Fra Kristiania-bohêmen

av Hans Jæger

III.

Det var en eftermiddag udpaa vaaren aaret efter; klokken var lidt over fem. Inde paa den samme lille førsteétages hybel ud til gaarden laa Jarmann, strakt ud saa lang han var, paa ryg henne i sofaen med halvlukkede øjne. Haanden med tobakspiben var glid udfor kanten af sofaen og hang slap ned. Piben var udrøgt, det lille værelse fyldt af fersk tobaksrøg; han havde dampet som en hest ovenpaa den tunge middagsmad.

Han forsøgte at aabne øjnene helt, men øjenlaagene faldt mat ned igjen …

… Aa, at han skulde være saa søvnig! han vilde saa gjerne derned igjen til hende med det samme. Men det var umuligt; han maatte hvile sig lidt først. – Pokker ossaa, at han skulde spise saa glubsk! det var naturligvis det, der havde gjort ham saa søvnig …

… Aa, hvor hun var dejlig! …

– – Han havde mødt hende paa hjørnet af Universitetsgaden og Kristian August, da han kom fra skolen. – Det havde git et sæt i ham da han fik øje paa hende, saa vakker var hun, og han var blet staaende og se beundrende paa hende, indtil hun blev opmærksom paa det. Saa stansed hun ogsaa, saa paa ham og smilte, og sa: «følg med hjem!» – og gik videre.

Han fulgte efter med skolebøgerne under armen. Nedover Universitetsgaden, op Karljohan og ud Drammensvejen. Ved Algier tog hun af. De gik forbi en liden have med et lysthus af halvudsprungent grønt, foran et gammelt toetages hus, og op det lille smug som skilte haven og huset fra nabogaarden. Fra smuget gik der udenpaa huset en stor trappe op til anden etage, der gik de op, hun foran og han efter, og kom ind i et lidet lunt koseligt værelse med mørke gardiner og rødbrune, polstrede møbler.

Han la skolebøgerne fra sig paa bordet og sat sig i gyngestolen midt paa gulvet, og hun hængte af sig tøjet og sat sig hen paa fanget hans, og saa ham ind i ansigtet med store, dybe, brune øjne.

– Jeg har ingen penge, sa han forlegent.

Hun smilte – : nej, det var ikke derfor, jeg tog dig med.

– Hvorfor da?

– Fordi jeg syntes om dig. – Synes du om mig?

– Om jeg gjør? – du store gud, De er jo vakker som en dag! Og han greb hende om skuldrene og vilde kysse hende. Men hun undveg leende – :

– Nej, for nogen dejlige tænder du har, sa hun.

– End De da? – Og han la armene om hendes hals og trak hodet hendes ned imod sit og viste tænder. Hun gjorde det samme, de sat de skinnende hvide tandrækker mod hverandre, lo saa højt begge to og gav sig til at kysses saa vaadt som muligt –

… Han vilde trykke hendes bryst ind imod sit, men det gik ikke; de sad saa forkjert i den gyngestolen. Han saa sig om; der var ingen seng, men derhenne var en dør og han saa spørgende op paa hende. Hun nikked og smilte; hun havde fulgt hans øjne og forstaat.

De gik henover gulvet sammen, han med armen om hendes liv, hun med hodet paa hans skulder. Døren derhenne stod paa klem, han skjøv den op, og de kom ind i et lidet halvmørkt soveværelse; de mørke gardiner var trukket for.

– Skal vi ta af os? sa hun, da de stansed foran sengen.

– Nej! – hvisked han lidenskabelig, greb hende om skuldrene, trykkede hende lempelig bagover ned i sengen, la sig selv op til hende og vælted sig over hende. – – –

… De laa tæt op til hverandre, slynget sammen, og med kind mod kind. Pludselig tog hun ham om panden, skjøv hodet hans lidt ud fra sit og saa paa ham med de store øjne, dobbelt mørke at se til i den skumring, som herskede i værelset – :

– Er du glad i mig? sa hun ømt.

Han fik taarer i øjnene og svarte ikke, bare gjemte hodet ved hendes bryst som et barn – det havde aldrig hændt ham før, at et fruentimmer, han laa hos, havde holdt af ham.

Og han grebes af usigelig ømhed, og de par timer han laa der hos hende, var de dejligste timer, han havde levet. – Det at vide, at hun virkelig holdt af ham … at læse det i hendes dejlige øjne … at føle det i hver liden bevægelse, hun gjorde – aah! han havde aldrig vidst, hvad det vilde si før.

Han klædde af hende stykke for stykke, én ting ad gangen, beundred hende, kyssed hende og laa hos hende, smøg sig op ad hende paa alle kanter, tulled sit hode ind i hendes svære sorte haar og laa og bed i det, vikled sig ud af det igjen, klædde nok et plag af hende og beundred og kyssed hende paany og paany i det uendelige – med et umætteligt begjær efter denne dejlige kvinde, som holdt af ham.

Og hun laa der vidunderlig lad og øm under hans kjærtegn, bare strøg ham blødt ned over hodet og ryggen og klemte ham sagte op til sig, hvergang hun skalv af vellyst …

– – – Han havde igjen vikled sig ud af hendes haar, og titted op paa hende, hun var blet saa stille med et – : Hun laa med halvlukkede øjne og stirred ret ud for sig. Han saa paa hende en stund, spurgte saa: hvad tænker du paa? – Hun svarede ikke strax. – Hvad tænker du paa? sa han igjen, Saa vendte hun ansigtet mod ham og sa lang– somt: paa dig! – med et tungsindig, forgræmmet udtryk i øjnene.

Han svarte ingenting, bare blev liggende og se paa hende, og vidste ikke hvorfor, men var med ét blet saa sørgmodig stemt.

Men saa pludselig skjød der en vild sanselighed op i øjnene paa hende og hun greb omkring ham og trykked ham til sig – :

– : Tag af dig altsammen! hvisked hun lidenskabelig. Og uden at vente paa svar rev hun skjorten af ham, og chemisen af sig, trykked ham tæt ind til sig, slynged sig fuldstændig om ham – og tog ham …

En vanvittig vellyst strømmed igjennem ham fra isse til fod; musklerne paralyseredes, de blev bløde og unge, det kjendtes, som han sank og sank, dybere og dybere, ned i hendes dejlige kildrende kjød. Og han ønsked ikke andet, bare vilde synke og synke ind i hende, gaa helt over i hende, flyde helt sammen med hende og bli en del af hende selv.

Han hvisked det til hende, hun krysted ham krampagtig ind til sig – og det føltes som om det virkelig skede – – –

– – – Han laa paa ryggen med hodet i hendes arm, ubehagelig mat og med en voldsom sugen for brystet. Og det blev værre og værre, det begyndte at gaa rundt for ham, han var nær ved at faa ondt. Han strøg haan– den mat henover panden, den var kold og fugtig.

Hun laa en stund og saa paa ham uden at han mærked det, la saa haanden paa hans pande og saa ham ængstelig ind i øjnene – : hvad fejler dig? sa hun ømt; er du syg?

– Nej, det er vist bare det, at jeg ikke har spist.

– Ja stakkars gut – hun la kindet ind mod hans og kjælte for ham som for et lidet barn – det er jo sandt: du kom jo lige fra skolen. Og jeg, som ikke har tænkt paa det – du faar gaa hjem og spise.

Han svarte ikke, bare la hodet mat ned paa skulderen hendes og lukked øjnene, mens der løb en kuldegys igjennem ham. Saa sprang hun, nøgen som hun var, frem paa gulvet og fandt frem en flaske øl.

Han aabned øjnene og laa og saa paa hende, mens hun med en øvet liden bevægelse af haandleddet trak flasken op. Det hvide legeme skinned i halvmørket … Og du store gud, for former! … saa slank og smi– dig og elegant midt i al sin fylde! … Og det dejlige haar! det rak hende helt ned til korsryggen …

Hun sat to store seltersglas paa bordet ved hodegjærdet og skjænked i.

… Og saa ren og kysk, hun saa ud! lig en nøgen jomfru, som er alene… at kyskhed og ukyskhed kunde ligne slig …

– Drik! sa hun og rak ham det ene glas; selv tog hun det andet. – Han rejste sig overende i sengen og drak glasset ud, begjærlig, uden at ta det fra munden, og la sig saa ned paa puden igjen.

Det kvikked. – Hun sad paa sengekanten og betragted ham. – Gjorde det godt? spurgte hun lidt efter.

– Ja, nu er det meget bedre. – Han befandt sig virkelig ganske vel igjen, og øjnene gled uvilkaarlig fra hendes ansigt ned over det nøgne legeme. – Hun rødmed. kasted linnedet over laarene og bøjed sig ned og kyssed ham – : Nu du er blet bedre, er det bedst, du staar op og gaar hjem og spiser, før det kommer igjen, sa hun.

– Anej! – han slynged armen om hendes hals og kyssed hende – skal jeg gaa fra dig! nu er jeg jo ganske bra igjen.

– Jamen vær nu fornuftig, sa hun; jeg vil ikke ha, du skal bli syg her, og du kan jo komme igjen, naar du har faat spist og hvilt dig lidt. –

De klædde paa sig. Hun tog bare undertøj paa, hun vilde hvile lidt middag hun ogsaa, sa hun, og la sig hen paa sengen, indtil han var færdig. Saa stod hun op for at lukke ham ud. Henne ved døren faldt han hende krampagtig om halsen – : aa jeg er saa glad! saa glad! saa glad! i dig, hvisked han.

– Du er en sød gut! – hun klapped ham – kom saa igjen naar du har spist og hvilt dig.

Da han sa adiø, kyssed han hende ærbødig paa haanden. Hun lo lidt genert af det, men hun likte det godt, det kunde han se.

Han gik ned den store trap udenfor huset, ud det lille smug og tilvenstre forbi haven foran huset. Et øjeblik stansed han og saa paa den. Den saa dobbelt koselig ud nu, syntes han … aah, om det havde været hans have! og hans hus! og hun var hans! ..

Han rysted melankolsk paa hodet og skyndte sig hjemover. Klokken var over fire, spisekvarteret lukket. Værtinden skaffed ham alligevel noget mad, og han spiste graadig og drak to halve øl til. Gik saa ind paa sit værelse, fik kaffen ind til sig og la sig hen paa sofaen til at røge. – Naar piben var røgt ud, vilde han gaa derned igjen.

Men saa havde denne fordømte søvnighed tat ham, lemmerne var som bly, og han kunde ikke røre sig af flekken. –

Piben faldt paa gulvet. Øjnene havde lukket sig helt, og han laa igjen med hodet mod hendes varme bryst. Han hvilte – aa hvor han hvilte!

Med ét skvat han op i sofaen og blev siddende halvt overende, hvilende paa den ene arm, og stirre paa et mandfolk, som stod midt paa gulvet. Han hørte endnu i øret, at det havde banket, men han var først vaagnet ved at det gik i døren.

… Men det var jo Henschen!? … han saa sig om i værelset – ; ja det var jo sandt, han var jo ikke hos hende, men hjemme hos sig selv? – og han la sig træt tilbage i sofaen igjen og lukked øjnene. Han var ubehagelig tilmode.

Denne Henschen, fremdeles hans eneste kammerat, var blet hans levende samvittighed, nu han havde bragt sin egen til taushed; han likte ham igrunden slet ikke, men kunde ikke undvære ham alligevel.

– Forstyrrer jeg dig kanske? spurgte Henschen.

– Aa – jeg holdt netop paa at hvile mig lidt! – han aabned øjnene halvt.

Det var kjedeligt, jeg vilde gjerne læst op digtet mit for dig – jeg er færdig med det.

Jarman sprang op – : Jasaa? lad mig høre! sa han ivrig og sat sig ganske vaagen hen i sofahjørnet og saa meget interesseret ud.

Henschen sat sig ned ved bordet foran vinduet, tog manuskriptet frem, og læste.

Det var et langt digt, skrevet i nogenlunde vers; indholdet var følgende:

En ung mand, student naturligvis, er blet opmærksom paa, hvorledes forfattere nufortiden blir berømte ved at skrive liderlige bøger. Han vil ogsaa bli berømt, og saa sætter han sig til at skrive et stort liderligt drama. Nytaarsaften, mens hans forældre og søskende nedenunder i stuen fejrer julen med andagt og salmesang, sidder han oppe paa sit tagkammer og lægger den sidste haand paa sit arbeide. – Endelig er han færdig. Han læner sig vel tilmode tilbage i sin gyngestol, gyngende et par gange frem og tilbage, og falder saa i søvn. – – – Det banker paa døren, og ind triner en formummet skik– kelse, som siger: følg med! Han kan ikke andet, han maa adlyde. De gaar ud, gjennemvandrer forskjellige gader, og kommer endelig til theatret. Der gaar de ind og tar plads i sniplogen i første rad. Teppet er endnu ikke gaat op; mens de venter tar han publikum i øjesyn. Der er propfuldt hus, men det er altsammen bare benrangler! Han ser forfærdet paa sin ledsager og spør, hvad det skal betyde. – Jo, svarer skikkelsen, det er alle dem, som du ved dit liderlige stykke har bragt paa afveje, og som siden er døde og kommen til helvede. Hver nytaarsaften kommer de her og ser om igjen det stykke, som fra først af har bragt dem i fordærvelse. Idetsamme vender alle dødningerne sine hoder mod sniplogen: han er opdaget. De hyler og rejser sig op og strækker sine knokkelarme med krummede fingre op imod ham som for at gribe ham. – Han farer op og vil ud, men skikkelsen holder ham tilbage. Han kjæmper fortvivlet for at komme løs; han skriger – og saa vaagner han i sin lænestol, bedækket med sved. – Han farer op og gnider sine øjne, griber det færdige drama og kaster det i ovnen. – Da han har set det fortæres i luerne til sidste stump gaar han nedenunder og falder sine forældre og søskende om halsen – finis.

Jarmann var begejstret – : Saan skal de ha det! raabte han. Det er slige bøger, der maa skrives i vore dage. – Har du faat forlægger?

– Nej. Henschen havde gaat en tre fire gange op og ned udenfor Cammermeyer, men havde ikke vovet at gaa ind.

– Jeg skal gjøre det, sa Jarmann. Og han tog paa sig, og de gik begge to ned til Cammermeyer.

Jarmann maatte gaa alene ind. Cammermeyer tog meget kjølig imod ham, men loved, at han skulde la produktet gjennemlæse af en af sine konsulenter. Om en otte dages tid skulde han faa svar.

Efterat ha opmuntret Henschen til at være ved godt mod – «det var jo grejt, at et sligt digt vilde bli antat» – gik Jarmann alene hjem igjen; Henschen skulde som sædvanlig hjem og læse .

Da Jarmann var kommen hjem, gik han fornøjet op og ned ad gulvet i sit lille værelse med en følelse af at ha gjort noget. – Det forstod sig: han selv stod ikke til at redde, det følte han; men han vilde ialfald gjøre, hvad han kunde, for at andre ikke skulde gaa den samme vej … det var ham ialfald en trøst….

Han kom til at tænke paa den norske stil, han skulde ha til næste gang – norske stile var det eneste, han gad befatte sig med til skolen; det mored ham at skrive dem, og han fik bestandig ros for dem. Denne gang skulde han skrive «Om romanlæsningens skadelige indflydelse paa ungdommen». Den skulde først indleveres om otte dage; men nu følte han sig oplagt, han vilde sætte sig til strax. – For han vilde ikke gaa ned igjen til hende! ikke idag ialfald.

Han sat sig ned og gjorde udkast til en skizze af den eftermiddag og aften han havde oplevet for et aar siden, den dag han første gang vandred ud paa livet. – Der kunde ikke tænkes nogen bedre illustration paa romanlæsningens skadelighed, syntes han.

Han var netop færdig med udkastet da aftensmaden blev bragt ind til ham, og han udsat den videre bearbeidelse til efter aftensmaden.

Men da han havde spist og tændt sin pibe og vilde sætte sig til igjen, var han slet ikke oplagt mere.

Han læned sig tilbage mod stoleryggen og strak benene ud fra sig – : hu! hvor der var trist i det lille værelse; … han holdt ikke ud at bli siddende der.

Men hvor skulde han gaa hen? – ja for han vilde jo ikke til hende iaften….

Han betænkte sig lidt, mens han stirred paa det graa rullegardin med vor frelsers kirke paa. Men saa brød han overtvært, rejste sig op, la piben fra sig og gik derned alligevel. –

Han stod paa trappeafsatsen udenfor hendes dør med hamrende hjerte og banked sagte paa. Hun aabned døren paa klem og saa ud i mørket – ? Hvem er det?

– Det er mig.

Saa aabned hun døren helt og lod lyset falde paa ham.

– Aa er det dig? hvorfor kommer du først nu?

– Jeg blev forhindret.

– Ja nu er det forsent, der er nogen herinde.

Han saa paa hende med store, blanke øjne, nær ved at briste i graad, og hun blev igjen greben af den forunderlige lyst til at eje dette barn – :

Vent! hvisked hun sagte; jeg jager ham ud; vent nedenfor trappen.

Han gik ned og vented. Saa blev døren aabnet deroppe, han hørte en ærgerlig mandfolkestemme mumle nogen éder, og saa kom der en herre ned ad trappen og gik sin vej.

Han fløj op og kasted sig om hendes hals og græd af taknemmelighed. Hun var ogsaa rørt, han blev hende endnu kjærere ved det offer, hun havde bragt.

– Du skal bli her inat, sa hun og laaste af døren. Lad os klæ af os med det samme.

Han vilde ingenting heller og de gik ind i det lille soveværelse og tog lampen med. Han sat sig paa stolen ved fodenden af sengen, og hun sat sig paa hans fang og kyssed ham – : jeg vil klæ af dig sa hun; du faar ikke lov til at røre dig! Og hun gav sig til at klæ af ham som et barn.

Saa vilde han faa lov til at klæ af hende.

– Ja.

Det mored ham kostelig, og han klædde af hende under utallige kjærtegn, indtil han tilslut løfted hende op paa sine arme og la hende op i sengen, hvorpaa han slukked lampen og la sig op til hende…

*

Hun var den vakreste skjøge i byen.

Han kom der hver dag i en maaneds tid, sov middag hos hende saa godt som hver dag til udover aften, og blev i almindelighed efterpaa siddende og passiare med hende om dit og dat, mens hun sat op haaret og gjorde toilette til aftenen. Et par gange laa han der om natten ogsaa, men det var bare i begyndelsen.

En aften, nogen dage efter at de var blet kjendt, sad de nemlig og passiared sammen henne i den rødbrune, polstrede sofa mellem de to vinduer. Han tænkte paa at bli, men saa banked det, og da hun havde set efter hvem det var, sa hun han maatte gaa; det var nogen, hun vented.

Han saa bønfaldende paa hende, men det hjalp ikke – : herregud, han maatte da forstaa det, at hun skulde leve….

Saa rejste han sig og gik.

Det varte en stund, før han forsøgte paa at komme der om aftenen. – Men en aften indfandt han sig igjen.

Hun tog imod ham, men modvillig – : du kan ikke bli, sa hun.

– Jeg har 10 kroner – kom det undseelig.

Hun saa paa ham og sa koldt: det er for lidet.

Han blev bleg og saa dybt ulykkelig ud.

– Men du skal faa lov at bli for ingenting sa hun saa og kyssed ham. Og hun gik hen og laaste af døren.

– A ta dem alligevel? sa han og rak hende de 10 kroner.

– Du er et barn. Behold dine kroner, du har mere brug for dem end jeg. Det vi har sammen, har ikke noget med penge at bestille. –

Han blev, men kom aldrig mere igjen om aftenen. –

En eftermiddag, han skulde gaa, fortalte hun ham, at imorgen skulde hun rejse til Stockholm.

– For hvorlænge?

– Et aars tid eller to.

Han blev fortvivlet. – Hvad skulde der bli af ham uden hende? hvor skulde han gaa hen? hvad skulde han ta sig til?

– Aa det fandt han nok altid ud af. –

– Om hun vented nogen iaften?

– Ja.

– Altsaa aldrig mere?! – Han var nær ved at græde, men betvang sig.

– Jaja, sa han, tak for … han fandt ikke ordene, bare tog hendes haand, beholdt den en stund i sin og sa – : Om jeg blir 100 aar, glemmer jeg aldrig den dag, vi blev kjendt… Adiø! – Og han trak haanden til sig og vendte sig bort og vilde gaa, for at skjule at taarerne strømmed ham ud af øjnene.

Men hun havde set det. Og hun greb ham i armen og holdt ham tilbage, kasted sig om hans hals og kyssed taarerne bort og sa – :

Nej du skal bli hos mig den sidste nat alligevel; du er den eneste, som virkelig holder af mig…………………………

Saa rejste hun.

Han holdt sig inde et par dage og sad og græmmed sig. Men saa begyndte han igjen paa sin gamle flakken om efter fruentimmer, og snart var hun for ham blot et vemodigt minde.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra Kristiania-bohêmen

Fra Kristiania-bohêmen er Hans Jægers hovedverk. Boken utkom 11. desember 1885. I november hadde Jæger sendt ut fortalen, hvor boken ble annonsert som et angrep på «de tre gigantiske granitkolosser, som bærer den gamle kultur og det gamle samfund og holder al aandsfattigdommen oppe –: kristendommen, moralen og det gamle retsbegreb».

Rett etter utgivelsen ble boken beslaglagt og Jæger ble dømt til 60 dagers fengsel. Begrunnelsen for dommen var at boken inneholdt pornografiske avsnitt, men sannsynligvis var det bokens samfunnskritikk som var avgjørende. Jæger mistet også jobben som stortingsreferent.

Året etter forsøkte Jæger å få boken utgitt igjen, forkledd som Julefortællinger af H. J i Sverige. Jæger fikk en ny dom for forsøket.

Beslagleggelsen vakte stor oppsikt og førte til en intens debatt om trykkefrihet og kunstens plass i samfunnet.

Les mer..

Om Hans Jæger

Hans Jæger var en sentral skikkelse i bohembevegelsen, vanligvis kalt Kristiania-bohemen. Kristiania-bohemen var en politisk og kulturell bevegelse på 1880-tallet med sentrum i Kristiania. Andre kjente bohemer var Christian og Oda Krohg. Kristianiabohemene var politisk radikale og kjempet mot sosial urettferdighet, dobbeltmoral og kristendommen. I litteraturen og kunsten var bohemene påvirket av naturalismen, man skulle «fotografere» livet. Jæger gikk enda lenger og mente at alle mennesker burde skrive roman om sitt eget liv.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.