Fra Kristiania-bohêmen

av Hans Jæger

XXXV.

Ved elvetiden vaagned Jarmann, vendte sig i sengen, gned sig i øjnene, gabte og saa sig om i det lille værelse – hvad mon klokken var? …

Pludselig gik det op for ham at dette var hans sidste dag. Han blev med ét lys vaagen, hopped ud af sengen, rulled gardinet op og saa ud i det trange gaardsrum. Deroppe over tagene var der sol og vaarglans i luften og det begyndte at gjære med vaarfornemmelser inde i ham ogsaa. Han smilte sørgmodig –: nu skulde alting til at leve op; bare han, han alene skulde dø midt i vaaren …

Blodet skjød raskere fart gjennem aarerne – det var som om hans unge legeme revolterte sig imod dødstanken. – Og han grebes af medlidenhed med dette unge legeme som idag sprat af liv og kraft men imorgen skulde overgives til forraadnelsen. Stille vemod sneg sig ind over ham og betog ham, og han blev staaende der ved vinduet i den hvide nat skjorte med haanden paa gardinsnoren og stirre op gjennem gaardsrummet op imod lyset og luften deroppe. Og øjnene fyldtes lidt efter lidt, og draabe for draabe trilled taarerne sagtelig ned ad de blege fine kinder og drypped én for én ned paa gulvet ….

… Aa nej, det var nok ikke bare moro at være nødt til at gaa i hundene….

Han rulled mekanisk gardinet ned igjen, sat sig hen paa sengekanten med albuerne paa sine knæer og panden hvilende i hænderne og lod taarerne rinde saalænge de vilde …

Tilslut stansed de af sig selv. Et blødt sanseligt velvære havde sænket sig ned over ham mens han græd, og han følte sig usigelig mildt og vemodig stemt. Langsomt trak han klæerne paa, pusled stilfærdig omkring i værelset og gjorde toilette og sat sig saa hen og drak sin kaffe altsammen i den samme bløde vemodige stemning. Og da han var færdig med frokosten sat han sig stille hen i sofaen og røgte sin morgenpibe, uden at tænke, givende sig helt hen til dette bløde sanselige velvære. – Aa hvor det gjorde ham godt! …

Han blev siddende hensunken i det en lang stund. – Men saa pludselig husked han igjen at dette var jo hans sidste dag – og han rev sig ud af den bløde stemning, rejste sig op og saa efter i sin portemonnæ. Ry sted saa paa hodet –: der var ikke mere end et par kroner – det var resten af hele maanedsgagen som han denne gang havde beholdt selv helt og holdent …

– – En stund efter sad han oppe hos Hjalmar og drak portvin sammen med ham og Henrik. Han havde tat sit glas med sig hen i vindusposten, sat sig op der med benene paa en stol, ryggen lænet mod vinduskarmen, og sad og spejded gjennem det aabne vindu nedover gaden. De to andre sad henne i sofaen. Pludselig vinked Jarmann –:

– Du Hjalmar, her skal du se: nu kommer han!

Hjalmar gik hen til vinduet og bøjed sig udover –: ja, ganske rigtig, der kom bybudet med alle Jarmanns uniformssager; de skulde til «onkel». –

Lidt efter kom bybudet op –: han havde ikke faat mere end 15 kroner paa det hele. –

Længer ud paa formiddagen kom Helmer ogsaa derop, og ved middagstid tog de en landauer og kjørte en tur ud over Drammensvejen. Jarmann var overordentlig livlig og munter paa vejen; han sad der paa bagsædet ved siden af Hjalmar, flot lænet tilbage, og talte og lo uafladelig, hilsende fornøjet paa de kjendte de mødte. Indtil de kom saalangt ud at der ikke var flere folk – saa sank han sammen og talte ikke mere. Og lidt før de rak Bygdø sa han pludselig –: Nej, nu tænker jeg vi har vist os nok … hej, kusk! vend. Men længer inde blev han livlig og munter igjen, talte og lo igjen uafladelig og hilste straalende fornøjet paa dem han kjendte. –

Efterat Jarmann og Helmer havde spist middag hos Ingebret sad de igjen oppe hos Hjalmar og Henrik og drak portvin. Woll var ogsaa kommen derop. Og hele eftermiddagen blev de siddende der og tale om selvmord og diskutere fornuftigheden og ikkefornuftigheden af at Jarmann tog sig afdage. Hjalmar tog ikke del i diskussionen og heller ikke Jarmann selv. De to sad bare der i sofaen og blæste røgen ud fra sig og hørte paa, af og til nippende til vinen; Hjalmar stille og alvorlig, Jarmann lys og fornøjet: han befandt sig inderlig vel ved at være samtalens midtpunkt.

Tilslut da Helmer mente tydelig at ha bevist at Jarmann heller burde leve videre og se til at bli forfatter, og absolut vilde ha ham selv til at være enig i det, aabned Jarmann endelig munden og sa slapt –:

– Ja, jeg kan ikke modbevise dig … jeg gider ikke tænke det igjennem en gang til; men jeg føler, at jeg maa – der er ikke noget mere at gjøre ved det.

– Jamen, sa Helmer, selv om du ikke kom til at skrive saa meget – du kunde jo altid skrive ligesaa meget som f. ex. Gustav Holm.

Men da rejste Jarmann sig ganske bleg –: Tror du jeg vilde leve et liv som Gustav Holm, sa han indigneret. – Nej det er jeg ved gud for god til. Og dermed sat han sig stolt ned igjen og røgte videre.

– – Efterat Jarmann ud paa eftermiddagen havde vært en tur nedom H. Paulsen & Co. og bestilt fem flasker champagne og en bundt fine cigarer – det skulde naturligvis ogsaa betales imorgen fjerde Paaskedag gik de om aftenen i folketheatret hvor de havde tat en loge. Det var Lindbergs selskab som spilled, men et kjedeligt stykke. Jarmann saa ikke paa scenen, bare sad og passiarte og mored sig med at se paa publikum, især damerne; specielt var det frøken Roustan han var forelsket i; hun sad i logen ligeoverfor. – I mellemakterne var han forceret munter og smilte og nikked fornøjet til bekjendte nede i parkettet –: han «viste sig» her som i landaueren om formiddagen. Bare to han kjendte vilde han ikke hilse paa; det var Fritz Hassel og Gustav Holm som sad dernede paa første bænk i parkettet. Da Gustav Holm nikked op, skubbed Jarmann til Henrik med armen og sa –: Gustav Holm hilste herop – vi benaaded ham ikke med et nik! …

De havde ventet paa hverandre udenfor theatret. Da de var der alle sa Jarmann –:

– Ja, saa gaar vi altsaa hjem og drikker afskedsbægeret!

De gik tause op over gaden. Saa stansed Woll og sa til de andre –: Egentlig saa burde vi nu forhindre ham fra at dræbe sig …

Jarmann lo. Men Henrik som tog bemærkningen for alvor sa indigneret –: Nej, ved du hvad –: saa meget holder vi da allesammen paa den individuelle frihed!

– Va’ kje meningen kan du vite, svarte Woll leende. – Og saa gik de videre.

De gik hjem til Hjalmar og Henrik. Champagnen var kommen. Efter aftensmaden som de spiste i taushed inde i værtindens spiseværelse og hvor Jarmann bare drak en kop the – han kunde ikke faa andet ned gik de ind paa Henriks værelse hvor afskedslaget skulde holdes.

Det bleggrønne værelse var festlig oplyst med to store dobbeltbrændere, dertil lys. Med sine nedrullede persienner og bogreolerne langs væggene tog det sig helt koselig ud. Især henne i hjørnet ved vinduet, hvor to lænestole og en amerikansk gyngestol var placeret omkring det runde bord foran sofaen og hvor de fem champagneflasker var stillet op som drabanter omkring den høje lampe med det side japanesiske lampenet, med et lys ved siden af til cigarerne. –

– Nej, nu glemte vi jo alligevel at gaa indom Sommer og hente champagneglasser, sa Helmer med det samme de kom ind; det var da fan’en ogsaa, vi gik jo lige der forbi.

– Aa skit, sa Jarmann, det gjør ikke noget. Du Woll! vi to gaar derhen sammen.

De to gik, de tre andre slog sig ned ved bordet derhenne i hjørnet omkring champagnen; Henrik og Helmer i sofaen, Hjalmar i lænestolen ligeoverfor – og tændte en cigar.

– Gad vidst om vi blir fulde af det her’e? sa Helmer.

– Aa er du gal! sa Henrik – én flaske pr. mand!

Hjalmar sa ingenting, bare blæste en tyk røgsky ud i luften.

– Ja, for blir Jarman fuld, sa Helmer, saa blir han sentimental og saa faar vi en scene – og det er ikke hyggeligt.

Hjalmar tog cigaren af munden –: Er det virkelig meningen at han vil skyde sig … og det tror jeg næsten det er siden jeg saa bybudet drage afsted med alle uniform sagerne hans idag … saa blir han fan’en ikke fuld hvormeget han saa drikker.

Og de blev siddende og tale frem og tilbage om sandsynligheden af at han vilde gjøre det eller ikke, indtil Jarmann og Woll kom stormende ind, med champagneglassene triumferende løftet i vejret.

Saa rejste Helmer sig –: Rask lad nu champagnen knadle! sa han, greb en flaske, skar i en fart hysingbaandene over, vrængte staaltraaden af, lod proppen flyve i taget med et knald og champagnen skumme i glassene, mens Jarmann og Woll slog sig ned ved de to ledige bordender og tændte sine cigarer. Og saa hæved Helmer sit glas –:

– Mine herrer! jeg ønsker Dem velkommen til dette afskedsgilde for vor ven dødskanditaten og ber Dem med mig tømme dette bæger for ham med det ønske: at skyder han sig saa gid han ialfald maa gjøre det godt saa godt at han undgaar al legemlig smerte.

– Ja død og pine! død og pine! ropte de andre i munden paa hverandre, rejste sig og greb sine glas –: skal det gjøres maa det s’gu gjøres godt – skaal!

– Dere kan være ganske rolig – skaal! sa Jarmann, som ogsaa havde rejst sig.

Glassene tømtes, de unge mennesker sat sig ned igjen og fyldte dem paany og blev siddende der og klinke og drikke og røge og passiare.

Først om alvorlige ting: om livet og døden; om livets fattigdom og om ungdommens utilfredsstillede længsler – om døden som har lægedom for alt….

– Gud maatte vide hvorfor de ikke tog livet af sig allesammen, sa Jarmann tilslut.

– Woll var simpelthen for fejg.

Henrik klødde sig bag øret –: a nej, saalænge man havde en økonomisk basis at staa paa ialfald – hvorfor saa ikke dille videre? … man kunde aldrig vide….

Hjalmar tømte sit glas, fyldte det igjen og blæste med velbehag cigarrøgen fra sig –: han forstod simpelthen ikke hvordan nogen kunde ta livet af sig, han loved sig meget af livet endnu –: enhver lykkelig situation vendte altid tilbage, men bestandig i en forbedret udgave.

– Skaal! sa Helmer; vi lever ialfald allesammen paa basis af selvmordets umulighed.

Saa talte de om andre ting: om de fraværende venner, om Herman Eek som laa syg, om Johnsen som var rejst ud i verden for at klistre.

– Johnsen ja … aa hvor Jarmann ønsked at havt ham her og sagt farvel til ham! han blev vist den næste af dem som kom til at skyde sig.

– Nej, det trodde ingen af de andre.

– Hvorfor ikke? – Jarmann studsed trodde de kanske ikke, at han heller kom til at gjøre det.

Helmer trak paa skuldrene –: Tschja….

Henrik og Woll trodde nok han vilde, men vidste ikke om han kunde naar det kom til stykket….

– End Hjalmar? trodde han kanske at faa se ham igjen imorgen?

Hjalmar skotted leende hen paa ham og sang –: Paa linjen! paa linjen! trarata, trarata, trara!

Jarmann blev alvorlig og rejste sig med glasset i haanden –: Jeg forsikrer dere, sa han: jeg er ligesaa vis paa at jeg kommer til at gjøre det som om jeg alt havde gjort det. Jeg føler det som noget der ikke mer staar til at ændre; som – ja hvad skal jeg sige –: som om jeg havde git min arm en sidste ordre og saa nedlagt kommandoen over mit legeme. Naar tiden kommer vil armen udføre ordren, det føler jeg, og jeg kunde ikke holde den tilbage selv om jeg vilde. – Selv om en arv nu pludselig kom dumpende ned over mig, jeg vilde ikke kunne la være ajo naturligvis, det maatte jeg jo kunne, da vilde jeg vel dille videre jeg ogsaa … naa ja, den kommer jo ialfald ikke – skaal!

De drak og der blev en lidt pinlig taushed hvor de bare røgte og saa ud i luften allesammen. Men saa vendte Helmer sig spøgefuldt mod Jarmann –: Naa jaja, imorgen befinder du dig altsaa i helvede.

Jarmann lo –: Ja, og naar jeg der træffer sammen med hans sataniske majestæt og med alle de intelligente mennesker som har levet, saa skal jeg ta dig i forsvar Helmer! Jeg skal fortælle dem om dine elendige nerver som ikke engang taaler at du bruger fruentimmer; om sveden som perler frem paa dine tindinger bare du spiser en god boeuf; kort sagt forklare dem hvad du er for et elendigt kadaver saa de kommer til at forstaa hvorfor du har lat selv den del af livet løbe fra dig som det er os arme stympere beskaaret at kunne faa fat i. Og saa skal du se de slipper dig ind alligevel naar du kommer og banker paa. – Skaal! velkommen efter!

De lo og klinked og talte videre om Helmers adgangsberettigelse til det intelligente selskab i helvede. Kom saa over til at tale om dem der ikke var adgangsberettigede, Og værelset hylled sig mere og mere ind i en gulgraa taage, ansigterne farvedes af champagnen, røsterne blev højere, og den ene talte i munden paa den anden mens de sad der i det fantastiske gulgraa lys og lod det regne ned med foragt over alle disse forbandede kræ som danner dødvægten i samfundet; de hvis ungdom gaar op i stræv med at skaffe sig en økonomisk stilling saa de kan gifte sig og avle børn og dø som brave «agtede» borgermænd….

– Og de er ikke bedre de andre heller, sa Jarmann foragtelig, disse affektert-blaserte fyrene som gaar omkring med slappe miner og optrukne øjenbryn og lader som de ser ned paa livet som de igrunden er saa inderlig glad i. – Som nu f.ex. Gustav Holm og Fritz Hassel – saa dere dem dernede paa første bænk i parkettet i aften! med sine op trukne øjenbryn og hængende mundviger! … Saa de ikke gud hjælpe mig ud som de var tat ned af galgen, efter at ha hængt der til de var døde.

– A fan’en, du kjender dem nu ikke saa godt, at du kan vide hvordan de har det, sa Henrik.

– Det er det samme, sa Jarmann; jeg hader dem, det er nok! skaal for satan! … Naa gudskelov, der var da andre at se paa i theatret end dem. Aa den dejlige frøken Roustan! dere saa hende hvad! Skaal for hendes dejlige nakke, hendes fine profil, hendes korte faste buste, hele hendes dejlige skikkelse skaal for hende! – Og han drak glasset helt ud og sank tilbage i den amerikanske gyngestol, grublende over dette dejlige hode og denne betagende figur.

– Aa! brød det tilslut ud af ham: tænk om det var hos hende jeg skulde sove min sidste nat istedetfor hos en skjøge i Vika! Dævelen annamme mig! …

De andre sad og saa paa ham mens han blev siddende og stirre ud i luften.

– Ja, sa Henrik tilslut, den sidste nat burde vært en kjærlighedsnat.

Jarmann gjemte ansigtet i sine hænder –: Aah, sa han med klagende røst, at skulle dø uden at ha elsket! … Elske? … elske? … Fór saa hæftig op –: Er der nogen af dere som har elsket? virkelig elsket? – Nej, det er jo sandt – han lod sig falde slap tilbage igjen uden at vente paa svar –: der er jo ingen af os som har elsket. Ingen. Ingen! . aa for en verden vi lever i! … Aldrig ha elsket – og alligevel dø! Aahh! – Og han sank sammen der han sad og gjemte igjen ansigtet i hænderne.

Slig blev han siddende en stund. La saa én haand paa hver af gyngestolens arme og bøjed sig stærkt fremover saa fødderne stødte haardt imod gulvet –:

– Nej, nu vil jeg gaa! sa han brusque, greb glasset og tømte det tilbunds. – Er der nogen af dere der har saameget som et par kroner?

– Ja, Hjalmar havde saavidt og skjøv pengene hen over bordet til ham.

Men Jarmann mærked det ikke der han sad, foroverbøjet med ansigtet i hænderne –:

– Lad mig faa kappen og huen, sa han mat og ligesom i søvne; jeg vil gaa.

Hjalmar gik ind i værelset ved siden af efter kappen. Da han kom tilbage fandt han Jarmann endnu i samme stilling, de andre siddende og se paa ham gjennem tobaksskyerne i det graagule lys.

– Her er kappen! – Hjalmar pikked ham paa skulderen.

Saa fór han op med et «tak!», tog kappen, slængte den om skuldrene, sat mekanisk huen paa og blev staaende der med slapt nedhængende arme og se sløvt paa de andre.

– Nej, sa han saa, jeg vil ha et glas til, det er det sidste glas champagne jeg drikker. Og han skjænked i og drak det ud i et drag og blev igjen staaende og se sløvt paa dem. Men saa glimted det underlig op i de smaa øjne –:

– Farvel! sa han blødt; jeg elsker dere allesammen! – og han rak først Henrik haanden.

Men pludselig, istedenfor at ta Henriks haand, faldt han haardt ned paa det ene knæ foran sofaen, kasted sig frem over ham og gjemte ansigtet ved hans skulder.

Man vented en voldsom hulken men der kom ikke en lyd. Rolig, ganske rolig, som et sovende barn laa han der vist et helt minut. Og Henrik rørte sig ikke, bare skotted med blanke øjne ned paa Jarmanns hode og kjæm ped med graaden.

Helmer og Woll sad tause paa sine pladse, Hjalmar stod oprejst midt paa gulvet; allesammen kjæmped de med graaden.

Tausheden begyndte at bli uhyggelig. Men saa hørtes pludselig Wolls lune, slæbende Bergenserstemme –:

– Er det ikke fan’en? – det klang som om han pludselig havde gjort en interessant opdagelse –: alt alvorligt her i livet involveren igrunden noget komisk!

Alle smilte. Jarmann rejste sig stille op og viste et fuldstændig roligt ansigt; bare et underlig blødt skjær i de blaabrune øjne –:

– Neida, sa han; det skal ikke bli noget komisk.

– Jamen … jamen … sa Henrik efter et øjebliks stilhed – og graaden var igjen lige ved at ta ham –: hvorfor skal da det menneskelige være komisk!?

Jarmann blev rørt, tog hans haand, trykked den varmt og saa ham taknemmelig ind i øjnene –:

– Farvel!

Henrik beholdt haanden og saa en stund intenst op i Jarmanns ansigt som om han for bestandig vilde indprente i sin hukommelse disse kjendte kjære træk. Slap saa endelig haanden og sa et tonløst –: farvel!

Jarmann rak haanden over til Helmer i det andet sofahjørne –.

Og Helmer bøjed sig frem og tog den og sa forceret muntert –: Jaja, farvel da du! Vi sees igjen enten deroppe! eller dernede! med en haandbevægelse opad og nedad.

– Tsja! smilte Jarmann og trak let paa skuldrene. Vendte sig saa mod Woll som rejste sig fra bordenden ligeoverfor og gik ham imøde. Midt foran bordet hvor Hjalmar havde siddet mødtes de.

– Farvel du Woll! Og tak for det vi har levet sammen.

Woll saa paa ham en stund, lod saa øjnene glide tilside ud i værelset og sa eftertænksomt og ligesom ligegyldig forundret –: Det er igrunden ganske rart at skilles slig!

Saa vendte Jarmann sig mod Hjalmar som havde vandret langsomt op og ned ad gulvet røgende sin cigar og beobachtende det hele –:

– Farvel!

Hjalmar tog haanden, trykked den og sa –: Vel mødt paa linjen imorgen. Forresten skal jeg lukke dig ud. –

Jarmann saa endnu engang paa dem alle og sa saa –: Jaja farvel da! Aa hvor jeg elsker dere allesammen … det er dejligt at være sammen med intelligente mennesker! Hils de andre … og sørg dere for mit eftermæle. –

– Dit eftermæle faar du jo i Hermans bog, sa Henrik.

Jarmann trak brynene sammen og saa et øjeblik mørkt hen for sig –:

– Det er igrunden en skammelig bog!

De andre saa paa ham. – Hvordan det? spurgte Henrik.

– Aa! – det kom nervøst lidenskabelig –: jeg har lagt mig selv ganske aaben for ham, git mig helt hen – jeg har holdt af ham. Men Herman kan ikke holde af nogen!

Hjalmar havde sat sig ned i lænestolen igjen. Nu saa han op paa Jarmann –:

– End om Herman selv var den, der har lidt mest under det ikke at kunde holde af nogen? – Eller har du kanske ført en slig dødningetilværelse som han?!

Jarmann betænkte sig lidt –: Anej, sa han saa, du har ret! Det er dog dejligt at kunne gi sig hen. – Hils Herman fra mig. Han har sagt mig saa mange væmmelige ting i det sidste, men hils ham alligevel. – Og han gik til døren.

De andre blev siddende, undtagen Hjalmar som fulgte med for at lukke ham ud.

Men henne ved døren stansed Jarmann og vendte sig om igjen. Der gik en nervøs skjælven igjennem ham –:

– Jeg ved at jeg dræber min mor med det samme, men …

Stemmen svigted, han kunde ikke sige mere, bare trak skuldrene i vejret og hylled med en næsten krampagtig bevægelse kappen om sig. Tog saa i klinken og vilde gaa, men vendte sig endnu engang og sa –: Du Woll! følg mig ud.

Og dermed gik han, fulgt af Hjalmar.

Woll rejste sig og gik efter. Ude i entréen fandt han Jarmann alene, Hjalmar var gaat ud paa trappegangen. Jarmann greb hans haand, trykked den varmt og længe i sin men sa ingenting. Og Woll sa heller ingenting. Taust som de havde levet sammen, sa de hverandre farvel. De blev staaende der i mørket holdende hverandre i haanden, vist et helt minut. Indtil pludselig Jarmann trak haanden voldsomt til sig ligesom ved en kraft anstrængelse og gik rolig ud af entrédøren og ned ad trapperne.

Hjalmar gik foran –: Tog du de to kronerne? spurgte han et stykke nede i trappen.

Jarmann strøg sig nervøst hen over panden og husked sig om –: Jeg ved ikke … nej det gjorde jeg vist ikke….

– Vent et øjeblik! – Og Hjalmar løb gesvindt op ad den mørke trap og ind igjen og hented pengene som var blet liggende paa bordet ved siden af Jarmanns glas.

Da Jarmann nede i den mørke trap skulde ta imod pengene mærked Hjalmar at hans haand storskalv. Han tog den derfor underfra i sin og holdt den fast, mens han la pengene ned i den.

– Er du sikker paa der er to kroner? spurgte Jarmann; han kjendte der var smaapenge.

– Akkurat.

Saa lukked Jarmann haanden til omkring pengene, putted den mekanisk ned i den vide kappelomme og gik videre ned trappen. –

Udenfor porten sa Jarmann endnu engang farvel. Og Hjalmar sa igjen rolig –: Vel mødt paa linjen imorgen! – Eller hvis ikke, la han til –: saa tar jeg til huen. Og med en let bøjning af overkroppen førte han haan den op til huens bræm og blev staaende i en ærbødig stilling.

Jarmann greb hans haand og trykked den –: Tak! … farvel! …

– Du Jarmann, sa Hjalmar og beholdt haanden i sin –: jeg har ikke villet sige noget for eller imod deroppe, hverken i eftermiddag eller iaften. Det var din sag at veje alting for og imod inden du tog din beslutning, og jeg vilde følt det som et forsøg paa at gjøre et indgreb i din selvbestemmelsesret om jeg havde blandet mig i den ting efterat du havde gjort beslutningen op med dig selv. Og det vilde jeg ikke, derfor sa jeg ingenting. Men som sagt: vel mødt paa linjen imorgen – eller hvis ikke! …

Han slap Jarmanns haand og førte igjen haanden op til huen med den lille ærbødige bøjning af overkroppen.

– Farvel! sa Jarmann rørt; vi sees aldrig mere. Vendte sig saa om og gik rask nedover gaden.

Hjalmar stod og saa efter ham til han forsvandt ind ad porten i Kristian August, rysted saa langsomt paa hodet og gik underlig vemodig stemt op til de andre.

De sad der stille i det graagule slørede lys omkring champagnebordet, luften kjendtes trykkende naar man kom udenfra, der var noget opbrudsmæssigt ved de tomme flasker.

– Tror du han gjør det? spurgte Helmer, strax efter at Hjalmar var kommen.

– Gu’ gjør han det! sa Henrik med en nervøs gysen.

Woll bare stirred ud i luften uden at svare, Hjalmar sat sig ned og røgte videre med rynkede bryn.

Der blev ikke sagt mere. Det var den sidste flaske de holdt paa med, den blev tømt i taushed, og saa lukked Hjalmar Helmer og Woll ud. Da han kom op igjen havde Henrik aabnet begge vinduerne; selv stod han bøjet over vaskevandsbollen og baded ansigtet nede i den. – Hjalmar sat sig træt ned og saa paa ham.

Pludselig retted Henrik sig op, stirred ham et øjeblik ligesom angst ind i øjnene og sa saa mens vandet randt ned ad det forstyrrede ansigt –:

– Du! jeg tror han har gjort det alt!

– Nej! sa Hjalmar og stamped i gulvet! Rejste sig saa og gik ind paa sit værelse og lukked døren efter sig.

*

Jarmann havde vært inde paa værelset og hentet pakken med revolveren og de 25 patroner, og havde saa begit sig afsted nedover mod Vika. Langsomt og mekanisk gik han der midt i gaden med revolverpakken under den venstre arm og begge hænder stukket slapt ned i kappelommerne.

Gaden laa mørk nedover med sine sparsomme gaslygter, én paa det ene fortoug, og én paa det andet, med lange mellemrum. Han gik dem forbi, en efter en. Hvor de saa ensomme ud der de stod alene midt i mørket og kasted sit usikre lys ind over fortouget og op ad den nærmeste husvæg! Ikke et menneske var at se. Og saa stille, saa dødningeagtig stille. Lyden af hans egne fodtrin paa den haarde jord var det eneste han hørte. Og saa spøgelseagtige de hørtes, det var ligesom det ikke var hans egne trin. Han følte sig tilmode som om han gik i søvne, benene bar ham mekanisk nedover, han førte dem ikke, de gik ganske af sig selv.

Han tog hen Søgaden og op Bakkegaden. Ved det øverste hus paa venstre haand det første, hvor der var lys – stansed han og gik op paa gangen og banked paa hos Louise.

– Hvem er det?

– Mig!

– Hvilken mig?

– Mig vel!

– Ikke alene.

Saa banked han paa hos den ene efter den anden af de fire andre fruentimmer i samme gaard – overalt samme svar. Undersøgte saa hele Vinkelgaden, gaaende mekanisk fra dør til dør – overalt samme svar:

– Ikke alene!

Men han blev ikke utaalmodig. Lidt før eller lidt senere, det var akkurat det samme, det hasted ikke, og han havde det sikkert paa følelsen at ét steds vilde han tilsidst slippe ind.

Det bar ned bakken forbi «Dueslaget» og hen Mellemgaden forbi «Mutter». I gaarden bortenfor « Mutter» gik han ind, banked først forgjæves paa den yderste dør, gik saa længer ind i gaardsrummet og vilde netop til at gaa ind ad kjøkkendøren for gjennem kjøkkenet at komme ind til Anny, da et stort fruentimmer trén lige frem imod ham og spærred ham vejen.

– Skal ikke ha nogen miltærer her, sa hun foragtelig. Det var værtinden.

Jarmann saa slapt paa hende, slog kappen tilside og pegte paa de brede røde rænder i buxerne –:

– Jeg er ikke nogen miltær.

– Aa naa, det er en kádet – om for ladels, værsgod! – Og fruentimmeret gik tilside og slap ham forbi.

Han banked paa døren. Anny ropte komind, og han gik ind i værelset. Det var et smalt, blaamalet rum med et vindu i den ene ende, og i den anden en stor seng, indbygget som et telt i det hvide forhæng: nogen oljetryk af de sædvanlige over sofaen og kommoden. Og midt i teltaabningen, halvt overende, sad Anny i hvid nattrøje med den røde dyne over sig og saa hen paa ham med plirende, søvnige øjne.

– Jeg vil bli her inat, sa han kort og la revolverpakken fra sig paa bordet.

– Nej, jeg er saa træt! – hun la sig tilbage i sengen og gabte og strak sig.

– Du skal faa ti kroner.

– Nej, jeg er saa træt! – hun gabte igjen.

– Ja det hjælper ikke, jeg vil bli her. – Og han kasted rolig kappen hen i sofaen og begyndte at klæ af sig, ganske mekanisk.

– Da maa jeg ialfald ha 15 kroner saa træt som jeg er gutten min.

– Gjerne det; jeg har saa brugt 50 kroner før idag alligevel. – Og han klædde videre af sig og krøb ind gjennem teltaabningen til hende og putted sig ned under den røde dyne.

Hun la armen om halsen hans og gjorde sig elskværdig tiltrods for søvnigheden, og da han saa strøg med haanden ned ad hoften hendes under linnedet, var med ét den mekaniske søvngjængerfornemmelse borte, drifterne vaagned i det unge legeme og han vælted sig over hende. – –

Hun blev ved at være elskværdig bagefter ogsaa og laa og klapped og kjælte for ham, det var en reel pige som vilde gi valuta for pengene. Og han lod sig klappe.

– Er ikke jeg en kjæk fyr? spurgte han saa.

– Aa, omtrent som alle de andre, svarte hun koldt og holdt op med at klappe ham.

Han saa sørgmodig paa hende –: jeg vilde gjerne du skulde ha syn’s det, sa han; for jeg synes godt om dig og da vilde det vært saa hyggeligt.

Saa smilte hun og la armene om ham igjen, sa han var en sød gut alligevel, og gned sig kjælent op ad ham. – Og drifterne vaagned igjen og han tog hende. –

– Nu maa jeg faa lov til at sove, sa hun bagefter; jeg er saa træt.

Han kyssed hende –: Aa en eneste gang til saa er du sød?

– Jaja, men saa maa jeg faa sove! – Og hun gjorde sig endnu mere elskværdig og kjæled for ham og hidsed ham for at faa en ende paa det….

– Godnat! sa hun og kyssed ham, da det igjen var forbi.

– Godnat!

Han blev liggende en stund og se paa hende mens hun laa der med lukkede øjne. – Det er sandt, sa han saa og tog hende i armen –: du maa vække mig imorgen kl. sex.

– Ja, svarte hun halvt isøvne. –

Han blev igjen liggende en stund og se paa hende og ønsked at hun ikke havde vært søvnig, men saa faldt trætheden over ham ogsaa, det hele blev ham aldeles ligegyldig og han stirred tankeløs op i taget.

En liden stund efter sov han som en sten.

*

Klokken var næsten halvotte da Anny vaagned. Lampen brændte derhenne paa bordet, men dagslyset overvandt den fuldstændig, tiltrods for det nedrullede gardin. Jarmann laa rolig ved siden af hende paa ryggen med armene overkors og sov som et barn. Hun rusked ham i armene –: Klokken er mange!

Han slog øjnene op, saá et øjeblik paa hende, husked saa det hele. Men det var som om det ikke kom ham ved, den mekaniske stemning var igjen kommen over ham –: Er den over otte? spurgte han rolig.

– Nej, men strax halv.

– Naa saa gjør det ingenting. – Og han kjælte hende lidt, laa hos hende og stod saa op og klædde paa sig. – Hun blev liggende, træt, med halvlukkede øjne.

– Jeg lar kappen ligge – et bybud kommer ned og henter den med femten kroner, sa Jarmann; han stod færdig paaklædt midt paa gulvet.

– Jaja, sa hun halvt i søvne.

Saa gik han hen til sengen, bøjed sig ned over hende og kyssed hende, sa godnat og tog saa revolverpakken under armen og gik.

Ude var der frisk morgenluft, det havde regnet lidt ud paa morgensiden men nu var det fuldstændig klart igjen. Solen faldt langs hen gjennem hele gaden, og de smaa lave huse saa helt venlige ud. Huset nedenfor der hvor han kom ud stod værtinden og soled sig i den aabne port. Han sa muntert godmorgen og førte smilende haanden op til huen; han følte sig igrunden saa inderlig let og glad, og vilde alle mennesker saa vel. Værtinden nikked sit godmorgen igjen og han gik videre.

Nede paa Vestbanen viste uhret tyve minuter paa otte. Piperviksbugten laa spejlblank udover i disig morgenluft, fire fem skuder, sorte og grønne, med sejlene udslaat til tørring over paa Akershussiden, inde ved kajen et par skonnerter, ogsaa med sejlene oppe til tørring; de lossed. Arbeidet gik muntert, folkene saa fornøjet ud, han var ogsaa fornøjet, hvorfor skulde man ikke være fornøjet – og han slentred i en behagelig slap døs udover Filipstadvejen, løste op pakken, putted patronerne i lommen og lod den blanke revolver blinke i solskinnet. – Længere ude løb nogen skidne smaaunger og legte midt i gaden og spærred ham vejen. Han fejed dem lempelig væk med revolveren –: afvejen unger, ellers skyder jeg dere! og dilled videre, mens smaaungerne et øjeblik saa forskrækket efter ham, men saa legte rolig videre.

Strax udenfor Akers mekaniske værksted hæver der sig en knudret bjergknaus fra stranden og skyder sig et stykke ud i fjorden. Det er Tyveholmen. Han steg op paa den og gik et stykke udover.

Tilvenstre hørtes hammerslag paa jern fra det mekaniske værksted som laa skjult bag Tyveholmens ryg. Tilhøjre nedenunder laa Filipstad baadhavn hvor en mand rejste fra baad til baad og slog ud sejlene til tør ring mens et par andre gik dernede ved baadhuset og pusled med noget smaatarbejde. Og ret foran laa Kristianiafjorden spejlblank udover i morgendisen med enkelte smaa krusninger hist og her. Og over det hele blikstille og sol.

Han blev staaende og se, først ned i baadhavnen, saa udover fjorden, slapt og fredelig stemt. Og det faldt ham ind som en tanke –: hvad om han nu skulde ha levet videre? Men det var en kold tanke, han tænkte den ikke ud, gav ikke sig selv noget svar, bare la mekanisk en patron i revolveren, sat benene ud fra hverandre for at staa stødt, spændte hanen og sat revolveren ind i munden. Studsed saa –: han følte det kolde staal mod ganen, men underligt nok: ingenting derinde i ham revolterede sig imod det.

Saa trykked han af.

Han faldt tungt forover paa siden og den venstre tinding knustes mod den knudrede stengrund. Havde ikke kuglen dræbt ham vilde faldet ha gjort det. Men kuglen var gaat tværsigjennem livsknuden, nodus vitalis, og havde skaaret den over; han havde ikke hørt sit eget skud. –

Folk stimled sammen fra begge kanter, en ti tolv mennesker. Et par af dem løfted ham op – han var sten død. Saa sendtes der bud efter en drosche og han kjørtes paa hospitalet. –

Liggende i fuld uniform udstrakt paa et bord oppe i ligstuen blev han undersøgt af reservelægen og mors konstateret.

– Se efter om det er syfilis, sa reservelægen til en af volontørerne da han var færdig. Volontøren knapped Jarmanns benklær op og undersøgte ham –:

– Nej, der er ikke noget at se!

Reservelægen studsed –: 24 aar – og ikke syfilis? – Hvad kunde det da være? – Han maatte ha vært sindssvag….

Saa blev der bredt et lagen over ham, og reservelægen og medecinerne gik sin vej, diskuterende motivet til dette selvmord….

*

Ved middagstide mellem to og tre gik en høj, mørk, mager kadet opover hospitalsbakken; øjnene var stirrende, gangen nervøs, de smale læber tæt sammensluttede. Det var Hjalmar som kom for at se liget. Bag de sammenpressede læber bed han tænderne sammen, og nede i de vide kappelommer bevæged fingrene sig som klør –:

– Han vilde ha fat i dem der havde gjort det!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra Kristiania-bohêmen

Fra Kristiania-bohêmen er Hans Jægers hovedverk. Boken utkom 11. desember 1885. I november hadde Jæger sendt ut fortalen, hvor boken ble annonsert som et angrep på «de tre gigantiske granitkolosser, som bærer den gamle kultur og det gamle samfund og holder al aandsfattigdommen oppe –: kristendommen, moralen og det gamle retsbegreb».

Rett etter utgivelsen ble boken beslaglagt og Jæger ble dømt til 60 dagers fengsel. Begrunnelsen for dommen var at boken inneholdt pornografiske avsnitt, men sannsynligvis var det bokens samfunnskritikk som var avgjørende. Jæger mistet også jobben som stortingsreferent.

Året etter forsøkte Jæger å få boken utgitt igjen, forkledd som Julefortællinger af H. J i Sverige. Jæger fikk en ny dom for forsøket.

Beslagleggelsen vakte stor oppsikt og førte til en intens debatt om trykkefrihet og kunstens plass i samfunnet.

Les mer..

Om Hans Jæger

Hans Jæger var en sentral skikkelse i bohembevegelsen, vanligvis kalt Kristiania-bohemen. Kristiania-bohemen var en politisk og kulturell bevegelse på 1880-tallet med sentrum i Kristiania. Andre kjente bohemer var Christian og Oda Krohg. Kristianiabohemene var politisk radikale og kjempet mot sosial urettferdighet, dobbeltmoral og kristendommen. I litteraturen og kunsten var bohemene påvirket av naturalismen, man skulle «fotografere» livet. Jæger gikk enda lenger og mente at alle mennesker burde skrive roman om sitt eget liv.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.