Korrespondentbrev til Drammens Tidende 1851–1859

av Aasmund Olavsson Vinje

1851






Nr. 1/1851; onsdag 01.01.

Journalistiken

I.

Allerede i de første Aar, efterat Bogtrykkerkonsten var opfunden, kunde det ikke undgaa Nogen, der tænkte over dens Natur og Væsen, at den maatte blive en Verdensmagt. Ligesom derfor alle Oplysningens Venner inderligen glædede sig ved Tanken om, at Aandens høieste Goder ogsaa kunne blive Menigmand til Deel, saaledes se vi, at de aandelige og verdslige Magthavere, hvis Indflydelse altid har hvilet paa Uvidenhedens Søiler, strax begyndte at frygte og hade denne ædle Konst. Allerede i 1479 begyndte man i MayntzMayntz] Mainz med at undertrykke den, og den var saaledes ikke mere end nogle og tredive Aar gammel, da den som en anden Menneskehedens Forløser blev dømt tildøde af Mørkhedens Magter. Men ogsaa den bar Livets Kilde i sig og kunde derfor ikke være underkastet Forkrænkelighedens Love. Dens Forfølgere maatte saaledes imod deres Villie forberede den ny Seire. 400 Aars Erfaring har imidlertid ikke kunnet overbevise de Styrende om det Faafængte og Hensigtsstridige i at undertrykke den fri Aand, som vil udtale sig igjennem Pressen. De rase fremdeles mod den, og ikke mindst i de allersidste Dage. Herskerne have en kort Hukommelse og Historien synes ikke at være til for dem. De have ingen Følelse for, hvad Menneskeheden har lidt, og dette har bragt lidende Folkeslag til Fortvivlelse.

Pressens Virksomhed var naturligviis i de første Aarhundreder efter dens Opkomst mindre udstrakt. Læsernes Antal var lidet, da man saagodtsom intet Andet havde at læse, end græske og latinske Forfattere. De europæiske Folkeslag havde endnu ikke nogen Nationalliteratur, og den simple Mand var saaledes henviist til sig selv og den Kundskab, som hos ethvert Folk skyder frem af Erfaringens dybe Grund.

Kundskaben kunde imidlertid efter sin Natur ikke længe være indskrænket til de Lærde alene. Den gik gradviis over til Flere og Flere, og det store Folk stod ikke længere ganske udenfor Straalerne af dens Sol; de moderne Literaturer begyndte at udvikle sig; latinske og græske Ideer begyndte at gaa over i det Nationale og et nyt Liv begyndte at røre sig. Klassiciteten steg ned fra sit kolde og fornemme Sæde og vandrede som en ægte Borgerkonge om blandt sine Undersaatter, løftede høfligt paa Hatten til den ærbødigt hilsende Mængde og vandrede ikke sjelden om blandt de gode borgerlige Mænd, spurgte dem om deres Trang og Fornødenheder, hentede Erfaringens rige Skatte fra deres sunde Bemærkninger og lovede efter Evne at afhjælpe deres Mangel og Nød. De eneste Bøger vare ikke længere store messingbeslagne latinske og græske Folianter; man spækkede ikke saa meget sine uhyre Kvartbind med Gloser af disse nævnte Sprog, naar man undertiden nedlod sig til at skrive i sit Modersmaal, som man ikke kjendte; men Bøgerne bleve nette og letfattelige og saaledes skikkede til at vandre om i Husene og vække Liv, Virksomhed og Glæde.

En saadan almindelig Literatur, der formaaede at sænke sig ned i Folket, er dog egentlig et Barn af dette Aarhundrede. I de forrige fortabte man sig gjerne i theologiske og philosophiske Stridigheder, der i Regelen kun havde Værd mellem de Lærde indbyrdes. Det er en saadan Virksomhed HolbergHolberg] Ludvig Holberg i sin Peder Paars anskueliggjør os ved at lade Lærde slynge tykke Folianter i Ansigtet paa hverandre. Vel begyndte der lidt efter lidt at afsætte sig noget Folkeligt, og navnlig tog det forrige Aarhundrede, især dets sidste Halvdeel en saa eiendommelig praktisk Retning, at den nyere Tids halve Mystikere, halve Philosopher og hele Supranaturalister have kaldt det «Oplysningens» og have i dette Stikord lagt sin hele Ringeagt for denne Tidens Retning. Men denne Oplysning blev dog ikke almindelig, hvormeget man end lagde Vind paa at gjøre Videnskaben tilgjængelig for den simple Mand. Det var de høiere Stænder og Embedsstanden, som blev dannet og oplyst i hiin Periode, hvis Stræben i enkelte Retninger man dog bør indrømme hovedsageligen gik ud paa at gjøre Alt fladt og forstaaeligt og berøve Livet sin Poesie og religiøse Tro. Ved at indrømme dette maa man aldrig forglemme, at det var denne Aandsretning, der bragte den sande Humanitet, Menneskekjærligheden og Følelsen for den Fattiges Nød og Ulykke til Bevidsthed, at den afklædede Krigen sin falske Glorie og udviklede Theorierne for en Nations Lykke og Velstand. Fra den Tid skrive sig Bøger, som rigtignok først længe efter stege ned i Bondens Boghylder, f. Ex. HelmuthsHelmuths] Johann Heinrich Helmuth, tysk naturvitskapsmann Naturlære, SalzmannsSalzmanns] Christian Gotthilf Salzmann, tysk pedagog og BastholmsBastholms] Christian Bastholm, dansk teolog Skrifter og Oversættelser af franske Philosopher, som VolneyVolney] Constantin-François Volney, fransk filosof og CondorcetCondorcet] Nicolas de Condorcet, fransk filosof og Flere. Haand i Haand med Udbredelsen af populære Skrifter gik ogsaa ganske naturlig en Forbedring af Almueskolevæsenet, der egentlig kan siges at begynde med dette Aarhundrede, og navnlig er dette Tilfældet hertillands.

Man fandt det imidlertid ikke tilstrækkeligt at virke til Oplysning alene ved indbundne Bøger. Ved det politiske Livs Opvaagnen med den første franske Revolution, ved den derved aabnede Konkurrence i Handel og Vandel og ved den stadige Forbedring i Kommunikationsmidlerne blev det ligesaa interessant som nødvendigt, at Begivenhedernes Gang blev almindelig bekjendt, at Ideerne med Lethed bleve udvexlede og Menneskene bleve satte i en levende Forbindelse med hverandre. Hertil kunde Bøger ikke være nok; Dagbladsliteraturen, (Journalistiken) begyndte. Journalistiken begynder med den moderne Civilisation; Friheden fostrede og beskyttede den, og i de Lande, hvor der ingen Frihed er, der er heller ingen Journalistik; dens Historie er saaledes de enkelte Folks politiske Frihedshistorie.

Efter disse almindelige Forbemærkninger skulle vi levere en kort Udsigt over Journalistiken i de forskjellige europæiske Lande og specielt forfølge dens Historie hertillands, samt opstille de Fordringer, man maa gjøre til en Mand, der nutildags giver sig af med at være Journalist.

II.

I England har Friheden havt et fredet Hjem lige fra Begyndelsen af det trettende Aarhundrede, da Kong JohanJohan] Johan utan land, engelsk konge udstedte sit bekjendte Frihedsbrev. At den imidlertid igjennem Middelalderens Aarhundreder og under de Storme, der bebudede den ny Tids Anbrud, ikke kunde udvikle sig til en nogenlunde fuldendt Form, var Noget, som deels maatte ligge i Tidsalderens almindelige Barbari, deels i enkelte despotiske Kongers Regjeringssæt, f. Ex. Henrik den 8desHenrik den 8des] Henrik VIII, engelsk konge og Stuarternes. Den egentlige engelske Frihed skriver sig derfor fra dette sidste Dynasties Udjagelse 1685 og Vilhelm af OraniensVilhelm af Oraniens] Vilhelm av Oranien, engelsk konge Indkaldelse. Fra denne Tid finder man Trykkefriheden varigt hævdet i England og Begyndelsen til en politisk Bladliteratur. Man turde offentlig yttre sig om Regjeringens Politik og Landets Anliggender. Som et Exempel kan i saa Henseende anføres, at den danske Minister i London beklagede sig for den danske Prinds Georg,Prinds Georg] George, dronninggemal og hertug av Cumberland, òg kjend som Jørgen, dansk prins Christian den 5tesChristian den 5tes] Kristian V, dansk konge Broder, der var gift med Dronning Anna,Dronning Anna] Anne, engelsk dronning over at nogle danske Regjeringsanliggender vare fremdragne for Offentligheden; men Prindsen svarede ham blot: «Min gode Minister! England er ikke Danmark.»

Nu udviklede den engelske Journalliteratur sig Dag for Dag, og allerede omtrent i Midten af forrige Aarhundrede grundlagdes flere af de engelske Blade, der nu have en saa verdenshistorisk Betydning. I disse bleve Nordamerikanernes Fordringer diskutterede med ligesaa megen Dygtighed som i Parliamentet af Lord Chatam og Rockingham,Rockingham] Charles Watson-Wentworth, britisk politikar og Torry-ministeriets voldsomme Fremfærd mod Avisredaktøren WilkeWilke] John Wilkes, engelsk journalist og redaktør var en af de vigtigste Grunde til, at det maatte aftræde. — Under den franske Revolution kjæmpede Torry-journalerne mod Whighbladene ligesaa heftigt, som Torryernes Leder i Parliamentet BurckeBurcke] Edmund Burke, britisk politikar og filosof og PittPitt] William Pitt, britisk politikar og FoxFox] Charles James Fox, britisk politikar bleve i sine verdensberømte parliamentariske Kampe kraftigen understøttede af sine respektive Blade. Da NapoleonNapoleon] Napoleon Bonaparte, fransk keisar var styrtet og Fastlandet priisgivet til den hellige Alliance med MetternichMetternich] Klemens von Metternich, austerriksk statsmann i Spidsen, der fremfor Alt lod det sig være magtpaaliggende at kneble Pressen, vovede den ellers saa despotiske Lord CastlereaghLord Castlereagh] Robert Stewart, britisk politikar dog ikke at røre ved dette Engelskmændenes Palladium. Han maatte taale, at Englands Politik blev diskutteret, og Pressens frimodige og skarpe Daddel bidrog for Størstedelen til at fremkalde den offentlige Uvillie mod ham, der i Forbindelse med Napoleons hevnende Skygge bragte Lorden til at udskjære sin Strube med en Pennekniv. Det var den offentlige Stemme, udtalt igjennem Journalerne, som hævede CanningCanning] George Canning, britisk politikar til Udenrigsminister og gav ham Mod til at holde sin berømte Parliamentstale, hvori han fast udtalte, at England hellere maatte erklære hele Verden Krig end finde sig i sin daværende Stilling og se paa Slagteriet i Grækenland. «England», sagde han, «er Æolus; naar det oplader sine Vindsække, saa flyde Fastlandets Mariner som Vrag.»

De engelske Journaler bidrage ikke mindre end de parliamentariske Debatter til at hæve eller styrte en Minister; i dem maa han finde sin Støtte, skal han være mulig. Det var de liberale Blade, der ledede Gjæringen, som i Aaret 1830 styrtede WellingtonWellington] Arthur Wellesley, britisk politikar (hertugen av Wellington) og fremkaldte Reformbillen; det var ligeledes Journalerne, som eftertrykkelig udtalte Nødvendigheden af at ophæve Navigationsakten og Kornloven. Det er denne Journalernes respektindgydende Optræden og en parliamentarisk Holdning, der alene findes i England, der føre Samfundet fremad uden at skride over en Revolutions Ruiner. Man diskutterer i Parliamentet og i Journalerne Nødvendigheden af en Reform, og tilslut vinder den en saadan Kraft, at Aristokratiets velforstaaede Konservatisme ikke længere tør modstaa den. Saaledes skrider England stadig fremad uden at gjøre et overilet Skridt, der tvinger det til at gaa tilbage igjen. Der udvikle Forholdene sig historiskt, og Journalister og Statsmænd gribe Ideerne, som udvikle sig af Tidens Skjød, og give dem Liv og Virkelighed.

Alene i England, maa man gjentagende sige, er en paalidelig offentlig Stemme, Ministre, Parliament og Journaler. Det øvrige Europa vil heri efterligne England, der flyder ligesaa stolt paa Tidens Hav, som dets Tredækkere paa Oceanet; men det vil ikke ret gaa; man staar ikke paa en historisk Jordbund; Friheden er mere eller mindre pludselig falden med Døren ind i Huset og Folkene ere sprungne forfjamsede op for Manden med Trikoloren; Stole og Borde ere kastede overende som paa en Flyttedag, gamle Fatter rokker paa sin Natlue, Mutter korser sig og taber sit Strikketøi, de opløbne Gutter sparke Sengehalmen udover Gulvet og de gode Døttre springe fra Kjøkkenet og lade Middagssuppen blive sveden.

Stort skal det være, siger Ordsproget spottende, men Ordsproget maa blive til Alvor, naar man anvender det paa England. Dets Marine, Fabrikker, Jernbaner, Kompagnier og Journaler ere Lemmer paa denne Kjæmpekrop, der ere ligesaa proportionale som paa den belvederiske Apollo, eller maaske rettere: de danne en rhodisk Kolos, mellem hvis Been en Fastlandsskude kan seile. Uden at have den hele Stat for Øie, kan man ikke fatte det Kjæmpemæssige i en enkelt Virksomhedsgreen, saaledes som nu her, hvad Journalistiken angaaer. Det forekommer os næsten utroligt, at et enkelt Blad, som Times til Exempel, har sin egen Post og egne Dampbaade. Sætterne i Bladets Trykkeri angives forskjelligt; man er ikke saa prutten paa at sige nogle Hundreder formeget eller forlidet i et saadant Kjæmpeinstitut. Det samme er Tilfældet med Parliamentsreferenterne og de egentlige Redaktører. Naar nogle Beretninger sige Hundreder, sige andre femti eller derover; vist er det imidlertid, at der ere mange. — Ligesom Staten har sine Ministre i Verdens Hovedstæder, saaledes har Bladet sine Korrespondenter, der blive lønnede paa en saa engelsk Maneer, at de kunne holde glimrende Soireer, for saaledes at komme til Kundskap om de politiske Meninger, der bevæge sig i de høiere Samfundskredse. Udbryder der en Krig af Vigtighed, saa har Bladene sine Korrespondenter, der kunne skildre Stemningen og Krigens Gang for at give de egentlige Redaktører i London Stof til politiske Betragtninger, der forskrive Udenrigsministeren den Bane, han har at betræde. I den ungarske og slesvig-holsteinske Krig vare saadanne Korrespondenter. Arbeidets Deling er overalt gjennemført i England, altsaa ogsaa i de engelske Journaler; Statsøkonomer af Faget skrive over statsøkonomiske Gjenstande og levere løbende Bemærkninger til Handels- og Børspolitiken; en Historiker anstiller sammenlignende Betragtninger mellem angjældende Staters For- og Nutid og kaster sine politiske Blik ind i dets Fremtid. Mænd, der have gjort Parliamentets og Valgenes Historie til særlig Gjenstand for alvorligt Studium, skrive for eller imod Reformer i den Retning og — efter Opfordring af de ikke sjelden bestukne GesanterGesanter] retta frå: Gerant‹…›r — i Partiets Interesse. Bestikkelser synes overhovedet at være Politikens umistelige Haandlanger, og det er derfor ganske naturligt, at Ordet Politik i Regelen er blevet synonymt med Jesuitisme. Mennesket er dog virkelig ganske forunderligt; det vil ved Svig og Underfundighed befolke Himmelen og Jorden med lykkelige Borgere.

Vel ere Bestikkelser i den engelske Journalliteratur ikke drevne til en saadan Høide, som i den franske til Exempel, men dog ganske respektabelt alligevel. Det er imidlertid trøstende, at den menneskelige Daarskab og Fordærvelse mod sin Villie maa tjene Sandheden. Idet nu Whigh- og Torrypartiet ved alle Midler sætter sine Kræfter i Bevægelse, saa neutralisere de hinandens falske Retninger, og Sandhedens Funke springer ud fra denne Flint og dette hærdede Staal. «Naar Tyvene komme til at trætte, saa faar Bonden sin Ko igjen.» Men til et saadant Resultat kommer man alene gjennem en fri Diskussion; bliver den afskaaren, saa snige Mørkhedens Aander sig omkring i det Dunkle og dræbe, som den ægyptiske Mordengel, alle de Førstefødte.

Det er interessant at lægge Mærke til den eiendommelige Dygtighed, hvormed de engelske Journalister skrive. Et nogenlunde øvet Øie vil endog af en Artikel, der mangler Begyndelse og Ende, med Lethed kjende den engelske Journalist; der er noget saa historiskt Følgerigtigt, noget saa Overlegent, saa Ædrueligt og ægte Grundigt, at alene Engelskmænd ere istand til at skrive saaledes.




Nr. 2/1851; fredag 03.01.

Journalistiken

III.

Da Frankrig i Slutningen af forrige Aarhundrede rystede paa det gamle Træ, var Pressefriheden en af de Frugter, som faldt ned paa den moderlige Jord. Det hungrige Folk spiste af den, og — spiste sig sygt. De republikanske Journalers Sprog var nemlig lige saa vildt og blodigt, som Pøbelen, der dandsede Karmagnolen om Guillotinens blodige Stillads. Den rasende MarratMarrat] Jean-Paul Marat, fransk revolusjonær skrev, at Staten maatte aarelades, og Saint JustSaint Just] Louis Antoine de Saint-Just, fransk revolusjonær, at Staten var som det menneskelige Legeme; jo mere den transspireredetransspirerede] retta frå: transspirede, jo bedre var det. Napoleon,Napoleon] Napoleon Bonaparte, fransk keisar der betvang Revolutionen, lagde ogsaa Pressen i Lænker. De Blade, som ikke redigeredes ved leiede Svende, lod han i Frankrig som i Tydskland censurere af Politibetjente og Soldater. «Det er dog», sagde en aandrig Tydsker, «at drive en Forfatter til Vanvid, naar hans literære Arbeider skulle blive kritiserede af Hjørnestaaere (Eckensteher)». Napoleon foragtede «Idealisterne» og troede at kunne beherske Verden med Korporaler; men tilslut maatte han dog paa St. Helena erkjende, at Ideerne havde styrtet ham.

Under Restaurationen vare de franske Journaler i Opkomst, indtil Karl den 10deKarl den 10de] Karl X, fransk konge ved sine polignacske Ordonnancer vilde krænke Forfatningen og Pressefriheden. Men den var allerede voxet over Hovedet, og Verden fik da se, hvad Journaler kunne udrette, der med Energi og Dygtighed tale Sandhedens Sprog. Det var især ThiersThiers] Adolphe Thiers, fransk journalist og politikar og Carrel,Carrel] Armand Carrel, fransk journalist der ved sine Artikler i National væbnede den Magt, som udførte Julirevolutionen.

Ludvig PhilipLudvig Philip] Ludvig Filip, fransk konge viste sig imidlertid mistænksom og ligegyldig mod denne Magt, der hævede ham paa Thronen. Forresten har Historien vel endnu neppe kastet tilstrækkeligt Lys over hans Forhold til Dagspressen. Nogle Beretninger sige nemlig (Nord og Syd), at han sjelden eller aldrig læste Aviser og idetheletaget ikke kjærede sige om Andet end det «Lovlige,» der var hans, ligesom alle Skinmenneskers Gud; Andre berette derimod, at han engang skal have yttret, at en JaninsJanins] Jules Janin, fransk forfattar og teaterkritikar Pen var frygteligere, end alle Rocheforts Kanoner. Denne sidste Hyperbol er imidlertid mere trolig. Der skulde nemlig en stor Forblindelse til ikke at kunne se, hvor almægtig en Forfatter er i Frankrig, der har at byde over Grundighed, Lune og Vittighed. Men hvad der i alle Fald er vist, er, at Ludvig Philip bestak de bedste Journalister. Janin kom i Journal des Débats, som var «Borgerkongens» Organ, og en Forfatter skal have faaet indtil 200,000 Fr. for at tie. Der var dog alligevel lidt Godt i den Mand; han maatte vel tænke som saa: «forbyder min Interesse mig at gjøre noget Godt, saa skal jeg da ikke gjøre noget Ondt.» At han ikke havde læst Bibelsproget: «Hvo som ikke er med mig, er imod mig,» maa man tilgive en Franskmand.

Den franske Journalliteratur har i de sidste ti Aar udviklet sig til et Omfang, som truede med at sluge den hele Literatur. Man har klaget meget over denne Omstændighed uden at lægge Mærke til den Sandhed, som ligger i enhver Tidsudvikling, og uden at se paa det Behagelige og Lettilgjængelige i at faa Skjønliteraturens Frembringelser med Dagsposten. Hvad der hørte hjemme under den saakaldte Videnskabelighed, kom naturligviis ikke i et Dagblad. Forresten kan man sige, at der ikke existerer nogen Videnskabelighed i Frankrig, forsaavidt som man ved Ordet videnskabeligt altid bringes til at tænke paa noget Haartrukket, Halmtørt og aandsfortærende Opskruet, saaledes som vi Normænd og Tydskere absolut maa gjøre. Franskmændene forstaa den store Konst at kunne belive Alt, maaske med Undtagelse af Mathematik, der dog i sin egen imposante Konsekvence finder sin Poesi. Selv i juridiske Beretninger lægger den levende Franskmand Interesse; det naive Sprog maa ifølge sin Natur komme med vittige Indfald og morsomme Episoder, og virkelig saa man, at de franske Feuilletonsartikler omfattede den største Deel af den menneskelige Videns Gebet, ihvorvel det hovedsageligen var Romaner og Reisebeskrivelser, der udgjorde deres væsentlige Indhold. De franske Romanforfattere, der vare i Skuddet (Alexander Dumas,Alexander Dumas] Alexandre Dumas d.e., fransk forfattar Eugène Sue, Georges SandGeorges Sand] George Sand, fransk forfattar og Flere) fik et umaadeligt Honorar for sine Artikler. Dette gik en Tid godt, men tilslut sank Størstedelen ned til en haandværksmæssig Fabrikeren for hver Dag, og som en Kuriositet fortælles der, at Eugène SueSue] Eugène Sue, fransk forfattar i sin L’enfant trouvé lod Helten den ene Dag dø paa et Hjørne, og nogle Dage derefter fandt det nødvendigt at bruge ham frisk og rask. Victor Hugo,Hugo] Victor Hugo, fransk forfattar denne Tidsalderens egentlige Hovedmand i «den moderne Romantik», trak sig tilbage af Fortvivlelse over den almindelige Korruption i Literaturen, og levede i sløv Ligegyldighed.

Med Februarrevolutionen steg Bladenes Antal i Frankrig til det Utrolige; hvert politisk Parti og statsøkonomisk Sekt havde sit Organ, og Kampen blev ført med en Forbittrelse og Fortvivlelse, lig Julikampen, som den fremkaldte.

Proudhon,Proudhon] Pierre-Joseph Proudhon, fransk anarkist en af de moderne franske Journalisters Heroer, sidder nu i Fængsel, hvorfra denne «Guds personlige Fiende» af og til udsender Artikler, der ved deres sammensnørende Logik fængsle og ved sine Vittigheder og sarkastiske Vendinger vække Forbittrelse eller Begeistring. Proudhons Dialektik opløser det Bestaande i Atomer; man kan kalde ham en Inkarnation af den franske Journalistik, der ogsaa efter de sidste Lovbestemmelser ligger i Lænker som han. Hvorvidt den høie Stempelafgift og Fordringerne til at skrive med Navns Underskrift vil hæve den franske Dagspresse, er imidlertid tvivlsomt. Franskmændene ville nok vide at gjøre Lovbestemmelserne temmelig uvirksomme, og physisk Tvang vil vel nu ligesaalidt som før vise sig holdbar. Et rasende Skriveri kan alene blive fældet af en fornuftig Opinion; ethvert Produkt af den menneskelige Aand indeholder i sig selv Livets eller Dødens Spire, og Pressen maa tugte Pressen.




Nr. 4/1851; søndag 05.01.

Journalistiken

IV.

I Tydskland kunde ligesaalidt som i Frankrig være Tale om nogen Journalistik før 1789, da henved 300 suveræne Fyrster, mellem hvilke det tydske Rige var deelt, tillode ikke Nogen at nære den mindste Tvivl om deres faderlige Regjering. Det Eneste, Folk maatte skrive, var Poesi, Historie osv. Hofferne morede sig ved Poesi og holdt forresten den stakkels Digter for en uskyldig Nar, der gjorde ingen Mand imod. De fleste Digtere levede i Fattigdom og vare hildede af Tidens Pedanteri og fromme Tro paa Fyrsternes Ufeilbarhed. Poesi, Historie og videnskabelige Granskninger ialmindelighed undergrove imidlertid den Jordbund, hvori Despotismens Grundpillere vare nedrammede, og Tiden var saaledes forberedt til en kommende Frihed; men kriticere maatte man ikke, og det vilde da ogsaa have taget sig noget besynderligt ud at kriticere en Fyrste, f. Ex. Kurfyrsten af Hessen, der solgte Landets Børn til England under den nordamerikanske Frihedskamp. Det var en Handel, der indbragte ham over tredsindstyve Millioner Gylden, og det turde maaske have indtruffet, at Hoffets Journaler vilde have retfærdiggjort en saadan Entreprise, ifald en oppositionel Presse offentlig havde dadlet den. Man seer endogsaa hos os, endog i disse Dage, at Regjeringspressen retfærdiggjør Handlinger, der ikke ere meget bedre. De udgaa ialfald fra samme Grundsætning og ere blot i Kvantiteten forskjellige, og det Moralsk-fornuftige, ligesom dets Modsætning, maa man bedømme efter Kvaliteten, ikke efter Kvantiteten, uagtet denne sidste vistnok ogsaa maa være af en væsentlig Indflydelse.

Man antager ellers, at Tydskerne ere altfor drømmende og spekulative til at have nogen egentlig Sands og Takt for det Politiske, en Antagelse, som Madame de StaëlMadame de Staël] Germaine de Staël, fransk forfattar særdeles vittigt har udtalt, da hun yttrede, at Engelskmanden hersker over Havet, Franskmanden over Jorden og Tydskerne over Luften, og den nyeste Tid har ialfald for en Deel stemplet hendes Ord med Sandhedens Præg. Forresten er det ikke sagt, at Luftens Aander ere jesuitiske, og Tydskerne synes at have været noget Sligt mod Danmark.

NapoleonNapoleon] Napoleon Bonaparte, fransk keisar nedtrykkede, som sagt, ogsaa i Tydskland de Spirer til en Journalistik, som kunde have udviklet sig. I 1813 udviklede den derimod til Gjengjæld sandt Raseri. Hadet mod Frankrig var almindeligt; de tydske Fyrster lovede sit Folk Frihed, naar først Napoleon var knækket, og det godtroende Folk opflammedes til et fanatisk Had mod Frankrig. De tydske Tidender indeholdt sande Besværgelsesformularer, og en Literaturhistoriker siger, at der endnu synes at dryppe Blod af Joseph Görres’sGörres’s] Joseph Görres, tysk journalist rhinske Merkur.

L. BörneBörne] Ludwig Börne, tysk journalist og kritikar skrev med Ild og grusom Sandhed om Tydsklands Undertrykkelse og Sønderrevenhed; men da Bladene havde bidraget Sit til at udjage Napoleon, havde Fyrsterne ikke længere Brug for dem. Beslutningerne til Carlsbad kvalte den sidste Rest af Pressefrihed, og MetternichMetternich] Klemens von Metternich, austerriksk statsmann leiede de meest talentfulde Journalister til at forsvare sine Handlinger. Gentz,Gentz] Friedrich von Genz, tysk forfattar der før havde fægtet for de liberale Ideer, sad nu som Hofjournalist i Wien og hævede sit Honorar fra Hofferne hos RotschildRotschild] Salomon Mayer von Rothschild, austerriksk bankdirektør. Dog, det var ikke blot Journalister, de tydske Fyrster leiede, men man sætter ogsaa SchellingsSchellings] Friedrich von Schelling, tysk filosof og Fredrich SchlegelsFredrich Schlegels] Friedrich von Schlegel, tysk diktar og filosof med Fleres Overgang til Katholicismen, ligesom ogsaa den «hegelske Statsphilosophi» i Forbindelse med samme reaktionære Retning, om med Ret eller ikke, er Noget, som Historien vel neppe endnu kan afgjøre, da Partiskhed fremdeles behersker den. Maaske det derfor kan være en Partiets Mand, der udraaber: «Det er en Forbandelse, der hviler over os Tydske; alle vore store Mænd sælge sig!» Med Juli-revolutionen kom enkelte Frihedspust ogsaa til Tydskland, og nogle Stater fik sig en Slags Konstitution og fri Presse. Disse almindelige Indrømmelser bleve imidlertid, som RotteckRotteck] Karl von Rotteck, tysk politikar og filosof siger, nedtyngede under Undtagelsernes Blylod. I Aaret 1848 bleve alle hæmmende Baand for et Øieblik løste, og den tydske Bladliteratur steg næsten til en ligesaa forbausende Høide som i Frankrig, men den havde dog ikke det franske Sving; Tydskerne skrive altfor tungvindt og vidtløftig til at være gode Journalister; de kunne ikke med lette Strøg henkaste Meget i faa Ord, og derfor blev deres Journalliteratur ligesaa kjedsommelig og voluminøs som Størstedelen af deres prosaiske Produktioner.

Nu har Reaktionen for en Tid seiret og lagt Pressen i Lænker, og vi faa lade os nøie med Hofjournalernes Beretninger. Det er dog haardt for en Nation, som den tydske, der staar saa høit i Dannelse, at Yttringsfriheden skal være saa indskrænket, og enkelte lærde Mænd, f. Ex. Professor Scheidler,Scheidler] Karl Hermann Scheidler, tysk politisk filosof antage, at en væsentlig Grund til de mange philosophiske og theologiske Retninger, som i Tydskland have udviklet sig, maa søges i den Omstændighed, at Aanden er bleven tilbagetrængt fra at komme tilsyne paa en naturlig og ligefrem Maade, ligesom en Sygdom slaar sig paa de ædlere Dele, naar dens naturlige Udbrud bliver tilbagedrevet.

I Belgien og Holland har Friheden udviklet sig jævnt og godt, og Journalistiken har fulgt den Haand i Haand. Imidlertid have deres Blade ikke erhvervet sig noget egentlig europæisk Navn.

Paa den pyrenæiske Halvø og i Italien staar det daarligt til med Frihed og Journalistik. Der ere faa Blade, men mange kronragede Munke.

I Rusland er naturligviis hellerikke fri Journaler; der er Knut og et Sibirien.

I Danmark som et absolut Monarchi var naturligviis ingen Pressefrihed, og vi se derfor i vore gamle Bøger altid et «Imprimatur» med store røde Bogstaver. Uagtet man maa indrømme, at de danske Enevoldskonger i Regelen vare saa liberale, som Tiden tillod det, saa vankede der dog Regjeringshandlinger, som ikke taalte at blive fremdragne for Offentlighedens Domstol. Ligesom Kurfyrsten af Hessen, saaledes solgte salig Fredrik den Fjerde af DanmarkFredrik den Fjerde af Danmark] Frederik IV, dansk konge 12,000 Norske og Danske til den spanske Sukcessionskrig; derfor roste HistorieskriverneHistorieskriverne] retta frå: Historiskriverne hans sparsommelige Regjering, der selv i en krigersk Tid betalte Meget af Statsgjælden. Det er rørende at tænke paa vore fromme Forfædre, der med Andagt lyttede til Præsten, naar han fra Prædikestolen bad til Gud for Landets Fader.

Struense,Struense] Johann Friedrich Struensee, tysk lege og dansk minister der var paavirket af de franske Philosophers liberale Ideer, bevirkede som Minister Trykkefriheds-Anordningen af 1770; men i 1799 blev den tilbagekaldt, og frisindede Mænd (HeibergHeiberg] Peter Andreas Heiberg, dansk-norsk forfattar og Bruun)Bruun] Malthe Conrad Bruun, dansk-fransk journalist og geograf maatte gaa til Frankrig. I Danmark var saaledes ingen politisk Presse; man digtede og levede saa idylliskt, som man kunde, ja BordingBording] Anders Bording, dansk diktar satte endogsaa de udenlandske Efterretninger paa Vers og meddeelte saaledes Dagsnyhederne et poetisk Anstrøg. De Franskes Indtagelse af Ormus gik til Exempel saaledes paa Jamber omkring blandt det poetiske Folk.

I dette Aarhundrede og navnlig i det sidste Decennium har alligevel den danske Journalliteratur nogenlunde holdt Skridt med Tiden. Berlingske, Fædrelandet og Kjøbenhavnsposten have indeholdt klare Fremstillinger over udenlandske Forholde, ligesom ogsaa interessante Afhandlinger over Videnskab og Kunst. Det var Alt godt og vel, naar man ikke stak sin Næse ind i de hjemlige politiske Forholde, for da var ReiersenReiersen] Christian Reiersen, dansk dommar og sensor ude. Derved opkom en Bladliteratur, som man kunde kalde den halvdulgte, der ved vittige Henspillinger sagde mere, end den aabne Udtalelse. Saadanne Blade som Corsaren vare rigtignok ikke egne for Danmark; den var tvertimod en Efterligning af den engelske «Punch» og den franske «Charivari,» men deels virkede den under andre Forholde, deels grunde sig disse Blade ogsaa paa Tvangsbestemmelser, og det er vist, at den væsentligste Livsbetingelse for en saadan halvdulgt, dæmonisk Literatur er Pressetvang; den føler sig ikke ret hjemme i et Land, hvor Diskussionen er aldeles fri; den maa der hovedsagelig holde sig til «Eulenspieglerier.» Carl JohanCarl Johan] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge var klog nok til at indse det Hensigtsstridige i en Pressetvang, og han frigav derfor en Presse, som han baade frygtede og hadede.

Siden 1848 har den danske Presse været fri, og den danske Journalistik indtager nu en fremragende Plads blandt sine europæiske Brødre i Journalliteraturen.

I Sverige har Aftonbladet havt Ord for at være liberalt. Det er konsekvent og sindigt, men neppe interessant. De ministerielle Blade derimod redigeres afvexlende godt og slet. Vore har ført en kort, men haabefuld Tilværelse. Bladet «Folkets Røst» spiller i det Røde, Morgonbladet er «graat,» og der er ingen Tvivl om, at den svenske Journalliteratur spiller i alle Regnbuskalaens Farver, og endda hersker der et politisk Mørke; Samfundet vaander sig under de forældede Indretninger, og Journalistiken i Sverige har en vanskelig Opgave at løse, maaske saa vanskelig, at der maa Bajonetter og ikke Avisartikler til at redde Staten. Det har nemlig viist sig, at Mennesket maa blive pryglet til at lære. De første Begyndelsesgrunde maa ialfald komme ind under Akkompagnement af Pisken.




Nr. 5/1851; tirsdag 07.01.

Journalistiken

V.

Man har indtil det Trivielle ført den Paastand, at Norge fik sin Frihed for tidligt, og at vi derfor maa gaa nogle Skridt tilbage, førend vi kunne sættes istand til at haandtere Frihedens blanke Vaaben. Dette maa man til enhver Tid kunne sige om ethvert Land, hvis Frihed og hele Tilstand ikke har udviklet sig som den engelske. Friheden maa altid komme fortidligt, skal den ikke komme forseent. Nationen maa opdrage sig selv; den kan ikke blive opdragen af nogen Anden. Vil man blive en god Svømmer, saa bier man ikke med at kaste sig i Vandet, indtil man kan svømme. Det er derhos i en vis Henseende sandt, men ikke destomindre indskrænket, at klage over vor altfor tidlige Frihed. Det var vel, at den kom; vi bør høitideligholde den syttende Mai. Historien vil nok vide at stille vore Feilgreb paa en Plads, hvor de i sin Barnslighed tillige finde sin Berettigelse. Vende vi os saaledes til vor Journalliteratur, saa vil man se, hvorlidet vi vare modne for Friheden, og smile over vort Uskyldigheds-Standpunkt. Man vil smile, fordi man i en Stat, der kaldte sig den frieste paa Jorden, ikke fandt anden Gradmaaler for politisk Modenhed. Det er netop Særkjendet paa det Komiske, at det kommer uventet og slaar os ved sit Sprang fra det Forventningsfulde til det Ubetydelige. — Tager man nemlig for sig gamle Rigstidender og Morgenblade, saa er det ikke vel muligt at bare sig for at trække paa Smilebaandet; det er noget saa inderlig Barnsligt og tillige barnligt Iltert ved disse Smaalapper af Blade, der indeholde Bekjendtgjørelser, lidt udenlandsk Politik og enkelte indsendte Stykker. Statsborgeren er i en dobbelt Henseende komisk eller maaske rettere sørgelig, fordi den siger os, paa hvilket Standpunkt den Læseverden maatte befinde sig, der kunde taale et saadant Blad. Der vare Mange — det forstaar sig — som afskyede Statsborgeren, men det var nok mere for den Politik, den førte i Skjoldet, end for dens Bordkjørersprog og Fiskekjærringsvittigheder. Nu er man forhaabentlig kommen saavidt, at ethvert, nogenlunde honnet Menneske maatte vende Ryggen til sin bedste politiske Ven, som førte et saadant Sprog. Man vilde synge med FrimanFriman] Claus Frimann, diktarprest:

«Nei, sagde jeg, og tog min Hat,
O Herre! fri mig fra den Onde.
Før jeg vil være Abekat,
før vil jeg være stakkels Bonde.» —

Vore Journalister, der ellers med større og mindre Inderlighed have hængt ved det gode Gamle, have i de sidste Aar været ganske pyntelige. Man har i vore Hovedblade ikke seet synderlige Excesser i Udtryk, naar man undtager en og anden Sviregast, hvem Publikum dog efter Haaret har trukket ud af Kneipen; han smutter dog undertiden ind igjen. Slige Folk vil nok til alle Tider findes, og det er vel et altfor dristigt Haab, at noget Blad skulde være saa opmærksomt, at det ikke i Distraktion af og til skulde forglemme sin Værdighed. Man kunde fra et vist Standpunkt føre en ret opbyggelig Forsvarstale for den Naturlighed: at stemple Begreberne med deres rigtige Betegnelse; men det nytter ikke; Civilisationen være nu sand eller falsk, saa vil den ikke vide af noget Saadant. Den fordømte i Athenen og man fordømmer den Dag i Dag Diogenes,Diogenes] Diogenes frå Sinope, gresk filosof som tilfredsstillede alle Naturens Fornødenheder paa den aabne Gade. Det er dog altid et smukt Træk af Menneskene, at de bevare en vis ydre Velanstændighed; det er Alt, hvad man kan forlange af dem. Hvad de bedrive i Mørket, faar blive bedømt af den, for hvem Mørket er lyst. Men det meest Komiske af Alt var dog, at Helten Carl JohanCarl Johan] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge var saa underlig ræd for slige Blade. Seer man denne Kjendsgjerning fra en vis Side, saa finder man rigtignok, at Carl Johan just derved viste sin Heltenatur, der, som bekjendt, Intet frygter mere end «Ungeziefer.» Men det var dog neppe af denne Grund, at han frygtede vor oppositionelle Presse og efter Sagnet kjøbte Folk til at tie; men det var, fordi slige Blade dengang virkelig havde Noget at betyde; «Galskab» er Sandhed, saalænge den bestaar, og Carl Johan nærede store Tanker om de norske Magter, hvad enten de nu viste sig under Skikkelse af høie Fjelde og trange Passe eller de fremtraadte som Soldater, Thingmænd eller Avisskrivere.

Rigstidenden og Morgenbladet gik imidlertid deres skjæve Gang og saa om muligt endnu mere skjævt paahinanden. Da begyndte man for en fjorten, femten Aar siden at føle Trangen til et nyt Organ, og Den Constitutionelle blev født. Man skulde nu troet, at det maatte blive et haabefuldt Barn, der blev undfanget af «Intelligents», født af Jurister, pleiet af Jurister og opdraget af — Jurister. Det kunde imidlertid ikke blive Nationens Yndling. Det være nu, fordi det maaske gebærdede sig altfor ufolkeligt, eller fordi dets Lallen maaske ikke var ganske klar og sammenhængende. Det er endnu ikke godt at afgjøre, hos hvem Skylden egentlig laa. Man bør være rimelig og ikke sige, at den er en Stakkel, som ligger under i en Kamp. De indvirkende Omstændigheder kunne være saa mange; Terrænet kan for den Ene være mere ufordeelagtigt; han kan som TordenskjoldTordenskjold] Peter Wessel Tordenskiold, sjøhelt have en for kort Kaarde; han kan endelig være født paa en Tycho-BrahesTycho-Brahes] Tycho Brahe, dansk astronom Dag.

Den Constitutionelle havde unegtelig mange gode Kræfter til sin Raadighed, f. Ex. Professor SchweigaardSchweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar og Motzfeldt,Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant bedre Kræfter ialfald end den oppositionelle Presse; men den laa dog under. Den Constitutionelles Redaktører skreve nemlig saaledes, at deres Ord kunde blive en søgt Læsning. Redaktionen blev nok desuden betragtet som en Biting, og Konsekventsen maaske ikke altid iagttaget, og som et yderligere Maaske vare vel mange af Redaktørerne altfor meget Salonherrer eller troede ialfald at være det. De vare maaske altfor hyppigt paa Bal hos Statholderen og viste sig fiendtligsindede mod Wergeland,Wergeland] Henrik Wergeland hvem Folket af et naturligt Instinkt elskede, medens de forsvarede «Dæmringens» Forfatter,«Dæmringens» Forfatter] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar der unegteligt skulde have smagt af Mester Erik. Maaske de ogsaa sloge altfor krusede Krøller paa Næsen til Storthingsbønderne, der i de Dage bleve feterede af en stor Deel af Landets akademiske Ungdom. Maaske ogsaa Den Constitutionelle var en Smule trættekjær. Alle disse «Maaskeer» bevirkede dog noget positivt Vist; den kunde ikke faa almindelig Indgang. Den blev saaledes blot et Blad for nogle faa Udvalgte; men for at vinde politisk Betydning, maa man finde sin Støtte i den store Masse; det er dog den som gjør Udslaget.

Hvorvidt Morgenbladet blev redigeret bedre, er vel ikke saa godt at afgjøre. Dets Modstandere have rigtignok sagt, at Morgenbladet er saa «fuult», men det er dog ogsaa i Politiken et Fortrin.

Men Morgenbladets væsentligste Støtte var nok den, at det var kommet i Ry for at være frisindet, og negtes kan det vel heller ikke, at det har ført Folkets Sag ligeoverfor Regjeringens. Man maa ellers lade Morgenbladets Hovedredaktør, at han har et godt Hoved, at han besidder mange praktiske Kundskaber, at han er i Besiddelse af lykkelige Følehorn til at opsøge, hvad der smager, at han er nogenlunde konsekvent og i vanskelige Tilfælde saa ubestemt svævende, at han stedse finder en Udvei, der passer til Tid og Sted, — Egenskaber, der indtil en vis Grad ere ganske væsentlige for en Redaktør, og som de ministerielle Redaktører ingenlunde have været i Besiddelse af. Han skriver desuden et ret pent Sprog, og naar han polemiserer, er han ganske honet, ialfald mere honet, end hans dødelige Modstander, Statsrevisoren. Disse Personers Polemik har været til stor Forargelse; deres Strid har rigtignok faaet Udseendet af at være en Kamp mellem to Principer, hvis Bærere de maaske tænkte sig at være. Sagen er nok imidlertid den, at personligt Uvenskab er den egentlige Grund til Striden, og saa skal Liberalitet og Illiberalitet være den Kappe, som skjuler Syndernes Mangfoldighed! Det er nu engang Principernes Skjæbne at blive trukne ned i de menneskelige Lidenskaber. Man bør forresten haabe, at disse Mænd ikke oftere ville besidde den Kjækhed at prøve Publikums Taalmodighed ved sine Trakasserier; de ere formeentlig altfor ubetydelige Personligheder til at spille slige Gladiatorer paa Frihedens Arena. Forøvrigt skal der ikke Meget til hertillands, for at blive fremstillet som Typus paa en Tidsretning. I Morgenbladet lod man saaledes 1845 Friheden være det samme som Ueland,Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar om hvem man dog maa tilstaa, at han som Repræsentant for sin Stand gjør den megen Ære. — Hvad der imidlertid væsentlig bidrog til at gjøre Morgenbladet saa nogenlunde taaleligt, var den Omstændighed, der rigtignok fulgte af det ovenfor antydede Fortrin, at det var den Kanal, hvorigjennem Avisopsatser fra Udenomstaaende flød. Man kan egentlig ikke sige, at noget Blad hertillands bliver redigeret, da de fleste Opsatser maa komme udenfra, skal Bladet indeholde noget væsentligt Interessant. Redaktørerne ere saa faa, at deres Opsatser aldeles forsvinde i de store Blade. Bladene staa saaledes og vente paa Folks Barmhjertighed, eller maaske rettere gaa som Klokkeren i gamle Dage med en Skuffe og ryste for at faa Folk til at kaste sine Kobberdanker i den. Den Klokker, som da først faa sin Skuffe fuld, gjør naturligviis sine Sager bedst. At et Blad er Organ for Nationen, eller en Deel af den, er i sin Orden og bør saa være; men saa skal slige indsendte Artikler ikke være saagodtsom det Eneste af Interesse, der læses, og endelig skal Redaktionen have Vid til at udsondre, hvad der ikke egner sig for Literaturen. Den skal ikke give urimelige Mennesker Lov til at tumle sig i deres Ensidighed, men vide at skjelne det Væsentlige fra det Uvæsentlige, det Sande fra det Falske, og Morgenbladet kan nok ikke siges at have fulgt denne Regel. Det har hovedsageligen levet af Opsatser, der ofte have været ligesaa fornuftige, som øllet Hæshed, og det er ikke forsvarligt af et Blad, der har kastet af sig betydelige Summer; det burde med Dygtighed og Fornuft have ledet den Nation, som skjænkede det sin Tillid; men dets endelige Dom kan ikke udeblive. At Blade, der vanskeligt kunne slaa sig igjennem, maa leve af Lasarussmuler, er tilgiveligt.

Nysnævnte DaaDaa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar fattede for omtrent 9 Aar siden det rosværdige Forsæt: at nære det stakkels Publikum med mere solid Kost. Han grundlagde sin «Gransker» og det er ofte sagt, og sagt med Sandhed, at hans Blad blev redigeret med en hertillands ukjendt Sagkundskab og Selvstændighed. At det forøvrigt i mange Henseender blev skrevet i en Tone, som nutildags vilde have gjort det noget nær umuligt, er Noget, som man nok tør antage. Redaktørens bittre Temperament, der blev gjort endnu mere bittert ved formeentlig ubillige Tilsidesættelser, udgjød sig i et Sprog, der var saa ensidigt bittert, saa bakantisk oppositionelt, at Granskeren i mange Henseender ikke skal skamme sig i Selskab med Statsborgeren og den «syttende Mai.» Dog, ogsaa Granskeren fik Kobberdanker i sin Skuffe, og disse maa nu bære Skylden for en oppositionel Tænkemaade, som Udgiveren ikke længere vil vedkjende sig. Det er klart, at vi leve i Kobberalderen; i en Guldalder vilde Granskeren ikke længere være den samme, som Postens udenlandske Referent. Hans politiske Tænkemaade er absolut forandret, og det er mærkeligt, at hverken han selv, eller nogen af hans saakaldte Forsvarere have været saa fornuftige, at indrømme dette. Saalænge man ikke gjør en saadan Indrømmelse, er det umuligt at forsvare hans Sag; men, saa maatte han give Slip paa Konsekvensen, denne Politikens Gud — ikke den indre, den sande og dialektiske Konsekvense; men den ydre, den paahængte, den slette. Det er en ærlig Ting at skifte Mening; ja, det er naturligt og fornuftigt, aldenstund Udviklingen fører det med sig, og ikke egennyttige Bevæggrunde fremkalde den. Vort Legeme er jo efter 7 Aars Forløb et andet og nyt, siger Physiologien, og den maa aldrig have studeret sig selv, som ikke erkjender, at vort aandelige Indhold ligesaa hurtigt, om ikke hurtigere er et nyt. Alene Skurken og den, som staar stille i sin Udvikling, kan være konsekvent i almindelig og slet Forstand, aldenstund Mennesket ikke med een Gang griber det Sande og Rette, men maa igjennem Prøvelser tilkjæmpe sig disse aandelige Goder. Jeg kan derfor agte Daa, fordi han har skiftet Mening, men maa smile, naar han siger det Modsatte. Det hører ikke herhid at undersøge, hvorvidt han har nærmet sig til, eller fjernet sig fra Sandheden; — nok er det imidlertid, at han ikke staar alene. Det er et af de meest markerede Træk i Tidens Physiognomi, at det konstitutionelle Princip i sin endeløse Udstrækning har færre dygtige Tilhængere nu end for ti Aar siden; Tiden har drevet det nærmere ud til sine Konsekvenser, og, naar det stilles paa Spidsen, saaledes som i Frankrig og tildeels i Tydskland i Aaret 1848, saa viser det sig, at det slaar over i sin Modsætning. Men derfor bliver det ikke rigtigt, at forlade det, aldenstund man ikke har noget bedre at holde sig til. De politiske Principer kunne formeentligen synge i Chor det Baggesenske:Baggesenske] Jens Baggesen, dansk forfattar «Jeg og Du og Han er fuld, vi ere Alle fulde». De maa derfor klamre sig til hinanden, saa valtre de noksaa skikkeligt ned ad Bakke uden at falde overende; vakler nemlig det ene, saa griber det i det andets Kjolekrave paa samme Tid, som dette stod paa Nippet til at falde paa den modsatte Kant.

Tilslut bleve dog Morgenbladets Synder saa himmelraabende, at «Intelligentsen» — et Ord, der ofte er taget forfængeligt, ikke længer kunde føre det over sin Samvittighed at lade Publikums Faar være røgtede af en saadan Hyrde. Rigstidende havde nemlig efter sin Formæling med Nella ført et sterilt Ægteskab, eller ialfald født Glutter, som Intelligentsen ikke vilde lyse i Kuld og Kjøn. Det gjaldt altsaa, at skaffe Hyrde, og Christianiaposten blev født den 17de Mai 1848. Den kom til Verden i urolige Tider og den har da heller ikke dandset paa Roser. Verden er saa trang, saa prosaisk-philisteragtig, saa haardnævet og ru, at det er vanskeligt at slaa sig igjennem for et mere poetisk Gemyt end Christiania-posten. Vel har Hofpoeten af og til beæret den med sine Poesier, men der skal mere til. Posten skal have kostet sine Fosterfædre mange Penge, og det skal knibe, om den som Visegut for Regjeringen kan paa skikkelig Maade fortjene sit daglige Brød. Den gaar og fryser, og den kolde Vind leger med dens Lokker. Det Værste af Alt er imidlertid, at den i de sidste Dage har rendt nogle Splinter i Foden; den løb nemlig i Skodden, da den sprang Ærinder i den harringske og sexeske Sag. Kyndige Læger ryste paa Hovedet og frygte for, at den vil blive en Krøbling sit hele Liv. Man maa imidlertid lade Christianiaposten, at den leverer gode Referater over den udenlandske Politik, ligesom ogsaa, at den har indeholdt enkelte læseværdige Afhandlinger. Den har saaledes behandlet Arbeiderspørgsmaalet med langt større Dygtighed end Morgenbladet. Dens Bemærkninger over Arbeiderspørgsmaalet paa Ladegaardsøen vare ogsaa ganske fornuftige. — Rigstidenden har i den sidste Tid unegtelig taget sig op. Dens udenlandske Referater ere ubestrideligen de bedste, vi have, og Morgenbladets og Postens Referenter skulle endogsaa benytte sig af dem. Arbeiderspørgsmaalet er oftere og navnlig i den allersidste Tid behandlet med human Sindighed, og dens «Danoman,» som Morgenbladet spottende kalder dens fornemste Medarbeider, er sikkerlig en sand Dannemand, der omfatter Nordens Sag med en Grundighed og Varme, som udentvivl Efterkommerne bedre ville vide at vurdere end vi. Lad Morgenbladets Historiker længe nok bede Publikum om Undskyldning, fordi han nedlod sig til en Diskussion med en saa læg Mand; det turde nok hænde, at denne Lægmand i nævnte Retning har gjort sig mere fortjent af Fædrelandet, end hiin Lærde. Det er ærgerligt at se Morgenbladister og Postkarle med kjendeligt Udtryk af Lede at skyde ifra sig hans Artikler om de danske Anliggender, saa meget mere som det gjerne er Folk, der aldrig ville blive istand til at skrive noget Saadant. De foretrække at svæve i Uvidenhed om et Folks Tilstand og Skjæbne, der dog staar os nærmest af alle Folk, hvad saa Kand. jr. BrandtBrandt] Fredrik Peter Brandt, jurist siger og skriver. — Om vor provindsielle Presse er Lidet eller Intet at sige; det er i Regelen Bogtrykkere, som flytte til Smaastæderne, hvor de udgive sine Blade med Bekjendtgjørelser og Uddrag af andre. Kommer der imellem originale Afhandlinger, saa bære de gjerne Umodenhedens Præg. Det eneste Provindsialblad, som er redigeret med Dygtighed, er unægteligen De bergenske Blade, der dog have været altformeget et Ekko af Christianiaposten til at kunne gjøre noget synderligt godt Indtryk. «Postbudet» er meget godt, for et Provindsialblad at være, og den Frimodige vilde være god, dersom den ikke var saa ellevild oppositionel. Dens arbeidsomme og vistnok dygtige Redaktør Anthon BangBang] Anthon Bang, redaktør og forfattar staar paa et Standpunkt, som Sivertson,Sivertson] Sylvester Sivertson, redaktør Daa og Wergeland, der i Attenhundrede og nogle og Tredive sværmede for vistnok agtværdige Storthingsbønder og holdt republikanske Taler ved Punschbollen. Den Frimodige er derhos en Gjenganger, der ikke sjelden spøger i hensigtsløst og borneret Had til Embedsstanden. Man fører ikke Embedsværket tilbage til naturlige Grændser, ligesaalidt som man fremmer Reformer i andre Retninger, ved Skjælden og Smelden. Man maa tale saaledes, at den virkelig dannede Mand maa billige det Sagte; det er ved ham Reformerne maa blive gjennemførte, aldenstund man bevæger sig paa en jevn fremadskridende Bane; gaar det maaske noget langsomt, saa gaar det saa sikkert. Vort bedste Provindsialblad, for ikke at sige det bedste i hele Landet, var imidlertid Christianssandsposten i Aarene 1841 og 42; maaske var den undertiden altfor bitter, men man saa dog ikke de raa Udfald, hvortil den under de senere Redaktører udartede; Skade, at en Pen som ReiersensReiersens] Christian Frederik Reiersen, dansk forfattar ikke skulde kunne blive til Fædrelandets Held; Feiltrin nødte ham til at forlade Landet og i sin Bitterhed skrev han Afhandlinger, der vare ham uværdige. Lillehammers Tilskuer, Nordlyset og Drs. Adresse vare ogsaa meget gode under Sivertsons og MonsensMonsens] Christian Monsen, pressemann og diktar Regime. Sivertson var født Journalist og gjorde derfor fortjent Lykke, saalænge han virkede med fuld Kraft. Morgenbladet skylder ham udentvivl Meget af sin Opkomst. Er maaske Monsen mindre som Journalist, saa er han desto større som Digter.




Nr. 6/1851; onsdag 08.01.

Journalistiken

VI.

Hvad skulde en Journalist være? Han skulde være en Lærer for Folk og Stat. Han skulde staa paa Videnskabens og Civilisationens Høider, hvorfra han kunde overskue det Hele i sin organiske Sammenhæng. Han skulde, saa at sige, føle paa Nationens Puls og som en kjærlig Læge forordne de bedste Mediciner. Det er indskrænket, hvad Morgenbladet atter og atter har sagt, at Regjeringen skulde gaa forud med sine Reformer og bryde ny Baner. Dette maa Nationen selv gjøre, og navnlig skulde Journalisterne tyde Tidens Tegn og ved sin klare Fremstilling paapege, hvad Regjering og Storthing have at gjøre. Vor Regjering er administrativ. Den skal administrere godt, handle med Konduite og ikke modstaa Reformer, hvis indre Sandhed er bleven almindeligt indlysende. Dette er Alt, hvad man kan forlange af den; forlanger man Mere, er man formeentligen ufornuftig. Journalisterne i England og tildeels i Frankrig opfylde nogenlunde disse opstillede Fordringer og svare saaledes til sin Bestemmelse; derfor er ogsaa Ordet «Journalist» synonymt med Aandrighed, Dannelse og Verdenskundskab. Anderledes her, hvor en Avisskriver i Tankerne omskrives med en Skraaler, en Schofelist, en bitteliden Ærgjærrighed, der som en Smigerens Snylteplante vil ranke sig op omkring Magtens Humlestang, en forloren Person, der ikke duer til Andet, en Hjerteløs, der slynger Sorg og Bitterhed ind i de private Forholde, og drager en inderlig god og uskyldig Embedsmand efter Haaret; han er et ulykkeligt Menneske, der efter et uroligt Liv har en mørk Alderdom ivente. Man kan ikke nægte disse almindelige Tanker en vis Berettigelse, naar man seer tilbage paa vor Journalistiks Historie. De egentlig dygtige Folk have kun midlertidigen og i Mangel af nogen bedre Beskjæftigelse givet sig af med at skrive i Aviser; og anderledes kan det hellerikke vel blive, saalænge det er mere indbringende at oxe sig til en Embedsexamen, end at studere sit Fædrelands og den almindelige Historie, og idetheletaget tilegne sig en literær Dygtighed, som ingenlunde flyder af noget egentlig Embedsstudium. Saalænge Næringsveiene ikke ere saa opfyldte, at den Allerdygtigste i sit Fag har Vanskelighed med at slaa sig igjennem, saalænge vil det ogsaa i journalistisk Henseende være nogenlunde, som det er. Udsigten til at komme ind i Embedskarieren maa udstrække sig til den graa Alderdom, saaledes som det nu rigtignok begynder at blive Tilfældet. Den samme Lethed, hvormed før en Ignorant, naar han blot havde leveret Mesterprøve i Haandværket, kunde blive Embedsmand, har ogsaa bidraget til at nære den vante Fordom mod Skuespillerkunsten; dette er den væsentligste Grund til, at vi hverken have Journalister eller Skuespillere; thi hvo vilde vel bortbytte en magelig Lænestol og et fedt Embede mod Journalistens og Skuespillerens anstrængende og takløse Liv, hvis Roser eller Torne maatte blive plukkede af et uvidende og lunefuldt Publikum? Det vilde desuden være særdeles resikabelt, at betræde en saadan Bane; man maatte have Talent for at kunne sikkre sig en nogenlunde sorgfri Stilling, hvorimod man til at blive Embedsmand ingenlunde behøver dette. Man behøver blot at puge, og det er en Kjendsgjerning, som neppe kan undgaa Nogen, der har bevæget sig i forskjellige Livsforholde, at man forholdsviis finder færre gode Ho’der blandt den studerende, end blandt de øvrige Stænder og navnlig blandt Bønderne. Dette maa skrive sig fra en forkeert Studeremaade, hvorved det Sunde og Livsfriske bliver overdynget af en Masse ufordøiede og uensartede Kundskaber. Her er ikke Stedet til at undersøge Manglerne ved vort Underviisningssystem og navnlig ved det saakaldte lærde, — nok, det tør vel antages, at Mangelen paa journalistiske Kapaciteter væsentligen er at søge i Tidens Maade at studere paa. Saalænge Latinen er Alt og Modersmaalet saagodtsom Intet, saalænge philosophisk Tænkning og Selvstændighed ikke ere nødvendige Betingelser til at faa Universitetets Stempel, saalænge har man ingen Garanti for at Staten kan faa dygtige Folk; man er priisgiven den rene Tilfældighed, om Anlæg eller særegne Livsstillinger skal aabne Ens aandelige Øine og sætte ham istand til frit at anskue Forholdene. Og selv en Saadan har endnu ikke vel kunnet forfølge sin Udvikling; han har snart indseet det Fordeelagtige i at stikke Tommelfingeren i Øinene og læse til en Examen.

Man bør imidlertid erkjende, hvad sandt er, at vort Land er saa lidet, at det er forbundet med store Vanskeligheder at opnaa en Stilling ved literær Virksomhed selv om Betingelserne for en lykkelig Dannelse vare tilstede, og Fordommen mod en Ikkeembedsmand var udryddet. Men det Hele vil nok jævne sig; Nød vil lære Folk at være dygtige og tilintetgjøre den Smaalighedens Aand, der har slynget sine Polyparme om vore Forholde. Aandløshedens Maskinmestere ville blive tilbageviste til Øxeskaftet og Spaden, hvor de dog kunne udrette en Smule Godt og Nyttigt.

Nødvendigheden af gode Journalister er indlysende. De fleste Vildfarelser sætte Rødder, ifald en Presse, der nyder Nationens Tillid, ikke strax opluger dem. Kaste vi saaledes et Blik paa vore egne Forholde, da maa vi nok erkjende, at Arbeiderbevægelsen neppe var skreden til den Yderlighed, ifald Pressen strax havde ladet mindre haant om den. Morgenbladet har Meget paa sin Samvittighed i denne Sag; det har skrevet overfladisk, tirrende og fornemt stolt mod denne Tidens Bevægelse, ja ved St. Hanstid udtolkede det med en slet Vittighed Arbeidernes uskyldige Vandring til et Sted udenfor Byen som et Forsøg paa at imponere; man disputerer om Pavens Skjæg, om Oppositionalisme og Ministerialisme; man gjør til en Haupt- og Statsaffære, til hvad Parti man hører, som var Sandheden udelukkende hos den Ene og Løgnen hos den Anden. Man hugger sig med eet Ord, som af Bornerthed, fast i det Uvæsentlige, medens manmedens man] retta frå: medensman lader Spørgsmaalene om en Tilnærmelse mellem de fiendtlige Kræfter ligge ubesvarede. Man maa nu begynde at indse, at den saakaldte Politik blot er en Kogebog; har man ikke Noget i Kjøkkenet, saa nytter den lidet. En politisk Mening er ikke længer nogen Fortunatuspung. Illusionerne fra den første franske Revolution ere forsvundne; Arbeidsmanden kommer ikke i Besiddelse af Civilisationens Goder, fordi han faar Stemmeret; der skal noget Mere til. Hvad man forlanger af Politiken er, at den respekterer de almindelige Menneskerettigheder. Fordringen er altsaa blot negativ; det Positive er den philosophiske Steen, hvorefter Menneskeheden nu søger. Man finder den ikke ved Revolutioner og Kampe mod en Civilisation, der ellers kan være raaden nok; man finder den ved Samvittighedsfuldhed og Dygtighed, ved Flid og Sparsommelighed, ved Folkeoplysning og forbedrede Methoder i Underviisningsvæsenet og Statslæren, ved Fremgang i Naturvidenskaberne, der leder os til Sandhedens Erkjendelse og gjør den velvillige Natur til Menneskehedens lydige Tjener. Se dette er nok den Sphinx, som stirrer paa os med sine «gaadefulde Øine,» den politiske MessiasMessias] retta frå: Messis, som Socialismen venter paa, den ubekjendte Gud, Menneskeheden i sin brændende Trang efter Lyksalighed maa tilbede.




Nr. 12/1851, onsdag 15.01.

[Holbergs politiske kannestøypar; pressekommentar]

Korrespondance

Christiania, d. 13de Januar

HolbergsHolberg] Ludvig Holberg politiske Kandestøber har i disse Dage gaaet over Scenen. Jeg har aldrig før gaaet med Ærbødighed i Theatret. Publikum, der paa vanlig Viis trængtes ved Indgangen, skjød hverandre med Albuerne, trampede, lo, fjasede og bandte, forekom mig mere tankeløst og letsindigt, end nogensinde før. Jeg gik saa stille og andægtigt opad Trapperne, at vanskelig nogen Katholik med varmere Andagt har gaaet opad den saakaldte Pilatustrappe. Jeg satte mig i min Loge med lydløs Stilhed, og mit Øie svævede ubestemt hen over den brogede Mængde, som søgte det Holbergs ædle Ansigt med de fine satiriske Træk om Munden, og jeg saa alene Mennesker, der blot kunde være aandeligt modtagende, ikke givende, som blot kunde fryde sig i en Tilværelse, der vil forsvinde som Draaben i Havet. Jeg blev greben af en Følelse, som om jeg befandt mig paa en af vore Høifjeldssletter uden at opdage nogen Varde, der kunde pege videre mot mit Maal. En liden inderlig vakker Gut, hvis Lokker Moderen strøk med synlig Glæde, opfyldte mig imidlertid med Haab; jeg ahnede slumrende Evner hos ham, der maaske vilde udfolde sig til en Virksomhed, som kunde paabyde Efterverdenen en Ærefrygt, lig den, jeg nærede for Holberg. Det enkelte Menneske trænger ligesaavel som Verdensudviklingen til store Mænd, der ere hans gode Genier, og jeg følte det Sande i hiin barnlige Umiddelbarhed, som gjorde Menneskeslægtens Velgjørere til Guder og Heroer; jeg følte det sjælelig Sande i den katolske Religion, som tillader Mennesket at dyrke sin Helgen, og jeg begreb den vidunderlige Stemning, som har ladet Menneskene finde sin Stolthed i at dø for en stor Mand. — Noget af det Fortrinligste ved gamle Komedier er, at de levende sætte os tilbage i Datidens Maade at være paa. Stykkernes hele Struktur og Anlæg, Udtryksmaade, kurante Tanker, Dragter og sceniske Arrangement, Alt lader en svunden Tid glide forbi vore Øine, og det virker saa velgjørende paa os; Livets Forgjængelighed taler ikke til os gjennem abstrakte Udtryk, men den har iført sig Kjød og Blod og skrider lyslevende over Scenen. Vi føle, at vore Efterkommere engang ville finde os ligesaa aflægs, og med smerteblandet Vemod betragte os i det sceniske Perspektiv. Slige Tanker gjøre os saa inderlig godt, og gamle Stykkers Værd ligger derfor ikke saameget i deres egen Fortrinlighed, som i de Bi- og Modideer de vække. Vi læse mere mellem Linierne, end hva der skrevet staar; Udtrykkene ere symbolske og svangre af Indhold. — Et Stykkes Godhed ligger overhovedet ikke saameget i det virkelige Syn- og Hørbare som i det Anede og Skjulte, i den Stemning, det formaar at fremkalde. Det Udtalte og Fremstillede gaar eensomt og forladt igjennem Stykket, lig en eenstemmig Sang, ifald den derved vakte Ideeverden ikke træder supplerende til som Understrømmer; først da bruser en Sang, der gaar igjennem Marv og Been. Livets rige Indhold lader sig ikke udtømme ved blotte Ord, ved Sang, Situationer eller Dragter; det Væsentligste, det Bedste maa blive anet og følt. Derfor virker Musikken saa vidunderligt, idet den fremkalder en Stemning, hvis Indhold den frit overlader Enhver at udfylde med det Kjæreste og Vemodigste, han kan fremdrage af Erindringens dunkle Dyb, og heri ligger netop det Poetiske i enhver Frembringelse, det saakaldte Romantiske, ligeoverfor den kolde plastiske Klassicitet, hvis Form man tror rummer og udtrykker det hele Indhold. — Forresten existerer der ingen Klassicitet for oss; Sophokles’sSophokles’s] Sofokles, gresk tragedieforfattar Antigone vilde saaledes t. Ex. ikke være klassisk i den Forstand, at den rummede alle Ideer, vi lagde ind i Stykket. Det vilde tvertimod fremmane det skjønne græske Liv for os, og det maatte under Opførelsen beskjæftige os mere, end de handlende Personer og Magter, med hvilke vi ikke altid kunde sympathisere. Jeg vil nu ikke tale om de spanske Dramer fra det 16de Aarhundrede, da de falde ind i Romantikens saakaldte anden Periode, og staa os desuden nærmere, ihvorvel mange af deres katholske Forestillinger ere os ligesaa unydelige som den græske Pantheisme og ubønhørlige Skjæbne. Og dog, hvad kan vække flere uudtalte gjennem hele Stykket sig slyngende Ideer, end f. Ex. CalderonsCalderons] Pedro Calderón de la Barca, spansk gullalderforfattar «Livet er en Drøm?» Man seer den spanske Grandezza i al sin Pomp, tænker paa de kristne Ridderes Kamp mod de kjække Maurer, paa Lindorme og Drager, hvormed Middelalderens fromme Tid lod de galante og staalklædte Riddere kjæmpe; man skuer det mørke Munkevælde med sine Torturer og Auto da fe, man ynkes over det af Naturen velsignede Spanien, der ligger som en Mumie; man seer den sydlandske Natur, der i overstrømmende Livsfylde iler mod sin Undergang.

Det var slige vakte Biideer, som opbyggede mig under Opførelsen af den politiske Kandestøber. Forfatterens Kampe og vexlende Livsomstændigheder strøge forbi mit Blik, der gjentagende vendte sig mod Kongestolen, for at søge efter de danske Konger, som beskyttede ham mod Pietismens og Pedanteriets Raseri. Dragterne satte mig tilbage i en Tidsalder, da man i Silkestrømper, Fløielsbuxer og med en vældig pudret Paryk skred igjennem Gaderne med Hatten under Armen. Stykket i og for sig selv kunde derimod ikke tiltale mig. Den store Mands Manes tilgive mig, jeg kastede ikke Skylden paa ham, men paa Tidsalderen og dem, han hadde valgt til sine Forbilleder. Stykket er efter vor Forestillingsmaade løst, episk bredt, og Handlingen udvikler sig ikke gjennem Konflikter, men en deus ex machina træder imellem, og Illusionen gaar tabt ved den sædvanlige Replik: «Nu ville vi spille Komedie med etc.»

Dertil kommer den gammeldagse Maneer, bredt og langt at uddrage Moralen, istedetfor at lade selve Handlingen tale for sig og overlade Tilskueren at finde den Lærdom, som passer for hans Standpunkt. En Fortælling, et Digt, et Drama skal blot dække Bordet for os og lade Enhver spise efter Behag; de skal ikke som ufornuftige Mødre stoppe Maden i os; det finde vi os ikke i; vi gaa heller bort fra det velbesatte Bord, indtil den graadige Hunger driver os tilbage. Desuden er det vel ikke muligt at fængsle Interessen gjennem hele 5 Akter, naar man ikke udvikler Andet end en prosaisk Idee, ihvor vittig den end maatte være. Saakaldte Leveregler og politiske Sandheder ere stivt Leer for Kunstneren; de høiere Lidenskaber og dybere Ideer ere alene en «bekvem Materie.» Kjærligheden, dette Livets og Dramaets Drivhjul, finder liden eller ingen Plads i de holbergske Komedier; den er blot noget Udenpaahængt; den slynger sig ikke udviklende gjennem Handlingen, men kommer under Skikkelse af Forlovelse eller Ægteskab som en reen Tilgift tilsyne ved Dramaets Slutning. De holbergske Drøiheder, som en snærpet Tidsalder kaldte utaalelig Plathed, ere neppe nu saa farlige; slige kjernesunde og djærve Udtryk gjøre godt engang imellem, og Publikum lod virkelig til at være saa fornuftigt, at det ikke «skvat» op af Bænkene for dem.

Om Stykkets fortrinlige Egenskaber er det overflødigt at tale; de ere for over 100 Aar siden anerkjendte, og om 100 ville de ligeleges blive det. Det Sande er evigt, og det Komiske og Tragiske vil aldrig forlade Jorden; de ere Døtre af Idealet og Forgjængeligheden og ville Haand i Haand vandre gjennem Livet, indtil Modsætningen mellem et Denne- og et Hiinsidigt er ophævet. Det var derfor ret barnsligt af Christianiaposten, da den faldt i Staver over det Fortrinlige i, at Holbergs Skildringer saa godt passe paa Nutiden. Noget ægte Menneskeligt, som engang er skildret med Livsfriskhed og Sandhed, passer naturligviis, saalænge Menneskene ere Mennesker.

Satiren over politisk Kandestøberi var næsten altfor grusom; den blev saaledes dreven ud paa Spidsen, at den — iallefald hos mig — slog over til et Forsvar. Vi taale ikke Retfærdigheden i sin fulde Udstrækning; man maa lade Barmhjertigheden træde forsonende inn. Havde Theaterdirektionen en praktisk Hensigt med Stykkets Opførelse, saa vandt den iallefald ikke mig. Var jeg før en Ivrer mod «Kandestøberi», saa vil jeg nu tillade det til en vis Grad, og i det finde et fremadskridende Livselement, der redder Staten fra at stivne under Styrelsen af de «Berettigede». Lad de gode «Kandestøbere» politisere; det vilde være ilde, om de ikke gjorde det. Politiken er en Springfjeder, der kaster dem frem paa Fremadskridningens Bane. Vi have Kræfter til at stænge dem ude fra en Helligdom, hvortil de Indviede alene tør komme. Kommer En og Anden uden den rette Høitidsdragt ind i Helligdommen, saa vil han som den «politiske Kandestøber» alene skade sig selv og de Mænd, der have indladt ham.

Det er latterligt, at Folk, der Intet have lært, give sig af med Ting, de ikke forstaa; men mere latterligt, at Folk, der have lært en heel Deel, gjøre det Samme. Skade, ubodelig Skade, at vor Holberg ikke turde pidske Adelen og de høiere Stænder for deres politiske Jammerligheder! Hvilken Ulykke at her nu ingen Holberg er, der kan lade vor saakaldte Intelligents løbe Spidsrod!

Stykkets Udførelse var i det hele taget god. Madame JørgensenMadame Jørgensen] Cecilie Jørgensen, dansk skodespelar som Gidske, JørgensenJørgensen] Christian Jørgensen, dansk skodespelar som Herman, og HagenHagen] Carl Hagen, dansk skodespelar som Henrik spilte overmaade godt. De fortjente en Opmuntring. Man har ofte fremkaldt Skuespillere, der ikke have gjort sine Sager nær saa godt.

Nu begynder Posten og Morgenbladet ogsaa at trætte. Det er ganske vederstyggeligt at høre slige Skjænderier. Hvorlænge vil Publikum taale Sligt? Jeg er ordentlig ræd i Gaderne. Hvad Garantier har man i et Samfund, hvori de meest udbredte Blade tillade sig et saadant Sprog? De tale om Moral, et helligt Ord, som Publikum burde forbyde dem vanhelligt at tage i Munden. Hvis er Skylden? Postens dennegang. Han har i sin «Morgenbladiana» givet Satser og Vridninger tilbedste, der søge sin Lige. Morgenbladet er dog langt bedre. Feilen er, at det tror at burde forsvare sig mod Sligt.




Nr. 16/1851; søndag 19.01.

[Chr. Tønsbergs forlag; frå Studentersamfundet]

Korrespondence

Paa TønsbergsTønsbergs] Christian Tønsberg, forleggar Forlag er udgivet Portræter af Deres Majestæter KongenKongen] Oscar I og Dronningen.Dronningen] Joséphine Maleren har været særdeles heldig. De høie Personer ere i et beaandet Øieblik fængslede paa Papiret, og Øiet hviler derfor med Velbehag paa et Maleri, som har afklædt Personlighederne det Tilfældige, det Uskjønne, og ladet det Aandelige og Evige blive igjen. Den sande Portrætmaler forklarer Mennesket, og fremhæver netop derved det Karakteristiske og den slaaende Lighed. Ved første Øiekast udbryder man ved at se et saadant Maleri uvilkaarligt: Hvilken Lighed; betragter man det derimod nøiere, saa fremdrager Hukommelsen de uskjønne men udeladte Træk, og man udbryder igjen: Og det er dog ikke ligt! Deraf deres Kritik, som fordre en aandløs og uskjøn Kopi, som ikke begriber, at alene det Aandigskjønne fortjener at bæres over til Efterverdenen. Det Uskjønne skal synke i Graven, men Menneskets bedre Deel skal leve. Deraf den indskrænkede Bebreidelse, at Portrætet flaterer.

De høie Personers Stilling er høist yndefuld. Det er ikke alene Ansigtet, som er idealiseret, og navnlig er Dronningens siddende Stilling og hendes Kjoles yndige Foldkast særdeles tiltalende. Lithographierne ere stukne i et af Europas bedste lithographiske Instituter, og saaledes udførte med en Fiinhed og Smag, som man hertillands vanskeligen skal have seet Mage til. Hr. Tønsberg har ikke sparet paa Noget, for at faa Portræterne saa fuldendte som muligt, og som et Beviis paa hans Stræben efter det meest Fuldendte i lithographisk Henseende, kan anføres, at han indhentede Prøver fra tre af Europas berømteste lithographiske Instituter, førend han bestemte sig til at lade sine norske Nationaldragter udføre af det lithographiske Institut i Berlin. Det er en Stræben efter Smagfuldhed og et Hjertelag til at vove Penge, naar det gjælder fædrelandske Emner, som i Sandhed fortjene Paaskjønnelse, især i et fattigt Land som vort, hvor Enhver i sin Kreds har nok med at sørge for Livets første Fornødenheder og hvor de trange Forholde lade Smaalighed og Misundelse fortære de enkelte Kræfter i indbyrdes Kamp. De fortjene saa meget mere Paaskjønnelse, som det er ved slige Arbeider, Udlandet hovedsageligen bliver ledet til at tænke paa os. Kunsten er universal og vi have derhos vore Kunstnere f. Ex. BullBull] Ole Bull og TidemanTideman] Adolph Tidemand, målar, og Kunstens Fremhjælpere, at takke for en Opmærksomhed som ellers ikke vilde blive os tildeel. Det er deres skjønne Kald at bære Fædrelandet til fremmede Egne, og bidrage Sit til at alle Nationer føle sig som et aandeligt Forbund, der stræber henimod Idealet. Vi Andre formaa ikke Andet, end at virke i vor snævre Kreds, vi tjene derved direkte Fædrelandet og derved det Hele; men vi have ikke Lov til at sætte vor Virksomhed som det ene Opholdende og Virkelige, vi skulle indrømme Kunsten dens høie Betydning og ikke maale Kunstneren efter vor Maalestok. Det var borneret af Christianienserne, at hænge sig fast ved Ole Bulls politiske Taler og Anskuelser; man glemte Kunstneren over Politikeren, og blev — en Philister. Hvad spørger Verden om vore Kjævlerier? Hvad Betydning have de for det Hele? Og hvor uendelig liden er ikke den nøkterne Forstand i det Heles Økonomi.

Ligesaa indskrænket og mere ondskabsfuldt er det, at tilskrive Tønsbergs Foretagender en liden Ærgjærrighed. Vi have ikke Ret til at randsage Hjerter og prøve Nyrer; ville vi være liberale og nogenlunde kjærlige, bør vi fæste vort Øie paa det Nationale og Almeennyttige i hans Foretagender. Det er smaaligt at udlede Alt fra lave Bevæggrunde, og Ubekjendskab til vedkommende Personer og til høiere Ideer kan alene føde en saadan Forvovenhed. Hvem giver mig Lov til at bryde Staven over et Menneske og sige, at hans Virken er forfængelig? Det Ædleste og Bedste hos Mennesket bliver dog skjult, og jeg ser kun Tilfældighederne og enkelte Træk, der ved Livets eiendommelige Forhold ofte faar et usandt Skue. Dette skulle de gode Herrer af Studenter betænke, naar de paa Tønsbergs Auktioner, hovere sig over sin bedre Viden, og gjøre Bemærkninger over hans mulig falske Udtale af fremmede Ord paa Bogtitlen. Hvilket fornuftigt Menneske takker dem for deres Kjendskab til fremmede Sprog, da deres Forældre i Regelen have holdt dem i Skole fra de vare saa store som saa? De maatte ikke være Mennesker, dersom Dressuren ikke skulde gjøre dem til en Smule. Den, som har brugt sine egne Vinger har af den tunge Erfaring lært, at Omstændighederne ofte fortjene mere Tak, end Individet. Havde Tønsberg været saa heldig at blive holdt i Latinskole, saa havde han vist ikke staaet tilbage: man vil ikke kunne frakjende ham et godt Hoved, og det er en Omstændighed, der vidner om hans Trang til at dueliggjøre sig, at han i den Alder og som Familiefader nu læser fremmede Sprog og som en liden Gut, skriver engelske Stile.

Den 13de Januar blev Festen for Fædrenes Minde holdt i Studentersamfundet. Det var noget Udelukkende, at man ikke tillod Andre end Medlemmer af Samfundet at deeltage i den. Vel er det saa, at Festen er udgangen fra Samfundet og den nordiske Idee, men derfor skal den ikke udelukkende holdes udenfor Samfundets Vægge. Den skal som enhver høiere Erkjendelse stige ned til Andre, og man tør haabe, at den Tid engang vil komme, da man mere end nu erkjender Betydningen af en saadan Fest. Det er saa sandt, smukt og velgjørende, at tænke paa Forfædrene og sammenligne Før med Nu; det er for Nationer det samme som for det enkelte Menneske at tænke paa sine Barndomsdage, og anstille en Sammenligning mellem hvad man har tabt og vundet.




Nr. 23/1851; tirsdag 28.01.

[Diktaren og staten]

Korrespondence

Christiania d. 25de Januar 1851

Hvad siger Du om det danske Folkething, som har udstyret Digterne Palludan MullerPalludan Muller] Frederik Paludan-Müller, dansk forfattar, H. HertzHertz] Henrik Hertz, dansk diktar og Chr. WintherWinther] Christian Winther, dansk forfattar med 1000 Rdls. Pension? Var det ikke en ligesaa skjøn som retfærdig og politisk klog Handling? Den danske Stat har derved sagt til de andre Stater, at Digterne ogsaa ere nyttige Mennesker, der fortjene, at Staten tager dem under sin faderlige Beskyttelse og ikke lader dem «dø Digterdøden.» Det er mærkeligt, at Staterne ikke før have indseet dette; de have lønnet sine Embeds- og Bestillingsmænd, lønnet Vægtere og Rodemestere, opbygget Tugthuse og sørget for Slaverne, lønnet Skarprettere og Brændeviinskontrollører, taget sig af Fantepak og offentlige Fruentimmer, sørget for Heste og Hunde, men overladt Digteren til sig selv og erklæret ham for en uægte Søn. En Embedsmand, hvem Staten har givet fri Underviisning, og senere et lønnende Embede, er bleven forfremmet for sin derover ofte haandværksmæssige Tænken og Leven, ja han er endog bleven paahængt en Orden for «tro Embedsførelse;» men Digteren, af hvis rige Bryst den hele Nation har suet Næring og Marv, har man ladet gaa fra Boghandler til Boghandler som en demitteret Slave, der gaar fra Dør til Dør med sine Piberensere, Kamme eller Æsker med Blanksværte. Prokuratoren, der efter Ordsproget lærer Folk at trætte og vride, lønnes, og naar han dør, saa sørger Staten for hans Enke; men Digteren, som lærer Folk at synge og elske hverandre, han bliver overladt til et Publikum, der ofte ikke forstaar ham, førend han er død af Armod og Fortvivlelse. Det var kun liden Trøst, at Efterverdenen har slynget Udødelighedens Krands om hans Tinding; det har været en rædsom Ironi over Stat og Menneskehed, at Børnene have aabnet sit Pantheon for den, som deres Fædre have dræbt, at de med Støtter have æret og i Sange lovpriist den, paa hvis Hoved Fædrene trykkede Tornekronen, og om hvis Skuldre de slængte en spottende Purpurkappe. Tænker Du ikke paa Wergeland?Wergeland] Henrik Wergeland og for en Deel paa Mauritz Hansen?Hansen] Maurits Hansen, forfattar Vel have Konger og mægtige Velyndere hædret og belønnet enkelte Digtere; men det var paa en Maade at klappe med den ene Haand og slaa med den anden, idet Digteren dybt maatte føle sin Afhængighed og ligesom spise Naadsensbrød, og det maa dog for en ærekjær Mand være det Græsseligste af Alt, ikke at tale om, at Digteren derved var fristet til et Fyrstesmiger, der var ham ligesaa uværdigt som Efterverdenen væmmeligt. Tænker Du ikke paa Horats,Horats] Horats (Quintus Horatius Flaccus), romersk diktar Racine,Racine] Jean Racine, fransk dramatikar tildeels paa Goethe,Goethe] Johann Wolfgang von Goethe paa Baggesen,Baggesen] Jens Baggesen, dansk forfattar Oehlenschläger,Oehlenschläger] Adam Oehlenschläger BellmannBellmann] Carl Michael Bellman, svensk visediktar og, desværre paa Wergeland? Naar Folket derimod lønner, da har Digteren en værdig og evig Gjenstand for sin Taknemmelighed, da vil hans Hjerte svulme for Fædrenelandet og den hele Menneskehed, og han vil opbyde sin hele Kraft for at afbetale sin Gjæld; naar Folket ikke længere stænger ham ude, naar Nattevinden ikke hylende gjøgler med hans graa Lokker, da vil han ikke længere som en Kong Lear udstøde Forbandelser over sit eget Kjød og Blod, ikke anslaa falske Strænge, hvis Dirren netop virker ødelæggende paa det poetiske og sædelige Gehør, fordi et Geni har styret Plektret. At ikke Andre end sande Digtere ville blive belønnede, derfor borger Offentligheden.

Hvorledes har Staten hidindtil baaret sig ad med Digtere, som den ikke ganske har «sat i Ban?» Jo, den har t. Ex. ansat særdeles tvivlsomme Digtere i Stillinger, hvori de vel omtrentlig passede som det 5te Hjul til en Vogn. Og hvorledes har ellers Staten baaret sig ad med fortjenstfulde Mænd? Lønnet dem med Embeder, som ødelægge baade dem selv og Forvaltningen. Staten maa dog vel engang i dette Stykke lære Retfærdighed og dermed sit eget Bedste, saa at den heller giver fortjenstfulde Mænd, for hvilke der ikke er noget egentlig Embede, en reel Pension, der kan sætte dem istand til sorgfrit at leve for sin Idee og Viden, end at den ødelægger Administrationen og lader Vedkommende gaa under.

Hvorlænge mon det vil vare, inden Staten vil understøtte Theatret? Hvorlænge mon den borneerte Mening vil gjøre sig gjældende, at alene Hovedstaden og de enkelte andre Byer har godt af en saadan Understøttelse? Som gav den ikke Kunsten et Fremstød, udbredte direkte eller indirekte en dannet Smag ogsaa i videre Kredse og var en af Betingelserne for en national Musik- og Digtekunst! Hvorlænge vil Staten idetheletaget overse Kunsten og — med Undtagelse af Religionen og den strænge Videnskabelighed — alene holde sig til det grovslagne Livs materielle Indhold? Saalænge Statsstyrelsen skrider fremad i en overveiende materiel Retning, og ikke begriber, at Alt hører med til at danne og forædle Mennesket, og at Staten ikke blot skal fjerne de onde Magter, som den Enkelte ikke kan skjærme sig for, men ogsaa opelske det Gode, som den enkelte Mand eller Kommunen ikke selv er istand til at forskaffe sig.

Dog, vor Stat har allerede gjort en Begyndelse: den har skjænket 3000 Spd. i Budgetterminen til Indkjøb af Malerier og udsat Stipendier i enkelte kunstneriske Øiemed, ligesom den ogsaa med Undtagelse af det ovenfor Skisserede har været særdeles rundhaandet med at kalde de høiere Interesser til Live, især naar man betænker, hvilke Ofre det har kostet i Eet og Alt at «sætte Fødder under eget Bord.»




Nr. 28/1851; søndag 02.02.

[Stortinget og politikken]

Korrespondence

Christiania d. 30te Januar 1851

Nu ere vel de fleste Storthingsmænd samlede herinde; flere af dem have allerede været her en Uge, og man har saaledes allerede havt Leilighed til at betragte Christianiensernes nysgjerrige Skotten efter disse Nationens Mænd. De almindelige Kaféherrer lade ikke til at nære synderlig Respekt for dem, uagtet de vistnok burde yde dem al Tak, fordi de yde dem Stof til de ellers særdeles aandløse Kafésamtaler. Storthingstiden er i saa Henseende en særdeles velsignet Tid; den sætter Tanker i Omløb, som ellers ikke vilde røre sig, og bidrager saaledes til at give det aandelige Liv et nyt Sving. Politisk Stille er ikke sundt for Aanden, og det er en overfladisk Tanke, at man vilde kunne undvære Partier. Den menneskelige Træghed kan alene komme frem til Sandheden ved at kastes imellem Modsætninger. Man bliver under et saadant Boldspil nødt til at anstille Betragtninger over de modsatte Partiers Forhold, deres aandelige Gehalt og endelig deres Betydning for det Heles Økonomi. — Rygterne gaa ellers, at Oppositionen seer ud til at skulle blive særdeles kompakt; de fleste Storthingsmænd ere nok dybt grebne af Regjeringens Handlemaade mod HarringHarring] Harro Harring, dansk forfattar og Sexe,Sexe] Sjur Sexe, geolog og Enkelte skulle endog have ytret, at Regjeringen sandsynligviis foretog disse Krafthandlinger for at bringe Oppositionen til det Yderste og derved ved et coup de main fælde Oppositionen med eet Slag. Oppositionen er altsaa paa Post baade mod sig selv og mod Regjeringen, og det er særdeles vel. Medfører dette Sandhed og er en saadan Forestillingsmaade almindelig, da kan Fædrelandsvennen trøste sig med, at det ikke vil komme til noget Optrin og at saaledes det Hele vil gaa sin jevne Gang, — Noget, som den norske Besindighed ellers synes at maatte borge for. Imidlertid vil nok ikke Oppositionen være eet Legeme og een Aand; vor almindelige Tvedragtsaand og eiendommelige Lyst til Spaltning vil sandsynligviis kløve Oppositionen i 3 à 4 Leire: de moderat-oppositionelle Embedsmænd, StabellStabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar og Mændene af den gamle Skole med ValstadValstad] Ole Kristensen Valstad, bonde og stortingsrepresentant og enkelte andre Oplandsbønder, de vestlandske Bønder og endelig de meest rasende studerede Folk i og udenfor Thinget, som ved sin oppositionelle Færd ville hæve sig til Ære og Værdighed. Det skulde være beklageligt, om disse fik forledet de svage Hoveder til Skridt, som aldrig vilde kunne retfærdiggjøres for Besindighedens og Fornuftens Domstol. — ThranesThranes] Marcus Thrane Agitation skal staa vel anskreven hos mange af Oppositionens fornemste Høvdinge, deels fordi de indse, at Agitationens gode Sider ere virkelige Fremskridt, deels fordi deres Fødsel og Opdragelse lade dem have et aabent Øie for de Fattiges Lidelser, og vel deels fordi de i Bevægelsen finde et Rygstø. Hvorvidt Thrane selv er populær, skal jeg ikke kunne sige, derimod er det nok temmelig vist, at AbildgaardAbildgaards] Theodor Abildgaard, pioner i arbeidarrørsla er det, og han fortjener det da ogsaa, forsaavidt som han unægtelig er en ung Enthusiast, der vil det Gode paa sin Viis. Flere Storthingsmænd skulle have gjort ham deres Opvartning, dette lader jeg nu staa ved sit Værd. Det er forresten ganske naturligt, at de ville lære sine Folk at kjende, saameget mere, som de nok have faa Dygtige herinde i Christiania, hvem de med Hud og Haar kunne kalde sine. De maa i saa Henseende føle sig forladte og fra sit Standpunkt betragte Christiania som et Sted, hvor alle Servilismens Aander have deres Tilhold. Denne falske Tanke er Oppositionens største Ulykke, den miskjender det Gode og har Mistanke til Mange — det vover jeg med Glæde at sige — som ikke tage i Betænkning at vie sine ædleste Kræfter til Fædrelandets Vel. Ved en saadan Miskjendelse støder Oppositionen disse sine naturlige Bundsforvandte fra sig og maa staa alene i en Strid, hvori de Venneløse med Nødvendighed maa bukke under. Det hjælper ikke, at de pukke paa Folket. Folket kan i sin ædle Skikkelse aldrig i Længden ville understøtte Andet, end den humane og udviklede Fornuft; det er en stor Trøst, at det har Sands nok til at adskille de sande Venner fra de falske, men inden en saadan Anskuelse faar gjort sig gjældende, ere mange ædle Kræfter bukkede under, Fremadskridningen forsinket og Patrioterne fortærede i indbyrdes Kamp. At det ikke er det egentlig Stabellske Parti, som hylder Arbeideragitationen, vil Du af Morgenbladets Virksomhed i den Retning let kunne slutte. Morgenbladets vaklende Forsøg paa en Mægling mellem Partierne i Anledning af Storthingsvalget i Drammen skal have indgivet mange af Oppositionen den Tanke, at Morgenbladet ikke vil kunne føre dem frem til Seir, men hvilket Blad skal da føre dem? De maa grundlægge et nyt, og hvem skal redigere det? Rolf Olsen,Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar vil Du sige, ja bi nu lidt, det turde nok hænde, han er overmaade populær i Oppositionens yderste Venstre, hans Variationer over den Harringske Udjagelse og Kirkesagen have skaffet ham mange Beundrere. Forresten gaar nok det Heele op i Vind. Samspillet i Storthinget vil forhaabentlig nogenlunde udjævne Dissonantserne og lade de største Brushoveder i ærbødig Afstand trække sig tilbage for et Liv, som skuer dem i Øinene med bydende Alvor. De lovlige og sædelige Magter ville paabyde dem en ærbødig Taushed og samle de Vanmægtige under sine Vingers Skygge.




Nr. 38/1851; fredag 14.02.

[Christiania marknad]

Korrespondence

Christiania d. 10de Februar 1851

Se nu er da Veiret opklaret og Markedstummelen forbi. Man kan nu vove sig ud paa Gaden uden at svømme mellem berusede og puffende Mennesker; det er nu Tid at komme til Besindelse og gaa over de øde Torve, der synes at skotte om efter sine Liremænd og Sælgekoner. Dersom ikke Følgerne af taabelig Ødselhed, Sygdom og Anger, vare saa prosaiske Fornemmelser, kunde man særdeles poetisk sætte sig hen paa Markedets Ruiner og udmale de stakkels Markedsgjæsters Indre og Ydre. Ifald man ikke betragter Markedet som et Slags Folkefest, et vist nordisk Karneval, saa er det unægtelig saavel fra et nationaløkonomisk som fra et sædeligt Standpunkt absolut forkasteligt, især i en By som Christiania, hvor de samme Mennesker noget nær hele Aaret igjennem kunne træffe hverandre. Det er intet Stevnemøde mellem to Nationer som paa Levanger og GrunsethGrunseth] Grundset, og det er ligesaalidt særegne Produkter, der paa en vis Tid maa forhandles, det er simpelthen en Sammenstimlen, hvori Schakreriet, Snyderiet, Dandsekipperne, Tombolamændene, Sukkerbagerne, Brændeviinssælgerne og alle Sorter af Vertshuusholdere alene gjøre gode Affærer. Derfor seer man heller ingen egentlig Handel, men alene en nysgjerrig Bevægelse, der «begloer» de se- og ikke-seeværdige Gjenstande, som findes herinde, især i et Aar, som dette, da Hestehandelen ogsaa er flau, og Bonden, som han siger, «ikke engang faaer give bort sin Hest.»

Det meest Interessante ved det hele Marked var Industriudstillingen. Det var isandhed glædeligt at træde ind i det rummelige Lokale, hvor fædrenelandske Frembringelser overalt vinkede En imøde. Det eneste tilgavns Uhyggelige og Smagløse var en opløben Dreng med iisnende koløret Voxansigt, over hvis Skuldre en Mesterprøve af en Kjole hang som over en Stang. Armene hang og dinglede tomme, og hans nye Beenklæder laa i «Skrukker» om den sammenklistrede Figur, der som et Spøgelse stod lige for IndgangenIndgangen] retta frå: Ingangen. Jeg «skvat» tilbage i Døren og min første besindige Tanke var, at harmes over en Direktion, der tillod eller arrangerede en slig barbarisk Opstilling. Vilde man absolut have slige Spøgelser i Salen, saa burde man dog have saamegen Takt, at man stillede dem forstukne hen i en Krog og ikke skræmmede Livet af Folk. Strax ved Siden af denne opløbne Dreng stode tvende Brystbilleder af Voxfigurer, der ogsaa i samme Aandedræt bidroge til at forhøie Skrækken. De vare flyttede ned fra Barbereres og Haarskjæreres Vinduer, hvor de da ikke længere skræmmede Folk, som gik paa Gaden. Jeg forsonede mig imidlertid paa en vis Maade med deres Hæslighed, idet jeg ved at træde nærmere opdagede deres nydelige Parykker med de rene Tomburette-Delinger. Parykkerne vare — det sagde en Kjender, som stod ved min Side — i enhver Henseende ligesaa smukke og gode som de bedste, man faar fra Udlandet, og det mærkeligste var, at de vare gjorte af Barberer og Parykmager GunnestadsGunnestads] Peder Gunnestad, parykkmakar 11aarige Søn. Hvorfor sætter man sine Parykker paa slige Skabilkenhoveder, og ikke heller hænger et Parykskildt udenfor sit Huus med en Paaskrift, som BaggesenBaggesen] Jens Baggesen, dansk forfattar saa i Paris: «Havde Absalon havt en Paryk, saa var han ikke bleven hængende i Egen?»

Det meest seværdige paa hele Udstillingen var unægteligunægtelig] retta frå: unægtelige de af Juveleer TostrupTostrup] Jacob Tostrup, gullsmed forfærdigede Sølv-Alterstager. Saa smagfuldt de end vare forarbeidede, stødte de imidlertid Øiet, idet de ikke frembød noget harmonisk Heelt, men noget vist Afstumpet og Halvt; paa Midten er nemlig anbragt gothiske Taarne, medens den øverste Deel er afstumpet ved en noget bred Rand; det — om jeg saa tør sige — kirkelige Indtryk bliver derved tilintetgjort. Havde derimod de gothiske Taarne været anbragte ogsaa oventil, saa at Lyset havde staaet mellem dem, saa vilde deres Udseende have faaet den Heelhed og Harmoni, som man fordrer af ethvert Kunstværk. Saaledes som de nu ere, maa man med al deres Glands og Kostbarhed kalde dem mislykkede.

Noget af det meest kunstneriske i den hele Samling var udentvivl GlosimodtsGlosimodts] Olaf Glosimodt, treskjerar og bilethoggar udskaarne Arbeider: ThorvaldsensThorvaldsens] Bertel Thorvaldsen, dansk bilethoggar Büste, en Daase med Portræt af LutherLuther] Martin Luther, tysk reformator og en Do. af N. JuulJuul] Niels Juel, dansk admiral; de vare skaarne med en Troskab, Fiinhed og Sikkerhed, som gav Ansigterne et Udtryk af Aandighed, der stempler Arbeidet som et Kunstværk. Glosimodt, der som en Bonde fra vore Fjeldbygder, lige til den sidste Tid alene har lært sig selv, er ogsaa et Exempel paa, at vi Norske ingenlunde ere blottede for industriel og kunstnerisk Sands, naar blot de naturlige Talenter tilbørlig bleve fremdragne, og benyttede. At dette ikke før er skeet, er Noget, som er en naturlig Følge af vor uudviklede Tilstand i fast alle Retninger. Vi have hidindtil ligesom ligget i Drømme og begynde nu lidt efter lidt at gnide vore Øine og vaagne op til Bevidsthed. Ingen fornuftig Mand kan imidlertid klage herover: ifølge den naturlige Udvikling maatte det saa være. Nu indse vi det Eensidige, Brød- og Holdningsløse; at de bedste Kræfter kaste sig paa Embedsstudiet, og at Staten ikke forholdsviis yder Kunst og Industri, Fabrikker og mekaniske Anlæg, Haandværk og økonomiske Udviklinger idetheletaget en ligesaa stor Understøttelse og Opmuntring som Videnskaben og Fabrikationen af Kandidater. Alle have de Krav paa Opmærksomhed, og Staten maa og bør som en god Fader sørge for alle sine Børn. Formaar den end ikke at sørge rigeligt for dem, saa skal den dog gjøre det saa ligelig, som fornuftig Beregning kan foreskrive.

Det vilde være ligesaa interessant som nyttigt og opmuntrende at se en detailleret og sagkyndig Fremstilling af de fleste udstillede Gjenstande; de fortjente det isandhed, og det var idetmindste en Opmuntring, Pressen i sin affekterede Penhed og Fornemhed skyldte de flittige Arbeidere, der vist have vaaget mangen Nat, for at faa sine Arbeider færdige til den bestemte Tid. Og vore store Hovedstadsblade havde Rum nok til at gjøre det; de drives hver Morgen af Baasen som Faraos magre Kjør, og brøle til hinanden og stange paa hinandens udhungrede Ribbeen; derved tro de at gavne og forsone Gemytterne. Mon de ikke gjorde bedre i at være lidt mere folkelige. Men, der skal ligesaa store Evner som god Villie til at være det.




Nr. 39/1851; lørdag 15.02.

[Opninga av Stortinget]

Korrespondence

Se, nu er da Storthinget endelig aabnet; igaar timedes det mig at se den Høitidelighed, som jeg bogstavelig kjøbte for usigelig Møie og blodig Sved, og kjøbte den saaledes altfor dyrt. Det Hele vilde have været høitideligt ifald Herolderne ikke havde tittet frem som romerske Satyrer og holdt Parodiens Dæmon tilskue. Mennesket maa ikke være altformeget alvorligt; det er mærkeligt, men sandt. Driver det Alvorligheden til den yderste Spidse, saa fremkommer den meest rystende Komik. Det er derfor mærkeligt at man fremdeles bibeholder den middelalderlige Herolddragt. Menneskene kunne nu ikke længere blive imponerede ved forgylte Baand, røde Kapper og Kniplinger om Knæerne; der skal noget Mere, noget Indre til. Herolderne vakte derfor neppe nogen Ærefrygt hverken hos Dannede eller Udannede; man skottede alene efter dem, ligesom Faarene, naar de se Klodyr. Det var et lystigt Syn.

KongenKongen] Oscar I, konge oplæste sin Throntale med svag, men tydelig Stemme, og man kunde alene paa enkelte Ords Accentueren fornemme, at han ikke var en norsk Mand.

Det var skjønt og vidnede om huuslige Dyder, at Hans Majestæt begyndte sin Tale med sin Søns, Kronprindsens Giftermaal; det var tillige omsorgsfuldt og landsfaderligt, at han gav det tro norske Folk det glade Haab om en sikker Thronfølge. Vore Efterkommere ville saaledes blive forskaanede for en Successionskrig, der ofte har herjet skjønne Lande, og gamle Norge har ogsaa i henved et Par Aarhundreder vaandet sig under en saaden Feide. Man sparer Skillingen og lader Daleren fare, naar man ømmer sig under en undersaatlig Forsorg for høie Prindser; men man skjønner ikke det Gode førend man har tabt det. — Throntalen ligesom ogsaa Beretningen om Rigets Tilstand giver Arbeiderbevægelsen lidet Haab; dog den var allerede tilbagestødt fra den Kant; nu kommer det an paa, hvad Storthinget vil og kan gjøre. Det vil nok blive nødt til at gjøre det samme som Regjeringen: Arbeideragitationen bliver nok nødt til at gaa fra Herodes til Pilatus: den maa henvende sig til den kommende Tid, der stedse tager sig af den Lidende og fører hans Sag til Seier; da er det rigtignok forseent; men, her er det ikke en enkelt Mand, som skal blive hjulpet, det er en Bevægelse, som skal blive fremmet eller tilbagestødt.

Throntalen satte kjendelig Arbeiderbevægelsen i Forbindelse med Udlandets Theorier og Revolutioner, der bleve underkjente. Det er mærkelig, at man drister sig til at fælde en Dom paa Forhaand; mon det ikke var riktigst, at erklære om slige verdenshistoriske Begivenheder, at man endnu ikke forstod dem? En Privatmand kan ifølge sin Svaghed tillade sig, at fælde en Dom vel tidligt, men en Statsmagt . . . . . . en Idee . . . . den personlige Fornuft . . . . .

Beretningen om Rigets Tilstand var i det varme Veir overmaade lang, det er imidlertid mærkeligt hvor godt Alting tager sig ud paa Papiret. Livet maa være et sandt Paradis for Folk, som bestandig sidde paa Kontorer og idetheletaget bevæge sig i en Papirverden. De høre ikke med Job «de Klagendes Skrig.»

Storthingets Præsident takkede, som Du vel har seet, i faa, men hjertelige Ord, og hans senere Henvendelse til Kongen aandede sand Loyalitet. Det er saa smukt, at «Brødre bo fredelig tilsammen.»

Idag har imidlertid et Forslag fra Direkteur HolstHolst] Peder Christian Holst, direktør og stortingsrepresentant været fremsat. Det er ikke saa ganske fredeligt; det gaaer ud paa Intet Mindre, end at Storthinget skal bevilge den af Regjeringen afsatte SexeSexe] Sjur Sexe, geolog fuld Gage. Forslaget blev udlagt til Behandling i et senere Møde. Gaar det igjennem, saa har Storthinget fældet sin Dom over Bretteville.Bretteville] Christian Bretteville, statsråd Han bør derfor være saa konstitutionel, at han pakker sammen; men, vil man sige, Formerne ere endnu ikke blevne konstitutionelle hertillands. Kan saa være, og isaafald kan Bretteville blive siddende paa sit Tabouret.




Nr. 44/1851; fredag 21.02.

[Frå Stortinget: adresse- og hurtigskrivarsaka]

Korrespondence

Christiania d. 16de Februar.

Bjørnen sagde engang til Ræven: «Kom, lader os gaa ud og ‘veide’ sammen, og Vildtet skulle vi dele som Brødre.» Ræven troede, det var gjilt at være sammen med Bjørnen, som har 12 Mands Vet, og han sagde ja, kom an! Nu gik det over «Hougar og Hamrar, gjennem Buskor og Smug.» Ræven opdagede altid Vildtet og lærte Bjørnen, hvorledes han skulde stille sig paa det, uden at blive opdaget. Men Bjørnen huskede over Stok og Stage saa uforsigtigt, og det knagede saa i hans Been, at Folkene altsomtiest bleve Fribytterne var og satte efter dem med «Høg og Hund.» De bleve revne og glæfsede, men «smat» altid undda. Naar de da hæsende og blæsende kom sammen oppe i Skogen igjen, sagde Bjørnen: «Det er din Skyld, Mikkel», og han gav ham et Drag under Øret. «Du milde Gud», sagde Ræven, «det skal jeg have for mine Raad, som du finder gode og gaar ind paa, men ved din Husken og Hoppen forraader du den bedste Angrebsplan. Og, naar du ved min Hjælp «veider» Noget, saa «skarver» du det op alene, medens jeg gaar og hungrer, saa det skriger i mig; tror du, jeg kan leve af Halene og Ørelapperne? Farvel.» «Hvilken Uforskammethed», sagde Bjørnen, «saaledes tør du tale til Skogens Konge, som har 10 Mands Styrke og 12 Mands Vid! Maa ikke du og dine Lige være stolte af, at jeg vil «labbe» Eder?»

Denne Historie hørte jeg i min Barndom; jeg tror, at jeg græd for den arme Mikkel og lovede at skyde Bjørnen, naar jeg blev voxen. Men de barnlige Tanker udviskes, og jeg har ikke tænkt paa denne Historie igjen, førend igaar, da det blev mig fortalt af en formeentlig Velunderrettet, at KongenKongen] Oscar I, konge skal have givet lille BrettevilleBretteville] Christian Bretteville, statsråd alvorligt Skrub for den sexeske Sag. Det er ligesaa skjønt at være Konge som utaknemmeligt at være Minister; men, den konstitutionelle Konge er en Fiktion, Statsraaden derimod er et ret og slet Menneske og ovenikjøbet en Kontormand. En saadan Blanding af Materie og Aand kan intet Heelt komme ud af; det maa blive en HomunculusHomunculus] retta frå: Hommunculus, der vel har den rigtige mechaniske Sammensætning, men som mangler det organisk belivende Princip.

— Adressesagen kommer nu igjen op af Dage; den ligger nu hos et Udkast,*) der har at afgive Indstilling. Blot Udkastet nu denne Gang ikke vilde frafalde sine Grunde og saaledes lade Thinget stemme over en hovedløs Mand, der i denne Tilstand rigtignok har det Fortrin, at han er sine Fædres udtrykte Billede.

Det maa ellers blive ganske interessant at høre paa de vordende Adressedebatter, i hvilke Thingets Kjæmper, SchweigaardSchweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar og Lerche,Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar sandsynligviis ville komme til at bryde sin første Landse. Lerche vil forhaabentlig ikke blive skræmmet fra Vid og Forstand, saaledes som Smaafolkene i 1848. Han vil udentvivl, om saa skal være, falde som en Spartaner og ikke springe fra Skjold og Bue. Om det Rigtige eller Urigtige i at faa en Adresse istand, er vel ikke saa ligetil at sige. Det er godt Fransk og Engelsk, det er vist; men det er endnu ikke lykkedes nogen oppositionel Taler eller Skribent at gjøre en Adresse til en Fjeldets Søn. Man har snakket en heel Deel, men det har gjerne været i Almeensætninger, som i det virkelige Liv saa saare lidet have at betyde. Adressens Punkter ville vel nu som før ligeledes være af en saa almindelig og ubestemt Natur, at de i praktisk Forstand blive meningsløse. De sige Forlidet, netop fordi de sige Formeget. Det er jo klart, at ethvert nogenlunde rimeligt Menneske maa ville Indskrænkning i «Embedsværket», «større Kommunalfrihed», «Gjennemførelse af Grundlovens Aand», og hvad forresten alle disse oppositionelle Stikord hedde; men Graden, Tiden og Maaden, det er Knuden, og den kan alene Tiden og Fremadskridningen løse. Det gaar ikke an at gribe Statssamfundet som et Stykke Viskelæder og spinde det ud efter en Maalestok; man maa lade det voxe under omhyggelig Pleie. Hvad skal Kongen gjøre, naar han seer disse Fordringer? Udnævne frisindede Ministre? Hvor finder han dem, at sige dygtige? Paa Oppositionsbænkene? Men bliver det virkelig ikke resikabelt at vælge Folk til Raader, der love Guld og grønne Skove, naar man kjender Historien og seer, hvorledes disse ride, naar de komme i Sadlen? Dygtigheden lover gjerne ikke mere, end den kan holde, men Uvidenheden er riig paa Løfter, fordi den har Alt at vinde, men Intet at miste. Den Dygtige kjender Livet og veed, at det ikke er nogen let Sag at spinde Silke af det; men Umodenheden og den forresten agtværdige Enthusiasme siger med Spiegelberg i «SchillersSchillers] Friedrich Schiller Räuber:» «Gjør mig til Finantsminister, og Penge skulle vrimle, somsom] er sett inn der vrimlede Luus fra Moses Mirakkelstav!»

Dog, den Dag, den Sorg. Naar Adressen kommer fore, skal jeg komme tilbage til denne Sag; kun saameget: Departementsfolk ryste paa Hovedet og sige: Tænk, Adressen blev besluttet mod — 11 Stemmer! Og det var unægtelig en tvingende Majoritet, at sige, naar man tæller efter Dusinet; men da Verden har saa meget Dusinagtigt ved sig, saa skal jeg nok vogte mig for at slaa mig til Departementsfolkenes Side, men sige ganske roligt: det gaar jo ret brav.

Det er ikke nogen grei Sag, at sno sig frem i Verden, især naar man har den Skjæbne, at være en opløben Dreng, som rager op under Thronen. Storthingsmændene skulde ligesaalidt som Bretteville være «tillags.» Der fortælles nemlig, at Kongen skal have kaldt til sig nogle Storthingsmænd og givet dem en faderlig Bebreidelse, fordi de nu i Thingets Begyndelse teede sig noget ustyrlige, nu da Enighed var saa nødvendig. Er dette sandt, saa maa Hvedebrødsdagene være forbi. Alt saa saa inderlig peent ud i de første Taler og Hilsninger. Prindsen skal som Sømand have kaldt til sig Løitenant Rosenkvist.Rosenkvist] Einar Rosenqvist, offiser og stortingsrepresentant Jeg beklager ham: begynder han at blive spag, saa vil man sige, at han utilbørlig er paavirket.

— Hurtigskriversagen gik al Kjødets Gang, men Haabet lever, den staar nok op igjen under næste Thing. Det er mærkeligt, at man kan beklage sig over partiske Referater, og naar det kommer til Stykket, saa vil man dog ikke have Andet alligevel! Thinget har i dette Stykke viist sig som den Kone, der beklagede sig over sin Naboerskes Trættekjærhed, men da denne kom til Forstand, sagde hun: Gud hvor eensomt og stille det nu er! Det gaar imidlertid ikke an at beskylde Thinget for Haardhed mod Hurtigskriverne. De have isandhed Intet at beklage sig over: de fik fri Underviisning, lærte en nyttig Kunst og fik 50 Daler atpaa.

Enkelte Taler i Hurtigskriversagen vare i sin oprindelige Skikkelse overmaade løierlige, det er ubodelig Skade, at de ikke bleve optagne med Hud og Haar. Storthingstidenden vilde være blevet en morsom Lektüre, men de vordende Personer i Eventyrkomedien vogtede sig for at fryde Publikum. Foretagendet var forresten saa kostbart, at det nok kunde skaffe Sparsommeligheden en Knag at hænge Hatten paa.

* * *


*) Et nordisk Ord for Kommitte, der lugter saa meget Latin, at Danske, Svenske og andre skikkelige Folk har fundet paa et hjemmegjort Navn istedet.




Nr. 46/1851; søndag 23.02.

[Litteratur- og kunstkritikk; Myllarguten]

Korrespondence

Naar man undtager den fornyede Behandling af SexesSexe] Sjur Sexe, geolog Sag, saa ferierer Storthinget nu paa en Maade, idet Medlemmerne ere ganske gemytligt samlede inden sine Udkastvægge, hvor Sagerne blive luttrede gjennem en prøvende Skjærsild, inden de komme under Behandling i Thinget. Det er ellers mærkeligt, hvor eensomt det politiske Liv bliver ved et saadant sønderlemmet Storthing inden lukte Døre; man fordrer nu engang Bevægelse, naar Storthinget er samlet, og vi ere saa vante til politiske Opdiskninger, at vi blive flaue, naar Livet gaar sin jevne Gang. Politiken er en velsignet Ting; i den kan Alle deeltage. Den ligner i saa Henseende Poesi, Philosophi og Religion. Det er Menneskehedens Fællesgods, deres Alminding, hvorpaa alle Faar have Tilladelse at græsse.

Under et sligt politisk Dødvand kan det belletristiske Liv blomstre. I «Iduns» æstetiske Værksted hamre visselig for Øieblikket mange Dværge, sandsynligviis endnu flere end de, der have fourneret de sidste Nummere med kritisk æstetiske Sylspet. De gode Herrer skulde heller slaa sig paa Politiken, da der nemlig ingen Tvivl er om, at de ville udmærke sig langt mere i den Retning, og navnlig skulde Hr. GlükstadGlükstad] Christen Mamen Glükstad, prest og forfattar raadføre sig med sit eget Hjerte, om han ikke skulde have større Kald til at blive Politiker end Digter. Han maa bestemt ikke have læst hvad BaggesenBaggesen] Jens Baggesen, dansk forfattar siger: «Man ærgrer sig ikke nær saameget over Sniksnak i Prosa som Sniksnak i Vers.»

Storbladenes poetiske Kræfter samle sikkerlig nu forøget Styrke, og Læseverdenen tør snart vente at faa poetiske Nydelser fra den Kant. Der er noget saa Dagligdags og Hjemligt i Dagbladspoesierne, at man ikke kan gjøre sig fortrolig med den Tanke, at disse Kilder skulde blive udtørrede. Kritikerne tie ogsaa, og det arme Publikum maa nu gaa i Theatret uden i Forveien at være vederkvæget og tilretteledet af Smagens glacehandskede Talsmænd. Det er saa meget mere bedrøveligt, som de fleste Theatersøgende, naar man undtager dem i anden Rad, i Regelen nok ikke have stort anden kritisk Dannelse, end de Lasarussmuler, som falde fra Postens og Morgenbladets velbesatte Bord. Theaterbestyrelsen nyder nu ogsaa et Øiebliks Ro. Det er vel imidlertid ikke Andet end et Havblik, der gaar forud for en Storm, lig den Brill-Sigismundske.

De gode Avisskrivere skulde dog betænke, at det er Synd at hamre paa Værgeløse; man bør bære over med Umyndige, selv om de gaa saavidt, at de, som Rygtet fortæller, skulde have næret Betænkeligheder ved at lade MøllarguttenMøllargutten] Myllarguten (Torgeir Augundsson) optræde imellem Akterne, idet de bemærkede, at Møllarguttens Spil ikke strængt taget faldt ind under Begrebet Kunst. Jeg gad nu vidst, om disse gode Herrer vide hvad Kunst egentlig er. Man har ialfald Ret til at forudsætte en saadan Uvidenhed hos dem, aldenstund de ere i Tvivl, om hvorvidt Møllarguttens Spil er kunstmæssigt eller ikke. Dog, de maa ikke have hørt ham, eller ogsaa maa de ved Kunst forstaa Noget, som grunder sig paa kold og bevidst Mathematik. Geniets umiddelbare inderlige Udbrusning bliver da ingen Kunst; Orpheus, til Exempel, heller ingen Kunstner. Dog, Orpheus var maaske aldrig til, og dermed vil da Theaterdirektionen for et Øieblik være hjulpen. De Brillske og Sigismundske Tableauer og Stjernebilleder have vel jaget Theaterdirektionen saadan Skræk i Blodet, at den for Fremtiden vil falde i Skylla for at undgaa Karybdis. Uvidenheden ligner altid en Feberpatient, der snart ligger i Sved og snart fryser, saa Tænderne slaa Generalmarsch.

Du vil allerede af det Anførte slutte, at Møllargutten er kommen til Christiania. Han kom for 14 Dage siden herind med sin Kone, der havde en Værk i sin høire Haand, og han tog med sig sine «Feler», for at være belavet paa at spille. Felen er overhovedet for ham det samme, som Sværdet for de gamle Kjæmper; han kan ikke sove uden den. Nu har han desuden 3 prægtige Feler, hvoriblandt en til 20 Daler, som han agter at forære til Ole Bull. Den er ganske vidunderlig smuk, og det maa vække den høieste Forundring, at den kan være forarbeidet af en Tellebonde, som aldrig har været i nogenslags Lære.

Igaar sendte KongenKongen] Oscar I, konge Bud efter Møllargutten, og han sad paa en Stol foran Kongen og Prindsen og spilte henved en Time. De høie Personer maatte uvilkaarligt følge Virtuosens trampende Bevægelser — de klappede og Kongen yttrede sin Beundring for denne eiendommelige rørende Musik. Idag sendte han igjen Bud efter Møllargutten og gav ham 40 Daler. Jeg kommer i dette Øieblik fra Møllargutten. I sit naive Sprog strømmede han over af Lovtaler over Kongens Høflighed og Forekommenhed, og han sluttede med: «Aa jagu betalte han som en Konge.»

En af Dagene vil han sandsynligviis give en Koncert. Maatte ogsaa Publikum dennegang have et aabent Øre for de fædrelandske Toner!




Nr. 48/1851; onsdag 26.02.

[Om revolusjon]

Korrespondance

Idag skrive vi den 24de Februar, 3-Aarsdagen efter den franske Revolution. Man betragter slige historiske Dage med en egen Følelse; de ere Milepæle paa Menneskehedens slagne Vei fra Barbari til Civilisation. Det er altid høitideligt at dvæle ved en saadan Dag, naar man lever i Forgangenheden, men spændende og skjæbnesvangert, naar man veed, at den Dag og det Øieblik, hvori man lever, vil blive historiskt mærkeligt. En saadan Dag er at betragte som en Slags Fødselsdag; man føler, hvad Barnet maatte føle paa sin Fødselsdag, dersom det blev født med Bevidsthed. Netop i en saadan Stemning sidder jeg nu, og føler tilfulde, at der imellem det Ophøiede og Latterlige gives blot et eneste Skridt, og jeg veed, at vore Efterkommere engang ville mærke sig d. 24de Febr. 1851, men hvorvidt de ville betragte dens Begivenheder fra en latterlig eller alvorlig Side, det veed jeg ikke. Det er muligt, at de ville misunde os, som levede i Dag, men det er ogsaa muligt, de ville sige: Gud, hvilke Jyder! Kort, en Masse af Muligheder er tilstede, men det Virkelige er, at Dagen vil blive ihukommet, og for os, der leve i dette Øieblik, ere om muligt endnu flere Muligheder forhaanden, men det Virkelige er, at man ikke kan blive klog paa Øieblikket. Det er muligt, at der er Fare forhaanden, men det Virkelige er, at man ruster sig. Det er muligt, at Arbeiderne ville gjøre en Revolution, men det er virkeligt, at Militæret er paa Benene, som var en saadan i Gjære. Det er muligt, at der i Gaaraftes og i Nat er forefaldet Optøier paa Ringeriget og paa Soløerkanten, men virkeligt er det, at et saadant Rygte verserer. Det er muligt, at Arbeiderne i Eftermiddag ville samles paa Torvet og indvie en rød Fane, men det er virkeligt, at Rygtet om denne Ting har spændt Gemytterne og ladet Militæret og Politiet træffe Forholdsregler. Det er muligt, at ThraneThrane] Marcus Thrane er en farlig Person, og at han ligger og ruger over Revolutioner, men det er virkeligt, at her i den senere Tid har seet overmaade mystiskt ud, og at hans «Virken paa en anden Maade» kan være godt Fransk. Politiet tror vist Muligheden af, at AbildgaardAbildgaard] Theodor Abildgaard, pioner i arbeidarrørsla kunde være indviklet med i en Sammensværgelse; det Virkelige er ialfald, at det i Nat larmede paa Porten til Monsens Gaard og undersøgte, om Abildgaard var hjemme; han maatte blive forskrækket, han Stakkel, naar han, gnidende sine Øine, fandt Politiet over Sengen. Det er muligt, at Generalmajor Birch,Birch] Paul Hansen Birch, generalmajor som ethvert andet skikkeligt Menneske, sov noksaa godt i Nat; men det Virkelige er, at Rygtet har ladet ham staa op Kl. 4 og inspicere underordnede Officierer og Soldater, der allerede idagmorges havde indsluttet sig paa Fæstningen, som nu findes hermetisk tillukket. Det er muligt, at vi iaften kunne leve paa Fransk; men det Virkelige er, at Gud og hver Mand herinde nu leve som Dagdrivere, der rangle igjennem Gaderne og gabe og glo. Det er muligt, at Gadestenene ville komme til at ligge i Fred og Ro, og alene ville blive opslidte af Dagdrivere, men det Virkelige er, at de i mine Øine ligge og skotte om sig, titte En i Øinene og ligesom spørge: Vil I ikke skjænke os den Opmærksomhed, at bygge Barrikader af os? Det er muligt, at Lygtepælene iaften ville blive brugte til Andet end til Belysning, men det Virkelige er, at de stirre gaadefuldt ned paa den bølgende Menneskemasse. Det er muligt, at Storthinget ogsaa er Nationens Hygge, men det Virkelige er, at Galleriet idag har været usædvanligt fuldt af lasede Mennesker, der saa ud til at sætte den prompte Næveret i Virksomhed, naar det skulde være, ligesom det ogsaa er virkeligt, at Storthinget endnu holder paa med disse evige Storthingstidender og disse temmelig paatrængende Ansøgninger om Understøttelse til Udgivelse af Storthingsefterretninger. Det er muligt, at jeg skulde bie med at skrive, indtil disse Muligheder vare blevne til Virkelighed, eller ogsaa til Intet; men det Virkelige er, at Posten skal afgaa Kl. 12, og at Drammen, som er Arbeideragitationens Vugge, bør saa snart som muligt vide, hvorledes vi leve herinde, og hvorledes den ny Lære kan give Anledning, ialfald til blinde Staaheier. Nu slaar Taarnuhret 12, Torvet er fuldt af Mennesker, ialfald af Sælgekoner, jeg hører Trommen, maaske det er Musiken? Jeg seer Militær; Politiet flyver omkring som et tørt Skind; jeg maa støbe Kugler til Natten. Farvel!

Efterskrift. Det er skjønt at være Franskmand. Jeg gad nu vidst, om Thrane har sendt Bud efter Blusemænd til at gjøre Revolutioner; har han ikke det, saa gaar det galt; man kommer ingen Vei uden Kyndighed i Haandværket.




Nr. 52/1851; søndag 02.03.

[Ingen revolusjon]

Korrespondance

Revolutionen gik op i Røg; mine mange Muligheder bleve til Vind; mine Kugler maa ligge og sortne ørkesløse i Pungen; Gadestenene finde sig i sin gamle Skjæbne; Lygtepælene kom ikke engang paa Theatret — man var forsaavidt mere blodig i 1848/49. Den gamle Døse er indtraadt, Livet har sin gamle Podagra, Politiken sine sædvanlige Ligtorne og her findes neppe Nogen, som med Fynd og Klem kan træde paa dem; ialfald skriger den ikke, men gaar noksaa pertentlig inde paa Stuegulvet med sine udenlandske Tøisko. En Revolution er derfor ikke mulig, hverken i Tankens eller Politikens Verden, af den gode Grund, at her ingen Helte findes. Partierne og Meningerne, fornuftige Folk og Aviserne staa og holde hverandre i Armene, saa at de ikke komme af Flekken, men efter det gode gamle Udtryk, «tøve.» Morgenbladet taler da lidt fornuftigt nu om Dagene saa Altimellem; man vil allerede heraf kunne skjønne, at her er Storthing, og at Morgenbladet kan føde fornuftige Folk, naar Andre ikke ere at bekomme. Det vil ellers blive en vanskelig Sag for Bladet at gjendrive Christianiapostens og tænksomme Menneskers Paastand, at Arbeiderurolighederne ere en consekvent Følge af dets Politik. ThraneThrane] Marcus Thrane har blot omsat Lærdommen i Handling og forresten krydret den med endnu mere Galimatias; jeg gad nu vidst hvem der engang vil sætte Christianiapostens Lærdom i Handling. Det maa vist blive en anden Oluf Broch,Oluf Broch] Oluf Brock, legendarisk svensk handelsmann ifald Thrane paa sit første Stadium ikke allerede har gjort det: han var, som bekjendt, lynende gal paa den forhaanden værende Repræsentation og syntes ligesom at gjøre lange Blikke øster imod Nikolaus.Nikolaus] Nikolai I, russisk tsar

Thrane er dog virkelig en artig Skrue. Han er et talende Vidnesbyrd om, at Mennesket maa opføre Farser, naar det ikke kan være alvorligt og poetisk. Han holdt som du vel har seet, en Tale paa Hestetorvet til den forsamlede Masse og udbragte et Leve for de ny Statsraader; men hvad du ikke har seet, er, at han holdt mange Stubber af Taler.

Allerede Stedet, hvor Stubberne holdtes, er i og for sig selv karakteristisk og leder uvilkaarligt Tanken hen paa Pladsens vanlige Røre, med den Forskjel, at Hesteprangen, Liredreien, Kaffekogning og Jagter i og for sig selv er noget langt Fornuftigere, end slige Sammenstimlinger, politisk Ølsnak og Hocher for ny Statsraader.

Har man hørt sligt Snak, at udbringe Leve for Noget, som ikke er til? Det er et Tankeexperiment, som alene Philosopher kunne forklare sig; det gaar rundt for den simple Forstand, som altid vil have noget Paalideligt. Saavidt vides kan Historien alene opvise et eneste Sidestykke. De gode Athenienser, som ellers af og til vare meget aandrige og fornuftige, havde som bekjendt et Alter for en ukjendt Gud, de følte vel ligesom Thrane, at Jupiter med sine Elskerinder og Statsraader af olympiske Guder, af hvilke i Parenthesi sagt, den ene ogsaa var en Bjergmand som vor, der ogsaa havde sin SexeSexe] Sjur Sexe, geolog i Mars, ikke kunde tilfredsstille den almindelige Trang til en social Forbedring og til politisk- religiøse Sammenkomster paa Langvig, ude paa Salamis, men at en forbedret Udgave af Jupiter og et nyt Oplag af de gamle Statsraader var nødvendigt, ifald man ikke skulde see sig nødsaget til at spekulere paa en Revolution. Der er saaledes dennegang ikke skeet noget Nyt under Solen, og saalænge Verden har Thraner, vil der formodentlig hellerikke skee noget.

Oppe i GrubbegadenGrubbegaden] retta frå: Grubegaden holdtes Reformbanketten; der fattede man vist under Thranes Præsidium den fredelige Beslutning ikke at indvie nogen rød Fane; der hang ingen glimrende Lysekroner i Salen; slige Prydelser ere alene de Stillestaaendes og Tilbagegaaendes Eiendom. Fremadskridningens Mænd have for det Meste maattet lade sig nøie med Toskillingslys og svømmende Lamper i Ølglas. Belyst af slige, Frihedens, Oplysningens, Philosophiens, Poesiens og SelvopofrelsensSelvopofrelsens] retta frå: Selvoprelsens Symboler og uadskillelige Følgesvende sad nok Thrane og uddeelte sine fredelige Ordres, medens Kavalleriet skoede sine Heste, Politiet udsendte sine Blænkere, Kongen holdt et lidet Pikenik for nogle Storthingsmænd, jeg støbte Kugler til Natten, og Digteren Glükstad formodentlig skrev en MarseillaiseMarseillaise] retta frå: Marsellaise til at synges paa Kaffeerne. Saaledes henrandt Aftenen, og det eneste Optrin, som forefaldt var en Kraakesværm, der nedigjennem Kirkegaden flokkede sig om en Mand, der gik og svaiede med en afbrudt Baadshage. Politiet, der nu altid skal være Daarers Formynder, skred ind og afvæbnede formodentlig Spektakelmageren. Revolutionen var forbi, og gamle Folk sige, at Martsrevolutionen i 1848 var langt blodigere; den var ialfald mere øllet og pibende, og Aviskampen vil neppe dennegang blive saa levende som i hine Tider, da Morgenbladet udslyngede sine Fulmina og en Student i Rigstidenden betegnede sin Artikels Underskrift saalunde: Jeg gjorde vel at jeg «peb».




Nr. 55/1851; torsdag 06.03.

[Frå Stortinget: jernbanesaka]

Korrespondance

Jernbanen, Jernbanen og atter Jernbanen er nu paa Alles Mund. Man beklager sig over Kommitteens Splittelse, og man ender med at forbande de Forvovne og Selvkloge, der have tilladt sig at være uenige med SchweigaardSchweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar og BrochsBrochs] Ole Jacob Broch, matematikar og politikar Talstørrelser. Man siger og spaar, at Uenigheden og Splittelsen er et sikkert Tegn paa, at det Hele gaar op i Røg, og man maa indrømme, at en saa sønderreven Kommitteeindstilling ikke spaar noget Godt. Christiania er naturligviis rasende, og Jernbanen vil saaledes blive et fortræffeligt Middel til at bringe de skjulte Kræfter for en Dag og begrændse de politiske Partier. Det vil blive etslags Livsspørgsmaal for Morgenbladet, idet nemlig yderste Venstre finder, at dets Stilling er vaklende og at det ikke bliver noget Organ for den. «Morgenbladet bærer Kappen paa begge Skuldre», hedder det; «det har hverken moralsk eller intellektuel Kraft til at gjennemføre de folkelige Fordringer; Tiden har gaaet ifra det.»

Denne Tale er betegnende nok, og dersom Uenigheden ikke var saa stor, Folket saa trægt og de dygtige Publicister saa faa, saa vilde et nyt Organ under en kraftig Haandsrækning reise sit bydende Hoved stolt i Veiret. Men Morgenbladet seer sandsynligviis Faren og reber sine Seil saa godt det kan. Krydseren synes ogsaa at ane noget Sligt, idet den i sine sidste Nummere kjendelig falder ud af sin Rolle og ligesom smisker for Storthinget. Den gode Krydser burde ikke befatte sig med Sligt! den kan vaase og undertiden snakke om intetsigende Ting noksaa gemytligt, men alvorlig kan den neppe være. Den bør lade sig nøie med at være Harlekin og forresten indskrænke sig til at hakke paa Posten og Morgenbladet. Det vil bekomme den bedst, især da man saa alligevel ikke kan undvære et Philisterblad.

Idet Jernbanen saaledes vil bidrage til skarpt at afgrændse de politiske Partier, er den et fortrinligt Middel til at eftervise, hvor stærkt det uelandske Parti vil være*). UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar og hans Tilhængere ville i Længden vinde ved den Vending, Sagerne synes at ville tage. Ueland har ingen Skam af sit dissenterende Votum; det bærer heeltigjennem Præget af hans klare Aand. Det er patriotisk, og udtaler saa sande Grundsætninger, at man vil have vanskeligt med at slaa ham af Marken. Det er aabenbart, at Christiania og Oplandet har subskriberet for Lidet. Det er dog unægtelig Lidet af en Statsraad at tegne sig for 200 Daler, fordeelt paa fem Aar, ihvorvel det maa erkjendes, at Statsraaderne ingenlunde ere saa vel aflagte, som Sorenskriverne f. Ex. Det er endnu Mindre for Stedets store Kjøbmænd at tegne sig for en Sum, der — som hos Meyer — ikke svarer til Halvdelen af den Sum, de aarligen udgive til Bordkjørere. Byens øvrige Pengemænd have heller ikke i Jernbanesagen viist sig saa ivrige, som naar det har gjældet Assurancekompagnier. Oplandets Gaardmænd, der maatte have den største Opfordring til at faa Banen istandbragt, have heller ikke lagt nogen synderlig Iver for Dagen. De Eneste, der synes at have gjort, hvad de kunne, ere Christianias Haandværkere; men Banen maa da ogsaa for dem være et Livsspørgsmaal, og Ueland vil derfor ikke skaffe sig faa Uvenner fra den Kant. Det øvrige Land og navnlig Bergen har unægtelig været uforsvarligt lunkent, og Staten har, efter de indhentede Oplysninger om Stemningen, ingensomhelst tvingende Grund til at hjælpe den, der ikke vil hjælpe sig selv. Det er desuden en staaende Grundsætning ved alle Foretagender, der særligt komme et enkelt Distrikt tilgode, kun at tilskyde Halvdelen.

Man maa desuden ikke fæste en altfor stor Lid til Brochs Talstørrelser, aldenstund man betænker, at Englænderne ikke ere de Folk, der kaste sit Brød ovenpaa Vandet. Det skulde være underligt, om Norge med sin lykkelige Kredit ikke kunde aabne et Laan paa ligesaa fordeelagtige Betingelser, som de, under hvilke Kapitalisterne ville sætte sine Penge i Jernbanen. Men det er en Hovedsag for England med sin trykkende Verdensindustri at faa en større og større Anvendelse for sine stigende Kræfter.

Norge bør kjøbe sine Lærepenge, men ikke altfor dyrt. Det vilde fremkalde en Forrykning i Forholdene, naar Arbeidet standsede, ligesom ogsaa Norge maatte finde sig i, at mange Poster bleve besatte med Engelskmænd, hvortil Normænd kunde dueliggjøre sig. Under enhver Omstændighed har Forbindelsen med England neppe saameget at betyde, som Morgenbladet synes at forestille sig. Frelser ikke England os fra Østens Barbari paa Grund af Norges geographiske Beliggenhed, saa gjør det det vanskeligt for en kort Jernbane. Vi have desuden i Bodøsagen følt, hvad England har tilovers for en underordnet Stat, og de joniske Øer have ogsaa faaet dette at føle, ikke at tale om det store Ostindien, der visselig engang vil vise Historien et Forhold, som Roms til Sicilien. Det turde hænde, at man engang vil sige om det uelandske Jernbaneforslag, hvad man nu siger om Urokkelighederne i 1814 og 21, og isærdeleshed om den fornuftige Beslutning, der hindrede Salget af Kongsbergs Sølvværk. Det kunde synes formasteligt at erklære sig uenig med Statsøkonomer og Mathematikere, men det er naturligt at fatte Mistanke, naar en Mand kommer til mig med gode Varer og vil sælge dem for en Spotpriis. For at undgaa Misforstaaelse, maa jeg bemærke, at jeg ingenlunde er fræk nok til at mistænke de nævnte Herrer for mindre gode Hensigter.

Overalt have Jernbanesagens Forfægtere bidraget en heel Deel til at forpurre Sagen. Her var nemlig i Søndags et stort Selskab hos en af Byens rigeste Kjøbmænd. Man armeerte sig med aandelige Vaaben og den ikke mindre aandige Champagne; man pillede ud de meest udprægede Personligheder hos Oppositionen og vilde ligesom afgjøre Sagen med eet Kup; men Ueland bandt paa sig Rævekløerne og fremmødte saaledes tilstrækkelig væbnet. Jagtpartiet grupperede sig om de Udkaarede; men disse smuttede væk, og da man ikke kunde fange dem, saa afskjød man enkelte Skud efter dem, og som et Beviis paa Jagtpartiets udiplomatiske Fremfærd kan anføres, at en af dets fornemste Ledere yttrede, at han ikke kunde begribe, hvorfor Oppositionen var saa mistroisk. Han fik et overmaade godt Svar, men min Skygge, der svævede over Forsamlingen, var saa berust af Champagnedunsten, at den ikke kunde opfatte den i sin Heelhed. Man drak derpaa BrettevillesBrettevilles] Christian Bretteville, statsråd Skaal, og de indbudne Storthingsmænd vare diplomatiske nok til at klinke med, og En af Selskabet var derfor saa satirisk, at han troede det fornuftigt at bringe Champagne ned i Storthinget, naar Sagen endelig skulde blive afgjort.

Nu kommer det an paa, om man er saa fornuftig at bringe nogle Flaskefoder ned i Thinget, naar Kampens Dag engang oprinder. Politiken staar dog over den vilde Krig; Soldaten maa lade sig nøie med Finkel, naar han skal gaa Døden imøde, men Diplomaten holder sig til Champagne.

Idag ere nogle af Banens Hovedmænd nede hos Kongen,Kongen] Oscar I, konge rimeligviis for at modtage den sidste Salvelse.

* * *

*) Det uelandske Parti — jeg maa benytte dette Ord — lægger en særlig politisk Betydning i Jernbanespørgsmaalet og betragter det som et Tillidsvotum til Regjeringen. Allerede den Omstændighed, at Storthinget skal vælge Tilforordnede til at forestaa Banen, siger ogsaa tydeligt nok dette.




Nr. 58/1851; søndag 09.03.

[Myllarguten og folkemusikken]

Korrespondance

MøllarguttenMøllargutten] Myllarguten (Torgeir Augundsson) har nu to Gange givet Koncert i den store Salon paa Klingenberg. Koncerten har begge Gange været godt besøgt, naar man betænker, hvor vanskeligt, for ikke at sige umuligt det er, at undgaa Kollisioner med Theatret, andre dramatiske Forestillinger og Koncerter. Naar man desuden betænker, at Festligheder nu under KongensKongens] Oscar I, konge Nærværelse ved Storthingets Sammenvær og under Forberedelserne til Jernbanen følge Slag i Slag paa hinanden, saa maa man isandhed forundre sig over, at man i en saadan Mængde strømmede hen for at høre paa en Bondespillemand. Man klappede og forlangte enkelte Slaatter Dacapo. Det være nu fordi Musiken virkelig fandt Anklang, eller fordi man, som det saa ofte skeer, klappede paa maafaa, nok, man klappede og det var Alt hvad baade Møllargutten og de virkelige Kjendere kunde forlange. Maaske Tanken om det virkelig Nationale ogsaa kunde gjøre Sit, ihvorvel dette Ord i den senere Tid er kommet i Miskredit, paa Grund af dets hyppige Føren i Munden af Folk, der ikke kunne have noget egentlig Begreb derom. Men det var et godt Publikum, der hørte paa Møllargutten, og dette er altid sig selv ligt. De nysgjerrig Flanevorne og Blasserte, der paa Grund af Nyheden sledes og reves om Billetter forrige Gang, han var herinde, udeblev nu fordetmeste. Nyhedens Interesse var forbi, og de gjorde derfor rettest i at blive hjemme, eftersom slige Folk ikke gaar i Theatret for at nyde, men for at bruge Lorgnetten. Grunden til disse gode Herrers Fravær med deres respektive Damer laa visselig ogsaa i den Omstændighed, at Koncerten ikke blev holdt i Frimurerlogen. De gode Christianiensere ere som alle Indvaanere af Kleinstädter en heel Deel aristokratiske en miniature. De lægge en overmaade stor Bræt paa det Tilfældige i Tid og Sted, og maa ligesom have et Præjudikat for, at Noget er hoffähigthoffähigt] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: hoffähicht, som Tydsken kalder det. Naar Jernbanen kommer istand, tør vel ogsaa Noget af denne Forrykthed gaa op i Røg. Det er Kultur, som mangler os. Vi have efter Omstændighederne Lærdom, men den sande Savoir vivre mangles os visselig for en stor Deel; deraf den Holdningsløshed ved saa mange theatralske Leiligheder. Vi mangle en sund og alsidig Kritik; deraf vore Feberparoxysmer, naar det gjælder kunstneriske Beskuelser. Livet bliver saaledes kastet imellem sine Yderligheder, uden at kunne finde sit egentlige Tyngdepunkt. Heraf ogsaa vor Journalistik og politiske «Reiben und Treiben».

Møllarguttens Venner turde imidlertid ikke tilraade ham at leie Logen, og saaledes i den Henseende opfylde Alles Fordringer, da han ikke vilde have Raad til at resikere et muligt Tab. Efter de indhentede Erfaringer kunde man imidlertid med Tryghed have gjort det.

Det er allerede Meget, at Byfolk, der fra Barnsbeen ikke have hørt Andet, end kunstig Musik, kunde have Øre for Møllarguttens forunderlige nationale Toner, og det vidner tilstrækkeligt om hans geniale Virtuositet. For Folk, som meget have færdets paa Landet og ikke ere blottede for musikalsk Sands, indeholder hans Spil noget uendeligt Vemodigt og tillige Overgivent; der ligger meget Rørende i den tilsyneladende Eensformighed, det er Folkelivet i sin musikalske og poetiske Skikkelse, det er Poesien, som piblerpibler] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: jubler frem af Folkelighedens eviggrønne Jordbund. Man forstaar alene denne Musik i og med Folket; man maa have seet Nationaldandsene for rigtigt at kunne fatte Tonerne i Hardangerfelen med dens dobbeltlydende «Sitterstrænge.» Man seer da, ligesom de dandsende Rækker, der sætte sig i Bevægelse, standse, og gjøre sine runde Hallingkast, man seer de kjække Bosser, der mærke en sort Plet under Himlingen og beskrive efter Nedfarten en Runddeel dreiende sig paa Hælen. Musiken har understøttet Dandsen og Dandsen igjen Musiken, de betinge gjensidigt hinanden.

Det kan ingen Tvivl være om, at Musiken kunde hæves til en ukjendt Høide af Sandhed og folkelig Inderlighed, dersom den kunstige Musik forstod at tilegne sig og forædle dette nationale Musikelement. Musiken har visselig ligesom Poesien revet sig løs ifra det Nationale og er saaledes en Plante uden Jordbund. Man kan blive forvænnet ved det Fremmedartede og den blege Rose under Glasklokken, men de oprindelige og sande Følelser komme i bedre Øieblikke bydende til Orde og man føler Livet tomt og forladt, ifald Naturligheden ikke ganske er udryddet. Derfor finde vi ligesom os selv igjen, naar vi høre vore umiddelbare Melodier og naar ØelenschlægerØelenschlæger] Adam Oehlenschläger f. Ex. i sine heldigste Øieblikke indluller os i en poetisk Dvale; vi høre ligesom en sød Plasken af Livets Vandspring, og vore gode Genier vifte Sveden af vore Pander med sine Æthervinger.

Dog, Musiken og Poesien have ikke saameget fjernet sig fra Naturligheden, som de have udviklet sig paralelt med den. Folkelivet er ikke deres Rod; Roden sidder i Pedanteriet og det Laante, og det er et Spørgsmaal, om disse Størrelser ikke ere incommensurable med Naturen; det er et Spørgsmaal, om vore Poeter og Musici nogensinde kunne blive gjenfødte ved dette Gjenfødelsens og Fornyelsens Bad.




Nr. 61/1851; torsdag 13.03.

[Kommentar til Morgenbladet og Krydseren; konsert med arbeidaranes songlag]

Korrespondance

Det gjør mig vont, at du ikke kunde læse mit sidste Brev ordentligt. Du har saaledes læst: «hoffäicht» for «hoffähigt» og «Poesien jubler frem af Folkelighedens Jordbund» istedetfor «pibler frem.»*) Stedet maatte derfor blive dig meningsløst eller ogsaa latterligt. Om du læser store Forbogstaver for smaa og stumme E’er og D’er der, hvor Folk ikke vil have dem, gjør derimod lidet eller intet til Sagen, da her i saa Henseende hersker et fuldkomment Anarki. Den eneste Autoritet, som protesterer imod en saadan Skrivevilkaarlighed, er Recensenten over «Idun» i Christianiaposten; men den Mand er neppe nogen Autoritet, og han synes ikke at betænke, hvor daarligt det dog er at være konseqvent, aldenstund man ikke har faste Principer. Det er dog aabenbart bedre at være lidt fornuftig engang imellem, end stedse at være urimelig. Jeg kan derfor ikke andet end ønske Skriveanarkiet tillykke med sin Virksomhed. Det vil engang tvinge os til at antage en fornuftig Regel, som en af vore første Forfattere, P. A. Munch,Munch] Peter Andreas Munch, historikar har bragt i Forslag i sin Anmeldelse af Ivar Aasens Ordbog. Han vil at vi skulle gaa tilbage til den oprindelige Skrivemaade, og i den kan da ethvert Distrikt lægge sin eiendommelige Udtale. Præsten LandstadLandstad] Magnus Brostrup Landstad har gjort en Begyndelse hertil i sin Prøve paa telemarkiske Folkeviser. Nu staar der tilbage, at Munch selv efterskriver sin Theori, og han vil sikkert faa mange Tilhængere. Det maa være en Mand med Autoritet, som begynder; vi Smaafolk maa dilte paa den almindelige Landevei, medmindre vi ville gjøre os aldeles umulige. Vi maa betragte det som en Naade, at Folk ville læse os, og det er derfor ikke mere end billigt, at vi føie dem i deres smaa Luner.

Min næstsidste Korrespondance satte baade Krydseren og Morgenbladet i Bevægelse. Morgenbladet er ganske pyntelig mod mig, og det skulde vel gjøre; det var jo ikke mine egne Meninger, jeg gav tilbedste; det var en almindelig Mening, jeg lod flyde gjennem Pennen. Hvorvidt Meningen er grundet eller ikke, derom mælede jeg ikke et Ord. Nu, vi faa se, som Morgenbladet selv siger. Jeg troede tvertimod, at Morgenbladet var saa fornuftigt, at det gjerne vilde høre, hvad Folk sagde om det. Det kan nemlig ikke nytte noget, at være i Uvidenhed, aldenstund man ikke er af samme Mening som Haren, der troer sig sikker, naar han faar skjule sit Hoved inde i et Tykke.

Krydseren derimod er lidt mere ilter, uagtet jeg troede at have talt ret vel om ham. Jeg sagde, at han kunde vaase, og det er dog noget, man ikke kan sige om alle Blade; der skal en Smule Aand til at kunne det. Uvidenhedens Snakken frem og tilbage er ikke Vaas, det er Sludder eller noget Værre. Jeg sagde endvidere, at han kunde snakke gemytligt om intetsigende Ting, og det er dog virkelig en Anerkjendelse, han maa være fornøiet med. Jeg sagde, at vi ikke kunde undvære et Philisterblad, men derved troede jeg ingenlunde, at sige, at Krydseren selv var en Philister. Philisterne ere gjerne vanskelige Folk at skrive for, og det er derfor ingen let Sag at redigere et Blad for dem; en Forfatter, der skal være deres Yndling groer ikke paa hver Busk.

Krydseren vilde derimod ikke indrømme mig saameget. Han kalder mig temmelig ligefrem en Oxe; jeg faar finde mig heri, da jeg ingenlunde er formastelig nok til at vide, hvorvidt han har truffet det Rigtige eller ei. Han lader forstaa, at jeg er hoffærdig, det er mærkeligt! Jeg indbilder mig derimod selv at være ydmyg og beskeden, men saa forskjellige kunne Meningerne være! Vi skulle derfor ikke trætte, især da jeg er en Korrespondent, og saaledes unægtelig en Person, medens mine Modstandere ere Blade, og saaledes Abstrakter, forsaavidt man ikke holder sig til den haandgribelige Papirlap. En Kamp mellem os vilde derfor blive ligesaa urimelig, som da Christianiaposten angreb A. B. StabellStabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar istedetfor Morgenbladet. Man bør overlade Andre at kjæmpe med Næverne; Bladene bør holde sig paa det reent aandige Felt, hvor man har den Fornøielse, at fægte mod Meninger.

Jeg har dog den Fornøielse, at se en af Thingets dygtigste Medlemmer, Lerche,Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar være enig med mig i det Hovedsagelige angaaende Jernbanen. Lerche tegner sig godt: Han talte forleden Dag meget fornuftigt over vore Domstoles sædvanlige sløve og tillige mistænkelige Formel: at erklære En fri for videre Tiltale. Han talte ogsaa idag meget liberalt mod Udestængningen af Tombola og smaa Lotterier. Man bør i slige Smaating lade Folk have sin Frihed; kan ikke Samfundet reddes uden at gjøre dets Medlemmer umyndige, saa er det alligevel priisgivet til Undergang. Det er netop en af de store Sandheder, for hvilken Verden gjennem Aartusinder har kjæmpet, at man skal give Menneskene den størst mulige Frihed. Friheden er selv det bedste Korrektiv imod dens Udskeielser. Mennesket maa nu engang tages paa den Maade, og det er vel. Lerches Sendebrev til Oprørerne paa Levanger var fortrinligt. Der gik en nordisk Sagastiil igjennem det. Om Præsten ArnzensArnzens] Carl Arntzen, stiftsoverrettsjustitiarius og redaktør Hyrdebrev kan man desværre ikke sige det samme. Det var saaledes, som man kan vente sig af en Theolog, der skræmmer de stakkels Mennesker med evig Fordømmelse, naar de ikke ville være skikkelige. Dog, — maaske det var rigtigt; uopdragne Børn maa man jo altid true med Pidsken. Det Værste var imidlertid, at han antog Forskjellen i Livsvilkaar, som en christelig Nødvendighed, for at Kjærligheden ikke skulde uddø. Saaledes tale mange Theologer, og de have derfor særdeles let for at prostituere baade Vorherre og hans elendige Skabninger; og dersom nu en Ikke-Theolog finder sig beføiet til at protestere paa sin Faders Vegne mod Sligt, saa afvises han med den Beskeed, at han ikke har noget Vet paa det, men smukt skal overlade til Theologerne at udvikle, hvad man ikke kan tage og føle paa.

Søndagsaften var Arbeidernes Sangforening nede ved Palaiet og sang passende Sange og udbragte konstitutionelle og tillige oppositionelle Hurraer. Det var loyalt og peent, men KongenKongen] Oscar I, konge skulde ikke lade til at skjænke den Stads nogen Naade. Han vil, at Alt skal gaa saa roligt og stille. Han har derfor viist sig mindre gunstig mod Arbeiderforeningerne, der dog ville røre lidt paa sig. Det er Skade, at Livet ikke kan udvikle sig uden Bevægelse. Da vilde man bestandig kunne ligge i sin Vugge med en varm Hareskindshue paa Hovedet, da vilde man kunne sidde i sin Rullestol og saaledes spadsere over Gader og Stræder, da vilde man som hiin Præst i Bergens Stift kunne have Trindser paa sine Sengefødder, og med fastgjorte Snorer i Væggen manøvrere sig hen til Kakkelovnen, tilbage til Spisebordet og atter hen til Vaskevandsstolen.

Men Livet har en anden Bevægelse, end den mekaniske; derfor staar Opposition og Regjering imod hinanden, og det er vel. Jeg skal ikke være den første Mand, der ønsker en fuldstændig Enighed, dog ynder jeg ligesaalidt en systematisk Opposition, der opponerer opad Stolpene og nedad Væggene.

Idag reiste Kongen. Christiania staar nu forladt. Jeg mødte den høie Vogn i Gaden og hilste som en god Undersaat. Det var mere end de Fleste gjorde; man skylder at være galant mod sin Konge. Det er borneret, at lade den politiske Mening sætte sig fast i Hatten, og overhovedet ved mekaniske Bevægelser, at lade Gemyttet hænge udenpaa sig. Kongen er desuden en snil Mand, der i Grunden vil Alle saa inderligt vel.

* * *

*) At der i en daglig udkommende Avis indløber Trykfeil er desværre uundgaaeligt.




Nr. 66/1851; onsdag 19.03.

[Frå Stortinget: debatten om jernbanen]

Korrespondance

Jernbanen er nu endelig kommen ud af Storthinget. Hvorledes den vil finde sig udi det praktiske Liv, maa Tiden vise. Jeg har biet saalænge med at skrive for at kunne have noget Heelt at meddele, men det Hele er alt for stort, og saaledes er jeg nu værre faren end nogensinde. Skal man være interessant i Livet, maa man dvæle ved det Ubetydelige; det Aandrige maa ikke være stoftungt, men fjederlet; det er alene Lamartine,Lamartine] Alphonse de Lamartine, fransk diktar og politikar som kan skrive en aandrig Historie; jeg formaster mig ikke til at forsøge paa det; og det kan da ogsaa være det Samme for dig som faar Debatterne i sin Heelhed. Ere disse som oftest end ikke aandrige, saa ere de dog i det Mindste lange, og Nyheden tvinger dig til at læse dem.

Ja det har da ogsaa været nogle Dage, vi have levet i; vi have været i en utrolig Spænding og paa Galleriet i en utaalelig Trykning. Mine 3 Dage ere tabte, og jeg har ovenikjøbet draget mig en Forkjølelse paa Halsen; det er ikke Spøg at komme badet i Sved og Ærgrelse ud af Galleriet i de sølede Gader og den raa Luft. Vort Storthings-Lokale er dog virkelig under al Værdighed og Bekvemmelighed; det er Fattigmands Leilighed, og det er alene i Følelsen heraf man taalmodig taaler Trængselen med hverandre. Jeg fandt mig i min Trængsel, men da jeg finder en Statsraad indkilet ved min Side oppe i Trappen, da blev jeg undselig paa Lokalets Vegne. Havde det endda været en Statsraad, som har den Fornøielse at gjøre sin Runde i Aviserne, saa kunde det endda have været tilgiveligt: det ene Muldvarpe-Hul kan være lige saa godt som det andet, men det var en populær Statsraad, en dygtig Mand, der ventelig netop derfor fandt sig i Omstændighederne med en skjøn Hengivenhed, og han ytrede om muligt endnu skjønnere Ord: hvad en Nations Fleerhed vil, det gaar dog.

Ja det gik, og da jeg tildeels af Erfaring veed, hvor galt det er at opponere mod Enthusiasmen, saa vil ogsaa jeg sige, det gik ganske vel; det er desuden forseent nu at opponere, det nytter ikke at flagre, naar man ikke kan være andet end Minervas Ugle, der som bekjendt først kommer tilsyne naar Solen er gaaen ned. Det nytter saa meget mindre, som dette Brev vanskelig vil blive noget historiskt Dokument, der kunde vise, at ikke Alle vare grebne af den almindelige Svindel; Fremtiden vil alene spørge efter, hvad der blev gjort; Personerne, der vare for eller imod, ere visselig saa ubetydelige, at Tiden vanskelig har Tid til at befatte sig Noget med dem; den har Andet at bestille, end gaa og plukke umodne Ax, den indhøster i det Store.

Det nytter saa meget mindre, som en Opponeren vilde blive kjedelig nu da man ikke har hørt Andet end Jernbane-Snak i Thinget og paa Cafféerne, i Bladene og paa de øvrige Hestetorve; Kjedsomhed er unegtelig Noget af det Værste, der kan hende et Menneske, man kan trumphe eller korse bort Livets øvrige Onder, men Kjedsomhed er en usynlig Lænke, spundet af Bjergrødder, Kattefodsdøn, som den hvormed man bandt stærke Fenris.

Det vilde ovenikjøbet være resikabelt at opponere, jeg kunde nemlig paadrage mig nok engang Morgenbladets Unaade, og det vilde være uklogt, da man altid skal holde gode Miner med Noget, som er i Opkomst. Det har seiret og dersom der mellem Morgenbladet og Kong PyrrusKong Pyrrus] Pyrrhos (Pyrrus), legendarisk konge av Epiros var den fjerneste Lighed, kunde det sikkerlig med ham udbryde: Vinder jeg en lignende Seier, saa er det forbi med mig.

Man skal desuden altid holde sig til Vens med Ungdommen, og Morgenbladet har unegteligt været Ungdommeligt, ikke alene i sine Kalkuler*) men ogsaa i sine Redaktions-Artikler. Dog det er ikke alene ungdommeligt, men der er Noget vist ponsagtigt i at ende med et spærret Fremad. Jeg troede mig uvilkaarlig henflyttet i et godlidende Selskab med Kridtpiber og Ponseboller, man talte, klinkede, hoppede op i Sophaen, stod paa det ene Been og skreg Fremad, men blev naturligviis ligefuldt staaende eller rettere faldende.

Det er skjønt at see gamle Folk blive foryngede.

Men Bladet har lagt en anden mindre elskelig Egenskab for Dagen, som jeg mindre kan bifalde; den maa stikke i Blodet, og er forsaavidt uforbederlig. Det har nemlig gaaet frem noget voldsomt og ikke villet indrømme anderledes Tænkende noget Vet eller Aabenhed. Jeg var saaledes en Modstander af Banen fordi jeg vilde have den paa norsk, det vil da sige for det første til Strømmen. Det er en Forvexling af Sagen med Opfatningsmaaden, som enten maa tyde hen paa Uklarhed eller Mangel paa god Villie.

Dog det er en heldig Ting at kunne forrykke Stridspunktet og gjøre sig synonym med høiere Interesser og almindelige Tidsretninger. Derved opnaar den Enkelte en ganske overordentlig Vigtighed, og kan stille Sagen som et Skjermbret foran sig. Exempel: den som vilde en norsk Bane for det første til Strømmen, var imod det engelske Forslag eller Morgenbladet, og var man imod det, saa var man imod Jernbanen og Kommunikationsmidler overhovedet; ved et saadant Sprang fik det enkelte Blad en ualmindelig Vigtighed og kunde uddele Dask til Høire og Venstre. Denne sidste List blev isærdeleshed medtagen. Nu kommer det an paa, om den har Taalmodighed nok til at staa under Mester Erik; Godmodigheden kan dog ogsaa engang blive træt.

Men til Jernbanesagen og dens Debatter. SchweigaardSchweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar talte naturligviis meest og ligesaa naturligt ogsaa bedst. Han besidder dog en forbausende Klarhed, naar man nærmere bliver fortrolig med ham; hans Logik er ligesaa slaaende som fangende, og uagtet jeg ikke kunde være enig med hans Forudsætninger, følte jeg dog en ublandet Beundring og Høiagtelse for Manden. Det var Aandsoverlegenheden jeg hyldede. Den, der efter ham talte bedst, syntes jeg var Lerche.Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar Lerche er vittig, og talte han ikke saa fort, vilde neppe hans Klarhed forekomme mere grumset end Schweigaards; han spiller ofte over paa Nærgaaenhedens Gebet, men han gaar igjennem det humoristiske og er saaledes uantastelig. Det frembragte en heldig Virkning, da han nævnte at HolmboeHolmboe] Hans Holmboe, rektor og stortingsrepresentant ikke havde løbet af sig sine Horn, men blot vendt dem til en anden Kant; Rektoren havde nemlig gjort opmærksom paa, hvorledes han havde fulgt den almindelige Udviklings Gang: først opponeret, og saa kommet ind i Stillinger, der bragte ham til at tænke i en modsat Retning, med et Ord, stanget Hornene af sig.

Man kan da aldrig lade være at krangle om Statsmagternes gjensidige Berettigelse. Hvem skulde nu kunne tro, at Jernbanen ogsaa maatte faa det Huuskors at drage paa? Det ene Parti vilde nemlig, at Stortinget skulde udnævne 3 Medlemmer til Jernbanens Bestyrelse. Dette var grundlovstridigt, siger Schweigaard, og der manglede naturligviis ikke paa underordnede Aander, som ansaa Magisterns Ord som et Evangelium; de troede sig forpligtede til at prædike for Fattige. Endogsaa Præsten BergBerg] Ole Berg, prest var kommen saa høit op i Klassen, at han fra Prækestolen læste over et Kapitel i Krydseren, der ved en overfladisk Betragtning kunde synes at ligne Schweigaardske Tanker om executiv Magt. Lerche protesterede naturligviis mod Autoriteter, til hvilke det i Forbigaaende sagt ikke skal synderlig meget at blive henregnet, og meente at Grundloven nok tillod Storthinget at have en Haand i Hanke med Bestyrelsen af Jernbanen. Han forekom mig at tale mere grundigt om den Sag end Modpartiet, dog holdt neppe Nogen sig til philosophisk Grundighed, men gik paa en juridisk Jagt efter Lovbud, der ved sin Ubestemthed i Virkeligheden hverken sagde det Ene eller det Andet.

Præsten AarsAars] Nils Frederik Julius Aars, prest og stortingsrepresentant talte vakkert, han maa absolut være en god Præst; han taler med Værdighed og fiin Sprogrigtighed; det maa være en begavet Mand. Æblet er ikke faldt langt fra Stammen. Hans Fader var bekjendt for en Mand, hvem Naturen havde udstyret med et ligesaa skjønt Legeme som en klar Aand. En Mand har fortalt mig: Provsten AarsAars] Jens Aars, prest i Lier lignede Gøethe.Gøethe] Johann Wolfgang von Goethe

StabellStabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar talte ogsaa ret bravt. En Mand kom til mig idag og sagde: det er mærkelig hvilken Force Stabell har faaet i at holde Taler. RosenqvistRosenqvist] Einar Rosenqvist, offiser og stortingsrepresentant talte ret klart og bestemt, og MøinichenMøinichen] Erik Røring Møinichen, politikar drømte sig sandsynligviis paa Theatret, og udbredte sig over den Artighed England havde viist mod Norge og hvor ugalant det vilde være om vi puffede Engelskmændene fra os. Det gaar rart til paa Theatret. O ja! det Hele er jo efter de moderne Begreber bygget paa Illusion. Det løber som oftest uheldigt af naar Talias Sønner ville være philosophiske. Møinichen gjendrev den fremsatte Sætning, at det var uværdigt for en Stat at vælte Ulykken over paa en Privatmand, med den Bemærkning, at saadant maatte ødelægge Associationsaanden, om hvilken han ellers talte meget opbyggeligt. Han beviste saaledes en Sætning ved at holde sig til dens Følger istedetfor at søge efter dens Udspring; han gik paa Hovedet, og det taaler ikke Logiken.

Det er ellers besynderligt, at man aldrig kan indse det haltende i at sammenligne Staten med en privat Mand; saaledes talte UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar og Aars om en Skomager med Læder og Hammer, og Stabell om en Driftsherre med sit Vandfald, men sligt kalder man praktisk og føler sig truffen, naar man hører sligt Snik-Snak, er det i Grunden ærgerligt at maatte staa saaledes under Pidsken, at man ikke engang kan hysse en Smule. Man er streng hertillands mod slige naturlige Udbrud; Alt skal gaa saa peent til, man skjærmer saa vakkert om de Umyndige, paa samme Tid som man er grusom nok til at nægte Genialiteten sin elektriske Triumph. Saaledes handlede man ikke i Grækenland, saaledes handler man ikke i Frankrig, og saaledes handler man neppe der, hvor man har Hjertelag til at lægge paa Umodenheden de naturlige Grimer. Om Forladelse! Jeg har glemt Lange;Lange] Otto Vincent Lange, tollkasserar og stortingsrepresentant han taler gjennemsigtigt. NatvigNatvig] Thomas Natvig, losoldermann og stortingsrepresentant satte sig op paa Karousellen og kjørte i en Cirkel, det var et vederkvægende Syn. Stavanger er morsomt. Slige Folk sende de istedetfor Christensen,Christensen] Halvor Christensen, byskrivar og stortingsrepresentant men det var formodentlig Harro HarringsHarrings] Harro Harring, dansk forfattar Skyld. Kand. OlsenOlsen] Thorvald Olsen, sakførar og stortingsrepresentant læste ganske peent af sit Papir; det er fornuftigt at holde sig paa Landjorden.

Det er utroligt hvorledes en Sag kan udhamres; den er ligesaa tøielig som Guld, men derfor kan man ogsaa tilslut blæse den isønder.

Næsten Alle begyndte sin Tale med Indgangsordene: Uagtet der om denne Sag er talt saa meget osv. osv. osv. saa — Jeg gad vide om ikke denne Skik er indført af Præster.

Jeg vil følge de ærede Taleres Exempel og sige: Uagtet der er talt vidt og bredt, forekommer det mig dog, at særdeles væsentlige Omstændigheder ved Sagen, enten aldeles ikke, eller dog kun løseligen ere berørte; men, da Afstemning er foregaaet, Hurraraab skregne og Vinduer i Begreb med at blive illuminerede, saa er det bedst at sætte Punktum. Kun saa meget, ja det bliver dog saa langt, at det er bedst at tie.

Man kunde vide, at Forhandlingerne dreiede sig om Damp, siden man satte Sagen saaledes paa Spidsen, at man end ikke fik Lov at betænke sig Søndagen over, men maatte sammen i et Eftermiddagsmøde. Man fandt det maaske uforsvarligt at spilde Thingets kostbare Tid længere, men man sparer ofte paa Skillingen og lader Daleren fare ved en ubetænksom Hurtighed. Naar man beslutter Noget for 100 Aar, kan man med god Samvittighed give sig Tid til at granske Alt. Man handlede som om en Krig skulde staaet for Døren, man overrumplede, og det var godt for Knaldeffekten, der da heller ikke udeblev.

At man raabte Hurra for Schweigaard var i sin Orden, hvad man saa end dømte om Jernbanesagen. I og for sig selv kan nemlig Sagens Vigtighed eller Uvigtighed Intet gjøre til Sagen, den er noget ydre og tilfældigt, der ikke kan virke bestemmende paa en Persons Værd eller Uværd. Fortjenesten maa ligge i den indre Kjerne, i den elastiske Personlighed, der som Fjederen kaster sig ud til alle Kanter.

Det var et hjerteligt og rungende Hurra og Haandklappene haglede som Geværsalver, eller spruttede og spragede som en mægtig Flamme. Folkemassen er storartet som Havet, der bruser og alene døer gjennem sine Bølger.

Bølgerne væltede sig ned i Kirkegaden til Præsidentens Bolig og udbragte sine rungende Hurra’r; jeg klappede endnu voldsommere der end udenfor Schweigaard: det var Jakob Aalls Søn,Jakob Aalls] Jacob Aall, godseigar og politikarJakob Aalls Søn] Jørgen Aall, embetsmann og politikar og saa fortrinlig end Sønnen har viist sig, saa var det dog Faderens ærværdige Skygge, der foresvævede mig; var det ikke bespotteligt, vilde jeg sige, at jeg klappede af Religiøsitet; for andet kan man dog ikke kalde den uendelige Følelse, som griber os, naar vi tænke paa Mænd, der have været Fædrelandets Velgjørere.

Det var ligesaa uhyggeligt som taktløst, at Nogle paa samme Sted begyndte at raabe paa Stabells Navn; det var taktløst, fordi man kunde frygte for at Eenstemmighed ikke vilde være at opnaa, den blev da heller ikke opnaaet, og den hele Demonstration var saaledes en unødig Krænkelse mod en Mand, hvem man dog skyldte den Agtelse at tie stille. Senerehen skulde en heel Deel Ligesindede have samlet sig ude ved hans Hjem og udbragt Hurra’r. MirabeauMirabeau] grev Mirabeau, fransk politikar tordnede engang i den franske Nationalforsamling, da man vilde dræbe ham; der er kun eet Skridt fra Capitolium til den tarpeiske Klippe. Stabell kunde nu med ligesaa god Grund sige, der ligger kun 2 Aar mellem Lygtepælen og Hurraraab. Pøbelen er dog altid sig selv lig.

Efter at man havde udbragt Hurra for Schweigaard og AalAal] Aall, slang en Deel af Hoben sig ned ad Revieret til Møinichen; jeg fulgte med og tænkte: Naar det regner paa Præsten, saa drypper det paa Klokkeren. Man udbragte ogsaa Hurraer for BrochBroch] Ole Jacob Broch, matematikar og politikar og Harbitz,Harbitz] Georg Prahl Harbitz, sokneprest og stortingspresident og det var i sin Orden. Broch er en god Mathematiker og Harbitz er om muligt en endnu bedre Præsident.

Aftenen og Natten endte blandt Andet med Champagne ned i Logen, Restauratør NielsenNielsen] Wilhelm Nielsen, restauratør fik Førstegrøden af Jernbanen. Vel havde Notablerne iforveien faaet Klap, men det var blot en Ære, der ved sin Almindelighed for en Deel blev betydningsløs, men Nielsen fik Kontanter, og Logen sønderslagne Flasker; jeg fik, hvorfor ikke tilstaa Sandheden, en Vemod, som jeg gjør rettest i ikke at skildre. Jeg tænkte paa Fremtiden, paa Tankeløsheden, paa Enthusiasmen, paa mig selv, der stod kraftesløs, og endelig paa Tiden, som vilde slukne alle disse Bølgebevægelser.

Til Slut kommer Humlen, siger Ordsproget; jeg glemte at fortælle, hvad vi saa, da Folkemassen bølgede ned over Kirkegaden; vi saa i Cappelens Gaard en Dampvogn i Transparent; det var nok Instrumentmager Hals,Hals] Karl Hals, pianofabrikant der ikke kunde dye sig for at opføre en liden Farce. Publikum studsede, men de naturlige Følelser brød omsider igjennem: man lo.

Det slette Føre har ikke dræbt Enthusiasmen; de fleste Vinduer ere illuminerede. Det er et skjønt Syn, men endnu mere skjønne ere de blomstrende Pigeansigter, der koquettere bag Blomsterne og de luftige Gardiner.

* * *

*) Man turde maaskee forlange et Beviis for dette Udtryk, men Beviset maatte blive langt, og til det lange har jeg for Øieblikket ikke Tid; jeg maa derfor indskrænke mig til den Bemærkning, at det dog vel ikke kan gaa an at regne de nuværende Transport-Omkostninger til Indtægt for Jernbanen og Chauseer. Skulde nemlig disse opfylde sin Bestemmelse, saa maatte Prisen nedsættes til det Halve eller til Fjerdeparten.




Nr. 71/1851; tirsdag 25.03.

[Frå teatret]

Korrespondance

Christiania den 22de Marts.

Theatret vil jeg dennegang til en Afvexling skrive om. I disse sidste Dage er her nemlig kommet lidt Afvexling ind i vort dramatiske Liv: CronborgsCronborgs] Jens Cronborg, dansk-norsk teatermann Børn have spillet i det dramatiske Selskabs Theater, og A. MunchMunch] Andreas Munch, diktar har oversat «En Haarpidsk»«En Haarpidsk»] retta frå: en Haarpidsk; det er ogsaa Noget for vort Repertoire; det er da en Oversættelse, og det er dog bedre, end at hente baade Oversættere og Forfattere fra Danmark af; det viser dog, at vi have Folk, der forstaa sig paa dramatiske Produktioner, omendskjønt de ikke kunne skabe fra første Haand. Det er saameget Mere, som slige Oversættere ere sjeldne, og man bør derfor vide dem Tak, selv om deres Valg ved nærmere Betragtning maatte findes mindre heldigt: Noget er dog bedre, end Intet.

Det har været en gammel Bladskik, at klage paa Theaterdirektionen, fordi den tærskede Langhalm for Publikum; men dette er urigtigt. Man burde heller skjelde paa Naturen, fordi den ikke skaffer os flere dramatiske Digtere. Naar den har faaet sin Bekomst, kan man dænge paa Universitetet, fordi det ikke lader holde flere philosophiske og idetmindste nogle æstetiske Forelæsninger, saa at en eller anden Mand, der ikke fandt sig oplagt til at studere Jus eller noget andet Haandværk, kunde gaa hen og skrive for Theatret efter Recepter. Man kommer langt med dem og der er ingen Tvivl om, at jo de fleste Theaterstykker kunde skrives efter Recepter, at sige af Folk, der ikke havde et altfor godt Anlæg til at puge.

Haarpidsken er imidlertid neppe skreven efter Recept; dertil er den altfor lidet theatralsk og røber altfor lidet Bekjendtskab til den theatralske Økonomi og det Effektfulde, den slæber sig med tydsk Vidtløftighed henover Bræderne uden at være istand til at frembringe den Spænding, som er Betingelsen for alt Liv, altsaa ogsaa for det dramatiske. Charaktererne ere fra første Haand af fixe og færdige, naar man maaske forendeel undtager Kongen, der rigtignok er Hovedpersonen. De gaa og snakke en heel Deel, men dette Snak er ligesaa uinteressant som de selv.

Var den skreven efter Recept, saa vilde ikke Forfatteren anbringe Trommeslag og hyppige Sceneforandringer, der virke forstyrrende paa Illusionen. Til denne Bærer for det moderne Skuespil er der lidet eller intet Spor, og det Lille, som findes, tilintetgjør den ene Person, Prindsen af Beyreuth, ved at fortælle, hvor godt Stof dette skal blive til en Komedie. Man dandser i Stykket og spiller paa Fele, og det hele Indhold viser, at HeibergHeiberg] Johan Ludvig Heiberg, dansk forfattar har godt charakteriseret de moderne Tydskere, naar han siger, at de sammenjaske alle mulige Elementer i sine Lystspil uden at kunne hæve dem til en organisk Eenhed og give dem Liv og Virkelighed.

Stykket er heller ikke poetisk. Det er ikke høiere Interesser, som igjennem Kamp udvikle sig for vore Øine; det er heller ingen Forkjerthed, som gjennem Ironiens og Humorens Ild bliver forbrænt. Stykket mangler næsten ganske Ironi, og Ironien er de Vinger, som alene kan bære de moderne Lystspil ind i Kunstens Helligdom, naar man ikke som CalderonCalderon] Pedro Calderón de la Barca, spansk gullalderforfattar kan indblæse dem Poesiens Aande. ScribeScribe] Eugène Scribe, fransk dramatikar er ironisk, og derfor bliver hans Lystspil interessante, selv da, naar han behandler reent politiske Gjenstande.

Stykket er en grovslagen Kompliment til Huset Hohenzollern. Frederik den fjerdeFrederik den fjerde] Fredrik IV, konge av Preussen maatte føle sig tiltalt ved at se en af sine Stammefædre saa hjertensgod og ærlig. Frederik den førsteFrederik den første] Fredrik I, konge av Preussen er nemlig med al sin Galskab for Soldaterlivet, sin Strænghed mod Børnene, sin Smaalighed og chinesiske Isolerthed ein ehrlicher Schüft, han er patriotisk, og dersom han i Berlin var spilletspillet] retta frå: pillet saa godt som her af Jørgensen,Jørgensen] Christian Jørgensen, dansk skodespelar saa maatte han gjøre Lykke i Kongelogen, og hos de loyale Preussere, der føle sig saa inderlig fromt rørte, naar de se sin Konge af Guds Naade.

For os derimod kunde han ikke være synderlig interessant, med mindre vi gik i Theatret for at studere Historie; men i WachsmuthsWachsmuths] Wilhelm Wachsmuth, tysk historikar Historie til Exempel, vilde vi paa vor Sopha faa et langt bedre Begreb om Frederik den første, og vi vilde da være befriet for disse tilbetlede dramatiske Tilstellinger, der mere formørke, end opklare Billedet.

Det er dog elendigt, at vi ikke selv skulde have Smørere, der kunde forherlige nogle af vore gamle Konger, saa at vi dog havde den Fornøielse, at klappe til vor egen Daarskab istedetfor at være nødte til den Latterlighed at klappe til Andres.

Dronningen er særdeles uinteressant. Det er en Dame, som vi kunde træffe i hver nymuret Bygning herinde; hun vil have sin Datter vel gift, og det bør enhver god Moder ville.

Giftermaal, eller idetmindste Forlovelse, kan ikke vel mangle i en Komedie, det kan hellerikke vel mangle i det virkelige Liv; dette har vistnok ogsaa Forfatteren følt, og derfor har han da ogsaa gjennem megen Ubehjælpelighed trukket Kongedatteren Wilhelmine og Prindsen af Bayreuth sammen. Begge Charakterer ere lige saa dagligdagse som de fleste Elskende, der omsider faa prakket en Forlovelse istand, for seent eller aldrig at blive gifte. Gyda,Gyda] Gyda Klingenberg, skodespelar som Wilhelmine, spillede godt. Hun var straalende vakker, men Rollen var utaknemmelig, og Publikum, der synes at have faaet en Fordom mod Gyda, vilde nødigt klappe. Jeg brugte et par Gange mine Labber, men det hjalp ikke stort; Publikum er ikke altid en Faareflok, der hopper over Bækken, naar den Første har vovet Spranget, men det kommer sig vel deraf, at Faarene ere saa fordomsfrie, at Sammenligning i Et og Alt ikke kan finde Sted.

Prindsen var naturligviis ogsaa uinteressant; han vimsede og lod til at være dødelig forelsket; han holdt en kjedsommelig Ligpræken over Kongen, der røgte af sin Kridpibe. Kongen fandt Behag i Talen, og deri lignede han da ogsaa de Fleste, der sikkerlig maa finde Behag i sine Ligtaler. Han fandt endnu mere Behag i at Prindsen kunde være Soldat og derfor gav han ham sin Datter, naar den gaadefulde Intrigue omsider lod Forløsningens Time slaa. RasmussenRasmussen] Theodorus Robertus Rasmussen, dansk skodespelar formaaede hellerikke at hæve Prindsens Rolle; han var betydningsløs.

De øvrige Figurer vare Fyldekalk. Det var en politisk og ovenikjøbet en preussisk Komedie. Hvilken Ironi af Skjæbnen, at Munch, der ofte har skrevet saa rørende skjønt om Tydskernes Overfald paa Danmark skulde kile en Fyrste af Hohenzollern ind i vore skandinaviske Gemytter; men Politik og Poesi mede hver til sit Maal.

Det skulde være interessant, at kunne gaa nøiere ind i Haarpidsken. Det er saa sjelden, man har Anledning til at dvæle ved Theatret; men Postens og Morgenbladets Kritici ville kunne supplere det Manglende. Du vil der kunne vente opbyggelige Betragtninger over, at Forfatteren ikke har tegnet alle Charakterer med lige Omhyggelighed, at han ikke har lært Noget af Gøethe og Shakespeare,Shakespeare] William Shakespeare, engelsk diktar der tegnede alle Charakterer lige fuldendt, og saaledes sagde til Publikum: «Ogsaa den tilsyneladende Ubetydeligste er Been af mine Been og Kjød af mit Kjød.»

Jeg skulde ogsaa tale lidt om Cronborgs Børn. Jeg maa tale vel om Børnene, de viste sig baade artige og dramatisk vel opdragne; men det er umuligt, at tale vel om den fortvivlede Idee, at lade Børn agere Voxne. Kunde man ikke opdrive en Børnekomedie, der lod de Smaa lege med sine Dukker og Kjøkkentøi, saa burde man lade det Hele bero. Det er utaaleligt, at see et Barn agere Voxen. Jeg for min Deel taalte det paa ingen Maade; jeg maatte kradse mig i Hovedet og rømme ud paa Forværelset for at trække sund Luft. En Voxen kan gjerne være et Barn, det er ofte poetisk; men et voxent Barn er en Vanskabning, en fortvivlet Kamp imod Naturen, der er saa harmonisk skjøn. Det er Ungdommens Poesi, at den ikke kjender til Livets dæmoniske Kræfter. Vi Voxne kunne tale om ægteskabelig Kjærlighed, om Livets Sorger og fortvivlede Kampe; men Barnet skal leve i sin Uskyldighed. Den, som river det ud af denne Edens Have, er en æstetisk Forbryder, der maa bindes paa Hænder og Fødder og kastes ud i det yderste Mørke.




Nr. 77/1851; tirsdag 01.04.

[Pensjonsdebatt i Stortinget]

Korrespondance

I denne Uge har man behandlet Pensionerne. Det er unægtelig en ubehagelig Ting at bestemme dem, og Ubehageligheden vil vedblive, saalænge man uden Grundsætninger kastes imellem økonomiske Hensyn og personlige Fortjenester. Men hvorledes skal da Sagen gribes an? Det vilde upaatvivlelig være det meest rigtige, at Staten Ingen pensionerte. Alle ere Statens Tjenere og der er saaledes i Virkeligheden ingensomhelst Forskjel mellem en General og en Skomager, mellem en Statsraad og en Kjøbmand. De ere Alle lige uundværlige og saaledes forholdsviis lige berettigede til at nyde Pension. Den Ene arbeider med Haanden, som det hedder, den Anden med Hovedet, og begge faa Løn for sit Arbeide; det er derfor en Talemaade som klinger næsten latterlig, naar man siger, at En er bleven graa i Statens Tjeneste. Hvem er ikke bleven det? At sige naar han lever saa længe; Tjenesten kan synes at være mere direkte eller indirekte, men det er dog vel i Virkeligheden blot et Skin. Alene ved at opfatte Forholdet paa denne Maade, indseer man det Taabelige i at tale om tærende og nærende Stænder, og Konsekventsen bliver da, at den Tærende faa Pension medens de Nærende maa sørge for sig selv. Den ene Urimelighed fremavler den anden, og naar man da spørger sig selv, hvor man skal standse, saa maa Forstanden gribe rigtignok vilkaarlig ind og sige, som man da ogsaa sagde om en Mand, der var bleven forknust under Arbeidet af en Kongevei: «Han kan ikke faa Pension.» Men hvorfor ikke han ligesaavel som en Officier til Exempel, der var bleven kvæstet; de fik jo begge Betaling for sit Arbeide. En anden Sag er det rigtignok med en Soldat, der bliver kommanderet ud, og vender som Krøbling hjem igjen; han tjener Staten i egentlig Forstand, fordi han ingen Betaling faar for sin Tjeneste, og han fortjener Pension.

Hvad der i sit Princip er falskt, maa i sine Følger være fordærveligt; Pensionene befordre Tankeløshed og Leven over Evne, idet man veed, at man aldrig vil komme til at mangle; de virke demoraliserende, ikke blot fordi de saaledes befordre Overdaadighed, men endnu mere fordi de svække den sande Æresfølelse, som vil staa paa egne Been og leve af sine Hænders Gjerninger.

Pensionerne sætte ogsaa Storthinget i den besynderlige Stilling at agere Historieskriver og holde Ligprædikener over Mænd i levende Live, og da man saa naturlig gjerne vil tale vel om Folk, saa opløser det Hele sig i et galant Ordspil, der maa være mere saarende for den sande Hædersmand, end mere holdbare Sandheder, der udtales til Tid og Sted. Med al Agtelse for Storthinget, maa man dog vel erkjende, at det ikke besidder tilstrækkelig Sagkundskab til at ophøie eller fælde en Mand, og det kan dog vel ikke saaledes miskjende sin Stilling og Sammensætning, at det skulde gjøre den ringeste Fordring paa noget Saadant.

Dog et er det Ønskelige, og et andet det Virkelige, man maa drage paa en allerede aflagt Klædning, ligesom Slangen i nogen Tid maa slæbe paa sin Ham. Forholdene ere vel endnu ikke modne til en Omformen som den paapegede; det maa gaa gradviis, og Storthinget synes ved en ofte forsvarlig Nedsættelse af Pensioner dunkelt at have følt dette; men dette er neppe den rigtige Maade at gaa frem paa. Den, som uden at være varskoet, gaar ind i et Embede kan fordre, at Alt bliver ved det Gamle naar han gaar af. Enkelte Embeder maatte desuden for det første gageres høiere, og en aarlig Indskydelse f. Ex. til et Pensionsfond maatte finde Sted, eller noget saadant lignende, indtil Sandsen for at spare og være overladt til sig selv nogenlunde var udviklet.

Man havde denne Gang mange Statsraader at pensionere, SmithSmith] Olaus Michael Schmidt, statsråd, Sibbern,Sibbern] Valentin Sibbern, statsråd HolstHolst] Poul Christian Holst, statsråd og Foss.Foss] Herman Foss, stortingsrepresentant og statsråd Ogsaa denne Omstændighed maa komme i Betragtning, naar man lægger en udenlandsk Maalestok paa vore Forholde, og vil at vore Statsraader skal være ligesaa følsomme for et Majoritets-Nederlag som de engelske Ministre. At de forhen indehavte Poster skulle staa Vedkommende aabne under en mulig Tilbagetræden, har sikkert sine praktiske og økonomiske Vanskeligheder, som ikke saa ligetil lade sig overvinde. Nei det maa være rige Folk som i England, der mere ere Ministre for Ærens end for Pengenes Skyld, som skal kunne være følsomme; her hvor Embedsveien maa være et Levebrød stiller Forholdet sig noget anderledes, og det kan ingenlunde feile, at man tilslut ikke faar andre end tankeløse Kontor-Maskiner til Statsraader; en Mand med Æresfølelse og Dygtighed vil neppe være Statsraad og blive gjennemdænget af elendige Publicister for tilslut at lade Storthinget afsige Dommen over Ens borgerlige Værd, og sætte en paa Naadsens-Brød, naar han enten bliver gammel, eller naar han maatte finde sig beføiet til at aftræde. Under vore Forholde vilde det nok alligevel være tilraadeligt at lade Statsraaderne gjøre en Undtagelse med Pensionerne; Staten vilde sikkerlig gjøre en god Anvendelse af høiere Statsraadsgager og forholdsviis lige saa høie Pensioner. Man sparer paa Skillingen og lader Daleren gaa, naar man prutter om en Statsraadsgage, som om en Hestehandel.

Folket er utaknemmeligt, siger enkelte Historieskrivere; det dømte AristidesAristides] Aristeides, athensk statsmann ved Ostracismus og jog ThemistoklesThemistokles] Themistokles, athensk statsmann i Landflygtighed. Andre sige igjen at dette ikke er sandt, men at Folket er taknemmeligt, og den, Folket ikke lønner, han ligger paa sine egne Gjerninger. Jeg kan Intet sige, men jeg nødes dog til at tænke paa Foss. Han var virksom i sin kraftige Alder, skrev en flydende Prosa og nette Vers; han var Storthingsmand gjennem mange Thing, og blev med Rette afholdt; han var en Frihedsmand i Ordets ædle Betydning, og WergelandWergeland] Henrik Wergeland skrev en deilig Sang til ham, efter at han en heel Nat havde skrevet paa Kommittee-Indstillingen, som frigjorde Flaget. Han blev Statsraad i 1845 og hans Kraft var saa brudt, at han under det vidtløftige Regjerings-Maskineri ikke kunde udfolde sin gamle Kraft. Han fik et Slagtilfælde og maatte aftræde; nu maa han holde sig inde og maaske ved Sengen, og Storthinget giver ham 1300 Spd. i Pension. Storthinget taler om, at han saa kort var Statsraad, og at han som Officier ikke vilde have kunnet gjort Regning paa saa stor Pension; det gaar forretnings- og skillingsmæssigt til, men om Folkets Taknemmelighed eller Utaknemmelighed tier jeg. De saakaldte Aristokrater stemme for mere, men Aristokraterne ere da heller ikke Folket efter den oppositionelle Definition af Ordet. Folket siger, at man ikke skal lønne sine Hædersmænd med Penge, men Herre Gud, med Andet kan man i levende Live ikke godt lønne dem. Hæder og Ære er Noget, som maa komme af sig selv og som Ingen kan uddele; den maa som Blomsten sættes om sin Kjerne, og man kan derfor ikke tale om at lønne En med Hæder. Naar Folk ræsonnerer saaledes som Thinget i slige Pensionssager, da tænker jeg altid paa det Holbergske:Holbergske] Ludvig Holberg

Dog kunde man tidt se, han var et ærligt Blod;

Thi han med Folkets Gods sig ene nøie lod.

Han fra forfulgte Folk kun Penge tog, ei Ære:

De kan sig, sagde han, med Gud og Ære nære.

Gamle ærværdige Holst fik en anstændig Pension, og hvad Sibbern og SmithSmith] Schmidt angaar, da er paa deres Pensioner ikke noget at sige; de ere smaa, det forstaar sig, men Personerne have da heller aldrig været store, og StabellStabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar oplyste om den Ene af dem, at han blev nødt til at aftræde; han blev altsaa, sagde min Sidemand paa Galleriet, banket ud af sin Stilling ligesom berømte WillisenWillisen] Karl Wilhelm von Willisen, tysk general nede ved Idsted.

Jeg gad nu vidst om BrettevilleBretteville] Christian Bretteville, statsråd lader sig banke ud af sin Stilling.

Ved at bevilge Oberstlieutenant HagemannHagemann] Barthold Henrik Hagemann, oberst 800 Spd. i Pension, og især ved de over den stedfundne Debatter, demonstrerede Storthinget særdeles kraftig mod Regjeringen og især mod de militære Formler. Det er bekjendt, at Hagemann i Aaret 1836 blev afsat som Kommandant paa Fæstningen, fordi han den 17de Mai lod Musikken spille Nationalsangen. Carl JohanCarl Johan] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge var som bekjendt ingen Ven af den 17de Mai og General WedelGeneral Wedel] Ferdinand Carl Maria Wedel-Jarlsberg, general ligesaa lidet, Noget som hans meriterede Affærer i 1829 noksom viser. Hagemann blev imidlertid strøgen ud af den militære Liste, men steg til Oberst og Alt gik godt indtil Sommeren 1849; da fik han det Indfald eller maaske ogsaa den Sygdom ikke at ville indfinde sig ved Couren. Wedel, der som bekjendt er en Formens Mand, fordrede Lægeattest, men Hagemann skaffede ingen, men søger sin Afsked og faar den omsider. Hans Ansøgning om Afsked var loyal, ihvorvel han sagde, at han maatte have sin Afsked, enten han saa fik Pension eller ikke. Han anfører Sygdom og Udygtighed til at gjøre Tjeneste, men den egentlige Grund var nok den ovenfor paapegede. Storthinget havde altsaa en delikat Sag at udtale sig over; skulde de give ham en extraordinær Pension og belønne en folkelig Mand, der havde vovet at byde Militærets Afgud, Formen og Reglementet, Trods? Direktør HolstHolst] Peder Christian Holst, direktør og stortingsrepresentant vilde saa, og foreslog Pensionen forhøiet til 900 Spd.; han talte med Værdighed og Varme.

HagerupHagerup] Henrik Steffens Hagerup, statsråd og stortingsrepresentant var militær; han fnøs imod at antaste de militære Former og meente at det folkelige Hjerte maatte slaa sine lydløse Slag under Militærets Brystharnisk; han brugte ikke saa poetiske Udtryk og det vil sikkerlig ikke forundre Dig.

LercheLerche] Fredrik Georg Lerche, politikar og HolmboeHolmboe] Hans Holmboe, rektor og stortingsrepresentant skulde ogsaa ved denne Leilighed rage sammen. Holmboe havde ikke nogen videre Lyst paa en Demonstration mod Autoriteterne; disse ere hans Helgener, det har Du vist seet af Sexe-Sagen.Sexe] Sjur Sexe, geolog Men her talte han hovedsagelig om Sygeattesten og Lerche svarede ham indtil Præsidenten maatte stride ind.

Stabell syntes at Hagemann var bleven straffet haardt; han erkjendte altsaa, at en Feil var begaaet; thi foreslog han som en Mellemting 700 Spd. Thinget og Morgenbladet ere dog forskjellige. I Morgenbladet skreges over folkefiendske Tendentser og militært Tyranni, men i Thinget taler man anderledes. Thinget er Nationens politiske Helligdom, hvori selv de største Ministerielle gaa med blottede Hoveder, og ikke tillade sig at kny paa Galleriet, medens de læse Morgenbladet med Glace-Handsker for ikke at gjøre til sine Fingre. Stabell oplyste ellers, at den 17de Mai 1836 indtraf paa en Thorsdag.

Det var mærkværdigt, at ikke SchweigaardSchweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar tog det militære og kongelige Princip under sin mægtige Beskyttelse; jeg ventede længe forgjæves og troede tilsidst at han maatte være forbyttet. At hans Drabanter ogsaa taug var ligesaa naturligt, som det var mærkværdigt. Det Mærkeligste af Alt var imidlertid, at mange ivrige Opponenter, der ellers gnaale og skrige ved den mindste Ting, her ikke stemte for Holsts Forslag: de tænkte nok paa Pengene og glemte Politiken. De følge en rar Politik; de udmaale Alt i Penge og der er ingen Tvivl om, at man kunde faa dem til at begaa de største politiske Daarskaber, naar Staten blot slap Udtællinger. Dette er ingen ubegrundet Beskyldning; det er et Faktum. Hagemann fik efter et Forslag af SkaarSkaar] Gjermund Nilsson Skaar, bonde og stortingsrepresentant 800 Spd. Thinget har demonstreret, og var ikke OscarOscar] Oscar I, konge saa godlidende af sig, saa maatte Storthinget vente at blive opløst. Salig Kong Carl havde nok, som det hedder, vist Thinget det fiirkantede Hul, og han havde som Konge sandelig havt Grund til at gjøre det.

Om Wedels Pension vil jeg ikke tale, den er ikke stor, og der faldt Ytringer under Debatterne, som jeg ikke vil repetere. Wedel var ingen Ven af den 17de Mai, det er sandt, men derfor kan han være lige hæderlig og udmærket: det er sandelig ingen let Sag for en Mand af hans Fødsel at blive fortrolig med de folkelige Institutioner, og jeg vilde finde det en Raahed at lægge ham dette til Last. Wedel har været velgjørende og gentlemandsmæssig; han har siddet smukt til Hest, og i det Hele taget været Militær af ganske Hjerte. Manden er gammel, og hans graa Haar paabyder Ærbødighed; jeg kommer derfor til det Resultat, at han burde have havt en større Pension end 1500 Spd. Det gaar ikke an at sætte en gammel Adelsmand i Klasse med os Plebejer, og den sande Demokrat gjør det da heller ikke; han giver Keiseren hvad Keiserens er.




Nr. 81/1851; lørdag 05.04.

[Pressekommentar]

Korrespondance

Christiania den 2den April.

Jeg skulde dog af og til tale lidt om vore Blade herinde; men da jeg ikke kan afskrive mine Klage- eller Rospunkter (!) og saales være idetmindste noget grundig, saa er det vel bedst indtil videre at lade disse Fugle flyve. Løse Betragtninger og henkastede Domme indeholde ikke i sig noget overbevisende, og man kan let imod sin bedste Villie gjøre sig skyldig i Miskjendelse og en skjæv Opfatning, aldenstund man ikke holder sig til noget Bestemt og underkaster dette streng logisk Kritik. Man maa derfor overlade Bladene til Almeenhedens dunkle og ubestemte Kritik, der ytrer sig i et uvilkaarligt Mishag eller Bifald. Som en forsvindende Deel af denne Almeenhed kan jeg derfor nedskrive min Mening om Bladene uden at gjøre mig skyldig i Overfladiskhed. Jeg udgiver da nemlig ikke mine Tanker for at være mere end de ere. Jeg gjør dette saa meget heller som jeg inderlig gjerne skulde ønske, at Bladene maatte følge mit Exempel. Grundighed og Mistillid til egne Domme troer jeg ikke er deres Hoveddyd, og derfor tror man da heller ikke synderligt paa dem, idetmindste gaar det saaledes med mig; jeg læser dem mere af et mekanisk Instinkt, og fordi det nu engang er Skik og Brug, end for at lære og tro. Det er en Slags aandelig Tobaksrygning, Snusen, der ikke skjelden skaffer en tør Hals, en forbrændt Tunge og voldsomme Nysninger. Jeg tænker derfor med Gru paa Fremtiden, der sikkert vil skaffe ligesaa mange Slags Aviser som her gives Sorter Tobak, og da jeg har den Svaghed, at maatte nyde saagodtsom alle Tobakssorter, at sige, naar de ikke ere altfor overhaands dyre, saa maa jeg sikkerlig i Lighed hermed nyde alle Aviser; jeg vil ikke kunne lade mig nøie med Petum-Aviser alene, jeg maa have Portoriko, Melange o.s.v.

Det vilde derfor sikkerlig være et høist fortjenstfuldt Arbeide, om man kunde lægge Tobakken som Inddelingsgrund for Aviserne, istedetfor at gaa ud fra de abstrakte politiske Begreber, som Ministerialisme, Burokrati, Opposition, juste mellieu o.s.v. Jeg vil saaledes til en Prøve foreslaa, at Morgenbladet hedder et Petums- og Christianiaposten et Melange- eller Portorikoblad; ikke fordi jeg herved paa nogen Maade vilde have udtalt den Formening, at Posten skulde være stærkere og give en mere velsmagende Røg, men fordi den oprindelig er bestemt til at drikkes*) af Embedsstanden, der desuden i Regelen maa antages at kunne holde sig med bedre Tobak, medens Folk paa Landet og i Skipperstuer gjerne holde sig til Petum. Krydseren vilde jeg derpaa kalde et karvet Skraatobaksblad, der har ligget og oxyderet sig i en fugtig Kjelder eller i en laset Matroslomme. Dette finder jeg saamegetmere træffende som den kalder sig Krydser og af og til holder opbyggelige Raadslagninger ombord. Jeg seer den ikke blot selv røge af sin korte Kridtpibe, men jeg føler ved at læse den en saaadan stram og ram Smag, som sad jeg med en tommelang Kridtpibe i Munden.

Det vilde være ligesaa træffende som skjønt og kort, om man engang kunde sige: «Jeg læser Petum; jeg læser Skraa; har Du god Petum, god Skraa idag, maa jeg faa den efter dig?» osv.

Efter denne korte Udskeielse vender jeg tilbage til mine mere egentlige Bemærkninger om vore Blade herinde. De give sine Knur ifra sig, det stikker i Blodet og forsaavidt er om den Ting Intet videre at sige, især da Striden nu i længere Tid har været ret anstændig. Der har nu ikke været talt om offentlig Moral, om Ærlighed og alle disse naturtheologiske Udtryk, hvormed man før trumfede i Bordet, naar Stillingen var altfor indkneben, ialfald er dette Tilfældet med Morgenbladet, men det kommer vel deraf, at dets nuværende Redaktører ere lidt mere dygtige, men noget mindre skinhellige; idetmindste kan jeg ikke komme til noget andet Resultat.

Posten iagttager en vis lurende Stilling og skyder ganske uformærket frem fra sit Bureau, naar Morgenbladet gjør sig skyldig i altfor synbare Modsigelser. Saaledes kastede den sig forleden Dag paa Morgenbladets modsigende og — som jeg syntes — temmelig meningsløse Snak om Sexesagen.Sexe] Sjur Sexe, geolog Men Morgenbladet aftrykker igjen Postens Sammenstilling og siger med den meest uforfærdede Kjækhed af Verden: «Behøves nogen videre Kommentær?» Det er den almindelige Maneer, naar Sagen er aldeles fortvivlet; man vil imponere ved sin Uforfærdethed og overrumple; det er dristigt, men Knebet er saa gammelt, at det blot opvækker Latter.

Morgenbladet er ellers ganske flittigt med veiledende Redaktionsbemærkninger; men jeg er lige klog paa, hvad det egentlig vil, og det skulde inderligt glæde mig, om det Samme ikke var Tilfældet med Storthingsoppositionen til Ex. Hvad skal den sige om et Blad, der fordrer, at den først skal udtale sin Mening, for at det kan vide at understøtte den? (se Bladet for 17de Marts). Et Blad skal nemlig lede og ved sin aandelige Overlegenhed gaa foran, for at kunne bringe OpinionenOpinionen] retta frå: Oppinionen paa det rette Hjulspor, for ellers er det jo ganske overflødigt; man har nok af Folk, der snakke bagefter. Bladet vil derfor ikke Noget, det vil blot, at Andre skal ville. Det siger rigtignok i samme Artikel: «det Bedste var vel, om vi gjensidigen understøttede hinanden;» men derved sætter det sig jo i et personligt Forhold til Storthingsmajoriteten som Mand til Mand; men det er dog vel unægteligt at falde ud af sin Rolle, og gjøre sig til noget Sideordnet, istedetfor at Bladet enten burde være overordnet eller ogsaa slet ikke existere. Man leier dog jo ikke en Lærer, for at man skal understøtte hinanden, men for selv at lære. Eller maaske et Blad skal være et Echo? Isaafald har Morgenbladet ganske Ret; men da kan man da rigtignok heller ikke tale om at udbrede politisk Oplysning, være Bannerfører og i det Hele taget lede sit Folk. Skribenten skal saaledes ikke belære, han skal blot være en Slags Hurtigskriver, der optager Livets Debatter. Menneskene maa faa sin Kundskab af Luften eller møisommelig uddrage Resultaterne af dyre Erfaringer, kort, man kan ikke lære Noget af hinanden, men hver maa seile sin egen Sø, og forresten raabe til hinanden: Hvormange Miil har Du gjort i denne Vagt, og hvor langt har vi til Havnen? Det er bogstaveligt at bære Korset med hinanden, men dette er trøstesløst. Verdensindretningen er Gud ske Lov saadan, at der gives Individer, som vide mere end Mængden, og disse optræde da med sand Berettigelse som Ledere og Hjælpere. Naar en saadan Mand har udtalt sig, da siger den mere Uerfarne og Ulærde: «Det var netop som skrevet ud af mit eget Hjerte, men jeg formaaede ikke at udtale det.» Saaledes har jeg tænkt mig et Dagblad. Kan det ikke saaledes ramme det dunkelt Følte, da er det, som allerede bemærket, sin Opgave ingenlunde voxent: det maa aftræde og vige Pladsen for det, som kan dette; og er en Majoritet, som f. Ex. her Storthings-Majoriteten, saa daarlig og sig selv saa modsigende, at intet Blad kan gjøre dette; saa er intet Organ muligt for den, den maa synke sammen i sit Chaos. Men saa kan der da heller ikke være Tale om, hvad den vil, og et Blad maa saa snart som muligt sønderskjære det Haandklæde, der symbolisk sammenbandt den.

For 25de Marts siger Morgenbladet, at Storthingsmajoriteten, Folkemajoriteten osv. vil have nye Statsraader, men at man forresten ikke veed andet, end dette Ubestemte; man veed ikke, at et organisk heelstøbt Ministerium med fælles Solidaritet er nødvendigt. Dette veed ikke den «Klasse af Samfundet, hvis politiske Opklaring, hvor tarvelig den end kan være, dog maa ansees for den høieste, man i Almindelighed kan gjøre Regning paa i vort Land. Og hvad den meest oplyste Klasse ikke skjønner, kan man heller ikke vente, at de mindre Oplyste skulde skjønne.»

Men Herregud, hvorledes skal man da faa frem, hvad Ingen endnu skjønner? Ja, man skal oplyse, og her gaar da Morgenbladet foran, ifald det holder Stik, at man ikke allerede skjønner Nødvendigheden af et organisk Ministerium. Har det derimod Ret, da bliver intet Andet tilovers, end at bie til en saadan Mening er bleven levende, og det gaar sandelig ikke saa snart. Det kan da vistnok lidet hjælpe at opfordre en saa uvidende Majoritet til at vise Sammenhold og Konsekvents for at faa et Ministerium, der er ligesaa uvidende. Hvor skal man nemlig tage Brød i Ørkenen? Hvorledes kan man da tale om et Ministerium, der har Nationens Tillid? Nationen veed jo ikke, hvem den skal have Tillid til, og det gaar ikke an saaledes med Eet at springe op til en slig Statskunst; man vilde nu strax gnide sine Øine og se op til slige Statsraader som til nogle forunderlige Fugle.

Det gaar neppe an medeet at «afkaste Broen mellem Fordum og Nu», især da man intet Nu har at staa paa, og havde man noget, saa var Broen allerede afkastet. Udviklingen gaar saa seent for sig, at man vanskelig kan sige: Se der var Fordum, og her er Nu. Er Morgenbladet politisk i dette Stykke, saa er det saameget mindre philosophiskt og historiskt. Det er radikalt og det i høieste Grad i dette Punkt, men da det foresvæver mig, at Bladet paa flere Steder har talt mindre anbefalende om Arbeiderforeningernes Radikalisme, saa er jeg paa Vildspor igjen.

Jeg kommer altsaa tilbage til det, at jeg ikke veed, hvad Morgenbladet vil, og det er da heller ikke saa ganske forunderligt: der skal uhyre Meget til at vide, hvad man vil, især i saa forviklede Tilfælde som i Politiken. Den Mand, som skal have en politisk Mening, der ikke er Fanatisme, Fordom eller raa Uvidenhed, han maa sandelig staa paa Videnskabelighedens og Civilisationens Høider og ovenikjøbet være en Mand, som har seet Samfundslivet i alle dets Afskygninger. Alene en saadan Mand er berettiget til at være Leder og navnlig lede en Presse, der sender sine Artikler hele Landet rundt. Enhver anden Leder er en Latterlighed, ifald han ikke aabenhjertig tilstaar: «jeg veed ikke, hvad jeg vil.» Det faar ikke hjælpe, om han derved brækker Odden af sit Spyd; den fornuftige Mand vil holde med ham, være overbærende og hjælpe ham tilrette. Det er muligt, at Morgenbladet har gjort en saadan Tilstaaelse, og isaafald vil jeg bede om Forladelse og kaste mig i Armene paa det; det er saa skjønt at have med oprigtige Folk at bestille.

Jeg gad nok vidst, om Christianiaposten har gjort en saadan Tilstaaelse; dog, for Posten er den overflødig; den synes dog at vide, hvad den vil, aldenstund Tankeløsheden ikke lader den være hvad man kalder liberal saa alt imellem. Den er ret konsekvent i at forsvare Regjeringen og fordømme, hvad der strider mod dens første Bud, saa synes nemlig jeg; den er utilfreds med Bladskrivere og Oppositionsmænd, Noget jeg fra et vist Hold ikke vil klandre den for. Den finder en Lovløshedens Aand i, at man raabte Hurra for de Redaktører, som havde udstaaet sin Straf for grove og netop derfor uskadelige Yttringer mod Høiesteret. Den synes saaledes ikke at indse, at Folkebevidstheden er den Aand, som levendegjør, naar Bogstaven har ihjelslaaet. Hvad kan nemlig være mere bagvendt, end at straffe en Mand for Yttringer, som fornuftige Folk alene lee af, medens man smukt lader den Aandrige gaa fri, der ved sin snigende Logik og fangende Fremstillingsmaade kan ryste Troen paa noget Anerkjendt i sine inderste Fuger?

Slige Betragtninger anstiller den under Overskrift Pressen!

Krydseren har ogsaa egne Betragtninger under en saadan Overskrift; den Fyren behandler Christiania-Korrespondenterne, og gjør over dem sine Bemærkninger, som i det Mindste ikke jeg skulde besvare, ifald jeg ikke følte Sandheden af Sproget: man skal svare en Daare, for at han ikke skal synes klog i sin Daarlighed. Foreløbig maa jeg bemærke, at jeg ikke kjender andre Korrespondenter end mig selv, og saaledes ikke kan indlade mig paa noget Forsvar i Enkelthederne; jeg vil alene tale om Sagen i sin Almindelighed, derunder maa han formodentlig ogsaa have indbefattet mig.

Da her mit Ja kan være ligesaa godt som hans Nei, og da enhver anden Beviismaade, som ikke tager Retten tilhjælp, her er noget nær umulig, saa maa jeg simpelt hen afvise Krydserens Charakteristikon paa Korrespondenterne som en barnagtig Tankeløshed, for ikke at sige drengeagtig Kaadhed og Løgn. Jeg kunde ellers, ifald han var værd saa meget, tjene ham med en Attest for, at jeg af en Storthingsmand paa hans eget Værelse fik Tilladelse til at skrive om Jernbaneselskabet og et Par andre Efterretninger, der kunde synes at være af en mere privat Natur. Han kjendte Forholdene, og jeg gik aldeles ikke i Portrummene i Svintsærinder og lurede, som Krydseren behager at kalde de Veie, hvorpaa vi erholde vore Oplysninger. Jeg hørte om en anden Skandal, som under et Selskab var vederfaret en Storthingsmand. Skandalen var af den Natur, at den burde være fremdragen for Offentligheden, men jeg gik til vedkommende Storthingsmand og bad ham om Tilladelse til at benytte Historien, men da han, uskyldige og snille Mand, helst vilde tilgive, og lade Kaadheden blive straffet igjennem egen Bevidsthed, saa troede jeg mig ikke berettiget til at benytte Historien. Dette kan jeg bevidne, Hr. Krydser; De faar derfor være saa artig, Hr. Krydser, en anden Gang at gjøre en Undtagelse med mig. Dette er det Faktiske, og nu til det, som beror paa Agtelse for Medmennesker og en god Smag. Det er høist uforsigtigt Hr. Krydser! at fælde sin Mand for enkelte adspredte Ytringer. Jeg synes bestemt, at ingen Anden end Krydseren kunde udkaste et saadant Maleri af Korrespondenterne, ialfald ikke paa Prænt, selv om man har sat sig i Hovedet at være Bajas, og efter min Formening at skrive for Pøbelen i bogstavelig Forstand, saa burde man dog iagttage en vis Forsigtighed og Sømmelighed. Jeg siger ikke dette for at forbedre Dem Hr. Krydser, ligesaalidt som af nogen Ærgrelse — det kan jeg hellig forsikre Dem — over, at jeg var En af de Angjældende, men alene fordi jeg finder, at det er sandt. Det er muligt, at min Smag er falsk og forsaavidt er det ikke forunderligt, at jeg finder Deres formeentlig indbildte Vittigheder at være flaue og platte. De taler om en Dram paa Morgenkvisten f. Ex., Noget som river, Svintseærinder og alle disse Krydser-Vittigheder, som ikke vilde være noget synderligt Behageligt at afskrive. Det er min bestemte Formening, at De alene er skikket til at sidde i et Roof, spleise paa en tjæret Tougtamp og koge Ærter. Det er muligt, at jeg tager feil, men fra denne Formening skal Ingen rokke mig.

De er ikke, Hr. Krydser! synderlig bevandret i det politiske Liv og de europæiske Hovedstæder, siden De finder noget saa Anstødeligt i at referere Rygter angaaende politiske Personligheder. Offentlige Charakterer ere underkastede offentlig Bedømmelse, siger Guizot,Guizot] François Guizot, fransk historikar og en Stortingsmand er paa det politiske Feldt neppe nogen privat Mand, saalænge han er herinde. Dette har man erkjendt i Udlandet og derfor finder man da ogsaa, at Korrespondenterne ikke tage i Betænkning at referere, hvad der i politiske Kredse er afhandlet paa Soireer og under hemmelige Sammenkomster. Har De den mindste Kjendskab til den politiske Litteratur, Hr. Krydser! saa kan De ikke svæve i Uvidenhed om dette.

Hvorvidt Smaastæderne ere mere slugne paa Nyt og tage tiltakke med en mindre udpyntet Skandale, end Hovedstaden, skal jeg ikke kunne sige. Min Erfaring er imidlertid det Modsatte. Christiania er efter Alt, hvad jeg har kunnet iagttage, den største Smaaby i saa Henseende, som jeg har fundet, og Christiania er ikke den eneste By, jeg har været i. Folk i de mindre Byer er forholdsviis fuldt ligesaa fornuftige og uphilisteragtige som i Christiania, men kanske De, Hr. Krydser, har gjort en anden Erfaring, og isaafald vil jeg ikke gjøre Dem den stridig.

Jeg har svaret paa det Fratzenhafte med Alvor; jeg fandt sandelig, at Krydseren ikke var værd en Vittighed, selv om jeg kunde opdrive en, iallefald ikke denne Artikel af ham.

* * *

*) Paa Landet siger man nemlig drikke Tobak, drikke Snuus og jeg er oprindelig fra Landet.




Nr. 83/1851; tirsdag 08.04.

[Frå Stortinget]

Korrespondance

Adressesagen har nu været fore. Den ene vigtige Sag afløser den anden og vilde man igjennem disse studere Thingets Physiognomi, da var det vist ingen let Sag at faa noget heelt Billede ud af det. Det ene Træk ligesom udvisker det andet og Charakteerløshed er det eneste Indtryk, som idetmindste jeg modtager. Og anderledes kan det ikke vel være: De Folk, som kunne have nogen selvstændig Mening ere visselig faa og disse pege desuden hen i en Retning, der ogsaa er ubestemt og svævende: de vil Fremgang og det almindelig anerkjendte Gode, der som enhver Sandhed er et Gudsrige, hvorpaa man ikke kan pege og sige: «Se her eller der er det.» Det er som Luften, der opfylder ethvert Rum, og dog siger den almindelige Bevidsthed, at det Rum, som alene er fyldt med Luft, er tomt. Det er, for at nævne nok et Exempel, som Blodet i vort Legeme, der er allesteds og ingensteds, det flyder nemlig. Det Gode og Fortrinlige gjør ingen Larm; det vil intet egentlig Nyt, det vil blot forædle, hvad der allerede er forhaanden. Derfor se vi, at de meest udmærkede Mennesker ere bramfrie og fordringsløse; de gjøre ingen Revolution paa det almindelige Felt, og er deres Virksomhed saa mægtig indgribende, at Samfundsforholdene ved dem faar en ny Skikkelse, da er dette Noget, som man først langt senere hen bliver vaer. Slige Mænd ere, ihvor faa de end ere, Sjelen i Thinget. Paa denne Klippe brydes de modstridende Bølger: Regjeringens Forsvarere i Et og Alt og Partimændene af Profession. Af denne Situation, som jeg her har tilladt mig at udkaste, vil man da let kunne forklare sig Thingets ubestemte Holdning. Hvert af Partierne synes at gaa af med Seiren, eftersom Sagen mere eller mindre helder over til dem. I enkelte Sager er man aldeles paa Vildspor, deels fordi de egentlige Partier neppe have hævet sig til den aandelige Modenhed, at de kunne være konsekvente, deels og fornemmelig fordi Sagerne ere af en saa aldeles ubestemt Natur, at en Partimening umulig kan gjøre sig gjældende, hvor meget den end bliver trukket efter Haarene. Som Exempel paa den sidste Slags Sager, kan jeg vel anføre den Anmodning, Storthinget forleden Dag stillede til Regjeringen, om at forelægge næste Thing een eller flere Planer til et Pensionsfond for afgangne Embedsmænd. Hvorledes dette Fond skulde være beskaffent, hvorledes og under hvilke Betingelser det skulde yde Pension, hvorledes og under hvilke Betingelser Indskuddene skulde ske, med et Ord, det Tekniske ved det — om jeg saa maa kalde det — se derom kunde der være forskjellige Meninger; men saa godtsom Alle vare enige deri, at Pensionerne afstedkomme Ubehageligheder baade for Storthing og Pensionister, og at det vilde være vel, om man kunde undgaa dette paa en Maade, som lod Staten udøve Retfærdighed mod hver Enkelt, paa samme Tid, som den iagttog sin egen Tarv. Det var mig saaledes en Tilfredsstillelse, at erfare, at jeg i min næstsidste Korrespondance, hvor jeg berørte denne Materie, paa Forhaand havde truffet noget almindeligt Følt og ligesom iagttaget Barometerstanden i den politiske Atmosphære. Nu kommer det an paa, hvorledes Sagen skal gribes an. At jeg har dannet mig en Mening om den, indbilder jeg mig selv idetmindste, men jeg kan ikke dennegang lade mit Lys skinne for Menneskene; jeg maa derfor indtil Videre sætte det under en Skjæppe.

Som Exempel paa en Sag, der udvisker al Charakteer i Thingets Physiognomi, var de Betragtninger Thinget anstillede, over hvorvidt Storthinget burde eller kunde sætte en Pind for den temmelig almindelige Regjeringshandling, at bevilge midlertidige Pensioner under et Things Samvær og lade dem henstaa ureviderede til næste Thing. En saadan Fremgangsmaade er rigtig nok ligesaa smaalig som rethavende, men den egentlige Ret ansaaes nogenlunde ubestridelig af enkelte og ivrige Oppositionsmænd, medens enkelte af de saakaldte Ministerielle, f. Ex. Motzfeldt, antog, at en saadan Ret ikke var tilstede. Selv Jaabæk,Jaabæk] Søren Jaabæk, lærar og stortingsrepresentant der allenfals er oppositionel nok, troede at det ikke var værdt, at klandre Regjeringen denne Ret, eftersom særdeles faa praktiske Resultater var at udvinde af et Forsøg, der maaske ikke var retlig hjemlet. Der taltes meget ret fornuftigt frem og tilbage om Tingen, men det egentlige Punkt syntes mig, man ikke kunde faa fat paa. Naar man nemlig taler om Statsmagternes gjensidige Forhold, da gaar man i Regelen ud fra, at Storthinget er den Overordnede og Regjeringen blot en Tjener, men Intet er vel mere vildfarende end dette. Det er naturligviis ubestrideligt, at Forfatningen er udgaaen fra Folket, og saaledes det Modsatte af oktroieret, men det kommer formeentlig ikke Sagen ved. Storthing og Regjering er Mand og Kone om man vil. Efter en fornuftig Opfatning af Ægteskabet er Ingen den Overordnede. De ere Lige, og det er alene de raa Folkeslag, som gjøre Sproget gjældende i sin grovslagne Udstrækning, at Manden er Kvindens Hoved. De have simpelthen hver sin Sphære, og det er ligesaa unaturligt som ufornuftigt, at Rollerne i Styrelsen blive ombyttede. Det er kun fra den physiske Side sandt, at Manden er Kvindens Hoved. Sammenligningen kunde udstrækkes længere, men det er ufornødent, og vilde maaske blive smagløst. Men dette er ikke det eneste Forhold hvor denne Tohedens Tanke gjør sig gjældende; vi behøve i saa Henseende blot at gaa til vort eget Selv og der finde vi Legeme og Aand, manman] retta frå: men misforstaa mig ikke, fordi jeg ikke nærmere udvikler dette gjensidige Forhold. Vi støde paa Følelse og Tanke, paa Drift og Villie, paa Vaagen og Søvn. Overalt i Naturen, saavel i den fornuftige som tilsyneladende livløse, finde vi Kræfter, om hvem vi ikke kunne sige, hvilke ere de overordnede, da de alle ere nødvendige til den fælles Harmoni, og den konstitutionelle Idee er dog ikke Andet end en praktisk Gjennemførelse af en Fornuftens Lov som slumrede i Sjelens Dyb. Jeg kan derfor ikke Andet end smile, naar jeg hører Folk tale om noget absolut Overordnet og Underordnet; det er Mennesker med hvem man ikke strængttaget kan disputere, eftersom de mangle de fornødne Forkundskaber. Man maa sige til dem, hvad en Mathematiker sagde til Frederik den Store,Frederik den Store] Fredrik II («den store»), konge av Preussen da denne bad ham forklare, hvad Differential- og Integralregning var: Sire, svarede han, det kan jeg umulig sige, men naar Deres Majestæt har studeret den hele foregaaende Mathematik, saa falder Svaret af sig selv.

Men det Vildfarende er, at man bider sig fast i enkelt afrevne Bestemmelser, hvori man da naturligviis kan finde, at Storthing og Regjering ere de Overordnede — alt eftersom man vil have det til at passe efter sin politiske Kogebog. At gaa i Detaillerne, kan jeg ikke, og maa — saaledes ogsaa her — indtil videre sætte Lyset under en Skjæppe. Men — Adressesagen, Adressesagen. Der er talt saa Meget om den, at det vilde være en Vexeltrækken paa Læsernes Taalmodighed, om jeg vilde gaa ind i den blot saa overfladisk. Den er desuden en ligegyldig Ting, eftersom LercheLerche] Fredrik Georg Lerche, politikar formentlig aldeles rigtigt bemærkede, at den ikke passede til vore Forholde og eiendommelige Statsmaskineri. Den var alene af Vigtighed, forsaavidt som den tydelig godtgjorde, at de heftigste Opponenter ere aldeles lændse, naar det gjælder at bestorme Regjeringen med Logikens og Handlingernes ubønhørlige Bastonade. De kunne kvinkelere og opponere opad Stolpene og nedad Væggene, men naar det gjælder at opdage Regjeringens virkelig svage Sider, da gaa de som Katten om den varme Grød; deres aandelige Synsnerve besidder ikke tilstrækkelig Skjelningsevne, og derfor kan Regjeringens Forsvarere spille i alle Regnbuens Farver og frembringe hvilken optisk Skuffelse, de maatte faa isinde. De Mænd, som jeg i Begyndelsen af Brevet betegnede som de egentlige sunde, saa og se, at Alt ikke er som det kunde være, men paa samme Tid erkjende de ogsaa, at Storthingene maatte faa sig en Rem af Huden, fordi Alt ikke gik, som det maaske burde og kunde, og saaledes kunde der fra den Side betragtet i sin vide Almindelighed ikke være Tale om nogen egentlig Adresse. Over de enkelte Handlinger vilde Storthinget til enhver Tid kunne udtale sig. Sjelen i denne Betragtningsmaade var sikkerlig Kommitteens Formand, Harbitz,Harbitz] Georg Prahl Harbitz, sokneprest og stortingspresident hvorfor da ogsaa Kommitteens Indstilling ikke vilde, at der for Øieblikket skulde gjøres noget ved Sagen.

Jeg vil ikke omtale nogen af de Debatterende. Det var de samme, som sædvanlig ere i Ilden; kun maa jeg bemærke, at Niels DahlNiels Dahl] Nils Nilsøn Dahl, prest og stortingsrepresentant indtog mig ved sit logiske Ræsonnement.

Stabell,Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar Forslagsstilleren, blev ganske frygtelig ødelagt; Du vil imidlertid kunne se det af Aviserne. Han blev Skridt for Skridt tørbanket ud af sin Stilling, saa at han tilsidst tog Forslaget tilbage, og det bør dog geraade ham til Ros, at han havde Øie for det Logiske og Gjendrivende. Det er ikke givet hver Mand at se det. De fleste Politikere ligne nemlig den Mand, Salomon beskriver, idet han siger: «Han ligger ovenpaa Masten; man slaar ham og det gjør ham ikke ondt; man støder ham og han føler det ikke.»




Nr. 86/1851; fredag 11.04.

[Tolkinga av Grunnloven; stortingsdebatt om stipend til handverkarar]

Korrespondance

Den 10de April 1851

Morgenbladet og Posten ride nu sine dialektiske Heste for at komme efter, hvo der har Ret til at fortolke Grundloven, Storthinget eller Regjeringen. «Man kan sadle Bukken saalænge til den bliver ligesaa god som Hesten,» siger Folkevittigheden; men jeg skal storligen tvivle paa, om der kommer Noget ud af Morgenbladets og Postens Sadling og Ridning i denne Materie. Sagen er nok simpelthen den, at hverken Storthing eller Regjering i sidste Instants har Berettigelse til at fortolke Grundloven. Grundloven staar over begge; det er alene Folket i den meest rene Forstand og den lutrede Videnskabelighed og den klarede og klarnende Tidsaand, som staar over den, og disse sædelige Magter maa det da være, som fortolke den. Det er saa ganske naturligt, at Storthing og Regjering paa Forhaand og foreløbigt fortolker Grundloven; men de maa fornuftigviis finde sig i, at deres Fortolkning bliver underkjendt for hine store Magters Fora, aldenstund deres Fortolkning maatte vise sig falsk. Storthing og Regjering kunne indtil videre benytte den Stærkeres Ret, og, som NapoleonNapoleon] Napoleon Bonaparte, fransk keisar sagde, fortolke med Bajonetten; men Tænkeren, Videnskabsmanden, Folkebevidstheden og Historien stamper i Jorden og siger: c’estc’est] retta frå: c et une revolte. Domstolene maa vel være de mere berettigede Fortolkere, men ogsaa disse kunne vise sig at være korrumperede, saa at deres Domme fornuftigviis ikke kunne tillægges absolut Gyldighed.

Den hele Strid forekommer mig derfor særdeles tankeløs eller iallefald ført paa et meget indskrænket Felt. Det falder vist Ingen ind at formene Regjering og Storthing at have sine Meninger om Grundloven; det falder ligesaalidt Nogen ind at nægte dem at gjøre sine Fortolkninger gjældende indenfor de dem afstukne Grændser, men det falder neppe Nogen anden end Tankeløsheden ind at deres Ord skulle være Ja og Amen.

Det vilde være trøstesløst at see sig priisgiven til en endelig Magt. Staten har — menneskelig talt — et evigt Liv og den kan derfor alene blive dømt af et Væsen, der er evigt og sandt. Den peger paa sit Adelsbrev og siger: Jeg forlanger at blive dømt af en Adelig; jeg undslaar mig for at procedere med den store VulgusVulgus] retta frå: Vulgas.

Dette er ingen Lovløshed; den sande Lovlighed er den, som i sidste Instants appellerer til Ideen. En anden Sag var det, dersom Morgenbladet og Posten havde sænket sig ned i det praktiske Liv og sammenstillet Lovbud og indtil videre antagne og anerkjendte Fortolkninger; da havde Dispyten været nyttig og opklarende; men at raisonnere i Almindelighed uden at kunne gaa tilbage til den sidste Grund, det er at være dunkel for den Udannede og triviel for den Dannede.

Thinget synes mig virkelig mange Gange at være overmaade fornuftigt: imandags bevilgede det saaledes 2000 Spd. aarlig til Stipendier for Haandværkere, der i Udlandet vilde dueliggjøre sig i sit Fag. Staten anerkjender i stedse større Omfang sin Forpligtelse til at række alle Stænder en hjælpsom Haand og til at ansee dem forholdsviis lige berettigede. Dette vil hæve Haandværksstanden til et høiere Dannelsestrin, paa samme Tid som det skaffer mere duelige Haandværkere. Det blev udhævet under Debatterne, at slige Stipendier vilde virke bedre til praktisk Duelighed, end et polyteknisk Institut. Det skulde imidlertid være mærkeligt, om Norge var saa lidet, at det ikke kunde bære et saadant, uden at udsætte mange Kandidater for en brødløs Fremtid. Der er neppe nogen Tvivl om, at man hertildags mere vil spørge efter slige Kandidater, end efter Embedskandidater, især saalænge Landet kan tære paa sin gamle Stok. ManMan] retta frå: Maa faar nedsætte Fordringerne til et bekvemt og maadeholdent Liv og kaste sig paa Noget, som skaffer reel Indtægt. Det var ganske mærkeligt, at ellers tænksomme Mænd, som f. Ex. Holmboe,Holmboe] Hans Holmboe, rektor og stortingsrepresentant kunde tale mod Bevilgningen. Det gaar vel ligesaalidt an, ganske at lade de forskjellige Industrigrene skjøtte sig selv, som at unddrage den saakaldte Videnskabelighed sin Understøttelse. Idetmindste kan ikke jeg see nogen væsentlig Forskjel mellem Videnskabsmanden og Haandværkeren. Et Stipendium er saavel for den Ene som for den Anden en personlig Understøttelse, paa samme Tid som det er en Understøttelse for det Almeene. Videnskabsmanden faar Betaling for sit Arbeide, ligesom en Skrædder for sin Frakke, og Reisens Behageligheder kan omtrent gaa op i op for Begge.

Thingets Haandværkere havde ikke mange Ord at sige til Fordeel for Bevilgningen. Hvad YtteborgYtteborg] Nils Jensen Ytteborg, garvar og stortingsrepresentant og WangWang] Hans Gottfried Wang, redaktør og stortingsrepresentant talte, klang ikke synderlig. Fremstødene i enhver Retning maa komme fra Dannelsen; den Uvidende ligger bunden paa Hænder og Fødder, og den Kommune, som vælger ham til Repræsentant, handler ligesaa uklogt mod sig selv som uforsvarligt mod Staten.

Derimod bevilgede man Intet til dem, som maatte ville bese Industriudstillingen i London. Om dette kan vel ikke være saa meget at sige. Imidlertid læser man, at andre Regjeringer have truffet Forføininger i denne Henseende, og maaskee ogsaa vor turde finde sig opfordret til at gjøre Noget, som f. Ex. at lade et af Statens Skibe gaa over. Hvorvidt nogen Plan til Bevilgning ellers er forelagt Storthinget, kan jeg imidlertid ikke sige.

Nu skriver Odelsthinget en Lov for Søfarten, og man skal neppe have staaet paa Galleriet nogle Timer, førend man begynder at nære Tvivl om, hvorvidt slige store Forsamlinger med nogen Rimelighed kunne skrive Love. Jeg fik ialfald mine Betænkeligheder, forsaavidt som jeg ikke paa Forhaand gjennem praktiske Iagttagelser og ad Theoriens Vei var kommen til det samme Resultat. Forsamlingen kan være saa udvalgt som den være vil, saa bliver det dog en vanskelig Sag at bringe saa mange Hoveder under een Hat. Hver har sin Frihed til at tale, og menneskelig Forfængelighed vil derfor vide at gjøre sine Meninger gjældende til Ærgrelse for de mere dygtige og sindige, der tilslut overgive sig og i sløv Hengivenhed lade Alting gaa sin skjæve Gang. Hvad der af dygtige Mænd er tænkt og skrevet sammenhængende, bliver ved Bænkeforslag ofte endevendt, og de stakkels Jurister faa det fortvivlede Arbeide at bringe Sammenhæng i det Hele, ialfald skulle de gjøre det. Jeg siger ikke dette, for i nogen Maade at nedsætte dette Storthing; jeg udhæver det blot som en almindelig Kjendsgjerning og føler mig overbeviist om, at Fremtiden vil erkjende dette langt klarere. Det kunde synes despotisk, men under den stigende Oplysning er intet andet Despoti muligt, end Aandens, og det er dog vel særdeles ønskeligt. Under en fri Presse og en følsom Almeenaand tilkaldte Staten langt flere raadgivende Medlemmer, end et Storthing f. Ex., og man havde ikke synderlig Meget at frygte af det Antal Udvalgte, der inden sin Videnskabs- og Erfaringssphære skrev Love. Man har Mere at frygte af en Forsamling, hvori nogle Faa fornuftigviis alene kunne have det nødtørftige Bekjendtskab til en særskilt foreliggende Sag, medens disse maa opbyde alle Kræfter for at afvise umodne Indvendinger.




Nr. 89/1851; tirsdag 15.04.

[Frå Stortinget og Losjen]

Korrespondance

Den 12te April 1851

I min sidste Korrespondance gav Thingets Behandling af Loven om Søfarten mig Anledning til at anstille nogle Betragtninger over store Forsamlingers Beqvemhed til at skrive Love. Disse Betragtninger kunde maaske for Mange synes at være en haard Tale; men det faar ikke hjælpe. Har man intet Andet end Behageligheder at sige, saa er det bedst at tie; Mennesket trænger ikke til Smiger: det kan saa ypperlig smigre sig selv. Desuden tror jeg, at man gjør en politisk Retning en saare liden Tjeneste ved i Eet og Alt at give den Medhold, og det af den gode Grund, at en Tidsretning eller et politisk Parti ligesaalidt som noget enkelt Menneske er ufeilbart. Jeg tror derfor, at det er vore Partiblades væsentligste Feil, at de med altfor stor Ømhed værne om sine Partier og ikke vil tillade en Tro paa deres Ufuldkommenhed. Det samme er naturligviis ogsaa Tilfældet med Partierne selv. De tro at have fundet Sandhedens Tyngdepunkt, og den, som ryster paa Hovedet til sligt Snak, er da en Kjætter eller Frafalden. Følgen bliver da, at deres Kompagnier blot bestaar af leiede Trælle eller aandelige Krøblinger, der manøvrere til Græmmelse, Spot og Forfærdelse; til Spot og Græmmelse for de Kampdygtige, som blive drevne i Landflygtighed, til Forfærdelse, fordi Menneskehedens dybeste Interesser slaa over til Ironi. Dog, det kan vel ikke være anderledes, siden det aldrig har viist sig at være anderledes, og det er ovenikjøbet maaske det Bedste, siden Menneskeheden alligevel har karet sig fremad. Naar man brækker Foden, takker man Gud, fordi man ikke brak Halsen; dette er maaske tilslut den sundeste Philosophi.

Hvad nu Sømandsloven, som gav mig Anledning til disse mulige Udskeielser, angaar, da er den endnu ikke færdig fra Odelsthingets Haand, men maa ligge Paaskeferierne over, uagtet Thinget ikke har sparet sig denne Uge for at faa den færdig. Man maa lade Præsidenten (Stabell),Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar at han er en Arbeidsmand og at han ogsaa vil at de andre skulle arbeide. Han har trukket Tiden ud og spøgende kastet Skylden paa den uefterrettelige Klokke, ligesom han ogsaa har foreslaaet Eftermiddagsmøderne. Een Dag syntes vel Thinget, at man drev det alt for meget, siden det med nogle Stemmers Overvægt besluttede at tage sig en Rasteftermiddag. Det maa ikke være noget behageligt Arbeide for Præsidenten at følge de udhamrede Debatter over Ting, hvortil han — som rimeligt kan være — ikke har det bedste Bekjendtskab; iallefald kom han mindre godt udaf det, da han debatterede med RosenqvistRosenqvist] Einar Rosenqvist, offiser og stortingsrepresentant om Forholdet mellem Sømandsudtrykkene at «kappe» og «kaste los». Rosenqvist vilde nemlig faa den Bestemmelse ind i Loven, at det skulde berettige til stort Havari, naar et Skib, der havde Kjættinger istedetfor Touge, maatte kaste los, for at lade Seil gaa overbord, da det var det samme som at kappe; man kunde jo ikke «kappe» Kjættinger paa anden Maade.

Det maatte fremdeles ikke være behageligt for Præsidenten at modtage den Mængde Bænkeforslag, og indordne dem til en nødtørftig Sammenhæng. En gammel Storthingsmand sagde mig, at han ikke kunde erindre en saadan Mængde Bænkeforslag, ligesom han hellerikke kunde erindre sig en saadan Debatteren i Enkelthederne. Det er virkelig Skade, at Forhandlingerne ikke ere optagne med Hurtigskrift; det vilde sandelig have svaret Umagen at arbeide sig igjennem det vidtløftige Værk; det vilde have været en Morskabsbog i Ordets egentlige Betydning. Saaledes som det nu er i Storbladene faar man neppe nogen Idee om Forhandlingernes egentlige Karakteer; Alt er sammendraget med andre Ord, og jeg, der stadig var paa Galleriet, kan neppe gjenkjende Forhandlingerne, naar jeg naturligviis undtager Paragrapherne. Der staar Intet om Disputerne om de forskjellige Konjunktioner, ligesaalidt som Betragtningerne over Forskjellen mellem Fiende og Sørøver f. Ex. Alt forekommer mig dækket med Kjærlighedens Kaabe og det er unægtelig peent. De, der meest have været i Ilden, ere foruden AallAall] Jørgen Aall, embetsmann og politikar og Schweigaard,Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar Motzfeldt,Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant tildeels Møinichen,Møinichen] Erik Røring Møinichen, politikar Rosenqvist, Natvig,Natvig] Thomas Natvig, losoldermann og stortingsrepresentant Wallace,Wallace] Georg Wallace, bakar og stortingsrepresentant HesselbergHesselberg] Magnus Hesselberg, jurist og stortingsrepresentant og nogle faa Gange Sanne.Sanne] Andreas Mathias Sanne, jurist og stortingsrepresentant Sanne er en fredelig Mand; det lader ikke til at være Ondt skabt i ham, og hans Bemærkninger i denne Sag have ogsaa været aldeles uskyldige. Rosenqvist har visselig ikke liden Fortjeneste af denne Lov, og vistnok heller ikke Natvig, uagtet baade Schweigaard og Aall have fundet sig beføiede til at modsige disse Herrer tidt og ofte, og desuagtet sagde Natvig disse sine Modstandere og — mærkeligt nok Møinichen — en fiin Kompliment. Han havde nemlig en Tanke, som han vilde sat igjennem, men han kunde ikke finde de passende Udtryk, og da HagerupHagerup] Henrik Steffens Hagerup, statsråd og stortingsrepresentant hertil bemærkede, at dette var det bedste Beviis paa, at Tanken ikke var meget værd, sagde Natvig: «uagtet jeg ikke kan finde Ord, saa maa her dog være Nogen i Thinget som kan finde dem; jeg tvivler saaledes ikke paa, at jo det vil være muligt for DHrr. Schweigaard, AalAal] Aall (og efter en liden Pause) Møinichen.» Jeg stirrede mig næsten blind paa LercheLerche] Fredrik Georg Lerche, politikar for at se, om han ikke blev stødt over, at ikke ogsaa han blev nævnt; men han lod til at tage Sagen nok saa gelassent. Lerche forekommer mig i denne Sag ikke at have udmærket sig synderligt, uagtet han dog baade har talt og skrevet Bænkeforslag. Jeg havde nær glemt Harris;Harris] Anton Theodor Harris, embetsmann og stortingsrepresentant han har talt adskilligt, og han vilde blandt Andet, at man nærmere skulde specificere den Last, Skipperen skulde kaste ud i Havsnød. Om denne Ting udviklede der sig en temmelig lang Debat, og om jeg ikke husker feil, saa vilde Loven noget saa nær det Samme som Harris; jeg lyttede forgjæves efter en Stemme, der kunde sige, at Sligt fornuftigviis burde være overladt til Skipperens Vet og Konduite. Naar man er i Livsfare, glemmer man let Bestemmelser, der forresten tage sig godt nok ud paa Papiret.

Man debatteerte længe om Skibskosten; der var Mange, som vilde have et Reglement, men Wallace bemærkede blandt Andet, at det var en mislig Sag at foreskrive noget Bestemt, da Levesættet var høist forskjelligt. Tilslut blev man nok med Kommitteen enig i, at Kongen skulde nyde den Ære at være Kjøkkenskriver. — Loven indeholder ellers mange pene Bestemmelser; den formaner blandt Andet Skipperen til at være godlidende og snil mod sine Undergivne. Saalænge man skal befale, ere Folk altid uvillige; ved gode Ord og Formaninger kommer man derimod meget længere. YtteborgYtteborg] Nils Jensen Ytteborg, garvar og stortingsrepresentant vilde, at RederietRederiet] retta frå: Rhederiet skulde sørge for, at Søfolkene ikke bleve arbeidsløse om Vinteren. Det var stor Synd, at ikke denne Tanke blev optagen i Loven: det vilde have simplificeret Fattigvæsenet noget ganske fortrinligt.

Odelsthinget har i det Hele taget store Fortjenester af Sproget ved sin Behandling af Sømandsloven; kun Skade at Alt ikke er optegnet; jeg er imidlertid glad over at have fulgt med; det skal, som jeg haaber, hos mig ikke blive en død Skat. Schweigaard lærte mig og Thinget saaledes t. Ex. at sige og skrive prisedømt istedetfor prisdømt og Lerche forespurgte sig om Partiklen naar (?) paa det Sted ikke havde Betydningen af omendog. De forskjellige Modulationer ved Udtrykket, «ved Skibets Afreise, naar Skibet afreiste og førend Skibet afreiste» bleve med Klarhed udhævede, uden at jeg kan erindre, hvilken Ordforbindelse man langt om længe antog.

Jeg venter mig behagelige Timer ved Lovens Fortsættelse efter Paaske. Dersom Politiken ikke skulde tilbyde slige Afvexlinger, saa var den ikke til at holde ud med. Den Politik, som gaar med trekantet Hat, Kaarde ved Siden og Stjerne paa Brystet er aandsfortørrende; den maa iklæde sig Jakobiner-Buxer eller komiske Draperier, skal den kunne skjænke den mindste Marv og Saft. Den første dagligdagse Politik, er udhamret Prosa; de to sidste Arter, Poesi. Dette seer man blandt Andet deraf, at ingen Digter kan skrive et ordentligt Vers til Ære for den Første, medens de Sidste have fundet sine begeistrede Sangere.

* * *

Jeg talte om at synge over Politiken, men glemte at Komponister kunne som MozartMozart] Wolfgang Amadeus Mozart, austerriksk komponist siger sætte dette Thema auf das Papier. Kapelmester ViereckViereck] Viereck, østerriksk kapellmeister har blandt Andre gjort dette til sin Afskedskoncert, som han gav i Logen igaar Aftes; han havde nemlig politiske Efterretninger, etet] er sett inn stort Potpourri. Iblandt disse lod han ogsaa til at regne Choralen «Vor Gud han er saa fast en Borg.» Det var græsseligt at høre denne gribende Choral forhutlet og kilet ind imellem Variationer over National-Melodier; man affyrede endogsaa Pistoler under den næstfølgende Melodi. Jeg har aldrig siddet i en slig Daarekiste; jeg stod saaledes, at jeg var færdig til at tabe baade Øren og Næse, og Publikum klappede; dog maa jeg sige Sandhed, at jeg saa Mange, der stode i taus Forskrækkelse.

Vi fik ogsaa høre en ny «Christiania-Mjøsner-Jernbane-Galop;» det hvinte noget forfærdeligt, og Hjulenes Klappren maatte finde en ypperlig Gjenklang i Patrioternes Bryst. Charlatanerne forstaa altid at gribe Folk fra den ømme Side. Jeg siger ikke dette saameget til Vierecks Forkleinelse, som jeg gjør det til en almindelig Bemærkning, der gjælder MusiciMusici] retta frå: Mucici overhovedet. Der drives neppe sligt Uvæsen med ret mange Ting, som med Navne paa musikalske Frembringelser; man giver et Nummer de meest besynderlige Navne; og udgiver sig for at kunne betegne Følelser og Stemninger med en sproglig Nøiagtighed. Selv Ole Bull er ingenlunde fri for Sligt; han har et Tonestykke fra Amerika, hvori Plakaten siger, at de amerikanske Folks Længsel efter Frihed er skildret, (de havde som bekjendt ingen Længsel, men Omstændighederne fremkaldte Reisningen), deres Glæde over Washington og saa fremover. Musiken lader sig endnu ikke kommandere saaledes; den er dunkel og ubestemt og anende, og deri ligger netop dens Poesi. Dersom den kunde gaa i Enkelthederne, saa vilde den ophøre at være Musik; den vilde blive et Sprog, som var befænget i Trivialitetens Forgjængelighed.




Nr. 90/1851; onsdag 16.04.

[Frå Stortinget; disputt med Krydseren]

Korrespondance

Kristiania den 14de April 1851

En Forfatter i Christiania-Posten har irettesat AallAall] Jørgen Aall, embetsmann og politikar fordi han som Præsident ikke lod alle Repræsentanter den samme Frihed. Han irettesatte saaledes HolmboeHolmboe] Hans Holmboe, rektor og stortingsrepresentant fordi han om LercheLerche] Fredrik Georg Lerche, politikar benyttede Udtrykket Légèreté, medens han lod adskillige mindre passende Udtryk af UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar og FauchaldFauchald] Peder Fauchald, bonde og stortingsrepresentant gaa. Det forekommer mig, at man ingen Grund har til at være utilfreds med Aall som Præsident, og finder man ikke ham liberal, saa vil man have Vanskelighed med at finde en Mand, som er liberal nok. At han var mere nøieregnende med Holmboe, var visselig i sin Orden, om han forresten i dette Tilfælde handlede efter Princip, og ikke efter Øieblikkets tilfældige Indskydelse. Det er nemlig formeentlig en Urimelighed at ville skjære alle Storthingsmænd efter en Læst: man finder meget hos Bonden i sin Orden, som man ikke tilgiver den studeredestuderede] retta frå: studerende Mand. Bonden kan være nok saa flink for sin Stand, uden at der er Mulighed tilstede for, at hans Tankegang netop skal falde sammen med den Studeredes, og navnlig er dette Tilfældet med det, som hører til Smagssager. Bonden giver Barnet sit rette Navn, medens den saakaldte Dannede ofte ikke faar Tilladelse til at gjøre det; han maa gjøre Alt saa pynteligt og peent uden at turde spørge om, hvorvidt Tanken vederfares sin Ret eller ei. Dette hører til Tiden, og forsaavidt er om den Ting ikke meget at sige, det hjælper saa ikke stort alligevel. Bonden er saa lykkelig ikke at være kommen til dette Standpunkt, og det skal man ikke bebreide ham. Det forekommer mig derfor, at Hr. Aall i denne Sag har handlet særdeles rigtigt og lagt en sjelden Skjønsomhed for Dagen. I Smagens Rige gjælder neppe den Sætning: «Du skal ikke gjøre Personsanseelse» og den Tænksomme kan derfor finde de meest modstridende Ytringer berettigede, alt efter den Persons Dannelse og Stilling, som udtaler dem; det vilde ellers se galt ud.

Endogsaa paa Forretningsdygtighedens Felt maa man lægge en forskjellig Maalestok paa Bonde og Embedsmand. Man kan forlange af en Thingbonde, at han skal være den bedste i sin Bygd og at han skal vide at vurdere sine Meninger for hvad de ere; man kan fordre at han skal optræde med Fasthed, der er lige langt fra Haardnakkenhed og Egoisme; man kan fordre den Erkjendelse af ham, at Statsstyrelsen forlanger andre Kræfter end de, han har at byde over, men man kan ikke uden Urimelighed forlange, at han skal være saa dygtig som den Studerede. Til denne derimod maa man stille ganske andre og større Fordringer, især dersom han har ønsket at komme paa Thinget. En Embedsmand som Storthingsrepræsentant, der ikke staar paa Tidens Høidepunkt er en elendig Figur, og hans Dom maa fornuftigviis blive haard.

Flere, der tro at kjende til Stemningen, antage, at Kommitteeindstillingen om Statsraadernes Adgang til Thingets Forhandlinger vil blive antagen. En Anden derimod sagde mig, at nogle Storthingsmænd skulde have undersøgt Stemningen og fundet, at Sagen vilde faa 35 ellet 36 St. imod sig, og i saa Fald har den da ikke ? Deels Pluralitet. Det er ellers besynderligt, at Nogen paa Forhaand kan bestemme sig; thi vel er den Sag temmelig udhamret, men der kunde dog komme nye Grunde endnu, iallefald maa her være mange Repræsentanter, der rimeligviis ikke kjende synderligt til den endnu. Men det er netop en af vor saakaldte Oppositions svage Sider, at den gaar hjemmefra med bestemte og uforanderlige Meninger i Lommen.

Grundene for Statsraadernes Optagelse ere ellers ganske korte og klare. Det er nemlig uimodsigeligt, at meget Skriveri derved vilde undgaaes, og at vedkommende Statsraad maatte kunne meddele mange Oplysninger, som Thinget ellers maa savne. Det er rimeligt, at den Mand, som har Forslagsret til Love ogsaa maa have Adgang til at begrunde sine Forslag paa en mere indtrængende Maade end ske kan gjennem skriftlige Indlæg. Det er billigt, at en Mand, som bliver angreben kan faa Adgang til at forsvare sig paa en mere slaaende Maade end gjennem sine skriftlige Indstillinger, som ovenikjøbet vedkommende Angribere vel i de sjeldneste Tilfælde læse. Det er mere end sandsynligt, at Storthinget vil blive egget til større Dygtighed, naar det Ansigt til Ansigt skal staa ligeoverfor Mænd, der iallefald maa formodes at være Landets dygtigste. Det er klart at Miskjendelse vil forebygges, naar de angjældende Parter mundtlig kunne berigtige skjæve forudfattede Meninger og løsrevne Hentydninger. Det er rimeligt, at en Statsraad, der ikke kan beherske Thinget ved sin Overlegenhed, vil føle sig opfordret til at træde af til Fordeel for sin seierrige Modkjæmper; hans Æresfølelse kan da ikke vel tillade ham at indehave en Stilling, der er ham en Ironi. Denne foreslaaede Grundlovsforandring er saaledes een af Betingelserne for, at Staten kan faa dygtige Statsraader; det maa vel ansees for hævet over al Tvivl.

Det er ganske besynderligt at Oppositionen har sat sig imod dette Forslag, og, at den har gjort det, maa vel være et af de mere slaaende Exempler paa, hvor skjævt den har opfattet sin Stilling: Forslaget vil Frihed og aandelig Kamp, og disse to Ord maa vel være Oppositionens Løsen, dersom den ikke gaar iblinde. Som ægte Burokrat maatte man derimod have saare mange Betænkeligheder ved Forslaget. At imidlertid vore Partier ogsaa i denne Sag have byttet Roller viser, at de enten ikke vide, hvad de ville, eller ogsaa at det saakaldte Burokrati igrunden er oppositionelt og frihedssindet, medens Oppositionen er burokratisk og despotisk.

Krydseren har i sidste No. været haard mod mig. Aa ja, jeg kunde igrunden ikke andet vente. Han har ogsaa Frihed til at have sine Meninger. Han veed, hvad Priis jeg sætter paa hans Arbeider og nu veed ogsaa jeg, hvad Priis han sætter paa mine; nogen Enighed er vel ikke mulig, og vi skal derfor ikke disputere: jeg synger nemlig med Wessel:Wessel] Johan Herman Wessel

Fra Fyrsternes Kanoner
og Gammelstrands Matroner
fri mig. etc.

Jeg maa derimod bede Redaktionen, at efterse om der i mit Manuskript til den Korrespondance, hvori jeg sidst omtalte Krydseren, ikke skulde staa: At Smaabyerne ikke ere mere slugne paa Nyheder end o.s.v., istedetfor som jeg idag seer af Krydseren ikke ere mindre slugne.*) Dette giver naturligviis en naragtig Mening, og Krydseren har i det Punkt Ret, da han naturligviis maa holde sig til det, han seer.

* * *

*) Manuskriptet er tilintetgjort, men Stedet lyder i Drammens Tidende No. 81, 6te Spalte, saaledes: «Hvorvidt Smaastæderne ere mere slugne paa Nyt og tage tiltakke med en mindre udpyntet Skandale, end Hovedstaden, skal jeg ikke kunne sige;» hvilket giver en fuldkommen god nok Mening.




Nr. 92/1851; søndag 20.04.

[Frå teatret og arbeidarforeininga]

Korrespondance

Kristiania den 18de April 1851

Et Paaskeæg til Direktionen for Stadstheatret i Christiania er i disse Dage nedkommet fra en literær Høne, der neppe vil samle mange Kyllinger under sine Vingers Skygge, ialfald har jeg ingen Lyst til at hvile mig der. Paaskeægget er sikkerlig noget af det meest Uvittige, som er trykt herinde i Vinter, og det vil sandelig sige meget; man kan sige om Christiania, hvad man vil, saa bliver det dog vel en Kjendsgjerning, at det har en fabelaktig Masse af daarlige Forfattere. Grundene ere sikkerlig mange og en af de væsentligste er sikkerlig den, at Byen har et saa lidet Opland, at der ikke kan komme aandelige Frugter nok tiltorvs; de som komme, ere umodne, og Drivhusene herinde ere vel endnu ikke saaledes byggede, at de kunne fremskynde Modningen. Der sniger sig altid en Trækvind igjennem Vinduerne, og de egentlige Gartnere lægge undertiden saa stærkt i Ovnen, at Bladene blive forkrøllede. Det hjælper lidet, at Gartnerne sige, at Alt gaar saare godt; Arbeidet priser tilslut Mesteren, og Havens egentlige Eier vil nok engang kræve dem til Regnskab og fordre klar Bog for Huusholdningen. Eieren lader sig endnu besnakke; han er godhjertet og langmodig.

Paaskeægget er mere end uvittigt; det er formeentlig aldeles raaddent: det omsætter Navne paa Skuespillerne og siger f. Ex. PyttmannPyttmann] Pytmann og Poetius istedetfor BlyttmannBlyttmann] Blytman, mannlegdansk skodespelar og Boetius.Boetius] Jens Lauritz Boetius, dansk-norsk skodespelar En saadan Spillen med Navne er karakteristiskt. Naar man ikke kan tegne Karaktererne saaledes, at Enhver, der nogenlunde er kjendt med Forholdene, kan skjønne, hvorhen man sigter, saa knytter man Næverne og giver en Dask under Øret og siger: det var ham, jeg meente.

Paaskeægget vil naturligviis Theater-Direktionen tillivs. Herre Gud skal da Theater-Direktionen undgjælde for vor digteriske Armod? Det er muligt, at man kunde faa en bedre Direktion, men blandt de, som klage over den, var Medlemmerne neppe at søge; Direktionen er allenfals ligesaa god som Publikum og vore Digtere. Mon det derfor ikke var bedst, at vi Alle bare Korset med hinanden og ventede paa bedre Tider? Det er ingenlunde noget behageligt Arbeide at være Theater-Direktør. Det maa være noget ganske Forfærdeligt at ligge og læse Dynger af umodne Stykker, og det maa være utaaleligt at prakke med forfængelige og raa Skuespillere og Skuespillerinder, der Alle ville have de bedste Roller, og ere uartige eller lægge sig syge, naar ikke Alt gaar efter deres Hoved. Kommer nu hertil, at Theaterdirektionen idelig er udsat for Grovheder gjennem Aviserne, saa er visselig den frie Adgang til Theatret dyr nok. Desuden har jo Theatret slet ingen Forpligtelse til Publikum. Theatret er et privat Aktieselskab, og det kommer hverken mig eller nogen Anden af Publikum ved, hvorledes den steller sine Sager. Kan Theatret præstere Noget, nu vel, saa gaar jeg og betaler; vis ikke, saa sparer jeg mine Penge og sidder hjemme. En anden Sag var det derimod, dersom Staten understøttede Theatret. Vistnok maa Theatret ligesom en Forfatter, der udgiver et æstetisk Produkt, være underkastet Kritik, men denne skal holde sig til Sagen og ikke overfalde Personer. Theatret bør desuden formeentlig kriticeres mere skaansomt, fordi det er en Indretning, som man bør lade bestaa. En Bog kan man derimod kriticere skarpere, fordi den strax fremkommer med Fordring paa at være noget Fixst og Færdigt. Man har Intet at befrygte for Smagen: den forfalder ikke saa let, om end de theatralske Forestillinger ere maadelige. Man har saa mange aandelige Styrkningsmidler, at den Mand, som faar sin Smag ødelagt ved Theatrets slette Bestyrelse, han kan gjerne miste den, han har saa alligevel ingen.

Vore Forfattere kunne neppe klage paa Theaterdirektionen: den har optaget norske Stykker, der ere saa maadelige, at Forfatterne vilde have været langt bedre tjente med at de ikke vare opførte, og underligt skulde det være, om geniale Produkter vare nægtede Optagelse. Forfatteren vilde da kunnet lade dem trykke og høstet Ære og Berømmelse, medens Theaterdirektionen smukt sad der. Men Sligt har ikke fundet Sted, og indtil den Tid er det Daarskab af en krænket Forfatter, at skrige over Direktionen. Her er trangt for en stakkels forsulten Literat, vil man sige; kan saa være, men dersom En skriver rigtig godt, saa vil nok vore Dusinkarle af Kritici forstumme, og slippe paa Jorden igjen den løftede Steen. Nu kritiserer enhver stakkels Student, og hvorfor skulle han ikke kunne det? Han har jo ikke Andre end sine Lige at dømme. Nu kritiserer det ene Blad det andet, og hvorfor skulle det ikke kunne det? De ere jo Alle meget nær lige; lad dem kun æde hinanden op, der gives neppe mange rimelige Mennesker, som sørge det Mindste derover. Der er et saa forunderligt Spil i Naturen, den ene Kraft neutraliserer den anden, de skadelige Dyr og Insekter æde hinanden op. Forleden Aar husker jeg saaledes, at en Spasmager lovede en eenfoldig men pengegridsk Person en stor blak Hest, dersom han kunde skaffe ham to Tusinde Lemænner (islandsk Muus) til Nytaarsaften; det var nemlig et Lemænaar. Stakkels dumme Bjørguf — han hedte nemlig Bjørguf HuvestadHuvestad] Bjørguf Saamundsen Huvestad — samlede da og samlede paa disse ilske Dyr, der ligge i sin Hule og gnistre og vise sine to spidse Tænder, der ligne Kritikernes Pennespalt; men de ødelagde hinanden fortvæk. Tilslut drev han det alligevel saavidt, at han fik det bestemte Antal pakket ind i en stor Kasse, men strax før Juleaften begyndte der en saadan Kamp paa Liv og Død, at de samtlige vare sønderflængede, inden Nytaarsaften brød frem. Denne Historie rinder mig altid i Minde, naar jeg om et Spisebord hører Straamænd kriticere Theaterstykker, Bøger og Aviser; de kunne naturligviis selv ikke skrive Noget, men Herregud de kunne da kriticere, og det er igrunden vel at de gjøre det. Den, de kriticere, er sandsynligviis en indbilsk Fyr af samme Stok: det ene Lemæn æder det andet op. Men klarest staar dog Historien for min Erindring, naar jeg seer Aviskampene. Det er den samme ilske Natur, og Lemænnet er saa tappert, at det skriger indtil det sprænger sig, og naar to af disse tappre Dyr ikke kunne bide længer, saa ligge de og skrige til hinanden, og deres Sider udvider sig som Blæsebælge.

Paaskeægget er ogsaa et saadant Dyr: Det skriger paa Theaterdirektionen og Skuespillerne. Det hele forekommer mig at være den Kasse, hvori Bjørguf samlede sine Dyr. Lad Bidningen gaa for sig, det rydder Pladsen for nyttige Dyr, og lader Græs og Blomster spire op paa de afgnavede Strækninger.

Jeg vil udvide Billedet paa flere Forholde. Isøndags var jeg saaledes oppe i Arbeiderforeningen og hørte en Taler holde et Foredrag, hvori han lod Storthingsmændene passere Revy foran de tætte Masser. Kritiken overraskede mig i Begyndelsen ved sin Dristighed, men tilsidst forsonede jeg mig med den, og tænkte paa Bjørguf Huvestad. Taleren var sandelig ikke ueffen; han efterhærmede vedkommende Storthingsmænd ganske heldigt, og inddeelte dem i Klasser: Folkets Mænd, Middelveisfarere og Ministerielle. Ved denne Inddeling tænkte jeg paa hiin Fiolinist, som lærte Kong Georg den 3dieKong Georg den 3die] Georg III, konge av Storbritannia (?) at spille. Han sagde nemlig til sin kongelige Elev, at Musici kunde inddeles i 3 Klasser. Til første Klasse hørte de, som aldeles ikke kunde spille, til anden de, som kunde en Smule, og til tredie de, som spillede nogenlunde godt. «Deres Majestæt, tilføiede Musiklæreren, er nu kommen op i anden Klasse.» Taleren satte f. Ex. Præsten BlomBlom] Hans Jensen Blom, prest og stortingsrepresentant op i den første politiske Klasse og StabellStabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar vidste han ikke hvorvidt han skulde sætte i første eller anden. Dog satte han ham nok tilslut ind i den første. Det samme Bryderi forskaffede ogsaa UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar ham. SchweigaardSchweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar blev sat i tredie Klasse og RosenqvistRosenqvist] Einar Rosenqvist, offiser og stortingsrepresentant i første. JaabækJaabæk] Søren Jaabæk, lærar og stortingsrepresentant var, om jeg ikke husker feil, Duxen i den første. Jeg beklager, at jeg ikke kom ind saa tidlig, at jeg kunde høre Begyndelsen af Talen, og saaledes komme efter til hvilke Klasser vore øvrige politiske Notabiliteter vare at henregne. Det er fatalt med slig Klasseinddeling, den opvækker Skinsyge og forstyrrer den gode Enighed. Kritiken derimod er sund, det Ene passer til det Andet, og det er ingen Tvivl om, at ogsaa paa disse Marker maa fremspire Græs og Blomster, naar Kampen har hærjet.




Nr. 93/1851; onsdag 23.04.

[Nytt kyrkjebygg (Trefaldigheitskyrkja)]

Korrespondance

Kristiania den 21de April 1851

Kirken oppe paa Sorgenfri skal paa førstkommende Onsdag gaa igjennem Repræsentanternes Skjærsild. Denne Kirke, der endnu ikke er bleven til, har allerede en Historie. Den har desuden sin Chronique «scandaleuse,» hvad enten nu denne er virkelig eller indbildt. Store Lærde og fine Smagsmænd have skrevet meget Sandt og Smukt om denne Kirke. Politikere have behandlet denne Sag med Talent og Omhyggelighed, og ere komne i Vinden. Det er noget betydeligt, hvilke Kræfter Kirkesagen har sat i Virksomhed, og det er sandfærdeligen heller ingen Bagatel for en By, der ikke er større end Christiania, at opføre en Kirke, der kan være en Hovedstad værdig, og svare til Kunstens Fordringer. Det klogeste var vel at bie, indtil man trængte til en Kirke: Efter Restaurationen af Vor Frelsers Kirke er visselig ingen Trang forhaanden, at sige, naar man ikke vil have Kirkerum nok til overordentlige Leiligheder, naar Nysgjerrigheden drager Masserne til at høre og see. Men til slige Leiligheder vil man ikke blive hjulpen med den nye Kirke heller. Jeg for mit Vedkommende tror derfor, at man heller burde se til, at faa dygtige Præster end udmatte Kommunen med Opførelsen af «tomme Stole.» Jeg er ikke saa uforskammet, at jeg siger dette, for at nedsætte vore Præster herinde. Aldeles ikke. De ere visselig saa dygtige, som man efter Leiligheden kan vente, uden at jeg dog tør benegte Muligheden af, at man kunde have trukket større Talere ind til Hovedstaden. Men jeg siger det fordi jeg tror, at Videnskaben og Kirkens sande Interesse stiller alt for nøisomme Fordringer til en præstelig Dannelse, der skal beherske Nutiden og med Overlegenhedens tvingende Magt drage Tvivlere og Sukkervandsdrikkere til Kirken. Det gaar ikke an, at gyde Sandhedens Viin paa gamle Læderflasker, Smagen har sine Fordringer og den opvakte Intelligents sine Berettigelser, som man ikke ustraffet tør spotte. Theologen maa i Dannelse og Talent staa over Andre, og de meest udmærkede af Theologerne maa blive trukne til Hovedstaden, enten de have den til Ancienniteten fornødne Alder eller ikke. Indtil Udviklingen har vundet sig op til et saadant Stadium har man visselig Kirker nok herinde. Ialfald er dette min Tro, der i dette Tilfælde ikke tror uden at have seet. Dog, det er maaske rigtigt, at værne om det Ydre, naar det Indre gaar nedad Bakke; Verden har bestandig gjort dette, og saa maa det vel være rigtigt.

Men, jeg glemmer Kirken, der nu indtil Videre er antagen nødvendig. Dens Historie er sammenslynget, og oprunden ligesaa politisk som den øvrige Kirkehistorie. Historien beretter nemlig, at Constantin den StoreConstantin den Store] Konstantin den store, romersk keisar gik ganske politisk tilværks, for at hverve Stemmeantal til Beslutningerne i Nicæa, og Morgenbladet lader ane, at BrettevilleBretteville] Christian Bretteville, statsråd virkede meget dristig for at faa ChateneufsChateneufs] Alexis de Chateauneuf, tysk arkitekt Tegning og Pladsen nedunder Bakken antaget. Orius blev landsforviist, og Nebelaug (?)Nebelaug] Johan Henrik Nebelong, dansk arkitekt, som vilde skaffe en Kirke for 80 000 Spd. oppaa Bakken, afviist. NestoriusNestorius] Nestorius, erkebiskop vilde en Slags Mellemting, og Schirmer,Schirmer] Heinrich Ernst Schirmer, tysk arkitekt som nu i den sidste Tid vil gjøre Chateneufs Kirke færdig for 120 000 Spd., ligesaa. Constantin vilde nok styrke sit Rige ved at faa Alting klappet og klart, og Bretteville vilde forevige sit Regimente ved at faa Kirken under Bakken istand.*) Constantin havde Magten, og Forfægteren af den dyre Kirke, ligesaa. Den Kommittee, der blev udvalgt til at fatte Beslutning om Kirken, bestod nok af Folk, der ikke kunde have synderlig Vet paa Sligt. Constantin sendte Herolder rundt Landene, og Chateneufs Tegning blev ophængt nede paa Børsen, for at det kunstforstandige Publikum kunde dømme. Sagen blev dreven med Ilfærdighed, og Grundvolden planeret. Nu reiste Reaktionen sit Hoved i Veiret, og sagde, at Kirken var fordyr, at man burde «lave Munden efter Madkoppen», at man burde bygge sig ind i Huset og ikke udaf det, at man burde sætte Kirken oppaa Bakken og ikke Bakken oppaa Kirken. Man nedsatte en Kommittee, og den har nu sagt, at den første Skade er bedre end den sidste, at man istedetfor at lægge 5000 Spd. til en Sokkel, hvorom der egentlig er Spørgsmaal, burde lade de begravne 3000 Daler ligge i Fred og Ro. Over den Sag skal nu Repræsentanterne bestemme sig. Det er virkelig ingen ubetydelig Sag, det Rigtigste vilde formeentlig være, ikke at bestemme sig for nogen Plan, men se Tiden an og lade Sagen blive diskuteretdiskuteret] retta frå: diskutteret endnu mere. Selv om man var overbevist om, at Kirken under enhver Omstændighed skulde komme istand, saa er man neppe endnu i Besiddelse af de arkitektoniske Oplysninger, som maa ansees nødvendige, førend man strider til Grundlæggelsen af et Værk, der under enhver Omstændighed vil tilhøre Historien og være et væsentligt Bidrag til at oplyse Efterverdenen om Nutidens Standpunkt. Det er ikke tilraadeligt for os, at handle i vigtige Anliggender, førend vi have hørt, hvad andre Nationer sige om Sager, der ere af samme Beskaffenhed. Man har raadspurgt udenlandske Kunstnere, siger man, og philosopheret over kirkelig Bygningskunst. Kan saa være. Men Uenighed er dog altid et Tegn paa, at en Sag ikke aldeles er bragt paa det Klare.

* * *

*) Man bør optage Alt i den bedste Mening.




Nr. 98/1851; tirsdag 29.04.

[Frå Stortinget: kommunane; den nye kyrkja; skolen]

Korrespondance

Kristiania den 26de April 1851

Idag blev da Søfartsloven omsider færdig fra Odelsthingets Haand. Den har været en Smertens Søn og givet Anledning til mange Kuriositeter, som Folk, der ikke have staaet paa Galleriet, til Lykke for Thinget ikke kjende noget til. Jeg har vist før skrevet om det Interessante i, at Debatterne havde været optagne med Hurtigskrift; det er fast utroligt, hvorledes man har debatteret om «Partikler» og «Konstruktioner», om Redaktioner og Omsætninger. Sagen synes mig at være den, at Thinget har havt Mangel paa — hvorfor ikke — Søkræfter. De som have havt det meest praktiske Kjendskab, have været altfor lidet dannede til at være Lovgivere, og de, som have besiddet den juridiske Kløgt, have kjendeligt manglet praktisk Kundskab. Deraf den vidtløftige Debatteren og Omgaaen af Gjenstandene. De eensidige Retninger have neppe før saa kjendeligt kollideret uden at finde sin Forsoning. Man har ligesom følt sig frem og Thinget har for Thingmændene været en Skole, istedetfor at de væsentlige Kundskaber burde være medbragte hjemmefra. Storthinget maa fornuftigviis ikke være en Prøveklud for nye Kræfter, der skulle opdrages. Saaledes opfatte derimod de Storthinget, som sige: «Han Peer eller Ole vil med Tiden blive en god Thingmand; Valget var derfor godt og han bør vælges paany.» Saaledes tænkte en Thingmand i 1845 idet han sagde: Det var ikke min Mening, men jeg bragte Sagen paa Bane for at vække Diskussion og opklare Meningerne. Sligt Snak, mener jeg, behøves blot at blive anført for at sees i sin Forkjerthed. Norge er nu ikke saa aldeles fattigt paa dygtige Folk, at man behøver at vælge Alumner, men saalænge man skyr Dygtigheden for at faa fat paa Folk, der ikke have Vet paa stort andet end at opponere iblinde, da bliver man vistnok nødt til at gjøre Thinget til en Prøveklud. Oppositionen vil ødelægge Oppositionen.

Jeg kjender 2 Mænd fra et Ladested, der vilde have været ganske umistelige i Søfartsloven og i Alt, hvad der hører til Handel og Søfart, men istedet for at vælge om blot den ene af dem, valgte Amtet 3 Bønder og en Præst, der igrunden er daarligere end Bønderne: han er nemlig hverken det Ene eller det Andet. Bønderne kunne da have en Mening om enkelte Ting, som falde indenfor deres Kreds. Jeg kjender fremdeles en By, der valgte en ret og slet Opponent istedetfor en Handelsmand, der kjender ualmindeligt godt til Handel og Søfart, og som tillige besidder en sjelden Dannelse. Jeg blev derfor ikke overrasket ved at høre Debatterne om Søfartsloven. Har man baaret sig ligedan ad paa andre Steder, hvor jeg ikke er kjendt, saa har man gjort alt muligt for at lade Handel og Søfart staa for Lud og koldt Vand. Man kan nemlig ikke vente, at Bønder og gangbare Embedsmænd skulde forstaa sig noget paa slige Ting.

Søfartsloven gav ogsaa Anledning til Rivning mellem Statsmagterne eller rettere mellem Kommunerne og den udøvende Magts Funktionærer. Kommunerne er Oppositionens Værketaa: hvorledes saa Skoen end er syet, saa gnaver den, og overalt skal den ømme Taa tørne imod den mindste Stikke, som ligger i Veien. Paa den anden Side er Udvidelse af de kommunale Rettigheder Regjeringens Skyld — jeg holder mig til Billeder af det «værkede» — og den mindste Berørelse bringer dens Folk til at sprætte op og skrige Au! Vil man derfor gjøre sig tilvens med Oppositionen, saa skal man tøie Kommunerne saalænge som Viskelær og vil man paa den anden Side gjøre sig det gemytligt med Departementsfolk og «Postkarle», saa skal man beklage sig over den sørgelige Retning hos vor Opposition, som vil dele Landet i en 400 Republiker, som salig Nella engang sagde, mens hun levede. Skulde jeg derfor definere norsk Opposition og Ministerialisme, saa vilde jeg begynde saalunde: oppositionel eller liberal er den, som tror paa Kommunen, og ministeriel den, som ikke tror. De politiske Leire dele sig saaledes i Atomister og Centrale eller rettere i Kommunemænd og Statsmænd. Det skulde være et stort Fremskridt, om man kunde antage disse Benævnelser istedetfor de nu brugelige, der passe som Øxeskaft til Goddag.

Men, til Søfartssloven, som gav Kommunefolk og Statsmænd Anledning til at krambulere. Hvem skulle nu tro, at Søloven kunde komme Kommunen noget ved? Mon Skibene komme paa Land, naar de ere blevne Vrag, og da høre de Kommunen til, istedetfor at de tilforn for endeel vare Kongen hjemfaldne. Det bliver da Spørgsmaal om Taxation, og Kommunen vil have den Fornøielse at udvælge Taxationsmænd, medens de Centrale vilde lade dem blive udnævnte af Amtmanden igjennem Fogden. Du smiler, kjære Læser, men det er Principet, det her gjælder, Principet, hvorunder Kommunemændene ogsaa ville putte Juryerne, og som gjør vore Jurister saa lynende gale paa denne Indretning. Naar man begynder at mænge sammen, saa kan Vellingen komme til at indeholde adskillige Sager. Det var altsaas Principet om Juryerne, som man skulde hævde; thi havde man iforveien arrangeret sig, og Sverdrup lod til at have stillet sig i Spidsen for Expeditionen. Han talte ogsaa bedre end man skulde have ventet, naar det gjaldt, hvorimod Lerche sakkede lidt agterud og rystede igjen et Forslag af Ærmet, der iallefald havde det Fortrin, at man snakkede om det. SchweigaardSchweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar talte naturligviis mod Kommunernes Udnævnelsesret, men han led et komplet Nederlag, da man slap til at stemme. Begge Partiers Talere talte ganske almindeligt. Grundene for og imod den kommunale Udvidelse ere saa udblandede, at man kan sidde i halv Søvne og ramse dem op, og Anvendelsen paa de specielle Tilfælde gaar ligeledes som Kjæppe i Hjul, naar man i Nødsfald har den mindste Sands for Sophismer. Det vilde forresten være fortjenstfuldt, om Nogen kunde berige Literaturen med en Dialog mellem Kommunen og Staten til Lensmandsloven skulde fore igjen, saameget mere som det vilde være en Haandbog, der maaske kunde opdrage ligesaa mange Storthingskandidater som RolfsensRolfsens] Ole Rolfsen, advokat Formularbog. Det vilde være et Vovespil, det forstaar sig for man vilde bestemt støde det ene Parti paa Manchetterne, hvilke Ord man end lagde de Samtalende i Munden: Ingen kan tjene to Herrer. Jeg vilde ikke raade nogen opgaaende politisk Stjerne til at gjøre det, om en saadan forresten kunde skrive sit Sprog saa at det taalte at blive prentet: her er mange Kritici herinde i Christiania.

En saadan Dialog à la PlatoPlato] Platon, gresk filosof maatte vække en uhyre Sensation i de respektive politiske Leire: Forfatteren kunde blive Expeditionssekretær, Amtmand, Bankrevisor eller Bankadministrator, alt eftersom det rammede, iallefald kunde han blive Suppleant eller Kopist; i værste Tilfælde fik han Opreisning af vedkommende Koryphæer.

— Kirkesagen blev behandlet ionsdags Eftermiddag. Man bestemte sig til ChateneufsChateneufs] Alexis de Chateauneuf, tysk arkitekt sidste Tegning og bevilge 5000 Spd. til Sokkelen. Det var mærkeligt: Naturen har hertillands opført saa mange Høie, at man ikke behøver at kjøbe dem, især naar man iforveien har dem ligefor Næsen sin. KildalKildal] Daniel Kildal, høgsterettsadvokat og bystyremedlem talte forresten ganske godt mod den chateneufske Tegning i sin afklædte Skikkelse, og for en ny Konkurrentse; men YtteborgYtteborg] Nils Jensen Ytteborg, garvar og stortingsrepresentant f. Ex. talte imod, og han er Storthingsmand. Da jeg hørte Ordførerens Tale, glemte jeg, at jeg var i Christiania; jeg syntes, jeg var hjemme eller i et Ladested.

Jeg talte om Stat og Kommune, men alvorligt talt, har jeg ikke seet noget bedre om den Ting, end nogle Bemærkninger af K. GislesenGislesen] Knud Gislesen, teolog og skolemann i Christianiaposten for nogle Dage siden. Dette var da ogsaa noget, man kunde vente af Gislesen. Han talte nemlig i sine Bemærkninger til den nye Skolelov nogle Ord om Statens og Kommunens gjensidige Forhold til Skolen, og han talte sundt. Hvad han ellers bemærkede ved den kongelige Proposition og ved forrige Odelsthings Beslutning, er visselig af den Vægt, at Storthinget med frelst Samvittighed uden videre kan antage det. I Alt, hvad der angaar Skolevæsenet, er Gislesen betydningsfuld: han har praktisk Kjendskab, forenet med theoretisk Dygtighed, og han er sandhedskjærlig. Jeg kjender ingen Mand, som jeg finder saa apostolisk som Gislesen. Det var derfor en Vederkvægelse at læse noget fra ham. Man kan om et Dagblad sige hvad man vil; det Blad, hvori saadanne Mænd skrive, er respektabelt og uundværligt. Det var Afhandlinger og Kritikker fra slige Mænd som gjorde Morgenbladet stort, nu ere de skræmte bort derifra, og Morgenbladet maa synke sammen; det gaar alene ved Trægheden af den gamle Fart ligesom en Pendel, efter at man har taget Lodderne ned. Et Dagblad, som ikke kan være et Organ for de Bedste i Landet, er faldet, og kan med den dygtigste Redaktion ikke bestaa i Længden. Aandsbefugtningen fra Folket udebliver, og det synker sammen. Christianiaposten har en kraftig Støtte i sine Afhandlinger fra Gislesen, Monrad,Monrad] Marcus Jacob Monrad, filosof NissenNissen] Hartvig Nissen, skolemann o.s.v., og det er dens egen Skyld, om den ikke soper Morgenbladet væk.*)

* * *

*) Det er formeentlig en Umulighed, at et ministerielt Blad kan «sope Morgenbladet væk» — Morgenbladet beæres desuden ogsaa af og til med «indsendte» Afhandlinger af Mænd med ligesaa lysende Navne som de anførte. At en Mand skriver i Christianiaposten og ikke i Morgenbladet, behøver ikke nødvendigviis at have sin Grund deri, at han finder Morgenbladet uværdigt og Christianiaposten værdig til at være «Organ for de Bedste i Landet.» Det kommer i Regelen vistnok meest an paa, hvilken Læsekreds man ønsker sig. Den uafhængige Forfatter kan gjærne skrive i Morgenbladet idag og i Christianiaposten imorgen, dersom han idag ønsker at have andre Læsere end imorgen. At Embedsmænd, der skrive i Aviserne med Tilføielse af deres Navne, foretrække Christianiaposten for Morgenbladet, kan formeentlig mindst af Alt anføres som Beviis paa Morgenbladets Uværdighed til at være «Organ for de Bedste i Landet.» Embedsmænd, der med Takt for det Passende forene Omhu for deres eget Vel, ville neppe indlade sig paa at optræde som Forfattere i et af Regjeringspartiet forhadt Blad. I en revolutionær Tid som vor, turde selv de, der tro paa Embedsmændenes Berettigelse til at opponere, finde det forargeligt, om nogen Embedsmand gjennem Oppositionspressen vilde søge at svække Regjeringens Autoritet. Vi høre, som Gud og hver Mand veed, ikke til det ministerielle Parti, men vi forlange, at den exekutive Magts Tjenere skulle tilhøre samme; vi sympathisere ikke med Embedsmænd, der søge at forkleine den Regjering, de tjene. Redaktionens Anmærkning.




Nr. 102/1851; lørdag 03.05.

[Treskjæring]

Korrespondance

Christiania den 1ste Mai 1851

de Conincksde Conincks] Edmund de Coninck, dansk treskjerar Træskjæreri fortjener visselig al Opmærksomhed, deels for dets egen Skyld og deels fordi det er en dansk Mand, som har faaet det igang. Vi Norske ere endnu ikke saa opvakte, at vi lægge Mærke til de Kræfter, vi have at byde over: Fremmede maa oplære os, og vi bør være taknemmelige mod disse Fremmede; det er en misforstaaet Nationalfølelse ikke at være det.

de Coninck begyndte med sit Træskjæreri i Marts Maaned 1850. Han antog da en Svend GundersenGundersen] Svend Gundersen, treskjerar fra Vinje i Tellemarken, en Mand, der sikkerlig vilde kunne bringe det overmaade vidt i sin Kunst: der er noget Lethenkastet og ligesom Selvvoxet i hans «Roser» og «Lillier» og Ornamentik; hans Slyngninger ere yndige og slanke; han har overmaade meget tilfælles med Olaf GlosimodtGlosimodt] Olaf Glosimodt, treskjerar og bilethoggar fra Sillejord, der arbeider for Oscarshal hos Kammerherre Holst.Holst] Christian Holst, kammerherre De øvrige Tellemarkinger, der arbeide for de Coninck have kjendelig samme Stiil; det er den, man gjenkjender paa Staburstolper, Kubbestole, Spand o.s.v. fra de foregaaende Aarhundreder blot under en forædlet Skikkelse. Det er mærkeligt, hvor frigjørende Tiden har virket ind paa denne originale Træskjærerkunst, uden at noget Fremmedartet eller Indført er kjendeligt. Det er Kulturen, der her ubevidst har været befriende.

De valdriske Arbeider ere blandt Andet karakteristiske ved deres Tilbøielighed til at nærme sig Slangelinierne. Slangebugterne paatrænge sig den ukunstlede Sands som en af Skjønhedens Grundformer; denne Formskjønhed i Forbindelse med den religiøse Tradition om Slangens Falskhed og dens Giftighed frembringer den dæmoniske Skræk, som uvilkaarlig griber os ved Synet af den. Intet Under derfor, at Slangen er bleven en Skjønhedens Typus for de fleste Nationer, og den bevidste Kunst maa med Beundring erkjende disse Naturbørns Takt til at gribe det Rette.

En af de valdriske Træskjærere, Ole Fladaker,Fladaker] Ole Fladager, bilethoggar har isærdeleshed et godt Øie for at efterskjære; han havde ikke været hos de Coninck mere end 3 Maaneder før han skar en Statuette af Christian IV.;Christian IV.] Kristian IV, konge den blev udstillet i den tekniske Forening og Kunstforeningen og er med Rette bleven omtalt som særdeles fiint skaaren og naturtro gjengiven. Forsaavidt er allerede en god Begyndelse gjort til en bildende Træskjærerkunst, der maaske engang kunde udvikle sig til en sand kunstnerisk Høide. Hvorfor skulde man ikke kunne benytte Træet som Marmoret? Det er mere villigt at bearbeide og dets Forgjængelighed er ikke til nogen afgjørende Hinder, aldenstund det ikke ligefrem udsættes for Luftens barske Indvirkning.

Gulbrandsdølerne skulle arbeide hurtigst og lettest og vise den største Opfindsomhed; deres Ornamentik er, noget forædlet, den samme, som brugtes paa Fjerde Christians Tid; man finder — siger Mænd, som have havt Anledning til at se — paa SlotteneSlottene] retta frå: Slettene Fredriksborg og Rosenborg Speil- og Portrætrammer, som vidne herom. «Det er Renaissancens Overgang til Rococo, siger lærde Kunstkjendere; dog er den mere symetrisk og befriet fra al den Usands, som karakteriserede Rococcoen paa Madm. PompadoursPompadours] Madame de Pompadour, fransk adelsdame Tid.» De sætte ogsaa op et uhyre lærd Ansigt og tale om byzantinsk Indflydelse. Om denne Ting kan jeg Intet sige, men overlader til den komparative Kunstkritik at udbringe Noget i denne Retning. Jeg holder mig i al Beskedenhed indenfor Landets Grændser og er indtil videre saa national, at jeg holder vor hidindtil udviklede Træskjærerkunst for god Norsk, uden dog naturligviis at turde nægte «en Snæv» af fremmed Indflydelse i Katholicismens Tid. Men det middelalderlig Barokke er nu igjen forladt; man finder det alene i de gamle Storkirker og paa enkelte Skab oppe i Dalenes ældste Stuer.

de Coninck har desuden Træskjærere fra andre Bygdelag end de ovennævnte; han beskjæftiger for Øieblikket ialt 18 Personer, iberegnet Snedkere og Fernisører; desuden arbeide flere i sine Hjembygder og sende sine Arbeider ind til ham. Han har iøvrigt gjort sig det til Regel ikke at engagere nogen fast, for at de ikke ganske skulle hengive sig til Noget, der endnu er uvist. Han har desværre ikke Leilighed til at drive Forretningerne i den Grad, han vilde. Det er allerede Meget, at han har kunnet drive det saavidt. Han har skaffet Mange en ret god Fortjeneste — Svend Gundersen har endogsaa indsat en 50 Spd. i Sparebanken — og det er allerede en stor Fortjeneste af ham paa en Tid da Arbeidsløsheden fremkalder ordentlige Reisninger; det er overmaade Meget, selv om man seer bort fra det Kunst- og Industrivækkende i hans Virksomhed.

Mange spørge, hvortil disse endeløse Taalmodighedsarbeider, der gjorde samme Tjeneste om de vare «rette og slette». Paa slige Spørgsmaal kan man ikke godt svare Noget: de ere for en Deel berettigede, men i en langt høiere Grad uberettigede og røbe en dyb Miskjendelse af Evners mangesidige Berettigelse. Man kunde konsekvent hermed snakke al Kunst ud af Livet, og faa det Hele saa eensformigt som Seiladsen paa det aabne Hav. Det ligger i Tidsretningen og kaldes for Øieblikket civiliseret, at afslibe alle Eiendommeligheder og gjøre Alt ligesom efter Snor og Lod. Det er Maskinens eller — om man vil — Pantheismens Princip; det er en Nat, hvori alle Katte ere graa. Det er derfor ogsaa i denne Henseende sundt, at Eiendommeligheden gjør sig gjældende, selv om den maatte vise sig noget kostbar. Den egentlige Træskjærerkunst, den saakaldte Xylographi, tør maaskee blandt enkelte af de Conincks Folk finde overmaade heldige Dyrkere, og det er da ogsaa sandelig paatide, at vi selv dyrke en Kunst, hvortil mange af vore opvakte Folk have saa kjendelige Anlæg. Det er baade kostbart og nedslaaende, at vi skulle hente fra Udlandet, hvad det hellere burde hente fra os; men saalænge Kræfterne blive overladte til sig selv og ikke møde den nødvendige Understøttelse eller Impuls, saalænge bliver Alt ved det Gamle. Ogsaa i denne Henseende fortjente de Coninck mere end Tak.

En af de meest praktiske Retninger, de Coninck har givet sine Træskjærere, er den, at han har ladet dem begynde med Forfærdigelse af Møbler, navnlig Stole. Der staa allerede mange bekvemme og smukke og — hvorfor ikke — nationale Stole i hans elegante Boutik. Udskjæringerne paa «Brugderne», Fødderne og Armene ere i Regelen særdeles lette og frie. Selv om man i Byerne ikke vilde kunne drive denne Slags Stolefabrikation i nogen videre Udstrækning, saa vil dog de hjemvendende Treeskjærere i sine Bygder mere og mere vække Sandsen for en smukkere Møblering i Bondens Stue. Denne Omstændighed, at de Hjemvendende i de forskjellige Retninger udbrede Sands og Smag, er maaske i Længden det meest Fortjenstfulde ved de Conincks Virksomhed.

De forarbeidede Gjenstande bestaa forresten af Tolleknive, Papirknive, Linealer, Syæsker, Oblatæsker, Snuusdaaser, osv., desuden Smørformer, Sleve, Skeer og Spand. Det Hele staar tilskue i den smukke Boutik med Glasdøre og Glasvinduer. Alt er indrettet særdeles smagfuldt, og de Coninck har virkelig gjort Alt for at blive beæret med en god Søgning.

Han har ikke sendt Noget af sine Træskjærerier til Londonner-Udstillingen: dertil havde han ikke Raad, selv om han troede, at Gjenstandene vilde sig tiltrække nogen Opmærksomhed blandt den uhyre Mængde af fortrinlige Sager.




Nr. 104/1851; tirsdag 06.05.

[Frå Stortinget; om nasjonaldrakter]

Korrespondance

Christiania den 4de Mai 1851

Igaar saa jeg en Eidsvoldsmand paa Storthingsgalleriet. Det maatte være underligt for ham at skue ned paa Forsamlingen, og dersom de bedre blandt den havde skuet op og seet Eidsvoldsmanden, vilde det udentvivl have rørt sig endnu mere underligt i deres Bryst; det maatte have sørget og følt Undseelse. Paa Thingets Politikere vilde derimod Synet ikke have havt nogen Virkning; de vilde have fundet det i sin Orden, at Eidsvoldsmanden stod paa Galleriet mellem den øvrige Plebs og være glade over «den gode Sags Fremgang.» Jeg var derimod ikke glad, jeg blev dybt rystet og opsendte en stille Bøn for mit Fædreland. Naar Staten eller den enkelte Mand er kommen saa langt hen, at den ikke har Ærbødighed for «de graa Haar» og for Talentet — denne Eidsvoldsmand er nemlig et ubestrideligt Talent — se da er den kommen meget langt; naar Nationen vælger Mænd, som ikke kunne skrive sit Navn ordentlig endsige tænke fornuftigt, medens den forbigaar en Konstituent, der ovenikjøbet har udmærket sig som Forfatter, se da er den ogsaa langt, langt henne; naar Nationen vælger Folk til sine Talsmænd, der ikke kunne gjøre stort Andet end opponere over virkelige eller indbildte Mangler, medens den forbigaar Mænd, der baade kunne tænke, tale og skrive, men som netop derfor ikke love mere end de kan holde, se da maa den være syg; naar Nationen er kommen saa vidt, at den vælger efter politiske Troesartikler, som Uvidenheden har skrevet, medens den bortstøder anerkjendte Mænd, der have Mod til at nære en afvigende Mening, som er begrundet i Fornuften og alle Tiders Erfaring, ja da kan store Ulykker ikke være langt borte.

Saaledes omtrent tænkte jeg, medens jeg afvexlende saa paa Eidsvoldsmanden og Storthinget; jeg kunde ikke længe udholde dette: jeg maatte gaa ud, og strax derefter saa jeg min Eidsvoldsmand nede i Kirkegaden; ogsaa han maatte være bleven overvældet; sikkerlig havde han som jeg søgt Trøst i at stirre tankeløst hen paa Gadens tankeløse Vrimmel. Paa Galleriet maatte det være ham, som var han død og skuede ned paa sine Efterkommere, der ruttede med den Stat, han engang var med at sammenspare. En forfærdelig Tanke!

Veiloven var da fore; det var som Alt havde forenet sig til at gjøre Øieblikket skrigende. SchweigaardSchweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar kom da ligesom idag frem med Indvendinger, som maatte høres af Enhver, der havde Øren, men man vilde beholde forrige Storthings Beslutning trods de paapegede Feil for omsider at kunne gjøre Brug af Grundlovens § 79. Man vil skyde Fluer med Kanoner, og det er ligesaa latterligt som kostbart; det er ovenikjøbet formeentlig aldeles vanvittigt. Kan man ikke opnaa Reformer paa Overbeviisningens Vei, kan man ikke gjennem Pressen og Thingets Debatter mørbanke saakaldte Reformers Modstandere ud af deres Stillinger, da kommer Reformen fortidlig, da er en Seir, som hviler paa Stemmeantallet, et ubodeligt Tab; man stiger nemlig ned fra Fornuftens Throne og kjæmper med de bare Næver. Man mødte Schweigaard, bevares! MossigeMossige] Ingebret Mossige, lensmann og stortingsrepresentant og ValstadValstad] Ole Kristensen Valstad, bonde og stortingsrepresentant talte ret godt, men de angreb ikke — syntes mig — Sagen i sit Centrum; det samme forekom mig igaar ogsaa at være Tilfældet med Schweigaard. Man var ligesom bange for at stille det Gamle og det Nye skarpt imod hinanden og gik da efter Ordsproget som Katten om den varme Grød; det forekom mig saaledes, hverken bedre eller værre. Idag derimod talte Schweigaard mere bestemt; man havde nemlig en § fore, som MotzfeldtMotzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant fortolkede paa een Maade og UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar paa en anden, medens Schweigaard igjen var af en tredie Mening. Han gjorde da opmærksom paa det Besynderlige i, at en lovgivende Forsamling lod en Lov passere, der allerede under Behandlingen kunde give Anledning til saa mange Fortolkninger. En lovgivende Forsamling, sagde han, har to Forpligtelser, først at Lovens Indhold skal blive godt og sandt, dernæst, at den maa forme Loven saa bestemt som muligt; den er ikke nogen Domstol, der har at fortolke en given §, men den skal udtrykke, hvad den mener og det paa en Maade, som ikke lader Rum for nogen Mistydning. Han glemte at tilføie, at en saadan Fremgangsmaade var at aabne Døren for Processer i det Uendelige; forresten laa denne Tanke i hvad han sagde. Oppositionen, der klager over Processer, antog imidlertid den § uforandret, der vil fremkalde dem; men det var for at antage forrige Storthingsbeslutning uforandret, hvorved man nærmede sig til Tidsrummet for Anvendelsen af § 79. Se det er systematisk! Schweigaard Stakkel fik ikke mere end 17 eller 18 Stemmer paa sin Side, men iblandt disse var t. Ex. Aall.Aall] Jørgen Aall, embetsmann og politikar Præsten BlomBlom] Hans Jensen Blom, prest og stortingsrepresentant er nu ophøiet til Præsident. Det gaar noget tungvindt, men, han er ung. Den Tid synes ellers mere og mere at nærme sig, om hvilken Salomon taler, idet han siger: «Jeg saa Tjenerne sidde tilhest og Herrerne at gaa tilfods.»

Storthinget har — som Du vil have seet — i den sidste Tid været noget stødt for den Maade, hvorpaa Prolongationen var given, uden at det dog kom til nogen Adresse. StabellStabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar holdt et gribende Foredrag om den Ting, men han vilde denne Gang blot levere en Skinfægtning og den Slags Kamp er da ogsaa den sikkreste: derved kommer Ingen til Skade; det er blot en Manøvre, som er lystelig at se til. Jeg stirrede mig næsten blind paa Holst,Holst] Peder Christian Holst, direktør og stortingsrepresentant for at se, om ikke han vilde reise sig og igjen optage Stabells frafaldne Forslag. Ja, hvad mere var, jeg ventede mere; jeg ventede, at han skulde have indigneret sig over Udtrykket naadigst, han, som endogsaa nærede Betænkeligheder ved Udtrykket underdanigst, da man i en Skrivelse henvendte sig til Majestæten. Stabell havde rigtignok i foregaaende Møde indigneret sig over Udtrykket, og saaledes var der ingen Anledning for Holst; men en god Ting kan ikke siges for ofte. Det er ellers karakteristisk for overfladiske Mennesker at holde sig til Bagateller, og forsaavidt kunde Udtrykket have ventet sig «eine grausame Salbe» von Protester.

* * *

2det og 3die Hæfte af TønsbergsTønsbergs] Christian Tønsberg, forleggar norske Nationaldragter er i disse Dage udkommet. Det Hele er særdeles brilliant udstyret, det er udstyret saaledes, at neppe nogen Anden end Tønsberg havde Hjertelag til at gjøre noget Lignende i et Land, som Norge. Tegningerne ere særdeles vellykkede, og jeg tror, at Enhver, som ikke er opdragen i en Glasklokke herinde i Christiania, vil finde Dragt og Physiognomier træffende. Christianiaposten kunde ønske — siger den — at Ansigterne havde været mere norske. Hvorledes mon Posten vil have de norske Ansigter? Det er fatalt med denne evindelige Norskhed: Ansigtet og denne Nationalitet i Sproget og Poesien. Erfaring har lært mig, at de som meest prate om disse Ting, forstaa mindst af det. Jeg pakker derfor altid sammen, naar jeg hører en saadan Norskhedens Prædikant. Det er muligt at jeg er urimelig, men, det faar ikke hjælpe. Det er iøvrigt en Kjendsgjerning, at et sligt Særsyn ikke er ualmindeligt t. Ex. i Politiken.

Den ledsagende Text finder imidlertid Posten interessant; det samme gjør ogsaa jeg; i det Stykke ere vi altsaa enige.

Tønsberg har ikke mange Subskribenter paa sit kostbare Værk; jeg har hørt nogle og 50 her inde i Christiania. Skulde ikke Udlandet skjønne bedre paa det, saa har han al Udsigt til at tabe mange Penge; men, det er da ogsaa almindeligt, at man tjener paa «Skrab», medens man taber paa det Fortrinlige; derfor ere vore literære Forholde, som de ere.




Nr. 108/1851; lørdag 10.05.

[Frå Stortinget: statsrådsaka]

Korrespondance

Christiania den 9de Mai 1851

Statsraaderne slap heller ikke dennegang ind i Thinget; man aabnede blot Døren lidt paa Klem; de kunne altsaa trænge sig ind, om de ville; men de løbe Fare for at blive kastede ud igjen, ifald de skulle vise sig altfor kloge og dygtige. Oppositionen, eller de Liberale, som de — snurrigt nok — kalde sig, er nemlig bange for Dygtigheden, og det er da ogsaa ganske naturligt, ihvorvel det er mere naturligt, at de modsatte Parter søge hinanden saaledes som f. Ex. Magnetens Poler og Elektroderne; men dette Særsyn maa visselig komme deraf, at Magnetnaalen og Elektroderne ere reent naturlige, medens vore «Liberale» ere blandede op med en Smule Kultur og saaledes hverken ere det Ene eller det Andet undtagen Storthingsmænd eller haabefulde Evner til at blive det.

Denne Beskyldning at Oppositionen hader Talentet er ikke henkastet «Fanteord;» det er desværre noget Vist og Bestemt. Jeg har igjennem flere Aar gjort denne Erfaring ved at politisere med Liberale; men jeg har aldrig hørt det i Thinget, førend i Staatsraadsagen. Jeg har altid troet, at denne Ostrakismens Tanke var en privat Forestilling, der som saadan maatte skaanes; men naar den træder frem og siger: «jeg er en respektabel Mand, der fortjener offentlig Anerkjendelse», da maa den blive stillet i Gabestokken til Advarsel og Forsmedelse. Jeg har nok seet, at denne lysrædde Tanke har sneget sig om og virket bestemmende paa Valgene, men jeg har før ikke seet (hørt), at de Valgte offentlig have dristet sig til at nævne sin rette Fader ved Navn, men underskudt en anden, som kunde legitimere deres gode Herkomst: man har da beskygget sig med Figenbladet, der iallefald er bedre end den nøgne Adam, siden nu engang Synden er kommen ind i Verden. Jeg har seet denne grædske Tanke — Ostrakismen er nemlig græsk — paradere som det første eller i ethvert Fald det andet store Bud i vore «Politikeres» Lov, men jeg har aldrig før seet dette store Bud være udkommet i Trykken og indbundet i Saffianbind*). Det er isærdeleshed Skaar,Skaar] Gjermund Nilsson Skaar, bonde og stortingsrepresentant UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar og fremfor Alle Skjerkholdt,Skjerkholdt] Halvor Skjerkholt, bonde og stortingsrepresentant som have været Bogbindere og Trykkere; NeergaardNeergaard] John Neergaard, bonde og stortingsrepresentant satte ogsaa enkelte Bogstaver, og, besynderligt nok — Lerche;Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar LieLie] Simon Pedersen Lie, lærar og stortingsrepresentant samlede ogsaa enkelte «Vinkelhager.» Men lad Skaar passere, uagtet han tydeligt nok udtalte sin Frygt for Statsraadernes mulige Overlegenhed og den deraf følgende Ulykke; men da Skjerkholdt kom læggende i Veien med sit Foredrag, da kunde ikke AarsAars] Nils Frederik Julius Aars, prest og stortingsrepresentant tie; han talte mod det og talte godt. Skjerkholdts Foredrag, som naturligviis blev oplæst, var mærkværdigt. Jeg har hverken hørt eller seet paa Prent en saa vildsom Polemik mod dem, som tænkte anderledes end Skjerkholdt og Aandsbeslægtede. Det var Straalerne af vor moderne Opposition samlet i et Brændpunkt. Det var Mørket, som satte sig paa Thronen og udestængte Lyset med Laas og Skaader; det var en Banstraale mod hver den, som ikke troede paa Skjerkholdt og Ligedannedes Ufeilbarhed i Politikens saliggjørende Orden; det var saaledes en Protest mod Videnskaben og Studiets Magt til at forædle Patriotismen og til at lede Aanden frem paa Sandhedens Vei. Frelsen maa nu komme nedenfra istedetfor at man før troede, at den maatte komme ovenfra. Dette er et Punkt, som maa fastholdes: det er «Oppositionens» Axe, hvorom den hele Politik dreier sig. En Embedsmand eller Student er mistænkt: han er hverken Patriot eller formuende til at opdage Midler til Landets Frelse; denne maa komme fra Bønderne. Det er forfærdeligt, at Forholdet saaledes skal sættes paa Hovedet: Bønderne — de som ikke ere blevne svimle af Politik — ere sunde og fortrinlige; de ere som det store Hav, der lædsker Jorden; de ere det Stadige og Foryngende, kort de ere unævnelig meget Godt; men noget ligesaa Godt og Umisteligt ere Embedsmændene eller Dannelsen i det Hele; men naar enhver Stand rives ud af sin Sammenhæng med det Hele, og naar man vil sætte det Ene istedetfor det Andet og afklippe Traaden for al Civilisation, da er det paa Tiden at protestere; da er det paa Tiden at Alle, som tro heri at see en uhyre Vildfarelse, slutte sig sammen og kjæmpe til det Yderste for Landets og Civilisationens Frelse; man maa blotte Retningen i dens hele Jammerlighed. Det var derfor herligt gjort af Aars, at han aldeles knusende kastede sig over Skjerkholdt, saameget mere som han derved vidende eller uvidende ramte den hele Retning. Mange vilde at Aars skulde overlade Skjerkholdt til den «skrigende Taushed;» men Mænd, som ere Repræsentanter og som derfor gjøre Fordring paa at blive anhørte, maa ikke skaanes: Landet maa vide om sine Talsmænd, som det har valgt.

Skjerkholdt blev alligevel overtruffen af Ueland: han tog nemlig Aars’s Tordentale til Indtægt for dem, som vilde udestænge Dannelsen, og sagde, at Aars netop beviste, at Skjerkholdt havde havt Ret; saaledes meente han, det vilde gaa, naar Statsraaderne kom ind. Herved udtalte han om muligt endnu meest tydeligt, at Uvidenheden skulde være Repræsentant og at Talentet skulde holdes borte, fordi det ikke lod Uvidenheden rase. Det er haardt at høre slig Tale af en Mand med Uelands store Evner. Efter et sligt Raisonnement er det vel noget nær umuligt at reise sig mere. Ueland og tildeels Lerche udtalte dette Forsvar for Skjerkholdt, men der var mange Thingmænd, som i den Grad vare enige med dem, at de bleve stemte mod Forslaget, fordi Aars tog Mennesket i Skole, uagtet han holdt sig til Sagen og i ingen Henseende overskred Grændserne for en agtværdig Polemik. Det er Synd, at man ikke skal taale et kraftigt og særdeles træffende Ordsprog som f. Ex.: «Der skal skarp Lud til skurvede Hoveder.» Slige Sententser kan stundom ikke erstattes af andre glatede og polerede.

Skjerkholdt maatte bie med sit Forsvar til den følgende Dag, men da begyndte han da ogsaa saalunde, at Præsidenten, Harbitz,Harbitz] Georg Prahl Harbitz, sokneprest og stortingspresident der visselig er human og tolerant, maatte skride ind imellem. Skjerkholdt sagde nemlig, at han hverken fandt Præsten eller Provsten i Aars’s Foredrag. Aars havde nemlig i sin TaleTale] retta frå: Tales peget hen paa det Forsonlige i sit Kald. Aars var maaske vel meget Præst, især i Slutningen af sin friske Tale; men han er ubestridelig uden Sammenligning Thingets største Taler; hans Organ er harmonisk og hans Sprog er reent, Sætningerne rulle ligesaa naturligt som Bølgen; og hans Anstand og mandige Gestalt gjør ham i høi Grad bydende og værdig. Han er — synes mig — som Taler for stor til vore Forholde, medmindre et himmelsk Veir skulde trække op; han burde staa i det engelske Parlament eller det franske Deputeredekammer. Jeg er ikke destomindre glad i ham og jeg vil haabe at jeg i denne Henseende ikke staar alene. Det er en Velsignelse at høre ham.

Skal man ikke give slige Mænd Lov til at spille med sit frygtelige Artilleri, saa er det bedrøveligt, og skal man gjøre Uvidenheden til en skudfri Hersker, saa er det til at fortvivle. Kan Landet ikke frelses uden ved den ynkelige Middelmaadighed, saa er det allerede fortæret; Er Videnskaben og Dannelsen blind og Bonden som Saadan seende ogsaa i politisk Henseende, saa er Historien og Fornuften en Løgn. De ere begge seende hver i sin Synskreds og det var derfor bedst, at de ikke udelukkede hinanden, men erkjendte Nødvendigheden af den gjensidige Samvirken. Embedsstanden skulde drage Bondestanden op til sig, men Bondestanden ikke drage Embedsstanden ned til sig og sige: Kom ned! Du seer Intet deroppe.

Du har iøvrigt Debatterne, læs dem i sin Heelhed.

Jeg har forresten Intet imod Bønderne fordi de vægrede sig ved at gaa ind paa en Grundlovsforandring, især da mange dygtige Mænd ere tvivlsomme; blot de havde argumenteret paa en anden Maade. Det er Bondens store Betydning at være konservativ i politisk og religiøs Retning; han er Ballasten i Historiens Skib.

Jeg har brugt Ordene Opposition og Liberale i den nyeste Betydning; den gamle kan ikke bruges af andre end de «Liberale» selv. Man maa finde paa nye politiske Benævnelser, og man begynder allerede saa smaat at gjøre etslags Afændring, idet man siger: kongelige Opponenter og Liberale; men Bondeopponenter kan man ikke sige, da de ufordærvede Bønder ere altfor sunde til at være skjærkholtske.

* * *

*) Jeg beder Enhver, der aarviis flittigt har læst i Morgenbladet, om Forladelse, ifald han — som rimeligt kunde være — skulle kunne fremdrage af sin Erindring lignende eller nær beslægtede Satser. Det er blot Mangel paa grundig Lærdom som i dette vigtige Kapitel skorter mig, og jeg vil ikke citere en indre Overbeviisning.




Nr. 113/1851; fredag 16.05.

[Frå Stortinget: rentefoten]

Korrespondance

Christiania den 12te Mai 1851

Idag har Loven om Rentefoden været fore. Det er visselig ingen let Sag at bestemme sig for, hvorvidt Rentefoden skal være fri eller ikke. Det klinger ganske smukt, at tale om den frie Konkurrentse ogsaa i Pengeveien; men det praktiske Liv frembyder ogsaa her sine Vanskeligheder, som Theoretikeren ikke tør oversee. SchweigaardSchweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar og især StabellStabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar vare — som Du vil have seet — visse i sin Sag, og derfor «gav de paa» Ueland,Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar som vilde raadspørge Virkeligheden. Ueland var i denne Sag igjen den gode gamle Ueland. Han er dog fortræffelig, hvad man saa siger og hvad jeg selv undertiden har sagt. Men han misforstaaes saa let, og man forudsætter altid Noget bagved, uagtet hans offentlige Færd maaskee er mere konsekvent og aaben end Nogens. Hvad der imidlertid er vist, det er, at han misforstaaes, og dette synes at være alle store Mænds Lod. Det er igrunden Synd, at hans offentlige Færd nøder En til at kritisere ham strængt; det er Synd baade paa ham selv og paa den, der ofte mod sin bedste Villie kan blive uretfærdig. Fremtiden vide at være mere retfærdig ogsaa mod ham!

Dog, jeg taler om Ueland istedetfor om Rentefoden; men da jeg aldrig har givet mig Mine af at forstaa mig Noget paa den Ting, saa kan det ikke skade. Det er mig imidlertid en Trøst, at jeg i denne Uvidenhed ikke staar alene. Der er vel neppe noget Punkt i den hele Politik, hvorved man svæver i mere Uvidenhed. Theoretikerne have sit System og de praktiske Folk sine sunde Erfaringer, og der staa de da mod hverandre uden at finde det forsonende Element. Nu turde det nok hende, at Loven ikke blev sanktioneret, siden Theoretikerne vare imod den, og dette er netop Ulykken i Thingets fleste Sager, at man ikke kan blive enig om, at begge Partier baade have Ret og Uret; de ville saaatsige ikke halvere Sandheden mellem sig; men Enhver troer at besidde den heel, og Regjeringen, der ifølge sit Væsen maa antage, at de videnskabelig dannede Mænd har Sandheden, den maa da tage Parti og nægte Sanktion. Heraf de utallige Forviklinger og den sene Fremadskriden paa Reformernes Vei, ligesom ogsaa det Had, hvormed Partierne staa mod hinanden, og saaledes ville de staa, indtil Pressen har vundet sig op til den Klarhed, at den bestemt og skarpt kan eftervise det Rette i de foreliggende Tilfælde. Da vil ogsaa en mere skjønsom og bestemt Almeenvillie gjøre sig gjældende, saa at den bydende kan skride ind og adskille de Stridende. Denne Kamp maa ogsaa i sin Bitterhed blive ført indtil Embedsmanden erkjender, at hans Statslære og Theori er trægagtigtrægagtig] retta frå: træg agtig, saalænge den ikke sænker sig ned i Livet og tager Bondens Erfaringer med paa Raad. Naar han gjør det, da vil han ikke fare afsted som Theoretikerne idag. Og, naar Bonden erkjender, at han ikke kan styre alene, da vil han ikke fare frem som f. Ex. SchjerkholdtSchjerkholdt] Skjerkholdt i Statsraadsagen.

I intet Tilfælde er vel Theorier og statistiske Tabeller mindre at lide paa end i Bank- og Pengevæsenet. Naar man betænker, hvormeget der bliver solgt og kjøbt uden at det kan bringes ind under Beregning, naar man betænker at Samfundet er i stadig Tilvæxt, og at de forskjellige Konjunkturer uafladelig gjøre en Streg i Regningen, betænker man endvidere, hvor umuligt det er at faa noget sandt Begreb om Statsformuen og om det enkelte Lands eiendommelige Maade at leve paa, da skal man sandelig ikke tro paa Banktheorier som paa Bibelen. Det eneste Rigtige bliver vel derfor at experimentere sig frem og møde de mange Klager paa Halvveien, indtil man tilnærmelsesviis kan komme til det Rigtige.

Det samme gjælder ogsaa synes mig om Rentefoden; det er smukt og fra en vis Side theoretisk rigtigt, at gjøre den fri; men de bestaaende Bank- og Pengeforholde, de bedrøvelige Erfaringer og endelig Folkets Retsbevidsthed, der hader Aageriet, gjør det til en høist betænkelig Sag for Thinget at slappe alle Baand. Ogsaa her erklærer jeg mig for en Middelveisfarer, uagtet en saadan ikke er «ligt» i den politiske Verden; men, det faar ikke hjælpe: en Politikers første Pligt er at være aaben, at sige, naar han ikke troer paa MetternichMetternich] Klemens von Metternich, austerriksk statsmann eller MacheavelMacheavel] Niccolò Machiavelli, italiensk filosof.

Det er dog virkelig beklageligt, at Statsøkonomien ikke skal have flere Dyrkere hertillands. De fleste Jurister studere den ikke synderligt, og det er dog fra den Kant, Landet skulde vente sine Redningsmænd i denne Retning. Man kan nemlig ikke vente, at Bønder skulle sætte sig saaledes ind i de forviklede Pengeforhold f. Ex., at de skulde kunne fatte mere end den ene Side af Sandheden. Jeg har talt med mange Thingets Bønder om Pengevæsenet, men jeg har fraraadet Enkelte at fordybe sig saa aldeles i det, idet jeg har anført, hvorledes det er gaaet mig selv. Jeg forsøgte nemlig engang paa at trænge ind i den Sag for at kunne have nogen Mening om den; men da jeg havde læst og atter læst en Masse af de nyeste Skrifter om den Ting, var jeg igrunden værre faren end da jeg begyndte, jeg var kommen bort fra den sunde Betragtningsmaade, uden at være trængt saa dybt at jeg kunde have gjenfundet den, og saaledes frygtede jeg for at det maatte gaa de enkelte Thingbønder, især da de ikke uden Skade kunde opofre sin hele Tid til at grunde paa Penge.

Du har skrevet om Pengevæsenet; men jeg raader dig virkelig til end ydermere at tænke over den Materie: det er af høieste Vigtighed, at man under dette Thing gjør noget i den Retning. Omstændighederne ere truende og Enhver, som troer at kunne, bør bidrage sin Skjærv.*)

Hvad skal der nemlig blive af, ifald Klagerne over Pengemangel for en Deel ikke blive afhjulpne; Klagerne ere almindelige og dette er dog ikke ganske betydningsløst, hvor lavt man end maatte ville ansætte de Klagendes aandelige Skjøn. En Forfatter har sagt, at Maven tænker undertiden rigtigere end Hovedet, og det vil under vore Forholde være endnu mere slaaende, da jeg i det Foregaaende har ytret mig derhen, at vi intet Hoved havde i Pengeveien, men Mave have vi derimod Alle. Jeg bruger Ordet slaaende, hvad Krydseren saa maatte sige, ligesom jeg ogsaa efter Behag bruger «at staa paa Tidens Høidepunkt» uden at frygte for, at blive misforstaaet derhen, som stod jeg der selv. Man maa bruge Ordføininger, skal man kunne snakke.

Man klager over vor Bank, og det seer virkelig noget Mistænkeligt ud, at dens Aktier staa saa høit: En maa dog svie, det er ikke som med Fiskeri og Bjergværksdrift; der er det Havet og Fjeldet, som lider. Man taler meget om en Statsbank, og jeg har hørt saa mange Fornuftige talt for den, at jeg begynder at blive Troende; men at Arbeideragitationen skulde blive stillet tilfreds, det troer jeg ikke, ligesaalidt som at den letsindige Laantager vil ophøre med sine Klager.

* * *

*) At skrive for en Storthingsmajoritet, der ikke synes at stemme efter Grunde, men af Frygt for den uvidende Hobs Opinion, vilde i Sandhed være et altfor utaknemmeligt Arbeide. Naar Mænd som Schweigaard og MotzfeldtMotzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant ikke kunne finde Gehør i saadanne Sager, maa vi Smaafolk naturligviis forstumme.




Nr. 117/1851; torsdag 22.05.

[Syttende mai]

Korrespondance

Christiania den 18de Mai 1851

Igaar var det Syttendemai, og Naturen gjorde Alt for at faa den festlig; den bestræbte sig idetmindste for at indhente det Forsømte*); men Menneskene — at sige de politiske — arbeidede ikke Naturen i Hænderne, og derfor blev det da heller ingen «Folkefest» af. Det klinger ellers noget opskruet at tale om en Folkefest af politisk Natur: Folket — i den Forstand, som de «folkelige Mænd» tage det — have nemlig overmaade liden Sands for det Politiske, det vil da sige, naar det ikke er pirret af En og Anden, som ønsker at blive en «Folkets Mand.» Den politiske Syttendemai er derfor kold og taagefuld for «Folket», naar ikke en poetisk Sol som WergelandWergeland] Henrik Wergeland sprænger Skyerne isønder og kaster sine phantastiske Straaler henover Folkehavet.

Den syttende Mai kan visselig ingen Folkefest blive, førend Oplysningen i væsentlig Grad har trængt ned til Folket, og førend Velstanden er bleven almindelig; der skal nemlig to Ting til at være politisk paa en naturlig Maade, en oplyst Aand og et Legeme, som hverken hungrer, tørster eller fryser; og politisk maa man være for at kunne glæde sig i den syttende Mai; den, der fryder sig ved Dagen uden at være sig Dagens Betydning klart bevidst, den er hverken mere eller mindre end etslags afrettet Dyr, eller en Dandsemand, som kaster og spænder, naar man rykker i Traadene. Jeg har seet slige Dandsemænd, og de vare ingenlunde frydelige at see til.

Jeg har forresten hørt Mænd paastaae, at Folket skulde betragte den syttende Mai som noget mystiskt og saaledes nære en Ærbødighed for Dagen som for de kirkelige Høitider, der hvile paa Troens og Religiøsitetens Grund. Det er vistnok sandt, hvad ogsaa MonradMonrad] Marcus Jacob Monrad, filosof i sin Tale bemærkede, at Friheden har Religionen til sin Forudsætning, men at gaa endnu videre er dog aabenbart at skride for vidt, — og leder alene til franske Urimeligheder. Det er desuden saare tvivlsomt, hvorvidt en saadan Ærbødighed for og Tro paa den 17de Mai var heldbringende: da skulde der først blive Qvalm og Larm med Grundlovsforandringer; da vilde der reise sig mange politiske Haugianer og skrive som vanvittige Mennesker mod de mindste Forandringer i den politiske KatekhismusKatekhismus] retta frå: Kathekismus og Bibelhistorie. Saaledes som det nu er, kan man nok for den Sags Skyld forandre Grundloven; jeg er desværre ikke enig med mange af vore Thingmænd i den Tro, at Folket hænger med Glæde ved Grundloven, som derfor ikke tør blive forandret. Jeg har tvertimod gjort de Erfaringer, at Bønderne ialmindelighed ikke kjære sig hverken om 17de Mai eller Grundloven, og hvorledes skulde de vel elske den, om hvem de intet Andet have hørt end ubestemte og hule Talemaader? Hvad man skal elske, det maa være sammenvoxet med Ens Væsen, det maa — som det hedder — være Been af Ens Been og Kjød af Ens Kjød. Selve deres Kjærlighed til Grundloven og den 17de Mai, som den har skaffet et Par Gange paa Storthinget, selve deres Kjærlighed maa være huul, aldenstund de ikke ere skredne saa langt frem, at Frihedens Idee kan have grebet dem; deres Kjærlighed er som den Brudgoms, der har viet sig til en 60aarig Enke paa sine 60,000 Spd. Jeg har «turet» Mai sammen med slige politisk Elskende, og deres Begeistring var noget af det Uhyggeligste jeg har seet; den var om mulig endnu mere uhyggelig end vore Legioner af prosaiske Syttendemaisange; den var som al Affektation og Hykleri aldeles utaalelig.

Den 17de Mai blev altsaa heller ikke iaar nogen «Folkefest,» uagtet Haandværkerforeningen gjorde det forberedende Tilsprang. Jeg vil et Øieblik glemme hvad jeg ovenfor har udviklet, og sætte mig hen at dænge paa de øvrige Samfundsklasser, som ikke sluttede sig til Haandværkerne, der baade billigt og «folkeligt» havde arrangeret sig. Man skulde roet om Fæstningen og bølget igjennem Gaderne med Faner og klingende Spil; men Separatismens Aand kilede sig ind mellem de tætte Masser og sprængte dem sønder i Haandværker, som gik og drev, — i Arbeidere, som drog til Langvig med Faner, — i Studenter, som holdt Taler i Samfundet, gik ud til Krogstøtten og senerehen rundt Slottet med Sang og Taler, — samt endelig Storthingsmændene, der eensomt sadde nede i Logen og spiste og drak Champagne. Da Vinen midlertid havde nedbrudt de respektive Skranker, stimlede baade Faarene og Bukkene sammen paa Klingenberg og gloede paa Fyrværkeriet og kjørte paa Karussellen og . . . . . . . . . Studenterne feirede Dagen paa en værdig Maade, uden at jeg derfor vil sige, at de Andre ikke ogsaa feirede den paa sin Viis ligesaa værdigt, men Studenterne blive dog tilslut de, som have den meest udviklede Sands for Friheden, hvad saa Oppositionen af Thingmænd og Aviser end sige; Studenterne blive dog de Første til at protestere mod Despotiet under hvilkensomhelsthvilkensomhelst] retta frå: hvilkensomst Skikkelse; saaledes har det stedse været, og saaledes kan det ikke andet end være: Frisindet følger Oplysningen som Skyggen sit Legeme.

Studenterne samledes i Samfundet Kl. 12 og Professor Monrad holdt en meget alvorligt og grundig Tale om Friheden og dens sande Væsen. Hans Tale viste sig at være altfor god i Forhold til sit Publikum; iallefald var der ret Mange, som kjedede sig og gik ud eller gjorde sine smaa Bemærkninger. Disse gode Herrer vilde nok have hørt Noget mere floskuløst og flydende; men det var en Tale til ædrue Mennesker og derfor var Talens Ædruelighed paa sit rette Sted, syntes mig. Talen var desuden ingenlunde blottet for poetiske Grundsyn; tvertimod, den var philosophisk dybtgaaendedybtgaaende] retta frå: dybt gaaende og derfor ogsaa poetisk, selv om man lod den poetiske Sammenligning ud af Betragtning, at Reaktionen, «Ordenens Venner», var som Thor hos Jetten; han kunde ikke løfte Midjordsormen op, da den omslyngede hele Jorden; og han kunde ikke tømme Hornet, da dets anden Ende stod i Havet. Han udviklede med alsidig Skjønsomhed Revolutionens og Reaktionens gjensidige Berettigelse og meente, at den sande Frihedsmand ikke kunde tabe Modet ved de mange Udskeielser, som begge Partier forfaldt til; den, som tabte Modet, viste netop derved, at han aldrig havde kjendt til den sande Frihed; Friheden er af religiøs Natur, den har Religionen til sin Forudsætning; den er Troen paa Ideen og en høiere Verdensorden. At anbefale Friheden for de verdslige Fordele, den skaffede, det var at tage Skyggen for Legemet, ikke at tale om, at en saadan Beviismaade ingenlunde holdt Stik, idet en Anden kunde anføre næsten ligesaa slaaende Beviser paa det Heldbringende i Despotiet. Dette var omtrentlig Hovedtanken; den var trøstende, og man trænger sandelig i slige Tider til at opfriske Troen paa Frihedens evige Værd; det forekom mig derfor raat gjort ikke at høre Talen med Opmærksomhed og Andagt; men de ikke saa Faa endda, som lod til at kjede sig, var rigtignok ogsaa Mænd, som vanskelig ville være istand til at fatte en dybere Tanke; det var Skummet. Iøvrigt maa man tilstaa, at Monrads Foredrag ikke er ganske flydende, og han kan derfor let blive mindre paaagtet, naar man ikke er vant til ham; er man derimod vant til ham, saa synes iallefald jeg, at Ingen kan ønske hans Tale mere flydende: Det er saa vægtigt og svangert med Tanker, hvad han siger, at man sandelig trænger til at skride langsomt frem.

Det var en frisindet og værdig Tale; den var Dagen, Tiderne og Stedet værdig; jeg følte mig trøstet og styrket, idet jeg sagde til mig selv: Saalænge et Land har Frihedsmænd som Monrad f. Ex. og en Ungdom, som forstaar dem og lader sig lede af dem, saalænge er der ingen Fare paafærde, saalænge kan man haabe, at Pøbelbølgerne ville blive brudte paa denne Fornuftens Klippe.

Toget til Krogstøtten var ganske almindeligt, uagtet Joh. FriisFriis] Johan Friis, klassisk filolog talte vakkert ude ved Støtten; han gjorde blandt Andet opmærksom paa, at den akademiske Ungdom var den, som maatte være Frisindet. Det var rørende at høre, at Børn og simple Arbeidere ogsaa skreg Hurra med, da man mindede sig Wergeland, der saa ofte havde talt Begeistringens Ord fra det Sted. Paa Torvet udbragtes et Hurra for Universitetet, og om Aftenen samledes igjen Studenterne i sit Lokale og holdt Taler og udbragte Skaaler og Hurraer for mange agtværdige Gjenstande og Personer, som t. Ex. for Daa,Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar og da man var bleven lidt mere drukken ogsaa for Storthinget og Kongehuset, ude ved Slottet og i Parken udenfor det nye Universitet.

Saaledes høitideligholdte Studenterne iaar den 17de Mai, en værdig Maade: de hyldede Friheden og protesterede stiltiende mod dens Udskeielser. Men det blev ingen Folkefest af, undtagen forsaavidt man kan kalde det en Folkefest, at mange Mennesker vare paa Benene og frydede sig i Guds skjønne Natur. Det Hele var ellers saa ufolkeligt som muligt, forsaavidt som man kan kalde det ufolkeligt at falde fra hinanden i Stænder og Korporationer. Det var imidlertid folkeligt at samles ude paa Klingenberg, forsaavidt som det er folkeligt af Storthing og Studenter og Haandværkere og Arbeidere o.s.v. at samles, naar de af den ædle Saft ere blevne varme i Hovedet og om Hjertet. Jeg spaaer forresten, at Bladene — navnlig Morgenbladet — vil sige, at det var en sand Folkefest.

* * *

*) Vaaren er nemlig seen iaar, vil man vide.




Nr. 121/1851; tirsdag 27.05.

[Opptakta til studentmøtet]

Korrespondance

Christiania den 25de Mai 1851

Det er Dig sikkerlig bekjendt, at svenske og danske Studenter skulle komme herop i Pintsen; men hvad der ikke er Dig bekjendt, turde maaske være de foreløbige Forhandlinger, som i den Anledning have fundet Sted. De norske og svenske Studenter vare i 1845 nede i Kjøbenhavn, hvor de bleve modtagne med en festlig Gjæstfrihed, som de Besøgende ikke noksom kunde rose; ja det gik endog saavidt, at de kjøbenhavnske Skomagere ikke vilde have nogen Betaling for at lappe de norske Studenters Støvler. Intet var derfor naturligere, end Ønsket om at kunne gjengjælde den ene Artighed med den anden, og en foreløbig Indbydelse fandt derfor Sted allerede under det kjøbenhavnske Besøg. Ifald Krigen ikke havde udbrudt i 1848, vilde de Danske da være komne herop. Nu da Freden var sluttet, syntes Tiden at være passende, og allerede tidlig i Vaar vidste man, at Broderrigernes Studenter ønskede at gjæste de Norske. Studentersamfundets Formand skrev imidlertid et privat Brev til en Student HambroHambro] uidentifisert dansk student i Kjøbenhavn, hvori han fraraadede det paatænkte Besøg. Blandt Andet fordi Jernbaneaktierne havde grebet saa dybt ned i Christianiensernes Pung, at Godtfolk ikke havde Raad til at gjøre Gjæstebud for Fremmede. Dette Brev blev imidlertid snart bekjendt over hele Kjøbenhavn, og de danske Studenter kunde ikke vel bekvemme sig til at beslutte nogen Reise, efterat være saa ubehageligen advarede. Selve Corsaren havde faaet Brevets Indhold at vide, og i et Numer lader han derfor en dansk og en svensk Student i Reiseklæder og med Randsel paa Ryggen banke paa hos en norsk Student, der aabner et Vindue og skvætter en Potte med . . . . . over de trætte Reisende. Bladet Flyveposten benyttede ogsaa Vinket til at udspinde en skandinavisk Strid med Fædrelandet, hvis Redaktør PlougPloug] Carl Ploug, dansk redaktør det vilde ramme. Brevet fra Studentersamfundets Formand havde saaledes havt sine Virkninger, og maatte have den, da de Danske absolut maatte tro, at det Hele var en fiin Maade at give dem et Vink paa. De norske Studenter maatte de tænke, ømmede sig vel ad officiel Vei, at udtale sin Hjertens Mening; thi valgte de den private.

Dette var en ubehagelig Misforstaaelse for de Norske — en Misforstaaelse, som maatte hæves og det med det Første. Studentersamfundet interpellerede sin Formand, og man debatterede flere Lørdagsaftener irad denne Sag. Formanden blev fra alle Kanter angreben og truet til at takke af, fordi han havde misbrugt den Tillid Samfundet havde skjænket ham, ved at vælge ham til sin Formand, og en af hans Ministre takkede ogsaa af, da han var enig med Formanden. Nogle af de gamle Ministre bleve imidlertid staaende under den nye Formand, da det formodentlig ikke stred imod deres Samvittighed at gaa ind paa en Systemforandring. Samfundet gik endnu videre: det dekreterede Aktion og de 12 Jurymænd sidder ogsaa værdigt og røger Cigarer omkring et Bord og anhører Klageren og den Anklagede og dømmer tilslut: at Samfundet udtaler sin Misbilligelse af det Skeede: Ministerne bleve imidlertid frikjendte for videre Tiltale.

Formanden var forresten i sin fulde Ret forsaavidt som han repræsenteerte de materielle Interesser hos den mere filistrøse Deel af ChristianiasChristianias] retta frå: Christiania Indbyggere. Det kan heller ikke nægtes, at det fra et vist Synspunkt kunde synes noget underligt, at Studenterne indbøde Fremmede til Borgernes Taffel; men Sammenligningen mellem et saadant privat Forhold passer ikke ganske, da det er Nation som er gjæstfri mod Nation og Studenterne er den Deel af Nationen, som i dette Anliggende nærmest maa føre Ordet. Saaledes havde ialfald de Danske i 1845 opfattet Sagen. Forøvrigt gjorde en Student under Debatterne opmærksom paa, at Studenterne ikke behøvede, at trække Vexel paa Borgernes Kniv og Gaffel; thi vel vare de fattige, men saa fattige vare de dog ikke, at jo ei de fleste kunde dele Seng og Sæde med en svensk eller dansk Student en otte Dages Tid; derved vilde ogsaa de Fremmede lære os bedre at kjende, end om de hørte noksaa mange Taler og tømte noksaa mange Skaaler. Andre gjorde igjen opmærksomme paa, at Christianias mange Embedsmænd vare Studenter ved en slig Anledning, og atter Andre igjen meente, at det var en Fornærmelse mod Borgerne og mod Nationen i det Hele taget, at synke ned til slige Smaaligheder, og Erfaring har viist, at disse Talere rammede det Rette, siden Christiania Borgere nu i disse sidste Dage have viist sig saa generøse til at tegne for Bidrag. Her skal allerede være tegnet for 2700 Daler, og Logis for 250 Studenter.

Den nyvalgte Bestyrelse skyndte sig med at udjævne Misforstaaelsen og sendte øieblikkelig en Indbydelse, der i Samfundet blev antaget med Akklamation. Indbydelsen blev stilet til de Danske, der igjen skulde indbyde de Svenske. Dette var vel imidlertid forsaavidt et Feilgreb, som de Svenske kun fik Indbydelsen paa anden Haand. To samtidige Indbydelser kunde gjerne været udstædte, og ifald man vilde have ladet sig nøie med een, saa havde det dog været ligesaa rimeligt at sende denne til Sverige, som dog maa være nærmere forbundet med os end Danmark. Forøvrigt var det vel Erindringerne og Exemplet fra 1845, som bestemte Studentersamfundets Bestyrelse til at handle, som den gjorde. Det turde imidlertid hende, at denne Omstændighed har gjort, at Upsalenserne ikke skulle kunne komme, uagtet man skylder paa Mangelen af Dampbaade. Skade vilde det dog være, om de kjække Upsalensere ikke kom: Festens Betydning vilde isaafald kun blive halv, ikke at tale om, at det kunde foranledige Misforstaaelser, der vare mindre end behagelige.

Samfundet sendte en særskilt Indbydelse til gamle Grundtvig,Grundtvig] N.F.S. Grundtvig, dansk prest og forfattar og han har takket hjerteligst, og svaret, at Omstændighederne maatte være saa godtsom uovervindelige, dersom han ikke kunde komme til et Land, hvortil han, som han siger, saagodtsom sit hele Liv har ligget paa Reisen. Det bliver høitideligt at se den gamle Gubbe, der, som en Eeg, staar igjen af den gamle Generation. Det er en kolossal Aand, og hans Produktionsevne har været forbausende.

Der synes ellers at hvile en uheldig Skjæbne over vort Samfund med Hensyn til det paatænkte Besøg. Da det havde faaet sig ny Bestyrelse, ventede det alt Godt af denne, og gav den et Tillidsvotum til at kompletere sig efter Behag til den saakaldte Festkommittee; men da Tillidsvotumet var udtalt og Formanden bekjendtgjorde Navnene paa de Tilforordnede, ytrede der sig en almindelig Uvillie, men man stod der overlistet: mange Samfundsmedlemmer havde ialfald ventet at høre Professor MonradsMonrads] Marcus Jacob Monrad, filosof Navn blandt de Udvalgte. Festprogrammet er endnu ikke bekjendtgjort; kun det veed man med Vished, at man blandt Andet skal, foretage en Tour til Ringerike.

Vil det paatænkte Besøg have nogen Betydning? Visselig. Det maa virke forsonende paa de nordiske Nationer, at deres aandelige Repræsentanter trykke hverandres Hænder og udvexle sine Tanker og Forhaabninger. Mangen Fordom vil blive nedbrudt og gammelt Uvenskab vil synke i Forglemmelse. Man vil levende føle, at de nordiske Nationer ere Børn af en fælles Moder, og at Videnskaben igjen maa sammenknytte den Traad, som Uvidenhed og misforstaaet Selvstændighed har afklippet. Det vil imidlertid være sangvinsk at finde nogen politisk Betydning i det paatænkte Stævnemøde. Det Politiske er saa fuldt af Hager, at alene Tiden kan afslibe disse. Studenterne kan ikke uden at miskjende sin Stilling forsøge paa en Løsning af de praktiske Vanskeligheder. Derved vilde de alene udsætte sig for Misforstaaelse og give Politikere ex professo en Knag til at hænge sin Hat paa. Studenterne skulle alene arbeide i den høiere Idees Tjeneste, og naar den er moden, river den med ubønhørlig Konsekventse de opstillede Skranker overende. Her kan man anvende Gamaliels Ord: «Er Læren Menneskeværk, saa vil den af sig selv gaa tilgrunde, men er den af Gud, saa kunne I ikke modstaa den.»




Nr. 127/1851; onsdag 04.06.

[Frå Stortinget: brennevin, gjeldsarrest, tollhus; meir om studentmøtet]

Korrespondance

Christiania den 1ste Juni 1851

Storthinget er nu vistnok meget virksomt; men det vilde neppe lønne Umagen at dvæle ved de Beslutninger, som følge Slag i Slag paa hverandre. Dagbladene eller rettere de stakkels Læsere have det lidet misundelige Arbeide at følge med Forhandlingerne; de udjaskede Læsere maa lade sig nøie med, hvad skrevet staar, og det er hverken Halvt eller Alt; og det Lille, som er, det er noget Pyntet og Slikket, som intet Begreb kan give om Aanden, Tonen, Duften, med eet Ord om det Charakteristiske. Selv da, naar Debatterne ere optagne med Hurtigskrift, forekomme de mig ofte saare uigjenkjendelige; man pynter og næbber ogsaa der paa det, og de meest interessante Episoder stryges ofte over med Harelabben. Jeg kan saaledes f. Ex. ikke erindre at have fundet Disputen om Voteringsmaaden i Bloms,Blom] Hans Jensen Blom, prest og stortingsrepresentant UelandsUelands] Ole Gabriel Ueland, politikar et cetera stavangerske Forslag om Brændevinets Afskaffelse, og dog fortjente den at opbevares i behagelig Erindring. Det gik saalunde til: da Sagen baade vel og længe var uddebateret, skulde der naturligviis stemmes, men nu var der Spørgsmaal, hvorledes? om ved Navneopraab eller Reisning. En Repræsentant, jeg tror, det var SkaarSkaar] Gjermund Nilsson Skaar, bonde og stortingsrepresentant eller En fra Stavangerkanten, vilde have Opraab, men LangeLange] Otto Vincent Lange, tollkasserar og stortingsrepresentant meente, at det maatte være klart, at Sagen vilde falde, og saa var intet Opraab nødvendigt. Præsidenten Blom vilde gjerne føie sine Folk og raabte op, men AallAall] Jørgen Aall, embetsmann og politikar paaviser af Reglementet, at en Brøkdeel (??) af Thinget maa være for et Opraab, eller ogsaa maa Præsidenten ansee Sagen tvivlsom. Der stod Præsidenten, men efter nogen Nølen hugger han Knuden over og bestemmer sig til at tro, at Sagen var tvivlsom, og man faar da henved en Trediedeel Ja’er. Sagen kunde synes betydningsløs, men det er den neppe saa ganske: Brændeviinsloven er en bedrøvelig Lov, hvorledes man saa end snoer og vender sig; men den, som sidder i Minoriteten er sikker: han kan stedse komme bagefter og sige: Havde man fulgt mit Raad o.s.v. Ved en saadan Lov, der er saa uendelig tvivlsom, burde man dog vel undgaa det tomme Navn paa Stemmelisten og ikke udpege mere end nødvendigt de, der ere af en anden Mening. Debatter skal tale, ikke et tomt Navn, især naar man kan være vis paa, at en Lov vil vække Misnøie. Thinget burde vel i slige Tilfælde bære Korset med hverandre og som en sluttet Trop byde Opinionen Ryggen. Det er muligt, jeg her synes at tage Alt op i den værste Mening, men Situationen tvang mig til at tro, hvad jeg tror.

Man kan længe nok sige, at Brændeviinsloven er en bedrøvelig Lov; men man kan neppe med Samvittighed sige det, for at lægge de Mænd for Had, som have skrevet den. Man seer Ondet, men staar raadvild lige over for det; derfor have da ogsaa gamle Thingmænd, som f. Ex. Schweigaard,Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar byttet Roller i Brændeviinssagen. Beviis nok, at Sagen er saare tvivlsom. Vel have Stemmerne mod et Forbud skridtviis taget af paa de senere og senere Thing, men heller ikke det kan hæve Tvivlen. I slige Tilfælde, hvor Fornuften staar stille, kan man intet Andet gjøre end efter det gamle skjønne Sprog: lægge Sagen i Guds Haand og stole paa den almene Fornuft, der efter mange Forvildelser omsider maa finde det Rette.

Ligesaa tankeløst er det at klage over Regjeringen i Anliggender, som vedrøre Brændeviinssagen. Seer man en daarlig Kontrolleur, saa tage man ham enestaaende, seer man en urimelig Embedsmand i Brændeviinsforhør, saa gjøre man det Samme; men man ophidse ikke Gemytterne mod større Magter, naar man veed, at de gjøre Alt muligt. Her er stor Ulykke paafærde, og da gjælder det at holde sammen. Man har ingen Uvidenhed for sig, der uberettiget har trængt sig frem og anstiftet Ulykken; men de Bedste have opbudt sin hele Kraft, og da maa man føle Agtelse endogsaa for det, der maatte vise sig som Feilgreb; man er inde paa det tragiske Felt.

Man var under Debatterne inde paa den gamle Sætning: Folkets Røst er Guds Røst. Vestlændingerne vare orthodoxe, medens enkelte Østlændinger lode til at være mere rationalistiske. Det kommer saa meget an paa, hvad man forstaar ved Folket, om man mener det oplyste eller det uoplyste. De, som meest føre Sætningen i Munden, mene i Regelen det sidste og netop derfor er Sætningen bleven enslags Falliterklæring, der vækker et medlidende Smiil. Partimænd fremdrage gjerne sine ophidsede Masser og sige: «Hør Modstander! hør hvad Folket siger!» Morgenbladet har t. Ex. gjort sligt, item ThraneThrane] Marcus Thrane og vore øvrige Agitatorer. Det Folk, det Folk! dets Navn skal altid blive taget forfængeligt!

Beslutningen om Gjeldsarrester o.s.v. har været flittigt drøftet pro og contra. Mange sige — som i Thinget — at den Fattiges Kredit vil blive ødelagt, medens Andre sige det Modsatte. Sagen vil sandsynligviis blive den, at Beslutningen hverken vil gjøre det Ene eller Andet, om den bliver ophøiet til Lov, undtagen forsaavidt, at den vil give Lovgivningen et mere humant Anstrøg. De bestaaende Forholde lade sig ikke omforme ved en saadan liden Lov; de udvikle sig langsomt og naturligt, og det er væsentlig Tidsaanden — den materielle saavelsom den aandige — der i slige Kreditforholde optræder som Lovgiver. Hvad der altfor meget strider mod det Bestaaende, vil paa en eller anden Maade blive uvirksomt. Loven er en bleg, kraftesløs og abstrakt Person, naar den ikke umærkeligt vikler sig ud af Livet. Det er derfor en mildest talt barnagtig Tanke, naar man seer op til en lovgivende Forsamling og tror, at Frelse pludselig skal komme fra den, og at Alt vilde blive godt, naar man fik mere Haand i Hanke med Valgene, saa at man kunde sætte sin kjære Peer og sin elskede Paul til Lovgiver. Det Ene maa svare til det Andet.

Jeg tror derfor, at Loven om Gjeldsarrester osv. ikke vil forandre stort i det Bestaaende. Under ingen Omstændighed tror jeg, at den vil yde de Fattige den Hjælp, som Mange spaa sig, undtagen den med Tiden kunde hæve hver enkelt Mand til at blive 12 Spd. rigere, see da vil Alt, endog for de Vrangvillige, blive som det var i Kreditveien. Hvad imidlertid Beslutningen med Sikkerhed vil frembringe er en Løftestang for Agitationen og dem, som koketerer med den. Negter nemlig Regjeringen sin Sanktion, saa vil det blive Mad for Mons; da vil man kunne skrige i vilden Sky over Regjeringens Ubarmhjertighed mod de Fattige. Oppositionen har, forsaavidt bevidst eller ubevidst, gjort en Erobring ved denne sin Beslutning.

Forleden Dag debatterede Thinget baade længe og opbyggeligt om, hvilke Tomter man skulde vælge til et Toldhuus i Stavanger. Schweigaard bad, at man vilde tage denne Kalk fra Thinget og skjænke den til Regjeringen, men, man lod det tømme den i lange Drag; man tog sig Hvile, og saa drak man igjen. Det er dog herligt, at hver enkelt By ved slige Leiligheder er repræsenteret. JohnsenJohnsen] Johan Christian Johnsen, redaktør og stortingsrepresentant f. Ex. indlagde sig saaledes stor Fortjeneste af sin Fødeby (?) i Tomtedebatten.

* * *

Jeg maa supplere, hvad jeg sidste Gang skrev om Studentermødet. Borgerne have siden givet mere, men Storthinget skal ikke have fulgt Exemplet. Det skal være en 10 à 12 Repræsentanter, som have tegnet sig og enkelte af disse have gjort det som Privatmænd, f. Ex. de, som ere her fra Byen, ligesom ogsaa Amtmand Aall. Man kunde vistnok ikke vente synderligt af Bønderne; de fleste ligge jo herinde for at lægge sig nogle Skillinger tilbedste. Det er en Dyd at være sparsommelig, og ingen rimelig Mand kan Andet end bifalde Bøndernes Sparsommelighed, naar de blot ikke udøve den i Egenskab af Nationalrepræsentanter, men sætte den i Forhold til sit private Erhverv. Synker Nationalrepræsentationen ned til Pengespekulation, da er sandelig Friheden, den rene og uegennyttige, stædt i Fare. Drives Politikeren af Andet end ædel Ærgjærrighed og Virkelyst, drives han af Andet til at blive Thingmand, da er Repræsentationen det Jammerligste af alt Jammerligt, da maa man seent eller tidligt komme til det Resultat, at maatte kaste den i Sandhed frie Mand i Lænker, som med Nødvendighed oprøres af sligt Rytteri; da maa de usleste af alle Haandværker omsider stagge Samfundet med sin Kniv, sin Sax og sin Skohammer. Dog, det skal være Politik, som har kommet Sparsommeligheden til Hjælp. Oppositionens Høvdinge, f. Ex. Lerche,Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar skulle have fraraadet en Forbindelse med en Sammenkomst, der formodentlig vilde faa en Snæv af Skandinavisme. Jeg vil i det Længste haabe, at dette ikke forholder sig saaledes: det var at løfte paa Hatten, før man saa Manden; det var at yppe Krig der, hvor man vilde Fred; det var at give sig en naragtig Vigtighed til urette Tid; det var at tro sig en Ideens og Fremtidens Repræsentant; det var at handle udenom det Omraade, som Nationen havde givet Fuldmagt til; det var at imputere Folket en Tanke, som det ikke har undfanget; det var at repræsentere Professionister og Opviglere af Politikere; det var at isolere Thinget endnu mere fra alle dannede Mennesker; det var at stænge Repræsentationen for gamle sunde Norge ind i Cirkelen af en chinesisk Muur; det var med eet Ord ligesaa utroligt som uforsvarligt; og dog har Mange, Mange sagt det.

Nr. 132/1851; onsdag 11.06.

[Studentmøtet; frå teatret]

Korrespondance

Christiania den 8de Juni

Se nu ere da de svenske og danske Studenter komne til os; de følge i dette Øieblik sine Værter hjem og hvile sig ud efter Reisen. Det var skjønt at se det stolte Dampskib komme fnysende op igjennem Fjorden og jeg følte mig høitidelig stemt ved at sætte mig hen i en Tid, da disse Brodernationer stode fiendtlige overfor hverandre, men som nu fløie hverandre imøde saa kjærligt. Saaledes forsone Børnene sine Forfædres Synder, og Historien bliver et evigt sig altid foryngende Forsoningsværk, der forener Retfærdighed og Barmhjertighed paa den meest fuldkomne Maade. Jeg havde paa Forhaand tænkt paa Ankomsten og ladet mine Tanker gaa paa Fødder, jeg tør ikke sige Vinger; men jeg fandt iaften mine Vers matte; dog vil jeg ikke tage i Betænkning at meddele Dig dem, uagtet Du sandsynligviis vil faa mere end nok af Vers i denne Anledning.

Velkomstsang til de danske og svenske Studenter.

            Velkomne
I, som med «Dampen» kom idag
            Velkomne
til trofast Haand- og Hjerteslag!
Som Brødre her I lande:
Vor Moders Sønner vide boer,
og Kjøl og salte Vande
har fjernet Ætlinge af «Nor.»

            Velkomne
I Mænd fra Fader Odins Stad!
            Velkomne:
os Kjølen ene skiller ad.
Alt videnom er rygtet
vor hellige og dyre Pagt,
og Tvedragts Aand er flygtet
tilbage til sin skumle Nat.

            Velkomne
I Brødre fra det gamle Lund!
            Velkomne
i denne glade Høitidsstund!
I Eders Dom den gamle
det hele Norden bøied Knæ.
Vi skal den atter samle
I Ly af grønne Frihedstræ.

            Velkomne
I, som paa Dannevangen boer!
            Velkomne:
dernede Digterblommer groer.
De kvæge og forynge
os mangen Gang i Livets Strid.
Vi derfor glade synge:
Velkomne kjære Danske hid!

            Velkomne:
for Norden kjæmped’ I og stred!
            Velkomne:
nu Fredens Engel smiler ned.
Man engang ei vil vide
i Vennelag ved Nordens Fest,
om Danmark bedst kan stride,
hvad eller om det synger bedst.

            Velkomne:
Ei komme I med Brynjer blaa,
            Velkomne
og ei med tunge Køller staa.
I kjæmpe for det Sande
med Aandens Hjelm og dragne Sværd;
men ei paa salte Vande
I øve Fædres Vikingsfærd.

            Velkomne:
nu smiler Vaaren from og huld
            Velkomne:
Nu Jorden staar med Blommer fuld.
Vor evig unge Moder
har klædt sig i sin Brudedragt:
hun er saa glad, naar Broder
med Broder slutter Broderpagt.

De udkomne, reglementerede Sange af vore Poeter ex professo ere ganske smukke, idetmindste kan jeg ikke sige Andet, siden jeg selv har sat mig paa Pegasen, det kunde ellers synes som vilde jeg rose mig paa Andres Bekostning, og det vil jeg ikke.

Jeg har ellers forregnet mig i det andet Vers: vi fik ikke saamange Upsalensere som gemytligt vilde have været. Skade, dersom tilgivelig Misforstaaelse har holdt dem borte. Nationen maa ikke misforstaaes for en mulig Forglemmelse af nogle Enkelte. Alle de, jeg har talt med, have beklaget sig over, at flere Upsalensere ikke kunde komme.

Her har været livligt i Eftermiddag. Allerede Kl. 6 ½ samledes Studenterne ved Universitetet og gik derpaa med den smukke Fane, som Byens Damer have syet for dem, ned paa Fæstningen. Strax efter kom ogsaa Haandværkerne med sine Faner, og Pladsen udenfor Glads Bygning var snart fuld af tilstrømmende Mennesker. Der var optrukket Snorer, indenfor hvilke Sangchoret og Processionisterne*) kunde staa. Der stod man og ventede en god Stund indtil Salutskuddene bragte lidt mere Brydning i Folkebølgerne; nogle rullede ned til Bryggen, der var smykket med enslags Æreport af opreiste Stænger, som vare omvundne med saamange Birkekviste og saameget Granbar, at vore nationale Digtere deraf kunde have gjort hele Bind af Vers. Det noget tunge Veir lettedes en Smule, da de længe Ventede traadte i Land. Omen accipio, vilde en Romer have sagt, men vi ere saa kloge, at vi ikke agte paa slige poetiske Natursympathier. Jeg var imidlertid saa god Romer, som jeg kunde ønske mig: Jeg lagde ikke alene Mærke til Veirets lille Forandring til det Bedre, men stirrede ogsaa med samme Romertanke op til Svalerne, der da begyndte at vove sig ud og beskrive Ringe over vore Hoveder. Ja, jeg lagde næsten mere Mærke til Svalerne end til de straalende Damer, der ogsaa blikkede ned til os fra Vinduerne, af den gode Grund, at jeg intet Omen fandt i det Sidste, undtagen det, som et stakkels Menneske, der giver sig af med at skrive Vers, kan have hver Dag.

Da de kom marscherende op paa Pladsen, sang Choret en Velkomstsang af J. MoeMoe] Jørgen Moe, diktar og evetyrsamlar og efter Sangen bød Studentersamfundets Formand J. FriisFriis] Johan Friis, klassisk filolog de Fremmede velkomne med nogle faa hjertelige Ord, idet han pegede hen paa det Betydningsfulde i, at disse Broderfolk nu mødtes saa kjærligt, de, som før havde staaet fiendtlige mod hverandre. Toget skred derpaa op igjennem Gaderne til Slotsplanen, hvor et Musiknumer blev spillet, og Enhver gik derpaa hjem til Sit.

Det var næsten endnu mere gribende, da GrundtvigGrundtvig] N.F.S. Grundtvig, dansk prest og forfattar kom i Fredags. En Taare trillede ned af min Kind, da den ærværdige Gamle aabnede Vinduet og med skjælvende Stemme lyste sin Velsignelse over gamle Norge og takkede Forsamlingen, der istemte rungende Hurraer.

Imorgen skal da Festlighederne begynde. Festprogrammet er udkommet og taler i Lakonismer, som det sig sømmer og bør. Nu vil her herske Fryd og Gammen, der ikke bør blive forstyrret af smaalig Kritik.

Skade, at vi ikke have noget godt Stykke at byde de Fremmede disse Theateraftener. «Huldrens Hjem» er vistnok national baade med Hensyn til Melodier og mange Træk, der med Sandhed ere grebne ud af Folkelivet; men den er altfor løs og uorganisk til at behage; desuden forekommer der en vel hyppig Brug af Guds Navn og det passer ikke for Theatret. Imidlertid forekommer det mig urimeligt at pibe Stykket ud, saaledes som man gjorde i Fredags. Vi have klappet til Stykker, der have været langt daarligere, naar vore nationale Sympathier vare lagte under Beslag; men nu angrer man vel det, og er bleven kjed og vil gjøre gamle æsthetiske Synder gode igjen ved en uvittig Strænghed. «Huldrens Hjem» taaler ellers ikke at blive opført for de Danske, der fra Barnsbeen af ere vante til saa gode Sager. Er det derfor ikke patriotisk tilladt at sørge over, at vi intet nationalt Skuespil have at byde disse Naboer, der, som En af deres Forfattere siger, Alle ere Theaterkritikere.

* * *

*) Et nyt Ord formodentlig.




Nr. 138/1851; onsdag 18.06.

[Studentferda til Ringerike]

Korrespondance

Christiania den 15de Juni

Igaar reiste Broderrigernes Studenter fra os, og Byen synes idag saa tom som Christianssand, hvor man efter en Englænders Udtryk kunde bestryge Gaderne med Kanoner, uden at ramme en Moders Sjæl. Her er virkelig tomt, netop fordi her i denne uforlignelige Uge har været saa fuldt; her er ligeledes tomt i Gemytterne — idetmindste i mit — af den gode Grund, at Gemytterne have været saa fulde og gemytlige. Det er sikkerlig en fælles Tanke jeg udtaler, naar jeg siger, at Festen har været til Alles Tilfredshed, og meest til de Fremmedes, ifald man ikke skal betragte alle Taksigelser paa Vers og i Prosa som blotte Mundsveir. Og underligt maatte det da ogsaa synes, om de ikke skulde finde sig tilfredsstillede, det maa vel være tilladt endog for os Værterne at mene. Var maaske det hele Arrangement ikke saa brillant som nede i Kjøbenhavn i 1845, saa var det sikkerlig ligesaa velmeent og hjerteligt. Borgerne skjøde jo sammen en anseelig Pengesum og modtoge som Værter sine Gjæster, for hvilke de efter en Talers bibelske Udtryk slagtede sin fedeste Kalv; og de, som drive Viinhandel, gjorde sine Kjældere en god Deel tommere. Ja Studenter toge endogsaa Gjæster paa sine Værelser og indviede sin Kredit til Gjæstfrihedens huuslige Guddom. Bønderne og Kvinderne gjorde imidlertid det Bedste. Jeg sammenstiller med Flid disse to Livselementer, fordi den sande Bonde og den ægte Kvinde ere de sande Bærere for Livets Poesi; de ere begge umiddelbare og derfor ere deres Følelser og Handlinger saa sande og skjønne. Det er ikke godt at afgjøre, om Bønderne eller Kvinderne viste sig mest elskværdige ved denne skjønne Fest. Det var vakkert af Kvinderne*) at brodere Faner for de tre Nationers Studenter, og at kaste Blomster til de Bortdragende; men det var ogsaa vakkert og opoffrende af Ringerigets Bønder at gjøre en Fest, og af Akers og fornemmelig Askers Bønder at gjøre en Skydstour med Reisen til og fra Hjemmet af indtil 10 à 12 Mile. Det har ikke lidet at sige for en Bondemand at være tre Dage borte fra sin Gaard med sine Heste, som ovenikjøbet blive udmasede til de følgende Dage, og vi som i Byen bo skjønne ikke godt paa, hvad det vil sige at kjøre hjemmefra med Natten og sidde paa en Høsæk i den raa Luft for mod Daggry at huse i en overfyldt Stue, og derpaa at staa tidligt op. Vor Stuepoesi vilde nok flyve bort med Nattevinden. Jeg traf Aftenen før Ringerikstouren en Bonde fra Bærum herinde i Gaderne. Jeg kjendte ham og spurgte, om han var leiet af Nogen til at kjøre. «Nei,» sagde han, «jeg gjør det for Nationaliteten.» Et fortrinligt Svar.

KongenKongen] Oscar I, konge viste sig som det en konstitutionel Konge værdigt er, som den første af alle Borgere. Festen paa Ladegaardsøen var glimrende: Champagnekorkerne opførte en Musik, der var ligesaa liflig som Orchesterets, om ikke for Øret, saa dog for den behagelige Forudfølelse. Som Vært modtog General WedelGeneral Wedel] Ferdinand Carl Maria Wedel-Jarlsberg, general sine kongelige Gjæster og ønskede dem velkomne; han gjorde det med Ynde. Det var en behagelig Modtagelse, efterat vi fra Landingsstedet havde gaaet os ligesaa behageligt varme indover den smukke Øe og gjennem den skjønne Have og de simple men smagfulde Sommerhaller. Da jeg traadte ind i det første Værelse med de legemsstore Kjæmper af Oldenborgerne paa Væggen, greb jeg i den skjønne Tanke at være en udenlandsk Minister eller noget Lignende efter min trekantede Hat for at smide den under Armen, men fik i Haanden — en luslidt Hue med Kokarde, som jeg til liden Opbyggelse havde tilbyttet mig i Logen den foregaaende Aften. Det var en ubehagelig Opdagelse, men, man giver ikke saa let Slip paa det, man vil tro; jeg kastede mig skjødesløs ned paa en Ottoman og drømte igjen, og fik fat paa et Seglas, uagtet jeg har ligesaa gode Øine som mange lorgnetterende Herrer; jeg følte, at det nu var paa Tiden at se fornem-uforskammet ud, og jeg gjorde det med den bedste Samvittighed af Verden, da jeg vilde gribe Leiligheden til at ironisere mig tilgavns; jeg drømte desuden. Paa Tilbagetouren drømte jeg paa en anden Maade: jeg sang og raabte Hurra for Wedels Støtte og hans slumrende Løve og spurgte Blaaveisene borte under Buskene, om Optogene under Kongedatteren af Spanien og de gamle ætstore Beboere af Kongsgaarden havde seet saaledes ud som vi Studenter; men de gave mig til Svar, at Troubadourene og de staalklædte Riddersmænd ikke havde saa abstrakte Lægge, saa cigarbrændte Læber og afsvedne Øienhaar, som Bærerne for den moderne Civilisation, der nu tumlede sig paa denne klassiske Jordbund.

Paa Hen- og Tilbagetouren gik vi med Dampskibet Slesvig, der under Kanonaden ved Fredericia bragte Tropper fra Als og over i Ilden. Hvilken Kontrast mellem os og dem! og Damperen fnysede sikkert ligesaa overmodig og stolt under dem som under os, og den gjorde vel i det: ogsaa de gik til en Seier, de gik til «RyesRyes] Olaf Rye, norsk-dansk offiser Brigade» — de gik til Udødelighed, og GrundtvigGrundtvig] N.F.S. Grundtvig, dansk prest og forfattar sagde, at den nuværende akademiske Ungdom gjorde det samme, hvorhos han haabede, at Ungdommen vilde tage ham med paa sin Reise til Udødelighedens Land. De tapre Landssoldater gik i Kamp mod et flere hunderaarigt tydsk Overgreb, der ved Fredericia havde sat sig paa Stridsgangeren; vi gik i en dandsende Kamp mod en ligesaa gammel Fordom og et ligesaa gammelt Fiendskab, der har kilet sit fladtrykte Slangehoved mellem Nordens Broderfolk. De, som faldt en Time efterat de vare stegne ud af «Slesvig», kjøbte blot en Vaabenstilstand med sit Blod; men de nordiske Rigers Ungdom tør vel lægge den glade Forudfølelse til sin skjønne Fart, at Trillingrigerne ikke vil kjæmpe indbyrdes paa deres hensmuldrede Grave. Det forekom mig, at en sjellandsk Bondeknøs netop havde staaet paa den Plads, hvor jeg stod; jeg trak en Sammenligning mellem os, og den faldt ingenlunde ud til min Fordeel: han stred sikkert paa sin Maade bedre end jeg paa min; jeg var taus og uselskabelig som Mennesket altid er, naar det indre Liv slaar sine stærkeste Pulsslag: man kan ikke tale om, hvad der meest ligger En paa Hjerte, fordi man frygter Misforstaaelse eller et medlidende Smiil. Mennesket beholder ogsaa i aandelig Henseende det Bedste for sig selv.

Ringerikstouren var prægtig, uagtet Veiret var graat ved Opreisen; men det klarnede op mod Aftenen, ligerviis som til Afskedsfesten paa Klingenberg. Naturen kunde ligesom ikke føre over sit gode Hjerte at se mørk ud, naar dens Børn vare saa glade; den saa vel, at vi ilede tilbage til dens moderlige Favn ved at glæde os i hverandre. En dansk Student gjorde mig opmærksom paa det Betydningsfulde i at Naturen ved alle Leiligheder viste sig pludselig saa venlig ved denne Fest. Hertil svarede jeg: «Ja, den skulde vel gjøre: Menneskene ere dog, naar Alt kommer til Alt, dens kjæreste Børn, hvor unaturlige man ofte siger at de ere, og vi skulde da formene at have rimeligt Krav paa særdeles Yndest: vi arbeide jo Naturen i Hænderne ved dette Møde.»

Jovist var Ringerikstouren prægtig; der er smukt paa Ringerike og der er Kjæmpehøie, og Anne ColbjørnsdatterColbjørnsdatter] Anna Colbjørnsdatter, prestefrue har været Præstekone deroppe, og Frithjof har «skeiset» Ingeborgs Navnetræk i Tyrifjordens Iis, og Thor HovlandHovland] Thor Hovland, krigshelt har redet paa den med samt sine Dragoner. At se det store Selskab leiret paa disse Kjæmpehøie var et vederkvægende Syn. Jeg blev ikke saa meget greben af Tanken om Livets Forgjængelighed ved at se de Levende tumle sig paa de hedenfarne Kjæmper, som jeg følte det Trøstende i, at Livets Kilde risler evigt. Det var kvægende at se saamange Mænd over Jorden, der med Sandhed og Poesi have tydet deres dunkle Tro, som under Mulden sov. Kong Ring troede med from Hengivenhed paa Ragnaroksmythen, som Magister HammerichHammerich] Martin Hammerich, dansk skolemann og forfattar saa gjennemsigtigt har udviklet. De Høisatte troede ligesaa begeistret paa Thor og Odin, som Grundtvig har sjunget malmfuldt om disse Valhallaguder. Jeg tror forresten, at Grundtvig ogsaa tror paa dem, og det geraader ham til Ære. Jeg troede ogsaa paa dem, idetmindste saalænge jeg var paa Ringeriket. Herinde i Christiania er andre Guder, der hverken have nogen Mjølner eller Sleipner.

Den følgende Morgen var det ophøiet paa Kleiven. Borte paa «Kongen» tog jeg af mig Huen for gamle ærværdige, hvide Gausta — Jeg har blottet mit Hoved for mindre agtværdige Skabninger — Det forekom mig, at et Par Danske og en Svensk gjorde det samme. Vi drak derefter paa Fjeldenes Velgaaende, og nok en Skaal for Ringerike med sine bugtede Fjorde.

Grundtvig talte med paa Kleiven med Ansigtet vendt mod Snefjeldene. Jeg fik ikke høre stort af Talen, men saa sammenlignede jeg ham til Gjengjæld med disse Snehætter: de havde begge et hvidt Hoved og et varmt Hjerte; de havde begge et Udtryk, der svæver imellem Spøg og Alvor, især naar Fjeldene have Sommer og Grundtvig ikke taler om Tydskland; de ere begge talende af sig og eensidigt nordiske osv. i det Uendelige. Paa Jonsrud var det elskværdigste Anarki, man kunde tænke sig, og der herskede en fuldstændig Kommunismus med Kopper og Stave (i det dannede Sprog Stokke). Vi puttede et Par Flasker i vor Kjørers Kjolelommer, men Skjødene danglede mod Kjærren, og vi maatte sidde med en brændende Gane i det ætsende Veistøv, som hvirvlede i Ringe om vore pudrede Lokker. I denne Tilstand kjørte vi forbi Byens Damer med vore dinglende Hoveder. Naturen krævede sin Ret.

Paa Klingenberg var god Musik, smukke Dekorationer, velklædte vakre Kvinder og et brillant Fyrværkeri. Forresten var Selskabet saa uhyre talrigt, at det forekom mig at genere sig selv; det var ellers hyggeligt at se de forskjellige Borgerklasser sammen; det var folkeligt. Jeg var ellers saa prosaisk som muligt den Aften, fordi jeg i Folkemassen blev dreven ud i en «Dæmbe»**) og gik siden fugtig paa Fødderne.

Det kan aldrig slaa feil, at det gik mange Kvinder ligesaa, og de gaa nu sikkert med en «rædsom» Forkjølelse.

Paa en systematisk Fremstilling har jeg, som Du seer, ikke indladt mig: det er mod min Natur, og desuden har især Christianiaposten efter min Formening refereret Alt meget godt. Paa Talerne kan jeg ligesaalidt indlade mig. Du faar desuden se alle dem, som vare meest værd at høre, maaske med Undtagelse af Grundtvigs og Plougs;Plougs] Carl Ploug, dansk redaktør de Mænd improviserede vist. Jeg har iøvrigt en vis Respekt for Taler, især naar jeg skal høre dem. Jeg ærgrer mig, saasnart en Mand tillader sig at tale i en stor Forsamling, naar han ikke har Erfarenhed for sig, at han kan henrive. Det er indtil en vis Grad tilladt at skrive Sludder, da Læseren kan slænge fra sig det Skrevne, om det ikke behager; men i en fuldproppet Sal er man ofte strakt paa Pinebænken uden at kunne komme ud. Jeg erindrer derfor ikke en Stavelse at de fleste Taler, især da jeg strax blev enig med mig selv ikke at høre efter.

* * *

*) Jeg kan ikke føre det over mig at sige og skrive Damerne: det er saa gjennemfranskt og saa hjerteligt unordiskt. Istedetfor Damer og Piger skulde jeg derfor ønske, at man sagde Kvinder og Jenter, siden man nu engang maa gjøre en Forskjel.

**) En Ansamling af Regnvand. Saavidt mig bekjendt har vort nøgne Bogsprog intet Ord for dette Begreb.




Nr. 142/1851; søndag 22.06.

[Frå Stortinget: jødesaka; vegloven og skyssplikta; pressekommentar]

Korrespondance

Christiania den 20de Juni

Nu har da endelig Storthinget hævet Grundlovens § 2; det var ikke for tidligt, og maaskee heller ikke for seent. Det er igrunden vel, at ingen Grundlovsforandring kommer istand, førend de Konservative saagodtsom blive truede til at give efter; først da har man Garantier for at en Reform er tilstrækkelig moden. Det er iøvrigt beklageligt for dem, som gaa forud for sin Tid, at deres Ideer ikke kunne blive gjennemførte, førend de ere døde bort ifra dem. Hvilken Glæde vilde det ikke have været for Wergeland,Wergeland] Henrik Wergeland om han nu havde levet.

Jødesagen var ellers saaledes bearbeidet og forberedt, at Faa eller Ingen, som duede Noget, kjærede sig om at tærskeat tærske] retta frå: tærske længer paa den Sag. Den blev derfor forberedt i Stilhed paa dette Thing og den gik saa godtsom lydløst igjennem, og Publikum modtog det endelige Udfald som noget Betydningsløst, der ikke var værdt at rømme sig over. Den eneste Mand, jeg har hørt at ytre sig noget offentlig om den Sag, var Ploug;Ploug] Carl Ploug, dansk redaktør han anbragte med Effekt den Bemærkning under Afskeden, at Storthinget ogsaa havde feiret dette nordiske Studentermøde ved at udøve en længe ventet Retfærdighedshandling.

Jødesagen, der har været saa frugtbar paa Taler under de foregaaende Thing, bragte ikke Mange i Affekt paa dette. HolmboeHolmboe] Hans Holmboe, rektor og stortingsrepresentant var noget blød eller om man vil øinebefugtende for Enhver, som tager Politiken fra en strikte religiøs eller prosaisk-poetisk Side. MotzfeldtMotzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant talte baade vel og LængeLænge] retta frå: Lange, kun Skade, at det Gode ikke var Nyt og det længe var Gammelt, som en fransk Forfatter sagde i Anledning af et literært Produkt.

Den, som meest udmærkede sig i Jødesagen, var imidlertid Dahler.Dahler] Hans Borgersen Dahler, bonde og stortingsrepresentant Han var nys kommet paa Thinget, og skulde da, som de fleste nye Folk, gjøre det saare godt i Begyndelsen; men det løb ogsaa, som sædvanligt pleier at ske, uheldigt af for Dahler. Han var meget høitravende og næsten poetisk, og mere poetisk vilde han sikkert have været, ifald han ikke havde været saa uheldig at komme ud af Tankens Hjulspor. Budskerud kan neppe være stolt af denne sin første Suppleant; men, han kan nok blive god med Tiden, som de sige, der ville gjøre Storthingsbænken til en Prøveklud for det første det bedste umodne Subjekt, naar det blot har den ene saliggjørende Tro. Man regner det ikke saa nøie, om en Del af denne Tro skulde gaa i Vasken under Opdragelsen til et rimeligt Storthingsmenneske. Man lader heller velopdragne Folk sidde hjemme, fordi de have en Tro, der er Betingelsen for at de Valgte kunne blive nogenlunde brugbare. Dahler talte ellers og stemte for Jøderne, og var forsaavidt ikke saa Urimelig endda.

Man arbeider meget paa Veiloven nu, at sige i Odelsthinget da. Dette er en Smertens Søn den Veiloven. Det er en Lappelov sagde Holst,Holst] Peder Christian Holst, direktør og stortingsrepresentant men MøinichenMøinichen] Erik Røring Møinichen, politikar meente, at man maatte tage tiltakke med saadanne Lappelove i en Overgangstid. Der hersker nemlig to store og naturligviis mange smaa Meninger i Thinget om Skydsloven. Nogle, heriblandt mange Vestlændinger, ville at den tvungne Skyds skal ophøre og at Skydsvæsenet enten Heelt eller Halvt skal være en Statssag, som man udtrykker sig; Andre vil at det skal være, som det er, blot med nogle tidsmæssige Forandringer. Jeg for mit Vedkommende har gjort den Erfaring, at det Bedste er en liden Tilretteleden af det Gamle. Jeg har talt med ret mange Bønder om den Ting, og de, som ikke bo altforlangt borte fra Skydsskiftet, ere saa langt fra at være utilfredse med Skydsningen, at de meget mere betragte den som en vis Skilling at tjene, at sige, naar det ikke er en «Høværsdag.» Men selv om Andre skulde have gjort modsatte Erfaringer og at følgelig den tvungne Skyds var en Byrde, saa er den dog ingenlunde en saadan, at den skulde være uværdig for en fri Stat, som MossigeMossige] Ingebret Mossige, lensmann og stortingsrepresentant sagde. Skydsen er vist en ganske naturlig Beskatningsmaade for de Gaarde, som ligge langs med de meest slagne Landeveie; disse yde nemlig Gaardene Fordele, som de langt bortliggende vilde være tjente med at tilbytte sig for Pligten til at skydse en Gang imellem.

UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar udtalte under denne Lovs Behandling en Sætning, der blev vigtig fordi den gik ud fra ham, da mange af hans Angribere, f. Ex. Daa,Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar væsentlig har angrebet ham netop fordi han, som de sagde, ikke hyldede en saadan Sætning, der ogsaa unægtelig er en af Grundpillerne for en fornuftig Politik. Ueland sagde nemlig, at man bør vogte sig for at overføre Udgifterne altfor meget fra Kommunerne og Amtet paa Statskassen, og det var netop i Erkjendelsen af denne Sandhed, at Daa polemisk mod Ueland sagde, at Statskassen tilslut vilde bliver «Filler.» Jeg husker ikke bedre, end at han brugte denne Ordvending, iallefald brugte han Ordet «Filler;» det er saa ligt Daa det.

Der har iøvrigt været Tale om at lade Veiloven falde fra hinanden i 2 Afsnit, i den egentlige Veilov og i et Skydsreglement, formodentlig for at kunne vinde til § 79 med den egentlige Veilov; det vakte som bekjendt stor Forbitrelse blandt de bortilende Storthingsbønder, da de den sidste Dag fik vide, at Veiloven ikke var sanktioneret, og denne Lov er en af Hovedgrundene til Oppositionen. Det Bestaaende er vistnok i mange Henseender mindre godt, men har man ikke vægtigere Grunde for sin Opposition, saa tager unægtelig Oppositionen sig noget komisk ud; det er et saare stort Spørgsmaal, om den foregaaende Storthingsbeslutning er bedre, SchweigaardSchweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar kunde iallefald ikke finde det. Men, det var den gamle Orm, som igjen var ude: Kommunernes og Statens gjensidige Ret og Beføielse, navnlig i Brugen og Valget af Veiinspektører.

Bladene, der have været saa fredelige en Tid, have nu igjen begyndt paa sin gamle Bedrift, at trætte. Det er morsomt at se Morgenbladet at citere Krydseren mod Christianiaposten og Posten (Stang)Stang] Frederik Stang, politikar og statsråd ligeledes mod Lerche.Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar Herodes og Pilatus ere altsaa blevne Venner, men vel at mærke blot naar det gjælder at opdrive Alt, for at ødelægge Trediemand. Det er menneskeligt handlet, men neppe respektabelt. Det er forresten Noget, som bare er til at lee ad; Krydseren havde vel saameget Vet, at han ogsaa trak paa Smilebaandet.




[Nr. 241/1851, 244/1851, 260/1851 og ukjent dato/1851. Gjengitt etter sitat i Christiania-Posten nr. 1163, 09.11.1851]

[Prøver på «ordgyteriet» til korrespondenten i Drammens Tidende]

Drammens Tidendes Christianiakorrespondent

Indtil for ikke ret lang Tid siden havde en stor Deel af Provindsbladene Christianiakorrespondenter. Nu derimod seer man kun i Drammens Tidende stadige Christianiakorrespondencer. Provindsbladenes Redaktioner have, som det synes, indseet, at deres Hovedstadskorrespondenter ikke vare til sandt Gavn for deres Blade, og heri have de Ret. En god Christianiakorrespondent vilde vistnok være en Vinding for et Provindsblad; men om de Fleste, der hidtil ere optraadte som Korrespondenter fra Hovedstaden i Provindsaviserne, gjælder det, at de gjorde Journalliteraturen den bedste Tjeneste, da de nedlagde deres Penne.

Drammens Tidende har imidlertid, som sagt, endnu en stadig Hovedstadskorrespondent, og det en høist produktiv og alsidig Korrespondent. I flere Maaneder har hvert andet Nummer af dette Blad indeholdt lange Udgydelser fra denne frugtbare Skribent, og man skal have vanskeligt for at nævne nogen Art af Materie, hvorom han ikke har udtalt sig. Han har talt om Kunst, Videnskab og Politik m. m., og det altid med en Sikkerhed, som viser, at han troer, at han tilbunds forstaaer og kan dømme om Alt, som det behager ham at omhandle. Derfor bestræber han sig med al Iver for at indtage de forskjelligste Standpunkter. Snart stiller han sig som en fornem Skeptiker høit over Døgnets Usselhed, snart værdiger han at stige ned i Vrimmelen, snart søger han at være alvorlig eller sentimental, snart spøgefuld eller sarkastisk. Men skal vi i Korthed sige vor Mening om hans Præstationer, da kan den ikke falde anderledes ud, end at de ere Ordgyderi af værste Sort.

Det vilde fylde mange Nummer af Christiania-Posten, om man vilde søge udtømmende at udhæve endog blot hans meest extravagante Skriverier. Vi maae indskrænke os til nogle Prøver, som vi hovedsagelig ville tage af hans Korrespondence af 5te November i Drammens Tidendes No. 260. Her ytrer han sig først i Anledning af «Fædrelandets» Christianiakorrespondent saaledes:

«Det danske Blad «Fædrelandet» har — som de udenlandske Avislæsere ville vide — havt en Korrespondent her i Christiania, som har opbygget det danske Publikum med Nyheder fra Christiania og Norge af. Korrespondenten fra Christiania har været en dannet Mand; det har man kunnet see af hans livløse og slikkede Stiil. Det har været et tørt Referat af Begivenhederne, han har meddelt; forresten har han seet Tingene gjennem sit eget Brilleglas, saa at de vanskelig ere komne ganske rene til det danske Publikum. Korrespondenten har unegtelig været hvad man kalder ministeriel og saaledes ofte med Gensidighed bedømt Storthinget og dets Færd. Navnlig har de Herrer Lerche,Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar Holst,Holst] Peder Christian Holst, direktør og stortingsrepresentant SverdrupSverdrup] Johan Sverdrup, politikar og UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar faaet sit Pas paaskrevet, medens deres Modstandere for Modsætningens Skyl ere blevne stillede frem til et ærbødigt Skue. Imidlertid maa man lade Korrespondenten, at han ikke har været fuldt saa eensidig som Christianiaposten: han har — om jeg ikke husker feil seet Tingene fra en mere lys Side, og ikke seet med en saadan Ængstelighed ud i Fremtiden som Christianiaposten. Han har saaledes været en ganske god «Ordenens Mand», forsigtig, aandløs, afglattet og udhamret. Man har ligesom seet Glacehandsker, Seeglas og Fadermordere gjennem den sprogrigtige Stiil; man føler ved at læse ham, at Salonlivet ikke er ham ubekjendt, og man siger fornøiet til sig selv: «Det er en ypperlig Skribent for Kongemagten! De passe til hinanden som Strømpen til Foden». Denne Karakteristik bringer mig i Forbigaaende til at tænke paa den paafaldende Modsætning mellem Kongemagtens og Revolutionens Skribenter. Kongemagtens ere i Almindelighed som Korrespondenten i «Fædrelandet», Revolutionernes ere vilde, poetiske og livfulde. Deres Stiil blinker af farvede Billeder. Den er skjødesløs, uregelmæssig, ofte uskjøn, men altid svanger med originale Ideer, der under en smagfuld Bearbeidelse kan vikle sig ud til harmonisk Skjønhed. Deres Stiil er revolutionær; den er med et Ord selve Revolutionen! Men til min Korrespondent i «Fædrelandet»! Han har naturligviis rost alle sine Ligemænd, at sige i vor Bladliteratur, og i det Hele taget givet de gode Danske et Billede af vor indre og ydre Tilstand, som neppe er det sande. Det var nu ogsaa formeget forlangt. «Man bør give Enkeltmand Lov til at have sine Meninger udelands, saa maa han være saa god at paatrykke dem Talentets umiskjendelige Mærke: ellers kan man ikke tilgive ham, men siger: ‘Hør, veed De hvad? — Det er bedst, De tier stille!’

Det er imidlertid Ingen, som har sagt Korrespondenten disse Ord, undtagen hiin Christianiamand i «Kjøbenhavns-Posten» for nogle Dage siden; men han løser da ogsaa Sækkebaandet. Nu er det ingen Tvivl om, at «Kjøbenhavns-Postens» Christianiamand er ligesaa skjæv i sin Dom over vore Forholde; men han taler med Myndighed, og man bør derfor tilgive ham (!). Han ophøier til en Forandring Oppositionen og dens Helte, medens han frakjender Holmboe,Holmboe] Hans Holmboe, rektor og stortingsrepresentant Lange,Lange] Otto Vincent Lange, tollkasserar og stortingsrepresentant MotzfeldtMotzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant og MøinichenMøinichen] Erik Røring Møinichen, politikar alle mulige fornuftige Ting. Ja, — han gaar endogsaa SchweigaardSchweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar paa Klingen; han skriver saftigt: Det er Revolutionens Skribent!»

Derpaa giver han en Skildring af Hovedstadspressen, hvormed han er meget utilfreds. «Den nuværende Bladstilling», siger han, «er til at raadne i.» Han trøster sig ved Udsigten til det bebudede ny Oppositionsblad, hvorom han siger:

«I denne Sløvhed vil det nye Blad «Nationalbladet», som det demokratiske skal hedde, bringe Liv. Det vil gjøre Mere: det vil bringe Kamp paa Liv og Død. Rolf OlsenOlsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar besidder et væsentligt Fortrin: han har en flængende Pen og naar han har kaalet*) Folk af Veien, faaer han nok Venner, om jeg kjender Verden ret. Nationalbladet vil faae gode Kræfter: Sexe,Sexe] Sjur Sexe, geolog Gaarder,Gaarder] Peder Gaarder, statsrevisor Meidell,Meidell] Ditmar Meidell, redaktør siger man skulle være stadige Medarbeidere. Lerche og Sverdrup ville ogsaa sikkerlig levere sine Bidrag. Det er Penne, som bide, alle disse! — Det er i alle Fald noget ganske Andet, end disse afsjelede Publicister, som i de sidste Tider have vandret omkring i sine Liigskjorter. «Nationalbladet» vil stæde dem til Hvile, eller i alle Fald true dem til at holde sammen. Det vil blive paa Tiden, at vore blade indstille deres indbyrdes Fiendtligheder og væbne sig mod «den fælles store Fiende.»

Men Oppositionen maa give sine Forfattere frie Hænder, som jeg før ved en given Leilighed har sagt.»

I en Korrespondence af 14de October lød rigtignok hans Dom om de sidste Citat nævnte Personer og om Oppositionen selv heelt anderledes. Navnet Rolf Olsen bragte han der i en høist udelikat Forbindelse med en Række Reflexioner over Kjøb og Salg af Oppositionsskribenter, og skjønt han ved samme Leilighed søgte at formilde R. O. ved følgende Tirade: «Hvorledes kan Oppositionen vente, at f. Ex. Rolf Olsen skal skrive for den; og er han ikke dummere end selve Oppositionen, saa gjør han det hellerikke», — bliver dette til den største Grovhed mod R. O., naar det sammenholdes med hans nye Komplimenter til ham i Anledning af hans bebudede Optræden som Redaktør af det nye Oppositionsblad. Om Sverdrup siger Korrespondenten etsteds: «Han forsøgte at være vittig, og det lykkedes ham saavidt, at han selv lo.» Men dette forhindrer naturligviis ikke Korrespondenten fra i det næste Øieblik at hæve ham til Skyerne, — saadanne Bagateller sætter han sig ud over. I ovennævnte Artikel af 17de October benegter han aldeles Oppositionens Berettigelse, gjør de kraftigste Indvendinger mod, at dens Sag er Retfærdighedens, og hvad Folket angaaer, saa omtales det ved denne Leilighed som sløvt og som det, der «lader sig lede som en Flok Faar.»

«Vor Opposition», siger han, «repræsenterer sig selv, en 40 eller 50 Mand og maaskee ligesaa mange til, de ere æggede og fattige, som de selv ere. Den store Befolkning, «Folket,» som de raabe paa, er sløvt, og en Enkelt af disse Opponenter leder Almuen i sit Præstegjæld til Valghandlingen som Faar til Slagterbænken; jeg taler som Øienvidne. Dette Folk, som de raabe paa, læser ikke Aviser og vel gjør det; man maa have et saa stort Overskud, at man kan leve for Aanden, skal man kunne havehave] er sett inn politikere med Forstand. Fattigmandens Politik er en Feber, som ikke kan vare længe: enten dræber den sin Mand og med ham Samfundet, eller ogsaa forlader den ham, og Patienten bliver sløvere end før.»

Og for at der ikke skal være mindste Tvivl tilbage om at et Oppositionsblad er en Umulighed, udbryder han endelig:

«Men selv nu om Oppositionen havde Penge og Talenter til at faa sig et Organ med» (hvilket han har viist er umuligt) «hvad skulde da Bladet gjøre? hvad skulde det forfægte? Oppositionen har nemlig viist, at den ikke veed hvad den vil; en styrede snart i Øst, snart i Vest; den var opløst. Hvorledes kunde det være muligt at kjæmpe til et Maal, som Ingen seer? Nei! Enhver Tanke maa idetmindste være sat i System, skal den kunne forsvares. Vore Politikere kunde have været meget galere, naar de bare have været konsekvente, og et Blad vilde have havt let for at spadsere foran med Fanen paa Stangen; men saaledes som det her er, forekommer et Oppositionsblad idetmindste mig at være en Umulighed.»

Her har man vel Beviser nok for at fælde en begrundet Dom; men hvor klar Vedkommendes Sak end er, saa vil man dog gjerne have hans egen Tilstaaelse, og vi kunne derfor ikke slippe ham, inden vi have citeret nogle Ord af hans Artikel om Harro Harring-SagensHarring-Sagens] Harro Harring, dansk forfattar Behandling i Odelsthinget:

«Jurist mod Jurist, tænkte vel Sagfører Sverdrup; thi reiste han sig bestandig mod Motzfeldt, og godtgjorde, at Regjeringen ikke havde den Ret, som Motzfeldt havde godtgjort.

Man kan let blive forrykt ved at høre to gode Prokuratorer; naar hver af dem slutter og nedlægger sin Paastand, da udbryder man: «Ja Du har Ret; det er en klar Sag», og tilslut siger man med Herman von Bremenfeld: «I har Ret begge to.» Er ikke sligt til at blive forrykt over?»

Heri tro vi, man har en tro Skildring af, hvorledes det gaaer Korrespondenten, naar han skal opgjøre sin Mening om et eller andet Spørgsmaal.

* * *

*) Gjøre Kaal paa dem. D. T. Anm.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Korrespondentbrev til Drammens Tidende 1851–1859

I årene 1851–1859 sendte A. O. Vinje jevnlig korrespondentbrev til Drammens Tidende, den første dagsavisa utenfor hovedstaden. Her skrev han om smått og stort fra Christiania.

Bare et lite utvalg av korrespondentbrevene har vært utgitt i bokform tidligere. I denne tekstkritiske utgaven er alle korrespondentbrevene samlet, redigert av Nina Marie Evensen og Jon Haarberg, og utstyrt med fyldig innledning, tekstredegjørelse, tekstkritisk apparat og register.

Utgaven gis ut av Det norske språk- og litteraturselskap i samarbeid med Nasjonalbiblioteket.

Les mer..

Om Aasmund Olavsson Vinje

A.O. Vinje var en viktig skikkelse i norsk offentlighet på 1800-tallet. Som forfatter og journalist var han en ivrig deltaker i samfunnsdebatten. Vinje var særlig opptatt av samfunnsforhold, litteratur og politikk, og han har hatt stor betydning for utviklingen og etableringen av landsmålet i Norge.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.