XXXIII.

Det var nat mellem Langfredag og Paaskeaften. Jarman havde vært i selskab, og havde paa hjemvejen tittet indom Vika. Da han kom hjem var klokken to.

Han klædde af sig og gik i seng og vilde lægge sig til at sove som sædvanlig. Men der var ikke tale om at kunne faa sove –: saa lyslevende vaagen syntes han aldrig han havde vært.

Tilslut opgav han det og blev liggende og stirre op i taget og tænke.

I begyndelsen stod hjernen ligesom stille; men saa lidt efter lidt begyndte den ganske af sig selv at arbejde….

… Det var altsaa besluttet –: inden en uge var han ikke mere blandt de levendes tal –

Han studsed –: Ikke mere blandt de levendes tal?! – det var en underlig tanke. Han forsøgte at udgrunde den, men han forstod den ikke. Hjernen stod igjen stille …

… Sludder! det var jo ganske simpelt: der stod han jo med revolveren i munden, rettet opover mod ganen, den venstre haand om løbet, den højre om kolben, og tommelfingeren paa aftrækkeren; han følte det kolde staal mod det bløde af tommelfingeren. Og saa trykked han ….

Nej, han trykked ikke af. Hans haand blev som lammet i det samme, han blev blussende hed i sit ansigt og følte en voldsom beklemmelse om hjertet, saa han uvilkaarlig knytted begge sine hænder og med en hæftig bevægelse pressed dem haardt ind mod den venstre side, lige under hjertet.

Slig fandt han sig selv liggende; det havde vært en fuldstændig hallucination ….

Det gav et sæt i ham –: du store gud, han kunde altsaa ikke! – Angsten greb ham, han stirred med raadløse, forvildede, vidtaabne øjne ud i luften, og koldsveden sprang frem paa panden og tindingerne ….

– Du store almægtige gud, han kunde ikke! … Han stirred og stirred med de vidtaabne øjne –: han kunde ikke … han kunde ikke …? …

Han sank sammen. –

… Og han som havde vært saa sikker, saa sikker! Det havde ikke faldt ham ind med en tanke at han ikke skulde kunne gaa sin vej naar han ikke gad mere!

Og nu gad han ikke mere, han vilde gaa, og det var vanvid ikke at gjøre det og alligevel: han kunde ikke!

Hvad i djævelens navn var det som holdt ham tilbage!

Det var som om noget stort, klamt, koldt noget havde tat ham tilfange og la sig tættere og tættere om ham og holdt ham fast … aa saa fast, saa fast!

Han vidste ikke hvad det var, og tænkte ikke paa at gjøre sig rede for det; han bare vidste at han vilde løs. Og han arbejded og arbejded under stigende angst. Og det føltes som kræfterne voxed og voxed i det utrolige under arbejdet og angsten, tilslut maatte det lykkes ham at komme løs, syntes han ….

Men nej; tættere og tættere la det sig over ham som en skrækkelig mare….

Saa med ét sat han i med alle sine samlede kræfter paa én gang – en sidste, yderste, fortvivlet anstrængelse. Den varte et sekund eller to – saa pludselig følte han kræfterne svigte.

Han var lige ved at sætte i med et hyl af rædsel – men saa i det samme sank han kraftesløs sammen, rædselen var med ét som strøgen bort, og han bare laa sløv hen, uden at se, uden at høre, uden at tænke, bare gjennemtrængt, gjennemtrængt indtil marv og ben af en sløv, apathisk, resigneret fornemmelse.

Lidt efter lidt kom han til sig selv igjen.

Saa kom han til at tænke paa de sidste par dage:

Han havde gaat der saa overlegen omkring og set paa det altsammen: han havde ikke noget mere med det hele at gjøre, livet laa afsluttet bag ham, og han vilde bare bruge endnu nogen faa dage til at ta afsked med livet og med sine venner. – Aa, han havde følt sig saa stolt og saa fri! …

Og alle de mennesker han kjendte om hvem han vidste at de ansaa ham for en almindelig døgenigt – naar han havde mødt dem i disse dage, saa havde han moret sig med at la dem hilse først … og saa havde han smilet næsten naadigt til dem naar han hilste igjen – de havde forekommet ham saa ynkelig smaa og usle, og han selv saa stor og saa fri….

Nu saa han dem igjen, disse modbydelige ansigter; de flokked sig omkring ham med spodske hoverende miner, og smilte til ham med impertinent-medlidende smil –: havde de saa ret hvad? – Var han andet end en almindelig døgenigt? – He, de var kanske ikke saa smaa og ynkelige imod ham endda.

Han stirred paa dem og maatte bide tænderne sammen for at undertrykke sit raseri.

Men ansigterne forstod hans afmægtige raseri; de blev mere og mere hoverende. Tilslut flød de sammen for ham i et eneste stort væmmmelig hoverende smil.

Han var lige ved at ville spytte paa dette idiotiske smil, men han greb sig i det. Han følte sig pludselig saa mat og kraftesløs at det løb rent rundt for ham … og han vilde jo arbejde … han vilde jo skrive noget, siden han nu alligevel skulde leve …. Men saa maatte han ha noget at styrke sig paa først, noget at spise og drikke … og saa vilde han gaa hjem og begynde – var der ikke nogen af dem som havde nogen kroner?

Han havde igjen alle ansigterne omkring sig. De trak overlegent portemonnæerne frem og gav ham nogen kroner, men med foragtelige og medlidende smil….

Det kogte i ham; han takked ikke, bare greb pengene og vendte sig fra dem og skyndte sig bort – aa, hvor de var modbydelig smaa og foragtelige! – Han drejed om det første hjørne for at komme fra dem saa snart som muligt.

Men om hjørnet mødte han dem igjen.

Han studsed og stod raadvild stille: det var da satan ogsaa! kunde han da slet ikke bli dem kvit!?

Men de skraadde tværsover gaden; de vilde øjensynlig ikke ha noget med ham at gjøre.

Det forvirred ham. Han husked ikke mere … det gik lidt rundt for ham … men hvordan fan’en det var: han maatte ha fat i dem igjen … han skulde jo gjøre noget … og han kunde ikke arbejde uden kroner … og han kunde ikke faa kroner uden at arbeide… han maatte ha fat i dem igjen – og han løb over gaden efter dem og stansed dem.

De saa ærgerlige paa ham –:

– Hvad han vilde?

– Kroner!

– Nej.

Og de saa foragtelig paa ham og gik.

Han blev staaende med stive arme og knyttede næver, og saa rasende efter dem. De brede, veltilfredse rygge bevæged sig langsomt og rolig nedover gaden, som om han slet ikke existerte. – Nu gik de forbi marinedepartementet … snart vilde de være om hjørnet henne ved universitetsgaden … og saa vilde de være borte – og han vilde staa igjen her alene og hjælpeløs….

Han fór efter dem.

Henne ved hjørnet indhented han dem, greb en af dem i armen og drejed ham rundt:

– Elendige, ynkelige pjalt! skreg han; forstaar du ikke at jeg er tusinde gange mere værdt end du?

Ansigterne saa paa ham; smilte, trak paa skuldrene og blinked til hverandre: han maatte jo være gal.

– Tusinde gange mere værdt end dere allesammen! skreg han saa.

De vendte sig fra ham og vilde gaa; men han standsed dem igjen:

– Elendige krapyl! sa han indædt; det liv dere fører har jo jeg forsmaad: det var for smaat og usselt for mig; for mig maatte der noget uendelig meget mere til.

De modbydelige ansigter lo.

– Men det liv du fører sa et af dem; det har du ikke forsmaad; det var ikke for smaat for dig; det var det store, du maatte ha – velbekomme!

Ansigterne skoggerlo.

Men det generte ham ikke mere: Han havde igjen revolveren i haanden og stod og saa paa den som paa en gammel kjær ven. Og der kom et lunt smil om hans mund mens han skotted tilsiden hen paa ansigterne.

De smilte foragtelig: dette med revolve ren, det var jo bare noget sludder; det vidste jo de ligesaa godt som han.

Men deres foragt irritered ham ikke; han smilte lunt videre.

– Jeg har tat lidt af bærmen med, det er sandt, sa han rolig og legte med revolveren. Men det gjør ingenting. Jeg er alligevel tusinde gange mere værdt end dere alle tilsammen. Jeg gad ikke ha det liv dere skal føre om dere kasted det efter mig. Jeg er ved gud for god til det.

Han løfted smilende revolveren, lukked det venstre øje og sigted tværs over gaden.

Slig blev han staaende et par sekunder – saa pludselig bøjed han med en elegant bevægelse af haandledet revolveren bagover op imod sit hode og lod løbet gaa ind i munden, op imod ganen.

Skotted saa igjen hen paa ansigterne.

De saa helt ærgerlige ud –: a nej, nu fik det være nok med den komedie!

Deres ærgrelse mored ham og det var ham en nydelse at staa der og skotte saa skjælmsk og overlegen hen paa dem og gotte sig over hvorledes de blev ærgerligere og ærgeligere jo mere han saa paa dem med sit irriterende smil.

Men saa tilslut blev hans smil slappere, det fik et udtryk af sørgmodig medlidenhed. Og saa trykked han ganske rolig løs.

Han følte som et stik gjennem hjernen, ansigterne forsvandt og alt gik rundt for ham.

Længe kunde han ikke gjøre sig rede for nogen verdens ting, han bare følte en dejlig fredelig fornemmelse over det hele …

Men saa pludselig kom han til sig selv igjen. – Og han fór op overende i sengen med glædestraalende ansigt, strak med en energisk bevægelse sin højre haand frem foran sig, rysted sin knyttede næve ud i luften og sa med et triumferende smil –:

– Jeg skal fan’en danse mig vise at jeg kan.

Saa la han sig velbehagelig tilbage i sengen igjen. En jevn, blød varme ligesom gjød sig ud over hans skuldre og strømmed velgjørende ned gjennem alle hans lemmer….

– Ahhh, hvor det var dejligt at være saadan sikker paa sig selv.

Han følte sig igjen saa stolt og saa fri.

Det havde vært et skrækkeligt anfald, men gudskelov, nu var det over, og han var sikker paa ikke at faa det igjen. – Og selv om det kom igjen – nu vidste han hvordan han skulde faa det paa dør. Men der var ikke tale om det … nu var det overstaat engang for alle … aa, hvor han følte sig stolt og fri! …

Han smilte –:

He! der var s’gu mening i den maade han havde tat livet paa. Livet havde ikke kunnet gjøre ham lykkelig, det havde han følt alt fra første færd af. I begyndelsen dunkelt og uklart gudbevars, men siden bestandig klarere og klarere, indtil det tilslut under hans omgang med Herman Eek var gaat op for ham i sin hele fulde klarhed at slig som livet nu var indrettet saa maatte folk af hans kaliber gaa tilgrunde. Først havde dette grebet ham med indignation og han havde villet gjøre noget for at det engang kunde bli anderledes. Han havde villet arbejde. Men saa, da han var kommen paa det rene med hvorledes han skulde kunne gjøre noget i den retning – he! da han var kommen paa det rene med det og skulde til at ta fat saa havde det vist sig at hans energi havde ligget saa længe ubrugt at den var gaat i frø: selv for dette som interesserte ham, kunde han ikke arbejde saa meget at det kunde skaffe ham en position i samfundet. Og saa havde han sagt til sig selv: vel, saa gir jeg fan’en i det hele og tar bare det som er at faa gratis; og naar det er gjort saa gaar jeg min vej. – Og nu var der ikke mere at faa gratis … ialfald ikke noget han brød sig om – ergo sa han tak for sig og gik …

Joda, der havde vært svært god mening i hans maade at ta livet paa; det havde vært en stolt og fri mands liv ….

Men nu gad han ikke tænke mere paa det, nu vilde han bare tænke paa hvordan han skulde tilbringe disse sidste dage paa den behageligste maade. –

… Aja forresten, siden han nu engang holdt paa med dette, saa kunde han ligesaa gjerne bestemme tiden og stedet med det samme. Saa var det gjort, og han havde ikke noget mere med det hele at bestille.

… Stedet? – ja-a-a … her paa sit værelse vilde han ialfald ikke gjøre det. Det vilde være synd paa «søstrene», de to fruentimmer han bodde hos. De vilde ta sig nær nok af det alligevel. De var virkelig kommen til at holde af ham i den lange tid han havde bod hos dem. Han var sikker paa de vilde ikke engang komme til at tænke paa de penge han skyldte dem. De vilde bare tænke paa hvor forfærdeligt det var at dette vakre unge menneske som havde bod saalænge hos dem og altid opført sig saa pent og stille nu havde expederet sig selv ud af verden og lige ind i helvede. De vilde ikke kunne forstaa det, og de vilde græde over hans sørgelige skjæbne.

Han saa dem sætte i at græde naar de fik vide det, og han saa dem græde og græde, som om det var en af deres egne kjære der havde gjort det.

Han maatte smile –: herregud, det var jo ikke ham de sad og græd over; de havde jo ikke nogen idé om hvordan han var. Nej, den de græd over, det var en ganske anden, et foster af deres egen fantasi som aldrig havde existeret.

Han lo; han kom til at tænke paa noget som var hændt ifjor Paaske, netop for et aar siden:

Paaskeaften havde han siddet henne hos en kammerat og drukket toddy, og derfra var han gaat ud og havde faat fat paa et fruentimmer som han havde fulgt hjem og var blet liggende hos til ud paa morgensiden. Da han kom hjem havde han vært meget træt; der havde ikke vært tale om at sove hele tiden hos pigen: og da han havde klæd af sig og lagt sig var han derfor faldt i søvn med det samme og havde sovet som en sten. Men saa klokken 6 var pigen kommen ind og havde vækket ham for at spørge fra søstrene om han ikke vilde gaa i froprædiken. – Han havde nærmest havt lyst til at slaa pigen ihjel paa stedet fordi hun havde forstyrret ham i hans søvn, saa træt og søvnig var han; men saa var han kommen til at tænke paa at han skyldte «søstrene» næsten 300 kroner og at det derfor var ham om at gjøre at de havde en saa god mening om ham som muligt – for kreditens skyld. Og saa havde han svaret at «jo tak, det vilde han svært gjerne, og det var rigtig snilt af søstrene at de havde husket paa ham». – Og saa havde han staat op og var gaat med søstrene i Vorfrelser. Men derinde var han smuttet fra dem og havde skyndt sig ud igjen saa fort han kunde. Og da han ikke vilde gaa hjem og la pigen se at han kom tilbage før tiden, saa var han vandret ned i «Vika» og havde lagt sig hos et fruentimmer hvor han da var blet liggende ligetil middag ….

Og mange andre lignende historier …

Han smilte; nej, de havde nok ikke nogen rigtig rede paa hvem han var.

Og nu skulde de gaa der og græde; og tro det var ham de græd over; og saa var det alligevel et ganske andet menneske end ham – det var i grunden altfor komisk; han kunde ikke andet end le. –

Men saa kom han til at tænke paa en anden som ogsaa vilde komme til at græde – og det var ikke komisk. Det var hans stakkars kjære mor hvis kjæledægge han var. Hun vilde komme til at ta sin død af det: hun trodde ogsaa paa gud og paa helvede. Stakkars hende! … Han saa hende gaa omkring i huset derhjemme og stelle, snart i kjøkkenet, snart i stuen og snart ude paa gaarden, overalt paafærde med de flittige hænder og altid tænkende paa ham, bare paa ham, hendes egen kjære gut som hun aldrig hørte noget fra.

Han havde ikke skrevet hjem de sidste maaneder, han havde villet afbryde forbindelsen med hjemmet for at lette baade sig selv og dem derhjemme den endelige skilsmisse naar den kom. Men det havde jo ikke hun nogen idé om; hun begreb ikke hvad der gik af ham siden han ikke skrev.

Postdag paa postdag i disse maaneder havde hun sat sig ned – saa travlt hun havde det – og bedt ham og bedt ham om at skrive.

Først havde hun skjændt paa ham: «den stygge gut som kunde gaa saalænge uden at la sin egen mor høre fra sig; nu fik han virkelig ta sig sammen og skrive.»

Men han havde ikke skrevet.

Saa havde hun bedt pent for sig: «han vidste ikke hvor ondt han gjorde hende! aa, hun maatte jo tro han ikke holdt af hende mere. Men han holdt jo af hende, og han vilde skrive ikke sandt? Aa han vilde gjøre det?» …

Men han havde ikke gjort det.

Saa var hun blet ængstelig og havde bedt og tryglet – mere og mere indstændig for hvert brev hun skrev.

Men han havde vært ubønhørlig. –

Saa var hun blet angst.

Det var det han havde villet. Hun skulde ane det før det kom.

Han husked godt det sidste brev han havde faat:

«Hvad i Jesu navn var det som gik af hendes egen kjære gut? … Hvorfor skrev han ikke? … Var der hændt ham noget forfærdeligt? … en sorg eller en ulykke? Aa, han maatte skrive, skrive og fortælle hende alt. Hun var jo hans egen kjære mor… hun var da nærmest til det… hun var saa angst … hun tænkte bare paa ham hele dagen … og om natten fik hun ikke sove –: hun bare tænkte paa sin egen kjære gut. Hun holdt det ikke ud … hun blev syg … hun følte sig ældre og ældre for hver dag som gik, ved alt det hun led. – Og han behøved bare at skrive et ord, aa et eneste ord, hun forlangte ikke mere – og det var dog saa lidt ….»

Og saa var hun begyndt at græde mens hun sad der og skrev. Og nogen taarer var faldt ned paa brevet, saa nogen bogstaver var blet halvt udviskede. Han husked saa tydelig disse udviskede bogstaver; de havde faat ham til at græde. Men han var forblet urokkelig: det var jo netop saaledes han havde villet forberede hende.

Men saa var hun holdt op at græde og havde git sig til at skrive videre:

«Hun var blet saa glad med ét; hun var med én gang blet saa vis paa, at denne gang vilde han svare,» fortalte hun. Og saa var hun slaat over i en munter tone og havde git sig til at fortælle om alt det hun havde at gjøre:

«Der paa bordet laa en hel del undertøj og vented paa hende. Det skulde broder Konrad ha med; han skulde rejse til Bergen snart: han skulde ind paa kontor der. – Aa, der var saa meget at gjøre. Og ude paa rulleboden vented ogsaa en hel del tøj. Aa gid han havde vært der, saa skulde han pent ha faat lov til at hjælpe hende ved rullen.» …

Han fik taarer i øjnene.

– Ja, gid han var der. Han skulde hjælpe hende. Han skulde trække rullen for hende, som han havde gjort da han var liden gut. Og han skulde se paa hende og se paa hende – aa hvor han skulde glæde sine øjne ved at se paa hende for sidste gang mens han stod der og trak rullen. Og saa, naar de var færdige med arbejdet, saa vilde han falde hende om halsen og kysse hende … kysse hende paa munden, paa panden, paa tindingerne, paa øjnene, paa hænderne, overalt, overalt. Aa, han skulde kysse hende saa hun skulde bli saa angst, saa angst – saa angst, at hun pludselig skulde forstaa at nu saa hun ham for sidste gang.

Og saa vilde han rive sig løs og flygte….

Og hvor fortvivlet hun saa blev naar hun fik vide at han havde gjort det; hun vilde ialfald da ha den trøst at han havde holdt af hende, holdt forfærdelig meget af hende ligetil det sidste….

Men nu fik hun ingenting vide. Gud, det var synd men der var ikke noget at gjøre ved det. Herregud, det var ikke hans skyld. Det lod sig ikke gjøre. Endnu for et par dage siden havde han trod at det lod sig gjøre. Det var da han havde vist hendes sidste brev til Helmer og Johnsen. Helmer havde skjældt ham ud: «det var oprørende at han ikke skrev … det var barbarisk … det var … det var … kort sagt: det gik ikke an, han fik værsgod sætte sig ned og skrive med det samme».

Og Johnsen havde siddet og hørt paa og ingenting sagt; men da han saa hen paa ham havde han nikket paa sin egen tause maade….

Og saa havde han pludselig sagt «ja han vilde skrive» – og bedt dem gaa.

Han havde nemlig faat en idé:

Han vilde skrive til hende endnu engang. Han vilde la hele sin dybe kjærlighed til hende strømme ind mellem linjerne, den skulde vælde ud over hende mens hun læste, og beta hende slig, at hun skulde føle at det han havde følt for hende mens han skrev, det var mere end et helt livs almindelig kjærlighed. – Og saa vilde der stige op i hende en anelse om hvad der forestod. – Ja, saaledes vilde han forberede hende….

Og han havde sat sig til skrivebordet. –

Men alt hvad han skrev var blet saa koldt og saa dødt. Han kunde slet ikke faa det til slig som han vilde ha det.

Og han havde tænkt og tænkt saa det gjorde rent ondt i hjernen for at finde ud hvordan han skulde faa det til. – Men nej, det var umuligt; han maatte opgi det. – Og forresten, selv om han kunde faa det til, selv om hele brevet kom til at aande bare kjærlighed, kjærlighed til hende – hvordan skulde hun alligevel kunne tro paa denne skriftlige kjærlighed? – Holdt han virkelig saa meget af hende, hvordan kunde han da gjøre dette som han vidste vilde dræbe hende? det vilde hun ikke kunne forstaa. – Nej, skulde han kunne faa hende til at forstaa det, saa maatte han forklare hende helt ud hvordan han var … hvordan han var blet slig … hvilken elendig pjalt han vilde være om han ikke nu forlod livet … hvordan han vilde bli hende en lang tærende sorg hele livet igjennem hvis han ikke nu isteden derfor gjorde hende denne ene store sorg engang for alle. – Alt det maatte han forklare hende; da først vilde hun kunne forstaa at han holdt uendelig meget af hende, og alligevel var nødt til at sige hende farvel. Men da maatte han jo skrive, ikke et brev men en hel bog og det en bog som han slet ikke kunde skrive. Og forresten, selv om han havde kunnet skrive den bog – hun vilde alligevel aldrig kunnet forstaa det. Det var igrunden det sataniske ved det hele!

Og han havde rejst sig op fra skrivebordet og stampet i gulvet –:

Det var forbandelsen ved de samfundsforhold vi lever under, at selv en mor kan ikke forstaa sit eget barn! …

Det var forbandelsen ved dressuropdragelsen, at man forstaar ikke dem der ikke har ladt sig dressere, er det saa ens eget barn! …

Ja, det var forbandelsen ved denne fordømte opdragelse i religion og moral.

Og han var blet gaaende nervøst frem og tilbage paa gulvet, hed i hodet og med knyttede næver og havde forbandet – og forbandet og forbandet igjen «hele det fordømte sludder».

Tilslut var han stanset foran skrivebordet og havde tat det paabegyndte brev og puttet det ind i skrivemappen. Og saa havde han lagt sig hen paa sofaen og forsøgt at tænke paa noget andet. –

En stund efter var han gaat ud og havde tat sig en tur. Da han kom tilbage havde han fundet Helmer og Johnsen siddende og vente paa sig.

– Naa, har du saa skrevet? havde Helmer spurgt, med det samme han kom ind.

– Ja, han havde netop vært henne og lagt brevet i kassen.

Men Helmer som mens han havde vært ude havde rodet i brevmappen og fundet det paabegyndte brev og stukket det til sig, havde først stirret stivt paa ham en stund og saa sagt: Jamen det er jo den sorteste løgn; for her har jeg jo brevet – og han havde trukket brevet frem og vist ham det….

Han havde ikke svaret, bare trukket let paa skuldrene, men han havde set saa ulykkelig ud at Helmer ikke havde nænnet at tale mere til ham om den ting; han havde forstaaet at der var ikke mere ved det at gjøre. – Og Johnsen havde siddet og stirret ud i luften, saa alvorligt og saa forstaaelses fuldt….

Gud, hvor han holdt af dem begge to. De forstod ham de. For dem behøved han ikke at skrive nogen bog; de forstod ham alligevel. Og de holdt af ham. De vilde savne ham, savne ham meget naar han var borte, men de vilde alligevel være glade for hans skyld over at han var kommen afgaarde… gud, hvor det var dejligt at leve sammen med intelligente mennesker. Med dem kunde han ta afsked men ikke med sin egen kjære mor. – Aa, hvor det gjorde ham forfærdelig ondt…. Han saa hende igjen gaa flittig og stilfærdig omkring og stelle der hjemme, altid tænkende paa ham, sin egen kjæledægge…. Og saa pludselig kom slaget….

Hu! det isned igjennem ham; det kjendtes som om hjertet stod stille og pulsen var holdt op at slaa….

Saa med ét slog han ud med haanden der han laa –: Nej, der var jo ikke noget mere at gjøre ved det, og saa vilde han ikke tænke mere paa det. Han havde jo bare nogen faa dage, og de skulde helt tilhøre igjen ham selv og hans venner. For hende var han jo allerede død. Han vilde ikke forbitre sig disse sidste dage ved at tænke og tænke paa dette som nu alligevel ikke kunde være anderledes; han vilde tilbringe dem glad og munter sammen med sine kammerater, som kjendte ham og forstod ham. Og saa vilde han sige farvel til dem ogsaa, i et muntert lag. – Og saa allersidst, vilde han gaa ud til en pige og hos hende ta afsked med dette velsignede kvindekjønnet som dog ialfald havde vært ham en saa god adspredelse i hans korte forspildte liv….

Og naar han saa var færdig med det, og fjerde Paaskedags morgen randt op, og de andre kadetter igjen begyndte sin kjedsommelige gjerning saa skulde det ske….

– Men hvor? …

– Ja stedet ja? … det var jo egentlig det han skulde ha tænkt paa….

… Nej, ikke hos pigen; han vilde ikke skræmme livet af hende….

– Men hvor? – – – he! han skulde ha lyst til at leje et stort elegant værelse, helst med brüsselertæpper paa gulvet, blødt og behageligt, og fine møbler. Ossaa maatte der være et spejl, et stort spejl som gik helt ned til gulvet. Foran det vilde han staa i fuld uniform, med huen paa hodet og sabel ved siden og se sig selv ind i ansigtet for sidste gang. – Saa først sigte paa sin kontrafej derinde i spejlet og se paa hvor rolig han tog det. – Men saa med ét gjøre den lille elegante drejning af haandledet og bøje revolveren bagover op mod hodet og la løbet gaa ind i munden og op imod ganen. Saa endelig et sidste smil til sin kontrafej derinde i spejlet der gjorde det samme som han. Og saa! – han gjorde en energisk bevægelse med pegefingeren som om han trykked af.

Han følte igjen som et stik gjennem hjernen, og det løb rundt for ham; men saa blev han liggende med en formelig vellystig fornemmelse af at være kvit og færdig med det altsammen.

Han smilte –: he, det var s’gu ikke vanskeligt, naar man saa gjerne vilde bli live kvit………

– Tiden var gaat, det var blet lyst i værelset.

Hans øjne faldt paa et træsnit af Jaabæk, ophæftet med tegnestifter paa den øverste fylding i døren. Men det interesserte ham ikke nu, og blikket gled mekanisk tilhøjre hen ved siden af døren og traf en büste af Gothe oppe paa toppen af boghylden over kommoden…. Nej, han interesserte ham heller ikke nu.

Han tog øjnene til sig igjen men kom derved til at se op paa væggen over sengen. Der hang to træsnit: et af Johan Sverdrup fra 50-aarene og et af Johan Sverdrup fra Kreuznach i 1882. Han havde selv klippet dem ud af «Verdens Gang» og hæftet dem op paa væggen med tegnestifter.

Han blev liggende og se paa dem.

En underlig stemning kom over ham….

… Han selv var en saaret døende soldat, en ung rekrut som var blet liggende igjen paa slagmarken…. Og han deroppe var generalen som førte den sejerrige hær videre fremover mod den vigende fiende….

Men det var et langt og vanskeligt felttog. – Ogsaa generalen vilde komme til at bli liggende igjen paa slagmarken og hæren vilde drage videre frem, ogsaa over hans grav. – Og først længe, længe efter vilde den endelige sejer være vunden….

… Lidt før eller lidt senere ….?! … herregud, naar det alligevel var kampens maal og ikke kampen selv man higed efter….

Og alligevel, han skulde gjerne vært med. Men han kunde ikke mere.

Tankerne blev uklare.

Han stirred og stirred efter generalen med den bortdragende hær. Og hæren voxte og voxte i det uendelige. – Det var ikke længer nogen hær, det var et helt folk paa vandring. Videre og videre drog folkemassen. Og alle vendte de ryggen mod ham, den unge døende rekrut; ingen saa sig tilbage, og han blev liggende igjen ganske alene. Men det var slet ikke nogen ubehagelig følelse; han var igrunden glad over at ingen bekymred sig om ham, for han var saa træt, saa døds træt…. Og folkemassen voxte bestandig. Tilslut var det bare en uhyre sort masse. Og saa gik det hele over i ingen verdens ting.

Han laa og sov med et træt smil om sin mund.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.