Gamle Kristiania-minder

av Rudolf Muus

VII. KRISTIANIA TEATER


Kristianiaminder_s43

42I begyndelsen av 1870-aarene var det mange som kaldte Kristiania Teater «Det danske Teater»; skjønt skuespillerne paa to nær var norske. Det danske selskap, som spilte paa Bankpladsen forut for denne tid raadet over udmerkede kræfter, og man kan endnu træffe rigtig gamle folk, som med begeistring taler om Vilhelm Wiehe, Hagen, Rosenkilde, fru Schrumf o. fl. De spillet for fulde hus, mens det norske teater oppe i Møllergaten førte en kummerlig tilværelse. Der var ogsaa dem, som vilde paastaa, at nordmændene ikke duet til at spille komedie. Men litt efter litt isprængtes det danske selskap med fler og fler begavede norske kræfter og norskhetspartiet inden den dramatiske kunst blev stedse sterkere. Den danske dramatiker Johan Ludvig Heiberg som i sin tid dominerte smaken, hadde kunnet erklære «Hærmændene paa Helgeland» for et udramatisk stykke, der ikke egnet sig til opførelse. Han tænkte naturligvis kun paa danske kræfter, og ganske visst kunde ikke «Hærmændene» ha gjort sig med saadanne. Saa leverte Bjørnstjerne Bjørnson sit store slag, og der fulgte en sammenslutning av det norske teaters skuespillere og Kristiania Teaters norske kræfter. Tilbake av de danske blev kun Wolf og Petter Nielsen. Og alt syntes at begunstige norskhetens seier paa det dramatiske 44omraade. Bjørnson og Ibsen stod færdige med sine skuespil, talentfulde skuespillere i sin frodigste utvikling stod rede til at ta de store opgaver op. Men det danske teaters velyndere kunde ikke rigtig forstaa dette nye, som nu brøt frem, overgangen var dem noget vel sterk. De rynket paa næsen av den unge, norske kunst og holdt paa at deres danske yndlinger stod meget høiere. Kan vel være at de hadde ret med hensyn til utførelsen av de danske vaudeviller, som framdeles maatte bibeholdes paa repertoiret, men ellers ikke.

Mange deilige minder har jeg fra mine besøk i «den gamle kassa» paa Bankpladsen som gut. Den var saa visst ikke flot og elegant indrettet, men for os var den kunstens hellige tempel, og naar vi ældre teatergjængere nu træffer hinanden, er vi enige om, at vi aldrig kan finde os saadan hjemme i Nationalteatrets prægtige salon, som i det gamle teater, der var os saa kjært.

Hvor man sat i «den gamle kasse» var man nær scenen. Vi gutter gik i «toppen», i 3die rad i «attenskillingen», kaldet «Paradis», som ogsaa var et fast tilholdssted for studenter, mens «Marken», midtpartiet, regnedes for mindre fint. «Tolvskillingen» længst borte paa siden fik nu gaa an for de mindst bemidlede. I «Paradiset» saa vi godt for 60 øre.

Kristianiaminder_s44

Først og fremst svermet vi for Johannes Brun. Hvilken festlig klang stod der ikke av det navnet, og hvilken 45række festlige minder bevarer vi ikke efter ham! Siden har jeg set mange komikere, men ingen av dem syntes jeg kunde komme op mot Johannes. Høist betegnende er, hvad den gamle danske skuespillerinde fru Heiberg sa om ham, da hun saa ham som Ole i «Abekatten» hvilket stykke hun selv hadde skrevet:

«En skuespiller som paa en gang kan faa publikum til at graate og le, maa dog være den største i verden.»

Ja, Johannes var en skuespiller av Guds naade, et geni. Han var som en kong Midas – alt, hvad han rørte ved blev til guld. Selv den mindste, mest ubetydelige rolle blev til noget i hans hænder. Til eksempel matrosen som kommer frem og synger en vise i sidste akt av «Reisen til Kina». Her tok Johannes sit publikum, saa snart han viste sig paa scenen. Alle mulige heldige sceniske betingelser var blit ham tildel, et bøielig organ, et smukt avslepent bergensk, et ansigt som ikke behøvet meget maskering. I privatselskap hændte det, at han fremstillet maanen, naar den dukker op bak horisonten, først saa man litt av den blanke skalle, siden dukket panden og den morsomme næse op, og tilsidst dukket den runde, milde, smilende, joviale fuldmaane op.

46Naar Johannes istemte sin homeriske latter, lo hele salonen med ham, men hvor han ogsaa kunde røre publikum ved sit hjertegripende spil i alvorlige roller. Man behøver ikke at opregne hans roller, de erindres endnu, om ikke andet saa dog gjennem traditionen. Han var en grundlægger i sine store roller, og alle som senere spillet dem, tok det bedste efter ham.

Utenfor scenen skildres han som uhyre morsom og underholdende, vittig, slagfærdig og en stor spasmaker, men kunde ogsaa til sine tider være en slem ironiker. Det gaar mange historier efter ham, men de fleste er nu altfor velbekjendte. Fru Wolf fortalte en, som jeg vil hitsætte: Hun, Johannes og nogen andre skuespillere var ute paa tourné i smaabyerne. Paa et hotel delte damerne værelse, og om morgenen kom en kone ind med kaffe og smørrebrød til dem. Hun hadde skaut paa hodet og det forekom fru Wolf at være noget kjendt ved det runde ansigtet. Men nu opdaget en av de andre damer at det var Johannes Brun, og det blev latter.

*

Kristianiaminder_s45

Hvor vi gutter beundret fru Gundersen, hendes rene, klassiske ansigt, hendes smukke organ, hendes edle holdning og plastiske bevægelser og al den harmoniske skjønhet som laa utbredt over hele hendes person. Naar hun avleverte sine store replikker var det stilt i teatret som i en kirke, og hun kunde hviske et ord ut, saa det hørtes til den inderste krok av salonen. Ja, hun gav os unge et imponerende begrep om en dronning ved sin Maria Stuart og Hermione i «Et vintereventyr». Ibsens og Bjørnsons djerve kvindeskikkelse hadde i fru Gundersen sin geniale fremstillerinde. Jeg syntes endnu 47jeg kan se hende som Hjørdis i «Hærmændene», hvor hun vækker splid i gildet, senere i den store scene med Sigurd, hvor hun blotter sit livs bitre hjemsøkelse og store hjertesorg, og endelig i sidste akt, da hun i hjelm og brynje, fager og herlig som en valkyrie, vil følge Sigurd i døden og sætte ham «paa himlens kongestol». Og som fru Helvig i «Svend Dyrings hus» da hun gaar igjen og steller med sine forladte, vanrøktede barn. Hvilken gripende skjøn fremstilling av en mor! Jeg husker en bekjendt av mig fortalte mig at han som liten gut medvirket i dette stykket som et av stedbarna, han laa paa halm i sengen, og da fru Gundersen kom ind og med mild, kjærlig stemme sa «Sov søtt barn», virket det saa deilig paa ham, at han sovnet ind og maatte vækkes efter tæppets fald.

Kristianiaminder_s47

Sin sidste triumf feiret hun som oldemor i Bjørnsons «Leonarda».

Man fortæller at, Bjørnson har benyttet Laura Gundersen som model til sin fortælling «Fiskerjenten», og naar de, som kjendte skuespillerinden, læste bemeldte novelle, kunde saa godt tænke sig at saadan hadde hun være som ung pike.

*

48Fru Lucie Wolf var en hjertevindende skuespillerinde, hun var jo saa ungdommelig og saa godt ut, og vi kunde nok tro de gamle, naar de fortalte hvor straalende smuk hun var som ganske ung pike, da hun spillet Sigrid i «Til sæters» og titelrollen i «Regimentets datter». Hun hadde jo en prægig sangstemme og vi saa hende ogsaa i operapartier. Hun hadde et sprudlende humør, som gjorde sig gjældende i farcer og lystspil. Men ogsaa i karakterroller saa vi hende, bl. a. som Lona Hessel i «Samfundets støtter», hvor hun gjorde megen lykke.

*

Fru Amalie Døvle, der engang hadde været en stjerne paa «Det norske teater» og hadde en smuk sangstemme, glædet os ved sin Sigrid i «Til sæters». Hun forlot tidlig scenen.

*

Kristianiaminder_s48

Frøken Sofie Parelius var en rikt begavet skuespillerinde, som saa mangen gang fik os til at le hjertelig ved sin komik, der kunde være baade tør og saftig. Hun kunde spille gammel jomfru som ingen anden. Hendes Grethe i «Kjærlighet uten strømper» og hendes Magdelone i «Den stundesløse» var rene perler. Men 49høiest naadde hun som Aase i «Per Gynt», et storverk. Hun var den eneste skuespillerinde av «den gamle garde» som fulgte med over til Nationalteatret. Da hun hadde feiret sin avskedsbenefice og skulde kjøre hjem, spændte en flok studenter fra hestene og trak den gamle kunstnerinde i triumf til hendes bolig.

Den sidste rolle hun spillet, var jomfru Trofast i «De gamles juleaften». Aar derefter døde Sofie Parelius, just en juleaften. Og under tonerne av «Aases død» bares hun til graven.

*

Som vi sværmet for fru Juell, der en tid var selvskreven til alle elskerinderoller. Hun var rikt begavet, hadde temperament, glød, lidenskap, intelligens og saadan ung, svulmende skjønhet, at det var en ren fest at se hende paa scenen. Hvor mange deilige unge piker lot hun os ikke se, og hvor mange sterke, lidenskapelige kvinder.

Kristianiaminder_s50

Hun var selvskreven til at spille de unge piker i vaudevillerne, altfor meget blev hun benyttet til saadant. Men vi vil mindes hende som Shakespeares Julie, som Dagny i «Hærmændene», Margrethe i «Kongsemnerne», den fine søte Aagot i «Leonarda» og unge kvinder i moderne franske komedier.

Jeg saa hende i «Lad os skilles». Hun var netop gift med Arnoldus Reimers, de to spillet egteparret de Prunelles. Og hvor herlig de spillet sammen!

Hvergang Ibsen skrev et nyt skuespil imøtesaaes det med stor spænding. Naar det utkom, var det aarets store literære begivenhet, og de første oplag gik som varmt brød. Bøkerne sluktes og diskutertes mand imellem 50og i pressen. Det var dagens mest brændende spørsmaal. Siden imøtesaaes med ikke mindre spænding stykkets fremførelse paa Kr.a teater.

Men neppe noget av Ibsens skuespil har sat sindene i sterkere bevægelse end «Et dukkehjem», det store indlæg i kvindesaken.

Stykkets fremkomst paa teatret imøtesaaes med en tilsvarende spænding. Og fru Reimers vandt som Nora en av sine største triumfer. Vi moret os med dukkehustruen, den glade lerkefugl, vi led med Nora i hendes oprivende sjælskampe og vi forstod hende, da hun vaaknet til bevissthet om sin egen nedværdigelse og løp fra mand og barn ut i sorte natten.

«Et dukkehjem» vakte stor forargelse hos mange. Aldrig har vel Ibsen tilføiet det borgerlige samfund mere følelige piskeslag, men eftertiden vil kun gi ham tak og ære for dette betydningsfulde led i hans reformatoriske virksomhet.

Føromtalte store danske skuespillerinde fru Heiberg trak sig frivillig tilbake fra scenen, da hun stod i sin fulde glans. Hun vilde ikke, at man skulde se hende paa retur paa den scene, hvor hun hadde straalet som 51en dronning. Men fru Reimers kom bort endnu mens hun stod i sin fuldeste utvikling.

Hun hadde ligget i en haard sygdom, men var i bedring. Saa kom kong Oskar II til Kristiania. Til teaterchefen ytret han ønske om at se fru Reimers som Susanne de Villier i «Den kjedelige verden». Han hadde vel aldrig ytret dette ønske, hvis han hadde kjendt fru Reimers tilstand og visst, hvilke skjæbnesvangre følger disse hans ord skulde faa for hende.

Nogen bragte kongens ønske for fru Reimers’ øren. Jovisst, hun vilde spille for kongen, sa hun. Trods lægens protester stod hun op fra sykesengen, gik snart efter ind paa scenen og spillet Susanne – spillet rollen saa brilliant som aldrig før. Kong Oskar deltok med publikum i bifaldet og takket kunstnerinden. Da fru Reimers kom hjem, sank hun sammen, og ikke mange dage efter bares hun til graven. Hendes tidlige bortgang vakte stor sorg blandt hendes omgivelser og de mange venner av hendes kunst. Paa hendes minnestøtte læser man følgende ord av Kr. Randers:

Hendes liv var en sommerfugls stakkede flugt.
Hendes kunst var en sang til naturen.

*

Thora Neelson (siden gift med Olaf Hanson) var ung og smuk, da vi saa hende paa Bankpladsen i syttiaarene i hendes debut som «Kong Renés datter». Hvor hun var indtagende som den blinde pike. Siden var hendes bedste roller Ofelia i «Hamlet», Solveig i «Per Gynt» og Abigael i «Ambrosius».

*

Arnoldus Reimers – hvilken festlig klang ligger der ikke ogsaa i dette navn! Saa herlig et organ som 52hans er ikke siden blit hørt paa norsk scene. Det passet til hans imponerende personlighet og mandige, smukke, noble ansigt, der prægedes av hjertensgodhet og intelligens. Vi saa ham som Shakespeare og Øhlenschlägers helter, som ridder Stig Hvide i «Svend Dyrings hus», som høvdinger i Ibsens og Bjørnsons historiske stykker, det var hans oprindelige fag, men senere feiret han ogsaa store triumfer i det borgerlige skuespil som Stensgaard, som Sannæs i «En Fallit», Hjalmar Ekdal i «Vildanden», dr. Stockmann i «En folkefiende» og mange flere roller. Utenfor scenen skildres han som overmaate snil, elskværdig og gemytlig.

*

Andreas Isachsen var en talentfuld skuespiller og fintdannet mand. Han besat en overlegen intelligens og var særlig karakterskuespiller. Neppe nogen kunde i kongeroller optræ med en saadan fyrstelig værdighet som Isachsen, og han spilte statsmand og diplomat som ingen anden.

Saaledes spillet han Richelieu i et fransk stykke, navnet mindes jeg ikke, og Fouché i «Michel Perrin.» Han kunde spille den mest infernalske skurk som Shakespeares Richard III, kongen i «Hamlet» og Knut Sortebroder i «Axel og Valborg». Make til ironisk resonnør fandtes nu ikke dengang. Vi mindes ham som Gulstad i «Kjærlighetens komedie», Relling i «Vildanden», Knappestøperen i «Per Gynt». Advokat Berent i «En fallit» var en av hans glansroller. Ikke at forglemme Aslaksen i «De unges forbund».

Isachsen var en udmerket sceneinstruktør og en autoritet paa skjønlæsningens omraade. Hans dygtighet som oplæser er vistnok endnu uovertruffen. Han var en søkt manuduktør i skjønlæsning og deklamation 53og var i en række av aar lærer paa Aars og Voss’ skole i dette fag. Som Isachsen kom ut i aarene, virket han paa Kra. teater kun i smaaroller. Da han endelig skulde forlate scenen valgte han til avskedsbenefice Advokat Berent. Og den gamle kunstner spillet denne rolle saa glimrende som i sin bedste tid – saaledes tok han en glansfuld avsked med publikum.

*

Henrik Klausen var en av publikums specielle yndlinger. Vi bærer saa mange smukke minder om hans kunst. Et mere bøielig skuespillertalent kan vel neppe tænkes. Det høres næsten utrolig at den samme mand har spillet Shakespeares Shylok, Bisp Nikolas, Per Degn, Jupiter i «Orfeus», Per Gynt, Gaspard i «Cornevilles klokker» og Gibson i «Bibliotekaren».

Kristianiaminder_s53

Per Gynt hører til hans største triumfer. Ingen av hans efterfølgere i rollen synes mig at kunne komme op mot ham. Hvilken begeistring var det ikke over «Per Gynt» da det kom op i syttiaarene og gik aften efter aften for utsolgt hus. Vi gutter nød stykket som god romantik, hvilket vistnok var tilfælde med en overveiende del 54av det brede lag. Aar derefter lærte vi nok at skatte dette dramatiske mesterverk paa en helt anden maate.

*

Efter forlydende skulde Sigvard Gundersen, som var løitnant da han fridde til Laura Svendsen, ha faat det svar, at hun vistnok holdt av ham, men ikke kunde gifte sig med ham, medmindre han gik til scenen. Saa opgav Sigvard den militære bane og blev skuespiller. Men Laura hadde vel allerede dengang opdaget utvilsomme tegn paa scenisk begavelse hos sin tilkommende.

Vi mindes Gundersen som Sigurd hin sterke i «Hærmændene» og Haakon Haakonsen «den lyse kongeskikkelse» i «Kongsemnerne». Der gjorde han fyldest. Men saa var det i lange tider som en avgjort sak at Gundersen skulde spille unge helte og elskerroller, som Raymond i «En fattig ung mands eventyr» og Falk i «Kjærlighetens komedie». Han kom ikke heldig fra det, temmelig korpulent var han jo og hans stakato for ilde med Ibsens fine vers og gjorde ham mangen gang helt komisk.

Det var i det borgerlige skuespil at Gundersen skulde vinde sine seire.

Som konsul Bernick, Tjelde, biskoppen i «Leonarda» o. fl.

*

Hjalmar Hammer hadde i sin tid den litet misundelsesværdige lod at skulde spille alle unge elskere i vaudeviller og komedier, og han virket stiv og kantet og var ikke netop nogen salonhelt, skjønt han saa godt ut og hadde et vakkert organ. Men i de romantiske skuespil hørte han hjemme, han med sin glød av erotik og lidenskap. Hvor han førte sig fint og spilte brilliant som Darnley i «Maria Stuart»! Og hvor han 55spilte betagende deilig som Hamlet, prins av Danmark! Gringoire var ogsaa en av hans bedste roller. Romeo ikke at forglemme. Men mest lykke gjorde han kanske som Ambrosius, hvilken rolle laa saa godt for hans lyrisk-erotiske temperament. Her var han damernes yndling. Jeg maa ellers erindre ham som Nordahl i «Til sæters» hvilken rolle jeg aldrig har set nogen anden spille saa vakkert.

Det var en frisk, begeistret norsk student

*

Jens Selmer blev i sin grønneste ungdom sat op i tragiske roller, hvilket fag ikke laa for ham. Nei, han var komiker med liv og sjæl, frisk, umiddelbar og morsom. Han gjorde lykke som Holbergs Henriker, som «Egtemanden paa landet» og i Mosers stykker. Senere var han med om at ta op arven efter Johannes Brun. Jens Selmer fulgte med over til Nationalteatret. Han fik roller som Aslaksen i «De unges forbund» og fogden i «Brand» og kom idetheletat til at spænde over et rikt virkefelt. Det er nogen faa aar siden han tok avsked med publikum. Han er den eneste av den gamle garde fra Bankpladsen som nu lever, og det er en lyst at se Jens Selmer saa kjæk, strunk og spænstig han gaar paa gaten.

Det er kun kunsten paa Bankpladsen i 1870-aarene jeg her har indskrænket mig til at omtale. Det var en kunstens guldalder, vi dengang fik opleve, da Ibsen og Bjørnson stod i fuldt vigør og hadde saadan en samling av udmerkede skuespillere til at bære deres verker frem. Og jeg tør vel si, at paa os unge, som kunde nyte denne kunst, øvet den sin opdragende indflydelse.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gamle Kristiania-minder

I samlingen Gamle Kristiania-minder beskriver Rudolf Muus forskjellige områder og steder i og rundt Kristiania på begynnelsen av 1800-tallet: Ullevål, Grefsenåsen, de mange løkkene som omkranset bykjernen, markeder, kafeer, Klingenberg og andre forlystelsessteder. Han tar også for seg en del av byens innbyggere, som for eksempel velstående familier, musikanter og skuespillere.

Samlingen kom første gang ut i 1923. Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Rudolf Muus

Med sine 286 utgivelser er Rudolf Muus en av de mest produktive forfatterne i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.