Nr. 2/1858; søndag 03.01.

[Sosiale distinksjonar]

Korrespondance

Christiania. Nytaarsdag.

Her er ingen livlig Nytaarsdag idag, trods det gode Veir og idetmindste i Gaderne brugbartbrugbart] retta frå: brugbare Føre. Folk gaa nok ude og aflægge sine Visiter, men det er ikke den rige Verden med sine «Ekvipager.» Et og andet Spænd farer rigtignok med sine Kuske, udklædte som Julebukke, paa Sædet, men der er ikke det gjæve Las med sine Damer og Herrer som vanligt. De rige Kjøbmænd ere de Eneste, som have Raad til at holde «Ekvipager,» og de ere rammede af «Paniken» og «Kalamiteten,» som man til Sprogets Berigelse saa forstaaeligt har sagt. Regjeringen og Embedsmændene kunne ikke holde «Ekvipager» undtagen som rene Undtagelser. De gaa tilfods, de Stakler, men paa Visitdage som idag se de alligevel stadselige ud med sine trekantede Hatte med Dusk i og øvrige Uniform. De Nytaarsdage, da man ingen «Kalamitet» har, kan man se vor Politik paa Gaden bedre end i nogen Bog; vor Politik og Statsforfatning kan udtrykkes med de Ord, at «Tjenerne fare tilhest og Herrerne gaa tilfods,» thi hender det, at en og anden Embedsmand har «Ekvipage,» saa er gjerne Hesten et Øg og Vognen eller Giggen blak og usmurt som Carl XIIsCarl XIIs] Karl XII, svensk konge Støvler. De egentlige Lærde, der nu ere de, som igrunden styre Staten, de gaa endog i Regelen med blakke Støvler, og idetbedste se ud som gamle oppudsede Hatte, naar de rigtig saadan som idag skulle være fine. Altsaa er det nu ikke af Mangel, at vore Styrende gaa, som her beskrevet, men da de saa alligevel ikke kunne hamle op med Kjøbmænd, Grosserere og Konsuler, saa antager jeg, at de finde en Slags Stolthed i at gjøre Modsætningen saa skarp som muligt, for netop derved at lægge sin Magt for Dagen. Der er Stolthed i Ringhed ogsaa, som PlatoPlato] Platon, gresk filosof sagde til Diogenes,Diogenes] Diogenes frå Sinope, gresk filosof da denne havde bebreidet ham hans Hovmod og Blødagtighed, idet han gik fin og havde det koseligt hjemme hos sig: «men jeg ser Stoltheden gjennem Hullerne paa din Kappe.»

Ved saaledes at gaa med hverandre, holde disse Magter, nemlig Aandens og Pengenes, hinanden i Skak, saa at ingen faar nogen utilbørlig Overvegt. Studenten, der gaar luslidt, er Karl over Handelsbetjenten, der gaar som en slikket Kat, og omvendt. Statsraaden tilfods holder sig skadesløs over Konsulen med sit Forspænd og Kusk, og den almindelige Embedsmand paa sin Vis ligeover for Kjøbmanden. Da jeg idag bare holder mig til, hvad man ser paa Gaden, saa kan jeg ikke forfølge Modsætningen inde i Huset, skjøndt den der er ligesaa spids, hvor fine Vine og mange Retter kunde stilles imod al Tarvelighed.

Jeg tror, at vort Samfund er saa godt, som det er ved denne Omstændighed, at det eier disse Modsætninger, hvorved Ingen faar nogen utilbørlig Overmagt, som han efter Menneskenaturen saa let kunde misbruge. Det er nu vistnok mangengang ilde, især i Politiken, at her skal være saaledes som her er, nemlig, at den, som har Penge, har ingen Kundskab, og at den, som har Kundskab eller Aand, ingen Penge skal have; men, maa vi end ved denne Fordeling gaa Glip af virkelig store Mænd, saa blive Alle saameget mere brugbare til vort ringe Husbehov, at vi kunne være glade i Tilstanden helst under jævne rolige Tider. Ja, det kunde endog hende, at det er denne Fordeling, som gjør, at vor Politik er saa sund og Grundloven saa frisk. Her er nemlig Ingen, som kan omstøde den, og Alle have Fordel af at holde den oppe. Derfor tykkes mig, vi skulle ønske, at disse Modsætninger maatte vare vel og længe, og da de just paa en Dag som denne falder En i Øinene, har jeg gjort dem til Text for min Nytaarstale, der idetmindste har det Fortrin ved sig, at den ikke ligner de almindelige. Altsaa:

Et godt Nytaar paa:
Rigdom uden Aand og Aand uden Rigdom!

Nr. 8/1858; søndag 10.01.

[Finansielt havblikk]

Korrespondance

Christiania den 9de Januar

Her er stilt i Forretningsverdenen, og Samfundet ligger ligesom og betænker sig paa, hvad det skal gjøre. Julefreden er nu for et Par Dage siden forbi, og man ser sig omkring for at erfare, om ikke Stormen med Domme, Exsekutioner og Auktioner vil bryde løs. Men Havblikket varer endnu, og Advokater og Sagførere have usædvanlig lidet at gjøre, undtagen de, som ved Frændskab eller Kjendskab have faaet Bankernes og Kreditforeningernes Sager. Det vilde ogsaa være vel, om man i Følelsen af den almindelige Pengemangel lod Lov og Ret hvile en Stund, indtil Folk fik omraade sig. Haardt vilde det ogsaa være at slaa store Eiendele til Auktions nu, da Penge ikke ere at faa. Det kunde blive en Plyndring og Omvæltning i Eiendomsforholdene, som vilde have de fordærveligste Følger baade for Samfundet og for de rige Mænd, der pludselig bleve fattige; de Fattige, der saa snart bleve rige, vilde ogsaa blive utaalelige Borgere med alt sit Overmod og Flokseri, som slige hurtige Overgange til Velstand altid skaber. Under almindelige Forhold, da Penge ere at faa, kan Bud omkap gjøre, at intet Formuestab sker ved tvungne Auktioner; men nu maa de medføre Ødelæggelse, og Folkemeningen vil vel ogsaa holde Politi med de Strenge, ligesom med Aagerkarlene. Udlandet er det nu, som det mest kommer an paa, da Gjelden er størst til det, og man maa vel vente, at alle disse udenlandske Kravsmænd ville finde sin bedste Regning ved at give Fordrag og modtage Betaling i Terminer. Kunde Kreditbanken, der er betroet at være Mellemmand, bidrage til, at Udlandet for med Lempe, vilde den gjøre stor Nytte. Men den kan vist neppe gjøre mere den end en anden Inkassator, da den har saa Manges Tarv at varetage, og den Enes Tarv krydser den Andens. Kreditbankens Vise bliver vel derfor den bekjendte:

«Vil Du betale, eller vil Du ikke?»

De enkelte andre Fordringshavere ville vel heller ikke i Længden kunne give Henstand, da ogsaa de trykkes paa sine Kanter. Men kommer det dertil, at Feldtraabet: «rædde sig hvo, der kan», bliver almindeligt, saa vil det blive en ond Tid, og Ingen kan Andet end gjøre hvad han formaar til at afværge slige Dage.

Morgenbladet beretter idag i en Tone — som vilde det gjøre Nar af de konstitutionelle Engelskmænd — den Omstændighed, at det ikke gaar fort med at afslutte et videregaaende Laan i London, fordi der paa Børsen hviskes om, at det norske Storthing ikke har givet sit Samtykke. Morgenbladet skulde dog være den Sidste til at anse Storthingets Mening overflødig i dette Stykke. Men det gaar som Ordsproget siger:

«Naar Fanten faar Vælde,
kan han ikke atterhælde.»

En ældre Statsmand skal derimod have sagt, at han ikke kunde begribe, hvorledes Statsraaderne imod Grundlovens klare Ord kunde gaa hen og laane paa egen Haand; «thi», skal han have tilføiet, «Statsraaderne bør være de første til at holde Grundloven.»

Saavidt jeg har kunnet erfare, bliver ogsaa Opinionen mere og mere imod dette Laan af Uvedkommende, og tvivlsomt bliver det, om Storthinget giver sit Ja. Under ingen Omstændighed vilde neppe Storthinget sige ja til et videregaaende Laan, men vise, at Hensigten, hvor god den end kan være, dog ikke helliger Middelet.

Der er klaget over, at Udlandet Intet faar vide om Tilstanden her, formedelst vore Avisers ubestemte Tale. Men Aviserne kunne ikke være bestemte, naar her intet Bestemt er at holde sig til; thi endnu ere ikke flere Handlende standsede med sine Betalinger — eller have lukket, som vi sige — end under almindelige Forhold. Her ere vistnok de store Handlende, der saa halvt have standset med sine Udbetalinger, idet de ikke betale løbende Regninger fra Haandverkere og Andre, men skrabe Alt hvad de kunne faa ind og sende til Hamburg. Denne Fremgangsmaade vilde vistnok i det udenlandske Handelssprog hede at «suspendere», men her tage vi det ikke saa strengt, om en stor Handelsmand ligner en anden Stakkar, der lader et Bud med de samme Regninger rende paa Dørene mange Gange.

En af de gode Sider, som alt spores af denne trange Tid, er, at Folk give mindre Kredit. Her var et Uvæsen med at give Kredit i Skillinger, som var lige fordærveligt baade for den, som fik, og den, som gav Krediten. Hele store Protokoller, især hos Detailhandlere, vare fulde af slige Klatgjeldsposter, og naar da disse Handelsmænd døde eller deres Bo kom under Skifterettens Behandling, vare disse samlede store Summer ikke værd et Gran, idet Inddrivelsen vilde have kostet mange Gange mere end Fordringerne lød paa. Man har derfor pudsige Historier om, at Boer bleve skyldige Sagførerne store Summer atpaa, efter at Fordringerne selv vare opædte. — Forargerligt er det ogsaa dagsdaglig at se for Retterne slige ubetydelige Gjeldssager. Det er næsten at drive Spot med Statsmyndigheden at paakalde dens Magt til Inddrivelsen af slige smaa Beløb. Staten burde neppe laane sin mægtige Arm til Sligt, men fastsætte en vis større Sum i Lighed med summa appellabilis ved de overordnede Retter. Da vilde ogsaa slig Smaagjeld blive en Æresgjeld, der var meget sikrere end nu, da den bare tjener til at føde Inkassatorer af det argeste Slags.

Nr. 14/1858; søndag 17.01.

[Vinterveret]

Korrespondance

Christiania den 15de Januar

Det er ikke saa galt, som man vil gjøre det til, at Folk indlede sin Samtale med at snakke om Veiret og at mange Mennesker intet Andet har at tale om end den Ting. Nu om Dagen ser man, hvad Veiret har at betyde, om det endog er Midtvinter. Oppe i Fjeldbygderne faar man ikke sit Hø hjem af Udmarken, endsige af Høifjeldene; Tømmeret kan ikke kjøres frem til Vasdraget, og paa Fladbygderne faar man ikke ud sin Gjødsel; det hele Brug staar stille og man sidder og føder sine Heste paa Stads, Altsammen fordi her ingen Vinter er. Men Naturen gaar med et Dobbeltansigt: paa Marken ser det ud som i Slutningen af Oktober, og i Luften som ud i April. Det er en forunderlig Vinter, og naar derfor mange af Almuen tror, at det er paa Verdens Ende, synes de at skjønne Tidens Tegn bedre end vi kloge Folk, der mene, at Jorden i sin mange hundredetusinde millioneraarige Levealder først nu er kommen lidt ud i Drengeaarene, og skal om nogle Millioner Aar staa til Konfirmation.

Dersom nu denne milde Vinter ikke er Forbud paa, at Verden forgaar, hvad kan da være Aarsagen til dette Sommerveir paa en saa bagvendt Tid? Man kan tænke sig:

a) At Vandene og Havet efter den sidste varme Sommer ikke ere afkjølede, men at de fremdeles dunste op sin Varme og skaffe os afvexlende Taage og mildt Veir. Man erfarer jo altid, at efter varme Somre er der taagefulde Høster, fordi Luften er koldere end Vandet, hvilket vi Christianiafolk især noksom faa kjende.

b) Eller at den store Havstrøm (Golfstrømmen), der skylles ind mod Amerika og gaar over Newfundlandsbankerne mod Nord og tilbage til de norske Kyster, har været usædvanlig varm og optøet meget af Nordishavets Is og gydt sin Varme langs vore Kyster. Denne Strøm er meget varm nu, siger den franske Naturkyndige Babinet,Babinet] Jacques Babinet, fransk fysikar hvorfor han spaar denne Del af den nordlige Halvkugle varme Aar nu en Tid.

c) Eller at Jordens indre smeltede Masse har kogt op i visse Skorstene og derved udbredt mere Varme til os. De vældige Jordskjælv i Italien og Mellemamerika synes at tyde paa et saadant Opkog. Angivelserne ere forskjellige, men HumboltHumbolt] Alexander von Humboldt, tysk naturvitskapsmann antager, at Jordskorpen indtil de brændende Indvolde er omtrent 5 geografiske Mile. Det er allerede en tyk Is dette, og naar det engang båtnfryser, er Jorden udlevet som et Menneske, der dør af Ælde ved at forbenes; men endnu kan vi faa varme Gufser af og til, naar det bobler os nærmere opunder Fødderne, og det brager og ryster i Jorden som naar det revner i Isen. Det maa være paa samme Maade dette; Varmen vil nemlig faa sig Luft. Dette bliver altsaa Hovedgrunden til vor varme Sommer og milde Vinter, idet Havet ogsaa maa varmes op af denne Udpusting af Jordens Indre.

Men hvad kan da være Aarsag til, at Jordens Indre putrer og koger mere nu end i de andre Aar? Det kan nu have mange Grunde, der virkelig ligge for dybt til at undersøges. Det rimeligste er dog, at Jorden ærgrer sig over en og anden Ting, som Politiken og Pengekrisen f. Ex., og i denne sin Ærgrelse trutner op, ligervis som vore gamle Forfædre, om hvilke det fortælles, at de trutnede saa op af Vrede eller Sorg, at Klæderne revnede af dem, og selv har jeg seet Knapperne sprætte af Klæderne paa Slagskjæmper, naar de blevne vonde. — Et tydsk Blad (Freischütz) sætter virkelig ogsaa Jordskjælvene i Italien i Forbindelse med Politiken, idet Bladet antager dem nu som i 1817 at være Forløbere for en politisk Rivning. Menneskene lære altsaa ogsaa Politik af sin kjære Moder Jord, der putter til sine Børn lig en anden Moder, naar Børnene skulle gjøre Noget, og hun af en eller anden Grund ikke kan tale til dem. Det er ogsaa helt naturligt, at Jorden i sit Indre har ærgret sig over Politiken i Italien og Mellemamerika, og derfor rystet Huse over Hovedet paa de dorske Mennesker, som ikke bedre forstaa at benytte sine paradisiske Lande. Andre Lande kunde nok ogsaa trænge til slige Lærdomme, og Ingen ved, hvad Øieblik de kan faa dem heller. Her gaa varme Strømninger under os, kjende vi, og vi se tydeligt, at Blodet stiger Jorden til Hovedet, saa hun rødmer over Noget, ligesom en undseelig Pige. Ere ikke mange Bakker grønne istedetfor hvide nu midt paa Vinteren kanske? Og er ikke Luften — Jordens Aande — rød og kobberfarvet, istedetfor bleg og mat, som man paa denne Tid kunde vente? At Jorden ikke ryster i Raseri her som i Italien, men blot rødmer undseeligt, kommer helt naturligt deraf, at vor Politik her ikke er saa galen, trods Regjeringens Laan paa egen Haand og Kreditbankens Forspilding af Hurraraabene for Schweigaard paa Børsen. Over Sligt kan Jorden rødme, men jeg synes den burde ryste paa sig lidt ved at læse den nys foreslaaede Plan for de lærde Skoler, hvor Jorden ligesaavel som vi kunde se det bagvendte i, at Ungdommen skal slide op sine skjønneste Kræfter paa fremmede Ting, men Intet lære af vort eget gamle Sprog. Naar de Lærde ere saa galne, synes jeg, at Jorden, der elsker sine Børn, burde opsluge disse falske Profeter, ligesom i Mosebog Kora, Datan og Abiram, eller idetmindste indjage dem Rædsel, ligesom Kong Bomba og hans Jesuiter i Neapel. Der er nu heller Ingen, som ved, hvad her kan komme; vi kjende, at her er varmt under vore Fødder, saa at vi kan slippe at gaa med Galoscher.

Nr. 20/1858; søndag 24.01.

[Dårlege tider]

Korrespondance

Christiania den 21de Januar.

Man skal ikke gjøre andet end spadsere i Gaderne for at skjønne, at det alt nu er meget bedre med Pengekrisen; thi de fine Damer og galante Herrer begynde nu at komme ud som Sommerfugle i Solskin og flagre. Om Søndagen var det ligesaa fornøieligt at gaa udover til Slottet som nogensinde før Krisen kom. Det Eneste, som endnu holder sig inde, er de velfødte Heste og Kudske, kjemmede som de ere begge to. De store Grossere tør ligesom ikke lægge ret i Veien endnu med sine «Ekvipager,» og Fruerne og Døtrene ikke endnu hoppe som Fugle af Vogntrinet og smutte ind i de straalende Butiker. Pengene maa gaa til Vexler endnu en liden Stund. Det har været en god Jul for Hestene; men for de Folk, som før aad og drak i de store Kjøbmandsselskaber, har det derimod været en sørgelig Tid. Jeg kjender nogle af disse velnærede Karle, som virkelig ere blevne betydelig magrere, saa at de bestemt blive som andre Mennesker, dersom ikke Tiderne snart blive som før. Og trods forbedrede Tider have de ogsaa al Udsigt til at blive Folk lige, da mange af de gamle Madhuse idetmindste have faaet saa stor Knæk, at de ikke længer indbyde Gjæster for at have den Fornøielse, som det maa ligge i at beskue ægte Fraadsere — i alle Fald for en Stund —; thi for noget Andet kan man umulig indbyde Adskillige. Jeg skal dog ikke afgjøre, hvorvidt man giver Indbydelsen følgende eller lignende Form: «Kan jeg have den Fornøielse at se Dem æde hos mig til Middags?» Ja, det er virkelig Synd om disse Gjæster. Hos dem har Pengekrisen med en Gang slaaet sig paa Magen. Noget bedre er det dog for dem, hos hvilke den har slaaet sig paa Haaret, saa de ikke frisere sig saa fint som før, skjøndt det maa være ondt nok at gaa med et almindeligt Haar eller med lidt Salve i det, naar man er vant til Smurning. Jeg kjender slige Exemplarer af Gjæster ogsaa; de gaa saa flakede nu som mange Andre, og Haaret stritter saa stivt, at det, som vant til Smørelse, ser næsten ud til at brydes af paa Midten. Saadan have de gaaet her og hængt paa Hovedet i Julen og næsten ikke havt en eneste galant Dame at gaa og «konversere» med paa Gaden. Nu begynder det dog saa lidt om lidt.

Hattene have ogsaa i denne Tid seet ut som vaade Katte paa Karle, der gik med dem saa de glitrede. Lægger man dette sammen med alt annet, saa er her ikke lidet sparet i denne Tid, ei at tale om det Overordentlige, som er sparet ved det at Damerne ikke saameget have sopet Gaderne med Silke. Det er derfor intet Under, at man spaar Penge nok om nogle Maaneder, det vil da sige ikke Penge nok til Alle, men dog saameget, at Renten bliver lav. Ikke kjører man bort Pengene heller, men de arme Vognmænd, som paa Torvet staa, tjene neppe Foder til Hestene. Selv Fabrikeiere oppe ved Sagene gaa nu som oftest til sine Fabriker, medens de før altid kjørte med en eller to. SelvSelv] retta frå: Selve Drukkenbolte drikke ikke saameget Brændevin som før, hvilket ogsaa bliver nødvendigt nu, da Brænderierne standse. De gaa med saa slappe Kinder og lysne saa i Ansigtet, at man kan føle den dybeste Medlidenhed med dem. Det maa være ligesaa ondt for dem at slutte med at drikke, som for de omtalte Spisegjæster at faa mindre rige Maaltider. «At svelta og tysta er like vondt» siger Ordsproget.

I en Komedie, som heder TalismannenTalismannen] Talismanen, forekommer en Mand, som blev graa i Hovedet som en Duve paa en eneste Nat; fult saa fort har det ikke gaaet med flere af vore store handelsmænd; men i disse to Maaneder kan man kjendelig se Forskjellen paa deres graanede Skjæg og Haar. — Dette er sørgeligt; thi det Graa kan ikke blive svart igjen undtagen ved Farvning, og den Sjelslidelse, der saa voldsomt har angrebet Legemet, maa have efterladt en Bitterhed, selv om Dagene bleve gode igjen.

En og anden stor Mand, der før ligesom rakte Skjænkebrettet med en Ildtang til offentlige Mænd, som før havde med Taxationer og Greier for ham at bestille, den eller de samme Mænd ere nu blevne saa gemytlige, at de lig Andre traktere personlig for at faa en naadig Behandling. Dette er meget smukt; og endnu smukkere, naar de møde en simpel, men forstandig Mand og sige: «Her er flaue Tider.»

Krisens Følger vil jeg altsaa samle med nogle faa Slutningsord: Menneskerne ere blevne magre, tørre i Hovedet; de soper ikke Gaden med Silke, de graane og blive nedladende, hvilket Alt er Tegn paa Visdom.

Men naar nu Tiderne blive gode, saa bliver man vel saa galen igjen, at al den opsamlede Visdom sættes overstyr, og meget atpaa. Man tager paa Borg hos Visdommen ogsaa; men de Fleste betale ikke saalænge de leve. Det bliver Fallitboer.

Nr. 26/1858; søndag 31.01.

[Campbellarslaget 20 år etter]

Korrespondance

Christiania den 28de Januar

Idag er det 20 Aar siden det berømte Theaterslag i Anledning af WergelandsWergelands] Henrik Wergeland Stykke Campbellerne. Dette Stykke gav Anledningen, men som bekjendt var det Norskhedens og Danskhedens Parti, som slogest. Det var Wergeland med de norske Hjerter paa den ene Side og Welhaven,Welhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar som forresten ikke var med i Slaget, og Advokaterne Stang,Stang] Frederik Stang, politikar og statsråd DunkerDunker] Bernhard Dunker, jurist og Skjelderup,Skjelderup] Jacob Worm Skjelderup, advokat Schweigaard, Birch-Reichenwald,Birch-Reichenwald] Christian Birch-Reichenwald, amt- og stortingsmann ColletterneColletterne] Jonas Collett, statsråd og Peter Jonas Collett, jurist med en Stok af Departementsmænd og fine Herrer paa den anden Side. Man maa vel kunne sige, at det var sidste Gang, Danskheden her i Norge formaaede at samle saamange gode Kræfter paa sin Side. Nu har den bare umyndige Mennesker og udlevede Folk at støtte sig til. Den gode aandelige Kjærne er norsk nu, om end Graderne ere forskjellige, idet Somme ville videre og Andre mindre vidt. 20 Aar ikvæld siden drømte vist neppe Nogen, end ikke selve Wergeland, om, at Tiderne saa fort skulde forandre sig. I de næste 20 Aar vil det naturligvis gaa endnu fortere, da det nu er kommet paa Glid, især derved, at Oldnorsk og Folkesprog studeres af Mange. 20 Aar siden var det neppe Andre end et Par Mænd i hele Christiania, som kunde Oldnorsk, og Folkesprog kunde Ingen, hvorimod det blev kaldt «Provincialismer» og naturligvis betragtet med en meget overlegen Mine. Det er næsten vanskeligt at forestille sig en Tidsalder saa uvidende og forrykt, at den hverken kunde eller bekymrede sig om sit eget Sprog, og naar man nu ser alle disse Mænd, der strede mod Wergeland, graa i Statens Tjeneste og høit anseede, saa maa man næsten antage det for en Synsforvildelse, at det er de samme Mænd. Men disse Mennesker vare ogsaa Børn af sin Tid, og man maa ikke dømme dem for haardt fordi de ikke forstode Tidernes Tegn, men hug sig krampagtig fast i et fremmed Sprog, og intet Øie havde for Nationens egen Udvikling. Men komisk er det at se dem opkaste sig til Dommere i Literaturen. Nu maa det vistnok indrømmes, at «Campbellerne», hvorom man slogest, ikke er noget godt Theaterstykke, ligesom ogsaa, at Wergeland selv heller ingen klar Tanke havde om norsk Sprog; men det var dog ikke egentlig «Campbellerne» det gjaldt, hvorimod det var et Udbrud ved en liden ydre Anledning mellem tvende Hovedretninger, hvilke Modparter længe havde ligget i heftig Strid. «Intelligentsen», som den senere spotvis gik under Navn af, vilde med et Slag knuse «Raaheden», som slige Folk altid kalde det Nationale, hvilket de ikke skjønne. Indrømmes maa det ogsaa til vore Danskeres Undskyldning, at Wergeland var ligesaa klog i Oldnorsk som de selv vare, men han kjendte dog lidt til enkelte Bygdemaal, og anbragte mange Ord og Vendinger godt paa sin Slump. Norsk var han derimod kanske bedre end Nogen endnu har været det i Politik og Livsopfatning i Almindelighed, og det var dette hans lykkelige Modstandere og Pibere nærmest fandt «raadt», og for hvilket Alt han skulde undgjælde den 28de Januar 1838; nogle gode norske Ord hist og her stødte vist ogsaa deres danske Øren, men det var dog egentlig hans norske Natur, de havde imod. Hans Synder som Mennesker kunde det ikke være; thi selv havde de vist ligesaa mange af det Slags, om end maaske under andre Former. «Det er ikke alle Syndere og Galninger paa eit Vis», siger Ordsproget.

Det maatte være en underlig Tid dette her i Christiania for 20 Aar siden. Det var «Troppist»- og «Løvetiden», hvor vor hele danske nationalfordærvede Slægt ligesom blussede op i mange ret begavede unge Mennesker og forsøgte paa at tilrive sig Magten. De fik ogsaa den fysiske Magt, og ville endnu sidde inde med denne en god Stund, indtil den nuværende Stok af Landets Embedsmænd ere døde. Saa vil der ogsaa paa den fysiske Mark komme en Overgangstid, idet f. Ex. Halvdelen af Embedsstanden er norsk, indtil det endelig kommer dertil, at enhver studeret Mand kan Oldnorsk og har saameget Kjendskab til de bedste Bygdemaal, at han kan bringe en Forsoning istand mellem det gamle, det levende norske og vort danske Skriftsprog.

Jeg har dog sagt formeget, naar jeg har sagt, at de unge aandelige Kræfter, som fortjene at komme i Betragtning, ere norske. Jeg kjender nemlig endnu unge Digtere og Bogskrivere, der staa paa det gamle Standpunkt og indbilde sig, at de kunne virke for «den norske Literatur» uden at kunne Oldnorsk og Bygdemaal. Det er Synd om enkelte af disse Mennesker, fordi de mene det alvorligt, og se ikke det Latterlige i at optræde som Folkets Lærere uden Kjendskab til de største og allernødvendigste Begyndelsesgrunde. Det er som En vilde være Kokke uden at have læst Kogebogen eller staaet i noget Kjøkken.

Det var feil af Wergeland, at han ikke bedømte sine vildfarende Modstandere paa denne milde Maade, men stormede og ærgrede sig. Han maatte ikke have nogen sand Tro paa Norskheden, siden han kunde tage det paa den Maade, hvorfor han ogsaa i uhyggeligt Mismod mente, at de norske Fjelde tilslut alene blive de sande Patrioter. Havde han troet paa Nationaliteten, vilde han have kvædet som jeg:

Dei gamle Furur fell i Rad,
dei unge vex igjen,
So gjeng det med dei norske Menn:
dei vex paa sama Stad.

Og istedetfor hans Linier:

«Flok af unge Skandinaver
sidste Nordmand snart begraver,»

vilde han have sagt:

Normann er ein gaste Gut:
Svensk og Dansk han jagar ut.

Men i en saa national formørket Tid som den, Wergeland levede i, var det ikke let at have en slig Tro, især da han selv mere gik efter Instinkt end nogen klar Tanke. Der skal unegtelig ogsaa en større Ro og Selvfornegtelse til end den, Wergeland besad, for med Overlegenhed, Kulde og Spot at se paa et Samfund og det sit eget, der agter og ærer Folk, som undergrave Nationaliteten og med den Friheden, medens det foragter dem, som fremme den. Endog jeg min vesle Mand og i disse Tider tror undertiden, at Samfundet er en Daarekiste, naar jeg ser, hvorledes man lægger op for den unge Mand alle mulige Sprog, kun ikke Oldnorsk og idetheletaget Modersmaalet; men saa er der ikke mere Ild i mig end jeg snart bliver kold og endogsaa morer mig over denne grændseløse Galskab, siden jeg har gjort alt hvad jeg kan for at afværge den. Desuden ved jeg, at Alt skal have sin Tid; men slige Mænd som Wergeland springe over Tid og Rum, rimeligvis fordi de elske Verden saameget. Kommer nu hertil slige begavede Folks Herskelyst, saa kan man godt forstaa Wergelands Bitterhed og Mismod, der har skjæmmet saamange af hans Digte ud. Det er ikke Fortvivlelsens, men Forsoningens Poesi, Menneskene ville have. Digteren skal staa over Verden og beherske den, og ikke trækkes ned i dens Jammer. Han maa med vort evige Mønster sige til Verden, om den end korsfæster ham: «Forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gjøre!»

Dette gjorde ikke Wergeland, og det var hans ubodelige Mangel.

Den 28de Januar 1838 vil blive en Mærkedag i vor Literaturhistorie, og den, der lever 30 Aar idag til, vil kunne skrive godt over Dagens 50aarige Jubilæum, men den, som lever 80 Aar idag til, vil skrive endnu bedre. Han vil se sig om og med Forundring spørge, hvem var Motzfeldt,Motzfeldt] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant B. Reichenwald, Dunker, Skjelderup, Collett osv.? Stang vil han finde i et og andet gammelt Exemplar af Grundlovsfortolkningen, Schweigaard vil nævnes af og til i juridiske Materier, og enkelte Vers af Welhaven ville findes i en Læsebog eller i Fortalen til et Lexikon som Sprogprøver, men mange Viser af Wergeland ville være yngre og enkelte Udtryk endog livsfriske, hvorhos Støtten fremdeles vil staa i Digterhjørnet.

Nr. 32/1858; søndag 07.02.

[Marknad og pengemangel]

Korrespondance

Christiania den 6te Februar

Nu er Marknaden omsider slut, og var det ikke for det, at man altid siger, at Marknaden har været flau, kunde man med god Grund sige, at denne har været det; thi for det Første var her intet Føre, saa at langfærandes Folk kunde komme og af de nærboende kom ikke flere end høist nødvendigt, for i disse sidste 2 Dage har her rigtig været et Søl i Gaderne og paa Marknadspladsen, saa at Faa vilde have været ude, dersom ikke Nysgjærrigheden var saa prisværdig stor, at den intet vyrder at gjøre sig til paa Sko og Klæder. Det er virkelig Moro ogsaa at gaa paa en Marknadsplads og se alle de vakre Mennesker, som der drive att og fram; men ondt var det at se paa mange Handlende, som i det sluskede Veir og Føre fik sine Varer udskjæmte og lidet solgt. Den anden Grund til «Flauheden» var, at her ikke er Penge nok blandt Folk i denne «Grisetid.» De, som have gjort det bedst i denne Marknadstid tror jeg er Sukkerbagerne, for Børn og Kvindfolk like Sukkertøi, og de have enten en Haandskilling eller ogsaa træffe de Kjendinger, som kjøber lidt ad Munden deres. Mandfolk, som bedre like Brændevin og andre stærke Sager, have derimod ikke levet saa fint, og derfor antager jeg at Brændevinshandlere og Værter ikke have gjort det paa langt nær saa godt som de senere Aars Marknader, uagtet Folk gjerne tage sin sidste Skilling, naar de faa lidt i Hovedet; men naar der ingen Skilling er at begynde med eller den alt er udgiven til de første Glas, saa bliver det ikke stort af. Dels vel af denne Grund og dels fordi Folk blive mere folkelige har her ikke været mange fulde Mennesker at se; imidlertid har dog En og Anden staaet paa sine Fire eller ligget plat nede i Slusket, og jeg har paa denne Marknad ogsaa seet Karer, som have taget i Champagne. Men den ugudelige Skik at kaste bort sine Penge i kostbare Vine, er virkelig i Aftagende, selv om ingen «Gris» var kommen til.

Trods Pengemangelen blev dog gilde Heste godt betalte. De saakaldte Udredere maa nemlig have gode Heste til Krigsvæsenet, og det er dette Slags Hestehandel, som er den hovedsagelige paa Christiania Marknad og vel paa alle øst- og oplandske. Den almindelige Bondehandel med Fillegamper og de store Kjøbmænds Handel med udsøgte Travere har nok derimod denne Gang gaaet smaat for sig. Lidet blev nok ogsaa solgt af de udstillede velgjorte Agerdyrkningsredskaber fra Bodsfængslet, og Handelen med de sædvanlige prægtige Slæder og Vogne var vist saa godt som ingen.

Det er dog virkelig sørgeligt og galt maa det være fat med Bankstellet, naar rige Folk ikke kunne faa Penge. At ikke store Driftsherrer kunne faa nok, er helt greit, siden Handel og Omsætning er saa ringe; men at Folk, der have utvivlsomme Panter i Jordegods at byde frem, ikke skulde kunne faa Penge paa rimelige Vilkaar, det er sandelig en unaturlig Tilstand, og kommer — det maa atter og atter gjentages — deraf, at Banken følger de samme Grundsætninger, som enhver anden Aagerkarl, hvorfor Aktieeierne da ogsaa faa de store Renter som gjør, at Aktiebrevene ere værdt over det Dobbelte af deres paalydende Beløb. Banken laaner ud Sedler i gode Tider til en lav Rente og narrer derved Folk til at spekulere, og naar saa de onde Dage komme, kræver den sine Penge igjen, og forøger Nøden istedetfor at den skulde beherske Pengetilstanden og holde den jævn. Men saa maatte den ogsaa have flere Sølv- og færre Papirpenge og i de gode Tider sidde inde med store Summer renteløse. Den skulde ogsaa væsentlig bare holde sig til den indenlandske Virksomhed og lade Børsen skjøtte sig selv; thi paa den vil man bedst mærke, hvordan Handelsbalancen staar.

Nr. 38/1858; søndag 14.02.

[Utnemning av embetsmenn og samfunnsmoral]

Korrespondance

Christiania den 12te Februar

Igaar kom Amtmand BredersBreders] Paul Peter Breder, amtmann og stortingsrepresentant Udnævnelse til Amtmand i Buskeruds Amt fra Stockholm. Prokurator EliesonElieson] John Collett Elieson, sakførar og stortingsrepresentant fik altsaa ikke Amtmandsembedet, hvilket ogsaa var Noget, Enhver maatte vide, der kjendte til, at han var med og stemte for Rigsret i 1845. Dette var en Stemmegivning, som vedkommende Statsraad neppe glemmer, saalænge han lever, og den øvrige Regjering, især dens høie Chef, maa vist ogsaa finde det betænkeligt, at gjøre en Mand til Overøvrighedsperson, der engang i sit Liv har stemt for Rigsret. Jeg vil ikke dadle en saadan Betragtningsmaade, der i alle Fald er meget menneskelig, men heldbringende for Staten og dens Udvikling er den neppe. Den leder til, at ingen Mand kommer paa Storthinget, der er i den Stilling, at han engang maa søge et Embede. Folket vil have selvstændige Mænd, og det maa ligesaameget af Klogskab som Barmhjertigheds Hensyn ikke friste en Mand til at blive Martyr for sin Mening. Embedsmændene selv lide ikke mindst ved en slig Fremgangsmaade, idet de med Nødvendighed maa lukkes ude fra Storthingsbænken, hvortil deres Evner og Kundskaber mangen Gang i saa fuldt Maal berettigede. Det kan nok være godt for den enkelte Mand, der ved sin føielige Sjel kommer i et godt Embede, men Standen lider i Længden og Nationen og Regjeringen til Slut med den. Nu er det muligt, jeg tager Feil i at Regjeringen følger slige Grundsætninger, men dette Tilfælde synes i alle Fald mistænkeligt, og vist er det, at man vil kunne paapege usædvanlig hurtige Befordringer hos Mænd, der paa Storthinget have vist sig som Regjeringens Jabrødre, medens det har gaaet traadt for Neierne. Det er ogsaa gaaet ind i Folks Tanke dette, saa at man har det bedrøvelige Syn at se fordums Oppositionsmænd, der spakne, naar de trænge til et Embede enten fordi Familien deres bliver for stor, eller fordi de i en fremrykkende Alder trænge til en kostbarere Levemaade. Jeg vil ikke saare Nogen ved at anføre Exempel, men Enhver, som har fulgt det offentlige Liv en Stund, vil have nok af det paa rede Haand.

Et slaaende Exempel er Meinich,Meinich] Hans Thomas Meinich, fut og stortingsrepresentant der igaar kom som Foged. Han var paa sidste Thing den mest fuldendte Jabroder, og Enhver maatte skjønne, at han vilde blive Foged i Valders og Land, uagtet han var saa ung. Han blev det, og Baggerud,Baggerud] Arne Baggerud, lærar og stortingsmann der trak ham frem, maa vel af dette storartede Exempel have lært, at slige Folk ikke bør fristes med at være Storthingsmænd. Meinich gjorde det godt.

Hvad nu Amtmand Breder angaar, saa var han vistnok en medgjørlig Mand paa dette Thing; men han var saa fornuftig i Loven om Menighedsraad, at det vilde være ilde at tale ondt om ham. Som Amtmand i Buskerud tør han og Elieson antages at være omtrent lige gode. De ere rolige af Natur Begge; men Hovedsagen kommer an paa, hvorledes de forstaa at drive Kontoret. Forresten er det noget Overdrevet i at Buskerud skulde trænge til en mere drivende Amtmand end andre Amter. Det har maaske af og til gaaet noget langsomt med Kontorexpeditionerne der før; dels fordi den aftraadte Amtmand undertiden var uheldig med Kontorfolk, og dels fordi han i Følelsen af sit Navn og sin Værdighed ikke skvat op ved den mindste Skrivelse fra Regjeringen; men Veivæsenet som det Hovedsageligste har fuldkommen holdt Skridt med de andre Amter, og i Vennesælhed med Almuen skal ikke mange overgaa Amtmand Blom,Blom] Gustav Peter Blom, stortingsrepresentant og amtmann ligesom man heller ikke har hørt, at der i Buskeruds Amt har gaaet mange Misbrug i Svang blandt de underordnede Embedsmænd.

Nu faar det altsaa blive Drammens og Oppositionens Sag at holde Elieson skadesløs. Se det er ogsaa en rimelig Side ved den Fremdragen hos Regjeringen af sine egne Folk og en Tilbagestøden af sine Modstandere, at den saakaldte Opposition ligeledes vil fremdrage sine Folk og udelukke sine Modstandere, hvorved en Partikamp fremkommer, der kunde blive slem nok for Samfundet.

I Morgenbladet stod forleden Dag, at en Sagfører SchødtSchødt] Simon Peter Schjødt, advokat slap at betale Penge, han havde indkasseret, fordi han i sin Sag anbragte, at Fordringshaverne ikke havde meldt sig i Skifte, som han holdt efter sin Kone. Loven tillader vistnok den saakaldte exceptio proclamatis, men det er ikke smukt at anbringe den, allermindst af den, der dog paa en Maade er i en offentlig Stilling. Sligt skal ikke indgyde Agtelse hos Almuesmanden, og den Mand, der gjør det, burde udskydes fra ethvert skikkeligt Selskab. Dersom ikke Sagførerne nu, da de blive saa mange, holde Politi inden sit Lag, vil Sagførerstanden om ikke ret længe synke ned til den Foragt, den havde paa Lovbogens Tid. Regjeringen og Domstolene kan ogsaa gjøre Sit, da Kriminallovens Bestemmelser ere saa rummelige, at der ikke skal Meget til, førend Bestillingsmanden kan vorde afsat. Slige Ting som dette her nævnte Exempel, Forvendelse af Penge, som inkasseres, med Udflugter og juridiske Kneb, naar Betaling skal ske, urimelig høit Salarium og Sluskeri, Alt dette er Ting, som let streife over paa Kriminallovens Mark, naar man endelig vil, og man bør ville gaa saalangt som muligt, hvor det gjælder at opretholde offentlig Tillid og Moral i Samfundet. Vi maa Alle takke Gud for at vi ere beskyttede ved Lovene og ikke prisgivne til Vilkaarlighed, men naar man ser, hvorledes enkelte Embeds- og Bestillingsmænd drive sine Ting ustraffede, saa synes ofte Barmhjertigheden med det enkelte Menneske at gaa vel vidt. Det er vistnok saa, at Synderen faar sin Dom i den offentlige Mening; men denne Dom er ikke altid tilstrækkelig, især naar Embedsmanden staar paa faste Indtægter. Sagføreren f. Ex. bliver straffet eftertrykkeligt, idet han ingen Forretninger faar, naar han har et ondt Rygte, men han burde dog ofte faa lidt Mere til.

Det er en skrøbelig Forretning mange af disse Sagførerforretninger, som bestaar i Inkassationer og Kommen ind i Mands Hus med Fogden til Exsekution. De bedste Sagførere sky ogsaa deslige Forretninger, og tage de dem, saa gjør de det med Billighed; men vi have desværre mange, der finde det et Karlsstykke at komme med Fogden og synes ikke, det er leit at skrive Rykkerbreve. Samfundet maa desværre have slige Ulykkesfugle, men de burde udgjøre en egen Kaste for sig selv og staa i Klasse med Aagerkarle og offentlige Fruentimre. En slig Mand blev udnævnt til Foged igaar, men han havde omvendt sig i det sidste Aar.

Nr. 44/1858; søndag 21.02.

[Nepotisme i tilsettingssaker; Stabell til Kredittbanken]

Korrespondance

Christiania den 19de Februar

Det er ilde, at de norske Aviser føre Krig med PrindsregentensPrindsregentens] Karl, svensk kronprins og visekonge Embedsbesættelser. Her i Norge burde han finde en Tilflugt og Hvile mod Angrebene i den svenske Presse. Norge vilde have godt af at være en saadan Ankergrund, og jeg tror, at vi gjorde klogt i at taale og tie saalænge som muligt, istedetfor at opløfte Raab mod de mindste Afvigelser fra den slagne Vei. Mindst synes mig dog, at Morgenbladet saaledes som i Søndags skulde tale, da det i sin Vei gjør det Samme som det siger Prindsregenten gjør i Sin, nemlig hjælpe sine Kjendinger og Venner. Det er en almindelig Tale, og jeg kjender ogsaa Exempler paa det, at Folk, som ere kjendte med Morgenbladet, faa Penge i Banken og Akers Sparebank — og nu vil sandsynligvis det Samme hænde i Kreditbanken — medens Andre, der er Ukjendte eller Uvenner, Intet faa, om end deres Sikkerhed er større. I disse Tider kan et sligt Gunstsystem hos Laaneindretningerne virke langt mere fordærveligt end en liden Uregelmæssighed i Embedsbesættelser; thi de Folk, der i Embedsveien springes over, komme dog engang frem siden, medens et negtet Laan kan ødelægge en Mand for stedse. Det er helt naturligt, at Folk tage Venner og Bekjendte fremfor Uvenner og Ubekjendte, hvorfor ogsaa Gunstsystemet er ligesaa vidt som den vide Verden, og videre og videre bliver det jo længere og længere man kommer ned i den store Mængde, hvor Egennytten lægger det mindste Baand paa sig; men Morgenbladet og enhver Anden, der saaledes lader Gunst raade, burde ikke prædike mod Gunst, da Ordsproget siger: «Det er ilt af Drukkenbolten at skjænde paa Fyllan.» Vistnok er det saa, at Gunst og Gave virker mest skadeligt i Samfundets øverste Lag, og at derfor mangen Mand, der gjør sig skyldig i samme Synd, kan finde sig beføiet til at ivre mod det offentlige Misbrug; men der skal dog Maade med dette ogsaa, for at det ikke rigtig skal se ud som naar En staar paa Fire i Rendestenen og formaner de Omkringstaaende til at være ordentlig paa Gaderne.

Det hænder mangt Utænkt, men det mest Utænkelige har hændt i disse Dage, idet baade Christianiaposten og Aftenbladet har holdt Lovtaler over StabellsStabells] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar Pengedygtighed i Anledning af Chefsposten i Kreditbanken, som Stabell nu har antaget med Banken som Bagdør. Det berettes, at Christianiapostens dristige Forlægger havde en af sine største Grunde til at sætte Penge i Christianiaposten i den Tanke at modvirke Stabell. Efter nu at have kjæmpet i mange Aar, ser denne Forlægger en vakker Morgen i sit eget Blad en Ros over sin Modstander. Det kan man kalde at have Tjenere. Og Aftenbladet, der baade som Krydser og siden som Aftenblad saa stærkt har slaaet paa Stabell, det slaar nu paa engang om og roser Noget, som formodentlig hverken det eller Christianiaposten har den mindste Greie paa; men gaar efter den løse Talemaade, som er kommen i Gang, at Stabell er en saa dygtig Pengemand. Man skal da sandelig ikke i Bankbestyrelsen se noget Bevis paa hans Dygtighed, og Nationens Øine maa vel i denne Pengekrisis blive opladte for de daarlige Grundsætninger, vor Bank gaar efter. Man skal ikke sige, at Skylden ligger hos Thrønderne; thi de rette sig gjerne efter Bankadministrationen i Christiania, og naar man snakker om Bankens Flytning som et Middel til bedre Pengedage, saa er det at rykke af sig Haar for Tandværk. Det er Tanden, som maa trækkes ud. Men hvorledes det end forholder sig med Stabells Pengedygtighed og Bankvæsenet, saa er det dog en Underlighed at rose sin Modstander, der naturligvis bare gjør Nar af Rosen, undtagen forsaavidt at han bruger den som en Stige. Og Intet mere end disse Blades Ros over Stabell beviser, hvor umuligt det er her i Landet at være hugstø (konsekvent) i sin Politik, hvorfor ogsaa Pressen sjangler ligesom et fordrukkent Menneske. Dette er Hovedgrunden til, at ingen Retning i vort offentlige Liv kan blive ordentlig gjennemført eller nogen Materie kan blive grundigt drøftet, idet Alt gaar op i en Røre, saa Læseren ved hverken Øst eller Vest, ja, hvad værre er, han formørkes i sine Begreber om hvad der er Sandt og Løgn. Det er ikke med et Blad, der skulde have en Karakter, som med en Tale eller flygtige Breve, hvor man har Lov til at gaa efter Øieblikkets Indtryk, og pludselig slaa over fra Spøg til Alvor og omvendt.

Nr. 50/1858; søndag 28.02.

[Fiskemjøl; den politiske situasjonen i Frankrike]

Korrespondance

Christiania den 26de Februar

Det saakaldte Fiskeguano-Selskab er nu endelig kommen igang, idet Mel af den tørre Fisk og Affaldet nu kan males. Før nu nys har det ikke lykkes at kunne pulverisere denne Fisk, der er seig som Horn; vore bedste Mekanici har lagt deres Hoveder iblød, for at udtænke en slig Møllemaskine, og en saadan blev ogsaa meget vidtløftig gjort af Smed Peters;Peters] Carl Peters, smed men den gik istykker, da dens Grundtanke var forfeilet. Den har kostet mange Penge, og Selskabet med sin velmente Bestræbelse stod i Fare for at have indbudt til Sammenskud for Noget, som ikke kunde fremmes. Mekanikus Ivar IsaksonIsakson] Ivar Isachssøn, mekanikar løste Opgaven paa en grei Maade, idet hans Maskine, der nu maler omtrent 40 Tønder i Døgnet, er en meget simpel Indretning, der nok ikke koster over 200 Spd., fraregnet Hjul og andre Mølleindretninger. Selskabet skal for det Første tænke paa at klare sig med 3 slige Maskiner, som skulle sendes til Lofoten; men da man kan vente, at mange Maskiner vil tiltrænges rundt de nordlige Kyster, skal Isakson være betænkt paa at tage Patent paa sin simple Indretning, der gjør Manden megen Ære, eftersom han ved simple Midler kan udrette saa store Ting, hvilket altid er Kjendemærke paa en Tings Fuldkommenhed, saavel i Mekanikens som i Kunstens Verden. Dette Mel af Fisken er overordentlig appetitteligt og fedt; naar man gnider det mellem Fingrene, er det næsten som man skulde tage Hakketalg, og det vilde i Hungersnød være nærende Mandemat. Ja selv i almindelige Tider findes vist mange Mennesker, som vilde prise sig lykkelige ved at have en slig Spise. Det synes derfor næsten at være vel godt til Gjødsel, dersom man kan sige, at Noget er for godt for Jorden, der omsætter Alt, hvad Godt den faar til velsmagende og deilig Føde. Prøver af dette Fiskemel er ogsaa sendt til Tydskland, og man har faaet Bestilling paa saa Meget, som kan afsendes did. Men det vilde være ilde, om vi skulde være saa fattige eller ukyndige, at vi ikke kunde benytte vore egne gode Sager. Dette Mel er baade billigere og rensligere end den egentlige Guano, saa at det vil kunne sendes omkring i Landet som andre Melsække. Dette Fiskeguano-Selskab har derfor uden Tvivl gjort en god Gjerning.

I disse Dage er det 10 Aar siden Februar-Revolutionen i Paris. Men hvad har Verden opnaaet i disse 10 Aar? spørge Mange mistroisk, idet de opregne alle de Skuffelser, som Europas Frihedsmænd have lidt og de Lænkebaand, som især Frankrigs Hersker har lagt paa sit Folk. Meget er visselig opnaaet i disse 10 Aar, og det franske Samfund viser ved sin Taalmodighed under Jernaaget, at det ikke med engang kan blive frit, men maa gjennemgaa mange Udviklingstrin, førend det kan blive et Frihedens Land. Det er ikke betydningsløst for Frankrig, hvad det nu lider; det er Riset paa Barneryggen; thi man kan ikke tro, at det skal gaa Frankrig som det gamle Rom, med hvis Tilstand under Keiserne det har megen Lighed. Den moderne Civilisation kan ikke gaa til Grunde som den gamle hedenske, og det kan ikke være Alderdommens Affældighed, men Ungdommens Umodenhed, der kaster Lænkerne paa Frankrige. Det er derfor visselig en umoden Tanke, som ser Haabløshed i Despotismens Magt, saavel i Frankrig som andetsteds. Det gaar ikke saa fort med Nationernes Udvikling som med det enkelte Menneskes, og den ungdommelige Frihedsmand tager lykkeligvis feil, naar han tror, at hans Lands Frihed gaar under med ham, eller naar han vil, at Landet skal gaa saa fort frem som han tænker det kan gaa. Det er en stor og tungvindt Maskine at faa frem et helt Folk. Der er mange Hjul, som hugge i hverandre der, og sætter man formegen Kraft paa den, saa springer den. Vi kunne derfor være ganske rolige i Frihedens Navn over Frankrigs nuværende Tilstand, ligesom vi for vor egen Nyttes Skyld maa ønske, at Alt i Frankrig gaar roligt. Saalænge England staar, er Verdensfriheden sikret, og selv om England gik tilgrunde, vilde Friheden ligefuldt finde en Tilflugt, forudsat at Menneskene vare Friheden værdige. Men, vare Menneskene saa indskrænkede Væsener, at de ikke kunde taale Frihed, eller vare saa udlevede eller ugudelige, at Friheden var dem en Umulighed, saa kunde man ikke mere beklage det trælbundne Folk, end man beklager en Kvæghjord, der drives af sin Vogter.

Underligt er det at se, hvorledes de, som sigtede paa Napoleon,Napoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar ramte det engelske Ministerium. Dette kunde man sige, var at henrette Smed for Bager.

Nr. 56/1858; søndag 07.03.

[Tilsettingssaker; Ole Bull]

Korrespondance

Christiania den 5te Marts

«Naar Krubba er tom, so bitas Hestarne.» Dette Ordsprog viser sin Sandhed nu om Dagene ogsaa paa Samfundets Høider og ikke blot i Livets Husstel. Officiererne og andre Embedsmænd, der tror sig tilsidesatte, fører en heftig Kamp i Aviserne mod Styrelsen, der i Befordringer lader til at gaa Noget udenfor den slagne Vei. Angaaende den formodede Besættelse af Statsministerposten har den ligeledes fremkaldt baade mange og bitre Angreb mod sig, fordi den ser ud til at ville besætte Statsraadposterne efter eget Tykke og ikke lade Statsraadet «supplere sig selv,» som man siger, det før har gjort. Der ser man, hvorledes det gaar med Enigheden, naar Nogen tror sig tilsidesat eller med andre Ord: «Naar Krubba blir tom.» Det maa være høist ærgerligt for RegentenRegenten] Karl, svensk kronprins og visekonge dette, at se al denne Opsætsighed, og jeg synes, han forbitret maa spørge som en opirret Husfader: «Hvem er det, som er Herre i Huset?» Det ser ud til, at det er Tjenerne og Husmændene, som vil være Herrer, medens man alene overlader mig Fornøielsen at se paa «at Alt bliver opædt og de Andre rumstere i Huset, gjørende mig til en Hallingmand.»

Ja, saaledes ser det ud, og dersom de trættede om Noget, som havde Lidt at betyde, saa vilde det unegtelig være ærgerligt; men det gjør de rigtignok ikke. Det er bare en Trætte ligesom med Skuespillerne indbyrdes, om hvem der skal faa den og den Rolle, altsaa rent personlige Hensyn. Staten er lige godt tjent med hvilken det er, som blir valgt til Brigadechef, Statsraad eller Statsminister, da de formentlig Allesammen ere lige gode til det Brug. Forsaavidt mig bekjendt er endnu ikke noget virkeligt Talent blevet tilsidesat og saavidt mig bekjendt heller ikke noget fremmet. Det er brugbare Folk Allesammen, som det vilde være Uforstand at være misfornøiede med. Statsmaskinen gaar, og det er helt andre Kræfter end de i Stilling værende Embedsmænd, som driver den fremad i en fri Stat. De smøre Hjulene de og ere Fyrbøder, og dermed kommer vi Alle godt frem. Og om nu en Mand bliver forfremmet, fordi han i et farefuldt Øieblik har Aandsnærværelse nok til at frelse en Kridtpibe, saa viser jo det netop Arten, at han kunde frelse Mere, naar han blev sat over Mere; og om en Mand bliver forfremmet, fordi han er en fin Herre og kan bukke godt, saa viser det jo Manden med Opdragelse, og at han ingen Videnskabsmand er, hvorfor han ikke som denne skal arbeide i Stilhed, men være ved Hove. Enhver skal komme paa sin Plads, og, naar Landet har valgt sig en Herre, maa det saamen finde sig i, at denne besætter Pladsene efter bedste Skjøn. Det kan gaa for vidt med denne Besætning, det er sandt; men endnu synes jeg, at Aviserne burde tie stille, og i det Høieste tage det paa en godmodig Maade.

Ogsaa Landets Stænder imellem er den gode Forstaaelse paa god Vei til at gaa overstyr nu, da Krubba blir tom. I Morgenbladet har været en Mand ude, der har skildret Landets Nød, Storthingets Rundhaandethed og Gagetillæggene for «den tærende Stand», som han kalder Embedsstanden, Alt med gloende Farver. Ældre Folk maa ordentlig blive unge igjen, naar de ser en slig Opsats, idet den livagtig sætter dem tilbage i deres unge Aar, da Krubba ogsaa var tom. Lad os nu bie til her kommer en daarlig Sommer, saa Krubba blir endnu tommere, saa skal man høre Vrinsken og se Biting og Slaaing. Og naar Embedsstanden mister Dyrtidstillægget, vil Kampen efter at faa et bedre Embede og Trængselen efter at skubbe sig med Albuerne frem til Naadens Herre blive hel lystelig for den, som ikke er med i Trængselen. Her er mærker paa en slig Tid, ja den er allerede kommen, men Krubba er endnu ikke saa tom, at Hestenaturen ret alvorlig er kommen tilsyne. Det er blot enkelte Slag og Glefs.

Manden i Morgenbladet vil afsætte det hele Storthing for sin «Profusion» eller Udstøden af Statsformuen. Hvem skulde nu tænkt Sligt under den skjønne Enighed i alle Bevilgningssager paa sidste Thing, hvor endog MossigeMossige] Ingebret Mossige, lensmann og stortingsrepresentant var med engang imellem? Det kommer af den tomme Krubba.

Ja, her er Strid og her høres Rygte om Strid, men Enden er ikke endda. Der kommer nok mere. Rigtignok har Silden forsonende lagt sig imellem eller rettere nedi Krubba, men Krubba blir langtifra fuld af Sild, der maa en god Slump Havre til.

Politiken gaar altsaa ud paa Maden, kan man se.

Igaar kom Ole Bull; han var længe ventet, men Christiania er nu saa upartisk det, at det rimeligvis hverken bliver koldt eller varmt, men lunkent mod Bull. Man har ondt for at adskille Violinspilleren og Politikeren Ole Bull. Det er Snusfornuften det, maa vide. Der er ikke saamegen Ild i Mængden af Mennesker, at de ere udsatte for at stange med Hovedet mod Væggen, og derfor begribe de ikke den Mand, som gjør det. Folk vil, at Menneskene skal være som de selv er, og den, som ikke er det, han er en forunderlig Ting, som det er bedst at gjøre en egen Baas for i Livet. Dog, der kommer vel Liv, naar Bull begynder at spille, og vore forsigtige Mennesker gaa vel ogsaa med, naar de skjønne, at saamange er med, at ingen Fare er forhaanden. Forsigtig er den dumme og uvidende Mand; det er det Bedste ved hele Kroppen hans.

Nr. 62/1858; søndag 14.03.

[Ibsen og det danske teateret; Østgaards Auerbach-omsetjing; studentane og Ole Bull]

Korrespondance

Christiania den 12te Marts

H. IbsenIbsen] Henrik Ibsen, diktar har i en varm og velskreven Artikel i Aftenbladet angrebet vort danske Theater, fordi det, efter at have antaget et Stykke af ham, nu, da det skulde opføres, ikke vil have det, foregivende, at Theatret i disse betrængte Tider ikke har Raad til at betale Honorar. Hr. Ibsen fortæller Publikum, hvad jeg mange Gange har sagt, at vort danske Theater er en fremmed Plante, der kun gjennem Drivhus kan trives her, — at det ikke gjør, hvad et Theater skulde gjøre, nemlig række Landets Forfattere en udførende Haand, men at det alene er til en Spot for vor Selvstændighed og et Exempel paa, hvormeget vi ere Danske og lidet Norske, samt endelig at det ikke opretholdes af Landets unge aandelige Kræfter, men af den ældre Slægt, der har sin Dannelse fra Kjøbenhavn, og deres EfterabereEfterabere] retta frå: Efterrabere lige ned til Borgermadamen; dette ved nu Alle, men det er en Sandhed, som maa fortælles igjen, for at det engang kan blive umuligt at høre og se paa slig fremmed Pjank. Til at berede en saadan Tid er det nyttigt at slige Mænd som Ibsen ogsaa falde fra. Ibsen er nu ikke norsk, efter mit Hoved; han er netop af disse Overgangsfolk, der har sin store Betydning i Udviklingen, og, da det just er slige Overgangsfolk, som fortiden have de fleste Stemmer for sig, saa er det af Vigtighed, naar de træde op og erklære Danskheden Krig; thi, saalænge vi norsk Norske stod alene og gjøede ad det danske Theater, saa antog man, det ikke var Noget at bryde sig om, da man paa Forhaand troede, at vi saa alligevel gik forvidt; men, naar disse dansk Norske komme med, saa bliver Magten større, uagtet der ikke vil være fuldkommen Enighed heller i vore egne Rækker, ligesaalidt som mellem et Lands «Radikale» og «Moderate» i Politiken. Man skal nu imidlertid ikke anslaa for høit den Fordel for Norskheden, som er vundet, om saa alle vore dansk-norske Digtere slog sig fra Danskheden; thi, saalænge de i Vers og øvrige Skrifter hylde Danskheden, saa bliver deres Raab imod den bare en Modsigelse. Danskheden har nemlig saamange Tilhængere inden den studerede Klasse, i den seige Borgerstand i Byerne og hos vore forfinede «Proprietærer» udover Bygderne, at der ingen Fare er med det danske Theater i den første Menneskealder. Jeg kjender Exempler paa «Proprietærer» — jeg vil nu ikke snakke om fine Bagere og slikkede Bymænd — der have været Norske i Sind, men ved at snakke med danske Skuespillere ere de blevne omvendte fra sit norske Sindelag. Naar de hørte Skuespilleren med et «versoffent» Ansigt talte om Dannelse og gjorde disse arme Norske begribeligt, at vi vilde synke tilbage i Raaheden, dersom vi benyttede vort eget Sprog og Manerer, og naar da mine kjære Landsmænd fik høre, at det ikke var fint, saa bleve de forskrækkede og mente: «Jøssøs, hvor det danske Theater danner os.» Og saalænge Borgermesteren i ChristianiaBorgermesteren i Christiania] Carl Fougstad, borgarmeister er Theaterdirektør, saa kan man sandelig faa den ene Ladning daarlige danske Skuespillere herop efter den Anden, for at de her kunne oplæres og saa reise til Danmark igjen efter endt Skolegang. Det er ikke en Kjæft, som kan kny mod den Ting.

Stor Skade for vort danske Theater var imidlertid Pengekrisen, ikke blot fordi Penge til Laan og «Gratialer» ikke nu ere saa lette at faa af vore mægtige Folk, men ogsaa fordi de «deilige Frokoster» for udvalgte Skuespillere og Direktører blive sjeldnere. Vore store Kjøbmænd vare, som bekjendt, en Støtte for det danske Theater, af den naturlige Grund, at disse rige Mennesker maatte se ud som Dannede; maaske ogsaa fordi de troede, at det var den sande Kunst, og som rige Folk følte Forpligtelsen paa sig til at sørge for Kunsten. Jeg vil tro, at Enkelte virkelig havde denne rigtige Tanke, men anvendte den paa en falsk Gjenstand.

«Storbonden og hans Sønner», en Bog af den berømte Auerbach,Auerbach] Berthold Auerbach, tysk forfattar oversat af Østgaard,Østgaard] Nicolai Ramm Østgaard, forfattar er en læseværdig Bog, der skildrer tydske Tilstande, som i det Stykke godt passe paa vore. I Oversættelsen er mange gode norske Ord og Vendinger, saa at Bogen fortjente at kjøbes og læses af ret Mange. Den er som Følgeskrift til «Folkevennen», men er den ikke ellers i Boghandelen, burde den snart komme der. Østgaard er en af vore mest betydningsfulde Overgangsmænd i national Retning. Der er en Sundhed og Sandhed i hans Opfatning, som er meget folkelig. Jeg tror ikke det var vel, at han blev træt af det norske Theater, og da nu O. Vig,Vig] Ole Vig, skolemann som ogsaa paa det Sidste var der, er borte, saa er Norskheden ved dette Theater vist meget liden. Er man der, kan man heller ikke fornemme stort til den.

Ole Bull giver Audients om Formiddagene, og iaften skal han give Koncert. I Studentersamfundet var iløverdags et Forslag fremsat, at Studenterne skulde hylde ham, men det blev med ringe Overvegt forkastet. Direktionen havde lovet, at den vilde gaa af, ifald Forslaget gik gjennem. Man ser af hvad Folk Direktionen er, og man ser tillige, at Samfundet er et Ekko af de kjære Forældre i Bergen og her, som ikke like Bull. De unge Studenter vilde vist hylde ham, om de fik følge sine Ungdomstanker.

Nr. 68/1858; søndag 21.03.

[Tilhøvet til prinseregenten; publikum og Ole Bull]

Korrespondance

Christiania den 19de Marts

Det fine Venskab, som for et Aar siden var mellem Norge og Prindsregenten,Prindsregenten] Karl, svensk kronprins og visekonge er nu paa god Vei til at være forbi, ligesom Sveriges fiendtlige Stemning mod ham vel maa have tabt sig, og saaledes Landene byttet Roller med Hensyn til de prindselige Følelser. Drømmen er altsaa forbi, at Prindsen her hos os skulde finde Fred og Ro og Erkjendtlighed ligeoverfor Sverig, hvor Uro plagede ham; denne Drøm er da svunden som enhver anden, og den vaagne Tilstand med alle sine Sorger kommen tilbage. Svenske Aviser vare misundelige paa os for vort Venskab med Vicekongen, og de saa en «Diplomatik» i vort gode Sindelag. De begrebe fuldt vel den Fordel, vi vilde have havt ved at indtage den første Plads i Kongens Hjerte; men nu skulde hverken vi rose os af den Pladsen, eller Svenskerne misunde os den, hvorimed vi klarligen se af Regentens Opløsningstale til Rigsdagen i Sammenligning med Talen ved Storthingets Opløsning, at han holder mere af Sverige, der mere «høisindet» opfatter Foreningen Rigerne imellem. Dette faa vi finde os i og ikke ligne Mandens Søster, der bliver sint paa sin Broders Hustru, fordi han holder mere af denne end af hende. Et saadant Familienag maa vi vogte os for, især fordi det gjerne ender med, at Søsteren maa ud af Huset og bo paa en Kvist. Jeg vælger denne Lighed, fordi vi ere kjendte med et saadant Forhold, og ikke den større mormonske Lighed, hvor to Hustruer slaaes om den samme Mand, uagtet en saadan Hustvist har Bibelen for sig i Historien om Jakobs Hustruer Lea og Rakel. Jeg tror vi bør vogte os for slige «Familiescener» og med Koldblodighed se, at den anden Ægtehalvdel bliver kjærtegnet, i Følelsen af, at Kjærligheden snart kommer til den anden Halvdel, da Mandens Sind er foranderligt som Vand. Det sætter bare ondt Blod at paatale sin formentlige Ret i Følelsens Øieblik; det er bedre at tie og vente til Hjertets Bevægelser faa vendt sig af sine egne Indskydelser, og dersom «Jalusien» bliver for stærk, saa kan man bide Tænderne sammen og tygge paa Tungesnippen; men stille som en Mur bør man være. Vort følelsesfulde Morgen- og Aftenblad har imidlertid ikke kunnet gjøre dette, men ladet Munden løbe over som Kvindens Vane er, naar hun tror sig skudt for Glug af en Anden, og Ingen kan vide, om ikke ogsaa her bliver et «Optrin» som i Jakobs Hus, da Rakel opirret ved Synet af Leas Frugtbarhed bestormede ham med, at han ogsaa skulde skaffe hende Børn. Tiden kommer vel engang til os med, og dersom nu det overordentlige Storthing er føieligt, saa faar det vist en sand Benjamin af Opløsningstale, trods Avisernes rakelske Husgnaal.

At Aviserne klage over Befordringerne, kan endda tilgives, fordi de svenske Aviser gjøre det Samme, men at de trænge ind i Huset paa Følelsens Feldt, det forekommer mig høist «udelikat.» Husbondens Følelser om, hvad der er ophøiet og høihjertet Sindelag inden Husstanden, bør være en uangribelig Helligdom, da deslige «subjektive» Stemninger og Udtalelser saa alligevel ikke kunne ordnes ind under nogen Fornuftlove. Selv Poeterne giver man Tilladelse til at have sine Stemninger, og spørger hverken om Fornuftgrund eller Retfærdiggjørelse. Det er poetisk, og det er nok. Hvormeget mere maa da ikke en Husfader have sine Stemninger uden at gaa i Rette med ham, og endnu mere en Landsfader, der jo desuden er ophøiet over Dadel? Om nu vi indbilde os, at vi opfatte Foreningen ligesaa sandt som vore svenske Brødre, og om vi end med Statsloven i Haanden kunne bevise, at vor Statsforfatning er bedre og, rettelig fulgt, maa lede til større Statslykke for begge de forenede Riger, saa er dette en Ting, men Regentens Følelser og Udtalelser en anden, som ikke maa forvexles med den første. — Slige Taler ere desuden, politisk talt, bare Formsager, det er Høfligheds- og Hensynstaler, som Ingen bør tage Forargelse over. Vi maa desuden betænke, hvormange forskjellige Interesser der er i Sverige, som for en Konge maa iagttages. De svenske Stænder ere sande Kongemagere, saa at den Konge, der ikke holder sig tilvens med dem, kunde faa mange Ubehageligheder; medens vi er et mindre og mere medgjørligt Folk, der ligner de franske Landsfolk, om hvilke det berettes, at de ere krye over, at en stor Mand vil nedlade sig til at prygle dem. Under ingen Omstændighed resikerer Fyrsten Noget af os, blandt Andet af den gode Grund, at vi have gode Love.

Siden jeg nu taler om Fyrster, maa jeg ogsaa denne Gang tale om Bull.Bull] Ole Bull Han blev syg i Onsdags, da han skulde spille i det norske Theater, og de Lykkelige, der havde faaet revet til sig Billetterne, bleve meget flaue, medens Andre sørgede ved Tanken om, at en saadan Mand skulde være syg, og jeg tænkte strax paa Sokrates’Sokrates’] Sokrates, gresk filosof Ord ved Tanken om at han muligens kunde dø: «man skjønner ikke paa det Gode, før man har tabt det.» Da skulde man have seet Sorg og Lovtaler! Man skal nu forresten ikke være utaknemmelig og sige, at her mangler Lovtaler over Bull i hans levende Live heller. Hans Kunst er Øieblikkets, og det er taknemmeligt. Det er ofte udtalt, hvor stort Misforhold der kan være imellem Mænds Kaar, idet en Lærd, en Digter, en Komponist eller en Statsmand kan arbeide for Aarhundreder og enda dø upaaagtet eller i Elendighed, medens en Virtuos, en Dandser eller Skuespiller kjører gjennem Livet paa en Triumfvogn.

Dette «Virtuosenthum,» som Tydskerne kalde det, har forresten ikke grebet os nu formeget med Bull; man maa vel heller sige, at vi have været noget lunkne dennegang, især Aviserne. Publikum har været henrykt, men det har været anstændigt, og selv i Aften, da det kastede Blomster til ham, gjorde det ikke mere end sin Pligt. Men efter de Modtagelser Bull har faaet andetsteds i Verden er vor Hyldest nu mat. Bull, der staar saa meget over andre Virtuoser i Spil, gjør det vist ogsaa i Forstand, saa at han lader sig nøie med den Agtelse og Kjærlighed, som Storheden har Krav paa, uden at han som Virtuoserne og Skuespillerne kræver at det skal gaa med Bomber og Granater. De vænnes lidt efter Lidt ved larmende Bifald, indtil Skrig og Støi maa lyde som fra et Galehus, skal det være godt. Her paa denne Triumfbue viser Helten og Publikum, hvad det Altsammen er, nemlig Øieblikkets Rus, der dør med samme Voldsomhed som det stiger. Det er Ironien, der maa stikke Seierherren, idet han maa føle, hvor uværdig en Hyldest det er for en stor Mand, at blive modtagen som af Vilde, hvorved han ogsaa selv gjøres til en Vild. Men Verden er nu engang vant til at tage det paa denne Maade, rimeligvis for at oprette den retfærdige Ligevegt, idet den uden at ville det, gjør den hele Sag til — Kommers. I dette finder da den af Samtiden ikke skattede Menneskeven Trøst, idet han siger: Nyder jeg ikke stor Ære, saa modtager jeg den dog af Fornuftvæsener.

Nr. 74/1858; søndag 28.03.

[Munch og Welhaven]

Korrespondance

Christiania den 26de Marts

«William Russell» af A. MunchMunch] Andreas Munch, diktar gik mange Gange over Scenen for fuldt Hus, og Publikum likte det saa godt, at det endog fortælles, at en Dame var kommen paa Gaustad af alle sine Drømme om Skafot og Kvindekrig. Forsaavidt var alting saa godt, som nogen Digter kunde ønske, og endnu bedre blev det, da en filosofisk Skribent i Morgenbladet gjennem 4 eller 5 Afsnit godtgjorde, at «Russell»Russell] retta frå: Russel var et ganske udmærket Stykke Arbeide. Under Filosofiens Gutta-Percha-Begreber fik han alt Udmærket ind i Stykket, og han gjendrev med seirende Magt nogle svage Tvivl om Stykkets Godhed i et andet Blad. Altsaa var Stykkets Seier fuldstændig, Kvindfolk bleve galne af det og en Filosof retfærdiggjorde denne Galskab. Det var ogsaa noget, man burde vente, at Munch vilde blive uangreben, da han alt siden han var «Redaktør» har været en fredsommelig Mand og levet for «Poesien» og «Sorg og Trøst.» Men saa kommer en Dag i Christianiaposten en Mand ansættendes og beviser, at «William Russell» er noget Jux fra først til sidst. Hvem har nu Ret, Kvindfolket paa Gaustad og Filosofen, eller Kritikeren i Posten? Jeg siger Intet jeg; men Munchs Beundrere sætte Kritiken i Forbindelse med WelhavenWelhaven] Johan Sebastian Welhaven, filosof og diktar og erklære den for at være pur Misundelse. Ja, en Poet (man gjætter paa en Advokat) har endog været ude i «Intelligentsedlerne» og i nogle Vers, med kjendeligt Hensyn til denne nævnte Kritik, stillet Munch og Welhaven sammen til liden Baade for den sidste. Welhaven skal forresten Intet have havt med Kritiken, uagtet man troede at han havde støbt Kuglerne, som nok En af hans Slægtninger udskjød. En Mand, der blev negtet Plads i Chr.Posten, var ogsaa forleden Dag ude i Aftenbladet og kaldte Munch en af disse «ægte og sande» Poeter eller slikt noget, ogsaa med Henblik paa Kritiken og Misundelsen; og Munch selv skrev sin Forsvarstale paa Vers, hvilket han neppe burde have gjort, da han efter min Smag skriver bedre Prosa end Vers, hvori der er mærkelig liden Musik og faa Tanker, men derfor ikke altid prosaiske, da der ofte ligger en Stemning i dem. Han er Digter, det kan Ingen negte ham, om just ikke nogen stor, og hans vedholdende «Produktivitet» tykkes mig er det bedste Bevis paa, at der er noget ualmindeligt ved Manden. Dersom min Røst kunde blive hørt, vilde jeg fraraade al Iversyge mellem Munch og Welhaven — om der forresten er nogen undtagen mellem deres Tilhængere. — De staa nemlig selvstændige og berøre ikke det mindste hinanden: Welhaven har Rythmus, Tanker af og til, endog Vittigheder og «Antitheser,» ja hvad mere er, han er endog i enkelte Sange national, f. Ex. om Gudmund Storebingen. Af alt dette har Munch saagodtsom Intet, hvorimod han har Gemytlighed og Religiøsitet. Jeg vilde sige, at Munch er en Digter for Kvindfolk og Welhaven for Mænd.

Ingen af dem har den sande Digters Lynglimt hverken i Fantasi eller Tanke. Naar man læser eller ser Shakespeare ved man først hvad en Digter er for noget. Det er som jeg kan tænke mig at seile opad en Flod i den varme Zone en bælmørk Nat: Tordenen ruller saa det er som «Himmelhvælvingen var af Glas og med en Gang blev knust,» Lynene hvisle om Ørene og oplyse Natten saa at man ser Krokodiller og Flodheste og svømmende Lotosblomster omkring Stormen.

Men det er ufornuftig at tænke paa denne «altomfattende Engelskmand,» naar man taler om Digtere: selve SchillerSchiller] Friedrich Schiller og GoetheGoethe] Johann Wolfgang von Goethe ere visne mod ham, og hos OehlenschlägerOehlenschläger] Adam Oehlenschläger er det neppe mere end enkelte Træk hos Hakon Jarl, der røber en fjern Lighed. I enkelte Vers og Billeder af WergelandWergeland] Henrik Wergeland er maaske Ligheden størst.

Vi bør være glade i, at Munch og Welhaven ere slige som de ere, og ligesaalidt som de selv bør ride paa hinanden, ligesaalidt bør nogen af os tynge paa dem, men naar nogen gjør dem til store Digtere, modsige vi, for at ikke Efterverdenen skal kalde os Samtidige Abderiter.

Denne Strid i Bogleiren om disse tvende Mænd har i Vinter været ganske «piquant.» Nu er IbsenIbsen] Henrik Ibsen, diktar ogsaa raget i Strid med det danske Theater, saa at vore Poeter føre et stridende Liv. Jeg formoder, at de sætte sine Lidelser i Vers, dersom de ere ægte Poeter, men dog bie, indtil Lidelsen er overvunden og saaledes «distilleret» for at ikke Stemningerne skulle blive altfor raabarkede. Jeg skrev engang om hvorledes den stærke og poetiske Mand er, og sagde da blandt andet:

Vi er’ som feite Furutre,
som vex i Aur og Yri:
om Grein og Bork verd’ slængde ned,
so kjem i Saarit Tyri. —

Nr. 78/1858; søndag 04.04.

[Handelsbalanse]

Korrespondance

Christiania den 2den April

Nu have vi alt aabent Vand til Bryggerne, saa at Skibsfarten kan begynde, og nogle Dampskibe ere allerede gaaede og komne. Man holdt paa længe med Farten i Høst og begyndte den tidlig i Vaar; men iaar, da man har mindre at fare med, kan ikke Aabningen hilses med den Glæde som sædvanlig. Dampskibene kunne ikke komme til at tjene meget med Passagerfart iaar, da Saamange som før ikke kunne have Raad til at reise, og Vareindførslen fra Udlandet maa blive forholdsvis endnu mindre. Landet maa ligge og bie med Indførsel, indtil en Balance med dets Udførsel kommer istand, d.v.s. indtil Folk have Penge at kjøbe noget for. Nu da Spekulationen og Kreditten er ført tilbage til fornuftige Grændser, kan man ikke som før holde paa at gjeldbinde sig til Udlandet i det Store, men Forholdet maa stille sig greit som i en anden Husholdning, hvor Indtægt og Udgift og dermed ogsaa Levevis let bringes paa det Rene. Det er aabenbart, at her endnu ere flere fremmede Varer indførte i Landet, end det har Raad til at bruge, hvorfor ogsaa de ulykkelige Handelsmænd, som ere Mellemmænd, ikke faa solgt saameget, at de kunne betale sine Vexler til Forfaldstid, hvorfor disse ifølge det indførte Biesystem fornyes med Forøgelse af Renter, Protest og andre Gebyrer; Vexlerne voxe altsaa i Forhold til de for dem oprindelig kjøbte Varers Ælde. Maa man nu kjæmpe saaledes med det, man allerede har, saa er ikke Udsigten stor til at kjøbe mere atpaa. Der skal sikkert lang Tid endnu til, før vi kunne siges at have rent Bord; noget fortere vil det naturligvis gaa nu udover end før i Vinter; thi man kan ikke opsætte meget længe med Kjøb af visse tilvante Ting; man har f. Ex. biet med at kjøbe Klæder, og imidlertid slidt paa de gamle og seet Tiden an; de gamle blive snart for luslidte eller ubrugelige, saa nye maa til, om end af et ringere Slag, dersom man skjønner, at den ældre Finhed ikke kan holdes vedlige. Samfundet kan man sige, gaar nu med luslidte Klæder, og det næste Skridt er, at det gaar i en grovere Sort. Kaffebeholdningerne drikker det op og blander dem med Deig eller Rug; naar der er Slut paa dem, maa Mange slutte at drikke Kaffe eller blot en Gang om Dagen. Sukkeret tager man mindre Stykker af. Vin drikkes meget mindre, ja endog Brændevin og Øl. Samfundet er paa en god Vei, men med Indførslen ser det smaat ud.

Mere Penge skal her nu være i Banken, og naar derfor Nogen nu har godt Pant, saa er han ikke udsat for at blive frasolgt det han har til Spotpris. Den personlige Kredit kommer dog vel ikke saa snart igjen som Pengene til de offentlige Indretninger, skjøndt disse to Ting følges gjerne ad. Saasnart man ved, at der er Noget at gjøre Udvei med, kommer Tilliden Mand og Mand imellem tilbage. Man slipper ikke Tilliden til sin Næste, før man er nødt til det, og man faar den igjen, naar man finder rimelig Grund; den er nemlig en Ting, som man nødig kan undvære.

Nr. 83/1858; søndag 11.04.

[Teaterspråket]

Korrespondance

Christiania den 9de April

Med den samme Følelse, man betragter en gammel Hat, Kjole eller Buxe, som efter Aars Forløb findes igjen, med denne Følelse ser jeg paa de nuværende Angreb paa det danske Theater, især Morgenbladets for isøndags. Al denne Tale om vor Uselvstændighed, som føles, hvergang vi gaa i det danske Theater, og at vi kunde klare os med vore egne Skuespillere, se alt dette er den Tale, jeg hele Tiden har hørt, og som har gjort, at man har betragtet mig som en national Galning. Men nu kommer Morgenbladet selv efter og gaar ved Lag vidt som jeg nogentid har gjort, og Verden siger naturligvis, at det er fornuftigt sagt. Det er ikke uden Rørelse, at jeg betragter dette gamle Klædningsplag og livagtigt sætter mig tilbage til den Tid, da jeg sleit paa det. Ikke uden Trøst ser jeg paa mine gamle Klæder, der nu bedækker Andre, idet jeg føler, at de nye, jeg nu gaar med, engang ville nyde den samme Ære, om end Folk sige, at de nu ere «radikale.» Mine Meninger om norsk Sprog, saadan som de fremtræde i mine «Theorier» og af og til i mine Vers, de ville engang blive de almengjældende, paa samme Maade som en Kjole, der gaar forud for sin Tid og begloes, engang bliver det almindelige Snit, ja endog overfløies og bliver aflægsaflægs] retta frå: aflags igjen; thi jeg gaar endnu ikke saavidt i vort Sprog, som Nogle gjøre, og som igrunden er det Rigtige. Jeg skriver saaledes ikke «dat», men «det», ikke «dan», men «den.» Jeg befinder mig derfor i den samme Tilstand som en parisisk Skrædder i Aaret 1846, der gjorde det dristige Skridt at sænke Kjolens Liv ned imod det Sted, som Naturen har anvist. Han blev en ødelagt Mand, fordi «han gik forlangt», men Aaret efter gaar de andre Skræddere endnu længere ned, og de skabe en Mode, der rigtignok i sin Udskeielse lod Sømmen gaa ned paa Hofterne og Knapperne bag sidde ned paa Enden. Her gjælder det:

«Hvo, som gaar foran i en Alvorsdyst,
han seirer ei, han kjæmper kun og falder.» —

Jeg føier til:

men han, som stormar efter Helten fyrst,
sig rette Seierherre siden kalder.

«Reaktionen» mod disse side Knapper gjorde sig gjældende ifjor, da man igjen vilde flytte dem op mellem Skulderne; men det lykkedes ikke: man er bleven staaende ved «Naturen.»

Saaledes kan det nok gaa an, at Folk blive lidt mere «radikale» end jeg i Sproget, men gaa de forlangt, saa maa de vende om igjen og blive staaende ved «Naturen», som jeg, om jeg selv skal sige, ikke staar langt ifra i Sproget nu, som i Theatervæsenet før, hvorefter man alt er kommen diltendes. Fuldt saa radikal i det danske Theatervæsen som jeg er man dog neppe Alle blevne, idet nok endnu de Fleste ville holde paa et Par af de danske «Kunstnere», medens jeg vilde have dem Alle paa Porten. Men bi nu lidt! man kommer nok snart efter mig, om ikke Alle endnu ere komne saa langt. Det gjeng detti som naar Ein ruller ein Snjøball i «Kremma.»

Det er igrunden ganske gjildt dette, at se Folk saaledes komme dragende efter sig. Det trøster og giver Haab for Fremtiden, saalænge man endnu staar alene. Det lader En synge med Peder Paars:

«Den hele By er gal og jeg er ene vis.»

Her er dog praktiske Uleiligheder forbundne med at faa bort alle danske «Kunstnere», idet nemlig en dansk «Kunstner» er gift med en norsk «Kunstnerinde.» Hvad skal man gjøre her? skal man for Nationalitetens Skyld skille Ægtefolkene fra hinanden? eller skal man beholde en dansk «Kunstner» eller give Slip paa en norsk «Kunstnerinde?» Og hvad skal man gjøre med Børnene, om de blive Kunstnere? Dette er nu et «Extrem», men et virkeligt et, og det viser, hvor inderligt norsk og dansk «Kunst» ere sammenknyttede, og hvor vanskeligt det bliver at skille dem ad. Og selv om disse nordiske «Kunster» ikke ere ægteviede som i dette Tilfælde, saa leve de dog sammen paa en Maade; saaledes om Hr. WieheWiehe] Anton Wilhelm Wiehe, dansk skodespelar reiser, saa vil dog norske Kunstnere vedblive at gaa paatværke, vimse med sit «beljande Hoved», knytte Næven og sige: «O ho, jai elsker dai Gu-hu-us.» Og JørgensensJørgensens] Christian Jørgensen, dansk skodespelar stolprende Gang og Deklamationer gaa og tone igjen, om saa «Kunstnerne» reise fra os. Store Kunstnere smitte de smaa. Men det er paa denne Maade vor «nationale Kunst» skal ophjælpes. Hr. IbsenIbsen] Henrik Ibsen, diktar sagde jo, at Wiehe havde en Mission hos os. Stakkels Ibsen, nu fængsles han som Prometheus med sine egne Tarme.

Hvad skulde nu ogsaa Ibsen paa den Galei, han som staar paa det fornuftige Standpunkt, at Overgangen til vor «Kunst» som Sprog maa ske med Lempe. Men han blev et Redskab for den «radikale» norske Aand, ligesom uden at vide det, men det har bekommet ham ilde, fordi han bliver ræd ventelig, og derfor bortforklarer sine Ord, tager dem i sig igjen nemlig. Nei, det nytter sandelig Intet at gaa nogen Midtvei; man staar paa sin Ret, holder sig til «Naturen», og man faar omsider Ret. Men det er ikke Alle, der saaledes som jeg kunne bie, til Verden giver dem Ret. Hin parisiske Skrædder kunde ikke bie; mørk gik han, klagede over Verdens Uforstand og fik sin Helsot; men ud igjennem sit Vindu saa han dog før han døde Knapper bag paa Kjolen sidde langt nede, og da udraabte han: «Jeg dør dog som Seierherre.»

Nr. 89/1858; søndag 18.04.

[Bybrann]

Korrespondance

Christiania den 16de April

Vi Christianiafolk havde vant os til at tænke, at en stor Ildebrand herinde var en Umulighed; vi havde saa ofte gaaet «forgjæves» til Brandsteder i Byens Udkanter, at vi endog i Aviserne fandt det uforsvarligt at bibeholde den gamle Forordning, som befaler al den AlarmAlarm] retta frå: Allarm, der gjøres ved Udbrud af Vaadeild; og denne offentlige Stemning indførte ogsaa i den senere Tid Kraakeskralder, der ikke saa ilde som Piber uroeruroer] retta frå: uror Folk i Søvne. Vi trodde os brandfrie, og saa derfor med Hovedstadens Overlegenhed ned paa Smaabyerne, der endnu stode paa det barbariske Standpunkt, at de lade menneskelig Flid og Velfærd gaa tilgrunde ved vilde Naturkræfter. Vi følte meget rigtigt, at det er ligesaavel Raahed i Staten, at den lader sig beherske af voldsomme Naturmagter, som det er Raahed hos det enkelte Menneske at lade sig henrive af sin egen Natur, saasom til at larme og slaa i Bordet og gjøre Skade. Det er Oplysningens og Folkeskikkens Opgave at undertvinge den vilde Natur i os selv og i Verden omkring os. Vi trodde, at vi havde faaet Bugt med Ilden, som derfor var undertvungen til en god og lydig Tjener for os, medens den i Smaabyerne og paa Landet endnu ofte opkastede sig til en streng Herre. Vi skjønnede godt, at denne vor Kulturs Magt over Ilden ikke var det ringeste Hovedstadsmærke; men nu er denne skjønne Drøm forbi.

Denne overlegne Hovedstadsro lod idetmindste mig — og Mange til — ligge og ikke bryde sig mere om Brandskuddene og Skralderne og Trommeslagene end det, at vi udstødte nogle tunge Suk over Folk, som forstyrrede Ens gode Nattero; hvorpaa vi vendte os om paa den anden Side, som Bjørnen i Hiet Midtvinter, og sovnede ind igjen. Mange drev det et Stykke videre, idet de omsider stode op, da de skjønnede, at de saa alligevel ingen Nattero fik. Derfor kom faa Mennesker til Brandstedet først, og de faa, som kom, ankom sent; derfor havde ogsaa Mange paa et hængende Haar brændt inde i sine Hier. Jeg antager endog med Sikkerhed, at selv ikke Brandfolkene trodde paa nogen Fare, før det var for sent; baade de og de Andre saa nok Ilden fraadse, men de tænkte paa Hovedstaden og dens Ildfasthed.

Foruden hvad Branden alt nu har vist os, kan man ogsaa let se, at Hovedstaden ikke er ildfast. Her er en Mængde Skjærereder, og mange Bygninger staa som Skuespillere ligeoverfor Publikum: de ere pudsede og oversmurte, men det Indre er ikke grundmuret og Baggaardene ere fulde af Skramlerier og brændbare Sager. Det er Huse for Smaabyer og Ildebrandstilfælde.

Imidlertid trodde vi, at slige Huse, naar de bare laa i Hovedstaden, skulde være brandfrie. I Vinteren 1851 brandt det i det argeste Piperviken; men det var blot et enkelt Hus midt i Klyngen, som gik med. «Der kan man se, at endog Piperviken er Hovedstad», sagde vi.

Fra Kirketaarnet skulde man i Nat have seet Lysning af Ildebranden paa Moss. Paa Sarpsborg skal ogsaa brænde, og i Drammen med, sige Nogle. Slig Vildhed og Barbari kan endda tilgives i Smaabyer, men i Hovedstaden! . . . Hovedstaden har faaet bøde for sin sikre Søvn i Synden. Hele Nationen faar bøde; det rammer Alle mere eller mindre ligefrem. Det var et Svimeslag efter denne udmattende Pengekrisis.

Det har været et velgjørende Syn at se den Styrke og Sjelsro, hvormed de Brandlidte have baaret Ulykken. Jeg har blandt disse mægtige Ruiner, der vække Tanken om Sebastopol, ikke seet et eneste fortvivlet Ansigt, og naar enkelte af den værste Pøbel undtages, der have stjaalet og beruset sig, saa har her vist sig en Hjælpsomhed og smuk Deltagelse, der viser det oplyste og livsfriske Samfund. Det er trøsteligt at erfare Sligt, og giver Haab om, at Skaden snart kan forvindes, saavidt det staar i menneskelig Magt.

Naar det ikke er Uaar i selve Folket, i dets Sæder og Tænkemaade, saa forvindes let alle andre Uaar, mener vor gamle Bog, «Kongespeilet.» Det samme kan siges om Ildebrande. Naar ikke en fortærende Ild brænder i vort Indre, saa slukkes nok Branden uden om os; herlige Huse reise sig, og de bitre Erfaringer ville skabe en Fremtid af Lykke og Velsignelse. Det friske Samfund er som den stærke Mand, hvorom jeg engang sang:

— — — — — — — —
— — — — — — — —
Han aldrig kan gaa under:
hans Aande kom fra Gud:
af sine slagne Vunder
han suger Næring ud.

Vore Aviser og navnlig Aftenbladet have skrevet meget nøiagtigt og godt om Branden, samt om hvorledes Byen skal stelle sig i Fremtiden baade med Vandledning og Brandvæsen. Jeg skal derfor ikke gjentage dette, ligesaalidt som forsøge paa at skildre Branden, der blot maa fremstilles ganske ligefrem, for at kunne brænde Læseren som den brændte os. For slige Magter som Ild og Nød tager man af sig Hatten og bruger ingen Kunster. Kun det maa jeg tilføie, at det skulde have været et ophøiet Syn at se de mægtige Flammer kaste sit Skjær paa Kirketaarnet med den mørke Nat som Baggrund. Duerne fløi ende tilveirs og bleve revne med i Ilddraget og opbrændte. De Stakler havde ikke Forstand til at flyve unda.

Det var underligt første Aften at gaa mellem de glødende Tomter og gjenstaaende Gavler og Skorstene. Ødelæggelsen har ogsaa sin vilde Poesi.

Nr. 95/1858; søndag 25.04.

[Etter brannen; pressekommentar]

Korrespondance

Christiania den 23de April

Endnu ryger det af Branden, og alteftersom den slukner, tiltager Heftigheden i Aviserne om, hvad der med Byen bør gjøres eller lades. Det ser næsten ud til, at det er en daarlig Del af Byen, som er brændt, og at det derfor gjælder at bygge fornuftigt nu. Saa er det ikke. Det er en Del af den ældre By, som er brændt, og den var godt anlagt, hvad man end kan sige paa de enkelte Bygninger. Alt Nyt af Byen derimod er anlagt uden Plan med krogede og forbygde Gader, saa at denne Del maa brænde eller omgjøres, skal der blive Folkeskik paa Christiania. Saaledes er nu Kirkegaden forbygt ved Konsul J. Andresens nye Gaard ovenfor Torvet, saa at man ikke vil kunne have et lige Strøg opigjennem fra Torvet i Flugt med Kirkegaden til Vedtorvet og ligetil Elven. Den nye Kirke er lagt for langt ned, saa at den ikke staar i Linie med Akersgaden, og lige Gader fra Slottet til Torvet og vesterud længer oppe ere gjorte umulige ved Forbygninger og Kroker. Der vilde være Galskaber ved Bygnings- og Reguleringsmaaden i det Mangfoldige at paatale i en Avis for Christianias Vedkommende. Det gik nu som det ofte gaar i Verden, at den Haabefulde dør og Stakaren lever igjen. Saaledes brandt Gulbrandsens Gaard, medens den ovenfor liggende HeyerdalsHeyerdals] Heyerdahl med den hele Husrække til Ihles Vinkjælder staar, hvorved et ordentlig Torv for Christiania er stængt. Ifjor kunde Byen have gjort Begyndelsen til at faa et skikkeligt Torv ved ikke at sælge sin saakaldte Brandvagt paa Hjørnet mod Kongensgade; men denne solgte den paa billige Betalingsvilkaar, saa det saa ud som det skulde være et Hus i Byens Udkant. Byen skulde have kjøbt saamange af Fillegaardene til i den Husrække som muligt, og derved gjort en god Begyndelse. For en By, der er saa gjeldbunden som Christiania, havde nogle tusinde Spd. gjort hverken fra eller til. Naar man er grundrig eller Storfant, behøver man ikke at være smaalig. Under enhver Omstændighed har en By- som en Statsstyrelse et Ansvar for Fremtiden, som ikke tillader den at handle nærsynt. De, som styre, ere midlertidige Forvaltere over Noget, der ligesaameget tilhøre ufødte Slægter som den nu levende. Staten og Byen er Slægtens Eiendom i en høiere Betydning. Jeg tror, at vor Bys Fædre mene det meget godt med sit Stel; men at det gaar ilde, skal Ingen vove at benegte. Det var et rørende og smukt Bevis paa Formandskabets og Magistratens gode Mening, da disse Magter gjorde sig til Forsørgere for den Mands Efterladte, der omkom under Branden, og fulgte ham til Graven, hvor en smuk Ligtale blev holdt; men dersom der i Verden altid var saamegen Forstand, som der er godt Hjertelag, saa vilde Elendigheden være mindre.

Jeg antager, at Byen nu maa spare hvad den kan for at kjøbe Gaarde og Tomter, der ligge i Veien, istedetfor at gjøre Bekostninger paa Pragt i nogle enkelte Strøg, som alt er foreslaaet ved den langletskelangletske] Emil Victor Langlet, svensk arkitekt Plan. Skal Christiania vise sig som Hovedstad i Udlandets Øine ved særegen Pragt, maa dette ligesaameget blive hele Landets Sag, ialfald efter den napoleonske Politik i Paris. Noget Sandt er der unegtelig i denne Politik ogsaa; men Storthingsmændene fra Vest- og Nordlandet vilde rimeligvis ikke gaa ind paa den, hvorfor den her i Norge maa opgives, og Christiania sørge for sig selv.

I Stiftsgaardens Gaardsrum ere de Sager indstablede, hvortil ingen Eier har meldt sig; der gaa FolkFolk] retta frå: Falk om Dagene og lede. Denne Gaard, hvor Statholderen før var, er nu Huset for det saakaldte Nationalgalleri, der rimeligvis faar være der en Stund; thi naar en svensk Herre bliver udnævnt til Statholder, maa han bo i en bedre Bygning.

Morgenbladet har mange Indfald. Saaledes vilde det forleden Dag have kongelig Resolution for, hvorvidt Kirkedepartementet kunde negte det et Foredrag over, at Almuskolen ikke skulde faa, hvad Storthinget havde bevilget. Jeg maa give Statsraaden fuldkommen Ret i, at han Intet vilde have med Aviserne at bestille, om ikke af anden Grund, saa dog af Hensyn til Tidsspilde, da alle Aviser vilde have lige stor Ret, og hvem skulde faa Foredraget? eller skulde der tages saamange Afskrifter, som her ere Aviser? Foredraget kommer i Departementstidenden, og der kan Enhver se det, som har Lyst. Morgenbladet kan nu ikke være saa enfoldigt og tro, at det ved ResolutionResolution] retta frå: Ressolution paalægges Statsraaderne at overlevere sine Indstillinger til Aviserne; men det tør vel ikke andet end komme med slige Galskaber imellem for at vise, at det endnu har sin gamle Natur til Opbyggelse for mange Folk, der fremdeles kunne sige: «Morgenbladet er dog Morgenbladet.»

JenseniusJensenius] Caspar Jensenius, agronom lader til at have gaaet over fra Jordbruget til Sjeledyrkning, og rimeligvis bliver han mere heldig paa den Mark, hvortil der heller ikke skal saamegen Kundskab og praktisk Forstand. Han har saaledes før optraadt mod Sekter, og nu i Morgenbladet igaar skriver han om et enfoldigt Kvindemenneske, som er gaaet over til den katholske Kirke. Naar Folk staa paa et saa raat Standpunkt, at de tro det er en Salighedssag, hvilke udvortes Skikke de befølge, saa kan man ikke snakke med dem. Man vil ogsaa se, at det bare er Pøbel, som lytter til LammersLammers] Gustav Adolph Lammers, prest og dissentar og slige Sekterere. Den Fornuftige bare ler ad Sligt.

Nr. 104/1858; fredag 07.05.

[Drap og drukning]

Korrespondance

Christiania den 3die Mai

Her er virkelig uhyggeligt nu: her er Brand og Drab. Brandene kjende Alle, og Mistanken om Ildspaasættelse kjender man ogsaa; men denne Nats Hændelser kjendes endnu ikke, skjøndt de nok snart komme ud i Verden: en Mand ved Navn John paa 24 Aar, der forresten 2de Gange har været straffet for Tyveri, dræbte en Smed ud paa Grønland ved at kjøre Kniven i Bringen paa ham og vrikke den ud. Beretningerne om Aarsagen til denne fæle Gjerning ere forskjellige, men den rimeligste er den, at de havde været paa en Dandsesal, og Smeden havde da dandset med Johns Kjæreste, som nok likte denne bedre end Kjæresten sin. Dette blev John iversyg paa og svor Hævn. Da de ud paa Natten vare komne ud af Dandsen, gik John forbi Smedens Hus, hvor denne stod og talte med et Par Andre og nævnte nok «Slavemat,» idet John gik forbi; denne vendte sig da om og greb En i Næsen og spurgte, om det var ham som var «Slavematen,» og idet Smeden bad ham at være rolig og af Frygt svarede Nei, at det ikke var ham de mente, slipper John Næsetaget og stikker Smeden, som øieblikkelig døde. John springer derfra hueløs, og gaar hen paa et Sted og faar laant sig en Hue saalænge, mod at han sætter Kniven sin i Pant, der endda var blodig indmod Skaftet og i Bakken. Er denne Beretning rigtig, saa ligger dette Drab paa Grændsen af Mord, idet ikke Hidsighed kan komme saameget i Betragtning, naar Jalusi og en Hævnbeslutning var tilstede, og da Drabet er fælt og foruroligende, idet Smeden ikke kunde gaa fri lige i Gaden, saa burde Straffen være exemplarisk. Slige Overfald og Ildspaasættelser vilde opløse Samfundet og gjøre det til et Kalifornien, hvor Enhver maatte gaa med Pistoler og Kniv. Man skal nu ikke indjage Skræk af enkelte Tilfælde, der findes overalt og til alle Tider som Vanskabninger, men foruroligende ere i Sandhed de Mærker, vi nu se. Naar Mangelen kommer, saa viser den menneskelige Natur sin leie Side; saaledes i Krigstid, Hungersnød og Pest. Den frugtsommelige Fabrikpige, som idag blev funden druknet i en Møllerende i Akerselven, taler ogsaa meget om Tilstanden ved Fabrikkerne og i Hovedstaden, hvad enten nu den Ulykkelige har druknet sig selv eller det er hendes Forfører, som har gjort af med hende. Alle disse unge Piger, som komme til Spinderierne, forberede sig ikke godt til sin kvindelige Bestemmelse, engang at blive Husmødre. Der leve de sammen og drage i Mørkningen skarevis gjennem de trange Smug under alskens letfærdig Tale og Latter, og naar nu dette sker i en By, hvor saa mange letsindige, fraadsende og ørkesløse Mandfolk ere, saa skjønner Enhver, hvorledes Tilstanden maa blive.

Her fortaltes ogsaa idag, at en Mand inat havde forskaaret sig med Villie saa ilde, at man var bange for hans Liv. Nogle sagde det var en Handelsbetjent og Andre at det var en Skriverkarl, men Noget bestemt og aldeles vist skal jeg ikke udgive. Det vilde være meget for en ikke større By end Christiania 3 slige voldsomme Dødsfald paa en Nat, og sligt slaar os, som ere vante til Livets jevne og gode Gang. Det er derfor intet Under, at Folk sige, at Verden ikke kan staa til Pintse. Paaske er alt kommen. Meget er ogsaa Barbari nu og ikke mindst den Politiplakat, som findes opslaaet i hver Mands Port, med sine Straffe om Gabestok for Uforsigtighed med Ild. Det gaar rundt for Almusfolk, og Jurister maa ogsaa betragte Plakaten som en Gjenganger. At nu ikke Storthinget skal række at rette paa Sligt!

Nr. 106/1858; søndag 09.05.

[Overordentleg storting; illgjerningsmannen Gunder Iversen]

Korrespondance

Christiania den 8de Mai

«Det er langt fraa Fant og til Fagramanne, men fraa Fagramannen og ned til Fanten, er ikke langt», d. v. sige det er lettere at blive fattig end rig i en Fart. Landet brugte mange af disse gode Aar til at komme op i den Velstand, som var her for et Aar siden, og nu har det ikke brugt længere Tid end siden før Jul for at blive, hvad det er. Storthinget gik rigt hjem, og nu om 6 Maaneder kommer det fattigt tilbage. Det faar prøve Lykkens Omskiftninger det; knapt vidste det ifjor, hvor det skulde gjøre af Statens Penge, for alle maatte forbruges, og nu kommer det sammen for at gjøre Penge. Almuesmanden tror det, som ligger saa nær, at det skal mynte Penge. «Det er nok 1 Million Storthinget skal slaa nu, naar det kommer ihop», sagde en Mand. Sølv tror man ligger nok af paa Kongsberg, og saa er det bare at sætte Mynten igang. Ved at gjøre Penge mener Almuen at slaa eller mynte Penge; men vi kloge ByfolkByfolk] retta frå: Blyfolk gjøre Penge, naar vi laane, vi, og denne Klogskab vil nok ogsaa Storthinget have; 3,600,000 Spd. har nok Regjeringen for det Første foreslaaet. Spare vil ikke Staten; den siger: «har jeg ikke Penge, saa gjør jeg Penge», d. e. laaner. I ingen Del af Styrelsen kan man spare; det, Hæren og Flaaden har faaet, føles endog forlidet, istedetfor at Nogen skulde falde paa at spare i disse Tider, hvor de europæiske Forholde intet Øieblik gjør Freden sikker, som DunkerDunker] Bernhard Dunker, jurist skrev for RingRing] Frederik Ring, konsul i Ansøgningen om Erstatning, fordi Kaholmens Kanoner kunde skyde Rings Huse ned — i Krig. Bevilgningerne til Veie og Jernbaner kan man ikke spare paa, fordi det er nyttige Ting for Landet og fremfor Alt fordi det skaffer Folk Fortjeneste. Selve Storthingsbygningen vil ikke kunne opsættes, fordi en saa dyr Tomt alt staar og gaber, og fordi Folk vil tjene lidt. Det er ved Fortjeneste Krisen skal overvindes, og til den Ende maa Storthinget gjøre Penge. De Embedsmænd, som fik Lønstillæg, kunne ikke slaa af en Skilling, og «Embedsverket» og Retfærdigheden maa drives, det vil sige, alle Lønninger maa udbetales og Strafanstalterne holdes igang. De eneste bevilgede Summer, som spares, bliver nok de 10,000 Spd. til Skolelærerne og Størsteparten af de 10,000 til Lensmændene. De første 10,000 havde Regjeringen ikke Raad til at sætte ud paa den Indsats, om Bygderne ogsaa vilde skyde til en lignende Sum, skjøndt man nok kunde have vovet dette, da Bygderne nu i disse Tider ikke havde bevilget Noget; dette saa man bedst med Lensmandslønningerne, skjøndt der er det dog enkelte Bygder, som bevilge; men til Skolelærerne vilde det nok have gaaet mere traat.

Her er alt kommen mange Storthingsmænd nu, og de se virkelig flaue ud; de faa ogsaa høre, at deres Nærværelse viser, hvor ilde her ser ud. «Havde vi ikke været fattige, saa havde vi ikke seet Eder nu», faa de høre. Derfor har jeg ogsaa hørt overordentligt Storthing oversat ved ubetimeligt Storthing, og uagtet dette Ord just heller ikke er norskt, saa giver det dog en ganske god Mening. Dette ubetimelige Storthing skal altsaa aabnes paa Mandag, og PrindsregentenPrindsregenten] Karl, svensk kronprins og visekonge kommer hertil imorgen Kl. 1 for at aabne det og overlægge om Folkets Ve og Vel. Det er ubetimeligt Altsammen nu, baade Storthing og Konge;Konge] Oscar I, konge thi han er jo ogsaa overordentlig, det vil sige, den rette Konge lever, men er ulykkeligvis syg. De komme begge disse Statsmagter nu til Christiania, men de finde det om muligt endnu mere ubetimeligt efter Branden.

Ildgjerningsmanden Gunnar IvarsonIvarson] Gunder Iversen, straffange og sinnsjuk (paa dansk Gunder Iversen) er nu en Mand, som tales meget om, og han fortjener det, forsaavidt som han er ligesom de gamle Bersærker, for hvem Intet kunde holde, naar Bersærkergangen kom over dem, og Klæderne revnede af deres opsvulmende Lemmer. For Gunnar skal heller ingen Ting holde, naar Raseriet kommer over ham; han river da op med bare Næver Gulve og Dørkarme, om de ere beitsede med svære Spigere, og Jernsprinkler rykker han af. Hos Lensmanden i Aker sled han af sig den saakaldte Tvangstrøie. Slaveriet skal ikke ville have Noget med ham. Han gjorde dog engang en god Gjerning, idet han frelste SandbergSandberg] Ole Rømer Aagaard Sandberg, lege og sjukehusdirektør engang fra en Galning. Gunnar skal nemlig ogsaa være galen, men naar man ser hans Betænkthed baade ved at slippe ud og siden undgaa sine Forfølgere — saaledes som forleden Dag i Urskoug, hvorom en romantisk Fremstilling staar at læse i Bladene — saa maa man sige med Talemaaden: «Er han galen, saa har den Galne det godt.» Vor Stat er i sin Stræben efter Mildhed undertiden uretfærdig, idet den sparer slige Mennesker som Gunnar enten for det Hul, hvor han kunde holdes, eller fra Henrettelse, om intet Hul kunde holde paa ham. Han har jo ogsaa taget Livet af et Menneske, sin Kjæreste jo? — det er uretfærdigt, mener jeg, naar slige Mennesker kunne slippe, medens der gaaes paa Jagt efter den uskadelige Synder, f. Ex. en 80 Aars gammel Fattigkone, der betler om lidt Tobak til sin Pibe.

Nr. 112/1858; tirsdag 18.05.

[Rådande banklære; Ketil Motzfeldt]

Korrespondance

Christiania den 14de Mai

Storthinget har nu oplet sig, og Hs. k. H. Regenten har idag aabnet det, saa at det nu kan gjøre sin Gjerning. Man antager, at det ikke bliver samlet længer end 1 Maaned, da de forelagte Sager ville gaa rask fra Haanden. Laane Penge maa man, og Regjeringen faar neppe noget Skjænd, fordi den i Vinter laante paa egen Haand. Banken tror man kommer til Christiania denne Gang; det var bare 3 Stemmer om at gjøre sidst, og nu er her saamange andre Repræsentanter, at det ser farligt ud for de gode Thrøndere, der vistnok heller ingen Medlidenhed fortjener, da de ikke drev Suppleanten JensenJensen] Hans Peter Jenssen, kjøpmann og stortingsrepresentant til Thinget, men biede indtil dette kaldte paa ham. Nu vil man slaa om sig med, at Pengekrisen har lært, hvor nødvendigt det er, at Banken kommer til Christiania, skjøndt man ligesaa godt kunde bevise af den, at det Bedste er, at Banken bliver, hvor den er. At have Banken her, tror jeg er at sætte Bukken til at passe Kaalen, iallefald saalænge de nuværende Banklærdomme ere de raadende. De gode Thrøndere ere mere seige de, og om en og anden Anordning kommer noget sent, er dog det bedre, end at kaste sig ud i en Handelskrisis. Banken er nemlig for den jevne Handel og Vandel, men ikke for Spekulanter. Kommer Banken hid, slaar det ikke feil, at Bankbestyrernes Kjendinger og Venner af rige Kjøbmænd endog mere end før ville faa Laanemidlerne, medens Landmanden og den mindre Handlende faar Lidet eller Intet. Vistnok har allerede nu hver Bankafdeling sin Sum at raade over, men Christiania vil dog faa mere end før, det kan ikke undgaaes. Jeg synes, man nu maa have Syn for Sagen, at den Banklære, som raader herinde, ikke er den rette; men man har vant sig til at tro saa fast paa visse Folk, at de mest haandgribelige Kjendsgjerninger Intet hjælpe. Jeg har før saa ofte paapeget, hvori jeg troede Banken tog feil, at jeg ikke vil gjentage det, især da det saa alligevel Intet hjælper. Folk vil have det paa den Vis, lad saa gaa, det er Bondens Hest og Bondens Havre.

K. MotzfeldtMotzfeldt] Ketil Motzfeldt, ekspedisjonssjef og stortingsrepresentant blev siddende i Thinget. Den Manden faar det, som han vil, og ingen Storthingsmand havde engang Mod til at paatale Titelen «General»-Post-Direktør, som laa udenfor Storthingets Mening med Bevilgningen. Nu sige rigtignok adskillige Storthingsmænd, at man paa næste Thing vil inddrage Gagen, naar Tingen tages paa denne Maade med Titel og Styr og Stel, men pas nu paa! Der vil ikke findes en Mand, som har Mod og Overlegenhed nok til at opløfte Munden paa en Maade, som betyder det mindste. De snakke nok, de ærede Herrer, underhaanden, men naar det kniber, gaa de med Strømmen. Sligt maa man ogsaa vente, da der skal Kundskab og Begavelse til at have moralsk Mod, og selvstændig maa man atpaa være, saa at man hverken ser op til et Embede eller til et Gjenvalg. «Man frygter Gud og ræddes Ingen» — det er Betingelsen for at være en god Storthingsmand.

De eneste Folk, der gjøre Lykke hos den saakaldte Opposition, det er de, der sige, at den altid har Ret, og at Landet af den skal faa sin Frelse. Siger man disse Udvalgte, hvad de ere for Karle med al sin gode Villie, saa er man Aristokrat og sligt Noget. Det er dog igrunden godt, at det er saa; thi derved regjere nogle faa Mænd det Hele, og om end disse Mænd i en og anden Henseende kunne tage feil, saa er dog det bedre, end at de, som kunne mindre, fik for stor Magt. Det gjør ikke stort, om en og anden Smigrer faar en Post eller bliver valgt til Storthingsmand. Den Mand faar Brød, som han kan trænge til, men han er ingen farlig Mand. Naar han har faaet Benet, saa lægger han sig bortunder Kakkelovnen i Ro og tygger.

Enfoldigt vilde det dog være at negte, at denne gamle Opposition med al sin Mangel paa Mod imellem gjør godt. I Statens Husholdning trænger man ogsaa til Sligt, og den ældre Tid har mange gode Ting fra det Parti, som nu forresten er opløst. Det saa man bedst i Sagen om K. Motzfeldt.

Det er nu med dette vort eget huslige Stel, hvor vi kunne tillade os at være utilfredse med en og anden Storthingsmand eller Parti; men hvor det gjælder store Ting, der have de fleste Thingmænd vist sig gode. Saaledes naar der spørges om Forholdet til Sverige. PrindsregentenPrindsregenten] Karl, svensk kronprins og visekonge skal derfor ikke ville fremsætte Mellemrigsloven paa dette overordentlige Storthing, fordi han vel antager, eller det er indtrængende blevet ham forestilt, at det vil gaa Loven ligedan som sidst, og for slige Afslag kan heller ikke han ville udsætte sig, uagtet det for Svenskernes Skyld maatte være ham magtpaaliggende at faa den Loven frem. Han staar imellem Folkene han, og begge vilde han derfor gjøre tillags; gaar ikke det an, saa er det naturligt at holde sig til det mægtigere; men ikke vilde det være vel, om disse forenede Folk skulde ville drage KongenKongen] Oscar I, konge ned i sine smaa Stridigheder. Han skulde staa over begge han, og vi skulle ikke forsøge paa at drage Hans Høihed ned i Mellemværendet. De Svenske, som troede, at vi vilde modtage Prindsregenten koldt denne Gang, fordi han til den svenske Rigsdag beklagede, at vi ikke havde antaget Mellemrigsloven, de skulle se, at de spaaede feil; thi Regenten blev modtagen med ligesaamegen Hurra som før, og paa anden Maade kunne vi ikke lægge vore Følelser for Dagen. Skrive om ham kan man ikke godt; thi da han er ophøiet over Dadel, saa er han ogsaa ophøiet over Ros. En og anden Sang kunde nok gjøres, men Kongepoesien hører ikke Tiden til; skal man faa noget poetisk ud af en slig ubekvem Materie, saa maa det ske paa en Maade, som lettelig misforstaaes.

Nr. 117/1858; søndag 23.05.

[Minnesmerket over Peder Fauchald]

Korrespondance

Den 19de Mai

Den Støtte, som Toten reiste over P. Fauchald,Fauchald] Peder Fauchald, bonde og stortingsrepresentant blev den 17de Mai afsløret paa Totens Kirkegaard. Støtten er af sleben Granit, huggen paa Akershus Fæstning og koster omtrent 60 Spd. Indskriften er som vanligt paa slige Støtter, at den er reist af taknemmelige Medborgere, og den Afdødes Fortjenester opregnes. En talrig Forsamling indfandt sig til Afsløringen, og efter nedenstaaende Sang (af Provst MagelsenMagelsen] Wilhelm Christian Magelssen, prost):

Før Støttens Afsløring

Den Vei, som Støvets Børn skal gaa,
er oftest tung at vandre paa:
saamangen Sorg, saamangt et Savn,
— men Alt dog til vort sande Gavn —
Gud sender fra sin Throne ned,
at bæres i Taalmodighed.

Vi samles ved en Broders Grav
— vor Herre tog, hvad han os gav —
en Ven os kjær og dyrebar,
hvis Liv en rastløs Virken var
for Andres Held til sidste Stund;
her faar han nu en rolig Blund.

Dog — mens han blunder — vaager jo
i Eftermælet Folket tro;
en Røst fortæller ogsaa her,
at hvad han virked’ glemt ei er,
ei i hans Bygd, ei i hans Land:
han altid var en Folkets Mand.

Efter Støttens Afsløring

Et Vidnesbyrd er her aflagt
om Mandens Færd, vort Offer bragt,
skjøndt Lidet, Et os haabe lod,
at Gaven agtes skal som god,
thi Tak og Kjærlighed den gav:
De reiste Støtten paa hans Grav.

holdt Sagfører og Gaardeier BragerBrager] Jacob Brager, bonde en Tale, hvori han skildrede den Afdødes Fortjenester som offentlig og privat Mand.

Derpaa fremtraadte Overretssagfører Vinje, som var indbuden til Høitideligheden, og talte nogle Ord om det Skjønne i, at Mennesket vilde fastholde fra Forgjængeligheden saalænge som muligt det Sande og Gode, og særegent dvælede han ved det gode Exempel, som Toten havde givet ved saaledes at hædre en af sine Sambygdinger. «Enhver Bygd», sagde han, «er som en Familie, og naar den reiser slige Minder, er det som naar man i Familien samler Portrætter af sine Fædre, til hvilke man ser op og henter Advarsel og Trøst. Og først, naar der er en slig Familieaand i hver Bygd, kan man vente, at det hele Samfund vil bestaa af sunde Lemmer.» Hans Tale var igrunden blot en Indledning til nedenstaaende Sang af ham, som derpaa til Slutning blev afsjungen:

«Den, som kan liva til Andres Gagn,
og gjeva Gamlingen Staven,
han liver længe i Folkesagn,
og fær ein Stein uppaa Graven.
Med Døden kjæmper man om den,
som godt i Livet gjorde,
og Minnet holder man dog igjen,
om Støvet stædes til Jorde.

Man later ikke den gjæve Mann
or Haandom lettelig fara,
og derfor liver daa ogsaa han,
so længe Steinen vil vara.
Her sjaa vi nu, at Toten vil
paa Fauchald længe halda,
og det med Guds Hjælp verd’ længe til,
før denne Steinen skal falda.

Du vene Bygd! baade rik og stor,
var Fauchald værd og hans Like:
du taksam er, og paa slik ei Jord
kan mangein gro utaf Slike.
Den, som det Gode skjønner paa,
og ei fraa Sanning vil vike,
han skal det Beste i Livet faa
og efter Døden Guds Rike.

Fred med deg Stytte, som viges inn!
Den unge Mann vil du styrkja,
for han vil læsa paa Skriften din,
naar her han gjenger til Kyrkja.
Han tænke vil som so med seg:
Gud lat meg soleids vera,
at Andre tænkte lidt godt om meg,
naar dei til Jorde meg bera.»

Derpaa samledes et Antal af omtrent 100 af Bygdens Mænd og Stedets Embedsmænd samt Provsten Magelsen fra vestre Toten paa Gaarden Majer, hvor et smukt 17de Mai-Lag blev holdt med sædvanlige Taler og Skaaler og vedbørlig Salut. Der blev talt mange vakre Ord, hvoriblandt Provst Magelsens Tale for Dagen og Vinjes for et frit, nationalt Folk kan mærkes. Magelsen er en sand Taler, og hans Tale over det gamle Thema var original. Man turde ikke raabe Bravo til Præsten, saa gjerne man end vilde, men for Vinje generede man sig ikke.

Fauchald virker ikke mindre ved sit Minde end ved sit hæderlige Liv; og dette saavelsom hint har virket opvækkende paa Toten, der som enhver Bygd trænger til et Fremstød for at blive sig sin Betydning ret bevidst.

Nr. 123/1858; tirsdag 01.06.

[Hoffmenn]

Korrespondance

Christiania den 28de Mai*)

Alle disse Udnævnelser til Kammerherrer og Kammerjunkere have vakt megen Omtale baade i Aviser og Tale, ja det er endog gaaet saavidt, at Hr. Konsul Tønsberg,Tønsberg] Christian Tønsberg, forleggar der ikke er udnævnt, er bleven forhaanet for det samme. Rygtet havde nemlig udnævnt ham til Kammerherre, og Morgenbladet angriber denne Udnævnelse paa en ubillig Maade mod en uskyldig Mand. Nu skal imidlertid Hr. Tønsberg i Egenskab af en venskabelig Regents Konsul gjennem Hofmarskalken have gjort Forestillinger til Regenten om Opreisning for den lidte Overlast, og denne diplomatiske Gang, Sagen saaledes har taget, maa vel ende med den passelige Udvei, at Konsulen virkelig bliver udnævnt til Kammerherre, hvilket er saameget mere antageligt, som Regenten ifølge Rygtet før skal have ytret, at Konsulen skulde faa denne Værdighed, og et kongeligt Ord maa holdes, have flere anseede Mænd sagt til Konsulen, idet de med megen Takt have opfattet hans Tankegang, at nogen anden Opreisning ikke er tilstrækkelig efter den Vending, Sagen har taget; thi Morgenbladet kan ikke straffes ifølge vore Presselove, men staar ligesom Times, naar det f. Ex. angriber en af NapoleonsNapoleons] Napoleon III, fransk president, seinare keisar betroede Mænd eller ham selv. Det er ubehageligt, men paa en vis Maade interessant, at ogsaa her skal kunne være en diplomatisk Knibe i Anledning af en fri Presses Ytringer over Statssager og Personer.

PrindsregentenPrindsregenten] Karl, svensk kronprins og visekonge har ved alle disse Hofudnævnelser vist sig som en folkelig Regent, idet han meget fornuftig har holdt sig til, hvad her i vore smaaborgerlige Forholde var at finde. Han skaber sig et norsk Hof af vor egen ubekvemme Materie uden Von’er, Haupt’er, Stolp’er, Skjold’er og Sværd’er. Det plebeiiske og forvanskede Navn IversenIversen] Carl Oluf Iversen, artillerikaptein bliver ikke engang omskabt til Iversén i Lighed f. Ex. med Wirsén.Wirsén] Gustaf Fredrik Wirsén, svensk greve Vil et frisindet Folk forlange større Folkelighed, saa er det ubilligt.

Man synes i sin Uklogskab, at det er for smaa Folk, som have faaet disse Hofcharger. Men Herregud, vilde man da se store Mænd udnævnte til Sligt? Da kunde Hoffet virkelig blive en farlig Magt, medens det intet Ondt kan udrette, dersom Kundskab og Aand ikke findes der. Det kan derimod more meget; vi se jo i saamangenen god Komedie, at Hoffolkene give os en sund Latter. Kunde ogsaa vi engang komme saavidt, at vi havde noble Naragtigheder hos os selv, saa vilde vi ogsaa i det Stykke føle, at vi vare meddelagtige i den almindelige europæiske Kultur. Jeg vil hermed ingenlunde have sagt, at vore nybagte Kammerherrer og Junkere ere nogle daarlige Karle; men jeg siger blot, at det i Folkefrihedens Interesse var godt, om saa var, og at Aviserne handle uklogt, naar de ønske Hoffet virkelig Rang, Kundskab eller Aand. Bare Statsraaderne ere fornuftige, saa ere vi bedst tjente med, at Hofvæsenet er latterligt, for da kunne vi beskyde disse Lykkeriddere og Titelsyge fra vore tætsluttede aandrige Karreer, saa at de som Mamelukkerne falde lig Fluer med alle sine glimrende Sabler, flagrende Gevandter og arabiske Heste. Det har hjulpet Friheden mangen Gang, at Hoffolkene have været slige, og det er dog en Velgjerning for de europæiske Folk, at Hoffolkene ikke nyde Nationernes Agtelse.

Har Prindsregenten opfattet Sagen under denne Synsvinkel, saa viser han ogsaa ved disse Udnævnelser, at han er en folkelig Regent.

Forresten ere vi urimelige i vore Fordringer. Ethvert Fag kræver nemlig sine særegne Kundskaber og Færdigheder. En Hofkavaler skal være smuk, kunne ride godt, bukke med Anstand, trække Handskerne elegant paa, og i det Hele være en Salonherre, som gjør Indtryk paa Damerne. Kan han dette, kan han nok; ja man tør endog paastaa, at han ikke maa være aandrig, for da vilde det explodere omkring ham; det tendre og fine Væsen, klædt i Silke, vilde springe i Luften af en eneste Raket, og Ulykken er desuden den, at dygtige Folk gjerne ere drøie i Munden, hvorfor deres Plads er paa et helt andet Sted end ved Hove, hvor Finhed bør herske.

Og den kundskabsrige Mand hører endnu mindre hjemme der, thi han gaar gjerne i sine egne Tanker, sætter sig paa en forkjert Plads og træder Folk paa Tæerne eller Damerne op i de side Kjoler. Summa summarum: Hofferne ere gode og den øvrige Verden er god, men Plads kunne de ikke bytte.

Imidlertid tror jeg, at man ikke skal underlægge disse Udnævnelser nogen dybere Tanke; de gaa helt naturligt for sig. Regenten tager dem han liker godt i Omgang, ligesom vi Andre gjøre; og han tager dem, som komme i hans Nærhed, ligesom hos os; han tager dem, som Kjendinger anbefale, iligemaade hos os. Men Forskjellen er den, at en Regent har Partier om sig, af hvilke ethvert stræber at faa nye Folk ind i Hofkredsen, som kan tale vel om det. Det Løvenskjoldske synes at være det mægtigste omkring vort nye Hof; det Wedelske synes mere trængt i Baggrunden, hvad Herrerne angaar. Man taler ogsaa om et Birch-MotzfeldtskBirch-] Christian Birch-Reichenwald, amt- og stortingsmannMotzfeldtsk] Ulrik Anton Motzfeldt, professor, assessor og stortingsrepresentant Parti; men jeg synes nu, at det er altfor borgerligt til nogensinde at faa Indflydelse, om dette Parti forresten er Andet, end hvad den blinde Aviskamp om Statsministerposten har skabt.

*) Kom Redaktionen først ihænde den 30te ds.

Nr. 128/1858; søndag 06.06.

[Replikk frå Tønsberg; skodespelarstanden; statslånet]

Korrespondance

Christiania den 4de Juni

Hr. Konsul TønsbergTønsberg] Christian Tønsberg, forleggar har idag i Anledning af min sidste Artikel om Hofvæsenet været ude i Morgenbladet og sagt, at han ingensinde har søgt om den Bestilling, at blive Kammerherre, og heller ikke vil for Fremtiden modtage en saadan Post, om den blev han tilbuden. Jeg havde jo heller ikke sagt, at han vilde blive Kammerherre, men jeg mente blot, at den eneste Udsoning vilde være, at han blev udnævnt, hvilket hverken Hr. Konsulen eller Nogen kunde have noget imod, da det staar Enhver frit for at modtage Posten eller afslaa den. Jeg troede at skrive nok saa gemytligt jeg og mente at tale om Sagen og ikke om Personer, men jeg har nok stødt visse Folk, især da Artikelen gjennem Storbladene er bragt saa vide ud i Verden. Jeg faar trøste mig med, at den har skaffet Andre en liden Fornøielse, og kan man gjøre det uden med Villie at krænke Næsten, saa har man god Løn for sit Arbeide. Jeg skrev engang:

Vaar Herre lær til meg ei Gang,
kan laatt eg skapa med mi Sang.

De saakaldte Zouaver ere ankomne, men de maa ikke spille Komedie paa Klingenberg; det er Synd om Publikum, at det skal stænges inde i det norske Theater. Meningen med Resolutionen, som negtede Klingenberg at spille Komedie, var nu vistnok den, at det danske Theater, der endnu holder paa at spille, vilde lide Afbræk; men da Folk have taget Resolutionen ilde op og talt ilde om det danske Theater, saa har man slaaet en Krok paa og ladet det norske Theater faa Herligheden. Det er skrøbeligt at vi skulle se slige Ting i vor frie Samfundstilstand som denne Resolution; det er liksom vi ikke kunde være fornuftige uden at slaa os galne engang imellem. Hvad har Staten med det, at en stakkels Trup spiller Komedie? Meningen var nu den, at man vilde føre et Tilsyn med, at ikke slige Trupper vare til Forargelse; i den Tid satte man nemlig Skuespillere i Klasse med omreisende Kammagere, Hesteskjærere og Linedandsere, netop som man ogsaa gjorde i Rom, og endnu den Dag idag gjør op i de uskyldige Fjeldbygder. Der er meget sandt i denne Betragtningsmaade, for Skuespillerne ere i Regelen Folk, som intet ordentligt have lært, og som i Verden ikke kunne blive til noget andet, ligesom ogsaa at Had, smaalig Misundelse, og uordentlig Levemaade gjerne følger med Skuespillerlivet; haardt er det nu ogsaa at staa og skabe sig til og være MuntrationsraadMuntrationsraad] retta frå: Munterationsraad for Publikum; men derfor er det dog barbarisk at binde Skuespillernæringen og nære nogen Fordom imod Skuespillerne ialmindelighed, saaledes som en slig Resolution gjør; den er en Krænkelse af den Grundsætning i vor Forfatning og sunde Forstand, at alle Mennesker ere lige, og at det ikke er Standen, som adler Manden eller vanærer ham, men hans egne Gjerninger. Ikke hvad jeg gjør, men hvorledes jeg gjør det, bestemmer mit Værd, naar jeg forresten holder mig til det Lovlige. Man maa derfor protestere mod denne Resolution som tilhørende en fordomsfuld Tid, og de Mænd, der have tilraadet den, gjendrive den ogsaa i Gjerningen, idet de vistnok alle have talt med og omgaaet Skuespillere som andre agtværdige Folk. Fra Danmark og andre skuespillende Lande har man nu lært at gjøre altfor meget Væsen af Skuespillerne, men saa kommer denne Resolution og gjør forlidet Væsen af dem, og begge Ting skjæmme dem ud.

Storthinget skal snart slutte, skjøndt det vigtigste er igjen, nemlig Pengelaanet. Her har ligesom hvilet en trykkende Stemning over Storthingsmændene, da de føle, at det ikke er for det Gode, de denne Gang ere samlede, og da de heller ikke have havt saameget at gjøre som sædvanligt, saa kjeder mange sig. I Banksagen kviknede de dog op, og der blev talt baade vel og længe om den Ting. Blev end ingen Kommission nedsat, saa blev der dog sagt saameget sandt, at det vil drage efter og engang komme til Nytte. Nu med Pengelaanet er man paa Veien til at blive sat i den Nødvendighed at komme sammen nok engang, idet Regjeringen skal bindes til en bestemt Rente; faaes nu ikke Pengene for den Pris, saa maa man komme sammen igjen; thi Penge maa Staten have; den kan ikke lukke Butikken den som en anden Mand. Og her ser ud til noget af hvert i Udlandet, saa at det ikke er rimeligt, at Nogen vil udlaane sine Penge paa lang Tid uden mod høie Renter. England gaar det ilde i Ostindien og Frankrig ængster hele Europa. Noget Galt kommer NapoleonNapoleon] Napoleon III, fransk president, seinare keisar vist til at gjøre; en Regjering som hans kan ikke holde ud. Luften er trykkende i hele Europa og Enhver, som har Noget at tabe, er ængstelig for, hvad Tiderne ville bringe. Derfor er det ogsaa stilt i alle Forretninger.

Nr. 134/1858; søndag 13.06.

[Statsmaktene; kongehyllest; tenestereiser i staten]

Korrespondance

Christiania den 11te Juni

Storthinget er slut; det har gjort hvad det skulde og kunde, og gjort detgjort det] retta frå: goridet paa en Maade, som ikke er smaalig; det skjønte, at Landet maatte have Penge og Regjeringen fik frie Hænder til at faa Pengene paa den billigste Maade. Det var en Enighed og Tillid mellem Statsmagterne, som er smuk og lover en god Samvirken til Fædrelandets Frelse. Det ligger ligesaameget Lag paa for Regjeringen at faa billige Penge som for Storthinget, og den Ængstelse hos mange Thingmænd, at man gav Regjeringen formegen Magt, er vistnok grundlovmæssig, men den røber en Mistanke, som nu neppe er paa sit rette Sted. Regjeringen — det vil sige vore Statsraader — er en frisindet Magt ligesom Storthinget, og disse Magter bør holde sammen mod en tredie Magt, nemlig den egentlige Kongemagt, som altid maa repræsentere en Magt, der holder tilbage og slutter sig til sin europæiske Familie. Mod disse tvende Magter, naar de ere enige og staa paa Sandhedens Grund, kan ingen tredie Magt bestaa, undtagen den vil det Samme, nemlig Folkets Lykke og Velvære. Regenten var derfor ogsaa denne Gang fornøiet over Storthingets og Regjeringens Bestræbelser til Landets Opkomst, og nogen misbilligende Udtalelse i den svenske Rigsdag næste Gang, saaledes som sidst, vil ikke finde Sted — en Udtalelse, hvortil Præsten HarbitzHarbitz] Georg Prahl Harbitz, sokneprest og stortingspresident meget historisk skal have sagt, at Ingen brydde sig noget om, da Regenten for ham skulde beklage sig over, at den var falden.

PrindsregentenPrindsregenten] Karl, svensk kronprins og visekonge er idag afreist, og han modtog ved Afreisen al den Hyldest, som et til Hof uvant og fornuftigt Folk kan lægge for Dagen. Vi skjænke ham ikke vor Hyldest for at han her skal have et Asyl imod Angrebene i Broderriget, hvilket de svenske Aviser have beskyldt os for at gjøre; men vi glæde os i ham, fordi han forstaar at holde sig til Jorden ikke blot med Kammerherrer, men ogsaa ved Bordet og i Kjærlighed. Hans Væsen og Omgang skal ikke skabe et Folk, der «udmjukt» staar med Hatten under Armen og kysser Stigbøilerne, hvilket ikke er forenligt med den sande Frihed, som alene frygter Gud. Idet en Regent saaledes stiger ned til Folkets Tankegang og Levesæt, fortæresfortæres] retta frå: foretæres han ikke i den ophøiede og forladte Stilling, som vaarevaare] retta frå: vare fornemme Damer, hvorom jeg engang sang:

«Vi om Stolen stod, hvor Kvinden sad.
Afgudsdyrkelse et Fald bebuder.
Kvinden sidder nu som gamle Guder,
der fik Røgelse, men ingen Mad.»

Stiftamtmand NannestadNannestad] Mathias Bonsach Krogh Nannestad, kaptein, stortingsrepresentant og amtmann har, som det vil sees af Bladene, forlangt Storthingsskyds og Diæt som om han var reist fra Tromsø, uagtet han blot var fra Mandal. Han mener i sit Tilsvar igaar, at han kunde have reist til Tromsø og tilbage igjen, hvorved Staten Intet vilde have vundet, samt at han en Stund paa Vaarkanten sad uden Indtægter for at vente paa det overordentlige Thing, hvorved han vil have lidt igjen for en Langreise, som kunde været gjort, medens han laa i Mandal og saug paa Labben. Alt dette klinger nu nok saa rimeligt, om end lidt pudsigt; men Ulykken er, at en Regning er en altfor prosaisk og faktisk Gjenstand til at kunne bygges paa poetiske Forudsætninger. En Regning skal være Sandhed og intet Andet, og kunde Stiftamtmanden ikke ad andre Veie faaet Erstatning for sin Fritid i Mandal, saa maatte han have baaret Tabet selv, og jeg skjønner ikke, hvorledes Regjeringen kan have en Overøvrighedsperson i sin Tjeneste, der indgiver en slig kunstig Regning. Han kan nemlig vente af sine Undergivne, som han er sat til at kontrollere, det Svar, at det nok er bedst for Stiftamtmanden med sin Regning at tie stille. Efter en slig Handling er han et daarligt Exempel og en uskikket Hyrde for sine underhavende Embedsmænd i Amtet. Da det som bekjendt er Maaden, hvorpaa Enhver udøver sin Feil, der gjør ham til Helt eller Stodder, saa er Maaden hos Amtmanden her saaledes, at han neppe kunde gaa klar af idetmindste Forsøg paa Kriminallovens 24 § 27 som den, der vilde benytte sit Embede til at tilvende sig Fordel.

Slige Regninger over Skyds og Diæt have for Embedsmændene været en Bedrift, som Leverancer og Depotgreier for de Militære — etslags lovligt Snyderi, der endog i gamle Dage var en til Embedet paaregnet Indtægtskilde; men der maa falde Ofre for et sligt System, og vor Embedsstand er Gud ske Lov nu saa renset, at hint System ikke længere har mange Tilhængere, og de Tilhængere, som endnu findes, bør Pressen med Sandhed og Alvor fremdrage; det er en af dens vigtigste Kaldspligter.

Nr. 140/1858; søndag 20.06.

[Soldatliv]

Korrespondance

Christiania den 18de Juni

Nu er Herligheden forbi. Storthinget er reist hjem, vor elskede RegentRegent] Karl, svensk kronprins og visekonge ligesaa; Zouaverne ere strøgne. Kanonskuddene i Anledning af Prindsens Fødsel ere henrungede; Leiren paa Etterstad er hævet og Armeen dragen til Sverige; den fine Verden er faren paa sine Løkker og Studenterne hjem eller ud paa Reiser; Byen er nu overladt til sin Arbeidsstok som enhver anden stakkars Smaaby; den ligger og gisper i denne stærke Varme og faar Hals og Øine fuld af Støv mere end nogensinde, da det fyger af de afbrændte Tomter, hvor der flittigt graves, mures og mineres. Det er ingen Mand for feit at være i Christiania nu. Lugter gjør her atpaa, og i Aviserne slaast man om «Svineriet.» Dandsesalen paa Langvik — denne berømte Sal — er ogsaa brændt; men dens Gjerninger leve efter den, skjøndt de vare af en forgjængelig Natur.

Varmest var her den Dag, Tropperne udskibedes, og disse arme Mennesker fik kjende, hvad det er at være Krigere endog i Fred. En Krigens Dag kan ikke være værre end en saadan Dag som denne; thi i Krigen er dog Begeistring, Tro og Død; men her maatte være Forbandelse over Menneskenes Plagelyst. Tvivl om Verden er Alvor eller Spot og en Tørst, som kunde gjøre En afsindig. Der skal man lege Krig, ret male Djævlen paa Væggen! De unge vakre Gutter se ud, som det var paa Livet, og det var det òg; mange besvimede og drak Vand med Haanden af Rendestene; sorte som Skorstene vare de af Sved og Støv og Svedskummet sulkede op af Skoene deres.

Det er intet Under, at Almuen har Rædsel for at være Soldat, og griber til de mest fortvivlede Midler for at slippe. En Aand, der vil begaa en Forbrydelse eller lemlæste sit Legeme for at blive fri for «Kongens Tjeneste,» en saadan Aand er farlig endog for Samfundets Bestaaen. Men hvem er Skyld i, at en saadan Aand er kommen i Folket? Det er Soldaterlivets utidige Plagerier og Officierernes nedværdigende Behandlingsmaade af Soldaten. Vi er til Guds Lykke et Folk, som ikke tager Prygl eller taaler raa Skjænden, og en Mand af Ære tilintetgjør før sig selv end trællesindet taaler slig Behandling. Officiererne ere visselig mere humane nu end før, men naar man ser slige Gjerninger som Udrykningen fra Etterstad nu under slige Omstændigheder og sligt Stel, saa kjendes det gamle Barbari igjen, enten det saa kommer af raa Ufølsomhed eller af pur Dumhed. Sligt maa Enhver paatale, der har det mindste tilovers for sin Næste og ønsker en Aand i Nationen, som sætter en Ære i at være Soldat. Dersom Soldaten blev behandlet snilt, dersom han efter slige Leirsamlinger og andre Exercerøvelser ikke kom hjem udsliten og i Gjeld, saa vilde nok den gamle gode Aand komme tilbage, at det var en Ære at være Krigsmand. Men, saadan som det nu er, kan man ikke fortænke nogen ung Mand i, at Soldat er det Værste, som kan træffe et Menneske. Er det virkelig Krig, saa vil enhver hæderlig Mand ofre Alt, endog sit Liv for Fædrelandet, men at ofre sig for Spas og Raahed og Dumhed, det gjør ingen anden end Daaren. Soldatervæsenet maa forandres, det er ikke noget at bede for det, skal ikke Staten komme i Fare. Soldaten maa faa Løn for sit Arbeide og behandles menneskeligt; eller ogsaa maa enhver ung Mand være Soldat og øves lidt hjemme i Bygden hvert Aar, saa at det bliver som i gamle Dage en Folkeleg. Dette, som nu er, er hverken det Ene eller Andet, undtagen et unyttigt og grusomt Plageri. Kommer Krig, saa er der alligevel ingen Hær at rykke ud med.

Nr. 146/1858; søndag 27.06.

[Lærarløn]

Korrespondance

Christiania den 26de Juni

Amtsformandskaberne tage nu en Haand i Hanke med Skolevæsenet; det er saavidt vides alt et Par, som har bevilget en Sum til forbedret Løn for Skolelærere, for efter sidste Storthings Beslutning at faa et tilsvarende Beløb af Statskassen, og Et har anmodet Amtmanden om at forberede den Sag til adaare, paa hvilken Tid man med det samme vil se, hvorvidt en Skolebestyrer bør ansættes til det hele Amt. Her er saaledes en virksom Modsigelse mod Kirkedepartementet, som fraraadede, at de af Storthinget bevilgede Penge til dette Øiemed bleve anvendte, paa samme Tid som det maa siges, at Skolesagen er kommen i de rette Hænder. Det er vondt for Skolelærerne at lægge Mærke til, at det er Jurister og enkelte Almuesmænd som varmt tale deres Sag i Amtsformandskab og Pressen. Det er dette Slags Folk, som mest uhildede se, hvad der mangler Skolevæsenet og hvormeget det kan virke til Landets aandelige og timelige Velvære, naar det tages paa den rette Maade. Geistligheden, der nærmest er kaldet til at fremme Folkeoplysningens Sag, tager den i Regelen paa en noget ensidig Maade, saa at det er godt, at ogsaa Andre, der mere have Øie for Livets praktiske Tarv, gribe ind med, ligesom ogsaa Theologens Nøisomhedslære ofte tvinger den flinke Skolelærer til at søge sig ind i en anden Stilling, hvor han kan tjene mere og leve bedre. Livet har sit Krav og under vore frie Næringsveie tilfredsstilles det paa den Maade det kan, til liden Baade for Folkeoplysningen, som har ventet, at Folk skal leve formeget af Aand. Man lever vel, men ikke længe af den Kost. Dette begynder Amtsformandskaberne nu at skjønne, og de, der bevilge saameget til Veie, til Syge og Fængsler, begribe, at det var godt, om noget mere blev bevilget til at gribe Ondet i sin Rod. Skal forresten Skolevæsenet gjøre nogen rigtig Fremgang, maa der til Fastskoler og de bedste Almuskoler bevilges saa meget, at Ombudet kan føde en Mand, der har lært mere end de almindelige Seminarister. Seminarierne maa udvide sin Plan, saa at idetmindste et Sprog læres, og da naturligvis Oldnorsk. Uden at kjende et fremmed Sprog er Dannelsen høist mangelfuld; thi alle Begrebsudviklinger og Forstandsøvelser blive Taagebilleder, naar man ikke har oversat Tanken med Bevidsthed fra et Sprog til et Andet. Naturfagene maa ogsaa lægges mere Vind paa, hvorved først Sandsen vækkes for Livets daglige Tarv. Man maa sige, at Skolelæreren nu i Forhold til hvad han kan og hvad han har kostet paa sig, ikke er saa ilde lønnet endda; de Studerende, der have anvendt mindst 10 Gange mere paa sin Opdragelse, lønnes i Regelen ikke saa godt; men Sagen er, at Mennesket maa leve, enten han kan meget eller lidet, og naar En skal være Skolelærer af Fag, saa maa han paa en anstændig Maade kunne leve med Familie. Omgangsskolelærerne paa de Steder, hvor man blot holder Skole om Vinteren, staa sig bedst, da de fremdeles ere Almuesmænd og ikke forlade sit vante Liv; de tjene Penge om Vinteren, naar deres Ligemænd æde op igjen, hvad de tjente om Sommeren. Men saasnart Skolelæreren skal være Skolelærer af Levevei, saa faar han forlidet. Dette maa fastholdes, for at man ikke skal drive Spot med den ringe Løn Omgangsskolelærerne faa op i Bygderne. De have det bedst og ende oftest med efter 7 Aar at have tjent sig fri fra Kongens Tjeneste og lagt sig op 100 Spd. atpaa. Vil man derfor gjøre Skolevæsenet bedre, saa er der mange Ting at betænke; det er ikke nok med at forbedre Lønnen, skjønt det naturligvis er Hovedsagen. Dernæst maa Lærerplanen forandres, saa at Barnet mere lærer at tænke og holdes til Ting, som det mere begriber og derfor har Lyst til. Det er sørgeligt, hvor Kræfterne spildes paa den nuværende Maade at gjøre Religion til Hovedfag for Smaabørn, der drives til at lære udenad de abstrakte dogmatiske Sætninger; derved faa de Lede til Læren og lægge den tilside, naar de komme i den Alder, at de ret for Alvor skulde gribe den. Saalænge ikke dette bliver forandret, er det min Erfaring, at Alt hvad man gjør med Skolevæsenet nytter intet. Skolen bliver ufrugtbar for Livet, og Nationen kan i Længden ikke plante og vande om det Træ, som ingen Frugt bærer. Men dette vil nu mange ikke se, og navnlig vil ikke Theologerne gaa ind paa det, hvorfor det længe kommer til at gaa som før; men naar nu Amtsformandskaberne træde til og naar en Skoleinspektør ansættes, saa bliver det vel bedre, og det er fra denne Side jeg betragter Formandskabernes Indgriben som saa lovende.

Nr. 152/1858; søndag 04.07.

[Norske Intelligenssedler; trelasthandel]

Korrespondance

Christiania den 2den Juli

Alting har udvidet sig i de sidste Aar: en Gaard paa 5000 Spd. sprang op til 10,000; en Mark Smør fra 8 til 16 ß.; en Sopelime fra 2 til 4 ß.; Skjæringen og Opbæringen af en Favn Ved gik fra 2 Mk. til 4 Mk.; en Ku fra 16 til 24 Spd.; en Tønde Havre fra 6 Ort til 11; en Vadmaals Frakke paa en «Proprietær» gik over til en fin af Klæde, og en heimevoven Kjole paa «Madamen» blev ombyttet med en svart af Silke. Alting vox liksom «liten Mimring» i Eventyret 1 Alen i Døgret, selv Varmen, Vinter og Sommer er stegen. Men saa dat man ned igjen og dætter Dag fra Dag; kun en Ting voxer medens Alt falder, og det er «Intelligentsen»; den kom ud igaar den 1ste Juli i næsten dobbelt saa stort «Format» med de samme velbekjendte «Typer» og Bekjendtgjørelser. Intelligentsen er sig selv lig: den opbygger sit Tempel paa Legemets Ruiner. Nu da Folk stryker fra Gaard og Grund, faar «Intelligentsen» mange Auktionsplakater at bekjendtgjøre, og Udpantninger og Opbud vandre ligeledes til «Intelligentsen.» Under den tiltagende Fattigdom forgriber Syndere sig paa Næstens Gods, og Kosterne findes i «Intelligentsen.» Hun forlover sig; men da de i den dyre Tid ikke kan gifte sig, bliver hun Amme og gaar til — «Intelligentsen.» En Skog- og Gaardeier faar i denne Jonsoktid ikke saameget for Tømmeret sit, og Penge maa han have blandt Andet til Turing; thi udfærdiger han en Obligation, som hans «Kommissionær» sælger til 60 pCt., efter at have gaaet til «Intelligentsen,» hvor der staar: «solide» Obligationer ere at faa kjøbt. Man henvende sig til osv.

Intelligentsen betyder i denne Forbindelse Underviseren, af Ordet intelligere, undervise, skaffe Kundskab. Intelligentsseddel altsaa en Seddel, som underviser, og den underviser i Sandhed ogsaa om Æg, Flesk, Gryn og overhovedet Alt, hvad der er til at bite og slite. Den underviser ogsaa om høiere Ting, om Ildspaasættelser, Mord, Røverier og er saaledes en sand Opbyggelse for gamle Matroner, som af husholderiske Grunde indspare Forstavelsen in og kalde den «Telligensen.»

Det var Noget som kunde vides forud, og derfor ingen Nyhed er, at det vilde blive smaat om Penge og lave Tømmerpriser denne Jonsokhelg. Mange Tømmermænd have derfor reist hjem uden at sælge, og mange have gjort strikes ligesom Medicinerne og Traniterne, men Mangelen driver dem nok til at give Kjøb; denne Mangel, som mest kommer af Spekulationerne, saasom Forpagtninger til Udhugst og Kjøb over Evne, den er en af Hovedaarsagerne til Skogmændenes Afhængighed af Lastehandlerne. I Egne, hvor Folk ikke «spekulere» saameget, der kan man hovedsagelig holde op at hugge i de onde Aar og drive paa i de gode. Denne Spekulation og deraf følgende Trang til at «gjøre Penge» i en Fart vil ogsaa bevirke, at den Forening neppe vil lykkes, som dannede sig ifjor og iforaars til at drive Lasten frem til Søen paa egen Regning og selv udskibe den; der skal Forskud til at gjøre Sligt, ikke at tale om, at der skal dygtige og tro Agenter til, samt Forbindelser og Flødningsmænd og Sage og Lastetomter, hvilket Alt næsten uovervindeligt stiller sig iveien for at Skogeierne selv ere Kjøbmænd. Det gaar nok endnu og mange Skogeiere, der vare Medlemmer af denne Forening, spaade det Bedste. Kan den gaa, vil Christiania lide stort Tab, da Tømmeret følger Glommen til Frederiksstad, hvor det naturlige Udskibningssted er for hele Vasdraget. Det er Kunst og navnlig Sagbrugsprivilegierne, som har gjort Christiania til Udskibningssted for det tømmerrige Østerdalen og Solør; naar disse, som snart sker, falde bort, og naar Skogeierne kunde gjøre sig mere uafhængige af de store Pengemænd herinde, saa vil Trælasthandelen antage en fornuftig Gang, hvad enten noget «Interessentskab» faar Varighed eller ikke; men alle Kunster nytter ikke, saalænge Man er nødt til at sælge paa en bestemt Tid, og det vil man være, saalænge man «spekulerer» paa den gamle Vis til Ødelæggelse for sig selv og Skogene. De Eneste, som have Fordel af denne Bedrift, ere de mægtige Trælasthandlere.

Nr. 158/1858; søndag 11.07.

[Statleg effektivitet og moral]

Korrespondance

Christiania den 10de Juli

De, som klage over Tilstanden her, skulde engang imellem se hen til andre Lande, hvorledes det gaar der. Rettens hurtige og gode Pleie er som bekjendt det Vigtigste i et Land, og her maa vi sige, at den, sammenlignet med andre Lande, pleies godt. I disse Dage have vi seet en Departementsskrivelse til en Amtmand, hvori det paalægges denne at have skarpt Opseende med en Dommer, der sad forlænge inde med nogle Justitssager, før han fældte Dommen, samt holdt formange Retsmøder i sit Hus for at faa nogle 4 Mark mere end nødvendigt. Haardt blev iøvrigt ogsaa Dommeren dadlet i denne Skrivelse. Tvende Embedsmænd nede i Jarlsberg kjævlede i Aviserne om, hvem der var Skyld i Overskridelse af Embedsmyndighed i Anledning af et Overfald, og i disse Dage har Regjeringen sendt en Mand ned for at faa Greie paa Tingen. Hermed kan sammenlignes de nyeste Efterretninger fra Nordamerika om al den Bestikkelse, som har fundet Sted hos Dommere og Senatorer og andre Embedsmænd, hvoriblandt ogsaa 2 norske skulle være; ligeledes kan mærkes Leverancerne til Krigen mod Mormonerne, mod hvilke storslagne Bedragerier under Statens Kappe alle vore Depothistorier fra den danske Tid ere for Intet at regne. Og det er til Nordamerika man reiser som til Frihedens hellige Land!

Det kan ikke undgaaes, at der findes Mennesker i ethvert Land, som gjøre Staten til en god Mælkeko, og passe dens Anliggender som Bukken Kaalen, men hvor Opsynet er saa strengt og Pressen saa god som her, vil det Onde ikke blive mangfoldigt. Vi stødes over det mindste og bringer det ud i Verden for at kvæle det af Lyset. Saaledes her en Tildragelse: Da Amtmand NannestadNannestad] Mathias Bonsach Krogh Nannestad, kaptein, stortingsrepresentant og amtmann havde indsendt sin ulykkelige Regning til Finantsdepartementet, blev den baaren ud i Verden. Dette skulde nu synes at være i sin Orden; men en høitstaaende Departementsmand, der er paafaldende opløben og i sin opløbne Tilstand benyttes som Pot og Pande, han finder det uforsvarligt at bære slige Regjeringshistorier udenfor Departementets Vægge til Mad for Aviserne, og forsikrer, at den Kopist skulde jages paa Porten, dersom han fik vide, hvem det var. Dette er en Mand, som kunde blive til Noget i Amerika eller Frankrig, men her bliver han ikke til mere end hvad han er; kanske dog han bliver til Amtmand. Det er nok det.

I Departementerne har man det som paa store Gaarde, hvor Tjenerne bagtale hverandre for at krybe tilveirs paa den Andens Skuldre. Men jeg tror ikke, at Regjeringen gaar efter visse Driftsherrers Grundsætning, som er at befordre slig en Uenighed for at gjøre Tjenerne mistænkelige mod hverandre og derved faa Sandheden at vide. Den stiger nok mest i Departementet, som kan smidske og tynge paa sin Næste. Ja, saa er det jo overalt i Verden. Men Synd er det, at Menneskenaturens Jammerlighed skal vise sig ligesaavel hos den Lærde som Læge, naar Maten kommer med i Spillet. Jeg tænkte engang jeg, at Kundskab og Dannelse lidt efter lidt skulde kryste ud Raaheden i vor Sjel; men ogsaa jeg har derom gjort den Erfaring, at Ordsproget er sandt: «Der blir aldrig Folk af Grisen,» og Bagtalelsen i Departementerne og Misundelsen, naar Nogen stiger fort op, viser dette samme for Enhver. Imidlertid, dette er Noget, som ikke kan være anderledes, og det er blot en nødvendig Skygge i det lyse Maleri, som jeg i Begyndelsen af Artikelen udkastede over vor lykkelige Tilstand.

Selv i et Land som Danmark, hvis Udvikling i saa meget er fælleds med vor, klages over Noget, som neppe finder Sted hos os. I «Nord og Syd» (1858, 2det Kv. Pag. 57) staar: «Det er derhos en vitterlig Kjendsgjerning (hvad der under den nuværende Pengekrise har stor Betydning), at Laan af offentlige Midler i Regelen kun erholdes mod passende «Provisioner» til dem, som have med Sagen at gjøre.» Her tages ingen Provisioner af de Embedsmænd, som paa Statens Vegne have med Pengelaan at gjøre, og det maa antages, at de Mænd, som Regjeringen sender udenlands for at afslutte Laan, intet betinge sig som «Provision,» men at de faa sine Reisepenge og Løn af Staten og Intet videre. At de maaske faa sine «Dusører» af vedkommende Huse i Udlandet, som laane til os, er en anden Sag, og en Udsending fra os, der havde rigtig godt Næringsvet, kunde vel bringe Noget ud af sin Stilling som «Negotiant» for Staten. Men blev det ogsaa spurgt, saa var han færdig med en Gang.

Nr. 164/1858; søndag 18.07.

[Militærøving med svenskane]

Korrespondance

Christiania den 16de Juli

Nu er Krigen slut og Soldaterne hjemkomne. Der flød intet Blod i denne Krig paa Axvalla, hvormeget der end blev røget og puffet, og vi maa derfor endda siges at være komne vel fra Kampen, skjøndt den var dyr for Staten og tung for Soldaten. Der gik fint og godt til, sige Aviserne; men det var nu Officierer, som vare Korrespondenter, og saa kan man skjønne, hvor sande Beretningerne maa være. Times lod sig ikke nøie med en Officier til Korrespondent paa Krim, men sendte En, som kunde tale frit, og derfor fik det engelske Folk og Verden Sandheden at vide. Det var nok daarligt med Forpleiningen der paa Axvalla, og saa kunde man heller ikke faa kjøbe, sige de hjemkomne Soldater. Ombord paa de norske Skibe att og fram var det endda taaleligt, hvorimod det paa de svenske Skibe var saa daarlig Mad, at de Norske ikke kunde æde den. Det var nok rigtig svensk Kost med Nævagraut og Graabeinsild.

Modtagelsen paa svensk Grund var ogsaa, som man kunde vente efter Tonen i de svenske Aviser. Hæren blev formelig udpeben i Gotenborg, sige troværdige Mænd. Paa nogle Steder var det nu bedre, og enkelte Sammenkomster, især blandt de høiere Officierer, endog meget høflige. Vi her i Christiania vare ogsaa høflige ved Lagene paa Klingenberg. At snakke om Broderlighed og Kjærlighed, er nu bare høflige Talemaader, som Værter og Gjæster efter Skik og Brug betjene sig af. Det kan maaske være nyttigt at bruge disse Talemaader, iallefald ere de gjæstevenlige og galante; men Sandheden maa nu engang ud. Man kan længe nok indbilde sig, at de norske og svenske Aviser kunne slaas, og dog Folkene være Venner; men det bliver nu bare Indbildning ogsaa dette. Forholdet mellem Norge og Sverige er som imellem England og Frankrig nu under Alliancen. Større Fiender af Hjertet end disse Folk ere mod hinanden, findes ikke i Verden; men de indse, at det vilde være Vanvid at erklære hinanden Krig, hvorved en gjensidig Ødelæggelseskamp maatte opstaa. Nu, enten man holder Fred paa den ene eller anden Maade, kan maaske være lige godt, og rimeligvis er den Fred den varigste, som er bygget paa en gjensidig Respekt for hinandens knyttede Næver. Historien viser idetmindste, at en anden «evig Fred» ikke er mulig. Støttet paa denne Fred og Grundloven og Rigsakten kunne vi være rolige paa begge Sider, besøge hinanden, være gjæstfrie og høflige; men dersom nogen tredie Magt angriber os, da ere vi broderlige, og en større Broderlighed have vi igrunden heller ikke Brug for, og om vi havde Brug for den, faa vi den ikke. Frænde er Frænde værst, siger Ordsproget, og vi se tvende Brødre sjelden kunne bo sammen, om de ere nok saa vel opdragne. Den Ene vil nemlig styre paa den Anden, og det taaler han ikke. Det var derfor en vis Forening imellem Sverige og Norge, at vi Intet have at byde og befale over hindanden. Da kunne vi som andre Brødre besøge hinanden i Julen, og være høflige, endog broderlige, men forresten grave til os hver, hvad vi kunne. Det er ikke skjønt dette, men saa gaar det i Verden, og anderledes bliver det neppe.

De, der have vundet mest ved denne Skinkrig, ere de mange Officierer, som have faaet Ordener. Alle have de faaet et Kors mere at bære paa, og Korset, tør man antage, er dem paahængt, for at de ikke skulle blive for mægtige og maaske derved farlige for Friheden. Jeg tror her som med Hofudnævnelserne og Hoflivet, at en Historiens Aand leder Kongernes Sind til at bryde Odden af sine Sværde. Nationerne med sin sunde Sands, sit Folkevid og Retfærdighedsfølelse se fra sine aandelige Høider med Foragt eller ironisk Latter ned paa Hofstel og Ordensuddelingerne for Fode. Derved bringes Ligevegt tilveie mellem Magtens og Aandens Indehavere i Nationen. Haardest er dette unegteligt for den fortjente Mand, at han skal se med samme Orden en Anden, der intet Andet har gjort end leget Soldat med en kongelig Person, fulgt ham paa en Dampbaad, eller mødt ham paa Bryggen eller endog blot spist og drukket og gaaet paa Eventyr med ham. Men denne Straf faar den fortjente Mand at lide, fordi han var svag nok til at modtage en saadan Orden, om hvilken han maatte vide, at den ved Mængden af Udstædelser blot var en ufunderet Banknote, som den plyndredeplyndrede] retta frå: plyndred Bankkjælder — Retfærdigheden — ikke kunde løseløse] retta frå: løs ind.

Det er underligt for Folkene at se nyfødte fyrstelige Børn dekorerede med Statens høieste Ordener. Det er karakteristisk dette, da det viser, at Ordenerne ere nedsunkne til at blive Børnetøi, og de Ordener, som disse høie Børn lidt senere faa, blive Børnerangler. Det er Værdighedens Grader.

Nr. 170/1858; søndag 25.07.

[Statslån; soldatfest etter øvinga]

Korrespondance

Christiania den 23de Juli

Nu er da Statslaanet afsluttet; Nogle sige det er dyrt, Andre det er billigt. I disse Tider er det unegteligt godt at faa Penge for lidt over 5 pCt. Rente; (naar Alt trækkes fra og fordeles paa de mange Aar, bliver det ommtrent 5 ? pCt); men det kan neppe laanes ud igjen uden 5 ½ pCt., naar alle Omkostninger og mulige Tab skulle bestrides. Dette er igrunden ogsaa en lav Rente, idetmindste vil man ikke faa den lavere; thi selv om der toges 5 pCt, som snart bliver tilladt, saa vil dog Banken og de andre offentlige Indretninger helle inddrage Penge end laane ud til den Rente. Det viser sig bedst, at Renten for faste Laan er for lav, idet slige «faste Penge», som de kaldes, ikke betales, naar det kan undgaaes, men de betragtes som en Herlighed ved Eiendommen, som derfor gaar høiere i Handel og Vandel. At laane Penge ud paa den Maade og tilfredsstille Laanetrangen vilde være det samme som at fylde et Kar uden Bund, og naar man skriger paa, at Staten eller Banken skal skaffe faste Laan til den gamle Rente, saa er det Kommunisme eller Socialisme under en vis Skikkelse. Det er at tage fra den Ene og give den Anden. Først naar den, som kan, vil betale sin Pantegjeld, er Renten naturlig.

Man siger, at det ikke gaar an hertillands at give mere end 4 pCt. (5 pCt) for «faste Penge.» Dette er som man tager det til: den dygtige Driftsherre kan give mere, og endda blive en rig Mand, naar han faar «faste Penge;» men den Uduelige kan ikke give saameget, ja han kan ikke engang faa Penge for Intet uden at blive Fant. Man kan ogsaa give høiere Rente, alt eftersom Forholdene udvikle sig, idet Omsætning bliver livligere, saaledes som ved Anlæg af Veie, Jernbaner og Kanaler og overhovedet ved bedre Driftsmaader, hvad enten det nu er Jordbrug, Fabriker, Bergverker eller Fiskeri. Vistnok beror det meget paa Landets Beskaffenhed og de andre Leiligheders Natur, hvor høi Rente Priserne og Driftskapitalen kan bære; men dette har mere Indflydelse paa selve Priserne, saaledes at en Eiendom, der var 20,000 Spd. til 4 pCt. Rente, bliver 10,000 Spd. til 8 pCt. Arbeidslønnen vil ogsaa rette sig efter Renten og idetheletaget Livets Stel arte sig paa en anden Maade. Den, som lider Skade under Overgangen, er Eiendomsbesidderen, idet hans Eiendom falder i Pris, alt eftersom Renten gaar op. Derfor var det klogt gjort af Storthinget at sætte en Dag, før 5 pCt. kunde tages af Pantelaan.

Det har været en Feil, baade hos Folket og Storthinget, at vi have været altfor «kontante.» Vi vare rædde for at stifte Gjeld, og troede, at naar Staten var gjeldfri, saa var Alt godt. Men det er med Staten som med en anden Mand: han kan være gjeldfri og endda en Stakkar, idet han ligger og kan ikke røre sig. Faar han derimod et Laan, saa faar han et Redskab til at hjælpe sig op med, og at faa et Laan og at faa en Gave, er for den dygtige Mand i Tidens Længde det Samme. Den, som har Kredit, er rig, naar han har Forstand, og om andre end forstandige Mennesker kan man ikke tale. Man kan derfor sige om et Land: dets Gjeld er Maalestokken for dets Udvikling. England oplyser det. Er Gjelden paadragen ved Galskab, saasom i Frankrig før Revolutionen og tildels ogsaa nu, er det en anden Sag; men da er man ogsaa udenfor Fornuftlovene.

Artilleriet og Kavaleriet kom hjem fra Sverige iforgaars, og igaar vare Soldaterne indbudne paa Klingenberg til at se paa «Komedien.» Det var smukt at indbyde dem, men sagde man A., burde ogsaa B. være sagt, det vil sige, man burde have skjænket dem lidt Øl idetmindste. De gik der forkomne, og det prægtige Fyrverkeri gjorde derfor lidet Indtryk paa dem. Soldaterne og Underofficiererne ere glade i de Svenske, men derimod ere de ikke glade i sine egne Officierer, som de beskylde for Overmod og Haardhed. De dygtigste Underofficierer forlade derfor Tjenesten, saasnart de kunne, og tænke tilbage paa den som en Straffetid. Det er ogsaa for galt, at Veien skal være stængt for dem, saa de ikke kunne komme længere op; derved berøves Armeen sine bedste Folk, og Officiersstanden bliver en afsluttet Kaste uden Talenter.

Nr. 176/1858; søndag 01.08.

[Karl Johans-forbundet]

Korrespondance

Christiania den 30te Juli.

I Sverige og her har dannet sig en Forening, som kalder sig Carl Johans-Forbundet; det har holdt sine Forsamlinger, holdt Taler, hvoraf en er udgiven i Trykken, ja en Sang er endog digtet, kort, det har gjort Alt, hvad et sligt Samlag pleier at gjøre. Naar man ser Fortegnelsen over Medlemmerne, maa man sige, at det er et godt Selskab, og dets Formaal er ogsaa vakkert, da det vil være en Hædersstøtte over Carl JohanCarl Johan] Karl XIV Johan, svensk og norsk konge og rimeligvis en Mægler mellem Norge og Sverige. Selskabets Mening er altsaa god; men jeg tror dog, at et sligt Selskab er en overflødig Ting. Historien vil nemlig af egen Drift udgranske hvad der med Nytte kan siges om Carl Johan, uden at den trænger til nogen extra Hjælp, som desuden neppe vil kunne bruges, da den bliver for ensidig. Det er med Historien som Poesien og al sand Kunst, at den ikke taaler at være Tjener, og her skal den være en saadan, nemlig tjene til at forherlige Carl Johan, der alt paa Forhaand (af SelskabetSelskabet] retta frå: Seskabet) er ein makalaus Mann. Carl Johan gjorde visselig meget baade Stort og Godt; han var et Historiens Redskab, som vi med Tak skulde ihukomme, men derfor skulde vi ikke være blinde for hans Feil. Det er især os Norske, som han skal have været saa stor og god imod; men Carl Johan vidste neppe, hvad han gjorde, da han saa snart lod os beholde vor frie Forfatning, hvilket klart synes at fremgaa deraf, at han gjorde hvad han kunde for at berøve os den, da han fik Øinene op (Leiren i 1821 og Grundlovsforslagene i 1824) for Stemningen: Europa og navnlig England vendte sig ogsaa til vor Fordel i 1814, og da Carl Johan havde hjulpet de «Allierede» mod Napoleon,Napoleon] Napoleon Bonaparte, fransk keisar slængte de ham væk som en udkrystet Citron, saa det visselig var paa Tiden for ham at tage hvad han kunde faa. Rusland vilde neppe have tilladt Sverige at gaa videre end det gjorde. Desuden var Carl Johan, som Enhver, der af Intet bliver noget saa svært Stort, overtroisk, eller kanske rettere, en ængstelig Mand, der er ræd for at falde ned igjen fra den Høide, som han ikke tør tro paa. Han vilde ikke sætte sin Krigerære paa Spil mod et saa lidet Folk som vort, og fra sine Krige havde han lært, hvad det vil sige at stride mod et Folk, der fortvivlet kjæmper for sin Bestaaen, og det atpaa i et bjergfuldt Land, om hvilket han sagde i 1818, da han opigjennem Gulbrandsdalen reiste til Trondhjem for at krones, at det var uindtageligt og frygtsom lagde Haanden paa Kaarden op i en brat Kleiv. Nogle tapre Træfninger fra vor Side og navnlig det, at nogle af vore grebe til Kniven, gjorde ogsaa et dybt Indtryk paa ham. Der er saaledes mange Grunde til det, at vi fik beholde vor Forfatning ved Foreningen med Sverige. Siden efter da Svenskerne begyndte at muddre mod Carl Johan, var han vist glad ved at have et Tilflugtssted i Norge, om det skulde knibe, og derfor vist ogsaa glad i, at vor Forfatning var, som den er, og han selv og Fortrolige vilde vist da gjøre den til et Verk af ham, hvorved vor Taknemmelighed kunde sikre ham og ÆttenÆtten] retta frå: Æt en god Støtte. Det er bekjendt, hvor ængstelig han var ved hver Bevægelse, hvorpaa Opløpet i Stockholm i Anledning af Kaptein LindbergLindberg] Anders Lindeberg, teaterdirektør, journalist og kaptein giver et oplysende Bevis.

Alt dette er politiske Planer, hvorover Carl Johan ikke behøver at skamme sig, men de gjøre ham heller ikke til nogen Helgen; de gjøre ham til en klog Mand, og til at gjøre noget mere udaf ham vil det i Længden hverken lykkes Carl Johans-Forbundet eller alle dets Bøger om ham. En af dets Rosebøger er alt udkommen, hvori Grev WedelGrev Wedel] Herman Wedel-Jarlsberg, greve og statthaldar i tilsvarende Mon nedsættes efter den bekjendte Regel: «Hvad man giver den Ene, tager man fra den Anden.»

Carl Johans-Forbundets Formaal, at klare Forholdet mellem Broderrigerne, vil neppe lykkes bedre end dets Forherligelse af Carl Johan; Forholdet Rigerne imellem klarer sig selv, det, naar man lader det være i Fred; det maa voxe langsomt, det, som skal blive gammelt. Carl Johans-Forbundet gjør heller ingen Lykke i Sverige, hvor Aftonbladet har sagt, at Forbundet der bestaar af nogle sværmeriske Folk, som man bare ler ad. Og allerede Forbundets Hensigt er nok til at vække den svenske Stemning imod det, saaledes som den nu er baade mod Carl Johan og Norge. Den Tilvext og Lykke, Selskabet har havt her hidindtil, er ogsaa vel skikket til at vække de Svenskes Mistro, at det er en Tilstelning til Carl Johans og Norges Forherligelse. Jeg tror derfor, det var klogt at lade Forbundet slumre hen, selv om det fortjente at leve, netop fordi det er saa vel skikket til at vække Mistanke i Sverige, en Mistanke, der end yderligere maa vækkes ved vor Paastand, at ville have en Afdeling af Forbundet her og ikke gaa ind i det svenske Hovedsæde. Vi skulle nu altid være saa norske og selvstændige vi, naar det gjælder Ting, der Intet have paa sig, som her, eller ogsaa naar det angaar Ting, som ikke kunne gjennemføres, saasom Kampen for selvstændigt Diplomati- og Konsulatvæsen og Norges Optræden som Kongerige i Udlandet, sideordnet med Sverige. Kongen optræder som en Enhed for begge Riger, der saaledes gaa op i denne Enhed ligeover Udlandet. Det faar baade Norge og Sverige finde sig i. I Sligt ere vi tapre og blive derved somoftest naragtig-forfængelige. Men i Alt, som vedkommer vor sande Ophjælp i national Henseende, ere vi lunkne eller uenige, saasom i norsk Sprog og Literatur. Derfor vil det i Længden gaa os ilde, dersom ikke Lykken er bedre end Forstanden. Den har været saa før, og bliver det vel fremdeles.

Nr. 182/1858; søndag 08.08.

[Klingenberg]

Korrespondance

Christiania den 7de August.

Man skjønner det høstner, blandt andet paa det, at Skuespillerne komme hjem, og Theatret bringes i Minde. Der skal begyndes ved begge Theatre tidlig i Høst, fordi Kasserne ere modne før Tiden. Vil Publikum besøge Theatrene saa flittigt i Vinter som nu i Sommer Klingenberg, saa kommer der nok i Kasserne. Klingenberg er et smukt Sted. Aviserne ville ogsaa rose det, men de tør ligesom ikke ud med Hjertesproget; det er nu for det, at Steder som Klingenberg skulle leves paa og ikke skrives noget om. Men jeg indser f. Ex. ikke, hvorfor ei en Dandser og Dandserinde, der snurre om paa den ene Stortaa med den andre ende ud i Veiret, ikke ere ligesaa værdige Gjenstande for Avisernes Beskrivelse som Mormonerne, hvorom der flittig underrettes. Kafferen HagheyeHagheye] Hagheye, afrikansk artist forekom mig ligesaa seværdig som disse store Stuter, man udstiller paa Nautemøterne; han aad raat Kjød han, og levede i andre Henseender ogsaa som et naturligt Menneske. Naar Folk ere saa oplyste, at de blive halvvilde igjen, saa raaner ogsaa Kjødet; saaledes er det fint, ligesom det udentvivl er kraftigt blot at lunke Boeufen istedetfor at stege den. PierrotPierrot] retta frå: Pierro i PantomimenPantomimen] retta frå: Pantominen er ligesaa meget værd at tale om, naar han stjæler sig til at æde Kjøtlaaret — der forresten blot er af Pap — som en anden Tyv, der tager et virkeligt Kjøtlaar, og naar han er forlibt i Kolumbine, er han ligesaa morosom som enhver virkelig forelsket Person, og vel saa det og; Kjærligheden paa Theatret er nu den mest opskruede Kjærlighed, men den skrives der meget om. — Alle disse Løver, Tigre, Bjørne, Rensdyr, Heste, Hjorter, Svaner m. fl., hvorpaa Herrer og Damer ride rundt i rasende Jag paa Karussellen, er en saa pudsig Vrangside af Naturen og navnlig af den Uskyldighedens Tid, hvori man indbilder sig, at det i Virkeligheden saa gik til, at man maa slaa i en Latter med det samme man ser det og ligesaa berettiget skrive om det som om andre Bjørnehistorier. — Fyrverkerierne er en lige saa smuk Ild som de virkelige Ildebrande, der nu synes være komne i Mode, og Fyrverkeren, der tænder sine Hjul og sender op sine Kugler, er langt mere godlidende end alle disse Smaagutter, der tænde Ild i Flishouge i Baggaardene. — De, som dandse paa Linier og rullende Kugler, staa paa Hovedet paa en Vandkaraffel og hænge i Husken som Fuglen paa den svaiende Kvist, de ere ogsaa værd at tale om, og fremfor alle Troldmanden, der ligesom sine Standsfæller i Ægypten kan skabe mange forunderlige Ting, men formodentlig ligesaalidt som de kan gjøre Utøi, hvilket dog Moses formaaede, skjøndt man kunde sige til alle disse Folk som Alexander den StoreAlexander den Store] Aleksander den store, konge av Makedonia sagde til en Kunstner, der kunde kaste et Korn gjennem et Naaleøie, og derfor vilde faa en Belønning af den store Konge, spørgende hvad han vilde give ham for denne Kunst: «Gjorde jeg Ret, saa tog jeg dit Liv, fordi du ikke har vidst at gjøre nogen større Nytte med det, men anvendt det til slige unyttige Ting.»

Nu har man det Haab til den «driftige» Hartkopf,Hartkopf] Alexander Hartkopf, impresario Entreprenøren, at han ogsaa skal faa herop den første af alle Jonglører, som nu er i Kjøbenhavn. Han skal kunne stupe hovudkraake (gjøre Saltomortaler, hvilket betyder, at gjøre Dødshop) paa en spændt Linie, og under alt dette spille «nydeligt» paa Fele. Jeg siger som Theateranmelderne, naar de anbefale en Forestilling eller en Koncert: «Vi gratulere Publikum til denne Kunstnydelse.»

Man lever dog ikke saa ilde endda i Christiania om Sommeren. Og saa gjør man Lystreiser om Helga for det man arbeider i Sokna.

«Det er ligedan hos os» sige vel I gode Drammensere med gamle Chilian.

Nr. 188/1858; søndag 15.08.

[Opplysing og økonomi]

Korrespondance

Christiania den 13de August

Det har altid været de mest oplyste Mænd i Samfundet, der have fremskyndet Folkeundervisningen. Almuen selv har ikke skjønnet paa det, men den er dreven og lokket frem, som man maa gjøre med Barnet, og jo større Uvidenhed der er i et Bygdelag, des større Modstand møde de Mænd — Præster og Andre —, som arbeide paa at bringe Almuen til det, der tjener til dens egen Fred. Et stort og sørgeligt Exempel paa Sandheden af dette er Lister- og Mandals Amtsformandskab, der i Sommer sagde Nei til alle nyttige Foranstaltninger og deriblandt til Ophjælp af Skolevæsenet, der i det Amt er saa daarligt, som man kan vente det af Distriktets Uvidenhed og Fattigdom; og Ordførerne viste sig da ogsaa som Bygdernes sande Børn, der slægtede Fædrene paa. Dersom alle Bygder og Amter skulde have slige Styrere og dersom Storthing og Regjering skulde hente sine Kræfter fra slige Folk, vilde Landet om ikke ret længe blive det Hjem for Ulve og Bjørne, som mangen Udlænding tror det endnu er.

For ei at tale om de enkelte Amtsformandskaber, der i Sommer have bevilget Tillæg til Skolelærernes Løn og til Fremme af andre gavnlige Indretninger, er Akers og Christiania Kommune et Exempel paa hvad oplyste Mænd gjøre for Almuskolevæsenet. Aker har iaar bevilget 20,000 Spdlr. til Opførelse af hensigtsmæssige Skolestuer, og dersom et Forslag fra et Udvalg af Akers Sogneselskab gaar igjennem, hvilket er meget rimeligt, saa vil der formodentlig bevilges 10,000 Spdlr. til for at enhver Skole kan faa en egen Afdeling for Pigerne og Undervisningen bedre derved lempes efter deres Tarv; eller ogsaa at Skolen kan faa tvende Klasser.

Christiania Formandskab bevilgede ogsaa iforgaars 33,000 Spdlr. til Opførelse af hensigtsmæssige Skolebygninger, og Almuskolevæsenet er her alt indrettet saa, at her er høiere Poster, hvortil de ældre og dygtigere kunne rykke op. Saa maa det blive overalt og endnu videre, da Skolelæreren ligesaavel som de andre Statsbetjente bør staa paa Stigning, forat den Dygtige og Gamle kan have Noget at holde sig til.

I Formandskabet iforgaars slog ogsaa den Sætning ind, som jeg først her udtalte: det var de mindre Oplyste, de egentlige «Borgere af Byen,» som sætte sig imod den «store» Bevilling eller vilde have den mindre. Det er altid Uvidenhedens Husholdning, at spare paa Skillingen og lade Daleren fare, at sidde i Huset indtil det falder over Hovedet, istedetfor at gjøre smaa Udbedringer, eftersom de trænges til. Saaledes steller Bjørnen sig ogsaa: han ligger i Hiet og suger paa Labben, indtil det dætter ned paa ham i Snetaget om Vaaren.

Men dette gjør slige Folk «populære,» de staa paa «Bygdens, Byens og Landets Bedste,» og vælges da naturligvis ogsaa næste Gang, hvilket vi i det Store se af Storthingsvalgene paa de Steder, hvor Summen af menneskelig Visdom ligger i det trolddomsagtige Ord: «Nei» uden Grund. Det er de «støde» Folk, de «konsekvente» Politikere.

Ligesaa uvittigt som det imidlertid vilde være, at frakjende slige Neier sin Betydning i Statens store Husholdning — thi man kan ogsaa gaa for raskt paa — ligesaa urimeligt vilde det være at se bort fra den Forskjel i Rigdom og Magt, som der er imellem Christiania og Akers Kommune og mange andre i Landet. Er det nemlig sandt, at man bør gaa fremad i Oplysning og nyttigt Stel, saa er det ikke mindre sandt, at man «maa laga Munnen efter Matkoppen.» Men saa maa man ogsaa med det samme erkjende, at det er slige rige og oplyste Byer og Bygder, der ere de selvskrevne Herskere, og at deres Stemme maa opveie mange Andres. Det er Gaardmændene, medens Vestlandet er, hvad en bekjendt Politiker længe siden har sagt, Husmanden, der faar finde sig i at behandles som saadan. I Storthingsmanden fra slige Bygder kjender man ogsaa Husmanden igjen: han gaar klædt som Husmand, lever som Husmand, er ræd for Skillingen som Husmanden og gjemmer Korkerne af sine bayerske Ølflasker og sender dem hjem i Smaaposer. Han kan være en agtværdig Mand, der er al Ære værd, men det ser lidt underligt ud, naar han vil styre Land og Rige. Grundloven har gjort hans Stemme ligesaa vegtig som de Andres, men han skal være saa fornuftig og vide, hvad han er, og Verden har ogsaa godt af at vide det. Her ser man, hvad Husmanden og Gaardmanden har gjort for Børneopdragelsen.

Nr. 212/1858; søndag 12.09.

[Ole Bull]

Korrespondance

Christiania den 10de September

Ole Bull har nu efter sin Tilbagekomst spilt engang, og de, som forstaa sig paa fint Spil, sige, at han aldrig har gjort det bedre. Det er ogsaa helt naturligt, da Bull endnu er i sine bedste Aar, hvorvel en Klimatfeber, han for nogle Aar siden havde i Panama, af og til kommer med Mindelser, hvilket gjorde, at han nu i Sommer har ligget ved Carlsbad, det tør haabes, at denne Kur vil befri ham for disse Efterveer, naar han nu faar rette sig igjen efter den svækkende Badetid. Men da maa han ogsaa reise til sunde Steder, hvilket han gjør, dersom han efter Rygtet tager til Rusland først. Godt vilde det være, om hans rastløse Aand tillod ham at være en Sommer oppe i en af vore Fjelddale og der nyde den sunde Luft og det friske Vand; det vilde ogsaa fylde ham med nye musikalske Ideer, og saaledes virke gjenfødende paa ham baade i legemlig og aandelig Henseende. Kunde han nu udelukkende leve for Musiken, vilde forhaabentlig hans herligste Dage komme, nemlig Manddommens Klarhed og Ro, istedetfor Ungdommens Ustyrlighed. Bulls Kampe med amerikanske Spekulanter, der plyndrede ham, og med Theaterpersonale og Bestyrelser ville formentlig nu have bragt ham til Eftertanke, saa at han trækker sig ud af alle de Forhold, som alene splitte hans Kraft og nedbryde hans Humør. Naar han lever for sin Kunst, vil han erfare, at Menneskene elske ham, som de altid elske og ære den begavede Mand, hvem de føle, at Himlen har sendt dem til Fryd og Glæde. En Mand som Bull kan ikke klage over Verden, og jeg ved ikke, om han gjør det heller. Verden har baaret ham paa Hænderne, og om den imellem har givet ham nogle Puf, saa var det alene, fordi den blev træt og maatte flytte Tak; og faldt han undertiden ned og slog sig lidt, saa var det alene fordi han sprællede formeget. Saaledes gaar det med enhver stor Mand, der forstaaes af sin Tid. Gjør han ikke det, bliver han, som bekjendt, korsfæstet.

Navnlig vil Bull kunne føle, hvormeget han er afholdt i sit Fødeland: i hver By eller Bygd, han kommer, er han hjertelig velkommen, ja man budsender ham og modtager ham med Ære. Dette maa fylde hans Hjerte med Taknemmelighed mod Gud og sit Folk og vække ikke alene hans Begeistring, men ogsaa Følelsen af Ansvar. Den, hvem meget er givet, af ham kræves der ogsaa meget. Man skjønner ogsaa, at Bull føler dette Ansvar, da han altid, trods sine Triumfer, har været barnlig og beskeden, og hans Taalmodighed til at modtage alle dem, der komme til ham, overgaar næsten alle Grændser. Han gjorde vist vel i mere at stænge sig inde, men han er en godhjertet og velopdragen Mand, der finder sig i Livets Tarv, om det ofte end drager ham bort fra hans nærmeste Bestemmelse.

Vore Aviser iagttoge en god Takt, idet de enten aldeles ikke eller ogsaa meget let omtalte hans Koncert og Spil. Bull er kommen saavidt, at det ikke længer er passende at anbefale ham; det gjør man med Folk, som endnu ikke ere komne langt frem i Verden, men som skulle komme frem, og desuden maatte Aviserne som vi Andre sige om hans Spil: «Det er ufatteligt, det er alt det, jeg kan segja om det.

Nr. 219/1858; tirsdag 21.09.

[Kredittinstitusjonar]

Korrespondance

Christiania den 17de September*)

Nu have vi da private Pengeindretninger nok, nemlig Kreditkassen og Banken, foruden Sparebankerne. Men ingen af alle disse Indretninger skabe Kapital, som man siger; de laane bare ind og ud af den Kapital, som alt er forhaanden, uden at forhjælpe nogen Mand til Kredit, der ikke har fuld Valuta. Derfor trives Aagerkarlene lige godt ved Siden af alle disse Indretninger. Man trænger derfor til en Pengeindretning, som kunde give Folk nogen Kredit, det vil sige laane ud til mindre sikre Folk, mod derfor at tage noget høiere Renter, der kunde tjene som Forsikringspræmie for de enkelte Papirer, der for en saadan Laaneindretning vilde blive værdiløse. Ved en saadan Indretning vilde mange af vore Pengeudlaanere, som man kalder Aagerkarle, være nødte til at standse sin Virksomhed, og dermed var vist Samfundet tjent. Det er nemlig mange Folk, som ere gode nok for et Laan, men for hvilke det ikke nytter at gaa til Sparebanken eller Kreditkassen; atter Andre ville igjen laane, men de ville ikke gaa til Kjendinger og Venner for at bede dem om Endossement, hvorfor de gaa til en privat Pengeudlaaner, der tager høi Rente som Assurance, hvilken Præmie ogsaa de bedre Folk maa betale. For den store Mængde af dette Slags gode Folk, der ere meget daarlige for Sparebanker og alle disse Kreditindretninger, vilde netop en saadan Kreditindretning være, og den vilde utvivlsomt selv tjene godt paa samme Tid som den gjorde Samfundet en Tjeneste, naar den blev dreven med Omtanke og et udstrakt Personalbekjendtskab, ligesom den ogsaa vilde virke forædlende paa denne Slags Pengeudlaaning, idet alene raka Fanter kom til at holde sig til de egentlige Jøder, hvem nu mangen skikkelig Mand maa besøge.

Det er fortalt, at det er en slig Pengeindretning, Hr. Advokat RolfsenRolfsen] Ole Rolfsen, advokat i Forbindelse med en anseet Diskontør skal ville grunde, og til den Ende har været i Udlandet. Forholder det sig saa, er Morgenbladets Angreb paa ham idag høist ubilligt; thi Hr. Rolfsen vilde da gjøre Samfundet en større Velgjerning end Hr. StabellStabell] Adolf Bredo Stabell, redaktør og politikar med alle sine Bankgreier og sin Chefspost i Kreditbanken. — Det er ikke umuligt, at Morgenbladets Angreb idag kan tilintetgjøre den paatænkte Pengeindretning; thi man ved, hvor følsomme rige Folk ere for slige Udtalelser; de vilde nemlig synes vise og velopdragne paa samme Tid som de ere rige; en dannet Mand og en rig Mand tro de altid er det samme. — Hvorvidt Hr. Advokat Rolfsen forresten er skikket til at stille sig i Spidsen for en slig Pengeindretning, skal jeg ikke udtale mig over; det er om selve Indretningen jeg taler, og den vilde vist være saare god og «tidsmæssig.»

*) Kom Redaktionen først i Hænde den 19de ds.

Nr. 225/1858; tirsdag 28.09.

[Ole Bull og Myllarguten]

Korrespondance

Christiania den 26de September

Med nogle af sine Kjendinger reiste Ole Bull i Slutningen af forrige Uge op til Hedemarken. Det var en herlig Reise baade for ham selv, dem som vare med ham og sikkerlig ogsaa for de gode Oplændinger, af hvilke de fleste ikke før havde hørt hans vidunderlige Spil. Han blev modtagen med Hurra efter Koncerten paa Hamar og ved Ankomsten paa Lillehammer Brygge. Der blev gjort et stort Lag for ham paa SælidSælid] retta frå: Solid, og overalt blev han modtagen med den høieste Udmærkelse, ikke blot ved de mindre Lag, som Adskillige gjorde for ham, men ogsaa ved den Begeistring, Folk lagde for Dagen ellers ogsaa udenfor Koncertene, hvor han som sædvanlig blev modtagen med Klap, Fremkaldelser og Blomster. Og isandhed han fortjente det. Vi, der have hørt ham saa ofte, syntes ogsaa, at han overgik sig selv, Noget, der maa tilskrives den gode Modtagelse, han fik, hans mere og mere tilbagevendende Helbred, og den glade Stemning, det rige og smukke Land satte ham i. Godt var ogsaa Veiret, saa at den hendøende Sommer viste sig i en henrivende vemodig Ynde. Han gav en Koncert paa Lillehammer og tvende paa Hamar, og ved den sidste havde en Jente fra Huseby i Stange bundet en Blomsterkrands, hvori stod at læse «O. B. lever,» og paa Lillehammer havde man opstillet en Baggrund af Blomster og Blomstertræer, men som for en Del maatte skaffes tilside, da Blomsterduften ikke var god for Felestrængene. Der kom Indbydelser til ham baade fra Elverum og Kongsvinger, hvilke han dog ikke kunde følge, da Tiden til Koncerten herinde alt var bestemt, og han snart maa reise til Bergen. Han besaa Hamars Ruiner og erklærede, at Udsigten derfra var Noget af det mest Fuldendte han havde seet paa sine Verdensreiser.

MøllarguttenMøllargutten] Myllarguten (Torgeir Augundsson) er nu kommen her til Byen for at — forære Ole Bull en Fele af det saakaldte Hardangerslag, der gjøres saa fuldendte i Thelemarken. Kunde han ogsaa spille og tjene lidt, tog han vist det med atpaa, og O. Bull, der sætter ham høiere end nogen anden norsk (Natur-)Spillemand, vil vist gjøre Alt for at hæve ham igjen. Men dette er vanskeligt for et Bypublikum, der er forvænt ved udenlandsk Musik og ikke skjønner stort paa den nationale, naar den ikke fremtræder skolemæssig. Møllarguttens Væsen anbefaler ham heller ikke hos et finere Publikum. Han er opdragen, kan man sige, næsten som en Vildmand og har vist netop derved tilegnet sig den Naturrøst, som saa uhørt toner fra hans Strænge. Det er ligesom en Beskikkelse, at han skal leve paa samme Tid som Bull, der kan tage hans Toner og forædle dem, hvorved de kunne opbevares for Nationen og blive Grundstemningen i vor nationale Musik, der engang maa komme til Værdighed, naar Tidens Fylde kommer. Ligesom vore Folkeviser dø ud med den ældre Slægt, saaledes gaar det ogsaa med Folkemusiken. Møllargutten er, kan man sige, den sidste som han er den største Spillemand, et sandt Billede paa den gamle Aand, der gaar i Graven med sine mægtige Toner. Fattig er han og besynderlig; Ingen tør ligesom kjendes ved ham; han gaar som en Gjenganger; kun Fjeldfolket og Ole Bull ere henrykte i ham. Det vilde være af større national Betydning, end ret Mange tro, at han endnu maatte leve en god Stund, til O. Bull kom tilbage og i Ro kunde benytte ham som en Guldgrube. Ingen anden end Bull kan være Mellemled og oversætte ham. Karakteren i hans Spil gaar tabt ved at fængsles til det almindelige Notesystem, der ikkeikke] retta frå: ike kan gjengive Alt. Bull og Møllargutten ere dyrebare Folk for vor nationale Musik, Møllargutten er en storartet Repræsentant for den gamle, ligesom Bull for den nye Fremtidens Musik. Den Ene afslutter en Bane og den Andre begynder en ny.

Nr. 231/1858; tirsdag 05.10.

[Ny brann i hovudstaden]

Korrespondance*)

Christiania den 1ste Oktober

Folk ere saa vante til Ildebrande nu i alle Byer, at det intet Nyt er at fortælle om en Ildebrand, som dog altid før var Mad for Mons. Der gives snart ikke en stakkars Smaaby, som ikke kan rose sig af en Oplysning, selv Sarpsborg har mere end nok af den Slags Oplysning. Det storartede Skuespil, som en Ildebrand fremviser, og som bevægede Keiser NeroNero] Nero (Tiberius Claudius Nero), romersk keisar til at stikke Ild paa Rom, det har nu den største Slusk endog paa Strømsø seet. Dog, man maa ikke spase med saa store Ting. Dersom det skulde holde paa med slige Ildebrande og Mistanker om Paasættelse, saa er Samfundet paa Vei til at rokkes i sin Grundvold, og den Ret maa indtræde, som i gamle Dage, at man uden Videre hænger hver den, der øver slig Ildgjerning som Ildspaasættelse. Der gives dog ingen forfærdeligere Forbrydelse end Mordbrand, og Kriminalloven, som alene sætter Livets Fortabelse for en slig Forbrydelse, naar Nogen derved er omkommen, synes at tage Bibelens Ord altfor bogstavelig: «Liv for Liv, Øie for Øie, Tand for Tand og Fod for Fod.»

Slaveri paa Livstid er en ringe Straf for at sætte dødelig Angst i en hel By og ødelægge saa megen menneskelig Sved og Møie.

Naar nu den 14de April kommer og altsaa Aarsdagen efter den store Brand i Christiania, vil vel Nogen give en Opskrift over al den Ødelæggelse for Samfundet som dette Aars Ildebrande har paaført det. Alt kan nu ikke beregnes, men alene det, som er assureret, vil blive en svær Sum.

Branden herinde paa Bordtomterne iforgaarskvæld var en mægtig Ildebrand, og Enhver ventede Gjentagelse af Rædselsscenerne fra 1821(?), da hele Bordtomterne strøg med. Da, sige Folk, fløi Bord og Planker tilveirs som Papirstrimler, dragne af Ildens mægtige Aandepust, og Elven og Havnen bleve saa opfyldte af Snorter (forbrændte Stykker), at man ikke kunde komme til Vand. Der ere stygge Historier om den Brand, og vi se daglig Mure og Bygninger, som skulle være opførte for det, Ildgjerningsmændene fortjente. Nu tror man ogsaa, at Ilden er paasat derude paa Tomterne, og 1000 Spd. ere udlovte af Young,Young] Jørgen Young, forretningsmann hvis Tomt brændte, til den, der kan give Oplysning om Gjerningsmanden. Men, man er nu bleven saa forskrækket, at man tror Ilden maa være paasat ved alle Anledninger. Samfundet er blevet mistænkeligt.

Christianiaposten udkom idag under en ny og forbedret Udgave; smukt har Bladet altid været, men idag var det nu overmaade smukt. Det bedste var dog Politiken, som Bladet begyndte sin Gjenfødelse med. Det er den Politik, som Morgenbladet havde for 10, 12 Aar siden, nemlig at en parliamentarisk Regjering er den bedste, at det altsaa er Massen som skal styre og at Bondestanden er det konservative Element i Staten, som Regjeringen ikke bør drive for vidt ved seig Paaholdenhed. Dette faar man ud af den lange seige Artikel, og det er nu altsammen godt og vel nok, men det staar i et underligt Forhold til Postens gamle Skjold og Vaaben. Her blev bebudet et Oppositionsblad, som ikke er kommet og vel heller ikke kommer, men Posten er nu kommen saa oppositionel som Nogen kan forlange. Nu ja, taaler man, at Morgenbladet har gaaet til den modsatte Side af sin Fortid, saa kan man vel taale, at Posten gjør det. Det er jo snut op og ned paa alting, og Folket gaar lige ligegyldigt. Saaledes indleder omtrent Posten ogsaa sin nye Politik, uden naturligvis dog at nævne Morgenbladet.

Det er dog tvivlsomt, om Posten vil have samme Lykke med sig i sit nye Skind som Morgenbladet; man tillader nemlig lettere at en Mand bliver til Fagramand fra Fant end til Fant fra Fagramand. Det har noget pikant ved sig at tale med en fin Mand, som engang var Slusk, men at tale med Slusken, som engang var en fin Herre, det vækker Pine. Posten faar derfor vist ikke den Understøttelse, han ærlig fortjener, og det er Synd. Imidlertid kan det ikke negtes heller, at Postens naturlige Stilling vilde være at fegte for Aandens Aristokrati; thi hvem skal gjøre det nu? Vist er det saa, at Oplysningen intet Organ trænger til, da den er Organ nok selv, men i en pressefri Stat burde man dog ogsaa have et fint Blad, som gik med lakerte Støvler istedetfor dette tykke Fedtlær. De andre Blade gaa paa Overlæderet.

*) Kom Redaktionen først ihænde den 3die Oktober.

Nr. 237/1858; tirsdag 12.10.

[Ny avis; domstolsreform]

Korrespondance

Christiania den 8de Oktober

Nu er «Dagbladet» udkommet, nogle Dage, men idag ikke; det siges at skulle blive et «Aftenblad», og det er vel, om det ikke endte som «Natblad.» Dette Blad er et Billede paa den Opløsningstilstand, som Literaturen befinder sig i. Det ser ud til at være Skræddersvende, som skrive i det, for en større GrønhedGrønhed] retta av Vinje i seinere korrespondanse frå: Grovhed skal man have ondt ved at paavise. Aftenbladets Redaktionsartikler om Sproget især ere rene Gudsfugle mod det, for der er dog en Slags Begrundelse i Aftenbladet, uagtet Manden, som der skriver mod Ivar Aasens Oversættelse af FrithjofsFrithjofs] Fridtjofs saga Saga rimeligvis ingen Idé har hverken om det oldnorske Sprog eller om Folkemaalet, men er et Organ for Dagens flade Snak. Nu ja, slige Artikler ere dog Tidsmærker for Efterverdenen paa, hvad man i disse Dage kunde tillade sig at skrive og give ud som en fornuftig Mening.

Jeg vil gjøre godt igjen, hvad jeg gjorde ondt sidst, nemlig tale bedre om den nye Christianiapost; det var nemlig den første Artikel, jeg alene kunde holde mig til; den anden og tredie Artikel ere bedre, og de synes at røbe en Mand, der kunde udrette Noget, naar han vilde bruge sig, for Flid maa til for En, der styrer med et Dagblad.

Her er virkelig Mad for Aviser, som duge Noget nu. Bare Striden mellem alle Banker og Pengeindretninger med alle deres Chefer og Direktører kunde give Stof til de mest ætelige (appetitlige) Artikler. «Dagbladet» gjør nok sit Bedste, men hvad kan man vente sig af slige literære Sjouere, som det ser ud til at være. Kanske dog Bladet kunde arbeide sig op, og var det dygtigt, kunde det gjøre Nytte i denne hensynsfulde Tid, hvor Enhver tjener sine Guder, som maa røges for. Aviserne ere ikke som andre Mennesker, de ligne Hestene, som slaas, naar Krubba er tom, for i Vinter under Pengemangelen vare de enige, men nu da Laaneindretningerne ikke vide, hvor de skulle gjøre af sine Penge, nu slaas Aviserne om Procenter. Morgenbladet er nu saa vist det, og sitter ligesom Far sjøl i Stuga og præker med Salvelse til alle Begyndere i Spekulationskunsten. Det ser godt ud, for Morgenbladet har unegtelig spekuleret godt. Det kan i dette Stykke tale med samme Autoritet som hin Mand, der var kommen hjem af Fæstningen og disputerede med en ung haabefuld Mand: «Hvad for Noget? vil Du snakke med mig, Du? jeg har baaret Kongens Jern, jeg.»

Domstolens paatænkte Omkompling, som Departementet har talt saa fornuftigt om, og som Morgenbladet har mættet sig saa godt med, vilde ogsaa være et godt Stof for en stor Avis. Det er nok værre, end vi Christianiafolk tro, med Retspleien paa Landet og i Smaabyer mangesteds; men Sagførerne tør ikke tale fra, de Stakler, af Frygt for at blive udtilbeins med Øvrigheden eller Departementet. Jeg kjender saaledes en Sagfører i en By, der er i den største Vaande paa Retfærdighedens og sine egne Vegne; men han maa finde sig i, at det gaar paa Skakke, da Dommeren har en Søn, som ogsaa er Sagfører paa Stedet. Ilde er det dog, at Hensyn saaledes skal beherske os paa alle Kanter, for det var af flinke Sagførere man skulde vente kyndige Røster om Lov og Ret, ligesom af Avisskriverne om Landets Tilstand i Almindelighed. Men vi ville Alle frem, og saa holde vi os tilvens med dem, som kunne hjælpe os. Godt er det, at det ikke gaar værre under al denne Halten paa begge Fødder. Kommer man længer ned eller ind blandt Officiererne, er det meget værre. Der gjælder Visen i fuldt Maal:

«Min Søn, om Du vil i Verden frem,
saa buk!»

Aa ja, i Departementerne er det nok ikke stort bedre der, skjøndt det skal meget til saaledes at afføre sig sit eget Kjød og Blod som i Politiet og Militæretaten, hvor Respektforholdet er en Bogstav, der ihjelslaar al Aand. Det er godt, at jeg ikke er i Frankrig eller en anden Militærstat, for der fik jeg nok Andet at gjøre end at være Korrespondent.

Nr. 242/1858; søndag 17.10.

[Dølen; statleg tilsettingssak; krigshissing]

Korrespondance

Christiania den 16de Oktober

«Dølen eit Vikublad» af Vinje er udkommet og har faaet de fleste Aviser paa sig for sit Dølemaal. Denne Avis er en virkelig Nyhed, som nok kunde fortjene lidt Omtale, men jeg maa af gode Grunde tale saa lidet som muligt om denne Ting; anbefale den til Folk kan jeg dog, og det gjør jeg alt det jeg kan, idet jeg bemærker, at «Dølen» formodentlig maa have truffet den rette Middelvei i sit Maal, siden Mange sige, at han gaar forvidt og Mange, at han gaar for lidet vidt. Alle fornuftige Folk — Aviserne vore regnes følgelig ikke med — ere nemlig enige om, at vort Sprog ikke er norsk nok, men hvor vidthvor vidt] retta frå: hvorvidt man skal gaa i sin Fornorsking er det, man tvivler om.

Christianiaposten ivrer idag mod en Militærs Udnævnelse til Toldfaget paa en Maade, som viser, at dette Blad nu indtager Morgenbladets gamle Stilling paa det nær, at Posten taler som en dannet Mand i sin Iver mod vilkaarlige Embedsbesættelser. Den nye Tilbøielighed fra høieste Hold, at drage Militære frem paa de Civiles Bekostning, og inden de Militære selv at tage andre Hensyn end Alder og Dygtighed, den Tilbøielighed faar i Posten idag en god Lexe. Heri er ogsaa Nationen saa enig med Posten og alle dem, der skure i samme Aand, at Ordene have en stor Vegt. Det norske Folk taaler ikke Urimelighed og Uretfærdighed af det Slag, ligesaalidt som af noget andet Slag, naar det skjønner det. Aftenbladet, der just ikke udmærker sig ved mange selvstændige Tanker, men er en Samler af Dagens letfærdige Mening, har dog en selvstændig Tanke i sin Betragtning af de danske Forhold, og denne Tanke er saameget rosværdigere, som Bladet bør vide, at den er imod det norske Folks Tanker, og vilde være istand til at dræbe det bedste Blod, dersom ikke Folket tilstrækkelig havde vist sin Ligegyldighed mod alle Udtalelser ved at lade Aftenbladet og Morgenbladet trives, en Ligegyldighed, som Historien nok vil vide at ihukomme. For naar Folket kan taale at Aftenbladet og Morgenbladet ere nærgaaende mod «Dølen,» der i al Fredsommelighed bestræber sig for at fornorske vort Sprog og derved gjøre os mere selvstændige paa Aandens Feldt, saa kan det sagtens nok taale, at Aftenbladet mere ligefrem truer vor politiske Selvstændighed ved at raade Regenten til at kaste os i Krig med Tydskland for den Trættes Skyld, som Danmark har med Tydskland, og som ikke vedkommer Norden det mindste, for Norden er saamen lige selvstændig eller uselvstændig, enten Tydsk eller Dansk tales i en Strimmel af Slesvig. Det gaar nemlig Spørgsmaalet i sin Endelighed ud paa; thi vilde Danmark, hvad det engang maa gjøre, lade høre til Tydskland, hvad der er Tydsk, saa slap det alt Krangleri, og der kunde da ikke blive Tale om nogen «Fælledsforfatning» i den Mening, det nu tages. Danmark maa skille sig ved sine tydske Landsdele, før faar det ikke Fred, og Aftenbladet vil ikke være istand til at fremkalde igjen hin mørke Tid, da Norge hjalp Danmark med at slaas med Tydskland, hin evige Strid, som var Kalmarunionens svageste Side i ydre Politik.

Det er dog virkelig altfor letfærdigt at raade en Fyrste til at kaste Landet i Krig med en Stormagt, og det ovenikjøbet en ung Fyrste, som man just er ræd for skulde gaa noget vidt ved given Leilighed i en saadan Retning. Den unge daadlystne Mand maa ved en slig Opfordring føle sig fristet til et Tærningkast, som helt naturligt kunde stemme med hans Planer, og som kunde paaføre Nationen unævnelig Elendighed og sætte dens Selvstændighed i Fare atpaa. Og et sligt Blad taaler Folket! Det er virkelig en saa forrykt Tanke, at man næsten nødes til at sætte den i Forbindelse med Skribentens Lyst til at opnaa Storhed hos den unge Fyrste, for dog at frelse Mandens Forstand, rigtignok paa Hjertets Bekostning, men det er nu et Tidsmærke, at man heller vil have et godt Hoved end et godt Hjerte, og saaledes bliver min Forklaring at tage Sagen op i den bedste Mening.

Trykfeil i sidste Artikel.

Grovhed for Grønhed om Dagbladet.

Nr. 248/1858; søndag 24.10.

[Fruktutstilling i Børsen]

Korrespondance

Christiania den 22de Oktober

Frugtudstillingen paa Børsen er iaar usædvanlig rig, da det har været et godt Frugtaar iaar. Der ere Æbler og Pærer saa store og fine, at de skulle kunne kappes med dem, som voxe i de sydligere Lande, hvorfor ogsaa selve Regenten i BadenRegenten i Baden] Friedrich I, markgreve av Baden har kjøbt for sin allerhøieste Mave de norske Frugter, som nu i nogle Aar have været sendte til Udstillings i Stuttgart. Den fineste Frugt kommer fra Hardanger, dernæst Sogn og enkelte Steder i Christianiadalen samt Mandal, saa Langesundsfjorden og Kragerøkanten med sommesteds ved Drammen og Frederikshald. Det paastaaes med Bestemthed, at Gulroden bliver større nu end for nogle Aar siden, og det maa komme deraf, at Gulroden mere tænkes paa og bedre pleies om, altsaa at Gulroden heller ikke kan elske uden at hun elskes først. Her er nu en paa 4 Pd., lang og diger og hvid. Der er ikke saamange Poteter udstillede iaar som før, af Mangel paa Rum, uagtet Børsens begge Sale ere overladte gratis til Udstillingen; der er saaledes intet af Hr. SchübelersSchübelers] Fredrik Christian Schübeler, botanikar 200 Sorter Poteter, af hvilke han dog ikke tør sikre nogen imod «Epleroten.» Der er de største Kaalhoveder, noget Menneske skal se, og Græskar saa svære som Krinoliner med Striber paa Siderne som de nymodens Kjoler og Listerne paa Militærbuxer. Der er Kornsorter saa fuldkomne, at Østersøens og Sortehavets Rug og det danske Byg ikke skal være bedre; imidlertid skal Hveden dog ikke kunne komme op mod den engelske. Den, som ikke kan blive Patriot af Tanker og Følelser og store Mænds Gjerninger, han skal gaa ned paa Børsen og blive Patriot ved Mad. Denne Udstilling er ligesom en god Komedie; det gaar ikke til i Verden som der, men saa skulde det gaa. Det er en Poesi af Labbeharver og Tromler med andre Agerdyrkningsredskaber, af Æbler og andre Frugter med Syltetøi og Agurker og Edikke som passende Blanding. Digteren er Schübeler, og jeg vilde sandelig heller paa min Vis gjøre et Digt end modtage alle disse Dunke og Pakker af Forsendelser med Numere til Alfabetets samtlige Bogstaver, at ligge og krybe mellem Sildetønder nedi Skuder og Dage i Rad med den halve Nat ataat, skrive Etiketter og laane grosvis med Talerkener og saa opstille Alt i pyntelige Rader, det er sandelig et tungt Arbeide, som fortjener Paaskjønnelse, eftersom det gjøres uden Betaling. Thi vel er Schübeler Konservator og skal gjøre hvad der ligger i Landbovæsenets Opkomst, men det var vist ikke Mange, der vilde gaa saa i Enkelthederne som Schübeler. Han er en Tidens Mand, en Madsidens Repræsentant, der dog maa have Aand for at være det, og naar man strider om ham og MoMo] Niels Green Moe, gartnar ved Tøien, saa ere de vist saa dygtige hver paa sin Vis, at nogen Strid ikke burde finde Sted. Den Ene kan ikke være den Anden og Staten maa have dem begge. Den skal udvikle Aanden ligesaavelsom Kjødet; disse to Magter maa ikke ligge i Strid, fordi de kunne ikke bestaa uden hinanden.

Bare nu Folk lærte at stelle med alt det, vor Jord kan frembringe, saa Livet blev smukt og rigt. Vi have mange gode Ting, men grovrive Alt ifra os: vi yste og kjærne ikke saa godt som vore Kuer og Fjeldbeiter fortjene; vi give deilige Æbler til Grisen eller lade dem rotne istedetfor at lave Most af dem. Vi kjøbe PicklesPickles] retta frå: Pikles fra England istedetfor at finde Alt i den simpleste Have og lægge det i Edikke efter Ribsvinlavning med lidt Pepper, som maatte kjøbes ataat. Da jeg ikke er Spisemester og Agronom, kan jeg ikke gjennemgaa alle herhen hørende Gjenstande med tilsvarende Forskrifter; men jeg henviser ethvert tænkende Menneske til sin daglige Erfaring, og han vil da, naar han ser mange Ting komme fra Udlandet, finde, at Sligt baade kunde og burde gjøres hjemme.

Nr. 254/1858; søndag 31.10.

[Embetsmoral; kommatering]

Korrespondance

Christiania den 29de Oktober

Christiania er en Censor for det hele Land: der sker mangt og meget paa Landet og i Smaabyerne, som Folk lader gaa, enten fordi de ikke skjønner bedre eller, fordi de ikke tør bryde med de smaa indknebne Forhold, men kommer det til Christiania bliver der Greie paa Tingen. Denne stakkers Knapp’enKnapp’en] Boe Knap, byfut i Bergen har saaledes nu i Christiania faaet sit Pas paaskrevet baade i Departementerne, paa Kaffeerne og fremfor Alt i Aviserne, fordi han ligesom solgte sit Haab om at blive konstitueret Byskriver i Bergen til Sagfører EenbergEenberg] Rasmus Eenberg, advokat mod en vis Anpart af Indtægterne til Embedet. Jeg siger Haab, fordi Justits-Departementet havde tilskrevet Bergens Stift, at Knap ikke skulde blive konstitueret. Knap fandt sig vel som Byfoged i Bergen og Eenberg mindre vel som Sagfører; thi enedes de om til fælles Nytte, at arrangere sig paa den Maade, som skeet. De ulykkelige Aviser kom imidlertid paa Halsen deres, og Knap forsvarer deres Fremfærd, hvilket han paa en Maade har Ret til, eftersom en slig Underhaandshandel med Embeder har været helt almindelig især blandt Lægerne, af hvilke en nuværende Lektor for en Tid herinde oppebar en god Del af Indtægterne til et Distriktslægeembede i Østerdalen fra En af sine Kjendinger, som drev Embedet deroppe. Ligeledes tog Doktor TidemandTidemand] August Tidemand, lege Penge af en Læge, som var barnefød i Thelemarken, for at han kunde blive i sin Fødebygd, medens Tidemand, om jeg ikke husker feil, tog Lægeposten ved Bodsfængslet og saaledes fik Foder til Kjolen sin. Nu, ja, om denne Fremgangsmaade er vel ikke saameget at sige, den har iallefald Hævd paa sig; thi man ved jo, hvorledes de geistlige og verdslige Store sade i Ro og Fred og fik Indtægterne af rige Embeder, som forsultne Vicarer dreve; de fødde sig med Mælken og klædde sig med Ulden, og lod Hyrden made Faarene. Det gaar nok i Sverige og i selve England den Dag i Dag endnu saa. Idetheletaget har Embederne været betragtede som en Handelsvare, og Folkene have været til for Embedsmændenes Skyld, lige som Støvlerne efter en vis Lære for Skomagernes, navnlig har de militære Embeder og da især Depot- og Proviantforvalternes været en Ko, der kunde mælkes — ja Folkene da nemlig — endog med Kongernes Samtykke, hvilket man bedst faar vide af en Anekdot om Fredrik den Store,Fredrik den Store] Fredrik II («den store»), konge av Preussen der sagde til Enken efter en Depotforvalter, som beklagede sig over at hun sad igjen i en hjælpeløs Forfatning. «Jeg satte din Mand, den Oxen, til Krybben; hvorfor Fanden aat han sig ikke mæt.» Men saa kommer der Offerfoder, som maa bøde for Systemet, saaledes alle vore Depot- og Magasinforvaltere, der nu ere dømte af Domstolene som Kjæltringer, Stiftamtmand NannestadNannestad] Mathias Bonsach Krogh Nannestad, kaptein, stortingsrepresentant og amtmann af den offentlige Mening for Beregninger af Storthingsdiæter og nu Byfoged Knap for Handel og Vandel med Embeder. Tanker klares og Begreber skjærpes hos et frit Folk.

Det fortælles i Byen dog, at der nu i disse sidste 3 Dage i Høiesteret er procederet om et Semikolon. Nu, ja et Komma, der er en Prik mindre, skal endog have kostet et Menneskeliv. Det fortælles saaledes, at en engelsk Mariner, der havde vist Ulydighed paa et Krigsskib, blev af Skibsretten dømt fra Livet; men Synderen tyede til Kongens Naade, og Bønskriftet traf just Kongen, da han skulde ud paa Jagt og havde saaledes knap Tid. Han skrev da saaledes staaende paa Bønskriftet: Skaan ham ikke hæng ham; men da han i Farten satte Kommaet efter ikke, istedetfor foran det, tog Skibschefen det bogstaveligt og hængte Mennesket op i Raanokken. Kunde Komma gjøre saameget, kan nok Semikolon gjøre Larm i en Kontrakt.

Nr. 260/1858; søndag 07.11.

[Kjeklinga med svenskane]

Korrespondance

Christiania den 5te November

Gaarsdagen, den 4de Novbr., gik stille og rolig af; alene Fæstningen skjød til Ære for Foreningen med Sverig, og rimeligvis var der ogsaa Middag «hos Regjeringens ældste Medlem,» som vi ere nødte til at klare os med som Repræsentant for Majestæten, naar hverken Kongen eller Prindsen er her. For 4 Aar siden skrev jeg en Vise i Christiania-Posten til Ære for den 4de Novbr., og i det store Lag i Frimurerlogens Sal var jeg ligeledes med at tale ianledning af Dagen. Alt er nu forandret i Følelser og Tanker. Men det er ikke vor Skyld, ligesaalidt som det er Guttens Skyld, om hans Kjærlighed kjølnes, naar Jenta siger Nei. Han kan ikke være saa galen at elske hen i vilden Sky, han maa meget mere hade den, som ikke besvarer hans Kjærlighed. Saaledes ogsaa hos os. Sverige mente vist, at vi omsider havde skjønnet paa den Opofrelse, Sverige havde gjort og alt det Gode, vi havde faaet, siden vi saaledes gjorde Lag og sang og talte. Fra den Dag begyndte vore svenske Stridigheder, som nu altsaa ere 4 Aar gamle. Det var nok Strid før af og til, men det sagde ikke stort mod siden. Saaledes kan en god Ting tages paa Skakke som vor Foreningsfest forfor] er sett inn fire Aar siden. Vi vilde først og fremst offentlig modsige Morgenbladet som paa sin gamle Guttevane slængde fra sig i Kjæften, at vi nok kunde finde os i at opløse Foreningen som et Handelsfirma. Vi vilde vise, at man ikke kan tale om en besvoren hellig Forening som et Kræmmerskab. — Der kan man se, hvad det betyder, at give et Blad en saa stor Udbredelse som Morgenbladet, naar 12 eller 1300 af Landets lærdeste Mænd skulle være nødte til at demonstrere ved et Lag. Der ser man ogsaa, hvad Magt Guttestreger har. Morgenbladet kan en vakker Dag skaffe os en Krig paa Halsen, saa at alle disse 1300 Mand bleve ihjelskudte ataat. Man har ingen Garanti mod, at det ikke sker saa.

Nu da vi ikke røre os for 4de November, men se ud som om vi ikke vare noget videre glade i den, hvilket enhver fornuftig Mand dog maa være, nu ere Svenskerne noksaa snille, og de ligne saaledes en national Karaktertypus hos os, som man faar i bedst Humør ved at skjændes med, og allerbedst ved at slaas med ham. Kan man give ham et let Knivstik, saa er han sød som Sukker, den stærke barske Manden.

Nu ja, naar Svensken vil have det saaledes, skal han faa det, for vi ville gjerne leve i Fred med ham.

Nr. 267/1858; tirsdag 16.11.

[Norskdom i teateret; brannar]

Korrespondance

Christiania den 13de November

Det norske Theater herinde udvikler megen Arbeidsstyrke og Publikum kommer ogsaa arbeidsstærkt. Der er godt Hus hver Gang, og man ser heraf, at det er Nyt, som Publikum vil have, og naar det faar den Ting, saa gaar Faarene did, hvor de finde Føde.

Det er nu bleven en driftig Mand, den artistiske Direktør, og de andre Direktører opofre ingen ringe ulønnet Tid med Theaterstellet, og de gribe Tingen klogt an, idet de have faaet nogle Abonnementsforestillinger istand, og det bedste er, de have faaet nogle af Byens Plankearistokrater og andre gilde Folk til at tegne sig, og da gik det nok. Det er noget Forvirrende i at se slige Folk i det norske Theater for Andet end Nysgjerrighed; men saa er nu hverken Stykker, Sprog eller Spil mere norske, end aldrig det var. Det kan nok taales af «dannede» Folk, ja endog af Statsraader, af hvilke jeg igaarkvæld saa en der, og det en gammel Æsthetiker ataat. Publikum er fortræffeligt, og det skal bare Dygtighed til for med Bifald at tale og spille saa norsk som En vil. Men Theaterbestyrelsen er forsigtig, og den kan desuden ikke gaa udenfor sig selv. Man ser dog en god norsk Villie i den, idet den har udsat en Præmie paa 100 Spd. til det bedste norske Stykke — helst et Syngestykke — paa 3 Akter, som maatte indkomme til ud paa Sommeren. Jeg hører ikke til de mange, som have imod slige Præmier, kun vilde jeg de skulde være større, for en Mand med de Gaver, at han kunde skrive et sligt Stykke, lægger ikke sit Hoved i Blød for 100 Spd., men 100 Spd. kunde hjælpe til den andre sædvanlige Indtægt, og saaledes nok for den Skyld bevirke at et Stykke blev skrevet. Jeg tror nu forresten ikke før jeg ser det, at en Mand med nogen ideel Styrke kan bekvemme sig til at skrive et godt Stykke i et Sprog, som der kunde blive antaget. En slig Mand vilde gjøre et saa stort norsk Tilsprang, at det endnu ikke turde eller med de nuværende Skuespillere kunde bruges. Ringe ere isandhed Skuespilkræfterne ved det norske Theater. Den eneste Mand, jeg vil ikke sige af Dannelse, men af tarvelige Skolekundskaber og Menneskeomgang er Døvle.Døvle] Ole Olsen Døvle, skodespelar Af ham kunde der blive noget norskt, ligesom han naturligvis alt nu er den mest norske der, trods den kjendelige Fordanskning han lider af i Sprog og hele sit Spil; der kommer nogle norske Puf imellem, men den hele Luft, hvori han lever i Forbindelse med det Tryk, Kritiken øver paa ham, gjør, at det alene kan blive et Puf her og der. Jeg vil ikke hermed laste de andre Skuespillere, de ere — navnlig BucherBucher] Ole Johan Bucher, skodespelar og AbelstedAbelsted] Christian Abelsted, skodespelar — ofte meget gode, og alle arbeide de paa Spreng nu, saa at det er mærkeligt, at det kan være sligt at se paa dem. Men noget norskt kan der neppe blive af dem, og hellerikke af Damerne: det maatte da være af Madame Døvle,Madam Døvle] Amalie Døvle, skodespelar og Madame HundevadtHundevadt] Benedicte Hundevadt, skodespelar er saa talentfuld, at hun kan bruges til Noget af Hvert.

Denne Norskhedens Strømning, som i de sidste Uger har taget en slig forhen uanet Fart, ruller nu vel ogsa sine Bølger op i Møllergaden til Theatret der. «Dølen» skriver sit Norsk i alle Brigd og alle Aviser skrive om Norskheden, men praktisere den ikke. MyllargutenMyllarguten] Myllarguten (Torgeir Augundsson) og BullBull] Ole Bull spille norsk og Avisene anstille Sammenligning mellem den forskjellige Norskhed i Spillet deres. Det kan bringe vore mange norsk-danske til Fortvivlelse, og kjender jeg Verden ret, maa her komme en Reaktion, skjøndt den endnu ikke ret kan komme før Norskheden — som nok snart sker — drives endnu videre. Men selv om Reaktionen kommer, saa er dog meget opnaaet og den gamle Tid vil aldrig vende tilbage, ligesaalidt efter en politisk Revolution, der altid — i den nyere Tid — bringer Tanker til Gyldighed, som sætte sig fast i Staten, og sidde der evigt, om de end mangen Gang knapt mærkes under Reaktionens Ferier.

Atter Ildebrande. Sproget maa finde op brændende Ord i denne Brandens Tid, skal Tilstanden kunne betegnes. Drammen er atter ude. Det er en varm By, det; og nu igaar var det paa Veien til at brænde ude paa Ankerløkken. Lensmanden i vestre Aker er ikke kommen paa Far efter Brandmændene paa Hauges Løkke; men BolstadBolstad] Herman Bolstad, kjøpmann fra Drammen blev igaar dømt i Høiesteret ligesom ved de andre Domstole for Mordbrand efter 23-4, cfr. 1. Det var bare paa Indicier, men de vare da saa mægtige og mange, at Vor Herre vist ikke skal underkjende den Dom.

Nr. 272/1858; søndag 21.11.

[Gildet paa Mærrahaug]

Korrespondance

Christiania den 20de November

I Studentersamfundet har man nu spilt et lidet Komediestykke af en ung Student SchavlandSchavland] Olaf Skavland, jusstudent, seinare litteraturprofessor og dette Stykke er bedre end slige Kommerskomedier pleie at være. Det er i den strømpeløse Maner, som gjøre Nar af Svulst og al opblæst Sygdom. Denne ætsende Aandsretning er national; det kan erfares af den første den bedste fornuftige Almuesmand; det findes i Stev og Ordsprog udtrykt og WesselWessel] Johan Herman Wessel gav det sin Fuldendelse i Kjærlighed uden Strømper, og Studentersamfundet er Bærer for denne Retning her i Hovedstaden. Der høres Viser, Taler og Theaterstykker, hvis Aand overalt er en Naal, som stikker Hul paa slige Bylder. Er det paa denden] retta frå: det ene Side naturligt, at Studenterne, som de friskeste Skud paa Kundskabens Træ, ogsaa ere de friskeste til at faa fat paa Sop og alt det, som sygner Træet, saa vilde det dog ogsaa paa den anden Side være naturligt, om de i sin kraftfulde og høitflyvende Ungdom henfaldt til Svulst og Overspændthed, og saaledes gjorde det Modsatte af det, de nu gjøre med sine Komedier, hvori alt travesteres paa en pudsig Maade: Kjærlighed, Heltemod og selve Scenens Illusion, idet man der taler om «Komedien» og endog rømmer fra den og frem i Orchestret til Publikum, ligesaa ogsaa med Forsæt glemmer af noget i Prologen og hakker og faar skrigende Hjælp fra Kulisserne. Man maa le baade over dette og de drøie Vittigheder og dristige Hentydninger, som tidt falde. Alt er Aandsfriskhed og man føler sig let i en Luft, hvor Alle vide, hvor de ere, hvad de ere og hvor de ville hen. Publikum er ligedan; det forstaar Alt, og Ordsproget: jo galere jo bedre, passer netop her. Man er selv ligesom saa fuld af Fornuft, at man leger med Ufornuften og finder sin høieste Nydelse i at hænge en Narrekappe paa den eller rettere paa dens Forvrængninger, for dem er det naturligvis man mener. Man er — for at tage et sandt Exempel — ligesom Fæet om Høsten, naar det kommer fedt og mæt af Fjeldbeiterne; det tygger Sop og Smaastein og Skolapper med større Nydelse end det fineste Gras. «Det er matleidt», siger man. Derfor læses ogsaa «Iagttageren» med Nydelse og Alt, hvad der er fuldent galt; kun Middelmaadigheden er en evig Pest. Middels Fornuft og middels Galskab ere i den aandelige Republik lige umulige, fordi de ere kjedelige; og naar derfor Franskmanden sætter Kjedelighed som den høieste Last, saa forraader han derved sin gjennemaandrige Natur. I et godt Studentersamfund er ogsaa Kjedelighed en forhadt Ting.

Det er vel kanske ikke rigtig at nævne hverken Forfatter eller Skuespillere i Studentersamfundet offentlig, men det tykkes mig for ethvert Menneske en Ære at blive rosende omtalt, selv det at kalde en Theolog en god Skuespiller maa dog være en Anbefaling og vise, at han er en aandelig Mand; det stemmer nok ikke med Tiden dette, men Tiden er i dette Stykke saa syg nu, at det er bedst at give ham det sidste Pulver ind. Der er saa ikke Haab om Liv alligevel. For prægtige Skuespillere man kunde faa til et norsk Theater, naar man fik vælge bare blandt de Studenter, som spilte «Gildet paa Mærrahaug.» Men de skulle vel som saa mangen prægtig Mand gaa tilgrunde ved at komme til Hæder og Værdighed i Staten.

Nu er BullBull] Ole Bull reist og Violinisten F. UrsinUrsin] Fredrik Ursin, fiolinist er bleven hans Eftermaalsmand med Myllarguten,Myllarguten] Myllarguten (Torgeir Augundsson) som han nu ikveld skal give en Concert med. Aa ja, Ursin er den nærmeste Norske han. Bull vidste nok, hvem han valgte.

Nr. 278/1858; søndag 28.11.

[Hærmændene paa Helgeland]

Korrespondance

Christiania den 27de November

Dagens Helte ere nu «Hærmændene paa Helgeland» (Drama af H. Ibsen), som blev spillet første Gang Onsdagaften paa det norske Theater og nu ikvæld anden, efter hvilken et Lag er sagt at skulle være i Theatret for Forfatteren og ventelig ogsaa Skuespillerne, der nu have slidt saameget og spilte Hærmændene saa godt, at de ærlig fortjente et Lag med. Forventningen til dette Stykke var ikke ringe, dels paa Grund af dets egen Histori, og dels fordi det var spurgt, at 500 Spd. skulde være lagte paa dets Udstyr, samt endelig Længselen efter at se de Norske spille et saadant stort tragisk Stykke. De spilte virkelig saa godt, at man trygt kan sige, at intet Stykke her i Christiania er bedre spilt af norske Skuespillere, navnlig var DøvleDøvle] Ole Olsen Døvle, skodespelar som gamle Ørnulv meget god. Det er just Roller for ham, gamle Kjæmpekarle; og Mad. HundevadtHundevadt] Benedicte Hundevadt, skodespelar var som Hjørdis en saa satanisk Kvinde, som Forfatteren kunde ønske det.

«Hærmændene» ere — som et stort Theaterstykke betragtet — det bedste som er skrevet her i vort dansk-norske Bogsprog. Sproget er navnlig ganske fortræffeligt. Der er en virkelig norsk Klang i det, og det skulde bare aabne sig for Diftongerne for at være fuldent. Karaktererne ere vidunderlig sande; den, som kjender det gamle Liv, ser det lyslevende for sig. De mest dramatiske Træk ere da ogsaa ligefrem tagne ud af de gamle Sagaer, saasom det almindelige Karlstykke af en Elsker, at dræbe en Bjørn, som bevogter Jomfruburet, og det ligesaa bekjendte fra Valsunger og Niflunger, at den, som fælder Bjørnen ligger med Møen om Natten sovende med Sværdet mellem sig, givende hende saa til sin Fostbroder, som er mere kvindagtig forelsket, og endelig modtagende en Ring af hende, som han siden giver til sin egen Kone, der med Kvindestolthed over sin Mands Daad viser den til hende, som gav den, og som tror at have Helten til Mand, hvilket Mistak fremkalder Død og Undergang. Jeg drister mig ikke til at sige, at en saa tro Udskriven af Sagaerne er utilladelig, især naar man tænker paa ShackspeareShackspeare] William Shakespeare, engelsk diktar, om hvem det siges at han meget ligefrem benyttede gamle Historier og andre Komedier; men jeg kan dog ikke undlade alligevel at sammenligne Hærmændene med disse saakalte musikalske Potpourris, hvori en Melodi af Mozart,Mozart] Wolfgang Amadeus Mozart, austerriksk komponist WeberWeber] Carl Maria von Weber, tysk komponist osv. ere sammenføiede ved Overgange gjennem Dissonantser og deres harmoniske Opløsning. Nogen poetisk Kanonstøbning ere de ikke, og formaa da heller ikke at varme Sjelen, som tværtimod med Gru vender sig fra disse portrætlige barbariske Forfædre med deres Leven og Tænken, vel at mærke, naar man ser dem, hvorimod de gribe ved at læses, for da fylder man dem ud med sit eget Indhold og betragter dem som en Hjelm eller et Øxeskaft i et antikvarisk Musæum. En Antikvar som Professor KeyserKeyser] Rudolf Keyser, historikar maa finde Hærmændene uovertræffelige, men Publikum, der vil sympathisere med i Graad og Latter, kan ikke godt gjøre det, og det var da ogsaa temmelig koldt, skjøndt Stykket var et saa respektabelt Arbeide, at Forfatterens Fremkaldelse i fuldt Maal var fortjent. Baade Ibsen og vi skulle være fornøiede og takke for det, som er, om han ikke er nogen Shakspeare, nogen OehlenschlägerOehlenschläger] Adam Oehlenschläger i Hakon Jarl, nogen GoetheGoethe] Johann Wolfgang von Goethe i Götz, eller en SchillerSchiller] Friedrich Schiller i Wallenstein. Uden slige Kjæmpekræfter at ville magte slige Helte og Heltinder som i Hærmændene er at være som Væslegut, der hæver en Hugøx saa diger og tung, at han istedenfor at hugge selv falder i Bakken under den.

Der er saameget barbarisk ved disse gamle Forfædre, at de, naar alt skal tages med, alene gjennem Poesiens Solglands taales. Djævlekloen maa alene glimte gjennem Fyrverkeriet og derpaa evigt forsvinde og Forsoning komme.

Det ser ud som jeg skulde skrive fra Kjøbenhavn, idet jeg to Gange i Rad har skrevet om Theater og Skuespil. Aa ja, vi komme os vel vi og; det ser saa ud idetmindste.

Aviserne rose Hærmændene og deri have de Ret, men de gaa ikke ind paa det, hvilket forresten Goldschmidt,Goldschmidt] Meïr Goldschmidt, dansk journalist og forfattar Udgiveren af «Nord og Syd» gjorde saa grundigt, at det er overflødigt at gjøre mere, og ligeledes skrev en Drammenser — om jeg ikke tager Feil — ogsaa meget godt om dem i Morgenbladet i Sommer.

Nr. 284/1858; søndag 05.12.

[Å bygge landet ved hjelp av lån]

Korrespondance

Christiania den 4de December

Her ser stygt ud herinde nu, ja jeg mener paa Gaderne. Jeg har seet meget Søl i Christiania, men Magen til det nuværende aldrig. Regnen har taget væk Sneen og i Gaderne bygges, saa der bliver en Vælling, som skinner husimellem, saa man kan speile sig i den, om man ikke alt er saa svart, at intet Lys kan frembringe Speilbilledet. Og saa graves og mineres her til Vandledningen, saa at man maa vente paa Mineskuddene og gaa paa Siden af den opkastede Veite langs Husvæggene og Leir og Styghed, og blive standset af de arme Kjørere, som ogsaa skulle frem. Her er en evig Graving herinde, snart efter Vand og snart efter Gas, fordi de første Gasrør vare saa daarlige og saa ilde nedlagte, at det kommer i Ugreie alt som tidest. Saa lugter det af Gasen og saa af det raadne Vand i de opgravne Render og saa af «Kasserne,» som midt paa Dagen kjøres igjennem Byen og standse ved en Grøft. Kort, her er et Griseri, som I kanske har Magen til i Drammen, saa jeg slipper at beskrive det videre.

Dersom overhovedet Christiania kommer saalangt, at Alt bliver istand som det bør, vil Byen være nødt til at gjeldbinde sig meget, især nu, da Grønland og Gamlebyen og Sagene ere komne med. At faa Brolægning over hele de Strøg bliver stridt, helst da man hidindtil ikke er færdig med selve Byen. Gasledning bliver lettere; men Vandledningen derimod svært dyr. Politiopsynet og Skolevæsenet er efter de opgjorte Beregninger ikke saa farligt, men der maa vel snart mere til. Kommer nu til disse Udgifter, at Byens Skatteevne vil formindskes, dersom det skulde gaa, som det ser ud til, at Bomuldsfabrikerne minke væk, og tænkes endvidere paa, at Handelsgrændsen ved Underlæg bliver saa vid, at Byens Centrum derved vil tabe forholdsvis ligesaameget: saa forestaar her virkelig de gamle Huseiere og Næringsdrivende i det egentlige Christiania en daarligere Tid end før. Men det er nu saa gildt med det nu, at Byerne kunne udstæde Obligationer og gjeldbinde sig i det Uendelige og derved kaste over paa Efterkommerne Betalingens Byrde. Det er noget haardt det, at de skulle betale Foranstaltninger, som de ikke have været med at fuldføre, og som de derfor ere meget misfornøiede med. Jeg tænker mig saaledees, at Efterkommerne gjerne vilde betale Penge, om Trefoldigheds-Kirken ikke stod der, istedenfor at betale saameget, fordi den staar saa ilde. Det samme vil blive Tilfældet med mange af vore Gader og Vinkler og Rørledninger og Brygger. Men det er nu engang saa, at Fædrenes Synder hjemsøges paa Børnene.

Det er ellers Mange, som sige, at det er ligesaa fordelagtigt at gjeldbinde sig for Stat og Kommune som for den enkelte Mand, som derved paa sin Tillid kan skabe sig en Rigdom, istedetfor at ligge og grave i sin gamle Armodsdom, uden at magte nogen Vei. Derfor er den engelske Stat saa lykkelig og rig i sin Statsgjeld, som aldrig kan betales, og derfor er den keiserlige Regjering i Frankrig saa heldbringende; Landet og Kommunerne med Paris i Spidsen gjeldbinde sig noget utroligt. Naar Pengene anvendes godt, kan dette saa være; men anvendes de som i Paris til at bygge Revolutionen ifra Brostenene og til at give Pøbelen billigt Brød, som i det gamle Rom, der ligner det nuværende Frankrig paa Veien til sin aandelige Død saameget, saa er det vist ikke godt at gjeldbinde sine Efterkommere. Jeg tror ogsaa, at man ikke burde have gaaet saavidt heller, som man har gjort, men taget det mest Nødvendige først, som det falder fra Haanden, og saa biet med Ting, som ikke vare saa paatrængende, men desto dyrere. Saaledes handler idetmindste en fornuftig Mand.

Forøvrigt gaar her bra og Handelen skal være upaaklagelig. Penge er her nok ikke mere af i Bankerne end godt gjør, idetmindste er Hypothekbanken saa overlæsset med Ansøgninger, at de ikke komme for Tur til Afgjørelse før et halvt Aars Tid, efterat de ere indsendte. Det er noget stivt at forskrive sig for 100 Spd. og faa 91 udbetalte og binde sit gode Pant saa haardt. Jeg tror aldrig, at vort Landbrug i Længden kan bære slige Laan, trods deres langsomme Afbetalingstid.

Nr. 290/1858; søndag 12.12.

[Renta: ny brann]

Korrespondance

Christiania den 11te December

Her var et godt Aar, men alligevel vil her ikke blive saa godt for Landmanden, fordi Poteterne raadnede saa bort, og her paa Østlandet var det af dem, han «vendte» sine fleste Penge; ligeledes er det i Gjennemsnit ikke mere end den halve Pris paa de andre Varer, saasom Hø og Kornsorter, hvorimod Fedevarer og Mælk ikke ere faldne over en 20 pCt. gjennemsnitlig. Derfor hører man allerede nu Landmænd klage, og de sees paa flere Steder, saasom her i Aker, at forandre Driftsmaade, idet Nogle aflægge den Akerskik, at sælge Hø og kjøbe Alt, lige indtil Gjødsel igjen.

Det var nu disse sidste Aar, især under Krigen, som havde rykket alle gamle Priser ud af sine Gjænger og frembragt en Omkompling af Alt, ligefra Gaardens Værdi til Betaling for at feie Rendestenen. En Slusk tog 3 Ort for at feie Gaarden, og Gaarden var selv stegen op til 3000 Spd. Nu gjør Slusken det for 1 ½ Ort og Gaarden kan faaes for 1500 Spd. Kan vel hende, at Gaardpriserne ikke almindeligvis ere faldne saa meget, men i den nærmeste Fremtid kan det vel med Sikkerhed antages, at de ville staa med et rundt Tal ? under det de gik for 2 Aar siden.

Det er ikke sundt for Samfundet, at Stigning og Fald paa Livets Fornødenheder ere saa pludselige. Det gjør Folk fattige og rige i en Fart og rykker Landmanden, som er den der skulde gaa pæntpænt] retta frå: pæn og sikkert, ud af sin Gang og kaster ham ind i Spekulationer, Jorden ikke finder sig vel ved, ligesom den lader ham begynde paa en Levemaade og Fremtræden, som han ikke er vant ved, naragtig først og ulykkelig sidst. Jeg kjender «Proprietæren,» som nu gaar med de fine Klædesklæder luslidte og blanke, som herremæssig bleve kjøbte 1 ½ Aar siden, og den fine Floshat er søkket og ser ud som en Ræv om Vaaren.

Men Manden, som bærer dette paa sig, er bleven meget forstandigere: han vil bare slite ut disse Klæder, som ikke passe for hans Liv og Bedrift, og anlægge greide og paalidelige hjemmevirkede.

Det kan ikke slaa Feil, at jo offentlige Indretninger, saa forsigtige som de ere, imellem maa lide et og andet Tab, idet Panterne ikke ville komme op i det, de ere pantsatte for. Hypothekbanken har taget for ? paa Landet og ? i Byerne, og Umyndiges og Offentliges Midler for ?. Disse Hypothekbank- og andre offentlige Taxter vare i disse sidste Aar lidet at fare efter, da Taxationsmændene i de færreste Tilfælde lagde en fornuftig Beregning til Grund efter, hvad Gaarden Aar om Andet kunde kaste af sig med stadigt Hensyn paa at «faste Laan» til de gamle 4% blive mere og mere ualmindelige og tilsidst aldeles ville forsvinde, hvorimod de gik efter Spekulationstidens Indtryk.

Dette Fald er nu bare forbigaaende, da Priserne paa Jordegods og Skog maa stige, alt eftersom Landet kommer frem med Veie, Agerdyrkning og Oplysning, kort, alt som Landet «civiliseres.» Men denne Stigen vil være sen og langsom, den mærkes knapt i Løbet af nogle faa Aar, hvorimod den i en Menneskealder godt vil sees.

Atter Ildebrand. Inat Klokken 1 ½ vækkedes Byen ved de sædvanlige Brandgreier, og det skreg og kjørte og larmede i Gaderne, saa det var som jeg skulde høre en Fos under mine Vinduer, og gjennem mit Vindu saa jeg op mod Pilestrædet Nathimmelen pragtfuld. Men den blev snart mørkere og mørkere, saa det nok ikke er mere end et Hus, som er strøget med.

Nr. 296/1858; søndag 19.12.

[Avsetjinga av statsråd Vogt]

Korrespondance

Christiania den 18de December

Nu er her Politik i Christiania. Sligt har her ikke været siden i 1836, da Storthinget blev opløst. Statsraad Vogt,Vogt] Jørgen Herman Vogt, statsråd som har faaet Afsked efter en Opfordring til at søge den fra Regenten,Regenten] Karl, svensk kronprins og visekonge Vogt er nu en større Gjenstand for Omtale og Medlidenhed end i 1845, da han stod for Rigsretten, og ligesom da de store Borgere gjorde et Lag for ham, til Trøst for ham og til Demonstration mod Rigsretten, saaledes foreslaar nu Morgenbladet, som udskjældte hint Lag, at Byen skal gjøre et Lag for ham og derved demonstrere mod Regenten, uagtet Indbydelsen gives det Sving, at det ingen Demonstration skal være, men blot en Afsked til den gamle Mand. Morgenbladet, og tildels Aftenbladet, som har drevet paa at Vogt burde tage Afsked, disse Blade og Christiania-Posten ere nu høist forfærdede over hans Afskedigelse og rose den Mand, de før have revet ned paa. Ingen roses før han er død, og Ingen lastes, før han skal giftes, siger Ordsproget, og saaledes gaar det nu med Vogt. Og Birch-Reichenwald,Birch-Reichenwald] Christian Birch-Reichenwald, amt- og stortingsmann som altid er rost, ham frygtes nu for som Statsraad, men da han nu er bleven det, saa taber vel Daddelen sig. At StangStang] Frederik Stang, politikar og statsråd ikke blev Statsraad, maa komme af det, at Regenten vilde spare hans Helbred. Imidlertid kunde han dog være bleven Statsminister. Men Ministerresident Sibbern,Sibbern] Georg Sibbern, diplomat, seinare statsminister som nu ifølge Dagstelegrafen er bleven det istedenfor Due,Due] Frederik Due sr, statsminister og diplomat der er forflyttet som Diplomat til Wien, han har vel mere Hofmandsvæsen ved sig end Stang, iallefald har han en fin engelsk Dame til Kone og vel at mærke med Formue, saa han bedre kan være blandt Aristokratiet i Stockholm. Kanske det ogsaa kan komme af, at der er en Strid mellem det nu nys opstegne Parti, nemlig det Reichenwaldske og det gamle, iallefald maa det antages, efter at Birch-Reichenwald var Direktør ved Jernbanen, at der er indtraadt en Kulde mellem Bretteville,Bretteville] Christian Bretteville, statsråd som stelte med Jernbanepengene osv. og ham, samt med Stang, som nærmest afsluttede Kontrakten, hvilken Strid og maaske andet til har aabnet en Kløft mellem disse Statsmænd. Man skulde næsten tro det; thi den Kamp mod Birch-Reichenwald fra Kanter, som staa i Forbindelse med disse nævnte Statsmænd, kan ellers ikke let forklares.

Hvorledes det nu end er eller ikke, saa er det første Gang vi har havt en Hofstyrten — og Rasen af Ministere. Ministeriet har før, som det kaldtes, kompletteret sig selv, men nu har Regenten gjort det selv alene. Over dette er baade Aviserne og Byen bestyrtset, men det retter sig nok og endnu er ingen Skade skeet. Vogt ærer Alle for hans Mod og Redelighed, men han er nu saa gammel, at det endog var Naturens Orden, at han tog Afsked. Men der spaaes et større Ministerfald; der tales om to til; det er godt, om det ikke bliver tre eller fire; men bliver Ombytningen saa god som den første, kan der ikke klages. Regenten fandt vel, at han med Alexandersværdet maatte overhugge Knuden og lufte lidt i de tætsluttede Statsraadsrækker.

Men Byen er spændt. At Departementerne gaa til Vogt og takke ham, er en Skyldighed, som intet Andet end Godt ligger i. Men der tales om, at Studenterne skal bringe ham et Fakkeltog. Det vilde ikke være rigtigt af Studenterne: de bragte Prindsen et Fakkeltog, og nu at demonstrere mod ham ved et Fakkeltog, vilde ikke rime sig. Dersom Vogt var traadt af under andre og rolige Forhold, vilde et Fakkeltog have været i sin Orden; men nu under denne Ophidselse faar det Udseende af en Demonstration mod Regenten, som Studenterne skal overlade til de Ældre, saasom om de gjøre et Lag for ham, hvilket dog neppe bliver noget af med.

Man løber i det Eventyrlige med Gisninger af nye Statsraader, og paa mange Steder og i Forsamlinger opstilles Statsraadslister af de største Torsker og Dovninger inden og udenfor Departementerne. Det skal nu være vittigt det.

Jeg begynder næsten at tro, at vi er et Folk, der kunde gjøre Revolution, om det skulde knibe; men disse tapre Helte holdt sig vel tilbage, naar det kneb, for det er en Egenskab hos slige Folk, at de ere fælt feige. De gaa efter Vinden, og det skulde ikke forundre mig, om jeg næste Gang skrev, at Byen er begeistret over Regentens mandige resolute Handling, som de da vilde kalde den.

Jeg brænder efter at kunne være i Paris, naar en Revolution, som snart maa komme, bryder ud. Det er noget smittende i en slig Luft, og uagtet jeg rolig har seet dette hele Opstyr, og fundet megen Vind i det, er det dog ikke frit for, at jeg imellem er bleven varm.

Nu løbe Avisfolkene paa Telegrafstationen og høre om Depescher, og den Sætter, som kan faa en sent om Kvælden, han faar sig en Dusør. Publikum betjenes paa det Bedste. Men saa faar det ogsaa finde sig i, at den ene «Leder» slaar den anden ihjel, jeg mener en Leder i Aviserne.

Nr. 303/1858; onsdag 29.12.

[Avisene og ministerkrisa]

Korrespondance

Christiania den 26de December

Nu er her Julefred. Det er nok ikke andre end «Dølen», som kommer ud idag. Nyhedsbladet og de mulig andre Vikublade regner jeg ikke, da de ikke ere politiske. Dølen opsamler de sidste Levninger af denne «Minister-Krisis» og greider i Papirerne. De ærede «Herrer skulle da være saa gode at læse «Dølen», saameget Hovedbrud det end skal koste.»

Stillingen er nu omtrent den: Alle hvile udmattede. Jeg tænker mig Aviserne som Lemænet, der ligger og puster som en Bælg, efterat det af Sinne har skreget sig udmattet. Aftenbladet har halvt om ikke helt snut om; det siger nu, at endnu er Intet gaaet i Stykker. Aftenbladet kan fortjene gode Ord for mange Ting, men for politisk Holdning skal det ikke faa mange af det Slag. Men, hvad vil nu ogsaa det være politisk efter? Hvad skal Saul iblandt Profeterne? Aftenbladet skal være Krydser og «gaa paa Kommers,» som Komedien heder, og det vil vel ogsaa selv snart indse Nødvendigheden af den Ting, skal det bestaa. Det er aabenbart forbi med det, og om end det endnu hænger i og holdes ret meget, saa tror jeg ikke, at Nogen tror paa det. Nu til Nytaar faar det ein Medkappare (Rival) i «Dagbladet», som siges at skulle staa op i en bedre Skikkelse og formodentlig til et bedre Liv. Det maa komme til at blive et Oppositionsblad og et «liberalt», et par excellence, og negtes kan det ikke, at et saadant vilde gjøre godt, naar det kunde være godt selv. At det vil tage bort mange Abonnenter for Aftenbladet og kanske for Morgenbladet med, bliver vist.

Morgenbladet har staaet sig bedst i denne Ministerkrise, for det har væsentlig indskrænket sig til Lovtaler over Statsraad StangStang] Frederik Stang, politikar og statsråd og sammenlignet ham med Birch,Birch] Christian Birch-Reichenwald, amt- og stortingsmann samt skildret de nedtrykkende Følelser, som maatte ligge paa Birch. Ja Gu, sa eg det, eg! Nei, er Nogen glad, saa maa det vel være Birch, skjøndt han nok skulde være forskrækket, da Posten sagde, at han var som Ormen, der beit, naar man mindst meinte paa det. Jeg har altid troet om mig, at jeg var en ærlig Mand eller saa omtrent, sagde han til en Mand i Revisions-Departementet. Posten har ved denne sin Optræden bibragt sig et Ulivssaar, som sent vil forvindes, og den har rykket sig ud af sin naturlige Stilling, nemlig at være et pynteligt Regjeringsblad, som vi ogsaa vilde trænge til, ret et gentilt folkeligt Blad, som kunde være ophøiet over Dagens Rivninger og komme med Besindighedens Ord.

Processionen til VogtVogt] Jørgen Herman Vogt, statsråd otte Dag idag siden var talrig og Talerne baade af ham og Advokat KildalKildal] Daniel Kildal, høgsterettsadvokat og bystyremedlem vare varme og smukke, kanske Advokatens var noget vel blomstrende, men det er ikke tidt man ser slige Taler.

Om Korrespondentbrev til Drammens Tidende 1851–1859

I årene 1851–1859 sendte A. O. Vinje jevnlig korrespondentbrev til Drammens Tidende, den første dagsavisa utenfor hovedstaden. Her skrev han om smått og stort fra Christiania.

Bare et lite utvalg av korrespondentbrevene har vært utgitt i bokform tidligere. I denne tekstkritiske utgaven er alle korrespondentbrevene samlet, redigert av Nina Marie Evensen og Jon Haarberg, og utstyrt med fyldig innledning, tekstredegjørelse, tekstkritisk apparat og register.

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X