XXVII.

Lidt over et aar efter, sommeren 1879, havde jeg lejet mig ind paa gaarden Gaarder, en bondegaard oppe i nordre Land. Den ligger midt oppe i aasen, paa højre haand naar man rejser opover, med udsigt over den skovbevoxede dalbund der gjennemstrømmes af Dokka elv.

Halvhundrede skridt tilhøjre for Gaarders hvide vaaningshus ligger den nye, umalte kirke. Fra den fører to veje ned i dalen.

Den ene skyder sig ret ned ad aasens side; først stupende brat mellem Gaarders og Grangaards jorder, saa hoppende i smaabakker frem mellem præstegaardsjordene og noget skov og ind mellem husmandspladserne nedenfor, og saa tilslut løbende jevn og flad hen gjennem et lidet skovstykke, til den naar kongevejen som der tar af tilvenstre og gaar over Dokka bro.

Den anden vej som gaar sydover, stiger langsommere ned. Ad endel større og mindre humpebakker sænker den sig lidt efter lidt ned gjennem gran– og furuskoven langs aasens side, og møder tilslut kongevejen dernede i dalen den ogsaa, men en halv fjerdingsvej længer inde end den anden.

Ned ad disse humpebakker gjennem granog furuskoven gik jeg regelmæssig to gange om ugen for at hente mine aviser som fodposten la ind til landhandleren, strax indenfor vejskillet. Men det var ogsaa omtrent den eneste motion jeg tog; ellers laa jeg hele dagen i min hængekøj mellem de to store lindetræer ude i Gaarders have og røgte et umaadeligt antal piber, mest stirrende op i løvet, undertiden studerende en eller anden filosofisk bog. – – –

Det var en dag i August maaned, om eftermiddagen mellem fem og sex.

Jeg laa i min hængekøj henne i haven under de to ærværdige lindetræer og læste Fichtes retsfilosofi: en udvikling af frihedens begreb, og af den maade hvorpaa samfundet maa ordnes for at realisere friheden, d. v. s. den størst mulige frihed for alle sine medlemmer.

Ellers plejed jeg naar jeg læste at læse – noksaa energisk gudbevars, for at faa tiden til at gaa; men uden egentlig interesse. Men denne bog interesserte mig, jeg vidste ikke selv rigtig hvorfor, og jeg læste ivrig.

Solen havde sænket sig mere og mere og begyndte nu at titte frem forbi den svære træstamme bag mig og ind under grenenes tætte løv. Den kasted sit hvide lys hen over mit ansigt og hen paa bogens blade. – Jeg vendte den ryggen og forsøgte at holde bogen i skygge, og det lykkedes en stund. Men tilslut blev det for ubekvemt, jeg opgav det, la bogen ned i fanget, tog min parasol som laa paa træbanken lige tilvenstre for hængekøjen, slog den op, og blev liggende i ly af den og se op mellem løvet og tænke mig ind i et saadant samfund af frie dannede mennesker hvor ingen slog mere af paa sin frihed end det var uomgjængelig nødvendigt for at alle de andre kunde være lige frie som En selv; et samfund hvis medlemmer alle var som lemmer af én stor familie der arbejded sammen for i fællesskab at kunne nyde frugten af sit arbejde –: et aabent frit samliv mellem aabne, frie mænd og kvinder der ikke kjendte anden lov for det sociale liv end kjærlighed og frihed og jordisk lykke; et samfund hvor hvert enkelt individ, sugende næring af det aabne frie samliv med alle de andre, fik voxe sig ud i al sin individuelle ejendommelighed som et frodigt træ, plantet i god fed jord … Aa for mennesker det vilde bli! … gudeskikkelser! imod de ynkværdige kræ der nu kryber omkring paa jordens overflade, skjulende sig hver for sig i gamle, frihedskvælende institutioners og traditioners mørke cellehuler, rædde for det aabne frie samlivs stærke befrugtende dagslys! … Jo, slige mennesker kunde det nok være værdt at leve sammen med …

… Og det var hundrede aar siden denne bog var skreven, disse ideer tænkte – og endnu havde ingen tænkt paa at føre dem igjennem!!! … Du store gud hvad menneskene dog var for nogen storartede idioter! …

Naa men forresten, hvad kom igrunden deres idioti mig ved? … Jeg? … selv om jeg blev puttet midt ind i et saant samfund af fri mennesker – jeg kunde jo ikke andet end betragte dette liv som tilskuer; jeg kunde ikke leve sammen med disse mennesker, ikke folde mit væsens spirer ud i et samliv med dem … de spirer var jo dræbte for længe siden, og døden gir ikke tilbage hvad den engang har grebet med sin knokkelhaand … Nej, mig var det det samme. Jeg kunde jo ikke længer leve …

Pludselig skvat jeg op og blev siddende stivt oprejst paatværs midt i hængekøjen, støttende én haand paa hver side mod hængekøjens bund –:

– Men jeg havde kunnet for satan! jeg havde kunnet leve i et sligt samfund – hvis jeg ikke først var blet ødelagt i det elendige fattige samfund som vi nu har!…

Jeg sank mat sammen –: Aa, dersom menneskene havde brugt disse hundrede aar til at skabe et sligt samfund istedenfor at gaa omkring som nogen andre idioter! … Aa jo desværre, deres idioti kom nok mig ved alligevel …

Saa fór jeg op igjen –: Død og djævel, og jeg som havde gaat overlegen omkring og smilt ad disse jammerlig bornerte mennesker, og følt mig som den eneste frie iblandt dem! … smilt ad mine egne bødler! … Aaah! hadet dem skulde jeg, med energisk, viljestærkt had! …

– Aa men jeg havde jo ikke længer hverken vilje eller had; ogsaa det havde de tat fra mig som alt det andet … Med mig var det forbi!

Og jeg blev siddende der paatværs i midten af hængekøjen med benene paa træbænken og stirre ud over den stille solbeskinnede dal som laa saa uskyldig dernede under mig som om ingenting var paafærde….

Men saa holdt jeg ikke ud at sidde der længer, jeg sprang med et: «djævelen brække»! ned paa jorden, skyndte mig ind i huset, op paa mit værelse, kasted slobroken af, tog hat og frak paa og gik ned igjen og vandred saa med raske nervøse skridt hen ad landevejen, forbi kirken og nedover de solstribede bakker gjennem skoven.

… Det var forbi … det var forbi … og havde ikke behøvet at være det! …

Men du store gud! havde da menneskene ikke gjort andet end trælle og spise og drikke og sove og være idioter i disse hundrede aar! … Leved de da forgjæves de store aander…. Var der ingen, ingen, der havde tænkt paa at føre dette igjennem i al denne tid? …

Jo for satan det var jo sandt: den store revolution! … Frihed! lighed! og broderskab! … det var jo de selvsamme ideer …

Men det var ikke lykkedes….

Nej naturligvis. Det var jo pøbelen som førte revolutionen igjennem og den forstod ikke idéerne. Den havde draget det hele ned i sølen! Den havde trod at frihed, det var lighed og broderskab med den, med pøbelen… istedenfor at den maatte hæve sig op til frihed for at kunne bli delagtig i lighed og broderskab! … Og førerne? … Ja de havde vel forstaat det, mere eller mindre men de havde ikke kunnet bibringe massen forstaaelsen….

Jeg maatte smile –: massen? … nej, hvordan skulde ogsaa massen ha forstaat det! Jeg selv havde jo ikke forstaat det før idag….

… Massen? … var det da nødvendigvis den som skulde føre det igjennem? …

Ja for fan’en, de «oplyste» gjorde det s’gu ikke. De gange det var forsøgt var det s’gu massen som havde forsøgt det. Den havde det værst, og derfor havde den tæften af det rigtige, mens de «oplyste» var rent hensunket i sløv idioti…. Desuden, hvis massen ikke vilde saa gik det s’gu ikke…. Nej, massen maatte bringes til at forstaa det. –

Men hvordan? .. ved at la den ogsaa nyde godt af de højere skoler? … Nej, herregud, det havde jo ikke hjulpet paa de oplyste….

Men ved andre slags skoler? ved skoler, hvor samfundslære traadte istedetfor katekismus og forklaring? – Jo, det maatte hjælpe…. Men hvor faa de skoler fra? De «oplyste» skaffed dem s’gu ikke. Nej, massen maatte nok til der ogsaa….

Men hvordan? hvordan! faa massen til det! hvordan indgi den den nødvendige fri hedstrang, saa den kom til at ville? –

Der var ikke mere end én vej: faa massen til at indse at samfundsordningen er til udelukkende for at tilfredsstille dens behov, og saa la massen faa føle at den har magten til at indrette samfundet derefter. Saa vilde nok massen begynde at lede frem sine behov og forlange dem tilfredsstillet. – Men der var jo ikke noget andet middel til at bibringe massen denne indsigt og la den faa denne følelse af sin magt end at gi den tømmerne og la den selv styre….

Selvstyre … Selvstyre? – det maatte der altsaa begyndes med….

Og jeg som havde haanet «masseherredømmet» og «talmajestæten» og «raahedens og uvidenhedens regimente»! Og ment at det var de «oplyste» som skulde styre! Og smilet ad Sverdrup og hans snak om «folkets» selvstyre! … Du store gud! havde jeg virkelig kunnet være saa idiotisk? …

Jo jeg husked det godt. Jeg saa ham for mig den lille sorte mand med ørneblikket og ørnenæsen … jeg saa ham skride ind i salen i sin sorte tætsluttende, tilknappede surtout, med den elastiske, værdige gang og den højfornemme holdning, og styre lige løs paa sin plads derhenne i den forreste bænke række, uden at se sig hverken tilhøjre eller tilvenstre, bare med det lille utrolig selvbevidste kast med hodet.

Og jeg sad der ved referentbordet og smilte – som man smiler ad den opblæste vigtighed hos en person man forresten ikke har noget med at gjøre….

Og jeg saa ham rejse sig fra sin plads dernede ved gulvet for at tale, mens alle repræsentanterne oppe i salen skyndte sig nedover mellem bænkene, optog de pladse i nærheden af ham som var tomme, og stilled sig forresten i to store flokke dernede paa gulvet en paa hver side af referentbordet for at lytte til hans tale. Og han trén et skridt ud tilhøjre for sin plads, la den venstre haand paa pultens sidestykke, tog med den højre af lorgnetten, som han beholdt i haan den og sat paa igjen hvergang han skulde se i sine papirer og begyndte saa:

Hr. præsident! …

Og ordene flød rolig og værdig fra hans veltalende læber, mens han stod der og talte om frihed og fremskridt og de bredere lag, og den store almene opinion, og om tidens strøm, der ikke lar sig stanse….

Og jeg sad ved referentbordet og skrev, og smilte –: talemaader! … hule fraser! … de oplyste maa styre!

Men saa gik han over til at behandle hver enkelt af sine modstandere. Og hans tale blev skarp og vittig og han bøjed sig hen, snart mod den ene, snart mod den anden af sine modstandere og saa dem ind i ansig tet med sit mefistofeliske smil, mens han pulveriserte dem med sit knusende vid.

Og jeg sad fremdeles der og smilte –: gudbevars, jeg syntes ikke egentlig synd i disse stakler som det gik ud over; men herregud, de var da altid bedre end hans «raabarkede», «fjøsopdrættede» bønder….

– – Jeg saa ham staa deroppe paa præsidentstolen – saa bitte liden, og alligevel fyldende den fuldstændig med sin virkelig kongelige værdighed, mens de andre præsidenter, lange karle, saa ud som smaagutter naar de kom derop….

Og jeg sad og smilte ad denne kongelige værdighed. Jeg kjendte en anden værdighed, som han ogsaa kunde ta paa sig. Det var naar han stod derude i korridoren og holdt en liden tale for en fem sex af sine venstrekorporaler. De stod tæt omkring ham og bøjed ansigterne interesseret ned imod den lille sorte Mefisto og lytted til hans tale med pikerte men betænksomme, næsten betænkelige miner. Og som han da stod der, næsten friskfyragtig frejdig, med den venstre haand i buxelommen, overkroppen kastet flot tilbage og floshatten skudt halvt bag i nakken, demonstrerende ud i luften med den højre haand og smilende til dem med sit mefistofeliske ansigt, kunde han se ud aldeles som en skøjeragtig liden intelligent selvsikker erkegamin som foreslaar sine ældre og større men ikke saa opfindsomme og intelligente kammerater en fint udtænkt gavtyvestreg og ler ad deres betænkeligheder som han overvinder en for en idet han triumferende lægger ud for dem hvor djævelsk fint og fiffig alle eventualiteter er tat med i beregningen saa planen umulig kan mislykkes. – Saadan saa han ud. Og de andre saa beundrende paa ham mens han gjorde det uforlignelig selvbevidste lille kast med hodet, idet han slutted….

Ja det var en anden slags værdighed end den han bar tilskue nu da han stod der oppe og med sin bitte lille skikkelse fyldte hele præsidentstolen! – Og jeg sad og smilte og tænkte ved mig selv –: aa din komediant! – idiotisk, uden at forstaa et muk af det hele. –

– Jeg rysted paa hodet –: Fem og tyve aar gammel, et helt kvart sekulum gammel havde jeg siddet der og smilet ad denne mand der siden jeg blev født havde viet sit liv til kamp mod dumheden og sløvheden for at faa realiseret det der alene kunde redde folk som mig fra at gaa tilgrunde…. Aa det var for idiotisk … jeg vidste ikke enten jeg skulde le eller græde….

Aa, det var en dejlig mand! …

… Men hvor i alverden havde han hentet al denne kolossale energi fra, som han gjennem et helt liv anstrængt arbeide havde udfoldet – bare for at naa et ganske lidet stykke fremover mod det maal han havde sat sig? … Hvor i alverden havde han kunnet hente al den energi fra? …

Jeg husked et ord af ham engang; det havde bidt sig fast i mig fordi det var saa vakkert sagt, og der havde vært slig vemod i tonen –: «I ungdommen tegner man fremtidens perspektiv med for korte linjer, men i livets løb erfarer man at virkelighedens linjer stadig blir længere og længere»… Kanske havde han fra først af trod at han skulde række helt frem og selv faa se maalet naad!… Men saa havde han lidt skuffelse paa skuffelse, og saa tilslut havde han forstaat at der var ikke andet tilovers end at trøste sig med bevidstheden om at det bar dog fremover mod maalet … og med nydelsen ved at sejre gang paa gang i alle smaatræfningerne paa vejen … ossaa med den tilfredsstillede ærgjærrighedsfølelse….

Naa ja, det var jo altid noget, men alligevel … aa det var beundringsværdigt at han kunde ha beholdt energien naar maalet rykked saa langt ud! … Det skulde vært mig viljeløse menneske … jeg kom vist aldrig saalangt som til at gidde forsøge at gjøre noget engang….

… Nej, men det var jo ogsaa sagen: han havde havt, ikke blot den staalvilje som skulde til, men ogsaa det der under slige omstændigheder alene kan sætte energien i bevægelse –: kjærligheden! … Den skulde, den skulde vige, denne utrolige dumhed og sløvhed, for at menneskene dog engang kunde bli fri og lykkelige! Den tanke havde drevet ham fremad….

… Kanske havde han ogsaa tænkt paa mig og mine lige og sagt til sig selv at der skulde ikke gaa flere af os tilgrunde end nødvendigt var….

Og jeg blev vemodig blød om hjertet mens jeg gik der og tænkte paa denne mand der i sin ungdom tillidsfuld havde stillet sig den opgave at føre sit folk frem til frihed og lykke, og hindre at flere end nødvendigt gik tilgrunde paa vejen … som havde holdt ud i sit energiske arbejde hele manddommen igjennem mens han stadig saa maalet vige til bage i horizonten … og som holdt ud endnu den dag idag, lige stærk og lige energisk, skjønt han stod der med graanende haar og saa at menneskealdre ville rulle hen over hans grav før frihedens dag randt op – tiltrods for hans lange og sejerrige kamp….

Og han blev mig kjær denne eneste mand – kjær som intet andet menneske i verden, mens jeg gik der vemodig ulykkelig paa den tause ensomme landevej….

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.