Gamle Kristiania-minder

av Rudolf Muus

X. KLINGENBERG – TIVOLI

70Hvor interessant maatte det ikke være, om man ved at ta paa sig et par «Lykkens kaloscher» som H. C. Andersen benyttet og traske om i det Kristiania, som var for halvandet hundre aar siden, dengang universitetets tomt var en sump og Studenterlunden en ypperlig jagtgrund for snepper og bekkasiner, da graaben luret ved bygrænsen, og det ikke var ondt for harer paa Ekeberg. Men man kunde jo komme adskillig tilbake i tiden, naar bedsteforældre fortalte om dengang de var barn.

Traditionerne om det gamle Klingenberg kan som bekjendt føres tilbake like til aar 1689. Da lot det til at ha været et ilde berygtet traktørsted. Det laa vel ogsaa nede i det følgende sekel, og først i 1820-aarene, da «det borgerlige sommerselskap» fik sit lokale her, synes Klingenberg at ha kommen sig noget op.

Klinkenberg var det oprindelige navn, og selv ut over mot femtiaarene sa den ene til den anden: «Skal vi gaa paa Klinken?» Og tjenestepikerne talte om «Kostebal paa Klinken» (kostumebal). Dit gik man, naar man skulde slaa sig rigtig løs.

Og kunde man vel om sommeren tænke sig noget vakrere tilflugtssted inde i byen end Klingenberg med dets grupper av høie, skyggefulde trær. Her servertes 71alskens mat og drikkevarer, var karusell. kilebane, og den ene bygning efter den anden reiste sig – alle av træ. Det var den gamle gulbrune træbygning oppe paa bakken. Apollosalen, den senere Florasalon, hvor sangerinder optraadte. Saa var det Klingenbergs ridehus og Klingenbergs teater mot Klingenberggaten og festsalen mot Filosofgangen, hvor nu Theater Moderne ligger. Omtalte gulbrune restaurationsbygning skulde være den ældste bygning paa Klingenberg. Det skulde ha været en populær kafé hvor folk likte sig godt. Her optraadte nok ogsaa engang i tiden sangerinder og det gik temmelig frit til. Her holdtes en gang et opsigtsvækkende hryllup. En rik og eksentrisk engelskmand hadde forelsket sig dødelig i en smuk taterpike, Esmeralda. og for hendes skyld fulgte han banden paa dens omflakken i Norge og fristet livet vildt paa tatervis. Endelig fik han hendes paarørendes samtykke til giftermaalet og taterbrylluppet feiredes paa Klingenberg. Desværre erindrer jeg ikke brudgommens navn og ser mig heller ikke istand til at angi aarstallet for begivenheten. Han hjemførte sin vilde smukke brud til sit herresæte i England. Men det varte nok ikke længe før Esmeralda rømte fra ham og gik paa fantestien igjen.

Jeg kan endnu i mindet gjenkalde mig det gamle Klingenberg, fra jeg var der som niaars gut. Likeoverfor Klingenberg begrænsedes Studenterlunden mot Stortingsgaten av et brunt stakit, her og der avbrutt av kakeboder.

Vi kom ind i Klingenberghaven, hvor løvtrærne stod i sit fulde sommerflor, og jeg blev helt ør av menneskemylderet og den megen musik der. I festsalen saa vi optræden av et kinesisk akrobat- og jonglørselskap, 72blandt hvilket udmerket sig et saakaldt «Fluemenneske», som promenerte i taket med hodet ned mot publikum, ja endog drak en halv øl i denne stilling.

Mit næste besøk der var ved studenternes store høstfest. Her var Café Chantant, hvor studenter i kostume sang de populære viser «Lars husmand», «Mordet i Schweitz», «Statsfysikus paa Rasmussalen» o. fl., cirkus, menageri, hvor blandt andet forevistes egte KarlJohansløver og svenske bjørner.

I et panorama saa jeg for tolv skilling «Paris ved nattetid» – jeg førtes ind bak et forhæng og tittet i et mørkt glas. Der kom nok mange penger ind til byggefondet for det nye studentersamfund.

En ældre slegtning av mig hadde en sommeraften tittet ind paa Klingenbergs dansesal og gav en drastisk skildring av livet der. Damerne var av en mer end tvilsom art, og herrerne hadde under dansen sine piper i munden og dampet løs og røken blandet sig med støvskyen, som gjøv i veiret under de dansendes føtter. Av og til kom en mand med en havesprøite og slog vand ind mellem de dansende. Atmosfæren var mer end frygtelig.

I de følgende aar var jeg av og til paa Klingenberg og overvar forestillinger, der var gefundenes fressen for en gut. Cirkus Loisett, Arabertruppen Ben-Zu-Zug, tryllekunstneren Seeman, «heste, hunde og apekatteater», menagerier og endelig «Jorden rundt i 80 dage» som satte os gutter i stormende henrykkelse, ikke mindst fordi vi der fik se indianere paa scenen. Intet under at ordet Klingenberg hadde en god klang for vore øren.

Den svenske skuespiller og teaterdirektør Knut Tivander som fremførte «Jorden rundt i 80 dage» skulde 73senerehen utføre det store verk at forvandle det gamle Klingenberg til et moderne forlystelsessted i likhet med Kjøbenhavns Tivoli.

Det var den fjerde november 1877 at Kristiania Tivoli aapnet sin nye port for publikum.

Apollosalens sangerinder var sløifet, dansen henlagt til Klingenbergs ridehus, festsalen omdannet til varieteteater og restaurationslokalerne oppudset og nymontert. Det bedre publikum viste sig at finde veien til det nye etablissement. Og gategutterne sang:

Og Klingenberg og Klingenberg og Klingenberg forgaar,
men Tivoli opstaar – ja, Tivoli opstaar.

Først næste sommer hadde jeg anledning til at komme dit og sandelig var forvandlingen iøinefaldende. En plaskende fontæne omgit av blomsterbed, kunstige grotter og lysthus, hvor der servertes, og en serie av malerier av norske landskaper, som tok sig udmerket ut – paa avstand. De var forresten malt av en viss Høiback, som fusket i alle mulige kunstarter og som var pot og pande hos Tivander. Saa var her paviljonger med smaateatre, Cagliostroteatret, Kasperteater og Colibriteatret, hvor en viss «admiral Colibri» optraadte i straalende uniformer. Det var en dverg, en pen tækkelig liten fyr, som var født i Kristiania og egentlig het Ole Olsen. Videre var her skytepaviljong, karusell og kraftprøver. Til den sidste knyttet sig fra Tivolis første aar et sørgelig minde. En staut østerdøl var med nogen medlemmer av sin familie kommen ind til Kristiania for at gjøre indkjøp til sit forestaaende bryllup. Den unge kakse og hans følge var ute paa Tivoli og moret sig og levet godt. Utpaa aftenen vilde da brudgommen 74forsøke sig paa kraftprøven. Han var en kjæmpekar og i følelsen av sin ubændige kraft hævet han køllen, den faldt ned med et smeld, men selv faldt han død om paa stedet. Et blodkar var sprunget.

Mange Kristianiafolk vil endnu bære Knut Tivavnder i mindet baade som skuespiller og menneske, tyk, men dog saa let i vendingen, at han kunde være med paa en ballet og med sit joviale, hjertensgode ansigt. Tivis, som man kaldte ham, vandt snart en stor popularitet. Han tænkte sig vel, at han skulde leve og dø som direktør paa Tivoli, men det var anderledes bestemt.

Kristiania viste sig endnu ikke moden for varieteen, snart maatte Tivander gaa over til operetteteater. Saa tok han op «Boccaccio», som da gik sin seiersgang over Europas scener. For Tivoli teater blev det ogsaa en succes, og hele byen sang Boccaccios glade melodier.

Det første aar gik det ret godt for Tivander, men siden gik det nedadbakke. Og dette hadde han dansebulen mot Klingenberggaten at takke for. Her holdtes de saakaldte Nisseballer, som besøktes av de mest berygtede kvinder, der etablerte etslags forbindelse mellem dansesalen og Vikas glædeshuse. Dette bragte hele etablissementet i miskredit og det bedre publikum svigtet det. I 1879 forlot Tivander Tivoli som en ruinert mand. Hvad han beholdt tilbake, var kun sit gode humør. Atter flakket han omkring med teaterselskap, og naar det gjestet Kristiania, viste det sig at han hadde bevart publikums yndest. Selv paa en stekende het søndag midt paa sommeren, trak hans brilliante Lundstrøm fuldt hus.

75Efter Tivander blev S. Asker direktør paa Tivoli. Fra denne tid har jeg endel fornøielige minder.

Allerede i en aarække hadde det været fast takst at aarets russ skulde ha sit tilhold paa Klingenberg. Saaledes ogsaa i 1882. Russen hadde fri adgang til haven og hadde sit standkvarter i Florasalonen, hvor der var jubel og blev pokulert og av og til skudt sammen til en punschebolle. Paa Tivoli teater spilte et dansk selskap, hvis primadonna var en blond, ung, smuk frøken Ludvigsen, som straks blev russens utkaarede yndling. Flere av dem var helt dødelig forelsket i hende. En aften hun kom ind av Tivoliporten, blev hun fluksens omringet av russen og baaret paa guldstol til teatret.

Naar Tivoli ved 12-tiden lukket sine porte, var russens stemning paa høidepunktet, saa marsjerte de op paa universitetet og sang og holdt taler i søileindgangen. Nu har altid politiet vist megen overbærenhet mot russen. Men det kunde gaa for vidt ogsaa. En nat vandret en stor flok av dem i gaasegang gjennem gaterne og sang av fuld hals:

Ritsch ratsch filibombombom.
Er det no du vil saa kom, kom, kom!

Enden blev at politiet skred ind og arresterte anførerne, og hele banden fulgte med op paa politistationen. Alle erklærte de sig jevngode og ilagdes 5 kroners mulkt pro persona for gateuorden, hvilket vedtokes.

Anden dag deretter kunde man se en hel vognkortege stevne opover mot Møllergaten 19. Det var Minervas forbryderske aspiranter, som kom for at betale sin syndegjæld.

76Fem og tyve unge mænd steg av hver sin ekvipage og toget ind paa raadstuen. Fem og tyve hvite konvolutter overraktes kassereren, i hver av dem laa 5 kroner i etøringer. Skulde mene at han fik sit svare mas med at tælle op.

Men ak, russeglæden fik nok for mange en bitter eftersmak – ved den skriftlige prøve var der et stort mandefald.

Blandt de strøkne var en senere forfatter B. S. som hadde sværmet sterkt for frøken Ludvigsen. Selv læste hun utfaldet i en avis nede paa hotel d’Angleterre og sa om B. S.:

«Stæggels dreng, han gik rejekt.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gamle Kristiania-minder

I samlingen Gamle Kristiania-minder beskriver Rudolf Muus forskjellige områder og steder i og rundt Kristiania på begynnelsen av 1800-tallet: Ullevål, Grefsenåsen, de mange løkkene som omkranset bykjernen, markeder, kafeer, Klingenberg og andre forlystelsessteder. Han tar også for seg en del av byens innbyggere, som for eksempel velstående familier, musikanter og skuespillere.

Samlingen kom første gang ut i 1923. Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Rudolf Muus

Med sine 286 utgivelser er Rudolf Muus en av de mest produktive forfatterne i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.