Korrespondance
Christiania den 19de Februar
Det vilde ikke være forunderligt, om jeg var rørt ved Afskeden med Dig, kjære Læser; thi Du har i otte Aar baaret over med mange Svagheder hos mig. Du er en rimelig Mand: naar Du ser en god Villie og finder det mindste Folkevid, saa er Du fornøiet. Den, som klager over Dig, han klager over sin egen Daarskab.
Men Du har ogsaa dine Svagheder, Du er, som jeg sagde i «Dølen», saa skakkjørt, at Du heller vil have Dansk end dit eget Maal. Jeg forsøgte her med Dig at gjøre en Overgang i Forvanskningen af Sproget. Jeg stod da paa det underordnede tilbagelagte Standpunkt, som de andre Avisskrivere nu gjør, idet jeg saaledes vilde smaat i Senne gjøre en Overgang fra Dansk til Norsk; men naar man lærer mere, ser og føler man Umuligheden af, at det saa kan gaa: den rette Toneart maa slaaes an, skal ikke Alt blive lutter Disharmonier. Derfor har jeg begyndt med Dølen. Jeg ved ikke, om det vil gaa, skjøndt det hidtil har gaaet over Forventning; men det ved jeg, at ethvert Forsøg paa at fornorske Sproget paa en anden Maade vil frembringe en Vanskabning. Det er rigtignok ikke mange, som holder med mig i dette; men det er de bedre.
Er Tiden ikke endnu forberedt paa at nyde mit Dølemaal, saa har jeg et godt Middel i Baghaand, og det er at tie stille. Jeg beder herved den ærede Læser om Tilgivelse, fordi ogsaa jeg engang var saa svag og arm og uvidende, at jeg vanærede min norske Haand med at skrive Dansk, at jeg saaledes syndede mod Fædrelandets Aand og gjorde Mit til at slukke den sidste Rest af dens Liv; jeg skal ikke gjøre det mere. Intet, som jeg lægger Aand og Liv i, skal være paa Dansk. Den Aand, jeg har, skal være paa Norsk; vil Ingen have den, saa beholder jeg den for mig selv, — saa gjør jeg da idetmindste ingen Skade. Jeg tager altsaa herved Afsked med den danske Literatur, og jeg gjør det paa det rette Sted, det nemlig, som jeg har talt saalænge fra. Det er haardt at skilles ved et Sprog, som man med grædende Taarer har lært! for man truer Unaturen saalænge ind i sig, indtil den bliver En kjær. Det er et let Sprog, dette Danske, — den, som ikke kan behandle det med Overlegenhed, er en arm Mand. I taagede Taalemaader, røvede fra alle Verdenskanter, kan man skjule sin Tanketomhed; det er just et Sprog for Avisskriverne og daarlige Poeter, — jeg vil bruge det til dagligt Brug, det skal være mine Hverdagsklæder.
Det er haardt at dø saaledes, medens man lever, at være nødt til at underkjende sin Gjerning som den forlorne Søn.
Men saa havde han den Trøst, at Fader var hjemme, som vilde modtage ham, naar han angrende kom tilbage. Denne Trøst har ogsaa jeg.
Du maa ikke tro Læser, at jeg indbilder mig at være en Norskhedens Formand, fordi jeg skriver Dølen og taler som her. Jeg gjør, hvad jeg kan, og vil ikke Landet høre mig, saa takker jeg det, fordi det har hørt paa mig saalænge. Det kunde gjerne have fundet paa at dræbe mig for lang Tid siden. Jeg maa sige, at En og Anden har raadet mig til at gjøre et Uddrag af mine Korrespondentartikler og Vers og andre Stykker, og udgive alt dette i en Bog eller to eller tre eller fire eller fem eller sex.
Men Norge har nok af Bøger i det Sprog. Dersom Læseren vil glemme, hvad jeg har skrevet, saa har jeg alt glemt det. Endnu et Ord, kjære Læser, en Jurnalist har ligesaa stor Ret til at holde Afskedsprædiken som en Præst. Præsten taler i et Hus, som er bygget af Menneskehænder; men Jurnalisten taler i et større, — han staar ligesom paa Snehætten og hans Røst høres fra Nordkap og til Lindesnæs; derfor er hans Ansvar stort. Jeg har ikke været hørt saa vide, men vidt nok til at gjøre mig ræd, naar uoverlagte Ord løb igjennem min Ven under Livets travle Færden. Jeg beder, at disse maa være glemte.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I årene 1851–1859 sendte A. O. Vinje jevnlig korrespondentbrev til Drammens Tidende, den første dagsavisa utenfor hovedstaden. Her skrev han om smått og stort fra Christiania.
Bare et lite utvalg av korrespondentbrevene har vært utgitt i bokform tidligere. I denne tekstkritiske utgaven er alle korrespondentbrevene samlet, redigert av Nina Marie Evensen og Jon Haarberg, og utstyrt med fyldig innledning, tekstredegjørelse, tekstkritisk apparat og register.
Utgaven gis ut av Det norske språk- og litteraturselskap i samarbeid med Nasjonalbiblioteket.
A.O. Vinje var en viktig skikkelse i norsk offentlighet på 1800-tallet. Som forfatter og journalist var han en ivrig deltaker i samfunnsdebatten. Vinje var særlig opptatt av samfunnsforhold, litteratur og politikk, og han har hatt stor betydning for utviklingen og etableringen av landsmålet i Norge.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
