Saa er det grønsæbe 4 kr. Flyndre 2 kr.
Flyndre – 2 kr. – saa. Er der ikke mere?
Og saa, om fruen vil huske at skrive 3 kr. til snedkeren for at gjøre istand kjøkkenbordet; det betalte jeg idag. Resten har fruen her i bogen. (Leverer bogen.)
Saa tak – det var bra.
Fruen har vel hørt det, at Andreas i Bakken har brukket benet sit igaaraftes, han havde været ved møllen? Og konen hans har jo netop faaet den ottende, nu for fire dage siden – og rigtig daarlig er hun ogsaa –
Forvalteren var her netop, det er altsammen ordnet. Men – det er sandt, De kan lade børnene spise middag her, saalænge moren ligger.
Ja – aassen ulykken kan være ude!
Aa, jomfru, vær saa snil at se efter, om vinduerne er aabne i Sigfrids værelse. – De ved, man kan ikke stole rigtig paa Jenny.
Ja, tænk – vi som snart har Sigfrid her. – (Gaar.)
Goddag, Mathilde. Hvordan gaar det med dig? Du ser lidt bleg ud. Ja, du har vel havt en daarlig nat, stakkar.
Jeg – nei, – hvad mener du?
Ja, jeg vidste jo heller ikke noget om dette igaar middag, da jeg var heroppe. Hermans brev til mig laa paa bordet, da jeg kom tilbage.
Hvilket? – Jeg forstaar ikke, hvad det er for et brev, du snakker om. Jeg har ikke faaet noget brev fra Herman – hvad er der paafærde – Sigfrid – er Sigfrid syg eller – (i en anden tone) hvad er det nu med ham?
Kjære barn – Sigfrid er frisk som en fisk. (Ærgerlig.) Det var bedre, om han ikke var fuldt 98saa frisk, havde jeg nær sagt. Nei, at du ikke har faaet brevet endnu. (Nøler, ser paa hende.) Det er – det er letsindigheder, du – pengesorger – ugreier, forstaar du.
Pengesorger – saa det er det nu igjen? Jeg blev saa bange –
Ja – ja, som jeg siger dig – hm – ja – hele hans levevis – det er alvorligt nok forresten. Herman skriver – ja, han er naturligvis rasende – han havde jo forstaaet at skjule alting, denne – denne springfyr!
Sigfrid er saa sorgløs og tankeløs – og alle disse studenterfornøielserne – og – (Tier pludselig og holder hænderne for øinene.)
Det er hele hans karakter, som synes –
Han er en egoist, og hans karakter er baade svag og let. Det har han arvet efter sin far.
Ja, det har du kanske ret i. Men –
Lad mig én gang faa lov til at tale helt ud, onkel!
Barn, du er saa bleg. Sæt dig ned – sæt dig ned. Saa. (Sætter sig ved siden af hende og tager hendes haand, men hun trækker den lempelig til sig og ser stivt frem for sig, mens hun taler, først rolig, siden i stigende bevægelse.)
Det er i disse dagene, som om hele mit liv samler sig sammen for mig. Som om jeg pludselig staar alene, høit oppe paa en bakke og ser helt tilbage og langt frem, og skal tage bestemmelsen over hele min skjæbne. (Stanser.) Jeg har gaaet saa alene disse sidste to aarene. Sigfrid og Anna borte. Det blev ligesom at gaa og vente – vente, der skede jo ingenting. (Vender sig mod ham.) Og nu kommer det alt paa en gang! Ved du, Anna er forlovet!
Anna! – hvad siger du – med hvem?
Med Erik Rein. (Bittert.) Og jeg havde ikke anelse om det engang! (Roligere.) Hun er jo netop 100kommen hjem. Jeg havde troet, at det skulde blive saa godt – og nu mister jeg hende.
Du mister hende da ikke. Du kan jo staa ved siden af hende – leve med i hendes lykke.
Jeg er da ogsaa et menneske, onkel. Jeg maa da ogsaa engang have noget helt for mig selv!
Men en mor – hendes liv er da bundet til børnene.
Ved du, hvorledes mit liv har været indtil nu? Har du seet det begynde og gaa videre? Jeg vil, at du engang skal se helt det, som er sandt.
Kjære barn – tal bare ud.
Sig mig, er du ogsaa af dem, som synes et ødelagt og forspildt liv, det kan være ligesaa bra som ethvert andet – som det, der er aldrig saa lykkeligt?
Jeg forstaar vist ikke rigtig, hvad du mener.
Jeg mener: Naar et meneske mister sit liv, det synes folk er noget forfærdeligt. Men naar ens livslykke blir dræbt – det regnes ikke engang med. Det er ligesom en liden biting det!
Kjære barn, hvad kalder du livslykke?
Forstaar du ikke, hvad jeg mener? Tag et menneske og spørg, om dets livsskjæbne har været lykkelig eller ulykkelig. De fleste vil svare: ikke lykkelig, heller ikke ulykkelig. For livet er ikke anderledes her paa jorden. Men, ser du, dybest inde er der alligevel stor forskjel. Ligesaa stor som – som naar du spiller den samme melodi paa et rent instrument – eller paa et, som er skjærende falsk! Du ved nok forskjellen paa det. – Aa, jeg har tænkt saa meget over det, onkel, og det er sandt: Hvis det inderste, dybeste i ens livsoplevelse er sundt og lykkeligt, da blir alt harmonisk. Selv sørgen blir da harmonisk – forstaar du ikke det? Men er det – det centrale punkt i vort liv mørkt – en lidelse, en 102bitterhed, en løgn! – Om du bagefter aldrig saa meget prøver – om du vil tage den vakreste musik i verden – der blir ikke en ren tone, alt blir bare skurrende, skurrende falsk – saa du kan skrige ved det! (Stanser, gjør en bevægelse, siger behersket.) Saadan var mit liv. –
Du er bitter.
Jeg blir bitter imellem. Der er noget herinde, som vælder op i mig, som –
Mathilde –
Jeg var jo ikke mere end 18 aar, da jeg blev gift, onkel.
Ja, jeg husker det nok. Din far skrev – jeg var jo i udlandet de aarene. Men jeg trodde, det var dit eget valg, din vilje –
Jeg var jo saagodtsom hjemløs i mit eget hjem, da mama var død og papa saa hurtig giftede 103sig igjen. – Aa – jeg synes, det er saa længe siden, at jeg husker det ikke mere! – Saa kom dette med Axel. Jeg havde jo seet ham, fra jeg var barn. Naar han kom med sin deilige violoncel, var det jo altid fest i huset. Vakker var han, livlig og munter. Musiken havde jeg levet med hele mit liv, var opdraget til at betragte den som det ædleste og skjønneste i verden. (Stanser.) Det var naturligt, at jeg trodde, at alt maatte blive godt. Papa vilde ogsaa saa gjerne. Og jeg – jeg var jo uerfaren som et barn! (Stanser. Med udbrud.) Aa – Gud! –
Spar dig selv. Duk dig ikke ned i disse bitre minder.
Udadtil saa alt ganske pent ud i begyndelsen. De første maaneder tilbragte vi jo i Italien. Saa meget skjønt. Og siden – Axel syntes, jeg var vakker. Han bar mig vist paa hænderne, som man kalder det. Men saa kom forhindringer. Sigfrid blev født. Et aar efter Anna. Jeg blev sygelig og daarlig. Huset blev kjedeligt. Axel maatte gaa ud alene. De kom da saadan lidt efter lidt – de gamle vaner – og de gamle venner! De dukkede ligesom frem fra krogene. Jeg husker den første aften, da jeg forstod, at han kom – 104at han kom drukken hjem! Jeg havde ikke skjønt det før – ikke saadan. – Aa, forstaar du, at sligt er en fortvilelse – en nedværdigelse!
Mit stakkels barn – mit stakkels barn!
Saadan gik det nedover. Hvad der før var undtagelse, blev lidt efter lidt regel.
Og din far? Herman?
Hvad vilde du, de skulde gjøre? Axel passede jo saa nogenlunde sine advokatforretninger. – Vi havde et nydeligt hus. Reiste ogsaa meget, som du ved. Penge havde vi jo nok af.
Og da I saa flyttede hid?
Axel var selv glad ved at komme fra byen. Efter sin fars død fik han jo meget at staa i her. Og jeg begyndte at haabe og tro paa bedre tider. Det varede ikke længe. Han begyndte snart at søge omkring efter selskab. Ensomt var her dengang, 105men nogen fandt han da, som vilde more sig. Musiken tjente ligesom til foranledning. Aa (smiler), du skulde hørt de violiner og seet dem, der spillede! – Og jeg maatte jo spille med! – Snart blev det dog Axel for simpelt. Han taalte aldrig det, man kan kalde ukultiveret raahed. – Men mangelen paa fast arbeidstid, ensomheden her øged ligesom hans trang til stimulans. Og saa begyndte han at drikke i smug. Det blev snart mine dages hovedbeskjæftigelse og opgave at finde de flasker, han gjemte, og gjemme dem igjen, saa han ikke kunde finde dem! (Smiler bittert.)
Tal ikke mer om dette, Mathilde.
Al denne løgn, som fulgte med, var næsten værst.
Hvorledes?
Alting skulde jo gjemmes væk. Alle skulde bringes til at tro noget andet end det, som var. Folkene – børnene – børnene mest. Aa, al den løgn og forestillelse, kan den ikke tilslut ødelægge et menneskes sjæl! (Trykker haanden mod hjertet.) Aa – jeg har aldrig talt om dette før! Naa ja – saa gik det nedover og nedover. Du kjender resten. 106Men efter Axels død kom der breve fra Kristiania. Han havde en anden kone der, og et par børn!
Mathilde! (Pause.) Gud har jo hjulpet dig over det. – Og saa havde du dine børn.
Onkel – hvordan kan et menneske leve, hvis han ikke tror, der er noget høit og rent og helligt over denne jord! (Slaar over.) Børnene, ja, mens de var smaa. Men jeg turde jo ikke andet end sende dem væk, gang paa gang. (Stanser; siger med en pludselig fattet beslutning.) Men saa kom det nye ind i mit liv. Og da syntes jeg pludselig, at det var det, som jeg havde gaaet ventet paa alle aarene.
Hvilket nyt? Hvad mener du?
Der kom et godt, fint menneske, onkel, som gav mig de eneste lyse, sorgfrie stunder, som jeg havde havt paa mange aar. Det var ingeniør von Lützow, som du har hørt tale om. Han kom her ofte og spilte med os. De aftener var Axel som forvandlet, og da han reiste – (Stanser.)
Og da han reiste?
Jeg trodde aldrig, det skulde været saa ondt.
Hm – hm. (Staar op og gaar et par slag frem og tilbage paa gulvet, sætter sig.) Og saa, Mathilde?
Han var reist tilbage til sit hjem i Slesvig – (vender sig pludselig mod ham og ser ham ind i øinene) men han kom igjen, igaar.
Ja saa? Ja – ja. Men – hvad mener du, Mathilde?
Han har ikke glemt mig. Han har nu ventet i to aar. Han har holdt af mig hele tiden. Han kommer herop senere – i formiddag – jeg ved ikke, hvad jeg skal svare ham. Alt gaar ligesom rundt for mig. Der hænder saa meget – Anna – Sigfrid – (griber ham i armen). – Aa, onkel, jeg synes mangengang, jeg er saa træt – ligesom hjemløs. Jeg vilde saa gjerne hvile – have et sted for mig selv, hvor jeg kunde hvile! (Brister i graad.)
Ja, vor skjæbne – vort livs skjæbne du – den er som en rindende strøm. Vi sætter vor baad paa den, og tror, vi skal kunne styre selv – ro os i land, naar vi selv vil. Den flyder jo saa sagte og jevnt – i begyndelsen. Men det er, som hver af vore handlinger, hver af vore oplevelser gaar ind i den som skjulte tilløb. Vandet vokser lidt efter lidt. Strømmen blir sterkere og sterkere. Vi behersker ikke længer farten – bæres afsted – altid videre – hurtigere –
Ja – det er det forfærdelige!
Men har vi saa nogen i baaden, som vi engang har paataget os ansvar for – det er dem, vi maa føre sikkert frem – saavidt vi kan raade for det.
Ja – du mener?
Du har dine børn, Mathilde.
Jeg har ligget vaagen inat. Tænkt frem og tilbage. Fra først af viste jeg tanken fra mig, kjæmpede mod den som mod en fristelse. Men – jo mere jeg tænkte – hvorfor skulde jeg da ikke have lov til at gribe lykken, fordi den kom sent? Jeg gjør ikke børnene nogen uret ved det. Anna har jo fæstet sig ved en anden – og Sigfrid kanske netop dette vilde være godt for ham –
Jeg er bange, dine børn vilde begynde med at anse den mand, der træder i deres afdøde fars sted og – paa en vis maade da – tager dig fra dem, som en retmæssig fiende.
Tror – du – det?
Børn kan være noksaa haarde og ubarmhjertige i, hvad der engang staar for dem som ret, ser du. Vi kan ikke dømme dem for det heller. – Livet er jo som en tæt skog du, stamme ved stamme. Man ser ikke længer frem for sig end did, man selv er kommen. Hver ny 110dag blir som et træ, der fældes – og saa vidt skimter man videre. – Derfor er de unges terræn saa snevert, du; de gaar rundt og rundt paa den lille plet af livet, som de kjender selv – forstaar intet udenfor.
Skal vi, som er naaet længer, gaa tilbage til de unge, fordi de forlanger det?
Kanske han ogsaa blir jaloux paa dine børn – vil forlange alt for sig – og da –
Du træffer godt, onkel! (Vender sig pludselig mod ham.) Du forstaar ikke alt, som er spart op i et liv som mit – ubrugt – som børnene ikke engang kan tage imod – ikke behøver! (Stanser.) Hans børn! (Med en overgang.) – Onkel, hvad forlanger du af mig?
Ikke mer end du forlanger af dig selv. Det er jeg vis paa. (Det ringer, man hører larm nedenunder.
Der er Sigfrid! (Gaar.)
Ja stakkar – og endda ved hun ikke alt. Den Sigfrid – skammeligt! Hvordan skal det gaa?
Lad mig nu sige endnu engang rigtig ordentlig goddag til dig, Mutterchen. Du ser rigtig frisk og rask ud. Fin og pen, som du pleier. Ja – her har du mig da endelig – hel og holden!
Ja, det var ikke for tidlig, gutten min –
Goddag, goddag, onkel Fredrik. – Ja – jeg kunde nok kommet et par dage før, mama, men da Halvard Jensen reiste hjem samme dag som jeg – han havde ogsaa eksamensfag igjen – og han inviterede mig, syntes jeg da gjerne, jeg kunde gjøre en liden afstikker til Moss. Jeg traf flere 112kamerater dernede. Hele kvartetten var samlet. Og du kan tro, vi sang. Og saa har han en aldeles storartet seilbaad! Og to meget smukke søstre! I næste uge har vi dem her allesammen til regattaen.
Aa, vi har saamen nok af smukke damer her ved badet, ogsaa – for ikke at tale om min ringe person!
Ja, lad mig se paa dig. Slet ikke saa værst! Du har virkelig kvikket dig betydelig dernede i Schweiz. (Omfavner hende lidt.)
Tusind tak, lille vigtigper!
Mama, jeg har naturligvis mange hilsener fra onkel Herman og tante, de reiser nok tilfjelds i disse dagene, allesammen.
Jasaa – ja – onkel Herman har nok forresten skrevet selv. (Ser paa professoren.)
Ja, han skrev til mig – jeg havde brev fra ham om nogle affærer. – (Drikker sin the.)
Affærer – jasaa – hvilke affærer? Var det mine kanske? Aa, lad mig slippe affærer med det samme jeg er kommen hjem! Ikke sandt, mama? Alvorlige forretninger til imorgen. Var det ikke den store Cæsar, som sagde det, du?
Jo, jeg vilde nok helst slippe, Sigfrid!
Det er rigtig deiligt at være hjemme igjen! Saa pent her er ogsaa!
Ja – se dig om – se dig om, Sigfrid!
Nei – sandt for dyden er det den gamle læsehybelen vor, som er blevet saa fin da! Aa nei, du Anna – her har vi svedet og strævet og jukset og løiet –
Ja – du saa – det er bare saan guttemanér det!
Jasaa, saa det er det. Men du kan nu ikke negte, du var med paa at narre kand. Strømberg. 114Nei – nei, husker du, dengang vi sprettede op stoltrækket og lagde sne indi stolpuden hans, det var vi to om det, bassen min!
Ja, du –
At se hans miner – eftersom han begyndte at skjønne, hvorledes det var fat – det var penge værd!
Fy, for nogle uskikkelige børn!
Det er sandt – paa Moss traf jeg ogsaa en gammel ven af dig, onkel Fredrik, amtmand Balle. Han blev saa blid, da han hørte, jeg var din nevø, saa –
Han gjorde souper for os unge, du – høist aimabel. Champagnen flød. Og kvartetten sang for ham igjen, kan du tro. Han var gammel sanger selv, den amtmanden. De er fanden til gemytlige fyrer, de gamle sangerne! Var ikke du sanger i din tid, du ogsaa, onkel?
Aa nei – nei – ikke saadan.
Og med de sidste eksamensfag gik det altsaa godt, Sigfrid?
Jo, Gudskelov! Men, det kneb med filosofien. Huf, for noget satans vrøvl den ogsaa er, den filosofien, onkel Fredrik! Men jeg fik da en pen femmer. Halvard Jensen fik seks for anden gang, han!
Ja, I er nogle haabefulde spirer, I derinde.
Det er ikke i den ager, jeg skal gro og bære megen frugt – hundrede fold – hvor staar det? Aa, om forladelse, det er sandt, ikke vær saa trybel for det da, kjære mama! Nu skal jeg begynde paa jussen med godt mod og et godt udvalg af byens allerflinkeste manuduktører – det skal nok gaa.
Aa, om du kunde blive lidt mere fornuftig! (Ser alvorlig paa ham. Han vender sig forlegen bort.)
Ja – nu faar jeg nok se at komme ned til mine badepligter, jeg.
Halsetørklædet dit onkel, – du gjør mig saa mange bekymringer, saan som du ser ud – og den lille pigen, du ved –
Er det ikke dig, som kommer og gjør os bekymringer – hvad hører jeg om dig! Kunde du nu ikke slaaet dig til ro hos din mor en stund og ikke saadan –
Nei, jeg kunde ikke det, onkel Fredrik. Vær nu hyggelig mod mig. (De omfavner hinanden.)
Hvad er det med Anna? Gjør Anna dig sorger, da skal hun faa med mig at bestille.
Hvis du ikke gjør mig flere sorger end Anna, vil det berolige mig meget. (Sigfrid vender sig forlegen om.) Ja, saa farvel, allesammen!
Jeg følger dig ned. (Til Sigfrid, idet hun atter stryger ham over hovedet.) Vi faar nok faa os en ordentlig passiar siden, vi to, Sigfrid. (De gaar.)
Naa – her er ugler i mosen. Er det saan en skal tages imod, naar man kommer hjem og ikke har været hjemme paa et halvt aar! – Hvad er der paafærde, du?
Spørg ikke mig. Men jeg kan jo gjætte mig til det.
Naa – syng ud!
Mama er bekymret for dig, fordi du morer dig saa meget og – bruger saa mange penge og – Du skulde ikke det, Sigfrid! Du skulde gjøre alt for at glæde mama, som ikke har andre end os – og du skulde jo ligesom være familiens hoved du! – Ja, det er et deiligt hoved!
Ja – er det ikke det, kanske? Se selv, om det ikke er!
Engang graat mama ogsaa, da hun snakkede om dig –
Gjorde hun det? Graat mama? Ja, hvad er det nu for greier? Onkel Herman har vel sladret af skole. Kjære – har du hørt noget om det, at det er ondt for penge her – det er ikke nogen saanne ubehageligheder, vel? – Jeg trodde nok, at vi var meget vel funderede, naar jeg skal sige min mening.
Ja – jeg har ikke merket noget til, at mama har nogen saanne vanskeligheder – men en ung gut, som du –
Ung gut – aa nei, pas dig selv du!
Jeg bruger sandelig ingen penge!
Nei, det er saamen heller ikke noget at takke dig for! – Derinde i Kristiania, ser du, der gaar pengene af sig selv. (Slaar om.) Du kan tro, vi havde en fælt morsomt studenterkomedie oppe i samfundet i vinter. Jeg var primadonna – lyserød silkekjole – udringet og bararmet og friseret med top, akkurat saan som du nu. – Alle syntes, jeg var saa søt – byens fifdamer og hele societeten var der. Nu skal du høre en vise, jeg sang! (Springer til pianoet og synger et vers af en revuvise.)
Det er nok ikke alle studenter, som lever som du. Du skulde gjøre som Erik Rein. Han bare læste han, saa han kunde blive fort færdig.
Hver sin smag, sagde Kristen Vintapper! – Naa, du har det godt, du. Gaar i mamas skjørter og lader dig dægge for. – Men nu vil jeg, død og pine, ogsaa glemme mine sorger og bedrøvelser og fraadse af Ægyptens kjødgryder! – Nei, det er sandt, hvorledes lever Melpomene – hende faar jeg saagu’ holde mig gode venner med. (Gaar hen og ringer.)
Du kunde jo umage dig ned og sige goddag til hende, jo!
Nei, om jeg gjør! Hun umager sig nok herop, naar det er mig, det gjælder.
Ja, du har nok altid passet paa at være kjælebarnet, du! (En pige kommer.)
Aa, bed jomfruen være saa snil at komme op lidt da! (Pigen gaar. Sigfrid strækker sig paa en chaiselongue.) Nu skal du se, vi har hende straks.
Se, der har vi jo Melpomene i egen høie person! – Goddag, jomfru! Aassen har De det – stræver og kaver og maser og har alskens mørke bekymringer?
Aa jo, – og De da? – Jeg faar da ønske studenten velkommen hjem til Fyrisheim igjen! Men jeg har liden tid, for jeg staar midt oppe i en stor syltegryde –
O, Melpomene, fagre muse – hvorledes er det, du behandler vort dyrebare modersmaal?
Aa, jeg er rigtig saa kjed af den tituleringen Deres, saa! Men kjæk og flink ser studenten ud. (Ser beundrende paa ham.) Og lige munter bestandig. De blir vel hjemme hos vors en stund naa? – Stakkars mamaen Deres har rigtig længtet saa – og da De nu ikke kom hjem til pintsen –
Nei, vil De nu tie stille med det! – Vær nu hyggelig, jomfru, hører De!
Ja, nu skal jeg være hyggelig og gaa ned til syltegryden min, ellers sætter det sig fast i bunden for mig.
Naa, naa, min kjære jomfru, – læg merke til, at jeg ikke siger min kjære Melpomene – lad mig saa til belønning faa høre, hvad De trakterer til middag med idag?
Suppe med Schylien.
Sherry – bon!
Flyndre. Kalvesteg med salat –
Agtværdigt, men kjedeligt. – Maa fugtes vel.
Og saa caramelpudding, for det ved jeg, studenten er glad i! Men – slip mig naa, Sigfrid, er De snil! (Gaar.)
Unge dr. Rein er nede og spørger efter frøkenen.
Siggen min, jeg skal betro dig en stor hemmelighed. – Jeg er – (De gaar snakkende ud af døren.)
Jeg er ikke hjemme for nogen i formiddag uden for ingeniør von Lützow. De kan vise ham herop, naar han kommer. (Tjeneren gaar. Fru Mathilde gaar til vinduet og staar og ser ud. Hun er saa optaget, at hun ikke lægger merke til, at der bankes to gange paa døren. Først da Lützow er kommen ind i værelset og staar lige bag hende, vender hun sig om. Hun har vanskeligt for at beherske sin store bevægelse.)
Jeg skræmte Dem vist. Jeg bankede to gange paa. De var saa optaget.
Jeg trodde, De kom op alléen. Jeg stod og ventede paa Dem.
Jeg har været henne paa et besøg paa gamle tomter ved gruberne.
Traf De gamle bekjendte? Vil De ikke sidde ned? (De sætter sig.)
Forvalter Stensrud var der fremdeles, og et par nye ingeniører. Driften udvides der som overalt. Ellers var alt uforandret. Det var underligt at komme ind i mit gamle logis. Mine – det vil sige, vertindens møbler stod der endnu paa den vante plads. (Nærmere.) Alting fra før, fra vort samvær her, kom igjen saa levende for mig – fru Mathilde!
Fire-fem aar er et langt stykke af et menneskeliv. (Tvinger sig til at smile.) Man kan næsten blive gammel paa en saadan tid.
Har De nogen følelse af det? Da tror jeg ikke, De er oprigtig mod Dem selv. De ser yngre ud nu end for fire aar siden.
Aa nei, nei! – Jeg har faaet mange graa haar.
Jeg kan ikke se dem. (Bøier sig hen mod hende.) Men De behøver ikke briller for at opdage mine. (Viser ved tindingen, hvor hans haar er meget graat.) Saa det er nok mig, som er blevet gammel, kan De se.
Ja, De er virkelig blevet lidt graa.
Hvorfor har De taarer i øinene? (Griber hendes haand.) Synes De lidt synd i mig, fordi jeg er blevet gammel og graa? Jeg bryr mig ikke om det. (Spøgende.) Jeg tror nok, De faar bære ansvaret for nogle af de graa haarene ialfald!
Jeg vilde nok heller kunne gjort Dem lidt godt!
Saa kunde De bedt mig komme før.
Jeg? – Det kunde jeg da ikke.
Dersom De vidste, hvordan jeg gik og ventede dette sidste aaret, ventede et bud – paa et ord fra 125Dem! – Jeg synes, en saadan længsel som min maatte finde frem over hav og strand og naa helt ind til Deres hjerte!
Da tror jeg vist, den mødte min paa veien.
Mathilde – hvorfor lod De mig gaa saalænge dernede med ensomheden og savnet?
Tror De ikke, jeg ved, hvad ensomhed vil sige?
Lad os ikke snakke om det, som var. Tænk ikke paa det mere. Hvorfor har vi lidt saa meget – begge to? Men nu er jeg kommen, og De faar mig ikke bort mere, Mathilde!
Lützow – De maa ikke tale saa. De faar mig til at sige, hvad jeg ikke vil – ikke maa sige. Aa, det er meget lykkeligere for Dem at reise – at komme ud af den – den illusion, at De – at jeg –
De mener ikke, hvad De siger. Hvorfor jager De mig bort? Og De siger, at De har længtes efter mig. Jeg forstaar Dem ikke!
De maa jo huske paa – jeg sagde Dem det jo igaar – at jeg skylder børnene at leve for dem. Jeg maa ikke tænke paa mig selv. (Overvældet.) Aa – dersom De bare vidste!
Dersom De bare vidste! De vilde ikke sidde saadan og vække angsten op i mig. Jeg vil ikke miste Dem mere. De har ikke lov til at vise mig bort. Har ikke jeg tjent for min Rakel, jeg ogsaa? Hør paa mig – send mig ikke bort igjen! (Bøier sig paa knæ foran hende.)
Lützow – Fritz – jeg kan ikke sende dig bort!
Sig det engang til – Mathilde!
Du maa ikke reise fra mig, Fritz – for da tror jeg, at jeg maa dø!
Nei – jeg vil nok ikke mere reise fra dig. – Jeg elsker dig.
Og jeg elsker dig.
Ser du, hvor naturligt og simpelt det er, at du kan lægge dit trætte, lille hoved ind til mig – og jeg kan stryge min haand over det – og det er, som alting pludselig var kommet til ro, og livet var kommet ind i den rette gjænge –
Ja – jeg synes, alting er blevet saa stille. Som jeg er løftet op i en verden, hvor der ingen ønsker og ingen længsler er mere. For alt er saa opfyldt. Jeg maa lukke mine øine. Væk mig ikke. Hold armene omkring mig, saa jeg ved, du er her.
Mathilde – er ikke livet værd et øieblik som dette – vi to!
Fritz – jeg siger Fritz – det er saa let. Jeg har saa mange gange sagt det for mig selv. Deilige Fritz!
Aa, de vidunderlige, straalende øinene, du har! Lad mig faa lov at kysse dem. – Fortjener jeg kanske ikke det? Husk, – fire samfulde aar, – fire lange vintre og fire lange somre! – Jeg vil se paa dig nu. Jeg vil hvile mig ved at se paa dig. – Som vingeskudt har jeg været i hele mit følelsesliv dernede. Passede mit arbeide. Var sammen med mennesker. Men alt blev mig ligesom saa uvedkommende. – Der er da ikke noget i verden, som naar op mod det at savne et menneske, som lever! Forstaar du ikke det? Netop fordi en ved, at det menneske lever og aander og er et sted langt borte, hvor en ikke kan komme – er sammen med mennesker, som en ikke kjender, som en ikke taaler at tænke paa skal se hende – se hendes skjønhed og ynde, og kanske –
Aa, Fritz! – Skjønhed og ynde – nei, du ved da godt –
Vil du ikke overlade mig at bedømme den ting?
Men, du maa ikke indbilde dig andet, end at jeg er gammel! – Jeg er –
Ti stille, hører du!
Snart 39 aar!
Forfærdeligt! Men jeg – jeg er saadan en ung, flot, bedaarende kavaler jeg, naturligvis!
Ja, det synes jeg, du er. Jeg synes, du er ung og vakker. Du har de vakreste, blaa øine, Fritz – der er saadant mandigt udtryk i dem paa samme tid – og din pande – (Kysser ham paa panden.)
Giv mig dine hænder. Saa. Nu har jeg dem for hele livet og slipper dem ikke mere. Og dine læber.
Jeg forstaar det ikke. Det er, som jeg er forvandlet – overflyttet. Jeg stod altid udenfor. Der var mørkt og koldt. Jeg stod foran porten til riget. Derinde var lys og varme og glæde. Jeg saa det gjennem sprækken, naar døren blev aabnet – for de andre. Der kom en glans ud derfra. 130Jeg synes, den maatte blænde deres øine. – Og nu er du kommen, saa langt bortefra, da jeg trodde, du var reist for bestandig. – Og du lukker op døren – og jeg staar inde hos dig.
Mathilde – min hustru!
Din hustru. Hvor det klinger underligt i mine øren. Som en velsignelse.
Min deilige, fine hustru!
Fritz – det er, som jeg maa folde mine hænder over det dyrebare ord som over noget helligt.
Elskede!
Altid sammen. Aldrig skilles. (Pludselig angst.) Fritz – du maa ikke angre paa det!
Men barn – ven – se ikke saa paa mig!
Du maa ikke gjøre dette for at være barmhjertig mod mig – fordi du ved, at jeg har havt det saa ondt –
Men – kjære –
Jeg er saa bange, du vil blive skuffet, at du vil angre bagefter –
Mathilde – tal ikke saa!
Nei, lad mig sige det ud! Er du vis paa, at der ikke er blevet noget afstumpet hos mig – noget brutalt – paa bunden? Du kjender jo mit liv. Aa, det var saa mange aar! Du ved, hvor meget forfærdeligt jeg har været oppe i – hvor meget stygt og ondt jeg har seet. Og hvordan jeg har maattet kjæmpe og være haard og lyve og skuffe og forstille mig. Sligt kan hænge ved – det maa trække ned i længden, uden at en er sig det selv bevidst! – Aa, jeg har ofte været saa ræd for mig selv, at jeg aldrig mere i verden kunde blive ren! – Ser du, jeg elsker dig saa høit. Jeg 132synes, du er det herligste, som findes. Jeg vilde, den kvinde, der skulde være din, hun skulde være det fineste og reneste og skjæreste i verden – og jeg! – (Brister i graad.)
Mathilde –hør mig – du skal tro mig. For mig er du idealet af den kvinde, jeg har drømt om. Og tror du, noget menneske, som ser dig, kan faa en tanke paa noget, der ikke er fint og nobelt og kvindelig rent? Jeg tager dig helt ind til mig – med alt dit!
Tak, du elskede! (Med en overgang). Ja, jeg kommer nok til at bringe dig op i mange vanskeligheder, stakkels Fritz! Du ved – børnene – Sigfrid – jeg maa jo ikke – (Stanser.)
Tror du, jeg vil tage dig bort fra dine børn? Er det noget nyt for mig, at Sigfrid og Anna eksisterer? Hvad mener du?
Nei – nei – det er jeg saa vis paa, men –
Og jo lykkeligere vi selv er, jo varmere og lysere vil hjemmet blive for dem ogsaa – ikke sandt?
Fritz – jeg tror ikke, du rigtig forstaar. For de er jo ikke længer hjemme paa den maade, som da du var her sidst, de er jo ikke børn længere.
Ikke det – nei, Sigfrid er vel inde i byen – han skal vel blive student med tiden?
Sigfrid er student. I sommer har han faaet andeneksamen.
Sigfrid – student! og andeneksamen. Det kan jeg ikke sætte mig ind i – jasaa – ja, fire aar – han er nu?
Han er 19 aar. Han kom hjem nu idag. Han skal studere jus. Og siden –
Er han allerede 19 aar! En voksen ung mand. Nei, hvor tiden gaar!
Ja, naar man ser paa børnene, ser man først, hvor tiden gaar. Anna er 18 – og er blevet forlovet.
Anna forlovet! – Naar – med hvem?
Med Erik Rein – du husker ham nok. Det kom over mig igaar, efterat du havde været her.
Nei, hvilke forandringer paa disse fire aar! Anna var jo i kort kjole, med lang flette ned ad ryggen, og Sigfrid i slyngelalderen. – Du har havt meget at staa i, Mathilde! Jeg kan ikke tænke mig dig med disse voksne børn – du, som selv er saa ung! (Nærmere.) Men nu maa vi tænke mest paa os selv – ikke sandt? Nu er det først og fremst vi to, som skal leve og være lykkelige.
Ja. – Men ikke bare først og fremst – vel?
Jo – jo idag. Vor lykkes festdag, den hører da os to til, den har vi da lov til at eie for os selv alene!
Vor lykkes festdag. Lykke! – Fritz, faar jeg lov at sige det?
Sig det.
Gud velsigne dig, Fritz!
Mathilde! – Hvad er det?
Det er bare – jeg ser, klokken er saa mange. Hys – der er de allerede i haven –
Ja – hvad saa?
Saa maa du gaa. (Tager sig sammen.) Nei, hvorfor skulde du det. Kan du ikke bli til middag? – Men det er sandt, Sigfrid er jo netop kommen – saa det vilde ikke bli hyggeligt – jeg – (Stanser forpint.)
Ja, ja, det er bedst jeg gaar.
Saa kommer du straks igjen – iaften – ikke sandt?
Tror du ikke det blir det fornuftigste, at jeg venter til – til f. eks. imorgen? Nu er her jo saa fuldt i huset, som du siger. Da vil jeg heller være alene dernede i hotellet med min lykke, for – (stanser) – du vil vel ikke – foreløbig synes du vel ikke, at vi –
Nei, nei – nei, ikke endnu. Det er umuligt. Du forstaar –
Men min er du – min egen skal du blive! (Løfter hende i veiret.) Jeg bærer dig bort! Jeg deler dig ikke med nogen – ikke med nogen anden i hele verden! – Hører du? (Roligere.) Saa vær ikke vond. Se ikke saa forskrækket ud. Jeg skal nok være snil og fornuftig. Nu gaar jeg – farvel, Mathilde!
Jeg forskrækket – nu – hvor kan du tænke saadant? Aa Fritz! (Holder ham fast i frakkeknappen.) Gaa ikke rigtig endnu! Faar jeg lov at se lidt paa 137dig først. For naar du er gaaet, er jeg saa bange, det skal blive borte fra mig igjen. (Angst.) Jeg tør ikke slippe dig!
Du skjælver jo ganske – du kan jo være saa tryg. Se – jeg kysser dine øine, jeg kysser dine læber. Jeg bøier mig ned og kysser dine fine, smaa hænder. Synes du ikke nu, at jeg har slaaet tryllekredsen om dig som den, der hører mig til – som elsker mig – og som jeg elsker, du ved ikke hvor høit. Farvel! (Lützow gaar. Fru Mathilde staar ved vinduet og ser efter ham.)
(Teppet falder.)
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Skuespillet Korsvei kom ut i 1901. Som i mange andre av Helene Dickmars verker er temaet knyttet til kvinnens rolle i ekteskapet, som mor og i samfunnet.
Etter mange krevende år med en alkoholisert ektemann kan endelig Mathilde Krabbe få oppleve frihet og lykke. Men da sønnen kommer hjem fra studiene stilles hun overfor et vanskelig valg.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1901 (nb.no).
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.