Korrespondance
Det Aar, som nu snart er endt, har været et rigt Aar, just ikke rigt paa Afgrøde og Penge, uagtet det vilde være Synd at klage, saa dog rigt paa store Begivenheder, hvori ogsaa vi have faaet vor Del eller maaske rettere kunne vente at faa den. Norge er i dette Aar med en Gang blevet et vigtigt Land. Verdenshistorien synes at ville skylle mod vore Kyster ligesom Golfstrømmen, der bringer Varme og Rekved, saa at Folk kan bo længere Nord i Norge end noget andet Sted i Verden. Det er først iaar blevet ret klart, at Rusland paa disse vore nordlige opvarmede Kyster gjerne vilde have Krigshavne, hvorfra Flaader som Rovfugle til enhver Tid, uden at Nogen vidste det, kunde kaste sig over vore, Englands og andre Verdens Kyster. Men dette faar ikke Rusland Lov til, saalænge England aarker at sige Nei. Vi selv kan ingenting gjøre, undtagen at ligne Puddelen, der ruskede Løven i Skjæg og Manke, eller for at finde et smukkere Billede, vor Svaghed er som hos Kvinden vor Styrke. Vi kan lade Verden duellere om os, og imidlertid besørge vort Toillette for nye Elskovsblikke. Bedre at være Kvinde end at være Mand, naar man saa alligevel ikke kan være det fuldstændigt. Denne smukke Betragtning vil imidlertid ikke Politiken lade gjælde, og her kommer en Aars Frugt, der tvinger os til at være Mænd mere end nogensinde. Vort Broderland synes nemlig at ville benytte Rusland som en Baadshage til at drage os til sig, hvad der ikke lykkedes i 1814. «Der maa være et stærkt Norden,» siges der atter og atter i de svenske Aviser og smaa Bøger, og Korrespondenter i engelske, franske og andre Landes Blade synes at være indblæste af den samme Aand, for at faa et europæisk Høitryk paa os, der kan være godt at tage til, naar vi vil have vor egen Husholdning som før og hverken i Krigsvæsen eller andre Udgifter finde os i, at der opstilles et Forholdstal, hvorved vor Selvstændighed bliver et Skin og kaster os begge i Tilfældighedens Vold, da Alt vil komme an paa, hvem der bestemmer sig først, hvorefter da den Anden maa dandse. Det vilde være fint dette, dersom det ikke var saa dumt, at Alle kunde se det og tage sig ivare. Men man er ikke fornøiet med, at Norge gaar opp i Sverige, Danmark skal ogsaa være med. Stakkels Danmark! der har ogsaa faaet Mindelser om sin Svaghed baade af prindselige Besøg og diplomatiske Noter. For nu at faa denne Enhed «mod Rusland» istand stilles Studenternes Besøg ud for Verden som et Bevis paa, at Landene ville komme ihop. Det er især for Høitrykkets Skyld, at man saadan tager disse velmenende Skabninger og gjør en europæisk Udstilling af dem.
Vi have virkelig faaet Mindelser i dette Aar, som kan opfordre Nationen til alvorlig Eftertanke, og lære den at vende Kraften indad for at den kan have Kraften udad i Farens Stund. Enighed med os selv er da først nødvendig og Opgivelse af al smaalig Strid mellem Samfundsklasserne og mellem Vest- og Østlandet, hvilket har udgjort Kjernen i vor Politik, da vi intet Andet havde at bestille. Striden var forsaavidt god nok og altid nyttig til Noget, men nu vilde den være en Daarlighed.
Dernæst maa vi opfriske den Nationalitet, som endnu er tilbage i os, navnlig med Hensyn til Sproget, der for en Nation er det Samme som den eiendommeligste Udtryksmaade for det enkelte Menneske, det der giver ham sit selvstændige Præg. «Det er blot Probenreuterne,» sagde Börne,Börne] Ludwig Börne, tysk journalist og kritikar «som intet Sprog have,» hvilket ogsaa er ganske naturligt, da der for dem blot spørges efter Priskuranter og ikke efter Tanker. Men en Nation har Tanker og det store Tanker, som kræver et eget Sprog, og vort Sprog staar paa en bedre Bund end baade det svenske og danske, hvorfor vi ved at opfriske det kan faa en aandelig Overmagt, der tilslut seirer over alle politiske Magter. Sverige og Danmark skal i denne Henseende lære af os og ikke vi af dem. Kunde vi lære at indse dette og arbeide til dette Maal, vilde dette Aar staa i vor Historie som et lykkeligt Vendepunkt, medens det ellers kan blive et Aar, hvorfra vor Undergang skriver sig.
Vi have ogsaa i dette Aar faaet en Vicekonge,Vicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge men Herlighederne ved det kan en Anden skrive om: en anden Forfatter bør ogsaa have en Godbit.
Korrespondance
Christiania den 7de Januar
Ifjor saa det ud til, at Christiania skulde blive ligesom Kjøbenhavn og fortabe sig i Theatrene og glemme den nordiske Alvor. Det var mange, som bleve urolige over denne Antydning, og troede at vor gamle Skik, som fremfor alt er alvorlig, havde taget sig en Tur paa Dampbaaden og reist til Kjøbenhavn. Men det slog klik. Christiania er norsk: man gaar ikke i Theatrene mere end høist nødvendigt, det vil sige, man gaar kun naar man har et godt Stykke eller en god Skuespiller, og da gode Stykker og gode Skuespillere ere sjeldne, saa skal Ingen klage over, at Hovedstaden løber efter Theatervæsen. Det norske Theater har man seet til med skjeve Øine i lang Tid, men man har taget sig op nu i Julen og skudt sammen til et Gulduhr for en norsk Skuespiller, hvilket viser, at man er glad i det som godt er, hvorfra det end kommer. Forresten er det nok elskovsfulde Kvinder, der er glade i det unge Ansigt og det krøllede Haar, som har skudt sammen til denne norske Gave. Det er Synd at Mændene, der ogsaa have norske Gaver, ikke skulde faa sin Villie frem og skyde sammen til en norsk Skuespillerinde. Der var tænkt paa sligt noget, men man havde sine Betænkeligheder, formodentlig fordi man troede, at et Gulduhr var nok. Gulduhret gaar, og man gaar ogsaa i det norske Theater. Det er et godt Mærke dette; thi slige Gaver er altid et Mærke paa, at Kunsten blomstrer: Saalænge Repertoiret var godt, fik Direktøren for det danske Theater Sofapuder og Sæder i Gyngestolen og de bedste danske Skuespillere ved næsten ikke, hvor de skal gjøre af sine Sovepuder, Fodskamler og Bordteppener. Vi mindes ogsaa, hvorledes en norsk Skuespillerinde ved det danske Theater fik Kjoletøier af Silke og atpaa Geburtsdagsvers, som rigtignok vare af yderst daarlige Poeter og saaledes neppe mere værd, end et Par broderede Tøfler, som man for ikke længe siden forærede en feiret Skuespiller.
I dette ser man paa det tydeligste Sandsen for Kunst og Theater. En Dame, der havde grædt i Theatret, spekulerer under Graaden paa at brodere en Natlue til Skuespilleren, ligesom vi se nok af Menigheder, der give Flødenæbber og Fiskeskeer til en Præst, der har været kapitelfast. Jeg tror derfor, at skrive bedst om Hovedstadens Kunstsands ved at fortælle om Gulduhre, Silkekjoler, Sofapuder og Tøfler. Verden er taknemmelig og den giver hvad den har, og bekymrer sig ikke om, at Folk ler.
Hvad derimod nye Theaterstykker angaar, saa ere de ikke mange. For to Vintre siden var der, om erindres ret, 6 originale Stykker indsendte til det norske Theater, de vare ikke gode, men Meningen var god. Ifjor intet nyt Stykke, men nu ud paa Vinteren tales om et nyt Stykke, som skal være i Farvandet; det afskjæres og indstuderes, men noget bliver vel igjen. Paa det danske Theater er ogsaa klaget over Hunger og Tørst efter Poesiens Ord; det gaar istaa med Poeterne, Ordet er dyrt i disse Dage, som der staar i Skriften. I Mangel af nye Stykker kommer her dog nye Skuespillere; snart skal igjen en ny Skuespiller fra Bergen optræde paa det norske Theater i et udslidt Stykke, forstaar sig; man faar nye Skuespillere fra Bergen og skikker dem hjem igjen; nu nys ere tvende Tjenerinder sendte hjem igjen; man er mere vanskelig med Folk fra Bergen end fra Kjøbenhavn; derfra tager man alt for gode Varer, da det klinger saa deiligt at høre det Danske. Man skjønner, at Christiania er i Overgangstiden: det fæster Tjenere og jager dem hjem igjen; det føler, at det har Arbeider at udføre, men kan ikke finde det rigtige Haandelag. Sædetiden er forhaanden, men Høsten er stor og Arbeiderne ere faa.
Korrespondance
Christiania den 9de Januar
Endelig har vi da gjennem Morgenbladet faaet ubestemte Antydninger om, at Tolvmandskommissionen ikke vil vide af noget Samlæg med Sverrig, undtagen naar Krig er paafærde, hvor da Forholdstallet 5 til 12 skal følges. Dette ser nu nok saa vel og rimeligt ud, men det skjønnes ikke rettere, end at det i Grunden er Alt, hvad der er forlangt, da Hærvæsenet med Tilbehør i Fredstider ogsaa maa gaa efter Forholdstallet for at det i Krigen skal kunne følges: man kan jo dog ikke med en Gang opstille en Hærstyrke — som 5 til 12, uden at Tingen er forberedt og gaaen over til en staaende Indretning, hvorved vi ere midt opi, hvad vi til enhver Pris maa undgaa, nemlig at lade os bestemme af Andre og gjøre vor egen Villie til en betydningsløs Sandstrøing. Det er ikke ligegyldigt, enten Storthinget bevilger Penge efter et selvstændigt Forslag fra Regjeringen eller efter en ved Lov vedtagen Andel. Der er den samme Forskjel mellem disse to Ting som mellem at give en frivillig Gave, der findes passende og mellem at yde efter en Skatteligning. Norge vil vist ikke staa tilbage for Sverrig i at yde Midler til Statens Forsvar, og Norge vil forhaabentlig mindst af Alt lade sig paasige, at Sverrig gjør Opofrelser for det. Vi vil være Brødre i den bedste Mening, men fuldmyndige Brødre, der ere forstandige nok til at raade sig selv for ikke at give Anledning til Familietvist, der er den værste af al Tvist. Men selv nu om det, Kommissionen har gaaet ind paa — hvorom egentlig ingen Mening kan haves, førend Alt kommer trygt til Storthinget — skulde være en tilsyneladende ganske uskyldig Ting eller synes flyde af Staternes Enhed i Krigstilfælde, saa har man dog vist betænkt sig paa det første Skridt til gjensidig Afhængighed, der neppe vil undlade at drage flere Skridt efter sig. Man sætter sig i Anmarsch, og man er omtrent i samme Stilling, som hin Mand sagde, der fór afsted paa en lybsk Hest: «Jeg reiser saa langt, som Hesten behager at føre mig.»
Det sees ogsaa, at Kommissionen har bragt i Forslag noget Tilsvarende til de bekjendte svenske store og smaa Kreditiver, der sætter Kongen istand til at raade over Penge, naar Rigsdagen (Storthinget) ikke er tilstede. Det synes nok saa rimeligt dette; men for Exemplets Skyld var det vist bedre, at Tingen var som den er for os, og dersom de stadig bevilgede «tilfældige og uforudseede Udgifter» ikke skulde række til, saa fik Kongen, naar Faren var overhængende, træffe de Foranstaltninger, han fandt tjenlige for Staten, fuldt stolende paa, at intet Ansvar vilde blive gjort gjældende mod Statsraaderne, naar det maatte erkjendes, at Faren stod saa nær for Døren, at Storthinget ikke kunde høres, hvilket under de forbedrede Kommunikationer kunde blive et Tilfælde, der ikke indtraf engang i tusinde Aar. For en saadan Mulighed var det altfor voveligt at komple med Statsforfatningen, og hvor urimeligt det end klinger, saa er det bedre at overlade enkelte sjeldne Tilfælde til et frit Skjøn, om dette end ligger paa Grændsen af Selvtægt end at udpensle næsten utænkelige Ting i Love. Derved binder man Ingen, og i et oplyst Samfund vil man ikke være i Tvivl om, naar Øieblikket er saadant, at en fri Handling er nødvendig. Det er ligesom naar man ikke undser sig for at tage en Vens Baad og sætte over et Vand, naar Vennen ikke er hjemme, og man nødvendigen maa over. Det vilde være en Fornærmelse mod Vennens Forstand og Billighedsfølelse at forudsætte Klagemaal og opsætte en Gjerning, som ei kunde opsættes. Saaledes som det er mellem Menneskene indbyrdes i Livets daglige Lag, maa det ogsaa være mellem Statsmagterne. Først derved bliver Loven saa at sige flydende, og Bogstavdyrkelse undgaaes.
Det er farlige Papirer at røre ved vore unionelle Bestemmelser, og dette Forslag til et norsk Rigsgjeldskontor har desuden grundlovmæssige Betænkeligheder, der ikke ere saa lette at komme ud over. Om Storthinget udvælger Direktørerne, er dermed ikke meget sagt, tværtimod slappes Ansvarligheden imod den, som Finantsdepartementets Chef har, idet han staar for Rigsret, og det er et Spørgsmaal, om Storthinget kan tage Noget fra den udøvende Magt og selv vælge Mænd istedet. Hvor vil man ende?
Korrespondance
Christiania den 14de Januar
«Festen til Fædrenes Minde» blev iaar som sædvanligt holdt den 13de Jan. — tjugondagen — med de ligesaa sædvanlige Taler om Treenigheden — hvorfor ikke fire, fem eller Enighed med hele Verden? Men igaar var Festen overordentlig høitidelig: man havde nemlig faaet til Forænings et Bjørnelaar eller rettere en Skonk med Knoklen omviklet med røde og hvide Papirstrimler og Dusker. Det var et grovt, haardt og stramt Kjød, men Mange vare dog saa oldnorske, at de aad op store Stykker, saa at Skonken tilslut laa afgnaget paa Tallerkenen. Et Drikkehorn med sine to Fødder stod paa Talerstolen, men der var blot Punsch eller Bayersk Øl i det og alt, som daarligt var. — Læseren maa dog ikke tro, at man uden godmodig Skjæmt og fint Smil saa Skonken og Hornet og aad Bjørnekjødet, hvilket viser, at ikke vi som «Fædrene» tage Tingen efter Bogstaven. Der var en aandig Selvspot som gav Anledning til mange vittige Bemærkninger. Men, da vi vilde ligne Fædrene, saa maatte Alt være med, skjønt en Taler mente, at det i Virkeligheden ikke var stort bevendt med vor Ligning, der nok opløser sig i, at vi blot snakke om den. Men ogsaa det er et Fremskridt, da man som bekjendt kan male en vis Mand saalænge paa Væggen, til man har ham staaende lyslevende for sig.
Professor MunchMunch] Peter Andreas Munch, historikar aabnede Festen med et Foredrag over nogle ældgamle Konger. Det var imidlertid en Misforstaaelse at bede den lærde Professor holde et sligt Foredrag i en Fest, dels fordi det ikke kunde blive andet end en almindelig Oplæsning, som man i slige Tilfælde ikke uden Selvovervindelse kan høre paa, — dels fordi en saadan granskende Undersøgelse ilde egner sig til Oplæsning, hvor tørt og forretningsmæssigt, man end sidder, endsige naar man maa staa og vente paa Bjørneknoker og stærk Drik. Det var derfor Mange som luskede sig unda ind i de tilstødende Værelser og fik lidt tillivs paa sig. Jeg maa med Blygsel tilstaa at jeg selv var med i dette, men vi trøstede os med, at vi fik Professorens visselig fortrinlige Afhandling trykt, og saaledes kunde læse den hjemme til en Pibe. Jeg vil med det Samme raade Folk til at kjøbe Munchs Tidsskrift, i hvis sidste Hæfte ere tvende Afhandlinger, som ret Mange havde godt af at læse. Det er svært for Alt, hvad den Manden kan række.
Ministerresident SibbernSibbern] Georg Sibbern, diplomat, seinare statsminister og Amtmand, Storthingsmand MotzfeldtMotzfeldt] Carl Frederik Motzfeldt, amtmann og stortingsrepresentant vare ogsaa i Laget. Der blev naturligvis udbragt en Skaal for disse to Mænd med Bemærkning om, at de vare Handlingens Mænd, medens vi Andre (ja ikke Alle) endnu ikke vare komne længer end til at være Tankens og Snakkets Mænd; men en Samvirken mellem alle disse forskjellige Mænd maatte til, skulde det gaa godt og navnlig blev der henpeget paa Sibberns skjønne Kald som en Mægler mellemmellem] retta frå: med mellem vort Folk og det svenske samt Kongehuset. Begge takkede synlig rørt og lovede, at gjøre hvad de formaaede. De erindrede sig sine Studenterdage som sine skjønneste Dage. Det er Mænd, der visselig ere besjelede af saa gode Tanker, at Nationen kan lide paa dem. En enkelt Storthingsmand kan nu vistnok ikke gjøre stort, men han er dog med, hvorimod Sibbern indtager en Stilling, der sætter ham istand til at være til megen Velsignelse for Land og Folk.
Den der havde været i Laget og hørt disse og flere anseede Mænds frisindede og velmente Ytringer og deres Glæde, naar en god Tanke faldt, han maatte have trøstet sig med, at det er gode Folk, vi have til at stelle med vore Anliggender, og at det, almindelig talt, er en Synd at sige, at vi har det ilde. Der hersker ogsaa og maa herske et saadant Frisind blandt vore videnskabeligt dannede Mænd, at det forgjætter en stor Fremtid, dersom vi tillige havde Forstand til at gribe Tingen i de rette Hanker. At snakke om Aristokrati og Ministerialisme blandt vore yngre Embedsmænd og Kandidaterne er Daarskab, og det kan alene være Uvidenhed eller en ofte tilgivelig Forvexling af egne Ulykker med et Samfundsonde, der kan lede til enslig Urimelighed.
Brystbilleder og Navne paa berømte Mænd vare som vanligt ved slige Leiligheder at se om Væggene og ligesom paa sorte Slør stod Navnene paa dem, der vare døde iaar, ikke blot her, men ogsaa Svenske og Danske. Theis LundegaardLundegaard] Theis Lundegaard, eidsvollsmann og stortingsrepresentant og FauchaldFauchald] Peder Fauchald, bonde og stortingsrepresentant vare ogsaa med, og det var smukt dette at disse Bønder vare tagne med og hang sammen med Statholder Løvenskiold.Løvenskiold] Severin Løvenskiold, statthaldar Bønderne skulde ikke tro, at de blive ringeagtede af Studenterne; det gaar nok oftere saa, at Bønderne overser Studenterne, nu da her er saa mange af dem, hvorfor ogsaa rige Karer gjerne lade sine Sønner blive Mekanikere eller sligt Noget, istedetfor at lade dem studere. Naar de ikke kan gjøre en Ting til Penge med det Samme, saa tro de, den ikke er noget tes. Saalænge disse Tanker ere hos vore rige Bønder, faa vi ingen Bondestand, som Grundloven vil have den, og den bliver ogsaa selv evig umyndig.
Korrespondance
Christiania den 16de Januar
Man spaaede, da VicekongenVicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge var udnævnt, at denne Begivenhed vilde give Hovedstaden et stort Sving, og fremkalde en Kappen med store Selskaber, der kunde give et Glimt idetmindste af Udlandets «Saloner.» Men, det har bestemt slaaet Klik med disse Spaadomme: Christiania er det samme gode gamle Christiania, et sandt Billede af Norges Frihed og Lighed. Vicekongen gaar nu efter Tilbagekomsten som før og spadserer, og hilser paa en eller anden Embedsmand, ret som det skulde være En, der traf sine gamle Universitetsbrødre. Det Eneste, foruden at Prindsen er kjendt, som tyder paa, at det ikke er de sædvanlige Hilsninger paa Gaden, er at den lykkelige Mand, som Prindsen særegent hilser paa, tager Hatten dybere af end sædvanligt og det i en Fart, som kan medføre den største Ængstelse for Parykken. Det kan ogsaa hende, at Folk vende sig om og glo mere end sædvanligt, men ellers gaar det saa borgerligt til, at de andre Byer og Landet kan trøste sig med, at det staar vel til i Christiania. Jeg formoder, at en rig Handelsmand i en af de andre Byer, om han end er saa raa som en Novemberaften, gjør større Blæst end Vicekongen her. Med PrindsessenPrindsessen] Louise, svensk-nederlandsk kronprinsesse er det ligedan. Jeg har seet hende gaa i Gaderne, og det ikke med slig SprikestakSprikestak] retta frå: Sprikehat eller KrinolineKrinoline] retta frå: Kinoline som en Kjøbmandsmadame. Hun er velklædt, forstaar sig, men ser man ikke nøiere til, skulde man tro, at Tøiet var kjøbt hos en af vore Galanterihandlere, hvilket kanske ogsaa noget kan være. Idag ved Middagstider saa jeg Prindsessen prøve det gode Slædeføre i Gaderne sammen med en anden Dame. Jeg troede paa nogen Frastand at det var Kona til en Skindhandler, Bog- eller Lastehandler, som jeg saadan tidt har seet ringle med kniplet Dug fra Hestene at paa Slæden, men ved at komme nærmere kjendte jeg, hvem der sad i. Kusken var ikke engang saa julebukket, som man ofte har den Fornøielse at se slige Skabninger. Dersom det demokratiske Norge ønsker noget Bedre, saa er det urimeligt; og kan vore enkelte Narre lære Forstand, saa maa det være af dette. Det er nu dog ikke saa godt for dem at lære enda; thi de Kongelige kan være endeframme, og de blive dog ligefuldt Kongelige, medens en Brændevinsbrænder eller Kaffesælger f. Ex. vilde synke ned til en almindelig Pøbel, dersom han ikke spilte sig op. Han maa enten ringle ud sit Adelskab med Dumbjælderne eller har han intet. Jeg ved ogsaa godt med mig selv, hvordan det gaar: naar jeg har en ny Frakke hængende hjemme, gjør det mig ingen Ting at gaa med den gamle luslidte i Gaderne, fordi jeg antager, at Folk ved at jeg har en ny hjemme; men naar jeg ingen ny har i Baghaand, indbilder jeg mig, at alle Mennesker ser paa min Slitage, og jeg gaar med en ond Samvittighed. Det er derfor ingen Sag at være simpel, naar man kunde være fin, men at være simpel, naar alle Klude sættes til, det er noget som alene Filosofen kan være med Sikkerhed og Sindsro.
Da Spidsborgerne ere mine gode Venner, saa finder jeg mig, som man ser, opfordret til at tale deres Sag, og kan ingenlunde raade dem til efter Exemplet fra oven at paatage sig Tjenernes Skikkelse. Det vilde ogsaa gaa dem bedrøveligt om de gjorde det. De maa indtil Boblen brister, blæse sig op, for ellers er det bare Vand. Det skulde vel se deiligt ud for en almindelig Silde- eller Smørkonsul at gaa uden Uniform eller lodden Krave om Vinteren! Man vilde nok daske ham med laget Sild om Ørene eller jage ham med Smørprøveren; og Fruen — hun heder Frue til behagelig Efterretning for alle næsvise Mennesker — hun maa sandelig engang imellem slaa sig op, skal hun ikke være udsat for, at en Malermadam pjatter med hende under en Koncert: det er ikke sagt, at hun er bedre klædt end Madamen og derved kan værge sig for Angreb.
Sandsen bliver altsaa: det Store er stort, hvorledes det end ser ud, medens det Smaa bliver smaat — hvorledes det end ser ud, kunde maaske en anden Mand i mit Sted falde paa at sige.
Korrespondance
Christiania den 20de Januar
Maskeraderne se ud til at ville komme i Mode nu, idet her i hver Fante- og Fagersal skal være en Maskerade. Maaske man tror, at det er fordi VicekongenVicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge er kommen, at det nu skal være gildt at holde Maskerade; thi hjemligt er et saadant Bal ikke her i Norden. Det er Noget, som tilhører de sydlige Lande og staar i Forbindelse med det christne Karneval, der var en Fortsættelse af de hedenske Saturnalier. Disse gamle vilde Lege og Tog gjennem Gaderne er noget ganske Andet end vore tvungne fjantede Baller, hvor Folk gaar i den varme Sal og brænder Ansigtet rødt som en kogt Hummer under Masken; og skal Nogen, som han indbilder sig, give en Karakter, bliver det klodset og bedrøveligt, da vi ikke har Sydens Liv, Ynde og naturlige Vid. Det bliver blot en Dands af Julebukke og stygge Skikkelser, hvor Dumheden ligger uden paa Masken og de herkede Dragter og taler ud gjennem alle Ord og Bevægelser. Vi ere intet Maskefolk, men maa vise vore naturlige Ansigter. Det er heller ikke nødvendigt at mumme os til, da vi kunne tale frit ud; vi behøve ikke som de sydlige Lande Maskefriheden, under hvilken Tjeneren er Herre, Herren Tjener og Enhver som Bajas kan sige, hvad han vil. En saadan Frihed er et lidet Pusterum i hine despotiske Lande, ret som Søndagen er en Hviledag. Men vi trænge ikke til en slig kunstig Indretning, og om vi trængte til den, kunde vi ikke benytte den uden at forfalde til Raahed og Vildhed. — Men i disse nordlige Lande er Maskeraderne komne fra Hofferne, der igjen har lært dem af sine sydlige «Fættere.» (Kongerne kalde hverandre Fættere og Brødre og følgelig ere Hofferne ogsaa Skyldfolk). Naar nu Hofferne gjøre Noget, saa er det gildt, Gu’bevares, og saa tro de «bedre Folk» at de ogsaa maa gjøre Maskerade, indtil man ender paa de argeste Dandsehuse. Det gaar med dem som med Klædemoderne og fremmede Ord, der komme ovenfra og gaa nedad; thi ligervis som en rig Madame gjerne vil have en nymodens Hat, og knote, saaledes vil hun ogsaa usigelig gjerne have Maskerader. Og Sypigen følger hende trolig efter.
Maskeraderne ere imidlertid en Indtægt for Fattigkassen; thi Politimesteren, som nu efter Resol. af 19de April 1847 meddeler Tilladelsen, giver ikke denne uden en Kjendelse. Jeg tror at Prisen er 50 Spd. her i Christiania for et almindeligt Maskebal ud paa Salene, hvorhos Politibetjentene have fri Adgang, hvilket de nok ogsaa trolig benytte, og saaledes paa høie Embedsvegne faa baade Skjænk og Andet.
Her er mange Baller i Christiania: Hofballer, Foreningsballer, Dramatikballer (gamle og nye, altsaa to), den venskabelige Foreningsballer, Logeballer, Klingenbergballer, Langvikballer, Grønliballer, Grønlandsballer; desuden efter Stand og Stilling: Underofficiersballer, Haandverkerballer, Sangforeningsballer, baade af Haandverkere og Studenter. Og Herrerne have Frihed til at gaa paa alle disse, forudsat at de øvrige Omstændigheder forresten ere tilstede. Det er pudsigt nok, at en Herre, der Aftenen iforveien maaske var paa et Klingenbergbal, Kvælden efter gaar strunk og fin med Hatten under Armen paa et Foreningsbal og engagerer Frøkenen med samme Ømhed som Sypigen, alvorlig da som han var en Helgen, og som han aldrig i Verden havde seet noget andet Bal, ret som Frøkenens Duesjel selv, ikke et Ord, ikke en Mine, der kunde røbe Hestefoden. Frøkenen er hengiven, men ved naturligvis meget godt, hvordan det gaar til. Det er smukt dette, det er Civilisationen. Det er dog intet Under, at Damen synger i Theaterstykket:
— — — —
— — — —
O, de Mænd har det godt,
o, saa godt, o, saa godt.
Friheden er derfor stor nok, saa at man ikke trænger til Maskeballer, ja den er nok igrunden meget for stor, men der er Intet at gjøre ved den; den faar styre og stelle, indtil den bliver træt.
Det vilde dog vist være urimeligt at tale ilde om Christiania, naar man tænker paa de andre Hovedstæder i Verden. Kanske endog vore egne Smaabyer intet giver efter for Christiania; og i disse har man heller ikke den Modvegt, som Oplysningen giver, men tager mere for fuldt Alvor, hvad man her, Grisene undtagne, gjør legende og efter den kanske noget misbrugte Talemaade for at «studere Folkelivet.»
Korrespondance
Christiania den 2de Januar
Her er megen Ængstelse over, at Sildefisket ikke begynder, da man føler, at det er en Velfærd for det hele Land, som staar paa Spil. Vistnok rammes Stavanger, Bergen og Omegn først og nærmest, men det kommer dog snart til os Alle, ligesom det hele Legeme bliver sygt af en ond Værkefinger. Pengetiden, som var ond før, er værre nu og Handelsmænd og Driftsherrer, som trænger til store Laan, klage over, at man liden Vei kommer med de bedste Papirer. Et feilslaaet Fiske i Forbindelse med dette middels Aar og den daarlige Indbjerging, vil nok give Storthinget Andet at tænke paa end Bevillinger til Jernbaner, Broer, Veie og Dampbaade og alle disse Ting, som forkynde et Lands Rigdom og Fremgang. Det maa dog være Bankbestyrelsens Skyld, at Pengemangelen kom saa snart paa os, idet den ikke forhøiede Diskontoen med det samme den sprang op paa de udenlandske Pengemarkeder, hvoraf kom, at Pengene reiste did, hvor de bleve bedst betalte. Dette er en saa grei Ting, at den ikke kan være anderledes. Ved forholdsmæssigt at forhøie Diskontoen vilde Banken tillige have advaret Spekulanterne, der saa Fred og ingen Fare, indtil det var forsilde, istedetfor at den med Faren for Øie — thi saa klog maatte den dog være — ligesom sagde til Spekulanterne: kjører kun paa, des snarere brække I Halsen! Havde Banken saaledes gjort, hvad den ikke har gjort, kunde Folk nu være blevne frelste i Nøden, naturligvis noget dyrt, men dog billigt mod Intet at faa eller at faa af private Diskontører, der efter sin Natur blot kunne give en Galgenfrist. Disse Diskontører, som man saa ofte klager over, ere Nødvendighedens eller rettere vor Bankbestyrelses Børn, og de ere tillige den bedste Kritik over vort Bankvæsen, ligesom disse Folk herinde med Brændevinsret, som de overlade paa en Maade for flere hundrede Spd., ere den stærkeste Protest mod Brændevinslovgivningen. Livet maa nemlig have sin Gang og naar man hemmer dets frie Udvikling, bliver det sygt eller vanartigt.
Vor Bank er, som bekjendt, privat Eiendom under Storthingets Tilsyn; men dette Tilsyn hjælper ikke stort, og det er et Spørgsmaal, om man ikke ved at indrette sig, som nu er gjort, gjør noget ganske Andet, end hvad Grundlovens § 75 Litr. c har tænkt at der skulde gjøres. Det nytter nemlig lidet at vælge Bankens Embedsmænd og tælle efter i Kjælderne, naar Banken faar Lov til at følge sin private Interesse og se bort fra Landets Tarv. Bankbestyrerne ere ogsaa satte i en dobbelt Stilling: de skal tjene saameget som muligt for Aktiehaverne og paa den anden Side skulde de holde Knappen for Pungen i de gode Tider, naar de, som nu, maatte frygte noget Ondt, hvorved Banken naturligvis kom til at sidde inde med Summer, som de i længere Tid ingen Rente fik af, og derved Aktierne færre Procenter om Aaret. Banken er nu, kan man næsten sige, som enhver anden Mand, der har Penge at udlaane, vel tjent med, at Tiderne blive onde naar det ikke gaar forvidt. Men saaledes skulde det ikke være. Der skulde være en Bank, som var hævet over Tidens Vexel og længe beherskede den. Naar Alt gik tilgrunde, maatte ogsaa Banken gaa med, forstaar sig. Derved kunde Folk handle med Tillid, vel vidende, at der var Nogen som vaagede over dem, ligesom man kan gaa tryg paa Gaden, fordi man har Politi, og igjen være tryg for Politiet, fordi man har en Politiret. Man trænger sandelig til Justits i Bankveien ikke mindre end paa andre Livets Veie.
Man kom fra Asken frem i Ilden ved at skræmmes af de gamle Erfaringer, da Staten angreb Banken i sin Nød, saa langt paa den modsatte Side, at man faldt i Spekulanternes Hænder. Disse gamle Erfaringer, man altid har skreget paa, gjælde ikke nu, da Folket selv gjennem Storthinget raader for alle Udgifter. En anden Sag var det under en Enevoldsmagt, der byggede Slotte og førte Krige efter et kongeligt Indfald. At sammenligne før og nu er i denne Henseende Uvidenhed. Saa StorthingetStorthinget] retta frå: Storthingen ingen anden Raad, saa angreb det naturligvis Banken for at frelse Landet, men dette var intet mere at frygte end enhver anden Fortvivlelsens Forholdsregel, greben af rette Vedkommende og efter det bedste Overlæg, man havde. Man tror dog vel ikke at Banken skulde staa og Landet gaa tilgrunde.
Det kan erindres, at Londons Bank i Regelen holde sin Diskonto 1 pCt. over de andre Banker, hvoraf da følger, at den ikke stort bruges i gode Tider, men saa er den en Hjælp naar de onde Dage kommer.
Korrespondance
Christiania den 28de Januar
Da formodentlig ingen Anden gjør det, maa jeg selv bemærke, at jeg forleden her i Bladet var den første som paaviste det Grundlovsstridige og Umulige i TolvmandskommissionensTolvmandskommissionens] retta frå: Toldmandskommissionens Indstilling om Statsgjeldskontorer efter svensk Mønster, hvilket Forslag Morgenbladet da og end mere siden anbefalede. Mine Tanker ere med Nøiagtighed og naturligvis med større Vidtløftighed udviklede i Aftenbladet, og nu idag fremhæver Chr.-Posten med juridisk Dygtighed den Side, jeg ogsaa slog paa, at man ved en saadan Tilstelling vilde tage Noget fra den udøvende Magt, som Grundloven ikke tillader, selv om det blev gjort ved en Grundlovsforandring, og endnu mindre ved en Storthingsbeslutning. Uagtet det var Noget, man burde vente, er det dog glædeligt at se, hvor enige Folk ere, naar det gjælder Nationens bedste Rettigheder, og det tør forventes, at Storthinget er enigt med Pressen i at tilbagevise slige Anfald paa vor Grundlov. Morgenbladet, der altid har været fint, har ogsaa her grebet Sagen paa en ful Maade ved at spille hen paa den gamle Trætte om Regjeringen eller Storthinget skal have det og det under sin Magt, — en Trætte, som Politiken har levet af i lang Tid og løftet Morgenbladet op til Ros og Magt, men en Trætte, som nu bliver vanvittig, naar det gjælder om for Regjering som Storthing at staa Ryg ved Ryg mod den indtrængende Fiende. Det er at haabe, at de gamle Oppositionshelte ikke nu som før lade sig narre af denne Morgenbladets Rørekage, men ville vide at staa paa Grundlovens Standpunkt, selv om Sagen ved Chr.-Postens Mellemkomst med sin Artikel skulde faa det Udseende, at det var fra Regjeringens Rettigheder Modstanden udgik. Det er nu vistnok farligt, naar Sagen faar det Udseende, da Oppositionen ialmindelighed retter sig efter, hvorvidt det er med eller mod Regjeringen, uden at have Skjønsomhed til at se Tingen i sin sande Skikkelse, afklædt alle Partiskin; men vor Opposition nu, om vi forresten har nogen, er dog vel saa oplyst, at den selv kan lugte Vinden uden at rette sig efter Kanten, hvorfra den kommer. Det er Muligheden af disse ufølsomme Lugtenerver hos Oppositionen som skal redde Morgenbladet fra den største Knibe, som det nogensinde har været i, og som det ved et Mirakel maa synes alene at kunne komme ud af, da det skriver saaledes, at Nationen bør forventes at ville sønderrive det. I 1852 skrev det noget af samme Surdeig, da det vilde at Kongen af Hensyn til det «Praktiske» skulde have ladet være at indkalde Interimsregjeringen.
Kongen fik saaledes høre ilde, fordi han holdt Grundloven. At Nationen ikke da satte Morgenbladet i Daarekisten, kom vel deraf, at Gemytterne ikke vare saa vakte paa Post som nu, at Grundlovsbrudet syntes mindre farligt, og at Morgenbladet selv sad fastere i Sadlen. Da var det «det praktisk Nyttige», som maatte holde frem; nu er det Striden mellem Regjering og Storthing, som skal hjælpe os Svindsotten paa Halsen. Det vognede ligesom gamle søde Erindringer hos Morgenbladet, da det nu kom ind paa denne gamle Vise, og jeg formoder, det gik Andre som mig, der slog i en Latter, da jeg hørte Visen. Disse gamle kjendte Talemaader om Regjeringens Tiltag og Overgreb klang ligesom Aanderøster, og jeg er vis paa, at mangen Storthingsmand, der har ligget op i Bygderne og faaet Rust paa sig, skvætter op og siger: «Nei Morgenbladet er dog det bedste Blad; man sige, hvad man vil.»
Det er dog fortvivlet af Morgenbladet, der nu var kommet saa lunt i det med Regjering og Hof, at det for at faa sit politiske Foster til Verden skulde gribe til sligt et Keisersnit, og derved blive umulig for alle Parter. Det er greit at Hoffet ikke kan bruge Morgenbladet, naar hele Nationen skammer det ud; thi kunde Arbeider- og slige Blade, som man vil vide, skrive Statsraader ihjel, hvormeget mere maa da ikke Chr.-Posten og Aftenbladet, der kaldes Storblade, gjøre det umuligt for Morgenbladet at blive Statsraad, hvilket maa være tilsigtet med denne hele Diplomatik. Det gjør mig ondt for StabellsStabells] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar Skyld, dersom han skulde have været med at skrive som han var med i Kommissionen. Han staar ikke til at frelse den arme Mand, om saa jeg og alle hans Venner hjælpe ham. — Modstanderne ere for mange og farlige.
Men, efter alle mørke Betragtninger dvæler Tanken ved den gamle Oppositions Vise, en Vise, der ogsaa maa klinge godt for dem, der maatte ville, at Riget skulde blive uens med sig selv, for at det kunde gaa tilgrunde. Kunde det lykkes Morgenbladet at narre Storthingsmajoriteten ind paa dette Forslag ved at hænge ud den gamle Lokkemad, saa kom her snart lignende Forslag, og man kunde benytte den samme Mad, der ikke saa snart bliver opædt, ligesom man kan benytte den samme Flue til mange Fiske, som maa lade Livet paa Krogen inde i den samme Hanefjer.
Jeg undres nu om UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar bider paa, jeg; og SæterSæter] Peter Andreas Sæther, lærar og stortingsrepresentant og disse Folk, som vi vente Noget af? Det er en lokkende Flue.
Korrespondance
Christiania den 30te Januar
Det er noget Nationalt allerede i denne Storthings- og Marknadstid Midtvinters, da Folk fra alle Kanter kommer herind, — da Storthingsmændene komme med sine Peltse eller Vadmelsfrakker, veirbidte Ansigter og det hele Væsen, som kan kjendes paa Gangen langtfra, — da Husværterne skrue op sin Husleie og Spiseværterne sin Mad og Drikke, — da Sjapper leies til Marken og Skindlæs komme, kjørte af Knæbuxinger, — da Reisende næsten maa begaa Politiuordner for at kunne faa Logi paa Raadstuen, og endelig det mest Nationale af Alt, da man kan ride, kjøre og handle Gamp, føle Hestene paa Fødderne, om de have i Halsen, som det i Hestehandlersproget heder, løfte paa Halen deres og derpaa hopa sig (gaa baglænds) plystrende og beskuende, og sættende i at bande. Denne hele Blanding af Fjeldklædte, Storthingsmænd, Heste og Skindlæs er virkelig noget saa Folkeligt, at Storthinget ikke uden Afbræk i Poesien kunde begynde paa nogen anden Tid, selv ikke Jonsokmarkedet vilde være nær saa godt. Det falder ogsaa ind omtrent paa Forfædrenes Juletid, da man feirede Solens Tilbagekomst, ofrede til Thor, sad omkring Kjødgryderne og slog hverandre med Beinskonker. Det er en gild Tid uagtet den er kold, og Storthingsmændene er som naar Silden kommer: der følger Hval, Fugl og Fiskere: da skal hver fiske lidt: Hotellerne, Haandverkerne, Boghandlerne, Aviserne, Afskriverne og Forfatterne. Der træffes Kjendinger, som man faar et Maaltid Mad og en Dram af. Det er Christiania Fiske. Fisken bider just ikke altid paa Krogen her heller, og han slaar en Krok fra de udkastede Nøter og Garn, men nogen bliver dog altid hængende ved, hvorvel Fiskeren i Regelen maa sige som Ordsproget om den, der aad op Agnet: «Han er holden der Sit har.»
Naar man har spaset lidt med disse Fedgar af Storthingsmænd, saa føler man dog enslags Fortrøstning til dem, og vilde ikke miste dem for aldrig det. Det er en ganske forunderlig Blanding af Alvor og Skjæmteri, naar man saadan ser og taler med dem, idetmindste tager jeg det paa den Fod. Det er ligesom naar Jenten skjænder paa Kjæresten sin, som har været borte en Løverdagskveld: Klæderne hænge som paa en Staur, han har usmurte Sko og er skjægget og lei, men under Skjænderiet stelles Munden til et Kys, som hun smeldende svarer paa. Æsthetiken vil kalde dette Humor.
Det er ganske forunderligt at se Statsmagterne paa Gaden; men derved blive de menneskelige, saa at man kan tale frit om dem, idet de ere opløste i Mennesker, hvoraf de igrunden bestaa. Idag saa jeg saaledes VicekongenVicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge med sine Adjutanter gaa ude. Jeg tænkte først det var ankomne Storthingsmænd, men ved at rykke nærmere, skjøndte jeg paa Gang, Klædesnit og Et og Andet, at det ikke var Storthingsmænd heller, indtil jeg kom saa nær, at jeg saa hvilke det var. Et Par Storthingsmænd, jeg derpaa mødte, tyktes, at det var et demokratisk Syn, de ogsaa havde seet, og til den ene af dem, en ganske ung og vakker Mand, sagde jeg: Jeg troede saamæn, det var Du, som have klædt dig op i Hovedstaden og faaet dig en ny Hat, som Du med det Første maa lægge dig til.
Vi bør haabe, at Statsmagterne ville arbeide ligesaa folkeligt sammen i disse vanskelige Tider som de folkeligt gaa paa Gaden.
Da kan vi folkeligt ture Marken, fiske og blive fiskede.
Korrespondance
Christiania den 4de Februar*)
Det, som nu staar over Alt, over Storthing og Marken, det er Telegrafmeldingen iforgaars, at Silden er kommen og lader sig fange i Mængdevis paa Stavangerleiden. Man siger i daglig Tale: «Du er ikke saameget værd som en Sild.» Dette Ord maa ikke være træffende til at betegne en Stakkar, siden saa store Ting stilles i Baggrunden for Silden som Storthingsmændene, Præsidenterne og den ventende Throntale. Her kan man sige, at disse ikke ere saameget værd som Sild. Men det kommer sig nu af, at alle disse Ting ere fangede eller med Sikkerhed kunne fanges, medens Silden er vanskelig at faa Tag i, medmindre den selv kommer mod Land.
Nok er det, at denne Begivenhed er en glædelig Begivenhed, der er saameget mere glædelig, som vi næsten havde gjort os fortrolige med den onde Tanke, at Silden nu skulde forlade os efter mange Mærker paa det.
Nu kan da Folk handle og politikere og Storthinget have Noget at fare med. Nu kan vi ogsaa bekymre os om slige Smaating som Præsidentvalgene. Jeg kalder det Smaating, fordi det har gaaet noksaa godt med den største Usseldom af Mennesker til Præsidenter. Men det burde ikke være Smaating, da Præsidenten burde gjøre store Ting og selv være stor, dersom hans Valg ikke skal være en Ydmygelse for hele Nationen som for Storthinget selv, der dog af Hensyn kan være nødt til ofte at sætte en liden Mand paa Præsidentstolen. Det politiske Hensyn tykkes mig nemlig ikke kan sees bort fra, trods det Chr.-Posten siger, der nu har indført den nye, men vist gode Skik at skrive om Præsidentvalgene. En politisk Retning skal netop faa sit Taarnspir ved den Mand, det løfter op paa Præsidentstolen. Saaledes er det ogsaa i de Lande, der have slige lovgivende Forsamlinger som vi. Har Partiet ingen stor Mand, faar det spille sin Bankerot ved at vise, at det ingen større har, saaledes som vor Opposition unegtelig har gjort nogle Gange. Det Parti, som ikke eier nogen stor Mand, er nemlig bankerot, hvor talrigt det end er.
Nu har vi igrunden ingen anden Partiskilning end mellem Norske og Svenske. (Danske kan der endnu ikke være nogen Tale om i Politiken). Ved Norske mener jeg nemlig dem, som ville beholde vor Forfatning som den er, og ved Svenske dem, som ville drage os mere ihop med Sverige. Følgelig kan man sige, at Stabell,Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar BaggerudBaggerud] Arne Baggerud, lærar og stortingsmann — og HarbitzHarbitz] Georg Prahl Harbitz, sokneprest og stortingspresident ogsaa jo? — have gjort Svensker af sig — om de forresten have været andet end Svenske al sin Dag —, og at følgelig disse Herrer ikke kan vælges til Præsidenter af andre end Svenskepartiet. Idetmindste maa man i Sverige og det Udland, som mærker sig os, tro, at Stemningen for Statsgjældskontor og øvrige svenske Greier er overveiende i Storthinget, dersom nogen af disse Herrer vælges til Præsidenter. Folk kan da ikke tro, at vi rent fare i Ørska, men gaa efter Omtanke og Sammenhæng. De svenske maa betragte Sagen som vunden, med det Samme de se Stabell f. Ex. valgt til Præsident. For der maa dog være et Sort og et Hvidt i Politiken ogsaa, og man kan ligesaalidt sætte en politisk Kjætter til Præsident, som man kan gjøre en Mormon til Biskop. Dette maa blive Et og det Samme, det. Man kan beklage, at Stabell — atter igjen f. Ex. — ikke skal kunne være Præsident, da han er arbeidsom og godt kan ordne Papirer med mange andre gode Egenskaber, men umuligt er umuligt, dersom Storthingsmajoriteten ikke selv bliver umulig for al politisk Tænkning.
Men Majoriteten bryr sig ikke stort om Tænkning den, men er barnslig og god ligesom Digteren, der ofte viser sin Genialitet just netop i sine Sprang, for tænke greit kan de fleste Mennesker uden at der er det mindste Rare ved dem, men at være glimrende i sine Lignelser og Indfald, der ofte sætte Alting paa Hovedet, det kan de ikke og ere derfor Hverdagsmennesker. Fornuften er igrunden blot en trætkjørt Øyk, medens Poesien er Hesten med Vinger (Pegasus).
Det bliver derfor poetisk at se Stabell osv. paa Præsidentstolen, for did kommer han nok, om det endog skulde være ham, der i Morgenbladet for halvtredie Aar siden talte om Foreningen med Sverige som om et «Handelshus,» der kunde opløses, eller hvad han «praktisk» kunde finde paa at skrive og foreslaa. Det er med ham som nogle af vore gamle Kjæmper, som Øxen ikke kunde bide paa. «Det rauk bare i Reinskuften» efter Hugget er det sagt. Er ikke han en stor Mand, saa ved jeg ikke; men kanske det ogsaa kan komme af det, at vore Politikere ere saa poetiske af sig, at de efter det Grundtvigske Udtryk gjøre «Bukkespring i Luften.»
Ja, ja, lader os nu ikke tale mere om den Ting, men være glade baade i Silden og Poesien og alle vore store Mænd, som Kvast ikke biter paa, for ellers kan vi vente at alle disse gode Ting tages fra os og gives til Folk, som skjønner paa dem.
Fuldmagtskomiteen har indstillet MeinechsMeinechs] Hans Thomas Meinich, fut og stortingsrepresentant Fuldmagt til Antagelse, uagtet han ikke har thinglæst Adkomst til Eiendommen, som skulde give ham Stemmeret. Dette bliver en Fortolkning af Thinglæsningsvæsenet, som ikke stemmer godt med Plakaten af 8de Juni 1787 og den deraf følgende Lære; men da slige Jurister gjøre det, saa gjør det Intet. Men Forvirringen i denne Lære vil blive endnu større.
* * *
*) Kom Redaktionen først ihænde den 8de ds.
Korrespondance
Christiania den 8de Februar
Nu er da Marknaden forbi, og de fleste Fremmede hjemreiste og Byen staar og sturer igjen. Det er megen Moro i Marknadstiden, hvilket naturlig ogsaa alle Mennesker finder, saa at det nu er overflødige Ord at sige Sligt, og derfor gaar det ikke godt af sig, naar somme Folk gjøre sig saa fornemme eller hellige, at de gjøre Nar af Marknaden og dens Væsen. Er det ikke Moro at drive at og fram, baaren af Folkebølgerne? og er det ikke vederkvægeligt at se de mange vakre Mennesker? Det er fornøieligt at se de mange skjønne Varer baade til at etas og drikkas, bitas og slitas. Det er gildt at se slike Stuter og Hester; her var ein muset Hest fra Rødnes Jeld, som der blev talt om 500 Spd. for; det var ein fælt fin og velskabt Hest, liten og net med godt Fodslag, godlidende Ansigt og god Reisning, Bein som Spirer og Lænd med Runding; han var ret som malet paa ein Husvæg. Det er eit godt Slag, han er af, og han har baade Halv- og Fuldsødskende, som ere berømte, men for dyrt er for dyrt, maa vita. Det er nu, at han kan blive Traver, som skulde gjøre det, og det kunde være for ein rik og fin Byfant.
Løverne og Kamelerne og alle disse udenlandske Dyr er det gildt at se paa. Det er underligt for alle de rare Dyr, som der er i de varme Lande, men de maa fryse her nord. Den ene Løve skal ogsaa have været plaget af Gigt i Vinter. Hun taaler ikke Træk hun mere end en anden Dame. Det er Synd om dem, og det er vist ogsaa bespotteligt saadan at klæde Abekattene ud som Mennesker og lade dem dandse og fægte og slikt Noget som alene Folk gjør. Det er nu meget Stygt, man ser paa Marknaden ogsaa, det er ikke for det, men Folk vil leve, og den ene Levemaade kan være ligesaa god som den anden, naar man Ingen gaar for nær, og det sker i al Ærlighed. Det er Intet saa vondt, som ikke at have Noget, og til de Arme skal man nu derfor samle Penge paa alle Maader baade ved at vise store Stuter og lade Damer sælge Sager, de selv have gjort med sine velsignede smaa Hænder. Det er godt dette for de saakaldte Husarme, der ikke som de rette Fattige kunne lade gjøre Exsekution for at faa Hjælp. Derfor maa man benytte Marknadstiden, da Folk altid har en Skilling at yde.
Byraadet tykkes mig burde sørge for at Byen blev pudset og pyntet til Marknads, liksom en Dame pynter sig til et Besøg. Anseede Borgere burde gaa om til de flinkeste Folk i hver Haandtering og opmuntre dem til at stille sine Sager ud, og sørge for Boder og mange andre Ting, som gjorde Byen festlig, saa at Borgerne selv og Reisende kunde hygge sig og gjøre det Hele til en Fest, som Alle havde godt af. Men Folk skal nu være saa sædelige og satte, at de grine til Livets Leik og Lyst, ret som gnagne gamle Folk, gretne Skribenter og gamle Møykjæringer, der alle ere sinte paa Børnene, for de skrike og larme. Børn var ikke Børn og der blev aldrig Folk af dem, dersom de ikke skreik, og Livet er Skrik men Døden er Taushed. Dersom jeg ikke vidste, at Livet kan tale sin Sag selv, saa vilde jeg gjerne tale den. Der er Mange nok som tale Dødens Sag, men hvor mange de ere og hvor godt de tale den, saa bliver dog Døden altid Død, og der bliver aldrig Folk af den. Det er imidlertid bra, at slige fæle Ting ogsaa har sine Talsmænd, for ellers vilde det se for stygt ud i Verden, men jeg vil ikke være det.
Denne Marknad har været «flau,» siger man. Det siger man altid, saa det betyder nu ikke stort. Men en vond Versdag var her 3die Marknadsdag, det er sandt, den var saa grov som man kan se den op i Fjeldbygderne. Det bles og dreiv i Flokke som Ulddotter, og de Mange, som holdt sin Middag paa Torget, fik tykke Sneskavler paa Biten underveis fra Fadet til Munden. Men saa var Veiret saa meget smukkere den næste, og man satte derfor Uveirsdagen ud af Betragtning og holdt Marknad fjerde Dagen med. Man lod liksom Spartanerne Loven sove den Dag, de havde været uheldige. Naturen er ustø: den kan som et Kvindfolk graate og le i sama Rend; men derfor holde vi ogsaa af den.
Idag er Storthinget og Regjering og VicekongeVicekonge] Karl, svensk kronprins og visekonge til Kirke. Der blev ringet sammen, da Vicekongens Vogn kom. Imorgen skal Storthinget aabnes, og der er talt meget om den Stol, som gjøres færdig til Kronprindsessen.Kronprindsessen] Louise, svensk-nederlandsk kronprinsesse Det er slig Rift efter Billetter, at det er svære Ting, og det er ikke saalidet at se og høre paa heller. Byen er altsaa ikke forladt, om Størsteparten af Marknadslyren er borte; men Slikt er nu ikke mere at se som det, at ei stor og staut Kone fra Øster- eller Gulbrandsdalen gik ved Siden af sin Stabbe af Mand og røykte af sin Sølvholkede. Det var nok ei rik Rugge det. Det er mangesteds i Landet gildt, at Konerne — og Jenterne med — røyke — drikke, siger man — Tobak, og det er heller ikke ilde, naar hun sætter sig i Gruva og karer en Glød eller Eldmyrje op i Pipa og derpaa staltserer at’ og fram paa Gulvet med Skautet hyllet ind i blaa Skyer. Men saadan at gaa paa Hovedstadens Gader tyktes jeg nu meget bedre om. Man sige hvad man vil, saa var hun dog Marknadens Løve, og saa stø gik hun, at hun nok følte sin Værdighed.
Korrespondance
Christiania den 13de Februar
Storthinget holder nu paa at levere ind sine Forslag, hvilken Indleveringstid varer Februar Maaned ud. Disse Forslag tages derpaa og sættes i Klasser, og de, som ikke kommer i 1ste Klasse, bliver der intet af med. Naar man ser alle disse Forslag, skjønner man, at Storthinget ikke kommer for tidt sammen, eftersom Halvparten ikke tages med om Gangen. Det er det, Folk ikke fatter, at Storthinget kan have noget at gjøre saa tidt; de tro, at det dog engang maatte blive færdigt, saa man fik rent Bord; men det gaar, som man ser, ikke saa: man bliver aldrig færdig, for det, som man troede færdigt engang, det viser sig om nogle Aar at være for gammelt og maa friskes op; dertil kommer, at Livet altid viser nye Sider, som man før ikke kjendte til. Storthinget bliver ikke færdigt, før man bliver færdig med at æde og drikke; det er Et og det Samme det. Storthinget kunde gjerne være samlet hvert Aar, og det havde fuldt op at gjøre. De Forslag, som ikke blive lagte bort, det bliver nu alle disse Lønsforhøielser, som Alle søge om i disse dyre Tider. Selv Skarpretteren søger om den, og uagtet Skarpretteren lever for at dræbe, maa han dog leve. Nu ere da Tiderne forandrede: vi mindes Alle, at man talte om Embedsmændenes høie Løn, og man var endog i 1851 næsten paa Veien til at gjøre Revolution, fordi Embedsstanden havde det for godt, og nu er den saa ilde faren, at gode Gaardmænd ikke vil lade sine Sønner blive Embedsmænd fordi det er saa smaat med disse. De lade dem blive Mekanici, Hjulmagere, Rokkesvarvere, Parykmagere og Garvere, selv om de ere saa rige, at de kunde leve af sine Midler. Folk vil nemlig tjene Penge først og fremst, og det Øvrige har ikke stort paa sig. Jeg tror dog ikke, at Embedsstanden er saa ilde faren, at her endnu er nogen Fare paafærde. Embedsstanden skal hverken leve for godt eller for ondt, den skal leve saa midt imellem, at den netop er sulten til hvert Madmaal, og saa tror jeg den har det nu.
Her er bleven lidt stilt nu efter alle Høitideligheder og Livet gaar sin vante Gang, som ingenting var, hvorfor ogsaa Aviserne igjen begynde paa sine dybsindige Emner, om Sprog, om Politik og især religiøse Materier. Morgenbladet er svært idag til at tale i en præstelig Tone om at Ingen skal tale i Religion undtagen Fagsmænd. Men skal der i nogen Sag være tilladt at Folk snakke med, saa maa det netop være i religiøse Sager, hvor Alle og Enhver maa have sin Mening, da den Ting ikke er noget Fag, men et Fælledsgods for os Allesammen. Livets daglige Lag tager det ogsaa paa den Fod, idet man altid ser at Folk, som skulde synes at have mindst Ret til at tale, just netop er med i religiøse Ting. Man ser jo Skræddersvende f. Ex. optræde som Prædikanter og forkynde, at de netop have fundet Sandheden, ret som en Chemiker eller Mathematikus fortæller om en stor Opdagelse, han har gjort. Og vi se jo ogsaa daglig, at Arbeidsmænd holde Samlinger og forkynder, at Præsten ikke lærer purt og rent. Nei, gode Morgenblad! paa den Vei kommer Du ikke langt. Folk maa virkelig være med at snakke om aandelige Ting, for paa dem forstaar Alle sig godt. Det klinger lidt sært, men det er sandt, at Folk tror at de kjende baade Gud og Fanden tilbunds, vide hvad de have fore og af hvad Natur de ere, og vist er det, at de kjende disse høieste Væsener bedre end de kjende sig selv; thi ellers vilde de ikke tale med den Dristighed, som de gjøre. Fortæller nu Nogen dem, at de dog ikke kan kjende disse Væsener saa gjennem godt, saa skjeldes den ud for ugudelig, som drister sig til at mene Sligt. Smaalaatne ere ikke disse Folk; de ere tværtimod meget storlaatne. Vist er det ogsaa, at en Mand om han saa var Professor i Theologien ikke kan komme til nogen Mand og sige: «Lad mig om den Ting!» Paa disse aandelige Veie ere vi Alle blinde, og vi maa være saa gode at tro, og iøvrigt tale efter vor Opfatning og Livserfaring. Patent har Ingen paa den Ting. Det er som man skulde leve midt i Pavedømmet, naar man læser Morgenbladet idag. Det er reint for fælt, det.
Denne hele Historie kommer af nogle Ytringer til svenske og danske Blade, at vore Lærere i Theologi ikke skulde like Naturvidenskaberne og at de skulle vilde indføre Troestvang igjen. Hvad nu dette sidste angaar, saa tror jeg at man paa enkelte Undtagelser nær gjør dem Uret; de ere nemlig blevne sin Grundtanke utro og taale andre Truir ved Siden af sin, hvilket de ikke maatte gjøre, men forfølge Andre med Ild og Sværd, dersom de truddetrudde] retta frå: trude paa sin egen Tru. Det var bare en Kjærlighedsgjerning det. Og hvad nu det Første angaar, at de ikke like Naturvidenskaberne, saa er det noget, man gjerne kunde lade være at snakke om, medmindre man med det Samme sagde, at de heller ikke like Filosofien. Det er nemlig vist og kan bevises, skjøndt det ene Vidne er dødt nu, at en af vore lærdeste Professorer i Theologien sagde til en Theolog, der beklagede sig over, at han ikke havde hørt de sidste Halvaarsforelæsninger over Filosofien, for saa kunde han maaske have faaet Laudabilis: «Tak din Gud for Du ikke har gjort det, for ellers var Du bleven en Mand, som vi ikke kunde have brugt.» Men slige Ting behøver man just ikke at sige til Udlandet, skjøndt de vistnok der have den samme Surdeig, saa at der intet Rart var i det.
Vi ere vistnok i disse Sager liksom i Politiken det lykkeligste Folk, og man finder vist ikke hos os ein af de hundrede Galskaber, som ere i Udlandet, det skulde da være Danmark som var jævnklogt med os, og det er ogsaa snaut nok. Skulde vi have Greier som i mange Utlaand, saa vilde vi tro, at det var paa Verdens Ende. Nei, da ere vore stiveste Theologer Gudsfugle mod Professorer i selve Tydskland og England, endsige i Frankrig, Østerrig og Italien, og i Sverig der er Graastein nok der med. Det vilde ogsaa lidet nytte at snakke for os som for de store uvidende Hobe udenlands. Vær nu rimeligt Morgenblad og gjør ikke Skinhellige blandt os! Det vilde være Synd om vort opvakte Folk, om det skulde lykkes, hvor faa der end kunde vænnes til at hænge paa Hovedet. Det er forresten Mange nok som hænge paa det alt nu, det er ikke for det, og dersom her ikke snart danner sig en kraftig Modvegt, vil vor unge, snille theologiske Stok blive en Vantrivning, som ikke hører hjemme her; og med det vilde ingen af os være tjente: Vi trænger saart til dem, naar de ere sunde, greie, gode Mennesker. Her er Uvidenhed nok at kjæmpe mod, hvor oplyst her end er mod mangesteds.
Korrespondance
Christiania den 11te Februar*)
Dersom det var tilladt at udtale nogen Mening om PræsidentensPræsidentens] Georg Prahl Harbitz, sokneprest og stortingspresident og VicekongensVicekongens] Karl, svensk kronprins og visekonge gjensidige Taler, saa maatte man sige, at de vare bra; men Vicekongens var dog bedre, for der var Følelse i den. Det er ikke godt med slige Taler, som gjøres op i Forveien, naar man maa indbilde sig Stemningen istedetfor at føle den af Øieblikkets Indtryk, og naar det nu tillige er Mange, som skal rette Stil, saa er det næsten et Vidunder, at der kan blive det Mindste igjen, som er andet end Luft. Præsidenten kunde dog gjerne have ladet være at tale om vore «indskrænkede» Forhold. Det er ikke ganske rigtigt at kalde Forholde indskrænkede, naar de kan udvikle en Handelsflaade, som er den 3die eller 4de i Rang, og desuden maa man aldrig i Politiken være beskeden; det kan den, som vil, være i det daglige Liv. En beskeden Politik er som en broderlig Politik, og den er igjen som et broderligt Kortspil.
«Gode Herrer og norske Mænd» er heller ikke et rigtigt Udtryk: her er nemlig ingen Herre her som kan modsættes norske Mænd. Det er ikke som i Sverige. Vil man derimod med begge Ord sige det Samme, saa er vistnok Udtrykket rigtigt, men overflødigt. Her ere vi enten alle «Herrer» eller «Mænd.»
Der var stort Lag hos Vicekongen Middagen efter Storthingets Aabning, og man skjød, saa det var en Lyst. Det er ilde, at Vicekongen, der bestræber sig saa godt for at tale Norsk (Dansk), skal indbyde Storthingsmændene paa Svensk, men det maa vel være Hofmarskalkens Skyld; men saa kunde han have en norsk Hofmarskalk, som ogsaa vilde være en rimelig og ventelig Ting. Disse svenske Farver paa Kudske- og Tjenerskab ere ogsaa leie, fordi man kan finde nogen Politik i dem, og i det Hele taget kan det Ordsprog gjøres gjældende overalt, at man skal tage Skikken der, den er, og ikke føre den med sig. Der ligger intet Barnagtigt eller Ukjærligt i Misnøien med alle disse gule Flag og svenske Kokarder, der ligger blot en rigtig politisk Tanke i den, og Vicekongen vilde vist være den Første til at finde en saadan Misnøie i sin Orden, naar blot Nogen havde Mod til at udtale den, hvilket Mod jeg vilde raade dem til at have, hvis Røst kunde høres. Der er bestemt ingen Fare ved det. I Foreningsforedraget med Sverige af 6te, 5te og 4de Juli 1319 bestemtes, at den fælleds Konge Magnus den 7deMagnus den 7de] Magnus VII Eriksson, konge skulde være omgiven af kun norske Mænd i Norge og svenske i Sverige, idet der i Post 2 heder: «Skulle og intet af Rigernes Mænd følge ham længer ud af deres Rige til det andet Rige, end til Rigsgrændsen.» Hvorhos der i en anden Post meget bestemt anføres, at den fælleds Konge ikke maatte være længer i det ene Rige end i det andet. Det var saa rigtigt dette, at man kan forundre sig over, at slige Tanker ere tabte; men det gaar med Tanker som med enkelte Kunster: man glemmer dem bort, og Verden famler efter dem, men finder dem ikke.
Det er nu en utidig Demokratisme naar man ikke liker eller endog tillader sig at gjøre Nar af Rigsherolderne, som vi nu sidst saa i Søndags saa stadseligt ride gjennem Gaderne og forkynde Storthingets Aabning. Foruden at henvise til England, der har meget af sligt Slag, og dog er et frit Folk, kan man sandt bemærke, at slige Symboler paa Statsmagterne ere nødvendige for at styrke Troen paa dem, selv om man indbilder sig at være saa oplyst, at man kan nøies med den blotte Tanke. Ingen er nemlig saa oplyst, ligesaalidt som Nogen er saa aandrig, at han kan undvære et Legeme. Almuesmanden trænger især til Symboler og fatter ikke lettelig en Ting, der ikke poetisk kommer ham imøde under Lignelser. At ivre mod Herolder er næsten ligesaa daarligt som at ivre mod kongelig Kroning, hvilket Norge kan erindre fra en 10 à 12 Aar siden. Vi maa netop ønske at Kongen efter Grundlovens § 10 ret snart vilde lade sig krone og salve i Trondhjems Domkirke. Det vilde gjøre godt at se dette, og for os som et forenet Folk, hvis Selvstændighed man ikke saa let vil erkjende, vilde det have virkelig Betydning for Verden. Det turde derfor let hende, at der er mange Mægtige som ikke gjerne ser, at Kongen krones hos os, og maaske kan igjen dette være en af Aarsagerne til, at Kroningen opsættes saa længe, indtil det kunde blive forsent med den nuværende Konge, og saa var man kommen i Vane med at lade det være.
Disse Betragtninger ere de samme som de, der i saa mange Aar fordrede Flagets Frigivelse, og en Glæde over at disse Ting bleve ordnede, vilde være ligesaa begrundet som den, der hilste Flaget og sang over det. Flaget er ogsaa et Symbol, og at dette føres videre om i Verden gjør intet i Sagen her.
* * *
*) Kom Redaktionen først ihænde den 15de ds.
Korrespondance
Christiania den 18de Februar
Vort Aftenblad det gjøre maa
hver Fiende til Fabel.
Nu skal det koge Suppe paa
han Adolf Bredo Stabell.Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar
Stakkars Stabell! nu er han igjen ude for det. Det er ikke første Gang, og bliver nok heller ikke den sidste. Men Stabell er saa lykkelig, at man tager ham for stridt, hvorved Folkets Hjerter vendes til ham igjen. Saaledes ogsaa nu. Dersom det nemlig havde været sandt, hvad Aftenbladet fortæller om i Laget hos VicekongenVicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge efter Storthingets Aabning, saa vilde han kunne være gjort fortabt ved at stille Sagen frem for Folket i al Enfoldighed. Thi det, at han paa den Maade, som det fortælles, ligesom giver sig ud for at være Storthinget selv og kræver Musik for det og giver Militæret at forstaa, at Storthinget sidder med Pengepungen, hvorfor Militæret burde være mjukt, Alt det er virkelig for drygt, selv om det betragtes som Fjotteri og Selvforglemmelse. Man kan vel sige, at Stabell ikke mente saa ondt med det, tværtimod kunde det være en høi Følelse af Storthingets og Folkets Værdighed, men slige Følelser skal udtales med Forstand og Værdighed fra et saadant Sted og ikke træde frem som Flauseri. Men Stabell er barnagtig; han sætter sig gjerne ned paa Sofaen med Kongemagten, røger en Cigar med den og snakker som en Triaaring. Og Herregud, om han nu var bleven storagtig af det, at han havde været ved Hoffet, hvo vilde forundre sig? Han, som er saa vandt ved Foragt, maatte man vente, skulde stelle sig som Jeppe paa Bjerget, da han kom til Himmels. Verden er nu urimelig den, naar den ikke vil tillade Sligt. Det er dog lidt leit, at de faa Hofmænd, vi have, ikke skal kunne stelle sig fint nok, og derved give vor unge frie Stat Ærbødighed paa høie Steder. Det maa skjære os i Sjelen, naar en af vore Diplomater dætter paa Gulvet, idet han skal bukke, og naar en Odelsthingspræsident er Jeppe; men Sligt kan nu ikke undgaaes saa i Førstningen og vi skulle være barmhjertige og betænke, hvorledes det vilde gaa os, der læste i vor Tale og Skrift dette. Disse arme Mennesker ere vist ulykkelige nok, om ikke vi lægge Stenen paa Byrden.
Lader os derfor Allesammen dække Stabell med Kjærlighedens Kappe og betænke, at han igrunden er en altfor liten Mand til at spilde saamange Ord paa.
Her har forresten været megen Tale om disse Ting, før de kom i Aftenbladet, og Storthingsmænd var liksom rædde, at Historien skulde komme ud; men Aftenbladet er igjen Organ som i 1854 om Greierne med FyrskibsbestemmelserneFyrskibsbestemmelserne] retta frå: Firskibsbestemmelserne. Landet kan være stødt paa, at intet sker i Storthinget, uden Folk faar vide det, hvad enten det saa sker for lukkede Døre eller som her i et Lag. Det kan være morosomt nok for Hjemmefolk dette, men det kan ogsaa være leit nok for Udlandet; og en Avis, der kommer utom Grændsen, burde være lidt forsigtig. Jeg kunde snakke væk; men se, om jeg ikke tier stille eller ogsaa gjør Tingen gemytlig.
Morgenbladet er godt iforgaars, men dristigt, da det siger, at vi maa sige stop til de svenske Fordringer om Toldfrihed og til en nærmere Sammenslutning i det Hele taget. Jeg undres nu, hvad de svenske Blade ville sige til disse rene Ord for Pengene? De ville ventelig staa og af Forfærdelse holde Hænderne foran sig og slippe den Avis, de have i Haanden. Morgenbladet skrev Noget, som jeg i min vesle Læsekreds kunde have skrevet og virkelig har skrevet; men Morgenbladet! Det er saa forunderligt nu, at man kunde blive ganske ør, dersom man ikke var vant til slige Volter, men i andre Retninger. Det er umuligt af Aviserne at vide, hvor Politiken bærer hen. Og dog trængte man nu til en Retledning under alle disse politiske Dunster, som hænge i Luften; men Aviserne ere ikke saa kloge som Fuglene, der skjønne Veiret.
Kun en Ting er vis, og det er, at vi nok Alle som en Mand staa imod Overgreb, hvor de end komme fra. Men saa ere vi ofte tullede og skamfere den gode Sag, hvorpaa Hr. Stabell — om det er sandt, hvad der nu fortælles — er det bedste Exempel. Det kunde nok saaledes have været bra at faa Musik for Storthinget som for den anden Statsmagt, og man havde vist faaet den ogsaa; men saa kommer Stabell, og dermed bliver Musiken borte i lange Tider. Det er rart, hvad Politiken dog kan gjøre. Det er nemlig en bekjendt Sag, at Stabell ikke liker Musik, og at den for ham, selv om Ole Bull spiller, er som man filte paa et Vedtræ; men nu da der var Spørgsmaal om Storthingsmusik, da blev han saa forpikket paa Musik som vore unge Herrer, naar de ville se rigtig fine og smagfulde ud. Det er besynderligt med den Politiken.
Den har gjort Mange galne den.
Bare nu ikke vi igjen gjøre Politiken galen!
Korrespondance
Christiania den 20de Februar
Naar Kongen taler til Storthinget med den saakaldte Throntale, saa skulde ogsaa Storthinget svare Kongen med en saakaldt Adresse, hvori det udtalte sine Meninger om Styrelsen og Landets Tilstand liksom Kongen gjør det paa sit Vis. Det vilde bare være Svar paa Tiltale, og det er underligt at Storthinget ikke gjør dette paa en anden Maade end det gjør. Under saadant Ordskifte (Debat) kunde Storthinget sige mange gode Ting og for Verden vise, at det er en Nationalforsamling, som har Øie med Politikens Gang. Naar nu slige Taler bleve gjengivne i udenlandske Aviser, vilde Udlandet skjønne, at vi vare et selvstændigt Folk, som Kongen aflagde Regnskab for, og som se efter Posterne i Regnskabet. Det vilde være godt for meget dette, og man kan ikke ret forklare sig, hvorfor man ikke gjør det; men somoftest kun vedlægges Throntalen Protokollen, som det kaldes.
Nu iaar har dog Thinget gjort en Adresse istand; men det skeede inden lukte Døre, saaat Verden intet ved om Forhandlingerne, som vilde være det bedste, men maa lade sig nøie med det drøftede Svar, hvori der naturligvis ingen Merg igjen er, og enda faaes ikke dette Svar, før Kongen har læst det, om forresten da Storthinget lader det komme ud.
Det er en underlig Skik saadan at stænge sig inde, naar en Sag af den Vigtighed omhandles. Det er i bedste Fald en Saarhed mod Kongemagten, som hverken den eller Folket kan være tjent med. Man skal aldrig være ræd for at sige det, som Ret er, naar det siges paa en pyntelig Maade, og fint vilde Alle snakke om denne Ting. Men hvor fint der end tales, saa falder der dog altid mere af en Forhandling end af et saa afpudset Svar, der blot bliver en Formsag. I denne Sag kunde der være Tale om Politik i god Betydning, medens der i de fleste Sager, som Verden naturligvis faar høre, om den bryr sig om det, kun er Tale om Ting som man ogsaa hører i Formandskaberne. Det er mærkeligt, at Storthinget saadan vil liksom give bort en Magt og Værdighed, som det ubestrideligt har. Det vilde være at tage Staven i rette Haanden frit at udtale sig om Regjeringens Handlemaade i de forløbne Treaar, og nu vilde især Novembertraktaten have givet en god Leilighed til at tale om vor udenlandske Politik; ikke for det, at man vilde have klaget over Traktaten, men desbedre kunde der være talt. Man kunde altid have vist sig som Karl, og naar man er det, bør man ogsaa vise det. Ting af en almindelig Beskaffenhed, som Storthinget ellers ikke let kan tale om, kunde det ogsaa her have udeladt sig med. Som Svar paa Budskabet om, at Prinds OscarOscar] Oscar, prins skal gifte sig, kunde der være talt om Kongehusets udenlandske Forbindelser; saaledes gjør man det i det engelske Parlament, og om det end maatte være blivt noget smæri hos os end det støri eller største hos Engelsmanden, saa vilde det dog have været af samme Slag. En og anden Taler kunde ogsaa have talt saa fint om Studenterhvervingen og end finere om Korrespondentserne i franske og engelske Blade, om Nødvendigheden af at Rigerne flyde mere sammen, hvilket Alt vel maa henregnes til Politiken, som især Storthinget skal have Øie med. Men her er man saa blygsam, at man rødmer over det mindste Ord. Man er i Politiken som de fine Folk i Æsthetiken, der blive undseelige over HolbergHolberg] Ludvig Holberg og kalde ham «plat.» Men denne politiske Undseelse kan blive liksaa farlig som den æsthetiske, nemlig at den kan tilintetgjøre den sunde Natur. Kongemagten kan en vakker Dag sige til Folkemagten, at den smukt skal tie stille om slige Ting, idet den fra sin Side har fortolket Grundloven saa, at disse Sager skal være hemmelige, og med denne sin Fortolkning bør den fremdeles være bunden.
Det skulde Ingen have hørt sligt et Hemmelighedsvæsen i et frit Land! I 1848 da man skulde bevilge Penge til den «skaanske Krig,» gjorde Storthinget det ogsaa hemmeligt, uagtet Landet vel havde fortjent, at faa hørt hvad dets udvalgte Mænd talte. Det vilde vist under den Forhandling været faldne Ord, som havde givet Kongen Betænkelighed ved at benytte den bevilgede Pengesum. Det er under slige Forhandlinger man liksom salter Politiken; man bevilger og gaar ind paa det og det som sædvanligt, men gjør det paa en Maade som forbyder den udøvende Magt at indlade sig paa Andet end det, som Folkestemningen vil.
Hvad skal vi med Offentlighed, kunde man sige, naar der bare tales om Broer, Veie, Lønninger og alt sligt husligt Stel? Det kan gjerne afgjøres inden lukte Døre, men Landets Livsspørgsmaale saasom vore udenlandske Forbindelser og Pengebevillinger til Krig, disse Spørgsmaale burde vi Alle høre, og det er fast ubegribeligt, at Nationen ikke afsætter de Mænd, som stemme for slige Hemmeligheder. Det gaar let for sig at afsætte dem, nemlig ved ikke at vælge dem næste Gang.
Saa slap man ogsaa disse utilladte Meddelelser, der oversættes ved det, at «Væggene have Ører.»
Korrespondance
Christiania den 25de Februar
Nu sover Politiken liksom en Stund, mens alle Forslag komme ind til Storthinget. Det er imidlertid en Uskik at man ikke modtager Forslag længer end til Udgangen af Februar, det vil sige fra Private; thi et Forslag fra Regjeringen modtages, naar det skal være, idet man nemlig bliver enig om at sætte det i 1ste Klasse, som det kaldes. Saasom nu var det ikke i Storthingets første Dage, men Reglementet er lidt efter lidt forandret. Endelig er man da kommen til det, at faa en Storthingstidende; man syntes nok, at man efter alle Bevillinger til Hurtigskrivere omsider maatte benytte dem, hvormeget der end kunde være imod at anvende saamange Tusinde Spd. paa et Verk, som Faa magte at læse. Det har som rimeligt været svare Ting for al den Kappen og Indflydelse ved Kjendinger, der har været blandt Bogtrykkerne for at faa dette store Verk at trykke. Det lykkedes omsider Bogtrykker JensenJensen] Hans Jacob Jensen, boktrykkar at faa baade det og den vesle Tidende. Det var ganske underligt, at ikke Fabritius,Fabritius] Wilhelm Christian Fabritius, boktrykkar der blandt andre gode Ting har faaet Tillægget til Psalmebogen, ikke ogsaa fik disse Storthingstidender. Han kjender saamange formaaende Folk han og er en fin Herre til at stelle sig. Men der var en Mand, han ikke havde lagt sig ind med, og denne samme Mand har altid meget at sige, enten man saa vil vedstaa det eller ikke. Tilslut vilde man, efter at det alt var blevet afgjort, knibe Jensen ved at kræve Kaution, men den blev nedsat, og Jensen kunde skaffe den. Med Overbestyrelsen af Hurtigdriverne eller den, som fra Indholdets Side skulde staa for Tidendens Rigtighed, har der ikke været mindre Kunster for at hver kunde faa frem sin Mand. Omsider er det dog med megen Diplomatik lykkes at faa Overretssagfører Palludan,Palludan] Hans Koefoed Paludan, advokat og stortingsstenograf hvilket ogsaa er en rimelig Ting, da han er den ældste i Kunsten (?) og desuden i en Stilling, hvorvel Mange ikke liker ham, hvorfor de vist ogsaa vil komme med Indsigelser mod en og anden optagen Tale; men dette vilde man under enhver Mand have gjort. Det er en Ting, som ikke kan undgaaes, al den Stund Folk ikke altid liker sine Taler saa godt paa Prent, som naar de holdes. Dette store Trykningsstel synes at maatte afstedkomme Forrykkelse i vor Bogtrykkerverden, for det er en Tilvext, som er betydelig. Der lyses ogsaa allerede efter Sættere til forhøiede Lønninger. Nu kunne vi da sidde hjemme og læse os til Alt det, som tales i Storthinget. Storthingsgalleriet bliver udvidet til det hele Land, og man venter at dette vil gjøre Folk mere rædde for at tale, og derved paa Tid spare, hvad man lægger ud i Penge. Men paa den anden Side kunde der ogsaa gives Folk, som ville tale mere, naar Alt, hva de siger, kommer ud i Verden. Den, som var flink til at tale, synes mig maatte tænke saa. Men da der nu sidder saa Faa som kan tale godt, saa vil nok denne Indretning virke besparende paa Tid og fremme Forretningsgangen.
En Mangel ved denne store Storthingstidende er den, at Komitéindstillingerne ikke tages med ind i den, men at de nu som paa de senere Storthing skulle trykkes særskilt. Det er ofte disse Indstillinger man helst læser, og Alt burde være samlet paa et Sted, for ellers bliver meget haltende. Men med denne Ting er Intet at gjøre nu.
Det er betydeligt, hvor man ruster sig paa til dette Thing for at faa vide, hvad de ærede Herrer tale. Christiania-Posten har gjort store Opofrelser for at faa «Referenter.» Den har, som jeg har hørt, lønnet en med 130 Spd. maanedlig, og denne har for denne Løn taget en Anden med sig for 40 Spd., hvorved han altsaa har igjen 90 Spd. eller Løn som en Storthingsmand. Chr.-Posten gjør rosværdige Anstrengelser. Morgenbladet er derimod det gamle Morgenblad, som mælker Kua og lader Andre føde den. Det bød nok en flink «Referent» 30 Spd. Maaneden, men han blev stødt og med Rette. Det er et svært Arbeide at være «Referent,» hvorfor det ogsaa fortælles, at Referenterne for Times i Parlamentsferierne gjøre Reiser til Fastlandet og især til Italien, hvor Adolf StahrStahr] Adolf Stahr, tysk forfattar fortæller han saa dem ved Bredderne af Comosøen, liggende i Skyggerne med sine skaldede Pander og trange engelske Buxer.
Hvorledes Aftenbladet har sørget for Referenter, er mig ikke bekjendt; men at det godt har sørget for den Ting, er rimeligt. Den ene af Redaktionen er desuden Hurtigskriver selv.
Det er en stor Forskjel paa Tiden nu, mod da Morgenbladet som en liden Lap var saagodtsom det eneste Blad, der endog ved Siden af Komitéindstillingerne gav Efterretninger om Storthingets Forhandlinger til Dagens læsende Mennesker, og de egentlige Storthingsforhandlinger ere ogsaa fra den Tid nogle smaa Bøger i Ottendel. Men Storthinget talte nok den Gang liksaa godt som nu og kanske bedre til, og det bliver dog Hovedsagen. Men det har ogsaa sin store Betydning, at Landet kan være med og se sine udvalgte Mænd paa Fingrene. Først derved bliver Livet ret offentligt. Enhver, som kan læse, bør være Politikus, og taber Folk Lysten til det, saa er det ikke godt.
Korrespondance
Christiania den 27de Februar
Her har været skrevet meget i den sidste Tid om de Grund- eller Ugrundsætninger, som Regjeringen følger i sine Besættelser af Landets Embeder. Men dette er Ting, som man aldrig bliver enig om, idet En med Rette ser paa Orden, Flid og Arbeidsdygtighed, som de uundværligste Egenskaber hos en Embedsmand, der dog fordetmeste er en blot og bar Arbeidsmand, som efter Forretningens Indretning maa skrive og læse Skrift i det Uendelige. En Anden ser med liksaa stor Ret paa Aandens Begavelse, der alene sætter Mennesket istand til at finde Sagens Kjerne og afskjære unyttige Omsvøb. En Tredie ser med den samme Ret paa Aldren, og vil at den skal komme til sin Ret. Nu at forene alle disse berettigede Hensyn er ingen let Sag, naar et Embede skal besættes. Det Rette var dog naturligvis nok, at sætte den arbeidsomme Ordensmand til et Oppebørselsembede; den begavede og tillige kundskabsrige Mand til Amtmand eller Dommer, og til dette sidste især nu, da vi vel snart maa vente en mere mundtlig Procedure med Afskaffelse af nogle af de mest aandsfortærende og uoverkommelige Skriverier til de underordnede Retter. Sker dette, vil mange af de nuværende Underdommere være ilde farne; thi der bliver da Spørgsmaal om at lede en mundtlig Forhandling og afgjøre Ting paa staaende Fod, som nu beskrevne kan tages hjem og ret ofte udføres af Fuldmægtige. En saadan Forandring kan ikke være langt borte, da alle skjønsomme Folk, som kjende den nuværende skriftlige Forhandlingsmaade ved Retterne, sige, at den er urimelig, og blot tjener til Skjul for Udygtigheden og til Forhaling af Borgernes Rettigheder. Det burde ogsaa Regjeringen betænke og ikke ansætte Folk til Dommere, som ikke kunne bestaa, naar denne mundtlige Tid kommer. Den betænker dette vist ogsaa, men ofte synes det dog som den ikke gjorde det.
Det tredie Hensyn med Befordringer er Aldren. For denne skulde man vælge Embeder, som Digteren WesselWessel] Johan Herman Wessel bad om i det danske Kancelli, nemlig saadanne, hvor der var lidet at gjøre og meget at tjene. Vi have adskillige slige Embeder, f. Ex. de høiere Embeder i Toldfaget, hvor Størsteparten af Forretningerne meget godt kunne udføres af Tjenere. En Stat bør ogsaa have en god Del saadanne Embeder til Belønning for gamle fortjenstfulde Mænd, alden Stund ikke Staten foretrækker at belønne dem paa en anden Maade. Men saa maa ogsaa Udnævnelsen til slige Embeder ske med megen Forstand, skal ikke Nationen blive opbragt, og kaste et ufortjent Had paa den hele Embedsstok, det sige ikke rette Smed for Bager.
Et fjerde Hensyn med Befordringer, der vistnok mere klinger som Spot end alvorlig Tale, er Kjendskab og Venskab. Man kan tale mod dette saalænge man vil, saa bliver det dog et Hensyn, der holder sig længst af alle, det er, det holder sig saalænge som Menneskene ere Mennesker, og det er et Bevis paa Sandheden i vor Statsindretning, at dette Hensyn ikke gjøres gjeldende. I intet andet Land i Verden tages der forlidet Hensyn til det. Det kan man støt sige. Hvorledes gik det vel hos os før, mens vi vare under Danmark? Den som giftede sig med en Ministers end sige kongelig Elskerinde fik et Dommerembede eller anden ophøiet Stilling, hvad han saa forresten dugde til. Han fik Privilegium paa en Bro til at oppebære Bompenge af, eller Eneret til Handel med visse Varer. Vi have endnu Slægter af slige Folk, og enkelte Baand hængende igjen. Saaledes har man det den Dag i Dagi Dag] er sett inn i de fleste Lande. Naar vi betænke dette, saa forsones vi, om en Departementsmand, der længe har kjendt Statsraaden, faar et Embede, som en Anden kunde have faaet. Vi tykkes nok, at dette er lidt urimeligt; men vi have faaet saa store Retfærdighedsfordringer, at vi ikke ere gode at matte.
Jeg synes at alle Klager over Embedsbesættelser burde ende som jeg her, saa vare de idetmindste forsonlige.
Her er kommet to gode Forslag til Storthinget i disse Dage. Det ene er fra Stabell,Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar at Regjeringen skal høre ud om sig efter et Statslaan til billigste Pris, mens Storthinget er samlet, for at det kan vide hvad det har at fare med til alle Jernbaner og Dampskibe. Men Laanet faaes nok ikke billigst i Udlandet nu i denne Pengetid. Det kommer derfor til at gaa Staten, som naar en Mand skal gaa til en Diskontør. Det er farlige Sager at indlade sig paa. Man faar nok heller bie med Jernbaner, indtil vi selv faa Penge.
Det andet bedre Forslag er af UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar om Menighedsraad. Det bliver et Fremskridt i kirkelig Retning, hvorfor ogsaa Præster selv have bedet Ueland om at fremsætte det, hvilket han naturligvis alligevel vilde have gjort.
* * *
Den saakaldte Turnforening holdt om Søndagen en Auktion for at samle Penge til en Bygning for sig. Medlemmerne havde sendt ind Sager, dels indpakkede og dels aabne, hvilke alle bleve solgte til urimelige Priser, da det blot var Spørgsmaal om paa den Maade at yde Understøttelse. Men der kom mange underlige Ting for en Dag, blandt andet en Dukke i Legemsstørrelse, der laa i en tilspigret Kiste. Jeg tror det var 6 Spd. der blev givet for den, og Kjøberen blev hel underlig tilmode, da han saa, hvad han havde faaet. En Anden fik Vand og Brød o.s.fr.
Man samler Penge paa mange Maader og Tiden er ikke ueffen til at finde paa det. Men det var vist bedre at yde, hvad man vilde frivilligt, skjønt det nok giver Anledning til nogen Latter, især ad de Kjøbere, som ere flaue og tro sig fornærmede naar de have faaet altfor urimelige Ting.
Korrespondance
Christiania den 1ste Marts
Enhver ved, at der op i Akersdalen eller ved de saakaldte Sage er en Fabrikby; men hvad Enhver ikke ved er, at disse Fabriker med Vandfald ere værd over 2 Millioner for Øieblikket og dog paa al denne store Værdi kunne Eierne ikke faa laane en Skilling i Bankerne, uden at Laanet hviler paa Personerne, som maa staa for det. Paa den mindste Jordflæk eller et Hus i Byen kan man faa laane, men Fabrikerne have i vore Banklove ingen Betrusel. I Udlandet er det ikke saa, idetmindste ikke i England, hvor man kan faa laane paa en Fabrik som her paa et Hus, naar Bygningen er noget fremskreden. Denne Mistillid til vore Fabriker har trykket dem og nu i disse Pengetider fandt man Trykket altfor uudholdeligt, hvorfor ogsaa Fabrikeierne i disse Dage have havt Samlinger og agte at indgaa til Storthinget med Forslag om, Banklovene gives den Bestemmelse, at der ogsaa kan laanes paa Fabriker som paa andre faste Eiendomme. I modsat Fald ville samtlige Fabriker danne en Forening og optage et udenlandsk Laan, for hvilket de allesammen ere ansvarlige. Der blev paa Børsen udnævnt en Direktion forleden Dag til at sætte dette i Verk, og man forundre sig over, at dette Skridt ikke er gjort før. Men Tiderne have været bedre, og Fabrikvirksomheden mindre, saa man har baaret over med den tankeløse Lovgivning. En Fabrik, som beskjæftiger sig med Ting, som ere nødvendige for Livet, en slig Fabrik er neppe mere udsat for Fald end Bygaarde og selv Landeiendomme, og det er derfor ufornuftig af Laaneindretningerne at nægte dem Laan, eller rettere, det er urimeligt af Staten at behandle Fabrikerne paa den Maade; thi Laaneindretningerne blive altid af med sine Penge. Gaar nu Storthinget ikke ind paa Fabrikherrernes Forslag, saa optage de selv et Laan paa 1 Million ventelig for det første, men selv om det ikke blev mere end en halv, saa vilde det gjøre en stor Forandring i vore Pengeforholde, som Alle erkjende at være trange, men hvoraf Trangen kommer, derom ere ikke Alle enige.
Det er ikke rigtig for Landets Velvære at gjøre Fabrikerne til saadanne kreditløse Væsener. Fabrikerne skaffe Landet liksaa megen Merg, som enhver anden Bedrift, der kan føde og klæde sine Folk, og Frygten for Stands i Arbeiderne har vist sig overdreven endog i Lande, der ere besaaede af Fabriker, og ved Frihandelens Grundsætninger, som udbrede sig mere og mere, vil en saadan Frygt blive end mere ugrundet.
Af disse 80 eller 90 tusinde Speciedaler, derder] er sett inn blive anvendte til Afskjæring og Ihopskøiting af Statens Dampskib, af disse mange Penge vilde 65 Tusinde have været i Landet, dersom vi selv havde havt Fabriker store nok. Over 15 tusinde Spd. sagde en kyndig Mekanikus gik ikke væk i Indkjøb af Verke til denne Pyntegreie af Dampbaaden, som er kommen saa i Utrop.
Det bedste Bevis paa Fabrikernes Værd er imidlertid, at Folk af Stand — om vi forresten nu have nogen Stand — og Formue blive Fabrikanter. Ikke Eiere; thi det vil nok Alle være, men Arbeidere som Tilsynsmænd og Fabrikmestre. Jeg ved saaledes ikke rettere end at en Løitnant nu er reist til England for at lære Seildugsvævning til den store Seildugsfabrik, som nu reises paa Gaarden Fos. Denne Løitnant er atpaa gift med en lærd Mands Datter. Naar man tænker paa, hvorledes Officiererne betragtede sig for ikke længe siden, og hvilke Fortrin Lovgivningen havde indrømmet dem, saa vil man finde, at dette er et Tidens Tegn. En Officier blive Væver! har man hørt Sligt? og vistnok en daarlig Væver.
Polyteknikerne ere ogsaa anseede nu, af den gode Grund, at de kunne tjene sit Brød. Det gjør Intet, om de ellers ere fattige i Aanden.
Som et Bevis paa Fabrikernes Magt op i Akersdalen kan ogsaa mærkes, at de have skudt sammen, saavidt jeg har hørt, over 10,000 Spd. til en Vei; men En af dem sagde mig, at det ikke var rigtigt: man skulde have biet, til man kunde have faaet Jernbane, hvilket let kan lade sig gjøre lige op til de øverste Fabrikker. Stigningen, mente han, blev ikke høiere der end Jernbanens op til Bryn.
Nu staar i Aviserne idag, at Fabrikherrerne have stiftet en Forening som skal omfatte Fabrikernes Ve og Vel i det Hele; men det Viktigste bliver dog det, at kunne faa Laan paa sine Fabriker. Paa Toldsatserne derimod vil de neppe kunne indvirke stort.
Det kan blive en saare nyttig Forening dette, og den er et glædeligt Mærke paa vore Fremskridt, ikke blot i Velfærd, men i Omtanke og Følelse for Arbeidsmandens Vel.
Korrespondance
Christiania den 4de Marts
«Storthingstidenden», denne store nemlig, som der nu er kommet 1 No. ud af, ser ikke godt ud, og den stuper liksom ind paa det, saa man hverken ved at’ eller fram. Istedetfor at indlede sig og fortælle hvem den var, af hvem den var kommen og hvor den vilde hen, saa stuper den som sagt ind i det, og fortæller ikke engang, hvad Storthinget har gjort hele Febr. til 2den Marts, men alt ser ud som Storthinget skulde være begyndt paa denne Dag. Dette skal hverken oplyse Efterverdenen eller Folk, som nu skal læse sig til Storthingets Virksomhed af denne Tidende. Det er virkelig saa jaalet indrettet som det bedst kan være, og det er stor Skade baade for Forlæggeren og Læserne.
Bare nu endda Tidenden vilde være paalidelig, saa man fik se, hvad Folk det var, man havde for sig. Referenterne have altid havt den elskværdige Svaghed at folke paa Folk. De skulde nemlig altid før have en Mening ind i, hvad de drog ud, men naar de ingen Mening fandt i Talerne, saa lagde de til sin egen efter Sammenhængen. Denne store Storthingstidende skal ikke fristes til slig Menneskekjærlighed og har heller ikke Lov til det, uagtet det maa være tungt at gjengive det, som ingen Tanke er i, tungt baade fordi man synes det er Synd, og tungt, fordi Ingen kan sandse, hvad der ingen Sands er i. Dette første No. er ikke ganske rigtigt, det heller. Der er et Par Talere, der ikke se saa galne ud, som de hørtes; men ialmindelighed maa man faa det Indtryk af dette første No. at en slig Tidende maa blive en god Tugtemester for skjødesløse, usammenhængende og tanketomme eller drøvtyggende Talere. Det maa blive underligt for disse Talere at se sig vandrende om i Landet i Natlue og Skjorte, i Underbuxer og Tøfler, kort i det, man mere fint og fornemt kalder Negligée. Man er nemlig ikke altid saa pudset i Tanke og Tale som i Klæder, og Storthingsmændene sidde godt klædte paa sine Sæder. Den Repræsentants Forslag, at man i varme Sommerdage skulde sidde i Skjorteærmer, er nemlig ikke taget tilfølge, men nu turde det passende optages, da alt hvad der tales kommer paa Prent. Der er imidlertid Mange, som se altfor afpudsede ud i sine Taler, ret som de nys skulde være komne unda Strygejernet. En saadan Tale er den af Smith-PetersenSmith-Petersen] Morten Smith-Petersen, sakførar og stortingsrepresentant i Sagen om Pengelaanet igaar. Taleren har da ogsaa brugt Ordet anstryge liksom i Følelsen af disse Sammenligninger.
Det vilde gjøre meget godt at se Alting paa Prent, hvorved ogsaa Læserne kan trøstende sige til sig selv: «Nei, saa kleint taler dog ikke jeg, lel!» skjøndt det vilde nok gaa ham likedan, og en Storthingsmand har hverken Tid eller kan forberede sig paa sine Taler, da mange Ting kommer, som ikke kan forudsees. Der skal derfor denne Naturens Gave og Aandens Tugt til, som ikke kan sige Andet end godt. Men dette er givet saa Faa, hvorfor vi skulle være nøisomme.
Sidste Dag i forrige Maaned, som var sidste Indleveringsdag af Forslag, var meget frugtbar; men baade den Dags Forslag og de foregaaende Dages ere paa faa Undtagelser nær noget Pluk uden synderlig Tanke og Indfald. Saaledes ser det i alle Fald ud. Det er Formandskabsgreier saagodtsom altsammen. Nogle finde heri et godt Mærke paa vor lykkelige Tilstand, der ingen stor Forbedring i nogen Ting trænger til, men blot til at holde Sagerne gaaende og rette hist og her paa Smaaterier, liksom paa en velopdyrket Gaard, hvor der ikke er nye Myrer og Lande, som skal veites og brytes, men blot en Stein hist og her som skal mines eller en lidt gammel Grøft renses. Andre se i dette Pusleri en Tidens aandelige Fattigdom, der ingen stor Tanke kan undfange eller gjennemføre, og dersom nogen stor Tanke bliver tilført udenfra som Juryen, saa begraves den i Papirer og kvæles som Keiser Tiberius,Tiberius] Nero (Tiberius Claudius Nero), romersk keisar da Puden blev kastet over hans Ansigt. — Jeg skal ikke indlade mig paa, hvem der monne have Ret af disse tvende Meninger. Jeg vil blot med den politiske Kandestøber bemærke, at de have begge Ret, og da selvfølgelig igjen begge Uret. Forresten er det altid bedst, at Enhver dømmer efter eget Skjøn og egen Erfaring, naar Tanken er vakt, hvilket er alt, hvad en Avisskriver bør gjøre efter mit Skjøn. En Avisskriver som enhver anden Skribent skal ligne en god Vært, der dækker Bordet, men ikke truer Maden i Gjæsterne. Den faar anbefale sig selv den.
Thinget er endnu ikke kommet i Fart; man forbereder sig i Komiteerne (Udvalgene) og igaar klassificerede man der de indkomne Forslag. At komme i 2den Klasse vil i Thingsproget sige saameget som saa, at der Intet gjøres ved det, eller idetmindste ikke ligefrem. Et stærkere Udtryk haves dog i Ordet at henlægge Forslaget. Da tages det paa staaende Fod afdage.
Det er godt, at man herinde tænker paa at faa et Dampkjøkken efter udenlandske nymodernenymoderne] retta frå: nymodne Mønstre. De mange Mennesker, som leie Mad lavet, kunde trænge til at faa den kraftig og ikke som nu udpidsket, da Madværterne ogsaa skal leve. Skal kraftig Mad faaes nu, bliver den saa dyr, at det er utrolige Ting. Den, som derimod har Kone, trænger ikke til Dampkjøkken. Hvad skulde man ellers sætte hende til?
Korrespondance
Christiania den 6te Marts
Det kunde nok være paa Tiden under al denne Politik at se hen til Kunsten, der nu synes meget forladt og opslugt af det Nyttige. Man driver nok saa smaat paa med Kunst herinde, om Aviserne end tie eller give tørre Beretninger. Søskendene BeyerbøckBeyerbøck] Beyerböck give saagodtsom daglige Koncerter og ikveld sin sidste, og Drammenseren ØrbyeØrbye] Julius Ørbye, fiolinist har ogsaa givet sin, men, som det synes, uden synderlig Lykke. At Morgenbladet og tildels Chr.-Posten har rost ham, kommer kjendelig deraf, at han som enhver Virtuos vel maa have talt med Referenterne efter udenlandskudenlandsk] retta frå: udenlands Mønster. I Paris og tildels i de andre Lande er det saa, at en Virtuos ikke kan optræde, før Kritikerne ere vundne, og han maa berede Veien for sig med store Udgifter. Det er med Musiken og Sangen som med Politiken: man maa have Erindsvende foran og med sig, og saa klipper man Avisartikler ud og bærer dem i sin Tegnebog, og faar Ordre til at skrive det Samme. Den, som vil gjøre Lykke, maa stelle sig saa. Men dette er blot for nogle Gange, og saa maa Kunstneren drage videre til ukjendte Egne.
«Barselstuen» af HolbergHolberg] Ludvig Holberg har været given og gives vel fremdeles. Prindsen og PrindsessenPrindsessen] Louise, svensk-nederlandsk kronprinsesse saa den og lo, og saa tør de andre Mennesker ogsaa le. Selve Kritikerne ere liksom omvendte og de tale meget smukt om Holbergs Vid, hvilket de under andre Omstændigheder vel neppe turde have gjort. Det var ogsaa Kongen i Danmark, som hjalp Holberg i gamle Dage, da det lærde Væsen og Uvidenheden vilde tilintetgjøre ham. Kongen fandt ham morosom og derved var han frelst, indtil den skinhellige Tid under Erik PontoppidanPontoppidan] Erik Pontoppidan, dansk teolog kom og holdt ham udestængt fra 1731 til 1746.
Imidlertid turde Theatret ikke andet end udelade adskillige Ting af Barselstuen ogsaa denne Gang. Bogtrykkerens Kone var ikke med og talte om, hvormange Gange hun havde været «befordret til Trykken» og hvilken «Edition»Edition] retta frå: Editition det var, Barselkonen havde. Dette faar man undskylde, selv om Prindsen kunde ventes tilstede. «Editioner» og «Trykkerier» maa ikke tages altfor Kongeligt heller, men ogsaa borgerligt. Det vilde ikke være godt ellers.
Nu har Prindsen med høie Følge forgjættet at komme op i det norske Theater i næste Uge, og der gjøres, som rimeligt kan være, Anstalter for at modtage den store Tilskuer. Det er dog ikke godt at finde en passende Plads for han der, hvor man ikke har nogen særegen Baas, men tørre Bænke uden skikkelige Hynder engang. Det er virkelig et Skridt i norsk Retning af VicekongenVicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge dette, som fortjener al Paaskjønnelse, og man kan være vis paa, at dette Skridt ikke er taget uden Raadslagning med Folk, som angive Tonen. Det er «Kjærlighed uden Strømper» og «Til Sæters,» Prindsen vil se. Godt Valg forresten, hvilket viser, at Sagen har været omhandlet.
Theatrene, det danske og det bergenske og det «norske» har indgivet til Storthinget Andragende om at faa Understøttelse, men de faa naturligvis ingen nogen af dem. Vor danske Theaterbestyrelse, der staar Regjeringen meget nær, har taget det bergenske Theater med paa Slæbetoug for ikke at se altfor urimelig ud, og Regjeringen skal da have anbefalet dem begge. Det er dog virkelig altfor drygt at forlange af det norske Storthing, at det skal understøtte det danske Theater, og et saadant Forlangende viser, at man endnu ikke paa saa høie Hold har faaet Øiet opladt for det Latterlige. Det er liksom den Mand, der bad Bygdens Doktor om at faa laant nogle Daler. Doktoren, der var en velvillig Mand, laante Manden dem og troede at gjøre en god Gjerning, men Manden anvendte disse Penge for at hente Mor SætherSæther] Anna Johannesdotter Wiger Sæther, klok kone hjem i Bygden med. Doktoren syntes dog, at dette gik for vidt, og sagde: «Nei, havde jeg vidst det . . .» Det er en mærkelig, igrunden historisk Begivenhed, at Regjeringen i 1857 anbefaler et sligt Forslag, og den maa sees for at troes.
Storthingsmændene have nok ikke følt sig synderlig opbyggede ved Norskheden i det norske Theater. Der gik mange den Søndagskveld fjorten Dage siden, da «Anna Colbjørnsdatter» blev spillet. Det var Synd at se dem der og høre paa al denne halve Norskhed og hele Danskhed, og uagtet de vistnok ikke i Regelen forstaa sig stort paa Sligt, saa maatte de dog have en Tanke om, at saa kan det ikke være hverken med Hensyn til Spil eller Stykke. Det er Efterherming i alle Maader, og Ordsproget er sandt: «han er ikke bedre den efterhermer.»
I næste Uge skal Sangforeningerne give en Koncert. Det er vel til et «veldædigt Øiemed.» Der er forresten mange Sangere der, som vilde kunne have gjort baade sig selv og Almenheden en Tjeneste ved at synge eller spille, istedet for at studere eller sidde paa et andet Verksted. Men Folk vil komme i Vei, som det heder, og Følgen bliver da ofte, at de komme af Veien.
En skandinavisk Kunstudstilling til Sommeren er besluttet. Det er underligt, at Folk, som sige, at Kunsten tilhører al Verden, skal gjøre en skandinavisk Kunstudstilling og det i en Kunst, som intet Sprog har, men det fælleds menneskelige, nemlig Maleriet. Saaledes slaar Folk sine Grundsætninger ihjel ved sine Gjerninger. Men det kommer nu deraf, at de ingen Grundsætninger have, og følgelig er Intet at ihjelslaa. Det er blot udenadlæste Talemaader, de fare med. Derfor gaar det dem ilde.
Nogle Malerier af en Malerske skulle udloddes i disse Dage. Kunsten gaar altsaa idethele sin stille Gang trods Politiken, men mat gaar det, det maa man sige. Det er Dyrtidstillæg, som især fylder Sjelene nu.
Korrespondance
Christiania den 11te Marts
Man ser ikke meget til Storthinget om Dagene; der har nu paa en Uge været et eneste Møde, men imorgen skal det nok begynde med lidt Smaat. Der arbeides altsaa blot i Komiteerne, og selv der kan man ikke faa gjort, hvad man ville, da Bogtrykkerne ikke række at trykke det, som trænges til. Kirkekomiteen har saaledes ventet flere Dage paa nogle Sager og sendt Bud paa Bud, men Intet faaet. Her er altsaa Mangel paa Bogtrykkerfolk, liksaa godt som det før har været det paa Vedskjærere og andre, som ikke kunne undværes til Livets daglige Gang. Skulde nu Storthinget komme til at sidde fast, vilde det dog blive baade dyrt og næsten naragtigt. Kanske dog dette kunde være en nem Maade at lære Folk til at trykke mindre; ikke for det, at man kunde skrive hvad der nu trykkes; men der skulde skrives og følgelig trykkes mindre. Det er altfor drygt med den Vidtløftighed, som bruges, i de mindste Sager. Med en grei Udtryksmaade uden den saakaldte «Kancellistil», som bruges baade i Rets- og Forretningssproget, kunde de samme Tanker siges med mindst Halvparten saa faa Ord, ikke at tale om, at en Mængde Ting ganske kunde springes over eller udfyldes med Mundens Ord. Den evige vidtløftige Skriven og Trykken gjør ogsaa, at en Storthingsmand umulig kan løse alt det, som trykkes om Storthingssagerne, men det ligger som uoplukkede Bøger, hvilke Bøger Fremtiden heller ikke skal være lysten paa at lukke op. Man bliver hel ængstelig af alle disse Bunker og ser man i nogle af dem, beundrer man Folk, hvorledes de har lært at snakke Meget om Lidet; men lei bliver man dog snart alle Vidtløftigheder, og tyr tilbage til det daglige Liv, som aldrig bruger mere end høist nødvendigt.
Kunde nu denne Mangel paa Trykkere hjælpe til at Folk blev mere fyndige, vilde det ikke være for dyrekjøbt, om saa Storthinget i flere Uger skulde sidde skjærfast.
En anden Ting gjør ogsaa Sit til, at man ikke kan arbeide saa fort, som muligt var, og det er, at Oplysningsvæsenets Fonds Budget ikke er kommet tilbage fra Stockholm. Kirkedepartementet maa have været for sent ude. Uden at have dette Budget ved Haanden kan nemlig Kirkekomiteen ikke se, hvad den har at gjøre med under alle disse Forslag om flere Præster og Præstekaldes Deling, som man er fremkommen med. Der er dog kommet saameget af alle disse sekteriske Rører, at man foreslaar større «Sjelepleie» og da denne som enhver anden Pleie maa betales, saa bliver der Spørgsmaal om Penge. Folk, formentlig ogsaa i Kirkekomiteen og visselig endmere i Storthinget, dele sig i tvende Leire, af hvilke Præsterne er den ene, og de, som vil, at man skal ofre paa Oplysningen ialmindelighed, den anden. Hver fortolker Grundlovens § 106 paa sin Maade. Denne § siger: «Saavel Kjøbesummer som Indtægter af det Geistligheden beneficerede Gods skal blot anvendes til Geistlighedens Bedste og Oplysningens Fremme.» Af disse Ord finde Præsterne, at de skulle have det Meste og Andre finde igjen, at Oplysningen skal sørges for først og fremst, altsaa Skolerne.
Her vil paa dette Thing blive megen Tale og Forhandling om at bøte paa «Kirkens Brøst.» Den rette Bot bliver nok den at oplyse Almuen, saa falder Alt greit af sig selv, og der behøves da ingen særegen Præken hverken mod Mormonerne, LammersLammers] Gustav Adolph Lammers, prest og dissentar eller Haugjanerne. Her er visselig saa mange oplyste Mænd i Thinget, at de indser dette og ville vide at imødegaa mange af Præsterne, der i sin vistnok velmente Stræven, ville tage Staven i en anden Haand og især sende theologiske Kandidater omkring til at prædike, som visselig er det mindst fornuftige man kan gjøre, dersom det gjælder at oplyse Folket: Hvormange er desuden som kunne prædike? Den Gave er given de færrestefærreste] retta frå: forreste Mennesker, og Præstlæren gaar heller ikke ud paa at lære dem det. Sætter man dem derimod til Skolemestere, saa ville Mange gjøre sine Sager godt baade i Historie, Geografi, Skrivning, Regning, Sprog og øvrige Skolevidenskaber. Man skal bruge Kræfterne til det, de duger, og da betale dem godt.
Det kan dog kanske hende, at Thinget under alle disse saakaldte «Tidens Krav» gaar noget videre i disse theologiske Retninger end forstandigt var. Idetmindste ser det saa ud, efter hvad man paa Forhaand kan høre fra Kirkekomiteen.
Fra en anden Komité høres ogsaa, at man er gaaen ind paa Lønforhøielsen, hvorom der er skrevet saameget i de sidste Tider. Storthinget vil gjerne bevilge Penge, naar det har nogen, og der ellers er Rimelighed i det. Men stundom synes man ogsaa at være noget nøieregnende. Saaledes kommer nok Budgetkomiteen til at afslaa Konsul TønsbergsTønsberg] Christian Tønsberg, forleggar Andragende om et Laan paa nogle tusinde Speciedaler (jeg tror 6) til at bestride Udgivelsen af nogle Verker. Man kunde saamen laane Tønsberg disse Penge, for det Første fordi han unægtelig har stiftet Gavn ved sine dristige Forlag, og dernæst fordi han er en Mand, som nok betaler, naar han faar omraade sig. Nationale Bestræbelser burde Storthinget især tage sig af, for det bliver dog paa dem, det længst skal flyde. Storthinget gjør nok ogsaa dette, men da man endnu ikke synes at vide, hvad Nationalt er, saa gaar det som det kan. Hvad den Ene siger er Nationalt, siger den anden er stik derimod, og Storthinget selv maa være greben af den samme Splittelse som de andre Mennesker. Der turde saaledes kanske findes dem, som sagde, at det var Nationalt af A. MunchMunch] Andreas Munch, diktar at skrive en Komedie om en Hustrues Kjærlighed, som han nu skal have gjort, og reise til Kjøbenhavn med den for at faa den opført, som han nu snart skal ville gjøre, ligesom der ogsaa findes Folk, der sige at det er Nationalt at understøtte vort danske Theater. Under slige forvirrede Begreber gjør vist Storthinget rettest i at være roligt og se paa al denne Galskab.
Korrespondance
Christiania den 13de Marts
Man siger saaofte, at det er Folket, som hersker; men dette maa sandelig indskrænkes til dem, som Folket eller en liden Del af det vælger, samt til dem, som Kongemagten selv udnævner. Man behager sig ogsaa i at sige, at det er Storthinget som afgjør Sager, der komme ind for det. Dette er en ligesaa taaget Talemaade som denne førstnævnte. Det er de saakaldte Komiteer, som efter Reglementet har faaet Hals og Haand over de indkomne Ansøgninger og Forslag. Hvad der skulde prøves og veies af det hele Thing, prøves og veies nu af en 7 à 8 Mænd, som naturligvis maa være mere eller mindre ensidige i sin Betragtning af de Sager, som kommer ind til dem, forudsat at Valget til Komitémedlemmer er faldt, hvad man ialmindelighed kalder heldigt ud, det vil sige, at Fagsmænd ere valgte. Var enda alle disse 7 à 8 Mænd enige, saa havde man dog nogen Sikkerhed, men i Regelen er der i en Komité Uenighed som i ethvert andet Selskab, hvorved det da gaar efter Stemmeflerhed, og naar nu Præsidenterne, som skulle være med i Bestemmelsen om et Forslags Skjæbne, slutte sig til 2 eller 3 Mænd i Komiteen, saa vinder denne Mening, og et Forslag, der af denne Ret er dømt, staar ikke til at frelse, om saa det hele øvrige Thing var for det. Vistnok kan en Storthingsmand andrage hos det samlede Thing om at faa opflyttet i 1ste Klasse et som er sat i 2den; men Vanen med Komiteerne er saa stor, at nogen Mand ikke lettelig gjør det. Man har saa længe vant sig til disse Skrivestuer, at man tror paa dem. Det er Fordommens Magt. Der skulde ingen Komiteer være saa som det er i det engelske Parlament, hvor hele Huset, som det heder, konstituerer sig til en Komité engang imellem, eller ogsaa som i Danmark, hvor man udvælger en Komité til hver enkelt Sag, som paakræver det. Forslagene kunde fordres at være saameget bedre udarbeidede, og desuden vinder man heller ikke nogen Tid paa Sandhedens Bekostning, som man nu tror at vinde. Vi se jo Alle, at Storthinget Lidet gjør i de to første Maaneder af sit Samvær, fordi det skal forberede sig. Det er en underlig Forberedelse som tager bort to Trediedele af Arbeidstiden, da Storthinget efter Grundloven ikke skal være samlet længer end tre Maaneder. Men saaledes indvikler man sig i Urimeligheder, naar man gjør sig kunstige Indretninger, og hænger fast i «Byrokratiet,» som man efter sin Natur skulde bekjæmpe. Det gaar sandelig ikke saa byrokratisk til i Regjeringen som i Storthinget, af den gode Grund, at der er flere oplyste Mænd i Regjeringen, som ere Herrer over Bogstaven og ikke lade den ihjelslaa. Mængden af Storthingsmændene tør nemlig ikke Andet end holde sig stivt til Formen, fordi de ikke formaa at være Herre over den. De føle, at det Eneste, som skal holde dem oppe, er, at gjøre som de Styrende gjøre det, som med Sønnen, der første Gang er ude i Selskab med Far sin: han ser paa ham og holder Kniven netop som han gjør.
Det er et svare Arbeid, man har i Kirkekomiteen nu med Forslagene om Menighedsraad. Der er indkommet 3 Forslag, et fra 10 Præster, 1 fra Præsten SchavlandSchavland] Aage Schavland, prest og stortingsrepresentant og 1 fra Ueland.Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar Forslaget fra de 10 Præster gaar meget vidt og skulde Storthinget antage det, vilde vi faa en Lov, som passede godt for Middelalderen eller et katolsk Land. Grundene til Forslaget fra de 10 Præster er da ogsaa 4 No. af Kirketidenden, som omtaler Kirkeforfatningen i BayernBayern] retta frå: Boyren, et godt katholsk Land, og omtales den paa en Maade som viser, at man nok kunde ønske at faa den indført ogsaa her. Men selve Præsterne i Komiteen skal ogsaa finde, at dette gaar for vidt. Have de den mindste Forstand paa Livet nu fortiden, maa de ogsaa finde det, og ville de som fornuftige Mænd opretholde Præstestandens Anseelse og Ærefrygten for Sakramenterne, maa de sandelig heller ikke sætte Tingen paa Spidsen, men helst lade det gaa som det gaar. Det gaar godt, og Tidsaanden, som har afskaffet de gamle Lovbestemmelser om Kirketugt, hvorvel de staa urørte i Loven, lader sig ikke spotte. Den gaar sin sikre Gang den, og ler ad alle krampagtige Bestræbelser.
Ueland, der har saa gode Grundsætninger i slige Sager, har endogsaa i sit Lovforslag rimeligvis ved Hastværk gaaet forvidt, idet han har en § den 13 saalydende: «Forsaavidt Præsten med Hjemmel af den gjældende Lovgivning vil foretage nogen Handling, som kan henføres under Begrebet «Kirketugt,» kan det kun ske med Kirkeraadets Samtykke.» Vi har nu ingen Lovgivning, som hjemler Kirketugt, da den Lovgivning ved Skik og Brug er afskaffet, hvilken Afskaffelse er ligesaa god som om Storthinget havde afskaffet den; thi den er afskaffet i Folkets Hjerter. Det vilde derfor blive et Forsøg paa at vække de Døde op af Graven at antage en saadan § og man kan være vis paa, at man vilde larme med at forsøge dette. Ueland har vist ment det vel med at indskrænke Præsternes Magt ved disse Menighedsraad, men Præsterne have nu ingen større Magt end nødvendigt. Derfor vil de netop faa sig en Magt. Thi hvordan man end steller sig med Valget af Menighedsraad, saa vil der dog blive en Røre i Sagerne og Hykleriet vil faa Spillerum og virke som Valghistorier. Man har nok af Valghistorier i Politiken og bør neppe komme ind paa Religionen og give Uvidenheden og Skinhelligheden Lovens Stempel. Det skulde vel blive Gnis i en Bygd, hvor der var mange Haugjanere, som beherskede Valget, og Præsten vilde være ligesaa ilde faren han som fornuftige Mennesker.
Det er mærkeligt at Aviserne ikke behandle disse høistvigtige Sager. Men Ulykken er, at Ingen tør tale rent ud for ikke at hidse Uvidenheden paa sig eller ogsaa Skinhelligheden, som nu trives godt i Hovedstaden. — Det er imidlertid en Velsignelse, at vi have saamange fornuftige Mænd i den Retning i Thinget, at der Intet bliver af det Hele eller ogsaa noget Godt. Det faar man haabe.
Korrespondance
Christiania den 18de Marts
Hs. Majestæt Kongen har under 14de August 1854 fremsat en Proposition om «Forandringer i og Tillæg til Rigsakten,» der gaar ud paa at gjøre den saakaldte Interimsregjering unødvendig, al den Stund der fandtes nogen myndig arveberettiget Prinds, det være nu Kronprinds eller ikke. De svenske Stænder have alt paa denne Rigsdag forkastet dette kongelige Forslag, og at Storthinget vil gjøre det Samme, er vel saa endeframt; idetmindste har Konstitutionskomiteen under 7de Marts indstillet Forslaget til ikke at bifaldes, da det gaar videre end til at lade Kronprindsen træde i Interimsregjeringens Sted. Det er til denne Indstilling, jeg skal tillade mig at gjøre nogle Bemærkninger, om de end for Øieblikket maatte ansees noget unødige; men der er Synspunkter i denne Indstilling, som maa modsiges, da de vilde være meget farlige, om de skulde blive almindelige.
Det er nemlig farligt at udtale den Tanke, at Interimsregjeringen skulde være mindre god og hensigtsmæssig, naar den efter Grundloven og Rigsakten skal træde i Virksomhed, saasom i Kongens Sygdom eller Fraværelse under 12 Maaneder, eller naar Thronen bliver ledig og Kronprindsen ikke er myndig, indtil Rigernes Repræsentanter have faaet valgt Formynderregjering. Det vilde være farligt at røre ved vor Foreningspost med Sverige, og helt unødigt, da vi have seet, at det har gaaet godt med det, som er.
Interimsregjeringen, som bestaar af 10 Norske og 10 Svenske, maa være en meget betryggende Regjering i slige Mellemrum, og den maa tjene meget til at udbrede gjensidigt Kjendskab og Venskab mellem Rigerne, naar saamange gode Mænd kommer sammen i et saa høist vigtigt Anliggende, og Uleilighederne og Bekostningerne med en saadan Regjering er for Intet at regne, ja det er næsten barnagtigt at tale om dem, al den Stund Staten har Raad til at give ud saa mange Penge til andre Ting, som ere af saa uendelig ringere Vigtighed.
En saadan Regjering er heller ikke, som Komiteen antager, stridende mod det «konstitutionelle» «Princip,» men vel imod det «absolute.» Det konstitutionelle Princip gaar nemlig ud paa at gjøre Misbrug fra Monarkens Side umulige, hvorfor det ogsaa er opstillet som Formaalet for en god Forfatning, at Kongen skal kunne gjøre Godt, men ikke Ondt. Hertil sigter jo den hele Lære om Ministeransvarligheden. Den gamle Enhed, man har talt saameget om, og som Komiteen ogsaa synes at have for Øie ved at tale om Diktaturet i farlige Tider, den er opgiven i det konstitutionelle Princip, og vor Grundlov har da ogsaa ganske rigtigt gjort det Samme, hvilket man kan overtyde sig om ved at se paa § 25 og Rigsaktens § 4, der handler om Fremgangsmaaden, naar Krig skal begyndes. Det er nemlig en fast utænkelig Ting at Kongen skulde begynde Krig uden at Statsraadet holdt med ham. Og hermed er den hele Lære om Enhed og Kraft omstødt, saa at den blot staar igjen som en Tanke uden Indhold. Diktaturet vilde i en konstitutionel Stat være det Samme som Revolution, og det Samme vilde i Virkeligheden ogsaa Monarkens selvstændige Handling uden Statsraadets Samtykke blive, naar det angik høistvigtige Ting, hvorom her alene kan være Tale.
Det er derfor uklart tænkt at tale om en Interimsregjering som Noget, der skulde savne Enhed og Kraft, tværtimod udvides Ansvarligheden, forsaavidt den under menneskelige Forhold kan gjøres gjældende. Man kunde i denne Henseende sige, at Interimsregjeringen snarere bestaar af for faa, end af formange Personer.
Tingen er, at Folk enten ikke kan eller ikke tør udtale, hvad der nederst paa Bunden ligger i det «konstitutionelle Princip.» Det er Samfundets Fornuft, som ved det er sat paa Thronen, istedetfor en dødelig Hersker.
Det maa, tværtimod Komiteens Mening, ansees som en lykkelig Bestemmelse i vor Forfatning, at Interimsregjeringen kan styre Landet i den korte Tid, om end Krondprindsen er myndig. Han trænger til Opdragelse og Mandens hele Alvor han, som engang skal stilles saa høit, og Regjeringskunsten kan han lige godt lære at kjende, fordi om han ikke træder saaledes i Spidsen for Styrelsen. At Storthingene i 1815 og 1818 gik saa vidt med at overdrage Magtens Udøvelse til Kronprindsen i Kongens Sygdom, kan ikke paaberaabes udenfor de særegne Forhold, som da i vor Forfatnings Begyndelse maatte finde Sted og i Personligheden af den Kronprinds, som havde forenet Rigerne.
Der ligger intet Skjævt i den Stilling, en myndig Kronprinds indtager til en Interimsregjering. Der ligger tværtimod noget Tillidsfuldt og helt Alvorligt i den. Det er Loven, som stiller sig over Personlighederne. Paa samme Maade kunde man sige, at der laa noget Skjævt i, at en Kronprinds i sine bedste Aar skulde staa tilbage for en Konge, som maatte være gammel og svækket.
At Storthinget derimod enkelte Gange, naar Omstændighederne just synes at kræve det, gjøre Undtagelser som i Aarene 1815 og 1818, det er noget helt Andet end at forandre Grundloven, og gjøre til Regel, hvad der maa være Undtagelse.
At Interimsregjeringen skulde afstedkomme Ulemper i unionel Henseende, er et besynderligt Indfald; den maa, som bemærket, tværtimod forsone meget, og for os har det især ikke lidet at betyde, at saamange af vore Mænd optræde ligeberettigede med de største og mægtigste af den svenske Adel. Det burde derfor neppe være nogen Nordmands Tanke at ville afskaffe Interimsregjeringen.
Korrespondance
Christiania den 20de Marts
Om Vicekongens Besøg i det norske Theater Tirsdagskvælden har Læseren ikke seet stort mere end Prologen af A. MunchMunch] Andreas Munch, diktar og Indfletningen i Stykket af Vers og Prosa paa Gulbrandsdalsmaal af Østgaard.Østgaard] Nicolai Ramm Østgaard, forfattar Om disse Arbeider kan ikke jeg godt udtale mig, da jeg selv farer med at gjøre Vers. Det er vist ogsaa det Bedste, at Enhver dømmer slige Sager efter sin egen Smag og ikke lytter til andre Røster.
VicekongenVicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge har altsaa været i det norske Theater; men jeg tror dog, at man ikke skal overvurdere denne Ting: den fine Verden vil nemlig neppe gaa did mere nu end før, undtagen Vicekongen selv gjentager Besøget, for da kommer naturligvis de Andre med, saadan som nu dennegang. Underlig nok var det dog, at disse samme Folk, som ikke hørte til Prindsens Følge, ikke syntes at være saa fine som i det danske Theater. Der var vistnok Enkelte, som sad med hvide Handsker og Vest, men ialmindelighed har jeg dog hørt den Bemærkning, at Folk ikke vare gallaklædte nok. Ihvorvel det er en gammel Skik at klæde og stelle sig efter Huset, saa var det dog her en Uhøflighed mod Prindsen, der sad i sin Generalsuniform og mod PrindsessenPrindsessen] Louise, svensk-nederlandsk kronprinsesse og Hofdamerne, der sade i sine gode Silkeklæder, samt mod det øvrige Følge i sin Galla og med sine Ordener. Det høie Par lod til at more sig, især i «Kjærlighed uden Strømper.» «Til Sæters» derimod tiltalte nok ikke saameget, af den gode Grund, at Prindsen og Prindsessen, som rimeligt kan være, vel ikke saa godt forstode Gulbrandsdalsk. Hofdamerne- og Kavallererne derimod lode til at finde Behag ogsaa i dette Stykke. Det gik særdeles gemytligt til med «Til Sæters,» hvor Prindsen blev tiltalt saa nationalt, som Nogen kan forlange, men Folk har opholdt sig over, at det næsten var for «kammeratsligt,» og især skulde det falde mindre godt, at en af Sæterjentene, Ragnhild eller Sigrid, sagde saa omtrent: Han ser saa venligt paa mig, medens Prindsen under disse Ord skulde sidde meget alvorlig. Det er ikke saa godt at faa det til at passe paa Theatret med det virkelige Liv, og derfor maa man ikke tage slige Ting saa nøie. Et Fremskridt er dog skeet ved dette Theaterbesøg, og det er, at et norskt Bygdemaal blev hørt paa af en Kronprinds fra Scenen og selv tiltalt i det. Sligt viser, at vort eget Sprog dog alt har faaet en Magt, hvormeget og hvorlænge man end vil gjøre det denne Magt stridig. For blot 10 Aar tilbage vilde Ingen være falden paa at gjøre dette, og havde man gjort det, vilde det være blevet betragtet som en Synd, der aldrig kunde tilgives. Det er et Mærke paa den uklare Overgangstid denne Omstændighed, at der spiltes i et Bygdemaal, og at A. Munch, der er saa dansk i sit Sprog og sine Følelser, skrev Prologen. Det udvortes Skin maa beholdes i det Længste, og derfor maatte ogsaa Direktionen, der oprindelig er valgt for det udvortes Skin, henvende sig til en Mand, der havde et Navn. Det gaar meget slikket til ved det norske Theater. Det er som naar en borgerlig Madam skal ud i et fint Selskab; hun kommer med en Hat som Ørnevinger paa, brisker ud Kjolen som et Vingbord, og kniber Munden sammen. Alt dette er nu vistnok meget «dannet» og «anstændigt», men det norske Theater er desuagtet paa den bedste Vei til at svelte ihjel; det maa nok desværre snart sidde som den «honette Ambition» med Læggene oversmurte med Blæk for at Hullene paa Silkestrømperne ikke skal opdages.
Theatret kunde sandelig have ladet sig nøie med hvad Østgaard skrev og Ingen var nærmere til ene at skrive end han, der saalænge har slidt med Theatret. Man kunde ogsaa have taget Welhaven;Welhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar men han er ikke saa fin Poet han nu som Munch. Da der nu af Munch var bestilt en Prolog, skulde nok Østgaard som rimeligt var, være bleven lidt stødt, og saa kunde Munch paa sin Side heller ikke andet end blive fornærmet. Der stod med Udsigt til ingen Poesi at faa, men saa maa Forlig være blevet sluttet, saaledes at begge kom tilorde. For at bevare end mere af Finheden lod man en Mand med mat og dansk knotende Stemme fremsige Prologen. Døvle,Døvle] Ole Olsen Døvle, skodespelar der er en god norsk Natur skulde have fremsagt Prologen, skjøndt det med denne just ikke vilde have passet. Det passede bedst, at Alt var vissent. Men saa var det ogsaa fint og «dannet». Madame DøvleMadam Døvle] Amalie Døvle, skodespelar skildte sig godt ved sine Sager; hun har en god Bøielighed til norsk Mundart, og der kan med Tiden blive noget meget godt af hende. Men de bedste Vers maatte hun udelade. Direktionen syntes nok, at de vare for dryge.
En Del af Direktionen er imidlertid bleven lei og har aftraadt, siden sidste Valg. De syntes vel, at det ikke svarede Regning, og da de ikke bleve drevne af nogen Tanke, saa gik de af, og satte Andre i sit Sted. Nei, da maa man rose den danske Theaterbestyrelse: den ved dog hvad den vil. Den er som Jesuitterne; den har en Sag at forfægte, og naar den er fin, saa er den det med Klem. Derfor betyder det heller Intet der, om Vicekongen aflægger et Besøg i det danske Theater, men det er, som det saa skulde være, og man gjør næsten kongelige Personer en Tjeneste ved at spille for dem. Det er intet Under, at alle halvdannede Folk holde med Danskheden, ligesom Begmagere, der ingen Livskraft have i sig.
Korrespondance
Christiania den 25de Marts
Mandagen den 23de var en mærkelig Dag, og det kan aldrig feile, at der fra den vil skrive sig en Omtanke i Storthingsvalgene, som man før ikke har kjendt til. Man har valgt Folk til Storthinget uden at undersøge, om disse Udkaarne vilde hævde eller tilintetgjøre Nationens Rettigheder, som man gav dem Hals og Haand over. Men nu fra denne Dag maa man dog vel faa Øinene op for det Ubetænksomme i saadan at sende Mænd paa Storthinget, uden iforveien at vide, hvad de i visse vigtige Sager ville gjøre og lade. At forskrive sig til et Eventyr gaar ikke an for et Folk, som selv vil være andet end et ret og slet Eventyr, og et Eventyr er det visselig, hvad mangen Mand kan falde paa at stemme for. Naar hans aandelige Bygning ikke hviler paa grundmurede Hjørnestene, kommer det an paa, hvad Folk han støder sammen med og hente Raad hos. Han gaar efter Vinden, og den ved Ingen, hvor den kommer fra, eller hvor den farer hen.
Det var Odelsretten, som stod paa Spranget til at blive udslettet af Grundloven nu om Mandagen, idet 64 stemte for Ophævelsen og 46 mod den. Det var altsaa blot en 6, 8 Mand om at gjøre, at en Indretning, der er ældre end vor Historie, skulde være bleven slettet ud i Nationen.
Naar man det Gamle ned vil slaa,
hvad har man saa igjen?
Jo vissen Blom og tørre Straa,
som Vinden veirer hen.
En Vandringsmand maa stande der,
og finder ingen Tolk.
Hvad Blyghed for en Kvinde er,
er Minder for et Folk
Men mange Mennesker, især de halvoplyste, ere som Sønnen i «Bagtalelsens Skole,» der sælger Portrætgalleriet af sine Forfædre for at faa Penge af Jøden til at betale sin Gjæld med og gjøre Lag for sine Svirebrødre.
Men man vilde dertil ingen Penge faa ved at afskaffe Odelsretten. Det maa benegtes som noget Ubevist og Ubevisligt, at Odelsretten i sin store Almindelighed, selv under den mindre heldige Odelslov af 1821, gjør mere Skade end Gavn. Man finder tværtimod, at mange større Gaarde dyrkes op for at de Odelsberettigede ikke skal magte at løse dem igjen, og at afskaffe Odelsretten, fordi om Enkelte i Løsningstiden hugger vel stærkt i Skogen, det er under en Lovgivning, som tillader at kjøbe hele Skogstrækninger til Udhugst, at skjære af sig Næsen for ikke at drikke Snus.
Men man har saalænge ladet Folk snakke og skrive om Odelsrettens Skadelighed, at man tror paa det. Man maa der nu engang modsige disse juridiske Forfattere og løse Talere, naar man ser, at der kan være Fare paafærde. Disse samme Forfattere og Talere have endog tilladt sig at spotte de gamle Digtere, som lovsang Odelsretten. Dette er dog næsten for frækt. Digterne lade sig sandelig ikke spotte af Hverdagsmennesker, men da disse sidste have saa Lidet at tabe, slippe de i Regelen ganske godt ud af det.
Det maa ellers fra en vis Side siges til disse mange Juristers Ros, at de ere for Odelsrettens Ophævelse, forsaavidt de nemlig derved gaa Glip af en liden Fortjeneste, som de jo altid faa ved Odelssager, men dette beviser blot, at de ere mere dumme end andre, og det er en gammel Erfaring, at Dumheden gjør mere Skade i Verden end Ondskaben. Det er her med Odelsrettens Afskaffelse som med den almindelige Retning hos vore «dannede» Mennesker til at udviske vore øvrige nationale Eiendommeligheder og gjøre os «civiliserede.» Det er vistnok ialmindelighed skikkelige Mennesker paa sin Maade dette; de have som en Taler i et Lag engang i Vinter sagde, bedre Hjerter end Hoveder. Det var nogle af disse samme «oplyste» Mennesker, som vilde afskaffe Odelsretten. Det Ene hænger sammen med det Andre, og Alt — skulde de raade — vilde føre til at vi lidt efter lidt ophørte med at være et selvstændigt Folk. Det er Mange og de sidde i store Stillinger, saa det sandelig ser ilde nok ud. Men med Odelsretten maa det dog være kommet til et Vendepunkt, og det vilde være en Spot, om nogen Repræsentant fra Landet kom igjen paa næste Thing, som nu stemte for Odelsrettens Ophævelse. Byrepræsentanterne faar man indtil en vis Grad undskylde, om de efter sin Vane tager Jordegodset som Sukker og Kaffe.
De Amter, hvis Storthingsmænd alle eller nogle af dem stemte for Oldelsrettens Ophævelse, faafaa] retta frå: saa til næste Gang se sig om efter nye Folk, forudsat, at de ville bibeholde denne sin gamle Ret. Det vil give Anledning til megen Prøvelse, og Opmærksomheden vil blive vakt i en ukjendt Grad. Forsaavidt var det godt, at Faren denne Gang var saa overhængende, — godt baade fordi Sagen grundig kan blive prøvet ved Samtaler og Skrifter, og godt fordi det vil vække det politiske Liv. Det var ogsaa godt, fordi man ved denne samme Fare fik Øine op for, at her nu ere for faa Bønder paa Storthinget, og at man aldrig er værre faren end med disse halvoplyste Mennesker, der have tabt sit gamle Standpunkt og intet nyt fundet igjen. Det er de ægte Sønner i «Bagtalelsens Skole.»
Det er ogsaa helt mærkeligt at Præsterne fordetmeste vare med at stemme for Odelsrettens Ophævelse, og om man nu end maa indrømme det Rimelige i, at ogsaa de ville være «oplyste» med de Andre, saa burde de dog betænke, hvem det er, som de skal finde sin Støtte i, nemlig en mægtig Bondestand.
En og Anden af vore saakaldte Frihedsmænd stemte ogsaa for Ophævelsen af Odelsretten, fordi den forekommer dem «aristokratisk.» Det er den uforfalskede Pøbel, de vil have, og den er ogsaa lettest at regjere.
Det Pudsigste ved denne Afstemning var, at nogle af dem, som stemte mod, sagde bagefter, at de vare glade over at Odelsretten ikke strøg. Det er som Manden sagde, der skjød paa en Anden, men det klikkede: Det var vel, at Flinten var saa klein.
Disse og lignende Personer maa forøvrigt ikke stole paa, at man ingen Greie har paa, hvad der tales og sker.
Korrespondance
Christiania den 27de Marts
Jeg kan ikke undlade at anstille en tabellarisk Sammenligning mellem Stemmegivningen om Odelsrettens Ophævelse nu i 1857 og Stemmegivningen i 1830 over Grundlovens § 14 om at VicekongenVicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge skulde kunne opholde sig i Stockholm istedetfor i Christiania. Begge disse Stemmegivninger ville rimeligvis blive lige i sine Følger, nemlig at Nationen faar Øinene op for det Upaalidelige i at lade sig formeget repræsentere af Embedsmænd og Andre, som have sine Bihensigter, eller ikke have Styrke til at trodse et Dagsraab. Det er fra denne Stemmegivning i 1830 vor saakaldte Opposition væsentlig skriver sig. Det var en Begyndelse, der famlede sig frem med smaa Kræfter, kom til en vis Magt, men tabte sig, indtil nu den anden Side ved vort Samfundsliv gik saavidt, at Alvor og Omtanke igjen maa indtræde og fremkalde et nyt Modslag, der nu maa blive stærkere end i 1830, da Samfundet er mere udviklet. Det er Synd, at man skal være nødt til at slaa Vrag paa dem, som efter sin Skolegang skulde være de mere Oplyste, men Oplysningen maa gaa i en feil Retning, siden man er nødt til det. Politiske Daglønnere er ingen Stat tjent med i Længden, hvor fint og smagfuldt der end kan leves, saalænge Daglønnen varer. Man vil i Politiken ogsaa holde sig længst med tarvelig Kost, en trællet Hud og et solbrændt Ansigt; idetmindste maa man have saameget af denne Ballast, at Baaden kan staa paa ret Kjøl.
Jeg har her blot paapeget den ene Lighed mellem disse Stemmegivninger, nemlig at de ville faa Indflydelse paa vore Valg. Den anden Lighed er den, at de begge to i sin Virkning vilde gjøre os til Svenske hver paa sit Vis. Det maa atter og atter gjentages, at Udslettelsen af vore nationale Eiendommeligheder, det være nu i Sprog eller Andet, er det virksomste Middel til at lade oss gaa op i et andet Folk.
Altsaa:
Votering i Storthinget i 1830 angaaende Forandringen i Grundlovens § 14 (hvorved Kronprindsen som Vicekonge skulde kunne bo i Stockholm).
| Samfundsstillingen. | For Forslaget. | Mod Forslaget. |
| Embedsmænd | 32 | 7 |
| Gaardbrugere | 3 | 13 |
| Kjøbmænd | 7 | 5 |
| Lensmænd | 1 | 1 |
| Grever, Proprietærer og Verkseiere | 3 | – |
| Haandverkere | 2 | – |
| Jurnalister | – | 1 |
| Kandidater | 1 | – |
| Klokkere | – | 1 |
| _______ | _______ | |
| Tilsammen | 49. | 28. |
De, der stemte for, vare: Kapt., nu Toldkasserer BlichfeldtBlichfeldt] Christian Blichfeldt, offiser og stortingsrepresentant (fra Akershus Amt), Bager Martens,Martens] Søren Breder Martens, bakar og stortingsrepresentant Kjøbmand L. W. Nicolaysen,Nicolaysen] Lyder Wentzel Nicolaysen, kjøpmann og stortingsrepresentant Byfoged Olsen,Olsen] Andreas Schram Olsen, fut og stortingsrepresentant Major DahlDahl] Niels Griis Alstrup Dahl, major og stortingsrepresentant (Bergens By), Pastor NielsenNielsen] Nicolai Niels Nielsen, sokneprest og stortingsrepresentant (nordre Bergenhus), Gaardbr. Espe,Espe] Ole Olsen Espe, bonde og stortingsrepresentant Løitnant CollinCollin] Christopher Collin, løytnant og stortingsrepresentant (søndre Bergenhus), Løitnant, nu Postmester Løvenskiold,Løvenskiold] Frederik Michael Frantz Wilhelm Løvenskiold, løytnant og stortingsrepresentant Proprietær Chr. Paus,Paus] Christian Paus, proprietær og stortingsrepresentant Sognepræst CastbergCastberg] Peter Hersleb Harboe Castberg, sokneprest og stortingsrepresentant (Bratsberg), Sorenskriver, senere Amtmand Carl Falsen,Falsen] Carl Valentin Falsen, sorenskrivar og stortingsrepresentant Amtmand, nu Stiftamtmand N. A. SemSem] Niels Arntzen Sem, amtmann og stortingsrepresentant (Buskerud), Høiesteretsadvokat, senere Statsraad Sørensen,Sørensen] Søren Anton Wilhelm Sørenssen, stortingsrepresentant og statsråd Høiesteretsassessor Fr. MotzfeldtMotzfeldt] Frederik Motzfeldt, høgsterettsassessor og stortingsrepresentant (Christiania), Gaardbruger Arne Jørstad,Jørstad] Arne Jørstad, bonde og stortingsrepresentant Prokurator, nu Byfoged P. A. KrohnKrohn] Peder Anker Krohn, advokat og stortingsrepresentant (Christians Amt), Assessor, nu Stiftamtmand Bille-Kjørbo,Bille-Kjørbo] Mathias Bille Kjørboe, assessor og stortingsrepresentant Konsul HeyerdalHeyerdal] Jens Nicolai Heyerdahl, kjøpmann og stortingsrepresentant (Christianssand), Konsul Wm. KnutzonKnutzon] William Leslie Knudtzon, kjøpmann og stortingsrepresentant (Christianssund), Byfoged, nu Amtmand G. P. Blom,Blom] Gustav Peter Blom, stortingsrepresentant og amtmann Skomagermester DeckmannDeckmann] Johannes Deichmann, skomakar og stortingsrepresentant (Drammen), Sorenskriver J. R. NielsenNielsen] Jan Roland Nilsen, sorenskrivar og stortingsrepresentant (Finmarken), Konsul Wm. HansenHansen] Wilhelm Hansen, kjøpmann og stortingsrepresentant (Frederikshald), Residerende Kapellan, nu Statsraad RiddervoldRiddervold] Hans Riddervold, stortingsrepresentant og statsråd (Frederiksstad), Sorenskriver A. MuusMuus] Abraham Falk Muus, sorenskrivar og stortingsrepresentant (Hedemarkens Amt), Kand. jur. Ebbe Carsten HornemannHornemann] Ebbe Carsten Hornemann, litterat og stortingsrepresentant (Holmestrand), Grev Wedel-Jarlsberg,Grev Wedel-Jarlsberg] Johan Caspar Herman Wedel-Jarlsberg, greve og stortingsrepresentant Foged, nu Sorenskriver Feyer,Feyer] Christian Feyer, fut og stortingsrepresentant Overbirkedommer NielsonNielson] Nils Christian Nilsen, overbirkedommar og stortingsrepresentant (Jarlsberg og Laurvik), Provst BorchBorch] Abraham Borch, prost og stortingsrepresentant (Kongsberg), Kaptain C. L. BoechBoech] Cæsar Læsar Boeck, kjøpmann og stortingsrepresentant (Kragerø og Østerrisør), Overlærer HysingHysing] Ahlert Hysing, overlærar og stortingsrepresentant (Laurvik), Konsul, senere Postmester LundLund] Gabriel Lund, kjøpmann og stortingsrepresentant (Lister og Mandal), Kaptain, senere Statsraad FossFoss] Herman Foss, stortingsrepresentant og statsråd (Moss), Jernverkseier Jacob Aall,Aall] Jacob Aall, godseigar og politikar Lensmand Halvor BraatenBraaten] Halvor Braaten, lensmann og stortingsrepresentant (Nedenæs), Tolder, nu Toldkasserer H. HeljesenHeljesen] Henrik Helliesen, tollar og stortingsrepresentant (Nordland), Amtmand Hilmar MuncheMunche] Meinche Krohg,Krohg] Hilmar Meincke Krohg, amtmann og stortingsrepresentant Postmester TonningTonning] Peder Tonning, postmeister og stortingsrepresentant (Romsdalen), Sognepræst O. Randers,Randers] Ole Christopher Randers, sokneprest og stortingsrepresentant Major LindemannLindemann] Paul Peter Lindemann, major og stortingsrepresentant (Smaalenene), Gaardbruger, senere Lensmand S. I. Mossige,Mossige] Svend Ingebretsen Mossige, bonde og stortingsrepresentant Provst, nu Biskop Jacob v. de LippeLippe] Jacob von der Lippe, biskop og stortingsrepresentant (Stavanger Amt), Assessor Hersleb Hornemann,Hornemann] Christian Hersleb Hornemann, assessor og stortingsrepresentant Bankdirektør Oxholm,Oxholm] Jacob Frederik Oxholm, bankdirektør og stortingsrepresentant Grosserer J. S. GramGram] Jacob Marcus Schawland Gram, kjøpmann og stortingsrepresentant (Trondhjems By), Kaptain HirschHirsch] Robertus Jacobus Hirsch, kaptein og stortingsrepresentant (nordre Trondhjem), Provst AschenbergAschenberg] Svend Aschenberg, prost og stortingsrepresentant (søndre Trondhjem).
De, der stemte mod, vare: Sorenskriver Laurenzius Borchsenius,Laurenzius Borchsenius] Laurentius Borchsenius, sorenskrivar og stortingsrepresentant Gaardbruger Lars Thorstensen TønsagerTønsager] Lars Thorstensen Tønsager, bonde og stortingsrepresentant (Akershus), Kjøbmand Erik Andreas ThomleThomle] Erik Andreas Thomle, skipsreiar og stortingsrepresentant (Arendal), Provst Niels Griis Alstrup Dahl,Dahl] Niels Griis Alstrup Dahl, prost og stortingsrepresentant Gaardbruger Ole Olsen HjemsæterHjemsæter] Ola Olsson Hjemsæter, bonde og stortingsrepresentant (nordre Bergenhus), Gaardbruger Gudmund Larsen AarvigAarvig] Gudmund Larsen Aarvig, bonde og stortingsrepresentant (søndre Bergenhus), Gaardbruger Ingebret Olsen MoeMoe] Engebret Olsen Moe, bonde og stortingsrepresentant (Buskerud), Kaptain Ludvig Maribo,Maribo] Ludvig Mariboe, forretningsmann og stortingsrepresentant Kjøbmand Jens LinaaeLinaae] Jens Linaae, kjøpmann og stortingsrepresentant (Christiania), Gaardbruger Peder Jensen FauchaldFauchald] Peder Fauchald, bonde og stortingsrepresentant (Christiania Amt), Kaptain, nu Krigskommissær Johan Jørgen BrochBroch] Johan Jørgen Broch, krigskommissær og stortingsrepresentant (Christianssand), Kjøbmand Hans HolstHolst] Hans Holst, kjøpmann og stortingsrepresentant (Drammen), Provst Simon KildalKildal] Simon Nicolai Kildal, sokneprest og stortingsrepresentant (Finmarken), Gaardbruger Even Christensen RingnæsRingnæs] Even Christiensen Ringnæs, bonde og stortingsrepresentant (Do.), Iver Olsen SvennebyeSvennebye] Iver Olsen Svenneby, bonde og stortingsrepresentant (Hedemarken), Gaardbruger Reinert Tomassen BergsakerReinert Tomassen Bergsaker] Reinert Tobias Bergsager, bonde og stortingsrepresentant (Do.), Teis Jacob Torkildsen LundegaardLundegaard] Theis Lundegaard, eidsvollsmann og stortingsrepresentant (Lister og Mandal), Lensmand Tallak BjørvattenBjørvatten] Tallak Bjørvatten, lensmann og stortingsrepresentant (Nedenæs og Robygdelaget), Provst A. Schytte,Schytte] Arnoldus Schytte, prost og stortingsrepresentant Gaardbruger Ole Christian Andersen NøstvigNøstvig] Ole Christian Nøstvig, bonde og stortingsrepresentant (Nordland), Høiesteretsadvokat Jonas Anthon HjelmHjelm] Jonas Anton Hjelm, jurist og stortingsrepresentant (Smaalenene), Kjøbmand Ole HelliesenHelliesen] Ole Helliesen, kjøpmann og stortingsrepresentant (Stavanger), Kirkesanger Didrik Sigbjørnsen MoyMoy] Diderik Sigbjørnsen Moy, bonde og stortingsrepresentant (Stavanger Amt), Assessor SchnittlerSchnittler] Balthazar Schnitler, assessor og stortingsrepresentant (Trondhjem), Gaardbruger Peder Ertzgaard,Ertzgaard] Peter Ertzgaard, bonde og stortingsrepresentant Gaardbruger Tomas Olsen FosnæsFosnæs] Thomas Olsen Foosnæs, bonde og stortingsrepresentant (nordre Trondhjems Amt), Gaardbruger Mikkel Grindal,Mikkel Grindal] Michel Grendahl, bonde og stortingsrepresentant Premierløitnant Frederik Christian MoslingMosling] Frederik Christian Mosling, premierløytnant og stortingsrepresentant (søndre Trondhjems Amt).
Votering i Storthinget den 23de Marts 1857 om Odelsretten.
| Samfundsstilling. | For Ophævelsen. | Mod Ophævelsen. |
| Embedsmænd | 30 | 7 |
| Gaardbrugere | 3 | 23 |
| Kjøbmænd, Mæglere & Dispachør | 14 | 3 |
| Sagførere | 6 | 1 |
| Kand. & Studenter | 3 | – |
| Lensmænd | 1 | 6 |
| Kirkesangere | 1 | 4 |
| Bestillingsmænd | 2 | 1 |
| Jurnalister | 1 | – |
| Skibsredere | – | 1 |
| Verksfuldmægtig | 1 | – |
| Proprietær (Hole Ringerike) | 1 | – |
| Haandværkere | 1 | – |
| _______ | _______ | |
| 64 | 46 |
For den kongelige Proposition stemte: Sundt,Sundt] Morten Ludvig Sundt, bonde og stortingsrepresentant Hervig,Hervig] Christian Hervig, bonde og stortingsrepresentant Hilsen,Hilsen] Nils Hilsen, klokkar og stortingsrepresentant Wille,Wille] Hans Wille, prost og stortingsrepresentant K. Motzfeldt,Motzfeldt] Ketil Motzfeldt, ekspedisjonssjef og stortingsrepresentant A. Schweigaard,Schweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar U. A. Motzfeldt,Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant Meinich,Meinich] Hans Thomas Meinich, fut og stortingsrepresentant Platou,Platou] Carl Nicolai Platou, borgarmeister Hartmann,Hartmann] Anton Carl Hartmann, kjøpmann Rogstad,Rogstad] Nils Wisløff Rogstad, assessor Boye,Boye] Mathias Andreas Boye, tollkasserar og stortingsrepresentant Elieson,Elieson] John Collett Elieson, sakførar og stortingsrepresentant Gjessing,Gjessing] Christian Gjessing, kasserar Schwartz,Schwartz] Johan Jørgen Schwartz, handelsmann og stortingsrepresentant Thomas,Thomas] Stephen Henry Thomas, bonde og stortingsrepresentant Præst Hansen,Hansen] Jørres Schelderup Hansen, sokneprest og stortingsrepresentant Børresen,Børresen] Nils Elias Børresen, kjøpmann Saxlund,Saxlund] Even Saxlund, byfut og stortingsrepresentant I. Geelmuyden,Geelmuyden] Ivar Christian Geelmuyden, overlærar og stortingsrepresentant Byfoged Berg,Berg] Johannes Berg, fut og stortingsrepresentant Præst Bergh,Bergh] Haagen Ludvig Bergh, prest og stortingsrepresentant Nielsen,Nielsen] Wilhelm Nielsen, sakførar og stortingsrepresentant Hesselberg,Hesselberg] Magnus Hesselberg, jurist og stortingsrepresentant Chr. Geelmuyden,Geelmuyden] Christian Torber Geelmuyden, lærar og stortingsrepresentant Thorne,Thorne] Søren Wilhelm Thorne, prest og stortingsrepresentant T. Schweigaard,Schweigaard] Tellef Dahll Schweigaard, kjøpmann og stortingsrepresentant J. Sverdrup,Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar Lange,Lange] Ulrik Frederik Lange, rektor og stortingsrepresentant Nannestad,Nannestad] Mathias Bonsach Krogh Nannestad, kaptein, stortingsrepresentant og amtmann Heiberg,Heiberg] Andreas Henrik Heiberg, lege og stortingsrepresentant Holst,Holst] Frederik Julius Holst, handelsmann og stortingsrepresentant Breder,Breder] Paul Peter Breder, amtmann og stortingsrepresentant Boyesen,Boyesen] Peter Johan Boyesen, kjøpmann SchawlandSchawland] Aage Schavland, prest og stortingsrepresentant, Byfoged Petersen,Petersen] Morten Smith Petersen, sakførar Paus,Paus] Christian Cornelius Paus, fut og stortingsrepresentant Svendsen,Svendsen] Lars Svendsen, skipsreiar og stortingsrepresentant Myhre, Natvig,Natvig] Thomas Natvig, losoldermann og stortingsrepresentant Aagaard,Aagaard] Andreas Zacharias Aagaard, kjøpmann og stortingsrepresentant C. Motzfeldt,Motzfeldt] Carl Frederik Motzfeldt, amtmann og stortingsrepresentant Meldahl,Meldahl] Hans Gerhard Meldahl, justitiarius og stortingsrepresentant Lerche,Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar Rygh,Rygh] Peder Strand Rygh, lensmann Løchen,Løchen] Hermann Løchen, bonde og stortingsrepresentant Fergstad,Fergstad] Sivert Andreas Fergstad, prest J. Krogness,Krogness] Johan Richard Krogness, kjøpmann og stortingsrepresentant Proviantskriver Olsen,Olsen] Knud Olsen, proviantskrivar R. Olsen,Olsen] Rolf Olsen, forfattar og politikar Jerwell,Jerwell] Claus Jervell, kjøpmann Stabell,Stabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar Hoelstad,Hoelstad] Jacob Hoelstad, bonde og stortingsrepresentant Schønheyder,Schønheyder] Lorents Wittrup Schønheyder, sokneprest og stortingsrepresentant Faye,Faye] Jørgen Breder Faye, banksjef Konow,Konow] Carl Konow, kjøpmann og stortingsrepresentant Smit, Vogt,Vogt] Nils Vogt, amtmann og stortingsrepresentant H. U. Sverdrup,Sverdrup] Harald Ulrik Sverdrup, sokneprest og stortingsrepresentant Reinhardt,Reinhardt] Christian Gottfried Reinhardt, kaptein Borchsenius,Borchsenius] Rasmus Rafn Borchsenius, sorenskrivar og stortingsrepresentant Knudsen,Knudsen] Tormod Knudsen Borgejorde, politikar og diktar Møller,Møller] Hans Møller, kjøpmann og stortingsrepresentant Evensen.Evensen] Anders Christian Evensen, skipsmeklar
Mod Komiteens Indstilling stemte: Baggerud,Baggerud] Arne Baggerud, lærar og stortingsmann Hammerstad,Hammerstad] Ole Hammerstad, bonde og stortingsrepresentant Lysgaard,Lysgaard] Anders Thomas Lysgaard, bonde og stortingsrepresentant Stoltenberg,Stoltenberg] Anders Vincent Stoltenberg, bonde og stortingsrepresentant Schjølberg,Schjølberg] Ole Peter Schjølberg, lensmann og stortingsrepresentant Arneberg,Arneberg] Christen Arneberg, bonde og stortingsrepresentant M. Kildahl,Kildahl] Mikael Heggelund Kildal, sakførar og stortingsrepresentant Dieseth,Dieseth] Jacob Dieseth, lærar og stortingsrepresentant Harbitz,Harbitz] Georg Prahl Harbitz, sokneprest og stortingspresident Fadum,Fadum] Peder Fadum, bonde og stortingsrepresentant Jaabæk,Jaabæk] Søren Jaabæk, lærar og stortingsrepresentant Bergsager,Bergsager] Aanen Bergsager, lærar og stortingsrepresentant Birkeland,Birkeland] Hans Jacob Birkeland, kontorist og stortingsrepresentant Enge,Enge] Nils Enge, lærar og stortingsrepresentant Skjerkholdt,Skjerkholdt] Halvor Skjerkholt, bonde og stortingsrepresentant Stamsøe,Stamsøe] Halvor Stamsø, bonde og stortingsrepresentant Augustinussen,Augustinussen] Johan Augustinussen, lærar og stortingsrepresentant Kjelsberg,Kjelsberg] Hans Kjelsberg, lensmann og stortingsrepresentant A. C. Wetlesen,Wetlesen] Adolph Christian Wetlesen, bonde og stortingsrepresentant Aarflot, Aandal, Foged Wetlesen, Bøttger,Bøttger] Hother Erik Werner Bøttger, konduktør og stortingsrepresentant Vig,Vig] Olai Wiig, bonde og stortingsrepresentant Sibbern,Sibbern] Georg Sibbern, diplomat, seinare statsminister Humlekjær,Humlekjær] Lars Humlekjær, bonde og stortingsrepresentant Søtland,Søtland] Zyprian Sødtland, bonde og stortingsrepresentant Ueland,Ueland] Ole Gabriel Ueland, politikar Mossige,Mossige] Ingebret Mossige, lensmann og stortingsrepresentant ColbeenstvedtColbeenstvedt] Lars Kolbenstvedt, bonde og stortingsrepresentant, Thorsen,Thorsen] Ole Thorsen, prest og stortingsrepresentant Bankdirektør Krogness,Krogness] Ole Andreas Krogness, kjøpmann og stortingsrepresentant Bætzmann,Bætzmann] Samuel Severin Bætzmann, fut og stortingsrepresentant P. A. Sæther,Sæther] Peter Andreas Sæther, lærar og stortingsrepresentant I. H. Sæter,Sæter] Ingebrigt Sæther, bonde og stortingsrepresentant Ulstad,Ulstad] Nicolai Ulstad, lærar og stortingsrepresentant Dietrichs,Dietrichs] Johan Henrik Dietrichs, kjøpmann og stortingsrepresentant Valstad,Valstad] Ole Walstad, bonde og stortingsrepresentant Smith-Petersen,Smith-Petersen] Morten Smith-Petersen, sakførar og stortingsrepresentant E. M. Løken,Løken] Erik Løken, bonde og stortingsrepresentant Urdahl,Urdahl] Sølfest Urdahl, bonde og stortingsrepresentant Aga,Aga] Johannes Aga, bonde og stortingsrepresentant Riisnæs,Riisnæs] Erik Riisnæs, bonde og stortingsrepresentant Tandberg,Tandberg] Johan Jørgen Tandberg, prest og stortingsrepresentant Koren,Koren] Niels Koren, sokneprest og stortingsrepresentant Grave.Grave] Aasmund Grave, bonde og stortingsrepresentant
Korrespondance
Christiania den 1ste April
Storthinget har ikke gjort mange Ting, der tjener saameget til almindelig Lettelse, som det, der blev gjort idag, idet man gik ind paa at udløse Øresundstolden med 273,000 Spd. til Afbetaling i 20 Aar og 4 pCt. Rente. Dette bliver ikke engang saameget i disse 20 Aar, som den aarlige Afgift har været, uden at regne det Bryderi og Ophold, som denne Fortolding førte med sig, og hvorover der er førte saamange og grundede Klager. Det er Nordamerika Verden har at takke for dette; thi havde ikke det gjort Larm om denne Told, saa vilde man neppe være skreden til denne Afkjøbning. Selv den danske Minister, nu afdøde Grev Knuth,Knuth] Frederik Marcus Knuth, dansk greve og utenriksminister bidrog ogsaa hertil, idet han opmuntrede Nordamerikanerne med den Bemærkning til en af deres Diplomater, at Øresundstolden var Noget, som ikke lod sig forsvare fra et egentlig retligt Standpunkt. Det er rigtignok sagt, hvad der ogsaa blev sagt idag i Thinget, at denne Told hvilede paa Folkeretten, men Folkeretten er igjen en Ret, som Folkene alene bruge, saalænge de finde, at det svarer Regning, af den gode Grund, at der ingen Magt er, som kan sætte den i Kraft. Næveretten er saaledes den sidste, ligesom den er den ældste Ret Staterne imellem. Den, som stærkest er, han har Ret, naar det ret kniber. Vi se jo, at den dansk-norske Stat i 1807 brød Folkeretten ved blandt Andet at anholde privat Eiendom af den fiendtlige Magt, fordi, som det hedte, Englænderne havde gjort et saadant Brud paa Folkeretten ved at bombardere Kjøbenhavn og tage Flaaden, uagtet England bare ligesom treiv Kniven af den Haand, som vilde stinge. Man finder altid Grunde til at drage sig unda Folkeretten, naar den er ubeleilig, og saaledes kunde nok Danmark under en europæisk Fortolkning have tabt sin Øresundstold uden nogensomhelst Erstatning, ligesom den i sin egentlige Oprindelse er et Tiltag, saadan som Hævd ofte er det. Det er ydmygende for Danmark at miste sin Øresundstold; det maatte være stolt for en dansk Mand at se, at det mægtige Englands Skibe lagde til og betalte. Danmark har mistet meget i disse sidste Mandsaldre: Flaaden, Norge, Øresundstolden, rigtignok mod nogen Erstatning, og nu staar de tydske Lande for Tur næste Gang, naar her bliver Ramling i Europa. De danske saakaldte frisindede Blade gjøre ogsaa, hvad de kan for at skille sig ved sine tydske rige Lande, idet de ere for Skandinavismen, der aldrig bliver til Noget, før Danmark staar purt og rent, hvorved det vilde blive den mindste Mand af disse trende nordiske Riger. Derfor vil heller ikke den danske Udenrigsminister ScheleSchele] Ludvig Nicolaus von Scheele, dansk utanriksminister vide noget af Skandinavismen, og det maa vel være Ubekjendtskab med de danske Tilstande, som gjør at jeg ikke kan begribe, hvorledes nogen dansksindet Mand kan være uenig med sin Udenrigsminister i dette Spørgsmaal. Professor P. A. Munch har ogsaa i det sidste Hæfte af sit Maanedsskrift i en Artikel om «Skandinavismen» klart opfattet denne danske Stilling; og han skulde synes at fortjene Tak af alle Danske og Danske Venner; men istedetfor dette bliver han idag angreben i Chr.-Posten, og lignende Angreb kan ikke længe lade vente paa sig fra nogle danske Blade. At tale om, at Danmark staar paa Vagt mod en indtrængende Tydskhed og at det derfor fortjener Nordens Tak, er en underlig Tale. Man kan beklage og endog agte Danmark for dets Kamp, men egentlig at takke det gaar ikke an for den Nordmand, som ved, at tydsk Sprog igrunden ligner vort Oldnorske mere end det danske nu gjør, og at derfor tydsk Literatur vilde være ligesaa national for os som den danske. At ville vække vor Medfølelse for Danmark, ved at tale om den «fælleds Literatur», er derfor blot at meide op et gammelt Saar, istedetfor at faa det til at betne.
De, som forsvare Tydskheden i Danmark spille den samme Rolle der, som de, der forsvare Danskheden i Norge, og de gjøre det med saamegen større Grund, som Tydskheden er nødvendig til Danmarks Bestaaen, medens Danskheden hos os er en Grund til, at vi ikke egentlig kan sige at bestaa som et selvstændigt Folk. Og den besynderligste Modsigelse i disse vore Danskes Kamp for Danskheden mod Tydskheden er, at de lægge saamegen Vegt paa Nationaliteten, naar den angaar Danmark, medens de bespotte den naar den angaar os selv. Dette Særsyn maa vel mærkes, for at man kan komme efter, hvad det er for Folk, som tale Danskhedens Sag i Danmark, det er nemlig ret og slet Danske. Det er det Parti hos os, der jamrer over Tydskhedens Overgreb, som peb ad og forfulgte Wergeland,Wergeland] Henrik Wergeland — som sværmer for danske Skuespil, dansk Sprog og som den Dag idag forfølger enhver national Bestræbelse. Derfor har ogsaa det norske Folk døve Øren til dets Skrig om Tydsklands Fremtrængen. Det egentlige norske Folk rækker Tydskland sin Haand over Danmark; Narrerne mødes netop over Kjøbenhavn.
Det er en forunderlig Mistanke som kastes ud i Chr.-Postens danske Artikel idag, nemlig at MunchsMunchs] Peter Andreas Munch, historikar Afhandling og den danske Ministers Note ligesom skulde flyde af en fælleds Kilde. Dersom der gaves nogen Kilde, saa maatte den strømme i en ganske modsat Retning, da disse antiskandinaviske Udtalelser maa tilintetgjøre en skjøn Forhaabning f. Ex. for Huset Bernadotte. Det maa Enhver kunne antage, som har seet det sidste Aars Begivenheder. Nei, Tingen er nok den, at den danske Udenrigsminister skrev som dansk Mand, og Professor Munch som en Historiker. Det maatte være tungt at skrive dette for Munch, som har nydt en saa godt dansk Opdragelse.
Korrespondance
Christiania den 3die April
Storthinget har nu taget sig Paaskefri og den som lang er, men det havde nok ikke stort at gjøre, før Bogtrykkerne vare komne efter med sine Tryk, og desuden skal ikke Storthinget være bange for at tage sig Frihed engang imellem; saa rimelige maa vi dog være, hvormeget vi end ere vante til at arbeide for hver Skilling, vi faa. Det Værste er for Folk som Korrespondenten i disse Fridage; thi det er en større Kunst at koge Suppe paa en Pølsepinde end paa et helt Naut, siger Ordsproget.
Her er nu og har været en frugtbar Tid paa Abonnements-Koncerter og Forestillinger, ved hvilke Abonnements-Kunstnerne og Theatrene brandskatte sine Kjendinger og Velyndere. Det Samme gjøre Forlæggere ved at sende Folk ind i Husene til kjends Folk med Planer og rørende Indledninger. Jeg vil stille op en saadan aarlig Skat som kan falde paa en Mand i Stilling, der tillige sidder med en passelig Familie. Lister ere nedlagte i Cappelens osv. Boglade:
| Spd. | ß. | |
| Til Koncert for en haabfuld Musikus, som skal tiltræde en Udenlandsreise til sin Uddannelse, 4 Billetter à 48 ß. | 1. | 72. |
| Til Koncert for en Kunstner, som er kommen hjem fra sin Kunstnerreise, 4 Billetter à 60 ß. | 2. | – |
| Til Koncert for en Kunstner som sidde, med Familie 4 Billetter à 36 ß. | 1. | 24. |
| For en Amatrice, der saaofte ved private Leiligheder har ladet sig høre, 4 Billetter à 60 ß. | 2. | – |
| Til Benefice for N. N. 4 Bill. à 40 ß. | 1. | 40. |
| Til Do. for N. N. 4 Billetter à 48 ß. | 1. | 72. |
| Til Do. for N. N. 4 Do. à 60 ß. | 2. | – |
| Til Do. for N. N. 4 Do. à 40 ß. | 1. | 40. |
| Til Do. for N. N. 4 Do. à 40 ß. | 1. | 40. |
| Paa N. N.s Jubilæum 4 Bill. à 48 ß. | 1. | 72. |
(Der træffer altid ind Jubilæer, for saa mange er der dog at vælge paa).
| Til 6 Forestillinger paa N. N. Theater 24 Billetter à 24 ß. paa Grund af Mængden | 4. | 96. |
| For tvende i Aarets Løb fremmede Kunstnere som vil se om det kan nytte at komme herop, tilsammen 12 Billetter à 60 ß., da slige Folk maa være dyre skal de duge Noget | 6 | – |
| For Orchestermedlem N. N. en Koncert, 4 Billetter à 36 ß. | 1. | 24. |
| For 3de Do. 12 Billetter à 40 ß. | 4. | – |
| Ballet af den sylfideagtige N. N., som skal til Kjøbenhavn og uddanne sig som Dandsende, 4 Bill. à 48 ß. | 1. | 72. |
| Vor Landsmand, Kunstneren N. N, som vil gjøre en Snartur herigjennem, 4 Billetter à 60 ß. | 2. | – |
| Orchesteranføreren ved Theatret N. N., 4 Billetter à 60 ß. | 2. | – |
| Kunstnerparret N. N., en Forestilling for at komme til et udenlandsk Bad, 4 Billetter à 60 ß. | 2. | – |
| En extra Forestilling for N. N., som ved sin mangeaarige Virksomhed har gjort saameget for Musiken, 4 Bil. à 60 ß. | 2. | – |
| Do. for ham, der har saadanne Fortjenester af Sangen, 4 Bil. à 60 ß. | 2. | – |
| Kunstnerparret N. N., af hvilke han spiller paa Violin og hun paa Fortepiano med en Trio af Amatører, 4 Bil. à 60 ß. | 2. | – |
| Pragtverket N. N. paa 12 Plancher à 1 Spd. | 12. | – |
| Do. Do. Prospekter, 48 af den billige Pris à 24 ß. | 9. | 72. |
| En Række populære Forelæsninger af Professor N. N. til N. N. Byggefond, 1 Spd. pr. Person | 4. | – |
| Do. Do. af N. N. | 4. | – |
| Melodier til halvhundrede Sange af N. N., den billige Pris af | 2. | – |
| Musikalske Stemninger af N. N. | 2. | – |
| Udlodning af 6 Malerier af vor talentfulde Landsmandinde N. N. | 1. | – |
| Do. et stort Maleri, vurderet til 600 Spd., af vor unge geniale N. N., som agter at foretage en Kunstreise, 3 Spd. hvert Lod | 3. | – |
| __ | __ | |
| 83. | – |
hvilke 83 Spd. maa opføres paa Familiens Budget som «tilfældige og uforudseede Udgifter.» Det er derfor sandelig ingen Spøg at staa for Kunsten og ophjælpe den.
Jeg har foretrukket at levere dette Aarsregnskab istedetfor at fortælle om hver Koncert, Theaterforestilling osv. Det skildrer ikke blot Kunsten men ogsaa Sæderne, der saa godt ved at føie sig efter Omstændighederne og give en og samme Ting mange skjønne Navne.
Man forundres med Rette over, hvorfra Folk faa Penge, da her dog støt sker Opfordring til et eller andet veldædigt Øiemed baade som Bazarer og Aktietegninger. Den regelmæssige Fattigskat er sandelig den mindste for mange af disse «honette» Mennesker. Det er nu vistnok ikke Alle, der gaa saavidt som Manden efter min opstillede Regnskabsbog; men han er ogsaa en særdeles «dannet» Mand han, og musikalsk i høi Grad, ligesom en Ynder af Melodier og overhovedet Stemningen.
Naar han laaner Penge, kommer hanhan] retta frå: har ogsaa i Stemning.
Korrespondance
Christiania den 9de April
Fra Sverige faa vi ofte høre Ting om os, som vi ikke selv vide, uagtet vi selv skal have gjort dem. Muligens er det svenske Folk hos os som skrive hjem, og muligens kan her være Fisletude blandt vore Egne, og muligens kan de gode Svenske selv skrive om os, hvad de ønske vi skulde gjøre, for derved at faa os til at gjøre det, naar det engang er udbredt, at det er gjort, ligesom Arbeidsmanden, der ude paa Marken skreg «Ja!» naar det led til Maals, uagtet Ingen enda havde raabt, hvorved Kokkepigen lagde under Gryden og skyndte sig med at faa Maden færdig. Det er slig en Historie, som Chr.-Posten igaar optog efter et svensk Blad, nemlig at Storthinget havde indstillet, at VicekongenVicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge skulde faa 48,000 Spd. Apanage (Føderaad), altsaa det Dobbelte mod før. Storthinget har endnu Intet sagt om denne Ting og kunde heller ikke ret vel sige Noget, før Budgettet kommer fore, hvorimod der fortælles, at man i Budgetkomiteen skal have talt om at give ham 4000 Spd. maanedlig, saalænge han er her i Riget, men dette bliver dog neppe mere end han nu har, da han sjelden vil blive mere end 6 Maaneder her i Norge, uagtet Grundlovens § 14 siger, at han ikke maa være mere end tre Maaneder borte, hvorved han altsaa vilde faa 36,000 Spd. Men et saadant foreløbigt Komitésnak, om der forresten er holdt noget sligt, er ikke at udgive for sandt. Derimod har der Intet staaet i de svenske Aviser om, at Christiania Ligningskommission har været paa Vei til at ilægge Vicekongen som norsk Embedsmand Skat. De bedste Jurister i Ligningskommissionen har været for at skatlægge Vicekongen til Byen, og det er derfor muligt, at de have gjort det, skjønt vel andre Hensyn kan have gjort sig gjældende, saa man biede nu det første Aaret. Det skulde have været rart om Ligningskommissionen havde lagt ham i nogle tusinde Spdls. Skat, ikke for Pengenes men for Tankens Skyld. Hvor der skulde været gjorte store Ansigter i Sverige! Det havde mere end noget Andet vist den Norske Lighed mod Lovene. Men sæt saa, at Vicekongen ikke vilde have betalt Skatten. Hvem skulde da have pantet, og hvilken Domstol skulde man have appelleret Udpantningsforretningen til, da Grundlovens § 37 siger, at «de kongelige Prindser og Prindsesser skulle, for deres Personer, ikke svare for andre end Kongen eller hvem, Han til Dommer over dem forordner?» At sjelne mellem Vicekongen som Prinds og norsk Embedsmand vilde ikke være godt, og sige, at det skal Kongen dømme over og det de norske Domstole. Det maa vel være denne juridiske Dobbelthed som ogsaa har bidraget til at Ligningskommissionen ikke har skattelagt Vicekongen, om han forresten ikke er skattelagt, hvilket nu snart maa kunne sees af den udlagte Ligningsforretning. Jeg skal se efter og «rapportere.» Det er virkelig et «interessant» Tilfælde.
Er nu Vicekongen ilagt Skat, saa er det rimeligt, at Storthinget idetmindste forhøier hans Apanage med Saameget, som Skatten beløber sig til, og det skulde være omkring 7000 Spd., han efter BrochsBrochs] Ole Jacob Broch, matematikar og politikar Ligningstabeller kom op i, da han vel maa regnes for at staa i 1ste Klasse, uagtet han har et Barn at forsørge. Kanske dog han ikke for dette kunde komme høiere end i 2den Klasse.
Det er dog forresten ikke rimeligt dette, da det er Nationen, som maa sørge for Prindser og Prindsesser, hvorfor vi ogsaa se fra den svenske Rigsdag alle de Forhandlinger om Pengebevillinger, naar en Prinds skal gifte sig, og Storthinget maa vel ogsaa give Prinds OscarOscar] Oscar, prins noget til hans Hædersdag. Det maa ikke være behageligt for de Kongelige saadan at forlange Udstyr. Det maa minde dem om, at det desværre er sandt for Alle, hvad Gretchen siger i Faust:
Nach Golde drängt,
Am Golde hängt,
Doch Alles. Ach wir Armen!
Jeg vil hertil føie et Vers, som ikke er til Stads, saadan som naar man citerer Goethe,Goethe] Johann Wolfgang von Goethe men til godt Husbrug:
Naar Skillingen man kommer til,
ei spørges efter Ære.
Hver kare under Gryden vil,
og mæt for Alting være.
Det maa heller ikke være nogen Fornøielse for Nationalforsamlingerne at prute om disse Udstyr og Apanager, og det er helt ufatteligt, hvorledes Biskop Thomander,Thomander] Johan Henrik Thomander, svensk biskop og professor som vi saa om i Vinter, kunde være vittig og glimrende i sin Tale for at bevilge saameget til Prinds Oscar, for at han kunde sætte Fod under eget Bord. Man kunde nok have været vittig mod Bevillingen, men for den, det viser, at Thomander maa være en stor Mand, bedre end alle hans Prædikener.
I Storthinget vil neppe findes Nogen, som er vittig for eller imod denne Bevilling. Begge Dele vilde være lige upassende.
Naar nu engang vor unge Prindsesse gifter sig, saa bliver det i Brudgommens Land, man vil bestemme Apanagen, men vor Prinds slipper, hvorfor det er rimeligt, at han maa sættes opp i første Klasse i Ligningen. Jeg formoder han ogsaa maa være gjort det, idetmindste har jeg hørt Ligningsmænd ytre sig derhen.
Næste Aar maatte altsaa Skatten blive høiere.
Dersom man kunde beregne Alles Indtægter saa greit som Vicekongens, vilde det være let at ligne.
Korrespondance
Christiania den 17de April
Naar man i Tabellerne ser Landets Fiskeri opført til 4 Millioner Spd. aarlig, og da tillige for Sammenligningens Skyld ser Agerbruget opført med blot 8½, den udenrigske Skibsfart 2½, Skogdriften med 3¾, Fædriften med omtrent 11 og Bergverksdriften med 1 Million, saa skjønner man, at Fiskeriet er en af Landets Hovednæringer, og at det var meget Sandt i det, to Hovedmænd for et Notlag under Omfavnelse og de Øvriges Jubel sagde, da de havde tømt en Laas: «Jorda er rik, men Havit er endaa rikare.»
Man kan ogsaa, naar dette betænkes, skjønne, at det er vigtige Greier, naar Storthinget gjør Fiskelove, af hvilke det gjør eller idetmindste pynter paa en hver Gang. En Hovedforbedring er man alt begyndt med i de sidste Fiskelove, som naturligvis vil blive gjennemført med alle, og det er, at der er et Statens Opsyn, der er Politi og hjælper Fiskerne tilrette paa staaende Fod, istedetfor at man for ofte brugte Selvtægt og heller tog mod Skade end førte en kostbar Proces. Ligesom vi læse i Sagaerne, at vore Forfædre om Vinteren var paa Fiske og om Sommeren i Viking (Røveri var da mere almindelig end Handel), saaledes var ogsaa Fisket etslags Viking, hvor man tog Fangst og Garn eller skar dem sond, seilte paa hverandre og slost. Nu da Opsynsskøiten med Dommere paa krydser omkring, kan Sligt ikke ske uden Straf paa Flek og Sted, og naar Menneskene faa Bank, saa ere de skikkelige.
I disse Dage har Odelsthinget gjort en Torskelov for Lofoten, hvor den poetiske Sætning «frit Hav» fik Lovskraft. Der beit mange Torsker paa den Kroken. Før 1816 var der ogsaa frit Hav ved Lofoten, men saa fandt man, at den Stærkeste gik af med Seiren, at man lagde Garn i Kros og Krake paa hverandre og idethele var i Veien baade for hverandre og Fisken; thi gav man en Lov, hvorefter Strækninger bleve udviste samt hvor man kunde fiske med Garn og hvor med Snøre. Denne lovbundne Frihed likte ikke Mange, især de Mægtigere, og nu blev efter et skarpt Ordskifte (Debat) «Havet frit» igjen. Selve Statens Opsyn, siger kjends Folk, kan ikke være saa allestedsnærværende, at det kan forebygge Ugrei, Fortrængsel og Ødelæggelse ved det «frie Hav.» Nordlændingen Augustinusen,Augustinusen] Johan Augustinussen, lærar og stortingsrepresentant der har liksaa meget Vit i Hausen som vore Forfædre, kjæmpede ogsaa tappert mod det frie Hav; det Samme gjorde ogsaa Handelsmand Wetlesen,Wetlesen] Adolph Christian Wetlesen, bonde og stortingsrepresentant der kanske engang ogsaa kan have havt Vit i Hausen, men han maa havehave] er sett inn læst det bort, synes man at kunne skjønne af hans «dissenterende Votum» i denne Sag, der er saa knotet og halvkauret, at det kan tjene som Mønster. Men K. MotzfeldtMotzfeldt] Ketil Motzfeldt, ekspedisjonssjef og stortingsrepresentant var for det frie Hav og saa Mange med ham, at det fik Stemmeflerhed. Det gik til paa sin gode Engelsk i denne Sag, idet Augustinusen paaberaabte sig nogle hundrede Underskrifter paa en Skrivelse for sin Mening; men K. Motzfeldt sagde, at han kunde skaffe flere for sin, om det var noget at fare efter.
Det var uheldigt, at Fiskeloven for Lofoten skulde gjøres det Aar, da der er fisket saa lidet, neppe halvt Fiske, heder det i de Beretninger, som nu ere komne. Det vil gjøre en bedrøvelig Knæk dette. Det nytter ikke stort at Havet er frit, dersom det ikke tillige er rigt.
Samme Dag, som man talte om Torsken i Thinget, talte Præsterne om Menighedsraad paa Mødet ude i Universitetet. Præstemøderne maa have fundet mit Raad godt, som jeg for 2 Aar siden gav, nemlig at de skulde stænge sig inde fra Verden, siden Alle nu ikke som før havde Adgang til Mødet. Nogle Storthingsmænd, som vare paa Mødet og hørte, have sagt: «Nei Præsterne blive reint for fæle nu.» Lektor JohnsenJohnsen] Gisle Johnson, teolog skulde saaledes ville, at Menighedsraaderne skulde indvies efter foregaaende Troesbekjendelse næsten liksom Præsterne. Det er ingen Tid nu, da man tror paa udvortes Ceremonier som Tvætninger, Haandspaalæggelse og Uniformer. Det kan være godt nok dette som en borgerlig Orden med visse Mænd, men at det skulde frembringe nogen anden Sjelsforandring end den, at man altid gaar med større Selvfølelse, naar man har udmærkede Klæder paa, det tror bare den tykkeste Uvidenhed. Vi se ogsaa til liden Opbyggelse for Nogen, hvad det hjælper Kandidater at faa Indvielse. Er der ingen Aandens Begavelse i dem før, saa faa de den ikke af Kragen. Derimod antage de et alvorligt Væsen, som lidet stemmer med deres ofte muntre og godmodige Karakter. Dersom de i sin Stilling vare, hvad de ere af Natur, Studium og Folkeomgang, saa vilde de kunne stifte Gavn istedetfor at vække Forargelse hos tænkende Mennesker. Det er virkelig bedrøveligt at tænke paa slig Misforstaaelse. Jeg kjender saaledes en ung Mand i et af Landets rigeste og mest oplyste Præstegjeld: som Student var han en livsglad Mand, der endog kanske drev Glæden vel vidt, men ikke før blev han theologisk Kandidat, før han begyndte at se høist alvorlig ud — hvilket den hele theologiske Stak under denne Papismens Tid forresten gjør — og nu, da han har faaet Krage paa, sidder han som en Synder paa en Naadestol og prædiker imod Verdens Daarlighed; men saa taler han ogsaa i Regelen for tomme Vægge i den senere Tid, og naar da Nogen af Bygdens fornuftige Mænd stundom har hørt paa ham, saa sidder man ved Selskaberne bagefter og gjør Nar af ham.
Det kan man sikkert sige, at disse geistlige Anstrengelser i den senere Tid vil slaa om i sin Modsætning, og Enhver, der ønsker Folkets Oplysning og Opbyggelse, maa derfor ønske, at Geistligheden vil blive sund igjen. Her er tillykke ogsaa mange høitbegavede især ældre Præster, som beklage denne Tingenes Tilstand.
Korrespondance
Christiania den 18de April
Nu er det atter paa den Aarstid, da Udvandrere ere at se i Gaderne og Skibe tilrigges og Vasfade gjøres til Amerikareisen. Dette er nu saavist som at Gauken kommer til sin Tid, og det Ene er igrunden en Naturens Gang som det Andet. Folkeslagene gaa mod Vest som Solen for rimeligvis med den at staa op igjen i Øst. Overalt synes man de komme østenifra, liksom man allesteds synes om Solen. De gamle Indvaanere af Europa syntes at Folkevandringens Strøm ved Christi Tider og derudover kom fra Øst. Nu synes Amerika det samme. De, som fra Amerika igjen reiste til Californien og Australien, komme ogsaa østenifra; og naar nu China, sønderslidt af Borgerkrige, og sløvt av Alderdom bliver en Mark for Indvandrere af vort Folkefærd, der synes bestemte til at behærske Verden og gjøre den lykkelig, saa vil Chineserne med sit gule firkantede Ansikt og sine aflange Øine synes at Folkevandringen kommer fra Øst. Naar da China, Japan og det østlige Asien er fuldt, trænge Folkesværmene gjennem Ørkenen Kobi, ind i Tartariet til Wolga, om det sorte Hav gjennem Russland og til os i det vestlige Europa. Da er Kredsløbet fuldendt en Gang, og Verdenshistorien begynder paa en ny Ring. De komme derfor nok igjen de, som fra oss droge til Amerika, og om det nu skulde drage ud nogle tusinde Aar saa gjør det Intet til Sagen. «Tusinde Aar ere for dig som en Dag.» Udvandringen til Amerika er en Naturdrift hos Menneskeheden, liksom det er en Tvang for Graagaasen (Gaglen) at flyve fra de sydlige til de nordlige Lande om Vaaren. Folk fra Oplandene og Graagjæssene krydse hverandre i Christiania og de andre norske Havne paa samme Aarstid. Det er en forunderlig dybsindig Tvang denne Lyst til Udvandring. Man er i en Stemning som naar man er forelsket: er adspredt og urolig af seg, vil gjerne drive om for om muligt at møde den, man er forelsket i, hvem man dog strax rømmer fra igjen; man staar og glor hen for sig, og har som Ordsproget siger, verken Nattero eller Dagen god. Saaledes maa ogsaa Graagjæssene have det, før de flyve nordpaa om Vaaren, og Læmenene (islandsk Mus) før de drage sydpaa i Flok og Følge over Fjeld og Fjære. Naturen er en og den samme overalt den. Det er Trangen til Liv og til at leve godt, som er Naturens fælleds Pulsslag.
Jeg tror derfor det er overfladisk Tanke at sætte Udvandringerne til Amerika i Forbindelse med politisk Tryk eller Misfornøielse med en og anden Indretning i Staterne, eller med Tanken om at Amerika, som man før har sagt, er et frit Land. Det kan nok være Enkelte, som udvandre af disse Hensyn; men det er forholdsvis meget Faa. Mængden, som vandrer ud, bryr seg intet om Politik, af den gode Grund, at de ikke ved, hvad Politik er, og enten de var i det frie Norge eller i det despotiske Rusland, kommer ud paa det Samme. Det er Mad og Jord de vil faa, og kunne stifte Familie, eller sørge for den, de har. De vil leve. Men med denne Trang til Liv maa ogsaa være forbunden en aandelig Opvakthed og en kraftig Villie. Derfor ser man at Folk, som staar paa et ret lavt Standpunkt aldrig udvandrer, og heller ikke Mennesker, der ere dumme af Naturen. Det er den bedste Merg, som reiser. «Trælen dør paa den Tuve han er fød.» Det kan være haardt for os at se alle disse dristige kjække Mennesker forlade os, men med den Sorg er vist Intet at gjøre. Naturen faar have sin Gang, og saalænge vi ikke kan skaffe den fremadstræbende Mand et godt Rydningslænde til en Gaard eller god Plads han kan leve paa, saalænge maa vi finde det agtværdigt at Folk vil «se sig om i Verden.» Det viser, at vi er et Folkeslag, som der kan blive noget af, og vi kunde ingenlunde ønske en Tilstand, i hvilken stærke spræke Karle taalmodig vare Tjenere og arbeidede for hvad de fik. Det vilde vise, at Nationen ingen Levedygtighed havde. Men hvad der er Ondt, er at mange af disse dygtige Folk ikke faa det saa godt som de fortjene, men tidt maa slide verre end her hjemme til liden Løn og stor Sygdom. Det er ikke let at skabe sig en Fremtid i Amerika heller. Man maa være haard skal man holde ud. — Jeg vil fortælle om en Præstsøn, der for nogle Aar siden reiste til Amerika som Præst. Han var godt vant og taalte verken TrækTræk] retta frå: Trok eller Støi, og havde nok tænkt sig en amerikansk Præstegaard som en paa Oplandene vare. Men han fandt bare nogle Hytter, hvor Sol og Maane skinnede gjennem Vægge og Tag. Hans Tjenere, som havde fulgt ham hjemmefra, forlod ham, da de saa sig bedre Udsigter paa andre steder. Vor Præst maatte da stelle i Gaarden som en Husmand, lave Mad, drive Buskapen sin til Skogs og mælke. Kort, han fik prøve, hvad det vil sige at være Nybygger, men ved Alt dette blev han styrket og skal nu finde sig vel. Man kan ikke forundre sig over, at Mange ønske sig tilbage. Der skal en Kraft og Udholdenhed til som overalt i Verden, hvor man skal arbeide sig op af Intet til Noget. Man maa ikke være ræd for at «træde paa Øgler og Basilisker.» Men saa kan man ogsaa have en Gaard, naar man er gammel, og «leve under sit Vintræ og Figentræ;» rigtignok med Udsigt til at blive jaget af Røvere, eller tvungen til at stemme i Politiken med Revolveren, og endelig at det amerikanske Samfund, overfyldt, ramler om hinanden som Isbrud i Elvene, indtil det kneblesknebles] retta frå: knibles af en Despot. Men da seiler man over det stille Hav til China.
Korrespondance
Christiania den 22de April
(Et Bysbarn). Naar en almindelig følt Trang skal udtales, er det ikke altid let at vide, hvor man skal begynde. Saaledes er det ogsaa med mig nu, da jeg vil skildre Byens Trang til at faa sendt sine Breve om til hvem man vilde. En Mand var forelsket og vilde lette sit beklemte Bryst ved at sende et Kjærlighetsbrev til sin Tilbedte; men selv kunde han umulig gaa, Oppasseren heller ikke, Pigen endnu mindre, for hun vilde snakke endnu mer, og leiede man en Slusk, blev ogsaa Sporet forfulgt. Var man kommen videre end til at være forelsket, det vil sige til at faa en Kjæreste, saa var man endnu verre faren. Ældre rige Kjøbmend og enkelte Andre i Statens Stillinger vare virkelig lurte, naar de Hulde skrev til dem, og lagde Brevene i Postkassa. Brevene, disse smaa firkantede Breve med skak Udskrift og et Segl som Stevnevidnernes paa Retsakter, disse billiets doux bleve uden Naade og Barmhjertighed konfiskerede, brukne og læste af Postfolk til stor Fryd for dem, men til liden Opbyggelse for de ømme Elskende. Det var en Forargelse over Maal og Maade, som maatte afhjælpes, men hvorledes? Det var virkelig for at tale statsøkonomisk et socialt Spørgsmaal. «Prostitution» maa undgaaes i et civiliseret Samfund. Samme Elendighed var ude, naar man ved en Skrivelse vilde skikke til Nogen en Theaterbillet og træffe Vedkommende ved Forestillingens Slutning, alt paa den «delikate» Maade, hvormed man kan udtrykke sig i et Brev og minde En om et Øiekast og alle disse Følelsens Telegrafer, hvorigjennem den elektriske Funke glimter for hver den, som kan læse paa Talskiven. Men al denne Korrespondance sker ved hjælp av Punkter, som nærmere maa omskrives og udvikles, og der stod man før fast.
Forlade vi det «erotiske» Gebet og gaa over til det politiske og dagligdagse, saa stødte man i gamle Dage (ja, blot for et halvt Aar siden) paa de samme Ubehageligheder. Man vilde lade en høistærværdig Forsamling eller en og anden bra Mand faa vide nogle dryge Sandheder, blandet paa en passelig Maade med Grovheder, og man vilde tillige stelle det saa, som om alle disse Ting faldt fra Himmelen, men dette var igrunden en umulig Sag før, thi hvordan man stelte sig, saa kom man paa Sporet, da den sidste Brevdrager sjelden havde «moralsk Mod» nok til at udholde en nærgaaende «Examination» eller en Dragt Prygl, helst da han efter slige Folks Vis gjerne biede, til Brevet var brudt for at faa Drikkepenge.
Her er mange Poesier som ikke trykkes, ikke engang til Korgekonerne; det er Poesier af almindelige Gadetalemaader, satte paa Rim til en og anden berømt Mands Ære, ret en Fantepoesi, der afskrives og «deklameres» i Selskaber, og gaar for «uhyre vittig.» «Har du hørt Visa om N.N.»? spørger en Kjending paa Gaden, «den er vittig den.» Med slige Viser, der ere et Udtryk for «Opinionen,» var man unægtelig i Knibe, da det var saa naturligt, at man ogsaa vilde gjøre den, hvem Visa galt, delagtig i Poesiens Nydelse; men samme Sorg og samme Umulighed med at gaa skudfri. Det var høist ubehageligt dette. Det er en Trang for mange Mennesker at være grove imellem og sige Ubehageligheder. Det er en Slags aandelig Udkastelsesforretning, hvorefter man føler sig saa let og god.
Tilfældene ere uopregnelige, hvor man i et «civiliseret» Samfund trænger til Dionysos’Dionysos] retta frå: DionysasDionysos’] Dionysos, gresk gud Øre for at lade de laveste Hviskninger blive hørte paa dette Sted. Man følte dette dybt, men Tiden, der skaber Udveie for Alt, var enda ikke kommen, men i Høst kom den, da Byposten blev oprettet, dette Tidens, Civilisationens og, man kan stolt sige, dette Christianias, Hovedstadens, Byens Barn, som vist ingen anden norsk By endnu har, men som faaes, naar Byen er kommen noget langt frem i Kultur. Nu kan man da letvint gjøre, hvad der før har forvoldt mangen Ubehagelighed, og om man vil hænge paa en Mand nogle Tylvter Titler efter alle hans nær- og forhenværende «Befatninger», saa kan det Brev godt puttes i Byposten. Vi har mange af vore Bank- og Guanomænd m. m. fl., som fortjene en slig Titelatur. Det kan gjøre godt at nævne Folk med sit rette Navn engang imellem.
Visitkorter blive ogsaa omsendte med Byposten, det er fint det. Underligt skulde det være, om det ikke var franskt.
Byposten lønnes, saavidt jeg ved, af den almindelige Postkasse, altsaa af Statskassen nu, da det viser sig, at Postvæsenet efter alle Nedsættelser av Portoen ikke kan bære sig. Det synes ikke være saa ganske rigtigt, at denne Bypost skal sættes i Forbindelse med det almindelige Postvæsen, da den er til Husbrug blot for Christiania. Paa samme Maade maatte enhver anden By ogsaa kunne faa sig en Post, hvorvel Tabet maatte blive større i de andre Byer, der ikke som Christiania i Gjennemsnit kan befordre 100 Breve om Dagen. Naar det nu er 2 ß. for hvert Brev, løber det op til omtrent 600 Spd. om Aaret. Der er en egen Postmester, som har 400 Spd. i fast Løn og 4 eller 5 Bud med 10 Spdlr. Maaneden, og nu 2 Spdlr. Tillæg saavidt bekjendt, hvilket gjør omtrent 600 Spdlr., hvordan det end tages, altsaa tabes efter dette Opgjør, som forresten ikke er hentet fra noget Tabelkontor, ompas 400 Spdlr. Men nu kan man gjøre Regning paa, at Antallet af Breverne vil stige, naar Folk faar rigtig Smag paa denne Bypost, og desuden faar den almindelige Post med det Samme sendt Breve til Byens Udkanter, der før maatte hente dem eller have Stationer for dem i Byen. Det er saaledes en betydelig Lettelse, som er kommen igang for Byen og Omegn. Det Nyttige er forenet med det Behagelige.
Det er altsaa «praktiske Folk,» som har fundet paa denne Bypost; men det vilde dog neppe være saa aldeles rigtigt at gjøre dem til store Mænd for dette, og engang i Tiden at ihukomme det ved Pensionens Fastsættelse. Det var nok liksaa meget for at undgaa «Prostitution» som for at gavne Handel og Vandel, at denne Post blev oprettet. God er dog Posten, hva den saa er gjort for, og man kan ved den se Samfundet lige ind i Sjelen. Det er just ingen skjøn Sjel hos Samfundet, jeg her har oprullet for dig, kjære Læser, men den er nok altfor sand.
Er ikke Drammen snart saa «kultiveret» at den ogsaa kan trænge til en Bypost??
Korrespondance
Christiania den 24de April
Et Regjeringsblad talte man om, da der i Thinget forleden Dag var Spørgsmaal om, at tage fra Bladet «Rigstidenden» dens ved Lov af 20de Juli 1824 givne Ret til offentlige Bekjendtgjørelser. Odelsthinget tog ogsaa fra Rigstidenden denne Ret, men Lagthinget gav den Retten igjen, fordi man frygtede for, at Regjeringen skulde skabe sig et Blad ved at give det sine Bekjendtgjørelser, og da nu verken Morgenbladet eller Aftenbladet kunde vente at faa Bekjendtgjørelserne, saa gjorde de, hvad de kunde, for at det skulde blive som det er. Man hjalp sin Uven af Frygt for at faa en større istedet, og for at bortskjære alle Grunde for at tage Bekjendtgjørelserne fra Rigstidenden, saa tager de andre Blade dem nu op efter den, hvorved altsaa Ingen skal kunne klage over, at Bekjendtgjørelserne ikke blive bekjendte. Rigstidenden blev altsaa hjulpen ved sin Svaghed og store Fordele, paa samme Maade som Norge maa hjælpes af sin herlige Beliggenhed og Ringhed, der gjør England og Frankrig til vore Forsvarere mod Rusland, liksom Rusland til vort Forsvar igjen mod disse Lande. Af samme Grund blev Tyrkiet ogsaa hjulpet. Rigstidenden er, som Tyrkiet har været, og som Norge vil blive; den bærer derfor ikke Navnet Rigstidenden for Ingenting. Rigstidenden stod som Sultanen og modtog Morgenbladets MentschikofMentschikof] Aleksander Mensjikov, russisk general med Frakken paa, Christianiapostens Lord RedcliffeLord Redcliffe] Stratford Canning, 1. vicomte Stratford de Redcliffe, britisk diplomat med sine aristokratiske Manerer og Aftenbladets BourqueneyBourqueney] François-Adolphe Bomqueney, fransk diplomat med sin Sanscoulotnatur under al sin Forkjærlighed for Officierer og Restaurationer. Rigstidenden var «den syge Mand,» men som netop blev frisk ved sin Sygdom. Saaledes kan det Store afspeile sig i det Smaa, og det Smaa er igjen blot et Billede paa det Store, fordi det er den samme Menneskenatur, som viser sig, enten den saa udgyder Blæk eller Blod.
Men nu et Regjeringsblad, som man var ræd for? Et Regjeringsblad er strengt taget intetsteds, ikke engang den franske Moniteur er et saadant, da Regjeringen ofte «desavouerer» den, rigtignok efter at den er sendt ud paa Fiskeri efter Folkemeningen, og Fisken ikke har bidt paa. Derimod har man Blade for enkelte Ministre, saaledes kaldes MorningpostMorningpost] Morning Post Lord PalmerstonsPalmerstons] Lord Palmerston (Henry John Temple), engelsk statsminister Organ. Og dette kan ogsaa let lade sig gjøre, da en enkelt Minister godt kan styre et Blad eller indblæse det sin Aand, medens en hel Regjering maatte holde Statsraad for hver Avisartikel eller ogsaa fatte Beslutning om mange paa en Gang, liksom naar flere beneficia paupertatis paa en gang «expederes.» Et Regjeringsblad i Ordets fulde Mening er derfor ikke muligt, men derimod et Blad, som holder med Regjeringen i Vaadt og Tørt, altsaa en af disse Venner, som man maa bede Gud bevare sig fra, fordi der ingen Fornuft er i dem. Min sande Ven holder alene med mig, naar jeg har Ret.
Saadan som det er nu, har Regjeringen det godt. Aviserne æde nemlig hinanden op indbyrdes som de berømte Bjørne, og imidlertid faar Regjeringen under den indbyrdes kamp snart en Haandsrækning af den ene snart af den anden og staar hævet over Alle. Det gaar vor Regjering som Lord Palmerstons, der ogsaa lever af sine Modparters Splittelse foruden af sit eget Talent. Skeede derimot et Bytte, saaledes at Regjeringen (og naturligvis dermed alle Embedsmænd, som vilde frem i Verden) gav en Avis alle Bekjendtgjørelser, og Avisen til Gjengjæld gav Regjeringen sine Meninger, altsaa en Tuskhandel mellem Penge og Aand, saa vilde ogsaa Folkepartiet mere samle sine Kræfter, og en Spænding komme istand, som jeg tror vilde være vel saa god som den nuværende Mathed. De, som kan mindes saalangt, ville erindre, at her var større og stærkere Liv i Aviserne for 20 Aar siden og der ved Lag, da Rigstidenden eller den «Constitutionelle» vare Regjeringsblade. Da var ordentlige Slagsmaal at se, og Folk blev politisk opdraget ved at oplæres til at betragte de gjensidige Blade, som politiske Kjættere, hvem det var en Synd at omgaaes med. Da var man enten kold eller varm, men nu er man lunken. Her er saaledes en Tilstand i Politiken som den Theologerne mest frygte for i sin Videnskab, nemlig en «Indifferentismens» Tilstand, da man lader fem være lige. Man kan rose Regjering og Storthing, som det falder til uden at beskyldes for politisk Vendekaaberi saaledes som i de gode gamle Dage. Saavidt er man dog ikke kommen i Theologien, da den som nu ikke vil have Menighedsraad, er en Fritænker, altsaa en Kjætter. En saadan politisk Rettroenhed vilde et Regjeringsblad skabe, og desuden have saamegen Kraft at byde over, at gode Artikler vilde være at læse. Et saadent Blad har altsaa sine Fordele, men nu er det for det Første gjort umuligt, dersom da ikke Loven om Bekjendtgjørelser faar Stemmer nok i det samlede Storthing, om den kommer saalangt.
Dampskibet Drafn fik sin første last igaar af General Wedel JarlsbergsGeneral Wedel Jarlsberg] Ferdinand Carl Maria Wedel-Jarlsberg, general Lig, som den førte til Wallø. Det var en underlig Last at begynde med, og havde vi levet i en mere overtroisk Tid, vilde man ikke have spaaet noget Godt af en saadan Begyndelse; thi paa Landet sommestedes er det saa, at der sker en Ulykke med den Slæde, som første Gang den bruges, fører et Lig, hvorfor man altid passer paa at spænde for en gammel. — Drafn er et nok saa stout Fartøi, men gaar det, som der blev sagt en Fod dybere end bestemt, saa kommer det vel ikke godt fram allesteds. Drammen har været heldigt med dette Skib jo, idet den i lang Tid har faaet en løbende Dagsmulkt, fordi det ikke blev færdigt til rette Tid. Derved er man for det Første sikret for at tabe paa det, men Verkstedet paa Holmen er ikke saa heldigt. Det bliver prægtigt at fare paa Drafn op igjennem Dramselven og det bliver noget helt Andet end «Røierterne» som saa herligt ere skildrede i «Hougsunds Mysterier.»
Korrespondance
Christiania den 30te April
En Bikkjelov er nu antagen af Odelsthinget, og ifølge den skal der som nu i Christiania ogsaa i de andre Byer svares en Skat, 3 Spd., af hver Hund. Dette vilde være en god Lov, dersom bare Lagthinget forhøiede Skatten til 5 Spd.; thi den, som har Raad til at have Bikkje, har ogsaa Raad til at betale 5 Spd. i Skat. En Bikkje er nemlig kostbar, da den er liksaa tung at føde som et Menneske, og det er ret bespotteligt at se alle de Guds Gaver, der kastes for Hunde. Det kan nok være haardt for en gammel Jomfru, der ikke har anden Trøst, at miste Bikkja si, men den, som ikke kan elske Mennesker eller Katte, faar sandelig finde sig i at betale Skat. Det Samme faar ogsaa den gjøre, der ikke kan være genial paa anden Maade end ved at gaa med Bikkje. For Samfundets Tarv maa vi Alle bøie os, hvad enten vi ere Jomfruer, Særlinge eller geniale Mennesker med Hund, og Storthinget har visselig Ret til at gribe ind i Borgernes Luner og lære Folk gode Sæder. Lovgivningen har da ogsaa før troet sig berettiget hertil, idet Reskriptet af 2den Juni 1786 for Kjøbstæderne i Christiansands Stift af 21de Oktober f. A. forbød Hunde at gaa løse paa Gaderne under «en Mulkt af 4 til 10 Rigsdaler efter deres Stand.» Disse Lovbud staa fremdeles uophævede, men da Folk, der vare fornemme nok til at holde Hunde, ikke likte Lovbudene, saa gik de af Brug, saaledes som det altid gaar med Lovbud, som støder an mod de mer oplyste Folk i Samfundet. Vi se saaledes ogsaa at Brændevinsloven igrunden bare er for den «simple Mand.» — Da man nu for nogle Aar siden gjennem nogle troskyldige Byfogder vilde sætte disse Bikkjelove i Kraft igjen, saa hævede Pressen sit Bjæf derimod, og gjøede paa de arme Byfogder, saa de maatte lade sin Lovfortolkning fare. Men naar nu denne Lov kommer i Kraft, saa kan man vente at slippe noget af al denne Gjøen Nat og Dag, som gjalder i Ørene, uagtet nok Mange liksom i HolbergsHolbergs] Ludvig Holberg MelampeMelampe] Melompe sige, at det Sidste, en følsom Sjel mister, er sin Hund. Det er virkelig haardt at være stedt i den Nødvendighed at maatte tale mod Hunde, for de kan være saa fornuftige og glo saa bønligt, men da man ofte er nødt til at tale mod Mennesker og deres Gjerninger, faar man heller ingen Persons Anseelse gjøre med Hundene, men sige ogsaa dem Sandhedens Ord. Det er nemlig greit at Hundene følge Avisliteraturen, for jeg kjender en Hund, der heder Sultan, som var saa sint paa alle Svenske, den Tid Avisstriden var med Sverige, at jeg ikke kunde forklare mig hans Had annerledes, end at han maatte tage Del i Dagens Strid. Le hvem, som vil, men sandt var det, at Sultan var saa venlig som nogen Hund naar en Norsk kom til Gaards, men ikke saa han en Svensk i Gaarden eller bort paa Veien, før han holdt et Hus og beit ret ofte disse Folk med Forskind til Blods.
Storthinget tager det ellers paa en egen Maade denne Gang, idet en Lov gaar feiende fort igjennem, og saa holder man op med Thing i mange Dage og blot arbeider i Komiteerne. Med Maade er denne Forretningsgang god, da man rækker saa meget, men paa den anden Side giver man sig altfor let Komiteerne i Vold, som igrunden blive de sande Lovgivere, og Thinget bare for et Syns Skyld. Under enhver Omstændighed er dog denne Forretningsgang god for «Referenterne,» der faa sin Løn og saa lidet at «referere;» den er naturligvis ogsaa meget god for selve Forretningsmændene, der slipper at sidde i saa trættende lange Møder om Formiddagen og om Eftermiddagen i Komité, idet de som Andre nu mer slippe med en almindelig Arbeidstid.
* * *
Vi Norske er et kjærligt Folk mod andre Folk, men mod os selv gaar det ofte saa som saa. Nye Exempler paa denne Kjendsgjerning se vi nu om Dagene er saa glad over at have faaet op til os Tydskerne, den omvente Jøde, Caspari,Caspari] Carl Paul Caspari, tysk-norsk teolog og Brødrene Strecher.Brødrene Strecher] Adolph Strecker, tysk universitetslektor i kjemi og Hermann Strecker, tysk kjemikar Da her nu blev Tale om at Caspari havde faaet Kaldelse til et Universitet i Tydskland, beklagede man sig over at skulde miste denne «troende og lærde» Theolog, en hel Del Theologer gjorde Professoren sin Opvartning; og da H. Strechers Udnævnelse til Censor ved Høiskoleexamen blev dadlet, saa høres Stemmer, der prise os lykkelige at vi have faaet disse Tydskere til os, og Nogle underskyde endog Angriberen et ondt Sindelag. Alt dette er nu ret vakkert at være slig en Ridder for Fremmede, og disse Tydskere kan ogsaa være gode nok, men det er nu et Spørgsmaal, om Norge ikke have været mer aandeligt selvstændigt, dersom det mindre havde brugt Fremmede og mer sine Egne. Den Kundskab, vi tilfører os, er nemlig ikke vor egen i nogen anden Forstand end Sukker og Kaffe, der ogsaa er vort eget, naar vi have kjøbt det, men derfor er det dog Kolonialvarer. Det er ikke sandt, at Videnskaben gjør nogen Undtagelse fra andre indførte Ting, ligesaalidt som Sproget gjør det. Et Lands Opgave er det nemlig at give Videnskaben en vis Farve efter Nationalkarakteren, og ikke at lære saameget som muligt uden eiendommeligt Præg. Først naar hver Nation udvikler hver sin Side af Kunsten og Videnskaben, bliver der i det Hele en stor og sand Skabning af, paa samme Maade som der maa mange Personer og Karakterer til for at faa en Komedie. Hver enkelt Nation er saaledes en Person i Videnskabens og Kunstens som i Verdenshistoriens store Drama iøvrigt. Det er dette man glemmer, naar man dyrkede fremmede Guder i Videnskab, Kunst og Sprog, ikke at tale om, at man tager Brødet fra sine Egne og giver det til Fremmede.
Korrespondance
Christiania den 6te Mai
Under vort huslige, godslige og bygdaktige politiske Stel kommer der sjelden noget Spørgsmaal for, hvori der findes nogen politisk Tanke; men imandags havde man virkelig fat i Politik, nemlig i Spørgsmaalet om enten at formindske Storthingsmændenes Antal fra Byerne eller at forøge deres Antal fra Landet, saa at Grundlovens Forhold mellem dem som 1:2 kunde komme istand, efter at det ved Byernes Udvidelse og Forøgelse er forrykket saaledes, at der nu er hele 21 Storthingsmænd formange fra Byerne.
Det lykkedes naturligvis ikke at faa Noget istand, som kunde gjenoprette dette forrykte Forhold, da Byerne ikke let vil give Slip paa den Overvegt, de engang have faaet, og da der til en Grundlovsforandring kræves ? Overvegt af Stemmer, saa vil det neppe heller nogensinde lykkes at faa rettet paa denne Forrykkelse, eftersom Byrepræsentanterne vel for Fremtiden som nu alle (undtagen EliesonElieson] John Collett Elieson, sakførar og stortingsrepresentant og I. Geelmeyden)Geelmeyden] Ivar Christian Geelmuyden, overlærar og stortingsrepresentant vil stemme for, at der paa skakke skal gaa som det gaar, og dermed kommer man 21 Stemmer tilkort. Grundloven havde stelt det saa, at Landet, naar det var enigt, kunde gjøre Grundlovsforandringer tiltrods for Byerne, om de ogsaa vare enige til Modstand. Grundloven har saaledes antaget den Sætning, at «Vorherre har skabt Landet, men Mennesker Byen.»
Om det nu tænkeligt skulde hende, at Landet fik nogle Byfolk med sig, saa er ikke Landet enigt med sig selv, naar det tænker sig om: Østlandet maa nemlig holde med Byerne, hvorfra det altid faar Hjælpen i Bevillinger, som mest maa falde paa Østlandet; Vest- og Nordlændingerne staa imod disse, det ser man altid og nu senest i Bevillingen til Øierns Sænkning og Veien mod Grændsen til Sverige og paa sidste Thing i Kanalen ved Skien. Fra Landet vælges ogsaa Embedsmænd, og disse holde i Regelen med Byfolkene, og findes der Frihedsmænd, som Landsfolket ser op til, hvad enten de ere fra Land eller By, saa holde disse ogsaa med Byerne i Udfaldet saaledes som J. Sverdrup,Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar fordi de ere saa forfærdelig frisindede, at de stemme imod, da det ikke gaar vidt nok, nemlig at Forskjellen mellem Storthingsmænd fra Land og By ganske skal ophæves. Det er Folk, som Intet vil gjøre, naar de ikke kan gjøre Alt, og da nu Alt aldrig kan gjøres med en Gang, saa gjøre disse Mennesker ganske rigtig heller Ingenting. Det er skjønt, men upraktisk dette.
Paa den anden Side vilde det nok ogsaa kunne hende, naar Politiken faar tænkt sig om, at Vest- og Nordlandet blev enig med Byerne imod Østlandet, nemlig i Toldspørgsmaal og da især om Tolden paa Kornvarer. Her maa Østlandet staa for sig selv alene, og har det nogen Villie, endog gjøre en Forening til at drive op Tolden. Det vilde saaledes blive et underligt Træf, om alle disse Hoveder kunde passe til en Hat eller blot at to kunde forene sig mod den Tredie. Det skal derfor ingen høiere Gave til at spaa af vore politiske Kort, at ingen Forening kan komme istand, hvorved Grundlovens Forhold mellem Storthingsmændene fra Landet og Byerne skulde kunne rettes op igjen. JaabekJaabek] Søren Jaabæk, lærar og stortingsrepresentant, og hvem det er, kan fremsætte Grundlovsforslag paanyt igjen: de falde saa ofte, som de sættes op. Det er blot at slaa Kiler. Pressen, som jo skulde drøfte Grundlovsforslagene i Treaaret, kan derfor tage sig disse Forslag meget letvindt; den behøver bare at indprente sig den Erfaring, at Menneskene ikke uden med Magt give Slip paa en faaet Ret, og ingen Magt kan skabes til at drive Byerne fra det Herredømme, de nu have faaet. De have Hævd paa det, som naar en Skigar er flyttet ind paa Grandens Jorder. Det er ikke gaaet ganske rigtig til med denne Hævd fra først af; men nogen egentlig Uret kan ikke bevises, og dermed staar den.
Det er i mange Stykker, at By og Land falde fra hverandre, og at det derfor var af Vigtighed, om Grundlovens Tanke kunde være holdt ren, thi vistnok er det med Grundlovsforandringer at Misforholdet skarpest fremtræder, men det er i de daglige Sager, at det Praktiske ved Tingen viser sig, og vil vise sig endnu mer, idet Byerne holde paa at stige og Landet staar stille med Antallet af Storthingsmænd, saa at det engang maa komme dertil, at der er flere Storthingsmænd fra Byerne end fra Landet, hvorved den saakaldte «simple Pluralitet» til almindelige Sager er sikret Byerne. — En større Frigivelse av Handelen, som Storthingsmænd fra Landet aars aarlig kjæmpe for, vil saaledes aldrig kunde drives igjennem, medens Landskat har den bedste Udsigt til at blive indført igjen, og Veivæsenet udelukkende at blive kastet ind paa Landet selv. Det kunde endog tænkes, at Bynæringen i det Hele blev stillet i en skarpere Modsætning til Landbonæringen end i de senere Tider har været Tilfældet, og at saaledes en Tilnærmelse til Middelalderen og de gamle Kjøbstadsprivilegier kunde finde Sted. Vel stiller de nye Grundsætninger i Statshusholdningsloven sig herimod; men dels er det ikke sagt, at det Nye altid er bedre end det Gamle, dels er det saa underligt, naar Egennytten eller Selvopholdelsesdriften kommer med i Spillet. Det gaar ofte saa, at den Stærkere vinder endog i Munden, saadan som da Bjørnen og Ræven engang «disputerede.» Ræven var ful i Kjæften han, saa at Bjørnen tilslut bare stod og gabte, men dette tyktes ham dog var for leit, og løfter sin svære Lab til Slag og spør: «Har ikke jeg Ret?» «Jo, Gud bevares», svarer Ræven, «det er greit det, at du har Ret, du er en stor Mand du, med Timands Vet.»
Korrespondance
Christiania den 9de Mai
Den velbekjendte norske Udholdenhed med hvad den engang har begynt paa, sees nu godt i alle disse mangfoldige Dampskibe, af hvilke man endnu taler om at anskaffe flere, saasom i Skiensfjorden, Risør og i Drammen, dersom det ikke havde slaaet Klik, uagtet man nu dags daglig maa kunne erfare, at de Dampskibe, man har, ikke svare Regning. Ganger Rolf, som idag gik til England, gik med Trælast, og daarlig Fragt skulde den ogsaa have paa Hjemturen. Det er ogsaa en grei Sag, at Omsætningen i disse trykkende Pengetider ikke kan laste alle Dampskibe hverken med Barer eller Passagerer. Naar Folk ikke have Penge, saa handle og reise de saa lidet som muligt. Fattigdommen ligger det hele Aar isæt inde, hvorfor det iaar heller ikke var saameget værdt som før, at Fjorden tidlig blev aaben. Skibsflaaden maa nu haardt bøde for det, at den har trukket saamange Penge ud af Omsætning, hvorved Landet nu ligner hin bekjendte Mand, der bygde saa mange og staute Baaser, at han Intet havde at kjøbe Kuer for. Sammenstilte man alle de Summer, som i de sidste Aar ere gaaede til Udlandet for Fartøier, Damp- og Seilskibe, vilde det vist findes, at mindst ? af den omgaaende Pengemængde i Landet var strøgen med. Jeg kjender saaledes en agtet By, nemlig Mandal, der ganske tømte sin Sparebank, saa at nu de ærede Redere ikke kan faa en Skilling til Reperationer og til Dækkelse af Tab ved de lave Fragter. Det maa ikke se stort bedre ud i Bergen, der anstrængte sig saa tappert for at faa en Dampbaad igjen for Norge.
Paa alle Steder maa det se ud ompas ligedan, da hver By skal have sig en Dampbaad eller flere saavist som en Brygge. Det er godt og vel dette, naar man bare havde Raad til det, og man ikke kunde hjælpe sig med de andre Baade. Det er en liden Opfindsomhed, som ikke kan slaa ind paa andre Retninger, naar den ene er mættet. Saaledes som med Dampbaade holder man paa med Ølbryggerier; det ene reiser sig efter det andet, og den, som i fjor havde en Skilling, skulde brygge den bort, naar han ikke tog Aktier i en Dampbaad forstaar sig; dette var især Tilfældet paa Hedemarken, og det er ingen Tvivl om, at man der vil faa endnu flere Dampbaade og Bryggerier, forudsat at Penge var at faa laant. Det maa dog sies, at Folk især her om Christiania have tænkt paa andre Ting ogsaa, nemlig paa at spinde og væve, hvilket har slugt store Summer til maskinerier og Bygninger som Slotte. Af meget mindre Betydenhed og et Bevis paa Alsidighed er Aktieselskaberne til Arbeiderboliger, […][…]] skadd original, til Træolie, til Dampkjøkken, til de kongsbergske Sølvfeldter m. m. Det er intet Under, at her nu er lidet Penge; thi selv om Aaret ifjor havde været godt, og Pengene under Udlandets høie Diskonto ikke ogsaa vare strømmede did, maatte dog disse mange og store Forskud have virket udmattende. Folk har i Regelen ikke mere at afse end det daglige Liv fører med sig, og enhver Skilling, som gaar udenfor den Nødvendige, efterlader Savn. Det hender, at 10 Spd. afgjør, om en Mand skal opgive sit Bo eller ikke, og 1 Spd. eller endog en Mark kan ofte udfylde Afgrunden mellem Velholdenhed og Nød eller endog Forbrydelse. Nu er det vistnok saa, at Folk, som det er saa smaat med, i Regelen ikke tage Aktier undtagen til Jernbanen her i Christiania og nu til de andre paatænkte Baner, men ved Livets Samlag kommer det tilslut saagodtsom ud paa det Samme, hvem der gjør det første Udlæg. Nationen har en vis Formue saa at den under almindelig gode Tider klarer sig og kan lægge noget op til Fremtiden, men vil den lægge mere op end den taaler, saa indtræder almindelig Udmattelse, paa samme Maade som det enkelte Menneske kommer i Baglaas, naar det fortager sig.
Det kunde derfor være paa Tiden nu at standse lidt med «Spekulationen,» dersom den ikke standser sig selv, og bie til man fik Pusterom. Det er nødvendigt for hver Mand og Kommune, at have et Overblik over Landets Tilstand og skjønne Tidens Tegn. Med alle disse Laan til Jernbaner og Subskriptioner var det vistnok ogsaa det Retteste at standse nu og bie, hvor ønskelige alle disse Baner monne være. «Man faar lave Munden efter Madkoppen.»
Det var Bankens store Synd ifjor Sommer, at den ikke varskude Folk om det, som vilde komme, hvilket den godt maatte kunne have gjort, da Diskontoen sprang saa op i Udlandet; den holdt paa at lade Penge strømme ud baade til Udlandet og til Spekulanter her, som troede Fred og ingen Fare, indtil den selv stod med alle sine Midler paa Renter, og Folk paa en haal Is.
Korrespondance
Christiania den 13de Mai
Mine smukke Læserinder maa forberede sig paa at høre Noget, som kan være af uendelig Viktighed for deres Fremtid, og det er, at her rimeligvis med sidste Dampskib er kommen nymodens Hatte, rimeligvis fra Paris, uagtet de alt skal være i fuld Mode ogsaa i Hamburg. KronprindsessenKronprindsessen] Louise, svensk-nederlandsk kronprinsesse og hendes Hofdamer, idetmindste en afbleget, var at se med disse Hatte igaar, og en Modehandlerinde, som er i Vælten, skal alt have et Oplag af dem, saa at de nok blive almindelige, siden der begyndes med dem fra oven. Der gaar en ophøiet Lighed igjennem Livet, at Frøkenen, den borgerlige Jomfru og selve Sypigen kan gaa med de samme Slags Plag, følgelig ogsaa Hat, som Dronningen, Prindsessen og Hofdamen. Dette er en saameget større Lighed, som disse høie Damer kunde trænge til Noget særskilt for at bøde paa Naturens urandsagelige Luner, der gjerne giver de Ringe i denne Verden flere Skjønheder til Vuggegave; allerhelst ere Hofdamerne overalt bekjendte for at være mindre skjønne, men det kommer nok af, at deres Herskerinder skulle straale saameget mere og være befriede fra Jalousi. Man skal derfor være rimelig og finde, at det ikke var formeget, om disse Damer kunde ganske beholde en Dragt, følgelig ogsaa Hatte, for sig selv; men Moden er den Herre, der gjør Alle, som have Noget at kjøbe for, aldeles lige. Jeg saa næsten med Forargelse i Vinter Vin- og Tømmerhandlersker gaa med ligesaa brusende Krinoliner som Vicedronningen. Der skal Maade med Ligheden ogsaa, tykkes mig, og jeg haaber, at Damerne, der pleie at være ligesaa forstandige som smagfulde og skjønne, ikke blive koldsindige mod mig, fordi jeg siger dette, især da jeg har det ubehagelige og lidet lønnede Ombud at maatte sige Sandheder.
Damehattene havde i de senere Tider Skridt for Skridt taget en saa betænkelig Vandring bag i Nakken, at et pludseligt Omslag maatte kunne forudsees af Enhver, der havde noget Øie for Livets vante Gang: de skjønne Pander, som for nogle Aar siden vare betryggende, bleve først bare og saa nøgne, endelig det halve og hele Hoved bart, med Undtagelse af den opvundne Haardust i Nakken, som Hatten hang paa. Det var unegteligt smukt dette, naar det blot havde været med Maade; men Doktorerne begyndte at tale om Gigt, Andre om Unatur, saa at Hattene kom i Vanrøgte, indtil de nu endelig ere afløste af sin Modsætning. Man maa imidlertid ikke tro, at det er de gamle Aaleteiner, som igjen ere komne i Mode, disse Ørnevinger, der strutte op i Nakken, kinke ned paa Midten og slaa sine umaadelige Flag ud fremover Hovedet. Disse ser man nu bare hist og her paa Landet eller paa en gammel original borgerlig Madam. Disse komme aldrig igjen uden i en forandret Skikkelse. Et Geni af en Modehandlerinde, der staar paa Høiden af Hattevidenskaben, faar vel engang et lykkeligt Andfald til at afkorte Vingerne eller brede dem ud mod en anden Side, ligesom hin berømte Frisør*) i Paris, der døde i Vinter, begrædt og beundret af alle Damer, gjorde med CoiffurenCoiffuren] retta frå: Caiffeuren. Han staar og friserer en Dame, som skal paa Bal og finder, at alle Krøller og Svingninger med Strygejernet ikke formaa at udtrykke det Ideal, der brænder i hans Hoved; i sin kunstneriske Begeistring eller rettere Fortvivlelse griber han et Par Silkestrømper, der ligge bag Stolen, og paa en beundringsværdig Maade slynger dem ind i Haaret, og Damen gjør stormende Lykke paa Ballet. Om Morgenen kommer hun til ham og væder hans Kunstnerhænder med Taknemmelighedstaarer, og Damerne valfarte til ham. Men i Vinter dør den store Mand. — Jeg har fortalt denne Historie for at vise, hvorledes det gaar med Opfindelsen af nye Moder, samt tillige for at vise, at Moden ligesom Kunst og Videnskab ofte skylder et Slags Træf et nyt Fremskridt. Havde ikke NewtonNewton] Isaac Newton, engelsk fysikar siddet i Haven og seet Æblet falde paa Grenen, saa havde han maaske ikke opdaget Lovene, som regjere Himmellegemerne.
Disse nymodens Damehatte ere som almindelige lavpullede Mandshatte, men besatte og behængte med Baand, Sløifer og Fjære, der spille i alle Farver, saa at Ansigtet ser ud — naar det er smukt — som et modent Æble, der om Høsten bekrandses af det gulnende, rødmende og blegnende Liv. Det drysser og laver paa alle Sider, og gjækkende blinke Øinene frem gjennem denne Blomsterskov. Det er smukt, meget smukt. Imidlertid kjørte de høie Damer idag med sædvanlige Hatte, rimeligvis for at gjøre Spændingen saameget større og langvarigere.
* * *
Det er Synd atpaa Sligt at tale om Politik, men da det er om Konstitutionsdagen, faar det undskyldes. Storthinget har som bekjendt besluttet at høitideligholde Dagen oppe paa selve Eidsvold, til hvilket det indbyder nogle Eidsvoldsmænd, som kan komme, og stedets Embedsmænd. Man skal gaa i Kirken ogsaa. Det er dog nok mindst ¼ af Storthinget, som ikke vil være med, Mange, fordi de synes, at det er for stor Pengespilde. Man kan da vide, at det mest er Vestlændingerne dette. Nogle vil ikke være med, fordi de synes, at man ikke har Sands nok for Grundloven, saaat man gjerne kan lade være at gjøre sligt et Lag, som først burde være holdt i Hjertet.
De tre Stænder, Studenter-, Handels- og Haandverksstanden skal slaa sig sammen iaar. Det er et Fremskridt dette.
* * *
*) Synes erindre det var Leon.Leon] uidentifisert fransk frisør
Korrespondance
Christiania den 15de Mai
Korrespondenten har efter Anmodning sendt til Komiteen for Storthingets Fest paa Eidsvold følgende Sang; men da der ogsaa findes Poeter i selve Storthinget, vil rimeligvis deres Sange blive benyttede. Det er saa naturligt det.
Som Moses stod foruden Sko,
da Tornebusken brændte,
saa staa vi og i ydmyg Tro,
for hvad os Himlen sendte.
For os lød ogsaa der det Bud,
at vandre fra vor Trældom ud.
Omtrent i fire Hundred Aar
som Israel vi vare
i Trældom og fik Sorg og Saar
og solgtes som en Vare;
men Frihedssolen som for dem
for Norge ogsaa straalte frem.
Her fik vi først vort høie Kald
til Lov og Ret at skrive
og vogte Brødres Fod fra Fald
og Mønster selv at give.
Vor Sendelse er skjøn og stor;
thi staa vi paa en hellig Jord.
Det Fredens Hus blev grundet her,
hvori vi leve trygge;
men hver en Nordmand, hvo han er,
maa stadigt paa det bygge.
Det Hus ei snart faar Spir og Hvælv:
det er med det, som med os selv.
De Bygningsmænd se paa os ned
omkring fra disse Vægge.
I Faren Mod og Kløgt i Fred
de os paa Hjertet lægge.
Da Krigen foer og bruste vild,
de Norge drog som Brand af Ild.
Det gjør saa godt at komme hid:
det styrker og det kvæger:
det skjænker under Dagens Strid
af Mindets fulde Bæger.
Mod Mindet stævner Livets Maal:
Vi drikke Mindets rige Skaal.
Det er ikke saa godt at skrive nogen god Sang til 17de Mai, hvorfor man da heller aldrig skal se nogen, som er Tak værd. At lovprise Friheden og laste Trældommen bliver en moralsk eller filosofisk, men ingen poetisk Tale: det er et Forstandens, men ikke et Følelses Sprog. Man føler nu vistnok Frihed og endnu mere Trældom, men det er dog en anden Følelse det end den poetiske. Derfor ser man ogsaa, at der skal en Sum af Oplysning til for at føle den politiske Frihed, hvilket viser, at den er Noget som maa tænkes først, hvorfor det ogsaa alene er et oplyst Folk, som kan bære den politiske Frihed. Uvidenheden maa staa under Svipa den, da den ikke kan tænkes med Hovedet, man maa bringes til at tænke med Ryggen eller Magen. Man kan saaledes nok finde en Forklaring til alle de upoetiske Friheds-, Fædrenelands- og Konge-Sange, som findes i ethvert Land. De ere enten Moral og Filosofi eller ogsaa Bombast f. Ex. Wergelands.Wergelands] Henrik Wergeland
Jeg har ofte liksom nu her følt, hvor ubekvem Materie dette var at sætte i Vers, og dobbelt nu da det skulde være for en ærværdig Forsamling, som maa have Alt afpudset og ikke taaler originale Vendinger. Jeg turde saaledes ikke andet end kaste Klakken til det 2det Vers, uagtet de tvende sidste Linier i det var bedre end hele Visen. Verset var da saalydende:
Ompas i fire Hundred Aar
som Israel vi vare
i Trældom og fik Hug og Saar
og solgtes som en Vare;
som de vi maatte plukke Flis
og brænde Stein og gjæte Gris.
For det Første er der nu en saa paafaldende Lighed mellem Tiden Israels Børn vare i Ægypten og vi under Danmark, og dernæst vare vore Forretninger ompas de samme. «Plukke Flis — og gjæte Gris» — ere især betegnende Udtryk; thi «Svinehyrder vare Ægypterne en Vederstyggelighed» siger Moses. Det var nu riktignok ikke egentlige Svin, for Grise maatte vi dog virkelig gjæte. Flis maatte mange af vore store Karle plukke paa Kjøbenhavns Hugstepladse, skjøndt det var «Straa» Israel plukkede til Ved. Saamegen Frihed maa man have i Poesien.
Men dette var «Plat,» frygtede jeg for at Folk vilde sige, hvorfor jeg strøg det. Menneskene og især «Smagsmænd» gjøre sig mange rare Tanker de. For Sandhed og Anskuelighed have de især en Afsky, og det Vittige — thi det var unægtelig vittigt dette — taales ikke, naar man skal være stiv og strunk. Da maa man være kjedelig og aandløs. Verden er pudsig den i mange Ting, hvorfor den ogsaa gjerne bliver foret med «Skogeskrap», som man kalder Ris og Skrap og Brum, hvilket gives Buskapen om Vaaren i Fodermangel. Mine Ord: «Men frihedssolen som for dem for Norge ogsaa traadte frem», var saa godt Skogeskrap som muligt for: «som de vi maatte plukke Flis og brænde Stein og gjæte Gris». Men man fik det, og saa har man det saa godt. Ikke for det, Gud bevares, at «Frihedssolen» ikke er mere abstrakt og almindeligt sagt, altsaa ikke poetisk. Det er Klingklang, som enhver Mand kunde sige.
Korrespondance
Christiania den 20de Mai
Den 17de Mai var en Godveirsdag, og derfor var her flere Mennesker paa Gaderne end jeg nogensinde har seet: det hele Torg var fuldt som et Knappenaalspapir med Ho’der, og alle Haandverkernes og Studenternes Faner stak flagrende op af Folkehavet, som gyngede i Bølger at’ og fram. Det er slige Optrin, som binder sig bedst i Folkets Sind, og gjør Dagen til en Folkefest, forsaavidt man kan tale om en saadan, hvor den store Folkemængde undtagen ved slige Sammenløb staa udenfor Bevægelsen. Skulde Dagen blive en Folkefest, maatte større Folkemængder samles til at høre Taler, og lidt være anrettet til Mad og Drikke. Her maatte i Christiania kunne tales til 15 eller 20,000 Mennesker paa en Gang, og den Tid kommer nok ogsaa, da Folk vil og kan gjøre det. En Nærmelse til dette var Tilstelningen iaar, da vist 2000 Mennesker af de forskjellige Næringer vare sammen paa Klingenberg. Det kunde have været mange Gange flere, dersom Indtrædningspengene ikke havde været saa høie som 2 Mk. Folk havde nemlig Lyst til at gaa, men det var formeget at betale, og for Fremtiden kommer man neppe saa mandstærk igjen, da Beværtningen var saa sulten og daarlig til saamange Penge. Der er ogsaa en anden og større Hindring med saa store Forsamlinger, og dette er Mangel paa Folketalere. De almindelige Talere ere nemlig tørre, lavmæltelavmælte] retta frå: lavmældte og snusfornuftige, saa at Almuen finder dem uforstaaelige og dødsmatte, og den ret oplyste Mand kjedsommelige og aandsfortærende. De tale for den Første, hvad han aldeles ikke ved, og for den Anden, hvad han ved altfor godt. Det er bare et Parti af boglige Byttinger, som de tiltale, men disse finde ogsaa disse Taler af Almensætninger og udslidte Begreber helt fortræffelige. Det er med disse Taler som med disse almindelige Vers: der er hverken Magt eller Merg i dem. Maisangen og Maitalerne ere alne af et Stykke, nemlig Klingklang. Det er ikke Livet, som skildres, men Maaneskin i en Vinternat. Med slige Talere er Folkefesten en Umulighed. Folk kommer sammen, glor og kjeder sig og klapper, fordi det saa skal være ved disse Skaaler. Folket vil have Aandsføde, som det kan fordøie; det vil have elektriske Gnister, som kan frembringe Ryk, kort det vil have Liv, som det selv er et haabefuldt Liv. Folket er en frugtbar Jord, hvori der fortræffeligt voxer, naar Sæden er god, og den 17de Mai skulde være en god Saadag i Folkets Aand, som den er en god Vaaraandag.
* * *
Forelæsninger udenfor de almindelige til de Studerendes Tarv begynde nu at komme op ogsaa hos os som i Udlandene, og dette er meget godt, især naar de ere uden Betaling og dertil lærerige, som de Professor MonradMonrad] Marcus Jacob Monrad, filosof begyndte med idag. Monrad er en Mand, som man kan love meget af, men han behandler Ting, som forudsætte megen Kundskab, saa at hans Tilhørerantal aldrig kan blive ret stort, medmindre ogsaa han som WelhavenWelhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar engang skulde komme i Møde, hvilket ikke turde være umuligt, dersom han imødekom Tidens Aand og fik Ord for at være hellig. Dette gjør han dog neppe; dertil er han altfor sund; det høieste kunde være, at han afbrendte nogle Røgelsekar nu og da, hvilket hans Foredrag idag beskedent forekom mig at gjøre. Professor Monrads Ulykke som hans Storhed er forresten den, at han som en sand Videnskabsmand stiller sig udenfor alle Tidsbevægelser, hvorved han møder Motstand fra alle fire Hjørner. Tilhængerne af den welhavenske Deklamation ere imod ham; Tilbederne af den schweigaardske Atomisme ere imod ham; Velyndere af den knudsenske Utilisme ere imod ham; Beundrerne af den gamle Krydsers Gadevæsen ere imod ham, og som det femte Hjørne maa endelig nævnes, at Theologerne have havt ham gruselig mistænkt. Ligeover for disse fem Stormagter her i Byen har unægtelig Monrad staaet temmelig ene; det maa siges, og skal ikke kunne modsiges; men jeg for min Del tvivler ingenlunde paa, at han jo som Fredrik den StoreFredrik den Store] Fredrik II («den store»), konge av Preussen vil kunne bestaa Kampen med dem alle fem, naar nu Alt faar stelt paa sig lidt; Folk af de forskjellige Leire gaa nemlig over til ham, og det af de bedste Stridsmænd, der føle, at man ogsaa i Videnskaben maa have noget Fast, saadan som jeg engang (for mig selv) skrev om i Politiken:
— — — — — — —
— — — — — — —
— — — — — — —
I Folkehavet grundfast maa
en Klippe staa
som Pøbelbølgen brydes paa.
Det er «Klassisiteten» eller Studiet af de gamle døde Sprog og de gamle Folk, som er den Klippe, Monrad nu i disse Forelæsninger vil reise op i Tidens Hav mod Nutidens Bølger. Dersom han vil tage vort eget gamle Sprog med og vor gamle Historie, saa faar han vist mange Medholdsmænd; men vil han bare holde sig til Rom og Grækenland, saa faar han ikke saamange. Men hvor mange eller faa han faar, saa er det agtværdigt og modigt at kjæmpe med saamange Fiender og en Stat trænger sandelig til Mænd som Professor Monrad, hvorvel den ikke lønner dem med slig Fortjeneste som Mathematiken og juridiske Professorer, der kommer ind i alle Kommissioner og Bestillinger.
Korrespondance
Christiania den 22de Mai
Nu er Storthinget kommet ind paa de samme Ting, som Aviserne have havt saa travelt med, nemlig de «unionelle Sager,» altsaa vort Forhold til Sverige. Men det er den store Forskjel mellem Storthinget og Aviserne, at en Avis kan sige mange haarde Ting mod Sverige og holde paa vore egne Rettigheder uden at det vækker det Anstød og drager de samme Ubehageligheder efter sig, som naar Storthinget eller Regjeringen siger det. En uforsigtig Ytring i Aviserne staar for, hva den er, men et ubetænkt Ord af en Storthingsmand kan drage meget Ondt efter sig og gjøre Modbemærkninger og Bedrøvelser nødvendige for det hele Folk. Saaledes vil Debatten igaar mellem SchweigaardSchweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar og StabellStabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar paa den ene Side og J. SverdrupSverdrup] Johan Sverdrup, politikar paa den anden neppe gaa af uden Larm, hvori Rusland endog vil blive blandet ind i med, baade fordi man vil sige, at vi holde med Rusland, og fordi den russiske Konsul stod paa Galleriet og derfor vil vide at fortælle det paa sit Sted. Det var nemlig under Behandlingen af Sagen om Regjeringens store Overskridelse af det, som Storthinget havde bevilget, til Krigshærens Forsyning nu under Vestmagternes Krig med Rusland, at Schweigaard og Stabell sagde, at vi maatte finde slige Udtællinger i sin Orden, da Sverige havde bevilget saameget mere, hvortil Sverdrup svarede, at Sverige havde andre Grunde end vi, nemlig ogsaa den at faa Finland tilbage. Dette var mildest talt en uforsigtig Bemærkning, ret som om ikke ogsaa vi maatte ønske at Finland kom fra Rusland. Det kunde faa Udseende af, at vi understøttede russiske Planer, og saarede Svenskernes ømmeste Følelser. Dette vilde være en Forestilling, som maatte dødes og dræbes til enhver Pris, og som Nationen med Vælde maatte reise sig imod, hvad enten det var Storthingsmænd eller Avisskrivere som udkastede slige Brander.
Imorgen er det ogsaa en saare vigtig Sag med Sverige som skal behandles, og det er denne Mellemrigslov, hvorom saa meget er skrevet. Denne Mellemrigslov, som er en Fornyelse og Udvidelse af den af 1827, bliver nok mere nærgaaende mod os Norske end den ældre, hvorfor ogsaa en svensk Rigsdagsmand SchwanSchwan] Johan Gustaf Schwan, svensk politikar sagde paa Rigsdagen i Vinter, da den der blev antagen, at han ikke kunde skjønne, at nogen Nordmand kunde gaa ind paa den. Storthinget gaar nok heller ikke gjerne ind paa den, men det gaar dog vel imorgen med den, som med saamange andre Sager, der først ere antagne af den svenske Rigsdag, at man er «moralsk tvungen» til at gaa ind derpaa, hvorved rigtignok vor egen Selvstændighed faar saare lidet at betyde.
Man kan skjønne, at her er Raadslagninger i Eftermiddag om, hvorledes man skal stelle sig imorgen med denne Lov, der maa antages hel og holden, som den er antagen af de svenske Stænder, eller ogsaa staar det Gamle ved Lag. Det er en Kontrast om, hvad hver af Siderne skal modtage og give. Saaledes er Forholdet stelt.
Jeg sagde, at her nok var Raadslagninger idag om, hvordan man skulde stelle sig med denne Lov, og jeg slutter dette af, at jeg saa Storthingsmænd være i Følge paa Gaden, som havde lovt mig at være Stormfugle, naar de lode sig se. Det gaar ogsaa i Byen idag, at her igaar, eller nu nys naar det var, er kommet Brev og Bogstav fra Stockholm med indtrængende Formaning til Storthinget om at antage denne Mellemrigslov. Dette maa gjøre mange vaklende i Aanden og forøge Splittelsen, eller ogsaa kanske det gjør, at Loven gaar sans phrase — uden Kjæft. Der skal ogsaa unægtelig Mod til at modstaa Sligt, og igjen begynde forfra med alle disse Kommisioner og Underhandlinger, og høre ilde fra Sverig, fordi vi, vil man sige, modsætte os alle gjensidige Tilnærmelser. Det skal en ligesaa haard Hud, som den man havde i 1814, til at modstaa slige Paavirkninger. Dersom her nu bliver Meningsforskjel imorgen om denne Lov, saa vil man kunne se, hvad der er Norskhedspartiet i Politiken og hvad ikke. Enkelte ville nu vistnok antage Loven, fordi de tro, at den er nyttig for deres Strøg, f. Ex. Folk fra Røraaskanten siges det, men dette bliver dog nok ikke Mange, idetmindste kan man af Komitéindstillingen skjønne at SaxlundSaxlund] Even Saxlund, byfut og stortingsrepresentant paa Frederikshalds Vegne ikke liker Loven, og han vilde nok derfor forkaste den han, dersom han bare turde. HarbitzHarbitz] Georg Prahl Harbitz, sokneprest og stortingspresident vilde nok ogsaa forkaste Loven, men han skal just være syg. Her er en stor Sygelighed at befrygte imorgen. Det er nu ogsaa et pludseligt Overgangsveir til den velsignede Vaarmore vi have faaet i Luften.
Ionsdags da Storthinget holdt paa til Kl. 5 om Regjeringens store Overskridelse af Bevillingerne, var der heftige Optrin mellem DHrr. LercheLerche] Fredrik Georg Lerche, politikar og Sverdrup og Schweigaard. Men Storthinget selv var maadeholdent, da det blot forlangte nærmere Forklaring af Regjeringen over Grundene til de foretagne Militærrustninger. Dette mente dog Schweigaard var en Mistillid til Kongen, hvortil Lerche bemærkede, at det var «uparlamentarisk» at drage Kongen med ned i Debatten, og han henstillede til Presidænten, at kalde Professoren til Orden, hvilket Præsident Motzfeldt vistnok heller ikke ugjerne, paa en pyntelig Maade forstaar sig, — greb Anledningen til, da Forholdet mellem ham og Professoren neppe er hjerteligt, skjøndt det er af en anden Karakter end imellem Schweigaard og DHrr. Lerche og Sverdrup. Disse Herrer have nemlig Hugtænder, men Motzfeldt har bare Gummer.
Korrespondance
Christiania den 28de Mai
Odelsthingets Henlæggelse af Mellemrigsloven med Sverige har fremkaldet i tvende af Hovedstadens Aviser aldeles modsatte Betragtninger, idet den ene har rost og den anden lastet denne Beslutning. Det begynder altsaa at gaa udenfor som inde i selve Thinget, at Partierne staa omtrent lige stærke imod hinanden. Man maa visselig forundre sig over, at der om en Sag som denne kan være mere end en Mening, nemlig den, at Loven burde henlægges; men Grunden til Meningsforskjellen kan hos norske Mænd ingen anden være end den, at man enten ikke tør eller ikke skjønner saameget som at komme gjennem Skallen ned paa Sagens Kjerne, hvorimod der gaaes ud ifra en Mængde falske Forudsætninger. Man bygger saaledes uimodsagt paa at Foreningen mellem Rigerne styrkes ved det, at de mere bliver et. Dette er ikke sandt for den, der agter at holde den besvorne Forening; thi for ham er jo en Krig paa Sverige tillige en Krig paa Norge og omvendt, og den Omstændighed, at de norske og de svenske Hære fremtræde forskjellige, vil neppe vække deres gjensidige Kappelyst til fælleds Redning, da enhver af dem vil skamme sig ved at staa tilbage for den anden. I noget Andet end dette Stykke trænge vi ikke til at være Et mere end den gjensidige Nytte tilsiger, og Enhver faar have Lov til at bedømme, hvad der er nyttigt for ham selv. Finde de Svenske saaledes, at det var godt at indføre Uld, Glas og Jernvarer i Norge, men Norge siger Nei, saa bliver der ingen Indførsel af; det er en grei Sag, og finder Norge, at det skulde være godt om de store svenske Grændsebygder vare et naturligt Opland for norske Byer, men Sverige siger Nei, saa er dette en ligesaa grei Sag, som at der overhovedet aldrig kan blive nogen frivillig Handel af, naar ikke begge Parter ere enige. Idet man ikke holder dette skarpt for Øie, kommer man til at tale om Kjærlighed og Broderskap. Kjærlighed og Broderskap ere herlige Ting, men de høre hverken hjemme i Handelen eller Politiken, ligesaalidt som i Kortspillet. Den, som bruger disse Dyder i slige Forhold, er naturligvis fra Forstanden. Vi handle og vandle saaledes, som hver vor Fordel tilsiger, og dersom Tiden, som man siger, er for en nærmere Tilslutning mellem Rigerne, saa er det fordi vi trænge til hinanden. Nogen anden Tanke maa ikke blande sig ind, men at bestemme dette maa tilsiges af enhver av Parterne selvstændigt. Dette skal man have Mod til at sige, fordi det er det ene Sande. Men dette har man ikke Mod til, og det er ilde. Man har endnu mindre Mod til at sige, at man er bange for sin Nationalitet og Selvstændighed, der hos en mindre Nation vilde staa i Fare, dersom Rigerne rykkede for nær sammen. Vi, der ere brændte saa hedt af vor Forbindelse med Danmark, vide af sørgelig Erfaring, hvad dette har at betyde, saa at man endog er nødt til at holde os Noget tilgode, om vi skulde vise os noget mistroiske. Vi maa netop udvikle vore egne Kræfter efter Udmattelsen, før vi vove at kaste os ind i en ny Kamp; vi maa som den saarede Kriger drikke Bouillion, og ikke anstrenge os med at tale.
Vi have virkelig ogsaa efter de senere Aars Udtalelser al Grund til at være mistroiske. Tanken om en fredelig Erobring er udtalt som idetmindste ønskelig og bedre end Intet, siden man ingen Vei er kommen med den krigerske Erobring. Dette ere vi rædde, og «Amalgamation,» som der tales saameget om, vil vi ikke indlade os paa. Storthingsmand KroghnæsKroghnæs] Ole Andreas Krogness, kjøpmann og stortingsrepresentant var den eneste Thingmand som slog ind paa denne Betragtningsmaade. Man forudsatte vel, at Alle vidste saameget som at kjende dette og vogte sig for det, men Folk maa ikke have kjendt det, for ellers kunde de ikke have stemt mod Henlæggelsen af denne Mellemrigslov, der vilde have rodet os endnu mere sammen, saa at vi som Erteris ikke kunde være komne fra hinanden. Loven vilde have været en Begyndelse til den Tilstand, som endog norske Mænd tillade sig at tale om, nemlig Toldenhed og med den de øvrige Enheder, da det er Tolden, som skaffer Staten Penge, og er den vigtigste Gren af Storthingets bevilgende Myndighed. Storthinget har ikke den udødelige Haand, at det kan give bort uden selv at miste Noget. Hver eneste Spiger, som det tager ud af Toldtariffen og sætter ind i en Lov, er en Pinde til dets Kiste; thi da kommer den anden Statsmagt til med sin Villie, før Noget kan komme istand, og verst er det, naar som her en anden Nationalforsamling ogsaa skal være enig. Paa denne Bane, man var gleden ind, maatte siges Stop! og det var bedre at sige dette først end sidst, det vil sige: det var bedre at sige det, mens man endnu kunde. Disse Tanker skulde været udtalte i Storthinget med den Greihed og Sandhedskjærlighed, som det sømmer norske Mænd, og ligesom Sverige maatte have havt Agtelse for en saadan oprigtig Tale, saaledes maatte ogsaa enhver Nordmand blive ledet i sin Stemmegivning af den. Men Ulykken er, at man ikke er oprigtig, og dette kan lede til noget Værre end det vi se under Dadlen over Storthingets mandige Henlæggelse, nemlig politisk Kandestøberi. En mere dristig Tid og en dristig Mand som afdøde Advokat HjelmHjelm] Jonas Anton Hjelm, jurist og stortingsrepresentant vilde have stemplet enhver Stemme for denne Mellemrigslov som Forræderi mod Fædrelandet, medens vi blot sige, at disse Stemmer ikke vide hvad det er for en Tunge de tale med.
Korrespondance
Christiania den 28de Mai
Der har gaaet en varm Følelse for de Fattige gjennem Thinget under Behandlingen af Tolden. Hva Menigmand brugte mest, maatte ikke beskattes for høit, mente man. Engelskskind til Buxer og Bomuldslærred til Skjorter, Korn til Grun og Smør til Suvl maatte nedsættes, fordi de Fattige brugte disse Ting, ja Nogle vilde endog af denne samme Grund have nedsat eller idetmindste ikke forhøiet Tolden paa Kaffe og Tobak. Det Bedste var nu ogsaa unegteligt, dersom Folk kunde leve for Ingenting, hvorvel der er Mennesker, som paastaa, at dette vilde lede til en almindelig Dovenskab og ikke drive Menneskene frem til Fuldkommenhed. I China maatte man om Opiumen sige som her om Tobakken, at Folk heller — en Dag vel at mærke — vilde undvære Mad end den. Man kunde af Erfaring gaa videre og sige, at Folk ikke gaa fra Forstanden, om de for en Tid ingen Mad faa, medens de derimod blive aldeles galne, naar de ingen Tobak have. Men det er nu en egen Galskab dette, hvorfor man ogsaa siger «tobaksgalen,» «kaffegalen,» «snusgalen,» osv. for at betegne, at der dog ingen Fare er paafærde, hvorfor det vist ikke heller var farligt, at Tolden paa disse Ting blev forhøiet. Det er den forhøiede Told paa «Kolonialvarer» som antages at ville gjøre Toldindtægten større i dette Treaar, uagtet endnu ingen Beregning er opgjort, og Sukkersagen mod Sverige har man udsat, indtil det viser sig, hvorledes man der tager denne.
Dersom Sverige giver DrawbackDrawback] retta frå: Drawbak (Udførselspræmie), saa vil vist Storthinget give en Tarifbestemmelse, som forandrer Mellemrigsloven af 1827, og det vilde være den bedste Maade at komme ud af denne Lov paa, at give nye Bestemmelser; thi efter at Storthinget forkastede den nye Mellemrigsloven, faaes neppe nogen Sanktion til Afskaffelsen paa almindelig Vei af den gamle; at faa tre paahinanden følgende Storthings enslydende Beslutning om dens Afskaffelse turde ogsaa falde vanskeligt, og faa Domstolene til at erklære den grundlovsstridig endnu vanskeligere. Men saaledes for Storthinget at lægge under sig, hvad der er bestemt ved Lov, vilde vist gjøre Opsigt i Sverige, hvor grundlovsmedholdigt det end vilde være, hvorfor man ogsaa i Thinget underhaand bad UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar om at frafalde sit Forslag om Udsættelse med disse Sukkergreier. Men havde Storthinget Mod til at forkaste Forslaget til en ny Mellemrigslov, saa burde det ogsaa have Mod til at afskaffe den gamle og komme ind i de Spor, som i Grundloven finnes beskrevne, men som Mellemrigsloven af 1827 har ført det ud af. Det var videre paa disse Vildspor man ikke vilde vandre den 23de d. M., da det nye Forslag til Mellemrigsloven blev forkastet.
Thinget holdt paa med Eftermiddagsmøder disse Ugedage for at blive færdigt med Tolden til Pintsefri; man holdt paa til det var mørkt somme Dage; det gik skrøbeligt sent, og Thinget, som man vil vide denne Gang snakker mindre end sædvanligt, fik under Toldtariffen sin gamle Vane igjen.
Det berettes at Storthingsmændene WetlesenWetlesen] Adolph Christian Wetlesen, bonde og stortingsrepresentant skal blive Amtmand og Kaptain NannestadNannestad] Mathias Bonsach Krogh Nannestad, kaptein, stortingsrepresentant og amtmann Oberstløitnant. Det er uheldigt at Storthinget skal være et saadant Trin paa Embedsstigen. Det gjør at Embedsmænd ere saare lidet skikkede til at være Storthingsmænd, da de saa let fristes til blot at tænke paa sin egen Befordring og ikke paa Landets; men man er nødt til at have dem, da de andre Næringsdrivende ikke have saamegen Kundskab at de kunde styre og stelle og politisere selv alene; men ilde er det i saa viktige Spørgsmaal som Odelsretten og Mellemrigsloven at se Embedsmænd saagodtsom udelukkende at være paa den forkjerte Side. Havde der blot været nogle flere denne Gang, vilde væsentlig nationale Goder været fortabte.
Idag Løverdagsmorgen reiser Vicekongen,Vicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge og det er at befrygte, at han ikke som saadan kommer igjen, da KongenKongen] Oscar I, konge selv nok desværre er meget svag. Det maa ikke være nogen Fornøielse for Vicekongen at komme tilbage til Stockholm, da Mange der vist ville være saa urimelige at lade ham høre ilde, fordi Storthinget ikke antog Mellemrigsloven. Han skal nok ogsaa være forstemt over den Storthingsbeslutning, og have ladet sig forlyde med, at den Ting maa gaa, og pinligt er det isandhed ogsaa for Kongehuset, naar der saadan kommer en Kurre paa Traaden mellem Norske og Svenske; thi Kongehuset maa holde med begge sine Folk, og Mæglerposterne, undtagen i Handelsverdenen, ere ikke altid de behageligste, da det træffer ofte at de Tvistende blive enige i det ene Stykke, at være sinte paa Mægleren.
Korrespondance
Christiania den 4de Juni
Vi ved Alle, at her er Pengemangel, og vide vi det ikke, saa kjende vikjende vi] retta frå: vi kjende det; men hvad Ingen ved, det er hvorledes denne Pengemangel skal afhjælpes. Man ved nok saameget, at et godt Aar, et godt Fiskeri, gode Trælastpriser og god Fortjeneste med Fragtfarten vilde hjælpe paa denne Pengemangel; men dette er saa greit at vide, at det er ingen Kunst i det. Endnu mere greit og derfor mindre Kunst er det at vide den Ting, at Landet ikke maa kjøbe mere af Udlandene i Sukker, Kaffe, Tobak, Silke, Klæde, Mad, Vin osv. end det kan føre ud igjen av Fisk, Trælast osv., for ellers reiser det Sølv, vi have, fra os i Betaling. Det er naturligvis med et Land, som med et Menneske og et Vasdrag, at Udgiften ikke maa være større end Indtægten, for ellers bliver Vasbunden tør tilslut, Mennesket fattigt og Landet bankerot.
Disse Sætninger i Pengeverdenen er som de ti Bud i den moralske Verden, nemlig saa store, at det snart sagt ikke falder noget Menneske ind at bruge dem for ikke at blive kjedsommelig. Det var heller ingen Sag at være Statsøkonom, dersom man kunde afhjælpe Pengemangelen ved at tale om disse Ting, ligesom det ingen Sag er at prædike, naar man blot klemmer paa med det ligefremme Indhold af de ti Bud, og ligesaa greit som det er at belære med slige Sætninger, ligesaa greit er det at leve efter dem; der skal Tarvelighed, Arbeidsomhed, Nøisomhed, Redelighed, Kjærlighed, Fromhed osv. til, det er sandt; men dette er Dyder, som vi saa alligevel maa udøve, dersom vi skal blive lykkelige, og det ligger tillige i vor Natur, ret forstaaen, at ville udøve dem.
Hidindtil er Alt greit, men der kommer en Tid, da man ligesaalidt i Pengeveien kan hjælpe sig med disse Grundregler paa Veien til Rigdom, som man i Moralen vil hjælpe sig med de ti Bud. Dette er Theatrenes, Poesiens og Kunstens Tid i Aandens Verden, og Bankernes, Kreditkasserernes og Hypothekbankernes Tid i Handelsverdenen. Dette er Stridens Tid. Naar Samfundet bliver saa udviklet, at en kunstig Kapital maa skabes, da kommer Larmen, og daarlige Pengetider vækker i Samfundet den samme Sorg som Fattigdom og en ond Samvittighed hos det enkelte Mennesket; da spørges der efter at skabe Noget af Intet.
Det er Sekterernes og Statsøkonomernes Tid.
Men ligesaa forvirret som en skikkelig Mand kan blive ved at høre Katholiker, Protestanter, Kvækere, Haugianere osv. skjænde paa hverandre, ligesaa forstyrret i Pengevæsenet kan han blive ved at se, hvor forskjelligt «Statsøkonomer» og Aviserne udtale sig om Pengevæsenet og Afhjælpelse af Laanetrangen. Vore tre Hovedstadsaviser ere forskjellige i denne Sag, og jeg skal ogsaa ved Leilighed som før fremsætte mine Meninger om den for dog idetmindste at forøge Forvirringen.
Korrespondance
Christiania den 6te Juni
Det gaar fort med Bevillinger i Storthinget nu om Dagene. Den, som nu klager over Knibenhed, er en urimelig Mand, og hermed falder ogsaa en gammel Ankepost bort. Folk tænkte nemlig som saa: «Staten har nok at tage af, den, er det da ikke uforstandigt at negte et armt Menneske en Pension eller modsætte sig Oprettelsen af et nyt Embede?» Ja, nu faa vi se, om Staten har nok at tage af til alle sine bevilgede Behov, eller om den maa optage udenlandsk Laan, der nu er det samme for Staten som Laan hos en Aagerkarl for en anden Mand. Man kan leve godt af slige Laan, men længe lever man ikke, og naar det ikke er paa Livet, saa laaner man heller ikke saaledes. At Staten uden en Krig eller anden Landsnød gjorde slige Laan, var sligt det kunde, da Livet maa holdes oppe i længste Liten; men at bevilge glat væk med Udsigt til at maatte laane i almindelige eller endog gode Tider som nu, det er unegtelig stuttænkt; man maa ikke være saa «honnet», at man gjør sig til Fant heller.
Denne «Honnethed» har Bønderne aldrig havt, og derfor have de mangen Guds Gang faaet Skjænd; men det har styrket godt vor unge fattige Stat, at den har havt en saadan Haand paa Pungen ogsaa. Bondestorthingsmanden ved hvad Skillingen koster han, da mange af dem vist har staaet i Sneslud den lange Vaardag og hugget en Favn Ved for sin Rigsmark, eller kjørt Gjødsel for 12 ß. Dagen og fri Kost; det er derfor intet Under, at han bor i Christiania som en Haandverkssvend, og siger Nei til store Bevillinger; men det har gjort og vil bestandig gjøre godt at have slige Folk i en passende Blanding. Om man nu end smiler ad den Mand, som sender hjem Korkerne af de opdrukne Ølflasker, saa maa man dog betænke, at han selv just ved slige Snit er en af Korkerne til Statens Flaske, som uden en slig Kork vilde dampe ud sit Indhold og især miste Geisten.
Det er gode Væsener alle disse, baade Undervisnings-, Told-, Sø-, Landbo-, Forst- osv. Væsenet, og at bevilge saa rundelig til dem er vist baade smukt og nyttigt; men dette ulykkelige Spørgsmaal maa altid komme: «er jeg før til det?» Lidt maa indskrænkes hist og her for Staten som for en anden Mand, naar det begynder at knibe. Et og andet Klædesplag maa man taale noget luslidt, en og anden behagelig Reise maa gaa ind, det fineste Smør og det fedeste Kjød kjøbes ikke undtagen til Jul; kan man ikke ganske vænne sig fra Tobak, saa kjøbes af det simplere Slag, og 1 Skillings Cigarer faar smage godt.
Jeg ved ikke om Budgettet er gjort og Udgift er veiet med Indtægt, men det er rimeligt det, skjøndt Alt er vistnok beregnet paa en stigende Indtægt i de kommende Aar, saadan som man sædvanligt regner. Denne Beregning har lykkeligvis slaaet ind i alle gode Aar, men man tør derfor ikke altid regne saa, og idetmindste ikke nu, da vi alt ere inde i en Pengetrang, som lammer mangen Virksomhed. Her er nu Rimelighed for, at Statskassen for at klare sig maa tage Midler ud af Diskonteringsindretningerne, og derved gjøre Pengetrangen end større. Men Enkelte sige riktignok, at det bliver ikke godt, allermindst ikke med vort Pengevæsen, før man er belært og forskrækket af en almindelig Ødelæggelse, der kraftigere end al anden Tale forkynder Sandhed. Dette er den Forbedring i Banklovgivningen, de vente; de have opgivet Haabet om Forbedringer paa andre Veie.
* * *
Katholikpræsten LichtléLichtlé] Jean Claude Lichtlé, fransk katolsk prest har ved sin Prædiken en af Pintsedagerne vakt megen Forargelse, skjøndt jeg synes det ganske er i sin Orden, at rose sin egen Tro og fordømme Andres; derfor har man jo valgt den, for den er bedst. En katholsk Præst, der er som han skal, maa som Lichtlé formane Folk til at gaa over til «den ene saliggjørende Kirke», og da især henvende sig til Uoplyste, til Børn og Kvindfolk som de, der have mindst Forstand. Oplyste Mennesker tage sig naturligvis slige Formaninger ikke synderlig nær til Hjerte, og den Frygt man har for Katholicismen som for Mormonismen og alle disse Sekter, den Frygt er sandelig ikke farlig. Vi Norske ere nemlig baade saa gode Hoveder og saa oplyste ialmindelighed, at det bare er Skrabet, som gjør Larm; det er her paa Kirkens Felt som Tranitterne paa Politikens, og Skrabet er i en Nation som vor ikke stort, og om det end var stort, saa ligger det i dets Natur, at det kan regjeres saa let. En dygtig Mand kan styre flere Hundrede, ret som Hyrden kan vogte en stor Drift. Derfor er det min Tanke, at man kan være rolig ved alle disse Bevægelser, som ogsaa kjendelig stilne af. LammersLammers] Gustav Adolph Lammers, prest og dissentar gjorde saaledes nu i Pintsen ingen Opsigt; det var ikke som for 2 Aar siden. Han er aftraadt fra Statens Tjeneste den Kroken, og dermed har han tabt sin Magt. Der kan nu aldrig være nogen Tale om, at Lammers skulde vinde oplyste Mennesker, og de Uvidende gjøre saadan Personsanseelse, at de ikke synes Nogenting har ret Kraft, før det kommer fra en Præstekrage, en trekantet Hat eller en Politistav, liksom de overhovedet heller ikke tro Noget, som ikke har Statens «Stempel.» Det er en skjøn Egenskab ved Pøbelen dette, og gjør at man kan holde Styr paa den.
Korrespondance
Christiania den 10de Juni
Blant de mange Statstjenere, som nu i denne dyre Tid søge Storthinget om Lønsforhøielse, indtage Departementsfolkene, nemlig Fuldmægtige og Kopister, en vigtig Plads, ikke blot ved sin Stands Talrighed, men ogsaa ved den Omstændighed, at de selv ere optraadte med sin Mangfoldigheds hele Styrke. Samtlige Aviser have derfor skjænket dem sin Opmærksomhed, og det ventes, at Storthinget ogsaa vil skjænke dem sin, skjøndt Storthinget med dette Aars ringe Udsigt til Told ikke har meget at fare med det heller. Der er dog en Ting, som gjør disse Departementslønninger vanskelige frem for andre, og det er den, at man ikke anser Departementsfolkene for flittige, og derfor nok vilde lønne bedre, naar man var vis paa tilsvarende Arbeide. Det er denne Tanke og Hindring for en bedre Løn, som jeg her vil forsøge at give en særegen Belysning, og derved om muligt bidrage til at mange agtværdige Mænd og gode Venner kunde faa leve lidt bedre og tillige følge sin Sjels Trang.
Man siger, at Departementsfolkene ikke ere flittige, og at derfor Mange ere om at udrette, hvad Færre kunde gjøre. Forudsat at dette var sandt, hvilket jeg ikke vil indlade mig paa, kunde denne Forudsætning virke meget skadelig for Departementsmændene, da Folk og Storthingsmænd ere vante til at tage Ordet Flid i en bare halv Betydning, idet man alene tænker paa en legemlig Flid; men der gives ogsaa en aandelig Flid paa samme Maade, som her staar, at Mennesket lever ikke blot af Brød. Den aandelige Flid ligger som oftest i, at man Intet gjør med Legemet, men driver og danker for at Sind og Sands kan oplade sig for Tanker og Følelser. Man spadserer ligesom ovenpaa Verden og betragter dens Herligheder ligesaavel som dens Ruiner. Det er denne tilsyneladende Lediggang (Otium), som de hverdagslige Folk ikke kan begribe Nytten af, og som de private Brugsherrer ikke have Raad til at underholde hos sine Betjente; men Staten, som er hævet over Enkeltmands Jammer og er Udtrykket for Folkets høieste Liv, Staten maa netop underholde et saadant «Otium» for at spænde for sin Vogn — om jeg saa tør udtrykke mig — Tankelokomotiver, der kunne dampe med den fra denne «Jammerdal» opover Stigningen mod sit store Maal. Fliden, den man i det daglige Liv kalder saa nemlig, er høist agtværdig, hvorfor vi Alle bør lægge Vind paa den, men den er dog fra et høiere Standpunkt beseet blot et Trældyr eller en almindelig Rorskar imod denne Aandens Flid, som saa ofte kaldes Rangleri, der er Verdens egentlige Dampkraft, hvorfor vi ogsaa se, at de mest begavede Folk ikke egentlig ere, hvad man kalder Forretningsmænd; tværtimod, de bedste Hoveder befatte sig ikke engang med saakaldte «Forretninger;» de tage endog sjelden Examen, hvorfor ogsaa det Sørgelige indtræder, at Staten ikke giver dem en Skilling, som den faar sin bedste Livsfylde af. Den røger Bierne i hjel og suger selv Honningen. Man tænker f. Ex. paa Wergeland.Wergeland] Henrik Wergeland
Ere vi, du, kjære Læser og jeg, enige i disse Betragtninger, saa er ogsaa Departementsfolkenes Stilling retfærdiggjort, om det end maatte vise sig, at de ikke arbeide ret meget. Kopisterne, der i Regelen ere vore dygtigste Kandidater, udgjøre Christianias bedste Publikum, især i politisk Henseende, og jo mindre en Kopist arbeider, des større Kritikus er han. Han sidder paa Kaffeen med sin Seidel Øl, en Kop Kaffe, en 4skillingskake, gjennemløber inden- og udenlandske Aviser og føler Politiken paa Pulsen. Er Storthinget samlet, gaar han paa Galleriet og udgjør Kjærnen af det Publikum, hvortil Storthinget skuer op, og uden hvis forudfølte Bifald ingen Beslutning lettelig gaar igjennem, hvorfor ogsaa de fleste Thingmænd skotte op og til Siden efter endt Foredrag. Det er dette Publikum, som gjør at enhver arm Storthingsmand fra Landet føler sig trykket, idet han skjønner, at han ikke er den Mand i Christiania, som han var i sin Hjembygd. En anden god Side ved disse Gallerister er ogsaa den, at de udfylde Pladsen for de næringsdrivende Borgere, saa at disse maa holde sig hjemme ved sine Arbeider, istedetfor at staa i denne Baas, og dette ypperlige Publikum er netop dem, der gjøre mindst, og som man derfor vil negte Løn. De egentlige flittige Departementsmænd ere i Regelen de daarligste Ho’der, af hvem Ingen skal blive viis, men Departementerne gjør dem ofte til Amtmænd og Statsraader for denne deres aandløse Flid, hvilket er en stor Misforstaaelse, medens de gode Ho’der, de sande Amtmænd og rette Statsraademner Ingenting faa, men blive udskjelte atpaa, og naar Storthinget skal bevilge Løn til disse sine aandelige Lærere, saa trækker man paa Axlene og siger: de udrette saa Lidet. Staten har ikke begrebet, at den maa have en Mængde Sinkeposter, eller som man kalder Sinekurer; i disse skal den frie Aandsvirksomhed finde sit Legeme, hvorved den knyttes til Staten. Først derved faar Staten et kritisk og videnskabeligt Publikum, som kan holde Øie med Tingenes Gang og være en Mægler imellem Tankens høiere Liv og det daglige Brøds Jammer.
Kopisterne skulde altsaa have stor Løn, dersom jeg var den Styrende. Jeg vilde agte og ære Arbeidsmenneskerne og aldeles ikke binde Munden til paa den Oxe, som trækker paa Kancellistilens Langhalm.
Korrespondance
Christiania den 12te Juni
Storthinget har Intet gjort hele denne Ugen, fordi det ikke har havt Noget færdigt at arbeide paa; men man sidder i Komiteerne og laver til Mad. Saaledes er det nu i Justitskomiteen No. 2 i fuld gang med Indstillingen om Jury, af hvilken Indstilling allerede 4 No. ere udkomne, og Sagen selv refereret i Thinget. Indstillingen, der gaar ud fra Komiteens Flertal (4 mod 3) er godt skreven og søger at bevise, at Juryen burde indføres. Det bliver nok derfor Basketag paa Thinget denne Gang ogsaa om denne Sag, ventelig en 2, 3 Dages Tale med Opkog af de samme Grunde og Modgrunde, da intet Nyt lettelig kan siges i denne saa mangfoldigt behandlede Sag, hvorover bare vi allerede har saa mange Bøger, at det er en Ryggebyrd, og naar nu 3die Del af den kongelige Kommissions Verk, som nu om Dagene trykkes paa, og den hele Komitéindstilling udkommer, saa maa man bære i Fanget med. Denne store Mængde af Skrifter om Juryen er dog nok i sin Helhed læst af Faa eller Ingen, da selv de, som Staten har betalt for at læse dem, ventelig ikke have overkommet det, og Storthingsmændene kan da slettes ikke række det paa langt nær, hvorfor da ogsaa de fleste overgive sig paa Naade og Unaade ligeoverfor denne Hær, og enkelte forærer den bort til Kjendinger og yngre Jurister for ikke at have nogen daglig Plage ved Synet af disse ulæste Bunker. Man faar overlade sig til den sunde Sands under Ordskiftingen (Debatten) og dermed lade det staa til med de almindelige Grunde for og imod, som fremføres. Men uagtet nu disse Grunde saa ofte ere gjentagne, saa ere de dog saa almindelige, at den Kundskab, man ved dem faar om Juryen, bliver yderst taaget, ja selv de, der have læst Alt eller Størsteparten af det Trykte, kunne neppe have nogen klar Tanke om Juryens Værd eller Uværd for os, da Maskineriet har saa mange og forskjellige Hjul og Tapper, at man igrunden maatte se det arbeide, for ret at vurdere det. Idetmindste er dette Tilfældet med mig, hvorfor jeg vilde være ilde faren, om jeg i denne Sag skulde afgive nogen Stemme. Fra mig selv tror jeg mig berettiget til at slutte, at her selv blandt Jurister ikke er nogen klar Forestilling om Juryens Væsen og især dens Passelighed eller Upasselighed for vort Land og Folk; og forsaavidt jeg herom har talt endog med flinke Mænd, saa har jeg af deres Tale faaet det bestemte Indtryk, at de hverken vide op eller ned. De, der ere sikrest i sin Sag, ere her som saa ofte de, der vide mindst. Disse Handlingens Mænd ere saa lykkelige, at de kunne putte en op- og afgjort Mening i Lommen som en Snusdaase og tage den frem til en Pris.
Jeg tror derfor, at ingen af Parterne — hverken de som ere for eller mod Juryen — skal hovere over sin Modstander eller tale med Tryghed om sin egen Sag, men i Følelsen af den fælleds Svaghed være overbærende.
Med Alt dette er Fortrøstningen paa begge Sider stor: Jurypartiet, hvis Hoved og Herre UelandUeland] Ole Gabriel Ueland, politikar er, tror, at Sagen vil gaa idetmindste gjennem Thinget, medens Juryens Modstandere, der intet Hoved have, fordi der er saa mange Hoveder, anse det for en umulig Ting, at der bliver nogen Jury af, naar Landets første og fleste Jurister ikke ville have den. Jeg antager derfor, at de betragte Modpartiets Anstrengelser, de’s Indstilling og Udkast med samme Øine, som naar man ser en liden Gut gaa hen med sin vesle Øx til et stort Træ for at hugge det ned («styve det»).
Jeg har mærket mig paa adskillige Hold et Parti i Jurysagen, som jeg ikke ret ved at finde nogen Plads for, og det er det Parti, som ikke liker Juryen, men dog vil have den for at kunne høre med til «Oppositionen.» Disse Folk ere unegtelig Juryens Medholdsmænd i Skind, men ikke i Sind, og forsaavidt de fik stemme med, vare de gode nok for den Gangs Skyld, men i Længden er det skrøbelige Mennesker at have i sine Rækker. Et lignende Parti, som jeg er i samme Legervold med, er det, som igrunden liker Juryen, men tør ikke for høie Vedkommende bekjende sig til Troen. Jeg for min Del tror nu ikke, at der var nogen Fare ved dette, men derfor agter jeg den modsatte Mening ligemeget.
Noget Godt vil dog komme ud af alt dette Skriveri og denne hele Leven om Juryen; thi bliver den ikke indført over det hele Land, saa turde den dog indføres forsøgsvis i Hovedstaden og Omegn, og kommer man ikke engang saavidt, saa vil væsentlige Forbedringer blive gjorte med den Sagførelse, vi have; at Forbedringer trænges til, derom ere Alle enige.
Idag Løverdag er det Verden skal forgaa, da to Kometer skulle hilse paa hverandre i Himmelrummet, eller den ene kladske mod vor Jord. Der har staaet mange Tegninger i det Blad som heder Kladderadatsch, hvori Alt ligger paaende og Jorden revnet som et ituskaaret Æble. Blandt Almuesmanden her i Byen er heller ikke Frygten ringe, og idag staar bekjendtgjort i Chr-Posten, at Kjøbmændene i Eftermiddag ville sælge til halv Pris. Ude paa Grønland skulde Mange igaar have sluttet med at æde, men derimod blev stærkt drukket for at glemme Sorgen.
Korrespondance
Christiania den 18de Juni
Den skandinaviske Idé var længe poetisk, men nu begynder den at blive praktisk, og det er dens Ulykke. Svenskerne vare Skandinaviske ifjor under Studentermødet med den kongelige Modtagelse; men nu, da Frugterne skulle komme i Mellemrigsanordning og sligt Noget, som gaar ud paa Enhed, da er hver for sig national og vil Intet give bort. Sverige har nu saaledes vist, at det ikke vil bevilge Penge til en Jernbane mod den norske Grændse, naturligvis fordi Norge ikke vilde gaa ind paa Mellemrigsloven, som sigtede til at føre os sammen. Det er med dette som med Samlag i et Punschelag: man er Venner saalænge man kan traktere og modtage Traktement af fri Villie; men naar man skal give Noget bort af sit Eget i Handel, saa er man fornuftig og siger: Mit er Mit og jeg er ingen Nar. Som det har gaaet med Sverige, saaledes vil det gaa med Danmark, naar det kommer i Hærdingen: vi ere Venner med Danmark og gjør Viser, om det kniber, men bliver der Spørgsmaal om at føre Krig for Danmark mod Tydskland, saa sige vi stop og holde paa vor egen Fordel, hvorfor Skandinavismen med Danmark ogsaa vil blive til Intet, naar det gjælder at opofre Noget. Dette er Handelens og Verdens Gang og Egennyttens maa vel at mærke lægges til, det vil sige, det er Politikens Gang. Denne skandinaviske Udstilling af Malerier og andre Kunstverker, som nu i disse Dage bæres sammen paa Universitetet, er derfor en vakker Ting, men den bringer ikke disse tre nordiske Nationer mere sammen end aldrig var. Disse Folk, som gjør denne Udstilling, kan vist heller ikke tro paa, at der skulde ligge nogen folkelig Sammenknytning i den, men de gjøre den som en Efterklang, og snart maa der holdes op, efterat det praktiske Liv har vist, at Sligt Intet betyder. Vi se paa disse Mennesker, der slæbe paa Malerier ud over østre Gade og fra Dampskibene, og beundre dem, men kunne ikke lade være at smile. Man kunde ligesaa gjerne komme med Malerier fra Tyrkiet og Rusland, og tale om en europæisk Idé, som med Malerier fra Sverige og Danmark, og tale om en skandinavisk. Sverige sender ikke en Kasse Spiger, Norge ikke en Tønde Sild og Danmark ikke en Tønde Smør uden Told, fordi der kommer et Maleri. Sverige og Norge sender ikke en krigshær til Slesvig-Holsten, fordi om Danmark sender et Maleri af Slaget ved Idsted og Fredericia: man skal være rimelig og ikke forlange Umuligheder. At Kunstsager fra disse tre Riger komme sammen, det er som det bør, og Nationaliteten kan vel maaske vise sig i saa almene Ting som Maleri og Billedhuggerkunst ogsaa; men Udstillingen er neppe for sin egen Skyld, men «Nationerne skulle bringes nærmere sammen», og dermed gjør man noget Andet og Umuligt af det, som i sig selv er smukt.
Man vil ogsaa holde et skandinavisk Kirkemøde i Sommer; men det Kirkelige — jeg mener ikke Kirkens udvortes Forfatning — faar om muligt endnu mindre end Maleri og Billedhuggerkunst et nationalt Præg, skjøndt jeg kjender en anseet Præst, som idetmindste har sagt, at Nationaliteterne maa vise sig endog i Tilstanden efter Døden. Dette er nu Noget, som Ingen kan vide, og derfor kan den ene Paastand være ligesaa god som den anden; men det er ikke rimeligt, at vi skulde være tjente med en Lyksalighedstilstand, hvori vi laa i Strid med Sverige om Mellemrigslove eller Danske i Strid med Tydskland om Slesvig-Holsten.
Nationalforskjellen mellem Folkeslag er dog virkelig stor, saa at man ikke skal gjøre formeget Nar af en skandinavisk Kunstudstilling og et skandinavisk Kirkemøde heller. Det er saaledes helt mærkeligt, hvad det er for en Forskjel mellem dansk vimset Snaksomhed og norsk Buthed og en svensk Høflighed; at Sprogene ere forskjellige, vide vi Alle, og noget vist Eget ligger ogsaa i Ansigt og Skabelon paa enhver ægte Norsk, Svensk og Dansk, som gjør, at de kjendes fra hverandre af den, der har lidt Kjendskab. Men Kjendeligheden er ikke saa stor som hos Engelskmænd, for dem kan man kjende, om man ser dem foran sig flere hundrede Skridt i Gaden: Ryggen har en vis afrundet Krumhed og Benene noget eiendommeligt Skjævt, som udmærker Englænderne fremfor andre Folk endog bagfra.
Ivaar var her nogle Herjedøler, som reiste herigjennem til Amerika, og paa dem kunde man godt se, at de ikke vare af svensk, men norsk Slag. Men at ville finde igjen visse slige nationale Mærker i Malerier, Billedstøtter og Kirketro, det er dog maaske at drive Tingen vel vidt. Det ligger tvertimod i slige Kunsters Natur at ophæve Nationalforskjellighederne, og ligesom der blot er en Gud, saaledes skal der ogsaa blot være en Tro. Naar Alt er fuldendt, skal der som bekjendt blive en Hjord til den ene Hyrde.
Korrespondance
Christiania den 26de Juni
Nu er det Jonsokmarken og mange Folk ere i Byen; de gaa paa Gaden og moule Solskin, besøge Klingenberg, Jomfru SvendsensSvendsens] Laura Svendsen (g. Gundersen), skodespelar «Aftenunderholdning» og det norske Theater i al denne forfærdelige Varme. Det er ingen Mand for godt, dette. Spørger man nu, hvad Alle spørge om, saa er Svaret: «Hvor ere Pengene blevne af»? Det er helt mærkeligt, hvad Sands Alle have for Penge, og denne Sands er et af de største Æbler paa Kundskabens Træ; thi Kundskab avler Magelighed og Vellevnet og disse Ting igjen Trang til Penge.
Ja, Trang til Penge hører man nok af nu om Dagene. Trælasthandleren der iaar Jonsok maa betale de fulde Mærkesedler, fordi Vaarflommen fremdrev alt Tømret, er i Pengebeit; Gaardhandleren, der har kjøbt Eiendomme over Kræfter i den gode Tid og nu skal betale i den onde, kan ikke skaffe Renter, end sige betale Kjøbesummen. De bedste Panter ere til ingen Nytte, naar Intet er at faa laant paa dem. Bygherren, som i den dyre Tid har sat sig i Gjæld, faar ikke laant paa sin dyre Gaard, der alt er under Tag, og han ser derfor at han har bygt sig ud af istedetfor ind i Huset. Skibsrederen, der har kjøbt Skibe i dyre Domme, og Lidet tjener med Fragten, kan hverken forrente Kjøbesummen eller betale den. — Alle disse og de unævnlig andre Pengelause gaa om hverandre paa Gaden, som om ingen Ting var; men saameget Champagne som før drikkes ikke nu paa Jonsokmarken; de store Trælasthandlere og Kaxer, der spanderte Champagne, blive snart nu blot et Navn, som alene vil leve i Romaner og Komedier. Pengetiden gjør vel Sit til, at her ikke drikkes saa fine Vine, men ifjor og før Aaret, da Tiderne vare saa gode, sporte man den samme Retning mod sund Fornuft og maadeholden Levemaade, som imidlertid ikke stikker stort dybere end i bayerske Ølflasker, hvorvel en bedre Erkjendelse ved Siden kan have gjort sig gjældende.
Her har langtfra været saamange Folk at se i Gaderne nu iaar som de nærmest foregaaende Jonsokhelge. Naar man nemlig Intet har at reise med, saa bliver man hjemme.
Storthinget har i al denne Heden arbeidet stærkt, og hvad der næsten er bedst er, at det har været muntert imellem. Den 4 Timers Talen om at bevilge Laan til det norske Theater var en saa god Komedie som Nogen kunde ønske. Lerche begynder nu at blive den gode gamle Lerche,Lerche] Fredrik Georg Lerche, politikar og StabellStabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar er ubetalelig, naar han taler om, at man forvexler Kunst med Nationalitet. Det er pudsigt at høre Sverdrup,Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar der er tør som en Træpinde, tale for Theater og Kunst. JaabekJaabek] Jaabæk er dog bedst af Alle han, naar han siger, at den største Nytte, vi have af den gamle Forening med Danmark er den, at vi nu have et Skriftsprog fælleds. I Lighed hermed ytrede ogsaa engang en Seminarlærer sig, der var Lærer i Regning. «Disse nationale Bestræbelser», sagde han ved en Leilighed, «synes jeg ikke er noget tes, for nu som det er, kan vi have Regnebøger fælleds». — Det vil klinge utroligt engang at slige Folk som han og Jaabek have været Lærere ved Seminarier og Storthingsmænd. — Jaabek forsonte dog denne Urimelighed, da han kom i Kast med Lerche om Theatervæsenet i Athen. Det er en lærd Mand Jaabek, men han har som saamange andre Lærde den Feil, at han Lidet eller Intet kjender til vor egen gamle Historie. De største Pudsigheter i denne Theaterdebat ere tagne med, naar til anførte lægges, at U. A. MotzfeldtMotzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant vovede sig ud paa denne glatte Is, og at Smith-PetersenSmith-Petersen] Morten Smith-Petersen, sakførar og stortingsrepresentant fraraadede Bevillingen, for at Storthinget ei skulde synes at tage Parti i den nationale Strid. Smith-Petersen burde have vidst saameget, at det ikke var Storthingets Mening, men Penge man vilde have.
Hvor lidet end Storthingsmændene i Regelen forstaa sig paa Norskheden, saa tør det nok hende, at man vil betragte den lange Debat og de mange Stemmer for Bevillingen til et norsk Theater, som en moralsk Støtte for den nationale Bestræbelse, om der Intet blev bevilget denne Gang. Aa, ja, naar Autoriteterne tale, har det sin Vegt, enten de saa skjønner, hvad de tale, eller ikke. Folk tro at de skjønne det, og det er nok til at give Tale Magt.
Storthinget har gjort mange gode Ting nu i en kort Tid: Gagetillæg, større Handelsfrihed med Sukker og Kaffe paa Landet, Forkastelse af Forslaget om Indskrænkning af Fiskehandelen i Christiania, alle disse Beslutninger med mange flere vidne om etet] retta frå: at Frisind i forskjellig Retning, som knapt paa noget andet Storthing er seet Mage til. Selv Sager som Formynderloven og Menighedsraad gaa utroligt; men nu maa man ogsaa standse nogle Dage, da Bogtrykkerne ikke kunne trykke alle Indstillinger fort nok. Dette er som Tiggerordsproget siger: «at miste Mad for Poses Skyld», nemlig at Posen er fuld, saa den ikke rummer flere Gaver.
Naar man ser slig Mangel paa Arbeidere, skjønner man, at Tiden ikke nu er til at bygge Fabriker eller endog Jernbaner. Det er knapt, at den daglige Dont kan holdes i gang, hvorfor store Arbeider nu end yderligere vilde forrykke Tingens Gang og drive Arbeidslønnen op i det Urimelige, og om det skulde, hvad der nu tegner til, blive Skinaar iaar, især paa Aageren, saa vil det bare drive Folk til Udvandring, men og neppe til lav Arbeidsløn. De Tider ere forbi, da Menneskemagten var vurderet ringe. Oplysningen og mekaniske Fremskridt har hævet denne Magt, som derfor ikke falder, førend Uvidenheden kommer igjen.
Korrespondance
Christiania den 1ste Juli
Den skandinaviske Kunstudstilling kan være nok saa bra i mange Ting, men i en er den aldeles uforsvarlig, idet der findes anbragt det svenske Vaaben og Flag i Midten, beskyttende det danske til Høire og det norske til Venstre. Det er aabenbart, at disse, som have stelt med Udstillingen, herved have villet anskueliggjøre Skandinavismen og antyde Rigernes gjensidige Forhold. Norge skal da være det Kleineste det og Sverige det Gildeste, medens man dog forbarmer sig saameget over Danmark, at det faar sidde til høire Side, rimeligvis i Betragtning af Danmarks gamle Velgjerninger imod os. Det er nu Guds Lykken, at Politiken ikke retter sig efter et sligt Flag og Vaabenstel; men man ser dog, hvorledes disse Normænd vilde gjøre det, om de havde Magten. Man skulde nu rigtignok give slige Folk Stryk istedetfor at spilde Ord paa dem; men da de rimeligvis selv ere større Skvalderkoppe end mandhaftige Mænd, er det bedst at slaa dem med deres egen Vaaben. Det er dette Slags Folk, som modstaa vore egne nationale Bestræbelser, og det er godt, at Folk imellem kan tage og føle paa deres Tanker om Fædrelandets fremtidige Stilling. De ere særdeles humane, thi de ville give bort sig selv; det er som Ordsproget sier: «En Skjelm giver mere end han eier.»
Her er et stort Sving med Theatergreier nu. Direktør Sørensen,Sørensen] Hans Sørensen, dansk skodespelar og teaterdirektør hvem Dramdølerne*) formentlig fordelaktig kjende, har i længere Tid ligget inde i Christiania og hvervet norske Skuespilleremner, med hvilke han vil fare omkring i Landet og især dvæle i Trondhjem. Han tilbyder god Løn, og da han er en driftig Mand, kan der blive noget af hans Foretagende. De Danske skjønner nu, at de maa bruge norske Folk i disse sidste Dage af deres hendøende Regimente. Jeg siger ikke dette er godt, da vor Skuespilkunst ved dette vil blive ligesaameget smittet af Danskheden, som vort Sprog er blevet det. Enhver, som har lagt Mærke til den forskjellige Maade, Norske og Danske have at gaa og staa paa, at fagta og bæra sig paa under Sorg og Glæde, Slagsmaal og Skjænderi, han maa begribe, at danske Skuespillere ikke kan lære Norske op, saafremt der skal være Tale om noget Nationalt i Skuespillerkunsten. En Lutring af Folkeeiendommeligheden kan under saadan Paasmurning af fremmed Farve vanskelig komme frem. Derfor har man ogsaa alt dette Vimseri, al denne Rending og Løbing, som om de vare hvepsestukne.
Det norske Theater er ogsaa paa god Vei til at gjenføde sig. Der blev paa sidste Generalforsamling valgt tre Mænd til at træde sammen med den forrige Bestyrelse for at forelægge en ny Generalforsamling et Opgjør, en Driftsplan osv., hvilken Forsamling da vil fatte Beslutning om hvorledes Tingen skal gribes an, efterat det har vist sig, at det gamle Styr ikke gikk godt. Skal et norsk Theater bestaa, hvilket det fornuftigvis baade kan og maa gjøre, bliver det sandelig nødvendigt at tage Staven i en anden Haand, nu da det danske Theater trækker saamange flinke Norskfødte til sig og skjæmmer dem ud naturligvis. Det norske Theater maa derfor gaa saa vidt i Norskhed, som det er muligt, skal det ikke være det tredie Hjul paa Thors Kjærre (Thor havde naturligvis ingen Firhjulsvogn han). Theatret maa drives med Liv og Kraft, gode Stykker maa gives især til de Tider, da Folk har Lyst til at gaa i Theater, og de værste Danismer i alle Fald undgaaes, om man end ikke nu i Begyndelsen vil oversætte hvert eneste Stykke paa vort Landsmaal. Det gaar vel ikke saa fort med Theatrets Gjenfødelse i norsk Retning nu heller, det maa vel med tomme Punge hver Vaar Aar for Aar drives frem mod Fuldkommenheden.
Nogle af Skuespillerne ved det norske Theater (Mad. Hundevadt,Hundevadt] Benedicte Hundevadt, skodespelar DøvleDøvle] Ole Olsen Døvle, skodespelar og KoneKone] Amalie Døvle, skodespelar med Flere) skulle efter Forlydende i denne Uge reise vestover til nogle Byer langs Kysten, og formentlig da med de Stykker, som de have spillet i Jonsokhelgen, og som Publikum likte bra. Det forventes, at Smaabyerne (om Forladelse, Drammen er en stor By) ville more sig, og Skuespillerne tjene Penge.
Paa Klingenberg er et godt indøvet Hornselskab af Norske. Det var nok under den gode Indøvelse bestemt til at være med Leirsamlingen til Sverige; men da den til Baade for Alle gik ind, kunne Hornisterne blæse for Penge. Klingenbergs øvrige Greier er ikke meget at sige om. Folk lader dog til at more sig ved alle Tusindkonster og Trollerier, og det er Hovedsagen. Vakkert er der paa Klingenberg nu om Sommeren, og vederkvægeligt i de kjølige Aftener efter de varme Dage; men Folk ere ikke her som i Udlandet saa vante ved at tage ud til slige Opmuntringssteder efter Dagens Besværligheder. Det er ogsaa mest udenlandske Folk og da især Tydske, som man se paa Klingenberg; en norsk Familiefader ser man der mere sjeldent som stadigere Gjæst. Man siger, at dette er et uselskabeligt Træk hos os Norske og et Bevis paa vor ringe Udvikling, men jeg tror, at det er et godt Træk dette, idetmindste et pengesparende. Ilde tager det sig ogsaa ud for os endnu, at en Mand med Familie sidder og vederkvæger sig paa et sligt Sted.
* * *
*) I Lighed med Mandøler, Arendøler og Namdøler.
Korrespondance
Christiania den 3die Juli
Her gaa endnu i Gaderne enkelte Landsfolk efter Jonsokmarken; det er Skogeiere, som ville knibe meget for Tømmeret, da mange af dem nu ere i den Stand, at de ikke trænge saa haardt til at sælge. Det har ogsaa gaaet ilde før, idet Skogeierne mangen Gang Intet fik for Skogen, men bare for Hugst og Drift, og det ofte smaat nok, naar Tømret skulde drives langt; hans eneste Fordel var, at han kunde reise Penge, og siden tjene dem op igjen med eget og sine Husmænds Arbeide. En slig Tilstand maatte ødelægge Skogene og frembringe Ligegyldighed for dem, da Eierne saa, at de havde saa liden Værdi. Saasnart Almuesmanden saa, at Skogen er værdt Noget, saa bliver han ræd om den, og Klagerne over Skogødelæggelser er alene Klager over, at Trærne have saa lidet Værd, hvor de staa. Vor gode Almuesmand sløser ikke han, for han ved, hvad det koster. Det nytter derfor lidet at lære op Skogkyndige og skrive imod Skogenes Ødelæggelse, saalænge man ikke med det Samme kan hæve Prisen paa Trælast, og lade den faa den største Fordelen, som eier Skogen.
Nu tro mange af vore Skogeiere at være komne efter, at det ikke er de, men Trælasthandleren, som har Fordelen, og derfor gaa de og ikke ville sælge saa fort iaar uden til meget høiere Priser. De tro endogsaa, at de kunne undvære Mellemmanden (Kjøbmanden, Lastehandleren) og hjælpe sig selv med saakaldte Kommissionærer, der for en bestemt Løn, 6 pCt. eller saa, staar i Forbindelse med Udlandets Huse og besørger Tømmeret fragtet frem. Her er allerede en saadan Kommissionær i Christiania, og en Forening af Skogeierne er alt dannet før og iaar slutte Flere sig til den. Her er saaledes rent Oprør mod vore mægtige Handelshuse. Men det gaar disse Oprørere som de politiske, nemlig at de Mægtigste falde fra. Der er saaledes en Kaxe falden fra Foreningen, og hans Standsfæller tro da naturligvis, at Trælasthandlerne have kjøbt ham ved at give ham meget for hans flere tusinde Tylvter Tømmer, eller ogsaa ved at tage ham i Samlag med sig.
Det turde ogsaa falde vanskeligt at faa et Oprør uden Frafald og en god Styrelse istand for Skogeierne; skulle de tænke paa at staa selv i endefram Forbindelse med Udlandet, saa maatte her ske en Omkompling af mange Ting, og Byerne vilde da ikke have selvstændige Trælasthandlere, men bare rene Mellemmænd, gjennom hvis Hænder fremmed Gods gik. Skogeierne maatte da have sine Flødere, sine egne Lændser og Bomme, sine Sage, sine Oplagssteder i Byerne, sine Skibe, og, hvad der vilde blive det vanskeligste at faa, sine dygtige Folk, der lod Andre have den største Fortjenesten. En saadan Plan gjennemført vilde ganske omgjøre de nuværende Forhold mellem By og Land; det vilde blive en fuldstændig «social Revolution.» Men med en saadan gaar det ikke fort. Kunne disse Trælastforeninger udrette saameget, at de mægtige Handelshuse ikke længere indbyrdes bestemte Prisen, men at Flere kom med ind i Handelen, saa vilde allerede meget være vundet. Det vil ogsaa gjøre meget, at Sagskuren bliver fri med 1860, idet da disse store Sagbrug, som nu i Regelen ligge i mægtige Trælasthandleres Hænder, ikke længere ville være af den Viktighed.
Det er nu vel vistnok meget overdrevent i disse Skogeieres Forestillinger om Trælasthandlernes Fortjeneste. Men at dog Fortjenesten maa være stor, kan skjønnes af det, at saamange Trælasthandlere ere blevneblevne] retta frå: bleve mægtige Folk. Hver By har saaledes sine Plankekonger, og jeg kjender unge flinke Kjøbmænd herinde, der gjorde gode Forretninger med almindelig Kramhandel, men trak sig dog ud af den og bleve Trælasthandlere; det var Folk, som bleve gifte ind i de gamle Træfamilier.
Det er ikke godt for den almindelige Velstand, at saa store Formuer samles paa enkelte Hænder; thi bortseet fra, at saameget Flere ere fattige der, hvor Enkelte ere rige, saa avler ogsaa en stor Rigdom Fraadseri og mange Laster og skaber Narre; Forholdet mellem Arbeide og Løn forrykkes, og det Samfund er sygt, hvor det lykkes Enkelte at samle uforholdsmæssig Formue, naar ikke store Midler ere arvede eller den personlige Dygtighed er særdeles stor. I en Bedrift som Trælasthandelen er det dobbelt ilde, at Hovedfordelen ikke tilfalder Frembringeren, idet Skogene, denne store Nationalformue, ødelægges, naar det drives saaledes paa Rov.
De klage naturligvis begge Parter, baade Skogeierne og Lastehandlerne; men vist er det, at Lastehandlerne ere sinte paa en Mand fra en Skogbygd, der selv før har drevet op Priserne, og hos hvem nu de «oprørske» Skogeiere finde Raad og Veiledning. Den samme Mand har ogsaa fortalt, hvorledes han for nogle Aar siden omsider fik den Pris, han forlangte for Tylvten, uagtet en Lastehandler først lo og bad at maatte afskrive Priskuranten som en «Kuriositet.» Løsningen paa Knuden bliver naturligvis den, at Flere og Flere kaste sig ind i Lastehandelen, og «Konkurrentsen» vil da blive Mægleren mellem Skogeierne og Handelsmanden. Jeg tror ikke paa nogen Forening af Skogeierne før jeg ser den. Her er nok en saadan Forening nu alt med sin Agent; men det er ikke sagt, at den gaar i Længden, uagtet den iaar har faaet en stor Tilvext. Kunde en saadan Forening komme istand, vilde upaatvivlelig ogsaa Størsteparten af Lasten i det glommenske Vasdrag gaa til Frederikstad, uagtet Folk vil sige, at det koster ligesaameget at fløde Lasten til Frederikstad som til Strømmen og kjøre den til Christiania. Det maa dog være en gal Indretning, som frembringer slig Unatur.
Korrespondance
Christiania den 8de Juli
Selskabet for Norges Vel fremlagde paa sit Møde den 1ste d. M. Beretning om sin Virksomhed det forløbne Aar. Dette Selskab er et Udtryk for den Videnskabelighed, som nu gjør sig gjældende i vore Næringsveie og da især i Landbovæsenet. Den Seighed og Modstand, som denne Videnskabelighed støder paa hos Befolkningen, er det uretfærdigt at kalde Fordom alene. Hvad Fædrene have drevet paa Slægt efter Slægt er en Erfaring, som i mange Tilfælde er den høieste Visdom, og Ingen angriber ustraffet det, som er saa gammelt. Almuesmanden har bedre end nogen Anden Øie for det Nyttige, og naar han derfor ser noget paatageligt Nyttigt, griber han det strax, om det end er nyt; at han derimod gjør Modstand imod nye Ting, som han ikke kan rime med sine egne Erfaringer, er meget godt, og dette kvæler mange umodne Planer i Fødselen. Videnskabsmændene og Patrioterne have nemlig den elskværdige Feil, at de ville fare fortere frem end Folket kan følge med, og de sætte ofte en glimrende, men uprøvet Tanke frem som en uomstødelig Sannhed, og vil omkomple Alt efter den i en Fart; imod dette er Almuens Seighed Sandhedens andre Øie.
Det er et stort Haab for Fremtiden, at Sandsen for Landbo- og Skogsvæsen, for Fiskeri og Bjergverksdrift er vakt hos Læge og Lærde. Hvor man kommer paa Landet, saa tales der om Forbedringer, og de nyere Driftsmaader bedømmes. Man smiler ofte til de omreisende Agronomers Lærdomme, til Træbeskjæringer, der tørre Træerne ud, saasom her ved Tøien, til Driften af enkelte Gaardsbrug, der arme sine videnskabelige Eiere ud, til Forslagene at stelle om de store Skove som om de skulde være en liden Lund; men noget Nyttigt bliver dog hængende igjen. Saaledes er nu kunstig Eng overalt, hvor Jorden er skikket for den, erkjendt for en stor Fordel. Jeg har endog hørt gamle Mænd sige, at de føde noget nær det Dobbelte paa sine Gaarde i de senere Aar, efterat de have begyndt med Kløver og Timothei, og de spørge om man tror, at Videnskaben kan indføre flere slige Velsignelser. Ploge, Harve, Al og Kjøregreier ere ogsaa forbedrede, saa at det gaar baade lettere og bedre. Gaardene og Stellet er næsten ikke til at kjende igjen.
Alle disse gode Greier ere dog bedst paa Ladegaardsøens Hovedgaard, der følgelig staar som et Mønsterbrug, og besees af Mange baade ude paa Marken, i Fjøset, paa Laaven og i Melkebuda. Men det er dyrt Stel dette: Gaardene æder nok ikke alene op sin egen Drot, men flere hundrede Spd. til; det er mig sagt af en Mand, som jeg har Grund til at tro, at Kongen, som er Eier, dog slipper med 2, 3 hundrede Spd. om Aaret nu, men for nogle Aar siden gik der mere til, hvilket ogsaa er rimeligt, før Alt kom istand. Er dette sandt (jeg har nemlig ikke seet Regnskaberne) saa vilde det koste en 300 Spd. om Aaret at faa en saadan herlig Gaard til Foræring; men saa havde man ogsaa en Mønstergaard til Exempel for hver den, som vil blive eller alt er Jordbruger. Det maa vel ogsaa være denne Tanke, man foreholder den ophøiede Eier, naar de aarlige Tilskud forlanges. Men det er dog ikke af en saadan Gaardsdrift Landmanden skal lære; det er af en Gaardsdrift, som føder sin Mand, Lærdommen maa hentes. Det er med denne Gaard som de store feite Stute og fine Frugter, der udstilles, at de æde sig op mange Gange, og saaledes ere Landhusholdningens Poesi. Med denne Poesi omgaaes unge Folk med nogen Arv og uden Kald eller Lyst til Studier eller Haandtering; med denne Poesi for Sjelen sværme de for Landlivet, kjøbe sig en Gaard, kalde sig «Proprietærer»*) og blive naturligvis Fanter paa Slutten, dersom de ikke opgive Landslivets Glæder ibetids. Det er virkelig ondt om disse Mennesker, men man kan ikke godt lade være at le ad dem, og den sunde Bondemand af Nabo gjør det ogsaa. Disse «Proprietærer»**) staa sunde Fremskridt i Landbovæsenet meget iveien, idet de ved sit eget Exempel gjøre Nar baade av Agerbruget og det hele Gaardsstel.
Disse «Proprietærer» i Forbindelse med Embedsmænd, som kunne skyde til af sine Indtægter, hvad de tabe paa et «rationelt» Jordbrug, ere den talende Mandsstyrke paa Landbrugsmøderne; det er ogsaa de, som i Regelen skrive og tale til Almuen om Landbovæsenet; men de skrive og tale ligesaa videnskabeligt som de dyrke sin Jord, hvorfor de ikke gjøre den Nytte, som de maatte kunne, og som de vist meget gjerne vilde gjøre; thi det er saa oplyste Mænd, at de føle for det Heles Vel.
Jeg vil ende disse Betragtninger med en Fortælling om en Præst, som for en 17 Aar siden fik et Kald noget oppe i en Fjelddal. Præsten, der var i Slægt med en «Agronom», kom med Landmandens Kathekismus ved Siden af Luthers og tænkte da paa at omvende Bønderne fra «den gamle Slendrian.» Jeg skal ikke indlade mig paa hans Virksomhed som Præst, men som Jordbruger var han meget uheldig. Efterat have kastet mange Penge bort paa Præstegaarden, forlod han den for nogle Aar siden i en daarligere Forfatning, end han modtog den. Han anvendte imod erfarne Mænds Raad Lærebøgernes Lærdomme paa et Jordsmon, som de ikke passede til, og kunde ikke finde sig i det gamle Stræv med Sæterstel og Markeslaatte, men vilde have det paa Østlandsk, hvor Alt er hjemme. Paa den Maade gaar det ikke der.
* * *
*) Det er helt naragtigt at se Folk hænge paa sig Navnet Proprietær, der betyder Selveier, og som ikke passer undtagen i en latinsk Tid og hvor Leilændingsforholdene ere. Proprietarius var den, som aatte de vækbyxledevækbyxlede] retta frå: bækbyxlede Leilændingsgodser, saaledes som endnu enkelte ere igjen i Bergens Stift og Nordland; men ellers er Proprietær, som den nu bruges, blot Modsætning til Husmænd, saa at den, som har Skjøde paa 1 Skillings Jordskyld, kan kalde sig Proprietær med samme Ret og samme Naragtighed. Bonde — paa gammelnorsk buandi — er godt navn, som Ingen behøver at skamme sig ved, og naar Norges gamle storartede Mænd kaldte sig buandi, saa kan saamen en Mand, der skylder Halvparten paa en halv Gaard, kalde sig bondi, som det er sammendraget til. Naar Døtrene af slige Figurer ere her i Byen for at lære Musik og skjønne Kunster — for Jomfruer skulle de være — og de skrive hjem, sætte de Stakler paa Brevet: Hr. Proprietær.
**) Proprietær kalder naturligvis ogsaa en anden Bondemand sig, naar han sidder paa en noget større Gaard. Her ere mange Proprietærer og altsammen var meget godt, dersom de endda ikke kaldte sig selv «Proprietærer» og Kvindfolkene sine: «Damer.»
Korrespondance
Christiania den 10de Juli
I alle de Sager, som angaa vort Forhold til Sverige, har Storthinget fattet gode Beslutninger, nemlig i Mellemrigsloven, i Spørgsmaalet om Statholderpostens Ophævelse for nogle Dage siden, om Konsulatudgifter idag, og, i de vigtigere Sager af denne Beskaffenhed, som ere igjen, kan man derfor haabe ligesaa gode Beslutninger, nemlig i Bidragene til Ministerkassen og i Spørgsmaalet om Jernbane til den svenske Grændse.
Jeg har før ytret mig om Mellemrigsloven og ment, at det var vel gjort at henlægge den, og saaledes modstaa en Retning, som vil føre os og Sverige sammen i Ting, der ikke høre med til Foreningens Væsen.
Af en annen Beskaffenhed er Statholderposten, hvorpaa en svensk Mand kan ansættes. Det nytter ikke at sige Andet end sandt er: Statholderposten er et Mærke paa, at vi ikke kunde klare os i 1814. Vi bør være rimelige og ikke ville være Karle, naar vi ikke have været detdet] er sett inn; det er ikke passelig at være fattig og hoffærdig ved i broutende og ligesom forargede Ord at tale om «Provindsmærke,» «Principet» og Mangel paa Lighed. Vi maatte gaa ind paa at modtage en Svensk som Statholder, og vi skulle ikke vride paa Handelen bagefter som den daarlige Handelsmand. Vi kunde derved lokke de Svenske til at vride i Ting, som vare af større Viktighed, og med en saadan Atpaagang var vist ingen af Parterne tjente. Paa samme Tid som det er retfærdigt mod Sverige, at ikke vi røre ved Statholderposten, paa samme Tid gjør den os i Grunden ingenting. Vi have vor Frihed og Selvstændighed ligegodt for den. Naar vi kun udvikle vor indre Kraft, nemlig vore Næringsveie og opvække vor Nationalitet, saa ere vi sandelig lige gode og mægtige for det, om vi have denne Post; den er et udvortes Mærke, som Intet gjør os, men som kan glæde Sverige, indtil det kommer saavidt, og vi ere saa fornuftige mod det, at det selv frivilligt udsletter et saadant «Provindsmærke;» men mange Taler i Storthinget og mange Betragtninger i Aviser skulle sandelig ikke gjøre Sverige saa rimeligt; de have gjort, hvad de kunde alle disse til at tirre Sverige, og drive en Kile ind i vor Forening. KongenKongen] Oscar I, konge har været god mod os, og Sverige har været saa snilt, at det har ladet han i Fred være det: han har ikke givet os nogen svensk Mand til Statholder i de sidste 30 Aar. En saadan Imødekommen af vore Ønsker havde fortjent en ganske anden Behandling af os. Skulle vi vente at faa af Sverige, hvad der tilkommer os, maa vi yde Sverige, hvad der tilkommer det.
Ligesom det var godt og vel, at man dog ikke gik saa vidt som til at beslutte Statholderpostens Ophævelse, saaledes var det i sin Orden at forhøie Konsulatudgifterne med nogle tusinde Spd., da vi have en saa stor Handelsflaade, og paa samme Maade vil det være i sin Orden at yde vor Andel til Ministerkassen. At forholdsvis saamange Norske som Svenske ikke faa Konsulat- og Ministerposter, kan ikke indflyde paa vor Bevilling; naar vi betale fuldt ud, have vi først fuld Ret til at forlange, at vore Egne skulle komme i fuld Betragtning til disse Poster — i nogen Betragtning komme de alt nu. Desuden skulle vi være saa rimelige at indrømme de Svenske lidt mere end os i dette Stykke: Kongen bor i Sverig, og uagtet han er Konge til Sverige og Norge saaledes at intet af Landene særskilt, men de begge fremtræde, naar Kongen selv eller gjennem Ministre optræder ligeover for Udlandet, saa medfører dog det, at Hoffet residerer i Stockholm helt naturligt, at Sverige mere træder frem, og at saaledes ogsaa svenske Mænd ligge nærmere til at faa slige Poster, især da Sverig nu neppe for det, om Norge ogsaa er med, har en større Repræsentation i Udlandet end før, til hvilken Repræsentation Sveriges adelige Slægter ere tagne. Det er derfor paa sin Maade at give Slip paa Noget for Sverige, hver Gang en slig Post besættes med en norsk Mand. Vi maa derfor — synes mig — finde det over Forventning, at saavidt mange Norske hidtil ere tagne til disse Poster. — Toge vi Sagen paa denne Maade, sa ville vi opnaa mere, fordi vi da ere fornuftige, og forstaa at gjøre Forskjel paa, hvad der isandhed ligger i vor Forening med Sverige og hvad der ligger udenom den. — Det er helt underligt at høre Folk larme over Ting som Statholderposten og Konsulat- og Ministerposter, naar man dels ved og dels tør antage, at de mange af disse samme Folk stemte for Mellemrigsloven og ville have Rigsgjældskontorer og i det Hele røre ved Hjørnestenene af vor Selvstændighed, ligesom ogsaa, at de liden eller ingen Pris sætte paa Styrkning af vor Nationalitet og Sprog. Det er tilgavns at afsile Myggen og nedsluge Kamelen.
Hvad derimod Jernbanen til den svenske Grændse angaar, da er det ikke mere end norsk Svar paa svensk Tiltale, at vi heller ingen Bane bygge paa den Kant. Dels have vi og dels agte vi at bygge Veie mod Sverige uden at det har svaret imod paa sin Side.
Vi skulle være aabne mod Sverige og frit udtale vor Mistanke som vort Haab. Det Samme skulde ogsaa de Svenske være mod os. Saaledes som det nu er — i Politiken, men ikke ganske saa i Aviserne — bruges glatte Talemaader, men Gjerningerne staa i Strid med Ordene. Det er et Høflighedsforhold med Buk og Skrap, som efter Livets almindelige Gang godt kunde ende med Slagsmaal. Dette er hverken klogt eller værdigt i et saa storartet Forhold som mellem Norge og Sverige. Det er tvende Folk, som ere forbundne i Krig og Fred og fælleds optræde ligeover for de andre Nationer. — Det vilde gjøre godt og være stort, om en Storthingsmand fra sin agtede Plads med Dygtighed kunde tale greit om mange af disse vore Forhold med Sverige, ligesom det paa den anden Side var ønskeligt om en Rigsdagsmand tog Bladet fra Munden og blev en Røst for sit Folks Følelser.
En saadan Tale vilde være som Achillis’sAchillis’s] Akhilles Landse, der baade saarede og helbredede.
Korrespondance
Christiania den 16de Juli
Da Storthinget i 1854 skrev sin Militærlov, lagde det ikke Mærke til, at Byerne og Kyststrækningen, som udgjøre Søbevæbningen, ikke paa langt nær havde Brug for alt sit unge Mandskab, hvorfor en saa stor Del af det slipper al Tjeneste. Det er dette man nærmest vil rette paa ved en Militærlov paa dette Thing; men da man saa alligevel ikke har Brug for alt ungt Mandskab, idet den bestemte Sø- og Landmagt snart bliver fuld, saa bliver Forskjellen i Grunden kun den, at Flere maa være med at trække Lod, og flere Heldige blive i Reserven. Det er skrøbeligt for alt det man arbeider med en Militærlov, og endnu kan man sige, at vi endda ikke ere komne saa langt, at vi vide, hvad vi ville gjøre. Nogle ville, at vi Alle ligesom hos de gamle eller endnu vilde Folkeslag skulle være oplærte til Krigere for at være Mange nok, naar Faren staar paa, og naar der ingen Fare er, da at være almindelige arbeidsomme Borgere. Det er en vakker Tanke denne, men den bliver saa dyr, dersom Folk skulle læres op saa de duge Noget. Det er ikke nok, menemene] retta frå: mine Krigskyndige, at Folk fra de ere smaa lære sig op i Legemsøvelser, og naar de blive store ere sammen paa Øvelse i hver sin By og Bygd nogle Dage Høst og Vaar. De maa læres op, «dresseres», hvilket er det fremmede Ord man bruger om at lære op Hesten og Soldaten; og at lære alle Vaabendygtige i et Land op til gode Soldater, vilde være større Bekostning end noget Land kunde bære, og saa maatte paa gammeldags Vis Kvinder og Børn — en Trællestand have vi nu ikke som da — dyrke Jorden.
Det er denne Betragtning, at Soldaten maa være oplært lig en anden Fagsmand, en Kandidat eller en Haandverker, som vor Militærstyrelse har. Denne Betragtning har vistnok alle Styrelser, og det er greit, at en Mand, der lig Jeppe lever og dør som Soldat, maa være en bedre Stridsmand fra Haandgrebenes Side end en almindelig Borger, der bare har øvet sig lidt hvert Aar; men det er nu igjen den Feilen ved disse Fagsmænd af Soldater, at de ere saa farlige for Friheden; Historien har vist, at de ere Redskaber i Styrerens Haand til hvad Ondt det skal være. Om de kommanderes mod Russen eller Landets egne Børn kommer ud paa Et, det er ligesom at hidse Hunden. Det er slige Folk, der sige, hvad en nylig afdød høi Officier sagde i et Selskab: «Om jeg faar Befaling at sprænge Storthinget, saa gjør jeg det, for min Konge adlyder jeg først og fremst.» «Grib ham, grib ham!» sagde Nogle af Selskabet, «thi han er en Forræder med Fædrenelandet» (Grundlovens §85).
Det er et Mærke paa, hvor lidet Verden er fremtreden, at den endnu skal være nødt til at holde oplærte Krigsfolk paa Benene, dels mod indvortes Uro som Politi og dels mod udvortes Angreb. Verden vilde blive et Paradis, dersom man kunde sætte alle Hænder til nyttigt Arbeid, og anvende alle sine Midler til nyttige Ting. Selv vi anvende ompas en Trediedel af de samlede Statsindtægter paa militære Sager. Med denne aarlige Pengesum og den aarligt indsparede Arbeidskraft vilde vi snart ikke alene kunne gjøre Veie, Jernbaner og Kanaler, som vi trængte til, men ogsaa dyrke Landet op som en Kaalseng. Det er grovt at tænke paa, hvad for en Blodigle Militæret er paa alle Lande.
Men hvad skal et enkelt stakkels Land gjøre? Det maa være med, selv om det ser, at det er med i Undergangen. Det er en europæisk Dands, som enhver Nation maa være med at træde. Imidlertid gaa Somme bagud af Dandsen, og det er det, som vore høieste militære Mænd sige, at vi gjøre. Man peger mod Rusland, ligesom Barnet trues med Nøkken.
Hvad skal en arm Storthingsmand gjøre? Det greieste for ham er at stemme for en Lov, som de høieste Militære foreslaa den, og at bevilge til Krigsstyr Alt hvad forlanges. Men saa er da igjen en indre Stemme, som siger, at dette heller ikke er saa rigtigt, da Landet og dets Udvikling ogsaa maa tænkes paa. Saaledes deler man sig, og gjør derved Intet tilgavns, men hvem tør tage Ansvaret paa sig at handle annerledes? Det er virkelig ondt om vore Storthingsmænd i dette Stykke, og jeg kjender Somme af dem, der tage sig denne pinlige Tilstand meget nær, hvilket forresten ikke er Andet, end hvad enhver samvittighedsfuld Mand maatte gjøre, naar han i Sagen var nødt til at handle.
* * *
Naar et Snak og en Tale har faaet en vis Modenhed, saa kommer det i Aviserne. Saaledes er det nu kommet i en Avis herinde (Aftenbladet), at Institutbestyrer og filologisk Kandidat HolthHolth] Jens Christopher August Holth, skole- og pressemann har sat et Kvindfolk i Gjældsarrest for hendes Børns Skolepenge. Hr. Holth oplyste igaar i samme Avis, at det ikke var Skolepenge Alt, men det meste kontant Udlæg. Dette forbedrer imidlertid ikke Sagen stort. At en Mand, der har studeret sin humaniora, sætter en Kvinde i Gjældsfængsel, er noget vel stridt i disse Tider. Selv om en af vore ynkeligste Aagerkarle havde gjort det, vilde man have studset. Denne Historie er en god Forklaring til Talerne i Storthinget, at Gjældsfængsel ikke er misbrugt, og Hr. Holth har forsaavidt Fortjeneste af Samfundet, som han ved dette bidrager til, at vi engang kunne faa afskaffet Loven om Gjældsfængsel. Men saalænge Loven ikke er afskaffet, bør den være afskaffet i skikkelige Folks Hjerter, saa at Samfundets Foragt tynger hver den, som anvender Loven, hvad enten han anvender den paa Kvinde, som her, eller paa Mand. Det var godt gjort af Aftenbladet at driste sig til en saadan Udtalelse. Først derved faar den offentlige Mening en Magt, der gjør slige Love uvirksomme. Her gaar Mennesker i Christiania, der sætte mange Folk i Gjældsfængsel. Tiden maa vel modnes, saa at de finde sin Regning ved at lade være den Ting.
Korrespondance
Christiania den 17de Juli
«Vi kunne ikke leve, dersom vi nu skulde miste vore gode Veie og Dampbaade», hører man ofte gamle Folk sige, der i sin Ungdom vare vante til at føre Alt paa sin egen eller paa Hestens Ryg. Det er derfor en taknemmelig Ting at have med Vei- og Dampvæsen, fordi Alle se Nytten af det med en Gang. Storthinget har ogsaa i dette Stykke handlet imod sin Natur, nemlig gaaet videre med Bevilling end Regjeringen forlangte, baade med Anskaffelse af Dampskibe og med Telegrafanlæg. Det kommer nu an paa, om ogsaa Storthinget i det endelige og store Veibudget vil gaa videre end Regjeringen har forlangt. Regjeringen har nemlig slaaet noget af i den lagte Veiplan, saa at der krævedes mindst 200,000 Spd. til for at holde paa som begyndt. Man har nemlig i Departementets Veikontor Maal og Rids over alle Veie med Bakker og Sletter, og i dette Veinæt pilles ud det Værste til at forbedres først, Alt med Hensyn til en sammenhængende Udvikling og en ligelig Fordeling. Saasnart derfor en Bakke ønskes omlagt nogetsteds, saa slaar Veikontoret efter i sine Rids og ser, hvorledes Omlægningen passer ind i Udviklingen af en fremtidig fuldkomnere Veitilstand. Det er unegtelig god Greie man har paa det, og det er Synd, at man ikke skal kunne gaa saa fort frem som man vilde paa Udbedringen af Veinættet, da det er Noget, som lønner sig, det. Man tænke f. Ex. paa den daglige Besparelse af Mands- og Hestemagt, som vil vindes ved den bestemte Omlægning af Paradisbakkene. Man skjønner ikke ret paa dette, før man selv blev spændt for en Slæde eller Kjærre. Har Staten ikke Penge til alle de nærmeste Veiom- og Anlæg, saa faar den laane. Det er vistnok dyrt iaar at laane, men saa faar den laane mindre. Den som har Betrusel kan blive rig, om han ikke har en Skilling at begynde med; at faa laant Penge er at faa Penge, naar man bare er forstandig og kan bruge dem ret. Dette er endnu mere Tilfældet med Staten end med Enkeltmand, idet Staten kan lægge den største Betaling paa Efterkommerne, som den ved sine Laan til saa rentebærende Ting som Veie, Kanaler og Jorddyrkning har forberedt et lykkeligt Liv. At have Statsgjæld til slige Ting er en ren Statsindtægt, og det er denne Sag man maa prænte ind i Folk til de skjønne den.
Det er en prægtig Ting, at Bygder og Byer ogsaa nu ved en ny Lov kunne udstede Obligationer, lydende paa Ihændehaveren for den Gjæld, som de stifte. Det vil lette betydelig Optagelse af Laan til nyttige Indretninger, som de berigede Efterkommere ere nærmest til at betale, og det tør antages, at der vil komme et ganske andet Sving i mange Ting, naar man har lært at greie sig saa let.
Det Land er ikke rigt, som er gjældfrit, ligesaalidt som den gjældfrie private Mand er rig; det er somoftest Armoden og Mangelen paa Betrusel, som gjør at han er gjældfri. Men er det en Mand, som ikke kan styre og stelle sig, saa er det klogt af ham ikke at gjøre Gjæld, om han kunde faa gjort den. Staten kan paa samme Maade gjøre Gjæld til Ting, som Intet kaste af sig i Fremtiden, saasom til Bygning af et Krigsskib, der snart raadner bort. Men saa er det Landets Værdighed og Selvstændighed, som her kommer i Betragtning og gjør, at det kan forrente sig meget godt at gjøre Gjæld til Førelsen af en Krig. England kan man sige er just netop blevet rigt ved hvert uhyre Laan det har gjort til hver Krig, det har ført. Dets Handel og Magt er saa udvidet, at Laanet kommer ind igjen paa et eneste Aar mange Gange, ikke at tale om at det nyder en Frihed, som hverken kan kjøbes med Guld eller Sølv, men som alle aandelige Goder med dyrebart Blod.
Idetheletaget svarer det derfor altid Regning at gjøre Gjeld, naar man kun har Fornuft til at bruge Pengene, og det er en overmaade vakker men enfoldig Tanke hos Storthingsmændene, at de ere saa rædde for en Statsgjæld. Det er Bondens gamle Tankegang at spare og spare, og netop ved denne Sparing liggerligger] retta frå: ligge i Armoden: «Sulten et (æder) Sulten up», siger et gammelt Ord. Enhver, som tænker sig lidt om, har vist seet hvorledes en Mand Aar efter Aar som før Mand efter Mand har en elendig og stenet Tilkjørsel til Gaarden, som hver Dag sliter ud Redskab, Hest og Folk; det vilde ikke koste 8 Dages Arbeid at faa Veien god, men Manden synes, at det koster formeget, og dermed sliter det af. Mangen Gang har han heller ikke Raad til et saadant lidet Forskud af Arbeid; men om han fik laant 10 Spd. til en saadan liden Forbedring af sin Adkomst til Gaarden, saa turde han vist ikke laane til sligt noget; nei, gjældfri, om saa Alt slites ud. Det er unegtelig forsigtigt og næsten smukt tænkt, men le ad det maa man, det er ingen Raad for det.
Det er igjen et Bevis paa Byrepræsentanternes større Oplysning og Omtanke i slige praktiske Sager, at de ere mere behjertede til at stemme for Bevilling til Veie og andre Faremidler, uagtet Fordelen ikke ligger dem saa nær, og uagtet de ikke mindre bære Udgifterne.
Igaar gik efter et langt og varmt Ordskifte Loven om Forstædernes Indlemmelse i Christiania gjennem i Odelsthinget. Denne nyttige Foranstaltning, som naturligvis Akersogn har størst Fordel af, blev skjæmt ud paa sidste Thing ved at blande StabellStabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar formeget med ind i Sagen, og det er at haabe, at man nu er klogere, saa at Lagthinget ogsaa antager Loven, for begynder man paa samme Vis som sidste Gang, saa falder Loven bestemt i Lagthinget. Det er Mange, som tror, at den falder desuagtet, skjøndt her er ingen Fare paafærde, da Christiania saa alligevel ikke kan faa flere end 4 Storthingsmænd. Her har nemlig vist sig en Politik, som ikke vil tillade flere Byers Oprettelse eller Udvidelse, for ikke at faa flere Storthingsmænd fra Byerne, der nu sender flere i Forhold til Landet end Grundloven har bestemt. Det er den samme Politik dette som at trampe ned Naboens Aker fordi Ens egen ikke vil voxe, for at begge Grander kunne være lige. Det bedste var at dyrke op sin egen, saa at begge kunde staa godt.
Korrespondance
Christiania den 22. Juli
Her holdes nu paa i Byen blandt de bedre Arbeidere at danne sig Foreninger til Anskaffelse af HuusverurHuusverur] retta frå: Himsverur; ethvert HuusverHuusver] retta frå: Himsver skal være Del af en stor Bygning, hvori der skal gjøres saamange Husverur, som det af Byggehensyn findes bedst. Husveret bliver dens Eiendom, der har bidraget til Foreningens Kasse, og som det ved Lod tilfalder, naar hver enkelt Bygning skal deles ud. Det bliver saaledes Arbeiderboliger, men med den Forskjel, at disse blive Beboernes egen Eiendom.
Dersom dette Forsæt hos Arbeiderne kunde blive til Noget, vilde det være en meget god Ting i mange Henseender, men der stiller sig vist mange Vanskeligheder i Veien med at faa stelle det Alt saaledes, at baade Foreningen kan bestaa, og det enkelte Medlem faa noget igjen for sine ugentlige Indskud, om der skulde hende ham noget Uventet. Saavidt mig bekjendt, ere Lovene for Selskabet heller ikke endnu efter mange Møder og Overlægninger komne istand.
Det vilde være gildt at faa store stoute Bygninger istedetfor disse smaa og kleine Huse, som nu ere almindelige i Byens Udkanter. Byerne vilde blive baade vakrere og sundere og sædeligere, og Arbeiderne vilde hæves mere baade i sine egne og i Samfundets Øine; men den Foreningsaand, der lod dem arbeide til dette fælleds Maal, vilde dog være det Bedste ved det Hele. En saadan Foreningsaand vilde nemlig ikke blot fremme Arbeidernes timelige, men ogsaa deres aandelige Velvære, idet Sandsen for en god Statsborgers første Pligt vilde skjærpes, den nemlig ikke at falde Samfundet til Byrde, ligesom vist ogsaa lærerige Samtaler og Foredrag vilde blive holdte i disse Foreninger, og der ligger megen aandelig Tugt bare i den Ting at Folk holde sammen, hvorfor man ogsaa ser, at ingen Forening bestaar længe, naar den ikke er oplyst eller ledes og samholdes godt med Selvfornegtelse af enkelte Mænd. Arbeiderne kunde virkelig nu i disse gode Tider hæve sig Noget, men dertil kræves ogsaa foruden deres eget gode Stræv, at der i hver By fandtes Mænd, som vilde og kunde lede dem med Raad og Daad, saasom: faa dem til at oprette Enkekasser, stifte Foreninger som denne her nævnte, eller faa bygd Forsamlingshuse, hvor man kunde samles Helligdage og høre Taler over nyttige og lærerige Ting.
Det er paa den Maade man skulde hjælpe AlmuesmandenAlmuesmanden] retta frå: Almusmanden, at man opdrog ham til at hjælpe sig selv. Den ligefremme Hjælp hjælper bare for den Gang, og istedetfor atat] er sett inn løfte den Hjulpne i sine egne Øine, trykker det ham ned, saafremt han har nogen Æresfølelse; det vænner ham til at stole paa Andre, og derved lærer Folk en Betragtning, som meget svækker Samfundet. Men det er ogsaa en langt tyngre Maade at hjælpe paa saaledes at hjælpe med Raad og Daad end at hjælpe med Pengegaver; den velhavne Mand tjener gjerne Penge let; men tungt bliver det altid at ofre Tid og Arbeide paa Folks Oplysning og Forbedring. Det er en aandelig Sygepleie, der ikke er meget lettere end den legemlige Pleie og Nattevaagen.
* * *
Det var en varm Dag i Lagthinget igaar, men saa blev der ogsaa gjort en god Gjerning, idet Beslutningen om Menighedsraad efter Forslag af HilsenHilsen] Nils Hilsen, klokkar og stortingsrepresentant blev henlagt, hvorved rimeligvis Loven ogsaa falder i Odelsthinget eller idetmindste i det samlede Thing. Det er en Fortjeneste af Hilsen, maaske større end Nogen for Øieblikket tror, at han klarere end nogen anden Thingmand saa, hvad der laa paa Bunden af denne Lov om Menighedsraad, som Geistligheten med en saadan Vold og Magt vilde have frem. Der laa nemlig intet andet paa Bunden af den end en Opvækkelse af Lovbogens mørke Bestemmelser om Kirketvang og Kirketugt. Disse Bestemmelser have i de sidste hundrede Aar ligget uvirksomme, fordi de have stredet imod den mildere Aand, som Oplysningen har skabt, men ved nu at være blevne vakte op igjen, vilde de have faaet et nyt Liv, som rigtignok snart vilde være blevet udslukt igjen, men som dog vilde have gjort megen Ulykke i sit korte Liv. Den bedste Mand i Byen eller Bygden vilde en vakker Dag let kunde have kommet til at staa Skrifte eller endog blive bansat, ja maaske landsforvist, uagtet den borgerlige Lov har afskaffet Landsforvisningen, altsammen fordi en blindt nidkjær Præst og et uvidende Kirkeraad fandt, at han ikke iagttog nok de udvortes Skikke. Ens Tro, som alene Vorherre maa dømme, naar den ikke fremtræder i udvortes Lovbrud, vilde være bleven trukken frem for en menneskelig og i de fleste Tilfælde uvidende Domstol.
Der var ogsaa en mærkelig Modsigelse i Beslutningen, den nemlig, at det skulde staa en Menighed frit for at indføre Loven, men ikke ligesaa frit at afskaffe den, dersom man ikke likte den. Det vilde med Indførelsen have gaaet saaledes til at Folk ikke ret havde vidst, hvad Loven betydede, og derfor paa gammel Vis ikke mødt frem til Afstemning, hvorved da en Haandfuld opstemte Folk eller «Lærere» eller «Opvakte» vilde have bøiet Menighedens Hals under et Aag, som alene Storthing og Regjering kunde have taget af igjen. Var det frit med at indføre Loven, maatte det ogsaa være valgfrit at afskaffe den. Og saa vilde man have faaet den Besynderlighed at afskaffe ad Lovgivningsveien en Lov for en Bygd og lade den staa for en anden.
I Danmark har man taget denne Ting paa den ene rette Maade, idet man lod Menighedsraad være en fri Sag af Menighederne uden at forlene dem med nogen anden Magt end det frie Ord. Loven blev henlagt i de danske Thing, men en Skrivelse fra Kirkedepartementet gik rundt Landet med Indbydelse til frivilligt at oprette Menighedsraad. Saaledes maa det ogsaa blive her, og da kan Ingen have noget imod Menighedsraad, tværtimod maa de ønskes.
Det er helt forunderligt, at et Lovforslag som dette kunde komme saavidt; men Tingen er, hvad BergsagerBergsager] Aanen Bergsager, lærar og stortingsrepresentant for fuldt Alvor udtalte i Lagthinget igaar, at man ikke turde udsætte sig for Mistanke for «Rationalisme» og «Indifferentisme» ved at stemme mod Loven. Det er aandelig ufrit gjort af Storthingsmænd at tage slige Hensyn; men det bør erindres, at vi nu for en Stund leve i en skinhellig og hovedhængende Tid, i hvilken gamle ugudelige Kroppe gaa med et fromt Ansigt og tage alle Ceremonier iagt. Man bør derfor undskylde mange Thingmænd om de lode sig paavirke af denne Tid, især da det maa være dem meget om at gjøre at staa som rene Mennesker. Det er imidlertid vel, at vi ogsaa have Storthingsmænd, der tør bryde med Tiden, og heri ligger Tidens Forløsning.
Korrespondance
Christiania den 25de Juli
Nu begynder Folk at tage sig til rette i Bankveien, siden Storthinget ikke gjør Noget. Medens det er 3 «dissenterende Meninger» i Bankkomiteen, opstaa her ligesaamange Banker udenfor, og i Christiania er ikke mindre end tvende Kreditbanke i disse Dage grundlagte. Da de have samme Formaal, er det rimeligt, at de slutte sig sammen, hvortil ogsaa de første Skridt skulle være gjorte. Naar disse Banker komme til «Kreditkassen», saa have vi idetmindste Banker nok af sligt Slag. De kunne være bra nok, disse Banker, og et Land trænger til nogle af dem; men saaledes som baade «Kreditkassen» er og som de bekjendtgjorte Love for Kreditbanken antyde, saa er det dog ingen egentlig Kapital disse Indretninger skabe; de lette bare Omsætningen af Værdier, som alt ere forhaanden. De ere intet Andet end Bankierhuse, og ingen Mand maa indbilde sig, at slige Banker afhjælpe Pengemangelen i nogen Maade, undtagen forsaavidt at de laane paa Banker, som de andre Indretninger ikke ville give Laan paa. Men endogsaa i denne Henseende ere disse Banker indskrænkede, og dels ligge de ved sin høiere Rente midt imellem en Statsbank og Aagerkarlerne, som have Kontorer omkring i Byen, og som naturligvis ingen Bank kan udrydde, fordi det er Armoden og Uvederhæftigheden, de skal leve af. Disse Banker ville være som Norges Bank hidindtil har været og som enhver Handelsmand er, de ville nemlig tjene Penge selv, hvilket de ogsaa gjøre; men nogen Regulator mod voldsomme Pengeomslag har man ikke, og det var det, som en Statsbank kunde og burde være; det var ogsaa det, som maatte være Meningen, da man udskrev «Sølvskatten» og inddrog de sidste Rester af nationale Smykker. Men Norges Bank, det maa siges atter og atter, er bleven sin Bestemmelse utro; den har beriget Aktieeierne, som i de fleste Tilfælde ikke ere arme Indskydere af Sølvet, men Landet har den gjort hvad den kunde til at udarme. Den har været en simpel Forretningsmand, der istedetfor at afværge «Kriser» netop har fremskyndet dem, idet den i gode Dage ikke har seet de mørke Skyer, som trak op, og advaret, men ladet Pengene gaa og saa sagt stop med en Gang. Den har heller ikke benyttet nok sin Magt til at skabe Kapital. Det er ingen Mening i det at have omtrent det samme Antal Penge i Omløb efterat Jordeiendomme og alle Livsfornødenheder ere i over den dobbelte Pris. Men nu bliver der vel Noget af i Bankkomiteen, hvor der skal være tre Meninger, og vare disse Meninger gode, saa var det mange nok; men det er et Mærke paa Raadvildhed, at en Komité bestaaende af 7 Mand deler sig i saamange Dele. Bankkomiteen falder fra hinanden i mange Stykker, ligesom Livet udenfor gjør med sine mange Banker, og denne opløste Tilstand maa overtyde Enhver om, at her er galt paafærde. Folk famle og føle, at det Bestaaende ikke er til at holde ud. Dette er det første Skridt til at rokke Troen paa de nuværende Pengelærdomme, og fremkalde en bedre Tilstand. Kræfterne maa samles og Norges Bank bruge sin store Magt og Tillid.
Korrespondance
Christiania den 29de Juli
Nu er da Christiania stor nok: Odelsthingsbeslutningen om Byens Udvidelse blev antagen i Lagthinget, og da Forslaget er Regjeringens eget, vil Loven sikkert blive sanktioneret. Baade Byen og Aker vil tabe, men etsteds maa ogsaa den Orden og Forbedring komme fra, som disse Forstæder og Udkanter ville faa. Aker synes nok at tabe mest for Øieblikket ved at miste saa mange rige Skatteydere, som disse mægtige Fabrikeiere og Andre der paa Løkkerne ere; men naar Fabrikarbeiderne blive gamle, saa skal det holde haardt for Fabrikene at føde sin Stok, og desuden kan mange Fabriker blive nedlagte, og da ved man fra Udlandet, hvor ilde faren man er med disse ulykkelige Arbeidere, som ikke kan nogen anden Ting. Her er desuden allerede nedlagt et Spinderi, og det andet skal være paa Veien til det. Forhøielsen af Told paa Bomuld som indføres, og Nedsættelsen af Told paa spundne og vævne Sager, som skulle sælges her, maa holde haardt for Fabrikerne, hvor liden Toldforandringen end var. Man har «forspekuleret» sig i disse Fabriker, hører man jevnlig nu.
Christiania vil ogsaa tabe ved det at Handelsgrændsen vil udvides; Christiania som et Helt kan naturligvis ikke ved dette tabe Noget, men den gamle By vil tabe Meget.
StabellStabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar vil ogsaa tabe, skjøndt han sidder nu saa fast og har saamange Udveie, at det rimeligvis ikke gjør ham Noget enten han kommer paa Storthinget eller ei. Folk ere for skadefro over Stabell: han gaar nu i Byen under Navn af «den nye Statsborgeren,» et vittigt Ordspil forresten, da det ogsaa godt kan bruges for at betegne hans gamle Morgenbladvirksomhed. Man gjør formeget Væsen af Stabell, der sandelig er en høist uskyldig Mand og snil i mange Ting. Men ved at hænge paa Folk, saaledes som man har gjort ved Stabell, gjør man store og farlige Mænd af dem. Hvad der er vist, det er dog, at Stabell blev dyr for Akersogn paa Slutten; thi det var hans Skyld, at ikke Bygrændsen blev som af Regjeringen foreslaaet til forrige Thing, hvorved Aker havde mistet alt Skrapet og beholdt det Bedste. Har han, hvad Ingen kan negte, Fortjeneste af Aker med Sparebanken, der har skaffet Penge til saamange Ting, saa har han sandelig forspildt Alt og mange Gange saameget til ved dette sit sidste politiske Træk. — Nu kommer der allerede ovenfor Bygrændsen ved Galgeberg en Rad med Hytter, og saaledes vil det blive udenfor Bygrændsen opigjennem ved Sagene, hvorved Aker faar Armoden, men har mistet Herligheden.
Det gaar livligt til i Odelsthinget disse Dage, men der udrettes ikke meget, skal man maale Virksomheden efter Paragrafernes Mængde, som blive færdige. I Mandags talte man i fem Timer over den første Paragraf i Forandringer til Banklovgivningen. Paragrafen blev forkastet efter Komiteens Indstilling. Igaar blev man færdig med den anden Paragraf, men idag kom man nok ikke ud med den tredie. Det angaar ikke Forandring i Banklovgivningen, saa at Folk kan faa flere Penge, og saaledes vil det ikke kunne interessere atat] retta frå: af afskrive disse Paragrafer. Det man talte længst om, var om at afskaffe Dalersedlerne, saa at den mindste Papirsedel skulde være paa to Daler. Det blev ved det Gamle. Og saa var det om, at Papirpenge ikke skulde være tvunget Betalingsmiddel, naar Papirdaleren ikke var saameget værd som Sølvdaleren, altsaa naar Banken ikke kunde væxle. Saa blev det.
LercheLerche] Fredrik Georg Lerche, politikar begynder nu at blive god. At han trætter med SchweigaardSchweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar kan være morsomt nok det ogsaa; men naar han kalder Stabell en Leporello, er han pudsig, skjøndt det kan komme ham dyrt at staa, da det danske Blad, Dagbladet, skal, som det fortælles, være ilagt Mulkt, fordi det kaldte den bekjendte GoldschmidtGoldschmidt] Meïr Goldschmidt, dansk journalist og forfattar alle Grevers Leporello. Leporello var nemlig den berømte Don Juans Tjener og skaffede sin Herre alle Elskerinder, af hvilke der, som han i Operaen synger af den lange Liste, i Spanien alene var 1003. Leporello kan dog tages i en bedre Betydning, nemlig den, som render Ærinden for en Anden.
I Pengesagen taler Lerche meget, men derfor sagde han ogsaa en Gang: «Jeg og andre Statsøkonomer.»
Dersom Storthinget, ligt de fleste andre lovgivende Forsamlinger, vilde tillade Bravo! Hør! Meget godt! og Klap og Hyssen, kom der virkeligt til at være muntert i den store Salen nu i denne Pengeloven; der er nemlig en Frihed i Tiltalen og en Heftighed, som ikke er almindelig. Schweigaard var næsten engang nu mod BorchseniusBorchsenius] Rasmus Rafn Borchsenius, sorenskrivar og stortingsrepresentant som i 1848 eller 51, da han skulde slaa sond Snusdaasen sin under Talen. Borchsenius kan ogsaa være saa feig og furtelig, at man nok kan komme i Varme.
Den første af Kreditbankerne skal ville slutte sig til Kreditkassen, fordi den nye var den gamle for «blæret,» det kan gjerne oversættes med for rig til at tage i.
Korrespondance
Hamar den 7de August
Her har nu i 3 Dage været et Skolelærermøde paa Hamar, hvori Skolelærerne har drøftet adskillige Sager angaaende deres Lærerfag, deres borgerlige Stilling og hvorledes de bør optræde i religiøse og politiske Bevægelser. De have virkelig talt med megen Forstand, og Enhver, der har været tilstede ved Præste- og Landbrugsmøder, maa erkjende, at Skolelærerne ikke gik mere paa Vidotta end Andre. O. VigVig] Ole Vig, skolemann og Skolelærer HouganHougan] Engebret Hougen, skolemann vare som Ledere meget gode til at skjære bort Udskeielser.
Efter endt Møde igaarkveld gik Skolelærerne ud paa Hamars Ruiner, hvor de først afsang følgende til Leiligheden af A. O. Vinje forfattede Sang:
Vi staa og synge paa Hamars Grav,
hvor Neslen gror under Foden,
og Mindesteinen er broten af
og Alting rubbet med Roten.
At Storhed her er slumret hen,
ei nogen drøyme skulde,
hvis Kirkebogar ei stod igjen
som Kjæmpens Knokar af Mulde.
Men Hedemarka er like rik
med Blomsterkrandse om Panden,
og Mjøsen smiler i hver ei Vik
som før den gjorde til Stranden
og Furnæsfjordens Leik og Lag
vi sjaa, men kan ei skjeldre:
den ligger end den Dag idag
Som eit Drikkehorn til Veldre.
Og endnu ringer sig Akersvik
saa ven som nogen er funden,
og Vang og Stange de ligge lik
eit Elskovssmil ikring Munden,
og op fra Mjøsens djupe Bund
sig hæver Helgaøya:
den er saa rik, den er saa rund,
den er som Barmen paa Møya.
Som Sigd og Ljaa med sin Vexelsang
for Hedemarka mon sjunge,
saa her vi blande nu denne Gang
mod deres blanke vor Tunge.
Vi skilles ad, men hvad vi saa
og høyrde vi ei gløyme,
vi gik og sang, hvor Hamar laa,
og ser den bedst naar vi drøyme.
Efter Sangen steg Vinje op paa en af de afbrudte Buer, og bad om Forladelse fordi han dristede sig til at tale nogle Ord fra et saa ærverdigt Sted, hvor al Tale maa blive mat mod det mægtige Indtryk af de tause Ruiner. Han talte da videre om disse Ruiner, hvorledes de stode igjen som Minder om Norges Storhed og Magt paa samme Maade som de mange Ord og Vendinger fra Oldnorsken i vore Bygdemaal. «Der er Styrke i disse Søiler, de ere som jordvoxne.» Men Hamar faldt, fordi det ikke længer kunde være Bærer for Tidens Aand. Katholicismen var borte, og saa stod Hamar igjen som et Legeme uden Sjel. Det var Synd, at det gamle Hamar skulde brede en Munkekappe og Hætte over dette skjønne Land. Derpaa talte han om Krigen med Sverige, da Hamar blev brændt, og gjentog et Vers af et Digt, han før havde gjort:
— — — — —
I denne Tid, da saadan Vid man evned
da var det og, at Storhamar brann;
den sank i Grus, selv Kirken ei blev levned,
men Freden dens Ruiner atterfann.
Vort Broderskap med Sverig Hamar følger,
den ser det paa sig selv i Mjøsens Bølger.
Derpaa talte Vig om de forskjellige Religioner og sagde, at man ikke burde være for haard mot de gamle Katholiker, som gik og sang her; gjentagende hvad Vinje før havde sagt, at Munkene vare de klogeste Folk, man havde i den Tid. Han mindede om disse store mærkelige Stene, der vare sammensatte med Suk og Taarer, og hvorledes alt i den Tid blev gjort med Tro og derfor var stort; saaledes Korstagene og de gamle gotiske Buer, der endnu forbause Verden; men af disse gotiske Buer og den gamle Kirke fremgaar nyt Liv, pegende hen paa de Buske, der voxe ud mellem Ruinerne. Vinje udbragte et Ønske for det nye Hamar, at det maatte blive like saa stort i nyere Oplysning og Tidens Fremskridt, som det gamle Hamar havde været stort i Romantik og Vankundighed. «Det unge Hamar er af gammel god Adel, det har gjæve Forfædre at slægte paa, men ogsaa et stort Navn at vise sig værdigt; det maa være en Styrke for Sjelen at gaa ud til disse Ruiner ret ofte.» Skolelærer HoltHolt] Jens Christopher August Holth, skole- og pressemann udtalte et Ønske om, at Skolelærerne kunde lære de svenske Skolelærere at kjende, ligesom de boglærde Folk havde gjort. Han mente, uden skarpt at udtale den poetiske Tanke, at her fra Brandens og Ødelæggelsens Tomt burde Forsonligheden udgaa igjen. Skolelærer SkougeSkouge] Erik Skouge, lærar, seinare prest fra Bergens Stift talte om Troen, og forresten udbragte et Leve for Ola Vig som Leder af Forhandlingerne og som folkelig Mand, der har udrettet Meget og forhaabentlig vil udrette Mere. Skolelærerne sang imellem alle Taler; de sang med gribende Sikkerhed og det var præktige Røster; Anføreren, Skolelærer Gulbrandsen,Gulbrandsen] Hans Gulbrandsen, lærar brugte sin Taktstok med Sikkerhed, en vakker ung Mand, der forhaabentlig vil arbeide sig frem til en bedre Stilling.
Det var noget Regn og Mødet var ikke bekjendt nok, saa at der ikke var saa mange Hamarboere og Bygdefolk, som der ellers vilde have været; men dog tror jeg, at Skolelærerne har efterladt et godt Indtryk paa Hamar, og vist er det, at de gjorde mere heroppe end baade Landbrugsmødet og Naturforskermødet ifjor, hvor selve VicekongenVicekongen] Karl, svensk kronprins og visekonge var med.
Korrespondance
Christiania den 12te August
Her er megen Strid om Mangt og Meget nu. Det er store Ting, man strider om, nemlig om Lov og Ret, om Videnskab og Kunst. Til Lov og Ret regner jeg Juryen, og om den er her store Basketag i Aviserne, som Forbud paa dem, der ville blive i Thinget, naar Sagen der kommer for nu snart. Christiania-Posten har havt nogle mægtige Artikle mod Juryen af Grunde hentede baade fra Juryens eget Væsen, fra Grundloven, fra dens Dyrhed og fra vort einbølteeinbølte] retta frå: ei eibølte Lag af Bygder og Gaarde. Den kongelige Jurykommission er rost og Komiteens Indstilling, som anbefaler Juryen, er lastet. Aftenbladet stiller sig bestemt paa den modsatte Side og vil at Jury skal indføres, medens Morgenbladet paa de sidste Aars Vis bærer Kappen paa begge Skuldre, for, naar Noget har staaet, at kunne slutte sig til Seierherren. Striden har udartet paa Slutten, saa at Ord som «Skamløshed» og «halvstuderet Røver» ere brugte. Det kniber nu og derfor maa man rykke ud med det grove Skyts, men Enden paa Leiken bliver vist den, at Sagen udsættes, indtil man kan komme efter, om det norske Folk vil have Jury eller ikke. Dette kunde man for en Del faa vide ved Erklæringer fra Formandskaberne, som da maatte faa en grei Fremstilling af hvad Jury er og de Byrder, den vilde medføre. Men selv om det saakaldte Folk vilde have Juryen, saa vilde den dog ikke blive indført, al den Stund at Størsteparten af Landets Jurister ere imod den; det er nemlig helt utænkeligt, at Storthing og Regjering i rolige Tider skulde driste sig til at gjennemføre en saa stor Ting, naar de, der bedst maa skjønne paa den, sagde, at den var fordærvelig. Ingen stor Forandring er nemlig indført i noget Lands Indretning, undtagen Landets bedste Mænd have været for Forandringen; det er alene i urolige Tider, at man kan gjøre Kulbøtte, men saa reiser man sig paa Benene igjen, naar de rolige Dage komme.
I Videnskaben kjæmpes ikke mindre, ja det er nu igrunden ikke i Videnskaben, men for at Videnskab skal komme. Det er nemlig om at forandre det, som skal læres, før man bliver Student. Regjeringen (Kirkedepartementet eller dets Raadgiver) har foreslaaet, at latinsk Stil skal stryges, og en af de Rektorer (den eneste jo?), som raadede til denne Forandring, da Sagen gik om til Erklæring, han er nu Formand i Kirkekomiteen, saa at Sagen nok antages i Komiteen, hvilket ogsaa gjerne er et Mærke paa, at den tillige gaar i Thinget; men den gaar dog vel neppe denne Sag, ligesaalidt som Juryen, for det om den antoges af Komiteen, da saamange Røster hæve sig mod Forandringen eller idetmindste ville have Artiumsplanen forandret paa en anden Kant. Somme skrive nemlig, at man lærer for mange Ting og for ilde: «nitten Haandverk er tyve Ulykker» og ville derfor, at Folk skulde kunne vælge de Fag, som tiltalte dem, og deri blive grundige. Men ligesom Staten har en udvortes Uniform til sine nærmeste legemlige Tjenere, saaledes maa den ogsaa have en aandelig Uniform til sine aandelige Tjenere. Det og det skal en Mand bestemt kunne, før han kan blive Embedsmand; der er endda Raad for ham til at lære det, hans Hu staar til, først til Theolog, Jurist, Læge, Filolog eller Naturkyndig, og dernæst til at gaa i andre Retninger paa Frihaand. En Mand kan lære meget; Hovedet bliver ikke snart fuldt, som Almuen tror. Det er med det som med Fødderne, der ikke slides ud ved at gaa barfødt; Saalen bliver derimod tykkere. Saaledes er det ogsaa med Hænderne, der faa Træle, og Ryggen til at bære Byrder eller til at taale Bank.
Andre vil, at Oldnorsk først og fremst maa komme til, og de finde det at være en Spot paa vort lærde Skolevæsen, som det ogsaa er, at Ungdommen skal lære saamange Ting, men ikke vort gamle Modersmaal.
Atter Andre vil, at der skal læres mere Naturvidenskab, og de Fleste, og deriblandt Kirkekomiteens Medlemmer, sige, at Ungdommen overlæsses, saa at Fag maa afskaffes eller indskrænkes. Jeg tror ikke, at Ungdommen lærer formeget, tværtimod meget forlidet; men man begynder fortidligt med den. Hjernen faar ikke fastne nok. Det er som at kjøre med en ung Fole; derved bliver han som Hest krokbeinet. Og saa tror jeg man ikke tager det paa den rette Fod med at lære de smaa Børn, der ikke godt kunne bruge Forstanden, men Indbildningskraften saa meget bedre. Naar man nemlig ikke tæmmer Folen ret, bliver han som Hest skakkøyrdskakkøyrd] retta frå: skakøyrd eller stad eller faar anden Ulaat.
Her er derfor saamange krydsende Stemmer om, hvad man skal forandre eller indføre eller slaa af i Skoleplanen, at Storthing og Regjering denne Gang neppe forandrer Noget.
Den tredie store Strid, her nu føres, er om Kunst; egentlig er det om Stilen i den paatænkte Storthingsbygning. Jeg tror nu, at det mindste af Alt, vi forstaa os paa, det er Arkitektur. Der skal meget til at forstaa den Thing; først maa man være en Mand med almenmenneskelig Dannelse; Historie og Filosofi maa kjendes godt, Menneskeslægtens Historie maa være godt gjennemtænkt, og dens forskjellige Aabenbarelsesformer begribne og satte i Sammenhæng. Dernæst maa man være et Stykke af en Bygmester, idetmindste kunne tegne noget, og saa maa man have reist og seet meget i Verden, og endelig hjemme have vant sit Øie til store og forskjellige Byggeverker. Dette, Alt eller kun den mindste Del af det, har aabenbart Ingen af dem, der skrive i Aviserne eller som have siddet i Bygningskommissionen, skjøndt disse Sidste mere, men derfor kan larme ligegodt, og vi Alle tilligemed Storthinget faar berge os saa godt, vi kunne, og tro paa en Aand, som leder og styrer de Umyndiges Fjed. Her skrives unegtelig godt i denne Bygningssag, men det er Naturgenier; de spille vildt ligesom Møllargutten.Møllargutten] Myllarguten (Torgeir Augundsson) Det er nu min Mening om Sagen.
Korrespondance
Christiana den 13de August
Det er varmt at have Theaterforestillinger og Aftenunderholdninger nu om Kveldene; men Cronborg skulde reise fra os og Hr. NielsenNielsen] Ferdinand Nielsen, skodespelar er en god Skuespiller, der nok kan trænge til Penge, om han end ikke reiser. Dette alt er Ting, som staa over Varmen, og virker forkjølende paa Publikum. Det er mærkeligt, hvad for en underlig Tanke Skuespillere og Musici lægge i Ordet «Benefice»; de gjøre det nemlig til en Told eller Gave. En Kunstner sagde nemlig, da jeg klagede over Varmen, der gjorde det utaaligt at være paa Cronborgs Benefice: «Ja saa kan de kjøbe Billetten og være hjemme.»
Hr. Cronborg bør ledsages med Tak ved sin Afreise, hvilken ogsaa Bladene have ydet ham, (tvende tror jeg), og under Generalforsamlingen i det norske Theater var der ogsaa En, der mindede om, hvad Cronborg havde gjort, uagtet denne Ene var en ivrig Norskhedsmand; men Ret skal være Ret. Det norske Theater var neppe saa snart kommet istand, hvis ikke Cronborg havde været. Han, Slotsgartner Mortensen,Mortensen] Martin Mortensen, slottsgartnar ligeledes en dansk Mand, og Kaptain KlingenbergKlingenberg] Johannes Benedictus Klingenberg, offiser og teatermann tror jeg man maa kalde de nærmeste Ophavsmænd til det norske Theater.
Nu synes Udsigterne for dette Theater at være gode, da det blant sine øvrige dygtige og tildels norske Direktører ogsaa har O. Vig,Vig] Ole Vig, skolemann der nok vil se, hvorlangt man med Norskheden kan gaa; der ligger heller intet lidet Haab i, at Digteren H. IbsenIbsen] Henrik Ibsen, diktar er antagen som saakaldt «artistisk Direktør», hvilken Post han i flere Aar, som det lader til med Held, har beklædt ved det bergenske Theater; ogsaa har han som bekjendt skrevet adskillige Theaterstykker, der have gjort ret god Lykke, uagtet de neppe ere, hvad vi ville kalde norske af andet end Navn; men Ibsen kan lære at blive norsk, naar han faar gjennemgaaet de danske Meslinger, som vi Alle maa have i vor litterære Barndom endnu en god Stund udover. Man venter ogsaa en Mand til Scenen, der i enhver Henseende lover meget, uvist forresten om han gaar til det norske eller danske Theater. Vi have altsaa gode norske Greier; her mangler os kun dramatiske Forfattere, der kunne være norske i Tanke som Ord; men saa faar man oversætte Stykkerne og ikke som før give dem i raa dansk Materie.
Igaarkveld holdt Russen (de, som ere blevne Studenter iaar,) sit Lag paa Langvik, hvor mange Ældre ogsaa vare med. Der blev talt adskilligt, og flere Sange afsungne, hvoriblandt følgende af Vinje:
Studenter vi ere, og Børnenes Sko
Vi traadte i dag bagom Hælen.
Vi voxe, men det som dog stærkest vil gro
paa os det er Skjegget og Sjelen,
og blive vi store og lange,
er Aanden dog længre to Gange.
Studenter vi ere, og Raahed for os
er Løven, der fisler med Halen:
Hun lammes i Sprang under Kræfternes Fos:
Hun taaler ei Tanken og Talen.
For Ilden i Menneskets Auga
i Angestens Sved er hun lauga.
Studenter vi ere, og Dyrene vi
skal tæmje og ride og køyre,
vi fare paa Is, over Hei, over Li,
og Pidskenes Smeld kan du høyre.
Saa gaar det naar Kjødet og Aanden
skal vride hverandre i Haanden.
Studenter vi ere, og takke vi Gud
for det, vi har stredet og vundet.
Minerva paa Luva blir snart vores Brud,
den første, som da vi har fundet.
Vi finde vel siden ein Anden;
thi Kvinden ser meget paa Panden.
Studenter vi ere: til det, som er godt,
vort Sind og vor Sands vil vi fæste.
Oplysningen vilde og vera ein Spot,
ifald vi ei elsked vor Næste.
Som vi med de Leande laate,
saa vi med de Graatande graate.
Man fór att og fram paa Dampbaaden og det var meget høitideligt i det vakre Veir og blant de mange lykkelige haabfulde Mennesker, der nu for første Gang følte sig frie fra Skolens Tvang og indtraadte i de Studerendes Række. Det er et skjønt og kunde være et lykkeligt Liv, naar ikke Folk bleve fortidligt kloge paa Matsiden af Menneskelivet, der udvikles altfor stærkt hos vor Ungdom og dræber Aanden, uagtet det just ikke er mange som Ordsproget passer paa:
Han et Vitit af seg.
For at kunne gjøre det maa man nemlig have Mad, som god er, og den have ikke alle.
Korrespondance
Christiania den 20de August
Ved at se efter de Løns-Tillæg, Storthinget har bevilget, og de Embeder, det har oprettet, skal ingen Mand længere med Ret sige, at «det kniber paa Stillingen for de stakkels Embedsmænd.» Selv Bønder sige nu baade i Thinget og udenfor, at det ikke er gavnligt for Staten at lønne sine Tjenere smaat. Det forstaar sig nu, at det i Almindelighed bare er Bønderne paa Brødbygderne, som tænke og tale saa, da de selv ere vante til at leve ligesaa stort som en god Embedsmand. Vestlandets Bønder, der ikke ere saa gode som en skikkelig Husmand paa Østlandet, have endnu de gamle Tanker om, «hvor saare Lidet der vil til, for lykkelig at være;» men de tør nu ikke rigtig rykke ud med sin Lære om Nøisomhed, de anvende den saagodtsom udelukkende alene i Livet paa sig selv, ved at leve som Haandverkssvende. Men, det er en ond Verden de leve i, da Exemplets magt ikke engang kan lede Menneskene bort fra deres Nydelsessyge.
Med nogle Lønninger har Storthinget visselig gaaet høiere op end godt gjør, idetmindste er der intet Forhold i disse Lønninger mod Andres af liksaa stor Vigtighed, jeg mener her Lønningerne til de saakaldte «praktiske Folk,» saasom Telegrafdirektøren, Kanaldirektøren, Vei-, Post- og Skogfolkene. Der er ingen Sammenhæng i at Telegrafdirektøren, som var blot en Løitnant, skal faa 1600 Spd., medens Folk af samme Alder og Kundskab som han ikke faar Tredieparten, og endnu afsindigere bliver Forholdet mellem ham og en Mand, «som har studeret,» idet denne i en saadan Alder ikke faar 300 Spd., om han forresten faar nogenting, og skal man snakke om Kundskaber og Dannelse, saa er det dog vel en erkjendt Sag blandt Alle, som forstaar sig paa de Ting, at Mathematikere, Naturkyndige og nyere Sprogmænd ikke taale nogen Sammenligning med dem, som kunne gamle Sprog, og overhoved have «studeret.» At der kan være Undtagelser paa begge Sider, forandrer ikke Sagen i sin Helhed. Det Ene er Materie og det Andet er Aand. Jeg kjender to Brødre, af hvilke den Ene, som et sligt Naturmenneske, alt har 600 Spd. fast, medens den Anden, der endog er ældre, har omtrent 300 Spd. og faar ikke mere i de første 10 Aar, og siden aldrig saameget som den Anden vil faa; men han er Skolelærer, og har gaaet i Skole al sin Dag, først paa Latinskolen og siden ved Universitetet, indtil han tog «store Filologikum» med bedste Karakter. Skulde man sammenligne disse Brødre, maatte man sandt sige, at den, som tjener det Dobbelte, er en raa Lømmel imod den, som tjener det Halve, og Evnerne ere heller ikke saa gode. I disse paapegede Modsætninger og Urimeligheder se vi den Aand, der raader i Samfundslivet; denne Aand har endog Lovgivningen givet Kjød og Blod, saa at den gaar og spadserer blandt os med sit forvrængte Ansigt og vilde sikkert jage alt Sandt og Skjønt ud af Livet, dersom der ikke var saamegen sand Aand tilbage i Verden, at man kunde stævne den ind for Menneskeaandens Domstol og faa den domfældt.
«Det er saa dygtige Folk dette» (disse praktiske nemlig), «at man maa lønne dem høit, for ellers miste vi dem.» Her kunde MossigesMossiges] Ingebret Mossige, lensmann og stortingsrepresentant bekjendte Ord passe: «Man faar nok Folk til den Pris.» Det er en Trøst som det er en Sandhed, at ingen Mand er umistelig i Verden, og man har til al Lykke saa mange dygtige Mænd, at man ikke for nogle Enkelte skal være nødt til at blive uretfærdig, og Staten burde se saa dybt i Tingene, at den, vilde den lønne Nogen bedre end Andre, maatte gjøre det med den, hvis Virken er mere aandelig, og ikke med den, som blot har Fingerfærdighed eller alene anvender Videnskabens Granskninger ligesom den, der efter Modellen støber en Maskine. Det er Kjødets Evangelium, Staten paa denne Maade prædiker, og det skulde den ikke gjøre, da den Ting bliver gjort nok af private Folk.
Det kunde ikke være nogen Gjenstand for Klage dette, dersom vi ikke vare i et Land, hvor Alt gaar saa godt til. I mange andre Lande, selv i det frie England og Sverige, vilde det maaske ikke være paafaldende, om en Løitnant og et Par unge Kaptainer havde ligesaameget som Skyds og Diæt atpaa som Chefen for Ingeniørbrigaden, der er en Generalsperson; det turde findes tilgiveligt i hine Lande, om daarlige Studenter, daarligere Kandidater, Polyteknikere, Præliminarister og Officierer af de ringeste Grader havde ligesaameget eller mere end de flinkeste Folk man har, naar de ere Lektorer og Professorer ved Universitetet, Adjunkter ved de lærde Skoler, Dommere i Stiftsoverretterne og nu tillige mange Underdommere, Fogder, Departementsfolk, lige op til Sekretærer, og Læger, hvad den faste Løn angaar; men i det frie Norge er det virkelig en Urimelighed, som ikke blot støder den almindelige Retfærdighedsfølelse, men afstedkommer store Ulykker inden Familierne. Man tænke f. Ex. paa, at tvende Søstre ere gifte, den ene med en ubarket Mand, der tjener mange Penge, og den anden med en vellærd Mand, der knapt har Brød til Munden, og Enhver vil kunne skjønne, hvordan det maa se ud inden Familierne. Sligt kan ikke undgaaes i det private Liv, men i det offentlige burde det ikke finde Sted.
Det Rette var, at man gav disse saakaldte praktiske Folk Mindre, og de, man ubetænksomt kalder upraktiske, Mere. Alle maa have saameget, at de kunne leve skikkeligt efter sin Stands og Landets Skik og Vis, men heller ikke mere bør Staten give dem, og faa de ikke Saameget, bliver det Galt paa Slutten baade med deres Dygtighed og Moralitet. Forsaavidt maa man betale Folk for at være brave, men at gaa videre og betale Folk i dyre Domme for at bevare Taushed eller lade Kasser, de have under Hænder, urørte, det bliver utilladeligt, og Enden paa en saadan Regjeringsmaade vilde blive den, at man betalte stort den, der var sat i den Stilling, at han kunde stjæle eller bruge Kjæften, medens den, der ingen Leilighed havde til disse Ulyder, han skulde sidde paa smal Kost, hvor flink og brav han forresten var.
Det gaar ikke i Længden at styre paa den Maade. Skuta gjeng i Aakren.
Korrespondance
Christiania den 22de August
Det, som var uventet for Mange, er skeet, idet Odelsthinget igaareftermiddag med 52 mod 26 Stemmer antog Forslaget om Jury til Behandling, altsaa ikke henlagde det. Man havde ventet svære Kampe, men det gik med nogle Timers mat Talen. Der er nu ogsaa talt og skrevet saameget om Sagen, at der i en almindelig Thingtale heller ikke kunde siges noget Nyt. Idag har man gjennemgaaet Forslagets enkelte Paragrafer, og rukket igjennem 12 hele Afsnit og 200 §§ ved Lag. Det er formeget dette! Men det kan alene være Tanken om, at Loven saa alligevel ikke bliver sanktioneret, der lader §§ saa glat gaa fra Haanden, for ellers maatte man efter almindelig Forretningsgang kræve en Maaned til saamange §§. Det er antageligt, at de Retslærde i Thinget, der ere imod Loven, sidde sløve og tænke jo galere jo bedre; medens de, der ville have Loven frem, forfølge Seieren med Faner og klingende Spil, for at idetmindste Thingets Medlemmer ikke skulle blive leie Loven og med Gru tænke paa den fremrykkende Tid mod Høsten. Disse Herrer tror vel heller ikke stort paa sin Gjerning, men en Beslutning som denne maatte dog tages for at der kunde være Sammenhæng i Storthingets Handling iaar og sidste Gang, da det nedsatte sin Jurykommission. Det var et vist Æresord, som maatte indløses, og Fremtiden faar da gjøre, hvad den vil og kan med Juryloven. Nu kommer det an paa, hvad Lagthinget vil gjøre, og efter anstillede Beregninger turde Loven ogsaa der knibe sig igjennem. Man faar bøie sig for slige Beslutninger og sige, at gjort er gjort, idetmindste forsaavidt, at Regjering og Lovlærde blive skarpt opfordrede til at gjøre hvad gjøres kan med denne Sag til næste Thing. En Kommission vil vel blive nedsat igjen og videnskabelige og praktiske Drøftelser leverede fra forskjellige Hænder. Jeg har nu aldrig troet paa Juryen jeg, men jeg faar bøie mig for Overmagten, og det kunde gaa de virkelige Modstandere af Juryen ligedan som mig, og da man absolut vil, at der skal være en Opinion for Juryen blandt Folket, saa kanskje man ogsaa kunde faa den, og dermed havde vi Juryen idetmindste for en Tid. Hvo ved? Idetmindste tør ikke jeg spaa længere, efterat min første Spaadom har slaaet feil. Jeg spaaede nemlig, at Sagen vilde falde i Thinget. Det er ubehageligt at tilstaa dette, men jeg faar trøste mig med indtil videre, at en Kjæde er sprungen i de logiske Slutningers Række, saa at det er gaaet mig som en Astronom, hvis forudsagte Formørkelse ikke indtræder, fordi imidlertid en ukjent Komet er kommen ind i Regelverket og forrykket det en Smule.
Ja, ja; jeg sidder nu her jeg og skriver om Juryen, men, siger Ordsproget: «Der kan komme Trold i Ord.» Jeg kunde nok leve den Dag jeg med saamange Andre, at vi fandt det godt, at det gik som det er gaaet, og at Stødet til mange gode Ting gik ud fra dette Stød. Det er Faa af os, som ser længer fram end Næven foran Næsen.
Gaar det saa fort med de mange store Love, som endnu foreligge dette Storthing, saasom den militære Straffelov, saa turde Storthingsmændene ogsaa ihøst komme hjem paa sædvanlig Tid, uagtet man har sagt, at Thinget vilde blive varende idetmindste til Slutningen af Oktober. Naar Maskinen kommer i gang, saa gaar den utroligt.
Med Storthingsbygningen gik det derimod ikke saa godt, idet man nu har den bedste Udsigt til ingen Bygning at faa. Men en Bygning, som skal staa saalænge, maa det gjerne gaa sagte med, for at den kan blive prøvet. En lov, som er uheldig, kan man afskaffe igjen. Man kan ligesom Peder Paars dømme til Live igjen som fra Livet; men en stor Bygning kan ikke rives ned eller modtage «Redaktionsforandringer» efter Bænkeforslag, og der er igrunden meget i, hvad en af vore sparsomme Repræsentanter sagde angaaende den pragtfulde Bygning: «Det største Mindesmærke, vi kan efterlade os, er Nøisomhed og Tarvelighed.» Men nu er det Tilfældet, at man ikke er saa nøisom med andre Byggeverker; saaledes bevilgedes der iforgaars 1300 Spd. omtrent til et Grisehus paa Gaustad, hvorfor ogsaa AugustinussenAugustinussen] Johan Augustinussen, lærar og stortingsrepresentant meget rigtigt bemærkede, at Almuesmanden aldrig kunde have Raad til at bo i sligt et godt Hus, som Grisene paa Gaustad, der have sine særskilte Værelser.
Korrespondance
Christiania den 26de August
Det er ondt at høre om alle disse Ildebrande, der ødelegge saamegen Velfærd, uden at noget godt kan komme ud af dem, som af mange andre Ulykker; thi man er ikke endnu bleven saa klog af Skaden, at man bygger Byerne af Stein i stedet for af Træ, undtagen i Christiania og tildels i Bergen og Trondhjem, hvor Bygningslovene for disse Byer siger, at det saa skal være. I de andre Byer kan man derimod efter den almindelige Bygningslov bygge af Træ, og dette er lide betænkt. Regner man Varigheden og den mindre Assurancesum, bliver det ogsaa billigere at bygge af Stein, selv om man slap disse evige Ildebrande, der gjøre saamange Mennesker ulykkelige og forringe Nationalformuen, ikke at tale om, at disse Skjærereder af Træhuse friste forbryderske Mennesker til Mordbrand, hvilken Fristelse ikke vilde være saa stor med Steinhuse, da slige onde Idrætter ved dem lettere vilde være at opdage, og Ulykkerne heller ikke saa forfærdelige.
Der er noget barbarisk letsindigt med Menneskets Velfærd i alle disse Rækker af Træhuse, som ligge slyngede paa hverandre. I en civiliseret Stat burde dette ikke være tilladt, ligesom man heller ikke i en saadan Stat burde savne Midler til strax at forebygge slig Ulykke. Jo mere barbarisk en Stat er, des flere og større Ildebrande raser i den. Saaledes se vi hele Stæder i Tyrkiet, Indien, China og Californien at lægges i Aske, og gaa vi tilbage til ældre Tider, finde vi ogsaa, at Ildebrandene vare noget helt andet forfærdelige end nu. End ikke Ildebranden i Trondhjem for henved 20 Aar siden var saa stor som gamle trondhjemske og bergenske Ildebrande og Skiens Ildebrand i Midten af forrige Aarhundrede. Og allerede da var man kommen langt i Forebyggelsen af slige Ødelæggelser mod i ældre Tider, da der for os som for ethvert halvvildt Folk kunde brænde op alt det vi aatte, ret som for Skjæren, naar Reden brænder op. Hun flyver omkring og skriger hun, men kan ikke slukke, hvilket ogsaa raa Folk uden Hjælpemidler gjøre. Ildebrandernes Hyppighed og Storhed betegner et Folks Kulturtrin, ligesom ødelæggende Pestsygdomme og Hungersnød gjør det. Den velordnede Stat fører en Udryddelseskrig mod Ildebrande, ligesom den ved Sundhedsanstalter og Lægehjelp gjør det mod Pest og ved Forsynlighed og livlig Handel og Vandel mod Hungersnød. Paa samme Maade have hele Byer brændt op til Grus endog i forrige Aarhundrede, saaledes døde her ogsaa Folk i Mængdevis Hungersdød, f. Ex. 1742 og der omkring i det Søndmørske og endog i 1801 i Thelemarken. I 1813 og 14 er det ikke noget at tale om, for da var Krigen. Sligt vilde ikke nu kunne ske, uden at det hele Land var paa Veien til at gaa tilgrunde.
Det er derfor nedslaaende at se alle disse Ildebrande ikke blot for Staden, men ogsaa fordi de tyde hen paa en halv barbarisk Tilstand i den Samfundsorden, hvor slige Ødelæggelser kan finde Sted. Samfundet er ikke stærkt og godt, naar det ikke kan værge sig mod de ødelæggende Naturkræfter, paa samme Maade som naar det ikke kan afvæbne Forbrydelser. Alle disse Ting ere Angreb paa den menneskelige Tilværelse. Det er en Krig mod Samfundet, ikke mindre end naar en anden Fiende kommer med sin Ild og sit Sværd. Enhver Ildebrand er et Oprør, der maa undertrykkes, paa samme Tid som der maa sørges for, at et lignende Oprør ikke bryder ud igjen. Derfor brænder enhver Ildebrand os Alle, hvor den saa end bryder ud i Landet; vi lide nemlig Alle Tab, forsaavidt som Landets Formue formindskes, og vi blive smertelig berørte, idet vi se en Ufulkommenhed i Samfundet, hvoraf vi Alle skulle være følende Lemmer. Er det Vaadeild, saa føle vi os ilde, fordi saadan Uforsigtighed, Mangel paa Fremsyn og daarligt Stel skal klæbe ved Staten, og er det Mordbrand, saa kommer den Rædsel til, som altid Forbrydelsen indjager baade Gjerningsmanden og den Uskyldige. Jeg erindrer godt den Forfærdelse, som herskede her i Christiania 1850 og 51, da man troede, at Arbeiderurolighederne fremkaldte Ildebranden den Aften, da Tøihuset paa Fæstningen brændte og Alle anede Mordbrand, var her en Rædsel blant den tilstrømmende Mængde, som ikke kan forstaaes, naar man ikke selv har følt eller været Vidne til en saadan. Det var som om Samfundets Grundstøtter skulde vakle under Fødderne paa En og Afgrunden aabne sig.
Korrespondance
Christiania den 28de August
Det er ikke godt at blive klog paa dette Storthing; man ved nemlig ikke ret, hvad det vil gjøre i en forestaaende vigtig Sag, ligesaalidt som man kan paavise nogen bestemt Aand i de vigtige Sager, som ere afgjorte; man tog ligemeget feil, enten man kaldte det oppositionelt eller ministerielt, for at benytte disse gamle Benævnelser. Kun en bestemt Egenskab har det, og den er, at det ikke sparer paa Skillingen. Dets politiske Synsmaader derimod ere ikke gode at faa nogen Sammenhæng i. Saaledes forkastede det Forslaget om at stryge Odelsretten ud af Grundloven, medens det nu er paa Veien til at antage en Lov, som undergraver Odelsretten, idet Hævdstiden forlænges fra 10 til 20 Aar, og Præskriptionstiden forkortes fra 5 til 3 Aar, samt, hvad der gjør mest, at en Eier kan skrive Odelen fra Gaarden. Nationalt var Thinget da det henlagde Mellemkrigsloven, uagtet det vel vidste, hvormeget det var Kongehus og Svenskerne om at gjøre at faa denne Lov; men nu skal man se, at det ikke denne Gang indsætter Oldnorsken paa den Plads i Skolerne, hvor den burde være, uagtet det vilde være et langt længere Skridt fremad i national Retning end alle Mellemkrigslove. Som Modsætning til Mellemkrigsloven har Storthinget forhøiet Konsulatlønningerne og ladet svenske Domme og Retshandlinger gjælde mod os. Det har bevilget Penge til Malere, men ikke til Skuespillere, uagtet det maa skjønnes, at disse langt mere kraftigt kunne virke for Nationaliteten end hine. Det arbeider i Tidens Retning ved at forbyde Folk at fiske om Søndagen som i alle disse nyere Fiskelove forresten, og det forbyder Folk at drikke før Kl. 8 eller nok rettere forbyder at sælge Brændevin før den Tid, men derimod forkaster det Loven om Menighedsraad, som skulde have været Præsternes Kjæp og Stav, og saaledes endog bedre end Skipskapellanerne, der som en Modsætning til Menighedsraadets Skjæbne bleve oprettede. I Pengeloven var Storthinget forsigtigt og udmærker sig som Folket ellers i denne Dyd, men med en Gang antager det (Odelsthinget) en saa gjennemgribende Lov som Juryloven, og spiller Paragraferne fra Bladet som en øvet Musikus de sværeste Stykker. Denne Lov er ogsaa et stort Exempel paa, hvor radikalt og oppositionelt dette Storthing kan være undertiden, thi aldrig har vel noget Storthing gjort en slig Reisning mod Regjering, Autoriteter og det Bestaaende. Denne Beslutning er uforenelig med den almindelige Medgjørlighed mod Regjeringen som dette Storthing i saamange Sager viser f. Ex. ved ikke at ophæve Statholderposten og ved de almindelige Bevillingssager. I denne store Beslutning slap en oppositionel Aand igjennem, som maatte kunne tilfredsstille den mest ungdommelige Frihedsmand og hensætte ældre Storthingsmænd i gamle Dage, da man for Alvor talte om «liberalt Parti.»
Slige Erindringer maatte ogsaa Beslutningen idag vække, den Beslutning nemlig at de tvende foregaaende Storthingsbeslutninger om, at man skal faa vide hvorledes Høiesteretsdommerne have stemt, skulde lægges til Grund for de videre Forhandlinger om denne Sag, hvorved der alt synes være sigtet paa Grundlovens § 79 om at faa en Lov istand uden Sanktion ved tre Gange at gjentage den. Gjentager nu virkelig Storthinget denne Lov og saaledes driver den igjennem, maa man vel, trods alle Misvisninger, sige, at dette Storthing er det mest oppositionelle, som har været. Det vilde dog være vel stærkt at bruge denne § til en saadan ringe Lov; denne Paragraf nemlig, der alene skulde bruges i Nød og Fare ligesom Arken hos Israel, der blev baaren ud i Slaget, naar det gjaldt paa.
Disse Storthingets oppositionelle Beslutninger lade sig enda forklare, dersom der vare Mænd med Indflydelse, som kunde lede Mængden efter sin Villie; men i dette Thing kan man trygt sige, at ingen enkelt Mand har nogen egentlig Indflydelse; det skulde da være Præsten Harbitz.Harbitz] Georg Prahl Harbitz, sokneprest og stortingspresident Sagen er, at hver Storthingsmand idetmindste er saa flink eller saa udisciplineret, at han ikke lader sig styre af Andre, og i denne almindelige Dygtighed maa Grunden søges, at slige Beslutninger som Juryen og Høiesteretsloven neppe ville vække nogen alvorlig Daddel. Der har nemlig været saamange dygtige Mænd med til at fatte disse Beslutninger, at man er red for at dadle dem. Selve Regjeringen tør ikke dadle dem. Naar brave Folk gjøre Noget, faar man finde sig i det; men Tanken staar ofte stille og ved hverken att’ eller fram, og dette er virkelig Tilfældet her.
Det er helt underligt, men forklarer tillige den Modsigelse, som foran er paapeget, hvor forskjellige Stemmer, der kunne forene sig og staa mod hinanden i samme Sag. Ved at staa paa Galleriet eller se efter i Navnefortegnelserne over Stemmegivningen, skjønner man ikke, hvorledes de og de Mænd kunne forene sig eller staa mod hverandre, og Stemmerne kastes om hverandre paa en saadan uberegnelig Maade, at alle Slutninger til næste Sag slaa feil. Der er en fast Stok paa 30 Mand ompas paa begge Yderkanter med hver sin Hovedmand, SchweigaardSchweigaard] Anton Martin Schweigaard, politikar og Sverdrup;Sverdrup] Johan Sverdrup, politikar men imellem disse er den bevægelige Stok, der kaster sig snart til den ene og snart til den anden Side efter fri Overbevisning. Man maa vel sige, at en Sammensætning af Thinget som denne er den bedste; thi derved staar det gaadefuldt, og man faar intetsteds Tag i det, da man ved, at det ikke er Partihensyn eller forudsatte Meninger, som afgjør en Sag, men den frie Overbevisning, og om den end ikke altid kan staa sig, saa er den dog saa agtværdig, at man bøier sig for den. Under andre Omstændigheder maatte dette Storthing være blevet opløst som i 1836, især da de endog har været 10 eller 12 Stemmer for, at man ikke engang skulde agte paa de kongelige Forslag, som indkom noget sent.
Korrespondance
Christiania den 2den Septbr.
Det maa være tungsamt at leve i Drammen nu; det er endog tungsamt at skrive til den, for det er det Pinligste man gjør at tale med en Sørgende, og det er ogsaa unyttigt fordetmeste, da den saakaldte Trøst bare tjener til at rippe Smerten op igjen, hvorfor jeg heller ikke vil formaste mig til at trøste Drammen, som jeg tror trøster sig selv bedst, lig enhver kraftig Sjel. Det er underligt nok, naar Ulykken er rigtig stor, saa bærer man den bedst; det er som man fortæller om dødelige Saar, der i Øieblikket neppe kjendes og svie ikke saameget som smaa Skrammer. Men det gaar ikke Aanden som Legemet, der dør af Saaret. Om Aanden har jeg i en Vise sagt:
— — — — — —
— — — — — —
«af sine slagne Vunder
den suger Næring ud.»
Og ligesom den enkelte Aand, naar den er som den bør, lutres og styrkes af Ulykken, saaledes gaar det ogsaa det hele Samfund. En Krig eller anden Landsulykke, saasom Ildebrand, Pest eller Misvext, trækker Menneskene mere til hverandre, og lader Brødreaanden fremtræde med sin Opofrelse, Hjælpsomhed og Medfølelse. De, som i gode Dage stode fiendtlige mod hverandre, forliges i de onde Dage, og Samfundet er først enigt, naar det er ulykkeligt. Det er ondt, at Verden skal være saa ufuldkommen, at sligt Haardt maa til; men det er godt, at den dog kan tvinges til at være folkelig; den kunde gjerne have været saa ond, at hverken Ondt eller Godt havde hjulpet, og saa fordærvede ere ogsaa enkelte Folkeslag; men da gaa de ogsaa strax tilgrunde, f. Ex. de gamle Grækere og Romere i deres sidste Dage. At det enkelte Menneske gaar tilgrunde, der ikke lader sig belære af advarende Røster, det se vi daglig.
Der tales meget om alle disse Ildebrande i Drammen. Folk siger ogsaa — jeg ved Intet — at der ikke skal være nogen god Arbeiderbefolkning i Drammen. Det var der ThraneThrane] Marcus Thrane engang havde «sine 6—800 Mand», og Mange af dem maa endnu leve uden at være omvendte. Drammen kan jeg ogsaa erindre for en 15 Aar siden stod i Ry for sine Overfald, og vist var det, at «Skræppekarlene» intetsteds vare saa rædde som i Drammen og Omegn, undtagen i Udkanterne af Christiania.
Det vilde være letsindigt af mig her at kaste Skygge paa en Befolkning, der maatte kunne have det godt og leve pynteligt. Den Mængde Arbeidere i en saadan Trælastby som Drammen har et vissere og bedre Erhverv end andre Arbeidere. Staar det derfor ilde til, saa maa det enten være Arbeidernes eller Lastehandlernes Skyld eller begges i Forening. Slige Arbeidere maatte kunne leve smukt og lære Saameget, at de vare til en Støtte for Samfundet baade i gode og onde Dage; men saa maa der ogsaa være etslags Familieforhold mellem Driftsherren og hans Arbeidere, og oplyste Mænd maa komme Arbeiderne imøde med Raad og Daad i mange Ting, og Arbeiderne selv være ordentlige.
Har man ondt af Drammen, saa er Huseierne ogsaa sinte paa den, fordi de rimeligvis maa ud med Tillæg i Brandskatten. De finde det urimeligt, at Eierne herinde af Stenbygningerne skulle staa Last og Brast med Eierne af Træbygninger i Smaabyerne rundt (Drammen er naturligvis forresten ingen Smaaby; jeg tør ikke sige Andet). Christiania har Grund til at være sint paa de eller rettere den Mand, som i 1827 slog Christiania Brandkasse sammen med det øvrige Lands. Naar en By bygger af Træ, faar den finde sig i at være i Lag alene med de andre Skjærereder. Andre fremhæve derimod med ligesaa stor Styrke, at Brandkassen faar som Statskassen være for det hele Land, og at man som Medlem af Samfundet maa bære Byrderne med hverandre.
Men under alle Omstændigheder burde Brandredskaberne staa under offentligt Tilsyn, saa at ingen maatte have mindre end et vist Antal Sprøiter og et vist indøvet Brandkorps, Alt efter Stedets Størrelse. Rygtet her i Byen gaar, at Drammen ikke har mere end 1 ordentlig Sprøite, og at den ikke engang har Sugeredskap. Det vilde være for galt i en By af Udstrækning som Drammen. Men Drammen kritiseres saa nu om Dagene — for Spot og Skade følges ad — at man vist er uretfærdig mod den.
Vil Drammen bygge af Stein nu? Dette maatte den nok kunne gjøre; men den har nok som den uvisse Mand ikke blot som han bygget sit Hus paa Sand, men paa Vand, næsten som Chineserne, der bygge paa flydende Holmer i Floderne og som Ænderne oppe i vore Kjern og Fjeldvand. For omtrent 20 Aar siden sak jo ned flere Sjøboder paa Bragernæs, nogle saa de reiste til Afgrunds aldeles og nogle saaledes, at man saa Mønet og Gavle igjen. En vakker Dag kunde derfor Drammen løsne fra Bjergsiderne og seile ud over Fjorden. Da vilde den iallefald ikke forgaa af Brand; men om den kom saa langt som til sine Trælasthavne i Udlandet, er tvivlsomt, hvorvel det vilde være en stor Flaade, der ikke kom til at vugge saameget paa Bølgerne som en anden Skude.
Korrespondance
Christiania den 4de Septbr.
For en 14 Dages Tid siden stjal en Soldat herinde en Tegnebog med omtrent 400 Spd. i fra en Mand, hos hvem han var i Arbeide. Mistanken faldt ikke paa ham, men da han syntes, at det var saamange Penge og at det derfor var ondt om Eieren, gik han frivillig til Bekjendelse med den Bemærkning, at han havde gjort det for at blive fri for Soldatertjenesten, og da det blev ham sagt, at han nok ikke slap at være Soldat for dette, sagde han, at han maatte stjæle paany for at slippe; thi Soldat gaar det ikke an at være, og paa anden Maade bliver jeg ikke fri.
Det er fælt, at Folk skulle fare saa vild, at de ville begaa en Forbrydelse og gjøre sig ulykkelige, for at slippe en kort Tjenestetid; med det er paa den anden Side en alvorlig Mindelse til Storthinget at gjøre Soldatertjenesten saa let som muligt, ved dog idetmindste at betale bedre, og til Officiererne om at fare fint med Soldaten og ikke betragte ham som i gamle Dage ved at overfalde ham med Hug og Skjældsord som et andet Fæ.
Jeg har ofte havt inderlig ondt af Soldaterne som jeg har seet paa Marscher og paa Vagt, og jeg har tillige følt en Skamfuldhed over, hvorlidet jeg og Andre, der gaa fri om, betale til Samfundet mod disse arme Mennesker. Nu er det vistnok bedre, idet Soldatertjenesten er mere almindelig og Lønnen noget bedre, men det vil altid gaa saa for Livets Tarv, at den største Byrde falder paa den, der ikke er Student eller Haandverker eller i en anden bestemt Næring, og Lønnen er endnu efter den sidste Lønsforhøielse i Storthinget saa liden, at man ikke kan leve paa nogen Maade af den.
Det bliver tilslut ingen anden Raad for end at betale Soldaten, der stadig maa være i Tjenesten som en anden Tjenestegut og behandle ham paa samme Maade. Og saa faar efter Grundlovens § 109 enhver Borger værne om Fædrelandet ved at lære sig op til Farens Stund i Skydning, og have aarlige korte Øvelser i hver By og Bygd, hvilket ogsaa vilde have sin store Betydning som folkelige Lege og national Opdragelse i Legemsfærdighed og Styrke.
Her har været Dyreskue (Fesjaa skulde det heite) paa Youngsløkken og mange gilde Dyr var tilstede, og mange gilde Folk gik og saa paa. Der var ein fæl Larm af de rautande og drønjande Ky og Stutar og de gryntande Svin. Der stod raude trykte Papir paa Stolperne over Hovedet paa dem, som havde faaet Præmien, og ind under eit Telt sad Domarane, som dømde hvem der skulde faa Præmierne, efter at de havde faret om og seet paa Dyrene. Det var store Sølvstaup, gyldte indeni, og Flødenæbber (Riometrøysar) og Sølvskeer (Sølvspønir) som vare Præmier. Der var gode Mjalkeky af Thelemarks- og Valdersslaget med side Juver og store Pattar, som de droge mest paa Jorda, med tykke Mjalkeaarir fram under Magen, med breid Mule og Næse, sidskrova (sidmavede), sjeivlebeina, keikrygga, bratlenda og blidlynte Auga. Det er eit Buskap, som eter litit og mjalkar mykit og spring i Skog og Mark, og Aur og Yri som Geitar.
Der vare nogle Kuer af blandet Slag med hollandsk eller dansk, og en Ku af disse fik den første Præmien, rimeligvis saavel for en fin Mælkgildhed som Storhed. Men derimod fik den store engelske Stuten fra Vold i Bærum Intet; men da han har faaet Præmier en, om ikke to Gange før og været forevist ellers, saa vilde det have været urimeligt at lade ham drage bort med Præmier hver Gang. Det er ellers en storartet og vakker Stut og saa blidlynt, at Smaaguttene hang omkring den som Kleggen, uden at Stuten gjorde Andet end saa kjælent hen i Veiret med sine store Øine. Hans Hals er næsten ligesaa tyk som bred, og Brystet laa ned mod Jorden imellem Knæerne. Han var med al sin Førleik dog slank og finvoxen; han blev antagen at veie nu uden at være gjød 60 Bpd., og Eieren, Student Schrøder,Schrøder] Johan Schrøder, bonde og redaktør var buden 100 Spd. for den.
Der vare mange Stuter, Kuer, Kviger og Kalve, som ærlig fortjente en Beskrivelse og Navns Nævnelse, og især fortjente nogle Grise og Sugger det; men de faa vel sin Historieskriver, om ikke jeg er det; deres Portræter med Levnetsbeskrivelser og Herkomst kommer vist ud, og det gjør sandelig ligesaa stor Nytte, naar det gjøres med Forstand, som Billederne af mange Folk. Jeg følte idetmindste, at jeg fandt flere Naturens Mesterverker af Fæ end af Folk paa den af begge fulde Plads; men Buskapen holdt en fæl Larm med Rauting og Beljing (at brøle siges paa norsk bare om Oxen og Kuen, naar de ere vrede eller saarede), saa at den ikke lod til at like Laget; men den store Stuten tagde stilt; han var stor og taalmodig han; det samme vare ogsaa Grisene, især syntes en stor en, der gik og drog Bogluten efter sig, at være det. Saaledes at sidde paa Huk er Mærke paa at være vel gjød, og derfor siger man ogsaa om en slig Gris: han er hukgjød. Der er intet i Veien for at bruge dette samme Ord om Mennesker.
De glædeligste Bemærkninger jeg hørte, vare de ret almindelige, at Udstillingen ikke var Norsk nok. Man kommer nemlig efter, at vort eget Buskap passer bedst for vort Land, og er efter sin Størrelse det bedste. Som det er med Bufæ, er det ogsaa med Heste; det gamle norske Hesteslag, Fjordracen, som det ogsaa kaldes, er de bedste Heste, har jeg hørt af en Naturkyndig; disse smaa velskabte Heste fortære neppe Tredieparten for en fyensk eller dermed blandet, navnlig gulbrandsdalsk Hest; de kunne taale alle Klimater og klatre i Bjergene som Gjeiter, hvorfor de ogsaa beundres af reisende Englændere og kjøbes hjem. Det var uheldig, sagde den sammesamme] retta frå: summe Naturkyndige, da man tænkte paa at forbedre Slaget med arabisk. I Frankrig skjæmte man under den første Revolution sine Heste ved at ville gjøre dem halvarabiske, og de Dyr, man her fik af vore Stodhingster, vare ogsaa mislykkede. Selve Forsøget paa Jerkind, at blande gulbrandsdalsk og Fjordeslag, gik ikke godt.
Altsaa skulle ikke alene Folk, men ogsaa Fæ blive nationale, og det fremmede Gods lidt efter lidt kastes ud. Til det ville Dyrskuene gjøre meget. Jeg hørte en Mand med en meget unorsk Tunge anprise vore norske Dyr; jeg faldt strax ind og sagde, at norske Folk var ligesaa meget at prise.
Korrespondance
Christiania den 7de Septbr.
Nu har dog Storthinget gaaet saavidt i national Retning, at Studenten kan vælge Oldnorsk som et Fag til Andenexamen istedetfor et Naturfag, og det tør forventes, at ret Mange ville gjøre dette Valg, skjøndt det er ilde, at give Slip paa noget Naturfag ogsaa, hvorved Studenten i Regelen ikke lærer saameget af et saadant Fag, at han har synderlig Nytte af det. Jeg ved saaledes med mig selv, at jeg fik 1 for Botanik, men om jeg kommer ud i en Have, kjender jeg snart sagt ikke en Blomst. Og det kan ikke være annerledes; thi hvad man lærer udenad paa en saa kort Tid efter Bog og Tegninger, det bliver ikke saaledes Ens aandelige Eiendom, at man kan bruge det i Livet; men alligevel har dog en udenadlært Botanik sin Nytte for Tankens Udvikling, kanske en større end om man praktisk lærte mange Blomster at kjende, dersom man ikke lærte med Grundtanken om Blomsternes Sammenhæng med den øvrige Natur og deres eget indbyrdes Slægtskab. Ligedan er det med Chemien. Jeg vilde vist ikke kunde koge en skikkelig Potte eller skille Vandet fra hinanden i Surstof- og Vandstofgas, eller opløse en Klump Jord i sine Bestanddele eller finde Kvælstoffet i en Istermage; men alligevel lærte jeg meget af Chemien, ja kanskje mere end de Fleste, der bruge den i dagligt Lag som en anden Kogekunst uden Tanke om, at man finder Menneskenaturen med sin Kjærlighed og sit Had i enhver Jordklump og Vanddraabe.
Det bliver nu Spørgsmaal om, hvorvidt Storthinget vil afskaffe latinsk Stil som Modenhedsprøve til Artium. Regjeringen har foreslaaet det, og omtrent ? af de lærde Skoler tilraadet det, og i Pressen er der virket for Sagen i lang Tid med Ihærdighed og Dygtighed af en lærd Skolemand (Overlærer Knudsen),Knudsen] Knud Knudsen, skole- og språkmann der har været en Røst for «Tidens Fordringer.» Men den egentlige saakaldte lærde Verden er derimod, og nu nylig har en Universitetslærer rimeligvis faaet trommet med sig 4, 5 Andre, der alle have givet en Forestilling til Storthinget om det Utilraadelige i at afskaffe latinsk Stil. En hel Del Filologer ere ogsaa enige i dette, som kan sees af Avisopsatser, og jeg er ogsaa i det sidste Indlæg mod Sagen i Aftenbladet beskyldt for «at tude med de Ulve, jeg omgaaes.» Jeg omgaar nu for det Første alene med mig selv i slige Materier, og derfor ogsaa alene tuder for mig selv. Jeg tuder mest om Oldnorsk jeg, at man skal være national i Skrift og Tale, og at Skolevæsenet er en Spot, naar det lærer saameget Fremmed, men ikke sit Eget. Dette er nu indtil videre en raabendes Røst i Ørken, men den bliver nok hørt. Hvad jeg har sagt i Skolesagen er, at man maa lære gamle Sprog, uden hvilken Lærdom man ikke ved, hvad Sprog og Grammatik er. Helst vilde jeg da, at Oldnorsk og Gothisk, altsaa gamle germaniske Sprog som de os nærmest liggende skulde læres; men ogsaa Latin tror jeg bør læres indtil en vis Grad, og kunde man tillige række Græsk, var det godt; men om latinsk Stil har jeg ikke talt, og jeg tror, at den godt kunde afskaffes i sin nuværende ufuldkomne Tilstand, saameget mere som Latin ikke længere er noget Meddelelsesmiddel blant de Lærde, der nu have mere bekvemme levende Sprog. Jeg tror Staten aldrig maa afklippe denne Navlestræng, som binder os til Fortiden. Vi kunne ikke skilles fra denne Moder uden at gaa en aandelig Død imøde. Vi maa gjennem Sprogene og deres Verker, som ere Menneskeaandens bedste Udtryk, se, hvorledes Tiden har udviklet sig under de mange vexlende Former. Dette maa vi først og fremst gjøre gjennem de germaniske og romanske Sprog, hvoraf vort eget Sprog og hele aandelige Liv nærmest er udsprunget. Kan Nogen tillige gjøre det gjennem Sanskrit, er det saameget mere fuldkomment. Det vilde nok være en stor aandelig Tilvext at kunne gjennem Sanskrit anskue og føle de indiske Vers — SlokaerSlokaer] retta frå: Sloaker —, om hvilke Fr. SchlegelFr. Schlegel] Friedrich von Schlegel, tysk diktar og filosof siger, at sie dahinrollen wie Ganges. Men den menneskelige Virkekreds har en Grændse, og her er nylig med gammel Autoritet af en romersk Forfatter klaget over, at man lærer Formangt, men ikke Meget nok — non multa, sed multum. Imidlertid er dog nok ogsaa dette blot en vakker Talemaade paa dette Feldt. I det daglige Liv til Husbrug er det derimod Sandt, at nitten Haandverk er tyve Ulykker. Men her gjælder det for de almindelige Mennesker at have en Forsmag paa og Anelse om det Gamle. At kunne det godt er alene givet nogle Faa, og disse maa ogsaa væsentlig blive Fagsmænd i en enkelt Ting. Sagen er at man engang i sit Liv nogenlunde har kunnet gamle Sprog, og saaledes faaet Indtrykket af dem levende i sin Sjel. Det er med Sjelen som med Legemet, saa at man ikke skal gaa og drage paa al den Næring, man har taget til sig fra den første Dag af; Alt skal omsættes efter Naturens Love og styrke Livet til enhver Tid. Man støder undertiden paa Folk med slige aandelige Mager, som Intet have mistet af hvad de have modtaget; men de ere Vanskabninger saadan som en slig legemlig Mage kunde tænkes at være, blot ikke saa store at maale. Et andet Billede — der forresten vistnok som dette nævnte af Mange vil findes «plat» — kan ogsaa passe paa Sagen: Naar man engang har nydt en sjelden Ret Mad, saa ved man siden i al sit Liv, hvad det er for Noget, om man siden ikke smager den. Adam og Eva aad ogsaa bare en Gang Æbler, men de vidste bestemt siden i al deres lange Liv, hvad Æbler var, saa de ikke behøvede at æde paany af dem eller gaa med dem i Munden al sin Dag.
Jeg har her, som man ser, holdt mig til Naturen; det Filosofiske ved Sagen have Andre udviklet, men Faa forstaaet dem.
Striden om de gamle Sprog og de nyere med Naturfagene, eller Striden mellem Humanismen og Realismen arter saa let ud, og nu har den ogsaa gjort det, idetmindste er jeg beskyldt for et Hovmod, som jeg tør sige mig fri for. At der forresten kan være et Skolehovmod og et lærd Aristokrati i ond Betydning med sine Fordomme, det er vel baade vist og sandt; men dette er nødvendigt ligeoverfor de kjødelige Kroppe, der ikke ere tilfredse med at de leve vel og tjene Penge, men tillige paa Død og Liv ville være dannede Mennesker, ja endog videnskabelige eller lærde, og, verst af Alt, aandrige. Slige Naturmennesker maa vide, hvad de ere, saameget mere som de have al Grund til at være tilfredse med sin Stilling i Livet. Og nu gaar det saa visselig til i Verden, at Skolefuxene mest tørne mod dem i Verden; dermed er det Galningerne, som slaast, og saa bør det være.
Ligesom jeg ved mig fri for Hovmod og Laugsaand, saaledes er visselig ogsaa Hr. Knudsen fri for den Braad, der stikker dem, der ikke have lært gamle Sprog, naar man lader dem føle deres aandelige Afmagt. Hr. Knudsen har tilstrækkelig vist, at han ikke blot er «Filolog,» men en af vort Lands Videnskabsmænd, der ved sin Deltagelse i Videnskabens og Dagens Strid er en virksom mand i vor fælleds Udvikling. Skal jeg tillade mig at udtale nogen Mening om Knudsen, saa tror jeg, han er miskjendt af sine Egne, og det er helt naturligt, da han er en Fremskridtsmand. Dette maa jeg sige, uagtet jeg ikke er enig med ham i hans Undervurderen af de gamle Sprog, i hvilken Henseende han da er Talsmand for et Parti, der neppe fortjene en slig Talsmand. Men maaske ogsaa vi — jeg siger vi — kunne være vildfarende, og at vi maa bøie os for den Sands, der kaster alt Gammelt overbord. Det er unegtelig en praktisk Sands dette, og der er Mange, som have denne Sands. Knudsen repræsenterer derfor en Magt, som ikke tør spottes.
Hr. Knudsen synes jeg endvidere havde fortjent større Opmærksomhed for sin norske Sproglære end den, der er bleven ham til Del. Det er et Verk, som vidner om Tænksomhed og vedholdende Granskning, og det vil staa som et Verk, hvori Sproget paa et Overgangstrin findes krystalliseret. Han gjør derfor sikkerlig sit Land og Folk en større Velgjerning end de, der i sin Ufrugtbarhed og Indstivnen i det danske Sprog skjælde ham ud eller overse ham.
Med baade tvo, som spelar her
eg hell om Halvt.
Eg veit so vel, hvorhen det ber:
det gaar meg paa den gamle Gerd:
eg tapar Alt.
Hos Ingen er eg tungekjær,
for eg ein stakkars Blanding er
af Sødt og Salt.
Korrespondance
Christiania den 30te Septbr.
At Storthinget antog Juryloven, uagtet neppe Nogen i Thinget ønskede den sanktioneret, var vistnok en underlig Ting, men det var endnu underligere, at Storthinget, der saa gjerne gaar efter Autoriteter, afskaffede latinsk Stil, efter at den hele lærde Verden — kan man sige — havde været i Oprør mod en saadan Foranstaltning; men det var nu vel for det, at Storthinget havde en saa stor Autoritet for sig, nemlig Regjeringen. Det er dog ikke sagt, at Regjeringen sanktionerer dette sit eget Forslag imod den lærde Republiks Ønske. Den kan nemlig dække Tilbagetoget med den Bemærkning, at den først ikke kjendte Stemningen, og at den nu, da den har lært denne at kjende, opofrer sin første Overbevisning. Dette vilde være en Tale, som Ingen klædte ilde, og derfor heller ikke Regjeringen. Synd vilde jeg dog føle hængende paa mig, om jeg ved denne Tale skulde omvende Regjeringen til at sanktionere denne Lovstub om Artium, og derfor vil jeg tage mine Ord i mig igjen med den Bemærkning, at jeg for min Part gjerne vil have Loven, siden den nu engang er besluttet, især da der ingenlunde er givet, at de gamle Sprog derfor komme i Forfald hos os; tværtimod tror jeg, at just de rette gamle Sprog ved denne Lov kommer til sin Ret, jeg mener de germaniske, og da først Oldnorsk. For disse gamle Sprog synes den larmende, lærde Republik intet Øie at have havt, og de Færreste kjende vistnok ogsaa Lidet eller Intet til dem. Jeg ser derfor et historisk Slag i det, Storthinget slog, og ihvorvel Storthinget forstod ligesaa lidet af Oldnorsk som disse Lærde, saa ramte det dog sin Gjenstand som den blinde Hodur. Saaledes gaar det gjerne med de historiske Slag; den, som slaar til, ved ikke hvad han egentlig gjør, men er et Redskab for en høiere Magt, der ofte end ikke selv ved, hvad den vil, men gaar efter en ubevidst Lov fremad. Her i dette Tilfælde vidste ingen af de handlende Magter, hvad deres Gjerning vilde lede til. Storthing og Regjering vidste nok, at de vilde gjøre Skolebyrden lettere, ret som Folk ikke heller lærte Forlidet end Formeget; men den lærde Republik vidste intet Andet, end at klemme sig fast til det Gamle, uden Tanke om nogen Fremtid. Republiken begreb hverken Nationalitet eller Fremskridt. Den var et tørt Træ, som fortjente, hvad den fik, at afhugges og kastes i Ilden. «Tidens Fordringer» med Overlærer KnudsenKnudsen] Knud Knudsen, skole- og språkmann i Spidsen begreb heller ikke de germaniske Sprog, idetmindste satte den ikke bestemt Oldnorsk i stedet for Ophævelsen af latinsk Stil. Den begreb blot Matsiden af Livet. Men Historien tager alle disse Hodurer i sin Tjeneste paa sin gamle Vis.
Maaske turde Professor MunchMunch] Peter Andreas Munch, historikar nu gjøre en grei oldnorsk Grammatik, sammenlignet med Folkesprogets og Bogsprogets. Naar da Lektor UngerUnger] Carl Richard Unger, filolog kom med et oldnorsk Lexikon, og I. AasenAasen] Ivar Aasen fuldstændiggjorde sin Ordbog, saa kunde vi som et andet skikkeligt Folk begynde at lære vort eget Sprog. Derefter turde Professor Munch — hvem man kan vente Alt af — skrive en sammenlignende Grammatik over de gamle germaniske Sprog, og naar da ogsaa en Anden skrev Ordbøger, kunde et videnskabeligt Sprogliv fremvoxe og trives paa vor egen Jordbund. DHrr. lærde Forfattere skulle ikke være rædde for at finde en Forlægger: Storthinget bevilger nok til Trykning og Honorar atpaa, naar det ser Noget, som er langskøyt (af skjota og langt, altsaa som rækker langt). Dette vilde nok fremkalde et videnskabeligt som folkeligt Liv, der var noget helt Andet, end det som nu lever og rører sig i Nationen. Herregud, for et stort og lykkeligt Folk vi kunde blive, dersom vi ret forstode at stelle os. Vi ere naturligvis et stort og lykkeligt Folk nu ogsaa, lykkeligere vistnok end noget andet Folk i Verden, det engelske maaske undtagen; men vi skulle gaa fremad for det, for ellers kunde det gaa os som det blev sagt til Israels Børn: «Guds Rige skal tages ifra Eder og gives til et Folk, som bærer dets Frugter.»
Nei, Videnskabsmændene skulle ikke være mistrøstige for det, om den latinske Stil afskaffes. Her er virkelig nu en Forknythed i den lærde Republik, der viser, hvor ulærd den igrunden er.
Her er mange Mærker nu paa, at et kraftigere Folkeliv vil vaagne op som et Samhold og en Frelse mod indre og ydre Vold. Saaledes ser jeg, der altid sigter paa den nationale Blink, en Norskhedsvækkelse i de Svenskes tiltagende Nærgaaenhed mod os nu sidst, fordi vi ikke vilde lade svenske Domme gjælde her i Landet, og fordi vi saa endefram gav vort Minde til Prinds- i stedetfor Interimsregjeringen, ved hvilket sidste politiske Træk vi fik et Overtag paa Sverige, som maa glæde Enhver; men det skulde være indvilget med det Forbehold, at vi fandt Interimsregjeringen bedre, men at vi gjorde det, fordi en elsket KongeKonge] Oscar I, konge og en haabefuld Thronfølger ønskede det. Det er nok ikke bra med Kongens Helbred. Han sad dog paa Balkonen, da Kureren hertil for forbi, og han bad at «hilse til gamle Norge;» det Samme gjorde ogsaa det øvrige Kongehus. KronprindsenKronprindsen] Karl, svensk kronprins og visekonge maa være glad i os, naar han nu kommer.
Korrespondance
Christiania den 2den Oktober
Ikveld var her Koncert i Logens store Sal for de Brandlidte i Drammen; men uagtet Koncerten var god, meget god, og Øiemedet var godt, var Koncerten dog ikke egentlig godt besøgt; der var endog mange numererede Pladse ledige, og disse bleve da paa Slutten optagne af Folk, som intet Numer havde løst. Men Christiania er virkelig at undskylde, da det i Sommer har været meget trukket paa af Kunstnere, og et godt Øiemed passer ikke for Kunsten, der er sit eget Øiemed, som Kunstdommerne sige. Havde forresten Folk vidst, hvor god Koncerten blev, er det vist, at den vilde have været bedre besøgt, i hvor Mangens Lomme det end vilde have sviet efter Pengene. Det er nemlig egentlig Faa, som have Raad til at gaa paa Koncerter, men Folk i visse Stillinger maa gjøre det af og til, naar reisende Kunstnere komme her, bestandigt for ligesom at haandhæve sin Stilling og være etslags Mønsterbrug for Landet. Man maa derfor ikke sige, at det er af Fornøielsessyge og for at blære sig de gaa, det er af en dybere Grund, af den samme Grund, som gjør, at de maa gaa paa 1ste Plads paa Dampbaaden og paa Jernbanen. Dette Koncert- og 1ste Plads faste Publikum kan vel i Christiania være 100 Mennesker foruden Kvinder og Børn. Det øvrige er Tilfældets Publikum. Noget egentlig Brandpublikum saa jeg imidlertid ikke ikveld, undtagen mig selv og Storthingsmændene fra Drammen. Vi gik paa Embedsvegne vi.
Det er Synd, at jeg ikke tiere paa Embedsvegne skal kunne gaa paa Koncerter. Det er gyldne Aftenstunder i en saa skjøn Sal, blant saamange velsignede og velklædte Mennesker og i Svømning af en saa storartet Musik. Det er en Velsignelse, som man næsten ikke kan tale af Hjertet om, uden at blive uforstaaelig og naragtig. Det er sandt i andre Stykker end i Don Juan, hvad den tydske Digter HoffmannHoffmann] Ernst Theodor Amadeus Hoffmann, tysk forfattar siger: «Gjennem Instrumenterne blinke de malmstøbte Toner som glødende Lyn.» Det gaar til Marv og Ben, og Tankehjulet gaar saa fort, at det synes at staa stille. Det er intet Under, at man er udmattet bagefter og sovner ind som Chineseren efter en Opiumsrus. Ære være alle disse Musici, der arbeide for elendig Løn Aaret kring, ere i en usikker Stilling, blæse sine Øine forvrængte, spille sine Fingre skakke, faa Armlag efter Buen, og med alt dette eller en god Del af det spille saadan sammen, at man skulde tro det var et Instrument! Intetsteds fremtræder Samfundet saa storartet som i Musiken og Uenigheden saa fordærvelig. Det er endnu rarere end i Krigen. Frøken LehmannLehmann] Caroline Lehmann, dansk opersongar sang godt, det er et Eventyr, saa godt sang hun. Den menneskelige Strube og Brystet er dog det bedste af alle Instrumenter. Tonerne ere fede, saa de glinseglinse] retta frå: glise og dryppe. Trillerne gaa saa fort paa hinanden, som de paa nogen Maade kunne sandses. Det er beundringsværdigt. Jeg fik saadan Agtelse for dette Instrument, at jeg ikke turde have berørt det med et Silketørklæde. Smuk var ogsaa Sangerinden. Jeg begriber nu de franske Kritikere, der sad og græd i Logerne til Madame Malibraun,Malibraun] Maria Malibran, fransk operasongar og da Henriette SontagSontag] Henriette Sontag, tysk operasongar anden Gang kom igjen efter mange Aars Fraværelse. De ene vare Beundringens og de andre Erindringens Taarer, der ogsaa kalde Beundringen frem igjen. Man skal ikke gjøre Nar af den, der skriver Kjærlighetsbreve til slige Kunstnerinder — og omvendt Kunstnere — hvor bort i Væggerne slige Breve og Erklæringer end forresten kunne være. Jeg har tværtimod Agtelse for Enhver, der er saa galen.
Koncertmusiken lader til at komme sig herinde, ikke blot ved SperatisSperatis] Paolo Sperati, italiensk-norsk kapellmeister utvivlsomme Dygtighed, men ogsaa ved disse Abonnementskoncerter, hvortil her indbydes. Bare nu man kunde skaffe musikalske Kræfter nok, og ikke komme i Strid med Filharmonien, som er en gammel Indretning og har saamange gode Kræfter. Fuldstændig Enighed maa her være, skal man kunne opdrive Kræfter nok til en fuldstændig Koncert og et godt Sangerkor. Saa liden er Christiania endnu. Synd skulde det være, om man splittede Kræfterne og derved berøvede Mange en nødtørftig Fortjeneste og os Alle en Nydelse, som man sætter mere og mere Pris paa, jo ældre og mere aandelig udviklet man bliver. Man bliver saa kræsen tilslut, at man ikke taaler andet Sprog end Musikens — godt klangfuldt Norsk naturligvis undtagen! I alt andet Sprog er FlauserFlauser] retta frå: Flausser imellem. Derfor se vi ogsaa ganske rigtigt, at Verdens største og mest udviklede Byer, saasom Paris, Berlin, Wien osv. ere Sædet for Musiken og Koncerternes egentlige Hjem. Dette viser bedst, hvad Musiken er og i hvad Forhold den staar til Civilisationen.
Korrespondance
Christiania den 6te Oktober
Om Søndagen var det hugsamt paa Seminariet i Asker, idet et Billede af Andenlærer Halvor HansenHansen] Halvor Østenstad Hansen, seminarlærar blev ophængt i Salen ved Siden af Biskop Gislesens.Gislesens] Knud Gislesen, teolog og skolemann Det var gamle Elever, som havde skudt sammen til dette Øiemeds Opnaaelse, og for Overskudet kjøbtes et gildt Gulduhr med Kjæde, som blev Hr. Hansen overrakt med det Samme Billedet under en smuk Høitidelighed var overleveret til sin Plads. Der var mange Folk tilstede baade fra Christiania og Bygden, foruden Seminariets egen Besætning. Høitideligheden vilde ogsaa have været større, dersom Provst LangeLange] Alexander, prost ikke ved Upasselighed havde været hindret fra at komme og indvie Billedet, som han havde lovt. Da heller ingen af de tilstedeværende Theologer fandt sig oplagte til at tale saa paa staaende Fod, som det da maatte blive, henvendte man sig til A. O. Vinje, der efter en af Kand. theol. B. KokkKokk] Bernhard Kokk, teolog afsjungen Sang holdt en kort Tale, hvori han blandt Andet omtrent sagde: «Saa er da ogsaa nu det andre Billede ophængt her i Salen af en elsket Lærer, og flere vil her komme; thi ligesom ogsaa her er Sted for mange Udvalgte, saaledes vil den dygtige Lærer altid her finde ubearbeidede Evner, som han kan øve sine Kræfter paa. Slige Billeder have den Betydning, at man ved dem vil udødeliggjøre gode Mennesker saalænge man kan. Mennesker dør snart. Mindesteinen brydes af, og Bøger tæres ogsaa op eller ikke læses tilsidst; men Maleriet varer længer. Menneskene ere saa gode og taknemmelige, at de ikke kunne føre over sine Hjerter, at en brav Mand dør før man er nødt til at give Slip paa ham. Det er altsaa Udødelighedstanken man forfølger ved disse Billeder, saalangt man kan række; den Udødelighed, som ligger længer borte, er Gjenstand for Tro. Det var Folkeoplysningen, vi igrunden bragte vor Hyldest med disse Billeder; thi overalt, hvor vi elske og agte en Mand, er det hans gode Gjerning vi agte, vi agte ham som Redskabet for en stor Tanke. Det var en saadan, nemlig Folkets Oplysning, Skolevæsenet, vi her feirede.» — — —
Derpaa takkede Taleren Alle, som havde været tilstede og bidraget til denne Fest, nemlig Folk der omkring, Anstaltens Lærere og de nuværende Lærlinge, «Seminaristerne.» «Hvor det er rørende, men tillige smukt», sagde han, «saaledes at se det ene Kuld efter det andet Aar for Aar at blive afløst af et nyt, ligesom Aarene, Jorden bærer. Livet er evigt nyt og det Gode dør ikke.» — «Hansen selv», sagde han videre, «kan ogsaa have godt af at se sig fra Væggen; Billedet vil mane ham til at virke fremdeles, ligesom det vil styrke ham under Arbeidet. Vi trænge Alle til nogen Anerkjendelse til Støttestave paa vor Livs Vei. Og Herren bevare nu denne Anstalt og denne Bygning, saa at ogsaa disse Billeder kunde opfylde sin Bestemmelse.»
Hansen takkede rørt i nogle faa velvalgte Ord, og den hele Forsamling var synlig rørt.
Siden samledes man paa Nabogaarden Staver til en Festmiddag, hvori henved 30 Gjæster deltoge, foruden nogle indbudne, deriblandt Seminariets Lærere og Portrætmaleren Olsen.Olsen] Christian Olsen, dansk portretteiknar og målar Inspektør for Eugenias Stiftelse, A. Trøan,Trøan] Anders Trøan, lærar var den, som stod i Spidsen for det hele Stel, og han bad derfor Gjæsterne velkommen tilbords, og udbragte dernæst SkaalenSkaalen] retta frå: Skolen for Dagens Mand, Hansen. Student ArvesenArvesen] Olaus Arvesen, folkehøgskolestyrar udbragte Provst Langes Skaal og Vinje Biskop Gislesens, om hvem han bemærkede, at han neppe nu virkede med saa lange Arme, som da han var Lærer her ved Seminariet. Man har rost Gislesen, sagde han, og det var fortjent; men naar man, som jeg ofte har hørt, sagde, at uden ham vilde Seminariet i Asker ikke have været, da var det formeget sagt. Seminariet havde kanske ikke været saa godt, men Ideer og Indretninger ere større end Mennesker. Som gammel Bondegut og Skolelærer var Gislesen godt skikket til at oplære Skolelærere. De aftraadte og de nuværende Læreres Skaal blev drukket og Portrætmalerens og mange, som det ved slige Leiligheder gaar. Da Laget var blevet muntert, omdelte Vinje følgende til en saadan Stemning forfattet Sang, der under Lystighed blev afsjungen:
Der tales og synges idag for ein Mand
hvis Billed’ alt hænger paa Kroken.
Der hænger Ein før, og ein Tredi vel kan
faa Plads for sin Bruk utaf Boken.
Den Mand, som os meget kan lære,
vi veit at betale med Ære.
Og Hansen af Boken ei lærte os blot,
men ogsaa ved Laden og Gjøren.
At have paa Skolen gjør inderlig godt
ein Glytt imod Livet paa Døren,
for ellers, naar sluttet er Skolen,
man hopper som Kalven mod Solen.
Som Dagen belyser hver Krok og hver Vraa,
Maa Læreren Mørket udviske.
Hvert Fiskeri noget han skjønne maa paa,
skal Mennesker rigtig han fiske.
Lidt af dette Smil her fra Væggen,
fik Hansen i Baaden for Dræggen.
Som Jorden, der bærer sit Louv og sit Gras,
saa Hansen til Maade kan drikke.
I Lag som paa Skolen han synger sin Bas,
og godt han med Fusen kan stikke.
Han rigtig er slik i sin Færden,
som den, der vil virke i Verden.
Hvis Hansen til Slutning i Visa vor her
vi skulle med Fyndighed male,
da maatte vi sige, tilfulde han er
ein Nordmand i Greihed og Tale.
Naar Mo’rsmaalet Skolen blir givet,
da først vil den virke for Livet.
Korrespondance
Christiania den 9de Oktober
Klagede man i Begyndelsen af Storthingets Tid, at det gjorde Forlidet, kunde man næsten nu klage over, at det gjør Formeget; den ene Lovbeslutning længere og vigtigere end den anden, bliver færdig fra Haanden med samme Lethed, som en øvet Musikus spiller fra Bladet. Storthingsmændene ville hjem, og derfor arbeides der, som naar man staar paa Reisen. Der foreslaaes endog vigtige Love henlagte — saasom den om Almindingsskogene — fordi Thingets Tid snart er forbi. Man arbeider baade For- og Eftermiddag, og Enhver er bange for at spilde Tiden med Taler. Idag var det netop Dagen, da Thinget efter sit eget Bestik skulde være færdigt, men haardt skal det holde, om det bliver færdig til paa Onsdag, da Opløsningen skulde foregaa. Der er nemlig en hel Del Bevillinger igjen, og et Forslag til Forandring i Reglementet, hvorhos Grundlovsforslagene som sædvanlig paa Slutten fremkomme. Thinget maa blive færdig til den fastsatte Tid, skal det nyde Æren af at opløses af Prindsregenten;Prindsregenten] Karl, svensk kronprins og visekonge thi fra Sverige har det staaet, at han ikke skulde være borte mere end 12 Dage, og det bliver enda i knappeste Lag, at han bliver færdig, dersom ellers dette betyder Noget.
Det har gaaet fornøieligt til i Thinget de sidste Dage, idet LercheLerche] Fredrik Georg Lerche, politikar er kommen paa sin høie Hest igjen, navnlig om Jernbanen, da der var Spørgsmaal om at drage de høie Statsraader til Ansvar, fordi de havde udbetalt den Sum, som skulde være til Sikkerhed for at Banen blev godt udført. Ligeledes var han morosom om Storthingsbygningen forleden Aften. Man maa le naar han taler, baade fordi han stiller Ordene meget vittigt og selv ser meget vittig ud. Han spiller den samme Rolle som LokeLoke] norrøn gud i de nordiske og HephæstiasHephæstias] Hefaistos, gresk gud i de græske Guders Selskab. Loke var den ondskabsfulde og vittige og Hephæstias den halte Gud, hvorfor Guderne lo ligesom Storthinget, naar Lerche kommer i sit rette Es.
Idag, Løverdag, er det, at Prindsen ventes, og det forventes, at han vil være tilfreds, ligesom ogsaa vi burde benytte denne heldige Stilling vi staa i hos ham ligeoverfor Sverige. Imidlertid har jeg intet hørt om, at man vil gjøre nogen «Borgerfest» for ham, hvilken Fest dog forekommer mig vilde være baade sømmelig og klog. Den vilde blive saameget mere storartet som Storthinget kom til at være med.
Korrespondance
Christiania den 14de Oktober
Idag er Storthinget opløst. Det var et langt Storthing og et godt Storthing, siger Mange, og vist er det, at intet Storthing har været saa uforstaaeligt og mere gaaet fra den ene Yderlighed til den anden. Vanskelig skal man finde nogen Forsamling, der har modsagt sig saa stærkt som dette Storthing: det har ladet alle finansielle Overskridelser passere, som om det havde været lutter embedssøgende Kandidater, der havde voteret, og paa den anden Side har det, trods alle store Fagsmænd, fulgt «den folkelige Retning» og afskaffet latinsk Stil. Imod alle store Jurister antog det Juryloven, og det underligste var, at det antog den mod sin egen Overbevisning, idet Ingen ønskede den sanktioneret — saavidt man kan dømme af de enkelte Udtryk og Taler. Man vilde demonstrere, og det er helt vanskeligt at finde noget passeligt Udtryk for en saadan Beslutning af en saa ærværdig Forsamling. Havde det været et andet Storthing, vilde en fornuftig Folkemening have indstævnet det for sin Domstol; men fordi Thinget har været saa frisindet i andre Retninger, saa finder man det genialsk. Storthinget turde ikke af Frygt for at træde Autoriteten for nær gjøre Oldnorsk til Artiumsfag, men det turde afskaffe 5—3—33 og 1—22—28, der slynge sig som røde Traade igjennem det hele juridiske System, ligesom det ogsaa turde afskaffe Underpant i Løsøre og Skadesløsbreve; hvilket Alt vil afstedkomme en Omkumpling i Handel og Vandel, som Ingen endnu tilfulde kan sætte sig ind i. Det kan trygt siges, at det er den største Grundforandring, som har fundet Sted i Lovgivningen siden 1814, med Undtagelse af Kriminalloven af 1842, skjøndt den for en stor Del mere var en Forandring paa Papiret end i Virkeligheden, da den for en væsentlig Del blot bekræftede i Lovform den Retspraxis, som havde udviklet sig i de sidste 50 Aar. Paa samme Tid som Storthinget religiøs frisindet nok forkastede Loven om Menighedsraad, paa samme Tid gav det Stiftskapellaner, forbød at udskjænke Brændevin før Kl. 8 og vedblev i den samme Retning med at man ikke maatte fiske om Søndagen, om saa Sild og Torsk skulde finde paa at reise til Havs igjen, altsammen for at fremme Kirkegang og i det Hele for at fremme den pietistiske Retning, som nu i de sidste Aar har havt det saa godt. Derfor hørte man ogsaa under alle disse Forhandlinger Taler saa rettroende, at de burde have gjenlydt i et Kloster i Italien, og andre saa fritænkende, at de kunde have lydt i den franske Nationalforsamling af 1789. Der har hersket en Beredvillighed i Bevilling til lærde Anstalter, til Agerbrug, Stutteri og Veivæsen, som er helt opbyggelig, men paa den anden Side pruttede man stærkt om den ubetydelige Sum, der skulde bevilges til Forbedring i Almuskolelærernes Løn. I national Henseende forkastedes Mellemkrigsloven, medens Interimsregjeringen, der er det mest nationale i vor hele Forfatning, blev anseet som mindre Hensigtsmæssig. Det forkastede Grundlovsforslaget om Odelslovens Afskaffelse, men ved en liden Lov tog det den pynteligt af Dage. Men en Ting har det gjort fuldstændigt, nemlig givet Landaristokratiet, om man kan bruge det Udtryk, et Smek ved at frigive Rentefoden for løse og forhøie den til 5 pCt. for faste Penge, hvorved Landeiendommene maa falde betydeligt i Pris, og især nu i den første Tid bringe gjeldbundne Jordegodsbesiddere i stor Forlegenhed; kanske dog at alle disse Kreditanstalter, hvoraf man lover sig saa meget, vil gjøre Overgangen mindre følelig. Paa samme Maade er ogsaa Landmanden angreben ved den forhøiede Skat paa Brændevinspotten, der gjør Potetestønden billigere, især da erfarne Handelsmænd sige, at Tolden paa Spiritus ikke i tilsvarende Grad er forhøiet, saa at man endog turde ophøre for en Del med at brænde Brændevin, hvorved det rige Opland blev siddende med sine Poteter, og ikke kunde gjøre dem i Penge.
(Fortsættes).
Korrespondance
Christiania den 16de Oktober
(Fortsættelse.) I en anden Henseende har ogsaa dette nu nys opløste Storthing været sig selv ligt, nemlig i at trække Forretninger fra Embedsmænd og ind i «Folkets Hænder.» Det var denne Folkets Deltagelse, som vistnok gjorde, at Søfartsloven heller ikke denne Gang blev sanktioneret, hvorimod Loven om Bestyrelsen af Umyndiges Midler blev det, — en Lov, der for en væsentlig Del vil gjendindføre den Tilstand, som Lovgivningen i omtrent 50 Aar arbeidede for at komme ud af som ubetryggende for Midlerne. De enkelte Skifteforvalteres Uvederhæftighed og letsindige Skalten med Umyndiges Penge har fremkaldt denne Lov, der vil blive til stort Bryderi for Bygdens bedste Mænd, som allerede før ere saa overlæssede med ulønnede Hverv, at det paa mange Steder er formeget, helst der, hvor skrivføre Mænd ere sjeldne. Det er heller ikke vist, at Loven vil blive til større Sikkerhed for de Umyndige; men under enhver Omstændighed vil denne Lov virksomt bidrage til, at før ukjendte Ombud opstaa i Bygderne, da Almuen tilslut ikke kan gjøre Alt den heller, men maa tage sig Hjælpere. Derved kan man sige, at denne Retning til at «delagtiggjøre Folket i de offentlige Anliggender» i sit Endemaal igrunden ikke bliver Andet end en Embedsomlægning, ligesom Veiene omlægges i denne Omlægningens Tid. I Juryloven fremtraadte dog denne «Folkets Deltagelse» mest storartet, og netop derfor blev den heller ikke sanktioneret. Al Uoverenstemmelse mellem Storthing og Regjering gaar i en Hovedsum ud paa det: Folket vil være med, og Regjeringen vil nødigt have det med, fordi den tror, at det ikke har godt af Selskabet. At Regjeringen vil være alene, kan ogsaa have en mindre ædel Grund, nemlig at den, som har Magten, nødig slipper den; men en saadan Grund bør ikke være tilstede hos os, hvor Ingen, undtagen Kongen, har nogen virkelig Magt, men Enhver maa kjæmpe sig selv frem eller flyde paa Slægt og Kjendskab. «Folket» tror sig naturligvis dygtigt til at være med overalt og til at styre Alt, selv om det leiter paa, og de, som ville vinde Folkets Gunst, sige ligesaa naturligt det Samme, ja de gaa endog saa vidt, at de paastaa, at der ingen sund Forstand er andetsteds end i de Hoveder, som ingeningen] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: megen Lærdom have gjort rasende, hvorimod Regjeringen mener, at man bør have læst brav meget. Dette tror jeg er Kjærnen af at være oppositionel og ministeriel, saaledes som Kampen mellom disse Begreber er fremtraadt under denne Storthingstid, og har fremkaldt Brugen af det kongelige Veto. Negtelsen af Sanktion til den militære Straffelov hviler tildels paa et andet Grundlag, nemlig paa Nødvendigheden eller Unødvendigheden af Prygl. Storthinget vilde ikke have Prygl, men Regjeringen skal nok tro, at den er nødvendig. Synd var det forresten, at denne Meningsforskjel skulde staa iveien for en saa vigtig Lov, der kunde ophæve mange gamle forvirrede og høist urimelige Bestemmelser; men Prygl eller ikke Prygl er ogsaa en stor Ting.
Ved at afskaffe Reskriptet af 4de Marts 1778, der fastsætter saa urimelige Straffe for «Nattesværmeri», har Storthinget handlet i den milde Aand, som udmærker al Oplysning. Det var et godt Sidestykke til Ophævelsen paa forrige Thing af Nødvendigheden af at tage fast Tjeneste. Naar man Ingen falder til Byrde og Ingen fornærmer, bør man gaa uantastet overalt, enten det er Dag eller Nat. Men forstyrrer man Husfreden, er det en anden Sag. Saaledes er Natteløberiet nu betragtet. Husbonden har Ret til Ro i sit Hus. Natteløberiet er slemt bagtalt det, og det fik ogsaa paa Storthinget høre ilde, og der var Ingen der, ligesaalidt som Nogen i Pressen, der vovede at tale dets Sag. Forsvaret kan udtrykkes i faa Ord saaledes: En Ungkarl af vor Almue tør ikke fri om lyse Dagen, og da han nu engang maa gjøre det, er Natten nødvendig. Mærkeligt var det ellers, at man i denne «Opvækkelsens Tid» kom med en slig Lov. Den var igjen en af Modsætningerne i dette Things Karakter, men forresten i den bedste Samklang med Afskaffelsen af Prygl i den militære Straffelov. Her har siddet en god Stok Medlemmer i dette Storthing med de sande Frihedsgrundsætninger fra 1789 — jeg mener ikke her den yderste Opposition — og denne Stok var det, som Præstebaaden seilte Kjølen sin fordærvet paa, og laa som en Lændse over Farvandet for enhver Farkost, der ikke førte Oplysningens og Kjærlighedens Flag. Det er disse Mænd, og det er Mange, som have givet dette Thing den Tillid, mens det var samlet, og nu, da det er opløst, har efterladt det Savn, som uvilkaarlig føles. Man kan sige hvad man vil om en og anden Beslutning, og de forskjellige Partimænd kunne nok føle sig utilfredse; men en Ting maa vi Alle være enige om, og det er den, at Nationen fortjener ikke noget godt Storthing i Fremtiden, dersom den ikke er tilfreds med dette. Vort praktiske Folk, der gjerne vil udmaale Fortjenesten med Alen- eller Skjæppemaal, vil hos dette Thing finde Gjerninger, som fylder i Maalet. Det har mindst gjort dobbelt saamange Love som de tvende foregaaende Storthing.
Korrespondance
Christiania den 23de Oktober
Nu er her atter paa samme Tid om Høsten som de nærmest foregaaende Aar en Udstilling paa Børsen af Frugter, Madsager, Redskaber og allehaande Ting til Livets Nødtørft. Det vilde dog være blindt i denne Matside af Livet ikke at se noget Aandeligt; jeg mener ikke blot et nødvendigt Middel til et aandeligt Liv, men et virkeligt Liv selv; thi sjelden ser man Naturen saaledes i sin Rigdom og Skjønhed som her, og man maa tænke paa hint Sandhedens Sprog, der sagde om Liljerne, at ikke Salomon i al sin Herlighed var saa klædt som en af dem. De mest glimrende Farver, som Malerkunsten kan pensle, ere malte mod alle disse Blomster, Kornsorter, Frø og Vexter af saa mange Slag, der ligge eller staa opstillede i smagfulde Rækker og ordnede efter deres Natur og Væsen af kyndige Hænder. Det er den friske og levende Natur, hvorfra Maleren maa hente sine Mønstre og Digteren sine Billeder og Tænkeren Skarpheden i sine logiske Inddelinger. Ja, man kan gaa et Skridt videre og sige, at man først klart faar Øie for Skaberens Storhed og Godhed ved saaledes at staa Ansigt til Ansigt med hans Gjerninger; det er ikke en kold abstrakt Tanke, men et levende Indtryk, og ligesom derfor Sjelen opløftes, saaledes gaar man ogsaa paa den bedste Kunstudstilling og har en ren æstetisk Nydelse. Saaledes mener jeg, at man kan betragte en slig Udstilling, og den, som har den mindste Aand og Følelse, han betragter den ogsaa saadan, især i enkelte Øieblikke, idet han skrider mellem Raderne af al denne Skjønhed og Velsignelse.
Jeg har før engang talt om, at disse Frugtudstillinger ere den bedste Lovtale over vort Land, og at man er uretfærdig naar man kalder Norge fattigt og haardt og ufrugtbart. Det er mange vakre Børn med klare Øine, Jordbunden her har fostret, vistnok med Kunst her, men Kunst og Møie indtil en vis Grad maa der altid til, endog i de varme Lande, naar man vil frembringe de ædleste Sorter, og den Omstændighed, at vi maa arbeide, arbeide saa meget mere her, gjør, at vi ere oplyste og skarpe, medens Folkeslagene i de varme og mere frugtbare Lande enten leve som vore Skovdyr eller ogsaa ere dorske og sløve. Det var helt paafaldende at se den fine indiske Hamp at ligge som Silke ved Siden af den grovere europæiske. Jeg sagde da til min Sidemand: er det ikke usams, at hine barbariske Halse skulle have en saa fin Hamp, medens vore fine maa lade sig nøie med denne grove her.
Forresten bliver det dog vi, de Oplyste, der nyde godt af Sydens bedste Frembringelser.
I intet Land paa Kloden gror Livet saa langt mod Nord som i Norge. Hvor de fineste Frugter og Kornet gror i Norge, er evig Sne og Is under samme Brede i Asia og Amerika. Det er Havstrømmen fra de varme Have, der skylle tilbage mod vore Kyster, som gjør det. Ligesom derfor Naturen har begunstiget os, saaledes synes Friheden at gjøre en Undtagelse med os paa sin Vis; thi i intet Land i Verden er Friheden saa sandt gjennemført som hos os, og det ser ud til, at vi kunne bevare den, medens den enten fryser eller brænder bort i andre Lande, med Undtagelse da af England paa sin Vis; men ogsaa det nyder godt af Golfstrømmen.
Fra Alten under 71de Bredegrad var saaledes en Furufjel udstillet, der var over 5 Kvarter bred og saa tyrifeit, at den ikke findes bedre i de sydlige Skoge; ligeledes en Bjørk, der forresten var noget raaden, saa at her sydpaa er Bjørken baade større og friskere.
Ogsaa paa denne Udstilling kan man se et Fremskridt hos vor Tid imod før. En ældre Mand og tillige en Naturkyndig sagde, idet han maalte paa sin Finger, at Gulerødderne i hans Ungdom ikke vare større end som saa . . . medens de udstillede Gulerødder vare saa store, at de knapt kunde gribes om. Det er dog anderledes med Menneskene; thi de Gamle sige, at Folk ikke blive saa store og stærke som før. Gulroden voxer og Menneskene minske. Og Græskarene blive store, men Hovederne smaa, sagde en Anden, der tog Udstillingen fra en spottende Side. Jeg tror nu, at baade Æbler og Græskar og Gulerødder og Folk og Hoveder voxe, ligesom jeg tror, at man skal se slige Udstillinger ikke blot fra Mat-, men ogsaa fra Aandesiden. Det er dog Oplysningen, som faar disse Udstillinger istand, og det er den, der forstaar at dyrke Jorden, saa at slige herlige Frugter og Blomster kunne fremkomme, og den kan ikke gjøre Andet end det, som er godt.
Korpslæge SchübelerSchübeler] Fredrik Christian Schübeler, botanikar har virkelig store Fortjenester af disse Udstillinger. Han er i Skriven og Virken et stærkt Udtrykk for Tidens Matside, der naturligvis er den høieste Ære værd, naar den gjør denne Side som Tjenerinde for Aandens, og ikke ser i den baade Hensigt og Middel. Men selv nu om alle disse driftige Mænd, der saa kraftigt ophjælpe Næringsveiene, ere som hin Bondemand, der sagde: «Eg ser intet koseligere end eit stort Grautefat, og intet saa vent som Staburet, der er fullt af Korn, Kjøt og Flesk» — saa tager dog Fædrelandets Armé dem i sin Tjeneste, og det bliver noget Velsignelsesrigt det, de gjøre, hvorfor vi skulle takke dem for sine nyttige Gjerninger. Man trænger til Folk i enhver Retning, som gaar saa vidt i sin Bedrift; der er nemlig nok af dem, som gjør forlidet af den. Alt maa idealiseres, endogsaa Kaalhovederne og Guanoen.
* * *
Rettelse i sidste Artikel
Som ingen Lærdom have gjort rasende, skulde der staa, istedenfor megen Lærdom.
Korrespondance
Christiania den 31te Oktober
Her er meget roligt i Pressen efter Storthinget. Det er alene Negtelsen af Sanktion paa disse trende Love — Søfartsloven, Juryloven og den militære Straffelov, der har fremkaldt enkelte Betragtninger og Aftryk af Regjeringens Indstillinger. I en af disse Avisbetragtninger — det var nok over Søfartsloven — kom Morgenbladet og Chr.-Posten i en liten Strid; men Chr.-Posten syntes ikke at give paa nok efter det Overtag, den havde faaet. Morgenbladet sagde nemlig, i en forresten dunkel Sætning, at PrindsregentenPrindsregenten] Karl, svensk kronprins og visekonge nok vilde komme til at gaa imod sit Raad engang. For denne høist upassende og trøstesløse Spaadom burde Morgenbladet have faaet mere Stryk paa sine gamle Dage. At sige, at en konstitutionel Konge gaar udenfor eller imod sit ansvarlige Raad, er det samme som at sige, at han ikke længer er nogen konstitutionel Konge, men en enevoldsmægtig. En konstitutionel Konge skal ikke kunne røre sig uden Medhold af sit Raad. Han kan afskedige de gamle Statsraader, der ikke ville gaa ind paa hans Meninger, og antage nye, og ville saa disse heller ikke være med ham, kan han videre væk ombytte; men finder han saa ingen Medholdsmænd efter alle Forskydelser, saa bliver det en umulig Ting for ham at sætte sin Villie i Verk, uden med det samme at handle mod den konstitutionelle Tanke, eller kort og godt at gjøre Revolution. Det staar nok i de frie Forfatninger, at Kongen kan fatte den Beslutning, han vil, naar han har hørt sit Raad; men denne Tale om hans Magtfuldkommenhed er en uforsonet Sætning fra gamle Dage, der i Virkeligheden staar ørkesløs. — Fra en anden Side kan man ogsaa komme til denne samme Tanke. Idet de konstitutionelle Forfatninger nemlig have gjort Kongen juridisk hellig, have de med det samme forkyndt Lovens Herredømme; men Loven er ikke Herre, uden at Straf kan anvendes mod den, der overtræder dens Bud. Derfor siger ogsaa Statslæren ganske følgerigtigt, at den konstitutionelle Konge er en «Fiktion.»
I frie Stater er det Lovene og Folkets egen sunde Fornuft, som hersker. Finder Menneskene, at en Tanke er stridende mod Loven eller Landets Fornuft, kunne de ikke være med at give en saadan Tanke nogen Magtform, og naar ikke nogen ansvarlig Minister vil være med, skal man neppe i noget frit Land finde Exempel paa, at Kongen har handlet paa egen Haand, uden at man med det samme har været midt inde i Revolutionen.
Morgenbladet maa ikke rigtig have vidst, hvad det sagde, da det sendte ud i Verden hin Spaadom om vor Prindsregent; thi at det skulde ville sige til Prindsen med Forsæt, at han engang vilde komme til at regjere mod besvorne Love, det maatte dog Morgenbladet som Enhver have fundet ikke alene uanstændigt, men høist strafværdigt.
Denne taabelige Spaadom af Morgenbladet har bragt Folk til at tro, at det altsaa Intet venter af Kronprindsen, hverken at blive Statsraad eller Amtmand, og at det derfor vil begynde paa sin gamle Vis og stille Folk i Harnisk mod Regjeringen. Men Folketungen er ond den. Morgenbladet vilde vel alene sige en af sine gamle Vittigheder, der have den besynderlige Egenskab, at de blive vittige ved sin ubeskrivelige Flauhed. Men en Strid har her været, og det en Strid, som Folk bør mærke sig.
Korrespondance
Christiania den 7de November
Inkassator P. OlsensOlsen] Peder Olsen, inkassator Arrestgreie med HafsrødHafsrød] Ole Hafsrød, bonde fra Drammen har fremkaldt en svær Storm i alle vore Storblade, der alle have banket paa den ulykkelige Inkassator. Men P. Olsen er ikke værre end de andre Aagerkarle han. Skal man gaa i Rette med Aagerkarlene eller Inkassatorerne, faar Samfundet se en Afgrund i sit eget Dyb: Vi have Historier af det Slag saa mange og gode, at de kunde fylde hele Bind. Her nogle til Exempel. Her var en Grosserer*), som satte sit Bud i Gjeldsarrest, fordi han generte ham i Kjærlighedsaffærer med Konen; og jeg kjender en genial Embedsmand, der ifølge et kunstigt Opgjør er truet med Gjeldsarrest, efterat han af den eller disse er udplyndret for Alt hvad han aatte, uden at Nogen har tabt en Skilling, og en af vore største Forfattere rev Brystnaalen af sig for at give Inkassatoren, der kom med Fogden, Udlæg. En Broder til Morgenbladet, der nu er saa haardt mod Peder Olsen, holdt en Mand (en Skipper fra Vestlandet) i Gjeldsarrest fra 17de November 1847 til langt ud i 1855, efterat Arrestanten havde udgivet Alt, hvad han aatte, og Morgenbladets rige Kasse skal efter Rygtet have forskudt Underholdningspenge. En herværende Lithograf T. havde Øie paa en rig Enke, og lovede en Landsmand af sig P. et Gebyr af nogle 100 Spd. for at skaffe sig Enken. Han faar Enken, som han nu efter tusinde Spektakler er skilt fra, og Kommissionæren forlanger nu sit Gebyr, hvilket han ad Rettens Vei forgjæves indtaler; men den lykkelige Ægtemand, som af Kommissionæren havde til gode mellem 3 à 4 Ort, indtaler disse, faar Dom og sætter Kommissionæren i Gjeldsarrest nogle Maaneder. En Mand, der, paa Grund af formentlig urigtig Opgjør, gjorde Aagerindsigelse, blev af Aagerkarlen trukket i Gjeldsarrest, hvor han sad henved 2 Aar; men da Høiesteretsdom faldt, blev han naturligvis frifunden. Det er, som kjendte Folk maa vide, heller ikke ukjendt, at Gjeldsarrest er anvendt i Politikens Tjeneste, og det mangler nu blot, at Staten selv sætter Folk i Gjeldsarrest for at komme i Kompagni med Peder Olsen. At Norges Bank har holdt en Mand 13 Aar i Gjeldsarrest, turde være bekjendt nok. Peder Olsen har altsaa godt Selskab.
Romerne gav en Kreditor Ret til at skjære Stykker af Debitors Legeme i Forhold til Gjeldens Størrelse, medens Hamburgerne, de handlende Romere, ikke engang have Gjeldsarrest! Og den oplyste Fornuft, der altid spotter urimelige Love, finder ogsaa Udveie til at latterliggjøre disse. Som Exempel kan anføres, at tvende Gjeldsarrestanter i Vinteren 1852 og 53 forenede sig om pro forma at holde en Kontubernal, naturligvis med dennes Samtykke, i Gjeldsarrest ved at trække Vexel paa ham og protestere denne, da hans oprindelige Kreditor var bleven lei af at holde ham længer. Denne ulykkelige Arrestant var nemlig udsat for at blive husvild midt paa Vinteren. Chikanen mod Arrestinstitutionen blev derved imidlertid saa stor, at den konstituerede Byfoged maatte kapitulere med Arrestanterne, ligesom hin General for omtrent 20 Aar siden i Bergen maatte gjøre det med Slaverne.
Nei, lad Aagerkarlene være i Fred med sine Gjeldsarrester! Aagerkarlene spille den samme Rolle som offentlige Fruentimmer; de agtes lige i Samfundet og ere af som de ere for Samfundets Bærme. — Det er et glædeligt Tidens Tegn, at Opinionen mod slige Folk nu fører Krig, og det tør forventes, at ingen skikkelige Mænd for Eftertiden vil forlange Gjeldsarrest over Nogen. Derved afskaffes i Folkemeningen den Lov, som Storthinget denne Gang ikke turde afskaffe.
Til slutning maa Storbladene advares imod at grave formeget i slige Aagerkarlehistorier; thi Følgen kunde blive, at Samfundet blev forskrækket over sit eget Ansigt, naar Speilene, som haves nok af, blive holdte for det. Der gives Meget, som maa skjules!
* * *
*) Hans Navn kan opgives i Redaktionen.
Korrespondance
Christiania den 13de November
Efterat nu endelig Pibestormen har lagt sig, begynder Morgenbladet for igaar at bevise Gjeldsarrestens Nødvendighed som den sidste Grund for Kreditens Styrke. Det er den samme Tale, som blev ført i Storthinget i Sommer om denne Sag, med Undtagelse af, at man da sagde, at man intet Exempel kunde fremvise paa Gjeldsarrestens Misbrug — en Paastand, man ikke nu godt kunde komme med. Men denne Lære om Gjeldsarrestens Nødvendighed er falsk og staar i Strid med Grundsætningerne i vor egen Lovgining. Loven stiller nemlig Friheden blant de uafhændelige Retsgoder, hvorfor man ikke ved frivilligt Forlig kan forbinde sig til at gaa i Fængsel. Det er Staten, der i denne Forstand eier min Frihed ligesom mit Liv, Haand, Fod, Øie osv., hvilken Fordeling af min Eiendom, af mit Legeme og Statens Eiendom af det i Kriminallovens 15de Kapitel paa det nøieste er afmaalt; jeg har saaledes Raadighed over en Tand, men ikke over den hele Tandgard; jeg er Eier af en Finger, men ikke af alle fem paa Haanden osv. Nu kunde man sige, at Staten efter denne Tankegang ogsaa aatte mit Gods, forsaavidt som jeg ikke engang kan tilgive den, som stjæler fra mig, men at Staten tiltaler og straffer ham, hvor gjerne jeg end vilde redde ham; men herved maa bemærkes, at Procesreglerne ere en Ting og Læren om de uafhændelige Retsgoder en anden, ligesom man heller ikke maa lade sig forvilde af, hvad der sker mod og med min Villie, naar man vil komme efter, hvad man i denne Betydning kan raade over. Thi ligesom jeg ikke kan forbinde mig til at gaa i Fængsel, saaledes kan jeg heller ikke give en Mand lov til at dræbe eller lemlæste mig med den forbindende Kraft, at han siden gaar straffri. Her fremtræder det tydeligt, at Frihed, Liv og Lemmer ere Statens eller Menneskehedens Eiendom, som altsaa Staten selv kan berøve En, naar man forbryder sig mod den. Men mod Staten forbryder jeg mig ikke ved ikke at kunne betale min Gjeld; dette bliver en Handel imellem mig og Fordringshaveren, som Staten vel kan hjælpe saavidt mit Gods angaar (inddrive det ved Exekution); men min Frihed kan ikke berøves mig, uden at jeg har syndet imod Staten selv. Nu kunde man sige, at man synder mod Staten ved ikke at kunne betale sin Gjeld, forsaavidt som Staten har Interesse i, at Krediten opretholdes; men uden at tale om, at man finder mange Ting, som Staten er interesseret i, f. Ex. Sædelighed, saa er det ikke paa nogen Maade bevist, at Gjeldsarrest styrker Krediten. Hamburg synes at bevise det Modsatte, hvor man vel maa holde Bog over Indtægter og Udgifter og blive straffet som Bedrager, hvis man ei kan gjøre Rede for sig, men hvor man dog ikke, saavidt mig bekjendt, har Gjeldsarrest. Handel og Vandel vilde nok gaa sin gode Gang, om Staten ikke imod sine egne Grundsætninger lod det ene Menneske sælge sin Frihed til et andet. Det vilde vel tværtimod styrke Krediten at spille den over paa det Feldt, hvor den netop hører hjemme, nemlig paa Ærlighedens og Tillidens. Staten burde end ikke laane sin mægtige Arm til at inddrive smaa Gjeldsfordringer, f. Ex. under 20 Spd., hvilke da vilde faa Karakteren af en Æresgjeld, som al Gjeld i Grunden skulde være, og jeg vover endog at nære de høie Tanker om Menneskeheden, at Staten engang vil komme saavidt, at den ikke blander Mand og Mand imellem i hvad der vedkommer deres frivillige Handel og Vandel. Naar det med Vidner er oplyst, at jeg skylder en Mand Noget, saa burde — og vil forhaabentlig blive — den offentlige Mening være saa sund, at jeg ikke kunde leve i Samfundet uden at betale, dersom jeg ikke oplyste, at Skylden ei var min. Men dette er nu blot en Drøm om Fremtiden. Hvad der imidlertid ingen Drøm er, det er, at Lovgivningen er i Strid med sig selv, naar den lader et Menneske sælge sin Frihed paa den indirekte Maade, som sker ved Gjeldsarrest. Den tror at komme Krediten til Hjælp og glemmer derved, at den fører Krig mod Menneskets høiere Rettigheder, som den er sat til at beskytte.
Korrespondance
Christiania den 20de November
Vi turde nok opleve den Dag, da det gik her som i Danmark, hvor Theater, Skuespil og Skuespillerintriger har mere at betyde paa Dagsordenen, end Land og Rige og dets Styrelse, endog paa den Tid, da Staten er i Fare. Her kommer undertiden en og anden Artikel i Aviserne, som synes at forberede en slig Tid, og nu telegraferes hid fra Bergen om en Theaterkrisis dersteds, ligesom der ogsa foreslaaes i Aftenbladet, at Wiehe,Wiehe] Anton Wilhelm Wiehe, dansk skodespelar «Damernes Yndling», skal stipendieres ud en Tid, for at han skal kunne dyrke sin Kunst og ikke reise fra os til Kjøbenhavn. Dette er nu vistnok en haard Tale for norske Øren; men naar man betænker, at her endnu ere Mange, især Damer, som tro, «at dannet blot er Dansken», saa er det slettes ikke umuligt at man driver op et Stipendium for en dansk Mand, i Lighed med, hvad danske Konger fordum gjorde for tydske Digtere. Man lefler saalænge for en fremmed Nationalitet, indtil man har tabt sin egen, og prøver forgjæves siden paa at faa den fremmede Gjæst ud af Huset. Den unge Slægt kan dog ikke ville Sligt, idetmindste syntes Studenterne i sin Komedie i Samfundet Løverdagskvælden at være paa Forbedringens Vei, idet baade de Spillende og siden en eller to Deklamatorer hærmede efter Danske, og Publikum opbyggede sig meget ved denne Spot over sin gamle Smag. Kun en eller to Skuespillere og en Deklamator mente det alvorligt med sin danske Tunge, som de Krokene ikke kunde noget for, da de vare opdragne i den Tro og det Maalføre her midt i Norge. Dette var noget Nyt i Studentersamfundet, hvor man for ikke længe siden har opbygget sig over danske Deklamationer for fuldt Alvor. Men slige nationale Udbrud ere vel endnu blot som en Sommerfugl under Solvæggen paa Vaarkanten.
Om nu Ole Bull ved sin Rivning med den bergenske Theaterbestyrelse vil være norsk og derved fremkalde Brudet, er ikke oplyst.*) Men vil Bull eller nogen Anden være norsk i Bergen, saa gaar det ikke godt endnu; thi Skuespillere, som komme fra Bergen, er virkelig saa danske som muligt, undtagen talentfulde Folk, som Brun,Brun] Johannes Brun, skodespelar der tør bryde med Narreriet. De ældre Embedsmænd i Bergen ere danske af Sind og Tale, og i en slig Krogby skjønner man let, at de Familier, som ville være fine, gaa med det stakkels Aristokrati man har at fare med, navnlig Matronerne og deres fine Døtre. Der er ikke Kundskab og Aandrighed nok paa slige Steder til at holde Politi over Naragtigheden, som derfor voxer lig Soppen om Høsten omkring En. B. Bjørnson,Bjørnson] Bjørnstjerne Bjørnson, diktar, korrespondent og teaterdirektør som man idag siger vil reise til Bergen og blive Theaterdirektør, faar derfor nok at kjæmpe med, dersom han, hvad der er rimeligt, vil norske paa Theatret.
Det norske Theater herinde er unegtelig bedre iaar end i fjor, og det har været saa heldigt at tage op Fjeldeventyret, som nu alt har været givet 13 eller 14 Gange og fordetmeste for fuldt Hus. Det spilles ogsaa godt, og navnlig er DøvleDøvle] Ole Olsen Døvle, skodespelar som Lensmanden meget god, ret en Bondelensmand af det kjendte Slag. Stykket selv med sine store Dyder er dog ikke egentlig norsk, og kunde ikke være det, da Ingen endda paa den Tid drømte om Andet end Dansk. SchwachSchwach] Conrad Nicolai Schwach selv sagde mig med en genial Bedømmelse af sin og BjerregaardsBjerregaards] Henrik Anker Bjerregaard, forfattar og M. HansensHansens] Maurits Hansen, forfattar Standpunkt: «Vi vare igrunden Danske eller rettere Tydske vi, kanske, og navnlig Hansen, lidt Franske hvorimod vi ingen Anelse havde om Norskheden, saadan som den nu synes at forberedes, især af I. Aasen.»Aasen] Ivar Aasen Det var noget Stort, men tillige Rørende at høre denne gamle Mand underkjende sin egen Virksomhed og tro paa en bedre Fremtid, der nu saa glædelig gryede. Og han kan trøste sig med — om det er nogen Trøst — at den nuværende Slægt ikke vil komme længer, kanske end ikke saa langt som han og hans tvende andre Venner, som beherskede vor Literatur i over 20 Aar. Vistnok se vi Glimt engang imellem, og en og anden Bog og et Digt eller en dristig Artikel spaar, hvad der vil komme, men det bliver Sommerfugle under Solvæggen paa Vaarkanten endnu i lang Tid. Skuespillerne turde kanske vove mere; idetmindste var Brun saa norsk i sin Rolle i Stykket «mellem Slagene» af Bjørnson, at det sikkert er den mest norske Rolle, som endnu er given her. Man fik en Tanke om, hvad han engang kunde drive det til. Ere Skuespilleren og Digteren virkelig geniale, saa kunne de med Geniers Despotisme gjøre hvad de ville, netop fordi de ikke ville Andet end det, som er rigtigt, men som Smaafolk dog ikke tør gjøre.
Krinolinerne have ogsaa været paa Theatret i «Fruens Toilette.» Det var nok et daarligt Stykke, der ikke passede til vore Forhold, men saa lagde man ind Krinolinen og talte om Dyrtidstillæg osv., der slog ind paa vor Pinagtighed. Man maa have Noget, som river engang imellem, men Publikum var desuagtet grættent.
Naar jeg tilslut siger, at «de ægte» Tyrolere synge godt i Logen, saa har ogsaa jeg givet Kunsten min Skjærv.
* * *
*) Af «Bergensposten», som kom igaar, kan man dog se, at Bull er formeget norsk, idet Bladet taler om «kras» gammelostlugtende Norskhed. Bull er en Mand, som har Mod til at gaa vidt, og Fremstillingen af Theaterstriden forekom mig ingenlunde ufordelagtig for ham, hvorvel han ikke synes at have vist den Aabenhed, som han burde have vist. Latterligt bliver det, naar den bergenske Bestyrelse nødes til at sige til Bull, hvad han er for en Person. Hvad er Bestyrelsen for et Væsen, og hvilke Personer ere det i Modsætning til Bull? kunde man spørge.
Korrespondance
Christiania den 28de November
Pengekrisen*) er ogsaa kommen til os, skjøndt ligesom Moden i Dragt og Snit først efter at den har gjort fra sig i Udlandet, og er den ikke kommen hid for Alvor, saa er det fordi den ikke er færdig i Udlandet endnu. Her var en stor Angst blant Handelsstanden forrige Løverdag og især Søndag Formiddag, da man troede at Huset Sewell & Neck var strøget i London, og kjendte Folk sige, at det Hus’s Fald vilde have draget mange efter sig. Statsraad BrettevilleBretteville] Christian Bretteville, statsråd sad da i disse Angestens Timer med det Telegram fra Tottie,Tottie] Carl Tottie, svensk-norsk generalkonsul i London som befriede idetmindste Statsraaden fra Frygt. Her er klaget over, at Statsraaden ikke bekjendtgjorde Telegrafskrivelsen med det Samme han fik den, men jeg maa holde med Bretteville i dette Stykke for en Gangs Skyld: man skal nemlig af og til gjøre sin Magt gjældende og fryde sig i den. Der var Noget hos Bretteville den Gang, som minder om de græske Guder, der sade i sin olympiske Ro og saa ned paa den menneskelige Daarskab og Elendighed. Folk, som vi ere vante til at kalde Storfolk, sprang her att og fram i Gaderne som Halvtufsinger, og under dette sidder Bretteville for sig selv med den Trylleseddel, som kunde forvandle Sorg til Glæde. Det er noget Stort, dette, for en norsk Statsraad, der pleier at gaa blant os Andre som En der føler Livets Tryk. Det maatte være en Tilstand for Statsraaden hin Søndag som for Jeppe paa Berget den Gang han var i Himmerig og kunde være Konge og prygle Folk. Det kan ikke negtes, at det for den menneskelige Natur maatte være pikant, dette, og derfor skulde vi ikke — naar det blot sker en Gang — dadle Statsraaden, men fryde os over, at vi have en Mand med saa godt Hoved og raffineret Herskersmag. Andre mene rigtignok, at det var bare Dumhed, idet Statsraaden ikke tænkte et Gran ved den Depesche, han fik; men jeg, som tager Alt i den bedste Mening, tror ikke dette: Bretteville er en for fin Herre til at være saa tankeløs; han er just en Mand, der kan «sno sig frem gjennem Verden.»
Denne Pengegris finder endog Folk, som skrive i Aviserne, uforklarlig, og sige endog at Videnskaben staar og stirrer paa den som Stuten paa Laavedøren; men jeg synes den er let at forstaa jeg. Vi maa nemlig betænke, at mindst Halvdelen af det, man kalder Formue i Verden, bestaar af Tillid, og naar Tilliden rokkes, saa bliver denne Halvdel af Verdens Formue bare Indbildning, og man har da ikke mere igjen end Halvparten, nemlig den virkelig opsparede Sved, som man kalder Penge. Det er vel endog forlidet sagt, at ikke Tilliden er mere end Halvparten af Formuen; den udgjør vist ligesom Bankens Sedler 5/2 Dele af Sølvbeholdningen, eller kanske endog, at den virkelige Formue ikke er mere end Tiendeparten af Omsætningens Værdi, saaledes som Forholdet kan være hos Handelsmænd, der endda kaldes «solide.»
Men hvoraf kommer det nu, at denne Tillid, som i Handel og Vandel er saameget værd, undertiden mistes, og at saaledes Pengegrisen bryder ud? Det kommer deraf, at Folk, stolende paa Tilliden, har gaaet længer end de kunde, egentlig med et godt, men ikke vakkert norsk Ord «forskrævet» sig. Man har lagt Penge i Indretninger, saasom Veie, Jernbaner, Bryggerier, Skibsbyggerier, Jordforbedringer eller endog Krig, saadan som nu Europa, hvilke udlagte Penge først gjennem Rente kommer ind igjen i Tidens Længde, og man havde ikke Raad til at gjøre slige Forskud. Pengene ere ikke bortkastede, tværtimod, de ere vel anvendte og komme igjen med gode Renter, og derfor er ikke Verden i Virkeligheden fattigere nu end før Grisen brød ud; der sker bare en liden Omlægning i Formuen, idet de enkelte Handelshuse og Driftsbestyrere gaa tilgrunde for at give Plads for andre. Kun forsaavidt, at man i denne Tid ikke har faaet Rente af Tilliden, er Verden bleven fattigere.
Fra Amerika kom Stødet først. Alle disse utallige Banker der, som ere grundlagte paa Panteobligationer i faste Eiendomme og have i Regelen ikke mer end 12 pCt. Sølv til alle sine Pengesedler, disse Banker kunde ikke betale længer, da de 12 pCt. vare strøgne; de gik altsaa fallit og de drog Folk med sig, der ligesom de flød paa Tiliden. At nu disse 12 pCt. gik op, kom af det, som tidt kan hende, at Landet indførte for 12 pCt. et Aar mere end det udførte, hvorved Sølvet reiste til Sælgerne, som ikke vilde have amerikansk Papir-Tillid. Da det nu blev Bank i Amerika, kom det til England og de andre Lande, som heller ikke taalte mere end et Peg af Fingeren, før Tilliden faldt ned som et Korthus. Jeg synes dette er let at forstaa. Ligesaa forstaaeligt er det ogsaa, at vi — foruden vor Sammenhæng med den øvrige Verden — maa blive pengeløse, endskjøndt vi have havt et godt Aar og faaet solgt vore Varer, fordi Pengene vare billigere her end i Udlandet (I Udlandet Diskontoen 7, 8, 9, 10 pCt. og her 4, 5 og 6 pCt.), hvorved Penge som alt Andet gik did, hvor de gjaldt mest, ikke at tale om, at Folk «spekulerte» i de billige Penge og ikke vidste af noget Ondt, før det var forsent. Banken, der maatte se Faren, sagde ikke fra itide.
(Fortsættes).
* * *
*) eller Pengegrisen og Pengeprisen, som den ogsaa for Tydeligheds Skyld kaldes.
Korrespondance
Christiania den 4de December
(Fortsættelse om Pengekrisen). Man maa altid holde fast paa, at de samme Love gjælde for det hele Samfund som for den enkelte Mand, og naar dette ikke altid kan klart paavises, kommer det deraf, at Slyngningerne blive saa mangfoldige og indviklede, at de enkelte Traade ikke kunne paavises. Enhver vil nu i sin Erfaringskreds have mærket, at Folk i disse gode Tider have ilet fremad og havt mere under Hænder, end de virkelig aatte; de have trukket alt større og større Vexler paa Fremtiden, hvorved alle Eiendomme og Livsfornødenheder ere sprungne op til en Pris, som Livets rolige Gang og visse Indtægt ikke kunde bære. Engang maatte denne Blære briste, da man stadig holdt paa at blæse Vind i den. Omsider brast den for hver enkelt Mand, som havde gaaet for langt, og det var de Fleste, og saa maatte den briste for Samfundet. Det vil sige, Pengegrisen kom, hvorved blot den sunde Tilstand kommer tilbage, saa at Ingen nu i Overgangen igjen kjøber, undtagen han virkelig har Noget at kjøbe for, og Prisen igjen bliver, hvad Tingen virkelig er værd; Ingen vil bygge, undtagen han har Noget at bygge med, og Folk ville sætte Tæring efter Næring; Enhver vil lægge sit Arbeid og sine Penge paa det, han mest trænger til og ligger nærmest for Haanden, og saaledes ikke bygge sig en prægtig Stue, naar han mere trænger til en Lade, men sidde i den daarlige Stue, indtil han faar bedre Raad. Vi have seet, at Samfundet ikke har gjort dette, men kastet sig paa Bedrifter, som man strengt taget ikke trængte til, og da igjen forsømt det mere nødvendige. Jeg skrev saaledes allerede over et Aar siden, at det ikke kunde ende med det Gode, at man saa uforholdsmæssigt lagde sig paa Spinderier og Væverier og andre Fabriker, paa Brænderier og Ølbryggerier, hvilket Alt slugte flere Penge i disse Retninger, end Samfundet taalte. Fordelingen af Blodet var — for at tale i Lignelser — ikke jevn, men det strømmede formeget til enkelte Dele af Legemet, hvorved dette maatte blive sygt, og skulde det ikke dø, maatte en Krisis (en Rid) komme, hvorved Overgangen skeede. Nu mens Riden staar paa, er det ondt; men Samfundet vil om et Aar være i en bedre Tilstand end for et Aar siden, ligesom Legemet er i en bedre Tilstand, naar det er helbredet af en Sygdom, end saalænge det brygger paa den, selv om det endda føler sig i bedste Velgaaende. Slige Pengerider ere derfor gjenfødende for det europæiske Samfund, og det ser næsten ud til, at de komme igjen hvert tiende Aar omtrent.
Man kan nok paapege visse ydre Omstændigheder hver Gang, som synes at gjøre, at Pengekrisen kommer; men slige ydre Ting vilde ikke gjøre Noget, naar Samfundet ikke var sygt, ligesaalidt som en Forkjølelse i Almindelighed gjør Noget, undtagen Legemet bærer paa Anlæg til Sygdommen, som Forkjølelsen netop fremkalder eller kaster paa de svage Legemsdele. Saaledes faa gjerne daarlige Hoveder Gikt i det, naar de ere forkjølede. Det er ogsaa en høist utilfredsstillende Ting for Tanken, at slige Omvæltninger skulde være Tilfældighedens Verk og ikke gaa efter sine dybere Love.
Disse Love ligge nu nærmest i den menneskelige Natur og i den Omstændighed, at Samfundet er et Sammenspil af flere Kræfter, der hver gaa paa egen Haand. Enhver, som kan, «spekulerer» nemlig, og naar det gaar godt, gaar han videre i det Grændseløse, lig Snebolden, som ruller. Det er en stor Løftestang for Udviklingen, at Folk «spekulere», hvorved Tilliden gjør samme Tjeneste som opsparet Formue. Man tør vel endog paastaa, at det just er «Spekulationen», der for en stor Del har gjort England og især Amerika rigt, ligesom man kan sige, at det er «Spekulationen», der f. Ex. lader en Mand begynde at studere med Ingenting, undtagen med den Tillid, som hans gode Hoved vækker, indtil han omsider ved Hjælp af sine Kundskaber sættes istand til at betale sin Gjeld. Saaledes ogsaa med Handelsmanden og det enkelte Land og alle Samfund tilsammentagne. «Spekulerte» man ikke i denne Forstand, vilde man om ikke gaa i en Cirkel, saa dog i en Spiral med nærliggende Slyngninger, i stedet for at gaa i en Rifle, som næsten nærmer sig den rette Linie. Men der gives et Punkt, hvor det heder Stop! og dette Punkt er Samfundet kommet til, naar en slig Pengekrisis indtræder. Alle ile opad, indtil de styrte i Afgrunden; saa kravle Andre efter, indtil ogsaa de om 10 Aar gaa den samme Vei, om det forresten fremdeles skulde vise sig, at Samfundet hvert tiende Aar saaledes maa forfriske sig.
Nu taler man dog om, at Staten skulde komme det spekulerende Samfund og alle Spekulanter til Hjælp; men da vilde utvivlsomt Staten handle som den Læge, der drev Sygdommen ind i Legemets ædle Dele igjen, i stedet for at lade den slaa ud. Værdierne kunne nemlig ikke holde sig paa nuværende opskruede Høide. Det gaar f. Ex. ikke an hertillands at give mere for Jordeiendommene, end at Kjøbesummen svarer til 4 eller 5 Procent; mere kaster Jorden ikke af sig, naar Livet gaar sin jevne Gang. Nu, da alle Livsfornødenheder ere stegne indtil det Dobbelte, gik det an at kjøbe Eiendomme til 10 pCt.s Renter eller derover; men det kan ikke holde sig. For Staten at ville hindre Livets Flod fra at gaa tilbake til sit forrige Leie, vilde være Forsøget paa at standse en Fos med den flade Haand. Staten kunde nok hjælpe enkelte af vore «Spekulanter» og Rigmænd; men disse have formentlig alt faaet nok af Staten ved den Omstændighed, som er Gud og hver Mand bekjendt, nemlig at de som Bestyrere af Diskonto- og Laaneindretninger og Banken eller Kjendinger og Venner af Bestyrerne, have faaet uforholdsmæssigt meget af disse Indretningers Midler. Det er vel især denne Omstændighed, som har gjort at mange af disse «solide Kjøbmænd» have gaaet forvidt, som det nu viser sig at være Tilfældet. Hvad de have faaet af Staten, faar nu være nok, saameget mere som deres Bedrift ikke strengt taget har været frugtbar for Andre end dem selv, forsaavidt man kan virke i slig Vei uden at være nyttig for Andre.
Men Staten kan ikke komme disse Vexelhandlere til Hjælp, da Storthinget ikke er samlet. Regjeringen kan paa egen Haand Intet gjøre. Det er saa klart dette, at den modsatte Mening ikke engang ligger inden en rimelig Fortolknings Grændser, som Grundlovsfortolkerne pleie at udtrykke sig. Men Regjeringen er visselig altfor fornuftig til at gaa ind paa en slig Plan. Der skulde ogsaa ganske andre farefulde Omstændigheder til for at gribe til slige Forholdsregler. Tilstanden er ikke saa ondartet nu som i 1848, da vi ikke fik solgt vor Trælast, og hvorfor Storthinget meget betimeligt stillede Midler til Hjælp i Nøden. Nu er det hovedsagelig bare Svindel, og det er endog Spørgsmaal, om Staten i Virkeligheden taber noget. Alt kommer isaahenseende an paa, om vi tabe mere i Udlandet, end Udlandet taber her. Har Norge indført mere, end udført, og de enkelte Huse ikke kunne betale dette Overskud, saa har Landet Fordel af sine Syndebukke, idet Værdierne blive her. Man kan formentlig udtale slige Ord uden at tale forargeligt, naar det gjælder en saadan Spænding og Kamp Staterne imellem, som er en Krig paa Fredsfod. Amerika har derfor havt Fordelen af England ved sine mange Fallitter, da det forbrugte den Mængde engelske Varer, som de fallerte Handelshuse ikke mægte at betale. Staten har krævet enkelte Ofre, og den er ofte en Saturnus,Saturnus] Saturnus, romersk gud som opsluger nogle af sine Børn.
Af Skade vil man ogsaa blive vis; ikke saaledes, at man igjen lader være at spekulere paa en Frisk en, men dog vil gode Erfaringer være vundne, hvoriblandt den, at Norges Bank ikke opfylder sin Bestemmelse, og at den styres efter vildfarende Grundsætninger.
Korrespondance
Christiania den 11te December
Det er, som om den naturlige og politiske Verden skulde staa i en vis Sammenhæng, idet her Nat til Tirsdag var en Storm og høiere Sø end Folk kan mindes, og det var den samme Aften Pengekrisen var paa det Værste, da Folk flød igjennem Gaderne som Forrykte og stode paa Hjørnerne i Klynger som ved Krigsefterretninger eller Ildebrand, og strømte til Børsen som til en Markedsplads, og drev der att og fram som den oprørte Fjord. Det var Oprør baade i Naturen og i Menneskenes Bryst; det hylede og blæste Tagsten af Husene og rev bort Brygger og Trapper og Badehuse og Baade og sønderslog Fartøier, og Menneskene tænkte paa at tage Livet af sig, og Formuer faldt sammen som Korthuse, hvergang Telegrafen blinkede. Det var et Oprør og en Regnskabsdag (Nat) som efter en usædvanlig varm Sommer og et overdaadigt Liv. Det var Overgangen fra de brusende Krinoliner til de Kjoler, der hænge som Kluder om en Stav.
Nu er det blevet stilt: Baade, Badehuse, Brygger og Formuer ligge kastede hvælvede op paa Land. Søen hviler og Byen er øde og tom, ikke en eneste galant Dame eller Ekvipage er næsten at se paa Gaderne; kun dybe Underdønninger gaa i Havet og forbyde Bankens Sølv at gaa fra Kysten, og store Handelsmænd gaa med blege Ansigter, og enkelte have Humor nok til at sige: «det staar daarligt til med Kræmmeretaten;» de søge Trøst hos Jurister som Faust hos Mefistofeles, og Hjælp paakaldes af de Store hos de Smaa. Dersom det ikke var vi Alle, som led, maatte det være en demokratisk Glæde at se Tjenerne sidde til Hest og Herrerne at gaa til Fods, som Skriften siger, og vist er det, Glæden er stor hos Mange, der Intet have at tabe. Men det gaar dog igrunden ud over de Smaa, der intet Arbeide vil faa, dersom man ikke kan holde Tingen gaaende, men de store Huse skulde falde sammen. De Store klare sig nok, og om de end maa give Slip paa lidt af sin Storhed, saa er det dog endda noget igjen. Den Vesle narrer sig derfor, naar han er glad ved at den Store bliver mindre. De store Handelshuse ere Mellemmændene mellem os og Udlandet, og naar en pludselig Regnskabsdag viser, at vi have ædt og drukket op mere end Fortjenesten, altsaa naar Landet i det Hele staar i Baglaas, da ser det ud som det bare er de store Huse, der ere i Beit; men disse lade «Slagene videre gaa», som i Komedien, eller det gaar som Gutten sagde: «Far er paa Mor og Mor er paa mig og jeg er paa Katta.»
Det er dog Mange, som tro, at vi slippe med Skrækken, idetmindste dersom disse «Garantiforeninger» voxe, og Borgerne have fuld Sikkerhed for hvad de tegne sig for paa Listen. Jeg synes man skulde gaa lavere end man har gjort; thi det er Mængden med sine mindre Bidrag, der ogsaa her skulde drage mest. Med denne Sikkerhed kunde Staten laane og idetmindste drive sine Arbeider og redde den store Mængde Forretningsmænd, om den end ikke kunde hjælpe alle store Huse, især dem, der have sine Navne paa Vexler i det Store. De luftige Spekulanter maa gaa; det er ikke saa stor Fare i.
Meget vilde det ogsaa hjælpe til at faa rett paa sig efter det første Svimeslag om det blev en almindelig Fremgangsmaade at give Slip paa den strenge Vexelret, naar man havde nogenlunde Sikkerhed, med andre ord, dersom man besluttede sig til at skifte selv, i stedet for at lade Fogden og Skriveren skifte. Det er altid bedst at tage Fortjenesten selv, og allerbedst vilde dette nu være, da man maa være ræd for at rumle med denne kunstige Bygning.
Banken har meget at staa i; Alle skulle hente Raad og Trøst hos den. Fra Landet og Byerne komme Forretningsmænd i Mængdevis, saa at Skydsen paa Stationerne heromkring skal neppe kunde klare sig; og alle disse Reisende skal til Banken, disse arme Administratører have nu Mange at trøste, og Bankens øvrige Betjente have ikke mindre Arbeide paa sin Vis.
Saaledes er her nu folksomt med Fremmede; men i Byens Gader ser det ud som man skulde være i en Smaaby, ja næsten saa tomt som i Christiansand. Det er endog dødt paa Vedbryggen. Underligt er det dog, at man ikke vil sælge uden kontant Betaling; det kan være fornuftigt dette, Handelshuse imellem, der staa i Fare; men private Folk, der have været sikre før, ere ligesaa sikre nu, og dette er endnu mere Tilfældet med offentlige Indretninger og Stiftelser, og dog fik en Forvalter for en saadan ikke forleden Dag den sædvanlige Kredit, men det blev ham høfligt sagt at man nu alene solgte mod Kontant.
Kunde forøvrigt denne Tid bidrage til at man solgte mindre paa Kredit, vilde denne Lærepenge ikke være for dyr endda.
Korrespondance
Christiania den 18de December
Pengekrisen national. Idet jeg siger, at Pengekrisen er national, mener jeg just ikke, at Folk skal snakke og skrive mere Norsk fordi de ere fattige, skjøndt det kan vistnok ogsaa hænde, at man knoter mindre, naar man bliver mindre kry og overhovedet holder sig mere til Jorden med Munden ogsaa; men jeg mener, at denne Pengetid vil virke nationalt i en anden Retning, nemlig i Klædedragt og Levemaade. Jeg ønskede just ikke, at den gamle Tid hel og holden kom med Næverskrukker til Sko, med Finger til Gaffel og Sølvske; med det var dog godt, naar det Gode vilde indtræffe, at Folk baade i By og paa Land bleve lidt mindre fine og fornemme, end de i de sidste Aar har været, idet de have levet som Hamburgerne, ligesom de levte af Hamburgs Kredit. Det kunde være sundt at finde sig selv igjen, og det gjør man ikke førend man faar en Næsestyver; thi al Prædiken nytter lidet i denne Verden. Det kunde ikke gaa, at Byerne bo i sine Paladser, klæde sig i Silke og leve hver Dag som i Julen, medens navnlig Fjeldbygderne og den større Mængde paa Fladlandet sælge hver eneste Smørmark fra Munden, spise sin Sild og supe sin Vælling og sidde i Huse, hvor Guds Sol og Maane skinner igjennem. Det er vistnok saa, at Byerne som Mellemled med Udlandet og Steder, hvor den største aandelige Kraft er samlet, vil tage Løvens Part, ligesom overhovedet Aanden altid vil herske over Kroppen, men i en fri og oplyst Stat som vor, og i Tider, da Alt gaar jævnt for sig, vil dog Forskjellen ikke blive saa meget stor. Denne Krisis vil sikkert bringe en Ligevegt tilveie og saaledes befordre Nationaliteten, der hos os ogsaa stikker i Lighed mellem By og Land.
Det var heller ikke nationalt, at Arbeidsstokken, saadan som i de sidste Aar, var saa kry. Vort Folk har altid gjort Forskjel paa Herre og Tjener, og, naar denne Forskjel iagttages med Maade, er Livet som det bør. Nu i Overgangen vil Arbeidsmanden maaske falde for dybt og saaledes kanske endog blive urolig, idet sultne og mætte Maver — ligesom forresten altid i Verden — vil komme i Krig med hinanden. At Folk nu skjærer en Favn Ved og bærer den op i 3die Etage for to Mark, er forlidet; men 6 Mark som i fjor, var formeget igjen. 3 Mark kan være saa passe og saa bliver vel Prisen nogle Aar udover. At Arbeidsmanden i disse onde Tider skulde lære at spare i de gode Tider — hvilket ogsaa er høist nationalt — det er nu vel ikke at vente, da den store Hob aldrig vil lære den Ting. Det skal Forstand til at lære det, og saameget skal man ikke forlange af Folk ialmindelighed.
Men det mest Unationale i den gode Tid var dog, at Gaardmændene, især her paa Østlandet og omkring Byerne, vare blevne saa fine. Naar de gjorde sine Selskaber, havde de lært, at man ikke skulde sidde til Bords, men spise à la Buffet, d.v.s. de gik att og fram til Bordet, tog sin Tallerken og gik bort i en Krog at æde som Katten. «Det er overmaade fornemt dette», sagde jeg engang i et sligt Lag, «men det er ikke bekvemt.» Og sad man til Bords, var den udenlandske Skik indført at skubbe Stolen med Larm tilbage. Jeg vil just ikke, at Bønderne nu som i gamle Dage under Maaltidet skulle kaste Ben i Hovedet paa hverandre; men jeg vilde dog, at de skulde være saa nationale, at de undertiden tog i Knogen og gnog af den, naar Gaffeln ikke vilde hugge fast, ligesom jeg ogsaa vilde, at de skulde lade være at drikke udenlandske Vine, men lade sig nøie med hjemmelagte, og dette vil de vistnok for en Del lære; følgelig vil Pengekrisen i Leveveien være af ren national Betydning. Bayersk Øl vil de vistnok ikke aflægge; men da det, trods dets bayerske Oprindelse, dog kan være ligesaa godt som det husbryggede, saa vil jeg ikke angribe den Ting. Blot at man ikke drak sig til Fant. Kaffeen, der af Almuesmanden drikkes saa stærkt, vil vel ogsaa blive indskrænket i Brugen, da Landet ikke taaler at indføre saamange Millioner Pund. Folk vil drikke mere Mælk og Myseblande, hvilken Drik er meget national.
Men allermest unationale bleve dog Bønderne paa Slutten i sin Klædedragt; «Proprietærerne» og deres Sønner gik paa Bal — man siger naturligvis Bal ligesom Proprietærer i stedet for Dands og Selveiere — de gik og dandsede med hvide Handsker, hvid Vest og vare i det Hele klædte som Hoffolk. Det var endogsaa ikke frit for, at Nogle friserte sig. Hustruen og Døtrene, Damerne naturligvis, gik i Silkekjoler, saa det bragede, eller Balkjoler, luftige som Skydotten. Damerne vare endog vante til at være som Damerne i Byen, om hvilke jeg engang begeistret kvad:
I byen Damer er, de let paa Gaden svæve;
Som Lilierne de er; de spinde ei og væve.
Men ak, desværre man hos dem ei kommer frem,
Hvis man ei vel forstaar at væve godt for dem.
Ja, Damerne paa Landet bleve netop som de i Byen, de bleve opdragne af «Guvernanten.» Jeg har kjendt Bønder, der kjøbte sit Linned paa Industrien, i stedet for at lade Kvindfolkene sy det; de spilte imidlertid, da alt dette var et fint Liv, men Gud bevare os, hvor det var unationalt, og det kan da heller ikke vare ret længe. Man maa saamen arbeide hos os, hvad enten man er Mand eller Kvinde, skal man ei komme i en Pengekrisis.
I disse Selskaber paa Landet havde en Student, en Kandidat eller underordnet Departementsmand ikke meget at betyde i disse sidste Aar. Dette var ogsaa unationalt, forsaavidt vort Folk altid har taget af sig Hatten for Kundskaben. Var man en større Embedsmand, gik man dog for Noget, skjøndt det var ikke frit for, man mente: Han er dog vor Tjener. Denne Mand gjorde godt til en vis Grad, idet den var Modsætningen til de sidste Aarhundreders Slavelydighed. Men det skal Maade med Alt, og det gaar ikke an i et oplyst Land altformeget at svække deres Indflydelse, der have ofret sin Ungdom og Fædrenearv for at skaffe sig Kundskaber. Det bliver dog de, som maa herske, og, naar deres Indflydelse er i Dalen, kommer en Pengekrisis, som steller Alt paa den rette Fod igjen.
I det hele Taget vil denne Pengetid minde os om at stole paa os selv mere end paa Andre, at benytte vore egne Hjælpekilder og sætte Tæring efter Næring, og dette vil være meget nationalt.
Korrespondance
Christiania den 27de December
I denne søde Juletid er det ikke ret at snakke om det evige Samme, nemlig Pengetiden; men da protesterede Vexler komme hver Postdag i læssevis, er det ikke saa let endda at hengive sig til Juleglæden og gaa i Theatret, som om Ingenting var.
Nu, da man har talt nok om, hvoraf Pengekrisen kommer, er det paa Tiden at tale om, hvorledes den skal afhjælpes. Det er nu vistnok en god Ting, at Alle spare, men det hjælper dog ikke langt for Øieblikket. Det er ogsaa bravt nok med al sin Grundlovsstridighed, at Staten uden Storthingets Sammenkaldelse optager et Laan, forsaavidt det kan faaes; men dette paatænkte Laan strækker ikke langt. Det er endvidere godt nok, at her i hver By danner sig Foreninger; men det, som er tegnet i disse Foreninger, er en Mynt, som ikke gaar i Udlandet, naar den ikke er Sølv. Det bliver derfor nødvendigt, at sammenkalde et overordentligt Storthing saasnart som muligt — det er ilde, at dette ikke er skeet for længe siden — for at Foranstaltninger kunne træffes. Storthinget kunde da optage et Laan paa Rigets Kredit saa stort, at der var noget Forslag i det, og derpaa mod sikre Panter laane Pengene ud igjen inde i Landet, hvilket naturligvis i de fleste Tilfælde blot blev en Overføring paa norske Debitorer, da Pengene kom til at blive i Udlandet for vor Gjeld der. Var intet Laan at faa paa Betingelser, som vare mulige for vederhæftige Folk, saa maatte Staten give vore «Garantiforeninger» og andre Panter Kredit i Udlandet ved at være Mellemmand og udstæde Statsobligationer, der skulde være indløste om 20 Aar f. Ex. Disse 18 Maaneder, her saameget tales om, er en for kort Tid; thi hvor i al Verden skal man i den Tid kunne betale en saa forfærdelig Gjeld? Disse Obligationer eller Kreditsedler, Morgenbladet omtaler idag, ville neppe gaa for gode i Udlandet, der nu, da Vexelkrediten er borte, enten vil have Sølv eller Statens Navn. Dette er det Eneste, som hjælper; thi alle Raad man ellers hitter paa og al Skaansomhed, man udviser, bliver i Længden hjælpeløse.
Det er dog et Spørgsmaal om Staten, der skal bestaa længer end til i morgen, kan forsvare at gjeldbinde sig for et overdaadigt Liv, for vindige Spekulationer, og et forfeilet Stel med Bank- og Toldgreier. Sæt nu, at vi ingen Fisk faar, enten fordi den ikke kommer, eller fordi vi nu i Vinter ikke have Penge at faa den op med; sæt at her kommer Uaar efter alle disse gode, eller sæt at Staten kom i Forviklinger, da og først da var det Tid at laane, og da vilde det være godt at have Krediten usvækket. Staten kan ligesaalidt som nogen anden Mand betale for alle sine forlorne Sønner. Desuden vilde det neppe styrke Rigets Kredit, om man nu laante alle disse Millioner, som skyldes, og betalte dem og laa udmattet paa Valpladsen igjen. Tingen faar gaa sin naturlige Gang, som den gaar Mand og Mand imellem, at den, som ikke kan betale, faar bære Følgerne selv, og den, der har krediteret uden Sikkerhed, tage Skade til Hjemgjeld. Nye Navne ville snart komme op igjen og mange af de gamle ogsaa, for Livet retter snart paa sig, og Landet vil være stærkt til at møde virkelige Farer. Nu er ingen saadan paafærde, da Landet har Mad i Guds Gaver. Men alle disse Ting, over hvilke man om hver enkelt kunde skrive langt, afhandles bedst, naar Storthinget kommer sammen. Nu gavner man Intet, men bare ængster eller ærgrer ved at hamre paa dette Samme. Alle Raad og Formaninger ere forfængelige, naar man ingen virkelig Magt har til at handle, og den Magt har alene Storthinget i disse Tilfælde. Og alle Forsigtighedsregler og al Mildhed kan alene tjene til at forhale Tiden. Tilslut sige Hamburgerne: Penge eller Pant eller Prygl. — Morgenbladets lange Betragtninger tjener derfor alene til at fiske Sjele her i Christiania og maaske til at frelse nogle gode Venner, som ogsaa til Gjengjeld vil hjælpe, ligesom de før have hjulpet det op.
Her sker virkelig mange rare Ting herinde nu i Pengeverdenen, og blant de værste er at Christiania Sparebank skal have byttet bort sine Statsobligationer mod en Vexelobligation med tre Mænds Paaskrift, der i Forhold til Summens Størrelse (100,000 Spdlr. jo?) og de nuværende Tider ikke synes at være sikre nok for en offentlig Indretning.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I årene 1851–1859 sendte A. O. Vinje jevnlig korrespondentbrev til Drammens Tidende, den første dagsavisa utenfor hovedstaden. Her skrev han om smått og stort fra Christiania.
Bare et lite utvalg av korrespondentbrevene har vært utgitt i bokform tidligere. I denne tekstkritiske utgaven er alle korrespondentbrevene samlet, redigert av Nina Marie Evensen og Jon Haarberg, og utstyrt med fyldig innledning, tekstredegjørelse, tekstkritisk apparat og register.
Utgaven gis ut av Det norske språk- og litteraturselskap i samarbeid med Nasjonalbiblioteket.
A.O. Vinje var en viktig skikkelse i norsk offentlighet på 1800-tallet. Som forfatter og journalist var han en ivrig deltaker i samfunnsdebatten. Vinje var særlig opptatt av samfunnsforhold, litteratur og politikk, og han har hatt stor betydning for utviklingen og etableringen av landsmålet i Norge.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
