XII.

Dagen efter var det søndag. Klokken lidt over ni blev jeg vækket ved at Jarmann kom ind. Jeg slængte benene udfor sengekanten og blev siddende og gni mig i øjnene.

– Er du kommen sent hjem? spurgte han.

– Nej, men sent i seng. –

Jeg klædde paa mig og gjorde toilette og fortalte ham imens gaarsdagens begivenheder. Han sad der paa sin sædvanlige plads i gyngestolen og gynged sig langsomt frem og tilbage mens han røgte en cigaret og hørte paa uden at si nogenting; han bare gned sig i hænderne af og til og fniste med et: fan’en saa morsomt! fan’en saa morsomt! –

Saa skulde vi ud og spise frokost. Du! sa han i det samme vi skulde gaa: det var egentlig i anledning noget andet, jeg kom herop – : har du tænkt paa det du skal sige iaften?

– Jeg har tænkt noget paa det, men jeg er ikke færdig. Jeg agter at skrive det ned i formiddag; saa lærer jeg det udenad i eftermiddag.

Hvad Jarmann sigted til, var følgende:

Søndag fjorten dage siden var de nede i arbejdersamfundet begyndt paa en diskussion om prostitutionens ophævelse og Jarman havde vært dernede og hørt paa. Hele diskussionen var bare en række ynkelige lamentationer over den herskende usædelighed, alle talerne nogen væmmelig pene fyrer og Jarmann var blet rasende og havde havt den største lyst af verden til at forlange ordet og gi disse pene afskum ordentlig paa pukkelen. Men han havde ikke turdet og var bare blet staaende der og bide tænderne sammen og mumle: tosk! … idiot! … for hver ny taler som traadte op. – Søndagen efter, nu for otte dage siden havde saa Jarmann drad mig med derned, og resultatet var blet at jeg forlangte ordet. Men der var saa mange talere indskrevet at jeg fik ikke ordet i det mødet; først nu iaften kom turen til mig.

Det var det jeg iaften skulde sige dernede Jarmann havde sigtet til. –

Vi gik ned i Grand Hôtel, sat os i hjørnevinduet og spiste vor frokost og drak saa vort morgenøl med en cigar til, mens vi glodde ud paa den søndagsklædte almue ude paa Karljohan og talte om det jeg burde sige dernede i arbejdersamfundet.

Da øllet var drukket og cigaren røgt ud, tændte vi en ny og gik – jeg hjem for at gjøre talen færdig, han ud at spasere og se paa publikum.

– – Om aftenen kom han opom mig og vi gik sammen derned. – Salen var godt oplyst af tre svære lysekroner, en i midten og en i hver af fløjerne, og fuld af mennesker. Vi saa ikke andet med det samme vi kom ind, end hode ved hode fremover – ossaa derhenne til højre, oppe paa kathedret midt paa langvæggen, højt ophøjet over forsamlingen, formanden hr. Hølaas, præsiderende med en mængde sort graasprængt haar og skjæg.

Diskussionen var alt begyndt.

Vi forsøgte at trænge os frem gjennem menneskemassen. Lidt tilhøjre for indgangsdøren stod en liden tribune, en fod eller halvanden hævet over gulvet, tætpakket af mennesker. Vi aged os frem og fik trykket os op paa den, og deroppefra havde vi en brilliant udsigt over forsamlingen.

Ret ud fra foden af kathedret og tværs ind i salen strak sig et langt bord; paa begge sider af det var avisreferenterne placeret. Bag dem paa hver side en række bænker, tæt besat med folk, med ansigterne ind mod referentbordet; og bag bænkerækkerne igjen hode ved hode helt hen til væggen.

En taler sat sig ned – muligens var det min tur! … Jeg fik voldsom feber; jeg havde aldrig optraadt offentlig før. Jeg saa paa Jarmann. Han stod og stirred ud over forsamlingen og saa hed og forvirret ud; han havde vist ligesaa megen feber som jeg. Men det var ikke min tur, et andet navn blev nævnt.

– Jeg er ikke videre hyggelig tilmode, sa jeg til Jarmann. – Han svarte ikke, bare saa paa mig med en underlig blanding af medlidenhed og begejstring.

– Jeg skulde næsten ha lyst til at frafalde ordet …

– Nej! du maa ikke! – han stødte ordene ud og blev rød som dryppende blod.

– Nej, du kan være ganske rolig, det er bare en lyst jeg har – men det er en fan’en saa væmmelig fornemmelse. –

Vi stirred igjen ud over forsamlingen. Den der talte sat sig ned igjen uden at jeg havde opfattet et ord af, hvad han sa. Jeg trak vejret dybt – og saa blev mit navn nævnt.

Jeg steg ned fra tribunen, trængte mig febrilsk frem til højre, beglod af alle jeg pas– serte, hen til den ophøjede gang langs kathedervæggen og gik paa den helt frem til kathedret. – Der var den frieste udsigt; jeg stod en fod hævet over gulvet og havde bare referenterne og de siddende tilhørere foran mig, og kunde se frit ud over begge salens fløje.

Saa skulde jeg begynde. Men blodet fór mig til hodet, jeg blev aldeles forvirret og husked ikke et ord af det jeg skulde sige. Heldigvis havde formanden en bemærkning at gjøre: han vilde be de følgende talere om at tale højere, da der fra dem som stod længst borte var kommen klage over at de ikke kunde høre hvad der blev sagt.

– Jeg skal gjøre mit bedste, sa jeg. Min stemme klang tør og skarp, lidt ubehagelig gjennem salen; men jeg følte den fyldte rummet fuldstændig uden at jeg behøved at hæve den. Det gav mig mod; blodet seg ned igjen fra hodet, talen stod med ét klar for mig fra begyndelsen til enden, alle ansigterne som glodde op paa mig generte mig ikke længer. Og jeg sendte et roligt smil hen til Jarmann derhenne foran paa tribunen, og begyndte – :

Hr. formand!

Det der har bevæget mig til at forlange ordet, er ingen enkelt af de foregaaende taleres ytringer, men hele den maade hvorpaa denne diskussion indtil nu har gestaltet sig. – Skal vi nemlig her kunne komme til et fornuftigt resultat, saa maa debatten ganske anderledes end hidtil koncentrere sig om det spørgsmaal: Er prostitutionen den hensigtsmæssige form for det onde, som gjennem den har sit udløb? – eller hvis ikke: hvilken anden form bør da sættes isteden? – Dette: hvilken form ondet hensigtsmæssigen bør ha, det maa det jo være, vi her skal tale om – det og intet andet.

Jeg skal forklare hvorfor.

Selve ondet bestaar jo deri, at der i vort paa ægteskabet baserede samfund ogsaa udenfor ægteskabet plejes legemlig omgang mellem kjønnene.

Hvori har nu dette onde sin rod?

Jo. Paa den ene side deri, at vort samfund er baseret paa ægteskabet, uagtet denne institution viser sig ikke at være et udtryk for samfundsmedlemmernes kjønslige behov; og paa den anden side deri, at fordelingen af det sociale arbejdes udbytte er saadan, at der i vort samfund gives en mængde kvinder, som dels yderst vanskelig og dels slet ikke kan leve af sit arbejde. – Disse to ting er ondets rødder og disse rødder vil vi jo ikke rykke op vi vil ikke socialisme, og vi vil ikke fri kjærlighed. Vi vil altsaa la disse rødder staa og dermed ogsaa beholde det onde som uundgaaelig spirer frem af dem. Og da blir der jo ikke noget andet spørgsmaal tilbage for os at diskutere end dette ene – : I hvilken form vil vi ha ondet. –

Lad os altsaa være fri for disse ynkelige lamentationer over det «stygge», det «umoralske», det «usædelige», det «ukristelige», denne «skamplet paa nationen» – og gud ved ikke, hvad for andre udtryk man har brugt her. Lad os være fri for at høre at det er ølbryggerierne, øldrikningen, grossererne, mændenes liderlighed osv. osv., som er skyld i at dette onde existerer. Lad os se sandheden aabent i øjnene og ærligt tilstaa, at det er os selv som vil ha at det skal existere – og altsaa indskrænke diskussionen til det spørgsmaal: i hvilken form vi hensigtsmæssigen bør ha det.

Vil man ikke indskrænke diskussionen til det; vil man virkelig her gi sig til at diskutere om hvordan vi skal faa dette onde rykket op med rode – ja da kan jeg ikke skjønne andet, end at det eneste fornuftige som er blet sagt her, det er det bager Christensen sa den første diskussionsaften: «Lad os ikke diskutere denne sag her!» – Den diskussion vil nemlig neppe høre hjemme i arbejdersamfundet før om hundrede aar. –

Jeg kan tænke mig at man imod det jeg her har sagt vil gjøre den indvending – :

«Ja, det vilde være ganske rigtigt det De der siger, hvis ondets rødder virkelig var dem, De der har nævnt. Men det er slet ikke tilfældet; ondet har sin rod i ganske andre ting.» –

Nu, jeg agter ikke at indlade mig paa nogen indgaaende debat om hvad der er ondets rødder eller ikke. Men idet jeg gaar ud fra at alle er enige i, at de økonomiske forhold er en af hovedrødderne, og at altsaa dissensen maa gjælde den anden af de af mig nævnte rødder – : ægteskabs-institutionen saa vil jeg kun henvise til to ting: For det første til den hyppige forekomst af blegsot blandt unge piger i de bedre stillede samfundsklasser, hvor fordommen mod legemlig omgang mellem kjønnene udenfor ægteskabet er størst; og dernæst til de exempler vi ret som det er har paa at menneskenaturen oprører sig imod de skranker som ægteskabsinstitutionen har stillet op imod den individuelle frihed, og for enhver pris bryder dem ned – for enhver pris! Jeg vil saaledes minde om en tildragelse, som hændte her for nylig, og som vi allesammen husker – : disse tre unge piger af god familie som bestjal de fleste guldsmede her i byen….

Pastor Hansen: Hr. formand! bør dette drages med ind i diskussionen?

Formanden: Hvis taleren har brug for det til sin argumentation, saa kan ikke det forbydes ham.

Jeg: Ja jeg har det. – Man har fortalt mig at disse tre unge piger anvendte udbyttet af sine tyverier til at leje værelse og til at anskaffe vin, som de paa dette værelse trakterte paa nogen unge fyrer de holdt af, men som hverken havde raad eller lejlighed til at ta dem med hjem til sig …

Pastor Hansen: Hr. formand! – det kan dog umulig være nødvendigt at drage dette med ind i debatten.

Formanden: Ja, det kan jeg først dømme om naar taleren har gjort sin anvendelse af det tilfælde han har refereret.

Jeg: Disse tre pigebørn var, saavidt mig bekjendt, ikke blegsottige, og i ethvert tilfælde var deres foretagende ikke noget blegsottigt foretagende. – Og jeg vil lægge til: der er større glæde i mit hjerte over disse tre end over 997 saakaldte ufordærvede, blegsottige pigebørn. De er mig nemlig et varsel om at den time engang vil slaa, da majoriteten af vore kvinder, ligedan som nu disse tre, vil rejse sig imod de tusindaarige ufrihedens skranker som ægteskabs-institutionen har dæmmet op imod den individuelle frihed – og for enhver pris bryde dem ned. – Og naar det sker – da er frihedens time inde …

Pastor Hansen: Det er utilbørligt at taleren faar lov til at fortsætte paa den maade.

Referent Habel (lænende sig bagover paa stolen og seende op paa sin ven formanden): Ja dette er jo noget svineri.

Skomager Skaarer (ser indigneret ud over forsamlingen): Det gjælder vore døtre!

Jeg: Aa nej desværre hr. Skaarer; neppe engang vore børnebørns døtre.

Formanden: Jeg vil forhøre hos forsamlingen, om den ønsker at taleren skal fortsætte eller ikke?

Voldsomme raab fra alle kanter – : Nej! nej! nej! …

Formanden: Hvis altsaa taleren vil fortsætte, maa han tale om noget andet.

Jeg: Nu ja, hvad selve spørgsmaalet angaar: i hvilken form vi helst bør ha usædeligheden, saa er det min mening at det hensigtsmæssigste vilde være, om staten helt paatog sig den sag, indretted offentlige bordeller med passende afdelinger for de forskjellige samfundsklasser og sørged for den størst mulige sikkerhed imod veneriske sygdomme, specielt ved indførelse af stræng visitation af de mænd der frekventerte bordellerne. Hvad angaar de piger som det offentlige ansatte i disse bordeller, da er det klart, at staten for dem ligesaavel som for de andre samfundsklasser, der tilfredsstiller andre af samfundets behov, maatte forlange fuld medborgerlig agtelse (almen latter) … fuld medborgerlig agtelse! Forresten har jeg ikke mere at sige.

Jeg bukked for forsamlingen og gik tilbage til Jarmann, som tog imod mig med straalende ansigt – : Det var brilliant! sa han; det havde de godt af de bæst! –

Vi blev til mødet slutted, for at høre om der skulde komme noget rimeligt svar; men hvad der blev sagt i anledning mit foredrag var bare noget sludder. Alligevel forlangte jeg ordet til næste gang for at svare paa det. –

Paa hjemvejen mødte vi nogen piger vi kjendte og tog dem med hjem og blev siddende der og væve med dem paa den vante vis til klokken to tre om natten. Jarmann fortalte dem meget begejstret, at iaften havde jeg talt til fordel for dem, men det var ham ikke muligt at faa dem til at finde nogen moro i det. – – –

– – – I «Fædrelandet»s tirsdagsnumer blev der udstødt et ramaskrig over den ugudelige tale. Men folk bare lo – : Fædrelandet – hahaha! – Forresten maa det være en ganske frejdig herre denne samme Herman Eek, sa man.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.