Nei, men Sigfrid, ligger du og sover midt paa lyse dagen?

Nei, jeg sover ikke. Jeg har bare faaet denne fordømte hodepinen min igjen.

Jeg synes, du kom sent nok ned til frokost idag. Saa du maa nu vel være udhvilt efter ballet igaar. – Hvorfor skal ogsaa alle fornøielser vare saa længe?

Aa ja – det blev lidt sent. Vi havde os et lidet «Nachspiel» dernede paa hotellet. Halvard Jensen og et par andre regattakamerater. Du kan skjønne, han maatte jo fugte sin førstepræmie –

Aa, Sigfrid – hvad skal jeg gjøre med dig!

Aa, vær saa snil ikke at tage saa paa veie for den sags skyld, da, mama! Jeg er saa lei af det, saa. Uf, dere damer er da ogsaa saa rent umulige! Jeg er saamen ikke værre end alle andre «glade sjæle».

Aa – glade sjæle!

Jeg skal sige dig noget, jeg –

Hvad er det?

Jeg taaler ingenting, skal jeg sige dig. Bare jeg drikker en pjolter eller to, saa er jeg kaput. Det er det skammelige, ser du. Forstaar du?

Hvad mener du?

Jeg mener, det er en stor ulykke at være født med. Meget større end du skjønner – for en ung mand i min stilling. Og det er ikke min skyld –

Saa maa vi ikke tale, Sigfrid.

– For det er nedarvet, det – skjønner du det?

Sigfrid!

Jeg har af og til derinde hørt lidt om, at min far ogsaa var en af de «glade sjæle» i sin ungdom. Sligt nedarves. Det kan du selv spørge alle videnskabelige autoriteter om.

Men Sigfrid da – hvordan er det du snakker!

Og hvad har jeg saa havt for et hjem her hele min opvekst?

Du har havt et godt hjem. Baade jeg – og din far. – Du ved saa godt, hvor glade vi har været i dig –

Aa ja – ja vist, det er nok sandt. – Men tænk paa det, mama, det var ikke et hjem saan som en gut trænger det, ser du. Ingen far til at tage sig af en, og snakke med en – og give en raad. – Lidet hjemme var jeg ogsaa i de vigtigste aarene. Da lod dere mig seile min egen sø! –

Hvor tør du sige saadant til din mor! Og netop i de aarene, din far var saa syg – til døden.

Det er ikke noget at se saa fortvilet ud for, kjære mama! Men naar du skjænder – jeg maa da engang faa lov at forsvare mig. Jeg er jo 142munter og glad af naturen og vil gjerne være sammen med kamerater paa sang og moro. Saa (kjærtegner hende,) du skal bare ikke tage dig saa nær af det. Det er noget, jeg nok skal komme over med alderen – «den glade ungdom» ser du. Jeg vilde bare, du skulde forstaa, at det ikke er saa greit for mig. Arvesynd ja. Men (kysser hende) jeg er bedrøvet over det. Jeg vil prøve ikke at gjøre dig sorg – jeg vil.

Er du der, Sigfrid. Nu maa du komme og hjælpe mig. Snart har vi Mørkene, saa skal vi drikke five o’ clock tea i haven, og saa ved du, vi skal have alle kranserne færdige, som skal hænges om søilerne paa verandaen – og alle de kulørte lygterne skal hænges op. Det maa gjøres idag, for imorgen rækker vi det ikke altsammen –

Gud bevare mig – slig energi!

Naar Erik kommer, vil jeg gjerne have det værste fra mig.

Saa skal jeg kjøres ivei!

Du kan faa Valborg til at hjælpe dig.

Hm – kanske du vil arrangere et parti?

Nei – ved du hvad – en nittenaaring som dig!

Aa – aa – aa – du foregaar mig jo med et godt eksempel! Naa, ja – det eneste heldige ved den ting er da, ialfald foreløbig, at vi nu endelig engang skal faa en ordentlig, stor fest her paa gamle Fyrisheim igjen! Ja, jeg skal more mig paa ballet imorgen! Saa kan du sværme med Erik, du –

Aa, din skrækkelige vigtigper! – Vi bryr os ikke om, hvad han siger, mama! – Du, jeg mødte Lützow dernede ved badet. Han sagde, han kom op iaften.

Skal vi nu have ham her igjen! Uf, jeg synes, det gaar noget ofte paa –

Jeg synes, Lützow er forfærdelig hyggelig og snil, synes jeg – men –

Aa, ikke saa lidet overlegen da. Forresten liker jeg ham ogsaa godt, det er ikke for det – naar vi bare ikke faar for meget af ham.

Ja – sandt at sige, saa haaber jeg virkelig ikke, han vil holde paa med at komme herop hver dag. Det er jo frygtelig morsomt, naar dere spiller. Men (indsmigrende) – du kan nok skjønne det, mama, at vi gjerne vil have dig mere ordentlig for os selv i denne tiden. Og vi to, vi har da saa meget at snakke om –

Se saa – nu kommer det: Erik og jeg, og jeg og Erik! Uf – det er jeg sgu’ saa lutelei af, saa!

Du kan jo gaa din vei.

Ja – det gjør jeg ogsaa. Jeg tager mig en tur i haven, jeg – adjø saa længe!

Du skal værsgo indfinde dig til theen om en liden stund – hører du det, Sigfrid!

Gamle doktor Rein kom tilbage igaaraftes.

Mama, hører du ikke, jeg snakker til dig?

Nei, vennen min – jeg tænkte paa noget andet.

Jeg synes, du er saa distrait i det sidste, saa. Og du gir dig næsten aldrig tid til at høre paa mig, heller!

Nei, men Anna da, det er da ikke saa.

Jo, imellem saa. Det er det, jeg fortæller, at gamle dr. Rein kom hjem igaaraftes.

Nei, gjorde han det. Har han været nede ved badet?

Ja, en tur imorges, sagde Erik. Du, Erik fortalte ham det straks igaaraftes.

Hvilket?

Kjære dig, om forlovelsen naturligvis. Og Erik sagde, han var blevet ganske straalende. Og nu er Erik og jeg frygtelig spændte paa imorgen, skjønner du. Onkel Fredrik skal jo holde talen. Jeg tænker, mange skal blive forundrede!

Aa – den festen, du! Det er ikke frit for, at jeg angrer paa, at dere fik overtalt mig til dette. – Bare nu alting maa gaa godt! Jeg kjender jo egentlig ingenting til alle disse Sigfrids kamerater, han har faaet inviteret – disse seilerne og –

Aa, de er vist svært hyggelige, de. – Du mama, ved du, hvad Erik og jeg snakkede om idag?

Nei?

Aa, vi snakkede om det, at det skulde blive forfærdelig morsomt, om vi kunde komme ind og bo i Kristiania en stund til vinteren. Kunde ikke det gaa an, mama? Du har selv snakket om det, dengang jeg kom hjem.

Ja, sæt dig nu ikke det for fast i hovedet, barnet mit.

Jo, ved du hvad, mama! Nu vil du vel ikke gaa fra dine egne ord, vel?

Nei – nei vist – men man kan jo aldrig –

Jo, mama det kan man rigtig. Det er jo det, som skal trøste mig for hele den lange tiden før jul, da vi skal være her alene! Du – jeg er 148rigtig glad for, at frøken Sidonie kommer i september. For da er Erik reist – og saa gaar da tiden, mens hun er her. Vi kan kanske faa hende overtalt til at blive her hele oktober ogsaa – kanske endnu længere.

Nei – nei, kjære – det maa du endelig ikke skrive noget om –

Aa nei, det skal jeg forresten gjerne lade være. Det kan godt hænde, at det ikke passer saa godt nu heller. Vi har jo saa meget andet at tænke paa. Erik snakker om, at vi kanske kunde have bryllup næste aar, næste høst. Og da har vi tusinde ting at ordne og bestemme, vi to, mama!

Min lille ven, – det gaar saa fort for dig, alting. – Men – nu faar vi tænke paa noget mere nærliggende. Har du ordnet med theen i haven?

Ja – jomfruen og Ludvig dækker dernede.

Faar jeg lov til at komme et øieblik op paa værelset dit og taa et par knappenaale? – Jeg hang i en væmmelig nypetorn paa veien – se hele kantebaandet!

Ja kom du – det skal være fort gjort! (De gaar.)

Sæt Dem ned saalænge, Inga. Kommer ikke Deres mor herop?

Jo, tak, mama kommer senere. Hun skulde hvile lidt. Mama siger selv, hun er saa mat idag, fordi papa endelig vilde afsted paa folkemøde.

Er Deres far reist paa folkemøde?

Ja, der kom nok en saan indtrængende anmodning. Han kommer hjem igjen imorgen. 150Papa tager det jo som sin pligt. Men mama siger, at disse 36 timer vil øde alt, hvad de 6 ugers badekur har samlet af kræfter for papa.

Saa? – Men der har vi jo onkel professor – og smaapigerne!

Nei, Inga, gid, du skulde se for en yndig, lyserød kjole, Anna skal have paa sig imorgen!

Nei – er den kommen nu? Aa, kan ikke jeg ogsaa faa se den?

Du faar jo se den i morgen jo! – Lad os heller gaa ud i haven. Valborg siger, din ogsaa er saa nydelig!

Ja, der er saa meget chiffon paa Ingas. Jeg har bare nogle blonder paa min! – Alle de nye journaler har chiffon –

Aa, blonder er ligesaa pent! – Men, hvordan skal vi faa friseret os imorgen – sig mig det?

Jeg gjør det altid selv, jeg. Du ved vel, at nu skal haaret sættes forfærdelig høit?

Det kommer an paa, om det passer til ens ansigt, synes jeg – (De gaar alle tre ivrig passiarende ud i haven.)

Saadanne pigebørn, du, de er ligesom stemte i C dur! Der er ingen fortegn. Bare enkle, klare linjer! – Naar vi er gamle, staar vi i 7 kryds! Og endda med kvadrater og dobbeltkryds – baade paa kryds og tvers, havde jeg nær sagt! Næsten umuligt at læse, du –

Ja, Anna er som en hel liden fin scherzo i denne tiden! (Med en overgang.) Men, lad mig faa snakke med dig onkel, inden fru Mørk kommer. Siden kommer jo ogsaa Lützow og Erik. Har du talt med gamle Rein? Om Sigfrid, mener jeg?

Ja. Jeg gjorde, hvad du bad mig om. Han vilde komme op senere iaften, sagde han. Forresten 152lod det til, at han var forberedt – at han vidste –

Naturligvis. Han var jo ogsaa den eneste, som kjendte forholdene her –

Ja, han mente, det var meget en – en medfødt disposition – hos Sigfrid –

Jeg ved, hvad du vil sige – arv, ja! (Gjemmer ansigtet.)

Men han saa det ikke haabløst.

Ikke haabløst?

Det er bedst, du faar det alt at vide, inden han nu kommer –

Alt – hvad mener du?

Jeg tror ikke rigtig, du har forstaaet – ligesom ikke forstaaet – som er naturlig nok, ja. 153Men, ser du, Herman skrev – hm – jeg har ikke villet pine dig med det – og nu i denne tid. Men, du ved – du ved, – at naar en ungdom lever, hvad man kalder lidt vildt – ser du, der hører én ting til med, foruden vin –

Ah – du maa ikke! (Kaster sig ind til ham.)

Hys, Mathilde, kunde du ikke tænke dig det ogsaa? Du ved jo – i en stor by. Den slags fristelser lurer i hver krog –

Ogsaa det – ogsaa det! Nei, jeg kan ikke holde ud at tænke paa det! Sigfrid, mit barn, – min vakre, rene, lille gut! – Aa Gud! (Hulker krampagtig.)

Du maa prøve at være sterk og modig. Hør nu paa, hvad jeg har at sige dig – hvad dr. Rein raadede os til med gutten din.

Saa – ja – hvad sagde han?

Han sagde, at Sigfrid jo aldrig havde været sterk. At hans nervesystem ved dette liv, hele atmosfæren derinde i den store by, sandsynligvis var meget svækket. At det nu gjaldt en eneste ting: At gjøre ham sund og sterk. Saa kunde han, hvis han virkelig satte sin vilje ind paa det og med en utrættelig energi og omsorg ved siden af sig, komme helt ud af det.

Aa, – trodde han det. – Gudskelov!

Men da maatte jussen opgives. Han burde tilbringe hele dette aar i ro hos dig paa Fyrisheim. Sammen med din skogassistent være meget ude i skogen, sætte sig saan lidt ind i det hele. Derpaa vilde han foreslaa et par aar paa en forstskole i en liden tysk eller fransk by – og altid med sin mor ved siden af sig. Ialfald disse første aarene.

Du siger ingenting?

Hvad skal jeg sige, – du ved jo, hvorledes det hele staar.

Du, som har stridt og kjæmpet saa tappert, du skulde vel fortjene, at der kom – at der engang kom en sagte, mild vaarvind og bar dig ud i solskinnet. Indunder blomstrende æbletrær – ja. (Med en overgang.) Og saa sættes du atter svære opgaver – stilles foran saa store valg –

Valg? Du siger det saa underlig. Hvad mener du? Jeg forstaar dig ikke.

Nei, du faar bære over med mig, din gamle onkel, barn! Husk paa, hvor mit liv har været forskjelligt fra dit. Veien, jeg skulde gaa, laa ligesom altid saa tydelig og aaben foran mig. Ikke til at tage feil af. Om vandringen nok sommetider var tung. Da jeg mistede tante Gusta, byggede jeg i mine tanker en bro over til hende, der hvor hun nu er. Der, paa den anden side, finder jeg hende – og min Gud. Alt andet er bare min tjeneste hernede, saalænge der er brug for den, ja.

Og jeg har netop bygget broen over til min livslykke her paa jorden, onkel! Lad mig komme derhen – og jeg synes, alt staar i sol og glød! At nye kræfter – ogsaa til alt mit arbeide da vil vokse frem i mig af sig selv! (Stanser, roligere.) Jeg tror paa min lykke nu, onkel – prøv ikke paa at tage den troen fra mig! (Det ringer, hun farer sammen.) Aa, der kommer nogen – lad os gaa. Jeg maa samle mig lidt, inden Lützow kommer iaften. (De gaar ud i haven.)

Jeg skyndte mig ind, da jeg saa dig opover alléen. De er alle ude i haven. Jeg maatte vel faa lov at se paa dig først!

Ja, glad skal jeg være, naar alt dette hemmelighedskræmmeri er over! Tænk imorgen aften skal jeg svinge dig i en lystig vals for alles øine, og kanske give dig et kys midt paa gulvet til og med!

Ja, du tør bare prøve!

Faar jeg det nu da? (Kysser hende.)

Du – var din far saa fornøiet?

Ja, det kan du vel skjønne! Han kommer herop senere i aften.

Uh – jeg gruer!

Du da – tosseper!

Aa, – jeg er saa spændt paa imorgen! Tænk, jeg laa saa længe, inden jeg fik sove igaaraftes!

Jeg tror, jeg er ligedan jeg. Ved du, hvad jeg gjorde inat – for jeg fik heller ikke sove, ser du –

Nei – hvad gjorde du?

Naar jeg vaagner saan midt paa natten, og det saa med engang staar for mig alt dette deilige, jeg lever i – ja – jeg er simpelthen for lykkelig, du – jeg kan slet ikke sove igjen!

Du søde Erik!

Da det saavidt begyndte at lysne, maatte jeg op, klædte mig paa og gik mig en herlig tur i skogen heromkring. – Jeg listede mig endda helt ind her i haven og stod længe og saa op til dit nedrullede gardin.

Nei, – om jeg havde vidst det!

Det var saa vidunderlig vakkert ude. Fuglene begyndte at synge. Solen skinnede paa løvet og blomsterne, der var fulde af dug. Og alting duftede saa friskt. Saa tænkte jeg: Nu ligger hun og sover saa sødt og saa rolig, – men snart maa lyset og fuglesangen vække hende. Saa staar hun op og slaar vinduet op og ser selv saa lys og saa lykkelig ud, som en rigtig sommermorgen – men da er jeg borte! Det tænkte jeg.

Aa – om jeg havde vidst det!

Ja, det er det sørgelige det, du, at vi ikke altid ved, naar blomstene dufter sterkest (ler), for saa vilde vi skynde os at aabne vinduerne –

Men nu sover vi, mens solen og herligheden skinner – og du staar udenfor –

Og skinner ja – det er ogsaa sandt!

Men kom, nu faar vi nok gaa ud til de andre. Vi drikker the i haven – og saa binder vi mange kranser til verandaen! (De gaar ud i haven.)

Ja, jeg synes, det vilde være saa rasende interessant at faa se denne fine, hjemmelavede dessert, som deres jomfru er saadan mester i, inden jeg nu gaar hjem! Inga forsikrede mig, det var et rent syn.

Jeg skal følge Dem ud i det ydre anretningsrum, hvor vi nok finder hende.

De behøver ikke at uleilige Dem selv, kjære, søde fru Krabbe! Jeg kan jo veien. (Ser sig om.) Her er saa koseligt overalt her paa Fyrisheim; det slaar mig, hver gang jeg kommer her. Men lidt trist om vinteren, siger hr. von Lützow. Apropos, De ser ham vist rigtig ofte heroppe hos Dem – ja, som rimeligt er – en saadan gammel ven af huset!

Ja, De ved jo –

Naturligvis – jeg! Men folk – folk som ligger ved bad, de har jo intet andet at bestille end at snakke om hinanden! Og saa er det jo saa, De ved, at de faa herrer, der findes, de spiller jo altid en stor rolle. (spøgende) Man er lidt jaloux paa Fyrisheim dernede, det vil jeg sige Dem rent ud! Først tager man vor unge doktor – og saa hr. von Lützow! Og en saa fuldstændig anneksion! Man ser jo saagodtsom ikke de to herrer dernede mere.

Aa – jeg synes dog Erik Rein er meget optaget med sine badegjester.

Gud, ja meget pligtopfyldende! Det skal virkelig fremholdes. Men, De ved – folk kjeder sig. Og om aftenerne – i kursalonen! – Det er jo ingen sag for os. Vi nyder jo vore naboer paa Fyrisheim. Men – ja vi siger jo altid, smaapigerne og jeg, at deres lille Anna besidder en ganske speciel attraktionsevne. Vi forstaar bare ikke, hvem hun foretrækker. Valborg paastaar, det er doktoren, Inga derimod mener, det er den interessante ingeniør, som vil gaa af med seiren! Men jeg – (spøgende) ja, søde fru Krabbe, der er en tredje version – mere tør jeg ikke sige.

En tredje version – jasaa?

Skal jeg være indiskret?

Bør man egentlig lade sig afficere af, hvad folk siger – synes De?

Men, det vil jeg sige Dem, jeg staar altid paa Deres parti.

Er det mig, man angriber?

Angriber Dem? Nei, kjære Dem. Men De forstaar nok – i Deres fremskudte stilling. Man paastaar, der skal deklareres to forlovelser paa ballet imorgen! – Hvad siger De til det?

Jeg finder, det er en underlig idé.

Ja, ikke sandt? Men med mig kommer man ingen vei. Jeg paastaar nei og nei og nei. Jeg, som ved, hvilken kjærlig og rørende mor De er – ja, hvem kan forstaa det bedre end jeg! Man lever jo for sine børn, naar man selv blir ældre. Ja. jeg ved nok, De er nogle aar yngre end jeg, men i vor alder –

Ja – ja vist. – Men, skal vi ikke – (mod døren).

Ved De, hvad jeg altid tænker stille for mig selv? Fra Krabbe har følt fra sin egen ungdom, 163hvad det vil sige at faa stedmor! Og nu – i dette tilfælde, en fremmed, flere aar yngre end hende selv! Nei, ikke sandt – der har jeg nok Deres fulde tilslutning? Derfor var jeg ogsaa saa ligetil at nævne det. Bare som et bevis paa, hvordan folk er!

Menneskene burde lade hinanden i fred. (De gaar ud til venstre.)

Jeg trodde, min niece var herinde. Jeg synes, jeg saa hende gaa herind sammen med fru Mørk for et øieblik siden. Kanske de er gaaet længere hen i haven. (Vil gaa.)

Vent et øieblik, hr. professor. Jeg maa tale et ord med Dem først. Jeg er i en meget vanskelig situation.

Er De ogsaa paa det rene med det, hr. Lützow, at situationen er saa pinlig, saa indviklet –

De mener?

De siger det jo selv. Og naar en mor har voksne børn, og det et barn som Sigfrid, der maa lægge beslag paa alle hendes tanker, saa –

Undskyld, hr. professor. Jeg er ikke kommen herop for at forøge Mathildes vanskeligheder, men heller prøve paa at hjælpe hende over dem. Det var ingen sag, hvis det stod paa det. Men jeg har i dette øieblik modtaget et budskab fra Tyskland, der er saa overvældende, saa pludseligt, at det har bragt mig helt ud af fatning, det tilstaar jeg.

Er der skeet noget nyt?

Min fætter, der, som De ved, eiede familiens store fideikommis, er pludselig død af slag efter et ulykkestilfælde, et benbrud for en tid siden. Godset kommer nu til at gaa over til mig. Derfor, forstaar De, maa jeg øieblikkelig reise herfra – dampbaaden gaar i imorgen aften. Og jeg maa absolut have en samtale med Mathilde iaften. De maa hjælpe mig at faa det ordnet. De undskylder 165– jeg er fuldstændig fortumlet – al denne ungdom og uro – jeg trænger til at samle mig og tale med hende. Der maa jo nu, ogsaa for hende, blive store forandringer. Jeg ved ikke, hvorledes jeg skal faa sagt hende det varsomt nok. (De gaar under samtale ud af havedøren. Straks efter kommer Sigfrid og Valborg løbende op over havetrappen og ind.)

Jeg skal nok finde det, jeg! Mama sagde, det laa i ryddekurven her i hjørnet.

Det er nok bedre, jeg leder efter det. Hvad skjønner De Dem paa sligt noget!

Aa jeg! Jeg er saa praktisk og nyttig til at god gjerning saa: – Lad mig lede! (De farer bort til ryddekurven. Sigfrid kaster nøster og garn af alle farver udover gulvet. Valborg tager dem op og bombarderer ham med dem. Han kaster igjen. De kommer i slagsmaal og tilslut fanger han hende og gir hende et flygtigt kys paa kindet. Hun returnerer det med et smeldende ørefigen. Latter og hvin.)

Au – au!

Ja, det har De godt af – De er rigtig uskikkelig og uopdragen, er De!

Hvem var det, som begyndte at kaste?

Det var bare, fordi De gjorde det saa uryddigt i Deres mors fine stue – fy, for en uartig gut!

Kalder De mig «gut», tager jeg et kys til!

Ja, dersom De bare vover, saa sladrer jeg paa Dem baade til min mama og Deres mama, og saa tænker jeg, De faar Deres velfortjente skjændepræken!

Velfortjent, jasaa! – Nei, skjænd bider ikke paa mig, skal jeg sige Dem!

Nei – der maa vist haardere konfekt til!

Pas Dem – nu kommer jeg efter Dem!

Aa, lad være, lad være – vær heller hyggelig da – vær heller snil da! – Ved De, hvad folk siger om Dem nede ved badet idag?

Nei – det interesserer mig ikke, hvad man siger i en saadan ravnekrog.

Uf, hvor væmmelig vigtig De er! Mored De Dem godt paa regattaballet igaar?

Storartet! – Hvorfor var ikke De der forresten?

Fik ikke Lov. Akkurat som Anna – hun fik jo heller ikke lov. Og nu har jeg hørt, at det gik noksaa – noksaa flot til!

Det var et udmerket pent bal. Meget smukke damer, helt fra Kristiania.

Men bagefter da? – Var der ikke et vist muntert drikkelag bagefter i hotellet? Folk, som bodde over salonen, fik ikke sove –

Jasaa, – beklager meget de gamle jomfruer!

Det var ingen gamle jomfruer. Men De er nok temmelig letsindig De, student Krabbe, De skulde værsgo være fornuftig. Ved De, hvad folk siger?

Uf, – lad mig være fri for folk! Og dersom De begynder at holde moralpræken, saa skal jeg –

Folk siger det, – folk siger det, – at De gjør Deres mor saamange bekymringer og saa megen uleilighed, at hun maa skaffe Dem en stedfar for at holde styr paa Dem – hvad siger De til det?

Stedfar – for fanden – undskyld – er de bleven knagende, splitterne gale alle de snerpete gamle sladderjomfruerne nu! Ja, de tør bare komme med sine giftige tunger – jeg skal lære dem sladder, jeg – stedfar – ja det skulde bare mangle –

Aa nei da – tag det ikke saan da! Uf, det var jo bare spøg jo. – Og saa dumt af mig, at sige saant noget saa – kjære – det var da ikke noget at bryde sig om – jeg sagde det bare for at ærte Dem, jeg.

Det er ikke sandt altsaa. Det var forresten en dum spøg – undskyld – men ens mor –

Det er naturligvis bare det, at folk ser, hvormeget Lützow er her.

Lützow – er det Lützow?

Ja, naturligvis er det ham. Nogen tror forresten, det er Anna, han skal forloves med.

Nei, dette er for morsomt! (Alvorligere.) Men alvorlig talt, jeg tror nok, mama har andre ting i sit hoved nu om dagen end at tænke paa kjærlighed og sligt for sig selv – i hendes alder! Nei – lad den fugl flyve! – Og jeg skal have den ære at betakke mig for nogen introduktion af en stedfar her i huset. – Som skal komme her og blande sin næse oppi alle mine affærer – og mamas med! Nei, – lad os være fri! Men mama skal da faa vide, hvad folk kan finde paa; sligt kalder jeg umoralsk, jeg!

Valborg og student Krabbe, hvad blir det af dere? Vi venter saa paa garnet saa, ellers blir vi ikke færdige. Mama er alt gaaet.

Nu kommer vi. Her har vi nøstet. (Alle ud i haven.)

Jeg er aldeles overvældet, Fritz. Det er, som jeg ikke aarker mere. At nu denne store forandringen for dig ogsaa skulde komme nu!

Jeg synes selv, det nu kommer som en ulykke. Og det har mit hele liv ligget mine tanker saa fjernt. Min fætter var jo yngre end jeg.

Og nu maa du reise allerede imorgen?

Du forstaar – jeg maa det.

Og vi skal have fest – bal! Og jeg skal gaa alene her. Om bare de andre vidste det altsammen. Aa, hvor det er pinligt med denne fortielse – denne evige forstillelse!

Det er jo kun, fordi du selv har ønsket det –

Ja. Jeg ved det. Jeg maatte jo. Annas forlovelse og saa vi – nei det var jo umuligt – ikke sandt?

Jo, – jeg forstaar dig naturligvis. Men det er, som du siger, særdeles pinligt – især nu, da jeg maa afsted (heftig) og næsten maa stjæle mig til at faa snakke lidt med dig. Ikke kan faa sagt dig et ordentligt farvel engang! Altid bare dele dig og dele dig med alle andre og leve paa smuler –

Aa, Fritz, snak ikke saa. Du gjør mig saa ondt!

Ja, hvad skal jeg sige. Kan jeg ikke blive fortvilet? Nu har jeg gaaet her i hele eftermiddag med alt dette nye paa sinde og ikke kunnet faa dig et øieblik for mig selv, – bare for al denne uro omkring!

Aa, det vil jo nok blive bedre – ganske anderledes – senere – naar bare –

Ja, nu reiser jeg jo foreløbig –

Ja, nu reiser du jo fra mig! Hvordan skal det gaa. Jeg, som nu har seet dig hver dag!

Tror du, jeg gjerne reiser! Kan du ikke tænke dig, at jeg er hungrig efter at se dig, have dig for mig selv! Jeg, som gaar her og ved, jeg eier en skat saa stor, som nogen har den i verden. Og saa kommer de alle og vil tage den fra mig!

Og tror du ikke, jeg skulde give meget for, at jeg kunde være hos dig en stund – et sted 173langt borte, hvor ingen var, som vi kjendte. Vi to alene?

Drømmer ikke jeg ogsaa om et saadant sted!

Hvor der var ganske stille omkring os, Fritz, saa vi havde god tid og kunde lade ordene falde langsomt eller hurtig, som de kommer. Ikke som nu, sidde og tænke: Hvorlænge – hvormange er klokken – hvem kommer? – Aa, jeg synes, jeg har saa meget, saa mange tanker og følelser, som jeg har gaaet her i alle disse aar og samlet op til dig – bare til dig. Som ingen kunde forstaa, og ingen brydde sig om uden du!

Jeg skal faa det altsammen! Nu kommer jeg snart igjen – og –

Ja – hvad har du saa tænkt – sig –

Naar jeg kommer igjen – ja, saa vil jeg tage dig med mig, saa hurtigt det lader sig gjøre. Og flyve med dig ned til et varmt, sollyst land, langt, langt 174borte. Og der vil jeg sætte dig stille ned, under skyggen af en stor, deilig palme! – Kom – saa reiser vi med det samme!

Vi faar vel ikke rømme saa rent heller! Men jeg tror, at hvis du sagde, at jeg skulde – saa er jeg bange, jeg gjorde det.

Ja – kom da – skynd dig –

Ja lad os! (Med en overgang). Hvor barnagtige vi er, Fritz! Men, naar du sidder saadan her ved siden af mig, saa husker jeg ingenting mere af, hvad der er ondt og vanskeligt. Jeg er saa lykkelig, ser du. Jeg blir ganske munter og letsindig. Glemmer, at der er andre til end os to i verden.

Ja, men det er det heller ikke. Ikke nu. Du behøver ikke at se saa forskrækket ud. Alle andre er os uvedkommende i denne tid. Senere blir det anderledes. Naar vi kommer tilbage fra vor flugt til solens land.

Ja, men hvordan skal jeg kunne reise bort! (Med udbrud.) Jeg kan jo ikke reise bort, Fritz!

Hvad er din mening?

Anna – alt herhjemme – og –

Du tænker da ikke paa at opgive vor bryllupstur. Det kan da ikke være dit alvor!

Du maa ikke se saa vond ud – du maa ikke!

Vond – nei. Men du forskrækker mig bare saa. Jeg maa da vel have lov til at forlange noget for mig selv. Du har da vel ogsaa forpligtelser ligeoverfor mig!

Kald det ikke saa! Men jeg vil jo bare saa gjerne gjøre, hvad der er rigtigt, ser du. Anna kan jo ikke være alene her – og –

Saa faar du sende hende bort. Til din brors for eksempel.

De er ikke engang hjemme. Og jeg tænker, hun vil blive ganske ude af sig. Saalænge Erik er her ogsaa. Og nu, om en maaned, venter hun en veninde fra Schweiz, som er bleven inviteret hid paa besøg.

Er der ikke endnu flere grunde?

Og saa er det Sigfrid, Fritz. Jeg har jo fortalt dig alt dette forfærdelig pinlige om Sigfrid. Og hvad dr. Rein har sagt.

Du kan da vel ikke foreslaa, at vi skal tage Sigfrid med os paa vor bryllupsreise?

Fritz!

Ja, hvad vil du, vi skal gjøre?

Jeg tænkte, du skulde vide raad.

Sigfrid faar være her paa Fyrisheim, mens vi er borte.

Alene. Nei, det gaar ikke an!

Saa faar du se at faa ham i huset til gamle dr. Rein.

Sigfrid ved jo endnu ingenting. Han tror, at han skal tilbage til byen efter ferierne. Jeg tænker, han blir aldeles fortvilet, naar jeg siger ham, hvad der er blevet bestemt. – Og naar saa ikke jeg engang er hjemme og kan gjøre alt for ham her –

Han har da vel saavidt hjertelag og forstand, at han kan finde sig i nogen smaa ubehageligheder til gjengjæld for al den sorg og bekymring, han gjør dig?

Ja – ja kanske. Kanske for en stund. Men Fritz – maa du til Tyskland til vinteren?

Jeg kan ikke lade den store eiendom skjøtte sig selv hele det første aaret, det forstaar du nok. Min onkel og nu senere min fætter var godseiere med liv og sjæl, med stor pligtfølelse og med gamle, nedarvede, patriarkalske traditioner. Jeg vil behøve at min energi, alle mine evner for nogenlunde at kunne fylde pladsen efter dem – for med ære, baade i navn og gavn at kunne gaa ind i rækken og verne om slegtens arv og aand. Det maa du ogsaa indse og støtte mig i, Mathilde!

Ja – ja, jeg kan jo forstaa det. At du har en stor følelse af ansvar og – (med udbrud) men, hvad skal vi gjøre?

Vent lidt. Det maa jo kunne ordnes. Hør nu: Sigfrid maa blive hos doktoren hele denne vinter, siden det nu er arbeidet her paa Fyrisheim og disse skogturene, som særlig skal gjøre ham godt. Men saa kan han jo komme ned til 179os paa besøg – til julen f. eks. Næste sommer tilbringer vi et par maaneder heroppe – og derefter sætter vi ham i en forstskole i en tysk liden by ikke langt fra os. Saa, om et par aar er han færdig og myndig. Da overtager han Fyrisheim, og alt er i orden.

Aa – hvis det kunde lade sig gjøre! Det høres jo saa fornuftigt, naar du siger det. (Inderlig.) Det har bestandig været saa ondt for mig at skulle bestemme alting selv, ser du. Jeg har altid tænkt mig det saa deiligt, at nogen kunde tage omsorg for mig og sige: Nu skal du gjøre det, nu skal du gaa did eller did – eller – nu skal du hvile dig og have det godt.

Og altid har du bøiet dig for andre – aldrig turdet rette ryggen din og sige: Dette maa jeg have for min egen skyld.

Nei, det gaar ikke an, alligevel! Sigfrid vil aldrig finde sig i det! – Med hans natur – nei, det vil aldrig gaa godt. Sigfrid kommer til at gaa tilgrunde! (Med udbrud.) Fritz, jeg kan ikke gjøre det for min samvittigheds skyld!

Mathilde – elsker du mig?

Hvad mener du?

Jeg spørger dig, om du elsker mig. Jeg synes, du ser alt, som er imod os og vor kjærlighed, og intet af, hvad vi to dog skylder hinanden – og os selv.

Hvor kostbar jeg blir dig, Fritz!

Snak ikke saa. Jeg vidste jo, vi maatte kjæmpe os frem til vor lykke – vor lykke, Mathilde, vort nye liv, dit og mit. Men saa maa der ogsaa kjæmpes, og noget af det gamle maa falde. Vi maa begge være villige til at ofre noget. Forstaar du?

Ofre!

Der er noget af et offer i dette, at binde sig til et menneske og sige: dit navn er mit, dit hjem er mit. Især for en kvinde, der staar som du, og er vokset fast til et sted og alle dets forholde. Men du maa jo huske paa, at selv om ikke dette nye var skeet for mig, saa vilde jeg aldrig have kunnet finde mig i at træde ind i forholdet til dig og til dine børn, her paa Fyrisheim, som et appendiks, der er kommet bagefter og beder om at faa være med, mens de andre gaar foran.

Hvorledes kunde du tænke?

Ja, tænk selv over det, og du vil se, at jeg har ret. Uden at du har været dig det bevidst, har du forestillet dig det saa. Jeg kommer her som fremmed, udenfra, og knytter mig fast til dit liv, dit hjem, din slegt. – Men saa kunde det ikke blive, ser du. Ikke for min skyld, og kanske endnu mindre for din egen. Du er for klog til ikke at forstaa mig – respektere mig her. Havde jeg opgivet min stilling dernede og flyttet herop 182til Fyrisheim med dig, saa havde det for det første været, fordi jeg ikke vilde forlange et saadant offer af dig som at reise herfra, naar jeg ikke havde noget bedre at byde dig – og for det andet, fordi jeg var vis paa, at min uddannelse og mine kundskaber ogsaa vilde have kommet dig og dine tilgode, og gjort min stilling her udholdelig for mig. Men nu er jo alt forandret. Nu maa du som min hustru følge mig til mit hjem og tage mine nye pligter op som dine. Det maa blive det første og største for dig. Alt andet maa komme i anden række.

Børnene?

Ja – ogsaa børnene.

Kom her, sæt dig nærmere. (Lægger sin haand over hans øine.) Sigfrid var kommet sent hjem inat. Jeg talte strengt til ham. Saa blev han vred og heftig – skyldte paa sit hjem, sin far – paa arv, bebreidede mig – (Stanser)

Dig – dig! (Reiser sig heftig og gaar op og ned.) Den lømmel!

Sig ikke det! – det er jo – (Stanser).

Saarede jeg dig – sig!

Skal vi lade være at tale om fortiden?

Ja. (I sterkt udbrud.) Aa, jeg er saa ulykkelig! (Gjemmer ansigtet.)

Tilgiv mig. Vær ikke vond paa mig. Jeg er haard og brutal mod dig. Mod dig, som jeg skulde verne og hjælpe. Jeg skal være snil. Ikke forlange mere for mig selv, end jeg synes, jeg maa – ogsaa for din skyld, forstaar du. – Mathilde, elskede. Fremtiden maa blive lys og god for os, som har lidt saa meget. For dig, som har gaaet en martyrs korsgang gjennem alle dine ungdoms aar. Tro du mig – vi maa, vi skal finde en udvei, saa ingen skal lide derunder, og din saare, forpinte pligtfølelse kan komme til ro. Aa – om 184jeg kunde lægge mine hænder paa dit syge hjerte, saa alle de varme, sterke følelser, det eier, ikke skulde behøve at kjæmpe mod hinanden og fortære hinanden indbyrdes! Om jeg kunde aande forglemmelse over dine trætte, skræmte øine, saa de kunde straale klare og lyse for os alle, som elsker dig, og som trænger dig for vor lykke og for vor fred. Du, som er skabt til at brede lys og velsignelse over alle dem, der hører dig til. Ogsaa mig – ogsaa mig.

Aa Fritz – du gjør mig saa lykkelig. Dine ord klinger som den deiligste musik i mine øren. Jeg tror, at alt kan blive muligt, naar du vil det og tror det. Naar du ser paa mig – der er som en varm strøm om dig. Og mit hele væsen bøier sig mod dit, og min vilje smelter ind i din. Da forstaar jeg dette, at en kvinde kan glemme alt, hvad der ligger bag hende og bare lade sig drage hen mod den mand, som hun har givet sin kjærlighed – saa han kan gjøre med hende, hvad han vil, danne hende i sin haand som et villigt ler – saa hun glæder sig ved at lyde. Dette skrækkelige, som jeg har kjæmpet imod – hadet. Ikke tal – vær et øieblik stille! Lad mig faa lov at se paa dig, mætte mine øine paa dig, førend du gaar – og jeg blir alene. (Urolig.) Er klokken mange? Maa du gaa? Aa, ikke saa hurtig, 185vent bare lidt. Lad mig have dig lidt, stille foran mig – saa –

Hvad er det – dit ansigt blev med engang forandret?

Det var virkeligheden, som kom igjen, ser du. Al sorgen – alt naget! Alt dette derinde, som indbyrdes ødelægger og fortærer hinanden, som du siger. – (Med en overgang.) Maa du straks gaa ned til hotellet?

Ja, jeg har mange breve at skrive. Og desuden, nu blir der jo ikke mere for os iaften.

Nei.

Farvel da, saalænge. Jeg ser dig imorgen. (Gaar mod døren til høire.)

To gange, Fritz! Husk, du har lovet ogsaa imorgen aften – lige før du reiser!

Men kan du? – har du tid?

Om jeg kan! Spørger du om det? Jeg fløi nok fra selve kongen, jeg, om han var her –

Sov godt inat. Drøm lyst om vor lykke. Hvis du elsker mig, som jeg elsker dig, skal alt blive godt.

Jeg elsker dig, Fritz. (Han gaar.)