XI. LANGVIK – FREDRIKSBORG

XI.] rettet fra: X. (trykkfeil)

77Hvor voldsomt har vi ikke set Kristiania vokse og utvide sig siden vore skoledage? Skulde vi ut paa jordbærtur, behøvde vi ikke at gaa længer end til St. Hanshaugen. «Haugen» var dengang som et forvokset vildnis, hvor det her og der græsset en ko og vokste vakre markjordbær inde mellem buskene. Saa hadde vi Urianienborgskogen, hvor kirken nu kneiser stolt. Ogsaa et utflugtssted for smaagutter. Prof. Yngvar Nielsen fortalte, at han var med paa ekspeditioner til samme sted for at fange rompetrold. Men senerehen stod det stygt ry av Urianienborgskogen efter at mørket var indtraadt formedelst de mange selvmord, som blev begaat der.

Dengang behøvde man ikke at ta milelange jernbanereiser for at plukke nogen liter bær eller faa sig en ret ferskvandsfisk. Grefsenaasen laa der som et halvt ukjendt eventyrland med rike bærmarker og fisk i de mange tjern. Og Maridalen kunde by paa de samme herligheter.

Idetheletat kunde dengang Kristianiaboerne ha følelsen av selv at eie byens omegn. Ekeberg var fager, vild og uberørt, fristende deilig til en kjøretur paa en 78sommerdag. Stranden var ubebygget, fri og aapen for enhver til at bade og fiske. Forøvrig behøvet man ikke at gaa længer end til Piperviken for at skaffe sig en ret fersk torsk til middag.

Ellers var nu folk svært flinke til at gaa tilfots, ikke forvænte av sporvogner. Rigtignok gik der i sommertiden en deligence fra Stortorvet til Grefsen bad. En gul kassevogn med indgang bakerst, hvor stigbrettet var, gik fra torvet til Kaysalen. «Den gule feber», kaldte man den. Til Skarpsno gik en lignende sortlakert vogn, som kaldtes «Den sorte død».

Bygdø eller Ladegaardsøen, som den dengang kaldtes, var nu det mest lokkende utflugtssted for Kristianenserne, baade høi og lav. Det var et staaende uttryk: «Skal du paa øia og danse?»

Øen hadde ikke saadanne forlystelsessteder som Bygdø Sjøbad, Dronningen og Bygdønæs at by paa. Det hadde kun sin herlige, idylliske natur, hvor ingen skilter med «Uvedkommende forbydes adgang» stengte veien, nei, øen laa aapen og tilgjængelig for alle; der var plass nok for folk i de mørke skoger og de grønne lovlunder, langs stranden kunde man bade uten at genere eller generes, og der fandtes yderst billige bevertningssteder. Saa var det Langvik, det gamle forlystelsessted, senere omdøpt til Fredriksborg.

Her avholdtes «med høie øvrighets tillatelse» dans to ganger om uken, onsdag og søndag. Paa disse dager gik fra Stortorvet to tresæters vogner til Fredriksborg, hver rummende 10 personer. Kom en kvinde først op i en av vognene, kaldte man hende en «lokkedue». Taksten var otte skilling.

Mange av Kristianias unge herrer søkte ut til Langvik for at lære den ædle dansekunst. Blandt dem var 79en viss Brambani, som var meget ivrig etter at danse, men hadde ondt for at komme i takt med sin dame og ofte slog sig sta som en hest. Naar han saa for en liten stund kom igang i dansen, ropte hans venner anerkjendende:

«Naa gaar det godt, Brambani!»

Og dette blev siden et staaende uttryk utover byen og bruktes ved mange leiligheter. Hjemme hadde vi en rød hest, som hadde tilhørt familien Brambani. Den hadde det med pludselig at stanse og bli staaende som fastnaglet i gaten, saa hverken slag eller rop kunde drive den videre – ikke før Brambani, som vi kaldte den, selv vilde. Da var det intet andet raad end at vende og kjøre tilbake igjen. Men til andre tider, naar den var i det lune, kunde den lægge ut i skarpt galop. Da ropte Sagenegutterne, som kjendte den:

«Naa gaar det godt, Brambani!»

Den flotteste danser paa Langvik skulde være den unge skjønaand og apoteker T–. Men den flinkeste danser, som man altid forlangte skulde aapne dansen, var en ung jurist Lambrechts. Naar man ventet paa at dansen skulde begynde, lød det i kor: «Lambrechts paa gulvet!»

Det var mange aar deretter, at apoteker T– var installert paa Gaustad som sindsyk. Den stakkars mand gik som en skygge og hadde liten rede paa hvad foregik omkring ham.

Saa kom en dag tilsynskomiteen med høisesteretsassessor Lambrechts i spissen for at avlægge sit vanlige besøke paa Gaustad. De besaa hele asylet og kom ind i den sykesal hvor bemeldte apoteker befandt sig.

Som T– fæstet sit blik paa høiesteretsassessoren, 80for der som et gjenkjendelsens glimt gjennem hans sløve hjerne, og han roper med stentorstemme:

«Lambrechts paa gulvet!»

Paa Langvik optraadte jevnlig sangerinder, de fleste av dem kom fra Kjøbenhavns kneiper og var yderst tvilsomme, likesom de leverte frivole viser. Men i 1860-aarene fik Fredriksborg et rigtig trækplaster i en svensk sangerinde, som stod i sterk kontrast til sine danske kolleginder. Lydia het hun, var ganske ung og velskapt, og det smukke ansigt bar et saadant sjælfuldt uskyldig uttryk, at ingen kunde nære en skygge av tvil om hende. Hendes stemme var ikke stor, men hun sang med en saadan sjælfuld inderlighet, at hun henrev sit publikum til begeistret bifald.

«Hvarför skall ni tvinga mig at sjunga?» var hendes bravournummer. Og hele Kristiania herreverden valfartet til Langvik for at høre den smukke Lydia synge og beundre hende. Der laa noget saa fint og dannet over hendes harmoniske skikkelse og hele optræden.

Man sa, at Lydia hadde avslaat flere egteskapstilbud fra rike og høitstaaende mænd. Hun valgte en sakfører N–, bekjendt for sin dygtighet og sit vindende væsen, der var ham en god støtte i hans virksomhet.

Man skulde tro, at Kristiania beaumonden vilde stille sig fordomsfuldt overfor den unge sakførerfrue, som hadde været sangerinde paa Langvik. Men Lydia kom, saa og vandt sin position i selskapslivet.

Hun blev en lykkelig hustru og mor til en flok kjække, blomstrende barn. N– kom senere til at indta en høi embedsstilling.

Desværre forandret ikke Langvik sin karakter, 81tvertimot. Drukkenskap og letsindighet tiltok derute i den grad at stedet blev til almindelig forargelse for omgivelserne og ansaaes som en skam for den smukke ø. Saa omdøpte man det til Fredriksborg og forsøkte som bedst at rette litt paa forholdene. Her blev nu dans kun hver søndag. Men forskjellen var ikke stor. Nogen videre anseelse opnaadde ikke Fredriksborg før her ut i ottiaarene aapnedes revyteater. Nu er Fredriksborg en saga blot.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.