En aften en tre ugers tid senere sad Jarmann alene hjemme paa sin gamle hybel. Der var godt og varmt derinde, og lampen stod tændt paa bordet foran ham, men han bare sad der lænet sammensunken tilbage paa sto len med opknappet vaabenkjole, benene ud fra sig og hænderne slapt ned, stirrende forbi lampen hen paa det graa rullegardin med Vor Frelsers kirke paa.
Slig havde han siddet i timer.
… For en grænseløs tomhed … og en uendelig tørst efter fylde … Idag havde det tat ham helt. Og beholdt ham – ligesiden idag morges…. Før havde det da vært med mellemrum. Men de var blet kortere og kortere. Nu var de forsvundet….
Aa, det gik vist aldrig over mere! … ingenting vilde hjælpe – for han gad … gad… gad … ikke nogen verdens ting….
Han havde forsøgt at arbejde for at bli det kvit – ja det vil sige tænkt paa at for søge, længer var han ikke kommen, for han kunde ikke arbejde…. Han havde ikke rørt ved den anden skisse siden den dag han havde vært oppe hos Herman Eek med udkastet – vilde ikke røre ved den mere heller. Det kunde jo ikke nytte, han kunde saa alligevel ikke faa frem det han vilde: sin egen grænseløse elendighed; kunde ikke faa dem til at føle hvad det vilde sige slig som han at gaa omkring uden at kunne tænke, med afjaskede, udjaskede følelser og ikke eje evnen til at leve et virkeligt menneskeliv bare med tørsten, en sugende tørst efter livet….
Det var jo ikke muligt at faa dem til at føle det uden at la dem leve med hele det elendige liv han havde levet, saa de kom til at forstaa, hvordan lidt efter lidt evnen til at leve skrumped bort fordi livsbetingelserne mangled – og bare tomheden blev tilbage, den øde trøstesløse tomhed. Fik de ikke leve det med først saa kunde han fortælle dem saameget han vilde om hvordan han nu havde det – de vilde bare sige: hvorfor kan ikke han være som en af os andre! hvor for kan ikke han ogsaa ta sig noget til og bli til noget! – det gjør vi….
Men han kunde ikke la dem leve sit liv med … kunde ikke skrive dem sit livs hi storie….
Aah! at han ikke kunde … det vilde vært en lindring, en lise, paa den maade at faa ialfald nogen til at elske det han elsked, og hade det han haded – og det var jo det eneste hans elendige forspildte liv kunde bruges til….
Nu kunde det ikke bruges til det engang. Fordi han ikke kunde skrive sit livs historie….
Aa, at han ikke havde opdaget det før at det var det eneste det kunde bruges til!… Kunde det ikke vært nok at han var kommen fortidlig til verden … at han hørte til den art fremtidsmennesker som alt fra fødselen af er viet til undergang uden kamp, fordi de først opdager sin stilling efter at de er gaaet tilgrunde … kunde det ikke ha vært nok! Han bad jo ikke om andet end evnen til at hyle sin smerte ud i vilden sky nu da han havde opdaget at det var forbi. Men ogsaa det var ham nægtet … aa, det var satan! …
Havde han endda kommet paa det rene med tingene nogen aar tidligere, mens han endnu havde nogen energi og nogen evne til at tænke – det kunde kanske ha lykkedes, Men nu! … han kunde jo ikke tænke mere, alting flød sammen for ham, han kunde ikke holde det ud fra hverandre. Han kunde ikke tænkende fordybe sig i sit tidligere liv, finde den skjændige sammenhæng i det, gi en kunstnerisk fremstilling af det og med sit værk i haanden træ frem for samfundet og drage det til ansvar for sit forspilte liv … og vække dem til kamp itide, de som kom efter…. Han kunde ikke … kunde ikke gjøre den eneste brug at sit liv, om skjæbnen havde levnet ham … aah, dobbelt, dobbelt spildt …
Han sad der sammensunken og stirred en stund trøstesløs hen for sig. Men pludselig fór han op med et slag i bordet, saa lampen dansed –:
– Naa saa for en hede inderste fan’en? havde han først opdaget det hele for sent saa der ikke var noget mere ved det at gjøre, saa var ikke han den mand som lod sig sejgpine – det skulde gjøres af i en fart! det var en afgjort sag! …
Han gik nogen gange nervøst op og ned ad gulvet og lod beslutningen voxe sig frem til fuld modenhed og klarhed derinde i sig. Saa daled en behagelig ro ned over ham, der la sig et svagt smil om de friske røde læber, og han sat sig stille ned igjen foran lampen –: He! slaa i bordet og være sint – fordi et nyt haab var dukket op, og brustet igjen … herregud, nu var han jo der igjen hvor han havde vært for nogen maaneder siden … da han pludselig fik den idé med at ville være forfatter … et halmstraa han havde klynget sig til … igrunden havde han jo selv ikke trod noget større paa det… bare et halmstraa. Det kunde ikke bære ham, og saa sank han … naturligvis, det var jo det han holdt paa at gjøre da han fik øje paa halmstraaet … og nu var der ikke flere halmstraa … nu fik han synke i fred … det var jo igrunden det bedste; herregud, han var jo saa træt saa….
Og han la sig hen paa sofaen til at stirre op i taget.
Han var virkelig træt ogsaa; tankerne havde udmattet ham, det var længe siden han havde vært saapas intens, og fem minutter efter laa han stille derhenne og sov som et barn med roligt regelmæssigt aandedræt.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Fra Kristiania-bohêmen er Hans Jægers hovedverk. Boken utkom 11. desember 1885. I november hadde Jæger sendt ut fortalen, hvor boken ble annonsert som et angrep på «de tre gigantiske granitkolosser, som bærer den gamle kultur og det gamle samfund og holder al aandsfattigdommen oppe –: kristendommen, moralen og det gamle retsbegreb».
Rett etter utgivelsen ble boken beslaglagt og Jæger ble dømt til 60 dagers fengsel. Begrunnelsen for dommen var at boken inneholdt pornografiske avsnitt, men sannsynligvis var det bokens samfunnskritikk som var avgjørende. Jæger mistet også jobben som stortingsreferent.
Året etter forsøkte Jæger å få boken utgitt igjen, forkledd som Julefortællinger af H. J i Sverige. Jæger fikk en ny dom for forsøket.
Beslagleggelsen vakte stor oppsikt og førte til en intens debatt om trykkefrihet og kunstens plass i samfunnet.
Hans Jæger var en sentral skikkelse i bohembevegelsen, vanligvis kalt Kristiania-bohemen. Kristiania-bohemen var en politisk og kulturell bevegelse på 1880-tallet med sentrum i Kristiania. Andre kjente bohemer var Christian og Oda Krohg. Kristianiabohemene var politisk radikale og kjempet mot sosial urettferdighet, dobbeltmoral og kristendommen. I litteraturen og kunsten var bohemene påvirket av naturalismen, man skulle «fotografere» livet. Jæger gikk enda lenger og mente at alle mennesker burde skrive roman om sitt eget liv.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.