Gamle Kristiania-originaler

av Rudolf Muus

V. MIKKEL

Det var i den bevægede bohêmtid i begyndelsen av ottiaarene, da Hans Jæger og hans fylking førte sine feider. «Kristianiabohêmen» og «Albertine» kom ut og vakte en voldsom opsigt, som druknet i politiets beslaglæggelse og profeten Hans selv blev belønnet med vand og brød som en martyr for sin egen sak. Hans popularitet blev temmelig kort – nei, da blev Mikkels længer, ti den strækker sig endnu ut i vor tid.

Der utkom et litet ukeblad trykt paa ildrødt papir og av egte bohêmisk indhold. Det bar navnet Mikkel og foretok hensynsløse angrep paa mangen en bekjendt størrelse – ja, rigtig inmarie rævefule angrep. Hvergang bladet utkom, gjaldt det i en braahast at faa solgt saa mange eksemplarer som mulig, ti beslaglæggelsen lot aldrig vente længe paa sig.

Som ansvarshavende redaktør stod svensken Josef Jansen, dengang en ganske spræk, ung mand. Han hadde vistnok intet med bladets indhold at bestille, men forhandlet det kun, og hvergang Mikkel blev beslaglagt, maatte Josef «sitte» for det. – Den dydige Josef, som «Vikingen» engang kaldte ham. Av hvilken grund skal jeg ikke kunne si. Han hadde ellers god betaling for at «sitte».

24Josef hadde røde knebler og Mikkel hadde rødt papir, og litt efter litt smeltet de to sammen til ett for folketanken, og da bladet tilsidst holdt op at utkomme, blev Josef hetende Mikkel, og det navn beholdt han til sin død.

Kristianiaoriginaler_s24

Men nu var han ogsaa blit politiets kjæledægge i en særlig grad. Alt, hvad han gjorde, blev bevogtet med mistænksomme skjærpede blik.

Om Josef søkte at sælge en ulykkelig kjærlighetsvise 25eller fisket efter abonnenter paa et spændende hefteskrift, var lovens haandhæver straks parat til at se noget samfundsfarlig sprængstof i det. Saa maatte saken undersøkes.

«Det ser skam ut til at Europas øine stadig er fæstet paa mig,» ytret han engang med en viss stolthet.

Han ansaa sig selv som en fritalenhetens apostel, en ædel samfundsreformator, hvis mund man helst maatte kneble, og naar han ved glasset meddelte sig herom til mindre kritiske folk, trodde de ham og fattet interesse for denne ædle, forfulgte mand.

Ellers tok Josef verden rolig, han drak smaa drammer og saa tiden an. Han gik og ventet paa at tidens krav skulde kalde paa ham. Mange sa, at han var en stor tøisekop, andre mente paa, at Josef visste mere, end nogen drømte om, og paa de smaa kaféer i utkanterne var han unegtelig en høist populær fyr. Til pikerne hadde han i forbigaaende skjemtsomme ord, særlig, naar han var bedugget.

Av og til var han utilfreds med sig selv, fordi han aldrig kom længer med virkelighetsgjørelsen av sine idéer.

Det er de sterke drikke, som undertrykker mig i kampen, ræsonnerte han. Man vil at jeg skal drikke for at umuliggjøre mig som motstander, ellers blev jeg dem altfor knusende farlig. Og han citerte Ibsen:

Det skal væk dette her at gaa i taaken
og væve sig bort lyslevende vaaken.

26Det var sandt, Josef kunde tøise ganske overordentlig, naar han naadde et visst stadium eller, som han selv uttrykte sig, «kom i en svimmilistisk stemning». Imidlertid var det ikke saa let for ham at bryte overtvert med sine gamle muntre vaner.

Allikevel hændte det, at Josef pludselig forsvandt fra de smaa kaféer, hvor man var saa vant til hans store gester og bevingede tale. Det var blit stilt efter ham.

Saken var, at en menneskekjærlig doktor hadde dannet en saakaldt broderkjæde. Gjennem hypnotisme gav han folk avsmak paa al alkoholistisk nydelse og en tilbøielighet til i broderlig forening at drikke kaffe og spise wienerbrød. I broderkjeden samledes Josef Jansen og andre bekjendte størrelser som Snaps-Olsen, Ponse-Paulsen og Vise- Andersen.

Nu skulde man vel vente, at Josef som frigjort fra de muntre venner vilde begynde sin samfundsreformatoriske virksomhet og utfordre hele verden. Men nei – han syntes at ha tapt enhver lyst i saa maate. Verden saa en barsk, indesluttet, Josef Jansen, der med foragt skuet ned paa sit tidligere liv og fisket abonnenter paa en billedbibel.

«Jeg holdt paa at komme op i den høiere noblessen,» ytret han siden herom. «En fin frue paa Grefsen inviterte hele kjæden til sig, og det var bevertning og musik, og jeg svang mig i dansen med de nydeligste damer.

Hvordan det nu end var begyndte snart nogen av brødrene at «fare vild» og hele kjæden ramlet sammen. Josef for sin del lot begeistret humlen suse.

27Han hadde altid til stadighet baaret skyggelue, og en tid efter kjædens bristning kunde man over luens skygge med forgyldte bokstaver læse indskriften: «Josef Jansen». Samme merke bar hans væske.

Spurte man Josef, hvorfor han bar sit eget navn paa luen, svarte han smilende:

«Jo, om der skulde støte noget til, saa jeg ikke blev herre over mit legeme, kan enhver nu læse sig til, hvem jeg er.»

Forfatteren av nærværende lille bok skrev i sin tid i et ukeblad følgende om Jansen:

Josef er vel nu kommet langt op i femtiaarene, men endnu er han som en yngling rask og svæver rundt paa kaféer med viser og smaabøker, alle kjender Mikkel og ser paa ham som en veteran fra bohêmernes kamptid, og selv vil han gjerne fortælle om sit merkelige redaktørliv, da han svang idéens fane høit.

Nu, hvorom alt er, Mikkel gjør vist intet menneske mén hverken paa land eller sjø. I den senere tid har han begyndt at paata sig forskjellige jobber, og man kan ofte se ham i en eller anden bank, hvor han fornyer veksler. Naar man gir ham saadanne ansvarsfulde hverv, skal han være helt patent og paalidelig. Selv er han stolt over at han har faat fast engagement paa et sted, som kaldes Blomsterhallen og som «forretningsfører» i en kortevarehandel. Men paa sine streiftog om søndagene i utkanternes kaféer er han bare Mikkel.

Nu er Jansen død og Kristiania er en original fattigere.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gamle Kristiania-originaler

I samlingen Gamle Kristiania-orginaler forteller Rudolf Muus om noen av byoriginalene i Kristiania på slutten av 1800-tallet, f.eks. «Grønlands-Ibsen», «Keiser Dal», skomakeren med tilnavnet «Flik-Flak», trevarehandler Andersen på Youngstorvet, «Jumbo» (oppkalt etter Barnums berømte kjempeelefant) og «Kina-Olsen».

Samlingen kom første gang ut i 1922. Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Rudolf Muus

Med sine 286 utgivelser er Rudolf Muus en av de mest produktive forfatterne i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.