XVI.

Det var triste dage. Evig og altid denne liggen paa sofaen og denne stirren op paa den kjedsommelige cigarrøg uden at tænke, uden at føle, bare sunken hen i sløv apathi, og med en tyngende fornemmelse over hjernen.

Saa en dag finder jeg mig selv liggende der og i tankerne holde en tale til det pene moralske publikum, som havde bragt mig i denne tilstand…

– Fan’en! det skulde være noksaa moro virkelig at holde den tale! …

Men hvordan skulde det gaa for sig … ?

Arbejdersamfundet? – Nej fy for satan, det havde jeg faat nok af …

Studentersamfundet? – Ja, kunde jeg redde mit rygte dernede, saa kanske jeg kunde faa det gjenoprettet ude blandt publikum også … og alt kunde kanske endnu bli godt …

Jamen jeg maatte ha en anledning; ellers saa det for rart ud …

Jeg spekulerte en stund paa tingen.

… Jo, død og pine, det var jo sandt: Lochmanns theses, som han havde opstillet under diskussionen om Irgens Hansens «den yngre akademiske slægt» – det var jo et brilliant grundlag. Den første halvpart af disse nogen og tredive theses, der handled om videnskabens upaalidelighed, var imødegaat af Andreas Hansen som endnu vented paa Lochmanns svar; den sidste halvdel, som handled om determinisme og fri vilje, var der ikke sagt noget væsentligt om – den kunde jeg bruge …

Jeg udarbejded et foredrag og anmeldte det for bestyrelsen, og det blev slaaet op til paa Lørdagen.

*

Klokken lidt over ni kom jeg op i samfundet.

Midt i den lille gang fra garderoben ind til den lille sal stansed jeg et øjeblik og kikked ind i festsalen. – Den var stoppende fuld af folk. Det gav mig feber – fy for fan’en! det havde jeg trod jeg var ude over nu.

Jeg lytted et øjeblik –: det var samfundsavisen, som blev læst op. Naa, jeg havde altsaa god tid: oppositionsavisen, B-numeret, skulde jo læses op bagefter … Aa men den fordømte feber! – jeg skalv i knæerne …

Jeg gik ind i den lille sal hvor der ikke var et menneske, andet end opvarterne, sat mig paa sofabænken ligeoverfor kathedret og fik mig en halv øl at styrke mig paa, og tændte en cigar …

… Nu begyndte de paa B-numeret derinde … en lattersalve lød strax i begyndelsen… det var altsaa morsomt. Jeg forsøgte at høre men kunde ikke opfatte noget sammenhængende … jeg var ogsaa for febrilsk! … Aa gid det var færdigt; denne ventetid var utaalelig…

Jeg forlangte en selters og sad færdig til at la den springe naar B-numeret var forbi.

Men det vilde aldrig ta nogen ende. Der kom lattersalve paa lattersalve men bestandig blev der læst videre …

Endelig! – Jeg lod seltersen springe og slog den i glasset og gik derind.

Midt imellem døren og kathedret, mens jeg holdt paa at trænge mig frem der mellem alle menneskene med seltersglasset i den ene og cigaren i den anden haand, mødte jeg formanden med et ansigt som om der var noget galt paafærde.

– Naa er De dèr! sa han som en skolemester der har gjenfundet en bortrømt elev; skyndte sig saa tilbage og op paa kathedret igjen, og ikke før var jeg naad frem til foden af kathedret, før han slog ud med haanden i retning af mig og sa: værsgod! hr. Eek har ordet.

– Ja, sa jeg, men min stemme er ikke større end at jeg nok gjerne vil staa paa kathedret; derfra høres jeg bedst.

Det likte han tydeligvis ikke; han pegte paa den lavere sideafsats paa kathedret –: De kan jo staa der!

Jeg mærked fyrens uvi]je og blev ærgerlig; og det var noksaa heldigt, for dermed forsvandt feberen. Jeg steg op det ene trin og forsøgte om der var albuerum paa den lille sideafsats; men den var for smal. Nej, jeg kan ikke staa her! sa jeg saa og steg uden at spørge videre, op ved siden af formanden og trængte ham tilside uden at se paa ham. Han blev staaende der ved siden af mig uden at si noget men det var ikke egentlig velvillige blikke han sendte mig, fik jeg siden høre. Der var temmelig uroligt i salen og jeg blev staaende en stund og se ud over forsamlingen, ganske rolig.

– Vil De ikke begynde?! spurgte formanden i skolemestertone.

– Nej, ikke før det er blet stille.

Formanden forlangte ro i salen, og da det saa endelig var blet nogenlunde stille, begyndte jeg:

Mine herrer!

Hr. professor Lochmann har endnu ikke gjort os den fornøjelse at komme frem med sine indvendinger imod det foredrag Andreas Hansen her i studentersamfundet holdt imod ham og hans theses. Jeg vil nu levere et supplement til dette hr. Hansens foredrag, og jeg haaber hr. Lochmann vil gjøre mig den fornøjelse at svare paa hvad jeg nu vil sige, samtidig med at han svarer paa hvad hr. Hansen tidligere har sagt.

Hr. professor Lochmann har gjennem en aarrække ved sin optræden her i studentersamfundet søgt at mistænkeliggjøre den moderne videnskab i de unge studerendes øjne, – ialfald har han tilraadet forsigtighed ligeoverfor den – og som man ser af hans theses har hans væsentlige grund dertil vært den, at den moderene videnskab mistænkeliggjør den frie vilje – og den frie vilje, den vil hr. Lochmann hævde. Det er dette de dybestliggende motiv for hr. Lochmann optræden jeg her specielt vil behandle; det blev nemlig kun i forbigaaende berørt af hr. Hansen.

Bortseet fra hvorledes det egentlig forholder sig med dette spørgsmaal: fri vilje eller ikke fri vilje, saa er der allerede rent paa forhaand vægtige grunde som taler for ikke at holde paa den frie vilje. Det er jo nemlig saa, at har mennesket fri vilje, d. v. s.: hvis et menneske som er slig og slig, under de og de indre og ydre omstændigheder kan handle – ikke blot saaledes som han virkelig handler, men ligesaavel akkurat stik modsat, saa er jo dermed al lovmæssighed ophævet paa det psykologiskes omraade. Og da er saavel et psykologisk kunstværk som en psykologisk videnskab aldeles umulig. For et psykologisk kunstværk er jo ikke noget andet end en fremstilling af hvorledes et menneske som er slig og slig, under de og de indre og ydre omstændigheder maa handle slig og slig og ikke anderledes; det er med andre ord en fremstilling in concreto af psy kologiske love. Og en psykologisk videnskab er jo ikke noget andet end en fremstilling af disse samme psykologiske love in abstracto. Gives der nu altsaa ikke saadanne psykologiske love, saa kan der jo heller ikke gives nogen fremstilling af dem, og da gives der altsaa hverken noget psykologisk kunstværk eller nogen psykologisk videnskab; begge dele er da lige umulige.

Paa kunstens og videnskabens vegne er der altsaa allerede rent paa forhaand al opfordring til ikke at holde paa den frie vilje.

Og hvorfor saa holde paa den?

Jo, m. hrr. af hensyn til moralen maa vi holde paa den frie vilje. Gives der nemlig ingen fri vilje, saa gives der heller ingen tilregnelighed, og gives der ingen tilregnelighed, saa falder jo dermed ogsaa moralen bort: thi at gjøre moralen gjældende ligeoverfor utilregnelige væsener, det kan jo ikke gaa an. Altsaa: af hensyn til moralen maa vi holde paa den frie vilje. –

Men hvorfor saa holde paa moralen? –

Af hensyn til kunst og videnskab? – Nej; de fordrer blot lovmæssighed og ikke moral. Af hensyn til samfundet da? – Nej; samfundet behøver kun sine love – og institutioner hvorigjennem det haandhæver disse love. Mere behøver samfundet ikke for at bestaa, og om vi altsaa tager moralen bort saa styrter vi dermed ingenlunde samfundet overende. Bestræbelserne for at udrydde moralen er ikke samfundsopløsende.

Ja – vil man svare mig –, dette havde været ganske rigtigt hvis det ikke uheldigvis forholdt sig saa at ingen institutioner kan haandhæve et lands love med mindre ialfald den store masse af folket har – saapas megen moral ialfald, at de føler det som sin pligt at overholde lovene; thi ellers vil den haandfuld folk hvoraf rettens haandlangere bestaar ikke formaa at haandhæve lovene ligeoverfor folkets store masse. –

Nej det vil de rigtignok ikke – forudsat at lovene ikke er et udtryk for hva den store masse af folket vil, og altsaa ikke har sin rod i den almindelige bevidsthed; og forudsat at hver enkelt borger ikke forstaar, at hvis ikke lovene opretholdes saa kan samfundet ikke bestaa, og at uden at samfundet bestaar kan heller ikke han leve som frit menneske. Nej det er sandt: under de to forudsætninger vil lovene ikke kunne haandhæves uden at folket har ialfald saa megen moral at enhver føler det som sin pligt at overholde lovene. Men, forudsætter vi at et folk lever i fuld politisk frihed, saaledes at love og institutioner ikke komme ovenfra men danner sig ud af den almindelige bevidsthed om samfundets behov; og forudsætter vi at hvert enkelt medlem af samfundet kjender den almindelige samfundslære og saaledes forstaar at lovenes overholdelse er ligesaa nødvendig for hans egen existens som frit menneske som den er nødvendig for samfundets bestaaen – saa er det vel en ting som siger sig selv det, at hver enkelt borger af hensigtsmæssighedshensyn vil lovenes overholdelse, og at altsaa rettens haandlangere, som under udøvelsen af sin gjerning har den store folkeopinion i ryggen, uden vanskelighed vil kunne haandhæve lovene gjennem de retslige institutioner. Forudsætter vi altsaa at et folk lever i fuld politisk frihed og at ethvert af samfundets medlemmer er kjendt med den almindelige samfundslære, saa behøves der slet ingen moralsk følelse hos folket for at sikre lovenes haandhævelse; dertil behøves simpelthen kun den almindelige forstaaelse af det hensigtsmæssige for enhver borger i, at lovene overholdes. Det er altsaa ganske rigtigt det, at har folket ikke denne forstaaelse, saa maa det have moral for at samfundet skal kunne bestaa. Men bibringer man folket denne forstaaelse, saa kan man ikke blot for samfundets skyld gjerne udrydde denne moral som bestaar i at man føler det som sin pligt at overholde lovene; men den moral falder simpelthen bort af sig selv.

Men hermed er vi ingenlunde færdige med moralen. Det er nemlig ikke blot denne følelse af at det er pligt at adlyde lovene det er ogsaa en hel mængde andre pligtfølelser som moralen kræver af os at vi skal gaa omkring med og indrette vore handlinger efter. Og tillader man sig, ikke at handle i overensstemmelse med disse moralske følelser, eller endog aabent at tilstaa at man slet ikke har dem – ja, saa blir man for det første ilde omtalt; man blir en lidet anseet mand som det heder; dernæst blir man, om man ikke sidder meget fast i sadlen, ofte paa den mest smaalige og pøbelagtige maade skadet i økonomisk henseende; og endelig blir man udelukket fra det sociale liv. Ligeoverfor denne sidste straf: udelukkelse fra det sociale liv, er kvinden den uheldigst stillede. Det er en straf som det kan være haardt nok for en mand at bære, men for den kvinde hvem den rammer, er den ligefrem frygtelig; thi hende rammer den for livet, medens den for mandens vedkommende kan hæves igjen. Derfor er ogsaa kvinden, udvortes ialfald, gjennemsnitlig langt mere moralsk end manden.

Nu ved vi allesammen det, at samfundet har den negative opgave at indskrænke individernes frihed inden visse grænser. Men er det saa, at samfundet er til for individernes skyld og ikke omvendt, saa er det dermed ogsaa givet at samfundet ikke maa trække grænsen for den individuelle frihed snævrere end det er nødvendigt for at samfundet kan bestaa. Og har nu samfundet gjennem sine love trukket grænsen for den individuelle frihed saa snævert, som det til den ende behøves og saa moralen kommer bagefter og trækker op nye snævrere grænser – saa er det klart, at moralen derved kommer i strid med samfundets opgave. Thi gaar samfundets negative opgave ikke videre end til at indskrænke den individuelle frihed saameget som det behøves for at samfundet skal kunne bestaa, saa har dermed samfundet ogsaa den positive opgave at skaffe alle sine medlemmer den fulde frihed indenfor den saaledes optrukne grænse. Og gives der altsaa i samfundet en moral som ikke tilstaar individerne den fulde frihed indenfor den af samfundet gjennem dets love optrukne grænse, saa blir det en af samfundets positive opgaver at udrydde denne moral.

Men, vil man sige, det er blot den ikke-moralske minoritet i samfundet hvis individuelle frihed udvides derved at moralen ophæves. –

Nej langtifra. Det, at den moralske majoritet af samfundets medlemmer opgiver moralen og blir ikke-moralske, det udvider den individuelle frihed ikke blot for den ikkemoralske minoritet, men ogsaa for den moralske majoritet selv.

Saa? – hvorledes kan det, at de moralske mennesker opgiver moralen og blir ikke-moralske – hvorledes kan det gjøre dem friere end de er før, vil man sige.

Jo, m. hrr! Sagen er den at de moralske sympathier og de naturlige individuelle sympathier ingenlunde er de samme. Lad os ta nogen exempler for at belyse det:

Træffer et almindeligt moralsk menneske ude i det virkelige liv paa et andet menneske om hvem han ved at han har – skrevet falsk f. ex., saa vender han sig med moralsk antipathi bort fra dette menneske og vil intet ha med ham at gjøre. – Træffer derimod det samme moralske menneske i Ibsens «Dukkehjem» paa Nora, som ogsaa har skrevet falsk, saa faar hans personlige følelse overhaand over hans moralske følelse, og han faar megen sympathi for Nora, ja endog for hendes umoralske handling – fordi digteren bringer ham til at forstaa Nora.

Eller: træffer et moralsk menneske ude i det virkelige liv paa en kvinde, en falden kvinde, som ikke blot ikke rejser sig igjen, men hvis hele liv er et stadig dybere og dybere moralsk fald, saa vender han sig med moralsk afsky bort fra denne kvinde. Men, læser det samme moralske menneske hos Alexander Kjelland om Else, hvis hele liv ligefra hun blir voxen og til hendes dødsdag netop er et saadant stedse dybere og dybere moralsk fald, saa forsvinder den moralske afsky, og han faar en inderlig sympathi for dette ulykkelige pigebarn – fordi digteren bringer ham til at forstaa hende.

Eller: træffer et moralsk menneske ude i det virkelige liv paa en kvinde som ikke blot paastaar at hun har ret til at forlade den mand til hvem hun er ægteskabelig viet, men som ogsaa, idet hun har rokket ved moralen i dette ene punkt, tillige har fundet at den hele moral er en unaturlig og uværdig indsnævring af den personlige frihed, ja som i kraft af denne sin overbevisning endog er umoralsk nok til selv at hjælpe sin egen søn til at begaa selvmord – træffer et moralsk menneske ude i det virkelige liv paa en saadan kvinde, saa er det med moralsk forfærdelse at han vender sig bort fra hende, hvis han ikke heller vælger at anse hende for gal og se til at faa sat hende ind paa et galehus. Men, træffer det samme moralske menneske i Ibsens «gjengangere» paa fru Alving som netop er en saadan kvinde, saa blir hans moralske forfærdelse strax usikker, fordi digteren bringer ham ialfald delvis til at forstaa hende, og han gribes uvilkaarlig af en personlig sympathi for denne samme kvinde, som han, hvis han traf hende ude i det virkelige liv, vilde gyse moralsk tilbage for eller søge anbragt i et sindssygeasyl.

Kort sagt: ude i det virkelige liv vil hos det moralske menneske de moralske sympathier og antipathier i almindelighed – der kan jo naturligvis gives enkelte undtagelser – men i almindelighed gjøre sig gjældende paa en saadan maade, at de afskjærer forstaaelsen og derved hindrer de naturlige indivi duelle sympathier og antipathier fra at komme frem. Herved forkrøbles disse naturlige sympathier og antipathier, vedkommende moralske menneskes individualitet kommer ikke til fri udfoldelse og hans individuelle liv faar et fattigere indhold end det kunde have faat, hvis han ikke havde vært hildet i moralen.

I nogen grad vil dette vistnok kunne afhjælpes ved læsning af forfattere, der bringer ham den forstaaelse, som moralen hindrer ham i at skaffe sig ude i livet. Men ulykken er, at naar det moralske menneske ved læsning af saadanne forfattere føler sin personlige sympathi vaagne ligeoverfor umoralske mennesker og umoralske handlinger, saa blir han forskrækket over den umoralske virkning som denne læsning har paa ham. Jeg har ikke godt af at læse det slags literatur siger han til sig selv; jeg tager skade deraf. Og saa afholder han sig fra den sort lekture. Og er han familiefader, saa forbyder han ogsaa sin kone, sine børn, sin hele familie at befatte sig med saadanne skadelige bøger. Og saaledes stænges ogsaa denne lille bagdør, ad hvilken forstaaelsen kunde snige sig ind og bringe liv i de personlige sympathier og antipathier.

Moralen hindrer altsaa de personlige sympathier og antipathier fra frit at udfolde sig, individualiteten forkrøbles, og det individuelle liv blir fattigt paa indhold. Ophæver man derimod moralen, saa faar de individuelle sympathier og antipathier frit løb, individualiteten faar lov til frit at udfolde sig, og det individuelle liv blir derved rigere. Det enkelte menneske kommer paa den ene side til selv at føre et rigere indre liv, og paa den anden side blir ogsaa hele den sociale sfære hvori han lever, rigere; den faar mere indhold derved at alle de mennesker som færdes i den, fører et rigere liv.

Men det jeg her har udviklet for Dem, er ingenlunde det væsentlige: en ganske anderledes kolossal rigdom vil moralens ophævelse tilføre det individuelle og dermed ogsaa det sociale liv derved, at samlivet mellem mand og kvinde blir fuldstændig løst fra de lænker hvori moralen har lagt det. Men, m. hrr. dette ved jeg er et saart punkt, saa jeg skal ikke indlade mig paa nærmere at udvikle det. – Men som sagt: moralens ophævelse vil altsaa forøge det individuelle og dermed ogsaa det sociale livs indhold. Og da nu nydelsen af det sociale livs indhold egentlig er endemaalet for alt vort arbejde, idet hele det sociale arbejde kun gaar ud paa at tilvejebringe de nødvendige betingelser for det sociale liv, saa er det klart, at jo rigere dette sociale liv er, desto friere er vi. Thi i desto højere grad opnaar vi formaalet for vort arbeide, og: det at opnaa formaalet for sit ar bejde, det er at være fri.

Altsaa moralens ophævelse befordrer alle samfundsmedlemmernes frihed. Og denne frihed er det samfundets opgave at befordre saameget som muligt; ergo er det samfundets opgave at udrydde moralen – vel at mærke: ikke ved lov, men simpelthen ved at bringe majoriteten af samfundets medlemmer til at forstaa, at de af hensyn til sin egen frihed bør aflægge moralen.

Paa samfundets vegne behøver vi altsaa ikke blot ikke at holde paa moralen, men samfundet fordrer tværtimod af os at vi skal udrydde den. –

Hvorfor skal vi saa holde paa moralen? Vi skal ikke holde paa den af hensyn til kunst og videnskab; de fordrer kun lovmæssighed og ikke moral. Og vi skal ikke holde paa den af hensyn til samfundet; samfundet fordrer tværtimod af os at vi skal udrydde den. – Hvorfor skal vi saa holde paa den?

Jo, m. hrr. for religionens skyld maa vi holde paa moralen; thi moralen er en del af kristendommen.

– Jamen hvorfor skal vi saa holde paa kristendommen? – Af hensyn til samfundet? Nej, samfundet behøver for at bestaa intet andet end sine love og sine retslige institutioner: det har vi jo før seet. Det behøver altsaa ingen religion. Og hvad mere er; religionen er om muligt endnu mere samfundsfiendsk end moralen. Hvad den fordrer af os staar i den allerstærkeste strid med hvad samfundet fordrer af os – og det skal jeg nu gaa over til at vise.

Samfundet har den negative opgave at indskrænke individernes frihed, og alligevel er samfundet til for individernes skyld – hvorledes kan det hænge sammen? Jo, kun i et ordnet samfund kan individet være sikker paa sin frihed; og er man ikke sikker paa sin frihed, saa er det kun en meget liden grad af frihed man kan opnaa, idet man nemlig da maa anvende den største del af sine kræfter paa at sikre sin frihed mod angreb af andre individer. Samfundet har altsaa den positve opgave at sikre individernes frihed. Men det kan samfundet ikke gjøre uden paa en negativ maade: ved at indskrænke individets frihed inden visse grænser; først derved blir der nemlig plads for alle individers frihed.

Men da nu samfundet er til for individernes friheds skyld, saa maa det ikke sætte disse grænser snævrere end det behøves; det maa altsaa skaffe individerne den størst mulige fri hed. Og da videre samfundet er ligesaa meget til for det ene som for det andet individs skyld, saa maa det heller ikke forøge enkelte individers frihed paa andres bekostning, men det maa skaffe alle individer den samme, størst mulige, grad af frihed. Med andre ord: det er samfundets positive opgave at skaffe hvert enkelt af sine medlemmer al den frihed som det kan skaffe dem, uden at nogen enkelts frihed derved kommer til at lide.

Har nu samfundet løst denne sin opgave?

Nej; kaster vi et blik paa det virkelig existerende samfund, saa ser vi at denne opgave er meget langt fra at være løst; der staar endnu meget tilbage at gjøre i saa henseende. – Jeg skal gaa lidt nærmere ind paa dette, skjønt der her naturligvis ikke kan være tale om at gaa synderlig i detalj.

Fæster vi for det første vor opmærksomhed paa den politiske frihed i vort samfund, saa ser vi at den endnu er i sin barndom. Det er endnu meget langt fra at vi har almindelig stemmeret. Det er altsaa kun en del af samfundets medlemmer som har politisk frihed, som styrer; den øvrige del af samfundets medlemmer er politisk ufri, de styres af sine medborgere. Om den del af samfundets medlemmer som ikke er i besiddelse af politisk frihed ikke er moden til at være med at styre, det er noget som her ikke kommer sagen ved; samfundet har nemlig i saa fald den opgave at gjøre dem modne dertil, saa de kan bli virkelige borgere. Thi samfundet skal skaffe alle sine medlemmer en lige grad af frihed. – Her er altsaa én politisk samfundsopgave som samfundet fordrer af os at vi skal løse.

Men nu den del af samfundets medlemmer som har stemmeret – har de virkelig fuld politisk frihed, styrer de virkelig land og rige? Er det helt ud deres vilje, som faar sit udtryk gjennem den udøvende magts virksomhed? Nej, thi vi har ikke en parlamentarisk regjering, men en regjering som vil være, og desværre virkelig ogsaa er noget udenfor det at være udøveren af de politisk frie borgeres vilje. (Regjeringens initiativ gaar naturligvis med ind under dette.) Selv den del af samfundets medlemmer altsaa som har stemmeret, er ikke i besiddelse af fuld politisk frihed. Og da nu samfundet, som det sees af andre landes exempel, godt kan bestaa selv om borgerne nyder fuld politisk frihed, og da samfundet ikke har at begrænse borgernes frihed mere end det behøves for at samfundet kan bestaa, saa er det samfundets opgave at skaffe sine borgere den fulde politiske frihed som de nu ikke har. Her er altsaa atter én politisk samfundsopgave, som samfundet fordrer af os at vi skal løse.

Ser vi endelig hen til den dømmende myndighed, saa finder vi, at den udøves af mænd der ansættes af regjeringen og ikke kan afsættes uden lov og dom. Var det nu saa, at lovene altid var saa klare og udtøm mende at der ikke kunde anvendes fortolkning, paa dem, saa kunde det jo ikke ha saa synderlig meget at sige hvem der sad inde med den dømmende myndighed. Men er det saa, at snart sagt enhver lov kan undergives fortolkning, saa er det klart at hvis der skal være fuld politisk frihed saa maa det være borgerne som gjennem sine repræsentanter fortolker lovene i overensstemmelse med den almindelige opinion. Ellers kan man ikke være sikker paa at de domme som falder er et udtryk for borgernes vilje; og da hersker der altsaa ikke politisk frihed. – Men har vi jurydomstole? – Nej. – Og kan ikke samfundet godt bestaa, fordi om man har jurydomstole? – Jo. – Og da det nu er samfundets opgave at skaffe sine borgere al den frihed som er forenelig med samfundets bestaaen, saa har altsaa samfundet her den opgave at skaffe jurydomstole istedetfor de domstole vi nu har. Her er altsaa atter en politisk samfundsopgave, som samfundet fordrer af os at vi skal løse. –

Fæster vi dernæst vor opmærksomhed paa det økonomiske gebet, saa ser vi der strax følgerne af den manglende politiske frihed. De klasser af samfundet som ikke er repræsenterede i den lovgivende magt, er de uheldigst stillede i økonomisk henseende. De klasser som sidder inde med aandelig og materiel magt og som derfor er repræsenterede, de holder denne sin magt vedlige, medens de klasser som hverken sidder inde med aandelig eller materiel magt, og hvis interesser na turligvis gaar ud paa at skaffe sig den aandelige og materielle magt som de ikke har, deres interesser blir slet varetaget. – Her ser vi i vort samfund ét menneske fødes millionær d. v. s. med retten til gratis, uden det mindste vederlag, at forlange sig udleveret frugter af sine medborgeres arbejde til et beløb af 50,000 kroner om aaret, samt med retten til desforuden at lade denne ret gaa i arv til sine børn. Og her ser vi et andet menneske fødes i den ynkeligste fattigdom, voxe op i en temmelig tyk uvidenhed og siden være nødt til hele sit liv igjennem at kjæmpe den elendigste kamp for den usleste tilværelse af verden. At et saadant forhold kan finde sted i det moderne samfund er vel et tilstrækkeligt bevis paa at samfundet heller ikke paa det økonomiske gebet har løst sin opgave, den: at skaffe alle sine medlemmer saamegen frihed som det er muligt at skaffe dem, uden at nogen enkelts frihed derved kommer til at lide. Og da nu det anførte forhold beror paa hele den moderne økonomiske ordning, saa har altsaa samfundet her den enorme opgave at ombytte denne økonomiske ordning med en anden, der kan sætte ethvert af samfundets medlemmer istand til at udfolde sin økonomiske virkekraft under lige heldige betingelser som enhver anden af hans medborgere. Her er altsaa atter en opgave som samfundet fordrer af os at vi skal løse. Og om end denne opgaves reelle løsning først kan finde sted efterat den politiske frihed i alt væsentligt er gjennemført, saa kan der dog allerede nu arbejdes paa dens theoretiske løsning, og samfundet fordrer af os at vi skal paata os dette arbejde. –

Fæster vi endelig vor opmærksomhed paa det sociale gebet, saa ser vi at dèr staar det allerdaarligst til med friheden. Den politiske frihed er vistnok endnu i sin barndom, men den er da ialfald anerkjendt i principet, og den skrider stadig fremad. Og hvad friheden paa det økonomiske gebet angaar, saa kan vistnok dens gjennemførelse først paabegyndes naar den politiske frihed i alt væsentligt alle rede er gjennemført; men der gives dog i vort samfund endel folk ialfald, som paa sine medborgeres bekostning nyder en temmelig udstrakt økonomisk frihed, og den økonomiske frihed kan altsaa paa en maade siges helt ud at være forhaanden for enkelte af samfundets medlemmer, om end den økonomiske frihed i sin almindelighed ikke er anerkjendt i principet. Men den sociale frihed, den findes slet ikke; den hverken er forhaanden eller anerkjendt i sit princip. Social frihed nyder endnu intet menneske.

Til social frihed udfordres nemlig to ting. Først at individet, naar dets opdragelse er fuldendt, og det skal begynde at opdrage sig selv … at individet da tar sig selv, sit gamle, ved opdragelsen og ikke ved fri selvbestemmelse producerte jeg, tar dette sit gamle jeg og river det ud af sig og kaster det fra sig, og saa paa grundlag af fornuften paa den ene side og de individuelle sympathier og antipathier paa den anden bestemmer sig til, at slig og slig vil jeg være – og saa gjør sig til det. Ved denne akt blir man individuelt fri. Men skal den saaledes frigjorte individualitet komme til fuld udfoldelse i det sociale liv, saa maa den sociale sfære hvori det frigjorte individ bevæger sig bestaa af lutter frigjorte individer. Og dette at leve sit liv blandt lutter frigjorte mennesker, det har endnu aldrig vært noget menneske givet. Social frihed har man endnu intet exempel paa. Og saalænge moralen og andre fordomme ikke ialfald theoretisk er opgivet, saalænge er den sociale frihed heller ikke anerkjendt i sit princip. Den sociale frihed er altsaa hverken forhaanden eller anerkjendt i principet.

Dette at skaffe alle sine medlemmer social frihed, det er altsaa atter en opgave som samfundet har at løse, men som det endnu ikke har løst. Samfundet stiller altsaa det krav til os, at vi skal løse ogsaa denne opgave. Nu er det vistnok saa at det økonomiske er grundlaget for det sociale, og at førend der hersker almindelig frihed paa det økonomiske omraade, før kan der ikke være tale om at indføre almindelig frihed paa det sociale omraade. Der skal nemlig visse økonomiske betingelser til, for at individet skal kunne naa frem til den aandsudvikling i kraft af hvilken han alene formaar at iværksætte sin individuelle frigjørelse. Den almindelige sociale frigjørelse kan altsaa endnu ikke paabegyndes. Men indenfor den sfære i samfundet hvor den tilstrækkelige økonomiske frihed allerede nu er forhaanden, der kan den paabegyndes. Og kunde man til den tid da almindelig frihed er indført paa det økonomiske omraade, være kommen saalangt at der allerede hersked fuld social frihed i de lag af samfundet hvor den fornødne økonomiske frihed allerede før har vært tilstede, da vilde den almindelige gjennemførelse af den sociale frihed omtrent komme til at gaa af sig selv.

Vi ser altsaa at samfundet baade paa det politiske det økonomiske og det sociale gebet har store opgaver liggende uløste, og det opgaver som allesammen strax kan tages fat paa, men til hvis løsning der, hvor ihærdig man end arbejder, vil kræves mange, mange generationers arbejde. Og dette arbejde er det samfundet fordrer af os at vi skal gi os i lag med, alt hvad vi orker.

Dette er, hvad samfundet fordrer af os.

Og hvad er det saa, religionen fordrer af os?

Jo, idet den i sig indbefatter moralen, saa fordrer den for det første af os at vi skal være moralske, og at menneskene skal være moralske vil – som vi har set – sige det samme som at de skal leve i social ufrihed. Religionen fordrer altsaa social ufrihed, samfundet social frihed.

Men videre: da nu menneskene ikke er og ikke kan være saa moralske som de burde være, saa forlanger religionen at du skal ta moralen i den ene haand og dig selv i den anden og anstille en sammenligning mellem dig selv og dit moralske forbillede, for at du ret kan komme til at se hvor stor en synder du er. Og saa skal gud give dig et sønderknust hjerte, saa du føler at du trænger til frelse; og saa skal du søge frelsen der hvor den alene er at finde: i troen paa Jesus Kristus og saa skal du faa syndernes forladelse i hans navn. Saa er du omvendt, saa er du blet et nyt menneske, saa er du blet et guds barn. Men dermed maa du ikke slaa dig til ro. Den gamle Adam, det gamle menneske, lever endnu i dig, og skal du vedblive at være et guds barn, saa maa du daglig fornyes som det heder, d. v. s. hver handling du foretar dig, hver tanke du tænker, og hver følelse som trænger sig frem i dit bryst skal du maale med moralens maalestok og forstaa at den ikke er som den burde være, for at du stadig paany kan faa et sønderknust hjerte, stadig paany føle trang til frelse, og stadig paany søge hen til Jesus Kristus og faa syndernes forladelse for hans navns skyld. Indadvendt, med blikket rettet mod dig selv og med tanken henvendt paa dit evige vel skal du vandre fremad paa livets sti, forarbejdende din saliggjørelse med frygt og bæven, idet du beder uden afladelse. – Men skal du da kun tænke paa dig selv og dit eget evige vel? Nej, du skal ogsaa tænke paa de andre det vil sige paa deres evige vel. Du skal gjøre alt hvad du kan for at bringe ogsaa dem til at vandre omkring med indadvendt blik og med tanken henvendt paa sin evige frelse.

Dette er hvad religionen fordrer af os.

Bortseet fra at dette liv i moralsk sønderknuselse er et fuldstændig ufrit liv, og at bestræbelserne for at frembringe et saadant liv saaledes i og for sig staar i strid med samfundets opgave, bortseet herfra – hvorledes skulde denne skare af indadvendte individer, hvis hele væsen er opslugt af tanken paa den evige salighed; hvis «hjertes tanker» altid er i himlen, og for hvem det jordiske liv er et liv i udlændighed; hvorledes skulde disse mennesker engang kunne bli opmærksomme paa den mylder af store og smaa samfundsopgaver som endnu staar uløste, og som maa løses før man kan naa frem til det endelige maal: den sociale frihed? De vil jo ikke engang kunne faa øje paa dem. Og selv om de virkelig fik øje paa dem – hvad betydning kunde saadanne samfundsopgaver ha for disse indadvendte individer? Hvad vægt ligger der for dem paa, enten de har det slig eller slig den korte stund de har at vandre her i denne jammerdal, naar de blot hisset maa faa lov til at samles med Herren i de evige boliger? –

Samfundet fordrer et udadvendt liv hvor al interesse koncentreres om individernes skjæbne som mennesker. Religionen fordrer et indadvendt liv, hvor al interesse koncentreres om individernes skjæbne efterat de har ophørt at være mennesker. Og kom samfundet til blot at bestaa af saadanne indadvendte individer, hvis hele interesse opslugtes af tanken paa et liv efter dette, hvorledes skulde det da gaa med samfundsopgaverne? Paa den ene side vilde det jo være synd at beskjæftige sig med disse samfundsopgaver fordi endeformaalet for dem alle er social frihed medens religionen fordrer social ufrihed; og paa den anden side vilde det jo ogsaa i sig selv være ukristeligt dette udadvendte frejdige liv, i hvilket det jordiske lægger beslag paa tanke og sind.

Moralen er samfundsfiensk, men den er dog forenelig med indførelse af frihed baade paa det politiske og paa det økonomiske, om end ikke paa det sociale omraade; der er intet ivejen for at et moralsk menneske kan være med at arbejde for baade politisk og økonomisk frihed. Religionen derimod er overhodet uforenelig med alt arbejde i frihedens tjeneste, uforenelig med alt arbejde paa at løse de positive samfundsopgaver. Den er altsaa endnu mere samfundsfiensk end selve moralen. Og fordred derfor samfundet af os at vi skulde udrydde moralen, saa fordrer den endnu mere af os at vi skal udrydde religionen.

Og hvorfor skal vi saa holde paa religionen?

Jo, mine herrer! for vor evige saligheds skyld.

Og dermed har jeg stillet sagen paa sin spidse. Vil man evig salighed i himlen, eller vil man et frit samfund af frie mennesker her paa jorden? Himmel eller jord? Gud eller verden? Det er to forskjellige viljer, baaret af to himmelvidt forskjellige sympathier, som her staar imod hinanden. Og der kan ikke være tale om at diskutere, hvilken af disse to viljer er den rette. Den hvis sympathier nu engang gaar i retning af evig salighed i himlen, han vil vinde den evige salighed, og den hvis sympathier nu engang gaar i retning af frihed, han vil frihedens realisation her paa jorden. Og mands vilje er mands himmerig. Den eneste diskussion der her kan være tale om, er en diskussion inden det enkelte parti, en diskussion hvorved partiets egne medlemmer kommer til klarhed om hvad partiet egentlig vil, og hvilke midler det maa bringe i anvendelse for at sætte denne sin vilje igjennem. Men forøvrigt ingen diskussion nej, kamp, en kamp paa liv og død om, hvem der kan tilrive sig den unge opvoxende slægts sympathier og derved gjøre sin vilje til dens vilje. –

Mine herrer! Det er klart at de som vil evig salighed i himlen, og som derfor vil opretholde kristendom og moral, de maa ogsaa holde paa den frie vilje, fordi moralen og derigjennem kristendommen har den frie vilje til sin forudsætning. Og det er ogsaa klart at de mennesker, som vistnok ikke bryr sig stort om den evige salighed, men som ind bilder sig at de vil staa sig bedst paa at de nuværende samfundstilstande bibeholdes, og som forstaar at kristendom og moral er det bedste middel til at opretholde disse bestaaende samfundstilstande – det er klart siger jeg, at ogsaa disse mennesker maa slutte sig til dem som vil den evige salighed, og med dem holde paa den frie vilje. Men det er jo ligesaa klart at vi andre, vi som vil et frit samfund af frie mennesker her paa jorden og som derfor vil gjøre alt hvad vi kan for at udrydde kristendom og moral, vi kan ikke holde paa den frie vilje fordi om kristendom og moral forudsætter at mennesket har fri vilje. Tværtimod: netop fordi kristendom og moral har den frie vilje til sin forudsætning, netop derfor maa vi som vil kristendommens og moralens udrydelse allerede rent paa forhaand i frihedens navn fornægte den frie vilje. Og kommer saa dertil, at kunst og videnskab forudsætter det modsatte af fri vilje, saa tæn ker jeg vi trygt kan give den frie vilje en god dag og la den skjøtte sig selv. –

Mine herrer! der kan være dem af mine meningsfæller som finder, at jeg her har sagt mere end jeg burde sige offentlig; sligt bør af klogskabshensyn kun siges privat, mener man. Denne betænkelighed har ogsaa gjort sig gjældende hos mig. Men, mine herrer! jeg ved at der gaar saa mangen en fornuftig mand omkring iblandt os som stiller sig lige gyldig overfor politiken, og naar han ser paa de sidste aars begivenheder her i vort land tænker ved sig selv: quel bruit pour une omelette! Det kan være intelligente folk, altfor intelligente ialfald til at kunne finde at den politiske frihed i sig selv skulde være et saa forfærdelig stort gode – saalænge de ikke forstaar at den i sig bærer spiren til den økonomiske og derigjennem ogsaa til den sociale frihed. Det kan altsaa være intelligente folk; men ved omstændighedernes magt er de blet nødt til at kaste sig saameget ind i arbejde med praktiske specialiteter, at de ikke har faat tid til at beskjæftige sig stort med almene ting, og derfor har de ikke faat øjnene op for, hvor tidens arbejde egentlig fører hen, og kan følgelig heller ikke interessere sig synderlig for det. Og disse intelligente praktiske folk, dem træffer vi andre, de mere theoretiserende medlemmer af samfundet, ikke saa ofte paa i det private liv. Skal vi finde dem, maa vi finde dem offentlig. Og vi trænger til disse intelligente praktiske folk; thi vi andre, de theoretiserende medlemmer af samfundet, vi kan ikke paatage os det arbejde hvorved samfundsopgaverne realiseres i det virkelige liv. Og se derfor er det jeg her har villet holde dette foredrag. Jeg har nemlig tænkt mig muligheden af ved dette mit foredrag og ved den diskussion det muligens maatte vække at kunne vinde en og anden saadan praktisk intelligens. Og sandelig, samfundet trænger til at vinde nogle saadanne for sine interesser – især nu, da den eneste store praktiske intelligens som vort offentlige liv hidtil har affødt paa det politiske omraade, hvert eneste aar kan ventes at ville gaa bort, uden at efterlade sig en eneste elev der er mesteren fuldt værdig.

– Frækt! hvæsed Monrad til Lochmann, idet samme jeg slutted.

Der havde vært ganske stille, mens jeg talte. Formanden havde snart fundet sig uvel i den fortrængte stilling ved siden af mig og var traadt tilbage og blet staaende lænet op mod den hvide væg med korslagte arme. Derfra havde han hele foredraget igjennem stirret højtidelig ud over forsamlingen med sit blege skarpe ansigt og de dybtliggende, paa frastand dybsindig udseende øjne – af og til med et straffende sideblik hen paa min stakkels person.

Da jeg steg ned fra kathedret var der lydløst i salen. Og selv efterat jeg havde sat mig paa vægbænken lige nedfor kathedret, ved siden af professor Monrad som sad og saa ud luften med sine udtryksløse fiskeøjne, hersked der endnu i nogen sekunder en dump lydløshed, saa man kunde hørt en knappenaal falde.

Men formanden var igjen traadt frem paa kathedret, og havde staat og set alvorlig ud over den tause forsamling. Endelig oplod han sin alvorlige mund –:

– Bestyrelsen har tilladt hr. Eek at holde dette foredrag – den vidste jo ikke hvad det indeholdt –; men jeg tror ikke samfundet ønsker det slags friskfyrvæsen heroppe …

En voldsom applaus brød løs og jeg takked min gud at jeg dog var den første foredragsholder heroppe, som ikke var blet applauderet af denne mob.

Men saa reiste Irgens Hansen sig, ildrød i ansigtet –:

– Det er en utilbørlighed, hvad hr. formanden her har tilladt sig: istedetfor at argumentere imod et foredrag han ikke er enig i, at ville afvise det med et dadlende prædikat. Og en dobbelt utilbørlighed er det, naar sligt sker, ikke fra et almindeligt samfundsmedlem, men fra selve formandsstolen!

Atter stormende applaus. Saa fortsat han:

– Forresten, hvis hr. formanden vilde indlade sig i diskussion med hr. Eek, saa er jeg bange for det vilde bli hr. formanden som kom til at spille sprællemand!

Voldsom hyssen.

Da der igjen var blet stille besteg gamle Lochmann kathedret. Med hodet paa skakke stirred han ned i de korslagte arme og sa med sin spæde, tynde Kristianssands-stemme:

Jeg tror vi skal være hr. Eek meget taknemmelig for den overmaade vakre maade hvorpaa han har skildret os kristendommens væsen. Jeg maa virkelig si, jeg blev ganske andægtig stemt. Forresten vil jeg si, at jeg er i det væsentlige ganske enig med hr. Eek; men paa den anden side er jeg naturligvis i det væsentlige aldeles uenig med ham. Han har ganske rigtig preciseret for os hvad det egentlig er kampen gjælder; men det parti han tar i den, kan jeg jo ikke være med paa. Det skal være mig en fornøjelse at imødegaa hr. Eeks foredrag samtidig med at jeg imødegaar hr. Hansens; men iaften er jeg ikke forberedt paa det.

Dermed steg han ned igjen og sat sig ved siden af sin fælle Monrad, der fremdeles glodde ud over forsamlingen med de stygge fiskeøjne.

Saa ytred hr. Mourly Vold – filosofen, som et par aar efter søgte professorposten i filosofi efter Lyng – at der var en modsigelse i foredraget: i begyndelsen blev jo den frie vilje fornægtet – og senere taltes der uafladelig om frihed.

Jeg oplyste den filosofiske herre om, at frihed gjælder evnen til at gjennemføre den vilje man har, medens «den frie vilje» gaar ud paa, at man under samme omstændigheder kan ha en anden vilje end den man virkelig har.

Da denne idiotiske indvending saaledes var fjernet var der ingen flere som forlangte ordet. – Og da det kjedsommelige traditionelle punschebord begyndte, gik vi andre nedenunder i restaurationen, hvor vi blev siddende og drikke brændevin og vrøvle til klokken fire.

*

Den næste dag over middag gik jeg indom Jarmann; han havde ikke kunnet være tilstede i samfundet aftenen i forvejen da han var exkluderet for samfundsgjæld naturligvis.

Henne paa sofaen laa han røgende en pibe og læste Wergelands digte. Jeg sat mig ned ved bordet foran vinduet og læste op foredraget for ham. Da jeg var færdig rejste han sig op og blev siddende overende i sofaen –:

– Det var kjækt! sa han. Der har de endelig engang faat hele programmet.

Saa sad han en stund og saa hen for sig –:

– Men jeg tror ikke det vil hjælpe noget, sa han trist og saa op paa mig.

– Nej, ikke jeg heller.

Vi blev siddende der et øjeblik og se paa hverandre med triste miner. Saa putted jeg manuskriptet i lommen og gik. –

Det hjalp i virkeligheden heller ikke til andet end at nogen faa højrefyrer som havde hørt foredraget fandt, at «ja da kunde de forstaa at man var venstre.» Det hele var altsaa fuldstændig forgjæves; jeg var og blev socialt umulig.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.