Fra Kristiania-bohêmen

av Hans Jæger

II.

Det var en eftermiddag i marts, vaaren efter at Jarmann om høsten var kommen ind til Kristiania som en flittig, flink og kristeligsindet femtenaars gut for herinde at gaa paa latinskole og i sin tid bli præst.

Han havde netop spist middag og drukket kaffe og sad nu inde paa sin lille førsteétages hybel ud til gaarden ved bordet foran vinduet og læste ivrig Holger Drachmanns «Østenfor sol og vestenfor maane». Pludselig standsed han og læste om igjen det sidste vers –:

«Intet er liv, hvad i liv ikke fejled: skjøgen har sit solskin, men du kun et slot».

– Det var vakkert sagt! – han læned sig tilbage mod stoleryggen, stak begge hænder i buxelommerne, strak benene sprikende ud fra sig ind under bordet og stirred med sammenknebne øjne gjennem vinduet ud paa den knudrede, gammeldags brolagte gaardsplads og den fæle baggaard ret over med sit bryggerhus i nederste og de skiddent udseende beboelseslejligheder i de øvre étager.

– Du kun et slot!? …

Han rysted paa hodet – : nej, dette var ikke noget slot! …

Saa rejste han sig og gik nogen gange med bøjet hode op og ned paa gulvet, stirrende ned for sig.

… Nej, han havde hverken slot! eller fejlet! eller solskin! eller nogen, nogen verdens ting …

En stund blev han gaaende der frem og tilbage i det trange rum, men standsed saa pludselig midt i værelset og saa sig om. Han maalte med øjnene afstanden mellem sengen der paa den højre væg og sofaen paa den venstre – :

– Et slot?! – he! – Og han lod sig falde ned paa det ene knæ og vilde favne tværsover værelset, fra sofaen til sengen. Det var ikke stort, som mangled paa, at han kunde det.

Han rejste sig op igjen og blev staaende et øjeblik med armene ud fra sig i den favnende stilling – :

– Et slot! – han lo bittert og hænderne faldt slapt ned til siden. – Den, der endda havde et slot! … og kunde i høj fornemhed undvære alle livets glæder! …

… Endskjønt, nej, det blev bare «du kun et slot» alligevel. – Og han tog sig med den høire haand om nakken ligesom overgit – : Nej, det var det at fejle, som skulde til! …

– Men det havde han ikke lov til … og han vilde ikke … nej! nej! – Og han slap taget om nakken, og haanden faldt igjen slapt ned. –

– Men var det da aldeles umuligt at føle sig bare saa nogenlunde lykkelig uden at fejle, uden at synde?!

– Nej, det kunde, det maatte ikke være umuligt. –

– Men hvad var det saa, han vilde ha?!

– Aa, han skulde nøje sig med lidt. Bare et større, rummeligere værelse! ossaa ingen skole. Men det maatte til! – Aa dette modbydelige lille værelse med sit gammeldags hvide vægpapir med lysegule figurer paa! Det var jo en æske, man havde tat og puttet ham ind i, og hvor han leved som i et fængsel og følte sig mindre dag for dag..

Aa gud ja, hvor han følte sig liden og ussel her!

Ligefra om morgenen, naar han laa der henne i sengen i graalysningen, efterat pigen havde vært inde og vækket ham, halvvaagen og bare tænkte paa den ene ting, at nu skulde han igjen paa skolen og bli hørt i disse lektier, som han aldrig kunde, fordi han aldrig havde læst dem, fordi de altid var saa kjedelige – aa saa kjedelige!

Og ligetil om aftenen, naar han igjen laa derhenne i den samme seng og ynkelig angred, at han ikke havde læst idag heller. Og lovte sig selv højt og dyrt, at imorgen skulde han gjøre sin pligt! Og bad gud om at hjælpe sig til det! Og vidste, at han ikke kom til at gjøre det alligevel! …

Aah, disse morgener! og disse aftener! – Og disse formiddage paa skolen! Og disse eftermiddage herhjemme! – hvor han bare laa paa sofaen og tænkte paa liderlige ting istedetfor at bestille noget! …

Han lod sig falde ned paa sofaen, støttede albuerne paa sine knæ og gjemte Ansigtet i hænderne – : Aa denne liderlighed, denne overhaandtagende liderlighed! – den var det igrunden, som gjorde ham saa ulykkelig! den var det jo, som gjorde, at han aldrig fik bestilt noget. – Tog han en bog og begyndte, kunde han jo slet ikke tænke paa det, han læste, bare for disse nøgne fruentimmerskikelser, som dansed mellem linjerne, indtil han glemte baade bogen og linjerne og bare saa paa dem. – Ja, liderligheden var det, som forhindred ham fra at gjøre sin pligt, og den var det, som fyldte ham med dette fortærende savn, som ikke lod ham rist eller ro…

Men hvad i alverden skulde han gjøre? – han havde jo gjort hvad han kunde, for at overvinde det. – Han havde trukket sig tilbage fra kammeraterne. De var begyndt at tale for meget og for frækt om disse ting. En af dem havde endog fortalt, at han havde gjort det … og sagt, at han agted at fortsætte: det var for dejligt, til at han vilde la det være. – Og de andre havde vært mere eller mindre enige og havde led af ham, da han erklærte det for at være fræk tale. – Og saa havde han forstaat, at sligt var smitsomt, og han var blit ræd for sig selv, og havde trukket sig tilbage fra dem.

Men det havde ikke hjulpet, det var bare blet værre.

Nu, da han brændte inde med det altsammen alene, tænkte han aldrig paa andet hele den lange udslagne dag. Bare paa dette ene – aldrig paa andet! – han kunde gjøre, hvad han vilde, han fik det ikke ud af tankerne. –

Nej, det havde ikke hjulpet at trække sig tilbage fra kammeraterne. – Før havde han da vært optat af andre ting ogsaa, var da ikke rent gaat op i bare det – men nu? …

Aa han havde havt det meget bedre før! Han tog hænderne fra ansigtet, løfted hodet og saa sørgmodig hen paa bordet, hvor Bjørnsons og Ibsens buster var stillet op, én paa hver side af skrivetøjet – : Hvor havde han ikke holdt af disse to f. ex… hvor mangen en glad og løftet stund havde de ikke skaffet ham – stunder, fyldte af ren og ædel begejstring, hvor alt urent var fjernt, fjernt fra hans tanke! …

Han husked det godt, det havde vært herlige dage. Bjørnsons og Ibsens og Drachmanns digte havde stadig ligget fremme paa bordet, og i timevis havde han kunnet gaa op og ned her paa gulvet og med glødende begejstring læse højt for sig selv af dem aa for nogen timer! – Og naar han saa blev træt af det, og der tilfældigvis ikke kom nogen til ham, saa slængte han noksaa vel tilmode ud til en eller anden kammerat – helst en, der var ligesaa doven og havde ligesaa god tid som han selv – og la sig paa sofaen der, til at røge tobak og drikke øl og passiare om alle mulige ting … Helst forresten om fruentimmer … ja, igrunden havde de aldrig talt om stort andet; men de havde talt om det, ikke som noget attraaværdigt, bare som en fristelse, der skulde modstaaes, men som desværre ikke altid blev modstaaet. – Jo, det havde vært hyggelige, underholdende og belærende aftener …

Istedenfor nu?! – aa, dette at ligge og døse hele eftermiddagen igjennem paa sofaen, fortæret af sanselig attraa! … og dertil stadig med samvittighedsnag, baade fordi han ikke bestilte noget, og fordi han hused disse stygge, liderlige tanker…

Anej forresten, samvittighedsnag? – nej det var det ikke egentlig. – Havde det endda vært virkelige samvittighedsnag! samvittighedskvaler! som dem han havde hver aften, naar han efter atter en dag tabt laa der i sengen og tænkte paa sine svegne pligter, og paa gud, og paa sine stakkars kjære forældre, som havde sendt ham ind her for at lære noget, og som han skammelig bedrog ved saaledes at la dem kaste de dyre penge bort til ingen nytte! – Havde det endda vært slige samvittighedsnag!

Ja for de optog ham da ialfald! og holdt, saalænge de varte, de stygge, urene tanker borte! og fyldte ham med anger og sønderknuselse! og med gode forsætter! – Havde han havt dem hele dagen – kanske havde han da vært reddet! – Men det var bare om aftenen, at nagene steg til virkelige kvaler; om dagen var samvittigheden bare halvvaagen, bevidstheden om de svegne pligter laa bare over ham som en dunkel, ubehagelig følelse, som han ikke egentlig refererte til noget be– stemt; og som ikke optog ham! og ikke fordrev de liderlige tanker! Og ikke fyldte ham med anger og sønderknuselse, eller avled gode forsætter! Nej, bare pinte ham, sejgpinte ham den hele lange gudskabte dag, fordærved ham selv den mindste ting, og gjorde ham endnu mere uskikket til at bestille noget…

Aa, denne modbydelige, sløvende sejgpining! – Og den skulde vare ved dag ud og dag ind! kanske aar ud og aar ind! … Og værre og værre blev det dag for dag nej, han holdt det ikke ud mere! Han hvilte igjen albuerne paa sine knæ og gjemte ansigtet i hænderne. Men saa pludselig gav det et sæt i ham, han løfted hodet og saa næsten vildt ud i luften – :

– Han maatte skaffe sig angeren og sønderknuselsen! … ordentlige samvittighedskvaler, som kunde opta ham hele dagen! Og fordrive de liderlige tanker! og fylde ham med anger og sønderknuselse; – Ja det var det eneste, som muligens kunde redde ham.

Han sad der med hænderne paa sine knæ og stirred ud i luften og hørte angst sit hjerte slaa, mens han følte beslutningen fødes derinde i sig. Et øjeblik tænkte han paa at stanse den, men føg saa med ét op af sofaen og fór frem og tilbage paa gulvet – :

Nej! fejlen! fejlen, og skjøgen, og solskinnet! .. ud, bare ud af denne tunge beklumrede luft, som holdt paa at kvæle ham! … lynild og torden! – og saa frisk, renset luft at aande ti efterpaa! … fald og oprejsning! …. Ja, fejlen! og solskinnet! og skjøgen!

Og han sank ned paa sofaen igjen og blev siddende støttet med én haand paa hvert knæ og stirre ned i gulvet. Blodet suste gjennem aarerne med vild kraft, han hørte ikke længer ængstelig sit hjerte banke, hans fantasi havde feber – ;

… Skjøgen! … skjøgen! – han saa hende for sig, den høje, fyldige pige fra igaaraftes. Rolig vandred hun opover Karljohan sammen med en fyr. Det var over paa parksiden, der var næsten ingen folk, de gik formelig klínt ind under parkens busker, armene havde de slynget om hverandres liv, og hun læned sit hode mod hans skulder og saa op paa ham med store ømme øjne – og han kyssed hende lidenskabelig og pressed haanden, som han havde stukket ind under det opknappede kjoleliv, voldsomt op mod hendes nøgne bryst…

Han saa det tydelig altsammen, han stod inde paa græsplænen lige bag den busk, de passerte forbi, da de kyssedes, og deres ansigter var ikke mere end en alen eller to borte fra hans.

Han fór frem og rev hende fra ham – : hun var jo skjøgen, og det var jo ham, der skulde ha hende … Han rev det opknappede kjoleliv tilside … brysterne hvælved sig struttende faste, blændende hvide mod de røde friske brystvorter – og aanded vellyst…

Men det var ikke nok! Mere væk? og han rev klæderne af hende, stykke for stykke, mens blodet sød ham gjennem aarerne og suste for hans øren. Indtil hun laa der foran ham i nøgen uopnaaelig majestæt….

Saa vælted han sig med et formeligt brøl tilbage i sofaen, rulled sig sammen i en klump og laa og udstødte en hæs, rallende lyd.

Slig blev han liggende en stund i det halvmørke værelse og vride sig i ulidelig brynde. –

Men pludselig, med et sæt, sprat han op paa gulvet igjen og saa paa sit uhr – : Du store gud, den var ikke stort over fem!

Han løb nervøst frem og tilbage i det trange rum – : Hvad skulde han gjøre for at faa tiden til at gaa ligetil sent inat! – ja for før turde han ikke gaa derned. – Aa det var jo ikke til at holde ud …

Han sat sig hen til bordet igjen og forsøgte at læse videre i Drachmann. Nej det gik ikke. –

Han tog frem Ibsen og Bjørnson, digtene, og bladed i dem … Nej det var ham ikke muligt at holde tankerne sammen. – Endelig rejste han sig og tog et par slag hen over gulvet, spekulerende paa, hvad i alverden han skulde gjøre. – Jo! – og han knipsed med fingrene – han vilde gaa en tur, en lang tur, og ikke komme tilbage før inat! –

Han skulde netop til at gaa ud i entreen efter tøjet, da det banked paa døren.

– Se saa! … han vidste hvem det var … naturligvis denne Henschen! en bra fyr for sig, den eneste af kammeraterne, han havde beholdt, fordi han var alvorlig og ikke letfærdig som de andre; men hvorfor i alverden skulde han komme just nu! Uf, han vilde ikke tale med nogen nu! – Og i befippelsen sat han sig ned igjen ved bordet og lod, som han læste.

Henschen kom ind stilfærdig som sædvanlig, sat sig ned og la en bog paa bordet – : har du læst den?

Jarmann læste paa titelbladet: «En soirée dansante». – Nej, sa han, mens han bladed i bogen og saa, det var vers.

– Ja den bør du læse.

– Jasaa?

– Ja. Usædeligheden, som i den senere tid har gjennemsyret de store kulturlandes literatur, begynder nu at ville trænge sig ind hos os ogsaa. Denne bog er et vidnesbyrd om det. – Der maa gjøres noget!

– Er den god? spurgte Jarmann.

– Der er meget vakkert i den, men det er usædeligt altsammen.

Jarmann kneb øjnene sammen og stirred gjennem vinduet ud paa de smaa gammeldags ruder over i bryggerhuset; vendte sig saa pludselig mod Henschen – :

– Det er mærkeligt, hvor det usædelige kan gjøres vakkert du!

– Ja, desværre!

– Som nu f. ex. her – han pegte paa versene i Drachmanns bog og læste:

«Intet er liv, hvad i liv ikke fejled; skjøgen har sit solskin, men du kun et slot,»

– er det ikke vakkert?

– Nej, Henschen syntes ikke, det var saa vakkert.

Jarmann studsed og kasted et forskende blik hen paa fyrens ansigt. Det var ganske roligt; ikke spor af optat sad han der og kiged videre paa Drachmanns vers.

Jarmann sendte ham et underlig ondt, formelig giftigt blik, fuldt af foragt og medlidenhed, blandet med misundelse og had. Det kogte i ham – : saa han forstod ikke, at det var vakkert! han følte altsaa ikke noget ved disse linjer, der havde grebet ham slig! … følte altsaa slet ikke som ham! – Nej naturligvis! … at han ikke havde forstaat det før nu! Denne alvorlige, bra, flittige gut, som altid kunde sine lektier paa skolen, og bestandig talte saa absolut fordømmende om al usædelighed – det var jo klart som dagen: han havde selv aldrig havt trang til at gjøre noget galt og kunde derfor heller ikke forstaa det hos andre …

Og han stirred og stirred paa dette rolige, alvorlige, men, som det nu forekom ham, saa aandløst fortørkede ansigt, og medlidenheden og foragten og misundelsen og hadet kogte derinde i ham sammen til en eneste følelse af voldsom modbydelighed. Men saa taalte han ikke at sidde der mere og se paa ham, han fik formelig lyst til at myrde ham – :

– Klokken er mange, jeg maa ud i byen et ærende, sa han nervøst og rejste sig; jeg skulde netop til at gaa, da du kom.

– Ja, Henschen skulde ogsaa hjem igjen; han havde bare villet gaa indom med den bogen.

De gik ud sammen, og glad var Jarmann da han blev fyren kvit allerede i porten. Alene drog han saa afsted en lang tur rundt hele vestre og østre Aker. Da han træt og varm kom ned til Gambyen, var klokken om– kring ti.

Det var mørkt, himlen var overskyet, luften lidt raa, men gaderne var tørre. – Han vandred omkring derude en times tid, ganske rolig, ikke spor af febrilsk længer; de fruentimmer, han passerte, betragted han alt med ganske andre øjne end tidligere, han var ligesom kommen dem nærmere ind paa livet; det vilde slet ikke undret ham, om en af dem havde talt til ham og bedt ham gaa med hjem; han vidste nok at det ikke vilde ske, men for hvert fruentimmer, han mødte, ligesom vented han det alligevel.

Endelig drev han indover mod byen. Da han gik gjennem Vaterlands smale gader kom han til at tænke paa, at her bodde der ogsaa skjøger – hvorfor ikke ligesaa godt gjøre det her? – Han vilde ikke tilstaa det for sig selv, men han blev ængstelig – : nej, han havde nu engang bestemt sig til, at det skulde ske i Vika!

Han gik videre, men sagtned uvilkaarlig skridtene, jo længer han kom. Og oppe i Karljohan skjød han slet ikke gjenvej over Ejdsvoldsplads, men gik helt op til universitetet og derfra ned Klingenberggaden.

Paa den lille triangelformige plads foran indgangen til Vika stansed han og betænkte sig – : der laa Bakkegaden mørk opover, bare med lys i «Napoleons slot» … og længer tilhøjre den smale Skolegade med sin ensomme gaslygt helt borte i den anden ende ved siden af politistationens havegjærde – den saa mest fristende ud …

-Nej, han turde ikke!

Og han tog af nedover til Vestbanen, rundt et par kvartaler og tilbage igjen. Og det ikke én, men to gange – som katten om grøden, naar den er varm. –

Da han for tredje gang stansed paa den fatale treangelformige plads foran indgangen til Vika tog han sig nervøst sammen – : Nej, nu maatte der handles! skede det ikke idag, saa var det jo bare samme historien om igjen imorgen! – Og stille og beklemt sneg han saa ind i den smale Skolegade med de lave enétages huse med kvist, og sin ensomme gaslygt derborte paa hjørnet ved politihaven. Pigernes vinduer var forresten mer end gaslygter nok for ham. Hvergang der kom nogen søgte han at komme sig hen paa de mørkeste steder, længst muligt fra skinnet af vinduerne, og vendte bestandig ryggen til. Naar saa gaden blev tom igjen listed han sig forsigtig hen foran et vindu med lys i, bøjed sig forover, la øret til vinduet og lytted med bankende hjerte og hæst rallende aandedræt – eller forsøgte at kige gjennem den smale spræk mellem gardinet og vinduskarmen. Men naar han saa vilde til at banke paa ruden med sin rystende haand – saa turde han ikke.

Slig gik han fra vindu til vindu.

I en port oppe i Mellemgaden stod en tyk, øllet hore og spejded nedover gaden.

– Kom ind da søten min! sa hun, da han sky vilde liste sig forbi.

Han stansed og betænkte sig et øjeblik. Hun var styg som bare pokker, men det tænkte han ikke det mindste paa – aa bare han turde? hjertet hopped i livet paa ham, han kunde høre det banke, og han aanded med besvær. Og det banked hæftigere og hæftigere, jo længer han betænkte sig….

Saa med ét blev han pludselig greben af en voldsom rædsel og tog uvilkaarlig tilbens det forteste han kunde, hen gjennem de smale gader. – Først da han havde hele Vika langt bag sig sagtned han løbet og slog lidt efter lidt over i skridt, men han gik nervøst hurtig, ligetil han var hjemme.

Da han kom ind paa sit værelse, rev han klæerne af sig, putted sig i en fart ned under tæppet og begyndte febrilsk sin aftenbøn. Han takked inderlig gud, som havde hjulpet ham til at staa imod fristelsen, loved, at han ikke mere skulde udsætte sig for den, bad om kraft til imorgen at kunne jage de stygge tanker paa flugt og begynde at arbeide, som han havde gjort den første tid herinde. Tilslut, da en mild ro havde sænket sig ned over ham under bønnen, tog han salmebogen, – den laa derhenne paa bordet som sædvanlig – og sang en salme, en lovsang til Herren, og søvned saa ind med let hjerte. –

Hele dagen efter gik han og tænkte paa sin udflugt den foregaaende aften, men nævnte ikke et ord om den til nogen af sine kammerater; han skammed sig dybt over sig selv: tænk, at han havde villet gjøre det! … Aa, men det skulde ikke, nej det skulde ikke gjenta sig … jeg gaar aldrig mere derned! jeg gjør det ikke, jeg gjør det ikke! gjentog han uafladelig for sig selv hele dagen igjennem.

Og alligevel – klokken var ikke mere end ti om aftenen, da han allerede bøjed tilvenstre fra Klingenberggaden hen over den triangelformige plads og sneg sig ind i Skole– gaden igjen.

I porten paa det borteste hus i Skolegaden no. 1 stod en pige i hvid nattrøie og kort rødt uldskjørt og kikked ud paa gaden.

– Faar jeg gaa med Dem ind, hvisked han hæst, uden at se paa hende; han skalv som et espeløv.

– Ja kom da vesle gutten min, sa hun rolig og gik foran. Da de kom ind i det lave værelse med den underlig beklumrede luft, laaste hun uden hastværk døren af og gik rolig foran ham ind i det lille bagværelse til gaarden, hvor en liden natlampe brændte ved hodegjærdet af sengen med det hvide omhæng. Han fulgte skjælvende efter.

Men da hun havde naad sengen, fór han pludselig hen til hende, vælted hende voldsomt overende og styrted sig over hende som et vildt dyr. –

Da han var færdig, rejste han sig halvt op i sengen og saa forstyrret ned paa hende. Hun smilte og klapped ham paa kindet, og da først opdaget han, at hun var meget vakker.

– Djævel i en engels skikkelse! mumled han inde i sig, fór op, slængte to kroner paa bordet – og løb paa dør og lige hjem.

Hjemme paa værelset tændte han ikke lampen engang, bare rev klæerne af sig, putted sig i seng, begraved ansigtet i puden og forsøgte at komme til at sove med det samme. Men det gik ikke. Han laa og vendte og snudde sig paa alle bouger og kanter, men nej, det var umuligt. Samvittigheden rev og sled i ham, han fik ikke fred for den – hvad skulde han gjøre! Han kunde ikke be, han havde jo med frit forsæt gaat hen og gjort dette her … «jeg vil! Jeg vil!» havde han mumled mellem tænderne som en rasende, da han til syvende og sidst efter en lang kamp med sig selv var styrted afsted derned for at tilfredsstille sin lidenskab … han havde virkelig villet det onde, og turde ikke fremstille sig for gud nu, lige efter at det var fuldbragt. – Men han fik ikke fred, han maatte be, ellers kom han til at bli liggende vaagen hele natten, det følte han. Han forsøgte det igjen, men nej; han bare uafladelig saa sig selv løbe afsted, nedover Klingenberggaden … om hjørnet … ind i Skolegaden … ind porten… ind døren – og hen til sengen. – Aa han vilde ikke tænke paa det! vilde ikke tænke paa det .. Jo, der styrted han igjen afsted ned Klingenberggaden, om hjørnet, ind i Skolegaden, ind porten, ind døren – og hen til sengen … Aa gud! aa gud! dette holdt han ikke ud…

Pludselig fór han op af sengen, tændte lampen og blev staaende i bare skjorten midt paa gulvet og se sig forvildet omkring i værelset. Tilslut fik han øje paa salmebogen henne paa bordet, greb den og krøb iseng igjen med den i haanden, bladed lidt i den og gav sig saa til at synge – : «Jesu din søde forening at smage». – Han forsøgte at gi sig hen til stemningen i salmen, det lykkedes lidt efter lidt, øjnene fyldtes med taarer, mens han laa der i sengen og sang, og da han var færdig, græd han – : aa, nu havde han rigtig faat se, hvor stor en synder han var, nu følte han først rigtig trangen til frelse, og nu skulde det bli alvor med omvendelsen; fra imorgen den dag skulde han bli et andet menneske. Og han bad, bad saa inderlig og alvorlig, at gud vilde gi ham kraft til at føre sit forsæt igjennem, saa han kom til at vandre i et bedre levnet og bli et sandt guds barn. Og han gjentog bønnen inderligere og inderligere, bad og bad, kunde slet ikke bli træt af at be, og søvned tilslut bedende ind. –

Men alt den næste morgen var han slet ikke saa forfærdet over sin synd mere. Han følte sig jo omtrent som ellers, og det stod ikke længer for ham som noget saa afgjørende, det han havde gjort. Igrunden var det jo ikke andet end hvad de fleste andre mennesker gjør. Han havde ikke rigtig kunnet tro det før, men nu havde han jo faat troen i hænderne; for bare de par gange, han havde vært dernede, havde han mødt flere bra folk, som han vidste, hvem var. Naturligvis, de var jo allesammen ældre end han, men det var jo ikke det, det kom an paa. Faktum var, at det var ikke bare rent liderlige svin, som gik der – og han var ikke værre end de andre. Naturligvis, stor synd var og blev det alligevel, men herre– gud….

Slig laa han og tænkte i sengen, da pigen kom ind med kaffen. Hun sat brettet fra sig paa bordet og gik hen og putted en skuffe kul i ovnen. Han betragted hendes skikkelse, mens hun stod der, dybt bøjet forover, midt i det røde ovnslys. Bagfra i halvprofil saa han kindens zarte oval, halsens og brystets æggende linjer … skjørtet runded sig i en voldsom, vellystig bue over den fremspringende underkrop … og under skjørtets nedre kant stod to rødstrømpede lægger, blottede ved den bøjede stilling, og tegned sine forlængelser svagt opover som en anelse bag det enkle skjørt – aah! om han havde turdet …

Saa sluktes det brandrøde skjær omkring den æggende skikkelse, og pigen rejste sig og gik.

Han rysted sig, angred sin syndige tanke, bad sin morgenbøn, om end ikke med den andagt som igaaraftes, stod op og gik paa skolen.

Men undervisningen var ganske spildt paa ham den dag. Han sad bare der paa skolebænken, støttet paa albuen, med haanden under kindet og tænkte. Og mens han sad der, dukked det frem for ham alt det han havde hørt af kammeraterne om, at det skulde være sundt at bruge fruentimmer, og at hvis man led af brynde, saa var det den eneste maade at skaffe sig af med den paa, hvis man ikke – isch; … ja og saa kunde det kanske hjælpe ham til at bli flittig igjen; for hvis han regelmæssig brugte fruentimmer, kom han sikkert til at bli mindre optat af at tænke paa det … og desuden, det at tænke paa fruentimmer, slig som han havde tænkt paa dem i det sidste halvaar, det var jo igrunden ligesaa stor synd som at tilfredsstille sit begjær..

Slig sad han hele formiddagen igjennem der paa skolebænken og akkorderte med sig selv; og lærerne greb ham stadig i uopmærksomhed. Han vidste med sig selv, at al den akkordering bare var uærlige og unyttige forsøg paa at kaste sig selv blaar i øjnene, men alligevel var det ham en tilfredsstillelse slig at hente frem alt, hvad der talte for, at han ikke skulde la det bli med den ene gang. For det følte han, det kom saa ikke til at bli med det alligevel. –

Da aftenen kom, var han igjen dernede, aftenen efter ligesaa – og siden hver eneste aften, saasandt han kunde opdrive kroner. Og senere, da han havde lært hvordan man kunde faa det gratis, gik der nødig nogen dag uden at han var hos fruentimmer.

I begyndelsen kjæmped han endnu imod og bad gud om kraft til at vende om, men lidt efter lidt blev det sjældnere, han bad, og tilslut, da han følte, der ikke længer kunde være tale om at holde op, lod han helt være med at be – det vilde jo under de omstændigheder bare være gudsbespottelse – og gav sig helt hen til sin lidenskab.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra Kristiania-bohêmen

Fra Kristiania-bohêmen er Hans Jægers hovedverk. Boken utkom 11. desember 1885. I november hadde Jæger sendt ut fortalen, hvor boken ble annonsert som et angrep på «de tre gigantiske granitkolosser, som bærer den gamle kultur og det gamle samfund og holder al aandsfattigdommen oppe –: kristendommen, moralen og det gamle retsbegreb».

Rett etter utgivelsen ble boken beslaglagt og Jæger ble dømt til 60 dagers fengsel. Begrunnelsen for dommen var at boken inneholdt pornografiske avsnitt, men sannsynligvis var det bokens samfunnskritikk som var avgjørende. Jæger mistet også jobben som stortingsreferent.

Året etter forsøkte Jæger å få boken utgitt igjen, forkledd som Julefortællinger af H. J i Sverige. Jæger fikk en ny dom for forsøket.

Beslagleggelsen vakte stor oppsikt og førte til en intens debatt om trykkefrihet og kunstens plass i samfunnet.

Les mer..

Om Hans Jæger

Hans Jæger var en sentral skikkelse i bohembevegelsen, vanligvis kalt Kristiania-bohemen. Kristiania-bohemen var en politisk og kulturell bevegelse på 1880-tallet med sentrum i Kristiania. Andre kjente bohemer var Christian og Oda Krohg. Kristianiabohemene var politisk radikale og kjempet mot sosial urettferdighet, dobbeltmoral og kristendommen. I litteraturen og kunsten var bohemene påvirket av naturalismen, man skulle «fotografere» livet. Jæger gikk enda lenger og mente at alle mennesker burde skrive roman om sitt eget liv.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.