Brevet

97Elskede! I disse nætter, som måske blir mine sidste her, hvor du gav mig livet, vil jeg skrive til dig og forsøge at forklare dig alt. Du forlader mig hver dag, og jeg er stolt, og jeg kan ikke komme til dig. Men om natten, når du sover, kommer jeg til dig og kysser dig på din pande, som jeg elsker.

Jeg har længe anet, at der måtte komme noget. Og fra at du var i byen, vet jeg, at jeg må dø.

Du har aldrig spurgt mig, om hvad jeg har oplevet, og jeg har aldrig sagt dig det. Jeg vilde det så. Jeg vidste ikke hvorfor. Men når jeg nu sidder her, mens alt er stille, da forstår jeg, at det var netop, forat det skulde bli så uendelig stort (jeg tør 98neppe tro, det er hændt) at det skulde være så.

Jeg vilde være det deilige for dig, som du ikke vidste alt om. Havde jeg fortalt dig alt, da vilde du ha tænkt så meget på det og lagt så meget i det. Jeg vilde være til for dig bare sådan som du så mig.

Elskede! Vær vis på, at der har for mig, Rebekka, ikke været andet her i livet end dig, og hvad du gav mig.

Du vil kunne spørge efter. Du vil kunne få vide en masse ting om mig. Folk vet jo alt. Du vil få vide, at jeg blev skilt, man vil sige, det var min feil, du vil få vide om mit forhold til Bredo.

Å, du vil intet få vide! Folk vet intet. Det som et menneske har levet, det vet ingen. Det, der føles mellem to, har ingen greie på.

Og har jeg syndet og gjort ondt, – mod én vet jeg, at jeg har været tro og ren og kysk i hver fiber, som jeg eier, fra jeg vidste, at han var til.

O, hvorfor vidste jeg det ikke før!

*

99Å, hvorfor går du fra mig? Jeg længes så forfærdelig efter dig? Aner du ikke, hvor jeg pines om dagene, når du er borte fra mig? Hvor er du? Hvad gjør du?

Kan du ikke skjønne, hvor det er forfærdeligt, når jeg har levet hver time hos dig så længe, og du lar mig alene? Kan du ikke skjønne, at det kommer over mig alt, og stikker mig og klær mig nøgen og pisker mig?

Kan du ikke skjønne, at alt blev anderledes hos mig, da jeg mødte dig? Og alt det som har været, det står i veien for min fred og min glæde, og der er blot én, som kan ta det bort, du.

Å, hvorfor kommer du ikke ind til mig? Du går og lægger dig for dig selv, – jeg hører, når du går op i sengen, – og jeg får ikke se det ansigt, som er alt for mig i verden.

Men jeg er aldeles ikke sint på dig, ti du har jo git mig alt, – mig selv har du git mig, – men jeg kan ikke gå til dig. Jeg vilde så gjerne klappe dig, hvis du lider, 100– og du har det vist ikke godt, kjære, – men jeg kan ikke. Jeg er så bange for, at der skal ske noget. Og det ikke ske. Jeg er så bange for, at du skal spørge. Og jeg er så bange for, at du skal forhåne mig.

Det ikke ske!

*

Kjære, jeg føler det somom du pisker mig hele dagen. Og jeg er blit saa liden og foragtelig, og jeg kan ikke forstå, at jeg nogensinde har turdet regne mig for din, og jeg tør ikke gå til dig. Du er så langt borte, du sidder oppe i en tordensky og ser ned på mig. Og hvis jeg kom og kyssed dig, så vilde du støde mig bort fra dig. Og det må ikke ske. Nei, det ikke ske!

Å, hvorfor kommer du ikke hjem og er hos mig – det er jo din jeg er.

Jeg kan ikke få det bort. De står for mig hele dagen, de ser på mig, de sørgmodige øinene. Jeg føler, at der kommer 101noget, ja, jeg føler det, det kommer, det kommer. Å, gud give jeg kunde si det til dig, og spørge dig, du som vet alt. Men jeg føler, at jeg må ikke.

Du vet ikke, hvor det er forfærdelig stille her i huset om dagene. Jeg synes sommetider, at hele havet flyder ind ad vinduerne. Jeg selv sidder alene og forladt midt inde i verdensrummet med en frygtelig angst. Alt hvad jeg har gjort går forbi mig. Og der er en mørk stemme som spørger: Hvorfor gjorde du det så? Hvorfor gjorde du ikke det så?

Jeg vidste aldrig, hvad jeg skulde gjøre. Det faldt mig aldrig ind at tænke derover. Jeg gjorde det første det bedste. Først da du kom, så stod det med engang for mig: Sådan skulde du ha gjort! Og jeg så, at man kan gjøre hundre andre ting end dem man gjør.

Det er en skrækkelig tanke!

– Å, jeg kan ikke forstå, at jeg skal dø, før du engang har været god mod mig 102igjen, rigtig god imod mig, som i gamle dage.

*

Der er noget, som er begyndt at forfølge mig, du! Det er så fælt. Jeg kan ikke få det bort! Å, hvad skal jeg gjøre? Hvorfor er du ikke hos mig? Er jeg da fordærvet? Ja jeg føler det. Jeg er fordærvet. Jeg kan aldrig bli ren mere!

– Hans øine var som den evige sorg. Dine er lyse. De kan være tunge. Men når du smiler, da er du det lyseste der er til. Når han smilte, å, det var ikke smil, det var gråt, han smilte istedetfor at gråte.

– – Nei jeg tør ikke tænke mer iaften. Mit hode er så træt. Nu vil jeg gå ind en stund og sove ved din seng. Det er så godt.

*

Jeg kan ikke mere. Jeg føler, at jeg må gå til ham. Jeg ser intet andet end de mørke, tunge øine. Jeg ser dem overalt. 103De drager mig. Å, hvad skal jeg gjøre, hvad skal jeg gjøre?

Det er så tungt for brystet, jeg kan ikke ånde. Jeg drømmer hver nat om ham, jeg drømmer, at han dræber sig, og det døende blik, det sender han mod mig.


– – – Å gud, hvad har jeg gjort! Hvordan kunde det gå til? Efter alt det deilige! Jeg husker ingenting. Jeg vilde blot gå og se ham. Han la hodet sit på fanget mit, han gråt, den sterke manden gråt, så han rysted, han vred sig i pine, – og så tog jeg ham om hodet, – og så, – og så, – jeg husker ingenting, – det var som et evigt mørke, – altsammen var sorg, bare sorg, – for jeg kunde jo aldrig 104bli din sådan som jeg skulde være, og jeg vilde aldrig mer komme tilbage til dig, for alt er jo blit så vondt, og jeg vilde dø, jeg vilde dø.

Å, tilgiv, at jeg er her igjen, her hvor der er helligt, at jeg går her med fødderne mine, at jeg ser på sofaen med øinene mine. Men hvor hører jeg til i verden, når jeg ikke hører til her? Å, jeg forstår ingenting! Da jeg kom til mig selv igjen, så vilde jeg bare løbe til dig og fortælle dig alt, men hvordan skulde du tro mig, du kan jo aldrig mer tro mig, du kan jo ikke tro noget af hvad jeg siger, hvordan skulde du kunne tro mig, og da kan jeg ikke se øinene dine, øinene dine kan jeg ikke se. Og så vidste jeg, at jeg måtte dø, at jeg var din i evighed vidste jeg, – somom jeg ikke havde vidst det før! Også måtte jeg bare få kysse alle stederne engang til, der hvor du har siddet, og der hvor du har ligget, og jeg vilde liste mig ind om natten, for jeg kan ikke mere se dig i øinene, – når du sov, du skulde 105ikke høre det, og så var du ikke hjemme, å, hvor er du, hvor er du?

Å, jeg kommer på denne stygge tanken, som undertiden kom inde i brystet mit, og jeg vred mig i sengen for at få det bort: Begå en synd, begå en synd mod dig, netop mod dig, og du skulde slå mig, du, du alene, og jeg vilde ligge på knæ for dig hver eneste dag til jeg døde, og be dig om tilgivelse, – dig, – min gud. For jeg kan ikke tænke mig nogen anden gud.

Men nu kan jeg aldrig mer se dig. Og jeg vilde heller ikke tåle, ikke engang nu, at du forhåned mig, ikke du. Og jeg vilde ikke kunne leve uden at se på øinene dine, solene mine.

*

Jeg er blevet så rolig. Og nu ser jeg alt så klart, og jeg vil forsøge at forklare dig alt, forat du måske kan forstå bedre hvordan jeg er. Og så vil du måske engang tilgi mig. Ja, jeg vet du vil tilgi mig. For du .

106Jeg har været sådan, jeg, kjære elskede, at jeg altid har gåt og trod på noget så umådelig stort som måtte findes, noget så vidunderdeiligt, at en ikke kunde forestille sig det. Lige fra barn af, så har jeg aldrig havt ro, men hvergang jeg tænkte: Nu er det der, nu er det der kanske! så styrted jeg mig ind i det med hud og hår. Men det blev altid til sorg.

Da jeg så mødte dig, var jeg så bange. Ti hvordan turde jeg vel tro, at det kunde komme!

Jeg vilde ikke tænke på dig. Jeg gjorde alt for ikke at gjøre det. Men det var som noget tvang mig til at gå til dig, og jeg gik og banked på din dør, og min fod gik mod min vilje.

Og så blev jeg så dødsensræd, da jeg forstod, at det var du, hvem gud havde skabt mig for. For jeg kunde jo ikke tro, at ikke alt var for sent, jeg kunde ikke tro, at det høieste endnu kunde komme.

Hver eneste gang var jeg så dødsensræd, at du skulde spørge mig om noget. Og 107selv om du ikke spurgte, så måtte du jo ane.

Å aldrig, aldrig kan du som siger, at du intet havde oplevet før, ha følt dette som jeg følte inde i mig, da det så alligevel kom, brevene dine, altsammen. Det var som undergjerninger. Jeg tror sikkert, at jeg har havt det deiligste af os to.

For en kamp du må ha havt! Jeg har elsket dig så grænseløst derfor, at det har været somom brystet ikke kunde holde.

– Men så blev du urolig igjen. Eller var det mig, som blev det først? Var det hos mig, det begyndte? Jeg kan huske, at jeg havde glemt alt, alt. Men så kom det så småt: Jeg havde ikke alt det jeg vilde gi dig. Jeg kunde ikke være det jeg skulde være. Mit bryst var ikke ungt. Jeg følte pletter på mig ligeoverfor dig og ligeoverfor lykken. Jeg var ikke så høi og deilig, som jeg vilde være.

Kan du forstå, hvor det var ondt?

Og kan du forstå, hvor det var skrækkeligt,108 at min fortid kunde ikke udslettes? Den vilde altid stå imellem.

Å, jeg kan ikke forstå, hvordan du sådan kunde få mig til at glemme alt. Der var hele dage og nætter, ja hele uger, at der ikke var fnug andet end det. Å tak, tak!

*

Jeg er så rolig. Jeg er glad, fordi jeg skal dø, og du vil også bli glad, det skal du nok se, for så vil alt bli godt. Jeg er blit fyldt af noget jeg ikke kan sige, jeg synes næsten ikke jeg hører hjemme på jorden længer.

Et andet sted, der må det kunne ske altsammen. Ikke sandt, du? Et andet sted må jeg kunne bli ny, såat intet står imellem. Jeg føler det så deiligt og stort og klart, du! Og når det er langt ud på natten, så gjør alt det, som har været om dagene i det sidste, mig ikke ondt længer, det blir så småt, og det var jo bare netop, 109fordi vi var så forfærdelig glad i hinanden, at det kom.

Jeg er jo født for din skyld. Men noget kom imellem. Men så fandt vi jo hinanden. Og så vet jeg om dig. Og du vet om mig.

Og så kommer du og finder mig, når jeg er færdig. Du er mand, og du har såmeget at udrette på jorden endnu. Men jeg venter på dig. Jeg er kvinde, og kvinden er til for at gi manden mod og kraft til at gjøre alt det, han skal gjøre på jorden.

Og det vil jeg gi dig!

*

Jeg tror også, at det er, fordi du har fortalt mig såmeget deiligt, at døden står sådan for mig. Du trode vist ikke, jeg var med i alt det du sa. Men du må ikke tro, at ikke også vi kvinder ser og tænker på hvordan alt er, og forundrer os over himmelen og jorden og stjernerne og døden 110og alt det som er. Skulde ikke vi det, vi, som har følt inde i os fødselens vidunder?

Det var det høieste af alt, når du talte. Da tror jeg, du gav mig det største du kunde gi mig.

Jeg hørte ikke bare på dine ord, jeg følte, hvordan du følte det, du tænkte.

– Der var såmeget mer jeg skulde ha sagt. Men jeg længes mod det store lys, der skal gjøre mig til en anden. Jeg tvinder dig af mit hår et kors, som du finder blandt disse papirer. Jeg vil be dig om at bære det altid nærmest dit bryst.

Ja, jeg vet, at du må bli min tilslut. Jeg har tænkt såmeget. Jeg tror næsten aldrig, at en kvinde træffer den, hun er født for. Der er så mange, en kan elske, men den, en er født for, træffer en næsten aldrig. Og så kanske hun, som ikke allerede her finder ham, træffer ham siden, et andet sted.

Vi to var født for hinanden. Og netop derfor måtte der ikke være noget, ikke noget imellem os, ikke sandt, du?

*

111Korset er nu færdigt. Og jeg selv er færdig. Min kjærlighed følger dig overalt. Korset skal fortælle dig, at jeg elsker dig nat og dag med den reneste, høieste kjærlighed.

– – Jeg har kysset puden. Farvel! Vær glad! Jeg er glad!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Korset

Den lille romanen Korset fra 1896 regnes som et av hovedverkene i den nyromantiske diktiningen.

Korset er en fortelling om lidenskap og lidelse og om kjærlighet og død. Det er få ytre handlinger i romanen, stilen er fragmentert og historien kommer fram ved hjelp av glimtvise minner, en dagbok og et brev. Jeg'et analyserer følelser og grubler over forholdet til kvinnen han elsket.

Romanen ble en suksess og kom i tre opplag i løpet av vinteren 1896/97.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1896 (nb.no)

Les mer..

Om Sigbjørn Obstfelder

Sigbjørn Obstfelder debuterte i 1893 med diktsamlingen Digte. Allerede da han debuterte, ble Obstfelder omtalt som den mest moderne forfatteren innenfor den nye poesien. Han kalles ofte skaperen av modernismen i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.