XXI.

Over et aar var gaat. Vi laa i Plymouth ved vintertide. Det var raat og koldt. Fra 6 morgen til 7 aften arbejded vi – og saa var det at vaske sig og gaa iland. For ombord var der ikke værendes, med mindre man vilde gaa tilkøjs med det samme; vi havde jo ingen ovn i ruffen og vi var kuldskjære, vi kom fra Middelhavet.

Om aftenen plejed vi at holde til oppe i et «public house» strax overfor dokken. Vi var snart blet kjendt med værten, og naar vi kom plejed han at slippe os ind i dagligstuen, hvor vi da placerte os omkring kaminen hver med sit glas brandy-hot, og sad og passiarte og nød det at befinde os i varmt værelse. Ved titiden plejed vi at gaa ombord igjen de som ikke blev iland om natten.

Det var en aften, den næstsidste før vi skulde sejle. Vi rejste os fra pladsene omkring kaminen for at gaa og gik ud i skjænkestuen. Derude, paa bænken under det ene vindu – der var ikke andet møblement end skjænken og den zinkbeslagne disk ossaa et par bænker under vinduerne – sad en af vore matroser med en pige; ung og lys, cendré haar og et rent engleansigt under den sorte kys-mig-om-du-kan-hat. Ossaa dertil vir kelig figur – hvad de lyse englemæssige Englænderinder sjelden har.

Jeg stansed uvilkaarlig brat op –: var det muligt at denne dejlige pige, saa englelig uskyldig at se til under den fremstaaende hat, og saa fuldendt damemæssig klædt, var en skjøge! … Og det endda en skjøge, som denne ækle matros virkelig fik lov til at røre ved! …

Da de andre som kom indenfra sammen med mig stansed op derude og tog et glas øl paa faldrebet, gik jeg hen til pigen og hilste –:

– Maa jeg by Dem et glas?

– Sejer du et glas? svarte matrosen før hun fik tid til at svare.

– Ja.

Vi gik hen til disken alle tre, og fik en liter øl. Mens vi drak den spurgte jeg, ganske schüchtern og undselig, hvad hun hed.

– Laura.

– Hvor hun bodde?

– Strax heroppe.

– Om jeg maatte bli med hende hjem?

– Ja da, det maatte jeg gjerne.

Hun havde et velklingende organ og en naturlig ynde i bevægelser og gestus, og hendes sprog klang for mig ligesaa fint som nogen dames. Og jeg følte mig tilmode som overfor en virkelig dame, blev ganske fortumlet og kunde næsten ikke tro mine egne sanser –: jeg kunde altsaa virkelig bli med hende hjem!

Men pludselig træder matrosen, som hun havde vendt ryggen mens hun talte med mig, midt ind imellem os og skubber mig haardt tilside –:

– Ka fan’en ve du med jenten, din lort-unge?

Jeg blev staaende der blussende af sinne men turde ikke kny; jeg kjendte hans næver fra ombord af.

Han forsøgte at gi sig i snak med pigen igjen, men hun vendte sig fra ham og begyndte at tale med de andre. Saa vendte han sig mod mig igjen –:

– No, sejer du et glas te?

– Nej til helvete heller! svarte jeg sint.

Han fór op –: Ka fan’en er de daa du staar her etter? Ve du bare se te aa komme deg ombord din dritgut! – Og dermed greb han mig i nakken, slæbte mig hen til døren, og sendte mig paa hodet ud saa jeg nær var styrtet i gaden.

Jeg stod et øjeblik derude paa sneen ganske fortumlet og summed mig efter rystelsen – saa kom Laura farende ud af den anden dør; der var to udgange.

– Mød mig imorgen kl. 7! hvisked hun, og tog mig om halsen og kyssed mig. Jeg slynged lidenskabelig mine arme om hendes liv og trykked mig tæt op til hende – da pludselig matrosen ogsaa kom farende ud –:

– Nej no ska daa dævelen hente deg! ropte han. Ve du bare se te aa ha deg ombord, og det lidt fortere end almindelig!

– Imorgen kl. 7! hvisked jeg til Laura, og flygted saa nedover mod dokken.

De to gik sammen ind igjen og jeg sagtned mine skridt. Alle mine nerver var i oprør. Harme og raseri imod denne fordømte matros som var stærkere end jeg, blanded sig sammen med vellystig forventning. Den sidste fik lidt efter lidt overhaand, mens jeg gik der langsomt nedover mod kajen –:

… Endelig, endelig engang skulde det ske!… Ahh! – jeg aanded ud. Ja for nu vilde jeg … aa, noget saa dejligt kunde jeg ikke mindes at ha set. Og imorgen maatte det ske, for iovermorgen skulde vi jo sejle … Aa den morgendag, den morgendag, som ikke kunde skynde sig med at komme! – jeg stamped i sneen – det var jo en evighed til imorgen aften …

Med ét stopped jeg op –:

– Men ikke mere end én gang! sa jeg til mig selv. Det kunde jeg vel ikke ha synderlig skade af … Men ikke mere, ikke mere! …

– Aa nej, jeg skulde nok være stærk…. Aa men du gode gud at det først var imorgen! at det ikke var nu! nu!

*

Klokken var syv om aftenen den næste dag, styrmanden raabte sit «skej ud!», folkene kom op af rummet, lugerne blev lagt paa, og jeg skulde netop til at skynde mig afsted og vaske mig for at komme iland saa tidlig som muligt, da styrmanden bad mig om at pudse sine støvler; han skulde iland. Jeg mumled en éd mellem tænderne, men var nødt til at finde mig i forsinkelsen.

Da jeg endelig stod færdig til at gaa iland var de andre alt gaat, undtagen en af youngmændene, og vi gik da opover sammen. Paa vejen fortalte jeg ham hvordan sagerne stod, og han paatog sig at gaa ind i skjænke stuen og se efter om Laura var der. – Han kom strax ud igjen –:

– Jo, hun sad derinde sammen med matrosen, baade hun og en anden pige, som hed Jenny.

Hvad var at gjøre?

– Gje meg en sexpence, sa youngmanden, saa ska eg gaa ind og ta i en «quarter» beer. Andreas gaar aldrig forinden der er drukket ud, og imens ska eg faa jenten med meg.

Han fik sixpencen og gik ind igjen, og det varte ikke længe, saa kom han med begge jenterne. Og saa flygted vi alle fire opover byen og drejed om tre, fire hjørner for at matrosen ikke skulde ha saa let for at finde os igjen naar han kom ud. Endelig stansed vi.

– Hvor gaar vi hen? spurgte Laura.

– Lad os gaa etsteds og spise tilaftens, sa jeg.

Vi gik ind et sted hvor pigerne var kjendt, og spiste. Bagefter gik vi hjem til dem; de bodde i samme hus begge to.

Youngmanden gik ind med Jenny, jeg med Laura. –

Vi var alene. Jeg sad der paa en stol og stirred idiotisk hen paa hende, mens hun tog ydertøjet af. Hele mit mod havde pludselig forladt mig, jeg skalv og ønsked mig langt bort. – Et øjeblik tænkte jeg paa at løbe paa dør – men det gik jo ikke an, det tog sig for ynkeligt ud.

Hun gik og pusled henne ved kommoden med ryggen til uden at sige noget. Men pludselig vendte hun sig om –:

– Vil du ikke klæ af dig? spurgte hun smilende og pegte paa sengen med den uskyldigste mine af verden.

Jeg tog mig sammen, rejste mig, gik hen til sengen, klædte af mig i en fart, putted mig halvt ned under dynen, og blev liggende og se paa hende, mens hun henne i sofaen ligeoverfor sad og snøred skoene af sig.

Nu tog hun kjolelivet af! … og nu korsetten … jeg saa det med forundring. Men skjørterne – jeg kunde umulig tænke mig at de kunde komme væk…. Joda –: ganske rolig løste hun skjørtebaandene op, rejste sig, lod skjørterne falde paa gulvet og én, to, tre stod hun der i bare linnedet.

Og pludselig grebes jeg af en brændende tørst efter dette halvnøgne legeme, skjælvingen var som strøget væk, og jeg bare strak hænderne krampagtig ud efter hende, mens jeg stirred paa hende som i vildelse.

Saa hopped hun let op i sengen, kasted sig overende i den, slynged sine arme om mig og rulled mig uden videre over sig.

Alle sanser forgik mig.

Men det varte bare nogen sekunder, saa var det forbi, og jeg kom til mig selv igjen. Jeg rejste mig halvt overende i sengen og saa ned paa hendes ansigt som for at forvisse mig om at det virkelig var sandt. Ud af det blege, fine engleansigt med det pragtfulde cendré haar titted et par blaa barneøjne uskyldig smilende op paa mig, og jeg grebes af en usigelig ømhed og kasted mig sansesløs ned over hende og dækked hendes ansigt og hals og hænder med kys; smøg mig som en kat langs hendes hofter og bryst; stak hodet opunder hendes arme; blotted hendes bryst og kyssed og kyssed og kyssed – indtil jeg faldt mat ned ved siden af hende og blev liggende der ganske stille og bare klamre mig op til hende med kindet ind imod hendes nøgne bryst.

– Aldrig, aldrig! har jeg havt det saa dejligt, hvisked jeg sagte og saa op paa hende.

Hun svarte ikke, bare klapped mig ned over haaret og saa mig ind i ansigtet næsten moderlig ømt. Det gjorde at jeg fik et anfald af underlig vemodig rørelse og en voldsom trang til at græde. Græde, bare græde og græde med hodet paa hendes nøgne bryst. – Men jeg turde ikke; hun vilde vist ikke forstaa det – og jeg bare gjemte ansigtet ved hendes hals.

Saa klemte hun mig tættere ind til sig, og drifterne vaagned igjen. – Jeg blev forskrækket; jeg havde jo svoret, at «ikke mere end én gang»! Og det vilde jeg holde; det var jo saa skadeligt….

Jeg holdt mig tappert, men blev kjælnere og kjælnere – indtil jeg bare laa der og vred mig op ad hende og slikked hendes hals som en hund.

Hun forstod ikke hvorfor jeg ikke vilde, og spurgte mig om det.

– Nej, jeg er saa ung, og da skal det være saa skadeligt.

Hun smilte og klapped mig –: hvor gammel er du?

– Sexten aar.

– Ossaa saa liden, stakkar! – hun tog mit hode mellem sine hænder og trykked sin kind mod min og kyssed og kjælte for mig som for et lidet barn.

Og jeg blev liggende der og bugte mig som en orm under hendes kjærtegn. – –

– – – Klokken var to, jeg maatte ombord igjen, klokken fire skulde jeg op, og lidt søvn maatte jeg jo ha. Hun tog ogsaa paa sig og fulgte mig nedover til dokken. Jeg klynged mig ind til hende mens vi gik. Dernede tog hun mig om halsen, kyssed mig tre gange paa munden og sa adjø.

Jeg stod der i min blaa sømandsjakke og min skothue paa hodet og saa op paa hende mens jeg holdt hendes haand.

– Aa, at jeg skal rejse alt idag! .. Og at jeg ikke har mødt dig før! Jeg vil aldrig glemme dig.

– Det kan jo hænde du kommer hertil igjen.

– Gud give det. – Jeg vil aldrig glemme dig.

Hun kyssed mig engang til og gik saa opover.

Jeg blev staaende og se efter hende …

Hvor hun gik vakkert! … Og hvor hun bar sin dragt elegant! … Og det dejlige cendré haar! – Aa jeg maatte se hendes ansigt en siste gang!

– Adjø! ropte jeg opover.

Hun vendte seg, smilte med det blege, fine engleansigt og kyssed på fingeren og tog saa om hjørnet og var borte.

Da først mærked jeg at jeg var voldsomt træt; jeg faldt rent sammen. Og jeg skyndte mig ombord og gikk tilkøjs.

*

Dagen efter ved middagstid, halte vi ud fra kajen og fik steamboaten for bougen. Det var solskinsvejr og mildt, svag bris, rolig kruset sjø. Mens steamboaten trak os udover blev jeg sendt op paa fortoppen for at kaste los sejlene, og da jeg var færdig blev jeg staaende oppe i merset, skyggende med haanden for øjnene og se tilbage mod byen.

… Derinde, under et af disse mange tag var hun… Og her stod jeg…. Og afstanden mellem os blev større og større… Og kanske skulde jeg aldrig se hende igjen… Sandsynligvis aldrig …

Tag og taarne, land og hav flød sammen for mig, og taarerne trilled ned ad kinderne.

… Aldrig! – aa jeg følte det, som jeg skulde dø….

Saa skreg styrmanden fra dækket: Ka fan’en e de for slag – somner du av deroppe? Ve du bare se aa ha deg ner igjen!

Jeg tog mig sammen, strøg haandbagen over øjnene og pilled ned.

*

Vi var gaat ind til Swansea for at bli lastet med kul.

Det var om aftenen. Inde i ruffen sad folkene paa sine kister langs væggene foran køjaabningerne og passiared og røgte og spytted hen i den store fælles spyttebak midt paa gulvet. Tranlampen midt under taget sendte sit flakkende lys usikkert ind blandt tobaksskyerne i det lave halvmørke rum.

Jeg havde laant kabyssen af kokken for at sidde i ro og skrive et brev. Derinde foran kabysbænken som jeg brugte til skrivepult, laa jeg paa knæ paa gulvet i mine skidne sejldugsklær og min runde blaa hue paa hodet og skrev, med et engelsk lexikon ved siden. Tranlampen over kabysbænken kasted et mat lys ned paa papiret, netop saavidt at jeg kunde se. Den blaa hue var skudt langt bag i nakken og jeg skrev ivrig.

Netop som jeg var færdig og laa der paa knæ og læste brevet igjennem, kom nogen ind i kabyssen. Jeg trodde det var kokken og vendte mig ikke om.

– Nej jagu e de ikkje te Laura han skriver! – Den fordømte matros som havde villet hindre mig i at faa fat paa hende stod bøjet over mig og havde læst overskriften.

– Ja det er det, svarte jeg.

– Lat meg høre ka du har skreve, sa han leende.

Jeg syntes selv det var vakkert det jeg havde skrevet, jeg var stolt af det, og jeg læste det op for ham paa engelsk –: Jeg elsked hende og tænkte bestandig paa hende; og jeg var saa ulykkelig fordi hun var saa langt borte, og jeg ikke kunde faa se hende, tale med hende, kysse hende – aa jeg var saa ulykkelig. Tænkte hun paa mig undertiden? Var hun glad i mig – aa hun skulde vide hvor jeg var glad i hende! Vilde hun skrive til mig og sige mig det? Aa det maatte hun gjøre. Et brev fra hende – hvor jeg vilde sætte pris paa det! jeg vilde gjemme det som et klenodie og læse det om igjen og om igjen hver eneste dag mange gange, og kysse det, fordi hun havde skrevet det, hendes haand hvilet paa det. Ak, om jeg var i Plymouth! Mon jeg nogensinde vilde komme der tilbage igjen? Eller skulde jeg aldrig se hende mere – aa hvor jeg var ulykkelig! osv. osv.

Matrosen hørte det tilende, lo og spurgte hvorfor jeg skrev sligt til hende; jeg kom jo sandsynligvis ikke til Plymouth igjen paa mange lange tider.

– Hvorfor jeg skrev det? – Fordi jeg mente det.

Han brast ud i en skoggerlatter og løb ind i ruffen og fortalte det til de andre. De lo allesammen –: en hore! hahaha. –

Jeg hørte det, men det generte mig ikke. En hore? – nej, for mig var hun ikke nogen hore. Men hvad forstod de raa fyre sig paa det! Hvad jeg havde skrevet var vakkert. Og jeg følte det. Og var glad over at føle det. –

Jeg læste endnu en gang brevet igjennem, konvoluterte det, skrev udenpaa og sat frimærke paa, og vandred saa med selvfølelse op iland og putted brevet i en postkasse.

*

Nogen dage efter, ved frokosttide, blev jeg kaldt agterud til skipperen. Jeg kom ind i kahytten i mine skidne sejldugsklær, min blaa hue i haanden. Skipperen, en bredskuldret robust fyr med rødt haar og skjæg og et rigtigt bulbideransigt, tog imod mig staaende midt i forkahytten, med et brev i haanden –:

– Ka e de for et kvindfolk, saa skriver te deg fra Plymouth?

– Det er en pige jeg kjender.

– En tæve ja!

– Nej, en sypige.

– Saa du har lagt me ja!

– Nej.

– Aa tøv med deg gut, en tæve e de og ingenting and’t. – No tar du og bryter breve saa eg ser paa det, og later meg læse det.

Jeg brød brevet –: værsgod.

Han folded det ud. Øverst oppe, over «My dear», var der fæstet en presset forglemmigej. Han rev den af og kasted den paa gulvet. Og da jeg tog den op igjen trév han den fra mig igjen og rev den istykker. Saa læste han.

Det var et meget pent brev, ikke nogetsomhelst skjøgemæssigt ved det –:

Hun var glad i mig, og var glad over at jeg var glad i hende; men der var maade med alt; «you say, that your heart is broken, but I hope not yet«; jeg vilde møde andre piger, som jeg ogsaa vilde bli glad i, og saa vilde jeg glemme hende. Men hun vilde ofte tænke paa mig; og vi kunde jo skrive til hverandre; kanske kom jeg ogsaa snart til Plymouth igjen, det var jo ikke godt at vide, og da skulde jeg se at hun holdt af mig osv. osv.

Han gav mig brevet tilbage –:

– No jaja, der staar ikkje nokke svineri i det ialfald, sa han lidt formildet. Men det vil eg seje deg, at eg taaler ikkje at tæver adresserer brevene sine te meg, og derfor ska de være slut med dette her, saa møkke du vét det. – No kan du gaa. Og han vendte mig ryggen og gik ind i den indre kahyt. – – –

– – I middagstiden den samme dag havde jeg vagt paa dækket den første halvtime. –

Merkur hoj! ropte det iland.

Det var skipperen, som vilde ombord, og jeg tog baaden og rejste iland og hented ham. Da jeg rodde udover igjen med ham i baaden stilled han sig op foran mig, tyk og bred, med benene et stykke ud fra hverandre, begge næver dybt begravet i buxelommerne, og betragted mig med en mine som om jeg var det mest komiske han nogensinde havde set. Slig blev han staaende lidt; saa dumped det ud af ham –:

– End seje meg te du – ikkje førr e di kommen ut a holle førr di ve ind igjen! – Og saa brast han ud i en skoggerlatter, saa vommen rysted.

Jeg kunde ikke bare mig for at le med. Men det likte han ikke; han tog en barsk mine paa –:

– Ka e de du ler af din snørdot!

Saa la jeg til ved skibssiden, og han steg op ad lejderen.

– – – Nogen dage efter fandt jeg paa at rømme, rejste opover landet, udstod adskillige besværligheder og kom tilsidst ned til Swansea igjen, hvor jeg fik hyre med en Tysker. Under alt dette glemte jeg mere og mere Laura og kom ikke til at skrive til hende mer. Og til Plymouth kom jeg aldrig siden.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.