Fra Kristiania-bohêmen

av Hans Jæger

XXIX.

En eftermiddag i Februar maaned 1883 sad jeg nede i Grand Hôtel og drak kaffe. Der var mange gjæster. Henne ved hjørnevinduet sad Jarmann sammen med to andre unge mennesker; den ene høj, mørk og mager, med et stivnet træk om de tynde læber og stivt stirrende staalblaa øjne ossaa noget underlig afmagret ved den spidse blege næse; den anden liden og lys og i godt hold. Jarmann sad midt imod vinduet med ryggen ind til kaffeen og saa ud paa gaden; de andre to sad paa hver sin side af vinduet og saa indover kaféen. Ingen af dem talte, de bare sad der og røgte og saa ud i luften.

Jeg sad ved et lidet bord midt i kaféen og kikked bag min avis hen paa dette tause trekløver. Jeg havde ofte set dem sammen her ved kaffetid; helst paa den samme plads der i hjørnevinduet. De sad altid slig stille ved sin kaffe, læste ingen avis, talte ikke sammen, bare røgte sin cigar, nipped til kaffen og saa ud i luften. Jeg kjendte dem af navn: den høje mørke magre hed Johnsen, den lille lyse Woll; men det var ogsaa alt jeg vidste om dem. –

Da det begyndte at mørkne rejste den høje magre sig, tog paa frakken og nikked og gik sin vej. De andre nikked ganske mekanisk igjen og blev saa siddende der, urørlige og umælende som før og stirre videre hen for sig.

Saa lidt efter kasted Woll cigarstumpen og rejste sig og tog paa frakken han ogsaa. Jeg faar vel hjem jeg, sa han dovent og gabed. Og saa nikked han og gik. Jarmann blev siddende igjen alene og stirred videre ud a vinduet.

Jeg sat mig hen til ham og hilste paa ham –:

– Hvad fan’en er det egentlig for nogen fyrer de to du sidder her sammen med saa ofte? spurgte jeg.

Han smilte –: De? … aa det er mine bedste venner; meget hyggelige folk begge to.

– Jamen hvad er de for noget?

– Ingenting.

– Og hvad skal de bli?

– Ingenting.

Jeg saa en stund ud af vinduet. Saa sa jeg igjen –:

– Jamen for fan’en, et eller andet maa de vel bestille paa om dagen.

– Nej, ingenting – han rysted paa hodet.

– Som du selv?

Han lo –: Ja; vi har fundet hverandre, og vi liker os svært godt sammen.

Vi fik en karaffel Hennesy og et par glas, ny kaffe og nye cigarer, og blev siddende der og røge og nippe til kaffeen og kognaken.

– Men du! sa jeg en stund efter, hvordan fan’en faar dere dagen til at gaa, dere tre?

– Aajo – han smilte slapt –: det gaar ikke saa værst. – Først staar vi nu ikke op før udpaa formiddagen … saa plejer Johnsen og jeg at drive omkring i gaderne og se paa folk til det blir middag … saa spiser vi henne paa spisekvarteret hvor jeg bor … der træffer vi Woll, hvis han er staat op saa tidlig …

– Ligger han saa længe han?

– Han sover sine 14 à 16 timer i døgnet. Lægger sig klokken ti og staar aldrig op før tolv, ét, mange gange ikke før tre, fire.

– Naa, det var s’gu en sovende tilværelse. – Og saa eftermiddagen?

– Ja, da gaar vi enten ind til mig og røger tobak … og sover … og døser bort tiden; eller ogsaa, hvis vi har penge, gaar vi her ned. – Indtil det blir mørkt. Saa forsvinder Johnsen, og vi ser ham sjelden mere den dag; han er ude paa fruentimmerjagt; han maa ha noget nyt hver dag. – Og Woll, den lille lyse som gik nu sidst, han gaar hjem – for at studere! han studerer nemlig filologi. Derhjemme ligger de filologiske bøgerne opslaat paa bordet – altid med de samme pagina op forresten –; han tar slobrok og tøfler paa, tænder en lang pibe, og sætter sig hen foran bøgerne – og studerer! Det vil sige han sidder der, lænet tilbage i gyngestolen foran bøgerne og røger og ser op i luften og tænker. Sommetider paa noget han agter at skrive, men vist mest paa ingenting. Af og til søvner han af der han sidder, vaagner saa igjen, tænder en ny pibe og begynder paa en frisk. Slig gaar tiden til klokken blir ti, og saa klær han af sig og lægger sig og sover som en prins – han har et ganske mærkeligt talent i retning af søvn.

– Og det holder han ud, dag ud og dag ind!

– Aaja lidt afvexling er der jo altid, sa Jarmann og stak sit glas ud. Af og til, naar han paa hjemvejen møder et fruentimmer han liker, saa tar han hende med hjem. Men han blir snart kjed af det og sender hende afgaarde igjen. Og han gider aldrig gjøre sig noget spor af anstrængelse for at faa fat i fruentimmer…. Ossaa hænder det jo sommetider at han træffer en kammerat som byr ham paa toddy, hjemme eller ude. Det tar han altid imod, for han drikker sig gjerne fuld naar han kan faa gjort det uden noget bryderi. Men gjøre noget for at skaffe sig brændevin, det gider han ikke. Naar han faar brændevin er han forresten morsom. Jeg har vært sammen med ham flere gange i toddylag hos kammerater, og da er han ubetalelig. Først blir han forfærdelig glad, det er første stadium. Naar han saa faar drukket lidt mere blir han begejstret. Og da holder han altid en rørende tale for kvinden, og ender med at græde saa taarerne triller ned ad ansigtet hans mens han staar der med toddyglasset i haanden. Det er noget af det morsomste jeg ser, og jeg kan aldrig la være at le og gni mig i hænderne og puffe til de andre og sige –: se bare! se bare! nu graater Woll. – Saa smiler han hen til mig og sætter sig ned og er slet ikke sint over at jeg ler. Aa, det er en dejlig fyr … jeg liker ham næsten vel saa godt som Johnsen. – Endskjønt nej, Johnsen er en herlig fyr han ogsaa. Du skulde bare vide hvordan han er … ja, saan f. ex. naar vi tilfældigvis ikke har truffet sammen til middagen og han saa kommer ind til mig om eftermiddagen mens jeg ligger og sover middag …. Jeg vaagner ikke helt ved at han kommer, bare hører ham i søvne komme ind og gaa stille hen og sætte sig paa en stol og saa sover jeg videre, med en velgjørende fornemmelse som om en god aand er kommen ind i stuen. Naar jeg saa vaagner, sidder han der paa stolen hvor han har sat sig, og ser rolig ud i luften og siger ingenting – aa det er en dejlig fyr! …

Jarmann stirred igjen ud af vinduet, og en stund sa ingen af os noget.

– Men hvad lever nu disse mennesker af da du? spurgte jeg lidt efter.

Jarmann trak paa skuldrene –: Aa, de faar lidt hjemmefra.

– Men naar nu det holder op?

– Ja … det tænker de ikke stort paa.

– Jamen, af og til maa de nu vel tænke paa det.

– Ja, naar nogen spør dem. Det liker de forresten ikke. Men da plejer Woll at si at han tænker paa at skrive noget engang, bli forfatter ….

– Og Johnsen?

– Ja, trænger man haardt ind paa ham saa mumler han tilslut noget om Amerika.

– Og du selv? spurgte jeg og saa paa Jarmann, hvad tænker du paa … saan tilslut?

Han smilte slapt –: Ingenting! jeg diller videre som før og siger drit la gaa saalænge det kan … engang ryker det vel overende … men den tid den sorg. – Og han blæste rolig røgen ud af munden og blev siddende og stirre ud af vinduet ud paa alle de sorte skikkelser som myldred ind og ud af det gult oplyste stykke luft udenfor de stærkt lysende vinduer paa Magnus’s hjørne.

Og jeg blev siddende og stirre derud jeg ogsaa. Jeg befandt mig ganske underlig vel ved at sidde der sammen med dette forulykkede menneske og kunde ikke la være at ønske, at jeg havde havt dem her de to andre ogsaa; jeg vilde sidde her med dem alle tre og sammen med dem stirre ud i luften og ingenting sige og ingenting tænke.

Aa hvor jeg forstod at de kunde befinde sig vel sammen!

*

Efter den dag begyndte jeg af og til at se opom Jarmann igjen. Men det varte ikke længe; jeg blev snart kjed, og holdt op igjen.

Ud paa høsten hørte jeg han var gaat ind paa krigsskolen for at bli reserveløjtnant, og at han var begyndt at vanke adskilligt oppe hos mine brødre hvor han gjorde megen kur til en frøken Petersen, som ogsaa bodde der. Men jeg havde ikke talt med ham en eneste gang paa næsten et aar – førend han pludselig var dumpet indom mig nu iaften, mens jeg laa her i sengen og læste ….

… Stakkars fyr! Nu gik det altsaa ikke længer med at faa tiden til at gaa … det gik ikke i længden, selv om han kunde sidde der nogen timer om dagen sammen med Johnsen og Woll og se ud i luften og ingen ting sige ….

Og jeg blev liggende og tænke og tænke paa dette forspildte liv og paa grundene til, at det var blet forspildt – og saa var det jeg beslutted mig til at skrive denne bog.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra Kristiania-bohêmen

Fra Kristiania-bohêmen er Hans Jægers hovedverk. Boken utkom 11. desember 1885. I november hadde Jæger sendt ut fortalen, hvor boken ble annonsert som et angrep på «de tre gigantiske granitkolosser, som bærer den gamle kultur og det gamle samfund og holder al aandsfattigdommen oppe –: kristendommen, moralen og det gamle retsbegreb».

Rett etter utgivelsen ble boken beslaglagt og Jæger ble dømt til 60 dagers fengsel. Begrunnelsen for dommen var at boken inneholdt pornografiske avsnitt, men sannsynligvis var det bokens samfunnskritikk som var avgjørende. Jæger mistet også jobben som stortingsreferent.

Året etter forsøkte Jæger å få boken utgitt igjen, forkledd som Julefortællinger af H. J i Sverige. Jæger fikk en ny dom for forsøket.

Beslagleggelsen vakte stor oppsikt og førte til en intens debatt om trykkefrihet og kunstens plass i samfunnet.

Les mer..

Om Hans Jæger

Hans Jæger var en sentral skikkelse i bohembevegelsen, vanligvis kalt Kristiania-bohemen. Kristiania-bohemen var en politisk og kulturell bevegelse på 1880-tallet med sentrum i Kristiania. Andre kjente bohemer var Christian og Oda Krohg. Kristianiabohemene var politisk radikale og kjempet mot sosial urettferdighet, dobbeltmoral og kristendommen. I litteraturen og kunsten var bohemene påvirket av naturalismen, man skulle «fotografere» livet. Jæger gikk enda lenger og mente at alle mennesker burde skrive roman om sitt eget liv.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.