Se de deilige roserne, du! De er næsten bedre end «Danse macabre» de – ikke sandt? Den er forresten ogsaa vidunderlig! Kom, saa skal vi tage den sammen!

Aanei – den gaar ikke ordentlig alligevel, den er saa vanskelig.

Lad os bare prøve! – Den er saa rent betagende den musiken! – Men ved du, hvad jeg tror, Anna? Jeg tror, den vilde klinge bedre, hvis du ikke tog den fuldt saa hurtig og ikke saa forte. Husk paa – der skal dog være noget vist hemmelighedsfuldt over den – ligesom udenfor mennesket, forstaar du – trods det ofte rent brutale i klangen. Aa – lad os prøve!

Aa nei, ikke nu da, mama! Lad mig slippe, jeg er saa lidet oplagt – jeg aarker virkelig ikke at spille mer. (Reiser sig og gaar hen til et bord og blader i nogle aviser.)

Du ser ogsaa lidt bleg ud idag, Anna min. Du er da vel rask?

Der feiler mig ingen verdens ting, det forsikrer jeg dig – bare lidt hovedpine.

Har du det rigtig godt disse sidste dagene, du? Der er vel ingen ting iveien? Ingenting, som plager dig vel? (Nærmere, blødere.) Du ved, jeg vil saa gjerne hjælpe dig, hvis jeg kan.

Aa nei, kjære dig – jeg er bare lidt træt. Jeg tænker bare, jeg har været formeget paa farten.

Der har været formegen uro for dig, siden du kom hjem. Luftforandringen tager naturligvis ogsaa paa kræfterne. Men – saa har du da ogsaa moret dig rigtig godt.

Aa, ja.

Statsraadinde Mørk fortalte mig just igaar, at de skulde paa en kjøretur til Grytefossen imorgen, og at du –

Aa – fru Mørk med alle sine arrangementer!

Det var vist slet ikke hendes idé. Det var Erik Rein –

Aa ja, han gjør jo, hvad fru Mørk vil –

Saa? – Jeg trodde, du likte saa godt fru Mørk. Hun er da altid saa elskværdig mod dig.

Ja – ja da. Men – men hun er naa saa aktiv bestandig – og saa har hun en saadan maade til at faa det, som hun vil. – Jeg er forresten svært glad i fru Mørk, jeg, og Inga er saa «dekorativ», hun, og Valborg er saa sød, det er hun virkelig.

Du – Anna?

Ja, hvad er det?

Tror du, det er noget i det, som fru Mørk slog paa igaar, at Erik gjør af Valborg, du?

Det ved jeg virkelig ikke, mama.

Det er jo igrunden et ganske pent parti. Valborg er, som du siger, sød og flink ogsaa. Og 42Erik er jo saa prægtig. – Apropos du, han fortalte netop igaar, at den lille gutten nede hos Sven’s er blevet saa daarlig igjen. Du skulde ikke have lyst til at gaa derbort en stund idag, vel? Tage med dig noget godt og prøve at more ham lidt?

Nei, ikke idag da. Jeg er virkelig saa træt saa!

Kanske vi burde snakke til doktoren?

Uf – nei. Kjære, bryd dig ikke noget om det, mama. Jeg blir nok bra igjen. Jeg skal love dig at gaa til Svens imorgen.

Men – den turen da?

Det er det samme. Jeg bryder mig ikke spor om Grytefossen.

Og saa kommer vi jo til at gjøre disse udflugterne om igjen, naar frk. Sidonie kommer. Det er sandt – skrev hun nogen bestemt dato i sit sidste brev?

Nei – hun gjorde ikke det heller.

Der er en ting, som er lidt vanskelig for mig om dagen, du, og som jeg havde lyst til at snakke med dig om. Synes du, jeg skal sende væk Halfdan gartnergut? Jomfruen siger, han er kommen i slet selskab, og –

Aa nei, mama da! Kan jeg ikke faa slippe at høre om alle disse tingene paa gaarden. Huf, alle disse ulykkerne og –

Nei – nei, min ven. (Med undertrykt følelse.) Men du skjønner nok – jeg havde jo tænkt det, at naar du kom hjem – og just i saadanne tilfælder –.

Vær ikke vond paa mig, mama – søde mama! Jeg skal nok blive snil og hyggelig – det er bare denne hovedpinen, ser du – du skal se –

Det vil du nok, Anna min!

Ja – for jeg kan jo saa godt forstaa, hvor vanskeligt og ensomt du har det, siden papa døde. Han kunde jo hjælpe dig med alt dette store stellet, han.

Ja, ja – naturligvis –

Aa – jeg husked ikke paa det – det var vel ikke saa greit, for han var jo saa meget syg? Kanske han ikke var saa praktisk heller – mere kunstnernatur – ikke sandt?

Ja – det var han vist.

Det maatte være deiligt for dig med den musiken ogsaa. – Men nu kommer jo Sigfrid hjem snart. Han vil da kunne være til nytte for dig.

Sigfrid – barnet mit – om bare Sigfrid kunde hjælpe sig selv! (Tjeneren kommer ind med breve og aviser paa et bret.) Brev til dig fra Schweiz, Anna.

Der er nok en gut ude, som venter paa svar paa det brevet til fruen fra hotellet.

Hvem er det fra, du?

Det er fra ingeniør Lützow. Han spørger, om jeg er hjemme i formiddag. (Til tjeneren.) Sig budet, at ingeniør Lützow er velkommen.

Uf – jeg behøver vel ikke at være tilstede vel? Jeg vilde saa gjerne ned og bade.

Du! (Tager sig i det.) Nei – gaa du kun ned og bad. (Det ringer, hun farer sammen.)

Unge doktor Rein spørger, om herskabet tager imod.

Vær saa god – lad ham komme ind.

Og saa skulde jeg sige fruen, at skolelærer Haslerud er ude og gjerne vilde tale med fruen. Jeg bad ham gaa ind paa kontoret.

Naa – ja – nu kommer jeg straks.

Jeg kommer indom for at høre lidt nærmere om turen imorgen, og om fruen ikke selv vilde være med denne gangen?

Nei tak, Erik, ikke imorgen. Vi er jo dog ikke badegjester vi heroppe, ved De, saa vi skal ikke leve saadan bare ferieliv heller.

Men De, Anna, De blir da med? Der blir ikke andre end etatsraad Bangs – og saa Mørks naturligvis.

Nei tak. Jeg er virkelig noksaa træt dagen, og jeg har ogsaa lovet mama at besøge Sven’s lille gut imorgen!

Ja – nu faar jeg nok ud til min skolelærer. Jeg synes, du skulde tage med imorgen, jeg, Anna. (Gaar.)

Det er deiligt veir ude idag!

Ja – ualmindelig vakkert.

Her har jeg faaet et nyt fotografi af min schweizerveninde – er det ikke nydeligt?

Aa jo – jeg synes forresten, næsen er svært stor –

Familien er egentlig fransk, emigrantfamilie, – hun kommer snart herop nu. Jeg tænker ud i august.

Saa? (Nærmere.) Anna?

Det skal blive forfærdelig morsomt. Jeg haaber, Sigfrid kan blive hjemme saa længe og faa nogen af sine venner hid –

Anna – nu kommer Deres mor snart igjen –

Ja, hvad saa?

Vil De slet ikke høre paa mig, Anna? Kan De ikke forstaa, det er stygt af Dem, De ikke vil være med paa den turen imorgen.

Stygt! Der er da ingen, som lider noget for det!

Det kan De slet ikke være sikker paa. Viggo Bang vil vist blive meget skuffet, han f. eks.

Ja, naturligvis, men jeg antager alligevel, at han staar det over.

Anna – hvad gaar der af Dem disse sidste dagene? Jeg kjender Dem jo ikke igjen mere. (Blødere.) Vi havde det jo saa deiligt.

Har De det ikke deiligt fremdeles da?

Jeg? – Aa jo.

Jeg synes, det maa være svært morsomt at være badelæge.

Ja, det har sine behageligheder. (Med en overgang.) Far reiser bort imorgen, mindst for 14 dage, og da kan jeg ikke komme af flekken, saa det blir den sidste turen, jeg kan være med paa. – Det samme kan det ogsaa være – ikke for det.

Ja, det kan jeg da saa godt forstaa!

Hvorledes det?

Man kan jo have det lige morsomt, om man ikke er med paa turer.

Anna – der ligger noget under. (Bedende.) Nu kommer Deres mor straks. Og jeg har ikke faaet talt med Dem paa mange dage.

Det er ikke min skyld –

Nei – man kan jo som bekjendt ikke være to steder paa én gang.

De mener – De tror – at jeg –

Ja, jeg mener bare, at De jo ikke kan være baade hos Mørks og her paa én gang.

Hos Mørks! Ja, statsraaden skulde jo have massage hver dag – det ved De saa godt. – Men siden den baadturen i fredags har De været saa kold og afvisende, at –

Aa – lad os ikke snakke om den!

Jo, det var da iallefald Dem, som stod for ordningen der.

Jeg?

Ja, det første, De gjorde, det var jo at vinke paa Viggo Bang for at faa ham ved siden af Dem i baaden.

Hvad er det, De siger?

Var det ikke saa?

Nei, jeg vinkede aldeles ikke. Det kunde nu heller aldrig falde mig ind at vinke paa lille Viggo Bang! Men forresten havde De det jo meget morsommere, De og Valborg foran i baaden, ganske alene. Og siden da dere hjalp hinanden saa pent med den kaffe-kogningen derude paa skjæret.

Ja, det er sandt det, Valborg Mørk var meget snillere og hyggeligere den dagen end De.

Ja, saml De Deres skjønne minder!

De sad yderst ude paa skjæret, ganske alene. De havde lyseblaa kjole og stor, hvid straahat med 52hvide fjær. Og bag Dem begyndte himlen at blive gul og rød og violet. Og De sad ganske stille og saa udover. Og med engang kom et solstreif over Dem, og Deres hele skikkelse blev ligesom oplyst og stod i guld mod himmel og hav –

Jeg! – Saa – De mig?

Nei da. Jeg stod langt bag, jeg, og blaaste i ilden og fik sur røg i øinene og blev baade sodet og svart for at faa istand den deilige kafeen! Vi havde naturligvis ikke øie for naturens skjønhed, hverken Valborg eller jeg, og ikke havde vi tid til at sidde ude paa det yderste skjær og tage os ud med solglorie om os –

Erik – De har ikke lov til at snakke saa stygt. Jeg sad ikke derude for at tage mig ud, det ved De saa godt. Hvorfor siger De saant – hvorfor er De saa grusom mod mig?

Nei, kjære – kjære, jeg er ikke grusom. De maa ikke være vond paa mig. Jeg mente det jo ikke – jeg mente det ikke, Anna.

De skulde vide, hvor ondt jeg havde det, da jeg sad der alene, De! Jeg trodde ikke nogen – nogen brydde sig om mig – jeg følte mig saa forladt –

De – Anna!

Og jeg lovede mig selv, at jeg aldrig skulde være med paa nogen tur mere i hele livet –

Anna!

Ja?

Akkurat det samme lovede jeg mig selv derborte, hvor jeg stod og strævede med veden for at faa den til at brænde –

Bare for det?

Hvad mener De?

Fordi det var saa – saa kjedeligt med den raa veden?

Tror De nu, hvad De selv siger?

Nei.

De ved godt, Anna, at jeg bare har været med at faa istand disse turene for at være sammen med Dem – det ved De godt. Og jeg synes, disse sidste fjorten dagene har været saa deilige og saa lyse og straalende, som jeg aldrig havde tænkt mig det i mit liv – endda jeg havde tænkt mig, det skulde blive deiligt – men saa med en gang saa –

Ja – men det synes jo jeg ogsaa – Erik.

Er det sandt? Er det sandt? Holder du af mig? Jeg mener – elsker du mig virkelig, Anna?

Erik – skjønte du ikke det da, Erik?

Nei, jeg kan næsten ikke tro det – du – Aa, jeg har altid tænkt fra jeg var ganske liden gut, at den som – – –

– Hys – der kommer mama! Sig ingenting – sig ingenting!

Jeg blev nok opholdt –

Jeg kommer nok alligevel til at være med paa den turen, mama. Ved du, at gamle doktor Rein skal reise bort, og Erik kommer til at være ganske alene ved badet en lang stund –

Statsraad Mørk er ude.

Sig, at jeg ikke tager imod – nei – lad ham komme ind.

Kanske jeg faar lov at slippe ud af havedøren?

Og jeg – mama?

Goddag, naadige frue – er jeg saa heldig at træffe Dem.

De er en sjelden gjest paa denne tid af dagen, hr. statsraad. Vil De ikke sidde ned? Hvordan gaar det med Deres badekur?

Efter dr. Reins forsikring – storartede resultater! De kjender min mening om de norske badesteder. I udlandet – naa – ja. – Dette skjønne veir stemmer mig dog forsonligere, og jeg benytter det til at gjøre Dem et lidet formiddagsbesøg, kjære frue, for i ro at faa en passiar med Dem. Det er nemlig en enkelt sag, som –

Er der noget, som jeg kan være Dem til tjeneste med?

Aa – jeg vil ikke egentlig sige – men – Maaske forstyrrer jeg fruen – maaske De skal kjøre ud?

Nei langtfra, – jeg er – det er fuldstændig beleiligt for mig.

Saa gaar jeg lige løs paa sagen. Fruen ved, vi nu snart har valget her i amtet – og her i Deres bygd skal der vælges nu paa mandag – ikke sandt?

Kjære hr. statsraad – spørg mig ikke om valgene, jeg er saa rent udenfor –

Men De interesserer Dem da for vore valg, for partiet, kjære frue?

Ja – jovist – det gjør jeg jo – naturligvis det gjør jeg.

Og De vil uden tvil gjerne gjøre Deres for at frembringe det forønskede resultat. Her har hvert individ sit ansvar.

Behøver jeg at gjøre statsraaden opmerksom paa, at jeg ikke har stemmeret?

Vi kan jo ikke gaa til at give kvinderne stemmeret, kjære frue. Kvinden er endnu ikke moden – saadan i sin almindelighed da – til at kunne paatage sig – til at bebyrdes med denne – denne borgerpligt. Vi har jo desuden for tiden nok med stemmeretsudvidelser forøvrigt. – Ja, jeg forsikrer Dem, frue, at faar vi ikke flertal ved valgene iaar, vil der ikke stanses, førend hver slubbert, hver drukkenbolt, hver landeveisstryger i dette land snart faar en ligesaa stor indflydelse paa landets hele administration som baade De og jeg!

Jeg! De forsnakker Dem, hr. statsraad!

Som folk i vor stilling, mener jeg. Og De, som allerede efter de nugjældende stemmeretsregler har en mængde folk under Dem, i Deres brød, som har stemmeret –

Allesammen – allesammen!

Saa vil De kunne – ved Deres indflydelse –

Hvor kan De tro, at jeg har indflydelse paa det omraade, naar jeg selv ingen stemmeret har?

Men Deres ønsker – eller Deres misnøie. Alle Deres folk ved naturligvis, paa hvilken side De staar?

Det ved jeg ikke.

Ser De. – For ikke at spilde totalt hele min sommer ved dette badested, hvor man ialfald aandelig gaar tilgrunde, havde jeg tænkt, jeg skulde have paataget mig at holde et – et mindre, politisk foredrag – saadant ganske nøgternt, populært her i nærheden. Men – hm – min læge mente, at min helbred – kort 60sagt – jeg blev nødt til at frafalde mit forsæt. Men jeg har nu været saa heldig (trækker en del brochurer op af lommen) at forskaffe mig en del eksemplarer af prof. Stens brochure – hvad, De kjender den ikke? Den er aldeles udmerket. Og jeg vilde bede Dem om tilladelse til at sørge for dens udbredelse her paa Deres eiendom – ja her i Deres eget hus?

Naturligvis – som De ønsker.

Den fører en argumentation i marken, som maa virke overbevisende. FårFår] rettet fra: For (trykkfeil) jeg lov? (Rækker hende et eksemplar.)

Tak – jeg skal –

Morgenavisen omtaler den meget rosende i sin leder idag – meget varmt endog. (Blader ivrig i de nykomne aviser paa Bordet.) Men – der har De jo morgenavisen. Det er mig en glæde at kunne gjøre Dem opmerksom paa den ypperlige fremstilling af situationen, som De der vil finde. Undskyld, frue – jeg ser, De holder baade svenske 61og danske aviser. Vil De tillade mig – ministeriet dernede i Danmark gaar jo netop gjennem en meget slem krise. Ja, havde vi anledning til at benytte de kampmidler – jeg tager vel ikke Deres tid, frue?

Nei – det var bare – jeg syntes, jeg hørte en vogn. (Man hører det ringe. Tjeneren kommer straks efter med et visitkort.) Ingeniør v. Lützow spørger, om fruen tager imod?

Ja. (Til statsraaden.) En god, gammel ven, som De kanske ved. Hr. v. Lützow var hovedingeniør her ved gruberne for nogle aar siden.

Saa maa vi jo afbryde vor interessante samtale. Men, har jeg saa fruens tilladelse til – (Viser paa brochurerne.)

Godag, hr. v. Lützow – velkommen herop til Norge igjen! (Presenterer.) Ingeniør v. Lützow – Statsraad Mørk.

Forhenværende – om jeg maa bede! Glæder mig at gjøre Deres bekjendtskab. Maaske ingeniøren ogsaa skal styrke sine nerver her ved dette – hm –

Nei, jeg kom herop fra Tyskland i forretninger – for fjorten dage siden. – Jeg havde den fornøielse paa dampbaaden at træffe fru statsraadinden og Deres to døtre.

Glæder mig – glæder mig.

Vil ikke herrerne tage plads? (Hun peger paa en plads paa hver side af sig.)

Tak, jeg tror, jeg vil anbefale mig, frue. Jeg vilde gjerne – (Viser paa brochurerne.)

Ja – det er jo sandt. – Vil De ikke tage mine nye aviser med Dem – aa, De har meget mere glæde af dem end jeg. (Til Lützow.) Statsraad Mørk er passioneret politiker og en af vore mest fortjente agrar-tingmænd.

Forhenværende – jeg ber, kjære frue! Ja – farvel – farvel. – (Kommer tilbage.) Omforladelse, endnu et. Skulde fruen faa anledning til at bringe brochuren paa bane – nogle vink – lidt reklame skader visselig aldrig – og en god sag – De ved, valgene mandag – farvel. – (Gaar.)

Tak for Deres to billetter. Jeg kunde ikke svare paa den første, da jeg jo ikke vidste, hvor De var reist hen.

Jeg skulde undersøge nogle gruber her for et tysk kompani. Og da jeg saa, at Anna – frøken Anna – maa jeg vel nu sige –

Aa – nei da, hr. Lützow.

At hun netop kom hjem fra udlandet, vilde jeg heller vente –

Hvor det er længe siden nu. – Og De har havt meget – meget at gaa igjennem siden sidst.

De har ikke skrevet ofte. Jeg har faaet saa lidet at vide om Dem – og Deres.

Aa – jeg har da skrevet.

Ja – i begyndelsen noksaa ofte. Men – senere, da – da De fik det mere ondt – og –

Det sidste aar inden – inden Axels død var saa forfærdelig svært. Og siden – ja, jeg skrev da til Dem og fortalte Dem det altsammen.

Ja, det gjorde De. Og jeg har takket Dem for det. Men de sidste aar har De været svært taus. Det er to aar nu til november, siden jeg fik Deres sidste brev.

Det var lige efter Anna var reist. (Pause.) De skrev heller ikke.

Naar De ikke skrev, kunde jeg heller ikke skrive.

Hvorfor ikke?

Vilde ikke, mener jeg. Jeg kunde jo aldrig vide.

Hvad kunde De ikke vide?

Jeg kunde jo tænke mig, at mine breve ikke længere var velkomne. Hvorfor skulde de egentlig være det?

Hvorfor skulde de ikke være det?

Fordi – aa fordi – alting kan jo forandres her i verden – med tiden –

Ja, det var just det, jeg ogsaa tænkte – og med mere rimelighed, synes jeg.

Hvad tænkte De, fru Mathilde?

Jeg tænkte – jeg trodde, De kanske var saa optaget – at De kanske – jeg kunde jo ikke vide. De levede i en helt ny kreds – og De –

Jeg forstaar. De tænkte, at jeg vilde forlove mig – finde mig en hustru dernede.

Ja – det vilde jo være naturligt – rimeligt, vilde det ikke det?

Jo – kanske.

Hvorledes har de havt det? Har De været frisk? Lever Deres mor endnu og har det godt?

Tak, min gamle mor lever endnu dernede i det sleswigske. Min søster er hos hende. Jeg har havt en stilling i nærheden, som De ved.

Ja – det var jo derfor, De reiste.

Aa – det var nu ikke bare derfor, jeg reiste.

Og har De havt det godt?

Nei – jeg har ikke havt det videre godt. Jeg har længtes tilbage til Norge.

Hvor hyggeligt vi havde det, mens De var her. De var saadan hjælp for os. Det blev ligesom lysere i stuen, naar De kom ind.

De ved, hvor megen pris jeg satte paa Deres gjestfrihed.

Og tænk – al den deilige musik – vore deilige trioer. Det blev altsammen forbi, da De reiste.

Spilte Deres – spilte godseieren ikke meget efter – senere? –

Axel spilte ikke en eneste gang, efter De var reist.

Og De selv? – De spilte da saa deilig.

Nei – jeg læste meget heller – naar jeg kunde. Forresten blev Axel straks – han blev straks saa meget daarligere.

Kom ingen af Deres slegtninge herned og hjalp Dem – var hos Dem i den tid?

Kjære, kjære ven – hvor De har havt det ondt!

Ja, mange tider har det været svært mørkt. Og jeg har været forfærdelig træt. Især træt – bagefter. Jeg mener – for mens det staar paa – der er saa meget andet –

Fru Mathilde – De ved aldrig, hvor jeg har beundret Dem – Deres fine, taalmodige væsen, Deres klogskab, Deres opofrelse –

Aa, sig ikke saadant! –

Og saa var det denne idelige forvandling hos Dem. Det var som altid at møde noget uventet. Men altid lige skjønt. Der var en spænding over mig, naar jeg gik herop: Hvordan vilde hun være idag? Havde De læst noget – eller var det – 70det nogen musik, som særlig havde glædet Dem og optaget Dem sterkt – det var, som De blev løftet op af en indre fryd, ingen kunde tage fra Dem. – Men sommetider – da kunde De se ud, som om De stod paa tærskelen til askesens kolde, hvide land, og porten i næste øieblik vilde lukke sig bag Dem. Da turde jeg ikke følge. De gjorde mig bange. – Men kom De saa en anden gang mod mig, knuget, forpint, træt, hjælpeløs – da – da var det, som jeg maatte –

Aa nei, lad os ikke tale mere om det.

Jo, jeg maa tale om det nu. De skal vide, at jeg har gaaet omkring dernede og havt Deres billede med mig i mit hjerte – med mig i al min gjerning. Det var, som om Deres hele væsens nærhed slog ring omkring mig, hvor jeg færdedes. Jeg kom til at lægge en høiere maalestok saa alt, hvad jeg paa, paa alt, hvad der rørte sig omkring mig. Det var, som om glansen fra Deres klare øine skinnede saa dybt, saa fordringsfuldt ind i mit eget sjæleliv, at jeg idelig stilledes for min samvittigheds domstol som for et opgjør, jeg maatte underkaste mig. – Hvad 71det betyder i en mands liv, tror jeg, ingen kvinde helt forstaar. – Og min tak – og mine ønsker om at kunne hjælpe Dem, og min længsel! – Jeg syntes, jeg maatte straks herop igjen – staa ved siden af Dem – her, hvor jeg vidste De gik og ofrede Dem til blodet for – for at opfylde – for at være, som De fordrede af Dem selv, De skulde være. Hys – De behøver ikke at se saa forskrækket ud! Jo, jeg ved, det var saa. Tror De jeg var blind og døv?

Aa – hr. Lützow!

De skal ikke kalde mig hr. Lützow. – Og da var det vel sommetider, som jeg maatte gjøre det – komme herop og tage Dem i mine arme, ja – og bære Dem bort med mig. Som om alt, hvad der var bare af simpel ridderlighed i mig, bød mig at gjøre det ogsaa! (Bedende.) De skal ikke vende Dem bort! Gjør det ikke! De maa komme ud af denne – denne selvdisciplin, der er nærved at indkapsle Dem – førend det blir forsent – for Dem – for mig! – Nu skal De høre! Se paa mig – aa, vend Dem ikke bort, – jeg ber Dem saa bønlig – De har længtes efter mig, 72fru Mathilde – det nytter Dem ikke at negte det – jeg ved De har – der var noget i Deres øine, da jeg reiste –

Ja.

Fru Mathilde, De skal nok sige, at jeg har været sterk og flink, – at jeg ikke da sagde til Dem: Kom med mig – læg det trætte hoved ind til min skulder, ind under min vinge – jeg skal verne og dække for hele Deres liv med al den kraft, at den ømhed, jeg eier –

Ja.

Mathilde – nu skinner Deres øine!

Hvorfor siger De alt dette? – De maa ikke – hvorfor gjør De det? Det er jo forbi nu. – Jeg er ogsaa blevet ældre. Alting blir jo nu anderledes her, meget lysere. Anna er kommet hjem. Nu skal jeg rigtig leve for børnene. Aa, jeg synes, at jeg skylder dem saa meget – saamegen 73– saamegen erstatning for – for alt, som var ondt og trist. – De maa ikke snakke om dette nu – ikke sandt? – Lad os være glade, fordi vi kan mødes igjen – som gamle, gode venner –

Jeg kan ikke gjøre for, at jeg holder saa meget af Dem – at jeg holder saa forfærdelig meget af Dem.

Dersom De vidste, hvor godt – hvor taknemmelig, jeg er –

De skal ikke bruge det ord – det taaler jeg ikke! (Reiser sig og bøier det ene knæ foran hende.) Fru Mathilde, hør paa mig – jeg –

Hys – reis Dem – der kommer nogen! – Det er fru Mørks stemme i entreen –

Jeg maa faa lov at komme igjen – ikke sandt? De vil høre paa mig? Naar – naar?

I eftermiddag – i aften –

Ja – jeg kommer. Jeg mødte rigtignok Mørk imorges, som næsten tvang mig til at love komme til dem iaften – men det er det samme –

Da maa De gaa der.

Hvorfor?

Jo, – det er det bedste. Men imorgen formiddag skal jeg være hjemme.

Ja, ja, som De vil. Paa denne tid?

Ja.

Maa jeg? (Han peger mod havedøren.)

Goddag, kjære fru Krabbe! (Kysser hende.) Jeg kommer saamen lige ind, da jeg hørte, De var hjemme. (Ser sig om.) Tjeneren sagde, hr. v. Lützow var her –

Ja – han var her – netop i dette øieblik. Han gik ud gjennem haven. Han er jo gammel kjendt her paa gaarden, ved De.

En ualmindelig distingveret mand, De! – Jeg mødte ham imorges. Det lod virkelig til at glæde ham at træffe os igjen. Han var saa elskværdig straks at melde sig hen til os iaften.

Jasaa – men vær saa god at sidde ned, fru Mørk.

Ja – De kjender naturligvis hans hele ungdomshistorie – ikke sandt?

Jeg? – nei, jeg ved ikke, hvad De –

Jeg traf nemlig en dame paa dampbaaden opover, som var intim med hans søster. Og hun fortalte mig, at han, som ganske ung, havde elsket en ung pige, en tysk, fornem kusine. Men hun foretrak fætteren, stamherren til det store familiegods, De ved. Hr. Lützow skal nok have været helt fortvilet. Og det var derfor, han kom herop og tog den posten ved gruberne her. Men saa forstaar man ogsaa bedre hans noget blaserte, tilbageholdende væsen, ikke sandt? (Fortroligere.) Jeg tror, det var derfor han og Inga ligesom kunde saa godt sammen nu paa reisen. Hun har jo ogsaa havt sit at gjennemgaa. Der var intriger, og De ved – mødre, som ikke skyr noget middel – ja, jeg siger det til Dem, fru Krabbe, for De er saa fin og diskret. Og nu er hun jo fuldstændig over det. Men, ja – hvad var det nu jeg skulde fortælle. Jo – det er nemlig det merkelige, skal jeg sige Dem, at denne fætteren altsaa, dernede i Tyskland, som nu har godset og titelen, har ingen børn, saa hvis noget tilstøder ham, saa blir vor Lützow arving til det hele store fideikommis!

Jasaa – jasaa, det var jo interessant. (Slaar om.) Jeg kan da hilse fra Deres mand. Jeg har ogsaa havt visit af ham.

Ja, Gud – De maa ikke blive forfærdet – jeg haaber virkelig, jorden eller gjødselen eller, hvad det nu var, kommer godt og vel paa sin rette plads med tiden – men i dette øieblik saa jeg en skikkelse, fabelagtig lig Vilhelms, borte ved Deres drivhuse! Der var sikkert en tre, fire forskjellige individer, plus hest, kjærre, samt i baggrunden to havepiger samlede omkring ham i andægtig taushed, deriblandt Deres gartner – jeg kjendte ham paa hatten – den er saa underlig «suggestiv» ved sin form og kulør – jeg maa altid tænke paa, at den vist har været med Nansen ved Nordpolen! Ja – hvad var det nu, jeg vilde sige – jo, der staar Vilhelm lyslevende og holder ganske bestemt et lidet politisk foredrag à la folkemøde! Ha, ha! Jeg fik da heldigvis forpurret det i større skala – ja, er De ikke enig med mig? De gjør Dem heller ingen idé om Vilhelms nervøsitet foran og efter den slags opvisninger, folkemøder, mener jeg. – Sover ikke om natten, farer op, tænder lys, skriver i notisbogen – slukker, vaagner, tænder atter lys, skriver, vælter lysepladen af bare iver, naar han faar 78en idé. – Nei, det har jeg, ved Gud, nok af ellers her i livet. – Imidlertid maa De være saa elskværdig, kjære fru Krabbe, at lade Deres eiendom tjene som et slags politisk jagtrevier for Vilhelm, stakkar! Saadan lidt à la kaptein Ekdals mørkloft i «Vildanden»! – Ja undskyld sammenligningen – ha, ha, ha! A propos Deres eiendom – jeg kommer virkelig ogsaa herop idag for at benytte mig af et af deres elskværdige tilbud, søde fru Krabbe! – De har jo saamange deilige roser i deres have, og der er en familie ved badet, som reiser i eftermiddag –

Ja, med den største fornøielse – det er jo netop rosentiden. (Ringer.)

Kjære fru Krabbe. De forkjæler os virkelig allesammen – det er jo igrunden for galt. (Tjeneren kommer.)

Aa Ludvig, vær saa snil at tage hid de roserne, gartneren bragte ind imorges. – Det er sandt, fru Mørk, jeg maa virkelig takke Dem for Deres elskværdighed mod Anna – De gjør jo ogsaa mig en stor tjeneste ved at følge de unge paa deres udflugter.

Ja, jeg vil jo ikke altid sige, det morer mig. Men jeg anser det virkelig som min pligt. Vilhelm siger altid til mig: «Gud, Sofie, at du gider være generaltante for hele badet.» Men jeg er nu saa gammeldags, at jeg finder, en mor bør følge sine døtre – ikke sandt?

Jo – naturligvis – (Tjeneren kommer med en buket roser, som fru Mathilde leverer fru Mørk.)

Tusind tak. Nei, for nogen vidunderlige roser, hvor de dufter – og saadan en masse! Ja, kjære fru Krabbe – (kysser hende.) De er virkelig for elskværdig – Gud, Vilhelm siger altid til mig: «Fru Krabbe er virkelig en af de faa damer i dette land, som fylder en stilling.» Og mig skjæmmer De jo rent bort. Men, ja – nu maa jeg nok afsted – farvel – tusind tak! – (Gaar.)

Sover du mama?

Nei, hvor du skræmte mig, barn – er du allerede der igjen?

Ja, det var fort gjort at bade.

Har du sprunget for hurtig op ad bakken? Du ser saa hed ud!

Nei da – men det er saa varmt ude – og

Og hovedpinen? Men – hvad er der iveien? Du ser saa rar ud – ler du, eller graater du, kjære ven!

Aa – mama –

Hvad gaar der af dig, kjære?

Mama – jeg er blevet forlovet.

Hvad er det, du siger?

Jeg er blevet forlovet med Erik Rein – aa, du maa ikke være vond! – Men mama, hvorledes er det, du ser ud – kjære, det er da ingen ulykke, kjære? –

Aa – vent lidt – snak ikke mer – jeg aarker ikke mer idag! (Sætter sig i en lænestol og gjemmer ansigtet i hænderne.)

Idag – kjære mama – hvad har det været for noget idag da? Er det Sigfrid – er der noget leit med Sigfrid? (Brister i graad.)

Nei, nei, – det var bare – saa, saa – kom nu og sæt dig her hos mig – saa skal vi snakke sammen – kjære, lille Anna min – hvad er det, du fortæller? Forlovet – kan du ikke skjønne, at det er umuligt for mig at samle det. Naar var det – nu – idag?

Mama, Erik og jeg holder saa forfærdelig meget af hinanden – det har været, førend jeg kom hjem –

Hvad er det, du siger? Har du været forlovet, førend du kom hjem – jeg forstaar ikke –

Nei – nei – jeg mener bare, at vi altid har været saa glade i hinanden. – Og det var derfor, jeg har havt det saa ondt i de sidste dagene – for jeg trodde, han var begyndt at bryde sig om Valborg – og –

Og jeg har ikke vist nogen ting – ikke skjønt nogen ting – og alt det har du gaaet med alene!

Jeg kunde da ikke snakke til dig om det, mama!

Min egen lille pige – hvad har man en mama for, naar hun ikke kan hjælpe der, hvor det gjælder ens hele liv! Jeg havde saavist troet, jeg skulde faaet staa ved siden af dig og passet 83paa dig og støttet dig – og ikke ladet dig gaa hen og bestemme saadan over – over hele din fremtid, uden at jeg havde – du ved jo ikke engang selv, hvad du gjør – saa ung, som du er! (Med heftighed.) Jeg er vond paa Erik – han har ikke lov til at komme og – og overrumple et ungt barn – jeg havde ikke ventet det af ham.

Men mama da – jeg kjender dig ikke igjen. – Erik overumple mig – jeg har aldrig i mit liv hørt saant!

Jeg synes, Erik skulde ventet –

Hvor kan du sige noget saa grusomt? Og saa skulde jeg gaaet her og sørget mig ihjel – og han skulde gaa paa sin kant og bare tænke sort om mig og tro, at jeg ikke brydde mig om ham! (Ler.)

Aa, man sørger sig ikke saa let ihjel i din alder, barnet mit. – Du er bare saa altfor, altfor ung.

Du var jo ikke mere end 18 aar, da du blev gift – gift mama! – Og jeg er bare forlovet, 84jeg, – og du har da vist aldrig angret paa, at du blev saa tidlig gift.

Aa, nei – angret paa – men, du ved –

Og tænk, hvis du ikke havde giftet dig med papa dengang, saa havde det kanske aldrig blevet noget af!

Nei kanske – (Lidt strengt.) Men et egteskab er en saa alvorlig og vanskelig ting – og du ved – du kan tro det, Anna, der er mange egteskaber, som ikke er lykkelige.

Ja, det kan nok være, skjønt folk bruger vist ikke saa mange høitidelige lidelser nutildags, som da du var ung, ser du. Du kan da forresten ikke negte det, at der er en masse lykkelige egteskaber – fra din tid ogsaa. Jeg synes, alle de ældre, jeg kjender, ser ud til at have det meget godt, jeg! Du og papa var da forfærdelig glade i hinanden – og onkel Herman og tante Ida, de ser da saa inderlig fornøiede ud, endda tante Ida 85næsten altid er sygelig – og se nu Mørks f. eks. – de har det jo saa morsomt sammen, saa, endda de ligesom er oppe og disputerer bestandig – og tænk, onkel Fredrik, som hele sit liv sørger over tante Gusta, endda han ikke var gift med hende mere end et eneste aar – det har du selv fortalt! – Og saa maa du nu huske paa, at Erik er –

Er du sikker paa dig selv, Anna? Tror du – at du ved – hvad virkelig kjærlighed er?

Ja, jeg tror nok, jeg ved det, ja. – Kanske du har glemt det lidt, du mama!

Jeg?

For det er rart, at der er et menneske, som – ja, en ved ikke selv, hvordan det gaar til – men som faar en saan magt over en, at naar han bare kommer ind i stuen, eller en møder ham paa 86veien – eller en er ude i selskab med hinanden – saa – med én gang er alting blevet anderledes, – solen og menneskene og trærne og luften og alting! Da bryder du dig ikke om noget andet mere, lægger ikke merke til nogenting mere. For du ser ligesom ikke andet end ham i hele verden, skjønner du!

Ja – det skjønner jeg nok.

Og saa kan der komme nogen ganger, hvor man synes, han ikke ser saa blidt paa en, og ikke snakker til en, og ikke tager notis af en, saan. Og da – aa, da gjør det saa ondt i hjertet. Det blir ligesom saa tungt, alting. Man aarker næsten ikke at gaa, eller puste, eller nogenting.

Det er sandt.

Men naar det er noget, som en bare har gaaet og indbildt sig, fordi man selv har været saa urimelig og saa dum, og han saa siger – naar jeg skjønner, han er forfærdelig glad i mig – og han saa kommer og – nei, det kan ikke beskrives!

Er ikke den følelsen saa lykkelig, tror du, fordi den er saa sterk og saa varm, at den tager os med magt og løfter os – flytter hele vor sjæl og tanke bort fra os selv, helt over til det menneske, som vi elsker? Det er nok livslykkens hemmelighed.

Jo, men saa er han ogsaa anderledes, naar han er alene sammen med mig end med nogen anden. Da har han noget i sit ansigt og i sine øine, som er saa fint og sødt – og saa dybt. Han ser aldrig saan ud ellers.

Nei, det udtryk er ligesom gjennemglødet. Det skjønneste et menneske eier. For det er sjælens betroelse. Der er bare én, som faar det at se –

Ja – og stemmen du – den er jo ganske forandret, ogsaa. Og alt, hvad han siger, ved du, at han bare siger til dig. Fordi han vil, at du skal vide alting – alt hvad der har været godt for ham og ondt for ham og saadant – i hele hans liv.

Ja – saa er det.

Jeg skal sige dig en ting, mama. Akkurat saan var Erik mod mig idag!

Ja saa, du. Det var jo deiligt.

Der ser du, du skjønner det altsammen godt, du ogsaa, naar du bare faar tænkt efter, – fordi det er saa længe, siden du var ung selv –

Synes du, jeg er saa gammel, Anna?

Nei! Du er slet ikke gammel, saan, kan du skjønne. Det mente jeg nok ikke, for du er da endnu saa pen og saa vakker og saa ungdommelig, at jeg er ganske stolt af dig. – Valborg fortalte netop igaar, ar det var nogen ved badet, som havde set os sammen, og som trodde, vi var to søstre. Men det er bare anderledes, 89ser du, med kjærlighed og saant. – – Nei, der kommer onkel Fredrik op over havetrappen – kys mig, mama, og sig, at du er glad, fordi jeg er glad – saa –

Men saa taler vi ikke om dette, Anna, før Eriks far kommer tilbage.

Puh – saa varmt det er idag. Goddag, goddag, Mathilde! – Goddag, lille Anna!

Saa det var hid du skulde, onkel Fredrik! Hvem kunde nu ogsaa tænke det, at du skulde saa langt ivei! Du skulde bare seet ham, mama, hvorledes han bar sig ad! Da jeg gik stien opover, saa jeg ham gjennem trærne i alléen, meget høiere oppe, end jeg. Men saa – pludselig stod han stille midt paa landeveien – stod og saa og saa – op i luften – paa skyerne paa fuglene – kanske paa ingen verdens ting! Saa gik han lidt igjen – en – to – tre skridt eller saa – der stod han igjen – med stokken 90op til næsen – stille paa pletten – saa op i luften – saan holdt han paa! – Tænk, er du virkelig her, nu, onkel Fredrik!

Du, din lille næsevise – hvorfor kom du ikke bort til mig, saa havde jeg havt nogen at følges med –

Jeg var saa bange for at forstyrre dig i alle funderingerne dine, ser du. Jeg tænkte, det kanske kunde gjælde et helt kapitel i din næste bog. (Ser paa moderen.) Og saa vilde jeg gjerne skynde mig hjem ogsaa.

Og jeg vil forresten nedlade mig til at fortælle, at jeg blev meget forsinket, fordi jeg mødte fru Mørk heroppe. Vi maatte jo udveksle en det komplimenter. (Ler.) Ved du, hvad hun altid minder mig om, fru Mørk, du! Om en saadan rigtig lun, lubben, koselig flue – livlig og trivelig – sum – sum – sum. Befinder sig vel overalt – nyder solskinnet i vinduerne, inspicerer verdensbegivenhederne oppe fra lysekronen, og deltager med god appetit i alle husets maaltider. Sum, sum, sum. (Faar en idé) Nei, men har du seet en saadan flue, naar den endelig, godt og vel, har 91faaet kravlet sig op paa den anden side af en – en – en – melkeskaal, som den uforvarende er dumpet op i? Saadan vaad, forpjusket – vingerne sammenklæbede, isch! – Men saa – en, to, tre, – lidt pudsen, lidt benstrækning, en energisk kraftanstrengelse og vips – er den lige god igjen! – Lige tør, alt vel, fuld vigør, vaagne interesser, god appetit – sum – sum – sum – sum –

Ha – ha – ha –

Ja, fru Mørk er virkelig en lykkelig frue.

Flue mener du. – Men (ser paa Anna), hvorledes er det du ser ud! Du ser jo ud, som du har forslugt dig paa alle solstraalerne paa veien – de titter jo frem baade af næse og øine og mund paa dig! – Men, se her Mathilde, jeg har et telegram til dig. Budet kom efter mig her ved haveporten.

Telegram – aa, hvad er det nu! (Læser.) Fra Sigfrid. Han kommer imorgen. (Stanser.) Imorgen formiddag.

Nei – allerede imorgen formiddag, det var da morsomt!

Ja, jeg har ventet ham hele ugen. – Vil du ikke sidde ned, onkel?

Du ser, jeg kommer haveveien du, sans façon, – ja, det var – ja tusind tak for de deilige roserne igaar! Jeg vilde gjerne – ja sandt at sige –

– Har du givet dem bort, og –

Vil du have flere roser? – Kjære, der er jo en masse – Anna!

Ja, ja, tak du – ser du, der er en liden pige ved badet –

Nei, onkel Fredrik – begynder du at kurtisere de aller yngste damer dernede, det er forgalt –

Du er en liden tosseper er du – hvad gaar der af dig, siger jeg! Stakkars du, min lille veninde er lam, og saa taalmodig –

Anna, spring ud efter en saks og en kurv, saa skal vi følge onkel ud i haven selv! (Anna gaar.) Undskyld, onkel, jeg har bare en besked at give. (Sætter sig ved skrivebordet og skriver et par ord. Ringer. Anna kommer med en kurv i haanden og en enorm havehat paa hovedet. En lignende har hun i haanden.)

Se her –

Gaa saa ud med onkel. Jeg kommer straks efter. – (De gaar. Tjeneren kommer. Fru Mathilde leverer ham brevet.) Vær saa snil at bringe dette ned paa hotellet til ingeniør v. Lützow straks. Der behøves ikke noget svar. (Tjeneren gaar.) En liden stund for mig selv maa jeg da vel kunne faa! (Anna ind i fart.)

Skal vi ikke sige det til onkel, synes du?

Hvilket, barnet mit?

Det om Erik og mig, skjønner du vel?

Aa, lille ven – vent heller – jeg synes da, jeg maa snakke med Erik først.

Ja, det er kanske bedst. Men – kom nu mama. (Sætter den anden havehat paa hendes hoved.) Lad os nu skynde os ud i haven. Du skal værs’go være med at plukke roser, du ogsaa!