Nr. 1/1853; lørdag 01.01.

[Ved årsskiftet: fjellbonden, handelsmannen, embetsmannen og pressa]

Korrespondance

Godt nyt Aar, og Tak for det gamle, er en gammel vakker Hilsen paa Nyaarsdagen. Man glemmer da Livets Fortrædeligheder, og mindes det Gode, man nød paa det svundne Aar; man takker for alle gode Gaver, og haaber at det nye Aar skal blive ligesaa rigt paa Velsignelse; man kommer det skjønne Sprog ihu: «Den Gud, som før har hjulpet, han vil fremdeles hjælpe.»

Det, som er en gammel Skik, er altid smukt og sandt. Slægt efter Slægt holder ikke fast paa noget, som ikke staar sin Prøve, og det er intet godt Mærke at lægge af gamle Skikke, saalænge man ingen bedre har at indføre.

Naar man saadan havde hilst og ønsket til hverandre et godt Aar, satte man sig og talte om de vigtigste Begivenheder i det svundne Aar, med Anvendelsen: «hvordan vil det nu blive ad Aare?»

Fjeldbonden vil saaledes sige idag: Det var et velsignet Aar dette gamle, som reiste fra os inat. Her havde i mange Aar været kolde Somre, og vi vare redde for, at her ikke skulde blive boendes, vilde det holde saa paa, men iaar var Gud igjen saa god, at han lod Solen skinne varmt og Regnen lædske Jorden, naar den begyndte at tørste. Det har i Manneminde ikke været en saa herlig Sommer som i Sommer. Hvor før har ligget tykke Snéfaanner, stod Græsset saa tykt og høit, at det laag nede; Buskapen blev féd og vi fik en Velsignelse af Smør og Ost. Saameget Høy som iaar, kan jeg ikke mindes, jeg har havt op paa Heien, og min Høy og Kornstade er over fire Vægge høiere end ifjor. Jeg fik baade mange og gode Poteter og de raadne ikke saameget som mange Aar før; jeg fik dem tørre ind: det var et usædvanligt Høstvær; Sommeren saa næsten ud til at ville være her Vinteren over; men saa reiste den med én Gang og Vinteren kom uden Forbud med Slud og Sne, saa at jeg ikke fik kjøre fram alt Tømret mit. Det er mest det eneste, jeg kan klage over, men, det er ikke skikkeligt at tale om saavordne Smaating naar Alt er saa vel. Det er ellers sandt: det har været en lei Vinter nu før Juul; jeg har ikke faaet kjørt saameget som jeg pleier af Ved og Høy; men saa bliver vel Vinteren saameget bedre efter Juul, og om Somren ikke bliver saa god som ifjor, faar vi tage det Onde med det Gode. Forresten tryter ikke det Gode heller. «Han» han har ligesaameget gulvet som givet. — — — — — —

Handelsmanden maa sige: Ro og Sikkerhed er vendt tilbage, og jeg har faaet solgt meget af den Last, som laa og graanede i disse usikre Aar; Handelen er bleven gaaende igjen og jeg kan gjøre Udvei, naar mine Bønder komme. Bare nu Freden vilde vare! Frankrig er vort bedste Marked, og jeg maatte for den Sag ønske, at L. NapoleonNapoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar kunde sitte i Ro og Fred, saalidet jeg end holder af ham. Naar man snakker om Krig, bliver det vi Handelsmænd, som nærmest staar for Stødet, og Handelen maa tilsidst blive den, som gjør Krig umulig. — — Vi kan altsaa haabe paa Fred dette nye Aar ogsaa, og naar Alt gaar i sin Gjænge, kommer vi vel ud af det. Her er forresten en trang Pengetid, man siger, der er lidet at faa i de offentlige Indretninger. Besynderligt! og det har dog været et godt Aar. Det er tvende Ting, som kan bevirke en almindelig Pengemangel: Enten bærer ikke Omsætningen Pengemassen eller ogsaa bærer Pengemassen ikke Omsætningen, saadan som i 1842. Det maa være det samme i Aar, siden Aaret er godt og Alt har gaaet vel. Udsigterne ere eller mørke for den, som ikke sitter i en stø Vei: her bliver flere Kjøbmænd Aar for Aar; der er Butiker paa hvert Hjørne, og jeg skjønner ikke, hvorledes de kan tjene Sukker til Kaffen end sige Mad og Klæder—; men derfor løber ogsaa Mange sin Kos; sligt kan ikke vare; men her er vel intet at haabe med det første: der skal Tid til, før alt jevner sig. — — —

Embedsmanden kunde gjerne sige: Iaar har jeg mere end før kjendt Smækken af disse nyere Love, og næste Aar bliver det vist ikke bedre; en sporteleret Embedsmand maa heller ønske sig tilbage end fremad; det gaar KrebsegangKrebsegang] retta frå: Krebgang med ham. Hvad skal en slig Mand gjøre, som i «den gode Tid» gik hen og lagde sig til en Mængde Børn? Og hvad Lovene ikke tager fra os, det tager Opinionen, jo vi er’ deran! Man synes nu ikke at trænge til Embedsmænd; Verden bliver saa klog at . . . og er den ikke klog, er den idetmindste vrang. Tør vi vente nogen Forbedring iaar. Disse velsignede Aviser — — — Arbeiderbladet og Morgenbladet — — —

Hvad skal Aviskriverne sige idag? Pressens Velgaaende! Den kommer sig, hvad man saa end skriger om den; naar man sér, i gamle Avisfugger, saa sér man det; man var da rent rebelskrebelsk] retta frå: rabalsk i gamle Dage; nu er man da ikke værre end dum og ondskabsfuld, egentlig raa er man sjelden. Her i Norge var den ogsaa ifjor fri og bliver det vel ligsaadan ad Aare; bryder den sig selv ikke ned, vil den være i bedste Velgaaende; men det ser stygt nok ud: i Folkemeningen har den ikke stort at sige. «Det staar i Aviser,» betyder ikke stort; det er et Cainsmærke paa Tanken, og dog læser man. Vanen — — — — — — — — —

Nr. 2/1853; tirsdag 04.01.

[Praktisk og upraktisk; fridom og skaparevne]

Korrespondance

Christiania, den 31te Decbr.

Aviserne have havt mange lange Stykker i den sidste Tid; Posten har især været frugtbar; der har saaledes nu nys staaet et langt Stykke om Modersmaalets Plads og Betydning i Skolen. Det er et Modstykke til de almindelige Bestræbelser at give Undervisningen en «praktisk» Retning, en Retning, som man kjendelig sporer saavel i Tidens almindelige Gang som i Undervisningen. Det er godt at Livet er praktisk; men det maa ikke i sin praktiske Retning arte sig tankeløst og raat. Livet har et høiere Maal end det, som nærmest for Haanden ligger. Det er ikke nok, at man lærer mangt og meget, Sagen er hvorledes man lærer det. Kundskabens Mark er uendelig og det enkelte Menneske vil aldrig kunne erobre den ganske; lidt mere eller mindre har ikke stort at betyde, og som Hukommelsens Eiendom er det en Skat, Møl og Rust kan fortære. Det humane Gemyt, den bøielige og modtagelige Aand er derimod noget, som giver Mennesket mere sandt Værd og gjør det skikket til at finde sig i og finde Udveie i alle Livets Forhold. Man har Exempler nok paa Ynglinge og Mænd, som kan meget men ere hjælpeløse og klodsede i Livet, medens man paa den anden Side sér Mænd, der kan mindre, men som forstaa at bruge, hvad de kan. Det er de sande praktiske Mennesker, men man skaber ikke saavordne Folk ved at lære dem mangt og meget og gjøre Undervisningen praktisk, som man siger. Forsaavidt som sligt kan meddeles og ikke er en Naturens Gave, maa det derimod komme gjennem den tænksomme Læring, der sammenknytter de enkelte Ting, og ordner dem ind under en høiere Lov; men en saadan Undervisning er netop for den flade Betragtning upraktisk, der altid siger: Lær noget! Lær noget! saa jeg kan sé og tage paa det. Dette kalder man at lære noget «nyttigt» og sér ikke, at man netop er paa Veien til det unyttige og ufrugtbare. Det er nu faa sin Sag at snakke om det nyttige og praktiske. Hvad er praktisk? Den stille Tænken eller det travle Liv? Da LiebnitzLiebnitz] Gottfried Leibniz, tysk matematikar og filosof og NewtonNewton] Isaac Newton, engelsk fysikar gjennem et stille og anstrængende Studium opdagede mange af Mathematikens høiere Love, sagde visselig Verden at de vare upraktiske, men da holdt de netop paa at finde det, som gjorde Nutidens Machiner mulige; disse ere dog praktiske nok. Paa Spørgsmaalet om han af Latin og Græsk havde lært at styre og regjere saa godt, svarede en berømt engelsk Statsmand: «Nei, men Sprogene har skjærpet min Tænkning, gjort Aanden bøielig og givet mig det sikre Blik, som i ethvert Tilfælde lader mig finde det rette.» Hvad var her det Praktiske? Man maa ikke lade sig narre af det, som ligger nær. Hvad der viser sig at være en Trang for den menneskelige Aand, det er altid praktisk, hvor upraktisk det end sér ud.

Det var derfor visselig klogt, om man holdt op at snakke om det Praktiske og det Upraktiske, især naar man taler om Skolen: det er bare Ensidighed det, og Posten har Staven i den rette Haanden, naar han ivrer mod denne evige «praktiske» Retning, og leder Tanken hen paa Aanden, som maa blive det Hele.

Her er Posten konservativ i en god Betydning, og bliver derved en Magt, som er al Ære værd.

Han er ogsaa konservativ i Sprogstriden og det manman] retta frå: maa man respektere; det er ikke rigtigt at klandre ham derfor: han udfylder en Plads, som ikke kan staa tom. Han bliver alene barnagtig, naar han kommer med slige Hjælpetropper som de enkelte Sprogbemærkninger, man i disse sidste Dage har seet hos den.

I Morgenbladet staar idag et Stykke fra det Engelske med Overskrift: «Frihed og Geni.» Det er en veltalende men smagløs oversat Paavisning af den inderlige Sammenhæng, der maa findes mellem Friheden og Geniet. Der opregnes meget belæst de mange Lande i Verden, hvor Geni har staaet og faldt med Friheden. Dette er smukt og sandt, men naar der udhæves, at det er de fremmede Erobringer, som have kuet Genierne, saa er man overfladisk. Det var ikke Persernes, Grækernes og Romernes Undertvingelse som bevirkede, at Kunst og Videnskab døde hen; det var den Fordærvelse, som gjorde Erobring mulig, der bevirkede det. At Grækenland blev undertvunget af Rom og Rom af Germanerne var ingen Skade, Skaden var, at Grækenland og Rom var ødelagt af sig selv i Forveien. Et Folk bliver ikke undertvunget og dræbt, som fortjener at leve, og det Folk, som taaler Trældom, fortjener ingen Frihed.

Bemeldte Opsats er kjendelig et Partiskrift mod Napoleon,Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar som især Englænderne tror vil føre Krig og erobre. Englænderne ere rædde for Hevn over sin Medfart med Napoleon, og kjender man det engelske Folk ret, saa tage de alle Forholdsregler baade ved at ruste Skibe og væbne Gemytterne. Mon det var samme Forudseenhed, som bestemte Morgenbladet til at oversætte Artikelen for os? Det staar intetsteds i Artikelen at den er skreven i det Øiemed, men det forekommer mig sandsynligt; derfor er dog Artikelen lige god. Det, som er smukt bliver smukt ligefuldt, om man paa en tilladelig Maade benytter det som Redskab til noget praktisk nyttigt.

Nr. 5/1853; fredag 07.01.

[Språkstriden]

Korrespondance

Christiania, den 5te Januar

Nu har det alt længe været forlænge med Sprogstriden; den bliver modbydelig, og man maa have den Tillid til Folks Takt for rette Maal og Maade, at de ikke mere læse disse evige Opsatser om Norskhed og Danskhed i Sproget. Det er Spalter paa Spalter i disse druge Blade og det vilde være en ikke ringe Straf for literære Flauheder at blive dømt til at læse om igjen det, hvad der er skrevet om Sproget i den sidste Tid. Det er haardt nok at læse det én Gang, og en større Tugtelse, fordi jeg vil skrive nye Ord og Vendinger, kan jeg ikke faa, end den, at maa følge med denne Sprogliteratur, der er en sand Kvægsyge paa meget faa Undtagelser nær. Ingen skulde have seet slig Forstokkenhed: snakke om Norskhed og norsk Sprog, og skrive kav Dansk med isprængte Ord, som ere henta endnu længere sydfra. Det er at «seia et og gjera et andet,» saadan som man altid har for Skik at sige om Præsterne. Mener de gode Herrer det oprigtigt med sin Norskhed, hvorfor skriver de da ikke mere norskt? De maa dog vide, at Snak ikke hjælper det mindste. Kan de ikke skrive norskt? meget rimeligt, men saa kan de dog vise en god Villie. Kanske de vil bie til de altid kan blive sig selv like (konsekvente)? Da faar de saamæn bie bra længe. Følgerigtighed er noget, som godt lader sig tænke, men ikke udføre, undtagen tilnærmelsesvis i Mathematiken. Livet taaler ikke Følgerigtighed af den gode Grund, at vore Tanker ere altfor ufuldkomne til at kunne udholdes, naar de faa Liv og i en paatagelig Skikkelse spadsere om i Verden. Dette er for galt, sige vi, naar vi sér dem, saa ændre vi paa dem, og «læmpe os efter Omstændighederne» og — Følgerigtigheden er gaaen i Vasken. Dette faar man finde sig i; der er ingen Raad for det; men saa skal man ogsaa være saa god og ikke blære sig med at snakke om Følgerigtighed. Snakke om Følgerigtighed i Skrivemaaden! jo det skulde se vent ud, naar man skrev følgerigtigt: det vilde bare vera Tussar, som kunna læsa det, ikke at tale om, at det vilde være en Fornegtelse af al Sammenhæng i Udviklingen, der altid er en Ledkjæde. Man kan gaa mere eller mindre vidt i Brugen af nye Ord og Vendinger; det er alt; men noget vidt maa man gaa eller ogsaa tie mut stille. Hvad er desuden mere usammenhængende end selv det stiveste Bogsprog? Det er BrokkerBrokker] retta frå: Brakker af fremmede, danske, norske og svenske Ord, saa man kan blive rent fælen, naar man tænker paa det.

Er disse Folk, som saameget skrive om Sproget, bange for at de skulle blive latterlige ved at skrive mere norsk? Kan nok hende. Men hvem skal le af dem? Folk, som ingen Forandring vil vide af? Men deres Latter maa jo netop være en Ros for dem, dersom de tror, det er rigtigt, hvad de gjøre; og tror de ikke, det er rigtigt, hvorfor snakke om sligt? Nei, da er Rektor VibeVibe] Ludvig Vibe, klassisk filolog og rektor en anden Mand, og han skriver da ogsaa uligt smukare end alle de andre; der er Finhed i hans Skrivemaade og den er likesaa norsk som de andres. Nu ikke et Ord mere paa længe om Sproget; det vilde være Dyreplageri at holde længer paa med det.

Dog lidt endnu, dersom man kan kalde dette at tale om Sproget. Tilskueren, om jeg mindes ret, anførte det som et Bevis paa Dagenes Flauhed i Politik at Aviserne saadan hamra med Sprogsagen. Dette vil likesom sige, at Politiken var en mere fornuftig Ting at snakke om i Aviser end Sproget. Man har rigtignok vant sig til at tænke Aviser og Politik som ét og det samme, men denne Tanke er henta fra en Tid, da Politiken var stor og Aviserne smaa; nu er dette Forhold vendt om: Politiken er liten og Aviserne store; og dersom Aviserne ikke skulde tale om andet end Politik maatte de komme tomme ut. Sprogsagen kan vistnok blive kjedelig, men saa kjedelig som Politik bliver den ingensinde, og Politiken er desuden noget, som blot er for den ene Dél af Menneskene; Kvindfolk kan ikke politisere; Sproget er derimod deres Eiendom ogsaa; det er jo Kvindfolk, som snakker mést smukt; disse nye Ord og Former vil rigtignok ikke tage sig ud i Damers Mund, men disse Sprogskrivere herinde bruge da heller ikke synderlig mange nye Ord og endnu færre nye Former. Tilskueren bør derfor ikke klage over at man skriver om Sprog og ikke om Politik. Det er nu ellers et Spørgsmaal, om ikke Aviserne mere burde holde sig til andre Ting end Politik og Sprog, f. Ex. til Guano og de dermed beslægtede Sager; det er brugbare Ting; det er igrunden Betingelsen for alt Velvære, og Aviserne skulde netop staa i det daglige Livs praktiske Tjeneste. Dersom Arbeiderbladet havde snakket om Sligt istedetfor om Stemmeret, saa havde det gjort stort Gagn, og disse Sprogskrivere havde sikkert udrettet mere med Afhandlinger om det Slags, end med sine ufrugtbare Formeninger uden Anvendelse; jeg er endog tilbøielig til at tro, det vilde have været mere gavnligt at skrive om saa fortærede Ting som Spisesedler, ikke at tale om Kogekunst; bedre havde det iallefald været end at skrive om Politik, og man tør haabe, at Aviserne engang vil komme efter, at de altfor lidet har holdt sig til den brugbare Side af Livet, men sverma om paa Politikens Sandsletter, hvor intet grønt Straa er at finde. Det er mærkeligt, at Tilskueren, som unegtelig er en praktisk Mand, skal lade sig forstaa med, at Politiken er en Mad for hver Avismons. Det er lutter forlagte Tanker, som vel kunde bydes Folk før, men vanskelig nu. Aviserne bør nok ellers indskrænke sig til at være Kommunepresser, de kan saa ikke løse den Opgave, Somme har stillet dem, nemlig at være et dagligt Speil af Literaturen i det Hele, en Skillemynt af Tankernes faste Banker, som ere nedlagte i Boglader eller ligge i Ho’dernes Skakter som Sølvet før det er bragt i Dagen. Aviserne kan ikke være et saadant Speil — de give et skakt og skeivt Billede — heller ikke en slig Skillemynt — det er bare (Fille)penge, lik’som Theaterplakaterne. Aviserne faar iøvrigt være, hvad de kan, kun ikke politiske — det er ikke paa Moden nu — heller ikke Beholdere for ufrugtbare Bemærkninger over Sproget — det er udslidt og kjedeligt. De skal først og framst erkjende sig for, hvad de er, og da vil man bære over med dem; men det lære de nok aldrig; de ere utrolig vigtige af sig. Naar man hører dem, skulde man tro paa Maalet, at de vare Visdommens Herolder.

Nr. 7/1853; søndag 09.01.

[Teaterfestivitas for kongen]

Korrespondance

Christiania, den 7de Januar

Efter Opfordring i Posten gav man igaarkvel atter Festlighederne paa Theatret for KongensKongens] Oscar I, konge Helbredelse. Man kunde være fristet til at komme med en Opfordring end engang, saa smukt og nydeligt er det. Dekorationen er hævet over al Ros; det Hele er saa harmonisk og straalende, at man bliver sat i den blideste og mest forsonlige Stemning, og det er mere end Kunstnydelse, idet Tanken ikke lader sig nøie med den beskuede Gjenstand, men finder den som et Billede paa noget Alvorligt og Glædeligt, hvorved den dvæler. Prologen var — som det meste WelhavenWelhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar skriver — smuk og smagfuld uden egentlig poetisk Gehalt; den havde forresten mere poetisk Anskuelighed end vanligt er til Leiligheder; der var heller ikke mange Enjambements og lette og tunge Stavelser paa uret Sted, disse Vanskeligheder for Deklamatoren, og Stød for dem, som maa høre paa ham; naar han i et Aandedræt maa balle sammen to-tre Linier, som ovenikjøbet kan være rimede paa hverandre, for at faa Mening, klinger det unaturligt, og naar man hører en tung Stavelse, hvor der skulde været en let, saadan som i Prologens sidste Linier, der begynder med Ordet «prøvet,» da er det som naar man i Dands kommer ud af Takten — høist ubehageligt. Man ærgrer sig over Poetens Klodseri og beklager den stakkars Deklamator, som der maa staa og gjøre noget af en ubekvem Materie, og han er som oftest ingen Skaber, saa der kan blive noget af det. Slige Ting kan til Nød læses men ikke deklameres, og jeg har ved flere Leiligheder, naar Digt, Prologer osv, ere fremsagte, forundret mig over, at nogen Deklamator har villet indlade sig med saavordne umusikalske Orddynger. Jeg mindes godt JørgensenJørgensen] Christian Jørgensen, dansk skodespelar herom Aaret, hvor han ordentlig syntes at tage likesom et Tilsprang for at komme ind i Takten igjen, naar Poetens Ubehjælpelighed havde puffet ham ud af den. Det var en rén Lidelse at se og høre det. Var jeg Deklamator, vilde jeg bede DHrr. Klokkere af Poeter at deklamere sine Saker selv; men de ere vel forpligta til det og have kanske ikke altid aabent Øre for den sproglige Musik, som aldrig tør savnes i et Digt; kanske ogsaa det kan komme af de forskjellige Meninger om, hvorledes et Digt bør værevære] retta frå: bære for at kunne deklameres godt og atter igjen, hvordan Deklamationen bør være. Lette og tunge Stavelser paa Uret Sted kan nu aldrig lade sig forsone med Øret eller Lovene for bunden Stil, det er skjær og klar Vildhed, men om Enjambents eller Versliniernes Sammenhæng efter Meningen, hvorved da Rimendelsen bliver betydningsløs, derom ere Meningerne forskjellige. Mange og deriblandt Postens Kritikus tager det som en Feil, at Rimet bliver hørt, atter Andre, hvoriblandt jeg, vil at Rimet kjendelig skal høres, vel ikke i saa bestemte Pik som Pendulhugget, men dog saa tydelig, at Karakteren er der. Hvi giver man ellers Verset Rimendelser? I de gamle Sprog, hvor ingen Rim vare, men blot Stavelsemaalet (Fodmaalet, Metriken), der maatte man raadspørge Meningen og intet Andet, forresten var nok ikke Hexametret (en Verslinie paa 12 Stavelser) uden Betydning, og det maatte respekteres, om Meningen med Liniens Ende ikke var ude eller om der intet Hvilepunkt var (Cæsur). I de moderne Sprog maa man da saameget mere gjøre det, hvor Rimendelser er noget meget væsentlig i et Digt, hvor denne gamle Versebygning uden Rim er noget kunstigt efterlignet, som da heller aldrig tiltaler den almindelige Mand, der ikke har forvænnet sin naturlige Sprogfølelse ved at læse de antike Vers. Er nu dette saa — som det ubestridelig er — bliver det en fuldstændig Misforstaaelse af Sprogets Aand og Rimets Betydning med Vold og Magt — som vanligt skér — at trænge Rimet i Baggrunden ved sin Deklamation, ligesaagalt som at hugge paa Rimet og standse et Bil om Meningen ikke er ude. Her maa man lade begge disse Ting ske sin Ret: Rimet maa godt høres og Meningen ikke forsømmes, og netop heri ligger det Vanskelige for ikke at sige umulige, naar Digteren ikke lader Rimet falde sammen med Meningen eller med en Afdeling i Fodmaalet. Slike Vers kan ikke deklameres, det bliver Usands. — WiheWihe] Anton Wilhelm Wiehe, dansk skodespelar skal deklamere godt, men, har man ogsaa bemærket, han spiller vel meget, naturligvis, Skuespiller; det er ikke godt at gjøre tillags; den Bemærkning trængte sig ind paa mig igaarkvel, da jeg ikke fandt mig aldeles tilfredsstillet af hans Deklamation, kanske var det Mælet som gjorde det, uagtet Wihe unægtelig er den af Skuespillerne nede i Skandinavismen som dansker mindst. Jeg beklager mig, at den danske Tunge bliver mig mere og mere utaalelig fra Scenen: mange af disse danske Skuespillere spille fortræffeligt; det er en Vederkvægelse at se dem; igaarkvel var de just i sit Es, og Stykkerne vare morsomme, skøieragtige*), om man vil, men vittige og dermed retfærdiggjorte, dersom man ikke er altfor nøieregnende med det Slibrige. Publikum lo da ogsaa hjerteligt og jeg lagde netop Mærke til at endog fine Damer løynte sig**) — Gudbevares — til at le; de lo i det fine Lommetørklæde eller nede i Barmen saa «Bringa huska» og det var i sin Orden: Damerne have ogsaa Sind og Sands for det morsomme, man tør ikke uden Plumphed sige, for det Kommerslige. «For 10 Aar siden» og «Tre for Én» ere kommerslige, og strænge Folk vilde kanhænde sige, at det ikke var saa ganske taktfast at spille saavordne Stykker ved en slig Leilighed efter den alvorlige Prolog og den høitidelige Dekoration; men Publikum kan ikke længe være alvorligt og høitideligt; det vil more sig, og mange Folkeslag dyrke endog sine Guder med Fornøieligheder, skulde det da ikke Sømme en Theaterdirektion at muntre Folk med Antydninger dertil og vittig Skjemt ovenpaa den glade Følelse for deres Konges Helbred? Ret gjort var det; passende, om man saa vil; morsomt under enhver Omstændighed, og dermed er baade Publikum og Direktionen tjente.

Derimod vare de, som raabte «Gud bevare Kongen» ingenlunde vel tjente, eller rettere, Publikum kan ikke være tjent med sin utidige Tilbageholdenhed ved en Leilighed som denne: det burde have stemt i med, men det gjorde det yderst sparsomt; det taug, om jeg mindes ret. Derimod gik det saa taaleligt med Hurraraabene; man var da kommen paa Glid likesom Sauane, der hobevis kaste sig over Bakken, naar én eller to først har vovet Spranget. Det er saa daaset Publikum ved slige Leiligheder; nu var det netop Tid til at Stemme i af fuldt Bryst baade Raabene og Nationalsangen, og det vilde ogsaa inderlig gjerne have gjort det, men, det sat der og glodde paa hinanden indtil Øieblikket var forbi. Kanske man bør bedømme det mildere, det er frisindet, paa en Maade republikansk som vore Institutioner, og disse Raab ere mod dets Natur, saa virkeligt loyalt det til Maade end er; nu gaar det som Kværnen i denne Garen, og kan ikke ringe om sig en anden, før det længe faar malet og knurret sig. Til Sligt er nu ikke Tid, og det gaar som det gik. Det er Mangel paa Øvelse: i en Residensstad faaes den først. Et saadant Publikum kan let blive miskjendt; men høie Vedkommende vil ikke miskjende det; Storbladene gjøre ogsaa Sit til, at det ikke bliver miskjendt, idet Alt fremstilles idealiseret, og for det bør virkelig Publikum være Bladene takskyldige. Publikum er i Grunden godt med alt sit Daaseri, rigtig un bon diable som Franskmanden siger.

*) Prøve paa en Oversættelse af det farceagtige.

**) Løyne sig til noget, gjøre det i Løndom.

Nr. 11/1853; fredag 14.01.

[Portretta i Illustreret Nyhedsblad]

Korrespondance

Christiania, den 12te Januar

Jeg vil snakke lidt om «Nyhedsbladet» denne Gang. — Hvad skal Nyhedsbladet levere? Nyt. Jovel, men hvad er nyt? Naar det ikke vil holde sig til politisk Nyt som Posten f. Ex. og heller ikke rende med Bynyt, men overlade dette til Kvindfolk og Kopister, saa er det ikke godt at skjønne, hvor Nyhederne skal komme ifra: de fleste Ting, som Folk pleier at opbygge sig ved, ere atter og atter trykte, altsaa ingen Nyheder, medmindre Bladet var bestemt for Almuesmanden, og det er det ikke; derom vidner det strunke Bogsprog, det fordetmeste fører; derom vidner ogsaa de mange Skilderier, det koster paa sig i dyre Domme: Almuesmanden skjønner sig nemlig ikke stort paa andre Skilderier end Mansanlit; det øvrige er ham noget tydsk. Nu har vistnok Nyhedsbladet havt mange Mansanlit (udtales Manslik); men de fleste ere Folk, som have været afskjeldra før, altsaa intet Nyt; vistnok har det heri gjort hæderlige Undtagelser, og derved grebet — kanske uden at vide det — Staven i rette Haanden: det har nemlig levera Billeder og Bestridelser af Mænd som f. Ex. Borgermesteren, Præsten HallingHalling] Honoratus Halling, prest og forfattar og et Par Skuespillere, lutter nye Manslik. Det er i denne Retning det skal virke; det faar vel Skrub i Førstningen, men vil det være Nyhedsblad, maa det ikke kjere sig om Puf, saameget mere som det kan vente, at Erkjendelsen vil komme i fuldt Maal, naar Kritikaklerne have trukket ind sine Følehorn, fordi de stak dem ut i urette Tid.

Værre er det, at det vækker en ganske frygtelig Misundelse blandt dem, som se sine Standsbrødre komme først i Bladet og blive fælne over at ikke oksaa de skal komme, eller føle sig stødte fordi de ikke kom først ind selv. Saaledes er det mig fortalt, at en Skuespiller dominerte og bar sig, fordi han ikke kom ind før Hagen,Hagen] Carl Hagen, dansk skodespelar og at en anden opsagde Bladet med en lang Klamamus, man kunde godt skjønne, fordi han ikke var afskjeldra der han oksaa. Sligt kan man vente: Kunstnerne ere kilne af sig; det har allerede en gammel Poet, som hed Horats,Horats] Horats (Quintus Horatius Flaccus), romersk diktar bemærket. Mærkeligt, at ikke Præster og Theologer ere vordne sinte, fordi Halling kom først, og Jurister, fordi Borgermesteren nød den første Ære; men disse Skilderier stode i Forbindelse med Studenterfesten, og Embedsmænd ere vel heller ikke saa pirrelige som Kunstnere; forresten véd Ingen, hvad Misundelse der kan koge i mange Barme for dette Spik. DzwonkowskiDzwonkowski] Adam Dzwonkowski, forleggar vil af Opsigelser paa Nyhedsbladet kunne se hvordan det staar til.

I slike evige Forviklinger kommer man, naar man ingen Regel følger; man maa følge en Orden og denne maa ligge klar for Alles Øine, saa man véd hvad paafølger.

Jeg vil tænke mig en saadan Orden, og vil Nyhedsbladet følge den, skal det ikke tage Skade: det vil faa saamange Abonnenter, at det kan slippe med Tombola; Nyhedsbladet vil blive som det var saltet. Gjetter Du, hvad jeg vil foreslaa, kjære Læser?

Om Du kunde løse Dit Liv med denne gaadefulde Sfinx gjetter Du det ikke.

Nyhedsbladet skal følge Rangreglementet af 26de Juli 18201820] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: 1829 med Supplementer!

Behøves Forslaget at sættes under Debat? Antages det ikke enstemmigt? Argumenterne ere ubønhørlige. Skal ikke Literaturen følge samme Grundsætninger som Staten? Er den Person kanske uden Interesse som Staten tager under Armene holder fram for Verden og siger: «Se her en af mine Udvalgte!» Maa det ikke interessere Folket at høire gjeti Mænd, som ere oppe i Numer? Maa ikke slige Mænd have et Navn? Vil man drive Spot med Staten ved at sige: det er latterligt at afskjeldre og beskrive dem? og selv om man Intet havde at skrive om, havde man dog et Ansigt, der under enhver Omstændighed var sat i en Stilling, saa det kunde holde sig FilipenserFilipenser] retta frå: Fillippenser, og i Nødsfald bruges for Maane — det er tidt, man liverar Skilderier uten Text — Dersom man tyktes, at Ansigterne paa Grund af den knappe Kost bleve for magre nede i de sidste No. kunde man holde op: man havde en god Røive*) af Blade alt.

Nu er der vistnok en Klasse Mennesker, som man pleier at afskjeldre og beskrive, nemlig Digtere, Talere, Skuespillere, Malere, Billedhuggere med et Ord Kunstnere og Folk, man anser for mere end sædvanlig godt begavede af Naturen; men dersom de ikke findes i Rangreglementet ere de Statens lausbo(d)nlausbo(d)n] retta frå: lausebo(d)nu, som den lader seile sin egen Sjø, og drukne de ikke, er det fordi de skal hænges.

Nu, saa handler Staten og saa burde ogsaa Literaturen handle, imidlertid tør man ikke altid foragte Vanen heller, og den er for at afskjeldre saavordne Folk, som Staten ikke tager sig noget af. Det er en Slags Erstatning, som Læseren tidt kan være tjent med, dersom det kan være Vedkommende til nogen Trøst, og Staten er saa usammenhængende i sin Tanke, at ogsaa den finder det i sin Orden. Lad gaa da! Tag da disse Mennesker, Nyhedsblad, de skaffer dig nok Læsere!

Men, hvor skal man sætte dem? Sidst i Rækken naturligvis, men synes man det bliver forlænge til de kommer, saa lad ti gaa paa én, det vil her sige, mellem hver tiende Embedsmand puttes ind en Kunstner, Digter eller en anden begavet Mand; da kommer man ompas ut i rette Forhold, og Ingen skal klage over at Respekten er tilsidesat, medmindre man vilde slutte bagvendt saaledes, at det var det Bedste, som man fik mindst af.

Videre: Digtere maatte da de være, som havde udgivet mindst ét Bind Digte, ellers fik man saamange, at det ikke kunde kommeskommes] retta frå: kummes over, og iøvrigt fulgte man Ancienniteten, og lod vore Hofpoeter trække Straa; den som fik det længste kom naturligvis allerførst.

Med de øvrige Kunstnere fulgte man Ancienniteten, undtagen forsaavidt nogen skulde være dekoreret.

Kanske man dog burde begynde allerførst med Skuespillere: de ere Øieblikkets Børn; de taale ikke at ligge og Dzwonkowski har desuden alt gjort Begyndelsen med dem.

*) Røive af ruve, svulme op; en Løvrøive, en Bogrøive, ei Røive ogsaa om et stort Fruentimmer, som gaar og føiter.

Nr. 13/1853; søndag 16.01.

[Festen til Fædrenes Minde]

Korrespondance

Christiania, den 14de Januar

Igaarkveld den 13de høitideligholdt Studenterne Festen til Fædrenes Minde. Det er ikke ret mange Aar siden man begyndte med denne Fest, om jeg ikke tager feil, var det i 1845 eller 46. Det er tyvende Dag Juul, og saavidt man véd, var det paa den Tid omtrent, vore gamle Forfædre holdt sin Julehelg og feirede Solens Atterkomst med Ofringer. Det er saaledes en velvalgt Tid til Festen for Fædrenes Minde, baade fordi Julehelgen var deres gjildeste Høgtid, og fordi deres Folkeeiendommelighed bedst kom tilsyne under den, da «Jolen samla alt det, hele Aaret har.»

At man begyndte med denne Fest til Fædrenes Minde, er et Mærke paa, at man begyndte at tænke paa den gamle Tid, og vilde tage af den, hvad der kunde være godt og brugbart for Nutiden. Man har før været saa fremmed for sig selv i det videnskabelige Liv og dermed ogsaa i det som hører til Skole- og Bogvæsen. Man kjerde sig ikke stort om Modersmaalet og holdt sig til Rom og Grækenlands Bog- og Gudeverden; lidt efter lidt har man dog lært, at dette ikke var det ene Rette, og man er mere og mere vendt tilbage til hvad vi selv eie af Gammelt og godt; vort eget Oldsprog studeres flittigt ved Universitet; man maler Folkedragter, optegner Sæder og Skikke, og i den allersidste Tid skriver man, som bekjendt, meget om Modersmaalet, og jeg tager mig endog den Frihed at lade Ord fra Bygdemaalene indflyde i mine Korrespondancer, til liden Opbyggelse for Folk som Krydseren.

Under denne Gang til det Gamle er en Fest til Fædrenes Minde meget naturlig, og man gjorde vist rettare i at betragte disse som et Udtryk for og et Tilknytningspunkt til de nationale Bestræbelser, istedetfor at gjøre en dramatisk Skole til det. Der er Hold og Mening i en saadan Fest; der er nok baade Hold og Mening i en dramatisk Skole ogsaa, men den er ikke hélt igjennem saa betegnende for det, man i denne Retning meder mod.

Paa de første Fester man holdt til Fædrenes Minde skulde det gaa meget festligt til. Jeg mindes ikke ret, men tror dog at have hørt, at man da endog spiste med Tolleknive, allenfals skriver Skikken, at gaa med Slir og Kniv, sig omtrent fra den Tid — jeg mener naturligvis blandt Studenterne. — At denne Skik ikke er saa ganske almindelig nu, maa vel komme af at nogle have stukket sig atimellem.

Saa var man mindre begeistret for Festen nogle Aar. Folk blive snart trætte, naar det gjælder aandelige Interesser; selv de som have nogen Tanke, falde snart i Staver.

Iaar maa Interessen for Festen være større end ifjor og iføraars; Festen selv var iallefald større og jeg tvivler ikke stort paa, at jo Folk vare noksaa begeistrede for den; men den kritiske Sands er saa stærkt udviklet nutildags, at Begeistringen ikke stiger til ret mange Grader. Man er ræd for at tage Munden for fuld, og Følgen bliver da, at man faar lidet eller intet i den. Tvende Drikkehorn stode paa Talerstolen; de vare smaa, men smukt beslagne, og i Førstningen var der ogsaa Øl i dem.

Eilert SundtSundt] Eilert Sundt, samfunnsforskar opna Festen med en Tale; der var Mening i den; der er altid Mening i, hvad Sundt siger og skriver. Han fortalte, hvor ondt det gjorde ham, at han skulde været borte ved Studenterfesten, hvor den studerende Ungdom saa smukt minte sig om sit Kald og Nordens Betydning, men han fandt dog en Erstatning i de Erfaringer, han fik samle hos Folket paa sin Reise. Der hos det var det meget smukt og godt, men ogsaa meget, som var mindre glædeligt, deriblandt den Mangel paa Alménaand, som fast overalt spores paa Bondebygden. Det er Studentens og Embedsmandens Kald at vække denne Aand, og det bør mere blive gjort end før. Hans mangehaande Bemærkninger over dette sit Emne vare meget sande og gode; de maatte vække Alvor.

Professor MonradMonrad] Marcus Jacob Monrad, filosof talte; i hans Taler er der ogsaa altid Mening; jeg skulde endog være tilbøielig til at tro, at der er for megen Mening i dem. Folk taaler ikke stort Mening, især ved festlige Leiligheder; lette Saker falde bedst for et Festpublikum, som vil more sig.

Monrad talte om Nordens Aand og Nordens Betydning. Norden stod ligesom paa en høi Varde yderst oppe paa Kloden, hvorfra det kunde skue ud over den; men det skulde ikke blot se, det skulde tillige handle, og det havde da ogsaa i gamle Tider handlet; der var ikke mange Folk, som vare saameget med og vidste saameget om Verden, som vore gamle Forfædre — — ethvert Folk, som hvert enkelt Menneske, udfylder en Plads, som ikke er betydningsløs, og det klinger vistnok beskedent, men det er dog ingenlunde rigtigt at mene sig altfor ubetydelig i Sammenligning med Andre.

Præsten JensenJensen] Peter Andreas Jensen talte; hans Taler ere blomstrende, og der er Kunst i dem; Jensen er ret en Festtaler. Han talte over Prinds Gustav,Gustav] Gustav, svensk prins hvis Büste stod i Salen, omvunden med Sørgeslør.

Dette var Hovedtalerne; der holdtes naturligvis mange foruden disse, dog ikke saa mange som vanligt ved slige festlige Leiligheder. Publikum var maadeholdent baade med Taler og Skaaler, man gik endog saavidt i sin Økonomi, at flere Taler bleve sammendragne til én og den var endda blot en kort Stub. En ret humoristisk Tale om Julen gjorde Lykke og en ditto om Silden.

Nr. 17/1853; fredag 21.01.

[Byråkrati]

Korrespondance*)

Christiania, den 19de Januar

Man vil mindes, at her i Høst blev skrevet meget om Løitnanternes Ansættelse baade i Morgenbladet og Posten. Korrespondenten omtala ogsaa Sagen, og eftervisa Nødvendigheden af, at de nærmaste Overordnede ansatte sine Underordnede, og iøvrigt havde Hals og Haand over dem; alt for at Disciplinen kunde blive god, og sætte den Høieste istand til at herske over Chargens Bevægelser, likesom en liden Gut kommanderer en Hallingmand ved at rykke i Traaden. Med det kan man nu spøge saalænge, man vil, noget sandt er der dog i det.

Resolutionen af 7de Oktober sidstleden, som gav Anledning til alt dette Skriveri, stod igaar at læse i Posten med samt Generaladjutantens og Departementets Foredrag, og det Hele giver et Indtryk, som sandelig ikke skal vække oppositionelle Tanker, naar man ikke i Forveien har sat sig paa den Stolen, at man vil opponere mod Alt, hvad der kommer fra Regjeringen. Foredraget var klart og overbevisende, og man maatte være enig i, at Resolutionen vilde frembringe større Simpelhed og spare meget Skriveri. Den er saaledes en Udvikling mod en friare Styrelsesmaade, og hindrer meget byrokratisk**) Skriveri, som man saameget har klaget over.

Det er vistnok aldeles rigtigt at klage over det meget Skriveri og de mange Formaliteter i Styrelsens forskjellige Grene, men naar man ser en Bestræbelse efter at frigjøre sig fra megen Vidtløftighed, bør man skjønne paa en saadan Bestræbelse og ikke give sig til at klage paa nyt Lag. Det viser, at man fra først af ikke vidste, hvad man klaga over, men foer i Skodden. Denne Centralisation, ifølge hvilken de største Smaating maa gaa gjennem de Øverstes Hænder og faa deres Paategning, er et almindeligt Onde i samtlige europæiske Stater undtagen i England, hvor Styrelsen mere falder fra hinanden i mindre og mindre Kredse, der kun gjennem enkelte men væsentlige Baand ere bundne til de større. Først da kan de Overordnede tænke paa sine vigtige Sager uden at synke ned i de smaalige Forretningers Lerbund. I Frankrig er derimod Centralisationen mest gjennemført, og man har mange latterlige Historier om, hvorledes rene Bagateller maa gaa gjennem mange Hænder, indtil vedkommende Minister eller Keiseren selv har skrevet sit Navn paa. Hvorledes det i denne Henseende staar til hos os, er ikke sagt i faa Ord; man maatte gaa gjennem de forskjellige Ørene af Bestyrelsen og se efter. Imidlertid kan man dog efter den historiske Udvikling slutte, at Centralisationen heller er for stor end forliden hos os, og ved vort vidtløftige Revisionsvæsen f. Ex. springer dette ret i Øinene. Udnævnelser til underordnede Stillinger maatte ogsaa mere kunne ske af de nærmere Overordnede; det gaar saa efter deres Anbefaling alligevel, og vederfares der Nogen en Uretfærdighed, kan han ligegodt da klage og vente Bønhørelse. Har man i en Stat ikke andet end juridiske Garantier, blive disse alligevel utilstrækkelige; man faar stole paa de moralske og sætte sin sidste Lid til en fornuftig Folkevilje, der i sidste Instans maa blive Dommeren over Vold og Uret. Man skal ikke lade være at sørge for juridisk Garanti, men alt maa have en Grændse, og det har netop været Feilen ved mange af vore politiske Stridigheder, at man ingen Grændse vilde vide af, men drive sine formentlige juridiske Rettigheder til det yderste, uden at stole paa et fornuftigt Skjøn, der i det givne Tilfælde vilde træffe det rette. Man tænke her paa Storthingets og Regjeringens Nappetag om grundlovmæssige Rettigheder, og man har et Billede paa, hvad sligt kan lede til! Regjeringen har dog ikke gaaet saavidt som Storthinget. At Striden har endt godt, og at alt er paa Vei til at jevne sig som det bør, det kan man takke Skjønsomheden for, som siger: Her er det Tid at standse med Fordringer og dele Magten, saa der bliver Mening i den.

Sligt bør man tilraabe Løitnanterne, naar de klage over Resolutionen af 7de Oktober 1852, og hjælper ikke det, bør man minde dem om, at Skolelærere og Kirkesangere ansættes af Præst, Provst og Bisp, uden at man har sporet synderlig Ulemper af denne ganske naturlige Ansættelsesmaade. Løitnanterne bør ikke stille sig over Kirkesangere og Lærere ved faste Skoler; dertil have de ingensomhelst Ret, hvad enten man ser hen til deres Dannelse eller Vigtighed i Staten; og som Militære maatte man vel tro dem mere end andre forpligta til at finde sig i reglementariske og disciplinariske Bestemmelser af sine nærmeste Overordnede. De have desuden Haab om at blive egentlige Embedsmænd seinare, indtil de komme saa høit at de igjen kunne afsættes uden Lov og Dom efter Grundlovens § 22. Da kommer Vilkaarligheden igjen, men, man ser intet ondt til denne Vilkaarlighed; Agtelse for Ret og Retfærd og en oplyst Folkevilje lader alt gaa godt.

Der er endnu en Bestemmelse i Resolutionen af 7de Oktober f. A. som bør paaskjønnes som et Fremskridt, den nemlig, at man ved Besættelsen af enkelte høiere Officierposter ikke vilde rent binde sig til Ancienniteten, men tage Dygtigheden med i Betragtning. Dette udtalte Princip vilde i andre Lande have vakt glade Forhaabninger. Man har formodentlig før ogsaa handlet efter dette Princip, i alle Fald for en Dél, men nu er det udtalt som en stadig Fremgangsmaade, Styrelsen vil følge. Det har sine Vanskeligheder dette Princip som naturligvis alle gode Principer, naar de skulle gjennemføres i Livet. Man staar i Fare for at henfalde til et Gunstsystem, men her maa igjen den fornuftige Alménvillie blive Dommer over Vilkaarligheden. Den strenge Anciennitet er da aldeles afsjelet og ved at befølge den kommer man ind i en Mekanik, hvor Alt er Ubøielighed. Ancienniteten dræber alt Liv hos den unge talentfulde Mand; thi hvorfor skulde han anstrenge sig, naar han kommer lige langt, enten han kan Noget eller Intet? Han stiger, naar Turen kommer og dermed har han sin hele Historie.

Her er igjen et af de mange Tilfælde, hvor Skjønsomhed hos de Overordnede maa blive den sidste Garanti: ethvert Princip, drevet til sin yderste Spidse, bliver UsandtUsandt] retta frå: Usands. Den fornuftige Aand maa svæve over Modsætningerne og mægle.

*) I næstsidste Korrespondance staar blandt andre Trykfeil: Rangreglementet af 26de Juli 1829 istedetfor 1820.

**) Byro (Bureau) skal først betyde et rødt Klæde; dernæst en Skrivepult, betrukken med dette Klæde; derpaa Kontoret, hvori denne Pult stod, og endelig en Styrelse, som regjerte med Skriverier fra dette Kontor, denne Pult og dette røde Klæde, i Modsætning til en mundtlig og mere fri. Burokrat en Mand, som staar i et Kontor, hvor der er en Pult, betrukken med rødt Klæde. Slige oppositionelle Begreber bør opklares nu, da de ere hjemfaldne Historien; saalænge de bruges, er det rettast, at de ere uforstaaelige, for at kunne udøve et Trylleri.

Nr. 19/1853; søndag 23.01.

[Frå teatret]

Korrespondance

Christiania, den 21de Januar

Skuespiller SmidthSmidth] Anthon Smidth, dansk skodespelar bekjendtgjør, at han nu i næste Maaned med «adskillige Herrer og Damer» vil give nogle dramatiske Forestillinger i det norske Theater. Abonnements-Lister ere nedlagte, og da det er Afskeds-Forestillinger han vil give, faar han vist fuldt Hus. Smidth har glædet Publikum mangen Gang, og det bliver ikke uden Savn at miste ham. Det er dog antageligt, at han ikke kommer til at reise, naar det gjælder; thi déls vil han forhaabentlig vinde endnu flere Sympathier, naar disse Forestillinger ere givne, og déls maa vel den skandinaviske Theaterdirektion indsé, at den ikke kan slippe fra sig en Mand som Smidth, uden at Theatret altfor meget vilde lide; det maa have fuld Besætning, saalænge det skal virke. Den gamle gode prøvede Stok maa det holde paa; ikke indkalde flere, og heller ikke blande norske Elementer indi med; Blandingen er det utaaleligste af alt: den ødelægger Illusionen tilgavns. Smidth kommer altsaa ikke til at reise, det maa vel antages som sikkert; men derfor kan han lige godt vinde Penge og Applaus paa det norske Theater: Publikum vil faa Valuta for sine Billetter, da han sikkerlig vil spille fortræffeligt, og da flere Studerende skal spille med ham — som man fortæller — og da nogle af det kvindelige Personale ved det norske Theater skal være med, og endelig, da der skal vanke nye Stykker — et originalt idetmindste og et Par oversatte. Alt dette spaar noget ret uvanligt, og Christiania har med sine tvende Theatre ikke faaet saameget Komedi, at det ikke skulde taale mere endnu, især naar nye Personer og Stykker kommer til og vækker Interessen.

Det er meget, at Smidth som dansk Mand vil spille i det norske Theater og i Forening med norske Medspillende; det er liberalt godt, og denne Liberalitet bør paaskjønnes.

Det maa være ganske behageligt for CronborgCronborg] Jens Cronborg, dansk-norsk teatermann — som den der væsentlig raader ved det norske Theater — at kunne imødekomme sin gamle Kollega med en Villighed. Cronborg har visselig gjort det bedst af vore danske Kunstnere, idet han har knyttet sin Skjæbne til det norske Theater. Det saa voveligt nok ud for ham ifjor, da han paa en Maade maatte bryde med sine Standsfæller ved at stille sig i Spidsen for den norske dramatiske Skole. Han forlod det danske Theater, og opgav de Fordringer, han kunde have til det; men, den, som vover, den vinder, og man tør haabe, at han vil vinde. Der kommer nok en Fimbulsvinter for det norske Theater, dersom det ikke kan trække med nye, nationale Stykker — og den har alt kjendelig meldt sig, men, det vil ikke rént fryse ihjel i den Vinter; det har en sund indre Varme, og Hr. Cronborg vil leve nok saa lunt i sin Hytte, naar det fyger og stormer ude. Kan nok hænde, at det ikke bliver andet end en Hytte, han faar, men den er dog bedre end slettes ingen, som hans Kollegaer vil faa. Og naar da Vinteren er over, faar han Sommer, og da er der — efter Harens Udsagn — Hus i hver Busk.

Det kan ikke slaa feil, at jo de andre Skuespillere nære et vist Omaskab til Cronborg, fordi han saaledes har faaet sikret sin Stilling, mens han lever, og sit Navn, naar han er død; thi man vil bestemt tale om ham, naar man engang skriver Historien om den norske Skueplads. Slige behagelige Udsigter kan nok vække Misundelse hos almindelige Mennesker, men Kunstnerne skulde man tro vare saa forædlede, at saadan Følelse ikke fik Rum i Hjertet, og da nu de fleste af Cronborgs Kollegaer ere Kunstnere, tør man vel ogsaa haabe, at de ikke vil misunde ham, men tværtimod være glade i hans Lykke og understøtte ham, saa godt de formaa. Jeg vil endog antage, at det er denne glade og hjælpsomme Følelse, som har bevæget Smidth til at bruge hans Theater og Elever og derved give Indretningen en saa stor moralsk Støtte, som det stod i hans Magt. Blev han ikke bevæget af denne Følelse, maatte han som dansk Mand og anerkjendt Kunstner holde sig i fornem Afstand fra det norske Theater og saaledes knuse det med overlegen Foragt. Det er smukt at sé slig broderlig Deltagelse, og de danske Kunstnere vil vække Agtelse, idet de saaledes undergrave sig selv, thi det gjør de ufeilbarlig ved at kokettere med det norske Theater og anerkjende det. De Danske og det skandinaviske Theater skulde danne et Aristokrati, og om de end ikke gik saa vidt som de fineste Theatre i London, hvor man maa være klædt i Galla for at komme ind, saa skulde de dog slaa Krøller paa Næsen til det norske Theater, og idethele betragte det og dets Publikum som Jøderne betragtede Templet paa Garizim og Samaritanerne. Det vilde gjøre sin Virkning, og ingen Mand med Smag kunde gaa i det norske Theater, end sige rose det. De gode Danske ere ingen Politici, og vil man ikke som jeg kalde deres Handlemaade ædelmodig, maa man kalde den dum. Af dem har det norske Theater mere Nytte end alle Historier, om man skal sige Sø eller Sjø, Kyst eller Kjyst, Kys eller Kjys osv. Jeg gad nu vist, hvad det er for Raadgivere disse gode fælle Danske har. Deres Venner, de kan med Grund sige: Gud bevare mig for dem.

Nu, det norske Theater, Jeg mente at det fik en Vinter, og at den alt havde meldt sig. Kan man vente andet. Man skriver og skriver om det, og skriver bare Prosa og ovenikjøbet filosofiske Sprogbemærkninger, hvori naturligvis Alle ere enige, eftersom de holde sig oppe i Luften. Theatret, Publikum, vil have Poesi, og faar det ikke den, saa sidder det smukt hjemme, og Theatret fryser, for at blive i Lignelsen. Nu har dog Theatret gjort et Fremskridt i sproglig Henseende, idet en Mand har oversat «Til Sæters» i Gulbrandsdøl-Maal. Se det er noget andet end Snak, og Theaterkassen vil nok vide at skjønne paa det Fremskridt.

Nr. 23/1853; fredag 28.01.

[Dansk politikk]

Korrespondance

Christiania, den 26de Januar

Rigsdagen er opløst i Danmark, og der hersker et Liv og en Bevægelse dernede, som vi umulig kunne se paa uden levende Interesse. Det er ikke sandt, at vore Norskhedsivrere ere ligegyldige for Danmark; tværtimod turde det vel hende, at netop de vare de sande Venner, fordi de arbeide for en Fremtid, og aabne Muligheden af en naturlig Tilslutning til hverandre.

Mærkeligt nok, at man ikke her oppe har skrevet mere om Opløsningen af den danske Rigsdag; det er en Gjerning, som vilde give den bedste Anledning til Sammenligninger mellem vor og de danske Tilstande. Man tør vente af «Tilskueren» slige Sammenligninger, som en Mand af de faa, der kan skrive med Sagkundskab, og som har et praktisk Blik for politiske Sager.

Det ligger nu meget nær, at vi have Ro, og at vor politiske Udvikling gaar jevnt og stille for sig, medens Alt er svævende i Danmark, og Ingen véd, hvad Enden vil blive. Partierne kjæmpe mod hverandre, og Baandet, som skal knytte Statsdelene (Danmark, Slesvig og Holsten) sammen, har Ingen fundet. Det er bekvemt at sige, at Fremtiden nok vil finde det, men der ligger liden Trøst i et saadant Haab. Det er som at sige til en Mand: «Vær kun uden Sorg og Bekymring, om saa og saa mange Aar er Du død.» Sagen er at komme saalangt paa en skikkelig Maade; det er netop om den Ting Livets mange Spørgsmaal dreier sig.

Det var igrunden ingen Sag for Danmark, saalænge Krigen stod paa: da vare saagodtsom Alle enige og i Begeistringens Flugt bar man alle tunge Byrder. Den store Tanke besjelte Alle, at holde Danmark oppe som Stat og skjærme sig mod fremmed Indtrængen. Det var Poesiens Tid.

Nu er det Prosaens. Det er Spørgsmaalet at fastholde det Vundne, og forsone de stridende Elementer. Regjeringen tror at løse Opgaven ved at knytte Landsdelene sammen ved ydre Baand, og paa østerrigsk Maxel putte de forskjellige Nationaliteter under én Hat. Dette er den «europæiske Nødvendighed.» Den gjorde Begyndelsen med at forelægge Rigsdagen et Toldsystem, som skulde omfatte alle Landsdele. DetteDette] retta frå: Paa dette System vilde Rigsdagen ikke gaa ind paa, og den blev opløst. Et andet vigtigt Spørgsmaal er ogsaa i Baggrunden og som sikkerlig ogsaa bidrog til Opløsningen, nemlig den kongelige Arvefølges Overgang til en anden Linie. Det er tvivlsomt om dette havde gaaet igjennem; thi det samme Parti, som ikke vil Toldénheden, har ogsaa store Betænkeligheder ved at forandre Arvefølgen, da man øiner russisk Indflydelse i Baggrunden. Den russiske Politik er langsynt. Kunde Thronfølgen til Danmark om ikke før nogle Menneskealdre komme til det russiske Keiserhus, saa var Kortene godt blanda. Dette sér «Majoriteten» paa den danske Rigsdag og Landets bedste Penne ere i Virksomhed; de udtale ikke denne Frygt saa ligefrem, men den læses godt mellem Linierne.

Det er Kjærnen af Landets oplyste Borgere, som staa i Opposition til Regjeringen — det er væsentlig Embedsstanden, og det er en Opposition, som ikke er at foragte: Kundskab er Magt.

Det er denne Magt Bladet «Fædrelandet» med sin «Eiderpolitik» staar i Spidsen for. Det er ikke saa ganske klart, hvad denne Magt vil. Den vil ikke vide af Samstaten, Toldénheden, en forandret Arvefølge og overhovedet ikke af tydsk og dansk Sammensmeltning; man faar nok tildels vide, hvad den ikke vil, men hvad den vil faar man ikke saa let at vide. I sidste Hæfte af «Nord og Syd» kalder GoldschmidtGoldschmidt] Meïr Goldschmidt, dansk journalist og forfattar dens Politik «Følelses-Politiken,» fordi den véd at slaa an de nationale Følelser og kjerer sig ikke stort om den praktiske Forstand.

Det være nu rigtigt eller ikke, hvad Goldschmidt siger, saa er det dog vist, at denne Politik finder Gjenklang hos det danske Folk i Almindelighed og det nytter vist ikke stort for Regjeringen at opløse Rigsdagen. Naar man i næste Maaned vælger igjen, kommer vel Oppositionen stærkare tilbage end før. Men da vil Krisen komme: at opløse Rigsdagen nok engang gaar ikke vel an, og gjør Regjeringen hvad den vil uden Rigsdagens Samtykke, er Forfatningen brudt. Ministre af «Majoriteten» Monrad,Monrad] Ditlev Gothard Monrad, dansk politikar LehmanLehman] Orla Lehmann, dansk politikar etc. kunde overtage Styrelsen, men var «Martsministrene umulige under Krigen, blive de vel ligesaa umulige under Freden.» Spørgsmaalet er det samme: Skal man skille de tydske Dele fra de danske, eller holde dem sammen? Men hvorfor er der Revolution i Danmark, fordi Ministrene sidde i Minoriteten? I Norge er det ingen Revolution om Storthinget gaar i Vest og Regjeringen i Øst, det gaar tværtimod nok saa godt, og det turde hende, at man fik ligesaa mange Stemmer for, at Storthinget skulde rette sig efter Regjeringen som at Regjeringen skulde rette sig efter Storthinget. Er det fordi Danmark har et Tokammer, medens Norge kun har Etkammer eller en Slags Blanding af begge? Er det fordi Valgmændene stille sig i Danmark, medens de i Norge holde sig beskedent tilbage og lade sig ligesom nøde til at modtage Valget? Eller er det fordi man tror, at den virkelig oplyste Folkevilje bedre er repræsenteret i Danmark end i Norge? Eller er det fordi Ministrene i Danmark ligesom i England ikke, som i Norge, betragte Ministerpostene som Levebrød, men som Honnørs Poster, hvor man da har den Garanti, at ingen Minister vil sidde længer end Æren og Landets Vel kræver?

Det er vel noget af Alt dette, som gjør, at Danmark vil begynde med at ligne England. Det er vist ogsaa det Rigtige; da véd Folket, hvad paafølger; det vælger sine Repræsentanter med større Omtanke og det kan med Tillid sé op til sin Rigsdag, og denne har igjen et Ansvar, som maa virke gavnligt paa dens Gjerning. Da er det Statsmagt mod Statsmagt og Værdighed og Alvor i Legen. Saaledes som det er her hos os, kan det ikke være Tale om egentlig Alvor; Kampen mellem Regjering og Storthing synker ned til Ubetydeligheder, hvorover man formentlig med Rette blot gjør sig munter. Man véd godt, der ingen Fare er paafærde. Ministrene gaa ikke af, hvormed Statskassen synes vel tjent, siden en Minister ikke kan finde sig i at træde ind i en anden Embedsstilling, og Storthingsmændene blive ikke hjemviste til Afknapping i Diæten. Det gaa saa lunt til som i en koselig Stue, hvor Husbonden er en Humorist, der bringer alle Misfornøiede til at smile, naar de har hakket og hamret længe. Kan vi have det bedre? Det er som hos Præsten i Wakefield.

Det er imidlertid et Spørgsmaal, om det ikke ogsaa her vilde blive mere alvorligt, naar Sagerne som nu i Danmark havde noget paa sig. Det vilde nok blive alvorligt, og man opløste kanske Thinget, men Ministerne sad bestemt, og gjorde som de trode rigtigt, uden at bryde sig om Storthinget, ligesom de danske Ministre lader til at ville gjøre. De danske Ministre bør lære af de norske, hvorfor gaa til England og lære Aftakkelse. Det engelske System kommer saa aldrig til at slaa Rødder i Danmark ligesaalidet som i Norge, og naar man derfor i disse Lande taler om en parlamentarisk Regjering, maa man ikke tage en saadan Talemaade efter Bogstaven. Det gaar ikke an at slaa over med én Gang fra en Enevoldsregjering til en parlamentarisk; man skaber ikke den saa let som Grundlove; den maa voxe frem gjennem Aarhundreder.

Nr. 25/1853; søndag 30.01.

[Frå teatret: C.P. Riis’ Til Sæters]

Korrespondance

Christiania, den 28de Januar

«Til Sæters» har nu gaaet tvende Gange paa det norste Theater paa sit Bygdemaal — Gulbrandsdølsk skal det være, — men rént er det vist ikke og det vilde vel heller ikke gaa an at lade en Dialekt være rén, da der ere saa mange Ord i den, som Byfolk ikke forstaar. Det er vel derfor det rettaste ligesom her at tage saameget som brugeligt kan være og forresten have Bogsprog. Det bliver en Blanding, forstaar sig, men intet af Sprogene er fuldkommen rént og de Flestes Øren stødes ikke ved Blandingen, allenfals stødtes ikke Publikum: det var i det bedste Humør, og naar rigtige Dølevendinger kom, virka de som antændende Gnister. Man kjendte sig igjen i disse Vendinger; de vare ligesom gamle Minder der kaldtes tillive hos os. Mange ville kanske sige, at det var det komiske i disse Ord, Tonefald og Vendinger, som tiltala; ogsaa det; men den egentlige Grund var, at vi følte, at saa talte vore Fædre og Mødre i flere eller færre Led tilbage eftersom Ens Familie i flere eller færre Slægtfølger havde været «Fremmindfolk» — et betegnende Ord for By- og Embedsstandens Løsrivelse fra det Nationale. Det er «Fremmind» og «Fremmindfolk» (udtales Fremmendfok) siger Bonden og han har ved dette Ord bedre betegnet Forholdet end alle filosofiske Distinktioner. Det er det egne ved Folkesproget, at det gaar lige paa Sagen — giver Barnet sit rette Navn — og ved nærliggende Billeder giver Tanken paa én Gang forstandig Klarhed og poetisk Fylde. Oversætteren af «Til Sæters» havde paa flere Steder været heldig til at træffe slige Vendinger, og de gjorde, som sagt, sin Virkning.

Det er meget, at man fra Scenen taaler slige Vendinger og overhovedet det mindste Tilsprang til Bondesproget. Det beviser — tykkes mig — mere end alt andet, hvormeget man nærmer sig det Gamle igjen, og hvor stærk Modvirkningen er paa Danskheden. Nogle Aar siden vilde man have skreget over Smagens Fordærvelse, dersom Bygdemaalet skulde været hørt fra Scenen. Vel lod man enkelte Ting gaa, f. Ex. Aagaats Vise i Fjeldeventyret, men dette var noget enkeltstaaende og blev mere betragtet som en Kuriositet, man med en overlegen Mine saa og lo af. Nu derimod gaar et helt Stykke, og ingen drister sig til at opponere. Hvad mon Posten vil sige til denne Vanhelligelse af Kunsten; kanske den tier stille af Frygt for en stærk Modmening; gjør den det, har den ingen Tro paa sin Mening, og da er den ikke saa respektabel som man havde Grund til at vente. Man maa forresten ikke forvexle Posten med dens Theaterreferent, der i den senere Tid har lagt for Dagen, at den kan skrive baade i bunden og ubunden Stil noget ret godt. Jeg kjender ikke Referentens norske Troesbekjendelse; men er han ikke fast i Troen, tykkes mig, han bør støde i Hornet for det skandinaviske Theater; dette Bygdemaal fra Scenen er det mést fuldstændige Oprør mod den danske Theatertunge, som det vel er muligt at puste op. Skal de revolutionære Plebeier vinde? Er her da intet Aristokrati med Saft og Marv til at gjøre Modstand? Det er ordetlig trøstesløst: et Aristokrati gjør altid sin store Nytte baade i Politiken og Smagen. Men, vore Forhold ere smaa, alle ere de igrunden jevne gode Borgerfolk, og det er derfor ingen Tvivl om, at et Aristokrati her vilde blive løierligt, men derfor kunde man dog prøve paa at være Aristokrat; det gaar altid ufuldkomment i Førstningen.

Dersom de ivrigste Politici paa Landet læste Aviser og kunde slutte fra en Lighed til en anden, vilde de af disse Sprog- og Theatergreier komme efter, at her igrunden intet Aristokrati var, og det maatte være dem en stor Lise: de ere saa rædde Aristokratiet i Christiania, at man maa have den hjerteligste Medlidenhed med dem. Saasnart de sé en Mand med Barter f. Ex. er han dem en Aristokrat; havde de nu været i det norske Theater skulde de have seet Folk med skogande tykt Skjæg at klappe, og de vilde have omfavnet dem, dersom Politiken ikke ganske havde fortørret deres Hjerter. Her er altsaaaltsaa] retta frå: altfra intet Aristokrati, allenfals er det saa lidet, at det tier for Øieblikket, og sér paa det mest usigeligløse*) Demokrati.

Det sér fælent ud. Hvem aabyrgestaabyrgest] retta frå: aabyrstee (kaverer) for, at her ikke kommer flere Stykker paa Theatret i Bygdemaal? Begyndelsen er gjort, og det er ingen givet at sé Enden.

Stykket blev godt spildt; Begynderne vare saa gode Bondegutter og Jenter, at det var en Lyst; det var Stillinger som laa dem nær. Jomfru SørensenSørensen] Thora Sørensen, dansk skodespelar var en saa god Sigrid som man kan sé nogen Fjeldjente, og hun talte sit Bondemaal upaaklageligt ligesom de fleste andre Medspillende; de glat ud af det imellem, men det var dog ikke paafaldende, og Illusionen var derfor god. Slige Stykker kan sandelig gives til Fornøielse paa det norske Theater, bare det havde nok af dem. Men nu kommer det vel til at tygge paa dette saalænge, indtil det bliver usmageligt. Skylden er imidlertid ikke hos Theatret; det gjør, hvad det kan, og meget er det, at Hr. CronborgCronborg] Jens Cronborg, dansk-norsk teatermann kan have drevet disse Begyndere saavidt i den korte Tid.

I disse sidste Dage har man seet en Erklæring fra DHrr. Monrad,Monrad] Marcus Jacob Monrad, filosof KnudsenKnudsen] Knud Knudsen, skole- og språkmann og Østgaard,Østgaard] Nicolai Ramm Østgaard, forfattar hvori de sige at de staa til det norske Theater blot som raadgivende Sprogtilsynsmænd. Rygtet skulde have givet dem en bedre Post, men de vil ikke have en saadan Post, lader det til. For nogen Tid siden lagde ogsaa Lektor FriisFriis] Johan Friis, klassisk filolog fra sig alt Samkvem med det norske Theater. Dette syntes ikke at være noget godt Mærke, enten paa Theatrets Tilstand eller paa de ærede Herrers Interesse for norsk dramatisk Kunst. Naar Theaterbestyrelsen trodde at de kunde støtte Theatret og bad dem om en Haandsrækning, saa synes intet naturligere, end at de som dannede Mennesker og Embedsmænd toge sig af en Indretning, som kraftigt maa understøttes, skal den kunne bestaa. Det var en Pligt for dem at yde en saadan Understøttelse, dersom de trodde en slig Indretning gavnlig; skal man nemlig ikke faa Hjælp af slige Folk, saa ere Udsigterne lange; men kanske man ikke har bedet dem om andet end Sproghjælp, og da er det i sin Orden at gjendrive Rygtet, uagtet en slig Gjendrivelse ingenlunde er skikket til at anbefale Theatret. Det havde neppe skadet et Grand den gode Mening, Folk har om deres æsthetiske Forstand, om de end havde ladet være en saadan Fralæggelse, og selv om En eller Anden skulde have draget deres æsthetiske Skjønsomhed i beskeden Tvivl i Anledning af de mindre gode Stykker, saa tykkes mig, at de godt kunde have sat Theatrets Vel over sit eget i en saadan Sag, da de vilde have gavnet Theatret meget og skadet sig selv saare lidet.

Naar man derfor taler om Interessen for det norske Theater, maa man ikke tro, at ret Mange gjøre noget egentlig for det. Det er en Publikuminteresse, der gjør meget, fordi den kommer fra saa Mange, men nogen egentlig personlig Interesse har vist Faa, saa at de skulde ofre Penge, Umage eller virkeligt Arbeide. Folk er dorske, og naar det ikke angaar Ens kjære Jeg, saa lader man Tingen seile sin egen Sjø. Deres Tal har aldrig været stort i Verden, som sætte Ideen høiere eend egen Bekvemmelighed, og lade en Fornærmelse mod det de tro paa, være en Fornærmelse mod dem selv. Troen er hos dem en død tro, maa vide.

Med andre Ord, de udmærkede Mænd, de egentlige Genier have altid været sjeldne.

*) Jeg siger usigeligløse istedetfor buxeløse, som blev indført med den franske Revolution. Jeg holder mig altsaa til de smagfulde Engelskmænd, som kalder Buxer de Uudsigelige (inexpressibles). Han stak Hænderne i Lommerne af sine Uudsigelige, siger Bulwer.Bulwer] Edward Bulwer-Lytton, engelsk forfattar Han mener da i sine Buxelommer, som er et alfor ufint Ord.

Nr. 29/1853; fredag 04.02.

[Humanisme]

Korrespondance

Christiania, den 2den Februar

Skolemændene danne tvende Leire, nemlig Realisterne og Formalisterne; man kalder ogsaa disse sidste Humanisterne, men det er vildledende, da alle maa være Humanister og betragte human Dannelse som Skolens egentlige Endemaal, ligesaavist som den humane Dannelse er Endemaalet for den menneskelige Aands Udvikling i Livet. Skolen kan ikke sætte sig en anden Opgave end Livet; den skal være Livet idealiseret; hvad man gjennem Livserfaring maa bruge 10 Aar for at lære, det skal man gjennem Skolen lære paa 1 f. Ex. Skolen er en Beinvei til Fuldkommenhedens Maal; derfor kan en liden Skolegut være kommen længer i Kundskaber end en gammel Mand, som blot har lært af Livet; han kan endog være kommen videre i human Dannelse. Hvor fornuftig, billig og velvillig kan saaledes ikke en velopdragen Skolegut være mod en voxen Mand, som er uvidende?

At adskille Skolemændene i Realister og Humanister, gaar ikke an: alle ere de Humanister; Livet er en Humanist, og dersom det understøttes af lidt Skole, er det den bedste Humanist, for ikke at sige den eneste.

Humanist kommer jo af homo (et Menneske), humanus (menneskelig), altsaa Humanist: En, som selv vil blive menneskelig, eller gjøre Andre menneskelige. Det er dette Sidste Skolemændene vil gjøre, hvor man da forudsætter, at de først have gjort sig selv menneskelige, før de ville lære Andre at blive det.

At være menneskelige maa da her sige, at være saa, som Menneskene bør være, at eie alle Hovedets og Hjertets gode Egenskaber. Først da er man Humanist.

Naar man opfatter Begrebet Humanist paa denne Maade, og saa bør det formentlig opfattes, maa man finde det ligefrem latterligt at kalde Studiet af det gamle Sprog det humanistiske — saaledes som man uden videre gjør. Skulde nogen særegen Dannelse fortjene at kaldes human, maatte det vel nærmest blive den religiøse, ihvorvel den ogsaa er for ensidig selv i sin ædleste Skikkelse: man kan nemlig være et fromt godt Menneske og dog høist uvidende.

Theologen (den religiøst Dannede?) er altsaa ingen Humanist; Grækeren og Latineren ligesaalidt. Ingen er naturligvis Humanist: det er formeget at være saameget. Humanismen er Idealet for vor aandelige Stræben.

Og alligevel har man stillet Realisten som Modsætning til Humanisten! Ja, hvad har man ikke gjort! De menneskelige Forryktheder ere sene at opregne.

Gaar det da an at stille Realister og Formalister op som Modsætninger?

For at kunne besvare dette Spørgsmaal, maatte man først vide, hvad en Realist og en Formalist er.

Realist kommer af res (en Ting, noget man kan tage og føle paa i Modsætning til det, som blot tænkes), altsaa en Realist, En, som holder sig til det, man kalder praktisk nyttige Ting. Bonden, Haandverkeren, Bjergmanden, den Søfarende osv. ere da de egentlige Realister. En Sømandsskole, en Landbrugsskole, en Tegneskole, et mekanisk Institut, en Haandverkers Verksted blive saaledes de sande Realskoler. Imidlertid tager man ikke Tingen saa ligefrem paa Ordet, men kalder de Skoler Realskoler, som have et vist praktisk Tilsnit, hvor man f. Ex. læser levende Sprog, Naturlære, Mathematik (?) og overhovedet Saadant, som ligger nær til Anvendelse i det daglige Livs mangeartede Forhold.

Formalist er derimod den, som ikke spørger om det Brugbare, om Indholdet, om Tingen, om Kundskaber, men blot om det for Aanden skjærpende i alt dette. Aandens Udvikling er Hovedsagen for Formalisten. Han betragter Aanden som en Kniv, og Skolen, Fagene, som Slibestenen. Undervisningen er for ham et Schakspil, der er ligesaa nyttigt som Syslen med nyttige Kundskaber, blot Aanden kan blive slebet som en Ragekniv, saa er der nok at skjære paa for den. Nu finde Formalisterne den bedste Slibesten i de gamle Sprog; derfor holde de paa at rulle den Sisyphussten.

Naar man, som vanligt er, opfatter Realister og Formalister saa adskilt, kan der nok blive Anledning til Strid mellem dem, men det Sande er nok, at de ikke maa adskilles, uden at al Undervisning bliver død, ligesom Mennesket dør, naar Aand og Legem adskilles; de maa virke i Samklang, og man kan alene som en Tankeprøve skille dem ad. Det fornuftige Menneske tænker dem som Et og overlader Lægen Kadavret (det døde Legeme) og Psychologen den abstrakte Aand. Det kan være nyttigt, hvad disse Herrer gjøre, vel at mærke, dersom de anvende paa det levende Menneske, hvad de lære.

Det var mod denne Adskillelse af Realister og Formalister, jeg ivrede i en Artikel ihøst en Gang, idet jeg stræbte at paavise den inderlige Sammenhæng, som maa finde Sted imellem dem, og hvorledes man ikke kan sætte det Ene over det Andet. Det Ene bliver raat og grovslagent, det Andet bliver bare Luft, som er altfor fin for vore Aanderedskaber. Det var — som bemærket — dette jeg ivrede imod, uagtet Spørgsmaalet nærmest var stillet som en Modsætning mellem det praktisk Nyttige og det Videnskabelige. Det er denne samme Tohed (dualisme) som stikker Hestefoden frem i alle disse Undersøgelser, hvordan man end snur og dreier Spørgsmaalene.

Det forundrede mig derfor, da jeg i Morgenbladet forleden Dag saa, at Overlærer K. KnudsenKnudsen] Knud Knudsen, skole- og språkmann regnede Korrespondenten i Drammens Tidende blandt en af sine Modstandere. Han maa have misforstaaet den omtalte Artikel. Jeg haaber, at Hr. Knudsen er ganske enig med mig hvad jeg har sagt om disse Ting, allenfals er jeg fremdeles enig med ham i hans Ivring mod de gamle Sprog som den ene Vei til Aandsdannelsens ophøiede Hjem. De gamle Sprog ere sikkerlig Guld, men man kjøber dette Guld altfor blodigt dyrt. Dog, her indtræder Begrebsforvirringen, Grunden til den tilsyneladende Uenighed mellem Knudsen og mig, den Begrebsforvirring nemlig, at man forvexler de gamle Sprog med den formale Dannelse. Det er netop det, som maa bevises, at de gamle Sprog ere saa formativt dannede for Aanden, og staa som Modsætning til Pugeri. Jeg tror nu det omvendte er det rigtige, under enhver Omstændighed, at disse Sprog ere ligesaameget Hukommelses- og Sagkundskab som formelt dannende, som Slibestene for Aanden.

Spørgsmaalene bør holdes ud fra hverandre. Man kan tale om de gamle Sprog, om de nye, om Mathematik, om Naturvidenskaberne, om Alt, hvad et Menneske maa lære. Det er en Ting, men Realisme og Formalisme, det Nyttige og Unyttige osv. maa ikke blandes med i de Undersøgelser uden som Noget, der leilighedsvis kan komme til Anvendelse, Uklarhed er den væsentlige Aarsag til Strid og Misforstaaelse. Jeg vil naturligvis ikke her sige at Knudsen gjør sig skyldig i denne Begrebsforvirring mere end andre, som behandle disse Gjenstande, men, saavidt jeg har opfattet ham, anlægger han Striden paa den gamle Grund, og da Grunden er ustø, faar selv den bedste Bygning lidet Hold. Skulde jeg tillade mig at have nogen Mening om Knudsen, vilde den være meget god. Han er desuden en flittig Mand; han tager Haand med i Tidens Bevægelse og driver den fremad.

Nr. 31/1853; søndag 06.02.

[Marknaden]

Korrespondance

Christiania, den 4de Februar

Igaar var det den sidste Markedsdag, men idag er ogsaa tagen med; nu ikvel river man dog ned Skjappene, og Torvet er mere folketomt. Det har været et gjildt Marked, sige de Fleste. Det er ikke tidt man hører en slig Tilstaaelse; det Vanlige er at klage og sige om det som er forhaanden, at det er det Sletteste.

Det er ogsaa rimeligt at dette Marked maa havde været gjildt, da Føret har været godt og Føret forhen har været saadan, at Folk fra Landet næsten ikke har kunnet komme frem. Derfor har her ogsaa været saa fuldt paa Værtshuse og Hoteller, at Værterne har maattet leie Værelser hos Andre for mange af sine Gjæster; og de, som kom ind paa de sidste Markedsdage, fik gjerne det Raad af Folk, de mødte paa Veien, at det var bedst at vende om, da der intet Hus var at faa i Byen. Det ligger derfor meget nær, at Husværterne have gjort gode Affærer; ligesom ogsaa Dandseholderne, Gjøglerne, Karrusseleierne, Koncertgiverne, Theaterne og overhovedet Alle, som maa have en stor Masse at tage af for at finde Nogle for sig.

Man pleier at siige om Markederne, at Brændevinskipperne har størst Fordél af dem; det kan man neppe sige om dette Marked: man har ikke seet saamange fulde Folk, som vanligt. Det være nu fordi Folk ere mere ædruelige eller fordi Politiet har bragt de altfor overstadige Mennesker til Besindelse; nok Alt synes at have gaaet nok saa ganske ordentlig til; mere ordentlig end man kunde vente i en saadan Folkestimmel; man har gaaet af Veien for hverandre og délt broderligt det lille Rum, som Torvet og Gaderne have levnet. Ind paa Salene og i Theatret har man nok traadt hverandre paa Foden, men det har dog gjerne skeet med et: «om Forladelse!»

Det kunde nok lønne Umagen at omtale de forskjellige Markedsforlystelser; det er vistnok gamle Historier, men det er Historier, som altid ere nye. Det virkeligevirkelige] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: ønskelige Liv er altid morsomt baade at læse om og tumle sig i. Men, jeg rækker ikke alt og faar derfor lade det være. Drammenserne har desuden selv Marked og har saaledes Adgang til at sé med egne Øine, og det er dog stedse det Bedste. Kan nok hende, at de ikke har tyrkisk Karrussel; men RigoRigo] Joseph Riego, sjonglør og linedansar og AlwerströmAlwerström] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: AlfinstrømAlwerström] Alwerström, uidentifisert gjøglar komme bestemt ogsaa derbort, og inden den Tid kunde det hende at AlwerströmAlwerström] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Alfinstrøm har faaet igjen sin Stemme, som han her har skreget bort, og der kommer vel Sluffer derhen baade med det ene og andet Slags Folk.

Her har været smukke Heste, og mange sige at Prisen har været høi. Synd at man ikke fik kjøre paa Isen, en Politiplakat forbød det; men Forbudet kom deraf, at Isen ikke var stærk, og alligevel tog man Forargelse af Forbudet. Man tænkte vel som saa, at Friheden til at dræbe sig ikke kan blive En berøvet, især i en fri Stat. Man vilde blive advaret mod en slig Udaad, men ikke forbudt at øve den.

Priserne paa Tømmer skal være gode, og det kan ikke slaa Feil, at jo Tømmerkakser har ladet Champagne flyde i slige Tider; forresten er ikke Markedstiden den rette; det er ved St. Hans, at Tømmerhandlerne hæve sine meste Penge. Der sér man Følgerne af NapoleonsNapoleons] Napoleon III, fransk president, seinare keisar Regjering. Der skal i langsommelig Tid ikke have været saadanne Tømmerpriser i Frankrig. Man sælger nu maadelig Last til høiere Priser end før den bedste. Bønderne faa nok dette at vide, og man kunde sé paa mange Østerdøler, at de følte sin Magt.

Alligevel maa man laane i Hypothekbanken. DHrr. Forretningsmænd, som ere Mellemmænd i slige Laan, have i disse Dage ikke havt synderlig Tid til at gaa Markedsgang. Tiderne kan være saa gode de vil: er Laan at faa, saa laaner man, og til den lovbefalede Rente, svarer det altid Regning for den, som kan bruge Pengene, og kan man ikke bruge dem, svarer det ogsaa Regning; det er dog en Galgenfrist.

Jeg gjemmer det Bedste tilsidst. Udsalget paa Bazaren (paa Børsen) nu i Markedet var smukt. Man har af Bekjendtgjørelserne seet, at nogle af Byens bedste Kvinder har opfordret til at indsende til de Fattige. Disse indsendte Sager — mést kvindelige Haandarbeider — bleve nu solgte paa Børsen, og smukke fornemme Damer var Butikjomfruer. Kan ikke negtes, at det saa lidt affekteret ud; men Kritikken bør være saa god at tie, hvor alt er saa velmént og kjærligt. Man bør nok heller finde det rørende, at de Lykkelige i Livet komme den Fattige saa meget ihu, at de paatage sig en Tjeners Skikkelse for at hjælpe ham. Det bliver dobbelt rørende naar man sér disse smukke unge Damer, der nu staar og sælger for Enker, som kanske engang vare ligesaa straalende som de, og naar man tænker paa den Mulighed, at andre engang saaledes ville staa og sælge for dem. Man kunde føle sig opfordret til at digte over Sligt, og jeg vil haabe, at her findes saamegen Poesi i Christiania, at der kommer smukke Sange om Udsalget paa Bazaren. Man rimer over mere prosaiske Ting i Verden. De smukke Hænder havde syet og broderet de Ting, som de solgte, og Enker med faderløse Smaa skulde faa Lønnen. Jeg tillader mig at have Medlidenhed med den Mand, som ikke gik derhen for at opbygge sig, og følte ingen større Sorg end den, at han ikke kunde kjøbe Altsammen for at give det bort igjen, og dog er det et Spørgsmaal, om man ikke bøier den Arme, som maa modtage slige Gaver, dobbelt ved at skride til saavordne Foranstaltninger. Der ligger nemlig noget altfor meget i dem. Det er ikke Livets almindelige Gang; det er formeget extraordinært.

Nr. 35/1853; fredag 11.02.

[Christiania]

Korrespondance

Christiania, den 9de Februar

Nu er der Marked i Drammen. Drammen har det nu ligesaa godt som Christiania for 8 Dage siden; kanske bedre; thi der staar i mange Egne af Landet mere Ry af «Branæs-» end af «Christians»-Marken. Skindhandlarar og Skræppekarar drage heller til «Branæs.» «I Branæs er det bedst Kjøb paa Kram næst Bergen.» I Hestehandelen drives ogsaa godt paa Branæs; dog turde det hende, at Christiania heri har Overtaget; men saa taber det i Tømmerhandelen. Kommer nu hertil, at Drammen har Komedie nu i Markedstiden, skal den ikke staa forknyt lige over for Hovedstaden.

Man er tilbøielig til at overvurdere Christiania og stille det saa høit paa Straa mod de andre Byer. Forstaar sig, at Christiania som Hoved- og Universitetsstad har sine Fortrin, bare man ikke anslaar disse Fortrin for høit og glemmer de Misligheder, som disse Indretninger fører med sig for Byen, navnlig i sædelig Henseende og overhovedet i Friskfyreri. Christiania er et Drivhus; der er megen Frugt, men den er umoden; den skal jo netop bringes til Modenhed der; men saasnart den er moden, fordeler den sig rundt det øvrige Land, med Undtagelse af den, som ansætter sig i de gjæveste Kræmmerhuse, hvoraf der i Christiania naturligvis ere langt flere end i de øvrige Byer; men denne Frugt kommer gjerne tilbage igjen som noget for gammel; det er ikke længer den friske modne, det er den sammenskrumpne. Christiania er altsaa væsentlig umoden og for gammel Frugt, i andre Byer og paa Landet er den friske modne.

D’er ikke Under, at Christiania vil være toneangivende. Forresten skal ikke de andre Byer argre sig: Christiania udøver ingen Terrorisme, hverken i Smagen, Moden eller Politiken, saaledes som Paris f. Ex. gjør ved det øvrige Frankrig og den hele Verden, og man skal vel neppe heller beskylde Smaabyerne*) for at danse efter Christianias Pibe. Den eneste Hovedstadsindretning jeg véd Smaabyerne blindt tog efter, det var Karrusseller; de havde ikke været i Christiania et Par Maaneder, før de oprettedes paa mange Steder, og havde man ikke Heste, saa trak man den med Mandmagt. Christiania udøver altsaa intet Overherredømme over de øvrige Byer og har heller ingen videre Berettigelse dertil. Denne min Mening klinger maaske noget rart, og jeg skal da heller ikke fremsætte den som nogen Troesartikel. Anbefaler den sig ikke ved sit ægte «Klangpræg», nytter desuden alle Grunde og Overtalelser til ingen Ting.

Det véd jeg dog, at Mange i Smaabyerne — kanske ogsaa i de større — vil holde med mig; i Christiania derimod faar jeg vel Modstand; men saa indvender jeg, at de gode Folk ere sine egne Dommere, og det gjør dem efter alle Regler for en paalidelig Dom inhabile.

Jeg kan saaledes aldeles ingen Notits tage hverken af Modstandere eller Medholdsmænd; thi vedbliver jeg: Vil man faa en paalidelig Dom over Stillinger og Forhold, skal man ikke søge den i Christiania, men hos enkelte dygtige Mænd i de andre Byer og paa Landet. Jeg henviser til Enhvers egen Erfaring, som har været udenfor Christiania; har han hørt saa sundt Omdømme af nogen Toneangivende i Christiania som hos enkelte Embedsmænd f. Ex. paa Landet og i de andre Byer, saa farer jeg med Fjas.

Det ligger derfor uendelig megen Komik i smaa Kliquer af unge Mennesker i Hovedstaden, som ville regulere Smagen. Det er Ægget, som vil lære Hønen værpe. Dersom man ikke var saa menneskekjærlig at glæde sig med Mennesker, som gaar i slige salige Indbildninger, kunde man ærgre sig.

Er man saa heldig at komme sammen med dannede Mænd, som ere flyttede fra Christiania, skal man høre, hvor sundt de bedømme den og Livet derinde; hos dem er den rensede Smag at søge; de have Kundskaber og en udstrakt Erfaring og saamegen Ungdomsfriskhed, at de kunne forene begge Dele i det rette Forhold. Folk, som aldrig have været udenfor Christiania undtagen maaske som Smaagutter, mangler saare meget for at kunne have et sundt Omdømme, og de, som ere komne tilbage som gamle, høitstaaende Embedsmænd, ere i Regelen sløve.

Man maa føle Respekt for Studenterstanden baade fordi den engang bliver Landets intelligente Kjærne, og fordi Ungdommen ofte træffer det Rigtige, men Studenterne ere dog — almindelig talt — blot Børn.

Hvad nu Christiania anbelanger som By med næringsdrivende Borgere, Kjøbmænd, Haandverkere osv., da møder det vel ikke synderlig Modsigelse, om man med Hensyn til disse sætter mange af de andre Byer høiere. Christiania er i stigende Opkomst, og Befolkningen er derfor som i alle slige Byer strømmet ind fra alle Kanter; det kan være dristige Folk, men i Regelen uden synderlig Dannelse; man faar ikke Tid til at lære noget.

Saaledes maa det være efter Theorien, og saaledes er det ogsaa i Virkeligheden. Man har hverken af Kjøbmands- eller Haandverksstanden fundet nogen dygtig Storthingsmand i Christiania endnu, paa langt nær ikke saa god som i mange af de andre Byer. Denne Maalestok er vistnok ikke saa ganske paalidelig, men den tjener dog til et Maal, i Mangel af nogen bedre.

Drammen kan derfor ture sit Marked og sige til Christiania: «Hinter dem Berge wohnt auch Leute.»

Trykfeil i forrige Korrespondance

Alfinstrøm istedetfor Alwerström;Alwerström] Alwerström, uidentifisert gjøglar det ønskelige Liv osv. istedetfor det virkelige Liv.

*) Ved Smaabyer mener jeg naturligvis ikke Drammen.

Nr. 37/1853; søndag 13.02.

[Mormonarane]

Korrespondance

Christiania, den 11te Februar

I Hovedbladene har i disse Dage været aftrykt en vigtig Departementsindstilling, om Mormonerne ere at anse som kristelige Dissenter eller ikke, og om de derfor kan nyde godt af den Religionsfrihed, som Dissenterloven af 1845 tilsteder. Det er nu afgjort, at Mormonerne ikke ere at anse som kristne Dissenter, og at en særskilt Edsformular ikke bliver at udstede for dem, hvorom det nærmest var Spørgsmaal. Men dermed er dog ikke udtalt, at Staten ikke vil taale dem; den har alene gjort det umuligt for dem, at vidne, idet den ikke kan erkjende nogen af deres Forsikringer som retlig bindende. Videre kan Staten neppe gaa, førend en Lov enten forbyder dem at leve og virke hertillands eller ogsaa ganske aabner dem Adgangen dertil. Det skjønnes nemlig ikke, at Regjeringen efter den bestaaende Lovgivning kan lægge dem flere Hindringer i Veien, end den har gjort, og man kan alene ramme dem, forsaavidt de forgaa sig mod de borgerlige Love. Det forstaar sig, at de ikke kunne nyde Retsgoder, der ere knyttede til Bekjendelsen af den kristelige Religion, f. Ex. indgaa Ægteskab, men de maa dog kunne søge Erhverv, og nyde den almindelige Retssikkerhed. Det er dette som endnu ikke er taget fra dem og vil troligvis heller ikke tages.

Hvad der er gjort ved dem er — som antydet — blot det, at Regjeringen ikke kan erkjende dem for en kristen Sekt, og derfor ikke efter § 10 i Dissenterloven foreskrive dem nogen Edsformular. Vor Stat har altsaa erklæret Mormonerne for ikke Kristne. Denne Kjendelse er fældt af saa dygtige Mænd og efter en saadan alsidig Prøvelse, at det vilde være usømmeligt at dadle den. Der har vistnok hersket Strid, idet enkelte høie geistlige Embedsmænd og det theologiske Fakultet trodde at maatte kalde dem Kristne trods deres forvirrede og afvigende Lære, men Rigets første Biskop og Departementet antog det Modsatte, og Kongen billigede denne Antagelse. Alt er saaledes i bedste Form.

Det minder stærkt om en død og begraven Tid, naar man saadan ser Mennesker veiede paa Veieskaalen og fundne for lette, og derved erklærede uværdige til at nyde godt af Samfundets Goder. Det er en Slags foreløbig Dommedag, som det ene Menneske holder over det andet, og da nu det Menneske, som dømmer, har Magten, maa man respektere Dommen, uagtet man nok i Hjertet appellerer til den store Overdommer; men hans Dom falder saa sent, at der er liden Trøst i denne Appel: begge Parter ere nemlig døde naar denne Høiesteretsdom falder, og saaledes er man henvist til den trøstesløse Tanke, at den, som har Magten, indtil videre har Retten. Det gjælder altsaa at skaffe sig Magt, og man antager jo netop, at dette er Mormonismens væsentlige Tanke. Det slaar ikke feil, at jo Mormonerne engang ville holde en lignende foreløbig Dommedag over mange Sekter, naar de nu ere komne til Magt og Vælde; de vil exekvere sine Domme og kaste de Fordømte ud i det yderste Mørke.

Man bliver ganske underlig tilmode, naar man tænker tilbage paa Kirkehistorien og ser den ene Sekt holde saadanne foreløbige Dommedage over den anden. Høiesteretsdommeren tier stille og ser paa al denne Justits; han lader alle disse Underretsdomme blive exekverede. Retfærdigheden lægger Fingeren paa Munden og tier stille; denne Taushed er ængstende i høieste Grad, og man tæller forgjæves de Mennesker, den har bragt til Fortvivlelse.

Mon den Tid nogensinde kommer, at man ophører med disse Underretsdomme og opsætter sin Formening indtil Høiesteretsdom er falden? Der skal en stærk Tro paa Menneskeheden til at haabe det, og Kjendskab til dens Historie berettiger neppe til et saadant Haab; den vil nok vedblive at afsige og exekvere sine Underretsdomme, saalænge Jorden har saamegen Livskraft, at den kan nære Mennesker, og naar den dør af Ælde, vil der hverken være Mennesker til at dømme eller til at blive fordømte; da bliver det Slut paa det Hele; da gaar Jorden som et Lig — saaledes som Astronomerne antager om Maanen — og da vil der Ingen være som tænker, idet han ser hen over den fortørrede Flod: her forfulgte Menneskene hinanden, dømte hverandre og kastede hverandre i Fængsel for Ting, som de ikke kjendte noget til. Men da er ogsaa Høiesreretsdommen falden. Da sidder Retfærdigheden som ScipioScipio] Scipio den yngre (Publius Cornelius Scipio Aemilianus Africanus minor), romersk hærførar paa Carthagos Ruiner.

Mormonerne ere altsaa erklærede for ikke kristne Dissenter. Det kan nok ikke andet end være i sin Orden, at theologiske Mænd udtale sin Formening om et vist Parti er kristent eller ikke. Man har sine Kjendemærker paa Kristendom og disse Kjændemærker ere da et Maal, man lægger paa den, som skal maales. Her var det Mormonerne som bleve maalte. Det er rigtignok lidt usikkert, saadan at tage ydre Mærker paa indre Ting, som Religionen dog væsentlig er — men Verden er nu engang udvortes. Det er alvorligt saadan at se Landets bedste Mænd sætte sig hen og bedømme, om en Sekt er kristelig eller ikke, men, da alle Ting kunne sees fra en dobbelt Side, turde der vel ogsaa findes dem som fandt, at en slig Prøvelse slog over til Ironi. Der staar desuden i Bibelen, som man dog gaar efter: «Dømmer ikke!»

Under enhver Omstændighed er den over Mormonerne udtalte Dom et Faktum, som maa vække Nutidens Opmærksomhed, ligesom den sikkerlig vil vække Eftertidens.

Kun én Ting turde man indvende. Det er vel i sin Orden, at Kirken dømmer, men den bør da blot holde sig til Dogmerne, og saaledes ikke stige ned fra sit aandelige Rige. Det er ikke den, som skal fortolke Lovene; det skal Domstolene gjøre. Regjeringen skal heller ikke gjøre det, og Dissenterloven kan ikke have mént, at den skulde bedømme, om en Sekt var kristen eller ikke, for det om den giver Kongen Ret til at bestemme Edsformelen for en Sekt; det vilde ellers være en mærkelig Lov. Hvorledes vil man nu bære sig ad, om Domstolene skulde komme til et andet Resultat end Regjeringen med Hensyn til Mormonerne?

Nr. 41/1853; fredag 18.02.

[Fattigball]

Korrespondance

Christiania, den 16de Februar

Det første Fattigbal blev holdt i Frimurerlogen den 14de. Deslige Baller har i de sidste Aar været noget i Miskredit. Nu iaar kunde man se, at de skulle reformeres, idet flere anseelige Mænd stilte sig i Spidsen for dem og Lister bleve udlagte i Byens «sluttede Selskaber.» Hvorvidt Reformationen strak sig, er imidlertid ikke godt at sige; thi Folk har altid været velklædte og opført sig anstændige paa disse Baller; saadan var ogsaa Folk iaar. Paa Baldragten skal man ikke kjende Studenten og Skræddersvenden, Høker- og Statsraadsdatteren fra hinanden, heller ikke paa deres smukke Ansigter og yndige Dans, og endnu mindre paa deres anstændige Opførsel. I store offentlige Sammenkomster er det ikke de «simple Folk,» som gjøre Brud paa Sømmelighedens Love; dersom Nogle gjøre Brud paa disse Love, saa er det dem, som tro sig hævede over dem, og rigtig vil vise sin Foragt for Selskabet ved at foragte sig selv. Paa Koncerter, Baller, i Theatre og ved festlige Sammenkomster skal man altid gjøre denne Opdagelse. Forargelsen og Brud paa Sædeligheden kommer altid ovenifra; den «simple Mand» — en afskyelig Benævnelse — sér altid opad og vil lære noget, naar han kommer sammen med «bedre Folk.» Man skulde derfor gjøre Alt for at lade ham komme sammen med disse «bedre Folk»; de «bedre Folk» vilde lære meget af disse «simple Mennesker,» og de «simple Mennesker» vilde ogsaa blive hævede i sin egen Bevidsthed og dermed blive forædlede.

Den «fornemme Verden» drømmer neppe om, hvor lærerigt og taknemmeligt det er at iagttage og snakke med den «simple Mand»: der er tidt og ofte en overraskende Sandhed og Friskhed hos ham, som man forgjæves leder efter i den fornemme Verden, hvor man i Regelen har vant sig til at tænke og tale saa slikket og abstrakt, at der hverken er Saft eller Marv i det. I den Verden er sjelden det naturlige Liv at finde, og derfor sér man da ogsaa, at Mænd, som ikke have været udenfor den, ere ukjendte med Livets Trang og uskikkede til at afhjælpe den. Enhver Indestængsel i eget Hi er fordærvelig, og det er netop dette Stængsel, Tiden har holdt paa at nedrive i de sidste hundrede Aar; der er meget igjen at rive paa og vil troligvis altid blive meget.

Man overdriver nemlig Tingen og vil med én Gang springe over Gjerdet; dette gaar ikke an; man kan ikke vente, at Folk i Almindelighed have saameget Vet, at de finde sig vel med Andre end sine Egne. Den Indskrænkede sér ikke længer end ud mod Kanten af den Kreds, han er vant til at bevæge sig i, og da Verden har mest af slige Folk, vil de forskjellige Folkeklasser vedblive at stænge sig ude fra hverandre, baade i Sammenkomster og den daglige Omgang.

Man klager over Christiania, at de forskjellige Klasser ikke der ville blande sig med hinanden ved festlige Leiligheder og paa offentlige Forlystelsespladse. Denne Klage er baade sand og falsk, sand, forsaavidt at man kunde og burde være noget mere omgjængelig; falsk, forsaavidt som man dermed vil sige, at Christania er værre end andre Byer; efter Tingenes almindelige Gang skal man neppe i denne Henseende kunne klage over Christiania, og i de sidste Aar, sige Folk med længere Erfaring, er det blevet meget bedre.

De Fleste gaar vist ikke med Ulyst til disse Fattigballer, fordi Publikum er noget blandet, men simpelthen fordi der er saa fuldt, at der er en Ødelæggelsens Vederstyggelighed paa Balkjoler og Veste, og en Rædsel for Tæer med Ligtorne og en Ængstelse for Øine, som ere aabne for Støv. Logens Sale ere uskikkede til Ballokaler, fordi der ingen Trækhuller ere i Taget; der stiger en Støvsky i Veiret over Publikums Hoveder som paa en Exercerplads. Har man den mindste Sands for Lidelse, maa man beundre Folks Taalmodighed, som holder ud til Kl. 2.

Dette er ingen Daddel mod de ærede Mænd, som stilte sig i Spidsen for Ballet. Det er jo netop Spørgsmaal om at faa saameget til de Fattige som muligt, og Hensigten vilde ikke være opnaaet ved at have Faa, som kunde moret sig, medmindre Entreen var sat saa høi at samme Sum var indkommen, men saa havde man vel igjen klaget, at det var altfor Faa, som kunde komme. Forresten kan det ikke slaa feil, at man jo vilde udrette mere ved at sætte høi Entré; derved antyder man bedre Hensigten, og den, som vil more sig, driver nok op Penge; det samme gjør ogsaa den, som vil hjælpe, og da kan der blive mere Forslag i det Hele.

Det er trøsteligt, at se alle disse Anstalter, man gjør for at komme de Fattige til Hjælp, som man ikke ligefrem kan give af Kommunekassen. Denne Ydelsesmaade er mere beslægtet med den sande Hjælpsomhed, og Gaverne faa det Præg, som gjør dem til Goder og udøver derved sin Virkning paa deres Gemyt, som modtage dem, og naar jeg ytrede en Betænkelighed ved en Indsamling som den paa Bazaren, saa var det fordi den maatte bøie Modtagerne altfor meget paa den ene Side og paa den anden fordi Forfængeligheden ligger saa nær. Med slige Husarme maa man være forsigtig, skal man ikke begaa en saa dødelig Synd mod deres Æresfølelse at Hjælpsomheden bliver raffineret Grusomhed og saaledes efter Lovene for den menneskelige Aand vækker Hevn istedetfor Taknemmelighed. Til at komme den talrige Fattigdom til Hjælp kunde man skride til slige Midler dersom den private Godgjørenhed ikke strak til, istedetfor at man nu lader den gaa med Loven i Haanden og true, og derved nedbryder den Smule Æresfølelse som slige Folk maatte have. Det er netop den, man skulde fremkalde, gjør man ikke det, saa ere alle Skatter som Vand for den Vatersottige; han tørster, jo mere han faar. Kunde Fattigskat taales, maatte det være for disse Husarme, man nu hjælper paa andre Maader, og derved gaar Haand i Haand med Lovgivningen til at vende op og ned paa al fornuftig Fattighjælp. Det er et System, som sent eller tidligt maa straffe sig grusomt.

Her er megen Fattigdom og Lidelse i Christiania; men man sér den ikke uden nærmere Bekjendtskab; ved at gaa paa Gaden, paa Concerter, i Theatret osv. skulde man tro, at her var lutter Velstand og Rigdom. Det er vakkert at Fattigdommen saaledes holder sig tilbage eller véd at skjule sig, men det kan være farligt. Lovgivningen hjælper jo ogsaa til at den holder sig skjult, idet den med Straf belægger Betleri — en mærkværdig Lovgivning. Samfundet bliver derved pyntet og glat udenpaa, men udmarvet i sit indre, og det er en kuriøs økonomisk Slutning, naar Reisende tale om Sydlandenes Fattigdom paa Grund af de mange Betlere paa Gader og Stræder. — ManMan] retta frå: Mon faar ikke være ømfindtligømfindtlig] retta frå: ømfiendtlig mod slige uhyggelige Syn. Livet maa udvikle siig efter naturlige Love; de finde en Modvægt i andre ligesaa naturlige. Man betler saaledes ikke længer end man faaer noget, og saalænge maa det være tilladt og uskadeligt. Man kunde maaske straffe Folk, man maatte komme efter, at betle unødigt.

«Det er bedre at dø end at betle,» staar der i Bibelen og dette siger ethvert Menneske med Æresfølelse den Dag i Dag. Heri ligger den bedste Lov og enhver anden maa blive forfeilet.

Nr. 43/1853; søndag 20.02.

[Mormonarane att]

Korrespondance

Christiania, den 18de Februar

Man holder endnu paa at snakke om Mormonerne. Det er en overflødig Gjerning: deres Skjæbne er bestemt og over den kan man ikke klage, dersom man da ikke er Mormon; man kan ligesaa lidet klage over Departementsindstillingen og Resolutionen, dersom man ikke forblander de religiøse Ting med de politiske, og klager over Autoriteterne istedetfor de menneskelige Forhold, som nøder det ene Parti ogsaa paa Religionens Feldt til at forfølge det andet. Det var over disse Forhold jeg klagede i min næstsidste Artikel, men en saadan Klage er ørkesløs, da den ikke holder sig til Personer men Ting. Det ene Parti maa forfølge det andet, skal det ikke opgive sig selv. «Hvo, som ikke er med mig, er imod mig,» heder det. Denne Sætning har man trolig fulgt og fordreiet naturligvis. Jøder har forfulgt Kristne, disse igjen Jøderne. Kristne har forfulgt Hedninger og Mahomedaner, og omvendt, alt eftersom de havde Magten. Katholiker har forfulgt Lutheraner, og disse igjen Katholiker og saaledes alle Sekter, som Ingen rækker at tælle; nu sidst har man forfulgt Mormoner og i Tiden vil vel Mormoner forfølge os igjen kanske. Man er ikke nidkjær i sin Tro, medmindre man forfølger, hader og foragter den, som tror anderledes; man er ikke engang som man skal være, medmindre man forfølger dem med Baal og Brand; først da dyrker man Gud og kan vente Belønning. Det lærer den hele Kirkehistorie. Ludvig XIVs Minister Le TellierTellier] Michel Le Tellier, fransk jesuitt sagde, da han paa sit Yderste havde underskrevet Dommen om flere endend] er sett inn 100,000 Huggenotters Henrettelse eller Forjagelse: «Herre! nu lader Du din Tjener fare hen i Fred!» Da følte han at have gjort sin Pligt og nærede Haab om Belønning. Han er et Exempel for Alle.

Det har altid været en Kamp paa Liv og Død mellem de forskjellige Troessamfund, og dersom Nogen er tolerant, saa er det fordi han ingen Tro har; han er «indifferent.»indifferent] retta frå: indifferrent Naar derfor Nutiden prædiker Tolerantse, saa er det et Mærke paa, at det ikke staar rart til med dens Tro. Det vilde ogsaa være meningsløst at indrømme sin Modpart Ret, medmindre man vilde tabe selv. At holde med Alle er ikke muligt uden at holde med Ingle.

Dette tror jeg bliver Resultatet af en Betragtning over Historien. Det kan synes spottende; kan nok være at det ogsaa er det; men det faar ikke hjælpe; man kan ikke lukke sine Øine for det som ligger klart i Dagen.

Det vilde derfor efter dette være en Ligegyldighed, dersom man ikke endog gik videre med Mormonerne. Derfor skrev endog en Mand — formodentlig en troende Præst — i Morgenbladet: Skal sligt Djevelskab taales? Det var den rette Manden. Han vilde ikke have gaaet saa lempeligt som Regjeringen.

Dog, hvorfor dvæle ved Sligt? Det nytter ikke, og man bliver alene forstemt, godt, om man ikke bliver noget værre. Man skal desuden ikke vække Forargelse og gjøre Folk vaklende.

Altsaa til noget andet, som er mere lysteligt. Det finder man snart f. Ex. i Historien om Elias SkarpnoSkarpno] Elias Skarpsno, ferjemann.

Denne Mand er en Færgemand ud ved Frognerkilen, hvor man sætter over til Oscarshal.

Denne Mand vilde «Posten» skaffe et smukt Hus, for at det kunde se smukt ud ligeover for Oscarshal, og for at de Kongelige kunde se noget pent. Dette var nok Postens Mening.

Men da Posten ikke saa ligefrem vil være Rojalist, gav han denne Forskjønnelsesplan for Elias Skarpno Udseendet af en Medlidenhedshandling, og endog i Vers paakaldte Folks gode Hjertelag. Det saa smukt ud, og uagtet man har Paakaldelser nok i velgjørende Retning, tog Posten ikke i Betænkning at fremkomme med flere. Kanske ogsaa Posten var uskyldig, og at det var en Harcelist, som var ude i dens Spalter, for rigtig at gjække den. Nok, man bad for Elias Skarpsno.

Nu kom Morgenbladet og oplyste, at Elias ikke var saa fattig endda, og oplyste, at han kunde tjene indtil 5 Spd. om Dagen. Formodentlig, naar der var Dans paa Langvig. Morgenbladet lugtede nok Lunten og vilde knibe Posten.

Posten svarte og der udviklede sig en svare Trætte i Anledning af Elias Skarpsno. I denne Trætte indblanda man alle mulige Ting om Postens og Morgensbladets mange Synder.

Saaledes blev Elias Skarpsno en Forargelsens Stén, hvorover baade Posten og Morgenbladet har faldet og slaaet sig. Man har benyttet den hæderlige Mand til en Gjenstand for sine private Stridigheder. Posten og Morgenbladet har — som det hedder — slaaet paa Slæden og ment Mærren.

Naar Folk vil trætte, faa de altid noget at trætte om. Alt dette læser Publikum nok saa taalmodigt og synes naturligvis, at Posten og Morgenbladet i denne Historie endogsaa overgaa sig selv, og det skal dog meget til.

Kommer nu an paa, om Elias faar en Stue, der bliver ligesaa anstændig som Postens og Morgenbladets Prostitution.

Hvorfor sagde ikke Posten: «Det vilde være smukt, at der paa Skarpsno var en pen Stue lige over for Oscarshal; det er ikke passende, at de Kongelige skal se en slig Hytte, naar de vil sætte over. Lader oss skyde sammen!» Dette vilde have fundet Anklang; men Posten gik en anden Vei og den var bestemt en Afvei.

Men Morgenbladet kan være glad; det fik et Knibetag paa Posten i Skarpsnohistorien. Hvor den Posten kan være naiv!

Nr. 47/1853; fredag 25.02.

[Ei poetisk nyttårsgåve; målarkunst]

Korrespondance

Christiania, den 23de Februar

En «poetisk Nytaarsgave» for 1853 er kommen til os fra Trondhjem. Den er smukt udstyret, og lader sig virkelig læse.

Det er en gammel Skik at give «poetiske Nytaarsgaver», men i den senere Tid har man lagt den noget af. Den er ogsaa ganske overflødig; thi man kan faa kjøbt de nydeligste Vers i Butikerne, og vælge efter Leiligheden. Der er poetiske Genier, som fabrikere op en utrolig Masse, der sælges som Visitkort. Med disse kan man bærge sig langt.

Dette Afløb for den poetiske Produktion ligner Dagbladsliteraturen for den prosaiske. Tankerne udhøkres, som naar man sælger Kaffe i Fjerdingvis. Det er Tidens Behov.

Denne «poetiske Nytaarsgave», jeg her har foresat mig at skrive lidt om, er dog noget større: den har 22 Blade foruden Omslaget. Den er overkommelig, som man ser, og et poetisk Arbeide bør læses Ud med én Gang. Saa barmhjertige ere ikke alle Forfattere; de ere fordringsfulde nok til at lægge et længere Beslag paa Læserens Tid og Taalmodighed, eller ogsaa fremkalde en Krisis, som ender med, at Bogen eller Bladet slænges paa Bordet eller under det. Det ryster at komme i Affekt, og man skal ikke tilføie sine Medmennesker nogen Lidelse.

Giveren af denne «poetiske Nytaarsgave» forkynder sig bestemt som en Mand med poetiske Anlæg, men han forekommer mig tillige som et Exempel paa, hvorledes man kan skjæmme sig ud ved megen Læsning af poetisk Mikmak. Staaende poetiske Vendinger og Rimendelser kommer altid og altid tilbage, og han er saa kav dansk, at han mange Gange rimer «Lykke» paa «Skygge.» Man bliver ganske ængstelig ved at se vort klangfulde norske Sprog saa aldeles udvisket.

Opsætningen og Sproget ere lige unorske; det er ordentlig Christian Wintersk.Wintersk] Christian Winther, dansk forfattar Gaven vil derfor være glemt næste Nytaar, og Forfatteren maa da være betænkt paa at komme med en ny. Han kalder derfor ogsaa Sangene ganske rigtigt «Øieblikkets Børn.» Der er imidlertid én Sang: «Penge», som er bedre end de fleste, man støder paa i den poetiske Literatur; den er kvik og sund.

BaggesenBaggesen] Jens Baggesen, dansk forfattar mener etsteds i sin «Labyrinth», at Verden engang vil blive saa klog, at den slutter med at skrive Vers. Det er ikke godt at vide, hvorvidt denne hans Formening vil vise sig som rigtig; endnu er her ingen Udsigt til det.

Er det da virkeligt saa godt at skrive Vers? Kan ikke negtes, at den prosaiske Usands er liden mod den, som findes i Vers. Vil man sé noget rigtigt Forskruet, bør man gaa til den poetiske Literatur. Selv blandt store Digtere er vel mindst 9/10 aldeles ufordøielige Sager, hvor modtagelig man end er for Poesi, og hvor gjerne man end vil optage Alt i den bedste Mening, naturligvis under Forudsætning af, at man har Sands for Natursandhed. Men det er endda saare godt, naar 1/10 duger noget; den, som gjør større Fordringer, er troligvis ubillig, og kommer i Skade for at tage Verden anderledes end den er.

Jeg maa her tillade mig at fortælle en liden Anekdot; man disputerede engang om en literær Personlighed dugde noget, hvortil den Ene bemærkede: «Jeg har seet to gode Linier ifra ham; thi er han god; det er mere end man kan sige om de Fleste.» Man tog det for Spot, men Mennesket var alvorligt og vist med Rette. Man siger rigtignok, at en blind Høne ogsaa kan finde et Korn.

Man er bestemt altfor meget fordringsfuld mod Andre; mod sig selv er man det sjeldent. Det er netop et af Blasherthedens Kjendemærker at finde Alting slet eller ogsaa er det den forfængelige Uvidenhed, som er ræd for at prostituere sig.

Men, hvad er det da, som kan bevæge En til at sende daarlige Sager ud i Verden? Mangel paa Selvkritik, kortsynet Forfængelighed eller Nød. Nød er forhaabentlig den almindelige Bevæggrund, selv blandt dem, som levere virkelig gode Ting. Baggesen siger endog om Schiller:Schiller] Friedrich Schiller «Dersom Maven ikke havde havt andre Kapriser end Hovedet, vilde neppe et Bogstav fra ham være trykt.» Dette er dog vel at drive Selvkritiken for vidt.

Naar Forfatteren kommer med en anden Nytaarsgave, bør han give den paa norsk; det skader ikke om han endog vælger et Bygdemaal. Man bør overlade til Mennesker, som ikke vide hvad Natursandhed og Hjertelighed er, at skrive i vort stive Bogsprog, og jeg antager, at det til Slut blot vil blive skrevet af saavordne Folk; mindre bør de skrive i det, hvis Modersmaal det ikke er. Det Bedste, som er sagt i vor hele Sprogstrid, var en Bemærkning af Professor MunchMunch] Peter Andreas Munch, historikar i Morgenbladet her om Dagen. Grunden — mente han — til at de Danske i Regelen skreve bedre end vi Norske, var den, at de Danske nærmere skrev sit Modersmaal, medens det for os var et tillært Sprog. Munch traf her Hovedet paa Sømmet, og dette trænger Ingle mere at tage sig til Hjertet end de, som give sig af med at skrive Vers. Verset maa flyde naturligt og strømme fra Hjertet, skal det ikke blive søgt og dermed forkasteligt; men hvilken Nordmand kan skrive naturligt i det stiveste Bogsprog? Jeg kjender idetmindste Ingen. WergelandWergeland] Henrik Wergeland skrev mere norsk end Nogen, og mange af hans Vers ere da ogsaa saare gode. Man indvende ikke, at Tanken ligefuldt kan være poetisk, i hvilket Sprog den end fremtræder. Det er først naar den finder sit naturlige Udtryk, at den faar sin poetiske Farve. Derfor siger man ogsaa at det ikke ret vil gaa an at oversætte en stor Digter; han maa læseslæses] retta frå: læres i sit Modersmaal.

Dekorationsmaler WergmanWergman] Peter Frederik Wergmann, dansk-norsk teatermålar og skodespelar skal ville fremstille nogle Tableaux’er af TidemandsTidemands] Adolph Tidemand, målar berømteste Malerier, HübnersHübners] Carl Wilhelm Hübner, tysk målar Udvandrer m. fl. Det maa blive smukt, og man tør antage at han vil faa fuldt Hus nogle Gange. Wergman forstaar at arrangere slige Ting. Det turde nok hende, at disse Tableaux’er ikke vil staa tilbage for dem, som selve Malerne i gave i 1850.

I Kunstforeningen er udstillet et Portræt af Præsten Gislesen,Gislesen] Knud Gislesen, teolog og skolemann malet af Witmark.Witmark] Johann Heinrich Wittmaack, tysk målar Det er særdeles veltruffet og gjør Maleren ligesaa stor Ære som Gislesens taknemmelige Elever, der bekostede det. Det skal hænge i Seminarbygningen, og det vil minde vordnende Lærere og Elever ved Asker Seminarium om den Mand, der saa velsignelsesrigt har virket i en Stilling, hvortil han ligesom synes født.

Nr. 49/1853; søndag 27.02.

[Renta]

Korrespondance

Christiania, den 25de Februar

Det er en morsom Statsøkonomi som atter og atter vover sig frem i Morgenbladet, nemlig en Henvisning til amerikanske Forhold for dem, som klage over den høie Rente hertillands. I Amerika kan det svare Regning at give høi Rente, fordi man kan udrette saa meget Frugtbringende med Pengene. Det kan man ikke gjøre her, hvor det f. Ex. ikke vilde lønne sig at kjøbe en god Gaard, selv om man fik Pengene til 3 eller 4 pCt., vel at mærke, naar man kjøbte Gaarden som Spekulation og ikke som en Tilflugt at holde sig ved for den, som selv kunde saa og pløie. Ligesaalidet vil det lønne sig til Byggeforetagender, ikke i selve Christiania, medmindre man maaske var Bygmester og saaledes fik lægge sit eget Arbeide med i Gaarden. Dette slutter jeg ikke derfra, at de fleste Bygherrer ere blevne ruinerede; thi det kommer vel tildels af, at de laane Penge til 18 eller 24 pCt., men det kan sees af en Sammenligning mellem den aarlige Leiesum og den billigst mulige Værdsættelse af Gaarden. Jeg kjender netop en Mand, som ved sin gode Kredit fik Umyndiges Penge og Laan i de offentlige Indretninger, og som under Bygningens Opførelse iagttog den største Forsigtighed. Alligevel er det med Nød og Neppe, han kan holde det gaaende. Ikke stort bedre gaar det med andre Spekulanter, naar fraregnes enkelte Slumpetræf: man ser jo sjelden, at den aarlige Gevindst ved Aktieselskaber, til Fabrikanlæg osv. stiger til mere end 6 pCt.

Naar man derfor giver høiere Renter, saa er det bare for at faa sig en Galgenfrist eller for at lade Andre bære Tabet. De enkelte Tilfælde kan ikke tjene som nogen Maalestok, hvor det kanske kunde svare Regning at laane til høiere Renter, naar det gjaldt at blive oplært til et eller andet Fag, eller hvor der var Spørgsmaal om at benytte en særegen Leilighed, hvor man f. Ex. vilde benytte sig af Andres Nød.

Man behøver derfor blot at se paa vore Forhold for at kunne sige, hvor høit Renten kan gaa uden at blive unaturlig; man skuffer bare sig selv og Andre ved at henvise til Lande, hvor Forholdene ere ganske anderledes. Og selv om Forholdene ikke vare anderledes, ligger der liden Trøst og Retfærdiggjørelse deri, at Andre have det ligesaa daarligt og forknyt som vi.

Man kan nu vistnok ikke faa Renten nedsat ved at klage over den og sige, at den leder til Ruin. Slige Ting maa have sin Gang, saalænge der gives Folk, som ikke kunne sætte Tæring efter Næring. Man indskrænker den ligesaalidt ved at give Aagerlove, heller ikke ved at skjælde paa Aagerkarlene, saalænge man ikke mere alvorligt skjælder paa sig selv, som tyr til dem og derved yngler dem op. Det er ligesom at skjælde paa den arme Djevel, naar man har syndet.

Alle slige Klager ere unyttige. Man skal ikke angribe Rentefoden og Aagerkarlene; man maa stoppe de dybe Kilder, som skyde dette Skum. Jeg klager derfor ikke over Morgenbladet, fordi det ikke klager over den høie Rente, men fordi det snakker sig fra Sagen ved at snakke om Amerika. Vil det snakke om Amerika, bør det fornuftigvis raade Folk at reise derhen. Den, som kjender noget til Almuesmandens kjæmpende Liv, maa inderlig ønske at han kan vinde noget mere end et kummerfuldt Liv med sin bitre Kamp, men det vinder han ikke her.

I Amerika er baade Rum og en taknemmelig Jordbund, der blot venter paa Mennesker for at gjøre dem lykkelige. Det er virkelig en falsk Patriotisme, som vil holde Folk borte fra denne Lykke; man elsker kanske sit Fødeland, men man hader sine Medmennesker, naturligvis ikke med Villie; thi Faa ere vel de, som af egennyttige Bevæggrunde søge, at holdt Folk tilbage. Det er denne lykkelige Enfoldighed, som ikke véd, hvad det vil sige at slæbe for sit daglige Brød, men altid har havt det magligt og godt. Han siger: «I Norge er dog godt.» Godt er her vel, fordi her hersker Frihed og Sikkerhed, men tungt er her, det skal Ingen vove at negte.

Nu turde man ogsaa kanske indvende, at de, som ikke klagede over den høie Rente, vare de, som ikke trængte til selv at laane. Kan nok ogsaa hende. Det er saa mygt og godt, naar man ikke føler Skoen trykke; men indrømmer man dette; vil man vel ogsaa indrømme, at der findes saa liberale Mennesker, at de ikke blot klage over Skomageren, naar Skoen trykker, men over den knudede Fod, som Ingen ordentlig kan sy til. Ligefrem talt, man kan laane til høie Renter og dog være saa liberal, at de ikke klage over Aager, men over sig selv og Samfundsforholdene.

Hvad skulde man da gjøre for at nedtrykke Renten og ødelægge alle Aagerkarle?

Stelle sig saa, at man ikke trængte til at laane; og kunde man med al Flid og Paapasselighed ikke berge sig, saa udvandre til et Land, hvor man fik større Løn for sit Arbeide, og var det ikke muligt at oparbeide Saameget, at man slap afsted, saa maatte man finde sig i sin Stilling; man var nemlig da et Menneske, som ikke fortjente noget bedre; thi saa fattig er ingen Plet paa Jorden, at man ikke ved flere Aars anstrengende Flid skulde kunne samle op en liden Sum.

Man faar sjelden Bugt med Ufornuft; man maa vende den Ryggen. Erkjender man nu, at det staar galt til med mange Ting i Staten, saa bør man forlade den, saalænge der i andre Stater gives frugtbare ubeboede Strækninger. Dette er den mest eftertrykkelige Opposition. Da slipper man at klage, som saa alligevel sjeldent fører til Noget. Denne Opposition anvender man i Tydskland f. Ex., og der er ingen Tvivl om, at den vil gjøre sin Virkning.

Arbeiderbladet har derfor aldrig været saa opposionelt som nu, da det raader til Udvandring. Tror man, at enkelte Klasser leve paa Andres Bekostning, skal man lade dem igjen alene, og de vil nok faa lære at leve af sine egne Hænders Gjerninger.

Men dette er jo Fortvivlelsens Udvei — turde man kanske sige. Kan saa være; men den er formodentlig den eneste rigtige. Mennesker kommer aldrig langt, har det ikke været fortvivlet, dersom ikke Andre bærer det frem.

Nr. 55/1853; søndag 06.03.

[Unge og gamle prestar; frå teateret]

Korrespondance

Christiania, den 4de Marts

Forleden Dag stod i Morgenbladet en Artikel, som maatte vække Opmærksomhed. Det var nemlig om Befordringsprinciperne for geistlige Embedsmænd. Forfatteren fandt det uforsvarligt, at man til Besættelsen af saavordne Poster alene eller væsentlig tog Hensyn til Alderen (Anciennetetssystemet) og derved glemte, hvad man først og fremst maatte se paa, Talent og Virkekraft. Dette, mente han, var saameget mere nødvendigt inden Præstestanden, som man mere og mere sér Slaphed i selve Kirken og omsiggribende Sektvæsen. Kommer nu hertil, at Præsterne have saameget med Skole- og Fattigvæsenet, og især paa Landet ere de Mænd, Menighederne saavel i aandelige som timelige Anliggender mest ty til, maa det indsees, hvor uforsvarligt det er at befordre Andre end overmaade dygtige Folk. I Byerne er det endnu mere nødvendigt, da Folk der ere mere oplyste og den kritiske Sands mere udviklet; der gjælder det især for Præsten at staa over sine Sognefolk baade i Kundskaber og Aandens Gaver, skal han ikke blive til en Forargelse for Kirken og en Spot for denne Verdens Børn, som man dog ikke saa ganske kan lade være at tage Hensyn til.

Jeg mindes ikke rigtigt, om Morgenbladsmanden rykkede i Marken med alle disse Grunde. Han burde formentlig have gjort det og kommet med flere til, naar han indlod sig paa den Sag. Det kan ikke negtes, at det sér høist betænkeligt ud saadan at sende mindre begavede Mænd ud i Kirken som Sjelehyrder; det kan ingen god Ende tage. Endnu mere anstødeligt er det, at Bykald og de bedste Kald paa Landet skal tage tiltakke med gamle sløve Mænd, som for største Delen have glemt det Lille, de i sin Tid kunde. Men, hvad er at gjøre?

Alderdommen maa man belønne med gode Poster al den Stund man ikke har en saa stærk Pensionskasse, at man rigelig kan aflægge dem, der stige paa Alder. Det er jo om Høsten man skal faa Belønningen for Sædetidens Møie. Det er baade naturligt og stemmer med Statens Interesse, naar man alvorligt sér Tingen an. De Gamle have saa mange Erfaringer og et saa sikkert Blik for Livet, at man er vel tjent med dem, og man vilde ofte gjøre et daarligt Bytte, om man satte en ung begavet Mand ind i vigtige Stillinger, istedetfor en ældre, selv om denne var mindre lærd og begavet.

Det gaar overhovedet ikke an, at forandre Tingenes naturlige Gang, og det vilde ikke være godt, om man kunde. Det klinger nok saa smukt og reformatorisk, at ivre mod den almindelige Ansættelse af gamle Folk i høie og byrdefulde Stillinger, men det er Ungdommen, som snakker, kan man høre paa Mælet.

Hvad den anden Hovedanke angaar, at man ansætter Folk, som ere mindre begavede og kanske mindre vellærde ogsaa, da maa man for det Første betænke, at disse Folk have en Slags Ret til Ansættelse, naar Turen kommer, eftersom de have opfyldt de Betingelser, som Lovgivningen fordrer. Staten kan ikke lade dem hjælpeløse, og naar Alt tages i Betragtning turde det hende, at netop disse Folk vise sig som mest brugbare til de løbende, ofte trættende og aandsfortærende Forretninger. Det klinger maaske noget synderligt, men man var neppe tjent med lutter Genier og vellærde Mænd; disse Folk fare saa høit, at de ikke berøre Jorden, og den maa man fode paa, skal det gaa vel. Har man truffet nogen rigtig Begavet, som var en god Forretningsmand? Mange træffer man vist ikke. Og nu selv ved Gjerninger af en saa aandelig Natur som Præstens, da vil sikkert Erfaringen have sagt den, som har nogen, at mangen mindre begavet og lærd Præst har virket mere velsignelsesrigt end mangen talentfuld og lærd. Dette er ingen Undtagelse, det turde nok hende at være Regel. Den præstelige Virksomhed ligger mere i Omgangsmaaden med Folk og i Hjerteligheden end i Gaverne. Heri maa man dog gjøre den Indskrænkning, at det ikke saameget gjælder Byerne, hvor en større præstelig Begavelse er absolut nødvendigt, ligesom man heller ikke maa tro, at en mere begavet Mand ikke kunde være fortrinlig skikket til at virke i en god enfoldig Menighed paa Landet. Naar det gode Hjerte kommer til det gode Hoved, faar man naturligvis det bedste, Livet kan frembringe. Overhovedet kan man være vis paa, at Evnerne ere saa ligelig udelte, at det Hele vil gaa godt, naar Enhver kommer i den Stilling, hans Alder og lovbefalte Kundskaber hjemle ham; i en fri Stat, hvor Alle have Adgang til at gjøre sig duelige for det Kald, de maatte føle sig skikkede for, der vil det gaa godt, dersom man følger denne Regel, som da ogsaa ganske rigtig befølges. Nu forstaar det sig, at de Overordnede, som ansætte Mænd i de forskjellige Stillinger, maa have Forstand til at gjøre de Undtagelser fra Regelen, som særegne Omstændigheder maatte gjøre nødvendig. Ancienneteten maa ikke være et dødt Maskineri; der skal være Konduite og Fornuft med i Spillet.

Reformatoren i Morgenbladet har derfor Ret paa en Maade, men han har ogsaa Uret, dersom han vil overspringe den jevne Udvikling, og tilsidesætte de ældre og mindre begavede Mænd. Man maa ikke være saa genial, at man ikke vil vide af Andre end Genier.

Nu er Fredagen kommen og SmidthSmidth] Anthon Smidth, dansk skodespelar har givet sin første Afskedsforestilling i det norske Theater. Det gik bestemt ikke godt med denne Forestilling. Jeg véd ikke, om det maaske stikker i Theatret, nok Smidth forekom mig ikke saa god som vanligt. Der laa noget vist forceret og tillige forlegent hos ham. De Andre, et Par Studenter, BucherBucher] Ole Johan Bucher, skodespelar og Jomfru SørensenSørensen] Thora Sørensen, dansk skodespelar spilte ganske bra. Det er forresten ikke godt at bringe noget ud af Sligt; Stykkerne vare kleine; der var ingen synderlig Mening i dem, allenfals ikke i det første, en saakaldt Natscene. Det sidste, «Contubernalerne» af Crispinus, kunde endda gaa an; det var et kommersligt Studenterstykke; det var en Farce, som kunde lade sig se i Samfundet; men jeg tvivler høiligen paa, at det var vel betænkt af Hr. Smidth at give den ved denne Leilighed. Det skulde undre mig, om man ikke havde ventet noget smukt og godt, en virkelig Kunstnydelse.

Imellem Stykkerne var der nogle Herrer, som sang oppaa Galleriet i det ene Hjørne; det var bestemt — efter det danske Mundheld — grinagtigt, men dog paa en Maade gemytligt, idet man tog det som man skulde være hjemme; man svarte endog fra Parkettet, da Smidth spurgte om ikke Slobrokken var rød. Kanske det er vittigt at tage Tingen saadan? Med Sang fra Galleriet, med Svar fra Tilskuerne og med Farcer? Man kunde have troet sig ude paa Klingenberg ifjor, dersom Publikum ikke havde været saa godt. Man vilde vel give Livet i sin Virkelighed, men i Theatret forlanger man dog noget mere; og desuden er Livet ikke saa aandløst som det man ikvel saa i det norske Theater; der er Sandhed i det. Jeg vil dog for Smidths Vedkommende haabe, at jeg er noget streng i min Dom; forresten klappede man saa lidet som vel muligt.

Nr. 59/1853; fredag 11.03.

[Litteraturkritikk: Onkel Toms hytte; Landstads folkeviser; P.A. Munchs Det norske Folks Historie]

Korrespondance

Christiania, den 9de Marts

Vore Hovedstadsblade have i de sidste Dage været uvanligt gode: Posten har havt en Feuilleton af Franskmanden J. LemoinneLemoinne] John Lemoinne, fransk journalist over Onkel Toms Hytte. Denne Kritik, Anmeldelse, Fantasering over Bogen, eller hvad man nu vil kalde det, er skreven saaledes som alene udmærkede Franskmænd kunne skrive. Man maatte være ligesaa genial som Forfatteren for at kunne rose hans Artikel paa en træffende Maade. Der er noget egent ved de franske Forfattere, som lader En føle, at man vilde mangle et væsentligt Indhold af Tanker, dersom man ikke havde læst dem. Det er for os en ny Aandens Virksomhed, de udfolde; det er neppe Vittigheden — som man saa ofte har sagt, det er snarere Overraskelsen, Spændingen og den springende Lethed i Behandlingen af de mest vegtige Tanker; det er med ét Ord det Dramatiske. Selv i belærende Afhandlinger ruller ligesom Tæppet op, og aandløs lyttende følger man Fremstillingen fra Scene til Scene; det Rørende vexler med Humor, og man lér som et Barn med Taarer i Øinene. Det er den franske Aand, som taler til os, den Aand, der er saa dramatisk baade paa Kamp- og Skuepladsen, den Aand, der efter en Tænkers træffende Udtryk, gaar og leder efter sig selv, ligesom enhver ungdommelig begavet Aand, der først finder sig, naar det er — forsént, d.v.s. naar den ungdommelige Fjærkraft er slappet. — Stikker det i Blodet, Luften, vor kolde Jordbund eller endelig i Dannelsen, at vi Nordmænd ikke kunne skrive saaledes? Formodentlig i noget hvert af disse Ting. Det udkræver et dybt Studium af det menneskelige Hjerte til at kunne skrive som disse franske Feuilletonister; man maa saa at sige have fundet Aandens Angrebspunkter, den AchilleshælAchilleshæl] retta frå: Achilleshæl, hvor den kan saares. Naturlig Begavelse er langtfra nok; denne bliver regelløs uden den mest gjennemsyrede Dannelse; Naturen maa være lutret i Kunstens Skjærsild. Vi tage derfor mærkelig feil, naar vi under Læsningen af slige Artikler tro, at det maa være en legende Yngling, som har skrevet dem; Aandens maa være ungdommelig — det er utvivlsomt — men det er et Spørgsmaal, om man kan skrive saa, før Legemet er bøiet af Kummer og aandelig Anstrengelse. GoetheGoethe] Johann Wolfgang von Goethe siger jo:

«Hvo ei sit Brød med Taarer aad,
hvo ei de tause Nattevagter
paa Leiet sad og flød i Graad,
han kjender ikke Himlens Magter.»

Vi beundre disse franske Forfattere, men selv om alle Betingelser vare tilstede, saa Nogen af os kunde skrive saaledes, vilde vi ikke forstaa ham; vi vilde kalde ham overspændt, svulstig, jagende efter Knaldeffekt, ikke vel bevaret, og det er vist Mange, der sige dette om selve Franskmændene, uagtet de se dem paa en saa lang Frastand, der alene lader Skikkelsen fremtræde i sine sande Omrids for det aandelige Øie, som ogsaa i denne Henseende er en Modsætning af det legemlige, der maa have Gjenstanden nær ved sig.

Onkel Tom har i J. Lemoinne fundet en veltalende Ypperstepræst, hvis Røst vil høres uden om. For Bogens Skyld var vist denne Røst ganske overflødig; thi Onkel Tom har jo faaet en fabelagtig Udbredelse over den hele Verden, kan man vel sige, men Kritiken var derfor lige velkommen, og der turde vel findes dem, der med mig fandt Kritiken ligesaa god som selve Bogen. Saadan burde alle Kritiker være, og er den ikke saadan, er den igrunden ingen Kritik, men en formastelig Formening af en Kloderian, som det vilde være en latterlig Modsigelse at tro paa. Vil man end ikke fordre, at den Kritiker af et literært Verk selv skal kunne skrive et lignende, saa kan man dog forlange, at han skal kunne skrive Kritiken paa sin Maade ligesaa interessant som Verket, han kritiserer, dersom han vil vente, at man skal tro ham. Alene af slige Kritiker lærer man noget og bøier sin egen afvigende Mening ind under dem. At jeg her mener ordentlige Kritiker og ikke korte Anmeldelser, maa vel forstaaes af sig selv.

Man maa vide Christianiaposten Tak for sin Oversættelse af denne Kritik og ønske, at han vil lægge sig efter mange slige.

I Morgenbladet har ogsaa været en lang Kritik af LandstadsLandstads] Magnus Brostrup Landstad thelemarkiske Folkeviser, men det er ingen Lemoinne som har skrevet den; det er en lærd Nordmand, formodentlig Prof. Munch.Munch] Peter Andreas Munch, historikar Det er igrunden ingen Kritik, men interessante Supplementer til Samlerens historiske og sproglige Anmærkninger. Det er en Oldgranskers Eftersporninger, der naturligvis have sit store Værd, men de kunde ligesaa godt være anstillede over et gammelt Skjøde, en Mynt og deslige som over et poetisk Verk. Det er saaledes ingen æsthetisk Kritik som man pleier at vente over Poesi. Andre kan komme med den, og dermed er Alt oplyst. Det er efter Principet for Arbeidets Deling. Kan imidlertid ikke negtes, at en saadan Kritik tager sig synderlig ud; den slaar ved sin Eiendommelighed. Man gaar omkring Pegasus som et andet Trældyr, og sér den paa Tænderne, hvor gammel den er. Nu, dette er nødvendigt: Livet er saa praktisk, at Pegasus ogsaa maa spændes for Skaglerne og ikke efter sin medfødte Natur blot jage henover Sletterne med flagrende Man og hæve sig fra Jorden paa sine spændte Vinger.

Munchs norske Folks Historie anmeldes og sluttelig oversættes i Tydskland. Det er Noget, vi kunne være stolte af, og Christianiaposten bør dele denne Stolthed; det skader ikke, om han har sine Betænkeligheder med Verket som en populær Bog; den er lærd og det skaffer den større Anerkjendelse i Udlandet end om den var tiltalende skreven. At forlange Alt, er formeget. Lad Andre skrive med Geni, dramatisk Studium og Talent, Professor Munch skriver med Lærdom og Skarpsindighed, sige Folk, som skjønner paa den Ting, og det er mere end Nok til at være stolt af ham og lade alle personlige Følelser fare, om man — som Posten har ladet til — skulde nære saadanne. Naar Posten bliver en ligesaa god Historieskriver som Munch er Historiegransker, saa have vi tvende værdige Tolke for vore Sagaers dybe Aand, og Europa vil agte os ligesaameget som det frygtede Vikingerne. Indsenderen i Morgenbladet, som beretter om den tydske Kritik af Munchs Historie, bryter sig paa «Posten,» og mener, at det vil virke paa ham som rødt Klæde paa Stuten. Jeg, og vistnok Mange med mig, haabe derimod, at det vil virke opmuntrende, og at han vil være glad ved hver ny aandelig Magt, som kommer tilsyne hos os, selv om den ikke var saa stærk, at den vakte den europæiske Verdens Opmærksomhed. Posten er forhaabentlig en Patriot.

Nr. 61/1853; søndag 13.03.

[Kongen frisk att]

Korrespondance

Christiania, den 11te Marts

Her hersker délte Meninger, om man skal illuminere Byen eller bygge en Arbeiderbolig eller endelig — som en Indsender i Posten vil — oprette et Vedmagazin, i Anledning af KongensKongens] Oscar I, konge Helbredelse. Noget maa der gjøres, det føler Alle, men hvad, derom er man som sagt tvivlraadig, og da det er Noget, som interesserer Alle — i alle Fald Folk som bo til Gaden — saa kan man ikke andet end indrømme dem Ret til at have en Mening om dette Arrangement. Sagen kan dog nu paa en Maade synes afgjort, eftersom der fra Formandskabet er udgaaet Indbydelse til en Illumination; men da Posten, der saa gjerne holder sig til Autoriteter, baade i en Redaktionsartikel og tvende indsendte Stubber, kvinkelerer mod en Illumination, saa er endnu ikke alt Haab afskaaret fra at sé den utændt. Det er forresten uafhængigt gjort af Posten at modsætte sig en Illumination, da han derved kan vente at blive opsagt af alle Lysestøbere og Folk, som handle med Stearin*). Det har altid været farligt for et Blad at støde an mod de materielle Interesser. Morgenbladet er som sædvanligt diplomatisk; det kommer ikke med nogen bestemt Formening, før det Hele kan ansees afgjort, og Ret gjør det: det er hos Lysestøbere og slige Folk, det skal søge sin Støtte; Folk med mere aandelige Interesser kan ikke med Tillid hælde sit Hoved til det.

Der kan siges meget for og imod en Illumination; det vegtigste Modargument er unegteligt, at her Ingen er at illuminere for; det bliver igrunden en Illumination for os selv, for det «suveræne Folk.» Man burde bie, til Kongen kom, men da er det igjen Sommer, og saa vilde Illuminationen ikke tage sig ud; skal man illuminere, maa det være mørkt, og illuminere maa man; thi er der ingen anden Raad end at illuminere nu. Det vil blive smukt.

Men saa vælger man den 17de; hvorfor heller ikke den 14de, som er Josephinedagen? Det gaar ligesom paa Skakke altsammen, og man behøver ikke at være overtroisk for at antage, at det efter dette vil gaa mindre godt baade med Illuminationen og Universitetets Fest, som samme Dag skal holdes i Frimurerlogen.

Derimod tør man antage, at det vil gaa godt oppe i det norske Theater med det Stykke, som formodentlig samme Kvæl skal gives i Anledning af Kongens Helbredelse. Stykket er af en bekjendt dramatisk Forfatter, og det skal være nationalt. Det bliver noget Andet end i det skandinaviske Theater, hvor man alene havde en Prolog, og den blot paa en 4, 5 Vers. I det norske Theater skal man ogsaa faa en Prolog — foruden Stykket — og den siges at være mange Gange 5 Vers. At man heller ikke der vil forsømme smukke Dekorationer, følger vel af sig selv.

Vi kommer os. Iaften giver man et originalt Stykke i det norske Theater, «En Aften hos en Høkerfamilie.» Ideen er ikke ueffen; det turde haabes, at Stykket er godt, eller iallefald taaleligt. Bare man nu kunde være uhildet i Bedømmelsen! Det er saa rart med en ung ny Mand; han har altid — latterligt nok — sine Misundere, der finde en Lise i, at Alle ere ligesaa kleine som de selv. For at være aldeles upartisk, sidder jeg hjemme, de første Kvæller det gaar. Det vilde forresten ikke være godt, om alle toge slige Forholdsregler for at bevare den selvstændige Upartiskhed. Man bør ikke sky Faren, naar den da ikke er altfor overhængende.

Paa SmidthsSmidths] Anthon Smidth, dansk skodespelar anden Forestilling skal ogsaa komme et originalt Stykke, «Pressens Magt.» Forhaabentlig ogsaa et godt eller taaleligt Stykke, uagtet Titelen ikke spaar noget videre, da der vel maa komme Politik med i Spillet, og den er en meget farlig Ting i et æsthetiske Verk, den er nemlig af Naturen gjerne prosaisk.

Nok et originalt Stykke til det norske Theater skal være i Farvandet, «Fangen paa Æresord» eller sligt noget. Der er virkelig poetisk Klang i den Titel, ordentlig noget, som leder Tanken hen paa Hauch.Hauch] Carsten Hauch, dansk forfattar Sér man det! om der ikke ogsaa boer Folk hinter dem Berge!

Tvende smaa Pjecer ere ogsaa udkomne i den sidste Tid, nemlig et Forsøg i den spekulative Kritik og en Ballade om Kongen og Kongehuset. Den ene har Posten kaldt et Fænomen, og den anden er fordelagtig omtalt i Tilskueren og Nyhedsbladet. Jeg maa oprigtig tilstaa, at jeg ikke har kjøbt nogen af disse Pjecer; og saavidt jeg slutter, er jeg i dette Stykke ikke den Eneste. Pjecerne ligge i Bogladerne nok saa pene. Smukt udstyrede ere de; men de ere saa ulykkelig tynde, at de paa langt nær ikke kunne staa paa egne Ben, og der skal en vis borgerlig Tykleik til for at vække Respekt.

Dette er ogsaa noget af det Mistænkelige ved alle disse nye Stykker; de ere blot én Akt med Undtagelse af «Fangen paa Æresord», der skal være lidt mere, hvormeget, véd jeg ikke bestemt.

Klage nu, hvem der klage vil, over vor literære Fattigdom. Tvende Theaterstykker paa en Akt, et paa to (?) og tvende Pjecer paa respektive 32 (?) og 12 (?) Sider. Alt i Løbet af nogle Uger. Christiania er dog en Hovedstad, kan man skjønne! Naar man betænker, at Posten og Morgenbladet skal fyldes hver evige Dag, Tilskueren og Nyhedsbladet én Gang om Ugen, saa kan man nok skjønne, at store literære Kræfter maa være i Virksomhed. Men, det er paa Føret nu, som man siger.

Det er ellers forbi med Føret. Gaderne se meget forfaldne ud, og det er frygteligt, at vi ikke faar det gode Føre igjen, som vi nu i langsommelig Tid har havt. Det turde kanske hende, at Tøveiret tog saa meget paa Isen, at Farten snart kom igang. Prisen paa Trælast skal være god. — Det skal være lige trangt med Laan i de offentlige Indretninger. Det er dog et slaaende Bevis paa vore forknytte og snevre Forhold, at et Par Hundrede Tusinde Spd. skal indvirke saa meget paa Pengemarkedet, og drage saamange Forrykkelser efter sig.

*) Jeg skylder Sandheden, at denne Bemærkning ikke er min.

Nr. 67/1853; søndag 20.03.

[Universitetsfesten; frå teateret: Mozarts Don Juan]

Korrespondance

Christiania, den 18de Marts

Det gik dog godt med Universitetets Fest igaar. Den stod altsaa ikke i saadan Forbindelse med den paatænkte Illumination, at dennes ulykkelige Historie skadede den noget. Festen var formelig, det er vistnok Alt, hvad man kan sige om den; hjertelige og egentlig høitidelige kan slige Fester ikke lettelig blive. Det Hele maa bevæge sig inden saa afstukne og staaende Grændser, at Hjertet forbliver koldt, dersom den enkelte Deltager ikke selv formaar at lægge Liv og Inderlighed i de afsjelede Former. Ved denne Fest formaaede vist de Fleste at gjøre dette, og saaledes blev den høitidelig og smuk. Det er mere mathematisk end poetisk at se Folk saaledes opstillede efter Rangreglementet, og man tænker nærmest paa en plantet Allé, naar man saadan sér Folk skride mellem opstillede Rækker. Det kan være smukt og regelmæssigt, men hjerteligt er det dog ikke. Denne Verden gjør sig saa meget gjældende, at man vanskelig faar Stunder til at tænke paa hin.

Kl. 11 ½ blev der Liv i Gaderne, da fik man strax en Anelse om, hvilken velsignet Mængde Embedsmænd og Studerende, Christiania indeslutter. Det var koldt, og Vinden legte med de side Kapper. Velbaarne Heste, som jeg tog af mig Hatten for, trak smukke Vogne gjennem Gaderne med smukke Damer i. Byens Autoriteter med Brandofficierer havde nemlig med sig sine Damer, der istedetfor Geværerne ved den militære Fest kom til at staa rundt paa Salens Galleri.

Det var egentlig bestemt, at Studenterne skulde komme først og danne Alleen, men nede i Gangen — Forværelserne til den mindre Sal — hvor man hængte igjen Overklæderne — og inde i denne Sal gik man tværtimod Rangreglementet om hinanden og stod der saa fuldt op som Pinder i en Skohæl. Langsomt bevægede Strømmen sig op ad Trapperne, og i Døren mødte man en Festmarsch fra Orchestret i Salens anden Ende. Paa Bænkene og Stolene laa Kantater og ventede. Man kom i Orden, der blev stille. — Over Orchestret hang et Skjold med dunkelrød Rand, ombordet med smukke voxne Blomster, og i Midten stod et «O.» Lidt foran var en Talerstol, betrukken med Grønt, paa Gulvet var Tepper, men ikke af samme Slags.

Der var megen Intelligents i Frimurerlogens Festivitetssal denne Gang; det bliver altid noget af, naar Saamange komme sammen, og desuden var der Mange, som hver for sig ikke har saa lidet at byde over endda. Og megen Intelligents maatte der være: thi naar man undtager Damerne og enkelte Kommune- og Brandfolk, var det jo lutter Mennesker, som Landet holder til at tænke for sig, og istedetfor at forundre sig over den store Ansamling af Intelligents, maatte man snarere spørge, kan det være tilstrækkeligt til Landets Forbrug, og faar Landet Valuta i Fornuft og Forstand for alle sine Udgifter?

Og her tænkte man isandhed for Folket ved denne Fest; kan nok hende, at Kantaten, Sangen og Musiken ikke vare saa poetisk tænkte, som Folket kunde have ønsket, men det var det Bedste man vidste at opdrive, og det Bedste er altid godt nok. Melodien «God save the King» var derimod folkelig tænkt: da den bruste gjennem Salen blev det høitideligt.

Under Talen var det ogsaa høitideligt. Professor KaurinKaurin] Jens Mathias Pram Kaurin, teolog og professor er en værdig Taler; hans Organ er klart og præsteligt. Talens Indhold behøver ikke at gjengives, da Enhver let vil kunne tænke sig Indholdet ved en Anledning som denne; der gaves intet Valg i Materien. Det maatte være en Tak til Gud for KongensKongens] Oscar I, konge gjenvundne Helbred, en Bøn for det øvrige Kongehus, hvorunder man ogsaa som efter alle Prædikener — indsluttede den øvrige Styrelse til «Lands og Vands;» man kunde tage det fra en mere eller mindre theologisk Side, men Gangen maatte noget nær være den antydede. — Professor Kaurins Tale var meget theologisk; den anvendte smukt Bibelsprog som: «Der er ingen Øvrighed uden af Gud,» «Herrens Salvede» o. fl.

Professor MonradMonrad] Marcus Jacob Monrad, filosof har dog nok havt en anden Gang i sin Tale, som dog blot er trykt, men ikke holdt. Den er om det arvelige Kongedømmes Betydning, og vist ligesaa filosofisk som Kaurins var theologisk; de ere da ogsaa begge Professorer i hvert Slags. Monrads Tale er vist ogsaa meget god; jeg har imidlertid desværre ikke faaet læst den endnu.

Kaurin ihukom ogsaa Universitetet i sin Tale. Han udhævede paa en smuk Maade dets Betydning og nedbad Velsignelse over det.

Omtrent Kl. 1 ½ var Festen endt.

Skuespiller HagenHagen] Carl Hagen, dansk skodespelar har havt en ulykkelig Hæshed disse tvende sidste Dage, saa sige de røde Plakater, som ud paa Eftermiddagen have opsat den ventede Nydelse af at høre MozartsMozarts] Wolfgang Amadeus Mozart, austerriksk komponist Musik i Don Juan. Hagen skal synge, og da klinger det ikke godt at være hæs. Den første Dag jeg saa den røde Plakat, faldt det mig ind under Læsningen, «Forestillingen opsættes til imorgen»: det er dog nogle besynderlige Folk, der saa sikkert gjøre Regning paa at Hæsheden skal være forbi imorgen; hvad, om den skulde finde paa at vare lidt længer! Og ganske rigtigt, den vedblev. Man gjorde igaar igjen Regning paa, at den dog ikke kunde holde paa længer end til idag. Kanske den omsider har givet sig; her er iallefald ingen rød Plakat om Hæshed endnu. — — — —

Hæsheden lod sig ikke besværge, men JørgensenJørgensen] Christian Jørgensen, dansk skodespelar var saa artig at være Mazetto, og saa gik Operaen ikvæl. Men den gik ikke godt; det var en Synd og Lidelse at se dette Mesterverk saadan fremstillet; dog bør man være taknemmelig fordi man fik det og ikke engang gjøre Fordring paa, at det kunde gaa anderledes. Det var derfor utidigt frappent at hysse, som man gjorde, ikke at tale om, at det var uanstændigt, uagtet man nok ikke ville mene Musiken, men blot Udførelsen. Frøken LøvgrénLøvgrén] Helene Löfgren, svensk operettesongar som Donna Anna magtede sin Sang og Rolle mindst. Madame UrsinUrsin] Clara Ursin, dansk-norsk skodespelar og operasongar som Elvira var kanske lidt bedre, hvorimod Jomfru KlingenbergKlingenberg] Gyda Klingenberg, skodespelar som Zerline var smuk, sang ret godt og dandsede sin Menuet ganske fortrinligt. WolfWolf] Nicolai Wolf, dansk-norsk operasongar og skodespelar var Don Juan og var en værdig Repræsentant for Sandseligheden. LundLund] Jacob Lund, dansk-norsk skodespelar var en passende Oktavio og Jørgensen var en fortræffelig Mazetto; SandstrømSandstrøm] Gustaf Sandström, svensk operasongar var en vindtør Lepovello og NielsenNielsen] Ferdinand Nielsen, skodespelar en brav Kommandant især som Stenmand. — I næste No. skal jeg sende en Kritik af J. Janin.Janins] Jules Janin, fransk forfattar og teaterkritikar Den er lang, men jeg haaber, at Læserne ville finde den for kort: Faar Drammenserne ikke en Don Juan, skal de idetmindste faa en Kritik, som Christianiabladene ikke formaa at byde sine Læsere.

Nr. 71/1853; søndag 27.03.

[Teatera og nasjonaliteten]

Korrespondance

Christiania, den 23de Marts

Vore Theaterforhold er et godt Stof baade for Aviser og mundtlige Samtaler; man skal ikke med Grund sige, at dette Stof bliver formeget tærsket paa; snarere maatte man vel paastaa det Modsatte; thi vore tvende Theatre ere dog, hvordan man end vender Sagen, et kort og godt Udtryk for de forskjellige Retninger i Sprog — mundtlig som skriftlig — i Literatur og — hvorfor ikke — Kunst? Disse tvende Retninger faa ligesom noget at holde sig til i vore Theatre, der blive et Midtpunkt, hvorom Striden kan dreie sig. En Fred imellem eller en Forening af disse vore Theatre, vilde derfor være lidet ønskelig, da disse Retninger, som de repræsentere, maa rives for at noget fornuftigt kan komme ud af det.

Det maa derfor enten være Uforstand eller nærsynet Politik fra én af Siderne, som arbeider paa at faa et Forlig istand. Krig maa der være; skader ikke, om den atimellem bliver bitter — den pirrer det store Publikum, som tilsidst bliver den bedste Støtte. Nu er Tiden at bringe Modsætningerne til Bevidsthed; saalænge man gaar og døser og ikke véd, hvorhen man vil, kommer man naturligvis ingen Vei.

Det norske Theater bør derfor intet andet lære af det skandinaviske, end hvad det overhovedet bør lære af den dramatiske Kunst ialmindelighed; begynder det at efterligne det i Sprog og Udtale f. Ex., saa er det uigjenkaldelig fortabt, ligesom det paa den anden Side ikke nytter det skandinaviske Theater et Grand, at optage norske Skuespillere, al den Stund det tilmeisler deres Sprog efter det danske.

Naar derfor Postens Theaterreferent for idag i en forresten særdeles velskreven Artikel om det norske Theater snakker om en dannet Udtale, som han ikke finder paa det norske Theater, saa bør det norske Theater være saa klogt, at finde denne Daddel særdeles god for sig, og bestræbe sig for at han aljamt kan finde Grund til en slig Daddel. Jeg mener naturligvis ikke hermed den Daddel han med Rette udtalte over Enkeltes raa Organ og tufsede Stemme, men Daddelen over Udtalen og den Frihed man har taget sig til at benytte Bondemaal.

Det norske Theater bliver med Sammenhængens Magt dreven fremad med en hyppigere og hyppigere Brug af Bondemaal. Heri skal det finde sin Styrke til at udholde Kampen og sluttelig seire. Man kan ikke noksom gjentage at det er redningsløst forlorent, dersom det ikke bliver mere og mere radikalt. Det maa ikke gaa paa Akkord med det skandinaviske Theater, og dets Kritici; det maa være et Organ for den nationale Trang til at rense Sproget fra fremmede Bestanddele og lidt efter lidt føre det tilbage til sin Velklang og Styrke. Vil det være et saadant Organ, kan det smile til alle Anstrengelser for at ophjælpe det skandinaviske Theater; vil det, tør det ikke, kan det ligesaagodt først som sidst pakke ind sine Skildter. Dannede Mennesker gaa ikke og vil ikke gaa did endnu i de første Aar for at søge nogen æsthetisk Nydelse, men de gaa af national Interesse og Mængden gaar, fordi den finder noget forstaaligt, og fordi den samme nationale Interesse bevidst eller ubevidst er med i Spillet. Denne Interesse er endnu ikke i noget Land paakaldt forgjæves, og den er stærk nok til at bringe alle andre Interesser til Taushed, naar man blot forstaar at anslaa denne poetiske og følsomme Stræng.

Alene under denne Betingelse kan Entreprenørerne for det norske Theater være rolige, under den Virksomhed, det skandinaviske Theater udvikler, under de stærke Kræfter, det paakalder, og under de kloge Foranstaltninger, det unegtelig træffer. Det vil udvide Theatret for at faa flere og billigere Pladse. 4000 Spd. skal alt være tegnede til dette. Th. MeyerMeyer] Thorvald Meyer, trelasthandlar og mesén skal have skjænket det 1300 Spd. og J. MeyerMeyer] Jacob Meyer, trelasthandlar 300. Af Aviserne saa man, at Kongen havde skjænket 500 Spd. og Interimsregjeringen 400 til Forbedring i Skuespillernes Lønninger. Med slige Kræfter bør noget kunne gjøres, og man bør være disse mægtige Givere taknemmelig baade fordi de berede os Kunstnydelser, som det norske Theater endnu ikke kan byde, og fordi de styrker den Retning, som skal kontrollere vore Nationalitets-Bestræbelser. Den Revolution, som vil andet end personlig Fordel, maa netop ønske, at Reaktionen er stærk.

Det skandinaviske Theater har ogsaa engageret en Jomfru JohannesenJohannesen] Lucie Wolf, f. Johannesen, skodespelar fra Bergens Theater. Bergens Stiftstidende beklager det Tab og véd ikke, hvordan det vil komme til at gaa med Theatret dersteds, dersom det skulde blive Skik at de bedste Skuespillere reise til Christiania. Det vil nok gaa saaledes, hvordan det saa gaar med Theatret i Bergen.

Idag bekjendtgjøres ogsaa, at unge Herrer — man har formodentlig Damer nok — der føle Kald til at blive Skuespillere, kunne melde sig hos Theatrets Direktør. Man vil hovedsagelig blot rekrutere sig med Norske. Man sér, at det skandinaviske Theater giver efter for den almindelige Mening. Det er et godt Mærke; men det nytter ikke stort Altsammen, dersom det norske Theater begriber sit Kald. Det skandinaviske Theater bliver med al Optagning af norske Bestanddele alligevel blot en Tvitulle (Hermaphrodite). Danskheden bliver forherskende og de Norske, som komme did, blive skjæmte bort. Deres Sprog bliver hverken det Ene eller det Andet. Dog, det bliver det dannede Sprog, som Posten aljamt taler om. Men det har ingen Livskraft, da det er en Plante, som ingen befrugtende Jordbund har at staa i. Den visner; man sér jo Bladene krølle sig fra Dag til Dag.

Men en Skuespiller og Skuespillerinde, som tror at have nogen Fremtid, bør vist ikke gaa til det skandinaviske Theater. Den større Gage, man der faar i Begyndelsen, bliver sikkerlig liden, naar man sér fremad, dersom man da ikke kan aflægge den danske Tunge som et andet Klædebon.

Saadan staar Sagerne; og man vil begribe at CronborgCronborg] Jens Cronborg, dansk-norsk teatermann maa være ængstelig, naar han sér alle disse Anstrengelser og Reformationer hos det skandinaviske Theater; man begriber det netop fordi han som dansk Mand ikke vil kunne begribe den Norskhed, han maa være Redskab for og som alene kan redde ham. Kan nok hende, at han ogsaa har norske Raadgivere, der heller ikke kunne begribe, at man skal være saa norsk for at kunne holde sig, men at man bør være maadeholden og gaa paa Kontrakt. Lad sé!

Tidsbegivenhederne har en god Logik; de forberede og med ubønhørlig Strenghed gjennemføre, hvad man i Begyndelsen knapt turde vove at tro paa. Hr. Cronborg og de øvrige Entreprenører tænkte vist ikke paa at blive saa norske, som de nødvendigvis maa blive, skal ikke det Hele knage sammen og Enkelte lide et utaaleligt Tab. En Idé tager Omstændighederne og det materielle Liv til Hjælp for at drive Menneskene til at udføre, hvad den vil.

Christiania den 25de Marts

«Sypigerne.» Ja saa hedder et «Lystspil» (?) i 4 Akter med Sang og et Musikbilag, som i disse Dage er udkommet i Trykken og er at faa hos Bogtrykker Halvorsen.Halvorsen] Ole Halvorsen, boktrykkar Af den Masse literære Frembringelser, som i de sidste Tider er kommen for en Dag, indtager unegtelig dette Lystspil en fremragende Plads — allenfals i Omfang — det er paa 103 Sider, og vis kan man være paa, at dette vil faa det største Publikum: Titelen lokker; man venter noget morsomt og tidsmæssigt, noget, som rigtigt er grebet ud af Livet. Man kjøber Bogen; den er forresten ikke rar, synes mig. Men dette gjør jo igrunden ikke stort til Sagen. «Posten» fandt ogsaa «en Aften hos en Høkerfamilie» slet, men Publikum morede sig nok saa fortræffeligt ved Stykket. Kritikerne have sin Mening og Publikum sin, og den Forfatter, som tiltaler Publikum, er hjulpen; han kan smile til alle Kritici. Forfatteren til «Sypigerne» — egentlig Oversætteren; thi de skulle være svenske, og blot lokaliserede for Christiania — kan godt trøste sig over den haarde Kritik, som muligens kan ramme ham; han vækker Minder, sætter Snak i Omløb, og faar solgt sin Bog.

«Sypigerne» er — som sagt — en god Titel. Man kunde bestemt bringe noget ud af den; men det er ingen Paul de Kock,Kock] Paul de Kock, fransk forfattar som har skildret disse CouturièrerCouturièrer] retta frå: Couteriérer. Dog SypigelivetSypigelivet] retta frå: Sypigerlivet er vel heller ikke saa udviklet i Christiania som i Paris, uagtet man vil vide, at det ogsaa her skal blomstre i haabefuldt Velgaaende. Det er unegtelig Synd at saa gode Emner skal blive forkvaklede; det kunde blevet baade en morende og belærende Skildring, og et Optrin af Byens «Løver» maatte kunne tage sig yderst komisk ud i et Selskab af Sypiger; det vilde være den bedste Satire som man kunde ønske sig paa de fine Herrer og det moderne Samfund; ved Modsætningen falder først Hulheden og Raaddenheden ret i Øinene. Det kunde blevet en Straffebog mere virksom end den bedste Prædiken.

Man har vist ogsaa tænkt, at den skulde feie; idetmindste ligge tvende Sopelimer symbolisk overkors paa Titelbladet.

De Herrer, som optræde, ere bekjendte Personer med noget forvredne Navne. Se, det pirrer. Men man kan ikke kjende Personerne af Skildringerne — saadan som det burde være — men Navnene ere ligesom Karaktererne paaklistrede. Det er Krydseren og Krydserkliken som er mént, synes man at kunne slutte.

Der er forresten Ting ved dette Lystspil, som det ikke er tilladt at spøge med. Det er nemlig den Omstændighed, at Personer fremstilles som Forbrydere paa en Maade. Det er ikke æsthetisk, det er juridisk, og hører ikke hjemme i et Lystspil. Har man noget at paasige en Mand, bør man være ærlig og aaben og ikke skumle; det er Gift, som dræber sit Offer, og Gjerningsmændene bliver ikke rammet, før efter Gjengjældelsens evige Lov en Anden kommer og skumler paa ham igjen. Dette er ingen ønskelig Tilstand, og man kan visselig ikke haardt nok revse et saadant Uvæsen. Det skulde være dette, som gjorde «Sypigerne» en Kritik værdige; den skumlende Tendents bør straffes. Kan være, at Enhver føler det Uværdige i en saadan Brug af Trykkefriheden, og at man derfor ikke behøver at gjøre opmærksom paa den, men det kan man jo paa en Maade sige om alle Vildfarelser, og derfor bliver en Daddel over «Sypigerne» ikke ganske overflødig. Dersom Forfatteren ikke var kommen med slige uhyggelige Antydninger, kunde «Sypigerne» passere; de ere allenfals ligesaa gode som mange andre Produkter, idetmindste ligesaa gode som Krydseren, hvem de angribe. Der er enkelte træffende Bemærkninger over Jurnalisterne og en vis Raskhed i Sproget; men som et Hélt betragtet er Bogen slet og den har mange Bemærkninger, som neppe holde Stik f. Ex., at Krydseren har undertrykket fremspirende Talenter. Det er vist intet Talent, som Krydseren har undertrykt; der skal en bedre Kritik til det, end Krydseren kan præstere; han er en høist uskadelig Fyr. Dog Præsten JensenJensen] Peter Andreas Jensen er unegtelig et Talent, og han jamrede sig i Fortalen til sin Digtsamling over en Kritik, der syntes at have nedstemt ham og dermed kunde han vist ikke mene nogen anden end Krydseren, der har været meget uvittig mod Præsten Jensen; men det maatte være et sygeligt Anfald af den gode Pastor.

Det maa genere Krydseren at se sig angreben af «Sypigerne»; han falder som Abimelech for Kvindehaand, og det har altid været en Tort for tappre Mænd at blive anfaldne af Kvindfolk, end sige af «Sypiger», som i denne nyere Tid, der bringer saa meget for en Dag, har faaet en egen Betydning. Det er virkelig leit, at der saa gjerne i Verden skal komme Ting imellem, som forbitrer istedetfor at more. Havde «Sypigerne» afholdt sig fra utilladelige Hentydninger og blot holdt sig til sit egentlige Element, saa havde det været yderst pudserligt at se Krydseren angreben af dem; det havde været et særdeles passende Angreb paa de Herrer; men som det nu er, bliver Indtrykket af det Hele høist uhyggeligt.

Nr. 74/1853; fredag 01.04.

[Morgenbladet]

Korrespondance

Christiania, den 30te Marts

Nu er dog endelig «Frosten sprukken»: Morgenbladet begyndte at klage over den, og da kunde man med Vished forudse en snar Forandring.

Det er ganske forunderligt med Morgenbladet: naar det klager over Kulden, kommer snart Milde, klager det over Milden om Vinteren og Varmen om Sommeren, kommer der snart Frost og Regn; hersker Vandmangel, taler blot Morgenbladet derom, og her kommer Vand i Overflødighed; herforleden vare Vand-Rørene stoppede, men samme Dag, det var at læse i Morgenbladet, bleve de aabnede. Med Gassen vil man ikke finde det saa forunderligt, at Morgenbladets Ord virke som Naturbegivenheder, da Gaskompagniet bestaar af Aktier. Man tør haabe, at det nu snart vil tale derom; thi Gassen lyser meget sparsomt i Gaderne, Blussene ere saa smaa som osende Natlamper.

Gamle praktiske Folk sige derfor: Nei, dette er ikke til at holde ud: vi maa gaa ud til Morgenbladet og bede om lidt Regn, Opholdsveir, Føre, Frost, Varme, Vand, Tørke, alt efter Tidens Behov, og Skomagerne bede om Uføre for at faa afsat sine Varer.

Man kan let blive overtroisk, naar man sér denne Morgenbladets Pagt med Naturkræfterne; det er igrunden selv en Naturbegivenhed; det har da aldrig havt meget af Fornuft og fri Villie.

Eller kanske denne hele Forunderlighed kommer af Morgenbladets Indflydelse paa høie Steder: det beder i sit Sprog, og bliver bønhørt, enten fordi dets Bøn er saa velbehagelig eller saa utaalelig, at den opfyldes for at slippe det modbydelige Paahæng, ligesom de mahomedanske Præster sagde om Jødernes Bøn, dengang ogsaa de bleve truede til at bede om Regn i en langvarig Tørke. Præsterne bade nemlig først som de Nærmeste, derpaa den rettroende Befolkning; da nu alt dette ikke hjalp, truede man Jøderne til at bede, og der kom Regn. For nu at vedligeholde sin gamle Anseelse sagde Præsterne: «AllahAllah] retta frå: Alla vilde ikke høre os, men Jødernes Skrig var ham saa utaaleligt, at han jo før jo heller maatte stille dem tilfreds.» Og Mahomedanerne troede sine Præster og hadede Jøderne som forhen.

Vil Nogen fortolke Morgenbladets mægtige Bønner som de mahomedanske Præster fortolkede Jødernes, og vedbleve at hade det som før?

Det gjør mig virkelig ondt for Mennesker, som gjerne dvæle ved det Overnaturlige, at maatte blæse bort denne guddommelige Nimbus om Morgenbladets Hoved og tyde Tingen paa en naturlig Maade. Alting har en Ende, og ingen Forandring kommer saa pludselig, at den ikke giver sig tilkjende i Forveien ved visse Mærker. Naar det længe har været tørt, begynder det at blæse fra Syd og drage op med tunge Skyer. Da sætter Morgenbladet sig hen at tale om Tørken og ønske Regn for den tørstige Jord og Vand i de tørre Bække. Den følgende Dag regner det, og Morgenbladets Bøn er hørt. Naar det længe har regnet, river det og klarner i Nord. Øieblikkelig skriver Morgenbladet om den langvarige Væde og beder om Opholdsveir. Det kommer. Efter langvarig Frost gaar Morgenbladet en vakker Dag ud af Døren; der drypper af Tagrenden ned paa det. Som en Vind gaar det ind og skriver en Redaktionsartikel om den langvarige og for de Fattige saa haarde Frost. Om Morgenen er der et fuldstændigt Omslag i Veiret, og den Fattige knuger Morgenbladet mellem sine sammenknæppede Hænder og siger: «O du store Morgenblad, du har befriet mig fra at fryse og kjøbe Ved hos Høkerne til 1 Skilling for en liden Spik!»

Der er kommen Mudder i Vandledningerne og Morgenbladet møder Vandkorpset, som slæber gjennem Gaderne paa de lange, slimsede Rensere; man aabner Brøndene, stiger ned og railer de underjordiske Rør; hjem piltrer Morgenbladet og skriver til næste Dag: «Vandledningen er i Uorden; det er et Ord i rette Tid at henlede den ærede Vandkommissions Opmærksomhed herpaa. Vandverket i en By er en vigtig Ting, men man synes ikke at have anvendt Soliditet nok paa den; en Kontrol med Bestyrelsen var vist ikke paa urette Sted;» og saa videre omtrent.

Næste Dag give Brøndene Vand; Morgenbladets Ord har virket.

Forleden Dag gik bestemt Morgenbladet ud ved Bodsfængslet og saa, hvorledes man svingede med gloende Jern og stak dem i de tilfrosne Tude og Tappe.

Vandledningerne ere frosne ved Bodsfængslet, sagde det den følgende Dag, for at give Publikum og Bestyrelsen et Vink. Det talte dog — mærkeligt nok — ikke om de grunde Vandledninger til Bodsfængslet; det saa nok ikke saa dybt.

Den næste Dag, da Morgenbladet kom ud, gave Springene Vand.

Dette er Morgenbladets Visdom og hele Politik. Ligesom det forudsiger Naturbegivenheder, saaledes akkurat forudsiger det Omslag i Meninger. Det er derfor umistelig under Valg- og Storthingstiden til at lede Mennesker, som ingen Mening have selv. «Fuglen sér Uveiret længe forud» — hedder det — «og flyver til sin Rede.»

Og saaledes bør det være. Folket maa ledes af sine vise Mænd, som se ud i Fremtiden. Derved blive de sit Lands Velgjørere, og Folket, som ofrer sin Førstegrøde, det Førstefødde og Fede af stort og smaat Kvæg, ofrer ikke til de stumme Guder, gjorte af Menneskehænder.

Morgenbladet er et sandt Organ, der virker paa et Vink af den indre Villie. Sjelens Bevægelse maa gaa forud. Naar Folket tænker først, tænker Morgenbladet det bagefter. «Hm!» siger Folket, naar det læser, «nei, hvor det har truffet mine egne Tanker.» Og Folket bliver ledet frem paa Visdommens Vei, og har en Spaamand i Vind og Veir.

Nr. 76/1853; søndag 03.04.

[P.A. Jensens Kongens Magt]

Korrespondance

Christiania, den 1ste April

Kongens Helbredelse feires, lovprises og takkes for paa mange Maader. Man skriver Sange, holder Fester og giver Forestillinger i Theatrene, men, det er ikke af Trællesind; det er et frit Folk, som véd, hvad det skylder sig selv og sin Styrer. Det er ligesaa smukt, som det vidner om Folkets sunde Sands og Modenhed.

I det norske Theater har man nu alt tvende Gange givet et Stykke i den Anledning, «Kongens Magt,» medens man i det skandinaviske Theater blot gav en Prolog. Det norske Theater har uden Tvivl handlet ganske rigtigt ved at gribe Leiligheden, og det har ogsaa vist, at flere digteriske Talenter stode til dets Raadighed, end det skandinaviske Theater havde at byde over. Eller maaske det kom deraf, at dets Direktion handlede med større Omtanke, end den skandinaviske. Nok, det norske Theater fik et Stykke, og trak derved Autoriterne og det herværende Hofpersonale til sit Hus, medens det skandinaviske Theater blot fulgte en Slags Etikette, og saaledes gjorde lidet mere end det pleier til dagligt Brug. Det norske Theater har herved befæstet sig som en Magt, da ogsaa en Anerkjendelse af høitstaaende Folk har noget at betyde i denne Verden. Denne Festlighed maa rapporteres til Kongen af Tilforordnede, og Han vil maaske ogsaa skjænke det norske Theater Anerkjendelse; den kan heller ikke undværes.

Det givne Stykke «Kongens Magt» var vistnok mindre end godt; men det lod sig dog se, allenfals var det saa godt, som man havde det forhaanden, og det er altid en Visdom at finde sig i Omstændighederne; det er desuden et stort Spørgsmaal, om man kunde have faaet det bedre af nogen anden norsk Haand. Vi er et fattigt Folk, det maa svæve os for Øie, naar vi kritisere, men derfor tør vi ikke opgive Ideen; thi opgive vi den, saa blive vi endnu fattigere.

Hvad manglede da «Kongens Magt?»

Det er ikke saa snart sagt som følt; men, lad se lidt.

Scenen aabnes; den er smuk: et norsk Stabur staar mellem de grønne — Kolisser; Gaardmandens Datter træder ind med sin Elskede, Husmandens Søn. Man aner alt en Knude, denne gamle fortræskede Historie om en Kjærlighed, som Bondearistokratiet gjør tragedisk. Historien er gammel, som sagt, men altid ny. Lad den da gaa, indtil vi faa se, om den er national, som den gjør Fordring paa at være!

Men national er den ikke i «Kongens Magt,» det overbevises man snart om ved at høre de Elskende være sentimentale og snakke om at sørge sig ihjel. Saa snakker ikke tvende Elskende af Bondestanden, der undslipper dem enkelte Suk, deres Ord ere faa, men intense; de ere tilsyneladende rolige og ligesom spotte Skjæbnen, de ere ægte tragiske.

Brudens lille Broder kommer ind med et Høiknippe og snakker blandt Andet lidt om Hesten; det er en liden munter Gut, men synes ikke at være nødvendig, og naar han senere taler lidt om, hvad han vil gjøre naar han kommer saalangt (som til at fri?) gaar han udom sin Alder. Men det er nu Mode at gjøre Børnene forvoxne.

Klokkeren kommer ind med sin Tine. Han begynder alt at te sig som Kjøgemester, tykkes jeg at erindre, men det forekommer mig utroligt, da Klokkeren ikke gjerne havde den Forretning. Det maa vist være i et enkelt Bygdelag isaafald. En anden lystig Fætter var Kjøgemester. Han var forresten en ret snurrig Kjøgemester.

Bruden taler med ham, og der snakkes om, hvor langt det er til Kongen. Det er 100 Mile og lidt over. Vil den ulykkelige Brud, som Dagen efter skal gifte sig med en Gaardsgut, hun ikke elsker, reise til Kongen? Man faar romantiske Anelser.

De gamle i Huset, Fader og Moder, træder ind. Der bliver et Optrin mellem dem og Datteren; det tiltaler ikke, fordi det ikke er natursandt. Den samme Feil: mange Ord uden Intensitet. Det er UdvorteshederUdvortesheder] retta frå: Udvortsheder, som Filosoferne sige.

Gjæstebudslyren kommer ind, den saakaldte Stævne ventelig: thi det er Dagen før Brylluppet. Choret er smukt. En Spillemand spiller paa sin Hardangerfele; man dandser. Godt! Kjøgemesteren gjør sine Reverentser og Komplimenter. Meget godt! «Christianiaposten» kommer tilsyne hos Brudgommen (?), Gaardmandssønnen. Man læser at Kongen er syg. Faderen i Huset bliver alvorlig stemt; han vil ingen Lystighed vide af, mens hele Landet sørger. Dette er formeget: paa Bondebygden er ikke den Etikette; der sætter man ikke op noget Berammet, men er alvorlig under et glædeligt Ydre. Der vilde være kommen Alvor i Legen og intet videre. Bonden har en sund, naturlig Takt; han gjør intet «Bræl.»

Imidlertid er Datteren i Huset reist — til Kongen. Hun kommer dog ikke langt. Brudgommen, der har havt et uskjønt Optrin med Faderen, er ilet efter hende og hendes lille Broder; hendes Elskede er ogsaa ilet efter. Alle komme tilbage, og der er ogsaa kommen en Sølvkande fra Kongen til hendes Elskede, fordi han havde gjort en Manddoms Daad, at redde den lille Broder fra «Binsen.» Med Kanden følger det Tilsagn, at han skal drikke af den paa sin Hædersdag.

Den egentlige Sammenhæng her i Løsningen opfattede jeg ikke ganske klart. Nok; man hører at Kongen er bedre; Gjermund, Husmandssønnen, faar Datteren, Aslaug, Gaardmandssønnen, Anfind, intet. En Slutningssang afsynges og under denne afsløres et glimrende Transparent med en Krone, et «O» og Kongens Valgsprog under.

Den væsentligste Feil ved Stykket er visselig den, at Kongen og hans Sygdom trækkes altfor meget ned i Stykket, og gjøres til en deus ex machina, der motiverer og løser alle Forviklinger. Dette er ubehjælpeligt og stødende for Følelsen; det er igrunden en Vanhelligelse; store Ting sat i Bevægelse for saa ubetydelige. Ved en slig Leilighed især burde Kongen blot dæmret poetisk i Baggrunden; da var det blevet høitideligt. Kongen, ligesom alt, hvad der er hævet over Hverdagslivet, maa ikke trækkes ned i det — paa Scenen; der skal de menneskelige Følelser og Lidenskaber, det Gode og det Slette kjæmpe for vore Øine; hverken Gud, hans Ord, eller den jordiske Majestæt maa drages med ind i Konflikten. Udenfor maa de staa og blot gjennem ubestemte Antydninger peges paa.

Dette var ikke iagttaget; derfor bleve de mange baade vakre og sande Ord om Kongen og hans Sygdom uden tilbørlig Virkning, og derfor forekom det hele Stykke mig trods den Omtanke i Kompositionen heller ikke beskueligt; det var ikke poetisk og kanske ogsaa den noget sammentrængte Handling bidrog noget til Uklarheden; kanhænde ogsaa, at jeg selv ikke var opmærksom nok eller altfor opmærksom, idet jeg maaske over Indholdet ofte glemte de ydre Bindeled. Det er saa let at se skjævt eller feilagtigt, naar man blot sér én Gang.

Hvad Sproget angaar, da forekom det mig noget søgt bondeagtigt; det var godt Bogsprog ialmindelighed, men saa kom der Pronomener og deres Stilling f. Ex. altimellem saa bondeagtige. Forfatteren vilde knote Bondemaal, følte jeg, og tog sig derfor ud som en Skolelærer, der knoter Fremmindmaal.

Stykket skulde være nationalt; men Dragter, enkelte Bondeudtryk, Hardangerfele og Dands, Kjøgemester og Gjæstebudslyr, selv ikke virkelige Situationer og enkelte hjemlige Optrin gjør et Drama nationalt, selv om Alt er natursandt, naar det ikke tillige er poetisk. Alt dette er blot Raastoffer, der maa lutres og renses; det nytter ikke at opstille dem i noksaa mathematiske Rækker og Forhold; de maa ligesom forflygtiges af den poetiske Aande. Nu, dette er let sagt og ofte sagt, og det er ligesaa ofte sagt, at man ikke baader vor nationale Digtekunst ved slige mekaniske Sammenstillinger, men skaf os noget bedre!

Nr. 80/1853; fredag 08.04.

[Forlystingslivet i hovudstaden]

Korrespondance

Christiania, den 6te April

Fester, Koncerter, aparte Theater- og Afskedsforestillinger gives Slag i Slag. Det er som det bør være i en Hovedstad, hvor Formue og Intelligents, disse Kilder til Glæde og Nydelser, ere rundne sammen fra det hele Land, for atter at flyde ud over det igjen i en destilleret Tilstand. Det er denne Ansamling til Hovedstaden, hvorved Staten i sin største Beskuelighed viser sig som et organisk Væsen, der har voldt mangen patriotisk Politiker megen Bekymring, f. Ex. Repræsentanterne fra Trondhjem, der netop for denne Sags Skyld ikke ville flytte Bankens Hovedsæde til Christiania. Det var ogsaa denne Tanke, som gav Oppositionen Betænkeligheder med Jernbanen: Christiania blev nemlig for stor og rig og overmægtig, det fik altfor mange Nydelser og Glæder.

Denne Tanke er heller ikke ukjendt i andre Lande; i Frankrig har den vakt og vækker megen Uro. Paris er Frankrig, siger man, og det øvrige Land siger, at det ikke længere med Post og Telegraf vil modtage nogen Revolution fra Paris, ligesom det ogsaa ærgrer sig over de talrige Fester, Koncerter og Skuespil i Paris. Lemmerne gjøre som i Fabelen Oprør mod Maven.

Naar nu Norge ogsaa engang faar Revolution fra Christiania, vil Misfornøielsen blive stærkere end nu, da Oppositionen blot har Ængstelse for den voxende Kolos og af og til Ærgrelse, naar man faar altfor store Doser af Beretninger om Festligheder, Koncerter og Skuespil herinde. Det maa ikke være greit for en brav Mand i Smaabyerne eller paa Landet at bevare Sindsrolighed, naar han faar alle disse Historier. Vil han ikke sige:

«Det er dog altfor galt med al den Lystighed og Gammen, Sus og Dus inde i Christiania. Her slide og slæbe vi og har neppe Salt til Grøden eller en Strikke om vi skulle faa noget ondt i Sinde; medens man i Christiania lever som det var Jul hver evige Dag; did gaar Ungdommen og tærer paa Forældrene, som hjemme sidde. Alt gaar did og bliver fortæret. Det var endda sin Sag, naar intet andet end vor Sved gik med; vi maa ogsaa forsyne Hovedstaden med Moral; thi Staten maatte snart gaa tilgrunde, dersom ikke ufordærvede Kræfter daglig strømmede ind, og Landet var en sund Kjærne, der forblev uangreben af Smitten fra de store Byer, hvor det ydre Liv er ligesaa frit, som det indre er opløst i Fritænkeri og Vantro?»

Det er virkelig foruroligende, men her er ingen Udsigt hverken til at Christiania skal blive mindre, eller at Fornøielserne skal blive færre; tværtimod, Byen voxer, og Folket faar mere og mere Sands for Fornøielser, uagtet Mange vil vide, at Befolkningen endnu ikke har faaet den rette Sands, men gaar sløv eller did hvor den mindre burde gaa, og forsømmer det virkelig Gode, som forvilder sig hid. Saadan staa altsaa Sagerne: gamle støe Folk fra Landet og Byerne og fremfor Alle Politikerne sige, at Fornøielserne ere for mange; unge opvakte Mennesker og Kunstnerne sige, at Sandsen endnu ikke rigtig er vakt, iallefald ikke den rette. Hvem har nu Ret?

Dette Spørgsmaal faar Enhver, som vil, besvare sig selv saa godt han véd og kan: et almindeligt Svar vilde saa alligevel ikke tilfredsstille Mange; det Eneste, man bør gjøre er at komme med Kjendsgjerninger, har man dem, saa er ingen i Forlegenhed med at gjøre sig en Mening.

Og slige Kjendsgjerninger studerer man bedst i Avisernes Bekjendtgjørelser; derfor er den Mand, som flittigt læser dem, en sund og praktisk Mand, der ikke gaar efter Andres Meninger, men sætter sig istand tilselv at have en, og derfor ere de Aviser de bedste, som have mange Bekjendtgjørelser, ligesom de da ogsaa bedst lønne sin Redaktør.

Avisernes Bekjendtgjørelser ere de Sprog, hvorover RecensenterneRecensenterne] retta frå: Rescencenterne læse sine Texter og forklare deres dybsindige Indhold. «Bekjendtgjørelser for Betaling» er RecensenternesRecensenternes] retta frå: Rescencenternes Bibel; Politikernes ligesaa.

Dersom jeg vidste, at mine Læsere havde fulgt med Bekjendtgjørelserne i vore Hovedstadsblade, saa vilde jeg ikke skrive et Ord om Fornøielserne herinde; men det tør jeg ikke stole paa, og om de end have læst dem, saa er det ikke saa godt at samle under Et det, som kommer Dag efter Dag i smaa korte Tyndsprog.

Det tør antages bekjendt og stadigt i Minde, at vi have tvende Theatre, som give hver sine tvende Forestillinger om Ugen, at det Hudsonske og Ehnertske Selskab musicerer hver Aften for — unge Herrer, der sidde og «liebaugle» de smukke Harpespillerinder. Dette vide Alle, og Mange vide ogsaa, at disse Musikselskaber skal forlade os ivaar, og som alle følelsesfulde Væsener drage mod Syd. Det er ogsaa gaaet ind i Folks Bevidsthed, at Skuespiller SmidthSmidth] Anthon Smidth, dansk skodespelar har givet sine tvende Afskedsforestillinger og saaledes ikke drager bort uden at forberede Gemytterne. Nu er det snart ogsaa bekjendt, at Skuespiller LundLund] Jacob Lund, dansk-norsk skodespelar igaar Kvæl gav sin Afskedsforestilling, der mindst af alt havde noget afskedsmæssigt ved sig: der var hverken fugtige Talemaader eller do. Øine, ikke engang synderlig Klap, men Sang var der i Guds Gave; det var en melodiøs Aften, ligesom Lund selv. Saakaldte Amatører og Amatricer hjalp ufortrødne Lund, og hvad de præstere er altid godt; thi de gjøre det gratis. Enkelte Koncerter høre ogsaa til det Forbigangne som bekjendte Ting, f. Ex. en for et sygt Medlem af Villa Colonna-KapelletColonna-Kapellet] retta frå: Collona Kapellet, en af Frøken Blom,Blom] Trine Blom, songar og SperatisSperatis] Paolo Sperati, italiensk-norsk kapellmeister Kirkekoncert i Mandags. Den var opbyggelig blot ved Stedet, hvor den holdtes; egentlig godt udført var den sikkerlig ikke, da hverken Orchester eller Sangchor svarede til hine mægtige Kompositioner. Tonestrømmen var ikke kontinuerlig og blød nok; Paukerne vare for stærke og Instrumenterne ikke altid rene, og mellem Mands- og Kvindestemmerne blev Rummet ikke udfyldt, denne almindelige Mangel ved de blandede Kor, der fremhæver den uforsonede Modsætning. Man bør imidlertid paaskjønne den Flid og Velvillie, som satte Sperati istand til at give Koncerten. Theologerne havde faaet bort RosinisRosinis] Gioachino Rossini, italiensk komponist «stabat mater» f. Ex., fordi den ikke er kirkelig nok for en protestantisk Kirke. Den katholske Musik forarger Protestanterne; den er for theatralsk, sige de.

Nu ere vi da à jour, men den nærmeste Fremtid er rig paa Forestillinger og Koncerter. Jeg traf en Mand igaar Kvæl i Theatret, som talte efter paa sine Fingre at de nærmeste 14 Aftener vare besatte for ham. Lad se! Ikvæl Lund, imorgen (Onsdag) norsk, i Thorsdags skandinavisk Theater, i Fredags Studenternes Forestilling til Byggefondet jo; i Løverdags? Søndag norsk Theater, Mandag Fløitenisten Oluf Svendsen,Svendsen] Oluf Svendsen, fløytist Tirsdag WergmandsWergmands] Peter Frederik Wergmann, dansk-norsk teatermålar og skodespelar første Tableauforestilling. Onsdag og Thorsdag Theatrene igjen. Nu mindes jeg ikke længer frem, men kanske jeg sprang over ØrbyØrby] Julius Ørbye, fiolinist og Hasert!Hasert] Rudolph Hasert, tysk pianist og komponist Give de ikke Koncert paa Loverdagen, saa give de en anden Dag. SiebaldSiebald] uidentifisert musikar skal ogsaa snart give en Koncert og han beder om talrigt Besøg, han.

Det er sandt! SchwarzenbakerneSchwarzenbakerne] Schwarzenbacher-Kapellet, tysk ensemble har jeg glemt. De ville forhaabentlig ogsaa give Afskedskoncerter. Det vil uimodsigelig blive de bedste af alle disse mange Koncerter. Det er virkelig nedslaaende, at et saa udmærket Selskab ikke skal kunne sutinere her. Men, her er formeget, som man sér, og man gaar ikke altid did, hvor man faar det, som godt er.

Nr. 82/1853; søndag 10.04.

[Arbeidarrørsla]

Korrespondance

Christiania, den 8de April

Om Arbeidersagen og de fængslede Høvdinger har Tilskueren istand en Artikel igjen. Tilsk. er det eneste Blad, som bringer i Erindring, at det varer forfærdelig længe med Arresten; jeg skal ikke sige, om Morgenbladet har havt en indsendt Artikel om den Ting; jeg tror det imidlertid ikke. At Posten tier er i sin Orden; han kan ikke andet end finde alt godt og vel, om saa Arresten varer 2 Aar til; thi alene som Jurist maa han forsvare vore Procesformer, ikke at tale om Autoriteterne, som iverksatte Fængslingen. Af Morgenbladet kan man naturligvis ikke vente noget, og derfor er det i sin Orden, at ogsaa det har tiet. Provindsbladene have ogsaa tiet; kun Arbeiderbladet har talt, men Ingen har hørt det.

Og hvad nytter det at tale om den Ting? Man forandrer ikke de Fængsledes Stilling, og deres endelige Skjæbne forandrer man endnu mindre; den maa Loven afgjøre, naar alle Oplysninger ere tilveiebragte; man kan ikke ønske ad Opinionens Vei at indvirke paa Dommerne, undtagen man ved sin egen Fremfærd vilde retfærdiggjøre det Princip, som de ivrigste «Arbeidere» mene at Autoriteterne og Dommerne følge, idet de tro, at man arresterede dem af Hevnlyst og at den endelige Dom vil blive fældet af en forud indtagen Mening.

Følger ikke Øvrighederne og Dommerne andre Regler end Opinioner, man vækker, saa er det snart forbi med det hele Samfund, og at vække Opinioner vilde i det høieste være en Galgenfrist. Naar Liv, Ære og Gods skulde være afhængig af «Folkemeningen», der skifter Ham som Slangen, saa vilde Ret og Retfærdighed være flygtet bort fra Landet. Politiske Lidenskaber ere de mest upaalidelige Dommere under Solen. Man forsvarer ikke Hemmelighedssystemet ved at sige dette, ligesaalidt som Øvrighedens Ufeilbarhed; thi man har i et Land, hvor Videnskaben frit tør foredrages, og hvor Institutionerne lader Statsmagterne kontrollere hverandre, saa megen Garanti, som det overhovedet er muligt i denne Verden; man trænger ikke til Avisernes Hundeglam. Den, som har Indvendinger at gjøre af en alvorlig og virkende Natur, han gaar ikke til Aviserne, saalænge disse ikke staa paa en bedre Fod end vore, og gaar han did, saa gjør han, hvad han formaar til at sætte sine Indvendinger i Miskredit.

Man behøver ikke at være bange for at ingen Folkemening i god Betydning skal danne sig. Den kommer nok, og det er neppe formeget sagt, naar jeg paastaar, at netop Avisernes Taushed om de arresterede Arbeidere har vakt langt flere Sympathier for dem, end om Morgenbladet f. Ex. havde siddet paa sin gamle høie Hest, og skreget som Arbeiderbladet nu skriger. Det er den stille fornuftige Mening, der udvikler sig af Begivenhedernes Gang, som er livsfarlig for Undertrykkeren og frelsende for den Undertrykte. Den, som før lo ad disse arresterede Mennesker og kaldte deres Omgjængelser Guttestreger, han faar nu Interesse for dem; thi andet end Guttestreger kunde deres Snak og Anstalter om Revolution ikke være for den, som kjendte det mindste til vore Forhold og Stemningen hos den Del af Byernes og især af Landets Befolkning, som har Magten og Formuen ihænde og Forstand paa Tingene. Det var ikke 1 mod 100, som vilde gjøre Revolution, om Nogen forresten tænkte paa det, og tænkte Nogle paa det, saa var det Mennesker, der vare ligesaa fattige som de vare galne.

Ubegribeligt, at man derfor ikke heller satte Lægerne end Juristerne i Virksomhed, siden man fandt sig beføiet til at skride ind med Magt, før noget Strafværdigt var kommet for en Dag; thi selve Oprøret paa Levanger har vist sig at være af en temmelig uskadelig Natur for Landefreden; det var nogle drukne eller villiesløve Mennesker, som i Ørska gik hen og gjorde Upligt for MichelsensMichelsens] Christian Michelsen, Thrane-agitator Skyld; og Hattemagerfeiden op paa Ringeriget var endnu mindre betydelig. Den var nu blot en rén Latterlighed.

Jeg er ikke her «viis bagefter;» jeg mindes godt, hvor komisk det Hele forekom mig den 24de Februar 1851, da Revolutionen skulde være paa Hestetorvet, og en Korrespondentartikel for den Dag kan vise det. Man er ikke gemytlig stemt, naar man tror, der er Fare paafærde.

Den hele Tilstelling under Storthingstiden; Arbeiderhøvdingernes Sammenkomster med Oppositionen og deres Raadslagninger om Landets «Ve og Vel» maatte — synes mig — være rene Guttestreger, som blot vare til at smile ad, og vilde man have skredet ind imellem, saa maatte det formentlig været ved at sende Statsfysikus til at undersøge deres mentale Tilstand, og leiet Ankerløkken igjen som under Koleratiden til et Hospital. Nu, man gjorde ikke dette, men forandrede Lystspillet til en Tragedie, der ifølge Tragediens Natur lader de Skyldige seire i sin Undergang.

Det vilde dog være kortsynet at dadle Vedkommende herfor: de have netop herved frivilligt eller ufrivilligt tjent Arbeidersagen bedre end nogen af dens mange uvittige Talsmænd. Der var meget sandt og sundt i Arbeiderbevægelsen, blot dette Sande og Sunde blev formørket af dens Ledere; man flydde bort fra den, fordi den skeiede ud. Nu kommer den paa de rette Spor, og troede man at kvæle Ondet i sin Rod ved at arrestere og gjøre Fængslet langvarigt, saa har man sikkerlig taget mærkeligt feil. Men, det var ikke Arbeiderbevægelsen man vilde undertrykke, det var dens Udskeielser, og derfor er man bleven en Reformens Fremkalder, og en ubønhørlig Fiende af alle dem, som sagde: Alt staar godt og vel til her; her er Intet at forbedre.

Hvem tør nu sige, at vor Proces f. Ex. er god? Hvor findes den forstokkede Jurist, som ikke siger: Nei dette er dog for galt?

Nr. 86/1853; fredag 15.04.

[Christiania-Posten]

Korrespondance

Christiania, den 13de April

«Om Døde skal vel tales,» siger Ordet, og det er et sandt Ord; thi de Levende kunne tale for sig selv.

Justitiarius ArentzenArentzen] Carl Arntzen, stiftsoverrettsjustitiarius og redaktør og Rektor VibeVibe] Ludvig Vibe, klassisk filolog og rektor ere nu døde som Redaktører af Christianiaposten; man bør derfor tale vel om dem; i Livet vare de tidt udsatte for Paatale; dog ikke de, men Posten, som de styrte og stelte med. Nu er Miskjendelsens Tid forbi. Det Gode mindes, og det Onde glemmes af Alle, som ikke ligne Morgenbladet, der giver de Bortdragende det sidste Spark. Det er ikke smukt; det er næsten mere end man havde ventet. Hvad Dom vil Morgenbladet faa, naar det dør? I sine Ord over Posten antyder det, hvorledes det selv ønsker at blive omtalt, og der findes vel Folk som gjengjælde det, ligesaa vist som der findes Mennesker, der tage det i Forsvar, allenfals Mennesker, der ikke ville nedværdige sig til at skjælde det ud over Graven. Det er Hunden, som skal tygge Bén.

Jeg var ingen synderlig Ven af Posten; han ikke heller af mig; vi kvittede som sædvanligt, men jeg talte dog virkelig flere Gange godt om ham; jeg kan ikke mindes, at han nogen Gang gjorde det om mig. Det være ham tilgivet, især da det vilde generet mig betydeligt. Og jeg tænkte igrunden meget bedre om ham end jeg talte, men som Korrespondent maatte jeg stundom fornegte mine blidere Følelser. Jeg omgikkes Aviser, og det er intet godt Selskab; de tale ligesaa ilde om hverandre som Jenterne, Skrædderne, Skuespillerne og Forfatterne, naturligvis de smaa.

Jeg mente — og udtalte det engang om Vibe — at de Herrer Redaktører af Posten vare humane, dannede og liberale mennesker; viste de sig ikke altid saadanne, saa var det deres Omgang med Aviser, som bar Skylden; imidlertid maa man vel indrømme, at de bedre end Mange holdt sin Fod fra Fald, hvormeget de end gik i de Ugudeliges Raad og sadde i Spotternes Sæde.

De vare Mennesker, der idetmindste indbildte sig at leve for en Idé, og det er meget i disse Dage. Det var ikke for Penge de skreve i Posten, og havde saa mange Ubehageligheder. Posten har ikke været rig paa timeligt Gods; der har været noget vist Apostolisk ved den; den vilde omvende Morgenbladets Billeddyrkere fra sine Veie til Vildfarelser.

Dette var den store Tanke, som grundlagde Posten i 1848, man syntes at Tidens Fylde var kommen til at styrte Morgenbladet ned i Mørkhedens Lænker, det havde længe nok faret omkring som en brølende Løve og opslugt mange Faar; de, som endnu gik vildfarende omkring, skulde samles under én Hyrde.

Og mange bleve samlede, Morgenbladet fik unegteligt et Knæk, som det aldrig i dette Liv forvinder; men dets Magt er endnu stor; svære Kampe forestaa; det Onde er ikke fældet med én Gang, det er som Salamanderen, der slukker ud Ilden, man kaster den paa, eller som HydraenHydraen] retta frå: Hydran, der faar nye Hoveder for de afhugne.

Arentzen og Vibe bleve trætte af at hugge paa Morgenbladets Hydra; thi stunge de sine Sværd i Balgen og vege pladsen for nye Kræfter. Kommer nu an paa, hvordan Kampen vil gange! Morgenbladet er seigt; det har i saa Henseende en slaaende Lighed med Katten; Ræven er paa langt nær ikke saa seiglivet.

Medfører Rygtet Sandhed, at Overlærer DaaDaa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar skal redigere Posten, turde Landet faa en ligesaa god Avis som Morgenbladet en farlig Fiende, naturligvis under Forudsætning af, at «Forretningsmanden,» der — som det hedder — har med Bladet at bestille, giver sin Kasserer liberale Instruktioner; thi én Mand, hvor dygtig han end er, rækker ikke meget i en slig «Afause» af Blad, og lade det som den gamle Post og Morgenblad staa for Lud og koldt Vand, haabende paa barmhjertige Indsendere, nytter ikke for et Blad, som skal trænge ind i Gemytterne og jage ud et andet.

Daa har et godt Snit paa at være Redaktør, og han har hvad de andre Redaktører gjerne mangle, Kundskaber. Hans forhenværende skjæve Stilling til Oppositionen, begynder vist ogsaa at rette paa sig, dels fordi Oppositionen selv har gjort endnu bitrere Erfaringer paa andre Kanter, dels fordi den har tabt sin gamle Styrke, men dels og fornemmelig fordi man kommer efter, at Daa med alle tilsyneladende eller virkelige Sidevendinger er en Frihedsmand som Faa, rigtig en Frihedsmand paa godt Engelsk, der tager Tingen praktisk og sundt, saadan En, som det norske Folk vil have ham. Dette maatte nogle af hans mest bitre Fiender lade ham under sidste Storthing, og en af hans talentfuldeste Modstandere i Avispolemiken har i den sidste Tid maattet erkjende det Samme; det véd jeg.

Forstaar sig; det er altid vanskeligt for en Politiker at befæste sig igjen, naar man engang har sat sig i Hovedet, at han harhar] er sett inn vakled hid og did og været en «Frafalden»; men Tiderne ere dyre paa brugbare Politikere og Avisredaktører.

Det skulde være hyggeligt, kunde nu Christianiaposten blive et rigtig godt Blad. Skam og Skade er det, at den ikke har været det for længe siden. Det beviser bedre end noget Andet, at det ikke var saa farlig mént med Skriget over Morgenbladets og Oppositionens Galskaber og Fordærveligheder i 1848 og der før; thi det har ikke vist sig at være stort flere en Vibe og ArentzenArentzen], som vilde opofre noget for at faa et bedre Blad istand. Den Mængde Embedsmænd og Studerende vilde Intet gjøre, men taug stille og overlod Posten til sin Skjæbne, ligedan Rigstidenden. Ja, man sendte endog Stykker ind i Morgenbladet — rigtignok sparsomt — og saaledes styrtede sin egen Fiende. Var det Klodseri i at bruge Pennen, Uvidenhed, eller Mangel paa Sammenhold, som har ladet dem handle saaledes? Det er lige jammerligt hvad det er, og de fortjente ærligt at baade Opposition og Morgenblad vare meget slettere; de ere for gode. «Kvæg fodrer man med Skogeskrab.»

Nr. 92/1853; fredag 22.04.

[Kunst, konsertar og teater]

Korrespondance

Christiania, den 20de April

Koncerter og Forestillinger vedvare, og der kommer flere til, end man regnede paa; men mange af disse Koncertgivere have ikke meget for sin Umage. Den haabefulde Fløitenist Oluf SvendsenSvendsen] Oluf Svendsen, fløytist fik saaledes ikke meget at reise til Udlandet med. I ham mister Theaterorchesteret en god Fløite. Det maa gaa tilbage med Orchesteret, da Enhver, som ei er bunden ved trykkende Forhold, maa sé til at komme derfra. Det er haardt at lade dygtige Instrumenter sidde der for 6, 8, 10 Spd. maanedlig. Dog, hvad er at gjøre? Indretningen holder sig endda med Nød og Neppe. Rigtignok kunde man mere forholdsvis fordele Lønnen; thi der er ikke megen Sammenhæng i at lønne en Skuespiller med 40 Spd. og en Virtuos med 10. Den ene er ligesaa vigtig som den anden, og en Musikus maa opofre langt mere for at blive, hvad han er, end en Skuespiller. Det skandinaviske Theater maa vel vogte sig for at lade sin Musik gaa tilbage; det er Musiken, som væsentlig maa bidrage til at holde det oppe. Selv om man stødes ved den danske Tunge, gaar man did for Musikens Skyld.

Dekorationsmaler WergmansWergmans] levende Billeder vare ikke saa tiltalende, som man havde ventet. Feilen laa dog ikke hos Wergman; fra hans Side var Alt arrangeret med Kyndighed og Smag; men Theatret var forlidet, saa Billederne ikke tilbørlig kunde tabe sin kantede og stive Karaktér i den dæmrende Baggrund.

I slige levende Billeder ligger desuden noget Modsigende, en uforsonet Kamp mellem Illusion og Virkelighed. Paa Lærredet finder man den saakaldte Hvilen i Bevægelsen i sin Orden; her er Alt Illusion, og man gaar til Maleriet med den Tanke, at det efter sin Natur maa gribe og fastholde et Øieblik af den flygtige og fremskridende Begivenhed. Det støder saaledes ikke at sé en Udflytningsscene under Frederiksstads Bombardement, men at sé den i et levende Billede bliver Ufornuft; her trækker man altfor store Vexler paa Illusionen, der stryger med under den grundede Indvending, at man i et Øieblik, da Huset brænder, ikke staar stille med den løftede Vugge og den Sengeliggende og Syge i Fanget. Til Skildtvagten med Idstedslaget i Baggrunden siger man uvilkaarligt: «Hvorfor gaar du ikke under denne livlige militære Marsch?» Det er en Misforstaaelse og Forblanding af tvende Kunstarter, naar man fremstiller slige Malerier i levende Billeder. Med Billeder, som fremstille noget Hvilende, fremtræder ikke denne Forvexling saa spids; derfor blev man ogsaa mere tiltalt af «den neapolitanske Fisker» og «Katekisationen», hvilket ogsaa kom af, at Gruppen i det første var særdeles yndig og Skolelæreren og den Bytting af enen] er sett inn Skolegut i det sidste vare overmaade komiske Figurer. «Haugianerne» og «Juleskikken» lode sig sé med nogen Pine; den sidste maatte især travesteres, da ude og inde, Konen med Mælkeringen, Fuglebandet, Skiløbning og Sneballer have sin Betydning i Maleriet, hvor Perspektiv, Lys og Skygge giver Alt sin rette Plads og Betydning, men i et levende Billede og paa en saa grund Scene bliver det Usands. — Det gode Orchester og mægtige Sangkor hørtes ikke godt i dette «ulyde» Theater.

Den forgjettede Jomfru JohannessenJohannessen] Lucie Wolf, f. Johannesen, skodespelar fra det bergenske Theater er nu optraadt og har saa nogenlunde svaret til Forventningerne; det vilde være formeget, om hun ganske skullet svare til dem. Der kommer brugbare Folk fra Bergen. BucherBucher] Ole Johan Bucher, skodespelar ved det norske Theater er en bra Skuespiller, og Jomfru Johannessen ved det skandinaviske Theater vil ligesaa godt forsvare sin Plads. Man lo ad Bull,Bull] Ole Bull da han for 3 Aar siden begyndte med sit norske Theater i Bergen, og nu? Nu forskriver man Folk derfra og kan være vel tjent med dem. Det er sjelden, at en Mand, der gaar forud for sin Tid, saa snart kan faa den med sig; man pleier meget længer at lé og bespotte ham.

Borgermester Fougstad,Fougstad] Carl Fougstad, borgarmeister der i den sidste Tid har udrettet saa meget ved Theatrets Anliggender, skal nu være fratraadt. Da han har ladet til at være en Mand baade med Energi og Indsigt, vilde det være vel, om hans Forretninger tillod ham igjen at indtræde i Bestyrelsen. Kan nok hende, at han maa have forekommet Skuespillerne og Orchesterets Medlemmer noget haard, men Theatret laa paa det Sidste og skulde det reddes, maatte det være ved at lade det komme til en Krisis. Han er den, som rigtig har gjort Alvor af at kalde Norske med til Scenen; de Andre har mestendels blot talt om det. Baade for at skaffe Penge tilveie og faa norske Skuespillere har han udviklet en Virksomhed, som fortjener al Paaskjønnelse.

Referenten i Posten, som omtaler Jomfru JohannessensJohannessens] Debut, giver Christiania Publikum en Næse fordi det er altfor enthusiastisk til at modtage en Begynder, og derpaa forlader ham, naar det ikke finder sine overdrevne Forhaabninger opfyldte. Dette viser, at Publikum er ungdommeligt, og at der engang kan blive noget af det. Et blaceret Publikum, som aldrig kommer i Affekt, er meget værre. Kan nok hende, at enkelte Kunstnere og Kunstnerinder blive ulykkelige ved at se sig forladte, af et sligt Solskinspublikum, men det faar ikke hjælpe; man kan ikke rette sig efter Forfængeligheden og Galskaben. Den Kunstner, som ikke har Maalestokken i sig selv, men altid maa hente den fra Yderverdenen, ham er der ikke meget ved, og det er ikke mere end tilpas, at han bliver ulykkelig. Bliver han overbevist om, at han ikke duger, saa slutter han med at være Kunstner og sér til at blive et nyttigt Menneske; og skulde han finde, at Verden ikke endda forstod at vurdere ham, vilde han holde sig for god til at plante og vande om slige Kaalhoveder, og maatte han gjøre det for at leve, saa gjorde han det i den mest fornøielige Ironi. I ethvert Tilfælde er han fuldkommen skadesløs, forudsat, at han er andet end den flade Forfængelighed.

Referenten i Posten er inde paa den samme Tankegang som Præsten i Fortalen til sine dramatiske Virken naar han beklager sig over Kritiken. Jo, det er sagtens Theorier de ærede Herrer give til bedste!

Nr. 93/1853; søndag 24.04.

[Dansk arvefølge]

Korrespondance

Christiania, den 22de April

Fra Danmark kom vigtige Nyheder med Posten idag, og her er et Liv og en Bevægelighed herinde, som paa en ganske interessant Maade minder om 1848 og Begyndelsen af 49. Da var man spændt paa Postens Ankomst og læste Aviserne saadan, som de bør læses. Det var Liv. Af den danske Krig blev man dog tilslut træt, ligesom af de danske Anliggende i det Hele taget, da man ikke rigtig kunde faa Greie paa dem, og de, som fik det, fandt, at Gjærdet paa en eller anden Maade var kommet af lave, saa det var pinligt at tænke noget videre paa det. Man var glad over den Frihed, det danske Folk var kommet til paa en saa naturlig og smuk Maade, men kunde dog ikke dølge for sig, at den under de stedfindende Forviklinger svævede i Fare. Derfor fremkaldte Konflikterne og Ministerskiftet i Sommeren 1851 levende Bevægelse blandt os, og Christianiaposten viste sig ved den Leilighed fra en folkelig og frisindet Side, lige over for Morgenbladet, paa hvilket det ikke syntes at ligge noget videre Sag, enten Danmark beholdt sin Konstitution eller ikke.

Det var den Tid, de europæiske Kabinetter knyttede Underhandlingerne om Danmark og Arvefølgen, og omsider fik stilet og underskrevet den saakaldte «Londonnerprotokol,» som forandrer den danske Arvefølge fra en baade mandlig og kvindelig efter Kongeloven til en blot mandlig og nærmest for Hertugen af Glücksborg og hans mandlige Efterkommere; dersom de alle skulde uddø, da ville de europæiske Magter faderlig sørge for at ordne det siden mellem de nærmest arveberettigede; og da kunde man være vis paa, at det russiske Keiserhus med sin langsynte Politik vilde gjøre sine Arverettigheder gjældende. Det er nemlig paa Mødrene Siden beslægtet med det gottorpske og derigjennem med det danske Kongehus.

Det var isærdeleshed denne Tanke, som vakte Frygt, hos de patriotiske Danske, og alene den blotte Tanke om, at de europæiske Kabinetter engang i Tiden kunde komme til at raade over Danmark efter Godttykke, indeholdt saa Meget for Selvstændigheden saarende, at en oplyst Fædrelandsven med Bestemthed maatte sige Nei! til «Arvebudskabet.»

Og man har anden Gang sagt Nei, og Rigsdagen er derfor opløst anden Gang. Det er dette Budskab, Posten idag har bragt. Den har endvidere bragt den Efterretning, at Stemningen er spændt i Kjøbenhavn og at Militæret er kontrasigneretkontrasigneret] retta frå: kantrasigneret i Kasernerne.

Rigsdagen anden Gang opløst saa nær efter hverandre! Man vil udslide Konstitutionen og gjøre Folket kjed af den, siger «Fædrelandet» meget rigtigt.

Det er Ministeriet, Adelen og tildels den rige Godseierstand, som vil udslide den; hvorimod Intelligentsen, som man med et Stikord kalder Professorerne, vil holde paa den. Det er Oplysningen, som er frisindet.

Oplysningen stiller sig her imod Kabinetternes Villie i Udlandet og den materielle Styrke i Indlandet. Det synes dristigt, men Kundskaben er Magt, den eneste Magt, hvem den endelige Seier er given.

Det er dog ikke saa farligt med Kabinetternes Villie, den «europæiske Nødvendighed», mente Professor Clausen,Clausen] Henrik Nicolai Clausen, dansk teolog og politikar og selve Corsaren fandt dette Udsagn af en saa kompetent Mand meget beroligende.

Vi Norske har den glædeligste Erfaring af, hvorlidet «den europæiske Nødvendighed» har at sige, naar den sér et Folk med Standhaftighed staa paa sin evige Ret. Det var europæisk nødvendig for, at vi i 1814 gjorde hvad Traktaterne bød, ligesom ogsaa, at det gjaldt at tage Del i den danske Statsgjeld o.s.v.; men vi stode paa vor Ret og de Mænd, hvem Norge skylder evig Taknemmelighed, maatte synes forvovne, som satte sig mod «hele Europa.» Det gik dog vel, Gud ske Lov, og det vil forhaabentlig gaa Danmark ligesaa vel nu.

Det maa gaa vel, naar Landets bedste Mænd fatte en Beslutning, og gaar det ikke vel, saa kjæmper man med Ulykken og den blinde Skjæbne, der for en kort Tid tillader Ufornuften at herske.

De nuværende Forholde i Danmark maa vække vor Interesse, fordi de minde om vore egne engang og fordi de ikke opgive Haabet om en større Nærmelse, der sént eller tidlig maa indtræde. «Arvebudskabets» Antagelse vilde have fjernet Danmark fra det øvrige Norden.

De maa vække vor Deltagelse og vel efter Forholdenes Natur indirekte Bistand, fordi den danske Konstitution er i Fare, den eneste Konstitution fra 1848, som har holdt sig. Ere vi frie, maa vi ogsaa ville, at Andre og navnlig vore Brødre skulle være frie.

De vække ogsaa andre Nationers Interesse; nogle engelske Blade holde med dem, medens der naturligvis i Journalistikkens Verden, hvor alt er tilkjøbs for Penge, gives Blade, f. Ex. Times, der finder det nationale Parti dristigt som «modsætter sig Regjeringens Ordning af Statsdelene og Forholdene.»

Nr. 99/1853; søndag 01.05.

[Konsertar, frå teatret]

Korrespondance

Christiania, den 29de April

Vinterens Forestillinger og Koncerter ende med Knaldeffekt i Otto v. KønigsløwsKønigsløws] Otto von Königslöw, tysk fiolinist og komponist og HasertsHaserts] Rudolph Hasert, tysk pianist og komponist Koncerter. Vil man være poetisk kan man sige: Nu er Vaaren kommen med Sol og Sommer; Aristokratiet tager paa en værdig Maade Afsked med Saisonnen, før det drager paa Landet og nyder Naturen paa sine Villaer, lytter til Fuglesang i de skyggefulde Lunde, istedetfor Instrumenternes Toner i de lumre Theatre og gasoplyste Sale, opføre idylliske Komedier i det Grønne, istedetfor at sé de sminkede Aktører og Aktricer træde frem mod Lampetterne og nyde den ukunstlede Natur istedetfor Scenens Illusioner. Nu kommer Tiden, da Aristokratiet skal bringe sine Kundskaber og æsthetiske Indtryk i Ligevegt med Naturen og styrket begynde paa næste Saison.

Otto v. Kønigsløw og Hasert ere udmærkede og Aviserne lode dem ogsaa vederfares al Ret; men Publikum er ikke talrigt, og rige skal de ikke blive af sine Koncerter her i Norge.

Paa Hr. Haserts Koncert sang Mad. Dahl,Dahl] Emma Dahl, tysk-norsk operasongar WolfWolf] Nicolai Wolf, dansk-norsk operasongar og skodespelar og en Dilettantinde. Det gik godt med dem Alle, noget egentlig Udmærket var det ikke, men Publikum fandt sig nok saa vel tilfreds, og det var dog Hovedsagen.

Vi maa blive meget uddannede vi her i Christiania nu. Ikvæl sluttede det norske Theater sine Forestillinger. Det har gjort gode Affærer i Vinter, bedre end vist Nogen havde tænkt. Skulde man tage Mærke af den gode Begyndelse, vilde Theatret ikke alene være sikret, men kunne hæve sig til en Spekulation; det er imidlertid at befrygte, at det danske Theater kommer til at gjøre etet] retta frå: det stærkt Afbræk næste Vinter, dersom det ikke slaar ind paa en radikal Norskhed, som kan vedligeholde Spændingen og blive et Tilhold for Ivrerne. Jeg har engang udtalt mig om den Retning, det forméntlig maa tage for at kunne bestaa, og kan derfor henvise til, hvad jeg før har ytret.

Theatret endte Saisonnen med et «Efterspil,» der tog sig noget mystisk ud i Begyndelsen, men det blev taaleligt, da Jomfru PareliusParelius] Sofie Parelius, skodespelar kom med sin Replik. Det var en Vexel i et ganske poetisk Sprog, trukken paa Norskheden, og den blev honoreret med — Klap. De andre Replikker gjorde ingen Lykke; — enhver af Skuespillerne havde nemlig sin, — som slog ind i hans Fag. Det var en Slags Repeteren af de mest fremragende Roller i faa fyndige Ord. Jfr. Parelius repræsenterte det pathetiske Element, Jfr. SullestadSullestad] Olufine Sullustad, skodespelar det forliebte, NielsenNielsen] Ferdinand Nielsen, skodespelar det kavallérmæssige, BucherBucher] Ole Johan Bucher, skodespelar det burschenhafte, By det bondeagtige, NyblinNyblin] Daniel Georg Nyblin, skodespelar det komiske, Jfr. FischerFischer] Marie Fischer, skodespelar det sentimentale osv., hvert i sit Genre. De bleve i Karakteren. Godt.

Nu er den Historie forbi, og man har én Ting mindre at skrive om. Kunde Aviserne blive noget mere praktiske for Udenbyesboende i Sommer, saa indstiller vist Hovedstaden med Glæde sine Vinterfornøielser. Nu kommer Politiken, men den er igrunden ligesaa upraktisk og endnu mere kjedelig end Theateriet, hvormegen Lighed der end er imellem Storthinget og en Scene; Storthinget er blot i større Stil, og har væsentlig Karakteren af det Langtrukne. Livet er der i sin naturlige Skikkelse, medens det paa Theatret fremtræder idealiseret. Man siger endogsaa, at den hele Verdenshistorie er et Drama, hvor de enkelte Nationer træder frem med sine Replikker, og forsvinder bag Kulisserne som f. Ex. Grækerne, Romerne, Ægypterne og Hinduerne; de øvrige Nationer holde paa at spille endnu. Der sér man dog, at Theatret ikke er en saa ubetydelig Ting at snakke om endda, siden man tager det til Exempel paa saa mange store Gjenstande.

For at fortsætte Sammenligningen kan bemærkes, at Storthingsmand StrayStray] Svend Olaus Stray, handelsfullmektig og stortingsrepresentant og HolmboHolmbo] Hans Holmboe, rektor og stortingsrepresentant repræsenterte det pathetiske Element ligesom Jomfru Parelius og i det historiske Drama Svenskerne f. Ex. og i den ældre Tid Hinduerne; med Bucher repræsenterte LercheLerche] Fredrik Georg Lerche, politikar og Tydskerne naturligvis det burschenhafte; med ByBy] Johan Peter Bye, koparslagar og stortingsrepresentant, Simon Lie,Lie] Simon Pedersen Lie, lærar og stortingsrepresentant Skaar,Skaar] Gjermund Nilsson Skaar, bonde og stortingsrepresentant SkjerkholdtSkjerkholdt] Halvor Skjerkholt, bonde og stortingsrepresentant, de gamle Cimbrer og Sarmater det bondagtige; med Nielsen kom det kavallérmæssige til Orde i Møinichen,Møinichen] Erik Røring Møinichen, politikar Franskmændene og Spaniolerne, med Jomfru Fischer det sentimentalesentimentale] retta frå: centimentale i endel Præster, f. Ex. Aars, Middelalderens Riddere og nu de Danske.

Det bliver ikke morsomt at spinde Sammenligningen ud længer; det Sagte er mere end nok til Oplysning og Retfærdiggjørelse for mig, at jeg skjænker Theatret al skyldig Opmærksomhed, naar jeg sammenligner det med det Vigtigste, som gives.

Saaledes gjentager det Store sig i det Smaa, og det Smaa i det Store. Intet er igrunden Lidet, ligesom Intet er Stort, hvad allerede «RecensentenRecensenten] retta frå: Rescensenten» udtalte om «Dyret,» hvad ogsaa hin praktiske Præst sagde i sin Prædiken, hvis Text han tog af Hospitalet i Christiania. «Hele Verden er et Hospital,» udbrød han, og jeg gjentager, hvad Mange før mig have sagt: «Hele Verden er en Scene.»

Nu i Sommer vil det norske Theater drage om i Provindserne og give Forestillinger. Man kan ikke andet end ønske det Held og godt Besøg. Det vil være et Vink for os Kritikere her i Byen at høre, hvad man siger i de andre Byer. Vi staa saa midt i Norskheden, at vor Dom ikke er at lide paa; ikke at tale om, at en Del ved det skandinaviske Theater spille saa godt og saa gode Stykker, at vi lettelig blive forvænte. Naar vi blive Patriotismen utro og gaa derned, er Musik og alt saa kultiveret, at det skal en Anstrengelse til at hæve sig paa et norsk Standpunkt igjen. Det er den gamle velbekjendte Kamp mellem Pligt og Tilbøielighed.

Kommer nu an paa, hvorledes Norskheden vil modnes i Sommer hos det norske Theater, i vore Gemytter og fremfor alt i Skrivemaaden. Der er igrunden ikke stort ved den endnu; den er væsentlig Snak baade i Skrivemaade, i Tale og paa Theatret.

Nr. 103/1853; lørdag 07.05.

[Den Norske Rigstidende; teaterorkesteret; veret]

Korrespondance

Christiania, den 4de Mai

Rigstidenden er det eneste politiske Blad, vi har, hvor indholdsløs den forresten maa synes; men der er intet Ordgyderi i den; Alt er Resultater og Politik.

I den kan man se, hvilke Gaarde, der staa pantsatte til Banken; det vil vel sige omtrent alle Gaarde baade i By og Bygd; og findes der nogle, som ikke ere pantsatte, saa ere der visselig mange, som staa for mere end de ere værd, saaledes at det bliver som alle vare pantsatte. Der staar omtrent 16 Millioner saaledes ude paa Laan, ligesom Pharao engang fik Ægypten for Kornet, som Joseph sparede op, saaledes vil formodentlig Bankene og Laaneindretningerne faa Landene nu for Tiden. Det er mærkeligt, at Oppositionen ikke har forudseet dette, men tværtimod raabt paa Laan og atter Laan. Det maa komme af, at den aldrig har læst Rigstidenden, fordi denne har havt Ord for at være ministeriel. Efterdags vil forhaabentlig Oppositionen læse den, og derved samle Materiale til de frygteligste Angreb paa Regjeringen, som har sørget for Laanemidler og derved understøttet Folks gamle Tilbøielighed, at leve over Evne. Det skader ikke, at Oppositionen derved kommer i Modsigelse med sig selv; det er den før saa tidt kommen i, og desuden ere andre Personer nu komne til.

Materiale til slige Angreb faar man vistnok ikke fixe og færdige af Rigstidenden; man maa studere den og ved Slutninger faa dem ud.

Man sér ogsaa i Rigstidenden, hvormange Mennesker der spille fallit, hvormange Skifter, der staa under Behandling, hvilke Sager, der ere fundne paa Søen, og hvorsnart man maa indfinde sig for ikke at tabe sin Fordring. Morgenbladet og Posten have spekuleret alvorligt paa, hvorledes de skulle faa disse praktiske Ting fra Rigstidenden; men ret gjør den, at den er dyr paa sit Privilegium.

Nu har den ogsaa grebet Staven i rette Haanden og er et blot sligt Avertissementsblad; det var en Tid, da man troede at det maatte gaa dobbelt godt, naar den tillige bød nogen anden Læsning ogsaa, men Rigstidenden bestaar saamæn bedre end noget andet Blad om det ingen saakaldt Læsning har.

Den har imidlertid Departementsindstillinger som ere Statskløgten i en Hovedsum; vore Styrende give deri Grunde for sine Handlinger og Beslutninger. Det er Texterne, hvorover Dagspressen burde læse; men den gjør det ikke.

Alle offentlige Selskaber gjøre ogsaa Indberetninger til Rigstidenden, eller den giver selv en Fremstilling af deres Virksomhed. Saaledes har der nu staaet en Beretning om Selskabet for Norges Vel. Det har gjort meget godt i det sidste Aar; det tager Tingen praktisk og understøtter det, som slaar ind i det daglige Liv, Jorddyrkning, Opdræt, Ostlavning osv. Man synes ikke noksom at skjønne paa det Selskab og slutte sig til dets Bestræbelser.

Om Maadeholdsselskaberne staar der ogsaa i Rigstidenden. Det gaar tilbage med Maadeholdet, hvor store Navne, der end staar i Spidsen for det. Det passer ikke længer for Tiden.

I Rigstidenden staar overhovedet Alt, hvad der hører til Statsindretningerne og Statsvellet; den giver en Speiling af de Midler, Staten træffer for at virke; den er, hvad Filosofien kalder objektiv. Med disse Egenskaber kunde den blive tjenlig for Alle og saare mægtig, dersom den tillige var subjektiv, det vil sige behandlede alskens Ting fra et énsidigt Synspunkt ligesom de andre Aviser, med andre Ord var andet end et Avertissementsblad.

Den burde kanske ogsaa være det; thi med sit Privilegium har den et Grundfond, som sætter den istand til at levere Ting, som Andre ikke kan; den vilde blive en Avis, som baade kunde gavne og fornøie, og det var dog altid hyggeligere end nu at være bare nyttig, eller om man saa vil, bare fornuftig. Nyhedsbladet synes at have taget mit Forslag ihøst ad notam, at behandle vore egne Personligheder, og, for at undgaa Misundelse, gaa efter Rangreglementet; det har nemlig begyndt med Statholderen; der var en praktisk Tanke i mine Ord, uagtet man kanske tog dem for Spøg. Kan Nyhedsbladet faa Portræter af vore Mænd og forresten komme med Afhandlinger som Skizzerne fra Gudbrandsdalen, vil det sikkerlig faa Abonnenter.

Idag er kommen en Indbydelse til en Koncert i Frimurerlogens store Sal for Theaterorchester-Personalet, der staar uden Gage i Sommer. Koncerten vil forhaabentlig blive godt besøgt og god i sig selv. Det er smukt og hjælpsomt af de musikkyndige Borgere, der have stillet sig i Spidsen, saaledes at tage sig af Orchesteret. Det er hjælpsomt af den, som raader for Logen ogsaa at overlade Lokalet frit. Idet man saaledes, naar det kniber, tager sig af Theatret og dets Orchester, turde en bedre Tid opgaa for det, og det norske Theater faa en Rival, der netop blev farlig, fordi man fandt det en Æressag at opretholde den.

Nu er her smukt Vaarveir, og det grønnes alt omkring paa Bakkerne.

Nr. 104/1853; søndag 08.05.

[Kornmagasin]

Korrespondance

Christiania, den 6te Mai

Om Bygdemagasiners Ophævelse har allerede staaet tvende Artikler i Morgenbladet. Det er et praktisk Emne, og kunde man klare op i den Sag, vilde man virke i de materielle Interesser. De fleste Magasiner ere forresten ophævede, saa man kommer «bag efter.» Men — der er intet iveien for at oprette nye Magasiner, skulde det vise sig, at den gamle Erfaring om deres Utilstrækkelighed ikke var gammel og prøvet nok.

Bygdemagasinerne ere ellers en Foranstaltning fra den gode gamle krigerske Tid, da Militæretaten var Mønsteret paa enhver god Samfundsindretning, da Alt skulde sættes paa krigersk Fod, da man maatte være belavet paa Beleiringer, da Handel og Omsætning gik tungvindt for sig, — med andre Ord, da Verden ikke var som den nu begynder at blive, saa indbyrdes forbunden, at man strax kan hente og faa af andre Folk, hvad man trænger til. Nu er det anderledes. Enten der erder er] retta frå: er der Dyrtid i Norge, Preussen, England, Rusland osv. kommer igrund ud paa Eet, da Bølgeslagene komme tilbage paa vore Kyster og Ødelæggelsen udbreder sig jevnt over det Hele. Det Eneste kan være naar der er Krig og Spærring, saa at Enhver maa ligge hjemme og suge paa sin Lab. Men efter slige usædvanlige Tilfælde kan man fornuftigvis ikke indrette den borgerlige Økonomi. Det nytter desuden ikke noget; thi skal ikke Bygdemagasinerne være Ansamlinger, hvor Kornet, mod al fornuftig Økonomi, ligger opsamlet, til Føde for Mus og Rotter, saa er naturligvis Kornet udlaant, og naar man trænger til det, naar Dyrtid kommer, saa var der naturligvis ingen Dyrtid eller Trang dersom Laantagerne kunde betale, saa at Andre fik laane igjen. Det er med dette ligesom med den rige Bank og de velholdne Laaneindretninger, som man tror skal være til en saadan Støtte for Staten, naar en Bankerot staar for Døren. Pengene maa rullere, og naar Bankerotten kommer, saa kommer den netop fordi Folk ikke har noget at indbetale igjen; fordi man ikke har faaet solgt sit Tømmer f. Ex.; ingen Sild faaet; Staten geraadet i Krig, saa svære Skatter ere paakrævede osv. Det vil sige, naar Mangelen kommer, saa er den almindelig, ellers var der ingen.

Der ligger for den korte Tanke noget særdeles Beroligende, Forsigtigt og uhyre Økonomisk i disse Opsamlinger af Korn og Penge, som man, vel at mærke, indbilder sig at opsamle. Men, Erfaring har tilstrækkelig paavist, hvor indbildt en saadan Trøst var, da den første Betingelse for enhver Økonomi er, at man har Lidet paa Haanden, men sidder i god Drift og har god Kredit, undtagen man da i en urolig Tid maatte ville være beredt paa at gjøre store Kouper og benytte sig af Andres Nød. De materielle Kræfter skal gaa fra Haand til Haand, derved stille de sig i Fornuftens Tjeneste og faa ligesom selv Liv; ligge de stille, saa ere de døde.

Det er Barnets og den Taabeliges Økonomi at dynge sammen og tro sig rigtig sikker og glad naar han kan røre om i sine Sølvpenge og Kornbinger. Det er den samme legemlige Tanke som naar man taler om en Tønde Guld, der tænkes at staa inde i den rige Mands Stue som et Sildekvartel.

Det kan vistnok synes noget dristigt saaledes at stille Penge og Korn sammen, som jeg her har gjort; men jeg vil se paa den Statsøkonom, som kan paavise andre Love for Kornet end for Pengene i det Store og Hele taget. At Kjøbmænd og enkelte Kornpugere kan finde sin Regning ved at lukke sine Boder og som CaligulaCaligula] Gaius Julius Caesar Caligula, romersk keisar udraabe Hungersnød, gjør Intet til Sagen. Dette er en enkeltstaaende privat Spekulation, der mod Regelen kan bringe Fordel, ligesom at lægge Penge under Laas og Lukke for en Tid. Men den almindelige Økonomi kan ikke rette sig efter slige Undtagelser. I den staar Regelen fast, og Bygdemagasinerne skulde ialfald være et væsentligt Led i den almindelige Økonomi.

Jeg tør paaberaabe mig et ganske udstrakt Bekjendtskab til Bygdemagasinernes Historie, og jeg har truffet Faa, som ikke fandt dem at være en forfeilet Indretning. Den Fattige sagde ganske rigtigt: Naar jeg trænger til at laane, saa faar jeg Intet, thi da kunde de, som havde laant, ikke betale; og den velholdne Mand sagde, naar der var Korn nok i Bygden, og følgelig paa Magasinet; der ligger Kornet og raadner og ædes op, istedetfor at det kunde sælges, og det er desuden en ugudelig Aager at tage 12 ½ pCt.

Der har været skrevet Meget om ethvert Bygdemagasin før man fik Lov af Regjeringen til at ombytte det med en Sparebank. Har man ikke skrevet i Aviserne, saa vil Protokollerne gjemme mange gode Argumenter, Argumenter, som det bestemt vilde være lærerigt at se offentliggjorte. Jeg vil være praktisk og ønske, at Formandskabet i Lier vilde offentliggjøre sine Grunde for Ophævelsen af sit Magasin og Oprettelse af en Sparebank istedet, da jeg kan erindre, at Lier er et af de Præstegjeld, der have foretaget denne efter min Formening fornuftige Forandring. Det vilde interessere Drammenserne og Liungerne og mig ogsaa, der fik læse det. Det er desuden et interessant Spørgsmaal for Alle, især da man sér i Morgenbladet, at her endnu ere Folk, som ønske den gamle Tid tilbage.

Det kan bemærkes, at Regjeringen har opmuntret Folk til at realisere sine Magasiner, om ikke, som Morgenbladsmanden siger, direkte, saa dog indirekte, ved øieblikkelig at approbere Beslutningerne. Regjeringen gjør ikke slige Skridt uden at raadspørge den økonomiske Videnskab, hvad man end finder for godt at sige. Der sidder iallefald bedre Statsøkonomer og mere klare Tænkere i Regjeringen end anonyme Indsendere i Pressen, som disse tvende Herrer i Morgenbladet, af hvilke den ene angreb og den anden roste Angrebet. Det er dog sandt, at Krage finder sin Mage.

Det eneste Tilfælde, hvor Bygdemagasiner vilde være gode, maatte være i et Distrikt, hvor man ikke kunde komme til Folk, men var en Verden for sig selv, som enkelte paradisiske Lande i de indiske Høilande, om hvilke Romanerne vide at fortælle. I vort mest isolerede Kirkesogn, Røldal, ved jeg af Erfaring, at Magasinet ikke svarer til Hensigten. Man kan nemlig føre Korn paa Kløv baade fra Telemarken, Hardanger og Suldal.

Nr. 108/1853; fredag 13.05.

[Spiritisme]

Korrespondance

Christiania, den 11te Mai

Borddandsen er Dagens Tale. Man møder Mennesker paa Gaderne, som fortælle om nye Prøver, den ene mere vidunderlig end den anden. Man skulde med det almindelige Folkesprog sige, at det var paa Verdens Ende, og var det for 200 Aar siden blot, vilde Baal lyse rundt om Byen, hvorpaa alle Troldmænd og Djævlebesværgere brændte. Man brændte Folk for det, som mindre var. Nu kan man ikke længere sige, at Noget er forunderligt; Forskjellen mellem det Naturlige og Overnaturlige glattes ud, og Menneskene maa enten blive meget fromme og troende eller frivole og vantro. Enten maa Alt blive Legeme, fysiske Naturlove, eller ogsaa en fornuftig Sjel.

Theologerne vil faa en Hjælpetrop mod Vantroens frembrydende Hær, dersom de kunde aflægge sin gamle Natur og indgaa en Pagt med Naturen. De vil kunne sige: «Se, hvor Livet gjennemstrømmer Alt; se her Aandens Udødelighed, som har taget Bolig i en Hat, i en Tobaksdaase, en Komode osv. Den lyder den blotte Villie af os Mennesker. Se Troens Kraft! Naar Du tror, gaar Tobaksdaasen meget hurtigere. Nu bliver Sproget kanske bogstavelig sandt, at man kan flytte Bjerge. Nogle hundrede Mand ville kanske danne en Kjæde over en Fjeldryg og faa den til at gaa afveien; vi kan Intet vide, men med Hengivenhed vente Alt. Det Ene er ligesaa rimeligt som det Andet.»

Vantroens Børn vil gjøre Miraklet til sit og sige: Nu kan man se, at Alt er Natur, at Ubegribeligheder, som man troede af en særskilt Naade, kom herned, opløse sig i Naturlove for den hele Tilværelse. Gjengangere vise sig at være Luftpartikler, som stige op fra Forraadnelsessteder af dyriske Legemer, og som vise sig i flagrende Skikkelse for det sensitive Øie. Bankninger paa Døren og den saakaldte Ligdraabe, der pikkede, som naar det drypper paa en Kjedelbund, er blot en egen Virksomhed af Luftstoferne i levende Væsener. Nordlysene, hvori man saa Bebudelser paa Krig og Dyrtid, er en Udstrømning af den levende Jord, der aander, lever og bevæger sig ligesom vi. Magnetnaalen, den elektriske Strøm og Telegraferne ere Metallernes Sjelsvirksomhed; Mennesket skal ikke rose sig af at have saa Meget aparte; de have kun det, at de ride af sig selv (ja hvo ved om ikke ogsaa den dandsende Hat og Tobaksdaasen gjør det samme?) og at de gjøre sig dette Liv i Jord, Træ, Stén og Metaller hørige og lydige. De ere Opsynsmænd ligesom i denne Uendelighed af Liv, som omgiver os paa alle Kanter.

Tager man Tingen alvorlig, sér man af dette, at der ikke bliver synderlig Strid mellem de Troende og de Vantro. De maa begge erkjende et allestedsnærværende Liv og en Virksomhed, som vi først nu er paa Vei til at efterspore.

Men til Faktum. Jeg maa ogsaa komme med mine Erfaringer. Jeg har rigtignok ikke faaet Borde til at dandse, men kanske det kom deraf, at vi først drak op Øllet i de Flasker, vi siden lagde under Bordfoden. Bordets Aander kunde vist ikke lide, at vi drak, medens de Intet fik. Derimod har jeg faaet min Hat til at dandse blot ved at sætte mine Lillefingre paa den efterat den først var bleven gjort oprømt af tvende andre med mig, som karesserte den. Den gik først med Solen, men paa min Befaling: stat stille! stod den som Solen i Josafats Dal, og paa mit Kommandoord: gaa tilbage! gik den tilbage som Solen paa Esekias’s Solskive i Kongernes Bog. Vi forsøgte igjen alle tre, overtog Kommandoen vexelvis, ligesom Grækenlands gamle Feldtherrer, og saalænge der herskede Disciplin blandt os, gik Alt godt, men naar den Ene kommanderte i Øst og den Anden i Vest stod Hatten stille og viste derved at heller ikke han kunde tjene to Herrer. Dog — det er ikke blot saakaldte døde Ting man kan dreie. Herforleden Dag dreiede vi en Jomfru, efter at vi først havde isoleret hende. Vi stillede hende paa tvende Glasruder og sluttede den saakaldte Kjæde om hendes smukke Hals, medens tvende Andre trykkede hende i Hænderne. Det varede ikke længe før hun fornam forunderlige Fornemmelser i Kroppen og gik Solgang henimod Døren.

Jeg og de, som vare med mig, smigre os med at have beriget Videnskaben og Erfaringen ved dette Experiment. Hvad staar nu tilbage at experimentere med? Nu skal Theorien gribe Experimenterne og sætte Lovene i System. Nu maa vel Theoretikerne tro, siden Erfaringer komme fra alle Kanter; før have de ikke villet det, og kunde ikke ville det, thi Theorien kan umuligt erkjende Noget, som ligger udenfor den, dersom den ikke med det samme vil ophøre at være Theori. Derfor sér man ganske naturligt, at de saakaldte Videnskabsmænd altid ere vantro, men nye Erfaringer driver dem fra Punkt til Punkt, hvor de have forskandset sig, indtil Alt enten opløser sig i vild Flugt eller i en seirrigseirrig] retta frå: seirig Erobring af Alt det, som er i Himmelen og paa Jorden.

Nr. 113/1853; fredag 20.05.

[17. mai]

Korrespondance

Christiania den 18de Mai

Gaarsdagen var smuk og Folket høitideligholdt sin Frihedsdag paa en naturlig Maade ved at nyde den frie Natur; thi Støvet i Gaderne er ogsaa Natur og ligesaa frit som nogen anden Ting, f. Ex. Blomster, der fyger af Hæggen og andre Frugttrær. Det er sjelden man sér saamange Mennesker paa Fødderne, og den, som klager, at Stænderne holde sig fra hverandre, skulde have været her igaar, og han vilde have seet det mest demokratiske Blandingsgods, der indhyllet i Skyer flød frem og tilbage. Det var som det burde, en folkelig Dag.

Mod Kvælden gik dog Hver til sit Sted, efter at det almindelige Tog til Kroghstøtten var vendt tilbage. Arbeiderforeningen drog under Fane og klingende Spil udover til Ladegaardsøen, hvor der paa Fredriksborg (Langvig) skulde være «Arbeiderbal» til en Ort og tolv Skillings Adgang. Paa en ny Diligence sc. Sylfiden, som i disse Dage er sat igang mellem Gamlebyen, drog Mange til Kongshavn, hvor Alt var at faa til «billigste Pris.» Paa Klingenberg var dog Hovedstedet; der morede man sig baade vel og længe; der var smukt og Fyrverkeriet var brillant.

Studentersamfundet tænkte først paa at holde en almindelig Fest i Logen; men da der ikke tegnede sig Mange nok, indskrænkede man sig til Samfundslokalet, hvilket dog ikke var til Hinder for at nogle andre borgerlige Folk ogsaa fik Rum med; og da der blev udbragt en Skaal for disse Handlende, Haandverkere o.s.v., som vare tilstede, viste den almindelige Jubel, hvormed Skaalen blev modtaget, hvor liberale og folkelige Studenterne i Virkeligheden ere, og hvor gjerne de i Almindelighed ville være, hvad de skal og bør.

Festsalen var smukt dekoreret og Arrangementet net og pent. De reglementerede Taler vare gode, især talte Overlærer DaaDaa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar og Kand. RollRoll] Ferdinand Nicolai Roll, jurist meget godt. I sin Tale for Dagen minte Daa paa Udvandringerne til Amerika, der synes at tyde hen paa, at Europa, baade det, som har Konstitutioner og det, som ingle har, viser sig gammelt og affældigt mod den nye Verden, hvor Ungdom udvikler sig. Men dette synes blot saa; thi Europa viser sig ingenlunde som affældigt, hvad enten man sér hen til Dampskibe, Jernbaner, Handelsomsætninger og Industri eller aandeligt Liv i Videnskab og Kunst. Han troede derfor, at Friheden og vor 17de Mai vilde vedblive at have sin Betydning, trods alle Udvandringer og alle mislykkede Forsøg paa en Frihed, som man greb efter i 1848. Den sande Frihed gik fremad med den sande Oplysning.

Roll talte væsentlig om den evige Berettigelse, som Frihed og Fædrelandskjærlighed har, hvormeget man end nu for Tiden synes at nedsynke i det Materielle, og hvormeget man end raaber, at Fædrelandet er der, hvor man lever bedst. Det var sandt det han talte; Fædrelandskjærligheden, som ikke kan forlade Fødestedet, om det end er fattigt, og om den end kunde faa det bedre andensteds, er poetisk, hvad man end kan have at sige paa den. Hr. Roll holdt sig som det bør i en Festtale, til én Side af Sagen, og han holdt sig til den, som mest tiltaler vor poetiske Sands og udsætter os for de færreste Misforstaaelser.

Professor MonradMonrad] Marcus Jacob Monrad, filosof talte naturligvis godt. Han talte om Ungdommen, og endte med at udbringe en Skaal for Wergeland,Wergeland] Henrik Wergeland som dens udtryksfulde Billede.

G. A. KroghKrogh] Georg Anton Krogh, jurist og skribent talte om Danmark; det var godt og paa rette Sted, men da han kjendelig dvælte ved det nye Ministerskifte dernede som noget Ulykkebringende, og da han som Modsætning dertil fremhæver de «45,» tyktes mig han gik formeget ind i det Enkelte og artede sig formeget som Partimand. Vi kan ikke smukt indlade os paa at demonstrere mod Ørsted,Ørsted] Anders Sandøe Ørsted, dansk politikar som har skrevet saameget og saa smukt for os, ligesaalidt som demonstrere de «45,» hvis Motiver og Handlemaade vi forlidet kjende; og selv om vi kjendte bedre til Forholdene dernede end vi gjør, saa vilde det være et ringe Fremstød for Ideen at demonstrere en saa liden Forsamling, selv om man troede det rigtigt at optræde demonstrativt under vore Forhold. Pressen bør gaa ind paa Enkelthederne i slige Sager, men neppe Studentersamfundet; naar det i Almindelighed hylder Ideen, er det nok. Der blev ikke meget klappet til Hr. Kroghs specielle Skaal, og det kan ikke feile, at Mange fandt, han gik for dybt i Tingen; men det kommer vist desuagtet i «Fædrelandet,» at de norske Studenter den 17de Mai viste sig begeistrede for de «45.»

Kandidat SchulzeSchulze] Hans Henrik Schulze, jurist og forfattar talte godt om Ønskeligheden af at man vilde stille sig til Valg istedetfor at lade som om man ikke vilde blive valgt paa Storthinget, hvor hjertensgjerne man ogsaa ønsker det. Han ønskede at man kunde faa Medhold af Valgloven til at gaa frem uden Hykleri.

Efter Alles énstemmige Formeninger gik det baade smukt og godt med Sangfesten paa Horten. Vore Sangforeninger, som stiftes viden om i By og Bygd og disse Sammenkomster af flere Foreninger er et af de store Fremskridt i disse nyere Tider og man er sikkert tilbøielig til heller at anslaa dette Fremskridt for lavt end for høit. Det er Kulturen og dens ædlere Fornøielser, som med sin harmoniske Sang træder ind i Laget og forhøier Glæden og gjør Sorgen høitidelig og gribende.

En tydsk Digter, jeg her oversætter, siger:

«Sæt dig, hvor man synger, vær ei bange!
Slette Mennesker har ingle Sange.»

Nr. 115/1853; søndag 22.05.

[Framlegg til nye stortingsrepresentantar]

Korrespondance

Christiania, den 20de Mai

De arme Storthingsmænd! Det er ikke nok at Aviserne hakke paa dem og Referaterne give Anledning til Omtale over Land og Strand, men der gives endogsaa ud hele Bøger om dem, ret ligesom det overhoved skulde være Noget at skrive Bøger om, og ret som om man kunde koge dem i levende Live og registere dem ind i Historien. En Mand maa være bleven kold, før man kan det, ja, man sætter endog 100 Aar som det første Tidspunkt. Dog, hvad Tiden sluger op, maa man tage, før det synker ned i dens Strøm, og ganske rigtigt, man gjør det; thi de Mænd, som ville holde sig idetmindste en Stund, snakker man saa lidet om; man affærdiger dem med den korte Besked: «Om N.N. er det overflødigt at ytre sig osv.»

Det var, om jeg har læst Alt i denne Retning, Fougstad,Fougstad] Carl Fougstad, borgarmeister som begyndte i 1836 med en Kritik over Storthinget. Det var en liden velskreven Bog. WergelandWergeland] Henrik Wergeland skrev i sit poetiske Sprog «Jødesagen» i 1842 med en Slags Kritik over Thingets Personligheder. Som Digter roste og dadlede han over Maal og Maade; han idealiserede Alt.

Den egentlige Personalhistorie begyndte dog først i 1845; da bleve Storthingsmændene stillede op til Mønstring, saa Enhver kunde se deres Skabelser og Holdning. Det var en Bog, som gjorde Opsigt; den var noget Nyt og man vil gjerne se Historien i Negligé: den er en Dame, maa vide. Det var ogsaa noget Utroligt, hvad enkelte Repræsentanter ærgrede sig, medens Andre igjen vare overstadig glade, og dette gav igjen Anledning til Protester og mangen opbyggelig Debat. Siden har man efter hvert Storthing leveret en «Karaktérskildring; men disse tvende sidste have været meget mere matte, og da de have manglet Partisanens Bestemthed og skarpe Farve, har der ikke været noget Moro i dem; Ingen har brydt sig om dem, og man har ligesaa snart glemt «Karaktererne» som Mændene.

En væsentlig Feil har der været ved alle disse «Karakterskildringer» og den er, at de ere komne bagefter, ligesom der berettes om Minervas Ugle. Det er overhovedet en Feil at al Historie først kommer bagefter; man skulde have den forud, saa man vidste sig vare at tage, ligesom FranklinFranklin] Benjamin Franklin, amerikansk forfattar foreslog, man skulde regne Adelen forud, og ikke som vanligt bagud, da Fortjenesten af en stor Mand unegtelig maa tilkomme Forgjængerne og ikke Efterkommerne, som arve nok, om de ikke arve Fortjenester og gode Gjerninger.

Det er denne Maade at skrive Historie paa som nu er forsøgt afhjulpen ved «motiveret Forslag til Repræsentanter paa 14de ordentlige Storthing.» Det er i denne Henseende et fortjenstfuldt Arbeide og bør blive efterlignet. Arbeidet er forresten ikke videre rart; det er en gammeldags pen Lovtale, og naar Drammens Blad tror, det er en ungdommelig Forfatter, da maa det gjøre sig en egen Mening om Ungdommelighed; Ungdommen slaar gjerne med Storslæggen baade paa Od og Ende. Den forholdsvis lange Indledning er ogsaa gammeldags; den Fredsommelighed i Politiken ligedan og Sproget! det er som en Olding af enen] er sett inn Jurist skulde have skrevet det med Mellemsætninger, med «at», «naar», «fordi», «at» og alle disse periodiske Begyndelser og Ender. Man se f. Ex. Side 20 mod nederst paa den!

Det er en sat Bog, saadan som den forméntlig bør være, naar man taler om Stat, Statsmagter og Embedsmænd. Alt er godt, naar det har et officielt Præg, stille, roligt og majestætisk. Dette sér man næsten altid, naar der embedsmæssigt gives Anbefalinger og Indstillinger; man sér det, naar her kommer Ordensudnævnelser; man bliver ordentlig forbauset over, hvor mange udmærkede Mænd, vi ere saa lykkelige at eige. Det er godt, meget godt, godt Alt, som er officielt; skulde da Storthinget, der netop skal være det mest Officielle, ikke være ligesaa godt? Jeg sér ingen Grund til at dadle Bogen for sin Godhed.

Men desuagtet tror jeg dog ikke, den vil udrette stort. Man vil vælge efter Bekjendtskaber, efter Intriger og drage Straa, naar det kniber paa Valgmænd, f. Ex. i smaa Byer. Bogen med sin gyldne Visdom vil nok i de færreste Tilfælde blive befulgt, naturligvis med Undtagelse af de Mænd, «hvorom det er overflødigt at ytre sig.» Den lærer altsaa ikke tilgavns Andet end det, man iforveien véd; thi hvad man ikke befølger, det har man igrunden aldrig lært, at sige, naar det er godt.

Det er nu sagtens en synderlig Methode at sidde i Christiania og skrive om Folk udover hele Landet; det maa troligvis skorte paa Personalbekjendtskabet, men det er dog noget bødt paa, idet Forfatteren har holdt sig meget til de gamle Storthingsmænd, der kjende og ere kjendte i Christiania.

Bogen maa vel være skreven i Christiania, allenfals er den trykt her og stort hjalp det ikke, om den var skreven i Drammen eller Trondhjem f. Ex. Den maatte være skreven i hver By og Bygdelag, men det skjønner man vilde ikke gaa an. Man maatte hjælpe paa Tingen ved at oprette et Kontor herinde, hvortil hver Korporation indsendte sine Lister, ligesom man til Tabelkontoret indsender Fortegnelser over, hvor stor Besætning der er paa den og den Gaard, hvormegen Torsk den og den By udskiber osv. Saa gjorde man et Uddrag og fik en Bog istand, hvorpaa Visdommen strømmede ud fra Christiania over Landet igjen.

Dog, heller ikke det vilde hjælpe; thi de, som mere trænge til Veiledning, læse ikke og endnu mindre kjøbe Bøger. Det gaar paa Skakke, hvordan det gaar.

Nr. 119/1853; fredag 27.05.

[Arbeidet på jernbanen; unge kvinnelege skodespelarar]

Korrespondance

Christiania, den 25de Mai

Igaar var en Passagér-Vogn til Jernbanen at se paa Bryggen. Den var smuk og komfortabel; man vil unegtelig sidde lunt paa første Plads, men des mere ubehagelig bliver Overgangen, om Vognen skulde gaa ud af Skinnerne, en Bro falde ned og alle disse fra Banetogene bekjendte Hændelser. Paa den norske Jernbane vil ogsaa kunne træffe slige Hændelser; thi Folk, som forstaa sig paa Tingene og ere kjendte med Arbeidet, sige, at det ikke er solid, noget, som ogsaa bekræfter sig ved, at Hvælvinger styrte ned og lignende Veibegivenheder, som Vaaren er saa rig paa.

Kan man tro disse Folk — jeg har ingen Mening om det — saa ere Engelskmændene ogsaa her Forretningsmænd. De egentlige Entreprenører have sine Procenter; de paa anden Haand sine, de paa 3die og 4de ogsaa sine, og skal Arbeidsmanden have noget, saa maa Hvælvinger, Murer og Broer blive derefter. «Godt nok for en norsk Jernbane.» I Vognen bliver ogsaa godt nok at sidde, naar man kan vove sig til det. Bare jeg nu kunde holde mig fra at gaa med; men jeg maa vel deran for at faa en Korrespondanceartikel.

Det synes ellers at gaa sent med Arbeidet og Udsigten er ikke til, at det skal blive færdigt paa Tiden. Det er mærkeligt, at man ikke har skrevet mere om Jernbanen: det har gaaet ret kuriøst til med Taxationerne f. Ex. Men, det er ikke brav at diskutere Banen formeget, da vi saa let kunde faa Udseende af, at vi ikke vare tilfredse med at Englænderne kom til os, hvilket vi bør være. Det turde dog hende, at UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar med Parti engang fik mere Medhold end i Vinteren 1851. Tiden vil vise det, endnu er den ikke kommen; men Mænd, som maa forudsættes at kjende til Tingene, sige, at den desværre vil komme.

Det er ikke blot det varme Solskin, som idag minder om Italien; men jeg har virkelig hørt dunkle Rygter om Serenader, der som bekjendt høre hjemme i Italien. Jomfru JohannesensJohannesens] Lucie Wolf, f. Johannesen, skodespelar Geburtsdag skal være ivente — jeg ved ikke hvorsnart — og man vil synge! Meget smukt, og poetisk!

Hvad siger Jomfru Svensen?Svensen] Laura Svendsen (g. Gundersen), skodespelar Hun er forméntlig glad, fordi man nu lader hende sove i Fred, ligesom man vel for Fremtiden ogsaa vil unde Jomfru Johannesen denne naturlige Rettighed, naar man har faaet sig en ny en. Det varer ikke længe, men det er overstadigt, mens det varer. Jeg skal ikke kunne sige om Jomfru Johannesen er saa i Vinter som Jfr. Svensen for 4 Aar siden; kun det ved jeg, at hun ikke endnu har faaet Vers i Aviserne, men naar nu Geburtsdagen kommer, turde ogsaa hun faa trende paa én Morgen. Man har ingen Garantier for hvad Kjærlighed og Enthusiasme kan drive det til. Jeg har heller ikke endnu seet Jomfru Johannesen tilhest med vaiende Fjære i Luntetrav med nydelige Kavallerer; men store Selskaber skal der gjøres for hende og «fine Selskaber, Gud bevares,» forsikrede En med gravitetiskgravitetisk] retta frå: gravetetisk Alvor. Hvorvidt hun har faaet Gulduhr og anonyme Kjoletøier ved jeg ligesaalidt, men der er overveiende Sandsynlighed for det. Det er smukt at være Skuespillerinde; jeg tænker alene med Vemod paa de andre Damer, som desværre ikke saaledes kunne gaa fra Triumf til Triumf. Saaledes burde alle Damer have det. Der gives dog Intet, som i den Grad kan vække Enthusiasmen, som unge Kunstnerinder. «Selv Alderdom bli’r ung igjen,» som det staar i Visen.

Til Stockholm skal Pepita OliviaOlivia] Pepita de Oliva, spansk ballerina komme, som nu i over et halvt Aar har fortumlet de adstadige Tydskere. Naar Teppet rullede op, og hun i sin uovertrufne Skjønhed stod i yndefulde Stillinger, før hun svinger sig i Dandsen, sad Publikum og aandløs snappede efter Veiret en Stund, en Torden af Bravo og Klap truer med at sprænge Huset. Hun faar sikkert ogsaa Serenader, uagtet Sangforeninger ere forbudne i Tydskland af Frygt for «demagogiske Umtriebe.» Vi have derimod Frihed, og er derfor intet Andet i Veien, kommer nok Serenaden istand til vor feirede Dame.

Sang og Festligheder er Ungdommens Liv, nu skal nemlig en af Dagene den akademiske Vaabenøvelse have Sang og Festlighed for sin Chef; der kommer vist Deltagere nok paa den i Samfundet nedlagte Liste, som berettes at ligge der i den indbydende Anledning. Det er virkelig en smuk og maaske nyttig Indretning den akademiske Vaabenøvelse, og efter det frisindede Aar 1848 har vist ikke Regjeringen noget imod disse Vaabenøvelser, men laaner ud Tasker og Geværer. Studenterne burde ogsaa lære at fegte og skyde med Pistoler; det hører med til Kavalleren, uagtet vore Sæder ikke tilsteder Dueller; men giver og modtager Fornærmelser med Sagtmodighed.

Ikvæl giver Frøken LøvgreenLøvgreen] Helene Löfgren, svensk operettesongar sin Afskedskoncert, og Sangeren WolfWolf] Nicolai Wolf, dansk-norsk operasongar og skodespelar annoncerer ogsaa en, men det er vist ingen Afskedskoncert. Saa bliver det vel Ro en Stund baade for Koncerter og Theatre, thi nu maa man vel snart slutte nede i det danske Theater ogsaa, og Skuespillerne vil vel gjæste andre Byer ligervis som de norske Skuespillere, der nu ere i Fredrikshald, og tjene der, som i Drammen, Penge og Berømmelse.

Nr. 121/1853; søndag 29.05.

[Katolisisme]

Korrespondance

Christiania, den 27de Mai

Der bygges godt paa det katholske Kapel herinde, og det vil ikke vare længe, før et Tempel for «den ene saliggjørende Kirke» staar midt iblandt os i al sin Herlighed. Men det er rimeligt, at Theologerne ikke ere saa glade i det som vi Andre, der fryde os i Forskjønnelsen og elske TolerantsenTolerantsen] retta frå: Tollerantsen; og isandhed, de have heller ingen Grund til Glæde; thi for det Første maa denne herlige Bygning forekomme dem syndig, da den tilhører et andet Samfund, som naturligvis ikke kan være det Rette, for ellers maatte de selv gaa over til det. Dernæst maa de med Grund finde, at Kapellet vil blive et Skjød, hvori Mange komme til at samle sig, og de, som komme did, forlade deres; thi naar man sér Mormonerne samle Tilhængere, maa Katholikere samle endnu flere. Der er saa meget ved Katholicismen, som tiltaler: den skjønne Musik og overhovedet det Dunkle og Hemmelighedsfulde, som aljamt har været den bedste Prædikant for Menneskene; ikke at tale om, hvor bred og slagen Katholicismen gjør den trange Vei, især naar Jesuiterne ere Rodemestre, og Menneskene ville saa gjerne have det mageligt, hvori man ingenlunde kan mistænke dem. Man behøver bare at tage en Trediedel i det Høieste af sine med Synd samlede Penge og give dem til Kirken eller Præsterne, saa er man vis paa Absolution, og det maa dog betragtes som en god Handel. Man kan opslide sin jordiske Klædning i Verdens Tjeneste, og naar man paa Slutten giver den til gudeligt Brug, ligesom man giver den Fattige det Plag, man ikke længer vil gaa med selv, saa er man frelst. Protestanterne ere ikke saa føielige, og det er ikke at overse, naar man begynder at tænke paa Faren ved dette deilige Kapel.

Jesuiterne ere ogsaa kloge og i Regelen velopdragne Mennesker; de have et eget Snit at tage Verden paa. Selv Gustaf AdolphGustaf Adolph] Gustaf II Adolf, svensk konge fandt dem langt mere kultiverede end de andre Præster. De ere organiserede gjennem alle Grader paa en beundringsværdig Maade; der er en Lydighed og Disciplin i den Stat, som den Militære aldrig opnaar; man snakker ikke af Skole, og man er villig til paa første Vink at rydde en Kjætter af Veien, og man er klog nok til ikke at vække nogen Opsigt med det; Alt gaar lydløst. Man sender ikke Folk ud før de ere prøvede paa Kollegierne; man studerer deres Karaktér for at se, hvor de passe, og har man udfundet det, saa har man Penge for disse hellige Missionærer. «Propagandaen» skal være den rigeste Indretning i Verden. Den har deilige Villaer i Europas herligste Lande, hvorpaa de oprindelige Eiere levede i Fryd og Glæde, mens de levede, og for at faa det ligesaa godt efter Døden, gav de dem til Jesuiterne, naar Livet havde tabt sin Tillokkelse. Don CarlosDon Carlos] Don Carlos, spansk fyrste og tronarving af Spanien har givet meget, f. Ex., dels for at ikke blodige Erindringer fra Borgerkrigen i Spanien skulde ængste ham altfor meget, og vel dels for at Præsterne kunde holde med ham i et Land, hvor der kommer 1 Præst omtr. paa 4 Mennesker. Jesuiterne have det gaaende; de have det ikke som vore arme Præster, af hvem Oppositionen daglig tager den ene benificerede Gaard efter den anden, og vantroe Folk i en næsten ligesaa foruroligende Grad indskrænker deres aandelige Herredømme. Kampen maa derfor blive ulig, og Præsterne maa visselig med Bæven og Bangen se Kapellet reise sig stolt i Veiret, uagtet man strax nedenfor bygger en herlig Kirke, der ikke vil staa tilbage i Skjønhed, men det er ikke Huset af Træ og Stén, som skal gjøre det; det er Aanden, som lever inden Murene, og Kraften, som rører sig udenfor.

Nu er det vistnok saa, at Katholicismen ikke har gjort mange Erobringer hos os hidindtil, uagtet den have holdt Monsen,Monsen] Christian Monsen, pressemann og diktar der lod det være sig angelegent at være høflig mod Avisredaktører for at de skulde kaste Gemytterne, hvilke de naturligvis have i sin Lomme, til den Side, som han stævnede mod; den har ikke vundet, uagtet den har prædiket paa mange Sprog; thi Folk have gaaet der i Sproglære og tænkt paa Grammatiken istedetfor paa Dogmerne; men meget kan være vundet, som ikke jeg ved, og naar Kapellet kommer istand, vil Virksomheden først begynde for Alvor. Imidlertid er dog Adskilligt vundet: her er lærde Mænd og forhen gode Protestanter, som holde stærkt med Katholicismen og hvo véd, om ikke En eller Anden reiser til et Jesuiterkollegium for derfra at gaa til Christiania f. Ex., istedetfor at drage til et Kald oppe i Valders eller omkring Krødern? Hvo véd, om ikke mange af den «dannede Verden» ere Katholiker af Hjertet, siden de gaar saa sjelden til Kirke? Ingen kan vide Grunden, og endnu Færre tør rykke ud med den.

Det kan umulig feile, at den katholske Præst heroppe sender glimrende Rapporter ned til «Propagandaen» og beretter, hvorledes «den ene saliggjørende Kirke» samler Mennesker heroppe, i ultima Thule samler mange vildfarende Faar til sin store Hjord, og nu da Kapellet er under Arbeide, maa Indberetningerne være ligesaa lovende som fra Stipendiater, der ogsaa trænge til mere Penge. Det kan ligesaalidt feile, at Propagandaen foranstalter Takkebønner, fordi vi komme paa ret Vei, og derpaa sætter sig hen at udstæde solide Vexler.

Den bliver nu igrunden narret noget ganske uforsvarligt; men Christiania bør være taknemmelig fordi den faar en Pryd og vi bør ogsaa efter Omstændighederne blive saa gode Katholiker som det lader sig gjøre; thi saa gode, som Rapporterne sandsynligvis berette, kunne vi neppe blive, og heller ikke paa langt nær saa mange. Vi ere vel desværre, naar det kommer til Stykket, enten vantro eller sløve ligesaavel naar Katholikerne prædike som naar Protestanterne gjøre det; Forskjellen bliver nok ikke stor, enten paa den ene eller anden Maade.

Nr. 125/1853; fredag 03.06.

[Teater og politikk]

Korrespondance

Christiania, den 1ste Juni

Igaarkvæl tog man med Mai Afsked med Theatersaisonen. «Feiltagelserne» bleve givne tre Gange islag, og «Emilies Hjertebanken,» jeg véd ikke hvormange; men at det var for mange, det véd jeg. Her er ordentlige Partier mod hinanden, stridende om hvorvidt Jomfru SullustadSullustad] Olufine Sullustad, skodespelar i det norske Theater, eller Jomfru JohannesenJohannesen] Lucie Wolf, f. Johannesen, skodespelar i det danske var bedst i «Milles Hjerteklap.» Da jeg altid har havt en vis Respekt for Partier, slutter jeg mig ikke til noget, men tror, at hvert har gode Grunde for sin Mening. Det er nu sagtens ikke blot Æsthetisk, som her kaster sig ind i Spørgsmaalet, men ogsaa det Nationale, da man tykkes, at Jfr. Sullustad er mere norsk. Det vil være interessant til Høsten at se, hvorledes Striden da vil vaagne op igjen; thi nu i Sommer blive de begge ude paa Togt.

Her gjærer skjulte Kræfter, som nok tilvinters komme for en Dag, vordende Skuespillere nemlig, som paa Tagkammere forberede sig til at modtage Klap, og sandsynligvis Digtere, som nu i Sommerheden ængste sig med den frygtelige Tanke at blive udpebne, naar Vinteren kommer. Her synes blot at være stille nu i Ferierne, men Theatrets Kræfter udvikle sig, ligesom Jordens under Vintersneen. Nu skal vel ogsaa Udbygningen foregaa ved det danske Theater og nogle Omforminger ved det norske. Det norske udstæder ogsaa Indbydelse til en Aktietegning, hvorved det vil konstituere sig til en mere offentlig og interesseret Indretning, og ikke lade sig nøie med at flyde paa de nationale Sympathier; thi det trænger efter den offentliggjorte Status ikke til nogen pekuniær Hjælp endnu og vil vel heller ikke gjøre det, uagtet Enthusiasmen let kan bortdunste, da den væsentlig er Spiritus. Det gaar godt med Aktietegningen, uagtet man gjør Vanskeligheder med de noget store Indrømmelser, der leilighedsvis maa gjøres den oprindelige Direktør. Naar nu det norske Theater saaledes udrustet med en valgt Direktion i Spidsen begynder til Høsten, og naar det danske Theater med sin Udvidelse gjør det samme, vil Kampen for Alvor begynde, og man bør se til at kvæsse Modsætningerne for at Spændingen kan holde ved, og Theatrene blive fulde. Saa bliver der Nappetag om de nye Skuespillere: thi Fordommen maa vel være nedbrudt og Erfaringen saa lang, at det er bedre at være Skuespiller nufortiden end nogen anden borgerlig eller embedsmæssig Stilling. Det kan ikke længe vare, forstaar sig; men man maa smede medens Jernet er varmt. Disse Theaterkampe vil være en Erstatning for den rimelige Sløvhed i Politiken, som her i Christiania bestemt maa gjøre sig gjældende, da Storthingsvalget for Romsdals Amt, der idag er at læse, og de hidtil bekjendte Valgmændsvalg tyde hen paa at Storthinget bliver overordentlig bondeagtigt. Skér nu dette, saa gaa vi naturligvis i Theatrene og lade Storthinget seile sin egen Sø, overladende til Regjeringen at sørge for Ror og Ballast. Vi ville disputere om Jfr. Johannesen og Jfr. Sullustad i Lystspillet, om Jfr. SvendsenSvendsen] Laura Svendsen (g. Gundersen), skodespelar og Jfr. PareliusParelius] Sofie Parelius, skodespelar i Tragedien, om Hr. BucherBucher] Ole Johan Bucher, skodespelar og Hr. NielsenNielsen] Ferdinand Nielsen, skodespelar i det Komiske osv., istedetfor at gruble over det Ubehagelige i, at AandahlAandahl] Søren Aandahl, bonde og stortingsrepresentant blev valgt fremfor SchavlandSchavland] Aage Schavland, prest og stortingsrepresentant i Romsdals Amt, og hvad de andre Amter og Byer kunne bringe af en lignende Surdeig; vi ville gjøre dette istedetfor at hænge paa Galleriet og disputere om de parlamentariske Kampe; vi ville holde os til Kunst istedetfor Natur — jeg kalder det nu af Føielighed saa —; vi ville arbeide paa Formiddagen og benytte Aftenen, skrive Vers til Skuespillere istedetfor til Repræsentanterne — den ene ubekvemme Materie kan være ligesaa god som den anden — og ere vi ikke med dette gode Patrioter, saa ere vi gode Kunstnere. Vi ere, hvad vi kunne være; naar det sunde friske Liv ikke faar sin naturlige Gang, bliver det som det stillestaaende Vand; naar Fornuften ikke faar herske, faar Komedien gjøre det; naar Friheden stiller sig som det uartige Barn, lade vi den skrige, kalde Orchestret tilhjælp og spille den isøvn. Over denne Behandling skal den ikke beklage sig.

Det kan derfor betragtes som et Tidens Tegn dette Theatervæsen herinde. En dunkel Følelse har sagt Folk, at man maa have Noget for sig. De fleste historiske Erfaringer sige nemlig, at Skuespil give en Erstatning for en synkende Frihed, enten den nu synker ved Overgangen til det ene eller andet Despoti. Dette er ikke vel. Skuespil skulle netop være et af de mange Dannelsesmidler til at opnaa sand Frihed; men hver Enkelt faar blive fri hos sig selv; den almindelige politiske kommer ofte ikke længere end paa Papiret.

Nr. 127/1853; søndag 05.06.

[Ny publikasjon om Stortinget og partia]

Korrespondance

Christiania, den 3die Juni

«Storthinget i 1851 og Partiernes Stilling i vort Land» er nys udkommet hos Bogtrykker HalvorsenHalvorsen] Ole Halvorsen, boktrykkar paa 35 Sider til 12 ß. Det er kort og i en vis Henseende meget godt. Man skulde ventet en lang Bog og kjedelig, en Bog, som gjennemgik Storthinget og dets Arbeider grundigt, en Bog, som gjennemgik Partierne historisk fra sin første Oprindelse af og indtil nu; men Intet eller Lidet af dette; derimod er det korte og fra et vist Standpunkt træffende Strøg, en sjelden Livlighed i Fremstillingen og logisk Skarphed. Det maa være en talentfuld Mand, som har skrevet Bogen, hvem det saa er. Han er naturligvis anonym, men i en By som Christiania bliver man ikke lettelig skjult i Længden. Forfatteren bliver nok bekjendt, og man kan gratulere ham, selv om man i mange og det væsentlige Punkter maatte være uenig med ham. Det er en dristig Forfatter: han drager tilfeldts mod Mænd som Professor Schweigaard,Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar Statsraad Sørensen,Sørensen] Søren Anton Wilhelm Sørenssen, stortingsrepresentant og statsråd Assessor Motzfeldt,Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant Toldkasserer Lange;Lange] Otto Vincent Lange, tollkasserar og stortingsrepresentant ikke at tale om Mænd, man er vant at hugge paa; selv Amtmand AallAall] Jørgen Aall, embetsmann og politikar siger han har en «aaleagtig Glathed.»

Man vil skjønne at Manden er oppositionel og det i den Grad, at man uvilkaarlig tænker paa Folk fra 1836 f. Ex. Det er overraskende at sé sligt nu i disse Tider, især da det er velskrevet; man sér nok løst Snak oppositionelt, men at sé en ubestridelig dygtig Mand oppositionel, det overrasker; jeg gned mine Øine og troede at læse galt. Han vil gjøre affærer den Manden; thi han har Mange paa sin Side, for hvem han vil kunne være Ordfører. Storthinget vil, som jeg alt har antydet, blive bondeagtigt, og en Flaaer vil kunne sætte dets Meninger i Stil, gjøre Effekt og ruske mange Dorske op af Søvnen. Kanske jeg overvurderer Mennesket; det skulde gjøre mig ondt, om saa var; thi slige Folk ere meget nyttige; ere de ofte uretfærdige, saa komme de tidt og tidom med mangen Sandhed, som ingen Anden er uvørden nok at sige. Det er især nødvendigt nu, da al Opposition er uddød hos skriveføre Folk, og de fleste Aviser alt andet end politiske. Begynde mange slige Skrubhøvler at gaa, saa faar saamæn den kunstdannede Verden herinde Andet at tænke paa under Storthingstiden end gaa i Theatrene som jeg sidst talte om.

Hvad om Oppositionen skulde vaagne op igjen? Det har hændt sligt før. Forstaar sig, jeg er nu altid saa «skjot» af mig jeg og tager ofte Svalen for Sommeren. Det er unegtelig noget fantastisk at ane en Opposition i en Piece paa 35 Sider, men, den turde være et saadant lidet Fængkrudt, som antændte en hel Ladning. Kan ikke negtes, at vor Stilhed, Forsigtighed og Spasing med al Politik er uheldsvanger, og det er intet godt Mærke, at de, som kan tale, tale om lutter Fred og gode Dage. Man maa mindes paa, at Samfundet har en stor Masse, som tier stille og arbeider; sætter den sig i Bevægelse og faar dygtige Talsmænd, kan den ramle paa, og vinder den ikke stort med sin Ramling, saa afstedkommer den dog Ubehagligheder for Mange; den skyder Folk frem, som snart ligne dem, de før hjalp til at rykke af Pinden, og saa gaar det; men med alt dette vindes dog noget for Samfundsudviklingen i det Hele.

Bogen er paa første Side ganske moderat og floskelerer om Oppositionens Berettigelse ligesom jeg her, fremhæver de groveste Træk af vor Politik før 1833, hvilket Aar hos alle gode Oppositionsmænd danner et Vendepunkt. Derpaa tales om Valgene til sidste Storthing, der gjorde et saadant Tilsprang, men som endte med liden Vinding. Endel Storthingsarbeider gjennemgaaes ganske overskueligt; men naar Forfatteren siger at den gamle kriminelle Retspleie var bedre end den nuværende, da kjender han neppe det, han snakker om. Dog, det er ikke Meningen hverken at være mod eller med ham, men blot fortælle om ham og yde hans Talent Anerkjendelse.

Mod Morgenbladet er han haard, og han efterviser, hvorledes Chefen og Bladet have snut om. «Blikket,» hvorpaa Saamange hængte, fordi det først hang paa dem, hænger han ogsaa paa, og fortæller som et Rygte, hvem det er som har skrevet det. Mod Posten er han mere god, ligesom han ogsaa tykkes at holde mere af DaaDaa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar end Stabell.Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar Det er, som man vil sé, en Bog for Valgmænd, der nu snart skal kaare Repræsentanter, og en meget nyttig Subtraktionstabel for Storthingsmændene, dersom de bare engang kunde lære at kjøbe Bøger.

Han taler om Udvandringen til Amerika uden at sætte den i en saa nær Forbindelse med Politiken som de allerivrigste Oppositionsmænd. Han taler endog poetisk om den Ting.

Han hentyder ogsaa paa det Ønskelige i at Valgloven blev forandret, saa man kunde stille sig.

SverdrupSverdrup] Johan Sverdrup, politikar og LercheLerche] Fredrik Georg Lerche, politikar faa naturligvis Ros, UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar ogsaa, skjøndt han dadler hans Hang til «diplomatiske Fif.»

Bogen maa være skreven nys; derpaa tyder mange Ting; thi han gjennemgaar endog Enkelte af Storthingsmændene i det «motiverte Forslag,» blandt hvilke han især synes at kjende Sorenskriver FougnerFougner] Gabriel Fougner, sorenskrivar meget godt.

Forfatteren er ellers ikke altid sig selv lig, noget, der vel heller ikke er saa godt, naar man saadan sætter over Stok og Stein. Han synes saaledes at hylde en jevn og sagte Overgang i alle offentlige Foranstaltninger, naar han taler om det «Tilbageskridt,» man i 1851 gjorde med Aagerlovgivningen, medens han ingenlunde kan hylde den samme Lære, dersom der skal være nogen Mening i hans Tale om Juryinstitutionen f. Ex.

Kommer nu an paa, om Bogen vil blive omtalt i Aviserne; man er saa uhyre fornem paa det. Det tager sig ikke godt ud at være hoffærdig for den Fattige.

Nr. 131/1853; fredag 10.06.

[Langes tidsskrift]

Korrespondance

Christiania, den 8de Juni

LangesLange] Christian C.A. Lange, riksarkivar og redaktør Tidsskrift, der alt har gaaet i 6 Aar og forméntlig opfyldt Fordringen til et saakaldt videnskabeligt og kritisk Skrift, er nu i disse Dage kommet i andre Hænder, der ventelig ville stelle med det ligesaa godt om ikke bedre. Det er Professor Monrad og Kandidat juris H. Winther-Hjelm.Winther-Hjelm] Claus Winther-Hjelm, jusprofessor Monrad har før saa altimellem havt med det at styre, naar Lange i diplomatiske*) Anliggender var i Udlandet, ligesom han nu er det i Stockholm. MonradMonrad] Marcus Jacob Monrad, filosof er saaledes alt en prøvet Mand i Redaktion, og om Kandidat HjelmHjelm] Jonas Anton Hjelm, jurist og stortingsrepresentant har man ogsaa Grund til at nære gode Forhaabninger. Det er af Vigtighed at have dygtige Folk i en saadan Redaktion, da Tidsskriftet er og bør være en literær Høiesteret, til hvilket enhver Forfatter, som har tabt Sagen i de underordnede Instantser — i Publikum og Aviser — vil kunne indanke Sagen, naar den har summa appellabilis, det vil sige, et rimeligt Antal Pagina f. Ex. 100 eller objectum appellabile d.v.s. en indvortes Egenskab f. Ex. Godhed eller Lærdom og videnskabelig Tendents. Det er desuden det gode ved dette Høiesteret, at man kan faa Sagen did til Stadfæstelsesdom, om man har vundet i de underordnede Instantser, ligesom ogsaa dette har en Adel, for hvilket mange Sager umiddelbart indstævnes f. Ex. Grammatik i gamle Sprog, Lexika’er, gamle Dokumenter, Ruiner osv.; thi paa slige Sager har Publikum og Aviserne ingen Fornuft; og de bør dog faa sin Karaktér, da Saamange leve blot for dem, og de repræsentere det videnskabelige Liv i den brugelige Ordbetydning. Det vil derfor indsees, at Tidsskriftet ikke alene er nyttigt men i Grunden nødvendigt, og meget er det allerede, at et saadant Skrift kan leve hos os, og fortjenstligt af de Mænd, som nærmest maa sørge for det; Alt kan de nemlig ikke skrive selv; thi Kunsten og Videnskaben er mangfoldig, medens den enkelte Mand blot kan sammenlignes med en einaste Traad i disse Væver.

Det er derfor nødvendigt, at hver i sit Fag bidrager Sit til Skriftet, skal det blive, hvad det bør. Det er ogsaa nødvendigt idetmindste at have Dubletter i hvert Fag: nemlig en Forfatter og hans Kritikus, som ogsaa maa kunne skrive noget Lignende, skal hans Dom være at lide paa, naar man da undtager enkelte Kunstretninger og de Ting, som kræve en mekanisk Færdighed. Men endogsaa blot Dubletter ere vanskelige i et saa lidet Land som Norge, og har man dem, saa ere de tidest paa en eller anden Maade sammenbundne, saa de kan betragtes som Et. Hvor skal nemlig Tidsskriftet finde en Mand, som kan eller vil kritisere MunchsMunchs] Peter Andreas Munch, historikar det norske Folks Historie? En, som kan alsidigt kritisere LandstadsLandstads] Magnus Brostrup Landstad thellemarkiske Viser? En, som kan og vil kritisere SchweigaardsSchweigaards] Anton Martin Schweigaard, politikar Proces? Nu, slige einstake Forfattere kan kritisere sine egne Verker selv: Lektor BrochBroch] Ole Jacob Broch, matematikar og politikar var original nok til at slaa ind paa den Udvei med et mathematisk Arbeide af sig, Professor Monrad fulgte hans Exempel med sin filosofiske Propædeutik, og jeg indsér ikke, hvorfor de andre lærde Mænd ikke skulde kunne følge deres Exempel, naar de gjorde det med samme Takt: Enhver er jo selv, efter det gamle Sprog, sine egne Ords bedste Fortolker, og en Oversigt, et Standpunkt af selve Forfatteren er dog bedre end aldeles Intet, bedre allenfalds end noget Saadant med Ros atpaa af en Ven og Kjending, eller med skjæv Daddel af en Uven. Man faar stelle sig som man kan, naar det er trangt, og er der Hjerterum, saa er der ogsaa Husrum.

Det vil skjønnes, at det ingen smal Sag kan være at redigere dette Tidsskrift; man bør skjønne paa Udgiverne ved at subskribere paa det og saaledes sætte dem istand til at ofre Tid og Kraft paa det og honorere Forfattere godt. Det har baaret sig ganske bra hidtil, men, alle Udgifter fraregnede, skal dog ikke være meget blevet tilovers. Det var godt gjort af de Herrer at overtage Redaktionen, da den blev ledig; thi de, som kan Sligt, have hidtil for det meste været i en Stilling, som tillader dem at leve for sin Bekvemmelighed, hvorved det da maa gaa med de høiere Interesser som det bedst vil og kan; men Professor Monrad følte, sér man, at han skyldte sig selv og sin Stilling at lede et Foretagende, der ingenlunde er saa ansvarsløst, som Mange kunde falde paa at tænke. Et Dommerkald var altid vigtigt, og det er ikke mindre vigtigt, fordi man dømmer over en Mands aandelige end over hans borgerlige Gjerning.

Jeg sagde, at Monrad stillede sig i Spidsen for Tidsskriftet, og det er vel ogsaa ham i det Væsentlige, da han i alle Fald er ældre end Kandidat Hjelm. Tidsskriftet bør vel derfor rettest kaldes «Monrads Tidsskrift for Literatur og Kunst», istedetfor Hjelms, uagtet Hjelms Tidsskrift har en gammel god Klang fra den Tid, da Advokat Hjelm udgav sit. Dog, «det kommer ikke paa Navnet men Gavnet», hedder det, hvorvel Navnet har sin store Betydning i denne Verden, der saa gjerne sér paa det, som udenpaa hænger.

Her er meget at gjøre nu før Tidsskriftet komme à jour med Forretningerne. Mange Verker med summa appellabilis og objectum ligge upaadømte, og det er vist de færreste Forfattere, som har acqviesceret med de underordnede Domme; det samme turde ogsaa være Tilfældet med det Offentlige paa sin Side. Her er forsaavidt en retløs Tilstand. Nok af Dommere, men ingle endelige i den sande Tydning af Ordet. Dette ængster Flere end man tror og tænker; denne Ængstelighed maa afhjælpes, saavidt den menneskelige Ufuldkommenhed kan gjøre det; thi vel kan en Høiesteretsdom ikke lænkebinde de frie Meninger, men den er dog upaaankelig; og blandt Kritiker i Publikum og Aviser maa et kritisk «Tidsskrift for Literatur og Kunst» være et Høiesteretstribunal, skal der være nogen Mening i det.

*) At læse Kalvskinds- og Pergamentsbreve.

Nr. 133/1853; søndag 12.06.

[Valmannsval for Akershus og Romsdal]

Korrespondance

Christiania, den 10de Juni

Storthingsvalget for Akershus Amt blev gjort i Frimurerlogen igaar, og de gamle Repræsentanter paa én nær bleve — som man kunde vide — valgte igjen, trods alt det Skrig og Skraal, man har reist mod nogle af dem; men Valgmændene viste paa en haandgribelig Maade, hvor lidet de bryr sig om Aviser og enhver Mening, som ikke stemmer med deres egne. Det er selvstændige Folk, som de norske Bønder altid har havt Ord for at være. Naar man saa dem i Gaderne med sine solbrændte og i Regelen særdeles kloge Ansigter, maatte vel en Avisskriver skjønne, at det vilde være en fortvivlet Kamp at binde an med dem, og naar man tillige betænker, at det dog blev paa deres Skuldre Ansvaret hviler, saa kan man ligesaa godt først som sidst opgive al Strid og sige, at Alt er saare godt. Det er desuden ikke saa ganske passende, naar man ret betænker det, at angribe dem: de repræsentere det paalidelige Element i Staten, medens Folk, som maa leve af sine Kundskaber og Færdigheder hænge af Andre, af dem, som trænge til dem eller kan skyde dem frem. Dette véd ogsaa Bønderne meget godt — Mange ville sige — altfor godt; derfor vælge de blot af Sine og dem, som de ere visse paa udtale deres Meninger. Dette er saa ganske ligefrem, at det ikke maa forundre Nogen; det er den simpleste Tankesammenhæng af Verden; enhver Stand vilde gjøre det Samme; thi kunde man tænke sig Vælgerne, bestaaende af udelukkende Embedsmænd, Handlende, Haandverkere og Kunstnere, ligesom nu Bønder, vilde de gjøre det netop ligedan, ja man tør nok antage, at de vilde gaa et Skridt videre og aldeles ingen Bonde vælge, medens dog Bønderne gaa udenfor sin Midte, naar de finde En, de rigtig kan lide paa, saaledes som Akershus Valgmænd fandt Stabell;Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar Sorenskriver BorchseniusBorchsenius] Frederik Borchsenius, fut og stortingsrepresentant havde ogsaa mange Stemmer. Der er dog — kan man se — Sands for det Ypperlige, hvor det findes; ja jeg tør sige, at denne Sands var saa almindelig blandt Valgmændene, at Mange endog vare ganske mistrøstige, fordi de intet Ypperligere havde at vælge, men maatte holde sig til det, som var «prøvet,» da Ingen kunde vide «om man fik noget Bedre»; med denne Resignation valgte man, og dette forklarer den følgeværdige Enstemmighed i Valget; thi da man havde snakket sig imellem, følte man at maatte deran og opgive sine Betænkeligheder, og i Følelsen af sin Enhed faa noget solidarisk Ansvarligt istand. Der ligger noget Tragisk i denne Resignation i Omstændighederne; det er som naar det poetiske og dybe Gemyt, skuffet, fordi det ikke fandt sine Idealer, kaster sig i Livets Hvirvel.

Denne disciplinariske Enighed og militære Takt finder man ikke saa let i mange andre Egne af Landet, f. Ex. paa Vestlandet. Der følger man enten sin Overbevisning og lader det staa til eller ogsaa kaster man bort sine Stemmer i Haab om at slumpe paa at bli valgt selv. Det er derfor intet ualmindeligt Syn, at en Repræsentant kommer ud af 8—10 Stemmer. Uagtet Akershus Amts Valgmænd intet Prøvevalg foretog, viser dog Udfaldet, at de ere mere politisk udviklede. I Virkeligheden er det imidlertid en Skuffelse, som blot tar sig godt ud paa Papiret, denne Enstemmighed; thi den Valgte repræsenterer dog Amtet ligefuldt, om han saa blir valgt med én Stemme, naar Lovens Former ere iagttagne, og det solidariske Ansvar hviler ogsaa lige fuldt paa dem alle, da ingen Stemmeberettiget, endsige Valgmand, kan trøste sig med den Undskyldning, naar Repræsentanten ikke er god: «Jeg har ikke valgt ham, min Stemme har han ikke faaet.» Opgiver man ikke al fornuftig Mening om, hvad en Stat er, kan man umulig hjælpe sig med en saadan Trøst, og denne følgeværdige Enstemmighed bliver saaledes, nærmere beseet, et Skin, vel at mærke, naar Enstemmigheden ikke fremgaar af Enhvers egen Overbevisning; dette forresten under Forudsætning af, at Alle kunne have en Mening; men de, som ingen har, maa faa en, siden de endelig skal bruge den.

Man maa med Rette forundres over, at Akershus Amt ikke har flere Kapaciteter. Det skulde netop være af dette Amt rundtom Hovedstaden, man kunde vente Mønsterfolk af velhavende og kundskabsrige Bønder, sande engelske Politikere. Skal de ikke findes i et sligt Amt, hvor vil de da findes? Man maatte nu næsten gjøre den samme Fordring til Buskeruds, Christians og Hedemarkens Amter ogsaa, men naar man sér, at det holder haardt paa mange af disse Steder at finde en Mand af Bondestanden, der med nogen Anstændighed kan være Ordfører i Formandskabet og Forligelseskommissær, saa er rigtignok Udsigterne lange.

Stort bedre er det nok ikke her i Akershus Amt heller, og dette er ingenlunde beroligende. Østlændingerne har vistnok Folkeskik paa sig, men Faa kan egentlig leve for den aandelige Gjerning, og det er nødvendigt, skal man være en Storthingsmand, som det sig hør og bør.

En ny Repræsentant blev dog valgt, nemlig Gaardbruger GrimelundGrimelund] Hans Grimelund, bonde og stortingsrepresentant med 25 St. Borchsenius fik 18 og han vilde have faaet flere, siges det, og saaledes være bleven valgt, hvis man ikke havde hørt at han vilde stemme paa ArupArup] Jens Lauritz Arup, biskop og stortingsrepresentant og derved gjort sig mistænkt som ministeriel. Det er Troen, man spørger efter; Præsterne gjøre det samme.

Jeg maa gjøre opmærksom paa, at Efterretningen om at Præsten SchavlandSchavland] Aage Schavland, prest og stortingsrepresentant selv frasagde sig Valget, ikke var indløben, da jeg skrev om Valget i Romsdals Amt; derved bortfalder naturligvis min Beklagelse over, at han ikke blev valgt, og da der i Romsdals Amt ikke skal være noget stort Forraad paa Kandidater af Embedsmænd, maatte det — siden Oberstløitnant BrunBrun] Dominicus Brun, offiser og stortingsrepresentant er flyttet bort — ansees for et taaleligt Valg, da de tvende nye Bønder skal være flinke. Blandt de 8 hidtil valgte Repræsentanter er saaledes ingen Embedsmænd. Det begynder amerikansk.

Nr. 137/1853; fredag 17.06.

[Valmannsval for Jarlsberg og Larvig; rapport om rikets tilstand]

Korrespondance

Christiania, den 15de Juni

Storthingsvalget for Jarlsberg og Laurvigs Amt staar idag at læse i Storbladene, men med forskjelligt Udfald, idet FadumFadum] Peder Fadum, bonde og stortingsrepresentant staar i Posten, medens Gaardbruger HesselbergHesselberg] Magnus Hesselberg, jurist og stortingsrepresentant har faaet Pladsen No. 3 i Morgenbladet, en Forvexling, som snart maa blive rettet paa; thi én maa alene være den rette, og det ene af Bladene være feil underrettet. Det er forresten godt, hvilken det er af disse tvende, da Hesselberg, uagtet uprøvet, skal være en fornuftig Mand, og Fadum viste sig ogsaa som en saadan paa sidste Thing, uagtet han ingenlunde opfyldte de oppositionelle Forhaabninger, man efter hans tidligere politiske Virken i sin Fødebygd havde Grund til at nære om ham. Men saa gaar det: man holder som ungt Menneske oppositionelle Taler paa 17de Mai, man leder Tanken hen paa mange Brøst i Samfundet, og vækker Anelser om, hvorledes de maa afhjælpes; man gaar med Lommerne fulde af Reformer, og naar man kommer i Thinget er Lommerne «sonde,» Reformerne borte, men en anden Ungdom eller Agitator har tillykke fundet dem; nu ryster han i sine Lommer som Posen, naar man spiller Gnav, finder en Gjøg, og holder denne frem for det forbausende «Folk,» indtil han kommer paa Thinget, da ogsaa han finder, at Lommen er tom, medens Andre hjemme i Bygden ryster med hans Figurer.

Fadum svarte aldeles ikke til Oppositionens Tanker, han var ganske ret og slet en fornuftig Mand, der erkjendte det Gode, hvor det saa var at finde. «Man kunde ikke lide paa ham i Stemmingen,» d.v.s. han lod ikke lægge op for sig som et Barn, men en overbevisende Tanke bestemte ham, om den saa først kom mod Debattens Slutning.

Sagfører Hesselberg ventede derimod vist ikke Mange skulde komme igjen; han lod til at være en temmelig uvirksom Mand. HagerupHagerup] Henrik Steffens Hagerup, statsråd og stortingsrepresentant og HarbitzHarbitz] Georg Prahl Harbitz, sokneprest og stortingspresident ere derimod værdige Repræsentanter, ja man maa endog sige om Harbitz, at han er en særdeles dygtig Mand, især som Præsident.

Af de 12 Repræsentanter, som nu alt ere valgte, har man altsaa 1 Præst, 1 Officier, 1 Sagfører, Stabell,Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar og 8 Bønder. Jarlsberg og Laurvigs Amt har taget sig op denne Gang.

Departementet har nu faaet færdige Tabeller med Betragtninger over Landets Tilstand i Femaaret fra 1845—50. Det er Kost for Aviserne og Christianiaposten har da ogsaa optaget noget uden dog at knytte Bemærkninger dertil, som slige store Aviser formentlig burde gjøre. Morgenbladet har derimod hverken gjort det ene eller andet, derimod havde det Statsregnskaberne i raa Materie for en Tid siden. Det er ikke saa godt, og det kræver desuden sit Arbeide at knytte Bemærkninger og Sammenligninger til saadanne offentlige Aktstykker, man gjør derfor rettest i at meddele dem hele og holdne og lade Departementet tale, uagtet det er grusomt kjedeligt at læse, saa at det nok i Regelen alene bliver læst af dem, som umiddelbart holde Kilderne. Det er ellers trøsteligt at læse disse Beretninger og Beretningen om Rigets Tilstand i de sidste 3 Aar, ved Storthingets Aabning, naar man blot kommer til; thi man sér og hører af Talstørrelser, at Landet gaar fremad i det Store og Hele, om end enkelte Poster gaa i modsat Retning, og anderledes kan det ikke være: vi ere paa lang Tid velsignede med gode eller mindst med middels Aar, Fiskerierne have slaaet til, Trælasten med Undtagelse af 1848 i god Pris, Styrelsen visselig i Regelen upaaklagelig og de indre Kommunikationer gaa jevnt endog meget rask fremad; Konkurrentsen begynder at blive trykkende i de fleste Næringsveie, og det er en af de første Betingelser for, at de kan blive udviklede. Dette sidste kan være haardt for den enkelte Mand, navnlig for den udygtige, som derved gaar tilgrunde, men først, naar det kommer saa vidt, at den Dygtigste maa anstrænge sig for at komme frem, gaar det for Samfundet godt i det Hele betragtet. Saalænge Embedsstudier ere fordelagtige, vil Folk med og uden Hoveder lægge sig paa dem og de praktiske Interesser ville ligge uforsøgte, blot overladte til gammel Vane og Tankeløshed. Man kan derfor i en vis Henseende sige, at det først er i de senere Aar, Landet begynder at komme sig, idet man før væsentlig blot maatte være betænkt paa at holde det gaaende og iøvrigt virke forberedende, hvilket man mod sin Villie gjorde, uagtet man samlede de bedste Kræfter af Lærere og Lærlinge om Embedsstudier, der, med al Agtelse for deres Betydning, dog ere ufrugtbare for Landets økonomiske Opkomst. Nu begynder flinke unge Mennesker at slaa sig paa Handelen, paa Agerbruget, Fabrikdrift, og Sandsen aabnes i Almindelighed hos dem for Næringsveie, hvorved Ingen mister, men alle vinder, og det kan derfor ingen Tvivl være om, at jo den næste Femaarsberetning maa give endnu glædeligere Resultater end denne sidste, dersom Freden maa vedvare, og Jorden og Havet vedblive at skjænke os sin rige Velsignelse. Det gjør Intet, om den Femaarsberetning skulde efter al Rimelighed vise en Tabel paa 20,000 Udvandrere, istedetfor at den nu blot er paa 10,000. Det er et Afløb, som er sundt i mange Henseender, og varer ikke længer end naturlige Aarsager er forhaanden i et Land som vort, hvor Friheden dog hersker, hvad mange Utilfredse og Uforstandige end sige.

Nr. 139/1853; søndag 19.06.

[Skipinga av Det norske teateret; Wergelands fødselsdag]

Korrespondance

Christiania, den 17de Juni

Det norske Theater — thi nu kan det ikke længer hedde den dramatiske Skole — havde igaar sin første Generalforsamling af Aktiehavere, hvor da Theatret blev konstitueret som en Indretning, der baade har Bestyrelse og Direktør, ligesaavel som det danske. Det trænger saaledes ikke til Privatmandens Beskedenhed, men bliver paa den anden Side igjen som en offentlig Karakter underkastet offentlig Bedømmelse. Før har man igrunden ikke havt Lov til at bedømme andet end Skuespillerne; Stykkernes Valg, hvorvidt Indretningen har svaret til sin Tanke, Bestyrelsen og Theatrets hele Opførsel maatte tildels og har da ogsaa ialmindelighed ligget udenfor Kritiken. Nu anderledes.

Man véd, at det var dansk Skuespiller Cronborg,Cronborg] Jens Cronborg, dansk-norsk teatermann Hofgartner MortensenMortensen] Martin Mortensen, slottsgartnar og Inspektør Klingenberg,Klingenberg] Johannes Benedictus Klingenberg, offiser og teatermann som sloge sig sammen ifjor for at faa Theatret istand. Man véd ogsaa, at det gik. Den ene opofrede sin Stilling ved det danske Theater, der rigtignok ikke var meget værd, og de to Andre satte Penge ivove. De faa sine Penge igjen og fortjene Anerkjendelse, fordi de sloge ind paa og forfulgte en Idé, der endog kan samle Subskribenter, trods de bedrøvelige Erfaringer fra Aktierne i det danske Theater. Man tør dog uden at træde Sandheden for nær, sige, at dette Arrangement ikke vilde være kommet saa snart istand, hvis ikke Inspektørens Broder, Departements-Fuldmægtig R. Klingenberg,Klingenberg] Ragnvald Klingenberg, jurist ufortrødent havde arbeidet med og væsentlig udført det altid ubehagelige Arbeide at samle Subskribenter. Han har været Sekretær og Regnskabsfører ved Indretningen og sikkerlig ikke været uden Indflydelse paa dens efter Omstændighederne ganske heldige Gang. Jeg tillader mig at skrive hans Navn, uagtet han ikke før er nævnt offentlig blandt dem, som have virket for det norske Theater. Man skal være saa god at lade hver faa Sit; thi hvordan det end gaar med det norske Theater i sin nuværende Skikkelse, vil man dog mindes Brødrene Klingenberg blandt de Mænd, som arbeidede ikke mindst for det i dets Barndom. Det kan vel hænde, at Mange ansaa og ansér dem for vel store Ivrere, men det kan ogsaa vel hænde, at Norskheden vil gaa videre end de have faaet Lov til at drive den. Den maa idetmindste gaa videre, skal det norske Theater bestaa i Kampen med det danske, uagtet det har faaet sine fem Direktører og støtter sig paa Aktier.

Professor MonradMonrad] Marcus Jacob Monrad, filosof er en af disse Direktører. Nu begynder Monrads Virkekreds at udvide sig. Det er patriotisk og opofrende af ham, at han saadan er med, hvor han efter sine Egenskaber og Stilling maa blive sat i Spidsen. Det er hæderligt af ham, men ogsaa ansvarsfuldt, da han dog er den alene af Direktørerne, mod hvem man kan gjøre nogen Ansvarlighed gjældende. Man fornærmer ikke de andre ved at sige dette, naar man til Overflod indrømmer, at de visselig ere ligesaa hæderlige som i sit Fag dygtige Mænd. Monrad vilde ogsaa have staaet mere udenfor og blot veiledet og holdt æsthetiske Foredrag for Skuespillerne, men da det var et fælles Ønske at have ham med, gav han efter. Imidlertid tør man haabe, at han vil kunne holde disse Forelæsninger alligevel. De maa til, skal det blive noget af; thi Praxis uden Theori duger ligesaalidt i Skuespilkunsten som i nogen anden Kunst eller Videnskab. Det er de tvende Hjul, som skal rulle Aktøren frem mod Fuldkommenhedens Maal. Er nu Welhaven,Welhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar som Mange antager, dansk, burde han som den anden Professor i Filosofi holde æsthetiske Forelæsninger ved det danske Theater. Det kunde nok trænges til der ogsaa; man behøvte blot at gaa noget videre: Theorien er ligesaa lang som Praxis, og vel det; og at Welhaven kan gaa videre end de unegtelig flinke danske Skuespillere, maa formentlig være givet i og med Professoratet. Dette kunde give Stødet til at man endelig engang begyndte at holde æsthetiske Forelæsninger ved vort Universitet ogsaa; thi den private Sal vil forhaabentlig snart blive forliden, dersom, hvad rimeligt er, Andre ogsaa faa Lov til at komme, og saa er intet rimeligere, end at man flytter ud paa Universitetet. Der er Salene velsignet store, hvilket man kan se ved at komme ind paa Forelæsningerne.

Cronborg skal naturligvis være artistisk Direktør og have 600 Spd. og 120 Spd. i Husleie, naar han flytter fra Theaterbygningen. Det kan tykkes meget, men naar man betænker, at han opgav sit Forhold som Medeier til Theatret, der altid har sine Fortrin, og betænker man endvider, at Statuterne ligesom Fremtiden er af Gutta Percha, saa er Lønnen ikke saa meget for stor endda.

Nu eier altsaa Aktionærer det norske Theater; de kan vælge Direktion og holde Knappen for Pungen; de kan tage sine Procenter, uagtet disse vel ikke blive store, da Theatrene i Regelen ere ligesom Kunsten overhoved ikke rige paa Guld og Gods; man faar hjælpe sig med Ideer og hygge sig med Misundelse og Intriger.

Det er WergelandsWergelands] Henrik Wergeland Geburtsdag idag. Dette maa Restauratøren paa Kongshavn vide ogsaa; thi det er vist ham, som bekjendtgjør i Aviserne og lægger Plakater ud, som sige, at der skal holdes Fest med alt det Behør, som maa til paa et saadant Sted, Karrussel og Bal der strax ved o.s.v. Det viser, hvad Popularitet Wergeland maa have, siden en Mand — om det saa ikke er nogen anden end en Vært — tør gjøre sligt og haabe at tjene ved Arrangementet. I Stockholm har man Bellmannsfester,Bellmannsfester] Carl Michael Bellman, svensk visediktar og det kunde hænde, at vi fik Wergelands, uagtet Wergelands stærke Side aldeles ikke var at skrive populært. Festen er ikke ilde; man kunde sige, det ingen passende Maade er at erindre Digteren paa; men naar man véd, at man har dyrket Guderne ved Drik, Dands og Udsvævelser, saa kan man nok dyrke et Menneske paa den Maade; det ligger desuden ikke langt borte fra overspændte Menneskers naturlige Ønske at ville se sig efter Døden hædrede paa den Maade; thi der var engang en Englænder, der sikkerlig ogsaa var Digter, som vilde sat ud sine Midler, for hvis Rente man aarlig paa hans Geburtsdag skulde kjøbt Brændevin og drukket det op paa hans Grav under Slagsmaal og Spektakler, som han vel vidste ikke vare udeblevne. Men han fik ikke Lov til at gjøre dette Testamente. Han maatte haabe, at man af sig selv vilde støie. Monstro han fandt nogen SyvertsonSyvertson] Ole Syversen, restauratør?

Nr. 143/1853; fredag 24.06.

[Valmannsval for Oppland og Telemark; jernbanen; favoriseringa av det danske teateret; teateret på Klingenberg]

Korrespondance

Christiania, den 22de Juni

De tvende sidste Storthingsvalg, nemlig for Oplandet og Thellemarken, maa unegtelig ansees for et tilfredsstillende Valg, hvad enten man sér paa Sammensætningen, ligemange Bønder som Embedsmænd, eller man paa den anden Side tager Hensyn til Dygtigheden, der virkelig synes at have gjort sig gjældende. Forresten lader sig lidet sige om denne Ting, undtagen man saa nøiagtigt var kjendt i vedkommende Amter, at man vidste, Ingen mere dygtig var at finde. Man bør ellers være nøisom, og finde Valget godt, naar ikke alle Dygtige ere gangne forbi, da et virkeligt Valg saa alligevel ikke kan ventes valgt, selv om vore Valgbestemmelser vare bedre end de ere. Det er med dette, ligesom man maa være tilfreds med et Menneske, naar man finder noget Godt hos det, og rose det naar Godt og Ondt gaar op i op; thi videre driver dog neppe Nogen det, naar man sér rigtig til, uagtet Katholikerne lære, at man kan lægge sig Noget tilbedste, der som en anden Kapital kan overlades til Andre.

Kunde Storthinget drive det dertil, at det havde ligesaamegen Dygtighed som Udygtighed, saa maatte man holde skjønne Lovtaler over det, men saavidt kommer det vist aldrig; det er godt naar enkelte dygtige Folk er der, og det lader unegtelig til, at der adaare ogsaa vil komme nogle og Thinget derfor vække Tilfredshed.

Provst NissenNissen] Niels Christian Nissen, prest og stortingsrepresentant fra Øier bliver vel en af disse dygtige Folk; han har idetmindste været paakaldet længe. Thormod KnudsenKnudsen] Tormod Knudsen Borgejorde, politikar og diktar fra Thellemarken er ogsaa en dygtig Mand; han er iallefald en Digter og det en lykkelig begavet. Der er mange smukke Sange af ham i Folkemunde der oppe i Bygderne, og allerede i 1821 skrev han en Sang over Zetlitz,Zetlitz] Jens Zetlitz, prest og diktar der var Præst i Hvideseid, hvorfra Tormod er. Det er en Sang saa smuk og hjertelig, som man vil læse den. Men, Digterne have ikke Ord for at være gode Politikere: de ere for ideale, og deres Tænkning er saa skabende, at man idag ikke synes kjende dem igjen fra igaar. Derfor have de ingle Grundsætninger, siger den almindelige Mand, der saa prægtig véd at fastholde en borneret Tanke i lang Tid, da nye ikke strømme ind paa ham. Det skal derfor prosaiske Mænd til for at være gode Politikere; de kunne have Grundsætninger, som ikke optø. Digterne ere i Regelen desuden aabne, godhjertede Mennesker og finde saa let Grunde til at undskylde en Feil; dette er ikke politiske Egenskaber. Politikeren maa holde Tand for Tunge, ikke tage det saa nøie med Overbevisningen og være ubønhørlig. Digterne have desværre ofte sine Lidenskaber og Feil, medens Politikeren maa være saa skikket, som naar man kommer ud fra Frisøren. Digterne ere altsaa ikke Politikere, og ganske rigtigt, man bruger dem da ogsaa sjeldent til den Ting.

Den anden Repræsentant fra Bratsberg Amt, som heller ikke var paa forrige Thing, er Foged Borchsenius.Borchsenius] Frederik Borchsenius, fut og stortingsrepresentant Han har før vist sig at være en brugbar Politiker, ihvorvel ingen fremragende Mand. Han er netop en af disse Mennesker, man kan være tilfreds med.

Saa er da nu ialt 20 Repræsentanter valgte, hvoriblandt 12 Bønder, og af disse 12 er endda et Par Lensmænd. Holder det paa saa, maa man ikke kalde Thinget bondeagtigt.

Rygtet gik, at Jernbanen skulde indvies og prøves et Stykke nu paa St. Hansdag; men saa kom nogle Skinner i Ugreie, og saa skal det blive paa næste Thorsdag. Det er ikke fortidligt, men alligevel klinger det utroligt «paa Grund af Omstændighederne.» Det vil da blive smukt.

Der staar en Resolution i Posten idag, som vilde været en sund Oppositionsnæring, dersom Oppositionen ikke alt var Død. Det er nemlig en Resolution, som tager 2500 Spd. af Auktionsfondet og giver til det danske Theater. Resolutionen er vistnok ligesaa fornuftig som stemmende med noget af Aanden i Statuterne for Fondet, men dette var ikke til nogen Hinder for en bitter Opposition; man behøvte blot være bra ensidig saa kunde man gjøre mægtige Indhug, holde med Formandskabet, som negtede, og udbrede sig over det udemokratiske i, at man ikke lader en saa folkelig Forsamling som Formandskabet være den afgjørende Bevillingsmyndighed. Det er sjelden man har slig Grund til Opposition. Det vilde kunne blive en sand Principstrid, og hvo véd?

Det er paa Tiden at tale om Theatret paa Klingenberg, som lader til at vaagne op igjen efter sin Vintersaison, mens man spilte oppe i Cassino. Det er «Skolens nederste Klasse,» som spiller tilligemed nogle nye. Theatret paa Klingenberg vil blive en farligere Fiende for det norske Theater end selve det danske, dersom det drives med nogen Forstand, da det ogsaa er norskt og Klingenberg desuden har saamange Fortrin for det demokratiske Publikum, som unegtelig er det talrigste. Og det vil ikke blive i Beit for Skuespillere; thi der falder altid Uenighed oppe i Cassino som i ethvert Theater, og saa kan Skuespillerne true med at gaa til Klingenberg. Der bliver Konkurrence. Theatret paa Klingenberg har virkelig Kans til at staa sig, og vi Kritici faa rig Anledning til at sammenligne Præstationerne ved vore tvende norske Theatre baade hvad Maal, Stykker, Spil og Musik angaar. Man kan ikke vente store Ting, men det er Begyndelsen til noget, som kan blive godt, og jeg sér ingen Grund til at overse det ene for det andet, især da Theatret paa Klingenberg er ældre og saaledes det første egentlige norske her i Christiania. Dog, det er fortidligt endnu at sammenligne, især for mig, som endnu ikke har seet nogen Forestilling paa Klingenberg ivaares, men maa holde mig til Posten, som baade har roset og lastet det, hvoraf synes at følge, at det gaar an.

Det er dog virkelig noget drøit, tre Theatre i Christiania. Det gaar vel med dem som med Bjørnene, der sloges og aade hverandre op, saa der blot var en liden Haardot igjen af den ene.

Nr. 145/1853; søndag 26.06.

[Ivar Aasens Prøver af Landsmaalet]

Korrespondance

Christiania, den 21de Juni

«Prøver af Landsmaalet i Norge» af Ivar Aasen. Jeg maa nøyte mig med at omtale denne Bog, uagtet jeg endnu ikke har rukket at læse den saa mange Gange, at jeg kan gaa ind i Enkelthederne, om det ellers kunde nytte mig noget. Jeg bør være beskeden ligeoverfor denne Bog og jeg haaber, at andre Kritici ville være det samme, da jeg, idetmindste, ikke kjender Nogen, som kan have en Mening om denne Bog. Mænd, som Munch,Munch] Peter Andreas Munch, historikar KeyserKeyser] Rudolf Keyser, historikar og UngerUnger] Carl Richard Unger, filolog kjende vel Oldnorsken, og fra en almindelig Sprogside kunde de gjøre mange sunde Bemærkninger; men de kjende vel neppe nogen enkelt Dialekt, endsige mange, hvilket er aldeles nødvendigt, skal man kunne have nogen Forstand paa denne Bog og, bogstavelig talt, ikke snakke som den Blinde om Farverne. Sprogmænd og de fleste Andre kjende vel Ordenes Betydning, naar de læse dem; men enten Ordet paa Stedet er ret eller galt, enten Stavemaaden har gjort Vold paa Udtalen eller ikke, enten Ordstillingen er i Sprogets Aand eller ikke, enten sjeldne eller meget brugelige Ord ere anvendte til Tiden og Stedet, enten Ordet burde være Imperfektum eller Perfektum — det kjende de ikke. De komme nok alligevel med sine Anmeldelser og naar Publikum sér et bekjendt Navn, saa faa de Publikum til at fare vild tilligemed sig selv, og Vildfarelsen bliver Sandhed saalænge den bestaar.

Nu kunde det synes underligt at skrive en Bog, alle have saa lidet Vit paa, og underligt er det unegteligt ogsaa; men Forfatteren vil jo netop komme med noget Nyt, og forresten drage frem noget, som er helt eller halv forglemt, og dertil har han Ret. Han anslaar en Stræng, som giver Klang, uagtet man endnu ikke saa ganske kan beregne Svingningerne og finde Harmoniens Love, og dette er for det Første nok; man kommer snart efter det, naar man igjen er bleven fortrolig med disse gamle Toner. De ere igrunden kjendte endogsaa for Byfolkene, uagtet deres Oldefædre kanske glemte dem. Man finder Meningen ved Hjælp af Ligheder, og ellers hvor disse glippe, ligesom siger sig selv: «Vi tykkes at have hørt dette før.» Det er nemlig nationalt i Ordets gode Betydning; man befinder sig netop paa den rette Grund, og her er et Tilfælde, hvor Slægtens Sammenhæng som en hel Person viser sig umiskjendelig. Man kan lé og finde dette mørk Tale, at Sønnen skal erindre, hvad Faderen har glemt, men denne Latter er, som Latter ialmindelighed, mere morsom end dybsindig; den viser, hvor godt man kan lé ad sig selv, naar man ikke begriber, hvad man lér ad.

Holder dette, som jeg haaber, Prøve, saa er Ivar Aasens Gjerning en meget frugtbar Gjerning for Byfolkene ogsaa; at den er det for Bondestanden, vil man vel ikke falde paa at betvivle. Thi selv de Ord, som ikke bruges i den og den Dialekt, eller ere brugte med nogen Forandring i Skikkelse og Betydning — de kommer man let efter — lettere vist og sandt, end efter Bogsproget, der meget rigtig er et «fremind Maal».

Man kan mod Antagningen af dette Sprog, som kaldes nyt, længe nok fornufte over det Ufornuftige i at ville afklippe Historiens Traad; men, kjærevene! man vil jo ikke afklippe Traaden, men blot knytte sammen en, som var afklippet. Og saa siger man, at dette Sprog er ubekvemt for en udviklet Tænkning; man taler om Ting, man ikke kjender. Sproget er rigt, saa rigt, at Tanken kan gives de fineste Penslinger og blødeste Afskygninger. Tanken kan bevæge sig med Liv, Sandhed og Kraft, forudsat at Tanken kan bruges til slige agtværdige Ting. At Sproget ikke er udviklet i filosofiske Talemaader, det er rimeligt, uagtet vore Forfædre havde sunde Meninger om og følgelig Udtryk for aandelige Ting. Denne Mangel er forresten et Skin, da Sproget har en Rigdom av Betegninger, som den øvede Tænker godt kan anvende. Hvor rigt er saaledes ikke det tydske Sprog blevet i filosofisk Retning, fordi der var Folk, som kunde benytte Sprogskattene, og skabe nye Ord, naar det kneb. Forøvrigt kunde man ligesaavel i dette som i andre Sprog benytte de latinske og græske Fagudtryk.

I andre Retninger, hvad der vedkommer daglig Handel og Vandel, «Landlære», Jordbrug og Fiskeri og fremfor Alt i Poesi, der er det uendeligt rigt og udtryksfuldt. Man behøver ikke som nu i Skriftsproget at omskrive Ordene og udvande Sætningerne, for at faa en tynd Mening af, hvad man vilde sagt. Det er ordentlig latterligt at høre en Mand udvikle sig i det rene Skriftsprog, naar man kjender noget Bedre. Det klinger som om han vilde knote og gjøre Nar af sig selv og alle dem, som hørte paa ham. Sandt, intet Sprog er saa slet, at en fortræffelig Mand jo kan tale fortræffeligt i det efter Omstændighederne. Men dette beviser kun, at han vilde tale saa meget mere fortræffeligt, naar en større Sprogrigdom stod til hans Raadighed. Man beklager ikke en Klodrian, fordi han maa betjene sig af et fattigt Sprog; det er mere end godt nok for ham. Men Dygtigheden maa man beklage og sig selv, som ikke kunde faa Anledning til at lære nok af den.

(Fortsættes.)

Nr. 147/1853; onsdag 29.06.

[Ivar Aasens Prøver af Landsmaalet, del 2]

Korrespondance

(Fortsættelse fra No. 145 «om Landsmaalet i Norge»).

Nytten af en Omforming i Sproget vil blive ubestridelig for Flere og Flere. Men Knudepunktet bliver, hvor en Form er at finde, der tilfredsstiller saamange Dialekter som muligt. Jeg drister mig ikke til at have nogen Mening om, hvorvidt dette sammensatte Maal af AasenAasen] Ivar Aasen vil vise sig brugbart idethele eller ikke. Det er unegtelig hvad det maatte være stærk Søndmørsk, farvet med de øvrige bergenske Dialekter. Der er meget fra Tellemarken ogsaa f. Ex. de adjektiviske Endelser paa eg (nugleg, naturleg, og det skarp udpregede Superlativ einaste, som rigtignok ogsaa bruges meget i Hardanger f. Ex.), hvorimod den vel gjennemførte Verbalendelse paa a ligesaalidt høres i sin Rénhed i Tellemarken, som det jeg véd, i nogen anden Dialekt. Dette er er et stort godt Enhedsmærke, han lykkelig har indført, og som forhaabentlig vil blive uantastet, da alle Dialekter ved et lidet Omslag finder det naturligt for sig. Ligesaa har han et godt Fælledsmærke i Superlativerne paa aste (høvelegaste, truverdugaste) og som en nødvendig Følge deraf, Komparativer paa are, uagtet jeg ikke har været saa heldig at støde paa noget. Endelserne paa leik (Storleik) og Dobbeltlydene ei, au, øy osv, (beit, bleik, braut, døy) er ogsaa Fælledsmærker, som have Hjemstavnsret overalt, med Undtagelse af visse Strækninger om Byerne, hvor man har et Miskmask af Sprog, der er ligesaa stygt som fattigt. Han har overhovedet ligesaa dristigt som vellykket optrukket Sprogets Grundlinier, saa man har noget at konstruere videre efter; Fuldendelsen maa blive Tidens Værk, med de Forandringer i Planen, der maatte vise sig som det mést Alméngyldige. Man vil maaske kunne angribe ham i et og andet, kanske ogsaa i mangt og meget; men i Hovedsagen vil man give ham Ret.

Ja — hvorledes vil man nu gribe Sagen an, da man har faaet andet end tomme Talemaader at holde sig til. Mange skrive- og læseføre Folk vil kalde det et Tankespind, men ligesaa mange vil hilse det med inderlig Glæde, og i Skrift som Tale bruge dette Sprog, selv om de hverken kunne eller tør strængt gjennemføre det. Det vil blive hvad jeg strax i Begyndelsen af Sprogstriden sagde, en Tid, hver Mand gjør hvad han tykkes, indtil Lovene ved sin indre Sandhed have vundet sit Herredømme over alle Gemytter. Der kan ikke blive Tale om noget Magtsprog fra nogen Kant. Det Sprog, hvori de bedste Verker for Fremtiden blive skrevne, vil naturligvis blive Seirherre. Videnskaben tør vel ikke andet end holde sig til det nuværende Bogsprog udover en Stund, da de nuværende, især ældre, Videnskabsmænd intet andet kunne skrive, og man vil i de første Generationer heller intet andet bruge. Men folkelige Skrifter ville blive skrevne paa Norsk, uagtet den nuværende Komité for Folkeoplysningen formodentlig ikke tør gjøre noget med det Første, men staa tvivlraadig indtil det bliver klart for Alle, at den er noget ganske andet end den skulde være. Poesier ville udkomme i det nye Sprog og ved sin Hjertelighed og Skjønhed vinde Hjerterne. De Poesier, Aasen har oversat, ere oversatte med sand digterisk Begavelse, og naar jeg siger, at I. Aasen er en ligesaa stor, om ikke større Digter end Sprogmand, vil man maaske finde mig urimelig. Men kunde han efter en erhvervet Fasthed i sit Sprog, som alene Erfaringen kan give ham, række at oversætte de nyere Klassikere og imellem skrive noget af sig selv, vilde man snart komme efter at jeg har Ret i min Paastand, og Fremtiden vil blive overtydet om, at han ved dette har virket langt mere end ved sine Grammatiker og Lexikaer, der ellers vilde mugnet i Bogsamlingerne. Thi vanskelig vilde nogen uden praktiske Prøver af ham, kunnet gjort det gamle Maal til en kjær og velklingende Røst.

Den samme Rædhed, som behersker alle, der befatte sig med det nye Sprog, har meget rimeligt ogsaa behersket Aasen. Han har saaledes ikke turdet skrive Alt med smaa Forbogstaver, ligesom han heller ikke har udtrykt den gjængse Udtale, men istedetfor gj og kj skrevet g og k. Den valgte Skrivemaade sér bedre ud og er unegtelig rigtig, men gjør Ordene og sammes Udtale ukjendelig for mange. Adjektiverne se ogsaa noget afhugne ud, f. Ex. i Udtrykke som: en snild Mand, medens man, kanske med Undtagelse af det Trondhjemske, hvor man er saa økonomisk med Endelser, overalt siger: «ein snilde» Mand. Han har ogsaa i det første Stykke skrevet Myntmeisteren istedetfor det mere historiske og brugelige Myntmeistaren. Derimod har han paa den anden Side gaaet noget vidt og gjort Sogninger og Haringer vel store Indrømmelser ved at bruge «da» i Poesi udfyldt til dat og kva til kvat istedetfor det mere brugelige det (udtales de med en Ælyd paa mange Steder) og hot. Dog dette sidste er mest tellemarkisk; men Forfatteren mener jo ogsaa, at den tellemarkiske Dialekt kommer til at spille en Hovedrolle, og rimeligt —, den har, hvad de andre ikke har — en Literatur. Dog — nu kommer jeg ind paa Enkelthederne, hvilket jeg i Begyndelsen af Opsatsen ikke kunde.

Barne-MinneBarne-Minne.] Vinjes gjendikting av Byrons dikt

Naar Sjukdom kem med manga faara Rider
og køler Varmen, som i Aadrom skrider;
naar Helso verter skjerr og flyg sin Veg,
kvar Gong at Vaardags-Vedret vender seg;
naar Verken inkje berr’ i Kroppen flagar
men ogso paa dat fallne Modet gnagar,
og Rygd og Ræddhug slær med Verken Lag,
so Hugen rys og kvekk med kvart eit Slag,
endaa han undergiven stødt maa strida,
alt med ei vefall VonVon] retta frå: Vom um Liv mun bida:
daa døyvest Verken tidt, naar Minnet vil
slaa ut sin Ljosstrøym i dat myrke Bil
og um dei gengne glade Dagar mæla,
daa Elsk og Venleik var ei Himmels Sæla,
og tekna blide Barneheimen av
med all dan Leik og Lyst, han alltid gav.
Som Morgonsoli gjenom Vindsky-Flokar
kem fram og lyser i dei myrke Krokar,
straar Gull paa Doggi fraa sin Straalekoll
og blinkar dimt ut paa dan vaate Voll:
saa mot mi Framtid, mot dei Dagar svarte,
skyt Minnes-Soli sine Straalar bjarte.
Vist er ho inkje meir som fyrr so klaar,
daa skin ho langt att paa dei fyrste Aar;
og Fred fær Hugen, naar han dit kan flya
og røra gamla Tider med dei nya.

Nr. 149/1853; fredag 01.07.

[Norsk jernbane]

Korrespondance

Christiania, den 29de Juni

Jernbanen bør blive norsk Eiendom. Det er en Tale, som baade føres i Aviserne og Mand imellem. Det er altsaa kommet saavidt med den Erkjendelse, som kun Faa nærede og endnu Færre turde udtale ligeover for Landets Orakler. Det var en smuk barnlig Uskyldighed, man levede i den Tid, da man troede Engelskmændene vilde gjøre saa Meget for os; det var som naar Husmanden er stolt over, at Gaardmanden vil besøge ham og finde hans Øl værdigt til at drikkes. Gaardmanden kan være en meget brav Mand, men efter Verdens Gang kommer han der ikke uden at vente sig godt betalt paa en eller anden Maade, og Husmanden «tregar» da som oftest ogsaa paa Samlaget, hvori den «nedladende» Gaardmand beholder Bugten og begge Enderne for sig. Dværgen kom ogsaa til den samme Erkjendelse, da han en Stund havde gaaet i Ledtog med Kjæmpen, og Hunden med Løven. Det er den samme Tanke, som træder frem under de forskjellige Skikkelser, og med den Tillæmpning, som de mere eller mindre forviklede Forhold medføre.

Tingen er altsaa klar at vi gjerne ville have Jernbanen igjen blot efter denne almindelige Grundsætning, og en Forfatter har i Christianiaposten for 26de ds. været saa god at komme denne ubestemte Følelse til Hjælp med et praktisk let Regnestykke, og ligesaa praktiske Vink. Det Hele er saa kort og godt, at det vanskelig lader sig gjengive bedre, men bør helt og holdent aftrykkes.

Naar man har læst Fremstillingen, falder man naturlig paa den Tanke, at Engelskmændene maa have tjent godt, siden de finde sin Regning med at sælge til det Afslag. Nu ville de til et andet Sted og kaste Pengene i en ny Smelte. Det er Folk, som forstaar at gjøre Forretninger.

Man er nok temmelig utilfreds med Engelskmændene oppe i Landet. Den norske Bonde lader sig ikke behandle som den engelske og svenske f. Ex., der ydmyg kysser paa Riset. Vi har godt af at lære Et og Andet, men skal det kjøbes med vor Selvfølelse, saa er det altfor blodig dyrt.

Nr. 155/1853; fredag 08.07.

[Innviinga av jernbanen; fest på Klingenberg]

Korrespondance

Christiania, den 6te Juli

Jernbanen blev dog paa Mandag indviet paa en Maade; det vil sige, man kjørte paa den, og det skulde gaa ganske godt, hvorvel ikke saa fort som den senere kommer til at kjøre. Det er Englænderne om at gjøre, at det kan hedde: man har alt kjørt paa Banen. Det er nemlig Penge af Statskassen, de ville have fat i, man siger 18,000 Lstrl. eller omtrent 81,000 Spd., der skulde være forfaldne allerede i forrige Maaned; men da Banen ikke er skreden langt nok frem efter Kontrakten, saa holder Regjeringen rimeligt Pengene tilbage. Det var vel ogsaa derfor, at ingen af Regjeringens Medlemmer var med paa Farten; men lod Interessenter og Tilsynsmænd kjøre til sin private Fornøielse. Det var nu heller ikke meget at kjøre efter, da Veien paa langtnær ikke er færdig, men mangler Fyld overalt, saa Skinnerne ligge indtil en halv Alen høit paa Stokkene. En af Opsynsmændene ved Banen sagde, at det ikke kunde være at tænke paa at faa den fyldt og tilstelt med de nødtørftigste Stationer før mod Slutningen af September. Paa Banegaarden ligger Alting ogsaa raat og ufærdigt. Sommesteder er Grundmuren lagt og paa andre Steder holder man blot paa med Grøften. Saadan er det langs hele Linien blot til Strømmen og længer opover er naturligvis endnu mindre gjort. Dampvognen syntes imidlertid ikke at kjere sig om det halvgjorte Arbeide, den maatte gaa paa, men skred noksaa majestætisk opover og standsede paa Broen ved Oslo, ligesom for at syne sig. Det gjorde et eget Indtryk paa os Nordboere, der nu i en Menneskealder har ligget nordenfor Civilisationen, at se denne pustende og stønnende Hest. Jeg vil antage, det gik Andre som mig selv; jeg kjendte virkelig en patriotisk Rørelse ved Siden af Beundring, og det gik mig som paa Theatret, at jeg uvilkaarlig klappede i Hænderne. Det er noget besynderligt, men det er en Kjendsgjerning, at Begeistringen springer ud i Fingertopperne, enten det nu er til at skrive eller under den mere grovslagne Form, Klap. Her var megen Livlighed i Byen denne 4de Juli. Man pleier ellers at maatte lade sig nøie med de sædvanlige Parader paa Fæstningspladsen og Skud paa Kontraskjæret, naar de ærede Herrer have udbragt sine høie Skaaler. Alt dette er overmaade smukt; men der er skrevet saa meget om slige militære Høitideligheder, at det ikke er let at udfinde nogen ny Side ved dem. De ere imidlertid saa smukke, at man maa tilgive Herskerne, om de finde den samme Glæde i dem, som Veslejenta i sine Dukker og Veslegut i sin Bue.

Ude paa Klingenberg var ogsaa en ganske pyntelig Fest om Aftenen. Schwartzenbacherne spilte som sædvanligt meget godt, og den store Sal var smukt dekoreret. Kongens Buste stod paa Scenen; der var Blomsterhave og Vandspring og bengalske Flammer. Ud paa Aftenen blev et smukt Fyrverkeri afbrændt og man maa sige, at Festen idetheletaget var ligesaa smuk som passende. Det skulde være vel, om Klingenberg kunde tage sig op igjen, da det ofte er sagt, at Christiania trænger til et Forlystelsessted. Men Christiania er lidet og som en Følge deraf meget hængende i det Formelle. Klingenberg har derfor en vanskelig Opgave, at faa det «passende» for den «anstændige» Verden, der har mere Honør end Penge, og tilgjængeligt for det store Publikum, som skaffer mest i Kassen. At forene disse tvende Ting er vel umuligt, og Spørgsmaalet bliver da, hvilket man skal opgive. Dersom man kan leve af «Honør,» bør man gjøre Alt slikket og pent; men trænger man til Penge i den materielle Verden, er man nødt til at aabne sine Døre for Publikum, siden man nu endelig efter gjorte Erfaringer ikke kan forene begge Dele. Det skal imidlertid være bedre paa Klingenberg nu end før, da man har fundet Politimesterens Formaning ganske fornuftig, saavidt muligt at holde borte et vist Slags Publikum. Det maa ogsaa være en Opgave, at skjeldne mellem saa mangeslags Publikum! Det er endnu værre end at skjeldne mellem Faarene og Bukkene; thi det er blot tvende Slags, mens Publikum har fast utallige Grader, hvori selv en boglærd Mand kan løbe sur, endsige Billettører.

Det maa virkelig være sandt, hvad jeg hørte af tvende Restauratører, idet de talte om sine mangfoldige Observationer, at der var intet mere vanskeligt i Verden, end at være Restauratør. Nu, det Samme siger alle Mennesker i sin Stand og Stilling. En Lærer i Ridning sagde saaledes, at Livet var for kort til at lære at ride godt, og en Vægter paastod, at det næsten var umuligt at finde et Menneske, der var skikket til Vægter; thi selv om man kunde finde mange af Vægterens Egenskaber hos ham, var dog en stærk Stemme en sjelden Gave. Vedkommende havde nemlig en umaadelig stærk Stemme, der skreg alle Folk op af Søvne. Naar man lægger Mærke til slige Erfaringer, vil man ikke finde det urimeligt, at selv en stor Stat har megen Vanskelighed med at opdrive et tilstrækkeligt Antal dygtige Ministre, og store Mænd paa Lærestolene. En Mand, der er sin Stilling voxen, er en sjelden Ting, og en Forfatter sagde derfor, at han først erkjendte B.s Kald for Dandsekunsten, da han kom efter, at Mennesket gjorde pas de deux foran sin Faders Dødsseng; han var Dandsemester med Liv og Sjel.

Nr. 157/1853; søndag 10.07.

[Fare for krig og dyrtid; depotsaka; sommarstemning]

Korrespondance

Christiania, den 8de Juli

Man hører nu om Pest og Krig; der fattes altsaa blot én Ting, nemlig Dyrtid, for at de tre Landeplager skulle være komne, hvori man til alle Tider har indbefattet Summen af al Elendighed. Disse Plager pleie ogsaa at følges ad, især naar Krigen er den begyndende. Det arter sig forresten til, at den tredie, Dyrtid, skal komme til, idet man fra de fleste Lande hører, at Udsigterne til et godt Aar ikke ere gode: I Frankrig skal der være falden for megen Regn — for ivaar skulde der være for tørt — og i disse trende nordiske Lande og England har Tørken været for stor. Her ser ud! Gamle Folk ville visselig sige, at det «maa være paa Verdens Ende.» Nu, dette have de sagt saa mange Gange, at man formodentlig ikke længer tror paa dem, men lever ligesom før, netop som det Mindste ikke skulde være. For Øieblikket er rigtignok ogsaa adskillige Trøstegrunde forhaanden, saa man nogenledes kan forsone sig med Sorgløsheden. Af Tyrker- og Russerkrigen bliver formodentlig Intet af, da Rusland og de øvrige Monarker sandsynligvis betænke sig paa at slippe de revolutionære Kræfter løse, som ville vikle sig ud af en almindelig Krig. Imidlertid er vel Lidet at slutte efter, da der ogsaa ere mange Ting, som tale for Krig, saasom Tyrkiets slette Tilstand, det fanatiske Had mellem Mahumedanerne og de Christne i Rusland og endnu mere i selve Tyrkiet og Grækenland; kommer nu hertil, at Revolutionen endnu maa sove nogle Aar efter de sidste Kampe, og at Rusland, der pleier at kjende Stillingerne godt, nu som sædvanlig vil benytte sig af Forvirringen og Uenigheden for at faa en Udvidelse paa en pyntelig Maade, der blot er «fremkaldt af nødvendige Omstændigheder,» saa er Udsigten til Krig ganske god. Det vil altsaa nu paa Forhaand gaa Enhver, der tænker over Forholdene, ligesom det danske Blad Berlingske, som i Corsaren er fremstillet med en Bunke Aviser foran sig og skriver omtrent saa: Der bliver Krig! Nei, der bliver ingen Krig; der er al Sandsynlighed for, at der bliver Krig; det er imidlertid usandsynligt, og saa fremover i den Stil. — Vort Morgenblad har ogsaa havt ledende Artikler om Krigen, men de have været nogenlunde bestemt krigerske.

Et ligesaa opbyggeligt Snak kunde man føre om Kolera; det er allerede begyndt: Kolera angriber ikke andre end uordentlige og drikfældige Mennesker og dem, som bo paa mere usunde Steder. Kolera angriber uden Forskjel paa Stand, Stilling, Levemaade og Opholdssted. — Hvem har Ret? En længere og mere paalidelig Erfaring. Dette er liden Trøst; thi vi ere «forvitne,» om vi end Intet have med det, men Sygdommen kan imidlertid let komme til os.

Dyrtiden er forresten alt kommen til os; overalt hører man, at Priserne paa Levnetsmidler ere dyrere iaar end «nogensinde» (?) før. Her er virkelig haardt for Mange, og for de Fleste falder det tungt nok. Skal Priserne paa Kornvarer stige i Forhold som mange af de andre Livsfornødenheder, vil det ikke blive let at komme ud af det. Ogsaa her kommer man til samme Resultat som med de andre Plager; thi idet man vender Bladet om, kan man med ligesaa stor Sandhed sige: Det er en herlig Tid: Fiskerierne slaa godt til; Priserne paa Trælast ere udmærket gode; Fragterne ere usædvanlig høie; Aaret ifjor var meget godt og iaar ser det ud til at blive et Middelsaar idetmindste. Hvad skal man da sige om Tiderne?

Nu er da endelig Dom falden i Depotsagen. Den har været et godt Æmne for talende og skrivende Folk, der ligne raa Mennesker, som altid finde en Fornøielse i at tale om det Sørgelige og om Skandalen. Da Sagen var fore i Høiesteret, rendte Folk derop og kom tilbage ligesom bedrøvede, ret som man siger om Kvindfolk, der gjerne ville se til Henrettelser, uagtet de falde i Svime, eller ligesom man ser Folk samle sig om Slagsmaal og Skjænderi paa Gaden, og overhovedet hvor der «ryter» noget Ondt af. Aviserne forkyndte i Forveien naar Depotsagen skulde fore, ligesom de vilde sige til det kjære Publikum: Ærede Publikum! Nu kommer noget fore, som er værdt at høre; der er noget at snakke om, som kan interessere. Det kunde ikke være for at gjøre Folk opmærksomme paa, at vigtige Retsspørgsmaale vilde blive løste; thi Sagen frembød ikke mange juridiske Sider; heller ikke kunde det være at give Folk Anledning til at hente Advarsler og se Syndens bedrøvelige Følger; thi Menneskene belæres ikke lettelig paa den Maade. Det forstaar sig, at det, som ondt er, ikke bør holdes hemmeligt; men en alvorlig Offentlighed af rette Vedkommende ytrer sig dog anderledes.

Nu begynder det snart at se ud i Christiania som i en anden By, idet Størstedelen af de Studerende ere ude paa Ture og mange Embeds- og Handelsmænd paa sine Løkker. Det ser tomt ud i Gaderne, men det er dog hyggeligt at vide, at man møder flere arbeidsomme Mennesker forholdsvis.

Nr. 161/1853; fredag 15.07.

[Valmannsval i Buskerud, Smålenene, Lillehammer og Hamar, og Drammen]

Korrespondance

Christiania, den 13de Juli

Storthingsvalget i Buskeruds Amt er visselig mærkværdigt fordi det alt stod i Christianiaposten paa Søndag, og blev holdt paa Løverdag. Der er noget vist Engelsk ved det; thi 12 Timer idethøieste efterat Valgmændene havde sat sig hen for at skrive Stemmesedler, vare disse gaaede gjennem Pressen. Dersom vi ikke levede i en Tid, da Intet mere er forunderligt, kunde man falde rent i Staver over slig Hurtighed og Punktlighed. Hvad Valget selv angaar, da ser man af Stemmelisten, at Stemmerne vare spredte, hvilket pleier at anføres som Bevis paa, at man ikke er politisk disciplineret, men gaar efter sit eget Hoved, hvorved den vigtigste politiske Dyd, at gaa efter Andres, ikke bliver prakticeret. Skal imidlertid en Mand, der blot har Aviser og Storthingsforhandlinger at gaa efter, tillade sig nogen Mening om Valget i Buskeruds Amt, maa han erklære, at den Repræsentant, der er valgt med de færreste (14 af 39) Stemmer, uimodsigeligt er den Dygtigste. Man har endog Arbeider fra ham, der ere omtrent 30 Aar gamle, som stille ham overmaade høit i aandelig Begavelse. Den 3die Repræsentant, Bjøre,Bjøre] Torkild Bjøre, bonde og stortingsrepresentant der valgtes med 16 St., er en ny Mand og formodentlig god, da man efter den almindelige Regel er forpligtet til at have en god Mening om den, man ikke kjender til, No. 2, Gaardbruger og Student Sundt, er en af dem, der ifølge Livsstilling og formodet Dannelse maa ansees selvskreven til at komme i Betragtning. Hans Virksomhed paa forrige Ting var imidlertid ikke stor, men han kan komme sig. No. 1, Hervig,Hervig] Christian Hervig, bonde og stortingsrepresentant er en stø Bonde og, som jeg har hørt, velstaaende. Han er derfor en værdig Repræsentant. Naar der er dygtige Arbeidsmænd ved Siden af saadanne Karle, bliver det en respektabel Forsamling, som man da kan sammenligne med en Personlighed, der har en begavet Aand og et stærkt Legeme.

Siden jeg sidst talte om Politik, har man ogsaa valgt for Smaalenenes Amt, hvor 3 Bønder og 1 Præst kom ud, samt for Lillehamar og Storhamar, et nyt Valgdistrikt, hvor man valgte Rektor Lange,Lange] Ulrik Frederik Lange, rektor og stortingsrepresentant som i 1845 var Repræsentant for Tromsø og har et agtet Navn i Storthingsforhandlingerne. Han er Toldkassererens Broder og sikkerlig ikke mindre begavet end denne. Han vil blive en Arbeidsmand og saaledes hjælpe paa disse sidste tvende Amter, der ikke synderlig have beriget Thinget med mange Arbeidskræfter. Saavidt Valgene nu ere komne maa de vel kaldes gode, uagtet der ligesaalidt synes at være Kans for en systematisk Opposition, som for en ministeriel Majoritet. Det lader til at være en Mellemting, der bliver ganske fornuftig; men som ikke rigtig kan tilfredsstille nogen af Ydersiderne. Her er gode Oppositionsamter igjen forresten, Robygdelagets, Lister og Mandals og det store Stavangers Amt, og Trøndelagen. Bergenhusamterne blive vel som sædvanligt politisk ligegyldige. Før man har valgt i disse Amter kan man ikke sige, hvad Vei Byerne burde slaa ind paa, og navnlig er det ikke godt at sige, hvad det kjære Drammen skal gjøre, enten det skal fortfare oppositionelt, som forrige Thing, eller se til at finde ministerielle Kandidater. (Jeg bruger Ordet «oppositionel» og «ministeriel», fordi det nu engang er bleven en Talemaade.) Jeg holder derfor tilbage mine veiledende Bemærkninger, indtil Valgene i de nævnte Amter ere holdte. Drammen bør desuden som en stor By bie, til Smaabyerne have gjort ifra sig, og da i Forening med Christiania f. Ex. kaste Ligevegtens Lod paa Skaalen, og give Thinget de Kræfter, det trænger til. Imidlertid bør man nu begynde at forberede Gemytterne saa Hus og Husimellem og give Oppinionen en Svingning, og man tør haabe at Lokalpressen vil gjøre sit Bedste.

I den «Frimodige» begynder man at debattere Valgene og Redaktionen formener i en Anmærkning, at Grunden til Avisernes Taushed om Valgene iaar, maa forklares som en Reaktion mod den altfor livlige Diskussion før foregaaende Thing. Det maa være Morgenbladet, den «Frimodige» mener; thi man véd jo, at det i 1847 anbefalede en Mand til Storthinget fordi at han var gift med en Bondejente. Det var en juridisk Mand, der paa den Maade havde lagt sin Folkelighed og sit Frisind for Dagen. Hos en Bondemand vilde det fornuftigvis ikke have været nogen Dyd, medens man efter Principet maatte finde det ufolkeligt og ministerielt, om han giftede sig med en Jomfru og naturligvis endnu værre, en Frøken. Dersom den «Frimodige» mener, at det er mod slige Ting, man reagerer, saa har den Ret, mod andre Ting kan ikke reageres; thi det Eneste, man saa, var ligesaa tossede Forslag, om at Per eller Paal skulde blive valgte. Det var ingen Diskussion, som fremtraadte med nogen Ret til at have Betydning.

Nr. 163/1853; søndag 17.07.

[Gjestespel i Drammen; dampskipsplanar]

Korrespondance

Christiania, den 15de Juli

Vore danske Skuespillere, der nu i Sommer have gjæstet flere Byer, og overalt modtaget Beviser paa den Kjærlighed, de som Kunstnere fortjene, komme til Drammen imorgen for at give nogle kvikke Stykker, som allerede Christianiaposten har navngivet. Stykkerne ere valgte saaledes, ser man, at ogsaa de norske Skuespillerinder ville faa Anledning til at syne sig. Vi herinde kjende Stykkerne; de have tiltalt os, og Jomfru JohannesenJohannesen] Lucie Wolf, f. Johannesen, skodespelar er i «Emilies Hjertebanken» ganske net og værd at se paa. Jeg ved ikke, om Jomfru SvensenSvensen] Laura Svendsen (g. Gundersen), skodespelar er med, men om hun er det, vil ingle af de bestemte Stykker give hende Anledning til at vise sine rige Anlæg, og saaledes sætte Drammenserne istand til at trække en Sammenligning mellem hende og Jomfru Johannesen, der faar en af sine gode Roller. Publikum kan godt sammenligne med sig selv og sine Klap, ikke saaledes En, som skriver. Jeg vil alligevel give min Mening tilkjende og sige, at Jomfru Svensen er et Geni og Jomfru Johannesen et Talent. De danske Skuespillere kjende Drammenserne før; det er fortræffelige Kunstnere; de kjende vel ikke VolffVolff] Nicolai Wolf, dansk-norsk operasongar og skodespelar; men han er formentlig heller ingen Kunstner endnu; han kan blive det, ligesaavel som saamange Danske, der har praktiseret sig op her i Norge. Drammenserne vil nu føle, om vi — jeg og mange Andre — ere ensidige Ivrere for Norskheden, naar vi beklage, at vi under Nydelsen af de Danskes kunstneriske Forestillinger skal blive forstyrrede af Sproget, der klinger os saa fremmet, saa kjedeligt, kraftløst og udvisket. Dog, hvorfor tale om Sproget, der er saa omtvistet! Vi bør Alle omfatte de Danske med Kjærlighed, da de skaffer os saamange Nydelser, hvormeget de end sløver vor naturlige Sprogsands; vi bør omfatte dem med Ærbødighed, fordi de ere det sidste Kuld, der er hos os: vi maa nemlig ikke glemme, at de Danske have lært os meget; de have spilt en stor Rolle i vor Udvikling; vi bør derfor gjøre dem deres sidste Dage blide, dersom vi have den fornødne Selvagtelse. Jeg tillader mig derfor at mene, at det danske Theater vil staa sig godt, dersom man ikke indkalder flere Danske.

Man har talt om at anskaffe et Dampskib til at gaa mellem Christiania og Hamburg. Enkelte Spekulanter have ogsaa omtalt det som et rimeligvis lønnende og med de nyere Kommunikationsmidler stemmende Foretagende, at faa et lidet Dampskib til at gaa mellem Bryggerne, Kongshavn, Oscarshal, Langvig og videre om i Fjorden. Omnibusserne, der nu ere blevne mange alt, synes ogsaa godtgjøre, at et saadant Foretagende maatte svare god Regning. Et sligt lidet Dampskib vilde blive leiet af enkelte Familier og sluttede Selskaber, og der er vel ingen Tvivl om, at man snart maatte faa tvende. For Alvor er dog vel endnu ikke tænkt paa sligt noget; det er blot Folk af engelsk Omtanke, som have gaaet forud for Tiden her i Christiania, og forundret sig over, at man endnu ikke er kommen saavidt. Det var slige Genier, som fik Omnibusserne istand, Droscherne og Sjapperne for Kurvekonerne. Le hvem der vil! Det Geni, der faar en Omnibus igang, er ikke mindre end det, der gjør andre Opdagelser, digter eller spiller godt paa Scenen.

Nr. 167/1853; fredag 22.07.

[Dekorasjonen av statthaldar Løveskiold; nasjonaliseringa av jernbanen; svik mot dei fattige; frykt for kolera]

Korrespondance

Christiania, den 20de Juli

Saa er dog Morgenbladet virkelig oppositionelt endnu! Det kommer med sin Opposition til Tid og Sted som Regnen ovenfra. Sagen er den, at det har idag skrevet en liden Anmærkning til Medaljen, Statholderen har faaet for sin fortjenstfulde Virksomhed. Anmærkningen er mærkværdig uklar; men man faar dog ud, at Folk formodentlig har en anden Mening end Kongen om Statholderens Virksomhed; det er gamle Erindringer, som griber Morgenbladet, ligesom der fortælles om en gammel Soldat, som i Raseri slog om sig med Forskjærerkniven og knusede Talerkener og Fad, saasnart der kom paa Tale om Tydskerkrigen, hvor han havde været med i sin Ungdom. Morgenbladet mindes 1836 og 1842 (?) m. v.: det første Aar var LøvenskjoldLøvenskjold] Severin Løvenskiold, statthaldar under Rigsret, det andet gav han efter 4000 Daler af sin Gage, men Oppositionen fandt det ikke rigtig gjort alligevel. — Disse Minder griber Morgenbladet som en Samvittighed; det mindes, at en Politiker maa være konsekvent, om ikke mod Sager, saa dog mod Personer; thi giver det den gamle Mand paa Hovedet og vil med Slaget vække Nationen op af sin Forglemmelse: denne Mand maa I forfølge; han er gammel, det forstaar sig, men saalænge han sidder i Tjenesten, og saalænge der er Liv, er det fortidligt at tilgive. — Nationen bliver maaske glad og udbryder: «Morgenbladet forsvarer dog vore Rettigheder.»

Aviserne ere ellers temmelig magre, og denne Morgenbladets Opposition mod Løvenskjold var derfor en grøn Plet i Sanden. Den Sag, der lader til at beskjæftige Gemytterne, er, hvorvidt Jernbanen bør vindes for Norge igjen, men man er naturligvis tilbageholden, da det vilde være en Underkjendelse af alle store Mænds Meninger i 1851. Man taber heller Penge og Penges Værd end staar der som en Mand, der Lidet «sættersætter] retta frå: sæter,» og Departementet kan ikke uden at svække sin Tillid slaa om i en anden Gade. Det er haardt. Her er ogsaa mange Mænd, der leve af Banen, saalænge den er engelsk, og Intet faar, naar den bliver norsk; det er haardt for disse Mænd; de have al Opfordring til at modvirke en Forandring. Her er, hvad man med et almindeligt Ord kalder Interesser, og vi maa takke vor ligefremme Norskhed, saalænge Aviserne ikke ogsaa faa Interesser. Man véd jo af Udlandet og ikke mindst af England, at man først og fremst sikrer sig Pressen, naar et Kup skal gjøres og en truende Fare afværges. Men vore Aviser holde sig selvstændige; thi man ser jo i Morgenbladet en Opfordring til MøinichenMøinichen] Erik Røring Møinichen, politikar om at han som Amtmand skal lære Englænderne Forsigtighed med Banen, — hvilket Alt er ledsaget af selvstændige Ord og en tapper Henspilling paa, at vi Normænd ere rimelige Mennesker, men Urimeligheder taale vi ikke.

Christiania-Posten har været mere virksom for Banen; der staar den ene Gang efter den anden Noget om Banen, der synes at ville, at vi skulle faa Banen tilbage. Men igaar stod der en Retfærdiggjørelse mod de hyppige Beskyldninger, at Banen ikke var solid, hvilket tykkes at pege i en anden Retning. Denne hele Retfærdiggjørelse maa bestemt være engelsk; thi for det Første er vel ingen norsk Mand saa bekjendt med de fremmede Baner, der citeres ligesom Lovsteder i en Dom, og dernæst er det Hele for godt; Banen fremstilles altfor god til at vække nogen Tillid; denne lyse Skildring er under enhver Omstændighed lidet skikket til at omvende den almindelige Mening, der ikke begriber, hvorledes det skal gaa med Banen, naar Frosten tøer op af Jorden om Vaaren, og naar de løse Jordhouge, hvormed Dalene ere udfyldte, synke sammen.

De, som tro, at det vilde være godt, om vi fik Banen tilbage, bør arbeide paa Gemytterne saameget de kan, for at Regjering og Storthing kan have Noget at staa paa, naar Spørgsmaalet for Alvor bliver reist. Enhver mindes jo, at man stillede denne Sandhed i Spitsen i 1851, da man sendte sine Subskriptioner videnom.

Man kan blive kjed af det evige Snak om Banen, men det er en vigtig Sag, saa vigtig, at den ikke i Aarhundreder kommer igjen; man maa derfor gaa paa Akkord med Taalmodigheden og tage Fornuften til Hjælp.

Det er Synd, at Regnskabsføreren for Enerhougens Magazin til Indkjøb af Mad skulde rømme bort med Kassen og saaledes bevirke, at en Forening blev opløst, som var saa velgjørende. De ærede Mænd, der have opofret saamegen Tid og Umage paa at faa Foreningen istand og senere hen holdt den gaaende, fik liden Tak for sin Opofrelse, og de maatte betale det, Mennesket rømte bort med, for ikke at faa endnu større Utak og udsætte sig for Misforstaaelser. Det er det Tungeste, naar man hjælper Fattigdommen, at man saa ofte miskjendes, fordi den ikke har Opdragelse nok til at optage Alt i den rette Mening. Derfor siger man med Rette: der skal større Skjønsomhed og Lykke til at gjøre vel end til at gjøre ilde.

Her er usundt i Byen trods Politiets Indskjærpninger, der staar i Aviserne, — og de komme vel ind i Husene ogsaa og gjøre sin Virkning. Men der er meget at gjøre med dette træffende Billede paa en gammel Administration. Naar man har været ude paa Landet, kjender man først, hvor usundt her er, og man føler, at Kolera maa finde Alt forberedt. Man mener dog, at den ikke vil komme, fordi den saa mange Gange har været her uden at være i Kjøbenhavn. Man underlægger den samme Bevæggrund som en omreisende Kunstner. Den kunde dog komme, og idet jeg beretter, at Flere skulle have følt forbigaaende Ildebefindende, som de sædvanlige Forbud, har jeg ikke til Hensigt at alarmerealarmere] retta frå: allarmere Gemytterne, da intet Officielt er fremkommet, men Alt støtter sig paa ubestemte og forhaabentlig upaalidelige Angivelser af Folk, der kanske tage en Forkjølelse — vel meget baiersk Øl og Alt, hvad der efter HolbergsHolbergs] Ludvig Holberg Ord fører Krig i Maven, for Kjendetegn paa en Kolera, der troes i Anmarsch.

Nr. 169/1853; søndag 24.07.

[Opposisjonelle streiftog i Morgenbladet; utnemning av ny statsråd]

Korrespondance

Christiania, den 22de Juli

Jeg beder om Forladelse, fordi jeg sidste Gang betragtede Morgenbladets oppositionelle Anmærkning over Statholderens Dekorering som Et Anfald af gamle Minder, der sprang op i «Hugsen» paa det! Morgenbladet er virkelig oppositionet; idetmindste har det været det nu i 3 Dage. Det er næsten foruroligende, at det saadan lægger i Vei. Hvad skal Enden blive? Nu holder det paa at drage opp ligesom Demokratiet, indtil det exploderer i en Revolution; saa lægger det sig rolig hen en Stund, medens Reaktionen triumferer. Det gaar op og ned, som man ser, man kan sammenligne det med Bølgen.

Den anden Sag, Morgenbladet opponerede i, var en Officiers Udnævnelse til Major. En virkelig Major er nu ikke længere til, det er blot en Titel, og da Titel uden Embede ikke er saa ganske grundlovsmæssig, har Morgenbladet unegtelig Ret. Det er en Bagatel, forstaar sig, men agter Morgenbladet paanyt at blive oppositionelt, bør det tage Alt med. Det kunde forresten gjerne spare sig Umagen; thi det udretter intet med sin Opposition i vigtige Ting, end sige i Titel- og Ordens-Sager, hvor Forfængeligheden har saameget at sige. Man gjør, hvad man vil for Avisskrivere; det Eneste de udrette med sin Opposition, naar den findes begrundet, er, at de faa Læsere, men det er dog allerede noget; de faa Sympathier, men Reformer faa de ikke frem; disse maa komme fra andre Kanter, idetmindste hos os.

Den tredie Sag, Morgenbladet opponerede i — om man kan kalde det saa — var i den nye Depotsag, som forberedes paa Frederikshald. Det fremhæver det Forargelige i at høitstaaende Embedsmænd skulle give saa onde Exempler. Dette er dog, naar man betænker sig, oppositionelt sagt; thi alt, hvad der gaar ud over Embedsmænd, er ligesaavel oppositionelt, som det, der gaar ud over Regjeringen. At angribe Handels- og Haandverksmænd, Gaard- og Husmænd er derimod ministerielt i den politiske Katekismus.

Jeg tror neppe at sige formeget, naar jeg beretter, at disse trende oppositionelle Streiftog af Morgenbladet har vakt Bevægelse: ældre Oppositionsmennesker sige med et vist forklaret Smil: Nei da! begynder ikke Morgenbladet at blive fornuftigt igjen? Det er hyggeligt!

Ja, nu staar Christianiaposten der overfløien med én Gang; Tiden vil have Opposition, og da Posten ikke havde Mod til at begynde, kommer den nu forsent, og maa bestemme sig til den modsatte Side, skal den gjøre Lykke; i sin ubestemte Stilling kan den ikke længe blive staaende.

Det gaar stille for sig, med hvem der skal blive Statsraad i SørenssensSørenssens] Søren Anton Wilhelm Sørenssen, stortingsrepresentant og statsråd Sted; i et konstitutionelt udviklet Land vilde en forventet Ministerudnævnelse være et Dagens Spørgsmaal. Hos os gaar det saa lunt og det er blot enkelte Forvitne, som spørge derom, naar man da undtager at det har sin Interesse i Embedsstanden som en Befordringssag og i nogle Kredse som et Familieanliggende. Politisk er det ikke; ligesaalidt som det skulde gjælde Befordringen af en Kopist, Regnskabsfører eller Veibetjent. Man fortæller ellers, at hverken Byfoged ThrapThrap] Niels Andreas Thrap, byfut og statsråd eller Sorenskriver LassonLasson] Peder Carl Lasson, jurist og høgsterettsjustitiarius skulle ville indtræde i Statsraadet, og det er da ogsaa meget rimeligt, at de ikke ville bytte bort sine smukke Stillinger med en Statsraads besværlige Post, der for slige Mænd desuden maa blive mindre lønnende. Man taler ogsaa om Amtmand Møinichen,Møinichen] Erik Røring Møinichen, politikar der som en flink Forretningsmand skulde være særdeles skikket for Indre-Departementet, ifald, som rimeligt kunde være, at StangStang] Frederik Stang, politikar og statsråd vilde overtage Justits-Departementet; han maa arbeide saameget i sit Indre-Departement, at han nok kunde været træt for længe siden. Andre nævner igjen Assessor MotzfeldtMotzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant som designeret Chef for Justits-Departementet, atter Andre tale om Amtmand Aall.Aall] Jørgen Aall, embetsmann og politikar En af de nævnte eller andre bliver det vel engang, Posten bliver nok besat, og Andet spørge vi igrunden ikke om. Dygtigheden er Noget, som falder af sig selv. Det var et rart Spørgsmaal, man opkastede i 1848, da man foer med Adressen: «Hvor skal man finde nye Statsraader?» Man maatte heller spørge, «hvor skal man finde Poster til alle Kapaciteter?»

Nr. 173/1853; fredag 29.07.

[Sjøfartsnæringa]

Korrespondance

Christiania, den 27de Juli

I Morgenbladet for idag og igaar staar en god Artikel af Toldkasserer LangeLange] Otto Vincent Lange, tollkasserar og stortingsrepresentan om Sømandsskolerne. Det er et saare nyttigt Emne, som fortjener at bearbeides af alle dem, som har Kjendskab til det paa nogen Maade. Søfarten er en af Landets bedste og naturligste Næringsveie og Søfolkenes Dannelse bør gaa Haand i Haand i med den udvidede Fart. Dette siger Toldkassereren bedre end mange ville kunne gjøre, og navnlig fremhæver han det som nødvendigt med Hensyn til Farten paa større Farvande; der er det nødvendigt at Skipperen kan den høiere Sømandsvidenskab, kjender til fremmede Sprog, navnlig det engelske, og overhovedet alt det, som hører til Fragters heldige Afslutning, til Vexelret og de forskjellige Kostumer i det, som rører ved Handel og Skibsfart. Dette er en Kundskab, som i sin Theori maa læres i Skoler, skal den i det praktiske Liv kunne anvendes til Tid og Sted. De saakaldte praktiske Mænd er bra nok; men de kunne dog ikke altid hverken løse sin Opgave eller repræsentere den norske Sømandsstand i fremmede Lande; den bør repræsenteres godt, da vor betydelige Søfart og vore bekjendte dygtige Søfolk fortjene, at det ene svarer til det andet. Ved saaledes at befordre Dannelse hos vor Sømandsstand vil Norge tilfulde indtage den Rang i Verdens Skibsfart, som dets naturlige Beliggenhed og Folkekarakteren forjetter det. Dette er et taknemmeligt Feldt, som Staten og den private Mand maa føle sig opfordret til at virke paa.

Man gjør det ogsaa; thi Staten lønner jo Examinatorer og giver Tilskud til de Kommuner, som bidrage til Navigationsskoler; men dette er ikke nok heller neppe ganske rigtigt; thi man kan ikke vente, at Kommunerne, der have saameget andet at drages med, skulle opofre meget for Navigationsskoler. Det er intet Kommuneanliggende; det er et rent Statsanliggende, dersom den private Virksomhed ikke strækker til. Det er fuldtsaavel et Statsanliggende som at danne Embedsmænd og Skolemestre; gaar Staten ind paa det ene, maa den ogsaa gaa ind paa det andet; den private Magt er lige tilstrækkelig og utilstrækkelig, og det maa være en Spekulation for en Fader at faa sin Søn til Embedsmand som at faa ham til Sømand. I det Staten saaledes oprettede Navigationsskoler eller knyttede dem som egne Klasser til sine andre Skoler, hvor da almindelige Kundskaber og Sprog kunde blive lærte, maatte den ved Lov fastsætte, hvad der skulde blive lært, og Marine-Departementet blev da naturligt for dem, hvad Kirke-Departementet er for de almindelige Skoler. Toldkassereren udtaler intet Bestemt, om Staten skulde gribe mere virksomt ind eller ikke, men ytrer blot at der er meget, som taler for begge Dele. Han er, hvad han som Storthings- og Embedsmand bør være, forsigtig for ei muligens at maatte tage sine Ord til sig igjen.

Saadan som det nu gaar med Navigationsskolerne, de faste og private, gaar det som det kan. Det er voxne Folk, som puger udenad Formlerne og iøvrigt mekanisk tilegner sig Greb, hvilket alt mere sløver Tænkningen end udvikler den. Lærte de sin Mathematik, faldt alt af sig selv, de vilde dannes og i det praktiske Liv fare frem med Omtanke; og er det nogensinde vigtigt i Livet, maa det være hos slige Folk, som mere end andre har Liv og Gods i sin Haand. Naar man da lidt efter lidt vænnede sig til at foretrække saadanne Folk — hvad ogsaa Lovgivningen maatte understøtte — vilde Sømandsstanden faa en Dannelse, som den paa Grund af sin materielle Betydning, sin Vigtighed, sin Karakterens Aabenhed og Hjælpsomhed saa ærligt fortjener.

Alt dette kommer nok alligevel, ville Mange sige, det kommer til Tid og Sted af sig selv; Forholdene ville føre det med sig. Sandt og FalsktFalskt] retta frå: falskt. Man kan ligesaa godt sige, at alt kommer af sig selv; men det gjør det dog ikke; det maa understøttes og Omtanken maa gaa i Forveien og berede det et Sted. Det var et godt Arbeide Toldkasserer Lange gjorde, som friskede op denne vigtige Sag, og man tør være forvisset om, at Regjeringen vil føre den videre; det vilde ogsaa være meget passende om Storthingsmænd fra Byerne satte sig ind i den, og gjorde hvad de kunde; det er meget de kunne gjøre; de have Adgang til at virke paa det rette Angrebspunkt, og Dygtighed maa de besidde, dersom de tør modtage Valget.

Dette vilde være et passende Emne at bearbeide og oplyse ogsaa i Drammen, og man tør vente, at kyndige Folk ville gjøre det paa den Maade de bedst finde passende. Drammen har megen Skibsfart og den har vel sin Navigationsskole ligesaavel som Porsgrund, hvor Kjøbmand BoyesenBoyesen] Peter Johan Boyesen, kjøpmann har virket saameget, som Arendal, hvor Lange gjør det Samme, ja det lille Mandal har endog sin Navigationsskole, der gjør det godt. Christianssand har sin, Bergen og Trondhjem ligedan; men Skolerne ere langtfra hvad de skulde være; det er en Begyndelse.

Studenter bør tage sig til at blive Sømænd. Jeg kjender Mange, som have gjort det, og det er visselig det Fornuftigste, de nu for Tiden kunne slaa ind paa. Naar de kunne tilegne sig det Praktiske og vænne sig til Søen, vilde man faa Skippere som de burde være.

Nr. 175/1853; søndag 31.07.

[Lindemans folkemelodiar; det danske teaterorkesteret]

Korrespondance

Christiania, den 29de Juli

Nu begynder Nationaliteten at blive musikalsk, og det maa til, skal den rigtig blive anerkjendt. Saalænge den er i Prosa, ja endog i Poesi, er det Faa som kjere sig om den; men naar den kommer i Musik, forstaaes den af Alle.

Nu, jeg vil fortælle, at her er udkommet tvende Verker i den nationale Musik: Organist LindemannLindemann] Ludvig Mathias Lindeman, organist og folkemusikksamlar har i længere Tid samlet nationale Melodier Slaatter og Hallinger. Noget har han ogsaa meddelt for i Universitets- og Skole-Annaler; men først nu er han saavidt fremskreden, at han hæftevis vil udgive sine Samlinger. Det første Hæfte er alt udkommet — og idet jeg roser det, argumenterer jeg ikke fra Forlæggeren, Bogtrykker Malling,Malling] Peter T. Malling, boktrykkar og forleggar ligesom en literær Anmelder i Morgenbladet, da han omtalte nogle æsthetiske Sager, som udgives paa bemeldte Forlag. Jeg kunde formodentlig gjøre det med samme Grund jeg ogsaa, men vil ikke, undtagen hvad Udstyret angaar. Det er ret smukt, saa Hæftet kan ligge paa hvilketsomhelst Pianoforte. Det skal dog ikke liden Kunst til at spille det; thi Hallinger ere meget vanskelige at spille; Musikkyndige ville endogsaa paastaa, at de ikke godt lade sig bringe i Noder; iallefald har Ole Bull sagt det, og da han til TønsbergsTønsbergs] Christian Tønsberg, forleggar norske Nationaldragter satte i Noder nogle Hallinger og Springdandse, følte han, at han ikke kunde gjengive Karaktererne. Melodier derimod kunne gjengives; vore Nationalmelodier bevæge sig gjerne i Moll og de ligesom ruge over Tanker, de kun langsomt blive færdige med. De kunne være «sprittande» ogsaa; men alligevel kan de gjengives, ihvorvel det bliver mere vanskeligt. Det er især i de lunefulde Overgange.

At Organist Lindemann heldig har løst sin Opgave, er al Grund til at formode, og jeg har hørt enkelte Melodier, jeg gjenkjendte, som vare sig selv lige.

Først naar vi faa nationale Musici kan det blive noget af vor nationale Poesi og navnlig vor dramatiske. Kan en Forfatter gaa til en Musikus, som kan understøtte ham med sit Sprog, kommer Noget istand; uden dette bliver hans Gjerning halv eller rettere til ingen Ting. Den bliver Noget, som ingensteds hører hjemme. En fransk Melodi til en national Situation og en Text i Folkesproget! Holde det ud, hvo som kan! Komponisten er paa langt nær ikke saa ilde faren; han forstaaes alene. Imidlertid maa han blot holde sig til det Ubestemte, skal hans Melodi rigtig blive yndet og Text og Melodi smelte sammen.

Her er lange Udsigter, førend det kommer saavidt, at vi faa begge Dele; men det kommer nok. Det vil hjælpe betydeligt hvad Lindemann leverer. Man tør haabe, at vi om ikke ret længe ville se hans Melodier benyttede.

Det andet Verk er Noget i samme Genre, som udkommer hos Neupert.Neupert] Herman Wilhelm Neupert, musikkhandlar Jeg kjender ikke noget til det endnu; men Udvalget er forhaabentlig gjort med Skjønsomhed. Vil det danske Theater blive norsk og det norske nationalt, maa de være ligesaa betænkte paa at opdrage Musici som Skuespillere, — jeg mener naturligvis understøtte dem; men det norske Theater ombyttede en norsk Musiklærer med en italiensk, — og kasserede en norsk, som de formentlig uden Skam kunde have havt. De maa tage Staven i anden Haand, skal det gaa.

Det danske Theater sætter sit Orchester paa ingen Gage i Sommer. Det er økonomisk; men det burde formentlig have fordelt Økonomien paa Alle i Forhold til Indtægterne. Det var vist heller ikke Kongens Mening, da han gjorde sin Skjænk til Theatret, at Musiken skulde være udenfor. Det har rigtig været haardt for Orchesterets Medlemmer. De havde liden Løn før; men det forbedrer ikke Sagen. Det er mere haardt at miste én Daler om Maaneden for den, som tjener otte, end sex for den, som tjener 50. Man behandler rigtig Musici som Arbeiderne paa Jernbanen. Naar det er Uveir saa «skofte» de. Kanske det er rigtig; jeg har i alle Fald hørt en liten sær Personlighed sige det.

Orchestret ved det danske Theater er ikke norsk; men bør dog forsørges, baade fordi man ikke kan undvære det, og fordi man har havt mange Medlemmer saalænge, at man er moralsk om ikke juridisk forpligtet til at have dem endnu længere. De Fleste af dem have ingen anden Fremtid.

Nr. 179/1853; fredag 05.08.

[Koleraen trugar; ombygginga av det norske teateret]

Korrespondance

Christiania, den 2den August

Er Kolera kommen her til Christiania? Jeg véd det ikke; om jeg vidste det, saa var det vel ikke tilladt at skrive om det. Hovedbladene tør ligesom ikke gjøre det; det er som om der skulde være Censur; man antyder blot, og vækker derved Indbildningskraften paa det Allerstærkeste. Hvorfor ikke sige Sandheden lige ud, saa vidste Folk, hvad de skulde tro. Man er overordentlig frygtsom her hos os. Det er ligesom Samfundet var behængt med skjulte Sygdomme, der ville komme til Udbrud ved at sige Sandhed. Anderledes kan man ikke forklare sig denne Manér at gaa som Katten om den varme Grød, medmindre DHrr. Redaktører skulde være Hofmænd, saa de vare komne i Bane med at sige Et og mene et Andet. Det ere de dog ikke, men af ganske almindelig Exstraktion, og deres Hverv skulde netop være at sige Sandheden.

Morgenbladet er dog mere demokratisk, kan man se. Det sagde saagodtsom ligefrem igaar, at Kolerine og Symptomer til Kolera var her; idag er det noget mildere i sine Udtryk og ender med en Opfordring til Renslighed. Christiania-Posten derimod fortalte i Søndags, at Dit og Dat skulde gjøres, dersom Kolera kom; han vidste nok, at den var kommen; men af Forsigtighed turde han ikke gjøre mere end vække Anelse. Hvad jeg har erfaret er, at et Kolerahospital er udlagt, at i det Mindste én Koleralæge er ansat ved det, og at nogle Kolerapatienter ere døde der. Hvor mange der i Alt ere døde, ved jeg ikke, men har af forskjellige Angivelser faaet ud, at det maa være syv eller otte. De Døde ere i Regelen Folk, som have havt det møisommeligt og usundt; dog vil man vide, at det var Kolera Inspektøren paa Hospitalet døde af. I hele Gaar skulde intet nyt Tilfælde være indtruffet, derimod idag ét.

Koleran vækker ikke saa megen Bevægelse som man skulde tro: man er nu alt tvende Gange vant ved den; imidlertid er den et staaende Æmne for Samtalen istedetfor det Almindelige om Vind og Veir. Den, som har Raad til det, drikker Portvin, og de, som kunne gjøre smaa Landture, uden at forsømme Altformeget, gjøre det. Det skal forresten ikke være klogt at rømme for Kolera, da Erfaring vil have lært, at ogsaa den med særegen Forkjærlighed forfølger de Feige.

Man maatte intet Mere ønske, end at Aviserne fremdeles vilde udtale sig som de have gjort; thi de kunne tale saaledes indtil Tyve ere døde, for da skal Byen officielt erklæres for smittet. Her er faa Læger i Byen for Øieblikket, men udbryder Kolera, komme de vel tilbage, da Noget bliver at fortjene, uagtet man fra Kjøbenhavn har Efterretning om, at Lægerne forholdsvis ere blevne stærkt angrebne. Det er dog med alt dette rimeligt, at Lægerne ønske Pesten, ligesom de Militære Krig, for at kunne avancere eller i værste Fald tjene noget mere end sædvanlig paa en kort Tid, — ligesom der ogsaa turde findes yngre Mænd af andre Charger, navnlig den militære, der ikke ugjerne saa, at Sygdommen kom, haabende, at den fortrinlig vilde holde sig til de, som havde levet meget godt. Mennesket er dog tappert; det udsætter sig selv gjerne for Fare, naar Noget er at vinde.

Jeg maa i Forbindelse hermed fortælle en Anekdote, der forresten er aldeles sand. Da Kolera var her første Gang, sagde en Tjenestejente derhjemme: «Kolera kan gjerne komme herop ogsaa og tyne Alle, naar bare jeg og Kjæresten min slippe; for da kunne vi faa, hvilken Gaard, vi ville.»

Det gaar stadigt fremad med Ombygningen af Theatret; det vil rumme langt flere nu end før; men der bliver ogsaa langt mindre rummeligt. Nedsættes nu Entreen, norske Skuespillere komme til og gode nye Stykker kunne gives, vil det gaa godt. Hvor snart man kan begynde med Forestillingerne i det, er vel ikke bestemt. Man fortæller, at det skal aabnes med en Omarbeidelse af Pastor Jensens Stykke «Huldrens Hjem.» Man faar vel Prolog istand ogsaa, Optog og symbolske Antydninger til Indvielse af Kunstens Tempel, der nu fremtræder i en ny Skikkelse. Det et en smuk Opgave for Direktøren, eller hvilken Anden han dertil udvælger, at faa noget ret Vakkert og Passende istand.

Man ser det høstner; thi man spilte Komedie igaarkvæld oppe i Dramatiken. Det er bare Smaabyerne, som se Skuespil i den varmeste Sommer; i Hovedstaden har man det om Vinteren og Høsten. Det var dog ikke for Kunstens Skyld, man spille igaarkvæld; det var for de Skuespillere, som ikke havde været ude paa Togt. Huset skulde være godt besat, Spillet godt og Musiken god. Schwartzenbackerkapellet var nemlig Orchester, men Stykkerne vare gamle og udslidte, om de forresten vare gode. Det er unegtelig fattigt at byde slige gamle Stykker til en Extraforestilling i understøttende Øiemed. Det er at gjøre Tiggeriet aldeles paatageligt; thi man maa dog vide, at Faa eller Ingen gaar for at se det, man har seet atter og atter, naar det ikke er Abonnement, saa man kan sige: Det koster alligevel det Samme.

Nr. 181/1853; søndag 07.08.

[Skolepolitikk: striden mellom Halvor Folkestad og Hartvig Nissen]

Korrespondance

Christiania, den 5te August

De gamle gode Dage, da man skrev om vigtige og videnskabelige Ting i Aviserne, ere nu standne op igjen med Provst FolkestadFolkestad] Halvor Folkestad, prest og H. NissenNissen] Hartvig Nissen, skolemann i Morgenbladet. Det er en alvorlig Strid mellem disse tvende Herrer, og det er vigtige Ting, de fare med, dobbelt vigtige, dersom nogle af deres Theorier nogensinde kom længere end paa Papiret, men det gjøre de neppe; det vil nok gaa omtrent som det har gaaet ogsaa i Skoleveien; store Forandringer komme ikke ind saa snart; men desuagtet er det dog baade nyttigt og behageligt at snakke om Forandringer, der dog engang i Verden kan komme. Folkestad og Nissen tale dog som om Forandringen stod for Døren; de ere virkelig alvorlige og det er igrundet det morsomme ved Striden; de ere formelig Uvenner, det som værre er, idetmindste levne de hinanden ikke synderlig literær Fortjeneste eller Evne til at tænke sandt og sundt. Over dette falder nu Publikum, som læser, i den høieste Forundring, da det altid har tænkt, at disse tvende Herrer vare overmaade dygtige Folk, hvad det der heller ikke lader sig tænke anderledes, eftersom den Ene er Provst og den Anden Konsulent i Kirkedepartementet. Nu ser man dog det Modsatte, og det er en ubehagelig Opdagelse; thi enten maa man drage deres Dygtighed eller Sandhedskjærlighed i Tvivl, og det ene er ligesaa umuligt som det andet.

Hr. Nissen syntes en Tid at være meget reformatorisk i Skoleveien; han lod ligesom til at ville omforme Skolevæsenet fra øverst til nederst, især med Hensyn Rangforordning af Skolerne No. 1, 2 og 3 og disses Bestyrelse; de skulle have sine Inspektører, der visiterte og var en Overautoritet, som alle Skrivelser gik igjennem. Dette saa meget Nyt ud, men naar Hr. Nissen faar forklaret sig er det ikke saa farligt endda. Folkestad vil have det Gamle med Tilsyn af Præst og Provst og Bisp udelukkende og uden nogen Hjælp af Inspektører, der efter hans Formening vil fremkalde megen Bekostning og Forvirring, men liden Nytte. Nu maa han heller ikke tages saa skarpt paa Ordet; thi man véd jo, at de geistlige Mænd ikke staa alene i Skolebestyrelsen, men have Formandskab og Skolekommission ved Siden, og naar man kommer længere op er Stiftamtmanden med og endelig Regjerings-Departementet. Det er altsaa blot de 6 Inspektører — flere skulde det ikke være — i hele Landet, hvorom Striden dreier sig. Og om dem bør de ikke stride; thi Storthinget — det kan man være vis paa — bevilger vist ikke Gage til disse Inspektører, medmindre de maatte befindes saa nødvendige, at Ingen vovede at modsige, og til slig Enighed er Udsigterne lange. Striden mellem Folkestad og Nissen har dog en dybere Grund og denne er netop den interessante. Det er den samme Strid som nutildags føres i alle Lande, især i Frankrig; det er den gamle Strid mellem Kirken og Staten, eller nærmest mellem Kirken og Skolen. I Middelalderen og overhovedet i enhver uvidende Tidsalder var Kirken almægtig; den havde Alt, ja endog, som man véd, Nøglerne til Himmeldøren. Uden Kirken maatte intet ske, og den, som lærte Noget, som Kirken ikke gik ind paa, han blev brændt, om det var noksaa nyttige Ting, han lærte. Kirken havde altsaa Skolen i sin Magt. Da lærte man ikke megen Regning, Historie, Sprog eller Geografi, for disse Ting ere ugudelige for en rigtig troende Kirke, og naar derfor Kirken taaler disse Fag med samt al anden Oplysning, da er den ikke længer saa ren, som den skulde være, dens Magt er knækket af den oprørske Fornuft, som har gjort Staten til en Magt over den. Det har gaaet tilbage med Kirken fra LuthersLuthers] Martin Luther, tysk reformator Tid og længe før ham; den nyere Tids Videnskab og Filosofi gav dog Kirken det haardeste Stød; det gik endog saavidt at man engang i forrige Aarhundrede ophævede Jesuiterordenen, der saa mægtigt havde virket for Kirken og taget sig af Skolerne. Den samme nyere Aand skabte ogsaa Friheden og de nyere Grundlove, f. Ex. vor af 1814. Disse Grundlove satte Staten over Kirken, der blot blev en Indretning i Staten, og Lovgivningen omfatter den ligesaavel som de øvrige Indretninger. Storthinget skriver Skolelove uden at spørge Kirken. Dette er en utaalelig Tilstand for Kirken og derfor er den da ogsaa en trolig Forbundsfælle med dem, som ville indføre de gode gamle Tider igjen. Hos os kan nu dette ikke blive noget af; men i Udlandet, i Frankrig og Tydskland, der er Kirken en god Hjælpesmand for Herskerne til at afskaffe Grundlove og Friheder. Der faar Kirken noget af sin gamle Magt igjen, og Jesuiterne bygge sine store Skoler paa Konstitutionernes Ruiner. Denne nuværende Trældommens Tid er en gylden Tid for Kirken, og det er igrunden Synd paa den, at den ikke ogsaa skal vinde noget heroppe i Norge, men maatte finde sig i at Grundloven vor staar noksaa sund og karsk. Man begriber nu, at Kirken maa være en Fiende af det man kalder Frihed og Politik; derfor ser man da ogsaa, at det Hele fremstilles som et oprørsk, syndigt Væsen. Det er saaledes, ser man, en stor Idé, Folkestad kjæmper for. Han kjæmper godt og mener vist ikke saa ondt med det, men Tanken er klar. Ligesaa urimeligt vilde det være at gjøre Nissen til en Talsmand for Staten paa den anden Side; de ere, forekommer det mig, ligesom ikke bevidste, hvad de tale om, men Striden er en interessant Strid, naar den skarpt opfattes. Det tør dog Ingen vel gjøre; thi hverken Statens eller Kirkens Parti tør Nogen ligefrem tage, men gaa og spankulere med Kappen paa begge Skulderne.

Nr. 185/1853; fredag 12.08.

[Valmannsval i Drammen, Trondheim og (snart) Christiania]

Korrespondance

Christiania, den 10de August

Drammens Prøvevalg paa Valgmænd er allerede kommet hid. Det er et godt Valg, maa man kunne skjønne, selv om man ikke er kjendt paa Stedet. Man synes dog at have gaaet vel vidt med at udelukke Arbeidere. Det er en Gjengjældelse, forstaar sig: Arbeiderne havde nemlig, kan man tro hvad der skrives, gaaet forvidt før ved det kommunale Valg; men det er dog neppe rigtigt gjort af de egentlige Borgere, naar de engang tage sig op, saa aldeles at tænke paa sig selv alene. Det er netop alle Partiers Feil, at de formeget tænke paa sig selv, ligesom det da ogsaa er den almindelige Feil hos ethvert enkelt Menneske. Naar Fornuften kunde faa Bugt med Naturen, saaledes at man tænkte Noget paa Andre ogsaa, vilde det sikkerlig gaa meget bedre, af den gode Grund at det var det mere Rigtige. Dersom Prøvevalget gjentager sig ved det rigtige Valg, er derfor Valget i Drammen ikke egentlig godt, uagtet det saa synes. Hvad der er Mere: det er ikke saaledes som Grundloven mener det; thi den vil netop, at lige saa forskjellige Mænd skal komme i Betragtning, som den har gjort stemmeberettigede. Man synder derfor mod Grundloven ved et Partivalg, det gaa nu i hvilkensomhelst Retning. Men saa jevner man paa det ved at bytte Kommando hver Dag som de græske Hærførere. Idag mig, imorgen Dig. Man kan derfor være sikker paa, at Arbeidsstanden i Drammen ved næste Valg vil slaa sig op og faa noget rigtigt for sig istand, dersom Valget nu iaar gaar som Prøvevalget peger. Nu forstaar det sig, at man til det endelige Repræsentantvalg ikke er bunden inden Valgmændenes Midte, men falder det haardt at faa et blandet Valgmandsvalg istand, saa falder det endnu haardere for Valgmændene at gaa udenfor sin egen Midte. En god Ting er dog ved disse Prøvevalg, den nemlig, at man ser Liv og Interesse. Saalænge man i Sløvhed lader Alt gaa, som det vil og kan og ikke møder frem, da er Tilstanden meget værre. Der kan blive en Orden af alle disse Partibevægelser, og de ere saaledes Begyndelsen til, at det engang kan komme til at gaa som det bør.

Valgmandsvalget i Trondhjem ser ikke godt ud for Lerche,Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar uagtet han er tredie Valgmand. Halvdelen af Valgmændene i det Mindste ser ud paa sine Navne som om de ikke ville vælge Lerche. Nu maa det endelige Valg være holdt, og man er mere end almindelig spændt paa Udfaldet, der nu en af Dagene maa komme med Posten. Der er dog unegtelig noget Stort ved Lerche, da det synes at ligge Mange Lag paa, at han ikke bliver valgt. En ubetydelig Person vilde man ikke skjænke saamegen Opmærksomhed. Saaledes er det ogsaa med Rolf Olsen,Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar som Christianiaposten efter «Gjengangeren» mener bliver valgt. Der skal blive Spektakel, dersom nu baade Lerche og Rolf Olsen bliver valgte. Man er saa taabelig at blive allarmeret derover, hvorved man netop mod sin Villie siger: Det er dog virkelig Folk, som er Opmærksomhed værd. Hadede og foragtede man disse Mænd grundigt, saa taug man stille. Det gjør Morgenbladet f. Ex., og viser derved at det er større og fornuftigere end Folk almindeligvis komme ihu.

Dersom nu Daa,Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar hvad der ogsaa var at ønske, bliver valgt for Christiania, vil der blive Liv paa Thinget. Man tænke sig Rolf Olsen, Daa og StabellStabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar sammen! Lerche saa ved Siden til at sekundere med sine Stikord! Politiken vilde blive interessant paa samme Tid, som den uimodsigelig blev meget nyttig. Men det Hele er vel blot et fromt Ønske, da vi endnu ikke ere saa værdige, at slig Lykke bliver os forlenet. Man har overhovedet en vis Banghed for at praktiske Mænd skulle komme paa Thinget; man vælger enten Mænd, som Intet kunne gjøre, eller ogsaa Theoretikere og Talemaskiner uden Aand.

Valget her i Christiania kommer vel som sædvanligt ikke før i næste Maaned. Man sporer endnu intet Liv hverken i Pressen eller, saavidt jeg har hørt, i de mundtlige Kredse. Flere tale dog om, at Daa bør blive valgt, medens Andre igjen sige, at han ikke bliver det. Der skal Virksomhed til for at drive ham frem, det er vist; men hvorvidt man kan bekvemme sig til at rykke ud af sin Uvirksomhed er meget uvist. Man kan ogsaa have Grund til at hvile sig ud efter Valgbevægelserne for tre Aar siden, og jeg holder med, hvad jeg læste i Drammens Blad engang, at det bliver vanskeligt at faa nogen Diskussion om Daa herinde, da Morgenbladet naturligvis bliver en lukket Bog for Skriverier i den Retning og Christianiaposten ogsaa maa tie stille, da Daa jo har med den at virke, og andre Blade er her ikke, undtagen Kommunepressen, «Adressen» og «Telligentsen.» Men disse have Nok med Bekjendtgjørelser og i det Høieste Valglister. Krydseren og Arbeiderbladet have formentlig i denne Henseende Intet at betyde.

Nr. 187/1853; søndag 14.08.

[Utvandring]

Korrespondance

Christiania, den 12te August

Her er etableret et Udvandringskontor, Morris & Komp. Det staar i Aviserne saagodtsom hver Dag; en Dampbaad og en Dampvogn staa øverst oppe paa Bladet; selve Kontoret er nede i Toldbodgaden med smukke Inskriptioner over Døren. Planer ere at se udlagte («Prospektus»); Prospektus er holdt i en fliot Stil og Løfterne ere endnu mere fliote: man kommer billig og bekvemt til Amerika eller Australiens Guldregioner. Der er sørget for Alt, som kan gjøre Reisen behagelig. Den hele Prospektus er en Bekjendtgjørelse i engelsk eller amerikansk Stil. Vi, der staa tilbage i saamange Ting, kunne heller ikke skrive ordentlige Bekjendtgjørelser; der bliver altid noget prosaisk ved dem, godt om de ere sprogrigtige. Vistnok dukker et og andet Geni frem, f. Ex. det, som vilde lære Folk at tale og skrive det engelske og franske Sprog i 24 Timer, men slige Bekjendtgjørelser ere sjeldne; med engelsk og amerikansk Paavirkning vil vi tilegne os ogsaa denne Fuldkommenhed. Disse Kontorfolk med sin Prospektus skulle ikke være Engelskmænd eller Amerikanere; de ere Tydske; Tydskerne kunne ogsaa skrive Bekjendtgjørelser, og ere de som disse skulle være, Jøder, saa skrive de endnu bedre. Handelen er nu kommen til en høi Fuldkommenhed: man har Kontorer og Agenter til at afslutte Menneskefragter, ligesom Oxer fra Danmark til England, og Sild fra Norge til Østersøen. Agenterne have sine Procenter; man skriver Konnossements (her bliver det nærmest Pas) og afleverer Varerne til nye Fragtemænd. For at Ligheden kan holde sig, stuver man ogsaa disse Varer saa trangt i Rummet, at de som oftest blive bedærvede; man slænger dem paa Bryggerne, og leier ikke saameget som Pakhus for dem, men lader dem ligge under aaben Himmel, hvilket man ogsaa kan se af et Brev i Morgenbladet fra en af de Stangelandske Varer. Selskabet Kolumbia med sit Kontor og sin Prospektus vil dog ikke stuve sine Varer og slænge dem som værdløst Gods paa Bryggerne. Kolumbia har Saloner i sine Fartøier, og paa Bryggerne staa parate Dampvogne eller Baade ligge og vente.

Man skulde ikke tro, at dette Kontor kunde faa mange Varer heroppe, da Fragten løber op i mange Penge, især da de fleste Varer, som udføres herfra ere saadanne, at de lade sig stuve, men, man vil vide, at et ikke saa ubetydeligt Oplag skal være afsendt alt med «Christiania» til Hamburg, for derfra over Liverpool at gaa videre; flere skulle sendes med det Første, og det er antageligt, at Kontoret vil gjøre Forretninger; thi man ser jo Bekjendtgjørelser fra Haandverkere om at samles og lægge Reiseplaner foreløbigt. Det er en almindelig Mening, at Mange ville reise her fra Christiania i Høst og til Vaaren; de Haandverkere, som ere reiste, skrive tilbage, at det gaar dem bedre end det nogensinde kan gaa her, og er det sandt, kan man ikke fortænke dem i at de reise, saamange som paa nogen Maade kan. Der skrives nok tilbage om det Modsatte, f. Ex. Brevet i Morgenbladet for igaar, men dette angaar nærmest Bønder og desuden tror ingen paa slige Breve, men antager dem skrevne af Politik for at faa Folk til at være smukt hjemme; de ægge tværtimod langt mere til Udvandring end et Brev, som roser saa maadeligt. Naar det nu kommer saa vidt, at der i hver By bliver Udvandringskontorer og Agenter fare om Bygderne, da vil Udvandringen rigtig fange an; kunde da Mormonerne komme til og love fri Reise og skjønne Boliger i Utha, saa vilde Udvandringsstrømmen blive baade dyb og bred. Det gaar nok saa; men saa maa ogsaa andre studerede Folk end Theologer være betænkte paa at reise med; thi man har ikke Brug for alle her, især dersom det nu bliver rigtig Alvor af med Udvandringen. Embedsmænd og Embedsaspiranter vilde være ilde farne uden Folk at forvalte; de maa derfor gaa did, hvor Folket gaar og dermed praktisk vise, at de ere til for Folkets Skyld. Det bliver dog vel ikke saa farligt, men Mange maa dog reise, skal de ikke gaa tilgrunde; thi henved 100 nye Studenter hvert Aar vil snart ikke have meget at gjøre i Norge, dersom de da ikke slaa sig paa nyttige Forretninger; drive i Byen og gjøre Turer om Sommeren, haabende, at deres Aandsvirksomhed nok vil blive betalt, det kan ikke holde længe ud. Verdens Prosa vil afløse Aandens og Ungdommens Poesi.

Nr. 191/1853; fredag 19.08.

[Arbeider-Foreningens Blad]

Korrespondance

Christiania, den 17de August

Arbeiderbladet er nok uden Redaktør nu; H. HansensHansens] Hans Hanssen, redaktør Post er vel ikke besat, og vanskelig bliver den at besætte, da der skal Kunst til at skrive i den Stil, hvori Arbeiderbladet i den senere Tid er holdt, og i den Stil maa det skrives, skal det holde sig blandt de politiserende Mennesker, som nu finde sin Opbyggelse i det. Det er ikke egentlig Arbeidere, som holder Arbeiderbladet; det er Politikere; de egentlige Arbeidere bry sig lidet om Politik, og de vil heller ikke vide af saa haarde Ord som de, Arbeiderbladet har brugt; de vil fare smukt frem, være drøie, forstaar sig, men godmodige. Skulde derfor Arbeiderbladet være et egentlig Arbeiderblad, maatte det fare lidet med Politik, men derimod indeholde hjertelige, lærerige og morende Afhandlinger; det maatte blive poetisk og ikke politisk. Men at omskabe det nuværende Arbeiderblad til et saadant Folkeblad vilde være en fortvivlet Opgave, som Ingen, der paa nogen Maade var den voxen, kunde falde paa at ville løse, naar han fik tænkt sig om. Thi for det Første vilde de nuværende Abonnenter ikke læse Bladet, men sige, at det var et Forræderi mod den «gode Sag;» dernæst vilde ingle Andre læse det, da man vilde tro, at Bladet var som i fordums Dage, hvad de saa end læste i det, og endelig vilde som en Følge deraf den Mand, som skrev, blive slaaet sammen med de, som forhen havde skrevet i det. Man saa jo, hvordan det gik Wergeland,Wergeland] Henrik Wergeland da han skrev i Statsborgeren uagtet han der skrev noget af det mest Fuldendte, Literaturen eier, baade i Vers og Prosa, blev han dog erklæret for et raat og samvittighedsløst Menneske, og — til en udødelig Satire paa Athenæet — negtet Adgang did. Hvad han skrev var Vanvid eller Smagløshed og RabulisteriRabulisteri] retta frå: Rabuliseri. Gik det saaledes med det grønne Træ, hvorledes maatte det da gaa med det tørre, der nu kunde opledes. Det vilde derfor være en Skuffelse at tro, at Arbeiderbladet kunde gjøres saadan, at det blev en Velsignelse for Land og Folk; paa hvilken Vei man slog ind, vilde man komme i UdyrkeUdyrke] kulturløshet. Det er virkelig Synd, at et Blad med 3000 Abonnenter — som der fortælles — skal være saaledes stillet. Det er uberegneligt, hvor meget godt der kunde virkes paa en saa stor Læsekreds, og ligesaa uberegnelig er Skaden, som kan anrettes. Almuesmanden læser det skrevne Ord med Begjerlighed og suger af det enten Lægedom eller Gift; han er ikke som vi, der lader det gaa ind af det ene Øre og ud af det andet.

Jeg traf engang i Sommer tvende Arbeidsmænd matte og trætte ved Veien, siddende med Arbeiderbladet i Haanden, og syngende en af disse Sange over Norges Elendighed og Trældom. Jeg blev ræd; det var forfærdeligt. Disse arme Mennesker skulde været trøstede med Kundskabens Lys og Poesiens Hjertevarme; det havde de fortjent, og det trængte de saa saart til. Nu reise de til Amerika. Maaske blive de lykkeligere der? De saa i de Arresteredes Skjæbne et Bevis paa Sandheden af det, de sang. Gjør man retfærdigt, klogt og vel i at holde alle disse Arbeideranførere arresterede saa længe? Griber man Sagen rigtig an ved at lade Enhver søge Underretning om Amerika saa godt han kan, under disse Omstændigheder? Er det rigtigt at lade Alt gaa sin Gang og ikke sørge for en Oplysning, der kan være en Modgift mod Arbeiderbladet? Kanske man vilde virke paa det rette Angrebspunkt ved lidt efter lidt at faa Arbeiderbladet til et sandt Folkeblad? Men saa blev man erklæret pestsmittet af dem, som ved sin Dannelse og Stilling i Samfundet vare kaldede til at veilede de Enfoldige. Det gaar ilde, og ilde vil det gaa indtil et Geni — et andet Menneske tør ikke — bryder med Filisteriet og skriver for Folket paa den Maade, det kan forstaa og under de Former, hvorved det Skrevne kan vinde Indgang. Indtil et saadant opstaar, vil det gaa, som det gaar. De saakaldte Dannede vil skrive paa sin Vis og Folket forstaar dem ikke; og Folket vil paa sin Side finde Mennesker uden Aand og Hjerte, der vil ophidse dets onde Lidenskaber.

Nr. 193/1853; søndag 21.08.

[Pressekommentar; utbrot av kolera]

Korrespondance

Christiania, den 19de August

Det er morsomt, hvorledes Christianiaposten og Morgenbladet ere røgne i Haarene paa hverandre for Drammens Tidende. Tidenden var unegtelig streng mod Morgenbladet, men saa kom Morgenbladet med en Artikel til Posten af «den Frimodige,» som var endnu strengere, om muligt. Det er ikke første Gang, disse Herrer Storblade saaledes rage uklare for Andres Skyld. Man begriber ikke, hvorfor de skulle være Uvenner, dersom de ville repræsentere en Politik og ikke trætte om andre Ting; thi deres Politik er igrunden nu den samme efter Christiania-Postens forandrede Redaktion. Ja, man maa vel sige, at Christiania-Posten er mere oppositionel og mere repræsenterende en offentlig Mening. Kunde den frigjøre sig mere fra sine Forbindelser og Traditioner, vilde den utvivlsomt blive et folkeligt Organ. Det fattes den ene Ting, nemlig originale Artikler. Morgenbladet er i saa Henseende bedre situeret, da der lægges Mere af det Slags til for det. Christiania-Posten maa se til at opdrive slige Artikler. Gjør den det, vil den i Forbindelse med sin vel redigerede udenlandske Artikel, de fortræffelige Oversættelser, f. Ex. den om Tilstanden i Irland, og dens indledende Bemærkninger til Landspressen blive et Blad, som Mange har godt af at læse. Det er forresten en farlig Kamp, den har at bestaa med Morgenbladet, som holdes af gammel Kjærlighed, og som der lyser en saa heldig Stjerne over. Naar nu Storthinget kommer sammen, vil det vise sig, hvilket af disse Blade der har Mod og Konduite til at tage Tingen paa den rette Side. Der bliver Meget at tale om, hvad enten man ser hen til de mange Love, man har Ret til at vente behandlede, eller man ser hen til de mange Spørgsmaal, som maa bringes paa Bane, f. Ex., hvad der er at gjøre ved Udvandringen, hvorledes man skal indrette sig her for at Folk kan blive hjemme, hvorledes man skal komme Associationsaanden til Hjælp, der saa livlig vaagner til Bevidsthed og endelig, hvorledes man skal stelle sig med Jernbanen. Det er vigtige Spørgsmaale, værdige at bearbeides og løses af Hovedstadens Blade. Bladene ere ikke for store, naar man tænker sig om. De synes blot saa, naar man er uden Omtanke. Det er en vigtig Opgave de have: de skulle veilede Regjering, Storthinget og Folket, vil de løse sin Opgave. Morgenbladet synker vel som sædvanligt tilbage under Storthingene? og Christiania-Posten har vel hverken Magt eller Mod til at drive det til Noget? Der skal virkelig Mod til. Der skal Mod til at kunne skrive interessant og endnu større Mod til at omtale Tilstande, som man helst vil skal gaa paa den gamle Vei. Man opirrer paa den ene Side en ufrugtbar Kritik, som Intet taaler udenfor den dagligdagse Trivialitet, og paa den anden Side berører man Interesser, som ere meget saare. Men hvorledes disse Storblade end tage sig op, vil de dog altid blive indskrænkede til en vis Kreds, og det netop den Kreds, som forholdsvis mindst trænger til Veiledning. Største Parten af Byernes Borgere og Almuesmanden paa Landet læser dem ikke, og om han læser dem, forstaar han dem ikke. Jeg kommer derfor tilbage til hvad jeg skrev i min forrige Artikel, at et Blad som Arbeiderbladet netop vilde virke paa det rette Angrebspunkt, dersom det blev ledet med Talent og Velvillie. Hvad nytter igrunden vor hele Literatur og Dagspresse, naar den ikke kan blive en Velsignelse for den store Mængde? Den bliver bare en Slags Luxus for de Lykkelige og Oplyste. Man kan skrive, saalænge man vil og saa godt, man vil. Skriver man ikke populært og ser til at det kan blive et fælleds Gode, vil det blot tjene til at udvide Kløften mellem Samfundsklasserne og sent eller tidligt gjøre det indlysende for den mest Vantro, at Staven maa tages i en anden Haand. Man behøver intet Andet end et aabent Blik paa Livet og Nutidens Bevægelser i Gemytterne og de talrige Udvandringer, for at skjønne dette. Man vil dog ikke se det, men holde sig fornemt borte fra alt det, som ikke hører hjemme i de finere Kredse. Det gjør man i Literaturen, i Aviser og fremfor Alt i sproglig Retning. Her er en Bevæggrund til at gjøre Sproget nationalt, som gaar over alle de andre, hvor stærke de end ere. Men det gaar her igjen som overalt, hvor Forandringer maa gjøre sig gjældende: man driver dem ikke igjennem, førend man har betalt dyre Lærepenge og saaledes i en vis Henseende for sent.

Nu er dog endelig Kolera erklæret udbrudt her i Byen. Nu maatte dog Bladene fortælle, at de i tre Uger havde tiet stille med den for ikke at virke skadeligt paa Tilstande og Folkefærdselen. Dette tør man sige, medens man vilde straffe den, som taug stille med en smitsom Syge, han bar paa, for at komme ind til Folk og gjøre Forretninger med dem! Den offentlige Retfærdighed, ser man her igjen, er anderledes end den private; Moralen er ikke den samme. Man behøver aldeles ikke at gjøre Nar af Mænd som Gustav den TredieGustav den Tredie] Gustav II, svensk konge f. Ex., der saa ofte udtalte den Sætning: at Fyrster og Politik aldeles ikke maatte bedømmes efter den simple Mands Moral. Man praktiserer denne Sætning uden at vide af det. Kolera har ikke angrebet Mange, men den er dødelig. Byen er organiseret med ambulerendeambulerende] retta frå: ambullerende Læger, og igaar ryddede man en Skole ude paa Grønland (eller Enerhougen) til Hospital.

Nr. 197/1853; fredag 26.08.

[Kolera; start på teatersesongen]

Korrespondance

Christiania, den 24de August

Kolera gjør Fremskridt: i de sidste 24 Timer staa 20 Angrebne. Man ser ellers ingen Forskjel i Dagens Handel og Vandel, men Enhver gjør sin vante Gjerning med Resignation og fast Tillid eller med lykkelig Letsindighed. Det Offentlige gjør ogsaa, hvad det kan til at berolige os. Det sørger for Hospitaler og Læger, og Politiet gaar om i Husene for at se om de ere renslige. Kongen sender ogsaa til Bespisning for de Forladte paa sin yngste Søns Geburtsdag (Prinds Nicolaus August).Nicolaus August] Nicolaus August, prins av Sverige og Norge Aviserne sørger man ogsaa for; thi de faa lange Bekjendtgjørelser hver Dag om de ambulerende Læger, og hvor de bo. Det er i slige Tider man først rigeligt ser, hvormeget bedre den offentlige Forsorg er nu end i gamle Dage, da Enhver var overladt til sig selv, og maatte omkomme, dersom han ikke selv kunde redde sig. Denne fælleds Hjælpsomhed, siger J. Janin,Janins] Jules Janin, fransk forfattar og teaterkritikar idet han skriver om Kolera i Paris, er en Heltedaad, større end Seiervindinger ved Marengo og Austerlitz; det er en Kamp mod Dødens Engel, af hvis Strube man river de Ulykkelige og Forladte. Det har meget ved sig, som tiltaler Indbildningskraften og Ærgjerrigheden, at gaa i Krigen, men at gaa i Sygestuen virker paa en mindre behagelig Maade og er dog ikke mindre farligt. Der skal det Tro og Menneskekjærlighed til, medens Krigen er en vanvittig Rus.

Det var et trøstende Syn at se de Rige og Mægtige tænke paa sine mindre lykkelige Brødre, at se de vandrende Læger, rede til at hjælpe Alle og overalt, at se med hvilken Ømhed og Varsomhed man kjørte og bar de Syge.

Saaledes omtrent skrev denne berømte Franskmand, saaledes skrev man fra Kjøbenhavn, skjøndt det ikke lod til at være frit for, at Mange reiste bort i Nødens Stund, f. Ex. nogle Præster; ligesom man ogsaa faar det Indtryk, at hverken Kommunerepræsentationen eller Ministeriet gjorde hvad man burde vente. Skal det times os, at Kolera bliver haard, haabe vi, at ingen med Grund vil kunne reise Beskyldninger for Hjerteløshed og Forsømmelse, uagtet Punktlighed og Konduite, hvorpaa det i en saadan Tid væsentlig kommer an, just ikke er vor største Dyd: vi ere tunge og betænksomme af os, og kaster som oftest først Brønden til, naar Barnet er druknet.

Som Exempel paa vor Senfærdighed vil jeg anføre en ret morsom Anekdot. Her om Dagen blev en meldt kolerasyg og Hjælp ønsket; men da man efter en rum Tidsforløb kom, var Mennesket alt kommet sigsig] er sett inn saameget, at han stod foran Speilet for at faa Alt til at sitte igjen. Det var nemlig en Musikus, der som alle Kunstnere havde den elskværdige Vane at pynte om sig.

Saa lykkeligt gaar det desværre ikke altid; thi ofte skal det være forbi med mange Syge ude paa Grønland eller længer borte, naar Lægen fra Byen kommer. Sygdommen er ondartet og værre end i 1850. Griber den derfor mere om sig, bliver det nok nødvendigt at flere Læger sættes i Virksomhed, og at de som Krigsmænd ere færdige ved første Opraab og ikke behøver at gaa langt, eller ogsaa at de som Soldater vexelvis gaa paa Patrouille eller staa paa Vagt. Saadan har det været paa mange Steder i Udlandet, navnlig i Paris. Før det er saaledes indrettet, maa man gaa fra Autoritet til Autoritet til man kommer til de Tjenestgjørende; men det er kostbart at faa Disciplinen saa godt igang, og vi bør haabe, at den ikke maa blive paatrængende nødvendig.

I Sverige, hvor alle gamle gode Indretninger og Vaner have tilhuse, bærer man sig synderligt ad mod Kolera med Afspærringer og Forholdsregler. Historien om Gjeldsfangerne, som man vilde løslade for at faa Lazareth, har vel Alle læst. Det er en Historie, der er ligesaa fortræffelig som karakteristisk. Det maa bestemt være nogle gamle Adelige, som har gjort den, — saadanne som have faaet Baand og Stjerner, tilslut Embeder og endelig paa sidsten faa Orden for udmærket og nidkjær Embedsførelse.

Kjøbenhavnsposten klagede for ikke længesiden over den ringe Sympathi hos Lægerne «hinsidan Sundet» og oppe i Norge; der kom saa faa til Danmark i denne ulykkelige Tid. Kjøbenhavnsposten spørger i denne Anledning spydigt «Fædrelandet», hvormange «Brødre», der ere komne, og griber Anledningen til at anstille en Sammenligning mellem Deltagelsen i Krigens og Pestens Tid med Deltagelsen i Studentermøderne og deres skjønne Taler og Skaaler. Der ligger en bitter Sandhed i disse Kjøbenhavnspostens Ord; men det er saa gammelt, at man har Venner i Lykken og ikke i Ulykken, at det næsten er barnagtigt at klage derover. Man nyder Lykken og Deltagelsen i den Tanke, at man i Ulykken vil blive forladt, og har man ikke været saa omtænkt, er det tilpas, at det sker, som det sker. Ingen dansk Student eller Kandidat var vel heller saa sangvinsk, at han trodde nogen Mediciner eller Kriger, «som var i god Vei», vilde gaa af denne Vei mod Krig eller Pest, selv ikke i det Øieblik Medicineren eller Krigeren staar paa Talerstolen og udbringer en begeistret Skaal, men tænkte, skal vi faa Hjælp, maa det være af «Sværmere eller Folk, som intet Andet have at tage sig fore.» Tænkte han som Verden, tænkte han saaledes, og tænkte han ikke saaledes, var han ikke af denne Verden; men da nu Kjøbenhavnsposten unegtelig er af denne Verden, maatte han tænke saaledes, og har derfor Intet at beklage sig over. Jeg har hørt Mange gjort sig lystige over de Frivillige i Krigen og de faa Læger, som ere reiste til Danmark nu; det er Folk af rette Slaget, som kan repræsentere en offentlig Mening! Nu vil man ingle Læger have. Kolera var dog bedre end «Brødrene hinsidan Sundet og om Kjølen.»

Nu er Theatersaisonen begyndt paa det norske Theater ude paa Klingenberg. I KassinoKassino] Casino, seinere bygd om til Kristiania norske Theater skal man begynde paa Søndag siges der. Det er iøvrigt ikke saa ganske rigtigt at kalde Theatret paa Klingenberg norskt, da der er en dansk Skuespiller med, og det den bedste maaske. Det danske Theater begynder vist ikke paa længe, da der ser meget ufærdigt ud i det; men smukt lader det til at blive, naar det nu engang bliver færdigt.

Nr. 199/1853; søndag 28.08.

[Stortinget og folkemeininga]

Korrespondance

Christiania, den 26de August

Storthingsvalgene gaa rask fra Haanden; men man synes ikke meget at kjere sig om dem; man skriver blot Navnene og Stemmefaldet. Stundom tager man sig dog lidt op og sammenstiller, hvormange Klokkere, Lensmænd, Embedsmænd og Bønder, der ere valgte, saadan som Morgenbladet for idag gjorde. Det er Alt; kanske ogsaa det er nok; thi man kan dog ikke saa ganske «passe paa ubeset.» Men det Mislige er netop, at det er «ubeset.» Det skulde være bekjendte Folk, om hvilke man paa Forhaand noget nær kunde vide, hvad de vare, og var man end stundom nødt til at tage ubekjendte Størrelser, saa maatte det være Undtagelser, som ikke var til Hinder for at gjøre sig en omtrentlig Tanke om Thinget, saasnart Valget var bekjendt.

Man kan vistnok gjøre sig en saadan omtrentlig Tanke nu ogsaa; men den bliver meget ubestemt. Det eneste man kan sige er, at Thinget ser ud til at blive et ret arbeidsført Thing, og betragter man Storthinget som et Departementskontor, er igrunden dette nok at vide. Men Storthinget har en anden Opgave ogsaa; det skal ikke blot arbeide, detdet] retta frå: de skal tænke, og vide at give Tankerne Liv. Det skal ikke blot tænke selv men vide, hvad Nationen tænker og give Nationen dens Tanker igjen i Love og Beslutninger. Storthinget skal ogsaa se efter, om Regjeringen har tænkt rigtigt for Folket i de mellemliggende 3 Aar. Det er meget Storthinget skal tænke, og derfor burde man faa mere at vide om Folks Tanker, før man valgte, og fik man vide mere, saa vilde man ogsaa kunne fortælle lidt, hvorledes Storthinget vilde tage sig ud. Det er ingen ørkesløs Ting det, at ville vide, hvordan Thinget vil blive. I Lande, hvor der er Frihed, gjør man sig en ligesaa klar Mening om Nationalforsamlingen, før den træder sammen, som efter at den er opløst. Man anstiller Betragtninger over Valgene eftersom de skride frem, ser til, hvordan Sagerne staa, for at se, hvad man har og give Vink om, hvad man trænger til mere, ganske som man gjør i det daglige Liv under Arbeidets Fremskridt. En ganske almindelig Arbeidsmand er saaledes en større Politiker end Pressen og den offentlige Mening, som vi forresten ligesaalidt som Storthinget har, siden man ikke spørger den Enkelte om hans Mening, men tror at den skal komme af sig selv, ligesom hin Mand der antog, at han nok fik Ko, naar han bare havde Baas. Storthinget vil nok faa en Mening, mener Folket, naar vi blot faar besat alle Bænke. Men, naar da Thinget kommer sammen, viser det sig at være uden Mening; thi det mener hid og did, og den, som modsiger sig, er igrunden meningsløs. Saa ender Thinget, og Folket har igjen ingen Mening om det, og Aviserne ere et godt Udtryk for denne Meningsløshed fra først til sidst.

Denne Meningsløshed er meget frisindet, selv tillader den sig de største Friheder, f. Ex. imorgen at mene det Modsatte af det man mener idag; mod Andre er den ligesaa liberal; thi er det vel muligt at tænke sig større Liberalitet, end den at vælge en Storthingsmand og ligesom sige til ham: «Du kankan] retta frå: kun tænke, tale og gjøre netop det, du vil for mig. Jeg vælger dig jeg, saa bliver Resten din Sag». Det kan man kalde Tillidshverv. Naar da Mennesket, man har valgt, gaar sine egne Veie, som ikke er Folkets, f. Ex. taler og stemmer saa eller saa i Haabet om Forfremmelse, saa siger man: «Han handler efter Overbevisning den Manden; det er En, som hverken lader sig lede tilhøire eller venstre.» Naar Mennesket gjør det, som er endnu værre end dette, nemlig er dum, saa siger man: Stakkels Mand! han blev valgt mod sin Villie, hvorfor rev man ham bort fra sin stille Virksomhed hjemme? Man kan desuden ikke vente stort af Folk i den Stilling, det er godt, naar de ere dumme med Maade.» Er Nogen saa haard at klage over en Repræsentant formedelst Dumhed eller formedelst Hensyn til sig selv, saa siger man: «Det er et ondskabsfuldt Menneske, som saadan kan nenne at bedrøve Folk. Lad nu denne Mand i Ro, til næste Gang slipper vi ham,» d.v.s. man vælger en Anden da, som man faar samme Historie med. Saaaledes bliver Storthinget en offentlig Barmhjertighedsanstalt. Er det ikke smukt og gemytligt? Endda siger man at Nationen nu er vaagnet op af sin idylliske Tilstand og det var nødvendigt, føier man filosofisk til, for ligesom at retfærdiggjøre Oppositionen, som man mener kom for Dagen i 1833.

Det maa blive en pludselig Forandring for Folk, som reise til Amerika. Der sender man ikke Mænd til Repræsentationen uden at sikre sig, hvad man har at vente. Man bærer sig ad som i det daglige Liv, naar man tager sig en Fuldmægtig, og gjør Fuldmægtigen andet end han har Lov til, saa fragaar man hans Gjerninger og lader dem staa for hans egen Regning; men dette giver Anledning til saa mange Processer, at det er bedst at have det som hos os.

Nr. 203/1853; fredag 02.09.

[Nasjonaliseringa av jernbanen; koleraepidemien]

Korrespondance

Christiania, den 30te August

Man virker i Stilhed for at faa Jernbanen tilbage fra Englænderne. Den offentlige Diskussion om den Sag kjender Enhver, som har læst Aviserne, og det vil ikke have undgaaet Manges Forundring, at man ikke tør angribe deres Mening, der fremstille en Erhvervelse af Jernbanen som ønskelig; thi man maa med Rette undre sig over et saa hurtigt Omslag i Meningen om Engelskmændene, deres Arbeider og heldbringende Virksomhed for Norge. Jeg har før omtalt dette Særsyn, men kommer tilbage til det, da man ikke vil se en Mening saa hurtig og grundig forandret. Jeg tror paa formentlig kyndige Folk og bestyrkes i denne Tro da Ingen med Fynd vover at modsige disse Mænd, men tværtimod skulde gaa ind paa deres Planer saavidt det med Anstændighed lader sig gjøre, naar man i Forveien har været af en stik modsat Mening. Jeg vil hermed sige, at Regjeringen og dens Nærmeste skulde finde det ønskeligt om vi fik Jernbanen tilbage, og at derfor de, som skrive og virke for Sagen, kunde gjøre sig Haab om at faa en mere kraftig Understøttelse end den, at man fordetførste blot tier og samtykker til deres Gjerning. Det maa nu snart komme saavidt at man forbereder Subskription og derved mere aabenlyst fremsætter sine BegjeringerBegjeringer] retta frå: Begejringer og mere fatteligt for hver Mand gjør sine Beregninger indlysende. Det er ogsaa paatide at komme de norske Aktiehavere til Hjælp. Den ene Betalingstermin forfalder efter den anden og man faar Kvitteringer, der intet Værd have. Betænker man nu, at Mange i Begeistringens Rus tegnede sig for mere end deres Bedrift kunde taale, saa vil man finde, at Tilstanden ikke er til at holde ud. Kunde man nu godtgjøre for Alle, at disse værdiløse Kvitteringer kunne rullere i Handel og Vandel, naar man fik de engelske Fortrinsaktier, saa er det indlysende, at man vilde tegne sig paa en ny Subskription, der kunde dækkes ved Laan paa de samlede Aktier. Dertil kom at man vilde faa, hvad man nu ikke har, Stemme i Jernbanens fremtidige Bestyrelse og Anliggender. Man turde vel ogsaa gjøre Regning paa, at Patriotismen vilde gjøre Sit; thi det er ingen forfeilet Patriotisme at ville faa en saa vigtig Sag som Jernbanen i norske Hænder. Naar man erindrer sig Bodøsagen og nu alle disse Smaaligheder ved Helgebystén, ser man ingenlunde Spøgelser ved lys Dag naar man antager, at Jernbanen vilde kunne give Anledning til mange Paaskud og Ubehageligheder. Betænker man endvidere, at Aaringerne nu ere gode, at vore Produkter staa i god Pris og som en Følge deraf Banker og Laaneindretninger have Rigdom paa Midler, saa vil man finde Tiden just beleilig til at gjøre et Skridt, der rykker os saa uendelig langt fremad i indre Udvikling. Man vil finde, at det vilde være en værdig Slutstén paa de glædelige Foretagender af Regjering, Amtsformandskaber og Kommuner til Kommunikationens Lettelse med Veianlæg, Kanaliseringer og Dampbaade. Det vilde være et Sentralpunkt, hvorom alt det Øvrige kunde grupere sig, og naar man véd at Regjeringen saa godt opfatter Tidens Krav i denne Retning, maa man antage, at den slutter sig til Planen uden at lade sig afholde af den Tanke, at den for et Par Aar siden talte og virkede i en anden Retning. Man tør haabe at Lyst til at fremme det Gode vil seire over en saadan Forfængelighed. At Regjering og Privatmænd i dette vigtige Anliggende vil faa Hjælp af Storthinget, derom kan man være forvisset, da fordetførste mange Storthingsmænd under forrige Thing vare for en norsk Jernbane, og da Thinget i Almindelighed ser ud til at blive et godt Thing, der vil have saamegen Forstand, at det indser, at det er den sande Økonomi, som optager Laan til Tid og Sted.

Man kommer altid ved denne Jernbanesag tilbage til de mange Knuder, som ikke godt kan knytes op. Hvorfor ville Englænderne sælge sine Aktier til en saadan Underpris? Hvad man svarer herpaa bliver lidet tilfredsstillende, med mindre man antager, at de, efter det Bekjendtskab de nu have gjort til Norge, ikke tror at Banen vil bære sig. De maa tro dette, saameget mere som de se, til hvor billig Pris de kunne kjøbe de norske Aktier. Men er dette Grunden, ere de bestemt i en Vildfarelse; thi at Banen vil bære sig og det godt, derom kan ingen Tvivl være, selv om den ikke vil kunne gaa Aaret rundt. Vi se jo at alle Foretagender i denne Retning bærer sig over Forventning. Da Kjøbmand Ludvig WieseWiese] Ludvig Wiese, kjøpmann i Aarene nogle og tredive talte om at faa Dampskibe paa Mjøsen, troede man, han ikke var vel bevaret; det gjorde Regjering, Storthing og Privatmænd, han henvendte sig til. Men det viste sig, at hans Mening var den rette, og nu er endog tvende Skibe forlidet paa Mjøsen, man maa faa et tredie. Saaledes troede man ogsaa om et Dampskib paa Nordsjø, men nu bliver «Statsraad Stang» snart forliden og maa vige Pladsen for en, som bedre opfatter Tidens Krav.

Kolera har aldrig været saa streng som idag. Man maa lade Folk herinde, at de med Fasthed og Hengivenhed finde sig i Tilstanden; men idag synes man dog at spore nogen Modløshed. Man reiser ikke saameget bort fra Byen her som i Kjøbenhavn. Grunden kan dog tildels være at søge deri, at det ikke nu er en saa beleilig Tid som midt paa Sommeren i Ferierne; men den sande Grund turde ogsaa være, at de Norske ere mere modige. Der er visselig Mange ogsaa som sige med Psalmistem «Hvor skal jeg komme bort fra din Aand, og hvorhen skal jeg fly fra dit Ansigt?»

Nr. 209/1853; fredag 09.09.

[Det norske teateret og pressa]

Korrespondance

Fra Christiania skrives under 7de dennes: Længe, men forgjæves have vi ventet paa en mere ordentlig og begrundet Udtalelse saavel om det i KasinotheatretKasinotheatret] Casinotheatret, seinere bygd om til Kristiania norske Theater opførte originale Stykke: «Fangenskabet i 1807»Fangenskabet i 1807] Tittelen på stykket var «Et Fangenskab 1807» som om Theatrets hele Præstation paa dets Aabningsaften. Morgenbladet har visket over Altsammen med en Harefod; Christiania-Posten har heller ikke gjort noget Mere eller Bedre. Det Faktiske er dog imidlertid, at der blev opført et originalt norskt Stykke den Aften, at Theatret blev aabnet med en original Prolog, at Orchestret var formeret og forbedret, at nye Elever vare antagne og endelig, at Theatret var ombygget. Vel muligt Intet af alt dette kunde forekomme nogen af DHrr. Kritici i og for sig at være saa godt, at det fordrede en offentlig Omtale. Men saalænge vi ikke have noget Stort, maa vi tale om det Lille, — og saalænge vi ikke have noget Godt, maa vi tale om det Slette. Lukker Avisens kritiske Størrelse — han, som kan og bør se —, fornemt Øinene til, hvergang et Stykke passerer forbi ham og det ene under Paaskud af at det er slet, saa kunne vi aldrig vente med Føie at faa noget bedre. Thi saalænge Stillingen er saadan, at saavel Publikum som Forfatterne her tillands maa dramatisk opdrages, forinden det kan blive til Noget, maa DHrr. Kritici, hvem dette Opdragelsesverk for en væsentlig Del er anbetroet, ikke sove paa Post, ikke afvise Alt, som nærmer sig Scenen, kun fordi det endnu ikke er fuldkomment, og fremfor Alt ikke henkaste afgjørende Fordømmelsesdomme uden at levere endog det mindste Fnug af en ordentlig Præmisse; thi da ere de ikke belærende, hvilket er deres første og fornemste Pligt; da ere de ikke engang interessante, som de dog for egen Anstændigheds Skyld burde se til at være. Vi, som agere Publikum, vi kunne tage os slige Friheder som at lukke Øinene til, naar der præsteres Noget, vi ikke like, at vende vor Tanke bort fra det med den sidste Hyssen, vi sende hen over det. DHrr. Kritici derimod skulle være baade aarvaagne og taalmodige, fordi de skulle siden levere Kommentaren til den Dom, Publikums Lune inspirerede i Præstationsøieblikket, eller ogsaa protestere, forsaavidt Dommen var feilagtig, — og i ethvert Fald skulle de give Forfatteren den Belærelse, som Publikums til en eneste Udtryksmaade henviste Dom aldrig kan levere. Skal Forfatteren selv lede Præmisser frem udaf al den Hyssen og Piben, som mishandle hans Stykke, resikerer han i sin Bestræbelse for at undgaa den ene Feil at styrte sig lige over i en anden, og resikerer i ethvert Tilfælde at gaa Erfaringens lange og tunge Vei frem mod det Bedre. Jeg forstaar godt, hvad man her vil svare: «Hint Stykke var saa slet, at man aldrig bør spendere en dramatisk Opdragelse paa Forfatteren.» Jeg vil ikke tale om den utidige Tillid til sit eget Skjøns Ufeilbarhed, som ligger i en slig Udtalelse. Jeg vil kun minde om, at Kritici — langt, langt større end vore Storblades — have saa aldeles dømt feil af Mænds første Optræden, som senere ere blevne rene Mestere i deres Fag, at de ganske have fraraadet dem ethvert videre Trin paa den valgte Bane. Derfor synes det mig billigst, at man med Redebonhed retter Feilene ved den første Præstation og afventer Eftertiden den endelige Dom, om hvorvidt det var Talentet, som her ledte frem en Ubetydelighed, eller Ubetydeligheden som ledte efter Talent.

Det, som Morgenbladet gav tilbedste over Jomfru SullustadsSullustads] Olufine Sullustad, skodespelar og BuchersBuchers] Ole Johan Bucher, skodespelar Spil i «Den hemmelige Lidenskab» er da ogsaa alt andet end en Kritik. Hvordan er det: ere ogsaa disse Tvende altfor ubetydelige, til at der kan spenderes en ordentlig dramatisk Opdragelse paa dem fra Kritikens Side? — «Bucher og Jomfru Sullustad spilte godt; især Bucher.» Saaledes kriticerer Morgenbladet tvende fremadstræbende Kunstnere, der just som Elever af en norsk dramatisk Skole kunne gjøre Fordring paa Velvillie og Interesse af Alle, der elsker norsk Kunst og behøve Veiledning af Alle dem, som ere betroede at hegne om det Nationale i vort Land.

Hvad skal ogsaa en slig kort og suffisant Udtalelse due til? Bucher kan ikke regne sig den til Ros, fordi den, henkastet uden videre Begrundigelse, kun bliver en subjektiv, en Enestes Dom; — for Jomfru Sullustads Vedkommende er den en blot og bar Chikane. Naar hun saadan, uden at findes en Tilrettevisning eller Kritik værdt, simpeltvæk slænges bagom Bucher er man ikke alene i høieste Mon uretfærdig mod dette utvivlsomme Talent, men skjødesløsere mod den nationale Spires Udvikling i vor eneste Kunstanstalt end den Gut, som i samme Øieblik slaar Bold udenfor Hr. Kritikerens Dør; thi denne lader den dog i alle Fald være i Fred, medens hin bidrager Sit til at gjøre Skuespillerne kjede af Altsammen og fravriste Bestyrerne af Anstalten den Belønning, som der ligger i offentlig Omtale og Opmærksomhed, den de visseligen have gjort sig fortjent.

Theaterkritikerne skulle nu snart sammen med Theatret begynde en ny Sæson; det var ønskeligt, at de med det Samme begyndte en ny — for Kunsten og Kunstnerne mere frugtbærende Bane.

Nr. 218/1853; tirsdag 20.09.

[Der Wanderer]

Korrespondentartikel fra Christiania

Her er i disse Dage udkommet et Prøvenumer af et nyt Blad, og det endogsaa af et tydsk et. Bladets Navn er «Der Wanderer,» og det er bestemt til at vandre ud hver Søndag. Udgiveren er en Hr. Ritter.Ritter] Ferdinand Ritter von Seyfried, austerriksk redaktør og kritikar I Fortalen, der saavel som alt det Øvrige i Prøvenumeret er af Hr. Ritters egen Pen, lover han Meget; vi faa nu senere hen se, om han er istand til at holde det. «Efter megen udftanden Besvær og Møie», siger han, «er «Der Wanderer» endelig ankommen til Norge. Han har meget at fortælle; thi han har ranglet vidt omkring.» — «Engang var det godt med den muntre, aldrig trætte Wanderer», siger han videre, — «baade Gamle og Unge hørte gjerne paa ham, fordi han talte saa herlig om den tydske Enhed og Frihed; — dog, det kom slemme Tider», siger Ritter, — «den muntre «Wanderer» kunde ikke mere rangle i Fred; han blev forstyrret af Kanontordenen, og den kunde han ikke lide, men reiste til andre Lande.» «Denne Wanderer, mine Herrer og Damer,» siger Ritter endvidere, «er en svær til Fant; han kan give baade den Ene og den Anden gode Raad, baade Husfædre og Husmødre, baade Jagt- og Fiskerielskere; Ynglingen kan han give et «hævende Blik paa Verden og Livet,» og for Jomfruer er han forsynet med «Blumen des Herzens», og endelig vil han give Politikerne et sandfærdigt «Wochenrundschau.» Denne mærkelige «Wanderer» er nu ankommen hid; skynd Eder, mine Herrer og Damer, prænumererer, beskytter og hjælper ham til at kunde friste Livet.»

Paa denne Fortale følger et Digt, «die Hoffnung»,*) af det gode, gamle Slags. Det vrimler nemlig af deilige Billeder, saasom Tryllefløiter, Morgenrødmer, NektarbægereNektarbægere] retta frå: Niktarbægere, Irisbuer osv. Haabet er ligt alle disse Ting, siger Digteren; det havde dog kanske været bedre, at han havde holdt sig til Regnbuen; thi den skal jo, efter Rygtet, være slem at faa Tag i.

Derpaa producerer Hr. Ritter sig i Naturskildringer, ja endogsaa i at skrive Noveller, og tilslut styrter han sig ind i Politiken og begraver sig i det tyrkiske Spørgsmaal.

Det er klart, at en saadan Mand som «Der Wanderer» fortjener al mulig Opmærksomhed, og hvis han ikke vandrer heden, skal den ogsaa blive ham tildel.

*) nemlig om at faa mange Abonnenter.

Nr. 261/1853; onsdag 09.11.

[Valmannsval i Christiania; Thomas Overskous En Valgdag; det danske teatret]

Korrespondance

Christiania den 4de November

Christiania bier længe med sit Storthingsvalg iaar: det handler med Sands for det Passende ved saaledes at vente til Sygdommen har lagt sig. Valget skal være frit, ikke paavirket af en sygelig Stemning, og de politiske Lidenskaber bør kunne tumle sig frit. Et andet Gode opnaaes ogsaa ved denne lange Venten: man faar Stunder til at tælle efter de Kræfter, som andetsteds ere valgte og se, hvilke man nu maatte mangle for at Thinget kan faa, hvad det trænger til. Hovedstaden maa have et saa godt Oplag, at den kan forsyne Thinget med, hvad det skal være. Skam ellers! Nu er det Spørgsmaal, om Hovedstaden véd at vælge paa en saadan udfyldende Maade; vi faa nu se. Det er ikke saa godt for Christiania heller; det gaar Surr i den Mængde af formentlig dygtige Kandidater, lik’saa godt som et andet Distrikt i sin Mængde af udygtige. Det vil maaske gaa det som Asenet i Fabelen, der sultede ihjel mellem Høbunkerne, fordi det syntes, at alle vare like kaalgrønne og derfor ikke kunde bekvemme sig til at give nogen Fortrinet — at æde den op! Det er unegtelig en pinlig Stilling, som man alene — synes mig — kan komme ifra ved at lade Skjæbnen raade. Gaar man til den anden Yderlighed og leder efter udygtige men forresten rettroende Folk, i Betragtning af, at Thinget for denne Gang saa alligevel bliver dygtigt nok, men derimod forlidet ministerielt: da er man ikke stort bedre faren paa den Kant; thi da har man fuldt likesaamange at vælge paa, og det Kandidater, hverandre saa like som to Draaber Vand. Vælger man en tredie Udvei og holder sig til Middelmaadigheden, som ligger imellem begge Yderkanter, saa er man ikke om et Haar bedre faren, kanske værst, om det kniber; thi Middelmaadigheden er saare stor og talrig. Stakkels Christiania! Det er intet Under, at det har den Vanlykke at være uheldigt med sine Storthingsvalg. De enkelte Mænd, man ikke kan tage feil af, maa man ikke rose Vælgerne for.

Theaterdirektionen følte vist denne fælleds Nød, siden den saa nær indunder Valget opfører en «Valgdag.» Den vilde tale Politik fra Scenen, som er det rette Værnething at stævne et oplyst Publikum ind for; det er især det rette Værnething nu, da det oplyste og kunstforstandige Publikum ikke kan hvile med Tryghed i Morgenbladet og Posten, som en Uenighedens Aand er faren i, og hvis Blik derfor er formørket i det, som hører Storthingsvalget til. Morgenbladet vil ikke, at Posten med det skal komme paa Storthinget, og Posten maa have den Tillid til sine Gaver, at Fædrelandet bør nyde godt af dem. Jeg vil haabe, at Posten ogsaa kommer paa Thinget; det være sagt uden Fornærmelse for Morgenbladet, der er like godt for det, om Posten kommer med; det skal ikke skamme sig for Selskabet! Men saa fornuftigt er desværre ikke Morgenbladet, der ivrer saa paatageligt mod Postens Valg, at alle fornuftige Mennesker maa fremme det. Morgenbladet er ikke klogt; det være sagt uden at drage dets øvrige Egenskaber i Tvivl.

I denne Taagens Tid og indunder Valget opfører man en Valgdag, formentlig til Veiledning for de arme Vælgere, som ikke vide sin arme Raad. Men af en «Valgdag» skal man ikke hente megen Visdom: det er en Farce, saa god, som Nogen vil eige den. Skal man faa Noget ud af den, saa er det, at det hele Valgvæsen er en Latterlighed og at «Folket» er likesaa løyerligt. Det er netop et Stykke, som vil fremkalde Spas med Politik og Valg. Det er et frivolt Stykke, forsaavidt som man ved Frivolitet forstaar en Spas med det, man har anseet for helligt og dyrebart. Det kan til Nød gaa an at spase med Politiken i Aviser, men paa Theatret skal man ikke gjøre det. Politiken er en meget agtværdig Ting, der ikke bliver mindre agtværdig, fordi Mange misbruge den, og gjøre den til en Kaabe for egen Blygsel. Netop det Allerbedste bliver mest misbrugt, og det er et Bevis paa dets Godhed. Nu vil vistnok Forfatteren sige som saa: Det er blot Uvidenheden jeg vilde revse, naar den drister sig til at tale Folkets Sag. Men det Ene er saadan vævet sammen med det Andet, at man ikke længer finder nogen «Skilvangji» mellem det Komiske og Alvorlige. Det er en Farce, der vil more, og Følgen bliver, at man ler ad det hele Væsen, og det bør man ikke gjøre her hos os, hvor Politiken er saa god, og Forfatningen saa velsignelsesrig. I Danmark kan man gjøre det, hvor man da ogsaa gjør det, men Følgen bliver, at ingen Forfatning der er mulig, undtagen den gamle absolute, som kan true det leende og spasende Folk med sin knyttede Næve. Naar Frivoliteten er kommen i Hjerterne, maa man have en Despot over Hovedet. Det lærer al Historie. De Danske synge og spille og ere letsindige, de ere elskværdige; men Livets dybe Alvor have de ikke; derfor maa de være umyndige i politisk Forstand; de ere Parisere, og kanske al Dannelse er saadan; den overfladiske Dannelse er det i alle Fald; den sande derimod maa finde Livets Alvor igjen.

Hovedfeilen ved Stykket «En Valgdag» er forresten, at den ikke er sand, idetmindste ikke hos os, og ventelig heller ikke i Danmark. Slige «Basunblæsere» af Aviser, slige Pengespekulationer i Valget, saadant Snyltegjæsteri hos Valgmændene og slig latterlig Galskab hos Kandidaten finder man til al Lykke ikke lettelig. Det er KarikaturKarikatur] retta frå: Karrikatur. Og hvad er det for en Mand, som repræsenterer Dannelsen, der endelig gaar af med Seieren? En stakkels Prokurator, der henter Kraft og Begeistring af en Forliebelse. Der skimter intet Dybere gjennem hos ham. Man begriber ikke, at Folket valgte dette Mælkefjæs fremfor den gamle Hane. «Folket,» som man træsker saa paa, bærer sig ikke saaledes ad. Det Hele er usandt, og vilde Theatret med en «Valgdag» gjøre Folket herinde vise nu under Valget, saa maatte det have ringe Tanker om Folkets politiske Sands. Nei da lader man sig formentlig heller lede af Arbeiderbladet — om en Leder er nødvendig — end af en «Valgdag.» Dog, man bør ikke gaa i Rette med Theatret for dette Stykke; det vilde more, og det gjorde det ogsaa tildels; thi det maa man lade Overskou,Overskou] Thomas Overskou, dansk dramatikar at han ikke var ueffen til at behandle Politiken paa Theatret. Den er en ubekvem Materie for Kunsten; den ligger over Kunsten likesom Religionen. Det er nok hele Hemmeligheden.

Det danske Theater ser smukt ud nu; det er en sand hygge at sidde der. Tre Logerader er der, men Studenter sidde dog i den tredie. Man kunde bygge Loger over hverandre til Himmelen, og Studenterne maatte komme øverst, hvor de egentlig høre hjemme. Geist og Spiritus stiger til Veirs, men Stenen synker til Bunds.

Logerne for Skuespillerne ere tilgitrede. Det er Synd. Skuespillerne skal se og sees; det er deres Kald. Bag Gitteret sætter man Fuglen Fangen og i de katholske Lande Nonnen, men Skuespillerinderne ere frie, meget frie paa sig; Skuespillerne naturligvis ogsaa: det hører med til Faget.

Nr. 263/1853; fredag 11.11.

[Valmannsvalet og «Lagji» (skjebnen)]

Korrespondance

Christiania den 9de November

Det gaar nu om Dagene fort med Optællingen af Stemmerne til Valgmænd. Paa Børsen sitte de ærværdige Herrer, Borgermester, Raadmand osv. og læse Stemmesedlerne, gjøre et «Riv» i dem og optegne Stemmefaldet i sine lange Bøger. En Kasse («Urne») staar foran paa Bordet; i den ligger Skjæbnen eller som det paa Norsk heder, «Lagji;» det er nu hans Vugge her. «Lagji» er en Person, maa vide, om hvem det heder i en Vise:

«Lagji var fød aa Kveldi;
om Morgonen bar’n Skjoldi.
Lagji var fød, før Hanen gol,
vog ein Mann, før uprann Sol.»

Saa fort bliver dog Lagji ikke «til Manns» her; det tager idetmintste med 3 Dage, fra Mandag til Onsdag, og «med Skjoldi» gaar nu ikke rigtig før om en 8 Dages Tid (naar det endelige Storthingsvalg er holdt).

Det er virkelig «Lagji» eller, abstrakt udtrykt «ein Lagna,» hvem der skal blive Storthingsmand i Christiania, dels af de Grunde, jeg i min forrige Artikel udhævede, dels og fornemmelig fordi man efter det sandsynlige Valgmandsvalg ikke øiner nogen Plan. Det er da heller ikke godt at have nogen Plan for sig selv end sige for Andre. Jeg ved virkelig ikke, hvem jeg skulde vælge til Storthingsmænd, endsige til Valgmænd. Naar jeg undtager Tvende, tror jeg virkelig, man uden at spotte kunde lade Lagji vælge mellem 1000 idetmindste. Man tror forlidet paa den Manden nutildags og derfor gaar det som det gaar. Lagji raader dog uden at man selv véd det. Jeg har seet og hørt mange Stemmesedler, og fik Troen i Hænderne paa, at «Lagji» havde været ude. Det maatte være Lagji, som fremtrak Mænd, man ikke engang har seet paa Brændevinsskildterne; thi Lagji er frisindet og gjør ingen Forskjel paa Personer; han nedtrykker det Høie og ophøier det Lave. Det maatte være Lagji, som satte Departementsfolk paa Stemmesedlerne: Lagji vilde paa sine usporlige Veie vise, at Departementsfolk ogsaa kan være frisindede, og at det nok kan ligge i Grundlovens Aand*) at gjøre dem til Valgmænd, uagtet dens Bogstav forbyder at vælge dem til Storthingsmænd. Lagji maatte det være, som satte Kammerherrer og Junkere Side om Side med Skomagere og Gjørtlere, — der satte Navne som LøvenskjoldLøvenskjold] Severin Løvenskiold, statthaldar ved Siden af Larsen**);Larsen] Christian Larsen, restauratør Verden gjør ikke Sligt; men Lagji er netop kommen for at rette paa denne Verden, og her saa man, hvor «sleip» han igrunden var: han gjorde dette for at faa stikke frem dem, han vilde; det var Larsen han vilde have frem. Folket skulde vælge Larsen; thi han lader Kongen holde sig til Navne som Løvenskjold, og saa faar Enhver Sit; Lagji véd nok at stelle det og sætte Manden der, hvor han hører hjemme. Lagji har godt læst Grundloven; han sætter Borgermesteren paa samme Liste som Skrædderen; de ere Borgere begge to, mener Lagji, blot den ene er Mester, og det kan intet skade; naar de komme paa Storthinget, saa tale de ikke om Mester eller Svend, men arbeide paa samme Verksted og ere jevngode. Det er saaledes Grundloven vil have det; det véd Lagji meget godt; thi han har selv været med at gjør den.

De uforstandige og vantro Mennesker har forhindret Lagji fra at gjøre, hvad han i sin Visdom havde villet under dette Valg; idetmindste have de indskrænket hans Virksomhed meget. Man har nemlig om Stemmesedler i Husene saa «aakapt» at mange Borgere bleve sinte over den Umyndighed, man satte dem i, og ikke vilde vælge paa Nogen, men holdt sig hjemme. Det var Skam gjort af de ivrige Politikere, Synd om de gode Borgere, og et uretmæssigt Angreb paa Lagjis Rige; disse Borgere ere Lagjis Undersaatter og udføre trolig hans Bud, og de ere meget vise. Den menneskelige Politik og Omtanke naar ikke langt; den kommer i Modsigelse, og véd, naar det gjælder, hverken Øst eller Vest. Det er desuden ugjørligt, at komme tilrette i den forvirrede Hob, men Lagji slaar ned i den og finder sine Udvalgte. Synd, at det ikke skal være Valg paa første Haand i Byerne, da fik Lagji mere umiddelbart virke og havde mindre Umage; nu maa han inspirere tvende Slags Vælgere og tælle Stemmerne tvende Gange. Det maatte ogsaa fryde ham likesom os Mennesker at høre paa dem, som stillede sig til Valget. Man fik se, hvad Folk førte i sit Skjold, høre deres politiske Troeslærdom, og føle Geniets Magt, naar det traadte op for det forsamlede Folk. I Hovedstaden maatte det især blive en sand Nydelse, da Ingen der turde være saa uforskammet at træde op, med mindre han som Jupiter kunde faa Olympen til at skjælve blot ved at ryste sine rullende Lokker, medmindre han havde Ørnen ved sine Fødder og Lynilden i sin Haand. Da turde ikke Middelmaadigheten komme frem uden at blive udpeben; da vilde det ikke nytte smaa Ærgjerrigheder at bære Stemmesedler om i Husene; da vilde Valget blive et storartet Drama, der kunde indgyde sand kjærlighed til Politiken; nu maa vi lade det være nok med at agte den, og med vor bedste Villie kunne vi ikke afholde os fra at le af den stundom. Jeg henstiller til erfarne Folk, om det er muligt at sitte paa Børsen og høre Oplæsningen af Stemmesedler uden at le imellem. Sammenstillingen er stundom saa eventyrlig, at man ordentlig maa «skvætte» op af Bænken. Dersom man ikke trodde paa Lagji vilde man «skose», men nu tror man og smiler godmodigt.

*) Er dog høist tvivlsomt.

**) Det gik i alfabetisk Orden nemlig. Korrespondentens Anm.

Nr. 265/1853; søndag 13.11.

[Etter koleraepidemien: planar om takkefest]

Korrespondance

Kristiania den 11te November

I Kristianiabladene har alt staaet tvende Opfordringer til at holde en Takkefest i Anledning af Koleras Ophør. Man ser imidlertid ikke til Noget, som skulde tyde hen paa, at man vil holde en saadan. Det er heller ikke ganske Tid dertil endnu, eftersom Sygdommen ytrer sig her og der i Byen, ikke at tale om andetsteds i Landet; og vare vil den vel endnu udover, Gud ved hvor længe. Imidlertid kunde Tiden til en saadan Takkefest sættes før Sygdommen ganske var ophørt, ved den Tid den tabte sin epidemiske Karaktér, og den Tid antages at være kommen allerede. Man tør haabe, at en saadan Takkefest vil blive holdt: det er en Trang for det religiøse Gemyt at takke Gud ogsaa offentlig, hvorved man først føler sig som Medlem af den store Menighed, og deraf henter Bestyrkelse og Trøst. Det maa ogsaa være en Trang for Kirken at holde en saadan Fest, eftersom den er Udtrykket for sine enkelte Lemmers Tro og Haab, Legemliggjørelsen af den Tanke, som rører sig hos ethvert Menneske i hans høitidelige Timer. Kirken burde ikke forsømme Leiligheden til at befæste sig: dens Herredømme er sandelig mere vaklende nuomstunder, end man ofte forestiller sig. Den angribes paa mange Sider: Videnskaben er den ingenlunde huld; «det er fra den,» har en Tænker sagt, «Kirken maa vente de alvorligste Angreb.» Herved maa dog bemærkes, at det er Kirken i sin nuværende Skikkelse, det menes; Kirken som et Udtryk for Menneskehedens religiøse Trang, maa Videnskaben ikke kunne angribe; den Sande Videnskab maa jo netop lede til Religiøsitet, blot under en anden ydre Form maaske.

Nu kan det ikke være Meningen, at Kirken skulde styrke sig paa Videnskabens Bekostning; Videnskaben maa gaa sin dybe ustandselige Gang, og det Maal, den kommer til, maa være det Sande, skal Menneskeheden ikke opgive sig selv; men Videnskaben kan være overfladisk, og det er denne, der er den almindeligste, som Kirken ogsaa skal bringe til Ærbødighed ved at tale Livets Alvor til Tid og Sted.

Den saakaldte dannede Verden skulde Kirken ved en Leilighed, som denne, virke paa og vinde en Magt over, som forméntlig Alle maa erkjende er i Aftagende i det Hele taget. Det er denne Verden man uden Fornærmelse mod dens mange gode Egenskaber vel maa sige mest har frigjort sig fra Kirken, hvad enten man tager det bogstavelig — at den mindst søger Kirken — eller man tager det aandeligvis — at den er mindre religiøs. Religionen gaar i bedste Fald hos dem op i en Slags Æsthetik, hvilket praktisk viser sig deri, at den, som Alle véd, heller læser Digte og Romaner end Bibelen. Det er i denne Verden, Letsindigheden seirer sine Triumfer paa alle de Maader, den kan træde frem i Livet. For den er Intet helligt; den spotter med selve Døden. For denne Verden skal Kirken vise, at der gives Noget høiere end Livets Lyst og sandselige Begjer, og Tid til at vise det, tør man mene, det ogsaa nu er.

En offentlig Takkefest vilde styrke Almuesmanden i hans fromme og velgjørende Tro. Han vilde ogsaa ved den faa bedre Tanker om Byerne og den saakaldte fornemme Verden; thi han har desværre ikke gode Tanker om dem. Han ser, hvad Alle maa se, Letsindigheden, og han er ikke endnu kommen saa langt, at han til en vis Grad kan undskylde den og finde en Slags Forklaringsgrund til et Liv, der ofte er saa aldeles modsat det, Skriftens Ord kalder det ustraffelige, og som den gode Almuesmand ofte saa glædelig bestræber sig for at føre.

Spørger man paa Landet: Mon man i Kristiania vil holde en Takkefest, naar Kolera standser? da svarer man: «Aa nei vel! Kristiania har Theatre, de ere Kirker og til andre trænger man ikke der.» Man aner neppe hvilken Forargelse man gjorde ved at begynde med Skuespil, før Sygdommen ophørte. «Saaledes takker man Gud i Kristiania,» sagde man, og der er alle Storskoler og lærde Folk! Jo, den stakkels Almuesmand har gode Veiledere!

Jeg taler af Erfaring i dette Stykke. Det er en sørgelig Erfaring; men endnu sørgeligere vilde det være, om Folket ikke dømte saa strengt; thi da havde det ikke mere sit dybe Alvor, og var det borte, vilde alle hellige Baand være brustne, da det endnu ikke har det Hjælpemiddel, som ligger i en skjærpet Anstændighedsfølelse, som Kulturen indgiver, — da det endnu ikke har Dannelsen, som i sin mest overfladiske Skikkelse er en Afværger mod altfor grove Brud.

Véd man nu, hvorledes Almuesmanden tænker, og hvem véd ikke det, naar man ikke er aldeles blottet for Kundskab og Verdenserfaring, saa er man forpligtet til at respektere hans agtværdige Mening, selv om man selvklog trodde sig høit ophøiet over den.

En Takkefest vilde derfor være en forsonende Fest, og denne Tanke maatte allerede i og for selv være nok til at holde den.

Mange Præster — og det de dygtigste kanhende — ere aldeles enige med Almuesmanden i denne Betragtning af Verdens Letsindighed og Kirkens ringe Indflydelse. De tale som Almuesmanden og i Forening med ham danne de mod Kirken, mod Universitetet, mod den saakalte Dannelse, mod Bylivet i det Hele taget en fiendtlig Magt, som sandelig ikke er at anslaa ringe. Det er Religiøsiteten, som her kommer til Orde, og som ikke er mindre stærk fordi den er noget ensidig. Her er en Synsvidde fra hvilken man ser Kirkens Brøst. Kirken bør kjende sine Brøst og hele dem. At være alvorlig og tiltale Menneskesjelen virker mere end alle Synoder og theologiske Foreninger.

Nr. 269/1853; fredag 18.11.

[Kommentar til stortingsvalet]

Korrespondance

Christiania den 16de November

Nu er da Storthingsvalget gjort i Christiania. Det er et godt Valg, formentlig det bedste fra Christiania. Om SchweigaardSchweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar er det ikke tilladt at tale. Roser man ham ikke over Maal og Maade, er man ufornuftig, og roser man ham, fortæller man intet Nyt. Assessor MotzfeldtMotzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant er visselig ogsaa god; han forekom idetmindste paa sidste Thing mere frisindet end man kunde vente af en saa høi juridisk Embedsmand. En lærd Jurist er han, men tungvindt, som det sig hør og bør. Dennes Broder, Postexpeditionschefen skal ogsaa være flink, idetmindste er han skrivefør, hvilket enhver Avislæser maa vide. Som forhenværende Søløitnant vil han være nyttig i Søfartsloven, der forrige Gang blev negtet Sanktion, og i Værnepligtsloven, som vist kommer fore, uagtet man nok kan vide, det ikke bliver stort Mere heller. Det var især i Egenskab af Militær, man skulde vælge ham; det kom pludselig paa efter Prøvevalget, siges der. Han er ikke kommen i Skuddet, før man skyder ham et Skridt videre, og mener, han bliver Statsraad. Saaledes gaar det. — Den fjerde Repræsentant DaaDaa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar er — en omtvistet Personlighed. Han har denne Lykke; det maa udentvivl stikke i noget Overordentligt hos Manden. Han har mange Modstandere; men han siger vel med Beaumarchais:Beaumarchais] Pierre Beaumarchais, fransk forfattar «Jeg taxerer mit Værd efter Antallet af mine Fiender.» Daa blev valgt af de næringsdrivende Borgere. Dette viser, at han endnu er Folkets Yndling, som han i gamle Dage var, trods dette Mellemrum i hans Virksomhed, der af Mange er bleven fortolket som en Omvendelse. Disse Borgere glemte alle Disputer om hans politiske Tro, men Embedsstanden kunde formodentlig ikke glemme, at han engang var oppositionel, siden den ikke gav ham sin Stemme. Anden rimelig Grund dertil synes ikke at være forhaanden. Der var virkelig liden Respekt for Vælgerne hos Embedsmændene, siden de ikke gave Daa sin Stemme, da de godt kunde skjønne, at Folk vilde have ham valgt. Det var sikkerlig i Tillid til, at de skulde vælge Daa, at Mange af dem selv bleve valgte til Valgmænd. Under et direkte Valg vilde Daa blevet anden Repræsentant, det kunde man tydelig se. Nu kommer det an paa, om han er istand til at svare til Forventningerne; han har en svær Opgave at løse: han maa tilfredsstille sine Vælgere og overtyde Embedsstanden om, at ogsaa den skulde have valgt ham.

Det hele Storthing er nu altsaa valgt. Efter et almindeligt Udseende maa det ikke blive meget oppositionelt. Vel har det enkelte dygtige Opponenter, men det er uvist, om de faa noget stort Parti om sig. Dette Thing er reaktionært, idetmindste efter sit Udseende. Til forrige Thing vilde man faa ret mange Næringsdrivende; man fik ogsaa ret mange, men de maa ikke have tilfredsstillet Forventningen, siden man har slaaet om i en anden Gade, og næsten ingen af dem valgt. Der er nok en Snedker fra Stavanger, og det er formodentlig Altsammen. Man vil altsaa nu prøve med Embedsmænd og se, om de ere gode Haandverkere.

Det er at gaa fra den ene Yderlighed til den anden. Det viser, at man ikke er synderlig befattet i sin Politik, men prøver sig frem. Til næste Gang vælger man igjen mange Haandverkere og Handelsmænd, dels fordi man vel vil finde at mange af disse Embedsmænd ikke kunne sætte sig ind i de forskjellige Livsstillinger og træffe deres sande Tarv, dels fordi man maa finde, at et Storthing med saa mange Embedsmænd tager sig synderligt ud: en Blanding bør der dog være, om ikke for Andet, saa dog for et Syn Skyld.

Suppleantvalget i Christiania var om muligt endnu mere embedsmæssigt end selve Storthingsvalget. Statsraadsrygterne, som i Sommer have været saa mange og forskjellige, skal være en medvirkende Grund til dette Suppleantvalg; thi Schweigaard og Assessor Motzfeldt skulle begge blive Statsraader, og saa maatte man have Suppleanter derefter. Nok en Statsraad skaber Rygtet, nemlig Oberstløitnant N. S. Wergeland.Wergeland] Nicolai Storm Wergeland, offiser og skribent Denne Mand turde være den Visse; thi han skal være meget anseet hos sin Konge; det var ham, som blev sendt til Levanger, da Borgerkrigen var udbrudt; han er Adjutant hos Kongen, har i Sommer (?) været ved en Manøvre i Paris; han er Ridder af Sværdordenen, og skal være en saare dygtig Mand.

Det er naturligvis dygtige Mænd alle de mange, som Rygtet har gjort og fremdeles gjør til Statsraader; af den Omstændighed er derfor Intet at slutte. Man maa alene forundre sig over, at Rygtet har været saa rimeligt hidindtil: man havde Grund til at vente, at det blev eventyrligt, siden der hales saalænge ud med Statsraadsudnævnelsen. Det Eneste, hvori man synes at være noget eventyrlig, er i Omkomplingen af de gamle Statsraader for at faa Plads til sine nye. Saaledes skal Statsraad EriksenEriksen] Ole Erichsen, statsråd blive Admiral, og saa bliver K. MotzfeldtMotzfeldt] Ketil Motzfeldt, ekspedisjonssjef og stortingsrepresentant i hans Sted over Marinen. SylovSylov] Ludvig Sylow, matematikar og statsråd skal overtage Revisionsdepartementet og saa kommer Wergeland over Armeen. Til den ledige Statsraadspost bliver da én af de nævnte store Jurister, men det er blot én; hvad skal den anden faa? Dette Thema er modtageligt for mange Variationer; jeg gjengiver blot én. Man foredrager forresten disse Variationer med saa liden Følelse, at man nok skjønner, det intet Hjertetsanliggende er. Den Ene er god som den Anden, mener man; Alle ere de overmaade gode og dermed hengiver man sig til den lykkelige Fremtid, som intet andet end godt kommer med; — komme hvem komme vil, hvem Kongen sender. — Her er et fredeligt, et nøisomt Land til konstitutionelt at være. Raabet paa «folkelige» Ministre er forstummet; selve Morgenbladet, det store Morgenblad, tier og haaber med os Allesammen. Dets gamle Røst om Ministre og Ministerskifte i demokratisk Retning lyder ikke mere. Har det endelig opgivet Haabet om selv at blive Minister? Det var ikke fortidligt; thi det var et forfængeligt Haab.

End en Ting ved Valget i Christiania maa omtales, og det var, at MøinichenMøinichen] Erik Røring Møinichen, politikar og Daa stemte paa hinanden, uagtet de vel vidste at de vare Rivaler. Det var ridderligt gjort, og det var Synd at Posten skulde finde sig beføiet til at fremhæve dette Faktum. Han burde have vidst, at en saa smuk Handling talte for sig selv, og at der vilde findes nok af dem, som talte om den. Verden er ikke saa slet, at den lader Sligt hengaa upaaagtet og uomtalt.

Nr. 271/1853; søndag 20.11.

[Frå det norske teateret]

Korrespondance

Christiania den 18de November

Det norske Theater er det nu igjen Tid at tale om, saameget mere som det har sine Spalter i Posten og Morgenbladet; det er i saa Henseende næsten likesaa godt som det danske; man gjennemgaar Stykkerne, Skuespillerne og Skuespillerinderne; det er, som det bør være ved et Theater. Kritiken, der er det samme som Aviserne, skal jo holde Øie med en Kunstanstalt og lede den paa rette Vei. En slig begyndende Anstalt trænger idetmindste til det; naar den er bleven som det danske Theater, saa kan man lade sig nøie med blot at rose, hvilket man ganske rigtig ogsaa gjør.

Det norske Theater lever altsaa endnu; man har ikke ødelagt det ved at ombygge det danske. Det er mere, end Mange havde ventet. Man begriber rigtignok ikke, hvor alt Folket kommer fra; thi det danske Theater er fuldt, saa man ofte i Virkedagene ikke kan faa Billetter til nogenlunde billige Pladse, og det norske Theater har ogsaa fuldt Hus. Det er meget, at et saadant kan holde sig nu, netop nu i Nyhedens Tid med det danske, da Publikum altid er bekjendt for at rende efter det nye. Kan det klare sig udover denne Tid, saa vil en bedre komme, dersom man véd at gjøre Fremskridt i Forhold til de, man allerede har gjort. Det norske Theater er meget bedre end ifjor; Huset er en Smule bedre, og Musiken likedan; sammenlignet med det danske Theater er Musiken ret taalelig; thi det danske Theater har indskrænket sit Orchester og derved igrunden tabt ved Forandringen: Musiken lader sig ikke erstatte ved et smukkere Hus, med al Glimmer er der dog noget simpelt ved det danske Theater nu, siden Orchesteret er blevet saa faatalligt; man gaar likesaa gjerne op i det norske for den Sags Skyld, hvilket man ikke gjorde ifjor. Vore Theatre kan have saa gode Skuespillere, de vil, og fortrinlige Stykker, de blive dog Fjæleboder, saalænge de ikke tænker bedre paa Musiken. Det er ordentlig Synd om de enkelte dygtige Folk, at de skal sidde i slige Orchestere.

Enkelte Skuespillere ved det norske har gjort gode Fremskridt; Jomfruerne SullustadSullustad] Olufine Sullustad, skodespelar og Parelius,Parelius] Sofie Parelius, skodespelar BucherBucher] Ole Johan Bucher, skodespelar og i enkelte Stykker OlsenOlsen] Ole Andreas Olsen, skodespelar kan sees med Fornøielse af hvem det skal være, at sige, naar de har Stykker at spille og ikke bedrøvelige Trivialiteter, som den bedste Skuespiller ikke kan holde sig i. Jeg tænker nu blandt andre paa «Egensindighed.» Det var en Referent, jeg mindes ikke om i Posten eller Morgenbladet, der skjendte paa Publikum, fordi det var saa egensindigt mod «Egensindighed.» Han burde heller have takket det, fordi det ikke peb det ud eller ogsaa beklaget det, fordi det maatte udholde den Lidelse. Man er for haard mod Publikum og betænker altfor sjelden, hvormeget det maa døie. Det er dog virkelig formeget, først betale Penge, for at kjede sig over et slet Stykke i Theatret og saa faa Skjend af Referenterne. Dette sidste smerter dog ikke saa dybt, man bryr sig ikke noget om dem, saa egensindig er man idetmindste.

Der spilles franske Stykker paa det norske Theater ogsaa. Et af disse «Familien Riquebourg,» roste Referenten i Morgenbladet som det bedste paa Repertoiret. Den Mand har nu ogsaa sin Smag. Det franske Snit paa Tingen, at unge Herrer forlibe sig i Koner, vil ikke rigtig tiltale os Norske i Almindelighed. Men det gaar vel med dette som med Tobak, man vil nyse og kaste op saa i Førstningen, men naar man bliver vant med den, gaar det.

Man har ogsaa spilt gode Stykker ved det norske Theater. Erik BøegBøeg] Erik Bøgh, dansk diktar og komponist er en vittig og behændig Herre til at arrangere, men man synes at have Noget imod ham, siden man ikke kan faa sig til at rose hans Stykker. Det maa være fra gamle Dage, man har Noget. Hans egentlige Modstandere holde ved, og de, som kastede den pressede Citron, vil ikke tage den op igjen. Det ene Parti er taabeligt, og det andet er slet. Man skal erkjende det Gode, hvor det findes.

Det norske Theater! Aa ja, hvorfor ikke kalde det norske i Modsætning til det danske? Det er dog norskt i mange Ting, Besætningen er iallefald norsk paa lidt nær, norske Stykker har ogsaa været opførte, men det har ikke rigtig villet gaa, undtagen med «Til Sæters.» Det gaar paa Skakke med Norskheden, synes mig, fordi man gjør den saa halv. Man maa gaa paa Forlig med det danske Theater, det danske Bogsprog og den danske Tænkemaade. Det er vel nødvendigt, men det varer ikke længe før det brister. At gaa med Kappen paa begge Skuldre holder Ingen ud i Længden. Et af to, dansk eller norsk; det er Holdning. Var det norskt, saa gik man did for Principets Skyld; Theatret vandt og vilde vinde Kræfter, som det nu ikke kan vinde, det vil sige, det fik en befrugtende Jordbund at staa i, hvor det kunde slaa Rødder. Men, siger man, Theatret kan ikke gaa videre, end det gjør; lad saa gaa da!

Mod Klingenberg synes Aviserne at være noget ubillige, de omtaler det ikke, undtagen det ryter lidt vondt af. Det var endda vel, om de skjeldte, saa bragte de da Liv i Tingen og vakte Interesse; thi Publikum er efter lang Øvelse kommet efter, at Aviserne just ikke er Troesartikler, saa der skader ikke noget at skjelde og smelde. Præstationerne paa Klingenberg er nu fortrinlige til Stedet, og Publikum gaar da ogsaa hen og ser paa dem. Der er bedre Musik end ifjor, thi en af de dygtigste Medlemmer ved Christiania Theaters Orchester er Anfører der. Saaledes splitter man Kræfterne, til Skade for Kunsten, til Lidelse for Kunstnerne og til liden Opbyggelse for Tilhørerne.

Nr. 275/1853; fredag 25.11.

[Skipsførarsertifikat; mormonarane ikkje kristne; religionskrig]

Korrespondance

Christiania den 23de November

En Resolution af 5te Oktober har i disse Dage staaet at læse i Aviserne. Den har vakt Opmærksomhed, ikke blot fordi den angaar Manges Interesse, men ogsaa fordi der i juridisk Henseende adskilligt er om den at sige. Det er Resolutionen, som fortolker Lov af 14de Marts 1716 § 1 Litr. d derhen, at en indenlandsk Mand ikke kan faa Skippercertifikat, før han er 22 Aar. Denne Fortolkning er virkelig uvelkommen nu, da der er saadan Mangel paa Søfolk formedelst den gyldne Tid. Det syntes derfor at være en ligesaa klog som billig Politik, der paa en saadan Tid saavidt muligt løste Baandene for en fri Virksomhed, og lod Folket stelle sig som det bedst vilde og kunde, naar det ingen Mand gik for nær. Om Skipperen maa være 22 Aar ellereller] retta frå: e er om man kan berge sig med en paa 20, det synes nærmest at maa blive Rederiets og Matrosernes Sag eller Skipperens egen. At Staten ogsaa har sin Interesse, er klart, men denne bliver dog mere middelbar, og i Tider som de nuværende maa Staten kunne eftergive Noget; dermed er baade den og Folket bedst tjente. Dette kan den ogsaa meget godt gjøre, naar den ikke kommer i aabenbar Strid med sine egne Forskrifter, og det vilde den ikke have gjort ved at lade Folk blive Skippere, naar de vare 20 Aar gamle, saaledes som Forordningen af 3die Juni 1803 § 67 Litr. d og § 69 siger at de kan være. Denne Forordnings §§ ere nu i 50 Aar forstaaede efter sit klare Bogstav, og man har ikke fundet, at Folk vare for unge til at være dygtige Styrmænd og Skippere. Loven af 14de Marts 1816 vil ingen Forandring gjøre; den forkynder sig blot som en authentisk Fortolkning af Forord. 3die Juni 1803, og en Fortolkning maa dog staa tilbage for det klare Ord, selv om den fremtræder som authentisk. Det er desuden ikke de indenlandske Skippere Loven af 14de Marts 1816 vil bestemme noget om; den inskriberes: «Lov som fastsætter de Betingelser, under vilke Fremmede kunne antages som Skipper-Borgere.» — Jarlsberg og Laurvigs Amt, Buskeruds Amt og Krigskommissær BrochBroch] Johan Jørgen Broch, krigskommissær og stortingsrepresentant har ogsaa udtalt sig mod Departementets Fortolkning.

Departementets Fortolkning være nu forresten rigtig eller urigtig, saa er det ikke den udøvende Magt, som skal fortolke Lovene: det skal Domstolene gjøre. At Departementerne udfærdige sine Skrivelser og lader Resolutioner falde, kan være nok saa godt for underordnede Embedsmænd, som ofte kan være i Forlegenhed med Lovenes rette Anvendelse; men slige fortolkende Vink ere ikke bindende, det véd Alle. — Denne Resolution var saa meget mindre nødvendig nu, som Sjøfartsloven, der under sidste Thing ikke nød Sanktion, vel paa dette vort forestaaende maa blive til Lov. Tidernes Tarv og den gamle Forstaaelse af Loven kunde godt gaaet sin Gang Høsten og Vinteren udover.

Mormonerne, som man ifjor skrev Saameget om, ere nu ved en Høiesteretsdom af 4de dennes dømte ikke at være Kristne. Det tager sig meget Synderligt ud, at en juridisk Domstol afgjør Religions-Spørgsmaal, men saalænge man ingen anden har, maa man benytte den, siden Staten endnu befinder sig paa det Standpunkt, at en Afgjørelse i slige Ting er nødvendig. Under denne Tilstand er det vel endog bedre, at Afgjørelsen er lagt i Juristers Haand end i Theologers; thi, kan end ikke Jurister forudsættes at have saamegen Indsigt i den egentlige Theologi, saa ere de dog mere uhildede og lade Videnskaben og Tidens Aand ytre sin Indflydelse med paa Spørgsmaalets Afgjørelse. Historien viser, at Theologerne have været meget ensidige og fanatiske og ikke sjelden dømt til Baal og Brand Mænd, som Eftertiden har erkjendt for de herligste og bedste; og uagtet man har seet dette, seet endog at vor Religionsstifter blev slæbt til Dommen af et Præsteskab, saa er man dog ikke bleven træt eller har taget til Fornuften. Det synes være Menneskehedens Lov, at den saadan er dømt til at holde Dom over sig selv og sine Vildfarelser. Den sildigere Slægt dømmer den tidligere, beklager den og er ofte grusom nok til at foragte den. Saadan gaar det, indtil den sidste Slægt kommer og over de svundne udtaler en Dom, som vi endnu ikke taalte at høre.

At dog Menneskene endnu ikke skulle være komne saavidt, at de kunde lade Troesanliggender være en Sag mellem Gud og hvert enkelt Menneskes egen Samvittighed!

Naar Menneskeheden sér Religionskrige og jordiske Domme over himmelske Ting, maa den blive tilmode som vi, naar vi opdage Synd og Daarskab i vor egen Barm. Selv det enkelte Menneske kan ikke lade være at tænke paa sin Slægt og føle sig nedbøiet over den; man er et Led af det Hele og maa dele Skjæbne med det. Vi rose vor Tid og ere glade i den, men saa finde vi igjen Træk, som kan lære os Ydmyghed og overtyde os om, hvor meget endnu er at gjøre.

Høiesteret maatte tjene Staten og Lovgivningen, og den følte vist det Tunge i at maatte give Dom i et religiøst Spørgsmaal; den Videnskab og Sandhedskjærlighed, som Høiesteret repræsenterer, kunde ikke let bortvise denne Tanke. Og her var man lige ilde faren enten man fældte eller frikjendte; det Ene var ligesaa vanskeligt som det Andet.

Oplysende var det dog om Mormonernes Lære, at Høiesteret, der altid synes være saa liberalt i religiøse Sager, fældte den som ikke henhørende til Kristkirken. En dyb og nøiagtig Prøvelse af Sektens Lærdomme maa være anstillet. Det theologiske Fakultet, og Christianssands, Trondhjems og Tromsøs Bisper, samt Kirkehistorikerne Guerike,Guerike] Ferdinand Guerike, tysk teolog NiednerNiedner] Christian Wilhelm Niedner, tysk kyrkjehistorikar og KurtzKurtz] Johann Heinrich Kurtz, tysk kyrkjehistorikar (citerede af Overretten) maa have Uret; det er juridisk Vist; vi har Præjudikat for det.

Vi skal forresten ikke beklage oss over, at vi ikke kunne stifte nærmere Bekjendtskab med Mormonerne. Deres Væsen og Leven er ikke indbydende og det er nedslaaende, at Folk nogentid kunde finde dem opbyggelige. Man kunde dog vel have holdt dem ude ved Politiforanstaltninger indtil videre. Folket kunde da faaet tænkt sig om, og Troesfriheden vilde have havt sin Gjænge. Man gjør dem hellige i Folks Øine ved at dømme dem. Herpaa kunde imidlertid Høiesteret ikke indlade sig; den maatte dømme retfærdigt uden at spørge efter Følgerne.

Saaledes er da Striden om Mormonerne endt. Her er mange Religionssekter i Verden. Skulde vi faa Besøg af blot en Hundredel, vilde vore Autoriteter og Domstole faa meget at bestille.

Nu fører Tyrken og Russen en Religionskrig. De anraabe begge Gud om Seier; hvem har Ret og hvem skal blive bønhørt? Dersom det var tilladt for et Menneske at tænke i Guds Sted, saa maatte man finde sig raadvild i hans Stilling. Det er den gamle Historie i alle Religionskrige, at ethvert Parti beder om Seier og tror, at de vise Gud en Tjeneste ved at myrde de Andre.

Nr. 277/1853; søndag 27.11.

[Jernbanen og engelskmennene; telegrafen]

Korrespondance

Christiania den 25de November

Det maa allerede nu være værdt at gjøre en ret lang Reise til Christiania alene for at se Jernbanen, Telegrafen, Banegaardene og det mekaniske Verksted til Banen borte ved Ladegaardenes Jorder. Selv i sin halvfærdige Tilstand, som det nu er, frembyder det meget at se og tænke over. Det gjør godt at se Jernbanen: man styrkes i Troen paa Videnskaben ved at se dens store Gjerninger. Det er da ogsaa alene paa denne Maade at Folk faar Agtelse for den. Man tror paa Astronomien, fordi man finder at Formørkelser f. Ex. slaar ind, og paa Chemien, Mekaniken og Mathematiken, naar man ser, at den løfter og kjører og er RorskarlRorskarl] retta frå: Roskarl. Virkningen paa Gemytterne af alle nyere Opfindelser er derfor ingenlunde ringere at anslaa end Virkningerne i den ydre Verdens forandrede Udseende. Den Folkeaand, Jernbanen og Dampskibene vække, vil i Længden virke mere end hele den herlige Føring og alle Opdyrkninger, som disse Ting bringe med sig. Man vil ogsaa lære at benytte sin Tid bedre og at vurdere den menneskelige Virksomhed, som ikke kan erstattes af nogen anden. Det er netop et af Mærkerne paa en raa Tilstand, at man ingen Forskjel gjør paa Hestemagt f. Ex. og Mannemagt, men taxerer den efter Vegten af det, den mægter løfte eller drage.

Hvad man end kan have at udsætte paa Englænderne og deres Arbeide hertillands, maa man føle Agtelse for dette dygtige Folk, som saa godt forstaar at gjøre Tanken til Handling og Videnskaben saa nyttig. Man føler, det maa saa være, at dette Folk udbreder sin Magt over den hele Verden og erobrer den. De ophøiede og nyttige Tanker, som andre Folk maatte kunne have fundet, give Englænderne Liv og Virksomhed; de slaa Mynt af andre Nationers Guldbarrer og lader den roulere. Englænderne staa ikke og gruble, de skride til Verks og spørge: «Hvad kommer der af det og det, hvad Nytte og Gavn fører det med sig?» Saaledes ogsaa i Politiken. De disputere ikke over Theorierne for Kongens og Parlamentets Myndighed, men de spørge efter et Reglement for Drocher og Kudske f. Ex. for at komme billigt frem. Som en Modsætning til denne praktiske Sands tykkes deres Hang til Sektvæsen at være; men nærmere beseet, er ogsaa dette praktisk: thi de ville gjerne blive lykkelige, og saa tro de, at den ene Sekt gjør Veien lettere og billigere end de andre. De synes ordentlig at føre Konkurrencen over ogsaa paa dette Feldt.

Denne praktiske Retning fører imidlertid med sig Følger, som vilde berøve Livet al høiere Betydning, dersom de ikke bleve modvirkede. Det er dette evige Spørgsmaal: hvortil nytter det? som føder af sig Materialismen. Og Englænderne véd man ere meget materielle. De vittige Franskmænd skrive om deres mandhaftige Retter, og mange Englændere se ogsaa ud, som om de ikke havde gjort andet i Verden end ædt og drukket. I intet Land, som England, spørger man vel saameget efter: hvad er han? det vil sige, hvormange Penge har han? Ordsproget, «Pengene gjøre Manden» er et ægte engelsk Ordsprog. Pengearistokratiets sande Hjem maa derfor være England.

Dog det er vistnok mere praktisk at skrive om Jernbanen end om Englænderne. Man bygger nu paa Banegaardene, som ere store, stærke Bygninger, der ikke ere saa ulige selve Lokomotivet endda, og Lokomotivet er igjen en langagtig Vogn med et Rør paa, Dampkjedelen, og frem i Enden staar et Rør som en Skorstenspibe. Paa en liden Buk sidder Kudsken, som kjører og standser ved at aabne og tillukke Ventiler og Klapper. Naar Vognen kommer i Gang høres det i Afstand, som naar en Hest traver paa Isen med skarpe Sko; Vognen indhylles i Damp og den frøser som en anden Hest, blot noget stærkere. Man spænder en foran de mange Læs opigjennem Aker Sogn, og en bag til at skyve efter, og naar denne sidste har skøvet op ad Bakkene, kommer den jagende igjen og gaar ind paa Sideveiene for at kippe Læs frem til eller af Storveien. Nedover kan man nok heller ikke kjøre med fuldt Læs, fordi det skyver formeget paa.

En af Dagene skal Passagerfarten gaa til Dal (henved en Mil fra Eidsvoldbakken) og Transporten lige op. Da vil man se, hvorledes det arter sig, og Christiania vil da formentlig kunne faa adskillige Ting, saasom Ved, billigere.

Broen over Akerselven ser stærk ud. Den hviler paa Jernpæle og Jernmaster, og brede Plader staa paa Siderne som Rækverk. Det er «Ovverk» Altsammen.

Den elektriske Telegraf, som anlægges ved Siden af Banen, ser simpel ud. I en hundrede Skridts Afstand eller saa omtrent staa nedrammede Pæle paa en ti Alens Længde maaske og af sex eller otte Tommers Tykkelse. Fra den ene til den anden af disse ere Telegraftraadene udspændte; det er tvende.

Det mekaniske Verksted er en mægtig Bygning. Den skal tækkes med Glas, idetmindste for en Del.

Forleden Dag kom Lokomotivet af Skinnen; men det var nede mod Baneenden, hvor den sakkede, saa det gjorde Intet.

Piben, som varskor og skriger i, naar Farten begynder, er kvas og gjennemtrængende. Denne evige Skrigingen maa ikke være behagelig for Folk ud i Gamlebyen og der omkring.

Nr. 281/1853; fredag 02.12.

[Dei nye universitetsbygningene]

Korrespondance

Christiania den 30te November

De nye Universitetsbygninger nærme sig sin Fuldending snart. «Veldrune» og «Vandringane», Stillatsen tages bort, og Stolperaderne af Granit staa frie, bærende Hovedindgangen. Det er mægtige Stolper, som Øiet med Ro hviler paa; der er Styrke med Skjønhed forbundet. Øverst ere de lik’som krøllede ned igjen, som naar man lægger noget tungt paa en Sløkepibe eller en ung Rønning, der maa stræve og bære. Det er da tungt det, disse Stolper maa bære; det er Bygningens «Utskot,» som er en stor Trekant, feldt ihop af huggene Stene saa slette og jevne, som de vare høvleskudte. Oppe paa Trekanten, paa Mønet staar et Billede af en Kvinde, der husker lik’som et lidet Barn paa Hænderne sine. Det skal nok ikke være en Moder eller HjælpekoneHjælpekone] retta frå: Hjælkekone med Barn heller, som Nogle have mént; de have Intet med hinanden, men staa blot saa. Den Store skal være en Genius og den Vesle en Seiersgudinde, eller Minerva; eller kanske det er noget Andet! Ved at se paa dem kan man ikke vide, hvem de skulle være, men maa høre eller læse det. Der har været meget Leven om disse Mennesker; man har villet gjøre Nar af dem og være morosom. Folk staar ogsaa ned paa Tunet og peger op til dem med Staven sin eller med Haanden. Saa er der Folk igjen, som forsvarer dem. Det, som tykkes Folk mést uhøvligt er, at den Store staar og lik’som flakser med Vinger. HanstenHansten] Christopher Hansteen, astronom skrev, at Mennesket ikke kan have Vinger, da dette ikke er skabt med Fuglebringe og er saa langvaxet, at det vilde hænge ende ned om det kunde bære sig oppe til Hoveds; det maatte ellers have et stort «Veli»*) og enda vilde det vel ikke beint kunne og fare frem i Luften. Efter denne forstandige Tale, som er tagen af selve Skabelonen, er her dog endnu Mange, som tro at Mennesket kan være Fugl. Man tror endog, at tvende Professorer snart ville tviste om den Ting til Belærelse for os Alle. Da faa vi se, hvem der gaar af med Seieren og af Konsthistorien og Skjønhedslæren godtgjøre, at Mennesket kan være Fugl, om det kniber. Den meget véd, kan bevise, hvad det skal være. Bevises det nu, at Mennesket kan være Fugl, vil Kvindemennesket med Vinger paa Mønet faa staa; hvis ikke, maa det vel ned.

En Ting gjør det rimeligt, at den kommer til at vinde, som stemmer for Vinger, den Ting nemlig, at en berømt Bygmester, som hedder SchinchelSchinchel] Karl Friedrich Schinkel, tysk arkitekt, skal paa Tegningen til Bygningen have tegnet et saadant vinget Væsen. Han maa altsaa være for den Mening, at Mennesket kan være Fugl; og efter denne sidste Opdagelse begynder man at finde Billedet paa Mønet noksaa fortræffeligt. Man tør ikke være af anden Mening end store Mænd.

Det var Synd at man ikke skulde vide om denne Anordning af Schinchel før, saa hadde man sluppet at være Nar og gjøre Nar af Figuren.

I «Svåli» indenfor de fire store Stolperne er fire mindre, og indenfor disse er fire endnu mindre igjen ved Gangene og Trapperne; de ere paa samme Maksel saagodtsom, men slette, medens der i de fire fremste er «Meitar»**).

I Svåli mellem første og anden Stolperad er tre og tre Indhulinger***) i Muren. Der skal vel engang Billeder staa, Guder eller Gudinder, som skal betyde Noget.

Høgtidsværelset (Festivitetslokalet) er ogsaa færdigt snart. Det bliver deiligt; det er i en Halvrunding. Paa Tværsiden er tvende svære Stolper, og imellem disse skal nok Talestolen staa. Paa Gulvet er Bænkerader, og midtpaa Halvrundingen gaar en Gang med Stolper foran, tolv i Tallet. Opunder Himlingen staar tolv Billeder paa Rundelen, og tre og tre paa Tværsiden. Det er, saavidt man kan skjønne, Guder og Gudinder, eller Mennesker, som staa istedetfor Konster og Videnskaber. Paa selve den malede og rudede Himling ere Tegninger, som skal skildre af Konster og Videnskaber, der skal læres i disse Huse. Der er saaledes en Lyre, ventelig for Digtekonsten, — en Himmelkugle og Stjerne for Astronomien, — en Vegt og et Sværd for Retfærdigheden, Lovkyndigheden, — Sydesager for Chemien, — Blomsterkrands, Rive og Spade, ventelig for Botaniken og Havevæsenet, — en Kvinde med en Krukke, som en Slange drikker af, for Lægevidenskaben, o.s.v. til alle eller de fleste Videnskaber har faaet sin Betegning.

Denne Høgtidssal vil blive staut og herlig, og der vil vist findes den, som kommer til at synes, den er for staut, thi Videnskaben skal ikke omgive sig med Pragt og Glands, men med høitideligt Alvor og stille Værdighed.

Hvem tør tale i denne Høgtidssal? Der skal Dristighed til. Talen maa være som Huset er til, og hvor have vi den Mand, som passer for dette Hus og hvis Røst er det værdig?

Nu har man ogsaa faaet Kakkelovne i de fleste Værelser. Varmeindretningen med Rør, som man spaadde saa godt om, dugde intet og var saa dyr.

Kjælderværelserne, hvor Betjentene bor, ere ikke sunde. Bygningerne staa paa en sumpig Grund — der staar ofte et Kjenn nogle Hundrede Skridt oppe i Dokken — og det slaar sig derfor Sop paa Væggene i Kjælderværelserne. Bare nu Grunden ikke vil sige unda og skjække eller fordærve Bygningerne. Det er Synd, at der skal hænge Uleiligheder ved saa herligt et Anlæg.

Det er lik’som det skulde være gjort paa med vore store offentlige Foretagender. Anlægget ved Horien har sine Sorger, der ere saa store, at Mange ønske, at det endnu maa forlades og mene, at den første Skade er bedre end den sidste. Slottet siger man ogsaa har kostet formeget til at være som det er, og nu det nye Universitet, som i det Mindste ligger lavt og nedtrykt!

*) Halefjerer siger det fattige danske Sprog, men Halefjer — om Nogen siger saa — er noget Andet end Veli, der slaar sig ud som en Vifte.

**) Meit, plur. Meitar. Render, Striber omtrent vilde man sige paa Dansk, men det er dog noget Andet. Slige Stolper siger man er «Meitsla», f. Ex. Stolperne paa de gamle Stabur.

***) kaldes formodentlig Nischer i Kunstsproget.

Nr. 283/1853; søndag 04.12.

[Filosofiens stilling]

Korrespondance

Christiania den 2den. December

Der har i de sidste Dage været nogle ret betydningsfulde Udtalelser i Chr.posten og Mgbl. — betydningsfulde visselig, fordi de ere Udtalelser af forskjellige Retninger i vort videnskabelige, literære og selskabelige Liv. Anledningen var følgende: en Kandidat med et pseudonymt Navn, Barner,Barner] Leopold Theodor Barner, jurist har efterladt en Bog, som ganske eftertrykkeligt giver sig af med at gribe fat i Philosophien, der fremstilles som en Pandoras Æske af hvilken alt Ondt stiger ud. Tydskland skal nu være ødelagt af Philosophien, og vi have ogsaa faaet vorvor] retta frå: vore Rem af Huden. Det nyere Liv er paa Afveie. Denne Bog anbefales i Chr.posten; hele Sider aftrykkes, og Anmelderen synes dermed at godkjende Indholdet. Dette maa saa være; thi Forfatteren har anslaaet en Stræng, som finder almindelig Gjenklang; han har rigtig været en Personifikation af den philosophrædde Aandsretning. I Videnskaben er man virkelig ræd Philosophien hertillands. Lovkyndigheden vil nu som bekjendt ikke vide Noget af den, men siger, at al Ret er historisk, og at man faar holde sig til det Givne uden saa egenlig at spørge efter Grunde og Billighed. Det er nok Prof. Schweigaard,Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar som — forstaaet eller misforstaaet — er gjort til Stifter for denne historisk-juridiske Skole. Det gaar med denne Skole som med alle saakaldte Skoler: Disciplene ere aandløse Efterlignere af Mesteren; de bide sig fast i hans svage Sider, som lettest falde i Øinene. Derved bliver naturligvis Skolen en KarikaturKarikatur] retta frå: Karrikatur.

Man støtter nok væsentligt sin Mening om, at Schweigaard er Skolens Stifter, paa en Afhandling af ham i dansk-juridisk Tidsskrift for 1829. Her drager han til Felts mod de tydske Systematikere og den philosophiske Behandling i Jus overhoved. Afhandlingen er skrevet i et Sprog saa begeistret og livligt, at man ikke synes at kjende den senere roligt undersøgende Schweigaard igjen. Af Schweigaards senere berømte juridiske Forelæsninger og Kommentarer ser man ikke stort til den samme Polemik mod Philosophien. Flere Sidehug indflyder imidlertid i hans mundtlige Foredrag.

Som noget betegnende for denne samme Retning er den Omstændighed, at hverken her eller i Danmark, saavidt mig bekjendt, i de sidste tredive à fyrgetyve Aar er skrevet Noget over Naturretten med Undtagelse af «et Forsøg» af Lic. juris Kall,Kall] Johan Christian Kall, dansk jurist der maatte staa tilbage i Konkurrence til en Lektorpost for Bang,Bang] Peter Georg Bang, dansk jurist formodentlig ogsaa fordi han havde været for drabelig philosophisk. For tyve Aar siden omtrent skrev ogsaa nuværende Statsraad StangStang] Frederik Stang, politikar og statsråd en Slags Naturret, som skal være meget god. Den læses vitterlig ikke nu, og de enkelte Afskrifter ere snart ikke at faa.

Det syntes at spaa et Omslag i Retningen ifjor Høst ved Besættelsen af Lektorposten i Lovkyndighed, da SmithSmith] Julius August Schmidt, jurist, som bogstavelig stod og vilde gjøre Nar af Philosophien, maatte staa tilbage for Aschehaug,Aschehaug] Torkel Aschehoug, jurist som syntes mere philosophisk. Aschehaug begyndte ogsaa sin nye Bane med Forelæsninger over Naturretten eller en Slags Retsphilosophi, og han havde i Begyndelsen mange Tilhørere, men da Nysgjerrigheden formodentlig var mættet, bleve de borte. Med alt dette giver man Opgaver paa en Maade i Naturret; det er ligesom man erkjender, at der er Noget, som heder saa, om man ikke foredrager det.

For nogle Aar siden skrev en bekjendt Mand i Morgenbladet Meget om denne Retning; men det gik ham ilde; det var jo naturligt, at man forenede sig om at finde det ubegrundet. Kanske det ogsaa var ubegrundet. Faktum er imidlertid sandt.

Det tyder ligeledes Paa et Omslag i denne almindelige Aandsretning at man for halvandet Aar siden omtrent har indført en philosophisk Opgave til Philologicum. Det var en Bestemmelse, som ikke gjorde noget godt Indtryk, og har man end paa høiere Steder begyndt at forsone sig med Philosophien, saa har man sandelig ikke gjort det paa de lavere. De fleste yngre saakaldte Videnskabsmænd snakke meget kavallérmæssigt om Philosophien, og har man været tilstede ved festlige Leiligheder og seet Rynkeslagene paa Næse og Pande til Taler, som man indbildte sig vare philosophiske, vil man kunne have en Mening om denne philosophiske Skræk.

I Theologien er man om muligt endnu mere ræd Philosophien, thi der bliver den syndig; i de andre Videnskaber er den da blot uvidenskabelig, kjedelig og uvittig. Man har Anekdoter fra det theologiske Fakultet, som ere særdeles oplysende. Der var saaledes en Theolog for nogle Aar siden, som fik Haud. Han gik da til en meget lærd Professor i Theologie for paa vanlig Vis at raadspørge sig om han skulde læse om igjen. Under Samtalen beklager han sig over, at han ikke havde gaaet paa de philosophiske Forelæsninger (over Philosophiens Historie). «Tak Gud! eller saa omtrent, sagde den theologiske Professor, «at De ikke har gaaet og hørt Philosophi, thi da vilde De have været en Mand, som vi (Kirken) ikke havde havt Brug for.» En anden Kandidat havde skrevet godt til Examen, men nogle af Censorerne fandt, at han havde været betænkelig philosophisk. Han fik dog Laud, thi den samme Professor skulde blandt Andet have sagt: Uagtet jeg ikke lider Philosophien, saa har dog Kandidaten her lagt for Dagen en formalistisk Dannelse, som ikke kan skade.

At disse Anekdoter ere mulige, om de tilfældigvis ikke skulde være ganske sande, vise de tomme Bænke paa de philosophiske Auditorier netop under Forelæsninger, som især ere bestemte for Theologer. Theologerne tør ikke komme der for ikke at komme paa det sorte Bræt; det har jeg hort af Theologers egen Mund. De philosophiske Professorer ere sande Skræmmebilleder for Theologerne, idetmindste for Størsteparten.

Naar Tilstanden er saadan og jeg tror ikke, at jeg efter min Opfatning overdriver den, da er det intet Under, at Barners Bog maatte finde Gjenklang. Det er heller intet Under, at vor tarvelige Literatur, er saa uphilosophisk. Den almindelige Dagsliteratur og Digtning især tykkes mig at ligne et af disse negative Mennesker, som kommer ind i et Selskab med hvide Handsker, Halstørklæde og Vest; han er pent antrukken; han bukker og hilser med en passende Mellemting af Stivhed og Ydmyghed, han spiser og drikker sin The uden Anstød, han dandser ganske net; han siger Ja og Nei nogenlunde til rette Tid og vogter sig for at komme med originale Tanker, kort han er et Menrneske, som gjør Lykke. Naar nu hertil kommer, at Kritiken og Literaturen under vore trange Forhold slutte sig sammen til Laug, saa vil man begribe at det gaar ret husligt til. Det er pent, net, korrekt, men overordentlig aandløst. Frygten for Philosophien ender ganske naturligt med Spidsborgerlighed. Man gjør Philosophien Uret og forvexler formodentlig Philosophien med daarlige Philosopher og Mennesker, som føre udslidte Almensætninger i Munden.

Forfatteren i Morgenbladet angreb Barners Bog og forsvarede Philosophien; han forekom mig at gjøre det med Dygtighed, og dersom han blot havde været mere fattelig og udførlig og noget mere tiltrækkende, vilde Folk have havt godt af at læse, hvad han skrev. Men det var en altfor vældig Opgave, han satte sig. Det skulde mange Afhandlinger til for at tydeliggjøre Philosophiens Nødvendighed og velgjørende Virkninger paa Videnskaben, Kirken, Literaturen og Samfundet. Men det var en Begyndelse, som viser at her ere aandelige Kræfter, der stevne i en anden Retning end den store Hob. Her turde udvikle sig en Kamp imellem disse Retninger, som vilde være saare velgjørende. Det, som var sandt i begge, vilde træde frigjort frem og det Falske vilde kyses bort til det Mørke, hvorfra det er kommet.

Nr. 287/1853; fredag 09.12.

[Christiania kunstforeining]

Korrespondance

Christiania den 7de December

Christiania er kommen langt nu i kunstnerisk Henseende især hvad Theater og Skuespil angaar, det vil sige: Enhver kan faa sin Trang tilfredsstillet ved at gaa did, hvor det behager ham. Den, som vil se Tragedier og den høiere Komedie, kan gaa til det danske Theater. Den, som vil se og høre Vaudeviller, kan gaa til det norske, og den som vil se akrobatiskeakrobatiske] retta frå: akkrobatiske Kraftprøver kan gaa paa Klingenberg. Nu i Onsdags traadte denne rige Afvexling særdeles frem, og om en Reisende, der Intet kjendte til Christiania, blot havde læst Plakaterne paa Gadehjørnene, vilde han være kommen efter, at han befandt sig i en høist respektabel By. Nu staar det blot tilbage at faa et Hoftheater, saa har man Residentsstaden. Hovedstaden har man allerede; thi man hører virkelig tale om Statstheatret, hvilket naturligvis er det danske. Man kalder det ellers ofte blot «Theatret», ret som her ikke var noget andet.

Det maa være forfærdeligt at bo i en stakkels liden By, hvor man ikke har Theater Saisonen igjennem endsige Theatre til Enhvers Behov, og man begriber næsten ikke, hvorledes Christiania har kunnet platte sig før. Nu kunne ikke det gjøre det, efter at have faaet Blod paa Tand. Det er ligesom i de Bygder, som have faaet nye Veie og Dampbaadslinier: Man begriber ikke, hvorledes Folk kunde leve i gamle Dage, at afskaffe Vogne og Dampbaade vilde være at sætte Folk aldeles «skjærfaste.» Ligesaalidt derfor som Folk paa Landet ødelægger sine Veie og Dampbaade, ligesaalidt opgiver Christiania sine Theatre: De ere blevne til en Fornødenhed, som man allerede længe har sagt i Kjøbenhavn.

I Konstforeningen — man kalder den virkelig Konstforeningen, ligesom den skulde være en Forening for Konst overhoved, — i Konstforeningen altsaa er nu indunder Udlodningstiden mange Malerier. Det er fordetmeste Malerier alene som er i Konstforeningen. Enkelte Billedhuggerarbeider og nu ogsaa Træskjærerarbeider findes der vel imellem, men det er næsten ikke «nævnandes.» En Konstforening vil derfor sige en Forening til Indkjøb og Udlodning af Malerier. Konstforeningen betyder ogsaa Malerigalleriet i Talemaader som: «Jeg vil gaa ned i Konstforeningen.» Ved man nu, hvad Konstforening er, og det maa især Udenbys vide, skal de ikke gjøre sig en falsk Tanke om Tingen ved at se og høre Ordet «Konstforening,» da, og først da, kan man tale om den. Konstdommerne ?: de, som forstaar sig paa Malerier — Morgenbladet og Posten skrive ingenlunde om Ting, som 999/1000 af Læserne ikke havde den ringeste Tanke om. De forudsætte først «Konstforeningen,» som Noget af sig selv indlysende og dernæst bruge de Ord og Talemaader, som ingle Andre forstaar end de, der blot spilde Tiden ved at læse det, da de intet lære, som de forhen ikke vidste. Ingen har dog vel gaaet videre end Konstdommeren i Dagens Morgenblad, der skriver om Figuren paa Universitetstaget; han farer med saa mange fremmede Ord, at han maa være ligesaa kjedelig for Folk, som skjønne ham, som han er ufattelig for Folk ialmindelighed.

Konstforeningen har som enhver Forening sine Ledere og Styrere, og i Valget af disse gaaes der frem som i ethvert andet Valg efter Meninger og Konster og af disse Styrende kræver man ligervis som i Politiken visse Lærdomme, de skal bekjende sig til, f. Ex. at tro eller ikke tro paa den indenlandske Malerkonst, at kjøbe Malerier af forskjellige Mestere eller holde sig til enkelte Udvalgte, at skyde frem En eller Anden, som Nogle have imod, kort alle disse Hensyn, som Konsten giver saa megen Anledning til.

Ligesom der i Politiken gives et vestlandsk Parti med UdlandUdland] Ole Gabriel Ueland, politikar i Spidsen, saaledes er her ogsaa i Konstdommerveien et bergensk Parti med WelhavenWelhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar i Toppen, og ligervis som det vestlandske Parti har sine Modstandere saaledes har ogsaa det bergenske sine, som især er det TidemandskeTidemandske] Adolph Tidemand, målar Parti. Mellem disse store Leire glimter Blænkere med forskjellige Mestere i sit Skjold og ofte med ret eventyrlige Grundsætninger, vil sige, naar de have nogle. Nu paa Fredag skal Valget, vil sige Striden, staa. Da kommer det an paa, hvem der kan manøvrere de andre ud af Sadelen. Der lægges Planer mod det bergenske Parti, hvorfor ikke sige det? da det gjælder en saa vigtig Ting som Konsten, og det bergenske Parti har visselig ogsaa sine Jern i Ilden, da det gjælder at beskjærme Grundsætninger. De, som nu ikke holde sig til noget Parti, men til Konst overhoved, de staa Fare for at kaste sine Stemmer bort. Saa opstilles der Mænd, — Æsthetikere Gud bevares, der kunne betragtes som et Slags Bro mellem Partierne. Ja Nogle blive nu valgte, det er vist, men hvilke?

Mennesker uden den mindste Kundskab og Smag, men med en morsom Indbildskhed og et sandt Konstraseri ere nogle herlige Drivhjul i en Konstforening og til Befordring af Konsten i Almindelighed. Christiania er saa lykkeligt at eie slige Mennesker, men det vilde være ligesaa syndigt som uforsvarligt at nævne dem. Det Gode skal man lade virke saa det ligesom ikke véd af sig selv. Er det latterligt som her, skal man le i Stilhed og i Nødsfald sige offentlig: der have vi netop en Beskytter af Konster og Videnskaber. Da gaar det netop som i Verdensstyrelsen, hvor, som bekjendt, det som ikke egenlig er Godt, har sin store Betydning, ja i Theologien selv er det aldeles nødvendigt.

Nr. 289/1853; søndag 11.12.

[Meir frå kunstforeininga]

Korrespondance

Christiania den 9de December

Saavidt Resultatet er bekjendt, fik man ikke manøvrere det bergenske Parti — som jeg kaldte det — ud af Direktionen i Konstforeningen. Det er nu ogsaa gammelt ved Roret og har en vis Autoritet i æsthetiske Sager, saa det ingen let Sag var at skaffe det tilside. Det er som med Præsidentskabet i Odels-, Lagthinget eller Storthinget. Om Præsidenterne have nok saa mange Modstandere, sidde de dog paa Stolen, naar de engang ere komne der. Man nænner lik’som ikke at skaffe dem ned, eller det er som en Slags usynlig Magt holdt dem oppe. Saamange Modstandere nu end f. Ex. StabellStabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar kommer til at faa paa næste Thing, hvoriblandt R. Olsen,Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar DaaDaa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar og Kittel MotzfeldtMotzfeldt] Ketil Motzfeldt, ekspedisjonssjef og stortingsrepresentant ere de drabeligste, saa bliver han nok desuagtet Præsident i Odelsthinget, ja det tør ansees for vist, at han bliver det.

Saaledes med WelhavenWelhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar som Direktør i Konstforeningen. Han var og han er der, men om han vil blive der, er uvist. Jeg, der tykkes at den Ene er lik’saa god som den Anden, synes at han bør blive der.

Det er noget vanhelligt at sammenligne Konstforeningen med Storthinget. Det samme tyktes ogsaa Direktionen iaften under Valget, da Nogle gjorde Ophævelser under det. Det var en Konstforening, og man burde derfor bruge Konster, mente lik’som Direktionen og dens Venner. Det gik ikke an at iagttage det Formelle som «nede paa Børsen;» her var man inde paa Ideen.

Der blive mange pene Malerier udloddede, Malerier af Tidemand,Tidemand] Adolph Tidemand, målar Gude,Gude] Hans Gude, målar Eckersberg,Eckersberg] Johan Fredrik Eckersberg, målar Mordt,Mordt] Gustav Adolph Mordt, målar BaggeBagge] Magnus Thulstrup Bagge, målar f. Ex. Det var forholdsvis mange af vore egne Malere, og endda har man klaget over, at man har kjøbt for meget af Udlandet. Det er ikke godt at træffe det Rette; thi Konstforeningen kan dog ikke ganske være et Galleri blot af vore egne Mestere; den bør vel have lidt ogsaa af Udlandet, og idetmindste saavidt det lader sig gjøre repræsentere Malerkonsten ialmindelighed, og sætte Medlemmerne nogenlunde istand til at følge Tiden. Man kan saa alligevel ikke give alle vore Malere Beskjæftigelse hvilke som er; man skal hjælpe dem mere end andre, men udelukkende holde sig til dem vilde ende med en Ensformighed, som maatte blive høist trættende og det Hele blive værdiløst. Vore mange Malere holde sig ogsaa med Undtagelse af Tidemand og BøeBøe] Frants Diderik Bøe, målar til ét Genre, nemlig Landskabsmaleriet. Det er Landskab og atter Landskab, og det Landskaber, som vi fra Barndommen have seet og daglig se, norske Landskaber. Det kan interessere Udlændingen, men os trætter det i Længden. En praktisk Mand siger, og der er megen Sandhed i det, han siger: «Jeg vil heller se Naturen i sin Renhed, end se den malet.» Og kan man ikke finde Poesi i selve Naturen, saa finder man den heller ikke i et Maleri. Det bliver det Sande, hvilke Theorier og ophøiede Tanker man ellers kunde finde for godt at lægge i et malet Landskab.

Det var derfor en Vederkvægelse at se i Konstforeningen et Stykke fra Madeira af Eckersberg. Der var noget, som vakte Anelser og Længsler; man kunde ordentlig blive frisk for Brystet af at se det. Den indigoblaa Sjø, Rankerne og de svulmende Blomster viftede En imøde; den dybe Længsel efter Syden, som stille hviler hos Norboen, vaagnede med al sin Vemod. Det var som naar man ser sit Hjem efter lang Fraværelse. Maleriet var sikkerlig forresten ikke saa aldeles heldigt, som det kunde have været. Det hørte jeg Folk sige, som give sig af med at forstaa den Ting. Et lille Maleri af Mordt var tiltalende. Der er noget «mjugt» ved Mordts Farveblanding, der gjør at Øiet lik’som hviler paa hans Malerier. Han har en uendelig Baggrund, og en poetisk Stemning ligger over det Hele. Der er Tanke hos Mordt og Alt er saa let henkastet. Mordt er vore Maleres Wergeland.Wergeland] Henrik Wergeland

Der vare nogle Sypiger, som gjorde megen Lykke. De kostede 185 Spd.; men det maatte ansees for godt Kjøb, kunde man skjønne paa Direktionen, som priste Konstforeningen lykkelig med Bekjendtskab, man havde stiftet med Paris.

Der vare adskillige Træskjærerarbeider, meget gode. Der kan blive noget af disse Bondegutter, som skjære for senere at meitsle Marmoret. Der er Sandhed hos dem, bare nu de havde Raad til at stevne lige frem mod sit fjerne Maal!

Der var en liden Statu af Prinds GustavGustav] Gustav, svensk prins ved Billedhugger Borch.Borch] Christopher Borch, bilethoggar Den er meget rost. Drammen har nu Eckersberg og Borch; kanske flere? Det er ikke ilde.

Norge har forholdsvis mange Konstnere, og det tør ansees for vist, at de ville indtage en udmærket Plads om ikke gjøre en Epoke i Konsthistorien. «Den norske Skole» vil det engang hede.

Nu tør vi snart haabe at se Malerierne ordentlig gjennemgaaede i Posten og især i Morgenbladet. Morgenbladet forstaar sig godt paa Malerier.

Nr. 293/1853; fredag 16.12.

[Utnemning av ny statsråd; bygginga av St. Olavs kyrkje]

Korrespondance

Christiania den 14de December

De lange Ventninger og mange Gjetninger om, hvem der skulde blive Statsraad, endte dog med en Overraskelse: Karakteren af Komedie holdt altsaa ud til Enden. General BlochBloch] Hans Glad Bloch, generalløytnant og statsråd maa ikke være likt, kan man skjønne af Morgenbladet, som idag opponerer mod Udnævnelsen i saa forblommede Udtryk, at man faar ganske uhyggelige Tanker om den nye Statsraad. Det er ingen smuk Opposition. Morgenbladet skulde sige, hvad det troede at vide om Manden, aabent og likefrem, saa der kunde svares paa, om man kjærte sig om det. Paa det, som staar, kan ikke svares; thi det siges Intet og dog Alt: der skumles.

Det maa dog én Gang indsees, hvis unyttige Tingester slige Aviser er til at lede Folkemeningen og gjøre det, som nyttigt er. Morgenbladet skulde iforveien have udpeget den, det troede burde være bleven Statsraad, saa at Styrelsen kunde have havt Noget at gaa efter. Og naar Valget var gjort burde det tiet stille, enten saa den foreslaaede var valgt eller ikke; thi i første Tilfælde fik det sin Villie frem og i andet Tilfælde var det forsént at tale om, naar Valget var truffet, da Valget ikke gaar om igjen, fordi Folk maatte være utilfredse med det. Det er dette taabelige Skrig bagefter, man støder i, som ingen Verdens Nytte gjør, men megen Skade: man paafører et Menneske unødig Lidelse, og man svækker ligesaa unødigt Tilliden til Vedkommende. Kort, man nedbryder istedetfor at opbygge. Skal man have Lov til at snakke bagefter, maa man idetmindste have talt Noget i Forveien ved enten specielt at lede Opmærksomheden hen paa en bestemt Person eller ogsaa i Almindelighed advaret Styrelsen mod at træffe et mindre godt Valg, men ingen af Delene havde Morgenbladet gjort. Dets Opposition er derfor et vildt Spil

Jeg har ingen Mening om den nye Statsraad, men jeg har hørt ham mere rose end laste. Saameget tør vel ansees for vist, at han er ligesaa god som Andre, hvorom der kunde blive Spørgsmaal; «Mannemonen er ikke stor» siger Ordsproget. En anden Ting kunde man maaske med mere Grund opponere mod, og det er Foreningen af Statsraadsposterne og Kommandoen over respektive Hæren og Flaaden. Dette synes være noget uformeligt og ikke i bedste Samklang med Grundlovens Tanke og især med §§ 25, 28, 75 f, 86 og i visse Tilfælde § 89. Det synes ogsaa klart, at Stillingen maa kunne blive dobbelt som konstitutionelt ansvarlig Statsraad og Høiestkommanderende. Men dette maa ikke have Noget at betyde, siden man ikke taler om, men tværtimod roser Arrangementet. Det er forresten en Tid nu, da man ikke er saa mistænkelig. For 20 Aar siden havde man neppe vovet paa dette Arrangement, og heller ikke havde man for at nævne et andet Exempel, vovet at negte Offentliggjørelsen af Embedsindstillinger.

I Statsraadet skal iøvrigt have været delte Meninger ved Indstillingen eller Betænkningen til Statsraadsudnævnelsen. Der er forresten mere Interesse ianledning af denne nye Udnævnelse end man skulde have ventet, man taler iallefald om den.

Nu er Taarnet reist paa det katholske Kapel. Det er en herlig Bygning, som allerede tager sig skjønt ud. Naar det bliver færdigt vil det fra sin høie Beliggenhed beherske Byen og være den til en sand Pryd. Kirken nedenfor (Apostelkirken?) vil neppe rage saa høit, da den staar saa meget lavere, uagtet den i sig selv bliver meget større. Nu har man for Vinteren indstillet Muringen paa den. Den er ganske høi og endda skal der være 6 Alen igjen, før Taarnet ansættes. Det bliver ogsaa en herlig Bygning; den imponerer allerede nu, saa ufærdig den end er, og gaar man ind i den, faar man Respekt for de solide Mure og de vældige velhugne Granitstene over Dørene og paa Hjørnene. Man hugger Sten om den nu; det skal være til Mur neden- og søndenfor den op mod Bjergvæggen, som man har mineret og gravet sig ned i. Der bliver en Gang mellem denne Bjergvæg og Kirkens Vinduer og Indgang paa Opsiden. Den kommer ganske vist til at blive smuk, men det kommer dog til at mørkne Kirken, det kan ikke feile. — Disse tre Kirker kommer til at ligge i Flugt opover, og det maa engang blive meget smukt og storartet. Var den nye Kirke lagt op paa Sorgenfri, vilde den have behersket de øvrige og, seet langt borte fra, været et herligt Centrum for Byen. Men, det er nu forbi, og bagefter skal man ikke klage, sagde jeg i Begyndelsen af Artiklen.

Nr. 295/1853; søndag 18.12.

[Juryordninga; prisane på jernbanen]

Korrespondance

Christiania den 16de December

Det er en bekjendt Sag for hver den, som har fulgt det mindste med vor Udvikling, at et almindeligt Ønske om at faa Jury ogsaa hos os har udtalt sig paa mange Maader. De Fleste have ikke ganske vidst hvad Jury var for Noget, men taget almindelige Talemaader om dens Væsen og Virksomhed til Indtægt. Denne Mangel paa Bekjendtskab til Juryvæsenet følte man ogsaa, idet Storthinget bevilgede store Summer til kyndige Folk for at undersøge denne Jury-Indretning i England og Amerika, hvor den oprindelig hører mest hjemme. Frugten af disse Undersøgelser foreligger nu Offentligheden i tre stærke Bind. DHrr. AubertAubert] Emil Aubert, amtmann og M. RæderRæder] Ole Munch Ræder, jurist have udentvivl gjort Gavn for Pengene. De have leveret fortræffelige Materialier, men disse Materialier ere saa vidtløftige, at der skal et alvorligt Studium til at komme ind i dem. De Mænd, som nærmest maa sætte sig ind i disse Materialier ere Storthingsmændene, men det vil overstige deres Kræfter; ikke 1 af 10 tør man antage har Tid til at læse Alt og Forkundskaber nok til at læse det med Nytte. Man er i Grunden derfor lige nær Opgavens Løsning, som maa være at faa udbredt almindelig Kjendskab til Juryvæsenet, inden der med Forstand kan blive Spørgsmaal om at faa se Sagen bragt paa det Rene i Pressen og paa Thinget. Der er nu engang en Mængde Mennesker, som staa i den Formening, at Jury bør indføres og denne Mening opgive de ikke, om enkelte Retslærde sige, at Jury ei duger noget; man vil raabe paa den indtil man enten faar indført den, eller maatte finde, at den hverken passer til vore Forhold eller stemmer med de nyere Fremskridt. Og for at komme efter dette maa Fremstillingen forkortes og saavidt muligt afklædes det juridiske Gevandt, hvori den er hyllet ind.

Det første er gjort af Høiesteretsassessor C. Winther-Hjelm,Winther-Hjelm] Claus Winther-Hjelm, jusprofessor der paa 8 Ark omtrent i Tidsskrift for Videnskab og Literatur og det Samme i et særskilt Aftryk har sammendraget M. Ræders 2de Bind. Man faar af denne korte Fremstilling en ret klar Tanke om, hvad Jury er, i hvilkes Sager den bruges, og endelig Assessorens velstilede Kritik. Men, hvad man ikke faar og kanske heller ikke kan faa, det er en fattelig Fremstilling af det Hele, saa den kan bruges af Storthingsmænd, som ikke ere Jurister og iøvrigt læses af mange Andre, der ogsaa burde have en Mening om Sagen. En saadan Fremstilling maa til, skal man tilfredsstille den virkelig almindelige Trang og derved faa en Jurykjendelse for, om vi bør have en Jury eller ikke. Hvad Assessor Hjelm har skrevet, læses med sand Fornøielse; det er endog aandrigt skrevet, men man maa være Jurist for at kunne læse det. For Storthingsmændene vil det være til liden Nytte, og naar de derfor se Kritiken over Juryen og Meningen om dens Forkastelighed, vil de ikke begribe, hvorledes man kan være kommen til dette.

En Kommission skal ogsaa være udnævnt til at give sin Bedømmelse, og efter denne kommer da formodentlig vel Regjeringen til at gjøre sin Indstilling til Storthinget. Da har man altsaa Auberts og Ræders stærke Bøger, Hjelms kritiserende Referat af dem, Kommissionens Formening og Regjeringens Indstilling. Materialier nok synes det være for Storthinget. Men Storthinget vil dog staa raadvildt og ikke kunne gjøre Andet end opsætte Sagen og henstille til Regjeringen at faa den bedre oplyst og drøftet. Derved opnaaes jo virkelig ogsaa Noget, idet Sagen skyndes ud, indtil der Intet bliver af den. Saaledes kommer de kompetente Dommere, Juristerne ad en liden Omvei til deres Maal; thi det er nok en temmelig almindelig Mening blandt dem, at Juryvæsenet ikke duger Noget, og at det er en Indretning, som har overlevet sig selv og langtifra skaffer den Sikkerhed, som Nutiden og navnlig vor Rettergangsmaade. Naar man roser Hjelms Kritik, gaar man ogsaa lidt ind paa denne Mening: han har ved Exempler, hentede fra England og Amerika, ved Autoriteter derfra og andre Lande, ved Betragtninger fra Juryens eget Væsen, ved almindelige Bemærkninger og Sammenstillinger med vor nuværende Rettergangsmaade godtgjort, at Jury er en Uting ligefrem, og at kalde den tillive, vilde være at opvække Døde. Kommer nu hertil, at han ganske humoristisk spotter med den, viser ganske slaaende, at den efter vore Forhold er næsten upraktikabel, at den bliver overmaade, for ei at sige uoverkommelig dyr, og at Grundloven staar den iveien, saa ville Folk, som maatte ønske Jury, undskylde om man ikke vil have den, idetmindste ikke strax efter at man har læst Kritiken. Det er iøvrigt synderligt, naar man argumenterer for Jury hertillands fra en almindelig Mening, at Folk skulde synes, at de nuværende Straffe vare for haarde og at Referentloven af 1827 og Loven om den mere summariske Behandling af 6te September 1845 skulde gjøre Retssikkerheden utryg. — Vor Retspraxis om foreløbigt Fængsel kan være noget Andet. — For her at sætte Erfaring mod Erfaring, da har jeg erfaret, at Folk, navnlig paa Landet, synes det gaar altfor slapt til, og at Mange slippe fri, som ikke burde. Naar man er moralsk overbevist om en Forbrydelse, kan Folk i Almindelighed ikke faa i sit Hoved, at det juridiske Bevis skal kræve mere. Jeg tør derfor antage, at det er saa langtifra, at Folk er utilfreds med vor kriminelle Proces i den Retning, som Jurymændene ville, at det meget mere turde vise sig ved grundige Erfaringer, at man heller vilde gaa i skjærpende Retning. Vore trende Instantser og den undersøgende Stilling, som Dommeren indtager, er saa god Garanti for Uskyldigheden, som vel nogen Jury der nok ikke sjelden dømmer den Uskyldige og frikjender den Skyldige. Det er forresten vanskeligt at have nogen rigtig begrundet Mening om Juryen, førend Sagen er mere drøftet og belyst, og vist er det iallefald, at her ere yderst Faa i Landet endnu, som tør tale i nogen afgjørende Tone om den, naar de faa tænkt sig om, og endnu vissere er det, at Storthinget, om Sagen kommer fore, ikke er saa inde i den, at det med nogensomhelst Rimelighed tør afgjøre Noget. Men dette forhindrer igjen ikke, at Mennesker, som det, der forleden Dag var ude i Morgenbladet, tale om den i høie Toner og hæve den til Skyerne mod den Rettergangsmaade, vi nu have, og som de naturligvis ligesaalidet kjende.

Nu gaar det flinkt paa Jernbanen; der er Dag, den tjener 1000 Spd.; men Folk tykkes Fragten, især Passagerfragten, er for høi. Det synes dog være billigt, naar man véd, at en Eidsvolding, der gav 12 ß, for at kjøre sit Læs fra Torvet og ned til Banegaarden, fik det samme Læs for 11 ß. derfra op til Eidsvold; han stod forbauset og kunde ikke tro det gik rigtig naturlig til. Man klager ogsaa over, at Toget kommer ned Kl. 3 saa at Folk maa bie til næste Dag. Ved skal det endnu ikke lønne sig at fragte.

Nr. 299/1853; fredag 23.12.

[Hjelp til koleraoffer og fattige]

Korrespondance

Christiania den 21de December

Nu holder man paa med Uddelingen af de indkomne Koleragaver. Der er Meget indkommet til Christiania og Akers Sogn: man siger mellem 7 og 8000 Daler. Er der i andre kolerahjemsøgte Byer indkommet forholdsvis saameget, maa man sige, at Folk har givet rundelig. Hvorvel det er naturligt, at Frygten for Kolera aabnede Folks Hjerter til rigeligere Gaver end ellers vilde været Tilfældet, vilde man dog opfatte Tiden urigtigt, dersom man ikke sagde, at Velgjørenheden er stor. Ved alle Leiligheder, hvor det gjælder paa, betænker man sine trængende Brødre, og alene dette Træk er nok til at glæde sig over Nutiden og Civilisationens sunde Kjerne. Tager man for sig de forskjellige Forsørgelsesindretninger og Hjælpeforeninger, vil man se dette med overbevisende Tal. Nylig har der i Aviserne staaet et Regnskab fra Foreningen til Husarmes Understøttelse; det udviste vakre Summer, og man er ligesaa taktfuld som opfindsom til at skabe Indtægter. Bazaren i Markedsugen, som virkelig frydede Øiet saameget ved den smagfulde Udstilling og det godlidendegodlidende] retta frå: godliende Arrangement, indbragte over 800 Daler. Den, som har Lokale til Forsamlingen, stiller dette gratis til Afbenyttelse. I denne Henseende er det formentlig passende at nævne NielsenNielsen] Wilhelm Nielsen, restauratør i Logen. Orchesterne understøtte gratis Sangere og Virtuoser, der stille sine Talenter til den Armes Understøttelse.

I Industriforeningen arbeide Mænd og Kvinder ufortrødent baade ved Forvaltning og ved Regnskabsførelse og ved indsendte Arbeider. Foreningen til fattige Barselkvinders Understøttelse er virksom. Maa man end sige, at en Smule Forfængelighed ofte komme med i Spillet, er dette Noget, som nu engang ikke kan være anderledes, og derfor godt.

Nu under Juul udstilles der Bøsser til Indsamling af Gaver, og til vor dygtige Fattigforstander gaar vist Mangen i sin Taknemmelighed over lykkelige Foretagender hen og yder sin Skjærv.

I andre Retninger, hvor det gjælder at understøtte lovende Talenter, er man ikke mindre velvillig. Man tager Lodder paa Kunstsager og Udbyttet tilflyder den, som skal hjælpes. Saaledes har der nu været en Udlodning for Fladager.Fladager] Ole Fladager, bilethoggar

En synderlig Hængen ved Ordet og ikke ved Tanken har dog vist sig ved Uddeling til Kolorahjemsøgte. Gaverne lød paa Christiania og Aker Sogn og man har derfor ikke turdet gaa udenfor de trukne Jurisdiktionsgrændser, om det har vist sig, at Folk tæt udenom dem særligt vare kvalificerede til at faa Gaver. Meningen af Gaverne kunde dog ikke være saa juridisk, men det maa dog ogsaa erkjendes, at denne Ængstelighed efter at holde sig til Givernes bogstavelige Ord, kan være noksaa agtværdig, om end noget mindre konduitmæssig. Man har derfor hjulpet paa Tingen ved at omsende Subskriptionslister til disse Enkelte udenfor Jurisdiktionen og Noget er indkommet.

Efter saa mange Kjendsgjerninger paa Hjælpsomhed er det ikke smukt at se bønlige Opfordringer i Aviserne om at komme Nødlidende til Hjælp. Men, Herregud, Alle kunne ikke hjælpes, og den, som Intet har, han beder. Her er ogsaa haardt nu. Alt er dyrt, Ved og Mad; men saa er her ogsaa gode Tider, thi aldrig, idetmindste ikke paa lang Tid, har vel Tiderne været saa gode i alle Retninger, maa man sige. De, som mest føle Trykket, er den Del af Arbeidsbefolkningen i Byerne, som ikke ere Søfolk; thi Søfarten har dog af alle vore gode Ting iaar været den bedste.

Nr. 301/1853; søndag 25.12.

[Julelitteraturen]

Korrespondance

Christiania den 23de December

Nu er det Tid at tale om Juleliteratur. Det er nu engang bleven Skik at have en Juleliteratur; det er saadanne Smaasager som Kager, Daaser, Knivskafte, Paparbeider, Ranglerier, Svæsker, Naalehus og alle disse Smaatterier, som fryde Børn og barnlige Sjele og som hænger i Juletræet med smaa morsomme Udskrifter og Indskrifter. Det er paa disse Sager Husvittigheden øver sig. I Lighed med alt dette er Juleliteraturen. Den er aandelige Smaakager og konfekturer, og ligesom der skal en Smag og Mave for det Søde til at taale den virkelige Julekonfekt, saaledes skal der ogsaa en aandelig Smag og Fordøielsesevne til at holde ud med Juleliteraturen. Men den er i Grunden ikke for Folk med Smag; den er for Juletræet.

En saadan idealsk Juleliteratur have vi ikke, jeg maa sige desværre, thi en Juleliteratur af dette Slags er de smaa Affald af en righoldig Literatur. Dette er ligesom smaa Kræmmere ved Siden af Grosserere, og hvor den Ene ikke findes, er sjelden den Anden. I Tydskland der er Juleliteratur, der er Almanakker og Bøger af alle Slags til Julen. En «Soldatenbuch» er endogsaa kommen hid med Træsnit naturligvis, hvor Grenaderen staar strunk og stiv med Hænderne ved Siden som hængende Kjødpølser og Chakoen paa Hovedet som en drabelig Vasbøtte. Bogens Indhold kjender jeg desværre ikke, men efter Træsnittene at dømme maa det være meget krigersk. Det Eneste, hvori vi kan hamle op med denne Soldatenbuch, er, at der nu under Jul til de Militære er kommen en Forbedring af Uniformsreglementet fra 1846. Rabaterne skal vare noget anderledes, Opslagene, Kantingerne, Hatter, Chakoer, Port-Epéer, og overhovedet alt det, som gjør Krigsmanden harmonisk og ensformig. Se her har dog virkelig de Militære en Juleliteratur, og Skrædderne bør være meget loyale.

En af vore egne Landsmænd som har havt den Patriotisme at ville blive Literat, har sendt op til os en ægte juleliterær Bog, som heder «Pennetegninger.» Man bør paaskjønne Bogen, fordi ForfatterenForfatteren] Andreas Melchior Glückstad, litterat vil være Literat: det er saa Faa, som vil være det; thi dersom Nogen er det, saa er han det nødtvunget. Man tænker ikke paa smaa Julekager, hvormeget man forresten ligner Bagerne. Nogle Smaadigte have vi ogsaa faaet; disse ere ogsaa særdeles juleliterære, men da de ere af en Dame, bør man være galant mod dem og sige dem Artigheder, som man igrunden ikke mener det Mindste med.

En Kolera-Bog er ogsaa udkommen — ægte juleliterær. Den kalder sig Nytaarsbog og Nytaar hører unegtelig ogsaa med til Julen. Den kunde forresten ligesaa gjerne have hedt Helligtrekongersdags-Bog, thi der er Intetsomhelst i den, der passer for Nytaar. En Hverdagsbog vilde unegtelig have været det rette Navn. Men den heder nu engang Nytaars-Bog, thi lad gaa! Jeg blev ordentlig glad da jeg hørte, at det var en Kolera-Bog, for jeg antog naturligt, at den bar en Række Rescepter og Forholdsregler til at lutre Gaardsrummene; jeg troede det var en nyttig Bog. Men det er en Bog af Reisebeskrivelser og Vers, hvilket Altsammen er kleint. Man er nødt til at sige det, trods de renomerte Forfattere. Det, som er godt, og virkeligt godt, det er af Asbjørnsen,Asbjørnsen] Peter Chr. Asbjørnsen thi Asbjørnsen fornegter sig aldrig, om han end stundom er nødt til at rive paa. Men det er saa kort dette af AsbjørsenAsbjørsen] Asbjørnsen, saa det ikke er værd 4 Mark.

En illustreret Kalender er udkommen hos DzwonkowskiDzwonkowski] Adam Dzwonkowski, forleggar som Juleliteratur. Men Kalenderen tykkes mig saa brav, at den ikke burde være Juleliteratur. Den er smukt udstyret og P. B. HansenP. B. Hansen] Paul Botten-Hansen, bibliotekar og kritikar har der oversat et Digt af en polsk Digter, som maa være godt oversat, det føler man strax, om man ikke har den Ære at kjende det polske Sprog. Der er ingen overflødige Ord eller Riimendelser paa «hed,» som vore ulykkelige Poeter træske iveien med. Samme Forfatter har ogsaa i Kalenderen skrevet om Oskarshal; man kjender ogsaa her denne Mands fortræffelige Sprog, — vil sige Skriftsprog, forsaavidt det kan vare fortræffeligt — uagtet han i denne sin Beskrivelse tykkes at have været noget kunstig.

Hos Dzwonkowski og CappelenCappelen] Jørgen Wright Cappelen, forlagsbokhandlar ere ogsaa ind under Julen udkomne nogle Bøger, som dersor maa regnes til Juleliteratur, uagtet det er PrædikenerPrædikener] retta frå: Prædikkener af LinderotLinderot] Lars Linderot, svensk prest og forfattar og Wallin.Wallin] Johan Olof Wallin, svensk biskop og salmediktar Det er gode Sager, blot Synd at de ere udkomne under Julen.

Hr. TønsbergTønsberg] Christian Tønsberg, forleggar har et Oplag af «Nationalverker» til Salg, nu under Julen ogsaa, men alt kan ikke være Juleliteratur.

Det erkjendes almindeligt, at Juleliteraturen er ringe iaar; men det skal være Kolera, som har gjort det. — Man bør haabe at Theatrene ville vide at komme med Nyheder i Julen og saaledes hjælpe paa Juleliteraturen. Paa KassinotheateretKassinotheateret] Casinotheatret, seinere bygd om til Kristiania norske Theater skal ogsaa indkluderes en Nytaarsfarce,» der formentlig i Lighed med «Nytaarsfarcen» for 5 Aar siden kommer til at indeholde personlige Allusioner. Det trækker det; man ser altid at Folk stimle til, naar Nogle slaas paa Gaden. Kassinotheatret behøver heller ikke at genere sig; thi der er vist ikke Mange, som forlange Kunst af det. Jeg kalder det Kassinotheatret som man fra Først var tænkt paa med; det skader ikke dets Norskhed det; thi det bliver saa alligevel bare for Spøg eller i Modsætning til det danske, at man kalder det norsk Theater. Det skal gaa ret taaleligt med dette Theater endog i denne Tid, da Kritiken skriver, at Publikums Lyst til vor Hovedscene er i kjendelig Tiltagende; dette er meget mere end venteligt og kan nu Nytaarsfarcen trække Hus nogle Gange, saa skader det med.

Med det danskedanske] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: norske Theater gaar det godt, og der gives gode Stykker imellem; men man holder paa med at rekrutere sig med danske Folk. Publikum er dog et fortræffeligt Publikum, siden det finder sig i disse nyeste Danske. Det er til Fordel for Kassinotheatret at det danske Theater engagerer Danske; thi derved faar det Folk paa sin Side, som tilsidst finde, at Danskheden gaar for vidt, og derfor tager det hjemmegjorte, hvordan det saa er.

Om Korrespondentbrev til Drammens Tidende 1851–1859

I årene 1851–1859 sendte A. O. Vinje jevnlig korrespondentbrev til Drammens Tidende, den første dagsavisa utenfor hovedstaden. Her skrev han om smått og stort fra Christiania.

Bare et lite utvalg av korrespondentbrevene har vært utgitt i bokform tidligere. I denne tekstkritiske utgaven er alle korrespondentbrevene samlet, redigert av Nina Marie Evensen og Jon Haarberg, og utstyrt med fyldig innledning, tekstredegjørelse, tekstkritisk apparat og register.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook