[4]

113Å hvorfor kunde det ikke altid ha været hos mig som hin første tid, da jeg intet andet vilde end at ta hende ind til mig, gjøre det enkelt og godt for hende, få hendes bryst til at bølge roligt, langsomt, godt?

Da hun lå der med myrten om hodet, da havde det med engang skinnet for mine øine: Du var til for at være den, som kunde gi hende fred. Og du pinte hende tildøde.

*

Jeg læste hendes breve op igjen og op igjen, i flere år. Tilslut steg der ro op derfra til mig, en ro som fra selve evigheden.

114Måske havde det alt måttet bli så, fordi jeg var sådan. Havde jeg ikke været sådan, var hun ikke blit drevet til det hun gjorde. Men jeg kjendte ikke mig selv.

Og så er da måske livet og det, som kommer til en udenfra, blot til for at være som et bugtet speil, hvorpå vort indre ruller sig frem i en mangfoldig, uberegnelig bugtet spiral, indtil man har set endog den fjerneste, skjulteste vrå i sig selv.

*

Jeg har skrevet af det, hun efterlod mig. Jeg har skrevet det af altsammen. Der er måske ting, der kommer op igjen, eller som er uvæsentlige, men for mig er hun i hver linje, og jeg kan ikke kritisere.

Jeg har ikke mer at fortælle. Solen er ståt op. Jeg synes, den gløder sterkere og sterkere for hver dag. Jeg elsker natten, ti den har som millioner dage i sig. Jeg elsker dagen, ti den er som selve livets rindende strøm.

Og som jeg mer og mer nærmer mig 115evigheden, synes mig solen pragtfuldere og stjernerne nærmere. Jeg føler mit bryst vide sig ud for at modtage det som var og er og altid blir. Bliver da menneskene yngre dag for dag istedetfor ældre?

– Nu er folk begyndt at gå nede på gaden. De iler til sit arbeide. Jeg hører træskoene ramle. De tunge arbeidsvogne knager i stenene.

Jeg må også gå til mit. Jeg har en nat igjennem skuet mod det, der drog igjennem mig og tændte alle mine celler. Jeg har søgt at binde det sammen alt og se.

Jeg må arbeide. Men ud af dokumenterne stiger stundom en undren: Hvad vil der ske?

Ja hvad vil der ske, hvad vil der komme, når vort cellevæv er forbrændt?

Forbrændes det for at danne noget nyt, større, herligere, hvortil det som var godt og lyst i jordlivet var emner, – eller er drømmen, drømmen der dukker frem af livets sorg, er den endemålet?

Jeg tror, jeg. Hun blev min martyr og 116min helgeninde. Hun ofred sit liv for vor kjærlighed.

For andre kan jo ikke hendes breve være hvad de er for mig. For mig er hvert ord deri som vingeslag af hvide, store evighedsfugle, og som solstråler fra et hjerte i verdens midte, hvis hede slag aldrig ophører.

Hendes breve er mig en bibel. Der står alt deri. Der er visdom, hvor vel ingen anden kan se den.

Det er vel fordi det er mer end skrevne ord for mig. Hun, som jeg har levet de øieblikke med, der lyser over mit liv som planeter, hendes legeme og blod er disse ord.

Det vil kanske synes mange en gudsbespottelse. Men hvem er gud? Er han ikke det, vi nærmer os på stjernernes uendelige trappe, på livenes krystallisering, på sjælenes evig fornyede møde? Måske han vil mindst af alle forarges over, at jeg hver aften kysser i tilbedelse det lille hårkors.

Om morgenen, når solen hæver sig over 117havet i et rødt, som gjorde den det til det blod, der vander jorden, – da fyldes mit bryst af trangen til at skabe, til at drysse om mig for hver jordlivsdag spirer og funker.

Om aftenen, når solen går ned i et farverige, somom det blod, den om morgenen såde, havde ynglet, havde gjort én til tusende, havde gjort rødt til alle de millioner nuancer, der er evig glæde i at drysse og føde frem og dræbe og føde påny, – se da, da får jeg denne undren: Hvad er det, det herlige, jordens skjønhed, hendes deilige sjæl spår, at der skal komme?

Jeg søger at se og forestille mig. Men mine jordsanser strækker ikke til.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.