Gamle Kristiania-originaler

av Rudolf Muus

IV. JUMBO

Han har opkaldt sig efter Barnums berømte kjæmpeelefant Jumbo, og unegtelig passer navnet. Han er en vældig kjæmpe, hvis høide forøkes endnu mer ved den høipullede meksikanske hat og den altfor korte jakke, mens han strammer nedover gaten med atletiske skridt. Det aapne, skjægløse ansigt skinner av godmodighet, der dog ogsaa kan skifte med et skrækindjagende udtryk av brutal vildhet.

Jumbo – eller Anton Andersen som hans borgerlige navn lyder – er naturpoet og folketaler. Som poet holder han mest av at danse paa verseføtter. De mest gripende elskovs- og morderviser flyter fra hans pen. Han kjender det mørkeste Kristiania tilbunds, og da literat Chr. Gierløw vilde studere natlivet i hovedstaden, valgte han Jumbo til cicerone. Det bar rundt paa teglverker, hvor sovende proletarer studertes. I et senere causeri i «Aftenposten» nedla Gierløw resultaterne av disse natstudier og omtalte sin interessante kjæmpemæssige fører. Jumbo følte sig behagelig smigret hermed, og senerehen, da han utgav sin bok om morderen Knut Ryentveit, kom han denne sin kollega ihu og vedføiet: «Literar Chr. Gierløw i 18høiagtelse og taknemlighet tilegnet av forfatteren». Naturligvis gjorde denne hyldest fra Jumbos side et dypt indtryk paa Gierløw.

Jumbo reiser over land og strand og utbreder sine skrifter, kolossale veistrækninger tilbakelægger han med elefantskridt og optar samtidig folkelivsstudier. Hele Telemarken har han saaledes befart, ret som det er, dukker han op paa Notodden. Paa det sidste sted kom han op i en voldsom avisfeide, da en redaktør tillot sig at komme med en mindre gunstig kritik over hans litterære produkter.

Og Jumbo vil absolut gjøre sig gjældende som den han er. Han pleier ikke at sætte sit lys under en skjæppe.

Engang hadde han foresat sig, at han skulde avbildes og interviewes i bladet «Klassekampen». Redaktøren stillet sig ikke uvillig, dog fandt han at det ikke hastet saa voldsomt hermed, men Jumbo dukket op hver evige dag i redaktionskontoret, stedse mørkere og mere truende blev hans mine, tilsidst sa han intet, men maalte kun redaktøren med et frygtelig gjennemborende blik, der gik ham gjennem marv og ben. For den kjære freds skyld maatte han bøie sig og Jumbo kom i bladet.

Men om Jumbo end for at opnaa sine hensigter kan skræmme folk med et bistert ansigt, er han i virkeligheten mild og fredsommelig som et barn og skrider aldrig til haandgripeligheter.

Det hændte at vittighetsbladet «Humoristen» utkom med et billede betitlet «Det nye ministerium». Her saa man blandt andre en viss potethandler 19som arbeidsminister og Jumbo som justisminister.

Potethandleren følte sin ære krænket og gik i vældig raseri op i bladets redaktion og tildelte redaktøren en tryk seksten, saa blodet fløt.

Da Jumbo blev spurt, om han ikke ogsaa vilde gaa op i «Humoristen» og gjøre revolt, svarte han med et diplomatisk smil:

«Undskyld, høistærede, jeg er gentleman og tar det paa en fin maate.»

Kristianiaoriginaler_s19

Det var en gammel herremand, som hadde tilbragt mange aar av sit liv paa Akershus og engang rømt derfra og opholdt sig paa frifot i længere tid, før han blev paagrepen. Denne mesterlig iværksatte flugt interesserte Jumbo voldsomt. Da den gamle slave dimitertes, var han meget trist og indesluttet, saa ingen fik et ord av ham. Men Jumbo passet ham op i en sulten stund, trakterte ham med kaffe og mat og fik ham til at fortælle 20om alle sine viderværdigheter og sin merkelige flugt.

«Naa er du min gris!» lo Jumbo indvendig, og saa satte han den gamle herremands bedrifter paa prent i en saare opbyggelig fortælling.

Engang laa Jumbo syk paa hospitalet, og hans tilstand var nok mer end betænkelig.

Søster kom ind med termometret og maalte hans temperatur. Den viste 39 gr., altsaa like mot dødens tærskel.

«Naa,» sa Jumbo. «Hvad viser det?»

«Hele ni og treti grader!»

«Det er ikke daarlig, du,» sa han. «Ni og treti grader i skyggen.»

Jumbos kjæmpenatur vandt seier over sygdommen dengang.

Han hadde til dagligdags et jevnt, godt humør, men naar det begyndte at gaa nedad bakke med ham her i byen, og hans antræk blev daarlig, var han mørk og skummel at se til. Saa kunde han pludselig ryste Kristianiastøvet av sine føtter og forsvinde – ingen visste hvorhen. En vakker dag dukket Jumbo op igjen og det i en nyslaat straalende skikkelse – fin i klærne med elegante brune støvler, og som en konge hilste han sine venner.

Jumbo hadde sit særegne publikum og var i visse kredser en meget populær mand. Naar man i «Pulten» eller en anden folkelig kafé saa Jumbo ved et bord mellem venner, «gjorde han sig» godt. Kjæmpen, hvis mægtige hode raket over de andre og var gjenstand for deres smigrende hyldest og opmerksomhet, syntes lik en planet at utstraale lys til hele kredsen, og det var noget kongelig ved den 21maate han hævet sit bæger for at drikke med dem.

Jumbo følte sig dragen til det politiske liv. Han var socialist paa sin hals og holdt paa direkte aktion og obstruktion. Han maatte jo ha betingelse for at bli folketaler, han med sin imponerende skikkelse, sit kraftige organ og sin paagaaende uforfærdethet.

Saa blev det bestemt, at Jumbo skulde debutere paa den politiske arena med et foredrag i G. Arbeidersamfund.

Det voldte ham ikke liten vanskelighet at faa laant et for anledningen passende antræk; ti de fleste mandfolk har hverken Jumbos høide eller drøide.

Aftenen oprandt, huset var næsten fuldt og forventningen spændt.

Frem balancerte Jumbo paa tribunen iført en livkjole, hvor ærmene kun naadde litt over albueleddet og maven spriket frem i en gul vest, der oplystes av en ildrød sløife, dertil et par lyse bukser, som blottet de fyldige ankler og føtterne svulmet i et par brune seildukssko, som hadde set sine bedste dage, han fyldte platformen i hele dens bredde og behøvet kun at staa paa tærne for at stange i taket.

Et hastig buk for publikum, saa begyndte han. Fra hans øine lyste et frygtelig flammeblik, hans stemme drønnet som torden utover forsamlingen og fyldte det lille lokale. I de sterkeste billeder oprullet han de mest skrækindjagende billeder av samfundets forestaaende opløsning.

Ministere ramlet av taburetterne, revolutionen 22tok herredømme, eksplosioner drønnet hele landet over, troner og kirker styrtet i grus, hele det gamle samfund maatte væk.

Hele lokalet syntes badet med elektricitet, og det formelig lugtet av svovl. Tilhørerne sat der i angst og bæven for at Arbeidersamfundet skulde opslukes av jorden. Tilsidst opklartes kjæmpens pande, og som han nu sluttet foredraget, gled der en lettelse over forsamlingen og de tiljublet folketaleren sit bifald med dypfølt taknemlighet over at slippe saa godt fra det.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gamle Kristiania-originaler

I samlingen Gamle Kristiania-orginaler forteller Rudolf Muus om noen av byoriginalene i Kristiania på slutten av 1800-tallet, f.eks. «Grønlands-Ibsen», «Keiser Dal», skomakeren med tilnavnet «Flik-Flak», trevarehandler Andersen på Youngstorvet, «Jumbo» (oppkalt etter Barnums berømte kjempeelefant) og «Kina-Olsen».

Samlingen kom første gang ut i 1922. Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Rudolf Muus

Med sine 286 utgivelser er Rudolf Muus en av de mest produktive forfatterne i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.