Gamle Kristiania-minder

av Rudolf Muus

IV. KRISTIANIA MARKED

25Allerede fra 1840-aarene har vi en beskrivelse av Kristiania marked med dets udprægede folkeliv, dengang det hadde en viss betydning og utgjorde et stevne for tolk fra Øst- og Vestland, Oplandet og diverse fjeldbygder, dengang dølerne møtte frem i deres bygdedrakter. Vi har et maleri fra den tid, som gir et nok saa livfuldt indtryk av markedslivet i det gamle Kristiania.

Men dette aarlige stevne, hvor landsfolket kom trækkende langveis fra for at avsætte sine produkter, maatte litt efter litt tape sin betydning i merkantil henseende, ettersom kommunikationerne utvikledes og muliggjorde en stadig handelsforbindelse mellem hovedstaden og alle landsdele. Nogen betydning beholdt det dog for omsætning av en del varer og som hestemarked. Dertil var markensuken en glad festtid, en slags karnevalstid for Kristiania og omegn.

For os gutter stod «Marken» næsten i like rang med julen. Naar julen var over, og dødvandet var indtraadt med striskjorta og havrelefsa, hadde vi markedet at glæde os til, og begyndte at spare sammen smaaskillinger. Vi syntes marken var storartet, men ældre folk vilde nu gjerne skryte av, at det var 27saa meget gildere i deres tid, dengang de fik en dram for en skilling (3 øre) og varm punch og mat servertes inde i telter.

Kristianiaminder_s26

Allerede ettermiddagen før 1ste markedsdag begyndte livet at røre sig i Kristiania. I spændt forventning saa skoleguttene boderne reise sig, og jøglerne spikre sine markskrikende billeder op. Og næste dag efter endt skoletid begyndte morroen. Da fik vi «markedsskillinger» av forældre, onkler, tanter og bedstemødre. Det var ogsaa gammel vedtat skik, at herskaper skulde gi deres tjenestepiker markedspenger og en fridag til at «ture marked». For tures skulde der, disse tre dage, det hadde enhver uomtvistelig ret til. Det var saa gammelt traditionelt dette.

Indtil langt ut i syttiaarene holdt markedet til paa Stortorvet. Der var det ogsaa mit første markedsbesøk, som staar noget uklart i min erindring. Folk kjæmpet i stime for at komme ind i et stort træskur, hvor Cirkus Halvorsen gav forestillinger. Og paa en slags veranda i en træbygning stod den bekjendte gjøgler Petter Paulsen antrukken som bajads og holdt en vercifisert indbydelsestale til publikum, hvorav jeg kun husker en strofe:

«Her er muntrasjon og spell
Folk dem ler sig mest ihjel.»

Siden henlagdes markedet til Nytorvet, som Youngstorvet dengang kaldtes.

«Hurra for markensgang,
tre for en kake og fire for en dram!»

jublet man i hine dage.

28Alle de tilreisende markedsgjester gav hele byen et livlig præg, og i denne uke var der megen selskapelighet i huserne, hvor der kom besøk fra landet og smaabyerne.

I flok og følge drog skolebarna og ungdom ut for at «ture marken». Fremst paa torvet vis a vis raadstuen hadde konditorerne sine boder, indvendig tapetserte, og i de bakre rækker stod honningkakekisterne fremst. Enhver kavaler hadde den plikt paa sig at forære sin flamme en pose av det høit skattede markedssukkertøi.

Først i skumringen antok markedslivet den rette stemning, arm i arm drog følger under leven og morro fremover, krydset andre følger, og ensomme piker blev mangengang omringet og omfavnet. Hele torvet var som en bølgende maurtue, over hvilket der i disharmonisk kor blandet sig lyden av markedsblaaser, piper, leketrompeter, glade stemmer og musik av lirekasser, blaaseinstrumenter og trommer fra jøglerboderne. Glade sjæle kunde i disse dage ta sig adskillige friheter uten at komme «i kladderne» paa politiet, der viste en overbærenhet i likhet med 17. mai.

I Pløens gate og Youngsgaten og inde mellem Thaulowboderne hadde jøglerne installert sig med sine telter og farveskrikende skilter.

Det var panoramaer, tidligere kaldtes de kosmoramaer, hvilket uttryk blev ombyttet, da man moret sig ved at lage et drastisk ordspil av det. Dette ordspil må nu være glemt, ettersom man har kaldt en av byens kinematografer Kosmorama. I panoramaerne saa man gjennem glaskikkerter ind paa forstørrede billeder, der kunde forestille Chikagos brand, den fransk-tyske krig, Tropmanns henrettelse o. s. v. Hvert aar 29serverte panoramaerne nye norske mordere som Svartebækken, Sofie Johannesdatter, Wallin, Turtermorderen og hvad de nu alle het, ledsaget av lirekassernes bedrøvelige musik, som satte det letfængelige og saare taknemmelige publikum i den passende stemning. Men det mere kritiske publikum moret sig vel ogsaa ved det paa sin maate.

Endvidere hadde man dukketeatre, Laterna Magica, mekaniske vokskabinetter, troldmænd, kjæmper og kjæmpekvinder, Albinos eller lyssky piker, siamesiske tvillinger, sterke mænd, ildslukere, slangemennesker og kautschukdamer, dvergokser, kjæmpeokser og alle mulige rare dyr. Traditionelle var bjørne som danset efter lirekassens toner, saa utlovedes der en pengesum for den, som kunde beseire bjørnen i rygtak. Det kun de ingen uten en eller anden «vildmand» som tilhørte jøglerselskapet. I publikums øine gjorde det litet fra eller til om bemeldte vildmand gjenkjendtes som en egte Vika- eller Vaterlandsgut – det var bare morsomt. Blandt andet var der et sted, hvor man for bare 10 øre kunde faa se «Verdens undergang». Man slap bak et forhæng ind i en halvmørk snever gang, som man fulgte i en viss længde og kom saa ut igjen paa en anden side av kvartalet. Og besynderlig nok tok ikke folk det ilde op, de fik sig ialfald en god latter for de ti øre. Men ved et av de sidste markeder mot midten av nittiaarene var der en løierlig historie, som ikke var smigrende for bemeldte publikums intelligents.

Etsteds paa Youngstorvet meddelte en plakat, at der forevistes en levende havfrue fanget i Atlanterhavet. Nu burde vel gud og hvermand vite, at en havfrue kun eksisterer i eventyrets verden, men nei, der var virkelig dem, som holdt paa den gamle vedtægt, 30at det som stod paa prent maatte være sandt. Saa løste de billet og kom ind og saa en veritabel rødmusset Kristianiapike ligge i en balje med vand, naken til livet, resten i trikot og sprællende med en blikhale. Havfruen blev snart avsløret av en mand, som rev blikhalen av hende. Publikum følte sig høist forarget over at være tat saa gement ved næsen og truet med at storme gjøglerboden. Politiet maatte lægge sig imellem og forby al videre forevisning av havfruen.

Dette var nu en ganske enestaaende episode i Kristiania-markedets annaler. Enkelte av markedskunstnerne kunde være rentut flinke. – Saaledes saa jeg i ottiaarene en ung bergensgut, der virket som tryllekunstner assistert av et slangemenneske. Carlo Ludvigo, som tryllekunstneren kaldte sig, viste en forbausende fingerfærdighet og tok vældig bifald. Mange aar efter gjensaa jeg ham som skuespiller paa Karl Johans-teatret i Tivoli. Da het han Carl Normann og gjorde, megen lykke.

Med det samme maa jeg nævne en liten markedshistorie fra begyndelsen av syttiaarene. Paa Youngstorvet stod en fattig kone og veivet paa en lire og sang skjærende falsk til. Der var nok faa, som paaskjønnet hendes anstrengelser, og hun saa høist ulykkelig ut. Saa kom en blid, tykfalden herre bort til hende og tilbød sig at musicere i hendes sted. Folk flokkedes om ham, da han tok til liren, og han sang, saa man kunde le sig væk, den ene morsomme vise efter den anden. Den stedse voksende folkestimmel lo og jublet omkring ham, tilsidst tok han sin svære, bløte hat av og indsamlet bidrag i den, og der kom foruten smaamynt blanke specier, halvdalere og markstykker. Det var en ganske net sum, han leverte den taknemlige 31fattigkone. Halve byen kjendte nu den manden. Det var Johannes Brun.

I 1869–70 aarene kunde man paa Youngstorvet se en kunstart, der var national, nemlig «Fjelddans». En skomaker fra Valdres, kaldet Knut Valders, optraadte i halling og springar sammen med sin vævre lille hustru. Begge var de flinke, de skulde ha optraadt paa Gardermoen for kong Carl XV, som kaldte hende den norske Pepita i motsætning til den franske danserinde Pepita, der just hadde fortryllet Kristianiapublikummet.

Forøvrig vilde gjerne mange av markedsfolket selv ha sig en svingom i disse glade dage. Mens overklassen søkte hen til teatrene, der gav flere forestillinger om dagen, toget det brede lag til Kasino, Frisjuhall, Knudsesalen, Rasmussalen og Klingenbergs dansesal, hvor dansen gik lystig over tilje.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gamle Kristiania-minder

I samlingen Gamle Kristiania-minder beskriver Rudolf Muus forskjellige områder og steder i og rundt Kristiania på begynnelsen av 1800-tallet: Ullevål, Grefsenåsen, de mange løkkene som omkranset bykjernen, markeder, kafeer, Klingenberg og andre forlystelsessteder. Han tar også for seg en del av byens innbyggere, som for eksempel velstående familier, musikanter og skuespillere.

Samlingen kom første gang ut i 1923. Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Rudolf Muus

Med sine 286 utgivelser er Rudolf Muus en av de mest produktive forfatterne i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.