I.

Jeg var syg.

I det lille aflange soveværelse med sine mørke møbler, vægger og gardiner hersked et døsigt, skumrende halvlys. Henne i sengen, halvt overende, støttet op med puder, laa jeg og læste Turgénjew ved lyset fra læselampen ved sengens hovedgjærde.

Det banked.

Jeg løfted øjnene paa døren, mens bogen sank ned paa det røde uldtæppe, og ind trén en kadet, en høi, lys fyr, med soldaterkappen kastet løst om skuldrene. Han tog huen af og viste et lidet, stateligt Augustushode med rødblondt haar, krøllet ned over panden, og fine blege træk.

– Nej goddag, er det dig! sa jeg overrasket. – Det var min gamle ven Jarmann, som jeg ikke havde talt med paa nu snart et aar.

– Ja, det er mig. – Og han slængte kappen og huen af og stilled sig op midt paa gulvet med begge hænder i lommen og blev staaende og se helt rørt ned paa mig, smilende venskabelig med de kridhvide tænder i den friske røde mund.

– Stakkars dig! sa han tilslut; hvordan har du det saa?

– Aa tak, jeg er bedre nu. Og Turgénjew er morsom; og jeg har fuldt op af besøg om dagen.

– Besøg? – det glimted i de smaa lyse øjne – har du havt damebesøg? veninder?

– Nej; jeg holder ikke den slags mere, det var i gamle dage det. Nu synes jeg s’gu, de er for kjedelige de jenterne, man finder paa gaden; jeg faar nok af dem, naar jeg har tat dem med hjem én gang.

– Aja, du har igrunden ret, sa han, og de friske røde læber fortrak sig til et træt smil i det blege ansigt: – de er ikke videre morsomme. Men herregud! …

– Nej, sa jeg; skal jeg herefter kunne stifte den slags bekjendtskaber paa længere tid, saa maa det s’gu være med dannede kvindemennesker, ikke med disse kjedelige jenterne.

Jarmann saa et øjeblik paa mig med et polisk smil, lænet sig saa dovent op mod kanten af dagligstuedøren, som stod aaben ind til mig, sat benene sprikende ud fra hverandre og blev staaende og gynge sig langsomt frem og tilbage paa den svajende dør, mens han stirred eftertænksomt ned i gulvet. Men løfted saa pludselig øjnene paa mig igjen med et diskret blik og sa – :

– Du! jeg har kysset frøken Petersen.

Frøken Petersen var en ung pige, der bodde hos den samme værtinde, som mine to brødre, Hjalmar og Henrik, hvem Jarmann omgikkes daglig.

– Nej jasaa, saa du har kysset hende – hvordan gik det for sig?

– Jo ser du – og han blev ved at gynge sig langsomt frem og tilbage paa den svajende dør, mens han fortalte – : her sidst søndag var jeg deroppe, og vi sad rundt lampen ved en liden toddy, fruen, frøken Petersen, frøken Johannessen, Hjalmar og Henrik, og jeg. Fruen og frøken Johannesen havde lavet sig et glas sammen, noget tyndt skvip, men frøken Petersen havde sit eget glas, og det var almindelig stærk toddy. Som vi sidder der og passiarer – vi havde kanske nippet en gang eller to til glasset saa siger pludselig frøken Petersen: «Nej, nu vil jeg drikke!» Og dermed skyller hun hele toddyen ned i et drag. Lidt efter virked det, hun blev sprud rød i ansigtet, og da hun mærked det, reiste hun sig og sat sig hen til pianofortet og gav sig til at hamre løs paa tangenterne – ganske vildt; for hun kan ikke spille. Saa gik jeg hen bag hende og tog – med én arm over hver af skuldrene hendes – noterne fra pianofortet og holdt dem op for ansigtet hendes og sa leende – : «Kan De ikke spille efter disse her da frøken?» mens jeg samtidig la kindet mit kjælent op imod hendes. – Det gav et sæt i hende, da hun følte mit varme kind mod sit, men hun reiste sig ikke og trak ikke kindet tilbage. – Kan De ikke spille efter disse her? lo jeg igjen og trykked kindet fastere op imod hendes. Saa vendte hun hodet og saa forbauset op paa mig. Men jeg lod mig ikke forbløffe: ikke før havde hun vendt ansigtet til, før jeg uden videre kyssed hende lige paa munden. Ganske lydløst forresten, for fruen og frøken Johannesen sad jo der, med ryggen til pianofortet gudbevars, men bare to skridt borte. Hjalmar og Henrik saa det hele og sad som paa sit bare liv for at fruen skulde vende sig.

– Naa, men fruen mærked altsaa ingenting?

– Nei, men frøken Petersen fór op og løb ind i værelset ved siden af, og jeg blev staaende alene igjen. – Du Henrik! sa jeg: jeg gaar ind til dig og stopper en pibe. Nej værsgod, sa værtinden, der staar tobak derinde – og hun pegte ind der, hvor frøken Petersen var. Det var det jeg vilde, og jeg gik derind. I gyngestolen midt i det mørke værelse sad hun; lampelyset derindefra, hvor de andre sad, faldt gjennem døraabningen ind over gulvet og opover benene og kjolen hendes; men overkroppen, som hun læned tilbage, laa i mørke. Jeg gik hen bag hende og gav mig til at gynge hende langsomt frem og tilbage, og for hver gang hodet hendes kom bagover, kyssed jeg hende paa munden, paa panden, paa øjnene, paa kindet – hvor det kunde træffe sig. Og hun lod det ganske rolig ske, bare laa der lænet tilbage og tog imod kysserne med armene bagover op om hodet – saan! (han illustrerte stillingen ved en gestus).

– Ikke om dit hode altsaa?

– Nej desværre.

– Naa, det kan vel komme – ja for du agter vel at gaa videre, hvad?

– Naturligvis! naar der bare kommer en anledning saa … Jeg har alt forklaret hende det altsammen.

– Jasaa, naar gjorde du det? spurgte jeg med et smil over dette «altsammen».

– Jo, her forleden spaserte vi sammen udover Drammensvejen hun og jeg – Hjalmar gik et stykke bag med frøken Johannessen. Vi havde talt en hel del frem og tilbage, og jeg havde forklaret hende alt det der, om at det kommer ikke an paa, hvad man gjør, men om man gjør det, man gjør, af fri vilje eller ikke. Og saa skulde jeg illustrere det ved et exempel – : om nu f. ex. De og jeg laa sammen, begyndte jeg. Men saa stopped hun s’gu op og sa – : nej, nu gaar jeg ikke længer. – Jamen kjære Dem frøken sa jeg; forstaar De ikke, hvorfor jeg har gaaet her og talt slig med Dem? Nej! – og hun saa mig lige ind i ansigtet rent forbauset over min frækhed; trodde vist jeg vilde sige, det var for at faa lov til at ligge med hende. – Jo, forstaar De ikke det, sa jeg – : som De vel kan vide, saa har jeg ligget med en hel del fruentimmer i min tid og generer mig ikke for at sige det til hvemsomhelst. Og nu vilde jeg ha, De skulde gjøre det samme; jeg vilde, De skulde ligge med de herrer af Deres bekjendtskab, som De synes om, og ikke genere Dem for at sige det til hvemsomhelst.

Jarmann fortalte dette som den naturligste ting af verden, mens han stod der lænet op mod kanten af døren og gynged sig frem og tilbage paa den. Jeg kunde ikke la være at smile af hans maade at opfatte den frie kjærlighed paa, men jeg sa ingenting. Han trodde jeg smilte af repliken og fortsat sin fortælling.

– Nej, nu gaar jeg ikke et skridt videre, sa hun og standsed igjen. – Nejnej, nu har jeg sagt det, jeg vilde sige, saa nu kan De gjerne la være at gaa videre, svarte jeg. – Saa gik hun videre alligevel. – Og De maa da indrømme det, begyndte jeg igjen. Men hun afbrød mig strax: – Nej begynder De nu igjen?! og standsed for tredje gang. – Nej, sa jeg: jeg vilde bare sige, at ogsaa fra skjønhedens standpunkt vilde et sligt forhold ikke være forkasteligt. Slig som det nu er, er det rigtignok noget uskjønt ved den slags forhold, fordi vi herrer maa ta vor tilflugt til simple, udannede piger, som vi ikke samtidig kan staa i et aandeligt forhold til; men ikke sandt: forholdet vilde bli langt skjønnere og langt ædlere, naar det blev stiftet mellem en dannet mand og en dannet kvinde. – Mere fik jeg ikke sagt, Hjalmar og frøken Johannesen havde tat os igjen, og vi vendte og gik alle fire sammen indover igjen.

Jarmann endte sin fortælling og blev staaende der lænet op mod kanten af døren og se paa mig.

– Var dette før eller efter, at du havde kysset hende? spurgte jeg.

– Det var før.

– Naa, da er du s’gu kommen et godt stykke paa vej.

– Ja som sagt; det er bare en anledning, det gjælder.

Der blev en pause.

– Nej men kjære, sa jeg saa, jeg har jo rent glemt at by dig en cigar – skal du ikke røge?

– Nej tak, jeg maa gaa strax. – Gaar den klokken din rigtig?

– Ja, den gaar rigtig. – Men den er jo over otte!

– Aja, det gjør ikke noget, sa han slapt.

– Men kommer ikke visiten klokken otte?

– Den kan komme, men det er ikke sagt, den kommer; forresten er det vel bedst, jeg gaar – og han hængte kappen om skuldrene og tog huen paa.

Jeg saa paa ham imens. Lampelyset faldt nedenfra op i ansigtet paa ham, saa huebræmmen ikke kasted nogen skygge over panden og øjnene – :

– Hvor du ser slap ud, sa jeg.

– Jasaa, gjør jeg det? sa han – det lød ængstelig interesseret.

– Ja, især nu, du har huen paa; naar den er af, virker pandehaaret som skygge.

Han tog huen af igjen og saa spørgende paa mig.

– Anej forresten, du ser fælt slap ud nu ogsaa.

– Ja jeg er slap ogsaa, sa han træt.

– Hvad er det, som fejler dig da? Er du forkjølet? Du er lidt hæs, hører jeg.

– Nej, det er ikke det – han blev staaende og se paa mig.

– Bruger du kanske formeget fruentimmer? spurgte jeg saa.

– Aja kanske, men det er ikke det heller.

– Men hvad er det da?

Han svarte ikke strax, saa først en stund mørkt ned i gulvet, men løfted saa øjnene paa mig og sa sørgmodig, næsten grædende – : Jeg er ikke længer den samme frejdige herre, som jeg var før; det er forbi med mig.

Jeg saa en stund paa ham.

– Aah! sa han saa og tog sig med begge hænder til baghovedet, saa huen, han havde sat paa igjen, nær var faldt af – : aah! dette at vide, at jeg aldrig vil komme til at arbeide, aldrig komme til at gjøre noget, aldrig bli noget!

Øjnene var vaade, og læberne bevæged sig krampagtig.

Jeg smilte: «Gjengangere» havde saa nylig gaat over scenen, og han havde dog hverken syfilis eller paralysis.

Han stod og saa ned i gulvet, men havde det paa følelsen, at jeg smilte.

– Ja, du ved ikke, hvordan det er du, sa han. Men jeg … jeg har aldrig kunnet arbeide, og vil aldrig komme til at gjøre det heller….

– Det kan du s’gu ikke vide. Kunde du ikke probere at bruge lidt mindre fruentimmer og se, om det ikke skulde være muligt at gi den kraft, du da sparte op, et andet udløb? – Nu gaar jo det hele bare til fruentimmer.

– Anej det gaar ikke, sa han slapt og hylled soldaterkappen om sig, som om han frøs; jeg har jo forsøgt det saa mange gange.

– Jo pyt! du har forsøgt det en eneste gang har du – : dengang du vilde gi dig til at studere jus.

– Jaja, men da proberte jeg mange gange paa at komme til at læse.

Jeg lo – : ja men herregud; naar man har et saant minimum af energi som du, saa gaar det da heller ikke an at forsøge sig paa det allerkjedsommeligste i verden. – Det var jo det dummeste, du kunde gjøre.

– Jamen sig mig noget, det kan nytte mig at forsøge paa da?

– Ja, det er s’gu ikke saa godt at si. Men for det første faar du som sagt begynde at bruge lidt mindre fruentimmer, og naar du saa har spart op lidt kraft, saa faar du se da, skjønner du, om du ikke kan finde paa noget, som er moro.

Han lo som af noget besynderligt – : noget som er moro?! gjentog han.

– Ja, noget, som er moro ja! – det nytter ikke noget med det, som er kjedeligt.

– Jamen jeg kan ikke finde paa noget, som er moro! – han gik slapt hen til døren og la haanden paa klinken.

– Det kan du s’gu ikke vide far! – se nu f. ex. jeg; nu har jeg i de sidste fem sex maaneder ikke bestilt det guds skabte gran – andet end det, jeg er nødt til at bestille da; men det behøves der jo ingen energi til. Jeg har simpelthen ikke kunnet finde paa noget, jeg syntes, det kunde være moro at gi mig til at arbeide paa. Jeg har været aandelig død i al den tid. Men, jeg har det paa følelsen, at jeg vil komme til at leve opigjen endnu engang – : jeg kommer til at finde paa noget.

Han var kommen tilbage fra døren, og stod igjen midt paa gulvet og saa paa mig – : Ja dere andre har bedre evner end jeg, sa han sørgmodig.

– Aa tøv, det ved hverken du eller jeg. Du har jo aldrig probert evnerne dine! al din energi er jo gaat bare til fruentimmer. Som sagt: prøv om du skulde kunne gi den smule energi, du har, et andet udløb.

– Nei, jeg vil ikke kunne finde paa noget alligevel, sa han mat og gik igjen bort til døren…. Aa! dette at vide, at man aldrig vil kunne komme til at arbejde; –

Øjnene blev store og blanke, han fik igjen det krampagtige drag om munden, men tvang det tilbage og fortsatte rolig – :

Og naar jeg nu om et halvt aar til er færdig med krigsskolen og er blet reserveløjtnant – hvad i al verden skal jeg saa gjøre?

– Spare lidt kraft og finde paa noget!

Han rysted paa hodet – : jeg kan ikke, det er mig umuligt.

– Men prøv da ialfald, for en fan’en!

– Nytter ikke, sa han mat.

– Ja, saa er det Bjørvika da! som Irgens Hansen siger.

Han saa paa mig. – Du! sa han ganske alvorlig: jeg har tænkt paa, om det ikke skulde gaa an at dræbe sig med fruentimmer?

Jeg kunde ikke la være at le. – Nej den gaar s’gu ikke, sa jeg. Der skulde meget til det. Og det siger stop af sig selv, før det blir nok. – Nej, man kan altid faa ødelagt sin helbred ved det, naar man er rigtig ihærdig, kan kanske bli idiot af det; men dø af det – nej ikke i din alder ialfald.

Han rysted mat paa hodet – : ja, gud ved, hvordan det skal gaa. –

En stund blev han staaende derhenne ved døren og se ned for sig. – Saa kasted han et blik op paa klokken og sa slapt – :

– Nej, jeg faar nok gaa hjem jeg adiø!

– Find paa noget som er moro da gut! ropte jeg efter ham, idet han gik. Han lo modløst, lukked døren efter sig og forsvandt. –

Jeg laa alene igjen i det døsigt oplyste værelse, ubehagelig tilmode. Jeg forsøgte at læse videre i Turgénjew, men det gik ikke, det var mig ikke muligt at faa Jarmann ud af tankerne igjen. Jeg saa ham endnu staa der foran mig, høj og slank, hyllet nervøst ind i kappen, som om han frøs, stirrende ned for sig med bøjet hode. Hvor det saa haab– løst ud det blege sørgmodige ansigt med det slappe opgitte drag om den unge røde mund – haabløst til døden.

Saa ung og allerede færdig! – hvordan var det gaat for sig?

Hvordan? …

Det blev jeg liggende og tænke paa den hele lange nat, lige til det blege lys af den gryende dag begyndte at blande sig med lampens gule til en graagulkold taage.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.