Korrespondance
Christiania den 2den Januar.
Her har været et fælt Føre i Julen, værre end Nogen kan mindes det, siger gamle Folk, hvilket de forresten altid siger. De gode Julemærker, som begyndte med Frost før Jul, fik en bedrøvelig Ende, og slaar derfor ikke alle Julemærker feil, maa vi intet godt Aar faa ad Aare; thi Skogen stod ikke engang i Stak Nytaarskvælden. Faa vi nu Kyndelsmesfrost til, saa vil enhver god Veirprofet forberede sig ligesom Josef paa et kommende Uaar. Den Vise ser Ulykken langt borte og afvender den, siger Salomon.
Trods alt dette Uføre har der dog vanket gód Juling i Byen (:) Theatrerne har været propfulde, med Undtagelse af Nytaarsaften i det danske, Syvaarsdagen efter hin berømmelige Aften, da man under Byens Jubel hængte Morgenbladets redaktør paa Lygtepælen, forsaavidt man kan sige, at Nogen hænges paa Theatret. Publikum bliver dog mere menneskeligt, kan man se; thi nu vilde en slig Grusomhed betragtes med samme Øine, som naar man læser Oppositionsartikler i gamle Morgenblade, i Statsborgeren og nu i Arbeiderbladet og Friskytten. Der er Saft i alle disse Ting, og man kunde fra en anden Side sige, at Folk nu er forfinet, at der ingen Mærg var i dem.
Til Gjengjæld for sin tabte Grusomhed dandser man nu, og man kan ikke komme i det mindste Bal paa Bondebygden engang, uden at Bønderne gaar med Glacehandsker og hvid Hest, og Jentene med Kjoler som Vaarskyer; paa Trediveskillingsballerne er det nu ikke at tale om; der svinger Krambodgutten sig med Haar, som lugter brændt af Krøljernet til al den øvrige Herlighed. Disse Folk er dede] retta frå: di bedste Kunder for Frisørerne; der gives Mange, som frisere sig hver Dag, men saa staar de ogsaa vakre med sin Sax og Alen ved Disken til at modtage Damerne. Allesammen er fugtige af Eau de Cologne. Er de saadanne i et dagligt Lag, hvorledes maa de da ikke være paa Baller, og navnlig paa Trediveskillingsballerne, der forresten ligner Noa Ark paa et Haar, hvor endog Løver er at se, der nyser Katte ud af sine Næseborer. Disse Baller er forresten ikke meget i Vinden nu, og var det ikke for Barmhjertighedens Skyld, og fordi enkelte spræke Karer stilte sig i Spidsen for dem, vilde ingen fine Folk gaa der, men nu ser man nogle for at pryde Laget, og i Følelsen af, at deres høie Personer er en ligesaa stor Opofrelse som mange Penge. Man ser altid ved slige Barmhjertighedslag nogle Loger forpagtede af enkelte vederhæftige Familier, der fryder det store Publikum ved sin Nærværelse. Madame X og U kan derfor stolt sige: «Jeg har været paa Bal med Statsraadinden», og Jomfru Skrædder, der forresten spiller Fortepiano, kan stolt sige: Jeg var paa Bal med Frøken Politimester eller hvilken Høihed man kan ophitte. Det er jo skjønt; det er demokratisk, og det er ikke langt fra den samme Nedladenhed, som Hofferne viser de begeistrede Folk, der faar Lov til at se sine Herskere spise.
Her bliver storartet nu, idet man kalder op en Dandsesal nede i Piperviken efter det romerske Amfitheater «Kolossæum»«Kolossæum»] retta frå: «Kollosæum», hvis Ruiner staa igjen som sammenstyrtede Fjelde. Paa den anden Kant af Byen ude ved Oslo har man Balaklava, der vækker saa krigerske Minder, og det var paa Nippet, at en Mand i disse Hotellernes Tid vilde kalde sit Hotel du Crème, hvilket upaatvisteligt vilde have gjort hans Lykke; men han havde ikke Mod, da det galt paa. Paa Klingenberg dandses, og havde ikke Isen veikna nu i Tøiren, saa vilde man have holdt paa med Baller og Kjøring til Langvik, hvor Alt om Juledagen varvar] retta frå: vor saa billigt, at det mindede om Guttens Ord, der sagde: «I min Moders Tid fik man en Skilling for at spise op en Kage og en Kage atpaa.»
Folket vil more sig, og nu har det Penge. Her maa være en Mængde Penge blandt Folk, for ellers var ikke Fornøielserne saa mange, uagtet man siger, at Folk altid har Penge til den Ting, naar Lykken er stærk. Man skulde ellers tro, at Byerne nu ikke havde saamange Penge, eftersom Alt nu er saa dyrt, hvorimod Landet maa være vel forsynt; men det er saa underligt med slige statsekonomiske Betragtninger: det gaar vel saa, at den Ene har, naar den Anden har, og at de begge blive lense med en Gang.
Saa meget det end er imod min Hug, og rimeligvis ogsaa mod Læserens, at tale om Theatrene, saa kan dog siges lidt om DøvleDøvle] Ole Olsen Døvle, skodespelar og Kone.Kone] Amalie Døvle, skodespelar Baade i «Anna Kolbjørnsdatter» og «Til Sæters» spilte de hver for sig meget godt, det vil sige Døvle som Thore Hovland og Mad. Døvle som Sigrid. Dersom de ikke blive udskjæmte af de sædvanlige Skuespillernykker, turde de blive de sikreste Folk ved det norske Theater. Iøvrigt synes alle at have kommet sig i den sildigste Tid, og det er helt Synd om Mad. Hundevadt,Hundevadt] Benedicte Hundevadt, skodespelar at hun har faaet en saadan bombastisk Rolle som Præstekonen Anna, hvor hun er nødt til at være det Umenneske, Forfatteren har gjort hende til. Stykket gik iøvrigt godt, og Scenen, hvor de norske Dragoner ligger om Stokilden, er virkelig smuk. VergmansVergmans] Peter Frederik Wergmann, dansk-norsk teatermålar og skodespelar Dekoration er mesterlig, og Stabur og Alt er saa skuffende, at man næsten griber efter de udskaarne Fjæle, og fryser ved Sneen, som har klængt sig ved Vægge og Tag, kun se Fjeldene i Baggrunden ud, som det skulde være Sommer.
ByeBye] Ivar Bye, skodespelar i «Til Sæters» er fortræffelig, og Stykket, der hver Gang synes nyt, hvilket det til dels ogsaa er, bliver til Slut et nationalt Mesterverk.
* * *
Christianiapostens Nytaarsopgjør er saa historisk i denne Krigens Tid, at det fortjente at trykkes for dem, der maaske ikke læse Posten. Betragtningerne over Tiden er visselig ogsaa sande. Det er i slige Stykker, man kjender Chr.-Postens afgjorte Overmagt over alle andre Aviser.
* * *
Trykfeil i de tvende sidste Artikler:
ærlige Spil for Sjæl; ærgeste Politimand istedetfor argeste; dette æ for a er en Udartning i Talen; krækede staar for krokede, praktisk staar for poetisk.
Korrespondance
Christiania den 16de Januar.
Festen til Fædrenes Minde eller den nordiske Fest, hvormed Studentersamfundet «Tjugondag Sol» drikker Julen ud, er en noksaa norsk Fest, især i de hedenske Tider, da man frydede sig i Solens Gjenkomst og ofrede. Da Meningen nu ikke kan være at feire Solens Komme og ofre til Thor, saa maa Meningen af Festen være at ville efterligne Fædrene, som man mindes; thi man minder sig ikke noget, som man ikke vyrder og vil efterligne. Meningen med denne Fest maa altsaa være at ville efterligne vore Forfædre og lære Andre at gjøre det samme. Gjøre nu vore studerende og studerte Folk dette? Lad se? Bjørne- og Hestekjød spise de ikke med Tolleknive eller drikke Mjød (Bayersk Øl) af Drikkehorne. Dette skulde nok blive forsøgt den første Fest; men er ventelig fundet latterligt, siden det er frafaldt. Til Krig have de ingen Lyst, naar de selv skal slaas, hvorimod de nok turde finde sin Fryd i at se paa Andre gjøre det, hvilken Ulyst til Kamp man godt nu kan se deraf, at de efter vor nye Militærlov gjerne vil skyde sig ind under sine Briller for at slippe, hvorimod Lysten til at se paa Andres Kamp fremgaar af Skaalerne for Krigen. Vore Forfædre kunde ikke holde sig at se paa Andres Kamp, men maatte selv tage Tag i med. «Samfundet» er altsaa ikke nordisk i dette Stykke endnu, men det kan blive og man maa forudsætte, at Lysten er der, siden Festen til Fædrenes Minde holdes. — Vil man gjenopvække Fædrenes kraftige Sprog? Nu, det har man Svart for Hvidt paa, at man ikke vil. Det er for raat og fælt dette Maal, fy! Adelen er fin den; derfor vil den ogsaa klisse Dansk, og forøvrigt holde sig til den «europæiske Civilisation», hvilken den rimeligvis ikke ved, hvad er; men destobedre, saa kan man gaa i Taagen og fryde sig i det SamseSamse] det som er felles, at alle Katte ere graa. Nu, dette er vistnok meget letvindt; men nordisk er det ikke, og man kjenner ikke godt, hvorfor disse Mennesker holde en nordisk Fest; thi Sproget maatte dog være det Fornemste at efterligne. Men, finder man nu end, at selve Sprogets Ord ere for haarde og raae, saa skulde man dog mene, at Sprogets Aand — denne fortræffelige Aand, som hjælper Alle, der intet ved og intet vil — man skulde altsaa mene, at Sprogets Aand maatte ville efterlignes, at man derfor brugte Ordlag og Fynd som de Gamle. Men intet mindre: Ordstillingen ligner mere den Romerne end den vore Fædre brugte, og vidtløftig er man, gruselig vidtløftig, ligesom heller ikke Poesien er den syndige og naturlige, men udhamret og kunstig, saadan at Almuen ikke kan faa den i sit Hoved og idethele Ingen, hvis Hoved ikke sitter paa Skakke. Altsaa er heller ikke her videre Nordiskhed, og man skulde dog mene, at den netop hos Bogfolk maatte stikke heri.
Men er der ingen Nordiskhed, saa kan den komme, og man bør vel antage, at disse nordiske Festfolk inderlig gjerne vilde være nordiske, bare de kunde blive det ved intet at gjøre og intet at forandre. Derfor er det ogsaa væsentlig i Aanden de ere nordiske, saadan som En i Aanden kan være flittig ved at ligge i Sengen og tænke over Flidens Velsignelse; men det er for haardt at staa op, hvorfor han trækker Natluen dybere og dybere ned over Øinene, og filosoferer over Arbeidet destomere. Man ser ogsaa, at de igrunden vil være nordiske ved at høre paa og finde passende et Foredrag over et Selskab af norskfødte Mænd, der studerede i Kjøbenhavn og vare Arbeidere paa Norges Selvstændighed, skjønt en Tale om dem ikke passer bedre ind i en nordisk Fest end en Tale og den 17de Mai.
Imidlertid kanske dog Festen blot skal være en Ligbegjængelse, hvilket man maa slutte deraf, at Navnene paa de i Aarets Løb større Mænd erindres, og at man saaledes blot tænker paa Forfædrene med samme Tanke som naar man gaar paa Rustkammeret og Musæet, uden at det nogensinde falder En ind at ruste sig til Krig eller gjøre sine Redskaber, som de Gamle. Dette maa det være, som er Tanken i den nordiske Fest; men saa kommer der igjen Ord og Hentydninger i Sanger og Taler, som viser, at der dog er Mening paa at efterligne de Gamle. Det er derfor ikke let at blive klog paa Festen, og det Rimelige er ogsaa, at de, som gaa did, ikke ret vide, hvad de gaa efter, undtagen det, at de vil have et Lag, hvori alt Muligt kan tales og skravles om, endog om Damerne. Derved bliver Festen elskværdig; thi da vil man blot more sig. Dette er ogsaa at tage Festen op i den bedste Mening; thi lægger man nogen Mening i den, saa staar den i saadan Modsigelse med Festfolkenes Liv og Idræt, at den umulig kan frelses fra Latteren.
Men saadan gaar det: man leger saalænge med en Ting, til den bliver alvorlig. Disse Festfolk, vor Adel — Nyhedsbladet var rimeligvis ogsaa med — snakke saalænge om Nordiskhed og holde saamange nordiske Fester, indtil de i Gjerningen blive nødte til at være nordiske. De vil selv omsider finde det altfor naragtigt blot at snakke, og det øvrige Folk vil finde det Samme, og da vil Ordet gaa over til Handling. Det er godt, det gaar som det gaar nu; man skal være rimelig og ikke vente mere; det er allerede meget, at man snakker om en Ting og skammer sig ved ikke at kjendes ved den. Naar man er kommen saalangt, er man solgt. Man bør derfor ikke gaa i Rette med Adelen om den nordiske Fest eller dens Norskhed overhoved: den gjør, hvad den kan og har bestemt en god Mening. Det Øvrige kommer nok i Tidens Fylde. Man skal ikke forlange af Barnet, at det med engang skal være voxent; det er nok, at det ligesom sin skjæggete Fader greier sig om Munden som efter Barterne, naar det vil kysse. Det faar nok ogsaa engang Barter, det.
Korrespondance
Christiania den 18de Januar.
Den forhøiede Pris paa alle Livsfornødenheder har mere og mere ledet Tanken hen paa dem, der sidde i saadan Bedrift, at de ikke kunne forhøie Prisen paa sit Arbeide og derved følge Tiden, navnlig gjælder da dette Embedsmænd paa fast Løn, især de mindre; thi de større forudsættes bedre at kunne bære Trykket paa Grund af deres virkelige eller indbildte Overflod. De andre Stænder, af hvilke Mange ogsaa af dem ikke saa hastig kunne følge Tiden, tænker man ikke paa, men overlader dem til deres Skjæbne, da Staten saa alligevel ikke kan hjælpe Alle, men faar overlade Livet til sig selv. Departementsfolkene er da de, som man først vil hjælpe, dels fordi det i Christiania er saa dyrt og de ere saa mange, dels fordi de ligge nærmest for Haanden og saaledes mindst af Alle bliver glemte. Her har saaledes været Tale om at forhøie deres Løn, endog før Storthinget kommer sammen, og Rygtet gik endog, at Beslutningen var inde i Stockholm for at blive til kongelig Resolution. Men det er nok ikke saa, hvorimod nogle Statsraader privatim skal have været sammen og raadslaaet om, hvad der ved den Ting kunde være at gjøre, da det nok ikke skal have manglet paa Ansøgninger og Besværinger. Nogle af Statsraaderne skulde være for og andre imod, at Noget kunde gjøres, før Storthinget kom sammen. Det er vel ingen Tvivl om, at Noget kunde gjøres og endda gaa fri af grundlovsmæssigt Ansvar; men neppe gik man fri ved af at faa Forhøielsen ind under Grundlovens §75 Litr. i, saadan som en Mand i Christianiaposten for idag efter Christianssandsposten vil det, en Mand, der forresten vistnok skrev meget godt og aftrykte det danske Forslag til en lignende Forhøielse. Det gaar vel nemlig ikke an at faa bemeldte Lovsted, der taler om midlertidige Sager, ogsaa til at passe paa Tillægssager; thi Grunden er her forskjellig. Hvorimod et saadant Tillæg fornuftigvis maatte blive en Analogi af Grundlovens §17, hvorefter Kongen paa Grund av forandrede Tidsomstændigheder kan træffe Bestemmelsen, sigtende til at lette Trykket, selv om disse gribe ind i Handel-, Told- og Næringsveie. Kan Kongen dette, maatte han saameget mere foreløpig kunne gjøre en Anvendelse af de tilfældige og uforudseede Udgifter, som ere stillede til Regjeringens Raadighed. Et Tilfælde som dette synes netop at kunne passe ind under Anvendelsen af disse uforudseede Udgifter, og der kan vel ingen Tvivl være om, at Regjeringen slap fri for det saakaldte konstitutionelle Ansvar, naar man forresten erkjendte, at Tiden var til at hjælpe Folk ud av Nøden. Det bliver saaledes, som Juristerne siger, et faktisk og ikke juridisk Spørgsmaal, og det er dette Faktiske ved Tingen, som gjør Sagen tvivlsom; thi en Enstemmighed for, at Lønningerne skal forhøies, er ventelig ikke at opnaa endnu. Var nemlig den at opnaa, saa kunde Regjeringen trygttrygt] retta frå: trykt handle, selv om det Juridiske ved Sagen var langt mere tvivlsom end her, da Regjeringen jo er den, som skal opfatte det Fornuftige og Nødvendige i Samfundet og udføre det, naar Storthinget ikke er tilstede.
Men kommer man ind paa det Faktiske, saa begynder Striden: Mange ville sige, at Departementsfolkene især godt kan bie, da de efter den nyere Befordringsmaade saa sikkert engang i Tiden kan vente at faa et bedre Embede, ja at de endog burde staa paa lavere Løn for ei at sige være rene Auskultanter som i mange andre Regjeringskollegier, det vil sige gaa og høre paa og lære uden Løn. De, som ikke tage Tingen saa skarpt, kunne dog mene, at Tiden ogsaa kan komme for Embedsmændene til at leve smaat, da det har været en saa stærk Tro, at de før har havt formeget, at endog mange Politikkere ere blevne politisk salige ved denne Tro, som de har præket paa Gader og Stræder. Vi have mange rige Folk ved denne Tro, og skal man være retfærdig, maa man sige, at Morgenbladets Hus er bygget paa denne Klippe. At det i den sidste Tid har udtalt sig for en Lønsforhøielse maa betragtes som et Frafald. Nu er det vistnok saa, at de store Embedslønninger, man har skrevet over, ikke vedkommer disse SaalebotsmenneskerSaalebotsmennesker] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Sælvbotsmennesker, som trænge til høiere Løn, men allerede i gamle Dage har man vist, at man retter Smed for Bager (quicquid delirant reges plectuntur AchiviAchivi] retta frå: Archivi) endnu friere oversat: Naar Manden drikker, saa dænger Moderen de uskyldige Børn. Som Modsætning til disse og flere Grunde mod for høie Lønninger, kommer Andre og siger det maa være vort Skjold og Værge her, hvor ingen rig Godseierstand er, at Embedsstanden er godt lønnet, saa den kan leve nogenlunde sorgløst og gaa i Spidsen for vor Oplysning og Frihed, ellers synker Alt ned i Uvidenhed og Kamp for Livets første Behov, hvorved den hele Skare bliver et let Bytte, for den Første den Bedste, som vil berøve os vor Frihed.
Hvem har nu Ret af alle disse? Rimeligvis den, der her, som overalt, følger Middelveien, og hvorvidt Regjeringen følger Middelveien ved nu at forhøie Lønninger, afgjør den vel bedst selv. Vi Avisskrivere kan idetmindste ikke tillade os at sige andet end det, at man vel bør bie til Storthinget kommer sammen, og skulde det end for Mangen gaa haardt paa at bie til den Tid, saa kan man give Sagen en lystig Vending ved at sige, at det dog ikke rammer andre end dem, der saa alligevel ere vante til at gjøre Gjæld.
Korrespondance
Christiania den 23de Januar.
Efter Kristians Amtstidende har Christiania-Posten optaget et Stykke, der handler om Bøger og Bogkjøb. Paa dette maa svares paa en Kant, og da muligens Andre ikke gjør det, saa gjør jeg det. Forfatteren klager over, at Almuesmanden ikke kjøber Bøger nok, men at disse kjøbes af dem, som ikke har Raad til det, nemlig de Studerende, — at dette vedligeholder Kløften mellem By- og Landsmænd, og endelig at der ikke sørges bedre af Boghandler og Regjering for at fremme Bogkjøb.
Hertil maa svares: Vi maa prise Folkets gode Sands fordi det ingle eller blot nogle Bøger kjøber; thi herved bevarer det saalænge som muligt sit sunde Liv, der er stærkt og livsfyldigt som den Natur, de lever i. Vi se, hvorledes det gaar de Folk og Bygder, som kjøber Bøger og læser Aviser. De tabe sit Sprog, sine Skikke og gamle jevne Tænkemaade; den gamle Malm er borte, Talen bliver uden Billeder, og Ordlaget har ikke længere det Malende ved sig, som griber enhver Læg og Lærd, der har Sands for Digtekunst; thi en Almuesmand, med nogenlunde godt Hoved, er Digter i al sin Tale. Sagasproget flyder af hans Tunge, og forstandig ter han sig i Livets Færd, saa at han kan lægge et vægtigere Ord i Laget end sin halvstuderede Søn, der har forladet det Gamle uden at have læst saameget, at han har fundet det igjen, forsaavidt som det kan gjenfindes, naar man skal gaa gjennem Nutidens Sprog og kunstige Tænkning. Enhver, som har færdes noget, vil se, hvilken himmelvid Forskjel der er mellem Fader og Søn, og navnlig bliver Sammenligningen paafaldende i disse større Bygder, hvor Formuen sætter Sønnen istand til at være Storkar. Sønnen gaar med Skrubskindspels eller en Sobelkrage, som laver om Halsen. Paa Balet har han hvid Hest og Handsker og dandser Cotillion med Kurven paa Hovedet. Gamlefar kommer tilgaards med Sauskindspels — for han er ogsaa godt klædt —, naar Pelsen tages af, kommer han grovvorentgrovvorent] retta frå: grovvoren klædt som en Furustuv ind i Salen, faar sig en Dram og slænger til den ukjendelige Ungdom nogle godmodige Talemaader, hvori Forfædrenes Aand ligesom drager sine sidste Suk. De Unge sige rigtignok, at den Gamle er grov i Kjæften, men vi, som ønsker det gamle bevaret, agte ham høiest i Laget og forudse med Smerte den Dag, da slige Folk ikke vil være at finde. Udbringer han en Skaal, saa er den sund og morsom, men Sønnens er kunstig og flau: Gammelt og Nyt kjæmper i ham nemlig, og da han af de nye Bøger har faaet Ord og Talemaader, som han blot har lært udenad, anbringes disse som «Goddag Øxeskaft.» Det er disse unge Mænd, som skal blive Storthingsmænd. Med alt dette miskjendes ikke Sønnen, der ligesom det nye Liv i sin Almindelighed har faaet et skuret Hus, Gardiner for Vinduerne og en vis behagelig Slibning i sit Væsen. Men dette er ikke de nye Bøgers Skyld: det er Livet, som har gaaet i Skole i Byerne og hos Folk, som var længere framme. Af Bøgerne har han faaet sin Indbildningskraft fortørket og Tænkningen som en ugrei Hespil. De gamle gode Ord kan han ikke bruge, men maa ligesom Bygdens Præster og Øvrighed omgjøre dem efter Bogsprogets Tilskjæring, f. Ex. Brøden istedetfor Brauti — paa Maaden som Grøden istedetfor Grauten — Skildbred istedetfor Skjeldbreid, Løvig for Lauvik, Kragenes for Kraakenes, Gadeholt for Gotuholt og uendelig lignende.
Bygdefolk staar først og glor paa disse Jaalinger, der ikke engang kan lade Gaardsnavnene være i Fred, men saa tror de, at det maa være gjildt, siden Embedsmændene og Folk, som har været i Byen, siger det. De faar sig en Bog og læse og læse og tørker Sveden af Panden med Kuftermen, og saa ved man ikke Ordet af, før de knoter. Det er et begavet Folk, der lærer Alt endog Galskaben. Her har vi den hele Udvikling for os, saadan maatte det først gaa i Byerne, saa paa de nærmeste Breidbygder og nu kommer det med Veiene og Dampbaadene tilfjelds. Det er vel ikke Noget at gjøre ved dette, men Spot maa drives med det eller dybsindige Klager udstøtes, eftersom Sjelen er stemt til. Dog Tiden turde være kommen til at sige stop; endnu var saare meget at redde. Men Intet reddes, det er vist, dersom man klager over, at Folk ikke kjøber Bøger. Folket kjøber nok Bøger, naar det faar Bøger, som er gode, og ingen Forfatter klager over kold Modtagelse og Ulyst til Bogkjøb, undtagen den, som ikke selv kan skrive. Det vil gaa vort Folk som nu Islænderne, dersom vi skrive folkeligt i Maal og Mæle: der læser Almuen meget, og Tidsskrifter kan finde et godt Udkomme, selv i et saa lidet Land, medens det her i et mange Gange større gaar smaat. Dette maa stikke i Noget, thi Folket er af samme Rod, og selv den nyere Forskning (PettersenPettersen] Niels Matthias Petersen, dansk historikar i Danmark) har udfundet, at det ikke var Island, men det sydlige Norge især Thelerne, der lærte fra sig Saga og Skjaldekvad. Dette være nu som det vil, det faar de lærde afgjøre: men vist er det, at vort Folk vil læse og synge, blot de faar noget, som de kjender igjen, finder sin egen Sjæl og det, hvortil den higer. Men vore nye Bøger, vor konstige Poesi og vore Aviser med fremmede Ord, som Vest til det danske Varp, det læser de ikke, og derfor synes jeg, vi maa være glade og takke Gud.
Hvorledes kan nu ogsaa en Forfatter klage, der paa en liden Artikel lang som saa maa bruge fremmede Ord som: isoleret, private, sutineredes, praktiseres, gratis, Appetit, altsammen Ord, der mange Gange kan ombyttes med hjemmegjorte som: einbolt eller einstaka, selveigde, holdtes oppe, gjøres, ligefram, frit eller ubetalt, egentlig Madlyst, men her Lyst eller Hug, for Appetit. Vi mangler ikke Ord, men kunde spille paa vort Sprog som paa et fuldtonende Orgel, blot man fik væk den Galskab, at det er raat. Men Vildfarelsen er Sandhed, saalænge Folk tror paa den.
Det er disse fremmede Ord og denne ulykkelige Læsning af nyere, som i sin fulde Glands kommer fram paa Storthinget. Vore ellers skikkelige Bønder ere saadanne i sit Sprog, at man kunde gjøre det bedste Skuespil over dem og faa Folk til at le sin Mave itu, som HolbergHolberg] Ludvig Holberg siger. De tror det saa maa være. Mange kan ikke andet, og Andre synes det er gjildt. De ere næsten som Gutten, der havde været i Byen længe og kom hjem. Han kjendtes naturligvis ikke ved sit gamle Maal, og spurgte derfor om Noget, som laa paa Tunet: Hvad heder dette? Idetsamme traadte han paa det og fik en Smeis paa Øret. «Den fordømte Riva», sa’en.
* * *
Rettelse i forrige artikkel
Saalebotsmennesker skal det være for Sælvbotsmennesker; Saal betyder Sjæl. Med denne Sammensætning betegnes de Fattige, som faa Almisse.
Korrespondance
Christiania den 25de Januar.
Paa den Avisblæst i Sommer mellem os og de Svenske har nu fulgt mildere Luftninger. Kommissioner bleve udnævnte — ikke mindre end tre — der skulde være Mæglere mellem os, og disse Kommissioner komme naturligvis ikke til Noget eller dog saare Lidet, da Et er at snakke i den ubestemte Almindelighed, saadan som Politikere og Avisskrivere, et Andet er at gjøre noget bestemt, som griber ind i Livet og forandrer det. Livet har slaaet Rødder som et andet Træ, og disse roter man ikke let op, og naar da Aviserne ser, at det ikke gaar saa let, stemme de Tonen om og sige, at Alt er saare godt — hvor daarligt det forresten kan være. Saaledes se vi nu Svenska Tidningen, naar Sagen med Kommissionen rykker ind paa, at fremhæve nok saa skarpsindigt Umuligheden af, at Norge og Sverige toldforene sig, og dog er det paa en Toldforening, de svenske Blade mest have skreget, saalænge det gik an at spille vildt. Det kan ingen Tvivl være om, at jo de øvrige svenske Blade, et efter andet, komme til den samme Erkjendelse; thi Fornødenheder, Beskatningsmaader, Magtfordelingen af Statsmagterne, Landenes Beskaffenheder, Oppebørselsbetjenternes Stilling, kort, Alt er saa forskjelligt i begge Landene, at en Sammenblanding kunde holde sig i Længden, om den end med Vold og Magt blev indført. Nogle gjensidige Lettelser er det Eneste, som kan gjøres. Dette have ogsaa Statsøkonomer for længe siden udtalt, og det maa falde Enhver i Øinene, som tænker det mindste derover. Staterne maatte isaafald blive til en med en Grundlov, et Storthing eller Rigsdag — en Konge har vi — en Hovedstad, der for at undgaa Misundelse fra nogen af Kanterne, maatte lægges midt paa Kjølen, — Folkene maatte blive et, og vi helst slutte med at fiske og Svenskerne med at æde Fisk, — vi slutte med at kjøbe Korn og Svenskerne med at sælge, — vi slutte med at slide og Svenskerne med at væve; vi maatte se til at blive rene Aander saasnart som muligt og for at blive det, maatte vi igjen lægge os til at dø; da kunde vi sammenblandes — amalgameres kalder Politiken det. Men dette Ord amalgameres liker heller ikke Sv. Tidningen nu, uagtet det har været yndet før i Sverige, og en svensk Mand, der opholder sig i Norge, skrev i Vaar til en af sine Venner her: «Nu ser jeg, at en Amalgamation er mere umulig end nogensinde.» «Ja, det tror jeg nok,» svarede Vennen her, «da rimeligvis ingen fornuftig Norsk eller Svensk, som ved, hva Amalgamation betyder, nogensinde har tænkt paa en Amalgamation.»
Det var derfor ikke ilde af Kongen at udnævne Kommissioner for at skille sine tvende stridende Barn ad. Naar derfor en Knude kommer paa, saa udnævnes igjen en Kommission, saa granskes Tingen, og saa ser man, at Intet eller dog saare Lidet er at gjøre, og saa tagnar man, netop paa samme Maade som en klog Politik sætter den største Skrighals ind i Regjeringen eller Embedsstanden, og omvendt gjør den Regjeringsmand, der finder at Bonden eller Handelsmanden har det saa godt, til Bonde eller Handelsmand, saa kommer nok disse Folk til Fornuft; thi de komme ind i Livet. Enhver vil ogsaa i sin Kreds mindes Storthingsmænd — jeg mindes mange — der før de bleve det, holdt Maitaler saa røde, som de kunde blive, og gav Storthing og Regjering Øredasker, som det traf til; men da de bleve Storthingsmænd, klapper de begge ogsaa som det træffer sig. Det skulde derfor være underligt, om de Avisskrivere, der have skreget mest over Alt det som kunde gjøres og over Manglerne ved Foreningen, ikke bleve de spageste og de som fandt Foreningen bedst, naar de kunde blive Medlemmer af Kommissioner til at afhjælpe Manglerne. Men da nu Politiken ikke endnu gjør sine Valg efter Grundsætninger, som de ovenfor fremstillede, saa faar man nøie sig med de almindelige Valg, og se hvad der kommer af dem; dette er ofte ogsaa nok til at tænke sig om: der kommer Tal og Kjendsgjerninger frem og disse kan man ikke godt komme ifra. Vi se alt gode Følger af vore forenede Kommissioner, og bedre vil Følgerne blive.
Det er meget underligt, at der inden den svenske Armé skal samles Bidrag til et Mindesmærke over Carl XII.Carl XII] Karl XII, svensk konge Det kan vistnok trænges til; thi Støtten, hvor han faldt, er saa angreben af de Mange, der vil tage med sig en liden Helligdom i Lommen, at den snart kan blive opbrugt. Det er ikke godt at vide, enten en ny Støtte skal være til Ære for os, der fik Bugt med en saadan Helt, eller den skal være til Hæder for Svenskerne selv, som havde frembragt helten, eller endelig til et mere evigt Minde om Helten selv, forsaavidt han kan faa et varigere Minde end det, han har i sit Folks Hjerter; thi ingen svensk Konge — Gustaf WasaGustaf Wasa] Gustav Vasa, svensk konge og Gustaf AdolfGustaf Adolf] Gustaf II Adolf, svensk konge ikke undtagne — er vel saa forgudet som Carl XII. Det er vist ingen Overdrivelse, naar Tegnér lader den gamle Mand «lyfta på den slitna hatten,» hver Gang Carls Navn nævnes.
Men Tingen med Støtten maa vel være den, at KronprindsenKronprindsen] Karl, svensk kronprins og visekonge er saa svensk, at han vil ihukomme «Dunderguden» og endnu heller vilde ligne ham, hvortil der nu kunde være blevet Anledning, dersom ikke Rusland havde antaget Fredsforslagene fra Østerrig. Skal man tro Børsen og Kornpriserne i England, saa maa der blive Fred, og dermed har det lange Udsigter med at ligne Carl XII, og for en svensk Løitnant, som BraunBraun] Wilhelm von Braun, svensk forfattar siger, at «erovra Finland från Ryssarna åter.» Det er ilde dette, ligesom det er ondt om mange af vore unge Officierer, der ogsaa kunde komme til at ligne vore Forfædre, som sloges med Bjørnene i det nordlige Rusland, saadan som f. Ex. Erik Blodøxe.Erik Blodøxe] Eirik Blodøks, konge Hvo ved om de ikke ogsaa som han paa Taget kunde faa sig en GunhildGunhild] Gunnhild kongsmor Kongemoder?
Korrespondance
Christiania den 30te Januar
Udsigterne til Fred, der nu i Udlandet gjør et saa voldsomt Omslag i Madpriser, Eiendomme og rentebærende Papirer, vil heller ikke her tillands gaa af uden Svindel; og bliver det til virkelig Fred, vil nogenlunde den gamle Tilstand indtræde med Slapping af de nu opskruede Priser paa næsten alle Ting. Gaar det end ikke saa fort med Lykkehjulet her som i Udlandet, hvor den Mand idag kjører med smukt Spænd, som for fjorten Dage siden sneg sig frem paa Gaden langs Væggene, saa vil dog en ikke ringe Forandring indtræde. Til Statspapirer, der i Udlandet gaar fra Haand til Haand som Lotterisedler, kjende ikke vi, og vore Jernbaneaktier blive de samme enten saa det er Krig eller Fred, selv om Krigen blev ført i vort eget Land, vilde ingen Forandring ske i deres Pris. Men alligevel er her nok at løbe paa: Mange ville blive fattige eller dog tabe meget, og bliver paa den anden Side end Ingen rig, saa vil dog særdeles Mange komme sig; thi at faa billigere Mad, Drikke, visse Værelser, Hus, Hjem*) og alt det, som godt er, drager dog i Længden, ihvorvel Menneskene bestandig indrette sig efter den daglige Tilstand, saa at den, som er Fant, bliver Fant, hvordan Tiden end er, og den, som er en velholden Mand, bliver en velholden trods Tiderne, naar da ingen særegen Ulykke for ham eller en almindelig Landeplage kommer.
Vi har virkelig ogsaa havt Spekulanter i denne Tid; det er Mange, som har kjøbt en Mængde dansk Last, der nu har staaet godt, og derved regnet paa Krigen; mange Andre har kjøbt Byg og især Havre, af hvilke en velsignet Mængde findes paa Oplandet; Prisen har været høi, og kommer nu Freden, vil den synke, i alle Fald til man ser, hvorledes næste Aar bliver. Gaardhandelen har gaaet livlig for sig baade i By og Bygd, og det er vanskeligt at sige, paa hvilket af disse Steder Priserne har været mest ukjendt høie. Jeg kjender saaledes en Mand paa Landet, der for nogle Aar siden gav 10,000 Spd. for sin Gaard og nu neppe solgte den under 30,000. Vel har han forbedret den meget; men da al Afdrot staar omtrent i det Dobbelte, saa er det rimeligt, at Gaarden stiger i samme Mon. De gode Tider har ogsaa gjort, at der ikke er saa meget Avaat paa Jorden med Fattigskat, Betleri osv., omendskjøndt Arbeidslønnen er dyrere, men denne, især hvor der erer] er sett inn Husmænd, betales gjerne med Gaardens egen Afdrot. Her i Byen solgtes for kort siden en Gaard for 14,000 Spd., der endog i Sommer kunde været at faa for 10,000. Husleien har naturligvis været ompas derefter, idet en Mand, der før havde taget 250 Spd. for en Bekvemmelighed, nu ihøst forhøiede den til 400. De andre Huseiere har gaaet høiere eller lavere, eftersom de have været betænkte til og Leiligheden søgt. Af Priserne kan man da vide, at Mangelen paa Husrum er stor, og Klagerne har da ogsaa været mange med mange besynderlige Forslag til at afhjælpe Nøden.
Meget af dette vil forandres med Freden, og navnlig maa Priserne paa Landeiendommene falde med de bedre Madpriser, dersom da Storthinget ikke efter Jordbrugernes Ønsker, især paa Østlandet, forhøier Tolden paa Fødevarer, fornemmelig paa Korn; men da nu dette er tvivlsomt, saa kan Intet redde Gaardspriserne fra at falde idetmindste for en Tid. I Byerne vil Priserne ikke falde saa let, forudsat, at Aaringerne fremdeles blive gode og Fiskerierne rige. Trælasten maa almindelig talt stige; thi af den bliver det altid mindre og Forbruget større; men naar nu vore Skoge blive saameget mindre, vil naturligvis dette ytre sin Indskydelse baade paa By og Land. Dog, dette vedkommer ikke Freden.
Men kommer Freden? Ja, spør om det! Det ved Ingen, neppe engang Keiser NapoleonNapoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar og Lord Palmerston;Palmerston] Lord Palmerston (Henry John Temple), engelsk statsminister thi Begivenhederne ere stærkere end Menneskene, og ligesom Krigen blev større end nogen af Parterne ønskede det, saaledes kunde den holde længere paa end nogen af dem vilde; den har jo alt gjort det. Ethvert Menneske ved, at ethvert Fyrstehus i Europa gjerne kunde baade kysse og klappe Russland, fordi det er, hvad enhver Fyrste kunde ønske sig at være, en mægtig Politibetjent mod Revolutionens Gadeuorden. Man kan derfor vide, at det maa have skaaret dem i Sjelen, hvergang et Skib sænktes i Sebastopols Havn og en Fæstning blev stormet, og var det ikke for det, at Enhver elsker sig selv mest, saa vilde man ingenting have gjort eller taalt at se derpaa. Det var da heller ikke Meningen at gjøre saa meget, og derfor er det nu paa Tiden at blæse i Saaret som naar et Barn har faaet en Rift. Forsaavidt bliver det Fred. Det bliver ogsaa Fred, fordi Napoleon synes at trænge til den. Der ser ikke godt ud i Frankrig, og det værste er, at Eleverne ved den Polytekniske Skole lader til at blive urolige: de har altid været nogle Stormfugle — i 1814, 1830 og til dels før 1848, og intet Under; thi Børn af de bedste Familier, ved, hvad der rører sig. Samfundets mægtigste Kredse, og de alt vide, at de engang skal blive Marskalker, og ere unge og modige, rigtig Franskmand, saa er deres Holdning altid betydningsfuld. Studenterne have ogsaa tilladt sig at trampe til en Professor, som talte om tvende Moraler — en gammel Tale forresten. En Skipper, der nylig kom fra Cette, sagde ogsaa, at Tilstanden var ond i Frankrig, og nu se vi — saa meget faa vi dog se af Aviserne — at man der jubler over Ruslands Antagelse. Der jubler man nu forresten altid til det, som er nyt. Men England da? England har tabt meget ved denne Krig; Omkostningerne og Menneskelivene er det mindste, saa uhyre de end ere. Det har tabt Troen paa sit Aristokrati, sin Forfatning; dets Berømmelse tilsjøs tror nu Verden ikke mere paa: thi de Franske have ogsaa der vist sig bedre. Disse sine Nederlag synes England at maatte oprette, og de føles nok bittert af det patriotiske Folk, der vilde sende et Smertensskrig gjennem Verden, om Fred nu blev sluttet. Dette taler mægtig for Krigen. England kan ogsaa staa alene, dersom det forener sig med Friheden og de undertrykte Folkeslag.
Dette gjør det nok ogsaa, dersom det drives til Fortvivlelse, men ikke før; og engang maa denne Fortvivlelse komme. Det er fra den Friheden maa vente sin Frelse. Staar en Mand CanningCanning] George Canning, britisk politikar i 1826 op i Parlamentet og sammenligner England medmed] er sett inn Vindens Gud, der kan hærje alle Strande og blæse alle Flaader isænk, saa vil han blive baaren paa Hænderne, blive Udenrigsminister, og Protokoller vil underskrives med skjælvende Hænder. Fyrsterne maa redde, hvad reddes kan, og saa usigelig kjært end Russland er, saa elsker man dog mere sig selv. England er mægtig.
England op af vilde Hav
skyder laadne Ryg som Hvalen:
hovedkulds mod Bølgedalen
finder Rytteren sin Grav.
* * *
*) Det er et Spørgsmaal, om Ægtefælle, Børn ogsaa bliver billigere; men Mark og Fæ bliver det vist.
Korrespondance
Christiania den 1ste Februar
Det skal som det fortælles nu endelig efter henved halvandet Aars Forløb være kommet til en Beslutning med Jernbanen og dens toldfrie Indførsel paa sine mange Fornødenheder. Det var disse Fornødenheder, som antoges at være udstrakte over det Fornødne, og hvorover det skal være gjort Undersøgelser, Erklæringer, Betænkninger og nu Beslutning af Tolddepartementet, saadan som det altid gaar, naar der er noget paafærde med Told. Det er dog vist ikke paa Tiden endnu at tale om denne Sag før den ad rette Vei kommer for Dagen, da man med al Forsigtighed og trods de rimeligvis gode Kilder saa let kan fortale sig, hvilket i slige Sager er saameget farligere som Folks Ære ved dem berøres; thi selv om man siger «Jernbanen,» saa er der dog Mænd, som har staaet for Jernbanen og paa hvilke Ansvaret maa falde, ihvorvel nogle af disse Mænd nok ere reiste sin Vei; og naar det kommer til Alvor, tør det antages, at man har stelt sig saa, at Ingen er at faa Tag i, hvilket unægtelig ogsaa i en vis Henseende var det bedste, eftersom saa alligevel neppe nogen af de ærede Herrer vilde kunne erstatte Statskassen de store Summer, og de indførte Ting ogsaa nu vanskelig vil kunne paavises til at hefte for Sagen. De bliver saaledes ikke godt at finde op igjen, Spaderne, som i Mængdevis ere spredte udover Landet. Enhver Arbeider arbeidede gjerne først for en saadan Spade og da han havde tjent den, sluttede han ofte og saa kom en ny Mand, der ogsaa fik sig en Spade. Det bliver ikke godt at finde igjen Kjøreredskaber, som endog igjen kan være solgte paa Auktion; heller ikke godt at finde Kronometrene, af hvilke en Del kan være forærede til gode Venner. Kjettinger og Jernet bliver ikke godt at finde igjen i den Spiger med mange andre Ting, hvortil det er brugt. Jernpladerne rives ikke saa ligetil af Dampkjedler, kort, det ser fortvivlet ud med Konfiskationen. Bare nu ikke altfor Mange af vore egne Handelsmænd og Driftsforstandere kom i Ulykke! Det vil dog vides, at det hele skal danne et tykt Knippe. Det kan dog ogsaa være det samme for Staten, enten den faar noget igjen eller ei; den har nok Raad til at lægge ogsaa disse Lærepenge til alle sine øvrige. Hovedsagen er, at Alt bliver bevist, og at det oplyses hvad Folk det er, man har med at bestille.
Det bliver nu, naar det kommer — og det kommer nok ret snart — en værdig Opgave for Jernbanens Advokat at blankskure den.
Det er underligt nok, at det har gaaet saa stille med denne Leg; der er nok ikke skrevet mer end en Gang om den før; men uagtet det var optaget i et av Hovedbladene, saa var det dog som dræbt i Vand. Det pleier ikke at gaa saa, naar noget Sligt er paafærde; men dette har nu været saa stormægtigt, at det var vanskeligt at tage et Tag med. Kommer nu an paa, om man faar nogen endelig Bugt med det.
Korrespondance
Christiania den 20de Februar
Nu begynder det at stilne i Gaderne efter den store Begravelse idag — Grosserer Jakob MeyerMeyer] Jacob Meyer, trelasthandlar blev nemlig begraven Kl. 12. Det var vistnok Norges rigeste Mand, han som idag blev stedet til Jorde, og det var derfor intet Under, at Mange vare paa Benene; thi Rigmanden er en af de tre Magter, som beherske Verden. De øvrige to er Kundskab eller Aand og Stilling. Det er opbyggeligt ved slige Leiligheder at sammenligne denne Treenighed indbyrdes. De Fleste vil nok sige, at Rigdom er den største af disse tre Magter, eftersom den jo er den behageligste og har for Mængden det mest Tillokkende. Men til Ære for Menneskene bør det dog siges, at det dog ikke er saa, hvilket bedst viser sig i Enden; thi for her at have en Sammenligning sige dog Alle — jeg har talt med — at Gaderne paa langt nær ikke var saa fulde idag, som da Henrik WergelandWergeland] Henrik Wergeland blev begraven, ikke at tale om, at Mængden da var ærbødig stille og ligesom følte, at Noget var tabt. Der var noget Moralsk-Sædeligt i det Ligtog, og den, der havde tilladt sig et spottende Ord, var bleven anseet som ugudelig, om han ikke var bleven sønderreven. Det styrker Troen paa Menneskets høie Bestemmelse og sædelige Værd, naar man ser Sligt; thi det viser, at Menneskene ikke er saa onde og uretfærdige, som mange Misfornøiede sige, men bedømme Pengene og den sande Fortjeneste ganske rigtigt. Pengene og Aanden faar sin Dom. Verden var ikke kommen saa langt som den er kommen, dersom det ikke var saa. Der ligger ligesom noget Lurende i den Hyldest man viser Rigdommen; det sker fra et Baghold eller helst om Natten; man taaler ikke, at Solen skinner paa denne Hyldest, da man ved, at Aanden bagefter vilde komme med sin Hevn, og det er et godt Træk hos Menneskene, at de Intet frygte saameget som Aanden. — Almuen med sine Tankesprog udtrykke godt Randens og Rigdommens Værd. «Naar den gjæve Mand dør, er det som Væggen faldt ud af Huset; men den Rige (den, som blot har samlet Rigdom) er som en vis Skabning*): der er intet godt i ham, før han kommer paa Fadet.» — Hvad nu den tredie Stormagt, nemlig Stand, angaar, da staar den ligesom for sig selv; thi naar KongenKongen] retta frå: en Kongen dør, saa er det nu noget udvalgt; man kanonerer, ringer med Klokker, prædiker overalt, sørger med Flor og sætter den Hedenfarne i Historien, enten saa man vil eller ikke. Hjertet kan ikke der komme tilorde; det er Politiken som sørger. Men skal man endelig sige, hvilken er den største Magt, saa bliver det ogsaa her Aanden; thi selve NapoleonNapoleon] Napoleon Bonaparte, fransk keisar sagde: «Det er Folkemeningen (Aanden), som har styrtet mig.» — Det er et mærkværdigt Aar dette: RotschildRotschild] Amschel Mayer Rothschild, tysk bankdirektør er død i Frankfurt og Meyer i Christiania. Men det gaar dog nok ikke saa her i Christiania som i Frankfurt, hvor en Mand — rimeligvis en fattig Skribent — først skrev en Lovtale; men da nu rimeligvis det tydske Folk syntes dette var for galt, kom en anden Forfatter og leverte, som han kaldte det, «Medaljens andens Side», en Side, der viste, at Rotschild blot trodde paa Penge, og at han udlo for Enfoldighed hver den, som var en ærlig Mand; forresten var han et meget agtværdigt Menneske og nød al mulig Ære. Efter vor Rotschild bliver ingen slig forargelig Strid; thi Aviserne berettede blot Dødsfaldet med Tilføiende, at Manden var bleven rig, og selve Ligtalerne fortalte heller intet videre Nyt. — Ældre Folk, der mindes meget, anstille Sammenligninger mellem Bernt Anker,Anker] Bernt Anker, forretningsmann PløenPløen] Marcus Pløen, trelasthandlar og selve YoungYoung] Jørgen Young, forretningsmann og den nu begravne rige Mand. B. Anker staar nu over Alle, og man maa sige, at en Nation bør være stolt af at have aat en saadan Mand. Det er næsten ugudeligt af Christiania By at rive ned hans Lysthus nedenfor Kirken og der opføre et Vagt- og Sprøitehus. Af alle Ankers store Gaver f. Ex. Krigsskolen med en dertil hørende Bogsamling af 4000 Bind, til Kathedralskolen 1144 Bind, et Vaisenhus, og hvo kan tælle Alt, er hans Kavallerifordringer, det er saadanne Laan, som han aldrig gjorde Regning paa at faa igjen, de mest karakteristiske; de findes opførte med 456,367 Rdl. 3 Mk. 12 ß, altsaa næsten en halv Million.
Saaledes hjalp Anker uden at lade Folk føle nogen Ydmygelse. — Storthingsmænd fra 1821 tale med Begeistring om Pløen og Young, der ved sine mægtige SølvskeerSølvskeer] retta frå: Sølskeer og fortræffelige Vine understøttede sine fædrelandske Grunde, at Adelsloven skulde gaa igjennem uforandret tredie Gang. Den gik ogsaa, og er nok den eneste Lov, som er bleven til efter Grundlovens § 79 — uden kongelig Sanktion. Det var et Leven og Liv paa deres Løkker da, som langt gik over Selskaberne i Stifsgaarden. Det var Mænd det, som havde Mandskabstag til at gjøre Noget for Fædrenelandet. Nu venter man paa Meyers Testament for at kunne sætte ham i Rækken af sine Mænd, hvem meget var givet, og som man derfor kræver meget af.
Ægypten var et underligt Land — Filosoferne kalde det Dødens Land. Der holdt man blandt andet Dom over de Døde: Hinsides Nilen ved Indgangen til de store Gravhvælvinger, modtog en Ret de Døde, og faldt Dommen gunstig ud, fik han Lov til at sættes ind. For denne retfærdige Dom havde Ægypterne megen Frygt; thi faldt En igjennem, saa var ikke den efterladte Rigdom nogen Tvist for Arvingerne, der maatte bære paa det dømte Minde, og saaledes drikke en Gift af det skummende Bæger.
Det var Retfærdighed.
* * *
*) Jeg tør ikke nævne Skabningen ved Navn af Frygt for at blive kaldt raa, hvilket jeg er kommet i Ulykke for med et andet Ordsprog. Der er Rædsel i mit Blod. Det er dog svært, hvad disse fine Folk kan udrette!
Korrespondance
Christiania den 22de Februar
Tiden er som vi Allesammen: den har sine Luner, er alvorlig, skinhellig og frimodig spøgende, alt som det kan træffe. — Nu fortiden er den unegtelig skinhellig; men det varer nok ikke længe, da den er sund af Gemyt, blot den faar tænkt sig om.
Beviset for denne Sætning falder Enhver i Øinene. Jeg vil nu dennegang ikke tale om Præstemøderne eller Damerne, som gaa did og paa «Opbyggelser», men jeg vil tale om Bogvæsenet; thi det er altid Noget, der en lang Stund staar som Mærke paa Tidens Pande. Det er især om Skjønhedsskrifter og Morskabsbøger dette gjælder, da de egentlige Opbyggelsesbøger til alle Tider næsten ere de samme; Forskjellen er gjerne blot den, at der til enkelte Tider ere flere meningsløse Talemaader, Efterslæng og en mere bespottelig Brug af Guds Navn; iøvrigt er det blot Trykken og Papiret, som er forskjelligt: en Opbyggelsesbog nu og en fra 1556 er forresten som to Draaber Vand. De andre Bøger derimod ere et Aftryk af sin Tid, naar man da undtager enkelte Verker, der staa som Mønster til alle Tider; og selv i disse Bøger vil man kjende meget af Tiden igjen; ofte se de ud saa, som naar man ser et smukt Menneske med forældet Snit paa sin Kjole; man liker ham godt, men kan ikke lade være at smile. Den, som har været paa Bal og seet en Herre med disse nu tyveaarige Skræddersaxe af Kjoleskjøder, vil forstaa, hvordan det omtrentlig er, naar man læser disse gode gamle Verker.
De andre Bøger, hvorom jeg nu vil tale nogle Ord, ere derimod, for at bruge et smukt Billede — som Damerne: man byder dem op til en Dands, indtil de ere nogle og tyve Aar, saa lader man dem sidde i Hylderne og ser sig om efter yngre.
Det er dette Slags Bøger, som ere saa fromme nu. Jeg vil ikke tale om Sorg og Trøst af MunchMunch] Andreas Munch, diktar og hans kristelige Tragedie S. de CousCous] Caus; thi om dem har jeg talt før, men om «Sjelen i Vildmarken» af Welhaven.Welhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar Den har ogsaa meget af dette «gudelige Vas», som fornuftige Bønder sige om de omreisende Prædikanter. Heltinden i dette Stykke — ventelig «Sjelen» — er igrunden hellig og idethele saadan som det Slags Folk ikke ere; men derfor ere de ogsaa sunde og kunne blive til Noget. Welhaven synes at have slaaet ind paa denne fromme Retning, hvilket man næsten endnu bedre kan se af det Dusin (eller to?) Sange, som er hængt bag i hans Skogmarker fra Aadalen for 4 Aar siden. Nu ja, han er ogsaa et Tidens Barn, som vi Andre. Dette kan være godt nok for os, men det var Synd om den driftige Forlægger Dybwad,Dybwad] Jacob Dybwad, forleggar at han skulde begynde sit kostbare og velmente Følgeblad til Chr.-Posten med noget sligt noget som «Sjelen i Vildmarken», der — det tør trygt siges — var et yderst daarligt Arbeide. I dette Følgeblad har været en god Historie, nemlig «Sopelim-Manden.» Det er en god Mand; men ogsaa paa ham har Tiden voxet ind med sit Mærke, skjøndt lidet, og da Manden er saa fortræffelig, mærkes det neppe.
Man gaar endog saa vidt, at Bogtrykker FabritiusFabritius] Wilhelm Christian Fabritius, boktrykkar bekjendtgjør, at Følgebladet til Skillingsmagasinet er i «kristelig» Aand. Det var vist bedre, at Følgebladet var godt; thi blandt fornuftige Mennesker bør forudsættes, at Alt er kristeligt i Ordets gode Betydning; men saa blev det ikke et Skilt, et Tidsmærke.
Man giver — saa utroligt det synes — religiøse Koncerter i Latinskolens Sal. No. som Davids Harpe, Troens Skat, og hvo kan mindes alle disse syge Navne? Vel skal man nu ikke egentlig regne denne Koncert til andet end godt, men den viser dog, hvad der er i Vinden og hvad man tillader sig at bekjendtgjøre. Forsaavidt er Koncerten god; den er igjen et Tidsmærke, og det, som godt er.
Slige Tidsmærker ere ogsaa meget tidt om Dagene traadte ind i Aviserne; det er saa hængehovedet, at man bliver ganske ængstelig mangen Gang. Nu ja, saalænge det staar paa, gjør man vist forsigtigst i at folde Hænderne og synge med; thi Ingen sætter sig ustraffet op mod det, som er i Vælten. Derfor ser man heller ingen Opstand endnu. Selve Departementsfolk, Handelsmænd og Bogtrykkere gaa som HolbergHolberg] Ludvig Holberg siger: «sagte, Fod for Fod som til Ligfærd.» Det er meget opbyggeligt dette.
Verden ser mig ud, som den netop skulde være begyndt paa at studere Theologi, saadan som jeg har kjendt mange unge Studenter. De vare nogle flinke morosomme og menneskelige Folk (somme af dem), men om Høsten, da de begyndte med Theologien, da . . . hang Hovedet, og der blev et Alvor, som tog sig meget naragtigt ud, da det ikke var eller kunde være naturligt. Man tilgive mig Lignelsen, men det var som naar man ser disse udklædte Abekatte, der i fuld Mondur med Sabel og Greier skrider majestætisk frem og tilbage paa Lirekassen.
Det er ikke uklogt dette, da det ikke turde være barmhjertigt at blive mistænkt som Vantroende for en vordende Præst. Dette turde engang ikke være klogt for Nogen, som agter at blive Embedsmand. Man gjør derfor bedst i at flyde med Strømmen. Den flyder snart over i et andet Leie.
Det er paa disse og flere Tidsmærker Præsterne bygge Haabet om Gjenindførelse af Kirketugten.
Jo mange Tak! Moden er en farlig Ting at bygge paa. Det faar mangen Skrædder vide og mangen Galanterihandler, der har Butiken fuld af rudet Tøi fra ifjor, og iaar skal det være randet.
Korrespondance
Christiania den 29de Februar
Igaar begyndte Aftenbladet med at aftrykke Angivelser og Erklæringer fra Toldvæsenet og de andre Vedkommende, om formentlige Misligheder ved Jernbanens toldfrie Indførsel af Varer. Der læres mere af det Slag med samt Bemærkninger. Imidlertid ser man endnu ikke noget til den Sag fra Tolddepartementet, uagtet man længe har ventet og talt om de pleiede Forhandlinger. Det maa vel snart komme op om den Sag, og Aftenbladet vil vel gjøre sit Bedste, da det engang har kastet sig i Skydehullet; thi det maa siges, at det har staaet ene med denne vigtige Sag, da de andre Hovedstadsblade have været forsigtige nok til at tie stille, og Morgenbladet desuden ikke kan angribe sit eget Verk. Her skal have været Forhør idag over Toldbetjente, om de have givet Aftenbladet Oplysninger. Det er ogsaa noget dette, at bringe slige Ting til Opklaring; der skal holdes Orden, og de Underordnede maa aldrig snakke af Skole; der skal bies indtil de Rette snakke, enten saa disse opløfte Munden eller ei. Det er den gode Orden, som man finder i enhver Gren af Styrelsen. Det er noget kjedeligt med disse oprørske Folk og især med Aviserne, der ere som Kvindfolk, at de aldrig kan tie stille, og derfor er det intet Under, at «Ordenens Mænd» hader den frie Presse som Pesten, der bringer Revolution og al Ulykke over Landene.
Det er svært, hvad Opstyr der gjøres, naar Nogen saadan snakker om det, som bør ties stille med. Da der saaledes for et halvandet Aar siden kom et Stykke i en af Hovedstadsaviserne, at der havde været en Kavalkade (en Ridetur i sin Lighed med Kanefart istedetfor Kjøretur) hvor Politiet havde været med og ridet mod Politiet, da blev der et evigt Spurlag af Politiet paa Politikammeret, hvem denne syndige Mand monne være, som saadan kunde tillade sig at skrive om sligt, ret som der kunde være nogen Fare paafærde, naar Politiet selv var med. Den Gauken burde være opspurgt og straffet efter Fortjeneste. Men dette unavngivne Skriveri er noget Væsen; nei, da er det noget ganske andet at være Korrespondent.
Ligesom det ikke er barmhjertigt for nogen vordende Præst eller anden Embedsmand at aabne den mindste Glyt paa Hjertets Dør, saaledes vilde jeg heller ikke raade noget kristeligt Menneske til at skrive i Aviser, naar det agter at komme i Statens Tjeneste, undtagen det skriver det, som godt, lydigt og uskyldigt er. Der skal være Orden i Alt, og man bør ikke taale Fiender i sin Leir. Hvad vilde man f. Ex. sige om en Kopist eller Departementsmand, som skrev mod Regjeringen? Det var jo Tjeneren, som satte sig op mod Herren, og derfor have vi Hustugt. Det er ogsaa noget, som staar skrevet i Aarbøgerne, at tvende af vore Departementsfolk traadte ud, da de stak Næbbet altfor dybt i Avisernes Mudder. Denne Tolder — dersom det bare nu er en Tolder — fortjente derfor ærligt at faa sine Smeis, fordi han har søgt Selskab med Aviser, og bestræbt sig for at kaste Skygge paa Jernbanen, der som et Nationalanliggende omfattes af det hele Folk, og paa hvis Kløverknægt vore største Statsmænd have sat sin hele Kløgt. Det er ikke sagt, denne er stor; men, det er lidet man haver, det er meget man mister. Denne ulykkelige Tolder — ja dersom det nu igjen var en Tolder — han burde — afsættes. Det kan ikke bestaa med god Orden paa Toldboden heller, at nogen Tjener er en Slange; thi paa Toldboden bør igrunden den samme Orden og Respekt være som i Militæret. Intet Snak! Det opløser Samfundsbaandet. Derfor gik hin Officier tilgrunde, og AsbjørnsenAsbjørnsen] Peter Chr. Asbjørnsen kom i det forfærdeligste Par Buxer, fordi han havde været for mundsk i sin Ydale. Af megen Tale kommer Fortrydelse, men Taushed er sikker.
At forraade en Grundtanke er farligt; selv iblandt Lærerstanden er det ikke tilladt, hvilket vi have seet af en Lærer ved en Latinskole, der blev med, at Understøttelse til et Skrift vilde udeblive, dersom han ikke var lydig i Troen paa de gamle Sprog og lod være at snakke om Norsk. Vil vi tale noget med vor egen Mund, saa kan vi idethøieste tillade os at bruge Dansk, hvilket alle vore dannede og bogføre Folk bruge. Det vilde være farligt at give Norsken formeget Raaderum: den vilde skave den aandelige Forgyldning af mangen anseet Mand. Der skal være Orden i alle Ting.
En Læge har været ude i Chr.-Posten idag og skjældt paa Morgenbladet, fordi det har kaldt Lægernes Forening, om ikke at modtage Ansættelse uden visse Betingelser, Strikes. Men da Morgenbladet iaar har udtalt den samme Tanke som jeg ifjor, saa har det talt meget fornuftigt og ganske rigtigt, og alle Lægens Indsigelser vil ikke kunne høres; thi lader man Arbeiderne høre ilde — hvilket er gjort om ikke just mere af Lægerne end Andre — fordi de gjorde Strikes (stak Ho’derne sammen) saa maa ogsaa Lægerne høre ilde og finde sig i at sammenlignes med Arbeiderne, hvad enten de nu kaldes Thraniter eller andet, ja de maa høre mere ilde; thi da Lægerne ere boglærde Folk, der ovenikjøbet har faaet fri Boglærdom, om de end maatte holde sig selv med Kost og Klæder. Det er dog alletider noget gjort af Staten dette, uagtet man nok paa en Maade kan sige, at Staten ogsaa har gjort det for sin egen Skyld. Men Staten gjør igrunden Alt for sin egen Skyld, og dette siger derfor saameget, at det intet siger, omvendt paa de enkelte Forhold. Lægerne faa derfor finde sig i at staa som Thraniter, men Herregud, derfor ere de lige agtværdige Folk; det er kun, at Tingen gives sit rette Navn.
Korrespondance
Christiania den 5te Marts
Istedetfor at tale om Telegrafmeldingerne, som nu om Dagene maa lyve hele Verden fuld — thi af saa modsigende Ting kunne dog ikke alle være sande — vil jeg tale om en meget ubetydeligere Ting end baade Telegrafen og Fredsmødet i Paris, skjøndt igrunden ligesaa morsom som disse; jeg mener Lensmanden i Hurum, der nu gjennem tvende Morgenblade har skrevet om Tilstanden i Hurum i disse sidste fem Aar. Det maa være en pudsig Mand dette, og da man altid udmaler sig en Forfatter efter det Indtryk, man faar af hans Verker, saa har jeg faaet et kosteligt Billede af Lensmanden. Det skulde være en Fryd at se ham engang for at komme efter, om min Indbildning har truffet ham. Dog dette er ikke muligt; Billedet er altfor eventyrligt til at være af et Menneske og ovenikjøbet af en Lensmand. Det maa være et snilt godt Menneske; men, du Alverden, hvor naragtigt. Det er en ganske vidunderlig Artikel han har skrevet, og af Morgenbladets mange grønne Blade ere dog disse tvende Blade de mest kaalgrønne. Det er bleven Mode nu, som Enhver ved, at skrive og tale om Stats- og navnlig Landhusholdningen, nemlig om Skog og Mark, om Fisk og Fangst, om Berg og Bakke, om Ku og Kalv, om Grise og Møgdynger. Det er underligt, at Ingen endnu har sat denne Statskogebog paa Vers, ligesom vi jo har en rigtig ægte Kogebog for Kjøkkenet paa Rim. Det var disse Tanker, som foresvævede mig engang, da jeg skrev følgende Linier af en Sang til en meget husholderisk og flink Kone paa hendes Fødselsdag:
— — — — — — — — — — — — —
— — — — — — — — — — — — —
— — — — — — — — — — — — —
En Hustru, som sit Hus tilbørlig Agt vil vise, —
som steller Kjør og Faar og Høns og gjøder Grise,
en saadan Hustru er som ment den ene Mei;
den anden Manden er paa Livets Landevei.
— — — — — — — — — — — — —
Men, hvad jeg her skrev til Ros for Kvinden, maa siges til Spot for disse Landhusholdere af den gode Grund, at de færreste forstaa sig noget paa det, de skrive om. Desuden maa det trykte Ord opretholdes i en vis Værdighed: det maa udtrykke Aand, og den, som ikke kan blæse Aand i Skog og Mark, i Svin og Møgdynger, han maa ikke løfte sin Mund op om dem.
Dog, det var ikke just Mangelen paa Aand i sin Landhusholdningsskrivelse, som gjorde Lensmanden saa pudsig. Om Aand kunde der nu ikke blive Tale. Det var derimod den mærkværdige Mængde af fremmede Ord og deres Anvendelse, som gjorde Afhandlingen vidunderlig.
Er det nu ikke besynderligt, at de, som kan mindst, skal være saa forspikkede paa at bruge fremmede Ord? Man kan bande paa, at den, som bruger mange fremmede Ord, er ligesaa uvidende som smagløs. Denne gamle Skik hænger nu alene igjen hos halvlærde Mennesker, f. Ex. Kontorister, Skolemestre, Storthingsbønder og ældre Kjøbmandsmadamer, ligesom den ældre Dragt med de korte Livstykker endnu bruges i Valders og Thelemarken, efterat de forlængesiden ere afskaffede i Byerne. En virkelig oplyst Mand bruger som Almuesmanden et Sprog, som er endeframt, og helst taler han Norsk, naar han forstaar det; men selv om han ikke kan Norsk, men blot Dansk, saa snakker han dog som et Menneske, og i de lange Ordlag er der dog en vis Klarhed. Statsraad Vogt,Vogt] Jørgen Herman Vogt, statsråd der staar saa høit i mange Ting, fører netop i Modsætning til Landets Jurister, for hvilke han har været Øverste, et simpelt Sprog, og ofte har han f. Ex. strøget ud Cirkulære og sat Rundskrivelse paa Udkastene til sine Sendebrev. Jo nærmere en Jurist kommer op mod Vogt, desto greiere skriver han, indtil man kommer ned til Examinaten, han være nu Fut eller Skriver, der skriver saa lærd og kunstigt, at man kan blive hovedgalen.
Dette er jo igrunden ganske naturligt, naar man tænker sig om: den, som intet kan, maa synes at kunne noget. Det er som med Skolelærere og Officierer, der maa være harske og holde Børn og Soldater ti Skridt fra Livet, naar de intet forstaa; thi skulde de, som ingen Aandsfylde have, være fortrolige, saa vilde man se deres Jammer og rive Parykken af dem, hvilket jeg engang har havt den Opbyggelse at se.
Saaledes skulde det vel ogsaa se ud, naar disse halvlærde Mennesker talte og skrev som skikkelige Folk! Det vilde hverken hænge i Sæk eller Toug, Almuesmanden vilde forstaa dem og sige: «ee synes det er noget Vas», medens han ellers kan ryste paa Hovedet og sige: «Gud fri os for Lærdom!»
Det er desuden letvindt at slænge udenadlærte Stumper om sig, medens der skal utrolig meget til at tale fatteligt, naar Tanken er noget indviklet. Det skulde vel ogsaa se deiligt ud med Filosoferne, dersom de ikke kunde bruge sine hule Talemaader!
Altsaa, kjære Læser, ser du en Avis eller Bog, hvor der er mange fremmede Ord og kunstige Ordlag, saa kan du være vis paa, at Forfatteren er en Klodrian.
* * *
Den tydske Digter Heine,Heine] Heinrich Heine, tysk forfattar Jøden, blev begraven i Paris den 20de f. M. Heine var maaske den vittigste Skribent, som har levet i Verden. At læse ham er, som det maa være for Kineserne at røge Opium. Han er sandsynligvis den eneste Mand, som aldrig har skrevet en Dumhed i sit Liv, og man ved ikke, hvad det vil sige at være aandrig, førend man har læst Heine. Christiania-Posten tillod sig at dømme Heine. Det var stivt det. Det blev ogsaa sagt der, at hans Ligfølge ikke var stort, medens et Brev fra Paris i et tydsk Blad siger det Modsatte. Men der sidder formange af Heines Vittighedspile i de mange Nulevendes Hjerter, til at han kan erkjendes, førend de ere døde. Man har kaldt ham en Spotter, hvilket dumme Mennesker altid kalde Aandrigheden.
Korrespondance
Christiania den 7de Marts
Af den danske Rigsretsdom, som for Ministrene er bleven frifindende, kunne vi Norske for vor Rigsret lære meget. Først, hvor farligt det er at anklage Nogen for politiske Overtrædelser, naar Gjerningen ikke kant og klart falder ind under Lovens Bogstav, idet de høie Dommere som Mæglere mellem Lovens Ord og Tidens Nødvendighed, gjerne give Tiden Ret i sine Fordringer, hvad enten disse gaa i frisindet eller trælbunden Retning. Derved bliver det først ogsaa Aanden, som dømmer og ikke Bogstaven, og dette er det just, som er den store Betydning af en høieste Domstol, at dens Dom er Tidens Dom. Tænke vi paa vore egne Rigsretsdomme, vil vi finde, at de have været saadanne Domme, og det er ingen Tvivl om, at jo i Danmark de fleste fornuftige Meninger vare for en Frifindelse, og at det blot var det anklagende Parti, der efter Politikens Medfør maatte drive paa at se en Domfældelse. Naar man derfor vil sætte et saa vældigt Redskab som en Rigsret i Bevægelse, maa man altid ligesom veire, hvad der ligger i Luften, og ere Varslerne ugunstige, maa man som en ægte Romer indstille Slaget, hvor fortræffelig end Planen er, og hvor klare end Lovens Ord monne synes at tale. Det er bedre at trække sig tilbage end tabe Slaget.
For det Andet kunne vi lære Noget, der ligger os saa nær, og det er, hvor ræd man maa være for at lade en mindre oplyst Dommer dømme den mere oplyste Anklagede. Naar vi saaledes tænke os en Rigsret hos os med det halve Antal ellers skikkelige Bønder til Dommere dømme en af vore ældste og lærdeste Mænd, som dog i Regelen en Statsraad maa forudsættes at være, da er dette Noget, som ordentlig er et Mord paa den menneskelige Fornuft, og et saadant Syn som Digteren maatte mene med det, der kunde bringe Guderne til at gaa fra Forstanden. En Dom af Landets høieste Domstol — i Himmelens Navn — den skulde jo være den høieste Retfærdighed paa Jorden, og denne Retfærdighed skulde betroes til Andre end til de ældste, lærdeste og mest prøvede Mænd! Der maatte ikke findes Fornuft og Retfærdighed paa Jorden, dersom Sligt kunde gaa, og det kan trygt siges, at vort Lagthing vil gjøre Ende paa vor Grundlov, dersom man ikke vælger Folk derind efter andre Grundsætninger end før og lader det komme til Rigsret. Menneskene kan taale Alt undtagen høieste Rets Domme, der ikke have alle menneskelige Formodninger for Retfærdighed for sig. Naar Staten slaar til med sin Mjølnir, saa maa den løftes af en Gud, der er mere retfærdig end Thor; thi han bragte Død og Undergang over Aserne, fordi han svigefuldt brugte sin Hammer nede hos Thrymer.
Derfor have vi en saadan Tillid og Fortrøstning til Herrens Dom, fordi han staar over Alt og kan bedømme alle menneskelige Omstændigheder, og ret finde ud, hvad der kan tale for Enhver. Paa de menneskelige Domstole maa den samme Tanke være, og jo nærmere vi komme dette ophøiede Forbillede, desto fuldkomnere ere Domstolene. Det er paa Trappen op til denne Throne vi maa gaa, skal vi ikke gaa tilgrunde. — Med denne Tanke er ogsaa Juryen dømt i Alt, hvad de egentlige Forbrydelser angaar. — Lad Almuesmanden gjøre Modstand, naar det bliver for galt; at bruge Næven, det forstaar han, og da er han i sin Ret, men juridisk Dommer maa han ikke være.
Danmark, Verden og den sunde Fornuft maa takke sin Gud for, at gamle Ørsted blev frikjendt. Det skulde have seet ud, om han var bleven dømt af Mændene fra Landsthinget! En vidunderlig Lovlærd og Lovgiver i henved tvende Menneskealdre dømt maaske af en Hosekræmmer, Hofbager, Overjægermester eller endog Amtmand uden synderlig juridiske Kundskaber! Jo, det skulde have været opbyggeligt. Det var nok, at Høiesteret i hin mørke Tid fældte GriffenfeldtGriffenfeld] Peder Schumacher Griffenfeld, dansk statsmann og Nationen tillod, at StruenseStruense] Johann Friedrich Struensee, tysk lege og dansk minister blev henrettet. Det er nok dette, mere end et helt Folk kan bære. Et Folk ihjelslaar ikke sine Profeter, uden sidenefter at vandre ved Babylons Floder. Arme, gode frugtbare Danmark! Det gaar tilbake Hakon, det gaar tilbage Hakon!
Det er ingen Tvivl om at Danmark maa ligesom Østerrig holde de forskjellige Nationaliteter sammen mod Enevoldsmagtens Tøndebaand, dersom det skal bestaa som selvstændig Stat. Mere end provindsiel Frihed er under slige Omstændigheder ikke tænkelig. Det maa være haardt for oplyste Danske dette, men, naar det gjælder at redde Livet, saa kan Valget ikke være tvivlsomt. Det maatte være denne Tanke, som ledede gamle ØrstedØrsted] Anders Sandøe Ørsted, dansk politikar og de andre anklagede Ministre. Helstatsforfatningen med sit Rigsraad kan ikke blive andet end en Gjennemgang til den gamle Tilstand før 1848, da omtrent Halvparten Tydske og Halvparten Danske umulig kan baase sig sammen, og hvordan skal det i Længden kunne gaa med Island og Færøerne, hvis Nationalitet ogsaa maa komme til Orde, skal det mindste Skin af Frihed være? Altsaa Enevoldsmagt eller Despoti maa til, og det af en Person, Kongen; thi et Despoti af en enkelt Nationalitet, f. Ex. den rent Danske, bærer ikke Baaden.
Bortseet fra denne sidste Skeien ud fra Æmnet, kunne vi for det Tredie lære af nogle danske Blade, hvorledes vi ikke skal skrive om høieste Ret. Det er dog altfor voldsomt, for ei at sige uanstændigt, hvorledes der skrives om Rigsrettens Dom. Vel er der for Tiden større Trykkefrihed i Danmark end her, hvor man for halv saa haarde Ord maatte komme i Fængsel; men Trykkefriheden kan være som den vil — det vil sige Ansvarligheden — et Punkt er der, som ikke kan overskrides, og det er Anstændighedens. Saalænge man har Statsmagter, maa man tale til og om dem i sine Ordlag, der ogsaa er den Klinge, som biter bedst. Det er alene Plumpheden, som er grov, og om ikke for Andet, saa dog for sin Dumhed fortjener den Straf. Omsat i denne Tanke siger derfor §en om Straf for hvad man skriver: «Hvo, som er dum, ansees med Fængsel eller Bøder.»
At sammenligne Høiesteretsassessorerne med Heste, der trække de Frifundnes Triumfvogn, og sige, at Ministrene ere frifundne, men Høiesteret er dømt, det kan ingen Lykke bringe, enten man juridisk straffes eller gaar fri. Gjennemfører man saadan Tale i anseede Aviser, maa det trykte Ord tilslut vandre om i Landet som Fantefølgerne, der finde Folkenes Døre stængte.
Lader os derfor Alle, som politikere og skrive, lære meget af den danske Rigsret og Avisernes Sprog!
Korrespondance
Christiania den 12te Marts
Det er nødvendigt at være poetisk engang imellem, og at tale om Theis LundegaardLundegaard] Theis Lundegaard, eidsvollsmann og stortingsrepresentant paa andet end Vers, vilde være en Misbrug af Sproget. Man skulde igrunden skrive paa Oldnorsk om ham og i bare Bogstavrim; thi først naar man kommer ind paa Mænd som Theis, føler man, hvor umuligt vort Bogsprog er, ligesom overhoved ved Alt det, som er rigtig Nationalt. Det er som at trække en Balkjole, der lugter af Strygejernet, paa en Kjæmpe: den revner i hver evige Søm.
Af dem, som sad paa Eidsvoldsthing,
ei Mange er igjen.
De samles hele Landet kring
til sine Fædre hen.
Nu atter En af disse Faa,
i Jorden sænkes ned.
Vi sige, som paa Graven staa:
Hvil sødt i evig Fred!
Vor gamle Theis, som døde sidst,
var just en nordisk Mand,
saa norsk — det er baad’ sandt og vist —
som Nogen være kan.
Der Manddomsmerg i Manden stak,
af Vid var Talen fuld,
og naar han saa blev tørst — han drak,
men aldrig faldt omkuld.
Der var ei noget Kjæleri
og Kvindeklynk hos ham.
Han brugte aldrig Smigreri,
men gik saa endefram.
Som Bjørnen han med Labben slog
i lange, tunge Drag,
og aldrig Haanden sin han drog
tilbage fra et Slag.
Sin egen Vei han vandred paa,
han taalte ikke Baand;
og vilde man ham faa til gaa,
saa gik det tungt fra Haand.
Det hjalp ei Magt, ei Speil og Spil,
ei Leik og Lokkebud;
det maatte som med Galten til:
at trække agter ud.
Den Mand ei sukkede med Kors
og Hovedhæng mod Bryst:
Sin Gud han hørte aarligaars
i Stormens Kvad om Kyst.
Ved Lindesnæs er Lundegaard,
hvor i sin Messesærk
sig Bølgen dybt for Panden slaar
med Hugen fuld af Verk.
Hvad Under, han, som der var født,
var stærk som han var god,
og knælede som Havet blødt
ved Norges Klippefod, —
var atter fnysende og vild
til Storm beredt at gaa,
og saa igjen som Sjøen mild
med Svømmefugle paa!
Han var i Slægt med gamle Thor
og kunde hammerslaa;
han fram mod Mørkets Jetter for
med Munkehætter paa.
Som Thor han vidste, at man bør
i Kilde stemme Elv.
Han gjorde det, som Helten gjør:
han trodde paa sig selv.
Han gamle Kjæmpeviser kvad
og havde vældigt Ljo;
det ljomede i Aaserad,
— saa var det Kvad af to —
Var Kvadet godt, han graat af det,
og tidt af Kvinde-Hot*)
Den store Mand han graater let,
men af det Skjønne blot.
Som Storthingsmand var Theis vor Gjæst
ved Kongens rige Bord,
og Theis begreb, at Kongen bedst
maa like norske Ord.
Er de ei fine, Herregud,
tilslut det blir dog dem,
som bære os i Verden ud
og skjærme Hus og Hjem.
Det her som i Valhalla var
og alle Gudelag:
der bliver dødt, naar Ingen har
en Mund af rette Slag.
Ja, Dronningen man endog saa
at faa sig mangein Laatt,
naar Theis kom atter rigtig paa
sin gamle Rammeslaat**).
Det bedste Land paa Jordens Kreds
han trodde Norge var;
og derfor var han blot tilfreds,
naar Norge Prisen bar.
Til Broderskab han kjendte ei
— imellem Lande saa —
kun den er paa den rette Vei,
som ligger ovenpaa.
Som hver en gammel nordisk Aand
han var i Munden grov.
Det var ei Handske paa en Haand,
men He’sko paa en Hov,
og Grevet var paa Skoen stælt
— saa er den vante Vis —
og derfor gik det reine fælt,
saa Gnister sprang af Is.
Med Theis og slige Mænd som han
den gamle Kjæmpehaand
til trofast Tag rak netop fram
med Nutids frie Aand.
Det Olafsøxen give kan
til blanke Egg et Skaft.
Har Manden Aand, han er ei Mand,
har han ei Manddomskraft.
Du lette fine Kvitehveis,
der gaar paa Tip og Taa!
smil ei ad slige Mænd som Theis,
der sige graa er graa.
Naar Fremtids Ungdom ser paa dig,
som ligner pisket Halm,
da sukker den: «Hvo skaffer mig
den gamle norske Malm!»
* * *
*) Hot betyder baade omtrent Tække (objektivt) og Følelse, Længsel (subjektivt); i denne Betydning her.
**) Rammeslaat ?: en Slaat, som man begeistret spiller og ikke vil slutte med.
Korrespondance
Christiania den 14de Marts
Som i Sommer omtalt, skal Armeen forsynes med Feldtkjedler og Madkopper og Tallerkener af Blik, der ikke som Kobberet er giftigt, naar Fortinningen kommer af. Ihøst blev der saaledes aabnet Anbud paa 6000 Madkopper og Tallerkener efter antagne Prøver. Der skede da naturligvis flere Bud, som blandt andre Hensyn ogsaa vare dyre til, eftersom Mestrene tænkte paa at levere godt Arbeide til, og billigst blev da den og fik det, som trode at kunne komme fra, om Arbeidet ikke var ganske kontraktmæssigt; og kom end Besigtelsesmændene efter dette, saa vilde Medlidenhedshensyn lade dem tage Arbeidet for en lidt ringere Pris, hvormed Mesteren ogsaa kunde være tjent; thi Besigtelsesmændene ere menneskelige Folk, der føle Barmhjertighed for en stakkars Mand, der kunde komme til at blive siddende med sit forkastede Arbeide. Dette skal ogsaa være indtruffet nu om Dagene eller paa Vei til at indtræffe, idet Arbeidet ikke blev befundet efter Kontrakten, ligesom det nok ogsaa indtraf ved Horten for omtrent 4 Aar siden med 600 af samme Slags Madstel. Men det er neppe rigtigt dette, for det Første, fordi saadan Underhaandshandel kan sætte Døren paa Glyt for adskillige Ting, dernæst fordi Sagerne ikke blive saa gode, som de saart kan trænges til, og endelig fordi de dygtige og paalidelige Folk træffe sine Forberedelser for intet og siden ganske afholde sig fra at gjøre Bud, da de ikke kunne levere sine gode Sager saa billige. En anden Feil ved disse Soldatersager, som maa anskaffes, er ogsaa den, at Besigtelsesmændene — saavidt vides — ere blot trende Officierer, der med al sin Dygtighed og Nidkjærhed dog ikke kunne forudsættes at forstaa sig paa alle disse Ting, hvorfor det maatte fremstille sig som noget Rimeligt, at man ved hver Sag tilkaldte en Mand af Faget, der kunde rettelede.
Det maa indrømmes, at det ikke er godt at finde den rette Maade med Anskaffelsen af alle de Sager, som Staten trænger til. Naar det ikke er egen Pung, som svier, saa bliver man let høflig og barmhjertig, ja, man kan næsten sige, at man bliver mere medgjørlig og pyntelig, jo mere samvittighedsfuld man er, da det ligger saa nær, at det er bedre Staten lider end Enkeltmand, og at det altid er kristeligt at skaffe en Mand lidt Fortjeneste, naar den faar for saa godt Kjøb. Derfor ser det paa den ene Side saa underligt ud med Kulleveringer f. Ex. som nu nys har været omskrevet, og derfor kan vedkommende Styrismænd bortvise alle Hentydninger og finde de fortræffeligste Grunde. Alle ere i sin gode Ret, baade de, som forundre sig, og de, som finde, at Forundringerne ere høist urimelige. Man kommer ind i disse fortvivlede Slutningsrækker, hvor man hverken finder ud eller ind, og for hvilke en berømt Græker styrtede sig i Havet. Men Taalmodighed og lidt Kunst kan dog faa den mest ugreie Hæspel af Vinden. Saaledes ogsaa her. Tanken maa holde fast paa en Pung, en Pung vel at mærke, som ikke svier. Det er denne Egenskab ved Pungen, som gjør det hele Vildrede, og da man nu ikke kan betage Statens Pung denne ulykkelige Egenskab, saa vil vi selv og alle vore Efterkommere komme til at forundre os, saalænge vi leve og føre Smaafægtninger med vore Styrismænd, som med den høieste Forbauselse og smerteligste Saaring afvise vore Angreb. Det er dog en ulykkelig Pung dette; bare man kunde faa den til at føle Svie! Man kunde virkelig styrte sig i Havet over dette. Man tænke sig blot en Departementsmand f. Ex., der er saa from og god som Dagen er lang; han vil ingen Moders Sjæl Uret, saa at man begik den blodigste Synd ved at mistænke ham for det Svarte paa Naglen; og han kjender ovenikjøbet en Bogtrykker f. Ex., der udbreder Guds Ord. Hvad er nu naturligere og mere uskyldigt, end at denne Mand faar trykke for Staten og tjene sig en Skilling? Hvem forbinder Mennesket til at prutte og se sig om? Man iagttager de almindelige Forholdsregler under slige Omstændigheder, og Samvittigheden sidder saa lunt i Ovnskrogen som den nydeligste Hund. Denne ulyksalige Pung, som aldrig kan lære at føle Svie.
* * *
Ja min Sæl har Dr. Blad taget Lensmandens Parti, som var saa grov til at knote i Morgenbladet! Velbekommen! Jeg maa gjøre en Visestub om den Ting paa Melodi: Ifjor gjæt’ eg Geitan:
Beslægtede Aander hinanden behage.
Der fandt, som man siger, en Krage sin Mage.
Visen burde være gjort paa Syrisk, Chaldæisk og Chinesisk, for da maatte den have frydet disse Herrers Sjele. Jeg har imidlertid blot gjort den paa Dansk, hvilket Sprog de rimeligvis like næst hine orientalske; paa Norsk turde jeg ikke gjøre den, for da kunde de have leet ad mig; det kan være Mange nok, som gjør det alligevel; saa siger Dr. Blad, og jeg gjør intet Andet end tror.
Korrespondance
Christiania den 19de Marts
Det er en meget god Antydning, som fra Kjøbmand NichelsenNichelsen] Henrik Nickelsen, kjøpmann med Anbefaling af tvende høie Officierer og Sømandsforeningen staar i Christiania-Posten for igaar, nemlig at et Skib burde udrustes ligesom ved Marinen til praktisk Lære for vordende Sømænd, saadan som man ogsaa har det i Stockholm og temmelig ligt før i England, hvor man vil have det igjen. Tanken er blot løselig antydet, uagtet et Overslag over Skibets Kostnad er gjort; Tanken synes at maatte anbefale sig selv, saa at Enhver kunde udsmykke den med nærmere Grunde. Det er dog ikke saa. Dette er en saa stor Forandring i den gamle Skik, at det nok kunde trænges til at udvikle Tanken nærmere, og inden Sagen kommer igang, vil nok ganske rigtig Meget blive skrevet.
Det er underligt, at man ikke længe har seet og søgt forandret den almindelige Oplæring til at blive Sømand. Man har gaaet frem igjennem den raa Erfaring ligesom i Verdens første Dage, ret som Videnskaben og Velstanden ikke ogsaa paa dette Feldt kunde skyde sine Gjenveie. Man har nok sin Navigationsskole om Vinteren, men fordi den er skilt fra Sommerens praktiske Bedrift, bliver den ufattelig for disse mange Mennesker, der i Regelen have saa liden aandelig Udvikling, at de ikke kunne tænke sig en Ting uden at se dem for sine Øine. — Hvad de lære, bliver derfor noget rent Udenadlært, noget Paakalket, der strax falder af i store Flænger. Lærte man dem derfor at logge, at tage Solhøiden, at beregne Strømmen, at finde Misvisningen og alle disse praktiske Ting under Skibets Gang, kort: dersom Navigationen blev en Agerbrugsskole paa det Vaade, saa skulde man se for alle de flinke Folk, man fik, og saa kunde man i Lovgivningen forkorte de befalede Aar til at blive en befaren Mand, efterdi man lærte mere paa en Sommer end paa fire. Man lærer i Grunden ingen Ting ved at fare, naar man ikke farer for at lære. Det bliver en tankeløs Bedrift, som opløser sig i at klyve, løfte og heise, ligesom det jo er erkjendt, at man ingen Jorddyrker bliver ved at trælle med Jorden sit hele Liv, dersom ingen Fremskridningstanke kommer til. Derfor er den ene Slægt ligesaa klog som den anden, næsten ligesom Dyreslægterne, hvor en Bjørn nu og en Bjørn paa Kristi Tid ere lige kloge. Bortseet fra den Sømandsvidenskab, som Enkelte har tilegnet sig, er vor Sømandsstand neppe bedre end i gamle Dage. Arbeide uden Tanke kommer aldrig i Evighed længer end til det samme og det samme Arbeide.
Tænker man sig nu videre, at det er mange velholdne og velopdragne Børn, som efter vort Lands Natur maa finde en passende Levevei paa Søen, saa fremstiller det sig som noget Nødvendigt, at faa en svømmende Skole istand. Det er unegtelig haardt for en saadan Gut med engang at gaa med som Koksmat-Jong eller hvad han kan gjøre; thi selv om Forældrene kjende Skipperen, selv om han er en kjærlig Mand, saa kan han hverken for de Andre paa Skibet eller efter sine tilvante Begreber om Sømandsopdragelse gjøre synderlig Forskjel mellem ham og de Andre. Gutten bliver lei eller fortvivlet, da han altid er vant til Tanke ved sit Arbeide; han gaar væk og forlader en Levevei, hvor han kunde være baade sig selv og Andre til Velsignelse. Fik man derimod et saadant Skoleskib, vilde han blive oplært.
Ligesom der ved Skolerne er høiere og lavere Klasser, saaledes kunde man idetmindste tænke sig to Klasser af Skoleskibe: den lavere, som gik paa de europæiske Farvande, og den høiere, som gik paa de fjernere, i Lighed med den lavere og høiere Sømandskundskab, som man alt har og som man har afhandlet om nærmere burde indføres i Lovgivningen. Det er jo forendel dette Departementet har indhentet ErklæringErklæring] retta frå: Erklærring om fra Sømandsforeningerne Landet kring. Ved at gaa ind paa denne Vei, kommer man længere end alle Love, som saa alligevel blive døde og magtesløse, naar de ikke understøttes af Folkets Opdragelse.
Men hvorledes skal man nu begynde med disse Skoleskibe, som man her kalder dem? Skal hver By stille sig i Spidsen for et eller flere og faa Understøttelse af Statskassen, i naturlig Lighed med den Amterne faa til sine Landbrugsskoler? Eller skal man overlade det til Enkeltmands Driftighed, der faar sin bedste Navigationsskole istand ved at fare med Skoleskibet om Sommeren og praktisk indøve, hvad Lærlingen har læst over om Vinteren?
Det bliver vel en Raad med Udførelsen, naar Folk kommer efter, at Tanken er god, ja nødvendig, for at Norge kan gaa frem til sin «Ros og Magt» paa Søen. Har Naturen nogensinde anvist et Folk til Havet, saa er det de Norske, og det maa være den enkelte Mands saavelsom Statens Tanke at opfatte denne Landets Naturstilling og arbeide derefter. Vi se hvor stor vor Handelsflaade alt er, — om den er den femte eller tredie i Rangen, gjør ikke stort; stor er den i Forhold til Landets Befolkning, og det er nok; den største forsaavidt i hele Verden. Dette er ogsaa Noget, der kan ægge til at gaa videre, og se til at blive et Mønster saavel i Styrke som Dygtighed. Den norske Sømand er bekjendt som modig og praktisk dygtig; han bør ogsaa se til at blive ligesaa berømt som aandelig overlegen; thi først naar disse tvende Ting komme sammen, har man den egentlig store Mand.
Korrespondance
Christiania den 26de Marts
Vi kommer os: nu have vi havt en Theaterkrisis ligesom den haves i Kjøbenhavn. Efterdi vi ingen Ministerkrisis have, saa er det godt, at vi som de gode Kjøbenhavnere, hvem vi saa gjerne ville ligne, dog kan have en saadan Kværk (Krisis). Ligesom der i Politiken gives mange Ting, der bevirke en saadan Kværk, hvorom Folk ingen rigtig Mening kan have, saaledes skal Du heller ikke, kjære Læser, spørge efter, hvad der kan være Aarsagen til denne Kværk ved det norske Theater, eftersom den aftrædende Direktion intet vilde sige, og ved sin Il ligesom bad Folk ikke at kige bag Kulisserne. Der paa Theaterne er ogsaa mange Ting bag disse malede Blomster, Buske, Træer og mere, hvor man med Blade skjuler sig ligesom fordum i Eden da Røsten lyder: Hvad har Du gjort?
Uden derfor at granske de aftrædende Medlemmer og deres Gjerninger, ville vi hefte os til de nye og haabe paa dem, holdende os til en fransk Hofmands Ord, der lød saalunde: «Man holder Potten for Ministerne, saalænge de sidde paa Tabouretten, men naar de ere stegne ned, slaar man den over deres Hoveder.» Verden er ikke anderledes.
Det er ingen Mand for fedt, at være Theaterdirektør; man kan endog forundre sig over, at Nogen vil være det uden Løn; men da der altid i Verden gives ubetydelige Mennesker, som finde i en saadan Bestilling noget Stort, saa gaar Forretningen, ikke at tale om de sjeldne Tilfælde, at Folk gjøre det fordi de tro at gjøre en nyttig Gjerning.
Hvilke ere da de nye Direktører? Naar Overlærer KnudsenKnudsen] Knud Knudsen, skole- og språkmann og maaske Student Hartvig LassenLassen] Hartvig Lassen, litterat og teaterkonsulent undtages, saa kjender Ingen dem. Knudsen var saa medgjørlig, at han gik ind igjen, og han er saa fredelig, at han kan arbeide sammen med Alle; og uagtet han har skrevet mere nyttigt om Norskheden end maaske nogen Anden, saa hindrer dog ikke det, at Stykker nu som før vil kunne opføres paa det norske Theater med de mest unorske Talemaader af Verden. Isaahenseende maa det rimeligvis blive noget værre end før; thi har man nogensinde sat Bukken til at passe Kaalen, saa var det sandsynligvis ved at sætte disse Andre til Direktører over et norsk Theater; thi hvad de kan eller ikke kan, saa kan de dog saameget, at de elske Dansk og hade Norsk. Det maa de nemlig gjøre, da de rimeligvis gjøre Fordring paa at kaldes dannede Mennesker, og vi ved Alle, at vore fine Folk betragte norsk Sprog og norsk Theater som en Raahed, der kan være god nok for Pøbelen, men som Enhver, der gjør Fordring paa Dannelse, ikke kan vedkjende sig. Saaledes vil det ogsaa blive i den første Menneskealder, og rimeligvis saalænge der gives halvdannede Folk, der ligesom Jean de France (Hans Frantsen) knappe Kjolen bag, fordi man gjorde det i Paris.
Det er dette som det norske Theater ligesom ikke har vidst, eftersom det har stræbt at være tillags for vore Danske, der til evig Tid bare vil le ad det norske Theater og blot gaa derop engang imellem ligesom man stundom gaar paa Klingenberg for at se paa Dyr og Karussel. Det norske Theater kan «trække saamange gode Familier» det vil ind i Bestyrelse og andet; de «gode Familier» vil vende derifra, dersom de ikke faa Tingen paa sin gode Dansk, og den eneste Brug man her som overalt har af de «gode Familier», er at man kan ødelægge sig med dem. Det er derfor klogest i Verden, at lade de «gode Familier» være for sig selv, og holde sig til sine Egne; thi de «gode Familier» synes altid det er en Naade, naar de nedlade sig til at fortære Ens Mad og Drikke; bagefter drive de endda Spot, og med Rette; thi hvad vil man der? Det er Forfængeligheden.
Imidlertid er denne det norske Theaters Nærmelse til de «gode Familier» dog kanske nyttig for Noget. For det første fordi det viser, hvad det norske Theater i sin nuværende Skikkelse kan blive for noget, og dernæst fordi det maa give Anledning til at et andet norsk Theater lidt efter lidt kan drage Kraften fra det danske og saaledes gjøre Overgangen. Saalænge her blot er et norsk Theater, vil det danske bestaa, eftersom et norsk Theater i Modsætning til et dansk vil blive Pøbel, da Afstanden dog altid bliver nogen; men ved nu at have et saadant dansk-norsk Theater, vænnes man fra det fuldblods danske, og Norskheden kan gaa sin sikre Vandring fremad paa det andre norske. Stillingen tegner sig derfor ikke ilde nu, og den Bemærkning, at de Norske burde se til at være enige, er blot en Bemærkning af Folk, som vil det Umulige.
Det er ikke at vente Enighed nu saadan i Førstningen. Det er en altfor stor Ting, man vil, til at kunne vente Enighed, og dette Norskhedens Rige splittes ikke fordi det endnu er uenigt med sig selv. Men skal et norsk Theater gaa, maa en enkelt kraftig Mand alene staa i Spidsen for det. Af slige Generalforsamlinger og mange Direktører kommer bare Strid og Betænkeligheder og Ingenting. Publikum er den Eneste, som bør og kan dømme.
Korrespondance
Christiania den 28de Marts
Naar man saadan som nu om Dagene ser en Menneskemasse hugge Raak, og Skibene langsomt flytte sig indover, da tror man at befinde sig op i Landet og se Naturstanden i al sin Ubehjælpelighed. Saaledes bar man sig vist ad for halvandet tusinde Aar siden: Isvækker, Brot, Kjettinger, Vandstøvler, Skrig og Hallo, alt var saa ligt som to Draaber Vand, det kan ingen Tvivl være om; og havde her da været By med Fiskeædere, vilde man som nu have kjørt Fiskekar, omvundne med Baasser og Halm, for at holde Klaken ude hele den lange og kolde Vinter igjennem, istedetfor at have et Fartøi til at holde Raaka aaben og dermed staa i Forbindelse med Verden og Fiskebygden. Tvivlsomt kan det dog være, om man havde været saa ubehjælpelig, dersom man havde kjendt til Dampskibe af Jern, der uden at saare, men blot vedved] er sett inn at blænke sin Bringe, kan knase en sex Tommers Is, den tykkeste, som kan fryse paa den længste Nat.
At man nu ikke har sig et saadant Vinterskib, er daarligt og dyrt; thi regnede man blot efter, hvor dyr og ofte umulig Fiskeforsyningen hele Vinteren igjennem bliver, saa skulde man vel se, at det vilde svare god Regning, at have et saadant Fiskeskib, der ogsaa maatte kunne benyttes til mange andre Ting, ikke at tale om de mange Penge, det koster at hugge Raak hver Vaar, hvilket ogsaa maatte bringes i Afslag. Desuden havde man Pusterum og laa ikke beleiret, hvilket ikke blot er en utaalelig Ting, men ogsaa ydmygendeydmygende] retta frå: en ydmygende for en By som Christiania, der ligesom al Oplysning maa se til at blive Herre over den raa Naturmagt, især naar den saa let lod sig overvinde som her.
Af Dampskibe, som kom ind igjennem Raaken, var Ganger Rolf, der kom op første Gang, et mægtigt Fartøi og ret smukt. Det svarer til sit Navn. Saaledes skal Ganger Rolf komme tilbage til os fra sine Efterkommere, der ogsaa ere i England ligesom i Normandiet. Under en forædlet Skikkelse skal han vandre ud igjen og bære Norges Ros videnom i Verden; thi ligesom Norge i gamle Dage var Heltenes Land, saaledes skal det i denne nye Tid være Skibenes Land. Det passer ligegodt til begge Dele.
Det er gode norske Navne man finder paa mange af vore Dampskibe. Slige Ting virker mere for Nationaliteten end lange Afhandlinger om Sproget i Bøger og Aviser. Naar Øret hører Navne som Ganger Rolf, «Foldin» og «Drafn,» vækkes gamle Minder, og man kommer efter, at vore Forfædre havde Sands for Malm i Mælet. «Drafn» er dog det bedste, fordi det viser haandgribeligt, hvorledes Ordene ere blevne vanskabte. «Drafn» er blevet til «Drammen;» det er netop, som man vilde gjøre «Navn» (NafnNafn] retta frå: Natn) til «Nammen.» Nu ja, der var lidt Tydsk i det ogsaa: «Namen.»
Paa Moss har man derimod været uheldig med Navnet paa sit Spidse, hurtige Dampskib; man har nemlig kaldt det «Moss», hvilket er et daarligt Navn; og endda fik man først dette kjedsommelige Navn ud efter meget Hovedbrud. Saa gaar det, naar man har et daarligt Hoved. Jeg maa her fortælle en Historie. Jeg var ifjor engang paa Moss, medens man holdt paa at bryde sit Hoved med et Navn paa sit Skib. En Mand spurgte mig da, om jeg ikke kunde forløse de ærede Mossinger med et Navn. Jeg var netop paa et Sted, hvor jeg kjendte Lugten af Drank fra alle Brænderierne, og foreslog derfor, at Dampskibet burde hede «Finkeljokum» (et kønt dansk Navn forresten.) Men, Mennesket saa paa mig med en sand Forskrækkelse, og kom dette Navn ud, hvilket jeg forresten ikke tvivler paa, saa kan jeg ikke vente mig noget godt paa Moss. Jeg tvivler dog ingenlunde paa, at de ærede Mossinger havde vundet ved at kalde sit Skib «Finkeljokum;» thi Brænderi er jo en ligesaa ærlig Bedrift som nogen anden, og de havde ved at kalde Skibet «Finkeljokum» lagt en saadan Aandsfriskhed og godmodig Selvspot for Dagen, at det maatte have vundet dem alle Passagerers Hjerter. Hvem vilde nemlig ikke heller have gaaet ombord paa «Finkeljokum» end paa de andre Skibe, der nu komme til at ligge omkap? Hvilken Fryd maatte det ikke have vakt paa Moss og overalt, naar «Finkeljokum» kom? Og saa «Finkeljokum» for Anker eller fortøiet? Men, saaledes er Folk: de vil heller være flaue, og tro derved at bevare en Værdighed.
Paa Hedemarken har man ogsaa holdt et Syndehus med at faa et Navn paa et af de nye Mjøsdampskibe. Man fik fat paa Ordet «Skidbladner:» men saa blev der Kvalm over Bogstavet «d» ind i Ordet, der formentes at lede Tanken hen paa noget Stygt, eftersom man var vant ved et dansk Ord, der betyder noget andet end et afkløvet Stykke Træ. Nu har man faaet «d»’et udstrøget og «Skibladner» staar igjen, rimeligvis til ingen Forargelse for de fine Folk deroppe. Navnet er ellers tungt.
Det gaar med Byerne, naar de faa sit Dampskib, som efter Ordsproget med unge Mennesker, der falde hen i Tanker, om hvilke man siger: «Han grubler paa, hvad det første Barn skal hede.»
Korrespondance
Christiania den 5te April
Tvende Kongsraader er nu at vælge, og det er derfor intet Under, at Aviserne gjøre sine Gisninger og adskille Faar og Bukke. De kunde nu vistnok ligesaa gjerne tie, de gode Aviser, for Styrelsen hører vel ikke mere denne Gang end før efter dem; men det er nu engang Skik at skrive om slige store Ting i et frit Land.
Tvende Mænd er — saavidt mig bekjendt — ikke bragt i Forslag, og dog er dette Mænd, der længe have udgivet Aviser, været Storthingsmænd og Præsidenter atpaa, — kort, Mænd, som i et folkeligt Land fortrinsvis synes at maatte kome i Betragtning til Kongsraader, det er DaaDaa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar og Stabell,Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar der hver for sig have sine særegne Fortrin, den Første som Videnskabsmand, den Anden som Forretningsmand, og begge saa kjendte med Landets Tarv som nogen Anden. Det tør ogsaa antages, at de ikke undsloge sig for Kaldelsen, uagtet de maaske begge, og især den ene, tjene ligesaa meget nu, som om de bleve Kongsraader, ikke at tale om, at de vilde miste den folkelige Indflydelse, som en Avis altid giver; men af høiere Hensyn og maaske trætte af den folkelige Hyldest afsloge de neppe Væsken (Porteføljen). Der er en Længsel i os Alle efter at sætte Foden paa alle Trin af Livets Trappe, og navnlig ønsker den, der med Aanden har virket for Folket, at kunne virke for det med Legemet; thi, man sige hvad man vil, en Kongsraads Virksomhed hos os er væsentlig legemlig.
Det er dog sandsynligt, at Assessor O. LøvenskjoldLøvenskjold] Otto Joachim Løvenskiold, høgsterettsdommar og stortingsrepresentant bliver den ene Kongsraad, og negtes kan det umuligt, at ogsaa dette Valg maatte være et godt Valg. Vi har nemlig saa faa gode Navne, og Norge bør hegne om sine sidste Adelsskud; thi har Folkets Mænd, som Daa og Stabell, sine Fortrin, saa har ogsaa Adelen sine, og det mindste er ikke det, at Adelen er ophøiet over Smaalighed, hvortil vi Smaafolk ere saa tilbøielige, og kommer da Formue til, som her hos Løvenskjold, saa kan man love for det Sande og Gode, ligesom man i Høiden nyder den rene Luft imod nede i Mudderet og stillestaaende Damme. Man slipper at læse «Kollekt Epistel, lader os Alle bede», hvilket en Statsmand ikke maa gjøre, undtagen han med det samme træder af. Uafhængighed er Statsmandens første Betingelse, og var det ikke for det, at det i et folkeligt Land saa noget underligt ud, saa vilde jeg sige, at en Kongsraad burde være rig, for det første for at han heller kunde understøtte sin trængende Familie (thi hvem har ikke en saadan) med sine egne Penge end lade Staten være Familieforsørger, og dernæst ogsaa for at kunne gjøre et Selskab, der kommer sig og er nødvendigt for en saadan Mand, især nu, da vi faa et Hof og ellers naar Kongen er her og som et Træf udenlandske Gesandter. Det ser nok saa folkeligt ud at se vore Kongsraader gaa som Hjuringgutter med Væsken under Armen; men, gaar det nogensinde galt med vor Frihed, saa bliver sikkert en af de fornemste Aarsager den, at vore Kongsraader, Storthings- og Embedsmænd ere uformuende. Den, som er fattig, bliver lav, før han ved af det, almindelig talt; thi at Mange ere store i sin Nød, maa til Troen paa Menneskeslægten siges; men Folk maa tages som de ere flest til, idetmindste maa det gjøres i Politiken. Løvenskjold vil forhaabentlig ligne sin Fader, om hvem jeg af Erfaring gjennem ældre Folk kan sige, at han i sit Embedsdistrikt og ved sit Verk var elsket som Fader. Naar han reiste til Stockholm, fulgte de ham paa Veien og graat og trode «det var sidste Gang de saa ham.»
I Politiken kommer man nu aldrig til nogen Enighed, og det er vel: der skal man netop slaas, og uagtet jeg ikke indlader mig i politiske Slagsmaal, saa liker jeg dog at se paa dem, ligesom jeg standser paa Gaden og glor, naar Folk haardrages.
Vil O. Løvenskjold ligne sin Fader, kommer nok Landet til at være tjent med ham i Længden. Det er godt for Folket at have Mænd i Kongsraadet, som have Mod til at sige sin Mening, og som kan true med Afsked, fordi de have Noget at leve af, om Herren tager Husholdningen fra dem.
Et stort Navn er heller ingen ringe Ting i Verden; men maaske vi Smaafolk føle dette bedre, fordi vore Navne ere smaa. Man tænker altid stort om det, man ikke har.
Amtmand AallAall] Jørgen Aall, embetsmann og politikar har ogsaa et Navn og er rig, hvorfor han vilde være skikket til Kongsraad, saameget mere, som han tillige er arbeidsom.
I dette Øieblik fortælles, at Storthingsmand HagerupHagerup] Henrik Steffens Hagerup, statsråd og stortingsrepresentant fra Horten er udkaaret til Kongsraad. Der er altsaa blot en Post igjen; men der bliver vel snart en til; VogtVogt] Jørgen Herman Vogt, statsråd er en gammel Mand.
Saavidt Udenforstaaende kunde skjønne, lod Hagerup til at være en arbeidsom Mand paa Storthinget, og man har ellers intet andet end godt hørt om ham. Hans Udnævnelse maa derfor ansees som god. Iøvrigt er det, om muligt, endnu mere overflødigt at tale om den, der alt er udnævnt, end om den, der antages at burde udnævnes; men mest overflødigt er det at tale om dem, der ere aftraadte, f. Ex. EriksenEriksen] Ole Erichsen, statsråd og Stang.Stang] Frederik Stang, politikar og statsråd Det bedste var, om vi Allesammen kunde tie baade om Kongsraads- og andre Embedsudnævnelser; thi af alle Avisernes Ordgyderier er saadanne Taler det største.
Derfor har ogsaa jeg taget mit Parti og skrevet om Skjæg saadan som i sidste Artikel, naar jeg ikke kan gavne og fornøie med noget Andet.
Korrespondance.
Christiania den 2den April*)
Propter barbam et staturam homo (Manden kjendes paa Skjægget og Skikkelsen) sagde allerede en romersk Digter, og vist er det, at Skjægget spiller en stor Rolle i denne Verden, hvorfor man ogsaa siger, naar det gaar En galt, «han bliver barberet.» Det er Synd, at vi ikke fuldstændig kjende Skjæggets Historie, men se blot ligesom enkelte Lyn i den ellers mørke Nat. Vi vide, at Patriarkerne og det gamle Jødefolk havde langt Skjæg, og at de holdt det saa helligt, at de i en Sorg ragede sit Hoved, men lod Skjægget staa. Vi vide, at Mohamedanerne sværge ved Profetens Skjæg, — de give endog Alla Skjæg og sværge: «ved Allas Skjæg.» Grækerne gave Jupiter og de andre Guder langt Skjæg, og de kristne Malere i Italien for tre Aarhundreder siden give alle bibelske Personligheder vældigt Skjæg. I RubensRubens] Peter Paul Rubens, flamsk målar «sex Dage,» staar saaledes Mesteren med ærværdigt Skjæg. Paverne derimod havde nok intet Skjæg, hvorfor man siger, naar der strides om ingenting: «De trætte om Pavens Skjæg.» Af denne Skjægløshed hos Paven maa det komme, at alle «hellige Folk,» saaledes som nu i Skien, betragte Barter som et Mærke paa Ugudelighed og al anden Vantro, ligesom vel ogsaa, at vort alvorlige Landsfolk har meget imod alt Bartvæsen, hvorfor de saakaldte Løver, hvis største Skjelnemærke er Skjæg, sortbrændt af Helvedessten, er en Afsky i Folks Øine.
Dog kan ogsaa den hellige Afsky mod Skjæg komme af den gamle Tro, som ogsaa i den nyere Tid en tydsk Forfatter — om erindres ret — CanneCanne] John Canne, engelsk forfattar har udtalt, nemlig at Skjægget er Mærket paa Synden og Vildhed. Den lærde MuretMuret] Théodore Muret, fransk forfattar siger saaledes i et af sine Breve, at man i den nyere Tid er kommen efter, at det nok turde være sandt, hvad der berettes om Jugurta,Jugurta] Jugurtha, berbarkonge at han ikke blot var skjægget i Ansigtet, men ogsaa paa Hjertet, idet man saa efter paa en grusom Røver, der blev henrettet i Mailand saa ved det 14de Aarhundrede, paa hvilken man ikke blot fandt et Ansigt saa skjægget, at man neppe saa, hvad det var gjort af, men Røverens Hjerte var endog skjægget.
Underligt er det dog, at Kvinden ikke ogsaa har Skjæg, dersom det kommer af Synden, eftersom hun jo havde fuldt saamegen Andel i Faldet som Manden. Man ser nok Skjæg paa enkelte Kvinders Hage, naar de blive noget tilaars, men det er aabenbart mod Naturen, hvorfor de ogsaa nappe et af og blive sinte, naar man siger dem det. Forsaavidt er ogsaa den Sætning begrundet, at Kvinden er det forsonende Element. Imidlertid lader HolbergHolberg] Ludvig Holberg forstaa, at Kvinderne under Jorden have Skjæg; thi da Niels Klim dernede gjorde sin Reise, blev en Sugge (dansk So) forelsket i ham, hvilket utvivlsomt i det besynderlige underjordiske Sprog maa betyde en Kvinde. Men da Klim ikke gjensvarede hendes Følelser, sagde hun med Mistanke til sine Børster: «Hold det ikke for en Lyde, at jeg har stive Børster; thi et Svin uden Børster, en Hest uden Man, et Faar uden Uld, en Mand uden Skjæg ere uanseelige.»
I Rusland var Skjægget en Nationalhelligdom, indtil Peter den StorePeter den Store] Peter den store, russisk tsar begyndte at oplyse sit Land ved at ansætte Barberer i By og Bygd. Det gik tungt som med al anden Oplysning, idet Folket rakte frem sin Hals og sagde, at de heller vilde miste sit Hoved end sit Skjæg. Heraf ser man, hvoraf Ruslands Oplysning har sit Udspring, og naar man taler om Ruslands Kultur, maa aldrig glemmes, hvorfra den har sin Oprindelse, hvorfor den ogsaa kjendes igjen; thi Alt gaar ud paa at barbere.
Kongelige Personer og Militæret har altid havt Barter; men da Henrik IV af Frankrig blev forelsket i den «skjønne Gabrielle,»Gabrielle] Gabrielle d’Estrées, elskarinne som ikke likte Skjæg, maatte han tynde det saameget som hans kongelige Værdighed tillod, og dette tynde smale Gjærde paa Overleben har siden været i Mode under Navn af «BartBart] retta frå: Cart à la Henri quatre.» I England har i de senere Tider — saavidt vides — alene Kavaleriet brugt Skjæg, indtil Hæren nu kom paa Krim, hvor det har voxet paa Alle som et Vildnis, til stor Forargelse for «Ordenens Mænd.» I alle monarkiske Lande ere Forordninger gangne ud om Skjægget, sidst, saavidt vides, i Danmark, og alle Konger have ligesom smukke unge Kvinder drømt om Barter og Moustacher.
Denne min lærde Undersøgelse om Skjægget, har alene til Hensigt at forberede mine ærede Læsere ogsaa paa mit Budskap om at Freden er afsluttet, til hvilket glædelige Budskap jeg som mest passende vil knytte nogle skjæggede og barberende Betragtninger. Tildels, efter hvad ovenfor er udviklet, kan Skjæg betyde Krig og Barberen Fred, hvorfor jeg ogsaa, da Enhver er sig selv nærmest, begyndte at anlægge Skjæg, da Budskabet om Traktaten af 21de November kom hid; men ved hver Post og navnlig Minister ManderströmsManderströms] Ludvig Mandelström, svensk greve og politikar Redegjørelse, der sagde, at Traktaten intet Fiendskab betyder mod Rusland, lod jeg mig barbere; ligeindtil det af Russerbladet Le Nord grant viste sig, at Traktaten var det samme som et Forbund med Vestmagterne, om Krigen skulde vare ved, — da, da fra den Tid sad Skjægget i krigersk Forventning. Jeg har saaledes rimeligvis været den eneste norsk-svenske Magt som har, hvad man kalder, demonstreret. Det er ingen stor Demonstration, men, naar man gjør, hvad man kan, med god Villie, saa er man undskyldt, og derfor drister jeg mig til med Selvfølelse at kalde mig en god Borger. Havde vore Statsmænd gjort saameget efter sine store Evner under Krigen og nu ved Fredens Budskab — thi jeg har nu barberet mig — saa vilde vor Fremtid have seet mere lys ud. Derimod har jeg ikke taget det hele Skjæg, efterdi Freden endnu ikke synes at tegne sig til at blive af lang Varighed. Der stikker en Braad igjen af Krigen. Men en Skjægmængde maatte dog falde for Kniven, da Fredens Bud med Telegrafen kom blinkende hid. Jeg følte, at jeg maatte staa barberet som den øvrige Verden, med Undtagelse af NapoleonNapoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar og Rusland, uagtet det har mistet sin Sortehavsflaade. Friheden i Europa er barberet, England og Tyrkiet saa barberede, at der rimeligvis aldrig kommer Skjæg paa dem mere. Det franske Folk er barberet, medens Keiseren staar med sit martialske Skjæg, indtil man formodentlig om en Stund tager baade Skjæg og Hoved. Den norske og svenske Statskasse vil blive barberet, ved alle fremtidige Rustninger og Befæstninger mod Østen. Vor egen Frihed vil efter alle Mærker blive barberet; thi vover man at udtale sig saa om den engelske, der er saa gammel og befæstet, hvorledes maa det da ikke gaa vor? Vore Skog- og Gaardpriser vil blive barberede, da Last og Korn vil billig kunne faaes fra Østersøen.
Over Alle staar Rusland skjægget med Kniven: over Tydskland, men først og fremst over Norge-Sverige, som det længe vil barbere og derpaa, efter rimelige menneskelige Beregninger give et dødeligt Snit, ligesom det alt har gjort med Polen.
Det er intet Under, at jeg har barberet mig.
Barberer Eder Alle!
* * *
*) Kom os først ihænde den 6te dennes.
Red. Anm.
Korrespondance
Christiania den 11te April
Nu i Førefaldet har her rigtig været et ganske vidunderligt Uføre her i Byen, hvilket har været saameget utaaleligere, som Uføret ogsaa er kommet ind i Aviserne, hvor Gadedrivere og rimeligvis ogsaa Politiet har faret med sin Søle, sine Stoup (Støb), sine Rendestene, Baggaarde og alle andre tilsmurte Ting. Men saa maa det heller ikke glemmes, at man tillige har feiet, og uagtet Feiningen endnu ikke er kommen sine tre Gange om Ugen paa Gaderne, saa er det dog en stor Hjælp, at den er kommen i Aviserne. Jeg tror igrunden, at man kan hjælpe sig med Gadefeiningen af de side Damekjoler, og dette er ogsaa en saa smuk Feining, især da mange ere af Silke, og mange Skjørter kniplede, at Brostenene og Pytterne rimeligvis ville gjøre Indsigelser mod at skrabes med Skraber og viskes med Koste. Nogen rigtig Feining kan saa alligevel ikke være at tænke paa, saalænge som hele Strækninger enten aldeles ikke ere eller ogsaa slet brolagte, — saalænge man har saa daarlige Gasrør, at man ikke kan komme ud i Byen, uden paa et eller andet Sted at kjende Gaslugt, hvoraf følger, at der maa graves og Lere opkastes, — det nytter neppe, saalænge man ikke har et Vandverk, der til sine Tider kan oplades til Bække, som rendse Gaardsrum og Rendestene, — det nytter heller ikke stort til Sundheden, saalænge selve Byen og især Udkanterne ikke ere Gjennemskaarne med Hulveiter. Det kan imellem og paa sine Steder komme til at se smukt ud; men det vil hverken svare til den ikke ringe Byrde paa Gaardeierne i disse folkedyre Tider, heller ikke forjage stort af Usundheden, som er meget stor herinde. Det maa tages fra Grunden af, og i denne Henseende forestaar her Christiania store Bekostninger; thi længe kan det ikke holde paa at være et Pesthus for Indbyggerne og en Spot for alle Hovedstæder. Vidtbereiste Folk sige, at der ikke er værre i Constantinopel.
Naar nu et Hof kommer, saa vil man ogsaa finde det nødvendigt at gjøre det sundt for det og berede det Vei; det er som naar en Huseier faar en fornem Leietager, da maa der pyntes og pudses; her kommer desuden en Pligtfølelse til og den naturlige Lyst efter at vise sig gjildgjild] retta frå: gjeld.
En Hjælp, og det ikke den mindste, faa vi ogsaa af Politiken, idet her snart i Byens Raad maa blive som i Storthinget, hvor Vest- og Nordlandets Storthingsmænd ikke vil bevilge til Veie, Broer, Dampskibe m. m., undtagen de ogsaa faa lidt som Østlandet, hvorved de Alle bevilge for — at faa Noget selv. Dette er igrunden maaske Hovedgrunden til, at det er gaaet saa rundt til med slige Bevillinger.
En lignende Politik har alt dukket op i Aviserne ogsaa for Christianias Vedkommende, og denne Politik maa snart gjøre sig gjældende i Formandskabet saadan som i Storthinget. Da vil Formændene og Repræsentanterne fra Toldbodgaden staa mod dem fra Russeløkveien, der ere saa begunstigede, — Repræsentanterne fra Akersgaden mod dem fra Østregade, — Pilestrædet med sin Søle mod Grændsen med sit Skrangel, — Raadhusgaden med sine Pytter mod Skippergaden med sin Lugt, — Torvet, der har mistet sin Høvegt, mod Jernbanetorvet, der nu har faaet den igjen under Skikkelse af en Galge, hvormed Kommunebestyrelsen rimeligvis vilde reise sig et Minde som alt Stort paa Jorden, — Brogaden, der maa sees for at forstaaes, vil slaa sig sammen med sine Aandsbeslægtede, Store- og Vognmandsgade, Rødfyldgaden og alt det, som slusket er, de vil faa kraftig Hjælp fra Hammersborg, Kanten og Møllergaden, og komme styrtende paa Kirke- og Kongensgade, uagtet disse arme Væsener have nok med sig selv. Det vil blive en Gadekamp, som vil frembringe en Revolution. Naar endelig Forstæderne blive lagte til Byen, vil de med sine Smog (dansk: Gyder), sit sure Vand i sine Kjældere, sine Smaabørn, der som Grisunger bade sig i det gule og grønne Vand udenfor Døren, de vil forene sig med den fugtige Pipervik og storme Grev Wedels Plads, hvor man begynder med Plantninger. Frihed, Lighed og Broderskab vil paakaldes for at besværge Pesten.
Men saa kommer Hovedgaderne, hvor Færdselen er størst, og fremstiller som Modvegt brukne Ben og forslaaede Lemmer af Mennesker og Heste, som i Nattens Mørke ere optrukne af Veiter og Faldgruber for at finde sonde Gasrør. Da vil der blive en vældig Kamp i Christiania Formandskab og Kommunebestyrelse, og uagtet der sidde ærede Medlemmer, som vitterlig ikke kan læse skikkelig i Bog, saa vil de dog ved slige rørende Begivenheder bøye sig til en Veltalenhed, der kan bringe de slet sammensatte Brostene til at flokke sig nærmere sammen og lytte; de vil blive mere følsomme for Slaget af «Jomfruen», der saamangen Gang har bedet om en Skilling, d.v.s. de, som slog med den. «To Skilling for Jomfruen», sige de.
Her forestaar Christiania store Ting, og størst bliver den, naar Hvælvet af den nye Kirke falder ned, og befrier de Mange, som ellers ikke vilde komme ud af Gjælden, hvori de ere satte til den.
I de Dage vil her ogsaa blive Politik i Christiania.
Korrespondance
Christiania den 16de April
Om det storartede Forsæt, som Drammen og Opland nu har fore, nemlig Farbargjørelsen af Vasdraget, vil jeg tillade mig at sige nogle Ord.
Min Mening er da den, at man gjorde det vel i at bie endnu en Stund med et saa mægtigt Verk. Det er sandt nok, at Tid er Penge, og at man ikke skal bie til imorgen med hvad der kan gjøres idag; men med vigtige Arbeider gjør man dog vel i at betænke sig for tilslut at kunne gjøre dem saameget bedre, og nogle Aar er intet at regne med Verker, som gjøres for Slægtfølger. Vi Norske, som siges at være tungvindte, fare dog altfor fort og ubetænksomt frem med vore fleste store Arbeider, hvorfor næsten heller ikke et eneste kan nævnes uden at det er mere eller mindre mislykket. Har da Nogen talt imod og bedet at bie, er han bleven kaldt ildebesindet eller dumdristig, fordi han vovede at modsige offentlig bestaltede Talsmænd. Gasverket i Christiania og endnu mere Jernbanen er i frisk Minde. Nu gaar Opdæmningen for sig i Vormen. Folk sige, at det ikke vil gaa, men de offentlige Mænd sige at det vil gaa. Den, som derfor har Noget lignende og saa vigtigt fore, bør derfor se Tiden an for at kunne holde sig til Kjendsgjerninger. Ved Skien arbeides, som bekjendt, paa et stort Kanalverk; det Samme gjøres i det frederikshaldske Vasdrag. Det er store Arbeider og meget staar paa Spil, og Ængstelsen for dem er ikke ringe. Vistnok er Ængstelsen væsentlig hos dem, som ikke ere Vandbyggere af Faget, men, man har Lov til at være ængstelig indtil man ser Ængstelsen gjendreven i Gjerning. Naar nu disse mange Arbeider ere færdige og man ser, at Kanalerne opfylde Forventningerne, saa kan Dramselven, som er den største, tages. Det er vistnok ikke godt at bie hverken for Drammen eller Opland, men det er dog intet øieblikkeligt Livsspørgsmaal; thi Oplandets Drag til Christiania paa Grund af Jernbanen bliver ikke saa meget større end det alligevel vil blive, om Dramselven end bliver farbar. Desuden er det ingen dristig Spaadom, at Jernbane vil komme til at blive lagt fra Christiania til Bunden af Holtsfjorden, derfra igjen ned gjennem Lier til Drammen, gjennem den og til Kongsberg og fra Kongsberg til Skien. Taber Drammen noget ved dette, hvilket ikke kan være rimeligt, saa vil dog ikke Kanaliseringen kunne afværge denne Nødvendighed; den kan idethøieste opholde den en Stund. Kan man hente nogen Erfaring af Jernbanen til Strømmen, saa skal ikke Drammen frygte for at miste meget af sin Trælast, der vil følge sine gamle Veie gjennem Elvene.
Ingen bør tage denne min Uglestemme ilde op; thi jeg har læst Komiteens Indstilling med Fornøielse; og at Drammen agter at sætte sig i Spidsen for et saa stort Verk, er Noget, man maatte vente af en saavidt stor og oplyst By. Sagen kan ligefuldt forberedes og bør forberedes, for at man kan være belavet. Naar da Gemytterne ere vakte, og Alt færdigt, kan man se Tiden an, og ændre Planen efter de gjorte Erfaringer. Formandskaberne opigjennem Landet derborte, som for nogle Aar siden i Thelemarken ianledning af Kanalen ved Skien, har godt af at faa sig en Vækkelse, afgive sine Erklæringer og tale med de rigeste Mænd i sine Bygder. Det bringer dem til at tænke sig om, og virke for Ting, som kommer Slægtfølger tilgode.
En Bemærkning turde heller ikke være afveien, og det er den, at man i gode Tider som lykkeligvis nu skal gjøre Alt, hvorved igjen Alting bliver saameget dyrere, og naar da de onde Tider kommer, som efter Naturens Gang aldrig kan udeblive, saa staar man der igjen med Arbeidsstyrken. Godt var det derfor, om man kunde oplægge Penge og tage disse, naar Tiderne blive onde, hvorved igjen Folk vilde blive hjulpne.
Korrespondance
Christiania den 18de April
Haandverkerforeningen herinde har længe tænkt paa at faa sig en saakaldt Bazar d.v.s. et Hus, hvorfra man udsolgte Varer. I en mere udvidet Betydning er Bazar ikke blot et Udsalgs- og Udstillingssted, men ogsaa et behageligt Opholdssted, hvor man kan nyde sin Kaffe, røge sin Pibe og høre Fortællinger af «Tusind og En Nat», eftersom man i Østerlandene ikke har Aviser, der træde istedetfor disse Fortællinger. Bazaren i den sidste Betydning vil man ikke have; thi man har Kaffeer, det er Bazar i Betydning af Udstillings- og Udsalgssted, man vil have, og i forrige Uge, da Haandverkerforeningen endelig fattede sin Beslutning, tegnedes paa Stedet flere hundrede Dalere, og man venter med Grund, at der kan tegnes saameget, at et eget Hus kan bygges, saadan som Studenterne vil bygge et Samfund; medens man nu i Begyndelsen vil lade sig nøie med at leie et bekvemt Hus, saadan som Studenterne ogsaa bo i Leiehus, indtil man faar se, hvordan Bygningen vil tage sig ud. Her kommer Liv i vore Haandverkere; thi allerede i Vinter begyndte de med en ugentlig Udstilling, saadan som man har det i Kjøbenhavn, og naar de nu faa sig en Bazar, vil der blive baade Udstillings- og Udsalgssted, hvorhen hver Mester bringer sine bedste Sager. Saadan skal det være for Hovedstaden, der ogsaa i Haandverk bør foregaa det øvrige Land med Exempel til Efterlignelse og Opbyggelse, og hvorfra Mestere og Svende sprede sig ud over i Byerne og Landet rundt, paa samme Maade som Kandidater og Departementfolk sendes ud til Besættelse af Embeds- og Ombudsposter:
Lykkes denne Plan, vil den knytte Haandverksmesterne sammen; thi ogsaa de ere som saamange andre Samfundsklasser faldne i mange Stykker. Man maa ikke tro, at det blot er Satans Rige, der bliver uens med sig selv, det er ogsaa alle andre beslægtede Smaariger, saadan som her Haandverkernes Rige, Embedsmændenes Rige, Bøndernes store Rige og Studenternes vesle og Norskhedens almindelige. Enhver vil herske, og da vi alle ikke kunne være Konger, men Størsteparten maa blive Undersaatter, saa opstaar der Uenighed, hvoraf følger, at man grunder et eget Rige med et nyt Overhoved. Og er der ikke Anledning til at grunde et nyt Rige, gjør man et lidet Selskab, hvor den største bliver Hersker.
Det er noget nationalt hos os Norske, at vi allesammen gjerne ville være Konger, det er vistnok et almindeligt Mennesketræk dette, men hos os er det bestemt usædvanligt udpræget, hvilket synes at maatte forjætte os noget Stort, f. Ex. den skandinaviske Treenighed. Det er vistnok oplysende dette Træk, men naar vi faa en Mand, som kan prygle os allesammen, saa bliver dog Riget i Virkeligheen et Rige af Konger, uagtet det ser ud som et Rige af Trælle, der blot for sin ustyrlige Herskerlyst maa finde sig i at underkaste sig en Overkonge.
Dette vort kongelige Sind forbyder os ikke at være betydelig feige; thi aldrig saasnart se vi en Magt, før vi krybe ind i Hullet; og en Politibetjent med en Snor paa Huen kan med den største Sikkerhed bringe en hel By til at stikke Piben i Sæk. Det voldsomste Bondeoprør lægger sig ved Synet af en gammel rusten Kanon, og en Opposition i Politiken skjælver for en Mand, der kan brase op med lærde Historier, udspundne i hans egen Hjerne. Men her kjender man de fødte Herskere igjen, idet de bøie sig for dem, der ikke bære Sværdet forgjæves.
At opmuntre os til Enighed er derfor en forfængelig Opmuntring, der strider imod vor Herskernatur, og den, som formaner os til Enighed med denne Fordanskning, Forsvenskning og Forrusning, han kjender ikke sine Folk. En saakaldt dannet Familie eller en Mand her i Christiania vil derfor ikke opofre saameget som at spare sine Penge til et Besøg i det danske Theater for at hungre Dansken ud, han finder det tvertimod i sin Orden, at vor høie Borgermester, som dansk Theaterdirektør, nu efter Sigende skal være nede i Kjøbenhavn for at hverve Skuespillere. Kunsten staar over Patriotismen, siger man, og uagtet de Danske ere saa fornuftige, at de le af os og behandle vore gjorte Bøger med al mulig Haan, saa finder dog Adelen, d.v.s. Nyhedsbladets Folk, det i sin Orden at røbe WinthersWinthers] Christian Winther, dansk forfattar Pæredansk og anbefale den til vor norske Natur. Her stikker vor kongelige Natur frem igjen, den er ophøiet over al Smaalighed, men ikke destomindre overordentlig skikket til at blive en evig Træl og som ganske rigtig bliver det ogsaa.
Aftenbladet ivrer imod vor Sammenblanding — Amalgamation — med Sverige. Aftenbladet kjender ikke sit Folk, der er broderligt og steller sig med Andre som Skovmusen med Glenten i det bekjendte Digt af SkjaldemoseSkjaldemose] Frederik Julius Schaldemose, dansk forfattar:
Fangen i en Jægers Net
Glenten vilde Skrig udstøde,
Fromme Skovmus hører det
Og dens ømme Hjerte bløder.
Hurtigt af den skarpe Tand
Garnet søndergnaget bliver,
Men den grumme Glent paa Stand
Sin Befrier sønderriver.
Moral: Hjælp den Onde, og Du bliver Offer for din fromme Iver.
Korrespondance
Christiania den 21de Mai
I Jarlsberg og Laurvigs Amt sees en Kammerherre at være bleven valgt til Valgmand og en forhenværende Statsraad til Suppleant (Varastyri.) Det er Folk, som ved at stelle sig, det! Vistnok er nu Intet iveien for, at en Kammerherre kan blive Valgmand, uagtet han efter Grundloven § 62 ikke kan blive Storthingsmand, men i Lovens Aand kan det dog ikke være at give den nogen indirekte Indflydelse, som ingen direkte kan faa, idetmindste ikke give ham en saa nærliggende indirekte Indflydelse som nærmest at stemme paa Storthingsmænd, og i Valgforsamlingen at virke for sin Mand. Det er greit, at Vælgerne have troet, at Kammerherren kunde blive Storthingsmand; thi Forskjellen mellem at kunne blive valgt til Valg- og Storthingsmand kjende Folk ialmindelighed ikke; de tro tvertimod, at det Ene følger af det Andet, eller at Forholdet opfattes som 1 Mil til 2 Mile. Jeg ved nemlig, man har sagt om en Mand, der aldrig kom længer end til Valgmand, men var ogsaa det hver Gang: «Han Storile vart inte med læng hel’ til Grundsæt (hvor Valget holdtes) denna Gonga Hel’.» Og: «Han kom atende (tilbage) denna Gong fraa Byen (Skien, hvor Valget var) ou, han Olav.»
Det er imidlertid store Ting af Amtet, dersom det ikke vælger Kammerherren sin endefram til Storthingsmand. Man kan ligesaa godt vente det, som man efter det gjorde Skridt kan vente, at Statsraad EriksenEriksen] Ole Erichsen, statsråd ikke bliver valgt. Det Ene er det Gale og det Andet er at lade det Rette. Statsraad Eriksen burde sikkert blive valgt til Storthingsmand. For det Første fordi det vilde være saa Engelsk, at en aftraadt Minister blev valgt til Parlamentsmedlem. Dernæst fordi Eriksen er en dygtig Mand, der rimeligvis blot har den ilde likte Marine at takke for, at han ikke blev ligesaa afgjort som Statsraaderne for Dampskibe, Veie, Broer osv. Folk skjønner ikke saaledes paa Flaaden og Krigsvæsenet som paa en god Vei og et Pengelaan, hvorfor det i sin Forglemmelse af Landets Værdighed saa ganske naturligt dyrker Merkur (Guden for Veie, Handel), men har ingen Ærefrygt for Mars (Krigsguden.)
Det skulde være Synd, om Eriksens Kjendskab til Marinen og dens Tarv ikke kunde blive benyttet i Storthinget, hvor man saa saart trænger til Dygtigheden; især vilde det være ilde nu, da Krigsvæsenet paa Grund af Forholdene og Tidsbegivenhederne vil blive tænkt mere paa end forhen. Det vilde være sømmeligt, om Eriksen indtog HagerupsHagerups] Henrik Steffens Hagerup, statsråd og stortingsrepresentant Plads, ligesom Hagerup har optaget Eriksens, og det vilde gjøre Almenheden fortrolig med den Tanke, som man har kaldt det parlamentariske System, om Statsraader og Storthingsmænd vexlede: En træder af, en Anden op, og saa rykker den Andre af Pladsen igjen, eftersom Dygtigheden er til. — Man maa heller ikke glemme, at en Statsraad har Vægt, og saaledes vil skaffe Storthinget Anseelse, hvilket i denne Tid turde være mere nødvendigt end mange Gange forhen. At Eriksen fra enkelte Kanter har været forfulgt, skal ikke gjøre ham mistænkt hos fordomsfrie Folk; thi noget egentligt Ondt har man beviseligt ikke kunnet paasige ham. — Saa ubetydeligt det end kunde synes, bør dog ogsaa det erindres, at man savner den værdige Eriksen i Christiania Gader. Friheden er god; men den skal ikke være lurvet. Den skal være en Gentleman. Vi har Statsraader, som det er en Forbarmelse at se paa; og kom det i Hærdingen, skulde man se, hvad der blev af disse gudnaadslige Mennesker. Verden trænger ikke mindst til Noget for Øiet. — Man tør derfor haabe, at Jarlsberg gjør sin Pligt, og vælger Statsraad Eriksen.
* * *
I dette Øieblik, Kl 4 ½ ankom Vicekongen.Vicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge Jernbanetorget var fuldt af Folk og Militæret opstillet langs Gangen, belagt med Klæde, til Palæet. Folket havde Takt og skreg Hurra. Vicekongen med GemalindeGemalinde] Louise, svensk-nederlandsk kronprinsesse hilsede. Det er et stout Par, og Norge kan ikke andet end lykønske sig med sin Vicekonge, og bede — som det saa smukt staar — at Gud vil vende hans Hjerte til sit Folk. — Assessor MotzfeldtMotzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant bød Vicekongen velkommen med en smuk Tale. Han svarede paa Norsk. — Jeg saa netop idag i Bladet «Tiden», udgivet af N. Wulfsberg,Wulfsberg] Niels Wulfsberg, boktrykkar og bladutgivar hvorledes man den 22de Mai 1814 modtog Kong Fredrik,Kong Fredrik] Kristian Fredrik, konge da han kom fra Eidsvold til Christiania. Det laa i den Tids Betragtningsmaade at gjøre mere af kongelige Personer end nu, ligesom det ogsaa havde mere paa sig den Gang. Men Folket var dog ikke mere at lide paa for det. Et oplyst Folk, der er frimodigt og kjækt, er nok den bedste Støtte for en Throne, og tillade end Nordmændene sig frimodige Ytringer, saa vise de netop derved, at de er et Folk, man kan stole paa. Jeg vil her fortælle en Bemærkning, der maatte klinge underligt i kongelige Øren, men som den Konge, der forstod at vurdere Frimodighed, vilde være saare glad i og antyde som om, at han her befandt sig paa et godt Sted. Da nemlig en Skaal den 17de Mai blev udbragt for Vicekongen og det Ønske udtalt, at han maatte blive en norsk Mand, svarede En af Forsamlingen: «Ja, er han ikke Norsk, vil vi lære ham at blive det.»
Det er som jeg skrev engang:
Ei Kongen godt
bor paa sit Slot,
naar Slaver ham blev givet:
For krumme Ryg
han er ei tryg;
hver Dag han gaar paa Livet.
Korrespondance
Christiania den 28de Mai
«Den, som ikke sig selv kan raa, men støt maa paa Granden sjaa, han har intet at stole paa», siger et Ord, som sandt er. Selvstændig er ogsaa enhver fornuftig Mand, og adspørger først, hvad han tror er ret, før han læser i Naboens Øine, hvad disse sige. Men det gjør ikke vi Norske (Størsteparten af os); vi se paa Granderne og spørge: «hvad mon de sige til dette.» Og den, som da roser Granderne og skjælder os selv ud for uvidende og alt ondt, han faar Ros. Saaledes se vi WelhavenWelhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar blive rost i Danmark for sin «Norges Dæmring», for hvilken han her burde være bleven behandlet som et uartigt Barn, og han bliver det ganske vist ogsaa med Tiden. Saalænge vi kjøbte Bøger fra Danmark og indførte Skuespillere, og idethele saa der sydpaa som efter Solen, saalænge var Alt godt, og vi var nogle «køne, nette og artige unge Mennesker», som man, rigtignok fortjent, lo i Smug ad, men som dog ikke var ganske Isbjørne heller. Men ikke saasnart bruge vi et hjemmegjort Ord, snakke som Folk, have vor egen Historieforskning og Skuespil, før Hundrede og Et er ude. Selv vore fortræffelige Danske, hos hvilke Naturen dog undertiden gaar over Optugtelsen, selv disse er ikke tillags. Saaledes gjør ikke Welhaven længer den Lykke i Danmark, rimeligvis fordi han i enkelte af sine Vers røber en norsk Natur, f. Ex. i «Raad for Uraad», tildels i «Aasgaardsreien» og maaske i enkelte andre. A. MunchMunch] Andreas Munch, diktar faar i «Berlingske» høre meget ilde, fordi han i sine «Vandringer», eller hvad de hede, er for Norsk (!) og har saamange norske Ord (?), at vi (de Danske) som til Avisartiklerne maa bruge Lexikon. P. A. Munch,Munch] Peter Andreas Munch, historikar der med Historiens Thorshammer har slaaet saamange Dværge, tager man lidt paatverke og helst lader som han ikke var til. Og nu da han i sine «Sprogbemærkninger» i «Tidsskriftet» dristede sig til at angribe Ordet «skrinlægge», som OehlenschlägerOehlenschläger] Adam Oehlenschläger har brugt, da maatte man i «Fædrelandet» give et lidet Glefs fra sig.
Saa skal det være, for at vore norske Mænd kan finde, at det nok bliver det sikreste at holde sig til sit Eget; thi kan disse Mænd ikke gaa klare af Skjæret med den lette Nordenvind, som før har spændt ud deres Seil, hvorledes vil det da vel gaa dem, om en Storm skulde komme? Og Stormen maa komme; Skyfloken i Vest spaar ikke Stille. Det er ikke med liden Seiersfryd, at vi «Norsk-Norske» ser vore «Dansk-Norskes» Skjæbne; thi de kan være saa Danske, de være vil, og skjælde os ud saameget de lyster, naar vi skrive Norsk eller Pibe i Theatret; den norske Natur stikker dog i dem, saa de fortørne den danske Tunge og de danske Hjerter. Angerfulde vende de derfor omsider tilbage til Fædrenehjemmet som den forlorne Søn og sige: «Jeg har syndet; tilslut maatte jeg være Svinehyrde; lad mig som før være min Faders Søn!»
Saaledes gaar det og endmere vil gaa med vor andre Grande, Sverige. Naar vi holde med Sverige og opgive os selv, saa ere vi fine Venner, hvorfor vi ogsaa se, at enhver unorsk Artikel optages i svenske Aviser og faar Ros, medens en norsk Artikel eller en norsk Sang ikke bliver det. En Sang til 4de November 1854, der var norsk i Tanke, blev ikke optagen i de svenske Blade, medens en anden, meget daarligere, blev det, idetmindste var Sangen god nok til at optages i en Avis, siden den er optagen i en Sangsamling.
Dette forresten uskyldige Theaterslag, hvor vi Norske rørte lidt paa os, dette gjør «Aftonbladet» paa en Maade Nar af, rigtignok støttet til en Sætning efter en af vore Aviser, som gjorde det samme. Naturen stikker igjennem: vi er gode nok for Sverige ogsaa, naar vi Intet er, men saasnart vi vil være Noget, blive vi Intet.
I Forbindelse hermed bør bemærkes, at det danske Blad «Dagbladet» gav os, Piberne, Ret, idetmindste talte det om Theaterslaget som noget, der maatte have en vis Berettigelse for os Norske. Det var smukt sagt af Dagbladet dette, og en Forfatter i Chr.-Posten havde ogsaa ment, at de «Bedre i det danske Folk» maatte holde med os. Der er naturligvis Undtagelser baade i Danmark og i Sverige, som ikke fortænke os i, at vi ville være os selv, naar vi Ingen fornærme efter den gamle Sætning: «Den, som udøver sin egen Ret, fornærmer Ingen.» Men Folk af en saa storsindet Tænkemaade er faa, medens de Urimelige er mange, og det er disse Mange, som vi ikke kunne være Venner med uden selv at gaa tilgrunde. Dette er Erfaringer, som Studentertoget kunde have godt af at tage med sig paa «Ganger Rolf.» Han, stakkar, er nu kommen; det hjalp ham ikke at lægge sig syg; men Reisen er ikke vel endt endnu.
Vi Norske kan dog paa ingen Maade forundre os over, at de Danske og Svenske tage det saa mod os, ligesaalidt som en ung begavet Mand af ringere Stand kan forundre sig over, at han ikke bliver optagen i ældre Familier, men maa se Folk, han iøvrigt overser, gaa foran sig. Alt skal have sin Tid, og en gammel Æt er ikke for Intet. Nu er vistnok Norge ligesaa gammelt som Sverige og Danmark og dets Historie og Sprog endog ældre; men vi maa regne fra 1814. I de 400 Aar før det Aar var vi Intet; vi var en Sæter, hvorop man sendte Kvæg til Beites, og det tager Tid, før Sæteren bliver saa god som Gaarden; men, naar den saa engang er opryddet, bliver den ofte meget bedre.
Men Sæteren maa ikke lade sin Hævd gaa fra sig og ned paa den fraskilte Gaards Jorder.
Korrespondance
Christiania den 11te Juni
Fabelen beretter om et Asen, der svalt ihjel mellem tvende kaalgrønne Høisaater, fordi det ikke kunde besinde sig til at vælge en Madbit af Frygt for at glippe den bedre ved at æde af den ene. Det vilde have ædt af begge paa en Gang, men da nu det ikke gik an, saa svalt det under Betænkningen ihjel. Vi ere Allesammen et saadant Asen, især naar vi skal ud at fri eller i Politikens Navn vælge Storthingsmænd; og det er ingen Tvivl om, at det gaar Regjeringen ligedan, naar den skal vælge Embedsmænd; thi uagtet den staar over os Alle, saa stikker dog Folkenaturen i den, og det er netop ved at følge Naturen, det gaar slig: den, som følger sine egennyttige Beregninger, kommer altid ud af det.
Denne Sandhed skal være vor Gjenstand, idet vi tale om Valget i Akershus Amt*).
Jeg indbilder mig da at være Valgmand i Akershus for ret levende at føle, hvad hint verdensberømte Asen følte; og for mig ligger da ikke blot tvende kaalgrønne Høisaater, men mange, mange. Lad se!
For ei at gaa ganske Surr i denne Mangfoldighed, tager jeg for mig Næringen, der spiller en stor Rolle i denne Verden, hvad enten den er legemlig eller aandelig.
Altsaa først Landbonæringen, der maa være den første her, som den var det i Samfundet.
Her er da mange at vælge mellem, ja saamange, at Akershus Amt gjerne kunde tage alle Thingets Bønder paa sin Samvittighed og flere til. Exempler, eftersom de falde til:
Christopher HusebyHuseby] Christoffer Huseby, gardbrukar i Aker, en ung Mand, som engang maa komme frem; at han ikke blev Valgmand hører til disse Bygdehemmeligheder, der ligesom Familiernes bedst afhandles over et Glas Punch med en Pibe, helst en god Cigar, for da kan man være vittig, hvilket man efter den gamle Skik ikke kan, naar man skriver «offentligt;» thi da skal man være kjedelig.
Brødrene Martin BergerBerger] Martin Wilhelmsen Berger, gardbrukar og ordførar og Christian NæssNæss] Christian Næss, bonde i Asker; oplyste Folk og gode Hoveder. Efter de Prøver, man har seet fra dem, vilde de kunne skrive en Indstilling noksaa god, og det er meget sagt om en almindelig Bondemand.
AasgaardAasgaard] Gabriel Nilsen Aasgaard, gardbrukar fra Nordli i Sørum, en særdeles begavet Mand, der har svunget sig op til anseelig Formue ved lykkelig og skjønsom Handel og Vandel. Han er et sandt Handelsgeni, og skulde Nogen finde det ringere end naar det lægger sig paa boglig Drift, maa jeg svare med nogle Linier af en Sang, jeg skrev til Haandverkerne:
— — — — —
— — — — —
Der stikker Geni som i Sangen
i Saxen, i Sylen og Tangen.
Og den begavede Mand maa altid komme i Betragtning; thi han finder sig snart tilrette i alle Forhold. Med ringe Evner kommer Ingen nogen Vei, hvormeget han end har studeret. Man maa engang lære at slige Mennesker ere de mest uskikkede ogsaa til Storthingsbænken. Det er en Ynk at se mange af disse belæste, men ubegavede Mænd i Thinget; de have hverken Magt eller Mod, og da de gjerne ere afhængige Mennesker, slaa de om, naar de tænke paa at blive befordrede. Det er de egentlige Leiesvende.
O. og Chr. Haneborg,O. og Chr. Haneborg] Ole Haneborg, gardbrukar og stortingsrepresentant og Christian Haneborg, brukseigar mægtige Folk, — som altid maa tages i Betragtning, — og tillige saa dygtige, at de nok forsvare sin Plads.
Hans LøkenLøken] Hans Løken, bonde fra Fedt. Han har ikke skrevet ilde i Aviserne han.
Dette er nok for at blive raadvild i Valget af Bønder.
Fabrikerne maa i dette Amt have en Mand paa Thinget; det bliver snart uanstændigt ikke at tage Hensyn til dem, og det ikke blot for Amtets Skyld, men for det hele Land, der saart trænge til Mænd, som leve for den Bedrift og derfor kan lægge et fornuftigt Ord med i Laget baade om Told og alle slige Ting. Det er især af Vigtighed nu, da Kommissionens Arbeider om Mellemrigshandelen med Sverige vist maa komme fore.
Adam HjorthHjorth] Adam Hjorth, fabrikkeigar synes at maatte være en selvskreven Mand her, ligesom ogsaa Halvor SchouSchou] Halvor Schau, fabrikkeigar. De ere begge store Fabrikherrer.
Præsterne, der i de sidste Dage have rørt saameget paa sig, maa faa Mænd af sin Midte paa Thinget, der kan tale Fornuftens Ord. De maa bringes til Sands af egne Tropper; thi om os Andre sige de, at vi ikke kan tale om deres Sager, da de bedømmes aandeligen. Altsaa dygtige Præster, og i Akershus er Præsten P. A. JensenJensen] Peter Andreas Jensen Manden. Men, han turde have det imod sig, at han som en genial Mand ansees for «ustø» af de Mange, der tage Dumhed for Gudsfrygt og politisk Paalidelighed, ligesom de tage den bevingede Genialitet for Ugudelighed og politisk Ustøhed. Nu ja, det er idetmindste en «solid» Betragtningsmaade, som gjør, at den Dumme ogsaa kommer fram i Verden som en «værdig» Lærer eller «stø» Politiker. Digterne, naar de ere rigtig store, gaar det derfor — ere de Præster — som den persiske Digter Hasis,Hasis] Hafez, persisk diktar der blev udstødt af Synagogen, og — ere de Politici — gaar det dem som R. Sheridan,Sheridan] Richard Sheridan, britisk dramatikar og politikar der efter en af sine verdensberømte Taler i Parlamentet sagde, da han kom ud i Forfriskningssalen, skjælvende som en Felestræng efter Slaatten: «O, jeg Ulykkelige, som har kastet mig paa Politiken: med Fjerdeparten af den Aand og det Vid, jeg har ødslet paa denne Tale, skulde jeg i hele tre Maaneder have holdt Londons fine Publikum mellem Graad og Latter paa Theatret i et Stykke som «Bagtalelsens Skole,» medens jeg her Intet udretter hos disse tykke Forpagtere og fortørkede Forretningsmænd, der i sin Dumhed tro, at jeg for nogle Dage siden talte det Modsatte, og ingen Sjel have for Skjønheden»**).
Nu er vistnok ikke Jensen nogen saa stor Digter, men han er dog stor nok til at blive mistænkt for «ustø;» han har, som enhver Digter, Ideer, der lig Diamanten bryder Lyset i alle Farver, medens Dumhed er som en anden Graastein, der er «stø» af sig, rigtig en af de «solide» Folk, man kan slaa Oxen for Panden med.
Præsten SchønheyderSchønheyder] Lorents Wittrup Schønheyder, sokneprest og stortingsrepresentant er ogsaa værd at mærke, og han er rimeligvis mere «stø» og «solid.» Han er desuden bekjendt for sine Skolebøger.
Sorenskriver BorchseniusBorchsenius] Rasmus Rafn Borchsenius, sorenskrivar og stortingsrepresentant er ogsaa værd at agte paa. Han er en norsk endefram Mand, og han er Søn til ham, som skal have faaet den smukkeste § ind i vor Lovsamling, nemlig § 9 i Loven af 24de Juli 1827, « — — Saasnart han (nemlig Negeren) kommer paa norsk Grund, da er han fra samme Øieblik fri.» Norge er her ligesom gjort til et levende Væsen, der løser Slavens Lænker.
Landhandler Chr. LarsenLarsen] Christian Larsen, landhandlar i Eidsvold kunde ogsaa nævnes; men her er alt Saamange, især med de mange Kandidater og Studenter, i Udsigt, som ere Gaardbrugere, at en stakkars Valgmand nok har Grund til at tænke paa hint Asen og sige til det: «Igaar dig, idag mig.»
End de gamle Storthingsmænd da? Verden kjender dem, saa jeg intet Nyt kan sige og tier derfor stille. Men Publikum er dog foranderligt; det bliver let lei af sine offentlige Mænd og behandler dem som tømte Flasker. Altsaa ærede Valgmænd for Akershus!
Har I mange tomme Flasker?***)
* * *
*) Buskerud kunde ogsaa have godt af at lægge sig det paa Hjerte.
**) Anført efter Hukommelsen fra Leon Gozlan.Gozlan] Léon Gozlan, fransk forfattar
***) Ideen er efter en fransk Forfatter, men anvendt paa et andet Forhold.
Korrespondance
Christiania den 13de Juni
Saa har da Præsten LammersLammers] Gustav Adolph Lammers, prest og dissentar nu efter Ansøgning faaet sin Afsked med en Pension af 400 Spd. — isandhed en liden Pension. Dermed endte altsaa hin Larm fra Skien; thi for det Første tør Lammers vist ikke for ei at miste Pensionen prædike mod Statskirken; og dernæst, om han torde, fik han vist ikke med sig andre i sin nye Menighed end nogle gamle Jomfruer, i hvis Midte han ofte har siddet og talt gemytlig om alle jordiske Tings Forgjængelighed, og naar saa Nogen er kommen ind og har modsagt endel af disse syge Sætninger, saa har Damerne hjulpet Præsten i Dispyten, — Noget, han forresten ikke trængte til; thi han bliver med al sin Overfladiskhed og Forrykthed en begavet Mand af Naturen, der kunde være bleven til noget ret Stort, istedetfor at han nu af Regjeringen faar sin Afsked, forladt af sine Faar, og intet andet Minde efterlader sig i Verden end Forstyrrelse. Det var greit, det var en Trumf han spilte ud, da han først talte om at søge Afsked — han vilde skræmme. Siden kunde han ikke trække sig tilbage, og Statsraad RiddervoldRiddervold] Hans Riddervold, stortingsrepresentant og statsråd var Manden til at tage ham paa Ordet. Det er dog virkelig en Velsignelse i disse syge Tider at have en saa sund Mand som Riddervold til Styrer for Kirken. Han skal ikke af Skriget lade sig lede hverken til Høire eller Venstre, men han stevner fram mod den sunde Fornuft med Besindighed, og svarer Mænd som Lammers, naar de ligesom true: «jeg maa nok søge om min Afsked» —: «ja det tror jeg ogsaa er det Bedste.» Og naar Mænd faa sin Afsked, gaar det dem som Thrane,Thrane] Marcus Thrane da han blev arresteret: Folket falder fra dem; thi den store Mængde anser mere end nogen Anden Personer. Den Uvidende er nemlig forfærdelig feig, og tror ved den mindste Kvalm, at en Fare er paafærde, hvorfra det er sikrest at fly. Dette Træk hos Mængden kjende Vindmagerne ikke til eller ogsaa glemme de det; men derfor blive de ogsaa ærlig hængte. Kan man ikke med en Tanke gribe de ædleste, mest begavede og oplyste Gemytter i Samfundet, saa er det Bevis paa, at Tanken ikke er rigtig. At henvende sig til Pøbelen — den være legemlig eller aandelig — saaledes som Thrane og Lammers — det fører til Fordærvelse.
Statsraad Hagerup er med samme Post udnævnt til Kontreadmiral. Det er som for nogle Aar siden, da BlochBloch] Hans Glad Bloch, generalløytnant og statsråd blev udnævnt til Høistkommanderende for Armeen, nemlig at forene det, som hører sammen, til Greihed i Forretningsgangen, Armé- og Marinekommandoen med vedkommende Departementer. Naar vi nu engang i Verden ogsaa kunde faa forandret Grundlovens §§ 28 og 75 Litr. f derhen, at militære Kommandosager bleve undergivne den samme Ansvarlighed som andre Regjeringssager, men helst dog faa de diplomatiske Sager undergivne grundlovsmæssigt Ansvar, da først vilde Grundloven fra den Kant være helstøbt. Men vi maa takke med det, som er, og være glade i det, som gaar: man ser en kjendelig Bestræbelse efter at gjøre det paa det Bedste. Men, det er som med alt det, der hænger af Personligheder og ikke af Lov: man har ingen Sikkerhed for, hvorlænge det vil gaa godt. Det er at leve paa Naaden.
* * *
Det er onde Mærker man dagstøt ser af den krigerske Aand hos vore Bondegutter. Mange reise til Amerika for at undgaa «Kongenstjeneste», Mange gjøre sig syge og saare og faa «Pas fra Doktoren», og atter Andre igjen gjøre det, som er styggere end Alt — de hænge sig, hvilket f. Ex. tvende have gjort paa Gardermoen nu i disse Dage. Havde de endda skudt sig, saa havde det dog været Noget, man mere kunde have tilgivet en Krigsmand. Det er uhyggeligt, ligesom det er syndigt alt Sligt, men Hængning er da afskyelig, og Fortvivlelsen maa være bleven rent Vanvid hos disse Ulykkelige, der saa sørgelig vanslægte fra sine krigerske Fædre. Gud bevare Land og Rige fra en slig Aand!
Korrespondance
Christiania den 18de Juni
Er Oppositionen gaaen over til at være Regjering?
Ja, siger Aftenbladet for 14de ds., men dog med Tillægget for «en væsentlig Del.» Denne mærkelige Sætning udtaler det i Forbindelse med den, at DHrr. DaaDaa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar og StabellStabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar engang indehavde «Chefskabet» for den gamle Opposition, som «nu er gaaen over til at være Regjering.»
Det mærkeligste ved denne Sætning er, at den ikke er sand og bliver det i Evighed aldrig, forudsat, at den gamle Opposition var, hvad Oppositionen egentlig er i Ordets sande Betydning, nemlig de nye Ideer, som vil komme frem til Anerkjendelse i Staten. Regjeringen er altid de gamle Ideer, der have faaet sin Skabelon, men lidt efter lidt blive forbenede ligesom Mennesket selv. Den nye Slægt af Tanker, som opstaar i Nationen, arbeide paa at komme til sin Ret med Fortrængsel af den gamle, og saalænge denne Fødsel og Død gaar for sig, det vil sige saalænge der er Mennesker til, saalænge vil her være en Opposition, som ikke gaar over i Regjeringen.
Dette er dog noget Uforstaaeligt og det bliver ikke mere forstaaeligt, om man videre udvikler, hvorledes det ikke kan være anderledes, end at Regjeringen er den Stillestaaende og Folket (Oppositionen) den Gaaende. Exempler maa til:
Daa og Stabell ere nu for det Første ikke komne ind i Regjeringen og komme heller aldrig derind, forudsat at de have været vigtige Oppositionsmænd; thi Ragekniven kommer aldrig ind i Regjeringen, men just det lunkne Barbervand.
Nogen anden Oppositionsmand er heller ikke — saavidt vides — kommen ind i Regjeringen, og skal nogen komme der, maa det være efter en grundig Omvendelse.
De nye Ideer ere heller ikke — saavidt vides — komne ind i Regjeringen, og komme der heller aldrig, før de blive gamle: Ungdom er ingen kongelig Raadgiver; der skal graa Haar til.
Saaledes saa man ogsaa til sidste Storthing Forslag fra Regjeringen, der ingenlunde vare oppositionelle, nemlig et Forslag, som gik ud paa en mærkelig Indskrænkning i den akademiske Frihed, et som gik ud paa at Hor skulde være offentlig Paatale undergivet; man ser Bestræbelser, sigtende til at afskaffe den private Dimission. Man har seet Modstand mod den naturlige Frigivelse af Sagbrugslovgivningen, indtil det endelig ikke kunde nytte noget længer, og Loven af 26de August 1854 derfor kom ud. Man har seet Modstand mod Juryen, dreven saa smaat som nogen kan forlange, og man saa ingen Lettelse for de arresterede Arbeiderhøvdinger. Kort, man har seet Meget, som viser, at Oppositionen ikke er gaaen over i Regjeringen, og ser det daglig ved Befordringerne af Departementsfolk og Tilsidesættelse af Sagførerne. Jeg drister mig ikke til at dadle Regjeringen for disse Ting, men jeg drister mig til at sige, at den ikke er skabt af Oppositionens Ribben.
At mange oppositionelle Tanker ere gangne over i Lovgivningen, f. Ex. Dissenterloven og Formandskabsloven, det er ikke Regjeringens Skyld, det er Tidens, for ei at sige Oppositionens. Naar bare Tingene blive noget gamle, saa komme de ogsaa ind i Lovgivningen som i Regjeringen. Man kan blot mærke sig Veie, Kanaler og Dampskibe for at se, at Regjeringen ikke er først ude: man vil først fram, saa taler og skriver man, saa subskriberer man, og — saa kommer Regjeringen. Ligesaalidt som nogen Regjering har opfundet Krudtet, ligesaalidt har den opfundet Ideer; det er Oppositionens Sag, det. At enkelte Statsraader gaa forud for sin Tid, som den, der i 1827 anskaffede den første Dampbaad, det forandrer ikke Hovedsætningen, det paadrager idethøieste en Rigsret, hvilket viser, at man har vandret udenfor sin Hjemstavn.
Oppositionen er altsaa ikke gaaen over i Regjeringen. Den lever og vil leve ligesaalænge som Tragedien, om hvilken BulwerBulwer] Edward Bulwer-Lytton, engelsk forfattar siger, at den vil aldrig dø.
Hvad skulde ogsaa Aftenbladet og de andre Blade gjøre, dersom Oppositionen var gaaen over i Regjeringen, d.v.s. død?
Intet Andet end fare med Fjas, og overlade Alt til Hoftidninger, Ordenskapiteler, trekantede Hatte og — Døden med Oppositionens brudte Glavind paa Kisten.
Jo, der er dog en Ting, de endda kunde gjøre, og det er at ophidse Folkene mod hinanden, saa at Kongerne lig Østerrig kunde benytte det ene Folk som en Paak at slaa det andet med, tvertimod MazzinisMazzinis] Giuseppe Mazzini, italiensk politikar vise Raad, der — som en Mand har sagt mig — engang skrev, at Folkene maatte holde sammen og danne et solidarisk Forbund mod Ufriheden.
Men, der er ingen Fare for Aviserne: de kan leve baade vel og længe, som det staar i Eventyret; thi Oppositionen er ikke gaaen over i Regjeringen, hvilket ogsaa viser sig deri, at Regjeringen ikke lader til at kjære sig stort om Reformer i vort Valgvæsen, hvilket ogsaa var en af den gamle Oppositions Tanker, idetmindste en af de nævnte Herrers.
En Avisskriver maa dog ikke ganske være som hin Discipel, der slap Linklædet og flydde nøgen.
* * *
I Skiensbladet «Korrespondenten» advarer en Indsender mod at vælge til Storthinget Mænd, der ere hengivne til «Gjerrighed, Utugtighed eller Drukkenskab.» Det er som Nogen skulde have Kjærlighed til at vælge slige Folk. Det maa være en af LammersLammers] Gustav Adolph Lammers, prest og dissentar Folk, som her skriver, eller ogsaa En, som vil Nogle tillivs og selv frem, og da benytter Helligheden som det bedste Middel til at skade sin Næste med; thi saa er den gamle Skik, hvilken de religiøse og politiske Sekter ypperlig forstaa.
Korrespondance
Christiania den 20de Juni
Akershus Amtsformandskab har ogsaa hilset paa Vicekongen,Vicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge og Akers Kommunestyrelse siges at ville gjøre det Samme, og enhver Bygd vilde vist gjøre det, dersom den laa saa nær til, at det ikke vilde tage sig søgt ud. Drammen laa allerede langt borte og Christianssand endnu længer, som ogsaa engang var herinde for at hilse paa sin Konge. Vicekongen har gode Ord at sige, naar Folk saadan komme til ham, og den Tale, hvormed han ledsagede Præmierne fra Verdensudstillingen i Paris, var virkelig smuk. Det gaar nu vistnok ikke an at skrive, at en kongelig Person taler slet, saadan som man kan gjøre det om andre Mennesker; men, taler han ikke godt, saa tier man stille eller siger: «han holdt en Tale.»
Det var ogsaa Noget at holde en smuk Tale over disse Præmier fra Paris: de ere isandhed smukke, og det er en Trøst at vide, at vi have saamange dygtige Folk, som fik disse Præmier. Det maa kunne begeistre en Konge at se dygtige Undersaatter og et Land, som indtager en hæderlig Plads i Verden. Det maa være som naar Faderen ser en dygtig Søn. Den gamle Tanke og Tale, at en Konge kaldes Landsfader, er en skjøn Tanke, men desværre ikke altid sand.
I Akershus Amtsformandskab, der idag slutter sine Forhandlinger, har man ogsaa havt en anden Ting fore, som fortjener Omtale. Paa Grund af denne dyre Tid, da Alt maa forhøies, var ogsaa sendt et Forslag om Forhøielse i Ordførernes Dagpenge (½ Spd.), der virkelig ogsaa ere saa smaa, at de næsten klinge som en Spot paa Mænd, der skal ligge i en By nogle Dage og vise sig som værdige Udsendte fra en Bygd. Intet var derfor mere rimeligt end at Forslaget blev antaget til Anbefaling i Komiteen — (en Komité skal nu være til Alt); kun en Stemme mod 6 var imod (AasgaardAasgaard] Gabriel Nilsen Aasgaard, gardbrukar fra Norli i Sørum) og hans Mening gik mod 3 Stemmer gjennem i Forsamlingen, altsaa maa tre have forladt sit eget Forslag, hvilket ogsaa kan være værdt at anmærke til Exempel paa, hvordan udvalgte Mænd kan være. Hr. Aasgaard mente, at man heller burde anbefale en Nedsættelse end Forhøielse, skulde man tale om en Forandring, da man saa alligevel ikke kunde faa Tilstrækkeligt, og bedst var det derfor at have saa Lidet, at Alle saa, det var jevngodt med Intet. Det Retteste ved slige Love var dog først og fremst at forandre dem saalidet som muligt, hvilket ogsaa godt kunde gjøres her, da Ordførerne maatte forudsættes at være Mænd, som havde Raad til at gjøre en saapas Opofrelse, ligesom det idetheletaget var en rigtig Tanke, at slige borgerlige Ombud vare for Ingenting, og Ordførernes var ingenlunde det besværligste, ihvorvel paa sine Steder besværligt nok.
Der er Meget i den Tanke, at de borgerlige Ombud, endog Storthingsombudet, skulde være for Intet, og var alle rige Mænd gode Mænd og alle fattige slette, saa var Tanken fuldkommen sand; men da nu dette ikke altid er saa, vil denne Tanke blive omtvistet, og for at tjene begge Parter vil derfor Lovgivningen vælge en Middelvei ved at betale Noget og ikke Nok, og paa Grund af de forskjellige Kaar vil dette Noget, men ikke Nok, altid blive Formeget for Mange og Forlidet for Mange. ½ Spd. Dagen er meget for den Ordfører, som er vant til at tjene meget, naar han tjener 1 ½ Mk. om Dagen, men forlidet for den, som kan snu og vende ud mere, og 3 Spd. Dagen er noget Uhørt for den Storthingsmand, som har surt Øl liggende paa en Kagg under Sengen, eller som sender hjem Korkerne af Bayerflaskerne, men det er Ingenting for den store Handelsmand eller Godseier. Det kunde være ønskeligt, at Sager som Storthingsbænken ikke var en Pengespekulation for Mange; men saalænge ikke Alle ere rige, staar denne Ting ikke til at undgaa, uden at forfalde til Noget, som kunde være endnu værre. Man kan længe nok spotte over Stymperen, der er Husmand som Storthingsmand, men man vil ligesaa længe spotte over Rigdom og Overflod uden Aand og Sjelshøihed.
Det er ikke godt at træffe det Rette her i Verden, og derfor maa vi Alle bære Korset med og for hverandre, og haabe at det Rette tilsidst vil komme gjennem almindelig Oplysning. Ved Love retter man ikke det Krogede: det maa voxe bort. Men derfor er ogsaa den i sin Ret, som klager over Styverfængeri hos mange af vore offentlige Mænd, og den har ogsaa Ret, som anbefaler Fattigdom, naar den er forenet med Dygtighed og siger, at et Pengearistokrati er det Værste; det er et Aandens, som skal forløse Verden.
— Vi kunne ikke negte os den Fornøielse at indtage følgende uforlignelige Artikkel af Christiania-Korrespondenten i «Drammens Tidende.»
«Storthingets Tilhørere, som er det saakaldte Galleri, efter Baasen, hvori de staa, eller Galleristerne, have al Grund til at takke Trondhjem for LerchesLerches] Fredrik Georg Lerche, politikar Valg. Vi Gallerister vare i den pinligste Angest for, at vort Kjælebarn Lerche ikke skulle komme igjen. Borte var han i 1854, og vi kjedede os som i gamle Dage før 1851, i hvilket mindeværdige Aar vi lærte, at en Storthingsmand ogsaa kan være vittig og morosom. Før troede vi som alle Andre, at det hørte med ogsaa til en Storthingsmands Værdighed at være kjedelig og aandløs, en Tro, der desværre endnu troes af de Fleste, eftersom de nok kunne have Udsigter til at blive Storthingsmænd, men derimod ingensomhelst Udsigt til at blive vittige. Derfor slaa de op et alvorligt Ansikt og sige: «Det er upassende for en Mand i en offentlig Stilling at være som Lerche.» For at snu sig fra denne Sætning, der er tviegget, stryke de bare Fingren paa den ene Ægg, nemlig at Lerche gav Anledning til, at Ordet «faktiske Oplysninger» blev udstæmt i Sproget, saa det bare kan bruges for at ljuge istedetfor som før haandgribelige Sandheder; han kom med «faktiske Oplysninger» vil altsaa sige, at en Mand laug; han har faret med «faktiske Oplysninger», han har (hev) logi(t). Det er forresten upassende, at bruge Ordet Løgn om en Usandhed, hvormed igrunden intet Ondt er tænkt, men Sproget er ikke ganske som Farverne heller, at det altid kan afskygge Alt; skrøne og skravle passer heller ikke ganske paa Lerche, medens derimod Bondeordet smaalygen (omtrent smaaløgnagtig) passer netop; han farer med Smaalygner, siger man derfor om en Mand som Lerche uden at mene noget Moders ondt med det, men derimod noget Raskt og Morosomt til at gribe det, som falder.
Disse Sprogbemærkninger fandt jeg nødvendige for ikke at synes grov i Kjæften, der baade er ufint og speligt (fører til Spe, farligt)
Jeg tør altsaa sige, at Lerche var smaalygen, og det maa vel være dette, som gjorde, at man stelte op et saadant Bedemandsansigt om ham, og dermed slap ham for Vittigheden med det Samme, der just netop var den, man vilde til livs, for Lygn kunde Ingen som sit eget Kjød og Blod hade; thi WesselWessel] Johan Herman Wessel siger:
Igrunden synde (ljuge) vel de Store som de Smaa; men Maaden, som Enhver sin Fejl (Lygn) udøver paa, den Ene gjør til Helt, den Anden til en Staater.
«Og det maa man sige om Lerche,» sagde en Mand, «at han lyge (smaalyge) med Smag, hvilket er mere end man kan sige om mange af vore store Mænd.» Jeg maa heri være enig, idet Lerche, som det forekom mig, smaalaug med en Lethed som en Mand af Faget; de Andre komme som tiest labbende tungt som Bjørnen. Det var, saavidt jeg skjønner, i Grunden sandt, hvad Lerche kom med, men det kom som i en kunstnerisk fri Oversættelse, der ofte gjør Tanken ukjendelig. Det var dette Geniale ved Sagen, som gjorde, at saa Faa kunde bedømme det rigtig, og derfor paadrog vor gode Lerche al den Svie, han har maattet føle. Det er ogsaa vist dette, som gjorde, at to Storthingsmænd fra Trondhjem ikke stemte paa ham, medens den tredje og de sunde Borgere der som overalt havde den sande Følelse af det Store, der gjerne fingres væk af dem, som selv vil være Noget.
Galleriet takker altsaa Trondhjem, og dersom denne norske By i Norge tror, at Galleriet Intet har at betyde, da tager denden] retta frå: det fælt Fejl. Storthingsgalleriet betyder paa sin Vis det Samme som Galleriet i Theatret, om hvilket det er bekjendt, at det idetmindste paa vort danske Theater her i Christiania er Styrismanden i Smag og Kritik, hvorfor jeg ogsaa engang skrev for at begrunde denne Kjendsgjærning: Gejst og Spiritus stiger tilveirs, men Stejnen sekker tilbunds.»
Storthingsgalleriet er Hovedstadens bedste Stok, der i Kunskab, Aand og Vid kunde gjøre mange Storthing; paa Galleriet komme Mænd fra Smaabyerne og Landet, som Misundelse, Kringelkroge (Intriger), politisk Kulbrændertro og Mistanke for Ustøhed have ladet sidde hjemme, medens Barnet sendtes til By. Der staa de paa Galleriet med sine spottende Slangelinjer om Munden eller sukkende over Verdens Ufuldkommenhed i slige store Ting. Det er de sande Folk, som beherske Stillingen, hvorfor ogsaa Storthingsmænd, der tit gaa for store Mænd i sine Hjembygder, krystes, saa de næsten ikke faa puste, med Undtagelse af Raaheden, de ringen Skam har. Man skal ikke tro, at det er sine Medvalgte, de ere redde, thi de fleste af dem ere stedse i samme Vaande og desuden sammenbunden med dem ved et Sømmelighedens og Broderskabets Band, saa at man nok ustraffet kunde være dum inden lukkede Døre. DetDet] retta frå: Der er derfor Galleriet, Publikum eller Almendommen (den offentlige Kritik), som fylder Sjelen med Angst, og lader forfængelige Talere skotte op til det.
Galleriet, der hylder sin franske Sætning: «det kjedelige Slag er det værste Slag» (Genre), føler derfor en kvægende Bind om sin brændte Pande, naar en Storthingsmand kan være vittig. Publikum er saa barmhjertigt, at det helst vil le Galskaben i hjel, medens «Folk i Stillinger» vil banke den med Paaken.
Galleriet takker derfor Trondhjem, der ogsaa har Skjønsomhed nok til at vælge Lerche som sin Ordfører til at byde Kronprinsen paa Bal; Galleriet venter Lerche som en grej, modig og morsom Mand, en Mand, der ligner de gamle kongelige Gjester i Trondhjem, der kastede Kjødbein i Hovedet paa hverandre og under Vittigheder gnog paa dem. Galleriet er taknemmeligt og synger:
Du Tronderhejm
har end ej Rejm
af gamle Kjæmpetaatten:
Din Heltemund
saa rau og rund
er endnu skapt for Laatten.
Du Trønderfos,
som kun til os,
vi Lerche give Prisen:
Du lystig laug
som Hesten flaug
med Sko paa haale Isen.
De ljuge vel
med Ret og Skjel
de andre Mænd paa Krakken;
men ej som Du
de kan sig snu
lik Fladbrødslejv paa Takken.
De synde tidt
med Svart paa Kvit
og ere atpaa dumme;
men Du er den,
som er vor Ven
og gjør de Andre stumme.
Korrespondance
Christiania den 27de August
«Sandt» Olaf bliver reist op at’ nu paa mange Maader: her i Christiania «sandt» Olafs Kirke, i Thelemarken og det Søndenfjeldske med Dampbaade, i Romsdalen Præsten KroghKrogh] Otto Theodor Krohg, sokneprest (han vil reise op at’ Olafsokdagen) og i Finmarken samles og indbyder Katholikerne til et Festmaaltid paa Olafsokdagen, ligesom man endnu i somme Fjeldbygder følger den almindelige gamle Skik at «koke Olafsokgrauten,» der er «fløymande feit Smergraut» (Smørgrød). Klæggen rider ogsaa Bruman (Brudgom) paa Olafsokdagen, d.v.s. han faar et Skar i Vingen, siger Fjeldfolk. Olafsokdagen har saaledes været en Høitidsdag baade for Folk og Klæg. Det er blot i Byerne og Storbygderne, man i de sidste Menneskealdre intet har agtet Dagen, d.v.s. Menneskene; thi at ogsaa der Klæggen fremdeles rider Bruman, maa antages, eftersom neppe Vantroen har angrebet den. Det er smukt, at Bestræbelserne i disse sidste Tider atter ere henvendte paa n’ Olaf, og at det saaledes kan vise sig, at Fjeldfolk med sin Graut og Klæggen med sin Riding Bruman ere de eneste Væsener, der have holdt fast ved det gode Gamle. Vi, der ere faldne fra dette Gamle, skal ingen Hindring lægge i Veien for disse Omvendelsesforsøg, men om vi selv blive omvendte, er en tvivlsom Sag, og det kan ogsaa være det Samme, da Menigheden er stor nok; thi vel er det ikke svært Mange, der endnu eter Olafsokgrauten, og Driftsherrerne finde, at det er «ein sjavils dyr Mat» (som gjør En selv ilde, egentlig); men derimod er det utrolig mange Klægge, som ride Bruman især i varme Sommere, saa at Høitiden kan blive nok saa summende.
«Sandt» Olafskirken, som nu isøndags blev indviet, er en smuk Kirke; men det er en stor Synd at man ikke endnu skal kunne have opdrevet nogen Løyve (Relikvi) efter vor Helgen Olaf, saa at Messen kan blive fuld; thi jeg har hørt at man i en katholsk Kirke ikke holder fuld Messe, undtagen den indeslutter idetmindste nogle Løyvur (Relikvier). Jeg ved ikke, om dette er sandt, men rimeligt er det, at Kirken ikke er færdig, saalænge der mangler et Bein eller en Knop, f. Ex. af Helgenen i den. Man skal have henvendt sig til en fortræffelig Oldgransker for at høre, om ikke den mindste Løyve var at finde efter «sandt» Olaf; men desværre Intet skulde være at finde. Det maa altsaa ikke være sandt, hvad man før har sagt, at Olafs Hjelm og Sporer hænge i Sverige, ventelig tagne fra Trondhjem, for ellers vilde vist Olafskirken faa dem, da den er saa ibeit for Løyvur, og omfattes med slig Kjærlighed baade fra Stockholm og Rom. Det er Synd, at man ikke skal kunne komme paa Bunden i Trondhjemsfjorden ved Agdenes, hvor det berettes at Skibet med Olafsskrinet og øvrige Herligheder sank. Det vilde have været en værdig Ting i denne nye Kirke. I Mangel af denne Kostbarhed tykkes mig, at man kan hugge et Stykke af et eller andet Olafsskib, af hvilke her ere mange baade i Thelemarken og det Trondhjemske. Det er gamle gode Sager disse Fjelde, og Folketroen, der har givet dem Navnet, er ogsaa en hellig Ting. Tager man ikke slige ægte Sager, saa udsætter man sig for at blive narret med uægte, for vore Handelskarle ere nogle store Gauker, der have tjent mangen god Skilling af Oldgranskerne, idet de ere komne dragende med udskaarne Fjele, Gryder, Kjedler, Stoup, Knive, Sværde, Øxer, Beinstumper, gamle Tænder osv. Det kan enda gaa an at have slige falske Varer i Rustkammerne og Musæerne, men i Kirken vilde de blive bespottelige; man skjælver næsten ved at tænke sig, at slige uægte Sager skulde blive røykte og skvætte med Vievand og baarne i Procession og læst Latin over! Og hvem forbyder at vore Handelskarle komme med slige Ting, naar de høre, i hvilken Nød man er? Det er Ingen sikker for deres Opfindelser og alvorlige Ansigter; og det endnu mindre her end nede i de gode katholske Lande, hvor man ugudeligen ofte har solgt en gammel Verketand af et syndigt Menneske og givet den ud for en Helgens. Menneskenes Begjærlighed er stor! Hvor let kunde ikke En finde paa at sige, at han havde fundet «sandt» Olafs Votter, om hvilke Folketroen siger, at Olaf kunde hænge dem paa Solegjusli (den Stribe man ser, naar Solen gjennem en Sprække skinner ind i et støvet Rum)? Handelskarlen behøvede blot at tage et Par gamle Bundingsvotter og gjøre sine Kunster med dem, og vi kunde have den Opbyggelse at se dem baarne i Procession gjennem Gaderne med syngende Kordrenge og kronragede Præster, skvættende Vievand!
Derfor advarer jeg, da jeg kjender mit Folks Ugudelighed.
Havde jeg kjøbt en «beneficeret» Gaard, vilde jeg ikke føle mig tryg paa min Eiendom, da Paven i Rom har Opskrift paa alt Præstegodset ogsaa her i Norge, og vil tage det igjen til Kirken (vindicere det, som Juristerne sige) naar nu Landet vender tilbage til sin gamle Religion. Her er Mærker nok til en saadan Omvendelse nu, for i Finmarken og Christiania, altsaa i Norges Nord- og Sydende, virkes fort væk nu. Man er vistnok vantro i Christiania, men her er ogsaa Mange, som lade sig lede, f. Ex. gamle Jomfruer ligervis som bort i Skien hos Lammers;Lammers] Gustav Adolph Lammers, prest og dissentar og i Finmarken er Høsten stor, men Arbeiderne ere endnu faa. Kommer nu Krogh til med sin Olafsokdag, saa bliver her en Summel, og den som gaar af med Seieren, bliver Paven, der tager igjen sine gamle Gaarde lige for Kirkedepartementets Øine, som daglig sælger dem.
Korrespondance
Christiania den 3die Oktober
En stor Bog er nu under Trykning herinde, den største som maaske er trykt hertillands, sagde en Bogmand. Det er imidlertid en Bog, som ikke skal fryde mange Læsere; thi liksom den trykkes paa offentlig Bekostning, saaledes maa en ogsaa læses paa offentlig Bekostning, som under en Samtale blev sagt. Det er nemlig den kongelige Jurykommissions Indstilling, der som alle Indstillinger blot læses af de ulykkelige Storthingsmænd og det ogsaa af meget faa af dem. Ret gjøre ogsaa de som ikke læse Sligt, da det blot vilde være et Dyreplageri at grave sig gjennem disse «offentlige» Arbeider, der alle have denne velbekjendte «Kancellistil» og disse ufordøiede tunge Masser, som udmærker den juridiske Grundighed.
Jeg tror ikke, at den «kongelige» Jurykommission havde trængt til 200 trykte Ark med 16 Sider paa Arket = 3200 Sider for at ihjelslaa Juryen. Den var nok bleven kvalt af alle de andre skrevne Dynger, om ikke ogsaa en slig tung Protokol var kastet paa den.
I denne bindstærke Bog er vist Alt opdrevet, som kan opdrives mod Juryen. Men én Historie staar der vist ikke, som jeg derfor vil meddele her.
En Mand, saa fortæller et tydsk Blad, Freischütz, for et halvt Aar siden omtrent, — en Mand kom ind paa et Skjænkehus i Kentucky i Nordamerika og ser der tvende Mænd sidde med Lidenskab og spille Kort. Der var en levende Mumlen i Stuen og Alles Øine vare henvendte paa de Spillende, da Stikket galt Liv og Død. Paa Spurlag viste det sig, at de Spillende vare tvende Jurymænd, der af de lige stærke Modpartier vare valgte til at lade Kortet afgjøre, om Manden skulde kjendes skyldig eller ikke skyldig. Man havde nemlig som vanligt været stængt inde uden Mad for at faa en Endskab paa Voteringen; men da Stemmerne for Fældelse og Frikjendelse vare lige og hver stod paa Sit og man sad der som i en Skruestikke, saa fandt man at Kortspil maatte være en nem Udgang helst da Kentuckyeren skal være en Ven og Kjender af Kort. De høistærværdige Dommere sad da med Kortet krøllet i Haanden og stak og lod sig stinge indtil det sidste Stik afgjorde, at Manden var uskyldig, da den vandt som havde stemt for ikke skyldig. Publikum klappede og Enhver troede, at Retfærdigheden var skeet Fyldest. Manden var nok en Morder, men Retten frikjendte ham ved Hjælp af Kort, den havde sin Gang, og det var nok; man fik idetmindste Ende paa Sagen.
Det skal holde haardt, om den «storthingsvalgte» Kommission kan opdrive slige Historier for Juryen; at den ikke skriver 3200 Sider, maa vel ansees for afgjort, uagtet der er enkelte forfærdelig vidtløftige Folk i den Kommission ogsaa. Men det er altid lettere at holde Livet i slige Ting end at dræbe dem, — det modsatte af, hvad der gjælder om andre Dyr. Det kommer nu deraf, maa vide, at Døden skal komme saa videnskabeligt.
Denne «storthingsvalgte» Kommission arbeider dog ogsaa, som man kunde høre af Advokat KildalsKildals] Daniel Kildal, høgsterettsadvokat og bystyremedlem Procedure for Sagfører Sverdrup,Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar hvem Statsraaden gjorde den Ære at sætte under Tiltale, fordi han fulgte Storthingets Valg og reiste til Christiania fra Laurvik for at sidde i Jurykommissionen. Men om nu den storthingsvalgte Jurykommission end arbeider, saa arbeider den neppe samstemmigt, da tvende Medlemmer bestemt ere imod Juryen og tvende for den, medens den femte ingensteds hører hjemme. Hvad skal nu ogsaa denne storthingsvalgte Kommission gjøre? thi om den nu end skriver Noget, saa faar den det ikke trykt, da Regjeringen nok vogter sig for at anvise Penge til Trykningen og Medlemmerne selv have hverken Raad eller Lyst til at trykke det paa egen Bekostning. Det kan nemlig ikke være Tale om at trykke paa Fortjeneste, da man ikke vilde faa en eneste Kjøber end sige Læser; thi naar man maaske undtager et Par, saa vilde Ingen af begge Kommissionens Medlemmer fortjene Salt til Maden med det, de skrev, dersom de ikke fik skrive paa «offentlig» Bekostning som Embedsmænd eller Kommissionærer.
Dette er netop de grundige Folk.
Hvorledes vil det dog gaa med Juryen hos os? Ingen ved det endnu; kun det kan man vide, at den ikke vil blive indført for almindelige Forbrydere. I Presse- og politiske Sager bliver den derimod vel indført, og dermed faa begge Parter Noget. Det turde dog holde haardt at faa Saameget af Juryen, da Kongemagten nok vil betænke sig paa at indrømme dette, uagtet der ikke er synderligt vundet ved det idetmindste ikke under de nuværende greie Forhold. Jeg for min Del vilde heller under en Pressesag stilles for vore nærværende Dommere end for en Jury, der ubundne af Loven, som de igrunden ere, gaa efter et bestemt Indtryk. Loven kan nemlig godt undgaaes, men ikke Indtrykket, og havde man da Uvenner i Juryen, saa ved man, hvorledes Indtrykket farves af Uvenskabet. At Stemningen ogsaa kan farve en Dommers Dom, er vistnok sandt, men han er dog mere bunden. I farefulde Tider under tænkelige Overgreb fra Oven vilde derimod Juryen være Skjold og Værge i Presse- og politiske Sager; men Overgrebet kunde ogsaa tænkes fra Neden, og da vilde Juryen være en Sluse til Syndfloden.
Forresten kan vi være rolige: de som ere satte til at sørge, sørger nok for os, saa vi hverken behøve at være bekymrede eller lægge vor Mening med i Laget. Vi bør være glade over at vi faa en Bog paa 3200 Sider; thi Bogen har vi, hvordan det end gaar med Juryen, og en Bog er en aandelig Skat, som dog fortæres af Møl og Rust, skjøndt en Bog som denne kan holde sig længe, da der ikke gaar noget med til Slitage.
Korrespondance
Christiania den 15de Oktober
En Forsamling især af Haandverkere udvalgte herforleden Dag en Komité til at tage under Overveielse Opkjøbervæsenet og om muligt udarbeide et Forslag til Afskaffelse af dette Væsen paa næste Storthing. De gode Borgere fandt, at Opkjøbervæsenet nu i disse dyre Tider er en utaalelig Ting, der maatte mødes, førend Christiania fuldkomment blir indesluttet af Opkjøbere, som kjøber op Fisken og tvinger de arme Borgere, der maa æde, til at betale Torsk og Lange som de vare Sølvbarrer, — af disse Opkjøbere, som jagter paa Folk ud efter Veie og Stræder og sætte Potetes, Kaal, Smør, Høns og al Madkost i en Pris, der især er utaalelig nu, da her er saa lidet Penge at faa. Det er en Beleiringstilstand, som med megen Sagkundskab er udhævet i et af vore Blade, og som kunde skildres meget pudsigt, naar man lagde sig efter alle Slusker.
Vi se og føle Alle denne Tilstand, men det gaar os som den, der skar et Hul paa Skoen, som trykte, saa at Taaen hang rød ud. At angribe Opkjøbervæsenet nytter nemlig Intet, undtagen man angriber Tanken i vor hele Handelslovgivning og fordrer Dygtighed af dem, som give sig af med Handel, paa samme Maade, som man kræver Dygtighed af Haandverksmesteren og Embedsmanden. Nu da enhver uberygtet Gadefeier kan tage Handelsborgerskab og blive Kjøbmand, ser det noget underligt ud at ivre mod Opkjøbervæsenet; thi selv om disse Opkjøbere toge Kjøbmandsskab og betalte sin vesle Skat, saa var dermed ikke Stort vundet, da de, som nu drive Opkjøberiet, ere Folk, der have saavidt mange Penge under Hænder, at de nok kunde betale Skatten, og den Mængde Kvindfolk, som ere i denne Handel, vilde nok vedblive at være med som Tjenerinder idetmindste. Det er endog et stort Spørgsmaal, om det ikke er bedre som det er, da saamange Mennesker ikke saa let kunne slaa Hoderne sammen om at drive op Prisen, som naar det var færre. Forsaavidt vilde det ikke engang hjælpe, om Betingelserne for at faa Borgerskab bleve strammede op. Men derimod vilde det hjælpe betydeligt paa, at friske, arbeidsføre Folk sloge sig paa noget Nyttigt istedetfor at ligge og høkre og vænne sig til Snyderier. Og dette var ingen liden Vinding hverken i disse Tider, da Arbeidet er saa dyrt, eller i Almindelighed for Landet, der ikke er tjent med at Folk oplæres til Dagdriveri og Skarvesnit. Men denne Side af Sagen har neppe vore gode Borgere tænkt paa: de have vist alene tænkt paa at faa Maden billig, og det er ikke let at faa hvordan man snur og vender sig, medmindre man som i de gamle Byforordninger vilde lægge Baand paa Bonden, som kom tiltorvs; men disse Baand ere ikke gode at faa kaste om ham nu, og et Forslag, sigtende hertil, kan man spaa vilde falde igjennem i Storthinget, hvor Landmanden har Overmagten. Det er altsaa forfængeligt at prøve paa det.
Bedre vilde det vel heller ikke gaa, om man foreslog, at Handelsloven skulde forandres, saa at en Mand maatte kunde Noget, før han blev Kjøbmand og derved skaffe den Sikkerhed, som Kundskaber altid giver. De Folk, som gjorde Handelsloven, leve og virke endnu, og de vilde nok vide at tilbageslaa et Angreb fra den Kant, saameget mere som de med det Samme kunde benytte Ordet Frihed og holde skjønne Lovtaler over den. Man benytter altid en Ting, saadan som man har Brug for den til. Desuden kunde man slaa om sig med alle disse europæiske «Kongresser», hvor Frihandel (i en anden Betydning) prædikes og tør ikke modsiges. Det er saaledes en høist ubeleilig Tid nu at ville angribe Opkjøberiet, og om nu Christiania Borgere henvendte sig til en Mand, som de lovede at vælge til Storthingsmand under den Betingelse, at han skulde kjæmpe mod Opkjøberiet, saa vilde han maaske love godt og sige: «ja, Gudbevares!» Men naar han kom paa Thinget, blev det nok ikke Noget af med hans Kamp, fordi han vidste, at han saa alligevel vilde blive gjenvalgt for det, om han forresten dugde Noget. Her vilde ellers være Tid nu under Valget for Christiania Borgere til at sikre sig Mænd som idetmindste kunde prøve paa at faa Opkjøberiet afskaffet. Man mener Nogen af Christiania Borgere ligesaalidt som noget andet Steds tænker paa Sligt eller noget Andet som ligger dem politisk paa Hjertet? De agtværdige Borgere tulle og vælge uden anden Tanke end den som nogle Faarehyrder have. Derimod have de nok sine Sorger; men de holde disse Sorger skjulte for den Verden, der skulde kjende og afhjælpe dem, medens de som her nu have sine Møder (Metings), hvoraf naturligvis de ærede Storthingsmænd le. De agtværdige Borgere tage ikke Staven i rette Haanden.
Der bliver derfor — saavidt jeg skjønner — Intet andet tilbage for dem end at lade være at æde nogle Dage, saa vil nok Prisen falde og Opkjøberne komme ilde ud af det, eller ogsaa at lægge sig til noget Forraad, saa de kan tage sig en anden Middag, naar de komme paa Bryggen og finde Fisken urimelig dyr. Et Husholdningsvæsen, der lever fra Haanden til Munden, maa nødvendigvis komme i Knibe. Dersom Opkjøberne ikke vare nogle Stakkarer og ligesaa uenige som de andre Borgere, saa kunde de godt her som i London drive op en Hummer til et Pund (omtrent 5 Spd.) og de andre Levnetsmidler i Forhold dertil; thi da Husvæsenet har sine Fiske-, Suppe-, Kjød-, Beauf- og Stegedage, saa er det blot at passe disse Dage og være enige i at drive Prisen op paa Ting, som maa haves. — Hvorom Alting er, saa ere Priserne høie, og høiere vil de nok desværre blive trods alle Metings, hvoraf naturligvis Intet kommer ud andet end Snak; thi Folk har den besynderlige Egenskab, at de aldrig kan blive enige om nogen Ting, men sidde som sine Vestmænd anføttes og ro Baaden. Det gaar forresten utroligt alligevel; thi da Alle ere uenige saa gaar det som Alle vare enige. Se nu her: Borgerne kan neppe blive enige om Maaden at angribe Opkjøberiet paa; men da nu Opkjøberne igjen heller ikke kan blive enige, saa gaar det op i op, og Maden bliver vel ompas saa dyr, som Tiden gjør, at den maa blive.
De ærede Borgere og stemmeberettigede Indvaanere af Christiania By, burde ellers vogte sig for at blive mistænkte for, at de ikke saa rettelig vil forstaa Friheden, men tænker paa Ting, som ikke staar i den bedste Sammenhæng med et frit Land. Jeg siger intet Ondt om denne Opkjøbergreia, bevare min Mund, men jeg mener blot, at det kunde vække Mistanke, helst da Tingen nok tages fra Prisbillighedens Side og ikke fra det Fordærvelige i at Folk rangle og handle istedetfor at være nyttige Mennesker.
Men, da man er anføttes, saa er vel ingen Fare paafærde.
Korrespondance
Christiania den 17de Oktober
Svenska Tidningen har gjort Norge den Ære, at bedømme os og vor Tilstand. Det ser ud til at være et Brev fra Norge, og enten nu dette Brev skriver sig fra Ethnografen Hebbe,Hebbe] Clemens Hebbe, svensk forfattar som laa her ifjor og holdt Forelæsninger, eller fra en Mand i VicekongensVicekongens] Karl, svensk kronprins og visekonge Følge, saa er det en Bedømmelse, der maatte fremkalde mange Bemærkninger. Her er nogle.
Studenterne fremstilles som de, der ere Sveriges bedste Venner. Fra et svensk Standpunkt kaldes dette at begribe Tidens Fordringer; men fra et norsk Standpunkt maatte det kaldes at opgive sit Fædreland. Vi ere Allesammen Sveriges Venner i den Forstand, at vi ville være høflige mod det og yde det Ret og SkelSkel] retta frå: Sjæl: men vil man dermed tro, at vi skulle opgive os selv eller slaa det mindste af i vore Rettigheder eller vor Selvstændighed, saa tager man feil, og Studenterne ville forhaabentlig være med dem, som sige, at vi først og fremst ere Norske. Det kan vel hende, at mange af Studenterne have holdt Fester og Taler, der kunde fortolkes som en barnagtig for ei at sige letsindig Opgivelse af sig selv, sit Folk og Nationalitet; det kunde ogsaa hende, at mange Studenter virkelig ere fiendske mod vor egen Nationalitet og gav den gjerne bort for Svensk eller Dansk; det kunde endvidere hende, at ogsaa Studenter lod sig forblinde af Gunst og Haab om Befordring, saa at de stemte i med Alt, som sigtede til at undergrave vor Selvstændighed og lade os gaa op i Sverig og Danmark; men i sin store Almindelighed er visselig Studenterne gode Patrioter, og ingenlunde fortjener det Vidnesbyrd, Svenska Tidningen har givet dem.
Har de syndet, saa har de idethøieste syndet af Uvidenhed, og uagtet denne kan gjøre liksaa stor Skade som Ondskabs Synd, saa bliver der dog altid en stor Forskjel mellem disse Synder, og Svenska Tidningen har ingensomhelst Ret til at rose de norske Studenter for deres svenske Sindelag; den kunde idethøieste sige at de fare og tulle. Men der er noget særdeles godt og Patriotisk ment med dette Tulleri: man vilde som Tidningen nok ogsaa siger, følge Tiden og være human. Ungdommen og god Skolegang maatte fornægte sig selv, dersom den med Villie skulde fornægte sit Fødeland: det er netop til alle Tider og i alle Lande, at en slig Ungdom synge og digte patriotiske Sange, gaar med Frihedskokarden i Luen, lader et republikansk Skjæg voxe og er hvad Tydskerne kalde FreischärlerFreischärler] retta frå: Freischærler. De gode svenske Brødre maa ikke lægge mere i Studentermøderne og Fester end hvad der ligger i dem, nemlig Poesi. At ville bedømme Skandinavismen politisk efter dem eller overhoved at slutte til en nærmere Forbindelse med Sverig, det er bogstavelig at gjøre Regning uden Vært, og beviser tilfulde, hvor barnagtige Folk det er, som skriver Sligt i svenske og danske Blade. De norske Studenter vil forhaabentlig holde Fred med Alle og allerhelst med sine Grander, de Svenske og de Danske, men heller Intet videre; de vil skaale og drikke og være Kammerater, men det har ikke det Mindste med Politikken at gjøre. Man skulde idetmindste haabe det.
At Morgenbladet derimod skulde være fiendtlig mod Sverrig, er ikke sandt; det har nok engang været det, men de Tider ere forbi. Tværtimod var Morgenbladets Artikel om Tolvmandskommissionen langt mere unorsk og dermed svensk end Chr.-Postens, som netop faar Ros for sit svenske Sindelag. Der er en god Blanding af Sandt og Falskt i denne Artikel om Norge. Falskt er dette, som nu er paapeget, men Sandt er det, at vor Almue er mistænksom mod en nærmere Tilslutning til Danmark, og endnu mere til Sverige, kunde være tilføiet. Denne Mistænksomhed fremstilles som Mangel paa Sands for Tidens Ideer, men det er dog den bedste Lovtale, man kan give vore Bønder; de lugte liksom, hvad der er godt og ondt, eller rettere de føle det. Man føler, at de vil komme til at føle det, om man drager Rigerne mere sammen. Det er Bondens Hest og Bondens Havre, som da faar undgjælde.
Det er betydeligt for al den Opmærksomhed, Verden skjænker Norge nu. Der skrives Korrespondancer i udenlandske Blade om Nødvendigheden af en nærmere Tilslutning til Sverige og Skandinavismen, disse Artikler sendes i smaa Bøger og fremkalde lange Bemærkninger; fremmede Prindser reise her igjennem og man kan være stø paa, at de hverken reise for Naturen eller Videnskaben, men for at se, hvad man kan bruge os til; Vicekongen reiste til Danmark og var der med Prinds Napoleon,Prinds Napoleon] Napoléon Joseph Charles Paul Bonaparte (Prins Napoleon) og man vilde miskjende saa ophøiede Mænd. Nu har Ministerkrisen varet flere Uger, og man tager neppe feil i at give Skandinavismen Skylden: der er nemlig Kamp mellem Danske som vil have sin Helstat, bevare Danmark helt, og dem, som ville opgive et selvstændigt Danmark for Nordens Skyld, d. e. Skandinaver. Ministerkrisen er derfor rimeligvis en Efterve af Vicekongens og Prinds Napoleons høie Besøg. Vi skjønner, hvad der forberedes med Norden og maaske vortvort] retta frå: vor eget Hof endog trykkes paa af England og Frankrig efter Traktaten af November ifjor. Herfra tror jeg at alle Bevægelser maa sees, ja endogsaa Aftonbladets sidste fiendske Artikler mod Carl JohansCarl Johans] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge «russiske» Politik og OscarsOscars] Oscar I, konge Ros for Novembertraktaten. De Svenske maa naturligvis være glade i alle disse Tidsbestræbelser, der naturligvis gaa ud paa at gjøre Sverige til den mægtigste Høne i Korgen. Derfor bliver der saameget Svenskt blandet med ind i alle Hoffernes Paavirkninger, at det Ene ikke er godt at skille fra det Andet. Men det kan ogsaa være det Samme: Vi se, hvad der gjælder os, og det gjælder at se det klart, for at vi skal kunne fatte vore Beslutninger. Vi have nu igrunden blot én Beslutning at fatte, og det er den at være, hvad vi ere med Ret og Skjel, saa Ingen skal kunne paasige os Uforstand. Det gjælder dog mere og det er, at blive mere Norske for at samle Modstandskraft og dermed Seier efter Nederlaget, om Magten skulde overvælde os. Thi uden Magt forandrer man forhaabentlig ikke vor Stilling. Nutiden maatte ellers vanslægte saameget fra Fortiden, at dens Dødsdag var kommen, og enten den faldt for Dolk eller Gift, kunde derfor være det samme.
Nu vil de smukke Taler kunne begribes, som man nok vil holde for at faa Storthinget til at gaa ind paa en vis aarlig Ydelse til Forsvaret, det vil sige det første store Greb i vor Selvstændighed. Man vil ogsaa begribe de skjønne Taler for en nærmere Toldforening, ja endog for en Jernbane mellem Norge og Sverige. Der sker Intet uden dyb Plan.
Korrespondance
Christiania den 22de Oktober
Her er mere Liv end man skulde tro i Christiania før Storthingsvalget: Haandverkerne og Handelens Venner have sine Møder og Aviserne komme med lidt hver Dag om den og den store Mand, som bør vælges. Det er som det skulde have noget at betyde, hvilket det slettes ikke har, al den Stund man som her blot ser efter Dygtigheden; thi Dygtighed har man saameget af i Christiania, at man for den Sags Skyld gjerne kunde tage islæng, medens man igjen paa den anden Side heller ikke har saa overvættes Dygtighed for Storthingsvirksomheden, at nogen Skade var skeet, om Nogen blev udestængt. Nogen egentlig Taler kjender ikke jeg i Christiania undtagenundtagen] retta frå: udtagen Advokat DunkerDunker] Bernhard Dunker, jurist og Overlærer Daa,Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar og nogen af disse Mænd bliver neppe valgt, saa det er kjedsommelige Folk at høre paa, hvem man ellers vælger. Efter et politisk System gaar man heller ikke som i andre Lande, saa at Valget efter mit Skjøn er det mest intetsigende man kan tænke sig og ingenlunde fortjener den vesle Umage, man gjør sig, da Dygtigheden som sagt ellers maa være stor nok, hvor man maatte slaa ned i Flokken, det vil sige den almindelige Storthingsdygtighed, hvilket atter igjen vil sige Middelmaadighed.
Under en slig Tingenes Tilstand er det underligt, at man ikke tænker paa en Handelsmand og en Haandverker ved Siden af de tvende Mænd af Embedsstanden som ere visse: man tilsidesætte Ingen ved dette, men derimod handlede man formentlig i Grundlovens Aand ved at sammensætte Thinget af hver Stand, saavidt det uden Forbigaaelse af store Evner lod sig gjøre. Det er unegtelig en underlig Ting at sende lutter Embedsmænd paa Thinget; thi hvor skikkelige og velmente de end kunne være, saa er det dog i sin Grundtanke at sætte Bukken til at passe Kaalen, da Afhængighed af Regjering eller Ønske om Befordring ere Ting, der maa ytre sin Virkning paa det skrøbelige Menneskehjerte, uden at det mangen Gang selv ved af det. Det kunde især være af Vigtighed nu, at have uafhængige Folk, da saamange store Ting for vor Fremtid ville blive forlangte af Storthinget, og en ubegavet yngre Embedsmand er dog den skrøbeligste Lerpotte som kan tænkes, naar Hoffet har sine store Hensigter og løfter Hammeren. Men, det er nu bleven en saa staaende Talemaade, at Standen ikke bør komme i Betragtning, at det nytter ikke meget at sige mod den.
Man maa under denne Tilstand være glad over, at Haandverkere, Handelsmænd og Borgerne ellers i Almindelighed ikke give det Hele en god Dag, da ingen af dem kan vente at komme i Betragtning, men Alt gaar som Storthinget skulde være kongevalgt. Det er nemlig saa naturligt, at der i hver Stand findes Nogle som vil frem, og da det altid er disse som sætte Liv i sine Standssæller, saa gaar det godt, naar Haabet ikke er udestængt for Nogen; men naar Alle se, at Tanken er bleven den, at det blot er Folk af én Stand som skal frem, saa maa man ikke forundre sig, om Sløvhed indtræder. Det er nemlig ikke saa godt for de almindelige Borgere at faa det til at gaa anderledes, da deres Kald ikke er at skrive i Aviser eller bruge Munden i Forsamlinger. De gaa med sin jevne gode Forstand og tie stille og lade Skrighalsene beholde Valpladsen. Vilde man heise et Mærke paa politisk Umyndighed, saa tog man nok ofte Feil og vist er det, at man her i Christiania vilde kunne finde Mænd af Handels- og Haandverksstanden, som var liksaa gode og bedre til end de nye Mænd. Det er nok saa, at Christiania ikke har mange dygtige Handelsmænd og Haandverkere, hvilket saa naturligt kommer deraf, at Christiania ikke har som de fleste andre Byer sine gamle Familier, men de fleste Kjøbmænd ere komne hid fra alle Verdens Kanter liksom det skulde være i en amerikansk By. Det erer] retta frå: et gjerne gode Hoveder disse Bondegutter eller Eventyrere som have slaaet sig op til Rigdom, men det er Mennesker som ikke kan Andet end handle og lægge sammen; det er et Tran- og Baghunaristokrati som just ikke er skikket for Storthingsbænken, og findes her end enkelte som have lært noget, saa træffer der saa ind, at de fleste af disse Faa ikke have Sands for Andet end Heste og Skuespil. Man skal forsaavidt ikke snuble i dygtige Thingmænd, men nogle maatte her dog være og mange nok fremfor talentløse Statstjenere. Det vilde da kunne være paalidelige Stemmer, og i en Tid som denne har Stemmerne Meget at sige; det skal desuden ikke skorte paa Arbeidsfolk, dette Thing, saa det væsentlig nu blot er Spørgsmaal om Graastein til Ballast i Baaden. Men man skal nu ville være saa oplyst, maa vide, ret som denne almindelige Oplysning uden Aandens høiere Gaver ikke var det bedrøveligste, som til er. Det er bogstavelig hverken Fugl eller Fisk, men derimod et Rør for alle Vinde. Af slige Folk har Storthinget mange denne Gang, og Hovedstaden sender nok ogsaa sine. Jeg beundrer disse vore Haandverkere og Handelsmænd som bry sig om Valget denne Gang, men jeg kan ikke have nogen Medfølelse med dem, da deres Handling er den mest intetsigende som kan tænkes. Dog turde her maaske findes dem, der sagde at det netop er et Bevis paa det norske Folks politiske Forstand, at det just vælger dem, som Kongen selv vilde have valgt. Det vidner om en skjøn Enighed og maa bære sine Frugter.
Hovedstaden er besynderlig: her er ved Siden af den sunde saamegen Snusfornuft, at Politikken og Valget ikke skal frembyde Noget, som kan tiltale Sindet. Det gaar saa kjedeligt til Altsammen og saa forsigtigt, at man kan forgaa, og da de fleste Vælgere ere saadanne, hvori der efter Ordsproget hverken er Godt eller Ondt, saa vælge de naturligvis Mennesker som have de samme Egenskaber, det er egenskabsløse. De skvætte tilbage for Mænd som Dunker og Daa. Det er Aandløsheden som skal herske, fordi den er saa inderlig snil og bra. Det er et godt og yderst skikkeligt Folk, men hvor kjedsommeligt!
Korrespondance
Christiania den 29de Oktober
Vi Nordmænd, der med al Ret intet Bræt lægge paa egentlige Ministerkriser, men betragte som en ligegyldig Sag enten Per eller Paal er bleven udnævnt til Statsraad, vi burde skjænke et Avisredaktørskifte nogen Opmærksomhed for dog at have lidt af Skikkene i frie Lande, hvor Pressen er den fjerde Statsmagt eller rettere den, der burde beherske de tre andre. Fra dette Synspunkt kan det være værdt at tale om Skiftet i Chr.-Posten og betragte det som noget Andet end en anden Rispe fra Hovedstaden. DaaDaa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar er da fratraadt Redaktionen og det «definitivt,» som den nye Redaktion, der lader til at ynde fremmede Ord, udtrykker sig. Da Daa nu «definitivt» er traadt fra, saa er det en unødig Ting at tale om ham, helst da det nok turde være paa Tiden at lade ham faa Fred en Stund; men Freden bliver nok ogsaa blot en Stund; thi Daa har en god Levedygtighed, der lader ham igjen opstaa under en eller anden Skikkelse. Han faar sig rimeligvis en Avis igjen og den burde være svensksindet, eftersom nogle Artikler af ham have været af det Sind, der maaske ogsaa bidroge til at Posten skiftede Regjering. Chr.-Posten har nok været svensk for det, om den ikke har været saa svensk som Morgenbladet i den sidste Tid. En rigtig svensk Avis i Norge nu maatte have Udsigt til at gjøre Forretninger, da saamange Tilknytninger til Sverige skal ske. Den maatte idetmindste gjøre Forretninger i Sverige, og Kongehuset vilde ikke slægte paa sin ophøiede Stamfader, dersom det undlod at yde en saadan Avis al mulig Opmuntring; det svenske Adelskab maatte ogsaa like en saadan «bröderlig Tidning,» og det vilde derfor være et mærkeligt Tegn paa norsk Mangel af Foretagelsesaand, dersom ingen Nordmand skulde falde paa i disse Tider at udgive en saadan Avis, — Tider, i hvilke Folk, der kan ansees at være en Skilling værdt, efter Verdens Gang maa have Udsigt til at finde Kjøbmænd. Det maa siges nu at være mindre godt for «Spekulanter;» thi ere de norske, saa kan de nok til Nød faa Abonnenter, men for det første saa ere nu de heller ikke videre stadige Væsener, og dernæst saa er det «raat» og «udannet» at være Norsk, det er at være et Menneske som ikke begriber «Civilisationen,» «Tidens Fordringer» og vel snart ogsaa her som i Danmark ved Arvefølgens Forandring «den europæiske Nødvendighed.» Paa den anden Side kan det ogsaa komme til at have sine Ubehageligheder at være Svensk, f. Ex. at blive pryglet op; men «fram i Verden» kommer man, det bliver liksaa vist som at de bleve Professorer og Andet, der holdt med Danmark og skjældte ud Norskheden og Wergeland.Wergeland] Henrik Wergeland At forraade sit Land svarer gjerne Regning for den enkelte Mand, vel at mærke, medens de, som Efterverdenen have kaldt Patrioter, i Reglen ere gangne tilgrunde. Det har vistnok ikke altid truffet saa, men i Regelen sker det dog. Hvad skal derfor «Spekulanterne» gjøre nu i denne forestaaende Tid? Vi faa for det første se, hvorledes Aviserne rigtig ville tage det.
Hvorledes Chr.-Posten vil tage det, skal man ikke blive klog paa af Artikelen idag om de svenske Forhold. Den er nok desværre saadan, at den ikke tilfredsstiller nogen af Parterne. Chr.-Postens nye Redaktion, som jeg har hørt benævne «Kvartetten,» er vist en noksaa bra Redaktion, og at ikke «Kvartetten» indøver Ligsangen over Posten, er vel afgjort, da det er Folk med «gode Karakterer» allesammen, hvorvel en «god Karakter» er Et og Tanker og Sprog et Andet. Det skal ikke være opmuntrende for Posten at erindre sig den «Constitutionelle,» der gik tilgrunde uagtet den blev redigeret af de bedste «Karakterer,» som alle nu ere Landets første Embedsmænd. Men det er Mænd som kun da ere store, naar de skrive og læses paa Statens Bekostning, og en Avis er saa ulykkelig, at den intet Føderaad har af Staten, men maa som en anden Næringsdrivende æde sit Brød i Ansigtets Sved eller ogsaa som en Kunstner leve af sit Talent. Det er et kjæmpende Liv.
Det er især et kjæmpende Liv for Forlæggeren Dybwad,Dybwad] Jacob Dybwad, forleggar om hvem man maa sige, at han har vist sig som en driftig Forlægger, og hans store Bekostning «Feuilletonen» havde ikke fortjent den vistnok vittige, men uretfærdige Behandling af en Mand, der ubegribeligt nok havde forvildet sig til Morgenbladet. Posten med Feuilletonen er visseligvisselig] retta frå: vinselig det billigste Tryk af alle Aviser og det bedste kanske ogsaa; men Posten er for frisindet ved Siden af sine Hensyn til at gjøre Lykke. Den skulde blive et sandt Regjeringsblad, og faa alle Stemmer som den ene i «Kvartetten,» der sang om «Aftenbladets Trafik;» det var just en Stemme, som klang lærd, jeg synes erindre, at den «noterte et karakteristisk Faktum.» Det er Talemaader, som Folket ikke skal forstaa meget af. Men saa er der igjen en anden Stemme i «Kvartetten,» der er saa norsk som man skulde høre: «Ifjor gjæt’ eg Gjeitan.» Det maa bestemt blive Disharmoni (Uljo).
Ubetænksomt var det ogsaa af Redaktionen med det samme Daa «definitivt» var aftraadt at skrive om «Aftenbladets Trafik;» det var at begynde med Strid, og det er en taabelig Ting at stride, før man har Udsigt til at vinde. Man ser derfor i Verden heller ikke, at et Dyr angriber et andet eller en Slagsbroder en anden, undtagen der er Udsigt til at banke Modparten op. En Avis maa ogsaa være som den Pave, om hvem det hedte: «Han kom til Regjeringen som en Ræv, regjerede som en Løve, og døde som — en Hund.»
Korrespondance
Christiania den 5te November
Det gaar underligt til med Politikken i Hovedstaden ogsaa, hvor man dog skulde tro, den ret hørte hjemme. Saaledes er vel neppe nogetsteds i Landet Borgernes Uselvstændighed og Usamdrægtighed større end just netop her, hvilket igjen maa komme deraf, at Uvidenheden hos disse Folk er størst her, hvor de ere løbne sammen fra alle Verdens Kanter. Det er næsten som i en Amerikansk By en Samling af Eventyrere, der gjerne som alle Slige have gode Evner, men ere uden Kundskaber og Tankens Tugt med sit ustadige Blik paa Verden og gramsende Hænder efter Maden. Det er et virksomt Folk dette, men det er ikke meget tes i Politikken; det maa tomkjøres af Andre, hvilket det da ogsaa ganske rigtig bliver; det kvekker for en Avisartikkel, og dersom en Mand i et nogenlunde godt Embede taler til en slig Forsamling, saa tør den ikke kny et Ord; det virker som Smeld af en Svipusnert i Sauflokken.
Det var derfor et Under, at Storthingsvalget herinde blev saapas godt som det blev. Størsteparten af Haandverkerne og Almuesmanden vilde have havt DaaDaa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar til Storthingsmand; men da nogle Aviser og anseede Embedsmænd skjød ham for Glug, saa turde mange af dem, som vare valgte for at stemme paa Daa, ikke vælge ham, men stemte paa K. Motzfeldt,Motzfeldt] Ketil Motzfeldt, ekspedisjonssjef og stortingsrepresentant Gud bevares, da de skjønte, at han var udseet til Paak for at slaa Daa og NissenNissen] Hartvig Nissen, skolemann af Marken med. Disse to Mænd vilde navnlig Styrismændene ikke have. Da jeg tager Alt i den bedste Mening, saa tænker jeg mig, at de ikke vilde have Daa, fordi han engang i Verden nok har ligget i Avistvist med de fleste af dem, fordi han var saa høirød i sin «Gransker», og helst fordi han er saa uheldig at tale godt og være smaavittig. Nissen vilde man vel ikke have, fordi han synes have betænkelig mange Planer for Skolevæsenet og kunde gjerne ville indskrænke den saakaldte lærde Undervisning samt foreslaa Oldnorsk til Examens Fag for alle, som vilde blive Embedsmænd. Han kunde ved alt dette være bleven en lei Mand i Storthinget han, fordi Folkemeningen vilde have givet ham Medhold i disse Ting, og naar man kan faa det som man vil, bør man spare sig for Ubehageligheder og holde Thingsalen fri for slige «revolutionære Elementer.» Daa er ogsaa «revolutionær», men af en anden Grund, fordi han er aandrig nemlig. En aandrig Mand er som vore dybe trange Fjorde: man ved ikke hvad Øieblik der kan komme en Kastevind fra de høie Fjelde.
Saa er da nu Storthingsvalgene tilendebragte, og dersom der havde været Tanker i dem, maatte man kunnet have havt Tanker om dem; men efter noget «Princip» har man nok neppe nogetsteds valgt, og derfor vil det være en forfængelig Sag at anstille Betragtninger over, hvorledes Thinget vil komme til at se ud, saadan som man gjerne gjør i frie Lande. Thinget vil naturligvis ingen Karakter have, men være et skikkeligt godt Væsen, om hvilket man ikke kan sige Andet end Godt. Det er «hæderlige» Mænd allesammen, og blandt de fleste kan man som blandt de Stemmeberettigede i Christiania smælde med Svipusnerten og faa til at skvætte, hvorhen man vil; det er kanske 3 eller 4 Mænd, som ere «støe» i politisk Betydning, men disse kan sandelig ikke denne Gang samle noget Parti om sig. Det er derfor en underlig Tanke af Morgenbladet idag, at dette Storthing skulde bringe Jurysagen noget fremad; thi de, som raade noget i Thinget, vil ikke vide noget af Juryen, og dermed gaar det.
Naar nu Greierne med Sverrig kommer fore, saa vil den «europæiske Nødvendighed» gjøre Alle forknytte, da det er «oplyste» Mænd, som lytte til Grunde. Det bliver nok nogle Mænd, som ikke bry sig om den «europæiske Nødvendighed», men det bliver neppe nogen Stemmevegt. Bare man kan faa laant ud den russiske Knut og ringle med, saa gaar det Altsammen som smurt. Jeg tænker mig dette saa paa Forhaand, da de fleste Thingmænd ere «oplyste» Folk som ikke vil udsætte sig for Noget. Var der mange som UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar og Sæter,Sæter] Peter Andreas Sæther, lærar og stortingsrepresentant saa vilde de rimeligvis se Knutten først og efter Ordsproget ikke løfte paa Hatten, før de saa Manden, men da de fleste som sagt ere «oplyste» Mænd, saa er den bare Tanke nok.
Jeg tror derfor, at Styrelsen, forudsat at den er svensksindet, kan være saare vel tilfreds med dette Storthing, liksom den ogsaa vil kunne være tilfreds med det i alle andre Sager. Det skal vist ikke sætte nogen Rigsret eller nægte en Bevilling, saalænge der er en Skilling i Kassen.
Det bliver et godt Thing, medgjørligt og snilt, ret et Udtryk af det norske Folk, godmodigt som Dagen er lang.
Korrespondance
Christiania den 12te November
Christiania Byfogedembede bliver rimeligvis delt i tre nu, en notarius publicus, en Underdommer og Byfogdens Andel i Skiftevæsenet gaar vel fra. Et Embede som Christiania Byfogderi er en urimelig Ting under vore Forhold, da Tjenere og Tjenerstjenere maa gjøre det meste, medens Embedsmanden sidder og faar de uforholdsmæssige Indtægter. Hvoraf ogsaa følger, at Embedsforretninger, der burde beklædes med Værdighed, udføres af Mænd, der ingenlunde svare til Gjerningens Vigtighed. Sligt kan ikke undgaa at vække Forargelse, og skabe Fiender af vor Samfundsindretning. Det er nu vistnok ingen klog Politik at gjøre Embederne for smaa og stræve efter at sætte vore mange Kandidater i Vei. Kandidaterne faa leve som de kan; det er bedre det, end at Embedsstanden om en Tid skulde synke ned til arme Betjente, der ikke kunde være Bærere af Tidens høieste Dannelse og føre Samfundet fremad. Om vor Bondestand endnu ikke kan gjøre dette og Handelsstanden aldrig ifølge sin Bedrift vil kunne gjøre det, saa maa Embedsstanden gjøre det. Men om det nu ikke er tilraadeligt at stykke Embederne ud formeget, saa er det dog rigtigt at tilveiebringe nogenlunde Lighed mellem de ensartede Embeder og ikke lade Mænd af samme Dannelse og Hæderlighed neppe have det Nødtørftige, medens enkelte andre have meget mere end Nok. Det forstaar sig, at Urimeligheder ikke kan undgaaes med Embeder paa Steder, der i en Embedsmands Tid voxe saa meget som Christiania; men derfor er det ogsaa paa Tiden at rette paa slige Urimeligheder, naar Leiligheden er tilstede; men videre maa man heller ikke gaa, og alt dette Raab paa Deling af Præstekald med flere Embeder, er visselig ikke kloge Mænds Raab. Nu er det vistnok saa, at Embederne ere til for Folkets Skyld og ikke Folket for Embedernes; men der maa en klar Nødvendighed og Mangel paa Forholdsmæssighed til, før man forflerer Embederne, helst da vor Embedsindretning er bygget paa en forældet Grund og maa fremtræde under andre Former, saasnart det lader sig gjøre. Saaledes er vore trende Dommerinstantser en Uting og tvende vilde vist være det Rette, naar Underretten havde flere Dommere saa som Stiftsretten nu. Amtmanden og Fogden ere ogsaa Embedsmænd, der ikke længer passe godt, og en Omlægning af disse er vist liksaa nødvendig som vore Omlægninger af de gamle Veie. Den geistlige Etat er ikke mindre synderlig og aflægs. Den biskoppelige Indretning passer ikke godt til Reformationens Tanke, at Kongen er Kirkens synlige Overhoved, liksom heller ikke Biskoppens Overtilsyn gjør det Gavn, som kunde ventes, naar en saadan Mand virkede paa en anden Maade. Provsten er endnu mere synderlig, og Præstekaldene svare ikke længer til den Tid, som skabte dem. Præsterne ere fra Folkelærere drevne videre og videre ud af sin Stilling og ind paa Opbyggelsens Felt, og naar man betænker, hvor faa Mennesker det er givet at tale Trøstens, Opbyggelsens og Begeistringens Ord, saa indses det, at alle «Lægemidler for Kirken» ikke kan helbrede, saalænge man lægger den nye Vin paa disse gamle Flasker.
Erkjendes det nu, at vore Embedsinddelinger ere fattede ind i en Ramme, som den nyere Tid sent eller tidlig maa sprænge, saa kunde der spørges, hvorledes Fremtiden bedst beredes og Overgangen gjøres, om det sker bedst ved at lade Embederne være udelte eller om det gaar naturligen at dele dem og dele dem, indtil de paa en Maade af sig selv opløses og gaa umærkelig over i andre Former? Dette Sidste er maaske den mest historiske Vei, og forsaavidt er det at stride mod Tingens Gang at ivre mod Embedsdelinger, og min i Spidsen stillede Grundsætning kommer da i Modsigelse mod denne her. Det vil da ikke kunne undgaaes at Embedsstanden synker i timeligt Velvære og med den i Kundskab; thi god Løn er altid Betingelse for Dygtighed og — man tør nok sige det — for Retskaffenhed.
Det begynder alt nu at ytre sig betænkelige Tegn paa Embedsstandens Nedadgaaende. Er man i et Lag af velholdne Bønder, saa kan man nok høre en vis Medlidenhed endog med høiere Embedsmænd og Underordnede, om de ere nok saa flinke, vederfares en Naade, naar de faa være med i Laget. Man kan ikke andet end glæde sig over at Banken kommer sig saavidt; men naar Kundskaben ikke er derefter, saa spaar det ingen Lykke for Samfundet, at Tjenerne begynde at stige til Hest og Herrerne at vandre tilfods. Kun den fortjener nemlig at være Herre, som kan Noget, og som kan være Herre uden at blive latterlig.
Det bør ogsaa siges, at jeg har hørt af en flink Bondemand at Embedsstanden bør sættes istand til at holde Skridt med de øvrige Borgerers Fremskridt i Velvære, og ikke som nu gaa tilbage mens Folket gaar fremad.
Hertil kan dog bemærkes, at Tiderne forandre sig let for de øvrige Næringsdrivende, medens Embedsmanden har Sit sikkert.
Korrespondance
Christiania den 14de November
Vor unge Stat er strævsom; den vil frem, men det mangler den somoftest Evnen til at kile saa fort paa som den gjerne vilde. Den er som Jenta, der synges om i Folkevisen:
«Den vesle Jenta ho er saa nette:
ho spyt’ i Næven og strouk seg slette;
ho stod og spegla seg i ein Saa
og gret for Pattane var for smaa.»
Det er derfor godt, naar Staten kan finde Mænd, som ere kyndige nok til at virke med Raad og Daad i det, der mest trænges til. En saadan Mand har Staten fundet i Schübeler,Schübeler] Fredrik Christian Schübeler, botanikar og Morgenbladet, der altid er saa heppentheppent] retta frå: hoppent at finde dygtige Folk, har da ogsaa ganske rigtigt faaet fat paa Schübeler.
Ikke saasnart begynder man i Romsdalen at gruble over Dyrkning af Tobak, før Hr. Schübeler kommer i Morgenbladet med en grundlærd Afhandling om Tobakken. Aldrig saasnart har man paa Listerland kjørt noget mere Tang end sædvanligt, før Schübeler som Jonas i Hvalfiskens Bug kommer i Morgenbladet omviklet af Tang. Man snakker i det Trondhjemske om et Kornslag, der maaske kan erstatte dette vort gammeldagse Korn, og Hr. Schübeler er øieblikkelig ude med en vidunderlig lærd Afhandling. Poteterne raadne, og Hr. Schübeler underkaster Knoldfrugterne en dybsindig Grandskning for at have lidt for Tanden, om Potetessygdommen skulde blive dødelig.
Det var ikke formeget sagt, at man kunde opregne Alt hvad der gaar igjennem Munden, for at afpæle den hele Mark, hvorpaa Hr. Schübeler med lige stor Sagkundskab bevæger sig. Fiskekraas og Fugleguano falder især fortrinlig i hans Smag*). Men Kaalhovederne maa dog vel erkjendes at være hans fineste Venner. Man kan blive rusk over al denne Lærdom og sige som Fjeldfolk om Præstlærde: det er ubegribeligt at ikke Hovedet springe sonde.
Det forargelige Aftenblad kom imidlertid forleden Dag med en Sammenstilling, som viste, hvad vi forresten Alle anede, at det Hele blot var en tro Oversættelse fra Tydsk, hvor nu Alting staar paa Prent. Men at Oversættelsen var saa tro, at endog Parentheserne vare tagne med, det anede vist ikke Mange.
Dette vilde nu Altsammen være baade godt og vel nok, dersom ikke Hr. Schübeler (thi det maa vel være ham) ogsaa havde oversat de deilige Trærækker ved Trondhjemsveien og om Tøien, saa at de nu staa tørre og skaldede. De arme Træer ere afsagede en tre, fire Alen oppaa Læggen sin, og da de havde for fyldige Aarer, have de forblødet sig. Men hele «Amputationen» maa være en ordret Oversættelse, uden Tanke om vor Luft og Træernes Natur, det er greit det, og tillige med en saadan Tro paa Tidsskrifterne, at hele AlleerAlleer] retta frå: Aller ere strøgne med. Der var ikke Tanke om at prøve sig fram, lidt Smaat i Førstningen og se! — Det maa være haardt for Morgenbladet fra sine Vinduer i de tørre Træer at se sin Lærdoms Frugt. Det er ikke altid, at Frugten bliver saa tidlig moden, og det vilde ikke heller være vel for Morgenbladet om saa var, skjønt det kunde være godt for dets arme Sjel.
Liksom Hr. Schübeler kan oversætte Træer fra Livet til Døden, saaledes kan han ogsaa blege. Forleden Aar skulde han saaledes lære en Husmoder (rimeligvis ogsaa flere) at blege, naturligvis igjen efter «Recepter.» Men det skulde have gaaet som der staar: «Han døde det er sandt, men Feberen ham forlod.» Linnedet blev drivende hvidt, men Traaden var nok opbrændt af det chemiske Stof.
Det er høist besynderligt, at der endnu ikke har staaet nogen Artikel i Morgenbladet om Blegningen. Dog den kan gjerne have staaet der; det er ikke godt at sandse Alt af det Slag.
Hr. Schübeler har ogsaa skrevet en Havebog i et saa greit norsk Sprog, at det er en Lyst; men, Gud bevares! AsbjørnsenAsbjørnsen] Peter Chr. Asbjørnsen omkalfatret den først og saa kom den til Ivar Aasen. Den staar dog som «Schübelers Havebog» og hans Navn vil straale paa Literaturens Himmel. Det er en Bog som ved sit Sprog er Guld værd; men efter Indholdet turde idetmindste ikke jeg dyrke nogen Have, om jeg aatte nogen; jeg turde neppe gjøre River efter Tegningerne; nei, før gjorde jeg dem dog efter eget Hoved.
Ja, det er en mangfoldig Mand denne Schübeler, men derfor var han jo ogsaa paa Vei til at blive udseet til Universitetslærer og som saadan tillige skulde have havt øverste Kommando over Tøienhaven. Saa vilde da Schübeler have syslet der med de kjære Blomster og Træer indtil de maatte falde paa at tørke bort som Alleerne udenfor. Der vilde han have gaaet med de medicinske Studerende og plantet Blomster for dem til Menneskenes Lægedom. Han vilde have skrevet i Morgenbladet og været et Lys for Landmanden, medens den beskedne MoeMoe] Niels Green Moe, gartnar var en underordnet Mand, uagtet BlyttBlytt] Matthias Blytt, botanikar har faaet mange Blomster af ham til sin Flora. Men han kan ikke oversætte.
Det er storartet, hvordan Norge gaar frem i Landbovæsenet, men det er heller ikke noget at takke det for, da det har Mænd i sin Spidse som Schübeler.
Jeg har her villet udkaste paa min Vis et Literaturbillede, der svarer til vor Ilfærdighed og Laan af alt Fremmed. Vi hente Jernbane fra England, Sprog og Skuespillere fra Danmark, Chemikere fra Tydskland, kort vi ere alt Andet end os selv, og den Retning i os, der altfor raat kaster sig over «Tidens» Materialismus, turde nok være værdt at dvæle ved. Idet jeg herved finder mig beføiet til at give en Nøgle til denne Artikel, vil jeg ogsaa have udtalt, at jeg fuldt saa godt som nogen Anden indrømmer Hr. Schübelers virkelige Værd og Betydning i vor Udvikling.
* * *
*) Forbyde at jeg skulde gjøre Manden Uret! Kanske det er en anden Mand, som har skrevet om disse Ting. Hr. Schübeler har iallefald udstillet norsk Guano.
Korrespondance
Christiania den 21de November
Christiania bliver stor nu, naar Forstæderne og Sagdalen, rimeligvis alt op til Maridalsoset, bliver indlemmet i Byen. Tager man det Ene, maa det Andre ogsaa følge med, og Formandsskabets Beslutning holdt aabne Grændser for Befaring og Skjøn. Det Bedste var vel endog at gaa saalangt op i Aker, at Tøien blev med, hvorved tillige Afrunding vilde fremkomme. Denne Formandskabsbeslutning, der vist bliver Lov adaare, vil have mærkelig Indflydelse paa mange Ting i og om Christiania: disse Elendighedens Huler i Forstæderne vil blive meget rensede, og Gader og Hus stelt paa, kort, Christiania vil ikke se ud som nu, nemlig som en Mand med sin Frakke, Vest og ren Skjorte, men med udslidte Støvler og lurvet Hat. Det forstaar sig, at det ikke vil gaa fort; thi Piperviken er styg nok den, hvor prægtigt som en Hestesko den end ligger om Bugten og afbakket (amfitheatralsk) opover. Men selv denne arge lugtende Sump er der dog lidt Greie paa mod Grønlandsafkrogene og Enerhougen.
Det bliver til stor Tyngsel for Christiania, og Udvidelsen af Handelsgrændsen vil forrykke mange Ting, hvad end de sige, der Intet tabe. Men et Slag maatte ske, da den nuværende Tilstand er en urimelig Ting.
Saaledes steller man sig ogsaa i de andre Byer: paa sidste Storthing blev nemlig Skiens Forstæder lagt ind under Byen, og nu holder man nok paa at folke om Arendal ogsaa, hvor der i denne Henseende har været mest utaaleligt. Arendal havde det rigtig paa en god Fod før: det havde det fattige Opland i sin Lomme, og fik Tømmeret til den Pris, de faa Kjøbmænd indbyrdes bleve enige om. De Fattige og Arbeidsfolkene vare udenfor Byen i sine Skjærereder, medens det vesle Arendal laa der som et Venedig. Det var intet Under, at der vare rige Folk og et Plankearistokrati, mere stort og naragtigt end maaske nogetsteds. Der var vel Finhed af Greier i disse afsluttede Kredse, med Vrangheden af Dannelsens Kappe om Skuldrene! Det var som med alle slige Halvkauringer, at de havde Gudfrygtighedens Skin, men negtede dens Kraft. Det er et Hul i vor Historie, at ingen Digter har hugget i Granit slige ævrefine Herrer og Damer. Nu er her snart ikke mange igjen af dem, hvorvel Rigdom uden Aand og dermed Naragtighed vil leve evig; men naar Privilegierne udviskesudviskes] retta frå: udvistes, kommer ikke Mange uden Talent og Kundskab til Velmagt, og da har det ingen Fare.
Det kan neppe feile, at disse Udvidelser af Byerne drager mere efter sig, end Mange tro: det udvisker umærkelig Modsætningen mellem By og Land, indtil Forskjellen ophører saavidt det efter Grundloven maatte være tilladt. Man vil holde paa med Forslag og Love om Landhandlernes Berettigelse, flere og flere Sager vil man handle frit med paa Landet og nærmere og nærmere Byerne. Fra sin Side møde Byerne igjen paa halv Vei ved at udvides og fortyndes, indtil Modsætningen By og Land saaledes umærkelig forsvinde. Saa staar da alene tilbage den abstrakte politiske Modsætning, hvis Sjel ikke kan leve længe, naar den intet Legeme har at bo i. Det er disse Følgesætninger, jeg tror man ikke fatter i Øie ved al denne raske Udvidelse af Byerne paa den ene Kant og Handelens Frigivelse paa den anden. Man er pyntelig og villig, vil være rimelig og frisindet, og sandser ikke Strømmen man seiler paa. Det var vist ikke godt at modsætte sig Tingenes Gang, selv om man havde Fordel af det. Men snakke om det kan man dog.
* * *
Det er naragtigt, hvad der skrives fra Stockholm (?) til et tydsk Blad om vore Storthingsvalg i Almindelighed og Christiania i Særdeleshed. Der er god Udsigt efter Valgene til «Unionen» (en nærmere Forening med Sverige) menes der, og Christiania Borgere ere svært «unionelle,» siden de vilde have Daa.Daa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar Det er vist første Gang, Nogen har tillagt Christiania Vælgere en politisk Tanke, og de gode Borgere ville vist frabede sig en saadan Chikane. Dersom Brevskriveren til det tydske Blad ikke er en Mand, som vil gjøre Nar af Daa og faa ham aldeles umulig for Fremtiden, saa maa det være en almindelig Gap; thi saa dum kunde Ingen være, uagtet her sker utrolige Ting i Politiken. Saaledes vil vel snart den svenske Rigsdag afgjøre, hvormeget ogsaa Storthinget skal give til Prinds Oscar, der nu skal gifte sig. Der var foreslaaet en Sum, som skulde fordeles mellem Sverige og Norge efter Folkemængden, og naar nu Rigsdagen voterer sin Del, er Storthinget «moralsk» tvunget til at give sin. Det er den rette Maade dette at gjøre Storthinget til en Hallingmand, der maa dandse efter Traadenes Ryk. Det er intet Under, at man vil en nærmere Tilslutning, og gaar Storthinget ind paa Noget af disse Brøker efter Folketallet, saa er det saamæn solgt, og vi med det. Vi have ophørt at være frie og maa finde paa andre Talemaader i vor 17de Maisang.
Men det gaar nok, skal I se. Storthinget er «liberalt» og begriber den «europæiske Nødvendighed.» I 1814 begreb Storthinget ikke den; men nu er man mere oplyst.
Korrespondance
Christiania den 29de November
Det er ikke store Ting, jeg har at fortælle fra Hovedstaden denne Gang, men de ere ret morosomme eller i alle Fall karakteristiske. Byen har nemlig solgt den gamle Brandvagt ved Torvet istedetfor at den skulde indkjøbt lidt efter lidt den hele Husrække mellem Torvet og Østregade og udlagt det Hele til Torv, som saa saart trængtes til og ved Byens Vext bliver end mere nødvendigt. Christiania bestyres virkeligt paa en underlig Maade, og den Mand, der kunde opgrave alle vor Byregjerings Handlinger, vilde gjøre sig fortjent af Landets øvrige Byregjeringer ved at lære Folk, hvorledes der ikke maa regjeres. Kirken, Gadegravningen, de fremspringende Hjørner paa de mange nye Huse, de vinde og skjæve Gader, Mangel paa Omtanke til at udvide Torvet og dets Forlæggelse for en Del ned til Jernbanen, alt dette med mere er virkelig mønsterværdigt, og man begriber ikke, hvorledes det kan gaa saaledes til, naar man ved, at der sidder enkelte dygtige Mænd i Kommunebestyrelsen. Men Ulykken er vist — for at tage Alt i den bedste Mening — at disse faa dygtige Folk ikke have Tid til at se og tænke sig om, medens de Andre ere saa uvidende, tankeløse eller paavirkede af personlige Interesser, at de lade Tingene gaa sin skjæve Gang. Det bliver sandelig intet Godt af, før man paa en pyntelig, men eftertrykkelig Maade med Navns Nævnelse fremdrager de handlende Personer og kræver dem til Regnskab for sine Gjerninger i Byens Navn. Saalænge det gaar som det gaar, skylder den Ene paa den Anden, og et Angreb paa den hele Kommunalbestyrelse opløser sig i bare Vind, da Ingen føler sig truffen. Derfor besvares ikke engang de rimeligste og grundigste Angreb, selv om det sker i saa skikkelige Blade som Christiania-Posten. Det har man tilstrækkelig seet. Man handler efter sit eget Hoved og bryr sig om ingen Ting, saa at den eneste Maade at tage Stellet paa er at spase. Det er nemlig faafængt at ville opmande de Stemmeberettigede til at se sig om efter andre Valg, dels fordi dygtige Folk i den Vei ikke ere gode at opdrive, dels og fornemmelig fordi de stemmeberettigede Borgere altid ere sløve og lader fem være lige, og det Værste af Alt er enda, at de, som ere lidt i Veien, gjerne ville blive valgte eller vedblive i sin valgte Stilling og derfor ikke ville bryde med Nogen. De Embedsmænd der ere valgte med ind i Kommunebestyrelsen, de tro som vanligt paa sine Overordnede og have ingen Tid til at sætte sig ind i Sagerne, hvorfor de ogsaa sidde som Maskiner. Saadan gaar det i Christiania og saa gaar det vist overalt i de andre Byer.
Man har sagt: Det er en Lykke for et Land at have gode Bygmestere, men en Ulykke, der strækker sig ud over Efterkommerne i Slægtfølger, at have dem daarlige. En falsk Smag i Literatur, Skuespil og de øvrige Kunster fortrænges snart og efterlader intet blivende Sted, medens en falsk Smag i Arkitekturen staar som en Forbandelse i hele Tidsaldre. Saaledes kan man sige om en Lands- og Bystyrelse: det er ikke saa farligt, om den øder Penge til liden Nytte, om den træffer Planer og Indretninger, som ere forfeilede, men, naar den bygger, nedriver og anlægger galt, da staar dette som en Hindring og Skam i lange Tider. Det bliver saaledes ikke muligt at faa Christiania skikkeligt, medmindre det ganske skulde brænde af. Den gamle By er vinkelret og smuk, men det er nu den mindste Del, imod det Nye, som bygges til. Her er saaledes omvendt med det, som pleier at være Tilfældet i Verden, idet de gamle Byer ere krogede og trange, medens de nye ere vinkelrette og lyse. Her kan man se Friheden i al sin Tøilesløshed uden den mindste ledende Tanke.
Siden vi ikke har noget Ministerium, der træder af, naar det skulde ske, saa har vi til Gjengjæld en Jernbanedirektion og Tilsynskommission, der vexler som Høstveiret. Forsaavidt har vi dog et «parlamentarisk System.» Nu har det Underlige indtruffet, at Jernbanens Tilsynsmænd og Direktionen med Departementet kom i Uenighed angaaende Fortolkningen om Fare og Menneskeliv. Løken-Tunnellen er nemlig sprukken og truer med at dætte ned, hvorved Toget let kunde komme til at ligge som Musen i Fælden. Dette syntes Tilsynsmændene var for fælt og vilde standse Farten, da Menneskeliv kunde være i Fare, medens Direktionen med Departementet blot vilde standse med Personfærdslen og forresten lade det staa til med Varefarten og de nødvendige Betjente. Om nu disse bleve begravne, var da ikke mere farligt end at man maatte lade det skure, indtil man saa det dat. Det er nu rigtignok en Forskjel mellem at begrave 100 Mennesker og 4, 5, men disse faa Betjente ere dog ogsaa Mennesker, om just ikke saa høit paa Straa som enkelte Passagerer kan være. Det synes saaledes, at Fortolkningen af Fare for Menneskeliv efter Loven ikke er ganske rigtig, da der selv om det blot var en Betjent, hvis Liv blev udsat for Fare, vilde være Grund til at standse eller ogsaa lade Alle gaa med. Nu er det vistnok saa, at man af to onde Ting skal vælge det mindste, men med Menneskeliv er dette noget Egent; thi et er allerede meget nok; det er ikke som med Skillinger.
Da nu Direktionen og Departementet fortolkede Fare for Menneskeliv saa indskrænket, traadte Ministeriet af Jernbanetilsynsmænd af, og nye Poster ere altsaa ledige, indtil Tunnellen styrter sammen, hvorved rimeligvis Taalmodigheden hos Folket, der ikke slaaes ihjel, brister og alle Banemændene blive nødte til at gaa af. Det er ikke fortidligt. Iøvrigt tier man stille med Banen nu, da en saa farlig Skavank viser sig. Det er som ellers i Livet: naar Ulykken er rigtig stor, saa tier man og tyr til Taalmodigheden. Det er næsten ogsaa som det vil vides, at et dødeligt Saar smerter ikke med det Samme.
Korrespondance
Christiania den 30te November
Dersom det er sandt, at Juristerne regjere Verden, saa kan Verden trøste sig med, at den snart ikke faar mange Herskere, men forfalder til et Despoti, hvilket den mellem os sagt alt har gjort i en 15—16 Aar her i Christiania. Nu til denne juridiske Examen er der ikke mere end 16 Mand oppe, og dette er nok det mindste Tal, siger kjendte Folk, i over 20 Aar. Folk blive nu Polytechnikere, Agronomer og slige nyttige Mænd istedetfor at læse sin Jus, have Udsigt i lykkeligste Tilfælde at komme ind i Departementet og i et endnu lykkeligere Tilfælde at faa et lidet Fogderi i sit 50de Aar, undtagen man da har Slægt og Bekjendtskaber eller et saa lykkeligt Sindelag, at man lader 5 være lige. Jeg vil ikke her udkaste nogen Brand og sige, at her gaar galt til, jeg gjør blot opmærksom paa, at man lever i en Verden, der i alle Lande og Samfund er sig lig og kan rimeligvis ikke være anderledes, for ellers var man det nok. Man maa heller ikke tro, at jeg vil gjøre Juristens Liv mørkt, og Polytechnikerens og Agronomens til lyst. Tværtimod en Student har det dog virkelig godt, og han finder nok et Levebrød, selv om han er Jurist, naar han dugerduger] retta frå: suger noget. Det er igrunden prægtig at sysle med Bogen og bevæge sig i den Legems- og Tankeverden, hvor slige Bogfolk holder tilhuse. Man er fri og opløser den dagligdagse Verden, som Folk tager for ramme Alvor, i Aand og lystig Skjemt.
Der ligger følgelig Noget i dette Liv, som ethvert Menneske med nogen Tanke maa føle sig hendraget til og som ikke kjøbes for dyrt, selv om man gaar glip af, hvad Verden kalder Lykke. Derfor kan man nok være vis paa, at Folk vil vedblive at studere, hvorledes Tiderne end arte sig og en ægte Student misunder ingen Mand, men er glad over at det timedes ham at leve blandt sine Bøger og det livsfriske Selskab, et Selskab, der just bliver livsfriskt, fordi det ikke tager Tingen efter overfladisk gjængse Hensyn. Man læser Livet ligesom gjennem Fingerne og finder Verden skjøn, fordi der er skjønt i Brystet. Derfor skal heller ikke nogen Mand med Medlidenhed se ned paa Studenten og sige, at han har det smaat, eller at Udsigterne ere trange. Skal man tale alvorligt, maa man sige, at Pengene igrunden blot have Værd forsaavidt som man kan gjøre mere end Penge af dem og leve saaledes, at man finder, hvad der ligger i Gemyttes Dyb, nemlig tilfredsstiller Lysten til at lære og begribe Livet omkring sig. En Student er derfor igrunden hovmodig og støder derved imod sin bedste Villie en Mængde fortræffelige Mennesker, som ikke fatte, at en saadan Mand kan være andet end ydmyg, hvilket han naturligvis er, om man kjendte ham ret. Det er en Krig mellem de tvende Verdener, Aandens og Legemets, hvilke Riger dog vilde være de bedste Venner, om de forstode hinanden.
Her bliver altsaa nok af Studenter, Jurister og Philologer, uagtet der dennegang ikke er mere end en oppe til Examen af dem; og at der bliver nok af Theologer, kan man begribe af de idelige Raab om Præstekaldenes Deling og disse katolske Bestræbelser.
Korrespondance
Christiania den 2den December
Norske Diplomater. Endelig er da den ene af de 2de Diplomater ansat og Morgenbladet er ordentlig sint over at man har valgt en saadan ung Mand som Fr. DueDue] Frederik Due jr, jurist og diplomat ind i de underordnede Bestillinger, der baner Vei til den egentlige Diplomatik. Hvorledes det er med den anden Diplomat, nemlig Kandidat Foss,Foss] Frithiof Foss, jurist høres ikke noget til. Ifjor til Jul gik begge disse unge vakre Mennesker op til Examen og fik sin Haud. De vare begge bestemte til den diplomatiske Løbebane, sagde de selv, og lagde derved for Dagen ved sin Aabenhjertighed, at de idetmindste ikke vare fødte Diplomater. Vi Andre forundrede os nok over, at just slige Folk skulde være Diplomater og gjorde vore Bemærkninger, men disse unge pæne Folk vare vakkert klædte, kunde godt spille Billard, havde sin Hest og badede sig i koldt Vand hver Morgen, kort de vare Gentlemen, der som ægte Engelskmænd gik med trange Buxer og vare kalvebente saa at vi nok ved at tænke om fandt, at de kunde være upaaklagelige Diplomater, saamegetmere som Due havde drevet det dertil, at han kunde gaa med Seglasset paa Øiet og spille Billard uden at det faldt ned. Det var virkelig nogle unge pæne Mennesker og de havde en ordentlig Garderobe, hvilket ikke er almindelig iblandt Studenter. Vi gjorde nok vore Bemærkninger over at Norges Forhold til Udlandet ofte skulde bero paa slige Mennesker, men vi vare ensidige og glemte, at en Diplomat maa kunne snu sig fram i Verden. Hans Hovedegenskab er at være Kavaler og kunne behage Damerne, som man faar de vigtigste Nyheder af. Den saakaldte Dygtighed er god nok til sit Brug, men den er ofte meget keitet og falder overende paa Hoffernes glatte Gulv. Det vide vi af Erfaring, idet en dygtig Kandidat af vore Folk var bestemt til at blive Diplomat, men Rygtet fortæller, at han ved en Opvartning hos Grev LøvenhjelmLøvenhjelm] Gustaf Löwenhielm, greve og diplomat i Paris under sin Bukking og Skraping gled tilbage paa Gulvet og kastede Grevindens Nipsbord overende, hvilket nok foranledigede blandt Andet at han fandtes ubrugbar for den diplomatiske Løbebane. Vor gode Frederik Due vil vist ikke ramle saaledes i de høie Sale og det skjønnes ikke rettere end at Morgenbladet farer med Fjas, naar det lader sig forlyde med, at man skulde have dygtige Folk i den Vei. Dygtigheden skal sidde paa andre Høider. Den skal skrive og tale i Folkenes Raad, men Diplomaten behøver blot at være en Dukke, som Folkeaanden trækker i og faar til at dandse som Hallingmanden. Det klinger noget underligt, men det er Dandsemestere, der spørges om. Den som ikke kan dandse, gjør sandelig ingen Lykke i Hofkredsene; end ikke i det borgerlige Selskab gjør han Lykke, hvilket til Overflod kan oplyses med et Exempel her fra Hovedstaden. En af vore Professorer var for en Snes Aar siden kommen i Omtale som en dygtig Mand. Dette kunde nogle Damer ikke begribe, men sagde: «Hvem skulde tro, at der kunde blive Noget af ham, vi gik paa Dandseskole sammen med ham, da han var bleven Student og han traadte os paa Fødderne og op i Skjørterne og var idethele forfærdelig lei og han vidste ikke hvor han skulde gjøre af sine arme Hænder, der slang som Kjødpølser.»
Nei, vi maa have glatte Folk til Diplomater, det er en gammel Sag og især Folk, som have et Navn, en Slægt. Vi have igrunden ingen andre Folk end Duerne, Wedelerne og Løvenskjolderne, som kunne være Diplomater. En Olsen og Hansen skulde vel klinge deiligt! Det maa ogsaa være rige Folk, der kunne gjøre Selskaber, have Saloner og derved pumpe Gjæsterne. Se vi til England, saa finde vi, at det er bare nogle faa Familier, som skaffer Ministre og Diplomater og Napoleon den 1steNapoleon den 1ste] Napoleon Bonaparte, fransk keisar var i den dødeligste Forlegenhed med sine raa Generaler, der vare skudte op af Ingenting til Magt og Værdighed. Derfor var det, hans første Omsorg at faa dem rigt gifte og ind i gamle Familier, hvor de skarpe Kanter kunde slibes af før han kunde sende dem ud i Verden.
Vi bør derfor være fornøiet med at Due er kommen ind i Diplomatiken og ikke vrøvle om Dygtighed og derved vise os utaknemmelige mod Hoffet, som har ladet os komme i nogen Betragtning. Det nytter ikke at føre hjemmegjort Snak naar vi komme ud paa slige glatte Ise. Vi maa takke for Alt og opdrage Dandsemestere. Da fortolke vi mere praktisk Grundloven end ad Rettens Vei at kræve Repræsentation hos de udenlandske Magter, hvilket saa alligevel aldrig bliver os indrømmet. Naar vi derfor se en ung pæn Mand af god Familie efter vore Begreber, skulde vi skyde sammen som et Aktieselskab paa ham, for at sætte ham istand til at dandse, ride, fegte, være i Velten og udsvævende.
Korrespondance
Christiania den 5te December
Ret som en Mand, der vil leve vel til Enden, tænker paa sine Udgifter og sammenligner dem med Indtægterne, for derefter at indrette sin Levemaade, saaledes burde ogsaa de saakaldte Politikere sammenligne Statens Indtægter og Udgifter og se, om Husholdningen er god. Dette gjør nu vistnok Storthinget, men Avisskriverne skulde ogsaa paa Forhaand gjøre det og lære Folk. Det er nu den Vanskelighed med det, at Folk saa nødig læser Tal, naar de blive noget store, men lader alle Beregninger staa som Skigjærder, man kjører forbi. Brugte man derimod Exempler og sagde tusinde Gaarde værd (til tusind Spd. hver) istedetfor en Million, eller sagde som saa, at vi faa ind fem og tyve Tusind Kuværd (til 20 Spd. Stykket) i Brændevinsafgift, saa vilde vist det statsøkonomiske Studium (Husholdningslæren) udbredes og slige Artikler som den i Morgenbladet idag faa Læsere, hvilket den ærlig fortjente, da Folk kunde have godt af at se, at Landet vil have Raad til at udrede de stigende Behov. Det er nemlig Mange, som tænke, at Landet er fattigt, og at det maa tage en galen Ende med alle Udgifter til Krigsvæsenet og Præsten og Klokkeren og alle disse Lønninger.
For at faa ud de nødvendige Summer steller Morgenbladet med Indtægterne især af Tolden som en rig Mand herinde, der i sin Tegnebog opfører alle Udgifter postvis: 1) til Spillepenge, 2) til Naalepenge for Konen, 3) til Kjøkkenet, 4) til Theatret. Flere Poster har jeg ikke hørt, men der maa sagtens være flere. Naar nu Mennesket kommer til kort med en Sum, saa laaner han af en anden Konto og fører saaledes et meget indviklet «Regnskab med Udsættelser, Ballancer og Decisioner.» Det er, kan man se, en fød Finantsminister.
Det er et Bevis paa Uskyldigheden i vor Politik, at man saaledes lader Morgenbladet og de enkelte Mænd i Thinget stelle med Tolden istedetfor at man skulde vente, at Landets forskjellige Interesser dannede Partier og forfægtede sine Synsmaader. Se det kunde være noget Greit, som skildte Øst- og Vestlandet fra hinanden. Navnlig er det mærkeligt, at ikke det rige Østland har faaet en Forening mod den stadige Nedsættelse af Tolden paa Korn og Fedevarer, hvilken Told Morgenbladet end yderligere vil nedsætte, altsaa gjøre det Samme, for hvilket DaaDaa] Ludvig Kristensen Daa, journalist, statsrevisor og politikar fik høre saa ilde, idet Morgenbladet sagde, at han talte saa for at fiske Stemmer for sig i Byen.
Man har virkelig ogsaa talt om, at en saadan Forening, lig den danske Grundeierforening paa sin Vis, har været ifærd med at danne sig; men at det ikke er blevet noget af, da Folk ikke har havt Mod til at vedkjende sig en saadan Kamp, naar det kom til Stykket. Der vilde nok ogsaa blive forfærdelige Skrig, dersom en slig Forening kraftig traadte op og mente, at alle Bestræbelser for Agronomi, Ysting, Kjærning, og forbedret Buskap ikke nytter stort, saalænge man vedbliver at nedsætte Tolden paa Korn og Fedevarer, da vi endnu ikke ere saa udviklede, at vi kunne kappes med andre Lande i disse vore naturlige Frembringelser.
Disse «Protektionisters» Grundsætninger ere vel bekjendte fra gamle Dage af, og uagtet den «nyere Statsøkonomi» holder paa at gjendrive dem, saa leve de dog lige friske og tænker som saa, at det blot er de Lande, der have Fordel af det, som forkynde Frihandelens Lære, saasom England nu, der har en slig Overmagt, at Frihandelen blot tjener den til mere Styrke. CromvellCromvell] Oliver Cromwell, engelsk Lord Protector, som gav de nylig ophævede «Navigationslove,» der vare til saadan Beskyttelse for England, er da den største politiske Vismand. Det vilde visselig være til Nytte at en slig Grundeierforening dannede sig, da mange Ting vilde blive bedre oplyste, hvad Udfald Striden end mod vore Frihandelsmænd vilde faa.
Det vilde i alle Fald være en Nyhed at faa et politisk Parti; thi det gamle saakaldte Bondeparti var igrunden intet Parti, men Folk, som havde Interesser at varetage, det vilde være et Parti. En Gaardmand, der sælger 500 Tønder Korn, har 250 Spd. om Aaret at kjæmpe for, naar Tolden var ½ Spd. Tønden. Det er Mange, som sælge mere af sine Gaarde foruden Fedevarer, hvorpaa der kunde indspares ved Tolden næsten ligesaameget. Forener alle disse Folk sig til en stor Bondeforening eller for at bruge det naragtige og aflægseaflægse] retta frå: aflagse Ord Proprietærforening, saa vilde det være en Forening, som havde Klem, og den vilde ved sin Pengemagt beherske vor Politik. Men vore gode Landmænd have for faa Kundskaber, og en Professor eller anden lærd Mand kan drive dem foran sig som en Saueflok. Her er derfor ringe Udsigter med et politisk Parti, og det være langt fra mig at sige, at denne ringe Udsigt er nogen sørgelig Udsigt. Den er kun sørgelig forsaavidt, at Jordbrugerne, som i alle Stater er den paalideligste Stok, ikke endnu skal være kommen saavidt hos os, at der kan blive Tale om at tillægge dem politisk Betydning, men at de lader alle Fordomme gaa for gode Varer. Det er noget høist pudsigt — det se vi nu — da man for en ti Aar siden talte om «Bondepartiet». Det er intet Parti, og bliver neppe noget Parti i den første Menneskealder. Man kan nedsætte og forhøie Told uden at en Hund gjøer efter det.
Indlandet
Drammens Tidendes Korrespondence fra Kristiania for 10de10de] DT frå 10.12.1856 inneheld inga korrespondanse; datoen er truleg 12.12., og den er gått tapt. December indeholder følgende Digt over
Saa er da atter død igjen
en af de gode norske Bønder,
der fra sin Storthingsbænk forkynder,
at norske Bønder lever end,
uagtet glemt er gammelt Maal,
hvis Toner skulde mægtig lokke.
Der ringes blot med Kolvens Staal
til Messe paa en sprukken Klokke.
Men dette Maal for Fauchald var
saa ilde ei, som for hans Lige,
der Vittigheder ej kan sige
og give raske, kvikke Svar.
Han snartænkt var og Sproget ret
fra Læben sprang som Piskesmeldet
og hoppede som Bokken let
fra Stup til Stup nedover Fjeldet.
Han var en livlig Sydens Mand,
men derfor lige Norsk for dette,
som Hedemarkens rige Slette
kan ligge smukt i Norges Land.
Naar man især paa Toten er,
man tror, det kan ej Norge være,
og Ingen kan ej drømme der,
at Dovre være skal saa nære.
Hans Hus stod aabent for Enhver,
og Bygdens Folk han hjalp til rette.
Det var med Grund især for dette,
at Toten havde ham saa kjær.
Han elskte hver en Moders Sjel, —
hva Verden gjør til noget Værre.
Selv Synderen han vilde vel,
og deri ligned han Vorherre.
Han var en Digter og tog fat
paa Tingen i de rette Hanker
og sendte mange nye Tanker
som Blink igjennem Dumheds Nat.
En Latter fulgte ovenpaa:
det gik som med en anden Torden,
der efter Lynet plejer slaa.
Saa er Naturens gamle Orden.
Uagtet han var Storthingsmand,
var han dog ingen Politikker:
Naar Digteren i Manden stikker,
kan han ej styre Folk og Land;
Han ser for ofte ind til Gud
paa sin uendelige Færden,
og derfor maa han stødes ud,
naar han vil se igjen til Verden.
Han fulgte Aandens friske Drag,
og dermed staar han ej tilskamme
mod dem, som være vil det Samme
igaar som hver en evig Dag.
Et ægte Menneske var han
og dette ere mange Flere,
men derfor ingen Statens Mand,
som være vil en Smule mere.
Han var en Fædrelandets Ven,
men dette ere vel vi Alle.
Om Fædrelandet skulde falde,
vi gik dog vel i Døden hen?
Der kan ej findes nogen Mand,
som ikke lader Norge raade
og dyrker det saa godt, han kan,
i Troskab paa sin egen Maade.
«Vi elske maa vor Sogstad Per.»
Saa hørte jeg af nogle Grander.
Og dette tror jeg Hveren sander,
som kjendte ham og dette ser.
Jeg derfor sørger over ham
som Gauken, naar han ser en Saate.
Og var det ikke nogen Skam,
jeg jamen kunde gjerne graate.
Korrespondance
Christiania den 12te December
Ved filologisk Examen var blot En oppe denne Gang, men han var bedre end Mange: han fik nemlig Indstilling idag. Det var Oluf Rygh,Rygh] Oluf Rygh, filolog Søn til Storthingsmanden fra nordre Trondhjems Amt.
Den filologiske Examen er en grændseløs Examen, og man skulde ikke tro, at saa uendelig Meget kunde læres i nogle Aar. Det er nu rigtignok en ligefrem Udvikling af Skolekundskaberne, og ikke noget egentlig Nyt som Studiet til de andre Embedsexamina, men alligevel synes det at gaa noget vidt, og den Filolog, som kan sine Ting, maa visselig kaldes en lærd Mand, og hvad mere er, en Mand, som menneskelig talt, begriber Verdenshistorien og levende ser Menneskeaandens Udvikling. Dette kan man ikke sige om de andre Kandidater som saadanne, hverken Theologer, Jurister, Medicinere, Realister eller egentlig Naturkyndige. Filologen beskjæftiger sig med Menneskeaandens Udvikling i Sprogene, Literaturen, Historien, Statsforfatningerne og den egentlige Filosofi. Han gjennemlever saa at sige Menneskeslægtens hele Udviklingssgang fra først af og til Nutiden, paa hvis Top han staar. Den, som skal siges at være dannet i Ordets egentlige Forstand, han maa saaledes have gjennemlevet Verden og optaget alle dens Tider i sig, hvis mange Synsmaader svæver for hans Erindring, ligesom Erindringer fra hans eget Liv. Til hver historisk Retning finder han da Forklaring ligesom man kan forklare sig de Vildfarelser, hvori man selv har svævet, eller de vigtige Tanker, man har havt. Man bliver glad eller bedrøvet eftersom de Skygger ere til, der stige op af Erindringens Dyb. Naar Mennesket saaledes er smeltet sammen med og gaaet op i sin Slægt, da først er han et sandt Menneske, og bedømmer Verden rigtigt. Da ved han, hvor det peger hen, og forfærdes hverken over Vildfarelse i Kirken eller Staten, men ved at disse ere det Samme for Verden som en bitter Erfaring i hans eget Liv, der giver Lærepenge. Da har man Jupiters Pande, hvori de Gamle billedlig sagde, at der ikke fandtes Rynker.
Saaledes skulde Filologen være, og den sande Filolog er det ogsaa. Filologen staar saa høit over Medicineren, som Aanden staar over Legemet, og saa høit over Realisten og Naturforskeren som Mennesket staar over den døde Natur. Juristen og Theologen have ogsaa sine Skranker, der stiller dem under Filologen. Men derfor er det ikke sagt, at disse Mennesker fremtræde i Livet saa forskjellige, da en Filolog kan være en ret og slet Graver uden Aand, medens en anden Fagsmand kan have hin helstøbte historiske Betragtning i sig, hvortil alle Studerende mere eller mindre have de første Grundbetingelser i de forberedende Studier. Men forudsat at Aandsretningen og Evnerne ere lige, staar unegtelig Filologen over de Andre, da det er med Menneskeaandens fineste Skabninger han beskjæftiger sig, saasom Sproget, Literaturen og Filosofien.
Her taler jeg om Filologien saadan som den formentlig burde være og ikke om Filologien f. Ex. her hos os, hvor den maaske ofte fortaber sig i en Uendelighed af Smaatterier, der mere klinge som Spot end som alvorlig Tale. Jeg tør naturligvis Intet sige selv, men har hørt af mange dermed kjendte Folk noget Saadant. Vist er det i alle Fald, at ikke ret mange af vore Filologer ere lysende Legemer, men gaa og drage sig gjennem Verden med en syg Krop og en forvitret Livsanskuelse. Dette maa have sin Aarsag.
Er dette sandt, saa finder man dog en Slags Retfærdighed i Samfundets Indretning, der ikke bereder Filologerne lyse Dage for deres lange Studium og møisommelige Kald som Skolemestere. En Adjunktpost paa 300 Spd. er ikke meget at begynde med og Stigningen er hverken hurtig eller stor. Selve Landets 5, 6 Rektorer faa ikke mere end 1200 Spd. og frit Hus og enda ikke Alle det. Er det nu dygtige Filologer, saa ser disse Udsigter temmelig spottende ud mod Juristens, da han — selv om det vilde være en Misbrug af Ordet at kalde ham Videnskabsmand — kan faa et godt Dommerembede, blive Amtmand eller Toldkasserer. Det ser endnu mere spottende ud, naar man sammenligner Filologen med en Læge, der ofte kan tjene indtil 4, 5 Tusinde Speciedaler om Aaret; og allerværst er det naar Filologen sammenlignes med Theologen, der ofte i sin bedste Alder kan faa en af disse Mønstergaarde, som ere rene Herresæder, og et godt Kald til, eller blive Bisp. I vort enfoldige og greie Land, hvor vi skrige over den mindste politiske Ligtorne, er virkelig disse Misforhold store, og Filologen trænger godt til sin Visdom for at forsone sig med Verdens Daarlighed.
Herved vil dog Forholdenes Magt tvinge det filologiske Studium inden rimelige Grændser. Uden en saadan haardnævet Magt faar man nemlig sjelden nogen Overbevisning om, at man er paa gale Veie. Om man anstillede Timers Undersøgelser om en falsk Læsemaade af et Ord eller en Ordstilling hos en cynisk romersk Forfatter, om man ikke skrev en ciceronianskciceroniansk] retta frå: ciceromansk Latin og glemte dermed at skrive sit Modersmaal, kunde man vel være en lige vis Mand og god Skolelærer for det. Man kunde skrive Oldnorsk og lære vore Bygdemaal og egne Indretninger til Gjengjeld. Det var vist mere frugtbart baade for Manden selv og Staten, som nok da ogsaa vilde lønne sin Mand bedre.
Korrespondance
Christiania den 19de December
Om aarlige Storthing staar noget i Aftenbladet igaar. Dette er en gammel Tanke, som her dukker op igjen, og jeg kjender Manden, som rimeligvis først faldt paa denne Tanke, fik en Mand for flere Aar siden til at skrive om den, formentlig i Morgenbladet, og siden tvende Politici til at finde et brugbart Forslag for Tanken; men de opgave den ligeoverfor de praktiske Vanskeligheder, som troedes at staa i Veien for dens Gjennemførelse. Men tanken kan være lige god for dette, og Andre kan være heldigere med at forme den saaledes, at den ikke omkompler formeget i Grundloven, der bygger saamange Bestemmelser paa, at Storthinget blot hvert tredie Aar skal være samlet. Det synes nu ogsaa at være en enkelt og grei Tanke dette, at Storthinget skulde samles en Tid hvert Aar, og at sætte denne Bestemmelse istedet paa vedkommende Paragrafsteder, maatte kunne gaa nok saa simpelt for sig. Det vilde være en Forandring til det Bedre, hvorom der maatte kunne skrives en stor tyk Bog, naar Alt skulde gjennemgaaes. Det Væsentligste synes jeg dog er, at Valghandlingerne og det politiske Liv mere vilde komme ind i Folkets Tanker, naar man saadan aarlig foretog Valg og lærte at betragte dette som en anden Nødvendighedshandling liksom Vaaraannen. Blev da Storthinget samlet hver 17de Mai, feirede Nationen paa den naturligste Maade sin Frihedsdag, eller om det bestemtes, at Valget paa samtlige Steder skulde foregaa paa den Dag. Dette tror jeg gjentagende vilde være det Største og Bedste ved Forandringen, uligt større og bedre end det, at man oftere havde Storthinget paa rede Haand til at rette paa Loverne, gjøre op Budgettet Aarsaarligt, og mere i Samklang arbeide sammen med Regjeringen til det Heles Udvikling. Dette gaar nok alligevel om just ikke altid saa fort og greit som ønskeligt kunde være. Det vilde nu ogsaa være en ganske rimelig Ting i Forhold til Udviklingen, at Storthinget var sammen hvert Aar, da der nu er længer mellem hver Vaar end før mellem hvert tredie Aar, og nu er det heller ingen Sag mod før at komme frem med Dampbaaden, Jernbanen og de gode Veie, medens det i 1814 næsten var paa Livet at komme af Flækken end sige saa langt som til Hovedstaden. Naar Storthinget saadan var sammen aarlig, vilde en kortere Tid ogsaa være nok, hvorved Byrden for de Dygtige blev lettet, og Fordelen for de Unyttige heller ikke saa stor, hvorhos man havde det i sin Magt at prøve flere Kræfter og lettere finde de bedste. Man kunde ogsaa ved en saadan Forandring faa afskaffet disse velsignede Komiteer, hvor Folk sidder og arbeider sig op i Træ, og Ingen kan overkomme at læse alle de skrevne Bunker, der igrunden blot blive for Komiteens Formand. I det engelske Parlament kommer man vistnok saa godt ud af det uden Komiteer, idet Huset «konstituerer sig som Komité» og drøfter det Forslag, som efter de første Læsninger ser ud til at være antageligt. Derved kan ethvert Medlem følge med Udviklingen og komme med sine Bemærkninger, sunde, friske og veiledende. Man rak nok frem med Alt, naar man saadan oftere kom sammen, og saa var der større Sikkerhed for en alsidig Behandling.
Men hvor godt det end vilde være at faa slige aarlige Storthing, saa er det vel at befrygte, at der vilde komme Indsigelser fra den udøvende Magts Side, der ikke vare saa gode at komme ifra, og desuden turde det vel ogsaa have sine Betænkeligheder for os som et Unionsrige at komple formeget med den af Sverige antagne Grundlov, der ved Forandringer fra vor Side kunde give Paaskud til den Bemærkning, at det ikke længer er den antagne Grundlov. Fra denne Side er det jeg idetmindste ser Betænkelighederne mod væsentlige Grundlovsforandringer, ikke som man pleier tale fra den Side, at man ikke bør røre ved det, som Folket engang har vænnet sig til og lært at anse som helligt. Lovbestemmelser kjende nemlig de saalidet til, af hvilke man kunde være ræd for Sligt, at der ingen Fare er ved det; og de, som kjende Grundloven, ere igjen saa oplyste, at de maa anse Forandringen, som gaar igjennem, ønskelig, og hermed falder hin almindelige Grund bort, hvorimod den Grund altid vil holde sig, at vi som det ene af de forenede Folk maa være forsigtige med Forandringer, og heller taale en mindre fuldkommen Tilstand end udsætte os for at tabe uendelig meget mere, eller endog blot vække den ringeste Uvillie. Vi kan leve baade vel og længe med Grundloven, som den er. Ere vi selv saa gode som Grundloven, har det sandelig ingen Nød, og vi have i lang Tid nok med at gjennemføre Grundloven, om vi ikke fortabe os i Grublerier med at faa den forandret, og derved ligesom sige til andre Folk, at vi ikke ere tilfredse med den.
Dette maa ikke forstaaes derhen, at vi ere bundne; vi ere selvstændige og Grundloven hjemler os jo Adgang til Forandringer. Men derfor er Forsigtighed en lige god Ting, og i denne Tid faa vi Saameget at afhandle med Sverige, at Forsigtighed er dobbelt tilraadelig. Dette er formentlig ogsaa en Tanke, som er værd at tage med naar man taler om Grundlovsforandringer og vil «vække Diskussion.»
Korrespondance
En liden Oplysning om Handelen med Sverige og Mellemrigsloven.
Man taler om Told og toldfrit, men glemmer Hovedsagen, nemlig Smuglingen. Folk langs Grændsen siger, at den er betydelig fra svensk Side, medens det norske Toldopsyn er strengt og jager mangen sidskjødet Mand og med Forskind opigjennem fra Halden til Marker. Brændevin smugles især og kjends Folk paastaa, at utroligt mange tusinde Potter kjøbes i Norge og føres ind over Grændsen. Det skal især være de svenske Landhandlere, som gjøre det; de have sine Karavaner, der lægge Varene ind paa Pakhuse, hvorfra de i Smaabiter føres videre om Nattetid, eller endog aabenlyst, da det svenske Toldvæsen skal befinde sig paa vort eget gode gamle Standpunkt, som gamle Toldbetjente undertiden med Henrykkelse tale om, da de havde sine visse Kjøbmænd, der gav dem «Gratialer» til Jul, bestaaende af Mad- eller Klædesvarer, alt eftersom deres Handel var til. Hvad nu videre disse vore «svenske Brødre» angaar, saa er det nok vist, at Landhandlerne ere blevne rige og har kjøbt mange Gaarde og Brug ved Grændsen og deromkring. Brændevinet svarer især god Regning at smugle, især da vort er saa godt mod det svenske. Silke- og Klædesvarer er det ogsaa bra med. Det er saaledes ikke længe siden at endogsaa en Kjøbmand (rimeligvis ogsaa flere) fra Halden sendte nogle fuldpakkede Sække østover, men dem tog de svenske Toldbetjente til en Afvexling, da formodentlig vor ærede Kjøbmand havde glemt «Gratialer.» Selv Sukker og Kaffe svarer det Regning at smugle, ja en gammel Mand har sagt mig, at disse Varer kan kjøres til Carlstad — 18 Mile fra Halden — og sælges med Fordel, da Handelen i Sverige skal gaa gjennem saa mange Hænder, at slige Varer blive saa dyre, uagtet Tolden nok er lavere i Sverige end her. Ind i Norge smugles derimod Intet at regne for og selv om Tolden ikke var, vilde ingen Skade for os være skeet, hører jeg kjends Folk sige, men da de ikke ere Statsøkonomer, kan Enhver tro dem, som han vil. Det er Jern- og Linnedvarer, som vi skulde frygte for, men for begge Dele ere vi ved Forholdene selv beskyttede, især hvad Jernet angaar, og Lin og anden Vævning fortrænges mere og mere af Fabrikkerne, hvori vi nok kan kappes med Sverige.
Under enhver Omstændighed, sige disse praktiske Folk, var det bedst at hæve alle Skranker, da Sverige heller ingen Nytte har af det, vil sige den svenske Statskasse, som nok neppe med disse faa Indtægter kan dække Omkostningerne ved Toldlinien. Men derimod tjene det Bestaaende til at skjæmme Folk ud og vække Spot og Forargelse. Jeg vil raade Enhver, som faar med denne Sag at gjøre, det være Kommissionsmedlemmer, Storthings- eller Rigsdagsmænd, til at reise langs Grændsen, om og i Halden, og der tale med Folk og faa dem til at fortælle «Smuglerhistorier,» og jeg tvivler ingenlunde om, at de vilde opfatte Sagen i sin rette Stilling og faa Greie paa den. Det er dette jeg vilde sige, og hermed tror jeg at have belyst denne vigtige og omtrættede Sag fra en ny Side. Bare man nu turde snakke om den i slige ærværdige Sale som i Storthinget og paa Rigsdagen! og bare nu Folk vilde finde Sandheden og taalte den, det være nu vi Norske eller de Svenske! Men den taaler man nok ikke, og jeg formoder, at man forandrer Loven, saa det bliver i samme Galskab, efter at man har skrevet i Aviserne og i Thinget talt Taalmodigheden af Folk om den. Saa tier man en Stund og puster ud for at begynde paa ein Frisk ein. Imidlertid smugle og handle mange Folk sig rige.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I årene 1851–1859 sendte A. O. Vinje jevnlig korrespondentbrev til Drammens Tidende, den første dagsavisa utenfor hovedstaden. Her skrev han om smått og stort fra Christiania.
Bare et lite utvalg av korrespondentbrevene har vært utgitt i bokform tidligere. I denne tekstkritiske utgaven er alle korrespondentbrevene samlet, redigert av Nina Marie Evensen og Jon Haarberg, og utstyrt med fyldig innledning, tekstredegjørelse, tekstkritisk apparat og register.
Utgaven gis ut av Det norske språk- og litteraturselskap i samarbeid med Nasjonalbiblioteket.
A.O. Vinje var en viktig skikkelse i norsk offentlighet på 1800-tallet. Som forfatter og journalist var han en ivrig deltaker i samfunnsdebatten. Vinje var særlig opptatt av samfunnsforhold, litteratur og politikk, og han har hatt stor betydning for utviklingen og etableringen av landsmålet i Norge.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
