Dagbok 1813

av Christiane Koren

October

106Fredag 1ste Hvor stræng og kold Septbr endtes og Octbr begyndes! DDet var en alt for bradt Overgang fra den varme Eftersommer, der holdt ved til vi vare komne hiem [.] Maatte det nu blot blive lidt mildere til Søndag, naar vi skal til Rotnæs, og for alt Tirsdag, naar min kiære Lotta skal tage hiem. I Gaar var hun med sin og min Kista paa Gislevold og Leufti i en kort Morgenvisit, Børnene vare ogsaa med, men jeg ikke, da mit Knæe endnu uleyliger mig naar jeg gaaer meget. Kista var der hos Naboerne vore for at sige Farvel. Siden sad Lotta troet ved sin Rok alt til mod Aftenen, da Kmrd Borchsenius kom og blev her et Par Timer. Siden var Touren til Rabusen. Saa gaaer vore gode stille Dage, uden at der er stort at sige om dem. Og er der ikke nesten stedse mindst at sige om Livets bedste Dage. I TorsdagsTorsdags] rettet fra: ‹…› ved overskriving – ney, det var i Gaar, den fattige Postdag, da der intet Brev, intet Majabrev vankede – I Onsdags var Lotta og Barna paa Vilhelmsminde, 107og siden nede og besøgte Jess, eller rettere hans gamle Kone, i den lille Plads han har nedenfor Hovind Eyendommene. Det var en dygtig Tour. I Gaar havde vi Skriveren vor hiemme, men i Dag skal han afsted igien til Næss. Jess tog til Auction i Gaar, der vedvarer til Qvellen, da kommer han tilbage, og Lieut: Birch med ham. I Gaar fulgtes de ad bort. Nu skal jeg, mens Lottamoer spinder sin Snelle fuld, skrive til Maja mi, til Ragna, til Catty og muelig flere Breve, deels med Posten, deels med Lotta.

Løverdag 2den Hvor deyligt Høst og Vinter tager Afskeed fra hinanden! I Dag er det en skiøn klar stille Vinterdag. Træerne hænge fulde af Riim glimrende mod Solen, der dog snart opløser dem i klare Dugperler. Det brænder saa sagteligt i min Kakkelovn, end mildere varmer Solen paa den anden Side giennem Vinduet, og mit lille grønne Kammer seer saa venligt ud. Jeg har fuldendt to i Gaar begyndte Breve til min Maja C: og Ragna. Nu sidder Lotta hos mig og læser det første af disse. Hun har nu snart mit Garn færdigt, og saa skal vi giøre en lille Spadsertour i Haven, og derfra besøge det stille Hvilested, ak, hvor jeg ikke var i saa lang Tiid, og nu vel snart maae sige Farvel for en end længere. Kista gaaer vel med os. Det bliver den Gode en tung Gang, som denne sidste Dag paa Hovind er hendes Hierte tung, og at mit heller ikke er let, tænker I Eder Alle. Jeg kan intet vaadt Øye see med Ligegyldighed, var det end et fremmed Øye, ikke vide et Hierte blødende uden at mit bløder med. Det er saa i min Natur. Den er blød som Vox, og er Gud skee Lov ikke blevet haardere ved al sin Smeltning, og deraf veed jeg, mit indre 108Menneske ikke ældes med det ydre, og for ingen af det alkiærlige Forsyns Velgiærninger er jeg taknemmeligere, end for denne – I Gaar var min Maja og Telja paa Houg for at veye, modtage og udveye den der klippede Uld. Skriveren kom strax efter de vare komne tilbage[.] I Forgaaraftes var Futen vor her et Øyeblik. Jeg havde haabet, min gode Rikke skulde seet hid i denne Uge; men nu er det Haab ude. Nyelig var Obristd: Roweder og Madame Walbohm her i en egentlig Stadsvisit, det var Contravisit til Moer Lotta og Kista, og gialdt altsaa ikke mig. Frue Roweder var i fuld Pomp, den snilde Moer Walbohm peen som altiid i sine hiemmevirkede Klæder. Paa slige smaae IntermezzoerIntermezzoer] rettet fra: interz ved overskriving nær, gaaer den ene Dag og Time som den anden, stille og godt; men for Dagbogen bærer de ikke mange Frugter.

Aften I den herlige stille Formiddag vare vi ved Graven. Det gule sammenskrumpne Løv bedækkede den, raslede hen over de tidlig her Afblomstrede, hisset evig Blomstrende. Intet i Naturen stemmer mere til Vemoden en stille bliid Høstdag, dette stedse tilbagevendende Billede paa Altings Forgiængelighed og – Igienfødelse. Den gode Kistas Taare fløde strømmeviis paa de Blomster, de sidste i Haven, hvormed hun prydede sine smertelig Savnedes Grav. «Det er ikke sidste Gang Du bringer Dine Elskede dette Offer, min Kista!» var alt hvad jeg kunde sige, og det er det med Guds Hielp heller ikke. Den fromme Lottas Øyne vare heftede paa Graven, og løftede sig taarefulde derfra paa den kiære Bedrøvede. Vi gik tause giennem Haven tilbage. Det var Middag, og vi opsatte at besøge min 109Høy og Saras Grotte til Eftermidd, men da vaagnede den kolde Blæst igien, og før den kom gamle Jomfr: Grefsen fra Eidsvold hid, og vi kom ingensteds. Nu vil Lotta gaae did i Morgen, bliver Veyr og Tiid til det. Jomfr: Grefsen tog bort da vi havde drukket Caffe.

Tirsdag 5te Og just til Caffetiid kom jeg hiem nu for en Times Tiid siden, og sidder her allerede nu for at giøre Regnskab for disse Dage. Søndag var Kista mi en smertelig Dag, og for hendes Skyld ilede jeg mere end fornødent var for at komme afsted; thi hvert Menneske, hver Ting hun saae, fornyede eller forøgede hendes Bedrøvelse, og aldrig bleve hendes Øyne tørre. Selv min Marie, som sielden græder (naar Nogen seer det) kunde ikke holde sine Taare tilbage[.] Jeg takkede Gud paa min Kistas Vegne og paa mine egne, da vi kom i Bevægelse. Jeg saae, Lotta følte det samme, i hvor giærne hun var blevet og vi havde beholdt hende denne Dag over. Kl 1 havde vi spist og reyste strax Caffen var siunket, Lotta med Brodersønnen Jens (som havde været her nogle Dage før hun kom hid) Kista med min T: Lund, Broderen, og jeg med Gunder. Skriveren fulgte med Sønnen sin hen at besee hans nye Eyendom, og kom derfra til os, dog først en god Stund efter vor Ankomst til Rotnæs.Vi fandt Ingen hiemme uden gamle Mutter Gladtved og Jomfrue Hartvig. Vi vidste, Hertels vare i Præstegrd: da to af deres adopterede Børn den Dag vare confirmerede. Men de kom tilbage saa snart de vare gaaet fra Bordet, og just som vi, vel forsynede med Mad og Drikke, havde sadt os til en anstændig Cabale. Den blev ikke forstyrret, tværtimod hialp Hertel paa Sagen, saa den gik ud, hvad ellers var blevet vanskeligt for mig og Kista, selv uagtet Lottas kloge Raad, da Ingen af os samlede sig saa rigtig.

110I Gaar havde vi det ret saa morsomt og godt den hele Dag. Lottamoer, som var paa sin hvide Hest, besaae sig overalt, og jeg gik med for det meste for Følgets Skyld. Det er sandt, at see Orden regiere overalt, ude som inde, i hver en Vraae, er behageligt, og det kan ingensteds være Tilfældet i høyere Grad end her. Om Overflødigheden af alleting, vil jeg ikke engang tale, men langt hellere om de gode, lykkelige, i hinanden saa glade Mennesker. Lille Moer Hertel var taalelig brav, og alle vare vi ‹mun›tre og fornøyede, min Kista ogsaa, som jo, foruden at være hos sin Broders, havde endnu begge Morerne sine. Lidt Bittert maae der være i alt Sødt paa denne Jord, derfor kom i Gaar en Capit: Grønvold, et glubskt kiedeligt Menneske, og blev alt til Maanen kom op, og en gammel stakkels Jomfr: Gamborg, som heller ikke var fornøyelig, det veed Gud, men endnu mindre lykkelig, og derfor fik hun heller ikke Lov at gaae igien, men blev der i Nat, og Hertel foranstaltede en Rakker (Hanrey paa dansk – fye for stygge Benamsinger i begge vore Sprog) blot for at fornøye hende. Der vankede mangen Latter, og Lotta giorde ikke mindste Uret, i det mindste blev ikke grebet i noget, hvad Ungerne her hiemme neppe vilde troe – at hun var saa ærlig nemlig. Ja Lotta, den som troede det mindst var Kiæledæggen Din, Jess, rimeligviis fordi han selv ikke er alt for samvittighedsfuld i samme smukke Spil. Over Middag reyste liden Tønder Lund hiem, da han havde faaet Maries gode Venninde, Grethe Reich med sig, som bliver her i nogle Dage. – Tidlig i Morges tog Skriveren til Eidsvold, hvorfra han neppe kommer hid før i Morgen. Lotta og jeg forlod det hyggelige Rotnæss Kl 9, og da hun tog saa godt som forbi Ullenagr Prstgrd, maatte hun indom og hilse paa Fetteren sin. Jeg tog da denne lidt længere Vey, 111at vi kunde følges ad i det længste, og giorde ogsaa med det samme min Visit hos den trivelige Pastorinde, der i denne eller neste Maaned haaber at give sin gamle Mand en Arving. Det var første Gang jeg saae hende i denne Forfatning, og hun var i det Hele hverken meer eller mindre tækkelig end ellers. Præsten var ikke hiemme, men alt det øvrige Personale, hvortil hører en gammel Obrist Scheel og en Majorinde Brochman, der Begge logerer der. Fruen har jeg ikke seet før, men hørt desmere om, ikke just Lovtaler, og deraf kom det vel, at jeg fandt hende anderledes, det er bædre at see til, end jeg havde forestillet mig hende. Hun bød os Brændeviin og Syltetøy; var grumme snaksom og manerlig for Resten, havde, af saa gammel en Kone at være, en smuk Figur, og var net og peen. Jeg frygtede for at faae en Kamp at bestaae inden jeg slap derfra, da det var ved Middagstide vi kom der, og min Hiemvey kun var Fierdedelen af Lottas; men jeg kom saa men i ingen Fristelse. Frue B og den meget vakre Ane Moltzhau syntes jeg mærke paa, de fandt det underligt, Madamen ikke giorde Mine til at bede os, i det mindste mig, bie Middag over. Men hun forudsaae nok, jeg vilde neyet og sagt: Ney mange Tak! og det vilde hun spare mig for. Kanskee faaer hun en lille Skriftepræken herfor af Tanten (Frue Br: er hendes Taders Søster) og det kan være godt for andre godt Folks Skyld. Naar jeg skal sige min rene Mening (og den siger jeg giærne altiid naar jeg kan – og her kan jeg det altiid – eller holder min Mund) saa er det bædre at følge sin Natur end forstille sig. Men at den unge Kone, som man siger, forfalder til Gnierie, lider jeg ikke for min bare Død.

Nu toge vi bort efter en halv Times Neyen, Sidden, og atter Neyen; og saa ere de korte 8 Dage forbi, Du kiære fromme Lotta! og tak for hver Stund af dem, og Gud skee Lov Du var glad blandt os, og kom nu vel hiem, og find Alt vel, og bliv ved at være frisk og rask 112Gud forlade mig det! men jeg havde havt stor Lyst til at bagtale Mad: Munthe lidt før vi skildtes ad. Dog skulde det ikke været det Sidste vi vilde talt om, Lotta! ney, om noget bædre, om vort morsomme Samliv og alle vore Kiære vilde vi talt.

For at giøre noget af min stumme Vanartighed god igien, tog jeg indom Houg, ene og allene for at Gunder skulde faae see Genta si, vor Husholderske der, den lille vakre Marthe, og sad i Carriolen og sladdrede et Øyeblik med hende og Guldbrand. De stakkels Børn fik kun talt sammen med Øynene, thi Gulen vilde til Hovind, og fløy med os, saa vi vare her i en Snup. Alle Barna omringede mig – Telja, Maren, Grethe R: med dem – – og de gaaer jo Alle for Baana mine. Hele Bordet er besat af Syersker. Jess sidder mellem dem og giør Spektakler. Maren skyndte sig med Caffen, og den var tynd nok, men da hun hørte det, foer hun ud med Kanden, og jeg maatte vente lidt paa den anden Kop, men «hun var ogsaa deylig, Mardam!» – Og nu maae jeg ind igien, at Ungdommen ikke skal sætte mig Stuen paa Loftet. Kors! har jeg ikke nesten malet 4 Sider fulde?

Torsdag 7de «Gud velsigne Dig, min Koren!» var min første Tanke, mine første Ord i Dag da jeg aabnede Øynene, og før jeg aabnede dem rigtig, thi det var ikke ganske lyst endnu, da jeg vaagnede ved min dyrebare Korens Opstaaen. I Dag er han 55 Aar. I meer end 30 af disse har jeg kiendt ham, i 4 Aar, veed I, vare vi forlovede; nu er det om 10 Dage 26 Aar siden jeg blev hans lykkelige Kone, og alle mine glade Dage i denne lange Tiid kommer dog først paa hans Regning, og ikke en eneste bitter Time. God og bliid som den 24 Aars Yngling er den 55aarige Mand, og nesten ligesaa rask, og muntrere. O Eviggode! skulde da mit hele Liv ikke være Tak til Dig, som gav mig ham, Velsignelse over ham, du gav mig! Ja, du vil 113velsigne ham alle hans Livs Dage som nu med min og hans gode Børns Kiærlighed, og alle Retskafnes Kiærlighed og Agtelse, og den Siælsroe og Munterhed som giør ham saa lykkelig, og os Alle som omgiver ham lykkelige, Du vil velsigne ham i hans Bestræbelser at gavne og giøre vel, det er, i alle hans Bestræbelser. Amen.

Ikke engang denne Dag kan vi beholde ham hiemme, den Gode[.] Han har to Forretninger i Nannestad, men haaber dog at være hiemme i god Betids i Aften. Vinteren synes at vilde vedblive, og det ganske alvorligt. Det var ikke ønskeligt for Jorden, for Høstpløyningen, for Qværnevand, og derfor troer jeg ogsaa, vi snart faaer Omslag. I Dag venter vi liden Hanna Bull og Fetteren hendes, Jens Bull, med den Hest, Lotta vor kiørte ind med, og saa hører jeg fra den samme kiære fromme Lottamoer og fra min Catty, som jeg skrev til, og med Posten faaer jeg Brev, det veed jeg, fra min Maja C, som det ogsaa i Morgen er 14 Dage siden jeg saae eller hørte fra. Gud give mig glade Tidender fra Eder Alle, Elskede! saa Alt maae forene sig for at giøre mig den kiære 7de Octbr behagelig.

Den unge Frue Fabritius var her i Gaar som snarest. Hun tog til Plogstad, hvor hun i Morgen seer sin Mand, efter den ubehagelige Maaneds Skilsmisse. Giid hun nu maatte beholde ham roelig hiemme. Dog lader det ikke til der skal blive nogen Indmarsch i Sverrig. Vi giør bare barske Miner.

Fredag 8de I Gaar Eftermiddag, da jeg havde lagt mig her paa Sophaen med Wielands Gracier gr i Haanden, kom den gode Hertel, og strax efter ham Provst Finkenhagen, som havde noget at afgiøre med den ikke hiemmeværende Skriver. Der blev altsaa ingen Middagshvile af, og jeg renoncerte giærne paa den for at prate med min snilde Hertel, der bragte mig et venligt vemodsfuldt Brev fra min Kista, der først i neste Uge forlader denne Egn, og alle de Mange her, hendes Hierte hænger ved: Jeg har udtænkt 114en lille Glæde for hende endnu imens hun er iblandt os. I Morgen skal Barna følge Jomfr: Reich hiem, det er til Rotness for det første, hvor de bliver til Mandag. – Men nu er Gulen min alt forspændt, da jeg endelig bryder overtvært og besøger min kiære Rikke i Dag. Jeg burde været hiemme, thi her har meldt sig Fremmede hid. Derom mere i Morgen, og om det Posten bragte og liden Hanna, som kom i Aftes med sin unge Fetter Jens Bull. Gulen stamper af Ungeduld – Farvel da!

Løverdag 9de Posten bragte mig et huldt Venebrev fra min Maja C, der med alle Sine lever fornøyet og vel. Hanna bragte mig et fra Lotta, et fra Catty. De ere Gud skee Lov alle vel, de Elskede. Min Lotta kom vel hiem, og er rask efter Touren. Men min Catty sørger for sin gamle Moder, som hun har hørt fra, og som ikke er vel. Ak, og det forøger det ømme Barns Længsel efter og Bekymringer for den gode Moder, forøger hendes mangehaande øvrige Ubehageligheder, som disse Tiders Pinagtighed og især alt hendes Tøys Udeblivelse medfører. Og saa har Du igien, Du Gode, mistet Din troe Veninde, Fortepiano’et, som de ubarmhiertige Mennesker ikke længere vilde lade Dig beholde. Ja, vel kan jeg tænke mig Din Bedrøvelse ved dette Savn. Giid jeg vidste et at skaffe Dig istæden. O giid Du havde Dit eget, saa havde Du mere, saa havde Du alle de Beqvæmmeligheder Du nu savner, og mere end alt dette, saa havde Du Din gamle Moder, den mest Savnede. –

Det var Jomfruerne fra Nannestad Prstgrd der lode sig melde, eller – thi det klinger saa ceremonielt – som Fader Bierk havde sagt til min Koren vilde komme her som i Gaar. Nu var det Smaaepiger, som især kom for mine Smaaepigers Skyld, det beroeligede min Samvittighed, og endnu mere, at jeg formodede de spadserede hid, og blev Natten over. Men der giorde jeg, som saa ofte hender mig, der ikke er 115stærk i Regnekunsten, Regning uden Vert. De kom, lille Marie Bierk, en Cousine af hende, og Jomfr: Jensen – her var altsaa 10 Jomfruer paa en Plet – men de kiørte, og toge tilbage i Aftes, kort før jeg kom. Men derved er nu intet at giøre. Jeg havde ligefuldt en glad Dag hos min glade Rikke, som havde et kiært Besøg før hendes Moer Koren kom, Doctor Heiberg fra Laurvigen, en broderligelsket og elskende Fetter, med hvem hun er opvoxet. Han havde fra Christiania, hvor han efterlod et stort Følge, giort det lille Visk ud til sin Rikke. Han var kommet Dagen før, og tog bort da vi havde spist. Det er en hiertens snild ung Mand, som man kan læse Godheden og Menneskekiærligheden af Øynene, og de lyver ikke. Hvad der forbittrede min Rikkes Glæde noget var, at hendes Bea Hoffman, Heibergs Søster i Tønsberg, ikke er ret frisk eller munter, og ey har været det siden hendes sidste haarde Barselseng med et dødfødt Barn, da hun selv som ved et Mirakel blev revet af Dødens Arme. Et lille Vinterbesøg hos os, mente Rikke og jeg, skulde give den før saa stærke og muntre Kone, Helbred og Sindsmunterhed igien, og Broderen vil vist giøre sit til, at det kan skee. Han er gift med en Jomfr: Bull (dog ikke af vore Buller) har to Børn, og er overmaade lykkelig. Men stærk seer han ikke ud, og er han desværre nok ikke. Den stakkels Grethe Fabritius ventede nok sin Mand forgiæves i Aftes. I dag kommer han vel, men kun for at forlade hende igien da det Compagnie han staaer ved, allerede, siges der, skal være gaaet til Hadeland. Det er en tung Begyndelse i deres Ægteskab. Giid Sagnet, at al tung Begyndelse skal have en god Betydning, ogsaa maae indtræffe her.

Jeg torde, da Veyen over Fieldet er blevet meget slem, ikke blive længere end til halvsex, og det var netop vi kom over over det inden Mørket faldt paa. Mit kiære Husgesinde fandt jeg samlet og arbeydende hver paa sin Maade. Men de vare ikke saa muntre som de pleyer, dandsede ikke som 116de forrige Aftener i Spisestuen ud giennem Kiøkkenet efter Gryners Viol. Min Marie havde lidt Hovedpine, og hun maae altiid give Tonen an naar hendes unge Veninder, der med deres hele Siæl hænger ved hende, skal være muntre. Saa længe en heel Deel Gaader, jeg har oversat dem af Weiszes Kinderfreund, gav dem noget at tænke paa, var der lidt Liv i dem, siden blev der Stilhed i den hele Forsamling. I Dag er Gud skee Lov Maja mi brav, og sidder ved sin Ramme, hvor hun for mig syer paa en Tobaksvædske, jeg vil forære min gode Stenersen paa hans Geburtsdag til Giengield for Evelina og saa mange Bøger, han har beriget mit Bibliothek med. Lina synger saa det skingrer igien, Hanna Bull holder Tonen med hende. Den stille Grethe Reich viger ikke fra Maries Side. Om Aftenen samles vi alle om Bordet og et eneste Lys, thi flere gaaer det ey an at brænde af Gangen, naar Talgen koster over 100rd <...><...>] trolig forkortelse for: bismerpund –

Søndag 10de Hvor den Præst sover længe. Nu er Kl henved 4, jeg har lagt et Par Timer her paa Sophaen, da min længe hvilende Hovedpine i Dag har været ret slem, og nødte mig at gaae fra Bordet, hvor jeg knap fik et Par Skeer Suppe ned; men nu har jeg læst mig bædre i den vittige Wielands Kortvillige Eventyr Don Sylvio von Rosalvo, og været ude og faaet en Kop Caffe forlods, og endnu sover Præsten. Marthe slaaer med Dørrene og larmer alt hvad hun kan, det hielper ikke. Stakkels gamle Mand, lad ham sove. Var det hans unge Madame, undte jeg hende det ikke saa godt, det kunde da være nu, hun befinder sig i velsignede Omstændigheder – dog tys! der hører jeg ham. Nu vandrer han ned ad Trapperne.

Og nu, Kl 6, er han allerede reyst, og jeg angrer paa at jeg, da han spurgte: hvorfor Moer Bull og jeg blev saa kort paa Præstegaarden, blev mit Forsæt troe og svarede ligefrem: «Fordi Ingen bad os, kiære Faer Munthe» – Jeg saae, det giorde ham ondt, og lagde gesvindt alt det til, der kunde formilde 117mit Svar. Men paa hans Spørgsmaal: om hans Kone da ikke havde sagt, at hun ventede ham, maatte jeg for ikke at vige fra Sandheden atter bedrøve ham med ett Ney. Havde han, som han ofte pleyer, blevet lidt von, skulde han nok faaet høre flere Sandheder; men den gamle Mands vemodige Mine kunde blødgiort et endnu haardere Hierte end mit, og deraf seer min kiære Treschow, at jeg dog ikke er fuldt saa grusom som han troer mig at være. Da Præsten tog Afskeed bad han, jeg ikke maatte slaae Haanden af ham, og for denne Misforstaaelses Skyld blive rent borte fra hans Hus, hvor vist Ingen kunde være mere velkommen end Moer Koren og alle fra Hovind, og jeg lovede at komme saa snart jeg kunde lykønske ham med en Arving til, og dermed skildtes vi nok saa freundlich ad –

I Gaar Middags kom Fabritius og hans Grethe just som vi skulde til bords. De spiste Vælling, salt Torsk og Potetes med os, og toge bort da de havde drukket Caffe. Den unge Kone haaber dog at beholde sin Mand hiemme en Tiid, og det glæder mig saa meget mere, som Rygtet alt havde ladet det Compagnie han staaer ved marschere til Hadeland. I Aftes fik Barna sig igien en Dands. Kl 10 i Formiddag reyste de til Hertels, 5 Jomfruer, mine tre Unger, Hanna Bull, og Grethe Reich, som de med samme fulgte hiem. Jess kudskede, Jens Bull fulgte med, allesammen paa en stoer Arbeydsvogn. Da Hr Jess ikke kommer tilbage før Løverdag, fordi han denne hele Uge har Forretninger, reed Gunder paa hans stolte Vaillant, og kiører Læsset tilbage

Lina og Kaja bade om og fik Tilladelse at blive en Dag over hos Prkrtr Krohgs Smaaepiger. De kommer lige der forbi paa Hiemreysen. Gud lade dem komme godt frem og tilbage. Nu veed jeg, min gode Kista er blevet glad i Dag.

118Mandag 11te Er jeg ikke nu blevet flittig til at skrive i Dagbogen? Havde jeg kun noget at fortælle Eder, Elskte, som det lønnede Umagen at læse. Men Dagene glider saa jævnt, ere for mig saa aldeles den ene som den anden, at naar jeg ikke vil kiede Eder med at fortælle vi en Dag spiser Kaal, en anden Suppe, Vælling, o.s.v., skiller de sig fast ikke i noget fra hverandre. Dog det er sandt, i Aftes sen‹t› fik vi Fremmede, Fabritius og hans Kone, som vare komne tilbage til Gislevold, hvor Major Keilhau, Grethes Fader, var ariveret, og da de der har lidet Rum, laae de her i Nat og gik over til Papa i Morges saa snart de havde drukket Caffe, før jeg kom ned. I Gaar havde jeg forfaselig travlt, og var færdig at bli chatolsk i Hodet, da jeg havde fire Bud paa engang at expidere; og selv naar dette Hoved er i sin bedste Forfatning (hvad det langt fra ikke var i Gaar) har jeg ikke alting liggende der i den Orden, som Du, min Maja C, der kan ordne og bestride langt heterogenere Ting, uden at man seer Dig travlere, end ellers. Det ene af disse Bud, og det som især giorde mig saa stundesløst, gik til Byen, og havde tre smaae Breve med sig, til Lotta, Catty, og Ragna. Skriveren qvastede nesten ligesaa meget omkring som jeg.

Tirsdag 12te Maria, Hanna og Jens Bull, kom i Aftes. De to Smaae, Lina og Kaja, havde de sadt af hos Kroghs, og nu har jeg maattet forlænge deres Permission at blive der til Fredag eller Løverdag. Fredag forlader vor gode Kista sin Broders Hus og øvre Romerige. Hun kommer indom Kroghs, og faaer da see to af sine kiære Hovindbarn engang endnu der. Dette har især bevæget mig til at indvillige ‹:› deres Ansøgning, saa nødig jeg undværer dem i alle disse Dage. Liden T: Lund reed nu did med Dagligklæder, Støvler, etc til de smaae Mamseller. De havde allesammen havt en fornøyelig Tour, fundet alle friske paa Rotness, og venskabelig gode som glade i deres Komme.

119I Aftes fik jeg da udlæst Don Sylvio af Rosalva. Aa ja! det er et ret interessant Eventyr; men af en anden Forfatter vilde det nok forekommet mig interessantere: nu ventede jeg mere. Hvad der behagede mig mindst, skiøndt jeg indseer det, efter den Virkning, det skulde giøre, ikke kunde været stort anderledes, er Eventyret om Prints Biribinker, der i det mindste ingen Tilhørerinder burde havt. Jeg kiender intet Digt, af det Slags, henrivende som Oberon. Men Oberons og Musarions Digter burde intet Eventyr fortælle i Prosa; det synes mig, Ingen kan deyligere, end Anton Wall (Henie) Giid han kun havde fortalt nogle flere. – Atter har jeg taget paa en Oversættelse af Lafontaines Moralsystemene, eller Grev Eisach og bliver det den ottende, hvoraf kun een, de tvende Brude har vist sig paa Prent; men skulde end ingen af de andre vederfares denne Ære, som jeg dog haaber, saa har de, i den Dragt de ere, fornøyet og kan fremdeles fornøye mange af mine Kiære, og Visheden herom har giort og giør mig dette Moroearbeyde dobbelt behageligt.

I disse Dage er udgaaet en Befaling, som har giort mange mismodige. Den angaaer et Laan af Rug og Byg til Regieringen for Armeen, og bliver, i Forhold til det lidet enhver har faaet saaet (eller dog de fleste) en stoer Qvantitet, og trykkende nok for Mange; men Fordringen er med alt det, i Hensyn til Umueligheden at underholde Armeen paa anden Maade, ikke ubillig, og den Ene faaer bære Byrden med den Anden.

Aften Kl 6 Tidlig i Eftermidd:, længe før vi kunde vente det, kom Byebudet tilbage, bragte mig et Brev fra min Lotta, et do fra min Catty, og med dette fulgte 60 friske Østers, som hun vidste er Skriveren det første af alt Spiseligt, og som han, hierteglad, selv har anordnet, hvordan og i hvor mange Portioner han vil gotte sig med. Tak, Du Gode! Du tog dem fra Din T: og Dig selv. Jeg veed, I spiser dem giærne, og det er en Sieldenhed.

120Onsdag 13de Inde sidder den kiedelige Madame Tølke, som min Koren og Jess har en evig evig] rettet fra: Evig ved overskriving Hiemsøgelse af, angaaende hendes rasende Gaardkiøb her i Egnen, som hun har maattet frasige sig, og nu, hvad man kunde forudsee, er raget i Proces om med Selgerne. Alle Mennesker fraraadte hende det ravgale Foretagende, og nu seer hun, hvad der kommer ud af at ikke troe andre end sig selv. Det er en kiøn, og har vist været en meget smuk Kone, men hun er dog ikke af mine Folk. Nu har hun ulykkelig viis hørt, at Skriveren ventes tidlig hiem, og bliver siddende her (Kl: er over 3) til han kommer, og bliver det da mørkt, regne giør det ogsaa, kan man dog, mere for Syndens end Skammens Skyld, ikke andet end tilbyde hende Nattelye. Men Hu tu tu! det bliver en lang Qveld‹…› Hun er saa stiv og flau som hun er kiøn, maae I vide.

I Gaar, den tolvte Octbr! saaede Skriveren Rug, ikke just meget, dog nok i disse dyre Tider til et Experiment. Jeg troer det var en halv Tønde. Den milde Regn i Dag er ønskelig for den. «Alt maae forsøges i Verden» – er hans Ordsprog.

Dette Hefte skal møde min gode Kista paa hendes Indreyse til Byen paa Fredag, med et Farvel endnu fra Hovind[.] Giid Veyret vilde klare op igien, og Veyen ikke blive for slem til hendes lange Reyse. Det bliver hende tungt nok at forlade sin Vennekreds her alligevel, at ikke Veyr og Føre skal nedstemme hende mere. Gud velsigne og ledsage Dig, min kiære Kista, min og alle Mines troe Veninde, Dit hele Liv igiennem! At vide Dig tilfreds og lykkelig, skal altiid udgiøre en Deel af min Tilfredshed og Lykke –

Madamen er reyst, men kun for at komme igien i Morgen. Jeg kan altsaa ikke sige som sal: Jalles, der altiid tænkte høyt, naar hans Fremmede gik, og før de vare ude af Dørren: «Gud skee Lov de ere paa Dør. De kommer Pinnedø inte igien i Morgen

121Torsdag 14de Octbr Vinterdagen er mild, men mørk og regnfuld. Nu afsendte jeg med Posten det i Aftes sluttede Dagb: Hefte, som min Kista faaer i Morgen paa sin Indreyse, og bringer Eder, mine Elskede.

I Aftes satte Skriveren os i en lille Forskrækkelse, da han meldte Printsens Hidkomst i Dag. I maae vide, her seer høstligt ud over alt, da vi har Vadsk, Slagtning etc. forestaaende, ikke at tale om, hvor lidt printseligt det ellers seer ud, f. E: i Kiælderen, Mellins Kiældere dog undtagne, der pranger i fuld Sommer. Jeg mener, begriber I, Viinkiælderen. Men det var altsammen kun Hexerie og blind Allarm. Paa hans Hidkomst troede jeg rigtig nok ikke – og Herregud, kom han saa uformodet, fik han tage til takke med hvad han fandt. Jeg har endnu en nesten fuld Flaske af min gode Faer Cappelens Rum, og min spanske Medicin-Viin, min Cattys Foræring, skulde jeg heller ikke sparet, og lidt Syltetøy har jeg, og deyligt Smør, Brød og Ost – en Steeg var der ogsaa blevet Raad til, og mere end Halvten af sine Østers havde Skriveren igien – kunde man ikke nok fløyet op med det? – Men som sagt, det mærkede jeg nok var min Husbonds behagelige Skiærts. Mere uroeligede det mig, at han vilde see Dragunernes Exercering, der er bestemt til atten Dage, nu, de kun har været ude i 6, og det troede man, betydede det skulde gaae braat mod Svensken. Men man forhaster sig ikke (og bør det maaskee heller ikke) – hele Tingen bestaaer i, at hans Høyhed giør en Tour til Eidsvoldsværket, og ved den Leylighed passerer Gardermoen, hvor Dragunerne flankerer det bedste de kan. Jomfruerne talte alt om at rydde op i Stoerstuen, der seer ud som Jerusalems Forstyrring, men loe, og syntes det var morsomt nok at see denne Stads her.

122Fredag 15de I denne Tiid kan man ret sige, man faaer Nyt at vide af gamle Aviser. Saa saae jeg i Gaar af een fra først i Septbr, at den sit hele lange Liv igiennem ulykkelige Enkedronning i Sverrig, det elskelige Par, Frederik den femtes og Luises ældste Datter, endelig er gaaet over til en Verden, hvor hun skal finde hvad hun her, i det mindste fra hun blev Gustavs Kone, aldrig fandt: Roe og Lykke, og store maae hendes Glæder blive, skal de ligne hendes jordiske Lidelser og lønne dem. En mere tilsidesat Kone, en mere forladt Moder kan vel ikke tænkes. O, af alle Ordsprog er intet urigtigere end det: «at være lykkelig som en Dronning, som en Konge.» – Hvem er det mindre? Selv de som mest synes at være det, er det, kan ikke være det, efter mit Begreb om Lykke. Kun som Barn tænkte jeg anderledes. Jeg erindrer saa levende, med hvilken Henrykkelse jeg hørte fortælle om det prægtige Udstyr, Bedstemoderen, Sophie Magdelena (efter hvem hun var opkaldt) gav hende, og som i flere Dage var udsat til Skue. Blandt andet skulde der være tolv guld- og sølvbroderede Mohrs Snørliver, det husker jeg bedst, thi det var det eneste, jeg ikke syntes om, da jeg hadede Snørliv, og al generende Pynt som Pest. Det arme Offer! alle hendes Juveler og Kostbarheder, ja selv al hendes Skiønhed, havde hun neppe at takke for en ret glad Time. Hun var den skiønneste, sagde Rygtet, af Luises’ skiønne Døttre; men ogsaa den stolteste – thi hun voxede op under Farmoderens Øyne. Ak, ved hvor mange Ydmygelser og Krænkelser er denne Stolthed blevet brudt – besynderligt, at Hiertet kunde holde saa længe. – Arme Sophie! – dog, nu ikke længer beklagelseværdig. Du hviler igien ved din hulde, alt her nede englelige Moders Barm, og sødt svinder der alle bittre Minder, om de har fulgt dig did. O ja, alle vore Minder maae følge os i Evigheden, derom er jeg saa forvisset som om min Tilværelses Vedvarelse. Disse berøvet, kan jeg ingen Salighed tænke mig –

Varm og mild smiler Solen herind. Hvilken Høstdag! Det er en Lettelse ved min Kistas tunge Afskeed i Dag fra denne Egn, Gud skee Lov! –

123Tak, min elskede Maja C, for Dit lille Brev, og fordi Du, hvor travlt Du har i denne Høsttiid, og da Du har saa godt som ingen Hielp, dog ikke lader mig savne min Torsdagsret – Fra Økeren hører jeg intet, intet fra Sally. Det undrer og foruroeliger mig. Jeg drømte i Nat, Frue Huwald gav mig et overordentligt skiønt Perlesmykke. «Perler betyder Taare» – Men mine Drømme betyder ingen Ting, det veed jeg, og dog kan jeg ikke andet end sukke: Gud give de alle maae være friske!

Søndag 17de Nu sidder min Gud og Herre Mad: Tølke derinde igien, plager vexelviis Skriveren og os alle, og der bliver ey andet Raad for, end vi maae beholde hende til Middag. I Aftes var hun her til den mørke Nat, og over i to Timer allene med Skriveren, hvad der i begges, især i Damens yngere Aar nok kunde giort mig lidt uroelig. Til Lykke skulde hun overnatte hos Giørups. Min Christenpligt vilde ellers kommet i slem Collision med min Tilbøyelighed, og den første var dog nok gaaet af med Seyeren, da det var bællenemørkt, regnede og sneede. – En af mine 10 Jomfruer, Hanna, har nu forladt os, tilligemed sin Fetter, Jens Bull. De stakkels Børn har det just ikke behageligt, dog klarer det nu lidt op. Hvem de fire fremmede Jomfruer ere, det er sandt, det veed I endnu ikke. Det er de ældste av Prktr Kroghs syv Døttre, som Fredagaften fulgte hiem med Lina og Kaja. Disse bleve forgiæves til Fredag for at sige Kista end et Farvel paa Hilleren (saa hedder Kroghs Gaard) hun kom ikke, og tager ey fra sin Broders før Tirsdag. Hvor ilde den gode Pige giør mod sig selv, at hun opsætter sin lange Reyse til Føret ved Snee og Regn bliver værre og værre. At hun giærne bliver i det længste hos sin gode Broder, er naturligt; men hun kommer, frygter jeg, til at betale disse behagelige Dage alt for dyrt. Dagbogen, hun skulde 124havt med sig, har jeg nu foransta‹lt›et indsendt med de i Dag borttagne, at den ikke skulde ligge saa længe unyttet. Travlt nok havde jeg det i Gaar med at faae alle mine Pakkenilliker færdige, som i Dag skulde bort til al Verdens Hiørner og Kanter. Glad blev jeg ved et Øyeblik at blive afbrudt i dette tildeels dog saa kiære Arbeyde ved en velsignet lille Lap fra min troe Catty, skrevet i Overgaars, hendes Sywalds Geburtsdag, det muntreste jeg længe saae fra det kiære Barn, og hævede det ganske min Frygt for at det ikke stod vel til paa Økeren og med min Sally. Marieboes var hos Catty da hun skrev, og Sally vidste hun befandt sig i alt velgaaende. For at giøre mig den lille Sæddel endnu kiærere, havde Fader Treschow selv paategnet en Hilsen fra sig, som hans C havde glæmt at frembære.

Nu hører jeg Skriveren og Madamen samtales i den kolde Stoerstue[.] Jeg troer han tager hende derind istæden for paa sit lidt varmere Kammer, for at hun des hastigere skal expidere sig. Han selv, veed I, fryser aldrig. Arme Kiælling, hun er saa tyndklædt – Peltsen har hun taget af. Men hvad Raad er der for det? Saa vidt gaaer dog ikke min Barmhiertighed, at jeg kan aftræde dem mit lille Kammer til deres hemmelige Conferentse. Giid hun havde Peltsen paa igien! «Og sad i Carriolen?» – Ogsaa det, dog faaer hun have sig en Skee varm Suppe først. –

Nu giorde jeg Dagligstuen ryddelig, og fik dem derind. I Dag et Aar, vor Sølvbryllupsdag, var her end mere levende i Huset end i Dag, og et ligedant Veyr havde vi. Men Gud skee Lov! nu hører vi den traurige Pladsken og seer Sneen uden saadan Ængstelse som i Fior, da ved dette Veyr saa manges Haab gik til Grunde.

Mandag 18de I Aftes – Madamen reyste da vi havde drukket Caffe – sad jeg i god Roe og lagde Cabale, min Marie og Telja hver med sit Strikketøy, og i Spisestøyen tumlede sig alle de Smaae i Dands og Julelege. Da hørte vi et ængsteligt 125Skrig, en Stønnen og Jamren uden Lige, Marie blev bleg, jeg skialv af Skræk, og troede, et af Børnene var kommet til Skade. Nu hørte vi Mellins Maal i høyst klagende Toner, og torde neppe see hvad der var paa Færde. Stakkels min kiære Telja hørte intet, men saae paa os, at der var noget galt, og gik ud. Det var da den arme Skiælm, Mellin selv, der ved et Fald i Gaarden havde vredet Foden af Led, og bar sig saa Gudsjammerlig, og holdt ikke op igien, saa min Medynk forandredes til Utaalmodighed over denne usle Umandighed. Der gik strax Bud til Walbohm, der til Lykke var hiemme; men i hvor snart han var her, havde dog Gunder forinden « sat Foden paa sit Stelle» – som han skreg og bad om, og da han havde det giort, tog han Personen paa sine stærke Arme og bar ham paa sit Kammer. Tingene kom snart i fuldkommen Orden, men hans Jamren vedblev, siger de, hele Natten

Den Pause her blev i Børnenes Glæde, den Stilhed der med et afløste deres muntre Støyen, kan I ikke forestille Eder, mine Elskede. Men Maja fik dem i Aande igien, og den stakkels Maren Skieldrup, som var nær ved at daane da hun i Kiøkkenet hørte Skriget og saae Stymperen blive bragt dødbleg ind, fik vi ogsaa sat lidt Mod i, saa Resten af Aftenen gik taalelig. Lad nu Mellin en anden Gang prale af sit Heltemod!

Kl 11 O hvilken uventet Glæde! Her sad jeg, og skrev et Par Linier til Kista, da Lina kom ind, rød og med funklende Øyne: «Moer, der er Fremmede inde! kom, kom!» Hvem det var fik jeg ikke at vide, ikke Lov at giætte, jeg maatte flux følge hende. Jeg ilte ind, og for mig stod min kiære, kiære Faer Cappelen, og først da jeg havde favnet ham ret af hiertens Grund, saae jeg hans Broder, lille Real. Nu ere de alt borte igien til Eidsvoldværket, hvorhen deres Tour egentlig gik, hvor Tankes er, og Printsen. Men i Aften kommer de tilbage, og maaskee beholder vi dem Morgendagen over, 126i det mindste haaber vi det, og slaaer det end feyl – jeg kiender Mandens Iilfærdighed – saa har vi dog seet ham og talt med ham, og hørt at hans Maja og Barna hans lever vel, og han har vant os til at være nøysomme med korte Besøg. I skulde seet, i hvilken Fart og med hvilket klart Ansigt Skriveren kom styrtende ned fra sit Kammer. Ikke den smukkeste Piges Nærværelse, det er jeg vis paa, havde glædet ham saadan. Gud skee Lov at han lod Giertz reyse for sig i Dag, og ogsaa i Morgen kan blive hiemme. Jess maatte afsted, stakkels Gut, og kan heller ikke være hiemme i Morgen.

Tirsd: 19de Der kom ingen Faer Cappelen i Gaar. Med Skydsen sendte han os Bud, at han ey kunde komme før i Dag. Maae nu kun hans længere Ophold der ikke giøre det des kortere her, men det frygter jeg for.

Walbohm kom her i Gaar Eftermidd: og det undredes mig at see ham i sin fulde Puds besøge Patienten, Mellin. Men han kom fra Gardermoen, hvor han i to Dage har været for at aflægge sin Reverents for Printsen, og de stakkels Folk og Heste har staaet i Parade tre Dage i Rad, og ventet ham, uden at han har ladet sin Komme afsige. I Gaar over Middag lod han da sige han ey kom, da han havde faaet Depescher der skulde expideres. Men da havde de dog staaet saaledes fra Kl: 10 af. Det er nok tildeels Ritmester Holks Skyld, det ængsteligste af alle Jordens Mennesker, at han ikke lader Folkene exercere som sædvanligt, thi da var Sagen ikke saa slem, de frøs og kiedede sig i det mindste ikke; men han er bange, kan jeg tænke, de ikke skal i Hast komme i Orden, og holde som om baade de og Hestene vare af Steen lige som han selv, havde jeg nær sagt. Med alt det tager jeg mig den underdanige Friehed at finde det, mildest sagt, lidt uoverlagt af hans Høyhed, at vise saa liden Opmærksomhed ved slige Leyligheder – thi det er ikke første Gang saadant er hendt og jeg kunde have god Lyst til at sige den unge Mand, hvad en gammel Herre skal have sagt ham i en lignende Anledning:

127«at Mennesker i alle Classer ere Mennesker, og at dette ikke er den rette Vey til Normandens Kiærlighed og Fortroelighed.» –

De smaae Kroghunger bleve hiemhentede i Gaar Eftermiddag. Her blev et Stille i det hele Hus, og Kaja sad som Baaden var roet fra hende, og lagde sig til at sove Sorgen bort paa to Stole, da Klokken var 7.

Onsdag 20de Ney, den kiære Faer C: lod dog ikke sit længere Ophold paa Eidsvold skorte alt for meget af for os. Kl 2 i Gaar kom han og Broderen hans, og i Fortroelighed og Hiertelighed gik Eftermiddagen og Aftenen. De havde tumlet sig dygtig paa Værket, dandset og sprunget, og vare ey komne til Hvile før Kl: 4 om Natten. Min Faer C: som altiid bruger sin Dag saa vel, at han ikke behøver at tage Natten til Hielp, og hvis hele Liv er Virksomhed i dens Orden, er derfor ikke hvad man kalder Aftenmand. Dog, da han havde nikket et Par Gange, var han munter og rask igien, og vi, han og jeg, fik vore Rabuser (hvori han engang endogsaa giorde mig til Blaajan) lige til Lieut: Birk kom hid med Jess fra en Auction, just ved Spisetiid. Kl henved 9 forlod det kiære Besøg os, og toge om Fedt Prstgrd, hvor det gode gamle Par vist ikke mindre glade end Hovindfolket, vil modtage det. Da de vare borte, kom Skriveren herind til mig for at fortælle, Faer Cappelen havde glæmt sine Vanter, og det betyder, sagde han saa inderlig bliid, at vi snart seer ham her igien. «Gud give det!» sagde vi Begge. Et Par Flyvelinier har han med sig til sin og min Maja, og vore bedste Ønsker, og det deyligste Høstsolskin man kan ønske sig.

Ogsaa til den gode Stenersen har jeg skrevet et lille Geburtsdagsbrev, som han tilligemed en baldyret Tobaksvædske skal have i Morgen, hans Fødselsdag. Jeg var saa forlegen for at faae det til ham, da jeg ikke vidste hvor han var kastet hen i denne Forvirringstiid. Men saa kom den brave Birk i Aftes saa ønskeligt, og han lover at besørge den til Tiid og Sted, og hans Ord kan man lide paa.

128Et venligt Brev fik jeg i Gaaraftes fra min Catty, og med det Ingemans Procne, som nu har holdt mig fast meer end en Time. Jeg kan kun beholde den kort Tiid, og min Koren og Barna vil ogsaa giærne glæde sig ved den. Derfor maae jeg skynde mig. Den tilhører Frue Sverdrup, og har hverken hun eller hendes Mand læst den endnu, men min Catty vovede frisk væk at sende sin Moer Koren den lell, og jeg skal stræbe, ikke at misbruge hendes kiærlige Forvovenhed og Eyerindens Langmodighed. Min lille Sywald, hvis Fødselsdag jeg troede, var den 19de, sendte jeg til denne en lille Tollekniv, og skiøndt den kom 4 Dage senere end den skulde, blev den lige gladelig modtaget, og jeg har modtaget million og qvadrillion Gange Tak for ikke allene Kniven, men Sliren og Bliantfuteralet i den, fra det lille glohede kiærlige Væsen.

Fredag 22de Der kom ingen Post i Aftes, men da jeg nu kom ned, laae tre Breve paa Bordet, som behagelig underholdt mig ved min Morgencaffe. De vare da Majabrevet det kiære, et fra Nella, og et fra min gode Kista, begyndt paa Rotnes, fuldført paa Hilleren, hvor fra hun i Gaar fortsatte Touren til Tøyen. Der bliver hun til Søndag. Men fra Økeren var intet, fra Sally intet. De vil rent slaae Haanden af Moer Koren. Dog, det vil de nok ikke, men de kiære Børn kommer stedse i Vilderede med Postens Gang. De har ikke Tacten saadan i Hovedet som Du, dyrebare Maja C, og jeg. Nu har Du allerede Din Pedro hiemme igien, min Maja, og nøyagtig Regnskab for hvordan det stod til paa Hovind. «Ja, naar jeg nu kommer hiem,» sagde han: «saa taer de mig i Examen, baade Moer og Thrina, og saa gaaer det løs paa Spørgsmaal kan jeg troe.» «Vi maae nok spørge, skal vi faae noget at vide» – gienmælede jeg – «thi uspurgt fortæller nok Mændene os intet.» da loe han, og gav mig Ret. –

I Gaar var her saa stilt. Futen (jeg kan ikke komme af den gamle Vane at kalde ham saa) laae her Onsdag Nat. Han kom lige fra Byen, og havde ikke været hiemme hos sin Rikke endnu. Med 129ham fulgte Skriveren hiem i Gaar, og kommer neppe hiem her før i Morgen. Disse rigtig tænkende Mænd ere blevne enige om at træde sammen med Præsterne, for at tage de billigste Forholdsregler i Henseende til det Kornlaan, Kongen seer sig nødt til at giøre for Armeen. Det er en sand Kiærlighedsgiærning af dem, dobbelt prisværdig, da Gud veed, de har nok for at tage vare. Men i et saa misligt Aar som det foregaaende var, og som havde til Følge, at saare Faa fik fuldsaaet deres Jorder, de Fleste neppe det Halve, ja Mange kun 2 a 3 Tdr hvor de ellers saaer 40 til 50, var det græsselig ubilligt, at udskrive dette Laan efter Gaardenes Skyld. Derfor har de antaget sig Tingen, og skaffet sig nøyagtig Kundskab om det locale hos hver Mand, og derefter udredes Laanet, saa sikkert Ingen paa øvre Romerige faaer Grund til Klage. Denne og hele neste Uge vil medgaae hertil, men derfor har de mange Velsignelser i Vente.

Vi ere ret Lykkens Pamphiliusser, som i Gaar og i Dag har faaet det ønskeligste Veyr til vor Stoervadsk, som nu hænger i Gaarden hviid som Snee. Af Mangel paa Sæbe, som ey var at faae, (og Talg til selv at koge af ligesaa lidt) maatte vi udsætte dette saa længe, og vadskede just Mandag og Tirsdag i det værste Sludveyr. Nu er den fæle Slagtning igien til neste Uge. Giid den var forbi.

I Gaar fik jeg udlæst Ingemanns Procne. Den har deylige Stæder, men selv det Allerdeyligste trætter uden Afvexling. Og her har i det Hele kun Formen Afvexling, synes mig. To Legender, Rosenkrandsen og den hellige Green ere herdersk skiønne. I Warners poetiske Vandring, den Mange vel torde kalde en Sigvardiade, er meget sødt og sandt og smeltende. Trættet mig har den ikke; men heller ikke interessert mig i den Grad som jeg i Begyndelsen giorde mig Regning paa. Tragedien Turnus giver jeg et stort Fortrin for hans Mithridat i de foregaaende Digte. At Turnus og Lavinia ofte minder mig om Axel og Valborg, nedsætter ikke Digteren i mine Følelser og Tanker, men Digtet selv kan ikke vinde ved den Samenligning der ligesom paatvinges os. Ved en anden stadigere 130Giennemlæsning kan jeg muelig finde et og andet anderledes, skiøndt det første Indtryk pleyer være det rigtigste. Nu har jeg fløyet den igiennem for at ogsaa Barna kunde faae lidt Godt af den før den sendes tilbage. Turnus læste jeg høyt for dem, og da har man ikke Roe nok til at overtænke enkelte Stæder og det Hele.

_______

Der er dog intet rigtigere, end at Nøysomhed er den sande Rigdom. Her kom min Marie med saadan Glæde og fortalte mig, hun var blevet saa grumme rig, hun havde nemlig af sin Broder faaet 2: <...><...>] trolig forkortelse for: bismerpund samfængt Liin for 1 Td: Potetes. Men ret riig var hun dog ikke, før hun havde deelt henved Halvdelen af sin Rigdom med sin kiære Telja og Maren. Lina fik ogsaa 1 blb Liin af den gode Broder, skiøndt hun intet havde at give til Bytte. O, lad det ikke trætte Eder, mine Dyrebare, at jeg saa ofte fortæller slige Smaaeting. I saadanne Smaaeting og den Priis vi sætter paa dem, bestaaer jo dog i det mindste det huslige Livs Glæder. Og ere I ikke Alle enige med mig: at de ere blandt de første, Jorden har at give os? Ogsaa det, at jeg veed min Maja var ikke blevet halv saa glad i et Stykke Pynt som i denne Hør, hun selv skal forarbeyde til Nødvendigheder, er mig saa kiært, og endnu kiærere at hun, og Jess og Lina ligesaa, maae see andre glade for selv at kunde være det. O, i slige Smaaetræk samler Moderhiertet sin Fryd, og seer en Fremtiid for sine Elskede, som selv Skiæbnens haardeste Slag ikke ganske kan forbittre.

Søndag 24de Nu kom paa engang Brev fra min Sally og Ragna, kiærlige, velsignede lange Breve. Alt er (hvad Ragna mi selv angaaer efter Omstændighederne) – vel hos de Elskte, Gud skee Lov! Og nu maae jeg fortælle Eder, hvad jeg, ene som jeg her sad, brast i høy Latter ved da jeg læste min Ragnas Brev. Mariboe har en Jyde, Jens benamset, som bestyrer hans Bryggerie i Byen. Denne skulde have en Søn til Daaben, Fruen bar ham, og han («for at giøre os begge Ære» – skriver Ragna) skulde opkaldes efter baade Herren og Fruen, og Jyden fandt det nok kunde gaae an, 131Drengen hed Ludvig Ragna. Uheldigviis var Navnet allerede indført i Kirkebogen, saa der ingen Rædning vilde været, vare de ikke komne tidlig nok i Kirken, før Præsten nemlig, til at faae det forandret til Ludvig Ragnard, som dog klinger lidt gutteligere, siger Ragna. Det var ret en Jydestreg.

Fra den gode Stenersen fik jeg ogsaa et Par Ord med Tak for Tobaksvædsen til hans Geburtsdag. Naar han kan komme hid veed han ikke, da han maae optage Kort over det Terain hvor de nu ligger i Skydsmoe.

I Formiddag varede Faer Mørks Fropreken herinde i mit Kammer henved to Timer, men de bleve ingen af os lange. Siden kom Walbohm og sad her en Stund (han seer daglig til Mellin, som nu er i fuld Bædring) og for Resten er nu snart Dagen forbi stille og roeligt.

Jeg læser Ossian i den danske Oversættelse, som jeg finder mig meget tilfreds med. For Barna har jeg udskrevet nogle deylige Stykker af Ingeman, hvis Turnus jeg vil læse igiennem igien, da her intet Bud er endnu, med hvem jeg kan faae Bogen indsendt. I Morgen forlader Skriveren os for tolv hele Dage, blot i Anledning af Kornlaanet. Jess tog bort i Dag og bliver borte hele Ugen. Giid i Morgen var forbi, da var den fæle Dræbing forbi, Slagtningen mener jeg, som i Daggryet skal tage sin Begyndelse.

Mandag 25de Nu har jeg været nede og seet paa de 7 døde Kroppe. Som alt i Aar er ønskeligt og godt, er ogsaa Slagtet det overalt hvor jeg hører. Her kunde det nesten ikke være bædre. En alvorlig Vinterkulde har vi i Dag, dog er det nok især den stærke Blæst, der giør Kulden saa stræng. I en saadan Storm, som vi havde i Nat, sover jeg aldrig ret trygt, og hver Gang jeg vaagnede maatte jeg tænke paa det fæle Myrderie, som jeg vidste, foregik. Ondt skal ondt fordrive, lyder Ordsproget; men kun i physisk Forstand holder det Stik. Saa prøvede jeg f: E: paa i Nat, naar Hundeglammet sagde mig, at et stakkels Dyr blev bragt til Slagterbænken, at døve min Beklæmmelse ved 132Tanken om Frankrigs Rædselsdage, og hvordan de mange ulykkelige Slagtofre, som forudsaae den blodige Dødsstund, maatte være tilmode. Men jeg behøver vel ikke at sige Eder, hvor meget værre Middelet var end det Onde det skulde fordrive. Men gribe vi ikke tidt til saadanne Midler?

Siden Klokken 5 var min Søvn, den roelige og uroelige, reent forbi. Da stod Skriveren op, puslede først længe om i Mørket, tændte Lys, gik ned og op, og ventede den Kl 6 bestilte Skyds til Kl 8. I sin Utaalmodighed havde han ladet sin gamle Phelix sætte for Carriolen, og skulde sadt sig selv i den, i Carriolen nemlig, da kom endelig Skydshesten, og Phelix, sagde Marie, giorde et Hallingkast af Glæde fordi den slap.

I Gaar – men det er en Hemmelighed – havde jeg Bud hos Hertel efter et Skab, han har havt den Godhed at lade giøre hos sig, og som er saa peent, og paa Fredag skal prange paa min Maries Dragkiste. Det er noget af det hun mest har ønsket sig for at have et Giæmsel til sine Bøger og andre Ting, og nu skal hun finde det paa sin Fødselsdagsmorgen heel uventet. Budet kom, efter Ordre, tilbage i Mørket, og det er hensat hvor hun ikke kan faae see det før rette Tiid og Stund. Jeg saae af Hertels Brev, at vor Kista først i Dag er taget fra Tøyen. Det gaaer sagtelig med hendes Reyse, giid ogsaa gruelig vel! og det haaber jeg. Hun har i det mindste godt og klart Veyr, skiøndt koldt. Føret er neppe det bedste.

Torsdag 28de Tirsdag og Onsdag sad alle Jomfruerne mine som de vare fastnaglede ved Slagterbordet, og derved bleve de, saa utroeligt det endnu forekommer mig, aldeles færdige i Nat Kl 1 – I fordum Dage var jeg altiid med dem, og fortalte dem Eventyr og Historier; men jeg taaler ikke mere saa godt den Luft og Støy, og hvad sig Fortællingerne angaaer, da kan det ikke mere glæde de gode Børn som før, tværtimod bedrøver det dem, fordi deres kiære Telja, før en af de gladeste Tilhørerinder, ikke mere kan tage Deel heri, og naar de seer hende sidde taus og bedrøvet 133staaer Taarene dem i Øynene, og mig med; men alt det maae vi omhyggelig skiule for hende, thi det vilde giøre den fromme blide Siæl sit Uheld dobbelt smerteligt. – I Gaar var jeg ret syg, og maatte lægge mig nogle Timer, ikke desmindre skrev jeg adskillige Breve, som jeg troede at faae indsendte i Dag; men der bliver intet af. Manden, som skulde havt dem med, staaer ved Jægerne, og i Nat har de faaet Ordre at møde ved Telteboden for at marschere til Vinger i Morgen. Derved strander formodentlig ogsaa en lille Plan jeg havde lagt til at glæde min Marie i Morgen. Jeg bad nemlig Lieut: Birk og hans Ane hid, og de lovede at komme i Dag; men da Birk staaer ved Jæger Choret, maae han vel afsted med de Andre. Vi faaer da vel et Bud fra dem. Stakkels Frue Birk, skulde hun nu faae den Bedrøvelse istæden for den Glæde, hun havde ventet sig her, det Sted, siger hun, hun allerhelst kommer af alle Stæder i Verden, nest hendes Faders Hus. De havde, før min Indbydelse kom, foresat sig at komme hid i Dag, for at undgaae et Ball, Kamjkr Haxtausen giver. Han er indqvarteret, efter sit eget Ønske, hos Justrd Nilsen i Sørum, og jeg tænker, de floxer godt derude, thi i denne Egn veed jeg ingensteds en saadan Samling af Lapseordenen som for nærværende Tiid der. Maaskee forstyrrer denne hastige Marschordre (som Gud veed hvad skal betyde) ogsaa det i Aften bestemte Ball. Den brave alvorlig mandhaftige Birk, og hans simple ligefrem Ane, passer ikke for den Kreds de lever i; men de beviser, at man ogsaa kan boe blandt Ulvene uden at tude med dem.

Fredag, den velsignede 29de Octbr Før de gode Birkes, der dog Gud skee Lov kom i Aftes – ere komne ned, maae jeg hilse Eder, Dyrebare, fra min og Eders elskelige Maja, som nu gaaer som det gladeste Barn og ordner alting i sit lille pene Skab. Med et inderligt Kys gav jeg hende Nøglen til det, og bad hende gaae ind i Stoerstuen og see, om der var noget, hun kunde lukke op med den. Hun gik smilende, og nu skulde I seet, hvordan 134de fromme Øyne lyste, da hun saae og aabnede det, og fandt alle Florians Værker, hvori jeg har ladet Digteren selv tale til hende som saa:

Uskyldigt Landlivs Digter blidt fremtræder,
Og rækker Dig, Marie, venlig Haand:
«O Pige! Dine stille skyldfrie Glæder,
Og al Din Daad, omsvæver fro min Aand.
Som mine Hyrder stille, from, Du finder
I deres Liv dit eget Liv igien.
Som Bækken mellem Blomsterbrædder rinder,
Saa rinde Dine Ungdomsdage hen.
Men Blomsterbækken selv sig stunddom bølger
Og mørknes, muddres i den vilde Storm.
Paa Vaar og Sommer barske Vinter følger,
Og mangen Rose nager skiulte Orm.
Men farer Stormen over Dine Dage
Og mørkner Modgang Dig selv Livets Vaar,
Dog i Din Barm skal Angers Orm ey nage,
Og Palmen liig, som atter opreyst staaer
Naar Byrden, som den ikkun kunde bøye,
Men ikke brække, hæves fra dens Top,
Saa skal Du løfte tillidsfuld Dit Øye
Til Uskylds Fader og Beskytter op;
Og dobbelt reen og skiøn skal Glæden atter
Tilbagevende i Din skyldfrie Barm:
Thi Dydens og Naturens fromme Datter
Er tryg i Dydens og Naturens Arm.»

_______

Jeg veed, mine Elskede, der er ikke Een iblandt Eder, som jo af Hiertensgrund istemmer dette florianske Qvad. Og sikkert omsvæves hun af Florians og Gessners milde Aand, den simple blide Naturens Datter, i hendes landlige Sysler, i al hendes Daad og Vandel, den Gud den Alkiærlige signe nu og evindelig! Hun har ogsaa faaet en Bog af sin Lina: Pigen som Hustroe, Moder etc. Og i Skabet fandt hun en Anvisning paa 50 Rbdr. fra sin gode Fader. At hun savner ham i Dag, og sin kiære Jess, falder hende tungt. I Aftes kom Jesses troe Bulder, som aldrig pleyer vige 135fra sin Herre, vi troede vist, han havde været i Farvandet; men det var han ikke, og det tidligste han kunde komme er i Dag. Jeg tænkte ikke videre herpaa, men i Morgenstunden drømte jeg, jeg saae Jess med et Hul i Hovedet, og da faldt Bulders Tilbagekomst mig ind i det jeg vaagnede, og jeg laae et Par Timer saa ængstelig, og fik ey sove mere, og kunde ikke staae op da det var bælmørkt og koldt, og stille i det hele Hus. Nu er jeg ganske roelig, og det har med Guds Hielp ingen Nød med Gutten min. Rimeligviis er han Hunden ved Wormesund, som Jes skulde over i Gaar, blevet tilbage, og har søgt hiem.

Nu er Lina trippet over til Mørkes og Walbohms, for at bede dem hid paa en Skee Slagtersø til Middag. Og nu hører jeg Birkes i Bevægelse. – Her ligger alle mine færdige Breve, og intet Bud at faae dem indsendte med. Det er ærgeligt. Mit kiære Majabrev fik jeg i Aftes, og det var saa muntert og majaligt. Birk siger, der er ikke mere paa færde med Krigen end der har været før. Gaarsaftenen tilbragte vi i godlidende Stilhed med Snak og Arbeyde.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1813

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.