May

141Søndag 2^den Jeg vilde giærne i Gaar fortalt Eder lidt om den vakre blide Maydag, mine Elskede, men Feberen gav mig neppe Frist og Kraft nok til at faae skrevet et lille usseligt Brev til min Maja C. Og blot for hun ikke ganske skulde savne det, krøb jeg ud af Sengen og herned, men laae siden det meste af Dagen. Jeg er bædre i Dag, troer jeg, men grumme mat. Kista vil absolut jeg skal være meget syg, fordi jeg ikke kan drikke Caffe, og maae sige Ney til alt hvad hun saa opfindsom udtænker og troer, jeg skulde have godt af. Men jeg kiender bedst min Natur og veed, at naar jeg ikke er frisk har jeg bedst af intet at spise, i det høyeste et Stykke Smørrebrød og lidt Bygsuppe. O hvor giærne vilde jeg være rask i Dag, for at kunde skrive ret meget, da der gaaer et Bud ind herfra i Aften eller i Morgen. Men jeg forudseer at det maae blive ved Ønsket, om det ikke skulde blive bædre op ad Dagen. Det er et himmelskt Veyr i Dag ogsaa, endnu blidere, end i Gaar. Og i Dag venter min kiære Rikke mig med Vished, og venter igien forgiæves. Jeg troer, min Koren tager did. Hvis ikke maae jeg lade hende vide hvorfor hun ey seer mig, og saa seer nok den Gode til mig. Om der vil komme nogen Post i Dag? om Farten giennem Sverrig endnu er aaben? Det er nu det, hvorom alle Samtaler og Længsler dreyer sig.

Mandag 3^die Med en ganske underlig Følelse af Velbefindende, saa meget underligere, som jeg har havt en slem Nat, vaagnet hvert Øyeblik med den smerteligeste Hovedpine, nesten berøvet Samlingen – sidder jeg nu her i det solomstraalte Kammer,

142Jeg havde neppe Kraft til, da min Koren stod op, at bede ham sende Bud til Walbohm om en spansk Flue, og troede, da jeg endelig giorde et Forsøg paa at faae Hovedet fra Puden, at jeg strax maatte legge mig igien. Men see, det gleed underlig væk, endnu før Flueplasteret kom, dog ligger dette paa den venstre Arm, og begynder at svie lidt. Ja, mat er jeg rigtig nok, men ellers, o saa let og vel, faa eller dog ubetydelige Gigtmindelser i Legemet er ingen Ting, kun Hovedet skaanes.

O takket være Du, Alkiærlige! takket for, at jeg kan sidde her saa glad og glæde mig i den skiønne May, og i at læse med min raske Maja, som nu forlod mig, og min Lina, som nu snart kommer, og som heller ikke var ret frisk i Gaar Formiddag, men hvis Feyere og Engelsdandse atter i Dag skingrer giennem det hele Hus! Ja, og takket og priset for det Fredshaab man igien begynder at skabe sig. Vel stræber jeg, ligesaa lidt at sætte Liid til de gode som slemme Rygter, men det er ikke saa let: det sidste er i min Natur, det første ikke. Imidlertiid er det dog vist, at Posten kom, og at der ligesaa lidt i dem var noget fiendtligt som fredeligt. Fra min Lotta fik jeg et lille venligt Brev, og hun og alle hendes Kiære lever vel. – Det omtalte Bud kommer først afsted i Morgen, og jeg skal da vel aftrodse min Mathed et Par Breve – I Gaar var her Alskens Visitter, men kun korte. Ingen blev til Middag uden Mad: Giørup. Det var mig en usædvanlig lang Aften (til Kl 4 laae jeg) da det ikke var mig mueligt at bestille nogen Ting. Ikke engang Kabal orkede jeg at lægge, og udholdt med Nød og Neppe de tre Rabuser med Kista mi. – Koren var paa Plogstad, hvor han vilde været engang til saa velkommen, det veed jeg, havde han havt sin kiære Ægtefælle med. Alt var vel der, og kan min Rikke for Plovens Skyld, saa seer hun til mig i denne Uge. Og nu til Læsning med Linchen, saa til Brevskrivningen. Kista er Kar i Dag, for jeg har drukket to Kopper Caffe, og lovet at spise en Gierpe til Middag. I tre Dage har jeg holdt min Cur med Smørrebrød og Bygsuppe, og troer, det har været probat.

143Tirsd: 4^de Jeg giorde dog nok lidt for meget af Skrivningen i Gaar, det fornemmer jeg i Dag, og fornam jeg alt i Aftes, da jeg rablede de fast ulæselige Linier færdige til min Sally. Dog, det har intet at betyde. Kun ærger det mig, at Budet ikke er borte endnu, og jeg altsaa kunde opsat noget Skriverie til i Dag. Dog, Ærgelse er værre end alt, og jeg vil ikke ærge mig; men i Stæden derfor opbevare fire Linier af Intell: Bl: i dette mit Archiv, hvor jeg dog haaber, de skal leve lidt længere; og saa stoer en Hader jeg er af Skiændselsstøtter, denne os elskelige Hr. O P, havde han kun ingen uskyldig Familie der maatte lide for ham – med ham siger jeg forsætlig ikke; thi paa ham bider ingen Foragt, ingen Skiændsel – for ham taalte jeg at see en opreyst, var det kun for at afskrække de Uslinger, hans glimrende Giæstebude, hans Bestikkelser ere saa uimodstaaelige, og som da vel nødtes til at lade som de afskyede hans Omgang og maatte flye ham, en Straf han dog vel maatte føle, især efter den Høytiid saa mange hans Jævnlinge i senere Tiid har giort af ham, ja selv bædre Mennesker har giort sig skyldig i. Men Værset:

O P, Handlende, nu giælder det,
Hvor høyt du kan Brødkurven hænge,
Og om du rig og glad og mæt,
Kan høre deres Suk, som trænge.

_______

Det skal, siger Indrykkeren, være en Omskrivning af et gammelt Værs; nu det er det samme, det er godt anbragt. Besynderligt er det at de saa haardt Trængte og Trængende lader det blive ved Suk, og ikke voldsomt river den Brødkurv ned, denne Niddinges Nidding klynger saa høyt. Dog, Gud skee Lov vore Landsmænd ere et saa godmodigt Folk. Uskyldige maatte lide med den Skyldige, og det er altiid tungt.

I Aftes var det første Gang, vi ikke havde Lys her i Huset. Ak, men i Gaar maatte vi slippe Kuerne fordi vi ikke havde mere Foer, end at vi Morgen og Aften kan give dem lidt. Paa Marken faaer de arme Dyr heller ikke meget. Dog Gud være lovet, at det er saa mildt, og ved en Dags Regn vilde alt blive grønt.

I Morgen om min Arrest her i Kammeret i Formiddag.

144Onsdag 5^te – Obristlieut: Krogh kom her for at tale med min Koren, der nyelig var reyst bort. Han skulde til Byen, sagde han, og da jeg hørte det, tænkte jeg, han strax var taget bort igien, og bad dem sige, jeg ikke var ret frisk, hvad da ogsaa for saa vidt var sandt, at jeg var dygtig mat. Just derfor frygtede jeg for at komme i Snak med den stakkels Mand, som hører saa lidt. Men han maatte endelig tage med Skriveren og blev her Middag over, og imens sad jeg her og skammede mig og ærgede mig, men maatte holde ud i mit Bur (Gud skee Lov det var det grønne Kammer) til Kl henved tre. Imidlertiid baadede min Oversættelse ved det, da den første Deel nesten blev færdig. I Dag sluttede jeg den, og sendte den til Lotta mi. Kista har læst Ark for Ark, sommetider Side for Side, saa hedt som det kom ud af Bagerovnen.

Jeg har nok ikke fortalt Eder, at min Jess har kiøbt sig en Plads her i Nærheden, hvor han skal sætte ordentlig Boe, og hvor han nu pløyer fra Kl. 4 om Morgenen til 9 om Qvellen, og kun er hiemme om Midd: Vi har ret Løyer af hans Husstel, maae I troe, som er en snurrig Sammensætning. Saa havde han fra Begyndelsen hverken Ku eller Su (Koe eller Soe) men kun tre Heste, hans Rideheste nemlig, to Paradeurer, og en Arbeydshest, et lille Lam, Maja havde foræret ham, og en lille deylig Puddel, Fabritius har begavet ham med. Jeg har lovet ham et Lam og en Kalv og en Griis, og laant ham en Koe til hans egne bærer. «Har han da nogen?» Aa ja, nu har han to Stykker, dem han har faaet med to Kiærringer, den ene 80 den anden 70 Aar, som skal styre hans Hus imod at han føder dem og Kiørene. Dog, den yngste af disse Matroner har overgivet sig ham med Liv og Siæl og Koe og alt hvad hun eyer og eyende vorder, og er glad som en Himmel havde aabnet sig for hende, da hun ingen anden Udvey saae, end at sælge de Smuler hun havde, og tage Bettelstaven fat. Han fik giærne alle de gamle (og vel nogle unge 145deriblandt) Madamer heromkring, kunde han modtage dem, paa lige Vilkaar. Alle Mennesker elsker den brave Gut, og hvad han ikke kan faae frem, faaer vist ingen anden. Tønder Lund staaer op hver Morgen med ham for at være med og om ham til Kl 7 da han maae være paa Contoiret igien, og foretrækker denne Fornøyelse den ellers saa kiære Morgensøvn. Undertiden kommer han lidt senere end 7, saa skiænder Skriveren, men maae altiid ende med et Smiil, saa godt veed Gutten at forsvare sig, ofte uden at sige et eneste Ord.

I Dag bragte min Koren mig den første udsprungne Aurikel.

Fredag 7^de Posten kommer nu tidlig om Eftermiddagen. Den bragte mig det kiære Majabrev, og et meget forbindtligt fra den brave Grev Wedel til Svar paa et jeg havde tilskrevet ham, Mad: Poppe angaaende. Alt hvad jeg bad, har han opfyldt, det Gud lønne ham ned Mandens og Faderens rigeste Glæder! Fabritius sendte mig to medbragte Breve fra min Ragna, som ikke er ret frisk, og min Sally, som er rask. I Dag fik jeg et fra Lottamoer, og deri Bekræftelse paa det glade Haab om Fred med Naboeriget. Nu var Fabritius her, som jeg troede at see munter som Fuglen paa Qvist, da han lykkelig og vel har faaet Korn og mange andre Ting op fra Kbhn; men han var ret nedslagen, da han havde faaet Ordre, ufortøvet at tage til Wallers, hvor han er stationeret. Det er vist nok fortredeligt for de stakkels unge Folk, som nu skulde sætte Husholdning paa den Gaard han har kiøbt i Eidsvold (hvorhen han har Haab om at blive forsat ved Bytte) men unge Mennesker, som alt gaaer saa temmelig efter Ønske, falder det tungt at giøre sig fortroelig med det gamle Ordsprog. «Sorrig og Glæde de vandre tilhobe» Overalt har Grethe (og det troer jeg mit Kiøn har i Almindelighed) vel saa megen Fatning i første Øyeblik som hendes snilde Urban.

146Løverdag 8^de Jeg kan ikke bare mig for, kiære Børn, her at indføre hvad jeg i dette Øyeblik læste i Litteratr Tidenden‹,› fra Grundtvig til Frigges Recensent, fordi han deri viser sig aldeles som jeg troer at kiende, fatte og forstaae Manden. Ordene ere disse: «I Littr: Tidend: No 2 bebreyder De mig, at jeg har blandet og svækket Indtrykket af mine i Frigge indførte Vers ved en vis Bitterhed imod anderledes Tænkende, som findes nesten i alle mine Arbeyder, og som jeg enten ikke kan eller ikke vil holde tilbage. Her er ikke Stædet at gaae i Rette med Dem, om Bitterhed er det rette Udtryk for den Haardhed jeg troer mig forbundet til at bruge mod hver uchristelig Mening; men spørge maae jeg, hvori det Bittre er i omtalte Stykker? I Brevet til Sverdrup er jo ikke et eneste Ord, som med Skiøn kan nævnes saa, og i det andet Vers maae det være den udtrykte Harme over dem som vil stiæle Gud den Priis han har beredt sig af de Spædes Mund, der skal giælde for Bitterhed; men bør den nævnes saa, da bør dog virkelig saadan Bitterhed, der er Kiærligheds Frugt, ikke lastes. Last mig hvor jeg fortiæner det, og jeg skal tie eller takke; men lær og døm Hvert for sig uden Fordom, det er minmin] rettet fra: mit ved overskriving inderlige Bøn og retmæssige Fordring, og visselig ingen Følge af en prippen Forfængelighed, som De, desværre! nu engang har sat Dem i Hovedet det maae være. Noget af det Tungeste, der kan times mig, er at beskyldes for Bitterhed, naar jeg er mig bevidst, at have skrevet med et blidt og kiærligt Sindelag, med Kiærlighed til alt Godt, kun med Had til det Onde og Bekymring over dem, som ere dets Tiænere. Bærer noget af min Skrift umiskiændeligeumiskiændelige] rettet fra: umiskiændeligl ved overskriving Vidnesbyrd om et saadant Sindelag, da er det netop de tvende Smaaeblomster, som da spirede i Kiærligheds og Venskabs snævre Have, og aldrig tænkte paa at udplantes i den store Alminding. Naar disses Duft kaldes stram og bitter og det af en Mand, der vedkiænder sig Sands for deres Hoveds Opløftelse mod Himlen, da maae det inderlig smerte mig og jeg maae sige det.» – Gode Grundtvig, ogsaa mig smerter det at see dig saa miskiendt, og ogsaa jeg maae sige det.

147Min gamle troe Aslak blev i Gaar med et heftig syg, og jeg mærker paa Walbohm, han ikke har stort Haab. Det var skrækkeligt, skulde den unge raske kraftfulde Mand gaae saa brat ud af Verden. I Gaar Morges talte og spøgte jeg med ham, og han var saa glad over den gode Plads, Koren havde skaffet ham, og over at alle, ogsaa hans bestandige Patron og Beskytter, Hertel, stræbte for at hielpe ham paa Fode. Ak! og nu skulde det alt være forbi!

Søndag 9^de Det er forbi. I Morges Kl 5, efter korte men voldsomme Smerter, brast hans Hierte, Øynene vare alt brustne. Han kiendte Alles Stemme – Folkene herfra var der skifteviis hele Natten, ogsaa min Jess var hos ham i Aftes – men saaae ingen.

Jeg reyser nu til Plogstad. Han, min gamle troe Følgesvend i saa mange, mange Aar, følger mig aldrig mere. Han bragte sin kiære Wilhelms Liig hid under tusind Taare. I Dag bringer de hans hid. Gud trøste hans arme trøstesløse Kone, min og Børnenes snilde Ane!

Mandag 10^de Nu gik hun fra mig. I Gaar kunde jeg ikke tale med hende, og bad Gunder giøre en Omvey med mig, for ikke at komme forbi den lille Hytte, hvor han laae død. Men Ane var her den hele Dag, og kommer nu i sin gamle Tiæneste igien. Ved denne Vished flød hendes Taare mildere. Standse dem kunde jeg ikke, og vilde det jo ikke havde jeg end kundet det. Gud være lovet, at jeg kunde mildne dem! – Med forgrædte Øyne bøde mig Alle i Gaar God Morgen og Farvel da jeg reyste. Det var en skiøn Dag, men mit Hierte var saa beklæmt. Nesten hver Gang jeg talte til Gunder, kaldte jeg ham Aslak, især paa Fieldet, hvor jeg blev lidt bange et Par Gange, da der var slemt dybt og CariolenCariolen] rettet fra: Kariolen ved overskriving heldte, da raabte jeg: «Aslak! Aslak!» og Taarene kom mig i Øynene, og Gunder sukkede. Selv paa Gulen min kunde jeg ikke see uden Vemod. Den var Aslaks Kiæledægge. Det forekom mig, som jeg aldrig havde seet den saa maver, og som om den ogsaa sørgede. Gud give nu din Rikke maae være frisk!» tænkte jeg. Men det var hun ikke, sagde Jomfr: Heide, som kom og modtog mig, dog bædre, end hun den forrige Dag havde været. Hun var i Begreb med at forlade Sengen.

148Før jeg havde taget Reysetøyet af, stod den sødtalende tvetungede Heierdal, nu Stads Hauptmand, ved Siden af mig, og ikke Koren i Frierdagen kyssede min Haand varmere og længere end denne Leyelse. (Flors Benamsing paa leye Mennesker). Han havde noget at tale med Kammerraaden (jeg maae dog engang nævne Futen vor ved sin nye Tittel, mundtlig bliver han Futen min til evig Tiid) der har lært at betale ham med hans egen lette Mynt – lettere endnu end vore Bancosedler, og det er meget sagt – og giver ham Compliment for Compliment, uden at entrere med ham i nogen anden Verdsens Ting. Jeg var for blødhiertet til at være spansk, som jeg pleyer være mod ham og hans Lige – og ellers mod Intet i den hele Natur – og besvarte hans Spørgsmaal ret høflig, ja giorde ham saa gar nogle igien om Politik etc – men saa kom Gud skee Lov min kiære Rikke, og var saa vakker og rødmusset og saa glad i efter nesten et Fierdingaars Forløb at see sin Moer Koren igien. Hendes Onde gleed lidt efter lidt over, dog ikke ganske før vi havde faaet os en lille Midd: Lur og drukket Caffe. Heierdal blev kun en Times Tiid – længe nok! Lieut. Lassen, der ikke er ganske frisk, og ingen Overflødighed har paa Penge, har nu poeniteret og paalagt Huset Poenitentse i jeg veed ikke hvor mange Uger. Han enuyerer sig fast til Døde, og for Futen og Rikke, hvis hele Liv, hver i sit Kald, er Virksomhed, kan jeg nok kalde det Poenitentse at see paa en saadan Poenitent. Mit lille Bibliothek er hans eneste Trøst og Husvalelse, skiøndt han hiertelig savner Schilling og Spiesz og Consorter, som aldrig fandt eller finder Plads der. For at giøre mig Dagen ret behagelig, fik jeg der med Posten et langt, indholdrigt Brev fra Søn Pavels, (til hvem jeg havde skrevet en lille Brevunge færdig her hiemme, den min Koren i Dag bringer til Byen) hvoraf jeg maae udskrive Eder noget, mine Elskede! Først en Anecdot fra Paris: Thygeson blev mens han var der indbuden til en af de franske Ministre, hos hvem han ellers nød meget Venskab, i et stort Galla i Anledning 149af Vertindens Navnedag. Henimod 150 Personer samledes om Aftenen imellem 11 og 12. Kl 12 blev opført en Comedie med Hensyn paa Festen, Kl 1 begyndte man at synge og musicere, det skal have været ret morsomt. Kl 2 tog Verten en Dame og førte hende til Bords, de andre Damer fulgte efter, og Mandfolkene bleve tilbage. Endelig kom Vertinden og undskyldte, at der ingen Plads var for Cavlr: og at de maatte soupere i Luften, og denne Souper bestod i at de – alle som Een, de udenlandske Ministre, Rigets første Autoriteter – drev om i Værelserne og i Haven, saae undertiden noget af den deylige Mad som blev baaret ind til eller ud fra Spisesahlen, men fik slet intet, man bød dem ikke et Glas Viin engang, og da Maaltidet var til Ende, kiørte man hiem.

Nu en Anecdot fra Norriges Hovedstad, der tildels klinger endda synderligere, end den fra Frankrigs. Her er Fader Pavels’s egne Ord: «Professor Pihl er nu igien i Alles Munde, og ved sit Kornaagerie saaledes brændemærket med den almindelige Haan, at han ey staaer til at rædde. Han har forlangt 120 rd. for en Td: Havre, men er af Thygeson tvungen at nedsætte den til 90, som endda er en anseelig Priis. Og paa en Tiid, da han høyt bagtales i alle Selskaber endog af sine fortroelige Omgangsvenner, vover han at søge Kongen om en Udmærkelse for hans Iver i at forsyne Norge med Korn. Det er kommet til Providerg-Commissionens Erklæring, og en af dets Medlemmer havde for Omsen yttret den Forlegenhed, hvori de herved befandt sig. «Da synes det mig» svarede Omsen – «at De ganske simpelt kan erklære, at han fortiæner og bør have saadan Udmærkelse, men at det bør overlades til ham selv at vælge, om han vil have den i sin Pande eller paa sin Ryg.» Herved anmærkede Wulfsberg, at den conserveredes bedst naar han fik den i Panden, da denne er af Jærn.» «Naa,» hører jeg Eder sige, «det kalder man at komme let til tre, fire Sider i Dagbogen, at afskrive hele Littrt Tidender og halve Breve!» Ja, men hvad det Sidste angaaer maae I dog tilstaae mig, at det vel fortiæner sin Plads.

150Torsdag 13^de Seer I, Elskede, hvor smaat det gaaer med Dagbogen, naar jeg ikke nu og da pløyer med andres Kalve. Om alle disse Dage veed jeg lidet eller intet at fortælle Eder. I Aftes kom min Koren fra Byen, frisk og munter, som han Gud skee Lov altiid er. Hos alle mine Kiære der, staaer det vel til; men om Freden vides intet endnu med Vished. Inden Pintsdag, menes der, maae dog alt være bestemt. Gud give os da en glædelig Pintsefest! Amen.

Jeg kommer nu ind fra Haven, hvor alt meer og meer ifører sig sin Brudepynt, især har denne Nats qvægende Regn fremskyndet Paaklædningen utroelig. Giøgen er længe siden kommet. Jeg har endnu ikke hørt den. Svalen er ogsaa kommet, men jeg har endnu ikke seet den.

Hvilken Forskiæl paa Aarsdagen og i Dag! Da kom vi hiemDa kom vi hiem] rettet fra: Da vi kom hiem ved nummerering over ordene fra Hertels Bryllup, kiørte ofte i Snee til over Vognhiulene, og intet Spor af Liv i den hele Natur. Kun i Mistbænkene begyndte det at grønnes, og nu er fast hele Haven grøn, og Mellin er slig Kar, I ey kan troe det, da hans Meloner længe siden blomstrer, og baade de og Agurkerne allerede begynder at sætte Frugtknopper. Det eneste, der seer mig lidt tvivlsomt ud, er nesten alle mine Rosentræer, som endnu staaer ganske tørre; men baade Skriveren (som med sin Halmhat paa poder og steller derude af Livs Kræfter) og Mellin trøster mig og forsikrer, de kommer sig nok efter denne Regn. Det maae de da vel, skal de komme sig, og Gud forbyde andet! ellers græder jeg rigtig. «Ja, deraf springer de nok ud!» siger Skriveren.

151Tak, dyrebare Maja, for Dit kiære Brev, det første i Aar fra Din velsignede Dal, og det første Du skrev der! Jeg fik foruden dette kun et fra stakkels Poppa. Dog finder baade han og den gode blide Enke, som har tabt saa uoprettelig meget, sig taalelig i den haarde Skiæbne. Nu skal jeg ind og see, hvad Aviserne forelyver os.

Bededagen, Kl 2. Saa Farvel, Aslak, og Tak for hvert Fied Du fulgte mig, og disse Taare for de Taare du græd meer end engang over mine Jordede, over min Kummer! – De sørgelige Klokker foer mig ved deres første Bevægelse saa haardt igiennem Siælen. De giør det altiid, ogsaa naar jeg ikke veed, hvem deres dumpe Lyd ledsager til evig Roe[.] Evig Roe! klinger det ikke sødt? O saa hviil i evig Roe, gode troe Følgesvend! frie for al Livets Kummer og Møye! «Græd ikke, min Anne!» sagde han, kort før han døde, til sin Kone – «Græd ikke! jeg faaer nok leve og lide meget Ondt med dig endnu i Verden.» – Han lider intet Ondt mere – Arme Anne! Gud vil aftørre dine Taare. Klokkerne tier, jeg kan høre Sangen hid. Jess, som han saa ofte bar paa sine Arme, og lærte at ride, og tusind Vovestykker, følger ham tilligemed alle Contoirfolkene. Nu hører jeg ingen Sang mere. Nu skiuler vel allerede Jorden ham. Saa havde han dog sin første og sidste Hædersdag her, og herfra!

Munthe var her før han gik i Kirken, stakkels gamle Mand, han var forstemt i høy Grad. Hans Fetters og Ungdomsvens, Kamrd Munthes Død, havde giort meget Indtryk paa ham. Han fik det først at vide i Gaar ved et Brev fra Kbhn. Jeg saae det i Aviserne for flere Postdage siden. Han kommer ikke igien fra Kirken. Aarsagen er mig ubehagelig, men sige den kan jeg ikke. – Nu ringer det atter, og alt er forbi –

152Det er i Dag min gode Kistas Fødselsdag, det er at sige, den hun har fastsat dertil, fordi hun er fød en Bededag[.] Gud give Dig at opleve mange Bededage med Din Moer Koren, min Kista, med alle Dine og mine Elskede, i glad Fred og Roe, i evig uskrømtet Venskab, og giid jeg kunde giøre Dig, min Saras og min Veninde, Dit Liv saa behageligt, som jeg ønskede det! I mit og Mines Vel og Dine andre Kiæres finder Du Din Lykke. Jeg beder altsaa for os Alle, naar jeg beder for Dig. – I Dag tænker Du vist ofte paa Dit Hovind, Din Kista og os Alle, elskede Lottamoer! O giid Du var her! Du havde da sadt her hos mig, og vel ikke hørt de sørgelige Klokker, men seet paa mine Øyne at de lød til Graven –

Her er saa stille. Mad: Giørup er her, ellers Ingen. Min Marie sidder her oven over og tegner (hendes Helligd: Arbeyde) hun har en fatal Hoste, som foruroeliger mig, skiøndt det dog med Guds Hielp kun er Forkiølelseshoste. De har Alle havt den her, og Telja i lang Tiid, men hun er blevet brav og de Øvrige med, kun min fromme Maja ikke endnu. Dog, med sin Fader fik hun nogen Saft fra Dctr Møller, som jeg haaber skal hielpe snart.

Kl 6 Præsten kom dog hid til Middag, og sandelig, det var mig kiært. Han har sine Feyl, og ret mange, troer jeg; men hvem af os har ikke sine? Dog, han er en gammel Mand, og Skiæbnen har ikke lagt ham i Silkepuder. Overalt, naar man seer, hvordan et Livslys udslukkes efter det andet, og tidt naar man troer, det brænder allerklarest, da kan man ikke andet end ønske Fred og Enighed med hele Verden, for at sikre sin Fremtids Roe, om ikke for andet. Intet Menneske er mig saa ligegyldigt, at det jo vilde saare mig, om det gik bort herfra uden at være forsonet med mig, om det

153ogsaa kun troede sig fornærmet af mig eller nogen af Mine. Ney, der gaves ingen Krig, ingen Uenighed paa Jorden, havde vi altiid eller dog ofte, den aabne Grav for Øynene. Sikkerlig, mine Elskede, det troer I Alle med mig

Søndag 16^de Fredag Aften kom Lieut: Finkenhagen her, en af de Officerer, som i Fjor laae paa Tøyen. I Gaar Morges reyste han til Byen (han kom fra Hedemarken) og med ham sendte jeg min Lotta hvad jeg havde færdig af Tobias Hoppe, anden Deel. Den første har hun faaet, og i Morgen skal hun faae Slutningen, som jeg i dette Minut fik fra Haanden, til Kistas store Bedrøvelse. Ja, jeg gav vel ikke mindre til end hun, at vi havde Slutningen af denne mig saare interessante Roman. Den fule Maria forsikrer, der kommer aldrig nogen Slutning, og vilde endogsaa forgangen Dag bilde os ind, hun havde drømt, Lafontaine var død. Men, som jeg i Gaar skrev til min Maja C: «den Mand, der saaledes kan sætte sig ind i det unge Hiertes Følelser, saa sandt og dybt, bliver selv evigung, og hans Kræfter maae tage til istæden for at tage af.» Men lovet mig selv har jeg, at skulde den blive ufuldendt fra Digterens Haand, hvad jeg dog slet ikke frygter for, skal jeg fuldende den for mit lille Publikum, saa sandt jeg beholder Livet og Kraften i Hiertet, Hovedet, og den høyre Haand. Med Haanden mener I kanskee det kunde være som det var, da vel en anden kunde føre Pennen for mig. Men ney, mine Venner, min egen Haand maae være mine Tankers Tolk; jeg kan slet ikke dictere andre end mig selv. Gud veed, hvoraf det kommer.

154Vi havde lovet os til Walbohms i Eftermiddag; men Veyret var saa stormende og sludfuldt, at vi afsagde Besøget til en anden Dag i UgenUgen] rettet fra: Uget ved overskriving, hvad der nu ærger os Alle, thi det blev da det leed over Middag ret blidt og godt, saa min Koren nu er her for at faae sin Naadige med sig en Tour i Haven. Nu kommer jeg, min Skat!

Mandag 17^de Kunde jeg troet, at hvad jeg saa længe og inderlig har ønsket skulde, nu jeg seer Opfyldelsen saa nær imøde, bedrøvet mig? at et Brev fra min elskede C. Treschow, som siger mig, hun allerede er paa Veyen til sit Norge, til sin Moers Koren Arme, ikke skulde glædet mig? Og dog er det saa. En dyb Bekymring blander sig i min Glæde, og giør at den nesten ikke seer ud som Glæde. Du maae forlade Din gamle Moder, dyrebareste Catty, og vor kiære kiære Molla, som er syg, og derfor ikke kan følge Dig. Ak, hvad har Du ikke lidt ved denne, skiøndt med Guds Hielp kun korte Skilsmisse, gode, ømme C:! Uden dem maae Du reyse med Din T: og Din Syvald, som ogsaa har været syg, og endnu ikke er ganske restitueret. Ak, i hver Linie af Dit Brev aander Din moderlige, søsterlige, barnlige Angst, Du Gode! Alt dette var nok til at nedslaae mig; men det skulde endda ikke være nok. I al Din Sorg glæder Du Dig, ikke i det Haab, ney, i den Vished, at Din Moer Koren skal modtage Dig, at Du og Syvald skal følge ud med hende til Hovind. Og at opfylde det er mig umueligt, af mange, mange Aarsage umueligt. Blandt disse ere de væsentligste: at Føret nu efter Regnen ^er, og vist ‹…› efter den Snee der øser ned i Dag end mere bliver nesten ufremkommeligt, at vi endnu ikke er stort mere end halvveys med Plougen, og at jeg neppe veed, hvordan de arme Heste 155skal holde det ud, da vi nødes til at lade dem gaae ude baade Nat og Dag, fordi vi intet Høe har mere, og intet kan faae kiøbt. Jeg troer vi har kiøbt Foder i Aar for over ja meget over 1000^d og Korn? Ja, der forslaaer hverken 10 eller 12000^d. At kiøbe til to store Gaarde, nesten alt hvad der skal lægges i Jorden, og alt hvad 40 til 50 Mennesker daglig skal leve af, og det til disse Priser der nu ere gangbare, er haardt, og ofte undres vi i Stilhed over, jeg og Kista, at Skriveren kan være saa ganske den gamle muntre, roelige velsignede Skriver, over hvis Læber aldrig kommer nogen Knur eller Klage.

Der vil altsaa endnu hengaae Uger inden jeg kan ile i Dine Arme, dyrebare Catty, og i Din ædle Treschows, og trykke Eders Syvald til mit Hierte. Men Gud være lovet, saa veed jeg, hvor jeg skal finde Eder, saa har jeg Eder, saa skal denne Sommer see os ofte, ofte samlede. I Morgen skriver jeg til vor Sally, og lægger i hendes et Brev, der skal modtage vore Elskede istæden for deres Moer Koren, et stakkels fattigt Brev. O hvor vil Dit Hierte banke, Sally, nu Du veed, hver Dag bringer Dig Din C: nærmere! men hvor vil det ogsaa ængstes, fordi Du ikke med hende omfavner Din anden Søster! O, men den Algode vil give os at samles Alle, Alle med Glæde, og Pintsefesten – o Algode, Du vil give mig at den bliver mig en sand Glædesfest. O, gav Du os Alle, det hele Land, mit Danmark og Norge, at den blev os en Fredsfest! –

Det er besynderligt, hvordan jeg kan skrive mit Hierte let. Naar jeg her i disse Blade har lagt det aabent for Eder, Dyrebare er det som I havde kiærligt bortaandet al min Bekymring, alt hvad der trykker og nager det. Det er, som jeg havde lagt i Eders Arme, og I havde trøstet mig. See, og Sneen er nesten bortsmeltet, og en mild Regn drysser ned og kysser den reent 156bort fra det spæde Græs og de spæde Blade, der nu smiler i friskere Farver. Men endnu qvæger den varme Sol ikke Jorden.

Just nu, da jeg sad og læste med Lina, fik jeg et lille Brev og en Bogpakke fra min Maja C: som havde lagt 14 Dage i Christiania – Tak for det Alt, elskede Maja mi! Jeg fik ogsaa i Gaar Brev fra min Broder i Helsingøer, der er saa glad for det Vadmel, min Koren og Jess i Vaar sendte ham til lidt Udfyldelse i han tomstiaalne Garderobe. Han er min ægte Broder fra Haabets Side som fra flere. Hans Mod synker aldrig, det maatte da være, at han saae sin Hanna og deres Smaae forsmægte, og hidtil, siger han i et af sine Breve, har Gud dog givet os Alle, skiøndt tidt høyst nødtørftigt, Føde og Klæde. Hans Jess og Sara forsikrer han ere fast mageløse; og det var jo Synd, kunde man det ogsaa, at betage ham denne Troe. Deri finder han vist mangen Trøst for Trængsler og Gienvordigheder, saa Gud opholde ham fremdeles i den og i alt, som styrker hans Mod! – Troen flytter Bierge! – Intet alegoriskt Udtryk er mig betydningsfuldere.

Og nu smiler Solen ned giennem den mildtfallende Regn, svagt med blidt, som Du smilte, min Catty, da Du med taarefulde Øyne tog Afskeed med Moder og Søster. O at Veyret ogsaa for disse vore elskede Reysendes Skyld, især for lille Syvalds, maatte blive blidt og godt, og Føret ikke være altfor slemt, hvad det dog nok heller ikke er paa de Kanter. Vi vidste sielden af saadant Tællegrøb i Smaalehnene, som vi har her hver Vaar.

Nu fik jeg et muntert interessant Brev fra Fatter Bierk i Nannestad, som med sin Datter og Jomfr: Jensen vilde spadseret hid, var ikke Regnen kommet, den han dog med os alle takker Gud for; men som vi Lidettroende alt begynder at frygte for skal blive for langvarig. «Saadan ere vi!» sagde Maleren, der malede Fanden. (Er et af gamle sal: Wolds Sprichworter.)

157Tirsdag 18^de Vi har i Dag faaet en ret behagelig Indqvartering. Bredal, den Maler som fulgte op med Fabritius, er nødt til at opholde sig en Tiid her i Egnen, og da en saadan Leylighed er sielden, ønskede vi ved hans Pensel at see vore Fiæs fordoblede. Endnu en anden Grund har vi, den nemlig, at vor Maja skal faae lidt mere Undervisning og Retledning i denne ædle Kunst, hvortil hun har saa sieldne Anlæg, dem ogsaa Bredal finder det var utilgiveligt ikke at dyrke med Omhu. Nu er blot Trætten, paa hvem der først skal begyndes, da det er uvist, baade om han bliver længe nok til at male os Alle, og om han kan faae i Christiania de Ting, dertil behøves. Barna vil hava Faer og Moer, og Faer og Moer Barna først i Arbeyde; men vi Gamle maae dog vel have vor Villie, skulde jeg troe, og Begyndelsen formoder jeg bliver giort i Morgen med Marie.

Hvilken Nyehed! Just nu faaer Koren Brev fra Olsen, som fortæller, at vor Stadtholder skal forlade Norge, og Prints Christian tage hans Plads. Denne sidste er ventende til Byen i Dag eller i Morgen, og Thygeson taget ham imøde til Laurvigen (han er altsaa kommet til Vands). Og om alt dette har Ingen havt mindste Nys. Hvad betyder det? Godt eller Ondt? Godt haaber jeg, Anledningen være saa hvilken den vil, Godt i sine Følger, om end der for Øyeblikket skulde være noget paa færde, der ikke saae saa glædeligt ud. Jeg vil i øvrigt tilbageholde mine Gisninger, mine Haab etc etc – Formodentlig er denne pludselige Forandring Skyld i, at min K: nu i saa lang Tiid har ventet forgiæves paa sin Fuldmægtig, der er paa Amtstuen, hvor de rimeligviis nu har det travlt saa han ey kan slippe.

158Onsdag 19^de «Vær hilset, kiære Sol! O hvor bedrøve‹s› det mig at jeg maae udelukke dig!» Med disse Ord satte jeg Skiærmet for Vinduet nu, Kl lidt over 6, da jeg traadde herind i det vennlige Kammer. Kl 4 var min Koren oppe, og tog til Hurdalen Kl 6, efter at have røgt sin Morgenpibe, og giort et tappert Maaltiid, der da ogsaa skal være at tære paa den hele Dag. Han mente at komme hiem i Aften. Marie og Lina Telja sad ved deres Rokke da jeg kom ned, Jess var for længe siden i Marken og pløyede, Kista i Kiøkkenet, Lina og Kaja besørger Orangeriet udflyttet i Haven – see, Saadan har vi det. Jeg hører Bredal vandre her oven paa.

Gierts, den nye Fuldmægtig, kom Kl. 12 i Nat, og da Ingen her har seet ham uden Skriveren og Kista (jeg engang som snareste paa Tøyen) er der en almindelig Længsel efter hans Indtrædelse. Giid han maae være godlidende i det daglige Liv, som vi ere vante til vore Hausgenossen har været; men for alt, giid han være retskaffen og brav paa sin Post, saa han kan aftage min Koren nogen af de Byrder, der hvilede paa ham i den senere Tiid, siden han mistede sin troe Hertel, hvis Mage maaskee han, hvad Forretninger angaaer, kan faae igien, men Huset aldrig, vi Alle i det Hele aldrig.

Hvor har jeg takket og takker Gud for det herlige stille, varme Solskin i Dag! Hvor sundt er det dog ikke, at vi ey saadan skiønner det Gode vi uafbrudt har, som efter Savnet. O, hvor iler vore Elskede i Dag glade mod Norge – thi saa varmt og skiønt smiler jo ogsaa Solen over det ukiærlige Naboeland, der vil os saa ilde. Dog ney, Gud lade mig altiid beholde ogsaa den Troe, at der intet Nationalhad gives, at det svenske Folk giærne vilde leve i Enighed og Kiærlighed med de norske og danske Brødre – men Regieringen, Adelen er ikke Folket, i Sverrig ikke, og mange Stæder ikke. Men i mit 159Fædreland, i vore Fædrelande, Elskede – de ere jo dog begge kun Eet – der, Gud være evig lovet! er det anderledes, der er Kongen sit Folks Fader, Pluraliteten af Adelsmænd Ædelmænd, der ikke skiller sin Interesse fra Folkets, dets Brødres. Og lad en Fader, en Broder have Svagheder, menneskelige Svagheder, lad disse endogsaa formindske os Livets Glæder – har Børnene, Brødrene, Søstrene da ingen Svagheder at tilgive sig selv? O denne Følelse, og Visheden om den fader- og broderlige Kiærlighed, Visheden om, at de lider med og for os – ak, og lider ikke Faderen tusindfold i Børnenes Kummer? – skulde den ikke give os Trøst, Kraft og Mod? O jo, det vil, det maae den.

Kl. 8 Han seer hiertelig svag ud, den stakkels Gierts; høy, maver, bleg er han, og naturligviis stille. Det er alt, hvad jeg endnu kan fortælle Eder om ham. Han og Bredal var med Kista, Barna og mig paa min Høy og i Saras Grotte, som jeg første Gang besøgte, og hørte med det samme første Gang Giøgen, men langt borte, og kun et Par Gange. Dog var det lige fra Øst han ^den lod sig høre, altsaa Glædegiøgen. Gud give han ^den maae svare til sit Navn.

Grethe Keilhau var her et Øyeblik efter vi kom hiem.

Torsdag 20^de Min Koren kom hiem i god Betids, og kunde været hiemme, thi baade han og de Øvrige reyste efter Næsen. Det var Hr Andreas Munthes Skyld, som ikke havde sendt et Brev, hvori Sagen var omhandlet i rette Tiid, hvorforhvorfor] rettet fra: ‹…› ved overskriving nu, baade Skriver og Foged vil paastaae, han skal erstatte de Udgifter, de har havt ved Reysen, og deres tabte Tiid, det kostbareste, oven i Kiøbet. Jeg beder for den arme Gut, men det hielper ikke, og at han faaer lidt Skræmsel, for at blive acuratere en anden Gang, kan heller ikke skade.

160Min Koren spiste hos Anker paa Værket, den sene sædvanlige Tiid der til Middag, Kl. 5. Frøken Anker er nu saa slet, at hun stedse maae holde Sengen, hendes Been ere hovne, og altsaa endes hendes Liv vel i dets og Aarets Vaar. Arme, arme Moder! At see sit Hiertes Elskede saaledes daglig hendøe – ney, skrækkeligere Lidelser har Livet ikke. Men denne uophørlige Siælemarter, nu i meer end et halvt Aar at see Dødens Lee svæve over det favre Blomst, Hiertes Blomst, hvert Øyeblik at tænke: nu er den afmeyet! o, det udholder intet Moderhierte, intet saa forladt Hierte som den ulykkelige Frue Ankers, og give Gud hun maatte segne i Gravens venlige trøstefulde Skiød tillige med sin Antoinette, i den samme Grav, at deres i Livet saa nøye forenede Siæle ogsaa maatte forenede svinge sig did, hvor de ikke mere skal adskilles, hvor alle de bittre Taare den Enes Lidelser og Kummer kostede den Anden, skal aftørres og betales – thi talte ere de der – med evige Glæder. Da Koren tog hiem fra Byen sidst, var han i Følge med Kammerjunkeren, den dybt bedrøvede Broder, som kom fra Bogstad, og troede, han maaskee havde seet sin elskede eneste Søster for sidste Gang. Hans Moder var langt fra ikke frisk, sagde han, og det kan hun jo heller ikke være. Gud skee Lov, hun er iblandt Mennesker, der deler hendes Kummer – som en saadan Kummer kan deles – hvor hun overalt møder Ømhed og Kiærlighed, og hendes Hierte ^Øye i det mindste ikke bliver krænket ved bitter Ligegyldighed, Kulde, og den bittreste Haan. Endnu har han sin Donna, den gamle ubegribelige haarde leye Mand, skiøndt det hed, hun tidlig i Foraaret skulde afsted, og at hans Broder, Generalen, ikke vilde flytte did, før hun var borte. Han boer der, hun er der endnu, er Potte og Pande – og Alt. Og saa seer det ud til at hun har den Gamle for fast i sine Kløer til, at han kan slippe fra hende uden at forbløde sig –

161Fredag 21^de Endelig gik den for sig i Gaar, den længe omtalte Tour til Gislevold, og det var vel vi ikke opsatte det til i Dag, da vi atter har Regnveyr. Min Koren, Smaaepigerne, jeg, Kista; Gierts og Bredal gik Kl henimod 5. At vi blev saa længe, var fordi vi ventede at faae Posten med os, men den giorde os Tiden alt for lang. Henimod 7 bragte min lille Mercurius, Tønder Lund den, bragte mig et velsignet Maja- og et D^o Sarabrev. Dog, dette sidste bedrøvede mig igien, fordi Sally ikke mindre tillidsfuld end Søsteren hendes, er saa vis paa at see mig i Byen i disse Dage. O Gud give jeg havde Heste! Føret skal ikke være saa slemt endda, hører jeg nu, og om nogle Dage maaskee ganske godt. Men des uslere ere de arme Heste. Min Jess, som kom hiem fra en Forretning i Aftes, kom til Gislevold for at hente mig hiem med Gulen, da han troede det blev for vaadt for mig i Græsset at gaae – den snilde brave Gut! men jeg kunde græde over Gulen min. Ellers er det neppe mueligt at faae den til at staae, naar det gaaer hiemad, mens jeg kommer i CarriolenCarriolen] rettet fra: Karriolen ved overskriving, men den stod længe i Aftes, og gik saa bedagelig som aldrig nogensinde før. Jeg læste ogsaa et Brev fra min kiære Treschow til Arbin og et fra hans C til Sally (som sendte mig dem) deri siger T: at han vil senden sin Kone og Søn til Hovind, og give Gud han vilde det, da jeg ikke kan hente dem. Aabne skulde vore Arme som vore Hierter modtage de Elskede. Ja, med Glæde og Sorg seer Du de længe savnede Elskte imøde, Sally! ligesom jeg. «O jeg vidste nok, Glæden blev tempereret!» siger Du. Men en reen, ublandet, mine Dyrebare, vilde vi haabe imøde. Gud give de Kiære først vare friske og vel paa Bestemmelsestædet, og snart fik trøstende Efterretninger fra de Efterladte. O vor stakkels kiære Malla, hvilke tunge Dage 162for hende inden hun seer sit Norge og os Alle igien, og for den gode fromme Moer Devegge – Gud lade dem ey blive mang‹e› de tunge Dage! og Giensamlingen sødt udslette deres Minde.

Altsaa først over Pintsdagene kan jeg vente Dig, dyrebareste Maja C, lige fra Din Fhldstour tager Du hid. Men saa trøster jeg mig ved, at Du des tryggere kan være hos mig. Dine Fredshaab ere oplivede, det hele Brev aander Roe og Glæd‹e,› Gud være lovet! Blot af Tonen vilde jeg see, stod det der ikke med udtrykkelige Ord, at Dine Elskte Alle vare raske.

Vi havde det ret hyggeligt hos de snilde Walbohms, der aldrig veed, hvor godt de vil giøre det. I Mad: Walbohm seer man ret Exempel paa, hvor elskværdigt det grimmeste Ansigt kan blive ved Hiertens Godhed og Tækkelighed.

Kista og jeg giorde i Følge med Walbohm et lille Besøg hos min gamle Anne, der boer paa Gislevold, hvor der er mange Boeliger. Børnene havde været der før. Reent og peent var der i hendes Stue, og hendes Wilhelm, et af de vakreste Børn jeg har seet i den Alder, var saa reen og hviid, at kun hans rene fine Hud var hvidere endnu end hans Linnet. Vi havde nær aldrig faaet Kista med os, der, naar hun faaer fat paa en godlidende Unge, hænger ved den som en Borre.

Walbohms har ogsaa et Pleyebarn, Moer Walbohms Brodersøn en halvtredie Aar gl Dreng, et vakkert, elskværdigt Barn. Klokken lidt over 10 vare vi hiemme, før 11 i vor Seng.

Af Aviserne seer jeg den lille Fest der har været i Kbhn i Anledning af vor ædle Treschows Afskeed fra Academiet der. «Det maae du læse, Christiane» – sagde Skriveren og gav mig Avisen, og jeg læste med et rørt Hierte, og tænkte mig den ligesaa dybtfølende som dybt tænkende Mand saa livagtig, hvordan han i faa Ord tolkede sit rørte Hiertes Taknemmelighed, tolkede det end mere ved sit tindrende, maaskee i Taare tindrende Blik, end i Ordene.

163Løverdag 22^de Din Fødselsdag, min elskede Veninde, min kiærlige Søster Lotta! Gud den Evigkiærlige velsigne Dig og alle Dine, lade lyse sit Ansigt over Eder, og give Eder sin Fred! Amen. «O» sagde jeg da jeg kom ned nu for lidt siden – «jeg vilde saa giærne, Solen skulde skinne i Dag, min Lottas Fødselsdag. Da vilde hele Naturen glæde sig og høytideligholde den; thi Solskin oven paa denne velsignede milde Regn, vilde udfolde hver bristefærdig Knop og oplive Haabet om mine Rosentræer, der er færdig at gaae ud ligesom de.» Min trøstende Koren forsikrede vi inden Middag havde Solskin, og at mine Rosentræer allesammen kommer sig, og ligesaa mit Yndlingstræe i Gaarden, den store majestætiske Esp, der endnu staaer ganske tør, og som jeg og Telja (hvis Yndling det ogsaa er) hver Morgen kaster saa vemodsfulde Blik paa. Paa min Høy staaer ogsaa en deylig stoer Esp, der ene giver mere Skygge end nesten alle de unge Træer tilsammen, men som jeg heller ikke kan see paa uden et Suk. Jeg kan ikke see noget forgaae, uden det smerter mig, og det har jeg aldrig kundet.

Blev det nu godt Veyr, og var ikke for vaadt, saa skulde vi Alle giøre en Valfart til Dit Træe, elskede Lotta, Dit Navne paa min Høy; men det skeer neppe. Hilse Dig fra det kan jeg. Det er friskt, men voxer og trives ikke som jeg ønskede, og som vi har pleyet det. Er det maaskee fordi det staaer saa eensomt og er flyttet fra Forældre og Sødskende? Du maae plante Dig et andet, min Lotta, men Dit Navne skal staae der det staaer, saa længe det har sin friske Krone. Gud signe Dig og Din Dag, dyrebare Lotta! og oplev den mange Gange, og gladere end i dette, alle saa tunge 164Aar! O meget, meget gladere! Og see, Skyerne fortyndes, Korens Spaadom vil snart gaae i Opfyldelse. Og mit Haab, at Fredens Sol vil opgaae varm og skiøn over vort velsignede Danmark og Norge, vil jo ogsaa Fredens og al Kiærlighedens Fader ogsaa snart lade gaae i Opfyldelse.

Det ahner mig, at I i Dag naaer Christiania, mine dyrebare Børn, og mit Hierte iler Eder imøde med det inderligste Velkommen. O hvorfor kan jeg ikke ganske som jeg her sidder, ile Eder imøde som Tankerne, de letvingede! men de møder Eder ikke, de har fulgt Eder den hele Vey – de omsvævede Eder, og give Gud, som gode Genier, der har lettet Eder Reysens Besværlighed, bortaandet Din Angst for de dyrebare Tilbageblevne, min Catty, Din Frygt for Syvald, at Reysen skulde have nogen skadelig Indflydelse paa hans endnu saa løst befæstede Helbred.

Nu har jeg skrevet til Dig, min Catty, og til min Lotta. Jeg troede, det i Aften skulde været paa sit Bestemmelsessted, men Buden gaaer da først, maaskee først i Morgen. Jeg kan i denne Tiid fast ikke tænke paa andet, end Eders Tilbagekomst, og Din vemodblandede Glæde, Catty, og vor Sallys, naar I første Gang igien ligger Bryst ved Bryst, og det falder saa tungt paa de til hinanden trykkede Hierter, at Malla ikke deler Omfavnelsen – Og naar nu jeg seer Eder igien – o Gud, hvilke Savn, hvilke Smerter, hvilke Skrækscener ligger i det Mellemrum siden vi saaes! – Hvorfor maae hver stoer Glæde tilbagekalde os et smerteligt Savn, et bittert Minde, hver stoer Sorg en forbigangen dybtfølt Glæde? Hvorfor? Svar mig, Du ædle, fra Damiens Strand til dine Fielde tilbagekomne Gubbe! Svar mig paa mit Hvorfor, som Du i fordums Dage besvarede mig saa mange: hvorfor? – O, de ere komne tilbage disse Dage, og allerede i denne Tilbagekomst er jo saa mangt et bittert Hvorfor opløst.

165Mandag 24^de I Dag var hele Huset i Bevægelse Kl 3. Min Koren skulde reyst til Næss i Gaar, men da det regnede saa gevaltigt, overtalte vi ham til at opsætte det, og derfor maatte han saa tidlig afsted. Kl 5 reyste han, og da var ogsaa jeg paa Benene. Han fik alligevel ikke Tørreveyr, dog var det bædre end i Gaar, og op ad Dagen blev det fuldkommen godt. Den gode Hertel kom her i Aftes, og tog bort igien Formiddag. Han er blevet ret maver, men er munter og glad, nu hans Kaja er blevet saa brav. Ellers var her ingen i Gaar uden lille Mørk som sædvanlig, og han var som sædvanlig mismodig, og blev som sædvanlig lettere om Hiertet før han forlod Hovind. Han kalder mig sin Siælelægerske; og give Gud jeg kunde fortiæne dette Navn af ham og alle, hvis Hierter lide! – At Giørup ogsaa var her i Aftes, bør dog staae for Ordens Skyld.

Et ældre Brev, end det jeg i Gaar 8 Dage fik fra min elskede Catty, bragte Posten mig. Det var kommet op med Sverdrup. Det var baade til mig og Sally, men da nu, med Guds Hielp Sally har sin Catty i sine Arme, og havde hende før jeg fik Brevet, sender jeg hende det ikke. Ak, i dette Brev seer jeg først omstændeligt hvad Du har udstaaet, mit arme kiære Barn, og hvor alvorlig syg Din Syvald har været, og Din Malla, og Du selv. Og nu er jeg dobbelt ængstelig ved at tænke mig Din Afskeed fra Kbhn, Din Opreyse med Dit svage Barn, Du selv saa Svage! O at vort Bud var tilbage fra Byen, saa faaer jeg da vist høre fra Eder. Men først i Dag kom det afsted. Fra Naboen reyste Ingen.

Onsdag 26^de O hvor har jeg denne Dag ventet Gunders Tilbagekomst. Han maae dog bringe mig Vished om Eders Ankomst, Elskede! Vi ventede ham i Middags i det seneste, nu er det Aften, og han er her ikke endnu. Var kun ey de arme Heste gaaet trætte; men det frygter jeg. Og maaskee kommer han da ikke før engang i Morgen. – Ellers har jeg været lettere om Hiertet siden jeg med Vished kunde tænke mig Dig i Din Fødebye, min Catty, 166baade fordi jeg kunde tænke mig Dig i Roe, i Din Sallys Arme, blandt Venner og Bekiendte, og fordi Du nu var ude af det Haab, jeg ikke kunde opfylde. Ak, hvor det har foruroeliget mig, veed Ingen. Om det kommer af, at al skuffet Forventning er mig saa ubehagelig, eller hvad der ellers er Aarsagen, veed jeg ikke, men det er mig altiid pinligt at vide Nogen glæde sig i et Haab, som jeg forudseer, ikke bliver opfyldt. Selv i en Fortælling, Drama, eller kort sagt, overalt.

Christi Himmelfartsdag, 27^de En af de kiæreste Dage i Aaret var mig denne fra min tidligste Barndom, og naar den nu, som i Aar, falder ind paa den 27^de May; hilser jeg den som en dobbel Festdag, og til min elskede Egersøn flyver mit Hierte og mine Tanker med moderlig Velsignelse over ham, hans Elskede, og denne Dag og hans hele Liv. Hør mig hvad jeg beder, eviggode Gud! Amen. – Og hvor glædelige Efterretninger bragte mig nu ogsaa denne Morgenstund! Derfor maatte vel Gunder blive saa længe, at jeg først i Dag skulde faae Vished om Eders Komme til Byen, Dyrebare, den søde Vished om, I alle vare friske, Syvald rask. Min kiære troe Lotta takker jeg for denne Efterretning. Vel har hun endnu ikke selv seet vore Kiære Ansigt til Ansigt, men hun forsikrer mig det, og siger ingen Usandhed, det veed jeg. O hvor giærne havde jeg seet et Par Ord fra Dig, min Catty, med Christiania oven over! dog, de kommer vel ogsaa, Gud skee Lov. Du med Din T: og Syvald er der! alt andet finder sig nok. Fra Sally fik jeg en lille Gallopsæddel, der, efter hvad jeg kan slutte, er 8 Dage gammel. Den indeholdt kun Klager over at jeg ikke kan dele Giensamlingens første Glæder med hende, det kiære Barn! Politiske Nyeheder fik vi ogsaa, og det saa gar i et Brev fra lille Zarine til lille Maja. De vare saare trøstefulde, klang endog sanddru, men jeg vil have Vished, inden jeg under dem Plads i mine Blade. Det er saa tungt, at nødes til at tilbagekalde gode, glade Tidender – Vi vilde giort vort Indtog paa Vilhelmsminde i Dag, men det truer med Regn – jeg kan nu nok bruge Ordet truer, da vi, for at faa Ende paa Plougarbeydet 167ønskede nogle Dages Tørreveyr, og vi Qvindfolk ønskede det for at faae vor Stoervadsk tør – Kunde vi dog i Haven, i det Grønne drukket den kiære Nyefødtes Skaal (vi drikker nu blot Skaaler i Caffe. Det er dog altiid bædre end i Øll) men det seer det ey ud til. Heller ikke kommer jeg i Kirke, og vel neppe med mine første Blomster til de Elsktes Hvilested.

Kl 7 Jeg kom ikke i Kirke, ikke til Vilhelmsminde; nu vilde jeg gaaet til mine dyrebare Hvilende, men det smaaeregner, saa der heller intet bliver af. Underligt uroeligt er det i mit Inderste, ligesom i Luften, ligesom paa den politiske Himmel, snart mørkt, snart lyst. Solen bryder dog tilsidst seyrende giennem de tykke Skyer, min Sol, Solen paa Himlen, og Fredens Sol. Tre Breve – o dog et fra Dig, elskede Catty, med Christiania oven over, ligesom i de gamle gode Dage. Gud skee Lov! Og tak de Gode, som saa venskabelig modtoge Eder, Elskede, skiøndt det ikke var Eders Moer og Faer Koren, ikke Eders Sally – ak, og saa hun maatte to hele Dage vide sine Kiære saa nær, og kunde ikke see dem. Men Gud være lovet, hun har seet, jeg skal see dem. Endnu veed jeg ikke naar, men snart, snart! Det andet Brev var det dyrebare Majabrev. Den 10^de Junj er ogsaa Du, Dyrebare, i mine Arme, og i Din nye Søsters. Din, vor Realf følger Dig – O at vi kunde samles glade! O ja, ja, det vil Gud give os! Og Du, hulde Ragna, vil blive frisk i disse milde Vaardage, og Din brave retskafne Ludvig vil blive det. Tak for Dit kiærlige, barnlige, lange Brev Du Gode!

Nu, jeg vilde intet sige her om Rygter, men i Dag ere de alt for rasende modsigende til at jeg kan tie. Fra Christ: de allerglædeligste: En Parlamentair fra London, frie Kornindførsel, Engeland har opdaget Sverrigs Forstaaelse med Frankrig, er yderlig opbragt imod det o.s.v. Og det ikke fortalt som Rygter, skrevet som fuldkommen afgiort – Og nu Aviserne, Bernstof afvist, Opfyldelsen af Sverrigs Fordring giort til Betingelse for vor Fred med Britten – o Gud, hvilket Virvar! Jeg helder som altiid til det glædeligste, men tier til alt.

168Nu hører jeg, den unge vakre Kone i Krogfoss er død – en lykkelig Kone, Moder, Datter bortrevet i sin blomstrende Vaar fra en dybtsørgende Mand, 2 Børn som ikke veed hvad de har tabt, ak og den arme, trøstesløse Moder! Det var hendes Eneste, den sidste af Ni. Ak, hvad bekymrer nu denne Mand, denne Moder, denne trøstesløse barnløse Moder al Jordens øvrige Jammer – Hun seer kun sine Børns Grave – ney, nu seer hun kun sin blege kolde Sidste og den Grav, som snart skal giæmme hende – Tusinde falder, Tusinde bløder – faldt de, blødte de end rundt om hende, midt paa Krigens rædselfulde Skueplads saae hun dog kun sin Anne – sin Eneste, Sidste – Arme, arme Moder! – Arme arme Tydskland! O hvor mangen Moder vrier vel i dette Øyeblik Hænderne i stum Smerte over Sønnens knuste Liig – ak, maaskee over den Eneste – Sidste – O evige Gud, see dog ned til den lidende Menneskehed! Til de Tusinde, Tusende som væder Jorden, den smilende grønne Jord, med deres Hierteblod – o Fredens Gud. see til os Alle!

Løverd: 29^de «Græder ikke, mine Elskelige! man lyver mellem Sk‹o›rra og her, hvor meget mere mellem her og Jerusalem!» sagde den svenske Præst, som saae sin Menighed rørt ved hans Prædiken over Christi Lidelse. Endnu lever den unge Kone i Krogfoss, det er at sige, endnu aander hun, endnu er ikke det fine Haar, hvori hendes Liv hænger, overklippet. Ak, men veed vi da, hvor stærk den Traad er der holder vort, hvor brat den stærkeste kan briste? I Dag blev en Mand begravet, 32 Aar gammel, som gik frisk og rask til sit Markarbeyde, kom hiem og klagede over at han havde faaet Ondt, og bad sin Kone hielpe sig i Seng da det blev saa sort for hans Øyne. Inden han kom i Seng var det forbi –

I Gaar drak vi første Gang Caffe i Haven, i mit Lysthus. Der var saa deyligt, jeg kunde ikke gaae ind igien, skiøndt det begyndte at blæse lidt. I Dag har jeg betalt denne Glæde med en smertelig Hovedpine, der endnu holder ved, Kl 6, efter at jeg har lagt nesten hele Dagen, og har mit eneste Arbeyde været at skrive et lille Brev til min Maja C. Med et 169Bud, som i Gaar gik ind, skrev jeg til min Catty, og haaber i Dag 8 Dage ved denne Tiid at have hende i mine Arme. Min Byetour er udsat til jeg kan følge med mine Kiære. Den havde saa blevet grumme kort, kun et Par Dage – hvor lidt til Deling mellem alle de kiærlige Væsner i og udenfor Byen! – Jeg skulde skrive til min Ragna ogsaa i Dag, jeg skylder Fader Pavels Brev, men jeg er saa mat, at jeg maae lade det beroe til i Morgen, om jeg da bliver bædre, det jeg haaber. Alt til i Forgaars tænkte jeg selv mundtligt at bringe Eder Svar, Elskede, men nu bliver det intet af. – I Gaar da vi havde drukket Caffe, gik Børnene allesammen ned i Birkedalen med Bredahl, der er saa indtaget i Situationerne der, og har tegnet dem. Jeg troede tilsidst de vare tagne ind i Bakkerne der, saa længe var de borte. Grethe Keilhau (som i Dag spadserede til Plogstad) var her, og blev heel utaalmodig. De kom først Kl: over 7. I Dag har jeg ikke været ude af Dørren, og det er tungt i saadant velsignet Veyr. Den allermidste Bevægelse med Hovedet giør ondt, kun naar jeg sidder som en Støtte finder jeg nogen Lise. O men i Dag 8 Dage, naar jeg paa mit Vilhelmsminde modtager Eder, Dyrebare, da maae Hovedet og alt være godt.

Mandag sidste May I Gaar var jeg ret taalelig frisk, kun den høyre Arm var slem, saa jeg skrev hele Formidd: paa et Brev til min Ragna. Dog, ikke hele Tiden skrev jeg. Her var Confirmation ved Kirken, og da er her altiid nogen. I Gaar var det Frue Hiort og Frue Wærner med deres Børn, og Mad: Giørup. Jeg gik ikke i Kirke, og det angrer jeg, da min Koren og Bredahl sagde, det var en saa vakker lille Tale, Faer Mørk holdt. Han var her inde før han gik i Kirken, men ganske kort. Jeg var lidet eller intet ude, skiøndt Veyret var saa deyligt. I Dag tænker jeg at tage mit Mon igien. Jeg har været oppe Kl 5 og er ret tapper. Just nu sluttede jeg en Afskrivt af mine Digte til min Koren, som jeg i Vinter begyndte paa. Han vil endelig, jeg skal lade dem trykke, men det har jeg ingen Lyst til.

Jeg har atter i denne Tiid giennemløbet Lebenslaüfe in aufsteigender Linie med den største Fornøyelse. Ja vist er den urimelig vidtsvævende, og skiøndt der ikke egentlig er flittig Hilsen, er der dog meget, der kunde udelades. Hvilken Skat af Menneskekundskab, hvilken Rigdom af Følelser indeholder dette Værk, Følelser for Liv, Død, Evighed, Naturen! Giid en 170Mand med Forfatterens Hierte og Hoved vilde paatage sig, med skaansom Haand at bortskiære det Overflødige! Dog maatte han lade Hiertet raade mere end Hovedet, for ikke at ansee for vilde Skud hvad der kun synes saa, men ved nøyere Undersøgelse er en ikke ufrugtbar Green. Jeg veed ikke, mine Elskede, om jeg har fortalt Eder, at min Maja C. endelig vilde vædde med mig (for endelig at tabe, kan jeg troe) at Jean Paul havde skrevet denne Bog. Rigtignok er det saa aldeles i hans Aand, at man maae fristes til at troe det, kun Tiden modsiger denne Troe. 1778 kunde jo Jean Paul, den endnu unge Mand, ikke have skrevet noget, og Lebenslaüfene er overalt intet Ungdomsarbeyde, men udstrømmede ere de fra et evigtungt Hierte. Alt det sagde jeg min Maja; men som sagt, hun havde Lyst til at forære mig Göthes Wahlverwandschaften, og ^uden at jeg skulde have nødig at takke hende for den – om en Bog er giærne altiid vore Væddemaal.

«Ney, sagde jeg til Kista – «jeg kommer aldrig til den kiære Grav naar jeg opsætter det til Aftenen. 4 Aftener efter hinanden er jeg blevet hindret, lad os gaae nu.» Og vi gik, og jeg bragte mit første Blomsteroffer, nogle Hæggeqviste did, og vi sad der en Stund. Ak, hvor deyligt er der, hvor himmelskt et Veyr. Ogsaa paa Graven er et Par Rosentræer gaaet ud; men maatte kun de to leve og blomstre, som Du har givet mig, min Lotta, to høystammede Rosentræer, hvis Mage jeg ikke har seet, hvoraf et staaer ved Hovedet, et ved Fødderne. Endnu spores intet Liv i dem heller. Jeg kan ikke være inde i Dag. Jeg tager nu Strikketøy, en Bog, og hvad videre behøves for at sidde lidt godt i mit Lysthus. De har allesammen for travlt til at være med mig, dog seer de nok til mig imellem, tænker jeg. O hvor det er sødt at tænke paa, I skal sidde hos mig, i alle mine Lysthuse, Elskede, paa mit Wilhelmsminde, hvor jeg, da jeg ey kom did paa Egersønnens Fødselsdag, nu ikke vil hen før Pintseaften, naar jeg skal modtage Eder. Kom nu det ventede Byebud i Aften med glædeligt Budskab!

Kl 7½ Paa faa Timer nær har jeg tilbragt denne hele Dag i Haven, strikkende, læsende. O hvilken en Dag! Ingen Juni- ingen Midsommerdag kan være skiønnere, jævnvedholdende skiønnere; kun kan vi ikke vente den blide qvægende Varme ^{som nu,} men har Aarsag at giøre Regning paa overmaade Hede, vil det blive ved som det har begyndt. – Endnu er Byebudet ikke kommet, ak, men en sørgelig Tidende har vi hørt, derom mere i Morgen.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.