XX.

Det var et aar senere. Jeg var blet kahytsgut ombord i en liden bark.

Det var nat. Nede i et mørkt kot ved siden af den egentlige kahyt laa jeg og sov i min køj og drømte –:

Jeg var hjemme og stod ude i haven bag huset vort. Inde paa den lille gaardsplads mellem haven og huset stod en ung lys kone og vugged sig sagte paa de høje hofter med et barn ved brystet; halve barmen var blottet, ærmerne opsmøgede, solen skinned paa det spændte hvide bryst og de svære solbrunede arme.

Jeg sneg mig nærmere, helt hen til stakittet, og blev staaende der og sluge med øjnene brystets hvide hvælving og hofternes sagte vuggen.

Hun stod med hodet bøjet og saa ned paa barnet. Men pludselig løfted hun ansigtet og opfanged gløden i mine øjne. – Hun smilte, og de store blaa øjne blev underlig bløde – og saa la hun barnet ned i en barnevogn som stod der, og gik hen imod havedøren øjnene fæstet paa mig med et mat smil.

Jeg skalv.

Hun lukked op havedøren og gik langsomt hen imod mig, fremdeles med det matte bløde smil, og sine øjne i mine.

Saa med ét fór jeg hende imøde, slynged armene om hendes bløde liv, over de høje hofter, og gjemte mit ansigt ved den nøgne, hvide barm. Og jeg følte de svære bløde arme om min hals og min nakke; de trykked mit hode fast ind mod det varme bryst – og hele mit væsen opløstes i vellyst …

– – – Saa fór jeg pludselig op i køjen, lys levende vaagen med en eneste gang. –

En slap, flau fornemmelse … Og hvor mine albuer værked: hænderne var hængt op i hver sin rendesnare ved enderne af et bendelbaand som paa midten var fæstet i en knap paa skjortelinningen bag i halsen.

Jeg rev rendesnarerne op, befried mine hænder, og strak saa min knyttede næve ud i luften og trued op imod det svage lysskjær som fra skylightet inde i kahytten trængte ned i mørket –:

– Djævelen annamme dig, gud! snærred jeg indædt med sammenbidte tænder, og faldt saa slap tilbage paa puden igjen.

… Det var altsaa forgjæves, der nytted ingenting imod dette skrækkelige onde …

Og hvad var det egentlig for noget? Var det en naturlig sygdom, eller var det en straffedom gud sendte over mig for mine syndige tankers skyld?… Aa skidt, det kunde jo være det samme hvad fan’en det var, der var jo ingen lægedom for det alligevel. Det fik i guds navn flyde fra mig dette kostbare stof som skulde «nære den mandlige spire», det fik i guds navn flyde fra mig alt hvad der hed saft og kraft, og jeg fik bli gaaende her liden og ussel med et ødelagt legeme, jeg som skulde være sømand og havde behov at bli rigtig stor og stærk. Det fik i guds navn gaa, men – djævelen annamme gud! hans var hele skylden!

Jeg skrøbelige menneske havde gjort hvad der stod i et menneskes magt, og havde overladt resten til ham.

Og han som var almægtig, og desuden havde lovet at frelse fra synd, han havde ingenting gjort.

Aa det var skjændigt!

Havde ikke jeg nu i lange tider med kjæmpemæssige anstrængelser hver eneste dag ryddet ud hver liderlig tanke af mit sind saalænge jeg var vaagen! Ja selv naar vi efter at ha vært længe i søen, kom i havn og halte ind til kajen og det første skjørt som viste sig paa land pludselig tændte min fantasi i brand og gjorde mig halvt vanvittig – jeg tog mig alligevel sammen med al den magt jeg ejed og havde og tvang tankerne tilbage; de fik ingen magt over mig.

Men ikke før la jeg mit hode paa puden og søvned ind med en bøn til gud paa mine læber før alle tankerne fór ind over mig igjen og gjorde med mig hvad de vilde; i søvne kunde jeg ikke beherske dem.

Og da var det jo at gud skulde vaaget for mig; det var jo det sidste jeg bad ham om naar jeg lukked mine trætte øjne.

Men havde han bønhørt mig?

Nej.

Tværtimod, det var blet bestandig værre og værre om natten, jo mere jeg selv kjæmped om dagen. Det kom stadig oftere og oftere, undertiden mange gange paa én nat, saa jeg vaagned om morgenen udmattet og mørbanket i alle lemmer som efter en nat gjennemvaaget under anstrængelser.

Men endnu havde jeg trod at det maatte være min skyld; gud kunde ikke være saa lumpen. Og saa var jeg kommen paa den tanke, at det maatte være denne skrækkelige «selvbesmittelse», som jeg havde læst om, og som skulde kunne ske ogsaa i søvne.

Da var det jeg begyndte at binde mine hænder. Det var nu otte dage siden. Og morgen efter morgen i disse otte dage var jeg vaagnet med værkende albueled – men glad. For det var ikke kommet. Det havde altsaa alligevel vært min skyld og ikke guds. –

Men nej, saa var det kommet nu inat alligevel; det var altsaa alligevel ikke min skyld, men hans; han vilde simpelthen ikke røre en finger for at hjælpe mig til at fri mig fra denne synd.

Og havde han kanske ikke lovet at fri mig fra synd naar jeg alvorlig bad ham om det?

Jo.

Men han gjorde det ikke.

Og desuden – aah, jeg havde nok et andet større regnestykke at gjøre op med ham ogsaa; jeg skulde tro det!

Det var nu tre fjerdingaar siden jeg begyndte at bli alvorlig bekymret for min sjæls frelse. Hver fristund paa dagen i al den tid havde jeg benyttet til selvbetragtning, og til læsning i hans hellige ord, og til bøn. Hver dag erkjendt og angret mine synder, bekjendt dem for ham og bedt og tryglet ham om syndsforladelse og om at bli gjenfødt til et nyt liv i Christo.

Men havde han bønhørt mig?

Nej.

Og havde han lovet at gjøre det?

Ja.

Var han altsaa en ærlig redelig og sanddru gud?

Nej.

Og kunde jeg altsaa ha noget mere med ham at skaffe?

Nej nej nej nej for satan til helvede, adiø! – jeg rysted mine knyttede næver op i luften –: jeg havde søgt ham og ikke fundet ham, jeg havde bedt, og ikke faaet, jeg havde banket, og han havde ikke ladt op for mig. Han havde sveget og brudt sit ubrødelige og usvigelige ord – med ham kunde jeg ikke ha noget mere at skaffe.

Og mine hænder faldt slapt ned paa teppet og jeg blev liggende der, uden at tænke, bare med en følelse af usigelig forladthed. –

Saa begyndte tankerne igjen –:

Og helvede? … jeg skulde altsaa nu i helvede naar jeg døde, fordi han havde brudt sit ubrødelige ord! –

Aahhh! fandtes der da ikke en større og bedre og retfærdigere gud som kunde slaa mig denne gud til jorden og styrte ham ned til satan i helvede hvor han hørte hjemme! …

Og jeg blev liggende der i køjen nede i det mørke kot og græde som i krampe af bare raseri. – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.