XIV. POMPENIKKE

Hele byen kjendte hende under dette navn, da hun drev melkeforretning paa Stortorvets basar, og man hadde git hende det, da onde tunger vilde vite at hun pumpet vand i melken sin. Ellers var hendes fornavn Nikoline og hun hadde et fint efternavn, antat efter den rike familie paa den gaard, hvor hun og hendes mand i sin tid tjente. La os kalde hende fru X …

Hun var en svær, robust kone, djerv i sin optræden, fri i sin tale og førte det huslige scepter med mægtig haand. Og det kunde nok trænges.

Johan eller Joan, som hans kone kaldte ham, var engang en tru arbeidskar, men efter han hadde sat foten under eget bord, blev han saa stor paa det, at han holdt sig for god til at arbeide, og saa slog han sig paa drikken. Han passet ikke sine saker, og Nikoline maatte ta tøilerne i sine kraftige hænder og selv bli mand i huset.

Hun forsøkte baade med det gode og det onde, men han Joan blev bare værre. Tilsidst holdt hun ikke længer ud med ham og den gjæld han bragte over hende, og saa tok hun en rask beslutning. Ved trudsel om indsættelse paa Mangelsgaarden nødte hun sin svake egtefælle til at reise til Amerika.

84Nu hadde hun faat fred, og kunde i ro ofre sig for sin forretning, som blomstret op. Brev efter brev kom fra Joan, hvori han tagg og bønfaldt hende om at sende ham reisepenger hjem og lovet at han herefter aldrig skulde smake en draape av det sterke, men slite dag og nat for hende. Men Nikoline vendte det døve øre til.

«Aa jeg kjender han Joan jeg,» sa hun. «Kommer’n tilbake, blir det det samme sølet igjen.»

Imidlertid hadde det gaat Joan som med mangen anden umulig person, der blir eksporteret til Amerika: Nøden hadde tvunget ham til at arbeide, saa motbydelig det end var ham. Men længselen efter den hjemlige arne og Nikolines kjøtgryte knuget ham tidlig og sent. Han fandt ingen drikkebrødre derover, da han kunde litet av sproget, og drikke alene vilde han ikke. Hans utseende bedredes, og han blev pen i klærne. Joan var stiv i pennen og uttrykte sig let, men ingen av de bønfaldende breve han sendte hjem til hustruen syntes at røre hendes hjerte. Saa en vakker dag fik han en idé. Han iførte sig sine bedste klær, lot sig fotografere og bestilte et kabinetsbillede. Han var en vakker mand og da han saa paa det store flotte billede, syntes han nok selv at han tok sig godt ut. Dette fotografi sendte han hjem til hustruen tillikemed et brev, som maatte røre en sten.

En morgen saa man Nikoline staa i døren til sin forretning med et brev i haanden og stortute. Basarens madamer strømmet sammen i den tro at der var skedd en ulykke.

«Hvad er det med Dere da, madam?» spurtes der.

85«Aa han Joan, han Joan!» graat hun.

«Er han Joan dau?»

«Nei, her paa billedet staar han. – Herregud, det er han jo han Joan. Han har tat sig op!»

Og billedet gik fra haand til haand og blev beskuet og beundret av samtlige madamer.

«Aa, han skriver saa vakkert,» tilla Nikoline. «Aa, jeg faar nok ta ham tilbars.»

Og der blev sendt reisepenger til ham.

Den dag Joan kom hjem, gik han like op paa basaren og fik den ømmeste mottagelse av sin egtemake, som var saare stolt av ham og alle madamerne der maatte trykke hans haand og ønske ham velkommen hjem.

Det var som nye hvetebrødsdage begyndte for Nikoline og hendes mand. Han hug ved, bar melkespand og var hende som en lydig slave. Hun kunde ikke noksom lovprise ham for sine bekjendte. Alt var lutter herlighet og glæde.

Men hvor længe var Adam i paradiset?

Joan traf gamle kamerater og brændevinet smakte ham bedre end nogensinde, og han styrtet sig med liv og sjæl i malstrømmen. Det gik akkurat like dypt ned som sidst, og for anden gang opgav Nikoline ham som umulig.

Dennegang sendte hun ham til Australien for at gjøre det endnu mere umulig for ham at komme hjem ved egen hjælp.

Fra Australien kom der smeltende breve med de høitideligste forsikringer. Men Nikolines hjerte forblev uberørt.

«Nei, naa faar han være der hvor han er,» sa hun.

86Nogen aar efter indtraf en begivenhet, som bragte Nikoline i himmelsk henrykkelse for siden at sætte hendes sjæl i det vildeste oprør.

En dag mottok hun indbydelse til slotsbal.

Det formelig svimlet for hende, da hun holdt det fine invitationskort i sin haand, og bokstavene danset cancan for hendes øine.

Dog litt efter litt samlet hun sig. Hun var jo en almindelig agtet og anset madame, var det da ikke forklarlig, at kongen vilde se hende hos sig og yde hende denne udmerkelse? Hun hadde altid været glad i at danse, heisan, hvor hun nu skulde faa svinge paa sig! Og fleskende fin vilde hun ved denne anledning være.

Hendes veninder paa basaren tvilte heller ikke om, at det forholdt sig rigtig med denne indbydelse, nogen misundte hende, andre fandt at hun vel var den ære værd, og blandt alle hendes bekjendte løp det opsigtsvækkende rygte:

«Pompenikke skal paa kongebal! Pompenikke skal paa kongebal!»

Den store aften oprandt og Nikoline kjørte i lukket vogn op til slottet.

Hun slap heldig ind i garderoben, hvor man mottok hendes yttertøi og straalende i nedringet sjøgrøn silkekjole, der fremhævet hendes svulmende former, traadte hun ind i den første sal.

Her støtte hun sammen med hofmarskalk Frølich, der tilfældigvis kjendte hende av utseende og stusset ved at se hende her. Og hun rakte ham sit invitationskort.

Han saa paa det og sa med et beklagende smil:

87«Dette er nok en feiltagelse bedste frue. Indbydelsen var bestemt for fru konsul X …»

Da satte Pompenikke hænderne i siden, kastet hodet tilbake og sa i den bredeste jargon:

«De vil vel inte f … vel, far!»

Det sier sig selv, at hun tilsidst maatte føie sig og fortrække. Dog selv trodde hun at det ingen feiltagelse var med indbydelsen, men at det kun var et rænkespil av hofmarskalken.

Historien sprængte ut over byen og vakte megen munterhet.

Johan døde over i Australien. Pompenikkes melkeforretning gik stadig udmerket, og ved sin død efterlot hun sin søn en betydelig formue.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.