Fra Kristiania-bohêmen

av Hans Jæger

XXVI.

Det var en aften udpaa vinteren 1877, halvandet aar senere.

Jeg sad alene paa mit værelse henne i sofaen mellem de to vinduer; i min sædvanlige stilling: albuerne støttet paa sofaarmen, haanden under kindet, og benene trukket op under mig. – Hegel laa opslaat paa divanbordet foran mig.

Jeg sad og stirred ud i luften med trætte miner….

… Kunde det nytte noget at bli ved med dette? … To aar af mit liv havde jeg nu vævet bort med Hegel, med Fichte, med Kant … uden at forstaa det bitterste gran…. Var det ikke bedst at lægge det hele væk?

… Jeg var da ikke dum! … det kunde ikke være min skyld at jeg ikke forstod noget af det …?

Jo. – Disse mænd havde verdenshistorien for sig. Vrøvl blir ikke verdenshistorisk. – det maatte være mig der var dum alligevel….

Nej, fanden ta mig! jeg var ikke dum. Jeg maatte kunne komme til forstaaelse af det, saasandt der nogen mening i det! Og jeg skulde vise at jeg kunde! … Jeg havde jo desuden ikke noget at forsømme….

… Jamen kunde det nytte noget at bli ved alligevel? … Selv om jeg kom til at forstaa det – vilde saa den forstaaelse bringe mig nogen tilfredsstillelse? …

Hvad var filosofi egentlig for noget? …

Filosofien vilde begribe tilværelsen….

Jamen kunde den begribelse gjøre mig lykkeligere? … Hvad vilde det egentlig si: at begribe tilværelsen? … Hvad vilde det si at begribe det bordet her – jeg greb i bordpladen og rysted i den – hvad fan’en vilde det si! – Jeg kunde da ikke begribe andet end tanker! …

… Tanker? …

Pludselig skvat jeg op af sofaen og blev gaaende hurtig frem og tilbage paa gulvet, holdende den fillede graa rødkantede slobrok sammen omkring mig –:

Hvad om hele verden ikke var andet end tanke! Hvad om bordet der og jeg selv og hele tilværelsen ikke existerte, ikke kunde existere uden i og for bevidstheden, og be vidstheden ikke uden at ha netop dette indhold!… Hvad om allesammen, vi selv og hele verden omkring os bare var et eneste stort forestillingskomplex hvis natur det var at gjenspejle sig selv i en mangfoldighed af reflexer – som var os! … Og hvad om denne mangfoldige selvreflektor som tilværelsen saaledes var, var det eneste der fornuftig kan tænkes at være! hvad om den ikke var andet end fornuften selv, den absolute selvaktive fornuft! – Da vilde jo min fornuft, denne uudviklede evne, ved at tænke væren slig som den fornuftig alene kan tænkes, ved altsaa at tænke den eneste fornuftige væren, komme til at producere verdensaltet i dets mangfoldige reflexer inde i min bevidsthed – og da var tilværelsen begrebet!… Og det vilde jo for mig betyde, at hele den virkelige verdens liv leved derinde i min bevidsthed; at al verdens sorg og al verdens glæde, al verdens nydelse og al verdens smerte, den vilde jeg opleve. Ikke et elskende par uden at jeg var dem begge og leved deres elskov og kjærlighed med, som jeg leved mit eget liv; ikke to fiender uden at jeg var dem begge og leved deres had og deres kampe med, som de selv! ikke en begivenhed, stor eller liden, uden at jeg fuldt bevidst opleved den i alle dens fineste ydre og indre aarsager og virkninger! Kort sagt: hele verdensskuespillet vilde, fuldt gjennemsigtigt i sine yderste detaljer, foregaa derinde i min bevidsthed –: jeg vilde være det sig selv gjennemsigtig blevne verdensalt …

Jeg vandred med raske skridt frem og tilbage paa gulvet, nervøst ophidset af denne tanke.

…Og alle de andre der hæved sig til den samme begribelse og ligesom jeg udvikled sin fornuft til lighed med den absolute fornuft? – Ja, de vilde alle være ét og det samme som jeg; jeg vilde leve i dem og de i mig, og vi vilde alle være gud, den ene og samme gud, det ene og samme sig selv gjennemsigtig blevne universum – iført forskjel lige menneskeskikkelser saalænge vi leved….

Ja var det menneskets bestemmelse, da var der mening i det hele. Det guddommelige liv var det værdt at leve! det var rigt nok til at tilfredsstille, i det kunde jeg helt gaa op, det men ogsaa det alene kunde gi mig den tabte umiddelbarhed tilbage! Og det liv maatte være menneskets bestemmelse, tilværelsen var fornuftig, den var fornuft, det gjaldt bare bevidst at hæve sig til fornuftens standpunkt! … Ha! nu forstod jeg de Hegels ord som havde brændt sig ind i mig med ætsende smerte fordi jeg ved dem havde følt mig udelukket fra filosofien: «Der muth der wahrheit, der glaube an die macht des geistes ist die erste bedingung der filosofi. Der mensch, weil er geist ist, darf und soll sich selbst des höchsten würdig achten; von der grösze und der macht seines geistes kann er nicht grosz genug denken; und mit diesem glauben wird nichts so hart und spröde sein, dass sich ihm nicht eröffnete. Das zuerst verborgene und verschlossene wesen des universums hat keine macht, die dem muthe des erkennens widerstand leisten könnte; es musz sich vor ihm aufthun, und seinen reichthum und seine tiefen ihm vor augen legen und zum genusze geben « ….

Ha! nu havde jeg dette mod og denne tro som var filosofiens første betingelse, og nu kunde jeg for alvor begynde! … Gudbevars, det var et uhyre arbejde, det blev ikke rukket i de første menneskealdre og gud ved om vi var udødelige. Men ialfald, det var det eneste der var mening i at arbeide for, og kunde det naaes det var arbeidet værd om det saa tog millioner af aar….

Og jeg blev gaaende der frem og tilbage paa gulvet og bade mig i denne tanke: at leve hele universets liv. Og jeg blev mere og mere begejstret….

… Jo nu skulde det gaa med arbejdet!… Aa men jeg maatte faa flere med mig; vi maatte bli saa mange som muligt om dette arbejde som var, ikke blot saa stort, men ogsaa saa forfærdelig vanskeligt…. Hvor havde jeg ikke strævet … og uden at komme nogen vej … med denne Hegels logik! og den var endda bare den lille begyndelse; i den producerte jo fornuften endnu ikke andet end rene tanker…. Men nu skulde det gaa raskere; nu havde jeg jo det rette syn….

Jeg sat mig hen i sofaen igjen og blev siddende og tænke….

Aa men mon Hegel i «naturfilosofien» virkelig havde gjort overgangen fra de rene tanker til den reelle haandgribelige forestillingsverden? … Havde han bare det saa var jo det slemmeste over, da kunde man ha godt haab….

Naa men det gjaldt alligevel at faa folk til at interessere sig for arbeidet og ta fat paa det; alene var jeg ikke stærk nok – og jeg havde vært saa længe alene….

Men hvem skulde det være? Jeg kjendte ikke mere end et par mennesker. Og bare en af dem interesserte sig for filosofi, og han var desuden ikke spor af filosofisk anlagt; han mored sig bare med i sine fristunder at sidde der og læse om, at den og den store filosof havde tænkt det og det – ligegyldigt enten det han havde tænkt for os saa ud som vrøvl eller ikke….

Nej, jeg maatte søge de nye folk udenfor min bekjendtskabskreds….

… Jo, nu havde jeg det: jeg vilde skrive en indledning til filosofien. I den vilde jeg først bevise at hele tilværelsen ikke var andet end nødvendige forestillinger – det bevis maatte jo være det væsentlige indhold af Kants «kritik der reinen vernunft» saavidt jeg kunde skjønne, og nu skulde jeg da ha energi nok til at klare den bog ialfald. Og saa vilde jeg bagefter udvikle hvorledes vi, saasandt denne verden af nødvendige forestillinger var fornuftig, maatte ved hjælp af vor fornuft kunne producere hele den virkelige verden inde i vor egen bevidsthed og derved komme til at leve hele verdensaltets uendelig-rige liv….

Og det maatte da kunne begejstre nogen ialfald til at gaa med! Saa megen følelse maatte der da være af fattigdommen i det liv menneskene nu leved; – jeg vilde begynde strax!

Og jeg tog Kants «kritik der reinen vernunft» ud af min boghylde, sat mig hen i gyngestolen foran bordet, la benene paa en stol og læned mig tilbage – og begyndte at læse….

*

Nogen maaner efter, sent en aften, klokken var over tolv, sad jeg i den samme sofa i det samme værelse og skrev ivrig. Lampeskjærmen kasted lyset stærkt ned paa papiret, men i værelset var det temmelig skummert …

Ahh, endelig! – Jeg la pennen fra mig og rejste mig op; min «indledning til filosofien» laa færdig foran mig paa bordet.

Jeg gik frem paa gulvet og blev gaaende nervøst frem og tilbage i det halvmørke værelse med den gamle fillete slobrok dinglende omkring mig …

… Her var altsaa opraabet – vilde det nu ogsaa bringe nogen til at gribe til vaaben? …

Jeg haabed og trodde det …

Men hun! hvem jeg vilde sende bogen naar den blev trykt – vilde hun bli greben af den? …

Ja gud maatte vide det … Jeg husked ikke … jeg havde vist aldrig talt et ord med hende, skjønt vi var lidt i familie med hverandre og havde bod i samme by engang… jeg husked bare hvordan hun saa ud … middelshøj, lidt fyldig, glatstrøget haar om kring et almindeligt ansigt, men med et par svært forstandige brune øjne … Hun skulde være svært begavet … Hun var 20 aar, læste med lethed tysk, fransk og engelsk, og havde læst meget … Ossaa var hun dybt religiøs! Hun maatte altsaa ha følt denne verdens «for fængelighed» … dette liv tilfredsstilled hende ikke; det som maatte til for hende, det var saligheden … Saligheden – det var jo et liv i samfund med gud! Og det var jo netop til det liv filosofien skulde føre … og det var kun filosofien som kunde føre did; religionens snak om et liv i gud var jo bare mystik … Og det vilde hun forstaa, det maatte hun forstaa, naar hun havde læst min lille bog og forstaat den! … Og saa vilde hun omvende sig til filosofien …

Ja! ja! saadan maatte det gaa! Og en saadan kvinde vilde jeg kunne elske … Jo! jo! jeg var sikker paa det: en saadan kvinde kunde helt beta mig; ligeoverfor hende vilde jeg faa evnen til umiddelbarhed tilbage … Og hvem ved – kanske kunde hun ogsaa komme til at elske mig….

Jeg sat mig hen i sofaen igjen og gav mig til at skrive klad til det brev jeg vilde sende hende sammen med bogen. – Jeg skrev:

«Jeg sender Dem denne bog, en tidens, en dagens bog, og ber Dem om at læse den. – Det er til Dem, Dem, der allerede har alt hvad De behøver, jeg stiller denne bøn og hvorfor skulde De saa opfylde den? Det kan jo ikke være for Deres skyld jeg ber Dem om det; De har jo allerede søgt tilfredsstillelsen andetsteds, og fundet den – hvad kommer saa denne bog Dem ved? Det maa altsaa være for min egen skyld. – Og saaledes er det; dette som alt andet gjør jeg ene og alene for min egen skyld. Og hvorfor skulde saa ikke De ligeoverfor egoisten om det saa blot var for at vise ham, hvor afskyelig hans egoisme er – for en gangs skyld kaste egoismens kappe om Dem og svare nej? – Og dog siger jeg Dem at jeg trods al min indre fattigdom ikke uden en uhyre smerte vilde kunne vise en saadan bøn fra mig naar jeg vidste hvor meget det her gjaldt; og for ikke at volde mig selv denne smerte vilde jeg gjøre alt hvad der stod i min magt for at opfylde bønnen – og det vil ogsaa De gjøre, det er jeg vis paa.

Og hvad gjælder det saa? – Jo, nu skal De høre:

Jeg lever et ulykkeligt, fortvivlet-fattigt liv, fyldt af øde, usigelig tomhed. Ud fra mit hjerte skriger et rasende krav paa noget andet og mere end det det virkelige liv har at by paa, og derfor faar det virkelige liv for mig ingen betydning; det drager mig med hele sit indhold forbi uden at berøre mig, jeg føler ingenting ved det – det er jo ikke det der svarer til det altoverdøvende krav derinde i mig. Al den glæde, al den tilfredsstillelse som et almindeligt ureflekteret menneske henter fra sit umiddelbare følelsesliv, det forsvinder for mig uafladelig i reflexionens bundløse svælg, og jeg bare staar der og sender vemodige øjne efter det mens det forsvinder vemodige øjne; thi ogsaa jeg har engang vidst hvad der var at leve umiddelbart. –

Der findes kun ét lyspunkt i dette mit elendige liv. Et fjernt haab om engang at naa det som mit inderste væsen kræver, spreder en smule dæmring ind i mit livs mørke nat – ak kun en smule dæmring; thi dette haabs opfyldelse, om det kan opfyldes, ligger saa fjernt, aa saa forfærdelig fjernt.

Men, vil De sige, det er dog et haab, og i arbejdet paa at virkeliggjøre det maa jeg kunne glemme mig selv; jeg maa kunne styrte mig selv med samt min hele tidligere reflektion, mig selv som jeg staar og gaar, ind i løsningen af den opgave som ligger for mig, og henleve resten af mit liv i haabet om at tilslut skal det lykkes. – Ja, saaledes vilde det være hvis jeg udelukkende kunde hellige mig denne opgave og hvis energiens og søvnens grænser altid faldt sammen. Men ingen af delene er tilfældet. Samfundet kræver, at jeg skal ofre en stor del af min tid paa det; ellers vil det ikke føde mig. Og energien – ak den rækker saa sørgelig kort. Og i al den tid jeg ikke gaar umiddelbart op i min opgave, falder jeg tilbage til den gamle fortvivlede beskjæftigelse: at staa der vemodig og stirre og stirre efter alt det der drager mig forbi og som jeg kunde ha levet og følt hvis jeg endnu som fordum kunde la livet strømme umiddelbart igjennem mig uden reflexion, uden at maale det med den levende fordringsfulde maalestok derinde i mig. Og jeg føler mig tilmode, som havde jeg en kjær mor der pludselig var død for mig, og jeg stod og græd og græd – over ikke at kunne græde…. Aa! at kunne leve, leve som alle de andre! –

Men saa gribes jeg af foragt for mig selv som staar der og eftertragter disse smaating; og af raseri over ikke engang at kunne gribe dem – og saa kaster jeg mig ud i livet og vil, vil gribe ialfald noget af dette smaa. Men det lykkes ikke, og jeg falder hen i en sløv apathi, som ofte kan vare lange tider – indtil det blir for uudholdeligt; saa tar jeg igjen fat paa min opgave, og saa begyndte det gamle kredsløb igjen.

Men saa undertiden, just som jeg ligger apathisk hen i sløv foragt for alle det umiddelbare livs nydelser som jeg forgjæves misundelig har grebet efter, saa hænder det af og til at pludselig stiger der op en brændende længsel i mig som bemægtiger sig min fantasi og maner mig frem en dejlig kvinde der knuges af den samme tærende mangel paa alt som jeg selv – og vi slutter os sammen. Med hende lever jeg. Sammen kaster vi os ud i den store kamp, der skal gi os alt, og som er det eneste der for en tid kan bringe os til at glemme vor uendelige fattigdom. Sammen styrter vi os, naar kræfterne er udtømte saa vi ikke længer kan arbejde, ud i de frugtesløse forsøg paa at la os gribe af det umiddelbare liv; og sammen nyder vi, i taus men inderlig forstaaelse af os selv og situationen, den komisk-tragiske blanding af misundelse og foragt for de brustne illusioner og for dem for hvem de ikke brister. Og helt fortrolig synker vi saa til hinandens bryst, naar teppet atter gaar ned efter en ny akt af det rædsomme skuespil: livet.

Men saa vaagner jeg op og tar mig sammen; jeg ved det jo saa godt: det er ikke, og det blir vel ikke heller nogensinde virke lighed. Thi for at miste alt kræves der for uden en stærk personlighed ogsaa en stærk reflexionsevne – ellers finder man hvile i religionens mystik.– Evner nu kvinden denne hele reflexion? det er det jeg vil ha at vide af Dem hvis De formaar at svare mig paa det. Thi evner hun den, da evner hun ogsaa den kjærlighed som er den eneste jeg kan dele.

Og nu forstaar De at et helt livshaab er knyttet til det svar De gir naar De har læst min bog. Thi har De kunnet inderlig gjen nemreflektere den, slig at den har grebet Dem helt, saa ved jeg at jeg trods al min fattigdom, dog endnu har en mulighed for opfyldelsen af mit kjærlighedshaab tilbage.»
Deres Herman Eek.

Jeg la pennen fra mig og rejste mig op og blev igjen gaaende frem og tilbage paa gulvet i det halvmørke værelse …

… Vilde hun svare mig paa dette brev?… vilde hun overhovedet forstaa det? … Hvordan mon hun vilde svare, om hun svarte? …

Jeg fik en idé: jeg vilde selv svare for hende, saadan som jeg vilde at hun skulde svare! – Og jeg sat mig hen i sofaen igjen og skrev fra hende til mig:

«Jeg har læst Deres bog og forstaaet den i inderlig tilegnelse, saaledes som De vilde det. Jeg begyndte at læse med den beslutning at efterkomme den opfordring De stiller til læseren: ikke blot udvortes at reflektere sig igjennem bogen, men ogsaa at leve sig igjennem den. Men jeg vidste ikke hvad det vilde sige at gjennemleve et tankeindhold; jeg trodde at kunne iføre mig tankerne som et klæd ningsstykke og igjen lægge dem tilside naar jeg vilde – og nu da jeg er færdig opdager jeg at de er bleven en del af mit eget væsen. Thi nu forstaar jeg at det De har stillet i udsigt, det alene er det som helt kan skaffe mig den tilfredsstillelse jeg tidligere søgte og mente at finde i religionen. Og nu forstaar jeg hvorfor jeg i den lykkelige tid som De nu har ødelagt for mig – uden at jeg dog som i første øjeblik kan hade Dem derfor atter og atter havde mine mismodige stunder. Jeg trodde dengang, det var djævelen som hvert øjeblik jeg ikke vaagede rev mig ud af mit inderlige samliv med gud; nu ser jeg grunden var den at dette inderlige liv manglede alt konkret indhold og egentlig kun var en ekstatisk tilstand. Jeg kræved ubevidst dette konkrete indhold – dette krav var djævelen – og derfor faldt jeg ud af inderligheden, denne berusende, bedøvende inderlighed som jeg nu, ak aldrig mere skal komme tilbage i. Ja for jeg kan trods alt ikke andet end sørgmodig og med et slags misundelse betragte de mange lykkelige mennesker jeg kjender, som endnu fremdeles lever dette inderlig bevægede liv, delt mellem himmelsk salighed i troens extase og bævende kamp for ikke at falde ud af den. Og dog vil jeg ikke, kan jeg ikke ville tilbage, og derfor er enhver bro til den lykkelige fortid kastet af. – Se dette har De gjort mig, og alligevel kan jeg ikke andet end takke Dem, inderlig takke Dem.

Men det var jo ikke dette De bad mig om at fortælle Dem. – Evner kvinden en kjærliglighedsflugt paa saadanne vidder, spørger De. – Ja jeg forsikrer Dem, saasandt jeg lever, hun gjør! Og havde De istedetfor blot at vise mig den eneste mulige vej til sandheden og livet, tillige fortalt mig at De havde idéen, at De om end kun dunkelt endnu blot skimted vejen til maalet – jeg vilde uden andet kjendskab til Dem end det jeg har gjennem Deres brev ha kastet mig ned paa mine knæ og anraabt Dem om at hæve mig op til Dem saa jeg sammen med Dem kunde kjæmpe mig frem ad den tunge stenede vej som alene fører til livet. Og havde De da tat imod mig og hævet mig op til Dem, jeg havde kastet mig til Deres bryst og trykket det første kjærlighedskys paa Deres læber og begyndt kampen ved Deres side. – Ak, men De har jo ikke idéen, De formaar ikke at hæve mig op; thi De staar selv ikke højere end jeg. Og derfor kan jeg ikke elske Dem. Nej, saalænge indtil De eller jeg har grebet ideen, eller De har fundet en kvinde eller jeg en mand der har grebet den, saalænge er kjærligheden os umulig; thi selv om vi nu elsked hverandre, fordi vi begge vil det samme fandt vi ikke vejen vilde kjærligheden dø; og denne tvivl vilde forgifte kjærligheden i dens fødsel. Og derfor har vi kun det ene valg: at arbejde som vanvitttige til vi finder vejen, eller sløvt at synke hen i den absolute fortvivlelsens apathi. – Jeg arbejder og venter hjælp udenfra, haabende at kjærlighedens dag engang vil gry.»

Jeg læste kladden igjennem, og sat mig saa til at skrive et svar paa dette brev igjen, fra mig til hende.

«Kjære veninde! De har ret og atter ret. Findes ikke vejen bærer kjærligheden dødens spire i sig ved sin fødsel, og den dør helt i samme øjeblik de elskende opgiver haabet. Men saalænge haabet endnu lever er det dog skjønt hver dag at kunne hente ny styrke og nyt mod ved kjærlighedens barm. Og kommer saa alligevel dagen da haabet brister og kjærligheden dør, saa har ialfald kjærligheden gjort det forgjæves arbejde lettere. Men det er ganske rigtigt: en kjærlighed paa det uvisse grundlag, den opstaar ikke per litteras; den maa ha noget andet at støtte sig til end det rent intellektuelle. Ak, at vi ikke kan se og tale med hinanden! Men jeg ser for øjeblikket ingen udvej til at komme til Dem. Derfor: saalænge! «

Det første af disse tre Gaustadbreve blev virkelig – muligens en smule ændret, det husker jeg ikke saa nøje, men ialfald i væsentlig samme skikkelse – afsendt sammen med bogen.

Der kom naturligvis ikke svar, og vedkommende dame antog mig selvfølgelig for gal. Ligesaalidt gad nogen anden læse min «ind ledning til filosofien», som virkelig blev trykt. –

Og saa leved jeg da videre det liv jeg havde beskrevet for hende; undertiden studerende, ofte ranglende, oftest hensunken i sløv uvirksomhed, altid ulykkelig, og i ensom afsondring fra alt egentligt liv.

Lidt efter lidt tabte jeg ogsaa troen paa min opgaves mulighed: fornuften rak ikke ud over tanker, tankerne lod sig ikke fortætte til sanseindhold, til forestillinger….

Alligevel blev jeg ved med filosofien. Jeg bestilte ikke stort, men naar jeg bestilte noget saa var det filosofi; gammel og ny, men mest gammel. Jeg havde jo ikke noget at forsømme med det, og det kunde jo altid være noksaa moro hvis jeg rak saalangt engang, at skrive den spekulative filosofis historie slig, at enhver der gad befatte sig med den, i en haandevending kunde faa fuld indsigt i den og forstaa at af den var der heller ingenting at vente.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra Kristiania-bohêmen

Fra Kristiania-bohêmen er Hans Jægers hovedverk. Boken utkom 11. desember 1885. I november hadde Jæger sendt ut fortalen, hvor boken ble annonsert som et angrep på «de tre gigantiske granitkolosser, som bærer den gamle kultur og det gamle samfund og holder al aandsfattigdommen oppe –: kristendommen, moralen og det gamle retsbegreb».

Rett etter utgivelsen ble boken beslaglagt og Jæger ble dømt til 60 dagers fengsel. Begrunnelsen for dommen var at boken inneholdt pornografiske avsnitt, men sannsynligvis var det bokens samfunnskritikk som var avgjørende. Jæger mistet også jobben som stortingsreferent.

Året etter forsøkte Jæger å få boken utgitt igjen, forkledd som Julefortællinger af H. J i Sverige. Jæger fikk en ny dom for forsøket.

Beslagleggelsen vakte stor oppsikt og førte til en intens debatt om trykkefrihet og kunstens plass i samfunnet.

Les mer..

Om Hans Jæger

Hans Jæger var en sentral skikkelse i bohembevegelsen, vanligvis kalt Kristiania-bohemen. Kristiania-bohemen var en politisk og kulturell bevegelse på 1880-tallet med sentrum i Kristiania. Andre kjente bohemer var Christian og Oda Krohg. Kristianiabohemene var politisk radikale og kjempet mot sosial urettferdighet, dobbeltmoral og kristendommen. I litteraturen og kunsten var bohemene påvirket av naturalismen, man skulle «fotografere» livet. Jæger gikk enda lenger og mente at alle mennesker burde skrive roman om sitt eget liv.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.