Dagbok 1813

av Christiane Koren

November

Tirsdag 2den Den matte Haand skiælver endnu saa stærkt, at jeg neppe vil kunde faae sagt Eder, hvorfor I intet har seet her fra mig i saa mange Dage. Mindes jeg ret, skrev jeg til Dig i Løverdags, min Maja C, at det gik raskt med dette Journalhefte, og at det snart skulde blive færdigt. Jeg tænkte da, naar Birkes var reyst om Søndagen, ret at underholde mig her med Eder. Men det var anderledes bestemt i Skiæbnens Raad. Fuldkommen frisk gik jeg tilsengs, men havde en af de værste Nætter, hvad legemlig Smerte angaaer, jeg har havt i mit Liv. Det var rasende Gigt i det hele Legeme. Jeg mistede undertiden reent Aandedrættet, og sandsede nesten intet. Alle Forsøg at mildne det Onde mislykkedes. Saa holdt det ved til i Gaar mod Morgenstunden, da det i hele Legemet fordelte Onde samlede sig i en reent ulidelige Smerte under Brystet ud giennem Ryggen. Men da greb Walbohm endelig til Aareladning, og lidt efter lidt er nu Gud skee Lov det Værste gledet over, kun grumme mat er jeg endnu, og derfor gaaer jeg nu hen og hviler mig lidt igien.

136Kl 2: Jeg har lagt, spist god kraftig Kiødsuppe, atter lagt, og er nu krøbet herned igien, men kun for en kort Stund, saa bliver jeg for i Aften oppe paa mit Sovekammer, hvor jeg har alle mine Stellinger omkring mig. Og saa sætter Smaaepigerne sig op hos mig. De gode Børn, Maja og Lina vaagede hos mig i Søndagnat, og jeg maatte ret alvorlig forbyde dem at giøre det samme i Nat. Da sad lille Marthe Stuepige hos mig. O, hvor det er en Himmel paa Jorden at have saa gode Mennesker omkring sig. Min stakkels Koren kom hiem Søndag for at tilbringe den Dag ret glad iblandt os, og da fandt han mig saa daarlig og hele Huset i Oprør. De gode Birkes toge saa inderlig bedrøvede herfra, og jeg maatte anvende mine faae Kræfter til at true Maren til at holde sit Ord og blive med. Giid de nu vidste, at jeg sad her nok saa kiæk; thi virkelig er jeg i Eftermiddag heel kiæk.

Ogsaa i Aftes kom min ømme Koren hiem, og maatte tilbage til Nannestad i Dag. Men han var saa glad over at see mig bædre, at den Tour ikke angrede ham. Han kom hid i Slæde, men i Dag maatte han tage til takke med Carroliolen, thi nu regner det, og intet Spor sees af Sneen.

Nu tilbage til de Dage som ere forbi. Det gamle kiærlige Ægtepar fra Løfti kom i Fredags, men fra Walbohms kom kun han selv, og en lille godlidende Pige, Jomfrue Kruse, som er kommet did. Moer Walbohm har været nesten saa syg som jeg og torde ikke vove sig ud. Ritmester Holch var ogsaa upasselig. Imod Aftenen kom Jess frisk og færm til Trods for Bulders Tilbagekomst og min Drøm. Faer Mørk, som jeg fortalte den, tilstod mig da Jess kom, at han var blevet underlig tilmode over den. Jeg havde nok mærket, han var saa stille. Nu blev han des muntrere. I Birk fandt han en Mand han kunde tale med om Alskens Ting, og han var virkelig lidt forliebt i den brave unge Ridder[.] Fabritius kom med Jess. Det var ret en hyggelig Dag. Løverd: skiøndt stillere var det ikke mindre. Om de følgende har I hørt alt for meget.

I Fredags fik jeg Brev fra min gode Bergh. Det var af 7de Octbr, og formodentlig opsendt med Professor Rasmussen. Det indeholdt kun een Nyhed, handlede kun om en eneste Ting, for min unge Ven den vigtigste i Livet. Han tilmeldte sin Saras Moder, at han var forlovet med Frøken Holsten. At det vilde skee, har længe ahnet mig. Guds Fred og 137Velsignelse hvile over min Saras Ven og hans Mathilde! –

Onsdag 3die Længere orkede jeg ikke i Aftes, og jeg synes ikke det er stort bædre bevendt med Kræfterne i Dag, men Smerter har jeg Gud skee Lov slet ikke, og sov ret godt i Nat ved min Korens Side. Ak, men disse Aarets to sidste Maaneder, fra i Dag af, da min Wilhelm gik over til hine «sorg- og smerteløse Egne» – ønskede jeg ofte udslettede af Tiden. Og hvorfor? siger jeg ikke at han – og Sara – gik over til sorg og smerteløse Egne, og bør vore Elskedes Glædesdage være os Sørgedage fordi vi ikke strax kan dele deres Glæde?Ak, jeg veed nok det skulde ikke saa være, men jeg kan jo ikke for at det er saa.

Da jeg kom ned i Dag, var Mørk her, og saa fornøyet var den gamle Mand i at see mig paa Benene igien. Vi kom strax ind i god Prat. I Anledning af Ingemanns deylige Legender i Procne, kom vi til at tale om den simple rørende Tone i det nye Testamente, der saa underligt forener det barnlige og høytidelige, og gaaer saa sikkert til Hiertet. Men jeg er nok meget svag, thi jeg taaler ikke at tale om eller tænke paa det mindst rørende, før Taarene bryder frem. De staaer bestandig færdige, og de skulde giærne faae Lov at strømme, thi det giorde Hiertet godt, naar ikke Hovedet maatte lide for denne Lettelse. Det falder jo saa ofte i Hiertets Lod at staae tilbage for Hovedet. Nu kom det Bud fra Byen, som i Søndags tog alle mine færdigliggende Breve med sig, til min Lotta, Catty, og Pavels – men kun Catty fik vide, jeg var syg, da Skriveren maatte fuldføre Brevet til hende. Nu er hun saa bekymret, den Gode, og vor Sally og alle de Kiære. Giid I vidste, at jeg allerede sidder her igien! min Lotta fik jeg ogsaa et langt Brev fra. Hendes Jørgen har været syg og er ikke frisk endnu, saa hun heller ikke er glad, skiøndt hun ikke veed hendes Christiane var ussel da hun skrev

Min omhyggelige Catty har besørget Medicin fra Baumgarten til lille Moer Hertel, som Gud i Himlen give, maae hielpe. Jeg har alt sendt den bort ledsaget med et Par Linier og tusind Ønsker for dens gode Virkning. Nu maae der atter hviles en Stund. Jeg drikker stærk Kiødsuppe, og af Din Viin, min Catty, og saa maae vel Kræfterne indfinde sig, skiøndt Maden slet ikke vil glide ned. De byder mig alle de Rariteter til er, det hielper ikke.

138Torsd: 4de I Dag skal Journalen ligge i Roe, tænkte jeg i Morges, thi hvad andet kan den tale om end om det Eneste der i disse Dage saa sørgeligt fylder din Siæl? Men nu forekom det mig igien, som jeg giorde Eder Uret, Elskede, og mig selv, ved at frygte mine Klager vilde trætte Eder, og ved at nægte mig den Lindring jeg altiid finder naar jeg har betroet Eder i disse Blade hvad der hviler tungt paa mit Hierte. Ak hvad det er, veed I, veed, at denne Dag for mig er Wilhelms egentlige Dødsdag – før vidste jeg den ikke, ahnede den vel, men Ahnelsen var saa skrækkelig, at jeg maatte flye den om jeg skulde leve. Saa rigtigt er det, at Forudfølelsen af et Hiertestød er uudholdeligere end Stødet selv. Det pludselige Slag bedøver, og denne Bedøvelse rædder fra Fortvivlelse, rædder Livet. I Aftes var jeg saa usigelig beklæmt, og havde hverken Sands eller Kraft til at foretage mig nogen Ting. Jeg sad ene med de velsignede Børn, min Maja og Lina, der vare saa hierteglade i at have mig saadan siddende hos dem igien; hvordan kunde jeg nænne at forbittre dem deres uskyldige Glæde ved at minde dem om det var deres Wilhelms, deres Afguds Dødsdag? Ney, jeg var glad ved, de ikke erindrede det. I disse Dage Maren er borte, besørger de Husvæsnet med den kiære gamle Telja, for hvem de giærne vilde giøre alting saa let som mueligt. O han, som seer mine Taare i denne Stund, han veed – og I veed det ogsaa – at det ingen daarlig Forfængelighed er, men et Udbrud af den dybeste Taknemmelighed til ham, den gode Fader, naar jeg siger og gientager at det ere elskelige, kiærlige Børn, og at min Marie intet er uden Ømhed og Kiærlighed. O, jeg var ikke allene, jeg er en lykkelig Moder, en af de lykkeligste paa Jorden. Og mine Hiemgangne ere lykkeligere end vi Alle. Hvad vil jeg da mere?

Nu gik den gode Walbohm. Han har længe sadt og talt med mig, og ham kunde jeg tale med om disse Dage. Det er i Ordets egentligste Forstand en Menneskeven, hvis Barm altiid er aaben for Andres Vee og Vel, og virkelig lever han mere for andre end for 139sig selv. Jo nærmere jeg kiender, jo mere agter jeg ham. Da han kom her i Tirsdags og fandt mig saa over Forventning, blev han saa glad, at han dandsede med Lina, som bestandig dandser, og rigtig hoppede han høyt, Moer, den tykke Mand, sagde Ungen

Seer I hvor godt det var, jeg satte mig til at snakke med Eder: nu er jeg blevet langt lettere om Hiertet, og kan glæde mig til at det er Postdag, og at min Koren i Dag faaer Ende paa denne langvarige Kornsag, og at min Jess skal komme hiem, og den gode stille Maren. Havde jeg nu end kiedet Eder – men det har jeg ikke – saa vilde I dog have glæmt det naar I kom hertil.

Fredag 5te Posten kom i Gaar med Majabrevet, og min Jess kom, men endnu har vi ikke hørt eller seet Jomfrue Maren. Giid ikke hun selv eller Frue Birk var blevet meget syg. Dog kan vel ogsaa andre Ting være komne i Veyen. Min Maja skriver, at den raske, uforfærdede Wedel er reyst til Danmark for at skaffe Korn til sine og sin Svigerfaders mange Undergivne. Det er en farlig Reyse i denne mørke, stormfulde Høsttiid. Gud beskytte den ædle, unge Mand, og bringe ham med velfuldendt Sag tilbage i sin bekymrede Kones Arme. – I Dag er jeg Gud skee Lov en heel Deel stærkere og spiser nu mine ordentlige Maaltider, til Majas store Glæde[.] Da hun i Gaar plagede mig, jeg skulde sige noget, jeg havde Lyst til, vilde jeg bringe hende til Taushed ved at nævne noget, jeg troede hun ikke kunde skaffe mig, det var friskt Hvedebrød. Vi har ikke Hvede i Aar, men tænker at hielpe os godt med Torebyg, men det er ikke tærsket endnu. Hun taug og gik, men inden Aften havde hun saa deyligt Hvedebrød til mig, at jeg virkelig spiste dette første Brød siden Løverd: med megen Smag. Naar Madlysten kommer, kommer nok ogsaa Kræfterne, og hvor kan de andet, under saa venlig Pleye?

Ret fornøyet blev jeg ved i Gaar at see i Intellg: Bladet, at Extraposten mellem Xstiania og Drammen igien er begyndt. Nu skal vi da ikke lide saa ondt for at faae Pakker frem og tilbage. Gamle Flintenberg har da ogsaa sagt sine Venner Farvel. Den af ham selv forfattede Gravskrift skal jeg dog unde et Rum her, naar jeg faaer 140det Ugeblad fat igien, hvori den staaer, da I maaskee ikke Alle har læst den. Jeg veed ikke hvordan man kortere kunde give sit Inderstes Charakteristik.

Nu melder et Bud, at Madame Munthe har faaet en Datter. Det var vel, det gik saa godt. Nu er vel den gamle Mand glad. Han havde aldrig nogen Datter før. Smaaepigerne ere i Kirke for at see en Brudefærd, som nu drog her forbi med klingende Spil, og skiød for Skrivergaren saa det rungede efter. Bruden skal være den vakreste Pige, Brudgommen den raskeste Karl i Bøygden. Han er Underofficier. Men desværre skal man have sagt Alt om dem, naar man har sagt det.

Løverdag 6te. Det mørknede allerede. Jeg sad her og skrev til min Maja C, da kom den snilde Moer Walbohm med sin Jomfrue for at see til mig, og havde med sig to store deylige Hvedebrød, som nyelig vare tagne ud af Ovnen. Hun havde hørt af sin Mand, at jeg længtes efter Hvedebrød, og havde hverken Rast eller Roe før hun skaffede mig det. Det er en underlig Velbehag man føler ved slige smaae venskabelige Opmærksomheder, og dem viser mine gode Naboer os altiid, og vi da naturligviis dem giærne igien naar vi kan. De drak Thee her og gik igien inden det blev ret mørkt. Marenlil kom i Aftes. Den stakkels Frue Birk blev saa syg om Torsd: derfor blev hun over. Nu sad jeg ret saa fornøyet i min lille Kreds, der for første Gang i lang Tiid var fuldstændig, da baade Mand og Søn var hiemme. Men da kom et Brev til min Koren fra Lehnsmanden i Eidsvold, at en Lieut: Heinen havde kiørt sig ihiel paa Moestueskoven. Hesten var løbet lubsk med ham. Lykkeligviis fandt han Døden strax uden at ligge i lange Pinsler, det stakkels unge Menneske. Jess kiendte ham. Det var en Mislyd i vor glade Stemming. Giertz er reyst derop i Dag i denne sørgelige Anledning. Hvor lykkelig min Koren var, at han fik dette duelige Menneske til Medhielper, og vi vare det alle i Huset, da han er saa godmodig og beskeden, uden alle Fordringer.

Min Maja C har i Dag faaet et langt fuldpantet Brev, min Catty et mindre. Giid hun havde det, saa var hun roelig igien for sin Moer Koren.

141Søndag 7de Hvor glad aabnede jeg mine Øyne i Dag, nesten ganske frie for Hovedpine, og i øvrigt saa brav. Hovedet veed jeg bliver nesten altiid bædre naar jeg kommer op og faaer vadsket og pladsket mig dygtig. Det giorde det ogsaa i Dag. Det var mørkt endnu da jeg stod op, og det bliver neppe ret lyst, da Veyret er tykt og regnfuldt.

Seer I, mine Venner, jeg troede vort Bud, som skal ind med Kornet til Magazinet, først skulde reyse Torsdag, og nu hører jeg det bliver Tirsdag. Med det vilde jeg saa giærne have dette Journalhefte, da vel siden intet Bud gaaer saa snart. Men der er max en halvfierde Side igien. Hvordan faaer jeg dem fuldskrevne, naar jeg ikke vil vaase alt for bedrøveligt? som Lotta mi siger. Jeg faaer nok, som jeg saa ofte giør, tage min Tilflugt til de fremmede Kalve. Saa vidt jeg erindrer, har Hr. Ingemann ingensinde før laant mig sine. De ere stærke og kraftfulde, og kan nok holde ud. Faa af Eder, Elskede, kiender maaskee endnu hans Procne, og I vil vide mig Tak fordi jeg her giver et af Bogens skiønneste Stykker (efter min Følelse) som jeg desuden giærne vilde have som en Prydelse for dette mit udødelige Værk. Det er af Warners poetiske Digtervandringer, som udgiør det største Deel i Digtene. Jeg troer de hedder saa, og ikke romantiske, som jeg engang nok har kaldt dem, men det kunde de godt hede, og sværmeriske oven i Kiøbet. «Ak Vee vort ene Knæe! den Indgang var for lang!» hører jeg Eder klage. Men det faaer I taale, mine Puser kiære, og meer end det: thi jeg har jo sagt Eder, det var mig om at giøre, mit Hierte blev færdigt, og saa kan I tænke, jeg udbreder mig vidtløftigt over enhver Ting. Oprigtig er jeg i det mindste, som I seer. «Ja, men du lovede ikke at vaase.» – Det giorde jeg ikke, men kun at holde Maade med mit Vaas. Jeg kunde jo ikke begynde det lille søde Digt paa Slutningen af Siden.

142
Du, som svøbt i Skiønheds Rosenklæde
Gaaer i jordisk Dragt en himmelsk Aand,
Du, hvis Øye straaler salig Glæde,
Pige! see, mit Liv er i din Haand.
Som en eenlig Lampe svagt det brænder,
Viftende i Nattens Storm og Slud
O! beskiærm den huld med dine Hænder!
Eller – sluk den ganske ud!

Kan du elske dette dunkle Øye?
Det har stundom smilet, ofte grædt.
Ofte har det stirret mod det Høye,
Og om en fortroelig Stiærne ledt.
Mange Stiærner saae det kold nedblinke,
Ingen, som det kunde tale til:
Ingen saae det sympathetisk vinke,
Derfor dæmped Graad dets Ild.

Kan du elske disse blege Kinder?
Glædens Rose blomstrer ey paa dem.
Glædens Blomst jeg kun hos dig gienfinder,
Eller hisset i et bædre Hiem:
Thi jeg tabte den i Livets Bølge,
Da jeg vaagned af min Morgendrøm,
Derfor maae den blege Yngling følge
Blomsten i den vilde Strøm.

Kan du elske dette varme Hierte?
Denne mørke Tale i mit Bryst,
Dette Barn, som luller i sin Smerte,
Dette Barn, som græder i sin Lyst?
Kan du elske hvad jeg ey begriber,
Denne dybe Attraae i min Siæl,
Som i det Uendelige griber,
Uden Maal og Grændseskiæl?

143
O! saa slyng da dine Rosenkiæder
Om min Harpe, om mit Digterliv!
Væk min Aand til bædre Væsners Glæder
Ved et mægtigt sympathetiskt – Bliv!
Lampen grib, imens endnu den brænder,
See! den vifter saa i Storm og Slud.
O! beskiærm den huld med dine Hænder!
Eller – sluk den ganske ud!

_______

Jeg har skrevet den ud af Hovedet, mine Elskede. Maaskee kan der være enkelte Ord forvexlede, dog troer jeg det neppe, og endnu mindre, at den derved har kundet tabe noget af sin Ynde, den søde Sang! Den fierde Strophe – I seer jeg har indcirklet den – finder jeg især saa deylig. Turnus fik jeg ikke giennemlæst anden Gang. De to Legender har jeg nok sagt Eder, jeg fandt fortrinlige, især den hellige Green. I veed, at alt hvad der formilder den gode Engel, Dødens, mørke Mine, finder Gienlyd i min Siæl. «Ney Død, du er ey skrækkelig, men Støvets Børn miskiender dig.» –

I dag har jeg foresat mig at skrive et Par Breve til Kbhn, og sende min Catty dem, om der maaskee kunde gives en Leylighed at faae dem ned med, som var sikrere end Posten nu omstunder.

Mandag 8de I Gaar var Faer Mørks Fropræken her saa lang, at der neppe var blevet nogen Høymesse af. Han var her over i halvanden Time, og blev forbaust da han saae, Kl var halvtolv. Det er underligt, at jeg faaer saa ondt for Brystet ved at tale noget længe. Saa fik jeg tilsidst i Gaar ret saa ondt, at det sortnede for mine Øyne, men det gik strax over. Jeg er nok svag endnu[.] Ellers saae vi ingen Fremmed i Gaar. I et saa slemt Føre bliver helst Enhver hos sig. Vi syslede ganske som i Dagliglaget. Mine Jomfruer syede saa gar, men det kan jeg just ikke lide. I noget maae Søndagen skille sig fra de andre Dage. Jeg skrev hvad I har seet her, og ret flittig paa min Oversættelse. Siden læste jeg, og lagde, da Øynene bleve trætte, en eneste Kabale. Endelig er da den gode 144Kista kommet til sit Bestemmelsessted. I Gaar havde jeg Brev fra hende. Hun fandt alt vel hos sin Søster, har meget at tage vare, men haaber at finde sig fornøyet fremdeles som nu. Hvad mine Kbhns Breve angaaer, saa – Jeg har hørt eller læst etsteds, mon det ikke var i Oxenstiernas moralske Tanker, som jeg studerede stærkt i min grønne Ungdom? – at Diævlen har bygget sig en Throne, midt i Helvede, forstaaer sig, af lutter uopfyldte Forsætter. Desværre giver jeg vel fast daglig nogle Bidrag til dette Pragtmeubel, og et af de største gav jeg, om jeg foresatte mig ingen flere at give. Jeg vil kun simpelthen fortælle Eder, at endnu er intet begyndt paa, og bliver det neppe i Dag, thi nu hører jeg, at min Rikke, Fabritius og hans Kone kommer hid til Middag. Vort Bud reyser først Onsdag Morgen. I Morgen er ogsaa en god Dag. Jeg vil imidlertiid begynde paa de Breve, som maae være færdige. Det første skal være til min kiære Lotta, det andet til Kista, og saa skulde min Sally have lidt, og den troe Catty, som jeg nu tyer til med alle mine Commissioner i Byen.

Tirsd: 9de Min kiære Rikke kom, og er hos mig endnu, og bliver her til over Middag. Det var ret kiærligt af den Gode, at see til mig i dette slemme Føre; men nu sneer det raskt, saa jeg tænker, de henter hende med Slæde. Hun kiørte hid med Fabritius’s, der nu toge bort. Stakkels unge Kone, som nu atter bliver ene. I Morgen maae hendes Urban til sit Compagnie i Walders. Men det var dog godt, hun beholdt ham saa længe. Hun skranter allerede meget paa nyegifte Koners Viis. Nu sidder Rikke hos mig her i Sophaen og læser i en Deel af Wieland. Marie har begyndt at brodere en Vest til Hertel til hans Geburtsdag, og Lina sidder ved Siden af hende med sin Ramme (begge i Dagligstuen) og baldyrer en rød Bor‹…› til en hviid Kiortel. Skriveren er paa sit Kammer. Jess er alt paa Flugten igien. De andre steller hver med sit. Saadan har vi det her i denne Stund. Eders Moer Koren er ret flink, dog bliver det altiid bædre op ad Dagen, er det er om Formidd: da er jeg ret mat og føler lidt Trykken for Brystet. Dog er jeg bædre i Dag end ellers, og var saa rask i Gaar, og spiste godt. Det giør jeg nok i Dag ogsaa. Jeg blev og er saa glad, min Rikke. Giid det nu blev Føre, saa jeg kom ud at toure lidt, da blev det altsammen godt, det veed jeg.

145Onsdag10de Min Rikke forlod mig i Gaar Eftermidd: da vi havde drukket Caffe. Hun torde ikke blive og jeg ikke bede hende blive længere, da Mørket falder saa bradt paa, og Veyen over Fieldet nu er meget slem. Det er dog en af de største Hygger i Livet, at sidde saaledes i huslig Kreds ved sit Arbeyde og god fortroelig Snak, som vi nu sad sammen. Giid Føret snart tillod mig at giøre hende et ligesaa kiærligt Gienbesøg. Nu bliver det hver Time værre, inden Sneen kommer. I dette Øyeblik fik jeg en lille Sæddel fra Rikkemoer. Hun kom vel hiem, og netop som Dagen gik under. Den gode sender mig 1 <...><...>] trolig forkortelse for: bismerpund deyligt Hvedemeel, om der igien skulde komme Lyster over mig, inden jeg selv faaer noget. – Vort Byebud er afsted; men kun min Lotta fik et lille Brev, Kista et længere. Til min Ragna skrev jeg nogle Tiggerlinier om Æbler, som er en af de Ting jeg baade giærne spiser, og har saa godt af.

Torsdag, Mortensdag, og lille søde Peer Ottesens 2det Aars Fødselsdag. Gud signe Dig, Gutten min, og lade dig «i det Gode fremmes, at hvad du lærer aldrig glæmmes, men voxer med Dig Dag for Dag!» saa bliver Du elskelig og lykkelig, og hvor mange Ædle bliver da lykkelige med og i Dig! I Dag seer jeg Dig, elskte Thrinasara, i hvilken glad Moder-Triumph Du bringer Din Førstefødte, ledsaget af den ligesaa glade Realf, til de ikke mindre glade Bedsteforældre. Og af saadanne Dage give den Algode Eder mange, I Dyrebare! Lille Otilia maae vel være hiemme i Dag, Veyret er saa barskt. Dog sagtner det nu; men hvor det rasede i Nat! Jeg tænkte det var aldrig blevet Dag, stod op med min Koren i Graaningen, men inden jeg fik puslet fra mig og kom ned, blev det dog lyst, og Maja og Lina sad allerede ved deres Rammer, Kaja ved sin Søm, og Skriveren gik og røgte paa sin Pibe. Jeg har nu sadt og overlagt et og andet med Sønnen min, hans Husvæsen angaaende. I een af disse Dage skal Marie og Maren hen og slagte for ham. Vi faaer nok stelle med ham og for ham, stakkels Gut, og hielpe ham saa godt vi kan. Naar han først faaer indrettet sig lidt, vil det nok med Guds Hielp gaae godt altsammen for ham.

146Fredag 12te Nu har jeg været oppe nesten i to Timer, og endnu er det neppe saa lyst, at jeg seer hvad jeg skriver. Tak min elskede Maja og Ragna for de kiærlige, kiærlige Breve i Gaar[.] Giid I nu Alle vidste, hvor rask jeg er igien. Jeg har drukket mine to Kopper Caffe i Morges, og de smagte deyligt. Det er et sandt Tegn til, jeg er frisk igien. Men see! det bliver mørkere istæden for lysere. Jeg maae nok tage fat paa min Strømpe igien. Regnen øser ned. Hu tu tu, hvilke triste Dage! Men for Jorden er dette nu det bedste Veyr. Dermed maae man trøste sig.

Løverd: 13de Jeg fik med vort Byebud et kiærligt Brev fra min Lotta, og det eneste gode Æble, hun havde. I maae vide, jeg er bleven end mere barnagtig siden jeg var syg, end før, og har faaet en ubeskrivelig Lyst til Æbler. Jeg vidste, Lotta mi havde ingen, og saa skrev jeg et lille Tiggerbrev til min kiære Ragna, men hun var ude, og jeg veed det vil giøre den Gode vel saa ondt som mig naar hun kommer hiem og finder min Sæddel, og ikke kan faae tilfredsstillet min Lyst fordi Budet er borte[.] Men der gaaer vel snart et ind igien, haaber jeg.

Lille Maja blev des gladere, da hun fra sin Hierte- og Navnesøster fik et peent Exemplar af Lafontaines Herman Lange til at sætte i Geburtsdagsskabet sit. Det var da det første med den velsignede igien begyndte Fragtvogn mellem Drammen og Christiania. – I Dag er det den gode Maren Skieldr: Geburtsdag, og har hun faaet en lille Ting af os hver, mig og Børnene, og er saa fornøyet som vi andre Børn ved lige Leylighed. Just som mit Majabrev var afsendt, kom Lottabrevet, og Herman Lange. Jeg fik altsaa intet sagt Maja C herom og det vilde jeg dog saa giærne. Nu er det allerede mørkt, saa jeg maae forlade mit Kammer og gaae ind til Ungerne mine.

147Mandag 15de Søndagen gaaer som de andre Dage, lunt og stille. Naar vi ikke saae Faer Mørk (i dette slemme Føre bliver Præsterne hver ved sin Kirke) vidste vi ikke, det var Søndag. Dog var Skriveren og hans Maja i Kirke. Fra den brave Lieut: Birk fik jeg et venligt Brev, hvori han lader mig vide en forestaaende Byereyse, og tilbyder sig at udrette hvad Commissioner jeg kunde have at give ham. Men den slemme Andreas Munthe, som giør mig tidt saadanne Spilopper, har lagt Brevet ligge over en Postdag; dog prøvede jeg om det ikke var forseent at benytte mig af det venskabelige Tilbud, og sendte nu en Gangerpilt til Blakiær med en lille Pakke, den første Deel af den oversatte Grev Eisach, til min Lotta‹,› og et lille Flyvebrev, det eneste jeg i denne Skynding fik færdigt. Marie og Maren toge i Formidd: til Kychen og kommer ikke hiem før Onsdag, da de ey før bliver færdige med Slagtningen. De havde et heelt Kiærrelæs med sig af alskens Nødvendigheder; thi der finder de fast ingen Ting, skiøndt Hr Jess i Gaar tog did for, som han nok saa stolt udlod sig, at ordne alt til Jomfruernes Komme. Stakkels Gut, han bliver nok snart færdige med det han har at ordne, tænker jeg. Nu sneer det raskt. Lina, Kaja og liden Bolla Giøgodt ere allerede ude med deres Kiælke. Hu, hvor det gaaer ned ad Loebroen! det var Tønder Lund og Lina. Ham maae de have med, skal det være vel, og Gud skee Lov, de ere allesammen lige store Børn. Blev det saa sandt ved at snee, som jeg i Morgen skulde besøge min Hr Søn og see hvordan han havde det, og hvordan Jomfruerne stelte for ham. Med det samme vilde jeg giøre Barselvisit hos Mad: Munthe, og paa Hiemveyen tage Natteleye hos min Rikke. Men det er nok Casteller i Luften. Der falder neppe saa megen Snee.

Tirsd: 17deegentlig 16de Ney, der blev ingen Tour af i Dag. Det er et rasende Sludveyr. Stakkels Barna mine, giid jeg havde dem hiemme igien. Jeg frygter, de lider Ondt paa det alt manglende Kychen

148Onsdag 17de I Dag er det fuldt Føre, og nu kom mine Jomfruer hiem i Slæde, gladere, end fra et Ball, men nesten ligesaa forsufne, da de begge disse Nætter har lagt i Klæderne, og nok ikke havt megen Roe. Men de har ligefuldt moret sig deyligt i deres Sysler, og faaet alt i Orden, saa godt det vilde lade sig giøre paa Herregaarden, hvis Eyer kom hiem seent i Aftes, fordi der kun fandtes et Værelse og een Seng, som naturligviis maatte være for Jomfruerne. Den bedste Fornøyelse havde de i Gaar, da de tracterede det hele Hus, ogsaa de stakkels tre indqvarterede Soldater (der har gaaet dem saa villigt tilhaande) med Slagtersuppe, noget som i denne Tiid sielden falder i deres Lod. Jess letter dem deres tunge Kaar saa meget han kan; men stakkels Gut, han har endnu selv saa lidet at tage til.

Først i Dag tager den gode Birk til Byen, saa mit Bud til ham kom tidsnok. Jeg fik et meget langt Brev fra denne i saa mange Henseender sieldne unge Mand, der baade skriftlig og mundtlig er høyst interessant. Hans Anna er lidt forkiølt skriver han. Stakkels Kone, hun er nok meget svagelig.

Torsdag 18de I Aftes – Mad: Giørup var her – sagde jeg: Bliver det godt klart Veyr i Morgen, giør jeg en Tour til min Rikke, og derfra i Barselvisit hos Mad: Munthe. Veyret er usigelig deyligt, Føret godt, og dog bliver jeg hvor jeg er. Jeg havde i Nat igien et lille Anstød af Feber, og en smertelig Hovedpine, som, skiøndt mildere, dog vedvarer endnu. Jeg er ret blevet et usselt Dyr, saa urimelig ømfindtlig ved alle muelige Ting, og nesten troer jeg det er en Straf over mig, fordi jeg ofte har troet en saadan Ømfindtlighed overdrevet hos Andre. Vi tager jo stedse altfor giærne os selv til Maalestok for vor Neste. Imidlertiid troer jeg fuldt og fast, at den lange Indesidden er mest Skyld i mit Skranterie. Naar jeg kommer ud og føyte igien, bliver jeg nok atter kiæk. Mad: Chrystie lod mig hilse i Gaar, at hun ikke mere husker, hvordan jeg seer ud. Det er ogsaa ret en Skam, som jeg forsømmer alle Naboepligter.

149Søndag 21de I Fredags giorde jeg Touren til Munthes, min første Slædetour. Det varede længe, inden vi fik alle Greyer i Orden, da min Gunder var borte (han og begge mine Marther vare i Bryllup paa en Naboegaard, der varede tre hellige Dage tilende) Gryner, som styrede mig, veed ellers Raad for alting, og vi kom da ogsaa afsted Kl 2. Det var herligt Føre, og vi vare ey stort mere end en Time paa den drøye Miil. Min Komme glædede dem rigtig, det saae jeg, især Præsten. Den unge Kone befandt sig vel, og laae med sin lille vakre trivelige Glut ved Brystet da jeg kom. Saa glad hun var i sin Førstefødte, var dog Faderens Glæde øyensynligere. Mig var det et rørende Syn at see den gamle Mand med det spæde Barn paa Armene[.] Gud lade ham leve med og glæde sig ved det i lang Tiid!

Jeg drak Caffe der, det forstaer sig. Den meget vakre Anna Molzhau skiænkede. Frue Brochman har en ret god Conversations Tone, og lidt over en Time – længere maae en Barselvisit ikke være – gik ret hurtig. Hiemad gik det endda raskere end bort, og Kl 6 sad jeg her igien i Sophaen med mit Strikketøy blandt alle mine Kiære. Andr: Munthe og den yngre Jomfr: Molzhau, som vi mødte da vi toge bort, var her og blev her til i Gaar Morges i Lysningen. Hele Gaarsd: var jeg meget ussel, og laae, som i Torsd: en stoer Deel af Dagen. Jeg fik mit om Fred: begyndte Svar paa Majabrevet færdigt, og begyndte paa et Par til Catty og Sally, dem jeg med megen Møye har fuldendt i Dag, da jeg har været en Stakkel i Dag ogsaa, og skiøndt Hovedet er bædre, er jeg dog saa mat, at det gaaer sagtelig med alt.

Jess tog til Gierdrum Præstgrd i Morges, for at tage derfra til Byen i Morgen, om Føret ikke gaaer reent bort, som det lader til, da det har regnet hele Natten, og endnu er Taage og Slud. Alle tre Smaaepigerne fulgte med ham, men kommer tilbage i Qvel.

150Mand: 22de Da vi havde tændt Lys i Aftes, og sad i vor stille Roe, Skriveren, jeg, Telja og Maren, og just som jeg flyede min Koren det søde venlige Brev, Posten havde bragt mig fra min Catty (en sand Vederqvægelse var dette Brev mig, skiøndt det ogsaa bedrøvede mig) hørte vi nogen komme kiørende og tale uden for. Bielder var der ikke, altsaa kunde det ey være Barna. I det samme bankede det, og ind traadde Bergmester Bauman, Jagtjunker Tillisch, og Knoph (Gud veed hvad han er, Geschworner troer jeg det kaldes) De skulde være med Koren, eller vel rettere han med dem ved Jærnværkernes Taxation i Eidsvold og Feyringen. Over en Miil – de kom lige fra Hakkedalen – vare de kiørt feyl i det mørke Taageveyr. De vilde blot høre, om Skriveren var reyst, og saa fortsætte Touren til Eidsvold, sagde Baumann; men det gik ikke an i Mulm og Mørke, sagde jeg, og det var nok heller ikke deres Alvor. De modtoge villig Indbydelsen at blive Natten over. Da vi havde drukket Thee og pratet en Stund, med den godlidende Baumann prater jeg grumme giærne – fik de sig en lille L’homber, og imens læste og strikkede jeg vexelviis bag mit Skiærm. Med hver Time blev jeg uroelige over Børnenes Udeblivelse, men endelig kom et Bud, at vi ey maatte vente dem før i Dag, da de vare budne til Ball hos Lehnsmanden paa Fieldstad. Det beroeligede mig for Aftenen, men nu er jeg i Dag end ængsteligere, thi i Slæde kan de umuelig komme tilbage, da der i Veyen ikke er mere Snee end bag paa min Haand, og fra Fieldstad hid – de kommer lige derfra – er nogle fæle bratte Bakker. Min Trøst er, at Jess vist bliver s ved dem tilbage, da der nu umuelig kan blive noget af hans Byetour.

Da de havde Beter, toge de fat paa Spillet efter Bordet, og blev ey færdige før Kl halvtolv. Saa længe var jeg ikke oppe i lang Tiid, og underligt er det, at mit Hoved befinder sig saare vel derefter, og efter en nesten søvnløs Nat. Jeg var slet ikke syge, men sove kunde jeg dog ikke, maaskee fordi jeg køyede over den sædvanlige Tiid.

151Skydshestene vare bestilte til Kl: 7, men Herrerne kom ikke ned før det var lys Dag, og da blev der, efter nu brugelig Skik, nedsat en Commision om hvorlunde de skulde komme frem. Resultatet blev, at de alle tre satte sig paa en Arbeydsvogn, den eneste Voiture vi havde at byde dem, da de vare saa mange. Skriveren foer i sin Carriol. Og Kl lidt over 9 rullede de afsted. Jeg troer halvveys, de kommer herom tilbage, de vidste ikke selv naar. Bauman, veed I, er een af mine Folk. Knoph har været hos [os] engang paa Lundberg, men jeg kiendte ham ikke igien. Hvor han er blevet tyk og føer! Navnet Tillisch er Musik i mit Øre. Det gienkalder mig saa mange behagelige Ungdoms Minder. En Tante af denne lille Jagtjunker (der seer ud som Godheden selv), en Frøken Tillisch takker jeg for mangen herlig Time, deels paa Søeholt i Lolland, der laae i min Svoger Staals Menighed, en halv Miil fra Prstgrd, og hvor vi tilbragte de fleste Søndager – Khr. Krogh eyede Godset den Gang, og hun, hans Niece, forestod Husholdningen – deels senere i Kbhn. Hun var desuden min Hetgens og Carl Kroghs første Opdragerinde, en fornuftig, bliid, elskelig gammel Pige, og mig yndede hun usigelig. Hun lever endnu, og lever Gud skee Lov en lykkelig Alderdom. Kort, det var mig et ret behageligt Besøg i det Hele. Med Baum: kunde jeg tale om saa meget, om Treschows, om Cappelens. Han glædede sig saa i at have giort min Maja C. og min Sarathrinas Bekiendtskab i Høst, ærgrede sig over det ikke var skedt før, og var indtaget i det deylige Auestad. – Baade Tillisch og Knoph fortalte mig, at det gaaer saa overmaade godt med Mad: Poppes mangehaande og tunge Forretninger, og at hun vist vilde derved have rundeligt Udkomme for sig og sine Børn. Gud være lovet for det! – Jeg saae da ogsaa af min elskede Catty’s Brev, at Fader Pavels ikke ganske har glæmt sin Moer Koren, men at der ligger et stort Provstebrev fra ham færdigt til mig, og venter paa Leylighed. Ja, Gud veed, naar den nu bliver! Det der i det kiære Brev bedrøvede mig, var den Fortred en skiændig Tiænestepige har giort min T: og C ved at bestiæle dem, og saa 152løbe sin Vey. Mueligt er det vel, det Skarn kan blive grebet; men hvad Erstatning faaes derved? O at dog alt skal forene sig for at giøre Eder, I Dyrebare, det første Aar I igien tilbringer i Eders Norge, saa tungt og bittert. Gud lade Ordsproget, «Jo tungere Begyndelse, jo bædre Fremgang og Ende» – her indtræffe i sin videste Udstrækning!

Kl 1: Ja men kom de, de stakkels Børn, og det i Slæde. Hvordan de ere komne frem, begriber jeg ikke. Sagtens er det lette Folk, og Hestene vare ikke engang svedte, forsikrer de. De har ikke sovet et Øyeblik, og dog vare de saa muntre som Fugle i Luften. Der var ikke stoer Dands, da der ey vare andre end de herfra, Chrysties, og de i Gierdrum indqvarterede Officerer, men de havde moret sig prægtigt lell. Kaja er blevet dødelig forliebt i en Lieut: Dorph, og han i hende, vil jeg haabe. Kl 7 i Morges vare de tagne fra Fieldstad, Kl 11 vare de hiemme, og det gik an i dette Føre, der er vel halvtredie Miil did. Endnu er Jess ikke kommet, maaskee har han faaet Hiul-Voiture og fortsat Reysen til Byen. Giid det var saa vel, saa kom mine Breve ind – men jeg kan ey troe det.

Tirsdag 23de O, hvor havde jeg glædet mig til denne min Rikkes Dag, glædet mig i Haabet at tilbringe den og Aftenen og en Deel af Morgendagen hos og med hende! Føret, hvor slet det er – man siger endogsaa, det fast er ufremkommeligt – giør mig det ikke umueligt. Veyen er ey lang, og jeg har vist ofte reyst længere i slettere Føre. Men jeg er uslere end Føret, det er Sagen, og da jeg heller ikke i Nat har faaet sove stort, som dog et forhærdet Hundeglam l uden for Vinduerne var mest Skyld i, tør jeg, bør jeg ey vove mig ud. Veyret er klart. Gud give min elskede Rikke lyse og klare Dage sit hele Liv igiennem, og at hun aldrig, aldrig maae opleve nogen saa mørk og bitter som de, ak! de mange, hun har overvundet! O Gud, det høre og bønhøre du!

153Giid hun kun ikke ventede mig, den Gode; men det frygter jeg, hun giør, da hun ikke veed, hvilken Stakkel jeg har været nu igien i nogle Dage. Og saa modtager hun, istædenfor sin Moer Koren kun nogle fattige Linier, som jeg nu sendte afsted med en lille Oblatdaase, min Korens Arbeyde, med det kiære Navn og Dato paa. Gud signe Dig evindelig, min Rikke, og Alle som bidrager til Din Glæde, Dit Held, og skaber Dig det!

Jo, Jess kom tilbage, og med ham alle Brevene. Her ligger de nu, og jeg veed ikke, hvad jeg skal fange an med dem. Marie ‹og› Lina satte sig til deres Rammer og holdte sig kiækt til Kl 6. Da lod Ole Lukøye sig ikke længere imodstaae. Kaja, som havde sovet lidt paa Fieldstad, var lige munter, men fulgte dog med for Selskabs Skyld, og først nu, Kl 9, ere Jomfruerne komne til Syne, og Lina siger, det var Sulten som vækkede hende, ellers havde hun sovet endnu. Hun glæmte i Aftes, hun skulde været min Sovekammerat, og puttede sig i sin sædvanlige Seng. Ogsaa Jess, Gryner og Tønder Lund, vare skakmatte, og med de to Sidste var det end mindre at undres over, da de havde styret Mamsellerne hiem i det fæle Føre, det er, gaaet den hele lange, bakkede Vey. Fra Kl 6 sad altsaa jeg, Telja og Maren ganske ene.

Jeg læser Delphine anden Gang. Første Gang ilede jeg at faae Ende paa den martrende Geschichte. Nu vilde jeg læse den for at fatte dens Aand rigtig. Men den elskelige Delphines uophørlige grusomme Lidelser, bemæstrer sig mig paa nye, og jeg maae ofte lægge Bogen bort, og takker Gud, at jeg nu snart er tilende med den. Ved at sætte mig i en Ulykkeligs Situation i den virkelige og i Phantasiens Verden, er intet mig marterfuldere end at tænke mig og føle den Elendighed som den Uforsigtige, men Uskyldige og Ædle selv indvikler sig i just fordi han er uskyldig og ædel. Og hvor er det mere Tilfældet, end i Delphine? –

154Torsdag 25de Det var allerede saa mørkt, jeg neppe saae Bogstaverne paa Papiret, da jeg i Aftes sad her og skrev og anstrængede mine Øyne for at faae et ret langt Brev færdigt til min Ragna, der tilligemed de øvrige færdigliggende skulde med de ventede Reysende. Men saa kom Skriveren og fortalte, at de, da Føret blev saa slemt, ikke torde giøre denne Omvey, men vare tidlig om Morgenen tagne lige til Byen. Jeg blev saa harm, som jeg ikke længe har været, og lod alting ret mismodig ligge. Nu veed jeg ikke, mine Elskede, naar I skal faae disse Breve, som alle ere saaledes beskafne, at de ikke kan gaae med Posten. Jess taler atter om at reyse i Morgen, men jeg vil see det før jeg troer det, og kommer han til at ride, faaer jeg det dog ikke som jeg vil lell. Et stort Brev og en Æske til min Kista kunde jeg faaet saa prægtigt lige til Kongsberg. Jo Pyt! sagde Peer til Kongen –

Søndag 28de Jess reyste rigtig nok Fred: Morgen Kl 6, og tog Breve og Pakker med sig; men han kom neppe til Byen i Slæde, og faaer fik vel altsaa kun Brevene med sig, men det var ogsaa godt. I Dag eller i Morgen venter vi ham tilbage. Og nu gad I vel vide, hvorfor disse Blade har hvilet saa længe. Eders Nysgiærrighed skal blive tilfredsstillet, mine Elskelige, men alt i sin Orden. Fredag, da jeg havde besvaret mit velsignede Majabrev, skrev jeg til min gamle troe Hertel en lille Epistel der fulgte med Vesten fra Maja, og nogle Vers jeg havde afskrevet til ham, som han ønskede sig (det var den 8de Aug: 1799-1810 – og Saras Navnedag 1811) – med en lille Tilegnelse, som I skal faae her ret strax. Alt skulde han have i Gaar, paa sin Fødselsdag; men jeg maatte giøre det færdigt Fredag, da jeg ikke længere vilde udsætte min Plogstadtour, og vilde blive der til Løverdagaften. Jeg kom ikke bort før over Middag, men vi spiste tidlig, og Kl halvtre var jeg der. I et sødere Veyr kunde man ikke være ude. Selv Gunder henrykte det.

155Hvor hastigt og deyligt gik de fire og tyve Timer hos min elskede Rikke, nesten ene med hende og de raske Smaaeglutter, som imellem giorde os det alt for braaget, naar de ved deres glade Støy vare færdige at døve vore Øren, og dem behøver vi aabne naar vi ere samlede, da vi altiid har saa meget at sige hinanden, og aldrig faaer sagt det altsammen. Fogden bliver stærkere og stærkere fængslet til sit Arbeydsbord, og nesten er hans Taalmodighed udtømt – et Under, at den ikke længe siden er det. Ingen Postdag gaaer forbi, uden at bringe ham nye Bryderier; og hvad der vilde lette en Mand som han, hvis høyeste Bestræbelse gaaer ud paa at lette Almuen dens mange Byrder, de haardeste Arbeyder, savner han aldeles. Det er sørgeligt, saadan som vor gode Konge nødes eller lader sig nøde til at blotte sin og Landets Trang, sørgelige og inconseqvente de Midler, der i den Anledning gribes til; og smerteligt er det at tænke paa, hvad Frederiks faderlige Hierte maae lide ved at tvinges af Omstændighederne til en saadan Fremgangsmaade. Og kunde Øyeblikkets Trang ikke anderledes afhielpes? Det er vel langt over min Horizont alt hvad der vedkommer Finantsvæsenet; men det gier mig min sunde Fornuft (siger Oncle Erik), at en Fader ikke bliver rigere ved at hans Børn styrtes saa dybt i Armod, at selv de Støtter, hvorved de skulde hielpe sig op af Afgrunden, nægtes eller berøves dem. Dog, jeg er kommet uden for min Sphære, og kan ikke komme ind i den igien, uden ved en pludselig Overgang fra det sørgelige Virvar uden om mig til den søde Roe der omgiver mig i mit Hus og end slutter sig tettere om mig i mit lille grønne Kammer, hvor jeg er ligesom udenfor alt hvad der ikke hører ganske til min lille Verden. Jeg forlod min elskede Rikke Kl henimod 4 for at komme over Fieldet, der dog er temmelig godt, før Mørket tog Overhaand, og var hiemme i en Time, og sad hos min Koren og de glade Barna vore.

156

Til Hertel.
(med før omskrevne Smaedigte)

Fordums Fryderaab og fordums Klage
Gaae endnu engang forbi din Siæl.
Mindet om de svundne mørke Dage
Blande sig med Mindet om dit Held
Du har seet min bittre Taare strømme,
Du har seet min høye Glædes Graad,
Du har hørt de stolte Moderdrømme
Om min Saras Held, min Wilhelms Daad;
Du har deelt saa troet hver Fryd og Smerte,
Som Algodhed mig og Mine gav –
Bristefærdigt har jeg seet dit Hierte
Ved din Yndlings, ved min Wilhelms Grav.
Men han hviler sødt, og Sara hviler
Ved hans Side sødt i Gravens Favn.
Tiden i ustandset Flugt bortiler,
Den har mildnet vore bittre Savn,
Den, og Haabets, Visheds søde Stemme:
«Glade skal I favne dem igien!»
Men saa sandt jeg aldrig dem kan glæmme,
Kan jeg aldrig glæmme dig, min Ven,
Og din ædle Troeskab. See, nu lønner
Gud den i en troefast Mages Arm.
Han har hørt og hører mine Bønner:
Fred skal evig throne i din Barm.

_______

I dette Øyeblik fik jeg et ømt taknemmeligt Brev fra Hertel. Hans Kone er taalelig frisk; men han har ellers Gienvordigheder nok at kiæmpe med, stakkels Mand, da han vel til næste Aar nødes til at forlade det vel indrettede Rotnes, hvoraf Odelsmanden ikke kan aftrætte ham det halve, men han vil ikke – og det vilde jeg heller ikke – have med sligt Maskapie at bestille. Nu maae 157han bide i det sure Æble at bygge. En ubehagelig Udsigt til alle Tider, og dobbelt i de, vi nu har at drages med.

Der har vi Pastor Munthe. Han har ikke været her, troer jeg, i 6 Uger, ikke siden vi havde det lille Mundhuggerie, om I erindrer det, hans Kones Ugiæstmildhed angaaende. Men han var, da vi sidst saaes hos ham selv, lie bli lell.

Mand: 29de Og det blev han i Gaar den hele Dag[.] Kl var 3 inden vi kom fra Bordet, da sov han sig en Luur, drak Caffe og spiste Eftersvælg, og blev her længere, end han pleyer. Giørups var her ogsaa. Strax han var reyst, kom min Jess. For sig selv havde han ikke udrettet det mindste, stakkels Gut. Jeg har vel sagt Eder, han tænkte at faae laant Penge af Banqven til sin Gaard. Han fik ingen, og intet Løfte om nogen. Det vil volde ham mange Ubehageligheder. For mig havde han udrettet des mere, og bragte mig mange kiærlige Breve, end flere Hilsener fra mine Kiære, som han, skiøndt øyebliklig, havde seet allesammen, Festningsbarna undtagen, da hans Tiid ey tillod ham at komme saa høyt op i Byen. Men jeg fik dog fra min kiære troe Slotspræst et Brev, som vel var endt 9de Novbr, vel var det første siden vi sidst saaes, men giorde ogsaa ærligt i Qvantitet som i Qvalitet, Fyldest for det lange Savn. Et heelt stort Ark nesten ganske fuldskrevet, og det som I veed Pavels skriver, smaaere end jeg selv: Nu har jeg først for Alvor gottet mig med det her i Sophaen. I Aftes var der saadan Tummel i Stuen, og mine Øyne vare, før de kiære Breve kom, allerede trættede ved Læsning i Litterat:Tidenden, hvoraf vi, da vi holder dem med Munthe, altiid faaer en heel Pakke paa engang (herom mere, naar jeg har læst hele Recensionen over Grundtvigs Krønike.) – Og fra hvem var da alle de Breve? Fra Søn Pavels, som I har seet, fra min Lotta, fra min Sally, og fra min Catty, hvori ogsaa var nogle Linier fra den ædle T: selv, der efter Opfordring af sin Hustroe gav mig sin Dom over Øhlenschlägers Hugo, hvoraf han dog kun havde læst to Acter, men som, siger 158han, er nok til – dog, formodentlig, læser de Fleste iblandt Eder dette før Stykket; og saa er det bedst, I ikke veed en saadan Dom i Forveyen. Mine Øyne slugte de kiære Linier, ak, men neden under dem var endnu et Par fra min C selv igien, som bragte mig fast alt andet i Forglæmmelse. Maaskee staaer i dette Øyeblik de arme trøstesløse Forældre, Bergh og hans Marie, ved et elsket, elskeligt Barns, deres Maries, Liig. I tre Uger har hun lagt i Nærvefeber, den græsselige Sygdom, hvis blotte Navn ængster mig. Da min C skrev var hun yderlig slet. Hun havde intet Haab. Nu viger dette smertelige Syn, de arme Forældres Jammer, ikke fra min Siæl. Min Marie trøster mig: «Tænk paa, Moer, hvor slet jeg var, hvor lidt Haab der var om, at jeg kunde overstaae det, og Marie Bergh er saa stærk» – Ak, just det er mig det ængsteligste: thi har ikke den smerteligste Erfaring lært mig, at denne langsomtsnigende Sygdom er frygteligst i det unge, stærke, faste Legeme? O Gud, er det mueligt, da tag denne bittre Kalk fra den lidende Faders og Moders Læber, og giv dem deres Marie igien, som du gav mig min dyrebare Marie igien fra Randen af Graven!

Og nu sidder jeg mellem Frygt og Haab og venter et andet Trøstens eller Sorgens Budskab. Prctr Kroghs Kone, som hele Høsten har været meget sygelig, giorde i Fredags Barsel med sit tolvte Barn. I Gaar sagde Munthe hun var overmaade slet. Skrækkeligt var det, skulde hun gaae bort fra sine otte Smaaepiger, blandt hvilke den Ældste er 15 Aar. Ney, Gud vil bevare hende for dem og deres Fader, det troer, det haaber jeg. Min Tønder Lund er der for at høre hvordan det staaer til. Gud give han kom tilbage med et trøstende Budskab! – Nu kan jeg ikke tænke paa andet end alle disse Lidende, og paa dem har jeg tænkt den hele Nat.

Jeg fik endnu et lille venligt Brev fra liden Christine Treschow, og med Fader Pavels’s Brev, den lange, deylige, interessante Epistel, fulgte endnu et Bilag, hvori han med sønlig Glæde havde afskrevet hvad den unge Hanoveraner, Professor Hausmann, i sin Reysebeskrivelse giennem Norge siger om mig og Hovind, som 159han for endeel Aar siden besøgte med Baumann. Med lige barnlig Glæde afskrev Døttrene mine, da de vare i Kbhn, dette Sted af den unge elskværdige Mands Reyse, og sendte mig det. Foruden dette var i benævnte Bilag Grundtvigs rørende Farvel til hans frafaldne Ven, Molbech. Det stemmer saa med mine Følelser i denne Stund, derfor vil jeg afskrive det her.


Farvel til Molbech.

Saa er det vist, saa har du dig udvundet
af Vennelykken, som os sammenbandt?
Saa ert du flygtet fra mig over Sundet,
Hvor Danmarks Søn saa ofte Døden fandt?
Hvor danske Møe forlorede sin Svend,
Der ogsaa jeg forlorede en Ven.
Ey meer at skifte med mig vil du have?
Ey heller da den sidste Siælegave?
Ey heller da det venlige Farvel?

O visselig, det gik mig nær til Hierte,
O visselig, jeg følte bitter Smerte,
O visselig er det heel tung en Lod,
Naar Fiender fryse og naar Farer true,
I Fienders Ledtog da sin Ven at skue,
At saares dybt i Hiertet af hans Braad!
Dog Molbech! ey for dig igien at saare
Jeg Harpen greb i stille Aftenstund,
Ney, jeg den greb, for med en Vemodstaare
At sige dig Farvel af Hiertets Grund.
Som da jeg i vor første Vennesommer
Dig bød indgaae til Sorøes Altergrav,
Og skue der de favre hvide Blommer,
Der huldt sig slynger om den brudte Stav,
Dig bad at agte hvad dit Hierte aner,
Og fængsles ey af Tidens Tulipaner:
Saa roelig og saa venlig staaer jeg end
160Bag siette Vaar i vores Vintersommer,
Og skriver dig saa bittre Ord: min Ven!
Gak ind og skue de favre hvide Blommer!
Betænk i Tiid ved Sorøes Altergrav,
At brydes skal og vores Vandringsstav!
Naar da vi ligge under Muldet stille,
Naar Graven synker, og naar Orme pille,
Da skal vi der, hvor klare Lys er inde,
See, hvem der saae, og hvem der gik i Blinde;
Men troe vi ham, hvem alle Christne dyrke,
Vi veed, at hvo sig støder, gaaer i Mørke,
Hvo Lyset skuer, han sig støder ey.

Og nu farvel, far som jeg selv vil fare!
Ak glat er Stien, som saa vis du troer.
Giid Himlens Lys maae dine Trin bevare!
Giid ey de fængsles i de vilde Spor!
Giid onde Urter ey din Aand forgifte!
Og naar engang du ikke meer saa stolt
Mit Venskab vrager og bortkaster koldt –
Et Hierte haver jeg med dig at skifte.

_______

Og nu siger jeg med min kiære ømme Pavels: «Gud skee Lov, jeg begriber ikke, hvorledes man kan modtage et saadant Farvel, uden strax at ile i sin Vens Arme, og holde fast ved ham i Liv og Død.» – Han troer ikke, Molbech har giort det; jeg ikke heller.

I Kbhns. Skilderie, hvor dette Farvel stod, var ogsaa en Sang af Etatsrd B: Olsen til vor Prints paa hans Fødselsdag, der, siger Pavels, endes meget smukt og bevægeligt saaledes:

Og naar, Prinds vi atter paa dig kalde,
Styrt da strax fra Fieldet hvor du staaer.
Blødt du skal i vore Arme falde.
Kom og sværg at meer du aldrig fra os gaaer.

161Min hulde Ragna havde længe siden sendt mig baade Brev og Æbler med Frue Heierdal (At den søde ven, Heierdal, har en Gaard, Holum, i Ullensgr: veed I kanskee ikke?) men da Fruen intet har ladet mig høre herom, skal nu T: Lund did med samme. Han faaer sig en god Tour med lille Pernille.

Tirsdag 30te Gud være lovet, Mad: Krogh er ret brav igien, hendes ottende Datter, skiøndt hun kom meget for tidlig, ligesaa. O at der ey var længere til Berghs, saa vidste jeg, om deres Marie levede endnu. Lad mig haabe det, saa længe jeg kan, skiøndt naar jeg læser den sidste Linie i Dit Brev, elskede Catty: «Jeg har intet Haab for de arme Forældre. Gud trøste dem!!!» – ak! da svinder ogsaa mit Haab. Det tredobbelte Udraabstegn, mon det ikke skulde sige mig hendes Død, som Du ikke havde Hierte til at melde Din Moer Koren før hun var forberedt? Det faldt mig saa tungt paa Hiertet nu, jeg anden Gang læste Brevet. Dog vil det mig altiid saa troe Haab endnu ikke vige ganske, det bortfjærner sig og kommer tilbage. Og bør man vel forsætlig bortjage eller undertrykke den milde Trøsterinde, saa længe det truende Sværd, skiøndt svævende over vort Hoved, endnu ikke har bragt det dræbende Hug? – – –

Jeg fik det venlige Ragnabrev, og deylige Æbler, som dog havde lidt noget af Kiøringen og Kulden. Havde jeg ikke ladet dem hente, vare de vel blevne reent bedærvede inden de vare komne hid. Nu skulde jeg dog, hvor lidt jeg er stemt til det, fortælle Eder en latterlig Geschichte. I Gaaraftes kom en ung Bonde, som man længe har vidst, ikke var rigtig i Hovedet, men ganske forrykt troede man ham dog ikke, og bad om at tale med Skriveren i Eenrum. Koren tog ham op paa sit Kammer. Han havde, sagde han da, en venlig Begiæring, men vidste ikke, om han torde komme frem med den. Du kan giærne komme frem med den, sagde Skriveren: det kommer jo an paa mig, om jeg vil opfylde den. Begiæringen var da hverken meer eller mindre, end at han vilde have Houg, og da mente han, Skriveren nok kunde give ham en af sine Døttre.

162Med møysommelig undertrykt Latter svarede Skriveren, uden at indlade sig i det sidste af den beskedne Anmodning: at Houg ikke var hans Eyendom, men blot forpagtet af Bispen, og at det altsaa var bedst han saae sig om en anden Gaard. Og hvad enten det nu var det stakkels Menneske mere om Houg end Skriverdotteren at giøre, eller han troede begge maatte følges ad, nok er det, han taug, tog sine bortlagte Effecter, Vanter og Hat, og gik. Skriveren kom leende ned, og spurgte sine Døttre, om de havde Lyst til at gifte sig, og fortalte sin Samtale med den gale Knud Ullern, til ikke liden Glæde og Latter for den hele Ungdom. Børnene undredes over, og jeg selv med, hvordan han kunde svare saa alvorligt. «Hm! sagde Skriveren: svarede ikke vor Konge den forrykte Lieut: Tordenschiold, som friede til Kronprintsessen, ligesaa alvorlig.» «Min Datter er jo endnu et Barn, Hr Lieutnant, og det er meget for tidligt at tale om eller tænke paa sligt.» – Den hele lange Aften havde Ungerne Stof til Latter. – Nu sidder de nok saa alvorlige om Slagterbordet. Vi slagtede i Gaar 5 Sviin, men de vare saa mavre som Nødslagtet fedt. Vi har ikke havt Raad til at give dem Korn, kun Havesager har de faaet.

_______

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1813

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.