XXXIV.

Klokken ni den næste morgen sad Jarmann paa sengekanten og trak langsomt underbuxerne paa. Da han var færdig med det blev han siddende foroverbøjet med én haand paa hvert knæ og se ud i luften ….

… Det var en dejlig fornemmelse: hele værelset, alting omkring ham havde noget uvirkeligt, ligesom drømmeagtigt ved sig … he! akkurat som «dagen derpaa» naar man ikke er fyllesyg men bare gaar omkring med zarte hvilende nerver …

… Aa for en ro og hvile! … tingene formaadde ikke at trænge ind paa ham, men han kunde iagtta dem saa skarpt og rolig; konturerne var formelig hvasse.

… Nej, idag kunde vist ingenting virke paa ham …

Han tænkte paa fjerde paaskedags morgen, da det skulde ske – nejda, det voldte ham ingen uro. Det var ligesom det ikke kom ham ved; han havde gjort hvad han havde at gjøre med den sag; nu havde han bare at la tingene gaa sin egen gang. Minen var færdig og lunten tændt, naar lunten var brændt ud vilde minen springe ganske af sig selv; det var ikke noget han havde noget mere med at gjøre …

… He! igrunden noksaa underligt forresten! …

– Mon det vilde komme igjen det anfaldet fra inat? –

– Nej det vilde det vist ikke. – Nejda! …

Forresten, han kunde gjerne kaste alle broer af og afskjære tilbagetoget. He! ja! det kunde igrunden være noksaa moro ogsaa. Saa havde han noget at bestille paa saalænge …

– Ja det vilde han gjøre.

Han rejste sig langsomt op og dilled dovent omkring i værelset; vasked sig, pudsed sine tænder, soignerte sine negle og klædde paa sig – og sat sig saa hen i kurvestolen foran bordet, magelig sammensunken, med utilknappet vaabenkjole, og drak i ro og mag sin kaffe som pigen havde sat ind til ham for lidt siden. – La sig saa, behagelig slap, hen paa sofaen og røgte en pibe.

Da han var færdig med den rejste han sig dovent, knapped vaabenkjolen, spændte sabelen om livet, sat huen paa foran spejlet, og slængte med en skjødesløs bevægelse kappen om skuldrene og gik ud.

Ude var det dejligt solskin, med vaar i luften.

Han gik skraas over gaden og ind i butiken paa hjørnet. – Butikfyren stod bukkende bag disken, nærmest døren. Længer inde stod kjøbmanden selv bøjet over disken og saá i sin kladdebog.

Jarmann stansed foran butikfyren og læned sig med den ene haand paa disken i nonchalant stilling:

– Jeg skulde ha noget vin og kognak – kunde De være saa snil at sende det tværsover gaden, op til kadet Eek – De ved hvor han bor? …

– Joda! hvad skulde det være?

– Ja … kunde jeg faa tre flasker sherry – men det maa være af bedste sort.

Butikfyren bøjed sig over disken og skrev.

Kjøbmanden løfted øjnene fra kladdebogen og kasted et par mistænksomme øjne hen paa Jarmann. Jarmann stod der med et lidt blaseret udtryk i ansigtet og saa kjøbmanden rolig ind i øjnene, men ligesom uden egentlig at lægge mærke til ham, og kjøbmanden tog uvilkaarlig øjnene til sig igjen og saa atter ned i sin kladdebog.

– Og tre flasker portvin! fortsat Jarmann mens han blev ved at se paa kjøbmanden.

Butikfyren skrev.

Kjøbmanden løfted igjen øjnene med et mistænksomt blik; men ligeoverfor Jarmanns rolige millionæransigt slog han dem igjen ned og studerte atter videre i kladdebogen.

– Ossaa én flaske kognak, endte Jarmann, fremdeles med det rolige selvsikre blik paa kjøbmanden.

Butikfyren skrev, og saá saa op –: var det ikke noget andet?

Jarmann vendte sig mod butikfyren, trak dovent øjenbrynene ivejret og tænkte sig om. Nej tak. – Ajo forresten, sa han saa, De kan gjerne sende nogen appelsiner med ogsaa. Ossaa nogen rosiner og mandler.

Butikfyren skrev.

– Det blir hvormeget?

– 19 kroner og 50.

– Og saa skylder jeg vist noget før …

– Ja, det er 4 kroner og 70; det gjør tilsammen 24 og 20.

– Ja vil De være saa god at sende mig regning fjerde paaskedag.

Mens han afhandled dette med butikfyren havde kjøbmanden igjen skulet mistænksomt hen paa ham; men Jarmanns sikre pengeansigt, fjerde paaskedags nærhed, og desuden uni formen, havde tilslut fuldstændig beroliget ham. Han hilste forbindtlig da Jarmann gik. –

Da Jarmann kom udenfor storlo han indvendig. Det havde frydet ham hele tiden derinde det ansigt han havde kunnet sætte op; han kunde ikke sligt ellers, men idag kunde han hvad det skulde være af den slags. Det havde vært fan’en saa morsomt –: Æ-æ-æ, nu kunde han ha det saa godt den fordømte væmmelige fyren som var saa ræd for at gi kredit og som ikke holdt faste priser og paa den maade snød dem der ikke vidste hvad varerne kosted andetsteds….

Han gik smilende indover Pilestrædet det lille stykke fra Kristian August til Kristian den fjerde. Der stansed han paa hjørnet af fortouget hvor var det egentlig han vilde hen? …

Han saa en stund aandsfraværende hen for sig …

– Jo det var jo sandt! – han smilte igjen og labbed saa munter afsted i det dejlige vejr rundt til alle sine kreditorer. Først til sin skrædder – ikke Øyen men den civile skrædder han havde brugt før han blev kadet –, og saa til skomageren, skjortehandleren og handskemageren. Overalt spurgte han hvormeget han skyldte og bad dem sende regning fjerde paaskedag.

Da han kom ud fra handskemageren, regned han over hvormeget det var ialt. – Det var en ren misère, lumpne tre, fire hundrede kroner. – Det var igrunden altfor latterlig lidet! –

… Fan’en, skyldte han ikke noget mere da!

– Jo det var jo sandt: boghandleren! ham havde han glemt. Isch at det ikke var mere end en 60, 70 kroner han skyldte ham! … Aa gid han havde skyldt ham ti, hundrede, tusinde gange mere; det kunde han havt godt af det bestie! … He! han havde tænkt at betale ham engang. Men saa havde han jo sammenlignet Herman Eek med Ernst Frølich!… Han saa ham staa derinde i det ækle lille kontor bag til gaarden denne modbydelige lille skaldede mandsling, og sige til Herman Eek med sit sledske smil og sin slikkede, ækkel-pene evnukstemme:

– De kan jo forstaa det at om Ernst Frølich kom her med en bog og vilde ha mig til at forlægge den saa kunde jo ikke jeg ha noget med det at bestille.

– Jamen hvis det nu var en god bog! havde Herman Eek svart.

– Nej, han kunde ikke ha noget med den slags folk at bestille alligevel.

Jarmann bed tænderne sammen der han gik –: Og sligt skulde faa lov til at være boghandler?! – Sligt skulde knappes buxerne ned paa og gi’es paa rumpen og sparkes ud af byen! – Og saa vilde sligt endda ha betaling hos ham; hos ham! – Hahaha! jo han havde git ham betaling forresten. – He! hvergang han hørte boghandlerens bud ude i entréen spørge om han var hjemme, brugte han bestandig at rope ud saa højt han kunde at «nej, han var ikke det nej!» Og naar saa budet som kjendte hans stemme saa inderlig godt alligevel kom ind – saa fik han aldrig se andet af Jarmann end det leende ansigt som titted ind gjennem døren fra det næste værelse hvor kadet Hammer bodde. – Hihihi! lo ansigtet og nikked til budet, og saa blev døren slaat igjen. – Paa banked budet hos kadet Hammer og kom ind der. Og der fik han da se Hammer som sad og lo saa han var ganske kroget; men af Jarmann fik han ikke der heller se andet end det samme leende ansigt, denne gang tittende ind fra student Hansens værelse. – Hihihi! lo ansigtet igjen; og saa blev døren der ogsaa smækket i. Og naar saa budet rasende vilde tiltvinge sig adgang til dette værelse ogsaa, blev nøglen drejet om paa indsiden. Og saa begyndte da parlamenteringen tværsigjennem den lukkede dør –:

– Vilde han betale eller vilde han ikke betale?

– Jo søde bud, det vilde han saa gjerne men han kunde ikke for øjeblikket. Vilde ikke budet være saa inderlig snil at komme igjen imorgen hvad?

– Nej, nu gad ikke budet gaa her og spilde sin tid mere!

– Vilde ikke da budet være saa inderlig snil at la være at komme igjen?

– Naa saa! Saa han gjorde nar af folk! Vel, regningen skulde bli sendt til sagfører.

– Ja det burde budet virkelig gjøre. Det kosted ikke mere end to kroner, naar pengene ikke var til at drive ind – ikke mere end to kroner! det kunde han bevidne som selv havde siddet paa sagførerkontor. –

Det var næsten den samme lektie hver gang, det var det komiske, og det endte med at budet bandende og skjældende gik sin vej, til stor moro for dem alle tre.

– He! joda, han havde betalt denne boghandler, som vilde gi sig af med at være forfatternes censor morum! –

Jarmann lukked op døren og gik ind i boghandlerens butik. – Han bed igjen tænderne sammen –: der stod jo fyren selv midt i butiken og talte med en herre. Jo det var ganske rigtig ham –: æsch den væmmelige evnukstemmen! – Fan’en! At det ikke gik an at ta ham og putte ham paa hodet ned i et lokum og la ham drukne der! … Eller … eller – han gjorde nogen nervøse bevægelser med fingrene som med klør og tænkte videre paa andre raffinerte dødsmaader den ene værre end den anden ….

Butikfyren havde alt staat en stund foran ham og ventet paa at han skulde sige hvad han vilde. Men Jarmann havde slet ikke lagt mærke til ham, havde bare stirret med hadefulde blikke paa boghandleren.

Tilslut maatte fyren spørge hvad han ønsked.

Jarmann gjorde en af sine bratte overgange, saa med et elskværdig-nedladende smil paa butikfyren og sa undskyldende –: Naa, jeg staar nok her og falder i tanker … jo, jeg vilde gjerne faa vide hvormeget jeg skylder.

Tingen blev undersøgt og det viste sig at være 65 kroner og nogen øre.

– Ja vil De være saa venlig at sende mig regning fjerde paaskedag? Jeg skal nemlig gjøre op alle mine affærer før jeg rejser.

– Joda, det skulde ske. –

Fra boghandleren slentred saa Jarmann op til Hjalmar og Henrik, oppe i Theatergaden.

– Naa, er vinen og brændevinet kommet? spurgte han med det samme han kom ind.

– Jo det var kommet.

Værelset laa til skyggesiden og havde lyse kolde vægger. Henne i sofaen sad Hjalmar og Henrik hver i sit hjørne og røgte en pibe, og paa den ene af stolene ved det borteste vindu sad student Hals og læste en avis.

Jarmann blev staaende et øjeblik henne ved døren og se hen paa Hals – en høj stiv fyr med rødt haar og et magert, haardt ansigt. Hals havde i sin tid tænkt paa at gaa til scenen og spille karakterroller men havde ikke faat debutere, og var saa isteden derfor blet theater– og operakritikus paa Tivoli og Folketheatret, ved siden af sin skolevirksomhed. Jarmann kunde ikke fordrage ham; han talte aldrig om andet end skuespil og musik, ossaa om sine skoleaffærer. Det var rent tilfældigt at han var kommen til at omgaas de mennesker Jarmann færdedes blandt.

Jarmann blev ærgerlig over at finde ham her; han gik ham forbi med et ondt blik og sat sig paa stolen ved siden af ham og blev siddende, bøjet forover med en haand paa hvert knæ og glo paa ham.

Det stive affekterte ansigt irritered ham idag mere end sædvanlig.

– Du Hals! sa han tilslut da han syntes han havde glod nok paa ham –: skal vi ikke tale lidt om theater hvad?

Hals løfted øjnene et sekund og saa ærgerlig paa ham, men læste saa rolig videre igjen; han var saa vant til at bli ærtet af Jarmann.

– Eller lidt om opera og musik du hvad? hihihi! lo Jarmann efter igjen at ha glod paa ham en stund.

– Kan ikke jeg faa lov til at læse min avis i fred! sa Hals ærgerlig.

– Hihihi! du er ikke meget selskabelig af dig. – Hvad siger du saa om fru Olefine Moe? … eller om Bentzon-Güllich? … eller om Hendrikson? … eller – hihihi! – hvad er det nu de heder allesammen …

Hals slog sint avisen sammen, rejste sig og tog sin hat.

Jarmann udstødte en knæggende latter –: Har du faat din gage paa skolen denne maaned? … voldte det mange vanskeligheder at faa den? … tror du du faar den næste gang? …

Hals saa ikke paa ham, bare gik mod døren.

– A det kan du da gjerne fortælle os! – det blev sagt i en væmmelig indsmigrende tone idet Hals lukked op døren. Men Hals svarte ikke, bare smækked døren i og gik.

– Hahaha! hahaha! hahaha! lo Jarmann efter ham i galop-takt.

Henrik og Hjalmar havde siddet henne i sofaen og hørt paa det hele uden at sige et ord.

– Du er nu fæl med ham ogsaa! sa Henrik da Hals var borte.

– Aja, men hvad fan’en er det han vil her. Han har da ikke noget med os at gjøre han! Her er da hverken skole eller Tivoli. Nej fy for fan’en! – han rejste sig op og slog højtidelig ud med haanden –: Henrik! jeg testamenterer dig mit had til Hals. – Lad os saa faa noget vin! –

En flaske vin blev trukket op, Jarmann fyldte sit glas, sat sig hen ved vinduet og blev siddende en stund og se ud, trommende med fingrene paa vindusposten og af og til nippende til glasset.

De andre saa paa ham og sa ingenting.

– Fan’en til vond nat jeg havde inat, sa han tilslut og saa alvorlig hen paa dem. Men saa smilte han igjen –:

– Aa men nu har jeg det saa dejligt igjen! – han gned sig i hænderne skaal!

De drak med ham og han fortalte dem om den nat han havde havt, og hvad han havde gjort for noget idag. Og de sat der i sofaen, pattende paa sine piber, og hørte paa ham uden at sige noget.

Saa pludselig, just som han holdt paa at udgyde sine følelser ligeoverfor boghandle ren, stansed han midt inde i en sætning –:

– Hej, der har vi Laden! ropte han, og ansigtet fik et ondskabsfuldt udtryk.

Han var tilfældigvis kommen til at se ud af vinduet. Over paa den anden side af gaden kom «literaturens bærer», «über land und meer« med sin uhyre lange og tynde elendige figur og sit høgeansigt med bukkeskjæg paa, sjokkende opover gaden med krogede knæer som dinglede om hverandre ved hvert skridt, for korte buxer, luvslidt vaarfrak, aldeles gul i halsen, gammeldags flos paa hodet, stok i den knoklede højre og bogpakken under den venstre arm. – Laden var en fætter af Hjalmar og Henrik, og kom af og til opom, helst naar han lugted der var noget stærkt at hole, undertiden selv med en flaske i lommen. Han var ogsaa en af dem Jarmann ikke kunde fordrage.

– Isch, han kommer vel ikke herop! sa Hjalmar og rejste sig fra det inderste sofahjørne og gik hen til vinduet.

– Jeg ved ikke hvad han gjør endnu, sa Jarmann; han sad og fulgte Laden med øjnene og havde forfærdelig lyst til at være rigtig ondskabsfuld mod ham.

Saa løfted Laden de store cirkelrunde øjne hvor man kunde se det hvide helt rundt, og saa op mod vinduet – og nikked.

Hjalmar skvat tilbage fra vinduet –: nej fan’en ogsaa!

Men Jarmann løfted smilende glasset, nikked ned til Laden igjen og drak ham til. Der gik et glimt af glæde gjennem de store cirkelrunde øjne, og Laden skraadde over gaden.

– Nej hvorfor gjorde du det da?! sa Hjalmar ærgerlig. Nu faar vi ham jo herop.

– Nejgu om vi slipper ham ind! Og Jarmann skyndte sig hen til døren og laased den af – og blev saa staaende midt paa gulvet og vente.

Lidt efter banked det paa døren med de to bekjendte haarde knogeslag som ikke var til at ta feil af – og Laden drejed om klinken og vilde gaa ind.

Pause.

Saa hørtes Ladens stemme udenfor –: Hjalmar!

Ingen svarte.

– Jeg saa nok du var hjemme!

Ikke noget svar.

Saa hørte de ham ringe paa entréen og gaa ind paa Henriks værelse som var lige ved siden af. Og saa banked det paa den dør som førte derind.

Fremdeles ikke noget svar. Saa ropte Laden:

– Du Henrik! maa jeg faa lov til at tale lidt med dig?

Henrik rejste sig og blev staaende uvis et øjeblik.

– Nej gaa ikke ind! sa Jarman højt.

– Hvad er det den rødtop siger! ropte Laden sint.

– Hahaha! lo Jarmann og slængte sig ned i amerikaneren.

– Ajo jeg faar gaa ind til ham; ellers blir vi ham ikke kvit, sa Henrik sagte.

Jarmann fór op med en latter –: ja vent lidt! Løb saa hen bag sofaen hvor alle flaskerne stod, tog dem frem og stilled hele batteriet, syv flasker, op paa bordet, saa Laden maatte se dem naar døren blev lukket op. Løb saa leende hen til døren og lukked den helt op –: Værsgod, nu kan du gaa ind, sa han til Henrik og skjøv ham derind.

Ladens blik tændtes da han fik øje paa flaskebatteriet henne paa bordet, og han gjorde et svagt forsøg paa at trænge sig ind i værelset. Men Jarmaan smak døren i lige for næsen af ham og laased den af igjen.

Og saa lo han med sin korte galoplatter –: hahaha! hahaha! hahaha! – og slængte sig igjen ned i amerikaneren.

I flere minuter hørtes Ladens stemme derinde hos Henrik. Saa blev Jarmann utaalmodig –: Se nu til at faa fyren til at gaa da! ropte han derind.

– Jeg skulde ønske jeg havde tag i den fordømte røde lug! hvæsed Laden.

– Hahaha! hahaha! hahaha! – Jarmann vred sig af latter i amerikaneren. Men snart blev han utaalmodig igjen –:

– Nej nu faar det være nok! skreg han. Nu faar du kaste ham paa dør.

– Kom herind du forbandede rødtop, saa skal jeg knække min stok paa dine rygstykker! – Laden var blet saa sint at han dutted ham.

Jarmann var nær ved at dø af latter. Saa pludselig fik han en idé. Han løb hen til bordet og slog lidt vin i et glas – ikke fuldt! sa han; ellers kunde han finde paa at drikke af det – og saa gik han hen til døren, aabned den forsigtig og sat glasset ind paa gulvet i det andet værelse, mens han skelte smilende op paa Laden og sa –: skal De ha vin Laden? – og smutted saa ind igjen og laaste døren efter sig.

Laden blev rasende –: Naar vi mødes næste gang skal De faa stifte bekjendtskab med min gode stok, De fordømte uopdragne laban.

– Hahaha! hahaha! hahaha! lo Jarmann og lod sig igjen falde ned i amerikaneren. Men rejste sig saa op igjen og gik trallende omkring i værelset, pønsende paa noget nyt «vondt».

Henne paa kommoden laa en brevpresse af jern i form af et nøgent fruentimmer som ligger paa ryg med hænderne under hodet og med sprikende ben op i vejret. Da Jarmanns øjne faldt paa den snapped han den leende, løb hen og lukked døren op igjen og putted figuren ind paa gulvet ved siden af glasset –: Skal De ha fruentimmer Laden? ropte han og lo Laden op i ansigtet, med en knæggende latter.

Fruentimmer var Ladens ømmeste punkt. – «Tror du jeg er noget svin?» plejed han at spørge med en liderlig genert latter, naar man spurgte ham om ikke han som havde levet over en menneskealder nu snart vilde begynde at bruge fruentimmer.

Da Jarmann havde lukket døren igjen, saa Laden rasende paa Henrik –: Jo det er nogen nette folk du omgaaes, sa han; det skal sandelig bli længe før jeg sætter min fod her igjen. Og dermed smeldte han døren i efter sig og gik.

– Hahaha! hahaha! hahaha! lo Jarmann efter ham.

Hjalmar havde siddet alene henne i sofaen og set og hørt paa det hele uden at sige et ord. Han havde heller ikke meget tilovers for Laden; desuden tænkte han ikke stort paa ham nu. Han bare sad og tænkte paa, om denne rent urimelige ondskabsfuldhed ligeoverfor dem han ikke likte var et tegn paa at Jarmann virkelig vilde ta livet af sig. Det saa betænkeligt ud – slig som idag havde han da aldrig vært før…

Da Henrik kom ind igjen, rysted han paa hodet –: Nej du var nu altfor slem med ham idag.

– Nej! sa Jarmann kort; naar sligt vil leve skal det ikke ha det bedre. Men fan’en, nu vil vi ikke tænke mere paa ham. Jeg haaber dette skal være mit adjø til ham. Lad os saa faa op en flaske til!

En ny flaske blev trukket op. Jarmann tog plads i lænestolen ved bordet ligeoverfor de to andre, og de tre unge fyrer blev siddende en stund og tale sammen om nogen nye damebekjendtskaber de havde gjort i de sidste dage.

Jarmann var den som talte mest.

Imorgen skulde de altsaa til frøken Rabe hvor de ogsaa kom til at træffe frøknerne Falsen, og i overmorgen skulde de inde paa Henriks værelse holde æggedosislag for disse tre damer. Den yngste frøken Falsen vilde Jarmann ha fat i; han havde sat sig i hodet at hendes dyd vilde han ta med før han gik. Det var jo altsaa to gange endnu han havde at være sammen med hende; det var tilstrækkeligt til at forberede hendes overgivelse af sin dyd, det kunde han ikke tvivle paa efter de resultater han alt havde set af sin første optræden ligeoverfor hende igaaraftes.

Henrik kom med nogen indvendinger: «fruentimmer viste sig ofte svært stædige, naar de kom til et vist punkt.» Men Jarmann bare rysted paa hodet –: nej, han var ganske sikker i sin sag; det skulde og det maatte gaa!

Hjalmar sad og røgte sin pibe uden at sige noget, bare hørte og saa paa Jarmann og tænkte paa om dette virkelig kunde være en mand som stod i begreb med at skyde sig. – Nej han kunde ikke rigtig tro det det var det endelige resultat han kom til. Om en stund rejste han sig og gik; han skulde et ærinde ud i byen.

Jarmann og Henrik blev alene tilbage. Samtalen gik istaa….

Jarmann læned sig sammensunken tilbage i stolen og blev siddende og se ned paa den gammeldagse bordfod med de fire arme som endte i løveklør. Han stirred og stirred paa dem – og glemte tilslut hvor han var….

… Han stod igjen som ung gut inde i bestyrerens tungt draperede havestue. Det grønne skjær fra de nedrullede persienner la sig ligesom dæmpende hen over de bløde møbler og gav frøken Bambergs teint et maaneskinsagtigt skjær der hun sad midt i stuen, lænet tilbage i gyngestolen med fødderne paa den broderede fodskammel, og gynged sig sagte frem og tilbage, plirende med øjnene og skottende gjennem de lange sorte øjenhaar hen paa ham….

Han stirred paa hende som paa et syn …

Det lade sanselige smil laa endnu og drømte om hendes fulde læber, og hun gav ham igjen det vage vink som han ikke var sikker paa om han turde forstaa….

Jo han turde! – Aa! han vilde fortælle hende alt, al sin sorg og al sin smerte; og hun vilde forstaa ham … og elske ham. Og han vilde elske hende igjen. Og hun vilde faa ham til at føle at kjærligheden var det højeste, det eneste paa jorden, og han vilde gi sig ifærd med at arbeide for at skaffe sig en stilling saa han kunde fortsætte med at nyde denne højeste eneste lykke. Og hun vilde gjøre det samme. De vilde begge skabe sig en selvstændig stilling og elske hverandre i uafhængig frihed saalænge til kjærligheden gik sin veg af sig selv som den var kommen af sig selv og afløstes af en ny, anden, helt forskjellig kjærlighed til en ny, anden, helt forskjellig kvinde der ogsaa havde en fri stilling og kunde lade sig elske uden til gjengjæld at forlange forsørgelse og afhængighed for livstid … og saa videre, og saa videre… Aa! al denne uendelig forskjellige og altid lige salige kjærlighed som skulde fylde ham livet udover!… ja da skulde han bli digter! han skulde fortælle hele verden om sin rige lykke, han skulde ikke gi sig før den kvinde han elsked stod hel og klar for hans indre syn saa han kunde fæste hendes levende billed paa papiret og la hele verden beundre det – ja beundre det: enhver kvinde var beundringsværdig, naar man bare fik se hende helt! …

En salig tro paa livet strømmed igjennem ham mens han stod der og stirred paa denne gyngende, daarende skikkelse med det sanselig lokkende smil….

Men han glemte jo rent at handle; der vinked hun jo igjen, og tydeligere! – Han stormed frem imod hende. –

Men atter hørtes bestyrerens trin i entréen, og han vidste ikke hvorfor, men han grebes igjen af den besynderlige rædsel og maatte vende om og flygte.

Og atter hørtes den spottende kvindelatter ud gjennem havedøren. Den forfulgte ham mens han løb rundt huset og ind paa sit værelse, og den blev ved at klinge og klinge for hans øren mens han laa derinde i sengen med ansigtet begravet i puderne og græd fordi de aldrig vilde finde hverandre….

– – – Pludselig gav Jarmann et voldsomt spark til bordfoden saa alle flaskerne dansed – og blev saa siddende i sløvt raseri og stirre og stirre paa bordfoden med de fire løveklør, ganske mekanisk, som om den var fienden.

Henrik rejste sig fra sofahjørnet og gik hen til ham og strøg ham med den flade haand blødt ned over haaret, mod panden.

Der gik et nervøst gys gjennem Jarmann; men saa retted han sig stille op og løfted øjnene paa Henrik –:

– Det er ikke noget, sa han rolig; nu er det over. – Og saa tømte han sit glas, tog paa sig og gik. –

Han kom op til sin ven Woll.

– Om han vilde spise middag sammen med ham hos Ingebret?

– Ja.

De gik nedover og la vejen indom kaptejnen hvor Jarmann fik tilladelse til at spise middag hos Ingebret sammen med en fætter som var kommen til byen. Paa vejen fra kaptejnen nedover til Ingebret fortalte Jarmann Woll om sin sidste nat. Woll sa ingenting, bare hørte paa.

Middagen spistes i taushed – denne dejlige forstaaelsesfulde taushed som egentlig var det der bestandig havde bundet dem sammen.

Hjemvejen la de om Kirkegaden og der gik de indom Hagen og saa paa revolvere. Jarmann valgte en stor vakker revolver til 25 kroner og fik uden vanskelighed kredit paa den og 25 patroner.

– Jeg tror den vil gjøre det, sa Woll da de var kommen ud af butikken.

– Jeg tænker det, svarte Jarmann. Det var det eneste som blev sagt indtil de kom hjem til Woll. Der kogte de kaffe paa maskinen og blev siddende og døse over den et par timers tid i en drømmeagtig stemning. Saa pludselig fik Jarmann den idé at gaa op til mig.

*

Jeg var fremdeles syg og laa i min seng og læste Zolas «Les Rougons», da han kom ind. Det var saa smaat begyndt at skumre.

Han stilled sig op foran foden af sengen og saa mig et par sekunder stivt ind i ansigtet –:

Nu skal du faa en god slutning paa bogen din, sa han.

– Hvad er det for en?

– «Han trykkede løs.»

– Ja herregud, den har jeg jo tænkt paa for længe siden. Men jeg har opgit den igjen. Jeg tror ikke noget paa den.

– Jo det er sandt! sa han lidenskabelig; jeg har opgit det … jeg gider ikke mere… jeg er kjed af det hele … det er noget fordømt drit altsammen … jeg gaar min vej!

– Naar da?

– Snart.

– Vil du ikke vente til du er færdig med krigsskolen?

– Nej.

Der blev en liden pause. Saa sa han –:

– Jeg skjønner igrunden ikke at du gider mere du heller….

– Jeg? – jo jeg vil s’gu dille omkring en stund endda og se paa papirerne! gud ved om der ikke kunde bli noget moro alligevel….

– Nej det er noget lort altsammen; jeg gider s’gu ikke se paa det mere.

Ny pause. Saa sa jeg:

– Fan’en saa kjedeligt! … jeg havde tænkt at faa dig til medarbejder paa bogen min. Specielt et par skisser fra det aar vi næsten ikke har set hverandre….

Han trak paa skuldrene.

– Ossaa nogen andre steder længer inde – hvis du kunde huske noget fra den tid. Det vilde vært fan’en saa bra.

Han trak igjen paa skuldrene –: Jeg vilde ikke faa tid alligevel. Nu skal der jo være examen paa krigsskolen; saa skulde jeg bagefter ha exerceret, og saa til høsten skulde jeg ligget i garnison. Det vilde ikke blet noget af med at arbejde i den tid. Og siden – gud maa vide hvad jeg skulde ha levet af. Nej, jeg gaar heller min vej strax.

– A jamen du kan jo ikke vide om det ikke kunde bli til noget med forfatterskabet alligevel….

Han smilte slapt –: Selv om det blev til noget – stort vilde det aldrig bli; det vilde ikke skaffe mig nogen stilling. Og med min energi at ta mig sammen og paa regulær vej skaffe mig en stilling … bare for at vente og se om der muligens skulde bli noget moro som du siger – han lo: nej det gider jeg s’gu ikke! Saa meget mere som jeg slet ikke tror noget paa den moroen. Nej, jeg gaar heller min vej strax.

Jeg trodde ikke noget videre paa det, men i ethvert fald, jeg vilde ikke spørge ham nærmere ud om det. Jeg vilde ikke at den omstændighed at han saadan ligesom paa forhaand havde bundet sig til at gjøre det skulde spille med ind som motiv for handlingen naar det kom til stykket – og jeg blev liggende og se ligegyldig ud i luften som om jeg tænkte paa noget andet.

– Naa det er jo sandt, sa jeg lidt efter: du og Hjalmar var jo hos Falsens igaaraftes. Hvordan havde dere det der?

Jarmann betragted mig først med et underligt bittert blik. Saa sa han slapt –: aa jo noksaa moro. Sat sig saa ned paa stolen ved siden af sengen og ligesom tænkte sig om; men sa saa pludselig –:

– Det var forresten noksaa moro hos Falsens igaar. Vi spiste godt, og vi fik vin til maden og champagne til deserten. Og saa dansed vi. Og tilslut fik vi kaffe og curaçao og sad og passiared sammen. Den yngste frøken Falsen og jeg sad alene henne ved vinduet, hun paa en stol, og jeg oppe i viduskarmen, i en nonchalant stilling. Vi talte om forskjellige ting og saa kom hun blandt andet til at fortælle mig at igrunden var hun kjed af livet. Livet var ikke noget værdt sa hun. Jeg skelte ned paa hende –:

– Aa livslede, sa jeg, ikke andet! det er det ikke vanskeligt at bli kurert for.

– Hvordan det?

– Jo, ser De frøken –: naar De er kjed af livet, saa er det fordi der mangler Dem noget.

– Naa ja?

– Ja, og det som mangler Dem, det er ikke noget andet end – kan De gjætte hvad?

– Nej, det kunde hun ikke gjætte.

– En fyr!

Hun saa paa mig.

– Ja er det ikke det kanske? – Jeg lo.

Hun slog øjnene ned og betænkte sig lidt. Saa saa op paa mig og lo, hun ogsaa –:

– Jo, sa hun.

– Ja der kan De se. Det er jo den simpleste ting af verden. De behøver bare at komme op til mig saa skal De strax bli kurert.

Hun for op i forskrækkelse –: Er De gal!

Jeg smilte rolig –: Nej kjære Dem frøken, det er jo den simpleste og naturligste ting af verden.

Hun saa usikkert prøvende paa mig –: hvad er det De mener?

– Naa, sa jeg skjødesløst, De mener at det ikke gaar an? Men det gjør ingenting; for De kan slippe ind uden at bli set.

– Aa De er gal! – Hun var midt mellem at le og bli sint.

– Nej frøken, det er mit ramme alvor.

Hun betænkte sig lidt. Saa sa hun rolig –: Det værste var jo ikke, at bli set.

– Naa De er bange for det som kommer bagefter? Pyt, det behøver De ikke at være. Ved De ikke vi har lynafledere?

– Lynafledere? – Nej. Hvad er det for noget?

– Det er noget frøken, som gjør at der ikke kommer noget bagefter.

– Hun svarte ikke, men jeg snakked videre om lynafledere og om hvor dumt det var af folk ikke at benytte dem mere end de gjør. I begyndelsen hørte hun paa mig med nedslagne øjne, men siden, da hun var blet vant til det saa hun op og talte selv med. Tilslut fortalte hun mig at hendes veninder ogsaa var enige i det at det var et ynkeligt liv unge damer lever nu fortiden, og jeg bad hende bare sende dem op til mig allesammen.

Hun lo. – Jaja, sa jeg, kom selv ialfald saa skal nok De bli kureret.

– Det er nok temmelig realistiske midler De foreslaar, ropte frøken Rabe henne fra bordet hvor de andre sad; hun havde vist lyttet.

– Ja frøken, jeg er realist, svarte jeg tilbage.

Og saa sat frøken Falsen og jeg os hen til de andre og snakked med om forskjellige ligegyldige ting. Men hun sad hele tiden og saa alvorlig hen paa mig, ligetil vi skulde gaa. –

Jarmann slutted sin fortælling og blev siddende og se ud i luften.

Jeg lo. – Nej du er fan’en ta mig en frejdig fyr, sa jeg. Hvormange gange har du vært sammen med hende før?

– Aa, jeg har danset nogen gange med hende; men det er første gang jeg saan egentlig har talt med hende.

– Naar agter du at expedere hende?

– Det maa s’gu være temmelig snart hvis det overhodet skal bli – og Jarmann saa igjen alvorlig hen paa mig.

Men jeg bøjed atter af. – Du! sa jeg; du skulde forresten ikke fortælle det der til altfor mange; det vil ikke være videre bra for hende.

Det irritered ham øjensynlig. – Jeg fortæller det ikke til andre end mine venner, sa han brusque.

– Jaja, men hvad mere end to ved er nu ikke længer nogen hemmelighed.

Jarmann saa paa mig –: Om du stod i forhold til en dame – vilde du saa ikke fortælle det til nogen?

– Jeg vilde ha trang til at fortælle det til én.

– Og hvem er den ene? – Han saa paa mig som om han ønsked og vented at den ene skulde være ham. Men jeg rysted paa hodet –:

– Nej, ingen af dem jeg nu kjender vilde jeg ha lyst til at betro det til.

Jarmann sad en stund uden at sige noget.

– Du holder vist ikke af dine venner! kom det tilslut lidt braadt.

– Nej, egentlig talt ikke. Jeg er nu engang slig, desværre. Jeg kan ikke egentlig holde af nogen med mindre jeg lever et virkeligt liv sammen med dem, et liv med fælles interesser, fælles planer og fælles haab, i den samme sfære, blandt de samme mennesker. Og nu lever jeg jo slet ikke, jeg har ingen interesser, ingen planer, ingen haab mere; derfor kan jeg ikke holde af nogen. Slig er jeg.

Han havde stirret mig stivt ind i ansigtet mens jeg talte. Nu saa han bort og blev siddende i tanker. Saa om en stund sa han –:

– Jeg holder af mine venner jeg! – Det lød som en bebrejdelse.

Jeg trak paa skuldrene –: ja, du er ikke som jeg … og desuden du lever sammen med dine venner.

Ny pause. Saa sa han igjen –:

– Jeg holder af dig ogsaa!

– Jeg ved det. – Jeg trak igjen paa skuldrene.

Han vented en stund paa at jeg skulde sige noget mer, men der kom ingenting. Saa sa han:

– Jeg vilde gjerne, du skulde holde af mig ogsaa!

Jeg blev rørt. – Ja herregud, sa jeg, det vilde jeg svært gjerne selv ogsaa. Men jeg er jo syg, aandelig syg, psykisk indtørket jeg holder af ingenting.

Han saa ned. – Nejnej, sa han, jeg kan jo ikke være nogenting for dig. Du har jo paa en maade gjort mig til den jeg er, saa det er rimeligt jeg holder af dig. Men for dig har jeg bare vært en adspredelse …

– Nej, engang leved vi virkelig sammen, og da var du mig noget mere.

Han hørte ikke hvad jeg sa; han var blet siddende og stirre ud i luften, hensunken i bitre tanker –:

… Saa var det altsaa sandt alligevel det som Helmer og Henrik altid havde sagt ham: at jeg var en kold egoist …. Han var kommen herop idag med varmt hjerte, havde villet betro mig alt det han havde lidt i det sidste, sin sidste kamp og sejer nu inat … havde villet ta et farvel med mig som med ingen af de andre – og saa havde jeg ikke engang villet høre paa ham, havde koldt bøjet af og talt om noget andet hvergang jeg mærked han vilde ind paa det. Jeg trodde naturligvis ikke noget paa det hele … og desuden brydde jeg mig jo ikke det bøs om ham … aa jeg havde ikke noget hjerte…. At han ikke havde opdaget det før; det havde jo ligget saa klart i dagen! … Havde ikke jeg fra først af draget ham til mig ved bestandig at tale som ud af hans eget hjerte, og saa da han var kommen til at holde af mig fordi vi begge tænkte og følte ligedan, havde de samme længsler og den samme vilje, saa var jeg blet kjed af ham og havde stødt ham fra mig …. Jeg havde leget med ham; mens han havde git sig hen uden reservation. Og ikke bare det … nej nu husked han det: altid naar han havde vært glad eller begejstret over noget saa havde jeg bestandig plukket det hele istykker for ham og betat ham begejstringen…. Som nu sidst med denne stakkers skisse. Han havde vært saa glad i den at viljen og lysten til at leve var stormet frem i ham igjen – og saa havde jeg modtat den saa koldt og bare bemærket, at publikum vilde sige: «ikke andet»…. Og fra den dag af var det at den uigjenkaldelige beslutning var begyndt at modnes i ham. – Gudbevars, det var ganske rigtigt bemærket; men hvorfor havde ikke jeg selv lagt nogen sympathi for dagen; den var da et stykke af hans liv, og havde jeg holdt af ham saa var jeg personlig blet grebet af den – og mere havde han ikke forlangt …. Nej, jeg holdt ikke af ham … og forstod ham ikke!… Og alligevel havde han bestandig holdt af mig og havde selv i dag sagt mig det. Og hvad havde jeg svaret! –: «jeg vidste det»! … Det var dog for galt! – Vel, jeg holdt ikke af ham – saa skulde jeg heller ikke faa vide noget mere om ham; han vilde ikke lægge disse sidste dage af sit liv aabne for mig saaledes som han havde tænkt … og han vilde ikke sige mig farvel. – Aa jeg skulde ha vidst at om nogen dage var han borte … jeg skulde ha vidst hvad han havde at sige mig – jeg havde nok sagt, at jeg holdt af ham, om ikke for andet saa for at faa stoffet til de sidste blade af min bog! … Men det var igrunden godt som det var; nu skulde jeg ikke faa det – jeg fortjente det ikke ….

Og en blanding af bitterhed og foragt lejred sig om hans mund –: he! jeg vilde skrive en bog om ham, jeg som ikke forstod ham bedre! …

Han rejste sig og gik et par gange frem og tilbage mellem sengen og vinduet. Stansed saa og saa ud.

– Der er hun igjen, hun derover i fjerde étage, sa han; hun har tændt lampen og staar og spejler sig. Det er da fan’en saa gjerne hun vil sees; hun trækker aldrig gardinet for før hun forstaar at nu ved vi at hun ved at vi beglor hende. – Hun er s’gu vakker forresten.

Han talte i en oprømt tone; han havde gjort en af sine sædvanlige bratte overgange. Jeg smilte.

– Jeg har saamæn aldrig faat se hende, sa jeg; da jeg var oppe, la jeg aldrig mærke til hende.

Han blev staaende en stund og se paa hende. Vendte sig saa pludselig om –:

– Nej jeg faar gaa, sa han kort, hængte sabelen om sig, sa koldt adjø og gik. –

Jeg laa alene igjen med en ubehagelig fornemmelse – næsten som en slags samvittighedsnag. Jeg maatte tænke paa et brev fra ham til Henrik ifjor vaares. Der havde han skrevet –: «Forholdet mellem Herman og mig er nu tilsyneladende det gamle; han har flere gange vært oppe hos mig. Men jeg ved ikke om det er fordi han har en følelse af at han har noget at gjøre godt igjen, eller det er i mangel af noget andet at bestille. Du skjønner at naar den reflektion paatrænger sig mig – og det gjør den uvilkaarlig saa er den gamle hengivelse der gav forholdet dets skjønhed umulig. Jeg tør ikke længer være mig selv. Jeg sidder hele tiden med den pinlige fornemmelse, at enten kjeder jeg eller jeg er et middel til et øjebliks adspredelse. At jeg under disse omstændigheder ikke søger ham men han mig, siger sig selv. Og dog – skjønt jeg nu altsaa selv skulde ha faat personlig erfaring for, at Herman virkelig er slig som du og Helmer stadig har sagt, nemlig at hans interesse for En er af saa egoistisk art at naar han vel har gjennemrodet vedkommendes indre, til der ikke mere er noget nyt at finde, saa gir han ham siden døden og djævelen – jeg kan alligevel ikke tro at det er saa. Og konklusionen bliver derfor den samme gamle –: Herman er det dejligste menneske jeg har kjendt.»

Jeg maatte huske paa dette brev. – Det havde han skrevet dengang, og ligetil idag havde han ikke villet tro at jeg virkelig var slig som Henrik og Helmer paastod – nu trodde han det. – Jeg var lej for det igrunden … hvorfor havde jeg ikke sagt ham, at i grunden holdt jeg af ham, at var der nogen af mine kammerater jeg skulde havt lyst til at leve og arbejde sammen med saa var det ham! … Men fan’en, hvad kunde det ha hjulpet! Det kunde jo aldrig bli til det saa alligevel. Jeg var jo ude af historien, og han var s’gu ikke den som kunde hjælpe mig ind i livet igjen … saa der var jo ikke noget mere at gjøre ved det hele ….

Men jeg gad ikke tænke mere paa dette nu; det var for ubehageligt. Og jeg ringte paa pigen, fik lampen tændt og gav mig til at læse videre i Zola.

*

Fra mig gik Jarmann op til Hjalmar og Henrik, hvor han ogsaa traf Helmer. Efter aftensmaden fik han dem alle tre med op til Woll hvor de blev siddende og drikke toddy om aftenen og havde det noksaa gemytlig. Forresten savned de Johnsen. De vilde havt ham siddende der stille paa en stol og se til; han virked saa velgjørende bare ved at være tilstede. Men Johnsen var nogen dage iforvejen rejst ud i verden paa en ganske pudsig maade – det var godt slig til –:

En aften nede paa en tredje klasses re stauration hvor han sad sammen med en pige og spiste tilaftens, havde han truffet paa en fyr som hed Bülow, og som sad der sammen med en veninde af Johnsens pige. Denne Bülow drev en liden forretning. Med et lager af sortferniserede lærredsbogstaver og hvide cartons rejste han omkring fra by til by og solgte skilter, af den slags som hænger i alle butikvinduer. Først gik han rundt i byen og optog de ordres som var at faa; sat sig saa til hjemme paa hotellet i nogen dage og klistred de bestilte skilter op; afleverte dem til kunderne, fik pengene – og rejste saa videre til næste by. Det var en ganske indbringende forretning sa han til Johnsen, men man burde være to om den; én skulde gaa omkring og opta ordres, den anden skulde sidde hjemme og klistre. Og saa tilbød han Johnsen at gaa ind som kompagnon i firmaet og bli ejer af halvparten af lageret mod at indskyde vær dien af denne halvpart: 200 kroner.

Johnsen sendte øjeblikkelig et telegram hjem til sin far –: «Send 200 kroner. Kvit mig for bestandig. Brilliant forretning. Gal, om du ikke sender pengene!»

En eftermiddag nogen dage efter da Jarmann ikke havde set Johnsen hele dagen, gik han derop. Johnsen var hjemme og gik trallende omkring mellem sine pakkenelliker, som laa spredt ud over borde og stole –: Imorgen rejser jeg! sa han leende og gned sig i hænderne. Jarmann sat sig ned paa en stol og saa til, mens Johnsen trallende pakked sagerne sine ned. Da saa kufferten var pakket, laaget trykket paa og hængelaasen sat for – gik de ud sammen og drak sig fulde til afsked.

Dagen efter rejste han – ud i verden for at klistre skilter. Og nu var han borte. Aa hvor gjerne Jarmann vilde havt ham her saa de kunde vært sammen disse sidste dage! men det lod sig nu altsaa ikke gjøre. –

Lidt før de gik fra Woll proponerte Jarmann dus mellem ham og de tre andre –: Dere skal sige «du» til hverandre! sa han; jeg vil ha det! –

Paa den maade blev hans to forskjellige bekjendtskabskredse dus.

*

Dagen efter, første Paaskedag var de allesammen til middag hos frøken Rabe. Ved kaffeen havde Jarmann en liden scene med den yngste frøken Falsen. De to var tilfældigvis blet alene i det ene af værelserne. Han laa flot henslængt paa sofaen og holdt en avis op foran sig; hun sad bag sofaarmen, hvor han hvilte sit hode, og vifted sig. Pludselig kasted han hodet helt bagover paa sofaarmen og saa op paa hende, bag avisen –:

– Har De tænkt paa det jeg sa Dem sidst? spurgte han.

– Ja. – Hendes øjne begraved sig i hans.

– Kys mig saa, sa han. Og hun bøjed sig ned og kyssed ham bag avisen. –

– De møder mig iaften klokken otte ved uhret! hvisked han efterpaa.

– Ja.

Mere fik de ikke talt, for saa kom der nogen.

*

Dagen efter igjen, 2den Paaskedag om formiddagen, var frøken Rabe og begge frøknerne Falsen i æggedosislag oppe hos Hjalmar og Henrik. –

Den yngste frøken Falsen sad henne i den amerikanske gyngestol, og Jarmann stod ved siden af, let bøjet over hende og saa hende ned i øjnene mens han gynged hende sagte frem og tilbage.

– De kom ikke? sa han hviskende.

Hun slog først øjnene ned uden at svare; saa saa op paa ham igjen og sa –: Jeg turde ikke … jeg følte mig saa alene … og saa blev jeg ræd.

– Vel, kom i folketheatret iaften; saa taler vi nærmere om det.

– Ja! sa hun resolut. –

Og saa gynged han hende videre og talte om andre ting.

*

Om aftenen klokken elleve kom Jarmann op til Hjalmar og fandt ham siddende henne paa sengekanten i underbuxerne; han holdt paa at klæ af sig.

– Nej fan’en! – hun kom ikke! sa Jarmann med det samme han kom ind.

Hjalmar trak paa skuldrene –: Nej slig er de fruentimmer!

– Naa ja, skidt med hende; nu er det for sent, der er ikke mere at gjøre ved det og Jarmann slængte sig hen i sofaen og blev liggende og stirre op i luften.

– Du! sa han lidt efter –: jeg fandt et ganske morsomt brev til mig derhjemme iaften. Det var fra kaptejn ***. Han underretter mig om at de 32 kroner jeg skylder en nevø af ham for manuduktion i jus har han udbetalt samme nevø for min regning; han forventer be løbet indbetalt til sig igjen inden otte dage ….

– Kalder du det ogsaa moro! sa Hjalmar, og putted sig under dynen.

Jarmann lo –: ja nu kan han ha det saa godt, det svinet! – Og han rejste sig op og blev siddende og blade i bøgerne derhenne paa bordet. Lidt efter sa han –:

– Du Hjalmar! generer det dig at jeg blir liggende lidt her paa sofaen og læse? Jeg er ikke søvnig og gider ikke være alene ….

– Nej værsgod, lig saa længe du har lyst for mig. Jeg sover lige godt for det. –

Jarmann blev siddende og rode i en bunke hæfter af «Nyt Tidsskrift», som laa fremme paa bordet, læste saa indholdsfortegnelsen højt og gav karakter for hvert enkelt produkt –:

– Skidt! … lort! … drit! lød de fleste karakterer; et enkelt «aaja!» kom indimellem. – Og saa skriver Irgens Hansen, at «Nyt Tids skrift» har vært en betydningsfuld faktor i vort aandslivs udvikling! hahaha! – Det var en inderlig latter. –

Han blev liggende og døse paa sofaen uden at bestille noget.

Hjalmar sovned af. Men ud paa morgensiden vaagned han ved at nogen pusled om i værelset. Han aabned øjnene –: henne ved sofaen stod Jarmann oprejst paa gulvet og rulled en cigaret … tændte den over lampen, skrudde lampen ned og blæste den ud – og listed sig paa taa hen til døren, lukked den forsigtig op og forsvandt.

Hjalmar tændte en fyrstikke og saa paa klokken –: den var over fem.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.