1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

"/> Junj | Bokselskap

Dagbok 1813

av Christiane Koren

Junj

171Tirsdag 1ste Som May sluttede, begynder Junj. Glædelig var til alle Tider en saadan Vaar eller Forsommer, men dobbelt er den det i Aar, da det ualmindelig svage Sædekorn just behøvede denne milde Varme, afvexlende med Regn. Det kommer ogsaa deyligt op overalt, og Haabet om en god og tidlig Høst begynder alt at trænge qvægende ind i de forsagende Hierter. Gud, du vil jo ikke lade det styrkende Haab vorde beskiæmmet.

Den sørgelige Efterretning, mine Elskede, er, at unge Grev Knuth, den brave, tækkelig, af alle Mennesker med Rette yndede Mand, skal paa Borregaard, hvor han nu boede med sin Familie, være faldt ned og død et Qvarter efter. Det har gaaet os Alle til Hierte, thi ved sit jævne beskedne Væsen vandt han Alles Agtelse og Kiærlighed. Ak, de gode Rygter ere kun alt for ofte ugrundede, og maatte nu dette Sørgelige ogsaa være det, saa skulde jeg taalmodig finde mig i at see mig skuffet var det end flere Gange i glade Forventninger. Saa længselfuld jeg før ventede Budets Tilbagekomst fra Byen, saa meget frygter jeg nu at det skal bringe Bekræftelse paa Sørgetidenden. Skal det saa være, saa giid behagelige Efterretninger om din Syvalds Helbred, dyrebare Catty, og om Din egen og alle Dine Kiæres, maae trøste os, og Visheden om, at see Eder til den bestemte Tiid.

Alle Jomfruerne, min Kista undtagen, gik i Morges til Houg. Min Koren, som i Gaar ret tog sig en Sabbatsdag, og sad hos mig i Haven nesten hele Tiden, skal paa en Forretning, saa jeg nok kommer til at sidde ganske ene i Dag; thi stakkels min Kista faaer ikke sidde længe ad Gangen. Dog vil jeg ikke gaae ud og leyre mig ret før i Eftermiddag, da jeg vil have et Par Breve færdige til Fader Pavels et, et til min kiære Bergh. Sætter jeg mig først ud, er det ikke let at bryde op igien, og selv det venlige grønne Kammer er mig ikke ret tilpas naar jeg kommer ind fra den grønne høye hvælvede Sahl derude

I Gaar sad Maja sidste Gang for Maleren. Hun bliver sig meget liig finder vi Alle. Bredahl, den hiertens godlidende Mand, er lige som lidt bedrøvet fordi hun ikke mere skal sidde for ham. Han er, som alle adstadige Mænd, lidt forliebt i vor Maja, maae I vide, dog han er en Smule forliebt i os Alle og i det hele Hovind. Faer Mørk var ogsaa i Gaar oppe, imens hun sad, saa hun havde en Tilbeder for sig, en snart bag, snart ved Siden af sig.

172Onsdag 2den Det i Mandags ventede Byebud er endnu ikke kommet tilbage, og nu bliver min Venten Utaalmodighed. De arme Mennesker, Mand og Kone, ligger derinde med flere Hundrede, for at faae noget til Livsophold; Mange kommer tomhændede tilbage[.] Der er intet Korn at faae. Gud trøste de Arme, det hele arme Land! Jeg er saa forstemt i Dag, og har dog nu sadt ude under den rene blaa Himmel et Par Timer, og da pleyer alle Smaaestorme i mit Bryst lægge sig saa blidt. Men I veed jo, Elskede, hvor barnagtig jeg mange Gange er, og at forgiæves Venten er noget af det, der giør mig meest ungeduldig. Grev Knuths voldsomme Død bekræftes fra alle Kanter. Giertz, som har været paa Amtscontoiret, altsaa seet ham daglig, det er da det samme som: agtede og elskede den sieldne Mand høyt, blev endnu blegere (hvad jeg nesten ikke troede var mueligt) end han er, da han hørte den skrækkelige Tidende, gik ud og græd bitterlig. Der flyder vel mange endnu bittrere Taare, og vil længe flyde, ved hans pludselige Forsvinden af Livet, af et Liv, som fra alle Sider syntes at tilsmile ham Glæde og Lykke. Men hvor falske ere ikke ofte disse Smiil! Maaskee saae han, for hvem Fremtiden ligger usløret, mangen Anstødssteen hvorover den fyrige unge Mand kunde snublet, kunde giort et skrækkeligere Fald end det, der forekom alle øvrige.

Fredag 4de Samme uroelige Veyr som i Gaar, Regn, Blæst, Torden. Ofte, og nu i dette Øyeblik er det saa mørkt her i Kammeret som Kl skulde være 10, og den er ikke over 6. Saa skinner med et Solen, og jeg kan ikke holder mig fra at see, hvordan dens Straaler seyrende bryder igiennem de tykke Skyer, og denne Stirren er vel Skyld i, at jeg nu en Stund har havt en Dæmring for Øynene, som i Forening med den trykkende Tordenluft har giort mig saa beklæmt. Men saadan var jeg ogsaa i Gaar nesten hele Dagen. Først da kom Budet fra Byen og bragte mig Dit lille kiærlige Brev, dyrebare Catty, og Visheden 173om Din, Din Syvalds og Sallys Komme i Morgen. Tidlig i Dag reyste Gunder ind i een, min Tønder Lund i en anden Kiærre da vi ingen Vogn kunde faae. T: L: bliver Pintshelgen over paa Tøyen. Gud lade kun Veyret i Morgen blive anderledes: En saadan Regn- og Hagl-Skur som nu, vilde bløde Eder reent igiennem, Elskede. O bliver det saadant Veyr, da vil jeg blive end mere beklæmt end jeg har været i disse Dage. Fra Morgenstunden var det klart. Og naar I nu glade satte Eder i Kiærrerne, og alt smilte om Eder, og I forud nød Giensamlingens Glæde, og der saa brød et saadant Veyr ud! Jeg ængstes blot ved at tænke det. O at det var i Morgenaften! – Der er da ingen Tvivl mere om Knuths Død. Du fortæller det, min C: og i Ugebladet stod det – Det skal være i Sarpen han fandt sin tidlige Død –

Ganske vist, evigelskede Maja C, tør jeg altsaa ikke vente Dig den 10de? Dog jo, jeg vil det, til jeg med den lille Marthe, som skal besøge sit Barn, faaer den glade Tidspunkt bestemt at vide. Treschow kommer ikke med i Morgen. Han vil afhente sine Kiære, og see sin og min og vor Moer Cappelen her. O, hvorfor kan du ikke slaae lettere, underlige Hierte, ved Forestillingen om de saa nær ventede Glæder? Jeg kan neppe aande, saa tungt er mit Bryst. I Morgenaften ved denne Tiid slaaer det med Guds Hielp let og freydigt ved Eders troefaste barnlige Hierter. Var det kun allerede i Morgenaften! Dog, hvortil denne Ungeduld? Jeg vil gaae op og see paa Bredahl og min Koren som sidder for ham, og min fromme Majas Contrafey som hænger paa Væggen –

Med Gunder skrev jeg til min Lotta, til Søn Pavels, og til Catty.

174Løverd: 5te Himlen er klar, Luften reen, men endnu blæser det lidt koldt, som jeg dog haaber ikke skal uleylige alle mine elskede Reysende, thi formodentlig er ogsaa Du, dyrebare Maja, med Dit kiære Følge nu paa Veyen til Fhld. Om I alle ere ude nu? Kl er halvotte. Ney, det er vel for tidligt. Gud være lovet for det klare Veyr. Mit Bryst er ogsaa langt lettere, men Hovedet er tungt, dog bliver det vist bædre, ogsaa godt, at jeg kan modtage de Elskede paa Vilhelmsminde. Did bringer de nu mit nye Bord, og min lille søde Skriverpult, og saa vandrer jeg did i Eftermidd: med Ungerne mine, og kanskee med Telja mi, og vist med Skriveren. Kistamoer har alt sørget over, hun ikke faaer Tiid at komme did. Der er altiid saa travlt til Helgen, mætta. Nu har hun bagt deyligt ‹…› Hvedebrød til Barna mine naar de kommer, at de kan qvæge sig efter Reysen med det og en god Kop Thee eller Caffe, alt som de behager. O jeg veed nok hvad der vil qvæge dem meer end alt! – dem og mig.

Det er ret saa snurrigt, at jeg ikke skal skrive noget Majabrev i Dag, og ligesom der var noget paalagt mig jeg ikke kunde faae udført. Endnu underligere vilde det være, kom Du ikke selv, Elskede, paa Torsdag ved den Tiid, Dine Breve pleyer komme.

Har jeg sagt Eder at jeg dog, trods Ungernes ondskabsfulde Spaadomme fik 3die Deel af Tobias Hoppe med Børnene fra Kbhn? Jeg læste den ud saa godt som i et Kiør. Aldeles svarer den ikke til min Forventning, og i Slutningen gaaer det Hulter til Bulter, og som Digteren havde travet ligesaa fort i at skrive, som jeg i at læse og oversætte den. I Gaar fik jeg 32 Pag: i dansken –

Der er lille Marthe fra mit kiære Strømsøe, og med hende et ømt velsignet Brev fra Thrinasara mi, og alt er som jeg ønsker, haabede og ventede det. I Gaar begyndte Fhldtouren, Torsdag, maaskee Onsdag seer jeg min Maja, og alle ere de raske og vel de Dyrebare. O Gud være lovet! – Lille vakre Marthe vil hverken spise eller drikke før hun har seet Barnet sit. Det undres jeg ey over. O hvor Du har glædet hende med denne Reyse, min hulde Sarathrina! Hvor hun nu skal fortælle mig om Peer og Otilia og Eder Alle!

175Første Pintsedag En glædelig Pintsefest, ak, kan jeg vel tilbede, ønske Eder, Dyrebare, os Alle, det hele kiære Norge, men en sørgeligere end denne har vel ikke Mange oplevet med Hensyn til Landets Tarv og Trang. Men for ikke at lade mit alt for let bevægede og mellem Glæde og Sorg saa underlig delte Hierte komme til Orde, vil jeg fortælle om Gaarsdagens Begivenheder i en ret cronologisk Orden. Da det leed til Kl 3 begyndte min Længsel at blive utaalmodig. Mad: Wangensten, som havde været hos Walbohm med sin Bodvard for at faae en Tand udtrukken der, ligesom Linas, var groet dobbelt, kom hid, og var her en Timestiid. Hun ilede ogsaa hiem, og jeg kiørte i hendes Carriol til Mindet, da det var saa varmt at gaae. Telja og Barna og Skriveren var med mig. Da jeg treen ind ad Dørren stod lige for mig et af den snilde Bredahl malet Stykke, der forestillede en Støtte med en Urne over, og havde en vist hiertelig meent Indscription, den I med Guds Hielp selv læser engang allesammen. Det Hele var behængt med grønne Krandse, og tog sig ret nydeligt ud. Mad: Wangenst: blev kun et Øyeblik, og fortsatte saa sin Hiemreyse. Da satte jeg mig ved min kiære Majapult, begyndte at oversætte af alle Kræfter for at adsprede min altfor spændte Venten, og kunde dog ikke andet hvert Øyeblik end see ud ad Veyen til, skiøndt Telja og Lina sad paa Udkig uden for, Skriveren inden for Lysthuset. Fire hele Sider vare fuldskrevne, og nu tabte jeg Lysten til mit Arbeyde, og blev meer og meer mismodig, da det tyknede til rundt om, og den deylige Regnbue giennemskiær de sorte Skyer. Kl var over 7. «Gaar vi ikke, kommer Regnen over os» – sagde Skriveren – «Og kom de ogsaa nu, ere de bædre tiænte med at komme tørre i Hus, end blive vaade herfra hiem.» Det kunde jeg ikke nægte, og pakkede sukkende og langsom mine Ting sammen, imens Telja med Smaaepigerne satte Theetøyet ind, og Skriveren lukkede Vindueskodderne. Det blæste koldt, og da vi kom her i Alleen kom ogsaa Regnen. Jeg havde netop talt tre Ord med Kista mi, og tænkte paa at gaae herind for at kiære Eder min Nød i Journalen, see, da kom de Elskede, foran Sally og Gunder, efter min Catty med sin Syvald. Regnen 176styrtede ned, men det saa længe savnede Barn laae igien i mine Arme, hendes Syvald, som raabte fra Kiærren før den holdt: «Der er Moer Koren!» laae første Gang ved mit Bryst, og Himlens og vore Taare fløde sammen. Ak, men paa Cattys og Sallys Ansigt laae en Skye, mørkere end den over os. Et af mine første Spørgsmaal var: «Har Du havt Brev fra Malla?» – Ak, da jeg læste jeg i Dine taarefulde blaa Øyne, elskede C, i det stumme vemodsfulde Smiil hvad Du ey havde Ord for, og jeg behøvede ikke, kunde heller ikke spørge mere. – Ney, dyrebare, sieldne, uforglæmmelige Malla! Du skulde ikke see Dit Norge, Dit jordiske Fædreland igien. Du gik til et bædre, et lykkeligere Hiem, hvor ingen Klager, ingen Jammer møder Dit Øre, hvorfra Du maaskee i dette Øyeblik seer ned til Dine sørgende Elskede, til din Moer Korens Taare – Jeg vilde ikke gaae i Kirken med de Kiære, min Koren fulgte dem, jeg vilde blive hiemme og skrive; men det gaaer saa i et for mine Øyne og Tanker, at jeg maae lægge disse Blade hen igien –

En lang Tiid har jeg nu sat og talt med min Kista – Alle, Store og Smaae, ere i Kirken, saa nær som Jess der reed til Houg med Syvald foran sig, og det paa den stolte Vaillant, og Giertz der fulgte med, og jeg og Kista der passer Huset. Maja gik i Forveyen til Kirke med Telja, der for at høre godt eller bædre, vilde sidde nede i Nærheden af Prædikestolen. – Syvald er som jeg tænkte mig ham. Hans Faders Blik kiendte jeg strax jeg saae ham. Han kiendte og nævnte os Alle endnu i Aftes, men Jess og Vaillant var hans sidste og i Dag hans første Ord, og han forlader ikke denne sin store Kammerat et Øyeblik, den tobenede, mener jeg. Alle levende Dyr, men frem for alt Heste, interesserer ham mest af alt. Da han i Gaar paa Hidveyen mødte en Mand, han anslog til Slagter, der drog en Kalv med sig, raabte han: «Gaae fra den fæle Slagter, du lille søde Kalv, ellers dræber han dig.» – Med Smaaepigerne har han endnu ikke giort ret Bekiendtskab.

En heel Pakke Breve bragte de Kiære mig, fra min Lotta, fra Fader Pavels, og to, Professor Rathie havde havt op med sig fra Kbhn, et fra min stakkels Irgens Bergh, der den Dag han skrev første Gang havde 177forladt Sengen, hvori Mæslingerne 14 Dage havde fængslet ham, og – endelig fra min kiære Øhlenschläger, der tillige sendte mig sine seneste Stykker i nydelig Paaklædning. Han er den samme Adam! Om Brevet mere en anden Gang. Kun maae I beundre min Selvfornægtelse, at jeg kunde lade alle disse velsignede Epistler blive ulæste til i Dag. Det var egentlig, naar jeg undersøger mig selv ret nøye, mere Selv-Kiærlighed end – Fornegtelse: mit Sind var altfor oprørt af Glæde og Sorg til at jeg med Andagt kunde læst dem, om jeg end saa længe kunde revet mig fra de elskte Nyekomne. I Morges vaagnede jeg Kl halvfire, og ønskede jeg uden at forstyrre min Koren og Husets øvrige Sovende kunde faaet fat paa dem; men først Kl henimod 6 stod Skriveren op, og jeg med, og ilede til min Skat, og begyndte siden at skrive her, men ikke længere end til jeg hørte Catty gaae herinde i Storstuekamret, Sally oven paa, da var jeg hos dem. Min Catty har ikke sovet stort, dog var hun meget livligere i Dag end i Aftes, og med Guds Hielp skal hun blive det meer og meer hver Dag. Sally var færm –

Og Du, min hulde Ragna, havde havt saadan Lyst til at følge med til Hovind, halvde halvveys bestemt Dig. O hvorfor kom Du ikke? Dog, Du vil glæde Dig hos os, blot glæde Dig, og det kunde Du ikke naar Din Ludvig ikke var ret frisk, naar Du ey havde Din Ida med Dig. Gud give, Du snart maae kunde det ganske, ganske!

Anden Pintsed: 7de Junj Det maae jeg skrive med fulde Bogstaver, mine Elskede, thi i Dag er det fulde 30ve Aar siden jeg saae min Koren første Gang. Hvilken Tiid! og dog saa snart bortfløyet. Tak og Tilbedelse, Alnaadens Gud, for hver af de mange Dage, de mørke som de lyse – o de sidste vare vist ulige flere end de første – og dog minder jeg Uskiønsomme hine oftere, stærkere, end disse – Ogsaa Dig tak, min K: for hver Dag! Nu kom allerede lille Sara ned, og loe da jeg sagde hende, jeg i Dag 30‹ve› Aar havde lidt Hovedpine ligesom nu, fordi jeg kunde huske saa langt tilbage (ikke fordi jeg havde Hovedpine) men 178da hun hørte, hvilken mærkelig Dag det var, loe hun ikke mere. Endnu er der stille i Naboekammeret, saa jeg haaber, min elskede Catty har faaet nogen Hvile. Hun var ikke ret brav i Gaar, og tog et Campherpulver ind før hun lagde sig. Giid hun maae være og blive bædre det kiære Barn! Syvald er Glæden og Munterheden selv, og uophørlig i Bevægelse. Ellers gik Gaarsdagen i bliid Roe. Koren var med Døttrene sine paa Wilhelmsminde, hvor Catty fandt sig saa tilfreds som Alle der seer det. Jeg var ikke saa brav at jeg torde gaae med did. Det var mig for varmt.

I Dag venter jeg halvveys min kiære Rikke. Maaskee kommer der flere længere Veys Besøg, maaskee ogsaa Nogen fra Kirken, da det er Munthes Offerdag.

Onsdag 9de Der kom ingen Rikke i Mandags, jeg begriber ikke hvorfor, uden at hun skulde være blevet syg. Hørt derfra har jeg ikke. Hendes Luise Radik var her om Eftermidd: i et kort Besøg[,] hun troede vist at finde Tante her, der om Aftenen havde bestemt sig hid. Kl 4 om Morgenen var Luise spadseret til Gislevold med Lieut: Keilhaus. Der kom heller ingen af de andre Ventede. Kun Giørups var her fra Kirken. I Gaar Eftermidd: just som vi sad og talte om Frøk: Motzfeldt, og undredes ved at høre, hun endnu var paa Tøyen, kom hun. Det var os som naar Qvinten springer i en Dands. Stakkels Pige, hun er alt reyst nu i Dag i al Regnen, og jeg er vreed paa mig selv, fordi jeg blev ley over hendes Komme. Men vi sad just og glædede os over, at vi havde det saa godt i vort eget Lag. Jeg bad hende ret alvorlig blive over i Dag, men hun kunde ikke. Hun gaaer sin Vey stille, uden alle Fordringer – hvad vil man meer? I Gaar sad jeg første Gang for Bredahl, og over to, tre Timer. Alle Ungerne mine kom vexelviis op og saae til os Jeg havde mit Strikketøy og morsom Conversation med den snilde Maler, og kun at jeg maatte sidde saa i en Stilling, generte mig lidt. Ja, vist har vi det saare behageligt, var kun min elskede Catty frisk, men det er hun langt fra at være, især i Aftes var 179hun ret ussel og havde Feber, saa hun gik tidlig i Seng med Gutten sin. Nu hører jeg, hun er vaagen, og skal see til hende.

Gud skee Lov, hun er bædre, og seer munter ud. Syvald vaagnede mens jeg stod derinde saa bliid som en Engel, og hiertensglad, fordi jeg lovede, han skulde faae Lov at ride ganske allene paa lille Presidenten naar Skriveren kommer hiem med den. Han er i Eidsvold i Gaar og i Dag. – Lille Marthe er nu ogsaa faret hiem igien med et lille Brev til min elskede eensomme Thrinasara, der savner baade Mand, Fader og Moder i denne Tiid. Og nu, dyrebareste Maja, er Du ogsaa vist ude og reyser paa Veyen til Dit Hovind. Gud skee Lov, det klarer lidt op i Veyret, og tør blive godt op ad Dagen. I alt Fald har Du den flinke Sønnen Din med Dig, som veed Raad for alle Uraad, og det er mig en stoer Trøst.

Fredag 11te I Gaar, mine Elskede, var jeg rigtig saa glad, at jeg ikke kunde sidde her med nogen Stadighed. Men nu ere de gaaet ud en Tour, alle Barna, og denne Stund vil jeg see at nytte for at fortælle Eder hvad I endnu ikke veed. Onsdagen begyndte med Regn dog blev det siden saa godt, at Skriveren – ney det er sandt, det var i Gaar Formidd: han giorde en lang Spadsertour med Døttrene sine. Vi gik blot lidt i Haven, og drak Caffe der om Eftermidd: Baade da og i Gaar var min Catty ret brav, og jeg var som sagt rent forstyrret, hvad især gik udover min Sally, som fandt at det dog nok var nødvendigt, jeg havde lidt Hovedpine imellem, eller at det ikke vilde være mig og Næsten tiænligt, om jeg ofte skulde have noget saadant at glæde mig til som i Gaar min Majas Komme. Ogsaa bidrager det til min Lustighed at være tidlig oppe. Det var jeg i Gaar, skiøndt jeg blev forstyrret i min første Søvn da Skriveren kom hiem Kl halvet, og laae længe og sladdrede mig aarvaagen med ham. Han havde været paa Eidsvoldværket, da han ikke kunde tage der igiennem uden at giøre vor nye Stadtholder sin Opvartning. Han skulde være der i Gaar over, og da var Koren buden did til Midd: Kl. henimod 3 tog han herfra, men kom dog vist tidsnok 180til den Midd: som falder der i Gaarden. Bredahl blev med ham til Hurdalen, hvor Koren i Dag har Forretning. I Forbigaaende maae jeg dog sige Eder, at Printsen har den Lykke at staae min Hr. Gemahl overmaade vel an. Men nu var det Synd at holde Eder længere fra Wilhelmsminde. Did ilede vi da Kl 3 Alle som Een, kun ikke lille Maja, som for første Gang i sit Liv havde slem Tandpine. De loe af min Iilfærdighed, thi deres sunde Fornuft gav dem jo, at vore kiære Ventede ikke kunde komme saa tidlig. Vi sad der imidlertiid og gik der, og min Catty var saa fortryllet i Udsigten, i alt i og om det stille Fredens Tempel, og Sara, den Uroelige, giorde smaae Svinkninger omkring, med sad dog der, imellem ret roelig og syede paa en nye vakker grøn Kiole, hun tænker at stadse med i den grønne Majadal, hvor hun ret vil coqvettere med Naturen. Mine Øyne vare som i Løverdags uophørlig henvendte til Veyen, og Kl over 5 saae jeg først de Kommende, og saa – var vor velsignede Maja i vore Arme, og første Gang i den nye Søsters, og saa kom vor Realf, den perconificerede Glæde, og – o at I Alle havde været der, og seet og følt og deelt alt med os! – Men Glæden overvældede Dit arme Hierte, dyrebare Catty, Din Mallas Savn faldt tungt paa det, fordi det i disse Øyeblik blev Dig saa levende: «Hvor tidt drømte vi os en saadan Time som denne sammen! og nu er du borte, og saae ikke Fødelandet, ikke dine gamle og nye Elskede Elskende igien!» Ikke sandt? min Catty! denne Følelse var det som fremtvang de længe tilbageholdte Taare. Da Du kom tilbage læste jeg i Dit vemodsfulde Ansigt at Du under den skiønne rene Himmel havde følt: «hvor skiønt er det her, hvor langt, hvor utænkeligt skiønnere der du er, min Malla! der, hvorfra du nu skuer her ned til os!»

– De ere komne tilbage fra Spadsertouren, de Kiære. Alle Børnene gik tidlig i Morges til Dragvold for at see Printsen naar han tager tilbage. Vor Realf har ogsaa forladt os for at see ind om sine gamle Forældre i Dag, og i Morgen ile i sin Thrinas Arme. Her kom ingen Kbhns Post i Gaar. Hvad monne det betyde? –

181Løverdag 12te Hvilket Guds veyr det blev i Gaar Kl henved 11! Regn, Hagl, Torden, Lynild og Storm. Jeg var ret saa ængstelig for alle Baana mine. Men Gud skee Lov, de vare, inden Uveyret brød frem, ariverede til Giørups, hvor de spiste til Middag, sov saa gar Middagssøvn, drak Caffe, og kom hiem mellem Bygerne, thi Bygeveyr var det den hele Dag, og ligedan tegner det til at blive denne. Hele Himlen er dækket med Regnskyer, og at der er mere Torden i Luften, spaaer mit Hoved mig. Vi kunde ikke komme ud af Dørren, men giorde os det inden for den saa godt vi kunde, og sad i god fortroelig Snak, og sluttede Aftenen, min Maja C og jeg, med tre Rabuser. Vor Catty var atter mindre rask. I Dag har jeg endnu ikke seet nogen af de Kiære, Sally undtagen som allersnarest da hun nu var her og bad mig God Morgen. Men jeg hører de alle ere paa færde ved Siden af og over mig. Min Koren kom seent i Aftes. Det maae være ved en Feyltagelse vi ingen Aviser fik.

Til Eidsvold kom de, mens Koren var hos Ankers. Bredahl er endnu ikke tilbage fra Hurdalen. Børnene ere ret indtagne i den vakre Prints, der hilsede dem saa blidt. Men ved sin Blidhed og hele Væsen indtager han Alle – O at han blev Norges anden Prints Christian! Paa Fhld havde været en sand Høytiid for ham, og ved ham for Alle. I det Selskab, Byen havde foranstaltet paa Raadstuen, spistes ved tre Borde. Han bad om tre Drikkehorn, og da de ey kunde tilveyebringes, blev bragt tre Pokaler. Nu udbragtes af Printsen hans ædle Navnes Minni, og under en Adagio og Minutskud gik Bægerne Bordet rundt Haand fra Haand, fra Mund til Mund, og i bogstavelig Forstand blandedes Vinen med Taare. Fast intet Øye blev tørt. Alt dette har jeg fra min Maja C, og 182havde hun ogsaa med sig en Vise som blev siunget ved denne Fest, hvis Digter er en ung Mand, Adler, Lærer ved Institutet der. Det sidste Vers af denne Vise er saa vakkert og sandt, og med det vil jeg slutte dette Hefte. – Nu har vi drukket vor Caffe og Thee, og været ret lustige, til Trods for det graae Veyr. Min Maja C sidder hos mig og skriver til vor Thrinasara, saa converserer vi lidt med Syvald i neste Værelse, og med hinanden i dette, men da Skrivningen ikke baader herved, ved Conversatsen nemlig, vil jeg nu lade Maja raade ene for Kammeret, og gaae ind til de andre Barna mine. Catty er ikke værre, kun mat. Kom hendes T: i Dag – hun har en halv Vent, især da hun i Torsdags intet Brev fik – eller i Morgen (det var ikke godt han skulde være ude i den styrtende Regn) blev hun snart brav, fuldkommen brav, det troer jeg vist.

Mandag 14de Han er her, min ædle velsignede ældste Søn. Da der heller ikke i Gaar kom noget Brev, gav jeg min Catty end mere Vished, og torde nesten sværge paa, han kom selv. Jeg sad for Maleren, min Sally hos mig. Da kom de – jeg veed endnu ikke hvem det var – og raabte: Etatsraad Treschow er kommet – og ned styrtede jeg og hang som hans Thrina, som hans Syvald om hans Hals – o Gud hvor mange bittre Timer og Dage opveyer et saadant Øyeblik! Der sad jeg mellem de Dyrebare i Aftes, paa min ene Side Treschow og Maja, paa den anden Catty og Sally, og rundt om os min Koren og Barna – O kunde jeg nu tænke mig alle Mennesker om ikke lykkelige som jeg, dog ingen uden nogen Glæde og Lykke –

Kl 11 Her hørte jeg Stoerstuekammerdørren gaae og ilte fra Eder her, og nu er et Par Timer forbi som et Øyeblik, og jeg har ingen lang Roe, saa I maae tage hvad jeg kan give Eder, I fraværende Elskede, i smaae Portioner; men ærlig skal I faae hvad Eder tilkommer. Vidste jeg kun hvad jeg skulde fortælle først. Det gaaer altsammen saa velsignet i et for mig, at jeg slet ikke kan være ordentlig. Men op ad Dagen bliver det nok lidt roeligere i min Hiærne –

183Kl 8 Aa ja, for Roelighedens Skyld kunde jeg nok været her hos Jer endda, mine Kiære. Men atter i Dag holdt Bredahl mig over en Time, og da jeg saa kom ned og op i min Krog i Sophaen, havde jeg saa megen Glæde af at sidde og høre paa min Maja C og T: hvorlunde de gienkaldte hinanden alle Barndoms og Ungdoms Minder – ak hvor godt det er at sidde saaledes! og jeg sad der endnu, om ikke den uroelige Sally, som hvert Solglimt lokker ud, havde faaet mig herind for at skaffe sig Nøglen til min Høy, did hun nu er vandret med sin, vor Catty, og da laae disse Blade og ligesom vinkede vemodigt ad mig, og nu sidder jeg her, men paa Spranget. Veyret har været uroeligt, som nu i mange Dage, og kun Sara, som sagt, har feyet ud og ind, vi andre har sadt i den fortroelige velsignede Prat, som efter min Følelse er en af Livets sandeste Nydelser. I ti Aar sad jeg jo ikke saadan mellem min Catty og min Treschow. O Gud, med et takopfyldt Hierte sidder jeg der, nyder jeg disse lykkelige Dage, det veed Du. Min stakkels Koren er denne Lykke ikke beskiæret. Jeg saae ham sielden saa mismodig ved at reyse bort som i Morges. Og ingen Dag bliver han hiemme mens Treschow er her, kun Gaarsdagen havde han det saa godt som vi har det Dag ud og Dag ind. Vel vil T: forlade os Onsdag, men Planen er lagt saa deylig til Giensamlingen i Majadal. Dog, derom en anden Gang. – Tak, min kiære Egersøn for det lille Brev i Gaar. Nu glæder I Eder I fraværende Elskede Alle ved at tænke hvor godt vi har det paa Hovind. Giid I Alle havde det saa godt! Men vi samles jo Alle – I Morgen maae jeg skrive til min Lotta. Og nu maae jeg ind til de Kiære

184Onsd: 16de Jeg er saa træt og søvnig at jeg neppe veed, om jeg i den Stemning skal fortælle Eder om den deylige Gaarsdag. Havde jeg nu beskrevet Eder denne, kunde jeg slippe med at sige, den var det Modsatte af hvad denne tegner til at blive, thi endnu har vi ikke naaet Midd. og saa søvnig var jeg ikke Kl halvtolv i Aftes som jeg er nu. Seer I, her skal holdes Ret, og det Odelssagen, mit Hovind angaaende, som Morgenstierne har givet sin Hr Principal, den unge haabefulde Laps Scheitlie Haab om at komme i Besiddelse af som det staaer, og da hverken min Koren eller Jess er hiemme, maae jeg af og til ind og slaae en Prat af med Justitsrd Nilsen, som er Sættedommer, og Smith, Korens Proctr, da Hr Morgenstierne, der skulde været paa Plætten Kl. 10, endnu lader vente paa sig. Naar Midd: er over, tænker jeg vi skal komme i vort Lag igien. Men vor ædle kiære T: er borte, saa vi ikke kan faae det ganske som vi har havt det i disse Dage. Ja, det var i Gaar. Først saddesadde] rettet fra: sagde ved overskriving vi hele Formidd: deels i Haven, deels i Stuen og pratede, og mens de vare et lille Løb paa Vilh: Minde, sad jeg for Bredahl. Did gik vi igien, til Mindet nemlig, Kl. 5 for at drikke Thee, og da kom min kiære Rikke med sin Willa, og Koren blev mod Formodning hiemme, og vi havde nogle velsignede Timer. Vi spiste vore Smørrebrød deroppe og drak to Flasker Champagne, en Lævning fra min gode Fader Cappelens Geburtsdagsgave forrige Aar, og sang og vare muntre. O hvor det var en deylig Aften! og vor ædle T: følte sig ung og glad og midt i sit Norge, og vi gienkaldte os de længst forsvundne lignende Aftner vi saadan havde tilbragt sammen, og tænkte os de forestaaende vi saaledes skulde tilbringe sammen. Skulde Rikke ikke været hiem, og ilte hid for at komme bort før det bleev for seent, jeg mener, vi havde sadt der til Midienat. Ja, jeg vil længe tænke paa denne Aften og disse glade Dage. Jeg synes jeg er blevet endnu yngere end før, og I veed, hvor ung jeg er naar jeg er glad. Og nu Udsigten til Dagene og Aftnerne i Majadalen – Gud, hvor god er du mod mig, hvor miskundelig! – Kl. 10 i Dag reyste T: – tidlig i Morges Skriveren, og kommer først tilbage i Morgenaften. Da kommer ogsaa vi tilbage fra Hertels, hvorhen vi agter os i Morgen aarle. Her er en bergenhusisk Lieut: Bredal, vor Bredals Fetter, som kom hid i Nat. Om alt dette i neste Hefte, og der det lovede Værs som skulde sluttet dette. Og det slutter jeg vel i den kiære Dal, tænker jeg.

185Fredag 18de Det er færdigt at gaae i Staae med Dagbogen, og det bare fordi det gaaer saa i Trav og Gallop med mig. Nu har jeg taget denne Stund for at hvile mig efter Indpakningen og mit Sygebesøg (hvorom meer siden) og vil gaae i Korthed og Eenfoldighed tilbage der jeg slap. Ja, hvor var det? Ved Løftet om at fortælle Eder omstændeligt de forrige Dages Begivenheder, seer jeg. Giid jeg ey havde seet efter, saa kunde jeg giort med en bædre Samvittighed hvad jeg nu dog er nødt til at giøre: nemlig udelade Omstændeligheden. Og nu paa Syvaldsk i fuld Galloppade –

Vi ventede Onsdag Hr v Morgenstierne til Kl. halvto, og gik saa tilbords. Han kom ikke, men før vi havde afspist kom Wulfsberg Pastor gangendes fra Næss, hvor han havde opholdt sig i flere Dage, og troede vi, han kom fra Kamp med Svensken, thi hans Hoved var ombunden med et hvidt Klæde. Det er Gigt i Øyet hvoraf han fremdeles lider, arme Mand, holdt Sengen i Gaar og holder den i Dag i et mørkt Værelse, og ham var det, mit Sygebesøg gialdt. I Gaar skulde han fortsat sin Vandring, nu maae han ligge qvar, og Gud veed, om det gaaer an som han tænker at fortsætte Touren i Morgen i Følge med os, NB: i Carriol. Nu gik Maja og Lina over at bede ham Faer Mørk om mueligt forbarme sig over sin Medbroder og holde ham lidt med Selskab i disse Poenitentstimer. – Ja, det var da Morgenstierne som ey lod høre fra eller see til sig, og derved gaaer da Sagen atter i Langdrag, og, som Nilsen, Smith, og min K. formoder, falder maaskee ganske bort. Nilsen var ret harm, og svoer, han ikke vilde lade sig holde for Nar oftere, og at de nu kunde tage sig en Sættedommer hvor de fandt ham, ifald de behøvede nogen. Det var ret lusteligt for os og vort Hovind, seer I vel, og min Maja C. var den første, som triumpherende fortalte mig disse Udladelser af Nilsen og Formodninger om Sagens Bortfaldelse. Kl. 6 tog Retten bort. Men Glæden og Retfærdigheden blev Gud skee Lov igien paa Hovind, og giid den stedse der bygge og boe!

186I Gaar gik da endelig Rotnæstouren for sig, efter mange Ventilationer, da Veyret saae bøst ud, og det regnede en stærk Skur. Dog, da det klarede op, fattede vi Mod, og lod det staae til. Min endnu ikke friske Catty vovede sig ey med, og Sally vilde ikke forlade hende. Vi Reysende vare da min Maja C og jeg i hendes pene lille Vogn for i Spidsen, derefter min lille Maja med den forstyrrede Albert Lassen, min Gud- og Pleyesøn, hvis høye Ankomst hid Onsdagaften jeg har forglæmt at anmælde. Toget sluttede Lina og Bredahl. Lille Tønder Lund sad paa Vognbukken hos Gunder. Veyret holdt sig godt, men Føret var maadeligt, og Veyen lang, saa vi ikke kom til det hyggelige Rotnæs før Kl henved 2: Der var Glæde over al den Gaard, men tempereret blev den ved det, vort Besøg var saa kort. Og sandelig, for en saa lang Vey var det kort, og vi havde saa giærne som de Gode selv ønsket det kunde været anderledes. Nu var det umueligt. Men nok, vi tilbragte de Timer vi vare der saare behageligt, og kun at vi ikke kunde spise og drikke alt hvad de saa giærne proppede i os, giorde os lidt uenige. Først Kl halvotte kom vi derfra, og den sidste Halvdeel af Veyen var den eneste, jeg fandt lang, og min kiære Reyseselskaberske med troer jeg nok: thi baade bort og hiem havde vi Stof nok til Samtale, og først da det leed mod Midienat og det endogsaa begyndte at smaaeregne, gik det lidt traadt for os. Dog, det skulde været glæmt og alt godt, havde min Maja fundet det Brev fra sin Thrina hun saa vist havde glædet sig til, men der var intet og alt hvad vi kunde sige beroeligede ikke det saa let frygtsomme Moderhierte. Det veed jeg, og sagde derfor kun lidt, i hvor vist jeg haaber, det er en Mistagelse, hvorved Brevet ikke er fremkommet, thi med Guds Hielp er alting vel, og skrevet har den kiærlige Datter vist. Dette giør nu ellers, at min Maja ikke er ganske vel i Dag, dog Gud skee Lov bædre, end fra Morgenstunden. Sally derimod er lige ussel den hele Dag. Hun sad for længe oppe for at vente os, det kiære Barn. Gud give hun blev brav til i Morgen.

187Løverd: 19de Hun er desværre ikke bædre. Gud veed hvordan hun taaler at reyse, det ængster mig ret at tænke paa det. Dog haaber vi, det skal blive bædre i Luften, Gud give det! Wulfsberg er bædre, og vil endelig være i Følge med os i Dag, da han er saa godt som blind, i det mindste maae reyse med tilbundne Øyne[.] Skydsen er allerede kommet. Vi bliver blot Natten over paa Tøyen, da Maja uroelig over intet at have hørt fra Hiemmet, iler nu did. Du vil ey blive fornøyet dermed, kiæreste Lottamoer, og mine Kiære paa Økeren heller ikke, da de ey faaer see deres Moer Koren før paa Tilbagetouren, og Moer C slet ikke denne Gang. Bestemmelsen var at tage derindom i Dag, og blive over paa Tøyen i Morgen, hvilket nu alt ved det ventede Brevs Udeblivelse er forandret.

I Gaar havde jeg saa travlt som en Muus i Barselseng, med Indpakning og Alskens Ting, og maatte jeg sidde to Gange i flere Timer for Bredahl, da jeg neppe træffer ham ved Tilbagekomsten, den snilde Bredahl. Det var netop jeg fik Tiid til i Følge med min Maja C og Catty at tage Farvel med de Elskedes Hvilested, hvor det var saa blidt og grønt og stille. Og nu er det alt det jeg faaer Tiid at sige Eder Farvel fra Hovind Elskede! da alle stunder til Reysen. Min stakkels Sally! giid jeg havde hende frisk igien. Ogsaa du arme W: giør det mig ret ondt for, at hans Sommerfornøyelser skulde saaledes forbittres. Det har været ham to lange Dage han saaledes har lagt i Mørket. I Gaar sad Faer Mørk saa troelig hos ham. Nu Farvel fra Hovind!

Auestad.

Mandag 21de Her paa et Kammer, hvor jeg aldrig sad før, mit eget fra Begyndelsen selvvalgte Kammer, der nu først er blevet færdig, og Ingen har lagt før nu jeg i Nat, hilser jeg Eder God Morgen, Dyrebare! God Morgen fra det henrivende deylige Auestad, der dog med al sin Skiønhed og selv landlige Pragt, stolte Udsigt etc ikke kan være eller nogensinde blive mig hvad Majadal er mig.

188Men endnu har vi ikke forladt Hovind. Kl. blev henimod 10 inden Wulfsberg kom saa vidt at han kunde tiltræde Reysen. Mens vi sad ved Frokostbordet kom alle de unge Jægere fra deres Nattetog, Jess, Lassen, Lunde og Grüner i fuld Procession med Geværerne paa Skuldren, Hattene bekrandsede, og marscherede med deres store Fangst, en eneste Hare paa en Stang imellem sig, forbi os, saa alt stod ret lustigt til ved vor Afreyse, skiøndt Ingen saae den med Glæde. Min Koren var især paa sit Viis nedslaaet fordi han ikke kunde følge med os. Han, Jess, og Contoirfolkene skulde den Dag ledsage den unge vakre Ane Krogfoss til sit Hvilested. Jeg veed ikke om jeg har sagt Eder, at hun kun i 14 Dage overlevede det første Rygte om hendes Død. De saae altsaa ingen glad Dag imøde[.] Søde Syvald græd bitterlig ved Afskeden med Jess, Maja og Lina og det hele Hovind. Han kiørte med sin Moder, Sara allene, Maja mi og jeg sammen, Wulfsberg med blaat Slør for Øynene sluttede Toget. Naar jeg undtager et lille Ophold strax ved Hovind, da der var noget ugreyt med Kiøretøyet, og at den stakkels blinde Præst kiørte ud i en Grøft og væltede, dog Gud skee Lov uden at komme til Skade, gik Reysen i det deyligste Veyr saa hurtigt og fornøyeligt som mueligt. For mig i det mindste fløy halve og hele Mile som ingen Ting og før jeg vidste det, hvad I godt kan begribe. Frue Bergh og hendes Lena mødte vi underveys, og talte et Øyeblik med hende. Hun skulde op til sin Gaard. Fra Tøyen var udsat en Skildvagt for at bede Frue Treschow følge med til Tøyen da hendes Hr Gemahl var der. Sligt lader man sig ikke sige to Gange. Men kun Catty blev med. Sally maatte hvile med Gulen paa Groerud, og tog derfra lige hiem for at faae sine Ting i Orden til Hidreysen, saa vidt det i den Skynding lod sig giøre. Men hendes Trøst var, at hun ikke tog til et fremmet Sted, men til vor Maja, som veed Raad hvor saa Manges Forstand staaer stille.

Paa vort kiære giæstmilde Tøyen fandt vi foruden den anmældte Hr. Etatsraad og alle Husets gode glade Mennesker, Professor Rathie og 189Lieut: Stenersen, og en saare behagelig Aften kunde vi spaae os og fik vi. Vor ædle T: fandt, at hans Catty saae raskere ud end da han forlod os, og at hans Syvald var bleven fyldigere og havde faaet friskere Couleur. Ellers fik jeg, og endnu mere Lottamoer en Høne at plukke med samme Professor Etatsraad; men da Tingen blev afgiort i Mindelighed, maae den nu ansees for død og magtesløs at være. Det gode Presidentpar blev ret harm da Maja C: maatte sige dem hun blev nødt til at tage afsted Dagen efter. Taarene vare færdige at komme frem i Lottamoers Øyne, men, selv Moder, fandt hun, det ey kunde være anderledes. Jeg skal nok erstatte Dig det, min fromme Lotta, ved Tilbagetouren, men Din Maja seer Du ikke saa snart.

Før vi forlode Tøyen i Gaar, kom Lena og Margretha Wold. Lotta havde sagt mig, at Lena saae ildeud, og vist maatte gaae med en Tæring; men saa ussel som jeg saae hende, kunde jeg ikke tænkt mig hende. Ak, det blege udtærede Ansigt staaer levende for mig, og i en saa sørgelig Contrast med hendes lykkelige glade Barndom og første Ungdom. – Da vi havde spist dygtig Frokost, toge vi Afskeed med de Kiære alle, og Touren gik til Festningen. Folk kom flokkeviis af Kirken, og for Vinduet saae vi en Præst i Kiole og Krave, som vi da troede var ingen anden end Fader Pavels, men see! det var Juul. Pavels var ved Agger, og kom først efter en god Times Forløb, den vi fordrev med Husets Frue og Glutterne i Samtale, med nye Frokostering, og med at tage alle Værelserne i den lille nette og meget beqvæmme Gaard i Øyesyn. Det lakkede med vor afmaalte Tiid, men saa giærne vilde vi see og tale med Husfaderen, og endelig kom han, saa bliid og glad i at see os, at det ret var leyt at bryde op i saadan Fart, som det overalt har sine store Ubehageligheder at reyse med bestilt Skyds, i hvor godt det paa den anden Side er at komme saa raskt afsted. Med min høye Nærværelse skal I neste Gang beæres længere, mine kiære Venner, det Løfte gav jeg, og agter jeg at holde. Herfra gik det til Treschows. Kun vor Catty fandt vi hiemme, da Manden hendes efter at have 190ventet os syv lange og syv brede, maatte vandre til Schøyen. Catty vilde skiænde lidt paa Trappen for vor lange Udeblivelse, men vi kunde retfærdiggiøre den og os. Og nu saae jeg Sverdrup igien – hvor glad tør jeg knap sige Jer, thi I veed, jeg fra fordum Tiid har været lidt forliebt i ham, og kanskee ikke saa lidt endda. Dog, Gud skee Lov! saa nær de halvhundrede har man nok Lov til at sige sligt, ikke allene hvad man har været, men ogsaa hvad man den Dag i Dag er. Sverdrup var blevet noget mavrere, men ellers aldeles den selvsamme. Det koster mig Overvindelse at forbigaae Underholdningen ved Cattys Chocoladebord; men mindes jeg ret, har jeg lovet Eder ikke at fylde flere Blade i min Journal med Grundtvigiana, og vil jeg altsaa lade det blive ved denne ene Yttrelse, at denne Samtale giorde mit Hierte godt, og at jeg atter sukkede over den manende Skyds; thi i hvor meget Maja hastede, er jeg vis paa hun havde ikke nænt at forkorte sin Moer Koren disse deylige Øyeblikke. Vor Sally have længe været der da vi kom[.] Den vakre lille Hanna Moestue giorde et Sving op til os. Men nu maatte vi afsted. Afskeden med vor elskede Catty var let, fordi vi skal see hende og hendes Syvald paa Torsdag, hendes Gemahl noget senere, og først i Majadal, did hun følger med os. Søde Syvald, der fløy os saa hiertelig om Halsen da vi kom, var rent trøstesløs da vi toge bort, og hans Taare faldt saa tungt paa mit Hierte, at det lille vemodige Fiæs nær havde bragt Taare i mine Øyne endnu længe efter at hans vist vare tørrede.

Ney, der kan neppe nogen Vey være venligere, ynderigere end den fra Xstiania hid, og især naar Veyr og Føre forener sig for at giøre den herlige Aarstiid ret tilgavns tryllende. Nu kan I tænke Eder, Elskede, hvordan alle Sandser, de indre som de ydre havde fuldt op Nydelse der jeg sad ved min Majas Side. Imellem, naar vi holdt et Øyeblik, kunde vor Sally faae give sit Hierte lidt Luft; thi kun paa Gillebek vare vi af Vognen mens Hestene ombyttedes. Her vilde Maja saa giærne vi skulde drukket Caffe, men Skydsen havde biet over toTimer, og det var seent, og jo nærmere

191Maja kom Hiemmet, jo mere voxte hendes Uroe, det forstod jeg nok, skiøndt hun intet nævnte herom. Og i hvor vi‹st› jeg troede mig overbevist om, at hun vilde finde alt efter Ønske, begyndte jeg dog at føle mig lidt ængstelig med samme vi toge ind i den kiære Gaard, og sagde ikke et Ord før Barna vore med saa reen hiertens Glæde kom ud, at der intet Spørgsmaal behøvedes for at see alle Tvivl hævede. Ja, Gud være lovet! alle, alleting vare vel, og min Sarathrina havde ingen Skyld i sin Moders Bekymring. Hun havde skrevet, skrevet og bortsendt et langt Brev, der, som jeg formodede, var kommet (thi det maae det være) i Vilderede, hvad vel siden vil opklares. Og nu var den korte Uroe saa rigt giengieldt, alting godt og glædeligt hvorhen vi hørte og saae. Peer gav os Kys paa Kys og sluddrede som han vilde fortælle Bestemødrene alt hvad der havde tildraget sig siden han saae dem. Otilia er saa stoer og trivelig og bliid og lever saa godt ved det moderlige Bryst, at kun Moderen lever, det er glæder sig, endnu bædre over Glutten sin, end denne over hiint. Skiøndt Kl var 9 fik jeg mig en deylig Kop Caffe, der var som blæst ferdig, og mens vi sad ved Theebordet, kom Faer Peer, og jeg kunde fast skamme mig ved at fortælle jeg midt i al denne Glæde kunde tænke paa at min Daase var gaaet itu – men det var min deylige Majadaase, den jeg har vogtet som mit Øyesteen. Paa Tøyen faldt den i Gulvet, men jeg saae ikke den havde faaet nogen Skade, først da jeg tog den op paa Gillebek fandt jeg Laaget istykker. Dog min saa kunstrige som gode Realf har lovet at skaffe mig den istand igien. Vi toge da hid, og boer atter i Overværelserne, der har faaet deylige Lofter og Gardiner, og ere nu de fleste Værelser i begge Etager gipsede, og snart vil det hele Auestad ud- og indvendig staae i sin fulde Glands.

Nu har jeg skrevet fra og til den hele Formiddag, og nu satte Faer C lille Peer ind af Dørren til Maja, Sally og mig, et Forbud om at Papa og Mama snart kommer efter. De spiser her til Middag – og Middag er det nu –

192Tirsdag 22de Vor Sarathrina gik hiem strax vi havde spist, til sin lille ventende Glut. Realf var hiemme og her igien, hvor det da rigtig nok ogsaa er hans Hiem. Min dyrebare Maja var ikke ret frisk, og vi bad hende tage sig en Middags Hvile, hvad hun ogsaa forsøgte paa. Jeg følte mig heller ikke saa vel, og vilde giøre det samme; men nu maae jeg atter tilbage til Hovind. Der fik min Koren, just som vi skulde reyse, et Brev, et gammelt, med den forsømmelige Bukiær opsendt. Brev af 22de Febr: ak, fra vor tabte elskede Malla. Deri var ogsaa et til mig fra begge de kiærlige Søstre, og først nu fik jeg Tiid, eller rettere, fattede jeg Mod til at læse det. Jeg kiender faa Ting saa vemodvækkende, som at see et Brev fra eller til et elsket bortgaaet Væsen, der ey naaede sin Bestemmelse. Saa indløb der, erindrer jeg, et Par Breve til min Vilhelm og Sara da de allerede vare hos Gud. Det rystede mig stærkt og underligt, og saa giorde ogsaa dette Mallabrev, som jeg nu først læste, da den varme Haand som skrev, det varme Hierte hvorfra hvert Ord flød længe, længe har været koldt og stille. Jeg kunde ingen Hvile finde mere, gik ind til min Sally, og gav hende Brevet, og hun læste det med de samme, med maaskee endnu smerteligere Følelser end jeg. Og med de smerteligste vil Du her læse dette, min ømmehulde Catty. Men i disse Blade maae jo mit Hierte ligge aabent for Eders Øyne med alle dets Glæder og Sorger – I dette samme Brev var ogsaa en Afskrift de kiærlige Barna mine havde taget ud af en Reysebeskrivelse, hvori den unge Haussmann, som for en Deel Aar siden var paa Hovind med Baumann, havde sagt smukke Ting om deres Moer Koren, og overalt om den norske Giæstfriehed. Det var en elskværdig ung Mand denne Haussmann, og uden at tilegne mig alt det Smukke han siger, glæder det mig dog, at han saa varmt mindes mig og min Kreds, hvori han tilbragte saa kort en Tiid.

Min snilde Fetter Christie kom her i Gaar Eftermidd: tillige med en Lieut. Hammer fra Bergen, som jeg har kiendt fra hans Barndom. De drak Thee her, og min giæstvenlige Maja og Don Pedro 193har ladet dem bede hid til Middag, da Grev Wedel kommer her og nogle flere, jeg troer saa gar Oncle Erich, som vi mødte paa Bragnæs Gade da vi kom hid, og som blev staaende med sine gevaltige Arme udbredte imod lille søde Sara.

Gud skee Lov, noget bædre er min velsignede Maja i Dag, men stærkt forkiølet. Nu skal vi alle Tre gaae en Tour ned i Haven, saa skal jeg skrive til Hiemmet Hovind, og saa giøre mit Toilet. Til Lottamoer vil jeg ikke skrive før Barselet i Morgen er forbi, at jeg med samme kan fortælle hende lidt om den Stads.

Onsdagen St: Hans Qvellen I Dag har jeg været et aarle Menneske. Kl er endnu ikke meget over 6, og her sidder jeg allerede, efter at have holdt en Renselsesfest og giort andre smaae Forberedelser til Dagens Høytiid. Og i god Roe kan jeg fortælle hvordan vi havde det i Gaar. Ret meget bravt til at være en Selskabsdag. Foruden de omtalte, Grev Wedel, Lieut: Christie og Hammer og den snilde gamle Arbin, var Fogden Collet her og Faye, den første en saare interessant vakker Mand, den anden jævn og meget godlidende, og anbefaler sig desuden til mig ved sit Navn, dog endnu mere ved en Samtale jeg i Gaar havde med ham, den gode Frue Holsten og hendes Mathilde angaaende. Han angrer som jeg paa deres ved blind Allarm paaskyndte Nedreyse, der aldrig skulde gaaet for sig havde han ikke uheldigviis været fraværende i den Tiid. Ja sandelig var det tungt de skulde herfra just da Norge skulde vist sig for dem i sin sande skiønne Skikkelse. Nu saae de det hverken i den sommer- eller vinterlige Dragt til dets Fordeel. – At Sønnen vor Realf var her kan I nok tænke; men hans og vor Thrina ikke. Hun havde et og andet at sysle med der hiemme. Mod Aften kom Hr. Edvardus Munk for ogsaa at være Fadder til sin kiæreste Ungdomsvens Datter. Broderen fra Sande kommer ligeledes. Alle Herrerne vandrede om, først hele

194Huset, saa i Mark og Enge. Det er imod den raske Wedels Natur at være længe i Stilhed. Hvilket Liv, hvilken Kraft og mandig Ynde i denne unge Mands hele Væsen! Hvor lykkelig er P: Anker i sin eneste Datter – lykkelig som min Maja og Pedro i deres Eneste – O, hvorfor maatte den ædle Rosenkrantz ikke have et lignende Lod! «Ubegribelige Gud! Ikke bør det os at trætte, ikke Støv at gaae i Rette Imod dine Bud –» Kun vor gamle Arbin sad roelig hos os, og jeg har i mange Aar ikke talt saa meget med ham som i Gaar. Kl 7 eller 8 toge alle bort, og da gik min Maja et Øyeblik ned til sin Thrina, og Sally fulgte hende, og imens cabalerede jeg. Munk og Realf fulgte med tilbage, og vi skulde sluttet den ganske fornøyelige Dag med en morsom Aftentime, var ikke den afskyelige Husholderske atter kommet i Veyen, det er: hendes grove Tyverier lagt for Dagen. Hvad Huset var forsynet med for hele Aaret, har hun ødelagt i 6 Uger, og især benyttet Moer Cappelens Fraværelse til at krone sit skiændige Værk. At hendes Canallierier ere dobbelt følelige paa en Tiid som nu, da Korn og fast alle Fødevarer for ingen Priis er at faae, giør hendes Forbrydelse dobbelt. Og dog er det værste af Alt, at det gaaer min kiære Maja saa nær, og maae gaae hende nær, som er vant til at være omgivet af de meest exemplariske Folk, og saa vel fortiæner at have dem. Var hun kun paa Dørren, den Leyelse. Hendes Frækhed allene ligner hendes Tyverænker.

Kl. halvni Nu har vi drukket Caffe og Thee, og nu vil jeg begynde Brevet til Lottamoer, at det kan blive brav langt. Til lille Maja skrev jeg i Gaar tre hele Sider fulde, og nu hører I ikke fra mig her før i Morgen, mine Elskede! Giid det var i Morgen! thi noget Stivt fører dog altiid et stort Selskab med sig, og i Morgen kommer vor kiære Catty, og saa gaaer det Fredag til Fredens

195stille Dal. Gud skee Lov, min Maja C er i Dag ret brav, og har lovet mig, ikke at harme sig mere over den fæle Frederiche (det ærger mig, hun skal have et saa smukt, mig kiært Navn) kan hun kun afværge det nu, hun skal afskedige hende.

Jeg troer ikke jeg har sagt Eder hvor bedrøvet jeg blev da Lieut: Bredahl fra Bergen kom til Hovind, og fortalte, at Stiftamtmand Bull var saa syg og havde havt saa mange Fortredeligheder med Almuen. Inden Christie, fire Dage senere, forlod Bergen, var han Gud skee Tak brav igien, og allerede ude. Wedel var ganske indtaget i Fetteren min, og sandelig, det er en elskværdig Gut, saa mandig bestemt og dog beskeden. Ogsaa Hammer er en tækkelig Yngling, men min Hosevinkels aabne Ansigt og Adfærd har han ikke.

Torsdag 24de Var jeg rask og paa færde i Gaar, har jeg været det des mindre i Dag. Kl var nesten 7, da jeg stod op med en afskyelig Hovedpine, der igien tvang mig til Sengs, hvor jeg holdt ud fra 10 til halvtre, i hvileløs Feberslummer, der har mattet mere end styrket mig. Mit hele Dagarbeyde til nu Kl 7 har været at fuldføre det til min Lotta i Gaar begyndte Brev, og nu vilde jeg giærne snakke lidt med Eder, mine Elskede, saa vidt mine Kræfter vil strække sig. Da jeg har begyndt at tale om denne Dag, vil jeg blive ved den først, og siden gaae tilbage. Vi ventede vor Catty til Midd: Fragtvognen pleyer komme Kl 2; men da den var henimod 4, gik vi tilbords, og havde ikke sadt der længe, før det kiære Barn kom med sin Syvald. Nu er hun, Sally, Realf og begge Munkene, der har spist her til Midd: gaaet ned til Strømsøe Kirke, for at besee Altertavlen, der skal være af von Mandern, og er meget berømt. Min Maja er hiemme, og vor velsignede Sara-Thrina, der i Dag første Gang er her med sin Otilia, og ikke i lang Tiid har besøgt sit gamle Hiem med den Roe som nu, hun har alle sine Skatte med sig, og saa rig var hun jo heller aldrig før paa sit Auestad.

196Lille Dorette Thorsteinson, som kom her i Gaar Morges, er ogsaa med i Kirken. Men nu vil Thrinamoer snart fare hiem med sine Smaae, og jeg vil ind og være hos hende den korte Stund, vi endnu beholder hende. Mandag eller Tirsdag kommer hun Gud skee Lov efter med Mand og Børn. Da kommer ogsaa Treschow. Hvilke smilende Udsigter! Gud den Alkiærlige lade intet fordunkle dem. Der er ingen Kbhns Post kommet, og al Sandsynlighed er derfor, at den er spærret i Sverige. Saa er da Fredsbruddet ikke længer tvivlsomt. O at vi skal have saadanne Naboer!

Fredag 25de Hovedpine og Mathed forbød mig at gaae videre i Gaar. Stort bædre er det ikke i Dag, dog har jeg været oppe før Kl 6, og vil nu blot lægge til om Gaarsaftenen, at min Maja, Catty, Sally, Dorette og Edvard Munk giorde en Spadsertour endnu til Mariesroe, min Majas Barndoms Yndlingssted som I jo alle kiender, og at jeg imidlertiid spillede Rabus med Faer C. Stakkels Realf havde Hovedpine ligesom jeg, og forsøgte at curere den ved at blive hiemme hos os og skiære Penne, thi ledig er det ham ey mueligt at være. Saa gik vi til Sengs, og jeg sov uden Afbrydelse til jeg stod op, og er dog ussel. Men i min Dal bliver det nok godt. Det har regnet deyligt i Nat, og regner endnu, og hele Jorden glæder sig. Bliver vi end lidt vaade, dog skal vi glæde os med hele Jorden, og den skal glæde sig med os, fordi vi reyser til Majadal. Men nu var det ej for tidligt at fortælle lidt om Barslet. Kl imod 1 toge vi ned til Barna vore, min Maja, jeg og Sally, vi To i vor fulde Glands og Herlighed, Maja i sin hvide pene husmoderlige Dragt, thi hun var jo hiemme i sine Børns Hiem. Der sad vi og Faer Cappelen en god Stund, og sladdrede med de unge Folk, og med Munkebrødrene, som logerte der. Thrina vor var ret fornøyet i sine Faddere, som i al deres Stads paa Sophaen dog slet ikke generte hende. Endelig gik det til Kirken. Mandfadderne vare Bestefader C: begge Munkene, unge Malling, min raske Collet, og Bangs Søn. Festens lillle Dame var saa velsignet sød, laae ikke, men sad paa min Arm 197og saae sig fornuftig omkring, og var bliid som en Engel. Det lod ikke til at hun leed Tronhus, der forrettede ved Daaben, bædre end jeg, thi ham gad hun ikke seet paa, og rigtig nok har han et flaut, for ikke at sige dumt, Physiognomie, der nok heller ikke lyver, og er i det hele en klumpet Person. Jeg var ordentlig glad ved, at min Otilia havde modtaget den rette Daab af sin egen Fader. Saa vidt jeg troer, giorde alle vi gode Faddere vore Sager ret godt, dog Collet undtagen, der ikke kom før vi gik til Offers. Med sand Moderglæde gav jeg min Sarathrina sit søde Noer igien, og Forældre og Bedsteforældre et hierteligt velsignende Kys, og det vilde de Alle ømt giengive deres Moer Koren i lige Tilfælde, bliver hun saa lykkelig, nogensinde at opleve det.

Selskabet bestod, foruden af Faddernes Mænd og Koner – ney, kun det sidste – min Koren var jo desværre langt borte – altsaa Koner, og Bangs Moder og Søster, af Dajons, Heibergs, Fetter Christie og Hammer, og en meget elskværdig Familie, Kammerraad Bloms, som jeg saae for første Gang, kun Sønnen, den unge Sorenskriver, kiendte jeg før fra Majadal. Faderen Blom har et meget svagt Syn, og beholder derfor altiid sin Hat paa. Det er en Videnskabsmand, og han som hans hele Familie musicalske. Det har vel bidraget til den Harmonie der hærsker imellem Forældre og Børn, der falder saa qvægende i Øyet og paa Hiertet. Moderen er simpel, men munter og godlidende, det er Datteren ogsaa, og Alle har de en behagelig Maade at giøre Bekiendtskab paa, der strax bortfiærner alt fremmed. Det fandt Sally som jeg. Datteren er gift med en Fetter Blom, som er Skibscaptain, og nu er ude. Hun er stærkt koparret, altsaa slet ikke vakker. Maja C havde sagt mig, hun lignede Moer Messel, og jeg kiendte hende paa denne Lighed strax hun traadde ind ad Dørren. Hun kaldte mig Moer Koren, jeg hende Suson, som om det var den tyvende Gang vi saaes. Ved Bordet var jeg deylig placeret mellem begge de interessante Munkebrødre, deels det, deels at Maaltidet, til Trods for Drammens Luxus i Tractering, kun bestod af fire, men kraftfulde, gode Retter, giorde Bordsidningen behagelig, hvad saa sielden er Tilfældet.

198Med Frue Dajon, der var iført en carmosin Madrasses Kiortel, hvortil en hviid peen Hat passede ret godt, og havde denne ikke havt et lille polidskt Guldspænde paa den venstre Side, hvor det syntes ret at forundre sig over, hvad det skulde giøre der mellem Linon og Blomster? vilde jeg troet, hun dog engang kunde fornægtet sin Smag – ja da, med denne ellers ret bra Frue Dajon var min Maja og jeg i Barselvisit hos Frue Rørbye. Vi fandt hende meget færm, med sit store tre Uger gamle Barn, der kunde passere for at være ligesaa mange Maaneder, ved Brystet, og dette ellers saa yndige Syn «en diende Glut ved et moderligt Bryst» faldt her saa meget i det gigantiske, at det vakte, jeg veed ikke hvilken ubehagelig Fornemmelse. Den arme Kone var meget bekymret, og har nok alt for meget Aarsag til at være det, over sin Mands vedholdende Skrantenhed. Gud give ham Liv og Helbred for hende og hendes 8 Smaae! – Med Mad. Bang har jeg aldrig været saa tilfreds som denne Gang. Vel er det Sandhed hvad Digteren siger: «Modgang, du hver ædel Gnist opliver» – eller Lafontaines: «Ved alt dette bliver vi bædre Mennesker.» – Hendes Mand er svag paa Siæl og Legeme, og hendes Datter, Omsteds Kone paa Fossesholm, den unge vakre Kone, ligger nu i to Aar tilsengs, uden at kunde være oppe, end sige komme ud af sit Værelse et Øyeblik, uden at der spores mindste Forandring enten til det bædre eller værre. Med taarefulde Øyne beskrev hun denne Jammer, og hvordan Svigermoderen hentæres af Sorg over den, og hvordan i dette hele Hus, der kunde være Glædens Hiem, nu Kummer hærsker, og Ingen aander let uden de to raske uskyldige Smaae, der endnu ikke kiender til Sorg eller Savn. – Denne hele Dag gik ret fornøyeligt, alle vare i saa god Overensstemmelse, om Aftenen sad vi ude i Forstuen og nød den deylige Aften under Sang og Prat. Men det har mit stakkels Hoved dog nok ikke taalt, er jeg bange for, da det faldt lidt vel kiøligt til Slutningen. Kl. over 11 kom vi hiem, 198Samme sidetall brukt to ganger men sad endda lidt og saae paa St: Hans Blussene og Raketterne, saa det blev Midienat inden vi kom tilsengs. I Gaar havde min Thrinasara atter stort Selskab hos sig. Istæden for at bortødsle en tre, fire Retter mere, og kiede sine Giæster Barseldagen, bespiste hun i Gaar en 50 til 60 Mennesker, der vel ikke i lang Tiid har giort et saadant Maaltiid, og som nedbad Velsignelser over hende, hendes Mand og Børn, Velsignelser, der vist ikke blive ubønhørte. Ak, saadan skulde vi altiid, naar vi kunde, vise Gud og Menneskene vor Taknemmelighed paa vore Hierters Glædesdage. «Jeg syntes rigtig det var Synd, sagde hun, at bede Folk sammen som havde Mad nok hiemme, imens saa Mange sukkede efter en eneste Gang at blive ret mætte.» Det er i Din Natur, min Thrinasara, at tænke saa. –

Vi lave os nu til Majadalsreysen, dog skal vi først spise tidlig Middag. Catty og Sally vil ned og hilse paa Sødskendene i Byen, og imens beskikker Maja sit Hus, og jeg pakker mine Siebensacher ind, og min Dagbog, det forstaaer sig. Vi har nu hørt, at Aarsagen til Postens Udeblivelse er at de skiændige Britter har spærret Sundet. O at man saaledes skal lade sig haane paa og fra alle Kanter af det lumpneste Pak paa Jorden!

Majadal.

Løverdag 26de Men nu vil jeg glæmme det, og mit Blik skal ikke gaae ud over denne Fredens stille Dal, mine Tanker blot standse ved nydte og ventede Glæder, Glæder som de, Majadalen bærer i sit velsignede Skiød, og ved min Siæls Elskelige paa denne skiønne, skiønne Jord, og dens Elskelige over den i den endnu skiønnere Majadal. O I, som læser disse Blade, I veed hvad jeg forstaaer ved Ordet Glæder, og at Mindet om overvundne eller dog til Veemod forvandlede Smerter ikke udgiør den mindre Deel af dem. Havde jeg ikke lidt saadan med og for Dig, dyrebare Maja C, som i forrige Aar ved denne Tiid, havde, havde ikke saa mørke Skyer den Gang bedækket Jordens og Din Dals Himmel, o da havde jeg jo aldrig kiendt disse ganske nye, unævnelige Følelser, hvormed 199jeg i Gaar saae, og i Dag har seet alle de kiære Gienstande igien, som jeg i Fior saa ofte saae med bittre Taare, og forlod, vel med mindre bittre, men dog med tunge Taare; saa kunde ikke mit Hierte hævet sig saadan i glad Taknemmelighed til Dig, Alkiærlige, som da jeg traadde herind i Huset, og i dette Kammer, hvor jeg saae det dyrebare Væsen nesten indsluttet i Dødens kolde Omfavnende Arme, saa kunde jeg ikke lagt mig til saa sød Hvile paa Dit fordums Smertelige, ikke aabnet mine Øyne med den Siæleglæde, som den smertelige Hovedpine ikke var istand til at bedøve, men blev bedøvet ved. Ney, vi maae have tabt, været i Fare for at tabe, eller længe savnet et elsket Væsen, for at vide ret hvordan det er Eet med vort. Havde ogsaa Du, elskede Catty, før, var det kun een Gang, været med mig i den kiære Dal, havde det Ønske, engang at see Dig der, ikke ulmet saa længe i vore Hierter, før Haabet endnu gav det Næring, og da dette nesten atter var udslukt, vilde jo den Triumph blevet os fremmed som vi nu følte ved Dine henrykte Blik, Dine glade Udraab. O, lader os ikke jamre over, at Sorrig og Glæde vandrer tilhobe, lad os takke Gud, som mildner og forhøyer dem ved hinanden, som giør Alt saa saare vel.

Klokken var vel 3 inden vi forlode det deylige Auestad, som det faldt den med Majadal endnu ubekiendte Catty tungt at løsrive sig fra. Maja C havde faaet ondt i sin venstre Arm, og frygtede for at den var forvreden. Hun vilde være vis i sin Sag og Heiberg kom, men fandt at det var den slemme Gigt som havde sadt sig i Albueleddet. Heib: spiste og drak Caffe med os[.]hull i papiret Morgenregnen havde qvæget hele Naturen, Fuglene sang i Kap, alt var Liv og Glæde, de lange Mile bleve os Alle Ki korte, Syvald undtagen, som man ey kunde undre over fandt den Stillesidden kiedsom, da vor deylige Samprat ikke kunde interessere ham, stakkels Gut. Til Vejerud sad vi Alle i Majas store Vogn med 3 Heste for. Mathias var Kudsk. Men over Bergstien kiørte Sally i Kiærre, og den gik hende vel ikke fuldt saa snar som os Tre der 200sad sammen. Ned over de sværeste Bakker gik mit Reyseselskab, da een af Hestene ikke vilde holde ret imod. Lidt af Dovenskab (om I saa vil) og vis paa, Mathias nok styrede sit Spand, blev jeg siddende. Det gik prægtigt, Rægnen, som et Par Gange lod til at hænge os over Hovedet, nænte ikke at forstyrre vor Fornøyelse. Vi kom ønskeligt frem og hid Kl 8. Aftenen som Dagen var himmelsk[.] Kun en flygtig Gang giorde jeg Haven rundt med min Catty, og sad et Øyeblik med hende under den majestætiske Eeg. I Dag har vi været i Lunden og sadt en god Stund i Badehuset. At Catty ingen smaae Forventninger havde om hvad hun her vilde finde, kan I tænke Eder; og ogsaa, at hun finder disse i høy Grad tilfredsstillede og ofte overtrufne. Dog har hun endnu ikke nær været overalt. Den lille utaalmodige Sally vilde giærne ile med Søsteren sin fra det ene af hendes Yndlingsstæder til det andet; men det sætter Maja og jeg en Pind for, at der intet bliver af. Gud skee Lov, vi behøver ikke at overile os, og man bør være husholdrisk med Alt, med slige Nydelser især. Min Majas Arm er bædre i Dag, mit Hoved taaleligt. Jeg har nu forsøgt paa at faae en Middagsblund, men det vilde ikke lykkes, da Jean Paul ikke er den Digter man maae læse, naar man vil falde i Søvn. Hver er nu paa sin Boldgade, men Caffen tænker jeg skal samle os om Bordet i Lunde-Dagligstuen, og dertil er det nu Tiid, finder jeg, da Kl er halvfire.

Søndag 27de Ja, det var en deylig Aften. Caffe drak vi i Lunden, Thee i Fiskerhuset, det Catty med saadan Længsel ilte til, og blev saa indtaget i, at hun faldt fra sin Mening: intet kunde være skiønnere end Badehuset. Det beholder dog altiid den første Plads i mit og Sallys Hierte, og vi vil saa lidet i denne som i andre Anledninger stride om Meninger. Da vi havde drukket Thee, læste jeg høyt min Majadal for de tre kiære Tilhørerinder og fik Digtet og Forelæsningen betalt med ømme Kys. Kl henved 8 maatte vi forlade vor lille muntre Boepæl, da Værkets Folk altiid holder sin St: Hansqvæl Løverdagen efter den virkelige. Fader C: kom, med ham Arveskow, en Proprietær i Sandesogn, og vi 201fulgtes Alle ad ned at see paa de mange glade Mennesker, hvordan de reyste deres blomsterklædte Maystang under Skud og Musik, og dandsede lystelig omkring den. At de Alle vare glade og mætte saae man tydelig nok, og dette er i denne Tiid et dobbelt glædeligt Syn. Maja vidste, hvor ugiærne de gode Mennesker savnede Synet af hende ved deres lille Fest, og gik derfor derned, skiøndt hun ikke befandt sig ret vel. Hun og jeg var der dog kun et Øyeblik, men alt den Gaaen og Udesidden har hun dog ikke taalt, i Dag er Armen meget slem, og foraarsager en temmelig stærk Rosenfeber. Hun har sadt her paa mit Kammer og hviler nu lidt paa min Seng, hvor jeg ikke kan see hende uden at alle Scener fra forrige Aar gaaer Siælens Øye forbi. Dog, Gud være lovet, at jeg ikke med disse mine Øyne seer hende som da, og med Guds Hielp aldrig skal see hende saaledes. Denne Dags fuldkomne Roe haaber jeg, skal fremskynde Befrielsen fra dette Onde. Ogsaa mig er vist denne Dags Roelighed tiænlig, da jeg er mindre end rask, og vaagnede, nu den fierde Morgen syg og en Smule mismodig. Nu er det Middag, og naar jeg efter Maaltidet har hvilt mig og maaskee faaer slumret lidt, bliver nok jeg brav, især ved at holde mig i Stilhed her hos min elskede Maja. Med Guds Hielp bliver vi Begge fuldkommelig raske da. Sally og Catty tourer om i Lunden og ned til Vandet, og seer op til os imellem. Det kan vel bedrøve mig som det bedrøver dem at vi ikke kan toure om med eller sidde hos dem under den herlige blaae Himmel; men jeg føler ingen Fristelse til at gaae ud under den, da hvert Skridt giør ondt i det usle Hoved, som jeg dog i Dag er mindre vreed paa end ellers, deels fordi jeg, var det end godt, ingen Lyst havde til at gaae ud, deels fordi det dog ikke er saa rasende slemt, at jeg jo kan tale med min Maja, og derved til Trods for alt det physiske Onde tilbringer Timerne saa godt at de ile fast som om vi sad alle samlede i Lunden.

202Mandag 28de Kl 6 Her sidder jeg ganske forpustet af at have løbet efter Faer Cappelen for at give ham Sidsten inden han reyste til Byen; men den raske Mand gav mig den uden at jeg kunde hævne mig. Arveschow fulgte med ham, og et ungt Menneske, Niels Cappelen, som kom hid, jeg troer fra Sundmøer, fattig og forladt, og disse ædle Mennesker kiærligt har taget sig af. Han er en vidtløftig Beslægtet af Fader C. Nu vilde han unde ‹…› ham den Fornøyelse at tage ind og hilse paa en Broder, som er kommet hid blandt de bergenhusiske Melitaire.

I formoder vist, mine Elskede, af denne Begyndelse især, at det staaer bædre til med min dyrebare Maja, og Gud skee Lov, hun har fundet megen Lindring efter at faae de store optrukne Blærer paa Armen optrukne. Nu haaber jeg, hun skal slumre sødt og vaagne styrket. Jeg har blot hilset hende Godmorgen, og med et gladere Hierte end jeg bad hende Godnat, thi i Aftes var hun virkelig meget syg. Jeg blev bædre mod Aftenen, og gik en lille Tour med det kiære Selskab i den grønne velsignede Lund. Aftenen var, som denne Morgenstund, himmelsk skiøn. At mit Hoved maae være godt, kan I tænke, thi hvordan kunde jeg ellers løbe efter Folk og give dem Sidsten? Jeg er i Beraad, om jeg skal vække min Catty og Sally til den herlige Morgen; dog, de pleyer være oppe ved denne Tiid – Der er de! – Kl 3 Og her er jeg efter en kort Middagsblund. Jeg gik ned, fulgt af begge Døttrene mine, vi drak vor Caffe og Thee, de lavede sig til at gaae en Tour ud, jeg til at gaae op til Maja mi, som vi just talte om, og at hun endnu vel burde holde sig et Par Dage i Stilhed for at blive ganske brav, og see, da stod hun for os, og smilte glad over vor glade Overraskelse. Gud skee Lov, hun er ulige bædre end de forrige Dage, skiøndt Armen endnu er

203hoven og ikke smertefrie. Imens hun var heroppe, og med Dagbogen skrev nogle Linier til Legesønnen min, var jeg i Lunden med de andre Barna mine, og siden gik Catty sig en Spadsertour og alt op til Eeg paa sin egen Haand, imens blev Sally siddende i Lunden og jeg hos Maja vor i Blaastuen, der samledes vi og snakkede til Middag, og der sad Husets Moder hos os og lagde for, skiøndt hun hverken torde spise Lax eller Viinmos med os, men holdt sig til sin Bygsuppe og lidt Spinat. Saadan har vi havt det til nu. At Syvald bringer smaae Intermezzoer ind mellem Acterne, falder af sig selv.

Og nu er maaskee min gode Kista paa Vey til Kongsberg med liden Kaja, og et Brev til mig fra det kiære Hiem. Gud give jeg havde det, og at alt var og maatte blive vel der. I Gaar skulde Kista tage hiemmefra. Maaskee bliver hun en eller flere Dage over paa Tøyen.

Tirsdag 29deJeg havde bestemt Morgenstundene til at tale med Eder, mine fraværende Elskede, for ikke at berøve mig de nærværendes Selskab alt for meget; men undtager jeg Gaarsdagen, har jeg ikke siden de første Dage paa Auestad vaagnet taalelig frisk nogen Morgen. Naar Klokken ringer 5, reyser jeg mig mechanisk i Sengen, saa giorde jeg ogsaa i Dag, men maatte lade det kiedsommelige Hoved hvile til Kl halvsyv. Dog, bliver det ey værre endnu, har jeg ingen Aarsag til at klage, og var saa sandt min elskede Maja frisk, som nok jeg bliver det. Endnu har jeg intet hørt til hende eller seet noget Menneske, ikke engang den lille venlige Karen, som dog tidlig hver Morgen pleyer bringe mig min Kop Caffe. – Det saa deyligt ud til Regn i Aftes, og alle glædede sig, thi Jorden trænger til den efter de varme deylige Dage. Men Solen skinner lige blidt i Dag.

204Dog, Gud giver os vist betimeligt Veyr fremdeles som hidtil – Der er lille Karen med Caffe. Hendes egen kiære Mutter (saa kalder hun min Maja) har faaet Salve til sin Arm fra Byen, som hun Kl 4 i Morges lagde paa den, og som med Guds Hielp vil giøre godt. Jeg har lyttet ved Dørren, men der er stille, saa hun maaskee faaer et roeligt Blund. Resten af Gaarsdagen gik for det meste i Blaaestuen. Maja forsøgte at spille et Par Rabuser med mig, og ved den høyre Enslings Hielp gik det nok saa godt; siden lagde jeg Cabale, Sally sad hos mig, og vi gav os til af al Magt at bagtale Maja og Catty. I Begyndelsen gik det lidt i staae for os, men snart løb vore Tunger som de ægte (og uægte) Qværner, der naar de ere komne i Gang, frisk væk knuser Næstens gode Navn og Rygte. Dog, da vi alt havde bragt vore Tunger til Roe, fordi vort hele Forraad var udtømt – og at det var ikke lidet kan I tænke Eder, da det var det Modsatte af alt hvad Sandhed bød os sige – satte de Bagtalte sig sammen, og imens jeg hialp Sally med sin Kortlægging, giorde de os tappert Giengield. Og saadan vaaste vi og loe og havde det morsomt og deyligt til Kl henimod 10, da maatte Maja tilsengs med sin syge Arm, og Catty med sin friske Syvald, der kom springende ind til os i det blotte Linnet med blotte Been. Det er en sød Gut, og en stoer Canaille kan I troe. Han sætter ofte sin Moder og os Alle i Forlegenhed ved at sige reent ud hvad for Physiognomier han ikke lider; og af mangt et Træk skulde jeg troe der stikker en Lovater i Glutten, saa rigtig træffer han for det meste. Overalt har jeg lagt Mærke til, at Phantasie- og sindrige Børn sielden misledes af Instincten i Valget af de Mennesker de elsker eller ikke elsker.

206hoppet over side 205Sidste Juni I Dag skulde dette Hefte være færdigt for at slutte med Halvaaret den halve Deel af Aargangen. Om vort Liv og Levnet kan der ikke være stort at sige Eder, da det er saa eensformigt som blidt. Sally og Catty giør smaae Spadsertoure, og for Resten sidder vi Alle hos vor elskede Maja, med hvis Arm det gaaer seent, dog Gud skee Lov fremad til Bædring. Da den høyre Haand trættes ved saaledes imod Sædvane at være ubeskiæftiget, og dog intet stort kan foretage sig uden den venstres Bistand, lægger vi Rabus, fast det Eneste, der med een Haand kan udrettes. Der hvilede saadan Ængstelse over mig i Gaar, som vel kom af at Luften var saa beklumret, og jeg sad saa meget inde: min ene Fod var ophovnet, jeg veed ikke hvoraf, og smertede naar jeg traadde paa den, dog gik jeg i Aftes da det var blevet svalt, med min Catty ned i Lunden, besøgte de dyrebare Minder, og sad ved dem begge en liden Stund. Det var just mod Solens Nedgang, og aldrig er den skiønne, vemodsfulde Lund skiønnere end da.

Det bliver samme Varme i Dag, og den velgiørende Regn som i Gaar hang lovende at lædske Jorden over vore Hoveder, udebliver endnu. Giid den kun ikke kom i Morgen, da vor kiære Sarathrina kommer herud med alle sine Dyrebare. Da havde vi ogsaa ventet Treschow, men Examen, seer vi af Ugebladet, er først i Dag, saa han vel nu neppe kan komme før i det tidligste Søndag. Og giid han kom da! Ogsaa Egersønnen min havde vi seet i Morgen, var Treschow da kommet. Nu er ogsaa Tiden til hans Hidkomst uvis, dog ikke hans Hidkomst selv. Men de mangehaande 207Forretninger der i senere Tider er paalagt Præsterne som fast alle Embedsmænd, giør jo de nøyagtigste Overslag af Tiden og Omstændighederne nødvendig, at det ene kan passe med det andet – Min Catty kom i Morges, og hentede mig ned, da Sophie alt længe siden havde bragt mig ‹e›n deylig Kop Caffe, og drak jeg da een til med hende nede i Forstuen, og vandrede vi ad Lunden til, hvor vi tænkte at finde Sally, som ogsaa kom da vi sad med vort Strikketøy og i dyb Fortælling om min Barndom og tidligste Ungdom. Stakkels Sally, som havde giort sig en Morgenpromenade, havde og har endnu en slem Hovedpine, og har nu lagt sig lidt. Min Maja er Gud skee Lov flere Procent flinkere i Dag, og gaaer nu og har travlt med at ordne Værelserne og Sengene og lave det godt for de i Morgen ventede Elskte, og de siden ventede Giæster. Giid hun kun ikke ‹f›ik for meget, saa Armen, der endnu trænger stærkt til Hvile, blev værre igien.

Kl 3 Den overordentlige Hede forfølger mig overalt i Dag, og dog blæser det, saa jeg ey kan have Vinduet aabent. At Luften er tordensvanger, føler jeg ogsaa, skiøndt jeg langt fra ikke er syg, kun mindre frisk end fra Morgenstunden. At faae en Middagsblund vilde ikke lykkes mig, og da alt er stille, veed jeg intet bædre end at snakke lidt med Eder, I sovende og vaagende Fraværende. Men Meget er det ikke jeg i dette Øyeblik har at sige Eder. Var det ey mit faste Forsæt, ikke at trætte Eder med flere Grundtvigiana, kunde jeg fortælle Eder om Molbeks Udfald mod hans Krønike, Grundtvigs nemlig, som jeg i disse Dage har læst, men deels for ovenanførte Forsæts Skyld, deels fordi jeg har læst hiint lille 208Skrift med uvilkaarlig Partiskhed da jeg forud var indtaget imod det, vil jeg blot sige Eder, at jeg har læst det. I stæden for alt andet, vil jeg holde mit Løfte i foregaaende Hefte, at afskrive Eder Slutningsverset i Adlers Sang til Prints Christian Frederich ved Festen for ham paa Fhld:

Hil dig i Halden, Troeskabs Bye,
Hvor nys en Helt mon bygge.
Han var i Krigens Storm et Lye,
Som gav os Værn og Skygge.
Hans Navn som dit var Christian
Som du han elsked Norges Land –
Som ham vi følge dig i Død,
Og raabe: Christian leve!!!

Kl 6 Vinden har bortjaget de regnsvangre Skyer, men den bringer Jorden ingen Kiøling, og Heden driver mig fra det ene Sted til det andet, uden at jeg kan undflye den. Sally, som har lagt en Deel af Dagen, er nu bædre og nede hos os. Det giør vor ømme Maja saa ondt, at vi er saa meget inde, som hun siger for hende‹s› Skyld. Ja, Dyrebare, det er for Din Skyld; men os vilde det giøre endnu mere ondt at være hvor Du ikke kunde være med og hos os. Gud give Du snart kunde være hvor Du og vi vilde: thi da var Du frisk, Lund og Bade- og Fiskerhus er hvor vi sidde om og hos Dig i Din Fredens Dal, og ingen af dens skiønneste Stæder vilde faae os til at glæmme, vi ikke havde Dig der.

Gud allene veed, hvor jeg slutter denne Aargangs sidste Hefte af Journalen; men hvor det er, o Algode, lad mig slutte den med et for mit Danmark og Norge saa let bankende Hierte, som mit banker blandt mine Elskede!

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1813

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.