VI.

Det var en aften i «Fram» i Maj 1881, mødet holdtes nede i Kristiania arbejdersamfund, paa hjørnet af Youngstorvet og Torvgaden, i et værelse oppe i 2den étage. Det var i Frams første tider, da medlemmernes antal endnu var temmelig indskrænket.

Omkring det lange bord i midten af det nøgne værelse sad en tyve tredive unge mennesker, hver med sin toddy eller pjolter foran sig, og drak og røgte, cigar snadde eller lang pibe. En stor toddyvandsmaskine stod og kogte midt paa bordet, en masse flasker og glas, store og smaa, tømte og fulde, stod hulter til bulter rundt omkring, der var spilt ned skvætter af øl og selters og vand og cognak baade her og der, og cigarstumper og tobaksaske og sukkerbeter flød om overalt. Og altsammen, de unge mennesker med sine toddyer og pjoltere, det tilsølede bord med sine flasker og glas og toddylavningsapparater, laa indhyllet i en tæt sky af tobaksrøg og toddydunst.

De to gasblus over bordet sendte sit lys, afdæmpet gjennem de hvide kupler, ned i den graagule taage og kasted et fantastisk skjær over de ungdommelige ansigter.

Klokken var alt over tolv. Det havde været en livlig aften – :

Formanden havde indledet med et længere foredrag om Darwin og hans betydning for den moderne videnskab, efter foredraget havde der vært diskussion, og under den var man tilslut kommen ind paa kristendommen, dens forhold til moderne videnskab og kunst – og til livet. Det sidste havde især tændt fyr i gemytterne og den ene efter den anden havde rejst sig og talt om kristendommens uhyre forsyndelser mod livet. Fra alle kanter og i de forskjelligste former var det blet fremholdt, hvorledes kristendommen med sin forsagelseslære enten dræber trangen hos den unge slægt til et friere, rigere og fyldigere liv end det der kan leves under de gamle sam– fundsformer, eller ogsaa holder den nede og derved bevirker, at den, istedenfor at faa sit udslag i samfundsreformatoriske bestræbelser, slaar ud i en privat nydelsessyge, som saa igjen fremavler alle de samfundsonder, man med et fælles navn kalder usædelighed, og som uafladelig kræver sine tusinder og atter tusinder af ofre. – Fra alle kanter og i de forskjelligste former var dette blet fremholdt med harme og indignation, og kristendommen i kraft deraf erklæret for Frams hovedfiende.

En høj lys fyr med staalblaa fanatiske øjne og et gult krøllet haar stod og talte oppe ved den øvre ende af bordet, i nærheden af for– mandspladsen. Han behandled det samme emne og belyste det med et exempel fra sin erfaring, mens de andre sad stille omkring det lange bord, nippende til sine glas, og lyttede med bifaldende miner.

Da han sat sig, rejste formanden sig for enden af borden – : en ganske ung sort fyr, knapt tyve aar, slank indtil tyndhed, et prægtigt kranium med bred fremspringende pande, halvt dækket af det ret fremoverstrøgne haar, en ualmindelig energisk mund og dybtliggende mørke øjne. – Han forhørte, om flere vilde ha ordet.

Ingen forlangte det.

– Vel, saa tænker jeg, vi til beslutning drikker en skaal for hedenskabet – skaal for det moderne hedenskab!

– Skaal! skaal for hedenskabet! roptes der fra alle kanter, og skaalen blev drukket af alle.

– Og dermed erklærer jeg mødet hævet – og nachspielet begyndt, sa formanden og sat glasset ned. – Er der nogen der nedover, som skal ha mer brændevin?

– Ja her! her! lød det fra flere kanter og arme blev strakt frem. Formanden skjøv en kognakflaske ned over bordet, trak op en ny en til sig selv og den, der sad sammen med ham ved den øvre ende af bordet – og saa drak man løs og snakked og skravled om alle verdens ting.

Lidt efter lidt havde forsamlingen løst sig op i grupper; nogen sad omkring formanden oppe ved bordenden, nogen havde søgt hen til de smaa borde under gasblussene i værelsets hjørner, og resten sad igjen ved det lange bord i smaagrupper paa to og tre nedover. Tobaksrøgen blev tættere og tættere, stemmerne fra de forskjellige grupper mere og mere højrøstede, det hele flød tilslut sammen i et eneste taaget, larmende virvar, som af og til gjennemskares af ungdommelige lattersalver. –

Omtrent ved midten af det lange bord, med ryggen til vinduerne, sad en spæd lys fyr ganske alene. Det rødblonde haar slutted tæt og glat omkring det lille statelige Augustushode og skjød sig i smaa krøller ned om den hvide pande – det var Jarmann. Lænet tilbage mod stoleryggen, magelig sammensunken, den højre haand hvilende paa bordkanten og fattende om glasset sad han der med for– overbøjet hode og stirred aandsfraværende ind mellem de tømte flasker og glas paa det tilsølede bord; han saa ingenting af det hele, hørte ikke de larmende stemmer omkring sig, mærked ikke den stramme, kvalmende lugt af tobaksosen og toddydunsten – han var ganske optat bare af sig selv.

For ham havde aftenen havt en særegen betydning.

I den korte tid han havde vært medlem af Fram, havde kristendommen ikke tidligere vært fremme til diskussion, af og til, en enkelt gang havde han hørt den nævne privat mellem enkelte af medlemmerne under et nachspiel eller andetsteds, naar de havde truffet sammen udenfor foreningen, men de havde aldrig indladt sig nærmere paa den, bare trukket paa skuldrene af den som af noget, de forlængst var ude over og ikke havde noget mere med at gjøre. Og han havde følt en skadefro fornemmelse ved den taushedens foragt, som paa den maade var blet kristendommen tildel – det havde tilfredsstillet en længe undertrykt hævnfølelse hos ham –, men han havde dog nærmest opfattet det som et udslag af ungdommelig friskfyragtighed hos de unge mennesker: i virkeligheden leved nok kristendommen derinde i dem alligevel, som den leved inde i ham selv; den var nok ikke til at komme fra!

Slig havde han følt det før. Men nu iaften, mens han sad der og hørte paa alle de harmfulde indignerede taler imod kristendommen, var den følelse blet rokket, han var selv blet smittet af harmen og indignationen, og det mere og mere, jo længer han sad der og hørte:

Kristendommen dræber trangen hos den unge slægt til et friere, rigere og fyldigere liv – ja, det gjorde den vist hos mange, ingen tvivl om det…

Eller den holder frihedstrangen nede og tvinger den til at slaa ud i nydelsessyge og usædelighed, mens den naturlig vilde søge sit afløb i samfundsreformatoriske bestræbelser ja, slig var det jo gaat med ham …

Og det var altsaa kristendommen selv, der var skyld i det, den saa haardt fordømmer! .. Ja, saadan, saadan var det! – Og det var ikke bare ham, nej, det var gaat og gik fremdeles ligedan med mange andre … Og han og disse andre, hos hvem kristendommen ikke havde formaaet at dræbe frihedstrangen, men bare at holde den nede – de var jo netop dem, hos hvem trangen var stærkest, de var netop dem, der havde mest af fremtidens spirer i sig, de var altsaa dem, der kunde blit de bedste kjæmpere for frihed og fremskridt! … Og isteden derfor gik de bare her og drak og væved med fruentimmer og fordrev tiden saa godt de kunde – fordi kristendommen holdt frihedstrangen i dem nede og tvang den til at skaffe sig dette unaturlige afløb … Aa det var skjændigt!

Slig sad han og tænkte, og harmen og indignationen voxed, jo mere han tænkte, og tilslut blev han greben af begejstring for kristen– dommens udryddelse af verden – : aa den maatte udryddes, i bund og grund maatte den udryddes for at den unge slægt kunde frelses for frihed og fremskridt!

Men pludselig grebes han af en tvivl – : var det ikke bare et selvbedrag, det her’e? en øjenforblændelse? et øjebliks stemning? leved ikke kristendommen lige godt derinde i ham, som den altid havde gjort? – Og med bange anelser gav han sig til – hvad han ikke havde turdet i saamange aar – : at ransage sig selv og undersøge hver mindste krog af sin sjæl. –

Men nej, ikke en fiber derinde rørte sig til fordel for kristendommen, ikke spor var der tilbage af den gamle kjendte stemme derinde, fra hans barndoms dage, ikke mindste gnist af udvortes tro engang paa kristendommens sandhed; den stod for ham blot og bart som en afskyelig, frihedsfiendsk og fordærvelig fabel, som det forbaused ham at han nogensinde havde kunnet tro paa. – Nej, den leved ikke mere derinde i ham, den var død og borte …

Død og borte? – turde han tro det? …

Ja, død og borte! jubled det indi ham, og den knugende byrde han hemmelig og alene havde gaat og baaret paa i disse aar, indtil han var blet saa vant til den at han følte den som en uundgaaelig del af sig selv, den væltedes som en sten fra hans skuldre, og en umaadelig befrielsens jubel kom over ham – : Død og borte! død og borte! jubled det indi ham … død og borte! død og borte! jubled det højere og højere – det steg til en vældig, altoverdøvende sejerssang, som trued med at sprænge hans bryst og han sprang op fra stolen med blussende ansigt og flammende øjne, som for at juble det ud over verden.

En dundrende latter fra dem deroppe ved bordenden rulled hen gjennem de tætte graagule tobaksskyer – og Jarmann husked med ét, hvor han var. Det tilsølede bord med sit virvar af flasker og glas, de svirende mennesker rundt omkring i den graagule taage, den halvdrukne, larmende skvalder, den modbydelige stank af brændevin og tobak trængte sig kvælende ind paa ham.

– Nej, her kunde han ikke puste, han maatte ud, ud i det frie, drikke den rene natluft i lange sugende drag og nyde sin befrielse! – Han kasted et blik omkring sig, ingen havde lagt mærke til ham, og han skyndte sig hen til døren, greb sin hat fra garderobeholderen og forsvandt.

Nede paa stentrappen udenfor stansed han et øjeblik, suged med velbehag den kjølige luft i sig, stirrende begejstret hen paa tugthusets svære røde granitmur, som laa saa tung og rolig derover i maanelyset, glitrende med sine utallige smaa krystalflader. Men saa sat han afsted med hurtige skridt, opskudte skuldre, stive arme og knyttede næver hen til Youngstorvet, trækkende vejret i lange sugende drag.

Torvet laa stort og øde henover, ikke et menneske var at se, den nøgne brolægning baded sig uden skygger i det hvide maanelys. – Pludselig grebes han af en voldsom lyst til at sætte i firsprang hen over den store hvide flade, sammen med sin skygge; kaste sig ned derhenne midt paa torvet og se op i himlen og huje derop og klappe i hænderne og sprælle med benene og rope gudsbespottelige ting – og saa rulle sig sammen i en klump med knæerne opunder hagen og armene slynget omkring dem og vælte sig omkring paa brolægningen som et galt menneske og rope: kjípalam! kjípalam!

Han smilte et øjeblik af det løjerlig barnagtige indfald, tog saa tilvenstre ned Youngsgaden med raske nervøse skridt.

… Hvor han følte sig ung og stærk! … han kunde næsten ikke la være at løbe nedover i maaneskinnet … Aa, men her var for trangt herinde i byens gader, han maatte ud i den frie natur, først der kunde han aande helt ud. – Og han vandred videre afsted med de opskudte skuldre, de stive arme og knyttede næver, ud imod Gamlebyen og Ekeberg.

Paa Vaterlands bro kasted han tilfældig et blik opover Akerselven, stansed uvilkaarlig, greben af stedets skjønhed, og læned sig fremover med armene paa broens jernrækværk.

Lige nedenunder ham flød elven kulsort ind under broens buer, husene tilvenstre kasted sine sorte slagskygger henover den. Men længer oppe snodde elven sig som en sølvaare, bølgeformig, glitrende i maanelyset opover mellem træernes og buskenes grønt, og landskabet omkring fortoned sig fantastisk i den blege belysning. – Og som han stod der lænet mod rækværket og stirred opover, blir det blege fantastiske landskab for ham til et fjernt, mystisk land. Bag træernes og buskenes grønt paa den sølvglitrende elvs bredder aner han udstrakte lande med store byer, hvor menneskene lever fredelig blandt hverandre og er lykkelige hver paa sin vis, uden at bekymre sig om, hvad der kommer efter dette liv. Og ingen vred himmel sender sine straffedomstrudsler ned over dem og forkynder at denne jordiske lykke skal betales med martrende pinsler i en anden verden. Nej, himlen hvælver sig ren og klar over dem, hele naturen tilsmiler dem og taler om lykke, lykke! jordisk lykke! – og de ofrer ikke en tanke paa, hvad der kommer bagefter livet …

Aa, at det er saa fjernt! … hvorfor er han ikke der! …

Han retted sig ivejret – :

Det var det samme! Ogsaa over ham hvælved himlen sig ren og klar med blinkende venlige stjerner, og han stod her ung og stærk, og ren og skyldfri – med hele livet foran sig! …

Ren og skyldfri! …

– Ja. Rigtignok havde han aldrig arbejdet, aldrig gjort noget – det var saa aldrig læst og lært noget nyttigt som de andre; aldrig tænkt. – Men det var ikke hans skyld, kristendommen og den slette opdragelse bar skylden for det …

Og rigtignok havde hans begejstring for alt, hvad der hed frihed og fremskridt – skjønt større kanske end nogen andens – ikke bundet i nogen forstaaelse, han havde ikke kunnet sige hvorfor … Men hvad opfordring havde han ogsaa havt til at tænke! …

De andre saa ned paa ham for det: han vidste jo ingen verdens ting! forstod ingen ting! sa de. Selv bagstræverne saa ned paa ham, det var ikke længer siden end idag, at en slig fyr havde sagt til ham: men hvad er det da du vil med den «friheden» og det «fremskridtet»! hvad er det, du mener? er det statsraadsagen, er det stemmeretsagen, eller juryen eller republiken, eller hvad er det, som skal gjøre os saa frie og bringe os slige fremskridt? hvad mener du overhodet med disse fraseologiske ord? – Og han havde staat der og ikke kunnet svare, vidste, at han havde ret, og den anden uret, men kunde ikke finde hverken ord eller tanker, blev bare blussende hed og rød i ansigtet og gik sin vej med et forbitret «tosk!», mens den anden stod igjen og lo af ham …

Men fyren havde ret, og de andre med: han havde virkelig aldrig egentlig forstaat, hvad frihed og fremskridt var for noget, havde bare følt det uden at gjøre sig rede for det. Men nu forstod han det – : et friere, rigere og lykkeligere liv skal vi leve hver enkelt af os og alle tilsammen, saa vi slipper at trække os bort fra livet og søge vor tilfredsstillelse andetsteds! …

Endnu vidste han ikke, hvordan dette friere, rigere og fyldigere liv skulde leves, hvori det egentlig skulde bestaa; forstod heller ikke, hvad det havde med republiken og statsraadsagen og stemmeretsagen og alt det andet at gjøre. Men han skulde nok faa rede paa det, der var en sammenhæng mellem det altsammen, det følte han, og han skulde nok finde den … De kunde længe nok se ned paa ham de andre, og tro, at han ikke dudde til nogen ting han skulde nok komme til at forstaa det hele, han ogsaa! Han skulde arbejde! og læse! og tænke! og arbejde! indtil han kom til klarhed over det altsammen, og saa skulde det nok vise sig, at der var stof, kanske bedre stof i ham end i de fleste af dem, der nu saa ned paa ham – imorgen den dag skulde han begynde! De kunde længe nok sige, han var en doven slyngel, som ikke gad bestille noget, de maatte gjerne snakke: han var ung og stærk, og det skulde nok vise sig, at han kunde ar– bejde og gjøre noget, fordi om han ikke havde kunnet terpe skolelexer som han ikke forstod hvad nytte han kunde ha af, eller bekvemme sig til at ta paa et kjedeligt embedsstudium, som for ham ikke havde anden betydning, end at det kunde skaffe ham brød. – Og naar han saa havde arbejdet sig frem til fuld klarhed over det der laa ham paa hjerte, og stod der med den hele, fulde forstaaelse af hvad det gjaldt – saa vilde han vælge sig en stilling og ud fra den være med at arbejde for frihed og fremskridt han ogsaa … Aa han skulde nok drive det til noget! … ja vær ganske sikker! han havde ungdom og kraft i massevis, og forstaaelsen mangled ham ikke længer – nu laa livet aabent foran ham! …

Han havde forladt broen uden selv at mærke det og var vandret videre i den maaneklare nat, med de opskudte skuldre, de stive arme og knyttede næver. Og slig vandred han afsted, videre og videre, med raske nervøse skridt, indaandende luften i lange drag og berusende sig i fremtidshaab. –

Klokken var over fire, inden han kom iseng. – Da han dagen efter laa paa sofaen paa sagførerkontoret og tænkte paa hvordan han nu skulde ta fat, kunde han slet ikke begribe, hvor han skulde begynde, og hvor han skulde ende. Tilslut fandt han paa at ville begynde med at læse Stuart Mills «repræsentative system», tog virkelig ogsaa permission fra kontoret den sidste halvtime før to, gik op paa universitetsbibliotheket og laante bogen, og læste om eftermiddagen nogen sider i den, men fandt den forfærdelig kjedelig og lod den siden bli liggende og slænge paa bordet der hjemme uden nogensinde mer at se i den. Og inden mange dage var gaat, var hele begejstringen fra aftenen i Fram fuldstændig fordunstet og arbejdsplanen opgit, og han blev ved at gaa omkring og væve bort tiden akkurat som før.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.