Korrespondentbrev til Drammens Tidende 1851–1859

av Aasmund Olavsson Vinje

1854






Nr. 7/1854, søndag 08.01.

[Songerfesten på Skaugum]

Sangerfesten paa Skougom i Asker

Man holder ikke blot Sangerfester paa Horten og Hamar, hvor Foreninger fra By og Land komme sammen, men man begynder ogsaa nu at have Sangerfester og Sangermøder præstegjeldsvis. Saaledes maa det være skal Sangen blive saa almindelig som den engang var og bør blive, det vil sige, skal Alle, som har Stemme, synge paa sin ensomme Vandring hjemme i Huset og i festlige Lag. Det vilde været interessant at se — og det var ogsaa snart gjort — hvormange Sangforeninger her allerede nu ere komne istand paa Bygderne. Det er mange, flere idetmindste end man kan vente i saa kort en Tid. Det er ikke længe siden man begyndte med Sang og Sangforeninger i selve Byerne, kanske 10 Aar i det høieste, man sang nok før den Tid Verset: «Naar Harpen tier ved breden Bord, da høres ei Samfundets Glæder»; men man begreb det ligesom ikke. Det var forbeholdt denne nyeste Tid at vække Sandsen for Sang, ligesom at vække Sandsen for det Nationale. Disse to Ting høre sammen; de kunne ikke adskilles, saa langt fra hinanden de end synes. Naar Nationen finder sig igjen i det Ene, maa den finde sig igjen i det Andet, og derfor er Sangen bare et enkelt Fund af disse tabte Skatte, som Nationen leder op igjen efter at have kastet dem bort i Aarhundreder. Dette alene forklarer den virkelig folkelige Interesse, som Sangen mere og mere faar. Det er ikke blot det Naturlige for Mennesket i at synge, som gjør det; der ligger noget Dybere i det end det, som vedrører det enkelte Menneske, hans Glæde og Smerte. Der ligger noget Historisk i det, som vedrører vor hele Slægt. Man føler sig uden at vide af det som en følende Del af de henrullede Slægtfølger. At virke for Sangen er derfor ligesaa fortjenstligt som taknemmeligt, da man derved slaar an en velstemt Stræng.

Nu, det var da Sangerfesten paa Skougom. Askers Sangforening besøgte i Høst Liers Sangforening, som blev stiftet ivaar. De kom ridende over Heien i øsende Regn med sine Sanghæfter under Regnkapperne; de sang for Liungerne, som paaskjønnede dem og gjorde et lidet Lag, hvor man sang og talte om Sangen og den nyere Tid i Modsætning til Fortiden, da man ofte mødtes med fiendtligt Sindelag og, længere tilbage endog med Vaaben i Haand, trods Grandeskabet. Det var da ikke mere end Lige for Lige at Askingerne indbød Liungerne til en anden Gang. Denne anden Gang blev bestemt til Julehelgen, hvorved man da kunde lade det være som et Julebesøg med den virkelig nye Tilgift af Sang. Mødet blev talrigt; thi begge Sangforeningernes aktive og passive Medlemmer gaar op til omkring 80. Nu havde de Fleste sin Dame med, da der skulde dandses. Man havde valgt et godt Sted, thi Hovedbygningen paa Skougom er en Bygning saa rummelig og smuk, som den vel sjelden findes i Landdistrikterne. Den er gammel, omtrent 300 Aar, og med et gammelt Præg. Væggene, Stole og Bjælker ere saa oldnorske, som det skulde være op i en afsidesliggende Fjelddal, og dog er den med alt dette moderne og bekvem, virkelig smagfuld. Det var derfor ikke uden Grund at en Taler fremstillede Bygningen som et Mønster paa, hvorledes vi skulle være og udvikle os, at vi skulle være trofast nationale, og dog civiliserede, hvortil der under den videregaaende Udvikling blev gjort Antydning til Kubbestolene og Bjælkerne, og ligesom man her saa i Nærheden af Byerne noget godt gammelt Norskt i Stuen, saaledes fandtes der ogsaa nationale Træk i Skikke og Sprogvendinger, hvor udvisket Alt end syntes at være.

Der blev ikke talt saa Meget som der ved slige Anledninger pleier. Man drev det ikke til Kjedsomhed, men Dandsede. En Taler sammenlignede disse Sangmøder med Studentermøderne og mente, at Forskjellen alene stak i Massen istedetfor i Beskaffenheden. Man vilde lære hinanden at kjende, udvide sine Kundskaber, udslette Fordomme og fornøie sig. Man vilde lade Besøget ligesom antage en ædlere Tone og derved hæve det til noget i sin sidste Grund Poetisk. Der blev talt meget Humoristisk. En Skolelærer Olsen fra Asker var som Grundtvig efter Maaden paa Studentermødet. Det var en sand Fornøielse at høre denne Mand, idetmindste for en Stund, og de, som beskylde Skolemesterne for Stivhed og pedantisk Alvor, vilde ret slaaende være blevne gjendrevne af denne humoristiske Mand. Man kan ikke godt gjengive omtrentlig Indholdet af hvad han sagde; det var morsomt. Askers Sangere bød Liers Sangere velkomne i en Sang og Liers Sangere hilste med en Sang. Denne sidste var trykt, derfor meddeles den her. Den var forfattet af Student Vinje og lyder saaledes:

Mel. Held os, vi har et Fødeland.

Held os, vi funde Sangens Mø,
som borte, borte var saalænge,
mens Harpen hang med sprungne Strænge, —
hun lagde sig som hen at dø.
Vi favned hendes tause Minde,
det brændte Hugen mangen Gang.
Vi ledte — de, som lede finde —
vi fandt den svundne Sang.

Til Liv af lange Dvale frem
i Byen først man vakte hende;
til Landet vil hun nu sig vende,
til Landet, hendes Moderhjem.
Der kan hun i en Ven sig glæde,
som deler hendes Fryd og Harm;
thi der hun hører samme Kvæde
fra Fjeldets brede Barm.

Der finder hun sig selv igjen,
hver Gang hun hører Fossen drønne
og Furuskoven tungt at stønne,
naar Vinden drager gjennem den.
Forsonet der hun blidt kan mæle
om Morgendug og Aftenfred;
der kan hun lægge sig og knæle
paa Mindehougen ned.




Nr. 14/1854, tirsdag 17.01.

[Krimkrigen og den skandinaviske nøytraliteten; det norske teateret; nordisk einskap; festen til Fædrenes Minde]

Korrespondance

Christiania den 11te Januar*)

Man skulde efter vore store Aviser slutte, at her i Hovedstaden maatte være megen Spænding i Anledning af den saakaldte «Nøitralitets-Traktat» de skandinaviske Riger imellem. Men nogen Spænding er her visselig ikke; man snakker nok om Tingen, men det er fordetmeste blot for at spase med Morgenbladet, som kan gribe ud af Luften den Tanke, at vi skulle holde med Russen mod England. Vi ville jo være nøitrale, det vil sige holde med Ingen, og stiller engang Tingenes Tilstand sig saaledes, at vi ere nødte til at tage Parti, er det tidsnok at deklamere om, hvem vi bør holde med, og Valget kan da ikke være tvivlsomt, om vi bør holde med Civilisationen eller Barbariet, om vi bør begaa et Selvmord eller leve saa længe Gud vil opholde vore Dage. Men Regjeringen i Danmark og «Junkerpartiet» i Sverige holder med Rusland og dets Politik, mener Morgenbladet, og dette Medhold kan blive af ulykkebringende Følger for os. Denne Synsmaade er fortræffelig gjendreven i Chr.-Posten, som mener, at Fyrsterne og deres Sympathier ikke have det samme at betyde nu som før, da Fyrsterne stelte med sine Lande og Riger, som en Mand gjør med sine Gaarde, gifter dem bort o.s.v. Postens Mening var omtrentlig denne, tykkes mig; den var fornuftig.

Her er Folk nutildags, og disse frie Folk have en Mening, som ingen Magt ustraffet tør spotte. Disse frie Folk agte og ære sine Konger, naar de opfylde sit skjønne Kald, at opfatte den fornuftige Folkevillie og lede sine Børn frem til Lyksalighed, som man saa skjønt sagde i gamle Dage: Men blive Fyrsterne sig selv utro, det vil sige have de en anden Mening end sine oplyste og selvstændige Borgere, da synker DynastietDynastiet] retta frå: Dynnastiet sammen som en udbrændt Askehob. Det viser al Historie. Da Gustav den 4deGustav den 4de] Gustav IV Adolf, svensk konge ved sin Daarskab skilte Sverig ved store Landsdele og bragte Resten paa Undergangens Rand, faldt han uden at der blev udgydt en Blodsdraabe, han blev behandlet som en Umyndig, og da han paa sine Folk skreg «Gevaldt!» svarte en Grenader: «Kongen beder om Vand; han er syg».

Det er en Fornærmelse af Morgenbladet, at give den Tanke Rum, at vor gode KongeKonge] Oscar I, konge nogensinde skulde ville Andet, end hvad Nationen vil. Den russiske Indvirkning kan ikke rokke Ham; det er umuligt at tænke sig Muligheden af det. Han er altfor oplyst til ikke at kjende til og spørge efter Folkemeningen, og Han véd, hvad det har at betyde at trodse den; Han kjender sin Stilling som konstitutionel Konge, og Han kjender de Norskes og Svenskes Sindelag mod Russen; Han turde antage, at enhver Norsk og Svensk Officier, som blev befalet at stride med Rusland mod England vilde sønderbryde sin Kaarde, og heller blive skudt af en Standret, end staa under den russiske Fane. Kort, Han ved at her er en Folkevillie, og Han føler det som Sin kjæreste Pligt at repræsentere denne.

Det er uforsvarligt af Morgenbladet at fremkalde slige uhyggelige Tanker, og kunde man ikke undskylde det med Dumhed, vilde dets Gjerning være endnu mere uforsvarlig. Det er fast ubegribeligt, at man har taget Notits af det og skrevet saameget om dette Thema. Det kan næsten ikke forklares paa anden Maade, end at man var glad ved at finde en Leilighed til at skrive om slige statsvigtige Ting, som de engelske Aviser ere saa lykkelige at kunne tale om Dag ud og Dag ind. Det var noget rigtig Gjilt at tale om denne «høiere Politik» og veie Statens høieste Interesser i sin Haand; det var noget Storartet at føle sig som en liden Hage i det store Verdenshjul. Alt vel betænkt, kan man derfor ikke forundre sig over nogen Avisskriver og mindst over Morgenbladet, især naar man betænker, at det i disse fine politiske Betragtninger unegtelig har været aldeles fabelagtig dumt.

Det gaar nok vel med vor Nøitralitets-Traktat, og hvorledes det gaar, saa opfylder visselig en Avis sit Kald bedre ved at tale om praktiske nærliggende Ting end ved at skyde Skræmmeskud op mod Maanen. Tier man til det er Tid at tale, saa virker Talen og en Tale i rette Tid med Alvor, Værdighed og Begeistring vilde i dette Spørgsmaal virke som et Lyn, fordi Luften først da var svanger med Elektricitet.

Nu derimod staar Morgenbladet og experimenterer inde paa sit chemiske Laboratorium. Det kan være belærende nok som en Prøve paa kunstig Lynild og Torden, men man finder det i Grunden komisk. Det skulde undre mig, om ikke Morgenbladet med en Professor i Fysik siger, naar Experimentet ikke lykkes: «Dette ubehagelige fugtige Veir.» Veiret er forresten godt nu; her er klingende Føre og deiligt Maaneskin; men det gjør naturligvis intet til Sagen for en Klodrian af en Experimentør.

* * *

I min sidste Korrespondance under Jul var en slem Trykfeil; der stod mod Slutningen det norske Theater istedetfor det danske Theater. Feilen var saa grov at det Hele blev meningsløst; jeg lod det derfor være, da jeg antog, at Enhver matte skjønne det var en Trykfeil. Jeg er imidlertid gjort opmærksom paa, at Enkelte have antaget det anbragt med Forsæt, for ligesom at antyde, at vort danske Theater var mere norskt, end vort saakaldte norske. Dette var ikke Meningen; thi vel ansér jeg ikke vor saakaldte norske dramatiske Skole for synderlig norsk i egentlig og god Forstand, men naar galt skal være, saa er dog Skolen mere norsk end det danske Theater. Skuespillerne ere idetmindste norske saalænge, indtil de blive lidt mere oplærte af de danske ForstandereForstandere] retta frå: Farstandere. Enkelte have ogsaa taget mig ilde op, at jeg bragte i Forslag paa en Maade at det skulde hede Kassinotheatret, som Mange efter min Erfaring vilde kalde det og virkelig kaldte det i Begyndelsen. Jeg inhærerer mit Forslag og agter indtil videre at benævne det Kassinotheatret, naar jeg har den Ære at tale om det. Det stemmer saa godt overens med Bygningen, som heder Kassino, og saa slipper man at snakke om Norskheden, som man ikke bør tage forfængelig. Navnet gjør desuden lidet til Sagen for Andre end Skræddere f. Ex., som absolut ville kaldes Mestere, og for gamle Pebermøer, som man maa vogte sig for at kalde andet end Jomfruer eller Frøkener.

Gid Kassinotheatret maatte gaa frem og blive norskt. Det kan gjerne være norskt for det, om ikke jeg tror det; men Herregud, jeg faar da vel ogsaa Lov til at have en Mening, naar jeg farer beskeden med den, og det haaber jeg at have gjort med Hensyn til Kassinotheatret, som jeg isandhed holder af, fordi der maaske engang kan blive Noget af det.

* * *

*) Denne Korrespondance er ved en Forfatteren utilregnelig Feil bleven forsinket, saa den først igaar kom Redaktionen ihænde. Vi have imidlertid af forskjellige Grunde troet det rigtigst nu at meddele den i sin Helhed. Redakt. Anm.

* * *

Den 13de Januar.

Man holder paa at «eike» med Krigsspørgsmaalet og snakker om disse «Operationer tilsøs,» som paa Død og Liv skal betyde Operationer mod England og for Rusland. Det er som naar en Mand holder paa at fortælle den samme Skrøne til han ordentlig tror den. Man søger Bestyrkelse i ubestemte og intetsigende Udtryk i svenske og danske Aviser, og Enden bliver, at vi komme til at «operere» og atter operere, — faa en Krig med England paa Halsen. Har man spurgt Sligt?! Var her endda som i Udlandet, hvor man spekulerer i Papirer ved at gjøre Krig, saa var der da Mening i det; men nu er det bare Hang til at udmale sig det Rædselfulde, saaledes som alle «faakunnige» Folk gjøre eller blaserte Mennesker, som ville pirre sine slappede Nerver. Og saa skal det stakkels Danmark drages ind i med og faa Skylden, fordi man ligger og bygger i Luften! Det er nogle vakre Skandinavister! Nu kommer det an paa, om den «nordiske Fest,» som i Kvæld skal holdes, og som i sit Væsen maa være skandinavistisk, ogsaa er greben af Krigsrædselen og giver Danmark Skylden og følgelig ikke tør tale om Nordens Enhed. Det maa blive artigt at se Kampen i mange Skandinavisters Sjel mellem Kjærligheden til Danmark og Indbildningen, at det vil føre os en Krig paa Halsen, da det ikke er umuligt, at nogle kunne være bidte af denne gale Hund.

* * *

Man talte ikke om Krigen som forstyrrende Nordens Enhed; man talte netop om Nordens Enhed, som om Intet var skrevet i Aviserne. I denne «nordiske Fest» eller Festen til «Fædrenes Minde» holdt man sig til den historiske Tanke og lod alle Dagens smaalige Spørgsmaal ligge dybt under sine Fødder. Det var Videnskaben, Poesien, Ungdommen, som talte. Professor WelhavenWelhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar udhævede netop i sin fortræffelige Tale, at vi ikkeikke] retta frå: ike burde tabe Modet, fordi Tvivl reiste sig og den skandinaviske Tanke blev formørket af tilfældige Begivenheder, da det er en Tanke, som lever i Folket, i Broderskabet og kommer dukkende frem, naar man mindst skulde vente den, — kommer frem i Fyrsternes Raadslagninger og Planer, uden at de ligesom selv vide af den, — kommer frem i Tænkerens Forskninger og Digterens Inspirationer, naar den synes ganske glemt; den er den Plante, som vel voxer langsomt, men som derfor engang kommer saa meget herligere frem og skyder sine skjønne Blomster. Det var isandhed en trøstende Tale, netop fordi den var sand; den var ogsaa i rette Tid; man trængte til en Styrkning i sin Tro under Tidens Tvivl.

DaaDaa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar talte meget humoristisk om Rusland i Modsætning til England, og spurgte Forsamlingen, hvad der var lettest at læse Engelsk eller Russisk med sine syv Kasus og sin umulige Udtale. Man skreg naturligvis Engelsk! Han lærte os nogle russiske Ord, som vi havde i vort Sprog og deriblandt et, som betyder Pidske eller Pidskning. Det slog an; man lagde en god Mening i det.

Man talte ogsaa om Danmark og om Røddinge Høiskole (en Skole i det sydlige Slesvig, man har samlet Bøger til som Værn mod den indtrængende (?) Tydskhed) og man sendte Lister til Paategning af Bøger. Man talte naturligvis i det Lange og Brede som vanligt ved slige Leiligheder og udbragte Skaaler for Kongen og Storthinget. Norskheden turde man ligesom ikke snakke om, uagtet det dog maatte have været noget af det Første ved denne Fest; men man var vel ræd det for alt det, som er snakket om den og skrevet i Aviserne. Paa Slutten vovede dog En at omtale den og Sproget som noget af det mest karakteristiske ved den. Der blev Støi, forstaar sig, men dog mindre end man kunde ventet.

Det var i Grunden en fortræffelig Fest, langt mere livlig end de sidst foregaaende Aar. Der var ogsaa flere ældre Folk og Folk i «Stillinger» som Professorerne Welhaven, Monrad,Monrad] Marcus Jacob Monrad, filosof Lektor Friis.Friis] Johan Friis, klassisk filolog Bibliothekar A. MunchMunch] Andreas Munch, diktar var der ogsaa, og han havde forfattet Visen paa den ophøiede Melodi: «Vift stolt paa Codans Bølge.» Welhaven og Munch bleve baarne omkring i Salen.

Paa Væggene vare Emblemer og Navne paa Nordens berømteste Mænd. Buster af Holberg,Holberg] Ludvig Holberg Thorvaldsen,Thorvaldsen] Bertel Thorvaldsen, dansk bilethoggar Oehlenschlæger,Oehlenschlæger] Adam Oehlenschläger ØrstedØrsted] Hans Christian Ørsted, dansk fysikar og Rye.Rye] Olaf Rye, norsk-dansk offiser Den prægtig oplyste Sal var paa én Gang høitidelig og munter: det var Livet og Ungdommen, som færdedes i den.




Nr. 32/1854, tirsdag 06.02.

[Førebuing til krig; isfri hamn i februar]

Korrespondance

Christiania den 3die Februar*)

Nu under Forberedelserne kan Storthinget ligge og betænke sig paa de vigtige Ting, det har at gjøre. At det er vigtige Ting, skjønte man allerede af Avisernes Hilsningsord til det; men Aviserne vilde dog ikke ret ud med Sproget; man vilde vel, at det skulde være et Folkeæmne Mand imellem, hvor da enkelte noget Overspændte kunde gjøre Vigtigheden saa stor som mulig og fylde somme Storthingsmænd med Ængstelse for Ansvarsfuldheden i deres høie Kald. Vigtigheden angaar Krigen, som Enhver let kan skjønne. Vi skulle ogsaa faa Krig, tænker man, efterat man med den største Lethed har tænkt sig, at Krigen bliver almindelig i Europa; og naar det her bliver Krig, maa Storthinget bevilge, og selv om her ikke bliver Krig, saa maa Storthinget bevilge alligevel, for at man kan være færdig til Krig; thi siger man med en dybsindig Mine: «Det bedste Middel til at undgaa Krig, er at være færdig til Krig.» — Nu skal der da i et hemmeligt Møde, antager man, bevilges Midler til de 5000 Mand, som skulle sættes paa Krigsfod og fordeles 3000 til Stockholm, 1200 til Christianssand og 800 til Horten og Kaholmen; dette bliver Thingets første Gjerning. Dets anden maa blive at flytte Banken til Christiania for at ikke nogle Linieskibe skulle komme ind igjennem Trondhjemsfjorden og tage Sølvet.

Der turde forresten være mere sandt end ønskeligt var i disse Historier. Man vil med Sikkerhed vide, at 5000 Mand eller saa omtrent skulle sættes paa Krigsfod, og da maa vel Storthinget bevilge, dersom det ved de fremlagte Dokumenter finder sig «moralsk tvunget,» som man sagde i 1848. Der maa andre Grunde til end de, man kjender af Aviserne og Nøitralitets-Traktaten; man maa se, at Traktaten er sluttet efter alvorlig Opfordring af Magter, som vilde og havde Magt til at forlange rent Bord. Idetmindste er her Storthingsmænd som sige Nei i det Længste; andre derimod finde Bevillingen øieblikkelig i sin Orden og spørge bare ganske almindeligt «Tidsomstændighederne» tilraads, sigende som saa: «naar Valget er mellem at tabe Alt og Noget, kan Valget ikke være tvivlsomt.» De gaa nemlig ud fra, at Noget maa tabes. Det er dette, Mange ikke ville indrømme; men paa Sagens nuværende Standpunkt kan man ikke vel sige Noget om den Ting; flere Oplysninger maa til. At Storthinget skulde være nødt til at bevilge, fordi den svenske Rigsdag har gjort det, er Noget, som ikke rimer sig.

Hvad nu Bankens Flytning angaar, da turde vel de nuværende Omstændigheder blive benyttede som et Agitationsmiddel, og i det var vel intet Ondt; thi Banken bør vist flyttes til Christiania; de som nu ikke ville eller kunne erkjende dette, maatte det vel være tilladt at true, ligesom man skræmmer Børn med Nøkken eller Nissen.

Aviserne idag bragte ikke synderlig Nyt fra Tyrkerkrigen. Men, det maa da sige, Mange tror, det bliver en almindelig Krig. Det er ikke saa godt at tro Noget nu; kun det kan man tro, at England lader Rusland gjøre særdeles meget, før det griber ind med Fiendtligheder; det holder i det Længste paa med Demonstrationer, hvilket paa norsk omtrentlig vil sige, det syner sig bare. Man kan ogsaa tro, at Krigen ikke vil blive almindelig: de revolutionære Kræfter maa samle flere Kræfter, før de vaagne; de fik et saa grundigt Stød i 1848 og derudover, at en ny Generation maa til, før det rigtig bliver Noget af; det Eneste er, at enkelte Kræfter vaagne for hist og her at opponere; først naar de have opponeret en god Stund og tro sig, saa smelder det.

* * *

Fuldmagtsudvalget var meget frisindet; det agtede ikke paa den formentlige Uformelighed ved WorumsWorum] Johannes Tørrissen Worum, lærar og stortingsrepresentant Stemmeret, men indstillede ham til Antagelse. Man fandt en heldig Bestemmelse, som redde gamle Præjudikater. Formen maa for alle Ting bevares.

Valget paa Kongsberg er godt. Alle Valg ere gode.

Det er en Mærkelighed at Havnen paa denne Aarsens Tid er aaben, saa at Farten kan have sin Gang. Skibe komme og Dampskibet St. Halvard bugserer opover, naar Vinden ikke er god; det faar sig godt betalt. Saltet staar i høi Pris. Man venter Ladninger Dags daglig baade med Stykgods og andre Varer.

* * *

*) Indtraf først hertil den 5te Febr. Red. Anm.




Nr. 35/1854, fredag 10.02.

[Konstitueringa av det nye Stortinget; trontalen]

Korrespondance

Christiania den 8de Februar

Idag aabnes Storthinget og igaar red Herolderne om for at sige det. Idag oplæses altsaa Throntalen, som vi Alle snart faa Anledning at læse. Man er vel spændt for at høre, om Kongen berører Krigsspørgsmaalet og hvorledes. Igaar skulde man i Thinget raadslaa, om man paa Forhaand skulde besvare Throntalen eller bie, til man fik høre den; mod et forresten stort Mindretal, blev besluttet, at man skulde bie og høre. Det var saa rimeligt. Det er bare i Skervendsel man passer paa «ubeset.» Dette hører forresten inden lukte Døre, men det kommer altid ud, naar det er Ting, som taaler Dagen.

Nu er da Storthinget «konstitueret.» Det har gaaet Fuldmagterne gjennem, valgt Lagthinget og Udvalg (Komiteer siger man endnu). Lagthingsvalget har vakt Opmærksomhed. Til sidste Lagthing valgte man Oppositionsfolk uden Hensyn til Alder og Dygtighed i Paavente af Rigsret for H. HarringHarring] Harro Harring, dansk forfattar og Sexe.Sexe] Sjur Sexe, geolog Da derfor Sorenskriver RaschRasch] Georg Peter Rasch, sorenskrivar og stortingsrepresentant blev syg, sad Faa eller Ingen igjen, som synderlig var skikket for en prøvende og dømmende Forsamling. Der blev ingen Rigsret af, men Partimeningen var lige godment, at ville lade Partistemning faa Indflydelse paa en dømmende Magt. Dette er en Kjendsgjerning, som ikke maa glemmes, naar man vil gjøre sig en Mening om vore Partier. Nu har ogsaa Partiaanden, eller, hvad der er værre, rent personlige Hensyn, gjort sin Gjerning ved Valget til dette Lagthing. Der er nemlig komne tre Mænd ind i Lagthinget, som netop burde været i Odelsthinget, nemlig Amtmand Birch-Reichenvald,Birch-Reichenvald] Christian Birch-Reichenwald, amt- og stortingsmann DaaDaa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar og R. Olsen.Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar Man kan ikke have valgt disse Mænd til Lagthingsmedlemmer af nogen fornuftig Tanke, men af grumsede Bevæggrunde. Birch-Reichenvald skulde vel have Smæk for sit Mellemværende med Oppositionen i 1848 og Daa skulde vel blive skildt fra StabellStabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar paa en nem Maade.

Det er mærkelig, at Stabell, der pleier at være en klog Mand, drev Tingen til den Yderlighed, at medvirke til dette Daas Valg; — og lige saa mærkeligt var det, at Stabells Venner ikke skjønte bedre paa sin Vens Vel og egen Agtelse end at virke for et Resultat, som ikke kan gjøre noget godt Indtryk. Man er vel berettiget til at sige, at der blev virket for Valget, uagtet nogen egentlig juridisk Vished turde være vanskelig at faa. Man burde havt den Tillid til Stabell og Daa, at de af Respekt for Thinget og Nationen, havde hængt sit Mellemværende igjen med Hatten ud paa Knaggen; idetmindste turde man ikke have forudsat Andet, men ladet det komme an paa en Prøve og da grebet til Midler, som havde været virksomme nok. Nu derimod har man for denne Sags Skyld brudt et Princip og stillet personlige Hensyn over Thingets Vel.

Dette maa ikke glemmes, for at man kan lære sine Folk at kjende. Man behøver ikke at holde hverken med Daa eller Stabell for at sige dette, ja man kan gjerne holde med dem Begge for den Skyld.

At Rolf Olsen kom i Lagthinget, var om muligt endnu mere paafaldende. En ung Mand uden Erfaring i Thingets Former, men med en forventet Arbeidsdygtighed kom i Lagthinget! — Det er vel stridt! — Det ser ud, som om Lagthinget skulde være en Tugtelsesanstalt, hvorhen man kan putte Enhver, som man selvraadig ikke liker. Lagthinget skulde jo, saavidt Grundloven tillader, være et Overhus, hvor Erfaring, juridisk Kløgt og ubestridelig Selvstændighed hørte hjemme. Dette Begreb formørker man alt, hvad man kan, og saa bør det ikke være! De tre nævnte Herrer ere dygtige Folk, men det maa gjentages: i Lagthinget komme deres Kræfter ikke til den rette Anvendelse. Ved dette Mistag glemte man ogsaa at sætte ind i Lagthinget Assessor MotzfeldtMotzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant eller Byfoged Meldahl,Meldahl] Hans Gerhard Meldahl, justitiarius og stortingsrepresentant hvis juridiske Lærdom er ubestridelig og som mindre tiltrænges i Odelsthinget eller kanske ere mindre skikkede for den Virksomhed.

MøinichenMøinichen] Erik Røring Møinichen, politikar kom med en god Tanke under forrige Thing, den nemlig at Lagthinget burde forberedes ved en Komité. Alene paa den Maade og ved at lytte nogenlunde til Vedkommendes Ønske kan man faa Lagthinget rigtig besat og afskjære Partiskhed og Personlighed fra en Sag, hvor den allermindst hører hjemme. Dette vil engang ske, og dersom Erfaringerne fra dette og forrige Thing kunde hurtig lede dertil, vilde de ikke være spildte.

Lagthinget vil forresten nu, kan man vente, komme paa en bedre Fod og ikke længere være Stedbarn for Referater og Aviser. Det turde ogsaa komme saavidt, at det valgte sine egne Udvalg til at gjennemgaa først Odelsthingets Beslutninger, hvilket maatte bringe ligesaa megen Orden som Klarhed i Forretningerne, og belyse den Tanke, at Lagthinget har noget at betyde. Besynderlig nok, at man ikke holder mere ud ifra hinanden Odelsthing og Lagthing. Vel sætter man ikke Lagthingsmedlemmer i Protokol- og Decisions-Udvalget; men der er dog liden Sammenhæng i at Lagthingsmedlemmerne sidde i forberedende Udvalg til Odelsthinget. Storthing, Odelsthing og Lagthing burde formentlig have sine særskilte Udvalg; fordelte man Kræfterne rigtigt, skulde man ikke frygte for at splitte dem, og der vilde være Overensstemmelse mellem Thingene og deres Forberedelser.

* * *

Aabningstalen var som alle slige Taler fredelig: man haabede det bedste. Men skulde det knibe, haabede man ogsaa, at den gamle norske Tapperhed ikke vilde fornegte sig. Dette kan man trygt haabe, dersom Tapperheden faar bruge sig paa den rette Kant, hvis ikke vender den sig med en uventet. Bevilling maatte forresten til.




Nr. 48/1854, lørdag 25.02.

[Krigsspørsmålet]

Korrespondance

Christiania den 21de Februar

Krigsspørgsmaalet begynder at blive nærgaaende. Igaar Morges Kl. 9 var Møde for lukkede Døre i Storthinget; Storthingsmændene bleve budstikkede iforgaars; man antager, at Mødet gjælder Bevilling, hvilket er saameget mere troligt som den sidste svenske Post bragte en kongelig Proposition desangaaende. Det er virkeligt uhyggeligt nær dette Krigsspørgsmaal nu, og uagtet man endnu tør haabe, at der i Virkeligheden Intet bliver af, saa ængstes dog mange Gemytter, og Bevillingen til at sætte en Arméafdeling paa Krigsfod vil tage bort Penge fra vor indre Udvikling, som nu saa herligt har gaaet for sig: Mange Veiarbeider f. Ex. maa standses og det som skulde være til en Hovedagerbrugsskole og til en polyteknisk Skole, det gaar til ufrugtbare Rustninger. Vi maa imidlertid være glade saalænge intet Værre rammer os; thi Verden ligger endnu saameget i Barbariet, at man ingen Sikkerhed har. Kan man vel tænke sig noget mere Barbarisk end at en eneste Mand skal kunne sætte hele Verden i Bevægelse? Under en saadan Tingenes Tilstand kan man vente al mulig Daarskab og Elendighed. De sidste Efterretninger syntes dog at tyde paa en anden Vending; men det er ligesom Spørgsmaalet først nu kom til os. Da Kureren var kommen, samlede StatholderenStatholderen] Severin Løvenskiold, statthaldar til sig nogle Storthingsmænd, og Regjeringen skal være i betydelig Virksomhed. Man taler om at rekrutere de laveste Officiergrader med de bedste af Underofficiererne, med Disciple i Krigsskolens øverste Klasse og med Studenter. Dette klinger noget underligt, men det gaar noksaa «stavløst.» Vi vide jo forresten fra 1848, at vi ikke ere godt forsynede med krigsdygtige Officierer, og skulde her virkelig blive Alvor i Legen, saa blev man nok nødt til at rekrutere Officierklassen ogsaa.




Nr. 87/1854, onsdag 12.04.

[Friskytten og avisfreden]

Korrespondance

Christiania den 10de April

Et nyt Blad skal nu udkomme af B. PoulsenPoulsen] Bastian Paulsen, redaktør, og det skal hede Friskytten. Det har sin Nytte et saadant Blad; thi Alt maa komme til Orde ogsaa inden Pressen. Aviserne kunde gjerne skjænke Friskytten lidt Opmærksomhed; thi Friskytten vil ikke gaa dem i Næringen: det er en egen Mark den kommer til at spade og hakke paa, dersom B. Poulsen ikke «skifter Farve,» som jo i Politiken er det Værste, man kan sige om et Menneske. Vi trænger næsten nu til et Blad, som kan antre: Aviserne ere saa fredelige og venskabelige indbyrdes, at man føler, de ikke leve overensstemmende med Naturen, som jo for en Avis er at give ondt ifra sig, navnlig er Chr.posten og Morgenbladet saa fredelige med hinanden, at man næsten fristes til at antage Et af To: Enten have de byttet politiske Roller eller ogsaa have de faaet fornuftige Redaktører saalænge. Det er dog et Spørgsmaal om Publikum finder sig i Længden med denne Fredelighed, Spørgsmaal, om Publikum kan fornegte sit Hang til Komedien og Farcen. De andre Aviser herinde ere ogsaa fredelige; af Arbeiderbladene ryter nu lidt Ondt imellem, men det har dog Intet paa sig. Friskytten tør der antages at ville afhjælpe et Savn for Øieblikket, dersom han bare kan komme saavidt, at han kan kjøbe sig Rifle og Kniv.

Aviserne have dog saa lempeligt talt om Pressens Ret eller Uret til at aabenbare, hvad Storthinget vilde holde hemmeligt. Det synes nu være ganske klart, at Pressen ikke har Lov til at gaa Storthinget ind i Næringen. Naar derfor Storthinget beslutter Noget, faar man lyde det. Pressen kan vel ialmindelighed rose og dadle, men ind i Storthingets Forretninger kan den vist ikke gaa. Pressen bør nu ogsaa være en Smule beskeden og ikke tro sig saa forfærdelig klog. 107 Storthingsmænd maa vel antages at vide ligesaa godt hvad der er rigtigt som nogle stakkels Avisskrivere.




Nr. 90/1854, onsdag 19.04.

[Inga tid for Bibel og norgeshistorie]

Korrespondance

Christiania den 14de April

Det er visselig uheldigt, at man i disse Dage udgiver saamange Verker. Det er uheldigt fordi denne Tid mere end de fleste andre Tider er en Overgangstid, og man kan have hvilken Mening man vil om vor Sprogbevægelse, saa er dog det vist, at Sprog og Fremstillingsmaade Dagsdaglig undergaar en større Forandring end man bliver vaer samstøndes, og bliver ikke Sproget nyt, bliver det dog temmelig ukjendeligt om nogle Aar, lik’som det allerede nu er et ganske andet end for 20 Aar siden selv hos dem, som mest fortvivlet sparke mod enhver Forandring. Paa en saadan Tid er det uheldigt at oversætte Bibelen; thi vi og sikkerlig ogsaa Kirken kunde godt have berget os med de ældre Oversættelser endnu en Stund, indtil vi kunde have faaet en af den yngre Slægt, som mere folkeligt vilde have kunnet gjengive dens rørende og ophøiede Simpelhed. Den dogmatisk mere rigtige Gjengivelse kan vel have sin Betydning for theologiske Systematikere og for Mennesker, der læse Bibelen som Juristerne Kriminalret, men for Almuesmanden og overhovedet religiøse Gemytter gjør en mere streng dogmatisk Oversættelse intet til Sagen; kan den være med, er det vel nok, men det Væsentlige bliver at faa Bibelen i sit Barnesprogs gribende Styrke, som en fortrolig Omgang med Folkesproget og Sagastilen alene mægter at gjengive, forsaavidt det nu kan gjengives; thi det kan ikke negtes, at den gamle Fortællemaade med den storartede Natursandhed og de malende Billeder er en Kunst som synes uddød. Det er lik’som Tankerne blive mergstolne des flere de blive, og lik’som Sproget tabte sin Malm jo mere det blev udhamret. Selv de største Genier kan ikke gjengive disse ubegribelig skjønne Digtninger; de gjengive dem en Stund, men saa falde de ud af «Duren», uden at kunne opløse Dissonnantserne; og naar nu middelmaadige Mennesker ville skride i denne gamle Aand, faar man først Usands saa det munar. Sproget som lappet sammen fra alle Verdens Kanter og fjernet fra sit naturlige Udspring maa visselig gjøre meget til denne sørgelige Følelse, man fornemmer ved at læse vore Nutidens Forfattere, naar de ville være gamle, og naar de befatte sig med det Gamle. Man skulde derfor lade det Gamle være saavidt som muligt, til man fik se, om den glædelige Retning efter at finde os selv igjen i Sprog som i sand Folkelighed ikke kunde lade os røre ved det Gamle uden at blive bespottelige. Bibelen er netop en Folkebog i Ordets bedste Forstand, og det er derfor uberegneligt, hvilken Indflydelse den har paa Nationen med sit ufolkelige kunstige Sprog. Alle Bestræbelser i folkelig og sproglig Retning nytter lidet, naar vore vigtigste Bøger, de religiøse nemlig, føre Slægten bort fra Modersmaalet og med det samme fra Grundlaget for al sand Dannelse. Den hele Geistlighed og Skolelærerstand, som har saameget at sige, virker derved tilintetgjørende paa Nationens aandelige Liv.

De religiøse Skrifter staa først; dernæst de historiske. MunchsMunchs] Peter Andreas Munch, historikar «det norske Folks Historie» gjør ikke saameget; thi den hverken vilhverken vil] retta frå: hverken kan læses, vil eller kan læses af Folket i udstrakt Forstand; de som læse den kan enten ikke blive værre end de ere, eller ogsaa taale de Paavirkningen, der for dem heller ikke kan blive værre end den er. Munchs Historie vil have sin store Betydning for Forskerne og Liebhabere, der ogsaa kan læse tydske Verker. Og Munch som en enkelt Mand kan ikke bie; han faar skrive mens han lever, og vi bør være ham taknemmlige, selv om han ved sin Autoritet og Frugtbarhed mere end nogen Anden næsten ødelægger Modersmaalet. Men Selskabet for Folkeoplysningen — det kalder sig virkelig Selskabet for Folkeoplysningen — det skulde man dog haabe begreb, hvad Folkeoplysning var, og hvorledes den burde tages. Det er formodentlig ubeskedent af mig at gjøre Indvendinger mod det, og især da jeg ikke er Medlem som saa mange Andre af det. Er jeg ubeskeden, hjælper det vel intet, om jeg beder om Forladelse; thi det er bedst jeg skriver som jeg mener, at det neppe griber Tingen rigtig an, og navnlig er vel de Fleste enige om, at det er paa Vildspor, naar det lader til at ville faa en folkelig Historie istand; dertil er Tidens Fylde ikke kommen; det kan man vist trygt sige. Hvem skulde skrive en saadan Historie nu? Den eneste Mand, som maaske var Opgaven voxen, maatte da være I. Aasen;Aasen] Ivar Aasen men han har andre mere uopsættelige Ting for sig. Her kan vistnok være skjulte Kræfter i Nationen, men dem kan man ikke regne paa, før man kjender dem. Naar Sproget faar sætte sig, er det Tid at tale om slige Verker, vil man ikke modvirke aldeles paatageligt, hvad man dog giver sig Mine af at virke for. Lad Selskabet oplyse «Folket» saa godt det kan; her er nok ikke noget bedre for Tiden — bedre vrang Stad end ingen —; men udgiver Selskabet en Folkehistorie nufortiden, saa vil det gjøre en stor Skade, dersom da Udgivelsen ikke viser sig umulig, naar man tænker sig om.

Det Hele kunde gaa, dersom man ikke gav sig en norsk Mine. I Bibeloversættelsen har man saaledes seet at man i sin Danskhed ikke turde optage Ord som femti, sexti o.s.v, og endda vil man tale om en selvstændig norsk Oversættelse! Man river sig løs fra Danmark paa en unødig Maade: man bliver alt andet end norsk alligevel. Da var SagenSagen] Lyder Sagen, overlærar og forfattar i Bergen en hel Mand: han kaldte sine Bøger danske.




Nr. 116/1854, lørdag 20.05.

[17. mai 1854]

Korrespondance

Christiania den 18de Mai

Gaarsdagen høitideligholdtes meget smukt, uagtet Ingen maa sige, at det var nogen Folkefest. Der saaes ikke saa store Menneskemasser, som sædvanligt, at drage gjennem Gaderne, hvorimod Publikum ganske skjønsomt drev ad Klingenberg til for at se paa Løver og krybende Dyr. Her er virkelig komne Løver til Norge; jeg mener ikke de sædvanlige Løver i Christiania, men virkelige Løver.

I Logen skulde Storthingsmændene have levet nok saa hyggeligt med Sang og Taler; siden ud paa Aftenen kom en Del til Haandverkernes Gilde, hvor man holdt paa til Klokken var over 2. Der taltes vel og længe, og følgende Sang af Student A. O.A. O.] retta frå: O. A. Vinje blev afsungen:

Nu firti Aar er rundne
for os som Frihedsaar,
og lykkelige svundne,
kun Daaden atterstaar.
Med freidigt Haab vi vandre
paa Fremtids dunkle Vei,
og trøste saa hverandre:
Det Gode trættes ei.

Vor gode Aand os førte
fra mange blinde Skjær:
Ulykker, som vi hørte,
drog af og kom ei nær.
Her nordeligst paa Verden
i Nordlysglands vi stod,
og saa den vild i Færden, —
og væltet i sit Blod.

Med Kraft og Mod den fatter
paa ny hver evig Gang:
Nu krummer den sig atter
som Bjørnen til et Sprang.
Den aldrig kan gaa under:
— dens Aande kom fra Gud —
af sine slagne Bunder
den suger Næring ud.

Og disse Kampens Kvider,
som kuer modig Hær? —
Det Verdens Fødselsrider
til Frihedsbarnet er.
Forløst den Smerten glemmer
og kvæder Seiersang, —
ved Hjertet Barnet gjemmer,
og kjæler det paa Fang.

Men Østens Tusse ikke
var nogen Børneven:
han Barnet bort vil stikke
og lægge sit igjen.
Skal Bytting vi ei kysse
og græde hen vort Liv,
vi Tussen bort maa hysse
med Salmebog og Kniv.




Nr. 117/1854, søndag 21.05.

[Frå Stortinget]

Korrespondance

Christiania den 20de Mai

Thinget har nu igjen om Dagen bevilget mange smukke Summer. Det maa dog være noget i det Ord, jeg har hørt af enkelte Thingmænd: «Dette Thing bevilger, hvad det skal være.» Noget er vistnok i dette Ord, men det er aldeles ikke sandt; thi man bevilgede f. Ex. Intet til Theaterne og heller ikke noget til en Kaserne; men dette er nok ogsaa de fleste Poster af nogen Betydning, som ikke ere gangne igjennem. Forstaar sig, det er nyttige Ting, man har bevilget til, og derved er det igrunden ingle Bevillinger, men blot Laan eller liksom; og Fyrvæsenet, som man har anvist saa hæderlig meget til er blot en Tilbagebetaling fra gamle Tider; man paaviser endnu nogle hundrede Tusinder Spd. som Statskassen har fjelget sig af Fyrvæsenet. Men desuagtet er det smukt, at den betaler tilbage, og ser hvor vigtig en Ting Fyrvæsenet er; selv de fleste Bønder vare samstemte i at bevilge. Under Behandlingen af Fyrvæsenet led Sagfører SverdrupSverdrup] Johan Sverdrup, politikar et Nederlag, forsaavidt han blev greben i, at han ikke kjendte til, hvad han talte om. Det er vistnok undskyldende for en Thingmand, der har saa uoverkommeligt meget at gjennemlæse, om han ikke sætter sig ind i alle Sager, men saa skal han da heller ikke tale om dem. Det var dette, som ødelagde Lerche,Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar uagtet man nok overdrev denne hans Feil. En Storthingsmand maa være som en Bismer saa plent; kommer man efter, at Bismeren er for «let» eller for «strid,» saa stoler man ikke paa Vegten, og man har i denne Henseende ondt for at sige: En Gang er ingen Gang. Man siger heller: En Gang er alle Gange. Det var især K. MotzfeldtMotzfeldt] Ketil Motzfeldt, ekspedisjonssjef og stortingsrepresentant som greb Sverdrup i Uefterretteligheden. Han har et Slags Støvertalent, han.

Da man bevilgede Reisestipendier for Haandverkere, kom StabellStabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar ilde ud i det, idet han vilde, om jeg ikke mindes feil, nedsætte Summen (2000 Spd.) med det Halve. Der fik hans Modstandere noget at hænge Hatten paa, og der udviklede sig en ganske kvik Strid. Det var næsten mærkeligt at høre Assessor MotzfeldtMotzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant som en aldrende Embedsmand tale for Stipendier til Haandverkere og mene, at det laa liksaa meget Lag paa for Staten at understøtte dem som Videnskabsmænd. Under saadanne Ideer var ikke Motzfeldt opvoxen, og selv under forrige Thing vovede en Embedsmand af den gamle Skole (HolmboHolmbo] Hans Holmboe, rektor og stortingsrepresentant) at bestride Sammenligningen mellem Videnskabsmænds og Haandverkeres Ret til at faa Reiseunderstøttelse af Staten. Nu mente derimod Daa,Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar at Haandverkere havde en større Ret; thi Videnskaben er for hele Verden og vil nok understøttes, om ikke vi gjøre det — han nævnte Syrisk, Arabisk og Mathematik — derimod maatte vi selv være betænkte paa at understøtte vore Haandverkere. Sverdrup kaldte Haandverksstanden vor femte Næringsvei.

Igaar var der ogsaa livligt i Odelsthinget over Lagthingets Anmærkninger til denne ulykkelige Sjøfartslov. Det var om Vragningen af Skibskosten og Skipperens Ret til at skjelde lidt. Man begynder at blive en Smule spids i Thinget nu; man bliver kjends og lei af Adskilligt. — Statsraad BlochBloch] Hans Glad Bloch, generalløytnant og statsråd har faaet sin Arméplan enstemmig henlagt. Denne Arméplan kan gjerne betragtes som hans Program; dette bliver enstemmig henlagt, og Ministeren sitter like støt i Sadelen! Her er idetmindste ingen parlamentarisk Regjeringsform, hvad her saa er. Det hjalp visselig Intet, om saa Statsraaderne kom i Thinget; enten de havde Thinget for eller mod sig, vilde de, som nu, gjøre det samme; det er Størrelser, som ikke hænge af hinanden, og den, som tror, at de nogensinde ville hænge af hinanden hertillands, er bedre forsynet med Tro end Eftertanke.

Det er underligt, at vor 17de Mai blot skal være noget folkeligt, og ikke tillige regjerligtregjerligt] retta frå: regjereligt. «Monarkiets Kanoner,» der drøne ved alle Hoffets Fødselsdage, maa smukt tie stille paa Konstitutionens Fødselsdag. Naar man begynder at tænke over dette, tager det paa som noget Spirituelt. Man kunde i Rusen let komme til at tale og synge mere end Nogen havde godt af. Man bier dog og drager ihop, men saa kommer det nok en Dag. Det er nordisk, det. Hverken Militær eller Baller hos StatholderenStatholderen] Severin Løvenskiold, statthaldar den 17de Mai. Den er noget, Folket kan have for sig selv. Det bliver nok ogsaa det Sande, det. Det er godt at Embedsmænd faa Lov til at være med paa denne Dag som private Folk naturligvis. Det er godt, at Studenter i Samfundet ikke sætte sig op imod Dagen, og derpaa blive budne til Statholderen, hvor da Dørene springe op for disse «unge haabefulde Mennesker» med hvide Silkeknæbuxer og Hat under Arm.




Nr. 119/1854, onsdag 24.05.

[Premierar på teatera]

Korrespondance

Christiania den 23de Mai

Tvende nye Stykker ere nu nys nylig opførte her inde, et paa det danske Theater, et paa Skolens, og det ene var da naturligvis dansk og det andre liksaa naturlig norskt. Begge vare af drevne Forfattere, det danske af HostrupHostrup] Jens Christian Hostrup, dansk prest og forfattar og det norske af Gud véd hvem, men det stod i Aviserne, at det var af en øvet Haand, og saa maa man tro det. Vi kunde følgelig gjøre en Sammenligning mellem vore skandinaviske Brødre af Digtere, Skuespillere og SpillerinderSpillerinder] retta frå: Spillerinden.

Stykkerne, «Drøm og Daad», det danske, og «En Morgen i Eidsvold»En Morgen i Eidsvold] Stykket het «En Morgen ved Eidsvold», det norske, lade sig godt sammenligne; de ere begge skrækkelig romantiske, det ene farer med Madonne, det andre med Huldren og Nissen; begge trække de uhørte Vexler paa den sunde Fornuft, der maa finde sig i sit Lag i at tages fangen under Troens Lydighed. Man maa bære sig ad som Haren, der skjuler Hovedet i Busken; naar det er skjult, ser man idetmindste ikke Verden, og er forsaavidt frelst; man ser hverken Scenen eller sit Medpublikum, som man føler Medlidenhed med og Undseelse for. At have Huldren og Nissen saadan ind paa Næsen af sig, gaar ikke an; man kunde enda til Nød se dem — blot som snarest og i flygtigt Forbigaaende — men høre dem tale og væve! det er tyrannisk. Madonna saa man derimod ikke, undtagen en Fyrstedatter, som Fiskeren trodde var Madonna, men det trodde ikke Publikum. Der er store Ord i begge Stykker, høie Talemaader, der ser ud som Poesi og tages af de Fleste ganske rigtig for det. De ere som et udstoppet Menneske med forloret Haar, Tænder og Barter, sminket naturligvis, med flagrende Kappe og Fjær i Hatten. I «Drøm og Daad» er ShakespeareShakespeare] William Shakespeare, engelsk diktar heldig efterlignet, sige vore Kritikere! Fortræffeligt.

Begge Stykker have endvidere det fælleds, at de vække Erindringer om Ting, man før har læst eller seet paa Scenen. At et Stykke vækker Erindringer om Ting, man har seet i Livet eller selv oplevet, er behageligt og viser, at Stykket er sandt. Forfatterne ere Mænd, som maa have fulgt Tiden, og i Theatret ser man tydelig de have gaaet. Selv de sidste Arbeider af Leon Gozlan,Gozlan] Léon Gozlan, fransk forfattar «Prindsen af Wales Eventyr,» maa Forfatteren til «Drøm og Daad» have læst. Det vilde forresten ikke være paa sit rette Sted her at eftervise, hvad Forfatterne havde seet og læst.

I begge Stykker vare smukke Dekorationer, og i «Drøm og Daad» hørte man et Kanonskud. Det rev, det.

Stykkerne bleve godt spilte, og Smaagutter førte igjen an med at fremkalde Spillende; Nogle fulgte vist Smaagutten med et oprigtigt Hjerte og i ægte Begeistring, men Mange gjorde det ogsaa for at se Kommers (Løgi). BucherBucher] Ole Johan Bucher, skodespelar spilte iøvrigt meget godt, endog fortræffeligt, den fordrukne svenske Gesel, og det var aldeles ikke af Veien saa en Gang at fremkalde ham, om ikke for Andet saa dog for at faa Theatersnit paa Skolen.

Men ned i det danske Theater der driver man Fremkaldelser til Upligt. JørgensenJørgensen] Christian Jørgensen, dansk skodespelar og WieheWiehe] Anton Wilhelm Wiehe, dansk skodespelar og Mad. SchrumpfSchrumpf] Augusta Schrumpf, dansk-norsk skodespelar fremkaldes altjevnt. De spille godt, disse Mennesker; men de tale saa utaaleligt; jeg har ikke hørt dem danske værre end i «Drøm og Daad.» Mad. Schrumpf, som forresten er den værste af dem Alle, spilte iøvrigt ikke den Aften jeg saa Stykket, men jeg mindes hende fra andre.

Denne Ødeleggelse af Sprog og alle hjemlige Lyd har man Øre til at høre med endnu! Man gaar endog saavidt, at man i Studentersamfundet lytter til Jørgensen og Wiehe deklamerende. I Aaret 1854 hørte de norske Studenter med Nydelse i sit eget Samfund paa disse danske Mennesker. Det er Noget, som fortjener at mindes, og det er et godt kjølende Pulver for de Norske, der maa bringes til at stikke Fingren i Jorden og komme efter, hvor de ere.

«En Morgen i Eidsvold» vilde gjøre Nar af Norskheden! Det var en forvoven Gjerning af en Mand som ham; men det er netop Slige, som kan falde paa at gjøre det. Det var nu den falske Norskhed, han vilde tillivs, men han forstod ikke at gjøre nogen Skilnad. Det var underligt nok af Theaterskolen ogsaa at slutte Halvaaret saadan med en Satire paa sig selv; Det var idetmindste frisindet.

Forfatteren tillod sig den Bespottelse at nevne Asbjørnsen.Asbjørnsen] Peter Chr. Asbjørnsen

Han vilde ogsaa gjøre Nar af Kritiken! Det er godt, bare man kan gjøre det godt.




Nr. 121/1854, lørdag 27.05.

[Tollsaker i Stortinget]

Korrespondance

Christiania den 24de Mai

Igaar fattede Storthinget en Beslutning, som ikke vil gjøre noget godt Indtryk, den var, at man lagde Lastpenge ogsaa paa Skibe, som reise til Amerika med Folk. Man erlagde disse Penge indtil 1845, da et Toldkammer fandt, at et Menneske ikke kunde henføres under Begrebet Vare, og derfor ikke krævede Noget af Kommercelæsten, naar den var lastet med Folk. Nu vilde man sætte det Gamle i Brug, overladende saa til Enhver at laste de udgaaende Skibe efter Behag. Fra denne Side er Afgiften nok saa uskyldig, men der var Folk, som opfattede det som en Afgift, en Skat paa Udvandrende, og denne Tanke vil sikkert gjøre sig gjældende som et Ophidsningsmiddel. Der kan drives meget Løgi med denne Told paa Udførsel af Mennesker; den kan betragtes som en Opmuntring til at fremme den indenlandske Produktion, eller mere statsøkonomisk som en bedre hjemlig Benyttelse af dem. Almuesmanden, der helst udvandrer, vil sige: der ser man, hvor nødig Staten vil miste os, hvor nyttige vi ere den, og hvilken Fordel de høiere Samfundslag har af os. Det er en Told, som er ubetalelig for et Oppositionsblad, og tankeløst var det tilvisse af Storthinget at paalægge den, den munar saa Intet for Staten alligevel, medens man derimod maatte være hugheil paa, at den vilde forbitre. Storthinget kan ikke ville forhindre Udvandringen, naar det tænker sig om, men lade den have frit Løb, vel vidende, at Forbud saa alligevel ikke nytter. Udvandringen skader ikke, og selv om den skader, maa man dog vel sætte Menneskets Lykke over Statens Vel, og ikke som i gamle Dage lade den enkelte Mand være til og ofre sig for Staten. Hver Mand maa søge sin Lykke der, hvor han tror at finde den, det er menneskeligt og frisindet. Bliver Norge folketomt, saa sker det naar Alt har sin naturlige Gang, fordi Folket tror at finde et bedre Hjem og da er det Uforstand at angre paa Byttelaget.

Idag har man i fem Timer talt om Tolden paa Bomuld. Det var en Lyst at høre alle statsøkonomiske Kundskaber, og det var netop Tid at bruge dem i et Spørgsmaal, der paa forskjellig Maade giver den hele Verden saameget at tænke paa. England er bekymret, hvorfra det skal hente Bomuld til sine umaadelige Fabrikker, naar Amerika, som det ivrigt arbeider paa, selv faar Fabrikker nok til sin Bomuld, der forsyner næsten den hele øvrige Verden. Den nuværende Krig antager tænksomme Folk har Bomuld paa Bunden af sig, og Ægypten vil i Englændernes Besiddelse blive en stor Bomuldsmark. Hvorledes nu dette end er, saa er det dog vist, at Bomuld giver Verdens Statsmænd ligesaameget at tænke paa som den giver Befolkningerne Klæder. Fem Timer i det norske Storthing var derfor ikke Meget for Bomulden, men det bliver vel fem og fem til før man er færdig med Alt af Bomuld. Det var selve Ulden og Garnet, som idag var fore. Tolden paa Uld blev sat til en halv Skilling Pundet, om jeg hørte rigtigt, og paa Garn til fire og en halv.

Det var altsaa Nedsættelse efter Toldkomiteens Indstilling, som paaviste, hvormeget Staten gjennem Beskyttelse til Skade for Kjøberne havde givet Fabrikanterne. Mange Penge. Sverdrup,Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar der mærkeligt nok talte om Frihandel, stred imod Nedsættelsen med statsøkonomisk Belæring og Papirer fra Vævkoner. LangeLange] Otto Vincent Lange, tollkasserar og stortingsrepresentant havde ogsaa sine Papirer og der blev en Strid om Papirer. Lange, der saa ofte formaner Thinget, haabede, at ikke Væv- og Spindekonerne havde havt nogen utilbørlig Indflydelse paa Repræsentanterne her som i Sverige. Sverdrup tilbageviste Mistanken og kaldte Lange en Skolemester, — skal nu ogsaa det være en Feil? Det maa være fordi man tror, at Thinget ikke længer trænger til at gaa i Skole.

Det synes være naturligt at Indførselen paa Bomuld blev fri, saa vilde Norge med sine Fossefald kunne drive Spinde- og Væveri billigere end mange andre Lande; det vilde forsaavidt være en naturlig Bedrift og som en søhandlende Stat vil det ogsaa passe. En Nedsættelse paa Spinding og Væving maatte fremkalde Kappestrid, som Forbrugeren havde godt af. Det er ellers vanskelige Ting at tale om, og det vilde ikke have været ilde, om Mange i Thinget ogsaa havde talt mindre.




Nr. 122/1854, søndag 28.05.

[Frå Klingenberg]

Korrespondance

Christiania den 27de Mai

Det er virkelig høist agtværdigt, hvad man gjør for det ærede Publikum ude paa Klingenberg. Man har alt Løver, Aber, Papegøier og drivende hvide Mennesker, som ere saa lyse, at de ikke taale Solen, og dersom nu heller ikke Solen taaler dem, er AabryskabAabryskab] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Aabryskolen idetmindste gjensidig mellem disse Væsener. Til alt dette siges at skulle komme en Elephant og maaske andre rare Dyr. Et Beriderselskab skal ogsaa komme, et overmaade godt et, det bedste, som har været her. MorrisMorris] engelsk gjøglar fornøier ogsaa Publikum imellem ved at være Abekat; han gjør det godt, og Publikum, der maa staa i den Formening, at man ikke har Abekatte nok, er henrykt.

Maa nu Sommeren holde paa, saa smukt, som den har begyndt, vil her blive behageligt, og det godlidende Klingenberg vil blive et Sted, som er en Hovedstad værdigt. Man har havt Musik før, men Publikum synes ikke at have havt Smag for den; man tør haabe det vil have bedre Smag for vilde Dyr, Heste og Ryttere. Man tør haabe det for Eierens Skyld, der gjør Alt for at tilfredsstille billige Fordringer.

Ved saadan at se, hvad Publikum liker, kommer man efter dets Beskaffenhed, og man kan da faa ud, at vi er et mere haardbart og tappert end blødt og kunstelskende Folk, hvilket kan komme vel med i disse krigerske Tider. Man gjør aabenbart mere af Aber end af den bedste Musik; Løver er nu ikke at tale om, det er og maa være ovgildt. Der er Harpespillerinder ogsaa; deres Spil og Sang er nu den herligste Musik; man lytter og «øyger» forelsket. Løverne ere nogle herlige Dyr; man tager uvilkaarlig af sig Hatten, og føler dyb Agtelse for dem; snille se de ogsaa ud; der ligger meget Godmodigt i deres udtryksfulde Ansigt og forstandige Øine; deres hele Skabelon og Væsen vidner om Selvfølelse og Selvagtelse. Staar man imidlertid en Stund og ser paa dem, kommer man dog efter, at det er Dyr man har for sig og dette gjør et nedslaaende Indtryk; man vilde saa gjerne, at det Store skulde være et talende Fornuftvæsen; det vilde være Stemme fra Talerstolen, det vilde være Værdighed under Foredraget, og det vilde fremfor alt være Magt til at sætte sine Meninger igjennem; hvilket overbevisende Haandslag!

Men her staa Løverne i Bur, og maa lade sig piske paa Lab og Snude af en vimset Mand, som gaar foran! De faa ikke anden Mad, end den man kaster til dem! Saaledes gaar det med Storheden og Magten, naar den er umælende, og saadan gaar det ogsaa med den, naar den er syndig.

Abene ere naragtige, Børn synes saa morosomt om dem, de le saa godt; der er ogsaa meget Løgi ved dem; det er en Satire paa Menneskene at staa og se paa dem.

Papegøierne vare glimrende; med sit butte korte Undernæb og krumme Overnæb og med de runde Øine midt paa Siden af Hovedet sad de der ligesaa karslige som yderst naragtige.

Det maatte være skjøndt og belærende at kunne komme til Palladset i Sydenham, naar det nu bliver færdigt, og i kort Tid gjennemvandre alle Zoner og Tider! Englænderne vide godt, hvad der virker paa det menneskelige Sind, hvorledes det opløftes og belæres. Det er ikke tomme Tanker og skuffende Billeder, det er Syn for Sagen.




Nr. 126/1854, fredag 02.06.

[Toll på luksusvarer]

Korrespondance

Christiania den 31te Mai

Nu har Storthinget i flere Dage holdt paa baade For- og Eftermiddag for at kunne slutte Pintseugen idag og komme hjem at pintse sig. Det var kvalende i disse varme Dage, og de lærerige Forhandlinger blive dyre nok for selve Storthingsmændene og endnu mere for de arme Gallerister, der dog kunde holde sig skadesløse gjennem Døren, naar Nogen talte liksaa usundt som Luften; thi Toldtarifferne er det ikke Spøg at indlade sig paa: de kræve en Oversigt, Erfaring og alsidig Eftertanke, som Mange ikke have. Man talte dog glatvæk, og der var ofte saa mange Forslag og Indskydelser, at Præsidenten er en opmærksom og tænkende Mand, som kunde samle dem alle til rigtig Afstemning.

Tolden er en god Lud til at skirne Partier og Interesser ud, som i almindelige Spørgsmaal ere rørte om hinanden. By og Land, Vest-, Øst- og Nordland, Fiske- og Skogbygder pege til hver sin Kant; Frederikshald (Saxlund),Saxlund] Even Saxlund, byfut og stortingsrepresentant som koger Sukker, vil noget Andet end det øvrige Land, som forbruger det. Alene i Kaffe og Tobak ere de Fleste enige, erkjendendeerkjendende] retta frå: erkjenndede, at disse Ting ere Nødvendighedsvarer overalt, og kjæmpende mellem Lysten til at tage høi Told af disse bekvemme Varer og den menneskelige Følelse at unde endog den fattige Mand noget Beskt for en ringe Skilling. Kaffeen kom til at staa i sit Samme, men Tobakken blev noget forhøiet.

Saa forskjellige Interesserne end vare, gik dog den fælleds Tanke gjennem Thinget, at nedsætte Tolden paa Livets første Fornødenheder og saaledes komme Almuesmanden især i Byerne til Hjælp. Dette er Kjendsgjerninger, som Arbeiderne bør vide og se, for at komme efter, at baade Storthing og Regjering i den Vei gjør alt hvad de kan til Lettelse. Man vilde gaaet endnu videre, men det maa have sin Tid før Alt kan blive jevnet; fort kan man ikke gaa, hverken for Handel og Vandel, som forrykkes ved pludselige Omslag, eller for Statskassen, hvis væsentligste Indtægt Tolden er. Man slog sig op med Sukkeret som blev forhøiet, og det var denne forøgede Sum man regnede paa ved mange Nedsættelser, f. Ex. Saltet. Brændevinsafgiften hjalp ogsaa langt. Med Silketøier turde man heller ikke denne Gang gaa op af Frygt for at modarbeide sin Hensigt ved at friste farlig til Smugling. Denne Frygt, som gjør sig gjældende med Forhøielsen paa saa mange Varer, er forhaabentlig noget ængstelig; thi Straffen er saa høi og Folkestemningen saa glædelig imod en saadan Bedrift mod før, at den Tid tør ventes at ville komme, da man mere dristig tør tillade sig at beskatte Overdaadigheden. En høi Beskatning er det eneste Middel til at hemme den; Præk munar intet, og det vilde være en skjøn Ting at kunne lægge paa Ødselheden og Forfængeligheden alle borgerlige Byrder og Tyngsler. Den betaler ganske godt for sig nu ogsaa; og naar derfor Almuesmanden siger, at han maa bære de værste Byrder, da er dette alene sandt under den Forudsætning, at han lever til Upligt, f. Ex. drikker dygtig Brændevin og kjøber fulde Kramskræpper. Det er fortræffeligt med denne saakaldte indirekte Skat, og saa smukt som Staten kan hjælpe sig med den uden at ophidse Folk! Lagde den bare paa nogle Skilling ligefrem i Skat, skulde man høre Hus! Det vilde være en Trældom, som var utaalelig. Nu derimod, naar man faar være Kar «ataat,» betaler man saa det drysser efter. Her er vistnok Mange, som ser, hvori det stikker og derfor blive sinte, — Folk især, som spankulere slikkede og nyt antrukne. Jeg har været saa heldig at kjende en Mand, som var opfarende fortørnet paa Told, Regjering og Storthing hver Gang han skulde faa sig et nyt fint Buxepar, og naar Skjægget havde «nugget» hans Silkehalsklud. Fif i Klæder var nu hans Orm og den gjorde ham til en fortræffelig Oppositionsmand. ThraneThrane] Marcus Thrane var heller ikke saa ilde, da han gjorde Kaffe til Grundlag for sin Politik og Prædiken til Reisninger. En Politiker, som maatte falde paa at gaa om paa Kipperne og lære, vilde sikkerlig vinde Stemningen for sig; thi det er noget ganske betydeligt, hvad disse arme Drukkenbolte maa skatte til Stat og Kommune. Det er igrunden paa disse Fødder de praktiske Engelskmænd tage Politiken; de holde sig ikke til luftige Sætninger, men til Mad, Drikke og Klæder. De holde Forsamlinger (meetings), hvor man f. Ex. bare snakker om Tobak og sender Adresser i Favnevis om den til Ministerne og Parlamentet.

Det er en Grén, hvori dygtige Handelsmænd maa spekulere, nemlig i at kjøbe Oplag af Overdaadighedsvarer under hvert Storthing og sælge dem ud igjen siden, naar Tolden er forhøiet; thi en gradevis Forhøielse af disse er en Tanke, som jevnt og sikkert har gaaet gjennem de sidste Storthing.

* * *

Rettelse i sidste Artikel: Paa første Spalte stod Aabryskolen istedetfor Aabryskab, Jalusi omtrent.




Nr. 131/1854, fredag 09.06.

[Verneplikt; ekteskapsforbod for spedalske; fest for den danske grunnloven; jernbanen]

Korrespondance

Christiania den 7de Juni

Nu skal man snart behandle Værnepligtsloven ogsaa paa dette Thing. Det er Noget, man kan vente at Mange af Storthingsmændene ere for almindelig Værnepligt; det er Noget, som Grundloven har bifaldt, og vor frie Forfatning siger saa maa være; har man da paa den andre Side rigtig seet Mislighederne ved den nuværende Udskrivningsmaade, kan man fornuftigvis ikke være i nogen Tvivl, om hvad der bør og engang maa gjøres. Det er fast uoverkommeligt at opregne enkeltvis alle Fordele ved en almindelig Værnepligt og alle Mangler ved den nu brugelige Maade, men Ødelæggelsen vilde først tilfulde vise sig, naar det leita paa, og vi fik Krig; thi man tør ikke vente meget af en Armé, som i Regelen bestaar af fattige Mænd, der ikke have kunnet «løyse sig» eller «slængt unda,» af Mænd, der ere de mindste og usleste, fordi Armod og Nød har forkuet dem i Opdragelsen, af Mænd, der efter al Synsmaade har mindst at stride for af Alle, og derfor lettest maatte kunne lade sig bruge til, hvad det skulde være. Det er saa ilde, at det ikke er Noget at tale om. Man maa blive skamfuld af hvilken Stand og Stilling man er, undtagen Soldat, naar man løs og ledig gaar og ser paa Soldaterne under Gevær, paa Marser eller paa Arbeide og da betænker, hvormeget de betale til Samfundet for os. I gamle Dage begreb man ogsaa dette, idet Soldaten blev agtet og æret, hvor han kom frem. Men nu? En stakkels Student eller Haandverkssvend overser ham; en Postkarl, en Skolemester, og hvad alle disse Mennesker ere, som slippe «Kongens Tjeneste,» tro sig bedre end Soldaten, som vogter dem Alle. Det er kommet saavidt idetmindste i mange EgneEgne] retta frå: Enge, at det er en Skam at være Soldat, og saavidt maa det komme, naar Fattigdom, Tilfældighed og Uvyrdenskab paa det nærmeste bestemmer, om en Mand skal blive Soldat eller ei. «Det er ikke nogen rar Kar, for han gaar som Soldat,» er et Ord, man tit og tidom hører. Naar saa er, begriber man, og undskylder saavidt muligt, at Folk bestikke, hvor det lader sig gjøre, lyve sig feilfulde, «laga seg» eller virkelig gjøre sig syge, og bedrog paa mangehaande Maader for at slippe Soldat. Soldaten lider ondt, bliver «svelt og elt» og bliver overseet ataat!

Det er uværdigt for en fri og lykkelig Stat at tillade Sligt.

Hvorledes har man nu baaret sig ad med Soldaterne paa Horten? Saameget fremgaar dog af Alt, at man har befalet dem til noget Arbeide, og fra Christianssand har jeg fra en paalidelig Mand ladet mig fortælle, at Soldaten ligefrem sulter, naar han ikke selv har Raad til at «skjøte paa.» En saadan Behandling vilde ikke gaa an, naar Værnepligten var almindelig; thi selv om vi endnu en Stund maa beholde vore gamle Militærlove, vilde man dog undse sig ved at bringe dem i bogstavelig Udøvelse mod velopdragne Folk, og skammede man sig ikke, vilde Systemet ikke længe kunne staa. Hverken Staten eller Enkeltmand fornærmer ustraffet den Mand, som kan hevne sig. Det vilde ikke gaa an at sige til slige Folk, hvad en høi, nu afgaaen Officier skulde sige til nogle Soldater nede i Malmø 1848, da Taalmodigheden, som havde været stor, var dem forgaaen, og de derfor kom med en Klage: «Jeg tilgiver Eder Gutter» — sagde han — «for denne Gang, kommer I igjen, saa gjælder det Eders Hoveder.»

At almindelig Værnepligt vilde have sine Uleiligheder for Mange, fik ikke hjælpe, og at den synes urimelig for Mennesker, der betragte det Nuværende eller noget Lignende, som det ene Rette, fik endnu mindre hjælpe; det er tværtimod Noget, som anbefales; thi man kan let skjønne, enten en Sag er god eller ikke, naar man kjender de Folk, som ere imod den, det er iallefald udvortes Grunde, som det ikke skader at tage med.

Almindelig Værnepligt vilde skjærpe Samfundsfølelsen, som man med Rette har rost saameget hos de gamle Folkeslag; den vilde ogsaa opfriske forglemte og skjærpe mindre brugte Færdigheder, altsammen Ting, som ere nyttige og behagelige i Freden og gjøre uovervindelige i Krigen. Det er godt, at vi have Mænd af Faget, som kjæmpe for almindelig Værnepligt. Krigskommissær BrochBroch] Johan Jørgen Broch, krigskommissær og stortingsrepresentant bliver ikke træt; han er ogsaa idag ude i Morgenbladet.

— Idag gjentog Odelsthinget sin Beslutning om Ægteskabsforbud for Spedalske; Lagthinget vilde ikke vide af noget Forbud; kommer nu an paa, om det ikke kunde forandre sig, og hvorledes det vil gaa i Storthinget, naar Sagen, som rimeligt er, kommer did. Folk forandre vel forresten ikke sin første Mening, hvilket ogsaa har sin Betænkelighed for en Politikus; han kunde let blive «ustød.»

— Studenternes Fest for den danske Grundlov skal have været meget gild. Det er ellers Synd om Kjærligheden til Danmark, at den hos Mange skal være blandet med Had mod Tydskland; her er nogle Vers i Posten idag som i den Henseende ere pudserligepudserlige] retta frå: pudserelige. Dampskibet Waldemar er nok endnu ikke kommet; man venter med det Underretning om, hvorledes Dagen er gaaen af i selve Danmark. Der er vel Intet hendt; man fandt sig vist noksaa taalmodigt i Hindringerne, bare man fik more sig og spille Komedie. De Danske ere underlige; de kunne ikke være sinte, idetmindste er deres SinneSinne] retta frå: Sinni bare til at le ad; de fare op — de jeg har seet — og bære sig, som det var et Komedispil. Naar en Nordmand bliver vred, er det noget Andet. Derfor blev det vel bare til Snak den 5te Juni ogsaa.

— Paa Lystturen til lille og store Hamar gik det behageligt. Nu isøndags skal der blive en Tur til op paa Øieren, ligeledes med et extra Banetog. Jernbanen bringer Liv. Det er herligt at gaa med Jernbanen; naar man stiger af, elsker man Lokomotivet og vil klappe det som en flink deilig Hest. At staa paa Kulvognen og se, mens man giver denne Hest Mad (putter Kul i) og styre den som et tamt og lydigt Dyr, er i mere end en Henseende et ophøiet Syn. Man har en skjøn Tanke om det Poetiske, naar man siger, at Maskiner ere prosaiske. Det skulde altsaa være poetisk at kjøre med en toten Gamp!




Nr. 133/1854, søndag 11.06.

[Kapellanstillingar; juryordninga; forlysting i og utanfor byen]

Korrespondance

Christiania den 10de Juni

Det var ikke lidet opbyggeligt i Thinget, da man herom Dagen talte om Bevilling til 12 personel Kapellaner, der skulde staa spendt færdige, om Nogen maatte finde paa at trænge til dem. Man bevilgede ikke til disse Varastyri (En man har at tage til, Reserve); men Præsterne vare liksom hugheile paa, at man i Betragtning af deres vigtige Kald vilde have Folk færdig staaende paa Sold til at træde ind i de tomme Rækker. Thinget syntes dog, at Nabopræsten gjerne kunde forrette saalænge, eller ogsaa, at man fik sig en af de mange ledige Kandidater, naar man traang ham. I andre Stillinger berger man sig paa den Maade, og der var ingen Grund til at undatage Præster, om hvilke Historien viser, at Folk ere mere uvidende, jo flere man har (Ueland).Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar Man anførte til Fordel for Forslaget, at den svenske Geistlighed er talrigere end vor, men der passede ogsaa Uelands Kjendsgjerning, som naturligvis Ingen kunde gjendrive; forresten er det nu i de katholske Lande, at den passer bedst, hvor der efter Folkemængden er flere Præster, Bisper og Munke end vi kan finde rimeligt, og hvor Uvidenheden blandt Folket alligevel og netop derfor er større, end vi paa nogen Maade kan finde menneskeligt. I disse Lande, som ved sin Frugtbarhed burde vise noget Andet, ser man Skarer af Munke mellem Myldren af pjaltede Folk, der gjøre sig elendige for at vække Medlidenhed, medens Andre fare om og sælge smaa Helgenbilleder og Vievand.

Præsterne BerghBergh] Haagen Ludvig Bergh, prest og stortingsrepresentant og NissenNissen] Niels Christian Nissen, prest og stortingsrepresentant kom ilde ud i Kampen sin for Forslaget; det er nu ogsaa Mænd forresten, som ved sit Medhold kan dræbe et Forslag, hvor godt det end maatte være.

I Spørgsmaalet om de rigere Latinskoler, f. Ex. Christianias, skulde afgive nogle af sine overflødige Midler til de fattigere, var ogsaa Ueland heldig. Man fik, hvad rimeligt var, drevet gjennem, at Regjeringen skulde se til at ordne en saadan Fordeling, som baade er i Medfør af den ældre Lovgivning og den fælleds Kasse, hvoraf de fleste Midler til Skolerne ere tagne. Det hænger ikke godt sammen, at Staten, som afgav meget Jordegods til enkelte Skoler, skal aars aarlig skyde til de andre Skoler, medens hine tildels ældre skulle have et Overskud af indtil nogle Tusinder om Aaret. SchweigaardSchweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar stred mod dette og mente, man ikke burde røre ved en saadan Fordeling, om end en ældre Lov aabnede Adgang dertil. Han talte ved denne Leilighed paa en Maade selv ilde om en Lov, medens han ved en anden mente, det ikke var tilladt, — nemlig iforgaars, da man opholdt sig ved den juridiske Brug, at «frifinde for videre Tiltale» og ilægge Omkostninger den, som man ikke har fuldt Bevis imod men dog halvt eller stærk Formodning om er skyldig. Ueland skulde ikke have angrebet denne næsten hundredaarige Brug blandt Dommere, især da den hviler paa samme Grund som hans Juryforslag, nemlig paa den, at de lovbefalede Bevismidler ere utilstrækkelige til at træffe det Rette, der mere tilnærmelsesvis bliver truffet, naar et frit fornuftigt Skjøn træder mæglende imellem.

Idag skal Juryforslaget prøves i Odelsthinget. Ueland har omgjort det noget og ledsaget det med Grunde samt en liden Prøvning af Assessor HjelmsHjelms] Jonas Anton Hjelm, jurist og stortingsrepresentant Prøvning af Munch RædersRæders] Ole Munch Ræder, jurist Bog om Juryen. Det er altsaa Prøvning paa Prøvning eller i det laante Sprog Kritik paa Kritik. Saa maa det gaa, skal Alt faa en rigtig Styrkeprøve. Nu staar det paa, hvordan det vil gaa Forslaget i Thinget. Det vil blive anfaldt skarpt af Jurister, ventelig af Schweigaard især, medens Sagførerne SverdrupSverdrup] Johan Sverdrup, politikar og R. OlsenOlsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar f. Ex., som ogsaa ere Jurister, ville holde med det. Det er et stort Spørgsmaal, større uden Sammenligning end noget andet, som siden Grundloven har været fore, maaske med Undtagelse af Adelsspørgsmaalet i 1821 og de af Kongen foreslaaede Grundlovsforandringer i 1824. Det gjælder ikke her enkleenkle] retta frå: inkle Bestemmelser, som snart kunne ændres, det gjælder en Tanke, som vilde være af uberegnelig Indflydelse paa Rettergangens og Folkelivets fremtidige Udvikling. Man er derfor med Rette spændt. Nu, denne Gang bliver det Intet af, dertil er en saa vigtig Sag for lidet forberedt, men, man faar dog høre Noget, og man kunde dog faa en Beslutning istand, ikke i Haab om, at den skulde blive Lov, men i Forventning af, at en saadan Storthingsbeslutning vilde nøde Regjeringen til at tage fat paa Sagen med Alvor og vække Kræfterne til atat] retta frå: et røre paa sig. Dersom man bare lader det være med en Anmodning, er det frygtelig, at det sent eller aldrig bliver noget af. Det er sandsynligvis dette, man tænker, og derfor belaver man sig nok ikke saameget paa Taler og Forandringer, som ellers vilde været Tilfældet. Hvert Parti har vel sin Mening, som ikke rokkes, og saa kommer det an paa Stemningen. Det bliver saaledes en Slags Nævekamp for det første. Hvem vinder? De, som ikke vil have det formodentlig denne Gang.

* * *

Iforgaars kom BeriderselskabetBeriderselskabet] retta frå: Beridderselskabet. Det var deilige Heste, nogle og tyve store og et Par ganske naragtig smaa samt et smukt Mulæsel(?), en Foræring fra Kongen af Neapel(?). I Morgen skal det begynde. Det er mærkeligt, kan det holde sig; thi det maa koste meget om Dagen. Smukt maa det blive at se paa.

Imorgen skal der gaa et Extratog med Jernbanen til en Lystfart paa Øieren, dersom Veiret bliver smukt. Jernbanen og Dampbaadene skaffe alt og vil skaffe endnu mere Liv og Glæde.




Nr. 151/1854, søndag 02.07.

[Landbrukskonferanse; sjømilitære saker i Stortinget; hesteveddeløp på Etterstad]

Korrespondance

Christiania den 1ste Juli

Man har sagt om Berlin, at den er skabt for Filosofer, eftersom den ligger paa en Sandslette; kun i en saadan sandig By var det muligt for hine store Mænd at tænke saa fint. Efter denne Grundsætning maatte Christiania med sin frugtbare Omegn væsentlig være skabt for Agronomer; selve Byen med alt sit Støv er ikke engang ilde for dem, da her udvikles en betydelig Mængde Kvælstof, til stor Glæde ogsaa for Kolera, om hun skulde finde paa at komme igjen. Hvordan dette nu end er, saa er det dog vist, at Christiania om Dagene er Sædet for megen agronomisk Tale baade paa sit Sted i Logen og i private Kredse. Man er for en Stund kommen saalangt, at man snakker om Plog, Harv, Drainingsrør, Hakker og først og sidst om Gjødsel, denne Nutidens filosofiske Sten og dette Guld, som maa gjøres fremfor alt; man snakker om alle disse Ting med Forglemmelse af selve Politiken, der ellers pleier at være et liksaa godt Æmne for Samtalen som det velsignede Veir. Man undersøger Landbrugsskolerne efter Enhvers Bekjendtskab omkring i Landet og ender sædvanlig med en Disput om den nye Agerbrugshøiskole, som Storthinget ventes nu at ville bevilge til. At Norge vil kunne brødføde sig og slippe at kjøbe Korn for Millioner, er en slaaende Grund, som man ogsaa véd at benytte; thi her er endnu mange Vantro, som bør omvendes, da de sitte i Storthinget og har en Stemme over Pungen; de blive nok ogsaa omvendte eller ogsaa svundne ind til saa Faa, at de intet formaa.

Trods al denne agronomiske Tilstand besluttede dog Storthinget med 1 Stemmes Overvegt ikke at gaa hen og høre paa Landbrugsforhandlingerne, men holde paa med sit Budget for Sømilitæret, og mangfoldige Storthingsmænd har paa den udlagte Indbydelsesliste til Agronommiddagen ud paa Ladegaardsøen om Søndagen skrevet: «Kan ikke have den Ære» eller «Fornøielse;» formodentlig i Betragtning af, at den koster 4 Mark og Spandering atpaa, men Mange vist ogsaa af Grundsætning.

Derimod besluttede Storthinget mod al Forventning at flytte ud i Universitetets Festsal, hvor man nu steller og laver til. Folk er med én Gang blevne syge nu ned i den gamle Hybel; man har lidet eller intet hørt om det før, ventelig fordi det den Gang ikke nyttede noget. Det skulde være vel, om det ikke var for en Ulykke at drive saa paa med Udflytningen for de Mænd, der saa ivrigt vare for det, f. Ex. den, at de ikke mere komme igjen og derfor i Forudfølelsen af «Feigdensen» vilde gjøre Upstyr, mens de kunde.

Budgettet for de Sømilitære giver meget at bestille: der er gjerne 2 eller oftest 3 Meninger i Komiteen, og disse skal forenes ved Mæglingsforslag eller ogsaa stemmes for; der bliver saaledes bra Snak. Storthinget er for Militærbevillinger og især for de til Horten, som naar man drager Katten efter Halen; det maa deran, men det stritterstritter] retta frå: stripper imod, og i denne sin Fortvivlelse finder det liksom en Trøst i at kunne hænge paa Skillingen, og debattere og stemme over Ting, der ikke ere saa meget værd som Tiden. Det er virkelig ondt om Storthinget i denne Sag, og ondt om de Mænd, f. Ex. Kjøbmand BorchBorch] Jacob Krog Borch, kjøpmann og stortingsrepresentant og Dietrichs,Dietrichs] Johan Henrik Dietrichs, kjøpmann og stortingsrepresentant der paatale Misbrug; thi man er paa den anden Side saa saar som en Kaun (Byld); MotzfeldtMotzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant og HagerupHagerup] Henrik Steffens Hagerup, statsråd og stortingsrepresentant sprette op, hver Gang man peger ind paa. Under en Post skulde der ogsaa bevilges til en Præst, og Spørgsmaalet var da, hvormeget; man skulde give Præsten i Bore Sogn 300 Spd. tror jeg, for han mistede Horten og saa skulde den nye Præst have 200 Spd. til, efter andre 400; der blev Strid, 2 var for lidet og 4 formeget; de 300 til Borepræsten kom ogsaa til Indtægt, for saa god maatte Horten være; her var tvende Ting at komme ud af: Var 300 formeget til Borepræst; det maatte man sige for at faa 400 til; men det kunde man igjen ikke sige og sagde man det, saa fik man ikke mere end 200; her var Hensyn til Borepræsten, der burde faa saameget som rimeligt, og Hensyn til den nye Præsten, der ogsaa burde faa; det var et Regnestykke, som kunde gjøre en Mand forrykt, og Storthinget sad da ogsaa en god Stund med det, og næsten liksaa længe med Almueskolen der, som Nogle mente skulde bæres af Oplysningsvæsenets Fond, Andre af Statskassen. Der udspandt sig en statsøkonomisk Debat hos Manden om, af hvilken Lomme han skulde tage Skillingen.

Imorgen skal der være Hestevæddeløb paa Etterstad; kommer nu an paa, om Nogen tør melde sig mod BeriderneBeriderne] retta frå: Beridderne og isaafald, hvordan det vil gaa. Det maa blive ret smukt, nyt idetmindste og maa Veiret blive godt, kommer der vel Folk; vare vi som Engelskmænd, vilde et Hestevæddeløb være et folkeligt Skuespil; paa Landet er det saa; man gaar lang Vei for at se Folk kapride. Hestemarkederne staa i Yndest og man siger i et Ordsprog: «Et Rus i Karen sætter Mod i Mærren.»




Nr. 155/1854, fredag 07.07.

[Lagtingets konstitusjonelle stilling; kongens fødselsdag]

Korrespondance

Christiania den 5te Juli

Lagthinget forkastede Odelsthingets Beslutning om Bankens Flytning, og satte derved Kronen paa sin Virksomhed, som denne Gang har været saa forkastende og kritiserende. Bortseet fra de mulige Misgreb, har Lagthinget været, hvad det bør være, om ikke efter Forfatningens Bogstav, saa dog efter den Tanke, som maa have foresvævet Grundlovsforfatterne, da de vilde have tvende Kamre, — en Tanke, som dog maa have været mindre klar, siden de ikke traf Bestemmelser, der kunde gjøre Todelingen til noget Andet end et tilfældigt Spil som naar man paa Slump kløver enhver anden Masse. Der ligger vistnok Antydninger til at Lagthinget skulde være en moden Forsamling, da det udgjør den væsentlige Bestanddel af Rigsretten, men denne Forfatningens historiske Tanke og de enkelte Antydninger har dog neppe været opfattet tilgavns af Storthingene og har den været opfattet, saa har dog Opfatningen ingenlunde vist sig i Gjerning, idet Lagthingsvalget enten har været det Tilfældigste af alt Tilfældigt eller ogsaa Følgen af politiske og personlige Synsmaader, der ved et saadant Valg mindst af Alt burde komme i Betragtning. Derfor har Lagthinget været et Væsen, som intetsteds hørte hjemme, og som ikke engang Referenter vilde høre paa, fordi de vidste at Nationen ikke kjerde sig om at læse deres Referater; det har været et MørkeloftMørkeloft] retta frå: Mørkloft, som man bar oppaa alle de Kopper og Kar, man ikke trodde at have nogen videre Brug for i Statshusholdningen, og nu denne Gang blev det et Exil. Dette var formeget; den politiske Daarligheds Maal var fuldt; den krænkede Grundlovsaand maatte hevne sig, men som en god Aand vilde den med sin Straf forbedre og belære. Nu maa man dog have faaet opladte Øine for Lagthingets Kraft og Betydning, naar man ser paa dets Gjerninger. Man maatte have kjendt Kraften før og kunnet maale den uden at tage Erfaringen tilhjælp; man burde vidst, at nogle Linier paa en Løftestang ind under Angrebspunktet virker mere end Favne ud mod Enden, og at 1 Stemme veier mere, naar den kommer mellem 27 end mellem 69, — at Betydningen af den enkelte Person stiger eftersom Forsamlingen bliver mindre og mindre med samme Magtfuldkommenhed, indtil Magten lægges i en enkelt Haand, paa hvem Alles Øine ere fæstede. Dette er saa simple Ting, at man ikke skulde troet det nødvendigt at paakalde den forklarende Erfaring; men Storthinget har ikke forstaaet denne simple Ting og det er ilde, men kan vendes til det Gode. Derved nemlig, at man begriber, hvad Forfatningen vil med Lagthinget og vælger dets Medlemmer derefter, vælger Folk med sand Dygtighed og prøvet Erfaring, — vælger saaledes, at det efterdags bliver en Ære at være i Lagthinget, — vælger efter moden Overveielse af Thingets Kræfter, saaledes at man ikke som nu faar Flertallet i Lagthinget til Mindretallet i Odelsthinget, hvorved en rimelig Overensstemmelse bliver umulig og Forretningsgangen render sammen til en uopløselig Knude, som maa skjæres over. Dette er ikke Lagthingets Skyld dette, Lagthinget er visselig bedre og selvstændigere end nogensinde, — det er Storthingets Skyld, som valgte saaledes, og, om man vil, Odelsthingets Skyld, som ikke bedre forstaar Lagthinget, der er det overlegen.

Lagthingsvalget vil herefter blive det Valg, som Partierne mest maa kjæmpe for at faa i sin Aand; thi nu ser man, at Oppositionen, saa ringe den syntes at være, aldrig har været stærkere — til at nedbryde rigtignok — end paa dette Thing, netop fordi man har kastet den ind i Lagthinget i et Forhold, som ikke staar til Forsamlingen, medens man i Odelsthinget har ladet sig nøie med enkelte raabende Røster i den store Hjord.

Søfartsloven, Spedalskhedsloven, Bankens Flytning, maaske Loven om Skjøns- og Meddomsmænd ved den indskudte § om Udskydelsesretten og sikkert nok Loven om Skjænketiden og Straffen for Gjentagelse, alle disse med mulige flere ligge nu og lærer Nationen Fortolkning over Grundlovens Mening om Odelsthingets og Lagthingets Forhold til hinanden. Kan Nationen lære, har den ikke betalt sin Manduktør for dyrt, ihvorvel den maa ærgre sig over sin Umodenhed og holde et vaagent Øie med de Personer, som finder sin personlige Regning ved at nare den.

* * *

Det var Fest igaar paa Kongens Fødselsdag, noget andet til Fest end paa Grundlovens Fødselsdag. Man skjød og paraderede og musicertemusicerte] retta frå: muciserte, og gav Soupé; det gjør man intet af den 17de Mai; man kan ikke se saameget som en trekantet Hat den Dagen. Det var dog enkelte Storthingsmænd, som i Stilhed opponerede ved ikke at gaa med og nogle Præster vare endog saa opsætsige, at de skreve paa den fra StatholderenStatholderen] Severin Løvenskiold, statthaldar udlagte Liste: «Skal ikke have den Ære, siden vi maa møde i Ornat saalangt» (paa Ladegaardsøen). Jeg lægger en politisk Tanke i dette for at finde Mening.

Ridningen paa Etterstad i Søndags var smuk; det er ordentlig rørende at se de ædle Dyr saa tugtige og vellærde. Man siger spottende om en Dandsemester, at han har Hovedet i Benene, men til Hesten maa dette vel være en Kompliment, ventelig fordi man forudsætter at Mennesket er fornuftigere. Der gik noget galt idet Stilladsen faldt ned og man beder det mægtige Publikum om Forladelse; det samme store Publikum var ogsaa fortørnet paa Jernbanebetjeningen, fordi man ikke kom op efter det igjen og det havde Grund til sin Vrede, da det havde betalt; man har Lov til Alting, naar man betaler; det véd Publikum meget godt.




Nr. 157/1854, søndag 09.07.

[Juryloven, Stortinget og regjeringa; krigsrykte]

Korrespondance

Christiania den 7de Juli

Idag har Storthinget med 59 mod 44 Stemmer besluttet selv at nedsætte en Kommission til at behandle Juryforslaget; dette gjør Storthinget, medens Regjeringens Kommission paa forrige Storthings Anmodning til den samme Lov endnu sitter samlet; men rigtignok først efter at det havde hørt, at Regjeringens Kommission er imod Forslaget og saaledes intet hverken kan eller vil gjøre; Storthinget vil altsaa ved sin Kommission se til at gjøre noget selv, siden Regjeringens intet vil. Dette er Kjernen og det mærkelige ved Dagsarbeidet, at Storthinget vil, hvad Regjeringen ikke vil. Nu dette, kan man sige, er da ikke noget rart eller nyt, at Storthing og Regjering ere usams. Vist ikke, men det er dog sjelden eller aldrig, at Uenigheden mellem dem træder frem i en saa skarp Modsætning, — sjelden at Storthinget siger til Regjeringen: jeg kan ikke bruge dig til den vigtige Gjerning, men maa gjøre den selv, skal der komme noget udaf. Dette er noget mere end den dagligdagse Uenighed, at Storthinget gjør en Lov og Regjeringen ikke sanktionerer den, at Regjeringen foreslaar en Gage, og Storthinget ikke bevilger den eller med en mindre Sum, — det er noget mere end den vante Uenighed i Betragtningen af mange Forhold og hvorledes disse bedst bør ordnes, det er saameget, at man ikke bliver var, hvormeget det er, før man ret tænker sig om, — saameget, at enhver anden konstitutionel Regjering, maaske med Undtagelse af den danske, øieblikkelig maatte gaa af; det vilde være Revolution mod Folkemagten at blive sittende, især efter Udtalelser før Beslutningen som den: «Det vilde være stridende mod Velanstændighed, om Storthinget nu nok engang henvendte sig til Regjeringen; saa betragtes det i det daglige Liv, naar man beder efter at have faaet Nei, og saa maa det ogsaa være Statsmagterne imellem» (Ueland).Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar Men som noget saadant Vigtigt betragtes det visselig ikke af Regjeringen og dens Meningsfæller; det kunde man godt skjønne paa Modstanden i Thinget, som var mat og flau, maaske fordi man saa Skjæbnen og gav sig den ivold. Det kan hende, at man ærgrer sig ikveld, men imorgen er man upaatvivlelig i sit samme lykkelige Lune og tripper om som intet var: man har lært den Kunst at glemme. Tænkes der mere paa denne Sag, saa er det f. Ex.: Ja, det er nu et Spørgsmaal, om Regjeringen vil anvise Penge til en Kommission, den ikke selv har valgt; den har gjort det før, men Forholdene vare anderledes da; Regjeringen har ikke opgivet sin Sanktionsret til Pengeudtællinger, den ikke selv har forlangt. Men saa faar man Rigsret! Ja saa frikjender den! Men saa negter Storthinget Penge f. Ex. til Militærbudgettet. Dermed er Storthinget ikke bedre farent end Regjeringen. Dog (tænker man fremdeles) lad nu Pengene til Kommissionen blive anviste, saa kommer der intet ud af den: nu skal vi først se Valget paa Thorsdag; vælges Folk, som kan skrive, saa vil de ikke skrive, og vælges Folk, som vil, saa kan de ikke, og skulde de kunne, saa vil Kritiken myrdende kaste sig over denne Jurylov, og slæber den sig end under Lemlæstelser gjennem Thingene, saa vil Regjeringen give den Naadestødet. Men (tænker man modsat) saa har vi § 79 i Grundloven. Nu ja, vil Folket endelig have Jury, saa lad det faa den med Regjeringens og de store og gamle Juristers Villie; men, «det gaar tilbage Hakon, det gaar tilbage Hakon.»

Var der saa god Raad paa Alting i Livet som paa Trøstegrunde, vilde der ingen Nød være.

Der er nu heller ingen Nød paa Regjeringen; den har sit daglige Brød, og saa vørder den hverken Stemningen i Thinget eller Gemytterne; den ser Tiden an, og Tiden den igjen. Der er heller ingen Nød paa Storthinget: det vinder saameget det kan ønske sig, vinder den ene Seier efter den anden. Det er en gjennemgodslig Styrelse dette, Regjering og Storthing: de slaast og slippe Tag og vende sig leende til Nationen og sige: Vi mene igrunden intet med det Hele.

Alle Venner af Juryen maa imidlertid være glade i Storthingets Dagsarbeide; thi den faar ved det saalangt et Fremstød hertillands, som det efter Omstændighederne er muligt, og det er Alt, hvad man billigvis kan vente. Noget maa dog vel endelig komme ud af alle disse Bestræbelser for Juryen, og kommer der intet, saa er det fordi det af en eller flere Grunde er en Umulighed, og da bør vi slaa os tiltaals, men før kunde vi ikke. Dette burde dog Regjeringen og Juristerne indse og ikke sætte Stolen for Døren; Tiden vil ud, og man kan saa alligevel ikke stænge den inde.

Imorgen Løverdag skal Statsraadernes Deltagelse i Thingets Forhandlinger osv. fore. Saa skal man igjen træske paa de gamle Straa som i Bankflytningen. Forunderligt, at man ikke stemmer over slige Ting uden at tale; enhver har sin Mening opgjort. Der er forresten i denne Sag indtraadt en Vending: den er ikke længer nogen Troesartikel, og underligt skulde det være, om Regjeringen var huga paa den; thi det er ikke den som vil vinde, og desuden passer det ikke til vort Maskineri. Statsmagternes Forhold til hverandre opfattes saa juridiske, at der aldrig kan blive Tale om nogen parlamentarisk Regjering, og de Oplysninger, man ønsker, kan man faa, som det er.

* * *

En paalidelig Mand, der for nogle Dage siden kom fra Stockholm, har berettet, at han talte med en norsk Kaptain paa et af Øvelsesskibene, der igjen havde talt med en Kaptain paa et engelsk Skib, som sagde, at han med nogle andre havde ligget og loddet udenfor Sveaborg, hvorpaa snart som ogsaa paa Kronstat vilde ske et Angreb, ikke saameget i Haab om at ødelægge de stærke Fæstninger, som, at kunne skyde de russiske Flaader ibrand. «Vi» føiede den engelske Kaptain til, «vi, som have loddet maa gaa først, og vi blive knuste af de frygtelige Batterier, men vi maa adlyde høiere Pligter.»




Nr. 161/1854, fredag 14.07.

[Stortinget i Universitetets festsal]

Korrespondance

Christiania den 12de Juli

Imandags flyttede Storthinget ud i Universitetets Festsal, og Folk fulgte med om Morgenen i det Haab, at Præsidenten vilde holde en liden Tale som Indvielse, men der kom ingen Tale: man begyndte Dagsarbeidet som naar man om Morgenen kommer ud paa Aakren og tager sine Spader og Hakker. Det skal nu Maade med Ligefremhed og Stuvarbeid ogsaa! Det havde slettes ikkeslettes ikke] retta frå: sletesikke været afveien sagt nogle Ord, om ikke andet, saa dog bedet denne deilige Sal om Forladelse, fordi man tog den ibrug, og bedet om Undskyldning, ifald nogen Mand skulde komme til at tale mindre godt end den kan gjøre Fordring paa; det havde været en klædelig Beskedenhed at ordsage sig for de 18 Gudinder opunder Himlingen, der ere Billeder af dem, som have hørt Talere paa Athenens og Roms Torve og i Folkeforsamlinger, der vare mindre taalmodige end vore Gallerister. Tænk, nu maa de høre paa . . . . . . . . . . . . . . . . f. Ex.! Det er intet Under, at de staa som en Tanke.

Salen og Gudinderne havde nok hørt Undskyldningen, om andre ikke havde hørt den første Gang, før Talere, Folk, Vægge, Gulv og Tag vare vante, og det havde været nok; siden kunde man, som nu gjort, have lempet og vant sig. Det var ganske artigt, da man begyndte at tale om Salen og Værmaalet i den, som svarer fra alle Kanter og skriger sig selv i Øret: man opdagede nemlig, at Folk, som var Vane blive uhørte, hørtes bedst, og da disse lavmælte Mennesker hørte, at de hørtes, talte de sagtere og sagtere og til værre blev det. Det er en underlig Sal: den kommer til at omgjøre vor thinglige Talekunst, idet man nu maa beflitte sig paa at tale sagte og ulydt og fremfor alt fremkalde Jevnhed uden disse Puf og Stød og Smaaskrig, som før maa have gjeldt for Veltalenhed, siden vore største Talere have puffet og stødt og smaaskreget. Man faar ikke engang Lov til at slaa i Bænken med Snusdaasen uden at det vil ramle rundt Væggene; og denne Hvisken man liksom i Fortrolighed under Talen har henvendt til sine Sidemænd vil bæres Huset rundt; derved vil de største Flauser komme ud i Verden, medens det Gilde, man skriger ud, vil blive et forvirret Raab. Salen vil blive Thingets bedste Kritikus.

Det var ganske forunderligt det første Møde; det maatte være som for Bønderne i den katholske Tid, da de gik til Kirke for at høre latinske Messer: de saa Præsterne røre Munden, men hørte og forstod intet, og endda vare de som vi andægtige: det er Magten af det Hemmelighedsfulde.

Der var dog en Mand, som talte for Salen og Gudinderne, nemlig Dr. Konow;Konow] Wollert Konow, forfattar og stortingsrepresentant han aabnede Debatterne om alle disse Grundlovsforandringer 6—8 i Tallet; det kunde Ingen høre Konow læse sin Tale op af Papiret, og da han maatte fornemme, at Ingen hørte ham, læste han endnu fortere, som han skulde være jaget afsted. Vi saa alle paa Mennesket med Forundring, først fordi han talte i en saadan Sag, og dernæst fordi, han læste op saa jagende, men vi tænkte, det maatte være meget godt, og idag da Talen staar i Avisen, ser man, den er usædvanlig. Det var Synd, vi ikke skulde høre den, men Gudinderne gjorde det, og det være nok baade for os og Konow.

Var det med Hensigt eller paa Slump, at man havde Grundlovsforslag første Gang i denne Sal? Det er godt, hvad det var; det viste, at man ikke vilde kaste bort det Gamle, for det om man fik et nyt Hus. Det skulde Ingen have seet slige Grundlovsforslag. No. 1 forkastedes mod 3 Stemmer, No. 2 mod 7, No. 3 mod 2, No. 4 mod 1, No. 5 mod 5 og No. 6 mod 9. De tvende andre med 20 Stemmer. DaaDaa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar var med alle Gange og stemte for, og følgelig var han den eneste under No. 4. Det er at begribe sin Tid at fremsætte slige Forslag, og disse Mennesker, som havde vedtaget dem, stemte imod! Nu da Forslagene ere døde, kan det være det samme, hvad de vare; imidlertid gik de ud paa Forandring i Valgvæsenet til Storthinget baade for Folk og Statsraader. Thinget var ordentlig grusomt; det dræbte uden at tale: Konow talte ikke, han læste. Man kunde i hint Øieblik gjerne betragte Billedstøtterne i Salen som Grundlovens Genier, der feirede en Triumf.

Man holder nu paa med Civiletaten, og Storthinget kniber ikke; det bevilgede endog til som personligt Tillæg til Civilingeniør BerghBergh] Christian Vilhelm Bergh, vegingeniør 400 Spd. atpaa de 1000 Spd. 200 af disse 4 lagde man paa i Thinget. Det viser, at man ingen Smulegraatar er, naar man liker en Mand. Kaptain Røyem,Røyem] Christian Røyem, kanaldirektør Kanaldirektøren, fik derimod ikke disse 200 Spd. til; han fik blot 1200, uagtet han i sit Fag skal være ligesaa god som Bergh og ældre. Nu har man faaet Øinene op for Veie og Kanaler.




Nr. 163/1854, søndag 16.07.

[Juryordninga; sosiale skilnader]

Korrespondance

Christiania den 15de Juli

Det gik bedre med Valget til Jurykommissionen end man næsten skulde ventet under saamange Gjenvordigheder og virkelige eller tilsyneladende Hindringer fra Juristernes og Regjeringens Side. Storthinget har næsten bogstavelig gaaet fra Herodes til Pilatus, og nu kommer det an paa, om det ikke maa gaa videre, ogsaa fra disse valgte 5 Mænd eller fra nogle idetmindste. MotzfeldtMotzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant takkede for Tilliden, men udbad sig Betænkningstid; det samme gjorde UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar og Sverdrup.Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar Man skal nu være saa beskeden, maa vide, hos os, naar det kommer til og paa Valg. Dommerne AubertAubert] Emil Aubert, amtmann og LassonLasson] Peder Carl Lasson, jurist og høgsterettsjustitiarius toge vel ogsaa sin Betænkning og, naar den er ude, sige de kanske nei. Saa maa Storthinget vælge atter og da tillige Varastyri (Suppleanter) og saa fremdeles, Gud ved hvormange Gange!

Det er nu forresten ingen saadan Fare med det, om Folk siger fra sig Valget; man finder altid Folk nok, og en Idé har aldrig manglet sine Mænd; den har tværtimod altid just netop truffet paa de rette, om den stundom har maattet gaa og lede en Stund. Juryen finder nok sine Folk, om Storthinget tilfældigvis ikke skulde finde dem for den, og finder den ikke dem, saa viser den derved, at den ingen god Idé er eller en Idé, som ikke kan trives hos os; og i begge Tilfælde kan vi være rolige. Det kan tage Tid ud i et Land, hvor man trods al Frihed og Jevnhed mere spør efter hvem der har sagt noget, end hvad Mennesket har sagt. Man spør efter Manden, og har man den, er det nogetnær det samme hvad han siger. Det synes underligt, men er dog saa; man tænke sig om! Vi ere sande Autoritetsdyrkere; men vore fremmede Guder blive dog engang vippede af Stolen; de have nemlig det Gode ved sig, at man glemmer dem snart, bare man giver dem Stunder til at dø! Saa kommer andre op i Høgsædet og kunne tale, men det tager Tid for dem, som iaar eller adaare vil have en Tanke frem.

Dette har jeg troet at burde skrive til Trøst for dem, som tro, at Juryen er fortabt hos os for det, at mange store Mænd (Embedsmænd) allerede have eller maatte frasige sig Valget til en Jurykommission, som ikke var valgt af rette Vedkommende (Regjeringen).

Storthinget har nu længe holdt paa med Lønninger og Tillæg for Embeds- og Bestillingsmænd, hvilket i Thingsproget heder Budgettet for Civiletaten. Det er især her, man faar Brug for Ordet Kniberi, naar Storthinget ikke bevilger, hvad Regjeringen forlanger for dem, den er kaldet til at sørge for. Man har snubbet af nogle Hundrede hist og her. Der er over dette Æmne talt adskilligt, som man lykkeligvis ikke godt har hørt i denne nye Sal, men af Uddragene i Aviserne og de enkelte Ord kan Tankernes Hovedsum sammenfattes i de faa Ord, at man skal lønne sine Folk godt, men heller ikke bedre end nødvendigt. Men, hvor stor skal Lønnen være for at være god, og hvor stor for at være til det Nødvendige? Ja, se det har man nu talt om ved Amtmænd, FyrbødereFyrbødere] retta frå: Fyrbøder, Postmestere osv. og da vil man kunne skjønne, at Meningerne have været høist forskjellige hos de forskjellige Mænd, alt eftersom de selv i sit Liv bruge meget eller lidet. Den Storthingsmand, som ikke sætter til mere end 20 Spd. Maaneden med alt, har naturligt en anden Tanke om Livets Prisbillighed og følgelig taler for en lavere Løn end den, som forbruger alt det han faar. Den, som samler paa og fører med sig hjem Korkerne af Ølflaskerne, han drikker og trakterer op, har naturlig en anden Tanke om Sparsomhed end den, som lader Champagnen imellem skyde Korkerne bort i Luften, og følgelig taler og stemmer han anderledes, med mindre han har noget bag Øret. Man vilde klart kunne se alle politiske Farver fra det rødeste Venstre til det formodentlig hvideste Høire gjennem det Graa og alle Regnbuens Farver, dersom man bare havde for sig de politiske Notabiliteters Spisesedler, Priskuranter paa Drikkevarer, Regninger for Husleie med samt alle Regninger fra Lærere, Skræddere og Skomagere. De enkelte Misvisninger herfra maatte forklares som Misvisninger fra andre Naturlove, f. Ex. Magnetnaalens, Lysets, Aberration osv. Med disse Papirer vilde man især letvindt kunne beregne Stemmefaldet over Lønninger og, karakteristisk nok, det er dette Stemmefald fremfor andre, som hos os bestemmer, om en Mand er oppositionel eller ministeriel.

Tag da for dig, kjære Læser, dersom du ønsker at vide Stemmefaldet, en Avis, hvori Navnene paa Storthingsmændene med Stand og Stilling staar; slut dig saa til Levesættet og Opdragelsen af Alt det du kjender, og du kan sige med Kjøbmanden, som blev spurgt om, hvorfra nogle Handelskarle vare: «Man behøver ikke at spørge hvor de ere fra, bare man ser Sækkene.»

Nu kan man vistnok være i Forlegenhed med Enkelte, f. Ex. unge Præster, men om dem kan man da ialmindelighed antage, at de stemme for lave Lønninger paa et Par Thing. Saa blive de leie, lidt eller meget fede, efter Omstændighederne, og tænke saa smaat paa at forflyttes til et bedre Kald; thi begynde de om og om at stemme lidt høiere og tilslut komme ogsaa de paa Toppen. Andre ville nyde sin Indflydelse i det Længste og stemme lavt. De Mænd, som isandhed ere dygtige, følge ingen anden Regel end Fornuftens; de overspringe ofte endog Opdragelsens og Levesættets Naturfølger, men hvor faa ere ikke de?

Dette er Sandheder og Kjendsgjerninger, som Ingen skal forarge sig over eller tage ilde op.




Nr. 167/1854, fredag 21.07.

[Statthaldarposten]

Korrespondance

Christiania den 19de Juli

Statholderposten blev igaar ophævet af Storthinget paa grundlovsbestemt Vis og efter Forslag fra Assessor Motzfeldt.Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant Det er en Beslutning, som for 20 Aar siden og flere vilde være modtagen med sand Begeistring af Enhver, som var glad i Fædrelandets Selvstændighed og havde et andet Maal end at blive Salonhelt; det er en Beslutning, som man da neppe turde haabe, men holde for Poesi. Statholderposten var anseet som en Stav for den haltende nationale Selvstændighed; nu kaster man denne Stav, men næsten med en vemodig Følelse, som om Staven var ligesaa god som Foden. Posten har været en Mur, der har kløvet sine Digterpander, som nu altid skal rende mod Bolverker; ja der sad endogsaa Mænd i Salen med sine bengrodde Ar fra Ungdomsdagene; deres Pander bleve ikke rigtig brudne; thi de vare ikke varme nok. Nu glemmer man alt dette Gamle, glemmer, som vi saa ofte gjøre, Kampen, naar Maalet er naaet: da det er blevet en Nationaleiendom, at Statholderposten ikke bør være til, tænker man ligesom ikke paa de Mænd, som har erhvervet os denne Skat. Anderledes kan man ikke godt forklare sig Debatterne igaar for og imod Posten. De, som talte mod, kunde dog synes Synd om at spilde seirende Ord paa en Sag, som maatte antages falden i de fleste Gemytter, og deres Mathed bør vel saaledes rettest ansees som en god Husholdning med Vid, Logik og hele det poetiske Trylleri, som ligger i fortræffelige Taler. Dette er fine og stærke Sager, som vi bør spare til en anden Gang, mente formodentlig disse ærede Herrer, og det med rette; det bedste, de sagde, var deres gode Tanker om Broderfolket, som forhaabentlig vil finde Postens Ophævelse aldeles i sin Orden. Hvad Modstanderne derimod tænkte med sin Tale for Posten, er mindre godt at sige; nogle tænkte nu, at Posten var god som et Rygstød for Monarkiet mod Demokratiet, — andre, at Regjeringen trænger til en Mand, som har Stunder til at give «konfidentielle Meddelelser,» hvilket i Folkesproget og under mere simple Forhold vilde hede en Fisletud. Atter andre og formodentlig de fleste af de 29 Herrer, som stemte mod Postens Ophævelse, tænkte paa Politik; de vilde have Posten ophævet, noget som var saa rimeligt, siden gode Opponenter var med iblandt, men de frygtede for at Beslutningen ikke nød Sanktion, og saa stod man der med et Præjudikat for, at Grundlovsforandringer tiltrænger Sanktion, — Noget, man ikke burde lade det komme til, men lade dette, som Engelskmanden siger, endnu være et aabent Spørgsmaal; thi Storthinget vilde ved at bevilge Gagen efter at have ophævet Posten ligesom finde sig i den Fortolkning, at Kongen har et absolut Veto til Grundlovsforandringer. Men for det Første kunde nu Kongen som en folkekjær Konge sanktionere Beslutningen, dernæst kunde jo Storthinget ligesaa godt negte Gagen, om derom kunde blive Spørgsmaal, som fatte denne Beslutning, og under ingen Omstændighed burde dette Parti med sine gamle Protester mod det andre være kommet med en slig Tale, der ophæver alt konstitutionelt Begreb og Storthingets Selvstændighed. Men, det var Politik, som sagt, og det en Politik, vi Alle maa kjende igjen som en Søn af Huset. Disse Mennesker, især nogle af dem, fortjene forsaavidt Anerkjendelse, som de for denne sin Politik stillede sig blotte for en Mistanke, der formentlig ikke vil udeblive, den nemlig, at de maaske havde sine Hensigter. De blive saaledes Martyrer for sin politiske Tro og sit Haab, men saa bevise de ogsaa Troen i Gjerningen.

Talerne og Stemmerne i denne Sag er et nyt og godt Tillæg til den gamle Erfaring, at det hos os er umuligt i Forveien at forudsige en Sags Udfald. Vore Partier rinde væk som Vand mellem Hænderne, og holder man for et Øieblik fast paa dem, véd man ikke, hvad Tid det kunde falde Herodes og Pilatus ind at blive Venner. Det er gemytligt, idetmindste barnsligt.

Dog, lidt Alvor i Legen! Det var en Alvorsgjerning af Storthinget at ophæve Statholderposten, og Hans Majestæt Kongen og det svenske Folk vil agte paa et saadant Alvor, selv om de for Øieblikket ikke kunne tage det tilfølge. Den gode svenske Presse vil stille Sagen i sit rette Lys, og overtyde Ildesindede om, at Beslutningen hverken fremgik af en utidig Selvstændighedsfølelse eller af usømmelig Uvillie mod Broderrige, Stænder eller Personer, men af et naturligt Frisind, og Bestræbelse for at rydde afveien Anledning til Misforstaaelse. I denne Tanke er visselig den norske Nation enig med sit Storthing, og den svenske Nation vil, naar den tænker sig om, føle, at den er en altfor stor og frisindet Nation til at lade sig mærke med noget Tegn paa Overmagt. I det gode Selskab vil Ingen herske, og det er den Uopdragne, som lader Folk føle sin Overlegenhed; frit og utvunget giver og modtager man hverandres gode Gaver. Et saadant Selskab skal Norge og Sverige være og er det igrunden allerede.




Nr. 169/1854, søndag 23.07.

[Renovasjon og velferd; sommarvarmen]

Korrespondance

Christiania den 22de Juli

Med Usundheden og dens Følgesvend Kolera lyder overalt i Europa Raabet: Sund Luft, varme Klæder og kraftig Spise! Kolera vil engang lære Menneskene at leve ordentlig, at forskjønne og udlufte sine Byer, og fremfor alt, at sørge for sine Fattige paa en ligesaa smuk som hensigtsmæssig Maade. Men før alle disse Goder komme, vil ogsaa Millioner være faldne som Offer; thi man er tungnemmet. Se vi nu hen til Christiania, da er det omtrent som ifjor ved disse Tider: Udkanterne og de usunde Gader ere lige vederstyggelige, og selv i Hovedgaderne fare Vinde, som kan tage Pusten fra En; her tillades fremdeles Rensninger i Gaardsrum og Kjørsler om Dagen, som alt burde ske midt paa Natten. Skildringerne fra Tyrkiet er i denne Henseende som de skulde være skrevne fra selve Christiania. Det er mærkeligt, at ikke Folk finder det Uanstændigt, selv om Nerverne skulde være saa afstumpede, at Lugtesandsen var borte. Synd om Christiania, der har en saa god Adgang til Vandledning, at det ikke skal kunne aabne Spring og lade friske Bække flyde gjennem Gaderne, naar man trængte til dem. Det bliver nok nødvendigt at bevilge mere til Kloakvæsenet end saa, at man faar en Rende i Prindsens Gade. Udgifterne vilde være sparede paa andre Kanter, naar nu alt kom i Orden, og enten de nu bleve sparede eller ei, saa faar man dog se til at leve saalænge som muligt. Denne Usundhed er ogsaa et Barbari i mere end en Henseende, idet de dyriske Stoffer, som nu forpeste Luften, kunde, rigtig opsamlede, blive til Rigdom og Velsignelse for Landet; saaledes opsamlede man dem i Byen Ammonium i Ægypten, hvoraf Stoffet Ammoniak har sit Navn, saaledes skal man tildels opsamle dem i Wien, og saaledes maatte man formentlig ogsaa kunne gjøre her. Man taler og skriver saameget om Landbruget, men forsømmer det Vigtigste, som kan gjøres paa enhver Gaard og i hver By, nemlig skaffe Jorden Næring; man ødsler paa en utilgivelig Maade med de rige Kræfter, som derved hevne sig og udbrede Pest.

Kun i én Retning gaar man betydelig fremad, skjøndt man for endel har noget andet for Øie, nemlig ved at opføre Arbeiderboliger; vi har alt en smuk herinde og der var for ikke længe siden Tale om at faa en til. Ved store smukke Arbeiderboliger maa man ødelægge disse Forstæder, Udkanter og Huler, hvor Forbrydelser, Pest og al anden Elendighed opelskes. Byerne ville blive smukke paa samme Tid som de blive sunde og nyttige.

Dog, det er saa let at forbedre med Pennen, ude i Livet er det uligt vanskeligere, og fornuftigvis bør derfor hvad vi skrive ikke være Klager, men Ønsker og, om det var muligt, Veiledninger.

Denne Kultur, som fremkommer ved at væbne sig mod ødelæggende Sygdomme, vil ogsaa knytte Folk nærmere sammen; man føler, at man indbyrdes er medansvarlig for Samfundets Bestaaen, og Forholdet mellem Rige og Fattige vil blive bedre; thi Gaverne man giver, blive ikke Naadegaver, men en Understøttelse af Selvhjælpen; Enhver føler, at han maa redde sig selv og Andre med sig, ligesom han selv bliver reddet af Andre. Den moralske Fremgang bliver saaledes ikke mindre, end det legemlige Velvære, hvilke tvende Ting ogsaa altid maa følges ad, naar Livet er sandt.

* * *

Varmen og Frugtbarheden vedbliver, skjøndt det nu begynder at blive for tørt paa sine Steder. Som Følge af denne svangre Luft har man ogsaa havt mere Tordenslag iaar end sædvanlig. Paa Landet vil derfor dette Aar blive et af «Foreaarene,» hvorfra man ligesom fra «Aaret, den store Flaumen var,» mærker Tiden og Tidsregningen. Han blev født, døde f. Ex. det Aaret den store Flaumen var, det store Foreaaret, det gode Aaret, det Skinaaret, FrostaaretFrostaaret] retta frå: Frosaaret osv. Dette Aar vil ogsaa blive mærkeligt, fordi det kom saa tidligt. Jeg har talt med Landsfolk, som berettede fra sine Hjembygder, at Mange trodde, HansteenHansteen] Christopher Hansteen, astronom havde gjort sin Almanak «galin,» saa at Aaret kom tidligere end det skulde. Det kommer vel «atter i Houst» mente de; «men det er da rart, for Hanstein er Vani væra vis; 3 Aar siden kom SolformørkelsenSolformørkelsen] retta frå: Solførkelsen paa ein Prik, vi mindes alle det Ubegribelige; men iaar maa han vist ha reikna gali; det var grøntgrønt] retta frå: gønt og vent naar det plaga væra kvit hel’ flekketaai, og Soli tis (tykkes) heiltup stande høgare iaar hel’ ifjor dette Bil. Det ville væra Synd om Hanstein skulle hava fari altfor ilde gali.

Andre sige, at Jorden er som forynget (ho ynger seg up at) for nu i flere Aar har det været bedre og varmere og frugtbarere end flere Aar før i Rad. Vi tænkte, sagde en Mand, at Jorden skulde dø af Ælde, som der staar i Bibelen, men Gud ske Lov, han kommer sig. Mange se ogsaa i dette et Varsel for Krigen og sige: Det gaar som med Lyset: «det toppar og brenne bedst næst før det sloknar».




Nr. 173/1854, fredag 28.07.

[Industriutstilling for allmenta]

Korrespondance

Christiania den 26de Juli

Industriudstillingen*) i Christiania er nu aabnet og lader til at besøges ganske flittigt, om just endnu ikke saa talrigttalrigt] retta frå: talrig som Beridningen. Det er nemlig Mange saa store paa det, at de tænke paa Verdensudstillingen i London, Paris, München etc. og derfor finde vor Udstilling en Hærming, som en Mand med lidt Begreb om Verden overlegent maa smile til. «Vi skal nu altid hærme efter!» Ganske rigtig; Barnet hærmer ogsaa efter den Voxne og bliver derved engang selv en Mand, og hærmer det stundom Daarligheder, lægger det dem af, naar det vitras (faar mere Vit), medens det stadig gaar fremad i det Gode, det lærte; og ingensinde vil vi finde det utidigt at udstille vor Flids Gjerning ligesom andre Folk, al den Stund vi ikke finde nogen Daarlighed i at føde og klæde os og gjøre os Livet smukt og behageligt, kort, saalænge vi ikke finde det utidigt at leve og være Mennesker og æde vort Brød i vort AnsigtesAnsigtes] retta frå: Ansigtets Sved.

Naar Industriudstillinger nu ere blevne en Dagens Gjerning i fast alle Lande, saa viser det, at Dagen er god; Folk har begrebet, at man maa arbeide for at leve, at Gjerninger, som før vare ringe, nu ere komne til den fortjente Hæder, og at det, jeg har, er stærktstærkt] retta frå: stærk og godt, naar det ikke er laant, men selvgjort.

Det er disse sunde Tanker, som har frembragt Industriudstillingerne. Det er derfor ikke Udstillingerne, som have sin verdenshistoriske Betydning, men Tankerne, den oplyste Folkeaand, som har frembragt dem; de ere store og gode, fordi de synlig vise, at Menneskene have begrebet sig selv og sin Stilling i Livet, at de ikke længer sætte sin Ære i Rov og Ødelæggelser, men i stille nyttig Virksomhed, at ikke Æren hænger i Knaphullet eller staar malet paa Vaabenskjoldet, men er en Krystal af egen Sved; man har begrebet, at Aandens Gjerning ikke er den eneste, som fortjener Agt og Ære, men at Haandens ogsaa maa være med i Høgsædet, ligesom Legemet under vore jordiske Forhold maa være sammen med sin Sjel, støtte og styrke den og være den et hvorvel skrøbeligt Kar. Livet maa ikke tabe sig i tomme taagede Billeder, men have et Indhold. Dette alt og mere siger den Tidsaand, som har skabt Industriudstillingerne, og det er en poetisk Aand, saasandt som Poesien aldrig maa glemme Jorden for at kunne hæve sig over den.

Med Rette have derfor de agtværdigste Mænd i de forskjellige Lande stillet sig i Spidsen for slige Udstillinger, og ikke uden Grund har de dygtigste Forfattere sagt mange af sine skjønneste Ord om dem; Nationerne have omfattet dem med Glæde og Stolthed; og at vinde Prisen der, grunder en Mands varige Lykke; thi den er fortjent. Industriudstillingerne spaa Folkene et langt og lykkeligt Liv.

Det er overraskende, at vor Udstilling er saa stor og smuk, som den er, ikke fordi man jo kunde vente, at vi havde saamange gilde Ting at syne frem, men fordi man ikke turde haabe, at Folk saadan sendte sine gode Ting: vi ere sene og tilbageholdne af os; man kunde heller ikke vente, at Bestyrelsen med ikke større Midler og under forskjellige Gjenvordigheder saa net og passeligt skulde faa det istand. Den fortjener fuldelig vor Alles Erkjendtlighed, og dens Indbydelse til Storthingsmændene at overvære Aabningen er saa træffende sagt, at det formentlig er rigtig at lade flere Folk læse det:

«Den overordentlige Deltagelse, som Industrien i de senere Aar har vundet ikke alene blandt dens egne Dyrkere, men endog hos den store Alménhed, har ogsaa i vort Land fremkaldet Udstillinger af dens Frembringelser. Medens denne Art Markeder for Kunstneren, Fabrikanten, Haandverkeren og Hjemmearbeideren frembyde Mønstre og Anvisninger til praktisk Udvikling i Faget, lærer Folket at paaskjønne Flid og Dygtighed formedelst rigere Afsætning, og erholder tillige den sikreste Maalestok for de Fremskridt, Næringsveiene have gjort siden det sidste Gang havde Leilighed til at beskue dem.

Den Udstilling, som den tekniske Forening i Christiania den 25de Juli aabner for Alménheden, lader visselig meget tilbage at ønske, om man end ikke ubilligen sammenligner den med de storartede Fremstillinger i andre Lande. Imidlertid have dog de til os overleverede Gjenstande givet os Grund til at udtale den Forvisning, at den vil skjænke enhver Fædrelandsven rig Anledning til Glæde over Norges synlige Opkomst. Naar vi taknemmeligen erindre med hvilken opofrende Omhu og hvilken utrættelig Omtanke samtlige Grene af vort Lands Styrelse har sørget for denne Industriens Fremvæxt, bringes vi til at tro, at De ikke ugjerne modtager vor Indbydelse til med Deres Nærværelse at aabne Udstillingen, hvorved De vil afgive et nyt Bevis paa deres Deltagelse for en patriotisk Sag.»

Det er, som sagt, smukt og smagfuldt nede paa Udstillingen, og de bedste Ting ville forhaabentlig blive omtalte til Tid og Sted. Nu kommer det an paa, om vore tegne- og skriveføre Folk kan gjøre sine Sager saa godt som vore andre Arbeidsmænd, Fabrikanter og Kunstnere. Folk bør opmuntres og vækkes, og Udstillingen havde vist været rigere, dersom ikke Mange havde tænkt: «Det er ikke noget at syne mine Sager.» Og jeg kjender særdeles dygtige Folk, som have sagt: «Det er vel ikke andet end noget Væsen denne Udstilling.»

Den er ikke «noget Væsen;» det vil nok ogsaa vor sunde Almuesmand komme efter; men han er som disse gammeldags tykke Kakkelovne: man maa brænde op det ene Vedfang efter det andre før man kan mærke Noget; men saa kommer den paa Slutten, saa Døre og Glas maa slaaes paa vidan Væg.

Landbruksskoler er endnu ogsaa «noget Væsen,» men Bonden vil nok engang have dem, om ikke paa dette Thing.

Alting er «noget Væsen» i Førstningen for hver den, som maa se for at tro. Det er alene Tænkningen, som kan springe i Forveien og drage Livets Las op ad Bakken.

* * *

*) Industri er et Ord, som nok kunde trænge til en Forklaring; det betyder nærmest Flid, StrævsomhedStrævsomhed] retta frå: Stræsomhed, Vindskibelighed, altsaa Industrigjenstande, de Gjenstande, som ere frembragte ved Flid osv. Nærmest vilde dette Ord i Folkesproget oversættes ved Heimil, d. e. alt det, man trænger til og frembringer i et Heim (Hjem) i en Husholdning. Industriudstillingen vilde derfor kunne gjengives ved Heimiludstillingen.




Nr. 175/1854, søndag 30.07.

[Krimkrigen; landbrukshøgskole; lausarbeid]

Korrespondance

Christiania den 29de Juli

Gøtheborgs Sjøfarts- og Handelstidning har for nylig havt en Artikel om Krigen og vor mulige Deltagelse i den. Tidningen peger da paa, hvad vi vilde forebygge og vinde, og haaber at manman] er sett inn; skadd original ikke nu som i 1848 med Danmark slipper dennedenne] er sett inn; skadd original Leilighed af Hænderne, som vanskelig turde kommekomme] er sett inn; skadd original igjen. I Forbindelse hermed gjennem[…][…]] skadd original en Artikel i Morgenbladet, som vi Alle […]bi dets gamle politiske Træk var i den […]e skarpe og kjendelige. Morgenbladet […] Fred med vore Grander; det mener […] given Leilighed gjerne vilde herske over […] Arm derfor ikke bør være den, […] sig ud for at hjælpe dem. Saa[…] Danmark, saaledes i nævnte Artikel […]erige, der ikke burde, om det var […] Finland igjen. Morgenbladet er […]tionalt, forsaavidt som det for den […]enneskenatur er nationalt at være mistænksom mod Folk, men sidde med Hænderne ikors, indtil Taget raadner ned over Hovedet paa En selv, eller dorsk ned i Dalen sidde og stirre op mod det Klippestykke, som siger løst fra Fjeldet og saa sikkert som nogenting vil komme med et ødelæggende Stenskred, naar Kløften er bleven vid nok. Kanhende det er nationalt dette! Vist er det, at Morgenbladet har sine Medholdsmænd, der i det ser Bladet, som er folkeligt, frisindet, forstandigt og betænkt. Men er dette sandt, saa er det ogsaa sandt, at der gives noget høiere end Mistanke, nemlig Tillid, og at der gives noget mere forstandigt og betænkt end at lade Huset raadne over Hovedet og Stenskredet begrave Gaarden, det nemlig, at pynte paa Huset og flytte Gaarden bort under et sikkert Fjeld. Det kan være dyrt og tungt alt dette, men, den Vise ser Ulykken og undflyr den.

Kan dog hende, at Ulykken kunde drage over en Tid, og saa var vi døde; thi lader os glemme den! Saaledes kan til ynkeligste Nød et Menneske tale, ikke saa et helt Folk: det er evigt. I et Folk maa den ene Slægt leve for den andre, opofre sig for den, forsone Fædrenes Synder for at gjenløse Børnene, ligesom det ene Menneske maa dø for det.

Er det en saadan Tid nu? Hvem drister sig til at sige Ja? og hvem Nei? Tiden er et Janushoved, som kan give et dobbelt Svar. Det er derfor en sømmelig Beskedenhed at lægge Fingeren paa Munden for Enhver, som ikke er nødt til at tale, og kan det synes uforsvarligt og letsindigt at raade til Deltagelse i Kampen, saa turde det ikke være mindre letsindigt og selvforglemmende at raade fra, og sige: her er Fred og ingen Fare. Det Sikre er, at Folket ikke gjerne vilde have Krig, og at man med Bedrøvelse vilde se Fredens Gjerning standset; men, det er det samme som at sige ingenting; thi det er noget, som siger sig selv.

Men mindst af Alt bør man vel med Morgenbladet sige Mistro til Sverige, Finland eller Danmark. Vi er Gud ske Lov saa sikre, at ingen Overmagt fra disse Lande var at befrygte, selv om de vilde herske over os, hvad de dog ere for oplyste og frisindede til at ville. Det er med Frihed og Oplysning man skal holde sig tilvens. Vi véd Alle, hvor Vankundigheden og Slaveriet er, som vi skulle hade. Det er stort og stærkt nok, om vi ikke klandre skikkelige Folk.

Det havde ogsaa været smukt af Gøtheborgs Sjøfarts- og Handelstidning om den ikke havde mødt Morgenbladets norske Ensidighed med den ligesaa store svenske. Det er ikke godsligt i et saavidt udbredt svenskt Blad at læse Bitterheder og Harm, fordi Sverige ikke vandt, hvad det kunde haabe; det opirrer, naar man ser sig mistænkt, og det er smerteligt at blive beskyldt for Utak. Men Handelstidningen vil som Morgenbladet finde sin Straf hjemme, hvor det rette Værnething er. Aftonbladet har baade Evne og Hjertelag til at møde den, om det finder det Umagen værdt. Aftonbladet misforstaar os ikke; derpaa har vi det sidste og i en vis Henseende det smukkeste Bevis nu her om Dagen, da det holdt med os i Ophævelse af Statholderposten; man kunde ikke uden Tak og Bevægelse læse dets fornuftige Ord om den Sag. Det er saa godt at Brødre bo enige tilsammen.

* * *

Igaar gik det dog igjennem i Thinget, at vi skulle have en Landbrugs Høiskole. Thinget maatte være sig selv ligt og bevilge til at faa Næring, naar det har bevilget til Veie og Kanaler for at kunne reise. Naar man reiser, maa man have Niste, ellers forsmægter man paa Veien og har intet Brug for den. Det er det greie Ord for Thingets Tanke. Maatte nu ogsaa Høiskolen virke med Held, og Arbeider og Byggeforetagender drives saaledes, at man ikke der som paa saamange andre Steder skulde blive skræmmet fra at bevilge til noget andet Nyt i Fremtiden. Det kunde synes underligt, at Bønderne, hvem det nærmest maatte paagjælde, talte og stemte imod; men de ville have Syn for Sagen, og det gaar ikke altid an; man maa bie og se.

Vore gammeldagse Bestemmelser om at løse Folk skulle tage fast Tjeneste bleve ophævede af Thinget forleden Dag, efter Forslag af Assessor Motzfeldt.Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant Det var en Bestemmelse, som længe er ventet, og man bør vide Assessoren Tak for hans Frisind, uden hvilken det endnu havde gaaet med det Forældede i lang Tid. Regjeringen har nok engang faaet sig henlagt et Forslag «enstemmig og uden Debat.» Det er at have Majoritet i Kamrene.




Nr. 179/1854, fredag 04.08.

[Christianias grenser; å vera tenar for staten]

Korrespondance

Christiania den 2den August

Allerede fra 1801 har man været betænkt paa at lade Christiania tage Forstæderne op i sig. Det er intet godt Forhold, at den egentlige gode og berettigede By er for sig selv og Forstæderne, der er et naturligt Tillæg til den, hører under Landet, hvorved Forvikling i mange Forhold opstaar. Saaledes har det været f. Ex. i Skien, men nu skal ogsaa det forandres, men værst er det maaske i Arendal. Disse Levninger fra gamle Tiden begynder man altsaa at røre ved, men det gaar sent, thi Egennytten er seig, længe efter at man indser det Bagvendte i den. Christiania og Aker har da ogsaa staaet i Thinget mod hinanden; Christiania har forlangt nogle Tusen, men Aker vilde ingle give og saaledes blev det i Odelsthinget. I Lagthinget blev heller ingen Erstatning tilkjendt, hvilket var saa rimelig, uagtet Aker ikke sidder der. Derimod gjorde man en meget interessant Forandring i Lagthinget med Grændserne. Man trak nemlig Grændsen saa langt oppe, at Heimdalen med StabellStabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar og Akers Sparebank kom ind i Byen. Uden Kort er det ikke saa godt at finde denne udvidede Grændse afrundende, men det gjør det samme, eftersom enhver maatte indse, det var Stabell, man vilde faa fat i. Efter Forslag af Daa,Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar der kraftig understøttedes af Rolf Olsen,Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar besluttede man dette. Dog, Rolf følte vist, at Stabell var et nødvendigt Tillæg til Byen, hvor hans Person burde spille en likesaa stor Rolle som hans Blad. De sagde, Gud bevares, ikke dette; de argumenterte naturligvis fra det Geografiske osv. Det var gode Grunde, de havde, og de udviklede dem med Dygtighed, Noget Enhver kan vide, siden Thinget gik ind paa dem. Stabell maa nu flytte Heimdalen op i Bakken, om det gaar igjennem i Odelsthinget og det samlede Thing, og Kongen endelig sanktionerer, da han formodentlig ikke er enig med Daa og Rolf deri, at han er et nødvendig Tillæg til Byen. Lever han nu til Christiania trænger til en ny Udvidelse, saa maa han flytte sit Heim endnu længere op i Bakken, naturligvis under den Forudsætning, at Daa og Rolf ogsaa lever. Saaledes kunde det gaa, indtil «Heimdal» blev liggende oppe paa Grefsenaasen, hvor Sendebudet mellem Guder og Mennesker unegtelig ogsaa bedst hørte hjemme.

Altsaa: man havde Stabell og hans Parti mistænkt for at stikke Daa og Rolf ind i Lagthinget, nu kan man til Gjengjeld have dem mistænkte for at ville udstøde Stabell fra Bøndernes Synagoge og ind i Skriftlærdes Forsamling, hvor de maa mene, han ikke saa ganske hører hjemme.

Det har altsaa gaaet op i op med disse tre Mænd. De kan række hverandre Hænderne og sige Tak for sidst.

* * *

Sorenskriver AubertAubert] Emil Aubert, amtmann vil ikke — har han skrevet — modtage Storthingets Valg paa sig til Medlem af Jurykommissionen. Det gaar vel ligedan med Lasson.Lasson] Peder Carl Lasson, jurist og høgsterettsjustitiarius Mærkeligt er det, at man ikke vil modtage et saadant Valg, mærkeligt nemlig, fordi man maa antage det er fordi Storthinget og ikke Regjeringen vælger. Det er som om det ikke var i sin Orden, at Storthinget ogsaa valgte Folk til at forberede sine Forslag; før fandt man dette aldeles rigtigt, da Storthinget i 1827 f. Ex. valgte en Lovkommission; det gik endog saa venskabeligt for sig, at Kongen sanktionerede Valget, — noget, som naturligvis var ganske overflødigt, men som dog vidnede om, at den andre Statsmagt fandt Gjerningen velgjord. Vil man indføre en anden Grundlovsfortolkning nu, og vil Embedsmændene hylde den? Det ser næsten saa ud, og det er intet godt Mærke. Tror man, at Regjeringen vil tilsidesætte dem, som modtage Valget? Saa ser det ud endog af M. RædersRæders] Ole Munch Ræder, jurist Skrivelse, men det er at være lidet artig mod Regjeringen. Eller endelig, vil man sætte Storthinget skjærfast? Da maa disse gode Herrer tro sig umistelige; det gaar nok det, som kan gaa, om saa alle Embedsmænd satte sig paa ende, men, det bliver ubehageligt for Storthinget og ikke mindre ubehageligt for Embedsmændene selv, der med Grund kaste en Mistanke paa sig, som desværre ogsaa Uskyldige vil komme til at lide for. Det kan nemlig ikke gjøre noget godt Indtryk dette, og Juristerne bør vel vogte sig for at synde mod den sunde Fornuft, selv om de oversaa Grundloven, Storthinget og Nationen. Hvad Mening de have om Juryens Brugbarhed hos os, maa Ingen klandre dem for, men man maa godt kunne sidde i en Kommission, om man ikke er enig i det, man vil have frem; derfor skulde man føle sig opfordret til at modbevise det, og det vilde man gjøre, dersom man ikke var bleven enig om at drive Tingen paa Skakke. Det er ikke patriotisk gjort, og den Stat, som har oplært dem, skaffet dem gode Embeder og sendt dem til Udlandet med Reisepenge, den Stat kunde sandelig fordre noget mere. Men, man er vant til at betragte sit Forhold til Staten som noget rent kontraktmæssigt, ligesom man skulde have at bestille med en Aagerkarl. Saaledes tror en Mand i et fedt Embede eller en lignende Stilling, at han intet skylder til Staten, naar han tørt opfylder, hvad der «paaligger» ham; men en Mand som kan tænke saaledes, maa med Nødvendighed være en daarlig Tjener, noget, Erfaring da ogsaa tilstrækkelig viser. Tænkte man ikke saaledes og var man ikke saa indskrænket paa Hoved og Hjerte, at man maatte tænke saaledes, saa havde vi baade større og bedre Gjerninger at opvise end vi have; thi vi have mange Embedsmænd i Forhold til Landets Befolkning, der oplærer, føder og klæder dem for at tænke og tale for sig. Det er Skam at vide, hvor trangt det gaar; men man tør haabe, at Folket fremdeles vil være langmodigt mod dem, som føde sig med Mælken og klæde sig med Ulden og overlader Faarene til de glubende Ulve.




Nr. 181/1854, søndag 06.08.

[Allmugeskolen; samferdselspolitikk og sterke menn]

Korrespondance

Christiania den 5te August

Christiania Stifts Skolelærerforening har i disse Dage været samlet herinde; det har været Skolelærere og Kirkesangere fra Stiftets forskjelligste Egne, enkelte endog udenfra det, alle tilsammen over 60 Mand. Enkelte Præster og Kandidater har ogsaa været med og deltaget i Undersøgelserne, hvorved disse have faaet et mere livligt og alsidigt Præg. Det var hel trøsteligt at se Folk med den Dannelse saa dygtige, og en ældre Mand vilde ret føle Forskjellen mellem Før og Nu ved at sammenligne disse med ældre i samme Stillinger, som han maatte have kjendt. Seminarierne have været et godt Mellemled i Kundskabsrækken fra Ingenting at lære til den saakaldte Studering, og findes der end stundom Enkelte, hvis seminaristiske Dannelse ikke strækker til værdigen at udfylde bedre Skole- og Kirkesangerposter, saa maa man dog sige at Skolelærerstanden er saa dygtig, som man i Almindelighed kan vente den, hvilket ogsaa kommer deraf, at de fleste unge Folk fra Bygderne, som reise til Seminarierne, gjerne ere gode Hoveder, hvorved de fordelagtig adskille sig fra de Studerende, om hvilke man som Regel ikke kan sige det samme, da disse saaofte drives frem enten de due noget eller intet, hvorfor en Mand ganske vittigt og træffende sagde, idet han opregnede, hvad hans Sønner skulde blive: «Min næstyngste Søn er det daarligste Hoved, derfor skal han ogsaa studere.» Efterdags vil det nok blive ligedan med Seminaristerne, naar man kommer efter, at det er en ganske smuk Stilling at træske en tungnemmet ung Mand op til Skolelærer ogsaa, — en Mand, som i Livet ellers, naar det da skulde være anstændigt, ikke vilde kunne snu sig frem. Det er denne naturlige gode Forstand, som hjælper Seminaristerne frem; thi deres Skolegang er ikke stor; paa 2 Aar, som Læren gjerne er, skal en Mand ikke komme langt, naar han som Barn ikke er mere forberedt, og man maa takke den afgrændsede Fagundervisning ved Seminarierne, at Eleverne dog blive til Noget i den korte Tid, de blive endog forholdsvis meget duelige Lærere, om de end maa mangle den Aandsfrihed, som sætter Mennesket istand til at udtale sig og træde frem. Det var imidlertid mærkeligt, hvor godt man under Mødet klarede sig i Munden, og vi, som ere vante ved Storthinget, maatte finde det saameget bedre. Det kom nu deraf, at mange og vel de fleste Skolelærere have gaaet fremad siden de vare «udlærte;» de fleste lære saaledes nemlig siden af fremmede Sprog idetmindste Tydsk, hvori saamange Bøger ere skrevne for deres Fag. Der var mange særdeles flinke Folk iblandt, Mænd, som blandt andre Ophøielser sikker ogsaa engang vil eller dog burde komme paa Storthinget; det var, hvad man kalder solide Folk og af disse ikke saa ret faa.

Da Almueundervisningen væsentlig gaar ud paa at bibringe Børnene Christendomskundskab, var det saa naturligt, om Religion, Religionsundervisning og religiøse Bøger var det, man talte mest, og i disse Materier gik man vist ofte vel dybt til at kunne bringe noget udaf det. I denne Henseende var Skolelærermødet et Præstemøde i det Smaa med den samme Ufrugtbarhed, fordi man ikke holder sig til det Simple, Ligefremme, Gode, som alle Mennesker kunne fatte, men til dogmatiske Spidsfindigheder.

Saasnart man derimod kom ind paa det Praktiske, var man interessant: om Historie og den historiske Undervisning blev talt adskilligt, som Mange havde godt af; det samme og i endnu høiere Grad var Tilfældet med «Norskheden,» det «Nationale» og Modersmaalet i Modsætning til Skriftsproget. Skolelærerne, som de fleste Almuesbørn, maa være glade i «Norskheden,» naar de blive vakte, og deres Erfaring som Skolemestere maa have lært dem, hvad vort danske Bogsprog er for Almuesbørn, ligesom deres egen Lidelse under Udpiskningen af det Folkelige op igjennem Skolerne til paa Seminariet ikke kan være glemt. Denne Udpiskning trodde man hørte med til «Dannelse,» dette sagde jo alle Lærere og «dannede» Folk, derfor bar man den med Taalmodighed; men naar man senere i Livet tænker paa eller hører tale om dette Folkelige i Maal og Eftermæle, bliver man tilmode som naar man mindes Barndommen; man kan ligesom Schweitzeren kaste Geværet, styrte sig i Floden og svømme over den bort med Bjergene, hvorfra man hører Hjemslaatten.

Naar nu saaledes Skolelærerne blive vundne for vor folkelige Retning, har man en Magt, som virker paa det rette Angrebspunkt, og en stor Magt.

Det skulde sikkert interessere Mange at se Uddraget af Forhandlingerne paa dette Møde, især Forhandlingerne om disse praktiske Sager, men det blev med Rette bestemt, at man ikke skulde rykke dem ind i Aviserne, men have dem for «Folkeskolen,» der bør staa sig, og søges af dem, som interessere sig for slige Ting. Det er forresten meget, kan et Skrift for Skolelærere staa sig, da et theologisk Tidsskrift har Vanskelighed for det; thi gaar det saa med det grønne Træ, hvorledes skal det da gaa med det tørre?

Om 3 Aar blev det bestemt at have et Møde igjen; man turde ikke svække Interessen ved at gaa for tidt paa. Dette er igjen et af vore store Fremskridt, at vi have slige Møder. Hvert Lag i Samfundet bør vide af sig selv, og først da kan det ogsaa vide af de andre og paa sin Vis arbeide til det Heles Forædling. Da bliver det først rigtig et Samlag.

* * *

Det gaar godt med Storthingets Bevillinger til Veie, men Lærdommen kommer ogsaa her i Kast med Livets Tarv, idet Oppositionen gjorde Vanskelighed ved at have saamange Veiarbeider gaaende paa lang Tid, hvorved man bandt Bevillingsmyndigheden paa længere end 3 Aar; man vilde altsaa have bestemte Arbeider færdige til bestemt Tid, men denne forresten grundlovsmæssige Lære fik kun 11 Stemmer, da nogle og 90 følte det Hele var et Statsanliggende, hvor det ikke var værdt at skjelne for skarpt mellem Regjering og Storthing, bare man fik det godt.

— Nu er her kommen en Kjæmpe, som syner sig ud paa Klingenberg; han er stærk, men vi har sikkert flere Norske end vi komme ihu, som ere stærkere end han. «Storeviken» fra Bergensstift er langt stærkere: han rendte Armen gjennem Øiet paa store Kværnestene og bar dem ind i Butikkerne, og saa fik han en Dram for at bære dem ud igjen.




Nr. 185/1854, fredag 11.08.

[Konsulatavgiftene; unionen]

Korrespondance

Christiania den 9de August

Atter har Lagthinget forkastet en vigtig Odelsthingsbeslutning, nemlig om Nedsættelse af Konsulatafgifterne. Sverdrup,Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar Forslagsstilleren allerede paa forrige Thing, oplyste, at Konsulatafgifterne kan løbe op til mange Penge for et enkelt Skib, og at det derfor er nødvendigt at nedsætte dem, skulde Byrden ikke være saa trykkende, at den vilde hindre en livlig Fart, omkaps med andre Nationer. Det var saameget rimeligere, at Afgiften blev nedsat, som vore Skibe ved sit større Antal ydede henved det dobbelte mod de svenske, og enda besættes Konsulatposterne med lutter Svenske. Det maa være i Manges Erindring, at vi for fem Aar siden, da Konsulatposten i Hamburg var ledig, vilde faa den besat med en Nordmand, eftersom vi der have en udbredt Handel; men Posten blev besat med en svensk Mand. Det er nu ogsaa væsentlig i disse, Konsulat- og Ministerposterne, det svenske Aristokrati har størst Fordel af Norges Forening. Vi yde til Ministerkassen 40,000 Spd. eller saa omtrent, og nu saameget til Konsulatafgift, og Konsuler ere Svenske, og Ministrene i Regelen det samme. Imidlertid have vivi] er sett inn en af disse sidste, en i Holland og en i Amerika, der ere Nordmænd. Det er nu paa sin Vis i sin Orden, at svenske Adelige ere Konsuler og Diplomater, da de formodentlig ikke due til noget Andet, hvorimod vi Norske, som borgerlige Mænd, kan slaa os frem ved anden Bedrift, og kanske vi hellerikke have den tilstrækkelige Smidighed og krumme Ryg som det sig i en slig Stilling formentlig hør og bør. Vi ere saa ligefremme af os vi, og hjælpe en Mand tilrette uden lange Audientser, medens Konsulat- og Diplomativæsen maa have noget Vidtløftigt og Undvigende ved sig, dersom det skal blive sin Historie tro. Der er desuden saa liden Frihed udenfor os, undtagen i England og Amerika, at vi Norske, som Konsuler, vilde komme til at vække Forargelse, og saaledes gjøre det uhyggeligt i det diplomatiske Theselskab. Det er derfor taaleligt, at det er som det er; men vi skal nu altid være saa frisindede af os vi, at vi ikke taale slige Gemytligheder. Vi bær os ad, som vi skulde være en Verdensmagt, der kunde sende store Flaader for at kunne overbevise Verden om, at vi talte Sandhed. Ubegribeligt er det igrunden, den, at man taaler saa store Ord, der ikke kan ledsages af et godt Næveslag, om nogen modsiger. Det viser, at Rimelighed enten er mere almindelig end man tror, eller, at man ikke hører os. Det var ikke disse Grunde man udhævede i Lagthinget for at forkaste Odelsthingets Beslutning. Langtfra: Præsidenten, ChristensenChristensen] Halvor Christensen, byskrivar og stortingsrepresentant var meget høitidelig, og mente, at vi i disse Tider ikke burde fremkalde Misforstaaelser. Heri understøttedes han af Lange,Lange] Ulrik Frederik Lange, rektor og stortingsrepresentant LippeLippe] Jacob von der Lippe, biskop og stortingsrepresentant og Reichenwald,Reichenwald] Christian Birch-Reichenwald, amt- og stortingsmann hvilke Autoriteter skræmte Thinget, saa de blev tolv mod tolv.

Det er altid en saar Byld at komme ind paa vore unionelle Anliggender. Vi tage det som det er, og takke til, at det ikke er værre, da Grundloven og Rigsakten liden Forskrift og Sikkerhed give. Det var allerede meget, at Kongen gav Resol. af 13de April 1835, efter hvilken Statsministeren eller i dennes Fraværelse den ene af de norske Statsraader skal være tilstede, naar diplomatiske Sager, der angaa Norge, foredrages af den svenske Statsminister. Vi kan ærgre os over, at den konstitutionelle Ansvarlighed ikke er gjennemført ogsaa med Hensyn til diplomatiske Sager, men hænger, saavidt det kan komme til Anvendelse, i en Resolution, der kan tilbagekaldes, naar det skal være. Vi har ingen anden Udvei end at finde Alt godt, og takke, at det ikke er værre. Det nytter ikke at slaa om sig med frisindedefrisindede] retta frå: frisinde Ord, naar man ikke gjennem Domstolene eller paa Bajonetspidsen kan bringe dem til Anvendelse. Man maa stikke Fingeren i Jorden og lugte, hvor man er.




Nr. 187/1854, søndag 13.08.

[Sagbruksprivilegium og samferdselspolitikk]

Korrespondance

Christiania den 12te August

Muligt, at jeg har skrevet før om Sagbrugsprivilegierne, men da Grundloven forbyder slige Ting, vil en Gjentagelse undskyldes. Storthinget har baade denne og forrige Gang besluttet deres Ophævelse ved 1860, og Regjeringen maa vel sanktionere, siden det saa alligevel næste Gang bliver Lov efter Grdl. § 79. Det er en lei Paragraf, og man kan ikke forundre sig over Kongemagten, som har været saa lysten paa at faa den ophævet. Man maa altsaa vente en Ende paa disse Ansøgninger og Processer om Sagbrug, og Folk vil vel da have færre Grinder i sine Sage. Man forlangte Erstatning, retsom om de gode Sageiere ikke havde faaet mere end nok. Skulde man veie hvad dette Thing har udrettet i Lovgivningsveien, saa maatte denne Beslutning paa tre à fire Linier veie ligesaa meget, som det hele øvrige Lovverk; thi det har gaaet smaat med de andre Love. Lagthinget har revet ned, og saa har Lovene gaaet istykker. Det er forresten ganske godt, at Lagthinget har gjort dette, thi havde ikke Lagthinget havt sin Majoritet, vilde Thinget have været meget ministerielt, for at bruge et almindeligt Ord. Men nu bøder Lagthinget paa dette ved at rive Sagerne istykker, saa Lidet kommer ud, men Alt bliver ved det Gamle. Veibevillingerne ere nu igjennemgaaede; man vil komme frem, kan man se. Under Veibevillingen kom den gamle Orm igjen, nemlig Forholdet mellem By og Land paa den ene Side og Statskassen paa den anden Side. Vestlændingerne ville igjen, at Statskassen skulde bære den halve Udgift til Veiene, hvilket imidlertid forkastedes, da man skjønner, at StatskassenStatskassen] retta frå: Staskassen, som væsentlig er Tolden, ikke er den nærmeste til at bekoste Veie, eftersom da Udgifterne ville falde paa dem som mindst reise paa Landet, nemlig Bybefolkningen. Desuden vilde Statskassen, som DaaDaa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar sagde allerede i 1845, blive en «Fillekasse,» et Udtryk og en politisk Retning, som var den væsentlige Aarsag til hans Brud med Oppositionen. Om Forholdet mellem Land og By talte man ogsaa, hvoraf Resultatet blev, at Byerne dog skulde betale noget til Landets Veivæsen, hvorvel det Rimeligste var, at de i denne Henseende havde nok med sine egne Gader, Stræder, Render og Gasindretning osv. — Noget, der ogsaa engang vil anerkjendes, naar nu Byerne koste mere paa disse Ting end hidtil. Det er kunstigt med alle disse Regnstykker om den ligelige Fordeling mellem Land og By. Man grubler over den gjensidige Fordeling af Byrderne, og tror, at det er tvende Magter som staa fiendtlig mod hinanden. Saa er det imidlertid ikke. Byerne ere en naturlig Ansamling, og selv om man mere løsner Betingelserne for Handel og Næringsdrift, vil dog altid By og Land skille sig ad, dog med den inderlige Forbindelse, at det, som er godt for den Ene er godt for den Anden og omvendt. Talen om at Byerne have det godt paa Landet eller omvendt er en daarlig Tale. De maa begge dele Skjæbnen med hinanden, hvad Midlerne til Næring angaar, og synes det end for en Tid saa, at By eller Land har vel bedre, er det blot indtil Livet snart faar jevne sig, og den naturlige Vexelvirkning indtræde.

Nu synes det vistnok saa, at Byen skulde sørge for sine Gader og Landet for sine Bygdeveie, medens Postveiene burde være en Statssag. Denne Tanke maa det ogsaa være, som har frembragt en Fordeling af Byrderne ved Hovedveiene, hvorvel det ved nøiere Eftertanke maa vise sig, at Byerne faa formeget; da Gader osv. kræver en ganske anden Udgift end Bygdeveie, til hvis Oparbeidning en almindelig Gaard kan slippe med en Dags Arbeide om Aaret.

Oppositionen, der giver sig Mine af at modarbeide Centralisationen, fremmer den netop ved at vælte Alt paa Statskassen. Fik den saakaldte Opposition raade sig, vilde vi snart have en Tilstand som i Frankrig, hvor Statskassen bekoster Veie, Brygger, Vandspring etc. med al den heraf offentlige Betjente, som ere betænkte paa at underslaa til egen Fortjeneste saa meget som muligt — fremkalde DepotsagerDepotsager] retta frå: Deposager.




Nr. 191/1854, fredag 18.08.

[Heidringa av Ueland; figuren på universitetsbygninga; samferdsel]

Korrespondance

Christiania den 16de August

Det er ganske ængsteligt, hvorledes Aasgaardreia nu er ude i Fylking og rider; den rider i Morgenbladet, gjennem Ordførere, i Formandskaber; kort den rider, hvor to eller tre ere forsamlede i Politiken, den synes endog efter Morgenbladet idag at ride en ren Orrarid*) paa Repræsentanterne fra Hedemarkens Amt som Sopelimer, og den rider næsten Sprængsriden**) paa selve Ueland.Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar Stakkars Ueland, han er kommen ud i det! men saa gaar det, naar man ikke skjærmer sig mod Aasgaardreia med «Kvælvingar»***) og krassar seg; forresten er den heller ikke i dette Tilfælde livsfarlig, man ligger bare igjen en Stund som en nyskaven Orebrand (nys afbarket Stykke Oretræ) lidt rødagtig; saa kommer man sig og mindes som en Drøm det vældige Ridt over de susende Toppe og gjennem Skyer som Blyhatte. Ueland skader nok ikke mere, da han ikke har fremmanet Reia, men blot er overfalden av hende. Hvem kan nu ogsaa i disse oplyste Tider tænke paa, at Sligt som at Aasgaardreia skal være ude at ride! Det var Martin Berger,Berger] Martin Wilhelmsen Berger, gardbrukar og ordførar som bidslede hende op, før hadde hun gaaet løsbenet om som et andet Øg.

Jeg tør ikke andet end sige, at det er AasgaardsAasgaards] Gabriel Nilsen Aasgaard, gardbrukar Indbydelse til et Minde for Ueland, jeg mener. Det er virkelig Synd om Ueland, og han bør standse det hele Væsen ved at frabede sig den tiltænkte Hæder. Nu er ogsaa Folk rent bansatte til at snakke og skrive om ham. Hans Uvenner føle, at nu maa de gjøre Alt for at han ikke skal faa formeget. Det gaar her med Ueland som med Jenta: «hun lastes ikke tilgavns, før hun skal gifte sig.»

Det er ellers en forfærdelig Uskik der nu omstunder drives med Erkjendtlighedsbeviser: Aldrig saasnart forlader en Præst eller Profet en By eller Bygd, før han skal have en Flødemugge, en Slev, en Daase osv. Det kan være noksaa bra for hans Kone i Husvæsenet, men som Erkjendtlighedsbevis er det unegtelig ligesaa latterligt som forslidt. Lidt bedre er det med Portræter, men det er ogsaa for længe siden blevet drevet til Upligt. Ansigter, som svulme af Steg og bayersk Øl, skal nu males, og det eneste træffende i de fleste af disse Portræteringer er Ophængningen. Det er saadan, at en Mand af virkelig Fortjeneste maatte frabede sig alt dette Uvæsen, der om muligt er kommet i endnu større Miskredit end Ordensuddelinger og Papirpenge uden Sølvfond, Assignater, «Fillepenge,» som Folket mere træffende end egentlig smagfuldt siger. Folk bør desuden neppe æres, før de ere døde: de taale det ikke. Dette Afguderi, man driver med enkelte Mennesker, har skabt de latterligste Figurer og de mest anmassende Personer, som skjæmme ud alt det Gode, de maatte have gjort og mere til. Kan man ikke opmuntre det Gode paa anden Vis, saa er det bedre at være det foruden, og trænger en Mand til denne Brandskat, saa er han ikke assureret i nogen solid Indretning. De største Mænd ere da ogsaa meget sjeldent blevne paaskjønnede før efter Døden. Verden handler ganske rigtigt, naar den ikke véd af det, men følger sit Instinkt.

Endnu strides man om Figuren paa Universitetet og strider med Dygtighed; man skriver saadan, at den, som har skrevet sidst, har skrevet bedst, og saa bør det være; da kan man læse, og ikke kjære sig om Sagen, der ogsaa i dette Tilfælde er en ganske ligegyldig Ting. Det er en Turnering, et Ridderspil, som bare gaar ud paa at vise, at En er Kar. Man er forresten ikke høflig, og forsaavidt ingen Ridder. Den ene, den sidste af dem, har dog gjort sig til Ridder for den «dannede Klasse» i Christiania. Hvo véd nu, om han faar en Handske, et Baand, en Sløife eller en Blomst af denne Dame! Det kan betvivles. Den dannede Klasse trænger ikke til noget Forsvar; det er Dumheden og Raaheden som trænger til det.

Mon ikke den «dannede Klasse» er det saakaldte Publikum? og Publikum trænger heller ikke til Forsvar. Det vil desuden ikke forsvares; da bliver det først rigtig opirret. Publikum er som Lykken og Kvinden: man skal blot være uforskammet, saa gaar det bedst; at bukke, skrabe og gjøre Kruser er det daarligste, man kan finde paa. Har derfor Professor MonradMonrad] Marcus Jacob Monrad, filosof Publikum imod, saa er det ingenlunde for det, han har været uhøflig.

Nu har man gaaet Veibudgettet igjennem, og mange Amter ere vist glade i de store Bevillinger; nogle Amter have ogsaa nøyt sig med at faa sine Planer færdige til Forelæggelse nu paa dette Thing; thi de indse godt, at et Omslag i Bevillinger snart maa indtræde; det kan ikke vare længe dette, at Byerne, Statskassen og Fordeling paa den hele Matrikulskyld saaledes gjør Veie og Broer for enkelte Amter; de faar gjøre det selv, og Tolden skyde til om nødvendigt; det falder altfor ujevnt til at kunne holde sig.

Det maatte vække Forbauselse i Udlandet at se et Budget saa lidet som vort belastet med saameget til Kommunikationen. Hvad dog en Stat kunde gjøre, naar den ikke trængte til Hær, Flaade, Militær og andre Tugtemestere! Dersom Menneskeslægten ikke var uopdragen, kunde den være stor og lykkelig. Det er nok saa med det enkelte Menneske ogsaa.

Heimdal og Sparebanken kom ikke ind i Christiania. Saadan er det at snakke om en Ting, før den er færdig! Forresten bliver nok ikke Loven sanktioneret.

* * *

Rettelser.

I de tvende sidste Artikler var flere Trykfeil.

*) Orrarid blev enhver heftig Rid kaldt efter Øystein Orre i Slaget ved Stanford.

**) Sprængsriden, den sidste Rid, som sprænger En, Dødskampen.

***) «Kvælvingar» kaldtes de kvælvede (hvælvede) Brødsleivar, som man lagde i Brøddeilden; disse taalte ikke Aasgaardreia. «Hyt om Hei,» sagde hun, «her er Kvælvingar.» Hun maatte videre og kunde ikke afsadle.




Nr. 193/1854, søndag 20.08.

[Overformynderi; Russlands overgrep i Finnmark]

Korrespondance

Christiania den 19de August

En vigtig Lov er nu gaaen igjennem begge Thing, men bliver vel heller ikke denne Gang sanktioneret, det er nemlig Loven om Overformynderiernes Omlægning paa Kommunerne fra Sorenskriverierne. Odelsthinget antager forhaabentlig Lagthingets Anmærkning, at Loven baade skal gjælde By og Land, ikke som Odelsthinget vilde, blot «paa Landet.» Man kommer her igjen tilbage til den gamle Skik, at Familien tager sig af sine Umyndige men dog med den Sikkerhed til, at Bygden (Kommunalbestyrelsen) vælger Formynderne og saaledes kommer til at have Opsynet med Forvaltningen og Ansvaret for den. Man vil naturligvis vælge Overformyndere nærmest i Slægten ligesom de egentlige Formyndere, og Bygdefolket vil da kunne se, hvorledes det Hele forvaltes og paatale Misbrug; nu har det været saalangt til Overformynderen, at mange Misbrug ere gaaede hen baade for det, og fordi Mange ikke vidste, hvorledes Tingen skulde gribes an. Bygden bliver ogsaa paa en Maade interesseret i at Alt gaar ret og rigtig til, saa at man kan slippe de mangfoldige Overformynderhistorier, og Statskassen de Udlæg, som ofte paafølger; thi Staten er unegtelig forpligtet til at svare for den Embedsmand, som ikke kan klare for sig, naar den betror ham at være Embedsmand, og derved siger, at andre Folk ogsaa maa tro ham. Naar nu Bygden ligedan vælger en Mand til at forestaa Noget, maatte den selv om intet var bestemt, svare for ham; det er rimeligt idetmindste. Denne Lov er dobbelt vigtig, forsaavidt som den er et godt Exemplar paa Love, der drage Forretningerne fra Embedsmand og Stat til paa Borgerne selv og Kommunerne. Her hos os behøver man visselig ikke at frygte noget af den Retning, som gaar ud paa at frembringe dette mere og mere; det er denne Retning som skulde være det liberale Parti, det som vilde befri fra Baand, og saadan er det ogsaa tildels; de, som stræbe mod denne Retning og vil have Statens Fingre med i Alt, skulde derimod være de illiberale, og saa er det. I dette har man det bedste Delemærke. De illiberale ere rædde for, at Kommunerne skal misbruge sin Magt; men Tingen er, at det blot er sine egne Sager de have med at gjøre, og skulde de imellem misbruge dem, saa er de dog nærmest dertil; det vedkommer meget mindre Embedsmændene at misbruge. Man er ogsaa ræd for, at Embedsmændene skulle faa for lidet at sige, og nu Sorenskriverne her kunne ikke let ville miste selv dette ulønnede Overformynderi, da det giver Fordring paa at lønnes saameget bedre for andre Ting. Men dette er igrunden en nærsynt Betragtning; Embedsmænd, det vil sige dygtige Mænd, ville altid blive søgte og lønnede, men de vil komme til at staa i et andet Forhold, der for Dovenskab og Uduelighed bliver meget værre rigtignok, men med en saadan Forandring maa Alle være tjente, naar man vil, at Enhver skal bestille noget og gjøre Lige for sig, og det maa Alle ville. Det er intet godt Forhold nu, og det kan umulig vare længe ved hos et oplyst Folk, det Forhold nemlig, at Staten prakker paa Bygderne Embedsmænd, enten de ere skikkede for sit Kald eller ei; der leve de da som Herremænd og tage Offeret af Alteret, som man er nødt til at lægge paa, medens man liden eller ingen Nytte har af dem, eller idetmindste ikke den, som efter Lønnen burde haves. Over dette Forhold spotter man, saagodt man kan, men det oprører ogsaa, og Regjering og Embedsmænd burde modarbeide det af alle Kræfter og ikke sætte sig imod Forandringer, som kunde sigte til at hæve det eller hjælpe paa det, og dygtige Folk gjøre det da ogsaa. Det skal saaledes være fra Sorenskriver RaschRasch] Georg Peter Rasch, sorenskrivar og stortingsrepresentant denne Lov om Kommunernes Overformynderi oprindelig er udgaaen; vist er det imidlertid, at han som Autoritet blev paaberaabt i Thinget. Det synes ikke at være nogen ønskelig Ting at danne Sammenhobning af Forretninger og Revisioner; det naturligere var at Forretninger og Revisioner blev fordelt, hvorved alene noget Nyttigt fremkommer.

Man tror imidlertid, at man hos os gaar for fort med denne Omlægning fra Staten til Kommunerne, og derfor taler man imod af alle Kræfter og derfor negter Regjeringen sin Sanktion, naar den kan, og derfor klage ældre Folk især: «Det gaar tilbage, det gaar tilbage.» Saadan synes det, naar man farer rigtig fort; Gjenstandene fare tilbage.

De fangne Arbeidere fik ikke Noget; der er sagtens Sammenhæng i mange af vore Oppositionsmænd stundom! De opponere og naar det gjælder, saa fare de hen i Yrsken og snakke og handle stik imod. Det var bare 33, som stemte for Tillægget. DaaDaa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar og R. OlsenOlsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar talte smukt for disse Vilfarende, men det hjalp intet: Der hvor der ikke er Forstand, der er heller intet Hjertelag. Uvidenheden er grusom. Det er intet Under, man snakker om vore Retsformers Ufuldkommenhed, naar man intet vil gjøre for at bedre paa dem og gjøre dem saa taalelige som muligt! Det er dog vist og sandt, at der er større Umyndighed i Thinget end det er passende og tilladt at snakke om. Det skulde Ingen hørt slig Moral, som Mange kom med!

I Politik er man ikke hjemme. Da man havde for sig Sagen om Ruslands Overgreb i Finmarken, stod man og saa ende til Himmels og vidste intet at gjøre, men foreslog at «vedlægge Protokollen!» Det skulde blive Hus, dersom noget kom paa. Dette var en udenlandsk Sag, som vi sjelden have, og i den var man nødt til at kaste sig i Regjeringens Arme; det var nok ikke saa galt det denne Gang, men Forhandlingerne viste ligefuldt Umyndighed.




Nr. 197/1854, fredag 25.08.

[Frå Stortinget; bergverket på Kongsberg; nytt frå krigen]

Korrespondance

Christiania den 23de August

Det er betegnende for Stemningen i Thinget, at det efter et Bænkeforslag af DahlDahl] Hans Herluf Dahl, kjøpmann og stortingsrepresentant bevilgede til 2de istedetfor 1 Dampskib til Fart i Nordlandene. Man er kommen did, hvor man ikke kan standse, og den ene Egn maa faa, fordi den andre har faaet. Saaledes gik det ogsaa med Bevilgningen til en theoretisk Anstalt ved Hortens mekaniske Verksted. Enten det nu er en Erkjendelse af Nytten ved Næringsveiens Opkomst, som driver Thinget fra Bevilling til Bevilling, eller det er Tidsaanden og den almindelige Stemning, som ikke kan modstaaes, saa er det lige godt. Landet faar, hvad det trænger til, og den Ball som voxer under Rullingen, væltes paa af alle Hænder. Det slaar aldrig feil, at mange af Storthingsmændene grue ved de store Udtællinger, og prise i Hjertet Uvidenhedens Husholdning, der ikke tør styre Skillingen ud i Verden for at lade den komme igjen som en Daler, med mindre den sættes ud som rede og kommer lige blank igjen. Man frygter for at den skal forvilde sig, naar den optræder som Vei-, Bro og Kanalarbeider, som Dampbaad, Lokomotiv, som Agerbruger, som Lærer og reisende Mand. Den kunde komme bort under alle disse Forvandlinger; den kunde fordampe denne Krystal af menneskelig Sved ved at kastes i Virksomhedens Digte. Man kan føle den dybeste Medlidenhed med de Mange, der under Skikkelser af Indvendinger, at Sagen ikke er forberedt nok, ligesom udstrække Armene efter Skillingen og sige: «Du drager ud i Livet og kommer aldrig igjen!»

Men den Karlen kommer igjen: han er ikke af ædel Herkomst for ingenting; han véd, at han maa ud i Verden for at blive Mand; kan nok hende, at de, som udsendte ham ere døde, naar han kommer atter, men saa leve Børnene.

Det er trøsteligt at se dette Liv, som en saadan Anvendelse af Statens Midler fremkalder. Det hele Land bliver et travelt Verksted, hvor Hænder og Hoveder ere i nyttig Virksomhed. Officierer sidde i Kontorer med opslagne Tegninger og Karter og sende sine Adjutanter runden om; de sprænge ikke afsted som Kurerer, men gaa ofte bag en Vogn med Hakker og Spader paa. Det er ikke en indrykkende Fiende, som skal tilbagekastes, det er en gammel en, som har staaet iblandt; det er Elve, Fjelde og Tverdale. Det er ikke Barakker som skal opføres, det er Lader. Det er ikke rige Strækninger, som skal plyndres, det er ufrugtbare, som skal bære Frugt. Mod Armod og Elendighed paakalder man Videnskaben og Geniet, ikke mod Velstand og Lykke. Det er ikke Slagenes Gud, man anraaber, det er Fredens.

Det er en gylden Tid for Alle, men mest for dem, som have slaaet sig paa praktisk Virksomhed. Den unge Mand, som har en nogenlunde vakt Omtanke og lægger sig efter Naturkundskab, Agronomi, Forstvæsen, Bygnings- og anden Byggekunst, Mathematik, Sømandskundskab eller hvad praktisk Bedrift det maatte være, var det ogsaa blot Haandarbeide, den Mand vil komme frem uden at støde Andre af Veien.

Man har fremdeles bevilget til Samlinger i forskjellige Øiemed, til Taterfolket blev ogsaa en god Sum; «vi har mange Hedninger iblandt os», sagde SkjærkholdtSkjærkholdt] Halvor Skjerkholt, bonde og stortingsrepresentant, men havde vi ikke flere end Taterne, var ingen Nød paafærde. Man «jagta» Regjeringens Udlæg til Kjøbet af Dampskibet «Viken»; og Elieson,Elieson] John Collett Elieson, sakførar og stortingsrepresentant der gjerne viser sig konstitutionel, vilde tilføie en Bestemmelse, som antydede Storthingets Bevillingsret, men man fandt nok Handelen saa god, at Bestemmelsen blev anseet som overflødig. Sandt nok, at man ikke skal binde Regjeringens Hænder, naar den ser en Kans, og endnu mindre anlægge Rigsret, som i 1827, fordi Dampskibe ere kjøbte, men det er heller ikke raadeligt at gjøre Alt for slapt, og forsaavidt havde Elieson Ret. Havde ikke Storthinget givet bort formeget, havde det sluppet adskilligt af disse Kongsberggreier, som det nu kommer mere og mere Urede i. At forbeholde sig «moralske Garantier», er noget vel lidet, da de fleste Mennesker have saa tungt for at tænke med Hovedet, at man maa lære dem til at tænke med Ryggen eller Maven. Der er de meget flinke. — Disse Kongsberggreier, det er nu ogsaa noget! Nu har man igaar og idag talt om dem og skal i Eftermiddag ned i det gamle Hus igjen for at se, om det ikke der kan gaa bedre, saa at man da kan komme til Endskab idetmindste. Driften og Knæet er blevet en Partisag saa ivrig som nogen, og Slagene holde sig i Aviserne, før de komme i Thinget. Skal man tro Skriverierne i Et og Alt, saa maa intet af Parterne have sine fulde fem; saadan lyder det næsten ogsaa i Thinget. Det er Autoritet mod Autoritet, og det arme Thing, der har nok af Autoriteter, véd hverken frem eller tilbage selv, noget som er saa ganske rimeligt. Præsterne ere igrunden de flinkeste; BlomBlom] Hans Jensen Blom, prest og stortingsrepresentant og ThorneThorne] Søren Wilhelm Thorne, prest og stortingsrepresentant maa være gode Bergmænd; de talte hver sine 3 Kvartér igaar om Knæer, Hestebaner etc. Schweigaard,Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar der saa rimeligt holder med det Bestaaende, blev idag rost af JensenJensen] Jens Nicolai Jenssen, godseigar og stortingsrepresentant fra Trondhjem. Slaar nu ikke Modpartiet sig op i Eftermiddag, saa turde det spøge for SexeSexe] Sjur Sexe, geolog og de andre Bergkandidater. Han skriver mærkværdigt godt, den Sexe; det er et Liv og en Anskuelighed, som forraader Digteren. Det er Synd om saa mægtige Evner, at de ikke skulle faa virke, som de burde; det er en Spot at man skal nødes til at sætte dem paa Pension saa tidlig. Dog, det er ikke godt at dømme om Kongsberggreiene hverken for Avisskrivere eller Storthinget; men det maa nu dømme og det var at ønske, at det maatte dømme rigtigt; thi det er vigtige Sager, saa vigtige, at Storthinget har ikke ret mange saa vigtige, om det har nogen; det kan være Millioner. Over dette skal Storthinget handle og kaste sig i Armene paa Autoriteter! Rimeligt maatte det være, at man nok engaang udsatte Sagen og fik en Kommission med tilstrækkelig Blanding af Partierne og, om muligt, af Folk, som stod udenfor dem, dersom slige fandtes. Efter den Kommission fik man da bestemme sig. Det er næsten for ilde, at Storthinget saa som nu skal handle. Der er Dokumenter nok og flere end nogen skikkelig Storthingsmand kan overkomme at læse, men alt maa befrygtes farvet. Det er formeget forlangt, at BøbertBøbert] Karl Friedrich Bøbert, tysk-norsk bergverksingeniør og Sexe skal være ganske uhildede; man bør dog tillade dem at være Mennesker.

Saa har da Bomarsund overgivet sig. Vigtigt. Det saa truende ud med næstsidste Post, da Besætningen lovede at holde sig til sidste-Mand og i Nødsfald sprænge Fæstningen, som skulde være undermineret. Men det gik godt. Det har formentlig været med mere virksomme Kugler end Bly og Malm man har skudt. Trældommen kan ligesaalidt holde sig for Guldet som for Oplysningen.




Nr. 199/1854, søndag 27.08.

[Erobringa av Bomarsund; meir om bergverket på Kongsberg]

Korrespondance

Christiania den 26de August

Indtagelsen af Bomarsund maa være en vigtig Begivenhed, da den er Førstegrøden af Barbariets Torner og Tidsler, som Kulturen afmeier. Denne Begivenhed opfattes ogsaa i Sverige for hvad den er, og vi Norske maa med samme Følelse læse disse sidste Dages Hændelser, da vi ere mere beslægtede med Svenskerne, end man i Livets daglige Lag tænker paa, og da deres Sag ogsaa er vor, ligesom Vestmagternes er det, selv om vi vare nøitrale; thi Hjertet er ikke nøitralt, om Hovedet og Politiken end er det. Forresten bliver vel Politiken heller ikke længe nøitral, da mange Ting tyde paa en Forandring, som desuden Enhver maa skjønne ligger i Tingenes naturlige Gang, dersom disse ikke ret snart tage en anden Vending. Endnu har man naturligvis kun Rygter, men disse ere gjerne Forbud paa Sanningen, som de enkelte Vindstød bebude Stormen, og da man nu endelig er prisgiven Rygterne, kan man lade dem gaa: de ere jo det bedste, man har. Altsaa: af de svenske Blade og især af Aftonbladet vil man vide, at vor Konge er tilbuden 14 Millioner Fr. for første Maaneden, 7 for de følgende og Sikring mod Ruslands Hevn bagefter. At Kong OscarOscar] Oscar I, konge skal være tilbuden Ålandsøerne, har derimod mindre at betyde. Flere Opsatser i Aftonbladet og navnlig en om Sveriges Stridskræfter vise ogsaa, at Stemningen i Sverige er spændt og naturligt hældende til Vestmagterne. Men, der er et Adelskab og, som det lader, enkelte Ministre, der ere russevenlige, saa det for Kongen ikke maa være let at bestemme sig. Saaledes er ogsaa Stemningen og Tilstanden i Danmark, hvor Russevennerne vove endnu mere. Derfor var det paa Tiden for disse Nordens Folk — thi ved Folket mener man jo alle Fornuftige og Frisindede — at klargjøre sig Tilstanden og Øieblikkets Krav og derved støtte Kongen i sin endelige Beslutning; thi Folket og Kongen maa være enige. Af Massernes Raadslagninger kommer iøvrigt ikke meget; de ere den Dag idag som før Syndfloden: de vil «æde og drikke og tage tilægte,» indtil NoahNoah] retta frå: Noha gaar i Arken og Oversvømmelsen kommer, der gjør en Ende paa alle Raad, enten den saa kommer fra Østen eller Vesten. Begivenhederne baade tænker og handler for Folkene, idet de tvinge dem med Nødvendighedens Magt; men det er ikke den blinde Nødvendighed, det er Historiens Gang, det er hvad der lever og bor i Folkene, kun at de ligesom ikke kan komme ud af sin Træghed, før noget Ydre forløsende kommer til. Og netop derfor skal Folket ikke lade være at tænke og handle, saa godt det kan. Det maa erkjendes, at det nu ikke er let at tænke og handle. Vestens Tog mod Østen synes nemlig kun at ville gaa til en vis Grændse, da man ikke griber til de virksomme Midler at opflamme den polske og ungarske Nationalitet, hvilket KossuthKossuth] Lajos Kossuth, ungarsk eksilpolitikar i sin Tale den 5te Juni viste at være en Nødvendighed; men, Keiser NapoleonNapoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar er gaadefuld; rimelig at han har arvet Onkelens Hensigter mod Rusland, ligesom hans Keiserkrone, og at han i sit Venskab med England vil være heldig. England turde ogsaa engang for alle ville faa sig Rusland af Halsen, og det er Foreningen mellem England og Frankrig, som giver det hele Holdning.

Med en af de sidste svenske Poster skulde komme Underretning om en Samling af Over- og Underofficierer paa Gardermon, og nu siden at Kongen eller KronprindsenKronprindsen] Karl, svensk kronprins og visekonge skulde komme for at overvære Samlingen og raadslaa baade med Officiererne og Storthinget. Disse Rygter vækker naturligvis Anelser, og enhver vil skjønne, at Krigsspørgsmaalet ret grundig afhandles. Storthinget vilde altsaa ikke kunne slutte den 4de eller 5te næste Maaned som bestemt, og mange Officierer er vel saa gamle og ellers ubekvemme, at de ikke synderlig hygge sig til en saadan Samling og endnu mindre til en Krig; til Krig kan nu mange sandsynligvis ikke bruges.

Bliver her nu Alvor i Legen, faar vi andet Brug for Pengene end til Veie og Broer; det maatte nu ogsaa være for noget, at dette Storthing bevilgede saa rundelig til disse Ting; det var saa godt, at man efter den gamle Tro maatte frygte for, at det ikke kunde vare længe.

Stollsagen paa Kongsberg blev ved sit gamle; man besluttede sig til at følge den gamle Økonomi, da man fandt bedre Regning ved at gaa bakkede Veie hele Aaret end lægge nogle Skillinger ud for at faa dem slette. Denne Økonomi er forladt paa alle skikkelige Veie, men oppe i Jonsnuten vil man endnu følge den nogle Aar og tabe flere Tusinder, indtil Ufornuften blir altfor gal, saa man nødes til at kaste det hele overende. Næste Ting vil saaledes kunne trøste sig med at faa den samme Sag i fornyet Skikkelse.

Igaar og idag har man talt om at frigive de sølvførende Gange i Kongsbergs Omegn, men Betingelserne er i Komitéindstillingen, der især forsvares af Schweigaard,Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar saa strenge, at neppe nogen vover at gaa ind paa dem. DaaDaa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar vil gjøre Adgangen mere let, men, han har sagt, han nødes dog til at stemme for disse strenge Betingelser denne Gang, for at ogsaa han kan hjelpe til at faa Erfaringen for, at de ikke duger. Ved disse strenge Betingelser arbeider man mægtige Udlændinger i Hænderne, da ingen her hjemme tør eller kan indlade sig paa slige Vanskeligheder. Dette er ikke vel; thi det var dog bedre, om vi kunde bruge vor Rigdom selv end lade den gaa til England, saaledes som Tilfældet er med Espedalens Nikkelverk, der nu giver et overordentligt Udbytte og lover endnu mere, rigtignok efterat over 100,000 Spd., som det meldes, er krævet som Forskud.




Nr. 203/1854, fredag 01.09.

[Ny stortingsbygning; løning av kopistar i forsvaret]

Korrespondance

Christiania den 30te August

Nu spørger man ikke efter, om man skal have en ny Storthingsbygning, men om, hvor den skal ligge. AallAall] Jørgen Aall, embetsmann og politikar vil altsaa ikke denne Gang faa Udsigt til at ophænges i Glas og Ramme, om han stemmer imod Bevillingen. Det er en skjot Forandring i Meninger om en saa grei Ting! Der turde dog ingen Bygning blive af denne Gang heller, fordi man ikke kunde blive enig om Tuften, og driver man denne Strid om Tuften for vidt, kan man være sikker paa at Mange med større Grund end ofte ellers «finde sig nødte til at stemme imod, fordi Sagen ikke er forberedt.» Negtes kan det heller ikke, at det er bedre at bie, end at have noget til unyttes eller halvnyttes. Havde man biet lidt med Slottet og Universitetet, saa vilde sikkert mange onde Ting været undgangne, som nu maa drages med. Det haster overhovedet aldrig med slige Indretninger, bare man faar demfaar dem] retta frå: dem faar gode, naar man endelig faar dem. Storthinget kan godt sidde i Universitetssalen den varmeste Sommertid; Salen har sligt saa at gjøre, og der falder gjerne ikke kosteligere Ord, end at Værmaalet godt kan opsluge dem; desuden var der vel Raad for det ogsaa. De fornuftige Beslutninger, man fatter, er for det meste ikke Følgen af gode Taler, men af en Slags Tidsnødvendighed, fordi Sagen er moden i Folkemeningerne. Den, som skulde have Grund til at klage, maatte være Publikum, der unegtelig har Ret til at more sig og kritisere sine Folk, men det er nu saa alligevel ikke for Publikum, man bygger Storthingsbygningen.

Hvor skal den ligge? Ingen ved det, maaske ikke engang den «specielle Komité,» uagtet den skal have bestemt sig for Pladsen bag det nye Universitet, hvor Tuften kan faaes for «ingenting.» Bliver den som rimeligt der, saa kommer den til at ligge meget høiere end Universitetet, og derved antyde, at Politiken staar høiere end Videnskaben, ligesom Monarkiet staar over dem begge, da Slottet ligger høiest. Gausta ligger nu meget høiere endda, hvoraf man kunde uddrage lidet opbyggelige Slutninger; men Gausta er saa langt unda, at ingen Sammenligning kan finde Sted. Man har virkelig hentet Grunde for en høi Beliggenhed fra Bygningens Vigtighed for at faa et Symbol. Andre tog igjen Tingen fra en anden Kant, da man tvistede om den nye Kirke, idet de sagde omtrent, at Kirken ikke burde staa paa en Høi, men rage frem ved sin egen Storhed, altsaa ingen laant, ret som naar man taler om Mennesker. Efter Grundsætningen: «sæt dig nederst,» bygde man Kirken under Høien, ja minerte sig endog ned i den for ikke at laane nogen Storhed.

Kvartalet i Carl Johans Gade ved EgersEgers] Herman Eger, bryggar Brænderi vilde være det smukkeste Sted for Bygningen, men den Tuften bliver dyr; men Christiania By, der bør sørge for sin Skjønhed, kunde hælvte om Kjøbet med Statskassen, saa vilde det nok gaa. Staten har ikke med at sørge for Byens Skjønhed mere end billigt til eget Brug, og Byen var ogsaa vel tjent med at faa noget Vakkert til halv Pris. Men Christiania har ikke megen Skjønhedssands, hvad Bygge- og Gadeanlæg angaar. Udenfor de gamle velbekjendte er der ingen Greie paa Gader og deres Navne; de ere baade vinde og skjæve, og Navnene hører nu ingensteds hjemme. Naar man fra et høit Sted ser over Gaderne, saa finder man saa god Forvirring som nogen kan ønske. Man skulde tro, at Reguleringskommissionen havde læst i Baggesens Labyrinth om «Staden paa Vers,» og derved taget Forskrækkelse af alle rette Linier og Vinkler. Har man ogsaa engang havt Mening om en Vinkel eller en ret Gade, saa har Bygherren fundet sin Regning ved at skyde frem en Væg eller et Hushjørne — som f. Ex. paa SeilstadsSeilstads] Christian Hannibal Seielstad, byråsjef Gaard — og derved er alt blevet i den samme Mørje. Det er saaledes ikke rimeligt at Byen vil hælvte for at faa Storthingsbygningen paa et smukt Sted, og til at give Raad har den ingen Berettigelse.

Igaar bevilgede Storthinget 3000 Spd. som Tillæg for Kopisterne. Galleriet var usædvanligt fuldt, da Sagen var fore, næsten hele Hæren var tilstede. Man saa Mænd, skaldede og graa i Statens Tjeneste med sine 16 Daler for Maaneden, og naar det nu lider af nogle Aar, kan man være vis paa, at Hæren faar flere Veteraner. DietrichsDietrichs] Johan Henrik Dietrichs, kjøpmann og stortingsrepresentant talte godt, forsaavidt som han maatte bringe Folk til at tænke paa Jeppe paa Bjerget. Jeppe sagde nemlig, da nogle af hans Undergivne i hans Ophøielsesstand sagde, at de ikke kunde leve af sin Løn: «Ja, hvem har sagt, at I skal leve?» Der faldt Ytringer, at Kopisterne kunde gjøre dobbelt saa meget, hvortil DaaDaa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar meget rigtig bemærkede, at det samme kunde siges om alle Mennesker. Daa udhævede endvidere en Modsætning man længe har gaat mellem den nye og den gamle Verden, at man i Amerika lønner de Underordnede godt og de Overordnede forholdsvis mindre godt, medens man i den gamle Verden lader de Underordnede arbeide for Ingenting eller saagodtsom Intet, og de Overordnede faa urimelige Lønninger. Saaledes stiller bestandig Barbariet og Trældommen sig, kunde han have tilføiet; men Friheden er væsentlig Lighed og Retfærdighed; den er en Pyramide, som staar paa sin Grundflade. — Kopisterne burde igrunden være Embedsmænd, saa kunde man lade sig nøie med et mindre Antal og lade de rene Afskrivninger ske ved sine Kontorfolk, som i Regelen ere bedre til den Ting. Det hænger ikke godt sammen, at en Kopist absolut skal være Kandidat nu, og dog ansættes og afskediges som en anden Betjent, der ikke maa kny, ligesom det heller ikke hænger godt ihop, at man absolut skal være Kandidat med Laudabilis, for at være Afskriver, og addere Regninger og Tabeller.

Forresten har Departementsfolk ikke noget at klage over. De stige gjerne fra Kopister til Fuldmægtiger, Bureauchefer og Expeditionssekretærer; mange voxe endog saa fort som Soppen om Høsten, og vi har endogsaa i disse Dage Exempler paa, at ret middelmaadige Karle af unge Folk ere Expeditionssekretærer. Derfra blive de ialmindelighed Amtmænd eller Toldkasserere; det har ingen Nød.

Men Spørgsmaalet er, om den almindelige Stemning ikke maa løfte sin Røst, og minde om dygtige og ældre Folk, der ligefra de bleve Kandidater have færdes om blandt Folket og kjende til det praktiske Liv.




Nr. 205/1854, søndag 03.09.

[Opninga av jernbanen]

Korrespondance

Christiania den 1ste Septbr.

Jernbanens Aabning blev idag feiret efter at Opinionen og Aviserne havde protesteret derimod. En Mand spurgte nemlig meget bittert i Morgenbladet, hvilket Afsnit denne Aabning vilde være i Jernbanens Historie; og Aktieeierne, af hvilke Christiania har mange, synes, man burde faa en bedre Bane istand. Publikum har imidlertid længe faret paa Jernbanen, og saa længe det gaar godt, farer man; men hænder en Ulykke, kan man være vis paa, man standser. Vi Norske ere ikke som Amerikanerne, at vi synes sligtsaa, om en Dampbaad springer i Luften og et Jernbanetog styrter udover en Mur. I Amerika har man Folk nok, fordi Europa producerer og sender over. I Norge derimod er folketyndt, og følgelig gaar det paa Landet som en Rædsel over hele Amtet, naar en gammel Kone bryder af sig Benet.

Man synes, det er en underlig Kontrakt med DHrr. Engelskmænd, at de selv er Part og Dommere i Sagen, thi StephensonStephenson] Robert Stephenson, engelsk jernbaneingeniør er jo den, som skal erklære, om Banen er færdig og god nok. Man bebreider Regjeringen for en saadan Kontrakt, men Regjeringen og vore Herrer stolte paa Englænderne, og Fremtiden kan alene vise, om man har taget Feil. Englænderne ere rige Folk og verdensberømte, saa det synes urimeligt, at de skulde spilde noget af sin Berømmelse ved at snyde os; men hvordan det er og bliver, saa er det bedst at tie og vente, da Intet er at gjøre undtagen at kjøre.

Jernbanen blev altsaa indviet idag, og det gik smukt til fra først til sidst, kanske noget overdaadigt paa Slutten, men Menneskene maa æde og drikke, skal det gaa rigtig godt. Hovedstationen her inde i Christiania vaiede med Flag idagmorges; man kjørte gjennem en Allé af Flag og Blomstertouge. Ved Indgangen til Pladsen var Porten behængt med Blomster og Flag; det norske og engelske Vaaben paa hver Side og Robert Stephensons over. Længere borte stod ogsaa R. Stephensons Vaaben over det Hele; det er sindrigt; det er et Lokomotivhjul med tvende Vinger, ventelig for ligesom at antyde den jordiske og himmelske Hurtighed, hvormed dette nye Underverk farer gjennem Verden. Da Jernbanen gik, skreg man ikke Hurra. Enkelte kvad i, men som en Tydsker siger: «eine entsetzliche Stillschweigung entspannteine entsetzliche Stillschweigung entspannt] retta frå: einventsetzliche Stillswergung entspant sich» — en frygtelig Taushed udspandt sig. Dette syntes man godt om bagefter. Hvem skulde tro, at Publikum havde saamegen Takt, sagde man. Publikum læser Aviser, kunde man skjønne. Regjering, Storthing og Jernbanedirektører stak Hovedet ud af Vognene og — Publikum taug og glodde paa sin vante Vis efter Toget. Paa Stationerne, hvor man dennegang forresten ikke stoppede undtagen paa Trøgstad, var Flag og Blomster; især var Broen ved Strømmen smukt prydet og ved Eidsvoldbakken var Publikum paa Bakkerne, Blomster og Flag ved Stranden og i Landingshuset var dækkede Borde for de Hungrige og Tørstige, som kom fra Byen. Man aad og drak men talte Intet i omtrent halvanden Time; saa kjørte man til Byen igjen og kom did, for Publikum havde ventet det; saa gik man hjem og børstede sig og derpaa til Logen.

I Logens store Sal var smukt. Der var, sagde en Dekoratør, paa det fjerde hundrede Alen med Blomstertouge. Et stort O i Baggrunden, et Lokomotiv i Forgrunden, det norske og engelske Vaaben paa høire og venstre Side, Damer og enkelte Herrer paa Gallerierne, Gasflammer i Midten, Gardiner fore, lange Borde paa Gulvet med Mad og Drikke paa. Gjæsterne bænke sig; ved Tverbordet øverst sidde Statsraaderne, Storthingets Præsidenter, de engelske Kontrahenter og enkelte Mænd. Der hersker en høitidelig Taushed, som blot blev afbrudt af Gaflernes Raslen, Talerkenernes Klirren, Tændernes Knusen, Glassenes Klinken og Strubernes Synken. Man maa være mæt og utørst for at kunne tale; man begyndte at tale. PetoPeto] Samuel Morton Peto, engelsk jernbaneingeniør aabnede Rækken af Skaaler; han udbragte vor KongesKonges] Oscar I, konge Skaal, og Kanonerne svarte pligtskyldigst udenfor. Han talte Engelsk og vi følte mere end forstod dette naturlige Sprog med sin simple Bygning. Vi maa lære Engelsk alle vi norske Mennesker. — Peto er en noget ung Mand, paa hvem man ikke skal se, hvor mange Penge han har. Statsraad VogtVogt] Jørgen Herman Vogt, statsråd besvarte Skaalen ved at udbringe Dronningen af Englands.Dronningen af Englands] Victoria Peto udbragte Storthingets Skaal som det, der havde bevilget Penge til Jernbanen, og han ytrede sin Erkjendtlighed for en Folkeforsamling, der kunde være saa beslutsom. Præsten Bergh,Bergh] Haagen Ludvig Bergh, prest og stortingsrepresentant Lagthingets Præsident, udbragte Robert Stephensons Skaal. Han talte ret godt; han har Ordet i sin Magt, hvorvel han ikke behersker Ideerne saa godt som Sproget. Han udhævede naturligvis Robert Stephensons europæiske Fortjeneste uden dog, som man burde ventet i en Festtale, at gjøre ham til en Typus for den moderne Civilisation, der ikke som i gamle Dage søger sin Ære i Vaabenlarm, men i Kamp mod og Undertvingelse af Naturens Kræfter. R. Stephenson svarte og udbragte en Skaal for Jernbanens fremtidige Held. Han sagde, at han af alle sine Jernbaner, selv engelske ikke undtagne, neppe havde afleveret nogen saa fuldfærdig (completely)completely] retta frå: completly som den norske. Han følte vist, at han maatte modsige den norske Mening, at Banen ikke var god og fuldfærdig til Afleverelse. Han erkjendte, at enkelte Ting manglede endnu, men som snart skulde blive rettede paa. Han roste den norske Jernbane. Han roste Norge og det norske Folk og blev afbrudt med levende Bifaldsytringer. Det er en herlig Mand Stephenson, dobbelt herlig maaske, fordi hans Storhed ikke er arvet, men selvfortjent. Han har paa godt Engelsk gjennemgaaet alle Grader fra Arbeide paa sin Faders Verksted til sin nuværende Høide. Til sin praktiske Dygtighed har han ogsaa videnskabelig Dannelse, hvilket noksom fremgaar deraf, at han har gjort Opfindelser og vundet Prisen til flere udsatte Præmier. Intet Under, at han er en Mand, der bogstavelig bugner under Ordener, af hvilke han dog aldrig skal gaa med flere end det Lands, hvori han er. Han sad der som en sand Verdensborger. Han er ikke blot engelsk; han tilhører ogsaa os baade ved vor Jernbane og ved Herkomst; thi vi Norske smigre os med, at Englændere ogsaa nedstamme fra os. Ved at se Stephenson begriber man, hvad man ellers kan læse om, at Englænderne er og vil blive Verdens største Folk. Det maa blive storartet at skrive den engelske Historie om tusinde Aar; det bliver Verdenshistorien. Englænderne har ikke erobret Verden ved Sværd som Romerne. De bruge ikke sit Jern til Vaaben men til Lokomotiver; de sende ikke Verden under Aaget, men under Friheden. BidderBidder] George Parker Bidder, engelsk jernbaneingeniør er ogsaa et godt engelsk Ansigt; han har Stephensons graa krøllede Haar, men ikke saa krum Næse. Bidder er den egentlige Overingeniør for Jernbanen. Han bygger Baner, som Stephenson udkaster Planer til. Bidder svarte paa den Mængde Skaaler, han fik. Nogle vare til ham og nogle til Jernbanen, hvori ogsaa han var indbefattet. Alle spurgte efter Stephenson og Bidder; Synd, at man ikke skulde forstaa dem ganske, thi man tror altid, at Englænderne tale saa godt efter de lange Taler, man læser fra Parlamentet og Lord Palmerston.Palmerston] Lord Palmerston (Henry John Temple), engelsk statsminister Statsraad ErichsenErichsen] Ole Erichsen, statsråd talte Engelsk og udbragte Skaal for Kontrahenterne. Amtmand MøinichenMøinichen] Erik Røring Møinichen, politikar talte om Association og mente, at den kunde gjøre store Ting. Det var en slem Ting, sagde han, at vi ikke havde Penge nok, men naar vi sloge os sammen, kunde der dog blive Noget af. StabellStabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar talte for de Mænd, som mest havde virket for Subskriptionen. Han nævnte Mange, men ikke sig selv. BrettevilleBretteville] Christian Bretteville, statsråd talte ogsaa, og gamle General Wedel,General Wedel] Ferdinand Carl Maria Wedel-Jarlsberg, general der dog, naar Alt kommer til Alt, var det ærværdigste Hoved i hele Forsamlingen. Kapt. AubertAubert] Henrik Arnold Thaulow, offiser for Englændere ved Banen; han talte godt, sikkert bedst af de Norske; ogsaa han vred sig under Opinionen mod Jernbanen. Hvorvidt han i sin Skaal nævnte og roste alle Hovedmænd ved Jernbanen, var ikke godt at høre; der var nu saa mange at udbringe Skaaler for, at man tilgiver, om Enkelte bleve glemte, der have gjort meget, f. Ex. Ingeniør C. Rammell,Rammell] Charles Rammell, engelsk jernbaneingeniør en ung smuk Mand, der har tiltalt Christiania ved sit ægte engelske Væsen; man kan se paa ham, hvorledes en Gentleman ser ud.

Kl. 8 gik man baglastet af Stabelen; man kunde se, at Guds Gaver havde taget endog paa Thingets ærede Præsidenter.

Saa er da Jernbanen færdig og indviet; vi haabe det ikke er den sidste som den første i Norge; Englænderne have lært os Noget, som vi nok ikke forglemme; naar vi faa Øinene op, se vi ligesaa godt som noget andet Folk.




Nr. 209/1854, fredag 08.09.

[Statsrevisorval; jurykommisjonen]

Korrespondance

Christiania den 6te Septbr.

Statsrevisorvalgene er en Achilleshæl, hvor Pilen kan ramme dødeligt. Havde man for sig fra først af og til nu alle Statsrevisorvalg med deres Planer og Mysterier, vilde man sikkerlig faa en oplysende Bog i Statskunsten. Som noget af det mest Slaaende vilde man da finde Maribo,Maribo] Ludvig Mariboe, forretningsmann og stortingsrepresentant der for sin Opofrelse, Dygtighed og Fædrelandskjærlighed fik en ægte atheniensisk Løn af sit Folk; han blev afskediget. Utaknemmeligheden, denne tungeste Byrde i Livet, kunde han i sin fremrykkende Alder ikke bære: han blev sindssvag; og WergelandWergeland] Henrik Wergeland i sit underbare Digt lader ham ryste de graa Haar, som han tror er Borgerkronen, Fædrelandet har skjænket ham. LützowsLützows] Ole Lützow, offiser og politikar Valg i 1845 vilde fremkalde en anden Følelse; han holdt sig tilvens med de rette Folk, og, lidet begavet som han formodentlig er, led han følelige Nederlag, af hvilke det haardeste var i Debaten om «Kasernen,» hvor han ordentlig blev risdængt. Dette var formeget: han maatte faa Trøstepenge, og, han blev Statsrevisor! Man er kommen i Vane med at give slige Saarbøder, og de læge unægtelig sin Mand. Chr. JohnsenJohnsen] Johan Christian Johnsen, redaktør og stortingsrepresentant fra Stavanger, som nu blev valgt, har hverken noget Tragisk ved sig som MariboMaribo] Mariboe eller noget Komisk som Lützow; han har Ingenting, og det er unegtelig det Værste; han er vistnok en skikkelig brav Mand, men dem har vi Gud ske Lov nok af uden at det kan falde noget fornuftigt Menneske ind at sætte dem til Statsrevisorer; de ere Samfundets Støtter paa andre Kanter: de kjøre Vand og Ved og Tømmer over Heia, eller blive andre Embedsmænd, naar «Staten er nødt til at forsørge dem» og ikke «kan forbigaa dem.» Men, man vælger ikke gjerne saadanne «snille Mænd;» de slænge til at komme paa Storthinget imellem, og det ikke saa ret sjeldent, men til Statsrevisorer burde de formentlig ikke vælges. Statsrevisorposterne skulde efter sin oprindelige Tanke være Poster, hvorpaa man satte vaagne Vægtere over Konstitutionen, mens den lovgivende Forsamling var borte, en Tanke, som man ogsaa stræbte at gjøre til Sandhed i den spanske Konstitution af 1812. At man maaske har givet Slip paa denne Grundtanke og gjort Statsrevisorene til blot at se efter i Tabeller og Tal, det forandrer ikke Sagen i sit Væsen og berettiger ingenlunde til den Talemaade: «han er god nok!» Der maa desuden være en inderlig Sammenhæng mellem Dygtigheden og den ydre Stilling i Samfundet, skal Retfærdigheden ske Fyldest og Ulykker afværges.

Hvorledes skal Majoriteten efter slige Valg møde mulige Misgreb ved Embedsforfremmelser paa den anden Kant? Man lægger Sværdet for Knæet og bryder det isønder og staar der vaabenløs.

Dette Johnsens Valg er isandhed mærkeligt; man hørte nok saa smaat mumle om det iforveien, men det syntes saa eventyrligt, at Ingen kunde tro det. Men saa ser man en vakker Dag Valget med nogle og femti Stemmer. Der maa være virket, det er klart, og man kjender de mest Virksomme, men Bevæggrundene kjender man ikke ganske; man har nok Meninger og Gisninger paa dem, men disse ere saa smaa, at man ikke har Lov til at tro dem. Det hedte at man vilde «hjælpe Manden» Herregud! her er Mange, som trænge til Hjælp, skulde man gaa efter det, saa fik vi Statsrevisorer nok.

Nær glemte jeg at minde om L. Kr. DaasDaas] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar Afsættelse sidste Gang; det er ogsaa en god Statsrevisorhistorie. Man kunde ikke sone den gamle Synd, men maatte lægge en ny til; saa gaar det.

R. OlsenOlsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar kunde heller ingen Vei komme; man kan skjønne, hvor Vinden har staaet ifra.

Man hang af Juristerne, navnlig Motzfeldt,Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant som man ikke kunde slippe og derfor maatte spørge eller gisse til hvem han vilde sidde med. Havde man derfor Mening paa En eller Anden, saa maatte man opgive ham som umulig; manman] retta frå: men blev en Hallingmand, der dansede til Traadenes Ryk.

* * *

Assessor SmithSmith] Julius August Schmidt, jurist blev afskediget. Nu det var i sin Orden ikke at vælge Høiesteretsassessorer, der kunne blive Medlemmer af Rigsret; men ifølge denne Lære valgte man paa Assessor Motzfeldt! Der er Sammenhæng!

Nu har man da efter syv Sorger faaet Medlemmer af Jurykommissionen. Storthinget tog sig Vand over Hoved og maatte derfor give sig Juristerne og navnlig Motzfeldt ivold, der trak i Vælgerne som i en Hallingmand. «Kundskab er Magt, og Uvidenhed Umyndighed,» det ser man overalt, og det saa man ogsaa her. Det var Synd om Thinget, men endnu mere ondt om Nationen, der maatte se paa dette Skuespil af dem, som den udsendte. Alt dette kan nok i sin Ende blive godt. Noget man forresten maa tro om Alt, hvad der sker i det Store; men det er mistrøstigt for Øieblikket. Lidelsens Kalk for Storthinget var dog ikke udtømt; det maatte drikke en til idag og det den bitreste, den, som DunkerDunker] Bernhard Dunker, jurist skjænkte. Man tømmer den med en rørende Ydmyghed, som maa afvæbne Satiren. Saaledes endte «Nederlaget, som Regjeringen fik.»

Man vilde have en Jury og fik derfor drevet igjennem, at en Kommission skulde blive valgt af Storthinget; thi Regjeringen havde en Kommission, som ingen Jury vilde vide af. Nu efter dette tager man Folk, som saa ligefrem erklære, at de blot kan sidde i Kommissionen for at modarbeide Juryen! Faar man ikke Ende paa Juryen med tvende Kommissioner, saa maa den have god Levedygtighed. Man sørger for at dræbe den baade med Dolk og Gift. Hvad Ondt har den gjort?

Dunker skrev forresten saaledes, som alene Dunker kan skrive, og han skrev aabent; Brevet geraader Manden til Ære; han vidste nok, hvorvidt han kunde gaa; han kunde sikkerlig have gydt endnu mere Malurt i Kalken, og man havde været nødt til at drikke og nyse i Lommetørklædet. Enkelte vil dog nok maaske opponere mod Dunker og ikke finde sig i Ydmygelsen; men det bliver afmægtigt. Der gives en Fredsbetingelse, som heder at overgive sig paa Naade og Unaade.




Nr. 211/1854, søndag 10.09.

[Mot slutten av stortingsperioden; svensk motstand mot avviklinga av statthaldarposten]

Korrespondance

Christiania den 9de Septbr.

Firskibsbestemmelsen, som man gjorde saamegen Kvalm om ivinter, er gaaen nok saa pent igjennem Protokolkomiteen og Odelsthinget. Det var nok Enkelte, som dadlede den, men saa var der ogsaa de, som fandt den god, og blandt disse var endog de mest Dygtige. Ingen skal altsaa kunne sige, at den var ilde faren. Det var denne Bestemmelse, man skreg saameget om, og antog at Statsraad BlochBloch] Hans Glad Bloch, generalløytnant og statsråd maatte stilles for Rigsret; det er mistrøstigt for alle Avisskrivere at se sligt; thi de maa frygte for at Folk ikke tror dem en anden Gang, naar man kommer efter at de støde i Trompeten for Ting, som senere vise sig at være ganske i sin Orden.

Foreningen af Statsraadsembedet og Kommandoposten blev ogsaa fundet rigtigt af Protokolkomiteen og Odelsthinget; den blev endog rost. Overhoved har Protokolkomiteen fundet lidet eller intet at hænge paa denne Gang. Statsraaderne bestne paa sin Side, og Odelsthinget bliver paa sin mere ræd for at dadle og sætte Rigsret, der findes at være et Vaaben, som man ikke tør bruge, før det gaar paa Livet; det er vist ogsaa en rigtig Betragtningsmaade dette, og Statsmagterne komme paa denne Maade til den bedste Enighed, om hvis Nødvendighed man især paa sidste Thing talte saa mange rørende Ord.

Derimod har man kvinklet noget om Traktater, afsluttede i dette sidste Treaar, og navnlig tyktes man den med Rusland ikke var den bedste og mest stemmende med frisindede Grundsætninger; den fandt dog sine Forsvarere den ogsaa; der var altsaa ingen Fare.

Storthinget negtede den overordentlige Bevilling paa 350,000 Spd., som Regjeringen havde forlangt til paakommende Tilfælde. Det var nu ogsaa et Forlangende, man ikke ret kunde blive klog paa; thi Regjeringen og dens Talsmænd lod heller ikke til at vide ret, hvorledes et saadant Forlangende skulde være at forstaa: forstod man det saaledes, at Regjeringen skulde være bemyndiget til at optage et Laan hos Banken, om Indtægterne ikke strak til de bevilgede Summer, saa paaviste man, at der var Penge nok i de andre Kasser at tage af saalænge, indtil Pengene kom ind; og forstod man det som en ny Bevilling, saa kunde man ikke gaa ind paa den for det første, og derom maatte da blive en anden Tale. Det lod til, at man helst vilde holde Tingen i det Ubestemte og betragte Bevillingen som et Tillidsvotum; men det fik man nu da ikke. Der er dem, som anser det muligt, at Storthinget for den Skyld kommer til at bie, indtil et ordentligt Forslag kommer, da man kan trænge til Penge i paakommende Tilfælde f. Ex. til Nøitraliteten eller Krigen; men Storthinget drager nok bort, saasnart nu Opløsningen kommer fra Stockholm (i Løverdags eller i Søndags), og skulde man trænge til Penge, saa faar man sammenkalde et overordentligt. Det vil blive brydsomt det, og der er vist Mange, — de 18 idetmindste, — der stemte for Bevillingen, som tro, det havde været bedre om man havde bevilget med det samme og paa en saa ubestemt Maade, at man kunde have brugt Pengene til hvad der skulde komme. Det maatte blive kjedsommeligt at ligge for Storthinget, da det nu ikke har mere at gjøre; men saa kunde Folk tage sig Udflugter, hvilket de allerede i denne Mellemtid saa smaat gjøre, og man holdt vel ud Vintertiden.

* * *

I Gøtheborgs Sjøfarts- og Handelstidning for 4de dennes læses igjen en Artikel om Norge af en endnu værre Slags, end de foregaaende iaar, uagtet de have været onde nok. Artikelen er i Anledning af Statholderpostens Ophævelse, som nu forresten staar fast nok, da Beslutningen ikke blev sanktioneret. I Artikelen sammenlignes Norge med Ungarn og Irland, som have det meget værre, uagtet det lader til, at vi ikke kunde have ventet det bedre af det senrige Sverige, som kunde tage alt, men tog intet, end hine Lande kunde vente det af Huset Habsburg og af England. Naar man gaar ud fra slige Forudsætninger, er det rimeligt, at man finder os overmodige og utaknemmelige, at vi sammenlignes med et Plogbest, der «skinar» ud over Skoglerne og at vi stikke Sylen i Næsen paa de Svenske. Billedet er taget af Grisen, som man ser! Aftonbladet faar høre næsten ligesaa ilde, fordi det har holdt med os; detdet] retta frå: de er usvensk og meget andet ondt. Kunde man ikke trøste sig med at Tidningen var gaaen fra Forstanden, saa vilde en saadan Artikel isandhed være meget utrøstelig, især i disse Tider. Jeg tør antage, at ingen Bogtrykkergut hos os vilde sætte saadan Tale om Sverige, endsige nogen Mand skrive den.

Det vilde være paa Tiden for vore store Aviser, som læses i Sverige, at møde Tidningen med Kraft og Værdighed; thi der lader til at være et Parti i Sverige, der tænker som den skriver, ellers kunde den ikke komme med Sligt, medmindre den da virkelig skulde være forrykt. Det er for hellige og store Interesser det gjælder til at kunne trøste sig med Taushed og Ligegyldighed.




Nr. 215/1854, fredag 15.09.

[Oppløysinga av Stortinget; fest hos Statthaldaren]

Korrespondance

Christiania den 13de Septbr.

Idag blev da Storthinget opløst; af de krigerske Rygter blev det altsaa denne Gang heller intet andet end Rygter, og Folk tør sige, at vi vare bedst tjente med det. Imidlertid er det nok en almindelig Tro, at her til Vaaren bliver et overordentligt Storthing, naar nu Fiendtlighederne begynde igjen, dersom det da ikke før den Tid bliver Fred. I Opløsningstalen blev det af Hs. Maj.Hs. Maj.] Oscar I berørt, at det var lykkes at bevare Nøitraliteten, hvorved det igjen var lykkes Storthinget at bevilge saa glædeligt til Næringsveienes Udvikling. Statholderen,Statholderen] Severin Løvenskiold, statthaldar som oplæste Talen, lagde fortrinsvis Eftertrykket paa Ordet «Mig.» Idet Storthinget fik den Erkjendelse, at det havde bevilget saa godt, blev der dog gjort opmærksom paa, at man ikke havde bevilget efter Forlangende til Forsvarsvæsenet; det er et godt Ord det Ord «Forsvarsvæsenet», da det vækker Tanken om det Nyttige og Nødvendige ved ethvert militær Skridt, og enhver militær Foranstaltning.

Statholderen oplæste den kongelige Tale med en sikker Stemme for hans høie Alder; det var en høitidelig Stund; Skade blot, at man ikke kunde lade være at se paa Herolderne hvis fantastiske Dragt synes være udtænkt til at mildne det dybe Alvor i slige Høitidsstunder og vække Følelsen af det Humoristiske; forsaavidt er der en dyb Sandhed i disse middelalderlige Herolder, hvorhos man ved at lade dem ride gjennem Gaderne, betænker det store Publikum, som ikke slipper ind.

Det faldt ogsaa denne Gang i Harbitz’Harbitz’] Georg Prahl Harbitz, sokneprest og stortingspresident skjønne Lod at svare paa Opløsningstalen, og siden at takke af til Repræsentanterne. Han taler med Følelse og Værdighed, Harbitz; der var visselig mange vaade Øine, da han endte. Han mindede om Rummelhoff,Rummelhoff] Iver Anton Rummelhoff, prest og stortingsrepresentant som var kaldt bort fra deres Midte, og endte med, at han var gaaen til det Hjem, hvortil «vi Alle stunde.» Vel, om Harbitz endnu nogle Gange kunde tale for Thinget i dets Opløsningsstund!

Næst før Thingets Aabning var der Tale om, at Repræsentanterne skulde indfinde sig og tegne sig paa en «Nationalsubskription» for Statsraad Stang;Stang] Frederik Stang, politikar og statsråd Andre talte igjen om, at det gjaldt en extra Bevilling til ham, hvilket dog er lidet rimeligt, da Budgettet var afsluttet. Under hvad Form nu end der blev valgt, maa man antage, at den smukke Hensigt blev fremmet paa bedste Maade, paa en Maade nemlig, som ikke gaar Modtagerens naturlige Selvfølelse for nær, men fremtræder som en sand Hædersgave; det maa ogsaa antages, at de første, som tegnede sig, ikke greb for dybt i og derved paa en Maade tvang Mange til at tegne sig for mere, end de havde Raad til.

Nu er man i Selskab hos Statholderen. Det er ellers en farlig Ting at tale om Selskaber og Gjæstebud hvor der er store Folk; thi ogsaa der vil man at Høitideligheden og Subordinationen skal anerkjendes; det tillades ikke, som Præsten sagde, at hænge Kraven og Kappen igjen i Forstuen og inde være et almindeligt Menneske. Disse høitstaaende Mænd skal behandles som Guderne, der, som bekjendt, hverken spise eller drikke. Om «simple» Folk kan man sige, at de ere fulde og alt Uskjønt, men om Mænd i Rangen maa man ikke engang sige at Guds Gaver virker paa dem. Man har et Ideal af det «Passende,» der er saa pudret i Parykken at Øinene fyge fulde. Folk maa ikke være Mennesker! det er Synd det! Paa Landet siger man om en rigtig smuk og pertentlig Jente: «hun er saa smuk, at hun ikke «tar» (trænger til at) spise;» stundom tager hun dog et Par Bitar (Mundfulde); hun snyrper paa Næsen til «det Stærke.» Saadan er Autoriteterne. Det er smukt! Men at Mennesker, som indbilde sig at kjende Grændsen mellem det Passende og Upassende, tror alt dette og ikke finder denne gammeldagse Mening yderst latterlig, det er ikke smukt, det er ordentlig foruroligende. Men at derimod de, som spise og drikke mest, finde sig mest stødte, naar Nogen tillader sig at finde dette Menneskelige hos dem, det er ganske i sin Orden; thi Enhver vil sikkert have hørt en fuld Mand hikke: «æ— æ— er jeg fuld kanske!»

Nu med al denne Fare for Øie, maa jeg dog fortælle, at der er Selskab hos Statholderen; imidlertid er der vel ikke saamange Storthingsmænd som vanligt paa Grund af den originale Indbydelse idetmindste til enkelte Storthingsmænd. Indbydelsen gik nemlig gjennem Politiet!

Der maatte ikke have været nogen Liste paa Forsamlingsværelset, saa man kunde forberede sig med det passende Antal «Couverts;» thi sendtes Politibetjente om med Billetter og bad Folk komme paa Politikammeret og angive sig Kl. 9, tror jeg. Folk, som ikke var hjemme, kommer hjem og finder Bud til sig om at indfinde sig paa Politikammeret; de studse og lede efter en Synd i Samvittigheden, og finder de nu ingen, maa de tro, det er fordi de havde stemt for Statholderpostens Ophævelse, det vil da sige de, som havde gjort det. Der var dem, som kastede Billetterne til Politiet og sidde nu hjemme, medens mange Andre leve vel.




Nr. 217/1854, søndag 17.09.

[Dom over stortingsrepresentantane; eksport av storfekjøt]

Korrespondance

Christiania den 15de Septbr.

Underlig nok, at her ingen Bedømmelse af Storthingsmændene er udkommen. Det vilde være en nyttig Bog det, naar den var skreven med Sagkundskab og Dygtighed. Men Tingen er nok den, at de, som kunne skrive, ikke have Hjertelag til saaledes at tage Folk for sig og behandle dem paa en Maade, der for de Fleste ikke kunde blive lemfældig, dersom der skulde være nogen Sandhed og Interesse i Bedømmelsen. Desuden kunde man ogsaa let komme til at begaa Uretfærdigheder, da selv det nøiagtigste Kjendskab til en Mands enkelte Storthingsfærd ikke altid er tilstrækkelig til at begrunde nogen fuldstændig Dom om ham, hvorvel man kan være temmelig vis paa, at den Uvirksomme er uvirksom, fordi han ikke kan være Andet, naar da Sygdom undtages. Begavelsen og Dygtigheden er noget, som ikke lader sig stænge inde; man vil nok indbilde sig selv og Andre, at man kunde gjøre noget, bare man vilde, men dette er en af Indbildningens og Forfængelighedens Puder, som igjen andre forfængelige eller dumme Mennesker lader Folk hvile paa. Dygtigheden er som Troen: den maa vises i Gjerningen.

Den Gjerning, som bestaar i at gjøre intet, er vistnok bedre end at gjøre galt, men den er dog ingen Gjerning, hvordan man snur og vender det. Af saadanne daadløse Mænd var her mange, og de burde faa sin Dom ligesaavel som de, der gjorde ilde, og de faa, som gjorde vel. Det er dog en mærkelig Umyndighedstilstand, at man saaledes lader fem være lige; for Folk i Christiania og enkelte Andre, som læser Forhandlingerne, kan det være det samme, uagtet Referaterne i sin sammendragne Skikkelse ikke give noget sandt Billede, men ofte endog et rent falskt, idet Vævere desværre ofte staa som store Mænd; men for Folket, Vælgerne ialmindelighed, var det nødvendigt at se, hvilke Mennesker de udsendte, for at de en anden Gang bedre kunde sørge for sit Ansvar og sin Værdighed. En Bedømmelse, der var god og retfærdig vilde være gavnlig i mange Maader, gavnlig endog for dem, som i Følelsen af sin Udygtighed ingen Glæde kan finde i at være paa Storthinget.

Dersom Aviserne vare, som de burde, tog hvert Steds Avis for sig sine Storthingsmænd og gjennemgik deres politiske Færd til Belærelse for sin Læsekreds. Saaledes vilde Kundskaben komme til dem, som nærmest trængte til den. En Bog kunde ikke faa nogen saa almén Udbredelse, at den tilsigtede Nytte aldeles blev naaet.

Byen og Amtet, Valgkredsen, maa engang komme saavidt, at det bliver en Æressag for den at sende gilde Folk paa Thinget; den maa med Kjærlighed og Ængstelse følge deres Fjed, og ligesom enhver Vælger maa skamme sig, naar de Udsendte ikke gjøre det godt, saaledes er det billigt at han glæder sig og er stolt, naar det gaar vel. Han vælger sin Mand, sender ham ud og modtager ham, naar han kommer hjem med et «Velkommen» eller «du var ikke Mand for det Ærinde, jeg gav dig.» For er deter det] retta frå: det er kommet saavidt, kan man ikke vente meget; og det bliver paa Slump, om det gaar godt engang.

Det er imidlertid godt, at Styverfængere ikke denne som saamange Gange ere komne med nogen Bog; de maatte vel tro, at de ingen Penge vilde tjene med en «Karakteristik.» Det er allerede meget dette, at Folk kan lade være at gjøre galt; det er netop saameget, som saamange Storthingsmænd have gjort.

* * *

Man begynder nu her som i Danmark at udføre Oxer til England, der saameget trænger til Beaf. Dette vil blive en god Udførsel for os, naar nu Folk mere kommer efter, at Kvægavl er en naturlig Bedrift hertillands. Det er en nem Maade for Landmanden at omsætte sin overflødige Grøde til Fedme, der let kan føres tiltorvs og gjøres til rede Penge, derved vil ogsaa Jordbruget komme sig. Da skal ikke Hedemarken klage, fordi Brændevinsafgiften er for høi, og da vil man heller ikke finde, at flere gode Aaringer er nogen Ulykke for de kornrige Bygder, om hvilke man ofte hidindtil har kunnet sagt, at de steges i sit eget Fedt; thi selv om Naturhindringer skulde forbyde at anlægge gode Veie eller Jernbaner, vil man dog altid kunne drive Slagt til Byen, og naar nu Prisen bliver henimod det dobbelte, svarer det nok Regning. Allerede længe og mest nu især have enkelte Kornbygder, f. Ex. Toten, avlet Svin og Heste og solgt til andre Bygder, og de fandt, at dette var en noksaa grei Maade at sælge Korn paa; men dette kunde dog ikke blive meget af, ligesom det overhoved ikke bliver i det Store, før man finder et udenlandsk Marked. Kommer det nu, som rimeligt er, igang med Kvægudførselen til England, skal man se, hvor Bygderne vil komme sig og Jordbruget forbedres, ligesom man ogsaa bedre vil lære at benytte vore fede Fjeldbeiter, og ikke nedtrampe det gyldne Græs eller lade det staa og visne.

Det vil blive dyrt Slagtet for os Byboerne, men det faar ikke hjælpe; Byerne faa vel Sit igjen paa sin Maade, og desuden maa Landets Vel staa over Byens; thi, som en Mand har sagt: «Vor Herre har gjort Landet, men Folk Byen.»




Nr. 221/1854, fredag 22.09.

[Kyrkja og staten]

Korrespondance

Christiania den 20de Septbr.

Christiania geistlige Forening holder idag Møde paa Universitetet; der er mange Præster fra Byen og Landet, flere af Universitetslærerne, mange theologiske Kandidater og Studerende og ikke ret faa Tilhørere, da man har været saa god at holde Forsamlingen for aabne Døre, hvilket ogsaa er noget, som maa falde af sig selv; thi det er jo i Lysets Tjeneste man vil arbeide. Det er ikke længe siden denne Forening var sammen: Ordføreren læste op Uddrag af Møderne i Marts og Juli sidstleden. Theologiske eller geistlige Foreninger er i den senere Tid stiftet overalt, formodentlig i hvert Provsti eller større Kredse. Her synes saaledes at være Liv i Kirken, og at det er det rette Liv, Lysets Liv nemlig, det kan ingen Theolog betvivle; derfor glæder han sig ogsaa over Nutidens troende Retning imod den ældre vantroende, og venter, at en saagodtsom ny Dag er i Anbrud, en Dag, da Kirken kan beherske Staten, en Dag, med mange Helligdage, en Dag, som man havde den i Middelaldren.

Ja, virkelig vente Theologerne en saadan Dag; de se Straaler fra den i Nutidens bevægede Liv. De finde, at Alt gryer mod den: ved Universitetet foredrages Læren, ogog] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: men purt og rent. De yngre Præster og Kandidater ere gjennemtrængte af et ganske andet Troesliv end forhen, og Menighederne, tro de, føle Trang til et andet Lys. Selv i Præstegjeld, hvor Kirkerne staa saa godt som tomme, nærer man den samme Tro, saa stærk er den! Bevægelserne i Kirken, f. Ex. den Lammerske,Lammerske] Gustav Adolph Lammers, prest og dissentar gjør man til Tegn paa en troende Aand, som kjæmper sig under mange Skikkelser frem til Klarhed. Den geistlige Stand er lykkelig, fordi den tro paa alt dette.

Men Ingen er blottet for Tro paa Sit. De «verdsligeverdslige] retta frå: verdlige Vise» have ogsaa sin Tro; de tro, at Videnskaben, fornemmelig Naturvidenskaberne, den frigjorte Tænkning, den sunde Fornuft, den praktiske Forstand, vil engang faa sin Dag, under hvis Sol Menneskeslægten vil blive ydmyg, hjælpsom, arbeidsom, kort god og nyttig. Man tror, at Staten vil vedblive at beherske Kirken og foreskrive den LoveLove] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Lære, at de geistlige Forsamlinger kunne tale og raadslaa længe nok, uden det mindste Resultat, og at de blot stampe mod Braadden, naar de saaledes have hele Tiden og den mere dybsindige Aandsretning imod sig.

Saaledes omtrent staa disse Magter mod hinanden. De respektere ikke hinandens Ord, de forstaa hinanden ikke; kort, en Samtale mellem dem er ikke mulig. Dette er at sætte Modsætningerne paa Spidsen, vil man sige, saaledes som de ingensinde staa i Livet. Kan saa være; imidlertid tror jeg det ikke. Man spørge grundigt sig selv og sine Erfaringer; men, som sagt, han maa spørge grundigt.

Mellem disse Partier ligger et mæglende, et, som vil, efter den bekjendte Talemaade, «retfærdiggjøre Troen for Tænkningens Domstol.» Men dette Parti er i Aftagende, idetmindste blandt Videnskabsmændene, idet enhver paa sin Side, mere og mere kommer til Erkjendelse af, at en Forening er umulig.

Et andet Parti er ogsaa, og det et stort et, nemlig den store Hob, som Intet tænker, og den, som ikke kjærer sig om, hverken det Ene eller det Andet, den, der ligesom Menighedens Engel i Smyrna, hverken er kold eller varm. Nok et Parti, men det er lidet, mener, at Uenigheden blot bestaar i Ord, og at Alle ere enige, men hver har sit Sprog. Man hører hverandre, og oversætter det i sit eget Maal, og saa er Alt godt. Den Ene tager Billedet for det Virkelige, og den Anden lader Billedet vederfares Ret; men lader det være et Billede. Dette Parti er ikke saa ufornuftigt endda, om det i saa vigtige Ting er tilladt at udtale nogen Mening. Det er desuden den store Fare ved at ytre sig mod den ene eller anden Side, at man altid kan være sikker paa at blive mødt med Raabet: Korsfæst! — et Opraab, som den uvidende Mængde altid saa gjerne lytter til og istemmer.

Man bør vide til alle disse Modsætninger og betænke, at de altid i større og mindre Grad have staaet saaledes, og Verden er gaaen nok saa smukt frem!

Imidlertid tør det vel antages som givet, at de saakaldte «verdslig Vises» Tal voxer ustandseligt, under Videnskabernes raske Udvikling.

Dog lidt om Mødet. Pastor GrimelundGrimelund] Andreas Grimelund, prest og universitetsteolog udviklede Betydningen af Helligdagene i Kirken, og kom til det Maal, at Forordningen af 26de Oktober 1770, som afskaffede dem, var en Forordning, der vidnede om Tidens Fritænkeri. Forordningens Præmisser lyde saaledes: «Skjøndt disse Helligdages Anordning kan have havt et gudeligt Øiemærke, ere de dog mere blevne anvendte til Lediggang og Laster, end til sand Gudsdyrkelse; hvorfore det er bedre, de efter andre protestantiske Landes Exempel blive anvendte til Arbeide og nyttig Gjerning.»

Dette er Ord, som ikke lettelig gjendrives, hvad man end siger om Tiden. Ministeren StruenseeStruense] Johann Friedrich Struensee, tysk lege og dansk minister var et Geni, som gik langt forud sine Tider, og at han derfor blev styrtet og henrettet, kan ikke forundre Nogen, som kjender til Verdens Gang.

84 Aar efter dette taler den norske Geistlighed om at indføre idetmindste nogle af disse Dage; dette er Noget, som fortjener at skrives paa Historiens Tavle. Trænger man til flere Helligdage, faar man dem vist; Folk har jo Frihed til at lade Arbeidet være, og samles naar de vil. Finde Præsterne, at Kirkerne blive for smaa og at Halvparten af Menigheden ikke slipper ind paa Søndag, er jo ingen Ting mere ligefrem, end at man prædiker paa Mandag, man faar altid Hus. Og kan man ikke paa de aarlige Høitiders tvende Dage tilfredsstille Søgningen, saa faar man vist Lov til at prædike den 3die. Og bliver alle Kirker for smaa og alle Helligdage for faa, saa kan man samle Folket om sig i Ørkenen eller paa Bjerget; her er ingen Fare. Men ser man nu ikke til et saadant Liv hos Mængden, og en saadan Begeistring og Begavelse hos Lærerne, saa har man nok med de Helligdage som er, og kan alene ønske, at Livet og Begeistringen maatte komme. Hvorfor er man ikke praktisk, og hvorfor ser man ikke mod Syd og betragter de katholske Lande med alle sine Helligdage, Processioner og — Uvidenhed? Man taler om Trang til mere Præstehjælp, saaledes som da man vilde have de mange Kapellaner, og man ser endog med ét Øie, at i de rigeste og største Præstegjeld har man Rum til Overflod i de gamle smaa Stenkirker, og at det mere er af Hensyn til visse Dage og ydre Omstændigheder end af virkelig Trang, at man ombygger dem; Præsterne ere selv taktløse nok til at hænge paa sine Menigheder, at Kirkerne skulle ombygges; det falder dem ikke ind at spørge sig selv, om ikke Kirkerne ere bedre end de selv ere. En saadan Præst blev svaret af en Bondemand, da Præsten synte ham den nye Kirke, som han efter megen Modstand havde faaet den fattige Menighed til at opbygge: «Ja, Kirken er ven nok, Gud give nu Præsten ogsaa var efter den.»

Man farer frem uden at spørge Livet til Raads, og stiller Fordringer, som man skulde være ufeilbar. Saaledes gjorde ikke den Mester, i hvis Fodspor de sige at træde. Dette er ikke vel hverken for Kirken eller det religiøse Liv. At forresten ikke Alle ere saaledes, er naturligvis overflødigt at bemærke.

Hvorfor spørger man ikke efter Grunden til at disse Mormoner kunne formeres, og at Haugianer kunne trives! Det er ikke Mangel paa Præster, ikke de faa Helligdage eller de smaa Kirker, som gjøre dette. Grunden ligger noget dybere, og ned til denne Grund var det vel værdt at komme. Hverken de høieste eller de laveste Lag i Samfundet almindelig talt finde Næring for sin hungrige Aand i den anordnede Gudstjeneste, og de Fleste gaa, fordi det maa saa være. Dette er kjendsgjerninger, som vanskelig skal gjendrives. Hvi agter man ikke paa Tidernes Tegn! Dog, at sige dette hjælper intet og endnu mindre hjælper det at angive et Redningsmiddel, som Theologerne selv ikke have udfundet. Livet faar gaa sin Gang og Tiden tale med sin Røst. Den, som ikke vil høre, maa føle.




Nr. 223/1854, søndag 24.09.

[Prestar og lærarar]

Korrespondance

Christiania den 23de Septbr.

Den anden Dag paa Præstemødet talte man om «den indre Mission,» hvor da Udtrykket «indre Hedninger» brugtes som Modsætning til Hedningerne, man sender Missionærer til. For at faa «en indre Mission» trængte man til flere Præster; By og Bygd maatte ligesom inddelesinddeles] retta frå: indeles rodevis, og hver Præst burde inden sin Rode føre Opsigt med den «aandelige Tilstand» og «Nøden,» den «aandelige Nød,» være en Censor morum, som det hedte i Rom. Denne aandelige Rodemester skulde da holde nøiagtig Regning paa, hvormange og hvem der gik i Kirke; han skulde i Roden fare om i Husene og rode efter i Boghylderne, hvad Slags Bøger Folk havde, om Romaner og Komedier og andet ugudeligt Væsen; man skulde famle om Væggene for at finde ugudelige og letfærdige Malerier og Skilderier. Hvad der skulde gjøres med dette syndige Tant, blev ikke rigtig sagt; men ventelig skulde det opbrændes paa en hellig Ild; for at faa Sammenhæng var en Autodafé nødvendig; naar man har det ene, maa man have det andet; naar man vil indføre Inkvisitionen, bør man være fuldstændig og strængt taget ikke alene brænde Bøger og Skilderier som ikke er «gudelige,» men ogsaa de syndige Mennesker; thi det er dog de, som ere de skyldige. Middelaldren bør fuldstændig komme igjen, følgelig ogsaa Hexeprocesser og Opbrændelser; det nytter ikke at have nogenting halvt.

«Man skulde ikke bryde sig om Regjering og Storthing» men arbeide, saa kom det nok af sig selv; ja virkelig blev ogsaa dette sagt og uimodsagt! Det var saaledes man vil vide, ThraniterneThraniterne] retta frå: Traniterne ogsaa talte, da de i al Gemytlighed sad og debatterede om en Revolution. Ligheden mellem disse Korporationer er slaaende, og det er ogsaa her paa Tiden at Pressen, Folket og den sunde Fornuft er paa Vagt. Det er visselig ogsaa paa Tiden, at de geistlige Foreninger for Fremtiden holder sine Møder for lukkede Døre, saa at Verden ikke faar noget om dem at vide.

Slige Forhandlinger og Taler ere isandhed ubegribelige, naar man betænker, at det er «lærde» Folk, som holde dem; man vakler og véd ikke enten det er Drøm eller Virkelighed, man hører.

«Vi trænge til flere Præster,» siger man atter og atter her som man sagde i Thinget, da der var Tale om de mange Kapellaner. Folket trænger til «aandelig Hjælp,» til «Sjelepleie.» Visselig, men neppe til en saadan Sjelepleie. Folket trænger ogsaa til legemlig Pleie; Folket trænger til Meget, og saligt er det for den, som kan give Folket noget.

Men skulde det virkelig være paa Tiden at ansætte mange Præster? Spørger man uhildet Livet, saa faar man unegtelig Nei. Og saa maa det være. Folket trænger til virkelig Lærere; den Lærevirksomhed, som Præsten optræder med, kan kun beklædes af Faa, af rene Udvalgte. Det gjør et sørgeligt Indtryk at se saamange høist almindelige og middelmaadelige Mennesker beklæde Prædikestolen; det er en Lidelse at høre dem fra et saadant Sted; fra det Sted maa alene IldtungerIldtunger] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Ildtænger tale. Lad dem tale og alene dem! Saa indsætter man Lærere, gavnlige Folk, som ingen Bedrøvelse vække! Det vilde være en god Anvendelse af de store Præstegaarde og de præstelige Lønninger. Naar man ser i rige Præstegjeld, at Folk ikke synderlig gaa til Kirke og gaa de, saa gaa de for en Skik; naar man ser dette, bliver man bedrøvet, og man klager ikke over Mangel paa Præster, men man finder, at Folkelærerne maa fremtræde under en anden Form, at Organisationen af Præstekald som nu,Præstekald som nu,] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Præstekald, som nu er en Indretning, der ikke kan tilfredsstille Trangen. Der sidde Præster paa store Gaarde og ere administrative Embedsmænd, medens de egentlige Lærere bo paa en liden Plads eller have sig en Stue i Udkanten af Byen. Lad enhver være gavnlig og faa Løn for sit Arbeide; men for Guds Skyld lad Ingen betræde Prædikestolen, naar ikke hans Tale kan trøste, røre og begeistre Sjelene. I denne Forstand have vi altfor faa Præster; men det lader som de geistlige Foreninger tro, at man ved at sammenlægge mange ubetydelige Mennesker kan faa én stor Mand, ligesom man adderer Talstørrelser!

Skolelærermøderne, som nu saa glædeligt komme igang med samt Skrifter for Skolelærerne, vil danne en Modvegt mod disse theologiske Forsamlinger, Taler og Skrifter. Det er at møde Folk paa deres eget Feldt; vi andre kan ikke gjøre stort og maaske ogsaa Almuen heller ikke har den nødvendige Tillid til os som til sine Skolelærere. Skolelærerne ere af Folket, kjende dets Trang og Tænkemaade; Skolelærerne er en Magt, som Friheden, Civilisationen og Folkeopdragelsen maa tage i sin Tjeneste. Men Præsterne er neppe Skolelærermøderne hulde.

Jeg behøver ingen Undskyldning, fordi jeg har talt saa meget om disse Ting: det er vigtige Ting; men derimod kunde jeg bede om Undskyldning, ifald jeg ikke havde talt med den Styrke, som Sagen fortjener, ligesom jeg ogsaa kunde trænge til Undskyldning for mulige Misforstaaelser fra min Side; at man vil læse mig uden Misforstaaelser, tør jeg ikke vente. Had vil jeg ikke vække; dette er Ting, som bør være uden Vrede og Bitterhed.




Nr. 227/1854, fredag 29.09.

[Teaterpublikum: fakkeltog for prof. Hansteen; strid mellom lærde]

Korrespondance

Christiania den 27de Septbr.

Publikum er skjønsomt og taknemmeligt indtil Rørelse; bare det finder noget at gjengjælde, saa gjengjælder det Kongeligt; det har baade Gods og Ære at give bort. Den, som klager over Publikum, er uvillig; thi selv om det ikke vil «kannas»*) ved en Mand, saa skylder det ham intet; han maa være glad ved, at han uændset kan gaa; om en Kritiker angriber ham, saa kan ikke Publikum for, at en vigtig Herre opkaster sig til dets Talsmand. Kan ikke en Forfatter, en Kunstner osv. træffe Publikums Smag, saa er Skylden hans; han kan trøste sig med, eftersom han er forfængelig til, at Publikum er paa Afveie eller umodent til at fatte ham, men ogsaa her er Publikum uskyldigt og saa godt, som det kan. Hvorfor byder han sig til et saadant Publikum? det klænger sig aldrig ind paa nogen Mand. Dette er Tanker, som altjevnt bryderbryder] retta frå: byder op igjen, naar man sitter i Theatret med Publikum, naar man taalmodigt ser det læse slette Vers og kjøbe flaue Sager, naar man ser det klappe og fremkalde Skuespillere, kort hvor man ser Publikum, gaar det med Langmodigheden selv uden paa sig; det tramper nok og bærer sig lidt undertiden, men det mener igrunden intet med det altsammen; det bliver snart godt igjen.

Herom Dagen bragte Publikum Madam SchrumphSchrumph] Augusta Schrumpf, dansk-norsk skodespelar en smuk Hylding paa 25aarsdagen efter hendes Optræden; man fremkaldte hende i Theatret, kastede Blomster, og ud paa Kvælden kom sammen skogtykt udenfor hendes Vinduer for at raabe Hurra og synge. Publikum vilde gjøre det bedste det kunde, for at gjengjælde de glade Timer, det havde nydt i Theatret. Aviserne skreve smukt, men iagttoge en diplomatisk Taushed med de mange smukke og kostbare Presenter, Skuespillerinden havde faaet; de maatte vel tro, det var vanhelligt at tale om dem, eller noget, som ikke kom Publikum ved; men Publikum er glad i Presenter; det klapper til Diamantringe, Armbaand, Schawler og broderte Teppener; det vil have disse Ting og lader sig ikke afspise med noksaa poetiske Talemaader. Der var endog Tale om, at en rig kunstelskende Mand skulde være betænkt paa at give Kunstnerinden en Pension. Det havde været det smukkeste af Alt, og vidnet om, at vi ogsaa her i Norge have Mæcener. Et Land maa have slige Yndere og Ophjælpere af Kunst og Videnskab, dersom Kunstnere og Videnskabsmænd skulle arbeide med Haab og Fortrøstning til de onde Dage. Staten og de andre Pensionsindretninger ville ikke altid slaa til, og det er desuden mangengang saart at ty til dem.

Igaarkveld bragte man Professor HansteenHansteen] Christopher Hansteen, astronom et Fakkeltog paa hans 70de Fødselsdag; det var en talrig Skare, som sluttede sig til det oplyste Tog udover til Observatoriet. Studentersangforeningen havde en Sang, som burde været bedre. Professoren kom ned og takkede rørt. Han er for sin Oldingsalder mærkelig ungdommelig; han har det tilfælleds med HumboldtHumboldt] Alexander von Humboldt, tysk naturvitskapsmann og saa mange store Mænd, at Tiden ligesom ikke vil bide paa ham. — Maa nu Hansten leve til sit Jubilæum, faar han et Fakkeltog til; det er en Glæde at lyse Folk, som har lyst for os først. Hansten er sikkerlig den af Professorerne, som taler mest folkeligt og interessant; han kan paa den simpleste Maade af Verden forklare meget vanskelige Ting; han staar ikke og koster sig, men gaar lige paa Sagen; der er i hans Tale og Foredrag noget høist nationalt og folkevittigt. Han er nu saa rost, at det vilde være utidigt at rose ham, men saameget maa dog vel siges, at det var en Fornøielse at bære en Fakkel for ham.

Studentersamfundets FormandStudentersamfundets Formand] Halfdan Lehmann, jurist burde have talt godt for ham; kan hende at han talte, men saa maatte det være lavt, siden det ikke hørtes. Daarligt, at der blandt en saa stor Hob ikke skal findes Folk, som kan tage sig ud ved slige Leiligheder; det maa næsten være kjedsommeligt at modtage Hyldest af Mennesker, som ikke kan andet end bære «Skondur» (Fakler omtrent). Publikum maatte ogsaa blive flaut; man kom og — gik; der var ingen Opløftelse hverken i Sang eller Tale. Det burde man have ventet. Derimod klang Sangen godt i Universitetets store Forstugu (aula), hvorimod man drog «attende;»attende] retta frå: adende man kunde tro, det var for «Medianfiguren,» man sang saa smukt.

Fr. BrandtBrandt] Fredrik Peter Brandt, jurist og gamle Professor HolmboHolmbo] Bernt Michael Holmboe, matematikar har ført en varm Strid. Holmbo udgav for et Par Aar siden i Udlandet et lærdt Sprogskrift, som Professor MunchMunch] Peter Andreas Munch, historikar angreb, og Fr. Brandt kom med nogle Flyveblade atpaa. Nu kommer Brandt igjen som en Ridder for den norske Videnskabelighed, og paaviser en Tydsker, som har revet Holmbo ned, altsaa givet Munch og han, Brandt, Medhold. Holmbo svarer og viser, at han har baade Tydsker og Franskmænd paa sin Side, og at BrandtsBrandts] retta frå: Brandtes Mand (Roselet) ikke er noget tils (udtales tes). Hvem har Ret? Det er ikke godt at vide; formodentlig ingen. Men desuagtet er dog Brandt en Mand, som maa føle varmt for os og vor Videnskabelighed, siden han uden Foranledning og formodentlig ogsaa uden Kald protesterer paa vores alles Vegne mod den Tort, som er tilføiet os ved hin Sprogbog. Der ser man dog, at nogle Aander altid blive opvakte til at tale Folkets Sag; Nationen ligger og drøser, men saa staar der Mænd op, som tale. Se saadan en Mand var Brandt, og Morgenbladet, der i de sidste Aaringer har havt saamangen lærd Afhandling, optog ogsaa denne, ventelig til stor Opbyggelse for sine Læsere. Mange klage dog vel over at heller ikke de «Lærde» skal kunne stride og tale med Ro og Værdighed; man venter af Videnskabsmanden, at han som Jupiter skal sitte paa sin Olymp og aldrig slaa en Folde i sin klare Pande, men bare ryste lidt paa sine Lokker. Forresten var nok heller ikke Jupiter saa rolig og fredsommelig af sig, som man vil paastaa, idetmindste tyde hans Kranglerier med Konen (Juno) paa Adskilligt, ligesom det heller ikke var smukt gjort, at slænge sin Søn (Vulkan) ned paa Lemnos, saa han blev halt al sin Tid. Vore «klassiske» Mænd ere ligesaa gode selv, naar de skrive i Aviserne.

* * *

Rettelser

I næstsidste Artikel 2den Spalte: Staten vil foreskrive Kirken Lære, istedetfor Love. 1ste Spalte men purt og rent istedetfor og.

I sidste Artikel 2den Spalte staar Ildtænger istedetfor Ildtunger. Længere nede staar et Komma, som gjør Sætningen meningsløs. Skal være: Organisationen af Præstekald som nu, er en Indberetning osv.

*) Kanne, kannast bruges om den Kjendsel som et Væsen drager paa sin Afkom, altsaa stærkere end at kjendes ved. «Moderen vil ikke kanne sit Barn.»




Nr. 229/1854, søndag 01.10.

[Landbruket har framtida for seg]

Korrespondance

Christiania den 30te Septbr.

Det hedder nu at benytte vore naturlige Hjælpekilder og lade dem flyde saa rigt som muligt, da det lader til, at Englænderne ville kjøbe af os, hvad vi maatte have at yde; og Englænderne ere bekjendte for at betale godt. I denne Henseende turde vort Bekjendtskab med England være af uberegnelig Vigtighed for vor Udvikling; det vil lære os at slaa ind paa praktiske Sysler og bevirke et Omslag i mange af vore Forhold. Det gjælder at skabe noget, man kan tage og føle paa; thi Englænderne ere Folk, hvis vældige Kjøkken f. Ex. er en Gru for de aandrige Franskmænd, der med springende Lystighed tale om den engelske «Lædermave» og deres «Baron of Beaf.» Vi faar se til at gjøre noget for denne «Lædermave» om vi saa for det første skulde hungre selv; naarnaar] retta frå: naa vi faa klingende Guinér, kunne vi altid kjøbe noget siden. Det er sandelig paa Tiden, at vi oprette Agerbrugsskoler, gjøre Frøudstillinger, anstille Kappløininger og Oxesammenligninger; det er paa Tiden at vi studere Mælkekjørene, Grisemæskinger, Ostelavning, Smørkjærning og Pølsevidenskaben istedetfor romerske Antikviteter og andre «videnskabelige» Sager. England kjøber og vi er igrunden et Folk, som gjerne vil sælge. Vi skal godt komme ud af det med England; kan nok hende, at det bliver Smalhans i Begyndelsen, især for lønnede Betjente og Embedsmænd, som tilfældigvis maatte have flere Kundskaber end Indtægter, men saa kommer det igjen i Længden, naar nu alt faar rette paa sig. Englænderne vil lære os at gribe Staven i rette Haanden og vi bør være dem taknemmelige ved at skaffe gode Varer og behandle dem med den Artighed, som et mægtigt og praktisk Folk fortjener.

Slige Tanker kan man nu i Slagtetiden faa paa Torvet hver Dag, hvor det lyder: «Englænderne udarme os: alting er saa dyrt, det ingen Maade er paa. Smør og Slagt og Fugl er næsten ikke at faa for Penge; Gud véd, hvordan Folk skal leve i Byen nu. Slagt reiser til England med «Courier»*), og Englænderne have sine Opkjøbere ved «Bakken»**) til Smørladningerne fra Mjøsen, som stuves lige for vore Øine i «Courier;» Fuglen gaar med «Courier;» «Courier» reiser med Maden vor.» Vi trodde, at Jernbanen skulde hjælpe os, men det lader til at den vil arme os ud. Bønderne blive saa dyre og børge, at der intet Udkomme er med dem; Driftekarlene give sandelig ikke nu noget «Mikkelsmæskjøb.»

Selv Byfolk indse dog i Regelen, at denne Afsætning er god, naar de tænke sig om. Det kommer nok igjen for næringsdrivende Folk, men for mange af vore Betjente er det visselig haarde Tider. Veden er ogsaa urimelig dyr; det er næsten som at kjøbe Stokfisk nord i vore Fiskebyer. Talgen er naturligvis ogsaa dyr; det er en Lykke, at vi have Gas. Underligt nok, at Slagtet efter den lange og varme Sommer ikke er federe ihøst; det er magert. Det maa komme af, at Sneen saa tidlig gik i Fjeldet, hvorved Græs kom tidligt for sig, og blev «trænet» for Kvæget ud paa Sommeren. Naar Sneen er stor og gaar af lidt efter lidt i Fjeldbeitet, har man nygrot Græs den hele Sommer, og det er det, som gjør, at Kvæget kan fedtne saa mærkeligt fort i de faa Uger.

Fjeldbeiterne vil blive store Herligheder nu, og de, som i de senere Aar have kjøbt af Statens Almindinger, have gjort store Handler. Beiterne ere dog endnu ikke stegne mærkelig i Pris; man leier ofte bort et Beite til 150 eller 200 Stykker Fæ for 15 à 20 Spd. Heraf kommer det ogsaa, at de ikke ordentlig benyttes og opdyrkes; thi ogsaa en Havn, om end i vilde Fjeldet, kan pyntes paa. Dette i Fjeldbygderne og Staldforing paa Fladbygderne maa til, skal Kvægavlen komme sig, og vor Handel med England blive livlig. I Gjennemsnit maa vi endnu indføre Fedevarer; bliver her udført noget paa Øst- og Nordlandet, saa maa hele Vestlandet indføre. Fra Kragerø af og til Stavanger er næsten ikke et godt Slagt eller en skikkelig Mark Smør at faa. Derfor ligger der Jydeskippere, ligesaa fede som sine Pølser. Man hugger Træpinder og flaar Egebark til Udførsel igjen; men naar nu Skogene ikke længere strække til, vil man nødes til at lægge sig paa en Bedrift, som skaffer mere Velstand og Kultur. At dyrke Jorden og røgte Kvæg, er noget langt mere ædelt end at drive Tømmer og flaa Bark; dette viser sig ogsaa, idet de Bygder, som mest drive paa med denne sidste Bedrift, ere langt mere raa end de andre. Har man lidt Kjendskab til Folkelivet, vil man derfor paa Folk kunne skjønne, hvad de lever af. Der ligger saaledes Kultur i det, som Englænderne ville lære os — Handelen bringer altid Kultur, det er maaske den, som mest har opdraget Menneskeslægten. — Det er ikke saa materialistisk, som det ved første Øiekast ser ud til; naar man har smilet en Stund kommer Alvoren. Det gjælder i Verden at skabe Levemaade, har man den, bliver Folk kloge nok; thi vi hungre ligesaameget efter aandelig som legemlig Føde, og har vi taget den ene til os, maa vi ogsaa tage den anden, og hvilken vi først maa tage til os, kan Enhver prøve. Englænderne gaa den naturlige Vei; vi har ofte villet gaa den modsatte, idet vi have sat os til at spekulere over den tomme Gryde, foredraget høie og prægtige Lærdomme, medens Landet har ligget i Armod.

* * *

*) Dampskibets Navn.

**) Eidsvoldbakken.




Nr. 233/1854, fredag 06.10.

[Prisen på arbeid; embete og forstand]

Korrespondance

Christiania den 4de Oktober

Som en i disse gode Tider naturlig Følge af den Dyrhed paa Livets første Fornødenheder, jeg omtalte forrige Gang, er den tilsvarende Dyrhed paa nødvendigt Arbeide. Det er aldeles ukjendt, hvor dyrt Arbeidet er, naar man er saa heldig at faa Arbeidsfolk; men dette har især i Aannetiderne været meget vanskeligt, og nu ihøst viste det sig paa den mest haandgribeligste Maade, hvilke Folk i Bygden der vare de «bedst likte», idet de fik de Arbeidsfolk, som var at faa, medens de, som vare vante til at «svelte og elte» Folk, ingle fik, men maatte drive sine Brug selv og derved gjøre Aannen lang som i gamle Dage: Vaaraannen til Urban (den 25de Mai), Slaatten fra 14 Dage før Olafsok til Krosmes (den 14de Septbr.) og Skuren indtil en Maaned. Den Vaaraankar, som før fik 1 Mk. Dagen, fik 1 Mk. 12 til 1 Mk. og 16 ß. og fri Kost, og 1 Dalers Slaattekar stod nu i halvanden Daler «med Bøn og Betaling til.» «Kvindfolk var nu mest ikke at faa, og en liten Hjuringgut maatte klædes fra Top til Taa.» Saaledes heder det fra ganske betydelige Egne, og saaledes lader det til paa sin Vis at maatte lyde fra de fleste andre. «Skal dette holde paa, gaar det ikke an at drive Gaardene,» sige mange Eiere, og virkelig er det haardt nok ogsaa i Egne, hvor man ikke har saa god Adgang til at sælge sine Varer og derved jevne det Hele til at gaa op i op. Paa Steder, hvorhen Folk i Aannetiderne ere komne, har det især gaaet ilde, da de iaar ikke eller dog kun for en liden Del ere komne: de have havt Arbeide nok i sine egne Bygder. Saaledes i øvre Thelemarken, der har faaet «Aannefolk» fra nedre Thelemarken og i Gudbrandsdalen fra Hedemarken. Paa mange af disse Steder var Aaker og Eng saa «forstadin», at det var «syndlikt at sjaa.» Naar man sagde til Gaardmænd, at denne Dyrleik kom igjen, idet de fik saameget mere for sine Varer, svarte de gjerne med det Ordsprog, som til at oplyse slige Ting ofte bruges: «Ka nyttar det, Kua melkar, naar a spender det ned at’.» I disse Ord ligger en ganske praktisk Statsøkonomi, udover hvilken den almindelige Forstand sjelden hæver sig; men Statsøkonomer tog nok ikke denne Lære for god, idetmindste ikke mange af dem; thi ogsaa blandt dem er Strid; de fleste mene vist, at de høie Priser ere gode, naar Tilstanden er naturlig og Adgangen til Marknaden let; disse Priser vise Liv i Omsætningen og det høie Værd af det menneskelige Arbeide, som altid er Mærke paa et Samfund, der er i Fremkomst. Forresten hænger dette af saamange Ting, og Exemplerne fra de forskjellige Lande ere saa modsigende, at nogen klar Lov vanskelig maa være at udbringe selv for Statsøkonomer af Fag. Ved at sammenligne det dyre England med det billige Sverige, hvor man til Exempel kan faa en voxen Mand til at rende en hel Mil for 8 ß. norsk, kan man nok finde en Slags Lov, men saa er det velholdne og kultiverede Danmark billigt igjen. Det er ellers en ufrugtbar Ting især i et Dagblad at gruble over Sligt; det Nærliggende er, at vore høie Priser nu for Tiden ere gode for den, som kan og vil arbeide, men ødelæggende for den Dovne og Efterladne. Saa bør det være.

I Byerne, navnlig her i Christiania er ogsaa Arbeidet dyrt. Arbeidsmænd ud paa Løkkerne, som før fik 1 Mk. 8 ß., have i Sommer faaet 1 Mk. 16 ß. til 2 Mk. Mursvende, som før kunde hænde til at faa 3 Mk., have nu faaet 1 Spd. Blandt Snedkere og Skræddere har Forholdet været omtrent det samme, hvorimod Forandringen ikke har været fuldt saa stor blandt Skomagerne. At Mesternes leverede Arbeider maa have steget i samme Forhold, er saa rimeligt; imidlertid, vil Mesterne selv ikke vide, at det er saa, men at det nok maa komme. Som et «Løgi»*) kan mærkes, at Sopelimer, der før have staaet i 1 ½ ß., staa nu i 3 ß. paa Torvet.

I Mange Bygder siger man, at det er Udvandringen til Amerika som gjør, at Arbeidsfolk ikke ere at faa og saa dyre. Udvandringen har Vistnok gjort Sit; thi den har været stor paa sine Steder, aldeles udmattende stor; men disse gode Aaringer ere vel den nærmeste Aarsag, da Folk ikke trænge til at «være borte» men faa Aarsføden paa sine Pladse, som de nu kan dyrke paa for sig selv. Vor Almue — og ventelig alle Landes — har stor Uvillie mod at «være borte hos Andre;» Folk sulte heller lidt end «leige seg burt;» «Sjavsbiten» er god den.» Dette Nationaltræk gjør, at store Herregaarde ikke lettelig blive indbringende her, selv om Jordbunden var mere frugtbar. Enhver vil have saameget Jord, som han selv kan drive, og naar Aaringerne ere som de svundne, lever han godt. Men kommer Uaar, maa han bort; da kan de store Gaarde blive opdyrkede. En Trællestand og store Gaarde følges ad.

Man ser, at Statsraad SylowSylov] Ludvig Sylow, matematikar og statsråd er befordret til Toldkasserer i Laurvik. Statsraaden gav ved dette et Exempel, som fortjener Nationens Paaskjønnelse: kunde denne Skik komme, vilde Statskassen slippe store Pensioner, og man turde haabe at faa gode Statsraader, idet den Æresfølelse kunde blive almindelig, at Ingen vilde sidde som Statsraad, medmindre han følte sig Kaldet voxen og besad Nationens Tillid. Naturligt vilde det ogsaa være, at Enhver paatog sig det Embede, som han troede at kunne røgte, men Folk ere saa tilbøielige til at tro, at de kunne gjøre, hvad det skal være, og naar en Mand har faaet et Embede, falder det ham ikke lettelig ind, at han ikke er god nok. «Den vor Herre giver Embede, giver han ogsaa Forstand;» dette er en meget almindelig Embedstro. Og om nu en Embedsmand tilfældigvis ikke skulde have denne Tro, saa maa han ofte klynge sig til Indtægterne, der blive elendige, fordi de ikke ere fortjente; og kunde en Mand leve for mindre, saa staar Embedsrangen og Forfængeligheden iveien, naar han vil stige lavere; hvorhos tilbørligt Hensyn tidt maa tages til Hustru og Børn. Der skal mange Ting overvindes, før man som Statsraad Sylow kan stige ned; det var et Træk af Manden, som er ophøiet over al Ros, og troede maaske Nogle før, at Hr. Sylow ikke var paa sin Hylde som Statsraad, saa vil de forhaabentlig være omvendte nu ved dette hans Skridt. Lad se, hvem der gjør dette ham efter! De sidde nok, om saa Storthinget Gang efter Gang henlægger deres Forslag, og om Pressen og Folkemeningen nok saa lidet godkjende dem. Man sidder hos os indtil man dømmes væk, eller bliver ældgammel eller dør; da, men først da resignerer man.

* * *

*) af le, Laat og Løgi, Latteren og det man ler af.




Nr. 235/1854, søndag 08.10.

[Russland]

Korrespondance

Christiania den 7de Oktober

Dersom nu Sebastopols Fald bekræfter sig, saa er det store Efterretninger, der gjennem Telegraftraadene blinke kring Verden; men er Efterretningen ikke sand i det Hele endnu, saa bliver den vist sand. England og Frankrig maa vinde over Rusland, Oplysning maa vinde over Uvidenhed, Lyset over Mørket, Frihed over Trældom. Det er Vantro, naar man frygter Rusland og tror, at det nogensinde kunde blive forligt; det er som skulde man tro, at Løgnen nogensinde kunde blive farlig for Verden, der dog i sit inderste Væsen elsker Sandheden og overgiver sig ikke, før den er funden; Løgnen, Bedrageriet og Trældommen er Menneskeslægtens Dødsfiender, og den kan ikke overgive sig, før de ligge for dens Fødder; Kampen er haard og langvarig, men uvis kan den ikke være, tvivler man paa det, saa er Troen paa vor Slægt opgiven.

Denne Glæde, som nu griber alle folkelige Mennesker ved Efterretningen om Sebastopols Fald er derfor naturlig og smuk, den er endog rørende, fordi den viser, hvormeget Frisind der bor i Folks Hjerter, blot det faar en Anledning til at ytre sig; men dybsindig er denne Glæde ikke; den er vantroende: maatte ikke Enhver sige til sig selv: kunde det være anderledes? Et enkelt lidet Land og Naboland kan glæde sig, fordi det kunde blive sønderflænget af Vildheden, men at Verden glæder sig, det er at vyrde Rusland formeget; det er at skjænke det en Opmærksomhed, som næsten er latterlig. Dog man er glad, fordi man venter, at Ofrenes Tal skal blive færre og færre; det er sørgmodigt at se saamange kjække Mænd falde, og det Mænd, hos hvem Tanken for det store Maal kan være mindst klar: Masserne rulle frem som Havbølgerne og lade sig bryde; det er paa dem Verden seiler mod Frihedens Havn; de Lykkelige, som ere inden Borde, maa af Taknemmelighed ville kaste sig i Bølgerne for at kunne kysse dem.

Forresten ofrer enhver Mand sig for Slægten, naar han er, som han bør være, blot hver gjør det paa sin Maade: den Ene lader sig knuse i Kampen og den Anden dør langsomt i Freden; den Ene fortæres af Krigens og den Andre af Tankens Flammer. Det er blot Selviskheden som lever for sig selv; det er den som er Rusland, og falder som det under Verdens Latter og Spot.

Rusland er noget, som tilgavns er at le ad: En russisk Tidning sagde i Sommer, at Rusland ingen anden Allieret havde end Kolera; den fik ved en net Slutning ud, at Kolera var Vorherre; saaledes slutter Rusland! Det glemte, at Kolera havde bortrøvetbortrøvet] retta frå: bodtrøvet Hundredetusinder af dets egne Børn; det gjorde intet, bare den tog nogle af dens Fiender! Det russiske Hof anlagde Sorg, fordi en Fyrste i Tydskland var død, men det anlagde ingen Sorg for de faldne Tusinder og atter Tusinder og de brændende Byer. Saaledes sørger Rusland!

Nu skal man i Rusland arrestere dem, som ikke tro, at Toget til Krim er en Fabel!

Studentersamfundet illuminerte sine Vinduer igaarkveld, og i de oplyste Vinduer stod at læse: «Sebastopol capta.» Det var en lykkelig Tanke af Studentersamfundet. Den sande Student maa elske Frihed og hade Trældom; han maa elske Oplysning i Liv, Sang, Tale og i illuminerede Vinduer med «Sebastopol capta.» Det var kjækt gjort af Studentersamfundet saaledes at repræsentere Byen og Landet, og Folk vil vide Samfundet Tak fordi det gjorde dette.




Nr. 239/1854, fredag 13.10.

[Misforstått teaterkritikk; Sevastopols fall?]

Korrespondance

Christiania den 11te Oktober

Kritikerne ere haarde mod det norske Theater nu om Dagen, og der gives Læsere, som tro Kritikerne paa Ordet, selv om Kritiken ikke har Overbevisningens Kraft i sig; disse Mennesker gaa ikke i Theatret under slige Omstændigheder; de blive redde og tro, at de kunne prostituere sig; det er Modens Folk, disse ulykkelige Halvdannede dette; denne arme Hjord vender sig nu til det danske Theater, og deri gjør den Ret; den er saa uomskaaren paa Hjerter og Øren, at den ingen Følelse har for Hjemmet eller nogen Sands for norskt Maal; den finder, at de Danske med sine unorske Fagter og sin Ødelæggelse af Sprog og Udtale deklamerer «nydeligt»! Nu, det norske Theater er just heller ikke meget norskt, men, det kan blive bedre, og som Overgangsled er det brugbart, idetmindste det likeste vi har; det gik vel ikke an at være mere norsk, saalænge Christiania er den «danskaste» af alle danske Byer; den forholder sig til Danmark som nogle Efterhærmere til Grundtvig:Grundtvig] N.F.S. Grundtvig, dansk prest og forfattar de gaa som ham, kjæmme det lille Haar som han, have ham staaende paa en Piedestal og skotte bort til ham, mens de staa for Speilen og binde paa sig Halskluden for at faa Sløiferne til at ligge ligedan; de tale som Grundtvig, men hans Aand have de ikke, og det var nu ogsaa vel meget forlangt. Et norsk Theater i Christiania! Det var nu ogsaa et Indfald!

Men, Mange ere æsthetiske i Christiania. Ja, deri stikker ogsaa Ulykken. Esthetiske Mennesker — det vil sige de, der have sin Visdom fra Bøger — ere som en udkrystet Svamp; Livets Saft og Marv er tørret ud i dem. Derfor vil de, at Livet og Kunsten og Literaturen skal være tør og forsigtig, som de selv ere; de stødes over ethvert dristigt Ord; de ere nemlig saa tørre at det knager og skrøner i dem, ligesom naar man slaar paa et tørt og hult Træ. Enhver Fremstilling, som ikke er glattet og afpudset, «støder»; en djerv folkelig Vending «støder»; et Udtryk, som giver Tanken sit rette Navn, er plump eller plat; men herved røbe de netop sin egen Synd, og denne Saarhed kalder man Sædelighedsfølelsen! Sædelighedsfølelsen, den ægte nemlig, Uskyldigheden, stødes ikke let; den tager Livet, som det maa være og dandser let hen over det. Det er forresten nødvendigt, at denne tillærte udpaahængte Sædelighed er som den er; det er den friske Ring om det hule Træ; tog man den bort, sank det sammen.

Talsmænd for dette Slags Folk har unegtelig Kritikerne over «en Komedie» i det norske Theater været. «En Komedie» var just intet godt Stykke, men, man kan le, og Sproget i den var mere norsk end sædvanligt. At klage over Usædeligheden i den og holde Prædikener over Kunsten og Theatret, er Lyden af dette hule Træ, som unegtelig «en Komedie» bankes paa. Det norske Theater behøver ikke at ængste sig for denne Lyd; det kan godt trøste sig med at kaldes raat fra de Kanter; dette er uundgaaeligt; det er til Folket, det maa holde sig. Hermed vil jeg ikke have sagt, at «en Komedie» var folkelig, dertil var den meget svensk, uagtet visselig ingen sund norsk Mand blev stødt af den. Det norske Theater maa ikke fare med abstrakte superfine Sager; det maa fremkalde Liv og Latter; det skal være en Afskygning af den Sundhed, som rører sig i Nationen. Kan det ikke fatte denne Sundhed, men vil være pertenteligt og gaa med Sminke, saa falder det, men ikke falder det for Bladkritikens Haand eller for et Maaneskinspublikum. Den gamle Skik at tale til Hjertet er en Skik; som hverken Theatret eller nogen Kunst bør foragte. Det er iøvrigt uklogt af det norske Theater at blande de arme Kritici ind i sine Stykker, naar disse ikke ere aldeles fuldendte; thi for det første tager det sig ilde ud, at en «Neming» optræder som Keas er, og dernæst fordi Sandheden ikke maa komme styrtende frem paa Scenen som en Skolemester med Riset i Haanden, men uformærkt og ligesom gjennem en Sidedør: man maa aldrig lade som man vil belære, og mindst maa Kunsten lade saa; den skal være sand og skjøn og ikke vide af, at den er det; den samme Fordring gjør man ogsaa til Menneskene, skulle de tiltale os. Heri stikker det Usmagelige i alle saakaldte Tendentsstykker.

Støt og stadigt kommer man tilbage til det Spørgsmaal: «Hvorfor er Theatret og den moderne Literatur saa uforenelig med Folkesandsen?» Foruden af det unationale Sprog kommer det af Tørheden, Sminken, det Kunstige og Opskruede, den Mangel paa Djervhed og folkeligt Humor, af det Gjennem-Prosaiske. Folket er poetisk: det vil have Dristighed, Ligefremhed, Overraskelse og store Billeder; det forstaar intet andet end det Geniale. Et aandløst Menneske kan gjøre Lykke i det saakaldte «fine Selskab»; men hos Folket kommer et saadant Menneske ingen Vei; det forstaar ham ikke, fordi han ikke er Ben af dets Ben og Kjød af dets Kjød. Man kan oprette saamange norske Theatre og skrive for Folket saameget man vil, begriber man ikke dette, saa bærer man Vand i et Sold.

Man er tilbøielig til at antage Efterretningen om Sebastopols Indtagelse for en Skrøne, skjøndt den sidste Post igrunden ikke har modsagt den, undtagen forsaavidt Dagen angaar, men blot ikke bekræftet den; man forklarede med hinanden de forskellige Telegrafdepecher, som naar man forklarer dunkle Lovsteder for at finde en fælles Regel. Men er ikke Sebastopol falden, saa falder den; thi Vestmagterne kunne ikke føre det over sin Ære at give tabt paa noget Begyndt, og er de engang rykkede ind i Krigens Hvirvel, saa vil de nok ikke slutte, før de have truffet, hvad de sigtede paa, og skulde det knibe, saa vil de nok løse de revolutionære Kræfter i Polen, Ungarn, Tydskland og Italien, før de give sig tabt. Det bliver nok heller intet storartet af med Krigen, før den Dag kommer, og heller ingen andre Resultater end inddirekte. Der gives endog mangfoldige Mennesker, som sige, at det ene Despoti er ligesaa godt som det andre — det russiske skulde nemlig være ligesaa godt som det franske. — Det er Demokraterne, de røde, og Republikanerne i amerikansk Stil, som mene dette. Derfor ser man ogsaa, at Nordamerika er russisk, men det kan ogsaa være for at faa Cuba under den europæiske Forvirring. Vist er det imidlertid, at de ivrigste Demokrater og de mest despotisk-russiske Statsmænd ere enige, Modsætningerne berøre ogsaa i Politiken hinanden. Derfor var det ganske vittigt og træffende af en Mand at kalde slige Demokrater «keiserlig Russiske.» Derfor saa vi ogsaa, at vore Arbeiderledere vare russiske, og derfor har man altid seet, at Pøbelen har holdt med Despoterne, hvad enten de vare kronede eller ei.

Konger og gamle Statsmænd frygte for Sebastopols Fald; ogsaa vi ere saa lykkelige at eige en høitstaaende Mand i vor Midte, der for nogle Dage siden skal have sagt: «Det skulde være ilde, om Sebastopol faldt; thi da blev England for mægtigt, og i England véd man det er Mobben, som regjerer!!!»

Det er ingle Andre end Podagrister af Statsmænd, som véd det; tværtimod véd man, at det netop er Oplysningen, som regjerer i England. Det er derfor ikke England, trods sit Aristokrati som de røde Demokrater frygte, det er Frankrig, Napoleon,Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar der har sat Forskrækkelse i alle Demokrater, og fik han herske, skulde da heller ikke Verden kunne fryde sig i Trykkefrihed og Nationalforsamlinger. Men mod sin Villie vil han fremme Frihed ved sin Kamp; Folkefriheden tager Laurbærkrandsen af hans Hoved og sætter den paa sit. Han er, som det kaldes, et Redskab, og derfor ønske Folkeslagene ham tillykke. Forresten turde nok deres Tal være størst, som gjerne saa, at Rusland var seigt og vandt mange Fordele, for at en almindelig Reisning kunde opstaa, der kastede flere Throner end den russiske overende.




Nr. 241/1854, søndag 15.10.

[Statsrådutnemning; Sevastopol står framleis; Hertz på teateret]

Korrespondance

Christiania den 14de Oktober

Toldkasserer LangeLange] Otto Vincent Lange, tollkasserar og stortingsrepresentant er udnævnt til Statsraad; det har længe været tænkt paa ham, og, om ikke erindres feil, var han en af de Statsraader, som i 1848 skulde være med, efter at den berømte Adresse havde redet Bordet; han var en af de konservative og agtede Elementer, som maatte være med for at man ikke skulde se alt for revolutionær ud. Fra andre Kanter har man ogsaa talt paa ham, men man frygtede for, at Manden var for svagelig og alderstegen til at overtage det byrde- og ansvarsfulde Hverv; man beklagede dette; thi man troede, at Toldkasserer Lange baade vilde og kunde gjøre noget godt. Nu er han da endelig udnævnt og de fleste Aviser vil vist med Chr.-Posten give ham et godt Lov og knytte Forhaabninger til ham; men hvis her hos os for Tiden kunde være Tale om nogen politisk Farve, vilde Udnævnelsen ogsaa møde sine Modsigelser, da Lange gjerne har været en god Regjeringsmand i Thinget og forsvaret Propositioner og Lovkommissioner saa godt som Nogen. Vistnok har han, og det ikke saa ret sjeldent, ogsaa talt om paa den andre Siden, men i Politiken spørger man væsentlig efter en Grundstemning, en Tro, hvorpaa Alt kommer an, og Toldkasserer Lange har ikke været anseet for nogen Oppositionsmand. Statsraadet vil altsaa heller ikke ved ham faa nogen Tilvext af de saakaldte «folkelige Elementer,» som Adresser og Politikere saa gjerne vil skaffe ind. Der kunde altsaa være Grund for oppositionelle Aviser til at gjøre sine Bemærkninger, blot vi, som sagt, havde nogle. Nu kommer det an paa, hvad Morgenbladet vil gjøre; det har diplomatisk tiet hidindtil, og det pleiede altid at komme i Aande, naar der var Tale om Ministere; der er noget Tillokkende ved det «grønne Bord,» og Morgenbladet vil rimeligvis begribe sin Stilling i et konstitutionelt Land og fremdrage sine halvforglemte Minder. I et konstitutionelt Land er en Ministerudnævnelse en Begivenhed, der spidser avisskrivende Penne og spænder politiske Læsere, og saa bør det være; thi ogsaa vi bør gjerne ville have gode Ministre, selv om vi ingen Ministerkriser og parlamentariske Nederlag kunne befrygte. Vi maa ønske vore Ministre Ordets Magt, selv om de ingen Brug have for den; vi maa ønske dem Lovkyndighed, selv om Kommissionerne kunne gjøre Alt; kort vi maa ønske store Mænd, selv om vi kunne nøie os med smaa; det er en Æressag for Nationen, der i Ministernes Dygtighed har en Maalestok for sin egen, da Meningen af en Regjering er, at den skal bestaa af Nationens Ypperste. Det er vistnok ikke nu som før nogen Velfærdssag: vor Stat, der skrider saa stille og jevnt paa Udviklingens Strøm, kommer nok frem, om ingen saadan Mesterlods sidder til Rors; Kursen er betegnet og Strømmen har ikke mange Banker; desuden er Besætningen vaagen og kyndig, saa den selv kan gribe Rorpinden, om Noget skulde være paafærde. Saaledes bør det ogsaa være: ingen enkelt Mand bør være umistelig eller staa synderlig høit over Andre; det er Nutidens og Civilisationens store Borgen for oplyste og frie Nationer, at de ikke behøve at kaste sig i Armene paa enkelte Mænd, men kunne være trygge og maaske aller tryggest da, naar de hverken trænge til at elske eller frygte nogen af sine egne. Det gaar nok, og naar noget Menneske tror, eller Nogen tror om det, at det kan gjøre store Ting i Forhold til mange Andre, da er dette en Tanke, som er smuk nok, saalænge man har den, men den staar ikke længe paa. Departementsfolkene og navnlig Kopisterne have igrunden den rigtigste Tanke om Følgerne af en ny Statsraadsudnævnelse: de spørge ikke efter, hvilke Reformer han vil gjennemføre, — udover det Standpunkt ere de komne, — men de spørge og det ofte betænkeligt: «tro han vil være snil? hvorledes mon han bliver at arbeide under? mon han bliver hyggelig i Kontorene?»

* * *

Det ser dog ud til, at Sebastopol ikke er tagen. Rusland maa altsaa ikke være saa svagt endda; de Allierede have tabt meget; men man tror nu, og det vistnok med Rette, at det er svagt; det er nemlig hult ligesom Thorsbilledet paa Hundtorp; bare en Kolbein hin stærke kommer med sin Klubbe og slaae det, saa springer der Rotter og Mus ud af det. Nu fortæller man om Rusland, at de skyde med Trækugler, som ved de svigefulde Leverancer ere anskaffede istedetfor Malm. Ved Silistria skulde de have Sand i sine Patroner istedetfor godt Krudt, og deres Mure, — hvilket man har faaet vidst ved Bomarsund — skulle være fyldte med Sand og Grus inden en tynd Yte, saa man kan behandle dem som naar man stikker Hul paa en Ertesæk. Alt er altsaa let, men for den endelige Seier, tør man haabe, at det dog ikke er saa ganske let.

Det Stykket Ninon, som i Thorsdags blev givet paa det danske Theater, gjorde ikke Lykke. Theatret vilde som Modsætning til det norske være fint, nobelt, sublimt, men det glap nok denne Gang. En Mand, som havde seet det i Kjøbenhavn for nogle Aar siden sagde, at det ikke var godt der som Theaterstykke, men det har vist sin Poesi, da det er af H. Hertz.Hertz] Henrik Hertz, dansk diktar Dog, det er ikke om Stykket, der ikke kan interessere Udenbyesboende, jeg vil tale; det er om Modsætningen mellem Theatrene, der er en fattig Spænding for os, nu siden vi intet Storthing have.




Nr. 245/1854, fredag 20.10.

[Skandinavia]

Korrespondance

Christiania den 18de Oktober

Er ikke den norske Politik bedre end sit Rygte? Dette maa nu være et stort Spørgsmaal for enhver Mand, som har nogen Tanke om Landets Ære og Fremtid; den norske Politik er nemlig i disse sidste krigerske Tider ilde omtalt i franske og engelske Blade; derved bæres vort onde Rygte videnom, og det vil ikke anbefale os i Europas store Raad, der har Magten til at gjøre med os, hvad det vil. Det Eneste, som skal frelse et lidet Folk i farefulde Tider, er at det viser sig som et skikkeligt og agtværdigt Folk; det er dets moralske Magt, som skal frelse det; er den borte, staar det værgeløst.

Vi ere beskyldte baade i franske og engelske Blade for at være egoistiske og «avindsjuke», vi stænge os inde med vor Frihed og begribe ikke det Samhold med vore Naboer, som maa til for at styrke os Alle og holde ud i Længden; vi ere bange for, at vor Grande og Bundsforvandt Sverige skal blive for mægtig, dersom han faar Finland, og derved hindre ham fra at træde op i det rette Øieblik. Dette er haarde Beskyldninger, og vare de sande, fortjente vi al den Bebreidelse, vi har faaet og mere til; vi fortjente, at Friheden skulde tages fra os og gives til et Folk, som bar dens Frugter. Men, vi tør trøste os med, at disse Beskyldninger ikke ere sande: Folket i det store er godmodigt og vennesælt; det har et gammelt smukt Drag af Kjendskab til Danmark; man finder mange Gamle, der tale med Rørelse om de «gode Konger, der altid skaffede hver Mand Ret, bare man kunde slippe fram til dem.» Og selv til Sverige er det gamle Had mærkeligt mildnet, hint Had, der i al sin Unatur dog var saa naturligt, fordi en syndig Politik tvang Granderne til at skjænde og brænde hos hinanden; det var de, som fik svie, og det er næsten ubegribeligt, at al denne Svie i saa kort Tid kan være læget; det viser, at det ikke er Folkene selv, som hade og forfølge hverandre, men de, som have Folkenes Skjæbne i sin Haand; fra dem kommer Hadet, og saa siger man, det er Folkene, som hade hverandre!

Vore virkelig oplyste Mænd dele med Folket denne Kjærlighed til Granderne; men de gaa videre; thi deres Kjærlighed er af et høiere og ædlere Slags; den naturlige Velvillie er lutret ved Prøvelse og Tænksomhed; det er Bevidstheden om fælleds Lykke og fælleds Nød, som hos disse Bedre i Nationen knytter Folkene til hverandre. Det er disse, som repræsentere Folkene i sin Sandhed; det er disse, der imellem fremtræde som Digtere og synge om Fortidens Synder, om Nutidens bedre Følelser og Fremtidens store Haab; «Skandinavien» er for dem intet tomt Skyggebillede, men Sandhed og Liv, saaledes som den engang maa fremtræde i Tidens Fylde.

Men mellem disse — mellem Folket og dets rette Talsmænd — ligger Ulykken, Halvdannelsen, Mennesker, som have Alt at vinde, men Intet at miste; Friheden kan de ikke miste; thi da de ingen indre have, er den ydre blot et Skin; Ære have de ikke at miste; thi den vil de vinde ved at gjøre sig til Talsmænd. Livet miste de ikke let; thi de ere feige, og Penge! ja det er Penge, som skal vindes paa den vilde Jagt. Det er disse Mennesker, som nære Spliden og bringe Landene i Vanrygte; thi de tale og tale høit med Uvidenhedens hele Dristighed. Morgenbladet har været en utrættelig Taler af dette Slags; enhver kjender dets bekjendte Talemaade: «skandinavisk Vrøvl», som altid kommer frem ved alle Leiligheder. Hver Læser maa mindes Artiklerne fra i Sommer, da der var Tale om at faa Finland tilbage; det maatte endog gjøre en Anmærkning til en Forfatter, som talte rimeligt om Finlands Tilbagegivelse, i hvilken Anmærkning det naturligvis reserverede sig mod slige Meninger. Hvad andre mindre Blade har talt, er mere ligegyldigt, eftersom deres Tale formentlig ikke er kommen ud af Landet. Der er flere af Storthingsmændene, som mene det samme og vilde sandsynligvis tale ligedan, dersom Leiligheden kom. Alle disse mene, at Sverige vilde blive for mægtigt om det fik Finland; de tænke sig et Forbund, som i den barbariske Tid, da Ligevegten stak i den raa Magt og ikke i Lov og Ret. Skulde man se efter Magten, saa var allerede Unionen i Fare nok; da Sverige jo har over dobbelt saamange Folk som vi. De tro, at Faren vilde stige med Flerheden af de Forbundne, ligesom ikke Styrken netop skulde ligge deri. De tænke Saameget, men Alt er sat paa Hovedet; de glemme, at hvert Land kan have sine egne Love og blot gaa op i et fælleds Overbegreb, hvor intet Underordnet hersker, men er Lemmer paa et Legeme. Der er noget Chinesisk ved deres hele Tanke, som nok kan vække Udlandets Forundring.

Naar et Folk lader slige Mennesker tale høit uden at modsige dem i samme Aandedræt, saa faar det finde sig i at bære Følgerne. «Dig sker, som du vil have det,» maa man sige til Folket. Der er intet Ansvar at gjøre gjældende; det er uansvarlige Folk, man har for sig.

Man tør dog haabe, at der er skjønsomme Mennesker baade i Frankrig og England, ligesom der er i Sverige med Aftonbladet i Spidsen; det er det man stoler paa; Dygtigheden og Uskyldigheden er altid godtroende; den tier i det længste hjemme og leier ingen Penne ude.

Vi har ligesom de fleste Lande havt vort Frihedsparti, der kastede sig paa vore egne Forhold og var godt til sit Brug. Men naar det gaar udenfor vore Enemærker og vil søge de samme Love Landene imellem som hjemme i vore smaa Tilstande, da forgaar det sig. Saaledes vil vi, for at tage Alt op i den bedste Mening, forklare meget af Morgenbladets Skriverier og mange af vore folkevalgte Repræsentanters Meninger. Man vil vedligeholde en Konsekventse og glemmer, at baade Tiden er en anden og at det er noget ganske Andet, man taler om. Det har et Skin af Frihed og Selvstændighed og historisk Lærdom, naar de kalde Skandinavismen «Usands» og ytre Frygt for Sveriges Overmagt. Men det er ogsaa blot et Skin og som saadant skikket til at blende.

Det er forresten ikke udtømmende sagt, at Folket og dets rette Forsvarere have tiet til alt umyndigt Snak. De have talt, og kunde man samle Alt, vilde Indholdet være en høihjertet Politik mod Udlandet. Vi har ogsaa havt et Parti, hvis udadvendte Politik fortjener al Ære, hvad man end maatte kunne sige om den indadvendte; og det er dette Parti som faktisk udgjør vor Styrelse, nemlig det Aristokrati vi have. General WedelGeneral Wedel] Ferdinand Carl Maria Wedel-Jarlsberg, general var Hovedmanden for dette; han var ligesaa svensk som norsk, og Historien kan fortælle, at uden ham vilde Foreningen med Sverige ikke være gaaen saa smukt for sig. Om ham samlede Folk sig som vilde frem i Verden, og de kom i Stillinger, som gav dem Anledning til at tale, saa at selv Udlandet kunde høre dem. Det er vore Statsmænd og mange af vore Diplomater.

Ungdommen har Ret, og hvad den mener, det mener hele Folket. Vor Ungdom har ment det godt med vore svenske og danske Brødre. Det har vore Studentermøder noksom vist. Det blev ingen Ende paa Jubelen, da man under et af disse Møder udbragte Skaalen for Universitetet i Helsingfors med Ønsket om, at det maatte tælles blandt Nordens øvrige Universiteter.

Burde nu ikke Udlandet tro ligesaameget paa Folket, vore Digtere, vor Styrelse og vor akademiske Ungdom som paa en Del af vor Presse, der vitterlig ingen af Delene repræsenterer? Man tør derfor trygt sige, at vor Politik er bedre end dens Rygte.




Nr. 247/1854, søndag 22.10.

[Landbruksutstilling i Børsen; militærøving på Gardermoen]

Korrespondance

Christiania den 21de Oktober

Nu har vi nok en Udstilling, og det en smuk en, den bedste Udstilling, vi endnu har havt, nemlig Udstillingen af Jordens Grøde. Det er ikke træffende at kalde den Frøudstillingen; thi vel er der mange Slags Frø, men der er saameget mere; man kunde kalde den Blomst-, Ax-, Næpe-, Turnips-, Gulrod-, Mais-, Brød-, Olie-, Tjære-, Honning- osv. Udstillingen, men dette hver for sig betegnede blot en liden Del. Det er virkelig en velsignet Udstilling; man bliver overrasket og synes det er utroligt, at vort Land kan frembringe saamange deilige Sager; alt er ordnet smagfuldt omkring paa Bænke og Borde og det griber uvilkaarligt ved sin Orden og Skjønhed; her kan man sige, man er i Naturen, og man bliver glad, fordi man ser, at Folk nu begynde at holde sig til det Paalidelige, at dyrke Jorden, som altid er trofast mod sine Dyrkere. Det er rigtig en glædelig Aand, som aabenbarer sig i denne Udstilling; den er et saare vigtigt Led i vor nye Udvikling, som har lært at søge efter det Praktiske ved Tingen. Det er denne Aand, som besjeler vore Landhusholdningsselskaber, som tænker paa Ysting, Dobbeltspinding, Draining, Pløining, Kvægdræt og Budræt. Selskabet for Norges Vel har endog tænkt paa et godt Marked, og derfor med Umag og Tab sendt Slagt og Livkvæg til England; thi Selskabet begriber, at man maa faa bedre Betaling, skal Avl og Dræt gaa godt. Det er denne Aand, som gjør Industriudstillinger, som holder Landbrugsmøder og opretter Jordbrugsskoler. Det er Tidens Aand, der saa lovende adskiller sig fra ældre Tiders, en Aand, der skaber sig et stærkt sundt Legeme og spaar Folkene et langt og lykkeligt Liv.

Man bliver virkelig overrasket, naar man træder ind paa Børsen — det er nemlig der Udstillingen er — og man kommer efter, at det er en Uretfærdighed og Utaknemmelighed mod vort Fædreland, naar man siger, det er koldt og ufrugtbart; bare Jorden pleies med kjærlige Hænder saa giver den endog Druer og Landet flyder med Mælk og Honning, som der sagdes om det forjættede Land. Vort Land kræver vel mere Omsorg og Møie, men det skjærper vor Aand, hvilket maa til, skal Jordens rige Gaver ikke sløve os og bringe Ulykke istedetfor Velsignelse.

Man maa rigtig være taknemmelig mod de Mænd, der have faaet denne Udstilling istand, det har havt sin Møie, og jeg kjender dem, der for det ikke have opofret saa lidet af Bekostning og Møie. Saaledes ser man, at det er dygtige og opofrende Folk, som blive Folkets Velgjørere, der sørge for Folket og tænke for det. Nu vil forhaabentlig Lysten til at lægge sig efter Dyrkningen af disse Væxter gribe mange Almuesmænd, og naar nu om en Tid mange af disse Frugter voxe paa Bondens Jorder og skaffer Kultur og Smag i Husholdningerne, vil man med Taknemmelighed mindes de Mange, som forberedede denne lykkeligere Tid. Saaledes lever endnu paa Folkemunde mange Mænd, der for henved hundrede Aar siden indførte Potetes i sine Bygder. «Potetesprosten»Potetesprosten] retta frå: Potetesposten, «Æblepræsten» er Navne, som Bonden løfter paa Hatten for, og han hilser ingen Uværdig.

Man tør vente en fuldstændig og fattelig Fremstilling af de Væxter og Ting, som findes paa denne Udstilling, en historisk Fremstilling af dem og korte Omrids af Dyrkningsmaaden. Blev dette skrevet fatteligt, vilde det blive en god Folkebog. Det er en værdig Gjenstand for «Selskabet for Folkeoplysningens Fremme.» Men, det er vanskeligt: Folk, som ere naturkyndige nok, ere for videnskabelige endnu, og alle disse praktiske Ting bliver derfor noget Ufatteligt. Vor Praxis er for ung endnu til at kunne gaa ind i Livet rigtigt; den holder sig paa Taagehøiderne, men den stiger vel engang ned. Her gjælder det at tænke paa vort eget Sprog, med Skriftsproget kommer man ikke langt.

Fiskeformerelsen er en Gjenstand i disse sidste Aar for Husholdningslæreres Opmærksomhed. Det skal være ganske forbausende, hvilke Følger den kan frembringe, og man er nok berettiget til at kalde denne Fiskeformerelse en sand Velsignelse. Nu har man — eller har nys havt — en Mand bort i Buskeruds Amt, en dygtig brav Mand, som blev sendt for at lære Folk Omgangsmaaden. De, som ere saa heldige at træffe ham, ville vist skjænke ham den Lærvillighed og Agtelse, som hans smukke Sendelse fortjener. Slige Folk ere sande Velgjørere.

* * *

Før Leiren af Officierer og Underofficierer blev sluttet paa Gardemoen vilde man faa et ordentligt Tog istand, hvor man kunde beleire og jage hinanden i Skog og Mark, ordentlig føre Krig, liksom; man maatte da faa Soldater og saa skulde Byens Borgere forrette som Vagt osv., medens de rette Soldater vare borte; men Borgerne gjorde Indsigelser og Lægerne fraraadde Leiren i Høstbløden, for ikke at skabe Elendighed og Sygdomme. Man synes nok, det er haanligt, at vi skal ligge, medens Europa kriger; man vilde derfor lege, eller rettere være som Smaabørn, der have sine «Beinkuer,» sine Rideheste af Stave, sine Dukker og sit Kjøkkentøi. Det var Synd, at man ikke fik det.




Nr. 251/1854, fredag 27.10.

[Morgenbladet om Russland]

Korrespondance

Christiania den 25de Oktober

Hvorledes vil Morgenbladet at Rusland skal stagges? Mærkeligt Sammentræf: Samme Dag som min Artikel var optagen i Christiania-Posten stod der i Morgenbladet en politisk Tale paa over 2 Spalter. Af denne lange Tale fik man ud mod Forventning, at det vilde stagge Rusland, men hvorledes vil det stagge det? Ja, det er Spørgsmaalet, og om det gjaldt dit Liv, kjære Læser, kunde du ikke løse Gaaden, dersom du ikke tog Morgenbladet i Haanden. Det vil, at Alt skal blive ved det Gamle. Danmark skal vi ikke nærme os, dertil have vi for mange sørgelige Minder; Sverige skal ikke faa Finland, dermed er hverken vi eller de Svenske tjent, i hvilken Mening det endog citerer berømte svenske Mænd. Finland skal ikke blive selvstændigt, thi «Vestmagterne vil ikke ødelægge det russiske Vælde,» og om det blev selvstændigt, mene vi det maatte naturligt helde til os, hvilket Morgenbladet ikke vil det skal gjøre. Men hvorledes kan det nu være muligt at stagge, naar Alt skal blive ved det Gamle? Der er ingen Tvivl om, at der er preussiske og østerrigske Morgenblade, der kan tale ligedan om Polen som vort Morgenblad om Finland. Rusland skal altsaa stagges og være lige mægtigt. Dette er virkeligt forunderligt, men end større bliver Forundringen naar Morgenbladet mod Slutten af sin Artikel siger: «Vi vilde ikke anse det for ønskeligt, at Norges Forening med Sverige ophævedes, men kunde det ske paa fredelig Vei ligesom naar et Handelshus opløser sig i sine Bestanddele og Enhver fortsætter Forretningerne for egen Regning og kunde man sikre Fred og Venskab imellem disse to Riger uden fælledsfælleds] retta frå: falleds Kongehus, vilde Skaden maaske ikke være uovervindelig.» Men hvad bliver det nu af med Ruslands Stagging? Det er jo dog aabenbart at Rusland bliver mægtigt naar vi blive afmægtige, opløse os. Thi da kan det tage den Ene efter den Anden indtil det har os Allesammen. Men det tænker ikke Morgenbladet paa. Det vil, vi skal sørge for den materielle Udvikling, naturlig for at berede Rusland en saa meget federe Steg, naar det kommer. Dette er dog en mærkværdig Politik. Direkte og indirekte skal vi arbeide os Rusland i Hænderne og paa samme Tid skal det stagges.

Denne Tanke, at Norge og Sverige kunde opløse sig som et Handelshus, er forresten en Tanke, som kan gjøre Folk ængstelige. Der gives Ting, som ikke maa udtales fordi man ikke har Lov til at tænke dem, eller rettere fordi man forudsætter det umuligt, at Nogen kan tænke dem.

Nei, skal Rusland stagges, maa det nok ske tværtimod Morgenbladets Formeninger. Dersom Rusland ingen Strækninger mister, vil Krigens Saar være lægte for det i nogle faa Aar: Man skildrer Krigens Rædsler, men føier dog til: Freden kommer, Herrens Aande blæser over de hærjede Marker og Alt staa igjen i Flor. Blokaden skader ikke Ruslands Vælde saameget som man tænkte. Det ser man af de engelske Aviser. Det mister sine Skibe, men Skogene gro og Finland har Matroser. Man maa nok tage Strækninger fra Rusland, skal det hjælpe, men det vil nu ikke Morgenbladet, og saa bliver det vel Intet af. Det vil blot stagge detdet] retta frå: vet ved at opløse os skandinaviske Riger som Handelshuse — meget godt.

Paa denne Maade har Morgenbladet modificeret sin Politik i disse krigerske Tider; det har maattet give efter for Opinionens Tryk. Dets gamle Sætninger har vakt Forbitrelse hjemme og Forbauselse ude. De vare korte og bestemte. Nu derimod er det vidtløftigt uden at opgive sin Tro. Det vil forsone de vrede Guder ved at stagge Rusland. At det under denne sin Forsoningsakt styrker Rusland og opløser Skandinavien, gjør Intet til Sagen — Morgenbladet har en god Mening. Og Meningen maa være den, at man skal skræmme Rusland. Men saa siger det, at Rusland vilde vist ikke have glemt os om vi havde været med, hvori det udtaler den ganske sunde Tanke, at Rusland vilde hævne sig, naar det kom til Kræfter igjen, hvilket det saa let kan gjøre, naar man ikke blot lader det beholde sine Kræfter, men svækker Modpartiets. Vi skulde endog have svækket os end mere, thi Morgenbladet taler høitideligt om, at Storthinget nok vilde være gaaet ind paa Skræmselen, thi Andet kunde Krigen ikke være.

Morgenbladet kan dog virkelig ikke mene, at en Skræmsel hjælper noget; det maa blot lade saa. Rusland maa gjøres uskadeligt, og vil man ikke tage Noget ifra det, maa man idetmindste stille store Magter udenfor det, og da vi nu ikke kan gjøre Mere end holde sammen, saa stagge vi nordiske Riger vist Rusland bedst ved at være Venner og vel forligte. Det kan vi gjøre og da Morgenbladet ogsaa er en Magt, skulle vi indbyde det til en saadan venskabelig Forening, bede det glemme alle Handelshuse og slutte sig til vor Mening om den rette Maade at stagge Rusland paa.




Nr. 253/1854, søndag 29.10.

[Drammens Theater; avdukinga av Karl Johan-støtta i Stockholm; politiet i Christiania]

Korrespondance

Christiania den 27de Oktober

Saavidt skjønnes har man ogsaa i Drammen et norsk og et dansk Parti. Nu ja, hvorfor ikke? Drammen har jo de samme Betingelser til en saadan Tvideling som Christiania, blot i en noget formindsket Maalestok; det har ogsaa sine gamle Konservative og æsthetiske Mennesker, som sværme for «Kunstnydelse,» der naturligvis er dansk, medens det norske Væsen er mere ligefremt og derfor ikke fuldt saa kunstigt. Det kan forresten ikke være min Mening at lade Nogen høre ilde, fordi han er dansk; jeg finder det blot interessant, at ogsaa Drammen har sine tvende Partier, og at disse komme tilsyne i Theatervæsenet, hvilket man har kunnet se af Underhandlingerne med det norske Theater og Diskussionen, som er ført om den Sag. Theatrene ere mislige Ting, fordi der er saa meget kunstigt ved dem; man giver Intriger paa Scenen og vænnes derved til ogsaa at føre Intrigerne ud i Livet; man sminker sig paa Theatrene og vasker ikke Sminken af sig i den daglige Færden; man holder sig bag Kulisserne; det Hele er Spil; derfor er Theater og Theatervæsen en meget kjedsommelig Ting, undtagen at se paa. Men det er stundom, man er nødt til at befatte sig med det Væsen, og i en saadan Nødvendighed er desværre Drammen nu, da den skal ordne sit Theater. Det maa ikke være godt for DHrr. Direktører for det dramatiske Selskab: holder de fast ved det trufne Engagement af det norske Theater herinde, saa have de Mennesker, som forlange «Kunstnydelse» over sig, og beslutte de sig for et dansk Theater, saa have de Norskheden over sig, der heller ikke er at spøge med. Saadan gaar det, naar man opgiver sin gamle Godslighed og indlader sig med Kunsten. Dog, Striden maa udkjæmpes; man faar gjennem Prøvelser arbeide sig frem til Skjels Aar og Alder.

Man turde maaske vente, at jeg, der jo er i Christiania, kunde fra Stridighederne herinde om Theatervæsenet give Folk et Raad, men det skal jeg vogte mig for, af den gode Grund, at jeg ikke kjender til Forholdene i Drammen. Kun saameget tror jeg at kunne sige, at der neppe er nogen Frygt for, at de saakaldte bedste Kræfter forlade det norske Theater ved Aarsskiftet; dette vilde nemlig være saa utrolig dumt af de «bedste Kræfter,» at det ikke kan antages. Disse «bedste Kræfter» faa vanskelig saamegen Løn andetsteds, og desuden skjønne de vel med Cæsar,Cæsar] Gaius Julius Caesar, romersk feltherre og diktator at det er bedre, at være den Første i en Landsby end den Anden i Rom. De vilde desuden ikke blive den Anden, men den Tredie eller Fjerde; man sørgede nok for at faa dem saa lavt i Rangen, selv om de fortjente at komme høiere op. De blive nok ved det norske Theater, naar de have været vidtløftige og urolige af sig en Stund. De behøve desuden ikke at tro, at de ere uundværlige; kom det end til at knibe lidt udover, saa fik man nok Folk igjen. Det norske Theater skal ikke være ængstelig for Skuespillere; det turde blive en større Hungersnød for Digtere. Det er ikke ved det norske Theater som ved det danske, at det maa opretholdes ved enkelte dygtige Personligheder, selv om der var nogen; det danske Theater er en kunstig Ting, som maa hente sit Liv udenfra; det norske Theater derimod har et indre Liv, som ikke skal blive ødelagt af nogle Skuespillere. Det danske Theater er som gamle udlevede Fyrstehuse, hvis Linier maa holdes ilive ved underskudte Arvinger.

Nu er vel alle indbudne Officierer og Soldater afreiste til Stockholm til Afsløringen af Carl JohansCarl Johans] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge Billedstøtte. Vor Foreningsdag med Sverige, den 4de November, var en velvalgt Dag til den Høitidelighed, og det vil gjøre godt i Sverige ogsaa at mindes den Dag, og ihukomme, at Carl Johan betragtede den Dags Gjerning som sin største og bedste.

Det har iøvrigt vakt nogen Forundring, at ingle andre end Officierer med nødvendige Soldater vare indbudne. Det havde været smukt og maaske mest gavnligt for vor gjensidige gode Stemning, om nogle høiere civile Embedsmænd ogsaa havde været med. Festen vilde derved have faaet det mere nationale Præg, som den burde have; nu er den saa militær, at den ikke paa os gjør det Indtryk, som maaske tilsigtes; vi ynde mest det Borgerlige vi, det Demokratiske, hvor Alles Hjerter kan være med, og ligesom man forhaabentlig ikke behøver at true os med Soldater, for at faa os til at være skikkelige, saaledes elske vi heller ikke Soldater mere end høist nødvendigt; vi tro, at Staten styres og repræsenteres af andre Folk end Soldater, og det er ingen Tvivl om, at den, som vil blive folkekjær og udrette noget Stort, maa holde sit Hoved til Andre end Soldater. Det havde taget sig smukt ud, at Norske om muligt af alle Stænder vare komne til Stockholm til Afsløringen; det havde været i Samklang med Billedet af den store Mand; thi Carl Johan var som en Mand, der havde skabt sin egen glimrende Historie, en ligesaa borgerligsindet Mand som stor Helt. Men sender Norge alene Militære til Festen, saa forbyder ikke det, at vi jo sende gode Ønsker til den ogsaa, og fremfor Alt mindes Dagen med den Kjærlighed, den tilkommer.

Her har været adskilligt Skriveri om vor Politimester, i Anledning af den bekjendtgjorte Politiretsdom med «de unge dannede Mennesker,» som man saa smukt har udtrykt sig. Det maatte være en Strid mellem kjære Pligter at skrive om den Ting. Det tør antages, at denne Dom vil gjøre godt ogsaa i de mindre Byer, hvor man véd, at Politiet hersker med megen Myndighed; vi kjende Smaabyer, hvor Fogder som Politimestere regjere som Smaakonger. Vore Politianordninger, der ere over 100 Aar gamle, kan man gjøre med, hvad man vil, og desuden ligger det i Politilovgivningens Natur, at meget maa overlades til Skjønsomhed og rigtig Sands, for at handle i Tide. Man trænger derfor i den Gren af Styrelsen til mere Takt og Humanitet end i nogen anden. Det kan vist ikke negtes, at man ofte har brugt vel meget TamperrettenTamperretten] retta frå: Tamperetten; men den er ogsaa en meget grei Ret, blot den bruges med Forstand. Forresten bliver det den bedste Politilovgivning og de bedste Politiembedsmænd, at Enhver er saa skikkelig som mulig; thi det kan ikke negtes, at de som mest klage over Politiet, gjerne ere ustyrlige af sig. Den, som gaar stille frem, han slipper dog endelig Politiet, og man kan selv i en fri Stat som vor gjerne sige, at den som er ustyrlig og «giver Kjæft», gjerne kan blive lidt ublidt behandlet; men det er igjen et stort Spørgsmaal, om Politiet træffer det rette Valg ved at gjøre Gjengjeld; det har en saa stor Magt, at det visselig kommer bedst frem ved mere at tro paa det Gode i den menneskelige Natur.




Nr. 257/1854, fredag 03.11.

[Dansk politikk]

Korrespondance

Christiania den 1ste November

Der er ingen Maade paa Rigsdagsopløsninger i Danmark; den som talte efter, kunde se hvormange der alt har været. Da man vilde drive igjennem Arvefølgeloven, som der nu fortælles England og Frankrig vil forandre, til Skade for Rusland, saa opløste man Rigsdagen saalænge, indtil Ministeriet fik hvad det vilde. Nu vil man indføre Enevoldsmagten igjen, man siger nu «ordne Statsdelene» og da Rigsdagen staar imod, opløser man den efter al Rimelighed indtil man faar hvad man vil. Ministeriet maa vist kjende sine Folk, ellers indlod det sig ikke paa et sligt Spil. Ved Siden af disse Opløsninger, afsætter man nogle Embedsmænd og truer andre; man anlægger Pressesager, og Domstolene fælde. Man omlægger Troppene, de Danske til Slesvig-Holstein og Slesvig-holsteinerne til Kjøbenhavn: Despotismen er sig selv lig overalt, enten den er i Østerrig eller i Danmark. Og hvad gjør nu det danske Folk til alt dette? Det tier. Det har vistnok sine Avisskrivere, der baade paa Vers og Prosa skrive fortræffeligt mod alt dette Uvæsen; den har en Embedsstand, der lader til at være frisindet. Men Folket ialmindelighed ser ud som det var ligegyldigt. Det er ogsaa en egen Stilling i Danmark; opunder Thronen er tydske og danske Adelsmænd, der helst vil at Alt skal være som det var før 1848. Disse Folk ere mægtige, og da de ere beslægtede med Rusland, har de Penge til at leie Penne med, der meget rørende skrive om «Nødvendigheden,» just ikke den europæiske, som da det gjaldt Arvesagen, fordi Europa nu har den Forstand, at være mod Rusland. Som Modsætning til Adelskabet er den danske Bondestand, som vist ikke er meget politisk, men lader sig være medgjørlig; den er snil, og med den Aarhundreder vante Kongekjærlighed, spørge de, hvad Kongen vil, og da Kongen vil hvad Grevinde Danner vil, og da Grevinden vil, hvad Aristokratiet vil, for at hun kan komme op i dets Kredse, saa er Folket enigt med Aristokratiet. Midt imellem ligger Bybeboeren, og navnlig Kjøbenhavneren. Bybeboerne ere nu, som de i gamle Dage vare i Rom. Naar de faa Brød og Skuespil (Panem et circenses) saa have de nok. Friheden er en haardfør Gudinde, som kræver ægte gammel Romerdyd, saadan som CatoCato] Cato d.e. (Marcus Porcius C.), romersk statsmann og forfattar var, skal den kunne trives og ikke flygte bort til et Bjergfolk, der æder sit Brød i Ansigtets Sved. Betegnende for Kjøbenhavnernes politiske Interesse i disse sidste skjæbnesvangre Dage, kan mærkes: En Mand, der kom fra Danmark blev spurgt, om ikke Kjøbenhavnerne vare spændte paa Rigsdagen, og, om man talte om Andet end Politik. Spændte paa Rigsdagen og tale om Politik? sagde han: Nei du min Gud! Nei, om Theatret og Instruktør Nielsen,Nielsen] Nicolai Peter Nielsen, skodespelar og instruktør som nu har søgt sin Afsked taler man i alle Kredse, og er høilig fortørnet fordi Kongen svarte ham saa tørt, da han takkede for Afskeden, og ikke hængte en Medaille paa hans Bryst. Det var jo en Ringeagt for Kunsten, som ikke var at tilgive. Overveier man alle disse Elementer i den danske Stat, er det ganske rimeligt, at det gaar, som det gaar. Det er desuden egne Forholde i Danmark. Det er delt i to Dele, Tydsk og Dansk. Disse Dele maa holde sammen, skal Danmark vedblive at være en Stat, og at holde disse sammen, saaledes at begge ere jevnbyrdige, er ikke let. De skulde udgjøre et Helt med en fælleds repræsentativ Forfatning; men det forbyder Sprogforskjellen og formodentlig mange historiske Forholde; det lader til at de maa holdes sammen af en Enevoldsmagt; den ser man ogsaa maa til med Stater af forskjellige Nationaliteter. Forholdet er unaturligt og derfor maa der Vold til, og faar den ene Nationalitet Overvægten, saa er den ligesaa voldelig, som en Enevoldskonge, saaledes som man har seet England med Hensyn til Irland og tildels med Skotland. Det er rigtig en bedrøvelig Stilling i Danmark, og det ser ud, at det ikke bliver godt, før det Danske og det Tydske skilles ad, hvilket naturligvis engang vil ske, hvorlænge man end limer det sammen. Da vil Danmark ganske naturligt blive skandinavisk, og slutte sig til Unionen paa en ganske beskeden Maade. Det maa være Betydningen af Skandinavismen i Danmark, fordi det er den eneste fornuftige Betydning. Det er derfor intet Under, at den møder Modstand fra Helstatsmænd og Kongeligsindede, som grant maa se, hvad den sidste endelige Mening maa være. Det kunde dog træffe, at Slesvig-Holstein indsaa, at det var bedre tjent med at knytte sig til Danmark, end til Tydskland, hvis Grændselinier og Kongehuse krydse hinanden som Jernbanenet. Som selvstændig forenet med Danmark, ligesom vi med Sverige f. Ex. kunde det leve smukt og fredeligt.

Det skulde iøvrigt være interessant at se en Betragtning over de danske Forholde, hvor man gik ind paa dem; men man tør ligesom ikke det. Konsekventserne skræmme.




Nr. 259/1854, søndag 05.11.

[Unionen truga?]

Korrespondance

Christiania den 4de November

Det er ikke med ringe Forskrækkelse man læser de forskjellige udenlandske Aviser, hvor der Tid efter anden tales om Norges Forening med Danmark og Adskillelse fra Sverige som Noget, der nok kunde arrangeres. Vistnok omtales det ikke som bestemt, men det er foruroligende nok, at man blot tillader sig at tale om det. En Tanke er kommen vidt, naar den tør udtales. I Sammenhæng hermed er det ogsaa, at disse Aviser intet optage fra vore, der udtale sig mod dette, men ligesom planmæssig overse Alt, hvad der kunde oplyse Udlandet om vor sande Politik og Stemning. Det er klart nok, at vedkommende Avisudgivere eller deres Korrespondenter ere leiede af visse Partier, naar man betænker, hvorledes det Slags literære Rytteri drives, og om hvilket GoldschmidtGoldschmidt] Meïr Goldschmidt, dansk journalist og forfattar i 1849 sagde, at Danmark ikke maatte være mere enfoldigt og uskyldigt end Andre, men have sine Folk. Det er at være oprigtig idetmindste. Man skulde nu tro, at det ved en slig Fremfærd maatte gaa rent galt, men saa har hvert Parti sine Folk, der holde hinanden Stangen, hvorved en Tilstand kommer frem, som om Alle vare ærlige, netop ligesom med al anden Handel.

Vi buldre bare her hjemme vi, og Udlandet hører os ikke; det er vist ogsaa bedst, at vi ikke befatte os med den kunstige Ledning af Udlandets Opinion: gaar det da ilde, saa have vi idetmindste en god Samvittighed, og det er godt, skjøndt man vil sige, at Politiken ikke kjender noget til en saadan og derfor heller ingen Pris sætter paa den. Vist er det imidlertid, at vor Stilling ikke er god saadan som den nu er, og dersom Verden blev styret af Aviser, kom vi ingenlunde godt ud af det. Det tør dog haabes, at man undersøger Tingen, før man gjør noget Bestemt; det maa vi idetmindste haabe. Forresten kjære vel heller ikke de saakaldte Kabinetter sig meget om vor Villie, dersom de finde nogen Regning ved at omkomple os. Et Folk har altid vist sig som et Møbel i Verdens Husholdning; det behandles som det er godt, nyttigt og kostbart til, og trænger man, stilles det til Auktions. Vi tør ikke smigre os med den bedste Skjæbne, om Verden skulde trænge til at have Brug for os.

Her ser isandhed underligt ud, og har man før isommer og ivaar sagt, at Intet kan forudsees, men alt maa gisses, og at man ikke kan gjøre det engang, saa maa man endnu mere sige dette nu. Det Frygteligste og mest uberegnelige i sine Virkninger er, at det ser ud som Rusland havde Mordbrændere i de fiendtlige Lande. Man ved bestemt, at det var saadanne som brændte Varna i August, og nu ser det efter alle Mærker ud til, at de ere i England: nys har Newkastle brændt saa frygtelig, og nu med denne Post spørges, at Liverpool brænder ligesaa frygteligt. Mordbranden maa vel snart komme til Frankrig ogsaa, skjøndt Agenterne der vist have nok at gjøre med at understøtte Socialisterne, og forberede en Revolution. Komme nu ogsaa vi til at bryde Nøitraliteten, saa kan vi vente Ildebrande. Her mangler ikke Russevenner, hvilket man kan se af Arbeiderblad og Friskytte, men fra Russeven til Redskab for en forbrytelse er dog et stort SprangFriskytte, men fra Russeven til Redskab for en forbrytelse er dog et stort Sprang] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Friskytte. Det er dog voldsomt at føre Krigen saaledes som Rusland; man har altid gjort Forskjel paa at dræbe et Menneske i Krig og i Fred; det sidste var Mord og det første en meget honnet Gjerning. Ugjerningerne blive saa store i Krig, at de blive respektable igjen, og det er Staterne, Fyrsterne, og Skjæbnen eller sligt noget, som da gjør sine blodige Gjerninger, og disse giver man Tilladelse til alt; man gjør det endog til noget gudfrygtigt. Man har dog ikke opgivet Forskjellen mellem Krig og Fred, og enhver Ugjerning udenfor Kampen bliver en simpel Forbrydelse. Kommer man nu efter, at Rusland begaar slige og navnlig er saa forfærdelig som Mordbrand, saa maa Europas Folk forene sig om at udrydde det russiske Navn af Jorden; enten det eller selv gaa tilgrunde.

Det er en god Tanke, at man ikveld vil holde en Fest for 4de Novbr., Foreningsdagen med Sverige, ligesom for den 17de Mai. Saaledes forandres Tiderne: det vilde for nogle Aar siden været en politisk Vantro at holde en saadan Fest, ikke fordi vi paa nogen Maade vare utilfredse med Foreningen, men fordi vi trodde, at man ikke burde holde andre politiske Dage hellige end 17de Mai; men nu da vi se at man kan misforstaa os, saa er det Tid til at vise Sindelaget ogsaa i det ydre. Denne Fest vil gjøre bedre end alle Skriverier, den er en Kjendsgjerning.

I Digtet til Dagen, som stod igaar, var udeglemt et Vers:

Vort Venskab varer nok som født af Nøden
og voxet op med Suk og ei med Sang.
En Moder elsker Barnet indtil Døden,
for hendes Liv har staaet som paa Sprang.
Vor Enighed er skjøn, forhadt af Mange;
den er et Paradis, der har sin Slange.




Nr. 263/1854, fredag 10.11.

[Festen 4. november; mangel på arbeidskraft]

Korrespondance

Christiania den 8de November

Festen den 4de dennes var en smuk Fest, og D.Hrr. DaaDaa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar og DunkerDunker] Bernhard Dunker, jurist holdt gode Taler; vel var Dunkers noget kunstig og Allegorien om Lindormen eller Dragen vel meget udpint, men Dunker forstaar at sætte Folk i den rette Stemning, hvilket er Hovedsagen ved en Festtale. Han brugte ogsaa et Billede, der ingenlunde passede, da han sagde, at Norge og Sverige var et Skib, der havde sin Kjøl, (Fjeldet Kjølen), hvorpaa det kunde seile paa Verdenshavet. Lignelsen havde først da været træffende, naar han havde sagt, at Skandinaviens Skib var et Vrag med Kjølen iveiret, hvorunder det drev for Guds Vind og Veir; men dette havde ikke været smukt sagt.

Ved denne Fest viste man, at vor Mening med Foreningen er god, trods Alt, hvad der maatte være skrevet borte og hjemme. Der ligger noget meget Alvorligt i en saadan Maade at protestere paa: saamange af et helt Folk, som kan, sige stiltiende, at man har logit paa det og logit paa det Bedste, det har, nemlig dets Hjertelag. Forsaavidt var denne Fest ligesaa smuk som klog; men, naar Aarsagen ophører, maa ogsaa Virkningen ophøre. Det var paa Tiden denne Gang at feire den 4de November, men at gjøre dette hver 4de November vilde neppe være rigtigt, undtagen at ogsaa det svenske Folk feirede den; thi ellers vilde de i Sverige, som ere misfornøiede med Foreningen, sige: «Der kan man se, hvor glade Nordmændene ere i Foreningen og hvor fordelagtig den maa være for dem, og skadelig for os, som derfor naturligvis ikke feire Dagen», hvilket alt er overensstemmende med det gamle Ord ved Kjøb og Salg: «Han ler: han har snydt mig.» Folk kunne nemlig ikke selv bedømme, om noget er godt eller slet, men de maa se det paa Andre. Dette maa ikke oversees ved at feire den 4de November hvert Aar. Lad derfor det Offentlige, som hverken er norsk eller svensk, feire Dagen med Kanonade fra Fæstningen og Skibsbroen og ved en større Middag! Det norske Folk feirer sin 17de Mai og det svenske sin Frihedsdag, om det har nogen, og saaledes forblive vi de forente gode Venner.

— Mangelen paa Arbeidsfolk er fremdeles lige følelig, og i enkelte Haandverk, f. Ex. Bødkernes, kan man ikke faa Bestillinger uden at det gaar efter Ordenen som ved retlige Udlæg; man maa bede og betale. Vin- og Ølhandlere ere ikke vel farne. Ølbryggerne sluge nu ogsaa svært mange Træer; det grændser til det Overordentlige, hvad Schous Bryggeri har bestilt. Man maa nu ogsaa se til at brygge, saa Byen ikke bliver blankblank] retta frå: bank som ihøst og tørstig som endnu. Storthingsmændene gik fra hinanden i rette Tid, da de havde sprængt alle Ølkjældere og overladt os Arme til at tørste baade efter Øl og Politik. Havde Udlandet ikke været, kan Ingen vide, hvorledes det vilde være gaaet. Nu bygger og brygger man da og faar vel ogsaa Træer, naar man bare giver lidt Fordrag. For Vinhandlerne er det ikke fuldt saa ilde; thi vel lægger man Hjemmevin mange Gange mere end for nogle Aar siden: men fra Udlandet minker det betænkeligt især af Bordvine, der ved Druesygdommene, som alt har forvandlet mange Vinbjerge til Pløieland, blive baade mindre, slettere og saameget dyrere, at det antages, at den Flaske, som før har staaet i 1 Mark 16 ß., snart vil komme op i 1 Spd.

— Oppaa Kirken var forleden Dag et ArbeiderstrikeArbeiderstrike] retta frå: Arbeiderstriks paa godt engelsk, idet Murerne satte sig ende ned og vilde ikke mure, før de fik bedre Løn; man maatte føie dem. Hvad de vandt, skal jeg ikke sige. I de andre Lag er næsten ligesaa ondt for Folk; man kan næsten ikke faa en Smed til at brase Skjæret paa en Nøgle eller en Snedker til at pynte Døren før den forden for] er sett inn Nøglens Skyld er broten sond. Møbelmagasinet skal have været tomt ihøst. Kunde Haandverkerne og Arbeidsmanden i disse gode Dage tænke paa de onde, saa var det godt; Kundskaber og Midler burde de lægge sig op; men den menneskelige Natur og vel saa det stikker vist ogsaa i dem endnu. Har det før været almindeligt at gaa hen og stifte Familie paa et Par Maaneders godt Arbeide, saa gjør man det sikkert nu ogsaa, og det vistnok med end større Uforfærdethed, eftersom der nu let kan bygges paa Forhold, som ikke lettelig komme igjen; den hele Grund kan med en Gang glide unda Fødderne. Man skal vistnok ingen Uveirsfugl være og spaa ondt, men den gamle Sætning vil dog saa let komme igjen: «Det er saa godt at det ikke kan vare længe.» Her ser ikke godt ud. Hver Post synes at rykke os nærmere ind paa Krigen, og det tør antages at de Militære, som nu ere inde i Stockholm, ligesaa meget ere der for at raadspørges, som for at overvære Afsløringen, der saa godt blev valgt. Det er ganske rigtig hvad et Arbeiderblad siger, at vi nu ville vide at vurdere Soldaten, om her kommer Krig; og det af en dobbelt Grund baade fordi han skal forsvare os, og fordi vi i disse arbeidsdyre Tider saa vanskelig kunne undvære ham hjemme. Det vilde forresten være godt om mange af dem, som gaa ledige paa Torvet, kunde lære sig til at arbeide. Nøden og Omstændighederne vil lære baade dem og den, som har en mindre praktisk Bedrift, at slaa sig paa det Nyttige og Nødvendige. I den Henseende er Tiden god og kan blive endnu bedre: den renser Samfundet, og raaber de gode gamle Ord til os: «Gjør noget Nyttigt!»

* * *

Rettelse.

I sidste Artikel for isøndags var midt nede paa anden Spalte udeladt en hel Sætning, der lød saaledes: «men fra Russeven til Redskab for en Forbrydelse er dog et stort Sprang,» hvilken Sætning umiddelbart fulgte efter: «Her mangler ikke Russevenner» osv. — hvilket nøie bedes bemærket.




Nr. 265/1854, søndag 12.11.

[Næringsinteresser og lovgiving]

Korrespondance

Christiania den 11te November

Dommen, der paalagde Vognmændene 1 Spd. Mulkt i deres Tvistmaal med Politiet, har bragt noget Liv baade i Kjørere, Jurister og Publikum; Enkelte tillade sig endog i sømmelig Ærbødighed at være af en anden Mening end Dommen, hvilket er en ganske betydelig Selvstændighed, naar man ved, hvad det er for en stor Autoritet, som har afsagt den. Politiets andre Sag mod de «dannede unge Mennesker» skal ogsaa være indanket, og det tør vel antages, at Politiet tillige i den vil vinde, hvorved det faar en god Opreisning for alle de onde Ord, det har maattet høre. Man vil vel da ogsaa komme i Aande, men forresten intet videre; thi man har den pæne Skik at lade det være med Snak. I England, hvorfra vi saa ofte med Ret eller Uret hente Exempler, vilde man i slige Tilfælde, og navnlig naar det gjaldt saa solide Folk som Vognmændene, holde Møder (meetings) og indgaa til Regjering eller Parlement med en Ansøgning (petition) om at faa en Forandring i den Gren af Politilovgivningen. Hos os kunde Vognmændene endnu mere sikkert og lige gaa paa Tingen, eftersom mange af dem ere stemmeberettigede; de kunde gjøre det til Betingelse for den, de valgte til Storthingsmand, at han skulde virke for en Forandring i Loven; vare Vognmændene som rimeligt ikke stærke nok selv, saa skulde de slaa sig sammen med andre Næringsdrivende, som ogsaa havde sine Kjæremaal; gjorde de det, vilde de være stærke, og man skulde se, at de fik frem rimelige Ønsker. De, som vilde lade sig vælge, maatte da have sine udarbeidede Lovforslag eller ogsaa være Mand for at stille saa eftertrykkelige Anmodninger, at disse bleve tagne tilfølge. Det gik nok, naar man saa, at Vælgerne mente Noget med sine Valg og gjorde Andet, end lod Tingen gaa som den vilde og kunde. Saaledes skulde de Stemmeberettigede gjøre sig Friheden og Mands-Myndigheden gavnlig; derfor have de den, og ikke for at tælles med for et Syns Skyld; og fordi man handlede naturligt og gik lige paa Tingen, vilde man ogsaa gavne andre Medborgere og Staten selv: man vilde faa dygtige Storthingsmænd, Mænd, der havde et Ord at holde, en Opgave at løse, der ikke kunde svøbe sig ind i den Kappe, som dækker alle Svagheder, den, «jeg har gjort, hvad jeg kunde,» hvilket ogsaa er saare lidt, da man intet Bestemt har at gjøre. Naar Borgere hver i sin Stilling saaledes sigtede paa et bestemt Maal, skulde man se, hvor snart og ligefrem alt blev rettet, som lod sig rette, og da slap man de ørkesløse Klager over Love, Regjering, Storthing og Kommissioner. Det er ikke engang passende for Borgere i et frit Land at klage, og i et ufrit faa de ikke Lov til det: de have sig selv at takke for, at det ikke gaar som de vil, og dersom de ikke have Forstand og Samhold til at rette paa det Skjæve, saa vise de netop derved, at de ikke bør have det anderledes, men maa takke sin Gud og de gode Love og den gode Regjering, fordi det ikke er meget værre: det vilde være efter Fortjeneste, om saa var. Det er derfor ganske latterligt at høre Klager over vor gamle Politilovgivning; man maa have følt før, at den er gammel, og skulde man mærkelig nok ikke have følt det, saa kan man klage til næste Storthing, men da ikke længer. Den saavel som mange andre Love er god nok, saalænge man taalmodig venter paa en Kommissions Nedsættelse, og lader Juristerne drøfte og slumpe til at forundre sig i det høieste. Det gaar nok paa den Maade ogsaa; det ser man, men sent. Tilslut kommer dog Tidens Fylde, om de gode Borgere intet Andet gjøre end lide og snakke. Regjeringen og Juristerne ere ædelmodige: de greie paa den gamle Hæspel, knytte og vinde af den, saameget de kan og skjøte Nyt til. Folket har igrunden bedre Formyndere end det ofte tror, og dersom Politilovgivningen engang bliver anderledes, skal man nok se, at det ikke er Vognmændenes Skyld; de kjøre saalænge Tøi og Rem kan holde, og bande naar det gaar i Grøften; men sin Stilling i et frit Land begribe de neppe, og skulde de end begribe den, kan man dog være vis paa, at de ikke handle, som de begreb den.

Det er det haabefulde i et frit Land, at en Stand kan omsætte sine Lidelser i Love, og derved slippe for at lide en anden Gang, saafremt ikke Lidelsen kommer af egen Daarskab eller ikke lader sig afvende. Det maa gjentages: ingen Opfordring til Regjeringen! intet Kjæremaal over Lovene! Et enkelt Menneske kan til Nød klage, men naar det Samme rammer flere, saa maa de ikke klage, men afhjælpe det eller ogsaa have det saa godt de vil. Men istedetfor at gaa denne lige Vei, gaar man endog Omveie atpaa. Se nu skal man se, at Brændevinshandlerne omlægge Søndagen til Mandagen eller en anden Dag ved at sætte Prisen høi de andre Dage og slaa den lav paa den Dag; dette ville de formentlig gjøre, istedetfor at vække Folks Opmærksomhed, før man skrev en saadan Skjænkelov, eller sørge for Mænd, som til næste Thing kunde faa den forandret, om Forandring overhovedet var mulig. Saalænge man lader Folk give Love, som tro at fremme det Gode ved at afbryde Livets naturlige Gang, faar man taalmodig finde sig i egne Gjerninger; naar man lader Folk undertrykke Drikkefriheden, skal man ikke klage over Trældom. Prisen kan være saa høi den vil, men Drikkefrihed bør der være, ligesom der bør være Trykkefrihed, hvilket Ansvar man end vil sætte.

Men, man lader alle Friheder gaa sin Gang, Drikkefrihed saavelsom Kjørefrihed; man vover lidt og dermed gaar det. Praktisk kan man ikke være; er man praktisk imellem, saa er man voldsom eller ogsaa smyger bag Lovenes Ryg; men praktisk, det vil sige fornuftig og selvstændig, er vanskeligt at være; dertil skal Opdragelse, og vi kunne være opdragne i Mangt og Meget, men politisk opdragne ere vi ikke endnu; vi snakke smukt stundom, men vi handle daarligt.




Nr. 269/1854, fredag 17.11.

[Industriutstillingar; teaterabonnement]

Korrespondance

Christiania den 15de November

Det er en tidsmæssig Foranstaltning af den «tekniske Forening» i Drammen, at den til Marknaden vil faa en Industriudstilling istand. Der er Industriudstillinger overalt, og her i Christiania har man jo ogsaa havt en Frøudstilling. I England var for 3 Aar siden den verdensberømte Udstilling, der lykkedes saa vel og blev kaldt Fredens Seier over Krigen. Krigen kom dog sidenefter i saameget større Maalestok end før, som denne Udstilling var større end de foregaaende Udstillinger. Man vilde efterligne England selv i Tydskland, hvor man dog før ogsaa har havt Udstillinger, men det gik ikke rigtig godt: Kolera og Opmærksomheden for Krigen gjorde, at den storartede Udstilling i München i Sommer ikke svarede til Forventningerne, men paadrog Foretagendet Tab og gav endog tydske Patrioter Anledning til at beklage sig over det adsplittede «Vaterland.» Med Industriudstillingen i New-York gik det endnu værre. Nordamerikanerne kyte paa sin gamle stortalende Maade, de gjorde den til noget Politisk, da Politiken er Noget, som de altid maa buldre med; de indviede den med religiøse Ceremonier og skreg i Aviserne; Intet hjalp; den gik med Tab, og de republikanske Nordamerikanere maa bide sig i Læberne og erkjende, at den engelske Udstilling i 1851 var bedre. Nu slaa de paa med en anden Udstilling, som det nok gaar godt med: de have foranstaltet BørneudstillingBørneudstilling] retta frå: Børnudstilling, og de Mødre, som komme med de bedste Exemplarer af Børn, faa sine Præmier. En Moder, fortælles der, kom med sit 17de(?) Barn, men det var ikke saa frodigt, at hun fik nogen Præmie; en yngre Moder fik den. Der har endog været Spørgsmaal om at udstille Negerbørn ogsaa, og trods Nordamerikanernes Fordom blive vist ogsaa Negerbørn udstillede; thi man trænger til Folk og Trælle, disse til at arbeide paa Plantagerne, hine til at blive knuste eller springe i Luften, naar man kapkjører paa Jernbanerne og kapseiler paa Floderne. Det gjælder i Amerika at producere Folk, uagtet den gamle Verden sender sine Millioner; man vurderer Folk, for hvad de kan løfte, ligesom man vurderer en Maskine og intet videre. Derfor gjør man Børneudstillinger; thi det er vel et Spørgsmaal, om man i Amerika staar saa høit som Grækerne, saa at man vil opmuntre til Forbedring af Racen. Grækerne sluttede nemlig saa: forbedrer man Dyreracerne, saa maa man saameget mere forbedre Mennesket, der er det ædleste Dyr. Amerikanerne staa neppe saa høit som de gamle Grækere.

Nu arbeider man ogsaa paa Udstillingen i Paris til næste Aar, uagtet der høres ildevarslende Forbud, dersom det gaar galt med Krigen. Det skal blive en stor Udstilling; men tydske Korrespondenter sige dog, at den bedste Smag ikke raader i alle Dele af den kjæmpemæssige Bygning. Engelskmanden staar over Franskmanden, trods dennes høflige og fine Væsen. Engelskmanden er solid, og han har Penge nok, naar det kniber, og Almenaand.

Der bygges Hoteller i Paris til at modtage de Industribesøgende fra alle Verdens Kanter; et Hotel, berettes der, laves til at modtage flere Tusinde, og det mærkeligste af Alt er, at Gjæsterne skulle faa spise frit, mod at tage vist Vin, der naturligvis maa betales. Det er nyt og pikant, man pleier ellers at betale Maden og faa Drikken fri, naar endelig noget skal være frit. Man betinger Skuespillere og Virtuoser, kort man sørger paa det bedste for Publikum, bare nu ikke Krigen kom og lagde sig imellem!

Derfor er det tidsmæssigt at faa en Industriudstilling, og det er tillige meget rigtigt, naar Tingen tages paa en Maade, som intet Væsen gjør af sig. Det giver Haandverksmanden og Bonden den Selvfølelse, at hans Gjerning paaskjønnes; det er nemlig ikke altid nok at faa sælge sine Sager. Det opvækker Kappelysten og lader Enhver gruble over, hvorledes han skal gjøre det bedste Arbeide. Den, som har været uheldig f. Ex. med sit Mesterstykke, han kan vise, at han forstaar sin Dont, og den, som maatte have nydt ufortjent Tillid vil de, som herover have harmet sig, se tilbagestødt. Det vil blive Gjenstand for Samtale, hvorledes Nabo og Kjendinger gjøre sine Ting; man snakker nok altid om den Ting, men det bliver saa let Sladder, naar man ingen Maalestok ser. Det er en god Skik op i mange Fjeldbygder, at man ærer den, som forstaar sine Ting, om det saa ikke er Andet, end at han har gjort en god Kniv; der omtales med Beundring og søges af Liebhabere, ligesom man ser Folk samle MalerierMalerier] retta frå: Maleriet af gamle og store Mestere. Kniven eller Sliren omtales som en stor Begivenhed, og der findes ingen Mand i Bygden, der ikke kjender den. Den som kan gjøre en god Naver eller Sko med kniplet Udslag, staar ligesaa høit, og kommer han i Dands, vil den bedste Jente gjerne dandse med ham. Ungkarlene sidde paa Bakken og syne Knivene sine og bytte, og Kniven, som «Smelluppen» har gjort, lægger man gjerne en Slir eller nogle gamle Knapper i Byttelag med. Se det er ogsaa Industriudstillinger, og den Jente, som kan slænge de fineste Sokkebaand, omtales med Beundring af Guterne og med Misundelse af de andre Jenter. I Gjæstebud gaar det især for sig. Vi har altsaa vore Industriudstillinger, saa vi ikke behøve at hente Exempler i London og Paris, og naar vi holde os til det Nationale, skal heller Ingen le. Det bliver nu noget større i Byerne, men Arten maa være den samme og fremfor alt Aanden, som peger paa det Huslige og Gavnlige.

Det er ellers ikke liden Umage med disse Industriudstillinger; der maa være Mænd, som baade kan og vil opofre Noget for det fælleds Bedste. Slige Ting maa ledes med Forstand, skal de ikke komme i Vanrygte og derved skade mere end gavne.

Man vil nemlig se Frugterne af sin Gjerning strax, og naar nu dette ikke lader sig gjøre, men Høsten maa oppebies, saa gjælder det at kunne vedligeholde Interessen, og vedligeholde Alles Interesse er ikke let, om det forresten er gjørligt. Saa smukt som det end gik til med Udstillingen herinde, og saa megen Umag end Mange lagde paa den, var her dog Adskillige, som klagede og forresten fandt, at det Hele var noget Væsen. Det vilde derfor neppe være tilraadeligt at komme med en Udstilling for snart igjen. Folk maa desuden saa lidt og lidt vænnes til dette ogsaa. Det er ikke frit for, at man tager det altfor aakapt med alle disse Udstillinger og deres Lovprisninger. Man kan ikke sno Tankemaaden og Skikken om saa glat som en Vaffelkage; man maa idetmindste smørje godt, skal det gaa. Der indbydes idag til Abonnement paa Midtviks-Forestillingerne ogsaa i det norske Theater. Det er dog vel mere at ønske end at haabe, at det vil gaa godt. Det forudsætter et stadigt og godt Repertorium, som endnu ikke er forhaanden, og det er netop det, som væsentlig mangler endnu. Desuden maa det norske Theater nu i Førstningen finde sit Publikum blandt Folk, som ikke abonnerer, men gaa frit, naar det saa falder ind. Imidlertid turde det hende, at Abonnementet vandt nogen Fremgang, og isaafald vilde Theatrets Ungdoms- og Prøveaar være forbi; men dette er dog vel tidligt; man kan ikke vente saamegen Sands for vort eget endnu, og det er næsten dristigt at vove et Forsøg. Man faar tillade Folk, især de gamle og solide, at holde sig til det Fremmede endnu nogle Aar eller saalænge de leve.




Nr. 271/1854, søndag 19.11.

[Krimkrigen]

Korrespondance

Christiania den 18de November

Statsmanden og Historieskriveren ThiersThiers] Adolphe Thiers, fransk journalist og politikar skal have ytret: «Sebastopols Fald bliver Signalet til en Verdenskrig, og Beleiringens Ophævelse Fred.» Ihvorhvel dette nu, om sandt, er at sætte Tingen paa Od og Ende, saa røber dog dette Udsagn et dybt Blik paa Verdens nærværende Stilling, — Noget, som ogsaa er at vente, naar Thiers har sagt det. Ophæves Beleiringen, saa kan det blive farligt nok for NapoleonNapoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar at holde sig; hans mange Fiender ville da faa noget Omraade, og Tilstanden i Paris, hedder det, er betænkelig; man fattes Penge, og Krediten er tillige ringe, om dog ikke saa ringe som russevenlige Blade paastaa, der skildre et Optrin mellem Napoleon og Rotschild,Rotschild] Nathan Mayer Rothschild, tysk-engelsk finansmann omtrent saadant som Enhver vil kunne erindre sig det, naar han har henvendt sig til Aagerkarle. Kunstig viser ogsaa Tilstanden sig, rigtig en fransk Situation, idet man skal træffe Forberedelser til Triumfen, saasom at have en Vogn for Keiseren, og en Seiershymne, digtet af MerryMerry] Joseph Méry, fransk diktar og sat i Musik af AubertAubert] Daniel Auber, fransk komponist. Den, som er overtroisk, kan spaa meget ondt af Sligt. Historien med den nordamerikanske Gesandt kan ogsaa drage meget efter sig. SouléeSoulée] Pierre Soulé, amerikansk diplomat, saa hedder han nemlig, handler vist ikke uden Overlæg ved at klænge sig ind paa Frankrig. Der er landflygtige franske Republikanere i Amerika, og Amerikanerne ville have Cuba. England kan ogsaa blive træt og faa formeget at bestille. Rusland i Øst og Amerika i Vest. Et tydsk Blad har kort og fyndigt skildret Tilstanden ved at aftegne det unge Amerika som en Amazone med Cuba, Domingo og Monaco i Folderne; hun træder paa Frankrig med den ene Fod — man kjender Napoleon liggende paagruve — hun rækker Haanden til Rusland, der ser endnu mere vild ud, fordi han griner og ler; Knutten dingler, og han træder paa England — John Bull — der ligeledes paagruve vrider sig under Smerten med Skolten bort mod Napoleons. Det gaar dog nok ikke saa, selv i værste Fald; men usigelig Kamp kan det blive, og Østerrig, der, som en aandrig Franskmand sagde, «staar med tre Hundretusind Mand for at ile Seierherren til Hjælp», vil efter al Rimelighed gjøre Udslaget i dette Schakparti. Derfor modtager det ogsaa under alle Rustninger Gesandter fra Rusland og Ruslands kjøbte eller forblindede Tjenere, de uendelig mange tydske Stater — Diplomaterne flakseflakse] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: flaske som Maager for Stormen fra og til Berlin — Og paa samme Tid som Østerrig klipper Øinene til begge Sider, stiller det sig saa i Donaufyrstendømmerne, at disse selv, PolenPolen] retta frå: Porten og Vestmagterne kunne blive utilfredse og Krigen begynde, naar det skal være. Det følger Sætningen: «Stel dig med Ven som du skulle blive hans Uven engang, og med din Uven, som du skulde blive hans Ven.»

Det er dog en stor Trøst for os under alt dette, at engelske Blade opfordre til Aarvaagenhed, for at Rusland ikke skal hænge sig ind paa os og Sverige op i Finmarken, og at de tillige nu komme tilbage til Sandheden, at vi og Svensken leve godt sammen.

Under alle disse Forviklinger, som det var formasteligt at ville faa Greie paa, hører man næsten Kanonbrag fra Sebastopol. Det er ligesaa ørkesløst at tale om Bombardementet, Explosionerne, Udfaldene og Pesten: man maatte gjøre et ganske nyt Sprog for at tale om de Ting, eller ogsaa tørt uden oplysende Lignelser sige: den største Flaade i Verden lægger sig yndigt udenfor Batterierne; man skyder fra Land og Hav med 10,000 Kanoner paa en Dag — ja, saa staar der. — Det dundrer 25 norske Mile; Soldaterne grave sig ned i Huler for Kuglerne og Nordenvinden, men tørster og svelter vist ogsaa; Krudtvogne og Magasiner springe i Luften; Byen brænder og der er Liglugt i den. Man faar læse mellem Linierne og sprænge dem fra hinanden med sin egen Indbildningskraft; saa lukke Øinene igjen som da man var liden og tænkte paa Aasgaardreia og Thor, som kjørte med Bukkene. Hjelper ikke dette, saa faar man reise til Sebastopol og se og høre. Der maa være godt Kjøb paa Døden dernede nu; og man sælger vist ogsaa Livet meget billigt; thi Mennesket bliver sløvt og vyrder ikke nogenting paa Slutten; man finder sig tilrette med det Forfærdelige og gjør sig det ganske husligt, ja, vil endog have mere, ligesom naar man har staaet en Stund ved en larmende Fos; man savner den ordentlig, naar man kommer fra den igjen; og Folkene paa Gaarden Fos oppaa Riukan faa ikke sove «nede i Bygda,» fordi Fossen ikke holder Hus! I lige Maade er det i Musiken: man skjød imellem med Pistoler i Orchesterne, og siden fortælles det virkelig, at man fyrer af Kanoner: det maa stige og stige op igjennem Aplikaturen indtil Kvinten springer. Nu synes man snart, det ikke har noget at betyde med Sebastopol, idetmindste naar man ikke er der, og der er vel ingen Tvivl om, at de, som ere der, ogsaa synes, at det blot er nogle smaa Puf; thi man maa bestemt have Dot i Ørene, saaat man bare ser Ilden fra Kanonerne. Flere Byer maa snart bombarderes, skal det ikke blive kjedsommeligt — vi har nu alt længe ruslet gabende i Avisbunkerne — Tilslut maa hele Verden bombarderes og naar det igjen bliver kjedsommeligt, faar man i Kast med Maanen; derfra til Mercurius og de øvrige Planeter; saa ilag med Solen, derefter med Fixstjernerne, Melkeveien og Orions Taagepletter; men da er det ogsaa ganske vist paa Verdens Ende.

Og man skal ikke tro, at Folk ere modløse under Ødelæggelserne og Forhærdelsen; ingenlunde; tror man det, har man ikke meget seet selv og læst. Der er virkelig ogsaa skrevet, at man i Sebastopol tidligere i Beleiringen dandsede og levte lystigt. Franskmændene udenfor synge og dandse; Englænderne skulle være mere stille, men det holde de nok ikke længe ud. Vi mindes ogsaa fra ifjor, hvorledes man under Koleratiden drak og slang i Rendestenen. Saa var det altid: under en af de endløse Borgerkrige i Rom da Fraadseren VitelliusVitellius] Aulus Vitellius, romersk keisar og hans Folk bleve dræbte, berettes det, at man drev Livets vante Bedrift paa Ligdyngerne. Da Pesten hærjede i Italien og især Florents, sad BoccaccioBoccaccio] retta frå: BoccarioBoccaccio] Giovanni Boccaccio, italiensk forfattar og fortalte sine Noveller til LyttendeLyttende] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Lystende og Leende. Den franske Revolution vilde rose sig paa Exempler til dette Brug. Aftenen før Girondisterne skulde guillotineresguillotineres] retta frå: guilloniteres, spilte de Komedie, de selv havde digtet i Fængslet; det skulde rigtignok forestille Gjengjeldelsen og den yderste Dom, men det var dog Komedie, og de sang Marseillevisen til Retterstedet. Den, som var rigtig kjendt i Historien kunde finde nok af Sligt. For en 20 Aar siden, da her en Sommer var saa megen Røg i Luften, da trodde vistnok Enkelte, at det var Jyderne, som brændte op Halmen sin; men det var ogsaa Mange, som trodde, det var paa Verdens Ende; paa flere Steder — jeg mindes det — var man nok forskrækket, og en gammel Mand bad sin Sønnekone om at komme med «Bedendes Kjæde»Kjæde] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Kjode paa Sæteren, for at han kunde bede for Ilden, men han blev snart træt og fandt sig i Budeiernes Fremgangsmaade, der lod Buskapen gaa umalket, sørjede først, men skummede derpaa Fløden af den staaende Mælk og kogte Smørgrød og dandsede ude paa Sætervolden. For nogle Aar siden fulgte jeg Dampbaaden forbi Jæderen; der blev en Storm, saa det saa stygt nok ud. Mange hellige Folk fra Stavanger og Kanten vare med; de kom fra et MissionsmødeMissionsmøde] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Messensmøde; de sang i Begyndelsen og en Tone høiere for hvert stærkere Bølgeslag; men snart gave de sig over og tog til Maden, og havde de ikke været i Maadeholden, havde dede] er sett inn sikkert taget sig en Taar. Jeg var ogsaa ræd en Stund: men da jeg kom ned i Kahytten og saa en gammel Kone jamre sig, maatte jeg smile; jeg trøstede hende saalunde: «Aa gamle Mor, giv dig tilfreds; du kan saa alligevel hver Dag vente Døden, naar vi Unge ere ved Mod, kan du godt være det.» Hun blev trøstet.

Det staar i Bibelen: De aade og drukkedrukke] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: drakke og toge til Ægte og lod sig tage til Ægte, indtil den Dag kom, da Noah gik ind i Arken.

Og paa et andet Sted skildres de Ugudelige saaledes: «Lader os æde og drikke; thi imorgen skulle vi dø.»




Nr. 275/1854, fredag 24.11.

[Avisene om krigen]

Korrespondance

Christiania den 22de November

Efterat vort Folk var bragt i Vanrygte hos Udlandet af Publicister, der ingen Ret havde til at tale, bleve vi nødte til at protestere mod de Meninger, man tillagde os, og vi protesterede paa en ligesaa smuk som kraftig Maade ved Festen den 4de November. Naar Folket gjør Noget selv, har det altid Virkning, og denne Fest er derfor anerkjendt for hvad den var i Udlandets og selv i de mest fiendtlige svenske Blade. Man kan ikke uden Rørelse læse den smukke Anerkjendelse, man har ydet os. Vi følte, det ikke var mere end Ret, forstaar sig, men at faa sin Ret er allerede saare Meget, og det glæder saameget mere som Intet smerter dybere end netop Miskjendelsen. Nu efter at Alt var saa smukt, efter at fornuftige Folk havde talt, skulde man tro, at Ufornuften vilde tie og være bange for at «syne» sig med det Første; men — den var ikke Ufornuft, dersom den kjendte noget til Folkeskikken og havde Følelse af Skam. Den vil være Mand og tale Folkets Sag fremdeles. Den véd ikke, at den har gjort galt. «Man slaar ham, og det gjør ham ikke ondt, man støder ham og han føler det ikke.» Morgenbladet taler fremdeles og næsten endnu mere ubegribeligt end før; thi det er unegtelig meningsløst og modsigende. Før havde det en Mening, hvorvel bagvendt. Det holder paa hver Dag at tale om Krig og Fred og Unionsudvidelse blandet med lyriske Bemærkninger om vor Tapperhed og Æresfølelse. Hvad skal alt dette til nu, da Alt er jævnet? Var det ikke bedre at afvente Fremtiden med Fingeren paa Munden? Upaatvivleligt. Men Morgenbladet vil lede Meningen og spille en Rolle, velbekommen hjemme hos os; men Udlandet kan igjen blive uroligt og med Rette sige: «Det maa dog ikke staa saa ganske vel til med det norske Venskab, siden man tillader sig at kvæde paa samme Vise og gjøre den endnu mere hemmelighedsfuld.» Det er ikke sagt, at Udlandet kjender til en Tilstand, hvor et saa stort Blad har fri Spas og kan tale uafhængigt af den fornuftige Folkemening; Udlandet kunde ikke kjende vor norske Godmodighed og Træghed, som lader sligt gaa og ryster lidt paa Hovedet idethøieste. Det er dette vi kunne befrygte og derfor blive vi urolige over de fortsatte politiske Betragtninger. Christiania-Posten burde heller ikke have svaret Noget paa Morgenbladets sidste Artikler, men ladet det bero med sine egne ældre Artikler. Forstaar sig, det er ikke godt at tie, men det er saa vigtige Ting, her nu handles om, at man bør tale sjelden og med Eftertryk, ikke blot for Udlandets Skyld, men ogsaa for vort eget stakkels Folk, der snart ikke maa vide hverken op eller ned. Altsaa Taushed, Taushed i alle Blade om Krigen og vor Politik! Nu er vor Stilling god og Udlandet er retfærdigt. Forandres Tilstanden, kommer Krig, da er det Tid at tale og tale med Klarhed og Følelse, som det sømmer sig i store Tider. Folket kan vente, at de, som kalde sig dets Hulspeil, skal give Billedet rent og sandt, og frygte disse Hulspeil ikke for at blive sønderslagne, bør de dog have saamegen Agtelse for et sørgende Ansigt, at de ikke ville forvrænge det.

Det bliver nødvendigt at gjøre en Fest til, dersom Morgenbladet ikke snart holder op at snakke om Politik; dets hele Snak maa oprives ligesom en fiendtlig Leir.

«Naar man sender Barnet til By,
maa man selv efter paany.»

* * *

Rettelse i sidste Artikel.

Flaske istedetfor flakse, 2den Spalte. Lystende istedetfor Lyttende, 3die Do. Bedendes Kjode istedetfor Kjæde, 4de Do. Messensmøde istedetfor Missionsmøde, Do. Drakke istedetfor drukke, Do.




Nr. 277/1854, søndag 26.11.

[Samfunnet treng universitetskandidatar]

Korrespondance

Christiania den 24de November

Nu er det juridisk Examen, og 38 Kandidater ere oppe. Det er mange, og man har alt længe spurgt, hvor skal det blive af dem allesammen? En 30 Stykker eller saa omtrent har Examen — 2 Gange om Aaret — blier mange tilsidst, og det er tilstrækkeligt til at fylde Landets juridiske Embeder paa 6, 7 Aar. Det er virkelig forunderligt, hvor det bliver af dem alle; men Landet er ikke saa lidet endda, og Forholdene, hvor de kan komme end, ere mangfoldige, og endnu mangfoldigere vil de blive, eftersom Livet og Næringsveiene udvikler sig. Juristerne ere brugbare Folk, og selv de, der duger mindst, have dog et Skjøn paa det praktiske Liv, som andre studerede Folk mangle. Man har derfor sagt, «at det er Juristerne, som regjere Verden.» Dette er spottende og ærgrende sagt af dem, som selv vilde regjere, men der ligger dog megen Sandhed i disse Ord; thi det er noget, som falder af sig selv, at Juristerne lettere end Andre kan finde Greie i Livets mangehaande Forhold, og derfor blive brugte. Forudsæt, at en Jurist har en human Dannelse, og forsaavidt kan maale sig med andre Studerede, er han disse overlegen, idet han kjender til Statens Indretninger, og maa være vant til at tænke med Klarhed og Sammenhæng, hvilket ikke saa nødvendigt fremgaar af de andre Studier. Vore mange Jurister ere saaledes ikke ilde farne, og Landet trænger til saamange, det kan faa, just ikke saameget til at føre Sager eller procedere, som til at være med i Kommuneanliggender, være Ordførere, Regnskabsførere og idethele gaa Folk tilhaande med Raad og Daad. En flink Jurist, som Gaardmand i en Bygd, er en meget dygtig Mand, naar han er, som han bør være; han vil netop kunne forhindre mange unyttige Processer, og stille sig i Spidsen for gavnlige Fremskridt; vi maa faa mange i hver By og Bygd, før det gaar rigtig godt. Det er derfor ikke noget, som er foruroligende, at Landet faar mange Kandidater, tværtimod. Men for Juristerne selv kan det ikke blive saa godt; den frie Sagførsel skal ikke give meget af sig; er man som Sagfører i en velholdende og oplyst Bygd, tjener man neppe saameget som til Salt og Tobak; men, den dygtige Mand vil dog kunne leve: han kan tjene lidt som Kommunemand, og hans vakte Sands vil aabne ham Spekulationer i forskjellig Retning, i Jordbrug, i Trælast, om han er i en Skovbygd, i Sild og Fisk, om han er i en Fiskebygd; han vil kunne udgive en god og fornuftig Avis, om han er i en By eller tyk Bygd; han vil kunne være Skolelærer i praktiske Ting, som Præsterne og de andre Skolemestere ikke befatte sig med; kort, han vil kunne leve nok saa godt, om end tarveligt. Han skal ikke gjøre Regning paa at blive Embedsmand, undtagen han er overordentlig dygtig, idetmindste burde han i en velordnet Stat ikke gjøre Regning paa det, hverken han eller nogen anden Kandidat. Hver 20de eller 30te Kandidat kunde efter Naturens Orden gjøre Regning paa det; thi flere usædvanlig begavede eller arbeidsomme falder ikke paa, og knapt saamange heller. Paa den Maade vilde man faa en dygtig Embedsstand; det har meget at betyde at være Embedsmand; det er ikke engang anstændigt for Tanken end sige for det virkelige Liv, at Folk gaa ind i Embedet, som i et Haandverk, hvor det gaar efter en Mesterprøve, der ikke kan give den fornødne Sikkerhed, som aflagt i den grønne Ungdom; det skal prøvede Folk til, Folk, som gjennem en lang Ventetid daglig har aflagt Prøver paa sin Berettigelse til det vigtige Kald. Dette maa endda mere være Tilfældet med Theologerne, af hvilke Ingen burde tillades at betræde Prædikestolen uden ligesaa store Evner som grundig Dannelse og lang Prøvelse. At være Dommer er ogsaa vigtigt og høit, og de fleste Jurister bør vist være saa beskedne, at de ikke skuffes, om de sent eller aldrig blive Dommere. Den almindelige KandidaturKandidatur] retta frå: Kandidattur er igrunden ikke mere end en nogenlunde god Opdragelse, som burde til for at være en god Borger. Først med den kan man sige, at Opdragelsen er endt ligesom paa Landet, naar Bondebarnet har staaet til Konfirmationen. Da skal man først ud i Livet og se, hvad der kan blive af En. Det var et altfor godt Kjøb før, da man lige fra Examensbordet kunde gaa ned i Departementet og tage sig ud et Embede; det var en unaturlig Tid: saa billigt kommer ikke Folk til Velstand. Kandidaterne skal ikke beklage sig nu: de have alligevel et godt Forsprang, og ere de dygtige, saa vil de altid komme frem. Guldet synker ikke saa let i Pris. Det er derfor ingen Mistrøst at vi faa mange Kandidater hverken af Jurister eller andre. Theologerne kan være Skolemestere og forresten Gaardbrugere eller andet: Vi have theologiske Kandidater, som ere Ølbryggere: praktisk og vel gjort! er der forresten nogen Præstenatur i dem, saa kommer den ikke bort for det, om de just ikke gaa paa en Prædikestol. Der er en større Prædikestol end Kirkens; men det er nu det bagvendte, at alle vil op paa den, hvor saa usigelig Faa burde komme. Det er en almindelig Talemaade, man hører af Kandidater: «Bare jeg kunde komme til at virke,» hvorved man mener at prædike! Sørgelig Vildfarelse, og et godt Mærke paa Udygtighed. Den Dygtige finder nok sin Prædikestol. — Filologerne, de egentlige Skolelærere, faar man sent for mange af. Om de ikke blive Rektorer, Overlærere eller Adjunkter, saa er her andre Skoleposter, og flere vil oprettes, og Huslærere trænger man til; og jo mere Landet gaar fremad, desto mere trænger man til dygtige Lærere. Barnet er saa haabefuldt, at det ikke maa betroes til Folk, som lidet kan.

Læger trænges til; af dem bliver det ikke let formange; i hver nogenlunde god Bygd maa engang blive en Læge. Med Velstanden og Dannelsen stiger Omsorgen for et sundt Liv. Bergkandidater har man Brug for; vore Fjelde ere velsignede, og det kan nok lønne sig at søge og slaa sig sammen med Kapitalisterne. Endnu drives meget som det kan, og endnu meget mere ligger ubrugt.

Vi har altsaa Brug nok for Kandidater; men mest Brug havde vi dog for Mænd, der lagde sig paa en enkelt Ting, Specialmennesker. Det er dog underligt og viser, hvor lidet man er kommen frem, at man blandt Kandidaternes Mængde har saa vanskeligt for at finde Folk til enkelte Poster. Man maatte gaa til Udlandet for at faa en Professor i Theologi og en i Chemi, og da man skulde faa Professorer i Filologi og Jura, havde man sin arme Nød. Man læser, og kan alt og ingenting! Der tænkes paa de almindelige Embeder, hvortil der fra et Haandverksstandpunkt heller ikke skal meget.

Livet vil lære Folk meget godt. Vi faa nok Specialmennesker, naar man ikke kommer frem med det Gamle. Konkurrentsen hjælper godt ud af Forlegenheden og lader Staten saavelsom den enkelte Mand finde det Nyttige, men da maa rigtignok i denne Retning Ancienniteten modificeres betydeligt. Thi ellers faar man bare udlevede Oldinge til Embedsmænd og dermed er ikke Staten tjent. Alle de gamle Forslag have sine uigjennemførlige Uleiligheder, f. Ex. det af Wergeland,Wergeland] Henrik Wergeland at man skulde lade hver Præst søge ud de bedste Hoveder, hvilke da Staten skulde oplære. Det maa gaa af sig selv ved Konkurrentsen, blot man frigiver Dygtigheden, saa kommer den af sig selv paa sin rette Hylde, og der skal ingen anden Opmuntring end det blotte Haab om at faa virke og tjene sit Livsophold; men saa maa igjen Embedsstanden holdes i Agt og Ære, for ellers søges den bare af middelmaadige Folk, og vore saakaldte Frihedsmænd, der ville svække den, arbeider Uvidenhed og Uordentlighed meget godt i Hænderne. Men indtil et vist Punkt var det nødvendigt for at vække Sandsen, og ingen Tilstand er mere skrigende end den, at Udygtighed føder sig med Mælken og klæder sig med Ulden.




Nr. 278/1854, tirsdag 28.11.

[Fridomens martyrar]

Korrespondance

Christiania den 26de November

Idag var det Gudstjeneste i det engelske Kapel med Skildring af Krigen, dens Formaal og Følger, med Bøn for de Stridende og Ihukommelse af de sørgende Efterladte. Det var en høitidelig Stund. I dette fremmede Land vare de herværende Engelske sammen for at bede for sit Folk, der sender sine gjæveste Sønner i Kampen mod Frihedens og Oplysningens fælles Fiende. Vi Norske, der vare tilstede, forenede vore Bønner med deres og hver gav sin Skjærv, der fik sit bedste Værd af det gode Hjertelag. Ligesaalidt som vore Blade, der anbefalede det, fandt vi ingen Betænkelighed ved at deltage i Gudstjenesten og yde vort Bidrag; thi vel er her Nøitralitet i Politiken, som vi Alle respektere, men den har Intet at gjøre med vore Følelser og Ønsker, og den kan ikke forsøge det Umulige ved at ville lægge dem i Lænker; den kan ikke vinde Samvittigheden eller tilintetgjøre Taknemmeligheden mod de tapre Mænd, der falde som Martyrer ogsaa for os. Vi sidde i Fred og Ro, og disse store Folkefærd kjæmpe for os og de andre smaa, ligesom Faderen kjæmper for sig og sine Smaa mod indtrængende Voldsmænd. De kjække Mænd gaa Døden imøde saa freidige som de vidste at deres Aand vilde blive en Tilvæxt til den evige Stjerne, der lyser Menneskeheden mod sit store Maal; det kan ingen anden Tanke være end denne, der giver den enkelte Mand Mod til at forsvinde i den store Mængde som Draaben i Havet. Man kan ikke uden den dybeste Rørelse tænke paa alle disse Brave, der forbløde sig for at skaane saa uendelig Mange; man kan trygt uden Bespottelse sige, at de forløse os, ligesom man kan sige, at den hele Verdenshistorie er et Forløsningsverk. Vi tænke saa sjeldent paa dem, der ofre sig for os, det være nu Slagenes Kamp eller i Fredens Gjerning; vi tro, at HverHver] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Hære staar og falder for sig selv og at Menneskene Intet have med hverandre at gjøre; men vi alle Folkeslag ere et Helt, en Slægt, hvori hvert enkelt Menneske er det Samme som en Blodsdraabe er i os selv.

Det er dog alvorligt at betænke: paa samme Tid som man beder i England og Frankrig og vi bivaanede en Kirketjeneste med Engelskmændene her, paa samme Tid beder man i de russiske Kirker og Klostre for det, som er tværtimod. Saaledes staa Menneskene mod hinanden og bede til en fælleds Gud! Alle ledelede] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: bede efter Sandheden og tro at have fundet den! Men er Frihed, Oplysning og Menneskeværd ikke en Vildfarelse, dersom Menneskeheden gjennem Aartusinder ikke har gaaet sine Fødder tilblods efter en Lygtemand, saa er vore Bønner mere velbehagelige.

Der kan være forskjellig Mening om Krigens Førelse og om Tilstrækkeligheden eller Utilstrækkeligheden af de Midler, som ere satte i Bevægelse; men den Mening maa dog staa fast, at Historien, især naar den virker i det Store, griber de rette og eneste mulige Midler. Ere disse altsaa ikke komne, saa komme de.

Vilde det være dristigt og uforeneligt med vor nøitrale Stilling, om der i hver By og større Bygd dannede sig Foreninger til Indsamling af Bidrag for de Faldnes Efterladte? Var det anderledes her i Christiania, hvor det var Engelskmændene selv, som gjorde det og vi vare med?

Det kunde ikke være for Hjælpen; den blev liden; thi vi have saameget at hjælpe hjemme hos os selv, og Engelskmændene maa vide, at vi ere rigere paa godt Hjerte end Penge.




Nr. 281/1854, fredag 01.12.

[Bygdekunstens vilkår]

Korrespondance

Christiania den 29de November

Isøndags laa paa et Bord i Kunstforeningen udstillet endel Sølvarbeider af en Bonde fra Annexet Aamotsdal til Siljords Præstegjeld i øvre Thelemarken. Det var Arbeider, som maatte tiltrække sig Opmærksomhed: de var som de bedste af sit Slag beundringsværdige hvad Filegranslyngning og Forgyldning angik, men mangelfulde, tildels barbariske i Sammenstilling og Komposition; vinde og skakke med Grundformer hentet fra Kirkernes Ornamenter, blandet med gamle nationale Former. Disse Prydelser bar især tilskue denne Kunstens Mangler og Fortrin, idet nogle af dem skulde være etslags Minnetavle med Kors og Symboler for Thelemarkens Vaulundur, Jarand Rønjom,Jarand Rønjom] bygdekunstnar som var Guldsmedens Farfar. Jarand Rønjom har jeg beskrevet i mine Skildringer fra Thelemarken. Han har opført flere Kirker og omarbeidet deres hellige Kar; han har gjort Stuklokker, der efter sytti Aar er like gode og følge Gaardene som en Herlighed, Ingen formaster sig til at røre. Der er Knapper, Søljer, Spænner, Sølvstøp etc., som alt heder «Ronjom’ens» og kan alene nævnes ved Siden af «Næstestogens,»Næstestogens] Aasmund Nestestog,Nestestog] Aasmund Nestestog, bygdekunstnar bygdekunstnar som nu desværre er i Amerika. Denne Jarands Sønnesøn, som var herinde, har arvet Farfarens Hændighed, skjøndt neppe tilfulde, og det er at beklage, at han skal være saa gammel, 35 Aar, at han ikke kan faa den høiere Indsigt, som vilde gjøre ham til stor Mand. Han reiser hjem idag. Han følte, det var forsent, og han tjener ganske godt hjemme for sin Familie. Man tør haabe, at Jarands Aand vil findes i en Yngre af Slægten, og blev man opmærksom paa en slik, vilde sikkerlig ChristianiasChristianias] retta frå: Christiania kunstforstandige Folk hjælpe. De har alt hjulpet Mange. Hr. Kammerherre HolstHolst] Christian Holst, kammerherre har hjulpet GlosimotGlosimot] Olaf Glosimodt, treskjerar og bilethoggar og Hr. Edm. de ConninckEdm. de Conninck] Edmund de Coninck,de Coninck] Edmund de Coninck, dansk treskjerar dansk treskjerar Fladager.Fladager] Ole Fladager, bilethoggar Brødrene BergslienBrødrene Bergslien] Brynjulf Bergslien, bilethoggar og Knud Bergslien, målar ere nok ogsaa hjulpne frem af Byfolk, hvis Navn jeg desværre ikke kjender. Ethvert Geni saaledes fra Landet maa komme frem ved Byfolk, som har Skjønsomhed og Hjertelag for det Gode. Paa Landet selv skal ikke Mange blive hjulpne. Der ler man af saadanne Folk, kalder dem endog stundom halvgale, hvilket er ganske rigtig, forsaavidt som de ikke tænker ligt Folk i Almindelighed eller samler Penger, som er det eneste man sætter Pris paa. Det er sørgelig at maatte sige sligt, men det er desværre sandt. Uvidenhed og Slæp for Maden i Munden kan ikke være anderledes. Slige Folk har det derfor haardt, de føler en høiere Aand inden i sig og finder en leende og spottende Verden udenom sig. Vil de laane Penger, vil Ingen betro dem noget; de faar til Svar: «Du, som kan saa meget, maa kunne tjene Penger nok, du skulde passe paa.» Skal der være nogen Redning, maa han laane af Fattigkassen; men allerede dette Navn er nok til at standse enhver Ærekjær paa hans Vei og heller lade ham gaa tilgrunde.

Naar vi derfor taler om Nationaliteten og dens Ophjælpelse, da maa det være oplyste Folk, som skjønner paa den og hjælper den op; og Folk i Christiania fortjener i denne Henseende en Ros, som det var at ønske, at mange Bønder kunde høre. Det vilde lære dem meget, det vilde forsone dem, og det vilde ydmyge dem.

* * *

Rettelser.

I sidste Artikel stod Hære istedetfor Hver; man læse altsaa: «Vi tro at Hver staar og falder for sig selv;» længere nede stod bede istedetfor lede, altsaa: «Alle lede de efter Sandheden og tro at have fundet den.»




Nr. 283/1854, søndag 03.12.

[Privat initiativ; kopistsaka; svenskegrensa]

Korrespondance

Christiania den 2den December

I disse Dage er sendt til Universitetet en betydelig Bogsamling fra Amerika. Det skal være en rig Mand, der har testamenteret sin Formue til literære Øiemed, og af de rigelige Renter kan hvert Aar gjøres storartede Gaver og Undersøgelser. Foruden til vort Universitet skal der være sendt til 400 europæiske Universiteter og lærde Selskaber, og Direktionen, som oversender disse Gaver, forlanger ganske tørt Erkjendelse for Modtagelsen, og Intet videre. Det er Bøger især af naturvidenskabeligt og historisk Indhold, og trykte og indbundne paa den solide og elegante Maade, som udmærker Produkter fra den engelske og amerikanske Presse. Denne Gave vil være en Pryd for vort Universitetsbibliothek.

I Nordamerika, hvor intet Hof er, der kan kokettere med Kunsten og Videnskaben, og heller ingen samlet Statsindretning, der optræder for sit Land paa europæisk Skik, der er Privatmænd, som sørge for Kunster og Videnskaber, og RepublikanskeRepublikanske] retta frå: republikanske, som Regjeringsformen, foregaa med Exempler paa, at Borgerne skal sørge for sig selv. Ligesom den Mand, hvem ogsaa vort Universitet skylder denne store Gave, saaledes ere der Privatmænd, som have Naturaliesamlinger. Der er Mænd, som udsende Kunstnere til Italien for at blive Billedhuggere og Malere, og samle deres Verker til Beskuelse. En Mand har opbygget et astronomisk Observatorium og sendt Astronomer til de berømteste Observatorier i Europa. Men som Noget af det Vigtigste, der er udgaaet fra en saadan Privatmand, er det, som Løitnant ManryManry] Matthew Fontaine Maury,Maury] Matthew Fontaine Maury, amerikansk oseanograf amerikansk oseanograf har gjort, der har forfattet Vind- og Strømtabeller, hvorefter man ved at følge den observerede almindelige Vind og Strøm kan komme til fjerntliggende Steder paa beregnet Tid. Han har faaet en almindelig Forening istand mellem Verdens videnskabelige Folk, hvorefter Enhver gjør sine Observationer efter de Plancher, Løitnant Manry har udkastet. Saaledes arbeider Kræfter i dette forunderlige Folk, der iler fremad og spotter alle Theorier for et velordnet Statsliv. De mest forskjellige Retninger krydse hinanden, Slavehandel, Materialisme, videnskabelig Stræben og republikanske Dyder! Satiren finder det fortræffeligste Stof i den umaadelige Stortalenhed og forkerte Skoleundervisning, hvor Lærer efter Lærer afskediges, dersom han ikke smigrer de unge Republikaneres Forfængelighed. Man iler afsted som Jorden var glohed, enten det er paa Jernbaner eller paa de gamle prosaiske Veie. Alle Verdens Folkeslag ere kastede sammen med sine forskjellige Sæder og Skikke; med sine religiøse og politiske Anskuelser. Religiøse Sekter opstaa, og man prædiker nye Gjenveie til Himmerig, ligesom forbedrede Methoder til at styre Staten og forkortede Jernbanelinier. Alt koger og bruser i denne Jettegryde, og kommer der en god Ende efter alt dette, vil Offentligheden og den nye Lære, at Alt skal raade sig selv, have seiret sin endelige Triumf over de gamle Læresætninger i Skoler og Hofkroge, at Menneskene maa holdes itømme ligesom de vilde Æsler. Ingen kan sige, hvad Enden vil blive, men vist er det, at Menneskeheden spiller et søgt Spil i Nordamerika. Alle Læresætninger af Frihedens Filosofer og Digtere ere satte lige ind i Livet og spille sin Rolle i det store Drama. Naar man ser alle disse videnskabelige Bestræbelser og de storartede Opofrelser, som gjøres af Saamange, betænker man endvidere Offentlighedens Magt, som slæber al Synd og Daarskab for sin rette Domstol, da maa man tro, at det Hele vil ende vel, hvor forvirret og fortvivlet Alt end kan synes. Det er derfor i mere end én Henseende sandt, at den gamle Verden trænger til den nye, ikke blot for at skaffe sin overflødige Befolkning en Virkeplads, men endnu mere for at se en Levendegjørelse af og Prøveklud paa sine Theorier og Drømme.

* * *

Det Tillæg til Kopisternes Gage, som Storthinget bevilgede, er endnu ikke fordelt, saa Nogen har faaet noget, men Alle gaa og vente. Det kan ikke være saa godt, at fordele den Sum; thi Alle kan ikke faa, og det bliver derfor Spørgsmaal om hvilke, men noget burde dog nu være gjort, og der er ikke liden Misfornøielse inden Kopisternes store Leir, fordi Sagen ikke er kommen til noget. Regjeringen burde betænke, at det var klogt at tænke paa sine Egne og det saa nær Beslægtede som Kopisterne; thi ellers kunde den danne Overløbere til Oppositionen, hvilket en god Regjering ikke maa gjøre. Det kunde ganske forandre Situationen, dersom Kopisterne, der saa naturlig have holdt med Regjeringen, skulde blive oppositionelle; thi Kopisterne ere mange, og de maa være Regjeringens bedste Støtte baade paa Kaffeerne og paa Storthingsgalleriet. Man tør derfor vente, at Regjeringen vil forstaa sin egen Interesse og ret snart fordele Tillægget paa en Maade, hvormed Alle ere fornøiede, hvilket rigtignok er en vanskelig Opgave, eftersom Kopisterne ogsaa maa være Mennesker og saaledes hver tro sig fortjent til at faa noget, og da nu ikke Alle kunne faa, er det Hele en saa vanskelig Sag at ordne, at det maaske havde været bedre, om Storthinget ikke havde bevilget en Skilling; det var isaafald ikke blevet en Forargelsens Sten.

Aftonbladet skriver i sit sidste No. en meget smigrende Artikel til os Norske, og haaber at vi mere og mere bør slutte os sammen, ikke blot aandeligt men ogsaa materielt og navnlig peger den paa Ønskeligheden af at vi ikke saaledes skulde stænge ude vore Grænser og derved ophjælpe Smugleriet men udvide Mellemrigsanordningen af 1825 istedetfor at vi hver paa vor Kant have indskrænket. Aftonbladet haaber, at den norske Presse vil bearbeide dette Emne og vi haabe, den gjør det; men det er altid saa underligt i Verden, naar Interessen kommer med i Spillet; man kan tale saa smukt, naar det ikke koster noget.




Nr. 287/1854, fredag 08.12.

[Boktrykkeri; kongeleg gåve til Studentersamfundet]

Korrespondance

Christiania den 6te December

For en Tid siden blev paa Toldboden fortoldet mange Pd. Bibelhistorier, som en Boghandler havde ladet trykke i Danmark. Det klinger lidt underligt at tale om Pd. Bibel og Bibelhistorier med samt andre Bøger, naar de da ikke ere altfor slette eller verdslige; men det er for Tolden, der er paalagt for at faa Folk til at trykke hjemme, eller ogsaa skaffe Staten en Indtægt, naar man ikke gjør det. Forunderlig nok, at vi ikke kan trykke til Husbehov, da her er 16 Bogtrykkerier med et omtrent gjennemsnitlig Antal af 9 Mand paa hvert Trykkeri — et Par Trykkerier have nogle og 20, her er 6 Hurtigpresser. Af dette skulde man slutte, at vor literære Bedrift ikke var saa liden enda, og den er virkelig heller ikke saaliden, naar man tænker efter og ikke ser paa Lande med mange Gange saamange Indbyggere; men det er nu Arbeider for Regjeringen med Blankuetter osv., som giver det meste og sikreste Arbeide, samt Aviserne; det andre er snart bestilt, naar undtages Optrykningen af Skolebøger og Tabeller, af gamle Bønner- og Psalmebøger, af Sjelens Luth, Dorte EngelbretsdatterEngelbretsdatter] Dorothe Engelbretsdatter, diktar og Rolands og Keiser Carls Krøniker. Det er disse daglige aandelige Fornødenhedsvarer, der gaa som varmt Brød. De videnskabelige Verker ere ikke mange for Bogtrykkeren. Professorene diktere for det meste og gjøre saaledes Auditoriet til en Bogtrykkerpresse; tager man alle disse med, 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, . . . . . . . . faar man mindst 26 Presser eller Trykkerier og Svendenes Antal stiger foruroligende.

Nu faa vi snart et Blad til: et Prøvenummer af «Nordmanden, et Skillingsblad til Alménoplysning» er udkommet hos Bogtrykker Steen,Steen] Ole Throndsen Steen, boktrykkar (Drammen) og dette første No. lover ikke ilde. Der begynder en politisk Oversigt, som er noksaa hjemlig skreven. Træsnittene — det skal ogsaa have saadanne — er ganske rene; men andre Træsnit end Portræter forstaar Almuesmanden sig ikke paa; Sandsen for Lys og Skygge er ikke vakt hos ham. Et Blad for Almuen bør derfor ikke koste paa med Træsnit, men anvende Udgifterne til gode Læsestykker. Et saadant Skillingsblad, især naar det kunde udkomme nogle Dage om Ugen og derved række noget, er det Eneste, som kan bringe den større Alménhed til at læse Blade; disse dyre og store Aviser læser blot Enkelte. Her maa engang komme et Dagblad til 1 ½ eller høist 2 Spd., skal det blive noget af med Avislæsning. Et saadant Blad, sundt, forstandigt og fattelig skrevet, vilde virke utroligt meget godt, og det bliver ikke noget rigtigt af med «Oplysningen,» før man kommer saavidt. Alle Spekulationer i Bog- og Avisveien kan vel til Nød uden dette bringe sine Spekulanter Fordel, især naar man farer med Fjas, Sladder og Skandale, men nogen virkelig almén Trang bliver ikke afhjulpen, nogen stor aandelig Magt ikke opdreven, nogen rig Velsignelse ikke udbredt. Ubodelig Skade, at Arbeiderbladet med sine mange tusinde Abonnenter ikke var godt! en slig Anledning kommer ikke let igjen.

* * *

Studentersamfundet er af H. M. KongenKongen] Oscar I, konge tilstillet en Gave for 3 Aar paa 150 Spd. aarlig til at lønne en Sanglærer med. Denne Gave med dens mulige Mening og Følger har været omtalt baade i Chr.-Posten og Morgenbladet, idet hvert paa sin Vis, og det ret godt, enkelte Personligheder undtaget, har dadlet og fundet Modtagelsen i sin Orden. Posten har været for og Morgenbladet imod. I selve Studentersamfundet har ogsaa været Meningsforskjel, og det saa alvorligt, at Enkelte af Direktionen for den Sag kanske træde ud. Var Sagen kommen under ordentlig Behandling i Samfundet, turde Gaven let være bleven afslaaen; men man fordrygde sig, til den officielle Meddelelse gjennem General WedelGeneral Wedel] Ferdinand Carl Maria Wedel-Jarlsberg, general kom; først blev nemlig Formanden hentet ned til Generalen og Kongens Beslutning foreløbig meddelt. At omtale denne ringe Ting saameget, kunde synes være, at gjøre en Elefant af en Myg; men den politiske Tanke, som kan lægges i Gaven, om vist ikke af den ophøiede Giver, den er ingen ringe Ting. Det er nemlig Selvstændighedstanken, som ikke tør give Ildesindede den ringeste Anledning til at kaste nogen Skygge paa sig. Det er Frihedens Blufærdighed, som ikke bør taale den fjerneste Hentydning uden at rødme. Fra dette og netop fra dette Synspunkt vilde et Afslag fra Samfundet ikke have været udelikat mod den ophøiede Giver, men just vakt hans Kjærlighed i en endnu høiere Grad, da det havde været en Udtalelse af en Karaktér, som vi saa gjerne vil skal være norsk, og som vi under vor Frihed maa stræbe at bevare, skal Friheden bringe os sin fulde Velsignelse. Denne Karaktér kan ofte synes frastødende og raa, men da er det, fordi man ikke fatter hans Dybsind gjennem den korte og fyndige Maade, hvormed han efter sin Natur taler. H. M. Kongen er dog i al sin Ophøielse kun en Person, og en Gave fra ham, maa derfor vække en personlig Taknemmelighed og fremkalde den samme personlige Afhængighed som en anden personlig Gave. At søge Sikkerheden i en Personlighed som vor nuværende Konges, der ingen anden Mening har end en god, kan være sandt nok for Tilfældet; men en saadan Tanke gjennemført er den absolutiske Tanke, som søger Statens Sikkerhed i Kongens Personlighed og ikke i Love og Institutioner. Af Storthinget, Staten nemlig, kunde Studentersamfundet have modtaget de 150 Spd., som det ogsaa søgte om, men som ikke blev bevilget; det kunde gjerne have bevilget den Sum ogsaa, det bevilgede saa meget og smukt; uagtet vi Alle kjende Fabelen om den, som fik Sten efter Sten paa Byrden, indtil han sank under den.

Hender det nu, som vel kan hende under disse Tider, som Ingen ved, hvad bringer, hender det nemlig, at Studentersamfundet maa optræde mod Storthinget og for Kongen, vil der sikkert findes dem, som sige, at Samfundet har solgt sig, og dermed er Braadden, som skulde stinge, afbrudt. Man skal nu ikke snakke i Yrska og sige, at Studentersamfundet er nogen Tunge paa vor politiske Vegtskaal, dertil er det med sin daglige ringe Besøgelse af Ældre altfor meget bestaaende af Ungfolk; men det er et bekvemt og naturligt Samlingssted, naar noget Vigtigt er paafærde, ligesom det ogsaa har let for at skjønne Stemningen og derved give den passende Anledning til at udtale sig, saaledes som nu den 4de Novbr. Det er denne passende Anledning, man glap, dersom der blev kastet en Skygge paa Studentersamfundet. Med denne Forklaring af Studentersamfundets politiske Betydning kan den Sætning godt forenes, at «det er Ungdommen, som har Ret.»

Naar man ser slige Rørelser i Studentersamfundet, forsones man med dets Unorskhed i sproglig og literær Henseende; man undskylder det «uomskaarne» Øre, som kan høre danske Skuespillere deklamere Digte fra Kathedret deroppe Løverdagskvelder. At det ikke udstøder et Skrig over Mishandlingen af Modersmaalet! Det viser, hvad der kan blive af en saadan Slægt, og hvor liden Ret den i saa Maade har til at være Folkets Lærer og Veileder.




Nr. 289/1854, søndag 10.12.

[Utdanning av sjøfolk]

Korrespondance

Christiania den 8de December

Sømandsstanden begynder at tage sig op, idetmindste forsøger den paa det, og det er allerede halvt paa Veien. Man kommer efter, at vor norske Sømand bør være ligesaa dannet og kundskabsrig, som han er kjæk paa Havet, er søgt af Fremmede, og har et stort Minde fra Fortiden. Sømandsskolen i Drammen tilkommer al Ære, fordi den ganske kraftigt har skrevet en Forestilling til Marinedepartementet i Aarets Begyndelse, om at Sømandsstanden bør hæves høiere, end Skolen antager, at den for Tiden er. Forhenværende Toldkasserer, nu Statsraad LangeLange] Otto Vincent Lange, tollkasserar og stortingsrepresentant har ogsaa skrevet i denne Retning, og nogle Numere af den vestlandske Tidende samt Skrivelsen fra Sømandsskolen i Drammen ere af Regjeringen tagne under Overveielse, og nu omsendte til Landets Sømandsskoler, Søforeninger og andre Foreninger, som kan antages at skjønne sig paa den Ting. Naar alle Erklæringer ere indkomne, skal Sagen tages under Overveielse af en Kommission, der efter kongelig Resolution bliver at udnævne. Lovudkastet vil da saaledes prøvet blive forelagt Storthinget til Lovbeslutning. Man har foreslaaet en saakaldt Skipperexamen, ifølge hvilken Ingen skulde kunne føre Skib især paa længere Farvande uden at have aflagt sine Prøver paa Kundskaber og praktisk Dygtighed. De Søfarende ville saaledes, ligesom i Sverige f. Ex., blive at inddele i 2de Klasser, den høiere og den lavere. Frigives nu, som allerede paa Storthinget var fore, Søfarten paa vore Nabokyster, saa ville vi faa 3 Klasser af Søfarende, de som ikke kunde fare tilsøs, de, som kunde fare lidt, og de, som kunde fare godt. Der ligger vistnok Strid i disse Principer, men det er ikke sagt, at Noget af dem kommer til Udførelse; under ingen Omstændigheder blive de samtlige gjennemførte; thi frigiver man Farten paa de kortere Vande, saa gaar man i en forvildende Retning med Prøverne, og maa gjennemføre dette Frihedsprincip i Næringsveiene, som ogsaa Handelsloven af 1842 med saamegen Dristighed slog ind paa. Det er nu rigtignok en Forskjel imellem Handelen og Søfarten; thi denne sidste har Menneskeliv under sin Varetægt, som Staten ikke kan lade ubeskyttede; men Friheden kræver nok sin Gjennemførelse i samtlige Grene af den menneskelige Virksomhed, uanseet, at den tørner mod adskillige Indvendinger, der ikke ere uden Vegt. Sømandsforeningen i Drammen har ogsaa omtrentlig i denne Aand afgivet sin Erklæring, idet den har udhævet de Uleiligheder, som det vilde afskedkomme, naar man f. Ex. skulde ombytte Skippere, naar et Skib kom fra Østersøen til England, og tog derfra Fragt over til Amerika. Den har ogsaa imødegaaet Klagerne over vor Sømandsstands mindre tidsmæssige Uddannelse ved at gjøre opmærksom paa den Omstændighed, at den norske Sømand er søgt overalt og at det praktiske Liv ikke har paavist de Uleiligheder, som Theorien vil opstille. Disse Synsmaader have som overalt i Verden begge Ret, og Resultatet skulde som Følge heraf blive, at Ingenting blev gjort fra Regjeringens Side, men Sagen overladt til sin egen jevne Gang. Dermed er man rimelig ogsaa bedst tjent; thi en Lov, der ikke paabydes af en almindelig følt Mangel, er utidig, og kan aldrig holdes uden at afbryde det naturlige Løb. Sømandsstanden faar blive uddannet gjennem de almindelige Skolevidenskaber, og den høist nødvendig praktiske Prøve, uden at bebyrdes med andre Specialfag, dem de Færreste af Søfolkene efter sit Livs Medfør kunne befatte sig med. Spørgsmaalet bliver altsaa at hæve Sømandsstanden ialmindelighed, at give den god Skolekundskab, og senere udvikle den gjennem god og passende Læsning, og især ved at hæve Matrosernes Selvfølelse ved human Omgang af Overordnede. Det tør antages, at de fleste Foreninger ville slutte sig til Drammens i sit endelige Resultat; Christiania Sømandsforening har udnævnt en Komité til at afgive Betænkning, og det er rimeligt, at den ingen Skipperexamen vil vide af. Det maa blive mange Erklæringer, Regjeringen og Kommissionen faar; thi de fleste Byer ere nu komne saavidt, at de have Sømandsforeninger og Navigationsskoler. Men derved bliver ogsaa Sagen drøftet, og Intet antages, uden det er vel overveiet. Regjeringen har ogsaa ved Indhentning af alle disse Betænkninger handlet frisindet, idet den paa en mere grundig Maade har givet Borgerne Anledning til at give sig selv Love. Det er dette, Borgerne bør paaskjønne, og betænke sine Sager godt.




Nr. 293/1854, fredag 15.12.

[Koksomnar; siste nytt frå det norske teateret]

Korrespondance

Christiania den 13de December

Paa en Tid da 1 Favn Granved, huggen og baaren op paa Loftet, kommer paa 16 à 18 Mk., er det godt, at man finder paa Besparelser i Vedveien. En saadan Besparelse er virkelig ogsaa funden nu nys i de saakaldte Kokksovne, der er nogle Kasser af Valtsejern, som stilles paa Kakkelovnspladen, saa Lufttrækket og Røgen kan fare gjennem Døren til Ovns; paa disse Kasser er Laag, saa de se ud som en almindelig Tromle, og over Bunden er anbragt en Rist for Trækket. Ved nu at grisle med lidt Flis og skuffe Kokks (Stenkul, som er udbrændt til Gas) ovenpaa, faar man en fortræffelig Glødning, der ikke paa sædvanlig Maade sluges i en Fart bort gjennem Ovn og Skorsten. Kokks’en koster blot 1 Mrk. Tønden og man kan med den Varme 6, 7 Værelser i 3, 4 Dage; nu maa rigtigtnok noget lidt Véd til ogsaa, men en Mand herinde, der har indført denne Varmeindretning i sit Hus, har opgivet, at den hele Opvarmning nu blot koster ham omtrent ? mod før. Det er ogsaa ganske bekvemt, idet man som i en Komfyr kan koge i det Smaa. Der, hvor ingen Kokks var at faa, kunde man ogsaa bruge ren Stenkul, men det er ikke frit for, at ose. Disse Ovne maatte dog vist kunne indrettes, saa man af ren Stenkul heller ingen Os kjendte, og det vilde være fortjenstfuldt, om Nogen kunde give en Anvisning paa den netteste og bekvemmeste Maade i Brugen af disse saakaldte Kokksovne. De koste blot 4 Mrk. til 1 Spd., saadanne, som de nu ere, og man begynder paa flere Steder at bruge dem herinde. Det kan ikke slaa feil, at de jo vil frembringe en Revolution blandt Ovnene, og Støberier bør mærke sig dette Tidens Tegn og tænke paa nye Former. Det er sandelig ogsaa paa Tiden at indskrænke sin Opvarmning til Stuen og ikke som før opvarme Himmelrummet, der er saa stort, at vore Vedfavne og Stenkultønder ikke har den mindste Indflydelse paa Luftens Temperatur. Det var endda tilgiveligt dersom ikke Veden var saa dyr, men her i Christiania gaar det paa ingen Maade an; i Smaabyerne og paa Landet kan man derimod til Nød endnu holde paa en Stund, idetmindste indtil Skovene aldeles blive ødelagte, men da maa man ogsaa slutte og tænke paa Kokksovne eller noget som kunde være endnu mere besparende. I England er man endog paa Vei til at brænde op Røgen og saaledes gjøre den til Véd istedetfor at den før blot har gjort baade Solens og Menneskets Øie rødt og lagt sig paa Linned og Lunger.

I vor Theaterverden gaar det noksaa livligt til, idetmindste skriver man usædvanligt meget om Theatrene. I Nyhedsbladet stod saaledes for isøndags en Kritik over det norske Theater, som var bedre end Kritiker man hertillands pleier se; man kunde blot ønsket, at denne Kritik mere gemytligt havde omtalt Velviljen mod det norske Theater, en Velvilje, der igrunden er ganske rørende; thi Folk hænge dog igrunden ved sit Eget, og bære over med det. Nu det forstaar sig, at det norske Theater ikke trænger til nogen egentlig Overbærelse i andet end sine Stykker; thi der spilles noksaa godt, og navnlig har Hr. DøvleDøvle] Ole Olsen Døvle, skodespelar i den senere Tid slaaet sig op og vist, at han kan blive en Karaktérspiller navnlig i det noget komiske Genre. I en «Nat paa Slottet» og «Magister Blækstadius» har hanhar han] retta frå: her har formelig gjort Lykke. Naar det norske Theater nu have gode Stykker, kunde det ordentlig være en Fornøielse at gaa did, og det siges, at Stykker ere ivente, som ikke turde blive ilde. Iaften gives et nyt Stykke med original Musik, og begge Dele skal gaa nok saa godt an, efter hvad jeg paa Forhaand har hørt. Det er aabenbart, at det norske Theater er i Opkomst, og at den Reaktion mod det i Gunst af det danske Theater nu er i Aftagende; thi Folk maa komme efter, at det ikke gaar an at gaa i det danske og lade det norske staa tomt; det er altfor unaturligt til at kunne holde sig. Endnu staar dog de, der holde med det danske som Smagsautorister, men de maa snart komme i samme Stilling som Kongen i Schakspillet, naar alle Bønder og Springere ere væk. Endnu ser man Theaterkritiker vove sig frem og tale om dansk Sprog og Manér, som noget kunstnerisk ogsaa for os Norske; men dette kan ikke vare længe; det kan ikke vare længe man tør skrive som Theaterkritiken i Posten for isøndags, der siger at Koret har en «plat Betoning af Ordene,» hvori ligger, at Skuespillerne bedres godt, eftersom de ikke ogsaa faa Smeis. Det er forunderlig at tale om «plat Betoning,» naar man tier stille til en Udtale som Gus for Gud; bes for bed; Skæget for Skjægget; Vægen for Veggen; glædd for glad; «jeg er saa glædd, fordi jeg har faaet et Fadd Madd.» Jeg væder istedetfor vedder, hvilken Udtale man endog har faaet en norsk Skuespiller til at bruge. Blodd for Blod, alt med en klissende Hvislelyd, næsten som Blass. Sligt maa man høre paa og se Folk vise, at tale om «plat Betoning!» det er dog for galt; og man maa snart engang for alle afsætte disse Smagsdommere ved at pibe dem ud, hver Gang de vove sig frem; man gjør dette med fuld Ret; thi man gjør det i Modersmaalets og Nationalitetens Navn. Det gaar ikke an at være liberal mod slig Bespottelse.

En norsk Skuespillerinde Madame HundevatHundevat] Benedicte Hundevadt, skodespelar fra Bergen har nu tvende Gange optraadt paa det danske Theater i saakaldte Gjæsteroller, og hun har gjort Lykke; men det skal gaa noget traat for hende med at blive ansat saavel der som ved det norske Theater. Det tør dog haabes, at hun vil faa Ansættelse, da Meninger, som maatte ligge udenfor Scenen, intet med den har at gjøre.




Nr. 295/1854, søndag 17.12.

[Ny eigar av Morgenbladet? Høgsterettsjustitiarius Bull er død]

Korrespondance

Christiania den 15de December

En Ministerforandring har ikke meget at sige hos os; det er en Forandring af Kontorchef og intet Videre. Men med al denne ukonstitutionelle Betragtningsmaade har vi dog en Snæv af Frisind, og det er det, at vi med Interesse følge Aviserne og navnlig Morgenbladet, som er Avisen for alle Aviser, det rigtig fede Blad, som Folk holder fordi man har holdt det saa længe, dette gamle Dyr, som man holder af, fordi det er blevet husvant ligesom en gammel Kat eller Skjødehund. Nu i disse Dage gaar det Rygte som en Løbeild gjennem Byen, at Morgenbladet skal bytte Redaktører, at StabellStabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar har solgt sit Blad, Nogle sige for 10, Andre for 15,000 Spd. til Lektor m. m. T.T.] retta frå: M. AschehougAschehoug] Torkel Aschehoug, jurist. Om der er et sandt Ord i alt dette, vil ikke jeg borge for, men vist er det, at det sætter Gemytterne i Spænding og fremkalder de fortræffeligste Beregninger over Morgenbladets fremtidige Rolle. Det synes utroligt, at Aschehoug, der er Universitetslærer og saaledes har Ansættelse nok, skulde ville vove Saameget; men han kan ville gavne Land og Folk ved at benytte Bladets Abonnement til en Kilde for sine Ideer; det er smukt tænkt om saa er, men Spørgsmaalet er, om Publikum vil finde sig i Byttelaget: Stabell er en politisk Mand, og kommer han bort fra Bladet, er det efter al Rimelighed forbi med det. Han er en Mand, hvorom Lidenskaben kan slaa sig til en Svul, og det er nødvendigt i Politiken. En Mand, som intet duger, er ubrugelig, og en Mand, som duger formeget ligedan. Han maa være midt imellem, middelmaadig, det er en Mand i Politiken. Hverken Djævel eller Gud, men simpelthen et Menneske, og jo svagere det er, desto bedre, blot det ikke er for svagt, det vil sige en ren Synder. Bare man kan trætte om en Mand, saa er han pikant. Om Morgenbladet kan finde nogen Mand, der i denne Henseende kan erstatte Stabell, det er et meget stort Spørgsmaal. Stabell er en Mand, der ikke vil mangle Lovtaler, naar han træder fra Morgenbladet; han forstaar bedre end nogen Anden at polemisere, d. v. sige at tie stille. Kun én Gang har han glemt denne Klogskab, hvor det rigtignok gjaldt mest, nemlig med Daa.Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar Man skal lade Menneskene dø Straadød, at dræbe er desuden forbudt i Loven; at angribe en Mand er at skjænke ham Opmærksomhed og vender man nogle Gemytter fra ham, saa vender man flere til ham. Man saar, som Jason, Dragetænder. Jeg kjender en politisk Mand, der er fortvivlet fordi man ikke vedbliver at angribe ham i Aviserne og Manden er at beklage i sin Fortvivlelse, thi han føler, at han er forglemt. Det er som med en Dame: naar hun nærmer sig sine 30 Aar, taler Ingen om hende, fordi man véd, at hun ikke bliver gift.

Justitiarius i HøiesteretJustitiarius i Høiesteret] Georg Jacob Bull, høgstrettsjustitiarius er død i disse Dage. Den skjønneste og mest ophøiede Post i Riget er bleven ledig. Hvem skal faa den? De Fleste mene Sorenskriver LassenLassen] Peder Carl Lasson,Lasson] Peder Carl Lasson, jurist og høgsterettsjustitiarius jurist og høgsterettsjustitiarius; Nogle sige, at Statsraad PetersenPetersen] Hans Christian Petersen, statsråd turde søge den og Andre sige, at SchweigaardSchweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar kunde falde paa at have den og han fik den naturligvis fremfor nogen Anden, om saa var. Det vilde imidlertid være en Misforstaaelse af Professoren om han tog Posten; thi Schweigaard bør være Professor tilligemed det bedre, som han er, hvor han virker mest i Overensstemmelse med sine Evner. En tør Mand er sikkerlig bedst skikket til at være Dommer; En, som med Passeren maaler sig frem for hvert Skridt, istedetfor at skyde Gjenveie, der oplyses af geniale Lyn. Assessor MotzfeldtMotzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant vilde være vel skikket til Justitiarius, men han er vel endnu for ung i Tjenesten og har ikke de ubestridelige Fortjenester at paaberaabe sig. Assessor LangeLange] Lorents Lange, assessor er vel for gammel og HjelmHjelm] Jonas Anton Hjelm, jurist og stortingsrepresentant er vel ogsaa for genial til at være Justitiarius.




Nr. 299/1854, fredag 22.12.

[Harro Harring til Amerika; kunst og litteratur til jul]

Korrespondance

Christiania den 20de December

Harro-Harring,Harro-Harring] Harro Harring, dansk forfattar som vi Alle kjende, lever endnu. Han er ikke omkommen af Nød og Elendighed som saamange politiske Landflygtige. Han lever tværtimod særdeles vel og har Leidebrev som amerikansk Borger og staaende under Republikkens høie Beskyttelse. Det var dette, som frelste ham for lidt over en Maaneds Tid siden i Hamburg, hvor Politiet i sine Pligters Opfyldelse gjorde Larm paa ham. Det hedte i de Beretninger om hans Opdukken dernede, at han vilde faa en Dampskibsfart mellem sin Fødeby i Slesvig og Amerika. Det skulde være et amerikansk Kompagni, der drev Verket, thi Amerika vil have Folk baade til Arbeide, Explosioner og til Anvendelse i Politikken. Til dette sidste maa Harring være en god Ypperstepræst, idetmindste er han troende nok. Nu en af Dagene kom en Christiania-Mand hjem fra en Reise til England og beretter, at han boede i samme Hotel som Harring. Han vilde snart komme til Norge igjen, sagde han, og sætte Norge, Sverige og Danmark i Dampfart med Amerika. Farten skulde blive billig og efter Omstændighederne paa Kontrakt, saa man kunde tjene Frakten op igjen naar man var kommen over. Kommer en saadan Dampfart istand, turde Harring faa Passagerer nok, og han vil paa den Maade virke mere praktisk end da han udgav sin Amerikavise, og gjorde en Avis. Thraniterne ville derved faa en god Anledning til at vandre ud, og deres Politik blive af noksaa megen Betydenhed for Norge. Det vilde være større Anledning til at kaste Harring ud nu end før, da han skrev, men han staar under Amerikansk Beskyttelse, der forresten vel ikke behøvede at respekteres om man fandt sig beføiet til at holde saadant Politi i eget Land, og dernæst turde vel Erfaringen være for, at man gjør rettest i at lade Folk raade sig, naar de ikke begaa nogen Misgjerning. Det Eneste, man burde gjøre, maatte være at sende paalidelige Folk med en af Ladningerne for at granske de Amerikanske Tilstande. Fandtes der saa gødt at være, maatte man takke Harring, fordi han beredte vore Folk en bedre Skjæbne, bare han nu kan gjøre det, og det Hele ikke er Amerikansk Vind. Men kommer han, vil han blive beglod som et underligt Dyr, og han er ikke ueffen til at kunne rumle Folk op og omkomple Meninger.

* * *

Der er allerede skrevet Adskilligt i vore Storblade om TønsbergsTønsberg] Christian Tønsberg, forleggar Kunstudstilling. Det er virkelig en god Udstilling, og den overtræffer sikerlig vor saakaldte Kunstudstilling, baade i Mængde og Fortræffelighed. Konsulen har faaet deilige Sager fra Baiern, og jeg tillader mig at bringe min egen Spaadom i Erindring, da man gjorde Larm om hans Udnævnelse til Konsul: at han vilde blive en Konsul for Maleri og anden Kunst, og saaledes repræsentere det kunstforstandige Baiern og München, paa samme Maade, som Folk i Barcelona ere Konsuler for vor Torsk. Det er ganske rigtigt gjort baade af Baiern og Hr. Tønsberg, og vi har al Grund til at være begge takskyldige. Han sælger ogsaa Malerier og Kobberstik, og jeg var netop paa Kunstudstillingen en Dag, han solgte et smukt Maleri for 100 Spd. til en Mand, som med det vilde gjøre sin Kone en Julepresent. «Vi har Folk her paa Bjerget ogsaa,» sagde Jeppe. Her er Mænd, der kjøber Malerier ganske betydeligt, og en af vore egne Malere har Bestillinger for Privatfolk til mange Penge. Et af vore deiligste Billeder i Kunstforeningen ihøst, tilhørte en Privatmand, som af sin Godhed tillod Folk nogle Gange at fryde sig ved det. — Tønsberg er ellers driftig som før i Bogveien; det er noget ganske betydeligt efter vore Forhold, hvad han forlægger. Der kommer en god Lod paa ham af det Julenyt, som Aviserne nu begynde at blive fulde af. Det er ellers upraktiske Sager en stor Del af alt dette Julenyt. Det er Vers, gamle og nye og poetiske Fortællinger, romanagtige, hvilket Publikum vel har Forstand til at kjøbe saa lidet af, som muligt. Folket har saa sund Sands, at man forresten ikke trænger til at opmuntre det i den Retning, men der gives dog dem, der ere naive nok til at kjøbe. Derimod kjøber det neppe nok af historiske Sager, og ellers Saadant, som kan være nogen Næring i; men det er en ret forfængelig Ting, at sige hverken det Ene eller det Andet om dette. Publikum gaar sin Gang, og det er vel saa klog, at det lidet tror paa Til- eller Fraraadelse, da Handelsaanden og Vild- og Venskab omgaaes aandelige Ting med stor Forkjærlighed. Vidste jeg ikke dette, vilde jeg rigtigt anbefale den Kalender, som hos DzwonkowskyDzwonkowsky] Adam Dzwonkowski, forleggar kommer ud til Jul, hvor der forekommer gode Sager af Ivar Aasen i Landsmaalet.




Nr. 301/1854, søndag 24.12.

[Kranselag for den nye kyrkja (Trefaldigheitskyrkja)]

Korrespondance

Christiania den 22de December

Idag havde Mesterne og Arbeiderne sit «Krandselag» paa Hammersborg nye Kirke. Allerede tidlig idag flagede Kirken baade fra sit store Taarn og sine mindre og fra Bryster og Gavler; den harmoniske Reisning tog sig overordentlig skjøn ud med alle disse Flag; og Krandsen af Grønt, som er afstukken ved det store Taarn, pryder ogsaa Kirken meget nu, mens den staar utækket og Kuppelen uklæd. Kl. 2 omtrent havde Arbeiderne faaet op sin Krands, og Bygmesteren traadte frem paa en Stillads øverst oppe i Taarnet og fremsagde et Digt, og udbragte Skaalerne; efter Digtets første Del kom et Leve for Kirken, og efter anden Del Kongens, Byens Borgere osv. Det gik alt smaat for sig. Arbeiderne og nogle Andre op i Kuppelen raabte Hurra og ned paa Planen de, som kunde høre; man havde ingen Musik og intet Traktement, thi Bygningskommissionen vilde heller dele Penge ud til Arbeiderne nu under Julen; efter endt Forretning gik Folkene op paa Sorgenfri (hvor Kontoret er) og fik sin Skjænk og en Tegning af Kirken og takkedes af nu til Høitiden. Krandsen vil hænge saalænge den kan for Arbeidet.

Det er dødelig Synd at denne mægtige Kirke skal være kilet ned i Bakken og bort ifra Gadernes Strøg, saa den hverken sees udenfra eller inde i Byens Gader og Krydsninger. Arkitektere og Bygmestere beklagede dette, men, med den Ting er intet at gjøre nu, ligesaagodt at tie; der blev talt meget før som ikke hjalp, nu hjælper det slettes ikke. Skorstenen paa det østre SkruvSkruv] retta frå: Skruu ser man langt ned i Akersgaden, hvilket alt har givet Anledning til Spot. Kirken, som er 200 Fod høi, sees dog vide, og uagtet den er 8 Fod lavere end Vor Frelsers Kirke, staar den dog saameget høiere, at den raader. Den katholske lidt ovenfor er ogsaa lavere. Med disse 3 Kirker i Rad ind i Byen og Akers gamle paa Bakken og den nye paa Kalvehougen, er Byen og Omegn nu prydet med Kirker, som pryde overordentlig meget denne deilige Dal, om hvilken Folk, som har reist meget, sige, at den søger sin Lige i Verden.




Nr. 303/1854, fredag 29.12.

[Ei kritisk presse er umissande]

Korrespondance

Christiania den 27de December

Det omtales som vist, at Amtmand MøinichensMøinichen] Erik Røring Møinichen, politikar Udnævnelse til Statsraad er ventendes fra Stockholm nu mellem Jul og Nytaar. Indstillingen skal være afgaaen for nogle Poster siden. Denne evige Sætning, at en Statsraadsudnævnelse er en Begivenhed i ethvert andet konstitutionelt Land end vort, kan nu gjentages. Vi betragte en Statsraadsudnævnelse som enhver anden Embedsmands, og den Lære maa altsaa være optagen i vor Folketanke, at en Statsraad er intet andet end enhver anden Embedsmand, hos hvem der blot spørges efter Brugbarhed, medens den egentlige Kjærnefuldhed og Genialitet er noget, som mere staar i Veien, end aabner denne. Man kan med Tryghed sige, at dette forholder sig saaledes, og tager man for sig i Tankerne Udnævnelser til de høieste Embedsposter i de senere Aar, skal man have Vanskelighed for at finde en eneste Mand, der kan gjøre Fordring paa at ansees for mere end nødtørftig brugbar til de løbende Forretninger, der tages paa en saa gevorben Fod som muligt. Der er ikke Tanke om Raad til at besjele det døde Lér. Nu, mod Tingens Gang nytter det ikke at føre Krig, selv om jeg gjorde en Undtagelse fra Regelen og turde gjøre det. Jeg bruger med Flid Ordet «turde,» thi andet end Frygt og Hensyn kan det ikke være, at man intet Andet end Lovtaler ser og hører over Foranstaltninger og Udnævnelser. Det er nemlig ingen naturlig Ting at rose bestandig, eftersom Menneskene ere ufuldkomne. Men i en Stat som vor, hvor alle SkriveføreSkriveføre] retta frå: Skrivføre ere afhængige Mennesker, der kan man ikke vente nogen selvstændig Dom over Indretninger og høitstaaende Mænd. Det er muligt, ja endogsaa meget rimeligt, at en Frygt for at ytre sig er aldeles ugrundet, at det er en Miskjendelse af de Raadendes Samvittighed og Sindelag at tro dette. Men den indbildte Frygt er ikke bedre end den sande, og etsteds maa dog vor Holdningsløshed komme fra. Her ser ud som Alt først blev undergivet Sax og Rødkridt før det kunde komme paa Prent, hvilket det ikke gjør, da vi have Trykkefrihed. Jeg mener ikke med denne Sky for at sige sin Mening Arbeiderbladene, heller ikke en enkelt Uvyrdenskab mod en og anden Mand; men jeg mener det Almindelige, det samlede Indtryk man faar af Pressens Tilsyn med Storthing, Regjering og Embedsmænd. Vi ere et lykkeligt Folk, det forstaar sig, det gaar bedre kanske end i noget andet Land; men det vil aldrig gaa saa godt i Verden, at man kan tie stille med det; vare vi komne saa langt, havde vi ikke mere at leve efter, men kunde pakke sammen, tage ind Skiltene og lukke Boden. Her er altsaa noget at dadle, virkelig Meget! naar man ser efter i Sømmene, men — man roser eller tier stille eller i det Høieste spaser. Hvoraf kommer nu alt dette? Jeg har sagt, at jeg tror det kommer af Afhængighed; Folk vil komme frem i Verden, og man kommer bedst frem ved at bukke og bøie sig. Da skal Hullet ikke være stort før man smutter igjennem. Jeg kjender Folk, der ere saa ubetydelige som nogen Ting i Verden kan være, jeg kjender mange af dem; de komme frem, og mange af dem ere store Mænd. Men saa ere de tillige saa medgjørlige som Nogen kan være. Man hører ikke et ondt Ord af dem, undtagen de ere visse paa det ikke kommer igjen. De ryste paa Hovedet til enhver offentlig Udtalelse og spørge: «Er du gal Mand, som siger Sligt, mens Mange høre derpaa?» Det er naturligt, at man har Sands for en saadan praktisk Retning og lidt efter lidt indfører en Pressetvang, som ikke ligger i Loven, men i Hjerterne. Med dette begaar man en dobbelt Synd, man synder mod Sandheden, og man synder efter al Rimelighed mod de Mænd, som have mest at sige i Landet; thi den Tanke maa ikke faa Rum, at disse skulle se paa andet end Retskaffenhed, Dygtighed og en aaben Fremfærd. Det vilde være altfor trøstesløst at tro Andet.

Derfor bør Pressen være hvad den bør være, aaben og kritisere, derfor bør den udtale sig om Møinichen, og det kan ikke slaa feil, at den med al Agtelse for Manden, maa komme til det Resultat, at han ikke er saa fremragende at konstitutionelle Fordringer til en Statsraad i ham finde sit Udtryk. Han skal være ganske flink som administrativ Embedsmand; men det tør man haabe, at ni Tiendedele af Embedsmændene ere. Nu er vistnok Meningerne saa, at en Statsraad blot er Kontorchef; men det er mod denne Mening man maa protestere. Thi enten man i Regjeringen har Brug for Talentet eller ikke, saa maa det være der, skal en Regjering være, hvad den bør være, nemlig Udtrykket for Nationens Forstand og Fremsyn. Talentet maa være der, skal den høie Stilling og Løn ikke være Terningekast, eller noget endnu Værre!




Nr. 305/1854, søndag 31.12.

[Rikets tilstand; norsk språk i Drammen]

Korrespondance

Christiania den 30te December

Efter et engelsk Blad stod for nogle Dage siden i Christiania-Posten en Beretning om Festen vor den 4de November. De Bemærkninger om vore Forholde og Tilstande, som hint engelske Blad knyttede til Beretningen, var meget smigrende for os, men Gud naade os! de vare ikke sande alle. Det er ikke alle, som kan læse, skrive og synge, det er vistnok flere hos os efter Maaden end i England, som kan dette. Men vi har Mange gaaende i Vankundighed, Mange baade i By og Bygd, ja saa Mange, at vi nok kunde anvende vor Missionskasse til vore egne Hedninger, istedetfor at holde Folk i Sydafrika blandt Kasserne. Det er vistnok saa, at de fleste Børn øves op i Skolen til at stave Tabeller og læse udenad Budordene, uden at forstaa dem; men om de end «slipper fram» hos Præsten, saa fører de Flestes Liv med sig, at de snart glemme det Vesle de have lært, og, læser Almuesfolk noget, saa er det Traktater fra Stavanger og «aandelige» Bøger samt Rolands og Tristans Krøniker. Det er færre end man tror, som læser Ting, der oplyser Forstanden og Hjertet tillige; og endnu færre ere de, der læse Politik, hvilket det engelske Blad siger, at det norske Folk er saa hjemme i. Vort Folk har en sund Sands, men det er ikke politisk paa Nymoden! Der er mange Præstegjeld, hvor blot et Morgenblad holdes, og intet andet Blad naturligvis. Præst, Lensmand, Medhjælpere og nogle faa andre faa disse Lapper og læser de udenlandske Efterretninger med sin Sands for det Historiske saa godt man forstaar. Man springer over alle fremmede Ord, der ere mange, og klør sig under Øret til de mest unorske Ordstillinger; man finder dog i denne arabiske Ørken af Land enkelte grønne Flekker, hvor de gjøre sig tilgode. Nu er vel Folkevennen med sine fattelige udenlandske Efterretninger paa mange Steder, Provindsaviserne ere ogsaa paa enkelte Gaarde omkring sine Byer, og paa vore Bredbygder gives Folk, som har alle Aviser, men det er grumme faa. Politiken gaar derfor som den kan, og naar man kan tale for sig selv uden at snakke til Udlandet om det, saa maa man sige, Folk, der spekulere i politiske Blade, ikke skal finde nogen stor Læsekreds. Arbeiderbladet har nok sine Læsere, men Enhver skjønner dog, at Sligt ikke er Politik, det er bare Ølkveise. Jeg ved ikke om det var værdt at ønske det anderledes, saalænge man ikke har et renere Sprog og saalænge man ikke tillige kunde hæve Armoden og fremme et almindeligt Velvære, hvorved Oplysning og Politik vilde komme ganske af sig selv. Det engelske Blad siger, at vi ere overordentlig frisindede. Jamen ere vi saa! Men for den store Masses Skyld kunde man maaske indføre, hvad Regjeringsform man lystede. Vort Folk har en stærk Følelse for Ret og Sandhed; men i Politiken gaar det rundt med Begreberne. Den, som kan skaffe gode Aaringer og billig Mad, han er en god Politikus, ligegyldigt hvad enten han heder Autokrat, Despot, Konstitutionel eller Republikaner. Det kommer saa omtrent ud paa Et. Det er de Oplyste, de Velstaaende, som gjør Forskjel paa dette, og disse ere efter vort Folketal glædelig mange. Men gudbevares hvor faa de ere i Forhold til Hovederne.

Vi ville slutte os med Glæde til Krigen, mener det engelske Blad. Jamen tror jeg det! Mulig Officiererne og atter igjen de Oplyste. Men de, som skulle udgjøre Hærens Kjærne, ville helst have Fred, og en Fader vil nok gjøre alt Muligt for at faa sin Søn fri for Kongens Tjeneste, og det unge Mandskab selv turde nok finde paa Mangt for at slippe.

Kom de i Krigen, saa slog de nok, men bevares! hvor nødigt de vil gaa, det vil da sige, naar de ikke saa lige se, hvad de stride for. Det er for den almindelige Forstand noget uforstaaligt, at tale om Vestens Civilisation og Østens Barbari, den skjønner ikke egentlig hvad det betyder, og disse Ting, der for os Bogfolk ere som Nat og Dag, ere for Arbeidsfolk Graat i Graat. Det er derfor ikke værdt at gjøre store Ord; men hugse paa den gamle Bondepolitik at man lader Huset staa indtil det dætter over Hovedet paa En. Tingen kunde skildres værre, hvis man var sikker for at ingen Udlænding fik det at se. Man bør ikke engang være saa uforsigtig at tale om Manden, der feirede Keiseren af RuslandsKeiseren af Ruslands] Nikolai I, russisk tsar Navnedag. Ligeover for Udlandet maa vi være Karle!

Det var ret, at der ogsaa i Drammen gjøres Indvendinger mod Norskheden! Saa bør det være. Det var «Krage» som vakte Forargelsen. Manden hugsede vel paa den bekjendte Fugl, som skrives i vor Dansk for Krage, men som paa Norsk heder Kraake. Naar Opponenten tænker paa dette, saa finder han det vist i sin Orden, at man sagde Krage istedetfor Kraake. Det er morsomt nok, at man finder alt godt og vel, om man bruger latinske, græske og mesopotamiske Ord, men norske Ord og norsk Udtale støder! Naar Galskaben drives til den Grad, er den nok saa lystelig at skue. Og det er netop denne Galskab, som udgjør Kjernen i vor Sprogstrid; man er bleven saa fortrolig med Forrykkelsen, at man skriger og holder begge Hænder mod Fornuften.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Korrespondentbrev til Drammens Tidende 1851–1859

I årene 1851–1859 sendte A. O. Vinje jevnlig korrespondentbrev til Drammens Tidende, den første dagsavisa utenfor hovedstaden. Her skrev han om smått og stort fra Christiania.

Bare et lite utvalg av korrespondentbrevene har vært utgitt i bokform tidligere. I denne tekstkritiske utgaven er alle korrespondentbrevene samlet, redigert av Nina Marie Evensen og Jon Haarberg, og utstyrt med fyldig innledning, tekstredegjørelse, tekstkritisk apparat og register.

Utgaven gis ut av Det norske språk- og litteraturselskap i samarbeid med Nasjonalbiblioteket.

Les mer..

Om Aasmund Olavsson Vinje

A.O. Vinje var en viktig skikkelse i norsk offentlighet på 1800-tallet. Som forfatter og journalist var han en ivrig deltaker i samfunnsdebatten. Vinje var særlig opptatt av samfunnsforhold, litteratur og politikk, og han har hatt stor betydning for utviklingen og etableringen av landsmålet i Norge.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.