Dagbok 1813

av Christiane Koren

[Juli]

3Majadal.

Julj.

Torsdag 1ste

Tøm aldrig Glædens Skaal til Bunden,
Mindst naar den bredfuld rækkes dig.
Søg ey at trænge dybt til Grunden
Af hvad der giør dig lykkelig.

_______

O, ikke fordi Jorden har saa faa Glæder, men fordi vi fordrer saa mange, fordi vi for ofte vil nyde Alt eller Intet, anklager vi Skiæbnen istædenfor at gaae i Rette med vor egen Unøysomhed. Det har jeg i disse Dage ofte følt, og erkiendte det ret alvorligt i Aftes. Min Majas Arm var god bædre, jeg torde haabe, den snart skulde blive ganske god. Nu var min eneste Længsel, syntes jeg, at høre fra det kiære Hiem, Hovind. Først i Dag kunde jeg vente Efterretning derfra .. og see, den kom i Aftes. Et kiærligt velsignet Brev fra min ømme Koren, min hulde Majalild sagde mig, at de Alle vare friske, alting vel; kun mit Savn var det Eneste, hvorover de klagede. Det blandede min Glæde med sød Veemod, der jo nesten er det samme som Glæde. Men ogsaa min Catty fik Brev fra sin T: Han kommer ikke til Majadal imens vi ere her, og savner og længes efter sine Elskte. Der laae, syntes vi, alle vore Planer i Gruus, og paa de Dage vi have levet saa sødt samlede, og paa de nesten otte, vi endnu skal tilbringe sammen, tænkte vi ikke, kun paa den om Tirsdagen forestaaende Skilsmisse (hvorom mere til sin Tiid)

Først da jeg havde lagt mig, og randsagede mit Inderste, fandt jeg, hvor uskiønsom jeg var, og takkede af fuldt Hierte Godheds Giver for hver lykkelig svunden Time, og bad med ydmyg Tilliid og Haab om mange saadanne for mig og mine Dyrebare, og nedbad Velsignelse over de Nærværende og Fraværende.

4Kl 7 Da Klokkens Ringning i Morges vakte mig, og jeg saae hvor mørk Himlen var, sagde jeg: «Stakkels min Sarathrina! i Dag vover Du Dig neppe ud med Dine Smaae, og dog længes Du efter os og Majadal som vi efter Dig.» Før jeg var paaklædt kom den aarle Catty, og satte sig her ved Pulten for at skrive til sin Treschow. Da kom lille Karen og fortalte os, at Præsten Wulfsberg var nede. Han havde i Aftes forladt sin Faders Hus, og vandret den hele Nat langs Egerstranden, dog med to seende Øyne. Efter at være qvæget med Thee og Smørrebrød, giorde han en Tour i Majalunden, ledsaget af Sally og Catty, men Regnen jog dem snart ind igien. Den har nu holdt saa smaat ved den hele Dag, og vi har ikke torde ønsket vore Kiære ude, som de nok heller ikke har været. Tusinde glæder sig vist ved den signende Regn og vilde glæde sig endnu mere, blev den ved. Det vilde ogsaa jeg, om det da blev stille Solskin i Morgen, og om min Majas Arm tog paa at bædres lidt hurtigere. Hidtil gaaer det saare langsomt; men Gud skee Lov hun er uden store Smerter, og kan lee og snakke med os. Nu har W: sovet sine 4 Timers Middagssøvn, og den kunde han vel behøve.

Løverdag 3die Min Maaned begynder meget uroeligt. I Gaar Nat især var Veyret rasende, Regn og Storm pidskede paa Vinduerne, og hele Dagen vedblev Regnen, saa der ingen Rimelighed var i at vente de kiære Børn fra Strømsøe. I Dag holder det endnu op, men truer stærkt, og endskiøndt jeg ikke endnu har været ude af Kammeret, troer jeg, Luften er kold, saa det maaskee heller ikke i Dag gaaer an de reyser ud med de søde Smaae. Dog, Faer C kommer vist, Veyret blive som det vil, saa faaer vi da høre fra dem, de elskte, efter Majadalen Længselfulde, og jeg faaer maaskee Brev fra min Lotta, og fra Kista, som vel i disse Dage har faret giennem Strømsøe til Kongsberg.

5Ogsaa den nu saa vigtige Politik længes vi efter at høre noget om, enten Bekræftelse paa eller Tilintetgiørelse af de Rygter: at den gamle Konge i Sverrig er død, og at Stokholm er i Oprør, da et stærkt Partie vil have den afsatte Konges Søn igien indsat i sine Rettigheder; at Posten mellem Stokholm og Gothenborg er spærret, etc. – I denne Fredens Dal høres ingen Rygter om Krig og Uroe. O at saadan Fred hvilede over den hele Jord! – Nu lidt om Gaarsdagen. Vi vare alle for det meste samlede i den venlige blaa Stue beskiæftiget med hver sit Arbeyde, og da, som jeg nok alt har sagt, min Maja kun kan bruge sin ene Haand til Rabus, var den naturligviis ogsaa iblandt vore Sysler. Wulfsberg allene gik ledig paa Torvet, det leed vi ikke, og da han først efter vor indstændige Forlangende havde prægtig parodieret en ravgal meningsløs Vise af en engang med Ret berømt Digter, hvis Navn jeg af begribelige Aarsager ikke nævner, bad jeg ham skrive Skandskrifter over os alle‹…› TilTil] rettet fra: ‹…› ved overskriving Maja, Catty, Sally og mig. Han giorde strax Begyndelsen med Sally, som just sad i Rabusen med Maja, der uophørlig førte Kiæremaal over hende, at hun bar sig forkert ad, saa Rabusen aldrig gik ud. Dette blev egentlig Thema for Pasqvillen, hvoraf jeg i Øyeblikket kun husker følgende: «Thi ak! vi maa sige, og sige med Smerte: «Hun har i Rabus ey det «ædelste Hierte.» – Den følgende var Maja vor, og under Skin af Skiælden sagde han sin ædle Vertinde nok saa smukke Ting. I Dag er Touren til Catty og mig. W: har en beundringsværdig Lethed i at skrive øyebliklig overalt hvad man opgiver ham, og det under al vor Snak, som han ligefuldt tager Deel i. Han har rigtig været saa go aa ha i disse mørke Dage. Gud give jeg maatte leve og see ham blive hvad Naturen havde bestemt ham til at være. Ak, at dette som saa mange slige Ønsker intet sandsynligt Haab har at fæste sig til. Men saa kan vi dog ikke holde os fra med Smerte at klage over hvad der saa sørgeligt er gaaet til Grunde.

6Søndag 4de Hvor langt glædeligere er denne end den forrige Søndag. Her sidder min velsignede Maja hos mig nesten ganske restitueret i sin Arm, fuld paaklædt, og hierteglad, at have alle sine Elskede om sig. I Gaar Eftermiddag kom først Faer siøl, saa de kiære Barna vore, Ottesen selv kiørende sine Skatte. Gud skee Lov, Veyret var godt, og vel kom de frem, alle friske og fornøyede. Begge de Smaae sov, Peer laae ret en god Stund sovende i Sophaen, men Otilia, som Bedstefader tog af Moderens Arme og bar ind, vaagnede strax bliid som en Engel, og her blev Liv og Lyst i det hele Hus. Bedstemoder følte neppe Savnet af sin venstre Arms Brug saa meget i disse mange Dage som nu, hun ey kunde ret favne og tumle de velsignede Thrinaunger, men i Dag kan hun det bædre, og selv i Gaar barede hun sig ikke for at have dem paa Skiødet, især den mere haandterlige Peer, som prægtig kan hielpe sig selv. Syvald var dygtig forliebt i Otilia, hans lille Kiæreste, og glad i Peer, som han i Gaarden dandsede og sprang omkring, og i Haven vilde give alle de Blomster der var, havde han faaet Lov til det. Men dog vaagnede siden den gamle Adam i det spæde Bryst, og hans Moder anmærkede, at han følte, han ikke længere var det eneste Barn her, og fandt sig lidt misnøyet over den delte Opmærksomhed. Ja desværre! saadan ere vi. I Dag tænker jeg, det vil gaae bædre. Blev kun Veyret lidt blidere. Det er koldt som en Høstdag. Faer Pedro bragte mig en heel Pakke Breve indsluttet i et fra min gode Kista, som i Onsdags tog til Kongsberg. De Indsluttede vare fra min Lotta, min kiærlige Søn Bergh, og min lollandske Søster og Svoger, og Indholdet af dem alle giorde mit Hierte godt. – Wulfsberg var rent ude af det malicieux Lune i Gaar, da lutter Glæde omgav ham; men endskiøndt 7skiøndt det Gud skee Lov i Dag er det samme Tilfælde, troer jeg dog den ondskabsfulde Pen løber brav i Dag. Skal jeg slutte fra mig selv (og det er jo det nærmeste vi har at slutte fra) er Mennesket blødere mod Aftenstunden og i den første Morgentime (for alt paa en bliid, skiøn Dag) end i Mellemtiden. Aarsagen hertil tænker jeg mig at være de om Aftenen slappede, de af Søvnen friskstyrkede Nærver; og af Erfaring veed jeg, at man ligesaa lidt naar man er meget glad som naar man er meget bedrøvet, kan tænke eller engang sige noget ret Ondt om sin Neste.

Mandag 5te Jeg begyndte denne Dag ret mismodig med Hovedpine og ondt for Brystet, og det meste af Formidd: gik leyt nok hen, en Deel af den i Sengen. Men saa tog jeg Mod til mig og satte mig en Times Tiid i Lunden, hvor jeg først ret fik mit Aandedræt igien. Min Maja og Catty sad en Stund hos mig, stakkels Sally havde det ikke bædre end jeg, og har det nu værre, thi jeg er ganske brav, hun ikke.

Den slemme Egersøn giorde os Tiden ret lang, og vi vare fast tilsinds at spise al Oxestegen og den deylige oplagte Mælk fra ham, da han endelig kom farende med Løvbuske og frisk Vind ad Egeren hid. Da vi havde spist modstod jeg Fristelse‹n›skade på papiret at lægge mig, i hvor venligt Sengen vinkede: Lunden vinkede i Kap med den og vandt Seyeren. Der har vi drukket vor Caffe og pratet det bedste vi kunde; Kl 5 tog Fatter C til Byen, og Wulfsberg tog Afskeed for at følge med ha‹m›skade på papiret over Bergstien; men vi giorde Beslag paa hans Hat, og saa blev Manden af sig selv, skiøndt det stod haardt at faae ham overtalt, og vel mest haardt for ham selv da han holdtes og træktes mellem sine Ønsker, Løfter, etc – Nu spilles der Billard og Rabus, strikkes og snakkes, og Sally vor er igien paa Benene hvor sygt Hovedet end er, og jeg skal nu ned til dem, de Kiære, naar jeg blot faaer sagt Eder, at jeg fra Kongsberg fik Brev fra min kiære Kista, og at dette Brev baade glædede og bedrøvede mig, hvorom mere en anden Gang. Paa Torsdag samles vi paa Auestad, derfra mere om min Sorg og Glæde.

8Tirsdag 6te Kl: 3 Eftermidd: Nu er vor elskede Catty borte med sin Syvald, og Egersønnen min, og Wulfsberg. Maja, som udtænker alt saa godt, havde lagt den Plan som nu udførtes: at vor Catty, som endelig maatte til Hasselværket paa Eger for at hente sine Børn (der ere og har været hos Collets siden de kom op fra Kbhn) allerbedst og behageligst kom did, naar hun i Dag fulgte med Broder Frederich Egeren udover, og efter Aftale møder hende der Collets Eqvipage Kl 6 i Aften; men er Justitsraaden, som jeg troer, selv med, faaer han nok gedulde sig lidt længere. De skulde spise betimeligen, var Aftalen; men da vi kom ind fra Lunden, hvor vi længe sad og fiaaste, og vandrede den rundt, og opholdt os en god Stund i den søde Grotte, hvor jeg ikke havde været før denne Gang, var Kl henimod 1, og da skulde først Touren til Bierkøen gaae for sig,rekkefølge endret med tall over ordene, sjekk hvordan det skal være som Thrine T: og Wulfsb: ey havde taget i Beskuelse endnu, og da vi saa kom til Bords Kl 2 havde vi nær aldrig kommet derfra, da Provsten og Præsten den fremmede trak Bordsidningen ud med Viser og Gudsfrygt (I veed, Presidenten kalder den deylige hiemmelavede Viin saa) og ved Caffebordet gik det ey hurtigere, i hvor meget stakkels Catty skyndte paa. Herregud, vi sad saa inderlig godt, og da er det tungt at bryde op for de som skal fare og de som skal blive. Gud være med Eder, mine Elskede.

Men vort Formiddagsliv skulde I dog vide lidt mere om. Kl: 5 stod den forstyrrede W: herudenfor og sang mig op, thi vaagen var jeg, og da jeg kom ned sad Provsten ved Skriverbordet for at bryde en Lantse for Moderen sin og Søstrene sine med sin pasqvillerende Hr Embedsbroder, der da fik Skiæppen fulde kan jeg troe, og havde faaet den fuldere endda, om det ikke havde været en Morgenstund, og det en saa herlig Morgenstund. Jeg kunde have Lyst til at bryde en Lantse med Skiæbnen? fordi Wulfsbergs Lod blev kastet? saa uheldigt. I begriber, mine Dyrebare, at det er Eders Spørgsmaal jeg forekommer ved mine Spørgsmaalstegn.

9I dette Øyeblik, da han staaer for mig i al sin Vemodighed, saa interessant og godlidende som han virkelig er, tillade I mig, at skyde al Skylden paa Skiæbnen. Gud give jeg maatte leve og see ham udsonet med den, og at blive alt hvad Naturen bestemte ham til at være! – Men nu er min Maja, Sally og Realf, som fulgte de Kiære til Vandet, kommet tilbage. Min Thrinasara blev hiemme hos sin Otili‹a›, og jeg fordi jeg var saa heed, og frygtede Hovedveen, den jeg nu ved Stillesidden haaber at have forekommet. Gud skee Lov vi har de velsignede Barna vore herude. End mere vilde vi ellers savnet Dig, blide, elskte Catty, og vor kiære Egerven, og den stunddom saa lustige Wulfsberg. Giid de nu kom vel og ikke for seent frem. Vinden er dem imod, men til Lykke ikke stærk.

Torsdag 8de Julj Gaarsdagen gik saa stille og roelig hen i de sædvanlige Sysler. En Deel af den tilbragte vi i Lunden, og da vi havde drukket Thee der, vandrede Barna, Realf med sin Thrina, og Sally, ud til en lang Tour.

Maja og jeg vare først nede ved Værket for at see de stolte Colonner der skal pryde Auestad, men som vi blot stykkeviis kunde tage i ‹…› Øyesyn som de vare komne af Støbningen eller Formen. Naar jeg seer dem igien, bliver det was anders. Det var, skiøndt Kl 7, overmaade varmt, og jeg var hele Dagen ikke ganske tilpas saa selv disse faa Trin mattede mig. For at jeg skulde hvile mig, vilde min elskte Maja spille en Rabus med mig, og neppe havde vi begyndt, saa holdt Faer Cappelen uden for Dørren. Det var en glad Overraskelse. Foruden sig selv bragte han mig et velsignet Brev fra min lille Maja, hvori ogsaa var nogle Linier fra min kiærlige Johan. De lever vel, de Elskede, som den almindelige Nød om dem tillader det. Brødmanglen er nu steget til det Høyeste – dog, tør jeg sige til det Høyeste? O Gud! var dog disse tre Maaneder forbi, og Høsten maatte 10falde ud som vi har Grund til at haabe det. Aldrig før ønskede jeg Tidens Flugt, selv ikke i mit Livs tungeste Timer, og allermindst den skiøne i sig selv korte Sommers. Men hvem ønsker det ikke nu med mig? –

Istæden for, som i Dag to Aar, at tage hid for at høytideligholde Din Fødselsfest, gode Marie Pavels, forlader jeg i Dag min dyrebare Majas skiønne Dal. Gud skee Lov dog i Selskab med hende selv. Sally skulde fulgt med, men vor Thrinasare fandt ud, at det var deyligt at beholde hende her til Løverdag, og naturligviis kunde ingen Udfindelse være det kiære Barn mere gemytligt. Og Eder Begge, I elskede Barna mine, under jeg den Glæde at være et Par Dage længere samlede. Jeg synes endogsaa det giør mig Skilsmissen fra min hulde Sarathrina, hendes troefaste Realf og de søde Smaae mindre tung. Sally seer vi snart igien, og i Aften seer vi, Maja og jeg, vor kiære Catty med sin Syvald,Syvald] rettet fra: ‹Sally› ved overskriving og min Kista og lille Kaja, og saa ere vi delte, men evig lovet være Gud! vi samles igien! Fred med dig, Fredens Dal! Fred med dine lykkelige, saa fortiænt lykkelige Beboere! Guds bedste Velsignelser over Eder, mine Børn, over os Alle! Eder, min Realf, min Sarathrina, kan jeg blot ønske: at Eders nærværende Glæder maae være uvisnelige: thi intet Ægtepar kan jeg tænke mig i alle Livets ømeste Forhold og Forbindelser lykkeligere end I ere det. Det Eneste, der endnu mangler for at I hiertefro kan nyde Eders eget Held, det, o Alnaadens Gud! skiænke Du dem og os med dem: vort dyrebare Norge Fred, Betryggelse for Mangel, vort Danmark Fred! O kunde vi, naar vi atter samles, nyde vor egen Lykke i Landets, nyde den mangefold fordoblet i den almindelige Lykke.

11Auestad.

Her paa Spisesahlen er jeg flyttet ud, for ikke at vække min Catty; ved sin Syvalds Side slumrer hun sødelig, og jeg ønsker Eder, Elskede Alle, Sovende og Vaagende, en god Morgen.

Kl halvto forlod min dyrebare Maja og jeg vor signede Dal og de Velsignede i den. De omringede Vognen og bød os Farvel saa længe vi øynede dem. Lille Peer fulgte os et Stykke med sin Marthe, siæleglad over Kiøringen; men da han skulde af, kostede det ham mange Taare. Ak, bittrere Taare koster mange ligesaa korte Glæder os store Børn alt for ofte.

Et bædre Reyseveyr kunde vi ikke ønsket os. Vi frygtede Varmen, men Solen, at jeg skal tale poetisk, hang Gardiner for sine Straaler, at de kun skulde varme, ey brænde os. Da jeg aldrig kan drikke Caffe i det samme jeg skal reyse, havde jeg end ikke, som i Gaar var Tilfældet, nyelig spist deylige Jordbær og Fløde, hvilede Maja, mod sit Forsæt, paa Veyerud, at hendes forvænte Moer Koren ikke skulde savne sin Eftermiddags Livdrik, og den godlidende gamle Kone, Mari benamset, skaffede den tilveye hurtig og god. Maja skiænkede for mig og gav ogsaa Mari en Kop, selv holdt hun sig til en Spølkum Mælk, da hun nu i alle disse Dage har holdt den strængeste Diet for den slemme Arms Skyld. Aldrig er jeg kommet hurtigere eller engang saa hurtigt over Bergstien; men heller aldrig kiørte jeg den med 4 Heste som i Gaar. Den øvrige Vey havde vi tre, og i mindre end 5 Timer vare vi paa det usigelig vakre Auestad, der fortryller Alle, som seer det. Faer C. tog bort fra Værket nogle Timer før vi, men til Vands ud over Egeren, og nu undredes Maja og jeg, hvem af de 4 reysende Partier der først skulde naae hid. Vi vare de Første, strax efter os kom Husets Herre, saa min kiære Catty med Barna sine, og senest min gode Kista og min lille Kaja, der Begge med Glæde saae deres Moer Koren igien. Men min Kistas Glæde var blandet med Veemod. Hun maae om en Tiid

12forlade sit kiære Hovind, en helligere Pligt kalder hende til Kongsberg, for at være sin Søster behielpelig i Raad og Daad, da hendes og hendes mange Børns Velfærd fordrer en Medhielp, som hun neppe vilde finde saadan i nogen Anden som i sin og min Kista. Giensidig tung vil Skilsmissen blive, det føler jeg; men hvor Pligt og Nødvendighed byder, hvad kan vi der andet, end stræbe med Taalmod at underkaste os de haarde Love! Gud give Dig, troefaste Kista, saa mange glade Dage hvor du kommer, som Du giærne vilde, ved eget Savn og Opofrelse naar det maatte være, forskaffe Dine Venner. Som mit ømmeste Venskab og min Erkiendlighed for hvad Du var og saa giærne vilde være mig og Mine, følge Dig Held og Fred og Glæde alle Dit Livs Dage!

Nu er de Kiære oppe, og vi har drukket vor Caffe sammen, Maja, Catty og jeg. Fatter er længe siden i Byen. Da her er en Forstyrring i Huset ved Gipsning og øvrige Indretninger, maae der flyttes af et Værelse i et andet, og derhos ere de fleste ubrugbare[.] En bergenhusisk Capitain er ogsaa indqvarteret her, og nu i Besiddelse af mit lille Kammer. Derved har Maja, for første Gang i sin Husmodertiid, kun et Giæsteværelse med to Senge, hvor jeg, Catty og Syvald boede sammen i Nat. Frøken Treschowerne fulgte med Kista, som tager lige derfra til Tøyen, ned til Ottesens, for at tage vor Thrinasaras Senge i Besiddelse (rettere Beliggelse) og Smaaepigerne kommer nu vel snart herop med Faer C; – Catty iler til sin T: og tager herfra i Dag med sit Følge. Maja og jeg havde tænkt os til Eger, en lille Gesvindttour i Eftermidd: for at see Monumentet paa hendes Børns Grav, og med samme hilse paa Provsteparret; men hendes Arm er blevet meget værre efter Kiøringen i Gaar, saa hun neppe vover det; og saa meget ogsaa jeg havde glædet mig til denne Tour, vilde det i Dag neppe bekommet mig vel, da mit Hoved er rent fortumlet, og det lader til at blive meget varmt, efter mit Hoveds Spaadomme Torden. Maaskee maae jeg tye til Sengen igien. Kl 1 reyser min Catty med sine Børn. Jeg finder baade Christine og Petronelle uforandrede af Udseende, saa jeg overalt strax vilde kiendt dem. Petronelle maatte da ogsaa Enhver kiende som har seet hendes Fader.

13Løverdag 10de. Kl. 4 vaktes jeg af den larmende Tromme, og den blide Sol tvang mig ud af Sengen. Saa tidlig – Kl. er endnu ikke 5 – har jeg ikke længe, om ellers nogen Tiid, bedt Eder Godmorgen, mine Elskede! Hvor Morgenstunden er en deylig Ting, naar man er frisk som jeg Gud skee Lov i Dag er det. Men jeg gruer lidt for Dagens Hede, for mig dens eneste Byrde. I Gaar var den fast for stærk, og jeg ynkede mine kiære Reysende; men i Morgen forestaaer mig og Sally det samme, og vil hun som jeg, reyser vi ikke før Aftenen og den hele Nat, baade for vor og især de arme Dyrs Skyld, som skal drage os frem. Maatte kun mit Brev være kommet rigtig frem, og Gunder og Gulen møde her i Dag.

Hvordan vi tilbragte Resten af Gaarsdagen skulde I dog vide. Ved Middagstiid kom den omvankende Præst, Wulfsberg. Vi spiste tidlig for de Reysendes Skyld, og Kl var ey to da de toge herfra. I den Anledning maae jeg dog fortælle Eder en lille Anecdot. Vor kiære Catty blev ret ilde opraadt, da Deligensen, som nu et Par Aar har gaaet to Gange ugentlig mellem mellem Christ: og Drammen ophørte med Junj Maaned. Hun var kommet hid med den, og havde nu ingen Eqvipage til Hiemreysen. Collet laante hende med Følge sin Vogn, men kun til Gillebek; derfra mente han, hun kunde faae Kiærrer; men det var baade usikkert og en fatal Maade at komme frem paa. Maja og jeg satte Mod i det kiære Barn, som var saa samvittighedsfuld, og Wulfsberg lagde sit Ord med i Laget i det han forsikrede: at en giort Giærning var halv forsvart. For end mere at beroelige sin Samvittighed, skrev Catty til Justitsraaden, fortalte ham hvorlunde vi havde indgivet hende Mod, og bad ham opfinde Undskyldninger for hende, ifald flere behøvedes, da disse vare alle de, hun havde og vidste. Jeg fik min Kuffert med Forbudet, min Stadsæske tog Kista med sig, saa jeg nu reyser som en løs og ledig Person, og Gulen, Stakkels om den ellers kommer, faaer nok at drage paa i den. Ak! hvor deylig har jeg havt det paa denne Tour lige fra Hovind til Majadal og derfra hid! En 15, 16 Miil har jeg nu rullet hen ved Din Side, min 14troefaste Maja! O gik vor Reyse giennem Livet dog stedse jævnsides! Dog, tildeels giør den det jo; og adskildtes vi ved et Rum af tusind og flere Mile, vore Tanker mødtes dog og vandrede jævnsides. Mit Hoved trængte til Hvile, Majas syge Arm ligesaa. Wulfsberg havde strax han kom talt om at han maatte ile tilbage for at ordne Hiemreysen til i Dag med sin Familie, og saa sagde jeg ham ligefrem, at det var vor Hviletiid, hvad jeg vidste den godmodige Mand ikke vilde tage ilde op, og da han var gaaet, forføyede Maja og jeg os herind i mit kiølere Kammer, hvor vi i hver sin Seng nok saa andægtigt begyndte at læse den Bededagspræken, W: sidst holdt og har ladet trykke, og hvoraf han forærte os hver sit Exemplar. Maja fik sin heel og holden udlæst, men mit Hoved giorde snart Indsigelser, og først da jeg kom op igien, gik det som det var smurt. Da Heden tog lidt af, gik vi ned i Haven, Maja og jeg, og da hun ikke faaer længe Roe at være paa et Sted, sad jeg ene en Stund, og siden kom Fader C, der, som I veed, ikke kan blive længe siddende, og endelig den her indqvarterte Capt: Thauson, der er en stille beskedentlig Bergentser, i hvis hele Væsen man seer tydelige Spor af den brave, sieldne Hegermans Opdragelses- og Dannelses Methode. Han var meget mismodig over den Mangel, hans Folk er udsat for. I to Dage havde de nesten ingen Underholdning havt, de arme Mennesker, og nogle udholdt ikke at exercere, da Heden end mere udmattede de Hungrende, saa han maatte holde tidligere op end sædvanlig. Det er saa meget tungere, som de fleste har Penge, og intet kan faae for dem, og alt dette forøger naturligviis deres før stærke Hiemmevee. Det maae vel være nødvendigt, at de arme Mennesker saaledes skal udrives fra deres roelige Hiem og udsættes for Alskens Elendighed; men Vee dem, som er Anledning til denne sørgelige Nødvendighed! Vi politiserte vidt og bredt, til det kiære Ægtepar kom ned og vi alle fulgtes ad ind, hvor jeg havde de tre Rabuser med Fatter, een med Maja, spiste og gik tilsengs. Frisk og munter stod jeg som sagt op ved Trommeslaget Kl: 4, drak Caffe med Hr. Peder, siden en Kop atpaa som min Maja selv skiænkede for mig, og nu, Kl: 9 tænker jeg at gaae ind til Frokosteringen, dog maae jeg fuldende endnu et Brev i Tob: Hoppe, som jeg i denne 15deylige Morgenstund har oversat dygtigt af. Endnu hører til Gaarsdagen, at vi fik et lille Brev fra Egervennen, hvori vi bødes være velkommen til Præstegrd: og har nok de gode Børn ventet os, og ventet forgiæves. Ugiærne saae jeg mig berøvet dette Besøg og Synet af Monumentet, som jeg med Vemod havde glædet mig til. Det var det sidste vi talte om i Aftes, Maja og jeg, og hvilken herlig Aften vi havde havt at tage tilbage i; men neppe vilde Reysen i det Hele bekommet os vel, som vi i Gaar befandt os, og neppe Majas Arm været saa taalelig som den er i Dag. Hede og Bevægelse er den vist ligesaa lidt tiænligt, som mit Hoved, naar det ikke er aldeles rigtigt, hvilket Udtryk I dog ey maae misforstaae, som var jeg chatolsk i Ho’det.

Sønd: 11te I Gaar Formidd: kom den gode Elisa T: og bliver her i Dag over for det første. Her var adskillige Herrer i Besøg og blandt dem Ridder Caspar Cappelen, som blev her. Mod Aftenen kom vor kiære Sally fra Majadal. Vi ventede hende saa længselfuld, ogsaa for at høre noget fra de kiære igienblevne Børn; men aldeles beroligende var ikke den Efterretning hun bragte. Lille Otilia er ikke ganske frisk. Om det nu er blot Forkiølelse eller i Forening med den nogen Vaxinationsfeber (der dog sielden pleyer indfinde sig saa snart efter Operationen) veed vi ikke; men haaber til Gud, det snart skal gaae over i hvad det er. Tungt er det nu for min elskelige bekymrede Thrinasara, at undvære den ømme erfarne Moders Raad og modgivende Trøst, tungt for hende, ikke at kunde ile til Eder, Elskte, før i det tidligste i Morgenaften, da hun maae være her for Omflytningens Skyld fra de øvre til de undre nu færdige Værelser, og hendes Arm forbyder hende at giøre Touren saa gesvindt frem og tilbage; og tungt er det for Sally og mig at maatte reyse uden at høre det var blevet bædre, som jeg dog har en glad Ahnelse om det er. For den mattende Hedes Skyld tager vi først herfra mod Qvællen, og kiører hele, eller dog det meste af Natten. Vore Heste kom i 16Aftes. Min Gunder bragte mig et velsignet Brev fra min Johan og Maja, et glædeligt Brev: thi de Elskede leve og lider vel[.] Kun en sørgelig Tidende indeholdt det: at de snilde Olsens har mistet deres lille søde Wilhelm, der, som Maja skriver, er gaaet blidt over i en bædre Verden og til sit Navne, vor uforglæmmelige Wilhelm, efter hvem han var opkaldt. Stakkels Christie, som tog saa glad ind i Torsdags for at see sin Zarine igien, finder nu den fordums Glædesboelig forvandlet til Sorgens.

Jeg giør nu en kort Visit hos Borches, da det var Synd at være min gamle Nella saa nær uden at see hende. Og saa maae jeg nu sige Eder Farvel fra det vakre Auestad for denne Sinde. Ganske let om Hiertet kan I tænke Eder, mine Elskede, jeg ikke forlader det. Majas Arm har forværret sig i Nat ved at en Forvexling af Salve fra Apotheket. At sligt kan skee, er høyst utilgiveligt, og kunde jo i andre Tilfælde koste et Menneskes Liv. Paa Dramens Apothek skal slige Feyltagelser ikke være sieldne, og oftere have bragt et Liv i Fare. Det er ret skrækkeligt.

Gud signe Dig, dyrebare Maja, Dem, min værdige Fader Cappelen, og Eder mine elskede Børn, min Thrinasara og Realf, og Eders søde Smaae! Gud lade mig samles med Eder igien som vi denne Gang samledes, uden Sorg og Savn! Og at jeg maae finde alle de Elskede, til hvem jeg nu iler, friske, vel og glade! Amen. Tak for hver Dag og Stund Alle, Alle! og Du, Maja, Du! –

Tøyen.

Tirsdag 13de Ja, nu skulde jeg giøre Eder Regnskab for alle disse Dage, mine Elskede, sagde kun ikke det rent elendige Hoved Stop. Imidlertiid faaer det gaae saa langt det kan, og I finder Eder jo giærne i, at gaae tilbage med mig til Auestad. «Naar du kommer igien fra Borches, skal vi modtage dig i den nye Havestue» – sagde min Maja – «og indvie den ved at drikke Caffe der.» Den gode Nella blev saa glad i at see mig, og havde jeg ikke kommet did, vilde hun vist sadt sig til at græde, sagde hun. Jeg maatte spise Frokost der, og drikke to Glas fortræffelig Portviin, der vel

17giorde mig hedere end jeg var, men ikke bekom mig ilde. Nella har to deylige, raske Børn, og venter snart det tredie. Hun saae fornøyet ud, hendes Mand, Svigermoder og Søster ligesaa og peent og hyggeligt var der ret. Jeg blev kun en Times Tiid – ak, der var jo saa faa igien til Skilsmissen fra min i Søndags endnu mindre friske Maja. Hun modtog mig i Havestuen, det deyligste blandt alle det skiønne Auestads deylige Værelser, og intet Lysthus har jeg seet, og neppe kan jeg tænke mig noget der kunde foretrækkes denne Havestue. Men ved Glæde indviede vi den ikke. Da vi havde spist (Fader C og Capt: vare ey hiemme til Middag. Der var Comedie om Aftenen, Skuespiller Knudsen giorde sine velmente Kunster, og hele Drammen faldt i Forundring over, vi kunde tage derfra uden at tage denne Herlighed med) Da vi havde spist, vilde Sara og jeg berede os til Nattevaagingen med en god Midd: Søvn, som dog Varmen giorde Indsigelser imod. Vor dyrebare Maja, hvis Arm leed meget af den udmattende Hede, og ved Armen hele Legemet, lagde sig ogsaa lidt, men sov slet ikke. Ak, disse Dage gienbringer de smertelige Minder om hendes Petras Bortgang; i Morgen er det 9 Aar siden hun lukte sine skiønne Øyne for stedse – og til alt dette kom Bekymringen for lille Otilia, saa det intet Under var, hun da vi skulde drikke Caffe blev meget syg, og maatte lægge sig paa en Sopha. Dog, Gud skee Lov, før vi toge bort var hun saa vel, at hun kom ned igien, og forsikrede os, hvad hun nu bekræfter i en lille Sæddel jeg fik fra hende, at hun var meget færm, kun havde lidt Hovedpine, som for Gigthoveder vel er uundgaaeligt i saadan Tordenluft, som disse Dage medbringer. Elisa var paa Comedien, Maja stod ene tilbage, bleg og vemodig smilende, da vi forlod hende Kl var henimod 7. Ney aldrig har jeg havt en nydelserigere Nat, en herligere, stoltere Morgen. I kiende jo Alle, hvor rig og skiøn Naturen er ‹paa› denne Egn, og saa tænke I Eder 18den hvilende i den skiønne lyse Sommernats Arme, og Maanen blegt smilende til det Hele, og alt blegere og blegere vige for den herligt fremtrædende Aurora. Ak, kunde jeg holdt alle de Ideer og Følelser fast, som uophørlig giennemstrømmede mit Hierte og mit Hoved, I skulde da her paa disse Blade giort den hele Nattetour med mig og vor ikke mindre herlighenrykte Sally, og mit Malerie skulde ikke henblegnet ved Siden af selve Thomsons. Men Hovedet er sløvt og smertefuldt, Haanden mat, derfor Farvel til i Morgen.

Onsdag 14de (Fortsættelse) Da vi vare komne op for Paradisbakkerne, mødte os et Bud fra Frue Catty, som skulde gaae til Drammen for at faae Oplysning om hendes Kufferter, der med Forbudet ikke vare komne til Christ: Den saa reent uefterrettelige Collet havde ikke sendt dem efter Løfte, og saa var Forbudet gaaet sin Gang med mit stakkels Carriolskrin, og først i Gaar kom det øvrige. De havde vel Ret, liden Christine og Petronelle, som, da deres Moder giorde sig en Samvittighed over at spille Collet det Puds med Vognen, sagde: «Vær du kun roelig, Moer, og vis paa, han nok spiller dig et Puds igien» – og det har han da allerede, et Puds som foruden en Udgift af 40rd, voldte de Gode megen Uroe, da de ikke kunde vide hvor deres Ting vare henkomne, eller om de nogensinde skulde see sin Tye mere. – Da vi, Kl 1 kom til Ravnsborg, var Sally saa søvnig og træt, at hun neppe orkede at snakke; at nu Barnet ikke skulde blive søvngrætten, fandt jeg paa alskens Ting at tale om, da jeg først med megen Møye havde faaet Liv i en Pige, som skulde skaffe os en hiertestyrkende Kop Caffe. Men intet slog saa godt an hos min Sally, som da jeg fortalte hende, at gamle Frue Wulfsberg var saa dødelig forliebt i hende, da kom hun og jeg med hende i saa hiertelig Latter, at der fast ingen Caffe havde behøvedes for at drive Søvnen paa Flugten, dog giorde den os godt til Marv og Been, og da vi, imens der blev forspændt, havde holdt en Snakkerads med endeel Strigler, (de bergenhusiske Skarpskyttere ere indqvarterede i Asker) fortsatte vi den behagelige Reyse, og kunde nøye iagttage Nattens fast 19mærkelige Overgang til Dagen. Først da vi kom her imod Byen, begyndte Øyenlaagene at blive tunge og vilde falde til; men med et omstraalte Solglandsen os, og Øyenlaagene hævede sig af sig selv, og jeg skulde nu havt mere Møye med at faae dem i, end før med at holde dem aabne. Kl 4 vare vi paa Tøyen, og bankede os ind af Porten. Jeg tyede lige hid til det hvide Kammer, hvor jeg formodede at finde Kista mi, som jeg ogsaa fandt tilligemed min lille Kaja, og begge giorde de store Øyne da de saae det underlige Syn, som de hartad vare fristede til at tage for et Gienfærd. Imens Kista og Pigerne kom paa Benene, gik jeg op paa Sahlen, hvor Lotta med begge Døttrene sine laae hver i sin Seng i sødeste Søvn. Kun Agathe vaagnede og foer forfærdet op da jeg aabnede Dørren; men jeg gav hende et beroeligende Vink, og listede mig ned igien; dog kom Lottamoer strax (Pigen havde imod min Ordre vækket hende) saa bliid og glad i sin Christiane og Sally, som blev her et Par Timer, og fortsatte vi ved Tøyen-Caffebordet den ved Ravnsborgs begyndte Latter, og var jeg ret saa balstyrig, at jeg kunde havt Lyst til at banke mig selv. Mit Blod flød saa let, og det var som ingen Tanke om at Verdens Jammer og Nød kunde nærme sig min Siæl. Det første, som giorde mig lidt alvorsom var, at vi til Aften vare indbundne til Barna paa Festningen. «Kunde det giøre dig alvorsom?» – Ja; thi det Selskab jeg kunde formode der, forudsaae jeg, ikke vilde være mig gemytligt, det var et, det andet, jeg skulde smykke mig en Smule, hvad jeg sielden har Lyst til, mindst i saadan Hede og efter en giennemvaaget Nat, det tredie, at vi maatte komme seent hiem; og det fierde og væsentligste, at jeg jo lidet eller intet kunde faae underholde mig med min gode Fader P: og hans Marie[.] Jeg er vis paa, I finder disse Grunde antagelige. Imidlertiid hindrede alt dette mig ikke i at faae et Par Timers styrkende Søvn før og efter Midd: Maaltidet. Imod det 20første protesterte jeg længe, men min kiærlige Lotta og Kista vilde det endelig, saa meget mere som vi skulde være ude langt paa Qvellen. Kista afslog ugiærne Indbydelsen til Pavels’s, men hun ilte hiem, og følgende mit Exempel, tog hun med Kaja og en af sine Brodersønner herfra, som vi hørte, først Kl over 8. Paa Festningen fandt jeg det hverken over eller under min Forventning. De gode Børns Glæde i at see mig, kunde jeg ikke miskiende; men de maatte som Vert og Vertinde dele sig imellem for Mange til, at vi kunde faae tale et ret hierteligt Ord sammen. Disse Mange vare da den mig ufordragelige Major Juul, (som jeg nu er end mere harm paa end før, fordi jeg nyelig har seet hans ufordragelige lumpne Snyderie ved det elendige Brød han leverer de arme Bergenhusere; og er vel intet besynderligere, end at denne Synder i saa lang Tiid upaaanket kan begaae saadanne Streger; dog jo, det er besynderligere, at der fra Magazinerne i Drammen skal sendes ham god Rug, for at han kan sende dem bedærvet Brød istæden, og mele sin Kage dygtig, imens de, fra Hiemmet til Landets Forsvar udrevne Mennesker, forsmægter ved ikke engang at kunde nyde de smaae Portioner, der tildeles dem). Det var en gevaltig Parenthese; men I veed, der er mig intet mere forhadt end saadan forbandet Egennytte, hvorunder Tusinde maae lide. Hans Kone, Svigermoder, Datteren Frue Thaulow og hendes Mand, Secretair – troer jeg han er – Rauchtved og Kone, Etatsraad v: Holtens, Wulfsbergs, en Frøken Ekhof og Capit: Rosenørn udgiorde Selskabet, eller disse Mange, som jeg begyndte denne Periode med. Holtens saae jeg for første Gang, og fandt baade Mand og Kone anderledes, end jeg havde forestillet mig, selskabelig interessante og godlidende. Det er sandt, Major Auberts har jeg glæmt – og hvor kunde jeg glæmme at nævne dem, da jeg vist ikke hastig vil glæmme hvad jeg følte for den arme ulykkelige Moder, som her saae sin eneste saa elendig vanføre Datter blandt en heel Deel andre velskabte raske Smaaepiger. End stærkere og smerteligere maatte hun føle denne Jammer, da om Aftenen de Smaae fandt paa at pynte sig med en heel Hoben gammeldags Stads,21Pavels har faaet blandt sin Moders Efterladenskaber, og det stakkels Barn tilsidst (hvad min Lotta og jeg saa længe havde frygtet for) fulgte Legesøstrenes Exempel, og behængte sig som de, hvorved naturligviis hendes Figur end mere faldt i Øynene. Ak, og hvad der vakte vor, og vist Fleres, selv den letsindige Madam Wulfsbergs Medynk, bragte den unge Frue Thaulow i saa umaadelig Latter, at hun ey kunde holde op igien. Da beholdt den arme Moder ikke længere sin Fatning. Hun havde hele Tiden været mindre snaksom end ellers, men nu talte hun ikke et Ord, spillede adspredt, og tvang med Møye Taarene tilbage. Hvad der kan siges til Undskyldning for den unge Kones Uskaansomhed er, at hun ikke er Moder. Maaskee værdiges hun heller aldrig at blive det. –

Major Aubert tog mig tilbords; min anden Sidemand var Søn Pavels. Han og Holten talte meget om Dramathurgie og andre Gienstande som interesserer mig; men den brave Aubert, som hører lidet og taler utydeligt, taler dog giærne, og det var, syntes mig, min Pligt at henvende min meste Opmærksomhed til ham. At Lotta, Agatha, Hanna, Mad: Wulfsb: og jeg giorde Barselvisit hos Frue Widing maae ogsaa staae her for Skik og Ordens Skyld. Vi fandt Frue W: meget bedrøvet, da hendes lille fire Uger gamle Emilie var syg, og havde – det lille Kryb! – faaet Brækvand ind. De to andre vare raske, men hostede dog, og da Kighosten grasserer, frygtede Moderen ogsaa for dem. Ak, hvad frygter ey en Moder for! – Kl var 1 da vi kom hiem. Treshows havde været her, og bleve vi ey mindre misnøyede end de vist vare blevne det, over denne forgiæves Gang. Men saa gientog de den i Gaar, de Elskede, og min fæle Hovedpine, som hele Dagen havde plaget mig, forsvandt reent, og vi tilbragte Aftenen saa velsignet stille og godt. Vor Sally var her ogsaa, og den snilde Ovidia Lange og Jomfr. Holbye. Alt til vi spiste vare vi i Haven. Wulfsberg kom et Øyeblik før. Hans Kone, som snart venter sin Nedkomst, var vendt om paa Halvveyen, da hun fandt det for hedt og tungt at komme op over Bakken. Fra min dyrebare Maja C fik 22jeg et par Linier, som beroeligede mig i Henseende til hende selv; men fra sine Børn havde hun intet hørt, og det er med Guds Hielp det samme som en god Tidende. I Aftes tog hun til dem, og give den Algode, Fred og Glæde maae omgive Eder, Elskte. Jeg skrev til min hulde Ragna i Gaar, for at forberede hende til mit korte Ophold denne Gang paa Økeren. Jeg reyser nemlig did i Morgen tidlig, og derfra mod Aftenen. Hun var hiertelig bedrøvet, det kiære Barn, det saae jeg af hendes Svar; men jeg haaber, det skal lykkes Din Moer Koren, Du Gode, at beroelige Dit barnlige kiærlighedsfulde Hierte. I Aften eller Eftermidd: skal vi til de kiære nyekomne Børn. Jeg tør love mig glade Timer der. Men før paa Hovind kan jeg vel neppe giøre Regnskab for disse her, da jeg skal skrive i Dag til Maja C, og pakke ind for at komme lidt betimelig afsted i Morgen. At Presidenten og Jørgen ere fraværende, har I da kunde seet, siden jeg ikke har nævnt dem. De ere paa Hedemarken og Toten.

Denne Formidd: skulde jeg tilbragt paa Festningen, om ikke hiint Aftensselskab havde borttaget saa meget af min korte Tiid. Vi havde da vist havt det godt og hyggeligt sammen, de kiære Festnings Børn og jeg, naar vi havde sadt saa unter uns. Det vil giøre Eder ondt, at Eders Moer Koren ikke morede sig Mandagaften; men det var hverken Eders eller hendes Skyld, dog vel snarere det sidste. Men hvad kan jeg for det? –

Hovind.

Løverd. 17de Men jeg vil lade, som jeg endnu var paa Tøyen, og fortsætte mine Begivenheder i sin Orden, at sige i saa god Orden jeg kan: thi et Glas af den deylige Portviin, min Ragna i Gaar forsynede mig med, har foruden at giøre mig godt fra Top til Taa, og ret lustig, bragt lidt Virvar i min Hiærne, den jeg dog intet kan have imod, og vistnok I, Elskte, ey heller[.] De glade Timer jeg lovede mig hos Barna mine, fik jeg. Det var vor egen Cirkel. Foruden os Tøyen Damer var der Ingen uden Rathje, Hersleb (som skal være en udmærket brav ung Mand), Sverdrups, den muntre tækkelige Hanna Mostue, og hendes 23Svigermama, den Eneste, som ikke passede i vor Kreds; men Herre Gud, hun kom seent, og sad stille, da hun havde plaget mig lidt ved at henvende sin Snak og Tale til mig i det hun viste mig og Lottamoer omkring i Overværelserne. Det er sandt, det er en deylig og vel indrettet Gaard. Hvad jeg ikke var saa tilfreds med var, at Sverdrup kom meget sildigt, da han havde spist hos Printsen til Middag. Hans Kone, som nyelig er kommet op af Barselseng, og selv giver Bryst, var kun en Times Tiid der. Det er en godlidende Kone med et Par blide vakre Øyne, i øvrigt ikke smuk, og grumme tyk og feed. Hendes Søster er endnu længere fra at være smuk, men begge ere tækkelige, og skal være som deres hele Væsen er, Godmodig- og Velvilligheden selv. Fire Børn har Sverdrups. De to Ældste vare der, Lise og Michael, to søde velsignede Glutter paa 9 og 7 Aar, troer jeg. Begge har Faderens Ildøyne og sorte Haar, som de overalt ligner ham mere end Moderen, Drengen især, som sig bør. Han er virkelig smukkere end Søsteren, som sig kanskee ikke burde, men dog er det saa, og – det er en sød Gut. At vor Sally var der behøvede vel ey engang at staae her. Hun var kommet før vi, og dog kom vi til ordentlig Caffetiid, Kl 4. Og saa sad og var jeg igien hos de elskede, saa længe savnede Børn. O Gud, hvor god er du‹…› Selv jeg, som dog staaer i fast Forbund med Haabet, tvivlede undertiden om at disse Dage vilde komme igien. Og see! de ere komne! I Torsdags tog Treschow og Rathje til Drammen, og maaskee tager de i denne Stund til Majadalen. Med dem skrev jeg til Maja mi

Da vi drak Thee, kom Frue Nilsen (forrige Frøken Anker) om Man‹…› Urbin i en Visit. Frue N: havde sin Datter med, en lille rødhaaret Pige af Størrelse som Lise Sverdrup. Det vilde være stygt af mig at giøre nogen Sammenligning. Jeg har intet imod rødt Haar, skiøndt jeg finder de fleste andre Farver smukkere. De sad ret længe og snakkede om Alskens Ting. Jeg kan ikke giøre mig selv Rede for, hvad der var Aarsag i at jeg syntes mindre om Urbin end ellers. Frue Nilsen var vakrere, syntes mig, end jeg nogensinde har seet hende. Hendes smagfulde Dragt kunde maaskee bidrage noget hertil. Kl 11 forlode vi de elskede Børn, og Sally, fulgt af sin Terne, gik paa sin Fod til sit Hovind[.] Vi havde ventet hun havde taget Natteqvarter paa Tøyen, men hun gik sin Vey ligefrem, det kiække Barn, den lange Vey ved Midnatstide.

24Et meget sørgmodigt Brev fra min Ragna, som ikke var frisk, og nedslaget over, jeg vilde (det er kunde) ikke blive længere hos hende, bestemte mig til ikke at forlade Økeren før Fredag, da jeg ellers for Hedens Skyld vilde taget derfra Torsd: aften og reyst om Natten. Denne Plan var jeg dog nok blevet nødt til at opgive, da Veyret blev uroeligt, og en temmelig stærk Storm afløste Regnbygerne, de den tørstige Jord saa velgiørende, og giærne var jeg blevet giennemblødt, vilde de vedblevet Dagen ud.

Jeg forlod da min troefaste Lotta og den gode, ikke ret friske Hannalil[.] (Aagodt var i Byen) Kl over 11, da Gunder ey før kom fra Byen hvor han hav‹…› adskilligt at udrette. Nær Økeren mødte jeg et Bud derfra, som skulde høre, om jeg ikke kom. Den hulde Ragnas Mismod forsvandt da hun hørte, jeg blev Natten over. Hendes M: var hiemme, og Sally vor var der, og Jomfr: Zilke. Vi havde det inderlig behageligt og godt, og dertil bidrog ey den sødere og sødere Ida saa lidet. Hun taler nu alt hvad hun vil med den bløde venlige Stemme. Ney, et venligere elskeligere lille Væsen kan man ey tænke sig. Gud velsigne den lille Engel, og give hende naar Tiden kommer en Broder eller Søster som ligner hende, og hendes Forældre Liv og Helbred til længe længe og i fuldt Maal at nyde Fader- og Moderglæden som deres nu Eneste skiænker dem den! – Da den alt for let rørte Ragna græd fordi hendes Moer K: kun kunde blive nogle Timer hos hende, og Ida sad paa hendes Skiød og borttørrede hendes Taare, sagde hun i sin barnlige Bedrøvelse til Barnet: «Skal jeg ogsaa komme til at græde over dig? Ida!» «Ney, Ida tørre Taarene af søde Moers Øyne!» svarte den lille Uskyldige. Søde Vemodstaare staaer i mine Øyne imens jeg skriver det – (Og imens jeg sad nu i Haven som fortryllet, har min Majalill lagt en Kage her paa, som skulde modtage mig naar jeg kom ind; hvorved disse slemme Pletter er kommet paa Bladene. Det nøder mig endnu mere at spare paa det knappe Rum og giæmme det Øvrigere til neste Hefte) Vi bleve lidt forstyrrede i vor venlige Samsnak ved tre Herrers Ankomst, Auditeur Smith og Sectr Bildsted vare de to, den tredies Navn erindrer jeg ikke. De gik rigtig nok ud omkring, men naturligviis maatte Verten følge med dem, og derved mistede vi hans Selskab. Vi drak Caffe i Haven, saa snart tørredes Regnen bort; dog kunde vi ikke drikke i et Lysthus, min Ragna havde stræbt saa at faae færdig til jeg kom, oppe i et Træe, hvorfra haves deylig Udsigt over Byen og Søen[.]

Men Fortsættelsen følger. Jeg vil blot kundgiøre Eder, at jeg kom vel og hurtigt hiem, fandt alle glade og friske, og savnede kun min Koren som jeg savner endnu, og min Jes, som kom hiem for et Par Timer siden.

25Søndag 18de Julj Min Sally blev Natten over paa Økeren. Jeg forlod det skiønne Sted og dets elskelige Beboere med et tungt Hierte, fordi min ikke selv friske Ragna var nedstemt da hendes Ludvig havde havt en uroelig Nat og ey befandt sig vel. At min Bortreyse ikke giorde hendes Hierte lettere begribe I, da I veed hvor barnligt varmt dette Hierte hænger ved hendes Moer Koren. Trættes ikke ved mine Gientagelser, Elskede! Jeg udtømmer jo i disse Blade alle mine Tanker og Følelser, og hvad andet kan de dreye sig om, hvad maae de oftere standse ved end Eders usigelige Kiærlighed, Eders ømme Venskab, som udgiør mit Livs sandeste Lykke? Paa hele Hiemveyen kunde jeg nesten ikke tænke paa andet, og I stode for mig Alle, som i det Øyeblik jeg forlod Eder, i Majadal, paa Auestad, i Christiania, paa Tøyen, og paa Økeren. Dine søde taarefulde Øyne, hulde Ragna, og hvordan Du stod med Din Ida paa Armen, og vilde pakke Carriolen fuld af Portviin, stod for mig, og Dit: Farvel min Moer Koren! og Din Ludvigs og vor Sally’s Farvel lød for mine Øren, og i min Siæl lød det: Hvor er et Menneske i Verden, mere elsket og lykkeligere end du? og hvordan Svaret lød og de Løfter der fulgte det, behøver jeg ikke at nedskrive. – Varmen var ikke uudholdelig, da det var lidt skyet og blæste af og til. I Skiellebek hvilte jeg en god Time (Manden i Bonkellen var død og nyelig begravet, derfor tog jeg ikke derind) og paa Moe, hvor jeg drak Caffe, i fulde to Timer, da Varmen var paa det høyeste Kl halvto vi naaede did. Disse tre Hviletimer gik hurtigt ved den lille Taschenbuchs Giennemlæsning, min Ragna laante mig til Aandsføde underveys. Jeg fik den nesten expideret; men jeg har rigt Forraad med mig fra Marieboes Bibliothek. Da jeg forlod Moe, trak et stærkt Tordenveyr op, og der faldt et Par stærke Slag, der ikke forfærdede mig men Gulen, som sprættede høyt i Veyret. Dog trak baade Torden og Regn over, og glad var jeg, at jeg atter kunde 26tage den tykke Kavay af, som jeg drog paa af Frygt for at blive giennemvaad. Hurtigere er jeg aldrig med Hine kommet hiem, end denne Gang. Uagtet de tre Hviletimer var jeg her Kl 6 – henimod 10 forlod jeg Økeren – Lina og Tønder Lund ilede mig først imøde, saa min Kista og liden Kaja, dernest Telja mi. Lina var forsvunden uden at hilse paa mig; hun vilde dele sin Glæde først med sit andet Jeg, sin Maja, der nu kom styrtende ned ad Trapperne, fulgt af den som alle de Øvrigere siæleglade Bredahl. Som stedse ved min Hiemkomst var alting peent, beblomstret og smilende. Det jeg først efter de kiære Mennesker hilsede paa, var mit kiære Kammer, og var det ikke for intet, Kista og Barna fulgte mig i Hælene. Idet jeg saae mig om, faldt mine Øyne paa Kakkelovnsmuren, og forundret satte jeg mig, og raabte: «den snilde Bredahl!» Ja, han har marmoreret Muren saa nydelig, I ikke kan troe det, og ligesaa Nischen i Stoerstuen, og det med Farver, som han og Skriveren har opdaget i en Bakke ved vort Møllebrug, lyse- og mørkebrune, gule og sorte, som Bredahl, der forstaaer sig paa alt sligt, forsikrer ere som de bedste udenlandske. Nu gik Touren i Haven, og ogsaa her fandt jeg, foruden den Flor jeg kunde haabe at finde alt i, med den gladeste Studsen mine, som jeg troede hentørrede Rosentræer, og som jeg ved hver Rose jeg har seet, sukkende har tænkt paa, i den skiønneste, rigeste Blomstring, og det Alle uden Undtagelse. O Gud, maatte dog alle, som vi nu synes for stedse eller dog for lang Tiid svundne Glæder, saaledes, saa uventet opblomstre for os igien! Spise kunde jeg ikke. Jeg var for varm og for glad. Men jeg maatte drikke Caffe om igien, og en Tellerken Jordbær og Fløde maatte dog gaae med, da Kista havde lavet det saa godt til mig. Jeg sov sødt, stod frisk op Kl 6 og fik Dagb. Heftet færdigt; men saa forførte jeg mig selv til at drikke Caffe i Haven, og tog den før nævnte Taschenbuch med, og den forførte mig til at blive siddende i det svale Lysthus ved Keglebanen til den var udlæst. Min Jess kom først, saa Skriveren min, der skulde være ligesom lidt von fordi jeg var blevet over Bestemmelsestiden; men da jeg taug og gik herind, kom han efter mig, tog smilende min Haand, og alt var godt igien. Og nu, Gud være evig lovet! er alt godt, naar jeg kun maae faae glade Tidender fra Eder Alle, maae høre at Du er frisk, dyrebare Maja, og lille Otilia, og Ragna og hendes M: og I Alle!

27At jeg mødte Presidenten imellem Moe og Skrimstad, har jeg glæmt at tale om. Vi vilde giærne talt sammen; men hans Snap ilede som min Gul hver til sit Hiem, saa jeg blot fik sagt ham at hans Lotta var rask, alt vel. Nu havde jeg ogsaa den Fornøyelse at tænke mig hvor glad min fromme Lotta vilde blive om faa Timer. Og give Gud, I nu Alle maae have det godt og være lykkelige[.] Er kun alle Majadals Beboere friske, saa veed jeg, de har en deylig Dag, da vor ædle Treschow sikkert er der, og den sieldne Rathje.

Fader Mørk har været her i Formidd: Jeg skulde i Gaar besøgt mine Elskedes Hvilested, men min høyre Fod er saa hoven og slem, jeg begriber ikke hvoraf, at jeg neppe veed om jeg i Dag kommer did og til Vilhelmsminde, hvorhen jeg ogsaa stunder. Giertz, som jeg troede tidlig i Dag skulde reyst til Byen, kommer først afsted i Nat eller i Morgen. Nu skal jeg skrive til saa Mange af mine Kiære som Tiden og min Dovenskab vil tillade.

Mand: 19de Kun min Lotta fik et lille Brev i Gaar med Dagbogen[.] Et halvfærdigt til liden Ragna er nu alt sammenlagt, og et til, og nu skal Catty have et Par Ord inden Middag, thi efter den følger Hviletimen, saa Caffe, og saa Touren til Vilhelmsminde, som i Gaar først Heden siden Regnen hindrede mig fra. Ungdommen – (Lieut: Stenersen og Broch var her, og toge bort Kl 10, skiøndt Skydsen var bestilt til 6 i Morges –) var der, og imens giorde jeg med min Kista et Besøg til de Elskedes Hvilested med vore Roser og Blomster; men den fugtige Jord tillod os ikke at blive der længe. Aftenen snakkede vi ret morsomt hen. I veed, den brave Steinar hører til mine Yndlinge. Hans Compagnon, Broch, saae hiertelig fastende ud og eenfoldig, men skal være et godt ungt Menneske. Jess fulgte i Dag med dem, og kommer, da han har Forretninger, ikke hiem før Onsd: eller Torsdag. Men min Koren har t vi Gud skee Lov hos os og beholder det meste af denne Uge. Hvordan jeg har tilbragt og tænkes at tilbringe Dagen, har I seet, mine Elskede. Herudenfor spinder og synger Barna i Kap.

28Kl. 8 Ney, heller ikke i Dag blev der nogen Tour af til Vilh-Minde. Et stærkt Tordenslag vakte mig af min Slum her paa Sophaen, og ikke i flere Aar har vi havt saadant Tordenveyr som dette der dog ikke holdt længe ved. Lyn paa Lyn, Skrald i Skrald gik det i et væk, en heftig Storm pidskede den nedstyrtende Regn i Hvirvler. Det var et frygtelig – majestætisk Syn. Et Lyn og Slag var saa stærkt, at Kista nær var faldt af Stolen, og foer op hen i en Krog, ganske bleg. Den alvorlige Marie brød ud i en hende usædvanlig høy Latter, som Kista, saa angst hun var blevet, selv maatte istemme. Bredal sad ganske taus, og Skriveren gik ind i Storstuen for at see, om Kirketaarnet stod endnu. Gud skee Lov, vi har ikke hørt det har giort nogen Skade, hvad jeg virkelig frygtede. Marie begriber ikke hvor hun kunde lee over vor gode Kistas Skræk, og jeg begriber det heller ikke, og endnu mindre hvordan den samme Maja der er saa bange for Skud at hun nesten bliver syg ved at høre dem, kan være saa kiæk i Tordenveyr. Men at hun og hendes Sødskende er det, og ellers ikke frygtsom for noget, er mig meget kiært. Frygtsom i Torden er jeg heller aldrig, men dog seer jeg da giærne alle mine Elskede om mig, og i Dag savnede jeg Jessen min. Dog haaber jeg, han var under sikkert Tag i det skrækkelige Veyr. Og ere vi ikke Alle sikre under Himlens høye Tag, selv naar Lynet giennembryder og Tordnen ryster Hvælvingen?

Nu har jeg sadt et par Timer i Haven, læst og indaandet den kiølige friske Luft, nydt den skiønne Aften, som jeg ønskede I Alle havde nydt som jeg – ak, og endnu hellere med mig.

Onsdag 21de «Ney» sagde jeg i Dag «nu vil jeg ret vise mit Herredømme over mig selv, og ikke see mit Vilhelmsminde før den 27de» Da jeg sagde det, var Luften klar og reen, og efter to Dages Regn og Torden torde vi haabe, den vilde blive det. Men ved Middagstide begyndte Tordenen igien at rulle stærkt, og saa holdt det ved med stride Regnskurer, 29til nu mod Aftenen, saa baade i Gaar og i Dag vor Plan at sidde i Haven og drikke Caffe og slaae vor Boepæl op der eller paa min Høy, er blevet tilintetgiorte. Vi vil imidlertiid haabe, det uroelige Veyr skal høre op med de i Morgen indtrædende Hundedage. Det vil min betænksomme Skriver oppebie før han lader slaae sine Enge ret for Alvor. Intet har tildraget sig i disse Dage. Seent Mand: Aften kom Maren Skieldrup og blev her til i Gaaraftes, da lille Tønder L: fulgte hende hiem, fordi hun var allene. Giid vi havde ham hiemme igien. Det er nu saa godt som afgiort, at Maren skal afløse min kiære Kista, skiøndt det vel vil koste Nappetag med Mad: Vangensten, som ugiærne mister hende; men dog er hun for retskaffen og fornuftig til ikke at indsee, hvor billig min Fordring er, da vi overlod hende Maren paa de Vilkaar hun skulde komme tilbage naar vi behøvede hende. Det vil vel finde sig, haaber jeg. Gud skee Lov! i Morgen er det Torsdag, da faaer jeg Brev fra Maja i Majadalen, hvor den Algode give, alt maae være vel! Ogsaa fra mine Kiære i Byen, til hvem jeg skrev med Giertz, som i Morgen kommer igien, hører jeg da vel noget. I Dag fik jeg Brev fra T: Lunds Fader. Han er syg, den arme blinde Mand, og nedtrykt ikke allene ved den almindelige Jammer, som paa de Kanter endnu skal være frygteligere end her, men ogsaa ved sin Stedsøns Død, den han fandt i en Storm i Havets Skiød. Han efterlod sig en Enke med to smaae Børn. Det mindste har de gode Besteforældre, der før har Mange at forsørge, taget til sig. Min Lotta sendte mig sin Broders Brev, men skrev selv intet.

30Løverdag 24de (Aften) Længe har disse Blade hvilet, og det saae ud til, denne Hvile skulde blevet endnu længere. Torsdag aften begyndte jeg at faae nogen Feberfrysning. Den blev ikke bædre ved at Posten intet bragte mig fra min Maja. Jeg kunde ikke troe det, men desværre, jeg maatte vel. Min Koren var borte. Der var et Brev til ham, jeg kiendte Faer Cappelens Haand og Segl. Længe streed jeg med mig selv, men kunde ikke modstaae den ængstlige Uvished. Blegnende brød jeg det. Men Gud være lovet! det indeholdt Intet som kunde foruroelige mig; dog roeligere giorde det mig ikke heller, thi det var 6 Dage gammelt – Majas pleyer kun være to naar de kommer hid – ak, hvor meget kan hændes i fire Dage! – Hele Dagen i Gaar var jeg overmaade syg, fandt ingensteds Hvile, og lagde mig vexelviis saa i det ene saa i det andet Værelse. Natten var ikke bædre, og jeg orkede neppe at klæde mig paa og gaae ned. Jeg skrev til min Maja, det var ikke mange Linier, og dog var jeg langt raskere da jeg sluttede end da jeg begyndte. Det antager jeg barn‹ag›tige overtroiske Menneske for et godt Tegn, og om det kommer heraf eller af det jeg virkelig er blevet bædre og bædre, og har faaet mere Mod, nok, jeg seer Giertz’s Hiemkomst fra Byen med roeligere Længsel imøde. Han maae dog bringe mig noget fra min Catty, hendes T: har været i Majadal, og om han end intet Svar har bragt mig paa det Brev han havde med til Maja, saa vil jeg dog vist faae høre fra den velsignede Dal, hvor jeg haaber intet har forstyrret hans Glæde. Ogsaa fra Tøyen og Økeren bringer Gier‹tz› mig maaskee noget. Han skulde kommet i Gaar. Gud veed, hvad han tøver efter. O, at han kom god naar han kom!

Den gode Stenersen er her siden i Aftes. Han og Jess taler om at giøre en Tour til Blakiær for at besøge Lieut: Birch; men jeg tænker de takker Gud at de kan blive under Tag. Ingen Dag siden jeg kom hiem har det være Tørreveyr, og Lyn og Torden har 31fulgt med Regnen. For dem som har meget Høe nedslaaet er det sørgeligt. Det har vi Gud skee Lov ikke.

Søndag 25de Giertz kom da endelig i Nat. Endnu sover han. Om han har faaet noget Korn til os veed jeg endnu ikke, frygter for at høre Ney, og ahner det nesten. Men to Breve har han bragt med sig, dem har jeg faaet, et fra min kiære Lotta, et fra min kiære Catty. Gud være lovet, efter dette staaer alt vel til i Majadal. Selv havde Maja vor viist sin ædle nye Ven omkring overalt i sin Dal. Hun er altsaa frisk. Otilia nævner Catty ikke; men naar hun siger «Alt staaer vel til med vore Elskede» – saa maae jo det kiære Barn være rask ‹…› igien. Og saa gientager jeg mit: Gud være lovet!

Skal vi ganske mangle alt hvad der ligner Brød, det bliver tungt, især for de arme Folks Skyld som behøver Kræfter til det tunge Markarbeyde; men selv denne Tanke kan ikke nedslaae mit Mod. Det er tiltaget med mine Kræfter, thi vel ere de endnu yderst svage, kun ikke i Sammenligning med hvad de vare de foregaaende to Dage. Endnu er Luften reen og klar. Spaaer mit Hoved sandt; saa vedb‹liver› den saaledes i Dag i det mindste. Men ud har jeg endnu ikke vovet mig. Kun engang siden jeg kom hiem har jeg besøgt de elskede Sødtslumrende. Did vilde jeg saa giærne. Mon denne Post intet skulde bringe mig?  –

Fra min Rikke har jeg havt en lille Sæddel med venlig Indbydelse; men den lille Frue kunde nok komme til mig, som jeg ogsaa skrev, der træt af Reyser og saa glad i det velsignede Hiem, nødig vil forlade det kun for een Dag. Maaskee lokker det gode Veyr og Længslen hende hid denne Dag og Stund.

Fra Økeren fik jeg intet, men min Catty og Sally var der i Dag 8 Dage, og havde glade Timer der, og det maae være mig nok. Da det klarede op i Aftes, reyste Jess og Stenersen dog.

32Min Ahnelse var kun alt for rigtig. Ikke et Korn var at faae i Byen. Gud hielpe os! Vi skal imidlertiid have Bud ind efter Sild og andre Nødvendigheder, og med det skulde jeg vel skrive lidt til Eder, Elskte, fra hvem jeg i Dag fik Brev. Men det Mismod jeg læser i alle Ansigter har dog giort mig lidt tung om Hiertet.

Kl 5. O jo, jeg fik mit Majabrev, som skulde kommet i Torsdags. Gud signe Dig for det, Maja mi! Endnu er Otilia ikke frisk, endnu ængstes den ømme Moder – o Algode, ney, lad den lille nu være frisk, og min Thrinasara glad!

Mit Hoved er saa usselt. Jeg seer neppe hvad jeg skriver[.] Man bærer nu min Kistas Dragkiste ned for at kiøre den til Byen og benytte denne Leylighed. Enhver saadan Bortflytning har noget ængsteligt for mig. Og nu Kistas – ak, jeg troede ikke, vi saa hastig skulde skildtes ad –

Mandag 26de (Aften) Med stærk Hovedpine, men uden Feber, stod jeg op i Dag. Ved Vadskning, Kæmming og Voxtaft har det lykkedes mig at fordrive den slemme Plageaand, og jeg er nu saa færm, at jeg neppe kiender mig selv igien. Lidt mat, ja det forstaaer sig, det er jeg endnu, skiøndt jeg i Dag har spist en heel Hare nesten reent op. Den var just ikke af de største, en Unge, kan I tænke, og som min gode Kista havde brugt alle sine Kunster for at faae ret delicat. Caffe har jeg ogsaa drukket i Dag, mere for at fornøye den samme barnagtige Kista, end fordi den smagte mig.

Løverd: Eftermidd: sagte Maja: «Gud skee Lov, Moer er rigtig bædre nu end i Morges.» «Aa ney Gu er hun ey!» gienmælede Kista ivrigt – «for hun har ikke smagt Caffe.» De kiære slemme Mennesker giør mig det ængsteligt at fattes noget, saa lidt det i Grunden rører mig selv – jeg veed jo det er forbigaaende – ved den Angst og Nedslagenhed jeg da læser paa alle Ansigter. O, hvem skulde Liv og Helbred ‹…› være dyrebart, om ikke mig, 33Lykkelige, i hvis mindste Vel og Vee saa mange af de bedste og ædelste paa Jorden tager saadan Deel! – I min Fortumling i Gaar kunde jeg ikke engang ret læse de kiære Breve jeg fik, end mindre besvare dem[.] (Jeg fik ogsaa et fra den raske Nella Borch, som ottende Dagen efter sin Nedkomst med en stoer Dreng, selv tilmælder mig den) – Gud give jeg nu kunde lade disse faa sande Ord: «I Dag er Eders Moer Koren saa frisk som en Fisk!» flyve omkring med Tankens Fart imellem Eder! – Det er det samme Veyr i Dag som alle Dage siden jeg kom hiem: Regn, Storm og Torden. Det laver sig ikke til noget Vilhelmsmindeveyr i Morgen. O, blev det godt kun til jeg havde besøgt dette kiære Sted og foralt det endnu helligere Hvilested og Mindested! Jeg tør knap haabe det.

Meget tager jeg feyl, om ikke Barna (det er alle Husets Personale) har noget hemmeligt for, hvormed jeg, i Morgen skal overraskes. Kunde jeg end, jeg vilde dog ikke søge at giennemtrænge det og røve de Gode deres Glæde. Jess kom tilbage fra Blakiær i Nat. Lieut: Birk og Kone sagde, de kom hid i Morgen, min gode Stenersen kommer ogsaa, det veed jeg. Vi har Ingen bedt, ikke Een. Men mon Hertel, mon Rikke skulde glæmme den 27de Julj? – Mon De skulde bedes for at komme? Oney! Kan de, de kommer vist.

Munthe var her i Gaar. Hvor han bliver gammel og affældig! Og nu skal han have sig en Arving til paa sin Alderdom! Giid han maae leve med denne og de han har før! Stakkels gamle Mand, han var saa bliid i Gaar, som jeg ikke længe har seet ham.

Jeg vilde havt et Giæstebud i Morgen saadant som min Sarathrina havde det Dagen efter Barselet. Men desværre, saadant kan jeg ikke faae det. Fra min Reyse havde jeg nogle Penge tilovers, dem vilde jeg souplere med, tænkte jeg. Nu kom en gammel Mand, som jævnlig besøger mig her i Kammeret, 34og som jeg kiender paa Gang og Banken (som fordum det norske Selskabs Medlemmer deres Rykkere)[.] Han bad da om lidt. Jeg gav ham en Daler, og inviterede ham hid til i Morgen. Men han blev staaende. «Nu? Christopher!» spurgte jeg lidt utaalmodig, thi jeg var just ved Slutningen af Baggesens Emma, som jeg afskriver til min Maja C – Ja, saa kom det da frem efter mange Velsignelser over a Moer, at han nu var et lykkeligt Menniske, om han havde 3rd – «I Morgen kanskee jeg kan hielpe dig» – sagde jeg, og han gik langsomt bort. «Et lykkeligt Menneske kunde han blive ved 2d til?» sagde jeg til mig selv. «Det er en Gield som trykker ham paa Hiertet, hvorfor skal du opsætte til i Morgen at lette det? og om han nu, den gamle syge Mand, døde i Nat?» Gud skee Lov! han fik sine 2 Daler til, sover roeligt, vil jeg haabe, og faaer sig i Morgen et godt Maaltiid. O Gud skee Lov! God Nat, mine Dyrebare! her er fast Midnats Mørke. Hele Horizonten er tyk. Men i mit Hoved er det klart, og i mit Hierte. Gud skee Lov!

Tirsdag 27de Her har I mig, Elskede, ret frisk, og meget rørt og glad i den kiærlige glade Kreds som omgiver mig. Roser dufter trindt om mig, og end sødere er for min Siæl Duften af den rene Virak, Kiærlighed og Venbskab i alle skiønne Former skiænker mig. Da jeg kom herind i Morges, stod paa mit Bord en gammeldags men overmaade peen Lampekiedel af Kobber, men blank som Guld, og mig kiærere end om den var af Guld fra en mindre kiær Haand. Ved Siden af den laae fra Jess et lille peent Guldspænde, fra Maja et Tørklæde, fra Linchen et lille Stykke hun havde tegnet, fra Kista en nydelig hviid Sløyfe, fra liden Kaja en sort Silkepose. Og her paa mit Bord fandt jeg to temmelig store og inderlig vakre Stykker af den brave Bredal: Hovind og Vilhelmsminde efter Naturen. De ere bestemte at hænge paa det sidste Sted, men han havde intet Glas faaet endnu. Rammerne havde han selv malet med den her paa Eyendommen opdagede brune Farve. De skal blive en Prydelse paa det kiære Minde. Et Rimbrev fulgte med, 35som erstatter i Hiertelighed hvad det mangler i Velklang –

Ney min Gud, nu bliver her med et saa mørkt, som var det total Solformørkelse. Regnen strømmer ned fra den sorte Himmel. Der bliver neppe nogen Vilhelmsmindetour i Dag, hvad der bedrøver Ungdommen saa meget, og derfor mig dobbelt. Ak! her kommer sikkert ingen Rikke, ingen Hertel i Dag. Men Alle, Alle tænker I paa og beder til Gud for Eders Moer Koren, I dyrebare Fraværende! Corinna havde Du, velsignede Maja C, bestemt at forøge Geburtsdagsgaverne med i Dag, men fik den ikke, beklager Du, endnu op fra Kbhn. O Du har givet mig alt for meget; men hvad kunde Du give mig der ikke tilhørte Dig selv? og Du er jo min med Dit hele rige Venskab. O I alle Mine! Gud signe og glæde Eder som I signer mit Liv med dets skiønneste Glæder!

Og nu har jeg slaaet min første Strømpe op, elskede Lotta, af det pene Garn Du selv har spundet til Strømper til mig, og skal strikke paa den hele Dagen, og tænke paa Dig og Eder Alle saa troet, som I i Dag tænker paa mig og ønsker Eder her. «Var der saa sandt kun een Miil til dit Hovind, Mama mi, som jeg skulde spadsere til dig d: 27de» skrev Du, min Catty. Men endda vilde der nu intet blevet af, Du raske Fodgiængerske, da Veyene sikkert ere blevne meget slemme ved den idelige Regn.

Endnu maae jeg fortælle et Udtryk af Bredal, da han saae Teljas anthiqve Geburtsdagsgave: «Ney see til det ærværdige Menneske!» udbrød han, og jeg veed ikke hvoraf det kom, at dette Udraab bragte mig Taare i Øynene. Denne lille Kiedel er ellers bestemt min lille Maja blandt hendes Hiemmegift, om Gud under mig den Glæde at opleve den Stund, hun behøver det.

Kl 7 Fremmede lode sig ey afskrække ved Veyret. Lieut: Birk, hans Kone og en Jomfr: Wærner kom her da vi nesten havde afspist, min gode Stenersen i Formiddag – ham regner jeg heller ikke blandt Fremmede. Men fra Rotnæs og Plogstad hørte og saae vi Ingen. Jeg kan ey nægte, det giør mig ondt – Men saa fik jeg med Gunder tre velsignede hiertestyrkende Breve, og fire kan jeg sige, thi i det fra min Catty havde det kiære Sally barn ogsaa skrevet nogle kiærlige Linier. Saa var det fra min Lotta og fra min Ragna, og Eder Alle her min hierteligste 36Tak, og den bedste jeg kan give Eder: I lettede en stoer Deel af den Tyngde fra mit Hierte som atter det feylslagne Haab om Korn havde kastet paa det. Gud give jeg nu igien havde lettet Eders ved Efterretningen om at jeg er fuldkommen frisk, da I ere saa bekymrede for mig, I kiærlige Væsner! Og Du var kommet til mig i Dag, Catty, havde din Syvald været frisk? O at Du saa sørgelig skulde hindres fra at giøre mig denne Glæde, og at nyde den selv! Det var vel en af de kiæreste Overraskelser jeg kunde havt i Dag. Dog, Gud være lovet at Din Syvald er bædre. Den barnlige Bekymring for Din elskede fraværende Moder, Du intet kan høre fra, er nok, meer end nok, og alle Dine andre mindre Sorger og Ubehageligheder disse Tider forvolder Dig, at ikke den moderlige unævnelige Angst skulde komme til. Du vil komme til mig, min hulde Ragna, og med Dig vor elskede Sally. Gud velsigne Eder, værer tusindfold velkomne.

Onsdag 28de Endnu lidt om Gaarsdagen. Stenersen gav mig Evelina, net indbunden. Han har fra det første Øyeblik jeg saae ham bevist mig en Opmærksomhed, som sielden findes hos Unge for de Ældre, og den har aldrig taget af. Hvor er det da mueligt andet, end at jeg maae holde af ham, især da han i saa meget udmærker sig blandt vor Tiids Ynglinge. –

Vi kom dog til mit kiære Vilhelmsminde, otte kiørende i den store Vogn, Jess var Kudsk, Stenersen sad hos ham, Ridder Birk var Tiæner, og den snilde Bredal, Koren og Barna de Smaae gik. Der var det, Ungerne havde havt travlt med at pynte og blomsterere. En Deel gamle Kobbere, som ellers ere ret gode, men laae i ynkelig Forfatning, havde de havt travlt med at faae istand og ophængte. Maja havde malet Rammerne, og malet to nysselige Blomsterstykker som hang der, kort, den nye Sopha og alt var peent. Vi bleve der kun et Øyeblik, da Regnen stedse truende hang over vore Hoveder. Da vi kom hiem og havde drukket Thee gik Ungdommen i Haven og Frue Birk, som aldrig har været her 37før, var rundt om i Værelserne, og havnede tilsidst her, hvor hun og Jomfr: Wærner fandt sig allerbedst, sagde de, skiøndt de ret synes godt om det gamle Hovind.

Saa var da d: 27de Juli forbi, saa stille, som aldrig før paa Hovind, 1809 selv ikke undtagen. Min Skaal blev ikke drukket, thi Viin findes ikke i Huset, den Portviin undtagen, min kiærlige Ragna atter med Gunder i Gaar overflødig forsynede sin Moer Koren med, og hvoraf hun i Dag og hver Formidd: styrker sig med et Glas, og som i disse Mathedsdage har været saa sand Medicin. Men mangen hunrig og forhungret Giæst gik herfra mættet og glad. O Gud, kunde jeg kun engang om Ugen fuldmætte saa mange, jeg skulde med Glæde opofre alt hvad ikke nødvendigt udkrævedes til mit eget Livs Ophold.

De ere nu i Haven allesammen ved de halvmodne Ripstræer. Jeg gik ind for ikke at ledes i Fristelse. Det er et himmelskt Veyr, og en Luft saa blaa og reen som vi ikke har havt den i mange Uger. Gud give det maatte vare ved i lang Tiid, og med saa bliid Varme som i Dag.

Nu lidt om mine Besøgende. Lieut: Birk kiender I jo Alle, mine Elskede, og veed, hvilken solid, brav ung Mand det er. Hans Kone, Byfoged Stenersens Datter, er mindre end vakker, hun kunde nesten regnes til det modsatte; men hun er saa godslig og ligefrem, og giør vist sin Mand meget lykkelig. Jeg lider hende godt. Jomfr: Wærner, som jeg troer kun er hos dem i et Besøg, kan jeg ogsaa godt lide, skiøndt hendes Udvortes er endnu mindre anbefalende end Fr: Birkes, det er at sige Ansigtet, thi hun har en langt smukkere Figur. De bliver her for det første Midd: over. – Der er Maja, og spørger om jeg vil være med paa min Høy? Aa ja! – Aa ney! Jeg fik ikke Lov for Kista, som var bange det skulde være for vaadt, som det nok ogsaa er endnu. De Unge kommer alltiid frem.

38Torsd: 29de Vi havde neppe spist i Gaar før Jess, alle tre Lytnanterne, Marie, Jomfr: Wærner, Lina, Kaja og Tønder Lund med hver sin Rive ilede ud at høye. Jess, Birk og Stenersen havde ogsaa været ude om Efter Formiddagen, og denne Hielp giorde dog saa meget, at vi fik vendt og stakket hvad der var nedslaaet. Endeel havde vi faaet ind, var Regnen kommet et Par Timer senere, og alt fik vi ind i Dag, holdt det som det nu er til Qvellen. Vi vare netop ko‹mn›e ned i Haven og Kista begyndt at skiænke i Kopperne (Caffe nemlig) da det begyndte at dryppe saa smaat, thi skyndte vi os, Bredal og jeg, for dog at kunde sige vi havde drukket i det Grønne. Ogsaa sad Frue Birk og jeg godt i Læe for Regnen under det tætte Løv. Dog, tilsidst maatte vi flytte med Rub og Stub. Kl henimod 6 reyste de Alle, og da tog jeg min Evelina i Haand og vandrede igien ned til Keglebanlysthuset, hvor jeg blev siddende til Mørket drev mig ind. Det var, maae I vide, blot smaae Regnbyger vi havde, kun slemme for saa vidt de giorde det umueligt at faae Høe ind. Ujævnt falder vel stedse Tordenveyret, men dog har jeg aldrig hørt det saa underligt som i dette Aar. Saa rasede f.E: i Mandags, da her var ganske stille Veyr, en Orkan ikke en halv Miil herfra i Bierke Annex, med saadan Voldsomhed, at Kirketaarnet blev overbrudt, og et meget tykt friskt Træe brækket som en Pibestilk, og Halvdelen hvirvlet saa høyt i Luften, at det neppe øynedes: Derved faldt stærk Hagel, der ganske ødelagde det Strøg de gik, hvorved en Mand især paa en Gaard hedder Kopperud, seer sit Haab om en god Høst tilintetgiort. Maatte han være den Eneste, dette glade Haab bedrog, ak, da var intet lettere og billigere end at erstatte ham et Tab Gud havde skaanet flere for.

Jeg er uvis om jeg skal tage min Residents i Dag paa Vilhelmsminde eller blot i Haven. Jeg troer det bliver det sidste, deels for at oppebie Posten og faae den et Qvarter før, deels fordi min Mave er lidt uroelig, og endelig for at giøre mit Besøg ved Graven.

39Kl 8 Aften Den hele velsignede Dag har jeg tilbragt i Haven. Kista og Ungerne vore sad hos mig fra vi drak Thee og først nu kom vi ind, da Grøden skal paa Bordet. Men mit glade Haab at faae Majabrevet herefter om Torsdagen er nu forbi. Heller ikke i Dag et Ord, og atter tre lange Dage til Søndag at vente i. Ak, skal da disse sørgelige Uroeligheder have Indflydelse paa Alt hvad til Siælens og Legemets Nydelser og Vedligeholdelse giøres Behov! –

Varmen har været stærk, og endnu er jeg ikke kommet til mine Kiæres Hvilested. I Morgen skulde Touren gaae til Vilhelmsminde, haaber jeg. Gud skee Lov, det første Høe er da bragt vel i Hus.

Fredag 30te Da vi havde spist, gik vi til Graven med vore Blomster, jeg, min Maja og Kista og Bredal. Der er ingen Roser i Aar paa de smaae Træer, og saa ublomstret har det aldrig staaet før det kiære Minde nogen Sommer som denne for de mange Regndages Skyld. Men Gud skee Lov, det seer ud til, Veyret nu vil blive stadigere – I Eftermidd: og det ret tidligt, gaaer det da til Vilhelmsminde og min kiære lille Skriverpult, hvor jeg skal skrive alle de fire Smaaebreve færdige, der i Morgen skal gaae med Posten for at lade min Lotta, Catty, Sally og Ragna vide, at deres Moer Koren nu er frisk igien. I Formidd: skal jeg op til Bredal, at han kan forandre lidt paa mit Fiæs. Linas retter han nu paa det bedste han kan. Majabrevet fuldender jeg nu først. – At jeg er længe siden færdig med Tobias Hoppe har jeg nok sagt Eder. I disse Dage har jeg bladdret Evelina igiennem. Underligt nok, at hver Deel har sin Oversætter, og endnu underligere, at de trappeviis bliver slettere. Lundbye er ret brav; Define Guldberg (Gud veed hvad det er for en Dame) er ret maadelig, dog mesterlig i Sammenligning med den sidste Deels Oversætter, en von Haven. Det er Skade for den gode Bog, at den er faldt i flere end Lundbyes Hænder.

40Løverdag 31te Fra Kl 2 til over 8 var jeg paa mit kiæreste Lyststed. Det var deylige Timer. Jeg veeg sielden fra Skriverbordet, dog fik jeg ikke alle mine Breve færdige, men nu har jeg kun et igien af fem – thi ogsaa min gode Pavels og hans M: maatte da engang høre jeg var i Live endnu – og det er til Lottamoer.

Telja mi og Smaaepigerne fulgte mig, Kista kom efter med Bredal og de øvrige Caffegiæster, og Maja lidt senere, da hun havde været paa Gislevold med Grethe Keilhau der hentede hende, for at raadslaae om Brudestadsen, troer jeg, da hun med første skal blive Frue Fabritius.

Maja bragte mig deylige Have-Jordbær, der i Aar ere ualmindelig store og velsmagende, og mit Smørrebrød til Aftensmad. Ungdommen spredte sig om paa Høyen med en Bog eller Haandarbeyde, og jeg sad i min Roe. Først Kl 7 kom min Koren, efter at have baaret Dagens Byrde og Hede, og svedt en lang Dom færdig i en saare indviklet Sag. Han blev hos mig til Hiemtouren gik for sig og fulgte mig, dog kun ned ad Bakken, thi den gode alt for ængstlige Kista havde sendt Carriol efter mig. Jeg stunder af Hiertensgrund did igien, men det er for langt, og Folkene har for travlt i denne Tiid, og Jomfruerne og Børnene med til at nogen kunde være med mig, og saa faaer jeg gedulde mig. Giid du nu gik did for at møde din Ragna og Sally! tænkte jeg paa Didveyen. Men den Dag kommer da ogsaa, haaber jeg, og snart.

Kl 8 Da min Post, sex Breve, var afsendt, vi havde spist og jeg sovet min Hovedpine bort, gik jeg i Haven, hvor vi drak Caffe som sædvanlig, og jeg siden har sadt til nu, kun at jeg et Øyeblik har været oppe hos Mad: Walbohm som med Grethe Keilhau var her i en kort Visit.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1813

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.