1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

"/> Martj | Bokselskap

Dagbok 1813

av Christiane Koren

Martj

80Mandag 1ste Jo men kom min gode Hertel og hans nu Gud skee Lov friske og muntre Kaja, da jeg i Aftes netop tog min Strømpe fat, fordi jeg ikke længere saae at lægge Cabale[.] Men da de havde drukket Caffe i Eftermidd: toge de bort igien. De tænker sig i denne Uge til Byen, derfor maatte de være saa snare. Overmorgen har vi lovet, min Kista og jeg, at møde dem paa deres Byetour i Gierdrum Prstgrd: hvor de, og formodentlig ogsaa vi, bliver om Natten. Saa flink har jeg aldrig seet den lille tækkelige Kiærring, og Hertel saae ud som Glæden selv. Gud i Naade lade det saa vedvare!

To Breve fik jeg med Posten i Dag, og et tredie, som jeg frisk væk brækkede, skiøndt det ikke var til mig – ikke direkte; det var fra min Maja C til vor Sally, og uagtet der stod Hovind pr. Christ: og end ydermere anbefaltes gl Horster til Befordring, havde de dog paa Xst: Posthus fundet for godt at sende det hid. De er saa vant til at Breve fra den Haand skal til dette Hovind at de vist ikke har troet at kunde tage feyl. Og da jeg nu veed, min kiære Sally har den glade Tidende det lille Brev melder hende, fra Pavels, hos hvem hun var da den kom did fra Ottesen, er jeg roelig ved at hun først faaer det paa Onsdag med Skriveren. Saa fik jeg med det samme en to Dage senere Efterretning fra vore Elskede, og fordi jeg sneeg mig til den, og til Erstatning fordi Sally har ventet dette Brev saa længe, skal hun faae et til fra sin Mama Koren, og saa blier hun nok lie bli lell.

De andre Breve var fra min kiære Steinar, og fra gl Moer Møller‹,› der melder mig hendes hos hende opdragne Broderdatters (min gode Dideriches Albertines) Forlovelse med en Kiøbmand Wulfsberg, en brav Mand, siger hun, «der sidder i god Næringsvey» – Dideriche har skrevet nogle Linier under, der vidner om hendes Moderfryd, og hiertelig deler jeg den med dig, min Ungdoms Veninde, og med den trofaste Moer Møller, Pleyemoderen, og som er en saa sand Støtte for sin Familie.

81Torsdag 4de Det var tilvisse en fornøyelig Tour. Strax vi havde spiist i Gaar, toge vi til Gierdrum, Skriveren, Kista og jeg. De tre forstyrrede Unger, Lina, Kaja og Tønderlund, stode En hver bag paa sin Slæde til henimod LiøgodtLiøgodt] rettet fra: G ved overskriving. Det var halv Sommerveyr, og det ypperligste Føre. Vi var neppe meer end en Time om de 5 Fierdinger. Det gik som jeg tænkte, de vilde skrive Kors paa Væggen da jeg kom, men de vare som altiid glade i vort Komme, og Præsten, som ikke har været ret frisk i nogen Tiid, og rigtig er blevet maver og gammel, fik sit muntre Ansigt igien lidt efter lidt. Ak, dette Aar giør mange Mennesker gamle for Tiden. Vi havde netop drukket Caffe, saa kom Hertels og Proctr Krogh og Kone, og med Strikning og Snak – Mændene toge til Kortet – gik Aftenen i en Fart. Kroghs og Lehnsmand Riis som ogsaa kom did, toge hiem Kl halvtolv, og vi gik til Køys. Solen og Skriveren stod op paa engang, og begges Opstandelse vakte mig ikke uden Hovedvee og lidt vondt for Brenga, men dog kunde jeg ey andet end være lie bli lell, ved Solens og min Korens venlige God Morgen. Før jeg var paaklædt kom min Kista og Kaja H: ind til mig, og ligesaa munter og brav er den lille Kaja nu som sidst her, Gud være Lovet! Kl: 10 kom de først afsted, og haaber jeg denne Tour i det himmelske Veyr skal være sand Vederqvægelse for den kiære svage Moer Hertel, som nu ogsaa taler med Thulstrups, hvoraf jeg ogsaa lover mig meget for hende.

I hvor meget de gode giæstmilde Præstefolk protesterede, fik vi dog vor Villie, Kista og jeg, og kom afsted, saa vi vare her hiemme ved Middagstide, os alle til Gammen, slet Ingen til Qvide[.] Min Koren, som kommer tilbage Løverdag eller Søndag, havde en stoer Post med sig, et langt Brev deriblandt til min Egersøn, et Do til Sally; et lille til Ragna mi, som hun nu nok har om en Timestiid, da Skriveren styrer Coursen lige til Økeren. Høemanden er kommet tilbage, men ingen veed om han har noget med til mig, hvad jeg neppe kan troe, da det ey er afleveret her. Posten vil jeg slet ikke vente før i Morgen, om jeg saa sandt kan lade det være. Ak, giid den kom før! men Føret ved Byen er maadeligt.

82Løverdag 6te Unægtelig er der dog ikke længere fra Torsdag til Torsdag end fra Fredag til Fredag – og dog forekommer det mig saa. Posten kom lidt tidligere i Dag Gaar end sidst, og kun et, det velsignede Majabrev, bragte den mig, men dette saa langt, saa fuldstændigt og glædeligt. Alt ønskeligt og vel, vor Thrina saa rask som muelig. O lovet være du Algode! – I Tirsdags blev lille Otilia Christine (ikke Marie, som jeg havde forud benamset det lille Noer) hiemmedøbt. Søde Peer har været lidt syg, men er færm igien – «lidt Sorg hører jo blandt Glæden» siger min Maja C. Men naar saa Sorgen er overstaaet, er det en nye Glæde. Kista fik et muntert Brev fra vor lille Maja, som i Tirsdags var Interimsfadder ved lille Otilias Hiemme Daab, og vel bliver det ved den kirkelige med. – I Dag har jeg besvaret Majabrevet, skrevet et til Petramaja, og nogle Stropher til den gamle Philemon og Baucis, Præsten Hiorth og hans Kone, i Anledning af deres Poul’s Død (som er sendt Berg til Indrykkelse i Christ: Intelligentsblad) Jeg veed, det vil trøste de gode kummerfulde Gamle. Ak, at jeg kunde give dem en virksommere Trøst! Dog, hvem kunde bædre end Saras og Vilhelms Moder tale Trøstens Ord til deres saarede Hierter? og naar jeg kunde det, hvem skyldte dem det da mere end jeg? Gaar hvad der kommer fra Hiertet til Hiertet, saa vil disse Linier ikke forfeyle Maalet.

Jeg skrev i Gaar til Nannestad – jeg har jo sagt Eder, at vi Alle for lang Tiid siden ere budne did paa Tirsdag? – for at undskylde mig, da jeg ingen Natteuroe taaler, men i Dag fik jeg en Epistel med saa mange Bønner og Forsikring om fuldkommen Natteroe, saa der nok ingen Udflugt mere er at tænke paa. Saa lidt det glæder mig, saa meget jubler Børnene, da de tænker at faae dandse til lys Dag. Lille Marie Krogh er her, og bliver til Torsdag – en nye Anledning til høye Jubelskrig, 83ikke at tale om, at Kista syer Handsker til dem, og Jess forærer dem nye grønne Livbaand. O lykkelige Alder, af hvor mange og smaae Kilder flyder dine Herligheders Strømme, og flyder raskt hen over alle Anstøds Stene.

Mandag 18de egentlig 8de I Gaar kunde jeg ingen Vegne komme med den gode gamle Mørk. Han var aldeles mistrøstig, og jeg var færdig at opgive Haabet om at faae hans Blik revet fra de sørgelige Udsigter han foremaler sig, da lykkeligviis hans Øyne faldt paa det af min Marie klippede Stykke, som hænger her i Kammeret, og som han aldrig seer paa uden at holde Lovtaler over det og Udklippersken. Saa ogsaa nu. Hans hele Aasyn klarede op, og nu fandt mine Trøstens Ord som sædvanlig Adgang til hans blide Siæl, som det svage Legeme har mere Indflydelse paa end Tiderne. Siden var her Ingen. Børnene sad, som de endnu sidder, naglede til Syebordet fra den tidlige Morgen til Sengetiid – Kælken staaer reent stille, hvad Tønder Lund slet ikke er fornøyet med, da det ikke smager ham at age ene. Da de nu ikke kan flyve ude med ham, syer han med dem naar han har Tiid tilovers. Kl: henved 8 kom Skriveren, just som Kista og jeg lagde Rabus om han skulde komme inden den var 10. Den gik ikke ud, og han kom lell. Lige fra det giæstmilde Økeren kom han, hvor han havde lagt om Natten og havt det saare deyligt, kunde jeg godt mærke paa alting. Et kiærligt Brev fra min Ragna med nogle Linier fra hendes Ludvig bragte han mig, og en heel Pose Æbler, og enda flere Hilsener derfra og fra Tøyen og Slotspræstinden – Fader P: var i Kirken da han var der – Min kiære Lotta var ussel af Tandpine, sagde han, dog bædre inden han forlod Tøyen, ellers alt vel, Gud skee Lov, der og overalt. Søde Ida havde været syg en 14 Dags Tiid, men var nu brav, og første Gang nede i Søndags. «Bedstemoders troe Pleye kan jeg nest Gud takke for, min Ida saa snart 84blev brav igien» – siger Ragna, og Gud og hende Tak herfor, siger jeg. Endnu var hun lidt bleg, men munter og rask, sagde min Koren, som nu er taget til Tings, Jess med ham, og kommer ingen af dem igien før i Slutningen af denne Maaned.

Jeg skrev i Dag et Brev til min Maja C, egentlig et Addresbrev med en Bogpakke, og sagde deri paa Qvansviis, at jeg nu havde reent opgivet Haabet at komme til Drammen paa dette Føre, skiøndt jeg i Øyeblikket havde lagt min Plan at overraske de Elskede Mandag, og stræbt ved Forestillingen om de Glæder der paa denne Tour ventede mig, at formilde detn smertelige Trykken for Brystet, som jeg sielden har følt i saa høy Grad som fra denne Morgenstund. Men neppe havde jeg skrevet de første Linier, før jeg ved en lille huslig Ubehagelighed blev straffet fordi jeg vilde bedrøve mine Kiære, skiøndt det kun var for at glæde dem desmere, og fordi jeg veeg fra min Regel: i intet Tilfælde at sige en Usandhed. Og nu torde det vel ogsaa hende, at det bliver Sandhed, og den lille Tour gaaer ind igien; thi med Posten fik jeg Brev fra Pastor Bergh paa Hedemarken, som vi har ventet hele Vinteren, at han vilde komme hid Løverdag (skulde været min Reysedag) med et Par af sine Børn, og blive her Søndag over. Min kiære Berghs Fader veed Gud er mig og os Alle til hver Tiid velkommen; men havde han været lidt før ude, vilde det dog været mig endnu kiærere. Om min Reyse altsaa intet videre. Nu har jeg giennemløbet Storm Munks Fieldblomster, og er der nogle iblandt, som dufter ret lifligt. Det mindst Gode finder jeg hans Oversættelser af Schiller at være, maaskee fordi jeg har seet et Par af dem i smukkere dansk Dragt. Ogsaa kunde han nok sagt lidt mere om min Majadal, end at der voxte Viindruer. Dog finder jeg de faa Linier ret nette i Vendingen. Men det hele, Sommerreyse i Norge er alt for flygtigt, blot som en Overskrift af de Capitler som skal komme. Ved Formen minder det om Øhlensl: Langelandsreyse, den Mange har fundet for vidtstrakt. Blandt de Mange er sandelig ikke Eders Moer Koren.

85Torsdag 11te At slippe fra det giestfrie Nannestad før i Dag, var umueligt, i hvor bestemt jeg var til at tage hiem i Gaar. Det er ikke allene deres Overtalelser man har at modstaae, og at de giør Opholdet hos dem saa behageligt; men man seer tydeligt hvor Afslaget bedrøver dem, og hvem bliver da ikke giærne i det længste? Dertil kom endnu, at Spillemændene bleve over i Gaar, og Ungdommen saae et Par glade Timer endnu imøde, og traadde til Overflod tillige med selve Kista paa de Bedendes Side. Dog forfra. Mandag Eftermidd: kom lille Lieut: Hagemann, som vel formodede Jess hans gode Ven var hiemme, og blev her, da han ogsaa var buden til Balls og styrede et Par af Jomfruerne. H vare blandt de første som kom, Kl 5, og var den første jeg saae for mine Øyne[.] Hr. Schioldager, der endnu før Præsten kom ud for at hielpe os af Slæderne. (Adskillige fra Byen vare ventede did, men ingen kom uden han.) Siden blev Biælderne ved at ringle til Kl 10, dog var det kun Jess der kom saa seent fra Tinget. Hans Papa var blevet et Par Timer tidligere færdig. Der var en temmelig Forsamling, endskiøndt Mange udebleve, som havde lovet at komme – nesten alle dandsende Væsner her i Omegnen, hvortil jeg da regner Næss, vare der; men, som det nesten altiid er Tilfældet paa Landet, meer end dobbelt saa mange Dandserinder som Dandsere. Dog, her regner man ikke sligt saa nøye, og de uskyldige Smaaepiger, som det blot er om selve Dandsen at giøre, hopper lige saa glad afsted med en af deres eget som af det andet Kiøn. Det er dem nok, at det ikke er mod Skik og Brug, og saaledes dandser nu nesten Alle istæden for en ti, tolv eller flere hver Gang maatte sidde over. Lina var ikke af Gulvet, hvad hendes nesten nye Skoe maatte betale, der fast ingen Soler har mere. Hun bliver aldrig træt. «Det er for Gud bare Aand og Liv» sagde Fader Bierk, som havde sin Glæde af at see de mange Glade – «derfor kan hun ikke trættes». Musikken var ualmindelig god, det havde nok den musikalske Præst sørget for, som selv imellem ledsagede Violinerne, Clairnetten og Paukeren med sin Fløyte, som han blæser deyligt. Kun vor lille Maja savnede vi Alle og ønskede vi Alle der.

86Fredag 12te (Fortsættelse) Dog, vi savnede flere der, f:E: Hertel og hans Kaja (al deres Ungdom var der) ikke at tale om de, vi ønskede der, Kista og jeg. Iblandt disse var liden Hanna Bull, og hun er, seer jeg af et Brev her laae fra min Lotta, syg, det stakkels Barn – Kl. halvto stode vi fra Bordet, og gik jeg lige derfra i min gode Seng. Skriveren fulgte strax efter, da Tingtouren havde trættet ham lidt, men til vi gik til Bords dandsede han hver Engelsdands, kun Feyer giver han sig ikke ifærd med, og mange yngere end han, finder sig for gamle til at lære disse uskiønne Hoppetrin.

Da vi kom saa tidlig til Roe, vare vi naturligviis færdige at staae op da alle Øvrige søgte den Hvile, de saa vel trængte til. Kun den lille, i mange Henseender sieldne Bierkunge, Elsemoer, og Jomfr: Jensen, som jeg i den senere Tiid er kommet til at holde ret meget af, saae jeg nesten ikke sidde, end sige de skulde lagt, og Gud veed hvor de holdt det ud saaledes i fulde 36 Timer at være uophørlig i Bevægelse. Før jeg var opstaaet, bragte de mig Caffe op paa mit Værelse, og imens jeg klædte mig paa, skiænkede Skriveren for mig. I seer, jeg havde det nok saa deyligt.

Kl var ikke langt fra 2 da Theebordet blev taget bort nede, fordi der stedse kom nye Opstandne tilsyne. Derfor blev det seen Middag, og da vi endelig kunde tænke paa at reyse, kom, som ovenfor er meldt, alle de kiære Hindringer. Vi fik et Bud her hiem, og min Kista skrev til Telja, at hun ikke skulde være i Angst over vor Udeblivelse, og sidde oppe efter os.

Der vankede da som Præsten kaldte det, en Atpaaslæng for Ungdommen Onsdagaften; men jeg tog mig den Friehed at fastsætte Grændserne for Dandsen, da baade de Dandsende og for alt Husets Folk saa høylig trængte til Roe. Kl 10 holdt de op, og før 11 var Stilhed i det hele Huus. Hele Selskabet slog sig til Roe der, de Faa undtagne som hørte hiemme i Bøygden, saa Præstegaarden 87havde en anseelig Indqvartering i to Nætter og Dage, og de Sidste tager først i Dag derfra. Hiem med os fulgte Jomfr: Chrystie og Horster fra Gierdrum, som toge herfra da de havde spiist og drukket Caffe, og Jomfr: fra Rotnæs og unge Hertel, som forlode os for en Times Tiid siden. Hageman styrede sine Jomfruer tilbage og tog herfra paa samme Tiid som Gierdrum Jomfruerne. Jeg forføyede mig med en rasende Hovedpine fra Bordet til Sengs. Derfor fik I ey mere her i Gaar, mine Elskede! Ogsaa Telja mi var syg, men i Dag er hun brav, siger hun, og jeg er det virkelig, om kun ikke Posten vil sætte min Taalmodighed alt for meget paa Prøve. Foruden Lottabrevet havde Byebudet bragt et fra min kiære Marieboe, et langt, saare interessant Brev, og med vigtige politiske Nyeheder fra Tydskland, dem I da erfarer længe før I seer dem her. Ak, give Gud deres Følger maatte blive lyksaliggiørende for den undertrykte, haanede Menneskehed, som dette Forsøg til at afkaste Aaget er hædrende for den.

Løverd: 13de «Naa, jeg troede ikke Moer kunde være saa fuul» – sagde Kista, som jeg lod læse mit nu færdige Brev til min Maja C, det hun, efter min Udregning, skal faae en eller to Timer før jeg – iler i hendes Arme. Ved Thebordet i Morges aftalte jeg med Kista min hele Plan, den Gud give nu intet maae forstyrre! – Mandag tager jeg med min Lina til Tøyen (og blot et Øyeblik indom Økeren,) bliver der Tirsdag over, og fortsætter Touren til Strømsøe. Og hvordan jeg glæder mig til denne Overraskelse, og Lina, og Kista nesten lige saa meget som vi, ney, det kan I ikke forestille Eder. Telja siger intet, men jeg seer paa hendes Øyne at hun føler sin lille Maries Glæde især naar saa uformodet Moder og Søster indslutter hende, hun dem, i sine Arme. At jeg skrev, min Maja, var dog ikke saa meget for at giøre mit uskyldige Bedrag mere paafaldende, som for at befrie Dig fra 88en forgiæves Venten, om, som jo dog var mueligt, en eller anden Hindring skulde komme i Veyen. Ak, det vilde gaae mig grumme nær, og jeg vil ikke tænke mig en saadan Muelighed. – Da jeg begyndte mit Brev, var det mit Forsæt kun at skrive nogle Linier, skylde paa de ventede Fremmede osv men den ene Side blev fuld efter den anden, saa jeg paa den sidste neppe fik Rum til Navnet mit. Alt hvad jeg selv nogle Timer senere haaber at sige mere fuldstændigt, maatte jeg dog her have sagt, saa jeg var færdig at indbilde mig selv, det skulde blive ved Brevet. Og om det nu blev det? Om Nemesis stod bag mig da jeg skrev, eller ilede forud for at standse min Fart, og vendte tilbage igien og sagde spottende: «du bliver her, Signeur!» Dog ney! den Alvorlige spotter ikke, og opfordres ikke til Hævn ved et saa uskyldigt Bedrag. Og din alvorlige Vrede, du Frygtelige, haaber jeg til Gud aldrig at have paadraget, aldrig at vilde paadrage mig. Dog kan jeg ikke overvinde en hemmelig Frygt for at mit Anslag skal mislykkes. Men Grunden til denne Frygt søger jeg at udlede fra en eneste Kilde, som vi Alle finder i vor egen Barm hver Gang der er noget, vi ret inderlig glæder os til. «Den ligger mellem Frygt og Haab, dens Navn er Tvivl.» Begge Majabrevene – thi fra Petramaja var et til Lina – vare saa muntre og morsomme. Den raske Barselkone vedbliver som hun begyndte, gaaer allerede omkring i Værelserne, og har overflødig Næring for sin Otilia. Lille Peer er flink igien, alt og alle vel. Derfor bliver, hvad der er saa mangen Barselkone og de der ere om hende en Plager: de evindelige Visitter, Eder, Elskede, bare Moroe og Gammen. Meer end een holbergsk Scene maler Maja mig, og ønsker kun jeg havde seet den in natura. O, jeg har seet adskillige slige, skiøndt mere hos andre end mig selv, og tidt ikke vidst, om jeg skulde lee eller ærge mig over dette kiedelige Uvæsen.

89Søndag 14de Nu, mens Jomfr: Bergh og den anden Ungdom er i Kirke, Skriveren nede hos Fader Bergh og Lieut: Brat fra Eidsvold, som nu kom hid, og vi venter Pastor Chrysties fra Gierdrum, vil jeg stiæle mig til at fortælle Eder lidt af hvert, mine Elskede, og saa lægge disse Blade ned i min Pakke, til jeg paa Tirsdag kan fremtage dem paa Tøyen, eller maaskee først Torsd: paa Auestad[.] Det begyndte allerede at mørkne i Aftes, før de Ventede kom og paa engang holdt 5 Slæder i Gaarden. Det var den gode Ringsager Præst med sin ældste Datter, og et ungt Menneske, Glørsen, min Hr Gemahl og Søn, og – Hr Schioldager. Berghs havde reyst Hurdalssøen, og om Nannestad (samme Vey som Presidenten sidst) og fra Præstegaarden fulgte de sidstnævnte med dem. Vi passiarede Aftenen meget behageligt hen. Jomfrue Bergh er en vakker Pige, og nu allerede saa kiendt her paa Hovind som var det tiende Gang hun var her. Heller ikke kan jeg være fremmed mod min kiære Ir‹…›gens Berghs Søster, og alt i Aftes kaldte jeg hende Lisemoer. Schioldager skulde reyst i Dag, men da han faaer en Hest af Faer Bergh (med hvilken vi i Gaar fik 4 Tdr deylig Sædbyg og jeg aparte en Skpp Toredito som den snilde Præst har den Godhed at overlade os) bliver han og giør Følge med os i Morgen. Jeg mærkede, han havde Lyst til det, og bad ham, og det havde jeg sandelig ikke giort, havde jeg ey ment det. Min Jess kan ikke modstaae sin Maries hiertelige Bøn at komme til Strømsøe i denne Markedsuge. Jeg vidste nok, han altfor giærne opfyldte den naar han kunde, men just det troede jeg ikke var Til‹…›det. Dog, Kistas Troe er stærkere end min; hun sendte Sedlen til ham pr Expres, tilføyende sine og mine Bønner lille Majas, og Gutten har faaet alle Hindringer bortryddede, saa vi nu kommer, lige uventet, alle Tre. O, hvor glæder jeg mig til Onsdagen[.] Gud lade nu alt være vel paa Økeren og Tøyen, lille Hanna Bull frisk, alle de kiære friske og glade, at jeg roelig kan ile mine haabede Glæder imøde med min Jess og Lina. Stakkels min Koren! hvor 90giærne havde han fulgt med, hvor giærne vi havt ham med, og I, Elskede, modtaget ham tilligemed os. Men i dens Sted maae han i Dag til Hurdalen for at fuldføre de begyndte Tingreyser. –

Der ere de alt fra Kirken. Jeg lader Eder ligge her, kiære Blade. Maaskee kan jeg endnu faae sladdret lidt her jeg pakker Jer ind. Faer Mørk var her som han pleyer, og debatterede med sin Medbroder om Tidernes Tegn, Oplysningens Fremskridt, Skadeligheden eller Gavnet heraf, osv – Tiden til Kirkegangen var allerede længe forhaanden, Desputen maatte afbrydes, men han kommer igien i Eftermidd: for at fortsætte den. En Lykke er det, at Fatter Bergh er saa roelig som lille Mørk heftig – thi jeg forudseer, de neppe vil blive enige, saa lidt som Mørk og jeg nogensinde bliver det om Arvesynden.

Kl 5. Moer Chrystie og hendes Søn kom allene. Præsten var ikke saa vel, at han torde vove sig ud. Min stakkels Skriver er reyst, og i et fatalt Veyr, Snee og Storm. Dog, den første skal være os velkommen, vil kun den sidste ikke feye den bort igien. Og tænk, i dette rasende Veyr tog nu Lise Bergh, Jess, Skioldager, og jeg troer Smaaepigerne, op til Wilhelmsminde, som Lisebarnet endelig vilde see. Ja, den Ungdom! – Hu tu tu, hvor koldt her er i mit lille Kammer! og i 14 Dage bliver her nu ikke varmt. Farvel saa længe, kiære Kammer! Farvel kiære Hovind, og I mine efterladte Kiære her. – Jeg skal nu pakke sammen. Maatte dog Veyret sagtnes! –

Tøyen 16de Tirsdag. Ney, det sagtnede ikke. Storm, Regn, Snee og Hagl holdt uophørlig ved, og Præsten sagde, han aldrig havde været ude i saa vondt Veyr. Men det har jeg dog været, og meer end engang. Og saa kunde det været værre, og den Tanke tager jeg altiid min Tilflugt til ved slige Leyligheder. Sneefog f: E: er langt værre, og nu vare vi Mange i Følge, havde ypperligt Føre til Groerud, saa det gik raskt did. Siden krøb vi frem, især fra Sinsen, hvor 91Øyet ikke havde en Sneeplæt at hvile paa. Men med alt det var Touren i det Hele fornøyelig. Paa Grorud drak vi vor gode Caffe, og holdt vor gode Snak ved Lige, og lod Stormen tude uden for og giennem de aabne Vinduer det bedste den havde lært. Vi leyrede os om Ovnen og Caffebordet og gav Storm og Slud en god Dag. Men en anden Ting aftvang mig mangt et Suk. Frygten for at see min saa hemmelig lagde Plan strande, mit uskyldige Bedrag straffet[.] Hvordan denne min Frygt tildeels ikke var ugrundet, skal I strax høre.

Da det blev seent, og vi vare gien[n]emblæste og vaade som Katte (dog kun paa Yderskinnet) maatte jeg opgive det Forsæt at see mine Økerenbørn den Aften. Vi kunde dog kun blevet der et Øyeblik, altsaa tog jeg og Lina lige hid. Jess fulgte vort Reyseselskab til Byen. Her var saa stille i Gaarden, intet Liv rørte sig, og jeg begyndte at blive saa ængstelig, og troede her var nogen syge. Men knap holdt Slæden, saa var den omringet af saa mange pyntede Mennesker, Zarnia, Hanna, Jørgen, Agathe – i Forstuen stod min kiære Lotta og lille Frue Giedde, og de behøvede ikke at sige mig, her var Collads. I min Vadmels Kiortel og øvrige Reysehabit maatte jeg ind i al Stadsen, der var ey andet for. Men jeg var saa glad i at see alle de Elskede friske og de saa glade i vort Komme, at jeg brød mig om nichts weiter, og gik ind og neyede nok saa peent. For Gieddes var egentlig Selskabet. Foruden dem (han spiste hos Printsen, og kom først om Aftenen) var her Wibes, Auberts, Olsens, Jomfr: Wolderne, Revisor Hiorts, Meslerne, og min brave Steinar. Qvæget ved en Kop Caffe – bædre end Mad: Groruds – og end mere ved venlige Samtaler, den behørige Spisen og Drikken ikke at forgiætte, blev Kl. 12 før jeg troede, den var 10. Gieddes logerer denne Gang ikke her. Stakkels lille Kone, som nu atter har en saa besværlig Tour for, i hendes nærværende Omstændighed er dobbelt besværlig – hun er høy frugtsommelig. Ogsaa forekommer 92hun baade Lotta og mig meget stillere end ellers. Som jeg troer, havde de havt Haab om at blive i Danmark, men ikke det allene var slaaet Feyl, de vare end ydermere blevne nødte til at forkorte deres Ophold dernede, hvor de begge har al sin Familie, i det mindste har hun sin der. – Ney i Gaar var Frue Aubert over al Maade i Snakkehiørnet. Ved Bostonbordet især bedøvede hun baade de Medspillende‹,› Presidenten, Stenersen, og Frue Wibe, der ganske er en Contrast af Coucinen, ligesaa stille, sagtmodig, som hiin pratende og ivrig. Ved Spillebordet især kan man ikke see hende uden at ønske ethvert qvindeligt Væsen Ulyst til Spil. Dog giorde man den stakkels Kone sikkert Uret om man beskyldte hende for Lidenskabelighed blot ved Spillebordet, hun harhar] rettet fra: er ved overskriving den samme heftige Fremgangsmaade i al sin Thun og Lassen.

Nu var det da den kiære Reyse vi skulde tale om. Ak, med Slæde er det aldeles umueligt at komme frem. Men nu foreslog Capt: Messel, som ogsaa skal did, at vi skulde tage Phaeton, som Olsen er saa snild at laane os, og paa den Maade troer Alle, vi skal komme bedst og godt frem. Gud give det. Dog, det er ikke den eneste Sorg at jeg skal forlade min gode varme Slæde, men vi kan ikke komme Afsted før Torsdag, da lille Zarine efter hiertelig Anmodning fra begge mine dyrebare Majaer, vil følge med, men ey kan blive færdig før. Mit Ophold bliver vel da kun 3 Dage hos Eder, mine Velsignede, da mine Medreysende maae være tilbage Mandag. Dog, noget er bædre end intet, og jeg seer Eder dog. Overalt, jeg vil ikke gruble paa nogen Ting, blot tænke paa og glæde mig over, vi skal sees. – I Eftermiddag skriver jeg til alle Barna mine i Kbhn, og i Morgen følger jeg maaskee med Gieddes til Økeren for et Par Timer, om jeg NB bliver ret rask. I Dag er jeg det ikke. Jess er paa mine Vegne hos Slotspræstens. Mueligt seer de herop i Dag.

93Onsdag 17de Efter Bestemmelsen skulde vi nu været paa Veyen til de Elskede i Drammen, og jeg har saa længe glædet mig til, at skulde indtræffe der paa samme Tiid eller kort efter mit Brev, som ikke mælder et Ord om vor høye Ankomst. Men nu er jeg dog glad over at jeg skrev i Løverdags, deels vilde det Usædvanlige i mit Brevs Udeblivelse ængstet Majaerne mine, deels kunde de maaskee faaet Ahnelser om hvad der var i Farvandet. Jeg sagde Eder nok i Gaar, at det er lille Zarines Skyld vi først kommer til at reyse i Morgen, da hun ikke kunde blive færdig før. Præsten Bergh og hans Datter bliver nu med i vort Følge. Præsten, som nu var her i en Morgenvisit, tager med Fragtvognen, Lise i Kariol[.] Den lille tækkelige Frøken Darre er her, og Jomfrue Bergh ventes til Middag, hvor det ret bliver et Fruentimmerlag, dog kommer Presidenten hiem, troer jeg. Hr Jess og Hr Jørgen seer vi kun af og til paa deres Vandringer til og fra Byen[.] I Aftes var Stenersen, Schioldager, og en Lieut: Collin her, lutter Cavalierer den ene, lutter Damer den anden Aften. Fra Fatter Pavels fik jeg to tre Linier i Gaar, nok for at sige mig hvor bøs han var, fordi jeg ikke heller denne Gang kom did. Jeg fattede flux det Forsæt at opsætte Økerentouren, i hvor giærne jeg havde seet de Kiære der, og været i Selskab med Gieddes (som i Morgen fortsætter Reysen til Trondhiem og natter over paa Hovind) men hvad der ey skal skee, skeer ikke. Alle Presidentens Heste ere i Frieskyds i Dag, og saa har han Gulen min til Byen, og da den i Morgen skal til Drammen, var det Synd, den i Dag skulde giøre saa mange Tourer. Ret frisk er jeg heller ikke, og skylder mig selv at giøre hvad jeg kan for at blive det til den forestaaende lange Tour.

Jess og Lina skal paa Comedien. Dette Stykke, Spilleren 94af Ifland, havde jeg nok havt Lyst til at see, men jeg undertvinger hellere denne Lyst, og bliver i Roe hos min kiære Lotta. Til mine kbnske Døttre skrev jeg i Gaar, og et Par Ord til min Ragna. I Dag et langt Brev til Kistamoer. – Hvilket himmelskt Vaarveyr baade i Gaar og i Dag! Hvilken pludselig Overgang fra det haarde, vinterlige vi toge herind i! – I Gaar stod Barometret i Skyggen paa 10 Graders Varme, 6 Dage før paa 11 Graders Kuld. Hvilke Omskiftelser! –

Majakammeret paa Auestad 20de Løverdag

«Og først nu taler Du med os derfra? Mama vor!» – Ja, mine Elskede, først nu – «Var du da syg i Gaar? eller træt maaskee?» Det første, Gud skee Lov ikke, det sidste tildeels, dog mere doven og kosesyg end træt. Nu skal I ogsaa, i det mindste er det mit alvorlige Forsæt, faae Skiæppen fuld; thi her er den bedste Roe af Verden. Al Ungdommen svirede i Aftes, og ligger nu paa det grønne Øre. Faer siøl er som sædvanlig i Byen, min Maja sidder fordybet i Forsoms poetiske Lommebog (hvor jeg med Glæde har fundet den blide Luise H’s Navn igien) altsaa kan vi giærne i Mag gaae tilbage til Tøyen.

Onsdagaften gik i al Stilhed. Frøken Darre, en saare elskværdig Pige, kom om Formidd: og blev der hele Dagen. Pastor Bergh var ogsaa i en kort Morgenvisit, og hans Lise kom til Middag (han havde lovet sig til Bispen) men maatte tidlig hiem for Indpakningen og andet, saa giærne hun havde blevet. Presidenten var hiemme, og alle Husets øvrige Personale. Ungdommen drev al slags Kortleg, og Presidenten der, imellem os, er dygtig forgabet i Karen Darre, sad for det meste blandt dem medens vi, adstadige Gamle, Lotta og jeg, sad ved vor Rabus. Børnene, som efter Comedien spiste hos Olsens, kom først hiem da vi nesten vare i Seng. – Saa kom da Torsdagen mørk og taagefuld. Vi vare ikke blevet ret enige om Kiøringen, og saa sinkedes vi endnu en Stund efter at vi vare komne ned til Olsens, hvorfra 95Toget skulde gaae. I veed, den altiid tiænstvillige Olsen laante os sin Phaeton. Det blev, saae vi, umueligt for os Alle at rummes i den; men ogsaa af denne Forlegenhed kom vi ved Olsens Hielp. Messel fik hans Kiærre, og hans Hest til Ravnsborg, hos ham sad Lina, Zarine og jeg nok saa kuriøskt i Vognen, som Aslak kiørte – Føret var nu som saa, dog i det Hele over Forventning godt, da Veyen var fast frossen paa de fleste Stæder, dog uden at være farlig glat. Paradisbakkerne vare elendige og overalt den hele Vey derfra den sletteste vi traf paa.

Messel med sin lille Dame naaede os paa Ravnsborg, Jess ligesaa, og siden bleve vi i Følge. Bragnæs vrimlede af Folk, og Markedsgang gik de Alle, som ikke havde gaaet den saa vel, at de ikke kunde gaae mere. Der var græsselig Støy og Søl. Endelig kom vi da til den nye, deylige Broe, som jeg for første Gang kiørte over med inderlig Taknemmelighed til dem som opfandt og udførte Planen til den, og derved befriede Reysende for den ubehagelige, sinkende og ofte farlige Færgefart. «Gud velsigne Faer Cappelen» – sagde jeg til Zarina – «hans utrættelige Fliid og Tilsyn kan vi især takke for, at vi nu kan blive siddende i vor gode Indpakning, og komme en Times Tiid før til vort Maal» – «Der er Faer Cappelen» mælede Aslak, som kiender og seer alle i Mørke som ved lys Dag. Han standsede ved at høre sit Navn, det kom til Forklaring imellem os, og han svang sig op paa Kudskesædet hos Aslak, og besvarte alle vore mange Spørgsmaal blandt hvilke det første var: om Thrina var rask, og alt vel? Gud skee Lov, det var som vi kunde ønske det. Men før vi kunde spørge videre, hørte vi, at begge Majaerne vore, som om Midd: havde spiist hos C: Cappelens, vare paa Concert. Det havde ahnet os, og tempereret vor Glæde ved at tænke os de Elsktes glade Overraskelse. Faer C vilde vi skulde tage ind til hans Thrina, hvad jeg ogsaa giærne vilde, men frygtede det skulde blive hende brydsomt da vi vare saa mange (Messel allene skildtes fra os) men han forsikrede, hans Thrina var saa flink en Kiærring, at det ey vilde skade hende.

96Realf havde nær baaret os ind paa sine Arme, saa glad blev han. Ikke mindre blev min velsignede Thrine det, da hun kiendte sin Moer Korens Røst – Ja, vist var hun brav, raskere end de fleste Barselkoner saa snart pleyer blive; men det kiære ulydige Barn havde, uagtet begge Mødrenes Formaning til Forsigtighed, en Dag vovet sig ud i Kiøkkenet og Madboen og havt et Anfald af Feber derefter, hvis Følger endnu ikke vare ganske forvundne. Jeg følte det da jeg tog hendes matsvedte Haand, og saae det i det blege blide Ansigt, som Glæden ikke kunde give uden et let snart forsvindende Anstrøg af Farve. Men med sin lille nysselige Otilia ved Brystet, ved Siden af sin Moer Koren, følte hun sig stærk, stærkere end hun var, det mærkede vi siden. Søde Peer var den samme raske Gut, kun lidt kiælnere, for ikke at sige egensindig, end før, da han var, hvad han vist snart vil blive igien, mageløs snild[.] Afvænningen fra Brystet gaaer sielden af uden saadanne smaae Ramperier. Vi drak Thee og spiste Eftersvælg, og fik Kort frem til en Rabus, hvortil dog ingen af os kunde fæste Tankerne, thi ved hver Vogn som rullede forbi tænkte vi: der er de! – Kudsk og Tiæner var det strængelig paalagt, intet at tale om vor Ankomst. Endelig holdt en Vogn, det ringede – det var dem. Ind fløy vi Alle i Thrinamoers Kammer. De paa Bordet adspredte Kort og flere Lys end sædvanlig vakte Maja C’s Opmærksomhed, men Realf sagde: «Vi har sadt her i vor gamle Stull» – Men nu, saa nær de Elskte, barede jeg mig ikke længere, lukte Dørren høyt op, gik lige hen til Maja C og neyede dybt. Som jeg havde tænkt mig det, stod hun, uden at mæle Ordet, uden at røre sig. Imens vare de Øvrige komne saadan ind een efter en anden, lille Maja skreg af Glæde, og Maja den ældre hang om min Hals, og siden gik det i en Hvirvel, Spørgsmaal uden Svar, Svar uden Spørgsmaal, og længe varede det inden vi bleve roelige nok til at fortælle lidt ordentlig. For min Fulhed fik jeg istæden for Skiænd 97mange hiertelige Kys. Jeg kunde nesten været fristet til at ønske, jeg havde lidt noget Ondt paa Hidtouren, for at føle mig noget berettiget til den Tak jeg nu fik fordi jeg giorde saa vel imod mig selv. Vi havde lovet Thrina vor at blive der om Aftenen, men da hendes Moder mærkede (og det mærker en Moder strax) at hun ikke var saa ganske frisk, fik hun Barnet sit til at lægge sig før vi gik til Bords. Kl lidt over 10 saae jeg det kiære Auestad igien i det blide Maanelys. Vi drak Thee og passiarede en Stund, og saa tog jeg mit gamle Kammer paa det nye Auestad i Besiddelse, og havde det som jeg har det, ak, saa godt! – Gaarsdagen vare vi ganske allene, kun Messel, vor Reysekammerat, var her for at høre om vort Befindende efter Reysen. Han fulgte ned med al den øvrige Ungdom til Byen. Om Aftenen vare de alle paa Comedien, og toge derfra til Captajn Stibolt, som er gift med Jomfr: Holbye, hvor de dandsede til Kl 4. I Morgen skal de paa stort Ball. Da de kom op henimod Middag, laae her 5 Billetter til dem fra den alt for snilde Faer Cappelen. I Aften har Maja mi budet StiboldtsStiboldts] rettet fra: Stiboldss ved overskriving hid. Min gamle snilde Moer Holbye, Ovidias Moder, er der ogsaa. Det bliver vist en morsom Aften. Frue Holsten og hendes Mathilde vare ogsaa budne, men havde, til Frue Høst store Fortrydelse lovet sig bort før. Imens Barna vare paa Comedien var vi Morer nede hos det hiemmesiddende Barn og hendes Smaae. Der traf vi Præst Wulfsberg, som var spadseret hid paa Apostlernes Heste, og det i Mandags i det skrækkelige Veyr. Arme W: han saae ret ud som en forvildet Pilgrim, eller som havde han gaaet Markedsgang i mere end de tre Markedsdage. Vi toge tidlig hiem, at Barnet vor, som Gud skee Lov var og i Dag er rask, kunde komme til Roe. – Stykkerne som bleve spillede vare Gevinsten i Classelotteriet, som vi saae her i Fior Vinter, og den pantsatte Bondedreng. Maja C gav sin Mathias, jeg min Aslak en Billet, og denne Sidste, som 98aldrig havde været paa Spektakel før, havde heller aldrig moret sig saadan sin Livstiid.

Søndag 21te En høyst morsom Aften havde vi i Aftes. Gamle Moer Holbye, som var lidt træt efter forrige Dags Selskab hos hendes Datter, kom ikke, men den tækkelige, yderst pene Ovidia, hendes godlidende Mand, og en Fetter af ham, Leutn: Stiboldt, Jomfr: Holbye, og Messel. Af disse og vor gode Realf bestod det hele Compagnie, og ret lustige vare Alle, især Messel der dandsede efter Vestris og sang efter Londons første Sangerinde Mad: Catteland – jeg troer hun hedder saa – begge Dele, kan I tænke, til Fuldkommenhed. Faer Cappelen og Stiboldterne spillede et Par Timer Lhomber. Vi andre strikkede, snakkede, og giorde Kunster. I dag er det et Hundeveyr, saa jeg neppe troer, Frue Holsten vover sig herop. Vi ventede hende i en Morgenvisit. I Eftermiddag skal Maja C og jeg ned til vor Thrinasara en Stund, Barna, som I veed, paa Ball, og følger den snilde Faer Pedro selv med dem did, fordi de saa inderlig bad ham derom, Maja og Lina. Nu kom han, Marie og Zarine af Kirken[.] Hvad Maja og jeg giorde imidlertiid? Jo see, om I fik vide det!

Mandag 22de Gaarsdagens øvrige Begivenheder ere snart fortalte. Min Maja og jeg tilbragte et Par fornøyelige Timer nede hos Barna vore; Thrinamoer kom os imøde saa munter og færm, aldeles jomfruenalsk, med bart Haar saagar – Kappen var blevet hende for heed. Fader C som var der tog tilbage for at geleyde sine Damer til Balls, hvorfra de først kom da det var høylys Dag, og saa længe holdt Fader C., der sætter saa megen Priis paa sin Natteroe, ud med dem. At de maae have fornøyet sig troer jeg vist, ellers havde de vel vendt Næsen hiem lidt før. Vi venter ikke at faae see dem paa denne Side Middag. Don Pedro var alt taget ned til Byen før vi kom ned, Maja og jeg, som har slaaet vor Boepæl her i det kiære lille Kammer, hvorfra I maaskee nu ikke faaer mere denne Sinde.

99Tøyen – Onsdag 24de Ney, fra det kiære lille Majakammer fik I intet mere. Da Børnene kom ned, var der nok at fortælle om Ballet, hvor der havde været et hundrede og firesindstyve Mennesker, og da Dandsesahlen ikke er stoer, var pakfuldt overalt. Imidlertiid havde de dandset og moret sig capitalsk. En bergensk Madam havdre tiltrukket sig alles Opmærksomhed, ja selv Faer Cappelens, ved sin Dragt, sin Dands, kort ved Alt. Hun havde et Pantser paa af rødt Fløyel, sagde Messel, det var et Liv, forklarede de Øvrige, uden paa Kiortelen (den var hviid) som gik ned over Hofterne. – Om Aftenen kom den gode Frue Holsten op for at see mig engang endnu. Hendes Mathilde var et andet Sted bortbuden. Hun blev efter min Majas venlige Indbydelse om Aftenen. Seent, henimod Spisetiid, kom Realf, med ham Edvard Munk, den unge glade Præst, som jeg ikke har seet siden han kom fra Kbhn. Saa snart han og Frue Holsten vare borte, forføyede vi os til Hvile, der vel især smagte alle de Dandsende godt, og deres gode Ledsager, Faer Peder, ey mindre. –

Saa kom da Reysedagen. Vi vare alle i fuld Stand Kl lidt over 8, da kom Messel, og Toget gik for sig tilbage som did. Lille Maja, som skulde kiøre med Faer Bergh, og møde ham paa Bragnæs, tog Afskeed med sit andet kiære Hiem, sin anden kiære Moder og Fader, og reyste lidt før vi. At jeg ingen Tiid tager glad fra min Maja, eller fra nogen af mine Elskede, begriber I nok Alle, men i Gaar var der desuden saa underlig en Ængstelse over mig. Den var vel tildeels foranlediget ved lidt Frygt for Føret, men endnu mere ved Tanken om, at mit Haab at see Maja C hos mig nu var tilintetgiort for lang Tiid. Men Gud skee Lov, at jeg dog har seet Dig, Dyrebare, og at det stunder til Someren. Med Thrinasara vor bad jeg Farvel om Søndagen, og havde da den Glæde at see hende fuldkommen rask og munter. Det første 100var Du ikke, min Maja, og har ikke været siden Du leed saa meget i Sommer. Ak, efter en saadan Svækkelse vender Kræfterne langsomt tilbage; dog haaber jeg til Gud, den tilstundende Vaar skal have en ønskelig Indflydelse paa Din Helbred, og paa min. Ja, jeg har endnu i Dag været meget syg, og først efter mange Timers Hvile er jeg blevet istand til at snakke her med Eder. Endda gaaer det langsomt. Dog, tilbage til Reysen. Kl var over 9 inden vi kom afsted. Vi mødte Cappelens Karl som havde bragt lille Maja til Stævnemødet, og hørte, Præsten – der ligesom vi havde ladet sine Heste gaae forud til Gillebek – ingen Skyds havde faaet endnu, og neppe fik nogen (Os var det vist gaaet ligedan, havde Faer ikke (selv talt med Skydsskafferen og faaet hans egne Heste. Al Skyds var optaget) – det var det første Uheldsbudskab vi fik. Vore Heste vare smaae og udkiørte, vi gruede for de nesten bundløse Paradisbakker, og Jess reed i Forveyen, for om mueligt at faae leyet os een Hest til op ad dem; men foruden een, som kun forlangte 8rd for denne Skyds, fandtes alle uovertalelige. Jess giorde endnu et Forsøg; men vor Skydsgut, der var lige saa modig som hans Heste modløse, vilde ey oppebie den formodede Hielp, og rigtignok vare vi over det værste, inden denne kom, og behøvede den ey mere. Zarine gik op ad Bakkerne med Messel, og jeg ønskede inderlig, jeg kunde giort det samme for at slippe for den Marter at see de arme Dyr anspænde, ofte forgiæves, de sidste Kræfter for at faae Vognen, der dog var yderst let, slæbt op. Da vi havde dette Pust overstaaet gik det færmt til Gillebek, og nu syntes vi ey at have flere Ønsker, end at vor Maja skulde været med os. – Men nu orker jeg ey mere i Aften.

101Torsdag 25de (Fortsættelse) Henved to Timer bleve vi paa Gillebek alt i det Haab, vort Følge skulde komme efter. Vi spiste vore Smørrebrød og Vafler, læste alle Indskriptioner i alle Tungemaal (dem vi forstode NB) paa Vinduesruderne og i Karmerne, og sukkende satte jeg mig i Vognen. Med vore udhvilte friske Heste gik det raskt – Veyen var prægtig – til Ravnsborg, hvor vi drak Caffe og atter opholdt os en Times Tiid, og atter forgiæves. Lina, som hele Tiden ikke havde talt tre Ord, var nu blevet lidt snaksommere: «thi nu[»], sagde hun, «følte hun paa sig, at hendes Marie var oppe over de fæle Bakker.[»] Fra Sandvigen blev Føret alt uslere og uslere, og det var bollenemørkt inden vi naaede Byen. Hos Olsens satte jeg Zarina af og tog Lina igien og Kl halv ni vare vi her da endelig. «Hvor er Marie?» spurgte min gode Lotta og alle nesten paa engang. «Ja, det maae Gud vide» – svarede jeg, og fortalte Sammenhængen saa vidt jeg selv vidste den. En Kop varm Thee med behørigt Smørrebrød qvægede Legemet, og min Lottas Glæde over vort Komme Sindet, og jeg lagde mig saa træt som jeg sielden har følt mig, ved min Linas Side, befalende Maja og alle mine Elskede og mig selv Gud i Vold, og sov ret godt, men vaagnede yderst mat og syg. Til min kiære Ragna M: skrev jeg et Par Linier, og saa maatte jeg til Sengs. Jess reyste hiem, og Aslak og Gulen med Slæden min. Her skulde være et lidet Selskab for Fader Bergh til Aftens, og jeg stod op og klædte mig paa med megen Møye og Besvær, men blev bædre mod Aften. De Indbudne vare, foruden Bergh og unge Glørsen, Wiebes, Aubert (hans Kone vover sig ey ud mere)

102Capt: Widings og Slotspræstparret, som jeg nu efter saa lang Tiids Forløb glad saae igien, og fandt barnlig forsonlige. Ikke allene for hvad der var skedt, men for hvad der kan skee, fik jeg kiærlig Aflad – thi neppe kommer jeg nu, da jeg har seet og talt med de Gode, til Byen denne Gang. Torde jeg vove mig ud, giorde jeg en kort Tour til Økeren for at see til og om mueligt opmuntre min Ragna. Hendes søde Ida skrev hun i Gaar – har ikke i lang Tiid været ret frisk, hendes Ludvig er det heller ikke i disse Dage. Vor Maja og Lina bad hun med sig paa Ball om Søndagen. Maaskee seer jeg de Kiære i Morgen, da der er langt til Mandag, og før skulde jeg efter Bestemmelsen ikke tage did. Da jeg tog denne Bestemmelse, troede jeg rigtig nok at der om Onsdagen skulde blevet Comedie, og vilde været over for Børnenes Skyld til Torsdag; men det bliver jeg dog nok nu alligevel.

Med Fader Bergh som i Morgen paa sin Hiemvey tager til Hovind, skal jeg skrive lidt til Kista mi. Mit Bryst er bædre, mit Hoved værre end i Gaar. Men min Lotta har lovet mig god Bygsuppe til Middag, og oven paa den skal en Middagssøvn vel giøre Resten.

Fredag 26de Det blev ikke bædre hverken ved Bygsuppe Søvn eller Caffe, men alt værre og værre. Lieutntr: Stenersen og Collin var her. De spillede Boston med Presidenten og Jørgen, jeg saae paa dem en Stund, men baade det og Rabusen med min Lotta løb i et for mine Øyne, og jeg maatte forføye mig til Sengs da de andre gik til Bords[.] Der fulgte en saa skrækkelig Beklæmmelse med dette Onde, at mit Hierte var bristefærdigt, syntes jeg. Fuldt saa slemt er det ikke i Dag med begge Dele, men det har langt fra ikke forladt mig. Jeg kan derfor ikke, som jeg 103havde foresadt mig, komme til Økeren i Dag; men jeg har skrevet et Par Ord til min Ragna, at hun ikke skulde vente mig forgiæves, og deri har jeg bedt hende bevæge vor Sally til om mueligt at see herhid Søndag. Jeg troer vist det kiære Barns Længsel efter at see os igien og høre fra Auestad og Strømsøe, vil overvinde hendes Frygt for Uføret. Der bliver intet Ball af paa Søndag i Klubben, af Mangel paa Voxlys. Børnene gaaer da glip af de ventede Fornøyelser: Ball og Comedie. Men de finder sig ret godt i de feylslagne Forventninger. Ak, og maatte de aldrig friste dem tungere, end disse!!! – De gik i Morges ned til Olsens, Hanna Bull med dem, og bliver der nok i Dag.

Presidenten kommer heller ikke hiem før Aften, troer jeg, saa denne Dag nok gaaer hen i Stilhed. Min Lotta er heller ikke ret frisk; og jeg skal foreslaae hende at tage sig en Middagssøvn, som jeg har i Sinde at tage mig den. Dog, først maae jeg have skrevet et lille Brev til min Maja C.

Løverdag 27de Jeg fik min gode Middagssøvn, men min stakkels Lottas blev forstyrret, hvorfor ogsaa hendes Hovedpine blev ved at være stærkere end min. Vi læste begge, og kanskee for længe i Skumringen, hvad just ikke var af Visdommens Bog, og dette, samt at vi sad oppe og ventede paa Ungerne til Kl: over 12, tilskriver jeg, at vore Hoveder heller ikke i Dag ere alt for rigtige, dog englegode imod i Gaar. Ogsaa er jeg meget lettere for Brystet og om Hiertet, og det er Hovedsagen. I det deylige Veyr vilde Jørgen gaae en Tour med sin Agatha, og da de gode Børn vidste, hvor baade Lotta og jeg længtes efter at høre fra vor Sally, toge de Veyen did; og vist maae de være baarne paa Kiærligheds Vinger, thi ellers begriber jeg ikke, hvordan de kom frem den lange slemme Vey. Sara blev ikke mindre forundret da hun hørte, de vare til Fods. Hun var Gud skee Lov frisk, og lovede om mueligt at komme hid i Morgen.

104Dog, maaskee følger hun med Marieboes til Ball – «Hvilket Ball? Der bliver jo intet. Eller er der faldt Voxlys ned fra Himlen?» – Det troer jeg ikke. Snee derimod falder i Dag ned fra den i stoer Mængde. Men Ball bliver der, det er vist og sandt, og just nu var her Bud fra min Ragna, som beder Smaaesøstrene sine, der ey ere saa smaae endda, møde hos Olsens i Morgenaften, hvor hun vil afhente dem. Jeg kunde nesten læse paa Pigebørnenes klartskinnende Ansigter da de kom hiem i Aftes, at der var hendet dem noget sligt glædeligt. Den brave Steinar og Capt: Collin havde fulgt dem hiem med lysende Lygte. De sad her et Øyeblik, saa maatte de vandre hiem ad – endda kom ingen President, og vi forføyede os til Køys. Jeg har rigtig nok holdt Herren en Forelæsning over sine Natterallinger. Men hvad frugter det vel? I Dag er han hos Rosenkrantz, i Morgen skal han til Agent Nilsens, og fra ingen af disse Stæder kommer han hiem før ved eller over Middienat. – Stenersen bragte mig Grundtvigs Krønike, hvoraf jeg kun har læst det halve af Fortalen, og med den er jeg rettelig tilfreds.

Nu skal da min gode Bergh have et Brev, og er det ikke for tidlig han faaer et. Men saa kan jeg ogsaa fortælle ham desmere om Fader og Søster og vor hele Samvandring.

Mandag 29de Færdig at forlade det kiære Tøyen og drage til det kiære Økeren, træt og mødig af forstyrret Natteroe og Indpakning, vil jeg kun sige Eder, Elskede, Farvel herfra, og fortælle Eder i Korthed, at vor Sally var her et Par Timer i Gaar. Hun kom seent, og maatte for det fæle Føre Skyld tage tidlig hiem. Børnene kom da det lysnede, og havde havt en deylig Qvel og Nat. Lotta og jeg tilbragte Aftene des ensligere, men derfor ikke ubehageligere. Farvel fra Tøyen: –

105Økeren sidste Martj Med den sædvanlige Hovedpine forlod jeg i Gaar Morges mit Leye, og den holdt ved den hele Dag, derfor seer I mig nu først her, Elskede, og skal det første jeg fortæller Eder være, at jeg er overmaade rask i Dag, og giør ret Regning paa at blive det og have en overmaade behagelig Dag; dog den havde jeg i Gaar, trods Hovedpinen. Den lader sig alligevel beskrive i faa Ord. Formiddagen tilbragte min hulde Ragna og jeg ganske ene, som den foregaaende Aften. Børnene, maae I vide, fulgte ikke med mig hid, men kom først i Aftes. Marieboe blev i Byen fra Søndagen, for at stelle sig saa, at han kunde være hiemme hos os hele denne Dag. Jeg forlod mit kiære Tøyen, min Lotta og de andre Gode Kl 4, ret syg og nedstemt. Der hvilte saa meget tungt over mig, som jeg ey kan giøre mig selv Rede for. Det fatale Føre hid bidrog ikke til at opmuntre mig; men da jeg saa kom her i Gaarden, og paa engang saae i Vinduerne et blomstrende Rosentræe, Ragna og søde Ida, blev det strax bædre med mig, endnu bædre da Ragna trykkede mig til sit barnligtroefaste Bryst. Hun var reyst tidlig herud fra Byen, og havde ventet mig før. Aftenen gik med sød fortroelig Snak. Lille Ida har været stærkt forkiølet, og er endnu lidt bleg, men ikke saa meget som i den ømme frygtsomme Moders Øyne. – Uventet fik jeg en Pakke fra Byen fra Egersønnen min, som havde været der i to Dage. Det var nogle laante Bøger, ledsaget med et lille Brev fra ham, et Do fra Fader Pavels, hvori begge klager over det svælgende Dyb der er befæstet mellem Aggers Festning, Tøyen og Økeren, som hindrer dem fra at see deres Moer Koren. Min gode Frederich hilsede mig fra Auestad hvor han havde været paa Indtouren. Med Fragtvognen i Gaar tog han tilbage[.] Vi skulde gaae tidlig tilsengs, overlagde vi, da Ragna kunde 106behøve Hvile efter forrige Nats Vaagen, som hun dog Gud skee Lov har befundet sig meget vel efter – men inden vi vidste det, var Kl 11. Sally havde lovet at være her tidlig i Gaar; men det kiære Barn kan, som vi alle, ikke altiid hvad hun vil. Først ved den saa kaldte Middagstiid kom hun, men her blev Middagen seen, da Husets Herre først kom Kl: henimod 4. Jeg maatte gaae fra Bordet til Sengs, og blev rigtig bædre efter Søvn, Caffe, ved interessante Samtaler, og da Ungerne mine kom. Det var først i Mørkningen. Sally tog hiem, men kommer hid baade i Dag og i Morgen. Til Middag kommer Tranes fra Lille Tøyen, og min kiære muntre Hanna Moestue. I Aften venter jeg Aslak og Gunder med Heste efter os. For Hiemtouren gruer jeg rigtig nok, men ved Tanken om de nydte Glæder og de ventede i det velsignede Hiem, skal jeg nok vide at sysselsætte Tankerne, saa de ikke skal faae stort med Føret at bestille. Fra min Kista havde jeg Brev i Aftes, og er Gud skee Lov alt vel paa vort kiære Hovind. Ogsaa fra den nedbøyede Moder, Mad: Hiort paa Aschim, fik jeg et venskabeligt Taksigelsesbrev fra de Linier jeg skrev i Anledning af hendes Pouls Død. Ak istæden for ham, som de med Vished ventede, kom Tordenbudskabet: «I seer ham aldrig, aldrig mere!» –

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1813

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.