XXX.

En aften i Januar maaned 1884 – nogen maaneder efter at Jarmann havde vært oppe og besøgt mig – var Helmer og min bror Henrik kommen hjem til ham for at høre ham læse op en skisse han havde skrevet, og som han kaldte «Aprilsvejr». Han bodde paa sit gamle sted der henne i Kristian August i den lille første étages hybel ud til gaarden. Gardinet var rullet ned og lampen tændt og de sad der omkring bordet henne ved vinduet alle tre, Jarmann midt foran, de andre to paa hver sin side. Jarmann tog manuskriptet frem af bordskuffen og læste, lidt deklamerende –:

«Han var hjemme.

Havde det ikke vært paa en slig tid af døgnet – klokken var henved to om natten vilde folk sikkert ha lagt mærke til det. Saa længe havde han nu gaat paa fortougene, staat paa gadehjørnerne, siddet i restaurationsvinduerne, at hvis man ikke saa ham paa nogen af disse steder, kom man, det vil sige Karljohans-løverne, uvilkaarlig til at spørge hverandre:

– Men hvor i al verden er der blet af ham? … han skulde vel ikke være himlet! ha, ha, ha!

Vore smaa og store frøkener, de som til hverdags danner den levende dekoration nedover Karljohansgade, de sa ingenting. De bare ærgred sig i al ærbarhed over at være blet snydt for den nydelse at rødme indunder hans ukydske øjekast.

Han laa nu henslængt paa en sofa med halvlukkede, stirrende øjne – og slig havde han ligget i over en time.

Henne paa sengen laa et fruentimmer og sov. Hendes ene ben var gledet ned udfor sengekanten; overkroppen var vrid over til den anden side ind mod væggen. Af hovedet som armene omslynged, saas bare den skidden gule, halvopløste haarknude hun havde i nakken. –

Værelset var et af disse kjedelige med de reglementerede møbler udstyrede ungkarlehybler med fri indgang, som man faar tilleje for 20 kroner maaneden i 3die etage i et anstændigt strøg af byen.

Rigtignok kunde man se at der her var gjort forsøg i retning af smaa arrangements. Men det var ikke blet til noget. Der var ikke giddet … ikke orket; man havde ladet sig arbejdet falde halvfærdigt ud af hænderne.

Bøger, mest skjønliteratur, laa udover, ofte opslaaede; aviser, tidsskrifter, brochurer, feuilletonsudklip – kort sagt: døgnliteratur i alle skikkelser. Saa var der fotografier – paa væggene; i og uden ramme – paa bordet paa kommoden – omkring spejlet; stillet op som, og ved siden af visitkort. Et stort, i nationale farver udført teppe eller shawl laa sammentullet i gyngestolen. Et par puder, broderet i silke og fløjel, samt endel mindre nipsgjenstande, forraadte hvad gode hjerter i stille timer gjør for dem de har kjær. – Paa en af dørhængslerne hang hans luvslidte slobrok. –

Men som en kontrast, eller rettere: som en protest, der brød harmonien i dette sammenhængsløse, ufærdige, som en protest mod hans sammensunkenhed der her laa, mod hans bleghed, mod hans slukkede blik, ja var det saa mod hans elegante dandy-antræk med det lidt slikkede toilette – stod et par portrætbuster af vort aarhundredes moderne rydningsmænd. De djærve, af arbejde og vilje haardt mejslede træk traadte skarpt frem i det dæmpede men rummet fuldstændig fyldende lys, der faldt ned fra hængelampen med det tykke matte glas.

Han elskede dette lys. Det var som et hvidt, blødt slør. Det generte ikke øjnene. Tværtimod – han skulde ønske, han kunde sove med dem ganske aabne.

Hans blik strejfed tilfældigvis sengen, og med det samme ropte han i en ikke videre blid toneart: Mathilde! – Fruentimmeret vendte sig, idet hun trak det nedgledne ben opunder sig, og viste et rødblussende ansigt med et par smaa, stikkende, forstyrrede øjne, som hun et øjeblik forsøgte at rette mod ham.

Saa la hun sig rolig til igjen.

– Satan til fruentimmer! mumled han, og gjentog derpaa højt og haardt –: Mathilde! hører du! se at komme dig op og afsted! Jeg vil lægge mig.

Hun svarte ikke, men sat sig overende i sengen, glatted lidt paa haaret, der var kommen rent i vildrede, og begyndte langsomt at knappe igjen sit kjoleliv. – Saa stod hun op, sa fremdeles ingenting, fandt frem sine støvler, trak dem paa, ordned lidt paa sengen, tog sit ydertøj og klædde paa sig foran spejlet – alt slæbende søvnigt og stadig uden at se paa ham.

Endelig var hun færdig.

Hun gik hen og strøg ham over haaret –: Vil du saa lukke mig ud?

– Her har du portnøklen, saa klarer du dig vel uden mig! – og han slængte den henover bordet.

– Vil du jeg skal komme igjen til dig imorgen kvæld? sa hun og putted nøklen i lommen.

– Ja, du skal vel det, svarte han, fremdeles uden at forandre hverken stemme eller stilling.

– Ja, adjø da søte snutten min! sa hun kjælent og vilde til at kysse ham.

– Nej la være med det, har jeg sagt dig! – og næsten brutalt stødte han hende bort.

Saa famled hun sig da nedover trapperne, og han hørte porten bli lukket op og slaat i. –

Han blev endnu liggende en stund.

Endelig lod det til, at han vilde rejse sig; men han kom ikke længer end til at bli siddende med ansigtet mellem hænderne og albuerne støttede paa bordet. – Han trak vejret tungt, og som et suk kom det halvhøjt –: Og saa siger man, at livet er den højeste lykke!

Saa døsed han atter hen.

Men med ét fór han op, og med et slag i bordet næsten skreg han –: En fordømt, en allerhelvedes løgn er det, det som alt det andet! – og hurtig, nervøst, blev han gaaende frem og tilbage paa gulvet ….

… Fortælle mig, hvad livet er!? …

Jeg ved hvad det er! jeg har kjendt smerten det gir! … jeg har følt hadet det gir! …

Arbejde – arbejde! hyler de mig i ørene alle stymperne. – Men naar jeg nu ikke kan! – og naar det er deres skyld! – for arbejde didhen de vil, det gider jeg da ved den levende gud ikke! …

Dertil holder jeg mig simpelthen for god.

Og arbejde for det jeg vil, det jeg har en trang til – det har de gjort til en umulighed – der har de spærret mig vejen …

Aa! slig som jeg havde evnen til at leve! … Og var det bare mig! – Men det er alle os unge med det varmere blod, med den finere intelligens, med forstaaelsen udover døgnet af lykken, af fylden af det aldrig ante livsindhold friheden vilde drysse udover jorden, naar den blev indsat i alle sine rettigheder i alle forhold, slig som den, som vi, har krav paa! – Det er os, de dræber, det er os de piner livet af, det er os, de jager ud i daadløst driveri og svineri – og det, fordi de med alle sine gode hoder ikke skjønner hvad friheden er …

Død og helvede! I skulde vide, I tykhudede stympere, hvor jeg hader jer! – Og idet der fór et ondskabsfuldt smil over hans ansigt, slog han over i en kjendt melodi og sang, som man synger naar det kommer fra hjertet –:

Fan’en annamme jer!

Fan’en annamme jer!

Fan’en annamme jer!

Fan’en annamme jer! ….

Først da han ikke orked mere, holdt han op. Men refrænget vedblev ubehagelig at dure for hans øren. – Han følte sig svimmel og lod sig falde ned paa en stol henne ved sengen. Hans haand gled træt henover panden; han følte hvor den var kold og fugtig.

– Uf, jeg er syg, sa han.

Og da der var gaat nogen øjeblikke, i en hæs ligegyldig tone som om det slet ikke kom ham ved –:

– Det er forresten ikke bare moro at være nødt til at gaa i hundene slig som jeg. Men, herregud! la gaa –: raadne bort paa en kristen kirkegaard skal vi saa alligevel allesammen engang …

Hvad er livet? – En tilfældighed! Og vi? – Produkter af hverandres liderlighed! – Det er alt …

Kunde man bare komme herfra paa en letvindt maade … men der er sligt forbandet bryderi med det ogsaa – jeg gider rent ud sagt ikke …

Eller –: kunde jeg bare tænke klart … men jeg kan ikke holde det ud fra hinanden – det flyder sammen for mig …

Det maa være hukommelsen. Den er væk. Væk er jo desuden alt det andre. Hvad har jeg igjen af følelser? – ingenting … og jeg bryr mig om ingenting – fan’en ivold! … Uf, jeg blir saa kvalm. Her maa være daarlig luft … det er naturligvis disse fruentimmerne som drar med sig denne væmmelige luften overalt …

Og han rejste sig, ærgerlig over at være nødt til at foreta en anstrængelse han havde kviet sig for, gik hen, trak gardinet tilside, slog vinduet op og læned sig udover –:

Hvor det kjølte! … hvor han fik aande! – den rene vaarluft gød sig som kolde kildrende strømme indover ham. Det var som et bad i det blankeste vand; han kjendte hvor den rensed lungerne, hvor den fyldte brystet – og han drak den i store drag …

Længe blev han liggende – bare nydende, givende sig helt hen, uden tanke uden maal til dette store bløde favntag af luft og af rum.

Lidt efter lidt svandt dog det ubestemte, der dukked frem billeder, indtryk i konkretere former. – Hjernen begyndte ligesom af sig selv at arbejde, og – han tog sig sammen og lukked vinduet. Gik derpaa et par gange frem og tilbage paa gulvet, retted sig op, mens et tilfreds, næsten udfordrende smil krused hans læber, gned sig i hænderne, knibsed med fingrene – og stilled sig saa hen foran servanten og dukked sig ned i den fyldte vaskevandsbolle.

– Ah, dejlig! sa han og smækked med tungen idet han hæved hodet og vandet plaskende randt ned i bollen igjen fra hans drivvaade ansigt. Da han omhyggelig havde tørret sig og gjort toilette og atter var kommen hen over gulvet – stansed han med ét foran spejlet.

Med glad nysgjerrighed traadte han helt hen til det – saa nær han kunde komme. Opmærksomt, alvorlig, dvælende velbehagelig ved hvert træk betragted han sig –: øjnene, hvis pupiller havde udvidet sig og glimted med en ejendommelig glans – læberne, der mere var en kvindes end en mands – tænderne, hvide og begjærlige – halsen, slank og blød. –

Jo, jeg er vakker, sa han, vendte sig rask om og slængte sig flot hen i gyngestolen med benene overkors. Han saa paa sine hænder, følgende aarernes blaa fortoninger under huden, tog sin pennekniv op og gav sig til at soignere sine negle …

… Vist var han vakker – og det var noget sludder dette at han var evneløs. Han kneb øjnene sammen – ledte efter nogen gamle aarstal og navne, og fandt dem virkelig.

Han smilte: han havde jo hukommelse god nok. – Og stod han ikke i pagt med alle gode magter i samfundet! Var han kanske ikke i slægt med disse lydhøre aander i hvis sjæl folkenes smerte og jubel skjælver! Stod han ikke som det frigjorte menneske – som det fuldbaarne barn af sin tid, en tid hvis løsen var fremskridtet, og friheden, og virkeligheden? – Man fik se sig om efter en opgave, slig som verden nu engang var, det var igrunden usundt og usandt det andet. Det gjaldt at ta fat hvorsomhelst, og han skulde nok bli med! – Han saa op: jeg skulde næsten ha lyst til at begynde i kveld – brilliant oplagt! – Men jeg er kanske træt. Jeg kan trænge til at lægge mig; saa staar jeg tidlig op i morgen, og saa – tar vi fat! … Mathilde … ja, hun skulde nok ogsaa komme imorgen … Ja, pyt! jeg skal nok expedere baade hende og de andre ud af huset – naar jeg vil!

Saa slog han sig et lidet energisk slag over laaret, rejste sig op og begyndte langsomt at klæ af sig.

– – – Klokken var over elleve morgenen efter. Han vaagned og gned sig i øjnene og saa sig om i værelset – da med ét det hele fra igaar aftes stod lys levende for ham. – Han smilte og trak paa skuldrene og slængte saa benene udfor sengekanten og blev siddende der med en haand paa hvert laar og se distræt ud i luften, mens han mumled slapt hen for sig –:

Tsja! hvad fan’en skal vi saa bestille paa idag? …

*

Jarmann la manuskriptet ned paa bordet og saa op paa kammeraterne –: Naa, hvad siger dere?

– Det er s’gu godt! sa Henrik.

– Ja død og pine, raabte Helmer –: du kan s’gu bli forfatter!

– Det tror jeg selv ogsaa, sa Jarmann med selvfølelse. Rejste sig saa op og gik nervøst frem og tilbage paa gulvet en stund, som om han spekulerte paa noget.

– Jo, nu vil jeg død og pine leve! brød det tilslut ud af ham, og han stamped i gulvet og blev staaende og se paa de to andre med et lykkeligt smil.

*

En otte dages tid efter, tidlig paa aftenen, kom Jarmann op til mig. Jeg laa paa sofaen inde i min dagligstue og læste.

– Naa, sa jeg, med det samme han kom ind –: jeg hører du har fundet paa noget som er moro. Du vil jo bli forfatter!

Han trak paa skuldrene, la fra sig kappen og sabelen og blev staaende midt paa gulvet –:

– Ja, sa han, jeg har skrevet en stakkars skisse – og tænker paa at skrive en til.

– Har du den paa dig den du har skrevet?

– Nej.

– A løb over efter den da! – det er jo bare tversover gaden, og jeg vilde svært gjerne høre den.

Han gjorde det og sat sig saa i gyngestolen ligeoverfor mig og læste den op. – – –

– – – Hvad jeg syntes?

– Jo! … har du tænkt at faa den trykt?

– Nej ikke nu for det første. Men til Jul tænkte han og Woll paa at gi ud en samling skisser sammen – og der skulde denne tages med. Forresten havde han læst den op for professor Skavlan.

– Naa, og hvad sa han?

– Aa, han var meget elskværdig; men det han sa var svært dumt.

– Naada?

– Jo, sa Jarmann, og saa fortalte han mig følgende:

Han var kommen derop og havde spurgt professoren, om han vilde gjøre ham den tjeneste at høre en skisse han havde skrevet. Joda, det skulde være professoren en fornøjelse – værsaagod! og han bød ham ta plads paa en stol henne ved vinduet, mens han selv sat sig ved skrivebordet. –

Jarman læste saa skissen op og saa spørgende hen paa Skavlan.

– Ja, sa professoren med sin pene bergenserstemme, dette er nu den mørke side af livet!

– Ja.

– Kjender De noget til den?

– Ja! – det kom brusque, og han rejste sig; han likte ikke den maade at ta sagen paa.

Professoren rejste sig ogsaa –: Det er ikke uden talent det De har skrevet, sa han og fulgte ham til døren; men jeg vil raade Dem til naar De skriver noget mer, heller at holde Dem til de lyse sider af livet.

– Og hvis jeg nu ikke kjender noget til livets lysside? spurgte Jarmann og stansed, – de var alt kommen ud i entréen.

– Naa ja … De behøver jo ikke netop at holde Dem til virkeligheden. Komponér! komponér!

Jarmann takked for hans venlighed og gik. –

Jeg lo.

– Ja hvad synes du! sa Jarmann.

Jeg bare rysted paa hodet. – Du spurgte ham ikke, om han vilde ta skissen ind i tidsskriftet? spurgte jeg lidt efter.

– Nej, det blev der jo vanskelig anledning til paa den maaden. – Og han blev siddende og gynge sig sagte frem og tilbage og se ned i gulvet.

– Du! sa jeg om en stund; i grunden er det noksaa godt, at den ikke kommer ind der.

– Hvordan det? – han saa op.

– Ajo, ser du –: du vilde bare faat ærgrelser af det. Det du har følt da du skrev, det kan du faa dine kammerater som kjender dig til at føle, naar du læser det op for dem; men aldrig publikum. Publikum mangler forudsætningerne – og dem gir du jo ikke i skissen.

Han saa en stund hen paa mig –: Du har vist ret, sa han saa. Igrunden har jeg havt en følelse af det selv ogsaa; da jeg skrev skissen, forsøgte jeg at faa ind noget om de sociale forhold og noget sligt – men det gik naturligvis ikke; jeg maatte opgi det.

– Ja det havde nu lidet hjulpet ogsaa. – Men hør! jeg har ogsaa fundet paa noget som er ganske moro, siden du var her sidst. Jeg tænker paa at skrive en roman, med os to som hovedpersoner. I den vil din skisse passe godt ind – og der vil alle forudsætningerne bli git. – Vil du ikke ha den ind der.

– Jo død og pine!

– Det er altsaa et ord?

– Ja.

– Vel! – Men hvad er det for en anden skisse du gaar og tænker paa at skrive?

Det var en liden situation: hans møde med frøken Bamberg. Han fortalte mig det, men fortalte det daarlig, saa jeg maatte spørge, da han var færdig –: Jamen, det er da ikke bare for at faa beskrevet den gejlhedsfornemmelsen du havde da du stod der foran hende?… det er da vel ikke bare derfor, du vil skrive det der?

– Nej, ikke egentlig bare det – han klødde sig bag øret. – Ajo, sa han saa igjen; igrunden saa er det ikke noget mere.

– Det var lidet!

*

En maaneds tid senere, en eftermiddag, kom Jarmann opom mig igjen. Jeg var syg og laa i min seng derinde i det lille kaffebrune soveværelse med de mørke gardiner. Det var alt blet mørkt, gardinerne var truk ket for, lampen stod og brændte paa bordet ved hodegjærdet, og jeg laa og læste.

Han sat sig paa sengekanten –:

– Du! nu har jeg gjort et udkast til den skisse jeg talte om, og faat en ramme om den – jeg maa fortælle dig det!

Han kunde udkastet omtrent udenad og sa det frem for mig –: hvordan han var kommet i huset hos bestyreren; hvordan han havde narret ham ved om dagen at hænge over bøgerne og lade som han læste, mens han om natten krøb ud af vinduet og sneg sig til byen efter fruentimmer; hvordan frøken Bamberg, der saa ud som hun forstod hvorledes det var fat med ham, en lummervarm eftermiddagsstund tydelig havde indbudt ham til at forsøge sig hos hende, og hvordan saa, netop i det skjæbnesvangre øjeblik, bestyreren hørtes ude i entréen og han i barnlig forskrækkelse flygted ud af stuen, fulgt af hendes spottende latter, og styrted ind paa sit værelse og kasted sig hulkende paa sengen.

– Jeg synes ikke det er noget – saan for sig, sa jeg da han var færdig.

Han blev lidt studs –: det er dog et stykke af mit liv!

– Jamen saa sæt det da i guds navn ind i dit livs historie, der hvor det hører hjemme! – ellers siger publikum: var det ikke andet!

Han saa ned i gulvet –: ja men jeg kan ikke skrive mit livs historie!

– Hvorfor ikke?

Han rysted paa hodet –: jeg ser ikke sammenhængen i det – jeg bare føler at der er en sammenhæng, men jeg forstaar den ikke.

– Saa husk dig tilbage, og tænk efter! – Uden at tænke blir man s’gu ikke forfatter.

Han trak paa skuldrene –: jeg kan jo ikke tænke; det er netop sagen!

– Ja da blir der s’gu aldrig noget større af det.

Han blev siddende en stund der paa sengekanten og se hen for sig –:

– Anej, det er vist noget drit alligevel, sa han tilslut. – Henrik og Helmer, og Woll og Johnsen syntes forresten om det.

– Ja de føler sammenhængen som du selv; de kjender dig og har altsaa forudsætningerne. Men andre folk, publikum, har ikke det, og derfor vil de kaste skissen og sige –: ikke andet!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.