IX.

Paa hjemvejen mødte jeg Jarmann, jeg havde forberedt ham paa, at idag skulde slaget staa.

– Fik du talt med hende … hvordan gik det? spurgte han ivrig.

– Skidt far!

– Næ-æ-j? – Fortæl!

– Ja følg med hjem og la os ta en toddy i ro og mag, skal du faa høre.

Han gik med, toddyen blev lavet, cigarerne tændt, og vi sat os – jeg i sofahjørnet med benene trukket op under mig, han i gyngestolen ligeoverfor – og jeg fortalte ham det hele. Han hørte meget andægtig til, afbrød bare med et udraab eller med sin sædvanlige fnisende latter, hvergang der kom noget som rigtig tiltalte ham.

– Tror du det gaar? spurgte han da jeg var færdig.

– Jada, bare den forestilling faar ordnet sig sammen med de andre forestillinger derinde i hjernen hendes saa.

Han lo ligesom for sig selv – : nej, hvor det skal bli moro!

– Ja, og gaar det, agter jeg at skrive ned denne samtalen fra idag, ossaa den egentlige forførelsesscene – og naar hun saa engang enten er blet til noget eller gaat i hundene, faar jeg istand en sidste scene med hende, skriver den ned med – og udgir saa det hele.

Jarmann havde rejst sig og gik nervøst frem og tilbage paa gulvet – : Ja død og pine! sa han, det var noget, folk vilde ha godt af at læse – og som de kom til at læse.

Lidt efter stansed han, saa paa mig og lo – : Du! det var et ypperligt exempel det der med vaskepigen – : det er det det gjælder: at man gjør det man gjør af fri vilje! – og han tog en stor slurk toddy, blæste en tyk røgsky ud i luften og gik igjen et par gange op og ned ad gulvet. Stansed saa igjen og lo med sin indvendige fnisende latter – :

Du! sa han, du skulde være docent i moralfilosofi ved universitetet – det skulde bli noget andet end Monrad og Lyng det! hehehe!

Og han sat sig ned i gyngestolen, læned sig paa de korslagte arme frem over bordet og saa mig ind i ansigtet med store blanke øjne –:

– Er det ikke fan’en ogsaa, at ikke du skal være professor i filosofi istedenfor de noksagterne!

Jeg lo – : jeg er bange for der vilde ikke bli stor afvexling i mine forelæsninger. Forresten, om jeg ikke er professor – jeg agter alligevel at optræde som lærer.

– Hvor da?

– Paa en pigeskole.

– A du er gal! – han læned sig tilbage i gyngestolen og lo.

– Nejda, du ved jo jeg altid har sværmet for at bli lærer paa pigeskole – nu vil jeg oprette en selv.

– Den skolen maa du død og pine la mig bli lærer paa! – han slog i bordet og saa begejstret hen paa mig. Jeg rysted paa hodet og slog asken af min cigar – :

– Nej, det gaar ikke, det mangler du alle betingelserne for.

– Saa? sa han mut; hvad skal det være for slags skole da?

– Jo nu skal du høre, sa jeg, mens jeg laved mig en ny toddy – : Du forstaar jo det, at igrunden er Lily altfor gammel, hun er jo to og tyve alt, desuden ikke tilstrækkelig vakker. Selv om hun trods alderen lar sig omvende, gaar hun rimeligvis i hundene alligevel. Det er egentlig bare vakre piger vi kan bruge i frihedens tjeneste endnu og saa maa de opdrages fra de er blottende unge – skaal!

– Skaal! – Tror du det er nødvendigt?… at ta dem saa unge?

– Ja. Det er bare da de kan tages helt!

– Hvordan det?

– Det er da let nok at forstaa – :

Tænk dig en ung vakker pige paa femten sexten aar, frodig og livsfrisk, og godt begavet i retning af kjøn – ja for det maa hun være! – tænk dig hende, netop idet kjærlighedstrangen og kjærlighedslængslen er vaagnet, og livet ligger foran hende som en lys drøm – bare kjærlighed! …

Og tænk saa paa, hvordan kjærligheden behandles – ikke i bøger, der taales den jo paa en maade; men i det virkelige liv – : man betragter den som en vild, forfløjen fugl, fanger den, tæmmer den og sætter den i bur, hvor den visner bort og erstattes af husvarme og moderkjærlighed – og dermed er dens historie ude. Eller hvis ikke, hvis virkelig en ny kjærlighed skulde spire frem igjen af den gamles aske, da ve hende, den kvinde, der ikke lukker den inde, dybt i sit bryst, og lar den dø ensomhedens død – for historien skal være ude! …

Vel, faa hende til at forstaa det, det unge pigebarn for hvem livet endnu blot har det eneste indhold: kjærlighed! – lad hende faa øjnene op for, at det er kjærlighedens skjæbne i det samfund hun skal til at træde ind i … hun vil oprøres over det ligetil sin sjæls inderste, og du vil kunne rejse et mægtigt had hos hende og en vild begejstret trods imod alt det der er skyld i at kjærligheden paa den maade gaar tilgrunde. – Og kommer hun saa til at elske en helt frigjort mand, der elsker hende igjen, men ikke vil at deres kjærlighed skal overleve sig selv i form af husvarme og børnekjærlighed og gjøre dem begge uskikkede til overhode at elske – saa er hun frelst. Da gir hun sig frejdig hen til ham og optar kampen med samfundets fordomme – modig og sikker, fordi hun ikke har de samme fordomme at bekjæmpe i sit eget bryst. –

Anderledes blir chancerne, hvis hun i den alder da kjærlighedstrangen og kjærlighedslængslen vaagner hos hende blir overladt til sig selv – for hvorledes gaar det da? …

He! du har jo lagt mærke til smaapigerne paa Karljohan, disse dejlige unger, som i flok og følge strejfer omkring og ler og morer sig over gud ved hvad, uden at de fleste lægger noget større mærke til dem – : «det er jo bare jentunger jo!» – Pludselig en god dag blir en af dem voxen! man har ikke mærket overgangen men nu ser man det: barmen er blet fuld og hofterne runde, figuren har faat den egne jomfruelige ynde, som bare den al– der har. Og hun gaar ikke længer i flok og følge med de andre. Nej alene, højst sammen med en veninde, gaar hun omkring der med undrende opvakte øjne og ligesom snuser paa tilværelsen for at faa rede paa den side af den, som nu har opladt sig for hende – et billede paa modtagelighed!

Men det varer ikke længe – nogen faa stakkede maaneder, saa er det forbi: forventningen er skuffet: der var ikke noget. Og det undrende opvakte udtryk i øjnene blir borte, figuren svinder ligesom ind igjen, det hele ser slappere ud, duften er væk … og saa ser du hende igjen i flok og følge streife omkring og le og more sig med de andre.

Men det gaar egentlig ikke an nu længer: nu skal hun jo være voxen. Og saa maa moeren og ældre veninder og bekjendte ta sig af hende og lære hende, hvad der er rigtigt og passende. Og hvis hun saa paa sin pigeagtige maner kimser ad det rigtige og det passende, saa forklarer de hende, hvorledes der bare er et skridt fra det og til det umoralske! Og det umoralske – ja, hvor skrækkeligt det er, de forfærdelige følger, det kan drage efter sig, det ved hun selv – : det kan ødelægge hende for livet!

Saa blir hun betænkelig, hun begynder at lytte til disse forestillinger, og lidt efter lidt æder det «rigtige» og det «passende», for ikke at tale om det moralske, sig ind i kjødet paa hende og gaar tilslut over i blodet – og saa har du hende der da i sytten atten aars alderen gaaende stilfærdig omkring som en rigtig pen, giftefærdig pige, der lar sig kurtisere af voxne herrer og venter paa en frier. –

Kom saa og forsøg at aabne øjnene paa hende! kom saa og forsøg paa at faa hende til at forstaa at det bare er fordomme alt det hun er blet indpodet med – og det fordomme som vil komme til at ødelægge det der skulde udgjøre hendes livs lykke!

Rimeligvis vil hun afvise dig kort og godt.

Men selv om du efter et langt, møjsommeligt arbejde faar hende til at forstaa det herregud, nu har hun jo giften i blodet, fordommene bor dybt derinde i hende selv, og da skal der noget til at bli dem kvit. – Nu, naturligvis, endnu kan hun reddes, men det er ikke mere end to ting, som kan redde hende – :

Enten en virkelig dyb, altopslugende kjærlighed til en helt frigjort mand – da føler hun at kjærlighedens ret er den stærkere, sætter alle hensyn tilside og geraader i krig med samfundet.

Eller ogsaa en saadan virkelig hel kjærlighed til et almindeligt samfundsmenneske, men som hun paa grund af omstændighederne ikke faar. Da kan hun nemlig, naar alt er tabt, livet ligger øde foran hende, og hun saa bagefter kommer til at forstaa at alt det der med moralen bare er fordom, bli greben af raseri over at han som hun elsked, og som elsked hende, ikke «tog» hende, saa hun ialfald ikke blev snydt for hele sit livs lykke. Og da kan hun kanske frelses paa den maade, jeg nu forsøger med Lily.

Men ulykken er, at en slig virkelig hel kjærlighed, den voxer ikke paa træer og specielt har den naturligvis vanskeligt for at skyde op i et menneske for hvem det rigtige, og det passende, og det moralske staar som det højeste her i verden. –

Og derfor gjælder det som jeg sa at opdrage dem fra de er blottende unge.

Og derfor er det smaapiger fra fjorten til sexten aar min skole skal bestaa af. –

Jarmann havde siddet der tilbagelænet i gyngestolen, dampende stærkt og eftertænksomt paa sin cigar, mens jeg talte.

– Jamen hvor i al verden vil du faa elever fra? spurgte han forundret.

– Aa – jeg rev af en fyrstikke og tændte cigaren, som var gaat ud – : jeg har saamen halvt om halvt faat fat paa nogen.

– Næ-j! – fortæl! – og han stak begge hænder i buxelommerne, læned sig bagover i gyngestolen og blev siddende og se paa mig med cigaren mellem tænderne.

– Ja det er saamen en hel liden historie – lav dig et glas igjen, skal du høre. Og han laved og jeg fortalte – :

Her for en fem sex aar siden mødte jeg stadig en ganske vakker ung pige med et besynderligt ansigt, blegt, energisk sanseligt og med et drag af trods og foragt om de tæt sammenbidte læber; hun kunde vel være saan en sexten sytten aar. Jeg saa paa hende hver gang vi mødtes, og hun saa igjen med et par øjne, som fik mig rent til at sige i knæerne. Men samtidig krummed hun læberne til et overlegent, haansk smil … som om hun vilde sige: jeg ved nok jeg er dejlig og jeg ved hvad sanser er for noget, men kom ikke til mig! Øjnene suged mig til sig, læberne stødte mig bort.

Jeg havde forfærdelig lyst til at bli kjendt med hende, men det blev aldrig til noget, jeg havde ikke mod til at ta fat paa hende og en vakker dag forsvandt hun og blev rent borte fra mig. Ligetil nu her for ganske nylig, da hun pludselig dukked frem igjen – men ikke længer som det samme menneske: de blege energisk sanselige træk var blet slappe, øjnene, de stærke øjne, matte og stikkende, hun led i en uhyggelig grad af blegsot, og det haanske udfordrende smil var blet sint og bittert; hun saa nærmest ud, som hun vilde bide. Det havde saamen ingen fornøjelse vært at se hende igjen, var hun kommen alene. Men sammen med hende dukked ogsaa op en yngre søster, en skolepige paa en femten sexten aar, frisk og kjæk at se til og frodig som bare fan’en, med halvkort kjole og to store sorte skolepigefletter ned ad ryggen. Lidt skjødesløst hang klæerne omkring hende, lidt afjaskede var de ogsaa, og udgaate var hendes sko, men rank og tillidsfuld, næsten overmodig skred hun henad gaden med det dristig hvælvede bryst og en svag vuggen i hofterne, som følte hun stærkt at hun var kvinde. Og ud af et fyldigt naivsanseligt barneansigt med brunlig, matgylden hud spejded to vidunderlige brune barneøjne glade og frejdige omkring, mens et kaad smil laa og drømte om de røde kysselæber. Et Barn med kjøn! det var totalindtrykket.

Det første mødte jeg hende bestandig sammen med den ældre søster, som nok havde fortalt hende at jeg i sin tid forgjæves havde sukket for hende. Og som om det havde vært en uforskammet forvovenhed af mig, sendte den yngre mig et overlegent, foragteligt smil. Men det saared mig ikke det smilet, jeg var svært glad ved at faa det, først fordi det var saa vakkert og dernæst fordi det gav mig saa god anledning til frejdig at smile hende ind i ansigtet og nyde det barnlige, uskyldig-sanselige udtryk i hendes øjne du kan tro det er et par øjne hun har: ganske ensfarvet brune med tykke hornhinder over, som gir dem en ganske egen glans; ossaa fulde af liv. Og slig som hun kan sætte dem paa En! eja mig! ..

Naa, men en dag spaserer jeg nedover Karljohan sammen med Fritz Hassel. Hun gaar der foran os sammen med en veninde, vi passerer dem, jeg vender hodet og faar mit sædvanlige foragtelige smil og gaar videre – da pludselig Fritz griber mig i armen og standser mig – :

– Hahaha! hun rækker tungen ud efter dig! lo han.

Jeg vendte mig lynsnart, hun trak tungen til sig igjen, og hun og veninden og Fritz og jeg blev staaende der ligeoverfor hverandre og le. Indtil Gerda – saa er det hun heder – greb veninden i armen og leende trak hende ned ad Kongensgade; det var paa hjørnet af den vi stod.

Fritz og jeg gik da videre nedover til posthuset, men paa opturen igjen lige idet vi passerer Kongensgade, kommer Gerda gaaende tilbage igjen alene, ler til os, men lidt ængstelig, og skynder sig om hjørnet og gaar hurtig opover Karljohan. Vi fulgte leende efter, hun blev ængsteligere og ængsteligere, og da hun et par gange forgjæves havde forsøgt paa at bli os kvit ved snart at gaa svært langsomt for at la os komme forbi, snart svært hurtig for at komme fra os, sat hun pludselig paa sprang og løb opover gaden, og vi saa hende tilslut forsvinde udover Drammensvejen.

Siden den dag smilte hun ikke mere foragtelig, hun lo skøjeragtigt naar hun mødte mig, og undertiden rak hun tungen ud ogsaa – : vi var kommen paa en langt fortroligere fod.

En dag, jeg mødte hende, og vi som sædvanlig havde led til hverandre, fik jeg, lige efter at ha passeret hende, en ubetvingelig lyst til at se ind i de dejlige øjnene hendes en gang til. Jeg vendte, gik forbi hende, vendte igjen og mødte hende paany. Hun forstod det, lo endda mere end hun plejed, og saa gjorde jeg det samme nok engang. Det mored hende, hun begyndte ogsaa at vende svært ofte, og tilslut havde vi mødt hverandre mindst ti gange i løbet af en liden halv time. Da hun saa gik hjemover, fulgte jeg efter, og nu var hun slet ikke ængstelig, lod tværtimod til at være meget fornøjet ved at ha mig gaaende der bag, vendte sig stadig og lo tilbage.

Det bar udover Drammensvejen og ned tilvenstre i de nye gaderne der nedenfor. Da hun skulde gaa ind porten, hvor hun bor, vendte hun sig endnu engang og lo tilbage – og saa forsvandt hun. Men da jeg stansed op i porten og kikked ind, stod hun endnu derhenne ved trappeopgangen og tramped sneen af fødderne. Jeg gik et skridt ind i porten, standsed og sa – :

– Jeg har forfærdelig lyst til at bli kjendt med Dem frøken.

Hun stod med den ene fod paa det nederste trappetrin og skrabte saalen mod kanten, seende med et halvt smil ned paa foden, uden at svare.

– A, sa jeg, nu har vi gaat saalænge her og smilt til hverandre paa frastand synes De ikke det er paatide vi lærer hverandre at kjende paa nærmere hold, hva?

Hun svarte ikke, blev ved at skrabe foden mod kanten af trinet og smilte ned paa den.

– Aja, men det er da morsommere at gaa ved siden af hverandre og tale sammen end at gaa saan bagefter hverandre? …

Hun svarte fremdeles ikke, blev bare staaende i den samme stilling. Saa gik jeg nærmere.

Men ængstelig sat hun foden helt op paa trinet, de brune øjne saa sky hen paa mig, kroppen bøjed sig sagte forover: hun stod paa sprang, færdig til at pile opad trappen, hvis jeg kom for nær. Saa stansed jeg na– turligvis. Og hun blev staaende der paa sprang, men smilte skjælmsk hen paa mig.

– A, kan jeg ikke faa lov til at bli kjendt med Dem? spurgte jeg igjen.

Et øjeblik betænkte hun sig, tog saa foden ned igjen af trinet, rettet sig op, tog damemine og sa paa en morsom knixet maade – :

– De maa faa lov til at hilse paa mig, men De faar ikke lov til at tale til mig paa gaden.

– Ajo, faar jeg lov til det ogsaa.

– Nej.

Det blev sagt saa afgjørende, at jeg gav mig med det samme. –

– Hvor det var kjedeligt! … naa jaja, men jeg hilser altsaa paa Dem herefter?

– Det maa De faa lov til.

– Adiø da frøken!

– Adiø.

Jeg var gaat et par skridt nedover gaden, men vendte igjen: jeg vilde heller gaa gaden ovenfor. – Men der stod hun jo i porten? – og jeg maatte skoggerle, for i det samme mine øjne mødte hendes, strak hun hodet frem med hagen ud i vejret og halvt jæbte, halvt smilte med bred mund, blottede tænder og sanselig sammenknebne øjne – en under– lig barnagtig grimase, som hun vilde si: Æ-æ-æ! naa har jeg narret dig naa! – og fór saa ind i porten igjen.

Jeg ind efter naturligvis og fandt hende staaende paa sprang igjen derhenne ved trappen.

– A sig ja da! sa jeg.

Men hun tog igjen damemine paa, gjentog sit afgjørende nej, og jeg maatte gaa min vej for anden gang.

Da jeg et par skridt bortenfor porten vendte mig igjen for at se, om hun var der, fik jeg et sekund se den samme barnagtige æ-grimase igjen, men saa var hun forsvundet, og da jeg for tredje gang gik ind i porten og lige hen imod hende med et bønligt – : «aa herregud, sig ja da: kan De ikke sige ja da? var hun en én to tre med ét sæt langt oppe i trappen og stod og titted ned paa mig gjennem trappegelænderets sprinkelværk med en drillende latter. Jeg blev staaende der nedenunder og le jeg ogsaa. Da jeg saa endelig maatte gaa, kom hun ikke ud mere.

Men om eftermiddagen traf jeg hende igjen paa Karljohan, saan mellem fire og fem, da det var begyndt at bli mørkt, hilste og fulgte efter hende. Det bar igjen ud over Drammensvejen og ned tilvenstre, men forbi den gaden, hun bor i. Kvartalet nedenfor tog hun af og vi kom ned i en ny, netop paabegyndt gade; etpar huser paa den ene side; ubebyggede tomter og bar mark henover paa den anden side; ingen mennesker. Nede paa det øde hjørne stansed hun, tren et par skridt ud i gaden og blev staaende der, med ryggen mod mig, og se henover de ubebyggede tomter. Jeg stansed et halvt skridt bag hende, stod der en stund uden at sige et muk, bare pusted paa hendes nakke mellem de to fletter. Men hun rørte sig ikke.

– Ajamen her kan vi da godt spasere lidt sammen! sa jeg endelig; her er jo ingen folk, og mørkt er det ogsaa.

Hun svarte ikke, blev staaende der med ryggen til.

– Ajo! nu spaserer vi lidt sammen hvad? bare nu iaften?

– Aja! sa hun pludselig frejdig, vendte sig og lo mig ind i ansigtet med sin dejlige barnelatter. Saa slentred vi fornøjet opover gaden sammen, langsomt og gelassent; hofterne slængte ligesom tilfældigvis ind imod hverandre for hvert andet skridt vi tog, men vi lod som vi ikke mærked det, mens vi gik der og præsenterte os for hverandre, forhørte os om hverandres bekjendtskaber og forsøgte at finde ud en eller anden familie, hvor vi kunde træffes og faa bekjendtskabet legitimeret. Det sidste var umuligt, vi havde ikke anderledes fælles bekjendte end at hun vidste, hvem nogen af de herrer var, hun havde set mig sammen med «hun havde hørt saameget om dem, som hun ikke vilde fortælle» – og saa lo hun mig skalkagtig ind i øjnene. Men enden blev alligevel, at jeg skulde faa lov til at spasere med hende paa gaden – : «hun brydde sig ikke noget om, hvad de sa!» …

– Men hvorfor har De saan lyst til at bli kjendt med mig? spurgte hun tilslut, da vi stod udenfor porten. Og hun sat øjnene paa mig, som om hun vented en erklæring med det samme.

– Hvorfor? – Jo, naturligvis fordi jeg synes, De er vakker – og saa fordi jeg tror, vi vil komme til at synes godt om hverandre.

Hun betænkte sig lidt, men saa lod det til, hun fandt svaret tilfredsstillende, og hun sa adjø med et smil og gik op. –

– Og saa? – spurgte Jarmann, da jeg stansed.

Ja, saa er der bare gaat en tre fire dage siden. Jeg har talt lidt med hende hver dag, og hun er fordømt sød; men jeg er ikke kommen nogen vej med hende endda, hun er altfor erotisk anlagt, til at vi saan ohne weiter kan gaa over til at tale om forretninger … Naa, men hende har jeg altsaa tænkt mig som numer én paa min skole.

– Numer én? sa Jarmann ivrig – har du faat fat paa flere?

– Jada! her sidst søndag, jeg skulde til byen og spise middag og kom gaaende over Olafs plads, stod der en flok smaapiger i fjorten femten aars alderen og talte sammen lige udenfor Gjertsens skole. Jeg mønstred dem naturligvis i forbigaaende, men blev saa pludselig noksaa overrasket ved at en af dem, en liden lys vakker unge, stirrer mig ganske alvorlig ind i ansigtet, nikker og siger: Goddag Eek! – i en tone, som var vi gamle gode bekjendte. Jeg nikked naturligvis igjen og sa ligesaa bekjendt – goddag! – Da jeg var forbi, slog de allesammen ud i en skoggerlatter naturligvis – slig er de herregud! men jeg tænkte hvad jeg tænkte og gik noksaa fornøjet videre.

Saa om eftermiddagen den samme dag, som jeg i mørkningen slentrer opover Universitetsgaden for at gaa hjem, faar jeg igjen øje paa den lille lyse fra om formiddagen, et lidet stykke foran mig. Sammen med en veninde naturligvis; det er det fordømte ved disse smaa, at de aldrig gaar alene. Naa, men jeg avancerer alligevel op ved siden af hende, hilser og siger godaften. Hun blev et øjeblik ganske forskrækket og sat uvilkaarlig armen op foran hodet med bortvendt ansigt – som for at afparere et slag; men tog sig strax i det igjen – hun var ikke den, som vilde være barnagtig! – lod armen falde ned, lo, sa frejdig godaften! – og saa mig næsten udfordrende op i ansigtet. Veninden saa nysgjerrig op paa mig.

Mens vi saa gik opover der og væved sammen, vi tre, om noget gud ved hvad, mærked jeg at vi havde nogen smaagutter sværmende omkring os: sommetider havde vi dem foran os, sommetider bag, og ret som det var fór de os forbi med nogen forblommede udraab, snart et navn, snart et uforstaaeligt ord …

– Er det kanske Deres kavalerer? spurgte jeg smaapigerne.

– Nej langtifra! – tonefaldet var foragteligt; det var min lille lyse, som talte.

– Ja for da vil jeg naturligvis ikke gaa ivejen …

– Langtifra, vi kjender dem slet ikke!

Men netop som hun sa det, fór gutterne igjen forbi os og smutted ind i en port der foran, og da vi gik forbi portaabningen blev der leende og knisende ropt paa «Kamma» og «Agnes» derinde. Smaapigerne blev nervøse og urolige – det var tydeligt nok, at de kjendte dem.

Oppaa Olafs plads, hvor de hørte hjemme, sa jeg adjø til dem i porten, og spurgte idet jeg gik om de havde noget imod at spasere sammen med mig, naar jeg traf dem.

– Nejda, det havde de ikke.

Saa gik jeg videre, men var ikke kommen tværs over pladsen engang, før jeg hørte smaa trippende skridt bag mig – : det var de to smaa, som kom løbende efter mig igjen.

– Undskyld, sa den lille lyse højtidelig, vi glemte at præsentere os – er ikke Deres navn Eek?

– Jo, det maa da De vide, som sa goddag til mig i formiddag, sa jeg leende.

De lo ogsaa.

– Og heder ikke De Kamma? spurgte jeg saa.

– Jo det gjør hun! ropte veninden, som om hun forraadte en hemmelighed.

– Og hun heder Agnes! skyndte Kamma sig at sige, pegende paa veninden.

Saa sa de adjø og løb tilbage igjen over den halvmørke plads. Jeg stod og saa efter dem, og ikke før var de kommet ind i porten derhenne, før de smaa kavalerer ogsaa var der og smutted ind i porten efter dem. – Jeg gik lidt ærgerlig hjemover – : jeg havde fordømt lyst at være usynlig tilstede blandt dem derinde istedenfor at gaa hjem …

– Se der har du altsaa numer to og tre, sa jeg til Jarmann, og numer fire og fem og sex og syv er nogen veninder af disse to igjen, som jeg siden har mødt og hilst paa, først sammen med dem og siden alene. De hilser meget venlig igjen og lader slet ikke til at ha noget imod at gjøre nærmere bekjendtskab.

Jarmann sad en stund og saa hen for sig, sa saa helt sørgmodig – :

– Nej! at jeg ikke har mine søstre her i byen, de er vakre begge to, især den ene, det skulde vært mig en glæde at overantvordet dem til din behandling! – Og han saa rent ulykkelig ud over ikke at kunne yde sin skjærv til skolens oprettelse.

Jeg blev ganske rørt, jeg maatte tænke paa hvordan en anden god ven af mig havde tat det, da jeg nogen dage i forvejen udvikled min skoleplan for ham og fortalte ham om mine tilkommende elever – : Ja, sa han, da jeg var færdig, dette er meget interessant, men – gud ske lov, at du ikke kjender mine søstre! Jeg sammenligned uvilkaarlig det udbrud med Jarmanns og følte hele forskjellen. Og jeg blev siddende og se hen paa ham der han sad, sammensunken i gyngestolen, stirrende hen for sig med det ulykkelige ansigt – :

Aa, om det havde vært ham, der havde færdedes i de familier herinde, hvorfra skolen helst burde rekruteres, og hvorfra man kunde hentet den nødvendige kvindelige støtte for foretagendet! han vilde gjort alt hvad der stod i hans magt for at drage mig med derind, han vilde havt trang til, at jeg skulde færdes i de samme sfærer som han og se med mine øjne, hvad han saa med sine, for at vi saa siden kunde udvexle vore opfatninger og supplere vore iagttagelser – og saa lægge vore planer derefter. – Vi kunde ha levet og arbejdet sammen – aa var det ikke fanden ogsaa, at det ikke var ham!

– Ja, sa jeg, det er s’gu kjedeligt, du ikke har dine søstre her – især siden de er vakre!

– Ja er det ikke fanden? – og han rejste sig og gik nervøst op og ned ad gulvet. Lidt efter stansed han, saa paa mig og sa – :

– Men du! … du maa la mig bli lærer paa den skolen din!

Jeg rysted paa hodet – : Nej kjære, det turde jeg s’gu ikke.

– Hvorfor det?

– A, for det første er du ikke selv tilstrækkelig theoretisk uddannet … du maatte jo selv gjennemgaa en grundig opdragelse først …

– Jamen det kunde jeg jo gjøre!

– Du vilde neppe ha tilstrækkelig energi til det. Men sæt du havde – alligevel? Du med din hingstenatur … jeg kunde jo aldrig være sikker paa du ikke gik hen og fordærved mig det hele … i et lidenskabeligt øjeblik gik mig hen og plukked frugten, før den var moden.

Han fik et smerteligt drag om munden, der han stod og stirred paa mig – :

– Det er skam af dig at tro det om mig, sa han sørgmodig.

Jeg trak paa skuldrene – : herregud, det vilde da være noksaa menneskeligt.

– Nej ved du hvad! sa han indigneret: tror du, jeg kunde gaa hen og glemme mig selv, naar det gjaldt det dèr?! – tror du virkelig, jeg er saa lidet idealt anlagt!

– Nej tværtimod, du er meget idealt anlagt; men du er et løst stemningsmenneske… og naar blodet koger er viddet borte ved du … en tilfældig situation, hingsten stikker frem, og du fordærver mig en af eleverne.

– Ikke tale om! aldrig i verden! han slog ud med haanden, og det glimted i de smaa øjne.

Jeg rysted igjen paa hodet – : Anej kjære, det ved du da: du er ikke saameget herre over dig selv, at du kan sige det «aldrig i verden!»

– Jeg er sikker paa der kunde aldrig være tale om det naar det gjaldt en slig sag sa han, og han sat sig ned i gyngestolen og blev siddende og se hen for sig.

– Men du! sa han saa – : er du forresten saa sikker paa, at et sligt pigebarn vilde bli helt ødelagt, fordi om hun blev forført istedenfor at gi sig hen af fri vilje?

– Nej, saa sikker er jeg ikke, men jeg tror det vilde gi hende en knæk for bestandig. Husk paa, hanget til korrekthed i det stykke er dybt nedarvet hos vore unge piger, og har hun først git sig hen med følelsen af at det var urigtigt at gjøre det, saa er jeg bange for, at hun ikke, selv med den ypperligste forstaaelse bagefter, vil kunne, naar anfægtelserne komme, fri sig fra den tanke – : mon det ikke alligevel igrunden var for at retfær– diggjøre mit fejltrin, jeg lod mig ta af disse moderne ideer?!

– Aa ja, du har vist ret kanske, sa Jarmann og saa igjen hen for sig. –

Det var blet sent, vi tømte glassene, og Jarmann tændte en frisk cigar og gik. Jeg fulgte ham ned i porten og lukked ham ud.

Vejret var raat, det blæste og snedde, han bretted kraven op om nakken, knapped tæt til, slog bræmmen paa den lille runde filthat som en skjærm ned over øjnene, rak mig haanden med et varmt godnat og skridted saa afsted ned ad gaden gjennem det tætte snedrev med opskudte skuldre, hænderne i frakkelommen, kroppen og hodet bøjet forover imod blæsten.

Sneen drev ind imod ham, han saa ingenting foran sig andet end den mylrende mængde af nye og bestandig ny sneflokker, som uafladelig dansed paaskraa ned gjennem luften, snart hvide mod lyset af en gaslygt, snart graa imod den sorte luft, og vaade som de var hængte sig ved hans klær og snart dækked dem med et lag saa tykt, at han kunde ryste det af i store flaker – han saa fuldstændig ud som en snemand, der han gik. Og af og til drev et pludseligt vindkast hele snefoget ind under hatten, saa han var lige ved at miste pusten, mens han greb om den for at beholde den paa hodet.

Men han ænsed ingenting, bare skridted nervøst afsted i det slupsede føre, stemmende kroppen mod blæsten og sneen, uden at tænke, helt fyldt, begejstret optat af det nye fremtidshaab, som iaften var dukket op i ham.

Nede paa hjørnet af Pilestrædet stansed han et halvt sekund og betænkte sig – saa gik han udover istedenfor indover …

Han pusted langt ud – : Ahh! i slig stemning havde han ikke vært paa længe! nej ikke siden den aften ivaares efter mødet i Fram … Hvor han husked det tydelig: broen i maaneskinnet … elven kulsort nedunder, dækket af husenes mørke slagskygger, men længer oppe snoende sig i bugter frem mellem træer og buske, sølvglitrende i maaneskinnet …

… Et skjønnere, rigere og fyldigere liv skulde vi leve, hver enkelt af os og alle tilsammen! det var det, det gjaldt om… og han skulde være med at frembringe dette rigere, skjønnere liv – det skulde være hans livs gjerning! …

Pludselig fór der en tvivl igjennem ham – : var det nu ikke igjen bare et øjebliks stemning, et bedrag, der vilde forsvinde nu som dengang? …

– Nej! dengang havde han ikke vidst, hvad det var, som skulde gjøre livet rigere og skjønnere, og havde ikke kunnet finde paa det af sig selv; han havde jo aldrig lært at tænke. Men nu vidste han, hvad det var – det var kjærligheden! Kjærligheden skulde sættes paa thronen og beherske menneskenes liv, den skulde være arbejdets maal og arbejdets drivkraft! … ikke et maal, der «engang» skulde naaes, noget man skulde havne i – nej et maal man uafladelig naar! – kjærligheden skulde være det daglige brød fra første færd af …

Aa, hvorfor lærte man ikke dette paa skolen – og indretted livet derefter!… Da var hans liv blet et andet; for hvad det havde manglet, var netop denne drivkraft, derfor var det gaat, som det var gaat …

Kjærligheden! … han havde mødt den et par gange paa sin vej, den havde berørt ham med sin aande, men saa draget ham forbi – : han husked sin græmmelse, da Anna rejste til Stockholm; husked, hvor han laa og storgraad i sengen, da det var gaat op for ham, at frøken Bamberg var tabt for bestandig; husked det savn, frøken Lindgren havde efter– ladt … kjærligheden havde banket paa døren til hans hjertekammer, men var aldrig sluppet ind …

Men forresten, selv om den var sluppet ind – han havde bare kommet til at nyde den som forbuden frugt, havde aldrig kommet til at sætte den i forbindelse med arbeide havde altsaa alligevel staat der han stod nu. Rigere paa minder gudbevars, men ligesom nu uden nogen gjerning bag sig….

Nej, fra første færste færd af maatte man elske og elskes og derved faa den hele virkelige forstaaelse af, hvor skjønt og rigt livet er! … Og fra første færd maatte man ha forstaaelsen af, at arbejdet er den nødvendige betingelse for at vedligeholde dette dejlige liv! – Aa, da vilde ogsaa folk af hans kaliber komme til at arbejde og bli noget – nu maatte de gaa tilgrunde, som han var gaat tilgrunde.

– Gaat tilgrunde? – ja, han var gaat tilgrunde, det følte han…. Og det var hans egen skyld, sa de andre: hvorfor havde han aldrig villet bestille noget! …

Aa han skulde ha vidst som skolegut, det han vidste nu … ja ossaa kjærligheden vært fri, saa han havde kunnet føle hele sandheden af det – da skulde han ogsaa ha villet gjøre noget; som det var, havde han jo ikke kunnet ville….

Aa de bestier, der kasted over paa hans vilje det deres opdragelse og deres fordømte samfundsforhold var skyld i! – fingrene bevæged sig som klør dernede i lommen paa ham, han klødde efter at faa fat i dem –: Aa men de var trygge, de vidste han ikke kunde naa dem: de havde magten….

Men det var det samme: endnu var han ikke død; endnu skulde de kanske komme til at høre fra ham, den foragtede døgenigt! … Og kanske skulde der komme den dag, da medlemmerne af hans store familie: de med livet misfornøjede og derfor energiløse, skulde takke ham for det, han havde gjort for at redde dem fra at gaa tilgrunde….

Opgaven laa færdig foran ham, det gjaldt bare at komme til et resultat om, hvordan den skulde gribes an, saa skulde han nok gaa igang med arbejdet. Nu havde han faat den nødvendige drivkraft for sin energi –: de skulde! nej de skulde! ikke gaa tilgrunde de stakkars mennesker, der som han var født til et rigere liv end det elendige, samfundet nufortiden bød dem….

Men hvad skulde han gjøre? … hvordan gribe sagen an? …

Aa, Herman Eek vilde nok sætte ham paa det, som han havde sat ham paa alt det andet! det kom nok! … Disse aftener oppe hos Herman Eek nu i den senere tid … han sad bare der og hørte paa, sa næsten aldrig nogen ting … Men alt hvad Hermann Eek sa, det var som talt ud af hans eget hjerte… var bare ord for hvad der leved og alt længe havde levet derinde i ham selv, uden at han havde kunnet finde udtryk for det… Og det vilde nok komme dette ogsaa! det gjaldt bare at gi tid … naar nu skolen kom istand – hvem kunde vide, om han ikke alligevel blev lærer paa den! .. han skulde nok overvinde Hermann Eeks betænkeligheder – og du store gud for et fornøjeligt arbejde det vilde bli! – Aa! at se det fødes derinde i disse dejlige smaa hoder alt det, der begejstred ham selv! … og saa faa se det slaa ud i livskraftig handling, som slag i ansigtet paa dem han haded af sit inderste hjerte, men ikke kunde naa! – og han løfted sin haand og trued ud i snefoget, mens han hvisked mellem tænderne –: ha! sataniske kreaturer! der kommer, der kommer en regnskabens dag, da det blir jer, der begynder at hade, og os som faar magten! – Og uvilkaarlig gik han raskere til, som for at holde takt med sit hjertes hurtige slag. –

Pludselig stansed han overrasket udenfor sin egen gadedør i Kristian August. Uden at vide det, rent mekanisk, havde han gaat rundt den nedre del af Hægdehaugen og var kommen Wergelandsvejen tilbage.

Han var gjennemvaad paa fødderne, helt bedækket med sne, væden sived ned ad hals og ryg indenfor klæerne, ansigtet og haandleddene sved, men han la neppe mærke til det; han bare gik ind, rev klæerne af sig, putted sig i seng og blev liggende der og stirre op i det mørke tag, beruset af fremtidshaab indtil han tilslut søvned af.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.