Dagbok 1813

av Christiane Koren

September

69Onsdag 1ste I Mandags vare vi alle visse paa, det var søde Idas Fødselsdag. – Dog, jeg er jo ikke kommet rigtig til Økeren endnu. Lad mig ey komme ud af Ordenen. – Da jeg kom her i Alleen, saae jeg min hvide Ragna langt borte svæve mig imøde, saae, da jeg kom nærmere, hendes søde blaa Øyne og den friske Sminke, Varmen og Løbingen havde lagt paa hendes Kinder. Hun havde seet mig fra Haven i Kikkerten langt, langt borte. Sally kom mig imøde i Gaarden, saa Moer Huwald, saa Mariboe, og alle førte mig ud i Haven, hvor jeg ingen andre forefandt end Frue Rougtved og hendes Niece, der giærne kunde været et andet Sted for mig. Paa den deylige Terasse drak vi Caffe, sad siden i det lille Lysthus i Træet, spiste der Meloner (Maloner siger Ida) og Bær, sladdrede og giorde os det saa fornøyeligt som mueligt. Den fremmede Frue tog bort i Mørkningen. Sally gik ogsaa hiem, og da satte vi os til en Piqvet, Ragnabarnet og jeg.

70Mandag vare vi nu alle visse paa, det var den sidste August, og lille Idas Geburtsdag. Jeg havde et Par Smaaeting fra Maja, Lina og mig selv, men det var tildeels af Korens fine Arbeyder, som det lille søde Dyr blot kunde see paa, og ikke endnu fik Lov til at haandtere, det kunde altsaa ikke glæde hende rigtig. Men nu kom Mamama (saa kalder hun sin Bedstemoder) med sine Foræringer, en Mængde smaat Bliktøy, som var sat paa en Presenterbakke paa et lidet Bord, og alle smaae Fade og Skaaler belagt med Frugt af alle Sorter. Midt paa Bordet brændte et lille Voxlys i sin Stage, og nu skulde I seet den velsignede Unge der fra hver Gang jeg seer hende bliver elskeligere, og saa tidlig udvikler sig i alt. Det hele lille Væsen skialv af Glæde, og hun vidste ikke, hvad hun først skulde see paa, først gribe til. Lyksalige Alder! hvi er du saa kort? – O lader os Alle giøre de smaae Væsner den saa lang som mueligt! Sally vor kom lidt senere, saa hun ikke fik see det første Glædes Udbrud, men der blev et nyt ved en lille Dragkiste hun bragte hende. Der var Ingen uden vi, som hørte Huset til, og en Lieutenant Riflesen, et meget godlidende, beskedentlig ungt Menneske, Idas Favorit. Vi tilbragte fast hele Dagen i Haven. Moer Huwald tog hiem til sin Snarøe om Eftermidd: og lidt efter kom, som I har seet, Schiøt og Glückstad, da gik jeg op og skrev, og siden sad vi Fruentimmer i vor Roe, da lille Ragna havde stelt med Aftensmaden (Jomfruen var ikke frisk, Stuepigen og en anden Pige havde flere Dage været syge) I denne Mellemtiid fortalte Riflesen mig og Sally sin glade Barndoms Geschichte. Han er, som min Fader var, en Bondesøn fra Holsten

Tirsdag (Sally blev der om Natten) vare vi ganske i vor gode Roe. Hver Morgen tager Marieboe til Byen Kl 7 for at høre Treschows Forelæsninger, og kommer, som stedse naar han er i Byen, først hiem til Middag. Tirsd: kom han ikke før Kl: 4, da han spiste i Byen, jeg maatte lægge mig lidt, da mit Hoved var slemt, og der blev ingen Tour af, som vi havde foresadt os, til Papir-Møllerne 71før i Gaar – thi I maae vide, jeg skriver denne Fortsættelse i den vakre Graaestue paa Tøyen – At lille Jens Bull Tirsd: glædede mig og os alle med gode Efterretninger om vor kiære Lottas Befindende, hører ogsaa hid – thi hvordan kunde jeg ellers været saa glad, som jeg var? og Gud veed, jeg levede ret som efter mit Sind, saa godt og hiemmeligt, som altiid paa det deylige Økeren.

I Gaar Morges, Onsdagen, sov Marieboe over sig, og kom ikke ind til Forelæsningerne, som han ret var harm over; men vi vare ret fornøyede med det, thi saa fik vi ham med til Papirmøllerne. Derhen toge vi da saa snart Sally vor kom, Kl var vel ti. Vi kiørte, og Ida var med. Hvor det var en lille behagelig Tour. Marieboe gik, men var der nesten ligesaa snart som vi. Jeg har seet Papirmøllen paa Eger, saa det ikke var mig ganske nyt, men dog interesserer det mig altiid at see saa megen Virksomhed, saa mange sysselsatte Mennesker, der ikke skal sukke for Brød – og saa al den Mængde Papir, det kan I nok tænke, er et behageligt Syn for mig. Fra Møllerne gik vi til Lilleborg, der rigtig ogsaa er en peen lille Borg, saae Kort-Fabrikken Fabrikken] rettet fra: Fabrikket ved overskriving som er der, gik omkring paa en lille Øe derved, og siden i Haven, hvor Ida bar det ene lille Skiød fuld af Stikkelsbær efter det andet til os, som hendes Pige plukkede. Den smukke nye Bygning til Klædefabrikket saae, men besaae vi ikke, da der endnu intet er kommet i Gang. Da vi kom hiem, spiste vi, jeg sov lidt, thi jeg havde været tidlig oppe. Da vi havde drukket Caffe, var Kl: over 5. Min Ragna, hendes Ludvig, og vor Sally fulgte mig til det pene Lilletøyen, hvor jeg saa ofte har lovet at komme, men nu kun kunde blive en Timestiid, og ey fik seet mig om, da det alt mørknede, og blæste koldt. Det var et nydeligt Sted, og Vertinden høystinteressant. Hun var saa glad i at see mig engang hos sig, og jeg lovede, hvad jeg skal holde, at det ey skulde blive sidste Gang. – Og naar jeg har været der rigtig, skal jeg fortælle Eder mere om Stædet og Menneskene der. Andreas kom herfra did med Hest efter mig, som jeg havde bedt om, og da hørte jeg, min elskede Catty havde været her fra om Formiddagen med sin Syvald, og troet at finde mig kommet 72tilbage fra Økeren, hvorhen den Gode ogsaa spadserede Løverdag for at møde mig, og saae endnu ikke sin Moer Koren. Men nu seer jeg Dig snart, Elskede! Gud skee Lov Din Syvald er taalelig brav igien, skiøndt Du for hans Skyld ikke torde oppebie mig i Aftes. Og Gud skee Lov, at jeg fandt min Lotta saa færm, at hun bliid og munter kom ud og tog imod mig, og nu alt er godt, og vil blive mig end godtere, om jeg i Dag faaer glædelige Breve, som jeg haaber og venter, fra Majadal, og maaskee ogsaa fra Hiemmet. – Presidenten sad og slog i Brættet med Sønnen sin i Aftes, min Lotta og jeg strikkede og snakkede til vi havde spist, da vi toge paa Rabusen. Men saa kom Stiboldts, Agatha og Hanna hiem. De havde været paa Bogstad for at besee sig. Hanna og jeg laae i hver sit Hiørne paa den kiære gamle Sahl, hvor jeg ikke har lagt eller været stort de fors sidste 5 eller 6 Aar, hvor jeg altiid før havde min Sommerresidents, ak, og hvor der, som ved hvert Fied jeg giør her paa Tøyen, hviler saa mangen sød og bitter Erindring. Jeg sov sødt til Kl 5, laae en Timestiid mellem Vaagen og Slum, og nu har jeg sadt her og giort Regnskab for mit hele Liv og Levnet. – Fader Pavels havde været her i Tirsdags. I Gaar var han og Hustroe til Balls hos Printsen. I Forgaars giorde Professor Ole et brillant Ball – de ballererer og giæstererer, som var her Fred og ingen Fare – og med Guds Hielp er da i det mindste det Sidste Tilfældet. Men uden Misantropie, den jeg Gud være takket aldrig var hiemsøgt af, lider jeg ikke disse Slags Glæder, især deres Hyppighed, til nogen Tiid, og i denne allermindst. Men saa stille som jeg nød dem i disse Dage, og forudseer flere, mange mange flere, o det kalder jeg Liv. Tak for hver Stund, min hulde Ragna, og Marieboe. Gud lade Eder opleve den 31 August mange mange Gange med Glæde og Fryd som kun en Fader og Moder kan føle den! Ogsaa Du tak, min vennehulde Sally, som jeg har havt saa godt af i disse Dage, og skal have godt af, som af vor kiærlige Ragna, naar I nu følger med mig til mit Hovind. Min Lotta er frisk, Syvald i bedste Bædring – faaer jeg nu ønskelige Breve fra Dig, Maja, Maja mi, og fra min Koren, som nu ogsa glæder sig, og fra det kiære Hiem – o, hvem er da lykkeligere end Eders Moer Koren!

73Tøyen

Løverdag 4de Septbr Torsdag gik lille Jens Bull paa Posthuset for mig, men kom tomhændet tilbage. Jeg vidste der maatte være Brev fra min Koren og Maja, og ventede ogsaa et fra Hiemmet, og blev ret flau, dog ikke uroelig, thi jeg veed man ikke er aldeles efterrettelige her paa Postcontoiret. Da Jørgen gik til Byen bad jeg ham høre did igien, og see! om Aftenen bragte han mig i Triumph tre Breve, fra Auestad to, fra Hovind et. Han var nær ved at være ligesaa glad over at bringe som jeg over at faae Brevene, den gode Jørgen, og det kostede mig Overvindelse nok, blot at see lidt i dem uden at kunde faae læse dem rigtig; thi her var adskillige unge Mennesker, og Pastor Wulfsberg med sin lustige Mardam, som rigtig var saa godlidende morsom, at vi maatte lee i et væk allesammen. Jeg spurgte naar hun ventede sin Nedkomst, og hun svarede: «Hver Time, kanskee saa Gu i dette Øyeblik» – Hun klippede smaae Barnekapper til, og syede een, som ikke var større, end at omtrænt en Billard-Kugle kunde gaae ind i den; men den svoer hun paa, skulde blive stoer nok. Manden var bliid og stille, og begge hver paa sin Maade godlidende. – I Gaar mod Middag reyste Stiboldts, der ogsaa allesammen er tækkelige Mennesker.

Jeg tilbragte det meste af Dagen med at besvare Korne- og Majabrevene – thi det fra Hovind var ogsaa et Majabrev. Gud skee Lov! de vare alle saa glædelige. Otilia er brav igien, alle de Elskede friske der som hiemme. Det eneste, Koren ikke er saa ganske glad i er, at de allerede har forladt den kiære Dal med alle, og at han kun var der i et Par Dage. For Smaaebarnas Skyld toge Ottesens saa tidlig ind, og saa blev det for tomt og ødt for min Maja at være der 74især nu hun var saa vant til at have de Elskede om sig. Med Stiboldts sendte jeg Brev og det just færdige Dagboghefte som kun min Lotta havde læst, men jeg veed, I mine øvrige Kiære, faaer det snart derfra. Da jeg sad og skrev til min lille Maja, kom den troe Søn Pavels og hans Marie, for dog at være visse paa, sagde de, at see Moer Koren. Jeg vilde været hos dem i Gaar, men deels var Veyret slemt alt til imod Qvellen, deels havde jeg alle de kiære Epistler at besvare, deels var jeg, som jeg ogsaa er til denne Stund, lidt syg, dog gik det, og gaaer vist ogsaa i Dag over op ad Dagen. Smaaebarna kom ogsaa, men de bleve her alle kun til det tog paa at mørkne, da det ikke var saa godt at komme frem naar det blev ganske mørkt. Det var ret barnligkiærligt af dem, at de gik herop i det hverken gode Veyr eller Føre, og ligesaa at de lovede ikke at regne deres Moer Koren det til Onde, om hun denne Gang ikke kunde besøge dem, hvad jeg dog vil, bliver det mig mueligt.

I Aften kommer min kiære Treschow og Catty, og maaskee Sverdrups. Presidenten havde i Gaar bedt nogen paa sin egen Haand, saa Lottamoer ikke faaer alle de, hun havde ønsket. Til min Sally skrev jeg nu en lille Lap, for at bede hende møde her i Qvel, og blive Natten over, for i Morgen at følge med os til Sødskendene sine i Byen. Giid intet maae hindre det kiære Barn fra at adlyde den moderlige Indbydelse paa Tante Lottas Vegne; thi fra hende kom det tænksomme Indfald, at Sally skulde blive over i Nat.

Bredal var her ogsaa et Øyeblik i Aftes. Stakkels Mand, Tiden falder ham lang, og dobbelt, da han intet kan høre fra det Hiem, han er udelukket fra. Der er nu kommet en Post, der har bragt mange Breve. Giid deriblandt var et til ham. Mit Hoved er slemt. Lotta lover tidlig Midd: Mad, at jeg kan faae mig en fornuftig Eftermidd. Søvn, saa bliver det nok godt.

75Søndag 5te Himlen er mørk. Undertiden blaaner en Skye frem, men den tykke Regntaage kaster strax det tykke graae Slør over den. Saadan, min ædle Treschow, vilde jeg ikke denne Dag skulde hilse Dem, ak, hvor ganske anderledes vilde jeg, den skulde hilset Dem. Men see!

«Taagen svinder –
Solen træder frem bag regnfuld Skye,
Himlens Taare ikke længer rinder –»

Og Jordens Taare vil dog Fredens Smiil ogsaa omsider aftørre og Haabets Smiil imidlertiid gyde Kraft og Mod i vore Hierter. Ja, jeg haaber, jeg troer, vi skal hilse den neste femte Septbr gladere. Er det da den evige Almagt vanskeligere, at adsprede det politiske Mørke, at afvende det Uveyr, der truer os, endnu med et at lade Solen, hans Kiærligheds Symbol, giennembryde det tykke Mørke, og opklarne den hele, nyelig i tykke Taager indsvøbte Horizont? O ney, vi vilde ikke forsage, og jeg troer, jeg veed, vi neste Aar med dobbelt Glæde skal modtage den velsignede Dag, som gav os og Verden Dem, ædle, dyrebare Ven! Og ogsaa denne ville vi tilbringe glade med hverandre. Vi ere jo dog atter samlede; og hvor umueligt saae det engang ud, at vi mere i dette Liv skulde blive det. Thi vær velkommen, kiære Dag! og vær velkommen, ædle Treschow, til os og Fædrelandet! –

I Aftes var foruden Treschows og Sverdrups, Wibes her, og Professor Rathje. Flere af de Mange, som tildeels havde meldt sig hid, kom ikke. Vor Sally kom tidlig, Catty med sin Syvald ikke længe efter. Sverdrup og Kone vare de sidste. Deres Michael var syg. Faderens Hierte hænger saa ubeskrivelig ved de Børn, og de ere ogsaa saare elskelige Smaaevæsner. Han var stille, og som baade jeg og Sara syntes, endnu blegere end ellers. Hver Gang jeg seer Frue Sverdrup, finder jeg hende vakrere. Et Par sødere Øyne end hendes, findes ikke let. Hun seer ud til at have et meget lykkeligt jævnt Houmeur, er meget snaksom og tyesom, som Moer Lotta kalder det. Vi sad om det runde Bord med vort Arbeyde, alle vi gode Mardamer. Frue Erichsen var ogsaa med 76Wibes. Det er uden Tvivl en meget klog Kone, men hun har et aldeles uqvindeligt Ansigt, som bliver end uqvindeligere ved et alt for dristigt, skarpt Blik. Syvald er Gud skee Lov temmelig brav igien, og var saa glad og tilfreds med os Alle, kun Presidenten holdt han mindre af, sagde han, fordi han snakkede saa haardt til sin Kone, da ogsaa hos ham den fromme Frue Lotta staaer høyt anskrevet[.] Dog indseer den lille Krabat nok, at det er Spøg, og holder i Grunden, som alle Børn, af Presidenten der er en saadan Børneven.

Sally vor laae her i Nat. Liden Agatha er ikke frisk, og vover sig neppe ud i Dag, og vover sig neppe ud, skiøndt hun har glædet sig til denne Dag i lang Tiid. Det Barnevenskab der fra Vildberg er mellem hende, Christine og Petronelle Treschow er nu blevet saa hiertelig fornyet. – Her kom Lotta med et saa bedrøvet Fiæs, kløede sig bag Øret og sagde: «Er ikke det forsmædeligt? Nu er der en Tiæner fra Printsen og siger Presidenten til Taffels paa Ladegaardsøen Kl 4, og stakkels Lawsonmand, der alt er reyst til Byen, giorde sig sikker Regning paa en morsom Dag.» – Hvor meget vi arme Puser faaer taale i denne Verdens Kakkelovn! Gud skee Lov, slig Tvang naaer ikke mit roelige Hovind.

Mandag 6te Det var en deylig, nydelseriig Dag i Gaar. Kl 2 toge vi herfra, Lotta, Sally, Hanna, Hr Jørgen, og jeg. Da det ikke saae uligt ud til en Reynbyge, pakkede vi os alle ind i Kareten, dog steg Jørgenmand af da vi kom til Broen, at vi kunde sidde ordentlig giennem Byen. Vi vare dog med de Første som kom. Kun Generl: Audtr Bergh med sin yngste Datter (Konen og de andre Døttre ere paa Landet) var før vi, en Capit: Lund, et vakkert ungt Menneske, og Hersleb. Siden kom de Øvrige: Platous, Sverdrups, Marieboes, unge Krabbe og Hofgaard. Vare vi flere? Ney, troer jeg, og det var en stoer Flok endda. Jeg følte mig saa let om Hiertet, derfor ændsede jeg ikke ret store Smerter i mit venstre Knæe, i hvilket jeg nok ved et Feyltrin da jeg steg af Vognen, har forstrakt en Sene. Ved Bordet følte jeg det først for Alvor, men der sad jeg jo omringet af saa mange Kiære, saae alle glade og var det selv, saa det sagtens kunde døve 77smaae legemlige Smerter. Frit som i alle Ting, var det ogsaa med Bordsidningen. Vi stode ikke og lode os tage, men satte os, dir nichts und mir nichts, hvor og som vi vilde. Mine Sidemænd vare Frue Sverdrup og Berget, hvis Bryllupsdag det var. Vi spiste, og drak en spansk Rødviin, som jeg fandt saa megen Smag i, at jeg let kunde faaet mig en Perial (og det kan jeg altiid let faae ved slige Leyligheder) om jeg ikke havde fulgt Berghs Raad, og blandet den stærke Viin med Vand. Endogsaa et Glas Bisp drak jeg, som jeg ellers sielden smager; men seer I, vor ædle Vert skiænkede selv, og bad mig saa venligt baade med Mund og Øyne, og jeg vil see paa den, der afslaaer saadan Bøn. Presidenten og Platou, der ligeledes skulde i Hoverie, gik da den første Ret var spist. Mod Aftenen kom de tilbage[.] Den velsignede Nyefødtes Skaal udbragte Bergh, med et kort hiertement Ønske, hvori sikkert Alle som Een deeltoge. Saa blev den 19 Aars gamle Mands Skaal drukket, og saa tog Syvald sit Glas og sagde: «Moer Koren, Skriverens Skaal!» og den klinkede Vert og Vertinde og alle mine Kiære saa hierteligt med mig, og indbefattede i den alle Barnas. Lang Bordsidden veed I, er mig en fatal Ting. Jeg troer ikke heller vi sad længe. Mig var det kort. Da vi reyste os fra Bordet, kunde jeg neppe staae. Dog var det ikke Hovedet men Knæet der var Skyld heri, og saa langt ned kunde dog Vinen heller ikke være spadseret. Sverdrup raadte mig Sæbespiritus, og vilde selv gaaet paa Apotheket efter den; men min Catty havde sendt Bud saa snart han nævnte det. Den brugte jeg strax, og det giorde god Virkning

Nu saae og hørte jeg da min elskede Catty igien ved Claveret, hørte endog et Par af mine gamle Yndlingsstykker, og var hentryllet i de længst svundne Dage, de aldrig forglæmte – Dog end mere var jeg det en Times Tiid før, da vi tre, fire, Lotta, Sally, Hanna Moestue og jeg, havde faaet vor kiære Vert imellem os, og jeg havde ham et Øyeblik (thi saa var det mig) ganske for mig selv. Catty gik fra og til for at see alle sine Giæster tilgode

78Ragna mi, der saae saa frisk og rask ud, giorde et Par smaae Visitter. Frue Sverdrup skiftedes med sin Mand at see til deres Michael, der dog Gud skee Lov er ret brav igien. De andre søde Unger kom da vi havde spist. Frue Platous Mindste var ogsaa syg, derfor gik hun meget tidlig hiem. Det var første Gang jeg saae denne lille, mere stygge end vakre, men dog godlidende unge Kone. Hun er inderlig afholdt af Alle, som kiender hende.

Min Lotta tog ogsaa tidligere hiem for at see til sin Agatha, som ogsaa i Dag er temmelig færm igien. Men saa maatte dog noget forbittre mig de høyst glade Timer. Min Ragnas Moder er meget syg, fortalte Hanna M: mig, og hun, den ømme Datter, veed kun at hun er lidt upasselig, og maae ikke vide mere. Det er Blodgang, den gode Moer Huwald lider af, og lige saa øm Moder som Ragna er Datter, vil hun paa ingen Maade at hendes elskede Eneste skal komme ud til hende, da hun deels frygter, Sygdommen kunde smitte, deels, at det skulde giøre for stærkt Indtryk paa hendes Ragna, der stedse, men især i sin nærværende Forfatning, taaler saa lidet. Moderen ønsker blot, at hun kom til at reyse med mig uden at vide hende syg.

Jeg talte længe med den bekymrede Mand, og vi overlagde alle, han, Sally, Hanna og jeg, hvad der var det bedste. Resultatet blev, at det var Touren til Hovind, da med Guds Hielp Sygdommen inden Ragnas Tilbagekomst kan være lykkelig overstaaet. Marieboe lovede mig en lille Efterretning om hvordan det stod til, i Aften, og tidlig i Dag tog Hanna M: ud til sin Søster. Ak, men naar jeg saae paa det kiære roelige glade Barn, der ingen Ahnelse havde om vor Bekymring, vilde Taarene bryde frem, og da min Catty spillede og sang de gamle vemodige Viser, holdt jeg dem med endnu mere Anstrængelse tilbage. Jeg vil og tør ikke tænke pss dette sørgelige Virvar. – Meget kunde jeg endnu sige Eder, mine dyrebare Fraværende, om den deylige Gaarsdag; men nu faaer det være nok for denne Gang, da vi hvert Øyeblik 79venter vor Catty, som har lovet at komme og blive her hele Dagen. Giid kun den stærke Blæst ikke maae afskrække hende for Syvalds Skyld. Lotta er saa ley, fordi ingen Hest er hiemme, saa hun kunde kiøre herop. Men Solen skinner dog varmt, saa jeg haaber, hun vover sig hid –

Jeg gav vor ædle Treschow Dit Kys og Din Lykønskning, elskede Maja C, og hvor kiær denne Erindring var ham, saae jeg i de Øyne, hvori jeg kan læse saa tydeligt. Klokken var 11 da vi kom hiem, Presidenten, Hannalil og jeg. Jørgen sneg sig bort da vi gik fra Midd: Bordet, hiem til sin Aagodt. Giid det nu var saa godt med Moer Huwald som med vore andre Syge, at Intet maatte hindre min Ragna i sin Hovindtour, intet i det hele giøre Skaar i de ventede fornøyelige Dage og at ogsaa Mindet om dem maatte blive hende behageligt! Endskiøndt I neppe faaer meget mere fra Tøyen denne Gang, mine Elskede, da jeg giærne vil tidlig ud i Morgen, lader jeg dog Dagbog: ligge her for at sige Eder om ey mere, saa Farvel.

Til Festningen kunde jeg dog ikke kommet i Dag, ventede vi end ikke vor Catty, da hvert Trin jeg giør, som ikke er paa det slette Gulv, smerter mig lidt, især frygter jeg for I- og Afstigningen i Morgen. Jeg maatte bruge Kunster i Gaar, kan I troe, for at komme i Kareten, og end mere for at komme ud af den.

Tirsdag 7de Kl er kun lidt over 6, og allerede har jeg alting saa paa rede Haand, at jeg giærne strax kunde sætte mig i min Carriol; men det lader jeg nok blive en Stund endnu; thi da min Ragna og Sally ikke kommer til at reyse før i Morgen behøver jeg ikke at være saa tidlig ude for at tilsige Skyds for de kiære Børn, dog vil jeg giærne betimelig ud lell, da de Elskede der hiemme vente mig saa længselfuldt. Nu vil jeg fortælle Eder lidt om den stille hyggelige Gaarsdag, og saa skrive nogle Linier til min Koren og Maja, alt det tænker jeg at faae fuldbragt i en Hast, at jeg siden kan sidde en Stund roelig 80hos min Lotta, til Gunder har stelt fra sig, og røgtet alle sine Ærinder i Byen. Han kom i Aftes, og med ham to Breve, et fra min Maja, et fra min Kista, begge fulde af gode Efterretninger om Alles Velbefindende, hvorlunde vi har faaet henimod 30 Tdr Rug, nesten alt vort Korn skaaret, o.s.v.

Nu da, i Gaar Morges eller Formiddag, kom Madam Olsen, Zarine Biltzing, og Capit: Messel i en kort Morgenvisit. Da de gik, saae vi vor Catty og liden Syvald i Haven, og nu kan I troe, vi levede deyligt. I uforstyrret Roe tilbragte vi Dagen med Arbeyde og den mig af alt kiæreste, fortroelige Samsnak. Vi tre gode Fruer forlode ikke hverandre mange Øyeblik, Smaaepigerne gik fra og til, ligesaa Jørgen, Syvald saae i Billedbøger og klippede efter dem. Presidenten var i Byen den hele Dag, hvad Syvald sagde han var glad over, som han dog i Grunden ikke mener med, da Presidenten holder for meget af ham til han ikke skulde holde af ham igien, og overalt er det jo ogsaa godt at have Nogen at smaaeklamres med. – Jeg fik en lille Sæddel fra Marieboe, at Frue Huwald, Gud skee Lov, er bædre, og hvor godt var det nu, den kiærlige Ragna blev skaanet for den Angst at vide sin Moder syg. – Skiøndt det var deyligt Maanskin, vilde dog Catty ikke blive længere, for Syvalds Skyld, end til Kl 7, da gik det gode kiære Barn, fulgt af de unge To, Jørgen og Aagodt, og Jens Bull. Aftenen fordrev Lotta og jeg med Rabus og Kabale. Presidenten kom hiem fra Rosenkrantz’s i borgerlig Tiid. Jeg sov prægtigt, vaagnede frisk og uden synderlig Ondt i Knæet; og glad ved Tanken om de mange lykkelige Timer mine Elskede har skiænket mig, og ved at vide dem Alle friske, iler jeg nu snart til det signede Hiem. Kun to Ting foruroeliger mig: at den brave Andersen hiemme er saa elendig for sit Bryst, og at jeg, skiøndt tvunget af Nødvendigheden har været lidt umoderlig mod Barna paa Festningen. –

81Hovind.

Onsdag 8de. I disse korte Dage bør ingen Indledning have Sted: Overalt er jo Livet saa kort, selv det længste, at man aldrig burde giøre Preludier til nogen Ting. For nu ikke at modsige mig, gaaer jeg lige til Texten, det er, til min Hidreyse. Presidenten, færdig at tage til Byen, huskte paa, at han havde et Brev i Lommen til mig fra Manden min, som han sagde. Det var skrevet Løverdag, indsendt med C: Cappelen og bestemt til at forøge mine femte Septembers Glæder; men først Mand: Aften fik Presidenten det, saa han var undskyldt. Det kiære Brev sagde mig da blot: at alle levede vel, at Skriveren først kommer hiem den 6 eller 7 og 20de, og at jeg i Morgen faaer et Majabrev, af samme Dato, men sendt lige hid, at Torsdg: ikke skulde gaae fattig hen for mig. Dette Brev fik jeg da besvaret, og var reysefærdig, baade Gunder og jeg, Kl halvti. Med et lettere Hierte end jeg saae min Lotta, forlod jeg hende. Vel har Sygdommen efterladt nogen Mathed, men den vil med Guds Hielp svinde naar Kræfterne tager mere til.

Paa det første Hvilested spiste jeg Halvdelen af de deylige Smørrebrød, min Lotta selv havde skaaret til mig, og læste i Meisners Skizzen, som jeg havde med mig fra Marieboes Bibliothek. En Time hvilede vi, Kl var 1, og til 3 troede vi sikkert at være paa Moe. Men paa Aasen mødte vi, først Wratz og Kone, som fore os forbi og blot hilsede, saa Mad: Chrystie med sine Børn, og holdt vi da en lang Prat sammen – Ved Skrimstad holdt en Mængde Eqvipager, og hvem anden skulde være Anføreren for disse, end min og al Verdens bedste Ven, Heyerdal? Han kom da hen og talte med søte Kona si (mig nemlig) og fik jeg vel de 5 Haandkys med Tryk paa; men I veed, jeg er lidt forligt med ham i den senere Tiid, fordi han paa en saa forbindtlig Maade hialp os med Korn. Hans Broder, Obr: Lieut:, mod hvem hvem Brand-Directeuren dog virkelig er en Engel, kom da ogsaa og giorde sin Reverents, og var inderlig glad over igien at have den Lykke at see mig – hvad der nu, som saa meget, var den pure Løgn i hans 82Mund, for ikke at sige Hals. Nu troede jeg da at kunde kiøre frisk væk, de Øvrige forbi, da en pertentelig Stemme lød fra en Phaeton: «Kommer Frue Koren nu fra Økeren?» – det var Secretair Bildsted. Det Spørgsmaal maatte jeg da besvare, og aandede først frit da jeg var reent ude af den Atmosphære. Da kom gamle Fader Bergh fra Ringsager paa Siden af mig, og kiendte ikke mig, men jeg strax ham. Der blev igien en lille Pause, og jeg vilde formaae ham til at tage hiem med mig, men det kunde han ikke, da han tidlig i Morgen maatte være hiemme. Han vilde nu, sagde han, ile forud til Moe for at skaffe os en god Kop Caffe. «Præsten skal nok ikke kiøre fra os,» mente Gunder – «for har han frisk Hest, saa har vi med. Jeg vover Gulen.» – Men der mødte vi lille Lieutenant Brock, som med sin sædvanlige Ceremonie havde meget at fortælle om hvorlunde det nu var forbi med Opmaalingen, da han maatte til Byen igien, og Stenersen til Hedemarken o.s.v. Jeg nænte ikke at afbryde det gode unge, hiertelig forknyttede Menneske i sin Relation og Taksigelse for al min Artighed mod ham etc. – og saa havde Fatter Bergh allerede serveret Bordet med Hvedebrød, Lax, friskt Smør etc, da jeg kom, og uagtet jeg kunde berget mig til i Dag uden at spise mere, bad han dog saa venligt, og saae hans Anretning saa appetittelig ud, at jeg maatte sætte mig ordentlig tilbords. Deroven paa fik vi en Caffe som sagde 6, og passiarede saa godt, at Kl var 5 i en Snup. Han var bekymret over, i saa lang Tiid intet at have hørt fra sin kiære Irgens, men vi trøstede os begge med, at det var Postens mislige Gang allene der var Skyld heri, hvad jo ogsaa er Skyld i, at det gode Barn intet faaer høre fra os i denne Tiid. Vi fulgtes ad til Veyeskiællet til Hovind. Han vilde naae Roholdt og hvile Natten over der. Nu ilede Gulen den kiendte Vey, og jeg ventede intet Ophold mere, da oven for Giæstegruben min lille Kaja, Tønder Lund, og den lille Karen kom springende os imøde i høy Jubel. De fortalte da, at de allesammen ventede 83mig paa Wilhelmsminde med Caffe, at Lieut: Birk og Kone var der, og Stenersen. Saa tungt det nu faldt mig at komme op af Bakken med mit syge Knæe (der dog i Dag er meget godt) kunde jeg ikke lade være at humpe afsted. Alle omringede mig før jeg kom af Carriolen, og Jess og Birk var mine Krykker. Kun min Kista savnede jeg, ellers vare alle mine Kiære der, selv Telja mi. Maren Skieldrup var fulgt med Frue Birk. Kista var her hiemme for at tage imod os, thi vist ventede baade hun og de Alle, at jeg havde haft det lovede Følge. O giid det havde været saa vel! saa kunde I nu, mine stakkels Børn, sadt her paa det lune Hovind, istæden for at være ude i det slemme Veyr. I Nat vaagnede Regnen mig flere Gange, og i Morges Kl halvsex. Da stod jeg op, inderlig mismodig over den mørke, regn- og stormfulde Himmel. Gud give, I ikke maae lide for meget paa denne Tour. Saa hiertelig vi har glædet os til at see søde Ida her, ønsker jeg, hun ikke var med i Dag; thi vel torde hun, vel indpakket som hun vist var, blive frisk efter Reysen; men Dig, gode Ragna, vilde det ængste saa meget, det veed jeg. Giid I kun vare her, Alle raske og vel. Jess er taget til Moe for at escortere Damerne hid, da de ikke har egen Karl eller egne Heste længere. Men jeg frygter – dog ney, jeg haaber I, Elskede, har forladt Moe inden han kommer did, da han kom seent afsted, fordi Birk og Stenersen vilde blevet i Følge med ham. Dog tog det for lang Tiid, og han reyste en Time i Forveyen. Nu, Kl halvtre, toge de bort, de godlidende Birkes, Maren S:, og Stenersen, som kommer igien i Morgen Aften eller Fred: Morgen, for Løverd. at begive sig til Hedemarken. Siden Midd: har det ey regnet her. Stakkels Faer Berg har det heller ikke for godt i en aaben Carriol. Gud skee Lov, I sidder i den gode halvdækkede Wienervogn 84det er mig endda en Trøst. – Alle vare friske, alle glade, overalt hvor jeg kom saae jeg de muntre Ansigter, hørte det troehiertige: «Velkommen hiem igien, Moer!» og nok saa pynteligt havde Kista dækket i Stoerstuen, fordi hun troede, vi ey skulde rummes i den lille Spisestue, og Sahlen ligger fuld af Rug. – Dette har jeg skrevet paa fra og til den hele Dag, og nu begynder jeg snart at vente, og da kan jeg slet intet foretage mig, især naar jeg, som nu, ængstes over Veyret.

Torsdag 9de De kom, de elskelige Børn, og den velsignede Ida med dem. Kl 5 vare de her, og havde Gud skee Lov ikke følt saa meget til Veyrets Umildhed i den varme, lukte Vogn. Jess kom dem imøde tet ved Moe, og galloperede i Forveyen for at mælde de Kiæres Ankomst. De vare muntre og raske, og vi bortsnakkede Aftenen fornøyeligt, og ikke lidet bidrog den usigelig morsomme Ida til dens Fornøyelighed. Da Ragna blev søvnig, og dog fandt det for tidlig at lægge sig, spillede hun et Partie Piqvet med Jess. Imens cabalerede Sally, og jeg hialp hende. Ak, var nu kun Veyret ikke saa elændigt. Skal denne stærke Regn holde for længe ved, faaer vi det ikke saa godt, som om vi kunde komme ud omkring. Ogsaa det meget Korn, som var kommet i Hus i Gaar og i Dag, havde det været Tørreveyr, har jeg lidt Ank over. Men det blæser friskt, og tør det med Guds Hielp drive Regnen bort. Endnu har jeg ikke seet de Kiære i Dag. Nu hører jeg – ney jeg seer Sally –

Løverdag 11te Lige roelig og bliid gaaer Dagene, den ene som den anden, og jo stillere og blidere de gaaer, jo mindre lader der sig sige om dem. I Gaar kom, da min Ragna og jeg sad ene i Stuen, en Broder af min Realf, Jacob Ottesen, en Søemand wie er seyn soll. Jeg har aldrig seet ham før, skiøndt jeg tidt har ønsket det, da han er saa rask og munter. Dog, deels 85var han fremmed her for Alle, undtagen Jess, og som han kiendte fra Broderen Otto, og min Marie, som han havde seet i Drammen, deels var han nedstemt over den Uvirksomhed han var tvungen til at leve i. Jeg havde saa giærne giort hans nærmere Bekiendtskab, og beholdt ham her i det mindste Middagen over; men al Overtalelse var forgiæves; kun en Times Tiid blev han her. Ved første Øyekast, selv før han var steget af Carriolen, kiendte jeg i ham Realfs Broder, skiøndt han i det Hele, da jeg saae ham nærmere, ikke lignede ham undtagen i enkelte Træk og end mere i enkelte Manerer. – Den gode Stenersen, som har været her fra og til i disse Dage, og reyste i Morges til Hedemarken efter Ordre for der at organisere en Frie-Batallon. Men han ventede sikkert at finde en anden Ordre der til Afmarsch, hvorhen vidste han ikke, da alt er i Giæring nu igien, og Krigsrygter lyde fiærn og nær. Jeg haber endnu lige fast paa Freden.

I Dag seer vi da Solen igien, og tænker at tage vor Caffe paa Wilhelmsminde. Jeg har besvaret mit Maja-Torsdagsbrev, været omkring i Haven, strikket, snakket etc. Min Ragna er ikke saa aldeles rask. I Gaar var Sally det ikke. Jeg har været rask alle Dage. Touren til Mindet haaber jeg skal giøre Ragnabarnet godt. End raskere bliver hun, faaer hun i Aften, som hun med Guds Hielp giør, gode Tidender fra Hiemmet med Kudsken som kommer at hente de Kiære tilbage, dog ikke før Mandag.

Søndag 12te Saa snart vi havde spiist i Gaar, gik alle Barna i Forveyen, de Store og Smaae. Jeg tog mig først en Times Hvile, og kiørte did for mit endnu lidt stive Knæes Skyld. Lige her ved Porten mødte jeg Frue Bergh og hendes Lena, som kom fra Nannestad, og vare paa Hiemtouren, dog skulde de for i Gaar ey længere, end til Mad: Mandal. Jeg bad dem følge med, og efter et lille Ophold her hos Kista kom de ogsaa. En Times Tiid eller to bleve de der kun, siden 86sad vi Tre, Ragna, Sally og jeg for det meste ene i sød velsignet Roe, nesten som vi kunde sadt i Majadalen[.] Ragna blev bædre, som jeg haabede. Vi drak Caffe, spiste Æbler (Ragna havde et heelt Skriin fuldt med til mig) syede, strikkede, pratede, og ingen Steds falder bædre Prat end der. Det var nesten mørkt inden vi kom her hiem og drak Thee og spiste Smørrebrød. Den hulde Ragna fik med sin Kudsk et lille Brev fra Manden sin, med de bedste Efterretninger om hendes Moders Befindende, om hans eget, og om alt i Hiemmet. Med Piqvet, Cabale og Rabus endtes Aftenen. Intermezzoerne i vort eensformige Liv er den Fornøyelse, Ida skaber os. Det er umueligt ikke at føle sig tilfreds, om man ey var det før, naar man seer det Englebarn. Folkene, alle glæder sig naar de seer og høre hende. – I Dag vaagnede jeg, første Gang siden jeg kom hiem, med slem Hovedpine, der lader til at blive haardnakket. Stakkels Sally er ikke bædre faren. Vi havde tænkt os i Kirke, men der bliver nu neppe noget af.

Mandag 13de Tidlig vare de Kiære paa Benene i Dag. Ragna haabede at møde sin Ludvig, som i Dag var nødt til at giøre en Tour paa flere Dage til Høeland, og derfor ilede hun afsted. Kl: 8 sad de i Vognen. Giid hun maae see sit Haab og sin Ilen lønnet, det fromme, elskelige Væsen. Gud skee Lov, i Dag var ogsaa Sally saa rask, og Ida, det Englebarn, lige bliid og munter, skiøndt hun af sin Andrine, Barnepigen, blev revet af Søvnens Arme saa længe før den sædvanlige Tiid. Det bliver nu ødt efter de Elskelige, og endnu mere, naar i Eftermidd: Kista, alle tre Smaaepigerne, og Tønder Lund tager bort. De har en Tour for til Vildberg og Blakiær, og kommer først hiem i Morgenaften. Mer søde velsignede Dage vare de forbigangne, og i Erindringen skal jeg endnu længe nyde dem. Gud ledsage Eder, min Sally, min Ragna, min 87Ida, du søde Guds Elling (saa kalder hun dem hun holder af, skal være Engel, kan I tænke. Lina kaldte hun: sødeste Tøs i Gaarden paa Verden) og Tak for hver Stund I vare hos mig! – I Gaar var det, som I veed, heel daarligt med Biskebaskerne, Sally og mig. Imens den ene af os laae, den anden sad her og hvilte det syge Hoved, vandrede Ragna omkring med Søster Maja, besøgte det dyrebare Hvilested, min Høy, og Saras Grotte. Hun var da overalt paa de kiære Mindestæder. Vel var det, vi ikke opsatte at boe en halv Dag paa Vilhelmsminde til i Gaar, som vi først havde i Sinde. Da var der intet blevet af. Ney, man skal aldrig opsætte nogen Ting, som kan giøres strax. Vi havde ved denne Udsættelse havt en sand, sød Nydelse mindre. –

Jeg fik blot skrevet et lille Brev til min Lotta, intet til min elskede Catty, eller til Barna paa Festningen, der dog allerførst burde havt Brev. Men de skal faae det med – dog, det skal endnu, selv i disse Blade være en Hemmelighed, i hvor vel den er opdaget før I seer den her.

Min Hr. Søn har i disse Dage kiøbt sig en meget betydelig Eyendom, en af de største og bedste Gaarde her i Egnen, Kyke benamset. Den ligger ikke langt fra Ullensgr. Prstgrd. Gud give ham Lykke, den brave, flinke Gut! og derom bede I vist, I Dyrebare, alle med mig. Men han faaer nu saa travlt, baade med den og sine Forretninger, at jeg giør liden Regning paa at have ham hiemme. Selv i Dag, da jeg bliver saa ene, maae han bort, og er kanskee allerede afsted. – Men hvad er Ynglingen gavnligere, end at være i uophørlig Virksomhed? Dobbelt lykkelig, naar Lysten driver Værket, som Gud skee Tak her er Tilfældet, og den Unge saa tidlig kan begynde at arbeyde i egentlig Forstand for sig selv.

88Onsdag 15de Hvor min kiære Septbr skuffer mine Forhaabninger. Det har altiid, især siden jeg kom til Norge, været mig een af Aarets kiæreste Maaneder, fordi den pleyer være saa stadig klar og skiøn. Men i Aar er det ikke Tilfældet. Nesten hver Dag Regn, og naar det ey regner, mørkt, stille og Dødt. Gud skee Lov, det var blidt og godt i Mandags, da de Kiære reyste. Jeg haaber, de naaede Økeren betimelig, kom vel frem, og befinder sig alle vel efter Touren. Giid min Ragna ogsaa havde mødt sin Marieboe. – Toget til Vildberg gik for sig Kl 1: Tønder Lund, den eneste Chapeau, kiørte med Kista, de tre andre Jomfruer reed, Marie paa den lille President, Lina paa Mellins Rosinante, Kaja paa et lille bitte Dyr, Jess har kiøbt, det mindste Hestekrek jeg har seet – en Hoppe er det, og Barna har givet hende det smukke Navn: Pernille. Alt dette, min Catty, maae Du fortælle Din Syvald, for hvis Skyld det staaer her saa omstændeligt, og tillige, at det just skal blive Ridehoppe for ham til neste Sommer. Det var allerede mørkt inden de kom i Aftes. Blakiærtouren gik ind igien, da de, nær ved Sundet, mødte Frue Birk (hvem Besøget gialdt) der reyste til Byen, en længe udsat nødvendig Reyse. De vendte da om igien til Vildberg, var der til over Middag, og giorde paa Hiemveyen Visit hos Prctr Kroghs og Munthes, og tog sig en Flødegrød paa Houg, saa de ganske slog Vrag paa Vandgrøden, der stod paa Bordet da de kom. Det blev jeg endelig ogsaa nødt til at giøre, skiøndt uden at have spist Flødegrød. Det var nye, deylige Byggryn, men som ere bedærvede ved at males strax efter Beenmaling, saa de vare fulde af smaae haarde Been. Hu, det er fælt at tænke sig saadant Fødemiddel. Dog kunde de ikke tiæne dertil med mindre de bleve anderledes behandlede. Det var umueligt.

Hvor her var stille og ødt i Mandags og i Gaar. Det mørke Veyr bidrog ogsaa sit til at giøre det tristere. Jeg fik min Oversættelse af Bertha Waldeck færdig, læste i Hesperus (i Gaar) sov 89en qvægende Middagssøvn, og drømte Frue Møller, den længe lidende, taalmodige Korsdragerinde, var blevet yngere og vakrere, end da jeg for nogle og tyve Aar siden saae hende første Gang. Maaskee – faldt det mig ind da jeg vaagnede – er hun gaaet over til den evigunge Verden, hvor hun finder sin August og usigelige Glæder til Løn for det Heltemod hvormed hun har udholdt al sin Kummer, alle sine Smerter.

Da jeg nok mærker, dette Hefte ikke saa snart bliver færdigt, og at jeg ikke vil faae meget andet at fortælle i disse Dage, kan jeg ligesaa godt først som sidst rykke ud med en Plan, som jeg lagde paa Hiemveyen fra Byen. Den bestaaer da deri, at min Maja og Lina skal overraske vor velsignede Maja C paa hendes Fødselsdag, og deres kiære Papa. Fredag d: 18de, tager de herfra og til Økeren, hvor de faaer, om det er mueligt at tilveyebringe dem, Billetter til Comedien Løverdag, da der skal være en ret ugudelig Stads derinde paa Printsens Geburtsdag. Søndag bliver de over paa Tøyen, Mandag gaaer Touren til Borches, hvor de skal komme seent og blive inconetto – a la Siegfred von Lindenberg – Natten over, for tidlig, tidlig at være paa Auestad den kiære, kiære 21de. O, de skulde ikke reyse ene, havde jeg ikke saa nyelig været borte, og skulde jeg ikke om saa kort Tiid miste min gode Kista, som jeg nødig vil forlade i de faa Dage jeg har hende endnu. Men hvilken Glæde det vil blive Eder, I Dyrebare, det forudføler jeg levende. Jess følger Søstrene sine til Christiania, og vilde giærne følge dem lige til Auestad, blev det ham kun mueligt at være saa længe borte.

Ja men skinner nu Solen, skiøndt mat giennem de tykke Skyer, som dog maaskee den friske Nordvind kan faae adspredt. Gud give det. Vi vilde saa giærne været færdige med det meste Høstarbeyde til Skriverens Tilbagekomst, at han ogsaa her hiemme kunde finde alt vel og glædeligt. Og gav Gud os Tørreveyr i de 10 à 12 Dage han da sikkert endnu bliver borte, skulde vi nok faae alt Kornet i Hus, Rugen saaet, og ret være Stoerkare. Disse 8 Dages Regn og Stille har giort mangen Streg i vor Regning.

90Torsdag 16de «Hver fristes, nar han drages og lokkes af sine egne Begiærligheder» – Er der Een iblandt Eder, mine Elskede, som ikke har følt Sandheden i disse Ord, den løfte sin Stemme imod mig, og kalde mig et svagt, ubestemt, vaklende Væsen, naar jeg med al Oprigtighed tilstaaer Eder, at jeg siden tidlig i Dag til nu – to Timer før Middag – har staaet og gaaet og sadt, tvivlraadig mellem: Skal jeg? Skal jeg ikke? – «Hvad skal, og hvad skal du da ikke?» – Hvad jeg vil fordi jeg skal, og skal fordi jeg vil. – Jo, det seer I her. Alt fra jeg lagde Planen til den Overraskelse jeg havde tiltænkt min dyrebare Maja paa hendes Fødselsdag, lød det høyt i mit Inderste. Gladere blev dog din Maja overrasket, og din Koren med, og alle dine Kiære der, fulgte du selv med Ungerne dine.» Jeg har dog staaet mig kiækt mod den forførende Stemme, alt til i Dag, da alle tre Barna, og Kista og Telja traadde i Forening med den, og malede den forestaaende Overraskelses Scene nesten med ligesaa levende Farver som selve mit Hierte – o, det drog mig jo allerede stærkt nok hen, I Elskede, til Eder. Da jeg sagde: «Jo, jeg følger med» – skinnede Solen saa blidt inde som ude – thi det er en sand Septbr Dag i Dag – og Lina hvirvlede sig omkring, som dreyedes hun af Oberons Horn. Kista lover saa fremt Føret ikke for tidligt bliver høstligt, at blive saa mange Dage længere, som jeg er borte, og det beroeliger mig meget. Nu bringer jeg selv de to Breve jeg havde færdige, (dog det sidste kun halvt) før hiin store Resutution blev taget, det ene til Egersønnen, det andet til Festningsbarna; og Eder, I andre Elskede, bringer jeg mig selv heel og holden, og seer i Aanden de forundrede Øyne i hefter paa Eders Moer Koren, og troer at see eine Erscheinung. Det er nu blot den Smule Indpakning om at giøre, saa er Dagarbeydet fuldbragt. Dog et Brev til Maren Schieldrup skal jeg endnu skrive. I et Par Ord tilmeldte jeg min Rikke, som ventede mig Løverd: eller Sønd:, hvilken Fløyfille jeg var.

91Fredag 17de Kl 7. Dagb: var allerede henlagt for at føl at følge mig; men da der endnu er et Øyebliks Tiid, nytter jeg det til at sige Eder, at jeg i Gaar fik to kiære Auestadbreve, og lille Maja et, i Form af et Provstebrev, saa stort og langt, fra Faderen sin, skrevet paa Bogstad, hvor han var med sin kiære Vert og Vertinde, og fandt sig ret meget fornøyet. Det var første Gang han var paa dette saa vidt berømte Sted, hvor jeg heller aldrig har været, som hartad er Skam at være bekiendt. Om sin Hiemtour skriver den vidtløftige Skriver aldrig et Ord. Veyret er godt, begge Ungerne ere reysefærdige, paa det nær, at Marie endnu tegner lidt paa et for hendes elskte Navne udklippet udklippet] rettet fra: udflippet ved overskriving lidet Stykke til den 21de Septbr – Gud være med os! og give os alle de ventede Glæder af denne kiære Reyse.

Tøyen Løverdag 18de Nogle har han allerede givet os. – Kl halvni fore vi fra Hovind, ledsagede af alle de kiære Tilbageværendes Ønsker og Velsignelser. Da Føret var taaleligt Vognen let og Hestene raske, besluttede vi at kiøre de to Mile (eller lidt over) til Minne, og puste der des længere, men ogsaa kun der, da det var omtrænt Halvveyen til Økeren. Børnerne vare sultne, men stillede Hungeren med Æbler til vi naaede Bestemmelsestædet. Der bestilte vi Caffe, og tog vor medtagne Frokost paa en ret meget peen Sahl som denne lille nye Bygning overalt er meget net, og Vertinden artig og bliid) Vi havde just afspist, saa kom Mariboe fra sin Høelandsreyse. Da han tog did, mødte han sin Ragna og Ida og vor Sally paa deres Tilbagetour fra Hovind, og nu modtog vi ham der, for at følge med ham til Økeren. Han var ikke ret frisk, hvad vi bleve enige om, ikke at lade liden Rana vide og nu hun seer det her, er han med Guds Hielp længe siden rask igien. Vi drak Caffe sammen, og imens Smaaepigerne vare ude og pillede Tyttebær, talte vi alvorligt og ret hierteligt, som om det havde været min Wilhelm jeg sad hos. Men saa kom Wangesten 92med sin Søn Bodvard, for at tage til Byen, og da havde den alvorlige Samtale en Ende. Mariboe, allene i sin lille lette Vogn, jog foran, vi lidt sagtere efter, men dog saa fort, at vi snart tabte Wangensten af Syne. Ragna, Ida, og Moer Huwald modtoge os, alle lige glade ved vort Komme; alle Frue Huwald var blevet noget mager og meget bleg, og min Ragna havde heller ikke været vel den Dag (men ellers rask fra hun kom hiem) og var ret ilde tilmode fordi hun alle sine Bestræbelser uagtet ikke havde været istand til at skaffe Barna Billetter til i Aften. Den Fugl faaer de da lyde flyve, og værst er det for Jessegutten, som kommer ind i Dag for Comediens Skyld. Søstrene hans har nok at glæde sig til lell. Ida kiendte os alle igien, og var den samme velsignede Unge som altiid. Det var ikke efter Ragnabarnets Kogebog, at vi vilde tage saa snart derfra, og heller ikke efter Jomfrue Petersens, som havde Æble-Compot og Fuglesteg i Beredskab til Aftensmad. Oven paa Caffe, Thee og Smørrebrød kom Æblefadet ind, og min gode Ragna var ey tilfreds med at vi vare nødte til at lævne noget. Hvad der trøstede hende over vort korte Besøg var, at vi paa Hiemveyen i Følge med Faer Skriver skal blive een Dag over paa hendes deylige giæstfrie Økeren. Maja havde et Par Duer ind med til sin Ragna, der ogsaa deri er hendes Søster, at hun glæder sig saa barnlig i alle Smaaedyr. Det var nesten mørkt da vi kom hid. Lottamoer var i Mælkeboden, og lige af Vognen fløy vi over til hende, og mindre forundret end glad saae hun sin Christiane igien, og Barna vore, som hun har længtes efter i lang Tiid. Presidenten var ogsaa hiemme, og al Ungdommen, og her var et Leven paa de Unge og en Praten paa os Gamle den hele Qvæl, den Lotta og jeg sluttede med en Rabus.

Smaaepigerne ere nu nede i Byen for at see til sine Bekiendte, og om mueligt faae en Billet til Broder Jess, hvad dog vel neppe vil lykkes. Jeg hører, Egersønnen er her i Byen, og har nu sendt ham det Brev, jeg troede at bringe ham til Auestad, og Fader Pavels sit –

93Eftermidd: Kl: 4. Hr. Pavels – fortæller Andreas – slog Hænderne sammen, da han hørte, Moer Koren nu atter var paa Tøyen. Ja, der gaaer mange underlige Ting for sig i denne Verden og i denne Tiid, kiære Ven Pavels! Vi vil nu ikke engang tale om det store Festin i Morgen, i Anledning af Printsens Geburtsdag i Dag. Vi lever jo overalt, og tumler os overalt i et gaadefuldt Mørke, og man kunde, synes jeg, kalde denne Tiid Contrasternes Triumph, fordi alting, Rigdom og Armod, Overflod og den gustne Hunger, Haardhed, og Mildhed, og nesten alt hvad man tænker sig, staaer imod hinanden som en knyttet Næve mod et blaat Øye. – Presidenten spiser hos Thygesons i Dag, som har et Taffel paa 90 Couverts – – Min Jess kom da vi sad til Bords, og Giertz var med ham. Lidt efter kom Maja, Lina og Hanna, jublende ind og Maja lige til Broder sin med en Billet. De havde ogsaa vandret fra Herodes til Pilatus, og Frue Widing var saa god at overlade Jess sin, Maria for Madame Olsens, og Lina, mente hun, skulde nok faae hendes Mands. Nu ere de færdige at tage til Olsens. Det regner og blæser. Hvor heldige vare vi som havde saa deyligt, sommervarmt Veyr i Gaar. Hvor uheldig maae Festen falde ud, bliver det saadant Veyr i Morgen, da det i Hast opsatte Træe-Dandsehus, neppe er tæt nok til at holde Regnen, end sige den overalt giennemtrængende Vind ude. Gud give det ikke maae have sørgelige Følger for nogens Helbred. Gud bevare min kiære Ragna! Giid hun tog tidlig derfra, eller slet ikke derhen. Af Ragna hørte jeg i Gaar, vor Catty ikke tager til Ball i Morgen, kun hendes Mand og datter Christine. Nu tænker min Lotta at faae hende hid, og vor Sally, i Morgen, og saa vil vi slaae Sparto til hele Prindsestadsen, hvad virkelig reel Glæde angaaer, det veed jeg vist. – Paa Cathedralskolen har i Formiddag været Musik og en Tale holdt af Biskoppen. Tale, Middagstaffel, Comedie med Prolog, og Ball – hvad vil – hvad kan man mere?

94Mandag 20de Om Gaarsdagen er saa lidet og saa meget at sige[.] Saa lidet lader sig fortælle om den behagelige nydelserige Eftermidd‹…› – thi Formidd: tilbragte jeg i Sengen mellem Slumren og Vaagen, da jeg med Magt vilde jage Hovedpinen til Bloksberg, for at have ret godt af den øvrige Dag. Om den slemme Gast foer did jeg ønskede den, veed jeg ikke; men jeg blev den qvit, stod mod Middag op, og blev paakledt med Møye nok, da jeg var mat som en Sild, opdraget af sit Element. Jeg var netop blevet færdig med Toilettet da Vognen rullede ind i Gaarden, og bragte ikke allene de kiære Ventede, Catty, Sally; Petra og liden Syvald, men ogsaa vor ædle Treschow selv, til almindelig Fryd og Gammen. Sara, sagde han, var gaaet i Caution for, at han skulde blive velkomme‹…› og slippe for at staae bag Dørren eller sidde bag paa Dørtærskelen. Hvor meget hun vovede ved denne Caution, indseer I selv. Men han var ligesaa lidt en ubuden som uvelkommen Giæst, da jeg efter min Lottas Anmodning bad Alle som ey skulde paa Ball, og did tog Ingen fra hans Hus, undtagen liden Christine. Sally havde en Billet til Ballet fra Mariboe, men da hun fandt det mere festlig i den lille Tøyenkreds, skrev hun til vor Ragna, at Maja K: havde Lyst at gaae i hendes Sted, og det blev antaget med søsterlig Fornøyelse. Jess havde ogsaa faaet Billet overladt, og fulgte da alle Barna herfra, Hanna Bull og Lina undtagen, med Presidenten, der som Representant og Vert maatte tage tidlig ned. Ungdommen blev hos Olsens til Tiid var, kom hiem Kl: 4½, og havde fornøyet sig kosteligt, saa vidt jeg fik høre af Maja imens hun klædte sig af. Agatha havde blevet lidt upasselig, derfor toge de tidligere hiem end Marie havde ønsket, men jeg var glad over hun dog kan faae lidt Søvn før vi skal ud i Dag, som da ikke bliver før mod Middag. (Jo senere vi kommer til Borches, jo mindre Fare staaer det, at vor høye Ankomst skal blive røbet) Jess tog lige fra Ballet hiem til Hovind, og Giertz med. Hvem der ikke har havt det for plaserligt, er vor gode Presidenter, som har gaaet, staaet og sadt Chapeaubas den hele Nat, men med alt det tog nu ned i Stiftsretten, og var nok saa rask og lustig.

95Nu igien til vor Fryd og Gammen her hiemme. Kl. 4 kom min troe Søn Pavels herop med sin Marie og alle Glutterne. Han alene skulde paa Ballet, men vilde see sin Moer Koren og være her i det længste. Dog gik de tidligere, end Bestemmelsen var, da stakkels M: P: var ret meget forkiølet, og havde endogsaa ‹…›t ikke ubetydeligt Feberanfald mens hun var her. Det var ‹…›ltsaa i dobbelt Henseende barnlig kiærligt af de Gode, at de kom hid. Begge vare bekymrede for Egerprovsten, som maatte ile hiem Løverd: Aften og reyse hele Natten da han skulde præke ved Fiskum i Gaar, og var han heller ikke frisk, og ærgelig over

at have ladet sig saa godt som tvinge af Thygesons venskabelige Overtalelser til at spise der Løverd: Middag – hvor det gik herligt til, og blev siunget Viser af samme min Egersøn, Slotspræstsønnen, Platou, Wulfsberg, og St. Munk, dem jeg alle, tilligemed den af en Anonym glæde, og Gaaraftes siungne, bringer med mig til Auestad – og see! der kom Frue Lotta med en lille venlig Sæddel fra M: Pavels, som i Dag er bædre, og et Brev til Egervennen fra P: selv, med alskens ‹…›ig som han i den Hui og Hast havde glæmt, og jeg nu som en god Mama skal bringe med mig. Nu igien til Gaarsaftenen. Da Slotspræstens vare hiemvandrede, og Bredal, som var her en Stund, fulgt efter, bleve vi i vor Stilhed. Lidt blev spillet og siunget, mere pratet og det saa deyligt! Her sad Norges og Danmarks Treschow imellem alle os Qvindfolk, saa fornøyet og bliid, og stunddom vankede Anecdoter, hvoraf Lottamoer fortalte et Par til Beviis paa Nordmandens Kraft og Standhaftighed, dem hun selv havde været Vidne til, og saa gik vi igien over til Politiken, de mørke Skyer paa vor Himmel, der dog ikke kan betage hverken Treschow eller mig Udsigten i den lyse Baggrund, og Aftenen fløy som faa Minuter. Da de vare tagne bort, lagde jeg en Soel-Cabale, mens Lotta havde lidt at sysle med, og denne som de forrige Aftener sluttede Rabusen. Comedien i Løverd: Aften var Fedor og Marie – eller Dolguroky, med en Prolog af Pavels, som jeg nu ogsaa fik, men ey har læst endnu. Meningerne om Spillet vare ulige. De Fleste fandt sig utilfreds med det Hele, dog især med Maries Moder, Frue Dunker. Jeg troer 96efter hvad jeg fra fordum Dage erindrer, at hun har sin meste Styrke i det alvorlig-comiske, det er at sige, gamle pertentelige Magdelone- og Jomfrue-Roller; i slige har hun ofte fornøyet mig ligesaa meget, som enyeret mig i de høyere alvorlige. De andre Hovedpersoner vare Frue Møller (Falsens Datter) Marie Schiøt, Capit: –Fedor, Thulstrup Menzikof –

Og nu maae jeg vække min M‹…›søl på papiret gjør enkelte ord på de neste linjene uleselige – Kl er 11 – og pakke ind. O i Morgen ved denne Tiid, da ‹…› og Ungerne mine længe, længe siden i Eders Arme, Dyrebare! – Borches ere her i Byen. Jess og Marie har talt med dem, og ‹…› veed at vi kommer til dem i Aften, veed at det er en Statshemmelighed, kort vor hele Plan. Gud give den nu maae blive udført som den er lagt, at vi, i det Du slaaer Øynene op for at hilse Din Fødselsdag, dyrebare Maja[,] kunde staae for Din Seng, og være de første Gienstande, Dit glade Blik faldt paa. Jeg veed ingen Plan jeg i lang Tiid har udtænkt mig med saa levende Glæde. Og min Koren? Vel drømte jeg en Nat paa Hovind, at jeg kom kiørende ind i Gaarden paa Auestad, saadan som jeg tænker at komme i Morgen med Marie og Lina, og at Skriveren gik der, røgende paa sin Pibe, men sagde ganske phlegmatisk: «Ih see, er du der» Men det Modsatte af en Drøm pleyer jo altiid træffe ind.

Og hvilke Udsigter til mange glade Dage! Nu først de faa men des nydelsesrigere paa Auestad, saa Giensamlingen med alle de Kiære her, og saa har jeg min fromme Lottas Løfte saa halvveys, at hun følger hiem med os til Hovind for nogle Dage, og at da med den Hest, som henter hende, liden Han‹na› Bull skal komme ud til sine Veninder. – En Dag paa Økeren har ogsaa Skriveren at giøre Regning paa, og vi med ham.

O Gud lad nu alting svare til vort Haab, og min Egersøn blive frisk, og selv kunde modtage af Moderhaand de Ting jeg medbringer, og alle, alle Giensamlinger være glade! Amen, det skee!

97Onsdag 22de Septbr Majakamret paa Auestad

Vidste jeg kun hvor jeg skulde begynde for at lægge Eder, Elskede, mit hele fulde glade Hierte for Dagen – Kunde I, istæden for disse døde Bogstaver see hvor den ene glade Tanke og Følelse fortrænger den anden, eller omvexler, thi fortrænges maae ingen af dem. For at have noget at gaae ud fra, for ikke at blande det ene i det andet, vil jeg paalægge mig den Tvang at gaae tilbage til det Øyeblik, hvor jeg slap i forrige Hefte –

Min Marie slumrede saa sødt efter Ballet, at jeg ey havde Hierte til, og ey heller fik Lov for min Lotta at vække hende. Dog, Kl: 11 maatte det kiære Barn vaagne, og ved et sagte Kys paa Kinden slog hun smilende Øynene op, og var hurtig paa Benene, og vi pakkede end hurtigere ind, og vare reysefærdige ved Middagstimen; min Lotta vilde endelig vi skulde holde ordentlig Middag, og Presidenten bad os af samme Aarsag intet ordentligt Farvel, da han kom igien fra Byen og spiste, og da han gik hen at tage sig den Middagssøvn, satte vi os i Vognen, forsynede med Smørrebrød Æbler og Blommer. Det gik nok saa deyligt til Ravnsborg[.] Lina var vel noget hæs, men ikke mere end at det morede os. Af det første Egetræe vi kom forbi, maatte Gunder tage os tre Qviste, og med dem holdt Ungerne et Spectakel uden Maade. Paa Ravnsborg drak vi Caffe, og gav for den og Høe til Hestene 9rd. Paa Gillebek, hvor Barna vare trætte og søvnige, bad jeg om Thee for at de skulde faae lidt at varme og friske sig op med, og til den blev færdig, satte de sig i hver sit Hiørne af Sophaen, og jeg ved et Bord med Haanden uden Kinden. Det bankede. «Luk op!» sagde jeg, og ind kom en Lytnant, høy saa han knap kunde gaae ind af Dørren uden at bøye sig, i fuld Reysedragt og væbnet, en vakker ung Mand for Resten. Det var Lieut: Flood fra Schien, og da han kom lige fra sit Hiem, og hørte jeg var der, vilde 98han bringe mig en Hilsen fra sin Moder, den gode Søster Inger. Dette bragte Liv i Ungerne, og da han var gaaet, kom den usle røgede Thee, som jeg ikke kunde drikke ‹…› en Kop af, og den kostede hverken meer eller mindre end 2rd pro persona.

Kl var henved 9 da vi toge fra Gillebek, det var dygtig mørkt, men jeg stolede paa Gunder og de gode kiendte Heste, og det gik alt godt, kun vare vi i Angst for Lina, som faldt i Søvn, da hun slet ikke kunde snakke mere, det arme Barn, og vi ikke see mere, enten hun sad i Vognen eller ikke. Dog kom vi alle heele og holdne (paa Linas fløytne Stemme nær) til Nella Kl 11. Der drak vi god, urøget Thee, spiste Smørrebrød og gik til Sengs, hvad vi af alt længtes mest efter. Jeg var halvveys glad over, det var saa seent, da Fristelsen: at være Auestad saa nær uden at ile did, let kunde blevet mig for tung. Jeg havde bedt Nella og Borch blive liggende om Morgenen, og at vi maatte blive vækkede Kl 5. Men jeg vaagnede længe før, tænkte paa den forestaaende Glæde og velsignede min Maja og Dagen, som gav mig hende. Der var saa tyst i Huset, det var ikke ganske lyst endnu. Endelig kom Pigen, og lidt efter Rikke Møller, Nellas Søster, med den prægtige styrkende Caffe, skiænkede for os, hialp os alle, og var nok saa snild og geskiæftig. Det regnede stærkt, og de spaaede, at om vi vilde blive en halv Time, skulde vi faae bædre Veyr, men kunde noget Veyr holde os? Og saa gik det, og vi saae det kiære Auestad langt borte, og jeg var færdig at bede Gunder kiøre i Trav op ad Bakken. Endelig holdt vi i Gaarden, og gav Rachel og den tililende Mathias et Vink om Taushed, som de forstode. I Forstuen saae ud som i Jerusalems Forstyrring, der var Stilladser og Gipsere, og da vi havde faaet det vaade Reysetøy af, og jeg vilde flyve op ad den kiendte Vey til Majas Sovekammer, blev jeg standset af tilspærrende Gipseanstalter, og maatte søge hende i en anden Fløy af Huset. Børnene fulgte mig ligesaa utaalmodige som jeg. Da jeg aabnede Dørren, stod 99Rachel for Sengen, men havde taugt som en Mur, skiøndt Maja saae paa hendes hele Væsen, at hun havde noget glædeligt at fortie. Og nu den Forundring, den Glæde, de Omfavnelser, o, Alle, Alle maae I kunde tænke Eder det mere levende, end jeg her kunde male Eder det.

Derfra gik det til Skriverens, Kammer, først med Barna, saa med mig, og var Da capo af foregaaende Scene. Imidlertiid kom Faer Cappelen tilbage fra Byen, og mødte Marie og Lina, studsede, kyssede dem, og spurgte om Moer var med? Ney! svarede de kiækt, og Marie undrer sig endnu over, at hun kunde lyve saa friskt, og det for Faer C – Men vist en Time varede det, inden Maja kom i Klæderne. Vi vare som halv berusede, spurgte uden at vente Svar, svarede uden at blive spurgte. Ved Theebordet begyndte vi at blive lidt ædrue, og nu lovede Faer C (han havde ingen Rus, paa Skriveren syntes heller ingen – men derfor ere de ogsaa adstadige Mænd med graat Haar) som atter tog til Byen, ikke at sige Barna der et Ord om vor Komme, men blot skynde paa at faae dem op. Da de kom, saae de Marie for Vinduet, og løb hun og Lina dem imøde, men jeg stod stille her bag Dørren. Realf kom først med sin Otilia paa Armen, som tæn Maja bad ham bære herind. I det han saae mig, brød han ud: «Aa saa Død og Pine!» og havde nær kastet Ungen sin ned i Forbauselsen. Hans Thrina fulgte ham, hørte hans Udraab, saae sin Moer Koren – O ney, saaledes at elske og være elsket maae dog være den eneste Forsmag vi hernede kan have paa Himlens Glæder. At Otilia var saa rask igien, Peer som altiid, begge saa velsignede, maatte saa være, at Intet skulde mangle i vor Glæde. Det varede ret længe, inden vi kom ordentlig til vor Snak og Tale. Vore smaae Geburtsdagsgaver bleve modtagne saa hierteligt som de vare givne. Deres eneste Værd havde de fra de Hænder der rakte dem. Det var fra mig et lidet Naalehus, havde hørt min Sara til, fra Maja et peent klippet Stykke, fra Lina en Tandstikker; fra vor Sally bragte jeg en Halsstrimmel, 100og et Brev. som vi fik af det kiære Barn da vi reyste hid og holdt uden for Moestues Port efter Aftale. Nær havde vi taget hende selv med, og hun havde ikke ugiærne ladet sig tage hid. Med nye og gamle Geburtsdagsforæringer smykkede sig den nyefødte Maja. Af sin Thrina fik hun en Tollekniv, og af sin Realf en selvgiort peen Ting, som vi intet ret Navn veed paa, men som bruges af Botaniserende at giæmme Blomster i paa Sommervandringerne. – Ved Bordet, serveret med Vindruer, Meloner og Pærer og Æbler (Printsen har det ikke saa gilt) kom den bedste Bærviin for en Dag; men dermed var han Faer siøl ikke fornøyet: «Andre Glas, Mathis! lange Glas!» bød han, og see, den Champagne, som var bestemt ikke at see Lyset før ved en Fredsfest, kom nu frem, og som den kom – traadde Egersønnen min indad Dørren. «Vi aade og drukke og vare glade» – og deyligt og sødt gik den hele velsignede Dag, som Egervennen vor endte med Claverspil og Sang, og med at læse nogle Sange i en meget heldig Oversættelse af Ossian, som han bragte vor Maja paa Venskabsaltaret. –

Det er i Dag Torsdag 23de Og nu kan jeg roeligere fortælle – ak, hvad jeg i Gaar var saa utaalmodig over ikke at kunde faae udbasunet over hele Norges Land, hvad I da Gud være lovet! Alle veed før I seer det her: mit glade tillidsfulde Haab gaaer sin Opfyldelse imøde. Retfærds Gud har ikke vendt, kunde jo ey vende sit Aasyn fra sit troefaste Folk: Fredens Engel smiler giennem milde Veemodstaare til sit elskede Danmark og Norge. O Gud, Retfærds og Godheds Gud! vi love, vi prise dig! – Da vi sad her i Gaar Formiddag i god Roe, see! da kom her en Sæddel med et Iilbud fra Faer Cappelen. Hr. Frederich modtog den, læste, læste høyt og jublende Napoleons Seyre, de Danskes Tapperhed, den Danmark lovede Erstatning. Det var intet løst, blændende Rygte, det var skrevet til Rosenkrantz fra hans Broder Ministeren, vi tør troe det, vi tør juble – og vi jubler. O mine Kiære paa Hovind veed det ikke endnu, først med Posten Søndag faaer de de 101trøstende, Tidender, og maaskee først Mandag med os. Dog mueligt bringes de dem før. Gud give det! Man kan jo aldrig glæde sig tidlig og længe nok i dette korte Liv –

Ingen Fremmed var her i Gaar, Ingen var her uden de elskede Barna vore, og lille raske Peergutten med dem. Min Thrinasara saae hiem til sin Otilia, som hun ikke torde tage hid da det blæste stærkt. Første Gang kom hun igien, men anden Gang holdt Glutten hende hiemme. Egersønnen min kunde ikke blive længere end at han kunde være hiemme i Lyse, da han havde Kornuddelinger der skulde rives tilside før Aftenen. Denne gik for os stille og behageligt med Snak, Arbeyde, og Rabus. Skriveren og Realf sad – og saa sidder de endnu – snedkerende snart hver ved sit, snart begge ved et Bord. Nu er begge Majaerne oppe at ordne store Majas Flora, og imens har jeg snakket alt dette med Eder, Elskede, her i det nu saa elegante smagfuld elegante Majakammer, der nu er complet færdigt, det første af alle Værelserne som er og ogsaa burde være det. Vor Sarathrina kommer til Middag. Og uvist er det vel, om jeg siger Eder mere herfra denne Gang, da Hiemreysen skal tage sin Begyndelse i Morgen. Dog bliver Dagbogen liggende her i det længste, saa I maaskee endnu faaer et Farvel herfra.

Fredag 24de Her har I det. Om en Time forlader vi det kiære Auestad. Veyret er godt, alt er godt, Lina har faaet ganske sit Mæle igien. Alt er godt! ak men saa kort et Besøg giorde jeg dog aldrig før hos Maja mi. Men Gud skee Lov for de glade, rige Timer! – I Gaar vare vi som forrige Dag i sød Roe. Unge Mad: Stibolt og hendes Søster vare her et Par Timer, Borch endnu kortere, og for Resten vare vi unter uns. Dertil hører, kan I tænke, at Barna vore vare her hele Dagen. Ja, da min velsignede Sarathrine havde fulgt sin Otilia hiem, kom hun op igien, i hvor sent det var, for at holde Moer Koren Helg – saa kalder det kiære Barn det, ligesom i forrige Tider mine i Norge 102første Døttre, Catty, Malla og Sally kaldte det – i det længste. – Gud signe Eder alle, I Dyrebare, for hver Stund! for hvert Beviis paa en Kiærlighed, der giør mig saa lykkelig. Guds Fred hvile fremdeles som hidtil over Eder, Gamle og Unge, Store og Smaae! Farvel! – Farvel fra Auestad. –

Hovind.

Michelsaften Ja, I har Ret, Elskede! det var en lang Pause; og ey mindes jeg den Tiid jeg i saa mange Dage ikke havde Pennen i Haanden; thi det har jeg ey havt siden jeg sagde Eder Farvel fra det velsignede Auestad. Vi forlode det Kl lidt over 10. Realf kom med sin Peer, som han drog i den lille pene Vogn han selv har giort til ham, og efter kom Sarathrine saa fort hun kunde, for endnu at sige Faer, Moer og Søstre et Farvel. Thrina kiørte med os til sit Hiem. Jeg forlode de Kiære med saa let et Hierte: jeg saae dem jo Alle saa glade og friske og lykkelige. O, ikke for meget, meget vilde jeg have denne hele glade Tour ugiort. Alting fra Begyndelsen til Enden var saa ønskeligt, ikke een af mine mange Forventninger slog feyl. Der sad jeg, da Sarathrine havde nikket til os fra sin Haveport, med de andre kiære Ungerne mine, og vi nøde alle de deylige Timer igien ved at tale om dem. Imellem kastede vi et Ord til den bagefter gravitetisk kiørende Skriver, spiste Æbler og Pærer, fik flere underveys af Apotheker Stillesen fra Drammen, som var et Stykke i Følge med os, drak Caffe paa Ravnsborg, mødte den jovialske Proffer Horn og slog en Prat af med ham, og kom i betimelig Tiid til vort kiære Tøyen, hvor vi modtoges, som Gud være lovet overalt, med Fryd og Gammen. Alle vare hiemme, Presidenten undtagen, som først kom imod Sengetiid. Men her mødte os en Smule Modgang. Ingen havde hørt noget til de glædelige politiske 103Efterretninger, ingen Bekræftelse har vi siden faaet paa dem; kun om de til Trundhiem indbragte Skibe vilde man vide noget. Det skal da være Sandhed, og med Guds Hielp er det ikke det eneste. Derimod fortalte man her at en stoer Deel af London ved Revolution skulde være afbrændt, hvad dog ogsaa fandt mange Modsigelser, og tilsidst blev ganske gienkaldt. Men nok om alt dette, som I mueligt veed bædre Beskeed om, naar I læser dette, end nu.

Løverdag var jeg meget syg den hele Dag. Min troe Catty kom op med sin Syvald, og blev paa Tøyen til Mørkningen; men jeg kunde lidet eller intet tale med hende, endnu mindre med min kiære Lotta, da jeg knap orkede at aabne Munden, og det var dobbelt kiedeligt, fordi jeg havde saa uendelig meget at fortælle om min lille Reyse. Der blev intet af Reysen til Økeren. Da jeg var ganske færdig, maatte jeg lægge mig, og min Koren skrev et Par Ord til den hulde Ragna, som ventede os saa længselfuld, og blev hiertelig bedrøvet over at hendes Moer Korens Upasselighed var Skyld i Udeblivelsen. Rathje kom op om Aftenen, og Schioldager – (dog ney, det var Fredagsqvellen Schioldager kom –) og imens Mændene talte om Alskens Oeconomie, spillede vi Rabus, Lotta og jeg, og Ungerne spillede, sang, dandsede og floxede i Hvidstuen. Saa kom Søndagen, og lige syg og mat stod jeg op, klædte mig paa, og blev jeg ved at være, saa jeg ey torde giøre Regning paa nogen ret glad Dag, som ellers altiid er mig vis paa Økeren. Da vi ey kom Løverd: vare vi ude i god Tiid om Formidd: Ragna gik i sin Morgendragt og stellede med Borddækningen, og skiøndt selv lidt skranten, blev hun munter og glad da hun saae os, og jeg blev bædre og bædre, spiste, drak Madera, og følte mig raskere end jeg torde ventet. Ida kiendte os igien allesammen, og holdt sig til sin Marie og Lina. Selv da vi ved Hiemkomsten fra Drammen 104mødte Mariboe, Ragna og Ida, der kom ned af Bakken ved Tøyen Alleen da vi holdt der (de skulde til Omsens om Aftenen) kiendte den søde Unge os og raabte: Marie! Lina! Moer Koren! og Skriveren! –

Onsdag, 29de Længere kom jeg ikke i Gaar, og naar jeg kommer lidt længere frem, skal I undres over, at jeg kom saa vidt. Nu ere vi da paa Økeren. En Stund efter os kom Sally. « Hvad seer du efter?» spurgte jeg Skriveren, som stod og stirrede ud af Vinduet. «Der kommer et Menneske; det er nok Sara» – gienmælede han, og det klang saa snurrigt at vi alle sammen begyndte at lee. Det var lille søde Sara. Foruden os var min Treschow og Catty, og alle Barna deres der, Maja Pavels, Hanna Moestue og Rathje – altsaa, som I seer, et prægtigt Compagnie. Fader Pavels var paa Asker Prstgd. i Landemode. Behøver jeg nu at sige Eder mere om, hvor deylig Dagen var? Vor Sally gik tidlig hiem, da hendes Broderkone nyelig er kommet i Barselseng, og det kiære Barn ey nænte at være længe fra hende. Den største Deel af Aftenen gik ved Claveret, hvor min elskte Catty spillede for os med sin gamle varme Velvillie. Efter de kiære alle vare borttagne, sad vi endnu en Stund i god Snak. – Jeg var frisk, min Ragna ligesaa, og en sød Søvn fulgte paa den behagelige Dag. At lille Maja og Lina fulgte deres Sally hiem, og fore vild paa Tilbagegangen, saa de kom op mod Linderud inden de bleve Vildfarelsen vaer, hører ogsaa til Dagens Begivenheder.

Mandag Morgen tog vor brave Vert Skriveren med sig til Papir- og Kort-Fabrikket, og var min kiære Lotta kommet en god Stund før de kom tilbage. Derved, og ved Frokosteringen og Pratingen, gik den ene Time efter den anden, saa Kl ey var langt fra 12 inden vi forlode det vakre, giæstmilde Økeren, det jeg nu neppe seer igien før jeg kan lykønske de Gode med en Broder eller Søster til Ida, der dog slet ikke længes efter at faae denne Broder eller Søster, men siger, naar man spørger hende herom: «Moer 105aldrig faae smule Barn, ellers faaer Moer Riis. Moer bare holde af Ida.» – Veyret var som da vi toge ind, som paa vor hele velsignede Tour, sommerlig varmt og skiønt. Paa Moe toge vi vor Madsæk frem. Den kunde holdt os til Trundhiem, saa rundelig var den, og den Dag i Dag spiser jeg af Din Ost paa mine Smørrebrød, bedste Ragna. Ogsaa Lotta havde Niste med sig, og med Æbler vare Poserne forsynede, saa hverken Siæl eller Legeme manglede Næring. Ungerne, Lina især, vare rent forstyrrede, og holdt hun det i en Sang og Spectakel alt lige hiem. Min Lotta var ret tilfreds med at hun lod sig overtale til denne Tour, og give Gud den maatte skaffe hende mangen glad Stund endnu. Da vi kom her i Alleen, saae vi det lyse dygtig i Stuen, og troede først det var til vor Modtagelse, og at de ikke vidste, et <...><...>] trolig forkortelse for: bismerpund Lys koster 120rd (d: Crt) men saa kom den gode Hertel ud med Jess, Kista, Telja, og alle de øvrige og modtog os, og inde fandt vi hans Kaja, Mad: Gladtved og Jomfr: Øiset. Stakkels lille Moer Hertel er atter meget svagelig, men dog saa munter. De bleve her til i Gaar over Middag, og derfor, seer I, er det gaaet langsomt med Journalen. Nu er den blide Eftersommer, lader det til, forbi. Det er en skrækkelig kold Nordvind, og da vi i Gaar saae det snede i Fieldene, syntes vi ikke det var for tidligt at lægge lidt i Ovnene. Der brænder det da saa smaat baade i Gaar og i Dag. Tiden er jo ogsaa til det, allerede Michelsdag. Det værste er, vi ikke kan komme lidt ud. Vi var en Tour i Haven i Gaar og saae hvor godt alt staaer, som nu optages, at Kiælderne kan blive fulde som Laderne. Alt var indhøstet af Marken, Korn og Potetes, Rugen saaet, andre Høstarbeyder giorte, saa min Koren ret var siæleglad i at see sit Hiem igien. Men han fik ikke see stort, da han i Gaar Morges maatte paa en Forretning, og kommer først tilbage i Aften. Men saa Gud skee Lov fordi vi igien ere samlede saa glade! og fordi vi har vor Lotta, der kom saa uventet til Hovind som vi til Auestad og fordi disse Dage har været saa rige, rige paa Glæder!

106Nu sidder Lotta og spinder Uld til mig til Vinterstrømper – hun vil da fortiæne sit Ophold her, seer I, men hvad synes I om Moer Koren, som tager imod saadant af en besøgende Presidentinde? Dog, kan man giøre bædre imod sine Venner end lade dem have sin Villie? og det er altiid Lottas Villie at fornøye og gavne og ikke være ledig. Maja spinder hviid, Lotta sort Uld, (thi spraglede skal Strømperne være) i Kap, og mellem dem sidder Lina og Kaja og karder. Saadan Overhaand har Flittigheden her i Huset.  –

I Dag venter vi Maren Skieldrup, som skal komme istæden for min troe Kista, der forlader os paa Søndag. Jeg har længe lovet at følge hende til sin Broder, hvor hun bliver nogen Tiid, og nu maatte Moer Bull love Hertels at komme did, saa følges vi alle ad paa Søndag til Rotnæs, hvor Lotta og jeg bliver Mandag over, da hun tager lige derfra til sit Hiem, naar jeg tager til mit.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbok 1813

Christiane Korens dagbøker fra årene rundt 1814 er blant våre viktigste tidsbilder fra denne perioden. Dagbøkene sirkulerte i vennekretsen, der Christiane Koren ble omtalt som «Moer».

Christiane Korens dagbøker:
1808
1809
1810
1811
1812
1813
1814
1815
Reisedagbok, Hurdal 1798
Reisedagbok, Danmark 1802 (kommer)
Reisedagbok, Kongsberg 1805

Christiane Korens dagbøker utgis i Nasjonalbibliotekets kildeskriftserie NB kilder.

Les mer..

Om Christiane Koren

Christiane Koren var født i Danmark. Hun kom til Norge i 1788, nygift med sorenskriver Johan Koren. Koren døde på Hovind i januar 1815, 51 år gammel.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.