Fra Kristiania-bohêmen

av Hans Jæger

IV.

Der var igjen gaat et aar, om nogen maaneder skulde han op til artium. – Han bodde ikke længer paa den lille hybel ud til gaarden henne i Kristian August: han var kommen i huset hos skolens bestyrer.

Sagen var den: ved sidste examen havde han kun hanglet igjennem saa vidt, at han kom op i øverste klasse som numer sidst, og ingen trodde, at han kunde bli student næste aar. Det havde da bestyreren som var en ungdoms bekjendt af hans mor, skrevet hjem til hende, og tilføjet at det stak vist ikke i daarlige evner, men deri at gutten var kommen paa gale veje og ikke bestilte noget. – Saa havde moeren skrevet tilbage og bedt og besvoret bestyreren om at ta sig af hendes kjære gut – paa en eller anden maade, som han selv fandt det bedst. – Nogen underlige gamle følelser var kommen op i bestyreren ved fru Jarmanns brev; hun havde været hans eneste ungdomsforelskelse, siden havde han hverken set hende eller hørt fra hende, vidste bare, at hun skulde leve «lidet lykkelig, med en mand, der ikke forstod hende, i et tarveligt hjem paa landet» – og han beslutted sig til at ta gutten i huset og se, hvad han kunde gjøre med ham, til han blev student.

Bestyreren bodde dengang oppe i Parkvejen i første etage i en enkel pen toetages bygning med have foran. Havestuen med verandaen og et lidet aflangt hjørneværelse paa hver side optog hele forsiden af byg– ningen. Det ene hjørneværelse som laa udenfor entreen havde Jarmann faat, og derinde sad han næsten bestandig alene hele eftermiddagen og aftenen udover, ved bordet foran vinduet ud til haven, med skolebøgerne opslaat foran sig. – Men han læste aldrig, bare sad der, lænet tilbage i gyngestolen, og gynged sig sagte frem og tilbage, mens hans stirred ud paa havens og parkens træer, og lod tankerne løbe som de vilde.

Det var en aften ved nitiden; solen var gaat ned, men det var endnu temmelig lyst. Vinduet stod aabent, luften var sval og stille, en svag susen i træernes løv fyldte stilheden. Han sad og drømte – om hjemmet: om skoven og søen og fjeldene – og blev helt betat af vemodsfuld længsel …

… Ak, om det havde vært hans fars have dette, og parken derover havde vært det lille skogholt, han kjendte saa godt! … Aa, atter at stikke tværsigjennem det lille skogholt, dukke frem paa den anden side, stanse deroppe og staa og se ned, udover den trange, mørke fjord dybt dernede mellem de stejle, lodrette klippevægge … Saa springe ned ad den smale sti der tilhøjre, langs naboens gjærde og ned til bryggen inderst inde i fjorden, hoppe i baaden, kaste los, sætte sig paa toften, og lægge aarerne ud, og ro ud paa fjorden … Og saa naar han var kommen udpaa lægge aarerne ind og slænge sig hen i baadens bagstavn med hænderne under hodet og lukkede øjne, og la baaden drive hvorhen som helst, mens han laa der og drømte om livet i den store verden udenfor …

Han rysted sørgmodig paa hodet – : Anej, slig vilde han jo ikke kunne drømme nu mere, livet saa saa helt anderledes ud for ham nu …

Aa, hvorfor var ikke livet anderledes! … hvorfor var det ikke slig som han havde følt det dengang! …

Endskjønt, gud ved …

I grunden saa var det noksaa rart det liv han førte nu ogsaa … der var noget mystisk hemmelighedsfuldt over det, som stadig holdt ham i en egen dæmpet stemning han godt kunde like …. Ganske underlig eget var det jo ogsaa at ha gaat omkring her i dette hus nu i tre fjerdingaar, uden at nogen kjendte ham eller havde nogen anelse om hvem han var …

De trodde han arbejded den lange eftermiddag og aften udover – og imens sad han bare her, gyngende sagte frem og tilbage, enten fordybet i en hyggelig bog eller ogsaa stirrende fortabt ud i luften, fantaserende over alle de forskjellige fruentimmer, han kjendte eller bare havde mødt og lagt mærke til.

Og de trodde, at om aftenen gik han pent i seng, som de selv – og isteden derfor …

Han smilte: han saa sig selv sidde her i gyngestolen og vente og vente paa, at de andre skulde faa lagt sig, saa han kunde komme afsted ud … Endelig blir alt stille og roligt. Han venter endnu en stund for at være rigtig sikker, rejser sig saa forsigtig, og gaar paa taa hen til det andet vindu, det ud til indkjørselen; det staar paa klem, han har tat begge hasperne af før, nu skyver han det lydløst helt op, klyver behændig ud og glider sagte ned paa jorden. Et lidet øjeblik staar han saa stille nedenunder vinduet, lyttende ud i natten med bankende hjerte, og sniger sig saa med en kildrende forbryderfornemmelse ud af haven, skjærer paa skraa over vejen og smutter ind i parken. Og saa forbi alle bænkene med de elskende paa, og afsted til byen …

Har han penge gaar han gjerne ned i Vika. Ikke fordi han absolut vil ind nogensteds der; nej, men det morer ham at snige sig omkring dernede i de trange gader med de lave smaa huse, hvor der brænder lys hele natten … at lytte ved vinduerne … titte ind gjennem gardinsprækker og nøglehuller … se døre bli aabnet og lyset pludselig strømme ud paa gaden, og kvindeskikkelser i lette, brogede dragter vise sig i døraabningerne. Det morer ham, det ser saa malerisk ud, og det gir ham en underlig middelaldersk fornemmelse, han føler sig ligesom sat nogen hundrede aar tilbage i tiden, til en verden hvor han er fuld– stændig fremmed. – Finder han saa derinde noget rigtig vakkert, gaar han ind og blir der en stund; hvis ikke, sparer han heller kronerne til et eller andet fruentimmer oppe i Karljohan. –

Har han ikke penge – og det er det sædvanlige – gaar han heller ned paa Karljohan med det samme og ser til at faa fat paa noget, han kan gaa hjem med uden penge; han tør ikke ta nogen hjem til sig. Lykkes ikke det, drager han afsted paa opdagelser. Rundt omkring i alle sidegader, undertiden langt afsted, helt op paa Grünerløkken eller ud i Gamlebyen, snuser han om efter en eller anden forsinket sy– eller strygepige, et eller andet ukjendt værelse med lys, hvor der bor en ny villig pige. – Lykkes ikke det heller – ja, saa er det en af de faste tjenestepiger da, som han kan komme ind til naar han vil. Hos hende blir han liggende en stund, og kommer saa endelig hjem langt ud paa natten, klær af sig, falder i søvn med det samme og sover som en sten, til pigen kommer og vækker ham om morgenen. Saa staar han resolut op, spiser frokost og lader som ingen ting. Men paa skolen om for– middagen har han svært ondt for at la være at sove. – Efter middagen faar han sig en lur, til kaffen kommer, da sætter han sig hen i gyngestolen, og saa er det den gamle historie om igjen – : gynge sig frem og tilbage, frem og tilbage i det uendelige foran de opslagne skolebøger, fantaserende over, hvad han har set den foregaaende nat …

Ingen i huset har nogen anelse om dette.

I begyndelsen havde nok bestyreren havt en formodning om, at der var noget galt paafærde, men han havde ikke kunnet opdage noget.

Bestyreren havde trod, at han ikke bestilte noget. – Men naarsomhelst han kom ind, fandt han ham bøjet over bøgerne. Og bestyreren kunde ikke vide, at ryggen først blev bøjet, naar det tog i døren.

Bestyreren havde trod han var kommen paa gale veje med fruentimmer og sligt. Men det havde jo vist sig at han næsten aldrig var ude, og især aldrig om aftenen.

Bestyreren havde trod, han søgte slet selskab. – Og saa havde det vist sig at den eneste han omgikkes var Henschen, den mest stille og flittige gut i klassen.

Ligeoverfor disse fakta var bestyrerens mistanke forsvunden, og han var kommen til det resultat, at det maatte skorte ham paa evner. Ikke saa at forstaa, at han var dum; det gav han ikke indtryk af, naar man talte med ham – og der var jo desuden disse norske stile, som han skrev bedre end nogen anden i klassen. Nej, men det maatte mangle ham totalt paa hukommelse.

– Du husker vist svært daarlig, havde bestyreren en dag sagt til ham.

– Ja, forfærdelig daarlig! havde han svart og sat øjnene saa troskyldig sørgmodig paa bestyreren. – Han maatte smile – : disse troskyldig sørgmodige øjne, og dette aabne lyse ansigt, som han vidste minded saameget om hans mor, havde fuldstændig indtat bestyreren for ham – han virkelig blet glad i ham, og syntes saa forfærdelig synd paa ham, fordi han havde saa daarlige evner …

Saameget mere syntes bestyreren synd paa ham, som han selv saa ud til at ta sig det saa nær: han kom og gik saa stille, der var noget sørgmodig dæmpet over hele hans væsen, og han var saa rørende venlig og tjenstvillig mod alle – som bad han om undskyldning fordi han var saa slet begavet, og ved sin venlighed og tjenstvillighed vilde vise, at hvad han evned, det vilde han ialfald gjøre. Saaledes opfatted bestyreren det, og saaledes opfatted hele huset det, lige ned til tjenestepigen og barna, en liden gut og en liden pige paa ti tolv aar, som han kjælte for og legte med og af og til forærte sukkertøj. – Allesammen havde de en følelse af at han var en stakkars ulykkelig som de maatte være gode mod og holde af.

Undtagen hun, svigerinden, frøken Bamberg, en mørkøjet pige paa nitten tyve aar, som ogsaa var i huset hos bestyreren. Naar hun talte til ham, var han aldrig rigtig sikker paa, om hun ikke gjorde nar af ham; de saa saa underlig paa ham bestandig, de sorte øjne, plirende, halvlukkede, kjælne, mens et lidt spodsk halvsmil svæved om de bløde røde læber, som om hun vilde sige: jeg kjender dig du store hykler! jeg har gjennemskuet dig. – Og hans ellers saa troskyldige ansigt fik et forskende forventningsfuldt udtryk hvergang hun talte til ham: han vented ligesom hvert øjeblik at faa høre hende sige at hun vidste det altsammen.

Men hun sa det ikke. Bare disse plirende, halvlukkede, kjælne øjne og dette drillende, forresten noksaa velvillige halvsmil om munden … Kanske hun vilde, han skulde sige det første ord – ofte saa det ud, som hun vented paa det. – Men det kunde han ikke …

… Aa, det mørke ansigtet med de plirende kjælne øjne og det halve smil! – det blanded sig stadig væk ind i hans fantasier, naar han sad der og gynged sig frem og tilbage den lange eftermiddag og aften udover. Ret som det var, naar han sad der og forestilled sig en elskovsscene med det eller det pigebarn som han f. ex. havde mødt paa gaden og syntes om, saa antog pludselig pigebarnet frøken Bambergs træk. Og naar han saa vilde fortsætte fantasien og la det være hende, siden det endelig skulde være hende – saa gik hele billedet istykker, og han beholdt ikke andet tilbage end bare disse plirende kjælne øjne og dette spodske drillende halvsmil … det var ganske besynderligt …

Klokken var blet elleve, alt var stille i huset. Han lytted en stund, rejste sig saa, gik hen til vinduet ud til indkjørselen, skjøv det lydløst op, kløv behændig ud, stod stille et øjeblik nedenunder og lytted, og sneg sig saa forsigtig udpaa vejen og over i parken – og forsvandt indover mod byen …

*

Det var den næste dag, lige over middag; de var netop gaat fra bordet.

Det var temmelig varmt, som det kan være i de sidste dage af Maj, og Jarmann gik i en let hvid jakke og en stor brungul panamahat og slog krokket med barna ude paa gaardspladsen bag huset. – Men det gik ikke med krokketen, hans tanker var andetsteds henne, og de to smaa, som spilled ivrig, havde alt slaat sig død, før han endnu var halvvejs. De lo af ham og vilde ha ham til at begynde paa et nyt parti, men han sa han var træt og vilde gaa ind og sove lidt middag. Og mens barna saa fortsat spillet alene, gik han omkring huset, igjennem den lille havelaage ind i haven, hen mellem plænerne og ind i det lille lysthus i hjørnet nede ved vejen. Der sat han sig ned med albuerne støttet paa bordets stenplade, ansigtet hvilende i hænderne, og den store panamahat skudt helt bag i nakken …

… Han kunde ikke bli kvit de øjnene!… hvad i al verden vilde de ham, hvad kunde hun mene? – Ved bordet havde han siddet og slugt hende med øjnene, mens hun sad og spiste, det gjorde han saa ofte, og hun vidste naar han gjorde det, hun kunde føle det, og han kunde se at hun følte det. Men hun plejed aldrig da at se op, hun bare spiste og saa ned i tallerkenen, indtil han tog øjnene bort – saa skifted rollerne, og hun gjorde det samme med ham. Men idag havde hun plud– selig, midt mens han sad der og slugte hende, løftet hodet og sat øjnene paa ham. Først alvorlig, ligesom betænkende sig, saa med det sædvanlige drillende halvsmil, men saa – ja saa var der med ét kommen noget insinuant ind i blikket, det var blet ligetil udfordrende, opfordrende eller hvad han skulde kalde det. – Men til hvad? – det var det, han ikke vidste.

Vilde hun, at han skulde betro sig til hende … og var det meningen, at hun saa vilde gjøre gjengjæld? … Og –

Aa han var et fæ, som ikke bare forsøgsvis havde sendt hende et lidet forstaaelsens smil og ladt som han var sikker! – Isteden derfor havde han bare siddet og maabet hen paa hende og saa tilslut tat øjnene til sig. Og hun havde beholdt øjnene fæstet paa ham en stund, men havde saa tat dem til sig igjen hun ogsaa, og siden ikke set paa ham …

Hvad i al verden kunde hun mene? …

Pludselig rejste han sig – : han maatte ha rede paa det! – bestyreren og fruen laa og sov middag inde i soveværelset paa den anden side af entreen, det vidste han; hun maatte bestemt være alene i havestuen.

Han gik op gjennem havens gange, op paa verandaen og kikked ind – :

Derinde sad hun, i gyngestolen, midt paa gulvet i den tungt draperede stue, magelig læned tilbage med fødderne paa den broderte fodskammel, hænderne hvilende paa gyngestolens arme – og ansigtet vendt lige mod ham, med lukkede øjne. Et blegegrønt skjær fra de nedrullede persienner faldt hen gjennem værelset og gav hele hendes skikkelse noget forunderlig zart og drømmeagtigt – en sovende undine.

Havde hun ikke gynget sig svagt frem og tilbage, vilde han trod, hun sov. – Han blev staaende lidt og se paa hende – tog saa et skridt ind paa gulvet. Hun aabned dovent øjenlaagene, saa paa ham med et svagt smil og gynged ganske sagte videre. Han blev staaende derhenne ved døren med spørgende øjne.

Saa løfted hun mat den højre haand fra gyngestolens arm og lod den falde ned igjen – det saa ud som et vink, men han var ikke sikker, og blev staaende.

Men saa løfted hun igjen haanden – : jo vist vinked hun ham hen til sig, det var ikke til at ta fejl af, og han gik derhen og blev staaende foran hende.

– Sæt Dem, sa hun svagt og pegte lad paa en stol uden at løfte haanden.

– Tak! – Men han sat sig ikke, blev staaende der foran hende og sluge hende med øjnene. – Saa blev hun alvorlig og gav sig til at mønstre ham interesseret, fra øverst til nederst. Han indbildte sig, at hun i fantasien klædde af ham stykke for stykke, og han følte det tilslut, som han stod nøgen foran hende. Men det generte ham ikke, han følte sig slet ikke undseelig – tværtimod, han kroede sig under hendes øjne. Saa fandt han paa at ville gjøre det samme med hende. Og nu lykkedes det da endelig engang, det han aldrig havde kunnet faa til, naar han sad alene og fantaserte inde paa sit værelse – : han strøg med øjnene alle klæerne af hende, fra skuldrene og nedover – :

Gud for en figur! – og øjnene løb langsomt opover igjen langs hofternes og brystets bløde jomfruelige linjer og stansed ved hendes ansigt.

Men du store gud! at han ikke havde set det før – : slig som hun sad der og saa paa ham, minded hun jo slaaende om hende fra ifjor, hun som rejste til Stockholm. Og hun havde jo holdt af ham …

Som et lyn fór den tanke gjennem hodet paa ham – : han vilde betro sig til hende, vilde styrte sig ned paa knæ for hendes fødder, lægge sit hode i hendes fang og fortælle hende alt, og hun vilde forstaa ham og ta imod ham og elske ham; og han vilde elske hende igjen, over alle ting. Aldrig mere skulde han liste sig ud af vinduet om natten, nej, bare til hendes sovekammer; aldrig mere tænke paa andre, bare paa hende, paa hende – aa hvor han vilde elske hende …

Som et lyn fór tanken gjennem hodet paa ham, mens han stod der foran hende, og det glimted stort i de smaa øjne – men han betænkte sig endnu et øjeblik: skulde, turde han gjøre det?!

Jo, han vilde! Og han havde alt hendes navn paa tungen og vilde styrte sig ned paa knæ foran hende – saa blev en dør lukket op derude paa den anden side af entreen; bestyreren var færdig med sin middagslur.

En pludselig rædsel greb ham, han følte trang til at sætte ud i et forfærdeligt skrig men gjorde det ikke, kasted bare et par forstyrrede øjne omkring i værelset og løb det forteste han kunde ud gjennem havedøren, ned verandaens trap, ud havelaagen og op trappen den anden vej ind paa sit værelse og kasted sig næsegrus ned i sengen.

Men med et let tryk af sin lille fod paa den broderte skammel havde hun slynget sig tilbage i gyngestolen og sendt en klar spottende latter efter ham, da han løb. Den klang endnu igjen i hans øren, denne klare spottende latter, den la mile mellem hende og ham … Mile? – nej, en gabende afgrund, en hel verden la den imellem dem – aa, de vilde aldrig finde hverandre, aldrig! han vidste ikke hvorfor, men følte, at det vilde aldrig ske. Og taarerne styrted ud af hans øjne, en krampagtig graad greb ham, og han blev liggende længe og hulke dernede mellem puderne, mens det kjærlighedens fantom, som havde vist sig for ham, reves ud af hans sjæl …

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra Kristiania-bohêmen

Fra Kristiania-bohêmen er Hans Jægers hovedverk. Boken utkom 11. desember 1885. I november hadde Jæger sendt ut fortalen, hvor boken ble annonsert som et angrep på «de tre gigantiske granitkolosser, som bærer den gamle kultur og det gamle samfund og holder al aandsfattigdommen oppe –: kristendommen, moralen og det gamle retsbegreb».

Rett etter utgivelsen ble boken beslaglagt og Jæger ble dømt til 60 dagers fengsel. Begrunnelsen for dommen var at boken inneholdt pornografiske avsnitt, men sannsynligvis var det bokens samfunnskritikk som var avgjørende. Jæger mistet også jobben som stortingsreferent.

Året etter forsøkte Jæger å få boken utgitt igjen, forkledd som Julefortællinger af H. J i Sverige. Jæger fikk en ny dom for forsøket.

Beslagleggelsen vakte stor oppsikt og førte til en intens debatt om trykkefrihet og kunstens plass i samfunnet.

Les mer..

Om Hans Jæger

Hans Jæger var en sentral skikkelse i bohembevegelsen, vanligvis kalt Kristiania-bohemen. Kristiania-bohemen var en politisk og kulturell bevegelse på 1880-tallet med sentrum i Kristiania. Andre kjente bohemer var Christian og Oda Krohg. Kristianiabohemene var politisk radikale og kjempet mot sosial urettferdighet, dobbeltmoral og kristendommen. I litteraturen og kunsten var bohemene påvirket av naturalismen, man skulle «fotografere» livet. Jæger gikk enda lenger og mente at alle mennesker burde skrive roman om sitt eget liv.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.