Her er ligesom ikke rigtig hyggeligt endnu. Se her, jomfru, lad os heller flytte skrivebordet herhen paa skraa mod altandøren. Saa har hun udsigten til søen lige for øinene.

Nei – skal fruen selv tage i?

Aa, det er ikke tungt. (De flytter.) Og saa tager vi blomsterstativet og sætter bagenom ligesom et slags skjærmbræt. (De flytter.) Naar vi faar blomster i det, skal De se, det blir pent. Og saa alle noderne og bøgerne. (Gaar ind i sideværelset og kommer tilbage med en hel stabel bøger og noder, som hun anbringer dels paa pianoet, dels paa bordene omkring.) (For sig selv.) Det hjalp. (Til jomfruen.) Jeg tænker, Anna glæder sig ligesaa meget til at komme hjem, som vi til at tage mod hende idag, jeg, jomfru. Halvandet aar er en lang tid! – Skjønt hun jo trivedes saa godt dernede i pensionen i det sidste.

Aa ja, det har naa altid været værre for fruen, som har siddet hele tiden her hjemme alene imens –

Aa. Sigfrid har nu været hjemme ikke saa faa gange da.

Bare nu dampbaaden maatte være til rette tid idag. Hørte ikke fruen, hvor det blaaste inat? Det var slig tut og ul, at jeg næsten ikke fik blund paa øinene mine –

(Afbrydende.) Se nu bare, hvor lyst og deilig solen skinner idag. Og søen er jo næsten ganske rolig. De kan tro – vi har hende snart her. Ja – nu tænker jeg, her er færdigt! (Hun blir staaende og ser frem for sig. Pludselig vender hun sig om og lægger begge hænder paa jomfruens skuldre med et lyst smil.) Ingen mørke spaadomme idag, jomfru! Idag vil vi ikke tænke paa andet, end at Anna kommer hjem igjen!

Ja, det var naa akkurat 16 aar, siden jeg kom her i vaares. Da var Anna netop to aar. Jeg synes naa, dere var bare barna, begge to den gangen, jeg, frue. (Ser paa hende.) Men jomen synes jeg, fruen er saa lig sig fra den tiden naa paa det sidste. Mest kanske idag, naar fruen har lagt af alt det sorte. Fruen klæder naa saa udmerket lyst. Det har jeg altid sagt.

Jeg hørte det ringte dernede. (Det banker.) Kom ind!

Goddag, goddag Mathilde. Se, goddag, jomfru Thorstad, hvordan staar det til, De? (Jomfruen neier og gaar.) Saa du holder til heroppe Mathilde?

Ja, goddag, kjære onkel. Det var da morsomt, du kom. Hvordan gaar det? Gjør badene dig godt?

Brilliant! Saadan som man tages under behandling, mir nichts dir nichts, du! Ingen vilje, ingensomhelst vilje! Og at denne aktivitet, denne omsorg, som man selv bare er en passiv gjenstand for! Den gjør en saa deilig ansvarsløs, rent rørende tillidsfuld, du. Og denne disciplin! Jeg føler mig næsten som en skolegut igjen!

Det er bra.

Og naar man saa kommer hjem til sit logis, finder man en magelig lænestol med bløde puder 5ventende paa sig. Ja, det var en elskværdig idé af dig det, Mathilde! (Ler barnslig.) Den opvækker md. Olsens høieste misundelse, den lænestolen, det skjønner jeg saa godt. Hun er ogsaa træt, stakkar. Hvert menneske skulde igrunden have ret af staten til en lænestol, du! Arbeide og hvile. Ja, men lad mig nu ikke forstyrre dig, Mathilde. Skal du ikke ned paa bryggen?

Nei, det vilde jeg ikke. Det var mig rent umuligt. Alle de fremmede mennesker! Nei. (Slaar om.) Desuden, statsraad Mørks familie kommer jo med dampbaaden idag, ved du. Det er jo med dem, Anna har faaet reisefølge. Og jeg tænkte mig, de gjerne vilde benytte vognen op til sit logis her i nærheden. Det er sandt. (Hun ringer, en tjener kommer.) Spørg Larsen, om han har husket at sende de store grønne planter, vi tog ud, ned til statsraad Mørks – hvis ikke, maa nogen bringe dem derhen straks. (Tjeneren gaar.) De har faaet saadanne tarvelige og uhyggelige værelser.

Du skal se: med assistance af statsraaden selv og saa dine planter –

Du mener?

Ja – var det kanske ikke mest i egenskab af dekorationsplante, han valgtes ind i ministeriet dengang, tror du? Der var ogsaa tarveligt! – Naa, bra mand forresten –

Men saa trives han heller ikke i anden luft siden, stakkels mand! Bare politik. Min forvalter siger, at den store eiendom, han har –

Ja, den politiken, du! Er den ikke, som – er det ikke, som om et folk vilde tage en rigtig sort; brølende kjæmpemaskine og spænde foran sine lyse fremtidshaab, du? Og mens den saa forestiller at arbeide for dem, tramper den ned og tilsmudser alt, som den kommer nær.

Du vilde vel heller, det skulde være et par store, hvide vinger, du, som skulde bringe dem lige ind i himlen med en gang?

Ja, du, det vilde være deiligt! I det sted hænder det merkelige, at folket glemmer ligetil navnet paa sine idealer bare for at beskjæftige sig med denne fæle maskinen sin. Det er akkurat, som om den paa en egen hemmelighedsfuld maade suger menneskene til sig – og presser kræfterne ud af dem for siden at –

Kanske fruen vilde komme ned og se, hvad slags blomster vi skal bruge til stativet her.

Nu kommer jeg, undskyld et øieblik, onkel.

Synes ikke professoren, fruen ser godt ud idag. Saa stor og blank i øinene saa!

Ja, – jeg lagde ikke merke til det netop, – men det er sandt, det, hun ser rigtig godt ud idag. Smuk har hun jo altid været –

Og som hun nu glæder sig i, at frk. Anna skal komme hjem. Saa fornøiet har ikke fruen set ud paa mange aar, jeg kan gjerne sige, mange aar før godseieren døde ogsaa. Ja, ja sa’n – (tager igjen fat paa sit arbeide.)

De, jomfru Thorstad, har nok staaet trofast ved siden af hende i alle disse aarene, De. Det har nok ikke været saa let mange gange – med al sygdommen og ensomheden her –

Nei, det skal være vist. (Nærmere.) Mest naa i de sidste aarene, da her ligesom blev mørkere og mørkere. Professoren ved nok det, at det var – ja, godseieren kunde naa aldrig lade være med dette da, som ligesom kunde trøste ham. Han havde jo mange plager ogsaa, faar en kalde det. Der laa ikke lidet paa fruen i de aarene. Stort stel er her ogsaa paa Fyrisheim og mangeslags 9folk aa kommendere. Sommetider gav hun sig naa rent over da. Men aldrig naar barna saa det. Aldrig naar folkene paa gaarden saa det. Nei da! (Hemmelighedsfuldt.) Men jeg kom over hende ganske uforvarendes engang. – Det var langt borte i den andre enden af huset – der hvor alle gjesteværelser ligger – der laa hun paa gulvet med ho’de i sengklærne! Og slig som hun graat! Jeg glemmer det aldrig, saalænge jeg lever. Nei, det gjør jeg ikke. Slig graat har jeg aldrig hørt, og haaber aldrig aa faa høre igjen i mit liv, det siger jeg rent ud, professor! – (Tørrer sine øine.)

Jasaa, jasaa, De. Det havde jeg naa ikke tænkt. (Gaar frem og tilbage paa gulvet.)

Men saa var det naa denne musikken da –

Ja, ja, De jomfru Thorstad. Den musiken De! Musiken – den er som en stor, gylden harpe. Strengene er spændte mellem himmel og jord, mellem det, som er oventil, hvor det fuldkomne bor, det som vi bare aner –

Ja – det er vel saa det – ja.

Jeg telefonerte til ekspeditionen. Dampskibet er i vente, de maa snart være her. Hys – hører vi ikke vognen?

Der ser jeg vognen nede i alléen, frue. (Gaar.)

Der har vi dem opover alléen. Jeg ser lyse parasoller.

Nei – kjære onkel – der er vel ikke flere?

Jeg ser da mindst tre parasoller, du – en blaa og –

Fru Mørk kan da ikke være med helt herop. Nu straks. Derfor bad jeg dem jo til middag idag. Tænk, nu har jeg jo ikke seet Anna i over halvandet aar. Og jeg har ventet saa paa hende!

Ja du – nu ser jeg tydelig fire damer i vognen. Nu svinger den om hjørnet –

Naa ja. Jeg gaar ned og tager imod dem. De faar alle komme herop.

Ja, kjære fru Krabbe (kysser hende), De skjønner, jeg maatte bringe Dem barnet selv. Jeg syntes 12ikke, jeg havde udført min mission, hvis jeg ikke havde seet hende vel inden sit hjems fire vægge. Jeg haaber, De synes, Anna ser prægtig ud. Søde Anna! (Kysser hende.) Ja, hun har snakket om at komme hjem, kan De tro! Og saa min Valborg! Vi to mødre kan nok gratulere hinanden til, at vi nu har faaet vore to smaa pensionskyllinger ind i reden igjen (kysser fru Mathilde).

Ja, tusind tak for at Deres omsorg for Anna! Jeg havde jo selv tænkt paa at hente hende. Men vi har havt saa travlt paa gaarden just i denne tid. En det ombygninger og –

Ak ja – De skal jo have et rent gaardbrugertalent, De, kjære fru Krabbe. Det har jeg nok hørt om. Gud, Vilhelm siger altid til mig – han er jo bestandig paa stortinget – Gud ja, for De ved – naar man er stortingsmand i vore dage – ja, Vilhelm siger altid til mig i en bebreidende tone: «I gamle dage, Sofie, naar mændene gik i leding, sad kvinderne hjemme og drev gaardene baade godt og vel.» Men jeg synes naa, en kone faar være der, hvor hendes mand er, jeg, ikke sandt? (Ler.) Naar ikke «ledingen» er farligere da.

Jo, det kan De vist have ret i! (Til Anna.) Gaa ind du i dit værelse, Anna min, Jenny er der og hjælper dig med tøiet.

Aa, deiligt er det at være hjemme igjen, mama! (Ud et øieblik tilvenstre, kommer straks igjen uden reisetøi.)

Nei – her har De det da henrivende. Jeg tilstaar, jeg har været nysgjerrig for at se dette Fyrisheim, som jeg har hørt saameget tale om. Man kan jo ikke tænke sig et smukkere sted! Og hvor elskværdigt af Dem, søde fru Krabbe, at sende vogn efter os alle – og tøiet bragt lige ind i huset til os. Ja, De skjæmmer os jo rent ud – det maa jeg sige –

Kjære Dem –

De kan tro, vi har havt en udmerket reise. Medvind hele tiden. Kapteinen var den elskværdigste, mest forekommende mand, De kan tænke Dem; han tog saa umaadelig hensyn til os, formelig forkjælede os, forsikrer jeg Dem. Og der var mange hyggelige mennesker ombord. Ja – 14kjære fru Krabbe, der var jo en af Deres gamle venner med. Han spurgte saa interesseret efter Dem.

Jasaa – hvem var det?

Det var ingeniør von Lützow. Baron von Lützow er det vist igrunden. Han fortalte mig, at han for flere aar siden havde boet her i nærheden. Det var en udmærket nydelig mand, med et saa fint, dannet væsen, som man jo sjelden ser det hertillands. Meget elskværdig mod de unge damer, ogsaa; ikke sandt smaapiger?

Ja, jeg for min part syntes naa, altsaa, han var noksaa væmmelig vigtig. Og det var naa Anna, som fandt mest naade for hans øine.

Ja, kjære dig, det kan du nok sige. Kjære, han har jo kjendt mig som liden, jo! Jeg har mange gange spilt sorteper med ham, det husker jeg godt –

Ja, naturligvis. Men du, Inga, talte jo forresten meget med hr. Lützow.

Ja – hm, jeg syntes han var saa elskværdig og meget interessant. Han lovede, at han vilde komme og besøge os, naar han kom tilbage fra Kristiania.

Saa ingeniør Lützow skulde til Kristiania? Ja – han var meget elskværdig. Meget musikalsk ogsaa. Men, se nu her, kjære fru Mørk, nu maa De komme og drikke et glas vin – eller lidt selters. (Gaar til bordet og serverer.) Kom nu smaapiger – omforladelse frøken Inga (de unge piger snakker og ler sammen) – Naa – hvad er det, som er saa morsomt?

De maa ikke kalde mine døtre med andet end med fornavn, ligetil. Jeg har maattet love Deres datter at sige Anna. Og det synes jeg er saa hyggeligt. Gud, Vilhelm siger jo altid til mig – (Det banker. Statsraaden kommer ind, fulgt af professoren.)

Maa jeg ogsaa have den fornøielse at hilse paa Dem, frue, og ønske Dem tillykke med Deres 16datters tilbagekomst. (Rømmer sig.) Jeg mødte professoren i alléen, jeg tror han vilde echappere. Jeg ventede lidt dernede for at faa posten med mig med det samme. Jeg tog mig den frihed at bringe Dem Deres. (Han tager en bunke aviser og breve op af sin ene lomme og leverer fruen dem, af den anden trækker han en enorm bunke aviser for sig selv.) Aviserne er da, sandt for dyden, ens eneste aandelige levebrød ved disse rædsomme norske badeanstalter! – Nu ja, der er vist adskilligt nyt idag – valgene –

Et glas vin først, hr. statsraad. (Hun ringer. Tjeneren bringer glas og et brev, som han leverer fruen. Hun kaster et blik paa skriften, og der gaar en bevægelse over hendes ansigt. Hun putter det hurtig i lommen.) Vær saa god, hr. statsraad, De undskylder, vi holder os heroppe! – Onkel! –

Her er udmerket – udmerket – (Til professoren.) Hører De, der skal være tvil om Nedenes, De. Man snakker om valgfusk – jeg husker paa sidste folkemøde –

Gud, Vilhelm – jeg er saa glad over, at doktoren har forbudt dig at reise paa disse skrækkelige folkemøder.

Doktoren – aa lad være med doktoren –

Det var jo formelig blevet Vilhelms, min mands, passion, hr. professor, disse folkemøder. De kan ikke tænke Dem, med hvilken fryd han gjorde sig istand og pakkede ned de mest medtagne stykker af sin garderobe til disse reiser! Og hvor det lugtede tobak og punsch og Gud ved hvad af baade ham og hans kuffert, naar han kom igjen. Vi maatte formelig lufte ham ud! Jeg forsikrer Dem, jeg sporede altid de første dage noget vist, en vis nedgang, om jeg saa maa sige, i hans manerer og hele udtryksmaade – kan De ikke tænke Dem det?

Finmarken skal være sikret. Der staar telegram idag. Lad mig se; den 1ste juli. Det maa altsaa være for igaar. Der er morgenavisen, ser jeg. Den skulde være vel underrettet. (Læser.) Skjærvø. Høire 15 stemmer, venstre 12, 1 moderat. Tromsø. (Læser videre.) Aa, fru Krabbe, undskylder De, maa jeg faa lov at kige lidt i Deres aviser, tusind tak – lad mig se – Skjærvø 15, Tromsø. (Læser videre). Sidste telegrammer. «Dagens tidende» har det. Se her! Ha, ha – Finmarken har vi – det er storartet! (Læser videre.)

Nei, Vilhelm, lad nu dette være! Herregud, vi faar det jo tidsnok at vide. Var det endda der, hvor vi skal vælges – skjønt doktoren siger –

Doktoren – lad være med doktoren. Aa disse badesteder! (Til fru Mathilde.) Undskyld frue – man blir snart idiot her!

Og min onkel forsikrede mig nylig, han følte sig som en skolegut igjen. Skulde det betyde, at han begynder at gaa i barndommen?

Da er professoren lykkeligere situeret end jeg. – Men nu synes jeg, det er paa tide, vi lader fru Krabbe og frøken Anna i ro – ikke sandt, Sofie?

Jo, det har du ganske ret i! Kom nu smaapiger! Kjære fru Krabbe (kysser hende), det er mig en glæde at se Dem se saa godt ad! Farvel, kjære Anna! (Kysser hende.)

Velkommen til middag! Farvel!

Saa – lad mig nu se paa dig, Anna! Prægtig ser du ud – lys og fin. Guldgult haar. Din mors øine har du ikke – nei –

Mama, hjælp! Onkel Fredrik bebreider mig, at jeg ikke har dine øine!

Onkel Fredrik har den sørgelige uvane at snakke saameget om mine stakkels øine. Og det er ikke mig, det gjælder engang – det er min mors, din bedstemors, som jeg minder om og derfor –

Hun var jo min eneste søster, – ja, – ja – ja – Men farvel da, Mathilde! – Farvel Anna!

Gaar du?

Maa jeg ikke hjem kanske og gjøre grande toilette til festmiddagen! Jeg undres, om md. Olsen har børstet min fineste frakke. Jeg er bange, hun ikke ser flekkerne, md. Olsen, hun har saa daarlige øine stakkar. (Faar en idé, ler barnslig.) Kanske md. Olsen sidder i min lænestol, mens jeg er borte. Det gjør hun ganske bestemt. Jeg skjønner, den frister hende. Jeg synes, jeg ser md. Olsen sidde og halvdrømme i min deilige, bløde lænestol! Jeg liker ikke rigtig tanken – der er noget ved md. Olsens person –

Du maa laase dit værelse!

Kan jeg laase mit værelse! Det skal jo gjøres istand. Er du en god husmor? Nu gaar jeg, og ve md. Olsen, hvis hun – (Gaar.)

Jeg følger med, onkel Fredrik, Jeg skal saa alligevel nedom kjøkkenet og sige goddag til Melpomene.

Hvad for noget! Det er da ikke en profan hund, som du –

En hund! Nei – det er jomfruen! Sigfrid har døbt hende Melpomene, fordi hun er saa sørgelig bestandig og sværmer for at komme og melde om alle verdens ulykker. – Men idag er jeg vis paa, at Melpomene smiler!

Aa – alting paa en gang! (Læser det endnu engang, ser længe paa underskriften, lytter, putter det saa i lommen igjen.)

Se saa – her har du mig igjen! Og saa fortryllende, som her er blevet heroppe. Tænk det gamle stygge læseværelset! Lad mig nu se mig rigtig om. Alle disse Mørkene, de «mørknede» jo saa her, saa jeg ikke har faaet øie paa nogenting. – Nei, – for et koseligt skrivebord – og mit eget gamle piano, tror jeg saa sandelig. (Sætter sig ned og spiller lidt.)

Min egen lille pige. Ja, du kan tro, her har været øde uden dig. Kom, sæt dig her hos mig og lad mig faa snakke lidt med dig. Og se lidt paa dig. Du ved nok ikke, hvor jeg var fristet til at bede dig komme hjem, forrige høst. Men saa syntes jeg, du havde godt af at gaa gjennem det høieste kursus ogsaa. Saa vidste jeg da, du vilde blive perfekt.

Ja, du kan tro! Men naturligvis fransk kan jeg da iallefald til husbehov. Madame var saa fornøiet med mig, og frøken Sidonie ogsaa. Nei du kan ikke tænke dig, hvor rent fortryllende, bedaarende frøken Sidonie er! Jeg synes hun, alvorlig talt, er rent et guddommeligt menneske. Aa, du vil blive saa indtaget i frøken Sidonie, naar hun nu snart kommer herop!

Jeg nøier mig med dig foreløbig, vennen min. Er du træt efter reisen?

Jeg? Nei. Alt er jo ogsaa saa lyst og straalende idag. Aa – for en forskjel mod, da jeg reiste, den triste, mørke høstdagen. – Jeg maa da hen til papas grav, saa snart som muligt, du. Og 23tage mange blomster med mig. (Stanser lidt.) Stakkels papa. Jeg husker, da jeg var ganske liden, hvor han kunde være morsom og munter med os. Og saa var han saa vakker – var han ikke det, mama, især da han var ung?

Jovist var han det.

Men, – han kunde være forfærdelig misfornøiet med os sommetider. Husker du det, mama? – Baade med Sigfrid og mig. Og naar jeg spilte – uf nei, jeg glemmer ikke, hvor ræd jeg var hans kritik – han var saa haanlig ligesom –

Du maa huske paa det, at din far var ualmindelig musikalsk.

Ja, det er sandt. Det kan man bedre forstaa bagefter, at han kunde blive nervøs af at høre mig klimpre saa fælt mangengang.

Ja, din far var jo svært nervøs, ved du. Og han skjønte jo, at han alle de senere aarene ikke kunde magte sin violoncel – og det pinte ham, kan du forstaa.

Ja – stakkar – naturligvis. (Ser hen for sig.) Det er altsammen ligesom saa frygtelig længe siden. Og jeg ved ikke – der var vist noget svært usammenhængende ved mig ogsaa i de aarene, jeg holdt paa at blive voksen. Ikke hørte jeg ligesom hjemme noget sted heller. Et aar her, et halvt aar der. Saa guvernante, saa huslærer sammen med Sigfrid. Saa et par klasser paa skolen i byen. – Jeg fik jo ikke noget rigtigt hjem nogetsteds paa den maaden.

Du var da lange tider hjemme ad gangen, Anna – og alle ferierne. Du maa da ikke sige, du ikke har havt noget hjem, kjære –

Nei, Mama da! – Men det var bare det – Frøken Sidonie spurgte mig engang, hvorfor – Og da kom jeg til at tænke paa, at det igrunden var underligt, at du havde hjerte til at undvære mig og sende mig saadan fra dig. Og frøken Sidonie syntes ogsaa –

Det var jo for din egen skyld, ser du. Her var jo saa ensomt. Ingen jevnaldrende, saadan af din egen stand her i nærheden. (Slaar om.) Nu er 25her jo bleven ganske anderledes – især om sommeren da – siden badet kom op. Hernede vokser der jo frem en hel liden by med hoteller og villaer. Ser du ikke stor forandring?

Jo, jeg kjendte mig næsten ikke igjen. Du – sig mig – Erik Rein er jo doktor her ved badet iaar, han?

Ja – som sin fars assistentlæge – det skrev jeg da.

Tænk – hvor morsomt, at han fik en saa udmerket eksamen. Han havde slet ikke turdet vente det, skrev han –

Ja – saa – har I to korresponderet?

Ja, du ved saadan imellem. Sidst var det til min fødselsdag. Vi var jo altid gode venner.

Ja, Erik var bestandig en tækkelig gut. Apropos, gamle venner du. – Hvordan ser ingeniør Lützow ud nu – frisk og –?

Aa, jeg husked ham jo ikke saa nøie. Som barn lægger man jo ikke merke. Han ser meget ældre ud, indbilder jeg mig – havde noksaa meget graat haar her ved tindingerne.

Ja saa! – Saa han daarlig ud kanske? Snakked han noget om sig selv – fortalte han noget?

Aa – nei, jeg tror ikke det. Fru Mørk snakked vist mest med ham. Men sig mig, mama – fortæl mig om Sigfrid. Kommer han snart hjem?

Jeg tænker, vi har ham om en uges tid. Det var jo et par fag af andeneksamen han skulde tage nu, da han havde influenza ivaares. (I undertrykt bevægelse.) Bare nu det gaar godt! Det er ikke saa let med Sigfrid. Der er mange slags vanskeligheder – du kan tro –

Aa, hvor vi skal have det morsomt, naar han kommer. Saadanne ture vi skal gjøre! Og du skal være med, mama, paa alle turene. (Ser paa hende) Nei, hvor pen du er idag, mama! Ser du, jeg er saa glad, fordi du ikke gaar i sorg længer. Det er for trist, bestandig –

Ja, alt skulde være lyst, til du kom hjem.

Goddag igjen. Her har I mig i fuldt middagstoilette. Qu’en dites vous mademoiselle? Est ce que c’est que celà vous-plait-il? Man maa jo vise, man kan fransk.

Du er storartet! Md. Olsen har sandelig ære af dig. Du er saa velbørstet.

Ja, da hun fik sine store, sorte briller paa, tror jeg ikke et støvgran har undgaaet hendes skarpe blik. Men du – du er jo endnu i din – din noget tarvelige reisedragt – saa vidt jeg kan se.

Det er aldeles rigtigt. Nu skal jeg ogsaa gaa og gjøre mig pen. Saadan en kritisk gammel onkel! (Gaar.)

Hvor hun er sød, du! Der er noget saa varmt og impulsivt over hele hendes væsen! Du vil faa glæde af hende, kan du tro!

Det haaber jeg.

Har du lagt merke til, hvad der saadan kan hvile over en ung piges pande du? Noget forunderlig skjønt og klart. Denne rene, fine bue, som hvælver sig op mod haarkanten, har noget saa – den har noget af en egte perles hvide, uberørte glathed over sig – synes du ikke: Naar jeg ser paa den, vækker den saadan længsel hos mig – en vemodig længsel – som næsten ligner misundelse, tror jeg. Det er som at se tilbage til sin egen ungdomstid. Da man vidste saa lidet og syndede saa lidet. Ja – den tid, som intet ønske og intet guld kan kjøbe en igjen –

Ja, det er nok sandt.

Er det ikke, som livet langsomt trækker sin haand henover vore pander du? Som hver skuffelse og smerte, hver ængstelse – hver erfaring, vi gjør, sætter sit merke paa den? Som hver sterk følelse – ja selv glæden, kjærligheden har sit eget hemmelige tegn, der viser: «Nu har jeg været der – nu har jeg holdt mit indtog i det menneskes sjæl.» – Men en saadan ung, uskyldig piges pande – paa den har endnu ingen finger skrevet sit ugjenkaldelige ord. Kun smaa skygger har drevet over den – og et lidet aandepust har slettet dem ud igjen.

Ja – livet trækker nok sine furer –

Naa, er du træt, Mathilde? Men – idag du! (Gaar til balkondøren.) Se nu bare, hvor straalende alting er her. Som til fest. Skogen nedover – lyse birke mellem furuerne – søen der allernederst – saa blank og stille. Og nu har den baaret din datter sikkert hjem.

Jeg er glad for det, onkel. Naar bare Anna ogsaa rigtig var det.

Anna! – Jovist er hun det. Se nu bare, hvor munter og fornøiet hun var.

I det første øieblik. Men, bare hun vil trives. Ikke føle sig fremmed og uvant. Det er ligesom jeg har et indtryk af –

Fremmed her i sit eget hjem – men kjære barn –

Jeg er begyndt at tænke paa, at det kanske ikke var rigtigt, at jeg sendte Anna derned, saadan for lang tid. Jeg troede jo, det var det bedste. Her var saa ensomt og trist netop da. Og en ung pige maa jo lære noget grundig. –

Javist – javist –

Men saa havde hun jo været endel hjemmefra før, ser du. Jeg tænkte ogsaa, det var det bedste. Du kan jo forstaa, at der laa en stor tyngde over huset i alle de sidste aar, mens Axel var saa daarlig.

Ja, men kjære Mathilde! Plag dig nu ikke med dette.

Man kan vel aldrig gjøre nok for at holde børnene tæt ind til sig. Allermest i de vigtigste aarene. Har de saa ikke sin mor, finder de kanske andre. Der var en dame dernede i pensionen, en frøken Sidonie, som lader til at have havt en meget sterk indflydelse paa Anna.

Aa, det gaar ikke saa dybt. Saadanne unge piger maa altid have nogen at sværme for. Men en mor er en mor. Ingen erstatter hende.

Nu kommer jeg jo ogsaa til at leve for hende – for børnene. (Anna kommer ind.) Naa min ven, færdig allerede! Hvilken sød kjole du har paa.

Nu ser du ud som en rigtig rosenknop.

Ja, nu faar jeg ogsaa gaa for at blive færdig, til gjesterne kommer. (Gaar.)

Nei, men onkel Fredrik – hvorledes er det dit halstørklæde sidder – lad mig nu –

Tusind tak – er det nu saa galt?

Nei – nu er det nydeligt. Men, det er sandt – sig mig nu, sad md. Olsen i din lænestol, da du kom hjem idag – hvad?

Langtifra du. Md. Olsen stod saamen i sin vaskebalje hun, barnet mit! – Men du Anna, lille Anna, er du nu glad ved at komme hjem igjen? Rigtig glad – hvad?

Ja glad, du kan da skjønne det. Jeg har ofte længtes saa hjem saa –

Ja – det er rigtig det, du. Man har ikke mer end et hjem, ser du, her –

Ja – her er herligt. Men jeg havde det ogsaa deiligt i Schweiz, kan du tro. Jeg holder saa forfærdelig meget af den familie, som jeg var hos. Især var der en af døtrene –

Ja denne frk. Sidonie, hun skal jo være en saa merkelig dame.

Har du hørt snakke om frk. Sidonie da, onkel Fredrik?

Ja – din mor –

Har mama? Ja, tænk, jeg tror næsten ikke mama liker, at jeg elsker frk. Sidonie saa høit. Jeg tror alvorlig talt, hun er lidt jaloux, jeg!

Aa – hvor kan du falde paa det. En mor være jaloux! – Men din mor har gaaet her hjemme og ventet paa dig. Kan du ikke se det paa din mors øine, Anna? At der ligger saadan dyb, længselsfuld venten paa bunden af dem?

Tror du det – saadan?

Derfor er det hendes øine har den underlige glans, som de har. Det er noget indre, som de ser! Læg merke til det. – (Livlig, optaget.) Del er vel egentlig forskjellen mellem menneskene, dette du, at der er nogen, som venter – som altid venter og haaber – ser hen mod noget lyst og skjønt: Store vidder med spil af farver og fjerne bjerge fulde af sol – eller en liden, stille plet dybt inde i skogen, hvor alting lukker sig sammen bag en, og de smaa skogblomster dufter – dufter saa sødt, saa øinene lukker sig sagte, og man drømmer fine, skjære drømme – kanske med en varm haand indeni sin. Eller – eller (stille, for sig selv) de kan se fremover til noget – noget vidunderlig høit, som vi bare maa hviske om – hinsides graven. (Til Anna.) Og mens de venter, ser du, saa blir sjælen ved at være ung og vaagen. Aarene gjør ikke noget. Del er bare de mennesker, som har holdt op at vente og haabe, som er gamle. Bladene om deres sjæleliv skrumper sammen, tørrer ind, som blomsterne om høsten. Intet vækker dem mere – ingen tone – ingen solstraale –

Ja da – det skjønner jeg saa godt. Netop naar man er ung, forstaar du. For da venter man 35jo saa meget, da ligger livet foran en. – Men du? Hvordan er det med dig selv, onkel Fredrik?

Med mig? Jo tak. Jo da – jeg har det udmerket.

Kommer du dig godt her ved badet?

Jo tak – jeg synes, jeg er blevet saa frisk, siden jeg kom hid.

Sig mig, onkel – er han ikke svært hyggelig, gamle doktor Rein, du?

Jo – en udmerket tækkelig mand. Og sønnen ogsaa. Han gaar virkelig faderen en høi gang.

Jasaa. Han er vel meget sammen med alle badegjesterne, han?

Han er muntrationsraad, han, ser du. Alle de unge damers gode ven, naturligvis. Altid paafærde –

Uf ja, saadanne badelæger, de blir vist svært bortskjæmte?

Tror du det? Stakkar. Jeg synes, de maa øve sig i taalmodighed, jeg du.

Er han saa – saadan svært optaget med disse damerne, han da?

Hvem du – doktor Rein? Ja, han klagede virkelig lidt her forleden dag – disse lange trættende konsultationer, om alle mulige og umulige ting. Han blir jo rent som en slags far for dem –

Som en far! Erik Rein! som er saa ung?

Taler du om sønnen? Jeg taler om faderen jeg. – Ja – Rein junior sørger jo for underholdningen, han – arrangerer turer –

Jeg aftalte med Mørks, at jeg ogsaa skulde se at komme med paa nogle af de udflugterne. (Ivrig.) Ser du, onkel Fredrik – jeg har ikke været 37hjemme paa Fyrisheim en sommer – jeg kan gjerne sige paa mange aar. Nu vil jeg se alle de gamle stederne igjen. Alle de gamle pladsene, hvor vi har leget. Og jeg vil plukke jordbær og blaabær. Og jeg vil bade og svømme. Og vi skal have turer og pikniks – der findes ikke noget saa morsomt i verden som at spise ude paa de deilige steder –

Der er serveret!

Jasaa, er Mørks allerede kommet? Onkel Fredrik – vær saa god at byde mig armen. Jeg er hovedpersonen idag, kan du skjønne! (Begge gaar.)