X.

Dagen efter om formiddagen gik jeg opom Bruns og tilbød Lily en theaterbillet til Tivoli om aftenen. Jeg kunde se hun havde lyst til sige nej men hun turde ikke; moeren som var tilstede da jeg kom, vidste hvor glad hun var i at gaa i theatret og vilde have anet uraad. –

Saa var det ved middagstide, lidt over to. Karljohan laa i straalende vinterfarver opover, solen skinned paa den hvide sne, musiken spilled oppe i pavillonen, tonerne fyldte luften nedover og fortougene paa begge sider sortned af en mylrende menneskevrimmel, mens gaden laa bred imellem, skinnende hvid i sollyset.

Jeg slentred langsomt og vel tilmode opover paa parksiden, spejdende omkring blandt de glade ansigter i menneskevrimlen efter en rød sløjfe under et matgyldent barneansigt…

Derover kom hun! yderst paa fortouget, slentrende langsomt afsted hun ogsaa, med hænderne i muffen, et par skolebøger under armen og spejdende rundt omkring sig, men uden at faa øje paa mig, som skraadde over gaden hen imod hende.

Ah! hvor hun tog sig ud! … he! den lille dumme hat, den violetfalmede vinterkaabe, de udtraadte sko under den halvkorte kjole – hvad kunde det nytte, de forsøgte paa at se stygge ud! hendes matgyldne ansigt under det sorte pandehaar, med de straalende barneøjne kjækt spejdende omkring, hendes fuldt udviklede jomfruskikkelse med den lade og dog dristig vuggende gang i de bløde hofter, kimsed ad den afjaskede dragt….

Der fik hun øje paa mig! – og smilte med de brune barneøjne og de stolt sanselige læber. Jeg smilte igjen, naadde hende, hilste og stansed hende: hvordan har De det? – og saa arbejded vi os tause ved siden af hverandre frem gjennem menneskemylderen opover gaden, mens solen forgyldte den fine dun paa hendes kind og musikens toner bares klart udover i den stille blaa luft, højt over larmen af menneskemylderen. – Jeg gik og saa fra siden hen paa hendes ansigt. Med ét blev det svært alvorligt og hun sa, men uden at se paa mig – :

– Jeg var paa Karljohan igaar.

– Jeg fik desværre ikke tid til at komme.

– Jeg var der!

Det lød kort og næsten strængt. Jeg havde ondt for at la være at le, men saa sa jeg – :

– Ved De, idag fik jeg skrub for det daarlige referat jeg havde leveret igaar. Og ved De, hvorfor det var saa daarligt? – Fordi jeg bare sad og tænkte paa Dem hele tiden, mens jeg skrev, og ærgred mig sort over at maatte sidde der og skrive istedenfor at gaa her og se paa Dem og tale med Dem.

En taknemmelig liebaügeln var takken for denne løgn og dermed var vreden over min efterladenhed forbi: –

Men der var for mange folk her – hvor skulde vi gaa hen? …

Deroppe laa Slotsbakken bred og hvid opover mod slottet, med parkens buskbevoxede, tilsnedde jordskraaninger paa begge sider. Opover der var der færre folk.

Vi gik langsomt opover sammen, hun seende ret frem for sig med et halvt smil, jeg beundrende hende fra siden og nydende det dejlige sideblik, hun af og til sendte mig til belønning. Ingen af os sa noget, vi bare gik der og befandt os vel ved at gaa slig ved siden af hverandre – indtil hun pludselig midt oppe i bakken stansed, vendte sig imod mig med leende øjne og tog frem af lommen en indpakket chokoladeplade og stak det ene hjørne af den forsigtig ind mellem de begjærlig blottede tænder, men uden at bide til – bare seende mig ind i ansigtet med de leende øjne, mens hendes tænder løb ivand efter chokoladen.

– Bid til da vel! sa jeg.

– Nej! – og hun trak haanden til sig igjen med et ryk, som om hun med magt maatte fravriste tænderne chokoladen. Det er min søster som skal ha den, sa hun: hun ligger syg hjemme, og saa skulde jeg kjøbe noget godt til hende. – Og hun viste frem en pose sukkertøi foruden chokoladepladen.

Jeg stod og saa paa hende – : liker De chokolade? spurgte jeg.

– Ja.

Jeg slog hænderne sammen – : Og jeg som har vært saa dum ikke at ta noget med til Dem, naar jeg møder Dem!

Hun svarte ikke.

– Ja forresten, det er nu Deres egen skyld; jeg har flere gange bedt Dem ind til konditoren, men De har aldrig villet; jeg trodde ikke De brydde Dem om det.

– Det er fordi jeg ikke har turdet, sa hun lidt undseelig.

– Naa ja, næste gang skal jeg ta noget med. –

Saa gik vi videre opover, talte først om søsteren – : hvad der fejled hende?

– Blegsot.

– Ja, naturligvis!

– Hvorfor naturligvis?

– Jo kjære, hvor gammel er det nu hun er?

– Tre og tyve.

– Ja, ossaa ikke gift! – jeg trak paa skuldrene.

Gerda saa paa mig med et skalkagtigt smil, ikke spor af genert – : Jamen, sa hun, der er da mange damer som ikke blir gift?

– Det er der, men naturen kræver sin ret, og faar den den ikke, hævner den sig næsten bestandig.

Hun svarte ikke, jeg sa heller ikke noget mere, gik igjen og saa beundrende paa hende, mens hun igjen bare saa frem for sig med det halve smil og af og til belønned mig med det dejlige sideblik som viste at hun sat pris paa min beundring.

Oppe ved slottet tog vi tilvenstre ned gjennem parken og kom ned paa Drammensvejen ved portnerstuen. Der mødte vi numer to af mine tilkommende elever, lille Kamma, en lys fjortenaars unge med korte skjørter. Da jeg hilste paa hende, hilste hun først damemæssig igjen, men jæbte saa foragtelig hen paa Gerda, og da vi var kommen forbi, kasted hun en snebold i ryggen paa hende, lo højt og løb sin vej.

– Den væmmelige ungen! sa Gerda med rynkede bryn og stamped i marken, mens jeg børsted sneen af ryggen hendes.

– Hvorfor synes De hun er saa væmmelig? – ikke for den sneboldens skyld vel?

– Nej, men det er en uskikkelig unge!

– Hvad er det hun har gjort da?

Gerda betænkte sig et øjeblik, men sa saa – : A, her i julen var jeg borte i Drammen paa besøg, der var jeg paa bal, og paa ballet var der en gut jeg syntes var saa vakker – og saa gik jeg lige hen og kyssed ham saa de saa paa det allesammen. Og saa bagefter er det kommen her til byen og saa gaar den ækle ungen og fortæller det ud og driller mig med det paa skolen. – Aa det er en uskikkelig unge! – Og Gerda rynked igjen de sorte bryn.

– Fortæl hende om de gutterne, hun kysser i mørke portrum De!

– Nej, hun maa kysse saa mange hun vil for mig! – Gerda gjorde et lidet overlegent kast med hodet, og vi gik igjen videre uden at sige noget hen over den snebelagte solbeskinnede vej.

– Imorgen er det søndag, sa jeg lidt efter, hvor gjør De af Dem imorgen formiddag?

– Jeg gaar i slotskapellet.

– Og hører min ven pastor Heuch?

– Ja. Kjender De ham?

– Nejda! jeg liker ‘en bare ikke, jeg tror ikke, han selv tror paa noget af det han præker.

– Aa tøv!

– Nej jeg tror ikke det, men alligevel vil jeg gaa der imorgen.

– Jamen jeg gaar i kirke med mama, og med Alma, hvis hun blir saa bra – De kan ikke sidde sammen med mig!

– Saa? – det var kjedeligt! – A spaser heller imorgen da?

– Nej, jeg maa gaa i kirke hver søndag, jeg gaar jo til konfirmation, ved De! – og hun saa naivt op paa mig.

– Ja, det er jo sandt – jeg smilte De gaar jo og læser Pontoppidan. Synes De, det er noget moro?

Hun saa forbauset paa mig – : Fy! sa hun.

– Aja, men Pontoppidan er da kjedelig alligevel? – jeg skelte hen paa hende. Men saa rynked hun de sorte bryn og sa afgjørende – :

– Nu faar De ikke lov til at tale mere om det!

Jeg lo – : Tror De noget paa religionen?

– Ja, gjør ikke De det?

– Nej.

Hun stansed, saa paa mig og sa saa yderst alvorlig – : Aa fy! De er fritænker.

– Tror De, jeg er noget daarligere menneske for det?

– Nej, men det er stygt at være fritænker.

– Det skal De se, De ogsaa blir, naar De bare blir ældre.

Hun saa et øjeblik ængstelig hen paa mig, tog saa den slidte blaa Pontoppidan, som var en af de bøger hun gik med under armen, holdt den op i luften mellem tommelfingeren og pegefingeren og dingled den et par gange frem og tilbage, mens hun ligesom nysgjerrig betragted den. Løfted saa pludselig øjnene paa mig igjen, og sa energisk – :

– Vil De nu bare la være at snakke mere om sligt! – Og for hvert ord gav hun mig et rap over armen med Pontoppidan.

– Au, au, au! skreg jeg. Og saa lo hun og jeg lo med, og Pontoppidan blev stukket i lommen – og dermed var religionen og fritænkeren glemt for den gang.

Da vi skiltes nede i gaden, hvor hun bodde, sat vi hverandre stevne til om eftermiddagen.

*

Klokken var over sex om eftermiddagen, Gerda og jeg havde vært en tur udover til Skarpsno og gik nu indover igjen i den stille stjerneklare aften uden at møde synderlig mennesker.

Vi talte om de herrer, hun kjendte hvem hun likte bedst af dem?

– Det var student Herzberg.

– Hvorfor det?

– Jo, han var saa sød!

– Hvordan sød?

Gerda rynked brynene – : Nej, ikke vær ækkel! ikke noget ordkløveri!

– Nejnej. Men hvem kjender De nu bedst af de herrer, De kjender?

– Det var ogsaa ham.

– Ja, kjender De nu egentlig ham da?

Hun stamped i marken – : Hører De! De faar ikke lov til at være ækkel!

– Janej, skjønner De ikke det – : jeg mener: ved De, hvordan han er … hvad han tænker paa … hvad der beskjæftiger ham mest … hvad han synes bedst om her i verden … hvad slags liv han agter at føre … og hvordan han føler … f. ex. ligeoverfor Dem – ja og ligeoverfor alt andet ogsaa … og alt saant?

– Nej, det havde hun aldrig tænkt paa.

– Det var da rart. De skulde bare vide, hvor lyst jeg har til at kikke ind i Deres hjerne og se alt det, De tænker og føler derinde!

Hun stansed og lo og sat øjnene paa mig og liebaügelte – og vi blev staaende der under gaslygten ved nedgangen til Observatoriegaden og se hverandre ind i øjnene.

– Nej men det er jo sandt, sa jeg pludselig, jeg har jo ikke vist Dem det billede jeg fandt af Dem i en gammel «Ny illustreret Tidende» – slig som De stod og lo der nu, ligned det aldeles brilliant. – Og jeg stak haanden ind i inderlommen paa vinterfrakken for at ta det frem.

– Lad mig se! sa hun ivrig.

Men det første, jeg stødte paa i lommen, var en pose sukkertøj jeg havde tat med til hende, og jeg tog den op først – : her er noget til Dem!

Hun strak haanden rask frem uden at sige noget og fæsted øjnene paa mig med et underlig intenst, formelig magnetisk blik. Gud, hvor hun saa østerlandsk ud! det voluptiose, lidt lad udseende legeme aabenbared pludselig ligesom en vild, brutal kraft gjennem de mørke øjne, de fik noget naivt snedig ved sig, der de sad inde i det fyldige barneansigt, som ikke bevæged en muskel. Hun tog posen, og langsomt og ligesom stjaalent førte hun den bagover til kaabelommen og stak den dernéd, mens hun holdt mine øjne intenst fast med det magnetiske blik – som for at holde mig fangen i fortryllelse, til hun havde bragt posen i sikkerhed. Slap saa ligesom mine øjne, skjønt hun blev ved at se paa mig, og rak haanden frem igjen – :

– Og saa var det billedet, sa hun befalende.

Det havde jeg saamen helt glemt, mens jeg stod der og saa paa hende. Jeg tog det frem og rak hende det. Det forestilled to unge piger, som sidder og ler af en fyr, der forgjæves forsøger paa at faa træd i en naal; det mandfolkemæssige i fyrens kejtethed paavirker øjensynlig pigebørnene stærkt, og der er noget halvt naivt, og halvt bevidst sanseligt i den maade, hvorpaa de ler. Den ene af dem ligned Gerda paafaldende.

– Det dèr er Dem! sa jeg og pegte paa den ene af figurerne – saan ler De!

Hun tog billedet, vendte sig halvt bort fra mig og betragted det en stund eftertænksomt ved lyset fra gaslygten – som for at finde ud, hvad det var for noget hos hende, jeg havde fundet igjen hos pigen paa billedet. Vendte sig saa om igjen imod mig og sa energisk – :

– Det vil jeg ha!

Og som om hun var bange for at jeg skulde ville ta billedet fra hende igjen, gjemte hun det bag sin ryg med den ene haand, mens hun samtidig strak den anden ligesom afværgende ud imod mig og igjen fæsted øjnene paa mig med det underlig intense blik.

Der var virkelig noget magnetisk ved blikket, jeg følte det som jeg ikke kunde faa øjnene bort fra hendes, selv om jeg vilde.

– A nej, sa jeg bønlig, faar jeg lov til at beholde det. De kan jo se Dem selv, naar De vil, men jeg – naar jeg ikke er sammen med Dem, har jeg jo ikke andet end dette billedet.

Et øjeblik betænkte hun sig, rak mig saa billedet tilbage med naiv dronningmine – :

– De maa beholde det, sa hun og sendte mig et dejligt blik: øjnene blev dybere og mørkere end ellers, saa ganske sorte ud, og der kom noget rørende vekt ind i dem, som hun ikke kunde bekjæmpe. – Jeg havde lyst til at falde paaknæ og kysse hendes fødder, slig saa hun ud.

– Lad os gaa ned her, sa jeg saa – jeg sa det uvilkaarlig lidt dæmpet – og pegte ned Observatoriegaden, som laa der mørk og smal nedover, uden fortouger, uden huser, uden mennesker, mellem de høje have– gjærder.

Uden at svare, ligesom viljeløst, bøjed hun derned – der var kommen noget vekt over hendes holdning ogsaa –, og langsomt og stille gik vi der ved siden af hverandre nedover i mørket, hun seende ret frem for sig, og jeg betragtende den veke, svagt vuggende skikkelse der ved siden af mig, ganske betat og med en øm trang til at slutte hende i mine arme og hviske det til hende – : Gud, hvor jeg elsker dig! – Ingen af os sa noget.

Slig gik vi et stykke nedover – saa maatte jeg ta i noget, der var hendes – :

– Jeg har saan lyst til at ta i fletterne Deres, sa jeg sagte.

– De maa gjerne.

Stemmen lød underlig vek den ogsaa, og en vek fornemmelse la sig tungt ud over alle mine lemmer, mens jeg gik tættere ind til hende og tog hendes tykke sorte fletter, en ad gangen, og strøg med haanden langsomt ned over dem og kjælte for dem og trykked dem mod mit kind og kyssed dem.

Hun gik der og lod det stille ske.

Saa tog jeg hendes haand, som hun viljeløst gav mig, og blev gaaende ved siden af hende, seende ret frem i mørket jeg ogsaa, ganske betat.

Uden at sige et ord vandred vi videre saadan haand i haand, følende hændernes berøring som et sagte ømt favntag, indtil vi kom til hjørnet af den gade, hvor hun bodde. Der stansed vi uvilkaarlig op begge to – igjen under en gaslygt – og stod en stund og saa paa hverandre.

– Jeg tør ikke være ude længer, sa hun tilslut. – Det klang modløst, og øjnene svæved bort fra mig og ud i rummet.

– A én gang rundt kvartalet? sa jeg bønlig.

Hun saa paa mig – : Ja, én gang.

Og vi faldt igjen hen i den veke betatte stemning, mens vi haand i haand, ganske mekanisk, vandred kvartalet rundt, uden at se paa hverandre og uden at tale, bare følende hverandre.

– A, én gang til? sa jeg sagte, da vi igjen stod stille under gaslygten paa hjørnet.

– Nej.

Det var hendes sædvanlige afgjørende nej; hun ligesom med magt tog sig selv tilbage, idet hun slap min haand, og det veke i ansigt og holdning var borte.

Jeg tog hendes haand og saa hende ind i øjnene til afsked – : Nu skal De hjem vil det more Dem at sidde derhjemme hos Deres mor og Deres søster iaften?

– Nej, sa hun langsomt.

– Jeg skal ogsaa hjem og kjede mig – aa hvor jeg kommer til at kjede mig iaften.

– De? behøver De at kjede Dem?

– Naar De nu gaar fra mig, blir jeg tilmode, slig som dere smaapiger er morgenen efter et bal.

Jeg fik et taknemmeligt blik.

– Tænk om det var saan, sa jeg saa og kjælte for hendes haand, som jeg hele tiden havde beholdt i min; tænk om det var saan, at alle mennesker bodde, ikke i familier, men hver for sig, og kunde besøge hverandre, naar de vilde, og være alene, naar de vilde, og gjøre alt, hvad de havde lyst til, naar de bare ikke gjorde andre mennesker fortræd. – Da kunde vi nu spasere sammen, saalænge vi havde lyst, siden gaa ned til Ingebret og spise tilaften sammen – og saa bagefter kunde jeg besøge Dem eller De mig, og vi kunde tilbringe aftenen sammen aldeles som vi selv vilde …

Hun saa naivt op paa mig – : Jamen det er jo ikke saan … det vilde jo ikke gaa an.

– Nej, men det er det, der er det gale. Det burde være saan! Hvad andet er det, vi mennesker skal leve her for, uden for at være lykkelige med hverandre?!

Hun saa en stund hen for sig, løfted saa igjen øjnene naivt paa mig – : Ja, hvorfor er det ikke saan? Og der kom igjen dette veke over ansigtet og øjnene, som betog mig saa stærkt, og hendes haand laa helt tung i min.

Jeg svarte ikke, bare stirred betat ind i de veke øjne.

– Det blir vist aldrig saan, sa hun saa, stille hen for sig.

– Jo, én gang vil det bli saan – men gud ved, hvor vi er henne da.

Hun stirred hen for sig, saa sa hun – : jeg tør ikke bli længer. Men hun sa det sagte og trak ikke haanden tilbage, blev staaende der og se hen for sig med haanden viljeløst hvilende i min – hun vilde ikke ta sig selv tilbage.

Saa trykkede jeg sagte hendes haand, sa adjø og slap den.

– Jeg ser Dem imorgen middag vel? spurgte jeg, idetsamme hun gik.

– Ja, hvis jeg kan; hvis ikke saa paa Mandag – adjø! – og hun gik langsomt opover gaden.

Jeg blev staaende der paa hjørnet, alene under gaslygten, og se efter hende. To gange vendte hun sig og nikked tilbage til mig kunde jeg se, én gang paa vejen, og én gang idet hun gik ind ad porten. Saa var hun borte.

Jeg gik nervøst indover mod byen – :

… Du store gud, skulde jeg virkelig kunne bli forelsket? … denne betathed, jeg havde ikke kjendt den siden sidst jeg var forelsket … for hele ti aar siden, dengang jeg var sytten aar … Jeg havde ikke trod, jeg kunde bli det mer … det liv jeg havde ført i disse ti aar … og slig som jeg var blet? nej det var ikke muligt … Og alligevel? …

Aa gud give det var saa! Mit hjerte banked – herregud, jeg havde ikke levet i ti lange aar….

– – Det var i sidste øjeblik, at jeg kom indom Bruns og hented Lily til theatret. Vi skyndte os derhen. Jeg saa ikke paa stykket hele aftenen, bare tænkte paa Gerda. Da vi kom fra theatret gik Lily og jeg en tur sammen. Jeg fortalte hende om skolen og om Gerda og de andre, men lod hende selv være ganske udenfor. Hun hørte interesseret paa det hele, men sa ikke stort. Da jeg sa godnat foran hendes port, var forholdet mellem os aldeles som før jeg havde leveret mit slag, og mere var det ikke, jeg havde villet. Først om en uges tid agted jeg at fornye angrebet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.