Er Ludvig der? Ludvig, jeg skulde sige fra fruen, at frakkerne til studenten endda hænger i entreen, og der ligger ingen børste i toiletten, der herrerne ska ta tøie’ af sig –

Kan jeg være allestedsen paa en gang, kanske? Jeg fik jo besked om, at her skulde tændes naa paa øieneblikke – klokka er snart 7.

Aa har Dere lysekronetænderen? – skynd Dere op paa frøknas værelse, Jenny – jeg hørte, hu ringte!

Her er ‘n – pas Dere, saa Dere ikke drøpper af vokse paa møblene!

Aa, jeg har naa tændt her føre Deres tid! (Tjeneren vil gaa, hun raaber efter ham.) Ikke er det sat frem glasser paa smaaborda i spisesalen heller ennaa – og ikke er dem tørka –

Aa, Di har naa vel ti’ til aa vente Di aassaa! (Gaar.)

Aa, blaas! (Ud i balsalen, tænder.)

– Og bordet er jo udmerket pent.

Bare det blir nok mad! Af fileten faar jeg vist altfor lidet. Og nu stod Karen og svidde en gryte med fugl for mig ogsaa –

Aa, der er jo saa mange ting. Ungdommen spiser ikke saa meget, som De tror.

Om ikke de unge damerne, saa skal jeg svare for Sigfrid og kameraterne hans baade med spisendes og drikkendes –

Aa, siger De det? (Deres øine mødes.)

For dem skal nu være svære til aa ture dernere paa hotellet, siger dem.

Aa, jomfru, jeg ønsker saa, at denne aftenen var vel forbi!

Fruen faar ikke snakke slig. Anna glæder sig jo saa i denne dagen saa. Jeg faar naa se, om jeg kan faa tid til aa komme indenfor døren og bagom skjærmbrætte, naar professoren skal holde skaalen for hende og unge doktoren. –

Ja, det faar De sandelig passe paa, jomfru. Og saa skal De raabe hurra, der hvor De staar.

Det faar nok ikke bli mig det.

Melpomene, Melpomene! Gaar De nu? Se først, om jeg ikke er pen da?

Jo, De er saa fin og vakker iaften, frøken Anna, at jeg synes ikke, en prinsesse paa kongens slot kan være penere! – Men jeg har nok ikke tid til at staa her, jeg, – ellers saa svier Karen den andre fuglegryten min ogsaa! (Gaar.)

Mama, – hvad er det, jeg finder oppaa værelset mit. Det er da vel ikke meningen din – du har da vel ikke sat det der, forat jeg skulde have det?

Jo, – naturligvis har jeg det.

Dette forfærdelig fine perlehalsbaandet, det er jo det peneste, du eier jo –

Jeg har faaet det efter min mama ved du. Og jeg har næsten ikke brugt det. Nu skal du have det paa dig idag.

Men du selv da? Jeg synes, det er forgalt, mama. Aa, hvor jeg husker det godt, fra jeg var liden, naar jeg fik lov til at se i alle skufferne dine. Da kunde jeg ikke tænke mig noget herligere. Nu har jeg ikke seet det paa mange aar.

Maatte du nu bære det mange, mange lykkelige dage i dit liv, min lille pige! (Kysser hende.)

Tusind, tusind tak. Naar nu Erik kommer, skal du se, han blir –

Først kommer nu jeg! – Jo, jo, hun er straalende iaften den lille pige. Og, se der ja, med sin bedstemoders halskjæde tror jeg? Lign hende, og lign din mor – det er endnu bedre arv end perler.

Se paa onkel Fredrik – nei, noget saa elegant! – Men slipset er naturligvis skjævt. Lad mig skynde mig at faa dig istand, inden gjesterne kommer. Har du en knappenaal, mama?

Se her. Jo nu nærmer nok tiden sig. Undres, om Sigfrid er færdig, – han var ikke kommen hjem for en stund siden. (Gaar ind i balsalen.)

Jo, hun har havt sit svare stræv med mit toilet idag, md. Olsen, kan du tro. Og hendes mand har netop været saa klein disse sidste dagene ogsaa. Hun havde ikke været af klæderne inat, sagde hun. Saa havde hun stasen for mig idag. Tilslut kom hun ind og var kammertjener. Men et saadant høimoderne hvidt slips, ser du, det –

Se saa. Alt iorden. Md. Olsen kan hvile paa sine laurbær.

Ja, netop, ja. Ved du, hvad jeg foreslog hende, da jeg gik herop?

Nei?

Jeg sagde: Sæt Dem nu her en stund, md. Olsen, i min gode, bløde lænestol og tag Dem en rigtig god, lang hvil. Jeg er lidt stolt af, at jeg sagde det, du.

Ja – kan du huske? Du syntes, md. Olsen var for tyk! – Men, onkel Fredrik (tager ham under armen), hvad vil du nu egentlig sige i din skaaltale for Erik og mig idag?

Vil du korrigere kanske?

Ja da, – altsaa?

Altsaa. – Jeg vil begynde med at sige: En kjærlighedshistories første afsnit, mine damer og herrer – forholdet mellem to saadanne unge, der elsker hinanden og har forlovet sig med hinanden, – det kan lignes med et tomt glas!

Onkel Fredrik! Glas! Fy! – et tomt glas?

Et tomt glas, siger jeg. Det kan være et meget fint glas, et meget kostbart glas – men der er ingenting i det!

Jo, jo, – der er meget i det!

Ikke modsig mig! Du har at tie stille og lytte til mine ord. Altsaa – et tomt glas, der skal fyldes med ædel vin. Og det skal være den unge mands og den unge kvindes høieste maal, at denne vin kan blive saa egte og uforfalsket – saa kraftig og rig – saa skjøn og straalende i farven, – at den blir dem baade en styrkedrik og en livets fryd. (Afbryder sig selv.) Ja, ja, – det vilde jeg nok sige ja – og naar man er ung, saa ved man ikke, hvad saadant et glas er for en skrøbelig ting og hvor varlig det maa handles med, – det ved man nok ikke –

Onkel, – gjesterne kommer. Se der! (Smiler og gjør tegn til ham.) Sum – sum – sum!

Sum – sum – sum – sum. (Gjesterne begynder at samles inde i balsalen. Professoren og Anna gaar derind.)

Nei, hvilket fortryllende kabinet! Saa kjøligt og dæmpet. Rigtig et kabinet at sværme i, – nei – men hvad siger De om den store nyhed da, fru Krabbe? De kan tro, den vakte sensation ved badet i formiddag!

De mener med hr. Lützow og –

Ja, fideikommisset naturligvis. Man fik straks vide det i hotellet. Der var jo en mængde depecher, og der blev telegraferet igjen. Og han selv skal jo reise øieblikkelig. Ja, – saa faar vi ham ikke at se iaften. Det er et tab for Deres fest. Han gjør en saa distingveret figur. Men forresten har vi havt det indtryk af ham, baade Inga og jeg, at der har været noget vist alvorligt og dæmpet over ham i den sidste tid, som om han bar paa et eller andet hemmeligt tryk. – Men nu staar jo verden ham aaben – han bliver jo et glimrende parti!

Nei, virkelig – tror De det?

Det antager jeg da, det er jo et umaadeligt gods. Ja – hvad der saadan kan hænde i denne verden – det er jo som en hel roman! Ja, for De ved naturligvis –

Hvilket?

At denne dame, denne unge enke, som nu altsaa maa vige pladsen paa godset – det er jo hans gamle flamme! Det er som en nemesis i det, synes De ikke? Hun foretrækker stamherren – og saa blir det den anden, som –

Man behøver jo ikke at antage, det var derfor –

Aa, det er jo saa sandsynligt. Men, hvem ved, romanen kan maaske fortsættes. Nu er jo damen fri – hun skal bo i nærheden. Han har godset – den gamle ungdomskjærlighed, som han vist aldrig har forvundet, kan blusse op igjen. – Hun er naturligvis villig. Man har seet saadant før. Tro De mig, det vil blive enden paa det hele!

De har en levende fantasi, fru Mørk – hendes mand er jo endnu ikke begravet! Men – jeg maa nok – (Gjør en bevægelse mod døren til balsalen.)

Lad mig først beundre Deres toilette, søde fru Krabbe! Ja, det er fortryllende. Og saa ungdommeligt. – Ja, jeg tør jo ikke bruge saadanne farver. Smaapigerne siger altid til mig: ældre damer ser aldrig saa gamle ud, som naar de klær sig ungdommelig. Saadan er de unge jo altid. Men jeg er jo ogsaa noget ældre end De. Forresten synes jeg, De ser lidt bleg og træt ud idag, kjære fru Krabbe – rigtig lidt medtaget – dette store selskabet har vist været for meget for Dem at ordne med –

Der er jo fru generalkonsul Holth. (En ældre tyk dame i døren fra balsalen. De hilser.) Hvor morsomt, at De blev saa rask, fru Holth – det lader til, at badene her virker udmerket. (Hun gaar videre, hilsende paa nye gjester ud i balsalen.)

Her er rigtignok lokale for straalende fester paa Fyrisheim, De! (Sagtere) Men af dem har der nok ikke været mange i den nuværende fru Krabbes tid, efter hvad jeg hører?

Nei – der var jo – De ved –

Ja, det var høist interessant, hvad De fortalte mig forleden om forholdene her. Den stakkels fru Krabbe – at ikke det liv har taget mere paa hende!

Ja, jeg tænkte det ofte. At hun ikke lod sig skille fra den manden sin, De – nutildags saa –

Men Gud, kjære Dem – skilles – i vore kredse! Saadan skandale. – (Fortroligere.) Lützow kommer da ikke her i aften, han reiser med dampbaaden kl. 11. – Ja, de forhaabninger faar hun nok lade fare! Jeg tror virkelig, uden at rose mig selv, at jeg der har hjulpet hende til at faa øinene op. Det var naturligvis Fyrisheim, han vilde have og nu – ja for en merkelig historie, De – hvad der 199kan hænde i verden! Vilhelm, min mand, siger rigtignok altid til mig: «Gud Sofie, bare du ser en rød uldtraad paa en grøn busk, saa tror du, det betyder noget romantisk –»

Tror De virkelig, hun tænkte paa –

Ja, Gud – og han er da saa bedaarende, naar han vil! Nei, nu maa jeg da virkelig ind og se, hvem smaapigerne danser med. Man ser ikke noget til husets søn – mon han ikke fører op?

Som jeg siger Dem – der er en paaviselig moralsk nedgang paa alle kanter. Værre for hvert aar, hvert valg. Jeg kommer nu lige fra folkemøde. Jeg hader sgu’ snart politik. Og naar man kommer op i det, slappet og udvandet, efter en saadan fortærende badestedskur – man holder det simpelthen ikke ud! Var det ikke for det, at ens pligt 200– naa. – Hvad der nu, for eksempel blev debiteret af løgn, eller kald dem janussandheder – det var ganske uhyrligt!

Ja, kan De huske den kvartetten af Don Juan, De?

Don Juan – operaen, mener De?

Ja – De kjender nok den. Don Juan paastaar, Elvira er vanvittig, og hun, at han er en skurk. Saa staar den uskyldige Don Octavio midt imellem dem og synger: Wem trauet man nun hier! Dette synes jeg er refrainet paa vort hele aarhundrede – for dem, der staar udenfor de kjæmpende partier – –

Men det er feigt at staa udenfor partierne. Enhver maa jo med i kampen for sandhed og ret, for folk og fædreland. – (Tager sig i det.) Huf – der gaar den igjen denne folkemødefrase! Men – De forstaar – Her er en artikel i morgenavisen idag, som – (Leder i sine lommer uden at finde den.) Hvor har jeg nu –

Ganske sandt – ganske sandt. Men der er andet end politik. – Der sker meget i det stille. Se nu, en symfoni af Beethoven for eksempel, den har efter min mening en større – –

Er herrerne her? Vil De ikke spille kort, hr. statsraad? Onkel, vil du ikke skaffe statsraaden en whist? – Dr. Rein spiller da –

Ja, De maa til kortbordet, hr. statsraad! Ved De, – de arbeidende, forkavede statsmænd var de eneste, som afdøde biskop Martensen tillod at spille kort! – De kjender hans ethik? (De gaar.)

Sigfrid – aa Gud, aa Gud, – Erik, hvad skal vi gjøre?

Der er ikke skeet noget galt. Han kom fra røgeværelset, hvor han havde siddet sammen med et par andre. Og da han vilde gaa ind i balsalen –

Jeg vil ind og danse. Jeg er den flotteste kavaleren, de har derinde – alle smaapigerne. – Nei, lad mig komme ud igjen – slip mig, Erik, siger jeg! Du skal ikke tro, du mestrer mig –

Lad mig, Erik – jeg kan. Sigfrid – du er ikke frisk – kom skal jeg hjelpe dig op paa værelset dit, saa kan du hvile lidt. Siden kan du jo komme ned igjen og danse saa meget, du vil. (Lægger hans arm om sine skuldre). Kom nu, gutten min!

Ja – se det, lille mutter – det er ikke saa farligt, ser du, om man saan kan bli lidt – lidt 203saan sving – zwingli – ja! Jeg lar mig bare ikke skræmme af saanne vigtigmagere, som den unge mand Erik, skjønner du. – Men du har altid været en god mor, du, for mig. – Ja, jeg tænker, du greiede med papa ogsaa, jeg, naar han var saan lidt munter – lidt sving – zwingli af sig. Ja, stakkars dig, jeg skal nok bli en støtte for dig, jeg, stol paa mig, du mama – jeg behøver nok ingen stedfar! (De gaar ud af den øverste dør tilvenstre.)

Nei, nei, Erik – ikke du – det bare irriterer ham, gaa ind til de andre.

Som du vil. Om jeg kunde gjøre alt for dig! – Jeg siger derinde, at det var en sterk næseblødning. (Gaar tilbage gjennem spisesalen.)

Hvor er hun henne? Hun sagde jo – (Lidt efter kommer fru Mathilde tilbage. Hun er ligbleg og hendes hele ydre som forvandlet, forstenet. Han gaar hurtig mod hende og vil tage hende i sine arme, men farer tilbage, skræmt af hendes forunderlige udseende.) Mathilde – hvad er der hændt?

Mathilde da – du skal sige mig, hvad der er hændt – er nogen syg?

Fritz – det er – det er –

Du gjør mig saa angst.

Aa, Fritz. (Kaster sig skjælvende og hulkende ind til ham, men river sig straks løs.) Nei, nei, nei – nei – nei – nei –

Hvad er det?

Der er hændt noget forfærdeligt. Sigfrid har – Sigfrid kom herind nu, for et øieblik siden. Han havde – han var drukken. Ganske fra sig selv. Jeg har aldrig seet ham saa. Jeg vidste, at det hændte imellem – ikke saa sjelden – derinde i byen. Men jeg trodde ikke – jeg skjønte ikke, at han var som nu. Jeg vilde ikke forstaa 205det. Jeg har faaet ham op paa hans værelse. Han fulgte mig og gjorde, hvad jeg sagde. Jeg har jo havt en øvelse i – i at (stanser). Jeg ser det – alt det, som var, langt bag mig. Jeg ser alt, som nu ligger foran mig. Det er det samme, det er arv efter hans far. Han kan ikke gjøre for det. Men dr. Rein har sagt, han kan reddes. Jeg maa redde ham. Aldrig forlade ham. Ofre alt, – min lykke, min kjærlighed. – Jeg ser det saa klart –

Hvad er det du staar og siger? Du ved det ikke selv, du er overnervøs – gjennemrystet. – Kom her, kom til mig – lad mig tale med dig – kom –

Jeg ser det saa klart. Jeg kan ikke følge med dig. Jeg maa blive her. Jeg maa ikke tænke paa mig selv. Jeg skal begynde paa nyt. (Sterkere.) Jeg skal bare begynde paa nyt – det er altsammen forbi.

Men jeg! Tænker du ikke paa mig? Du vil da ikke bryde dit løfte til mig – bedrage mig? –

Bedrage dig, Fritz. Jeg vilde heller dø, end gjøre dig bedrøvet!

Men forstaar du da ikke, at du martrer mig, at du piner mig tildøde – –

Jeg ser, jeg skulde ikke bragt dig til dette. Jeg havde ikke ret til det. Men det var saa lykkeligt.

Hvad mener du? Jeg forstaar dig ikke. Elsker du mig da ikke mere?

Jeg elsker dig over alt i verden. Jeg elsker dig fra dybet af min sjæl. Jeg elsker dig som det lyseste og skjønneste og herligste, der er kommen ind i mit liv –

Og endda kan du tænke paa, – hvor tør du tænke paa at knuse og ødelægge vore største og helligste følelser! Kom til dig selv igjen, – du ser saadan ud – jeg er angst for dig –

Rør mig ikke, Fritz. Hvis du kommer nær ind til mig, glemmer jeg alt andet. Jeg maa ikke glemme alt andet. En mor maa ofre alt for sine børn. Det er livets lov. Den kan ikke pruttes med.

Dine børn – hvad er dine børn for dig? Den – den mands børn – hvad har du med dem at gjøre!

Ja, ja. Det er sandt. Jeg er bleven mor til dem mod min egen vilje! –

Og for dem vil du saa ofre hele dit liv, din lykke, din fremtid – efter alle de lidelsens aar, du har gaaet igjennem –

Ja, hvor har jeg lidt! Alle aarene har jeg gaaet – kjæmpet og kjæmpet og lært at være taalmodig. Jeg har gaaet her i dette hus med denne – denne fremmede mand. – Jeg har seet hans nedværdigelse, – seet ham brutaliseres, sløves – 208i slet selskab – last – og saa anger og løfter – og saa last og nedværdigelse igjen! – Har jeg ikke lidt nok? Har jeg ikke maattet trampe paa alt, hvad der var kvindeligt og fint i mig? – Paa min kjærlighedstrang – min lykketrang! Har jeg ikke levet i ensomhed, i udlændighed, – delt skammen – skjult skammen med løgn og forstillelse! Og nu igjen – skal det begynde paanyt. Vil Gud forlange dette af mig? Er der ingen redning? (Mod ham.). Fritz – jeg aarker det ikke. Tag mig med dig, Fritz, – hjælp mig, hjælp mig, red mig ud af det – – jeg aarker ikke at begynde paanyt – alene!

Mathilde – jeg er jo hos dig. Jeg vil ikke forlade dig. Nu ser du alting fra én side. Bestem ingenting iaften. Imorgen, – om nogle dage vil du tænke og føle anderledes, – sundere, – naar jeg kommer igjen, Mathilde, og henter dig med vor kjærligheds sterke og hellige ret.

Jeg stod her. Jeg ventede paa dig. For at sige dig farvel. Saa vendte jeg mig om. Og kom han imod mig. Med det stive, fremmede blik. Med de slappe træk. Og han var saa bleg. – 209(Heftigere.) Jeg saa ham. Det var hans far – og det var min lille gut – min deilige lille gut, som jeg havde baaret paa mine arme – som jeg havde prøvet at verne for alt ondt. Han var der – saa nedværdiget – – saa fra sig selv – og saa bleg. (Heftig.) Men, det var mest hans far! (Med udbrud.) Aa – jeg trodde, mit hjerte skulde briste! (Taler igjen som før.) Men da saa jeg veien for mig – det var som under et lyn –

Mathilde – er han saa hurtig blevet dig mere end jeg? Var din kjærlighed til mig ikke sterkere. (Heftig.) Du ved ikke, hvad du selv føler i dette øieblik.

Min kjærlighed til dig, Fritz – den er jo min den. – Nu er det jo ikke mig længere.

Men igaar, det er jo ikke længere end siden igaaraftes, da vidste du jo alt, ligesaa godt som nu. –

Det var – jeg vilde ikke se. Der maatte nok mere til.

Jeg ser, hvordan det er. Du behøver ikke at sige mere. Din kjærlighed til mig – den –. Jeg vil sige dig en ting – jeg vil sige dig, hvad det er – du skal høre, hvad det er! Det er ikke dit legeme, som er gammelt – det er din sjæl – dit hjerte, som er gammelt!

Fritz – du dræber mig.

Ja, hvordan tør du ogsaa behandle mig, som du nu gjør! Hvem gir dig ret til det? Har du da ingensomhelst følelse af ansvar, naar det gjælder mig? – Jeg forstaar bare ikke, hvorledes du har vovet at tage imod den store, trofaste følelse, jeg har bragt dig, naar din egen ikke har mere modstandskraft, end at den synker sammen, feigt og modløst for den første den bedste ting, der sætter den paa prøve!

Det er dig ikke værdigt at tale saadan til mig. Du tror heller ikke selv, hvad du siger.

Ja, hvad skal jeg tro? Du elsker mig nu – paa din maade. Men du elsker dine børn endnu høiere. Det tror jeg.

Det er ikke sandt.

Kanske du ikke forstaar det selv. Men vort inderste væsen sætter merker udad, ser du, uden at vi selv ved af det. Man handler saa eller saa, – eller undlader at handle saa eller saa. Deraf forstaar man alt. Dersom du elsker mig, som jeg dig, saa vilde du ikke føle og handle, som du gjør i denne stund. Det er saa enkelt. (Blødere, overvældet.) Men – jeg var ikke forberedt paa det – jeg – det kommer – (Stanser.)

Fritz, – hvis jeg ikke elskede dig saa høit, saa behøvede jeg kanske ikke nu at ofre hele min livslykke. Forstaar du ikke det? At det er netop, fordi – fordi du fylder hele mit hjerte, at jeg ikke faar noget tilovers for Sigfrid, der trænger mig for sit livs skyld? Du ser jo selv, hvorledes jeg igaar var villig til at reise fra ham, til at lade ham gaa alene her hele vinteren. Nu forstaar jeg bare, at jeg redder ham aldrig, hvis han skal nøie sig 212med de smuler, som falder fra min lykke, mine tanker, mine følelser for dig! Og derfor, – derfor, Fritz! – Hvis han skulde gaa tilgrunde, han – ligesom hans far, – jeg vilde aldrig faa fred i min sjæl! (Vrider sine hænder.)

Ja, – saa er der jo ikke mere! – Farvel.

Du maa ikke, – du maa ikke gaa fra mig, – ikke paa den maade. – Fritz, du maa have barmhjertighed med mig. Jeg elsker dig, Fritz – jeg elsker dig over alt i verden. Du har gjort mig saa lykkelig, – du har givet mig de eneste lykkestunder, jeg har eiet i mit hele liv, – saadanne lyse, vidunderlige stunder, – jeg vil altid takke dig for dem, – paa mine knæ takke dig for dem. Jeg vil gjemme dem som det dyrebareste, jeg eier. Du maa bare ikke gaa fra mig i vrede, – du maa ikke være ubarmhjertig mod mig.

Reis dig op. Ubarmhjertig mod dig, – mod dig, Mathilde. Er du ikke den kvinde, som jeg tilbeder. Men du mishandler mig saa!

Fritz!

Hvad er det? (I udbrud.) Graater du?

Hvorfor vil du tage denne martyrdom paa dig? Kanske blir det til ingen nytte for nogen. Jeg ser det for mig; du redder ham ikke. Sligt er haabløst – tro du mig!

Nei – nei – du maa ikke sige det – jeg tror det ikke!

Mathilde – tilgiv mig, jeg ved, jeg er grusom. Men har ikke jeg den første ret til dig nu? Skal en hustru forlade sin mand? Er du ikke min allerede gjennem dit løfte? Er ikke vort hjem allerede reist med lune vægge, med sol gjennem alle vinduer – vor lykkes varme, deilige sol!

Tal ikke om det. Nævn ikke ordene. Du maa ikke nævne dem. Det er altsammen forbi!

Din beslutning er urokkelig. Nu ja – jeg har jo at bøie mig. Du skal altsaa fra nu af drives ud af mit hjerte. Lidt efter lidt. Du behøver ikke at vide, hvad det kommer til at koste eller ikke koste. Men saameget forlanger jeg. – Jeg er ikke stoltere end som saa: Du gaar fra denne dag af ud af min vei, for altid. Du maa aldrig gjøre forsøg paa at bringe mig ansigt til ansigt med dig mere. Jeg vil ikke se din skikkelse, dit udtryk, dine øine – dit smil. Jeg vil heller ikke se noget i dit ansigt, der kan sige mig, at du ogsaa har havt din del af smerten. – Du talte igaar om en varm strøm. Bringer du mig igjen ind under din atmosfære, den, der har – (Stanser.) Nu ja – jeg er ikke sterkere – jeg vil det altsaa ikke – taaler det ikke – vil ikke – vil ikke – aldrig! (Gaar mod døren.)

Gaar du – du gaar da ikke, Fritz – du gaar da ikke allerede fra mig – du kan da ikke –

Hvad vil du, jeg skal gjøre – der er jo ikke mere.

Sig, at du ikke er vond paa mig først – sig, at du tilgiver mig alt det onde, jeg har gjort dig!

Ja – jeg ønsker, du maa – maa faa det godt!

Faa det godt – jeg maa næsten le! Tror du, jeg skal faa det godt. Tro bare ikke det – hvor du end er! Kanske du kan faa det godt – engang – naar du glemmer mig. Kanske du kan blive lykkelig – dernede – lykkeligere end –

Lad os ikke tage ordene forfængelig. Vi glemmer vel – ingen af os. Farvel Mathilde! –

Fritz! – Fritz! (Strækker armene mod ham.)

Du skal ikke kaste mig fra dig. Jeg kommer igjen, – og da skal du være min, – min, – jeg bærer dig bort – paa mine arme –

Aa, – det er vidunderligt. Bløde hænder stryger over mine øine, – over min pande. Alt det onde er glemt. Alt – er – saa – lykkeligt –

Ja, Mathilde, – vor kjærlighed skal overvinde alt – alt. Aa, du skal se. Vi skal nok finde paa raad. Jeg skal gjøre alt, hvad du vil, hører du? Hjælpe dig –

Sig det ikke mere. Sig ikke nogenting. Det er ikke saa. Det kan ikke være saa. Frist mig ikke – se ikke paa mig – frist mig ikke! For min samvittigheds skyld! Her er mit arbeide. Her er mit liv. Bare her. Og det kan ikke deles!

Farvel Mathilde!

Bliv! – Reis ikke! – Nei! – Fritz! (Han er gaaet. Hun synker ned paa gulvet med ansigtet gjemt i en lænestol, hvisker.) Elskede! – Elskede! – Deilige! Elskede ven! – Jeg elsker dig! – Jeg elsker dig! (Reiser sig hurtig, springer mod døren, hvorigjennem Lützow gik. Betænker sig og blir staaende, vrider sine hænder.) Er du borte, Fritz! – Gik du fra mig. Nu netop var du her. Og jeg jagede dig bort. Og du trodde, det var, fordi jeg ikke elskede dig nok! Gud! – vær barmhjertig! – Aa, lad mig dø! – Lad mig dø! (Kaster sig atter ned i stor hulken.)

Mathilde, de spørger efter dig. Erik fortalte mig, at Sigfrid, – prøv at beherske dig, – du maa, – nu skal man snart gaa tilbords.

Hvad er det, du siger?

Hvad er det, Mathilde, barn? Hvorledes er det, du ser ud? Hvad er det for noget forfærdeligt, som er gaaet over dig? (Stanser.) Er Lützow reist?

Hvad er der skeet? – Sigfrid – Har du brudt med Lützow for Sigfrids skyld?

Mit barn! Mit stakkars barn!

Han – tror ikke – at jeg –

Jeg kan ikke høre, hvad du siger – hvad siger du, barnet mit?

Han tror – at jeg ikke holder af ham – mere.

Lützow? – Han – forstaar ikke –

Han var vond paa mig, da han gik. Han var her nu – i dette øieblik – her i værelset. Og jeg skal aldrig se ham mere.

Mathilde!

Aa, jeg dør!

Min lille pige – min stakkels, lille ven!

Jeg synes, jeg har gjort et stort sprang. – Det er, som jeg har gjort et stort sprang – ud i noget koldt og mørkt og tomt. – Det er saa mørkt – og koldt –

At se dig lide saa! Men Gud vil hjælpe dig. Hans kjærlighed –

Ja – ja – ja, jeg ved det. Jeg ved det. (Heftig.) Men den jordiske kjærlighed – den er den sterkeste – den er den sterkeste, som findes i verden. Maa den ikke være det. Banker den ikke i hver blodsdraabe i os, dirrer i hver fiber. Den varmer og fylder – den gjør det saa, at livet her paa jorden blir – at det indeholder alt – alt, forstaar du?

Det er ikke saa. Det synes bare saa. Men du kan ikke føle det anderledes nu. Siden –

Jeg har gjort ham ondt. Fritz – stakkars Fritz! – (Som i et halvkvalt skrig.) Og saa tror han, at jeg ikke elsker ham nok! (Synker sammen, jamrende.)

Mathilde, min ven.

Jeg vil gjerne dø! Om Gud vil lade mig dø!

Mathilde – i den store selvfornegtelse gives der ofte et saa bredt, rigt lys. Se paa martyrerne – se de heilige mænd og kvinder – der er glæde i deres øine.

Glæde! (Med en lidelsesfuld magt.) Ja, nu er strømmen, den skjæbnestrøm, som du talte om, vokset til en vældig flod – og jeg jages nedover den – den river mig med sig –

Du har Sigfrid i baaden. Sigfrid skal reddes. Det er din løn. – Gud har noget stort i arbeide med din sjæl, det er jeg forvisset om. Et menneskes sjæl, du – det dyrebareste, der er os betroet, noget helligt. Du maa prøve paa at elske din egen sjæl, Mathilde. Tænk dig, at den er en fin sten, en gemme, hvori der skal indridses et billede. Fint og skarpt og nøiagtig maa der skjæres. Hjertet bløder og krymper sig ved det – men, hvor kniven har været skarpest, der blir linjerne klarest, billedet mest fuldkomment. Da faar det sit eget guddommelige præg, som det havde i Guds tanker, da han skabte det. Du skal se, Mathilde – det er jo allerede begyndt. Alle, som kjender dig, har seet det. Nu skal det blive fuldkomnere, renere, helligere – og livet er ikke saa langt –

Gud ske lov, livet er ikke saa langt! Og – Han vil hjælpe mig – jeg tror det –

Men nu maa du – husk paa –

Ah – danser de derinde!

Anna er derinde.

Anna – ja Anna.

Lykken staar jo idag som en stjerne paa hendes pande. Kanske den aldrig kommer til at straale med saa ren og skjær en glans som iaften. Kom og se paa hende, – du maa derind!

Ja, – lad os gaa – straks! (Vil gaa.)

Men først – lille ven. – du maa vist op paa dit værelse et øieblik, og vaske dine øine, – du ser saadan lidt – og dit haar – (Han stryger og klapper hende.) – Ja, – ikke sandt?

Jo, – jo, du kjære velsignede onkel! (Gaar.)

Var det nødvendigt, hun skulde gaa gjennem de dybe vande! – Aa, min Gud – denne din sorgens verden. – Staa hende bi – staa hende bi – din vilje ske! –

Folk begynder at forundre sig. Kan vi ikke aabne døren? Sigfrid sover – jeg var deroppe. Anna siger, at nu maa mama ikke passe Sigfrid længere.

Nu kommer jeg, Erik– aabn døren! (Erik aabner den. Hun vender sig mod ham.) Erik – sørg for, at der blir dækket herinde ogsaa –

Ja – det skal jeg nok ordne.

Endelig, mama – onkel – mama – hvor blir dere af? Sigfrid er jo meget bedre. Nu maa du komme, mama. Nu danser vi borddansen. Erik og jeg skal danse den med hinanden. Saa begynder folk allerede saa smaat at stikke hovederne sammen, og saa knalder det! Men kom nu og se paa Erik og mig danse sammen, – saant nydeligt par skulde du ikke have seet før, det synes onkel Fredrik, og det synes jeg ogsaa – alvorlig talt! (Hun tager moderen under armen. Man ser dem blandt gjesterne. Musik. Dans. Fru Mathilde fuldstændig behersket; hun smiler og taler livlig.)