Nr. 3/1855; fredag 05.01.

[Årsrevy 1854]

Korrespondance

Christiania den 1ste Januar

— — — Det maatte være herligt at leve det Aaret, da man førte Krig over hele Jorden og endda ikke glemte Fredens Gjerning, men ligesom kappedes om at leve og dø, — det Aar, da Rusland æggede England og Frankrig til Kamp imod sig, fordi det vilde tage Tyrkiet og derved faafaa] retta frå: faar fast Fod i Jordens bedste Lande, — det Aaret, da de største Søflaader med de største Skibe stak i Søen, — da disse Flaader seilede ind i Østersøen og vilde skyde sønder de tykke Graasteinsmure, som Rusland stikker mod Vesten som et Billede paa sit eget Hjerte, — men disse Mure bleve staaende, og man tog blot Bomarsund, som ligger paa en Holme, — det Aar, da man ligefra Norge valfartede til disse store Skibe, og hele Vesten saa i dem veltalende Præster for Frihed, mod Barbari, — det maatte være et skjønt Aar at leve i dette, da man endogsaa i Christianssand saa nogle af disse Skibe og ved selve Nordcap, forbi hvis Odde de gik bort til Rusland, og skjød Kola i Brand, og tog bort Fartøier med Fisk og Mel, — det Aar, da vi fik en Admiral, som gik med vor egen norske Flaade paa sit Admiralskib øst til Sverige og Østersøen for at syne vor egen Herlighed for de Engelske og Franske, — det Aar, da vi sendte Tropper til de Lande, hvor Solen skinner ved Midnat, og til Christianssand, hvor Brødet ved Troppernes Mængde blev baade lidet og dyrt, — da vi sendte Tropper til Kaholmen og Drøbak, for at holde paa Nøglen til Norges Hovedstad, — det Aar, da man vilde befæste Horten saa drabeligt, men da Storthinget, som kjendte sin Kraft, blot bevilgede 15,000 Spd. til denne Norges Orlogshavn, — det Aar, da man skræmte Folket med en Firskibsbestemmelse, som fremkaldte hemmelige Møder i Storthinget, hvis hemmelige Raad man ikke kunde tie med, — det Aar, da man i Høstningen havde en Leir paa Gardemoen af Landets Høvedsmænd, — det Aar, da Norges første Jernbane blev aabnet til Fart, og mange nye paatænktes i vort Klippeland, — det Aar, da ogsaa vi Nordmænd fik Telegrafen, og det Mærkelige hendte, at Storthinget vilde have den længer end Regjeringen, — det Aar, da man tællede vor Dampflaade til 30 Skibe, og da den samme Mærkelighed indtraadte, at Storthinget vilde have to Dampskibe paa Nordland istedetfor ét, — kort da det norske Folk ikke kunde komme fortnok fram i Verden, det mærkværdige Aar, da vi fik en Agerbrugshøiskole, og havde Udstilling af Kaalhoveder, da man sendte Folk omkring for at yste og kjærne, — det Aar, da Baron og Friherre von EckensteinEckenstein] Ferdinand von Eckstein, dansk forfattar og baron var i Molde, og førte Krig i Aviserne om Jordbruget, hvilket viser, at en Baron ogsaa i disse krigerske Tider kan tale om Andet end Sværd og Landse, — det store Aar, da Tyrkerne kjæmpede med sit gamle Saracenermod og jog Moscoviten fra Silistria og Donau, — det Aar, da Pontus Euxinus havde sine Storme, ødelagde saamange stolte Skibe, som Russerne angrebe, medens de kjæmpede mod Stormen, — det Aar, da Taurien og Krim blev Skuepladsen for de forfærdeligste Kampe, hvor 1 Engelskmand slog 7 Russere, — og da Russerne sænkte sine Skibe ned for at stænge Veien, da de russiske Præster gav Stridsfolkene Brændevin, lovede dem Himmelen og en Skat i den engelske leir, men Intet hjalp, thi den, som Intet ved, kommer ingen Vei i Verden, — det troende Aar, da man i Italien fra alle Verdens Kanter har under Kampene holdt et helligt Consilium, og i hvis Følge Paven fra Peterskirken til evig Fryd for den troende Slægt har paalagt Verden at tro paa Jomfru Marias ubesmittede Undfangelse, — det Aar, da Tydskland ikke vidste hvad det vilde, men hældede til Frihed og Trældom, — da Danmark fik et nyt Ministerium efterat 3 Rigsdage vare opløste, — det mindreværdige Aar, da vi for første Gang feirede vor Foreningsdag med Sverige, — dette store Aar 1854 er nu forbi, men det vil mindes længe, det var stort, men 1855 turde blive større, og bringe til Modenhed den Sæd, som er saaet; — vi vare lykkelige vi, som fik leve i dette Aar, da Alt gik fremad og Verden var saa stor; erkjende vi ikke det, saa fortjene vi ei at faa et endnu bedre Aar.

Nr. 5/1855; søndag 07.01.

[Lønnsemda ved jernbanen; nytt frå utlandet]

Korrespondance

Christiania den 1ste Januar

Nu ved Juletiden er Færdselen med Jernbanen meget livlig, og navnlig reise mange Mennesker op og ned. Varetransporten hviler derimod noget. Man kommer i sin Betragtning af Jernbanen atter og atter tilbage til den gamle Klage, at Taxten paa Føring af Varer er vel høi. Det gaar saaledes neppe an at føre Ved, thi det koster næsten en Daler Favnen fra Banens øverste Skifter. Det kunde nok endda gaa an, var Prisen altid saa høi som nu paa Ved. Men man er endnu ikke fuldkommen forberedt paa det, og Englændernes Tilbud paa at kjøbe, har ikke slaaet synderlig til, dels fordi de byde forlidet, men især fordi man ikke har vidst det tidlig nok. Plankekjøringen fra Strømmen, som man engang ventede sig saa meget af, skaffer heller ikke Eierne synderlig Gevinst, thi man vinder blot 2 Skilling paa et Læs Planker ved at kjøre det med Banen, og derfor gaar den gamle Kjørsel noksaa livlig for sig endnu. Bønderne ere nu ogsaa vante med det gamle Kjør, og finde det fremdeles fordelagtigt at tjene 2 Mrk. à 2 Mrk. 12 ß. om Dagen til en Hest og Mand. Det er lidet for saa tungt og leit Arbeide, der æder og endnu mere drikker sig op igjen i Byen og paa Stationerne. Forresten kan Bønderne ikke klage over, at Banen tager bort deres Fortjeneste, da Skyds og Kjøring til Stoppestederne og den ellers livligere Færdsel skaffer Arbeide nok. Det er underligt med det, jo større Virksomheden bliver i en Retning, desto større bliver den ogsaa i en anden, istedetfor at borttage den; men dette tror man ikke, førend man sér det, og derfor hører man altid, at der klages over Gang i Næringen for Arbeidsmanden, naar Ild og Vand træder istedetfor Heste og Mandemagt. Saaledes se vi det ogsaa er paa vore Vande og Fjorde, hvor vi have faaet Dampbaader. Der er Liv og Færdsel ved Stranden, om man ikke slider og roer, eller venter paa Bør. Forsaavidt kan man ikke ganske tage til Indtægt den almindelige anførte Grund for slige Forslag, at det skulde virke fysisk og moralsk forædlende paa Befolkningen; thi Folk faar Tungarbeid væk alligevel, blot Pladsen og Karakteren noget forflyttes, og navnlig Grunden ikke mellem Strømmen og Christiania, hvor man kjører Planker den Dag idag. Kyndige Folk, forsaavidt vi have slige, ville sige, at Jernbanen ikke er at lide paa, og nu i Frosten kjender man virkelig paa Vognen, at Banen er baade vind og skjev. Naar nu Vaaren kommer, maa meget blive omkomplet ved Tæleopløsningen. Men slig Tale bør ikke komme ud i Publikum, for ikke at vække Misnøie og Ængstelighed, som kanske kunde være grundet. Man maa selv tro, at Alt er godt og vel, og meget mere lade Andre tro det samme. Dette er bare noget, som hvisker en Mand i Øret, dette. Man skal ikke være mistroisk, men underordne sin Skjønsomhed under Folks, der maa skjønne hvad de gjøre og ville. Det er denne Tanke, som opretholder Autoriteten, den maa derfor ogsaa opretholde Jernbanen.

Kulden angriber ikke alene Jernbanen, den angriber endogsaa Telegraftraaderne. Nu en af disse koldeste Dage, sprang de paa mangfoldige Steder opover Linien, saa man maatte braastandse indtil man fik hægte i igjen, hvilke gaar ganske glat for sig. Man udspente Traaderne forstramme, og tænkte i Varmen, at den lille Slapning skulde være nok til Indkrympning i Kulden. Om Drammenskorrespondenten er sprunget i Kulda, har jeg ikke hørt noget til, men det er saa rimeligt.

Udenlandsposten er ikke kommen idag, som den skulde, og vi vente paa den med Længsel for at se, om det bliver fredeligt, saaledes som sidste Post kunde lade formode af Krigens og Underhandlingernes Gang. Det turde i saa Fald ikke blive noget af med et overordentligt Storthing, hvorom man i den senere Tid har troet og talt ret flittigt. Man har endog ventet Kurér fra Stockholm, man venter saa meget, naar man er kommet paaglid med at vente. I en saadan Stemning tænker man nemlig paa Officierer og Krigsstanden, og udbringer deres Skaal ved alle mulige og umulige Leiligheder.

Nr. 9/1855; fredag 12.01.

[Hartvig Nissen forlèt departementet; utbygginga av telegrafen]

Korrespondance

Christiania den 10de Januar

Kirkedepartementets Konsulent, H. Nissen,Nissen] Hartvig Nissen, skolemann har nu traadt fra sin Stilling, fordi Storthinget blot bevilgede Gagen «midlertidig» og saaledes gjorde det konstitutionelt umuligt for ham at blive Embedsmand. Saaledes vilde Nissen ikke have det, og da han ikke kunde hede Embedsmand, traadte han fra. Om dette hans Skridt er intet at sige, eftersom Storthinget paa en Maade kunde siges at have givet ham et Mistillidsvotum, skjøndt den Opfatning ogsaa er noget søgt; thi Storthinget kunde ikke ville have Embedet som saadant, hvilket vistnok ogsaa var det Rette, da en Konsulent ikke er saa nødvendig i Kirkedepartementet som i det «Indre», hvor praktisk Kjendskab til specielle Ting som Veie og Broer osv. udfordres, medens Kirkens og Skolens Afgjørelser og Raad er noget, som enhver videnskabelig dannet Mand mere eller mindre maa forstaa sig paa, men heller ikke nogen i den Grad, at han af alle Parter kan nyde ubetinget Tiltro, hvilket vilde være nødvendigt. Man tænke f. Ex. paa Modsætningen mellem Geistlighedens og de andre Videnskabsmænds Fordringer, og atter igjen paa Skolemændenes Modsætning indbyrdes i de saakaldte HumanisterHumanister] retta frå: Hummanister og Realister. Naar man rigtig fatter for Øie det svælgende Dyb som ligger imellem alle disse Meninger, føler man mere klart, end det kortelig kan belyses, hvor umuligt det er for en enkelt Mand at være Alle blot saa nogenlunde tillags; han maa blive Partimand og derved rykke ud af sin rette Stilling paa en saadan Post. Vi saa da ogsaa, at Nissen var paa Vei idetmindste til at hælde mod én Side, og derved støde sammen mod Præsterne, hos hvilke der vel tør siges var en ret stor Utilfredshed med Nissen. Provst FolkestadFolkestad] Halvor Folkestad, prest var ikke ene om sin Mening for det, om han skrev; tværtimod maa det vel siges, at han, hvad Sagen angik, var et godt Udtryk for Standen. Folkestad vidste godt, hvad han skrev og hvor vidt han kunde gaa. Hr. Nissen maatte vist ogsaa føle Trykket, dersom han havde oprigtige Venner, eller med Skarpsind tydede alle Mærker, naar han tilfældigvis f. Ex. var hos aldrende Præster eller paa Seminarier. Dette være ikke fremhævet som nogen Daddel mod Hr. Nissen, men som et Bevis paa, hvorledes det maa gaa en Mand i den Stilling. Gjorde man nu en Mand som Provst Folkestad f. Ex. eller hvilkensomhelst anden god Præst til Konsulent, saa skulde man først rigtig se Storm om en Stund. Ligedan om man satte en Realist til Posten, en Mand, der i Skoleveien mente at arbeide i «Tidens Aand»; Humanisten vilde da med godt Skyts rykke i Marken. Tog man en praktisk Mand, vilde det gaa endnu værre, om muligt; thi de upraktiske Folk, som ere mange, vilde da sætte sig paa Domstolen, svøbte i Ordbrammens Hermelinskaabe. Dette var nu det galeste af Alt: Autoritet maa til paa slige Poster, enten den saa duger noget eller ei. Kort, jeg drister mig til at sige, at en Mand paa den Post, er umulig, dersom han vil noget, og vil han intet, saa berger man sig med det, som er, og lader Tiden, Videnskaben og Livet selv under sin stille alsidige Gang gjøre sin Gjerning, hvormed ogsaa Alle paa Slutten blive bedst tjente. Det er ikke Sager, som der kan rumles med; det er Ting, som ikke lader sig omkomple i en Fart. Kirkedepartementets Chef faar føle Tiden paa Pulsen, saa godt han kan; han faar finde sin Hjælp i sit Personale, der kan bestaa af andre end Jurister; saa faar han nedsætte Kommissioner, og er en Sag noget moden, griber Storthinget ind som den rette Magt, naar noget skal leves efter istedetfor blot snakkes om. Det gaar ikke saa galt som det gaar. Under enhver Omstændighed maatte en Konsulent for Kirkedepartementet være en stor Mand, og naar vi se en saadan, kan der tales om den Ting.

Hr. Nissen har ikke skrevet saa lidet endda i sin Stilling; men han fik jo Reisepenge til Udlandet af Staten, og nød derved den Ære og Modtagelse, han som Udsending kunde gjøre Fordring paa. Han bør derfor ikke beklage sig over Utaknemmelighed, hvilket han som en fornuftig Mand vist ikke gjør; skjøndt det er underligt med det: faar man først offentlig Understøttelse (Stipendium), saa venter man ogsaa gode Poster, naar man kommer hjem, og gjør sig fornem, naar man ikke faar dem glat nok! Man burde dog vel heller takke Staten, for hvad man har faaet, og beskedent føle, hvor meget der skal til, for at gjøre lige for en saadan Udmærkelse. Det er ikke Mange, som faa den.

Der skulde forresten være stridende Meninger i Statsraadet, da Nissen forlangte sin Afsked, idet nogle af Statsraaderne alligevel vilde gjøre Manden til Embedsmand, trods det «midlertidige» i Storthingets Bevilling; medens andre Statsraader ikke vilde gjøre ham til Embedsmand; og vi maa i Grundlovens Navn takke disse Statsraader, og ære dem for deres Mening, de vandt da ogsaa.

— — Om alle disse Telegrafposter, som nu skal besættes, er betydelig Rift; selv de mere underordnede til 144 Spd. om Aaret eller saa omtrent, søges i Mængdevis af Studenter og Kandidater. Dette synes være haardt, og det tyder ikke paa gyldne Tider for det Slags Folk. Man bliver ganske ængstelig, naar man ser det, og man ser paa vort Held, hvor vanskeligt det er at leve, især i Hovedstaden. Der skal sandelig snart Dygtighed til for at komme frem paa de Veie, hvilket naturligvis er godt for Staten, men høist trøstesløst for de mange Mennesker, som engang har havt sine skjønne Drømme. Det er saaledes det maa gaa til, og ikke ved Lov, skal blot Folk studere, som har Kald til det; saa maa det gaa, skal man faa tilbørlig Agtelse for Tungarbeid og overhoved lægge sig paa en enkelt Ting, for dog at kunne være nyttig til noget.

Understøttelsen til at komme paa Forstskoler søges ogsaa i Mængde af Folk, der for et Snes Aar siden vilde have betragtet en Forsterbestilling som altfor svert ringe. Ligeledes gaar det med smaa Skoleposter. Det er intet Under, at en Mand kan takke sin Gud, naar han er saa meget som Kopist. Om en Stund vil en Kopist være en stor Mand, og derfor tager man da ogsaa nu næsten blot Laudabilis til det. Man skal ikke længere som før hænge paa de stakkels Kopister, og gjøre Nar af dem ved alle Leiligheder, ligesaalidt som de blive nogen Forfærdelse for Jomfruer og Frøkener.

Nr. 11/1855; søndag 14.01.

[Utskriving av soldatar; lagretteloven]

Korrespondance

Christiania den 12te Januar

Ved høieste Resolution af 10de dennes er det befalet, at 1000 Mand af det sømilitære Mandskab søndenfjelds, 600 hel- og 400 halvbefarne, skal udskrives saasnart som muligt. Underretningen herom er idag afgaaet til vedkommende Krigskommissærer og Indrulleringschefer, dels med de ordinære, dels med Extraposter. Det var nemlig af Vigtighed at det rette Budskab kunde komme før frem end Rygtet, for at Skibsførere og Rhedere ikke skulde hyre Folk, eftersom en Forordning siger, at den som alt er forhyret, før Udskrivningen blev bekjendt, skal slippe for at udkommanderes, naar det ellers er tilstrækkeligt Mandskab til kongl. Tjeneste. Efter et andet Lovsted kan man seile med sine Folk, der ere hyrede før Sessionen er afholdt, naar man forbinder sig til at seile 14 Dage efter at Listen er expederet. Det er dog ingen Fare for at man ikke skal faa Folk nok; thi dels lader Farten til at blive flau iaar, dels har man saameget søværnepligtigt Mandskab, at 1000 Mand tager ikke meget paa, om det end endelig skulde vise sig, at der blev Alvor af med Udkommanderingen. Dette kan blot være som en Forberedelse til hvad hende kan, for at man ikke skulde findes ganske uforberedt, men skulde der blive Alvor af, vilde disse tusinde Mand ikke kunne sige stort, det maatte nok flere til. Allerede denne Omstændighed ser forresten krigersk nok ud; det viser dog, at man kan være forberedt paa noget af hvert, og der fattes ikke paa dem, som se meget i denne vesle Udskrivning. Posten igaar fra Sverige saa derimod fredelig ud, da det hedte, at den russiske Gesandt havde antaget de «fire Punkter;» men Udenlandsposten idag er ikke saa fredelig; den er modsigende som vanligt og efter hvad man endnu ved, kan der ligesaa let og endnu lettere blive Krig end Fred og lettere endnu. Vi tale saa kjækt om Krigen, naar den er borte fra os, men kommer den, skal vi se, hvor betænkelig den ser ud. Allerede denne Udskrivning vil vække Uro og forstyrre mange Beregninger, ligesom den hos de Overordnede fremkalder Møie med det, som er, og Ængstelse for det, som kunde komme: vi ere ikke forberedte paa Krig; vi mangler nok mangt og meget kun ikke Penge til at begynde med idetmindste, hvilket dog allerede er meget paa Vei forresten; men Pengene vilde snart heller ikke flyde saa rigeligt, thi om vi end holde med de Magter, som vi hænge mest af, saa vilde dog Krigen arme og lamme, ligesom vi ser den gjør i England og Frankrig; det faar vor Trælasthandel kjende. Til denne Døs paa disse Trælastmarkeder siges der endnu skal komme en Indførselstold paa Trælast i England, enten den nu skulde være for at skaffe en øieblikkelig Indtægt eller for at ophjælpe sit Kolonialland, Kanada. Dette alt synes dog ikke rimeligt efter de frisindede Toldbestemmelser, som England har fattet i de senere Aar.

Man vækker Skibe ud igjennem Havnen herinde; det er tredie Gang man har vækket Voka op igjen. Det er altsaa gaaende endog paa denne Aarstid, men Sømænd sige, her ser daarligt, yderst daarligt ud.

Man har nu alt seet Lagretsmænd i Retten efter denne nye Lov. Det blev en agtværdig Ret, og Dommeren skulde ordentlig genere sig igaar, da det traf til at være nogle høitstaaende Mænd, som sad Lagret. Det vil gjøre godt dette: Dommeren skal f. Ex. da ikke modtage Vidnernes Ed siddende, eller tillade slueslue] retta frå: slie Advokater og Sagførere tværtimod Loven og Forordningerne at vride Ordet ud af eller stikke det i Munden paa de arme Vidner, saa de i sin Ængstlighed ikke vide hverken frem eller tilbage. Man har med den største Forargelse kunnet se og høre paa sligt Spil. Det vil ogsaa holde mange raa og skjødesløse Retsbetjente i Tømme; thi hvor finder og især, hvor har man desværre ikke fundet slige, og naar vil man ikke finde dem? Det er nu forresten ikke værdt at love sig alt formeget af denne Lov, især ikke paa Landet; der vil det blive omtrent som før; i Byerne kan derimod træffe ret ofte til, at bedre Folk end før vil sidde Lagret. Men Folk vil nok blive leie af Loven og forsaavidt vil den være en Prøvesten paa, hvorvidt man kan gaa endnu videre med Juryen. Men, Herregud, det faar ikke hjælpe om man bliver noget lei, naar bare noget virkeligt Godt fremmes; man faar vænne sig. Det er iøvrigt en ret betænkelig Ting med alle disse tiltagende Kommunebyrder; de blive snart saamange for enkelte Mænd, at det maa rige og ærgjerrige Folk til for at kunne holde dem ud. Den store Mangfoldighed af Folk, som maa arbeide for Brødet, har ikke Raad til at holde sig saamange hæderlige Hverv; man skal spise ogsaa; man kan ikke som Guderne leve af Røgelse.

Det har kostet megen Møie paa mange Steder at faa Mandtallet efter denne Lagretslov istand (dens § 5 og 18). «Det er grovt, hvor fælt Storthinget nu bliver til at lægge Tyngde paa Folk,» sagde en forresten meget fornuftig Bondemand.

Nr. 15/1855; fredag 19.01.

[Norsk-svensk hopehav]

Korrespondance

Christiania den 17de Januar

Det er noget glædeligt og beroligende, hvorledes vi Norske og Svenske nu ere komne igang med at opgjøre vort Mellemværende, og se efter, hvordan det er vi egentlig har det; og enhver af os begge maa da lidt efter lidt tilstaa, at vi kjende grumme smaat til hverandre, og at Baandet, der forener os, mere ligger som et Tøndebaand om de sammenlæggede Staver end som en indre Tilknytning. Derfor kan man da heller ikke vente andet end at Staverne imellem slaa sig vinde og skjæve, om end Baandet holder det læke Kar sammen. Det er vel nok, at man tænker paa vor Mellemhandel og Told, men dette alt bliver dog kun et Regnestykke, og den bliver mest glad, som vinder mest. At faa Enhed i Vægt, Maal og Mynt vilde ogsaa være godt og kommer vel engang, men det er igjen noget rent Udvortes, noget, som blot ligger i Handel og Vandel; det er ikke noget, som virker paa Gemytter og forandre vor indbyrdes Stemning, undtagen forsaavidt det Nyttige og Hensigtsmæssige kan gjøre det. Selv vore Besøg og Studentermøder er noget Udvortes: vi kan være gjæstfrie og venlige, vi kan drikke, skaale og tale, ja endog sige «Du» til hverandre; der bliver dog alligevel en Skillevæg mellem os; naar vi ere skildte ad, saa føle vi ingen egentlig Længsel efter hverandre: det var ikke en Del af os selv, som vi fandt, og som igjen forlod os. Vi kan endog skrive Afskedssange og sende med hverandre hjem; men det er ikke en Sang i vort eget Maal, som vi faa med os. Heri stikker Ulykken, der just bliver en sand Ulykke, fordi vi føle at Sproget er ét, naar vi tænke os om, men nu se, hvilket Dyb der er, som har adskildt os. Det er som naar der er saaet Had eller Ligegyldighed ind i en Familie. Hvis er Skylden? Vi maa sige det er vor: det er vi, som ere faldne fra vort Sprog og Nationalitet, og har ladet paaklistre os noget vildt fremmet, Dansk nemlig. Straffen er som overalt, naar man lægger Haand paa sig selv: vor egen Udvikling gaar unaturligt for sig, og vor Kjendsel til vore svenske Brødre — der netop ere vore Fuldbrødre — bliver noget ligesaa paaklistret, som vor egen Udvikling, og Literatur. Vor egen Sprogstrid og de Kræfter, som allerede brydes og først herefter med Alvor ville tørne mod hverandre, er derfor ikke blot en Stræben efter at finde os selv igjen, men det er ligesaameget en Tilnærmelse til Sverrig, en rigtig folkelig Tilknytning, der i Aand og Sandhed maa fuldende vor politiske, som Historien i sin vise Forudseenhed bandt for at den andre kunde komme efter, naar Menneskene fik Tid til at tænke sig om. Det varer længe, før Menneskene komme efter, og skulde vi endnu den Dag idag regne efter, hvor mange det er her hos os, som begribe den dybe Betydning der ligger i vor Sprogstrid, saa blev det ikke ret mange; de fleste betragte endnu det Hele som en Strid mod al Historie og Civilisation! De have mangemange] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: ingen Grunde for sig; thi der er mange fornuftige Mænd iblandt, men det faar ikke hjælpe, det er dog hverken ubeskedent eller forvovent at udtale denne Mening her med Troens og Overbevisningens hele Styrke; man faar appelere til Fremtiden og arbeide paa det, som tidt synes haabløst, saa godt man formaar, da man har en god Grund: man har Naturen paa sin Side og en mægtig Løftestang i det fælleds Ønske at komme i nærmere Forbindelse med Sverige.

Man overrasker ofte sig selv, hvorledes det saalænge kan have undgaaet En, hvor svenske vi ere. Naar vi sige: «Hvor deiligt det svenske Sprog høres, især paa Vers», da er det Hjemmets Toner, som klinge for vort Øre, uden at vi rigtig ved, hvor de komme fra. Den, som ikke er helt opdragen i Bogsproget eller saaledes har læst sig ind i vore danske Bøger, at han ingen Sands har for Livet kring sig, han maa ved at læse det svenske Sprog finde, at Ord og Ordstillinger er gjennemnorsk paa de enkelte Undtagelser nær, der aldrig kan udeblive. Sprogets fineste Nerver ere vore egne, og de forskjellige Dialekter, f. Ex. den Bohuslehnske, er saa mærkværdig lig vor Thelemarkiske, at man ved første Øiekast kunde tage den ene for den andre, hvilket jeg erfor af nogle Oversættelser af en finsk Sang, som en ZetterqvistZetterqvist] Carl Gustaf Zetterquist, svensk filolog vil samle alle overkommelige Oversættelser af; selv en Dialekt bortved Østersøen — jeg skulle mene det var Sødermanlandsk — var meget lig. Intet Under da, at vore Bønder saa godt tale med Svenske og læse det svenske Sprog med naturlig Lethed, blot de faa nogen Øvelse i den forandrede Stavemaade. En gammel Mand fra Landet var herinde under Studentermødet — det var nemlig han, der gik som et Pragtexemplar med en gammeldags Dragt — han sagde: «Det var ingen af Talerne, jeg skjønte saa godt som de Svenske, de have et Maal som hjemme hos os. Det er underligt at høre sligt i Byen, hvor jeg trodde at Alle maatte tale Fremmindmaal; men det er nu vel for det at Svensken ikke kan andet!»

Under denne Tilstand oversætte vi Svensk paa Dansk og læse! Dette er alene muligt for et Folk, som har glemt sin FortidFortid] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Fremtid og sig selv, og skriger: Jeg vil ikke finde dette tabte igjen. Ødelæggelsens Verk, som har varet saa længe, skal holde paa, indtil der af vort gamle Tempel ikke bliver Sten paa Sten. Men med denne Nedrivelse bryder man ogsaa væk de Hjørnestene, hvorpaa vort Foreningstempel med Sverige maa blive bygt. Det er overfladisk at snakke om Inderlighed mellem os og tro, at den kan fremmes ved Studentermøder, ved Told og Mellemhandel. Sagen maa tages i sit Dyb: Vi maa finde os selv igjen for at vi med det samme kan finde vore svenske Brødre.

Man har i Morgenbladet og Chr.-Posten ligesom ogsaa det svenske Aftonblad afhandlet vort Mellemværende med Sverige. Det kan derfor ikke være afveien at fremhæve denne Side ved Sagen; den synes nok upraktisk, men det faar ikke hjælpe. Sanningen maa for en Dag.

Nr. 17/1855; søndag 21.01.

[Forsvar for statsråd Krog; den famøse dreiebenksaka]

Korrespondance

Christiania den 19de Januar

Her er to Ting i Byen, som foraarsager meget Skriveri og endnu mere Snak:

1. Morgenbladets bekjendte Angreb paa gamle Statsraad Krog,Krog] Nicolai Krog, statsråd alle Svar derpaa og tilslut det bedste Svar, nemlig Deputationen, som gik til ham. Det var udentvivl en rigtig Bemærkning i etet] retta frå: en af Bladene, at en saadan Deputation ikke vilde have fundet Sted, ifald Morgenbladet ikke havde været saa urimeligt. Statsraad Krog burde have levet i Fred, næst før han indgaar til den evige. Han var vidselig et af disse lykkelige Mennesker, der aldrig vække Had, fordi de heller aldrig vække Begeistring, men vandre stille hen og gjøre sin Gjerning, uden at Nogen næsten ved, at de ere til; disse brave Folk, der aldrig blive upopulære, fordi de aldrig have været populære, — disse hæderlige Mænd, hvori Bagtalelsen aldrig skal stikke sin Braad. At angribe slige Mænd er noget næsten unaturligt, der fortjener al den Uvillie, som Morgenbladet saa fuldelig har faaet.

2. Den bekjendte Dreierbænksag, som nu i de sidste Dage er vaagnet op igjen med forøget lidenskabelig Hæftighed, i Anledning af en Opfordring i Chr.-Posten til Direktør SørensenSørensen] Bergerius Sørensen, direktør at afgjøre Sagen med den Kyndighed, han alene formaaede; thi StenstrupStenstrup] Peter Steenstrup, direktør og IsachsønIsachsøn] Ivar Isachssøn, mekanikar have gjort sit, og en kyndig Mand maa dømme. Det kan vel ingen Tvivl være om, at jo Sørensen maa svare, og svarer han ikke, saa fattes det ikke paa dem, der betragte Isachsøn som seirende, da hans Talstørrelser for Mange staa lige uigjendrevne. Det er en meget kjedsommelig Sag, og dersom Direktør Sørensen nu ikke klarer den op som Dagen, synes der ingen anden Udvei at være end den, at Departementet selv eller ved en Kommission undersøger Sagen og dømmer de Stridende imellem. Med den nuværende Tilstand er visselig ingen af Parterne tjente, og Regjeringen neppe heller lige over for Alménheden, der er huggen af en Gifttand, som maa ud; den er ikke mindre giftig for det, om den maatte være af GramhugGramhug] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Granshug. Det er aldeles dramatisk, hvordan det er gaaen til med denne Sag: det Ene har grebet det Andre og draget det med sig, indtil man er kommen saa forfærdelig langt, at man ingen Udvei ser undtagen i en Ende med Bedrøvelse for en af Parterne. Det turde dog hende, at begge slap fra det, og det Hele endte med en Feiltagelse eller noget, som Trediemand kunde være Skyld i. Saaledes gaar det ogsaa til i Dramaet, naar det ikke bliver Tragedie, men Komedie eller Lystspil. Men, tilende maa Stykket spilles: Publikum gaar heller ikke her ud midt i Forestillingen.

Hr. NergaardNergaard] John Neergaard, bonde og stortingsrepresentant er kommen ud af det Hele han; han sidder i sin olympiske Ro og lader Folk snakke saalænge, indtil de maa tage sine Ord i sig igjen og bede om Forladelse, paa en Maade, ligesom i hans Brændevinsgreie. Han siger til Publikum ligesom der staar i Komedien: «Passiar, min Engel!» Han siger ved sin Taushed til Alle, hvad jeg her vil sætte paa Vers:

For det du er saa lei og vild,
som Verden paa dig pakker!
Lad Verden snakke, hvad den vil,
blot Sandhed den ei snakker.

Dr. Blad for 17de ds. er virkelig lysteligt at læse; det tager Drammenserne i Forsvar mod Forfatteren i Chr.-Posten, der skriver Theaterhistorien, hvori han sikkert ganske uskyldigt har ladet indflyde en Bemærkning om «Tydsk, Dansk og Drammensisk», for at betegne det blandede Sprog, som Skuespillerne den Gang førte. Manden har Exempelvis nævnt disse Sprog, der kunde være ligesaa gode som hvilkesomhelst andre; og tage Fortrydelse af sligt, er særdeles betegnende for den, som gjør det; man maa tænke paa gamle Kvindfolk, Pebermøer, der er sinte paa hele verden og umaadelig mistroiske; derfor tage de enhver nok saa uskyldig Ytring til sig, og skjælde og smelde. Naar den første Storm er over, drister man sig til at sige: «Gud bevares, søde Møer, hvad er nu igjen paafærde? Vær nu bare snil og blid, saa skal du faa dig en Kjæreste paa dine gamle Dage.» Man staar som paa Naale, og ved ikke, hvad Øieblik Stormen kan bryde løs igjen, da man ingen Sikkerhed har for, at ikke Mennesket tager et nyt Ord til sig, og begynder paa en frisk En. Man bliver ganske ængstelig, naar man ser sligt i Literaturen, om det saa blot er i «Drammens grønne Blad». Man maa med rette beklage de gode Drammensere, der skal se sligt Jaaleri, men, der er Trykkefrihed der ogsaa, og man har ingen anden Raad end at lade Tingen gaa og komme med Ansvaret bagefter. Dr. Blad hugser ogsaa mig og kalder mit Sprog «Kaudervelsk», og gjør «opmærksom paa, at det Sprog, som denne Person fører, Intet har med Drammenserne at bestille». Nei min sandten om Nogen falder paa, at gjøre Drammenserne ansvarlige for mit Sprog. Jeg er selv ansvarlig for det, og skal forsvare det nok saa godt, naar jeg træffer en Mand, som det lønner sig at tale med om saa vigtige Ting; men jeg disputerer ikke med Dr. Blad, hvori forhaabentlig Ingen vil fortænke mig. Jeg skriver mit Sprog, og har virkelig, om jeg selv skal sige det, den Tanke, at jeg ogsaa kunde bidrage Mit til at forbedre vort Bogsprog, der slettes ikke er saa norsk og naturligt, som det burde være, og som det vistnok engang vil blive. Jeg tror ikke at være ubeskeden, naar jeg siger dette, men alligevel skal jeg ikke forundre mig, om Dr. Blad siger det; det vil ikke engang gjøre mig ondt, om Dr. Blad faar Medholdsmænd, og, jeg havde nær sagt, jo flere jo bedre; det er nok saa morsomt at tage mange Dusinkarle paa én Bankén Bank] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: en Bænk. Jeg føler Magten paa min Side, de faar undskylde! De faar ogsaa undskylde om mit «Kaudervelsk» bliver værre: naar jeg nu faar samlet mig lidt, kommer jeg en vakker Dag som det staar i Visa:

«Ind kom han Thore Drukkenmand,
slog i Bordi, saa det dundrad:
Bonde er eg no, verri sko eg bli!
Høyrer du det, du Kjæringa mi!» —

Alvorlige Folk beder jeg virkelig om Forladelse. Leiligheden var saa god til at slaa Gjækken løs; den har ogsaa her sin Sanning.

Nr. 21/1855; fredag 26.01.

[Om statsrådane Krog og Møinichen]

Korrespondance

Christiania den 24de Januar

Der skrives endnu om Statsraad Krog.Krog] Nicolai Krog, statsråd Nu skal han ogsaa males af Revisionen, siges der. Det er underligt nok, at man ikke under al denne Strid har udhævet nogle af Statsraadens Fortjenester som offentlig Mand. Jeg vil da gjøre en Begyndelse og henvise til Lov- og Rescriptsamlingen for 1833 og 34. Ifølge Lov af 22de Juli 1833 § 5 skulde de militære Inddelinger iverksættes ved Kongens nærmere Foranstaltning, hvilket ogsaa paafulgte ved Resolutionen af 6te Febr. 1834. Bogstav A. Plan «til Forandring i den bestaaende Fordeling af samtlige Landdistrikter imellem Land- og Søvæbningen.» B. «til en forandret Inddeling af Landvæbnings-Rekruterings-Distrikter» i de 4 Stifter. C. «til en forandret Regulering af Land- og Krigskommissariaterne.» Krog var da Chef for det Departement og Inddelingen med Planer skal være meget gode, hvilket ikke er af saaliden Vigtighed endda, naar man ved hvor brydsomt og bagvendt det ofte kan være under vort Lands Forhold, at Jurisdiktionerne ligge komplede om hinanden uden Hensyn til Strækninger, Elve og Dalstrøg, saaledes som man ofte ser det med de geistlige og juridiske Inddelinger. At gjøre noget i slige praktiske Veie er bedre end mange fugtige Taler og megen Snak. Siden kom Krog i Revisionsdepartementet, hvor man vanskelig kan gjøre meget, selv om man er opdragen i et Kontorlokale; noget nyt kan vanskelig gjøres: man modtager og reviderer Pakker i lassevis og gjør en stor Gjerning, naar man f. Ex. i et Toldregnskab saa stort som saa, kan finde en Unøiagtighed af 4 ß., efter Additioner og Multiplikationer, saa man kan blive hovedgalen, om man ellers er vant til at have sine fulde fem. Nu forstaae det sig, at Statsraaden vel slipper sligt umenneskeligt Arbeid, men som Chef for Revisionen er dog sandelig ringe Ting at gjøre. Revisionsdepartementet som et eget Departement burde aldrig bestaa, men hver Sag revideres af det Departement, hvorunder den hørte — man skal nok ogsaa være ment paa at komme dertil —. Disse Bemærkninger beder jeg satte i Forbindelse med de, jeg gjorde om Statsraad Krog i sidste Artikel.

Siden jeg nu er saa lykkelig at kunne rose en aftraadt Statsraad, er den samme Lykke mig beskaaren med en ny, nemlig Møinichen, om hvem jeg ogsaa før har skrevet lidt og udeglemt en god Side. Møinichen er en meget musikalsk Mand, og det fortaltes endog, at han som ung Student allerede udsatte, naar han kom hjem, et Musiknummer, han havde hørt paa Fæstningen. Det er i sit Slags som det man ved om MøllarguttenMøllargutten] Myllarguten (Torgeir Augundsson) eller Mozart,Mozart] Wolfgang Amadeus Mozart, austerriksk komponist der nedskrev det Gregorianske Miserere, som han blot fik høre i det Sextinske Kapel om Langfredagene, hvorved han bragte ud i den forbausede Verden den Herlighed, der alene skulde være Paven og de, som kom i Peterskirken, forbeholdt. MøinichenMøinichen] Erik Røring Møinichen, politikar var ogsaa Theaterdirektør og saaledes maa formodes at have Skjøn paa det Skjønne: de Muser, Melpomene, Thalia, Euterpe og Terpsichore, ere saa nær beslægtede, at man ikke ret vel kan have den ene uden tillige de andre. Man skal ikke le, for det, om Muserne ere komne ind i Regjeringen: man trænger sandelig til dem der ogsaa og det allermest; thi en Regjering skal staa i Spidsen for Alt, lide Alt og paaskjønne Alt. Det var at ønske, at Muserne ret snart maatte komme ind i Storthinget ogsaa, saa kunde det hende, at vi fik Bidrag til et Nationaltheater og noget mere til Opmuntring for Musikkyndige. Det er næsten Skam at sige, at der i alle vore 40 Frihedsaar neppe er givet 1000 Spd. til Musik, medens man har været noksaa rundhaandet med Videnskab og enkelte Kunster, f. Ex. Maleri, og dog maa man sige, at vort Folk væsentlig er et meget musikalsk Folk, saa det netop var i Musikken man skulde hjælpe. I vort fattige Land kan man ikke vente, at Nogen paa egen Haand kan gjøre meget, medmindre han bliver en Exekutør som Bull.Bull] Ole Bull I det Hjemlige maa Staten hjælpe: vi maa faa Komponister og flinke Samlere. Derfor se vi ogsaa, hvordan det gaar: vi har ingen Musik, snart sagt i Byerne, men maa faa Kapeller fra Udlandet, og i Drammen har man endog klaget over, at det var ondt at faa Musik til en Dands. Naar jeg her taler om Understøttelse til Musik, saa mener jeg ikke det, RoverudRoverud] Lars Roverud, musikkpedagog fik, der var for at lære Skolemesterne til at synge. Jeg tænker paa de, som har faaet Stipendium til Udlandet; vi trænger ogsaa til det, og fremfor alt trænge vi til at man lægger sig paa vor egen Musik. Hvorvidt LindemannLindemann] Ludvig Mathias Lindeman, organist og folkemusikksamlar har Understøttelse, ved jeg ikke, formodentlig har han dog vel noget; men paa Musikken falder alligevel altfor lidet. Det maa hjelpe meget, at man nu har en Mand i Regjeringen, der forstaar sig paa disse Ting, og forbereder dem gjennem indtrængende Indstillinger. Det maatte være denne Tanke, som bevægede en Sangforening til at synge for Statsraaden, da han var udnævnt; andet kunde det ikke være, eftersom Formanden som Valgmand ikke valgte paa Møinichen til sidste Storthing men derimod sang nu. Manden maatte ikke betænke, at man ogsaa trænger til musikalske Elementer i Storthinget ligesaavel som i Regjeringen skjønt dog i en mindre Grad, da man kan vente, at de maaske der kunde komme fra andre Kanter. I Regjeringen derimod ser man med én Gang, hvad man har, og hvad man trænger til.

Vor ophøiede KongeKonge] Oscar I, konge er ogsaa musikalsk, og vi bør derfor haabe, at Musikken offentlig mere vil blive paaagtet, siden den ogsaa er kommen ind under Tronens Fod. Maatte ogsaa Møinichen blive ved Revisionsdepartementet for at kunne hellige sig de skjønne Kunster, medens Personalet reviderer.

Rettelser.

I næstsidste Artikel: de have ingen Grunde for sig, skal være mange Grunde. Et Folk som har glemt sin Fremtid, skal være Fortid. I sidste Artikel, staar Granshug, skal være Gramhug. Hugget, Bidet af en liden giftig Orm, som kaldes Gram. Toge mange paa en Bænk, skal være paa én Bank.

Nr. 23/1855; søndag 28.01.

[Krigen; jurysaka]

Korrespondance

Christiania den 26de Januar

Posten idag bringer den samme Uvished som før og om muligt en endnu større en. Man ved hverken frem eller tilbage. Et tydsk Blad er rent fortvivlet, det skriver omtrent følgende:

«Dersom Folkets Stemme var den, som udtalte sig gjennem Pressen og Fyrsternes Forhandlinger, saa maatte man holde med Bruno Bauer*)Bauer] Bruno Bauer, tysk filosof og Ligesindede, der mene, at Europas enerverede Civilisation maa gjenfødes af Kosakker og Knut. Tingenes Tilstand er virkelig saadan, at Enhver, som har Forstand at tabe, maa tabe den. Al fornuftig Mening i Politik er ophørt. Den gamle Sætning, at 2 Gange 2 er 4, maa nu hedde: 2 Gange 2 er 3 eller 5, dersom den tilfældigvis ikke skulde være 4. Hvo der endnu taler om Logik, Ærlighed og Tillid til Ord og Gjerning, han er en Tosse, hvis Tale man bryder af og vender ham Ryggen. Her hersker en saadan Fordærvelse, at den maa fylde et ærligt Menneske med Gru. Hvad der før hedte Løgn, hedder nu — offentligt — Klogskab og Visdom; den elendigste Svaghed er nu Kraft; Nedtrædelse af Menneskerettigheder er nu Kristendom! —»

Verdensstillingen — saadan som den staar i Aviserne — er nu aldeles ubegribelig; midt under den blodigste Kamp, sige Fienderne, at de ere aldeles enige. Man ruster sig, sender Tropper og Ammunition, fordi man er overbevist om sin Modparts Oprigtighed og Lyst til Fred! Rusland antager uden Forbeholdenhed de «fire Punkter», men har ved enhver af dem sine Betænkeligheder og Modforestillinger! Vestmagterne slutte en Foreningstraktat med Sardinien for at faa 15 eller 20,000 Mand til Fredsunderhandlingerne i Februar! Preussen vil uden Magts Anvendelse Freden af al Magt! Østerrig slutter Forbund med Vestmagterne og staar paa en fortrolig Fod med Rusland, og drikker en Skaal med Tyrkiet. Ved Russernes Indskriden i Dobrudscha finder det ingen Foranledning til at skride ind, da det «ingen Fare har for Østerrig.»

Det er virkelig ikke Raad med at faa nogen Greie paa Tiden; men Nationerne fare frem som den enkelte Mand, naar han er i Nød og Fortvivlelse: han ved ikke rigtig, hvad han har gjort, før bagefter, og takker da som oftest sin Gud, at han ikke gjorde mere ondt og var mere galen. Man skal derfor ikke forundre sig, om den ene Modsigelse slaar den andre ihjel. Betegnende for den hele Tilstand er en Tale af Prindsen af Preussen til Soldaterne, hvori følgende Udtryk forekomme: «Tapre Soldater! I komme nok snart til at bruge Bajonetterne, men mod hvem, det er endnu uvist.» Jeg har hørt Slagsmaalsbrødre sige: «slaas vil jeg», og paa Spørgsmaal med hvem, «det er det samme, men slaas maa jeg.» Denne hele Forvirring og Uvished kommer rimeligvis af den falske Stilling, hvori Vestmagterne ere komne til Krigen. Det er omtrent som i gamle Dage: én Fyrstekrig mod den andre; Krigen er ingen Frihedskrig mod Barbari. Det viser sig nu at være bare Snak. Frankrigs og Østerrigs Politik er neppe et Haar bedre end Ruslands, og det er endog et stort Spørgsmaal, om Folkefriheden i Europa ikke vilde være værre faren, dersom Frankrig og Østerrig kuede Rusland altfor meget. Som Rusland staar, maa man ty til Friheden og Folkene, for at skjærme sig mod det; men bliver disse despotiske Soldaterstater Herrer, saa staa Alle for Bajonetanfaldene. Derfor seer man ogsaa, at Republikanerne mere og mere nu holde med Rusland og fra Vestmagterne, der slukkes ligesom Napoleon den FørsteNapoleon den Første] Napoleon Bonaparte, fransk keisar gjorde i sin Tid. Man kan derfor uden Spænding se Tiden an og ikke ærgre sig over Modsigelserne eller Forhalinger. Imidlertid er Tiden og Begivenhederne stærkere end Menneskene, og Enden turde blive noget ganske andet end Diplomaterne tænke; det ene griber det andre og drager det med sig, og det, som kommer, bliver under enhver Omstændighed det bedste, som kan komme, iallefald det eneste mulige; thi kunde noget andet og bedre komme, saa kom det. Den Tanke kan man sikkert have, og med den er man fornøiet. Der gives intet mere taabeligt, end at være utilfreds med Verdensgangen; man sætter sin egen Visdom mod Verdens Visdom, og indbilder sig at kunne tage Historien i Skole, istedetfor at gaa i Skole hos den.

Forleden Dag havde Chr.-Posten en Artikel om Grundene, som talte for Krig paa én og Fred paa den anden Side. Det var en bedre Artikel, end vi ere vante til at se i vore Aviser; den fortjente at læses af ret Mange.

Da Thinget blev opløst, hedte det, at den thingvalgte Jurykommission skulde træde sammen i Midten af December; men saa blev det igjen udsat til Midten af Januar. Om nu flere udenbys Medlemmer end UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar er kommen, ved jeg ikke, han er i alle Fald kommen for en 14 Dages Tid siden. Nogen Resolution er neppe heller falden, og den skal vel til, idetmindste maa de valgte Embedsmænd faa Fritagelse for sine Forretninger. Denne thingvalgte Kommission finder ellers meget ufærdigt, da den kongevalgte Kommission (Lasson,Lasson] Peder Carl Lasson, jurist og høgsterettsjustitiarius Hallager,Hallager] Georg Frederik Hallager, professor Lous)Lous] Johan Christian Lous, jurist ogsaa arbeider paa sin Vis, og har faaet laant alle Bøger om den Materie af Bibliothekerne, saa den thingvalgte Kommission ingle faar, men maa skrive efter Bøger fra Udlandet, og det paa Føret! Det gaar ikke saalidet skakt med denne Kommission endda; og kan man sætte den ibeit, saa gjør man det. Det er nu unegteligt noget underligt ogsaa at have to Kommissioner om den samme Sag, men Meningen var, at de skulde sidde som de to Vestmænd, der rodde Baaden ved at ro mod hinanden og anføttes (spænde med Fødderne mod hverandre). Det vilde imidlertid ikke gaa for Vestmændene, for de borede Hul i Baaden, saa den Ene maatte staa og øse. De trodde først, det var Hexeri. Juryforslagene blive dog dyre nok ved saaledes at holde 8 Mand og tvende Skrivere, og naar nu Thinget kommer sammen igjen, tale nogle Dage mere end paa dette Thing, foruden de 3000 Spd. jo til Stipendiaterne; men saa kan Tingen blive prøvet; forkastes den, saa forkastes den grundigt, og findes den god, saa er alt saameget bedre. Staten er ingen Smulegraatar.

Der er Mange, som dels af faldne Ytringer, dels af DunkersDunkers] Bernhard Dunker, jurist Originalitet antager, at han vil slaa sig paa Vestmagternes Side, hvorved der bliver 3 mod 2. Han vilde ogsaa derved blive en nødvendig Mand paa næste Storthing, uagtet man skulde tro, at han alligevel burde komme der. En slig Taler burde fremfor Nogen være paa Storthinget, skjøndt det rigtig nok vilde være høist ubeleiligt for de Mange, som ikke kunne tale. Han er forsaavidt tilovers.

*) En af Tydsklands største nyere Filosofer, der finder, at Verden maa faa en ny Kirke og en ny Stat. Man fortæller om denne store Filosof, at han skal have slaaet sig til Værtshusholder, formodentlig fordi han føler, at Øl og Mad ikke kan filosoferes ud af Verden, om saa alt det øvrige ryker overende. Han holder sig til det Paalidelige. Det gaar ofte saa med slige lærde Folk: naar de blive leie af at tomle sig i den aandelige Verden, saa sænke de sig kav ned i den legemlige.

Nr. 27/1855; fredag 02.02.

[Soldatløn]

Korrespondance

Christiania den 31te Januar

Vore Storblade føre en evindelig Strid om Dagene ianledning af Hyren, som Staten giver sit søværnepligtige Mandskab. Fra én Side menes at Staten maa lønne Matrosen bedre nu i disse Tider, da hele Verden staar aaben for den unge raske Mand; paa andre Siden gjøres opmærksom paa Grundlovens Bud om Værnepligt, og at Staten lidt efter lidt har forhøiet Hyren. Man ser saaledes, at denne Strid i sin inderste Kjærne er en Strid mellem Frihed og Tvang, rigtignok lovbunden Tvang, men derfor ikke mindre tvingende hos den, som det gaar udover.

Alt er godt og vel, saalænge man finder unge Folk til at anvende Grund- og Militærloven paa; men naar nu, som sikkerlig vil indtræffe, de unge Folk reise ud i Verden til Amerika eller Australien, førend Loven kan faa Tag i dem, saa staa de høitærværdige Politikere som en Konge uden Land; de staa skjær- og skorfaste, og have ingen anden Raad end at falde Livet til Fode og bede om Naade, dersom de ikke ere stærkere end Friheden og Landets øvrige Befolkning. Det nytter aldeles ikke i en fri Stat og i disse Tider at tale om Grundloven og det Smukke i, at enhver Mand skal tjene Fædrelandet: man maa betale Folk for Arbeidet, det er den evige Grundlov, som aldrig ustraffet trædes under Fødder, og betaler man intet, faar man ingle Folk, naar man ikke er Mand for at dingle med Knutten. Trænger Staten til Politi, Soldater og Matroser, saa bør den betale netop saa godt som en anden Mand, og kan den ikke betale Mange, faar den nøies med Faa. Det er en grei Sag. En anden Sag er det derimod, naar Fare er paafærde, da er det liksaa greit, at Enhver, som kan, maa forsvare sig, og den, som har meget at forsvare, maa være stærkere end Andre eller ogsaa leie Folk med sig. Alt dette er greit, og man kommer engang til det, hvorledes man end snakker, jævner, kompler og skriver Militærlove. Man er nødt til det, fordi det er det Naturlige, og kan man ikke faa det ind i Hovedet, saa kommer det nok engang i Maven. Den Manden tænker overmaade sandt; han farer ikke med Fjas og Kunster.

Det er alene i despotiske Lande som Rusland, man kan tromme ud den fattige store Befolkning «til Landets Værn», som det saa smukt heder. I frie Stater derimod, som England, Nordamerika og formentlig hos os, kan en saadan Udskrivning ikke findes billig. Med Oplysningen og Friheden kommer Retfærdigheden, at Hver skal faa Løn for sin Gjerning, og at Enhver bør arbeide, som han faar Løn til; man kommer endvidere efter, at Arbeidet maa være delt, saa hver Mand har sit, skal han kunne gjøre det godt. I saa Maade bør der ingen Forskjel være mellem Soldaten og Officieren; de skal begge være Mænd af Faget og derfor nyde sit Livsbrød. Det gjør ondt at se de arme Soldater staa paa Vagt og gaa med Bøssen i Fang frysende om Skildthusene, for hvilket de hver 5te Dag faa sin Stomp og de smaa «Liningspenge,» som en skikkelig Mand kunde tjene med nogle Timers Arbeid. Vi Andre, som gaa paa Gaden forbi dem, maa føle os ydmygede, fordi vi bør føle, at de arbeide for os.

Det gjør ogsaa ondt at se de gamle militære Tanker gaa igjen i Skikkelse af Skildtvagter udenfor en høitstaaende Officiers Dør. Dette er ikke sømmeligt i en fri Stat, saalænge det ikke sker efter frivillig Akkord: vilde en Mand saaledes sælge sin Nattero og Menneskeret, saa var paa den Ting intet at sige, især naar vedkommende Officier betalte selv. Staten havde ingen Grund til at yde denne Beskyttelse i Fredstid og i eget Land: en Ildgjerningsmand gik nok før ind til andre Folk, hvor noget var at hente, dersom den almindelige Retsorden ikke kunde faa Bugt med ham. Vi se jo, det gaar glædeligt godt med andre Mennesker: rige Folk slippe for Overlast, og vore Statsraader likedan; de bo som borgerlige Folk og vandre paa Gaden som borgerlige Folk; Officiererne kunde saamen gjøre det samme, og de vilde finde en bedre Beskyttelse i Folks Kjærlighed og Agtelse, end i Gjengangere af Militærlove og Subordinationsforordninger, der husvilde maa vanke om paa en Jord, som løser Lænken af Negerslaven med det samme han betræder den.

Det vil visselig i mange Stykker blive meget forbedret ved den nye Militærlov; men den er dog blot en Mellemting mellem tvende modsatte Systemer, og Tingens Magt vil drive den mod en almén Bevæbning til Brug i Faren, og en gavnlig Øvelse i Freden, medens Soldater, Garnisoner, Korps til Parader og Lystleire, Matroser til smaa Togter maa blive Folk, der faa fuld Betaling for sit Arbeide, og da tager man nok ikke flere end høist nødvendigt. Man ser ogsaa Følgen af vort haltende System nu: vi har formange Soldater i Freden, og bliver det Krig, saa var det saa alligevel ikke noget Forslag i at sende dem ud; ikke at tale om, at der hverken er Klæder, Mad, Rustning eller fuldkommen kunstmæssig Øvelse, og det Værste er, at det i Reglen er smaa og fattige Folk, uden den Styrke og det moralske Mod, som en bedre Opdragelse altid skaffer, naar den bare ikke er for fin. Bedre Gaardmandssønner er gjerne slungne unda.

Her er vistnok endnu mange Mennesker, som finde det i sin Orden, at de Fattige saadan kommanderes ud til «lav Hyre», da de ellers er frie for andre borgerlige Tyngder. Det er en aldeles klassisk Tanke dette: En Romer sagde: «De Fattige betale Skat nok med det, at de opdrage Børn.»*) Børn, mente han — til at drives ud i Krig til Erobring af Lande for Patricierne, som da godt kunde betale Skat. Men denne Tanke er nu for gammel, trods sin Klassicitet; Erkjendelsen af Menneskeretten har medført andre Tanker, og det gjælder i et frit Land at rette sig efter disse.

Det er forresten ganske tidsmæssigt af vore Storblade at behandle denne Materie. Naar Næstens Hus brænder, er det Tid til at tænke paa sit eget. Vi se nu i England og Frankrig Fordelene og Manglerne ved begge Systemer. Det Land, som vil gjøre Erobringer, maa have Trældom og tvungen Udskrivning. Bestemmer Norge sig til at gjøre Erobringer, saa er det Snak at tale om Frihed og fuld Betaling til Soldaten; og skal vi tage det, som træffer, er det kanske bedst at Systemet fremdeles er en Tvitulle. Saa har man idetmindste noget at skrive om i langsommelig Tid.

*) Satis stipendii pendere, si liberos educarent.

Nr. 29/1855; søndag 04.02.

[Åger]

Korrespondance

Christiania den 2den Februar

Her er mange Penge, siger man, og Christiania Sparebank viser, det saa maa være, idet den nys har nedsat Renten for dem, som ville gjøre Indskud. Man skulde nu tro, at denne gode Tid maatte være en ond Tid for Aagerkarlene; men kyndige Folk vil paastaa, at Bruget for de Herrer gaar lige godt. Laantagerne se Obligationerne sine med hver Fornyelsesdag voxe som Soppen om Høsten. Det er underligt med de Pengene: der er altid Uaar paa dem for den Fattige. Mange eller faa Penge i Bankerne, høi eller lav, fri eller tvungen Rentefod, Alt er omtrent lige fedt for den, som Intet har, men maa bede og laane; dog paastaa erfarne Folk, at Nøden aldrig er større, end naar Rentefoden er fri; thi da rider Rytteriet i strak Gallop uden at tygge paa Lovens Bidsel.

Det er ikke liden Styrke for den Trængende, at Aager har Loven imod sig; det viser, at han har Samfundets Moral paa sin Side, om end denne ikke altid formaar at hjælpe ham i Nøden.

Det er noksaa interessant at staa i en Aagerkarls Kontor og vente, til Turen kommer: man ser fine unge Herrer, som man kjender igjen fra Theatrene og Restaurationerne, hvor man skulde tro, at deres overflødige Penge flød fra en ganske anden billig Kilde. Kunstnere ser man hyppigt; der er deres egentlige Hjem: Kunstneren trænger til Tanker, og Tanker koste Penge — det er sandt hvordan man end vrider og vender det, — Tanker ere igrunden den største Luxus — og da nu Kunstnerne sjelden ere saa store, at de tjene store Penge, saa er Aagerkarlens Kontor den Havn, hvor de kaste Anker. Det er faa, som kan holde sig oppe ved at tegne Aagerkarlen saaledes paa Lærred eller Scenen f. Ex., at Gjelden dermed betales. Lykkes dette stundom, maa man sige, det gaar smukt til, idet de ærede Herrer gjensidigt leve af hverandre.

Folk i høie Stillinger ser man sjelden paa de Steder; derimod kjender man ofte Kuskene og Lakeierne deres igjen. Livet maa have et smukt Ydre. Det vilde ikke se godt ud, om Manden, som holder Konen sin paa Stats, selv skulde slide Aagerkarlens Trapper; man maa have Folk til at gaa for sig.

Det er ikke egentlig fattige Folk, som gaa til Aagerkarlene; thi de have intetsteds at gaa. Det er heller ikke mange Studerende; thi de fleste af dem har i disse Dage ogsaa altfor liden Betrusel, og Borgere faar man ikke let til slig Ødelæggelse; det kan være til Galgenfrister imellem.

Ingle Folk er imidlertid stadigere Gjæster paa disse Kontorer end Bygmestere og andre Bygherrer. De faa til sine nye Bygninger nogle Penge og mange Murstene med andet Material — de solide Pengemænd sidde altid i en eller anden praktisk Vei, saa de har Varer — alt dette gjøres i Penge, der en Stund i Obligationer staa og fornyes paa høie Procent, eftersom Folk ere gode til. Pengene kan naturligvis ikke staa længe, da de snart blive saamange, at Bygningen ikke er mere værdt. Saa stryker Huset med, dersom Bygherren ikke mod høi Opgjeld kan gjøre sine Penge faste til en folkelig Rente eller i de offentlige Indretninger. Men det er ikke Mange, som kan dette; de Fleste bygge for Udlaaneren, efter at de have lagt i Bygningen sine egne Penge — mange eller faa — sit Arbeide, sine Bekymringer, sin Sved og sine Suk. Dette er den mørke Kjælder til flere af vore deilige Bygninger end man vil tro. Christiania er forskjønnet i en høi Grad, det er sandt; men det er ikke mindre sandt, at denne Forskjønnelse har sine Martyrer. Mangen vakker Mand har arbeidet sig ihop Penge; mange Gaardmandssønner ere komne fra Landet; atter andre have faaet sig rige Gaardjenter; de have bygd her i Christiania, og, som Ordsproget siger, bygd sig ud af Huset hen paa Bakken kold.

«Forretningerne,» som det kaldes, drives ogsaa med Gaardmænd op i Landet. Solunger og Andre, der spille sin Polskpas med «Besta under Taget,» gjøre sine «Forretninger» naar de komme til Byen. Det er mig sandfærdig fortalt, og jeg har Grund til at tro det, at en saadan Mand gjorde sin «Forretning» i 70 Spd. med Forskrivelse af 100 Spd. til Tremaanedsdagen; da den kom, gjorde han igjen sin «Forretning» i 100 Spd. med Forskrivelse af 140 eller saa omtrent til Tremaanedsdagen igjen. Saaledes holdt han paa at gjøre Forretninger hele Aaret, indtil Obligationen ved Aarets Ende var over sine 200 Spd. Længer har jeg ikke faaet fulgt ham i hans Forretninger, og jeg formoder, at Ingen heller længer kjærde sig om at følge ham, idetmindste ikke de, som havde Penge: med ham kunde ikke ret længe blive nogen Forretning at gjøre.

Nu er det snart Marknad og da er det Tid at gjøre sine Forretninger.

Det vilde være en sørgelig Stilling dette, dersom den ikke var mere naragtig; thi vistnok er det Mange, som Kniven saadan staar paa Struben, at de er nødte til at flytte Tag, og at det for en Gangs Skyld kan frelse; men at Letsindigheden skal gaa saavidt, at Folk gjøre Forretninger i dette, det er unegtelig komisk. At forlorne Mennesker lade det staa til, saalænge Baaden bærer, det er hverken sørgeligt eller komisk, det er ligefrem Rædselfuldt. Men, det er ikke rigtigt at skjælde paa Aagerkarlene: hvad vil man med dem? Den skikkelige og stræbsomme Mand kommer ikke i den Nød, og kommer han der af Ulykken eller ved en undskyldelig Feilregning, saa er der andre Udveie og ere alle lukkede, saa . . . . . . Men Moder Eva har lært os Talemaader: «Det var Slangens Skyld,» sagde hun, «han narrede mig og jeg — aad.»

Nr. 33/1855; fredag 09.02.

[Apokryfe skrifter i Bibelen]

Korrespondance

Christiania den 7de Februar

Nu er her Møde*) igjen i den theologiske Forening. Man maa sige, at Geistligheden paa sin Vis ser sig om, og drøfter sine Spørgsmaal til Dagen. Isaahenseende er Præsterne bedre end Juristerne, der hverken har Foreninger eller Møder eller noget Tidsskrift, men lader Tingen gaa sin Gang, og overlader til Storthinget at gjøre Love, og til Professorene at fortolke dem i sine Forelæsninger, der dels ere skrevne og nogle trykte. Nu har vistnok Juristerne ogsaa et Ugeskrift i «Retstidenden,» men den er væsentlig en slags Dagbog over Retsbrugen; der er faa Undersøgelser og egentlige Afhandlinger slettes ikke. Uagtet Selskaber og Forsamlinger i denne Bogtrykkertid paa det nærmeste ere overflødige, naar de ikke ligefrem gaa ud paa en fælles Understøttelse med Pengemidler, saa kunde det dog ogsaa lade sig høre, at der var en juridisk Forening, som holdt sine større Samlinger og f. Ex. afhandlede, hvorvidt man skulde udelade Artikler af Lovbogen som rent afskaffede eller ude af Brug istedetfor at trykke op med dem de andre, — saaledes som nu paa dette theologiske Møde man idag drøftede Spørgsmaalet, hvorvidt man burde udelade de apokryfiske Bøger af Bibelen.

Over dette Spørgsmaal holdt Lektor CaspariCaspari] Carl Paul Caspari, tysk-norsk teolog et langt, grundigt og belærende Foredrag, som ved sin Lærdom og logiske SkarphedSkarphed] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Skarphed i det var en sand Fryd at høre paa. Der er dog noget Stort og Ærefrygtsfuldt i Lærdommen, hvad den end giver sig ilag medmed] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: med, ifølge sit Væsen. Caspari godtgjorde fra sit granskende videnskabelige Standpunkt, at de apokryfiske Bøger ikke burde lades ude af Bibelen, uagtet de «ligger mellem de tvende Inspirationsperioder,» (nemlig de ældre Bøger i det gamle Testamente og det nye) ligesom han efterviste, hvorledes meget i vor Kirke og mange Stykker i vore Bøger hang sammen med dem, saaledes f. Ex. Salmen: «Nu takker Alle Gud,» var tagen af det 50de Kapitel i Sirak. — WexelsWexels] Wilhelm Andreas Wexels var ogsaa enig med Caspari, men mente dog, at man ikke burde beholde Ting, som man idethele ikke kunde erkjende for rigtige, selv med al Agtelse for det Gamle. Det var en Fremskridtstanke, Wexels her udtalte, som det gjorde godt at høre.

Præsten BrunBrun] Sven Brun, prest herfra, som vor heder, gjorde Indvending mod Casparis Bevisførelse, idet han bemærkede, at Beviserne tilsammentagne ikke kunde holde sig, naar de enkelte Beviser ikke kunde gjøre det; men baade Caspari og især Professor MonradMonrad] Marcus Jacob Monrad, filosof paaviste det Ufine i en saadan Tanke, som ikke begriber, at det er Aanden, der sammenbinder de enkelte Dele, hvori Styrken ligger; og da alt var klart, kom Monrad til Forsamlingens Fryd med WesselsWessels] Johan Herman Wessel bekjendte Vittighed, at «to halve Hoveder udgjør et helt.»

Provsten BrunBrun] Johan Lyder Brun, prest fra Nordrehaug vilde ikke have de apokryfiske Bøger, idet han mente, at man burde fjerne alt, hvad der i hans afgjørende Sprog ikke var ægte: Rationalister, især de fine burde man udrydde, men endnu mere maatte man passe sig for Katholikerne, især de fine ogsaa af disse. Her er et Kirkespir, (den katholskes nemlig,) som intet godt Mærke er midt iblandt os sande Lutheraner. Jeg kan saaledes ikke vente at behage Provsten Brun, naar jeg i Digtet til den nye Kirke siger:

«Den katholske Kirke der
under samme Læ sig luner;
de paa samme Orgel er
kun forskjellige Basuner.»

Det er en svare Mand, Brun, kraftig med en rullende Veltalenhed, men han lever i en Tid, som ikke kan skatte ham tilbørlig; havde han levet paa Korstogenes Tid, vilde han have staaet kanoniseret i Almanaken; han maatte have fundet sin rette Plads i Følge med de mange Jesu Stridsmænd, der ved Jerusalems Erobring «vadde i Blod indtil Knæene» (egentlig staar der, at det var Hestene, som gjorde det). Han maa kunne virke mægtigt, Brun, paa den store Almue; ja han maatte endnu den Dag idag kunne reise en Korshær, især paa Stavangerkanten. Det er unegtelig en stor Mand, og vi medgjørlige Folk, der i «Ting, som Engle selv ei fatter,» ikke sjelne saa haardnakket, vi maa takke, at han ikke sender en HævnensHævnens] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Haanens Hær indover Krogskogen til os. Men de gode Ringerikinger ere vel ikke saa gode at faa i det Slags Reisning. Der er vist megen Sundhed paa Ringeriket, skjøndt man kom i Reisning i Hattemagerkampen der i Hønefossen; men Politiken er et andet Slag det.

Det var sandt: Brun, sagde ogsaa, at man ikke burde være ræd Paven i Rom. Den Tanke maatte Brun ikke have udtalt, dersom han havde levet under Korstogene; thi da var Paven en svare Mand.

Professor Monrad talte mod Brun og viste, at det sande Mod ikke bestaar i at stænge sig ude fra Fienden, men i at indlade sig med ham. Vor Kirke, som havde beholdt de apokryfiske Bøger, var saaledes mere tapper end selve Brun. Iøvrigt efterviste Monrad de apokryfiske Bøgers Plads og Betydning paa en slaaende Maade; men dette saavelsom Professorens fine og skarpe Tankegang tror jeg ikke de ærede Herrer, som talte mod ham forstod, da det ikke syntes slaa dem. Jeg viste ikke rigtig, hvem jeg skulde beklage, enten dem eller Monrad, der maatte føle, at han hørte hjemme i en anden Luft. Der gives intet mere forladt end den Følelse, at man ikke forstaaes: man kjender Tankens og Sammenhængens Almagt, og ser, at denne Almagt ligger afmægtig. I denne Følelse sang Schiller:Schiller] Friedrich Schiller

«Mod Dumheden kjæmper selve Guderne forgjæves.»

(Fortsættes.)

Her synes ikke være saamange Mennesker paa Marknaden iaar som ifjor. Her er mange Fornøielser, og paa det norske Theater spiltes Jeppe igaarkveld fortræffeligt, men der var ikke fuldt Hus. Det var noget at byde Landsfolk det. Det tog sig fortræffeligt ud, at Jeppe og Nille, (BucherBucher] Ole Johan Bucher, skodespelar og HundevadtHundevadt] Benedicte Hundevadt, skodespelar) talte Standemaal (sognsk mest). Det er helt ubegribeligt, at Nogen kan finde det upassende til Stykket, men saa gaar det, naar man faar efter Meninger, der ligge paa Lager som Varer, og ikke har Øie for Livet. Jeppe og Nille spilte særdeles godt.

*) Ved sidste Møde drøftede man Spørgsmaalene om Indførelsen af flere Helligdage, i de «aflagtes» Sted, samt den «indre Mission.» Det første hørte jeg selv, og det andre i Hovedsagen af en studeret Mand, efter hvis Opfatning jeg skrev. Han maa imidlertid ikke skarpt nok have opfattet Tingen, idet en af Referenterne gjorde mig opmærksom paa, at jeg i min Fremstilling havde taget feil af Forsamlingens Mening, den nemlig, at Geistligheden skulde gaa sin egen Gang, uden at spørge Staten ad. Dette har jeg troet at burde rette, og jeg haaber, at min Feiltagelse var saa undskyldelig, at man vil undskylde mig: jeg stolte paa en paalidelig Mand ligesom jeg her stoler paa den paalidelige Referent. Forsaavidt farer jeg ingenlunde med Snak, men holder mig til det, man ofte i Livet maa gaa efter.

Nr. 35/1855; onsdag 11.02.

[Marknaden]

Korrespondance

Christiania den 9de Februar

Nu er Marknaden herinde forbi; i dette Øieblik erklæres den ventelig sluttet. Spørger man, om det har været en god Marknad, kan man ikke vente at faa samme Svar overalt, ikke engang hos dem, hvis Levevei er den samme. Derfor er det igrunden et meningsløst Spørgsmaal, at spørge efter Marknaden; det er næsten som at snakke om Veiret. Imidlertid kan dog adskilligt siges om den, naar man gaar i det Enkelte.

De Mange, som for Trælasten ere komne ind til denne Tid, skal ikke have gjort det stort; Trælasthandlerne finde sig ikke vel ved de Priser, som ere og frygte for dem, som komme, uagtet der er dem, som tro, at Krigen vilde gjøre os godt, idet den stængte mange østersøiske Udskibningssteder. Til dette kommer, at megen Last blev liggende mærket i Skogen eller Elvene og kunde ikke komme frem for Vand, hvoraf følger, at Folk ikke kan faa alle Pengene, men maa slaa af til. Dette alt gjør, at disse Folk, som ere gode Kunder til Adskilligt, endog til fine Vine, ikke kjøbe saameget; desuden gjør ogsaa Jernbanen, at de mere paa andre Aarstider ogsaa kan kjøbe, saa Marknaden ikke længer ganske er nogen Hovedtid.

Med Hestehandelen, som ogsaa paa Marknaden er en Storhandel, har det heller ikke gaaet livligt, da Hestene ere saa dyre, at Faa handle mere end høist nødvendigt. Artilleriheste, som pleie at staa i 70 eller 80 Spd., have nu iaar staaet i 100, 120 til 130 Spd. En dreven Hestehandler sagde, han ikke trodde, nogen Artillerihest var solgt under 100 Spd. Med Slæder og Vogne og andet Kjøretøi, hvor her altid er et særdeles smukt Udvalg, har det ogsaa gaaet smaat. En af de betydelige Handlende i dette Slag antog, at han paa denne Marknad vist kom til at tabe et Par hundre Spd. I de andre Haandverk skal det ogsaa have gaaet meget traat, med Undtagelse da af Bagernes; thi Kager og Slikkerier maa man have, og Herrerne maa være galante mod Damerne, der altid holde af det Søde. Legetøi har ogsaa gaaet flinkt. En Fader, som eier en Skilling, maa i Marknaden skaffe sine Smaa en Dukke, en Sabel, en Kat, som kan snu Hovudet og mjaue, smaa smukke Kanarifugle, som kan kviddre, og alt dette, som er saa smukt at kjøbe og endnu smukkere at give bort, uagtet det slaaes sundt eller kastes bort Timen efter.

Folk fra Landet med Fedevarer, Fugl, Skind og Vildvar, have handlet godt; det er stive Priser paa dette nu som før iaar, skjøndt Fugl har ikke egentlig været saa dyr som venteligt. Brændevinshandlerne have neppe havt noget Gyldenaar heller; thi Folk har forekommet mig pyntelige og pene; det er ganske mærkeligt, at man i en saadan Marknadslyr ikke ser flere fulde Folk slænge. Det viser bedre end mangt Andet, at Folket gaar frem i Oplysning og Selvagtelse; der er en god Orden i disse Masser, der slaa sine Bølger som en Rugaager for Vinden; Alle synes Moro i at stirre tankeløse hen over Mængden og lade sig drive med. Selv paa Hestetorvene og hvor man spiller Lire, er i al den forfærdelige Larm ikke saamegen Banding og Ulæte, som man maatte vente af Næringen, og man støder ikke sjelden paa Folk, som under sit hæse Raab slaar op et Ansigt, der ligesom gjør Nar af sig selv og den hele Bedrift, som man er nødt til at drive.

Spil- og Dandsehuse have ogsaa denne Gang været gode; Aber og Kometer have havt god Søgning. Folk maa more sig, og de rigtig leie strømme ikke engang did, almindelig talt. Der ligger noget Ungdommeligt og Kraftigt i Nysgjerrigheden, som klæder «Folket» godt, naar det ikke er blevet Lidenskab som hos Romerne og slappede Beboere af de moderne Hovedstæder.

Politiet er godt nu: man kan med Tryghed gaa i Gader som Præstegaden, der formodentlig har sit Navn af sit Mørke og sin Søle, naar det ikke er koldt som nu, — selv der kan man gaa tryg, og man hører sjelden eller aldrig til nogen egentlig Ugjerning. Man overraskes behageligt af en eller to ridende og væbnede Mænd senkveldes. Alt dette staar nu vistnok i Sammenhæng med den bedre Justits i alle Grene, som nu er mod før; men vist er det, at det er en skjøn Ting, som vi maaske ikke tilbørlig skatte, men tænker, det saa maa være eller helst intet tænker. Nu ræddes ingen Mand fra Landet længer at reise til Marknads eller overhovedet til Byen, da de frygtelige Historier om Overfald og Tyverier ikke mere fortælles fra Barns Bén af, og han pakkes heller ikke længer fuld af Advarsler og Formaninger af dem, som hjemme sidde. Det ansees ikke nu saameget at reise alt til Amerika som før at gjæste Christiania Marknad fra Egne langt op i Landet. Det var en snaal Kar som intet Vanheld havde mødt, «den Manden kan passe sig for uvyrdne Mennesker,» sagde man, naar han som et Karstykke fortalte, at han alene havde reist mellem Drammen og Christiania og i Skumringen gaaet i en Udgade.

Marknaden er en Helg: man giver Lov paa Skolerne og de fleste Professorer indstille ogsaa sine Forelæsninger; der kommer Ugreie i de daglige Forretninger: man gaar Marknadsgang; paa Theatrene spilles hver Kveld, men der har ikke altid været godt Hus. Marknaden er dog en god og nødvendig Ting, selv om den som iaar har været «flau»; den er en Omrystning i Folk, en ordentlig Skaking, som naar man ryster en Flaske, hvilket ogsaa er nødvendig for Gjæringen. Christiania vil vist ikke som saa mange andre Byer afskaffe sin Marknad for at indføre den igjen, selv om den nogle Dage hvert Aar bagefter ligger og trækker Natluen nedover Øinene.

Nr. 37/1855; onsdag 14.02.

[Frå teateret]

Korrespondance

Christiania den 11te Februar

Det bedste af Marknaden var igjen, efterat den var sluttet; jeg mener «Fruentimmerhaderen» op paa det norske Theater, som blev given igaarkveld. Virkelig spilte man ogsaa igaar, Kvelden efter Marknaden og Løverdagskvelden, da man ifølge Lovgivningen ikke engang kan faa Punch og endnu mindre en skikkelig Dram, hvilke er høist nødvendige Sager mellem Akterne, især i en saadan Kulde. Men det var da ogsaa alene paa det norske Teater, man spillede; det danske blev indstillet, det være nu fordi «Stadstheatret» i sin Værdighed enten fandt det upassende at spille om Løverdagen, eller fordi det ligeledes ifølge sin Værdighed ikke ville bringe Folk til at sukke over Brændevinslovgivningen, endsige friste til at overtræde den, eller endelig fordi det gik træt af en Dands, der nu i disse Dage ikke har været saa glimrende som op i det norske, hvor Mænd fra Landet saa «æ’ Sigrid» til Sæters, naar en vén Bondejente kom hoppende ind paa Scenen. Egentlig skulde det være fordi en Skuespiller bekvemt var bleven syg, og Følgen var da, at Flere nød den Glæde at se «Fruentimmerhaderen», end ellers vilde været Tilfældet. Dandskepartiet prøver den sidste Stormbuk (aries) paa det norske Theater, efterat det har brudt Hornene af de andre; det finder nemlig med et fornemt Skuldertræk, at det ikke er saa ganske fint at gaa did. Det er et stort Under, at denne Buk ikke stanger Benene unda flere ustøde Mennesker end den gjør: man kunde vente, at den just i de Kredse maatte anrette en frygtelig Ødelæggelse. Men, der stikker dog noget hjemmegjort igjen ogsaa der, bare det tør vove sig til at staa, men man kunde faa noget haardt, et godt Ord imellem! Man sagde jo engang bort i Drammen Kragen istedetfor Kraven. Det varer ikke længe, før man siger Kraaka. Det er til at dø af. — Dog det var i sin Orden, bemærkede en Kritikus, (vi har mange af dem i Hovedstaden), at Jeppe og Nille talte Bondemaal, saa at den naturlige Raahed stak frem, eller saa omtrent. Fint sagt, og det skulde undre, om dette ikke maatte bestikke. Man er frygtelig ræd Raaheden, fordi man har den saa inderlig nær paa sig, man gaar bestemt og bær paa den.

«Fruentimmerhaderen» var altsaa god, men Madam HundevadtHundevadt] Benedicte Hundevadt, skodespelar var endnu bedre: hun synger bedre end vi ere vante til at høre; hun er en talentfuld Kvinde. Ved hendes Hjælp kan «Fruentimmerhaderen» blive et Stykke, der gaar og drager som «til Sæters».

«En Komedie» skal gives ikveld, og ligeledes bort i Drammen, har jeg seet. Det er et af de omtvistede Stykker ved det norske Theater. Det er nemlig mange saa slette, at man ikke engang taler om dem. Nogle Kritici herinde har lastet det, men Publikum, der unegtelig er godt, morede sig. Jeg har før rost dets gode Oversættelse. I Sverige, hvor det er gjort, har det gaaet godt, og i Bergen blev det meget rost. Det bliver interessant at høre Stemningen af Drammens Publikum med i Juryen. Man har beskyldt det for at være umoralsk. Det er nu for det første underligt at snakke om Moral i Kunsten, og dernæst er det vel med det «Umoralske,» som ovenfor bemærket, med Raaheden: man er ræd den udenfor sig, fordi man selv gaar og bær paa den indvortes. En anden Sag er, at det saakaldte Umoralske i Kunsten ikke kan tiltale, fordi det er noget Hastigt, der støder Sjelen ligesom Øret stødes af en ustemt Streng eller en anden falsk Tone. Men «en Komedie» er slettes ikke saa; den er kommerslig: man kan le, og det man kan le af, er i Kunsten retfærdiggjort. Stykket er unegtelig morsomt, og BucherBucher] Ole Johan Bucher, skodespelar er endnu morsommere; man forbauses ordentlig over hans Mangfoldighed.

Danskerne der i Drammen er vist fortvivlede, fordi dede] retta frå: der nu i Marknaden ikke faar det danske Skuespillerpersonale til sin Vederkvægelse. Kunde min Beklagelse hjælpe noget, skulde jeg med Glæde skjænke den. Det er en frygtelig Tid, man lever i nu: gaar man ud, hører man Norsk især i Marknaden, og vil man kvæge Sjelen i Kunstens Skjød, saa hører man det ogsaa der. Den eneste Trøst er, at Stykkerne og de norske Skuespillere ikke ere farlig norske paa et Par Undtagelser nær; hører man rigtig fint efter, saa er det bare Snak med deres Norskhed. Men, de tør vel ikke selv og Direktionen endnu mindre gaa videre; de frygte en Kontrarevolution, som de i sin Svaghed maaske ikke kunne modstaa. Eller kanske de ikke engang have Sands for noget Andet? Det sidste skulde jeg mene er den rette Grund. Dog bedre vrang Stav end ingen.

Rettelser i næstsidste Artikel:

I de øverste Linier 2den Spalte et «i,» som gjorde Sætningen meningsløs; længere nede «efter sit Væsen» som overflødige. Midten af 3die Spalte: Haanens Hær, istedetfor Hævnens o.s.v.

Nr. 39/1855; fredag 16.02.

[Grunnloven sett på prøve]

Korrespondance

Christiania den 14de Februar

Jeg sagde før i en Artikel om Jurykommissionen, at man vilde sætte den ibeit, dersom man kunde. Dette maatte Enhver skjønne, som havde lagt Mærke til den Uvillie, hvormed Storthingsbeslutningen paa mange Kanter blev modtagen, og den Maade, hvorpaa Storthinget valgte sine Kommissionsmedlemmer, idet man tilslut var afhængig af nogle Mænd i Thinget, efter hvis Raad og Villie man gik. Det viste sig at Storthinget greb et Vaaben, som det ikke kunde haandtere, og det fremkaldte Smil hos Nogle, Skadefryd hos Andre og Sorg hos Mange, der gjerne ville, at Storthing skal være Storthing, en aandelig Magt, der nyder samme Ærbødighed, som udvortes Anseelse. Det, Storthinget foretog sig, gav Kongemagten og dem, som holde med den, et mægtigt Vaaben, som man kunde vide vilde blive brugt. Man maatte derfor mene, at Regjeringen vilde lade sig nøie med sin egen nedsatte Kommission, og gribe den gode Anledning til at vinde et Fodfæste for sig ved at trodse en afmægtig Magt. Meningerne hos mange dygtige Folk understøtte virkelig Regjeringen i at gjøre, hvad den finder forgodt ligeoverfor en Repræsentation, om hvem Saamange tro, at den mangler de Pidske, som Verden kan dænge: der har hverken Kundskab, ei Aand eller Penge.

Nu fortælles det dog som noget ganske vist, at Regjeringen har gjort dette; det vækker megen Omtale i Staden, og de Fleste ere nok enige i, at det i alle Fald nu under disse Omstændigheder var uklogt af Regjeringen, hvorved man ogsaa skjønner, at det ikke vil have noget stort paa sig, idet man nok ligefuldt bevilger Penge, om her bliver Krig, og neppe heller sætter Rigsret, men bare snakker i Pressen som siden i Odelsthinget, og magter man frem til at faa Stemmeflerhed for Rigsret, saa vil neppe Rigsretsdommen blive nogen Seier for Storthingsmagten, der enten vil se Spørgsmaalet lige uløst eller ogsaa løst paa en Maade, som giver Regjeringen Ret til at tage Beslutninger og Pengebevillinger «tilfølge,» i Lighed med Sanktion til Love. Derved vil Regjeringen slippe sine «Forbeholdenheder,» og ikke længere sige «paa Grund af OmstændighederneOmstændighederne] retta frå: Omstændigherne,» men rent ud Nei eller Ja. Spørgsmaalet, i sin Skarphed, som vore Grundlovsfortolkere have vridt sig fra eller ogsaa besvoret hver efter sin politiske Tro, vil rykke ud af sin Dunkelhed.

Saaledes ere Meningerne idetheletaget; det kan trygt siges, og Folkemeningen virker som en Tordenluft paa den, som den tynger paa, selv om han maatte have Lovens Bogstav paa sin Side. Hs. Majestæt KongenKongen] Oscar I, konge har nok vidst, hvad han har gjort, idet han gik efter StatholderensStatholderens] Severin Løvenskiold, statthaldar og gamle VogtsVogts] Jørgen Herman Vogt, statsråd Raad imod de andre Statsraaders, der vel efter Grundloven har «protesteret», men neppe med den Sjelens Fylde, som gjør Protesten til virkelig Protest. Det er nok at Rigsret sættes mod tvende; Spørgsmaalet kan ved disse komme tilknivs.

Den enkelte Mands Mening er i et saa almenvigtigt Spørgsmaal temmlig ligegyldig, og jeg er ikke den store Jurist, at min Mening har noget at betyde. Jeg skriger derfor ikke, men beretter; der vil blive nok af dem, som skrige, og grundige Afhandlinger og slaaende Taler vil komme fra begge modsatte Kanter, det kan man være vis paa; et Tvistens Æble vil det blive, og sikkert er det, at et mere afgjørende og dristigt Skridt ikke er gjort i disse 40 Aar, vi har havt Grundloven. Det er hverken mere eller mindre end Spørgsmaalet om Kongen har Sanktionsret til Storthingets Bevillinger, og om Storthinget kan som før upaatalt mange Gange forberede sine Lovarbeider ved selvvalgte Kommissioner. Det kan være Spørgsmaalet, om den sidste endelige Magt er hos Kongen eller Storthinget; thi sættes Tingen paa Spidsen, saa maa Magten etsteds ligge, naar man ikke vil lade Fornuften og en skjønsom Folkemening gribe ind til rette Tid i det, der ifølge sit Væsen maa være ubestemt, men hænge i Lovens nøgne Bogstav, og lade det efter gammel Skik ihjelslaa.

Hvem har nu sat Tingen saadan forfærdelig paa Od og Ende? Storthinget som valgte eller Regjeringen? Ja, det er Spørgsmaalet i sin sidste Grund, og af dets Besvarelse vil det afhænge, om det er Storthinget eller Regjeringen, som har brudt Odden af det Sværd, som ingen Magt maa bære forgjæves. Det er en saa vigtig Sag, at man ræddes ved at tænke paa den med Alvor; thi Ingen kan vide, hvad Enden kan blive, uagtet her nu ingen Fare er paafærde, da her er saa mange oplyste og frisindede Mænd, at de nok vil vide at anvende Grundloven i den bedste Mening og tilbagevise Raahed, Uvidenhed og Trællesind, fra hvilken Kant Fienderne end maatte komme.

Ja, hvad der vil blive talt og skrevet om den Ting! Er der nu nogen Livsmagt i Oppositionen, saa maa den bruge sig, og den kan gjøre store Ting, skjøndt de stærke Raab fortiden vil være en Røst i Ørkenen. Naturen kvekker ikke op; thi Storthingsmajoriteten har gjort sit for at vugge den i Søvn, og Jurykommissionen kan gjerne gaa hjem og lægge sig: den faar ingen Martyrkrone, om den sidder paa egen Kost og Tæring. Det Hele er nu en privat Forsamling: man er uden Loven.

Vil man trumfe, saa trumfer man over sig, og paakalder man en anden Magt end den sunde granskende Fornuft, saa bliver det sidste Nederlag værre end det første. Det nytter ikke at paakalde Masserne. Den Kjæmpe, som skal slaa, maa kunne reise sig selv op.

Kanden til en Borgergave for UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar skal være sendt til Udstillingen i Drammen nu til Marknads. Den er værd at se. Den er gjort af Guldsmed OlsenOlsen] Hans Olsen, gullsmed herinde og Mandsliket (Portrætet) af Bergslien.Bergslien] Knud Bergslien, målar

Nr. 41/1855; søndag 18.02.

[Kulda; pressefridomen; kjærleiken til samfunnet]

Korrespondance

Christiania den 16de Februar

Op i Landet har Kulden været 30 Grader og derover; her i Byen har den neppe været over 20; men det er dog haardt nok alligevel for de Mange, som ingen Ved have og maa bo i daarlige Huse eller paa Kvister, hvor Trækken jager gjennem hvert Væggenot; det er næsten heller ikke ud kommendes, naar man ikke rigtig er velklædt, og derfor er ogsaa Gaderne i al denne Sno og svedne Luft mærkelig folketomme. Derimod ser man Ovne ryge i Gaderne for at tine op de frosne Vandspring, og Folk drage paa de lange Slimser for at ræle Rørene. Det er sandelig en Beleiring, som ikke er god at holde ud, og Elendigheden under den kjender man heller ikke her saa ganske rigtig, saalænge den staar paa. Der gjøres vist alt muligt af gode Mennesker, og man ser Fattigforstanderen takke for Ved, men det er Formange at hjælpe, og Nøden er ofte størst hos dem, som undse sig ved at frembære den, men kjæmpe mod Kulden og de høie Madpriser med sin ringe Skilling. Man bør dog ikke klage, da det ser ud som man vilde anklage Rigdommen, Barmhjertigheden og Samfundet, men det gjør dog godt at dvæle ved Tilstanden engang imellem, og betænke, hvor haardt det maatte blive under et Uaar eller anden Forrykkelse i Næringsveiene, naar det kan gaa haardt nok paa i et saa velsignet Aar som dette. Det skulde jo være under Nødens Tryk, at man lærte noget og fattede det Forsæt at tage Tiden iagt; men det gaar gjerne os som Haren, der om Vinteren sagde: «lever jeg adaare, skal jeg bygge mig et Hus»; men da nu Sommeren kom, hoppede han om hæseblæsende og sagde: «Hus i hver Busk, Hus i hver Busk.»

Der skrives godt baade fra Morgenbladet og Chr.-Posten om Udskrivningen og Matroshyren; de fleste Smaaaviser skrive ogsaa om det samme: det er nu kommet saalangt med det gamle Væsen, at en Forandring maa ske, hvormeget det gamle Systems Tilhængere — formodentlig Officierer, der nu gjøre Morgenbladet til Tøihus — end stampe derimod. Kunde Nogen længere forundre sig over Morgenbladet, saa maatte man gjøre det nu, da det forsvarer Ting, som det før banstødte og hvorved det blev hævet i Veiret som frisindet. Selv Angreb paa Officierernes Skræddervæsen og øvrige Naragtigheder, som ikke længer passe med Tidens dybe Alvor, forsvarer det. Dets Frisind er det ikke stort bevendt med, og dets gamle Skik har det nu om Dagene bragt Folk i Minde ved at nægte, som man ser af Chr.-Posten, at optage J. IsachsensIsachsens] Ivar Isachssøn, mekanikar sidste Tilsvar i Dreierbænksagen, efterat det havde optaget alle Anfald paa ham og selv hen i Yrsken lagt sin egen Mening om den forhøiede Arbeidsløn med i Laget. Chr.-Posten derimod, som ikke har været Stridens egentlige Tumleplads, gjengav et Uddrag af Tilsvaret. Dersom Isachsen i Lighed med andre Angrebne vilde have betalt som Bekjendtgjørelse, saa havde han nok faaet ind sit Forsvar, men Manden kan ikke være saa taabelig at gjøre det; thi Opinionen slaar sig mere og mere paa hans Side, trods Morgenbladets Negtelse. Direktør SørensenSørensen] Bergerius Sørensen, direktør forsvarede Hortens Sag med mærkelig Mangel paa Omtanke. Naar man ser sligt, skjønner man bedst af hvad Slag Morgenbladets Frihed er. Det kan synge:

Jeg Mennesker sorte som Ravnen kan male,
og naar de vil vaskes, saa maa de betale.

Naar man undtager slige Træk, saa er dog Morgenbladet ganske uskyldigt og man bør ikke tynge paa det; men frisindet er det ikke, og det kan ogsaa gjerne være det samme, da Chr.-Posten i den Vei begynder meget godt: den har nu f. Ex. foruden Kampen for en frivillig Tjeneste til Orlogs havt en Paatale paa nogle Misbrug i et af Departementerne. Det var ikke noget Stort ved denne Paatale, men man saa dog Arten. Angriberen vil man ellers vide skal være en høitstaaende Mand, der om slige Ting kan tale med Myndighed. Og saaledes bør det være, skal det have nogen Klem. Findes der iblandt oplyste og udholdne Mænd ikke saamegen Frihed og Redelighed, at de paatale Misbrug og ellers værne om vor Frihed, saa er det forbi med den, hvormange uvidende Mennesker vi end har til at skrige. Det maa være Folk, der elsker Samfundet, som paatale dets Feil, ikke Folk, som hade det af Fattigdom, skuffede Forhaabninger eller hvilkensomhelst anden Grund. Derfor kan man neppe heller vente noget Stort af et nyt Blad «Vækkeren,» hvorpaa her nu indbydes til Subskription. Der gaar en samfundsfiendsk Aand gjennem denne Indbydelse; det er denne skarpe Adskillelse mellem «vore» og Andres Folk, saaledes som man har hørt Arbeiderbladene og vor gamle Opposition tale; denne samme Ufordragelighed og Ukjærlighed i Politiken som hos Præsten BruunBruun] Johan Lyder Brun, prest og hans Folk i Religionen. Det er lutter Faar og Bukke, den hele Hjord bestaar af; enten Engle eller Djævle, intet Menneskeligt, ingen Undskyldning, lutter Forgudelse eller Fordømmelse. Saaledes tænke og tale alle raa Mennesker. Saaledes prædike baade religiøse og politiske Partigjængere, og saaledes maa ogsaa Uvidenheden have det, da den ikke kan tænke.

Nr. 45/1855; fredag 23.02.

[Mormonarane]

Korrespondance

Christiania den 21de Februar

Mormonerne herinde ere meget virksomme: de har sin Menighed, sine Opbyggelsestimer og sine Ældste eller Ypperstepræster, meget dygtige og begavede Folk. Man skal ikke let sætte dem ibeit; thi de ere i høieste Grad mundhage (dialektiske). De ere vel skikkede til at omvende Folk til sig, og da Menneskeaanden finder sig bedst, jo større Ubegribeligheden og Umuligheden er, naar der er lidt sund Fornuft imellem, saa kan disse Mormonpræster vente sig et godt Tilhæng.

Ordets Vægtere finde dog, at de maa skride ind og oplyse; thi sætter man Mormonpræsterne Stevne og disputerer ligesom i gamle Dage LutherLuther] Martin Luther, tysk reformator og Kardinal Cajetan.Cajetan] Thomas Cajetan, kardinal I et saadant Stevne var jeg igaarkveld borte i Piperviken i en stor Skolestue. Stuen var fuld længe før Tiden, baade af Nysgjerrige og Folk, som trodde, at det gjaldt en Salighedssag. Man begyndte med Daaben, som Mormonerne foretage ved Neddypning i Vandet. Vore Folk vilde, at man skulde døbe, som vi gjør; men Mormonerne havde Bibelsprog paa rede Haand, for at godtgjøre sin Paastand, og da vi lod en Mand, der havde læst Grundsproget troppe op, for at godtgjøre, at angjældende Bibelsprog ikke var rigtig oversat, saa man ikke maatte hænge i Ordene, da slog Mormonen os som en ægte Advokat med den Bemærkning, at ogsaa vi havde en feilagtig Oversættelse. Det var aabenbart, at vi tabte i dette Kapitel, og nogle gamle Koner bag paa Bænkene hviskede: «Nei hør, hvor han slaar fra sig,» ligesom Ridefogden hos Erasmus Montanus sagde om Per Degn: «Han maaler ham min Tro Skjeppen fuld.» Forøvrigt holdt man sig under denne Del af Disputen til almindelige Sætninger, hvorom der ikke lettelig opstaar Tvist, hvortil ogsaa vor Høvedsmand bemærkede, at Mormonerne skyder sig ind under slige Sætninger, for at undgaa de vanskelige. Men disse kom nu i fuldt Maal; thi en grundig Mand af Vore havde samlet af Mormonernes forskjellige Troslærdomme en Mængde Sætninger, som han spurgte, om de turde vedkjende sig. Det var stive Sætninger, f. Ex. at Vorherre æder, drikker og sover som andre Mennesker, at han ikke kan være paa flere Steder paa én Gang, at han gaar og staar, har Lidenskaber, kort, at han er omtrent som Grækernes Zeus og følgelig ogsaa har Elskovseventyr. Dette Sidste kunde jeg ikke høre blev omtalt; men disse menneskelige Træk maa følge de andre og det maa ligge i Mormonernes Trosbekjendelse, siden de tillader Flerkoneriet og navnlig lader sine Ypperstepræster, Profeter og Konger have saamange Hustruer, de lyster. Jeg stod og trodde, at nu var Mormonerne maalbundne; men den ene af deres Ypperstepræster vedkjendte sig alle disse Sætninger, og beviste dem af Bibelen!! Skridt for Skridt slog han os med Bibelens egne Ord f. Ex., at Jehova brødes med Jakob og brak hans Hofteskaal. Han slog paa Bibelen med Linealen, og mente: der har vi Dokumentet. Jeg havde ei troet at faa høre slige Sætninger forsvarte og beviste i en Folkeforsamling. Man fniste hist og her, men der blev paabudt Taushed. Der stod vi pent! Det er ikke muligt at svare paa Sligt, men naar man tager alting efter Bogstaven, saa var det mærkelig, at man ikke kom med større Urimeligheder. Vi talte Mange imod dette Sidste, og var undertiden saa ufornuftige at skjælde de arme Mormoner ud, skjøndt de finder vist os ligesaa arme og har sine Medholdsmænd ude paa Ruseløkbakken og i Vika, som finder deres bogstavelige Fortolkning af samme Bog bedre end vor mere aandelige og ofte for den greie Menneskeforstand mere kunstige. Det slaar aldrig Feil, at Theologerne kommer tilkort med Mormonerne. Skal man møde dem, maatte det være med paatagelig Sandning og sund Fornuft. Det nytter ikke, at Theologerne kommer med sine Dogmer; Folk forstaar dem ikke, og Mormonerne finder sine egne meget bedre, ligesom det ogsaa er daarligt at lægge den Vegt paa deres Lære, saa at Folk tror, det gjælder en Salighedssag, for da blir man rigtig forstemt og grubler og grubler, indtil man enten blir Mormon eller rystet i Samvittigheden. Man burde heller stelle sig som en engelsk Lord, der klædde ud sine Lakeier og lod dem vandre om gaardimellem og lod dem præke som Independenterne og Methodisterne. Derved fik Folk Øinene op. Jeg mener derfor, at man ikke bør skildre Mormonismen som saa skrækkelig. Enten det eller ogsaa med én Gang jage dem ud af Landet; thi i denne Forbindelse at tale om Ordets Frihed passer ikke.

Det er ellers ikke godt at sige, hvad man bør gjøre, og om man vidste det, saa er det en farlig Ting at snakke om, da man let kunde blive forkjætret ligesom Mormonerne, selv om man for med det fornuftigste af Verden; thi var det rigtig fornuftigt, saa var det først rigtig galt, naar man er inde paa denne Mark. Det er derfor bedst, at Menneskene raade sig selv og disputere. Næste Tirsdag vil jeg ogsaa ud at høre paa deres Forunderligheder. Da kommer der vel endnu flere Theologer, og da bliver der vel rigtig Hus. Det er bogstavelig Noget, hvorover man ikke ved, enten man skal le eller græde.

Nr. 47/1855; søndag 25.02.

[Meir om mormonarane; jurykommisjonen]

Korrespondance

Christiania den 23de Februar

(Fortsættelse fra sidste Artikel om Mormonerne). Det er altsaa ikke godt at vide, enten man skal tage Mormonernes Lærdomme med Spøg eller Alvor. Aandsmyndige Folk, der vide at gjøre Forskjel mellem det Væsentlige og Uvæsentlige, kan ikke godt lade være at smile, naar man f. Ex. vil bevise, at Gud ikke er alvidende med hans Raab til Adam efter Syndefaldet: «Adam, hvor er du?» og hans Foranderlighed med det Udtryk, da Syndfloden skulde komme: «Mig angrer, at jeg skabte Menneskene.» Almuesmanden derimod finder slige Udtryk bespottelige, og derfor er det en stor Feil blot at disputere med Mormonere, naar han hører paa det, selv om man kunde tro, det nyttede at disputere med Folk, som enten ikke kan eller vil forstaa Noget, og allermindst nytter det for Theologerne, som jo maa hente sine Bevissteder fra den samme Kilde. Der ligger en dobbelt Misforstaaelse til Grund; thi enten forudsætter man Tro som nødvendig Betingelse for at kunne tale om slige Sager, og da er det en Modsigelse at disputere, hvor Fornuft og Logik maa være det Afgjørende og det Eneste, hvorom der kan blive Tale, eller ogsaa vil man bevise, og da maa man tage mod Bevis fra samme Kilde og ikke komme med et Tredie, som hentes andetstedsfra, hvorved det Hele bliver forvirret, og gjør Folk vaklende istedetfor at befæste dem. Det kan derfor neppe feile, at alle Disputer med Mormonerne gjør mere ondt end godt, dersom man ikke griber Sagen an fra en anden Side. Det er jo desuden umuligt at svare paa slige Ting.

Mon ikke engang Menneskene kunde blive saa fornuftige, at de ophørte med Disputer og blodige Stridigheder om slige Ting og holdt sig til det Gode i al Simpelhed, som Alle kan forstaa. Historien har lært os, at man ingen Vei kommer med disse Stridigheder. Men Menneskene finde det Gode og Simple for svært; thi fortabe de sig i det Ubegribelige og i sin Egoisme tro at kunne skyde Gjenveie til Himmelen. Men slig Tale vil end ikke Theologerne vide af: de kalde den Hedendom, og derfor bliver der ingen anden Raad end at overlade dem ene til Mormonerne, som vil komme til at gjøre dem det surt nok, dersom Staten ikke rækker dem en hjælpsom Haand og jager disse fremmede Gjæster ud af Landet. De have faaet sig nogle Fiender og det af argesteargeste] retta frå: ærgeste Slag. Men selv om Staten ikke skrider ind, maa man ogsaa her tro, at noget Godt kommer ud af Rivningen. — Christianiapostens Referent ved Mødet ser jeg har opfattet Forholdet mellem de Stridende anderledes end jeg, idet han har fundet at Mormonerne ikke vare saa flinke. Nu, dette er et Skjøn. Han har ogsaa farvet Fremstillingen med sin egen Overbevisning. Har man Mistillid til Læsernes sunde Sands, saa kan det være godt.

En egen Bevæggrund til at blive Mormon kan jeg ikke lade være at anføre. En Madmoder sagde til sin Tjenestepige, som var meget tilaars: «Vil du ikke gaa over til Mormonerne, saa faar du gifte dig.» Dette var Spøg, bevares! men Tanken kunde dog i det Stykke have noksaa meget lokkende ved sig. Den ene Galskab kan jo være ligesaa god som den anden.

Ja sandelig maa man sige, at man i Midten af det nittende Aarhundrede har faaet nydelige Sager at disputere om! Det viser ogsaa, hvor langt Verden er kommen med saamange Mennesker, der kan befrygtes at tage Mormonsagen med andet end et Smil, og for hvis Skyld man maa skride til Midler, som Ingen ellers kunde falde paa.

Vi ere dog komne langt alligevel; thi for 100 Aar siden vilde man formodentlig have brændt Mormonerne ligesom Troldmænd eller idetmindste behandlet dem, som det staar i Christian den 5tes Lov 6te Bog 1ste Kapitel 7de Artikel: «Hvem, som overbevises at have lastet Gud, eller bespottet hans hellige Navn, Ord og Sakramenter, hannem skal Tungen levendis af hans Mund udskæris, dernæst hans Hoved afslaais og tilligemed Tungen sættis paa en Stage.»

Dette er skrevet for 168 Aar siden og først aldeles sat ud af Kraft i 1842, med en Straf i Stedet, som er meget mildere.

Det kunde nu vistnok vanskelig bevises, at Mormonerne med ond Villie havde bespottet Gud. Men denne Ting, tog man i hine Dage ikke saa nøie: Mormonerne have sin Mening, og tro at kunne omvende Verden med den. Det er derfor urigtigt at beskylde dem for Gudsbespottelse.

Jurykommissionen blive siddende. Det var ogsaa det Eneste, den fornuftigvis kunde gjøre, skjøndt de Udenbys nok kunde paadrage sig Uleiligheder ved «Overhørighed mod Overordnede.» SverdrupSverdrup] Johan Sverdrup, politikar har ikke faaet Lov til at have Fuldmægtig anderledes, end at han maa sende sine Fuldmagter hver Gang herfra, og UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar faar vel neppe heller Lov til at være borte fra sit Lensmandsombud. Regjeringen maa være konsekvent, og heller ikke, naar Tiden kommer, tage Lønninger eller «Gratialer» for de Siddende «tilfølge,» førend den ved Rigsretsdom kunde blive tvungen dertil. Har man sagt A. faar man sige B., andet sømmer sig ikke for en Statsmagt. Det er ellers nok saa kjækt gjort af disse Mænd at de blive siddende, og navnlig af Motzfeldt,Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant som er en saa høi Embedsmand.

Det er mærkelig, hvor mat eller taust vore Hovedaviser tage denne vigtige Sag. Det viser, hvor død Politiken er og trøstesløs for hver den, som glæder sig i Liv og ønsker at Sandhed maa vikle sig ud af Kampen. Denne Stilhed spaar ikke, at dette kraftige Ryk skal vække Folk op og bringe Naturen til Eftertanke, at den maa sende dygtige Folk paa Storthinget, som kan skaffe det Anseelse. Det burde man dog vente.

Nr. 51/1855; fredag 02.03.

[Å ha fleire embete samstundes]

Korrespondance

Christiania den 28de Februar

Her er dog virkelig mange Synderligheder i vor Styrelse og offentlige Forvaltning, naar man ser efter og tillader sig at tale om dem, hvilket man ogsaa bør gjøre, naar man ikke vil være Partimænd og blot se med det Øie, som vender til Modparten. Man skulde nu tro, at dette var en saa grei Ting, at det blot var Snak at tale om den; men saa er det ikke: «Man skal tage sit Parti,» heder det, «og være en Mand med Konsekventse,» hvilket vil sige: man skal udelukkende rose eller dadle, ligegyldigt enten det er sandt eller ikke.

Dette har jeg troet at burde stille foran disse efterfølgende Historier paa Grund af den Opfatning, man maatte kunne have af min Betragtning over Regjeringens Negtelse af Storthingets Jurykommission. Der er intet iveien for at baade Regjering og Storthing kan handle mindre rigtigt hver paa sin Vis.

Du faar ei Hovedet, for det om jeg faar Halen. Du er ei klog for det, om jeg er yr og galen.

Nu! Bureauchef Ravn,Ravn] Tollef Lem Ravn, byråsjef om hvis Kopisttillæg man alt har skrevet i Chri.-Posten, skal egentlig være fortiden:

1) Foged i Mossefogderi;

2) Foged i Buskerud (derved bliver han vel en Stund, naar han nu engang flytter bort).

3) Bureauchef;

4) Regnskabsfører eller sligt Noget for Krigshospitalkassen;

5) Regnskabsfører for NestehjælpskassenNestehjælpskassen] retta frå: Hestehjælpskassen (eller hvad nu disse Kasser hede, Kasser er det);

6) Nyder han et Kopisttillæg. Det er et bansat indviklet Regelverk at komme efter, hvordan det egentlig hænger sammen; men det hænger nok sammen for hver den, som forstaar sig noget paa Forretninger i Departementerne.

Det maa være en mangfoldig Mand den Ravn, som kan være Saameget, og med én Gang er han som Minerva sprungen frem af Jovis Pande. Ingen har kjendt ham før. Saaledes kan Genierne ligge i det Dunkle en lang Stund.

Men, hvorledes er dette muligt, kunde den Enfoldige spørge?

Det gaar ganske naturligt til: man staar for Embedet og nyder dets halve Indtægt i Reglen fra man er udnævnt og indtil en Anden bliver udnævnt, egentlig skulde det nu ikke være længer end til man fik et andet Embede, hvor da den forrettende Mand fik Indtægten af det herreløse Embede, indtil en ny Mand blev udnævnt. Fremdeles sidder man i sit gamle Embede, indtil man flytter væk. Saaledes kan man som Jongløren holde 3, 4, 5, 6 Kugler i Luften med én Gang, eller som en Mand drive flere Brug, og alt er i sin Orden; og man er «heldig,» og saa «heldig» som Ravn, men det har dog hendt, at en Mand har siddet med 3 à 4 Embeder, og det nogle af de største, og forsaavidt mere heldig end Ravn, hvis Embeder vel ikke egentlig ere store, men dog høist anstændigt. Oprigtig talt forstaar jeg dog ikke, hvorledes Ravn tillige ogsaa kan være Foged i Moss — med Præstekald er det noget anderledes — men jeg har hørt det af paalidelige Folk, og saaledes giver jeg det indtil videre som en juridisk Mærkværdighed.

Prokurator Conradi,Conradi] Johan Marenus Conradi, sorenskrivar berømt fra Hollebystenen, sidder fremdeles som Sagfører i Sarpsborg og lader være Thelemarkens vestfjeldske Sorenskriveri lutvindes. Det heder at lutvinde en Gaard, naar Lutvindsmanden faar Halvdelen af Afkastningen for Arbeidet og Eieren den anden Halvdel. Ravn driver ogsaa den gamle Gaard i Departementet med Underbrugene, de tvende Kasser, medens han maa have Lutvindmænd i Moss og Buskerud. Det kan ogsaa være stelt paa en anden Maade, saa man blot har Bruger, hvor da Eieren svarer alle Tyngsler, for han faar Halvparten eller andre Dele, f. Ex. nogle flere Ku- og Soufæstre og nogle Snipper af den bedste Aakren.

Den, som hev mange Garar paa Kullen,
hun svelte ’kji med Baanekrullen. —

Den, som hev Garar nok,
sleppe sjaa paa den nakne Baaneflok.

Er der mange gode Garar,
tar der ’kji vera snaale Karar.*)

Torva
gifter Slorva.**)

Det er altsaa godt at have mange Garar (Gaarde), og det er stundom godt at være Lutvindsmænd òg. Jeg ved saaledes om en Lutvindsmand, som har været saa «heldig», at drive (lutvinde) et Fogderi paa Oplandet et Par Aar, men om Eieren boede eller Fogderiet (Gaarden) var falden tilbage til Staten for en Stund, ved jeg ikke. Ligeledes har en ganske ung Mand som Lutvindsmand eller sligt noget været saa «heldig» at drive et Sorenskriveri et Par Aar i det Trondhjemske. Her er mange Lutvindsmænd, naar man vilde tælle efter. Det er ogsaa «heldige» Folk. Man ved nu Gangen og vil naturligvis gjerne komme tilgaards, hvor man ved, Husbond falder fra eller «søker,» for saa bliver man Lutvindsmænd, (man kalder det med et fremmed Ord Konstitution.)

Var det nu ikke bedst, at Manden selv drev Gaarden, og det hverken med Underbrug eller mindst flere Gaarde paa én Gang? her er saamange jordløse Folk (Kandidater og Mænd i smaa Embeder), at det er en Sorg. Det er næsten værre end i Husmandsforholdet; men,

enten er det Svengen
eller Sprengen.

Enten stinte
eller inte.

Man er lykkelig, saalænge man kan spase med sligt; men, her er desværre Mange, som ikke kan det: gamle Mænd i smaa Stillinger og dygtige unge Embedsmænd og Kandidater kan ikke gjøre det, og det kan alene være den feige og forhaabentlig urimelige Tanke, at det vilde gaa dem endnu værre, naar de talte om, som gjør at de lide, taale og — tie. Man maa dog kunne tale om Ting som ligger for Alles Øine, og hvori Ingen just behøver at være skyldig i aldeles ond Forstand. Det er noget Slæng fra gammel Tid, kanske lidt Gunst imellem og Lovbestemmelser, som bør rettes paa. Men hvad det er eller ikke er, saa er det dog Noget, som bør bortvises fra vort frie Land.

*) Siger Jenta

**) Torva, dansk Tørv, poetisk en Del for det Hele, altsaa Gaard. Slorva, feminin af Slarv. Siger Guten.

Nr. 53/1855; søndag 04.03.

[Helsetilstanden i Christiania]

Korrespondance

Christiania den 2den Marts

Der har alt længe været fuldt med Syge paa Rigshospitalet, og det heder, at her ellers ere saamange Syge i Byen — der siges omkring 5000 — saa at Lægerne skulle have ligesaameget at gjøre som ifjor i Koleratiden. Forholdsvis mange smitsomme og farlige Sygdomme skal det dog ikke være. Det er vel Forkjølelser og Sygdomme deraf, som efter denne Kulde og tørre Luft har gjort Sygdommene saameget mere mangfoldige end ellers; thi vel kan man sige, at Livet for By- og Kakkelovnsfolk er en evig Forkjølelse, men det er dog Maade med Alting; nu derimod i denne Kulde har det ingen Maade været: har man været paa Komedie eller i andre Lag, saa har man hørt Folk gjø og hoste omkring sig i hver Krog; saare Munde, rindende Øine, kvæsende Stemmer og døve Øren med sprungne Trommehinder imellem har været talende Vidner paa Sandsningens Forfald under denne Vintrens Beleiring, der ogsaa har været paa god Vei til at afskjære os vore Vandledninger, saa man nu skvetter og kjører Vand fra Grændsen og de enkelte Brønde, som endnu pible. Det kan ikke blive liden Ugreie i det vidtløftige Regelverk af Vandledninger, naar det saadan stopper paa sine Steder; men isaafald turde dette give Anledning til, at man fik mere Skik og Stødhed paa det, og at det blev ledet ind længer oppe i Akerselven eller helt op i Maridalsvandet; thi den Tilvæxt af Anlæg om Elven ovenfor Indtaget gjør igrunden vort Drikkevand yderst betænkeligt, og en vakker Dag kunde det gaa os som Fisken i Akerselven, der engang ihøst fandtes i mængdevis døde og drevne paa Stranden.

Christiania skal ellers være en af de usundeste Byer i Europa, fortælles der fra en af vore berømte Læger. Det er underlig nok, men Noget lader sig godt forklare: her blæser nemlig meget sjelden, og den, som kommer hertil, vil snart spørge efter Vinden, som paa andre Steder i vort Land stærkere eller svagere istemmer sine Sange. Til Gjengjeld farer Folk selv med Vind og ere i Vinden. Vind maa nu til. Dunsterne faa saaledes hænge i Ro over Byen i Forbindelse med det Fog og Gyv, som blafrer fra den leirede og kalkede Bund og Færdselen, sildrende sig ind i Værelser og Lunger; det øvrige Gov forener sig med Røgen og Dampen, og Luften ligger uklar over Byen, saa Solen ser ud som et forgrædt Øie. Sumpigt er det i Byens Udkanter: i Piperviken, paa Leret og Bordtomterne er PytterPytter] retta frå: Pyter og Dæmber med gult Vand og grønne Kranse (Konserver) hvor Ænder, Grise og halvnøgne Unger har det saa godt, rigtig Nøkker, der løfte sit vaade Skjæg. Om Fæstningen er en Grav med grønt Vand og grønne svømmende Totter og Lopper. Rendestenene ere fulde af sin seige Væde. I Gaderne møder man midt paa Dagen Renovationsvogne! Det er selv om Vintren en Luft, som kan dræbe; men vi, som nu bo her, have faaet vore Lugteredskaber saa afstumpede, at vi først rigtig blive Tilstanden var, naar vi komme ind igjen efter en Reise, hvor vi har været ude i Guds frie Luft. Gaardsrum og Kummer og Latriner især i Byens Udkanter og de ældre Huse ere ogsaa fæle, — Ting, hvorover der er skrevet med Kyndighed i Chr.-Posten. Grunden er ogsaa paa mange Steder sumpig eller dog fugtig; saaledes er Kjælderetagen i det nye Universitet næsten ikke beboeligbeboelig] retta frå: bebolig; der lægger sig Sop paa eller i Gulvene. Saa revne Gasrørene tidt og udbrede en kjedsommelig Stank.

Her vilde være meget at gjøre og rette og det bliver vel ogsaa gjort lidt efter lidt. Det ligger nu i Tidens bedre Erkjendelse at sørge for Sundheden, istedetfor som i Middelalderen at lade alt raadne om sig, og naar da Pest udbrød foranstalte Bønner og Processioner til den hellige Jomfru, men ingen Renselse. Det gjør man endnu den Dag idag i Italien.

Kunde nu Frosten give Anledning til, at man for Alvor tog fat paa Vandledningen, hvorover man saamange Gange og ikke mindst under dens sidste Anlæg har klaget, saa vilde det være det største Fremskridt. Saa kunde man faa Springe til Pryd og Kjøling om Sommeren, og Vand nok om Vinteren og til alle Tider Slukning under en Ildebrand, der nu maatte kunne brænde op paa nogle Timer, hvad en Vandledning, bygget paa romersk Vis, for Evigheden vilde koste. Man fik rindende Bække i Gaderne, naar det trængtes om og Renselser i Gaardsrum og Priveter som i saamange Udlandets Byer f. Ex. Paris. Man tænke sig bare en Vandledning som den, der i 1849 blev fuldført til Dresden, hvor man ledede Vandet gjennem borede Sandsten med saa stort Hul, at en Mand kunde krybe derigjennem. Her havde vi et endnu bedre Virke, nemlig Granit, hvori der kunde meitsles Meit (Rende), og saa tvende slige Stene hvælves ihop. Det vilde være Greier engang for alle; saa slap man al denne Usseldom, der tilslut bliver dyr nok ogsaa. Christiania er en Kommune, der har baade Dygtighed, Magt og Hjertelag, naar den faar omraade sig. Under vor forgrædte Sol og al usund Luft, som Stedet fører med sig, er her dog — man sige hvad man vil — mere Fornuft og Mandskabstag — i Christiania end i det hele øvrige Land; Byer og Bygder skal ikke tage sig dette nær: det kan ikke være anderledes.

Vandledningen og hvad med den stod i Forbindelse var Hovedsagen. Saa gjorde man flere Kloaker, som man saa godt begynder paa i Prindsens Gade. Saa tappede man ud Sumperne i og om Byen og tørrede de øvrige Grunde. Maaske man ogsaa kunde, hvad jeg før har skrevet om, lægge en Rørledning, til Urinafløb, hvor man havde Bakkeheldet for sig, og lade det udenfor Byen paa sine Steder krystalisere til Ammoniak som i Ammonion i Ægypten og nu lidt i Wien f. Ex.; saa fik man ogsaa den herligste Gjødning, der kunde føres paa Jernbanen til Hedemarken. Det var Ting, som kunde lønne sig endog endsige rengjøre. Nu gjør man saameget for Gjødning, og kan ikke gjøre nok. Kandidat HansenHansen] Karl Hansen, universitetsstipendiat er sendt paa Fiskerierne for at lave Guano. Det er baade Synd og Skade for alt det, som kastes bort, og saa skaffer man Pest atpaa i Byerne.

Nr. 57/1855; fredag 09.03.

[Nikolai I er død]

Korrespondance

Christiania den 7de Marts

Telegrafefterretningen, at Selvherskeren over alle Russer er død, vækker ikke liden Bevægelse. Det er i despotiske Lande som Rusland og endnu i Frankrig, at et enkelt Menneske har noget at betyde, naar han er Konge, vel at mærke, thi ellers betyder han ingen Ting. I frie Lande derimod betyder Alle noget, men Ingen meget; thi der er Love og Indretninger, der ikke fødes og dø med det enkelte Menneske, men lever med Alle og over Alle. Det er den gamle Skik i despotiske Lande at dræbe Herskeren, naar han bliver for galen, ligesom man skyder et vanefuldt Dyr, og det er paa dette, at man kjender bedst Samfundets dyriske Tilstand. I frie eller fornuftige Stater gjør man Folkerevolutioner, i despotiske derimod Hofrevolutioner. Istedetfor at kjæmpe paa Barikader og følge Ærens Love, giver man Gift, og naar den ikke virker hurtigt nok, smikker man et Lagen eller et Tørklæde eller Serviet om Halsen, saadan som med en af Ruslands foregaaende Keisere. Det hjælper stundom at gjøre en saadan kort Proces, men i Regelen er det Systemet, Regjeringsformen man skulde tage; den lever ogsaa der, om den enkelte Mand dør, og man gaar bare fra HerodesHerodes] Herodes, konge av Judea til Pilatus.Pilatus] Pontius Pilatus, romersk guvernør Saaledes saa man med Pavemagten; mange Paver fik Gift, men den følgende Pave var ogsaa Pave. Magten, Systemet levede, og man fik Sau i sama Skind. Om nu Selvherskeren skulde være død despotisk eller død Straadød, saa kommer der en Selvhersker ligedan; Rusland bliver indtil videre Rusland, og den russiske Adel, de egentlige Storrusser, ville have sine asiatiske Følelser mod Vestens Frihed og Civilisation. Men det kan blive en Galgenfrist, man kan slutte Fred, og Verden kan tro, at nu er her Fred og ingen Fare, indtil MentschikoffMentschikoff] Aleksander Mensjikov, russisk general optræder igjen med Frakken paa i Constantinopel eller i en endnu finere By. Det synes dog som man har regnet paa dette pludselige Dødsfald, idet en Mand, der maa antages kjendt med den engelske Diplomatik, har sagt, at der ikke bliver Fred saalænge NikolausNikolaus] Nikolai I, russisk tsar lever. Thronfølgeren maa saaledes antages at blive som Forgjængeren; imidlertid vil man vide, at den ældste Søn AlexanderAlexander] Aleksander II, russisk tsar skal være mere svag og slappet end den anden Søn Constantin,Constantin] Konstantin Nikolajev, russisk storhertug om hvilke Brødre man har følgende Historie: Over Bordet kom de lidt uklar engang og Faderen skilte dem ad med den Bemærkning: «Hør Constantin! du faar føie din Broder, som engang vil blive din Herre» hvorpaa Constantin tager et Æble af de præsenterte Frugter, trækker sin Sabel, skjærer det ito og siger: «Saaledes vil det gaa!» Om denne Historie er sand eller ikke, faar staa derhen; den er i alle Fald Karakteren af den kjække Sømand. Constantin er nemlig over Flaaden. Kunde det gaa det russiske Rige som med Æblet, vilde ogsaa Europa være sikret; thi da kunde der komme indbyrdes Uenighed, og det var ikke sagt, at det ene Rige vilde ganske det samme som de andre. Desuden maa Staten være stor, skal Despotiet være rigtigt stærkt. Naar det nu viser sig, at Dødsfaldet er sandt, kan man anstille de øvrige Betragtninger, og Keiserens Død vil da spilde ligesaa meget Blæk som hans Liv har spildt Blod. Morgenbladet er ganske gudfrygtigt under de lange Bogstaver, hvori det anmelder Dødsfaldet, det suger paa Gjengjeldelsen og den evige Dom — naturlige Tanker for Synderen. Forstanden staar ellers stille, naar man tænker paa slige verdenshistoriske Figurer som Nikolaus; thi man har ingen Maalestok for Straffen, lige over for os arme Mennesker, der med vor bedste Villie ikke kunde have gjort en Milliontedel. Thi selv Morderen har dog kun i Regelen ét Menneske paa sin Samvittighed og myrder heller ikke efter forudgangne diplomatiske Aktstykker, ligesaalidt som han foranstalter Bønner og Takkefeste, og derved gjør Synden endnu mere himmelskrigende. Nei, Forstand og Fornuft staar stille her, selve Troen kan ikke omfavne dette endeløse Uhyre. Man maa tie stille og ikke være Morgenblad. Gustav den 3dieGustav den 3die] Gustav III, svensk konge tog forresten slige Ting spøgende og sagde: Fois de gentilhomme! «Kongerne har ikke den samme Moral som den simple Mand; det vilde ikke gaa an.»

Det er iøvrigt Adskilligt som taler for, at Dødsfaldet er vist, idet Efterretningen er kommen over Berlin, hvor Svogeren er Konge og har Despoti nok til at se Alle paa Fingrene. Politimester HincheldeyHincheldey] Karl Ludwig Friedrich von Hinckeldey, prøyssisk politimeister holder nok Øie ogsaa med Telegrafkontorerne, saa Jobbere ikke let faa bestikke Telegrafbetjente til at udbrede Skrøner til Fortjeneste for dem, som spekulere i Statspapirer, saadan som det maa være gaaen til med Tartarens Efterretning om Sebastopols Fald. Historien kan ellers være lavet i Hamburg, men paa Sverige, Danmark og Norge, som det nærmest angik, kan ikke Fortjenesten være saa stor.

Det kan ogsaa være af Slag, at Keiseren er hensoven efter et af hine sindssvage, sværmeriske religiøse Anfald, hvortil den Romanofske Familie (den russiske Keisers) er saa hengiven, naar de blive lidt tilaars. De blive alle sindssvage, naar de komme ud med sine 50 Aar. Saaledes Faderen, saaledes Broderen Alexander, der blev indviet i Mysterierne af Madam Krüdner.Krüdner] Barbara Juliane von Krüdener, baltartysk forfattar De tro sig at være Guder eller naar Galskaben bliver noget mindre, at have en særegen guddommelig Sendelse at udføre. Deraf deres religiøse fanatiske Manifester, hvormed de opflamme sine Millioner Trælle, hvis Ryg er mørbanket af Knut. Saadan gaar det: Slaven og den Vanvittige tror, at han er det skikkede Redskab for de himmelske Magter. Den fornuftige Mand har ikke saa store Tanker, han er ydmyg; han er klog og dermed fornuftig.

Dødsfaldet vilde ogsaa være velkomment for England, hvor der er Pengekriser og Arbeideropløb; altsammen Tegn paa, at Krigen matter og at Fred vilde være velkommen for dette Handelens Folk. Uenighed, næsten Anarki, er ogsaa i Ministeriet, kort alt er i en Slags Opløsningstilstand. Det Hele er nu kommet saavidt, at Keiseren af Rusland maatte dø, skulde ikke Verden faa Ølkveise.

Nr. 59/1855; søndag 11.03.

[Russland; frå teateret]

Korrespondance

Christiania den 9de Marts

Saa, det bekræftede sig dog, at Keiseren af Rusland var død, og han sees at være død saa smukt til Beskjæmmelse for de onde Tanker, som anede noget Russisk i Døden hans. Disse onde Tanker kommer nu ikke bort for det, om Beretningerne sige noget Andet; thi man har vist aldrig sagt som det var ved Hofrevolutionerne og mindst i Rusland. Der er nu vistnok intet i Veien for, at NikolausNikolaus] Nikolai I, russisk tsar kunde dø som et andet Menneske, men Døden kom saa beleiligt, og Rusland har slige Minder, at Folk ere ugudelige nok til at tro det Værste. Historien vil alene kunne sige Sanningen; til dets faa vi bie og enten glæde os eller sørge, fordi den store Selvherskers Død efter al Rimelighed standser Historiens raske Fart og lader den som vanligt lunke Dult om Dult. Han døde beleiligt. Nu var Forbundet snart saa stærkt og Rustningerne saa uhyre, at Rusland maatte vorde blive sønderrevet; thi selv de revolutionære Kræfter vilde være blevne paakaldede. Polakkerne skulde have været med den franske Hær og landsatte ved Østersøen. I Paris forberedte de sig med Faner og Greier, berettes i Privatbreve, og England maatte endnu alvorligere have paakaldt disse almægtige Kræfter for at slaa sig op i sin sørgelige Ydmygelse. Fra sit havomfyldte Fæste kan England uden Fare stikke hele Verden ibrand, naar det drives til Fortvivlelse, og som Æolus (Vindens Gud) behøver det blot at løse Grimen paa sine Vindsække for at reise en Himmelstorm. (G. CanningCanning] George Canning, britisk politikar i Parlamentet, da han reiste sig for Grækerne 1826.)

Nu var England kommen saalangt, og alle landflygtige Frihedsmænd jublede; men saa dør Selvherskeren, og man tager vist med begge Hænder . . . . (de fire Punkter) overladende det til en anden Menneskealder at kjæmpe den store Vigridskamp mod Østens Vilde, der komme dinglende med sin Knut.

Rusland turde dog folkes paa en skikkelig Maade ved Oplysning udenfra og Kræfter i sig selv. At der er Frihedsmænd, som arbeide i Stilhed og træde kjække frem, naar de se nogen Kans, viste allerede Opstanden 1825, som Nicolaus saa blodigt undertrykte, da han kom til Thronen. Der var Digtere og Statsmænd saa begeistrede for Oplysning og Frihed, at hverken Athenen eller Frankrig har frembragt dem bedre. Men Raaheden var endnu for tyk om dem; de skjød frem som de enkelte Roser paa Fjeldene, og derfor bleve de afsvedne. Der kan undertrykkes nogle slige Forbund; men de vinde tilslut, naar Jordbunden er bleven frugtbar af Martyrers Blod. Føler man nogensinde, at Jorden er forbandet, saa er det, naar man ser, at den ikke kan blive skjøn uden slig en Befrugtning.

Saaledes kunde altsaa det russiske Rige gaa frem med Alexander II for det Første som Hersker. Han kunde ogsaa ligne sin Navne i hans Begyndelse, og med sin tydske Aand indkalde Videnskabsmænd. Men Broderen Constantin,Constantin] Konstantin Nikolajev, russisk storhertug der skal være en ægte Storrus, kunde ogsaa slaa sig ind paa Thronen; thi paa ham er de troende Russers Øine vendte, da man haaber, at han som heder Constantin, skal tage Constantinopel, ligesom det var en Constantin, der i 1453 tabte det til Tyrkerne. Det var ilde, at Aaret 1853, 400de Aaret glap forbi, hvortil Troen saa smukt knyttede sig. En vakker Dag kunde vi derfor høre, at de ægte Russer med Constantin til Fører kom over Alexander, dersom nu han gjør en Fred, som efter Hertugen af ClanricardsClanricards] Ulick John Burke, marki av Clanricarde Ord er mere værd end Papirlappen, hvorpaa den skrives. Her er dog noget for Gisningen og Indbildningskraften endnu, for det om Gamlen er død, og de . . . . staa til Antagelse for en Verden, som har betalt dem blodig dyrt.

Nu gjør man i Morgenbladet meget Væsen af at Søstrene PareliusParelius] Sofie Parelius, skodespelar og SullestadSullestad] Olufine Sullustad, skodespelar ere gangne til det danske Theater; man gjør denne Gang til et Ulivssaar for det norske. Det er den samme urimelige Vægt som før man lægger paa disse Søstre, der kan være gode nok, naar man ikke med Livsmagt vil gjøre dem til noget Stort og siger, at det norske Theater hænger af dem. Det norske Theater er nu for det Første en Idé, der ikke hænger af et Par Mennesker — det kunne gjerne være et Par Tylvter; og for det Andet har det norske Theater faaet ganske andre Kræfter end før i DøvleDøvle] Ole Olsen Døvle, skodespelar og AbelstedAbelsted] Christian Abelsted, skodespelar som Herrer og Madm. HundevadtHundevadt] Benedicte Hundevadt, skodespelar som Dame og snart kunne ogsaa Jomfru JacobsenJomfru Jacobsen] Amalie Døvle, skodespelar og Jomfru HolmHolm] Claudia Holm, skodespelar erstatte de afgangne Søstre, der hver for sig have sine uovervindelige Hindringer for at blive store Skuespillerinder, hvormeget man end steller med Skriverier og Fremkaldelser. Madm. Hundevadt trænger ikke til Kunster, da hun anbefaler sig selv. Det er altid et leit Mærke, naar man ser meget Skriveri og hører meget Skraal. Det eneste gode Mærke er, naar det gaar i en nedtrykkende Retning, for da kan man være vis paa, at der er noget Ualmindeligt ved Mennesket, som Misundelsen vil standse i Farten. Fornuftige Folk spilde ikke et Ord paa det, som er slet.

Det norske Theater gaar virkelig frem, og Publikum er saa godt, at det bærer over med de enkelte Ufuldkommenheder og haaber paa en Fremtid, som rigelig vil erstatte det Savn, man føler under Opdragelsen. Man kan ikke noksom rose den norske Del af vort Publikum, thi jeg for mit Vedkommende tilstaar ærlig, at jeg ikke er saa taalmodig, men det kommer sig vel deraf, at jeg ikke synes det er norsk nok.

Det er ellers en Kjendsgjerning, at det norske Theater aldrig har været saa godt besøgt som nu efter at Sullestad var dragen væk og Parelius traadt i Baggrunden. Nu dette kan være et Tilfælde, men det er et af disse Tilfælde, som staar i Kunstverdenen, hvor man dømmer det meste efter Antallet af Publikum. Det er igrunden Synd om disse Søstre, der sikkerlig ikke komme langt paa det danske Theater, hvor man har Madame SchrumpfSchrumpf] Augusta Schrumpf, dansk-norsk skodespelar og Jomfru Svendsen.Svendsen] Laura Svendsen (g. Gundersen), skodespelar Der fortælles som noget Vist, at HagenHagen] Carl Hagen, dansk skodespelar efter megen Betænkning skal have bestemt sig til at modtage et meget glimrende Tilbud fra Cassino i Kjøbenhavn. Det vil være et Knæk for vort danske Theater. Snart drage vel andre af hans Brødre efter; thi de Danske maa som skjønsomme Folk begribe, at her i Norge ikke bliver noget blivende Sted for dem, og at de derfor maa se sig om, mens de er i Magt. Men det skulde ikke være vel om de for snart gik, da en god Del af vore gode Dansknorske maa dø eller komme ud af Vælten først, for ellers gjør de en bansat Støi og skaber sig Uleilighed.

Nr. 63/1855; fredag 16.03.

[Fiskeutklekking; sportsfiske]

Korrespondance

Christiania den 14de Marts

Det er godt, at Kulden, som har fordærvet Saameget, ikke har ødelagt vore haabfulde Leg med Fiskeudklækning, af hvilke der mindst er tvende, et i Lier ved Dramsfjorden og et paa Hedemarken af Mjøsørret. I den strængeste Kulde var en af vore fortjente Mænd som staa for disse Leg, henne og saa til dem og fandt Vandet i Opkomune*) mellem 3 og 4 Graders Varme, hvor de smaa Kræ fik udvikle sig, indtil de ivaar kan slippes paa egen Gang ud i Havet eller Elven. Det er en Ting, som lover megen Velsignelse, denne Fiskeopklækning; men den kræver ogsaa megen Omhu; man maa have en Mand til stadig Tilsyn for at se efter Vandet og gjennem Forstørrelsesglas se paa Æggene for med en fin Tang at pille væk de bedærvede og rense de angrebne. Til de enkelte Mænd, som har stadigt Tilsyn, maa der igjen være Overopsynsmænd, som forstaar mere, der i sine Kredse farer om og ser, hvorledes det Hele gaar. Det maa en ordentlig Indretning til, og det Anlæg, som det skal gaa rigtig godt med, koster ogsaa indtil 120 Spd. Det vil derfor neppe gaa godt, undtagen Staten for det Første gjør nogle Opofrelser; thi Privatfolk vil selv nu i Begyndelsen ikke være omhyggelige nok, eller gjøre den store Bekostning, som maa til. Men naar man begynder at se de store Følger, som den hyggelige Pleie fører med sig, vil man siden kunne gaa paa egen Haand. Det er overordentligt, hvad denne Formerelse kan udrette; man har Exempler fra England, hvor man nu i nogle Aar har drevet paa med det, at Fiskeriet i en Elv bringer mere ind end den hele Landeiendom, hvorigjennem den flyder, og det et rigt lille Strøg. Vi kunde nok trænge til det her hos os, hvor vi har saa velsignet mange Elve og Fjorde, og var blot en Tiendepart af det man lover sig, vilde det være af uberegnelig Velfærd. Det er paa Tiden ogsaa at komme vore udfiskede Elve tilhjælp. I Mandalselven f. Ex., hvor der 6 Mil op i Landet mod Aaserald er en Fos, af hvilken man ifølge gamle Sagn skattede 12 Tønder Lax om Aaret til Domkapitlet; til denne Fos kommer nu ikke en eneste Lax, og 3 Mil opi Elven, hvor Fiskeriet for ikke længe siden udgjorde Gaardens bedste Herlighed, fiskes nu ikke til Husbehov. Ved Osen fiskes nok endnu og et Stykke opefter Elven; men Ødelæggelsen gaar saa fort for sig ved at tage Laxen, naar den gyder sin Rogn, at det snart bliver Ende. Det er nu ogsaa forfærdeligt, hvorledes man paa sine Steder ødelægger. Det har hendt, at man har gjødet Ageren med Smaalax, idet man ved Ledninger fra Elveviker har ført Vand, hvori disse nydelige Smaakræ har dandset gjennem Rænderne og sprællet paa Ageren. Et Par Aar efter vilde disse have været ordentlig Lax. Det er strafværdige Gjerninger. Man har ogsaa gjødet Svin med slige Mørjer. Det kunde hende, at man i Tiden vilde rette paa det Værste ved at følge Loven af 17de August 1848 om «Fredning af Lax og Søørret»; men det bliver dog ikke nogen Mængde, undtagen ved Formerelsen. Og nu alle de Tjørn med sin fede Bund i vore Heier og Marker, af hvilke mange nu ere fiskeløse eller har et daarligt Fiskelag! Ligedan med Fjordene, hvor man øser op og ødelægger det som er, istedetfor, naar man kunde formere. Det er vist, at denne Formerelse maa være et Nationalanliggende for os, og man kan ikke være glad nok i Erfaringen og Videnskaben, som kan understøtte Naturen og skabe Overflod der, hvor man trodde den tiltagende Folkemængde maatte æde Nøden ind i Huset. Bare man kan benytte paa en fornuftig Maade og ophjælpe det som er, saa skal man ikke være ræd for, at Hjælpekilderne udtørres, og ingen Frygt er taabeligere end den, at Folkemængden bliver for stor og Erhvervet for lidet; bruger man blot Flid og Omtanke, finder nok alle Munde Mad; men naar man ødelægger som vilde Dyr, saa farer nogle faa Mennesker over store Strækninger som en fortærende Ild.

Det maa ogsaa blive skjønt for Mennesker, som ere glade i at fiske. Det er ordentlig fornemt at fiske, og der er ikke Faa, som lægge sin Dannelse og gode Smag for Dagen ved at have en Lidenskab for Fisketure, ligesom for Jagten med Hundekobbel, skjøndt man ikke kan tale Fransk og Tydsk med Fisken som med Hundene. Men saa kan man sætte sig ind i den engelske Fiskeliteratur og studere alle Fluekroge paa illuminerede Plader med Kot.**) De engelske Gentlemenn, der med sin Stang fare fiskende om hele Verden, og ikke mindst i de norske Laxeelve, have skrevet skjønne Bøger om den Kunst, ligesom de ogsaa fiske nord i Namsen f. Ex. og lade Eieren faa al Laxen, blot de kan have Glæden af at hive den op. Saa fiske de og studere med Dybsind alle Stænger og Sneller og Strænge og Snorer og de Fioler eller Kvirvler,***) som have mest romanfarvede Vinger til at lokke Fisken med; fremdeles de Kot, som gjøres af Blik og males med guldfarvet Skjæl; det er et Studium og en Kunst at faa disse Smaakræ rigtig skuffende lig de naturlige. Alt dette aftegnes, beskrives og Bogens øvrige Text er da efter Omstændighederne Undersøgelser om Fiskens Vaner og Tilbøieligheder; Bøgerne trykkes og indbindes paa den mandhaftige engelske Maade. Saaledes udvikler Nutiden sin Fiskeliteratur, skjøndt vi staa endnu tilbage og maa faa den mest fra England, hvor der gives Mænd, som maatte sende sig en Kugle for Panden, dersom de ikke fik fiske. Og ligeledes var her kommen til Christiania en saadan fiskende Engelskmand, der fik høre, at en anden Engelskmand alt havde faaet Lov til at fiske i Rauma i Romsdalen. Over dette blev han saa bedrøvetbedrøvet] retta frå: bedrøvvet, at han holdt sig inde i 3 Dage og modtog enhver Indtrædende med Udraabet: «Jeg har megen Sorg.»

*) Opkome kaldes et saadant Væld, som kommer frem af Jorden ofte i tør Sandbund. Enkelt, Opkome egentlig Upkome, Flertal Opkomur.

**) Kot detdet] retta frå: de er, hvor man har en liden Fisk (Kræ) paa Krogen, Kotfiske.

***) Dansk, Sommerfugl.

Nr. 65/1855; søndag 18.03.

[Husflid og framsteg]

Korrespondance

Christiania den 16de Marts

Mamsell SvensonSvenson] Mamsell Svensson, svensk husflidslærar farer fremdeles om for at lære os Norske at spinde med Dobbeltrok; sidst man nu nys hørte fra hende, var hun nede i Smaalenene, og efter endt Skoletid fik hun ogsaa der af Eleverne paa Examensdagen en Foræring — her et Schawl, hist et Gulduhr. Præsterne eller Andre holde Taler til hende og hendes Dobbeltrok, og den, som kan gjøre Viser, gjør dem. Mamsellen spinder og lader Andre væve. Altsammen meget smukt, skjønt gamle Koner ryste paa Hovedet og finde at Spinningen her er Væv. Det er for tungt at træde Dobbeltrokken, og Traaden bliver ujevn og ustærk. Selv unge Kvinder, hvis Ord altid maa have Vægt, tykkes ikke stort om Dobbeltspinningen; men Landhusholdningsselskaberne vil have den, og Andre ligedan i denne Tid, Korrespondenten ikke mindst vil med Livsmagt ophjælpe alt muligt, som har Hensyn til Spinning, Væving, Pløying, Mekanik, Møglaving og hvad der hører til Hus, Hjem, Ægtefælle, Børn og alt det, som godt er. Det faar ikke hjælpe, at vi ofte plukke umoden Frugt; vi har som et ungdommeligt Folk en god Mave, saa vi nok fordøie den, uagtet ældre Mennesker imellem faa sine Vridninger, saa de for længere Tid tabe Apetiten endog til kraftig og sund Føde. Uden Lignelse talt, man forskrækkes over de raske og ubetænkssomme Planer og halve Iverksættelser, saaledes at man staar mod, om noget sandt Gavnligt kommer under Spørgsmaal. Der ligger derfor megen Sandhed i den Seighed, som man gjør til et Karaktértræk hos vor Landbefolkning. Synes man ofte at gaa for sent frem, saa gaar man sikkert, og bliver under ingen Omstændighed latterlig. Dog var det vel, om man kunde handle uden saa lang Betænkning, vel at mærke handle sikkert, men da nu det er saa vanskeligt, er det dog altid bedre at være træg Nordmand end forfløien Franskmand, der navnlig i Politiken prøver Alt og beholder Ingenting undtagen Trældom, der unegtelig ogsaa er ældet. Det gaar dog vel ikke os saaledes under vor nuværende Il og Forsøg i Mangt og Meget; Noget beholde vi dog vel, da vi have mange sande Fremskridningsmænd, der mægle mellem Yderlighederne, Trægheden og den grønne Umodenhed, som vil indkalde Folk og sende dem i Øst og Vest baade til det Ene og Andet. En anden Gang staa vore reisende Agronomer f. Ex. for Tur; idag var det Spinningen.

Vi ere dog heldige her i Christiania: man kjører Apelsiner til os fra en Skonnert i Nevlunghavnen, der ikke kunde komme frem for Isen. Vi have gode Borgerere; de betale 7 Spd. Læsset. Det var godt, Skonnerten slap saalangt; thi man kunde gjerne have fundet paa at kjøre Alt fra Christianssand. Damerne maa have Noget.

Nr. 70/1855; lørdag 24.03.

[Karneval og folkelegheit]

Korrespondance

Christiania den 21de Marts

Vor Karnevalsfest, hvortil der var gjort saa store Forberedelser, vil dog mange skjønsomme Folk paastaa var temmelig forfeilet, hvilket ogsaa er saa rimeligt, da man trygt kan sige, at sligt Leven er noget Fremmed og Udenlandsk hos os, ligesom vi ogsaa have den Ytringsfrihed, som Karnevalet alene skaffer de trælbundne Italienere og Franskmænd. Der skal desuden en naturlig Livlighed til for at kunne tumle sig med overgiven Lystighed uden at synes tvungen, og der skal fremdeles en medfødt Genialitet til for at kunne være galen i rette Tid. Saa flinke, vi forresten kunne være, tør det dog vel paastaaes, at vi ikke i saadan Mængde have disse Egenskaber, at vi kunne give et Karneval, som det skulde være. Men Herregud, man skal nu ikke være saa kritisk, især naar man som jeg ikke ser Andet end Programmerne, der dog, det maa man lade, vare saa flaue, som de vel kunde være. Man havde nemlig faaet den ulykkelige Idé at ville være vittig. Sangene, som have været at se, vare forresten ikke ilde. Der gjøres imellem mange ret pudsige Viser i eller af Studentersamfundet. Publikum paa Karnevalet skulde være godt; det var «Byens bedste Folk», som en Autoritet iblandt os saa gjerne siger, hvilket man ogsaa kunde vente, da Ideen gik ud fra den Kant som den gjorde; thi det har noget for sig, hvad jeg har hørt af mange Handlende og Haandverkere, at Intet er saa galt, at det ikke gaar, naar Embedsmænd og Studenter blot stille sig i Spidsen. Det kan heller ikke være anderledes paa et Sted, hvor Embedsmænd og Studenter er Hovedsagen af Befolkningen, ikke at tale om, at dette Slags Folk paa Grund af sin Dannelse maa have det meste at sige, og at Andre derfor ikke bør kny, men maa lade Alt gaa, selv om de imellem havde en lysere Tanke end de Toneangivende.

Saameget om Karnevalet kan man dog vel sige var forfeilet, nemlig at man gjorde saa store Beredelser, at der nok ikke bliver stort tilbage for Studentersamfundets Byggefond, hvortil dog Festen hedtes at være foranstaltet.

Som et Bevis paa, hvor yre Folk er efter at «være med» ved slige Leiligheder, kan anføres, at man skulde faa 5 Spd. for enkelte Billetter, der paa Grund af Omstændighederne ikke kunde bruges, samt at En skulde være buden 10 Spd. for sin Billet, men han foretrak heller at give den til en Bekjendt eller Beslægtet, der kom fra Landet, rimeligvis en Dame. Nogle have ogsaa talt om 20 Spd., hvilket ikke er urimeligt; thi naar man vil og har Raad til at være galen, saa kan man være det tilgavns. En Engelskmand skulde i sine Pund have givet omtrent 40 Spd. for 1 Billet. Det var godt, han ikke gav mere: i London har man givet 1 Pund (omtrent 5 Spd.) for en Hummer, og Hertugen af WaterfordHertugen af Waterford] John Esmonde, irsk baron og politikar gav det for en raadden Appelsin, som han rigtignok fra sin Vogn i Londons Gader vilde kaste paa Folk.

Nogle Folk fra Thelemarken spille nu og dandse herinde; de optraadte første Gang igaarkveld i Hallen under det norske Theater, og de gjorde Lykke, navnlig Spillemanden, som heder Olaf BergslandBergsland] Olav Bergsland, spelemann fra Hvideseid, og den ene Hallingdandser, som heder Helje HougenHougen] Helje Hougen, spelemann fra Hjortdal. Den Andre, som skulle dandse, gjorde derimod mindre Lykke, da han var en gammelagtig Mand og saaledes ikke spræk nok; Hensigten skulde forresten ikke være med hans Optræden at vise Kunstfærdighed, men hans rigtig gamle Dragt. Det er ikke ilde, at der saaledes imellem kommer Folk fra Landet for at vise, hvad vi selv have og hvilken Grund vi have at bygge paa i vor fremtidige Musik og Dands. Vi er et ungdommeligt Folk, der har meget at lære og vil lære meget, men hidtil have vi laant vore fleste Sager, Musik saavelsom Mimik ikke mindre end Sprog. Under alle disse Laan have vi været stolte, foragtet det, vi havde selv, fordi det var «bondeagtigt» og «raat». Nu begynder man at fatte Mistanke til denne gamle «Dannelse», som stak i laant Gods og Affektation, og holde sig til det, man selv har med stadigt Øie for at udvikle og forædle det. Det er denne overmaade sunde Tanke, som gjør, at vi klappe til disse Mænd fra Landet, siden de ogsaa ere flinke, og finde det aldeles ikke «raat». Vi har været Fine Folk, Gud bevares, men vi er snart kommen saavidt, at vi bare le af dem.

Nr. 71/1855; søndag 25.03.

[Ueland]

Korrespondance

Christiania den 24de Marts

Nu er Advokat Kildal,Kildal] Daniel Kildal, høgsterettsadvokat og bystyremedlem der var valgt som VarastyriVarastyri] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Varafyri, traadt ind i Jurykommissionen, som saaledes nu er fuld besat; men paa samme Tid har UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar faaet Ordre fra Amtmanden, om at komme hjem til sit Lensmandsombud. Ueland skal være meget modløs og lei over disse Sagernes Stilling, vel ikke fordi han kunde have Udsigt til at miste et Lensmandsombud paa en 50 Spd. om Aaret kanske, men fordi hans klare Hoved maa vide, at Stillingen er latterlig. Advokat DunkerDunker] Bernhard Dunker, jurist i sit Forsvar for Kommissionens Medlemmer synes mig endogsaa at gjøre Sagen værre, idet han saa skarpt fremhæver dens private Side, at man — som en Mand bemærkede — ikke kunde lade være at tænke paa Pickwickklubben. Pickwick — saa fortæller DickenDicken] Charles Dickens, engelsk forfattar — gjorde en Klub paa egen Regning, af disse sine indbudne Gjæster blev han valgt til at reise ud i Verden paa egen Regning og samle Kundskaber især politiske, og naar han kom hjem, vilde det komme an paa en Tilladelse af disse Klubmedlemmer, om han fik Lov til at udgive — paa egen Regning igjen naturligvis — sine Reisebemærkninger.

Ueland maa være bedrøvet over, at man kan tage Tingen saadan paatverke, og endog tillade sig at være lystig med det, som er saa stort, nemlig en Beslutning af en Storthingsmajoritet. Dersom Majoriteten udgjorde Landets bedste og fornuftigste Mænd, saa var der ogsaa visselig al Grund til at være bedrøvet, naar man saa sligt, men da nu det ikke var Tilfældet, synes mig man maa være glad over, at Folket kan gjøre sig en bedre Mening, og at Grundloven i slige vigtige Punkter er saa ubestemt, at man kan holde med den, som bærer sig fornuftigst ad uden at være nødt til at se Loven ihjelslaa. Derved kan netop Loven følge Tiden uden voldsomme Rystelser, saaledes som i England. Da hersker Folket, Oplysningen, og saa bør det jo være. Det var ingen fuldkommen Tilstand, naar man skulde se et tilfældigt og uvidende Parti at bruge Grundloven som en Kniv til at flænge NationenNationen] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Nationen med og den sunde Fornuft med. I slige Ting som de ubestemte Steder om Storthinget, og Kongemagtens Grændser, er det derfor taabeligt at undersøge, hvem har juridisk Ret istedetfor: hvem har handlet fornuftigst i dette givne Tilfælde? thi kun den har Lov til at herske som er bedre og klogere end Andre. Man skal ikke være ræd; har man ikke en høiere Lov end en skreven, saa er det forbi, og hænger man en Stund i de skrevne Former, saa springe de med et Knald, naar de en Stund have været misbrugte. Dette burde Ueland og dem, som med ham maatte være bedrøvede betænke, og deres Sorg vilde forandre sig til Glæde. Man kunde ønske Ueland denne Glæde; thi han er en Mand, som staar saare høit over sin Stand og hvem vi igrunden Alle burde elske, idet vi burde skrive hans Mistag paa Regning af en tilgivelig Mangel paa Kundskab, endvidere paa hans daarlige Venner, der fare og indbilde ham det, som de tro svare bedst Regning for dem selv, uden at have Mod til at sige ham noget ubehageligt imellem; man maa nu ogsaa undskylde dem ofte, da de selv forstaa lidet, mange maa dog forstaa bedre; men de er rædde for at blive politisk mistænkte i en Mands Øine, som har havt saavidt meget at sige; thi at blive politisk mistænkt er næsten ligesaa fortrædeligt som at blive religiøs mistænkt; man har hele Mørkhedens og Uvidenhedens Hær imod sig.

Det er noget, man bestandig har klaget over, at en formaaende Mand sjelden har gode Venner, og Enhver som er kommen i Berørelse med en saadan vil mindes, hvilke væmmelige Smigrerier der har vanket. Det er ingen Tvivl om at jo Ueland nu træffer Mange, der klage over Fordærvelse og Ufrihed hos Regjering, Aviser og Folk, og mene, at man bør slaa et Dommedagsslag til Advarsel og Skræk; men Ueland maa dog skjønne bedre, og derfor ærgre sig over at være kommen i en skjæv Stilling. Man kunde ikke ærgre sig over mulig at miste det sultne Lensmandsombud; det maatte gjøre godt.

Det er dog lidet efter den Rolle Ueland har spillet, at faa et sligt Ombud og Udsigt til at miste det. Politiken har været en bedre Melkeko for mange Andre. Og som Storthingsmand har heller ikke Ueland tjent saameget som de fleste Bondestorthingsmænd, da han gjerne har levet nogenlunde saaledes som det sømmer sig for en Nationens Repræsentant.

Han har hverken gjemt paa Korkerne til Ølflaskerne, eller spist og drukket paa Torvet, eller brygget og havt en sur Øldunk under Sengen, eller leiet paa en Kvist som en fattig Student, eller givet Tjenestepigen 1 [mark] i Drikkepenge naar Storthinget var slut, eller været sin egen Oppasser eller idetheletaget levet for 11 à 12 Spd. om Maaneden. Ueland har da levet som et Menneske om just ikke altid som en Nationens Udvalgt. Dette har han gjort og intet fedt Embede taget imod, thi at han kunde have faaet det en Tid er ingen Tvivl om. Dette skal man komme ihu.

Nr. 75/1855; fredag 30.03.

[Vassforsyninga i Christiania]

Korrespondance

Christiania den 28de Marts

Kulden, som har sprængt meget af vore Vandledninger, har dog bragt til Modenhed noget, som længe var paatænkt, nemlig at faa nye og bedre Vandledninger. Magistraten har saaledes henstillet til Ingeniøren, der staar for Byens Veivæsen og forskjellige Ledninger, at udarbeide et Overslag til et nyt Vandverk, hvilket Overslag snart kan ventes færdigt for strax at Haand kan lægges paa den store Gjerning, da det ingen Tvivl kan være om at jo Penge bevilges og Laan optages, idet man med fuld Fortrøstning lægger en stor Del af Byrden paa Efterkommerne, naar Verket er saa stort og nødvendigt som dette. Om Enkelthederne og Maaden ved Anlægget er intet endnu bekjendt, da Planen ikke engang er færdig; imidlertid menes dog af Folk, som kjender til Tingen, at Indtaget bliver paa samme Sted som før, da Elven der danner et godt Udsig, samt at Rørene blive af Støbegods, da de nyere Erfaringer skal have vist dem som de bedste, uagtet de neppe vare længer end et Par hundrede Aar; de komme heller ikke til at have et større Lo (Aabningen paa Bøsser og Rør ellers) end 12 Tommer, da det har vist sig nok til at forsyne en By paa 80,000 Mennesker, og Christiania bliver ikke saasnart større. Dybere end før maa ogsaa denne Vandledning lægges; thi i Vinter har Frosten fordærvet Rør, som laa 5 Fod dybt. Det bliver et mægtigt Arbeide og Christiania værdigt, tør man forvente.

Idag er Professor FayeFaye] Frans Faye, professor ude og skriver om Vaskeindretninger, der ogsaa af vor storsindede Kommune kan ventes indførte. Her er meget at gjøre, meget er gjort og alt kan man vente af en Kommune, der er saa mægtig og har saamange dygtige Folk til at lede sig. Kommunen maa ogsaa vel vide, at den har et Ansvar paa sig som Exempel for andre; dens Gjeld er vel stor — Kirken gjorde meget — men Gjelden staar dog ikke i noget stærkt Forhold til Bæreevnen, naar man tænker sig om: hid samles Alt, og nu paa næste Thing kommer ogsaa efter al Rimelighed Banken. Det nytter ikke at sætte sig mod MidtbølingenMidtbølingen] retta frå: Mitbølingen (Centralisationen*); den ligger i Oplysningens og Tidens Magt, der er den rette Samson til at slide alle Baand, som Philisterne binde. I Hovedstaden maa man med én Gang se det bedste, Landet eier; den er en Bog, opslagen paa Nationens Bord til Underretning for Hjemfødninger og Fremmede, kort og fyndig skreven, da det er uoverkommeligt for de Fleste at grandske alle Kilder. Og saaledes er virkelig alt Christiania; det, den voxer mere, bliver ogsaa Landets Væxt netop i et passende Forhold, noget idealiseret kanske, om man vil tale i Kunstsproget, men dog aldeles naturligt. Man kunde ved Exempler oplyse Alt, Skridt for Skridt: i 1814 stod Nationen som Rokkehovedet afspundet: vi havde hverken Penge, Kasser, Veie, Broer, Handel eller nogen Ting, som var værdt at tale om af national Betydning. Da var ogsaa Christiania liden (9000 Indbyggere jo efter PlatousPlatou] Ludvig Stoud Platou, professor Geografi); de fornemste Bygninger da betragtes nu næsten som Skrumpehus (Departementsgaarden, det gamle Universitet); man ler med en vis Overlegenhed, naar man taler om, hvor tarveligt Statsraader og Professorer bodde; det var i gammeldagse Huse i Grændsen, Smalgangen eller Vaterland. Studenten, som nu bor i en stor Bygning, bliver stolt, naar han tænker paa dette, og han ser med Overlegenhed paa Tverdriveren, der maa bøie Hovedet under lave Bjælker og dumpe ud i Sølen, naar han skal ud. Saaledes overalt med Bolaget. Stræder, som ligne Per Madsens Gang hos Holberg,Holberg] Ludvig Holberg straaler nu med skjønne Husrader. Her er Slot, Kirker, Theatre, Universitet, Bank, Børs, Frimurerloge, Depoter, Observatorium, Bodsfængsel, Galehus en Stub fra; her er Gas og Brolægning. Samlinger og Arkiver skal ikke være at kjende igjen; her er én Jernbane og flere komme vel snart; her er Assurancer og faa vi nu Vandledning bliver næsten det Kronen paa det Hele. Kan man ikke faa Lov til at kyte?

Uagtet de andre Byer ligesom Gaardene paa Landet idetheletaget have kommet sig paa sin Vis i samme Mon, saa er det dog saa for Folk, som i længere Tid ere vante til Christiania, at de næsten ikke kunne begribe, naar de komme ud, hvorledes man kan trives og bo paa disse Steder. Alt er smaat og man ser næsten ikke et Menneske i Gaden, og det værste er, at man er kry midt i al denne Stakkarsdom, ja man bliver endog lidt sindt naar Folk fra Christiania begynder at kyte. Er man der en Stund, finder man det dog der noksaa hyggeligt, man slaar Rødder som et Træ, og voxer om Jordbunden ikke er saa rar, da man vel ved med sig selv, at man dog igrunden ikke fortjener dette. Men glad bliver man dog, naar man kjører til Christiania igjen.

Kommer man om Natten, ser man Himmelen oplyst en halv Mil fra Byen, og kommer man nærmere, blinke Lyspunkterne i sine Rader: Man nærmer sig Oplysningen i enhver Forstand, og er man ikke utaknemmelig, priser man sit Livs Førelse, at det timedes En, at se og nyde alt dette Store og Skjønne. Alligevel klager man over Dit og Dat, og klager med Grund, naar man blot har Øie for Livets mørke Sider.

Rettelser i forrige Artikel.

I 2den Linie staar Varafyri istedetfor Varastyri, Suppleant.

— 2den Spalte 18de Linie staar et «med» overflødigt.

*) Utbøling, Decentralisation.

Nr. 77/1855; søndag 01.04.

[Europa etter tsarens død; Østgaard på teateret]

Korrespondance

Christiania den 31te Marts

Det begynder at livne op igjen med Politiken, efter at hele Europa har fryset ligesom Hæren for Sebastopol: Den sidste Post var noksaa krigersk, idet Underhandlingerne i Wien ikke synes at blive andet end for et Syns Skyld, da den russiske Gesandt ikke kan gaa ind paa Ruslands Svækkelse i det sorte Hav, hvilket Vestmagterne lade til at fordre; Rustningerne vedvare i det Store; NapoleonsNapoleons] Napoleon III, fransk president, seinare keisar Reise til Krim dukker atter frem igjen, skjøndt Ingen i Europa tror paa Napoleon, før man ser Syn for Sagen; i det engelske Parlament taler Lord PalmerstonPalmerston] Lord Palmerston (Henry John Temple), engelsk statsminister paa en diplomatisk og anelsesfuld Maade om Polen, som sætter hele Europa i Spænding og gribes af Aviserne som Udgangspunkt til de mest udsvævende Betragtninger; der myntes paa, at Spanien og Portugal vil slutte sig til Vestmagterne; disse velsignede men ynkelige Lande, der maa gjøre, hvad England og Frankrig vil; i det preussiske Kammer taler man idetmindste med Bekymring om Tidens Fare, uagtet Pressen anstiller Røgofre for den afdøde Keiser. Det fattes dog ikke paa tydske Aviser, f. Ex. Freischütz, der fører et Sprog mod Rusland og Europas «Faulheit» (Raadenhed) som vi hos os nutildags ikke rigtig kunne fatte, med mindre vi slaa op i støvede Aargange af Aviser for en 15, 20 eller 30 Aar siden. Vi kan ligesom ikke tage Munden fuld nu, men det ser ud som vi spilte Komedie om vi ere sinte. Aftonbladet skriver i sit sidste No. næsten en hel Bredside om Europas Stilling og om Krigen, som det antages vi Norske og Svenske endelig maa være med i. Dersom Aftonbladet ikke hele Tiden havde været krigersk, saa kunde det havt lidt at betyde alt dette, men nu betragte vi det blot for Udgydelser og vente paa Svenska Tidningen til at gjendrive alt og forsikre om fredelige, det vil sige russiske Hensigter. Forresten turde der dog være Noget i det, da vor egen Regjering har taget en Sum til Armeen, hvilket synes at tyde paa Adskilligt, ihvorvel man kan ville benytte Tiden til Anskaffelse af Et og Andet, som Storthinget ellers ikke kunne ville bevilge. Om denne Sum har vore Storblade trættet, idet Morgenbladet fortalte Tingen som en Nyhed og ligesom raabte til Nationen: I Gevær! Posten fandt det snakkesaligt, og en liden Fægtning udspandt sig. Saaledes er altsaa ogsaa Politiken kommen til os. Det fortælles ogsaa, at man paa nogle Verksteder har bestilt saakaldte Pontonbaade, hvilket ogsaa kan have sin Betydning, uagtet det ikke er godt at sætte denne Ting i Forbindelse med Krigen nu.

Dersom vi nu ikke saalænge havde været i Spænding, at vi vare blevne slappe, saa kunde vi meget let alarmeresalarmeres] retta frå: allarmeres over alt dette og ligesom gjøre os færdige til Krig; men vi ere blevne vantro, og selv om vi høre et ordentlig Krigsbudskab, saa tro vi det neppe, men mene at det er det gamle Snak og stole paa Stockholms russiske Sindelag, der ogsaa sender sine Folk til Sorgen i Petersburg. Fyrsterne komplementere hinanden og Folkene slagte hinanden. Der er jo dyb Sorg i Frankrig over Keiserens Død, medens man slaas paa Krim, og Napoleon siges at ville reise. Det er ikke godt at blive klog paa alt dette, og det kan jo ogsaa være det samme, da vor Visdom eller Daarlighed saa alligevel ikke siger stort. Vi bie og se Tingen an; det er det bedste; bare vi nu havde Telegrafen færdig, saa vi kunde faa Bud hver Dag; men, saa gjerne vi kunde ønske det, saa nødigt maa Aviserne finde sig i det; thi en eneste Telegrafunderretning om Dagen under 24 Ord koster fra Sverig omtrent 1000 Spd. om Aaret, det vil sige omtrent 3 Spd. Dagen, og Aviserne faa ikke flere Abonnenter for det. Men saa kommer det an paa, om nogen Avis er saa mægtig, at den kan holde det alene; thi kan den det og de andre ikke, saa gaar det den godt, i modsat Fald bliver det ikke bedre end før og Udgifter til. Sad nu ikke Aviserne ligeover for hverandre som Skræddere, saa kunde de slaa sig sammen.

Det nye Stykke «Et Fiskerhjem,» som er saa forfærdelig banstødt i Aviserne, og som Drammenserne jo ogsaa har seet, er ikke saa ilde, synes mig. Sproget er overmaade sundt og godt norsk, saa godt endog, at Stykket endog vil betragtes som en af de mange Milepæle paa vor nationale Vandring til Fuldkommenheden. Alene dette gjør, at vi maa være saare glade i Stykket og takke dem som have gjort det og givet det for os. Man har klaget over, at det ikke var skjønt nok, og sagt, at man maatte protestere mod en saadan Opfattelse af vort nationale Liv. Det var ønskeligt, om disse Protestanter havde Ret; men Sandheden tro, have de ikke ret. Vort Liv er ikke altid vakkert, og det er en forunderlig dramatisk Lære, som vil, at det altid skal være vakkert, det vil sige løgnagtigt. Lad kun Sandheden komme frem engang imellem; man har godt af den, den maa endog til, skal man ikke komme paa Afveie. Folk bør vænnes til Sligt, og man maa ret alvorlig protestere mod disse Skjønhedens Ypperstepræster, som altid vil dandse paa Roser. Tingen er nok, at de ere dygtig uvidende og gjøre sig dramatiske Læresætninger, som de spinde af sit eget Rokkehoved. Stykket havde sine Feil; det havde mange Feil og var derfor ikke lystelig at skue, men det man mest har klaget over, var Mishug. Saameget tør i al Beskedenhed siges.

Frøken Blom,Blom] Trine Blom, songar som nu har sjunget, skal ikke synge mere, siges der. Det var ikke for tidlig at hun sluttede.

Nr. 81/1855; søndag 08.04.

[Strid om utnemning av sorenskrivar; problem ved jernbanen; meir om krigen; påskelitteraturen]

Korrespondance

Christiania den 4de April

Det er dog ikke ganske dødt endnu med Klagerne over Embedsbesættelser, midlertidige eller bestandige, uagtet det har liden Klem mod i gamle Dage fra Morgenbladets og Statsborgerens grønne Tid. Nu staa endog disse Klager ofte i Aviser, som man skulde tro, ikke befattede sig med slige Ting, men man er rimeligvis mere retfærdig nu end før, og taler ikke om, før man er nødt. Det nytter nu ikke stort at klage over det: den ansatte Embedsmand bliver hvor han er, og de Styrende maa vel have lært af gamle Metternich,Metternich] Klemens von Metternich, austerriksk statsmann Idealet for alle Regjeringsmænd, der sagde: «Lad kun Andre skrige, naar vi faar Lov til at handle.» Disse Folk, som skreg, tog sig rigtignok ogsaa den Frihed at handle, f. Ex. i 1848, da de jagde ham væk og slæbte hans Billede gjennem Gaderne; men det Gamle kom igjen. Nu handler Metternichs Folk og Andre skrige, de faa ikke engang Lov til det, forsaavidt ere vi norske Avisskrivere lykkelige, vi kan da skrige. Men man vælger, om man lyster, til Storthingene ligefuldt umodne Mennesker, man fabrikerer, om man lyster,fabrikerer, om man lyster,] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: fabrikerer Statsraader, Embedsmænd og alle de Væsener, som maa til for at holde Statsmaskinen i Gang, ligegodt for det, om vi skrige. Man anviser Summer paa Statskassen til Ekvipering og en Avisartikel er ikke længer noget Brandskud. Det er smaa Puf fra Smaagutter, som løbe omkring med Nøglebøsser og Sværmere.

Konstitueringen af Akers Skriveri med dertil hørende Skriverier har ledet mig ind paa disse opbyggelige Betragtninger. Udnævnelsen gjorde lange Ansigter først, et enkelt af disse kom i Morgenbladet, en Indsender i Posten finder Udnævnelsen ganske i sin Orden, og hamrer løs paa den, Morgenbladet heller vilde have. Nu ventede vi Allesammen, at der skulde komme en DiogenesDiogenes] Diogenes frå Sinope, gresk filosof og dømme imellem begge. Diogenes gaar nemlig engang med sin Lygte og fillede Kappe ranglende gjennem Athens Gader. Han træffer da tvende Trælle som trættede, om hvorledes den Enes Kjør skulde faa Lov til at beite paa den Andens Marker, hvilke Herligheder de ventede at faa, de fattige Stympere, naar Retfærdigheden steg ned iblandt dem. Da Diogenes, der skulde være Voldgiftsmand, havde hørt dem begge, sagde han: «I ere nogle Skabhalse og Galninger Begge to.» Da de hører dette, glemmer de sin indbyrdes Strid, og smider Diogenes i Rendestenen. Han reiser sig noksaa taalmodig, skvætter af sig Sølen og gaar videre mumlende: «Sligt kunde jeg vente mig, naar jeg indlod mig med Trælle.»

Denne Diogenes kom virkelig ogsaa i Christianiaposten, og mente, skjøndt neppe skarpt nok, at hverken den Konstituerte eller den i Morgenbladet Forslagne burde være ansatte, men en eller anden Trediemand, en Mand, som havde baade det Ene og det Andre; som hine manglede, Kundskaber især. Det er nogle Examinater og det visselig ikke af de bedste. De kan være gode nok til sit Brug, og til Dommere op i Fjeldhuler kunde man ogsaa kanske til Nød sende dem; men i Akers Dommerkreds, om og i Christiania, der er det mildest talt uanstændigt at have dem. Her vrimler af juridiske Løver i Christiania, og trængte vel til noget for at opretholde sit Mod. Men den først Ansatte bliver siddende, man sætter sig ud over alt vort Skrigalt vort Skrig] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Alting, og havde vi noget at bestille, gjorde vi Andet end skrev om Sligt. Nu staar det bare tilbage, at disse To, som holdt hver med sin Examinat, slaa sig ihop og kaste sig over den sidste Mand i Christianiaposten, som ingen af dem vilde have, saaledes vilde da Ligheden med Historien om Diogenes være igjennemført.

Her er ikke liden Ængstelse og Ærgrelse med Jernbanen nu. Nu nylig gik den jo April udover Skinnerne mellem Dal og Eidsvold. Farten er derfor standset mellem disse Stationer og der tales om, at Folkefarten paa den ogsaa skal standse udover ivaar. Det kommer ogsaa op nu, at der flere Gange skal have været smaa Uheld, man hidtil har kunnet tit med, men nu kommer Alt og Ængstelsen for hvad Tælen vil gjøre, kommer vel desværre til at minke Færdselen. Underligt er det at de ugentlige Indtægter, sammenlignede med de ifjor, ere saa meget mindre, da Banen nu er længer end da, og man skulde tro at Alt var i bedre Gang. Dette skal ikke være opmuntrende for Aktiehaverne, der fremdeles maa rykke ud med sine Terminer; det er saameget værre, som mindst Halvparten af vore norske Actietagere ikke havde Raad til at gjøre disse Udlæg, men bleve drevne til at tage sig over Kraften, en Fædrelandsfølelse, der vel fortjente, man idetmindste indrettede Alt ved Banen, saa godt som det lod sig gjøre. Man skal nu forresten ikke tro paa alle Klager, som fare mundtlig omkring og undertiden kommer ud i Aviserne; thi de komme ikke sjelden fra Folk, som af en eller anden særegen Grund ere misfornøiede, men vist er det dog, at man ikke godt kan forklare sig, hvorfor Fragten nu skal være saa dyr, at man ikke kan fragte Véd til Byen — at man driver paa med den gamle Plankekjøring fra Strømmen, og at selv gamle gode Kjøbmænd sende Varer med Læs. Der maa dog være en Feil ved alt dette, thi unaturligtunaturligt] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: naturligt er det, og snarest maatte man da vente, at der hersker tilbørlig Hastighed, Skik og Orden ved Modtagelse og Aflevering, det er da ikke en saa forfærdelig sammensat og mangfoldig Indretning den Jernbanen, at man ikke maatte kunne faa Greie paa og i Alt saa det gik som Kjæpper i Hjul. Det er underligt, at Englænderne, der kaldes slige Forretningsfolk, ikke have sat Alting paa den bedste Fod; thi Stammen bliver i alle Fald deres, uagtet Tabet nærmest gaar udover os.

Den 6te April

Blev Alt lagt ihop, var det snart tykke Bøger, som er skrevet om Keiser Nicolaus’sNicolaus] Nikolai I, russisk tsar Død, om hans Regjering og personlige Egenskaber. Det er da heller intet at undres over, at man skriver om den Mand, som i de sidste tvende Aar har holdt Verden paa Krigsfod. Men af alt det, vi har seet skrevet om ham, er dog neppe noget bedre og grundigere end det, som Christianiaposten (rimeligvis L. K. Daa)Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar har skrevet; selv ikke Times, den «avisskrivende Zeus,» har gjort det bedre, maaske noget mere rystende og slyngende, men neppe saa gjennem grundigt og sundt. Dette er noget som bør erkjendes; thi vi have saameget at laste i Aviserne, at det er en Vederkvægelse at kunne rose engang imellem, og sige med Ridefogden: «jo vi har da Folk her paa Bjerget ogsaa.»

Nu vender man sig til Sønnen, Alexander II, især i franske Blade og Aftonbladet. Man har meget godt og smukt at sige om ham, og var bare en Tiendepart sandt af det, saa maatte Rusland og Verden prise sig lykkelig. Forresten faar han vel ikke Lov til at være et Menneske, naar han er bleven Keiser over et Folk isærFolk især] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Folk som det russiske; thi da maa han være en Legemliggjørelse af det og føre det mod Maalet paa den Maade som det kan føres. Gjør han ikke det, saa styrtes han og en Anden kommer, nærmest Broderen,Broderen] Konstantin Nikolajev, russisk storhertug der er en Storrus, som kan være det hele Folk i én Person. Saaledes har det altid gaaet, saaledes saa man det gik med Paverne og nu sidst med denne sidste Pave Pius IX, der blev anseet for en saa blid Mand, indtil han blev Pave; da blev han som de andre, og maatte komme med Urimeligheder og underskrive politiske Dødsdomme i mængdevis. Det er derfor ikke meget bevendt med Fyrsternes Mildhed; det er Folkenes Mildhed, man maa spørge efter; er Folket oplyst og skikkeligt, saa bliver altid Kongen det; han maa være som sit Folk; han er Folketanken i en PersonFolk; han er Folketanken i en Person] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Folk. Derfor er vor Konge saa god, fordi Folket er godt og Oplyst.

Aftonbladet holder paa at tale om vor Deltagelse i Krigen, men Svenska Tidningen, der taler for høie Vedkommende, er fredelig og mener, at vi ikke er forberedte paa Krigen. Til dette mener Aftonbladet, at Stænderne har bevilget mange Penge og sidst det saakaldte «lille Kreditivet,» saa Nationen nok kunde vente, at Tingen stod paa en bedre Fod. Det samme kunde ogsaa vi sige, men Pengene gaa med til Lønninger og «Etaten», saa at Armeens Materiale er uforberedt, om Noget kommer paa. Det er kjedsommeligt ved slige Bevillinger, at man ikke aabenhjertigt siger, hvortil Pengene skal anvendes, men ligesom foregiver noget Andet til den bevilgende Magt, for at faa Skillingen ud, saadan som man især gjorde ved det «lille Kreditivet» ihøst bort i Sverrig, hvor man lod Folk hemmelighedsfuldt hviske til Rigsdagens Medlemmer, at man maatte være forberedt paa Krig. Til dette var det stakkels Folk villigt og bevilgede, hvad man forlangte, da det igrunden var besjelet af krigerske Tanker og vilde staa paa Nationens Ære. Det arme Folk! og nu hører det, at Alt ligger saadan paa Ende, at der ikke kan være Tale om at være forberedt paa nogen Krig, om den skulde komme paa. Med dette kan man da smøre Folket om Munden, naar man Intet vil, og stille den umaadelige Ufærdighed i Udkik. Dette er alle Bevillingers Historie. Det er som naar man narrer Smaabørn til at give fra sig en Kniv eller sligt Noget. Det kan maaske ikke være anderledes, men det er mistrøstigt.

Vi se ikke mange Paaskeæg i vor Literatur og det er saaledes ikke mange literære Høns som løse ind sit Hoved. Man ved, hvortil Hønen er hjemfalden, efter den strænge Retfærdighed, dersom hun ikke værper før Paaske. Af Digterne er A. MunchMunch] Andreas Munch, diktar en flittig Mand: nu har han gjort et lidet dramatisk Stykke, som nok heder «En Aften paa Giskø.» Det blev oplæst en Kvel i Studentersamfundet, paa Dansk naturligvis, og det gjorde naturligvis Lykke. Det skal venteligventelig] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: endelig snart spilles. Det er virkelig rosværdigt af Munch, at han arbeider saa traat, og navnlig vilde det være godt, om han kunde slaa sig paa det Dramatiske; thi vi har igrunden mere end nok af lyriske Smaastubber, især naar Digtene fra Sprogets Side intet nationalt Værd har. Disse Bind Smaadigte som Folk udgiver, er noget af det Ugavnligste og Kjedsommeligste man kan tænke sig, og Publikum er da ogsaa ganske rigtig saa sundt, at det ikke kjøber til Dækning af Trykningsomkostningerne engang. Dette er den eneste Maade at bringe disse Galninger til Forstand paa, da de gjerne ere nogle fattige Stympere disse here Poeter.

WergelandsWergelands] Henrik Wergeland «Søkadetterne iland» er sammendraget og stelt til for Scenen af R. Olsen;Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar det er længe siden det blev indleveret og kommer dog vel endelig til Opførelse snart. Det skal tage sig godt ud og vil efter al Rimelighed komme til at gjøre Lykke. Olsen har Skjøn paa det Dramatiske.

Paa det norske Theater er vel ogsaa nye Stykker ivente, idetmindste ved jeg om et rigtig norsk Stykke, som har været i Arbeid; bliver det færdigt, saa bliver det idetmindste godt nok. Der er Sproget norskt og Mange frygte vel det er formeget norskt for Scenen; men det har ingen Fare; bare der er Handling og Poesi i Stykket, saa kan man tale til Publikum i hvilkensomhelst af vore Dialekter det skulde være, endsige i et lutret Sprog. Saalangt er vi kommen nu, og det er langt; man kan ikke ønske sig mere. At Publikum ikke vil høre Sludder paa Norsk, kan Ingen fortænke det i; det er haardt nok at høre dette paa Dansk, og at det heller taalestaales] retta frå: taales det paa Dansk, viser, at Folk har Ære for sit Modersmaal ved blot at ville høre smukke Ting i det. Kommer en Mand, som skriver godt, rigtig godt, saa trætter man ikke længer om Sproget, men sluger ham. Det er Ufrugtbarheden som trætter, netop den, som hverken kan gjøre det Ene eller det Andre, Negativiteten, som en Filosof vilde sige.

Nr. 84/1855; fredag 13.04.

[Isbryting og hamneutbygging i Christiania; ei lysteleg historie om mormonarar]

Korrespondance

Christiania den 11te April

Nu skulde det jo efter Aarstiden være Vaar, men vi ligge endnu lige støt frosne inde og vil endnu gjøre det en god Maaneds Tid, dersom man ikke kommer Vaaren og de bundne Vande tilhjælp med Isvækking; den 15de ds. siges der, man skal begynde med den; men det vil tage Tid med, inden man gjennem denne tykke Is kommer ud til Drøbak, da man paa gammel Vis maa hugge sig frem med Øx og Isvække, eftersom Isplogen, som man kyte saameget af engang, ikke stod sin Prøve men gik sund. Vest i Kragerø skal man skjære godt med en Slags Ishøvl, som har mange Tænder, der ere længer og længer, indtil den længste gaar gjennem Isen; det er saadan en tandet Planke, der kjøres, og denne Høvl synes, om man ikke har seet den, at maatte anbefale sig ved sin Simpelhed og forstandige Sammensætning. Underligt er det, at man ikke forlængst siden har fundet op et Redskab til Isskjæring, da det er Noget, man hver Vaar mere eller mindre trænger til, og det ingen ringe Udgift er at vække Skibene ud, selv om det ikke er saa langt som her i Christiania, og det værste er næsten at faa Alle til at tage Del i med efter sin Tørn, da «Alle vil eta, menmen] retta frå: min Ingen gjera»*) Der er ogsaa, om jeg ikke tager feil, engang kommen til Proces om den Ting bort i Langesundsfjorden, uden at jeg nærmere kjender til Sagens Udfald, men Lovgivningen har neppe nogen afgjørende Bestemmelse om slige Tilfælde, hvor der kunde blive Spørgsmaal om Lov eller ikke Lov til at lade sit Skib gaa i en Vaak, som en anden Mand havde hugget. Man trængte visselig til Bestemmelser for slige Tilfælde; thi Kranglerierne med nærige og vrange Mennesker ere mange, hvor man gaar den private Vei.

Denne sædvanlige Indising halve Aaret gjør Christiania uskikket til mange Ting, som staar i Forbindelse med Søfarten, selve Flytningen hid af Søkadetinstitutet vilde alene af denne Grund være forkasteligt. End ikke Horten er skikket for sin Bestemmelse af denne samme Grund. Nu faa vi ogsaa føle, hvad denne evige Draging til Horten med Alt det som er, har at betyde, idet man neppe endnu om en god Stund kan begynde med Dampskibsfart paa Udlandet, da Skibene ligge indefrosne i Hortens Havn, hvorhen man endelig ihøst skulde føre dem fra Frederiksværn. Derfra skal nu Alt, saa det snart bliver blot en Lotshavn. Vore Statsmænd ere ikke som Themistokles,Themistokles] Themistokles, athensk statsmann der vendte Talerstolen ud mod Havet for ligesaa skjønt som dybsindigt at antyde: derfraa maa Magten komme. De synes tværtimod at fryde sig mest ved at se ud over Isen eller glytte gjennem Kanaler (der tales om at grave en Kanal gjennem Øyren udenfor Hortens Havn); men det er nu rigtignok heller Ingen, som har tænkt, at de skulde ligne Themistokles. Bare de enda selv maatte slippe fra at fryse ind, men, det kommer vel til at gaa ymist med dem ogsaa. Under alle Omstændigheder kommer det vel til at gaa Nationen med alle disse Hortengreier som Manden, der skjød sig en Ræv 3 Mile tilfjelds og vilde bære den hjem, da han fandt Kniven sin for ukvas til at flaa med. Det gik godt, saalænge det bar ud for Bakke, men mod Hjemmet var nogle bratte Brækker, hvor Solen stak ham varmt i Ryggen, og da han var træt, kaster han i sin Forbitrelse Ræven og Altsammen, sigende: «lig der, saalænge du vil! du har skaffet mig Slæp nok!»

— Man begynder nu med Forberedelserne til de store Arbeider, som skal foretages med vor Havn og vore Brygger. Byens bevilgende Magt lagde efter megen Strid 2 pCt. paa Indførslen, for at Havnekassen kunde bestride disse høist nødvendige Arbeider. Det løber op til mange Penge, omtrent en 18000 Spd. om Aaret, om Alt gaar som før. Det er især Palæhaven, som skal skydes ud til en lang Brygge; de andre Brygger skal ogsaa skydes ud og gjøres af Sten. Ganske mærkelig er det, at man har kunnet berge sig med det vesle Rum og disse Skjærereder af Brygger under al den myldrende Færdsel og de mægtige Fortoldninger — omtrent Tredieparten af Landets samlede Toldintægter. — Man begriber ikke, hvorledes Forretningerne kan gaa, naar Dampskibene komme og gaa, da Publikum, som nu Alting skal se, driver der frem og tilbage saa tæt som en Børste; og stak ikke Kattenaturen frem, som er ræd for det Vaade og hænger med Kloen i Alt, som holde kan, saa maatte man faa en Forening istand til «druknede Menneskers Redning,» som en Forordning siger. — Dampskibene burde lægge an til Revierbryggen; det er blot Dampskibene fra Udlandet, hvor der kan være Tale om at se efter Fortoldning; desuden kunde Betjente til de bestemte Tider gaa derned. Paa et Sæt maatte man kunne stille sig for saalidet som muligt at standse Forretningernes Gang, uagtet det ikke er givet at møde Egennytten, gjøre sig «til Bikkje for et Beins Skyld.»

En lystelig Historie maa jeg fortælle. En af vore Mormonpræster skulde fra Piperviken være kommen drivende ud i Lakkegaden, hvor han prædikede for nogle Slagtere og andre stærke Folk, der ikke vare oplagte til Andagt og Grublerier over Neddyppelsen. De murrede først og toge derpaa Mormonpræsten og slæbte ham ud, til de fandt en Søle eller Urinkum, hvori de neddyppede ham sigende: «Du har døbt Saamange af os, nu skal vi døbe dig.» Noget lignende hendte i Risør, hvor som bekjendt Mormonerne først slog sig ned. Der var en gammel afdanket Sømand med Klængenavnet Rotta, som prækede Omvendelse til Mormonismen. Bedst som han engang staar og taler til en stor Forsamling, kommer en Mand sendende med en Kat, som han kaster bort paa Prædikanten, hvorpaa hele Forsamlingen stemmer i: «Au! Der tog Katten Rotta!»

Bare Folkevittigheden ikke undertiden blev grusom, saa var den bedst til at møde slig Galskab som Mormonlæren, ligesom den overhoved er den bedste Retspleie i mange Ting fornemmelig til at vi pidske det Naragtige. Men Folket er ofte saa mat og ligesom blygsomt, at det ikke haandhæver sin Ret. Gemytlige Optog og Pibing eller Klap vilde være bedre end baade Avisartikler og alvorligere Sager. I England er man i saa Maade mere flink; der huier man f. Ex. til en ufolkelig Statsmand. Men Korsbevares! her vilde sligt være vant; man gaar heller da og døser; finder sig i Alt og er — flau.

Rettelser i sidste Artikel.

1ste Spalte 23de Linie Sætningen: «om man lyster» udeladt efter Ordet «fabrikerer.» 2den Spalte 36te Linie: «man sætter sig ud over Alting» skal være «ud over alt vort Skrig.» 3die Spalte 22de Linie «naturligt» istedetfor «unaturligt.» Samme Spalte 2den Linie fra neden Ordet «især» udeglemt efter «Folk» og «som». 4de Spalte 15de Linie er Sætningen: «han er Folketanken i en Person» udeladt efter Sætn.: «han maa være som sit Folk.» Samme Spalte 13de Linie fra neden: «Det skal endelig snart spilles» istedetfor ventelig m. m.

*) Paa slikket Bogsprog maatte det hede: Alle vil spise, menmen] retta frå: min Ingen arbeide.

Nr. 86/1855; søndag 15.04.

[Akademikarstreik; heller kyrkje enn skole]

Korrespondance

Christiania den 14de April

Det er underligt nok, at Medicinernes Overenskomst, om ikke at indtræde i Tjenesten, er gaaet upaatalt hen. Man har spottet over Arbeiderbevægelsen og de enkelte ArbeiderstrikesArbeiderstrikes] arbeiderstreiker; retta frå: Arbeiderstrikkes; man har sagt, at alle disse Foreninger og Bevægelser var en Oprørets og Umodenhedens Aand, der ikke begreb, at Alt maatte gaa efter Statens og Arbeidsherrernes Godttykke. Nu skal man ikke længere spotte over alt dette, de studerende Folk som engelske Kul- og Fabrikarbeidere rotte sig sammen. Egennytten og Oprøret er sig ligt overalt, enten man er læg eller lærd; Alle føle, at de maa leve, og dersom Vedkommende ikke giver dem deres Løn, saa gjøre de Oprør. Fra et almindeligt Synspunkt er derfor denne Lægernes Sammensværgelse mod Staten, naar de ikke faa sine 3 Spd. om Dagen f. Ex., ganske i sin Orden; men ser man Oprøret fra en anden Side, maa man finde, at det ikke er smukt gjort af Medicinerne, og det kan alene være deres Stand, som har gjort, at man ikke har hudstrøget den hele Tilstelling og kaldt de gode Herrer og lærde Mænd Traniter m. m. Det er ikke smukt saaledes at danne Foreninger mod Staten og trumfe den til at give sig større Løn. Man kunde vente Sligt af Bordhuggere, men medicinske Kandidater og Studerende skulde man tro maatte begribe Tingenes Stilling bedre og vide, hvorledes Uleiligheden maatte afhjælpes. Det er at sætte fysisk Magt mod Overbevisningens. Bordhuggere og Gadefeiere vilde man tilgive Sligt, men saakaldte videnskabeligt dannede Folk maatte dog vide at gribe Tingen an fra en anden Side. Nu have imidlertid Medicinerne indgaaet sin Forening og Arbeidere, Plankekjørere, Stenbrydere, Bryggesjouere kan gjøre det Samme, og en Hund skal ikke gjø efter dem. Det er en Gjerning, som bør mærkes og Arbeidsmanden faar Lov til at sige: Andre ere ikke bedre end jeg er. Sligt tør man gjøre midt i Christiania og skrive om det som om ingen Ting var! Det er mærkværdigt, og jeg maa tro, at jeg selv, som finder det Hele saa galt, maa bedømme Tingen skjævt for ikke at tro en hel Forening fra Forstanden, hvilket vilde være meget værre. Man tør haabe, at Regjeringen indkalder udenlandske Folk og lader de gode Herrer praktisere paa egen Haand.

Her skrives og tales Meget om at faa en ny Kirke eller et Kapel ude paa Ruseløkbakken eller en anden Udkant af Byen. Tanken er smuk, og det vilde ikke være vel betænkt, at ytre nogen anden Mening. En Mand i Christiania-Posten har endog slaaet paa, at man skulde ansøge om at faa Kirken i Slottet. Det er Meget forlangt. Man har talt om, at denne Kirke kunde være for Studenterne, men det er vist overflødigt at have nogen særegen Kirke for dem. Forresten kan man vist bie med Opførelsen af en ny Kirke eller et nyt Kapel, thi det er visselig ingen letsindig Tale, men en velbetænkt en, naar man mener, at den nuværende flittige Kirkesøgning har stærk Lighed med en Modesag for Øieblikket. Man kunde eftervise dette ved at paavise den Mængde Mennesker, som gaa til Kirke, hos hvem der fornuftigvis ikke kan være Tale om nogen aandelig Trang. Men det vilde ikke være nogen opbyggelig Paavisning. Lad derfor Meningen staa i sin Nøgenhed, enten den falder eller ei. Man skal derfor bie, saa blive Kirkerne store nok og man trænger ikke til flere nye. Det er ellers en meget smuk Mode, og man maatte ønske, at den bestandig vilde holde sig, men det nytter ikke at smigre sig med et ugrundet Haab. Slaar det ind, saa er det godt, hvis ikke, var det noget, man kunde vente. Kapellet skulde nu ellers være for Folk, som ikke ere paa Moden, for Almuesmanden, der er hungrig i Aanden. Men Almuesmanden trænger visselig mere til Skoleoplysning, end egentlige Prædikener. Det vilde derfor være bedre at udvide Skolerne, uddele Bøger og ellers virke for Oplysningen, istedetfor at bygge et Kapel og faa en Præst, som maaske Almuesmanden ikke kunde opbygge sig ved. Der skal en særegen Gave til at tale til Folket, og da Præsterne ikke oplæres til det, saa kan man ikke vente, at de skal kunne det, selv om de havde Gaverne, der neppe ere givne En af Titusinde. Derfor bør Præsterne være nyttige paa den Vis, de kan, nemlig som Skolelærere. Lad saa dem, der have Aandens høiere Gaver, opbygge og driste sig til at bestige en saa hellig Ting som Præstestolen. Da har vi Kirker nok; thi blive de for trange ved høitidelige Leiligheder, saa kan man prædike til Mængden fra Bjerget, som Mesteren gjorde. Det vilde være paa Tiden ret grundigt at overdøve Dagens Raab: «Flere Kirker, flere Præster.» Raabet er sandt med en Forandring af Præster til Lærere og Kirker til Skoler.

Nr. 90/1855; fredag 20.04.

[Sølvverket på Kongsberg]

Korrespondance

Christiania den 18de April

Nu da Storthinget har tilladt og Regjeringen taget tilfølge, at der under sine Indskrænkninger kan afhændes sølv- og andre metalførende Gange om Kongsberg, saa er det paa Tiden, at man benytter sig af denne Tilladelse og gjør sig denne «Frigivelse» saa nyttig som muligt. Hint gamle Forbud blev, hvad vi Alle mindes, anført som Exempel paa vor bundne Tilstand og ringe Forsorg for den private Driftighed og Arbeidsmandens Udkomme. Nu kommer det an paa, om det ikke ogsaa med dette politiske Emne gaar som med Lekerne, Børnene skrige efter og kaste, naar de faa dem. Det er nu sagtens ikke let at gjøre sig denne Tilladelse nyttig med det samme, da der skal Forstand og mange Penge til, men det er dog noget at betænke, og det er ligesaa meget en Æres- som Velfærdssag; navnlig maa Folk i Drammen og paa Kongsberg og Strøgene deromkring være gløgge paa det. Man ser da ogsaa, at en Mand derbortenfra har skrevet meget fornuftig om den Ting til Morgenbladet, og at det selv har skjænket Sagen sin Opmærksomhed. Det tør saaledes haabes, at mange af dem, som kan tale og skrive og fremfor Alle dem, som har Penge, vil gjøre sit Bedste for denne Sag, som unegtelig mere end mange andre er et Nationanliggende; thi paa samme Maade, som vi nu takke og prise dem, der gjorde, at Kongsberg Sølvverk ikke blev solgt til Udlændingen, paa samme Maade vil man ihukomme dem, der frelser disse Feldter fra at gaa i Andres Hænder. Det er ikke mere end en fornuftig Selvopholdelsesdrift, at vi ville beholde vore Herligheder nærmest for os selv, og den, som siger, at det er det samme, enten vi selv eller Udlændingen er Driftsherre, naar bare vi faa Arbeide og Omsætning kommer igang, han siger ikke sandt. Det vil nok — for at tale om noget lignende — ikke vare længe, før den Mening deles af Alle, at det var en daarlig Gjerning at overlade Jernbanen til Englænderne, der forresten kan være saa gode de ville, og at det havde været vel, om vi heller nogle Aar havde biet med at faa Banen. Det gaar ikke an at kjøbe saa dyre Lærepenge, at man senere sættes ud af Stand til at gjøre sig sin dyrekjøbte Kundskab nyttig, og «Frisindet» maa ikke gaa saavidt, at man gjør sig selv til Slave. Kan man ikke andet, nu vel, saa gjør man, hvad man kan, men saa daarligt Folk er vi ikke enda, at der ikke skulde være Raad til at redde saa vigtige Ting som Sølvgangene om Kongsberg, naar Alle har en god Villie og de rigeste og fornuftigste Mænd især paa de nærmeste Steder stille sig i Spidsen for Aktietegning eller andre Foranstaltninger, som maatte være at træffe. Drammen er nu saa lykkelig at have en god Anledning til at gjøre noget godt og stort, og det tvivles ikke paa, at den vil gjøre, hvad den kan.

— I Guldsmed TostrupsTostrups] Jacob Tostrup, gullsmed Butik er en skjøn Frugtopsats at se, som skal paa Udstillingen i Paris. Det er en Lyst at se den staa der som en Angelika med udslagne Blade, udsprungne Blomster under dem og toppe med en Krone, hvori der sidder en Guldsmed som sædvanligt. Det er trende Bladlag, hvorpaa Frugterne skal ligge. Alt er høist naturligt; det er upaatvivleligt et sandt Kunstverk, og det virker ikke forstyrrende paa Enheden, at Blomsterne ere af forskjellig Slags, Kalaer underst med sin røde Frødob midt i, egentlige Roser og andre Arter under de øvre Bladudslag. Blomsterne ere drivende hvide af saakaldt «kogt» Sølv; de ere ikke drevne men hamrede, uagtet man ser Texturen og alt i dem, som det skulde være Drev. Her kan man tydelig se, at det hvide Sølv er skjønnere end, naar det er forgyldt; det vilde have taget sig overlæsset og barbarisk blandt den øvrige Speilglands, om Blomsterne havde været forgyldte. Opsatsen veier 340 Lod og er ansat til 400 Spd., hvilket for et saa fint Arbeide synes meget billigt. En af Tostrups bedste Arbeidere, en SvenskSvensk] retta frå: Skensk, skal have megen Andel med i dette Arbeide, der sikkert vil gjøre Lykke paa den store Udstilling, og geraade baade Mesteren selv og vort Land til Ære. Det vil vise, at vi kan forarbeide vore skjønne Stufer fra Kongsberg, der vist ogsaa blive sendte til Paris som i 1851 til London. Saa skal det være. De gode Franskmænd især, Englændere og Tydsker ogsaa, ikke at tale om andre Folk længer borte, vil tro at Norge er et Peru-Eldorado betyder intet stort nu, da man finder saa meget Guld i Kalifornia og Australia —; de vil prise os Norske lykkelige, og da de ikke kan stort Geografi, og ere meget blaserte, som ventelig er, vil Norge blive et uhyre poetisk Land, hvor man maaske lader Dverge spinde Sølv af Bjerget som Traad af et Rokkehoved. De vil maaske endog lade os sko vore smaa Nordbagger med Sølv, ligesom Karl XIIKarl XII] svensk konge lovede sine Folk, naar de blot kunde trænge frem til Kongsberg. Det er Ingen som rigtig ved, hvad de vil gjøre; men meget og eventyrligt kan man bande paa, det bliver, baade paa Udstillingen og siden i Soirerne, naar Frugtopsatsen staar paa Bordet — den bliver nu vel kjøbt af en Marquis eller Lord. — Hvor Herrerne skal være aandrige over Norge og Damerne sukke efter at komme did!!

Det er intet Under, at Udlændingen vil faa Klo i vore Bjergverker især i Sølvet. Paa Langebro sad tvende Tydskere forleden Aar — det var i 1851 — og talte paa sin Tydsk om, at de snart vare paa Kongsberg. Det var umaadelig overdrevent, hvad de vidste om den gode Bjergstad med sit uhyre Verk. De sluttede sin Tale med følgende Ytring: «Ja, derfor er den norske Statskasse saa rig, fordi den kan faa Sølv nok fra Kongsberg.»

Det er paa Tiden at vi beholde vort Sølv for os selv for at vi selv kan leve vel og give Udlændinge Stof til Fantasier. Det er en skjøn Tilstand.

Nr. 92/1855; søndag 22.04.

[Jurykommisjonen]

Korrespondance

Christiania den 20de April

Det er, som det bør være, at følge med Jurykommissionen; thi det er en stor Gjerning, den har fore, og hvad der er, endnu mere den har været en Forargelsens Sten baade for Storthing og Regjering; de have formodentlig stødt Taaen tilblods paa denne Sten; Nationen vil gaa af Veien for den, og de maa være saa gode at følge efter. Hvori denne Forargelse og dette Slag har bestaaet, er nu alt noget Gammelt og Kjedeligt; men det skader ikke at rippe det op igjen, naar det sker med tilbørlig Forandring: Storthinget eller rettere den saakaldte Opposition gjorde sig Skade først ved noget utidigt at ville vælge Kommissionen, medens Regjeringen havde en af samme Slag siddende; det havde været tidsnok, naar man endelig havde faaet seet og prøvet, at der slet Intet blev af med Regjeringskommissionens Arbeide. Det skal Ingen kunne sige, at nogen Hast var paafærde, og om Hast havde været, saa kommer man ikke fortere frem, for det om man gaar paa Fire. Det var dernæst ilde, at man trodde, denne Beslutning om Kommissionens Nedsættelse skulde i og for sig være et Nederlag for Regjeringen, en Mistillid, som maatte have sin Styrke, naar den kom fra den Kant, at det skulde være en parlamentarisk Seir som det heder i Politikmaalet. Slige Seire er det snart at vinde, men de ere dyre.

Værst var det dog med Tvivlraadigheden, da man endelig havde vundet denne Seir og skulde vælge sine Mænd, med andre Ord, da man havde snakket og skulde til at handle. Det er ogsaa en lei Ting at handle; det vilde være herligt, om man kunde berge sig gjennem Livet med Snak. Vi vide Alle, hvorledes Majoriteten handlede: den lod én eller to Mænd handle for sig, og skrev saa efter Recept sine Stemmer. Oppositionen var i dette Tilfælde som i mange andre lig en ung Pige, en Fremslænge, der med Gaaseøine ser paa sin Moder, om hun maa gjøre det og det, naar hun sammen med hende er ude i Verden. Det er Ungdommen, Uvidenheden og Uerfarenheden maa vide. Og den vil angive Tonen! Det gaar ikke an. Forresten var det bedre at falde med Glands end at blive leet ihjel. Denne ulyksalige Akkorderingspolitik, som man havde her ved dette Valg ligesom ved alle Leiligheder, hvor der er Spørgsmaal om at drive noget igjennem f. Ex. i den mindeværdige Adressesag 1848, den er det, som gjør at man intet bliver vyrdet, men at vor hele Politik lever paa Kongens Naade. Nu driver man nok i Jurykommissionen ogsaa denne Akkorderingspolitik med Undtagelse af Sverdrup,Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar der kan have sin egen Mening. Der fortælles saaledes, at man fik UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar til at gaa ind paa, at Regjeringen skulde være Appelinstants i Anklagejuryen, som nok er foreslaaen at skulle bestaa af Dommeren og 6 Lagrettesmænd. I dette er ikke megen Sands, naar man tænker paa politiske Sager. Skal der være nogen Mening med at tage Anklagemyndigheden fra Amtmanden, saa maa man da ikke gjøre Regjeringen til Appelinstants, men lade denne være hos nogle Overdommere, hvilket ogsaa Sverdrup skal ville. Men, det er igjen Akkorderingspolitiken. Dunker,Dunker] Bernhard Dunker, jurist der i Aviserne holder paa med sin PickvickklubPickvickklub] Pickwick, vil ingen Jury have; det har han sagt, og det siger han paa sin afgjørende Maade. Som god Prokurator maa han derfor ville gjøre Juryforslaget saa ubrugbart som muligt, og saa akkorderer han med Ueland. MotzfeldtMotzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant gjør vist det bedste, han kan, men han vil jo heller ingen Jury have. Om KildalKildal] Daniel Kildal, høgsterettsadvokat og bystyremedlem véd man Intet endnu, og det kan igrunden ogsaa være det samme. Det skal blive interessant at se det endelige Forslag med sine Meningsafvigelser. Bliver det saa lysteligt som Jurykommissionen selv, dens Valg og det hele Snak om den, saa faar Nationen Like for sine Penge, om den forresten bekvemmer sig til at give nogle ud. Det er iøvrigt en Komedi, som ærlig fortjener sin Entrébillet.

Regjeringen var ogsaa kommen til Skade, tillod jeg mig at mene ovenfor. Havde der været Logik og Styrke i Justitsdepartementets Foredrag, saa havde det været i sin Orden at henholde sig til det, da man endelig var af den Mening, at Kongens Sanktion var nødvendig; det havde endvidere været i sin Orden at henholde sig til Foredragets Slutning, dersom dets Præmisser havde forberedt den; men det sigtede i Vest og skjød i Øst. Det smagte igjen af Akkorderingspolitik. Underligt forresten, at man lader noget udgaa fra Regjeringen, som ikke i Stil og Tanker og Alt er et Mesterverk; det synes ikke være passende ellers. Alt som kommer fra Regjeringen og, hvorfor ikke ogsaa fra Storthinget, burde staa der som hugget i Granit.

Det var dernæst ikke vel betænkt af Regjeringen, dersom den ved Sanktionens Negtelse trodde at standse Juryen; den kommer nok alligevel, skal den komme; man standser ikke en Strøm ved at holde for med den flade Haand. Man kunde negte Sanktion, men det maatte være af en Grundlovsmening. Derimod er det i sin Orden, at Regjeringen har trukket alle Følgesætninger af Sanktionens Negtelse, saasom at kalde Sverdrup og Ueland hjem: En Statsmagt maa være konsekvent, vi har fra Oppositionen Exempel paa hvad Halvhed duger til. Men alle disse Regjeringens Foranstaltninger maatte gaa ud fra dens Grundsyn af Grundloven; det maatte ikke være af nogen Frygt for Juryen, thi da vilde alt have opløst sig i noget latterligt. Naar alt kommer til alt, kommer nok StatholderenStatholderen] Severin Løvenskiold, statthaldar og VogtVogt] Jørgen Herman Vogt, statsråd bedst ud af det. Det er Mænd, som tør have en Mening det; om Alle ikke ere enige med dem, det gjør Intet. De øvrige Statsraader vilde og vilde ikke.

Underlig nok, at Nogen kan tro, at Kongemagten lider noget ved det, at Kommissionen blev siddende. Den er saamen uangribelig. Underligt ogsaa, at det er Dunker saameget om at gjøre at retfærdiggjøre sin Siddelse, naar han ikke kan anbringe andet end Høiesteretsargumenter, som ere morsomme nok, naar man hører ham der.

Den kongevalgte Jurykommission skal komme til det, at Juryens Indførelse hos os vilde stride mod Grundloven. Meget bekvemt.

Vi faa vel Jury i Politiske- og Pressesager. Det bliver formentlig Enden og det vilde vel ogsaa være en god Ende. Saa faa begge Parter lidt. En Akkord igjen.

Nr. 96/1855; fredag 27.04.

[Allmugeskolen]

Korrespondance

Christiania den 25de April

I «Selskabet for Folkeoplysningen» saa man igaar til Behandling Spørgsmaalet, om den Oplysning, vore Almueskoler yde, er nok, og, ifald den ikke er nok, hvorledes da Sagen burde gribes an. Man kan nu ikke vente meget af slige Forhandlinger: den Ene har sin Mening og den Anden sin; der tales og modsiges, og naar Mødet er endt, vilde det ikke være godt at sige, hvad Forsamlingens Mening egentlig var. Jeg kommer derfor tilbage til, hvad jeg ofte har sagt om slige Møder f. Ex. Præstemøderne, at de ikke længer svare til sin Hensigt, nu da man har saa let for at trykke. Det læsende Folk kan nu være en Forsamling, der baade er bedre og større. Man skal derfor ingen Vind gjøre med disse Forsamlinger og Selskaber og sige: «Nei se, hvor man kommer sig, hvor Tiden gaar fremad.» Det er altsammen noget, man er voxen fra, som naar man finder en gammel Trøie fra sin Opvæxt. Noget andet er det, hvor det gjælder om Sammenskud og at fatte Beslutninger; men hvor det gjælder at oplyse og høre Meningsforskjel, der er Forsamlinger og Møder til intet andet end Kvalm og Blæreri, hvor Umodenheden eller noget endnu værreværre] retta frå: være til Taalmodighedens Undergang kan spilde Tiden med Snak. Jeg var ikke i Folkeoplysningen, men jeg tør antage at ogsaa den maa adlyde den almindelige Lov.

Det er iøvrigt smukt af Folkeoplysningen saadan at tænke paa vore Almueskoler og spørge, om de kan svare til Tidens Fordring i et Land, hvor det heder, at man styrer sig selv.

Man Hoben hæve vil, som ersom er] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: som i Mørket fangen,
og ligner Guden Thor, der vilde løfte SlangenSlangen] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Stangen.

Det er gudalikt, men desværre, man kommer ingen Vei. Naar man sætter Almueskolen i Forhold til en statsborgerlig Dannelse, der skal kunne styre sig selv, gjør man et altfor vældigt Sprang. Et af To; enten ved man ikke, hvad der kan udrettes i en Almueskole — den være nu hvordan den vil — eller ogsaa ved man ikke, hvad der skal til for at kunne forestaa det mindste borgerlige Ombud med Forstand, f. Ex. være Formand, ikke at tale om Ordfører. Til at være det vigtigste i Livet, et godt Menneske, en god Borger, er Almueskolen tilstrækkelig selv der, hvor man som paa mange Steder i Fjeldbygderne ikke har mere end 6 Dages Skoletid om Aaret, naar man kun har Bøger og Lysten til Læsning er der, hvilket til syvende og sidst bliver vor mest praktiske Skole; men til at gaa videre maa man have sine særegne Skoler, hvorhen de, som have Evner og nogen Raad, kan gaa. En taabeligere Bestemmelse findes derfor neppe end den i de sidste Skolelove, at Kirkesangeren skulde være Lærer for en Almueskole istedetfor som før paa de fleste Steder at være Lærer for en saadan liden høiere Skole, hvor nemme Børn og bedre Gaardmandssønner kunde komme. Det bær sine Frugter, fordi det var naturligt, og vi se da ogsaa, at de Bygder ere sunkne tilbage, hvor man troede at kunne løfte den hele Menighed, de Blodfattige og Traanemme, der hænge i Skolen som Blylodder paa dem, som vil og kan frem. Dersom man ikke fik mange Klasseindelinger, hvilket alene kunde være muligt i bedre Byer, saa bliver det alene en tom Tale at hæve Almueskolen til noget som kunde kaldes en statsborgerlig Dannelse i et «frit Land.» Det er dette, som maa begribes. Vilde man tale om Fagene i Almueskolen, som f. Ex. at man ogsaa der burde lære Barnet, hvad Barnet kan lære, ja da var det en anden Sag. Underlig nok, at man ikke mere ser paa Livet, hvordan det daglig stiller sig og derefter indretter sig. Da maatte man se, at de mest dresserede Børn fra vore mest methodiske Skoler, hvilke Læreren kan rykke i og faa til at dandse paa Examen som Hallingmænd, synke tilbage til Sløvhed og Elendighed, naar de intet have men maa kjæmpe sin fortvivlede Kamp for Maden i Munden, eller naar den rette Natur ikke er i dem; medens man ser Andre, der knap har havt 1 Maaneds Skolegang sit hele Liv, ere dygtige Folk og arbeide sig frem. Man ser ogsaa, at enhver Gaardmand, som har den mindste Raad, holder Huslærer for sine Børn, eller sender dem til bedre Skoler; det samme gjør man i Byerne. Kort, man sætter Tæring efter Næring ikke blot i legemlig, men endnu mere i aandelig Henseende. Mennesket var ogsaa vanvittigt, om man ikke gjorde det. Lighed er nu engang ikke muligt; men Enhver faar arbeide sig selv op. Det er underligt, at vore «Præster og andre lærde Mænd,» som den gamle Lov udtrykker sig, der saa godt vide at prædike mod Lighed, ikke skulle begribe, at Lighed i Undervisningen er umulig i «Almueskolen.» Man taler om Almueskolen og Almuens Undervisning, ret som den ikke ogsaa maatte have de samme Trin, som naar man kommer høiere op paa Samfundets Stige. Man maa indskrænke Almueskolen, Statens Ret til at kræve noget Vist, til det allernederste Trin, til dem, som ikke selv kunne leve, men maa faa Hjælp. Det bliver Usands, naar man gaar høiere op. Thi hvor skal man ende?

Jeg skulde derfor mene, at den største Hindring for den saakaldte Almueundervisning ligger i dette unaturlige Forhold, at man tager Almueskole i en altfor vid Betydning og derefter giver sine Lovbestemmelser. Man vil løfte formeget og løfter derved intet, men fortager sig.

Jeg gjentager: det er smukt af Selskabet for Folkeoplysningen, at det saadan tænker paa Almueskolen. Der er vist mange Mænd i Selskabet, som med sand patriotisk Følelse tænke paa at hæve det hele Folk til et myndigt Folk, til et Folk ogsaa af politiske Ypperstepræster; men slaar det med sin formentlige Betragtning af Almueskolens Opgave ikke ind i en anden Gade, tillader jeg mig at spaa det en ringe Fremgang. Folk, som det gjælder, vil ryste paa Hovedet, og sige: «det gaar ikke an.» Det samme som man siger til Budene om Oprettelse af faste Skoler og en forlænget Skoletid. Man bærer det en Stund, men, saa falder det Hele i Stykker.

Det var et leit Forvarsel, at Flagskibet Hertugen af Wellington stødte paa et Udvandrerskib den Dag Flaaden seilede ud, saaledes at det nok maatte ind og reparere. Det er intet Under, at John Bull er mørk over dette Varsel, og dersom det havde været for de gamle Romer, saa vilde hele Flaaden være seilet ind igjen, og Krigen indstillet. Man saa, hvordan det gik i det Søslag, som Claudius PulcherClaudius Pulcher] Claudius Pulcher, Publius, romersk konsul 249 f. Chr. holdt mod Kartagenienserne, da blot «de hellige Høns» ikke vilde spise før Slaget, hvilket var et ondt Mærke. Pulcher vilde være Karl, han, og kastede Hønsekurven i Havet sigende: «Ville de ikke spise, nu vel, saa skulle de dog drikke.» Men han tabte Slaget, som ventelig var. Da NapoleonNapoleon] Napoleon Bonaparte, fransk keisar drog ind i Rusland 1812, snublede hans Hest med ham ved Grændsefloden, og han havde ikke den Aandsnærværelse som Cæsar til at afvende Varslet, idet han faldt paa gruve med det samme han landede i Afrika. «Jeg omfavner dig Afrika», sagde han og vandt Seier. Kommer nu an paa, om ingen Engelskmand har været vittig nok til at vende Varslet af. Vi vide Alle, hvor uheldigt blot et ondt Mot er, naar det er noget vigtigt vi skal ud paa, endsige naar noget støder til os. En Mand paa Landet og vistnok ogsaa i Byen, som f. Ex. skal bort at fri, vender øieblikkelig hjem som slagen paa Kjæften, naar det første Menneske, han møder, er et Kvindfolk. At møde en Mand, men især Hest og Mand, er derimod godt. Skal man ud paa Skytteri (Jagt), gjælder det samme, og til Krig maa det endnu mere gjælde. Arme John Bull!

Nr. 99/1855; tirsdag 01.05.

[Nytt skodespel av Andreas Munch]

Korrespondance

Christiania den 27de April*).

At faa et hjemmegjort Skuespil paa Scenen, som lader sig se, og se med Glæde, det er virkelig en Begivenhed, som altfor lidet agtes paa. De dramatiske Digtere ere ikke mange, selv i store Lande, ja, man kan endog tælle dem alle i den hele Verden. Den dramatiske Digter digter i Karakterer, Situationer og Handlinger, istedetfor at den lyriske, kan man sige, digter i Ord og Rimendelser, ligesom han dysser sin Sjels Følelse og Inderlighed; kan han deri tillige lægge originale Tanker, slaaende Vendinger og nye Billeder, saa staar han allerede et godt Trin høiere; men op til dramatisk Digter er langt endda. Drama betyder Handling, og ligesom man taler om en Handlingenes Mand i Modsætning til en Tankens eller Følelsens Mand, der gjerne er ubestemt og lidet skikket for det saakaldte praktiske Liv, saaledes kan man tale om en dramatisk og en lyrisk Digter. En dramatisk Digter, f. Ex. E. Scribe,Scribe] Eugène Scribe, fransk dramatikar kan man derfor kalde Poesiens Napoleon,Napoleon] Napoleon Bonaparte, fransk keisar medens den lyriske Digter vilde være en Mand, som «den Vægelsindede» hos Holberg;Holberg] Ludvig Holberg Livet falder i Smaastykker for ham; der er ikke Sammenhæng nok i hans Fornuft til at holde det sammen; kort, det er ingen Mand med egentlig godt Hoved.

Dette er en lang, lang Fortale, især da jeg ikke egentlig vil bruge den. Jeg vil nemlig ikke undersøge, om A. MunchMunch] Andreas Munch, diktar er en dramatisk eller lyrisk Digter, idet jeg omtaler hans Stykke, der blev givet igaarkveld, «en Aften paa Giskø.» «En Aften paa Giskø,» synes mig er et godt Stykke. Man kan sige, det er et Stykke med Hjerte, om just ikke egentlig med Hoved. Med al sin Unorskhed i Sprog og Vendinger og fremfor Alt i Spil har Stykket nationale Stemninger, der umuligt kan forfeile sin Virkning, naar man ikke er et ugudeligt Menneske af bare Kritik. Vi hensætteshensættes] retta frå: hensætte til de gamle ætstore Slægter, vort Aristokrati, som vi maa kalde det, til den gamle Kraft og Selvstændighed, den ubøielige Stolthed, der endnu glimter igjen paa enkelte Steder, hvormeget den end er kuet og udvisket under Norges lange Forfald. Det er dette ægte Nationale, der griber os som en kjær Tanke, vi have glemt. Man kan kalde det Vildhed, Opsætsighed mod Lov og Øvrighed, men det er dog Kraft. Det er Noget, som ligner Manden paa Steig, der sagde til Frederik den 6te,Frederik den 6te] Fredrik VI, dansk konge da han vilde sadle hans Hest, som Kongens Kudske vilde gjøre: «jeg har sadlet Hesten for en bedre Mand, jeg.» «Hvem var det?» spurgte Kongen overrasket. «Det var for Far din.» I «en Aften paa Giskø» se vi Manden i Huset som Kong Olafs Ven, der lader til at begribe, at man for Kristendommens og Tryghedens Skyld maa finde sig i Enemagten fremfor den gamle Gjenstridighed og Lovløshed, medens Konen i Huset, Datter til Erling Skjalgson, ligner Faderen og alle de gamle Store, der sætte Uafhængighed og Gjestfrihed over Alt og ved Intet saa jammerligt, som at kaldes en Kongetræl. Det er Folk, som kan røre en til Taarer, og jo Mindre de tale, desto bedre. Det var den største Feil i Stykket, at de talte for meget. Konen havde Sønnen paa sin Side, en fortræffelig Ørneunge, der saa gjerne vilde digte, være Viking og skyde med Bue. De optage en Islænder, en Skald, der lærer Sønnen Frihed og Skaldekunst, en Mand der havde dræbt en af Olafs Folk og derfor var landlyst. Da Faderen kom hjem, vilde han ikke skjæmme sit Hus med at huse en Fredalaus, og Kampen mellem Fader, Hustru og Søn er derfor Stykkets Knude, som løses derved, at Olaf selv som forklædt Bonde er kommen ud og hører dette, hvorpaa han lader Forklædningen falde og tilgiver Alle. Det er unægteligt dramatisk, og Stykket kan røre, hvilket dog, naar Alt kommer til Alt, er det Bedste, man kan sige om en Ting. Jeg tager ikke i Betænkning at kalde dette Munchs bedste Arbeide. Her er Sandhed og Natur i sin inderste Kjerne. Jeg er saa ulykkelig ikke at være nogen ivrig Tilbeder af Munchs Muse. Det er unegtelig en Muse, men hun er mig altfor meget forgrædt; der er ikke Styrke og Høihed nok i hende, kort man føler, hun ikke er af Adel, ingen Datter af Erling Skjalgson; men hun er et tækkeligt, godt, snildt Menneske, som man kan elske indtil en vis Grad. Men derfor holde vi lige Meget af Munch og desto mere, jo nærmere vi komme til det Standpunkt, at vi se i ham, hvad han er, og ikke lade os blænde af barnagtige Kritici, der gjøre ham til noget saa Stort, at vi næsten ikke have Rum for ham. Det er kommet saa vidt, at man næsten bliver landflygtig, naar man som jeg ikke slaar Hænderne ende over sig til alt det han skriver. Han er unegtelig stor, men denne Storhed skal have sin Grændse; han er intet Gausta. Vil og kan derimod Munch fortfare som med «en Aften paa Giskø», saa skal Tidens Bølger ikke lettelig skylle hans Gjerninger bort. Blot han kunde vænne sig af med Danskhed i Vendinger og tænke paa Norsk; at han skulde lære at skrive Norsk, kan, maa og bør man billigvis ikke vente. Ved at skrive Norsk mener jeg ikke blot at bruge betegnende Ord og melodiske Former, men næsten endnu mere at have norsk Ordlag og Tungesveip. Men, han har alligevel sin store Betydning, uagtet han ingen Fremtidens Mand er, han er just Manden for vore egne Danske, der endnu en Stund kunde indbilde sig, at de alene ere de Dannede og vi Andre nogle smagløse Mennesker.

Det er dog en Forskrækkelse, hvordan det tager sig ud for os at se og høre Danske spille nordiske Karakterer; saasnart man et Øieblik kommer ud af Stemningen, er man (jeg idetmindste) færdig at skrige, da det ser ud, som man vilde gjøre Nar af det Altsammen. Madam WolffWolff] Lucie Wolf, f. Johannesen, skodespelar var godt Dansk, som Sønnen paa Giskø, men Jomfru Parelius,Parelius] Sofie Parelius, skodespelar Hustruen, Erlings Datter, holdt sig ikke ilde. Stykket blev iøvrigt godt spilt, især af Jørgensen,Jørgensen] Christian Jørgensen, dansk skodespelar Manden paa Giskø. Det er herlige Folk, og dersom de eller nogen Dansk tro, at vi i vor Norskhed have Noget mod dem, saa er det en beklagelig Misforstaaelse.

Det var vel, om Munch kunde føle sig oplagt til at skrive mere som «en Aften paa Giskø,» uagtet det vel maa siges, at Emnet, saadan som vi finde det i Professor MunchsMunchs] Peter Andreas Munch, historikar Historie, ikke har faaet den gjennemgribende Behandling, det fortjente, og som derfor gjør, at det paa en vis Maade kan siges at være taget bort; men, vor gamle Historie har store Emner nok, og den, som kan digte, finder altid Emner; han var ingen Skaber ellers. Det er det mest naragtige, naar man siger, vi have ikke Emner, og vore Forholde ere for smaa til Romaner og Dramaer. Det er ellers ingen ualmindelig Klage.

Rettelse.

I Artikelen for Fredag sidstleden vare de 2de Linier, som gik paa Vers, slagne, saa de haltede. De skulde hede:

Man Hoben hæve vil, som er i Mørket fangen,
og ligner Guden Thor, der vilde løfte Slangen.

*) Kom os først ihænde Søndag. Red. Anm.

Nr. 100/1855; onsdag 02.05.

[Aasens Ervingen på det norske teateret]

Korrespondance

Christiania den 30te April

Søndagskvelden kom det længe ventede norske Stykke til Opførelse paa det norske Theater. Det er ogsaa norsk tilgavns; thi for det første tale alle Personerne Landsmaal med Undtagelse af én, og dernæst ere de norske i Færd og Væsen, rigtig greie Folk, som ogsaa Publikum syntes at kjende igjen, hver fra sin Kreds, eftersom man klappede og var glad (fjaag, som det maatte hede paa Landsmaal). Det er et Stykke af stor Betydning i national Henseende baade for vort Sprog, vor Scene og vor Sundhed i Opfatningen. Det er første Gang, at noget Helstøbt kommer frem paa Scenen i denne Retning, ikke blot oversat som noget af «til Sæters,» og lidt af «Jeppe» m. n. a., men tænkt og skrevet paa Norsk; derfor er alt saa sandt og passer saa vel til hinanden. Det er bedst med én Gang at sige, at Stykket er af Ivar Aasen, for at Folk kan vide, at det er fornuftigt. At bruge Ordet fornuftigt om et Theaterstykke kan forresten misforstaaes, da man derved ligesom kunde sige, at det ikke var poetisk, hvilket dog maa være Hovedsagen. Jeg vil derfor bruge et andet Ord og kalde det all gildt (objektivt, vilde Filosofer og andre kunstige Folk sige), hvilket efter Ordet vil sige, at det er gildt, har Gyldighed for Alle. Det er givet efter en Lov, som Alle maa lyde; man kalde den Fornuftens eller Poesiens, det gjør intet til Sagen, naar man mener det rette med det. Man har sagt, HolbergHolberg] Ludvig Holberg var fornuftig og forstandig, det ramte ikke ganske; thi han var noget mere, han var ogsaa poetisk. Man har sagt, han ikke var poetisk, umaadelig falskt; men, han var igjen noget mere end poetisk, og det var det, som forvildede. Han var allgild. Det var Sagen. (Han var af en «vidunderlig Objektivitet», har man atter og atter skrevet.) Derfor er han ogsaa igaar og idag den samme. Jeg ved Ingen at sammenligne Ivar Aasen med, undtagen med Holberg, og jeg frygter ikke for at være bespottelig. Det er det samme Allgilde (denne «vidunderlige Objektivitet») hos dem begge, denne evige Sandhed, dette Hulspeil, der opfanger Straalerne af Folkeaandens Sol, og hvori man ligesom med Lysprøveren kan finde alle Lysets syv Farver, som her da blandt andre kunde være, Poesi, Vid, Fornuft, Forstand, Barnslighed, Aabenhed og — Rævekløer.

Vore andre store Mænd have sjelden mere end den ene af disse Farver; men da ogsaa ofte i en saa forbausende Grad, at det næsten ser ud som rent Sollys, f. Ex. H. Wergeland;Wergeland] Henrik Wergeland men Uagtet hans mærkværdige Vers, vil han dog aldrig, som noget helt, blive allgild; han vil, indtil man blot ser igjen disse enkelte evige Malmstøbninger, der altid staa glødende, blive en omtvistet Mand. Men om Holberg tvister Ingen, og næppe Nogen heller om Ivar Aasen. Maaske dog det endnu er fortidligt at fælde en saadan Dom om ham, iallefald maaske upassende.

At gjøre saa forfærdelig meget af dette hans nye Stykke, «Ervingen,» vilde idetmindste ikke være passende; men det er et af de enkelte Mærker paa Manden. Det vilde saaledes ogsaa være urimeligt at dømme Holberg efter ét af hans mange Theaterstykker, af hvilke mange nu, og det ikke frit de bedste, forekomme lidt kjedelige, naar man saa sidder i Theatret.

«Ervingen» er egentlig ikke efter vore Begreber dramatisk; det ligner i Plan og Væsen meget de holbergske Stykker; alt gaar saa simpelt og greit til, og var ikke det fortræffelige Maal, den Mængde Falkvisdom, den Kjernesundhed i alle Karakterene, saa maatte det kjede; men alt dette Gode gjør, at man synes, den ellers lange Akt, hvoraf Stykket bestaar, bliver altfor kort. Der er mange Viser i Stykket, og nogle idetmindste, ere virkelig saa poetiske, at man i vor Literatur skal lede efter Magen, f. Ex. Steinbrytarvisa og den, som Inga, Stykkets Elskerinde synger:

«DanDan] retta frå: Don tyngste Sorg og Møda,
er dandan] retta frå: don, som ingen ser.» o.s.v.

Der er ogsaa en Stevkamp, som gaar naturligt for sig, og en Vise med Stevsnit og Melodi fra Thelemarken. Den gjorde især Lykke ved Madam HundevatsHundevats] Benedicte Hundevadt, skodespelar Sang. Stykket blev spilt upaaklageligt af Madam Hundevadt og BucherBucher] Ole Johan Bucher, skodespelar endog godt. Det gaar vel bedre med Spillet en anden Gang, naar de bedre komme ind i Sproget.

Folk lod til at forstaa Sproget nok saa godt og finde det smukt. Det viser, at Publikum ikke er ræd, naar det hører noget som duger, saaledes som vimse Kritici og enkelte Lærere. Det er vort eget Maal, det er greit det, uagtet det væsentlig er søndmørsk, men Forskjellen mellem det og thelemarkisk, der ere vore reneste Former, er saa ringe, at det igrunden intet gjør. Den af disse Mundarter, med tilbørlig Hensyn til det bedste ved de andre, som kan faa den rigeste Literatur, det bliver Grundlaget for Landets Literatur engang. Dette er Ord, som Mange vil ryste paa Hovedet til eller le ad, men det faar ikke hjælpe.

Hvilken Uretfærdighed at skjælde Folk ud, at de hade det Nationale! Arme Folk, det længter blot efter det Skjønne og Gode under sin Kamp.

Nr. 102/1855; fredag 04.05.

[Kyrkje eller skole]

Korrespondance

Christiania den 2den Mai

Det er dog underlig, hvordan det kan gaa til i selve Christiania, hvor alt sker for Landets Øine. Som Exempel paa en Underlighed, kan man vel henregne Mødet og Forhandlingerne paa Børsen i Mandags, hvor man kom sammen om en ny Kirke eller et Kapel ud paa Ruseløkbakken, og valgte da efter nogen Tale en Komité til at fremme den Sag ved Indbydelse til Subskription og iøvrigt træffe Bestemmelse om, hvor Kapellet skal staa m. v. Komiteens Hverv var saa rumt, at den kan gjøre, hvad den vil.

Ved Mødet gik Lederen, Provst RohdeRohde] Frederik Rode, stiftsprost ud fra, at her vare for faa Kirker og saaledes forlidet Kirkerum. Dette gik man ud ifra, og det var formentlig dette, og netop især dette, som burde været undersøgt, om forresten en saadan privat Forsamling med nogen Rimelighed kunde indlade sig paa disse Ting, da vi have Loven af 24de Septbr. 1851 om Kirkerummets Forhold til Folkemængden, hvilket bliver et greit Regnestykke, og slaar ikke det ind, saa bliver den Ting en Sag for Byens Fædre og Formandskab, altsaa ikke for noget andet Børsmøde. Denne Lov maa vel være tagen Hensyn til ved den nye Kirke, og er denne for liden, at den ikke ved «sædvanlige Leiligheder,» som Loven udtrykker sig, «afgiver Plads for de Kirkesøgende af Menigheden,» saa kunde det være Tid at tale og faa et Formandskabsmøde istand, men intet Anstaltmageri, der være nu udgaaet fra Mænd, som gjerne vil blive Præster, fra Geistligheden, som gjerne vil være gilde ved at tale om forlidet Kirkerum eller fra nærsynte Folk, som er rædde Mormonerne. Tanken være nu kommen fra hvem den vil og næret af hvem det er, den er bestemt noget utidig, og jeg har før tilladt mig at ytre, at man maa se til at oplyse Folk paa andre Maader end med Kapeller.

Man gik, som sagt, ud fra, at der var forlidet Kirkerum, og med det samme fik vort ældre Christiania en Smeis for sine faa og enda tomme Kirker i Modsætning til Bergen, Drammen og Trondhjem, om hvilke det blev oplyst, at disse Byer hver for sig have flere Kirker end Christiania, som blot havde havt 1, nemlig Vor Frelsers. Denne Tale var noget skjæv, thi Christiania havde ogsaa havt Slotskirken, Oslos og Akers, ikke at tale om, at her er katholsk og Brødremenigheder med sine Kapeller. Vilde man sige, at Christiania har mange Oplysningsanstalter, f. Ex. Universitetet, og saaledes naturligt kunde undvære flere Kirker, vilde Enkelte maaske sige, at dette var bespotteligt sagt; men — det er lige sandt for det, og man jager ikke Sandheden bort for det, om man lyser den i Band.

Nei! nu er sandelig en Tidsretning saa, at Præsterne og deres blinde Venner kunne gjøre sig brede. Dette kan man vistnok vide blot er et Tilbageskridt (Reaktion) efter en ældre Bevægelse (f. Ex. Arbeideragitationen) og derfor ikke vil være af nogen Varighed. Men derfor kan det vel være tilladt at tale mod denne Reaktion, med den Agtelse, man skylder en saadan geistlig Bevægelse. Dette ligger ikke alene i Luften heroppe hos os, men ogsaa i den øvrige Verden, som man paa den Maade vil forsone med Revolutionen, den tabte Frihed og Fyrsternes Krige. Saaledes har Verdenshistorien altid stelt sig og nu i disse oplyste Tider behøver man ikke at frygte for at Nationernes Liv skal størkne, saasom i Indien, Ægypten, overalt hvor Præsterne have regjeret, saadan som i Europa i Middelalderen og nu i Spanien og Italien, ikke at tale om Rusland, der staar saa lavt, at ingen anden geistlig og verdslig Magt kan herske der undtagen Knutten. Jeg ved vel, at jeg faar høre ilde for dette jeg her siger, men det er naturligvis lige sandt for det, og jeg ved ogsaa, at man vil sige, jeg mangler Tro; thi et saadant Udsagn er det almindelige Vaaben, man slaar om sig med, og det er et dræbende Vaaben, naar man slaar om sig med det i den uvidende Hob. Men det Unyttigste et Menneske gjør, er at frygte, det er næsten ligesaa unyttigt som at bruge Grunde mod Uvidenheden og Fanatismen. Men man skal ikke blive træt af at sige det, man tror er rigtigt til Tid og Sted. Det bærer vel en Frugt.

Man kan ikke noksom græmme sig over Gangen i skriftlige og mundtlige Forhandlinger, der angaa Skole og Kirke, idet ingen fri Mening tør ytre sig uden at maatte frygte for at blive kaldet et Bileals Barn. Derfor tie de Fleste og lade fem være lige. Ja! hvad værre er, man hører Folk, af hvem man ikke skulde tro det, stemme i den samme fromme Tone — det er ikke den daarligste Spekulation det —, hvilket Alt frembringer et Indtryk, som ikke er glædeligt. Man skal Ingen dømme, men menneskeligt talt, ser det rigtig ud, som om vi have nok af lydende Malm og klingende Bjelder.

I Børsmødet var Ingen af dem, man vilde bygge Kirke for; man saa enkelte Haandverkere, det var Alt, Resten var studerte Folk.

Det var altsaa aandelige Formyndere, som vare tilstede, Myndlingerne sade hjemme paa Ruseløkken, i Piperviken, paa Grønland, paa Leeret ind i trange Gaardsrum og Kjælderetager. Men skulde det være rigtigt at gjennemføre Formynderlovgivningen saa strængt? Skulde det i disse oplyste Tider og i dette vort frie Land ikke være rigtigt at spørge disse arme Mennesker, hvad ogsaa de tænke? Det var nok gjørligt det; man kunde foranstalte Møder og lydelig Tale til Folket, da fik man ogsaa høre, om vi havde Folketalere, uden hvilke det er en udvortes og hjælpeløs Ting at bygge Kirker og Kapeller.

Nr. 103/1855; søndag 06.05.

[Unionskrise?]

Korrespondance

Christiania den 4de Mai

Den bekjendte Korrespondenten fra Christiania i det danske Blad «Fædrelandet» har kastet ud en Brand, som det længe vil ryge af. Han har nemlig i sin sidste Artikel sagt, at vi «uundgaaelig nærme os en unionel Krisis,» hvilken ubestemte og forunderlige Bemærkning «Aftonbladet» har bidt sig fast i. Det begynder sin Redaktionsartikel i sit sidste No., der er kommet os ihænde, med at rose Korrespondenten som en fritalig Mand, der giver mange gode Bemærkninger tilbedste, som Christianiatidningerne «tie med,» og derfor finder det hans Ytringer saameget mere at lide paa. Efterat have rost Manden, anføres Artikelen i sin Helhed og bagefter kommer Bemærkninger og Spørgsmaal til os Norske, hvad Grunden skulde være til, at vi nu skulde gaa en unionel Krisis imøde. Aftonbladet læser denne Korrespondentens Bemærkning med «Forundring og Overraskelse;» det samme gjøre vi og. Det beklaget, at det efter den herlige Fest, den 4de Novbr. nu skal se sig nødt til at mistvivle om Sandheden af hine varme Udtalelser, men tro, at det er kommet saavidt mellem Rigerne, at ikke Aabenhjertigheden, men Diplomatiens «Løgnsprog» tale. Bladet siger endvidere, at det ofte, hvilket er sandt, har faaet høre ilde af et stort Parti i Sverige for sin Norskhed, og at det nu; indtil nærmere Forklaring kommer, maa antage at have taget feil af os.

Dette er bitre Ord af et saa fornuftigt Blad som Aftonbladet, der altid har været en Mægler i de enkelte Misforstaaelser Norge og Sverige imellem. Denne Aftonbladets mæglende og forsonende Rolle har ved sin Betydning mæglet og forsonet det Hele, saa at de enkelte Mislyd hist og her fra ere forblevne uhørte; og ligesaa glædeligt, som det var for enhver Norsk at læse det fortræffelige Aftonblad før, ligesaa smerteligt er det nu at læse dets sidste No. Vi maa haabe, at det fra Korrespondenten selv vil faa Forklaring over hans dunkle Bemærkning, hvorved Misforstaaelsen maa bortfalde, da Korrespondenten — om vi kjende ham ret — ikke er den Mand, som vil udsaa Uenighed mellem Norge og Sverige, hvor stor Dannemand han end er. Giver ikke han Fyldestgjørelse, saa nytter det ikke stort de andre Blade at sige, at Mennesket farer hen i Yrska og snakker over sig; thi da er han den Oprigtige, medens de andre Tidninger føre Diplomatiens Sprog. Kanske vi ogsaa nødes til at gjøre en Fest igjen og skrive Sange, for at gjendrive nogle Daarers Ord. Aftonbladet, der ser saa megen Vranghed og Urimelighed og selv bliver saa miskjendt for sit smukke unionelle Sindelag, bør og vil begribe, at ikke den norske Nation kan svare for alle de Daarer, som maatte findes inden vore Enemærker, der enten ikke kunne tale, saa Folk forstaar, hvad de ville, eller ogsaa ville noget, som er ilde. Vi have nogle Folk, som elske Danmark saameget, at de i Norges og Sveriges gode Forening se en Fare for Danmark og derfor ville gjøre os Norske og Svenske utilbeins. Vi have atter andre Folk, der ere gode Patrioter nok, men ulykkeligvis altfor gode idet de ville stænge os ude fra al Verden, følgelig ogsaa fra Sverige. Vi have igjen andre, der efter Profetens Ord fare som Blinde, der famle efter Væggen. Andre, der spekulere i Lidenskaberne for at berige sig. Men alle disse Folk sætte vi under Formynderskab, naar det gjælder, saa mandstærke ere vi da.

Aftonbladet, der altid er saa fornuftigt, maa ogsaa vide, at en Forening, som skal være god, ikke altid kan være sukkersød. Vi have et Ordsprog i vort Landsmaal som siger: «Bedste Venine ymist røynas» (de bedste Venner rage ofte uklare, for at forske hinanden ud). I en Familie maa der ogsaa imellem komme Kurrer paa Traaden; man larmer lidt paa Tjenestepigen, naar hun ikke har kjøbt ordentlig Fisk, Poteter osv.; man smælder, naar en Bog eller andet Kjøral er forkommet; man giver Børnene Ris; kort, der er Larm og Kvalm i Familien; men se, det er noget, som hører med til Husstanden. Skulde Norge og Sverige i sin Forening, kunne vente det anderledes? Jeg mener Nei, og mener, at ingen ærlig Norsk og Svensk kan mene andet. Vi burde tvertimod glæde os over, at vi finde slige Livsmærker. Men, det forstaar sig, vi holde lige god Orden i Huset og risdænge de uartige Unger lige godt for det. Der vilde ellers blive Uorden, og Ukrudet vilde voxe En over Hovedet.

Man kunde forfølge Sammenligningen med Familien videre og sammenligne Mellemrigsanordningen og «tullfrågan» med forskjellige daglige Indtægter og Udgifter, ApanagerneApanagerne] retta frå: Appanagerne og Bidrag til Ministerkassen med Selskaber til Husets Glands og Honnør; men Sammenligningen saa udbanket vilde lettelig blive smagløs, undtagen i en mundtlig Tale, hvor der kunde spækkes med Bemærkninger og Indfald. Tingen er dog lige sand for det, og det er visselig det fornuftigste at se Forholdet i dette familiære Lys, istedetfor at fare op som en Tordengud ved det mindste Krangel, eller holde følsomme Taler ved det ringeste Lag, hvor man smauser paa Broderskabets Vegne. Men dette forudsætter rigtignok Tillid, og kanske vi endnu ikke ere komne saa langt, at vi kunne bruge den i fuldt Maal, men indtil videre maa sætte Korrespondenten i «Fædrelandet» og andre med ham i Umyndighedstilstand og med Graat og Laat forsikre de gode svenske Brødre om vort kjærlige Sindelag.

Der er ikke liden Utilfredshed især blandt Sømænd med, at man ikke selv hug Isen væk med de Penge, man for den Ting tager af Tolden, istedetfor at bie indtil Courrier kom og da være saa ydmyg at lade Pengene gaa med til Lag og Sølvbæger for ham. Det var ikke mandigt og selvstændigt.

Vort store Dampbaadskompagni siges ikke at kunne faa den ene færdige Baad, før det skaffer Sikkerhed for, at den ikke benyttes i russisk Interesse nu under Krigen. Deraf Forhalingen, som kan vare længe.

Nr. 107/1855; fredag 11.05.

[Rett og politikk]

Korrespondance

Christiania den 9de Mai

Nu kommer da endelig snart Arbeidersagen fore i Høiesteret. Der trykkes fort væk paa Aktstykkerne, der skal være saamange, at det bliver en hel Protokol. Det vil blive et historisk Skrift, og den Dag turde komme, at Digtere i det fandt gode Emner til fortræffelige Sørgespil, ligesom ogsaa at Historieskrivere maa være saa gode at lade Arbeiderbevægelsen med sin Proces fremsige sin Replik i Tidens Drama. Det er derfor intet Under, at vi i Forudfølelsen af dette, tale om den Dag, da Proceduren skal begynde som en Begivenhed, og høre med Agt paa dem, der fortælle, at Høiesteretsskranken maa tages væk eller udvides, da saamange af de Domfældte — man siger 13 — skal ville tale selv. Vi føle Medlidenhed og en vis Banghed for det, som Fremtiden kan bringe, naar vi høre, at disse Mennesker, der nu have siddet i snart 4 Aar, ser blege og elendige ud som Planter, der ingen Sol faar; deres Klæder skal være Pjalter, og Storthinget fandt sig ikke beføiet til at tage Hensyn til de forhøiede Madpriser og forøge deres Kostpenge. Hvad vil nu Høiesteret gjøre eller rettere maaske, hvad kan det gjøre? Stærkere end her kan man ikke føle Nødvendigheden af «Jury,» der, mindre bunden af den skrevne Lov, kunde tage Alt i Betragtning og derefter give sin Dom. Arbeidersagen vil da ogsaa blive den grundigste Grund for Juryen, som Juryens Modstandere aldrig i Evighed kan komme bort fra. Den arresterede Arbeiderbevægelse vil med sin egen Undergang kjøbe en ny Lovgivning for os, og man kan endda ikke sige, at Forandringen hos os er saa dyr som sædvanligt; thi det pleier altid at være de ædleste og største Mænd, som med sit eget Blod kjøbe bedre Dage for kommende Slægter. Her er det blot almindelige Mennesker, men det er dog MenneskerMennesker, men det er dog Mennesker] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Mennesker, altsaa hverken Guld eller Sølv. Der er dog nogle som staa over det Almindelige, blandt andre en Mand fra Landet, der har 6 Børn siddende hjemme uden Moder; han er en af de i Kommissionsdommen haardest ansedde, ventelig fordi man har fundet Breve, som enhver munter Mand i et overgivent Øieblik kunde skrive, eller hørt Ord, som det sunde fornuftige Liv maatte tage for Spøg, da han er en saa begavet Mand, at man vilde give ham Lov til at tænke og tale meretale mere] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: tale toldfrit, ja, glæde sig over at se ham kaste Streiflys over mørke Malerier. Det er dog altfor fælt, at vide slige Mennesker i Selskab med Forbrydere. Det er, som en Digter har sagt, saaledes, at Guderne kunde blive vanvittige. Men Loven er ens for Alle; den kan ikke hudstryge Mennesket og lade det gaa; den tager det helt, naar Gjerningen er given paa den ene Side og Forbudet paa den andre; Dommen bliver da, at disse tvende passe til hinanden, og der kunde endog efter vor retlige Tilstand spørges, om Dommeren kunde gaa saavidt som til at skjelne mellem det, som var mentment] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: mest, og det, som blev gjort, hvormeget end Kriminalloven overlader til Dommerens Skjøn. Nei, i Politiske- og Pressesager maa der være en Jury, som ikke behøver at lade Bogstaven ihjelslaa, men kan lade Aanden tale. Politiken maa flyde paa Tidens Bølge, og det er i Politiken Ret, som kan retfærdiggjøres for Tanken og vende Folkets Hjerter til sig. Derfor ser man da ogsaa, at de gamle Former springe med Brag, naar man altfor længe har dyrket dem og ofret til dem sine Martyrer. Verden jubler og kaster PurpuretPurpuret] retta frå: Pupuret om den, der for nogle Timer tidligere maatte være faldt som Forbryder. Der sér man Politikens Natur, at den ikke er nogen naturlig Ret, men en Ret, som kan være god nok, indtil der dages en bedre Ret. Man burde derfor formentlig følge denne Rets Udvikling og anerkjende den i dens Fremvext, saa vilde alle gamle Former smuldre sammen, og man trængte ikke til Revolutionernes Blodstrømme eller behøvede at løse Lænkerne af sine bedste Brødre, der knækkede gives tilbage til dem. Det nytter ikke at kjæmpe mod disse Sætninger: Historien har altfor slaaende prædiket dem. Saaledes er Politiken. Det kan rigtig nok mangen Gang gaa rundt for et Menneske ved at tænke paa Sligt; men, det faar ikke hjælpe; saaledes er det.

Efter dette skulde det rigtignok synes som om den, der havde Magten, burde dømme og slaa uden at se paa Meningen, indtil en Anden kommer og slaar stærkere, men dette er voldsomt, og den Tid turde vel komme, da Verden skred jevnt og stille frem uden gjennem Fald paa Næsen og blodige Opreisninger, — da man var vis nok til at lade, som man ikke saa det, der ikke kunde undgaaes, indtil man let og uformærkt var kommen over i en anden Tilstand. Det er saaledes Reformerne skal gaa, siger de samme Mennesker i et andet Aandedræt, naar det passer ind i Systemet. Juryen maa og vil komme i politiske Sager. En Jury vilde se Arbeiderbevægelsen i sit rette Lys, og en ret Jury vilde neppe kunde have holdt sig for at smile, naar den selv havde seet denne vor Arbeiderbevægelse og var kommen ind i dens Akter.

Dog selv om Høiesteret i sin Magtfylde frifinder, saa vil dog den lange Arrest være en god Grund til at fordre Jury i politiske Sager. Arbeidersagen er bedre end alle Kommissioner og alle Skriverier om Juryen. Den taler med den tause Handlings ubønhørlige Magt.

Det er skjønt for de Advokater, hvem det timedes at tale i denne Sag; den Advokat, som ikke der er god, er slet i enhver anden. Vi vente Alle af DunkerDunker] Bernhard Dunker, jurist noget Overordentligt der.

Nr. 109/1855; søndag 13.05.

[Chr. Monsen på teateret; utvandringa]

Korrespondance

Christiania den 11te Mai

Det er en meget frugtbar Tid paa nye Theaterstykker nu herinde; men vi faa vel til Gjengjeld bie en god Stund paa noget nyt, idetmindste faa vi ikke noget mere fra den Mand, som skjænkte os dette sidste Stykke «Guldbrandsdølene;» thi han er død; og om han havde levet, havde vi neppe fundet Stykket saa godt; saa underlig er Verden, og det er et godt Træk hos den, da man kan ikke som mod Mennesketkan ikke som mod Mennesket] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: aldrig mod Mennesket kan være for streng mod Kunstneren, Digteren og Literaten, saalænge han lever, og at man ihukommer ham som død, er en ren Naadegave.

Jeg vil just ikke hermed sige, at det mere end almindelig talt er en Naadegave, at ihukomme Chr. Monsen;Monsen] Christian Monsen, pressemann og diktar thi Monsen har skrevet mange gode Ting f. Ex. «Emigrantens Hjemve,» der er noget af det bedste i vor danske Literatur; men det kan siges, fordi han blev gjort saa inderlig lidet af, mens han levede. Verden var retfærdig mod ham; men fordi den imellem er saa urimelig at gjøre meget af enkelte Andre, der ikke ere bedre eller slige engang, saa syntes den at være uretfærdig mod ham, og det gjorde ham bitter og skjæmmede flere af hans Verker. Vi finde ogsaa lidt af denne Bitterhed i «Gulbrandsdølerne;» den ligger saltet i flere Ytringer og Synsmaader, naar man kjender Manden. Guldbrandsdølerne er unegtelig et godt Stykke, især vilde det have berettiget til store Forhaabninger, om Forfatteren havde levet: der er poetiske Glimt i det, og den dramatiske Holdning i det er spændende, næsten overspændt med Knald og Effekt, og for Folk, som har læst meget og levet lidet, maa ogsaa Karakterene, navnlig Bønderne i GuldbrandsdølerneGuldbrandsdølerne] retta frå: Guldbrandsdølernes, være fortræffelige; thi de tale, som de skulde have lært det udenad af en Roman eller være Stuepoesier; de tale om Norges Frihed næsten som i Syttendemaisange, hvilket man ved, sunde Bønder aldrig gjøre ligesaalidt som andre fornuftige Folk. Stykkets Elskerinde, en gild Bondejente, der bliver fangen af Skotterne — Stykket angaar naturligvis den bekjendte Skottekrig — hun udbreder sig over Norges Herlighed, netop som En, der gjør Vers, og tænk, hun taler om Sommerfuglen. Men trods alle disse Forryktheder, som Byfolk vist synes er deilige, gaar der dog en poetisk Flugt gjennem Stykket, der viser, hvad der kunde være blevet af Monsen, dersom han havde indseet Usandheden i den almindelige Roman- og Poesistil og fundet den djerve Folkelighed og Greihed i Ordlaget, kort dersom han havde været national. Jeg kommer atter og atter tilbage til Sætningen: Sproget maa stemmes om som et falskt Instrument; dette maa Folk tidlig eller sent indse, thi selv fornuftige Byfolk snakke ikke saa bredfuldt og modbydeligt, som naar et Menneske begynder at skrive og skal være poetiskpoetisk] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: praktisk. Bare et Menneske tager Pennen i Haand, saa er det som en ond Aand skulde være faren i ham; da Farvel Natur, Sandhed og Folkevit. Ved Siden af de fremmede Ordformer er her den dybe Grund til, at Folket i sin Storhed aldrig i Evighed kan fordøie vore Forfattere og Digtere.

Jeg har opholdt mig meget ved denne Side af «Guldbrandsdølerne,» fordi den viser, hvor farlig den maa være, siden en saa stor Aand, som Monsens kunde hildes af Unaturen, og gaar det saa med det grønne Træ, hvordan maa det saa gaa det torre? Vi have da ogsaa seet, hvordan det har gaaet og se det daglig i Aviser, Bøger, Digte og Skuespil. Har man engang faaet Øie for dette, saa er det en usigelig Lidelse at høre Taler og de sædvanlige hjemmegjorte Skuespil; en Avis og en Bog kan man da slænge fra sig; men i en Forsamling og i Theatret kan man ikke engang grine og rykke sig i Haaret. Der sidder man vakkert!

«Guldbrandsdølerne» er 4 Akter, og Traadene er slynget saa godt, at man følger dem med Opmærksomhed, næsten Ængstelse. Det er utvivlsom det bedste større Stykke i vor unge dramatiske Literatur. SinclarSinclair] George Sinclair, skotsk hærførar er en Mand, man maa holde af, Bønderne — deres Unatur fraregnet — og Fogden Gram ligeledes; men derimod er der en gammel Kone, som er uhyggelig og næsten hæslig ved sine Forbandelser over dem, som «skjænde og brænde» og «dræber Barnet i Vuggen» og alle disse Fugtigheder, som Visen: «Hr. Sinclar drog over salten Hav» har saamange af. De ere svært mange i Stykket. Konen, stakkel, har nu mistet sin Søn og vi se hendes Hus brænde. Lad hende bande! Jenta, Elskerinden, blæser i Lur og staar paa et vakkert Fjeld; der er da Udsider nok af det Nationale; men det eneste Sande hun siger er, at «hun bliver 20 Aar til Jul.» Publikum skjønte, dette var godt sagt; man kjendte det igjen. Jomfru SvendsenSvendsen] Laura Svendsen (g. Gundersen), skodespelar er stor. Hvad hun maatte kunne spille! Der skal en stærk Tro til at høre Danske være Døler. Det var en fortræffelig Dekoration; man skal se paa den og ikke paa Toget med Sinclars Baare, der i Slutningen drager over Scenen; gjør man det, saa fornemmer man ingen Pine, men Øiet hviler i stille Fred paa Lougen, Kirken og de bratte Fjelde.

Musikus Conradi havde komponeret Musikken; den tiltaler meget, især Bøndernes Bøn til Kamp i Slutningen af første Akt. Instrumentationen forekommer ogsaa ren, om det er tilladt at snakke saa musikalsk. Der er unegteligt nationale Stemninger i flere af Stykkets ikke faa Musiknumer; og kan ConradiConradi] Johan Gottfried Conradi, komponist og kordirigent gaa frem, som han her stavner, vil han afhjælpe et stort Savn og blive en fortjent Mand af Samfundet. Vi mangler om muligt mest Musik; kan Musik sættes til lette Vaudeviller, saa gaa de, om de ikke ere gode; det ser man bedst fra Kjøbenhavn, hvor man har Mænd som PoulliPoulli] Holger Simon Paulli, dansk komponist. Og ved man at man kan faa Musik til sine indlagte Sange, saa kan man skrive efter Indskydelsen og ikke pine sig paa opgivet Versemaal, ikke at tale om, at der først bliver Enhed og Holdning, naar Digter og Komponist arbeide sammen og forstaa hinanden. Vi maa have et Oplag af dramatiske Forfattere og Musici, før her egentlig kan blive Tale om en national Scene. Saadan som nu, er det bare enkelte Svaler, der desuden tumle i Flugten, og de gjøre ingen Sommer.

Skuespiller IsaachsenIsachsen] Andreas Hornbeck Isachsen, skodespelar og dramatikar med KoneKone] Janny Isachsen, skodespelar er kommen hid fra Bergen for at give nogle Gjæsteroller. Han er en ung Mand i Tjenesten, og kan han alt nu optræde med Berettigelse, saa maa der engang kunne blive Adskilligt af ham. Han har et godt Ord fra Bergen, der virkelig udfører gode Skuespillere og -inderSkuespillere og -inder] retta frå: Skuespillere- og inder. Det er unegteligt meget dansk til norsk at være i dem, men det er just fint det. BucherBucher] Ole Johan Bucher, skodespelar gjør dog en god Undtagelse.

Folk drager dog til Amerika iaar ogsaa, skjøndt vel ikke saamange. Det gamle velbekjendte Syn af Kister og Madbommer med krøllet Aarstal og Navn er ogsaa ivaar at se paa Bryggerne. Efter al den Skildring af Penge- og Arbeidsløsheden i Amerika mangler det dog heller ikke paa gode Skildringer fra paalidelige Folk fra det Indre, fra Franklin i Iowa. Det føles at Folk reiser. Arbeidslønnen er ikke sprungen op for Ingenting hverken her eller i Danmark, hvortil man nu ser, at Ladninger med Gutter og Piger komme fra Sverige, hvor der heller ikke skal være mere end «hava tar.» Værst er det for at faa Søfolk. Fragterne ere lave og Folkene ere dobbelt saa dyre, og enda maa man tigge til, endog true med Arrest, naar det er saadanne man har afmynstret. Disse 1000 Mand, som bleve udskrevne, toge ikke lidet, især her paa Østlandet, og det var de Fuldbefarne, «som Kongen tog.» Skulde det blive Krig af, fik man se, hvad man havde igjen til Arbeide; men saa kunde Studenterne og Kandidaterne tage sig til noget — Frugtbart.

Jurykommissionen skal nu udsætte sine Forretninger til ud paa Høsten, siges der. «De vigtigste Principer ere diskuterede»(?). UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar reiser hjem en af Dagene til sit Gaardbrug. Lensmandsombudet finder han ikke igjen. Nu finder man vel en Lensmand, som er Regjeringen hørig og lydig. Aa ja, han har sligt saa at gjøre.

Nr. 112/1855; torsdag 17.05.

[Den nasjonale fridomen]

Korrespondance

Christiania den 16de Mai

Her ser just ikke festligt ud til 17de Mai; man tænker nok saa smaat paa den, og de forskjellige Foreninger komme vel sammen paa sin Vis og feire Dagen saa godt de kan; men nogen saakaldt Folkefest bliver det neppe iaar heller, uagtet man ogsaa denne Gang har hørt Røster, som paakalde en saadan. Det lader ikke til at ville gaa med en Folkefest, om man forresten ved, hvad en saadan er. Grunden stikker nu i vort nordiske Blod, i vor Mangel paa rigtig varm Frihedsfølelse eller deri, at vi ikke have det rette Greb paa at faa en Folkefest istand. Nok er det, vi faa ingen Folkefest; men Mangel paa Frihedsfølelse eller nogen Undervurderen af Friheden er det neppe. Hver især efter sit Vilkaar er vist saa glad i Friheden, som det overhovedet er mulig at være glad i en Ting, man allerede har. Det Gode, man har, synes man jo overalt i Livet er Noget, der bør saa være og kan ikke være anderledes, Noget, man ofte ikke engang ser, før man har tabt det. Friheden er desuden Noget, der ikke kan tages og føles paa; den er, hvad boglige Folk kalde, noget Abstrakt. Folk hos os er derfor undskyldte, om de ikke gjøre saa megen Høitid af 17de Mai. Der ligger intet ondt hos dem for det; de kan være lige gode Borgere for det, og de vilde for det forhaabentlig ikke mindre reise sig med Vælde, om Nogen faldt paa at tage bort 17de Mai. Her er nu vistnok Mange ogsaa hos os, som dels synes at Friheden er for liden og derfor ikke har kunnet bære sin Frugt, dels Andre igjen, som synes, at den er for stor og udskeiende, saa Enden ikke kan blive god; atter igjen Andre, som Intet tænke og derfor heller ikke paa Friheden; men om Nogen og vilde tage den, skulde man se! Dette er en Tillid, man maa have, skal man tro paa Samfundet, paa Borgerdyd, paa Friheden selv, og, hvorfor ikke, paa Gud. Denne Tillid maa man saameget mere have nu, da Alle som En maa vide, at det dog i sin inderste Grund er for Friheden, at Verden kjæmper under usigelige Lidelser. Man kan kalde det de . . . ., de . . ., det . . ., Tyrkiets Selvstændighed, Ruslands Ydmygelse, Europas Ligevegt, Polens Gjenoprettelse, Englands Fabriker, Handel og Jernbaner, NapoleonsNapoleons] Napoleon III, fransk president, seinare keisar Despoti eller Gaadefuldhed; man kan endnu kalde det en Kabinetskrig, hvor Folkene ere blot blinde Redskaber; Frihed er det, — leder idetmindste til Frihed, og faar Verden engang Friheden, som vi have den, saa vil den paa sin 17de Mai være som vi paa vor, uagtet den har kjæmpet mere for sin, end vi for vor. Man skal ikke indbilde Nogen, at vi ere saa dorske, fordi vi fik Friheden saa let; vi vilde efter 41 Aars Forløb, da en ny Slægt er kommen, være ligedan, om vore Forældre havde lidt som Polakkerne, Tydskere, Franskmænd eller hvilkensomhelst anden Nation. Det er nu desuden heller ikke saa sandt, at vi fik Friheden saa forfærdelig let; vi havde vore mørke Tider vi ogsaa, og naar man sammenligner Norge før med nu, kan man nok komme efter det. Vi laa ikke i aandelig og legemlig Armod for Ingenting; og, at man ikke forfulgte os var, at vi var saa usle, at vi ikke var Noget at forfølge; at man ikke stenede vore Profeter, kom deraf, at vi ikke havde nogle Profeter at stene. Deri stak vor Ulykke, og den var ikke mindst den.

Bliver derfor 17de Mai mat, saa er det ikke Mærke paa noget andet end Tryghed i vor Frihed. Vi ere trygge, hvordan end Verden ser ud omkring os, og selv Partier i Broderlandet gjør os ikke for Alvor ængstelige; thi vi bør dog vide, at det svenske Folk ville skjønne saameget paa sit eget Bedste, at det holdt med vor Sag, Frihedens nemlig, om nogen Fare skulde komme paa.

Rettelser.

I næstsidste Artikel, en hel Sætning udeladt; «men det er dog Mennesker,» altsaa hverken Guld eller Sølv; hvorved altsaa først fik Mening. 2den Spalte, tænke og tale toldfrit, skal være mere toldfrit. «Skjelne mellem det, som var mest og det, som blev gjort,» skal være ment, m. m.

I sidste Artikel, 1ste Spalte, et som udeladt, altsaa: «man kan ikke som mod Mennesket være for haard mod Kunstneren, Digteren» osv. 2den Spalte, praktisk istedetfor poetisk.

Nr. 114/1855; søndag 20.05.

[17. mai]

Korrespondance

Christiania den 18de Mai

Gaarsdagen gik smukt, men stille af, trods det Godveir, som kom ud paa den. Haandverkersangforeningen gjorde en Tur med Jernbanen, Handelsstanden og Studenterne vare ude med sine Faner og disse gjorde sin sædvanlige Tur til Universitetet og Krogstøtten; dette var nok alle Optog. Haandverkerne havde ikke som sædvanlig nogen Fest i sin Forening, og Arbeiderne vare gjennem sit Blad bedne om at holde sig rolige paa en Dag, «de ingen Nytte havde havt af». Saa ugudelig kan man tale, og kunde man ikke finde Undskyldning i Uvidenheden, saa maatte man frygte for en grusom Straf over slig vanvittig Utaknemmelighed. Og Sligt skriver man! Det er jo rent fra Forstanden. De gode Arbeidere skulde komme under Rusland, blive revne ud til Slagtoffer i Krigen, blive solgte som Kvæg og knuttede ihjel! Her er deres Person ligesaa hellig som nogens, og man drager endog kjærlig Omsorg for Forbrydere. Lovgivningen aander paa hvert Blad Kjærlighed til den Fattige og Hjælpeløse, og ingen velopdragen Mand nu tillader den Fattige eller Bonden paa sin gamle Slavevis at staa med Hatten i Haanden. Her er intet, som hindrer den Fattige fra at blive saa stor Mand i Staten, som nogen kan blive, og den, som her hos os er fattig og foragtet, har sig selv at takke for det, naar ingen Ulykke kommer paa. Ingen har Lov til at være trængende hos os, uden med det samme at skrive sit Pas. Og endda har Friheden ikke bragt den «simple» Mand noget hos os! Her kan man anvende Ordene: Guds Rige skal tages fra Eder og gives til et Folk, som bærer dets Frugter.

Det er vel sandt, at Friheden har bragt de velholdne Folk mere; naturligt, jo mere et Menneske er Menneske, desmere godt nyder det af Friheden, og deskjærere maa den være det, da et saadant Menneske bedre skjønner paa det, som gjør Livet lykkeligt, og har saa uendelig meget at tabe. Gadeslarven ved intet og har intet at tabe, og har han ved Daarskab ødelagt sig, saa skal han ikke skylde paa Friheden, som han netop har misbrugt. Arbeidersagen viser ikke, at Fattigmand intet har faaet af Friheden; den viser idethøieste, hvor megen syndig Arv vi have igjen og hvor paatværk det kan gaa, hvor Alle vil saa vel som her. Med Sligt næres Arbeiderne og holde sig inde den 17de Mai. Hvorledes skal man kunne virke paa denne store Mængde og blæse Livets Aande i den?

Arbeidere — enkelte idetmindste — samt Haandverkere og andre Folk vare dog ude paa Klingenberg til Dands, Karrussel og Spadsering i Haven. Der var Mange, antageligt over 2000, og Reisende fra Udlandet fandt noget af det, man kalder Folkeliv i Livet og Færden derude. Vi forstaa os nu ikke stort paa at bedømme den Ting, men kalde sligt ofte noget, som intet godt og skjønt er.

Studentersamfundets Lag var derimod denne Gang bedre end mange Gange før. Alle, som kunde betale, havde Adgang, men man blev ikke overhængt af Borgere, som ikke vare «akademiske,» hvilket ingen Glæde var for de akademiske Borgere, der ikke bære Navnet forgjæves. At der denne Gang ikke var mange «borgerlige Folk» med, kunde komme af den Tvetungenhed, at man først vilde være alene, men derpaa, tvungne af en bedre Mening, tillod andre Folk at være med. Men det var ikke blot denne Gang, man saa denne Skyhed hos de andre Samfundsklasser; man ser den altid mere eller mindre; men ligesom det vidner om megen Skjønsomhed, at Folk ikke vil ind der, hvor de kan indbilde sig at være uvelkomne, saaledes vidner det ogsaa om Mangel paa Skjønsomhed, at man ikke kan faa i Hovedet, at man ved slige Leiligheder er inderlig velkommen, ja, saa velkommen, at det næsten klinger som noget Paataget, naar en Student eller Embedsmand af Hjertet beder disse Folk velkommen. I detheletaget er ikke den rette Selskabsaand kommen ind i os: den, som har mere af Kundskaber eller Formue, ser ofte i taabeligt Overmod den, som mindre har, over Axlerne, og den Ringere nærer ofte igjen en uretfærdig Mistro mod den mere Heldige. Skrædderen kan knapt være sammen med Skomageren, end sige med Embedsmanden, og denne er ikke, hvad man maatte vente, et Haar bedre, almindelig talt. Livet falder fra hverandre i Smaastykker, og selv paa Kaffeerne, i Theatrene eller Koncertsale ser man Taarnene eller Bakkene adskilte, og man er ræd for at faa lidt af Ulden eller Ragget paa sig, om man skulde gaa om hinanden. Det viser bedre end noget andet, hvilket Filisterfolk vi igrunden endnu ere. Derfor lærer man heller intet, og derfor bliver ogsaa Selskabet saa flaut, at det er en Jammer.

Præsten JensenJensen] Peter Andreas Jensen var den, der var udnævnt til Festtaler; han er unegtelig veltalende, efter den almindelige Maade at tale paa. Han fremstilte Dagen som en forbuden Frugt, der ligesom den gamle i Edens Have fik sin Sødhed, fordi den var forbuden; hvorhos han fremsatte Frihedens Væsen og vor StillingStilling] retta frå: Silling til den paa en smuk Maade. Det var gode Formaninger de Unge fik, og det gjør godt imellem at stille sig for Øie, hvad man har at gjøre, selv om det er paa en Festdagen Festdag] retta frå: Festdag, da man væsentlig vil være glad. Nogen anden længere Tale blev ikke holdt; de sædvanlige Skaaler bleve udbragte med Agtelse for Folks Taalmodighed. Da jeg ikke ved, om nogen Anden gjør det, saa maa jeg nævne Vinjes Skaal for England, hvor de store og verdensbeherskende Englændere blive fremstillede som vore Efterkommere, idet Historien blev udbanket om Giskebrødrene, der reiste til Normandiet og deres Æt siden til England under Wilhelm Erobrer.Wilhelm Erobrer] Vilhelm I Erobreren, engelsk konge «Naar vi rose England, rose vi os selv.»

Underlig at man ikke talte stort om Nutidens Tilstand og mærkelige Begivenheder. Man burde i et saadant Lag have ventet Fantasier, vittige og praktiske over de store Tider vi leve i; men her er ikke megen Poesi, endog de Sange til Dagen, man har seet, ere ugudelig prosaiske.

Nr. 120/1855; søndag 27.05.

[Moss jernverk]

Korrespondance

Christiania den 25de Mai

Vi, som unegtelig frede alt hvad vi kan om de faa Minder vi eie, har dog en gammel Erindring, som vi lade forfalde; det er en lykkelig, om just ingen stolt Erindring, der saameget mere burde drages frem nu, da man paa saamange Maader vil gjøre os mistænkte. Jeg mener Gaarden paa Moss Jernverk, hvor Konventionen med Sverige blev afsluttet i 1814. Denne Bygning staar nu og forfalder, saa fort det lader sig gjøre, og de sparsomme Rester af Salens Indretninger ligeledes. Saa burde det ikke være; men da det er privat Eiendom, kan man ikke sige Andet derom end beklage, at det gaar saa, og ønske, at Selskabet for vore Minders Bevaring vilde lægge sig imellem; fandt da Selskabet, at ingen anden Raad var, saa fik man nok Penge af Storthinget i Lighed med det, man har faaet og faar til Bygningen paa Eidsvold og Gallerisamlingen der, og fik man ikke Penge af Storthinget, saa bragte man dem nok sammen ved Subskription, saadan som med Akers Kirke, da man vilde bevare den fra Ødelæggelsen. Sagen maa gaa, bare man kommer den ihu, og ved, hvordan den staar. Det er rigtignok sagt, at Eieren saa smaat tænker at pusse lidt paa denne gamle Bygning saavidt, at den kan boes i, men forudsat, at der bliver mere af end tænke «saa smaat,» vil en saadan Reparation ikke hjælpe stort, hvor Bygningen saaledes drages med Enden som her. Det blev vel lidt Slikkeri ude og inde, der mest tjente til at viske ud det gamle og ærværdige ved Karakteren; de tvende ovalformige rigtig gammeldagse Speile paa den ene Væg vilde man isaafald rimeligvis tage bort, da man ikke har de tilsvarende paa den modsatte, hvilke nogle tankeløse Mennesker brød fra Væggen og kastede ud gjennem Vinduerne under en Ildebrand i Grandlaget! De gamle Lysekroner af Glas med deres Ihæng vilde vel ogsaa tages ned, ligesom de gamle engang forgyldte Lister om Døre og Vinduer maatte blive ombyttede med andre. Man vilde blot se Værelsernes Rum igjen, kanske ogsaa de gammeldags Vinduer, der staa saa høit fra Gulvet, vilde sænkes, og de forholdsvis smaa Ruder og tykke Indfatning tages væk. Kort, det vilde blive som naar en gammel Døl i sin Jakke og Knæbuxer kommer til Byen og kjøber en Frakke og et Par stramme Benklæder paa Bazaren, hvilket det arme Menneske gaar og vrider sig til Plage for sig selv og Naragtighed for dem, som kjende ham. Den høie Stentrappe inde i Bygningen og de gamle Sprinkeltrapper kom vel ogsaa til at forandres, ligesom den stensatte Borggaard med den smale Udgang blive udvidet. Den gamle Bygning for Husfolkene, der danner en Vinkel med Hovedbygningen, blev heller intet moderne Naboskab; thi den ser saa gammel ud som vel muligt med smal Mørkegang, Sval og Døre som paa 6-700 Aar gamle Stabur; og i Værelset «for Hoffrøknerne», der nu benyttes som Pultérkammer, er mangekantet og har Vinduet midt op paa Væggen, vilde neppe nogen Frøken bo nu, hvor billigt man end faar Frøkentitlen.

Man skal ikke være affekteret og sentimental, men blot sømmelig alvorlig for at føle sig høitidelig stemt, naar man gaar i denne Bygning, hvor Carl JohanCarl Johan] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge i sin Manddoms- og Heltefylde akkorderte med vore dyrebare Mænd Niels AallAall] Niels Aall, godseigar og statsråd og andre om Norges Fremtid, medens Hæren laa bort i Smaalenene og paa «Mossehøgda.»

Nr. 121/1855; onsdag 30.05.

[Norsk stein — og norske hattar — til verdsutstillinga i Paris]

Korrespondance

Christiania den 28de Mai

Nu er her mange smukke Ting at se af dem, som skal til Udstillingen i Paris. Hver gjør sit Bedste, og naar det sker, saa bliver det altid noget af selv hos os, som man vil have til at være saa fattige: Det er nu vist bare en Beskedenhed, som maa klæde os selv godt, naar vi sige, at vi ere fattige. Vi er igrunden rige, især paa Graastein, som vi da ogsaa ganske rigtig sende til Paris, der vel kunde trænge til nogen Fasthed. Der følger en Beskrivelse med Graasteinen af Prof. Keilhau,Keilhau] Baltazar Mathias Keilhau, geolog som kan oplyse de gode Parisere om, at vi have 5 [square] Mile af det faste Slag. Det maa iøvrigt være paafaldende for Enhver, som ikke er Geolog, naar han hører, at vi ikke have flere [square] Mile; thi man skulde tro, at det var Stein Størsteparten af det, vi have, altsaa en 5000 [square] Mile, eller hvad der nu staar i Geografien; men det er nu Granit dette og navnlig den fra Grefsenaasen, denne Stein, som man herinde hugger af til Gravminder, Stolper, Dørstokker, Dørheller og Hjørner. Der er to Gravminder, som skal sendes til Paris, slebne og hugne til, saa det er en Lyst at se paa dem, men tunge ere de, og derfor maatte man da ogsaa fare gjennem Departement og Kommandantskab med meget Slæb for at faa dem paa Reisen, idet man nok ikke ganske var vis paa, om Storthinget ogsaa mente Stein med de Penge, som det bevilgede. Med disse Blokke følger ogsaa Beskrivelse over dem, som ivinter reiste nord til Nordcap for at staa der og opgive «Længden.» Den var smuk, og den vil staa længe som et Mærke paa vor Tids videnskabelige Bestræbelser, om den Tid skulde finde paa at komme, da man stræbte efter noget andet. Christiania geologiske Forholde sendes ogsaa til Paris, og det er disse, som en Forsker for 50 Aar siden sagde, vare en Guldgrube for Videnskaben. Derfor have vi ogsaa Stipendiater, som fare om og grave i Røyser, Kleiver og Skalberg for at finde — Guldet. Det er farlige Ting for Troen dette; thi de lære os, at det er mere end 6000 Aar siden Verden blev skabt, kanske 6000 Millioner Aar. Det skal idetmindste være 200,000 Aar siden Mennesket fremtraadte. Man ved nu forresten ikke noget Bestemt; thi denne Videnskab er saa ung endnu, at den ikke har rukket at finde nogen Maalestok. En Geolog har sagt, at et geologisk Aar maatte idetmindste vare 70,000 Gange saa langt som et historisk eller borgerligt. Det er lange Udsigter, men derfor stræber man ogsaa for at finde denne Alen i Hast førend om 70,000 Aar. Det er næsten farligt at skrive sligt, da Theologerne kunde sige, at det er imod Bibelen, og derved bringe hele Hæren paa de arme Mennesker, som grave i Fjeld, Jord og Røyser, og koge imellem disse haarde Ting i sine Potter.

Fra Selbo sendes et Par Kværner, haarde og velhugne. Pariserne maa dog finde, at her er godt Grjot her nord.

Bogbinder HoppeHoppe] Johan Christian Hoppe, bokbindar sender smukke Arbeider, et Exemplar af disse store Plader med Text efter vore Malerier, et Exemplar af «Nationaldragterne,» en Bibel og noget Smaatteri, alt i Fløiel og Guld, saa det glor. Hattemager FreyFrey] Michael Frey, ungarsk-norsk hattemakar sender 17 No., der hænge som Frugter paa et Træ. Det Mærkeligste er Frakken med Vest og Buxerne, hvilket alt er som hin berømte Kjortel, der endnu gjør Mirakler: den var fra øverst til nederst ikke syet men tvunden. Her har dog Skædderen kantet og gatad (syet Knaphullerne) stærke Klæder, og vastætte, siges der; men der ligger dog ikke meget parisisk i dem; de synes at maatte være for nordiske Kjæmper, uagtet de ere fine og sikkerlig beundringsværdig gjorte. Hatten af norsk Bæver er ogsaa mærkelig ved sin Silkefinhed, den er næsten som Dug, og det har idag staaet i Chr.-Posten, at den norske Bæver er den fineste i Verden, hvilket ogsaa Hattemagerne sige. Dette vidste vel ikke Storthinget i 1845, uagtet det forbød at skyde Bæver i de første 10 Aar, altsaa først iaar og nu fremdeles blot af Grundeieren, men desuagtet fandt det dog, at den burde fredes; thi man har ødelagt den noget voldsomt; der er blot nogle igjen vest paa Vegaardsheien, og i Thelemarken ser man endnu Hus efter den i Vandet; der bygde den som et Menneske. Han beit af Træerne, Asp, som er tung og smekkersmekker] retta frå: sekker, han beit dem af med sine brede Tænder, og Hunnen lagde sig paa Ryggen med Stokken i Fanget; saa gik det paa det glatte Haaret hendes, medens Han beit i Stokenden og drog, til de kom til Vasbredden. Men saa skjød man dem bort. Nu er der ingen Bjor mere.

Det er duelige og lette Hatte alle de, Frey sender; og han gjør bedre Hatte end Eckmann,Eckmann] L.P. Eckmann, hattemakar og Carl Johan,Carl Johan] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge som selv var en Franskmand, sagde, at det var de bedste Hatte, de han fik af Eckmann; følgelig maa Freys Hatte være meget bedre end alle franske og derfor gjøre Lykke. Man burde nu forresten sende dette Udsagn af Carl Johan med for at slaa Folk med en Autoritet; thi ellers kunde de, hvor klart det var, ikke faa i Hovedet, at Hattene vare saa gode. Vi maa endog have Sligt, da vi tro paa en fransk Hat, om den end er baade tung og skrukket.

Nr. 123/1855; fredag 01.06.

[Frakt til Paris; frå Høgsterett]

Korrespondance

Christiania den 30te Mai

Det er for en Værdi af 15,000 Spd. der herifra er afsendt Gjenstande til Industriudstillingen i Paris. Storthinget bevilgede 1500 Spd. til Afsendelsen, men da man skulde se til, blev denne Sum meget forliden, idet Fragten af Briggen Thor alene kom op til 800 Spd. omtrent, og Breve skulde skrives, og Verker oversættes, hvilket Alt kommer op, man antager til 5 à 6000 Spd. Der er nu Spørgsmaal hvad man skulde gjøre, enten at overskride Storthingets Bevilling, eller ogsaa Intet at afsende; men da det maatte være Storthingets Mening, at man skulde udstille, og Summen, tagen paa Slump som muligens tilstrækkelig, var det udentvivl meget rigtigt af de Mænd, som havde med Afsendelsen, at de toge Storthingets Bevilling efter Aanden og ikke efter Bogstaven; Storthinget, tør man haabe, vil finde Fremgangsmaaden rigtig og ikke gjøre noget Væsen af den. Der er mange smukke Ting afsendte, og kommer vore Sager maaske end ikke til at gjøre nogen egentlig Lykke, saa vise de dog, at vi ere et kristent Folk, som kan syne os i Selskab med andre skikkelige Mennesker, hvilket ogsaa er Alt, hvad vi kan forlange, og faa vi mere, saa er det noget helt Uventet.

Arbeidersagen gaar fremad i Høiesteret, men Aktor er endnu ikke færdig. De Tiltalte sidde i sin egen Skranke, og de fleste af dem have vel aldrig før i sit Liv havt saa vakre Klæder paa sig. De have nemlig faaet spilderny Dragt fra Top til Taa. Det skulde nu egentlig høre til Arresthusenes Tilbehør at have Klæder for sine Folk; men da disse Tiltalte baade ere saa mange og saa af et eget Slag, har Justitsdepartementet ladet Udgifterne gaa paa Statskassen, saavidt bekjendt baade den hele Tid som vist disse nye Klæder. Det var smukt gjort dette, at de kunde fremstille sig saa anstændiget, uagtet de ere saa pene, at man næsten tænker paa den gamle høitidelige Skik hos saa mange Oldtidens Folkeslag, der bekrandsede sine Offerdyr, da de ledtes til Templet og Gudernes Alter.

Historien om Pigen i Bergen, der var saa fortræffelig til at narre Folk og gjøre Eventyr, læses med Interesse i Dagbladene, ligesom den var en sand Komedie for Høiesteret. Den vil læses i Udlandene og staa i juridiske Tidsskrifter. Det er en Historie, som er Guld værd, og Pigen Grethe Gregoriusdatter,Gregoriusdatter] Grethe Gregoriusdatter, straffedømd der desværre skal lide et Aars Tugthus, maa være et stort Geni, dersom hun ikke har faaet en Hjælp, som ikke er oplyst. Det er en Opfindsomhed, som man neppe finder hos Verdens største Dramatikere, og en Poesi i Kjærlighedsbrevene, der er ukjendt i vor Literatur. Den Mand, der kunde skrive en Bog saa, ham vilde vi hilse som vor første Literat. Men man skal nu altid pynte og stelle paa Livet før det kan komme i Bøger, hvorved det bliver usandt og flaut, og Barnsligheden og Vittigheden skal være beregnet, hvorved disse smukke Ting bliver væmmelige. Trods dette er det vel muligt, at man i Bergen afskyr a’ Grethe, medens hun her i Christiania bestemt vilde være Dagens Heltinde, om vi vare saa lykkelige at se hendes Ansigt, og bliver hun ikke benaadet, vil bestemt Mange i dette Aar gjøre Valfarter til hende i Fængslet, og fortælle om det usædvanlige Udtryk med flere geniale Herligheder i hendes Ansigt. Benaades hun derimod, burde man subskribere for at lære hende boglige Kunster, hvorved hun kunde sættes istand til at lade sit Lys skinne for Menneskene. Bogen om hende, som A. S. EllingElling] Andreas Schaft Elling, forleggar vil udgive, maa finde en rivende Afsætning, og vist er det, at det bliver den bedste Bog vi har, især hvis Udgiveren kunde faa mere at vide, end hvad der staar i Høiesteretsakterne. Vel gjorde Forlæggeren i at stille hendes Kontrafei foran i Bogen: vi se saamange kjedsommelige Forfattere smile Læseren imøde fra Titelbladet, at Grethe godt kan gjøre det.

Nr. 125/1855; søndag 03.06.

[Svensk song; frå teateret; svensk muntrasjonsråd; nytt frå krigen]

Korrespondance

Christiania den 1ste Juni

Frøken ValeriusValerius] Adelaïde Valerius (seinare Leuhusen), svensk songar fra Sverige sang igaarkveld og begeistrede Publikum. Kjendere paastaa, at bedre Sang er ikke hørt i Christiania. Deilig var den, saameget er vist, uagtet Frøkenen skulde være forkjølet, saa Stemmen imellem syntes noget omsløret. Det var en overlegen Stemme: man sad tryg under de mest dristige Satser, uden som sædvanlig at være paa sit arme Liv, for at Kværken skal komme og pines, fordi man føler, at Sangeren piner sig om muligt endnu værre.

Man kunde beundre de raske og sikre Løb, de naturlige Overgange fra Dybden, der var fyldig, til Høiden, der var blød i sin Finhed. Især traadte alle disse Ting frem i en italiensk Sang, der ved sin spillende Uro ikke egentlig kan tiltale os, men som dog giver Sangerinden saa god Anledning til at glimre i. I disse bekjendte Sange af «Norma», men især af FrischützFrischütz] Freischütz maatte vi føle mere, og mest i de svenske Folkesange, der desværre var saa faa, at Glæden var snart forbi. Det er til disse Jenny LindLind] Jenny Lind, svensk songar griber ligesom BullBull] Ole Bull til vore Slaatter og Stev, naar Publikum ikke vil klappe rasende nok. Det er Fædrelandet, man har i Baghaand, der kan overtrumfe Alt. Frøken Valerius glæder os vist med en Sang endnu, og siden siges der, at hun reiser videre, iallefald til Drammen. Om Frøken Minna Fugl,Fugl] Minna Fugl, svensk pianist som spiller med paa Fortepiano, er vel ikke meget at sige; hun har nu ogsaa et utaknemmeligt Instrument for Koncerter, og det er ikke sagt, hun altid faar det bedste. En Dame, der spiller Pianoforte, skal være Kone og intet mere; til det kan hun være godlidende, og er hun flink, kan hun nu og da faa Kunstgriller og være Amatrice, som det smukt heder.

Disse Damer skal hertil være adresserede til Hr. Konsul Tønsberg.Tønsberg] Christian Tønsberg, forleggar Der ser man dog, at han er mere bekjendt i Udlandet end nogen Anden af os for sin Kunstsands, Smag og mægtige Beskyttelse. Det falder nok haardt dette, for mange af vore Skjønsaander og Autoriteter i Stilling og Pung, men, faar inte hjælpe; Hr. Konsul Tønsberg har udenlandsk, for ikke at sige europæisk Berømmelse, og hvem anden af os andre Stympere har vel det? Men saa hevne vi os herhjemmeherhjemme] retta frå: hergjemme og glise og glytte paa Konsulen, og ere taktløse nok til at lade disse Damer f. Ex. mærke med: «Det var nok egentlig til os, I skulde været adresserede.»

— Her er megen æsthetisk Nydelse nu om Dagene. Skuespiller IsaksenIsaksen] Andreas Hornbeck Isachsen, skodespelar og dramatikar med KoneKone] Janny Isachsen, skodespelar fra Bergen har givet Gjæsteroller og derved frisket op Sandsen for Theaterlivet, uagtet Ingen skal klage over Mangel paa den Sands hos os, men Isaksen var dog en Nyhed, der altid pirrer. Han har klaret sig godt og endog været saa lykkelig at blive Gjenstand for Strid ikke alene i Publikum, men ogsaa i Aviserne, idet nogle have bedømt ham for haardt, andre ledede af Nationaliteten, maaske for gunstig, i Modsætning til vore danske Folk. Dette har været pikant, og det er ikke sagt, at Striden er udkjæmpet endnu, da der lettelig turde komme nok en Avisartikel, som lagde sig imellem og sagde, at ville give Keiseren hvad Keiserens er. Nok er det, Isaksen med Kone har klaret sig godt, saa mørkt det end begyndte, og han vil ikke have Grund til at angre paa sin Reise hid; og vi Norske kan ogsaa være tilfredse, idet vi i ham se en Kraft til hos os, som hjælper os ud af vor gamle danske Afhængighed. Vilde nu ogsaa BrunBrun] Johannes Brun, skodespelar med KoneKone] Louise Brun, skodespelar komme hid saa snarest fra Bergen, var det saameget bedre, som Brun skal være den bedste norske Skuespiller for Tiden og hans Kone ligeledes bedre end vore bekjendte bergenske Damer. Det kan altsaa sees, at vi Norske nok kan faa Skuespillere, hvilket rigtignok heller ingen fornuftig Mand nogensinde har tvivlet paa, hvormeget der end er vævet med det, at vi ere for tungvindte og matte. Det er ligesom naar man siger, at Andre ikke kan gjøre en Ting, fordi man selv ikke kan gjøre den. Saaledes har man ogsaa sagt om Digtningen og fast alle Kunster. Det siger man altid, indtil man ser Mænd, som staa der og kan gjøre sine Sager. Det norske Folk kan gjøre Alt; det kan man trygt sige, uden at blive beskyldt for Nationalforfængelighed og Skryt.

— Madame SchrumpfSchrumph] Augusta Schrumpf, dansk-norsk skodespelar gav igaarkvæld sin Benefice (Velgjerning) efter 1 Aars Indtrædelse i sit andet Jubilæum; det er af Sølv det første og Guld det andet; (25.50). Diamant det tredie (75). Madamen var som altid god, og Publikum var ikke mindre godt; det havde foruden sin daglige Hyldest, Klap og Fremkaldelse, tillige Blomster og nogle Studenters Sang. Bedst af alt var dog Stykket, «De Uafhængige», som blev givet her første Gangen. Det er vidunderligt, hvad dog de Franske kan skrive for Komedier.

— Paa det norske Theater har ogsaa været Beneficer i Guds Gaver, men der er det en egen Lønningsmaade, saa de betyde intet. Jeg ved ikke, om man engang havde «Epiloger» alle Gange, hvilket er et Tilbehør til en Benefice, og den «Epilog,» Madm. Schrumpf fremsagde, var endog saa poetisk, at Norges Klipper og Fjelde forekom deri! Det er nydeligt! Men hvorlænge Poeterne vil vedblive at være galne, er ikke godt at sige.

Tilslut maa blandt vore æsthetiske Nydelser nævnes en Muntrationsraad Höökenberg,Höökenberg] Knut Höökenberg, svensk journalist der giver Børneballer og holder «Bildningscirkler.» Han er meget rost i svenske Aviser, men det har gaaet traat med den Slags Ros her. Det er noget eget i sit Slag det, Höökenberg giver, og derfor have vi endnu ligesom ikke faaet summet og omraadt os. Vor Smag er nu ogsaa i mange Stykker forskjellig fra den svenske, ligesom ogsaa vort Samfund anderledes i sine Trappetrin, hvilket Hr. Höökenberg og andre Svenske bør begribe, for at de ikke skal falde i nogen Forundring, eller opfyldes med Bitterhed. De kan jo gjerne til sin Trøst sige, at det er vor Smagløshed og i mange Stykker vor Smaastedsaand, som gjør det, idetmindste sømmer det ikke os at sige: vi have bedre Smag. Det er en mangfoldig Mand den Höökenberg; man kan gjerne kalde ham genial: han er Student, Løitnant, Muntrationsraad, Escamatør, Dandselærer, Lærer i den «höga konsten» at hænge paa sig Shawlet, han har skrevet en Kogebog, der har oplevet utrolig mange Oplag; han har gaaet paa Vandski og jeg tror taget Feierbevilling m. m.

— Der er gjort store Ting ved Sebastopol siger den sidste Post og i «Kladderadadsk»Kladderadadsk] Kladderadatsch staar Østerrig forskrækket og ser paa Napoleon,Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar der rider paa en Løve, en Tiger og en Leopard, som er den polske, ungarske og italienske Nationalitet. De ere i fuldt Sprang med gabende Kjæft. Det synes at vaares ogsaa i Krigen og Politiken, men her kommer nok kolde Dage, saa vi maa lægge i Kakkelovnen igjen.

Nr. 129/1855; fredag 08.06.

[Teatersesongen over; kongen og folket]

Korrespondance

Christiania den 6te Juni

Frøkenerne ValeriusValerius] Adelaïde Valerius (seinare Leuhusen), svensk songar og Fugl*)Fugl] Minna Fugl, svensk pianist gave igjen igaarkveld en Koncert for godt Hus og til megen Glæde. Frøken Fugl havde faaet et bedre Instrument. Det slaar ikke feil, at jo disse Damer vilde gjøre Lykke og tjene Penge, om de besøgte nogle af de større Byer; men det er muligt, at man af en misforstaaet Forsigtighed ikke tør indlade sig paa den Reise.

Sverige kan være stolt af sine Sangerinder, ligesom vi af vor BullBull] Ole Bull og vore Malere, som de upaatvivlelig ligne deri, at de engang vil komme til at danne en egen Skole.

Da Theatret slutter, maa man være betænkt paa andre Fornøielser, og nu faa vi Heste igjen, som Publikum vist vil være glad i, ligesom — ifjor. Der finder man sin Natur igjen. Utroligt er det næsten, at Christiania to Aar itræk kan holde saamange Heste og finde sig i saamange Ryttere og Ryttersker. Det er dog bare Bæster, hvordan man snuer og vender det med disse Heste, og man bliver dog træt af Dressuren, thi det er dog blot Dressur, hvad man end gjør af Kunsten. Man faar Medlidenhed med de ædle Dyr, hvor smukke og fede de end ere, og en hel Forestilling kunde jeg derfor af Pine ikke holde ud. Men noget maa man have, og man skal aldrig gaa irette med Publikum.

Paa Fredag kommer der en Elefant. Den staar allerede i Aviserne og kaldes en Kjæmpeelefant. Nogle Løver skal komme efter, fortælles der, og vi faa saaledes Ørkenen op til os, — det Bedste i alle Fald, skjøndt Tigre, Leoparder, Slanger og Strudse kunde ogsaa være gode at tage med.

I disse Herligheder, omgiven af en skjøn Natur, skjønnere kanske end nogetsteds i Verden, klare vi os nu halvanden Maaneds Tid udover, indtil KongenKongen] Oscar I, konge kommer, dersom nu blot Forgjættelsen gaar i Opfyldelse. Det skulde være hyggeligt, om Kongen kom, det var netop den rette Tid nu, da man i svenske Aviser hakker saameget paa os Norske. Hans Majestæt skulde da faa se, at vi mene Alting vel, dersom han nogensinde, hvilket ikke er rimeligt, har tvivlet paa vort gode Sindelag, og fik vi ham paa vor Side i Sverige, ere vi igrunden hjulpne mod de enkelte urimelige Folk, som skrive hen i Yrsken. Det er en underlig Tænkemaade hos enkelte af vore gamle store Oppositionsmænd, idet de ikke gjerne se, at Kongen kommer, af Frygt for, at vore frie Indretninger og vort Sindelag skulde paavirkes. Det falder dem ikke ind, at vort frie Sindelag skulde kunne indvirke paa Kongen og hans Omgivelser, og saaledes igjen paa Sverige. Dette vilde være den naturligste Tanke; thi Frihed og Greihed ere stærke Magter, som endog trænge gjennem Purpuret, og det er alene de Magter, som taale Dagen og godt Selskab. Dersom vi vilde noget ondt, maatte vi helst ønske at være alene, og ikke se Folk iblandt os. Men dette begribe ikke Alle. De ere overmaade velmente, men gudbevares hvor enfoldige! De have læst om Kongemagt og Despoti og ere blevne livrædde; ifølge den gamle Folkeskik fly de Faren, istedetfor at møde og afvæbne den. Dette ere nu de, som har læst noget og lagt sig lidt efter Politik. De, som intet have læst og ikke ved af Politik at sige, de have det gamle Drag til Kongen, hvem de troede kunde afhjælpe alt Ondt, uagtet det vel neppe har gaaet saavidt her som i Rusland, hvor Zaren raader for Regn og frugtbare Tider, og hvis Billede de i al Hemmelighed giver Skuf, naar Aaret bliver for tørt, eller Mak æder op Løvet. Man har været folkelig og intet videre. Slaveri har Normanden aldrig faaet i sit Hoved, og vil aldrig faa det. De Svenske ere lidt mere østlige end vi Norske; de har blandt Andet Ordet «ødmjuk», som den norske Bonde ikke kjender.

Her var ifjor, om jeg ikke hugser feil, mange svenske Udvandrere med et Skib, som førte dem tilbage igjen. Det var rørende at høre, med hvilken Tillid de saa op til Kongen, som den, der raadede for Alt. De kjendte sin Nød og Kongen, som skulde hjælpe dem udaf Nøden. Saadan Tale skal man ikke kunne høre i vore fjerneste Fjelddale. Folk have da nogen Tanke om, hvad et Menneske kan udrette, om de end ikke kjende alle de mange Kræfter, som maa være enige, skal Landet og den enkelte Borgers Stilling blive bedre. Vort Folk løfter ikke engang paa den «slitna Hatten,» som TegnérTegnér] Esaias Tegnér, svensk forfattar siger i sin «Axel,» naar Kongens Navn nævnes. Det kan være enkelte gamle Koner, som gjør et Knix, naar de i Kirken høre et høiere Navn; men de unge Piger smile gjerne ogsaa til dette, og Mændene tager det endnu mere ilde op. Saa ugudelige ere vi.

*) I min sidste Artikel om disse Kunstnerinder var nogle Betragtninger over Frøken Fugls Spil og deres Modtagelse nedskreven uden, som besluttet under Gjennemlæsningen, at blive udstrøgen og andet sat istedet. Jeg telegraferede siden for at faa gjort det, men Rettelsen var ikke bleven fuldkommen effektueret; hvem der er Skyld i det, ved jeg ikke. Det er nu sagtens ikke meget at gjøre noget Væsen af, saameget mindre, som alt i Hovedsagen var vel; men Damerne maa man nu behandle extra fint, og Kunstanmeldelser have jo Hævd paa at blive forgyldte, naar det skal være humant.

Nr. 131/1855; søndag 10.06.

[Reguleringa av Øyeren]

Korrespondance

Christiania den 8de Juni

En Nationalrigdom, der kan sammenlignes med de kongsbergske Sølvfeldter, stræber man at udvinde ved Udtapning og Regulering af Øiren, hvilken Bestræbelse er i fuld Gang med Haab om det bedste Udfald, hvor mange Hoveder der end maa bringes under én Hat, før det egentlige Arbeide kan paabegyndes. Men Foretagendet er saa idrætsfuldt og Velfærden saa stor, at det engang maa gaa, naar Synden om de rige Strækninger, der nu ligge druknede, føles altfor stærk, — naar alle Kommissioner ere færdige med sine Indstillinger, — naar alle Planer og Beregninger ere gjorte, — naar Sagen er behandlet i Storthinget og Laan bevilget efter Foredrag fra Regjeringen, — naar de priviligerede Saugeiere enten komme efter, at de ingen Skade lide, eller de tvinges til at afstaa sine Herligheder mod Erstatning efter Skjøn. Naar Alt er færdigt, saa gaar denne Ting ogsaa; men det kan tage Tid, og det er det, som gjør ondt.

Allerede i 1788 fattede man den Tanke, at udtappe Øiren. Ordet allerede kan nok bruges; thi vi synes nu, at Folk i gamle Dage ikke saa nogen Ting. Men det var ogsaa den store Flom, som aabnede Øinene. Man saa Ødelæggelsen paa de rige flade Strækninger; men det er ikke sagt, at man saa Fordelen ved Indvindingen af Myrstrækninger og Vasbund. Enhver Bygd har sine Folk, som gaa forud for sin Tid, og det var Krigskommissær Heiss,Heiss] Christian Otto Heiss, krigskommissær der i 1788 vilde tømme Øiren noget. Det var ikke Tiden dengang til slig StordaadStordaad] retta frå: Nordaad. I denne sidste Menneskealder maa vel General Birch,Birch] Paul Hansen Birch, generalmajor der er bedre end alle andre Mennesker, nævnes som den, der har virket mest for dette Nationalverk. Indvaanerne af Fedt satte Sagen egentlig igang nu: de henvendte sig til Kommissionen, der for nogle Aar siden undersøgte, om Glommen skulde kanaliseres, eller om man burde faa Jernbane; man valgte denne sidste, og derved blev Øiren som før, uagtet Jernbanen dog vil bidrage til Udtapningen, idet den i stor Flom paa en stor Strækning vil komme til at staa under Vand. Dette maa forhindres, om det saa kommer til at koste Banen mange Penge; men i disse første 5 Aar kunde gjerne ingen stor Flom komme, og derfor er vel Englænderne ikke saa hidsige paa det. For et Par Aar siden kom en Forsamling istand af Folk fra Fedt, Skedsmo og Enebak. Der mødtes over 200 Mennesker, og man valgte en Direktion af 7 Medlemmer til at handle i Sagen, som Alle vilde fremme. Dette foranledigede Regjeringen til at nedsætte en Kommission, bestaaende af Provst Bull,Bull] Nils Rosing Bull, prost der ogsaa var valgt af sit Sognefolk som et af de nævnte 7 Medlemmer, Kanaldirektør Røyem,Røyem] Christian Røyem, kanaldirektør en Departementsmand og Ritmester Egeberg.Egeberg] Peder Cappelen Egeberg, rittmester Alle Interesser bleve saaledes repræsenterede. Det var denne Kommission, som ifjor ved Ingeniører maalte, hvad der kunde vindes og regnede, hvad det vilde koste. Det vil koste 20,000 Spd. og der indvindes omtrent 20,000 Tønder Land = 80,000 Maal, for ei at tale om de store Strækninger, som da vil kunne bruges bedre. Det er Øirens Udfaldsos, Mørkfossen, som skal mines ud, og en Dam anbringes for at regulere Vandstanden. Ved dette vinder Trælasthandlerne og Saugbrugseierne ogsaa, idet Tømmeret ikke længer vil slaa sig sundt i Mørkfossen, og Vandet ikke længer kunne stige og bære Tømmer ind i Evjer, hvorfra det ofte ikke bliver udkjørt igjen. Sageierne ved Strømmen vil faa en grei Rende til Føring for sit Brug, og sænkte man meget, maatte der kanske mudres paa enkelte Steder, men det vilde være let. Det er forresten dette, som det væsentlig staar paa, idet Saugbrugerne tro at tabe og vil derved standse det Hele, i alle Fald forlange de endnu en saa høi Opdæmning til enkelte Tider, at det tilsigtede almene Gavn ikke kunde opnaaes. Tømmerdriften vil saaledes standse Arbeidet, medens den ved sine mange Damme op igjennem Glommens Sideelve, hvorved ogsaa Vand er dæmt hid fra Grændsen, forøger Vaarflommen, naar Dammene slippes, og derved skader saameget Land. Alene dette synes at maatte stemme Saugbrugseierne til Eftergivenhed, og være en Spore for Staten, der har givet alle syndige Privilegier, til at gjøre, hvad den kan. Enkelte Saugeiere ved Glommen nedenfor Øiren vil ogsaa sætte en Pind for, vist er det i alle Fald, at de, der gjorde sig udødelige ved Hollebystenen, ville faa en ny Hollebysten i Mørkfossen; men forhaabentlig med ligesaa liden Erstatning, idet flere Sagkyndige og deriblandt den berømte Oberst EriksonErikson] Nils Ericsson, svensk ingeniøroberst har erklæret, at Mørkfossens Udminering ingen Skade vil gjøre.

Den kongelige Kommission er — saavidt vides — ikke færdig med sin Indstilling. Dens Opgave vil være at anvise Løsningen af de Knuder, som slaaes af de modsatte Interesser, og forresten lægge Planen for Arbeidet. Den nævnte Syvmandsdirektion vil, at Staten med sine Ingeniører skal udføre Arbeidet, at den skal garantere de mulige, uforudseede Ansvar, som kunne opstaa, og forstrække med et stort Laan. Det er unegtelig store Fordringer til Staten, og saaledes kommer det nu neppe til at gaa, hvordan det gaar. Blot man nu kunde komme med sine planer og Forslag saa betids, at Bevillingen til Laanet, som under enhver Omstændighed maa til, kunde ske paa næste Storthing!

Jeg beder ikke om Forladelse fordi jeg sender denne Beretning til en Avis, som ikke har sin nærmeste Læsekreds der, hvor det i dette Stykke skulde gjælde paa. Sagen er almen, og den maa vække Læseren til Eftertanke, om der ikke ogsaa i hans Kreds kunde være noget lignende at gjøre.

Nr. 135/1855; fredag 15.06.

[Forlystingsliv]

Korrespondance

Christiania den 13de Juni

Elefanten, som fremvises paa Klingenberg, er besynderlig rar, han er værd at se, og Slangen (boa constrictor) er hæslig. Det er ganske forfærdeligt at se Manden, som farer med disse Udyr, tage denne boa og vikle den om sig, som Damerne gjøre med sin Boa, naar det er koldt. Han kysser Slangen, som slikker med sin spaltede Tunge, det er jo vederstyggeligt, hvad disse arme Djævle gjøre for at tjene Penge. Man læser jo ogsaa om, at slige Dyremennesker kjæle med Løver og Tigere og stikke sit Hoved ind i deres ildrøde Gab. Det tager som oftest en Ende med Forfærdelse, og Publikum, som vil se sligt, er ikke stort bedre, skjøndt det maa være en egen Fornøielse, at staa i den Feberspænding, hvor man ligesom har Livet i Næven.

Det Hinné-DucrowskeHinné-Ducrowske] Carl Magnus Hinné, tysk sirkusartist og Andrew Ducrow, engelsk sirkusartist Beriderselskab er kommet, men har ikke kunnet begynde at ride, da man blot fik nogle saakaldte Skoleheste med Dampbaaden, medens de øvrige (henimod 50) skulle komme til Drammen med et Seilskib fra Odense. Man fandt vel ikke nogen bedre Leilighed. Folk bør passe paa, naar de komme, for at se smukke Heste. Nu have vi faaet en Sangerinde igjen, Mad. Prom,Prom] Helene Prom, songar før Jomfru Wiese, som for 3 Aar siden var her og sang; hun lovede Adskilligt dengang; men det er saa underligt, naar Kunstnerinder indtræde i den hellige Ægtestand, da er det gjerne forbi med deres Fremadstræben. Det vilde være Skade, om Familielivet her skulde have taget et Geni fra Kunstnerlivet, især siden det er en Sangerinde, af hvilke vi desværre have faa. Folk har vel saameget Hinnés Heste i Tankerne, at de ikke gaa hen og høre Sangerinden. Det er ellers et lidet Koncertpublikum vi have, den faste Stok her i Byen kan være omtrent 100 Mennesker. Derfor reise næsten alle virkelige Kunstnere herfra med Tab, medens Larm og Spektakel, Heste, Hunde og Orme tjene Penge.

Nr. 137/1855; søndag 17.06.

[Telegrafen; arbeidarsaka; møte i amtsformannskapet; krigen]

Korrespondance

Christiania den 15de Juni

Iforgaars blev Telegrafen aabnet med Udlandet. Det var en vigtig Gjerning, og havde vor lærde Ungdom været som den burde, skulde den have holdt Fest og skrevet storartede Vers over denne Forbindelse, hvori vi kom til Europa og Civilisationen. Nu først kan vi sige at være kommen ud af vor Indestængning og traadt ind i de folkelige Staters Række. Kongen,Kongen] Oscar I, konge vil Læseren ogsaa have seet, hilsede det norske Folk og Storthinget, der saa smukt bevilgede Penge. Man har alt hilset til Udlandet, dels for at faa Fysen af sig, dels naturligvis i Forretninger. Men skal denne storartede Indretning have sin tilsigtede Nytte, maa Budsendingen være billig, og det bør være med Telegrafen som med Postportoen, at den heller nedsættes end forhøies; imidlertid se vi nu, at Telegraftaxten fra imorgen skal forhøies. Dette kan være nogen Mening i, forsaavidt Overløbet maaske vilde blive saa stort, at alt ikke kunde telegraferes, og det maa vel være af Hensyn hertil, at man har forhøiet Taxten; men saa kunde man spende op flere Traade. Staten, som har begyndt sin gode Gjerning, burde vist lade den blive god til Enden, da den saa alligevel maa holde sine Tjenere og Stationsbetjente, som efter en god Mening bør have noget at bestille for sin Løn. Staten gjorde saa alligevel efter al Rimelighed ikke Telegrafforbindelsen af Spekulation paa øieblikkelig Fortjeneste, men for at være folkelig og lette Samkvemmet for sine Undersaatter; den staar sig godt nok ved at have lykkelige Borgere; det er den rigeste Statskasse og den bedste Indtægt.

Arbeidersagen har nu alt været fore i 3 Uger, og DunkerDunker] Bernhard Dunker, jurist begyndte sin Forsvarstale igaar. Dunker har ikke skuffet Forventningerne, han har endog overtruffet dem; selv rigtig oppositionelle Mænd have været glade i ham, og det er sandelig meget sagt. Vist er det, at Fru Justitia, den nedsatte Kommission og det hele Stel aldrig er angrebet saa skarpt af Arbeideragitationen selv eller dens Blade. Mens Dunker gjør det med Genialitet, og kan man være genialgenial] retta frå: ginial, kan man sige, hvad man vil; for det bøier Alle sig, selv de som føle sig trufne. Derfor er da ogsaa Geniet den største Despot i Verden, og saameget farligere, som han har Folkemeningen med sig, der tilsidst ellers styrter alle andre Despoter.

Det er ganske underligt at høre Departementsmænd ogsaa være glade i Dunkers Tale. «Den var saa pen, at —.» Hans Tale eller idetmindste Hovedindholdet af den bliver formentlig optaget med Hurtigskrift af Referenterne, man ser sidde der. Men man maa høre Dunker, for at kunne begribe ham. Det skjønnes ikke, dersom Dunker holder fram, som han stavner, hvad Menneskene paa Anklagebænken selv skal kunne have at sige efter alt dette.

Akershusformandskab er nu i disse Dage samlet her i Byen. Det er ogsaa et Storthing, og det vilde ikke gaa godt med det store Storthing, dersom Amtsformandskaberne, alle disse smaa Storthing, ikke vare gode. At Akershusformandskab er godt, burde Ingen tvivle paa, da Akershusamt er Kjernen af Rigets politiske Forstand paa Landet, burde idetmindste være det. Forresten er der vel ingen Tvivl om, at jo Amtet mere repræsenterer det Landøkonomiske end det egentlig Politiske, og saaledes vil vel Bevillinger til reisende Landbrugslærere og Talerne derom spille en vigtig Rolle i Forhandlingerne. Af saa erfarne Landmænd som i denne Forsamling maa man vente, at de vælge sine reisende Folk med Forstand; de ere pligtige til at gjøre det, da de ogsaa i denne Retning bør være et Mønster for de øvrige arme Amter. Man skulde formene, at det var ligesaa rigtigt at vælge dygtige Mænd til at reise om og belære Landmanden, som at vælge dygtige Storthingsmænd; thi Bonden tager Forskrækkelse af en upraktisk Mand, som skal være hans Lærer, og de gode Forbedringer, der ellers kunde indføres i Landbruget, blive derved mistænkte og i lang Tid stængte ude, medens en daarlig Storthingsmand ingen synderlig Skade gjør, maaske væsentlig for det, at vi ere vante ved saamange af det Slag. De faa sin arme Diæt, og dermed bruger man dem som al anden Fyld.

Krigen kunde det nu igjen være værdt at anstille Betragtninger over; men alle Betragtninger ere udslidte, og Læseren vil heller høre Bomber og Granater end rørende Talemaader og diplomatiske Konferentser fra Wien, der forresten nu atter siges at være afbrudte. Men de blive snart knyttede igjen, ligesom Væverkonen knytter sammen sine Ender efter altfor haarde Slag.

Nr. 143/1855; søndag 24.06.

[Generalforsamling i det norske teateret; nytt frå forsvaret]

Korrespondance

Christiania den 22de Juni

Forleden Dag havde det norske Theater sin Generalforsamling. Af Bestyrelsens Fremstilling erfaredes, at Theatret havde gjort det bedre iaar end man kunde vente, thi man maatte frygte for at Tilbageslaget mod Bestræbelserne for Norskheden vilde blive større, naar den første Nyfigenhed var over. Men Kræfterne, som anfalde Nationaliteten, have vist sig saa afmægtige, at Alt gaar sikkert frem, og nu tør man antage, at det norske Theater herinde har overstaaet Meslingerne lykkeligt og vel. Nu er det Tid at give Barnet fastere og fastere Kost, indtil det opnaar sin Modenhedsalder, saa det kan raade sig selv. Det er formentlig begrundet at bruge denne Lignelse, idetmindste efter de nærmeste Ammers Opfatning; thi hver Gang der er talt om at komme med Noget, som duger, er der sagt: «nei, nei, vi tør ikke forskrække Folk og jage de Velyndere, vi have, ifra os.» Desuden har jo «Hæren med Blæk og Pen» skreget paa Skjønhedssandsen, ret som vore gamle Uvaner skulde have vundet Hævd paa at være skjønne. Nu slipper man vel snart al denne Ulyd, og Theatret kan virke efter sin Bestemmelse. Det var nu rigtignok en stor Skade, at Kapt. Klingenberg,Klingenberg] Johannes Benedictus Klingenberg, offiser og teatermann der har været saa rask og virket saa ufortrødent for Theatret, maatte træde fra paa Grund af Sygelighed og Forretninger; men det var bestemt et heldigt Valg, man igjen gjorde i Sproglærer H. Krag,Krag] Hans Krag, lærar og omsetjar der maa have gode Erfaringer af sit fleraarige Ophold i Paris. Istedetfor Eger,Eger] Lorentz Eger, byråsjef som nok ogsaa har været flink, valgte man Kand. C. F. Gjerdrum.Gjerdrum] C.F. Gjerdrum, jurist Lektor Unger,Unger] Carl Richard Unger, filolog Fuldmægtig ØstgaardØstgaard] Nicolai Ramm Østgaard, forfattar og Overlærer KnudsenKnudsen] Knud Knudsen, skole- og språkmann bleve gjenvalgte. Det er sandelig en Opofrelse for disse Mænd dette; thi det tager Tid, lidt Penge ogsaa, og skaffer Ærgrelse, da det hører med til slige Forretninger at faa Daddel, drages med Theaterkarakter og stelle med Folk, som alle vil være store og hede «Kunstnere.» Det er paa Livet at bisse slige Folk. Men disse direktører ere mere eller mindre i offentlige Stillinger, og saaledes har Fædrelandet Krav paa meget af dem, uagtet det just ikke har været Skik her at gjøre noget Utenom for det; tværtimod har man forlangt at blive baaren paa Hænderne, fordi man var i «Statens Tjeneste.» Man overlod til dem, som ikke havde andet at leve af, at virke for det Almennyttige, især i Kunst og Literatur. Det var unegtelig godt og letvindt at være i «Statens Tjeneste.» Nu bør man fordre, hvad der ogsaa staar i Skriften, at den, hvem meget er betroet, af ham kræves der ogsaa meget.

Man takkede da ogsaa de afgaaende Direktører. Derimod blev der reist Spørgsmaal, om den saakaldte artistiske direktør gjorde sin Pligt. Dette besvarede en af Direktørerne med ja, forsaavidt Fliden i den senere Tid angik, medens en anden af dem derimod drog hans Dygtighed for Posten i Tvivl. Der skal nu ogsaa megen Smag og Dygtighed til for at være en god artistisk Direktør. Selv J. L. Heiberg,Heiberg] Johan Ludvig Heiberg, dansk forfattar der er en saa stor Mand, knurres med ned i Kjøbenhavn, hvor man lader til at være mere fortvivlet over Theatret, Heibergs Styrelse og Skuespillernes Afskeder, end over den politiske Forvirring, Grundlovens Forandring, Folkets Ligegyldighed for Valgene og Ruslands Ærindsvende. Brød og Skuespil, sagde Romerne! Idet vi glæde os over Christianias Sands for Theatret og navnlig mange Menneskers for det norske, maatte vi dog bede Gud bevare os fra nogensinde at ligne Kjøbenhavn. Lad os beholde den gamle Greihed og Sands for Livets alvorlige Formaal, hvordan det end saa gaar med Theatrene, det norske iberegnet.

Det var paatænkt at kjøbe Theaterbygningen og ombygge Scenen noget større; men man turde ikke iaar beslutte noget bestemt, hvorimod der skulde holdes paa Tegning af Aktier, saa man kunde have noget at gjøre med. Overskudet var ikke stort, men der var dog noget og det er allerede meget. — Theatret havde ikke tjent noget paa sin Kontrakt med Drammen, hvor flinke Drammenserne end havde været med at skaffe godt Hus. Det koster formeget at reise, og gode Aftener glap for Christiania.

Der skal nu foregaa en Forandring med Armeens Forsyning, idet nye Feldtkjedler skal anskaffes. De gamle af Kobber irrede saa, at Suppen ofte blev ganske grøn af Spanskgrønt; thi Fortinningen gik tidt af, og Soldaten er ikke vant til at vaske. Skal Ombytning ske med alle, saa bliver det jo 12,000 Kjedler af Jernblik, som maa anskaffes, til Opmærksomhed for alle Blikkenslagere. Men det bliver ingen Udgift for Statskassen, da man vil kunne faa ligesaameget for de gamle Kjedler af Kobber, som disse nye af Jern koste. Man fik nok de første Prøver fra Frankrig ifjor, hvorfra alt godt Krigen og Soldaten tilhørende maa komme. Saa gjorde man nogle Prøver her da, og iaar nogle flere, hvorved alt befandtes godt, og Beslutningen for en Tid siden blev tagen. Nu skal mange Kjedler gjøres til Leiren paa Gardemoen, og saa de andre vel efterhaanden. Ifjor fik man efter forudgaaen Undersøgelse en ny og meget bedre Soldaterstomp istedetfor den gamle, der saa ud som bagt af Sand. Her er saaledes i kort Tid indført tvende gode Forandringer ved Forsyningsvæsenet. Efter den Grundsætning, at det er Generalen som vinder Slaget, maa vor Krigsminister vederfares al Ros for disse Forandringer. Ligesom Humaniteten bliver større blandt Officiererne i disse Dage, saaledes faar ogsaa Soldaten det i de Henseender bedre. Nu er det noget andet «at tjene Kongen» end i gamle Dage. Dette skulde Almuesmanden ogsaa betænke, naar han, Stakkel, lader sig forlede til at sige, at Friheden ikke har skaffet ham noget Godt.

Nr. 147/1855; fredag 29.06.

[Nasjonal sjølvkjensle, del 1]

Korrespondance

Christiania den 27de Juni

Er Norge et ubetydeligt Land? Ja, siger det svenske Blad «Wäktaren»; «det er et i alle Afseender obetydligt Land», hvorfor han mener, det ikke er værdt at gjøre saa meget Væsen af et saadant. Denne mærkværdige Yttring af Wäktaren er, saavidt bekjendt, ikke imødegaaet under dette store Opgjør mellem de norske og svenske Blade i disse sidste Tider. Men dette er et Ord, en Handske slængt i det norske Ansigt, som maa kastes tilbage, dersom Norge ikke skal kaldes en feig Usling. Ved slige Udtryk bliver der ikke Tale om Høflighed eller Overbærelse eller Fredsommelighed eller Kjærlighed. Selvforsvarets Tid er kommen ligeoverfor en erklæret Fiende, og det ovenikjøbet en Fiende, som forhaaner. Ligeoverfor en saadan Fiende maa man sige, stop! Om man har skrevet skandinaviske Sange, holdt skandinaviske Taler og drømt om et lykkeligt Skandinavien, saa vaagner man forskrækket op av sin Drøm, naar man hører Sligt, idet man faar vide, hvorledes denne Broder har ment det med Broderskabet, nemlig at han vil være første Mand i Laget, herske og, naar han møder Modstand, ser med overmodig Foragt ned paa sin Broder og kaster ham i Næsen, at han er en «obetydlig» Mand. Ingen Mand lader sig kalde «obetydlig», førend han er falden, da kan Modstanderen sætte Hælen paa Halsen og sige: her ligger en «obetydlig» Mand. Det norske Folk har sikkerlig saamegen Ære i Livet, at det ikke hverken af Svenske eller Danske lader sig kalde «obetydligt», før det har kjæmpet en Kamp. Og spørge vi Historien tilraads, skal vi finde, at Norge og norske Folk ligeoverfor Sverige og Danmark ikke er «obetydligt»; og Norge har aldrig været saa livskraftigt som det nu er, da Friheden har blæst Livets Aande i alle Statens Ledemod.

Lad os se, hvorledes Norge har været ligeoverfor Sverige og Danmark! En Historie kan ikke skrives; men det maa blive nogle Streiflys. Det er for langt at gaa til Vikingetiden, da vore Vikinger beherskede Europas Kyster, erobrede Nordfrankrig og Sicilien, og deres Ætlinger under Vilhelm ErobrerVilhelm Erobrer] Vilhelm I Erobreren, engelsk konge kastede sig over England, tog det og blev Stamfædre til de normanniske Jarler og det øvrige engelske Aristokrati, som nu behersker Verden. Det er for langt at gaa saalangt, men det fortjener dog at ihukommes for at minde om, at et Folk, som har udsendt slige Folk, ikke lader sig kalde et «obetydligt» Folk.

Vi kan begynde med Kalmarunionen, for at give Modstanderen, som det hedder, Vind og Sol. I denne Elendighedens og Fornedrelsens Tid døde dog ikke Norge, uagtet det var en Sæter under Danmark, hvorop man sendte til Beitet tydsk og jydsk Kvæg, der rigtignok som tandløst mere traadte ned end aad op. Det var en Sæter, der var knapt nogle Hytter paa den; der var ingen Veie og ingen Broer; der var intet Madbur eller Klædekammer; der var ingen Pengepung eller Kasse; det var en Fjeldsæter, et rent Udyrke. Man plyndrede og solgte Kirkerne og skjældte paa Kirkeeierne, naar Regnen slog ind i Stolene, og Blyet paa Vinduerne var afrevet! Man solgte Landets Sønner som Slagtekvæg til den spanske Sukcessionskrig, hvor disse kjække Gutter, hvis Mødre graat hjemme, hjalp MalboroughMalborough] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: MarlboroughMalborough] John Churchill, engelsk jarl til at vinde Slagene i Nederlandene. For disse Penge opførte den danske Konge Slotte, og man priste ham for landsfaderlig Omsorg! I denne Vildhedens Tid kunde endda Norge forsyne Danmark med Penge til Skatkammeret, med Oldsager til Rustkammeret, med Pergamenter til Archiverne, som man nu, tænkt engang, ikke engang vil laane ud igjen! Man kunde forsyne Danmark med Søhelte, en Kort AdelerAdeler] Cort Adeler, norsk-dansk sjøoffiser og Tordenskjold,Tordenskjold] Peter Wessel Tordenskiold, sjøhelt disse Idealer for Søhelte, og uden hvilke neppe EwaldEwald] Johannes Ewald, dansk diktar vilde have sunget om «de Danskes Vei til Ros og Magt», det skulde hedde «de Norskes Vei til Ros og Magt», og det vil det vel og hedde engang. Man kunde forsyne Danmark med HolbergHolberg] Ludvig Holberg og Wessel,Wessel] Johan Herman Wessel for blot at holde os til dem, som have Europæisk Berømmelse. Norge kunde i de sidste Dage forsyne Danmark med Schleppegrell,Schleppegrell] Friderich Adolph Schleppegrell, offiser HelgesenHelgesen] Hans Helgesen, offiser og Rye,Rye] Olaf Rye, norsk-dansk offiser og det kunde paa den samme Tid sende et Korps fra Nummedal, som vakte selve PreussernesPreussernes] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Prindsernes Beundring, og om hvilket Berlingske sagde, at det var Kjærnekarle.

Vende vi os til Sverige i denne samme Fornedrelsens Tid, saa skal ikke Sverige spinde Silke. Det var et dygtigt Folk den Tid, de Svenske, men de faar tilgive, at de tabte for os Norske. Læs Historien, og tal med gamle Soldater, du, som ikke vil tro! Et Sagn lever mellem Fjeldene om Karl den Tolvte,Karl den Tolvte] Karl XII, svensk konge hos hvem nogle norske Mænd havde været en Stund i Fangenskab. Da de kom hjem, sagde en Mand af disse: «Det var en gjild Mand Kongen; jeg tror, han var stærk som jeg og Du, men han var meget mindre! Af Soldaterne kunde 3 gaa paa 1 af os.» Det samme sige Soldaterne fra den sidste Krig, der med Raseri kaste Skylden paa Anførerens Uduelighed, da de ikke véd, at det var Trykket fra det øvrige Europa, som bragte Konventionen istand 1814. Havde ikke England været med sin Flaade til at stænge os inde, skulde selv Karl JohanKarl Johan] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge have seet, hvor langt han var kommen i Norge, som han rigtignok selv paa sin Reise til Kroningen i 1818 erklærede for at være uindtageligt, da han kom did, hvor ogsaa SinklarSinklar] George Sinclair, skotsk hærførar faldt med sine Skotter. Karl Johan skulde have seet, at Kjærnen af Befolkningen med Begeistring havde modtaget HertzbergsHertzbergs] Nils Hertzberg, prost Forslag paa det overordentlige Storthing i 1814, det nemlig, at enhver Mand skulde brænde sit Hus, eftersom Fienden rykkede frem og skyde eller hænge enhver Mand, som vendte Fienden Ryggen. Saaledes vilde de Norske have stredet, og saaledes vil de stride, om Sverige gaar fra Forstanden, som det lader til af de svenske Aviser. Karl Johan vidste nok, hvad han gjorde, da han lod os beholde vor Forfatning, og endda fører mange Svenske det Kjæremaal, at de ingen Nytte har havt af Norge, hvilket de i sin Yrske betragte som et godt Krigsbytte.

Hvad gjorde ReichweinReichwein] Georg Reichwein, generalmajor i Trondhjem mod de Svenske; hvad Brødrene KolbjørnsenBrødrene Kolbjørnsen] Hans Colbjørnsen, trelasthandlar og Peder Colbjørnsen, handelsmann paa Halden; hvad AnneAnne] Anna Colbjørnsdatter, prestefrue paa Norderhoug? Hvorledes gik det «Kung Carl, den unga Hjelte», da han kom til Fredrikshald? Hvad gjorde KruseKruse] Ulrich Christian Kruse, oberst paa Riser i Høland; hvad gjorde man paa Toverud og BlaamynenBlaamynen] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Blaamgren? Mindes man Lerdølerne, som tog til Kniven? Dette er rigtigt vore egne Folk; og saaledes skal Svensken og den øvrige Verden finde os, naar man er uforskammet. Men er man fornuftig og rimelig og lader os beholde hver eneste Tomme af vor Frihed, saa er vi høflige og medgjørlige og synge Skandinavsange og drikke Skaaler og holde Lag med svenske og danske Studenter. Vi ere forhaabentlig et skikkeligt Folk, naar man ikke angriber vor Ære og Menneskets høieste Rettigheder. Men Ulykken er nok, at Sverige og Danmark ligger i sin politiske Elendighed og drages med sine Synder fra Middelalderen. Derfor ser de med Misundelse og indædt Harme op til os, og vil have os til Sæter igjen, vi som flittige gaa fremad til det Maal, som vore Brødre, de Svenske og Danske, ogsaa vil komme til, naar Tidens Fylde er kommen. Dette kalde vi paa Norsk at tale rent ud af Skjægget.

Nr. 149/1855; søndag 01.07.

[Nasjonal sjølvkjensle, del 2]

Korrespondance

Christiania den 29de Juni

(Fortsættelse fra forrige Artikel)

Naar de svenske og danske Digtere skal finde gode Emner, maa de reise op til Norge til os. Saaledes se vi TegnérTegnér] Esaias Tegnér, svensk forfattar gaa til Sogn for at finde Frithjofs Saga som Grund for sit bedste Digt. OehlenschlägerOehlenschläger] Adam Oehlenschläger tager efter Henrik SteffensSteffens] Henrik Steffens, filosof Tilskyndelse fat paa de nordiske Guder og Sagahelte og med H. Steffens Hjælp skriver han sit bedste, ja eneste dramatiske Mesterverk: Hakon Jarl. Det kunde heller ikke være anderledes, end at de bedste Emner fandtes i Norge, hvor det gamle Sprog og den eneste nordiske Litteratur findes, en Litteratur, der allerede nu erkjendes at staa saa høit blandt Oldtidens Litteratur, at man næsten endnu ikke rentud tør fortælle det. Sverige har vedligeholdt endel af Malmen i dette gamle Sprog, men paa vor Folketunge lever det mere livsfriskt for éngang at fremtræde i Literaturen med den Berettigelse, som dets gamle Adel Ingen vil kunne negte; og først da finder Norge sin Kraft og Høihed igjen, som blev borte i sin glandsfulde Fremtræden ved Forbindelsen med Danmark, da Alt skulde komme fra Kjøbenhavn. Vi har saaledes en virkelig historisk Jordbund at staa paa, hvilket man i den klassiske Forstand hverken kan sige om Danmark, eller Sverige. Paa denne klassiske Jordbund staar man fast og vakler ikke i Fristelsens Time, og vi have ogsaa en Forjættelse paa, at det saaledes vil gaa, idet vi frit tør sige, at der er større Kraft og moralsk Alvor i den norske Karakter end i den svenske og danske. Folket er som sit Sprog, det klinger som Øxehug i Skogen. Derfor beholde ogsaa vi vor Frihed og udvikle den, medens det gaar, som det kan i Danmark, hvor vi virkelig synes, at man snakker mere, end man handler, og gjør større Ophævelser over Theater og Skuespillere end over Rigsdag og Folkevalg. Vi vide ogsaa, at Norske fra Krigen i 1848 roste Anførerne, der havde hentet moralsk Kraft fra sin Dannelse, medens Hæren var træg og maatte ligesom drives fram. Hele Verden véd, hvorledes det staar til i Sverige. Adelen, der kunde være god nok for sin Tid og bære Nationen frem, klamrer sig nu fast til gamle Minder og nedarvede Rettigheder, og staar ved sine nedarvede Privilegier og Standsfordomme og forfængelig Jagen efter Baand og Stjerner i Veien for en folkelig Udvikling af Landets Tilstande. Friheden, som vil, at en Mand skal herske for hvad han er og ikke for hvad han er født til, kan ikke under slige Forholde lykkelig gjennemføres. Som Modsætning til Adelstanden er der en Bondestand, som i sin «ödmjukhet» kysser Brugspatronen paa Stigbøilerne og kan ikke komme op til sin naturlige Kraft. Vi se mange af disse svenske Arbeidere komme over til os; de ere flinke Arbeidere, men udslæbte, og — man tilgive Udtrykket — umenneskelig nøisomme, der sidde med Graabensilden i den ene Haand og Havregrødskeen i den anden, en Havregrød, der er sort som kogt af Aske, og hvor Saaen stikker op som Svinebørster. Vor usleste Husmand lever som en Herremand imod slige Folk; der er noget russisk ved dem, som kan være godt nok til sit Brug, men som har langt igjen til statsborgerlig Selvbevidsthed. Vi høre med Rædsel om «Supingen» i Sverige, om Postrøverierne paa Landeveiene. En norsk Mand siger ikke dette for at ydmyge hverken Sverige eller Danmark, eller for at tvivle paa, at der kan blive noget Stort og Herligt af disse Folk; men han siger det som Selvforsvar, og med Pharisæerens Ord, men ikke Sindelag, takker Gud, for han hverken er en Tolder eller Synder. Det er nødvendigt at sige Sligt for at opretholde sin egen Selvfølelse ligeoverfor vanvittige Angreb.

Se vi hen til Norges Beliggenhed, finde vi ogsaa, at det har et Overtag for Sverige og Danmark; det har en Kyst, der er tagget som et Sagblad, saaledes som ingen anden Kyst i Verden, og det har en Udstrækning til Havet, saaledes som neppe noget Land i Forhold til sin Størrelse. Det var ikke Under, at Vikingerne seilede ud herfra, hvorfra nu en Handelsflaade, den femte eller sjette i Verden, stevner ud og ind, og hvor Fabrikker lidt efter lidt opstaa i alle Viker under de mange Fossefald. Den rigeste Del af Landet: Oplandene, Hedemarken, Jarlsberg, nedre Thelemarken og nordre Trondhjems Amt ere ogsaa Kornbygder, som ved en fornuftig Dyrkningsmaade rimeligvis engang ville kunne brødføde to à tre Gange saa mange Indbyggere, som her nu er (1 ½ Million). Vi have Intet at frygte, men tværtimod en stor Fremtid, dersom ikke Nabostaternes Barbari standser vor og tillige sin Udvikling. Vi elske under Alt dette Sverige og Danmark og ønske Intet hellere, end at Alt maa blive, som det er, eller noget bedre; men vi ere nødte til at sige Sandheden, naar man kalder os «et ubetydeligt Land;» og det er vist, at de mange oplyste Mænd, vi have, i Forhold til Landets Befolkning, vaage over sin Skat og Herlighed, og at de ville vide at sætte en Nation i Bevægelse, der forstaar en halvkvædet Vise, naar Nogen voldeligen vilde berøve os vor Frihed og Rettigheder. Man ser jo, med hvilken Forfærdelse man modtager endog en ubetydelig Embedsbesættelse eller Kommandopost ved Armeer, naar man tror, at Retfærdigheden er krænket. Det tør forhaabentlig siges, at det er et Folk, som taaler Alt undtagen Uretfærdighed, og at Penne, dyppede i Blaasyre, vil vide at gjøre sin Pligt, dersom Uretfærdighed og Fare staar for Døren. Saaledes maa man engang imellem opgjøre Regnskabet med «Wäcktaren» og urimelige Mennesker.

Nr. 153/1855; fredag 06.07.

[Skolepolitikk]

Korrespondance

Christiania den 4de Juli

Borgerskolen derborte hos Eder i Drammen har nu været et livlig omtvistet Emne. Det er interessant at se, hvor dygtige Folk I har til at skrive, og dobbelt interessant at se den praktiske Sands, som tager fat paa hjemlige og alménnyttige Indretninger. Saadan maa det gaa efter Tur fra den ene Komunalindretning til den anden, skal Byens Fædre og Forsvar blive lettet under Opfyldelsen af sine Pligter, og faa Folkemeningen om det Ene og Andet at vide. Først paa denne Maade kan ogsaa Stedets Blade opfylde sin Pligt, idet de blive Røster for Folketrangen. Den gamle Saarhed for at røre ved offentlige Indretninger og Personligheder maa forsvinde, altsom Berørelsen bliver mere almindelig og fintfarende. Det er en Puls, som af Lægen maa føles paa, for at de rette Lægemidler kan foreskrives. Man skulde endogsaa gaa videre i denne sin Berørelse; thi endnu staar mange Personligheder og Indretninger aldeles udenfor en offentlig Kritik, f. Ex. Lærere, Præster og overhoved de fleste Embedsmænd, ligesom ogsaa Skolerne, de kirkelige Tilstande o.s.v. Det skjønnes ikke, hvorfor alt dette mere skal være unddraget den offentlige Kritik end Kunstnere, Kunstfrembringelser og overhovedet alt det, som maa leve af Medmenneskers Tillid og Trang. Alt maa leve af Medborgeres Tillid, og maa det gjøre det, skal det ogsaa finde sig i at blive bedømt for Alles Øine. Det er det Sande, man vil faa frem, hæve Dygtigheden, og sætte Udygtigheden til det, den kan være dygtig til. Den, som ikke er dygtig til at belære Folk paa Aandens Veie, han kan dog f. Ex. skaffe Folk Kaalhoveder, og derved blive et nyttigt Menneske for Samfundet.

Borgerskolerne maa være et ulykkeligt Mellemled, siden deres Kaar ere ringe, og deres Paahængen stor i saagodtsom alle norske Byer. Selv i Christiania er det bare saavidt Borgerskolen sliter og biter. Derfor slaar man ogsaa Borgerskolerne sammen med Latinskoler, hvorved man faar det Fortrin, at der bliver Enhed og Samhæng for Alle fra det Laveste til det Høieste, og Ledelsen staar under et Skoleraad af Mænd med anerkjendt Dygtighed. Det er med Skolerne som med Samfundet: jo mere fuldkommet og udviklet det er, desto bedre og alsidigere kan Mennesket udvikle sig, idet man ligesom kan gaa gjennem alle Trappetrin paa en kort Tid, medens der i det ufuldkomne Samfund ikke læres saameget i mange Menneskealdre. Ligesom Oplysningen og Samfundsudviklingen skaber store Byer, saaledes skabes store Skoler af samme Trang og efter samme Lov. De komme med Nødvendighed, om man end længe sætter sig imod.

Disse Sammenstøbninger af Skoler er saameget nødvendigere nu, da Naturvidenskaberne med Nødvendighed mere eller mindre maa indføres i Skolerne. Til dette maa kostbare og mange Apparater og naturhistoriske Samlinger, som der skal en stor Indretning til at bekoste; dygtige Lærere skal ogsaa til, som en liden Skole ikke har Raad til at lønne. Saaledes som Latin- og Borgerskolerne nu staa adskilte paa en unaturlig Maade, sygne begge hen. Det turde nok ogsaa for Latinskolerne være en Nødvendighed at tilbyde Borgerskolerne sin Haand, da Storthinget kunde finde paa at negte Bevillinger til Indretninger, som arter sig saa urimelige, at der paa enkelte Steder falder 3 à 4 Børn paa 1 Lærer. Dette er jo rent rasende; jeg mindes desuden ikke rettere end, at der ved en Skole var 1 Lærer til 2 Børn. Skoler derimod, som forene Alt og ere godt bestyrede, give godt Overskud, t. Ex. «Nissens Skole» herinde; medens de saakaldte «offentlige Skoler» maa faa Tilskud mere eller mindre, naar de ikke fra den gamle Tid af eie store Kapitaler, som t. Ex. Latinskolen i Christiania.

Skoleundervisningen er sandelig en saa vigtig Ting for Samfundet — man kan gjerne kalde den Samfundets Støtte — at den nok fortjener at overveies. Enhver Familiefader maa føle den inderligste Interesse for Skolerne, som hans Børn skal gaa paa: det er hans Børns legemlige og aandelige Velfærd det gjælder.

Sammenstøbning af de offentlige Skoler er ogsaa nødvendig fra en anden Side betragtet, fra den nemlig, at det er den eneste Maade, hvorpaa Privatskolerne kunne modarbeides. Naar Privatskolerne ikke kan drives i det Store, ere de i Regelen meget daarlige Indretninger, idet man er nødt til der at stuve sammen Smaat og Stort, og have flere Børn, end man skikkelig kan raade med om Gangen. Det maa nemlig være en Næringsvei, hvor man ogsaa som i andre Næringer er nødt til at kappes med andre, og derved ofte fare med Tant og Fjas for at blende Øinene. En Lærer maa mere end nogen Anden sidde stød i Sadlen, skal han virke velsignelsesrigt i denne Retning, som ingen Bram taaler. Man faar holde Læreren vaagen, flittig og dygtig paa andre Maader end ved at stikke ham af Hesten som i gamle Dage, da man fegtede. Han kan opsiges med Varsel f. Ex.; men Skolen maa gaa sin stille sikre Gang. Lærerne maa ikke sidde som Aviser eller Skræddere ligeover for hverandre. Børnene ere altfor gode til Lapper og Prøveklude eller som Etiketter paa Revalenta arabica &c.

I Trondhjem er man nu paa en god Forbedringsvei med Almueskolerne, idet man arbeider paa at slaa flere Distrikter sammen og ansætte flere Lærere for at kunne faa mange Klasser og jevn Udviklingsgang i hver Skole, istedetfor denne bedrøvelige Tilstand, som vi Alle drages med i Almueskolen. Det er den samme Enhedstanke, som at slaa sammen Borger- og Latinskoler, for at faa noget Stort og Dygtigt istand til hvers Behov, som han er til. Har man ikke ogsaa i Drammen talt og skrevet om sligt noget for en Tid siden?

Nr. 155/1855; søndag 08.07.

[Misjonen; dei domfelte agitatorane]

Korrespondance

Christiania den 6te Juli

Missionsforeningerne fra Landets fleste Kredse holde nu sine Møder i Logens store Sal. Man skulde tro, at det maatte være høist vigtige Ting, der saaledes drog Folk sammen fra Landets vide Egne og lod dem gaa paa Missionskassen; men, saavidt skjønnes, er det ikke vigtige Sager man farer med; jeg har hørt Forslag til Omforminger af Missionslovene, der ere saa smaalige, som de mest være kan; og det Ubetydelige fremtræder saameget stærkere i en saa stor Forsamling og paa et saa prægtigt Sted, hvor man gaar hen for at opbygge sig. Her kan man vel se, hvor lidet store Forsamlinger due til at afhandle Sager og drøfte dem; thi der findes altid en Mængde Medlemmer med den Sindets Raahed, som man kalder Forfængelighed, at de vil være vigtige og tale bort Tiden til Formørkelse af Sagen og Kjedsomhed for Forsamlingen. I slige Forsamlinger maa der være en Leder paa Talerstolen, som kan skride ind til rette Tid med klart Øie for Sagens Kjerne og Vid til at gjøre Folk Afbræk paa en behagelig og passende Maade. Præsten HaugeHauge] Andreas Hauge, prest (Søn til Læreren) er vist en dygtig Mand; men han stod saa blid paa Talerstolen og bad Folk snakke, som helst burde have tiet. Det skjønnes ikke, hvorledes Forsamlingen til Søndags skal blive færdig med sit foresagte Arbeide. Hovedspørgsmaalet, og det visselig et vigtigt Spørgsmaal i denne Sag, er Præsten SchreudersSchreuders] Hans Schreuder, misjonær Virksomhed som Missionær i Afrika. Det blev bestemt, at man idag (Løverdag) inden lukte Døre skulde oplæse af hans «33» (?) Breve, det man kunde række, og ventelig da gjøre sine Bemærkninger om Missionsvæsenets Gavnlighed paa et Sted, om hvilket vi Alle have seet i Aviserne, efter Beretninger fra Schreuder selv, at det er et Sted, hvor Europæer ikke kunne holde ud i Længden, hvor Folket er dorskt og staar paa et saa lavt menneskeligt Trin, at det næsten er en Misbrug af Ordet, at kalde det Mennesker. Derfor er da heller «ingen Zulusjel, ikke en eneste én vunden,» efter alle disse Aar, fulde af Anstrengelser og virkelig store Pengeforsendelser. Den Karaktér, Schreuder selv giver af Zulufolket, er den forfærdeligste Kritik, som gives kan over den norske Missionsvirksomhed, idet Enhver maa kunne skjønne, at det ikke gaar an med én Gang at hæve et sligt Folk til Erkjendelse af Kristendommen; det maa først gjennem Aarhundreder eller Aartusinder opdrages gjennem Handel og Vandel til et menneskeligt Selskab. Englænderne og Hollænderne tage Sagen bedre; de handle med de Vilde og lade dem gjennem Glasperler og sligt noget Smaatteri faa de første Æbler af Kundskabens Træ. Saaledes opdrages Barnet: man taler ikke først med det om høie Sandheder, og saaledes maa ogsaa de Vilde opdrages. Dette, som ogsaa Erfaringen til alle Tider har bestyrket, skulde man tro maatte bringe den norske Mission til at opgive sin Virksomhed paa slige Steder, og sende sine Penge, om de kunde afse nogle, til den engelske, hollandske eller tydske Mission, der kan virke i det Store. Men uagtet nu alt dette er klart som Dagen, vilde vist en saadan Tale blive anseet som en ugudelig Tale. Det vil derfor gaa sin taabelige Gang, indtil Folket selv i vore Byer og Egne bliver saa oplyst, at det ingen Penge yder til en Virksomhed, som sikkerlig er velment af Mange, men som dog er lige vanvittig for det. Det kan vistnok ogsaa med Styrke siges, at vi selv have Hedninger nok hjemme, som saart trænge til Oplysning; men uagtet dette er bedrøvelig sandt, saa kunde man dog yde sin ringe Skjærv til den store Sag, «Hedningernes Omvendelse.» Man kunde sende Lidt til det største og bedste Missionsselskab man kjendte, saaledes en liden Bæk, der i Forbindelse med de mange Bække smaa vilde gjøre en stor Aa. Men Missionsforeningerne af de forskjellige Kirkesamfund sidde ligesom Kirkesamfundene selv som Skræddere ligeover for hverandre, og var ikke Tiden saavidt oplyst, vilde de som før gaa med Ild og Sværd løs paa hverandre. Saaledes kløve de sig selv og den Kraft, som skulde bringe Verden fremad til sin store Bestemmelse. Den kommer nok frem i Tidens Fylde, men Sektvæsenet gjør sandelig hvad det kan for at holde det tilbage. Nu paa dette Missionsmøde er ogsaa mange Haugianere, og de, siger man, vil skille sig ud fra Missionen og ventelig gjøre en for sig selv. Det er godt, dersom ikke ogsaa den LammerskeLammerske] Gustav Adolph Lammers, prest og dissentar Retning skiller sig ud. Saaledes har vi Kløvninger nok hjemme, hvori vi kan se den hele Missionsvirksomhed og iøvrigt den hele Kirkehistorie som i et Speil. Hver Retning tror naturligvis, at den alene bliver salig og at alle de andre uden Naade og Barmhjertighed blive fordømte, ligesom hine Sekter i det sydlige Rusland, der førte en Kamp paa Liv og Død, om man skulde døbe med 3 eller 2 Fingre af Haanden.

Den 4de Juli, vor høie Konges Fødselsdag, blev de fire politiske Domfældte, Thrane,Thrane] Marcus Thrane Abildgaard,Abildgaard] Theodor Abildgaard, pioner i arbeidarrørsla Bernhard HansenHansen] Bernhard Hansen, pionér i arbeidarrørsla og Uhrmager QvarmeQvarme] Nils Johannes Qvarme, pionér i arbeidarrørsla der vare saa kjække, at de ikke vilde søge om Benaadning, ført til Fængslerne. Det var mærkverdigt just at vælge den Dag; det saa ud, som vedkommende Authoriteter trodde at gjøre Hans Majestæt en behagelig Gjerning ved paa denne Maade at høitideligholde Hans Fødselsdag, ved saaledes at bringe ligesom et Offer af den faldne Revolution paa Kongedømmets Altar. Ja saadan saa det ud, og man kunde næppe tro sine egne Øine, da man saa det. Men de gode Autoriteter toge vist mærkeligt feil af Kongens gode Sindelag, og han tør vel sikkert fortørnes paa disse sine Tjenere, der i sin Lydighedsiver udsatte det høie Navn for Misforstaaelse. Selv have de nemlig Intet i den Retning at tabe. Saaledes har man til alle Tider tjent Kongerne, der ogsaa i den Henseende ligne Guderne, at de have daarlige Tjenere. Det har ikke bekommet nogen af Parterne vel. Den menneskelige Fornuft lader sig ikke spotte i Længden. — Dog disse gode Authoriteter tænkte maaske ingenting. Det er nu en gammel Vane. Men ogsaa derfor bør de faa sin Straf; thi Folk i de Stillinger skal tænke, og navnlig skal de lade os nyde Glæde paa den kongelige Fødselsdag og ikke kaste Brander ind i Sjelen.

Rettelser i de sidste Artikler:

Der stod Prindsernes Beundring istedetfor Preussernes Beundring; Malborough stod galt stavet og Blaamynen ligedan.

Nr. 159159] retta frå: 158/1855; fredag 13.07.

[Kristeleg vekking]

Korrespondance

Christiania den 11te Juli

Den Tid vil nok komme, da man kalder denne Tid en Opvækkelsens Tid; thi her er mange Ting, som tydelig røbe dette, og det saameget mere bestemt, som denne Opvækkelse har vidst at afpræge sig i den kirkelige Lovgivning, der jo for en stor Del efter Grundlovens § 16 er lagt i Kongens Haand. Vi har saaledes under 27de f. M. faaet en kongelig Resolution om, at Kirkebønnen skal faa et Tillæg, hvori der skal bedes om Troens Udbredelse baade blandt Hedninger og saakaldte Kristne. Dette er karakteristisk for Tiden, og det opfordrer sandelig Enhver til at holde Øie med den. Meningerne om denne kongelige Resolution er nu iøvrigt forskjellige, idet Nogle mene, at alle disse geistlige Rørelser baade blandt Lærerstanden selv, blandt den saakaldte oplyste Befolkning især blandt Damerne, der blive saa opbyggede af «Sorg og Trøst,» den «kristelige Tragedie» Salomon de Caus og den flittige Kirkegang af disse samme Folk navnlig her i Christiania, ligesom ogsaa Rørelsen i Skien og blandt Læseriet, der tiltager i Bygderne omkring og Mormonismen, der nu forresten lader til at have forladt Christiania, — Nogle mene, siger jeg, at alle disse aandelige Rørelser har rørt Hs. Majestæt med høie Raad til at give denne Resolution og derved sætte et varigt Indsegl paa Tidens Pande, der vistnok som alle andre voxe ud igjen, men som man dog kan se igjen paa de Portræter, der blive tagne af den. Andre mene igjen, at denne Resolution blot er et Barn, som RehaReha] Rhea, gresk titan Sylvia har kastet til KronasKronas] Kronos for at faa ham til at tie, indtil han faar tænkt sig om, — uden Billede, en øieblikkelig Tilfredsstillelse til alle disse Rørelser i Tiden, for at de skulle lægge sig saalænge og sige, at de dog have faaet Noget. Atter Andre mene igjen, at Resolutionen er et Udtryk for Tidens Retning mod Ufrihed, idet de med Øie for det gamle Indien, Ægypten, Middelalderen og de nuværende katholske Lande læse Verdenshistorien saadan, at Geistlighedens voxende Magt er et ufeilbarligt Mærke paa en hensygnende Borgerfrihed og en Folkeaand, som gaar sin undergang imøde. Hver tror naturligvis at finde gode Grunde for sin Forklaring, og navnlig tro de, som se et Mærke paa den slappede Frihedssands, at have gode Grunde for sig i den hele Retning, hvorpaa Sandsen og Ytringsfriheden hjemme og Dristigheden og Paavirkningen ovenfra arter sig, idet de mene, at Tiden er til at sige: «Stands Østenvind! blæs Vestenvind! for at de kostelige Urter kan dryppe af Fedme!» (Høisangen). At forklare Tiden, som man lever i, er vel ligesaa umuligt som at løfte Stolen, mens man sidder i den; men vist er det, at Tiden varer os til at være aarvaagne. Det er ikke Rusland eller noget andet Land, men det er os selv, vi maa frygte. Literaturen maa ikke forraadne; Fornuftens Lys*) maa ikke slukkes; Frihedssandsen maa ikke formørkes, og den aabne mandige Udtalelse maa springe fra Brystet, som Lurtonen fra Fjeldvæggen.

Her ser rigtig præsteligt ud i Christiania nu under alle disse Møder: man saa slige Præstekraver i Gaderne paa Søndag, at man skulde tro sig flyttet hen til en By i Spanien eller Italien. Varmen var tillige saa stor, at Indbildningen kunde blive fuldstændig. LammersLammers] Gustav Adolph Lammers, prest og dissentar prædikede, og Tilstrømningen var naturligvis uhyre. Han straffede haardt, og vi Christianiafolk fik vide, hvad vi var for nogle. Man kan snart ikke møde en gammel Matrone paa Gaden, uden at hun spørger: «Var De i Kirken om Søndagen? Det var Noget at høre paa! Det er en duelig Mand, han Lammers! Den som maatte have slig en Præst!» Dette være nu ingenlunde sagt for at antyde, at ikke ogsaa Andre tyktes godt om Lammers som Taler; tværtimod; men det er for at antyde slige Menneskers Væsen, der saa gjerne hører det Rystende og fryder sig ordentlig over at blive revsede saadan i en Tale, da de ventelig tro, at det udsoner Ungdommens Forfængelighed. Paa andre Naturer har Talen, som de dog indrømme var talentfuld, gjort en anden Virkning, idet de rigtignok ganske lavt og ligesom hviskende sige, at det var uforskammet; thi Christiania bliver dog, naar Alt kommer til Alt, Lyset for det øvrige Land. Jeg selv var ikke saa heldig, hverken at høre Lammers Prædiken, eller hans Tale i samme Stil igaar ud paa Enerhougen; jeg har derfor selv ingen Mening, men gjengiver saa godt jeg kan, det meget jeg har hørt. Jeg refererer som det sig hør og bør. En Mand, en Skolelærer, som man sandelig ikke skal beskylde for Vantro eller Lunkenhed, sagde igaar, da han kom fra Enerhougen: «Nei, dette gaar dog ikke an; vi maa ogsaa gjøre andet end læse og bede, og mange af de Fornøielser, vi have, ere dog sandelig saa uskyldige og lærerige, at det er for galt at revse dem.» Efter at Talerne, Bøn og Sang havde varet henved 3 Timer i denne Varme ud paa Enerhougen igaar, havde dog en Mand, en «Opvakt,» som man meget betegnende siger, ikke faaet nok, men satte i at synge paa en frisk en. Forsamlingen gik dog nok.

Derimod har jeg disse Dage hørt Lammers paa Præstemødet, hvor man har talt om «Nøglemagten» eller Præstens Magt til at løse og binde som sankt Petri Efterfølger, af hvilke Paven i Rom dog var den bedste og derfor ogsaa solgte Aflad. Mange i Forsamlingen have talt om dette «Nøgleembede», men saavidt skjønnes, er man ikke kommen noget længer for det. Kirkehistorien har ogsaa arbeidet paa det samme Emne i snart 1800 Aar, og man er nok kommen saalangt som første Dag. Man kan nok — og ventelig vil man — holde paa i 18 og 1800 Aar til, uden at komme til nogen Enighed om Tingen. Man kommer gode Stykker paa Veien; men saa kommer den menneskelige Fornuft og gjør Streger i Regningen, saa man begynder forfra igjen. Den er ikke syndig for Ingenting. Sætningen er ikke vel sat i Stil, før der sker Oprør mod den. Nu i disse Dage er det vistnok en fredelig Tid i denne Vei, men man kan være hellig forsikret paa, at det varer ikke længe; saa at om Forsamlingen denne Gang — hvilket forresten er meget tvivlsomt — kom til Noget, vil det ikke vare ret længe, før man er paa samme Flekken med Besvarelsen af Spørgsmaalet: Kan Præsten løse og binde, og hvorvidt strækker dette hans Nøgleembede sig? Der var Nogle i Forsamlingen, som vilde, at «binde» skulde staa først.

Hvorvidt Tilhørerne, og navnlig blandt disse de mange Damer, havde mere Udbytte af Forhandlingerne, er vanskeligt at sige. Jeg for mit Vedkommende maa oprigtig tilstaa, at jeg ikke lærte meget, men Skylden kunde godt ligge hos mig selv. Damerne kan nok have et Øie for slige Ting, uagtet PaulusPaulus] Paulus, apostel og teltmakar ikke synes at have meget tilovers for dem i Forsamlingerne, men han siger nu udtrykkeligt blot, at «de skal tie», og det gjorde de ogsaa her. Men jeg formoder, det varer ikke længe, før de begynde at tale d.v.s. «opbygge.» Det bliver noget ganske andet, end at se dem i Theaterlogerne, glimrende af Silke, Guld og Ædelstene. Det hører til Tiden.

*) Jeg venter ingen Misforstaaelse for det, om jeg nævner Fornuften, uagtet jeg vel ved, at det nu ikke er Tiden til at bruge dette Ord.

Nr. 167/1855; søndag 22.07.

[Utskriving av soldatar]

Korrespondance

Christiania den 21de Juli

Det er intet Under, at Krigen skaffer Gjeld og Arbeid, naar en saadan Stakkarsdom som Leiren paa Gardermoen bringer slig Rørelse. Blot disse 3000 Mand — thi saa stor er det jo sagt, Leiren skal være — gjør meget borte fra Arbeidet i denne Tid, da Arbeidet er saa dyrt og Folk næsten ikke er til at faa. Derfor savnes disse «Udkommanderede» hver paa sin Kant, og taler man med Folk fra Landet eller faar Breve, saa klage de Fleste over, at deres Tjenestegut, Arbeidsmand eller «Slaattekarl» skal paa Gardermoen og det «nu i denne bedste Tiden.» Og i Forhold til Savnet af Soldaten hjemme gjælder ogsaa hans Tid høit for ham selv, saa at det for mange er en Velfærdssag at være borte paa denne «Lystleir,» hvorfra man kommer udmagret og udslidt hjem, saa det ikke blot er Tiden, man ligger borte, der gaar med, men ogsaa den Tid, det tager at hvile sig ud igjen og spise sig lidt Magt i Livet efter alt Mas, knap tilmaalte Rationer og smaa «Liningspenge.» Det er ingen Spøg at være Soldat selv i Fredstider, og det er saameget værre, som det gjerne rammer de fattigste Folk, da de rigere gjerne paa en eller anden Maade vride sig unda, hvilket ogsaa vil ske nu, efter at den nye Militærlov træder i Kraft. Man kan bære sig ad med Lovgivningen, hvordan man vil: det som er forhadt, bliver forhadt, og den bestemte Armésum vil som før udfyldes med Folk, der har mindst Grund til at være Soldater og derfor mindst taale at være det. Her maa komme en anden Aand, skal det hjælpe den gamle gode Aand nemlig, da det var en Ære at være Soldat, da Soldaten gik i Bygden som en «Frikar,» havde Kans til at faa den «bedste Jenta» og gik for klogere end Hjemfødningerne, hvilket han naturligvis ogsaa var; thi Militærlivet har vist sig at være Folkenes første Opdragelsesanstalt, og er det fremdeles for de enkelte Mennesker, som ingen Anledning har til at lære noget paa en anden Maade. I sit gode Navn og Rygte maa Soldaterstanden gjenindsættes, skal man faa dygtige Folk til Exercitier og Lystleire i Fred og tapre Mænd i Krig. Det er dog paa somme Steder, det endnu gjælder noget at være «Jæger,» f. Ex. tildels paa nedre Rommerike; men det er sjeldfængt, og naar han har været «Jæger» et Aar eller to, er han lei og vilde gjerne slippe «Jægeriet.»

Det er svære Forsendelser af Soldater med Jernbanen baade op og ned; thi her finder en Dislokation Sted (Omkompling), idet Garnisonen rykker op og Korps fra Landet kommer ned igjen for at ligge disse Uger i Garnisonen. Igaarkvæld Kl. 9 skulde et Extratræn gaa med Militær opover. Det er dog godt, at Jernbanen sparer disse trætte Mennesker at gaa denne Vei med Oppakning, ligesom Dampbaadene rodde for dem. Saa kan de hvile sig og tænke og have lidt Glæde imellem. Men Krudt turde man ikke føre med Jernbanen; derfor blev igaar tilsagt mange Heste paa Stationerne opigjennem — man sagde en 70 —; det var fra nogle Gaarde, der blev tilsagt 3 til 4 Heste, der maatte spændes fra Høilæsset og kjøre Krudt. Saadan er Krigen.

Det gaar livligt paa Jernbanen nu, men i Bakkene gaar det ofte sent, og op fra Strømmen hænder det, at man maa sprætte fra og tvivende. Det er en stor Mangel ved Stationerne opover, at der ikke strax er Forfriskninger at faa kjøbt, hvilket især i Sommerheden og Støvet kunde være meget nødvendigt. Der burde være ordentlige Restaurationer, og det skjønnes ikke, hvorfor man ikke ligesaavel maatte kunne fordrage disse der som i Byen, selv om de havde Udskjænkningsret. Men, det er vel den engelske Puritanisme, der kan være god nok til sit Brug, som ikke vil tillade noget saadant. Man skulde dog mene — iallefald have vi ment det før — at Engelskmændene vare Forretningsmænd, og det vilde bekomme Trafikken særdeles vel, om Folk kunde finde Vederkvægelse paa Stationerne og Aftrædningsværelser for dem, som tage af eller kom ind paa. Flere vilde gjøre Smaature fra Byen, naar man saadan paa Landet kunde være nogle Timer og have det hyggeligt. Som det nu er, véd man ikke, hvor man skal gjøre af sig, naar det ikke er godt Veir og kan sidde borte under Buskene og leire sig og vente paa Tilbagetoget, da det langtfra er ved alle Stationer, at man kan finde Hus over Hovedet at være i og det endda langt borte. Derfor gaar man og driver paa Bordgulvene ved Stoppestedet og dette er ikke altid det Fornøieligste. Det er, som sagt, høist besynderligt, at Banebestyrelsen eller Tilsynskommissionen ikke har havt Øie for dette og faaet istand noget, hvormed alle Parter saa vel vilde være tjente. Men, man er nu ikke kommen vidt endnu, og det bør ikke ventes, at Alt kommer med én Gang. Blot man vilde erkjende dette og gjøre noget, som tydede paa, at man vilde gjøre sit Bedste, saa var alting vel; men det er dette, man neppe gjør, og derfor burde Folk tale hvis Røst havde noget at betyde. At skrive om det i Aviserne nytter ikke stort, da de ogsaa i Stridigheder om Jernbanen have vist sig at fare med noget Fjas, saa at Bestyrelsen og kanske Mange med den bare le, naar de høre Smeld i «Avisen.»

Rettelse i næstsidste Artikel

Der stod, at LammersLammers] Gustav Adolph Lammers, prest og dissentar var en from Mand, skulde være ferm. From er han neppe i dette Ords særegne Betydning, hvor det omtrent svarer til Landsmaalets Godsau.

Nr. 173/1855; søndag 29.07.

[Forsvaret tar handverkarane; forlystingsliv og sosiale distinksjonar]

Korrespondance

Christiania den 24de Juli

Paa Armeens Verksteder er meget travlt; man driver Verksteder baade paa selve Fæstningen, noget paa Hovedøen, og ved Sagene. Man har i denne Tid, da her er en saadan Mangel paa Folk, leiet op alle, ja endog faaet fra Sverige, saa at de forskjellige Professionister, især Vognfabrikanter, Smede og Sadelmagere, næsten ikke kan faa Arbeidere, og de, som de faa, ere saa dyre, at det tungt svarer Regning at have dem. En simpel Smed fik saaledes 9 Mk. 12 ß. (?) for at være med og sko Heste paa Gardermoen. Efter dette og noget, som ikke er fuldt saa godt, rette Andre sig, og da nu Arbeidet for Mesterne ikke forholdsvis er steget saameget, skjønner man let, det ikke maa være godt at holde Folk. Derfor ligge ogsaa Bestillinger, som ikke kan blive færdige, især blandt Vognfabrikanterne, som baade maa ty til Smede og Sadelmagerne, der hver for sig maa hjælpe sig med godt Snak, hvormed den, som vil kjøre og sidde godt, ikke er synderlig tjent. Derfor er der ogsaa svare Hus blandt disse Haandverkere; thi de klage ikke blot som alle de andre over høie Mad- og Arbeidspriser, og med det samme over Folkenes Kryhed og Uefterrettelighed, da disse jo ogsaa skal have Tid til at ødelægge sine Penge; men ogsaa og det mest over, at Staten saadan optræder som KonkurrentKonkurrent] retta frå: Konkurent, uagtet den ikke gjør mere end til eget Brug, som jo enhver Mand har Lov til at gjøre. Det Værste er dog, mene de, at Statens Hververe skjæmme Folkene ud ved at hverve iflæng, og saaledes, som der staar, indbyder baade Krøblinger, Halte og Blinde. Dette er nu Statens gamle Skik, og det er godt imellem at have med Staten som Kirken at gjøre, der ingen Personsanseelse gjør. Men Haandverkerne og Folk, som maa arbeide sig frem, mene, at det gjør ondt, indtil Meningerne igjen faa jævne sig, og hver faa Løn som forskyldt.

Dersom det var tilladt at have nogen Mening om denne travle Virksomhed i de militære Verksteder, saa kunde man sige, at det maatte betyde noget især i denne Tid, da man taler om, at Hoffet i Stockholm trykkes af Kabinetterne i England og Frankrig; men det er vel neppe andet end at man paa almindelig Maade vil forsyne sig og lappe noget Gammelt og Skrøbeligt, som ogsaa Armeen har nok af. Desuden kunde det nok være brav, at man var lidt forsynet, om ellers noget skulde komme paa, saa at man da ikke var som i 1848, da Alt laa paaende før Toget til Malmø. Vi have nu engang en Armé og ere vel nødte til at have den; rigtigt derfor at holde den istand, saa at den dog er noget, siden den saa alligevel koster Penge. Man har klaget over, at Hæren ikke holdes istand og rimeligvis med Grund; man har forekastet Storthinget dette, rimeligvis ogsaa med Grund; men Storthinget vil ifølge sin Natur, at man skal bære sig ad som en privat Mand, og det gaar ikke let for Staten.

Den 27de Juli

Her bliver lidt mere folksomt nu i Byen, uagtet hverken Varmen eller Stanken har taget synderligt af, men tvertimod synes nok saa trykkende som nogensinde, og det er derfor nu udover vi kan vente Kolera, som man spaar paa, dels fordi Folk helst spaa det, som er ildt, dels fordi Sygdommen har været her før og kan komme igjen, og dels og fornemmelig fordi man altid i en saadan Varme faar spørge til «lette Tilfælde.» Uagtet disse Spaadomme kommer dog Folk ind, det være nu enten fordi man ikke tror paa dem eller har Forretninger, ja endog Troldmænd komme; vi har nu havt en, der har drevet sit farlige Spil op i det norske Theater, og nu da han reiser, kommer Le TortLe Tort] Joseph Le Tort, engelsk tryllekunstnar igjen, hvem endogsaa Aviserne beundrede ifjor, ikke at tale om Damer, Barn og Landsfolk, som alle helst dvæle ved det Overnaturlige. Det er nu ogsaa Fornøieligt «ikke at vide hverken op eller ned,» helst naar man dags daglig er vant til en saadan Tilstand med det, som er langt gruere end Le Torts Gjerninger.

Derimod reiste Elefanten idag, uagtet han nok taalte baade Varmen og Usundheden. Det var kommen saavidt med ham igaar, at det var uigjenkaldelig sidste Gang, han skulde dandse paa en Line, «hvor — som det hedder — en stor Bjelke forestiller Line.» Beriderne slog sig sammen med ham nogle Gange, og kom derved i et godt og passende Selskab; de fik ogsaa Folk; thi det maa siges til Byens Ros, at Besøget hos Beriderne er tyndere iaar end ifjor. Der er imidlertid nogle Magneter, som daglig trække: det skal nemlig være deiligt at se nogle af de vakre Damer at flakse paa Hesteryggen. Selv fine Damer sidde og lorgnettere ende opunder og synes finde det skjønt. Der kommer imellem Vognlæs ind fra Løkkerne og gaa paa Circus, og kjøre naturligvis ud igjen efter Forestillingen, da det er ligesaa sundt som fornemt «at bo paa en Løkke;» det er igrunden det stadige Ophold i Byen, i Modsætning til Udflytningen om Sommeren, der danner Grændsen mellem «de Simple» og de «Fornemme.» Naar alt kommer til alt, er det saaledes mere «simpelt» end usundt at bo i Christiania om Sommeren. Derfor ser man da heller snart aldrig til fornemme Folk, der af gode Grunde maa bo i Byen om Sommeren: de komme sjeldent ud og gaa ogsaa sjeldent paa Cirkus. Opinionens Tryk hviler paa dem, saa de er som ikke til, indtil Høsten kommer, saa de igjen kan vise sig i godt Selskab i Gaderne. — Det er altsa blot den egentlige By, som nu er i Byen, de nødvendige Folk, der dog have det smukkere end de andre paa sine Løkker, idet vi kan gaa i Slotshaven, som er den smukkeste af alle. Ikke engang der tør de Arme, som ingen Løkke have, gaa midtsommers, for saa ser man, de ere i Byen, og til Brødrene BøhleBrødrene Bøhle] Albert og Julius Böhle, tyske akrobatar paa Bankpladsen gaa de endnu mindre; det er igjen noget, som de aarvisse Byfolk have for sig selv. Det er noksaa velvilligt gjort af Byen at overlade denne Plads til disse Kunstnere, hvor de kunne forevise sine «Præstationer;» men det er nu ogsaa Væg i Væg med Theatret, der er indviet til Spil, Puf, Trængsel, Larm og Klap.

Men, naar nu Sangerinden H. NissenNissen] Henriette Nissen-Saloman, svensk operasongar kommer, saa bliver de «Fornemme» i Byen synlige, og vældige Læs komme fra Løkkerne; men det bliver da heller ikke stort mere end én Gang; thi det er igrunden ikke fint at gaa mere end én Gang, hvilket det naturligvis heller ikke er, naar man ikke gaar for at høre og opbygge sig, men blot for at syne sig frem og ligesom sige: «se her er jeg.» Det koster desuden sine Penge, og dem har ikke Alle, som ere fine, allenfals ikke mange nok til egentlige Koncertgivere, der maa være dyre, om saa Huset skulde staa tomt. Den som tager under en halv Spd. Billetten, er ingen rar Kunstner; allerede 2 Mark vækker Mistanke om, at det ikke staar saa brav til med ham. Ved Siden af det lystelige Syn er det nok de 60 ß. til første Plads, som har holdt Beriderne oppe, hvor ofte de end faldt af Hesten.

Nu drager naturligvis ogsaa Mange ind til Byen for at se paa de Kongelige. Det var en Tid, da man talte om, at ogsaa Kongen af Danmark skulde komme samt Kongen af Nederlandene; hvor her da skulde blive Raadslagninger i Politiken, men dette synes nu at være opgivet i Folkemunde. Det bliver alene Prindsen af Nederlandene,Prindsen af Nederlandene] Fredrik, nederlandsk prins som kommer, og Christiania bliver nok saaledes ikke Sted for verdensberømte Konferentser, men som sædvanlig blot for vor egen gemytlig Politik. Imidlertid bliver her vel adskillig Stas, og op til Gardermoen siges der at alle disse Høie ville reise paa næste Søndag, som er KronprindsessensKronprindsessens] Louise, svensk-nederlandsk kronprinsesse Fødselsdag. Da bliver der Pragt, aldeles kongelig, eftersom der er Militær tilstede. Der vil Mange komme til at reise op og se, da desuden alt er saa vel indrettet der med Restaurationer, at man ikke skal savne Byen. Med det samme faar man ogsaa se saamange Soldater, at det vil svare Regning, endog for længere bortliggende Folk, at gjøre sig en Tur.

Kommer nu ogsaa Prindsessen op fra Sandefjord, saa maa sagtens Badegjæsterne se til at komme med, idetmindste de, som ikke ere farligt syge. Det er ellers betænkeligt, hvor mange der nu maa blive syge og reise til Sandefjord, siden Prindsessen er kommen der. Der er ogsaa kommet Militær did, hvorover man har klaget; men Sammenhængen var nok den, at det ikke her var Lyst til militære Skuespil eller nogen Sikkerhedsregel fra høie Vedkommendes Side, som drog Militæret i Sandefjord sammen: det siges nemlig som noget Vist, at det var Folkene paa Præstegaarden selv, hvor Prindsessen bor, som forlangte det, da de vilde være sikre for en altfor nærgaaende Begloing og Nedtramping af Jorder, Have og Gjærde; thi Folket og især fulde Folk, af hvilke der ogsaa i Sandefjord skal være mange, vil gjerne glo og komme nær. Siden man forlangte Soldater, er det imidlertid rimeligt, at der er sendt flere end nødvendigt.

Nr. 177/1855; fredag 03.08.

[Forvitnelege målarstykke; kongeleg vitjing]

Korrespondance

Christiania den 1ste August

Hr. EnslensEnslens] Karl Georg Enslen, tysk målar Malerier have nu i mange Uger været at se, og det har gaaet stille af med dem; de have nok engang imellem været roste i Aviserne, og det er dog noget, hvor knapt det end har været; de have nok ogsaa været besøgte med Fornøielse, og det er allerede meget mere. Stort mere end alt dette synes ikke at kunne gjøres eller forlanges; imidlertid kunne jo Beskrivelserne have været mere fuldstændige og Besøgene mere talrige. Grundene til, at det neppe saa er skeet, maa vel ligge i den gangbare Sætning, at alt det, som virkelig er godt, gaar lydløst gjennem Verden, kanske ogsaa deri, at Betalingen 1 Mk. 12 ß. tykkes noget høi; thi det er ikke med Malerier og slige stille Kunster saaledes som med Ridning og maadelige Koncerter, at 60 Skillings Entré gjør dem fine, «deilige» og nydelige. Det er ogsaa ganske rigtigt, at det som er værdt noget, skal være billigt, og det som er Fjas, dyrt, da det Første har Værdien i sig selv, medens det Andet maa faa den af de høie Indgangspenge. Derved blive begge hjulpne.

Malerier, der gjengive Personer og Lande, ere mere forstaaelige og tiltale ialmindelighed mere, end disse egentlige Malerier, der jo væsentlig ere poetiske, og derfor kræve en dybere Kundskab og et Sind mere modtageligt for Stemninger. Et godt Billede af et Land, som er til, vil desuden vække Tanker og Følelser hos Enhver, der overhovedet kan tænke og føle; han lægger sit eget aandelige Indhold ned i det, og faar derved ud, hvad Øieblikket er oplagt til, og har man ikke noget af sig selv at lægge ind i de egentlige Malerier, saa kommer der intet ud af dem, hvor gode de forresten kunne være; og det eneste, man kunde sige, skulde da være, at de ligesom mere vække Ens egen slumrende Følelse og Tanke. Nu, alle disse Sætninger kan der tvivles om; men hvad der ikke kan omtvivles, er, at vi Alle ville lære og se os om, og fremfor Alt se gamle Herligheder, hvorom vi have hørt og læst, rigtig se, om alt dette Gamle var saa herligt, som vor Indbildningskraft har gjort det til, eller om det overgik vore dristigste Forestillinger. Dette er ikke blot behageligt, men det er i høieste Maade lærerigt: vi lære Historie og Geografi — gammel og ny — paa den bedste Maade, idet vi reise, uden at føle Reisens Besværligheder, og vi kan leve i en gammel Tid, uden at trykkes af dens Uvidenhed, Grusomhed eller Fordom; vi reise og dog staa stille, vi ere gamle og dog unge, vi ere omgivne af Farer og dog trygge.

Hr. Enslens Malerier giver os alt dette; alle de, jeg har talt med, sige, at det er godt, og de som have reist og seet, sige, at det er sandt. Det er behageligt saadan at reise ned til Kjøbenhavn og se, hvor smukt der er, og igrunden stort mod i Christiania, og saa tænke paa Forfædre eller Slægtninge, som have levet og virket der, at det har været vor egen Hovedstad, hvor alle vore gamle Bøger ere trykte — jeg saa efter det Hus, hvor «Sjelens Luth» monne være trykt —, hvor kjends Folk færdes, der er os mere beslægtede, end vi næsten ville tilstaa, — et Sted, der i Mindet er ligesom et gammelt Hjem med sine Stene, man har stødt sig paa, og sine Blomster, man har plukket. Der kom Vand i mine Øine, men jeg skal ikke afgjøre, enten det vældede op fra Hjertet eller blev skaaret ud af Glasset, man ser igjennem. Det er stort at vandre i Rom og se Cirkus og Colossæum, Pladsen del populo og den ægyptiske Obelisk med sine Hieroglyfer, der blive saa betydningsfulde, fordi Ingen kan læse dem; det er vel en Skrift, Afguder, Mennesker og andre vilde Dyr, hugne ind i Sandsteinen. Hvor billedrigt og poetisk maatte de ikke tale, siden de skrev saa! Det er noget andet end vore tørre Streger og Kroker! Hvad dog de Gamle kunde bygge, og hvilke elendige Dværge ere vi ikke mod dem! Derfor har man da ogsaa altid sagt, at de bygde for Evigheden. Man maa imidlertid under Beskuelsen af disse Verker ikke tænke paa Despotismen og Grusomheden, der altid bygger stort, og desto større, jo større den selv er, for ellers vil Tanken om den menneskelige Elendighed og Vanvid overvinde Følelsen for den menneskelige Storhed. Det er igrunden noget grusomt at se slige Verker; Menneskene selv blive til ingenting, idet man springer over Tid og sædvanligt Øiemaal; det er som at være hensat i en Verden af Trolde, der tænkte i Stein, hvorfor man da ogsaa siger, at de Gamle forstode den Kunst, at balsamere sine Tanker; det er ingen Sag, naar det er Stein, man farer med. Da man for nogle hundrede Aar siden bygde Peterskirken, benyttede man Colossæum til Steinbrud, ligesom vi kjøre fra Grefsenaasen, og det lader til at have taget omtrent ligemeget paa: de øverste Lag paa nogle Kanter ere ramlede af, deroppe nemlig i «Paradis,» hvor plebs stod og saa ned paa Sandpladsen (arena) til Gladiatorerne, Tigerne og Løverne, der alle maatte se saa smaa ud som Tinsoldater og andre Børneleker. Længere nede var fornemmere Loger, 3 Rader, alt efter hverandre og Keiserlogen. Der skal være 80 Bueindgange, hver 11 Alen høie. 90,000 Tilskuere kunde det rumme — Christiania Theater tager 12001200] kommentert av Vinje i seinere korrespondanse. Gluggene, hvorigjennem man slap de vilde Dyr og Gladiatorerne (de Kjæmpende) og de Kristne, der vare dømte til at kjæmpe. Keiser TitusTitus] Titus Flavius Vespasian, romersk keisar siges der indviede det ved at lade 5000 vilde Dyr af alle Arter kjæmpe for det mere vilde Folk, der klappede og skreg Bravo, naar de Sønderflængede væltede sig i Sanden. Siden satte man Kors og Altre paa denne Kampplads og malte Billeder af den hellige Historie udenfor Logerne, hvorudover man hængte sine Togaer. Her ser man Verdenshistorien med ét Øiekast. (Fortsættes).

Nu er her virkelig Stads med Militære, Musik, Parader og Hurra’r. Folket var mere taktfast, end man næsten kunde vente, idet man livligt raabte Hurra for Hs. Majestæt Kongen,Kongen] Oscar I, konge hvem de svenske Blade i denne halvgale Strid lader være enig i vore Bestræbelser for at tilsidesætte Sverige. Om ikke af anden Grund maatte vi af denne raabe Hurra, selv om vi, som man kunde vente sig af et ungt Folk, havde ladet det være eller, støttende sig til et umodent Frisind, der ikke kan tie og raabe til rette Tid, men altid farer paatværke. Det var derfor hyggeligt at høre Raabene, for at ikke Hs. Maj. Kongen skulde faa Nag som enkelte andre Svenske, hvilket havde været meget naturligt, naar vi havde vist os butte, hvad vi let kunde have været, hvor vel vi mener det baade med ham og Foreningen; thi Taktløsheden kan gjøre meget. Men, som sagt, det gik smukt, ligesom det da ogsaa altid gaar, naar vor høie Konge kommer. Nu taler man om, at Studenterne skulle ville bringe ham et Fakkeltog paa Oscarshal; det vil tage sig smukt ud paa Søen, og at det vil være passende, vover Ingen lettelig at benegte. Jeg véd nu forresten ikke vist, om det kommer istand, men det er saa rimeligt.

Prindsen af NederlandenePrindsen af Nederlandene] Fredrik, nederlandsk prins ser rask ud. Det fortælles, at han viste sig meget rundhaandet mod Skipperen, Styrmanden og Folkene paa Vidar, som bragte ham hid. Han er nu ogsaa en velholden Mand, en af de rigeste i Europa, siges der; men det er ikke altid, at man derfor skjænker meget.

Vi er dog et Folk, der i vor Frihed har Sands for kongelige Personer. Saaledes fortælles der, at nogle adstadige Mænd, rimeligvis gamle og høitstaaende, ønskede ned i Sandefjord at blive forestilte for den vesle Prindsessen, Audients kunde det ikke godt være; thi hun kan vel neppe tale ordentlig endnu. De bleve stedede til Opvartning, men den Vesle blev ræd, som rimeligt var, da de ærede Herrer rimeligvis ikke vare synderlig vakre. Hun skjulte sig, beretter Historien, bag Hovmesterindens Kjole eller sprang indom et Holt i sin «englelige Dragt.» Det er virkelig smukt.

Nr. 179/1855; søndag 05.08.

[Norsk råskap; kronprinsen vert visekonge?]

Korrespondance

Christiania den 4de August

I denne Tid, da vi og Sverig med Pennen som Landse og Blæk for Blod strider mod hverandre, er en virkelig Tildragelse med virkelige Mennesker og ikke Avisskrivere mere værd, skulde jeg tro, end uendelige Artikler, som forhaabentlig snart Ingen mere læser. Tildragelsen er da denne: Paa et af de offentlige Steder — der er mange Slags offentlige Steder, men dette var en Restauration — kom ogsaa tvende Mænd, en norsk og en svensk; den norske Mand var en god Borger, noget gammel, stor og fed med Ansigtet som en Hummerklo, velnæret og gjødet i alle Ledemod, altsaa ikke fed saaledes, at blot Maven var en Pose og Benene spinkle, nei jevngod som et smukt Talglys og med den eiendommelige Stemme, som røber slige Menneskers Blodsforvantskab med Grisen — Maalet er bestandig gryntende og med det samme de have ædt, udstøde de gjerne et langt Bof. — Denne gode Borger var ogsaa paa en liden Støvle; thi slige Mennesker maa som oftest gaa for Seil, om disse end ikke altid ere fulde. Hans Forstand var naturligvis ikke stor; thi slige Mennesker æde snart Forstanden af sig, eller den bliver tyk som de selv ere. Denne Borger kommer seilende paa en Stav ind i Spisesalen og ser sig med en dyb Grynten om efter Seddelen, sin Bibel. Foran sidder en Svenske, en fin Hofmand, virkelig ogsaa ansat ved Hoffet, som nu er her; Hofmanden var ligesaa spinkel som Borgeren var tyk, ligesaa sliben som Borgeren var ugarvet og ligesaa diplomatisk høflig som Borgeren var endefram. Et sligt Mot kunde ikke ende godt. «Hvad, Bæ — hvor er Du ifra, Du? er Du en Svenskeradd, Du?» siger Borgeren, «aa ja, derfor kan Du nok være en brav Mand for det, uagtet Svenskene ere nogle Radder, Bæ, Hæ!» Hofmanden svarer da som rimeligt Intet paa dette, men kalder paa Verten og Folk og da disse vare komne, mener han, at det vilde have gaaet en Svensk ilde, om han saadan havde opført sig imod en Norsk derhenne. Verten bukker og undskylder, og man faar endelig Borgeren til at gaa, efterat man havde taget fra ham Maden, han havde sat sig til. Hvad skulde ogsaa han gjøre der, naar han ikke fik æde? Derimod fik han nok tømme sin Bayerflaske. Derefter sagde Svensken: «nu har jag två gånge varit i Norje och er båda gånge begagna sådan . . . ta mig aderton, om jag kommer den trea —» eller sligt Noget. Og denne Svenske var en bildad Mand og havde enda en ikke ringe Hofcharge. Hvad mener I om Sligt? Det kan gjøre Ondt nok, og er Historien sand, som det sandfærdig berettes, saa geraader den os Norske ikke til megen Ære. Det er nu vistnok saa, at man maa betragte slige Mennesker som Umyndige, og at ingen fornuftig Mand betragter deres Snak for andet end hvad det er, nemlig Raahed; men det efterlader dog en Braad, da det synes at vise, hvorledes Mængden af Folket maa være; thi saadan vil Udlændingen rimeligvis slutte, og neppe har det vel hendt nogen Norsk, at han i Sverige er mødt paa nogen saadan Maade som denne Hofmand. At det var en Hofmand, undskylder rigtignok Sagen noget; thi Folk ialmindelighed har ikke noget godt Øie til Hofmænd, og Folkevittigheden henlægger gjerne gale Streger til Hoffene og er gavmild paa Klængenavne.

Vor gode Borger havde vist ikke talt saa, dersom han ikke ligesom var bleven opirret af Munderingen; thi det er en Mand med oprindelig godt Hoved og har været en flittig Mand ogsaa.

Værre var næsten et andet Optrin for en kort Tid siden mellem en anden Svensk, ogsaa en bildet Mand, og en Norsk, en rigtig raabarket velholden Bonde, en Mærrabytter. Denne Bytter havde solgt en Hest til en anden Mand, og idet Hesten blev kyt af som sædvanligt, siger Svensken, ja det er bra nok, men Hesten er sprængt. Men da kan det hende, Mærrabytteren kvæder i; thi at angribe Hesten, er for slige Folk det som ret bider, især naar det er sandt. Man kan skjælde slige Mennesker ud for alt muligt, blot man ikke skjælder Hesten.

Han slaar derfor i Bordet, saa Glassene single og skjælder ud for Svenskeradd og meget værre. Slige Folk skjælder altid for Æt og Afkom, for Ting, Ingen kan noget til. Der blev et Syndehus, og naar Sligt kommer til Sverig, saa er det ikke godt for os. Men, hvad skal vi gjøre? Raaheden kan Ingen faa Bugt med; den maa voxe ud.

Det berettes, at StatholderenStatholderen] Severin Løvenskiold, statthaldar skal ville gaa af, og KronprindsenKronprindsen] Karl, svensk kronprins og visekonge blive Vicekonge. Dette sidste er ikke meget rimeligt. Saadant er jo sagt mange Gange før, baade da Kongen var Kronprinds og nu for nogle Aar siden. Naar alt kommer til Stykket, er her dog ikke meget at være efter her i Christiania for en Kronprinds. Han maa være i Stockholm baade for det Ene og Andet, og han kan nok lære Nordmændene og vore Forhold at kjende, om han ikke bor her som Vicekonge. Den, som har en vakt Sands og god Slutningsevne, skal ikke se meget, før han kjender Tilstanden, og den, som ikke har det, nytter det ikke, hvormeget han ser og hører.

Rettelse i sidste Artikel.

Christiania Theater rummer nok ikke 1200 Mennesker. Jeg tror Ingen véd, hvormeget det rummer, da det neppe nogen Gang har været saa fuldt; men 1200 rummer det ikke.

Nr. 183/1855; fredag 10.08.

[Skandinavisk union]

Korrespondance

Christiania den 8de August

I Sagnet var engang en Mand, som levede i 40 Aar, uden at han selv eller hans Slægt og Venner ligesom vidste, at han var til. Men med én Gang falder Sløret af Øinene paa dem Allesammen, og der blev et Slagsmaal og Leven om denne nye Mand, der ogsaa vilde være Noget, som endte med, at Alle gik til Grunde. Fra en vis Side er Norge med sin Selvstændighed netop som denne Mand: Vi har levet, virket og været frie i mange Retninger; men hverken vi selv og endnu mindre Naboerne i Udlandeti Udlandet] retta frå: Udlandet har ligesom vidst, at vi har været til. Det var en Uskyldighedsstand, der maaske som ethvert tabt Paradis ønskes tilbage. Nu derimod begynde vi at leve og Udlandet med os, og Livet bliver saa fiendtligt som overalt, hvor der spørges om at være eller ikke være. Ikke saa snart havde vi faaet en Lise*) med de svenske Avisstridigheder, hvori man vil gjøre os til Intet, før vi igaar faar en Ladning med danske Aviser, hvori man med en liden Forskjellighed i Tonearten spiller paa samme Stræng. Det ene Blad holder med os i, at vi er en selvstændig Stat, men mener dog, at vi bør finde os i at gaa op med Sverrig i en fælles Repræsentation i Udlandet, under den fælles Konge, der er Udtrykket for begge Nationer. Dette er nu ganske sandt og saa rigtigt, at det vilde være en Daarskab at modsige det, men vel at mærke under den Betingelse, at ogsaa begge Lande gik op i et nyt Overbegreb, en ny Benævnelse, Navn paa et nyt Land f. Ex. Skandia eller den skandinaviske Halvø, eller hvad man nu vil nævne Norge og Sverige, der paa Kartet hænger som en Pose paa Europas og navnlig paa Ruslands Ryg, udover hvis Nakke det meget ubehageligt kan gyde sit Indhold, om Ryggen skulde krumme sig. Med denne nye Benævnelse skal Norge aldrig drage et Suk over, at det gaar op i Sverige og ter sig som saadant i Verdens Øine. Kom Danmark til, som er Skandinavismens kjæreste Tanke, saa gik naturligvis Danmark ogsaa op i denne nye Benævnelse, hvorved det da maatte hedde: Kongen af Skandinavien, den skandinaviske Konges Udenrigsminister, det skandinaviske Vaaben osv. osv. Der blev naturligvis ikke Tale hverken om Norge, Sverige eller Danmark som noget Andet, end hvad disse Lande kunde have til sin egen Fornøielse, og som en indbyrdes Skjilnad, ligesom vi sige Bergens, Christianssands og Akershus Stifter. Dette, maaske med Undtagelse af Navnet, er ogsaa den eneste Maade, hvorpaa Foreningen, som er, kan være lykkelig og en større Forening komme istand; thi saasnart den ene vil opføre sig som Overmand og føre Ordet, skjønner man, hva Menneskenaturen siger: Der bliver Kamp, og Fred er alene mulig under en Voldsmand, som kan tvinge de Andre til Taushed. Derfor modsige vi, naar man vil lade os gaa op i Sverige paa den Maade, at det fremstilles som Hoved og Herre lige over for Verden, og derfor handler vor Mand i Paris, som det andet danske Blad (Berlingske) vil gjøre Nar af, i norsk Aand, naar han paa Udstillingen stræber at gjøre den Tanke gjældende, at Norge er et selvstændigt Land «Royaume de Norvège,» som spottende er gjentaget. — Vil Svenske og Danske gjøre Nar af dette, saa se vi deri et Sindelag, som ikke er broderligt, og følgelig et Sindelag, som ikke begriber Nordens Fremtid, men er en Gjenganger fra svundne Aarhundreder, der maa vandre husvild om paa den nuværende Jord og her i Norden fryse ihjel. Hver eneste Tanke, vi se fra Sverige eller Danmark, der spilles hen paa nogen Overmagt, kaster os Brander i Sjælen, som der skal Menneskealdre til for at slukke. Vi fornærme ikke vore Brødre ved at sige dette: Det er noget saa greit og menneskeligt, at det engang maa siges, og jo længere man udsætter med at sige det, desto være; thi saalænge Nogen svæver i Vildfarelse, kan intet Varigt komme istand. Livet, og navnlig Staternes Liv, er dog ingen Komedie, hvor Lysten og Glæden ligger i Intrigen og Illusionen.

Hidtil se vi Lighed med den ovenfor omtalte Mand i Folkesagnet, men at Alle her ved Opvaagnelsen til Livet skal gaa til Grunde som hist, ville vi ikke haabe, skjøndt Udsigterne kan være gode nok, holde vi paa, da Rusland meget vel kan komme og tage os alle tre, vi ere ikke større end saa. —

*) Den var ikke lang; thi Aftonbladets sidste Afhandling om de unionelle Forholde kom med sin Slutning med Posten i forrige Uge.

Nr. 185/1855; søndag 12.08.

[Skalkestrid på Gardermoen]

Korrespondance

Christiania den 10de August

Leiren paa Gardermoen endte med et Slag, som skulde være et stort Nederlag. Rygtet gaar om et stort Mandefald, men da det er større end selve Hæren, især af Officierer, saa maa det som alle Krigshistorier være overdrevent. Det kan være stort nok alligevel, om man ikke lyver Folk ihjel; vi have ikke flere Folk end saa; det eneste, man synes at have nok af, er Studerende; thi iaar kommer her mindst 100 til. Dette er paa en Tid, man knapt kan faa et Menneske til at «slaa et Slag»*). Og enda holder man Slag paa Gardermoen, hvor Mandefaldet har været saa stort blandt Befalingsmændene, at der maa blive en stor Forfremmelse i Armeen**). Som en Følge af denne pludselige Stigning, kom Mange med engang saa høit, at de svimlede, og det skulde være denne Forrykthed, som gjorde, at Leiren brast 1 Dag før Tiden; navnlig var det nok en Oberst eller sligt noget, som ikke forcerede et Pas eller saadant noget, som gjorde, at Forvirringen blev babylonisk og forhindrede de faa Kropper, som var igjen fra at holde ud til sidste Mand. Toget skulde gaaet over Bjerg og Dal, og Nattekvartér var endog leiet for Hs. Maj. KongenKongen] Oscar I, konge med Følge paa en Gaard ved Eidsvoldverket. Konen i Huset havde Dagen iforveien været inde i Byen og kjøbt noget mægtigt, for at kunne modtage de høie Gjæster paa en værdig Maade. Alt stod beredt, men saa gaar det Surr med Slaget, og ingle Gjæster kom. Skylden maa komme paa den daarlige Høvedsmand, som blev tullet, til hvem Konen paa Eidsvold maa stille sine Fordringer paa Skadeserstatning. Det kan ikke slaa feil, at ogsaa de gjenlevende Officierer maa være harme over Stregen i Regningen, nu da der ogsaa var Svenske, som saa det, og ligeover for de høie Personer, som havde Overkommandoen; de kan nu rigtignok trøste sig med, at Mange faldt, hvilket tyder paa Tapperhed; men det burde være gaaet tappert til Enden. Egentlig burde Alle som En være faldne, først da havde de været fornøiede. Saa tapre og ærekjære ere vi Norske. Dette ulykkelige Slag, som opløste Hæren en Dag for tidlig, var ogsaa til Skade for mange Andre, som dels vilde sælge og dels bare se; her var Mange som tænkte paa at se lidt til Livet paa Krim. Det var virkelig et Krimliv; der var endog Stank over visse Luftstrøg i Leiren; og under Musik og Kanonade drak og sang man og kastede afgnavne Kjødben i Hovederne paa hverandre. Feldtraabet den sidste Dag var endogsaa: Krim. Tænk paa — —? blev spurgt, og Svaret skulde være: Krim. Soldaterne fik endog daarligt Kjød***) og paa sine Marscher bleve stuvede ind i Hytter. En Underofficier sagde: «Jeg og mine Kamerader har ikke været af Klæderne, siden vi for 20 Dage siden var her i Christiania.» Der blev endog som paa Krim klaget over dit og dat. Saaledes blev der valgt et Udvalg af Underofficierer til at frembære for Hs. Maj. Kongen Beklagelse over den vesle Løn, Underofficieren har, idet de engang ikke kunde kjøbe en Flaske Bayer om Dagen for sin hele Løn. Klagen blev naadig anhørt, og der blev lovet, at Storthinget skulde faa vide det. Man sang endog som Franskmændene paa Krim, thi Sangerne blandt de Gevorbne i Christiania var der, og de sang foran de Kongeliges Telt om Aftenerne, og fik Cigarer af Kronprindsen,Kronprindsen] Karl, svensk kronprins og visekonge der viste sig meget kameradslig og vakte derfor Soldaternes Hengivenhed. Han sprang med dem i Skog og Mark. Man saa Røg og hørte det smelde bort i Buskene. Saaledes er da Leiren endt og Slaget har staaet.

*) Saaledes kalde Gadesluskene det at feie et Gaardsrum; «3 Mark Slaget» sige de nu for det, de for nogle Aar siden sagde 1 Mark Slaget.

**) Det gik for at være 14 Generaler, 63 Stabsofficierer og 143 Subalterne. Armeen har vist ikke saamange, men det gjør ingenting.

***) Mange sagde dog, at Forpleiningen var god, men naturligvis for liden.

Nr. 189/1855; fredag 17.08.

[Meir om skalkestriden på Gardermoen; siste nytt frå Klingenberg; kongen vitjar Oscarshall]

Korrespondance

Christiania den 15de August

Det var inderlig godt, at ingen Feil var begaaet paa Gardermoen*), og følgelig vel heller intet Slag tabt, idetmindste intet saa blodigt, ligesaalidt som de høie Øverstkommanderende tagne tilfange, saadan som Historien har gaaet, med flere skjæbnesvangre Enkeltheder. Det var inderlig vel, at Alt har gaaet godt, og at det blot var af Agtelse for Ager og Eng og muligens Mangel paa Penge, som Storthinget kanske ikke vilde have bevilget, hvilket gjorde, at Leiren blev hjemforlovet en Dag eller saa før Tiden. Det kunde man tænke, at ikke vi Norske tabte noget Slag, hvilket forresten havde været nok saa hæderligt, naar det ogsaa var Norske som vandt, og som en Følge heraf er det ikke rimeligt, at nogen norsk Officier (tilbagelevende) vilde have ærgret sig over Tabet undtagen vemodigt tænkt paa de Tapre, som faldt paa Ærens Mark og ladet den Dømmekraft vederfares al Anerkjendelse, som heller gav sig til Fange end kjæmpede uden Haab mod en overlegen Fiende; man skal spare Blod, naar det ikke kan rinde til Nytte. Man kunde vente, at Generalerne og andre Høvidsmænd «rekognoserede Terrænet» (saa efter Jordlændi); det er jo Mænd af Faget og maa forudsættes kjendte, kanske enkelte af dem har Sætre til sine Embedsgaarde derop i Marken, hvor Slaget stod eller skulde stande? det er ikke altid man kjæmper i saadanne Hjemmarker, idetmindste gjør man det ikke paa Krim, som mer maa tages til Exempel.

Det er ondt, at man ikke skal kunne kjæmpe mere, ligge mere i Leir og drage flere Folk sammen, især da det ikke er ment paa at skulde gaa paa Livet løst. Derfor beklager da ogsaa Høistkommanderende sig herover og ønske, at Krigens Gud (ingen anden kan det være) vilde drage Storthingets Hjerte hen paa Bevillinger til Forsvarsvæsenet. Det gaar hertil næsten en Trediedel af Budgettet; men det burde egentlig være to Tredieparter eller rettere det Hele; thi dersom vi reiste vor Selvstændighed, saa er det forbi baade med Budget og altsammen. H. WergelandWergeland] Henrik Wergeland sagde engang, at vore Fjelde tilslut vilde blive vore bedste Fædrenelandsforsvarere, men Wergeland var ingen Militær. Det er heller ikke Militære men fornuftige Folk, som mene, at vi bør tage til Mandhusingerne, naar det kniber; thi den staaende Hær, vi kan holde, bliver saa alligevel blot en Haandfuld, og at forresten hver vaabenfør Mand bør øve sig lidt hvert Aar, hvilket han ogsaa har godt af, for at faa lidt Sving paa sig. Andet trænge vi ikke til, da vi er et frit Folk, som ikke behøver Militærmagten til Politi over sig som i Østerrig, Preussen o.s.v. Men det nytter ikke stort at holde sig til Gisninger, staaende Hære kommer nok til at staa endnu en Stund, bare de vilde slaas dygtig ligesom i Skogene om Gardermoen. KronprindsenKronprindsen] Karl, svensk kronprins og visekonge havde et Telt, som han skulde have faaet af Keiser Napoleon;Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar det kunde være til Sommer og Vinter og bæres let. Det var underligt, at ikke ogsaa Napoleon sendte slige Telte til Krim, for der var de ikke forgode, men det kan være en senere Opfindelse; Napoleon som en Kriger maa drømme om forbedrede Telte, Chackoer og langskjøyte Rifler og Kanoner. Men, hvad man end drømmer om Opfindelser i Krigsvæsenet, saa bliver nok tilslut den ældste Krigskunst den bedste, den som ogsaa Katten har i Tand og Klo; man ser nu fra Krim, at det heder at gaa paa, om det saa er imod Kanoner. Derfor var ogsaa Lærdølerne i sidste Krig Soldater, vi maa være stolte af, idet de kastede alt og tog til Kniven. Østerdølerne ere ogsaa gode Soldater; thi Prindsen skulde have sagt, at de østerdalske Jægere være de bedste Tiraillører i Verden, og da der paa Spørgsmaalet, hvor en stor og ferm Mand var fra, blev svaret: fra Østerdalen, sagde han: «ja, det kunde jeg tro.» Man skulde ogsaa have seet nogle andre Folk, dersom de velholdne i Bygderne havde mødt frem og ikke «Stækkarædne» som man siger, ligesom ogsaa, dersom Soldaterne havde været ældre; disse Ungguter paa 22 Aar er efter vor nordlige Luft og Jordbund intet andet end Halvvoxne, der hverken taale Arbeid eller Surt eller Sødt eller Salt, derfor var der ogsaa Skavank næsten som paa Krim.

Ligesaa krigersk som man var paa Gardermoen, ligesaa hestagtig er man fremdeles paa Klingenberg; derfor skal ogsaa Beriderne have sagt, at de aldrig har fundet en By med saamegen Hesteforstand som Christiania. Igaarkveld var der et baade stort og godt Publikum, maaske fordi man trodde, at de Kongelige skulde komme ligesom forrige Kveld til Henriette Nissen-Salomon,Nissen-Salomon] Henriette Nissen-Saloman, svensk operasongar hvem Sanglærer GarciaGarcia] Manuel Garcia, spansk songar i Paris skulde regne til sine bedste Elever. Det skulde være skjønt at høre hende, men saa har man disse ulykkelige Deklamationsnumre imellem, som maa sætte En i den ynkeligste Stemning; men det forstaar sig, man kan gaa ud, mens de staar paa, og saa lader man WolffWolff] Wolf synge med, hvis haarde Stemme ikke vederkvæger, hvor flink han forresten kan være, og saa er det 3 Mrk.; det er da fornemt nok, men saa kommer rigtignok ogsaa de Kongelige. — Philippe,Philippe] Philippe, fransk tryllekunstnar (Jacques Talon) Magikeren paa det norske Theater, er unegtelig morsom at se for én Gangs Skyld, og han farer ikke som vanligt og jafser efter Klap udover Lamperne, men er ret en folkelig Mand. Hans Lysbilleder vare især overraskende. — Nu synge Natursangerne igjen. De er værd at høre. Her er megen Glæde, og det er forunderligt, at Theaterne ikke alt begynde nu, da Kveldene begynde at blive lange og mørke.

H. M. KongenKongen] Oscar I, konge bor imellem idetmindste paa sin Oscarshal; men man kommer nok efter, at Bygningen og Anlægget er forfeilet, hvor smukt det end af Beliggenheden tager sig ud. Det er Legetøi og ikke virkelig Bolig; det ryker i Værelserne og ind i Spisestuen kommer Os fra Kjøkkenet. Man tog Hul paa en Himling forleden Dag for Røgens og Osens Skyld; der er fugtigt paa Væggene, og man maa pudse og male altjevnt, skal det staa sig. Kongen skal have beklaget sig over, at han er, hvad vi andre Mennesker vilde have sagt, snydt noget ret dygtigt. Det er leit dette, at et Anlæg, der ogsaa er gjort for vor nationale Kunst, ikke skal skaffe dem Glæde, som saa vel var fortjent. Det Ene kommer til det Andet for at gjøre Norge uhyggeligt nu i denne Tid, og her er igjen Byggeverk — om just ikke offentligt i almindelig Mening — som er forfeilet. Vi er dog uheldige, og naar faa vi kjøbt Forstand eller naar skal vi faa Lykken med os?

*) Se Christiania-Posten.

Nr. 191/1855; søndag 19.08.

[Skandinavismen]

Korrespondance

Christiania den 19de August

Det er værdt at mærke sig, hvorledes Skandinavismen rykker ud af sit Taageslør og træder frem i bestemt Skikkelse. Der skrives i disse sidste Dage gode Sager om den Ting baade fra Sverige, Danmark og her hjemme hos os; selv i engelske Blade ser man den skandinaviske Tanke mere eller mindre ligefrem udtalt. Det er Tiden, der fra sit beklemte Bryst sukker ud en Tanke ligesom uden at vide af det selv. Det gaar med Tiden som os Mennesker: naar noget ret alvorligt tynger Sjelen, faar den imellem sine Lynglimt, og en høiere Aand synes at nedlade sig til vor Aand. Det er Profetien. Tiden vender nu som hine gamle Profeter sit Aasyn mod Østen og spaar. Den Tid skal komme, siger den, da Norge, Sverige og Danmark skal forene sig og staa mod de mange Vande, som drage fra Østen. Dette er forresten sagt længe af Digtere og Statsmænd, hvis Gjerning det altid har været at tolke Tidens Tanker, før den næsten selv synes at have anet dem.

Denne skandinaviske Tanke er endnu ingen folkelig Tanke neppe i noget af disse tre Riger. Folkene, de arme Folk, ere nu som altid bundne af skrækkelige Magter, Uvidenhedens og Fordommens nemlig, med mange flere. Tidens Strøm maa derfor løse dem og drive dem frem som den altid har gjort, ligesom naar man ser en mægtig Elv bryde sine Tømmerlændser og kaste dem ud over sine Fossehug mod Havet. Folkene ere altsaa neppe Skandinavister. Den, som derfor vil gjøre Forretninger i de folkelige Følelser, som smukt kan kaldes en Spekulation i Uvidenhed og Fordom, han skal ingen Skandinavist være, tvertimod, han skal i denne politiske Vei være saa folkelig som bedst mulig, rigtig smelde paa Granderne. Vi har da rigtignok ogsaa gode Spekulanter i denne Vei i alle tre Riger. Disse Aviser, som Enhver, der har læst noget, kjender, fryde sig i mange Abonnenter — det nytter nemlig ikke stort for andre end Aviser at spekulere paa dette Felt, det skulde da være for Folk, der vilde blive valgte ind i Politikken, det være nu ind i Storthing eller Rigsdag. Disse arme skandinaviske Blade staa visselig derimod paa smal Kost, deres Publikum er vistnok særdeles godt, men det er Mængden, som maa gjøre det. Hvorledes mener man vel det gik den, som i gamle Dage sagde, at Kongeriget Eker burde slaa sig sammen med Kongeriget Lier til fælleds Værn op ved Gjællebæk mod Kongerigerne Asker og Røken? Jo, han blev kastet i Dramselven af de gode Patrioter, som skjalv ved Tanken om at opgive sin Selvstændighed. Nu have disse tvende Kongeriger i mange Herrens Aar været Venner og fundet sig i at være et Amt, uden at hverken Selvstændighed — de have jo f. Eks. hver sine Formandskaber — Sprog eller øvrige Nationalitet, om de nogensinde have havt nogen, er gaaen tilgrunde. Nu kan de i Ro og Fred lade sine «Røyerter» ro til Hougsund og Vestfossen med Brændevin og Tobak, istedetfor at holde en slagfærdig Flaade i Dramselven. Før Foreningen kom istand, maa nok Ekværingerne have vundet begge Aabredder, siden Grændsen er efter Fjeldryggen. Nu kan de dyrke sine Marker istedetfor at holde Tropper og Vagt paa Stensfjeldet, kort Foreningen er af uberegneligt Gavn, og spurgte man nu Beboerne, om de vilde have sin gamle Selvstændighed igjen, saa vilde de nok svare: nei, mange Tak! Ja, de kunde endog falde paa at le af sine Forfædre for hin deres Selvstændighedsfølelse og Patriotisme. Saa og netop saa har det gaaet og gaar i Verden. Amterne (Fylker) slog sig derefter sammen, f. Ex. Budskerud og Jarlsberg osv., indtil de alle under Harald HaarfagerHarald Haarfager] Harald Hårfagre, konge blev ét, det blev først rigtig Norge, det. Man kjæmpede længe baade før (Slaget ved Hofursfjord) og siden (de borgerlige Uroligheder). Den gamle Bygdeselvstændighed hang længe i. Nu tænkte man: videre kan det ikke gaa med at forene sig. Derfor bankede man da og sloges med Sverige i mange hundred Aar. Dersom Nogen i hin Tid tænkte og sagde at Norge og Sverige burde se til at blive Et, saa blev han vist betragtet som en galen Mand eller en Forræder. Rigtignok kom endog alle tre Lande sammen, naar det led paa, men det var endnu altfor raa Masser til at kunne samstaves.

Norge og Sverige syntes aldrig at kunne blive Venner, og endnu den Dag idag maa den raa Nordmand, naar han rigtig vil være Patriot, smekke paa Sverige, og at det maa være ligedan i Sverige, tør vel efter alle Mærker antages som vist. Det er gode Patrioter dette: de græder ordentlig af Patriotisme, og nævner man Danmark med, bliver det først rigtig bevægeligt. De vil heller spise Barkebrød end finde sig i slig Ydmygelse, netop ligesom Ekværingerne og Liungerne talte i gamle Dage, da det var Spørgsmaal om at blive ét eller forene sig med Asker og Røken.

Men saa kom 1814, hvori Begivenhederne gik Aarhundreder forud for sin Tid. Vi bleve forenede, saa forbitrede vi vare, og det har gaaet saa godt, at vi nu ikke ret vel kunne faa det i Hovedet, at vi nogensinde kunne have ligget paa Grændsen og ført Krig og brændt hinandens Byer. Det var Vanvid, sige vi, idet vi fare ind Furnæsfjorden til Hamar og nynne:

«Vort Broderskab med Sverig Hamar følger:
den ser det paa sig selv i Mjøsens Bølger»,

hvor nu Bygningerne speile sig, ligesom Flammerne før.

Saadan udvider Kredsen sig, alt eftersom det aandelige Blik ser videre om sig. Det er underligt, at Filosoferne, der drømme om Broderskab og en evig Fred, neppe gaa ud ifra disse Kjendsgjerninger, der paa sin Vis ere de samme over hele Verden. Konsekvent maa der blive én Stat ligesom én Hjord og én Hyrde; men lad nu de nordiske Lande først blive Et. Saa staa de en lang Tid forenede mod Østen, indtil ogsaa den bliver saa oplyst, at den drager et Smil om Munden, naar man taler om Krigen i Østersøen, ligesom naar Ekværingerne og Liungerne tale om sine Søslag paa Dramselven, eller Totningerne og Næsingerne om sine Slag paa Mjøsen, af hvilke det sidste var for 50 Aar siden. Det hang lidt igjen at det Gamle; men nu da Dampen er kommen, tør Baadene ikke ro ud og lægge an.

Og endda kan man sige, at Skandinavismen er noget Tulleri og upraktisk Tøi. Den er netop historisk, den. Naar nu Tidens Fylde kommer, saa staar den der, og Folkene vil sige: «at man dog nogensinde kunde løfte en Røst imod den!»

Nr. 197/1855; søndag 26.08.

[Fare for kolera; kongeleg forlysting; nytt dampskip]

Korrespondance

Christiania den 24de August

Uagtet her er ren Luft og usædvanligt sundt i Byen efter alt dette Tordenveir, har dog nogle Koleratilfælde vist sig i de sidste Dage; Læger og Apotheker tro iallefald det saa er, hvorvel disse Mennesker ofte tage den ene Sygdom for den anden. Luften er dog saa god og Aaret saa langt fremme, at man ikke frygter noget egentlig Ondt denne Gang, men anser det Hele som Noget, der i en saa stor og usund By som Christiania ikke betyder mere end sædvanligt. Tilfældene staa her dog, og man taler naturligvis om dem. Hvad der kommer, ved Ingen, eftersom man kan vente Alt selv senhøstes i en Sump som denne, dersom Veiret skulde slaa om. I 1851 var Kolera her i Slutningen af September og Begyndelsen af November; men det var udpaa Grønlandsleret i Huse, hvor der efter Lægernes Beretning, flød halvraadne Dyr i Kjeldervandet, og hvor Baggaardene vare som værst i Byens Udkanter. Det er ikke urimeligt at Kolera kommer igjen til slige Gaarde ogsaa iaar, og tager den Alle med, vil den finde en rig Høst; thi vi ere i dette Stykke ligesaa gode som Katholikkerne, at vi bede heller Gud bevare os fra Pesten, og sidde med Hænderne i Skjødet end fjerne dens Aarsager. Kolera er ellers som man ser usædvanlig heftig i Udlandet iaar. Selv i Wien, hvor den før ikke skal have gjort meget Ondt, raser den med Heftighed, og fra Italien ser man de forfærdeligste Skildringer. Man sagde for en Stund siden, at Kolera var i det sydlige og mellemste Europa, og Tordenveiret i det nordlige, men man hører dog nu om Koleratilfælde under Tordenens Bælte, idet man paa Steder ser Kolera bekjendtgjort, hvor vi har læst om Lynslag og Antændelser, hvilke i dette Aar har været saa almindelige, at man skulde tro, Tordenen vilde beherske det nordlige Europa til Gjengjæld for, at Krigen larmer i det sydlige og østlige.

Idag har H. M. Kongen med Følge beæret Kunstforeningen og EnslensEnslens] Karl Georg Enslen, tysk målar Malerier med sin høie Nærværelse. Vi have en ordentlig Hovedstad nu: kongelige Vogne kjøre gjennem Gaderne med deilige Spand og udstafferede Kudske paa Bukkene. Paa samme Tid er her fuldt op af Kunstnere af alle Slags; her er Plakater paa Gadehjørnerne mandshøie, og selv Jomfru Ponnert,Ponnert] Catrine Ponnert, tysk artist der er europæisk berømt fra Historierne i Bergen, giver svævende Stillinger paa Klingenberg. Det er forhaabentlig en god Spekulation; thi med hende og Tjenestepigen, som spandt Romanen, vilde man kunne have tjent mange Penge, især i Amerika, blot man havde trykt Historien iforveien og forberedt Verden paa disse mærkværdige Kvinder, ligesom BarnumBarnum] Phineas Taylor Barnum, amerikansk sirkusdirektør gjorde med Washingtons AmmeWashingtons Amme] Joice Heth, amerikansk slave og J. Lind.Lind] Jenny Lind, svensk songar

Paa Theatret gives igjen i Aften Koncert, hvor Henriette Nissen-SalomanNissen-Saloman] Henriette Nissen-Saloman, svensk operasongar synger med nok engang. Hun synger naturligvis godt, men desværre, vi forstaa ikke stort af det, og de enkelte Kjendere vil paastaa, at der ikke er nogen Musik i hendes Stemme, navnlig ikke i Mellemstemmen. Den, som gaar efter det naturlige Indtryk og dømmer efter sin enfoldige Følelse skal ikke blive begeistret af hende, hvorhos han stødes over den Koqveteren med Publikum, især naar hun sidder ved Pianoet og synger sine Romancer.

En MichaultMichault] A. Michault, polsk artist giver ogsaa Vandkunster og foredrager Læren om mange videnskabelige Ting; jeg ved ikke endnu, hvordan det gaar, men det ser fortvivlet ud, at optræde belærende for Publikum: det vil ikke belæres, da det er klogt nok, det vil mores. En Hvalros er ogsaa at se med saa lange Tænder som saa . . . Han kommer vist til at blive Dagens Helt en Stund, og den Smag maa roses.

Dette nys anskaffede Dampskib Olaf ligger nu ved Bryggen; første Dag sagde man, det laa i Kvarantæne, da det kom fra Hamburg, men idag ligger det til. Det er et vældigt Skib, og Folkene sagde, at det seilede forbi alle andre, naar det fik op sine Seil med. Det maa laste meget, og det synes ikke rimeligt, at det nu i Førstningen kan faa Fragt nok undtagen de første Vaarture. Denne Vending havde det ikke mere end omtrent halv Fragt. Naar nu Selskabets andet Dampskib ogsaa kommer, saa maa det dog blive Dampskibe nok, og det skulde være meget, om de begge kunde gaa uden Tab i Begyndelsen.

Nr. 201/1855; fredag 31.08.

[Fakkeltog til Oscarshall; siste nytt frå krigen]

Korrespondance

Christiania den 29de August

Beskrivelsen over Studenternes Fakkeltog til Oskarshal staar idag at læse i alle Aviser, der allesammen have faaet et poetisk Sving paa sin Stil, saa glade og henrykkede ere de. Det var ogsaa smukt, og istedetfor at sammenligne Frognerkilen og Alt med et Feslot, vil jeg til en Afvexling sige, at det saa ud som en Digterfantasi. Det var heller ikke mere end man kunde vente, at det saa maatte være; thi Oskarshal ligger smukt, Frognerkilen er vakker, og Løkkerne paa begge Sider deslige; naar nu Kunsten kommer til og Maanen over Ekeberg, maa der blive noget af. Det gik jo ordentlig militærisk til, idet Studenterne gik efter en trykt Arméplan, der rimeligvis var lige saa vidtløftig, som den, der blev uddelt i Varna, da Hæren skulde sættes over til Eupatoria, og man havde vel taget for sig en «Illustrert Zeitung» for at se Rækken, hvori Baadene skulde drage. Man havde ogsaa sine Fløimænd, sine farvede Lygter paa en Stang paa hver Fløi, og udkastede Raketter til forudsagt Tid og Sted var Mærke paa, hvad der skulde gjøres og lades. Saa drog man da ud fra Pibervigen i temmelig uordentlige Rækker, men laa svaiende paa en Mørbugt ved Tyveholmen, indtil Mørket faldt paa. Saa tændes Blus efter Blus, medens Farkosterne vippe paa Bølgerne bortover og Publikum strømmer ud igjennem Veien med Øinene henvendte paa Flaaden saa ufravendt, at det hyppigt faldt paa Næsen, indtil det kom saa langt udover, at det maatte bruge sit høire Øie til de brændende Tjæretønder, af hvilke der skulde være 12 eller saa omtrent paa en Løkke opi Bakken der. Synd var det, at Publikum ikke ogsaa kunde have et Øie i Nakken for at se Maanen over Ekeberg, der ogsaa paa sin Vis vilde illuminere, men enten det nu var af Fryd eller Smerte, saa er det dog vist, at den gode Maane skjulte sit Ansigt og overlod Oplysningen til disse Verdens Børn, der ogsaa helst vilde være ene om den, eftersom man er saa vant til Maanens Lysning, at det ikke er noget høitideligt ved den. Udpaa Havnen ligge Skibe glimrende som St. Hansorme, Vinden drager sine sorte Slør over Havet, der skummer lidt, ret som det skulde være sint, den flammende Flaade lægger til Bryggen, Elias SkarpsnoSkarpsno] Elias Skarpsno, ferjemann med mange Andre sætter Publikum over, der er saa mangfoldigt, at man maa tænke paa XerxiXerxi] Xerxes I, persarkonge Armé, som farer over Hellespont (Sundet ved Skarpsno er vel ogsaa omtrent saa bredt.) Sælgekoner staa iland med Øl til Vederkvægelse, og Militære med Gevær ved Indgangene til Afholdelse. Nu stiger Raketter i Luften, og under Musik og Sang tropper Hæren med sine Fakler op igjennem den dunkle Furuskov, medens Anførere blinke omkring paa Siderne, som Lord RaglanLord Raglan] FitzRoy James Henry Somerset, engelsk kommandant ved Eupatoria og Kvinder og Børn kravle opefter Murene, og Smaagutten følger sin Natur, klattrende op i Træerne som Ekhorn, hvis glade Ansigter Illuminationen viser imellem Grenene. Saa gaar det rundt, indtil Toget kommer som fra et Baghold ind paa Tunet i Oskarshal, hvor man standser og sender sin Framsending (Deputation) ind. En Del af Publikum, hvoriblandt jeg befandt mig, stod udenfor Muren ligefor Vinduet, hvorigjennem vi saasaa] retta frå: faa Alle Høiheder, med samt Kammertjenere og Kammerherrer, der ude og inde vimsede omkring som ved en Ildebrand.

Vi hørte ikke hvad som blev sagt af Studentersamfundets Ordfører, og det var vist det bedste som kunde times os; thi havde vi hørt det, havde vi sikkert ærgret os endnu mere over, at Samfundet skulde være saa blodfattigt, at det ikke skulde kunne finde nogen dygtig Taler for sig eller overhovedet nogen fremragende Personlighed. Men, det stemmer jo godt med Frihedssandsen, at Alle er lige smaa, saa skal man ikke misunde den, som er fremme, men ligesom gotte sig over, at intet Udmærket blev gjort. Derved er man ligesaa stor selv og mulig endnu større, idet man altid tænker, at man selv vilde have kunnet gjort det bedre. Vi hørte altsaa ikke Taleren, men derimod saa vi ham bukke altsomtiest og ligesom hoste. Der var smukt derinde, og de Kongelige saa meget naadige ud. Ude paa Tunet talte de ogsaa med de Nærmeste, og vare meget naadige. Saa sang Sangforeningen, medens andre Studenter lyste for den og os Alle; derpaa gik man med sine Fakler i en Runding, og saa var Herligheden forbi paa Hallen, men den drog sig nedover til Baadene med nogle Fakler, som brandt enda; saa steg man i Baadene igjen og seilte hjem, og Publikum gjorde det samme. Der var Sang og Latter og lystig Leven paa Kilen. Det var som man læser om Seiladsen paa Lagunerne i Venedig. Det var en skjøn Kveld, skjøn ved sin Glands og skjøn ved sin undersaatlige Hengivenhed, og da nu Studenterne ikke længer mistænkes af Oppositionen for ministerielt Sindelag, saa kan heller ikke Festen give Anledning til nogen Misforstaaelse, men vil betragtes som en passende Ting nu første Gang KongenKongen] Oscar I, konge er her efter sin Sygdom og under vore Stridigheder med Sverig. Hvorvidt Politiken og navnlig den udenlandske nu i disse vigtige Tider fortjener en slig Fest og Illumination, er ikke godt at sige endnu, og da man i saa Henseende ikke drister sig til at have nogen Mening, saa var det vel bedst for et sindigt Folk at være roligt saalænge baade med Fester og Mismod. Det kan hende, at H. Maj. Kongen har ved sin udenlandske Politik gavnet os usigeligt, men det kan ogsaa hende, at vore Efterkommere faa det, vi have sluppet for, og at en Leilighed til Rigdom, Ros og Magt er gaaen Broderfolket af Hænderne, som maaske aldrig kommer igjen. Historien vil dømme, og indtil den har dømt, tie vi stille i Forventning om, hvad Tiderne ville bringe.

Byen er idag delt i tvende Partier; det ene holder med Chr.-Postens Oversættelse i sit Extranumer af Depeschen om at Malakoff er taget; det andet holder med Aftenbladet og Morgenbladet, som oversætte at blot Udenverkerne ere tagne. Den tydske Text synes at give Chr.-Posten Ret, og han er overhoved en bedre Sprogmand end de andre Blade, men derfor kan han have taget feil, og militære Kundskaber kan have godtgjort, at Taarnet ikke kan være taget. Bladene er dog efter hverandre som Hund og Kat, idet der ordentlig kan blive Spektakler om slige Ting. Mærkeligt er det ogsaa, at Publikum endnu kan have Sands for Telegrafmeldinger om Krigen og det saamegen Sands, at det kjærer sig om slige Oversættelsesgreier. Men Striden stikker vel i, at Morgenbladet, som forresten tier stille, og Aftenbladet ere sinte paa Chr.-Posten, fordi den er saa opmærksom, at den kom med et Extrablad. Imorgen kommer vel en Melding om, hvorledes det er, men efter Oversættelsen synes Chr.-Posten at have Ret. «Har Du seet, hvorledes Chr.-Posten har prostitueret sig med Telegrafmeldingen» siger En; Aa Snak, han har ganske Ret, siger en Anden. Saaledes har vi det i Christiania for Øieblikket. Publikum er sig selv ligt; det løber til, naar Folk slaaes paa Gaden.

Nr. 203/1855; søndag 02.09.

[Dei domfelte arbeidarane; statthaldar Løvenskiold]

Korrespondance

Christiania den 1ste Septbr.

De domfældte Arbeidere fik naadigst ingen Benaadning. De fire, som ingen Benaadning søgte, skal derfor i sit Fængsel ikke græmme sig over, at de ikke søgte. At Justitsdepartementet, efter hvis Indstilling Benaadningen naadigst blev negtet, ikke underdanigst indstillede til Benaadning, kom vel deraf, at de Dømte vare dømte af Høiesteret saa lavt som muligt efter de Lovsteder, hvorunder de maatte gaa. Muligens ogsaa, at Justitsdepartementet indstillede som det gjorde, af den Grund, at Styrelsen bør være stærk lige overfor slige Forsøg og ikke give Rum for en Medlidenhedsfølelse, som det i Egenskab af Privatmenneske maatte ville have vist. Maaske ogsaa dette er den bedste Politik lige overfor de store Masser og navnlig lige overfor vor Almuesmand i By og Bygd, der just ikke er meget modig af sig, men bliver forskrækket, blot han ser en Politistok, end sige en Hjelm, altsaa en strak Modsætning til vore svenske Brødre, om hvilke vi læse noget, men høre endnu mere, maaske falskelig, at de forenede sætte sig op mod Rettens Tjenere, der skal hjemsøge dem især for Brændevinsbrænding. Hos os skal man ikke se Sligt. «Redde sig, hvo som kan», er et Ordsprog, der formentlig enten er opfundet af vort Folk, eller i alle Fald burde være det.

Af selve Oppositionen i vort Storthing er dette samme Ordsprog ligesom skrevet ud af Sjelen. Der er ikke Tale om Sammenhold i Farens Stund eller et Suk over Syndebukken, der bringes som Sonoffer. Naar det gjælder, tabe Alle Modet. «Redde sig, hvo som kan,» er Løsenet, og det kan aldrig feile, at de ærede Oppositionsmænd ville hver for sig krybe i Skjul i en Kjælder, om de slap ud naar en vakker Dag Nogen skulde finde paa at spærre Huset med Bajonetter. Man kom ikke engang til at subskribere for de Faldne; thi Alle ere fattige og have intet høiere Formaal end at komme hjem med sine sammensparede Skillinger. Lige overfor et saadant Folk bør man aldrig indstille til Benaadning eller overhovedet give efter i noget Punkt; man har Intet at frygte, og Barmhjertigheden behøver ikke at bønfalde Retfærdigheden, om man forresten kan tillade sig at bruge disse Ord i politiske Anliggender.

Dog, enhver Ting har tvende Sider idetmindste. Er det sandt, hva man før har sagt, saa er det ogsaa sandt, at Almuesmanden «drager efter» som han selv kalder det, det vil sige er ligesom disse tykke gamle Ovne, der sluge mange Vedfang, før man mærker nogen Varme, men naar Varmen kommer i den, saa kommer den saa det duger. Klogskab byder derfor, at man standser til rette Tid, op fra denne Side turde nok Justitsdepartementets Indstilling kaste Brander i Sjelene, der under en passende Vind eller med gode Blæsebælge kunde udvikle en Glød, hvorved man fik varme sig, mere end godt gjorde. Sæt at Arbeiderforeningens Rester slog sig sammen og bleve ledede med Begeistring og Forstand; da turde det blive en Magt, som Ingen skulde spotte. Der hviler mange bitre Viser fra Arbeiderbladet paa Folkets Læber; man hører ikke sjelden gamle, svedte og daarlig klædte Mænd sidde paa Veikanten og synge i Fortvivlelse de forfærdeligste Sange om Norges Fornedrelse og Frihedens Spot; der kan komme Meget af dette. Det kunde nok svare Regning at indstille til Benaadning. Lad haarde Aaringer komme, og det vilde ikke falde svært nu som under Harald GraafellHarald Graafell] Harald Gråfell, konge at kaste Skylden paa de Styrende. Naar en Mand fremtraadte og kunde tale, saa Almuen forstod ham, og som vidste at samle alle Misgreb til en ordentlig Slaglinie, vilde han blive meget farlig. Dersom slige Ledere vare retskafne og tilstrækkelig dygtige, vilde naturligvis Alt bare gjøre godt; men hvo borger for, at ikke Slægtninge, som nu Ingen kjender, kunde optræde og efter Fædrenes Tro føle sig forpligtede til at gjøre Noget! Der ligger forunderlige Kræfter i vor Almue og det kunde nok svare Regning at indstille til Benaadning en Gang imellem, naar man ser rigtigt langt.

Saaledes er da omsider Arbeiderhøvdingerne traadte ud af Skuepladsen, og Skriveriet om dem vil ophøre for det første. Om deres Personer vil ikke være mere at sige, da de ere borgerlig døde. De tilhøre Historien, og den vil baade under Udviklingen og paa Papiret gjøre adskilligt af dem. Den, som elsker en kjærlig Ende og med Fortrøstning vil se ud i Fremtiden, han beklager sikkerlig, naar han skal være alvorlig, at det ikke kunde lave sig saa, at de uskyldige Redskaber kunde blive frelste, naar de egentlige Anførere, som maatte vide bedre, fik sin Løn.

Statholder LøvenskjoldLøvenskjold] Severin Løvenskiold, statthaldar har søgt sin Afsked, og KronprindsenKronprindsen] Karl, svensk kronprins og visekonge er os forjettet som Vicekonge. Det var en grei Udgang paa disse tvende Storthingsbeslutninger, at Statholderposten skulde ophæves. Nu falder rimeligvis Spørgsmaalet bort af sig selv, da Storthinget neppe nu gjentager sin Beslutning tredie Gang eller forsøger paa at faa en Fortolkning, hvorvidt Grundlovsforandringer trænger til Sanktion. Nu faa vi Vicekonge en Stund, og saa, om ikke længe, en Statholder; thi Thronfølgeren kan dog ikke være tjent med at være længe her i Norge: Sverige maa dog blive Hovedlandet, og der er mere at betænke end her, hvor Alt dog unegtelig gaar ligefrem for sig. Om vi skal være glade eller ikke ved Vicekongens Udnævnelse, beror ganske paa os selv som vi ere til; thi vise vi os at være efter Thronfølgerens Sind, saa kunde vi være glade, men maatte vi findes ikke at være efter hans Sind, saa skjønnes ingen Grund at være til Glæde. Men derfor bliver det ligefuldt en Opmærksomhed mod os, at han blev udnævnt, hvilket vi vil vide at paaskjønne. Vi ligne som ethvert Folk forsaavidt Israels Børn, som vi af Samuel forlange en Konge.

Statholder Løvenskjold er en Mand, som hos ethvert Folk maa blive agtet. Han er en Modsætning til vore fattige og smaalige Mænd der gaa efter den arme Skillingen; nu frabad han sig 2000 Spd. i Pension, og for 13, 14 Aar siden gav han frivillig slip paa 4000 Spd. aarlig. Alene slige Mænd kan med Anstændighed have en mægtig Røst i Landets Anliggender. Vel er han saa lykkelig at have nogen Formue, saa han kan være opofrende; men laa det ikke i hans Natur at være det, saa vilde det ikke hjælpe stort, da det almindelige Menneske aldrig faar nok; og hans Formue dog heller ikke er saa mægtig, at hans Børn og Børnebørn jo kunde have godt af den og mere til. Statholder Løvenskjold har heller ikke stukket Sine frem i Statens Embeder til Fortrængsel for Andre. Han har været som en Regjeringsmand bør være, og har end hans Meninger ikke altid været efter Mængdens, saa har han dog paabudt Agtelse som en Mand, der turde have en Mening. Man vil engang kunne skrive en skjøn Lovtale over ham og sige, at med ham tog Adelen en værdig Afsked med de frie Folk, ja saa værdig, at Demokratiet en vakker Dag kunde sige: skaf os Adel igjen! Smaalighed er dog det ynkeligste i Verden.

Nr. 207/1855; fredag 07.09.

[Lønningar og prisar; nye hotell; kolerafaren]

Korrespondance

Christiania den 4de Septbr.

Det er en underlig Ting nu med Priser, Leie, Arbeidsløn og saadant Noget, som hører til Livets daglige Handel og Vandel. Det kan med faa Ord udtrykkes saaledes, at Alting er dyrt, skjøndt dette heller ikke ganske holder Stik, i alle Retninger, da mange Ting endnu ikke ere sprungne opefter i Dyrhed. Saaledes ere Fragterne ringe og Hyren høi, uagtet denne og er sjunket noget fra ivaar, for en almindelig Mand fra 15 til 9, 10 Spd. Husleien er heller ikke stegen i det Forhold, som den maa gjøre, dersom denne Tid skal holde paa. Husene blive kostbare, da de Arbeidsfolk, man imellem er saa heldig at faa, tage henimod den dobbelte Løn. Saaledes faar nu en Tømmersvend eller Murer 4 Mk. til 1 Spd. om Dagen, medens han før lod sig nøie med ½ Spd. eller deromkring. Det er ingen god Tid for de egentlige Bygmestere, som skulde bygge og sælge; thi Gaardpriserne har ikke begyndt at stige efter Arbeidslønnen. Omtrent ligedan er Dagslønnen stegen i de andre Næringer. Vi har jo nylig seet Striden mellem Skomagermestrene og deres Svende, men der var det nu noget overdrevent fra Mestrenes Side, da deres opstillede Beregninger vare altfor urimelige til Skade for dem selv. Saadanne Priser paa hvert enkelt Stykke til en Støvle kunde vel holde Stik, naar man skulde gaa hen og kjøbe hvert enkelt Stykke, skaaret ind paa det bedste af en Hud eller Skind, men for en Mand, som sidder i Drift og gjør sine ordentlige Indkjøb, var Prisen altfor stiv. Men desuagtet kan det være haardt nok for en Skomagermester at staa sig, før Prisen paa Skotøi ialmindelighed er kommen i naturlig Høide til Materialier og Arbeidsløn. Her er Skomagere, som derfor nu foretrække at sidde alene eller med 1 Svend paa sit Verksted og arbeide, hvad Kræfter holdes, istedetfor at drive som før.

Vognmænd, som for nogle Aar siden kjørte for 4 Mark Dagen, tage nu 1 ½ Spd.; og som en Mærkelighed kan fremhæves, at en Mand maatte betale 2 Spd. 3 Mk. for Hest og Vogn fra Gamlebyn til Akers Kirke og tilbage, rigtignok med halvanden Times Venten oppe ved Kirken. Man kan sige, at den personlige Kraft er kostbar, medens Kapitalen ikke har naaet den tilsvarende Kostbarhed, som Samfundet før har været vant til. Kundskaber og personlig Kløgt og Dygtighed som den 3die af disse Magter, der gjør sig gjældende i Livet, er heller ikke stegen i Værd, meget mere er den stadigt i synkende, da Tilstrømningen til Studeringer vedbliver i stigende Maalestok, hvorfor det nok vil blive en Nødvendighed, at Studenter og Kandidater, de daarligste af dem naturligvis, tage paa at blive Tømmermænd, Vedhuggere og Vanddragere, holder Tiden fram, som den stævner. De, som sidde i Embedet, ere imidlertid nu, idetmindste mange af dem, ilde farne, da alt det Arbeide, de skal have udført til Husbehov og den daglige Næring med samt alle Fornødenheder, er steget til henved det dobbelte. Det kan saaledes betragtes, som om deres Løn under sædvanlige Omstændigheder var slagen ned til det Halve. Forsaavidt vilde der intet urimeligt ligge i at foreslaa en Forhøielse i deres Løn, hvilket ogsaa er tilstaaet Embedsmændene i Danmark, hvor Forholdene arter sig omtrent som her nu. Men da det er gaaet ind i Folkets Overbevisning, at Embedsmændene her har været urimeligt godt lønnede, hvilket ogsaa har været Tilfælde med mange Sorenskrivere f. Ex. og især Præster paa de store Præstegaarde: saa vil det nok ikke nytte at andrage paa en Forhøielse i Embedsmændenes Løn, dog turde det hende, at enkelte Oppebørselsbetjente og Departementsembedsmænd fik Forhøielse, Universitetslærere og Skolelærere ligedan. Man saa endogsaa, at Kopisterne fik Forhøielse af Storthinget. Det vil dog vel imidlertid gaa mange Aar fremad endog som nu, før Embedsmænd faa noget Tillæg, da det maa erkjendes, at Embedsmændenes Stilling er sikker og yder mange Fordele, selv om han maa spare og i mange Maader staa tilbage for den, der vel kan tjene mere, men som dog er udsat for Tidernes Omvexlinger. Det geraader forresten vore Embedsmænd til Ære, at ingen af dem i disse Dage har kjæret sig om sin Stilling, og begrundet et Ønske om Forhøielse i Lønnen. Fra Danmark har vi seet den trykte Bogen over Indtægt og Udgift, hvor Tjenestepigens Løn, og Skolepenge med alt mere var opført, ligesom ogsaa Artikler har været indsendte med Underskrift: «En Mand, der har gjort Gjeld i 3 Aar og ønskede gjerne at slippe i det 4de.» Hos os kunde en saadan Mand udstyre sin Regning med den statsøkonomiske Bemærkning, at Smørret var steget 75 pCt., Kjødet 120 pCt. og Sopelimen 250 pCt. Det kan ikke vare længe, førend vi faa slige Regninger. Det gaar virkeligt agterud.

I slige Tider skulde man tro, at Arbeidsmanden maatte lægge sig noget til Bedste og lære noget godt, men det gjør han nok desværre ikke. Det ligger i vor Alles Natur og især i deres, som mangle Opdragelse, at lade det gaa, saalænge man har noget tilovers og derpaa lade hver Dag have sin Plage. Fylderiet er desuden nu i Opkomst, hvilket de Mennesker bør mærke sig, som sige, at den, som vil have Brændevin, kjøber enten han har Raad eller ikke, at det følgelig ikke nytter noget at forhøie Prisen, men derimod blot at virke paa Overbevisningen. Overbevisningen er en meget god Ting; men Nød og Mangel er meget bedre. Lad derfor Brændevinet blive dygtigt dyrt, saa prædiker man meget godt mod Drukkenskab. Og ser man, at Tiderne blive mere knappe end nu, saa kan man slaa ned Brændevinet igjen, for at ikke Folk ganske skal mangle Vederkvægelse.

Som det mest synbare Mærke paa Christianias Fremkomst og de Reisendes store Antal er vistnok de mange nye Hoteller, som er kommen til, udenfor hvilke store Flag vaier. At gaa ind paa disse forskjellige Hotellers Fortrinlighed eller Mangel, saaledes som en Mand i Kongsbergsadressen, vilde være meget betænkeligt, da man af Mangel paa Kjendskab kunde gjøre skikkelige Folk megen Uret. Man maatte saaledes som Reisende have prøvet dem alle i lang Tid. For Folk fra Vestkanten drister jeg mig imidlertid til at mene, at Hotel D’Angleterre ikke bør stilles i nogen Underklasse, saaledes som Kongsbergmanden har gjort.

Idag fortæller Morgenbladet, at nogle Koleratilfælde har vist sig her i Byen i de sidste Uger. Det vil vække Forskrækkelse saaledes uden videre at fortælle dette. Jeg var ordentlig bange at jeg skulde have gjort ondt i min ringe Kreds, da jeg for et Par No. siden fortalte det samme, uagtet jeg fremhævede Omstændigheder, som viste, hvad vi her inde Alle anse, at det ingen Fare var paafærde eller noget Usædvanligt stod paa. Men Folk læser ikke mere end den ene Halvdel af Sætningen, og derfor kan de let tage Forskrækkelse, naar de se Navnet Kolera, som de river ud af al Sammenhæng. Saavidt mig bekjendt, lægger neppe Nogen her inde Mærke til disse enkelte Tilfælde, og Hosten er saa langt fremme og Luften saa sund, at Ingen tror, det betyder noget. Det Bedste er dog at fortælle Alt og ikke ved Dølgsmaal vække Folks Indbildningskraft og derved gjøre en Elefant af et Myg, saaledes som Autoriteterne her og i Udlandet i sin Visdom gjøre.

Nr. 210/1855; tirsdag 11.09.

[Stilt i byen; kongefamilien]

Korrespondance

Christiania den 7de Septbr.

Nu sturer ligesom Byen efter de Kongeliges Afreise; Flagstængene staa nøgne paa Slottet og Oscarshal, og Vinduerne tilmales i Palæet. Folk blive altid forstemte, naar de se Huse tomme, hvori der før var Liv og Lyst, og den gamle Tro befolker da disse Huse med andre indflyttende Væsener. Naar Folk tilfjelds flytter hjem af Sæteren om høsten, saa flytte Huldrene ind i Bua og deres Bjergbuskap ind i de tomme Grinder. De, som komme op igjen paa Heien, se dette Folk med sine Pikluer og Blaatrøier gjæte sin vesle kollede Buskap langs Lierne og under de svarte Fjeldvægge. Mod Kvælden kauer og jaler Huldrejenten med sine lange Fletter Bufærden hjem, og den, som er tilstede ved ikke andet, end Sommerens gamle Liv holder paa, uagtet Skygarne blive saa lange; thi Solen siger mod Høsten: Han spiser hos disse gjæstfrie Folk, og Alt er godt og vel indtil han om Kvelden ved Ljaarilden faar se, at det er Roveguro der gaar og jugger omkring som Madmoder.

Saa poetisk er man tilfjelds, idet Savnets Følelser og de uhyggelige Stemninger gjøres til levende Væsener. Her i Christiania er man neppe saa poetisk; man er altfor tom selv til at kunne udfylde det tomme Rum, med andet en Tomhed. Slottet, Oscarshal og Palæet staa derfor tomme, og det falder neppe Nogen ind som gaar i Slotsparken og ser paa de henvisnede Blomster, at lade Blomsterne visne af Savn. Man føler ikke noget Savn selv, og derfor er det de lange kolde Nætter, som visne dem, Alt er Prosa og Naturlove, og derfor bliver ogsaa alle Sange, man gjør, bare Prosa. Ordbrammen kan ikke dække Fattigdommen. Var man endda saa klog at give sine Følelser en politisk Mening, saa kunde det gaa an, hvilket rigtignok en Digter i Christiania-Posten havde gjort til Kronprindsen,Kronprindsen] Karl, svensk kronprins og visekonge men derfor fik han ogsaa sine kjære Stryk i Aftenbladet. Tingen er nok den, at man ligesaalidt kan være politisk som poetisk; man er prosaisk, det er det Hele og derfor bliver Fakkeltog, Parader, Prologer og selv Hurraraab Tilstellinger, embedsmæssige Pligter og Vane. Det er imidlertid godt, at det er Noget, og det vilde være en daarlig Gjerning at klage. Alt har gaaet smukt og pent, kun ikke rørende, hvilket man heller ikke kan forlange, naar man er inde paa det Embedsmæssige, det reglementariske og ceremonielle. Til Vederlag faar man Ordener og Brystnaale; det er heller ikke rørende eller poetisk. De Kongelige skulde dog have været rørte i Theatret. De var saaledes de bedste, hvilket de ifølge sin ophøiede Stilling naturligvis ogsaa maatte være.

Vi Norske er dog i dette Stykke bedre end vore svenske Brødre; thi Ingen falder her paa at skrive ilde om Kongehuset eller Politikken, hvilket man meget hyppigt ser fra Sverig. Der myntes paa østlige Forbindelser, og Huset Bernadotte, som det ofte benævnes, faar sine Hentydninger, og Stamfaderen gjøres mistænkt for usvenskt Sindelag baade ved sin værdige Fremfærd mod Norske, men især ved sin Fremfærd eller Mangel paa Fremfærd mod Finland. Mødet i Åbo mellem BernadotteBernadotte] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge og den russiske Keiser Alexander,Alexander] Aleksander I, russisk tsar drages evigt frem og Følelser kastes ind i Sjælen paa enhver Svensk, der intet Godt spaa. Dette Møde paa «Skjoldet paa det svenske Hjerte» kunde blive en Achillishæl hvor Familien Bernadotte kunde saares dødeligt, dersom man paa Frastand kunde tillade sig nogen Slutning, og dersom Tiderne skulde forandre sig noget betydeligt. — Nu med sidste Post kom saaledes et Brev fra Stokholm i Värmelandstidningen, optaget i Gøtheborgs Sjøfarts- og Handelstidning, som anbefaler dette Brev ved at kalde det vittigt, hvori alle slige østlige og usvenske Hentydninger rigelig fandtes. Der taltes da blandt Andet om, at Kongefamilien var i Norge og der fik Besøg af Prindsen af Nederlandene,Prindsen af Nederlandene] Fredrik, nederlandsk prins som kom lige fra sine Slægtninge i Petersburg og Berlin. Forfatteren lader ane Ønsket om at kjende Samtalerne og Forhandlingerne med denne Mand, der kom fra disse Hoffer; man skimter mellem Fingerne i ham ligesom en af de røde Traade, der sammenslynger disse nordlige Hoffer. Det gjør ikke godt at læse Sligt, og i Sverig vil det blive læst. Vi her i Christiania, der saa denne pene beskedelige Mand kjøre gjennem Gaderne, med endog en halt Hest i Følget, som en af vore Vognmænd havde ladet slænge med for samme Prisen*), vi hverken skulde eller skulle fatte slige Tanker. Vi, der tænke saa godt om alle høitstaaende og rige Mænd, saa i ham en elskværdig aldrende Mand, der kom fra Slægt og Venner og reiste over Havet for at besøge sin kjære Datter, Datterdatter og Svigersøn, samt at de Gamle, der havde giftet Børnene ihop, vilde tale nogle Alvorsord om deres Fremtid. Vi fandt det smukt og var ovenikjøbet stolte af, at vort Land blev beæret med et Besøg af en fyrstelig Person. Politik falder os ikke ind, fordi vor egen Politik, om vi forresten have nogen, kan være fri og ligefrem. Vi ere desuden saa loiale, at vi lade vore Følelser omstemme af fyrstelige Personer. Saaledes gik vi strax ind paa disses Mening, der om de dømte Arbeidere berettes at være den, at de istedetfor Benaadning burde have faaet større Straf. Mange af os havde virkelig Medlidenhed med disse Ulykkelige; men da Rygtet bragte os disse høie Vedkommendes Mening, sagde vi til os selv: det er jo ganske rigtigt.

Det turde dog hende, at man omsider ved alt Skriveri og Opinionstryk fik Regjeringen paa Vestmagternes Side. Saaledes skulde det af de Rette været sagt paa Gardemoen, at Soldaterne trængte til Øvelse, da de nok kunde komme til at kommanderes ud til Vaaren. Det klinger ikke troligt, at man skulde udlade sig med slige Hentydninger, og allermindst, naar man mente noget med dem.

*) Den var ikke stor.

Nr. 213/1855; fredag 14.09.

[Norske interesser i krigen]

Korrespondance

Christiania den 12te Septbr.

Dersom Avisskriverne i disse Dage skulde leve af Nyheder, vilde det se ilde ud med dem, da Telegrafen borttager dem alle. Man kan ikke berette en ærlig Skrøne, uden at Alle i forveien kjende den, og er Telegrafmeldingerne korte, saa ere de saa meget syndigere, at det er utaknemligt at søge efter. Disse Nyheder, som nu sætter os i Bevægelse, ere derfor ingle Nyheder. Drammenserne véd ligesaa godt som jeg at «Norge» er sunket, «Bergen» Vrag, og Sebastopol taget. Det eneste vi her i Christiania maaske har forud for Drammen i dette Øieblik, er den Skrøne, at Ludvig KossuthKossuth] Lajos Kossuth, ungarsk eksilpolitikar skal være under et andet Navn paa et af vore Hoteller. Han skal være der med Skjæg og Alt saa livagtig som nogen Ting. Men det vækker ingen Forbauselse, da vi nu ere saa vante ved overordentlige Ting, at man gjerne kunde fortælle, at NapoleonNapoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar var i Hotel du Nord, uden at der for den Skyld kom noget Menneske i Dronningens Gade. Det er naturligvis ikke sandt, at Kossuth er her, men lad gaa, vi kan lige godt for det sige, at han kommer i den beleilige Tid for at holde Taler mod Rusland og om Nationaliteternes Gjenfødelse. Netop nu er dette beleiligt, da Sebastopol er falden, og Rusland slaaet lam paa den ene Haanden. Nu kan vi være Karle og lade os paavirke af KossuthKossuth] retta frå: Kassuth til at forlange Kola og forøvrigt en god Strimmel bort over til Archangel med en tilsvarende Grændseafrundning ind over Fjeldryggene, hvorved vi slipper al denne Leven med russiske Fiskere og Rensdyrjætere. Vi har jo en Slags historisk Ret til en stor Del af disse Strøg, og den, som rigtig kunde grave efter i Arkiverne, maatte kunne finde noksaa gode Papirer til en Trætte og ægle sig ind paa Rusland, der nu maa dele Skjæbne med enhver Vogn, som hælder. Vi kan begrunde Nødvendigheden af en Optræden nu ved at sige: Klænge vi os ikke ind paa Rusland i denne Stund, saa kommer det bagefter paa os, naar det faar omraadt sig. Dette bliver da de tvende Bén, hvorpaa vor Krigslyst maa gaa. Paa disse Bén, nemlig Retten efter gamle Skindbreve og Nødvendigheden af at knipe Rusland i dets Nød, paa disse tvende Bén, siger jeg, gaa vi ind til det norske Folk, tager af os Hatten og efter et godt Maaltid Mad spørge, om det ikke vil være med at gaa mod Russen. Derfra gaa vi ind til Kongen, bukke os underdanigst og spørge ham om det Samme. Hos ham kan vi tale smukt om det Store i en saadan Optræden og det historiske Navn den Fyrste maatte faa, som gjorde slige Ting. Det kan ikke feile, at det jo maatte gaa, og til en Begyndelse er det jeg skriver dette, og skjønner jeg at Folk finder min Tale fornuftig, saa kommer jeg med mere, da der om den Ting lader sig Meget sige. Skulde vi ikke ogsaa faa Noget under disse mægtige Rørelser i Verden? Skal vi ligge og se paa de fabelagtigste Heltegjerninger uden at gjøre det Mindste, vi, som gjennem vor Diplomatik har vexlet Noter om Reensmos og Kolje, — vi, som gjennem vore Storthingsmænd for lukte Døre, har ligesom kjendt Strygninger af Ruslands Veidehaar? Vor Opposition blev ræd for dette Haar, krøkte sig ihop med Hænderne i Boxelommen og sagde: «vi faa overlade Alt til Regjeringen», hvilket ogsaa var det klogeste, den kunde gjøre, eftersom den selv manglede Kundskab og Mod til at gjøre Noget. Det er muligt at denne Opposition nu kunde være mere modig efter at Sebastopol er faldet, ligesom Morgenbladet vel bekjendt lod sig omstemme, da Ungarn var kuet. Der er et Blodforvantskab mellem disse Sjæle. Men ligger nu Rusland paa Nordsiden af Sebastopol i de mægtige Fæstninger der, og skyder paa de Allierede, som færdes mellem Grushobe, saa er det ikke værdt at udtale sig bestemt om vor Deltagelse i Krigen, før Krim er feiet. Kanske selv Østerrig, der begyndte at holde til Vestmagterne, nu da det lod til af Militære, at Sebastopol maatte falde, kanske ikke engang det, der er ligesaa god Politikker, som noget Menneske, erklærer sig bestemt, før det faar høre Mere. Det er derfor raadeligt, at ikke vi fremsatte vore Fordringer paa Kola med mere ved Ishavet og paa Snehøiderne, før vi faar høre mere om Ruslands Nederlag. Det er endnu istand til at give os et Svimeslag. Iøvrigt slaar det os alligevel, naar de faa sin Kans, enten vi nu ere dets Fiender eller Venner, og intet politisk Snak er daarligere end det, at vi ikke bør opirre Rusland, der kunde komme over Skandinavien, naar Flaaderne vare seilede hjem. For den Sags Skyld kunde vi gjerne være med de Engelske og Franske, forudsat at disse vilde have os i sit Selskab. Lader os derfor være praktiske og tale om den Vinding, vi kan have af Ruslands Ydmygelse istedetfor at tale om disse store Begivenheder og store Følger for Slægtens Civilisation, som saa alligevel Ord ikke kunde udtrykke.

Men faa vi ikke Kola, saa kan vor store Handelsflaade faa god Fortjeneste i Østersøen efter Krigen, da den russiske Handelsflaade er ødelagt. Dette bør Skibsredere have i Udkik og derfra hente Mod til at bære Nutidens Tryk, der ikke er ringe for dem, som have store Penge liggende i Skibe. Selv amerikanske Handelsmænd tænker paa de gyldne Dage, som skal komme, og det skal være Hovedgrunden til, at Amerika vil hæve Sundtolden for uhindret at jage ud og ind i Østersøen. Den, som nu kunde bygge Skibe, vilde sikkerlig gjøre ret godt; thi paa Østersøen og det sorte Hav vil blive Liv, naar Freden kommer.

Nr. 215/1855; søndag 16.09.

[Asbjørnsen og skogen]

Korrespondance

Christiania den 14de Septbr.

«Om Skogene og et ordnet Skogbrug i Norge,» er Tittelen paa en Bog, der snart kan ventes udkommen af vor bekjendte Asbjørnsen.Asbjørnsen] Peter Chr. Asbjørnsen Men da Bogen ikke bliver saa liden — omtrent 20 Ark —, og da der ikke skal ringe Forskud til Udgivelsen, har Forfatteren talt med Selskabet for Norges Vel om en Understøttelse af 250 Spd. Dette havde imidlertid paataget sig saa meget, at det ikke kunde yde noget Bidrag, hvorimod det anbefalede Skriftet til Tømmerforeningerne som dem, hvem det maatte ligge nær at virke ved Midler for Udbredelsen af et saadant Verk. Tvende Foreninger, den fredrikshaldske og christianske, har ogsaa ydet hver 50 Spd., og det tør formodes, at andre Foreninger, hvoriblandt ogsaa den drammenske, vil træde til. Ved en saadan Understøttelse vil Bogen, hvad der ogsaa er Hensigten, kunne sælges billig og derved ret mange Skogeiere og Andre i Landet kjøbe den. Man véd, hvordan det er, at selv den rige Bondemand ikke kjøber undtagen han faar det billigt, allermindst gjør han det med Bøger, som han først efter Kjøbet kan lære at vurdere. Ved en saadan Understøttelse vilde ogsaa den agtede Forfatter kunne faa for sit Arbeide, hvad Salget af Bogen i Tidens Længde kunde indbringe, hvilket formodentligt efter dens Godhed vil kunne blive ganske anstændigt, men heller ikke mere, end han ærlig fortjener. Det er ikke saa hertillands som i Lande, hvor Mange læser, at Bogforfatterskabet lønner sin Mand, og allermindst den Forfatter, som videnskabeligt og granskende gaar til Verks. En saadan Mand maa faa Understøttelse af Staten, Kommuner eller Selskaber, naar han ikke selv er saa rig at han kan opofre sig for det almene Bedste.

Asbjørnsens folkelige Pen og naturhistoriske Kundskab i mange Retninger vilde være en tilstrækkelig Borgen for hvilkensomhelst Tidningskriver til at anbefale denne ventendes Bog endog ubeseet; men da Brudstykker af den allerede har staaet i et Blad (Nyhedsbladet?), og da jeg har været saa heldig at se dem i raa Materie, kan jeg trygt rose den, om dette forresten ikke var en unødig Gjerning, efter at Selskabet for Norges Vel har gjort det. Imidlertid kan hver af os, hver paa sin Maade, have fundet sine Fortrin ved Bogen: Selskabet for Norges Vel har vel rimeligt fundet Bogen videnskabelig begrundet og tænkt paa den Nytte, den vilde gjøre, naar den kom i Almuens Hænder; medens jeg er mest glad i Bogens fattelige Fremstilling og de mange norske Ord, der ere optagne af Almuesproget, som i Skogvæsenet er saa rigt paa Betegnelser, da Norge jo er et Skogland. Dersom en Bog, som denne, skulde have holdt sig indenfor det saakaldte Skriftsprog, havde den maattet vrimle af fremmede Ord og Omskrivninger, der for de fleste Læsere havde været lige meningsløse. Naar Almuesmanden faar fat i denne Bog, vil han forstaa den og glæde sig over, at han finder sine Benævnelser igjen. For Folk, der ikke like vort eget Sprog, maa det dog være en Beroligelse at Forfatteren har raadført sig med vore Sprogmænd, hvorvel man ikke synderlig tror paa Nogen, naar det gjelder at forlade det kjære danske Tungemaal.

Bogen gjennemgaar beskrivende vore Træer og fortæller tillige, hvorledes de voxe i andre Lande, tilligemed en Anvisning om at hegne og opelske dem. Iøvrigt er Frøsaaing noget som Forfatteren senerehen vil komme med, naar han i Udlandet har lært mere. Han er lovet Stipendium, 800 Spd. til i tvende Aar at besøge Forstinstituttet Tharan i Sachsen og bereise Rhinegnene, Ungarn, England og Sverig, eller hvilke andre Steder et ordentligt Skogvæsen maatte være igang. Det bliver ikke nok til 2 Aars Ophold og Reise disse Penge, men saa faar han vel mere, da man neppe kan faa nogen bedre Mand, og da Staten har indseet, at Noget maa gjøres til Oplysning om Skogvæsenet, hvorover man fast fra alle Kanter klager. Det er Oplysning man først maa søge at faa udbredt; thi at skride ind med Forbudslove, hjælper vel ikke stort efter de gamle Erfaringer vi have fra vore Forordninger om Skogfuter, Forbud mod Udførsel af visse Slags Last og de priviligerede Sagbrug. Man maa i det Længste haabe, at Folkets eget Gavn vil tilsige det at drive Skogene sine med Maade, naar Videnskaben belyser deres egne Erfaringer, hvorledes Bruget bedst skal drives. Man vilde vel kanske endog sige, at det var et Indgreb. Eiendomsretten om Lovgivningen forbød f. Ex. den almindelige Plyndrehugst af Spekulanter, der trives saa herligt ved vore større Vasdrag. Men Skogene ere ikke blot den nulevende Slægts Eiendom; de ere som enhver national Indtægtskilde ogsaa Efterkommernes Eiendom, som en fornuftig Lovgivning tillige maa sørge for. Asbjørnsens Bog har i sine følgende Afsnit gode Vink for Skogeieren, til at passe og udnytte sin Skog med Affald og Alt, hvorhos han har Betragtninger over Skogenes Indflydelse paa Luften, Jorden og Vandet, hvilket Altsammen vil læses med Fornøielse og Belærelse og aabne Øinene for mange grove Misbrug. Det er dog ganske ødelæggende hvorledes selv forresten forstandige og husholderske Folk fore med sin Skog; det er som den aldrig kunde tage Ende, og den, som hegner og er ræd om den, betragtes af de andre Bygdefolk som gjerrig og smaalig, hvilket viser, at den rette Aand ikke er kommen ind i Folket. Det er denne, som denne Bog og lignende Skrifter skulde bringe. De vil sikkerlig ogsaa gjøre det; men paa mange Steder er det forsént, undtagen forsaavidt man kan plante og opelske Lunde og Gange til Ly, Skjønhed og Hytte. Klage over Ødelæggelsen nytter ikke; thi de som Klagerne virke paa, ved allerede at det staar galt til, og Klagerne ere nu rigtignok mange Gange overdrevne. Ødelæggelsen af Skogene er paa mange Steder et godt Mærke paa, at Jordbruget er i Opkomst: Sletter og Dale der før prangede med rank Skog, ere nu Aaker og Eng, og det er dog vel bedre.

Nr. 219/1855; fredag 21.09.

[Ei svindelhistorie]

Korrespondance

Christiania den 19de Septbr.

«Vi har Folk her paa Bjerget ogsaa», sagde Peer Degn. Det samme kan Christiania sige til Bergen, der naturligvis er stolt af sin Grethe Gregoriusdatter.Gregoriusdatter] Grethe Gregoriusdatter, straffedømd

Ifjor i Marts Maaned drager en ret smuk og ung Pige op paa Landet nogle Mile fra Christiania for at kjøbe en Gaard, som just var tilsalgs. Det saa noget underligt ud, at en Pige gav sig paa Gaardhandel, men hun var forældreløs og havde heller ikke nogen Tillid til sin Formynder, der lod Arven blive staaende i Overformynderiet, og ingen Sands havde for sin Myndlings Kjærlighed til Landlivet og den skjønne Natur. Derfor drager hun ud paa egen Haand i Følelsen af at hun dog er den, der tilslut maa sørge for sig selv, og at Kvinden bør befri sig fra sin Umyndighed saa meget som muligt. Formynderen kunde jo billige hendes Valg af Gaard, og kunde ikke han gjøre det, saa er der Udsigt for en Jente paa henved 5000 Spd. at blive gift; og den glade Mand vil da ikke negte sin unge Kone at kjøbe den Gaard, hvortil hendes Hug staar, især naar det er for hendes egne Penge. Det var derfor intet urimeligt for vor gode Thea at se sig om efter Gaard, og der var saameget mindre, som den Mand, der vilde sælge Gaarden, just var en Ungkarl, der nok var skyldig omtrent saameget som Theas Arv; blev den lagt i Gaarden, saa kunde han beholde sin Gaard og hun tillige faa den; det vil sige, de kunne gifte sig ihop.

Hvilken ung Pige med Penge anstiller vel ikke Sandsynlighedsberegninger, og hvilken Mand med Gjæld paa Gaarden sin vil ikke gjerne faa en Pige, som kan løse den? Thea har derfor god Sands til at vælge en Gaard. Gaarden behager hende, dog findes Et og Andet at udsætte paa den for at faa Noget at snakke om, indtil Kjærligheden faar Stunder til at flamme i; den fænger, Manden bliver forelsket, naturligvis som sædvanligt, ikke i de 4865 Spd. 77 Skill., men i Pigens Elskværdighed, Skjønhed, gode Forstand og kvindelige Dannelse. Overvældet af sin rene Kjærlighed maa han erklære sig. Med sænket Blik og rødmende Kinder besvarer hun hans rene Kjærlighed. De Lykkelige forlove sig, vexle rimeligvis Ringe og love hinanden Troskab indtil Døden. Det er daarlig Ting at gaa længe forlovet, naar man har Raad til at gifte sig, og hvad skulde nu hindre disse unge Folk fra at gifte sig, naar han har Gaard og hun Penge til at løse den med? Fæstemanden kjøber derfor Stats og Bryllupkost, og Thea holder ham ikke tilbage, men skynder heller paa. Længe var det ikke fra den Tid, hun som en Fremmed kom for at kjøbe Gaarden, og til hun stod Brud; man drak Bryllup i 6 Dage. Mangesteds paa Landet er Brylluppet langt, eftersom Bruden er rig til, ofte 1 Dag for hvert 1000 Spd. Da det led ud i Hvedebrødsdagene (Flikkremaaneden heder det i mange Bygdelag), begyndte Manden at tænke paa Medgiften; men den unge Kone afvender denne materielle Tanke med Kvindens fine Takt. Hun reiser derimod ofte i Besøg til sine Slægtninge, som er indved Byen, og hver Gang kommer hun tilbage med Brystnaale, Broscher m. m., hvilket Alt tyder paa at hun maa være af god Familie. Omsider vil dog Manden have Medgiften. Naar man skal være oprigtig, saa var det nu vel den han giftede sig efter, da han lignede de fleste Mænd, der ikke ere saa ganske unge og som enten ere skyldige paa sine Gaarde eller ingen har. Han synes det bliver underligt, og gaar ind til Byen, hvor han spørger efter den og den, kommer paa Spor, og Politiet synes den omspurgte ligner en Randine, der kjøbte en Gaard for 1300 Spd., som Manden ikke vilde have mere end 900 Spd. for, men da 1300 Spd. eller saa omtrent var netop saamange Penge, som hun havde i Overformynderiet efter sin Mand, da hun varhun var] retta frå: var hun Enke: saa blev naturligvis Sælgeren glad og for at gjøre hende en Billighed igjen, laaner han hende Kjeraald, Sengklæder og 20 Spd., 10 Spd. og 5 Spd. til at begynde Husvæsenet med, da hendes egne Penge stod saa faste i Overformynderiet, at hun ikke kunde faa noget før alt paa en Slump; men da det nu tager Tid ud, og hun pantsætter i Laaneindretningen sine laante Sager, snakker Manden med Politiet, der ingen Vei kunde komme med hendes rappe Mund, førend en Gadedame i sit eiendommelige Sprog kalder denne nye Huseierske sin Søster, hvorved da Lys efter Lys gaar op, indtil hun maa gaa fra Gaarden til Vand og Brød.

Man finder endvidere, at Thea, som Ægtemanden søger efter, ligner en Randine, der med en ung vakker Arbeidsmand, som havde tjent sig sammen henved 100 Spd., vilde til Lier for at kjøbe en Gaard. Politiet, der længe havde gaaet fra Christianias ene Ende til den anden, for at søge efter en Randine, der flyttede hver Uge eller 14de Dags Dag fra Sted til Sted med sine laante Sager og øvrige Misligheder, finder, at hun, som var reist hen med sin Kjæreste for at kjøbe en Gaard, maatte være den samme Randine. Opmærksomheden blev vakt ved Udraabet af nogle Arbeidere: «Det var da svært, hvor godt Tag han Olaf gjorde, der nu med sin rige Kjæreste er op og skal kjøbe en Gaard;» man opspørger Veien og finder efter mange Feilstik a’ Randi med Kjæreste i Lag med nogle Valderser, der vare stolte af at være komne i Selskab med en saa fornem Dame, hvem de derfor ogsaa havde laant 3 Spd. og et af disse store Klumpuhr, som hun dinglede med paa Livet lig en Klokke. Kjæresten begyndte at græde, da Politiet fik Tag i hende, hende, som han havde elsket, naturligvis for sine Penge og kostet paa alle sine egne Penge, som han saart havde slidt for. — Hun kommer i Tugthuset, som Forbryderske anden Gang. — Ifjorhøst kommer hun ud derfra, og ivaar bleve hun gift til Gaard og Grund. Det er ganske rigtigt den samme Randine. Paa Politikammeret i forrige Uge faar Manden fuldstændig Oplysning om sin Kone, der med forslagen Mund vilde være Thea, men overvældet af alle Synder og Trudselen om Straf, hænger hun Manden om Halsen og beder ham ikke at forlange Paaklage, og han siger: «Ja, dersom du endda nu vilde være skikkelig, saa faar vi prøve, men du véd, hvorledes du har bedraget mig». Det skulde være bevægeligt at se denne bedragne Mand være saa taalmodig og høihjertet mod en slig Kvinde, der saa ynkeligt har misbrugt sine store Evner. Enkelthederne i hendes mange Historier røber et Menneske, der kunde være blevet berømt til det Gode, dersom hun havde brugt sig dertil. Vist er det imidlertid, at Historien er mærkværdig, og dersom den ikke var sand, kunde man ikke tro den i disse Dage. At Præst, Forlovere og Brudgom tog alt for godt og ingen Mistanke fik til Papirerne, af hvilke dog Daabsattesten var i sin Orden. —

Endda siger man, at Verden ikke længer har Eventyr! Medens hun var i Besøg hos sin Familie efter Brylluppet, bevægede hun visselig mange Hjerter, der gav hende baade Theaterbilletter og andet, da de hørte hun var saa rig. Det er en Roman saa god som Nogen vil eige den, og da Kjærligheden er det Forhærskende, saa kan den læses.

Nr. 221/1855; søndag 23.09.

[Møkk og kålhovud]

Korrespondance

Christiania den 21de Septbr.

En Politikus skal i disse Tider ikke gjøre større Forretninger her i Norge og allermindst i Christiania, hvor man nu istedetfor politiske Møder paa Børsen holder Møder om Gjødsel og Ved. Det er praktiske Sager, og de vise overmaade godt Tidens Retning. Hvorfor skulde man ogsaa holde andre Møder? Det gaar brav med vor Politik: Regjeringen pleier sine Forretninger, Storthinget ligeledes, især nu da det sidder hjemme. Den, som ikke er tilfreds med Gangen, gaar forud for sin Tid, eller slænger bagefter den, og ham fører man i begge Tilfælde ikke efter. Det gaar godt, og gjøres Noget, som ikke tiltaler Alle, saa siger man ganske beskedent: jeg forstaar mig ikke noget paa det, det er vel det Bedste, som sker, da de rette Mennesker gjøre det. Derimod føle vi alle, at vi ikke have Gjødsel nok, og at Veden er dyr. Det er Ting, som vi alle forstaa os paa, og derfor tiltales vi alle af disse Møder paa Børsen, hvorved Fiskemager og Fiskeaffald i vore Fiskebygder kan blive til Næring for Jorden, og hvorved Skat og Kviste i vore Skogbygder kan blive til Ved for os. Vi ere komne did, hvor man, som Filosoferne sige, vende Blikket indad — paa Magen nemlig. Det er Magens Tid; Hovedet og Hjertet har ligesom udspilt sin Rolle, nu skal Magens begynde, og den Rolle bliver lang. Man kunde sidde paa en Møgdynge og holde de mest overbevisende Foredrag om Magens Betydning i Mennesket og Samfundet. Dokterne gjør det samme; thi nu ere de komne efter, at det er fra Magen alle Sygdomme have sin Oprindelse: Øiensygdomme, Tandverk osv. Det er en Møgets og Magens Tid, det Eneste man kan have imod den er, at den ikke saa aabenbart blev baaren tilskue. Baade Møget og Magen har sine Fordringer, men man skulde vel pleie dem, og forresten lade, som ingenting var. Det bliver noget stivt, naar man saa aabenlyst bærer Materialismen tilskue. Vi komme snart ligesaa vidt som i Amerika, der efter en berømt Forfatters Ord dyrke Treenigheden: Guld, Sølv og Banknoter. Sligt kommer af den praktiske Retning, man altid skriger paa. Livet, Literaturen, Aviser og Samtaler blive Møg og Mage, bliver det Guld, Sølv og Banknoter, saa synes det idetmindste lidt mere aandrigt. Det gaar snart ikke længere an at skrive om Jorddyrkning og den Mangel paa Husholderiskhed, man før har vist: det bliver til Møg, førend man ved Ord at det, og i hver By og Bygd bekjendtgjør man snart ligesom paa Christiania Børs, at man vil debattere om Møgdynger. Det hjælper ikke at kalde det «Guano», thi det Navn leder Tanken endnu nøiere ind paa Herkomsten. Saa er der videre Forsamling om Kaalhoveder og man siger: skaf blot Menneskene Møg, saa faa de Kaalhoveder, og have de først faaet Kaalhoveder, saa kommer Kundskab og Frihed af sig selv. Der kan være Noget i dette, men det klinger kosteligt, og det er sikkerlig bedst ikke at tale om det.

Naar man er kommen til dette Punkt, har man et Skridt til det næste, som er, at man har nok af Mennesker, men mangler Dyr; nok af Fornuft, men Mangel paa Ufornuft. Det er underligt, at man ikke har holdt Møder paa Børsen om Anskaffelse af Dyr og Ufornuft nu i disse Dage, da Arbeidet er saa dyrt, da man har nok af Bogfolk, men ikke Arbeidsfolk. Det næste Møde bliver om denne Ting; Sammenhængen fører det med sig. Naar nu dette Punkt er naaet, hvor kommer man saa hen?

Ved Siden af denne Retning mod Møget og Magen, gaar her i Christiania en anden Retning, som idetmindste indbilder sig at være modsat, det er nemlig den Retning, som stiller ud Blokker i Butikker og Restaurationer til Opbyggelse af Kirke. Ja virkelig gjør man dette, saa utroligt det end klinger. Der er ingen Maade med nogen Ting; enten galer man som Hanen paa en Møgdynge, eller ogsaa flyr man op paa Kirketaarnet. Man kan ikke holde sig til Jorden. Her er Mange, forstaar sig, som holde sig til Jorden, men disse Mennesker overdøves af hine Haner dybt nede og høit oppe. Det er i Grunden den samme Hane, blot det synes være to; thi det ene følger med det andet; naar Hanen har siddet en Stund paa Dyngen, tykkes han det bliver usundt og flyver op, men længe taaler han ikke den rene Luft; den er ikke nærende nok, han bliver hungrig og flyr ned igjen. Saa gaar det op og ned og de, som staar og ser paa, synes det er underligt; men de, som flyve med, sige det ene Øieblik: nu er her godt Haab; man har Bøsser i Butikker og Restaurationer, og den gamle ugudelige Tid er forbi, da man blot tænkte paa Verdens Fornøielser; nu oprinder Lyset. De, som sidde paa Dyngen, sige derimod: nu har man da omsider lært at holde sig til praktiske Sager og ikke deklamere i den tomme Luft om Politik, Oplysning og Frihed, der intet Hold havde, fordi man manglede Møg og Kaalhoveder.

Christiania gaar dog forud for Landet; thi man har vel neppe begyndt hverken med Møgmøder eller Bøsser paa Restaurationerne andetsteds. Derfor er det ogsaa i Hovedstaden, hvor alle praktiske og theoretiske Hoveder ere samlede. Der kommer vel snart i Literaturen Repræsentanter for disse to Retninger. Literaturen for Bøsser paa Restaurationer til Kirker er i god Opkomst; man tænke paa alle disse fromme Sange, paa kristelige Tragedier o.s.v. Der sidder Hanen paa Taarnet og galer. Derimod er der ingen Digte komne ud om Møgdynger, Komposter, Kaalhoveder, Tang o.s.v. De komme snart. Det er begyndt med prosaiske Afhandlinger i Morgenbladet, og Resten følger af sig selv.

Det unge Norge, der saa godt gaar fremad i praktiske og nyttige Retninger, maa passe sig for at blive cynisk.

Veden, og de gode Folk, som vil skaffe de Fattige Ved for billig Pris, burde ikke være nævnte i dette Selskab.

Nr. 225/1855; fredag 28.09.

[Utanlandske tidsskrift og aviser]

Korrespondance

Christiania den 26de Septbr.

Her holdes mange udenlandske Aviser i Norge og navnlig i Christiania. Paa hver Kaffé, Restauration og Skjenkested, ser man svenske, danske, tydske og engelske og franske imellem. At man har disse Aviser paa slige Steder, kan være fornøieligt nok, men naar private Mænd foruden enkelte Handlende, holder dem, synes de være gavmilde mod Udlandet; og naar Bønder som oppaa Hedemarken holde KladdaradaschKladdaradasch] Kladderadatsch, skal man ikke klage over Mangel paa Avishold eller Ulyst til Læsning. Derimod kunde man klage over Lyst til at have alt Fremmed, skjønt man kunde berje sig med sit Eget. Det er ikke selvstændigt dette eller patriotisk, som heller vil savne en Nydelse end hente den fra Udlandet. Men vi ere nu engang fordømte til at leve af Andres aandelige Smuler, og en Selvstændighed hos os, som hos Franske, Engelske, ja endog Svenske og Danske, der vil at Andre skal lære af dem, en saadan Selvstændighed vilde vel ikke være god at haandhæve, uagtet der ingen Tvivl er om, at vi kom ligesaa langt ude, og vandt større Selvstændighed hjemme, naar vi gik vor egen Gang, og vare for stolte til at gaa i Skole. Vi vil imidlertid gjerne gaa i Skole, og vi læse heller alle Verdens Sprog end vort eget. Mange turde maaske finde det at være mere civiliseret at læse Malayisk end Modersmaalet. Det er denne Ting, som vore Videnskabsmænd anføre mod vort eget Sprog og vore egne Meninger: Det er at stille sig udenfor Civilisationen, sige de. Denne Lære, der foredrages af vore Videnskabs- og Bogmænd, den følger Folket troligt efter: det læser udenlandske Bøger og udenlandske Aviser, og endda tillader man sig at klage over, at vort Eget er slet.

Skulde det derfor ikke være selvstændigt, om man blot lærte af dem, som lærer af os, og navnlig om man skulde holde Aviser fra Lande, som ikke holde vore Aviser? Svenske Aviser holde vi saaledes i mængdevis; men i Sverrig er faa Norske. Selv Morgenbladet, som er vor Avis fremfor alle Aviser, var for nogle Aar siden ikke at finde paa nogen Restauration eller noget Hôtel i Stockholm, saa har en troværdig Mand fortalt. Han gik just omkring for at lede efter Morgenbladet, men fandt det kun hos en norsk Mand ved Statsraadafdelingen. At han ikke fandt noget andet norsk Blad, følger af sig selv. Avisredaktionerne holde dog vel nogle norske Blade; men det er vist ogsaa Altsammen. Saaledes kunde vi ogsaa uden Skade stelle os her, og det vilde være selvstændigt. I Kjøbenhavn skal derimod findes norske Aviser paa enkelte Restaurationer; men om nogen privat Mand holder dem, er saare tvivlsomt. Selv berlinskeberlinske] Berlingske Tidende, dansk avis Avisredaktionen synes ikke at holde Morgenbladet, idet den citerer Christianiaposten en Gang i imellem. Her holdes derimod danske Aviser i mængdevis, og andet kan aldrig slaa Feil, end at baade de Svenske og Danske le af os, fordi vi holde deres Aviser, og foragte os, fordi vi hente Alt udenifra. Man skal ikke finde en Probenreuter af dansk Boghandler, uden at han ved Leilighed hænger os i Næsen, at vi nære os af danske Forfattere, og at vi maatte synke ned i Barbari, dersom vi ikke fik Tilførsel. Det er unegteligt ærgerligt, og den Mand, som ikke føler sig krænket over dette, er ingen norsk Mand. Det vilde derfor være et stort Skridt til national Selvbevidsthed at lade være at holde Størstedelen af de danske Bøger og Aviser. De svenske Bøger og Aviser derimod kunde vi holde nogle af, da baade Sproget er mere vort eget, og vort politiske Samvær gjør en Vexelmening ønskelig. Men det er formange, som holde svenske Aviser, og indtil vi fik Vished for, at de Svenske ogsaa holdt vore, burde vi stoppe lidt.

At ikke Tydskland, England og Frankrig læse os, er saa rimeligt; men vi kunde ogsaa godt være disse Landes Aviser foruden. Lad Avisredaktionerne gjensidig bytte; deres egen Interesse maa tilsige dem at oversætte og meddele saameget, vi har Brug for. Naar man nu undtager enkelte Handlende, saa skal ikke vore Politikkere have nogen Brug for disse Udlandets Aviser. Den almindelige Tidsgang faar vi af vore egne; og vi skal ikke spille nogen Rolle, saa vi for den Sag trænge til at sætte os ind i politiske Enkeltheder i andre Lande. Vor Tid kan anvendes meget bedre, og fremfor Alt vilde vor Selvstændighed og aandelige Dygtighed faa en kraftig Næring, om vi afholdt os fra en Masse af dette udenlandske. Vi er et Folk, som nu har havt Frihed i mange Aar, og holdt den vedlige, medens det har gaaet daarligt med mange andre Folkefriheder. Vi gaa fremad i Næringsveiene. Det kunde snart være paa Tiden ogsaa at være et aandeligt selvstændigt Folk og have sine egne Bøger og Aviser. Vi har nok enkelte berømte Forfattere som f. Ex. Professor MunchMunch] Peter Andreas Munch, historikar og Wergeland;Wergeland] Henrik Wergeland men for det første er det faa vi have; dernæst er de fleste vi have Danske, og endelig er som det Vigtigste — vor læsende Verden unorsk. Faar ikke den et andet Sindelag, saa kan vi ikke kaldes et Folk i literær Henseende; vi blive afhængige af Udlandets Meninger; vi tilintetgjøre det vesle vi har igjen af vor egen Natur, og enhver fremmed Mand, selv en dansk Boghandler, vil med rette le ad os. Man paastaar, og sikkerlig med Rette, at det er Englænderens og Franskmandens udelukkende Engelskhed og Franskhed, som gjør, at disse Folk ere saa store Folk. Hvad der ikke er engelsk eller fransk, det duger intet. Det ser noget chinesisk ud dette; men saameget chinesisk trænger ethvert Folk og enhver Mand til, naar ikke alt skal sees i en Nat, hvori alle Katte ere graa. Selv det vesle Danmark er dansk; derfor er det ogsaa et Folk, som idetmindste har en Literatur og en Scene, om det end ingen Frihed synes at kunne fordrage. Sverige er ogsaa svensk, og man kan laste den svenske Adel og Aristokrati saameget man vil i den nye Tid; det maa dog Alle erkjende, at den svenske Adel er Svensk; og selv de Svenskes Angreb i Aviserne paa os Nordmænd er Udtrykket af et svensk Sindelag, som derfor fra den Side fortjener al Agtelse. Men vi Norske ere sletikke Norske, vi rende og gabe efter alt Fremmed og skal være upartiske, som vi smigre oss med at kalde det; men det Hele bliver hverken det Ene eller Andet, undtagen Holdningsløshed og Gjenstand for Latter af Andre og Foragt af os selv, naar vi forsent komme til Erkjendelse. Kjære, lader os for det første ikke holde saamange udenlandske Aviser!

Af Island kan vi lære: der gjør man Alt til Islandsk og skriver, saa Almuen læser. Derfor trives der ogsaa et oplyst Liv, selv i dette ublide og fattige Land. Det klinger utroligt, hvormange Abonnenter almindelige Tidsskrifter kan have der i et saa lidet Land; men der trives de, og Folk blive oplyste, medens her kan intet hjemmegjort trives; og saa smaa og fattige ere vi ikke, at ikke ogsaa vi kunde have noget. Lad os lære af Island; det er vort eget Folk, og i dette Folk ligger Selvstændighed. Der var Intet saa utaaleligt for de gamle Nordmænd som at rette sig efter Andre. At være Karl selv, var Hovedsagen.

Nr. 227/1855; søndag 30.09.

[Tilhøvet mellom dei skandinaviske landa]

Korrespondance

Christiania den 28de Septbr.

Der staar jamt og samt i de svenske Aviser om Carl JohansCarl Johans] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge «usvenske» Politik, og gjennem denne synes man at ville undergrave det nu regjerende Dynasti i de svenske Hjerter. Det er ikke godt at komme efter, hvorfor den svenske Presse just nu leger denne dristige Lég, om det er Striden med os, der foranlediger denne Vending, — om det er gustavianske Papirer, — om det er den svenske Adel, der vil faa sin Magt igjen, eller om det er det svenske Folk, der føler sig skuffet med den franske Marskalk og Efterkommere, som det hævede paa Thronen. Det er vel noget af alt dette tilsammen; men, hvad det er, eller ikke er, saa er det en betydningsfuld Kjendsgjerning, der med Opmærksomhed maa følges af os Norske; thi uden at blande os i de Svenskes indre Anliggender, hvortil vi ingen Ret have, kan vi dog ikke være ligegyldige mod Angreb ogsaa paa vort Kongehus, saameget mindre, som disse Angreb i sin dybeste Grund synes at være Angreb paa Foreningen med os, idet Omkvædet paa alle Klager over Bernadottes «usvenske Sindelag og karaktérløse Handlesæt» er det samme og det samme, nemlig: at Norge var en daarlig Erstatning for Finland. Bernadotte kunde ved Mødet til Åbo med den russiske Keiser AlexanderAlexander] Aleksander I, russisk tsar have faaet af den da betrængte Keiser Alt, for at hjælpe ham mod Napoleon.Napoleon] Napoleon Bonaparte, fransk keisar Af Napoleon kunde han ogsaa have faaet Finland og Besiddelser i Pommern. Men Bernadotte lod sig nøie med et lidet Pengelaan fra Rusland og et løst Løfte om Norge. Disse Tanker dukke frem gjennem flere Opsatser i Aftonbladet angaaende en udkommen Bog «SchinkelsSchinkels] Berndt von Schinkel, svensk offiser og forfattar Minnen;» og en «gammel Student» fra Lund, der nu sidst skriver om disse Afhandlinger og «Minnen,» istemmer det samme. Han sammenligner ogsaa, hvilket er det Bitreste, Napoleon med Bernadotte, og mærker sig Forskjellen mellem de Erindringer, som disse tvende Fyrster have efterladt sig hos de Folk, over hvilke de have hersket. Naar han nu paapeger hvilket Afguderi Franskmændene drive med Napoleons Minde, og stiller de Svenskes Følelser for Carl Johans Minde som strak Modsætning hertil, saa indsees det, at man ikke kan stile Angrebet mere slaaende end gjennem disse Modsætninger.

Gothenborgstidningen omhandler i et af sine sidste No. det samme og med smaa Giftdoser omtaler Aaret 1812. Den gjennemgaar ogsaa noget af den gamle Strid med os, men siger dog, at «Foreningen maa bæres som et andet Kors med Taalmod,» hvilket «Kors» naturligvis er Carl Johans Verk, en prægtig Modsætning til Tabet af Finland. Dette Kors maa altsaa bæres og ingen svensk Mand, mener Tidningen, falder paa med Vaabenmagt at ville omgjøre det. Meget fornuftig! Derimod skjænker den Aftonbladet sin Anerkjendelse, fordi det i Lighed med vort Morgenblad har talt om at opløse Foreningen i al Goslighed. Christianiapostens Idé om Danmarks Optagelse i Unionen, som en passende Modvegt, finder Tidningen rimelig; thi med Nordmændene alene, «der ere gode Regnemestere» til egen Fordel, er intet Udkomme, hvorimod Danmark som det 3die Rige i Unionen vilde gjøre godt, og den «folkekjære» Konge i Danmark turde nok frasige sig Kronen til sit Lands Velsignelse, og den danske Prinds ChristianChristian] Kristian, dansk kronprins lade sig nøie med Storhertugdømmet Holsteen. De europæiske Stormagter antages Intet at have derimod, og Rusland giver vel efter. «Turde hende,» siger Tidningen, hvilket Udsagn er mærkværdigt, «turde hende var Udgivelsen af de Schinkelske Minners*) sjete Hæfte just nu hovedsageligen beregnet paa ret tydeligt at vise Rusland «uti hvilka omätliga förbindelser» det staar til Dynastiet Bernadotte, og tillige et Vink om den Erkjendtlighed, som dette nu venter fra Ruslands Side ved frivilligt at indgaa paa Danmarks Tilslutning til begge de andre skandinaviske Lande. Isaafald skulde meget, der nu synes sort som Natten, betydeligt lysne, og vort Dynasti forhverve sig virkelige og store Fordringer paa det svenske Folks Erkjendtlighed, ifald det kunde formaa Rusland til godvilligt at indgaa paa de nordiske Staters Forening. Men viser sig dette Dynastis rimelige Forhaabninger frugtesløse, — og Ruslands hele Historie lader befrygte, at de blive det — da har Kong OscarOscar] Oscar I, konge vanskeligt andet Valg end at ty til sit Folk og med Sværdet i Haand søge at gjennemføre, hvad som er uomgjængeligt nødvendigt for deres Fremtids Lykke; thi skulde Sveriges vigtigste Interesser for andre Gangen ikke blot tilsidesættes, men rent modarbeides, saa kunde Misnøie i Landet let tage saadant Omfang, at de bekjendte**) 15,000 Russer kunde behøve at paakaldes til dets Dæmpelse.»

Dette ser truende ud, og Luften i Sverrige maa ikke være god for Kongehuset, naar Sligt kan skrives. Dette er dog ikke det Værste; en liden Stub i Aftonbladet var næsten værre, da det i Høst spurgtes, at Kongen havde omdøbt Hortens Befæstninger og Kaholmens. Saaledes omtrent, siger Aftonbladet, hvilket jeg nu ikke har forhaanden, saaledes har man ogsaa gjort i Sverige med Omdøbningen af Byer og Befæstninger, ret ligesom der i Norge og Sverige ikke var nationale Navne, f. Ex. Olaf, Sverre, Hakon, Sture og EngelbrechsonEngelbrechson] Engelbrechtson. Men saaledes steller altid Folk sig, der ingen virkelig Fortjeneste have; de ville forevige sig ved slige udvortes Handlinger og klynge sine Navne til nationale Steder, der bærer dem over til Efterverdenen.

Omtrent saaledes skrev Aftonbladet. Saaledes vilde ingen norsk Tidning skrive; thi vel fandt mange af os disse Omdøbninger underlige, tungvindte og unødige; men vi taug stille, og kan vi ikke beholde deres gamle Navne i Folkemunde, saa rette vi os efter de officielle Benævnelser, og kan ikke vi i dagligt Lag sige Oscarsborg og Carljohansværn, saa kan vore Efterkommere sige det, hvilket ikke skal smerte os.

Selv WergelandsWergelands] Henrik Wergeland Navn, der klinger saa fortryllende, vænne vi os af med at lægge til Bakken nedenfor hans Grotte, siden Byens Autoriteter ikke vilde tillade os at kalde den Wergelandsbakken, men Parkveien; hvormeget bedre vil vi da ikke finde os i at ombytte Horten og Kaholmen, der ere opkaldte efter saa kjære Navne? Det Værste er, at disse Navne ere blevne saa lange og tungvindte, at Tingen gaar i Baglaas, medens de gamle klinger med Sprogets nordiske Malm.

Det vilde være fortjenstfuldt, om vore større Aviser kunde gjøre Uddrag af disse svenske Skriverier; men et passende Uddrag var rigtignok ikke godt at trække. Morgenbladet oversætter dog noget af Aftonbladets Betragtninger over KronprindsensKronprindsens] Karl, svensk kronprins og visekonge Udnævnelse til Vicekonge. De vare ikke for gode for Vedkommende, disse Betragtninger; der var meget at læse baade i og mellem Linierne, som ikke maatte være opbyggeligt for den høie Person og hans Slægt. Man saa Aanden, der raader i den svenske Presse; man saa Vredens Blink fra den lig Jupiters, der fordum rystede Olympen, hvor Guderne havde Sæde.

Gud bevare os fra det, som ondt er, siger et dagligt Ordsprog i Folkemunde.

*) Det er disse Minder, hvorom i det foregaaende af denne Artikel er talt, hvilket Aftonbladet har skrevet saa meget om.

**) Korresp. maa beklage, at han ikke kjender disse Russer, men det maa vel være nogle, som ere lovede til «Dynastiet Bernadotte» mod sit Folk, efter denne Forbindelse.

Nr. 231/1855; fredag 05.10.

[By og land i tronge tider]

Korrespondance

Christiania den 3die Oktober

Man har alt begyndt i Offentligheden at tale om Toldnedsættelse paa Livets største Fornødenheder, nemlig Kornvarer. At ogsaa andre Madvarer kunde trænge til Toldnedsættelse i disse dyre Tider, er klart; men Statsudgifterne maa ogsaa holdes gaaende, ihvorvel Staten nok vilde klare sig med sin øvrige Told indtil Tiderne forandredes. For Bybefolkningen er det virkeligt haardt nu, og Ingen vil kunne lade sig høre med den Tale, at Tolden er en saa ubetydelig Ting, at det ingen Mon er. Det er den sidste Skilling, som skal ud, der tager mest paa, og at indvinde et Maaltid Mad i Husholdningen for nogle Dage, det siger virkelig meget. Det kan ofte hænde, at det er dette Maaltid Mad, som frelses fra Nøden, og sætter Manden istand til at tjene flere Maaltider for sig og Sine. Dette er jo ogsaa sagt i Ordsproget, at «mange Bække smaa gjør en stor Aa;» og fandtes der ikke Folk, som gjorde Indvendinger, saa kunde Ingen falde paa at udtale slige soleklare Sætninger. Men, idet man stiller Enkeltmands Tarv i Modsætning til Statens, saa bliver det Spørgsmaal, hvem der skal opretholdes. Er ingen anden Raad, saa maa Individet gaa tilgrunde ligeoverfor Staten: et Menneske maa dø for Folket. Men det er blot ogsaa naar Tilstanden er saadan, at Noget maa gaa tilgrunde, saasom naar der er Krig, eller man som paa Alfs Snekke maatte springe overbord for at frelse de Øvrige, eller som ved Hungersnød, naar Nogle maa opoffres for de Andre. Men saadan Nød er Gudskelov ikke nu paafærde. Landet er rigere og mægtigere end nogensinde, og det er blot endel af Borgerne, der føle det tunge Tryk. Under slige Omstændigheder er det naturligt, at Byrderne omlægges til Fordeling, saavidt det lader sig gjøre, inden Storthinget kommer sammen. Det er ikke nogen Mening dette, som alene gaar ud paa at gjøre Vind og smigre sig ind; det er den sunde Fornuft, der griber en Udvei, som ligger saa nær, og enhver Indvending herimod, der ikke indskrænker sig Maaden at gjøre det paa, maa nødvendig betragtes enten som Uvidenhed eller Paastaaelighed eller Noget bag Øret. Anstiller man nu en Sammenligning mellem By og Land, saa vil man finde, at det nu er Byerne, som lider: Byerne maa kjøbe alle Livsnødvendigheder, medens Landet avler dem selv for sig og paa mange Steder tillige kan sælge. Det er jo en Velsignelse at høre, hvor lunt man bor inden Vægge paa Landet nu. Det er vistnok ikke lige godt overalt, da Aarfaldene kan have været noget forskjellige; men almindeligt talt er det godt overalt, om just ikke saa godt, som til en Prøve, i Tellemarken, hvor man ikke har ført noget fra Byen af Kornvarer, men har saa store Beholdninger hjemme, at man vilde være født til langt paa Vinteren uden at tage paa Aarsgrøden, der ogsaa er saa god som den næsten nogensinde kan være. Det samme er i en endnu høiere Grad Tilfældet med vore bedste Kornbygder, som Hedemarken og Toten. Allerede ifjorvaar, altsaa før det gode Aar ifjor, fandtes store Kornbeholdninger, og man vilde ikke sælge, fordi Prisen var for lav, eller man fik ikke solgt til de Bygder, som pleiede at kjøbe. Naar man nu skulde se efter, vilde man finde velsignede Beholdninger. Til dette kommer, at man faar næsten dobbelt Betaling for det Kvæg og de Fedevarer, man har at yde. Blive ikke Bygderne rige nu, saa er det deres egen Skyld, om de kjøber Overflødighedsvarer, der sluger op Overfloden. Man kan ikke tage Hensyn til saadanne Kjendsgjerninger, som at der ifjor opover Gjeiteryggen fra Skien blev kjørt flere Kaffesække end Kornsække. Man faar spørge efter det Nødvendige, og efter det maa Tilstanden bedømmes og Forholdsregler tages. Det kan være ilde nok at maatte forrykke Ting, man er vant ved, og til hvis Bestandighed især Handelsmænd kan have gjort Forretninger; men at anføre dette som Grunde, er det samme som, naar enkelte Reskripter i gamle Dage retfærdiggjorde en skjæv Tingenes Tilstand ved at erklæreerklære] retta frå: ærklære, at en Forandring vilde skade Embedsmændenes Indtægter. Istedetfor at tabe Oversigten ved at tænke paa og tale om mange Ting, faar man holde sig til Hovedsagen og se til at finde Tingens Kjærne. Man ser paa den Taa som Skoen klemmer, og beder Skomagerne tage Skoen paa det Sted. Under de nuværende Omstændigheder kan det ingen Tvivl være om, at det jo vilde være fornuftigt at nedsætte Tolden paa Kornvarer og forresten de Varer, som for Bybefolkningerne ere Nødvendighedsvarer. Det kan ikke nu være Tale om at hjælpe eller beskytte Landet; det gaar sin sikre Gang fremad, naar Aarene ere gode. Kommer Staten til at mangle Penge, saa faar den træffe Paalæg paa dem, som bedst kunne bære. Dette kunde lede til, ifølge Tingenes ubønhørlige Magt, at Landskat blev igjen paalagt, men ved at nævne dette, vækker man en slumret Partiaand tillive igjen, og fremkalder ForskrækkelseForskrækkelse] retta frå: Førskrækkelse; godt, om man ikke bliver anseet som en politisk Kjætter og derved bryder Spidsen af sin egen Pen. Det er derfor ikke værdt at tale om Landskatten, men blot om Toldnedsættelse og derpaa lade Konsekventsen gaa sin sikre Gang.

Den oplyste Landmand vil finde, at Landet nu har det godt og Byerne svært, især nu i Overgangstiden, før Alt faar jevne sig noget; men hvorledes det end jevner sig, saa vil dog efter Nutidens Retning Landet altid have Overvegten over Byerne; thi Landet kan dog leve uden By, men Byen ikke uden Land.

Nr. 233/1855; søndag 07.10.

[Likskap for loven; samfunnsøkonomien; utskriving av soldatar]

Korrespondance

Christiania den 5te Oktober

Høiesteretsdommen igaar, der paalagde PolitimesterenPolitimesteren] Christian Fredrik von Munthe af Morgenstierne, politimester en Bod til Statskassen af 20 Spd. og i Sagsomkostninger 50 Spd., har gjort et gunstigt Indtryk. Det kan vel hende, at dette Indtryk er mere gunstigt, fordi det var mod en Kandidat. Politimesteren havde misbrugt sin Embedsmyndighed; thi havde det været mod en anden Borger, saa havde man neppe fundet det Umagen værd at gaa til Høiesteret og høre paa eller siden tænke over Dommen. Vel er Retsfølelsen saameget skjærpet og den oplyste Frihedssands saameget vakt, at man nærer Agtelse for Alles Rettigheder og oprøres over enhver vilkaarlig Behandling, selv imod den værste Gadeslusk; men med alt dette, er det dog ogsaa sandt, og kan ikke være anderledes, at man gjør Forskjel paa Personer, især naar disse have Venner, der umulig og paa Prent kunne støde i Trompeten og blæse over Vold og Magt. Retten er virkelig, eftersom man formaar at skaffe sig den, og saaledes vil det altid være, selv i de frieste Lande; den samme Handling er tilladelig eller utilladelig, alt eftersom Manden er til. Forunderligt var det næsten, at ikke Retterne fulgte den Ordenens Tanke, at opretholde Autoriteten, selv om Enkeltmand imellem skulde komme til at lide. Dette er det gamle System, der har sine varme Forsvarere, et System, der den Dag i Dag befølges med fuld Styrke i Neapel, Frankrig og Tydskland.

Særskilt kunne man her mærke, at det ikke var mindst nødvendigt, at Politiet har Magt over de saakaldte «dannede Mennesker;» thi deres Dannelse bestaar ofte i at være krye og tro sig løste fra alle Baand og Regler. Det er ofte, man med Forargelse ser og hører, hvorledes de «dannede Mennesker» farer afsted med Politi og Orden: de give Kjæft og true med baade det Ene og det Andet. Der er ikke blot én Pøbel, som gaar paa Torvet og i Rendestenene eller som kommer i sin raa Tilstand ud af Skogene, men der gives ogsaa en Dannelsens Pøbel, og den er igrunden ikke bedre end den anden, men meget værre, idet Kundskaben gjør det raa Sindelag saameget mere farligt og utaaleligt. Det var høist besynderligt, at ikke Politimesterens Advokat fremhævede denne Side af Sagen og var grov ligesom den andre Advokaten; man kunde glimrende have forsvaret Politiet ved at se Tingen fra denne Side, men Politimesterens Advokat syntes at være ræd for at komme i Aviser, der staar til Partiets Tjeneste. Naar man ser Tingene paa nært Hold, indbilder man sig idetmindste at finde Forklaringer paa mange Ting, og Folk udenfor Christiania maa vide, at alle Ting er ikke, som det ser ud. Hvad Sagen her angaar, saa er det naturligvis en overflødig Ting at have nogen Mening om den, efter at Høiesteret har dømt; Alt er da godt og rigtigt, ligesom det er glædeligt, at Alle ere lige for Lovene.

Det er hurtigt, hvordan Pengetiden har slaaet om: fra fulde Kasser til tomme har ikke været mange Uger. Nu kan Beholdningerne langtfra tilfredsstille Behovet, der ved den egentlige Diskontoindretning skal forholde sig som 1 til 25 omtrent. Grundene til denne Forandring ere mange: Skibsfarten er flau, og det drager paa. Frankrig og England, vore bedste Trælastmarkeder, ligge udmattede under deres uhørte Krig. Kornet er dyrt, og da Indtægt ikke svarer med Udgift, vandrer Sølvet ud; der bliver Pengemangel. Bankerne og Laaneindretningerne selv have ogsaa, og det ikke mindst, fremkaldt Omslaget, idet de, havende Overflod, nedsatte Renten og forkyndende sin Overflod, fremkaldte Laan og Foretagender, der gik udenfor den daglige Bedrift og sikre Gang. Heri viser sig den svage Side ved alle slige Banker og Indretninger, der stiger og falder med Tiderne, idet Folk laaner og indretter sig efter de gode Tider, ret som disse skulde vare evigt, hvorved da Ruinen pludselig kommer, naar Tiden slaar om. Var der Banker og Laaneindretninger, som vare ophøiede over Øieblikkets Vexel og gik sin sikre Gang efter en lagt Plan for et større Tidsrum, da vilde man have en Mægler i Tidernes Vexel, og slige Omslag vilde ikke være tænkelige. Alt vilde gaa sin jævne Gang, og Beregninger kunde gjøres med større Sikkerhed. Saadant, som det nu er, følger Banken og Laaneindretningerne Tidens Øieblikke og fremkalder derved Omslag og Svindel, istedetfor at regulere en sikker Gang. Men, det er Læren om Pengenes Lighed med enhver anden Vare, som her kommer igjen, en Lære, som det efter den nuværende statsøkonomiske Tro er formasteligt at røre ved.

Nu begynder der at ske Udskrivninger efter den nye Militærlov, og Folk, som af en dobbelt Grund skulde være frie, blive tagne, samt om Studenter, der baade som saadanne skulde være frie og som Embedsmandssønner, naar de ogsaa ere det. Der tales om, at man vil prøve Dom før man tager dette for godt, idet nogle Jurister antage, at denne Lov ved dette faar en tilbagevirkende Kraft, som er stridende mod Grundloven. Der er ogsaa skrevet i Aviserne om dette. Skulde dette gives Medhold, vilde denne nye Militærlov for Mange ikke faa Anvendelse paa dem, som vare frie efter den gamle; men dette bliver vist ikke antaget: thi skulde man bedømme den tilbagevirkende Kraft saa strengt, saa vilde Lovgivningen være mærkelig bunden i at ordne Samfundsforholdene. Det ser noget uvant ud at flinke Studenter og Kandidater ere Artillerister eller Musketerer; men det er jo ganske rigtigt: det vil gjøre godt paa Aanden baade hos de andre Soldater, og fremfor Alt indvirke paa Officiererne til at være folkelige i sin Tiltale og Adfærd; thi Alle maa behandles lige, undtagen forsaavidt man gjør Forskjel mellem en Slusk og et pynteligt Menneske.

Nr. 237/1855; fredag 12.10.

[Byplanlegging]

Korrespondance

Christiania den 10de Oktober

Det er underligt, at ikke Christiania By har sig et eget Blad, der kunde behandle Byens Anliggender saaledes i det Enkelte, at det kunde være til Veiledning i de mange Sager, som daglig forekomme. Christiania er saa stor, og har saamange Interesser, at disse vilde være mere end tilstrækkelige til at beskjæftige et vel redigeret Blad. Det er ikke nok med, at Christiania er stort og har meget for sit eget Vedkommende at tage vare; men det er Hovedstaden, og har som saadan et Ansvar paa sig til at være det paa en værdig Maade for hele Landet. Det er sagt, at her er mere Fornuft i Christiania end i det hele øvrige Land; dette kan paa en vis Maade være sandt nok; men desuagtet er det egentlige Christiania, Borgerne der nemlig, ikke saa høit ophøiede over andre Byborgere, som man burde vente. Ser man saaledes til Interessen for Valgene til Storthing og kommunale Ombud, saa vil man finde, at denne ikke er større end andetsteds. Ser man endvidere hen til, hvorledes Byens Anliggender i mange Ting røgtes, skal man ofte heller ikke finde, at det er Byen, som raader, men enkelte Hyrder, der leder den store Hjord. Der er ikke Omtanke og Kundskab nok hos «de Stemmeberettigede» til at se efter, hvorledes det gaar, og derefter indvirke paa Begivenhederne. Man tænke paa Historierne ved den nye Kirke og det ynkelige Sted, hvorpaa den omsider blev sat. Man tænke endvidere paa, hvordan de nye Dele af Byen bygges: de ere uregelmæssige, og naar man farer gjennem disse nye Gader, skulde man tro, der ingen Reguleringskommission var; saa vindt og skjævt er det. For et Blad blot til Christiania vilde man kunne opregne de mange Huse, der stikke sine Vinkler frem og de mange Gader, der ligge i Kroker — — Nu alle Byens Jorder, der især ligge opover til Aker; Det er nogle prægtige Jorder, store og mange, og ved Byens Udvidelse maa de stige noget overordentlig i Pris. Byen trænger ikke til at sælge; den kan bie, indtil Tiden kommer; men Byen sælger og sælger billigt. Saaledes har den ifjor solgt et Stykke til Byskriver RyeRye] Johan Henrik Rye, byskrivar paa 47,304 [square] Alen til 1025 Spd., hvilket udgjør omtrent 53 Spd. 113 ½ ß. pr. Maal. Dette er godt Kjøb, især da rimeligvis Betalingsterminerne ere som sædvanlig ved slige Leiligheder udstrakte til 28 Aar. Fra Ulevold blev solgt til den nye Kirke et Skalberg til 50 Spd. pr. Maal, og det var langt ifra Byen. Dette var ogsaa meget godt Kjøb og havde Manden paa Ulevold forstaaet at handle, saa havde han ikke solgt for det heller; thi ogsaa deroppe vil Jordflækkerne blive Guld værdt; selv Bergkratter vil blive det. — Nu var det ikke nok med, at Byen solgte saa billig til Byskriveren; men Stedet, som blev solgt, laa ogsaa langs Veien i et passende BakkehældBakkehæld] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Bakkehold, og naar nu Byen vil — som vist er — beplante St. Hans-Hougen, saa vil det bortsolgte Stykke være til megen Ménmegen Mén] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: megen eller og under enhver Omstændighed indskrænke Rummet paa et Sted, der er det smukkeste om hele Christiania. Dog ikke nok med, at det første Stykke var solgt; men nu iovermorgen skal der ogsaa sælges et lidet Stykke til — lidt over ½ Maal rigtignok blot, men et Stykke, der ligger ligesaa bekvemt for det forhen kjøbte Stykke som umisteligt for Byens St. Hans-Houg; det er nemlig Veien op til Hougen, som skal sælges, samt lidt deromkring, der bestaar af féd Madjord. Skal nu Byen komme op paa sin Houg, maa Veien lægges i en liden Dal, hvis Opfyldning vil koste mange Gange saameget som det Solgte er værdt, og endda støder man øverst op mod en FjeldskræntFjeldskrænt] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Fjeldskrant, der maa mineresmineres] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: mines væk. Men Stykket ligger overmaade fint for den nykjøbte Løkke. Kjøberen er vis paa, at Formandskabet vil antage Kjøbet efter Indstilling; thi Stykket er udpælet og jevnet til, saa alt er færdigt. Dette er karakteristisk for Formandskabet, blot Ordføreren og Magistraten har indstillet, saa gaar det; der er naturligvis ikke en Mund, som vil eller kan tale om, og er der Nogen, som taler om, saa stemmer naturligvis Hoben efter Indstillingen. Det er Christiania Formandskab. Det er greit, at Formandskabet er Embedsmændene i det; Borgerne ere Borgere; de jagte og neigte efter Behag. Det falder ingen Kommunemand ind at gaa op til St. Hans-Hougen og se efter; dertil har han hverken Tid eller Lyst; det kan Embedsmændene gjøre, og de gjøre det da ogsaa. Saaledes er Selvstyrelsen i Kommunen; saaledes er den ogsaa i Staten. Det er Umyndighed, der hverken har Magt eller Mod. Det kan vel ikke være anderledes; men saa skal man ogsaa erkjende, hvad det er, og ikke snakke om Selvstændighed og Selvregjering. — Kom man ind paa Ligningsvæsenet, skulde man finde lignende Ting; Folk sidde der og ere Fyldekalk ligesom de Mange paa Storthingsbænken.

Nr. 239/1855; søndag 14.10.

[Dyrtid og krig]

Korrespondance

Christiania den 13de Oktober

Naar Noget er galt, saa skal Kjeiseren hjælpe, mener man i Rusland. Han er Guden, der sørger for Regn og frugtbare Tider fra Himmelen, og sørger han ikke ordentlig for det, saa tager man i Stilhed — thi høit tør man ikke gjøre det — hans Billede og pidsker det, og hænger det deretter op paa Væggen med Anger og Ruelse, fordi man har været saa ugudelig. Vi ere Russere Allesammen mere eller mindre; thi vi se op ad og vente Hjælp fra dem, som staa over os: Nu, da Poteterne ere dyre — 6 Mrk. Tønden — og Korn og Malt ligeledes dyrt, vil vi, at Kongen skal give en provisorisk Anordning, at man skal standse med Brænding og Brygning om saa og saa mange Maaneder.

Det forstaar sig, det er ikke Alle, som vil det; for det Første ikke Brænderne og Bryggerne selv, da de saa ofte ere ødelagte af vor Spirituslovgivning, at de ønske at være frie nu en Stund, idetmindste i disse tre Aar, indtil Storthinget kommer sammen igjen. Dernæst de, som drikke; thi Folk, som gjøre det, undvære heller et Maaltid Mad end en Dram og et Glas Øl. Endelig de, som ere Politikere; thi de mene, at Grundlovens § 17 ikke tillader, at give en saadan provisorisk Anordning, eftersom den vilde stride «mod de af Storthinget givne Love.» Sluttelig antages heller ikke de at ville det, som have Poteter at sælge; thi dersom man brænder fortvæk, saa kan de til Vaaren sælge sine Poteter til 3 Spd. Tønden eller derover. Det er altsaa ikke Alle, som man ser, der vil have en provisorisk Anordning; men det er dog Mængden, de jevne gode Folk, Borgerne nemlig og især deres Koner, der staa for det daglige Indkjøb og Kogningen. De synes, det er noget Bespotteligt at «brænde» i disse Tider, og ville, at Kongen ikke skal tillade saadant noget: Det er de egentlige «Russer.» Det er ikke umuligt, at deres Røst bliver hørt. De have god Sands for Politik, naar de kan finde den paa Torvet eller i Madgryden. Det bliver nok ogsaa denne Madpolitik, der kommer til at ende denne Verdenskrig og skabe Freden. Saalænge man talte om Vestmagterne og Rusland, om de . . . . Punkter, af hvilke der nu blot er . . . . igjen, efterat den russiske Flaade er ødelagt, saalænge man talte om Civilisation og Kosakker, da forstod Ingen sig paa Politik, undtagen de, som vare i Ilden; men nu da Kornet bliver dyrt, Renten høi, Pengene faa og Opbudene mange, da forstaa vi os Alle paa Politik og synes, at Freden snart maa komme. Nu synes vi, det er urimeligt, at Russerne skal ligge i Krig og lade sig skyde ihjel istedetfor at dyrke Jorden og skaffe os Korn; nu tykkes vi ikke om, at man opbrænder Kornbinger og skyder Sjøboder i Knas og standser Udførslen. Det er Mange, som synes dette: det er den hele ædende europæiske Befolkning, og den er stor. Larmen og Heltegjerningerne fra Sebastopol begeistre ikke, naar 5 Skillingsbrødet er for lidet, og naar en Mand skal staa nogle Timer i Banken og intet faa paa gode Papirer eller ogsaa give en stor Opgjæld, da tykkes han, det var bedst at slutte Fred. En Mand i Stavanger og Bergen, der ikke har gjort det saa godt med «Silda» i Østersøen i Sommer, mener, det var bedst at standse med Spærringen, og Russen, der maa spise sit Brød uden Sild, mener vist det samme, og kunde han tale som vi, vilde vist ogsaa han sige det samme. Dette kommer nok Diplomaterne til at tænke paa i Vinter; thi naar Folk slaar ind Vinduerne og huie efter Mad, ligesom nu nys i Jønkøping, vil man ikke gjøre saa store Fordringer til Fredsbetingelserne. Banken, Børsen, Magasinerne tale alvorlige Fredsord. Selv vi, der jo have været «nøitrale,» faa noget af Smekken; thi Handelen gjør, at det som sker paa et Sted, føles paa alle. Et oplyst Samfund, der har mange Fornødenheder, trænger til hele Verden for at bytte og handle, og naar det derfor standser paa et Sted, om nok saa langt borte, kjender man det overalt, ligesom det hele Legeme bliver sygt af en Verkefing eller Verketaa. Af Dyr, som staa lavt i Skabningen, kan man hugge Lemmer uden at derfor de andre Lemmer dø, ja man kan endog hugge Hovedet af, endda leve de en god Stund, saaledes som Ormen. Saadan næsten er det med Rusland: der har den store Befolkning faa Fornødenheder, og derfor gjør ikke Krigen saa meget. Faar ikke Russen Salt, saa æder han usaltet saa godt, som ingenting var. Han kan, om det kniber, lade være at leve, men de øvrige Europæere maa leve godt. Han kan undvære Hamp; thi han føler i sin Jammer ikke engang Trang til at hænge sig, medens vi Andre maa have Hamp, hvad den saa koster; derfor have vi i Sommer seet Hampen indføres til over dobbelt Pris. Der se vi Krigen, og en Grund til Pengemangelen. Holder det nu paa, skal man se Sager til Vaaren, dersom nu Freden, trods Dyrtiden, viser sig umulig i Vinter. Da maa vel ogsaa vi være med, eftersom Krigen da maa lægges mere mod Norden, saa vi til Høsten faa spørge det samme om Petersburg, som nu ihøst om Sebastopol. Det vil nok tage paa at udruste en Hær, og det turde vel hende, at vi ikke bleve saa modige til at tilraade Krigen endda. Men lykken bliver, at vi nok slippe at raade: kommer den, saa kommer den med Nødvendighed. Da turde det gaa os som de gode danske Avisskrivere og Politikere, der talte ét og gjorde et andet nu med sin Helstadsforfatning. Det er dog nogle snodige Folk: de skrev og talte som det skulde være Landsforræderi paafærde, og nu stemte endog PlougPloug] Carl Ploug, dansk redaktør ja. Man drives af Nødvendigheden, og den, der er godfjottet, glemmer, hvad han har sagt. Det er endda godt, naar han ikke lader sig vende om af Egennytte.

Da skal man ogsaa se disse samme Danske, der have skrevet saa varmt for Vestmagterne, at være mod Krigen; for da kommer Nødvendigheden. Det som var godt, bliver ondt, ligesom nu for dem med Helstadsforfatningen og for nogle Aar siden med Arveloven, det som var ondt, blev godt. Vi ere dog vel ikke slige Vindhaner, som disse Danske; men lad se! vi tage dog ogsaa af os Hatten for Nøden, hvormeget vi end have spottet den i de gode Dage.

Idag er nogle «husvilde» Studenter ude i Bekjendtgjørelserne og beder om Værelser til mærket Billet: «Tag over Hovedet.» Dette er nu vel Spøg; men Mangel paa Husrum er her virkelig, og som en Mærkelighed kan anføres, at her har været en udenlands Mand nu i over en Maaned, der ikke har kunnet faa sig et godt Værelse, men har maattet ligge paa Hotellerne og nu sidst paa et lidet «midlertidigt Rum.» Naar det er gode Bekvemmeligheder, saa bliver Folk ordentlig djerve og sige: «vi maa faa Hus.» Det bliver snart paa Tiden for Mange at reise fra Byerne, navnlig fra Christiania og paa Landet, hvor der baade er Hus og Mad: i Christiania ere begge disse Ting dyre, og holder det paa som hidindtil, saa kan man let komme til at mangle Livets første Fornødenheder, hvilket unegtelig Hus, Hjem, Mad og Drikke er. Her bliver nemlig snart ogsaa Mangel paa Øl, Bayersk. Det begynder alt at blive betænkelig ferskt.

Nr. 243/1855; fredag 19.10.

[Korrespondenten har laga røre i hovudstaden]

Korrespondance

Christiania den 17de Oktober

«Rører du ved Hvæpsebølet, blir du stungen,» siger et Ordsprog. Uagtet jeg nu godt kjender baade dette og mange lignende Ordsprog, kan jeg dog aldrig lade være at røre ved Hvæpsebøler, men derfor er jeg da ogsaa stungen, saa man næsten ikke kan se, hvad jeg er gjort af. I min næstsidste Artikel rørte jeg igjen ved et saadant Bøle, og er ganske rigtig bleven stungen, saa jeg gaar med store Poser over Øinene (Hvæpsen søger nemlig Øiet, og dersom man ikke blunker, faar man det i Synet). Nu ja, hvorfor tale i Billeder! Jeg skrev paa en noksaa godmodig Maade om Christiania Kommunalbestyrelse, talte om de vinde og skjæve Gader, om den nye Kirke, om Ligningsvæsenet, om Salg af Byens Jorder i Utide og til en Spotpris, om Uselvstændigheden hos de egentlige Borgere, alt paa en Maade, som var beregnet paa at fremkalde et Smil og ingen Vrede. Jeg kom ikke med Historier som de: at en rig Mand skulde sige til ham, der kjøbte Løkken, under Auktionen: «ah, ja, jeg har Løkker nok jeg, Du kan gjerne faa denne Du;» hvorved man i al Godslighed blev enig om at faa godt Kjøb. Heller ikke, at en anden Mand kom under Ligningen ned i en Klasse, hvorved han vandt det Sexdobbelte, af hvad han yder til en Beslægtet i Underholdning. Han havde nemlig Folk «at forsørge.» Jeg talte intet om de personlige Hensyn, der rimeligvis gjorde sig gjældende ved Pladsen, hvor den nye Kirke skulde staa. Jeg talte intet om det formentlig Upassende i, at en Mand, der selv er med i Kommunebestyrelsen selv kjøber af Kommunen. Kort, jeg holdt mig ikke til Historier, som man aldrig skal fare med, men talte ganske lugnt, og alligevel blev det, jeg skrev, «saa træffende,» som en Mand sagde mig, hvem jeg bad om at optage i Avisen det angrebne Stykke, «at Folk ikke taalte det;» Sandheden er for nøgen, hvori laa, at han nok skulde have taget det op, dersom det havde været Fjas. Det er Avismoral. Man tager Hensyn til Alt, kun ikke til Sandhed. Morgenbladsreferenten er haard mod mig: han fortæller, at Borgermesteren forlangte Stykket oplæst i Formandskabet, menende at det vilde more. Er dette sandt, hvilket betvivles, saa holder jeg dog af Borgermesteren, da det led saa langt ud paa Kvælden, at han rimeligvis er at undskylde. Stykket blev oplæst, siges der, og jeg har virkelig den gode Tanke om Forsamlingen, at den fandt Stykket godt, trods Trykfeilene. Et Angreb — om det forresten kunde kaldes et Angreb — paa en hel Forsamling bider ikke nogen Enkelt, der naturligvis tror, det ikke angaar ham. Fordi jeg nu tror, at Forsamlingen fandt Stykket godt, giver jeg Morgenbladsreferenten Ret deri, at det var en næsten for stor Ære, der vederfores mig; thi en slig Forsamling har dog noget at betyde, hvor lidet den end maatte forstaa sig paa slige aandelige Ting: den er nemlig en Autoritet, og Autoriteten betyder meget her hos os, ligesom i enhver Umyndighedsstand. Derimod har neppe Referenten Ret, naar han siger, at Folk herinde ligesom gjøre Nar af mine Artikler; thi jeg tror, her er mange fornuftige Folk, som finde mine Artikler gode, og skulde slige Folk ikke findes, saa kan jeg ikke andet end beklage dem, uden selv i mindste Maade at blive forknyt. Men det er vel bare Referenten, der naturligvis er sint, fordi han selv skriver daarligt, ligesom en stakkars Skrædder gaar med sandt Raseri til Naboen om Hjørnet, der gjør fortræffelige Buxer. Beskedenhed nytter intet ligeoverfor slige Folk, og Publikum, der især i Længden er saare fornuftigt, liker ogsaa at høre Sandheden, og finder det i sin Orden, at man imellem roser sig selv, naar man har altfor slette Naboer. At derimod Morgenbladet lader ilde om den, der vækker op en Mening, det selv før har udtalt, saaledes som jeg her om Kirken, for hvilken ogsaa Morgenbladet engang stred, — det er ikke i sin Orden; det er en Selvforglemmelse, som smerter mig meget; thi ogsaa jeg har engang elsket Morgenbladet, og siger derfor med CæsarCæsar] Gaius Julius Caesar, romersk feltherre og diktator, naar jeg ser det blandt mine Modstandere: «Er ogsaa Du med, Brutus! ogsaa Du min Søn!!» Men det er ikke Morgenbladet, det er Referenten, den stakkars Kroken!

Jeg skammer mig ordentlig over at tælle saa daarlige Folk blandt mine Fiender, jeg vilde være meget fortvivlet derover, dersom jeg ikke kjendte Ordsproget, der siger: «Det er Mark paa Trivnad, naar Lusa vil hænge paa Ein.» Den hele Historie har mere, end da jeg skrev sidst, overtydet mig om Ønskeligheden af at behandle grundigt mange af Christiania Anliggender. Her er Adskilligt at gjøre, som vilde kunne læses med Opbyggelse viden om, naar man tog det paa en gemytlig Maade. Det vilde ogsaa være en daarlig Hovedstad, der ikke skulde have saamange Feil, som det hele øvrige Land. Om man nu saaledes f. Ex. tog alle Redaktører for Provindsaviserne, saa vilde man ikke kunne kryste ud af dem en eneste saa storartet Sætning som den: «Stykket er for træffende»: det kan derfor ikke optages. Og dog er dette sagt af en eneste Mand i Christiania! Der ser man, hvad Hovedstaden kan levere! Andre almindelige Folk vilde sagt: «netop fordi Stykket er sandt, tager jeg det; det, som er Løgn, vil jeg aldrig have noget med.» Hovedstaden er dog Basen; der er meget Aadsel der, hvorom Ørnene sig kunne samle.

At Byskriveren skulde imødegaa Stykket, som der skrives, det betvivles; thi det, som var sagt, var sagt efter en Befaring af Aastedet, og den Bemærkning, at Stykket var solgt ved offentlig Auktion, oplyser Intet; thi Ingen kunde falde paa, at det var solgt paa anden Maade, og der var ikke klaget over Formerne, som man nok iagttager, men der var ytret Tvivl om det Hensigtsmæssige i at sælge fra Byen.

Jeg maa bede om at aftrykke Stykket igjen for at have Alt paa ét Blad, frit for de første Trykfeil. Her er det:

«Det er underligt, at ikke Christiania By har sig et eget Blad, der kunde behandle Byens Anliggender saaledes i det Enkelte, at det kunde være til Veiledning i de mange Sager, som daglig forekomme. Christiania er saa stor, og har saamange Interesser, at disse vilde være mere end tilstrækkelige til at beskjæftige et vel redigeret Blad. Det er ikke nok med, at Christiania er stort og har meget for sit eget Vedkommende at tage vare; men det er Hovedstaden, og har som saadan et Ansvar paa sig til at være det paa en værdig Maade for hele Landet. Det er sagt, at her er mere Fornuft i Christiania end i det hele øvrige Land; dette kan paa en vis Maade være sandt nok; men desuagtet er det egentlige Christiania, Borgerne der nemlig, ikke saa høit ophøiede over andre Byborgere, som man burde vente. Ser man saaledes til Interessen for Valgene til Storthing og kommunale Ombud, saa vil man finde, at denne ikke er større end andetsteds. Ser man endvidere hen til, hvorledes Byens Anliggender i mange Ting røgtes, skal man ofte heller ikke finde, at det er Byen, som raader, men enkelte Hyrder, der leder den store Hjord. Der er ikke Omtanke og Kundskab nok hos «de Stemmeberettigede» til at se efter, hvorledes det gaar, og derefter indvirke paa Begivenhederne. Man tænke paa Historierne ved den nye Kirke og det ynkelige Sted, hvorpaa den omsider blev sat. Man tænke endvidere paa, hvordan de nye Dele af Byen bygges: de ere uregelmæssige, og naar man farer gjennem disse nye Gader, skulde man tro, der ingen Reguleringskommission var; saa vindt og skjævt er det. For et Blad blot til Christiania vilde man kunne opregne de mange Huse, der stikke sine Vinkler frem og de mange Gader, der ligge i Kroker — — Nu alle Byens Jorder, der især ligge opover til Aker; det er nogle prægtige Jorder, store og mange, og ved Byens Udvidelse maa de stige noget overordentlig i Pris. Byen trænger ikke til at sælge; den kan bie, indtil Tiden kommer; men Byen sælger og sælger billigt. Saaledes har den ifjor solgt et Stykke til Byskriver RyeRye] Johan Henrik Rye, byskrivar paa 47,304 [square] Alen til 1025 Spd., hvilket udgjør omtrent 53 Spd. 113 ½ ß. pr. Maal. Dette er godt Kjøb, især da rimeligvis Betalingsterminerne ere som sædvanlig ved slige Leiligheder udstrakte til 28 Aar. Fra Ulevold blev solgt til den nye Kirke et Skalberg til 50 Spd. pr. Maal, og det var langt ifra Byen. Dette var ogsaa meget godt Kjøb og havde Manden paa Ulevold forstaaet at handle, saa havde han ikke solgt for det heller; thi ogsaa deroppe vil Jordflækkerne blive Guld værdt; selv Bergkratter vil blive det. — Nu var det ikke nok med, at Byen solgte saa billig til Byskriveren; men Stedet, som blev solgt, laa ogsaa langs Veien i et passende Bakkehæld, og naar nu Byen vil — som vist er — beplante St. Hans-Hougen, saa vil det bortsolgte Stykke være til megen Mén og under enhver Omstændighed indskrænke Rummet paa et Sted, der er det smukkeste om hele Christiania. Dog ikke nok med, at det første Stykke var solgt; men nu iovermorgen skal der ogsaa sælges et lidet Stykke til — lidt over ½ Maal rigtignok blot, men et Stykke, der ligger ligesaa bekvemt for det forhen kjøbte Stykke som umisteligt for Byens St. Hans-Houg; det er nemlig Veien op til Hougen; som skal sælges, samt lidt deromkring, der bestaar af fed Madjord. Skal nu Byen komme op paa sin Houg, maa Veien lægges i en liden Dal, hvis Opfyldning vil koste mange Gange saameget som det Solgte er værdt, og endda støder man øverst op mod en Fjeldskrænt, der maa mineres væk. Men Stykket ligger overmaade fint for den nykjøbte Løkke. Kjøberen er vis paa, at Formandskabet vil antage Kjøbet efter Indstilling; thi Stykket er udpælet og jevnet til, saa alt er færdigt. Dette er karakteristisk for Formandskabet, blot Ordføreren og Magistraten har indstillet, saa gaar det; der er naturligvis ikke en Mund, som vil eller kan tale om, og er der Nogen, som taler om, saa stemmer naturligvis Hoben efter Indstillingen. Det er Christiania Formandskab. Det er greit, at Formandskabet er Embedsmændene i det; Borgerne ere Borgere; de jagte og neigte efter Behag. Det falder ingen Kommunemand ind at gaa op til St. Hans-Hougen og se efter; dertil har han hverken Tid eller Lyst; det kan Embedsmændene gjøre, og de gjøre det da ogsaa. Saaledes er Selvstyrelsen i Kommunen; saaledes er den ogsaa i Staten. Det er Umyndighed, der hverken har Magt eller Mod. Det kan vel ikke være anderledes; men saa skal man ogsaa erkjende, hvad det er, og ikke snakke om Selvstændighed og Selvregjering. — Kom man ind paa Ligningsvæsenet skulde man finde lignende Ting; Folk sidde der og ere Fyldekalk ligesom de Mange paa Storthingsbænken.»

Nr. 245/1855; søndag 21.10.

[Autoritet og fornuft]

Korrespondance

Christiania den 20de Oktober

«Det er bedre at rette sig efter Byens Klokke, hvor galt den gaar, end at Hver farer efter sin egen,» siges der for at retfærdiggjøre Despotiet, og fordømme Friheden. Men nu har Christiania paa nogle Dage ikke havt noget Taarnuhr, og skulde det staa ligesaa slet til med Despoterne i Verden som med vor Klokke, saa vilde Folkene være ligesaa frie, som vi nu kan gaa efter vore egne Uhre. Det staar igrunden ogsaa daarligt til med dem; deres Visere hænge slappe som vore paa Taarnet: Keiseren af Rusland,Keiseren af Rusland] Aleksander II, russisk tsar der er Hovedet for dem alle, maa se ud som Skiven paa Taarnet: det ved Ingen, hvad Klokken er slagen; Regelverket er i Ustand, og kommer idetmindste til at staa ligesaalænge som vor Klokke. Kongen af Preussen dingler frem og tilbage som vore Visere, og i Østerig ere Viserne tagne ind ligesom paa én af vore fire Klokkeskiver. I Frankrig gaar nok Verket, men det surrer ned saa fort, som med det samme Fjæren springer. I Neapel ved nu Enhver, hvor rent galt det er: Kongen har længe været som fra Forstanden, og nu maa han have mistet den ganske, siden han slaar sig sammen med Lazzaronerne (Folk, som sover paa Gaderne, og naar det regner, under hvælvede Baade). Italienerne, der ellers taale utrolig megen Galskab, turde dog finde, at dette gaar for vidt. Klokken gaar vel snart istaa, og Viserne dingle. Man faar det vel nu snart overalt ligesom vi her i Byen, og da kan Hver en Stund gaa efter sin egen Klokke, ligesom vi nu gjør; men Uhrene komme vel istand igjen, og da faar man rette sig efter Byens Klokke, selv om den skulde stilles saaledes som her engang for nogle Aar siden: Her var nemlig en gammel Bisp (egentlig Stiftprovst, der var istedetfor Bispen) som gjerne vilde ligge ud paa Morgenen, da han var gammel. Nu ved man, at der er mange Forretninger, der maa holdes paa en vis Tid paa Formiddag, og for nu at gjøre sine Sager paa det bestemte Sæt, fik han Taarnvægteren eller dem, som havde med Taarnuhret, at stille det saa pas langt tilbage. Det gik en god Time forsent. Længe har Byen dette Klokketyranni med en beundringsværdig Taalmodighed, indtil her kom en Astronom, der har det øverste Opsyn med alle Klokker. Da blev der Oprør: det var tvende Magter, som stode ligefor hinanden: Despotiet og Fornuften, som hviler paa Naturlovene. Det var den gamle og den nye Tid. Spændingen var stor; men omsider brød Revolutionen ud, og den seirede som sædvanligt. Vi har altsaa ogsaa havt en Revolution, rimeligvis den eneste i vor hele Historie. I Begyndelsen vilde Despotismen ogsaa her underhandle med det revolutionære Parti, da det begyndte at blive stærkt; men det vilde ikke gaa: Revolutionen ruller frem som et Sneskred, indtil der ikke er en Spiker igjen af Despotiet. Astronomen havde naturligvis hele Byen paa sin Side; de gode Borgere turde som sædvanlig ikke kny, før de fik sig en Bannerfører. Bispen havde derimod alle Kirketjenerne paa sin Side, Taarnvægterne, Alle, som vare «hellige» og Enhver, der tænkte paa «at komme fram» ved Bispen. Det var nu et stort Skrab af en Hær dette, ligesom alle Despotismens Hære. Bispen mynstrer sine Folk, og de faa forfærdeligt Skrub, naar de tvungne af den «offentlige Mening» havde stillet Klokken lidt fram. I private Selskaber snakke Bispens Venner fint med Astronomen for at faa ham til at læmpe sin Klokke efter Bispens ?: Byens; men Intet hjælper. Tilslut griber Bispen til det Yderste: han kalder Astronomen til sig en Morgen. «Jeg er en gammel Mand» sagde Bispen. «Jeg ser det» sagde Astronomen. «Ja, men jeg vilde saa gjerne sove ud paa Morgenen.» «Kansaavære.» «Men kunde nu ikke Du stille Klokka, saa hun gik en Time sagtere?» «Nei, det kan jeg paa ingen Maade,» sagde Astronomen; «men Du, som er Bisp, maa staa Dig saa godt med ham, der styrer Solen, at Du kan bede ham om at lade den staa op lidt senere, og da skal det være mig en Fornøielse, at stille Klokka derefter.» Paa dette indlod nok ikke Bispen sig, og dermed maatte han give tabt. Dette, der nok omtrentlig er aldeles sandt, er ikke 50 Aar siden. Saaledes havde man det i hine gamle Dage, og vil man have en Prøve bedre end alle andre paa, hvorledes Embedsmændene den Gang regjerede, saa kan man tage denne Historie for sig; den er god den. Omtrent som hine Klokker gik, styrede af Bispen, saaledes vil ogsaa Klokkerne længe gaa, om end Selvstyrerne for en Tid skulde gaa ned. Der er nemlig altfor mange gamle Bisper endnu udover Verden og Folk, som lyder dem og ved dem vil komme frem, samt modløse Borgere og lydige Taarnvægtere. Men naar hvert Land faar mange fornuftige Folk, saadanne som vor Astronom, da vil Klokkerne gaa efter Solen, og Borgerne vil juble, fordi Fornuften har forløst dem fra Tyranniet, ligesom vore Borgere i Christiania vare glade i Astronomen, der henviste dem til Solen.

Men nu staar Byens Klokke, ligesom Europas Despoter begynde at gaa i Staver. Imidlertid har vi Observatoriet og Universitetets Klokke, hvorefter vi os kan rette, om just ikke efter Taarnet paa Torvet. Det er værst for Sælgekonerne og den store Hob, der maa have et Taarn at se op til. Saaledes ogsaa i Europa; thi hænge end Despoternes Visere, saa finder dog oplyste Folk sig tilrette med Observatorierne og Universiteternes Uhre. Det er ogsaa der værst for Sælgekonerne og Torvenes Mængder: de maa nemlig have en Konge, et Taarn, op til hvilket de kan se, hvormange Klokken er slagen. Hænge Viserne deroppe, saa gaa de hver efter sine egne Klokker, som enten ere «Handelsklokker», eller Katte- og Gjeiteøine, der blive runde, naar det kvælder. Efter disse Klokker rette især Kjærringerne sig, naar enten Magen, som ogsaa er en god Klokke, ikke slaar til, eller Solen skjules af Skyer. Er der nu mange med slige Klokker som i Byerne, saa løber det Surr, idet Enhver gaar efter sin Klokke. Derfor maa Taarnuhret komme istand. Despoterne maa ogsaa heise sine Visere igjen. Folkene trænge til en Klokke.

Selv Kommunebestyrelsen trænger til en Klokke, der er bedre end dens udtrykte Billede Taarnuhret, hvis Visere hænge som Kommunebestyrelsens, og naar den gaar, kiler den paa uden Maal: gaar saadan, at den maa staa længe igjen. Taarnuhret maa pyntes. Kommunebestyrelsen trænger til en Klokke.

Nr. 249/1855; fredag 26.10.

[4. november; hagebruk i Børsen]

Korrespondance

Christiania den 24de Oktober

Nu nærmer sig snart den 4de Novbr., som er vor Foreningsdag med Sverig, og Spørgsmaalet bliver nu, om vi skal optage den til Festdag lig vor 17de Mai. Dette Spørgsmaal er ogsaa nylig opkastet i Studentersamfundet og besvaret med, Nei. Man kan trygt sige dette Nei høit og endda staa paa den broderlige Fod med Sverig, som Foreningen opfordres til; thi Sverig vil i Længden alene agte os, naar vi agte os selv, og vi agte vor Selvstændighed alene da, naar vi udlede den fra os selv, altsaa alene høitideligholde 17de Mai som vor Frihedsdag. Den 4de Novbr. hører til vore officielle Dage, som Hoffet, naar nu det kommer her, StatholderenStatholderen] Severin Løvenskiold, statthaldar og Militæret holdte hellig. Paa slige Dage bruger man Kanoner, Parader, Middage og Baller. Dette er Dage for sig selv, som vi Alle agte, medens 17de Mai er en Dag, som vi burde elske. Man kunde sige, at 4de Novbr. er en kongelig Dag og 17de Mai en folkelig Dag, og det er alene de folkelige Dage, Folket holder hellige; Politiken tager sig af de andre Dage. Det gaar desuden ikke an at have tvende Dage, for da ved man ikke ret, hvo der er den rette, og forene dem begge er Noget, som Folkesandsen ikke godt kan gjøre: den vil have enten den Dag eller den. Saadanne fine Skilnader kan Folk ikke faa i Hovedet. Det er Politikens Sag. Men om vi nu fik denne Ting i Hovedet, saa vilde vore Brødre Svenskene ikke kunne faa den ind i sit. Det saa vi ifjor, da vi holdt 4de November hellig paa en saa herlig Maade for at vælte fra os den uretfærdige Mistanke, at vi skulde være misfornøiede med Foreningen. Fra denne Dag af kan man sige, at Stridighederne med Sverig begyndte; thi nu trodde Svenskene: «Der sér man, hvor glade de Norske er i Foreningen; hvor bedrøvede maa da ikke vi være! Kun Ein kan vinde, og naar nu de Norske have vundet, saa maa vi have tabt.» Saaledes se vi de Svenske have draget sin Slutning fra vor Fest den 4de Novbr. Lader nu vi, som vi aldrig ser den 4de Novbr., saa vil Svenskerne se den, og slutte om igjen saalunde: «Vore norske Brødre holde ikke den 4de Novbr. hellig, og det er dog for Norden en god Dag; de maa derfor ikke tykkes at have faaet Fordel nok af den, følgelig maa Fordelen være paa vor Side.» Naar vi da se Svenskene saaledes tage Dagen, saa komme vi saa smaat om smaat efter, tilsyneladende ugjerne for ikke at vække Mistanke, men naturligvis hjertens gjerne, blot vi bare ikke vare rædde for at skræmme vore gode Svenske med vor Glæde. Saa turde den Tid komme, da vi som fornuftige Folk høitideligholdt Dagen uden at Nogen misforstod vor Glæde. Men indtil den Tid lode vi os nøie med 17de Mai og endog vække op hine gode gamle Dage, da det var noget Folkeligt og Frisindet at udraabe 17de Mai medens det var noget Kongeligt at fremhæve 4de Novbr., ved hvilke Dage altsaa hver Mand paa sin Vis gjorde Lykke: 4de November-Heltene kom med Knæbuxer og Hatten under Arm ind paa Kongebal og siden høit op paa Embedsbanen, hvor de endnu sidde, dersom de ikke ere døde. Ingen har nemlig tænkt paa dem siden, undtagen forsaavidt de have faaet sig nogle Ordener. 17de Mai-Heltene kom derimod paa ingle Baller og fik med stor Vanskelighed Embeder; de ivrigste kom naturligvis aldrig i noget Embede. Hvad skulde de ogsaa gjøre der? Denne Tid maa vi se til at faa igjen. Det maatte være en hæv Tid.

«Nu,» tænkte Svenskene ifjor efter vor Fest 4de Novbr., «nu er det Tid til at ‘amalgamere,’» et politisk Ord, som betyder at sammenblande omtrent; «nu ere de Norske modne til Skuren.» Da begynde alle disse heftige Avisartikler, der har varet til denne Dag, dog med den Forskjel, at det nu er Carl JohanCarl Johan] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge og Huset «Bernadotte» der i Stridens sidste Halvdel angribes. Det kommer paa Eit ud dette; thi Carl Johan var for dem saa usvensk fordi han var norsk. Det er bare at hugge paa den anden Hærd og tage Skaftet i den andre Haanden. Naar de nu have hugget sig trætte, saa blive de vel Venner baade med os og Carl Johan og forsone sig med Huset «Bernadotte.» Da blive vi Allesammen Venner og Velforligte, og da kan vi tale om den 4de Novbr. Da har vi raset ud. Det maa ogsaa gjøres. Vi maa Allesammen have vore Slyngelaar.

Schybler,Schybler] Fredrik Christian Schübeler, botanikar der er Hovedet for alle Kaalhoveder, har nu havt sin Udstilling igjen paa Børsen. Det er nogle gjilde Udstillinger, og Æblerne fra Stedje maatte være gode. Der var mange «ætelige» Ting at se, og naar man ser dem, maa man sige: Norge er et godt Land; det er den blodigste Bagtalelse, naar man siger, det er haardt og koldt; det har igrunden alle Belter fra Indiens Varme til Nordens Is. Det er et godt Land, — at det er smukt, véd Alle, — blot det blev mere opdyrket især paa Østlandet, hvor saameget er at gjøre og lidet gjort i Forhold. Paa Hedemarken er sagt: «Kunde vi beholde disse Kornpriser, skulde vi snart brødføde Norge.» Der ligger kanske ikke saamegen Overdrivelse endda i dette; men gjorde det ikke det, saa vilde det være paa Tiden at beholde disse Kornpriser. Norge kunde ogsaa blive et Vinland: Bærene og Frugten er deilig. Men Kaffe og Tobak kan man vel ikke faa til at voxe, uagtet vi for nogle Aar siden hørte til Kaffe fra Christianssund; og dog trænge vi meget til Kaffe og Tobak; for disse Ting faa vi da sælge Tømmer. Furu og Gran er vor Kaffebuske og Tobaksplante. Alle disse Udstillinger ere nyttige og gode; men da det er Ting for Munden, saa kan man ikke tale meget om dem. Hver dyrker og udstiller efter Leilighed, spiser og — tier stille; man læser i Skrifter om den bedste Maade at dyrke paa og Skridt for Skridt sammenligner Bogen med Erfaringen; kort, faar Næringsvit uden dog at være raa. Det er en vanskelig Opgave, dette.

Nr. 251/1855; søndag 28.10.

[Graving i gatene; Morgenbladet og nasjonaliteten; planar om ny teologisk avis]

Korrespondance

Christiania den 26de Oktober

Vi leve som i en beleiret By, eller rettere som i en barrikeret under en Revolution; saaledes som her maa der have seet ud i Paris mange Gange. Men NapoleonNapoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar vil ikke vide af sligt: han modarbeider Revolutionen paa Gaden ved at makadamisere den istedetfor at brolægge; derved finder Revolutionen ingen Gadestein og kan ikke bygge Barrikader, følgelig kommer ingen Revolution istand. Her er man ikke saa ræd Revolutionen; thi man lader Gadesteinen faa hverken Rist eller Ro: brolægger og river op igjen, og brolægger og river op igjen. Tingen er, at der skal graves, snart efter Gasrør, som lække, snart fordi der er Vand i en Kjælder, snart for at rense en Kloak og nu især for at grave nye. Alt dette tilligemed Brolægning er nu vistnok rosværdige og nødvendige Gjerninger, naar det gik efter en Plan og først og fremst, naar man i en Fart gjorde fra sig paa ét Sted; thi det er ikke Spøg for Næringsdrivende at have Gaden udenfor sig spærret hele Uger eller Maaneder, hvorved de naturligvis miste sine Kunder og selv ligge beleirede; saaledes var der Folk i Storgaden forledent Aar, der bleve ilde medtagne under Arbeidet udenfor deres Dør, som varede saagodtsom hele Sommeren. I Udlandet siges der, at man tager slige Ting i en Fart og helst om Natten, hvilket ogsaa er saa rimeligt, at man ikke kan skjønne, at det kan tages paa nogen anden Maade i en By, hvor Færdselen er livlig, og Folk maa komme frem og Handelen have sin Gang. Her derimod forsagter man ofte bort slige Arbeider, og da skjønner man, at der arbeides med saa faa Folk som muligt. Saaledes staar der nu idethøieste et halvt Snes Mennesker i Kloakerne i Kongens Gade og øvre Slotsgade; der mines og graves med en Taalmodighed, som det skulde være paa Landet og det endda einbølt. Grøften med de opkastede Bredder optage hele Gaden og Folk maa seile forbi paa Brætter, medens de enkelte Arbeidere hist og her i Grøften se op til Folkemasserne med en Mine, som vilde de sige: Se dog, hvilke Hindringer vi kan lægge! For dem, som ikke ganske er hjemme i Kloaker, er det ikke godt at have nogen Mening om dem; imidlertid synes de at være saa trange, at de ikke blive gode at rense, ligesom de ogsaa, lagte midt efter Gaden, turde blive iveien, naar nu det nye Vandverk skal komme. Men saa kan man rive op igjen, det er Noget, man kan, lig Penelope, der sprættede op om Natten, hvad hunhun] retta frå: han sydde om Dagen. Nu vel, naar Byens skatteydende Borgere tie, saa kan sagtens jeg gjøre det. Men leit er det at komme frem og «Alfarveier og Gader hører os Alle til.» Sølen maa vide, paa hvor mange Steder der nu graves! men paa mange er det: for Vissen i Kongens-, Slots-, Grændse- og Møllergaden. Det er efter Fremgangsmaaden med Opdyrkningen af en Gaard: mange Veiter i Verk paa én Gang.

Man kan tro, her ser ud! Derfor blev ogsaa en Udlænding, der forleden var her, forbauset over alt det «Søleri» han fandt. Hus var ikke at faa og paa Gaden bare Skvæt. Dog alt dette er nationalt: naar man ser en Lygte staaende flere Dage over en Grøft, der i nogle Timer kunde gjøres istand, saa kjender man sig igjen; det er ligesom hjemme hos os udover Landet, hvor man lader en Stein ligge i Veien, hvor man kjører mange Gange om Dagen, istedetfor at anvende en liden Stund for at faa den væk for bestandigt. Det er saa overordentligt nationalt alt sligt, at man kvikner op, naar man finder det igjen: man skumpes tilside eller gaar i Slusk og Søle med den mest nationale Følelse af Verden; man føler sig hjemme og er færdig til at omfavne den moderlige Jord.

En lignende Nationalitet var det ogsaa Morgenbladet angreb forleden Dag, da det lynede mod de «uefterrettelige» Debitorer, der lode sig indkalde til Betaling. Det var dog ikke saa ganske ligt heller; thi her kommer Mangel til, som spotter al Nationalitet. Men om der nu skulde stikke noget Nationalt i denne «Ligegyldighed,» saa var det ikke ganske rigtigt for Morgenbladet, som sidder i Lænstolen med en tyk Mage, at angribe denne Nationalitet. Men, Morgenbladet er vist: den, det revser, den elsker det, som skrevet staar, og Morgenbladet kjender sit Publikum, der finder sig bedst, naar det faar Smurning; det vil ligesom byes og hænges; da folder det sine Hænder og siger: Morgenbladet har dog Ret! Derfor kan man ogsaa være vis paa, at Bybefolkningen (om Landet er ikke at tale) holder mere af Morgenbladet, der ikke vil hæve Korntolden, end af Chr.-Posten, der ikke vil havehave] retta frå: hæve den; thi ligesom en gammel Mand, hvis Hus har staaet til Auktions, læser med Opbyggelse Straffetalen om Uefterrettelighed og kanske var stolt af at se sit Navn i et saa stort Blad, saaledes jamrer han sig over de smaa Brød og beundrer Morgenbladet. Der stikker Statsøkonomi i Manden.

Vi kan vente en theologisk Avis, idet baade det theologiske Fakultet og nogle Præster have tilsagt tvende «unge Mænd» sin Understøttelse til Udgivelsen af en saadan. Disse «unge Mænd» blive angrebne for sin «Dristighed,» men saa kommer alle disse navngivne Løfter. Det var ikke fortidlig, man fik sig et Blad, og ledes det med Forstandighed, saa kan det faa mange Læsere; men videnskabeligt maa det ikke være; mere som Opbyggelse end som Klargjøring i Dagens Strider; thi nogen Klargjøring er der ikke at tænke paa: Partierne ere for mange, og intet Parti slaaer af et halvt Ord. Klarhed hører heller ikke hjemme i disse Riger; thi Folk, som stride om disse Ting, har ikke endda Øie for Klarhed. Saasnart Øiet aabnes for Klarhed, falder al Strid bort.

Fordi nu disse «unge Mænd» rimeligvis ville opklare Et og Andet, saa kan man spaa, at det ikke vil gaa Bladet godt; men det er dog godt, at der kommer et Blad, hvori theologiske Ting udelukkende kan behandles; thi for almindelige politiske Aviser passer ikke saadanne Materier. Det bliver let misforstaaet at tale om dem, og hvor forsigtigt man end udtrykker sig, saa tror dog Folk det Værste, naar de se det i en almindelig Avis. Man maa derfor ønske disse «unge Mænd» tillykke med sit meget vanskelige Foretagende. Noget godt vil altid komme ud af det, idetmindste saameget, at det bliver indlysende, at slige Ting ingen Vei komme, naar man vil oplyse og mægle mellem Partierne. Paa dette Felt gjælder GoethesGoethes] Johann Wolfgang von Goethe Ord:

«Sucht nur die Menschen zu verwirren,
Sie zu befreidigen ist schwer.—»

Nr. 255/1855; fredag 02.11.

[Forlenging av jernbanen]

Korrespondance

Christiania den 1ste November

Jernbanen er som hint Haugetrold — Stamfaderen for alle Tværdrivere — den gaar ikke, naar den just skulde gaa: nu om Høsten, naar Folk skulde faa sig noget fra Byen til Vinteren, kan den i Virkeligheden ikke tage mod mere, uagtet den bekjendtgjør, at den modtager paa visse Tider; men da Folk véd, hvad denne Modtagelse vil sige, tør de fleste Afsendere ikke andet end være tilstede ved Dal for at modtage Godset og kjøre det til Minne, hvortil nu alene Mjøsdampskibene kan gaa. Banen har nemlig ikke Pakhuse store nok; thi saa staute man end har sagt, de se ud, ere de dog igrunden nogle Skjærereder, hvilket ogsaa er naturligt; thi naar man faar Betalingen iforveien og kan bygge som man vil, maatte man være et godt Menneske, om man bygde anderledes end efter eget Behag. Vi kan nemlig ikke andet end rose Englænderne, fordi de have gjort saameget og saagodt efter den Kontrakt, som vore «store Mænd» indgik med dem, — en Kontrakt lig den, som en bekjendt Præst for ikke længe siden indgik med en Brugsmand, nemlig at Manden skulde mure et stort vakkert Steinfjøs for Præsten, og imidlertid bruge Præstegaarden frit saalænge, indtil Fjøset var færdigt. Den, som ikke fik færdig Fjøset var naturligvis Brugsmanden: han bygde paa det til Præsten døde!

Englænderne ere meget bedre end denne Brugsmand, uagtet deres Kontrakt om muligt er endnu mere fabelagtig, dersom man overhovedet kan gaa videre i Kontraktslæren, end at overlade Alt væsentligt til Modparten. Dog, Tiden er endnu ikke kommen til at tale om dette: vore «store Mænd» ere endnu saa store, at det er Daarskab at anfægte deres Gjerninger, før Tiden har forvirret dem; Jernbanen vil med Tiden virke som Gravrust. Indtil den Tid faa vi lade os nøie med at rose Englænderne, fordi de have gjort saameget, og fordi de ikke hænge os til Spot for Verden. Forment er det dog ikke imidlertid at finde Jernbanen og Færdselen ufuldkommen, da det omsider maa lede til, at Nødvendigheden gjør Alt om igjen, og bærer det Gjorte som en Lærepenge, der maaske ikke kunde blive billigere. Alt dette man nu lapper, kan ikke holde: naar nu den ene Pengesæk efter den anden er sænket ned som Risbundter i Vormen for at faa den seilbar Høst og Vaar til Minne, saa slutter man med at mudre en Elv, som gaar i Krik og Krok mellem høie Lerbanker; og naar man har bygget den ene Dæmning efter den anden, som den man holder paa med ved Sundgaarden, saa lader man Elven rinde i Fred, og bliver træt af Skuespil som ivaar, hvor morosomme de end nogle Gange kan være, da nemlig Bygmesteren ligesom med den ene Haand holdt i Dammen, indtil han fik Pengene i den andre; da slap han naturligvis Tag, og saa dat Dammen, hvorpaa han begyndte paa ein ny ein, og har rimeligvis intet imod at holde paa med dette ligesaalænge som Brugsmanden med at bygge paa Steinfjøset. Men omsider bliver man træt, det kan ogsaa blive ondt nok at faa Pengesække til Risbundter, og Hedemarken er saa stor og skjøn og mægtig, at det vil have fri Skuring. Saa lægger man af Jernbanen mellem Mo og Trøgstad vestenfor HersjøenHersjøen] retta frå: Hensjøen opover Gardemosletterne og kommer med den ned til Mjøsen mellem Minne og Byrud f. Ex., hvorved ogsaa Vormen kan rinde i Fred og være poetisk som før. Dermed slipper man ogsaa Rævehuler (Tunneller) og Skjærereder (Pakhuse); hvor Varer blive fordærvede, fordi man ikke fort nok kan kjøre unda; man slippe 15 ß. til paa hvert Skippund foruden alt Krangel og Slittage, hvilket vil blive en passende Fragtpris alt til Hamar. Det er ikke noget RøRø] retta frå: rø om andet, end at dette maa ske; thi da kan der først blive Tale om Fortsættelse af Jernbanen langs Mjøsbredderne — først paa den østre til Hamar og derfra ind til Østerdalen. Det maa ske; det føler man strax, naar man kommer midt op paa Mjøsen og ser alle disse Verdens Riger og deres Herlighed. Hedemarken er ikke tjent med at have Føring blot 4 eller 5 Maaneder af Aaret — saalænge idethøieste bærer Vormen Dampskibene —, den er ikke tjent med Mudring, som siler i at’, — ikke med Damme, som dætter, — ikke med Rævehuler, der er ligesaa mørke som smale og frygtelige over Hovedet; Hedemarken maa have Alt greit, endog tvende Spor paa Banen. Christiania trænger heller ikke mindre til alt dette, og naar Christiania ser, at noget Stort kan komme istand, er det patriotisk nok til endnu en Gang at «fortaka seg,» hvormeget end mange Borgere har maattet svie for Svindelen i 1851, da man ovenikjøbet satte Lys i Vinduerne, skreg Hurra for dem, som «drev det gjennem med Englænderne,» og forfulgte med Massernes hele Meningstyranni dem, der vare af en anden Mening, «disse halvgalne Norske.» Disse Norske faa dog en forsvarlig Opreisning, som de altid og i alle Spørgsmaal faa, naar Tiden kommer, som giver Enhver Sit. Men Opreisningen er som i hint bekjendte Opsæt, da En satte en Mark, at han netop skulde hugge af det Svarte paa Ræglen, hverken mere eller mindre: «Au, jeg har vundet,» sagde Manden, som havde holdt sin Finger fram, der nu laa igjen paa Stabben som en afskaaren Tobaksnab.

Man maa begynde med at tale disse Tanker høit. Det er dristigt, uagtet de maa opstaa i ethvert Hoved, som har havt Anledning til at se og erfare disse Ting; men saa stærk er Uselvstændighedens Magt, at den bruser over enhver Mening, som ikke den eller den har udtalt. Her drives et saa grovt Afguderi her som nogetstets, og her er ingen anden Raad til at omvende Mængden, end at stelle sig som paa Hundtorp med Thorsbilledet: da Dølerne saa Rotter og Mus komme ud af Guden, da lode de sig døbe. Her kan Begivenhederne tale, man behøver blot at pege paa dem. En Mand, som nu har ligget her i 8 Dage for at udfinde den bedste Maade at faa Noget hjem paa til Vintren, han er sikkert omvendt; han har seet Rotter og Mus nok komme ud af Afgudsbilledet. Der er Mange med ham og Flere vil det blive. Selv de, der have betalt, saa de have faaet sine Aktiebreve, ere omvendte, disse rosede og liljede Aktiebreve, der se ud som «svenske Penge.» Jeg har havt den Fornøielse at se Aktiehavere rykke sig i Haaret og slaa med den knytte Næven paa dette deilige, store lange Brev. Den patriotiske Søn havde faaet en Stein istedetfor et Brød, som han bad om og burde vente. Hvor blev det af Pengene? Nissen tog dem. Endda giver Manden ud sine hundrede Daler til, naar han ser, men vil rette paa Feilen og faa noget AlmengavnligtAlmengavnligt] retta frå: Almenagavnligt istand. Folket er dog godt; det fortjente ærligt at tjenes ligesaa godt.

Nr. 257/1855; søndag 04.11.

[Trefaldigheitskyrkja; tilhøvet til Sverige]

Korrespondance

Christiania den 1ste November

Vor nye Kirke paa Hammersborg er ligesom Jernbanen og alle vore store offentlige Arbeider: der kommer altid Noget atpaa; det, som er galt gjort, slipper ikke saa let Tag, men drager sin Ophavsmand med sig ned i Afgrunden, hvor det hører hjemme. Nu, da Kirken udenpaa syntes være saagodtsom færdig, hører man, at Murhvælvingen vil synke sammen og maa derfor gjøres om, et Arbeide, der vil koste flere Tusinde Daler. Iforgaars var der «i al Stilhed» naturligvis, et Skjøn, og idag skal der være Overskjøn ogsaa i «al Stilhed,» hvilket dog ikke forhindrer, at Byen véd altsammen meget godt og trods den forøgede Bekostning og Skam dog er glad over, at Bygningskommissionen og alle Herrer, der med Liv og Død have sat Kirken paa det Sted og efter den Tegning, faa Noget at bide i, og at Sandheden omsider kommer op, at man har gaaet iblinde og faret efter Mænd, der ikke skjønne sig paa Tingen trods al Stortalenhed og overlegent Haan til Enhver, der dristede sig til at modsige. Byen er saa godmodig, at den betaler Alt og er ovenikjøbet glad over, at disse Mænd kan ilægge dem Omkostninger ligesom den franskefranske] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: svenske Almuesmand, at han er stolt over, at hans adelige Herre prygler ham op; thi han ved af dette, at han har staaet i Berørelse med sin Herre og nydt hans Selskab paa en Maade. Naar Nogen drister sig til at gjøre Indvendinger, saa faar han Smurning, og Byen føler, at dette er i sin Orden og siger: Ja, hvad vilde Du ogsaa der! og Anpiberen gaar med den største Taalmodighed der og der hen i Kongens- eller Østregade osv. for at faa Oplysninger, efter at Sagen alt er afgjort; thi paa Stedet, hvor det gjælder, afvises alt, og det betragtes som en Forvovenhed at modsige disse Autoriteter. Byen betaler og føler sig stolt over at faa Prygl. Det bliver nemlig Byen, som ogsaa her maa betale; thi hvad der idag i et Blad stod at læse om denne Ting, holder nok ikke Stik, nemlig at Murmesterne kom til at undgjælde. Murmesterne ere nok efter sin Kontrakt sikre; de have blot i dette Stykke været Figuranter; man vilde faa det billigt, ligesom enhver økonomisk Ødeland, spare paa Skillingen og lade Daleren gaa. Kommissionen og ArkitektenArkitekten] Alexis de Chateauneuf, tysk arkitekt «havde paa Følelsen, at det nok vilde holde,» og saa bygde man, men maa nu rive ned igjen. Tænk, at Nogen turde modsige disse og en Tegning fra en Mand, der havde «europæisk Berømmelse», men var forresten i et Sindssygehus. Man gaar efter «Berømmelser,» der naturligvis ikke duge stort, naar de komme herop; efter disse og lignende hjemmegjorte «Berømmelser» gaar man, men ikke efter sund Fornuft og praktisk Sands. Dette er Grunden til vore Uheld med offentlige Bygge- og andre Verker: alt skal komme udenfra, ligesom vort Sprog, og naar nu Mennesker med daarlige Hoveder, som blot har læst sig til, hvad de fare med, skal sætte alt dette Udenlandske i Verk, saa skjønner man, det maa gaa til Wandsbæk, men som sagt, Byen og Landet er glad over at komme ned i Bækken, og faa vaske sig. — Kyndige Murmestere antage, at Kollonaderne ogsaa maa gjøres noget ved; men det bliver nu ikke før Murhvælvingen er reven ned og bygget igjen, og saa kunde man faa Anledning til at gjøre Ting end en Gang om igjen. Det er ellers Synd, at Tiden ikke skal stikke i Hjørnestenene, saa man kunde rive ned den hele og flytte den op, hvor den skulle staaet, saa at man ogsaa slap «Kjælderetagen» og «Spøgelseshyblen.» Det er dog skjønt, hvorledes man kan komme ud af det, naar man ikke vil, at Nogen skal være ansvarlig: der skulde nemlig være skjønnet ved dette første Skjøn « i al Stilhed,» at Ingen var Skyld i det. Det bliver Nissen igjen, der tager det paa sig, ligesom han tog Pengene til Jernbanen. Jo, man kommer nok ud af det.

I de svenske Aviser holdes paa og om muligt endnu dristigere end før med de «SchinckelskeSchinckelske] Berndt von Schinkel, svensk offiser og forfattar Minnen» og Carl JohanCarl Johan] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge og Huset «Bernadotte,» ligesom de ogsaa tale om disse Kommissioner, der nedsættes af Norske og Svenske med Udtryk, som vilde de sige: Det er blot for at drage Tiden hen uden Maal; vi Svenske kan naturligvis Intet vente. (Det er nemlig disse Kommisioner om Dommes Virkning i begge Riger osv., hvilken Kommission skal samles i Christiania, og en om Mellemrigshandel og Told osv., hvilken skal samles i Stockholm). Medlemmerne af den Kommision, som skal samles her, ere Folk, siger en Korrespondent fra Stockholm i Gothenborgs Tidning, som høre til Junkerpartiet, saa at de om Kronprindsen,Kronprindsen] Karl, svensk kronprins og visekonge naar han i Vinter kommer, kan danne en «Junker Kamarilla.» Lad os se! Samme Tidning omtaler ogsaa den Artikel i Times fra en Nordmand, hvilket vi Alle have læst, hvori han taler om Norges og Sveriges mulige Deltagelse i Krigen og siger, hvad de maatte kunne gjøre. Vi (jeg idetmindste) syntes ogsaa, at han kyte vel meget af os Norske og navnlig af vore Kanonbaade og Mængden af Matroser. Det Samme synes Tidningen, og tykkes endvidere, at han formeget har udhævet Navnene «tvende Kongeriger» og ikke vist «Courtoise» nok mod Granderne. Paa dette lægger den dog ikke videre Bræt, men destomere paa, at han siger, at Svenskerne vilde faa Anledning til at tage Sveaborg og afvaske Pletten fra 1809. Det var ingen Plet: de Svenske og Finlænderne «skjørdede» Under af Tapperhed, men maatte vige for Forræderi. Det er ikke værdt, mener Bladet, for en Norsk at tale saa, da de Norske maa erindre, hvorledes de strede i 1814. Vi kan ogsaa svare, at vi strede tappert, men maatte vige for et Forræderi, der har Høiesteretsdom for sig. Lærde og Jurister vil rigtignok vide, at denne Dom (mod StaffeltStaffelt] Bernhard Ditleff von Staffeldt, dansk-norsk offiser) er det eneste Justitsmord under vor frie Forfatning; men i Folket og især blandt Soldater og mange Officierer fra hin Tid er Troen paa Forræderi saa dyb, at vi nok kan svare Svensken det Samme, som de om Sveaborg og Finland. Det er forresten vanvittigt at næsekaste en Nation Feighed og Daarlighed i Krig eller andre store Foretagender, der røre den hele Nation. Det er en Fornærmelse som ingen Mand, selv ikke den sletteste, taaler. Man kan skjælde en enkelt Mand ud og han tilgiver, men et helt Folk taaler ingen Flek; et Folk er evigt, og det er denne Evighedstanke som lyner frem af sit ubevidste Dyb, naar man farer op i Raseri mod Fornærmeren mod Ens Folk og Nationalitet. Vi enkelte Mennesker, vi dø snart, og derfor kan man fornærme os; men et Folk! Derfor var vor Nordmand i Times uforsigtig, og vi maa protestere mod ham og beklage det svenske Blad, som svarer med samme Mynt og endnu grovere.

Nr. 261/1855; fredag 09.11.

[Vedproduksjon; bokgåver til studentar]

Korrespondance

Christiania den 7de November

Her har ligesiden i Sommer hersket travle Bestræbelser med at faa et Selskab istand til billigere Vedforsyning, og nu er man endelig kommen saavidt, at Noget bliver af det, men ikke før til Høsten, idet Kontrakter maa afsluttes ihøst og Veden kjøres til Vasdraget ivinter, derpaa fløytes frem til Sommeren og komme paa Jernbanen herind til Høsten fra Strømmen. Det er General Birch,Birch] Paul Hansen Birch, generalmajor som har faaet dette istand, denne fortræffelige Mand, hvis gode Hjertelag og Dristighed er ophøiet over al Ros. Det er dog virkelig Synd, at saamange Skat og Vindfælder skal ligge og raadne til ingenting i de rige Skogstrøg, medens de unge Træer hugges om til Ved ved Kysten og i Byernes Nabobygder, hvor hver frisk Ronning kan blive saa værdifuld. Dette er Noget, som endog i det hele Samfunds Vel burde betænkes. Kunde man derfor skaane de friske Skoge, saa vilde sligeslige] retta frå: stige Vedforeninger være af megen Fortjeneste, og den Omstændighed, at Veden blev billigere, var vistnok i og for sig god, men dog ikke det bedste; thi man véd jo, at det, som er billigt, det farer man mere ødselt med, og i denne Henseende var det bedre at virke for mere varmegivende Ovne, for varmere Værelser og i det Hele for mere Husholderiskhed end for billig Ved, der brændes til Opvarming af Himmelens Luft, hvilket saa alligevel ikke kan frembringe nogen videre Formildelse i Landets Klima. Da var det bedre at udskibe Ved til London f. Ex., hvor en Favn vilde være sit Guld værd. Nytten af denne Vedforening maa derfor søges deri, at man vil kunne benytte Træer, som blot ligge og raadne væk; var det ikke saa, maatte man finde Foreningen meget skadelig; thi vel er det haardt for den Fattige at betale Veden saa dyr som Stokfisk, men det er ogsaa den eneste Maade at lære Folk Husholderiskhed paa. Var Veden saa billig i Byerne som paa Landet, vilde det snart være forbi i de norske Skoge. Jo nærmere man kommer til Byerne, desto mere sparsommelig er man med Veden og desto mere hensigtsmæssige blive Husene; op i Skogbygderne gaar det ganske barbarisk til: en liden Husmandsplads svier om sig en stor Lysning i Skogen, og de deiligste Emningstræer hugges ubarmhjertig om til at «lægge paa Varmen.» Om vi derfor Alle fik Veden billig, vilde det ikke vare længe, før vi aldeles ingen havde; men kunde man drage Affald frem, og gjøre det nyttigt, saa gjorde man en god Gjerning, dog kun under den Betingelse, at man ikke brændte op flere friske Træer for den samme Skyld, idet man kom i Vane med at være ødsel, og Vedbønderne saaledes maatte hugge saameget mere, som Veden var bleven mindre i Pris. Lader os derfor kun fryse imellem; det sparer Skogene og lærer os at bygge Huse paa en menneskelig Maade og idethele vise en Omtanke, som ogsaa kan komme vel med til andre Bedrifter. Folk maa lære Fornuft af Nøden; Prædiken nytter lidet.

Det er en smuk Gave, Studenterne have faaet af det brittiske og udenlandske Bibelselskab paa dets Jubilæum, nemlig 400 Exemplarer af det nye Testamente og Psalmernes Bog i ét Bind med Guldsnit. Paa første Blad staar, at det er en Gave, og dens Navn, som har faaet Bogen, skrives til af det Komitémedlem (en af de theologiske Professorer) som leverer den ud. Synd er det, at ikke Papir og Tryk skal være ligesaa smukt og stærkt som Bind og Forgyldning; baade Tryk og især Papir er imidlertid meget daarligt, og er det Bogtrykkeren (Grøndahl) som er Skyld i dette, saa er det ikke smukt, at Bibelselskabets skjønne Gave skal blive mindre fuldkommen end det i sin Opofrelse havde tænkt. Dette burde oplyses; thi vel staar der paa Titelbladet: «Sælges uindbunden for 30 ß;» men det brittiske Bibelselskab, der er vant til den solide engelske Udstyring, kan maaske dog ikke vide, at Papir og Tryk er saa forfærdelig slet, saameget mindre som Indbinding og Forgyldning ikke tyder paa, at der var lagt an paa at spare. Det skulde nu vel ikke være nogle af disse heldige Akkorder, hvor Bogtrykkere have at gjøre med store Selskaber eller Staten, saaledes som enkelte af vore heldige Bogtrykkere har det stundom. Det er netop Papir og Tryk, som ikke engang vil vare 50 Aar, hvilket Tidsrum dog en berømt Bibliothekar har sagt er de nuværende Bøgers Levealder. Bøgerne dø altsaa snarere end selve Forfatterne af Ælde. «Derfor,» sagde hin Bibliothekar, «faa vi Rum for alle de Bøger, som nu trykkes, idet Afgangen næsten er stor som Tilgangen, naar man er kommen i Tur.» Det er dybsindigt dette, at Bøgerne saa snart forgaa; det er en udvortes Forgjængelighed til den indre. I gamle Dage, da man skrev paa Skind og Pergament, skrev man mere varigt end selve Skindet og Pergamentet; man forstod at isprænge sine Tanker med Røgelse, Myrrha og vellugtende Smørelser og allehaande dyrebare Salver, saa de kunde holde sig ligesaa evigt som deres kjære Afdøde. Nu derimod gaa Tanker, Papir og Tryk til Grunde i 50 Aar og kan endda rose sig af at gaa gammel og mæt af Dage. De fleste leve ikke saalænge som Løvet fra Vaaren til Høsten. De fødes gjerne med Fluen og dø med den i Løbet af 24 Timer.

Som en Modsætning hertil er Programmet for Universitetets andet Halvaar, nemlig Christian 4desChristian 4des] Kristian IV, konge Norske Lov. Det er et Papir og Tryk saagodt som muligt at se. Bogen er udstyret med Fortale og Anmærkninger af Professor HallagerHallager] Georg Frederik Hallager, professor og Kand. Fr. Brandt,Brandt] Fredrik Peter Brandt, jurist alt saa oplysende, at Bogen er en værdifuld Gave for de juridiske Studerende, som faa den. For nogle Aar siden udkom ved offentlig Foranstaltning de gamle Love til Dronning Margareta,Margareta] Margrete I Valdemarsdatter, dansk dronning saa at man blot mangler Lovene og Retterbøderne fra 1388 til 1604, som er Aarstallet for Chr. 4des Lov. Dette maa antages snart vil komme; thi Universitetet har nu i en Række af Programmer udgivet gamle gode Sager, som med Møie ere samlede tildels ved at ligge i Kjøbenhavn og tage Afskrifter. De Studerende, som faa alle disse Ting for Intet, bør være meget erkjendtlige, og det er tillige for Andre et godt Mærke, at man saaledes finder vore gamle Sager og udgiver dem i vort gamle Maal, istedetfor at holde sig til latinske Programmer. Sproget i denne Lov er gammeldags og med «broti Prent,» men Dansken havde dog alt da faaet Overhaand. De gamle Love og Rettebøder bleve oversatte, da de danske Embedsmænd ikke forstod Sproget i vore egne Love. Fortalen laderlader] retta frå: laler En kaste et Blik ind i den bedrøvelige Retstilstand, her maatte være i hin Tid, da Folket holdt ved sine Love, som Dommerne ikke kunde læse. Jyder «seilede herop paa Træsko» og styrede Landet og ødelagde vort gamle Sprog. Det er intet Under, at Saamange elske den danske Tunge og finde den norske pøbelagtig! Hvilken Jammer og Elendighed har ikke blot Sprogforandringen forvoldt! Lov og Ret var ikke at faa.

Trykfeil

I sidste Artikel staar den svenske istedetfor den franske Almuesmand. Det var den franske Landalmue, som var stolt over at faa Prygl af sine adelige Herrer. At ogsaa den svenske Almue er stolt af dette, er rimeligt, naar man kan være det i selve Christiania, og det uagtet det ikke er Adelsmænd som prygler (figurligt), men rette og slette Folk, rene Plebeier, aandløse Embedsmænd nemlig.

Nr. 264/1855; tirsdag 13.11.

[4. november; fransk diplomat i Stockholm; blått lys for Nyhedsbladet; Samfundsbladet]

Korrespondance

Christiania den 9de November*)

Den 4de Novbr., Foreningsdagen, gik af i al Stilhed, undtagen forsaavidt man lig de andre officielle Dage kanonerte o.s.v. Vi Borgere vare derimod stille, og det Digt, som viste sig i et af Bladene, var en vildfarende Fugl, der sang for ufølsomme Tilhørere. Saaledes kan Tiderne forandres i et eneste Aar! Folket har en god Smag: det taler og tier til rette Tid, og møder det ikke et kjærligt Hjerte, forstaaer det at være koldt. Dette er unægtelig en uhyggelig Kulde, der næsten synes at spaa «Fyr» atpaa. De svenske Blade have nu fundet paa et nyt Udtryk for at betegne Sveriges Vinding i 1814: Saa og saa meget (Tabet af Finland m. m.) kostede det Sverig «at skaffe Norge Frihed og Selvstændighed.» Bitterheden har fundet et vittigt Udtryk, saa den kan opløse sig i Latter; og dermed er Faren forbi.

Her ere vi dog ikke saa politiske som en Korrespondent i Gothenborgstidningen skriver, at man er i Stockholm, hvor man paa alle Sæt afhandler General CanrobertsCanroberts] François Certain de Canrobert, fransk marskalk Betydning med hans Sendelse til vor KongeKonge] Oscar I, konge. Vi synes nok ogsaa, at denne Sendelse maa have noget paa sig, men vi lade den bero med den dybsindige Bemærkning: «Det maa have noget paa sig, det», uden at gaa ind i Feldttogsplanerne. Det eneste vi (jeg idetmindste) holde os til, er den Omstændighed, at man saa trabelt arbeider paa Armeens Verksteder, at Smedene klage over, at de vanskelig kan faa Folk. Men da denne Virksomhed har varet længe, saa kan den ikke have noget at gjøre med Canroberts Ankomst til Stockholm, der neppe endnu er ankommen, iallefald kom han først for nogle Dage siden. Kunde iøvrigt ikke Høflighed tilsige Keiser Napoleon,Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar at han sendte en saa stor Mand til at overbringe nogle Ordener og Portræter, siden baade Friherre Knut Bonde,Bonde] Knut Philip Carlsson Bonde, svensk baron Admiral VirginVirgin] Christian Adolf Virgin, svensk admiral og Statsminister DueDue] Frederik Due sr, statsminister og diplomat ere afsendte i saadanne Ærinder? Det var endda én mod tre, og er nu end Canrobert større end alle disse tre, saa kan man dog ikke sende mindre end én Mand, medmindre man, som Carl XIICarl XII] Karl XII, svensk konge vilde sende en rød, usmørt og afskaaren Støvle til Raadet for at sidde der og «præsidere.» Men da Napoleon ikke er saa endefram som Carl XII, saa sender han et helt Menneske og ovenikjøbet en stor Mand, især da Støvler ikke vilde kunne sige Høfligheder eller med Ynde frembære Ordener og Portræter.

Det vilde iøvrigt være en fransk Vittighed, om den ene og samme Mand, Canrobert, var bestemt til at prygle af Rusland i begge Enderne, nu ved Angreb paa Sveaborg, Kronstadt og Petersborg at give Despoterne paa Hovedet, medens han ifjor laa nede paa Krim. Da kom Canrobert til at give Keiser AlexanderAlexander] Aleksander II, russisk tsar «baade framme og bag», som det heder.

Det heder, at «Illustreret Nyhedsblad» skal gaa ind, og det er allerede beklaget; det vilde unegtelig ogsaa være et Savn; thi Nyhedsbladet har havt mange gode Sager, der neppe tilstrækkelig ere blevne paaskjønnede. Der leveres især Bogkritiker imellem, som virkelig ere mere lærde end vanligt. Men dette tror jeg just er Nyhetsbladets Feil, at det holder sig til «de Dannede», som der stod i Morgenbladet. Som Nyhedsblad maa det være folkeligt og let, hvilket ogsaa Træsnittene vise, at det igrunden vil være, da det i Regelen blot er Børn og Almuesfolk, som ser paa «Skilderier.» Der har saaledes vist sig tvende Naturer i «Nyhedsbladet», som ikke kunde tage nogen god Ende. Skal et Blad, der ikke bygger paa Politik, komme op, saa maa det være greit og endefram ligesom Almuesmanden selv uden Lærdom og Kunst, og fremfor Alt maa det ikke med en fornem og dansk Mine snerte Norskheden, saaledes som Nyhedsbladet forleden gjorde, da det omtalte Kaalhovederne. Naar man snakker med og skriver for ufrugtbare, vindtørre og dannede Mennesker, disse vore nu Forfattere, Versemagere, Studenter eller Professorer, da kan man med Ord i rette Tid skjælde paa Norskheden og kalde den raa; det samme kan man ogsaa gjøre med gamle Tanter, der have været i det «køne Køpenhavn.» Men vil man skrive for Folket, maa man sandelig være djærv, norske og endog lidt «raa», som disse fine Mennesker kalder det. Der maa være Liv i det man skriver, der maa ingen Liglugt være i Stilen eller Tanken. Redaktionen af Nyhedsbladet er en Mand, som kan skrive, naar han turde lade den norske Natur glimre frem og ikke lyttede til disse literære Benrangler, der endnu hersker ved den Frygt, som Døden altid fører med sig. Den, som slutter Pagt med disse, skal ikke komme langt frem i Livet, det vil sige som Skribent, thi som god Filister kommer han just langt. Jeg tror derfor, at Døden vilde være en Vinding for Nyhedsbladet, dersom det ikke bryder med disse Danske af Norske, medens dets Død vilde være til Sorg, dersom det kunde mande sig op og være et Udtryk for den djærve Folkeaand med sit greie Sprog. Med dette Haab bør man ikke opsige Nyhedsbladet, men tvertimod abonnere mere og ikke opsige en dygtig Mand, før man er naue nødt til.

Studentersamfundet har nu begyndt at udgive et Blad som «Manuskript» for sine Medlemmer. Da det er «Manuskript», skulde man jo efter en Vane ikke tale om det; men da det er et Studenterblad, burde man tale om det, eftersom det vel maa være et Udtryk for Aanden hos Studenterne, hvem Nationen burde kjende, da det er af Studenterne den skal faa sit aandelige Foder, om den forresten kan æde og fordøie det. Det udkomne No. er virkelig et smukt Blad, og det begynder med et bra Digt; men det er denne samme Ufrugtbarhed i Tanke og Sprog, som gjør — det er vist — at de ærede Herrer, der tænke og skrive saa, aldrig vil blive læste af Folket eller nogensinde bære Nationen end ikke et Hanefjed fremad, men derimod føre den tilbage til dansk Trældom. Det er ikke trøsteligt, at slige Mennesker engang skal blive Embedsmænd. Skal Nationen have det til Tak, fordi den har baaret dem paa Hænderne? Men, saa har det gaaet: Folket har født med Melken og klædt med Ulden dem, der som Gravrust have tæret paa Selvstændigheden, Sproget og Nationaliteten. Det er Embedsmændenes og de Studerendes Historie fra de første Tider indtil denne Dag. At her i de sidste Aar har vist sig en bedre Retning, gjør ikke stort; thi Retningen synes at slaa om i en anden Gade, og det er desuden umuligt for de fleste af disse Mennesker endog med den bedste Vilje at være anderledes end sine Fædre. Islænderen Vigfussen,Vigfussen] Guðbrandur Vigfússon, islandsk filolog hvis Reise her i Norge ifjor saa godt har været oversat i Nyhedsbladet, har givet vore Studenter og Embedsmænd det bedste Pas, idet han siger, at de saa lidet kjende til sit land og Sprog.

*) Kom os først ihænde den 11te Novbr.
Redakt.s Anm.

Nr. 267/1855; fredag 16.11.

[Teateret og norskdomen]

Korrespondance

Christiania den 14de November

Theatrene herinde burde jeg ogsaa engang imellem tale om, hvorlidet det end vedkommer Folk udenfor; thi selv her i Byen læser meget Faa Theaterkritikerne undtagen Skuespillerne, af hvilke Skuespillerinderne græde, naar de ikke blive roste nok, medens Skuespillerne følge sin mandige kraftige Natur og spytte og bande og sige forresten med enhver daarlig Forfatter eller Kunstner, at KritikerneKritikerne] retta frå: Kritikkerne due ikke til nogenting, men at det er en Skandal, at man skal tillade slige Folk at skrive Kritik. Jo daarligere man selv er, desto mere laster man Verden og de ulykkelige Mennesker, som færdes i den. Kritikken er ogsaa haard nu med det norske Theater; men mod selve Theatret er den neppe for haard, hvorimod den er det mod Skuespillerne. Der er virkelig mange brugbare Folk, enkelte endog talentfulde; men der kan intet gjøres ud af de fortvivlede Stykker, som gives der. Se nu Dragedukken af E. Falsen!Falsen] Enevold de Falsen, jurist og forfattar Det var ordentlig Synd om Falsens Minde at give dette Stykke, der er saa pinligt som bedst mulig. Det var nu vel ogsaa givet for at M. HundevadtHundevadt] Benedicte Hundevadt, skodespelar kunde faa synge, og hun, der kan bruges til Alt, sang ogsaa godt; men af Intet kommer jo Intet. Adolf og Clara er ogsaa et gammeldags daarligt og yderst barnagtigt Stykke, fuldt af danske Vendinger og Ordformer, som Direktionen eller hvem det nu er, som har med Tingen, ikke engang kunde bortskjære eller ombytte. Saadan gaar det: man tager danske gamle Stykker og giver dem i deres hele Danskhed eller iallefald uden at frigjøre sig fra den. Dette er jo dog noget latterligt ved et Theater, som kalder sig norsk, og det er en Langmodighed uden Lige hos Publikum, som gaar og hører paa Sligt. Men, det tager vel engang Ende, og Direktionen vil blive nødt til enten at tage ned Skiltet eller ogsaa at blive norsk. Det norske Theater maa vide, at det kun har ét Valg, nemlig at blive mere norsk; thi vore «Smagsfolk,» vore Danske, vil saa alligevel blot le ad det, hvorledes det end bærer sig ad, og nogen egentlig Nydelse i dansk Forstand kan det heller ikke skaffe for det første. Men ved nu som det gjør, at ville være begge Parter tillags, gaar det som med Enhver, der vil tjene Gud og Mammon. Det norske Theater maa søge sin Næring i Norskheden og bryde med Danskheden og med de saakaldtesaakaldte] retta frå: saakaldt Smagsmænd; det maa være djervt i Sprog og Tænkemaade, rigtig ungdommeligt, saadan at det laver et Liv. Men Direktionen synes være staalsliten*). Den tror vel som saamange af vore Nationale, at man skal gaa Smaat; men Ulykken er at dette Smaa just er Ingenting andet end Snak, og kunde Nogen være dristig, saa var det sandelig det norske Theater, der vilde have mange Venner; men dette forudsætter igjen Genialitet, som det norske Theater ikke har; det er tvertimod saa flaut, som Noget kan være. Det maa gaa til AfgrundsAfgrunds] retta frå: Afgruds med det, dersom det ikke retter paa sig og paakalder Folkeligheden. Det kan undvære baade Embedsmænd, Studenter og store Trælasthandlere, som ere kravlede op i Verden paa Planker; det har nok med Haandværks- og Arbeidsstanden og de Reisende; det vilde gjøre glimrende Sager ved at holde sig til disse. Publikum vilde le, klappe og Pengene klinge i Kassen, og det vilde flyde sikkert paa Folkelighedens Strøm og skylle med sig baade det danske Theater og Kritikerne. Men, som sagt, der skal Kraft og Geni til. Saalænge man ikke har dette, faar det gaa, men Folk bliver snart træt af at gaa. — Studenterløier af Rolf OlsenOlsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar var heller intet godt Stykke. Theatret skal ikke fjelge sig af slige norske Stykker, om der end snakkes om Jernbanen og Hôtel du Nord samt Numre i Dronningens Gade. Det gaar imidlertid; thi R. Olsen har Greb paa Scenearrangementet; men staalsliten maa han være, som giver saa aandløse Sager fra sig.

Paa det danske Theater skal det gaa godt, og Jomfru SvendsenSvendsen] Laura Svendsen (g. Gundersen), skodespelar er nu efter 5 Aars Forløb igjen bleven fremkaldt. Hun lovte Publikum at gjøre sit Bedste, da hun rørt kom frem. Er det ikke barnsligt og smukt? Nu kan Jomfru Svendsen igjen vente Vers baade i Morgenbladet, Christiania-Posten og Intelligentssedlerne (var det ikke ogsaa i Krydseren?) paa sin Fødselsdag. Nu er hendes Prøvetid forbi. Det gaar med alle dygtige Folk som med Jomfru Svendsen: først hilser Publikum dem; saa synes Publikum og med det KritikerneKritikerne] retta frå: Kritikkerne, at det har gaaet for vidt og holder tilbage; det er ligesom bange for, at det skal have rost noget, som ikke var Ros værdt, og bliver grusomt; men naar det da faar Troen i Hænderne, saa klapper det med Tryghed og Hjertelighed. I denne Prøvetid gaa alle de tilgrunde, som Publikum først har taget feil af; thi de smaa Mennesker have alene Forfængeligheden at leve af, og naar den ingen Næring faar, saa dø de. Jomfru Svendsen vil blive stor, kan hun aflæggeaflægge] retta frå: lægge enkelte affekterte Manerer; thi affekteret er hun ofte. Nogen norsk Skuespillerinde er hunhun] retta frå: han ikke egentlig; hun er saa dansk som bedst muligt. Hun lærer i det Selskab hun gaar i.

Paa Klingenberg giver man Scener fra Krigen, stormer Malakoff, Sebastopol slaaesslaaes] retta frå: slaats ved Alma; men Krigen koster; det gaar nok med HinnéHinné] Carl Magnus Hinné, tysk sirkusartist som med Vestmagterne.

Paa Kaffeerne og i nogle Vertshuse musiceres. Der er gode Sangere imellem. Her er da Fornøielser, og underligt er det, at man ikke har lagt paa Adgangsbilletterne ligesom paa alt Andet, Sopelimerne ikke undtagne.

*) Dette Ord er ikke ganske rigtig; thi staalsliten forudsætter, at der engang har været en Eg med Staal i. Derimod er staalsliten det eneste rette Ord som om et Bitjern om en Mand, der engang har havt Eg; istedetfor sløvet, hvilket Ord betyder, at der blot fattes Slibning, men ellers er Staalet der. Sløvet passer endnu mindre paa Direktionen; thi det nytter ikke at slibe. Vist er det dog, at Direktionen ingen Eg har.

Nr. 269/1855; søndag 18.11.

[General Canrobert i Stockholm]

Korrespondance

Christiania den 16de November

Det er med os nu, som med en Mand, der har en Sag staaende for Høiesteret, hvor hans Velfærd staar paa Spil: Han kan med hver Postdag vente Dommen, thi Stevningen er udtagen til Sessionen og Sagen alt opslagen paa Kartet. Saaledes vide vi nu, at CanrobertCanrobert] François Certain de Canrobert, fransk marskalk er i Stockholm og dinerer og superer hos de Høieste, kjører i Gallavogn med hvide Heste for og sidder i den kongelige Loge i Operaen. De fleste europæiske Blade, og deriblandt selve Times antager, at Generalens Sendelse betyder noget andet og vigtigere end at overlevere Orden og Portræter. Svenskerne selv mene ogsaa, at noget Stort er igjere eller ønsker idetmindste, at det saa maatte være. Dersom vort Kongehus overhovedet brydde sig om Avisernes Meninger, der rimeligvis deles af hele det svenske Folk, saa synes det at maatte slutte sig til Vestmagterne og erklære Rusland Krig. Det er noget ganske voldsomt, hvorledes de svenske Aviser, med Undtagelse af Tidningen og maaske enkelte mindre betydelige, drive paa et Forbund med Vestmagterne som det eneste Middel til at opvække Sverriges gamle BragderBragder] retta frå: Bragders, igjen blive en Stormagt og faa Finland tilbage med samt Norge som et afhængigt Rige, hvilket sidste naturligvis ikke udtales, men maa efter hele Stridens Gang ligge paa Tankens Bund. For at spore Hoffet til Krig benyttes især disse bekjendte «SchinkelskeSchinkelske] Berndt von Schinkel, svensk offiser og forfattar Minnen», hvoraf der faaes ud, at et Familieforedrag er sluttet mellem Carl JohanCarl Johan] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge og Keiser Alexander, og følgelig mellem deres Æt. Herved stilles Hoffet paa russisk Side, hvorved Modsætningen til det svenske Sindelag bliver saa skarp, at det for at redde sig selv synes at maatte slutte sig til sit Folk. Men paa den anden Side er ogsaa alvorlige Røster, der minde om Faren af et krigersk Skridt, og selv Times for 9de dennes siger, at det vilde være uforsvarligt at faa Sverrig med sig uden at sikre det mod Ruslands fremtidige Hevn. Øieblikkene ere isandhed skjæbnesvangreskjæbnesvangre] retta frå: skjævnesvangre, og Følelserne maa hos Hoffet være meget modstridende; thi i disse Dager, den 6te, kom Kronprindsens Svigerforældre fra Petersborg til Berlin, og man kan heller ikke være døv mod sine Nærmeste. Som Mærke paa, at Neutraliteten ikke vil opgives, synes det ogsaa at være, at General Canrobert modtages saa glimrende, hvorved man kunde ville forsone et afslaaende Svar, og vise sig upartisk ligeoverfor Rusland og idetheletaget holde sig tilvens med alle Parter som Østerrig. Vi bør haabe, at Visdom vil lede vor KongesKonges] Oscar I, konge Fjed, og i dette Haab afvente vi med Hengivenhed det, som vil komme. Men med Spænding maa vi følge Begivenhederne i Stokholm nu.

Som et Bevis paa Enthusiasmen i Sverrig over Canroberts Ankomst oversættes her et Digt til ham i Aftonbladet, hvilket ogsaa er optaget i Gothenborgstidningen, og sandsynligvis bliver det i alle Sverrigs oppositionelle Aviser:

Hilsning til Canrobert

Hvorfor jubler man saa saare
under Festen nu idag?
Hvorfor svulmer hver en Aare
som af et elektrisk Slag?
Gamle Svea! har du skaaret
Laurbær paa Moskovitens Kyst?
Har de svenske Drager baaret
dine Faner did med Lyst?

Nei, de gamle svenske Sværde
hvile endnu Aar for Aar,
medens Krigen er paafærde
og kring Verden Flammer slaar.
Nordens Løve med Condoren
har ei slaaet Fosterslag;
ei med stolte Trikoloren
vifter det blaagule Flag.

End ved Ingen, hvad det lider,
om ei Ærens Time slaar,
om ei snart mod nye Strider
vikingbaaren Nordbo gaar.
Tordner rullede i øster
fjernt frem mod vore Skjær.
Hør! da raabe tusind Røster:
Almas Helt er hos os her!

Se, han kommer! Voven bruser,
stolt af Byrden, som den bær.
Nordenvidens Aande bruser
Hilsningen fra vore Skjær,
Hilsning til den høie Helten,
som med romersk Kraft og Mod
trodsig paa de krimske Felten
mod Barbarens Hære stod.

Mælarsstad gaa ned til Stranden,
høitidsklæd som til en Fest.
Ræk o Svea! trofast Haanden
til den seierkronte Gjæst!
Han, som op paa Ærens Baner
sine friske Laurbær vann,
regner sine store Aner
ifra Alma, Inkermann.

Vær velkommen! Ser du Norden
strækker mod dig aaben Favn!
Her som paa den søndre Jorden
badet er i Sarmatiens Navn.
Nok forstaar du Sveas Trængsel,
tæller hendes Hjerteslag.
Nok du fatter hendes Længsel
efter at gaa med en Dag.

Vi har saasom du en Lære
fra den Tid vi Helte var.
Feiret Navn og feiret Ære
Rygtet paa sin Vinge bar.
Som de tapre Caroliner
fordum fremst med Sværd i Gjord,
da Novembersolen skiner
ned paa Narvas hvide Jord.

Ser du, . . paa vor Himmel flammer
Carlsvognens Blus og Baal!
Endnu Klippen staar og ammer
i sit Skjød baad’ Jern og Staal.
End omkring de blanke Søer
Dalens Blomsterrammer gaa,
End med vore Skjær og Øer
Havets frie Bølger slaa.

Er det ikke samme Norden,
som berømt det fordum var,
og der med Eder frelste Jorden
og den frem til Lykke bar?
RichelieuRichelieu] Armand-Jean du Plessis de Richelieu, fransk kardinal og Oxenstjerne,Oxenstjerne] Axel Oxenstierna, svensk rikskanslar
Gustaf WrangelWrangel] Carl Gustaf Wrangel, svensk general og TurenneTurenne] Henri de la Tour d’Auvergne de Turenne, fransk feltmarskalk
blinke lig en Dobbelstjerne
paa Historiens Himmel end.

Det var da man hørte synge
fra vor’ Skogers dybe Nat
end en David med sin Slynge
mod den Tidens Goliath . . . . .
Liden Hob men vel tilmode
bæres mod en fremmed Kyst;
den paa Gud og Sværdet gode
stoler i den varme Dyst.

De, imellem hvasse Sværdes
altid lydde Varskuraab,
Sangen lød: ei du forfærdes
vesle svenske Hob, men haab,
Sandhedens og Lysets Vinding
skal vor Seiersære bli’
og med Lauren om vor Tinding
uden Frygt saa stupe vi.

Almas Helt! ja saa har Sverge
tænkt og slaaet mangt et Slag.
Tro os . . . Saa — vi dyrt det sværge —
tænke vi den Dag idag.
Blik omkring dig, Kjæmpe, gjerne,
paa én fredet Strand du staar!
End ei sluknet er hver Stjerne
omkring Heltemoders Haar.

End engang skal denne Lære
atter ildne Nordens Mænd;
og det gamle Sverges Ære
lig en Sol gaa op igjen.
Seiersraabet lystigt vækker
op igjen den gamle Falk.
End en Gang paa vore Snækker
synge vi vor Vikingbalk.

Rusland, heder det, skal være «forfærdet» over Canroberts Sendelse til Sverrigs Hovedstad, og et Sendebud sendt for at afværge Faren. — Med hvilken uhyre Jubel vilde ikke en Krigserklæring blive modtaget af det svenske Folk! Og man kan være vis paa, at de svenske «gossar» tappert vilde slaa Moskoviten og skrive «ur vägen!» Vilde de Norske være ligesaa tapre??

Nr. 273/1855; fredag 23.11.

[Verdsutstillinga i Paris]

Korrespondance

Christiania den 21de November

Vi har vist al Grund til at være glade i den Opmærksomhed, som er blevet mange af vore Folk tildel ved Pariserudstillingen, og naar nu alt bliver bekjendt, turde endnu flere komme i Betragtning. Norge er altsaa blevet bekjendt for de gode Franskmænd, der dels trodde, at det var et Fabelland, saadan som Victor HugoHugo] Victor Hugo, fransk forfattar har skildret det, dels at det vel var et Land med menneskelige Væsener i, men dog en Provinds af Sverig saadan som Algir er af Frankrig. Vort Forhold er altsaa meget, om ikke ganske opklaret, og det er allerede større Ting, end Mange komme ihu nu i disse Tider. Det er ingen Tvivl om, at jo E. Tidemand,Tidemand] Emil Tidemand, embetsmann den norske Kommissionær ved Udstillingen, har bidraget særdeles meget til, at Verden opfattede vort Forhold rigtigt. Allerede i Æreslegionens Kors, som han har faaet, vil han have Opreisning for de Spaltegloser han har faaet i danske og svenske Blade, fordi han vilde holde vore Sager ud fra de danske og svenske og fremstille Norge som et selvstændigt Land. Men vi synes ogsaa passende at burde paaskjønne ham, naar han nu kommer hjem. Vel sige Enkelte, som have været i Paris og seet Udstillingen, at de norske Sager vare daarligt opstillede; men det kunde vel ikke være saa godt at gjøre det bedre under al den Trængsel og med den ringe Opmærksomhed, man paa en saadan Verdensplads maatte skjænke vort vesle Folk og ringe Udstilling. Om nu end dette er sandt, saa er det dog noget, som væsentlig rammer de enkelte Udstillere, der maaske ikke faa de Præmier, de vilde kunne have faaet. Det er slemt nok — meget slemt nok dette — men under slige Omstændigheder maa man være glad ved, at noget og det Hovedsagen opnaaes: vi have dog fremtraadt som et Folk, og i Forhold til sin Størrelse turde det vel hende, at der er falden en god Lod paa det. Disse Ridderudnævnelser og Optagelser i franske Selskaber, vi nu i disse Dage have seet, er allerede overmaade meget, og det mærkeligste er, at Th. BrochBroch] Theodor Christian Broch, oberst i Krigsvidenskaben kunde vinde Opmærksomhed i et Land, hvorfra Krigsvidenskaben gaar ud, og hvor NapoleonNapoleon] Napoleon Bonaparte, fransk keisar har hersket, hvis Meninger er alle Militæres Bibel. Vi kjende Alle Broch som en smagfuld Forfatter; men at han var et militært Geni, det vidste iallefald ikke den større Alménhed før.

Der maa rimeligvis være andre end de bekjendte norske Sager, som faa Præmie, naar nu alt bliver bekjendt, idetmindste kan man antage dette om Hattemager M. FreyFrey] Michael Frey, ungarsk-norsk hattemakar i Christiania, som nu i det sidste No. af europæische Modenzeitung roses saa meget for sine valkede usydde Klæder paa Pariserudstillingen. Det er ogsaa nogle mærkelige Klæder dette, saa nette som af den bedste Skrædder og dog valkede ihop, tætte og fine som den fineste Hat. De maa være meget stærke, og hint Blad mener, at denne Opfindelse engang vil komme til at spille en stor Rolle. Rimeligvis faar ogsaa Frey Anerkjendelse for sine Hatte, der efter Kjenderes Udsagn kunde sættes ved Siden af de bedste franske. Men dels kan Pudsningen og Opstillingen gjøre meget for at faa dem tufsede, dels turde det falde Franskmændene vanskeligt at erkjende noget af dette Slag uden sit eget. Det er ellers mærkeligt, at de saa meget kan have frigjort sig fra sin nationale Indbildning, som de alt have gjort. Vidunderligt er i denne Henseende, hvad den berømte VernetVernet] Horace Vernet, fransk målar sagde om TidemandsTidemands] Adolph Tidemand, målar Malerier. Men det var nu Kunst; vanskeligere turde det falde at anerkjende noget Industrielt af Andre.

Det er behageligt nok, at BisethsBiseths] James Biseth, forvaltar Agerdyrkningsredskaber kjøbes i Frankrig og Schweitz.

Paa samme Tid som vi saaledes blive bekjendte ved Fredens Gjerninger i Frankrig, paa samme Tid tager Times os i sine mægtige Arme og bærer os Verden rundt med Hensyn til Krigen. Den Nordmand, som før er omtalt, har nu fortsat med at fortælle om de lappiske Forhold og Ruslands Planer med Havnene i Finmarken. Det vilde være fortjenstligt gjort af denne Nordmand, dersom hans Fremstilling i alle Dele var saa sand, at den ikke gav Anledning til Modsigelse videre end skeet er i Gothenborgstidningen; men dette er allerede ilde nok; thi Tidningen har foruden sin Protest mod Udfaldene mod Sverige ved «officielle Opgaver» eftervist, at Nordmanden havde taget Munden altfor fuld med Hensyn til vor Søstyrke. Dette er vigtige Ting saaledes at tale for den hele Verden, og det bliver en grændseløs Letsindighed at komme med Ting, der ikke til Punkt og Prikke holder Stik.

Men idet vi tale om dem, som bringe vort Land og Folk vide om i Verden, maa vi ikke glemme Ole Bull, der igrunden har gjort mere end alle de Andre. Hvor er Bull nu? Norge har glemt ham, og han maaske det, idetmindste gik han i digterisk Beruselse over til Republikanerne i Nordamerika og ligesom forsvor Norge. Dette har man taget ham saare ilde op og overstænkt med Forsmædelser; kanske om han kom igjen, at man ikke vilde kjendes ved ham, hvor god Grund han med sit poetiske Gemyt end havde til at gjøre, hvad han gjorde. Folket har en kort Erindringssands, er det sagt, og det Folk, som ikke forstaar at behandle sine store Mænd, det fortjener ikke at faa flere. Det er ordentligt bespotteligt, hvorledes man har skrevet om Bull nu efter at han reiste, og Sønner i Huse, hvor Bull var anseet efter Fortjeneste, have været slyngelagtige nok til at omgaaes med Folk, som rev ham ned. Lad ham have sine Feil; det er Feil, som synes at være forbundne med saadanne mærkelige Naturer. Filisteren er korrekt; det synes være en Naturlov. Stakkars Bull! Saa faldt han i Hænderne paa de graadige og materialistiske Nordamerikanere! Men Norge, som han har gjort berømt, vil ikke glemme ham, naar han er — død.

Nr. 275/1855; søndag 25.11.

[Song og arbeid; krigen]

Korrespondance

Christiania den 24de November

Om Studentersangforeningens Tiaarsfest vilde ikke være meget at fortælle, ligesaalidet og endnu mindre om det Sniksnak af Sange med Undtagelse af L. DietriksonsDietriksons] Lorentz Dietrichson, filolog, der dog ikke var blottet for Originalitet og bestod af Andet end disse Talemaader, der gjør, at intet fornuftigt Menneske læser slige Vers; men Folk faa overhoved en Vandskræk for alt, hvad der gaar paa Rim; derimod er det en anden Ting, som i Forbindelse hermed fortjener Omtale, og det er, at man nu ikke hører saamegen Sang som for nogle Aar siden, da man i maanelyse Aftener drog syngende gjennem Gaderne og rundt Slottet. Arbeiderne, der havde saamange gode Sangere, forstummede (tagnatagna] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: togna), da deres Mænd bleve satte fast og siden dømte; der var ikke saamegen Styrke i dem, at de i Ulykken først sang rigtig sjælfuldt; den, som blot synger, naar det gaar ham godt, han er en daarlig Sanger; Modgangen gjør først den ægte Sanger, ligesom Legemet, der maa saares, før det bløder. Alene Klumpfoden, siger man, gjorde ByronByron] Lord Byron, engelsk diktar til Digter. — Haandværkernes Sangforening, der nok var den bedste af alle, synes ogsaa at have tabt sig betydeligt, hvilket ogsaa er rimeligt; thi Haandværksmanden, der skal arbeide dagligt og sent og tidligt, kan hverken i Længden have Stunder eller være oplagt til at øve sig paa Noder og drage ud i Sangtrop eller deltage i Fester og Sangreiser. Det kan gaa en Stund, saalænge det er nyt; men Livets Krav er saa tungt og alvorligt, at slige verdslige Ting blot kan blive Søndagskost engang imellem. Nogle Mennesker skal arbeide, og andre synge. Selv Studenterne synge ikke saameget, som man kunde vente; mange af demdem] retta frå: den have ogsaa sine alvorlige Arbeider, saa de ingen Tid have til at synge. Det tager Tid at ofre til de frie Kunster. Derfor bliver det blot Folk af Faget, som holder ud med det. Alting bliver nu saa kunstigt, at selv den ringeste Ting er et Studium, som kræver sin Mand hel og holden, ligesom ved en Fabrik, hvor En lever for at gjøre Kræmmerhus; men saa blive de ogsaa tilspidsede og fine. I gamle Dage, da man lærte at synge ved at høre og havde hverken Noder eller Instrumenter, da kunde Mange synge, og derfor sang man paa Værksteder og ude paa sit Arbeide, derfor kunde man ogsaa høre «Harpen ved breden Bord.» Dette Vidtløftige ved Sangen gjør ogsaa, at Sangforeninger, som ere stiftede paa saamange Steder paa Bondebygden, endnu mindre kan holde sig i Længden; thi der har man ogsaa lang Vei at gaa. Derfor hører man heller ikke længer der saameget til Sangertog, da de kom ridende over Heien med — sine Noder under Armen. Det var altfor kunstigt og fornemt til at kunne holde ud. Sangen er god, og man kan indtil Naragtighed skrive om det Forædlende ved den; men Livet er endnu bedre: det har sit Alvor og dybe Krav.

Aftonbladet har igjen en Sang til CanrobertsCanroberts] François Certain de Canrobert, fransk marskalk Afreise, ligesom en til hans Ankomst. Begeistringen for Krigen kjølnes ikke, hvor lidet man end blev klog paa Generalen og hans Sendelse, og hvor viselig end Hoffet vogter sig for at meddele noget til Aviserne, der ere som Kvindfolk, som aldrig kan tie med nogenting, men bærer det ud i Verden, undtagen man beder dem at gjøre det; thi da tro de, at der intet rart er ved det. Nu er vel Canrobert i Kjøbenhavn, og Bladene der modtage ham vel ikke med Vers, men «Fædrelandet» skriver idetmindste en lang Artikel, hvori det udvikler Hensigtsmæssigheden af Krig, og antager, at ogsaa Danmark bør se til at komme med ind i den for at afklippe de slesvigholstenske Rænker, som vil spille Hertugdommerne til Tydskland. Der gaar allerede danske Undersaatter op gjennem Bagtrapperne ved tydske Hoffer og især ved det preussiske. Blev nu Danmark igjen «Offerlammet» for den europæiske Politik, idet Slesvig-Holstein kom til Tydskland og det egentlige Danmark til Sverrig, hvor blev saa Danmark af? Dette vilde just være skandinavisk. Men siden «Fædrelandet» frygter dette saameget, maa det ikke være meget skandinavisk af sig, hvad vi dog trodde. Men Skandinavismen lader efter dette sidste Aars Erfaring til at stikke i at være størst selv og herske over Andre. Det er Synd dette om os, der tog Skandinavismen saa poetisk, og virkelig drømte om, at Broderlighed kunde være til.

Morgenbladet taler ogsaa idag om Krigens Mulighed; men haaber dog ligefrem, at Vestmagterne nok et Aar ville blokere og gjøre «Streiftog», som Times har kaldetkaldet] retta frå: kalder det; og saa rykke paa i 1857, for da vilde baade Rigsdag og Storthing være samlet, saa man slap noget overordentligt. Det kan man kalde er at have Respekt for Storthinget! Nei, kræver Verdensgangen det, saa er nok baade Storthing og selve Rigsdagen næppe saameget som Kanonviskere, hvor godt Kjøb der end maa være paa dem nede paa Krim og paa Østersøflaaden. Det minder om hin Mand, der vilde lade Kværnehuset gaa omkring Kværnen, eller de gamle Astronomer, der lod Solen gaa om Jorden.

Vi vilde nok, trods al Travelhed paa de militære Værksteder, ikke være synderlig færdige til Krigen. Selv med Feldtkjedler kom vi tilkort; thi her skal i hele Byen ikke findes Blik til nogle Hundreder, og det er til mange Tusinder (rimeligvis til de bestemte Linietropper 12,000) man nu i næste Maaned ved Licitation skal ville indbyde lysthavende Blikkenslagere. Det er langt paa Aaret nu, saa det kan holde haardt at faa Blik, og vore Blikkenslagere ere heller ikke saa mægtige Folk, at de vil kunne gjøre meget. Det er underligt, at man for det første ikke tænker sig om itide, og dernæst, at man ikke i et Tilfælde, hvor der dog kunde være nogen Mening i det, selv gjør Indkjøb af Material.

Det kræker alt til Is udover FjordenFjorden] retta frå: Fjerden. Nu begynder altsaa snart vor Beleiring igjen, som ifjor varede omtrent 6 Maaneder. Toldbetjenterne trænge ogsaa til at hvile: det har gaaet haardt paa i disse Høstmaaneder.

Nr. 279/1855; fredag 30.11.

[Frykt for russisk hemn; kjemper før og no]

Korrespondance

Christiania den 28de November

Nu, da det rimeligvis er forsent, tage vore Aviser fat i Politiken og afhandle Krig og Fred og CanrobertsCanroberts] François Certain de Canrobert, fransk marskalk Sendelse med al ønskelig Selvstændighed. Men, nu gjorde de vistnok rettest i at tie stille, naar de ikke havde talt før. Det havde nu vel ikke hjulpet at tale før heller; men det havde dog seet lidt bedre ud, og Mange kunde dog have tænkt, at deres Ord ikke havde været ganske forgjæves. Men dette Bagefter er den gamle Skik, vi kjende fra Storthingene, og Foranstaltning fra Regjering eller Kommune. Man tier til det er gjort; men saa kommer man somoftest med sin Ros eller Last. Det er mageligt dette, men det betyder lidet. — Der lægges megen Bret paa, om Vestmagterne skaffer Sikkerhed eller ikke mod Ruslands Hævn. Nogen Sikkerhed staar det nok ikke i Vestmagternes Magt at skaffe; thi selv om de gjorde Krigen til en Resolutionskrig, og udraabte Finland og Polen som frie, saa var endda ikke Kampens Udfald sikkert, da Revolutionen kunde bryde ud i Frankrig og selve England, saa de fik nok med sine egne Ting, og da vilde det gaa Revolutionen som i 1848, at Militærmagten i Rusland, Østerrig og Preussen vilde seire, og derved stod vi lige blanke for Ruslands Hævn. Der kunde ogsaa ret snart komme Ugreie mellem Frankrig og England, da man alt hører Røster fra Frankrig om Englands Overvægt til Sjøs, medens der nok ogsaa er Folk i England, som frygte NapoleonsNapoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar Planer med England, hvilke han ogsaa turde have arvet efter sin store Onkel,sin store Onkel] Napoleon Bonaparte, fransk keisar hvor fintfarande han end er. Desuden lader Dyrtiden og Formindskelsen i de engelske Fabriker sig heller ikke beregne. Vi staa nok under enhver Omstændighed udsatte for Ruslands Hævn. Det tager os, naar det ser sit Snit, enten vi er med eller ikke. «Han finder sig altid til Vise, den kvæde vil» og Rusland maa efter sin Natur have Norden ligesaavist som Konstantinopel; det var et Træf, at det først begyndte syd paa. Det vil naturligvis tage os, dersom ikke Vestmagterne kan hjælpe, og kan de hjælpe, saa hjælpe de alligevel for sin egen Skyld, enten de love eller ikke. Stockholm, der til ifjor hørte Bomarsunds Kanoner, var intet Øieblik sikker. Det levede paa Ruslands Naade. Ingen kan være saa enfoldig at tro hverken paa Familie- eller andre Foredrag; men disse Foredrag og Venskab kan være en Galgenfrist; og den tage vi alle Mennesker desværre med begge Hænder imod.

Spørgsmaalet i sin sidste Skikkelse bliver altsaa igrunden for Nordens Folk: er det Tid nu til at slaa Sværdet af den Haand, der svinger sig over vore Hoveder? Dette Spørgsmaal kan Aviserne ikke besvare; Folkene neppe heller; thi Enighed hos dem alle er ikke at tænke paa. Regenten, der har Krigs- og Fredsretten, maa besvare det; og hans Svar istemme vi alle med Hengivenhed uden at være kloge bagefter. Der gives ingen anden Dommer end Historien; dens Dom maa vi afvente og ikke kaste Brander ind i Sjelene. Der gives kun een Ting, som vi alt nu se er umulig, og det er at bryde alvorligt med England, der kan lade nogle Skibe krydse udenfor Kysten og svelte os ihjel. I alt det Øvrige finde vi os i Skjæbnen; vi kan aldrig i slige Øieblikke lade være at tro paa den.

Det er ligesom en Framfari, at General Krog,Krog] Johan Bernt Krohg, generaladjutant «den norske Løven», i disse Dage er død. Han var gammel; men den, som saa ham endog i de sidste Dage, maatte næsten tro, at Tiden ikke kunde bide paa en saa velbygt Mand. Jeg har aldrig seet noget Skjønnere end ham med sit oldnorske graa Skjæg skride gjennem Gaderne i fuld militær Honnør. Hans norske Haandtag paa Ætterstad i 1821 fyldte ogsaa Sindet med Ærbødighed for denne Helteskikkelse. Det er næsten unaturligt for slige Mennesker at dø i Fredens Ro; man føler, at de ere skabte for Krigen; de falde der og ere ligesom store Forhugninger af vældige Furustammer mod den indtrængende Fiende, bag hvilke Kratskog og Blaaveiser kan voxe uden at trampes ned. Vi har dog Gud ske Lov herlige Folk igjen ogsaa, om just neppe nogen saa fuldendt. Det Store og Gode dør aldrig ud, saalænge Samfundet har en moralsk Luft til Jordens Frugtbarhed. Det er derfor vantroende at sige, naar en stor Mand falder fra: «Magen kommer ikke igjen; det var et uerstattelig Tab.» Det er som at sige, naar Løvet falder af om Høsten: «Nu kommer her aldrig mere Løv igjen.» Det kan hende, at man selv ikke faar se det nye Løv, men det kommer nok for det alligevel.

Det er ellers en gammel Tale, at store og stærke Folk blive sjeldnere. Dette har man vist sagt bestandig og med samme Uret. Paa Landet er ældre stærke Folk fuldt forvissede om, at Brændevinet og især Poteterne har mergstolt den yngre Slægt. Kan nok hænde, at der noget er i dette, uagtet man ser herlige unge Folk. Man skulde ogsaa tro, at det finere Liv hos dem, som ikke ere Bønder eller andre Arbeidsfolk, maatte veikne Folk, men ogsaa i de Kredse ser man helstøbte Karle, paa hvilke Asathor har strammet Senerne. Jeg kjender Folk af disse, som er de mest fuldendte jeg har seet. Jeg maa sige, at jeg tager dybest af Hatten for dem; thi for det første kunde de prygle os Allesammen, og dernæst er Naturen lige stor i hvad Form den end voxer ud over det Sædvanlige, hvad enten det er som legemlige eller aandelige Genier. Disse spinkle Mennesker, som indbilde sig at være aandelige Genier (legemlige kan de ikke indbilde sig at være, hvor forfængelige de end altid er), disse turde nok modsige denne Opfatning og kalde den særdeles legemlig; men lad dem forsøge at opkaste sig til Herskere, skal de se, hvor langt de komme, medens Ingen gjør Helten Rangen stridig, og Mængden dømmer sandt, uden at kunne forklare sig tydeligt. Skjønhed er ogsaa noget Genialt. Man faar altsaa mange Genier: legemlige og aandelige og som Underafdelinger til de legemlige, de stærke og de skjønne; til de aandelige de forstandige og de moralske.

Jeg er kommen til at skrive om Sjelelære uden at ville det. Filosofer af Faget kan udvikle Tanken videre; thi Sjelelære er en Gren af Filosofien. De have intet andet at bestille, end at udvikle Andres Tanker, da de sjelden have nogle selv.

Men have vi end stærke Folk endnu, saa er det dog vist, at Hæren ikke har saadanne Kjæmpekarle, som de man ser igjen fra 1808 og 14. De største og bedste ere slungne unda og kun Fattigfolk igjen, der saaofte blive forkuede i Børneaarene. Derfor siger ogsaa disse gamle Kjæmper vistnok med noget Skryt, at der kunde gaa 3 af Fiendens Folk paa 1 af os. Nu vilde man nok ikke kunne sige saa store Ord, undtagen man kunde gaa om i Bygderne og samle en Hær af dem, som have «sluppet for Soldater.» Da var der Norer at finde.

Rettelse i sidste Artikel.

Der staar togna istedetfor tagna (standse med at tale, eller hvordan man i Bogsproget skulde oversætte dette Ord, som heller ikke ganske gjengives med at forstumme (tydsk verstummen).

Nr. 281/1855; søndag 02.12.

[Dyrtid og brennevin]

Korrespondance

Christiania den 30te November

Den dyre Tid strækker sig ogsaa til Brændevinet, og var det ikke saa, at den, som drikker meget, spiser lidet, maatte Drukkenbolten blive en ruineret Mand; men da man kan leve flere Dage uden Mad, naar man drikker stærkt, saa gaar det op i op for Drankeren ogsaa, uagtet det drager paa at lægge en Skilling eller saa omtrent paa Drammen, naar man hver Dag «bærer Grisefoten»*) d. e. drikker saa mange Drammer, som der er Ben i den, 36 tror jeg eller saa ved Lag. Det er en Mands Dagløn under almindelige Tider. Det er næsten ligesaa ondt for dem, der bære Grisefoten, som for Kopisterne og overhoved Embedsmænd paa fast Gage. Det kan ikke holdesholdes] retta frå: holde ud; man maa søge Storthinget, naar nu det kommer sammen. Det er med den største Medlidenhed man ser disse Mennesker, som daglig bære Grisefoten: deres Sko blive daglig mere sonde og deres Trøie mere forreven, og dersom man ikke vidste, at de daglig lægge i sin Pensionskasse, saa maatte man rent opgive dem; men de lægge virkelig i sin Pensionskasse ved de 4 ß af Potten, som Kommunen tager i Skat, hvormed Byen kan føde dem, naar de komme paa Kassa, hvilket naturligvis de fleste gjøre om en Stund. Saaledes kan man faa Folk til at spare sig en Skilling med det Gode. Det er en viis Indretning; men derfor skriver ogsaa Storthinget en Brændevinslov hver Gang.

Brændevinshandlerne her i Byen har nu i disse Dage sat op en Priskurant, drevne af Dyrtidens Tryk. Det skal ikke være noget Mesterstykke denne Kurant, men saa er det saameget mesterligere, hvorledes de have faaet Folk til at underskrive. Da det kunde være til et Exempel for Smaabyerne fra Hovedstaden, hvorfra alt Stort maa komme, saa vil jeg fortælle Historien. Her var nemlig en Brændevinshandler, der gjorde Vanskeligheder med Priskuranten, og mente tillige, at det ikke stort kunde nytte at forbinde sig under Mulkt til Noget, som Ingen tænkte paa at holde. Over disse Indvendinger bleve de ærede Snapskonger leie, og en af de stærkeste kommer derfor ind paa Kontoret til den Gjenstridige og taler sig varm over det Fornuftige i Priskuranten og i den Mulktbestemmelse, som Enhver i Hjertet saa sig nødt til at overholde. Under sin Varme var imidlertid Kjolen krøppet op lidt, hvorunder et vældigt Svipuskaft stak frem, hvis Snert med en Troldknude var slynget om Halsen, saa Svipa i en Fart kunde løses til sit Brug. Men nu skulde Ulykken være ude, saa der var Folk inde paa Kontoret, og da Mennesker, der bruge Svipu, ikke liker Vidner, saa forsøgte Manden at faa disse væk, først med det Gode og saa med det Onde. Da nu dette ikke vilde gaa, fik han ikke Brug for sit Svipuskaft; men Hensigten blev dog naaet! thi den Gjenstridige, der har Respekt for Svipuskafter, skrev under Dagen efter, og nu kan det forventes, at Priskuranten vil blive sat i Udøvelse til fuldkommen Ødelæggelse for Alle, som bærer Grisefoten.

Skulde man ikke kunne vente, at Exemplet blev efterfulgt paa flere Steder af de ærede Snapskonger! Hvem skulde tro, at der var saamegen Nationalitet i Christiania? Det er kort og godt, og minder om Historien mellem Bjørnen og Ræven. «Er det ikke sandt! sagde Bjørnen. Nei, sagde Ræven. Er det ikke sandt, siger Bjørnen igjen, og løfter sin vældige Lab til Slag? Jo, jo Gud bevares», svarer Ræven da, inderlig overbevist.

Stakkars dem, som gaa og bærebære] retta frå: bærr Grisefoten! det er dog nogle despotiske Herrer de har over sig! Dersom de sige, at det dyre og vasblandede Brændevin ikke er stærkt, saa kommer Svipuskaftet tilsyne, og saa har de Politiet over sig, og Afholdenhedspræsterne og Aviserne, der tale om Brændevinsdjævelen. Man skulde ikke plage dem saa saart; de have Plager nok, mens de faa gaa og lægge i sin Pensionskasse. Jeg er overbevist om, at man vilde omvende flere ved saadan som jeg her at tage det paa en koselig Maade med dem. Var jeg Maadeholdspræst, vilde jeg opvarte dem med slige Historier, og jeg skulde fryde mig ved et fornuftigt Smil paa deres Ansigter, der lovede en mere varig Forbedring end Indskrænkninger, som ikke holdes, og begrædelige Taler af Folk, som naturligvis ikke kan tale. Dog, om dette kan tvistes og vist er det, at jeg ikke faar «noget Levebrød som Afholdenhedsmand.» Her er virkelig svare Tider, der ogsaa virker paa Hestene paa Torvet, saa man ikke ser saamange af dem holde der. Maden er for dem saa dyr, at de ikke finde sin Regning ved at jage gjennem Gaderne efter «Tariffen», hvorfor de heller tjene sig en halvanden Mark ved at rykke op et Vedlas eller drage paa Tønder og Kasser og slige fragtbare Ting. Det er mærkeligt, at de ikke have sig en Sammenkomst med Politiet og forhøie sin Tarif ligesom Snapskongerne forhøiede sin «Kurant», og endnu mere mærkeligt er det, at ikke de Allesammen tilligemed dem, som bære Grisefoten, og Folk paa fast Gage med Kopisterne i Spidsen gjøre Oprør mod Dyrtiden og ødelægge det Vesle, som er, saa de dessnarere kunde have Udsigt til at tørste og svelte ihjel; thi det er altid Følgen af at gjøre Oprør mod en saa stærk Magt som Dyrtid.

Brændevinsbrænderne fra Oplandet klage ogsaa; dog ikke saameget over, at Poteterne ere dyre, som over Destillatørerne, der med sine Kunster af Kemien gjøre Alkohol, saa Brændevinsbrænderne have Vanskelighed med at faa over 20 ß Potten. Det er en Strid i denne Verden!

Vore Aviser ere saa oppe i den høiere Politik nu om Dagene, at de intet Øie have for slige Stridigheder og Kampe, som gjære paa Samfundets Bund: de vide ikke, hvorledes man overtales med Svipuskaftet; de tænke ikke paa dem, som gaa med Grisefoten; de spørge ikke, hvor Hestene paa Torvet ere blevne af. Men noget har de dog talt om Folk paa fast Gage, det maa man lade dem.

*) Et meget almindeligt Udtryk i mange Egne. Vil man være Kar, maa man altid bære Grisefoten den Dag Grisen slagtes.

Nr. 285/1855; fredag 07.12.

[Folket, Stortinget og regjeringa]

Korrespondance

Christiania den 5te December

«Paa Dommens Dag skal du gjøre Regnskab», staar der skrevet. Men det var nok bedst at gjøre Regnskab før Dommen. Dette gjælder ikke mindre Staten end det enkelte Menneske. Komme vi nu i Krig, saa bliver der ogsaa en Doms Dag for Nationen, og der vil da spørges, hvorledes Fredens Aar ere anvendte. Dette synes nu ogsaa at føles, idet man fra nogle Kanter ser (især i Morgenbladet), at man vil drage Krigsministerne til Regnskab for, at vi ikke ere forberedte; medens man, om det kommer til Udtalelse fra deres Side, ikke vil undlade at kaste Skylden paa Storthinget, der ikke har bevilget Penge nok. Hvem har da Skylden? Her vil Historien gjentage sig om Syndefaldet: «det var den Hustru, du gav mig», sagde Adam. «Det var Slangen, som forførte mig», sagde Eva. Alle vare skyldige, og Ingen vilde have Skylden; men Synden var dog indkommen i Verden. Det var Hovedsagen. Her vil det ogsaa hende, om Krigen kommer, at Norge har syndet, kanske saa grovt, at det jages ud fra sit Paradis, d. e. mister sin Frihed og bliver en Provinds. Men, hvis er Skylden? Folket selv, Storthinget eller Regjeringen? Det bliver nok Folket selv, der har syndet, som det ogsaa faar bære Syndens Sold: thi Folket er det, som vælger sit Storthing, og Storthinget er det, som har det i sin Magt at faa Regjeringen efter sit Hoved. At skjælde paa Regjeringen er altsaa at skjælde paa Storthinget, og at skjælde paa Storthinget er at skjælde paa selve Folket. Det er Tingenes Ende. Vel er det saa, at Kongen vælger sit Raad; men i en fri Stat, der er et Raad umuligt, naar det ikke har Folkets og Storthingets Godkjendelse. Navnlig gjælder dette, hvad Krigsministerne angaar, da Storthinget ved Pengebevillingerne kan gaa saa i Enkelthederne som det vil, og sige: «faar vi det ikke saa og saa, bevilge vi ikke Penge.» Storthinget skulde altsaa have sagt: det og det skal befæstes af Horten; de og de Skibe skal bygges. Men, dette forudsatte Kyndighed hos Storthinget og Kraft til at tale. Har nu Storthinget bevilget paa Slump og overladt Ministerne at gjøre det efter Skjøn, saa kan Storthinget ikke klage og Nationen ikke med det. Var det Ting, som hang af Kongens egen Bestemmelse, saa kan man heller ikke klage paa Nogen; naar Storthinget gjennem sin Protokolkomité ikke i Odelsthinget har draget Statsraaderne til Ansvar. Alt er da greit, og det er ligesaa uretfærdigt som barnagtigt at skjænde paa Regjeringen, naar Faren er for Døren og ikke forberedt. Naar vil man dog lære, at det er Folket, som bestemmer sin Regjering, og at Regjeringen er som Folket i det store taget vil have den.

«Den, som kan tages, er værd at hænges», sagde Frithjof. Dette er nu poetisk om en enkelt Mand, der ofte maa gaa tilgrunde; men om et helt Folk gjælder det som en evig Sandhed. Man kan derfor aldrig beklage et Folk formedelst sin Regjering: den er, som Folket, og netop den bedste, Folket kan have. Kvæget maa have en Hyrde, der pidsker det efter Behov, og Rusland maa have et Despoti med Knut. Frankrig kan ikke have nogen bedre end Napoleon,Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar ellers kom nok en bedre, og vi kan ikke have nogen Regjering bedre end den vi have, for ellers fik vi den nok. Regjeringen er Folket, den er det Fornuftigste i Folket. Den er ofte meget mere fornuftig end Folket, og det er et Spørgsmaal, som ikke hører hid, om ei vor Regjering og Forfatning har været bedre i disse 40 Aar, end Folket havde fortjent. Under ingen Omstændighed har man Lov til at klage, naar Regnskabsdagen kommer. Da, om den kommer, maa Folket bære Ansvaret, og man bestikker hverken den fornuftige Mand eller Historien ved at kaste Skylden paa Krigsministerne. De kan have været gode eller slette, det gjør Intet til Sagen; de have været som Nationen vilde have dem, og at Nationen har taalt dem, kommer netop ud paa det Samme. «Den, som kan tages, er værd at hænges.»

Det bedste er derfor, om det gaar paa med os, at være fredelige indbyrdes og Ingen anklage; thi Anklagen kommer for sent. Det kan vel hende, at vi have været dumme; men vi ere da ikke latterlige eller endnu værre syndige nemlig, naar vi saadan tie og bære den fælleds Skyld, som vi Alle have forbrudt.

Dette vil kunne lære Nationen og Storthinget, dersom vi af det blinkende Sværd ikke jages ud af vort Paradis; det vil lære Folket at vælge sine bedste Folk til Storthingsmænd, og det vil lære Storthinget at holde Tommelfingeren paa Regjeringens Øie hvert tredie Aar, nemlig gjøre rent op hvert Treaar, og vide, hvad der i det næste Treaar skal ske. Ikke Snak men Handling, og kan man ikke handle, faar man leve paa Naade, og takke Gud, saalænge Galgenfristen varer.

Men ingen Anklage, naar det er forsent! Man kan og maa nok straffe Synderen, naar den er skeet i det korte Tidsrum fra man var samlet sidst; men endog da har igrunden Nationen den egentlige Skyld; thi hvorfor var ikke den offentlige Mening saa almægtig, at den gjorde det umuligt for Statsraader at handle anderledes end Folket vilde?

Nr. 287/1855; søndag 09.12.

[Allmugeskolen]

Korrespondance

Christiania den 7de December

Nu er det paalagt Præsterne, som vil tage sig Kapellaner, at opgive, hvad disse skal faa. Dette er jo næsten en Gjentagelse af Lovbogen og senere Forordninger, der vilde beskytte Kapellanerne mod Præsterne, «som bandt Munden paa Oxen, der tærskede.» Nu, ja, dette er brav nok, og vore «mange theologiske Kandidater» trænge visselig til en Haandsrækning. Imidlertid er der dog vist en anden Side ved Kapellanvæsenet, som mere burde sees paa, og det er den, at Kapellanerne ogsaa burde tages efter Alderen, naar Præster maa eller vil have dem; thi vel synes Huskapellanen at være Præstens Tjener, som han kan antage og afskedige efter Behag; men dette er noget, som ogsaa blot synes saa. Kapellanen skal staa og tale til Menigheden, og Staten maa følge de samme Hensyn med ham som med den ansatte Præst. Det er ikke nok, at han er præstlærd; men retfærdigt Hensyn til de ældre Præstlærde maa ogsaa tages. Det er ingen retfærdig Skik, at den ældre Præst tager sin unge Søn — som saa ofte sker — til Kapellan med Forbigaaelse af den 15 à 16 Aar ældre Præstlærde. Det er ikke retfærdigt, at Præsten tager sin unge Kjending eller den, som han af en eller anden Grund liker, til Kapellan, atter med Forbigaaelse af en ældre Mand. Naar Præsten trænger til Kapellan, saa oplader han delvis sit Kald, og da indtræder Statens Ret.

Det dukker atter og atter op igjen, at vi have for faa og daarlige Skolelærere, eftersom de lønnes saa slet, at ingen dygtig Mand vil ofre sig for Skolefaget. Dette er sandt; det er ogsaa sandt, at enhver dygtig Mand trækker sig bort fra Skolen, naar han paa nogen Maade kan, forudsat, at han ikke tillige er bleven Kirkesanger! thi da lever ofte Skolemesteren «som en liden Præst.» Men ved at indrømme dette, har man ingenlunde indrømmet, at Lønnen bør forhøies; thi saalænge Skolevæsenet er indrettet, som det nu er, vilde det blot skabe en endnu mere forrykt Tilstand, om man forhøiede Almuskolelærerens Lønninger, især paa Landet. Det bør derfor gaa, som det kan nu, indtil man lærer at omordne Skoleplanen; ja, man kan endog sige, at den naturligste Tilstand nu er den, som bruges op i Fjeldbygderne, hvor en Skolemester faar sine 10 til 16 Spd. om Aaret. Dette er meget godt for ham, han slipper for Soldat og 10 Spd. der for Vintren er bedre end 120 Spd. for hele Aaret i en By eller i Nærheden af den. Ved at lønne paa denne Maade kommer ofte det gamle Ordsprog tilsyne i Livet, at «den, som intet duger til noget Andet, han skal være Skolemester», et Ordsprog, der ligner en ytring, jeg har hørt af en meget fornuftig Mand: «Min yngste Søn har det daarligste Hoved; han skal studere; til Andet duger han ikke. Hvorledes skulde ogsaa han kunne slaa sig frem i Verden, uden som Kandidat? Vel sent, men omsider kommer han dog til at spise Havre af Krybben i den store Embedsstald, som Algreen UssingAlgreen Ussing] Tage Algreen-Ussing, dansk politikar siger.»

Ved en slig Tingenes Tilstand vil man finde det nødvendigt at omgjøre Skolen, da den i en fri Stat er altfor god til at vogtes af legemlig eller aandelig Halte, Blinde og Lamme.

Det er Klasseinddeling, som maa indføres, og kan der som oftest paa Landet ingen Klasseinddeling finde Sted, fordi ingen fast Skole er mulig, saa maa man have flere Skoler fra de lavere til de høiere, saadan som det undertiden har været, før de nye Skolelove kom, da Kirkesangeren holdt en Slags høiere Skole, som de flinkere Børn kunde gaa i. Nu vil man tage alle Børn og løfte dem op til en vis Høide med én Gang, men ikke høiere heller. Dette gaar paa den ene Side ikke an, og paa den anden tabe de, som vil frem, Sandsen for Almuskolen, saa den igrunden bliver en hel unyttig Ting, som man føler lønnes for godt, hvor daarligt det ogsaa er. Man vil tage Alt, og det bliver Ingenting. Denne evige Tale, at man kun skal lære Børnene, hvad Staten kræver af enhver Undersaat, denne Tale er daarlig; thi hvad kræver Staten? Den kræver meget den, og det kan ikke afgjøres med «Saameget, som Præsten finder.» Dette er netop den daarligste Maalestok, da Børn derved drives til at lære, hvad Børn ikke kan lære, istedetfor at lægge en Grundvold, hvorved Barnet kunde faa Lyst til at lære mere, naar det blev større eller voxent. Det er Selvstudiet som fuldender ethvert Studium, især blandt den store Almue, som saa alligevel ikke kan lære mere i Skolen end «faa Smag for Bogen.» Men nu er just Almuskolen (mon ikke ogsaa mange høiere Skoler) saadan, at Barnet faar Ulyst til Bogen, da det maa hamre paa Ting, som ikke er for Børn, ligesom ogsaa, at det ingen Vei kommer.

Man kunde derfor, som Skolerne nu ere, sætte Skolelærerens Løn til 6 à 800 Spd. eller idetheletaget lønne dem som en Præst, saaat et Præstegjeld havde sine 10 Præster eller flere; det vilde intet gjøre til at forbedre Skolevæsenet. Almuen vilde være lige klog, naar man ikke omgjorde selve Fremgangsmaaden og lagde en ganske anden Plan. Det, som er imod Sjælens Natur, er imod Naturen; det er ikke noget at bede for det. Det er endogsaa et Spørgsmaal om ikke Almuen vilde blive dummere ved at have saamange Præster, Historien og Erfaringen fra de katholske Lande tale idetmindste for det. Men dette er en Tale, som kan vække Forargelse blandt Mange, hvorfor jeg heller ikke vil tale videre om det. Kun det maa man tale og atter tale om, at Almuskolevæsenet ikke, som det nu er indrettet, forbedres ved at forhøie Skolelærernes Løn, men ved at omgjøre det fra Grunden af, hvorfor man ikke skal klage over de daarlige Lønninger, undtagen for deres Skyld i Byerne og deromkring, som ere Skolelærere; men tvertimod beklage, at man har lønnet saa høit, hvorved Tingen er sat paaskakke, og mange flinke Mennesker drevne ind paa en Vei, hvor ingen Udgang er at finde, istedetfor at de paa en anden Maade kunde være blevne dygtige Mennesker for sig selv og derved nyttige Borgere for Staten.

Den fornuftige Plan, man læste om fra Kongsberg, hvor man har klassedelt Almuskolen, er ikke seet mere til. Selv her i Christiania er den ikke tagen tilfølge, og Udsigterne turde være lange. Her staar neppe rart til med Almuskolevæsenet i Christiania. Her er nu mange særegne Hindringer ogsaa her; men saa skulde her ogsaa være Oplysning og Magt, som overvandt alle Hindringer. Men ved at se nærmere paa Styrelsen i Byens Anliggender, finder man, at den ikke ganske er hovedstadsmæssig. Det kan tvertimod antages, at de mindre Byer holde mere rent Bord, idetmindste har jeg aldrig været inde i saa pakkede, stuvede og usunde Skoler som i Christiania, og jeg har dog seet mange Almuskoler i By og paa Land.

Nr. 291/1855; fredag 14.12.

[Vigslinga av Gamle Aker kyrkje; preikekritikk; kommentar til Drammens Blad]

Korrespondance

Christiania den 12te December

Akers nye Kirke blev indviet idag. Det var en lang Forretning fra Kl. 11 til omtrent 2 ½; dette kjøler Andagten, især naar det er saa koldt som idag; man kan ikke holde Tanken spændt paa noget, naar det varer over en Time, hvorfor ogsaa Loven forbyder Præsterne at tale længer. Men ved slige Leiligheder er der saamange Ceremonier at iagttage, at Tiden trækker ud, hvorfor det tør forventes, at alle disse Ceremonier engang ogsaa ville forkortes, dersom man har til Hensigt at opbygge Menigheden.

Da den Tid engang maa komme, at ogsaa Præsterne undergives anden Kritik end tomme Kirker ligesaavel som ethvert andet Menneske, der træder op offentlig, saa vil jeg begynde at ytre min Mening om, hvorledes jeg syntes om Talerne. Jeg syntes da, at Provst Rode,Rode] Frederik Rode, stiftsprost der holdt Indgangstalen fra Kordøren, ikke var heldig; den Tale skulde ikke røre mange Hjerter, uagtet Beretningerne nu som altid lyde: «Han holdt en gribende Tale fra Kordøren.» Det værste var imidlertid, at han berørte Akers gamle Kirke, hvorved den gamle og lange Strid maatte dukke op i Manges Sind; thi de, som vilde rive den ned, kunde umulig finde den ærværdig ved sin høie Ælde. Derimod var BiskoppensBiskoppens] Jens Lauritz Arup, biskop og stortingsrepresentant Tale fra Prædikestolen simpel, hjertelig og inderlig tiltalende; der var Tanker i den, og saaledes himmelvidt forskjellig fra de fleste geistlige Taler, der gjerne blot bestaa af abstrakte Alménsætninger, som ikke kan varme Sjælen. Biskoppen var fortrinlig i sin Tale ligesom enhver begavet Mand, der føler sig tryg uden at braske og gjøre Kvalm. Han lagde Eftertryk paa sine Ord, eftersom Meningen bød, og lignede derved ikke næsten alle Talere, der fremsige i Prædiketone de ubetydeligste Ting som Tal, Navne, Kapitel, Vers, Dato o.s.v. Det er som naar man paa Melodien «Hvo ved, hvor nær mig er min Ende», synger Personnavne, Stedsnavne, f. Ex. da man ved SverderupsSverderups] Georg Sverdrup, professor og eidsvollsmann Jordefærd sang saaledes Storthing, Eidsvold, og nu over General KroghKrogh] Johan Bernt Krohg, generaladjutant «Revyen» og «Krig», hvorved Digteren vilde slaa ind paa, at han var Krigsmand. Det var som naar man saaledes vilde synge over en Skrædder «Sax» og «Strygejern.» Men det er af vore anerkjendte Digtere og i Embede ansatte Talere; kort det er af vor «aandelige Adel», som Nyhedsbladet siger. Det er dog «Papiradel» tilgavns dette. — Af de rimeligvis 20 Præster læste en Salomons Bøn i Templet og nogle andre hver sit lidet Stykke af det nye Testamente, især af Jesu Bøn for sine Disciple. Det var Synd, at alle disse enfoldige og ophøiede Ord skulde læses enten saa affekteret som af Nogle, eller saa skrigende som af Andre, eller atter saa utydeligt, at de ikke kunde høres: Lydlaget er neppe ganske godt i denne nye Kirke, uagtet Orgelet tonede med Gjenlyd i de smukke Hvælvinger. Det var ganske katolsk at se saamange Præster; i sine hvide Messesærker var de en fuld Bordsætning om Knæfaldet. Biskoppen forrettede Messen og læste Velsignelsen. Han bad skjønt for Alle og for de kommende Slægter, som vilde forsamles der, og han bad ogsaa for dem, som skulde forkynde Ordet, uden dog, som jeg synes, at lægge Eftertryk paa, at de maatte være dygtige, saa de kunde røre Menneskehjertet. Man kræver formeget af Menigheden og forlidet af Talerne. «Faarene gaa derhen, hvor de finde Føde», siger Luther.Luther] Martin Luther, tysk reformator Enhver Kirke vilde være fuld bestandigt, dersom det var en god Præst, og naar derfor Præsten bebreider Folk, at de ikke gaa i Kirke, saa bebreider han sig selv. — Der var næsten ligesaamange Klokkere og Klokkerlærde som Præster og Præstlærde. De stod paa Orgelet og sang med mange af Skolernes Børn. Det er vist et nok saa godt Orgel, BrantzægBrantzæg] Paul Christian Brantzeg, orgelfabrikant har bygget til Kirken, smukt er det idetmindste.

Det er dog en gild Kirke, Aker har faaet sig, smukt ligger den med Udsigt over hele Byen, Dalen og Fjorden; men selv tager den sig ikke smuk ud fra Indseilingen, hvorimod den fra Vestsiden ser bedre ud; man kjender igjen disse samme tunge og stive Masser som paa Gaustad og Jernbanegaarden. Men indvendig er Murværket smukt og Hvælvingerne med Stolperne stærke, hvorimod Træverket er altfor spinkelt derefter, ligesom det heller ikke er smagfuldt. Der er desaarsag ingen egentlig Harmoni mellem Delene. Lys er den, men de tre Vinduer over Alteret paa Endevæggen virker ikke i Samklang med den modsatte Væg, hvor Orgelet staar, ligesom de ogsaa maa være til Hinder for at skyde Altertavlen op nok. Overhovedet synes der at være for lyst om Alteret, som bør tabe sig i en dunkel Baggrund; der ser noget bart ud og derfor koldt; Alteret staar der næsten som et Skab under et andet Vindue. Altertavle skal snart komme; den skal være bestilt fra Tidemand;Tidemand] Adolph Tidemand, målar tre Udkast af Andre skal være forkastede.

Kirkeklokken er god; den hilste klangfuldt med sin Metaltunge for første Gang den talrige Menighed. Saa stor Kirkealmue kommer ikke snart igjen: hele Kirkegaarden var fuld af Heste og Kirkefærdene vare lange. 1200 Billetter skulde være uddelte, og Mange var der vel ogsaa uden Billetter, men Kirken var endda langtfra fuld. Det er en rummelig Kirke, og nu skal der snart komme en til i Østbygden. Akerssogn tager sig op med Kirker. Der er nu baade Menighed og Kirker; det beder at faa gode Præster for at de ikke skal staa tomme.

Menighederne Landet rundt gjøre aarligaars meget for Kirkerne; der bygges nye og gamle indredes paany. Sidst her i Nærheden har Sørum istandsat sine tvende Kirker, saa at Biskoppen skulde sige, at de vare, især Hovedkirken, nogle af de venligste i hele Landet. En Mand havde skjænket 700 Spd. til Orgel. Paa Steder derimod, hvor Kirkerne eies af Private, der gaar det smaat, trods Loven af 24de Septbr. 1851. De se paa mange Steder værre ud end Ladebygninger med disse forfærdelige Snit og Udskjæringer. Alle maa komme istand og staa der, uagtet den stigende Oplysning gjør Kirkegangen sjeldnere, medmindre Prædikanten er udmærket; den oplyste Mand opbygger sig heller ved en god Bog end gaar hen og føler Lidelse af en daarlig Præst.

Dr. Blad siger, at jeg har forandret Stemning mod Regjeringen. Jeg har for det første bestræbt mig for ikke at have nogen Stemning med Regjeringen, hverken gunstig eller ugunstig; thi Stemninger i den Retning er en meget forfængelig Ting; dernæst har jeg ingenlunde rost Regjeringen ved at sige ganske ialmindelighed, at et Lands Regjering er det Fornuftigste i Folket; jeg har blot sagt, hvad der ikke kan være anderledes. Regjeringen kan gjerne være meget daarlig og dog være det Bedste, man har, hvilket er tydeligt nok, naar man i samme Aandedræt nævner Rusland og Frankrig. I den Retning har jeg altsaa ikke forandret mig; men Behovet tilsiger, at man ser en Ting fra forskjellige Sider for ikke at synge støt paa den samme Vise. Vær rimeligt! Dr. Blad! saa skal ogsaa jeg være rimelig, endog mod dig.

Nr. 293/1855; søndag 16.12.

[Norsk heider i Paris; nasjonaliseringa av jernbanen]

Korrespondance

Christiania den 14de December

Norge maa være glad over den Anerkjendelse, det har vundet paa Industriudstillingen i Paris; vi have ikke blot vist, at vi ere et Folk, hvilket man forhen næsten ikke vidste, men vi have ogsaa vist, at vi ere et Folk, der kan vise os blandt andre Folk uden Skam, og dette er allerede meget. Det er vel ogsaa et Spørgsmaal, om noget andet europæisk Folk forholdsvis har faaet mere Anerkjendelse, idet næsten hver tredie Udstiller er hædret. Det var nemlig omtrent 150 Udstillere i det Hele, og 4 have faaet Medaille af første Klasse, 9 anden og 33 mentions honorablesmentions honorables] retta frå: mention honorables, altsaa 46 tilsammen, foruden vore Kunstnere, af hvilke TidemandTidemand] Adolph Tidemand, målar fik første Medaille og Æreslegionen, en Udmærkelse, der stillede ham lige med Verdens første Kunstnere, og ingen af de svenske eller danske Kunstnere kom saa høit. Om Industrien mellem disse Lande og os kan Intet siges, da vi ikke vide, hvormange Sager de havde udstillet.*) Dog, det kan ogsaa være det samme: en Kappestrid i andet end det Gode eller nogen Misundelse og Hoveren bør ikke finde Sted. Vi maa Alle være glade; thi det betyder ikke Lidet at vinde Opmærksomhed, endsige at faa nogen Anerkjendelse paa et saadant Verdensmarked.

Men idet vi tale om, hvad vi have faaet, maa ikke glemmes, at flere af vore Udstillere ikke ere Norskfødte, om end norske Statsborgere. Dette maa erindres, naar vi tale om Prisen, som den norske Nation har faaet. Det er ofte sagt, at det er en dygtig Nation, vel seig og tungvindt, men dog begavet, naar den sætter sig i Bevægelse. Dette er nu en af de almindelige filosofiske Talemaader, som man efter Klimatets Beskaffenhed kan sige om ethvert Folk, og ingen Nation er saa udlevet, at den ikke kan opvise noget Udmærket.

For da at lade vore egne Fremmede vederfares sin Ret, maa Hattemager M. FreyFrey] Michael Frey, ungarsk-norsk hattemakar først og fremst nævnes: han, en født Ungarer, har unegtelig staaet sig bedst af Alle, idet han har faaet for Alt, hvad han sendte, nemlig anden Medaille for sine Hatte, og mentions honorables for sine valkede Klæder, hvorom vi allerede tidligere fra den parisiske og tydske europæiske Modejournal har læst Ros. Og han har gjort disse Sager selv, hvilket neppe kan siges om mange andre Udstillere; men efter den gamle Regel, at det er Generalen, som vinder Slaget, maa denne Ting ikke tages for strengt. Hvad hans Hatte derimod angaar, da opgav han ivaar, før Sagerne afsendtes, med Sætningen for Øie: Enhver Sit, de Mestersvende, som havde arbeidet med ham; det Samme gjorde ogsaa Guldsmed ThostrupThostrup] Jacob Tostrup, gullsmed.

Vore Instrumentmagere, der have faaet mentions honorablesmentions honorables] retta frå: mention honorables, er ogsaa Udlændinger; det samme rimeligvis ogsaa ReemesReemes] James Reeves, koboltfabrikant paa Modum (for Kobolt). Tager man endvidere saadanne Naturprodukter, som Stufferne fra Kongsbergs Sølvverk (første Medaille), Møllestenene fra det Trondhjemske (2den Medaille), Ringeriges Nikkelverk (mentions honorablesmentions honorables] retta frå: mention honorables), Frøsorter fra Tøien (2den Medaille), Universitetets Mineralier (mentions honorablesmentions honorables] retta frå: mention honorables, saa svinder vor egen Fortjeneste i industriel Retning noget ind. Vi ere overhoved endnu ikke noget industrielt Folk, og den industrielle Udholdenhed ligger neppe heller i Folkekarakteren, der er mere genial kunstnerisk, og som Følge deraf doven. Vor Fabelhelt Sterkodder er vor Typus; han laa og pustede i Asken, til han var en voxen Mand; men saa tog han sit Sværd i Haand og fik det til at bide.

Ved det, at saaledes mange Udlændinger komme til os, lære vi noget af den industrielle Udholdenhed, som især synes at udmærke Tydskerne; dette vil lære os meget og skaffe os Alsidighed. Dette skal vi erkjende og vide, hvad der er vort Eget, og hvad der tilhører Andre. — Med vort Skræddervæsen var vi ikke heldige; vi fik ikke alene ingen Udmærkelse, men vore udstillede Skræddersager bleve ogsaa lastede, det stod at læse i europæisk Modeszeitung. Vi havde mange bedre Skræddere end de, som sendte Sager, og vi har Folk her i Christiania, der sikkerlig i selve Frakkenes og Buxernes Hjem, Paris, vilde vække Opmærksomhed. Det være nu Tilfælde eller Skjødesløshed, at disse Intet sendte, nok, de sendte Intet, men havde Forstand nok til at dadle det, som blev sendt, og de gode Parisere tro vist, at vi Norske endnu klæde os i Dyrehuder og sy vore Klæder med Dyresener ligesom Finnen og Grønlænderen. Dette er dog ikke sandt: vore Skræddere rette paa vort Legems Skrøbeligheder, saa det er en Lyst at se; Folk ere som støbte af Malm, om det er neppe, at de hænge sammen.

At vore Skomagere vandt Anerkjendelse, var næsten ligesaameget som, at Hattemagerne vandt den. Den, som vil være fin i Verden, maa faa Hat, Sko og Kjole fra Paris. Franskmanden synes være fød Skrædder, Sko- og Hattemager, idetmindste vil han være det; ogsaa i dette Fag har Keiserdømmet sine Marskalker.

Der har alt længe gaaet det Rygte, at de norske Medlemmer af Jernbanekommissionen — iallefald nogle af dem vil gaa af, fordi de have Intet at sige, men Alt gaar efter Engelskmændene. At gaa af, er dog en unødig Ting; thi de maatte dog vide, at de Intet vilde eller kunde faa sige. «Naar man kjøber Hesten, følger Bidslet med», siger Ordsproget. Naar Kontrakten lod det komme an paa Englænderne om Banen var god nok, og da Storthing og Regjering drak paa Banens Fuldendelse og var henrykt over, at StephansonStephanson] Robert Stephenson, engelsk jernbaneingeniør og PetoPeto] Samuel Morton Peto, engelsk jernbaneingeniør — Parterne selv — sagde, at den norske Bane var en af de solideste i Verden, saa faar man sandelig finde sig i, at Englænderne indrette Alt efter eget Tykke, og er glad til, at det gaar, som det gaar. Man skal være rimelig, naar man engang har været fra Forstanden, for ellers er man galen bestandig. Man kunde ellers tirre Englænderne; men, man skal være vigtig, Gud naa’os. Og saa taler man om, at Nationen skal lægge sit Ord med i Laget! Ja, det skal blive et eftertrykkeligt Ord! Den stakkar, fik da alene vende sig mod dem, som havde bortgivet den; men, den taaler Alt, endog en saadan Kontrakt, og ærer ovenikjøbet dem, som har afsluttet den!

Dersom vi Norske med Regjering, Fyrste og Alle dem, som forresten efter Kontrakten kunde synes at have noget at sige, ikke give godt Veir, saa kan Peto, der er engelsk rig, Parlamentsmedlem og har gjort Bane ved Balaklava, sige til sin fine Ven, Lord Palmerston,Palmerston] Lord Palmerston (Henry John Temple), engelsk statsminister hvem han kan skaffe mange Stemmer: «hør Palmerston, disse Norske, som har givet os Sort paa Hvidt, ere nogle urimelige Folk; det er nok bedst at sende nogle Orlogsmænd til deres Kyster for at bringe dem til Fornuft, saadan som vi for nogle Aar siden gjorde i Grækenland.» Dette mindede nogle Norske paa i 1851, som vilde have Banen for egen Regning. Men dette var for fælt: Englænderne vare nogle prægtige Folk, som endog en Statsmand sagde, vi maatte prise os lykkelige at have stiftet Bekjendtskab med. Byen og det toneangivende Publikum skreg det samme. Nu kan man være vigtig og tage Afsked; men vi Norske, som advarede for Englænderne, takke dem, fordi de ere saa rimelige. Den, som har solgt sig, har ingen Ret.

*) Det var nok 40 Danske, som vandt Anerkjendelse; men Folk, som vare i Paris i Sommer, sagde, at den danske Udstilling saa mere glimrende ud en vor, og at vi dog fik mere Anerkjendelse, maa komme deraf, at Juryen var af en anden Mening. SørensensSørensens] Christian Sørensen, dansk typograf Sættermaskine opveier dog meget.

Nr. 297/1855; fredag 21.12.

[Novembertraktaten]

Korrespondance

Christiania den 19de December

Traktaten mellem vore forenede Riger og Frankrig og England, som i f. M. er afsluttet og nu i alle Blade at læse, hvad skal man sige om den?

Det retteste er vistnok ingenting at sige; thi da vi hverken kjende de hemmelige Artikler, som altid ere i saadanne Traktater, heller ikke vide, hvad vore og de fremmede Diplomater have ment med de, ligesaalidt, hvorledes Rusland vil optage dem, og heller ikke, om Krigen vil vare ved eller ei: saa er det umuligt at sige noget, men blot tro ligesom i alle andre Ting, hvor Fornuften staar stille. Man kan nok sige mangt og meget om den, men saa maa man slaa sine Ord ihjel i næste Sætning, og det leder ikke til stort, skjøndt det som al anden Fødsel og Død er Livets største Indhold. Altsaa til Sagen!

Det var noget stort og herligt at faa denne Traktat; det var ligesaameget som vi kunde vente af et helt Aars Feldttog.

Men, havde Rusland angrebet os og faaet Havne til Atlanterhavet, saa vilde, naar det kom til Stykket, England og Frankrig alligevel for sin egen Skyld have sagt Stop til Rusland, om de da vare Venner eller i den Stand, at de kunde gjøre Noget, naturligvis efterat vi havde kjæmpet til sidste Draabe. Andet skjønnes ikke at være opnaaet ved Traktaten heller.

Ved denne Traktat ere vi forhindrede fra at sælge eller bytte bort noget af Landet eller dets Herligheder.

Men, det er jo igrunden en Fornærmelse at forudsætte, at vi nogensinde vilde gjøre sligt; vi sammenlignes derved paa en Maade med en Mand, der gaar med Tanker at begaa Selvmord, men forbinder sig til, at han ikke skal dræbe sig, førend han har givet Varsku; eller vi ere at ligne med den Mand, som forbinder sig til at skrige, naar han bliver overfalden. — Det er herligt, at vi nu efter Traktaten har faaet saa mægtige Formyndere.

Men, Formyndere ere jo et Mærke paa Umyndighed.

Ved denne Traktat er Vestmagternes Sag bleven vor ogsaa; dette vil udøve et moralsk Tryk paa Rusland og dets Venner. — Men for det første er det ingenlunde i den synlige Traktat givet, at Vestmagternes Sag er vor for dette; de kan krige ligegodt og vi være neutrale, og i Sindelaget var Folkene ligesaameget for Vestmagterne før som efter Traktaten. At den vil øve noget Tryk paa Rusland mere nu end før, kan vanskelig siges; thi Rusland maatte vide før ogsaa, at det ikke kunde røve noget fra os, uden at vi idetmindste skreg. Derimod kunde let Trykket komme paa os, dersom Rusland i Vinter paa Isen pludselig kom til Sverrige ligesom England i 1807 paa Danmark i Anledning af en noget lignende Traktat. Naar man ser en Mand, som ser ud til at ville stinge, saa skynder man sig med at tage Kniven fra ham.

Ved denne Traktat ved Rusland, hvad det har at vente, dersom det vil tage noget fra os.

Men, kan Nogen, som vil tage noget, vente andet end Modstand, saalænge den aarker; forsaavidt staar Sagen nu som før.

Traktaten er et Mærke paa, at vi blive med i Krigen til Vaaren; den er Forspillet til Stykket.

Som bemærket, intet Mærke; men derimod synes (alt maa her være synes) den at være et Mærke paa, at Vestmagterne gjerne vil have Fred i Vinter, idet den skulde være et Vink til Rusland at byde Fred, for ellers ser det, hvad der kan paafølge. Men Rusland har nok sine Diplomater ude, som vide at lugte Sammenhængen, og det skjønner nok Forskjel mellem blinde og skarpe Skud; ligesom det vist grant kjender Nøden i Frankrig og England, samt Vestmagternes med de øvrige europæiske Hoffers gode Hjertelag, der ikke nænner at sløse mere end godt gjør. Det frygter derfor neppe Krigen, men tvertimod ser dens Fortsættelse med Tillid imøde. Rusland har Mod og Trælle og en Despot. Man skræmmer det derfor vist ikke, hvorimod Traktaten som en Ting, der kan udtydes paa mange Maader, synes være skikket til at vække dets Gram mod os, om det forresten kan faa større Gram end det har havt. Sender saaledes næste Storthing en Mand til at afhandle om Finmarken, kan det ikke behandle ham mere fornærmende end i 1851, da en Udsending gik i Stockholm en 6 Uger uden at faa saameget som Audientse hos den russiske Minister. (?)

Hvad skulde ogsaa Storthinget kunne vente af Rusland; det kan ikke anerkjende nogen Mand fra en fri Forsamling; han maa idetmindste komme fra et Hof.

Vi maa være glade i Traktaten og sammenligne os med Tyrkiet efter Traktaterne med det om Dardanellerne og Floden Pruth. Vor Sag er nu den civiliserede Verdens.

Nu ja, vi ere visselig ogsaa glade, vi ere idetmindste troende, for andet kan vi fornuftigvis ikke være; men Sammenligning med Tyrkiet er ikke smigrende, undtagen vi ved Tyrk mene enhver fattig Mand, som ikke kan hjælpe sig selv, og ved Rusland enhver rig og stærk Mand. Se der er Tyrken, kan man altsaa sige om en Stakkar, og der er Russen! —

I Moralen har Enhver, som lider Overlast, den civiliserede Verden med sig, og i Politiken har han den med sig, som her kan være til Nytte; kan vi altsaa være den civiliserede Verden til Nytte, saa have vi den med os, naar Rusland vil tage fra os vore isfrie Havne og Rensbeite. Da derfor de engelske Aviser fik Øinene op for Faren for England og Verdensligevægten, om Rusland fik disse Havne, saa sagde de: «det fortræffelige Norge er paa Vei til at lide blodig Uret af det erobringssyge Rusland.»

Ved denne Traktat har vort Hof bevist, at det ikke er russisksindet.

Næppe; thi Hoffet maatte som ethvert Menneske elske sig selv mere end sin Næste. Et Venskab med Rusland, der skulde give bort med det Gode Havne og Strækninger, er ligesaa utænkeligt, som at en Gaardmand skulde give bort sin Gaard eller Stykker af den til Naboen, hvor fine Venner de forresten kunde være; gjorde han det dog, vilde det blive betragtet som Galskab, og han blev gjort umyndig.

Her tales meget om Traktaten; mere end man efter vor upolitiske Natur kunde vente. Vi ere naturligvis glade i den uden at begribe den, hvilket vi igrunden heller ikke bør, for saa vilde vi snakke i Øst og Vest til al Verden, og enten briske os eller sørge. Nu kan vi svæve i Dunkelhed og gisse og forundre os og tro. Det er saaledes Folkene skal have det: de skal faa Eftersætninger uden Forsætning, et gammeldags Total, som ikke kan sjelnes fra et Syvtal, et Nul, som ligner ofte paa et Haar. Saa kan man gruble, og Aviserne skrive opbyggelige Betragtninger.

Diplomatiken har ogsaa sin Troeslærdom, sit Allerhelligste, hvortil Diplomaterne bære Nøglen, og faa end ikke disse Dører op, saa sige de: Laasen er omgjort.

Nu bliver det kjedeligt at skrive længer om Traktaten, end sige læse det Skrevne. Lader os nu leve i Troen; vi komme nok engang til at leve i Beskuelsen.

De svenske Kommissionærer skulde reise idag, er fortalt. Om noget er kommet ud af Samværet, er ikke godt at sige for Udenforstaaende. Rimeligt er det dog, at intet er kommet ud af det, da vore Jurister, som var med, næppe gik ind paa, at en Dom, afsagt i Sverig skulde kunne exekveres her; men man blev vel enig om ubestemte Sætninger og idethele udstyrede Sagen med Niste til en lang Reise. De svenske Kommissionærer skal have udtalt sig med Beundring om vore Folks Dygtighed under et Afskedsgilde.

Nr. 299/1855; søndag 23.12.

[Jernbaneøkonomi]

Korrespondance

Christiania den 21de December

Ministerkrisen i Jernbanen voxer endnu, uagtet de nye Ministre alt ere udnævnte. Det er nemlig ikke Ministrene selv, man egentlig spør efter, men efter det, som Ministrene vil gjøre, eller hvad der kommer ud af dem. Med Ministrene gjør man, som en fransk Hofmand sagde: «Man holder Potten for dem saalænge de sidde paa Tabouretten, men naar de ere stegne ned, slaar man den over dem.» Dette gjøre nu Folk, som vil fram, Embedssøgere og den større Hob nemlig, men Folk, som alt ere framme, Pengemænd, forstaar sig, de gaa paa Børsen og se, hvorledes Papirerne staa; de kjære sig ikke om Ministrene, men om det Sving, de give Statspapirene; de dyrke — som en Mand har sagt — Treenigheden: Guld, Sølv og Banknoter.

Vi have ogsaa slige Mænd, men alt er smaat, Gud bevares; man gaar paa Børsen og ser, hvorledes det staar til med Vexler for Sukker og Kaffe; men nogen Svingning i Statspapirer har man egentlig ikke. Derimod er her nogle Papirer, som kaldes Jernbaneaktier, der skal faa Rente, naar Englænderne have faaet 5 pCt. Det bliver sent, de faa nogen Rente; thi det Haab, man havde ifjor, da Fortrinsaktierne stode saa høit, er faldet iaar, da det viste sig, at der var en Streg i Regningen, at nemlig Englænderne havde sat Renterne op, saa de kunde sælge godt. De fleste Fortrinsaktier maa være solgte nu, siden man slipper Sandheden frem fra sit Smuthul og siger vel omtrent det rigtige. Næste Aar maa Renten blive meget lavere, for da er vel alle Aktier solgte.

Som en Følge af dette staa vore norske Aktier ikke synderlig høit: de fik nogle Skillinger af hundrede Speciedaler ifjor; iaar faa de rimeligvis ingle, og adaare faa de lidt mindre end intet, det vil sige, de maa spleise til, naar de daarlige Træbroer blive endnu daarligere, om just ikke de, saa Statskassen eller Andre, da Banen dog maa gaa.

Man skulde nu tro, at disse Papirer ikke kunde synke mere, men da der gives noget paa Gradestokken, som heder Nul, og da Kviksølvet kan synke under Nul, det vil sige, man kan komme under Frysepunktet, saa maa der ogsaa med Jernbaneaktierne gives et saadant Punkt. Dette Punkt er nu kommet: Man fortæller virkelig, at Papirerne ere faldne betydeligt ved Ministerskiftet. Man kan næsten ikke blive af med dem, hvilket ogsaa er meget rimeligt. Da Birch-ReichenvaldBirch-Reichenvald] Christian Birch-Reichenwald, amt- og stortingsmann osv. traadte af, og O. J. BrochBroch] Ole Jacob Broch, matematikar og politikar osv. kom ind i Bestyrelsen, sank Kursen. Bestyrtselsen skal være stor. Jeg kjender en Mand, der har en Aktie paa 100 Spd.; han tænkte før paa at benytte den til Fidibusser, men nu synes han, den er for daarlig!

Er det ikke en frygtelig Ministerkrisis???

Saaledes have vi det i Norge! Det er et lidet Land, men det gaar da ogsaa med sine Ministerkriser og Papirer saaledes i det Smaa, at man bliver ganske ængstelig.

Dog, vi bør ikke fortvivle: den ene Minister er ligesaa god som den anden: det vil sige, ingen har det ringeste at sige, da Englænderne maatte være nogle taabelige Folk, dersom de ikke gjorde Alt efter eget Hoved, og blot tillod os at have vore Figuranter. Papirerne kunne igrunden heller ikke blive slettere end de ere, dersom man ikke tager Tingen poetisk; derfor skal man ikke blive forskrækket over Bestyrtelsen paa Børsen.

Saaledes forsone vi os med Ministerkrisen og fortsætte vort elskværdige Liv.

BrochBroch] Theodor Christian Broch, oberst og Morgenbladsredaktøren ere nu altsaa med i Bestyrelsen. Nu kan de være som en Mand, der efter Brylluppet finder en Troldkjærring i hende, som han før elskede med romantisk Duft. Broch talte — om ikke erindres feil — paa Børsen for Englænderne i 1851, og skrev sine mathematiske Afhandlinger, som naturligvis Ingen læste, og Morgenbladets Redaktør paa Rim for det engelske Projekt i sin Avis.

der vor’ til den rent fra Forstanden blev voxen,
og blev til en Græsgang for Faaret og Oxen.
Han fik sig en Avis; den voxte med Tiden,
til Magen blev stor og Forstanden saa liden.

I Thinget talte han skjønt for det engelske Projekt og understøttede troligt den Minister, der satte sin patriotiskepatriotiske] retta frå: potriotiske og Statsmandsdygtighed paa dette Spil.

Nu ere disse ærede Herrer blevne Jernbanedirektører!

So stehen die Ochsen am Berge.

Man vil ud i Byen ikveld vide, at der fra Stockholm skal være sendt Bud efter Statsraad og Hærens Øverste, Bloch,Bloch] Hans Glad Bloch, generalløytnant og statsråd samt Oberst Broch. Forholder dette sig saa, da begynde vi alt at se Sløret om Traktatens hemmelige Artikler, idetmindste kunne vi tro det, for dog at have noget for vor Indbildning.

Her er koldt nu, og holder det paa, vil det tilligemed Maaneskinet blive rigtigt Juleveir. Dette er efter de gamle Julemærker Mærke paa godt Aar, især naar det kommer Lining paa Kyndelmesdagen, 1ste Febr. Ordet lyder:

«Jolefrost og Kynnemes Tøy*)
er godt paa Garen som tolv Læs Høy»

*) Tøy ogsaa Tøyr; dansk Tø.

Nr. 301/1855; fredag 28.12.

[Jernbanepolitikk; julelitteratur]

Korrespondance

Christiania den 26de December

Det bliver bedre og bedre med Jernbanen: Det gamle Ordsprog holder sig: Naar Tyvene komme til at trætte, faar Bonden sin Ko igjen.

Jernbanens Advokat tror man at finde i Mærket J. H., der vil dreie Tingen derhen, at Amtmand B. ReichenwaldB. Reichenwald] Christian Birch-Reichenwald, amt- og stortingsmann er en ufredelig Mand, som gjør Modstand, naar Alle ere enige. Det er en god Anbefaling for Amtmanden, om han forresten trænger til nogen, at han ikke er enig med de andre; det viser, at der maa stikke noget af GeneralensGeneralens] Paul Hansen Birch, generalmajor ærlige SjælSjæl] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Spil i ham, Sønnen. Vi have Alle lagt Mærke til Amtmanden, hvordan han som Direktør har gaaet paa Banegaarden og Stoppestederne, og vi har tænkt, at han maa være en dygtig Direktør, dersom han er saa god i Raadet som i Leiren. Nu har vi Bevis for dette, og naar Banens Advokat rimeligvis vil fremstille ham som en ufredelig Mand, saa tage vi hans Parti og sige, at han er en brav Mand. Vi har nemlig Mistanke til Banemændene, Gud forlade os, og nu da vi se Peto’sPeto’s] Samuel Morton Peto, engelsk jernbaneingeniør Jernbanehistorier fra Times, saa vil Ingen finde, at vi ere urimelige. Vi vidste alt iforveien, det vil sige vi trodde dem som Forretningsmænd ikke godt, men gaar vor Tro videre, end vi turde haabe. Det fattes nu blot, at man faar Greie paa Toldhistorien, der skal have været hos Departementet, ifølge hvilken den toldfrie Indførsel til Jernbanen skal være benyttet i en vid Udstrækning. Her vil ogsaa Advokaten faa Anledning til at prøve sin Kløgt, og kan han forsvare alt, er han en flink Mand, der ærlig fortjener al den Fortjeneste, han har af Englænderne.

Det skulde være morosomt, om Alt kom for en Dag med Jernbanen, ikke fordi vi vandt noget ved det, men det var dog altid en Fornøielse, der kunde sætte Nationen istand til at le ihjel sine Raadgivere og Afguder, ligesom det ogsaa kunde lære Folk lidt Alvor. Det er altid godt for noget.

Nu synes Amtmanden at maatte fortælle, hvordan Tingen egentlig forholder sig. Vi holde Alle med ham indtil videre og betragte de andre Direktører som mindre dygtige og patriotiske. Kommer nu an paa ved det endelige Opgjør. Selv de andre Direktører kan ikke være tjente med at staa som uenige med Amtmanden og enige med Englænderne; thi Folk er ondskabsfulde og slutter indirekte paa mange Maader. Det skal man forbyde Folk at gjøre, naar man har noget at sige i Nationens Anliggender; thi Ingen tror at Amtmand B. Reichenwald er en ufordragelig Mand.

Vil derfor ikke Direktørene og Advokaten gjøre Selskab med Peto, saa bør de gjøre Greie paa Tingen. Nu staar det Hele saa galt som muligt.

Dog, hvorfor larme om Sligt. Fred med Jernbanen og dens Folk indtil videre! Det er ogsaa Julen nu, saa man skal være fredelig.

Det er gammel Skik at anmelde alt det, man efter en gammel Skik trykker til Julen; især burde man anmelde Digterne, som kommer med sine Sager til Julen. Men, Gud og hver Mand ved, at Digterne nu ikke have stort at betyde, af den gode Grund, at de intet due; thi den store Digter har altid meget at betyde; han blir til evig Tid en Konge, som Ingen styrter fra Thronen.

Hermed skulde altsaa være udtalt, at vore Digtere, som have trykt til Jul, ikke due noget. Nu ja, de have vel heller aldrig tænkt selv, at de skulde due noget, og derfor bør man ikke kritisere dem, men takke dem for den Opofrelse, at de have trykt sine Sager og iøvrigt læse dem, naar man intet andet har at gjøre.

Det maatte dog være et forfærdeligt Selskab at komme i. Appollo — den græske Digtergud — bevare Enhver, som skriver Vers, fra at udgive en Digtsamling!

Imidlertid staa dog vi høit mod de Danske; thi af Anmeldelser fra Kjøbenhavn kan man se, at der trykkes saadant utroligt Sniksnak af Vers, at vore Julepoeter ere nogle store Mænd derimod. Vi maa takke Gud, at vi har faaet M. GlückstadGlückstad] Andreas Melchior Glückstad, litterat over paa Danmarks poetiske Samvittighed.

Det er dog et fortræffeligt Folk det norske, som ikke kjøber Digte; det er sundt som Fjeldnaturen; thi selv om der var Sandhed i Følelserne og det mindste Spor af Tanker, saa er dog Sproget i alle disse Digte saa ubrugeligt, at det norske Folk ikke kan nytte det. — For ikke at være uretfærdig maa jeg tilstaa, at jeg dels ikke har seet disse mange Juledigte, dels blot flygtig læst dem; men jeg mindes mange fra Aviserne, hvor en hel Del har staaet. Desuden kjende vi Folkene og sige med hin Kjøbmand:

«Man ved hvor de ere fra, bare man ser Sækkene»

Nyhedsbladet, denne Literaturens Politibetjent, har ogsaa været maadeholdent med Juledigtene. Det kommer vel med mere. — Det er dog Synd at kalde Nyhedsbladet en Politibetjent, det som har kaldt sig den aandelige Adel; men Adelen bliver fattig i disse Dage, og den argesteargeste] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: ærgeste Politimand er ordentlig kry. Saa dybt kan Mennesket synke!

Nr. 303/1855; søndag 30.12.

[Teatergalskap; kaféunderhaldning; studentens kall]

Korrespondance

Christiania, den 29de December

N[…][…]] skadd original jo blot tale om Kunst […] Jeg vil gjøre det til en Prøve. […] saa meget om Theatrene, og det er […]lader sig at […]ud […] thi ud[…]and alle disse […]der, og han giver […] Snak. Det Enes[…]kelt Skuespiller, der virkelig fortjener Navn af Kunstner, og det vel at mærke kun, naar han var en national Kunstner, der saaledes kunde betragtes som en national Eiendom: endda maatte det blot være faa Linier man ofrede paa ham. Men det er fra Danmark vi har faaet denne Theatergalskab, hvor man taler om Theatret, som om Nationens Ve og Vel stod paa Spil; om Folkefrihed og […]dag taler man ikke med halv saamegen Alvor.

Altsaa er det urimeligt at skrive om Theatrene undtagen i Christiania Intelligentssedler. Men siden man nu endelig er kommen i Vei med at skrive om Theatrene, saa skjønnes ikke, hvorfor man ei ogsaa skal skrive om andre Kunstnere, der ere ligesaa flinke som de egentlige Skuespillere, og opbygge naar Alt lægges sammen, et ligesaa stort Publikum som de. Jeg mener de saakaldte Værtshussangere og -SpillereVærtshussangere og -Spillere] retta frå: Værtshussangere- og Spillere. Mange af dem ere meget flinke, og Publikums Tilstrømmen er Beviser nok for, at de have noget at betyde, idetmindste ligesaa meget som Nitiendedel af vor Skuespillerstok, og de Sager, som foredrages, er atter igjen bedre end Nitiendedel af Theaterstykkerne. Hertil kommer, at man paa slige Steder er fri for Theatrets Fornemhed: man gaar og kommer, naar det skal være, røger sin Cigar og drikker sin Flaske Øl, kort man hviler sig ud efter Dagens Arbeide, faar sig en Latter til Husbehov, og er man fugtig af Gemyt, kan man ogsaa faa sig en Rørelse.

Paa LütkensLütkens] Lütchens Kaffé, jeg vil begynde med mine Naboer, er et Selskab Knebelsberger.Knebelsberger] Leopold Knebelsberger, austerriksk musikar Det er et godt Selskab, jeg skal have det usagt, om Sofonias KragSofonias Krag] Sophonias Krag, forfattar og redaktør har rukket at optage det i sine Erindringer. Denne Litterat, som i Forbigaaende sagt, er ligesaa god som vore fleste Forfattere, og derfor ogsaa har kritiseret Professor Welhaven,Welhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar han [har vist] havt Eneret paa at skrive om [Værtshussangere]. Aviserne synes dette er under deres […][…]] skadd original Herregud, der skal ikke meget til[…] Imidlertid bør Krag […] Exemplets Skyld […] det er nemlig den eneste Maade man kan vænne Folk af med at sætte […] Miner til Theatrene, og hvad man egenraadigt kalder Kunst. Naar Alt gjøres lige, er det alene Behandlingsmaaden, som giver Tingen sit Værd framfor en anden.

Knebelsberg er virkeligen Virtuos. Han spiller saa godt, som man skal høre Nogen, og han skal da ogsaa have været Anfører for et af disse saakaldte Kapeller. Han fører sin Bue med Ynde, og var han kommen hertil som Kunstner for at give Koncert i Frimurerlogen, vilde vore musikalske Kritikere, der ikke ere værd mange Penge, have paataget sig en utaalelig Vigtighed og skrevet sine Anmeldelser i Hovedbladene med et betydningsfuldt Vink til Læseren, ligesom naar man byder fram sin Snusdaase. Nu derimod, da Knebelsberg spiller paa en Kaffé, værdiger Litteraturen ham ikke sin Opmærksomhed, og er man rigtig fin, tør man ikke engang klappe, hvor gjerne man end vilde. Saadan er Verden. Men det er netop Verden, man skal omvende.

(Forts.)

Gjennem flere Morgenblade har gaaet en Opsats om «Christiania og Studenterne». Tanken, som ligger til Grund for denne Opsats er ikke ilde, nemlig at granske Christiania og dens Forhold til Studenterne; men det er en vanskelig Sag dette. Navnlig er det vanskelig at anvise Studentens Forhold til Hovedstaden eller rettere til Livet. Studenten skulde jo i Grunden betyde Noget; men det gaar med Studenterne som med al Vare: naar Markedet bliver overfyldt, synker Prisen. Nu fortiden staar virkelig Studenten paa lav Kurs, hvilket især praktisk viser sig deri, at han, naar han ikke har Familie om sig, ikke bliver indbuden til Selskaber, hvori ligger, at Mødrene ikke anse ham for nogen Kunde til sine Døttre; thi gjorde de det, saa fik han nok Indbydelser; det ser man daglig, idet man kan følge Folks Historie fra Studenter til Kandidater, fra Kandidater til Kopister, fra Kopister til Fuldmægtige — nu begynde de at faa Indbydelser. Kommende op til Bureauchefer, faa de hverken Rist eller Ro, og om de ere gamle og krokedekrokede] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: krækede, kaste Frøkenerne lange Blikke op til dem. Saa skal det være. Det er jo at tage Tingen poetiskpoetisk] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: praktisk.

Naar man med disse Kjendsgjerninger for Øie taler om, at Studenten skulde være ude i Selskaber og have Kvindeomgang, saa viser det blot, at man ikke begriber Livet, og hvor praktisk man end taler, vil Livet dog aldrig gaa ind paa denne Tale, men sige til Studenten, som der er [sagt til] Skomageren: Bliv ved din Læst! det er: lig paa din Kvist og læs, til Du er bleven aandsmyndig, det styrker din Sjæl bedre og gjør dig til en nyttigere Mand for Samfundet, end alt Jaaleri med Damerne. Dette kan overlades til virkelig Ægteskabskandidater det, saasom til gamle udslidte Filologer, gigtsyge Bureauchefer, skaldede Theologer, som snart kan vente et lidet Kald, som «Kvikne», samt alle formuende Folk. Studenten skal kjæmpe med Verdens Raahed og al Synd og Ondskab under Himlen. Kraft til det skal han hente fra stille Timer og langt borte fra Verdens Larm. Har han ikke Kald til dette, men føler Trang til selskabelig Omgang, som det heder, saa er det et usvigeligt Mærke paa, at han ikke duger til Noget, og at han burde være alt Andet end Student.

Om Korrespondentbrev til Drammens Tidende 1851–1859

I årene 1851–1859 sendte A. O. Vinje jevnlig korrespondentbrev til Drammens Tidende, den første dagsavisa utenfor hovedstaden. Her skrev han om smått og stort fra Christiania.

Bare et lite utvalg av korrespondentbrevene har vært utgitt i bokform tidligere. I denne tekstkritiske utgaven er alle korrespondentbrevene samlet, redigert av Nina Marie Evensen og Jon Haarberg, og utstyrt med fyldig innledning, tekstredegjørelse, tekstkritisk apparat og register.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook