XV.

Efter den dag var jeg stadig paa mine Karljohan-promenader i musiktiden gjenstand for publikums meget specielle opmærksomhed. Jeg følte, at afgrunden mellem dette publikum og mig var uoverkommelig. Kristiania publikum er for lidet til at kunne glemme.

Og de fjortenaars smaa forbedred sig ikke.

Og Gerda var og blev borte; jeg saa hende vistnok af og til, men strax hun fik øje paa mig, enten skyndte hun sig over paa den anden side af gaden, eller hun tog af den første den bedste sidegade.

Og Lily fik af sin far forbud mod at ha mere med mig at bestille – : jeg kunde bedærve hende aandelig, sa han.

Jeg havde altsaa ingenting at gjøre andet end mit arbejde som referent. Naar jeg var færdig med det gik jeg lige hjem, tog slobrok og tøfler paa, tændte en cigar og la mig hen paa sofaen og blev liggende der hele eftermiddagen og aftenen udover, uden at tænde lys – jeg vilde ikke ha nogen op til mig sløv og apathisk, røgende og stirrende op i taget uden at tænke paa nogen verdens ting, bare træt, kjed af det hele. Slig gik nogen dage. Jeg blev rent syg af at ligge slig hen og tænkte af og til paa at gaa ud og slaa mig lidt løs; men jeg kunde ikke opdrive energi til det heller.

– Saa en dag kom Bjørnson til byen, og jeg beslutted som et sidste forsøg paa at redde situationen at gaa op til ham og be ham skrive nogen ord i en avis om det jeg havde sagt: ikke en forklaring, nej bare en erklæring om at «jæg, Bjørnstjerne Bjørnson, siger dere at dette ikke er noget svineri, men en af de mange moderne tanker, som bør diskuteres for at vi kan komme paa det rene med hvad der er det rette.»

Jeg gik derop en dag lige over middag, sammen med Jarmann. Paa vejen var han i straalende humør – : Nu skulde alt ordne sig… Bjørnson var manden til at greje sagen det var jo klart! … han baade kunde og vilde der var ikke tale om andet! … Hvad det dog var for en lykke for et land at ha en mand som Bjørnson … Aa han havde altid elsket og beundret Bjørnson – men aldrig som idag! … Og han gik der med de opskudte skuldre og hodet paa skakke forover og stirred ungdommelig begejstret ud i luften, fortabt i kjærlighed og beundring for denne enestaaende mand, der leved alt med hvad vi allesammen leved.

Jeg havde jo mine tvivl, men jeg nænned ikke at si noget – han vilde følt det som helligbrøde. –

Bjørnson bodde oppe i Olafs gade hos sin bror, bureauchefen. Jarmann vented udenfor, mens jeg gik ind.

Jeg kom ind i en almindelig familiedagligstue. Da jeg havde nævnt mit ærinde tog vi plads i sofaen, Bjørnson i det ene hjørne med armen hvilende langs sofaryggen, jeg i det andet, og saa sa han – :

– Hvad har De sagt?

Jeg refererte da første del af mit sidste prostitutionsforedrag, det som handled om gejstlighedens udelukkelse fra en saadan diskussion.

– Ja men det ær jo rigtigt! sa Bjørnson.

– Javist er det rigtigt ja. Men det var heller ikke egentlig det som ødela mig; det var det senere. – Og saa refererte jeg videre, det om blegsotten.

Men jeg blev strax afbrudt – :

– A, ja, nu ved jeg alt hvad De har sagt, sa Bjørnson; jæg kjender det altsammen, for jæg har læst alt hvad der er skrevet om de ting. Men dette med blegsotten det forholder sig ikke saa. Da jæg var i Amerika …

– Jamen det var endda ikke det værste af det jeg sa! skjød jeg ind – i en vranten tone, for at faa lov til at fortsætte. Og det fik jeg da ogsaa, men han likte det øjensynlig ikke.

Saa fortalte jeg om min appel til familiefædrene i anledning af blegsotten.

– Nej men gud bevare mig vel! at vove at sige sligt til et norsk publikum! nu har jeg aldrig hørt … hvor gammel er De?

– 27 aar. – Men endda havde det ikke vært saa farligt naar jeg bare ikke havde fortsat.

Han saa paa mig. Mit ansigt viste tydelig at jeg var bestemt paa at tale ud.

– Naa ja, hvad sa De saa videre? sa han saa.

Jeg udvikled da det for ham som jeg havde sagt om at det var mere moralsk af folket, naar det først vilde ha et supplement til ægteskabet, da aabent at vedkjende sig det, end at gaa hen og lyve offentlig for sig selv saaledes som man her havde foreslaaet.

Bjørnson rysted langsomt paa hodet – :

Næj, næj, sa han; det ær galt dette med blegsotten! Da jæg var i Amerika, saa diskuterte vi den ting – ja min deltagelse i diskussionen bestod nu væsentlig i at høre paa –, men vi kom til det resultat, at dette med blegsotten, det havde ikke saa meget paa sig. Og jæg har læst alt hvad der er skrevet om de ting – det er ikke saa … Og saa er det ikke i den retning De vil, vi maa faa den ting forandret; nej, det er denne brunsten vi maa bli kvit.

Jeg smel.

– Brunsten maa væk! gjentog han med overbevisningens kraft.

– Den er naturlig, sa jeg; og naturalia non sunt turpia som bekjendt … Desuden, vi har ikke saa mange nydelser at vi har raad til at kaste nogen af dem bort. – Men forresten, det som gjorde udslaget i min tale, det var det jeg endte med. – Og jeg refererte min udtalelse om umuligheden af at komme i et fuldstændig intimt forhold til en kvinde uden at ha legemlig omgang med hende, og om det deraf resulterende tab af 19/20 af det sociale livs indhold.

Han sad et par sekunder og saa ud i luften. Saa sa han – :

– De har vært en stor tosk – det skal De ha! … Jeg ved ikke bedre, end at De faar ta straffen! – og han rejste sig op af sofaen og gik hen og stilled sig op i vinduet med hænderne paa ryggen og blev staaende der og se ud.

Jeg rejste mig ogsaa og blev staaende der bag ham og betragte hans brede solide ryg.

Saa vendte han sig pludselig om – :

– Hvor har De læst dette her henne? sa han.

Jeg saa paa ham: det samme spørgsmaal havde min fede ven Otto Petersen gjort mig den foregaaende aften; men at jeg skulde faa det spørgsmaal fra Bjørnson … Naa, men han vented virkelig paa svar, det var slet ikke spøg.

– Læst det? … læst det? … sa jeg. – Ja det ved jeg virkelig ikke; jeg tror det ligger i luften.

– Der ligger ingenting i luften: sa han i en afvisende tone. – Hvor har De læst det?!

– Ja fan’en, hvis jeg absolut skal ha læst det etsteds, saa ved jeg ikke det kan ha vært noget andet sted end i Brandes’s hovedstrømninger; der staar vist noget sligt noget … noget i den retning.

– Næj.

– Ja saa ved jeg saamen ikke hvor det kan ha vært; for jeg har virkelig læst saa lidet, og det lille jeg har læst har mest vært abstrakt filosofi … Men De sa, jeg fik ta straffen. – Dermed vil jeg være socialt ødelagt, og saa kan jeg herefter ikke gjøre nogen ting af det jeg har lyst til at gjøre.

– Vil De gjøre dette til Deres livssag?

– Det vilde være vaas af mig at gjøre dette til min «livssag» hvis jeg for fremtiden skal være udelukket fra det sociale liv. Min tidligere mangel paa omgang med mennesker er skyld i at jeg har kunnet optræde saa tosket som jeg har gjort. Skal jeg nu bøde med ensomhed for denne ene gangs toskethed saa er det forbi med mig – og et par ord af Dem vil sandsynligvis kunne redde mig.

– Jeg kan ikke forklare folk dette her! – han sat sig ligesom træt ned i lænestolen med ryggen mod vinduet og ansigtet vendt mod mig.

– Nej, men jeg tror heller ikke det behøves; en blot og bar erklæring fra Dem vil være nok.

– Jeg kan ikke gi nogen saan erklæring.

Jeg saa paa ham.

– Jamen, sa jeg; det som det gjælder om for mig, det er bare at bli renset for denne beskyldning for svinskhed, for bestialitet. Det er jo den der gjør mig socialt umulig. Og det maa De da indrømme, at der er ikke noget svinsk i det jeg har sagt.

Han la sig langsomt tilbage i lænestolen, stirred en tidlang dybsindig ud i luften og sa saa med ægte Bjørnsonsk udtale – :

– Jo! – Jo! – Det ær svinsk! … Det ær svinsk dette, at man ikke uden gjennem penis skal kunne komme i et fuldstændig intimt forhold til en kvinne.

Jeg saa paa ham en stund, la saa begge haandflader op paa mit hode og strøg dem vexelvis ned over haaret mod panden – hvad fan’en skulde jeg ogsaa svare?

Han betragted mig nøje – : han trodde – hvad han ogsaa den samme dag udtalte til en ven af sig – at jeg var gal.

– Jamen, sa jeg endelig, De maa da kunne forstaa det at naar jeg tror det forholder sig saa, saa kan jo den ting, at det forholder sig saa, være saa svinsk den være vil – den svinskhed falder da ialfald ikke tilbage paa mig!

Han betænkte sig lidt.

– Nej, nej, sa han saa; slig som De nu siger det saa forstaar jeg nok det. Men det ær galt dette, det ær ikke saa. Da jæg var i Amerika, saa sad jæg og talte med en dame, og hun tegned op for mig paa et stykke papir vaginalgangen med klitoris og ægge– stokkene og jæg husker ikke nu hvad det er for noget altsammen, og forklarte mig hvad det var som foregik derinde under aktus….

– Jamen kjære Dem, sig mig, hvad var hun for noget? Studerte hun medicin?

– Ja, hun var professor i anatomi.

Jeg lo.

– Ja men for det første, sa jeg, saa er det svært faa fruentimmer som er professorer i anatomi. Og dernæst – : for det om hun tegned op det der’e for Dem, saa var det s’gu derfor slet ikke sagt, at hun havde villet gaa hen og aabne hele sit indre for Dem saalænge De ikke stod i noget kjærlighedsforhold til hende. Og sikkert er det ialfald, at de aller, allerfleste fruentimmer gaar det ikke an at faa til helt at betro sig til En, helt at aabne sig for En uden det. Det er nu ialfald min erfaring – selv om den ikke er saa stor.

– Nej, det er erfaring vi mangler allesammen.

– Bøf! vilde jeg ha sagt. Men i det samme gik døren op og fruen stak hodet ind fra sideværelset og sa – :

– Du! Henrik vil vise dig nogen billeder.

Det ante mig at dette var det aftalte tegn paa at audiensen skulde være forbi, og da jeg saa ham vexle et hurtigt blik med fruen, skelte jeg med et lidt ækkelt smil hen paa ham og rejste mig.

– De vil altsaa ikke hjælpe mig med et par ord fra Dem, spurgte jeg.

– Næj, jeg kan ikke det.

– Vel; jeg ber meget undskylde bryderiet.

– Jeg faar vel se til at gjøre det, sa han og rejste sig. Adiø! –

– – Dagene bagefter gik Bjørnson omkring i den del af det gode selskab som tilhører venstre, og præked om at «vi maa beskytte den fremskudte minoritet!» «vi maa beskytte forposterne», «det ær en forbrydelse ikke at la folk faa lov til at udtale sine meninger» osv. – Nogen dage i forvejen havde han skrevet en artikel i «Verdens Gang» betitlet: «Forskjellige samvittigheder».

*

Mens jeg var inde gik Jarmann udenfor og vented. –

Han gik nedover gaden et stykke, og opover igjen til huset; nedover igjen – og atter opover. Han gik fortere og fortere. Men ikke af utaalmodighed; bare af begejstring. Det varte længe, syntes han; men jo længer det varte desto mere begejstret blev han … desto intimere blev jo samtalen mellem dem derinde. – Aa hvor han glæded sig til at faa høre den….

… Ja, Bjørnson var manden; han vilde helt ud forstaa det altsammen … og han havde begejstring – og magt … magt! … Han vilde gjøre mere end Herman Eek bad om … for han vilde bli mere begejstret end alle vi andre tilsammen….

… Han var her bare paa gjennemrejse. – Men hvem kunde vide, om han ikke nu vilde faa lyst til selv at slaa sig ned herinde og lære os unge mennesker at kjende … og leve sammen med os … Da skulde der komme liv i papirerne … aah …

… Naar alt kom til alt: Bjørnson var ham mere, selv end Sverdrup … Sverdrup var større gudbevars; men hans stilling udelukked ham fra livet mellem os unge … Sverdrup førte armeen – men forposternes naturlige fører var Bjørnson … og vi var forposterne … derfor var det vi kom til mere at «holde af» ham …

… Jo, han var sikker paa, at Bjørnson vilde slaa sig ned her … for nu vilde han se at her var hans plads …

Og han skridted afsted opover mod huset igjen med de opskudte skuldre, de stive arme med knyttede næver lidt ud fra sig, og hodet paa skakke forover, stirrende begejstret ud for sig.

Saa pludselig kommer jeg ud af porten en fem sex skridt foran ham og han faar se mit ansigt.

Og lige med ét stansed han bleg som et lig og blev staaende med den venstre haand trykket krampagtig ind imod siden og se paa mig.

– Den fordømte fyren! sa jeg.

Jarmann stod der som en støtte, og jeg maatte ta ham i armen og vende ham om for at faa ham med nedover.

Og saa fortalte jeg ham geschichten. –

Han blev gaaende en stund og se ned i gaden uden at sige noget. – Og en for en blev alle de fine traade som havde bundet hans hjerte til denne mand slidt sønder. Aa hvor det gjorde ondt! jeg kunde se det paa hans ansigt der han gik, sammensunken med den slappe gang: læber og næsebor bævred og øjnene blev vaade. –

Men saa var det forbi, og der var blet en tom plads derinde i ham. Og derind sneg sig hadet fulgt af foragten, og de to tilsammen fyldte rummet lidt efter lidt: det blege ansigt farvedes purpurrødt.

– Den tosken! fór det endelig ud af ham. Og hadet og foragten var trængt ud i stemmen.

Jeg smilte – : Fyren er gammel, sa jeg rolig; det er det hele.

– Jamen for fan’en – fór det igjen ud af ham – det var jo det som var det guddommelig store ved ham, at han var yngre end os alle tilsammen alligevel!

– Ja men det er han altsaa ikke.

Jarmann svarte ikke, bare stirred dumpt ned for sig; mens vi langsomt gik videre. Ingen af os talte, helt til vi kom ned i Grand. Undtagen én gang paa vejen. Det var Jarmann som rysted sin knyttede næve ud i luften og sa – : Aahh! det mennesket!

*

En aften nogen dage efter – jeg laa ikke længer i mørke om aftenen – kom Jarmann som sædvanlig op til mig. Han sa goddag, tog af sig og sat sig hen i gyngestolen og tændte en cigar som i gamle dage. Jeg laa henne i sofaen i slobrok og tøfler, og røgte jeg ogsaa. – I nogen tid blev der ikke vexlet et ord. Saa sa han:

– Har du ikke fundet paa noget?

– Nej.

Der blev en pause paa et helt kvarters tid, hvor vi begge bare stirred op i luften efter røgen af vore cigarer. Saa sa han igjen:

– Tror du ikke det er muligt at finde paa noget?

– Nej.

Igjen en lang pause paa nok et kvarter med stirren op i luften efter cigarrøgen. –

Saa var hans cigar røgt ud og han tændte en ny og sa – :

– Kom la os gaa ud og faa fat paa noget fruentimmer!

– Gider ikke, sa jeg mat.

Ny pause; ny stirren paa den samme ensformige røg. – Saa sa han:

– Vi gaar ud og drikker et glas toddy, hvad?

– Jeg gider ingenting, svarte jeg og tulled slobroken tættere om mig med en kuldegysen.

Han blev siddende en stund, stille, og se paa mig – ganske trist, som om han følte at nu var det forbi, nu var der ikke noget mere som bandt os sammen.

Saa rejste han sig op og tog paa sig.

– Godnat! sa han.

– Godnat! – – –

Han gik ned til Gravesen og sat sig ved et af de smaa vindusborde og forlangte en whiskytoddy og en cigar. – Opvarteren bragte det, og han blev siddende der og nippe til toddyen og blæse røgen ud fra sig, uden at se paa noget og uden at tænke paa noget – indtil glasset var tømt. Saa betalte han, tog paa sig og gik ud paa gaden.

Det var et behageligt vejr, passelig koldt, og toddyen havde git varme indvendig. Udenfor stansed han og blev staaende under gaslygten paa hjørnet og se paa de Karljohansfruentimmer som kom forbi …

– Se saa, nu sidder vi nede i den samme gamle sørpa igjen, mumled han halvhøjt hen for sig. –

Om lidt kom der et fruentimmer han likte. Saa slog han an og gik hjem med hende.

*

Siden den dag hændte der hver aften, saasandt jeg var hjemme, følgende:

Klokken ti, elleve, tolv, eftersom det kunde falde sig, blev jeg vækket op af min døs derhenne i sofaen ved lyden af et sneboldkast paa ruden. Jeg vidste det var Jarmann, og rejste mig op af sofaen, gik hen til vinduet, lukked det op og læned mig udover paa de korslagte arme. – Dernede stod han.

– Godaften! sa han.

– Godaften!

– Har du oplevet noget?

– Nej! – End du?

– Nej!

Saa blev han staaende en stund og se op paa mig uden at sige noget. Og jeg blev liggende deroppe, lænet ud af det aabne vindu og se ned paa ham dernede i mørket, uden at sige nogenting jeg heller.

– Godnat! sa han om en stund.

– Godnat!

Saa gik han langsomt med slappe skridt nedover paa de fire sammenhæftede planker, der tjente som fortoug i den halvfærdige gadestump.

Og jeg blev liggende der med hodet ud af vinduet, og se efter hans traurige skikkelse, indtil den forsvandt dernede om hjørnet af Langesgade.

Og saa trak jeg hodet til mig, lukked vinduet, tulled mig godt ind i min slobrok og la mig igjen hen i sofaen til at stirre op i luften efter røgen af min cigar.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.