Fra Kristiania-bohêmen

av Hans Jæger

XXVIII.

Jeg la manuskriptet bort, og blev liggende der i sofaen og tænke paa det der saa tilslut var hændt mig i de to tre sidste aar.

Jarmann havde siddet ganske stille uden at sige et ord derhenne i gyngestolen og bare hørt paa mens jeg læste. Da der var gaat en liden stund sa han –:

– Det var en ganske rar maade at bli venstremand paa!

– Ja; en rar udvikling i det hele. Det er romantik det! – moderne romantik ….

– Du! sa han, og saa næsten misundelig hen paa mig –: jeg skulde ønske jeg ogsaa havde gjennemgaat en saan romantisk udvikling ….

Jeg rysted paa hodet –: Nej vær glad du far, at du har sluppet. Et liv i umiddelbarhed, lad det være aldrig saa fattigt – det er alligevel tusinde gange bedre end en slig romantisk dødningetilværelse. For ser du: vel ender en slig romantisk udvikling tilslut i det moderne, men – der ender den ogsaa. Ens reflexion blir moderne tilslut men Ens følelse blir det aldrig – og saa kommer En ikke ud over dødningetilværelsen alligevel. – Hvad nytted det mig at det moderne livs idé tilslut gik op for mig?! Jeg kunde jo alligevel ikke kaste mig ind i et energisk arbejde for frihed og fremskridt; for om jeg havde arbejdskraft nok – jeg havde jo ingen begejstring til at drive den med; min evne til umiddelbarhed, til begejstring, var jo borte. – Og derfor gik det som det gik –: Jeg dilled videre der et par aar og saa paa tingen uden at gjøre nogenting. Indtil jeg her ifjor faldt paa at anstille dette experiment med Lily, som leded mig ind paa idéen med «skolen». Saa var det at jeg ligesom slog mig til ro med den tanke at fordrive resten af min tid med denne skolevirksomhed, som jeg altsaa syntes var noksaa morsom, og som desuden yded mig den til fredsstillelse at den var en del af det store arbejde fremover mod samfundstilstande, hvor individernes liv blir saa rigt at en romantisk udvikling som min blir umulig, saa folk slipper at gaa tilgrunde paa den maade. Den blev mig et surrogat for det egentlige liv denne skolevirksomhed, og jeg slog mig saa meget mere til ro med det surrogat, som de stærke mindelser om kjærlighed som samlivet med Gerda skaffed mig, ialfald bragte nogen fylde, nogen varme ind i mit tomme kolde liv. Men – ikke før har jeg slaaet mig til ro med dette stakkars surrogat, saa kommer de for en fan’en og tar det fra mig. – Og der er ikke flere surrogater … det var det sidste… jeg ialfald kan ikke finde paa noget nyt. – Nej, det er s’gu ikke moro.

– Nej ….

Jarmann blev siddende der lænet tilbage med hænderne hvilende paa gyngestolens arme, og stirre ud i luften. – En stund sa ingen af os noget. Saa gik der et kuldegys igjennem mig saa jeg rysted –: Hu nej, sa jeg og gabed –; det er s’gu blet sent, klokken er alt tre, det er vel bedst at gaa og lægge sig.

Han tog paa sig, jeg gik ned med og lukked ham ud og saa gik jeg op igjen og la mig. – – –

En uges tid efter, i midten af Mai, rejste Jarmann hjem til sine forældre paa landet for at bli der i sommerferierne; han havde ikke vært hjemme siden aaret før han blev student. – Jeg leved imens videre mit ensomme liv.

*

En dag i begyndelsen af Juni gik jeg som sædvanlig min lille morgentur lidt før ni for at se smaapigerne gaa paa skolen. Det var solskins vejr. Opover Karljohan mødte jeg en hel del af dem. Som jeg gik forbi uhret kom jeg til at se tværs over gaden, og fik der øje paa Gerda som kom gaaende nedover, sammen med sin far. Strax efter gik hun fra fa’ren og skraadde over gaden, over mod mig. Jeg vendte og gik nedover foran hende, ganske langsomt og skelende over gaden hen paa fa’ren. Men han gik og saa ret frem; havde enten ikke set mig, eller kjendte mig ikke. Da jeg var nede ved hjørnet af Universitetsgaden havde jeg hende lige bag mig, og hørte paa skridtene, at hun tog om hjørnet. Saa gav jeg pokker i fa’ren og vendte hodet efter hende, mens jeg langsomt gik tværsover gaden for at gaa efter hende paa det andet fortoug. Hun gik og saa tilbage mod mig. – Men hvad fan’en skulde det betyde: hun saa saa ængstelig ud? …

Saa gav det et sæt i hende og hun fór sammen og stirred paa mig paa en maade saa jeg kjendte der maatte være noget galt fat med mig og sprang tilside. – Jeg havde vært lige ved at bli kjørt over, men havde vært saa optat af hende at jeg ikke havde hørt vognen komme. –

Hun gik videre og jeg efter. Oppe ved gymnastikhuset stansed hun og betænkte sig et øjeblik, men tog saa en rask beslutning og drejed om hjørnet af Kristian fjerde istedenfor at gaa ret frem til skolen.

Jeg gik efter. Det bar op igjennem den store park og ind i den lille. Der fandt jeg hende siddende paa en bænk i hovedalléen ved siden af en liden pige paa ti elleve aar. Hun holdt en opslaaet bog foran sig og lod som hun læste ivrig. Men jo nærmere jeg kom desto mere nærmed bogen sig ansigtet, og tilslut, da jeg var lige ved, var næsen helt nede i bogen. Men idet jeg saa passerte, skjød hun pludselig panden lidt ivejret og lo skøjeragtig op til mig bag bogen.

Den lille pige ved siden af generte mig; jeg vilde ha Gerda alene, og blev staaende et stykke hennenfor bænken og vente og se paa hende.

Endelig rejste hun sig og gik med en koket vuggen i hofterne hen gjennem de smaa sidegange langs de kunstig snirklede blomsterbed og bort i det borteste hjørne af parken. Der stansed hun op og blev staaende, let foroverbøjet, og ridsed med parasollen i den fine singels. Jeg kom derhen, saá det var mit navn hun havde ridset, og sat mig strax hen paa bænken lige ved siden af og ridsed med store bogstaver: «Gerda!». Stilled mig saa op et par skridt hennenfor og saa hen paa hende. – Hun gik hen til bænken, sat sig ned hvor jeg havde siddet, saa smilende paa sit navn, lo hen til mig – og kradsed saa navnet ud igjen med foden. Rejste sig saa og gik op i det runde lysthus af løvtræer i parkens yderste hjørne og sat sig paa den ene ende af den store halvcirkelformige bænk derinde. Jeg kunde skimte hende udenfra gjennem det tætte løv.

Jeg gik efter hende derind, sat mig midt imod hende paa den anden ende af halvcirkelbænken og blev siddende og se paa hende. Hun sad og stirred ned i jorden, og en stund talte ingen af os.

– Gerda! sa jeg tilslut; skal det virkelig være forbi? skal vi aldrig mere være sammen?

Hun svarte ikke, bare blev ved at stirre ned i jorden.

– Kan ikke De spasere paa bestemte tider og paa bestemte steder – og sige mig hvor og naar? spurgte jeg saa. – Men der kom ikke noget svar, og hun løfted ikke øjnene fra jorden. Saa rejste jeg mig og gik langsomt over til hende og stilled mig lige ved siden af hende og saa ned paa hendes bøjede hode –:

– Gerda! et svar kunde De da gi mig i det mindste; her er jo ingen som ser eller hører os; her kan De da tale. – Aa sig, at det skal ikke være forbi … at vi vil komme sammen igjen som før! …

Hun sad der ubevægelig i den samme stilling – ikke et ord, ikke en bevægelse. Jeg vented taalmodig.

Saa tilslut rejste hun sig i vejret, ganske langsomt, skottende op paa mig som et rart dyr man begynder at komme for nær; tog saa først et langsomt skridt frem foran sig … saa ganske langsomt et til – og vips! var hun ude af lysthuset og fór afsted alt det hun orked hen mellem de grønne plæner under parkens træer, uden at se sig tilbage.

Og jeg stod alene igjen i lysthusets aabning, ganske forbløffet, og stirred efter hende med aaben mund ….

Indtil hun var forsvunden bag buskene henne ved portnerboligen; saa rysted jeg paa hodet og vandred langsomt indover til byen igjen. – – –

Én gang siden saa jeg hende igjen, det var et par uger efter; ogsaa paa en morgentur før ni; og igjen netop som jeg passerte uhret. – Solen stegte ordentlig i Karljohan den morgen. Hun kom gaaende udenfra Drammensvejen og skraadde tværs over Karljohan øverst oppe for at gaa hen Fredriksgade hun havde valgt den vej i det sidste for at undgaa mig. En liden pige gik ved siden af hende, begge havde skolebøger under armen. Saa pludselig, just som de skulde til at forsvinde bag hjørnet af bibliotheket, fik Gerda øje paa mig dernede ved uhret. Hun stansed brat op, stod et øjeblik og stirred nedover paa mig som en forskrækket fugl – og gjorde saa med ét helt om og styrted afsted opover slotsbakken. Den lille som var med hende blev staaende et øjeblik alene igjen og saa forundret, først opover efter hende, saa nedover paa mig – og saa tog hun benene fat som i forskrækkelse hun ogsaa, hen Fredriksgade.

Jeg gik rolig videre opover. Da jeg saa Gerda forsvinde deroppe i slotsbakken, tilvenstre ind i parken, gik jeg efter i det haab at finde hende igjen i den lille park som sidst. Men jeg traved forgjæves igjennem hele parken, den lille og den store – hun var og blev borte.

*

Det var om høsten, en uges tid efter at jeg var kommen tilbage fra landet. Som jeg gaar der i Karljohan og spaserer ved middagstide i det dejlige Septembervejr, møder jeg Jarmann, som kommer ligefra dampskibet og skal ned til Ingebret og spise middag. Han skulde begynde at studere jus nu, sa han, og i den anledning havde han da faat gjort et papir paa 500 kroner derhjemme, saa han foreløbig havde penge i lommen.

Vi gik sammen ned til Ingebret og sat os ned ved det lille bord øverst oppe i spisesalen. Og mens vi sad der for os selv og spiste fortalte han mig forskjellige ting fra sit sommerophold derhjemme –:

Han havde kjedet sig gyselig og derfor gjort stadige fodture rundt omkring. Mest oppe paa sætrene, hvor sæterjenterne havde vært meget elskværdige. – Det minded ham forresten om en ganske morsom historie –. Han var netop kommen hjem fra en slig tur og sad inde i stuen sammen med sin mor og en tante. Mo’eren spurgte ham hvordan han havde havt det paa turen. – Aajo! – og saa fortalte han hende og tanten hvordan han først var kommen til den og den sæter og havde spist rømmekolle der om aftenen og var blet der om natten og havde faat lov til at ligge med sæterjenten …. Længer kom han ikke, for da fór mo’eren og tanten op i forskrækkelse –: Men hvad i al verden er det du siger gut! sa moeren. – Gutten er jo blet gal, sa tanten. – Nej, svarte han, skjønner dere ikke det: man kan jo ikke bli kjendt med et fruentimmer uden at man ligger med hende ….

Nu var det min tur at tro at fyren var blet gal. Jeg la gaffel og kniv fra mig paa tallerkenen og blev siddende og stirre ham ind i ansigtet med uforstilt forbauselse.

Det blege solbrændte ansigtet hans farved sig purpurrødt –:

– Aja, sa han nervøst, sid ikke der og se slig paa mig for det! Jeg forstaar jo godt det var noget idioti, naar jeg tænker mig om. Men, jeg tænker ikke mere nufortiden, om jeg nogensinde har gjort det; jeg har vænnet mig fuldstændig af med det – saa jeg kan ret som det er komme med den slags betiser.

Jeg rysted paa hodet –: jamen ved du hvad; der er maade med alt!

Han bare trak paa skuldrene, og saa spiste vi videre og talte om andre ting. – – –

– – – En aften en maaneds tid efter sad Jarmann oppe hos mig paa sin gamle plads i gyngestolen og gynged frem og tilbage; jeg laa i sofaen og saa op i taget. Han havde spurgt om et par ligegyldige ting med det samme han kom, men siden havde ingen af os sagt et muk. Tilslut lukked jeg øjnene og blev liggende som jeg sov. Han sad stille og stirred paa mig en gode fem minuters tid; men saa rejste han sig forsigtig, saa paa mig med et smerteligt, saaret blik, og listed saa paa taa ud af værelset. – Mine øjne var ikke helt lukkede, jeg saa det altsammen. –

Siden den dag kom han ikke mere op til mig.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra Kristiania-bohêmen

Fra Kristiania-bohêmen er Hans Jægers hovedverk. Boken utkom 11. desember 1885. I november hadde Jæger sendt ut fortalen, hvor boken ble annonsert som et angrep på «de tre gigantiske granitkolosser, som bærer den gamle kultur og det gamle samfund og holder al aandsfattigdommen oppe –: kristendommen, moralen og det gamle retsbegreb».

Rett etter utgivelsen ble boken beslaglagt og Jæger ble dømt til 60 dagers fengsel. Begrunnelsen for dommen var at boken inneholdt pornografiske avsnitt, men sannsynligvis var det bokens samfunnskritikk som var avgjørende. Jæger mistet også jobben som stortingsreferent.

Året etter forsøkte Jæger å få boken utgitt igjen, forkledd som Julefortællinger af H. J i Sverige. Jæger fikk en ny dom for forsøket.

Beslagleggelsen vakte stor oppsikt og førte til en intens debatt om trykkefrihet og kunstens plass i samfunnet.

Les mer..

Om Hans Jæger

Hans Jæger var en sentral skikkelse i bohembevegelsen, vanligvis kalt Kristiania-bohemen. Kristiania-bohemen var en politisk og kulturell bevegelse på 1880-tallet med sentrum i Kristiania. Andre kjente bohemer var Christian og Oda Krohg. Kristianiabohemene var politisk radikale og kjempet mot sosial urettferdighet, dobbeltmoral og kristendommen. I litteraturen og kunsten var bohemene påvirket av naturalismen, man skulle «fotografere» livet. Jæger gikk enda lenger og mente at alle mennesker burde skrive roman om sitt eget liv.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.